| By Author | [ A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z | Other Symbols ] |
| By Title | [ A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z | Other Symbols ] |
| By Language |
|
Download this book: [ ASCII | HTML | PDF ] Look for this book on Amazon Tweet |
Title: Det Gamle Testamente af 1931
Author: Anonymous, - To be updated
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.
*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Det Gamle Testamente af 1931" ***
Det Gamle Testamente af 1931:
copyrighted Etext (c)1931 Det Danske Bibelselskab.
The Old Testament of 1931: copyrighted Etext
(C) by Det Danske Bibelselskab 1931.
[The Danish Bible Society]
Det gamle Testamente.
Fortegnelse over Det gamle Testamentes Kanoniske Bøger:
Første Mosebog
Anden Mosebog
Tredje Mosebog
Fjerde Mosebog
Femte Mosebog
Josuabogen
Dommerbogen
Ruts Bog
Første Samuelsbog
Anden Samuelsbog
Første Kongebog
Anden Kongebog
Første Krønikebog
Anden Krønikebog
Ezras Bog
Nehemias's Bog
Esters Bog
Jobs Bog
Salmernes Bog
Ordsprogenes Bog
Prædikerens Bog
Højsangen
Esajas's Bog
Jeremias's Bog
Klagesangene
Ezekiels Bog
Daniels Bog
Hoseas's Bog
Joels Bog
Amos's Bog
Obadias's Bog
Jonas's Bog
Mikas Bog
Nahums Bog
Habakkuks Bog
Zefanias's Bog
Haggajs Bog
Zakarias's Bog
Malakias's Bog
1.Mosebog
1.Mosebog 1
1. I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.
2. Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet.
Men Guds Ånd svævede over Vandene.
3. Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys.
4. Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og
Mørket,
5. og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev
Aften, og det blev Morgen, første Dag.
6. Derpå sagde Gud: "Der blive en Hvælving midt i Vandene til at
skille Vandene ad!"
7. Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet
under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
8. og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev
Morgen, anden Dag.
9. Derpå sagde Gud: "Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted,
så det faste Land kommer til Syne!" Og således skete det;
10. og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet
samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
11. Derpå sagde Gud: "Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer
Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!" Og
således skete det:
12. Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter,
og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så,
at det var godt.
13. Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.
14. Derpå sagde Gud: "Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at
skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse
af Højtider, Dage og År
15. og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden! Og
således sket det:
16. Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen,
det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;
17. og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden
18. og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra
Mørket. Og Gud så, at det var godt.
19. Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.
20. Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en Vrimmel af levende
Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under
Himmelhvælvingen!" Og således skete det:
21. Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende
Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle
vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
22. Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige
og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på
Jorden!"
23. Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.
24. Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende Væsener efter deres
Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter! Og
således skete det:
25. Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter
dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at
det var godt.
26. Derpå sagde Gud: "Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de
ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle,
Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb,der kryber
på Jorden!"
27. Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han
det, som Mand og Kvinde skabte han dem;
28. og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og
mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og
hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle
vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!"
29. Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden,
som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal
være eder til Føde;
30. men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der
kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne
Urter til Føde." Og således skete det.
31. Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre
godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.
1.Mosebog 2
1. Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær.
2. På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og
han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
3. og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den
hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
4. Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN
gjorde Jord og Himmel
5. dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu
var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde
ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til
at dyrke Agerjorden,
6. men en Tåge vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens
Flade
7. da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste
Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.
8. Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og dem
satte han Mennesket, som han havde dannet;
9. Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en
Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt
i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.
10. Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte
den sig i fire Hovedstrømme.
11. Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der
findes Guld
12. og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.
13. Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj.
14. Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien.
Den fjerde Flod er Frat.
15. Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke
og vogte den.
16. Men Gud HERREN bød Adam: "Af alle Træer i Haven har du Lov at
spise,
17. kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den
Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"
18. Derpå sagde Gud HERREN: "Det er ikke godt for Mennesket at være
ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!"
19. Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og
Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han
vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende
Væsener, det skulde være deres Navn.
20. Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr
Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede
til ham.
21. Så lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet
ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;
22. og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han
en Kvinde og førte hende hen til Adam.
23. Da sagde Adam: "Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit
Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!"
24. Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin
Hustru, og de to bliver eet Kød.
25. Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes
ikke.
1.Mosebog 3
1. Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud
HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: "Mon Gud virkelig
ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?"
2. Kvinden svarede: "Vi har Lov at spise af Frugten på Havens
Træer;
3. kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke
spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!"
4. Da sagde Slangen til Kvinden: "I skal ingenlunde dø;
5. men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive
som Gud til at kende godt og ondt!"
6. Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for
Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og
spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
7. Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor
syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.
8. Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam
og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
9. Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: "Hvor er du?"
10. Han svarede: "Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var
nøgen, og så skjulte jeg mig!"
11. Da sagde han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har
spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?"
12. Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af
Træet, og så spiste jeg."
13. Da sagde Gud HERREN til Kvinde: "Hvad har du gjort!" Kvinden
svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg."
14. Da sagde Gud HERREN til Slangen: "Fordi du har gjort dette, være
du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din
Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
15. Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og
hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i
Hælen!"
16. Til Kvinden sagde han: "Jeg vil meget mangfoldiggøre dit
Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din
Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!"
17. Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og
spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal
Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig
Føde af den alle dit Livs Dage;
18. Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din
Føde;
19. i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender
tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og
til Støv skal du vende tilbage!"
20. Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt
levende.
21. Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og
klædte dem dermed.
22. Men Gud HERREN sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til
at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage
også af Livets Træ og spise og leve evindelig!"
23. Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde
dyrke Jorden, som han var taget af;
24. og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han
Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til
Livets Træ.
1.Mosebog 4
1. Adam kendte sin Hustru Eva,og hun blev frugtsommelig og fødte
Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med HERRENS Hjælp!"
2. Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain
Agerdyrker.
3. Nogen Tid efter bragte Kain HERREN en Offergave af Jordens
Frugt,
4. medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres
Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
5. men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre
vred og gik med sænket Hoved.
6. Da sagde HERREN til Kain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du
med sænket Hoved?
7. Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men
handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står
til dig, men du skal herske over den!"
8. Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på
Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.
9. Da sagde HERREN til Kain: "Hvor er din Broder Abel?" Han
svarede: "Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?"
10. Men han sagde: "Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til
mig fra Jorden!
11. Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som åbnede sig
og tog din Broders Blod af din Hånd!
12. Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin
Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!"
13. Men Kain sagde til HERREN: "Min Straf er ikke til at bære;
14. når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig
for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver,
der møder mig, slå mig ihjel!"
15. Da svarede HERREN: "Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han
hævnes;syvfold!" Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen,
der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
16. Så drog Kain bort fra HERRENs Åsyn og slog sig ned i Landet Nod
østen for Eden.
17. Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte
Hanok. Han grundede en By og gav den sin;Søn Hanoks Navn.
18. Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede
Mehujael; og Metusjael avlede Lemek
19. Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla.
20. Ada fødte Jabal; han blev Stamfader til dem, der bor i Telte og
holder Kvæg;
21. hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der
spiller på Harpe og Fløjte.
22. Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle
dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama.
23. Og Lemelk sagde til sine Hustruer: "Ada og Zilla, hør min Røst,
Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et
Sår, en Dreng for en Skramme!
24. Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og
halvfjerdsindstyve Gange!"
25. Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav
Navnet Set; "thi," sagde hun, "Gud har sat mig andet Afkom i
Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!"
26. Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte
man at påkalde HERRENs Navn.
1.Mosebog 5
1. Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde
han det i Guds Billede;
2. som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav
dem Navnet "Menneske", da de blev skabt.
3. Da Adam havde levet i I30 År, avlede han en Søn, som var ham lig
og i hans Billede, og han kaldte ham Set;
4. og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 År og avlede
Sønner og Døtre;
5. således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han.
6. Da Set havde levet 105 År, avlede han Enosj;
7. og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 År og avlede
Sønner og Døtre;
8. således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han.
9. Da Enosj havde levet 90 År, avlede han Henan;
10. og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 År og avlede
Sønner og Døtre;
11. således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han.
12. Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal'el;
13. og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 År og
avlede Sønner og Døtre;
14. således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han.
15. Da Mahalal'el havde levet 65 År, avlede han Jered;
16. og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og
avlede Sønner. og Døtre;
17. således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde
han.
18. Da Jered havde levet 162 År, avlede han Enok;
19. og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 År og avlede
Sønner og Døtre;
20. således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han.
21. Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem,
22. og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem,
levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre;
23. således blev Enoks fulde Levetid 365 År;
24. og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.
25. Da Metusalem havde levet l87 År, avlede han Lemek;
26. og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og
avlede Sønner og Døtre;
27. således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han.
28. Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn,
29. som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: "Han skal skaffe os.
Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har
forbandet."
30. Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede
Sønner og Døtre;
31. således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han.
32. Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.
1.Mosebog 6
1. Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der
fødtes dem Døtre,
2. fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så
mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
3. Da sagde HERREN: "Min Ånd: skal ikke for evigt blive i
Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120
År."
4. I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og
disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede
Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til
Fortids Dage.
5. Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at
deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
6. Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og
det. skar ham i Hjertet.
7. Og HERREN sagde: "Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har
skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og
Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!"
8. Men Noa fandt Nåde for HERRENs Øjne
9. Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand
blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.
10. Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.
11. Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af
Uret;
12. og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød
havde fordærvet sin Vej på Jorden.
13. Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre Ende på alt
Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil
jeg nu udrydde dem af Jorden.
14. Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum
ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig;
15. og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang,
50. Alen bred og 30 Alen høj;
16. du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud
end een Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du
skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste
Stokværk.
17. Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød
under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden,
skal forgå.
18. Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med
dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner:
19. og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags
ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal
det være,
20. af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af
alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind
til dig for at holdes i Live.
21. Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for
at det kan tjene dig og dem til Føde."
22. Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde
han.
1.Mosebog 7
1. Derpå sagde HERREN til Noa: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi
dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
2. Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle
urene Dyr eet Par, Han og Hun,
3. ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan
forplante sig på hele Jorden.
4. Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve
Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har
gjort, fra Jordens Flade."
5. Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham.
6. Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden.
7. Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i
Arken for at undslippe Flodens Vande.
8. De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på
Jorden,
9. gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud
havde pålagt Noa.
10. Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden;
11. i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den
Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser
åbnedes,
12. og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve
Nætter.
13. Selvsamme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem,
Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner
14. og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg
efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle
Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger;
15. af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til
Noa;
16. Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og
HERREN lukkede efter ham.
17. Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg
og løftede Arken, så den hævedes over Jorden.
18. Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på
Vandet;
19. og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under
Himmelen stod under Vand;
20. femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under
Vand.
21. Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg,
vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker;
22. alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det
faste Land, døde.
23. Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade,
Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af
Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken.
24. Vandet steg over Jorden i 150 Dage.
1.Mosebog 8
1. Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos
ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at
Vandet begyndte at falde;
2. Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra
Himmelen standsede,
3. og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af
efter de 150 Dages Forløb.
4. På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på
Ararats Bjerge,
5. og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den
første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
6. Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde
lavet på Arken,
7. og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet
var tørret bort fra Jorden.
8. Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra
Jordens Overflade;
9. men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til
ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han
rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.
10. Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud
fra Arken;
11. ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et
friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet
bort fra Jorden.
12. Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom
den ikke mere tilbage til ham.
13. I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var
Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da
han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
14. På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.
15. Da sagde Gud til Noa:
16. "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
17. og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt
Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på
Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"
18. Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;
19. og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt
Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af
Arken.
20. Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene
Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.
21. Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv:
"Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi
Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil
aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu
har gjort!
22. Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede,
Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"
1.Mosebog 9
1. Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv
frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!
2. Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens
vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden
vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet!
3. Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde;
ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.
4. Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise!
5. Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver
jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for
Menneskenes Liv.
6. Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod
udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.
7. Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør
eder til Herre over den!"
8. Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:
9. "Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter
eder
10. og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og
alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken,
alle Jordens Dyr;
11. jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt
Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en
Vandflod for at ødelægge Jorden!"
12. Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige
Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er
hos eder:
13. Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem
mig og Jorden!
14. Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i
Skyerne,
15. vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og
hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere
blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød.
16. Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme
den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød
på Jorden."
17. Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter
imellem mig og alt Kød på Jorden!"
18. Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var
Fader til Kana'an;
19. det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens
Befolkning.
20. Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård.
21. Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde
i, sit Telt.
22. Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte
sine Brødre det;
23. men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik
baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte
Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel.
24. Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn
havde gjort ved ham,
25. sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for
sine Brødre!"
26. Fremdeles sagde han: "Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an
blive hans Træl!
27. Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an
blive hans Træl!"
28. Noa levede 350 År efter Vandfloden;
29. således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.
1.Mosebog 10
1. Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter
Vandfloden fødtes der dem Sønner.
2. Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og
Tiras.
3. Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma.
4. Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne;
5. fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets
Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter
og i deres Folkeslag.
6. Kams Sønner: Kusj, Mlizrajim, Put og Hana'an.
7. Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas
Sønner: Saba og Dedan.
8. Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden.
9. Han var en vældig Jæger for HERRENs Øjne; derfor siger man: "En
vældig Jæget for HERRENs Øjne som Nimrod."
10. Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i
Sinear;
11. fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot-
Ir, Kela
12. og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By.
13. Mizrajim avlede Luderne,Anamerne, Lehaberne, Naftuherne,
14. Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og
Kaftorerne.
15. Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het,
16. Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne,
17. Hivviterne, Arkiterne, Siniterne,
18. Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte
Kana'anæernes Slægter sig,
19. så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af
Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma,og Zebojim
indtil Lasja.
20. Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres
Lande og Folk.
21. Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder,
fødtes der Sønner.
22. Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram.
23. Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.
24. Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber;
25. Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid
adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan.
26. Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera,
27. Hadoram, Uzal, Dikla,
28. Obal, Abimael, Saba,
29. 0fir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner,
30. og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar,
Østens Bjerge.
31. Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres
Lande og Folk.
32. Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres
Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte
sig på Jorden.
1.Mosebog 11
1. Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog.
2. Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog
de sig ned.
3. Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og
brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som
Kalk.
4. Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top
når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal
spredes ud over hele Jorden!"
5. Men HERREN steg ned for at se Byen og Tårnet, som
Menneskebørnene byggede,
6. og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og
når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig
for, umuligt for dem;
7. lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de
ikke forstår hverandres Tungemål!"
8. Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de
opgav at bygge Byen.
9. Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al
Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele
Jorden.
10. Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han
Arpaksjad, to År efter Vandfloden;
11. og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og
avlede Sønner og Døtre.
12. Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela;
13. og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og
avlede Sønner og Døtre.
14. Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber;
15. og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede
Sønner og Døtre.
16. Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg;
17. og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede
Sønner og Døtre.
18. Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u;
19. og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede
Sønner og Døtre.
20. Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug;
21. og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede
Sønner og Døtre.
22. Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor;
23. og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede
Sønner og Døtre.
24. Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara;
25. og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede
Sønner og Døtre.
26. Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.
27. Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran.
Haran avlede Lot.
28. Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur
Kasdim.
29. Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors
Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.
30. Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.
31. Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin
Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur
Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til
Karan, slog de sig ned der.
32. Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.
1.Mosebog 12
1. HERREN sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og
din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;
2. så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig
og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse!
3. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der
forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!"
4. Og Abram gik,som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham.
Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;
5. og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den
Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i
Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen.
6. Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til
Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet.
7. Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom
giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for
HERREN. som havde åbenbaret sig for ham.
8. Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel,
og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han
byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENs Navn.
9. Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.
10. Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev
trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.
11. Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj:
Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;
12. når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår
de mig ihjel og lader dig leve;
13. sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og
jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!"
14. Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre
smuk Kvinde;
15. og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så
blev Kvinden ført til Faraos Hus.
16. Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik
Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og
Kameler.
17. Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams
Hustru Sarajs Skyld.
18. Da lod Farao Abram kalde og sagde: "Hvad har du gjort imod mig!
Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?
19. Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til
Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!"
20. Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres
Ejendom på Vej;
13-1. og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten
op til Sydlandet, og Lot drog med ham.
1.Mosebog 13
2. Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld;
3. og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra
Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde
stået første Gang, mellem Betel og Aj,
4. til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og
Abram påkaldte der HERRENs Navn.
5. Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og
Telte.
6. Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen;
thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen.
7. Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var
dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet.
8. Abram sagde derfor til Lot: "Der må ikke være Strid mellem os to
eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder!
9. Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil
du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så
går jeg til venstre!"
10. Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det
var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som
HERRENs Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til,
11. valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå,
og de skiltes,
12. idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned
i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted
helt hen til Sodoma.
13. Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod HERREN.
14. Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne:
"Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod
Syd, mod Øst og mod Vest;
15. thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til
evig Tid,
16. og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så
lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv.
17. Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!"
18. Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres
Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede HERREN et Alter.
1.Mosebog 14
1. Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer
i Elam og Tidal i Gojim.
2. lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra,
Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i
Bela, det et Zoar.
3. Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims
Dal, det er Salthavet.
4. I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende
faldt de fra;
5. og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte
ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i
Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim
6. og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens
Rand;
7. så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og
slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der
boede i Hazazon Tamar.
8. Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er
Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp
9. med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel
af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.
10. Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og
Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens
de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.
11. Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle
Levnedsmidlerne og drog bort;
12. ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt
hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.
13. Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der
boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til
Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller.
14. Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede
han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 3l8 Mand, og satte
efter Fjenden til Dan;
15. der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på
Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus.
16. Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og
hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.
17. Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger,
der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det
er Kongedalen.
18. Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte
Brød og Vin
19. og velsignede ham med de Ord: "Priset være Abram for Gud den
Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber,
20. og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din
Hånd!" Og Abram gav ham Tiende af alt.
21. Sodomas Konge sagde derpå til Abram: "Giv mig Menneskene og
behold selv Godset!"
22. Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til HERREN, Gud den
Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd
på,
23. at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem
eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke
sige, at du har gjort Abram rig!
24. Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine
Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!"
1.Mosebog 15
1. Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn således:
"Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre
stor!"
2. Men Abram svarede: "Herre", HERRE, hvad kan du give mig, når jeg
dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal
arve mit Hus."
3. Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min
Hustræl kommer til at arve mig!"
4. Og se, HERRENs Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at
arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig."
5. Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen
og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham:
"Således skal dit Afkom blive!"
6. Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed.
7. Derpå sagde han til ham: "Jeg er HERREN, som førte dig bort fra
Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!"
8. Men han svarede: "Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg
skal få det i Eje?"
9. Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og
en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!"
10. Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene
over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.
11. Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede
dem bort.
12. Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og
se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke.
13. Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som
fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for
dem og mishandles af dem i 400 År.
14. Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og
siden skal de vandre ud med meget Gods.
15. Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god
Alderdom.
16. I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er
Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."
17. Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en
rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de
sønderskårne Kroppe.
18. På den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit
Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod,
Eufratfloden,
19. det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne,
20. Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne,
21. Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og
Jebusiterne."
1.Mosebog 16
1. Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en
Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar;
2. og Saraj sagde til Abram: "HERREN har jo nægtet mig Børn; gå
derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved
hende!" Og Abram adlød Saraj.
3. Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar,
efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand
Abram hende til Hustru;
4. og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun
så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde.
5. Da sagde Saraj til Abram: "Min Krænkelse komme over dig! Jeg
lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal
føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og
dig!"
6. Abram svarede Saraj: "Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med
hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun
flygtede for hende.
7. Men HERRENs Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved
Kilden på Vejen til Sjur;
8. og han sagde: "Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og
hvor går du hen?" Hun svarede: "Jeg flygter for min Herskerinde
Saraj!"
9. Da sagde HERRENs Engel til hende: "Vend tilbage til din
Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!"
10. Og HERRENs Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom så
talrigt, at det ikke kan tælles."
11. Og HERRENs Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og
du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har
hørt, hvad du har lidt;
12. og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle,
og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine
Frænder!"
13. Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en
Gud, som ser; thi hun sagde: "Har jeg virkelig her set et Glimt
af ham, som ser mig?"
14. Derfor kaldte man Brønden Be'er-lahaj-ro'i; den ligger mellem
Kadesj og Bered.
15. Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte
ham, Ismael.
16. Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham
Ismael.
1.Mosebog 17
1. Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede HERREN
sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre
for mit Åsyn og vær ustraffelig,
2. så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et
overvættes stort Afkom!"
3. Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham:
4. "Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en
Mængde Folk;
5. derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde
Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk.
6. Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk,
og Konger skal nedstamme fra dig.
7. Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig
fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil
være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud;
8. og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land,
hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!"
9. Derpå sagde Gud til Abraham: "Men du på din Side skal holde min
Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt;
10. og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og
eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres.
11. I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn
mellem mig og eder;
12. otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle
kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt,
alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom;
13. omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på
eders Legeme skal være en evig Pagt!
14. Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres
på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min
Pagt!"
15. Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din Hustru Saraj skal du ikke
mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara;
16. jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg
vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags
Konger skal nedstamme fra hende!"
17. Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en
hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År
føde en Søn?"
18. Abraham sagde derfor til Gud: "Måtte dog Ismael leve for dit
Åsyn!"
19. Men Gud sagde: "Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn,
som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det
skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham!
20. Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham
og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom;
tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et
stort Folk.
21. Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et
År ved denne Tid."
22. Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.
23. Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de
købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag
deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham.
24. Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på
sin Forhud;
25. og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin
Forhud.
26. Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret;
27. og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var
købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.
1.Mosebog 18
1. Siden åbenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han
sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen.
2. Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så
snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren,
bøjede sig til Jorden
3. og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå
ikke din Træl forbi!
4. Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og
hvile ud under Træet.
5. Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder;
siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder
forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!"
6. Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag
hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!"
7. Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den
til Svenden, og han tilberedte den i Hast.
8. Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte
det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.
9. Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede:
"Inde i Teltet!"
10. Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen,
og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren
bag ved dem;
11. og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det
ikke mere gik Sara på Kvinders Vis,
12. lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle
Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?"
13. Da sagde HERREN til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde
jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel?
14. Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid
kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!"
15. Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede. Men
han sagde: "Jo, du lo!"
16. Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med
for at følge dem på Vej.
17. Men HERREN sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for
Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre.
18. da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle
Jordens Folk skal velsignes i ham?
19. Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og
sine Efterkommere at vogte på HERRENs Vej ved at øve
Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad
han har forjættet ham."
20. Da sagde HERREN: "Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er
stort, og deres Synd er såre svar.
21. Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så
galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig
- derom vil jeg have Vished!"
22. Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men
HERREN blev stående foran Abraham.
23. Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde
retfærdige sammen med gudløse?
24. Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da
virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de
halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.
25. Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige
sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de
gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele
Jorden, ikke selv øve Ret?"
26. Da sagde HERREN: "Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige
i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele
Stedet!"
27. Men Abraham tog igen til Orde: "Se, jeg har dristet mig til at
tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!
28. Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du
da ødelægge hele Byen for fems Skyld?" Han svarede: "Jeg vil
ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den."
29. Men han blev ved at tale til ham: "Måske findes der fyrretyve i
den!" Han. svarede: "For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det
være."
30. Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale:
Måske findes der tredive i den!" Han svarede: "Jeg skal ikke
gøre det, hvis jeg finder tredive i den."
31. Men han sagde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min
Herr: Måske findes de tyve i den!" Han svarede: "For de tyves
Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
32. Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun
tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!" Han
svarede: "For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
33. Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham
vendte tilbage til sin Bolig.
1.Mosebog 19
1. De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas
Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde,
bøjede sig til Jorden
2. og sagde: "Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus
og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!" Men
de sagde: "Nej, vi vil overnatte på Gaden."
3. Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå
tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de
spiste.
4. Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk,
Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge,
alle uden Undtagelse,
5. og de råbte til Lot: "Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat Kom
herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!"
6. Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig.
7. Og han sagde: "Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre!
8. Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg
bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men
disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet
ind under mit Tags Skygge!"
9. Men de sagde: "Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor
som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle
værre med ham end med dem!" Og de trængte ind på Manden, på Lot,
og nærmede sig Døren for at sprænge den.
10. Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede
Døren;
11. men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både
store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.
12. Derpå sagde Mændene til Lot: "Hvem der ellers hører dig til her,
dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til
i Byen, må du føre bort fra dette Sted;
13. thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget
over dem er blevet så stort for HERREN, at HERREN har sendt os
for at ødelægge dem."
14. Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte
hans Døtre: "Stå op, gå bort herfra, thi HERREN vil ødelægge
Byen!" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.
15. Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: "Tag
din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for
at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeslkyld!"
16. Og da han tøvede, greb Mændene ham,.hans Hustru og hans to Døtre
ved Hånden, thi HERREN vilde skåne ham, og de førte ham bort og
bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.
17. Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: "Det gælder dit
Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i
Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal
omkomme!"
18. Men Lot sagde til dem: "Ak nej, Herre!
19. Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig
stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene
og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet.
20. Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den
betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo
ikke stort, og mit Liv er frelst!"
21. Da svarede han: "Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil
ikke ødelægge den By, du nævner;
22. men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når
derhen!" Derfor kaldte man Byen Zoar.
23. Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar,
24. lod HERREN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HERREN,
fra Himmelen;
25. og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes
Indbyggere og Landets Afgrøde.
26. Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til
en Saltstøtte.
27. Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde
stået hos HERREN,
28. og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen.
så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en
Smelteovn.
29. Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og
førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer,
Lot boede i.
30. Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine
Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule
med sine to Døtre.
31. Da sagde den ældste til den yngste: "Vor Fader er gammel, og der
findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig
Vis.
32. Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at
få Afkom ved vor Fader!"
33. De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig
hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller
at hun stod op.
34. Næste Dag sagde den ældste til den yngste: "Jeg lå i Går Nat hos
min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du
så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor
Fader!"
35. Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste
lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig,
eller at hun stod op.
36. Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader;
37. og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs
Stamfader den Dag i Dag.
38. Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er
Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.
1.Mosebog 20
1. Der På brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned
mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar.
2. Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster,
sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig.
3. Men Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten og sagde til ham:
"Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun
er en anden Mands Hustru!"
4. Abimelek var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde:
"Herre, vil du virkelig.slå retfærdige Folk ihjel?
5. Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har
også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed
og med rene Hænder har jeg gjort dette."
6. Da sagde Gud til ham i Drømmen: "Jeg ved, at du har gjort det i
dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har også hindret dig i at
synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende.
7. Men send nu Mandens Hustru tilbage, thi han er en Profet, så han
kan gå i Forbøn for dig, og du kan blive i Live; men sender du
hende ikke tilbage, så vid, at du og alle dine er dødsens!"
8. Tidligt næste Morgen lod Abimelek alle sine Tjenere kalde og
fortalte dem det hele, og Mændene blev såre forfærdede.
9. Men Abimelek lod Abraham kalde og sagde til ham: "Hvad har du
dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du
bragte denne store Synd over mig og mit Rige? Du har gjort imod
mig, hvad man ikke bør gøre!"
10. Og Abimelek sagde til Abraham: "Hvad bragte dig til at handle
således?"
11. Abraham svarede: "Jo, jeg tænkte: Her er sikkert ingen Gudsfrygt
på dette Sted, så de vil slå mig ihjel for min Hustrus Skyld.
12. Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke
min Moders; men hun blev min Hustru.
13. Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde
jeg til hende: Den Godhed må du vise mig, at du overalt, hvor vi
kommer hen, siger, at jeg er din Broder."
14. Derpå tog Abimelelk Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder
og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham;
15. og Abimelek sagde til ham: "Se, mit Land ligger åbent for dig;
slå dig ned, hvor du lyster!"
16. Men til Sara sagde han: "Jeg har givet din Broder 1000 Sekel
Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er
tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning."
17. Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og
hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn.
18. HERREN havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus
for Abrahams Hustru Saras Skyld.
1.Mosebog 21
1. HERREN så til Sara, som han havde lovet, og HERREN gjorde ved
Sara, som han havde sagt,
2. og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til
den Tid Gud havde sagt ham.
3. Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak;
4. og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel,
således som Gud havde pålagt ham.
5. Abraham var 100 År gammel, da hans Søn Isak fødtes ham.
6. Da sagde Sara: "Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører
det, vil le ad mig."
7. Og hun sagde: "Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer
Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!"
8. Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et
stort Gæstebud, den dag Isak blev vænnet fra.
9. Men da Sara så Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født
Abraham, lege med hendes Søn Isak,
10. sagde hun til Abraham: "Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort,
thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med
Isak!"
11. Derover blev Abraham såre ilde til Mode for sin Søns Skyld;
12. men Gud sagde til Abraham: "Vær ikke ilde til Mode over Drengen
og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi
efter Isak skal dit Afkom nævnes;
13. men også Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er
jo dit Afkom!"
14. Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav
Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han
sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i
Be'ersjebas Ørken,
15. og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under
en af Buskene
16. og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra,
idet hun sagde ved sig selv: "Jeg kan ikke udholde at se Drengen
dø!" Og således sad hun, medens Drengen græd højt.
17. Da hørte Gud Drengens Gråd, og Guds Engel råbte til Hagar fra
Himmelen og sagde til hende: "Hvad fattes dig, Hagar? Frygt
ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor,han ligger;
18. rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Hånden, thi jeg vil
gøre ham til et stort Folk!"
19. Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand;
og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at
drikke.
20. Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i
Ørkenen og blev Bueskytte.
21. Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra
Ægypten.
22. Ved den Tid sagde Abimelek og hans Hærfører Pikol til Abraham:
"Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for;
23. tilsværg mig derfor her ved Gud, at du aldrig vil være troløs
mod mig eller mine Efterkommere, men at du vil handle lige så
venligt mod mig og det Land, du gæster, som jeg har handlet mod
dig!"
24. Da svarede Abraham: "Jeg vil sværge!"
25. Men Abraham krævede Abimelek til Regnskab for en Brønd, som
Abimeleks Folk havde tilranet sig.
26. Da svarede Abimelek: "Jeg ved intet om, hvem der har gjort det;
hverken har du underrettet mig derom, ej heller har jeg hørt det
før i Dag!"
27. Da tog Abraham Småkvæg og Hornkvæg og gav Abimelek det, og derpå
sluttede de Pagt med hinanden.
28. Men Abraham satte syv Lam til Side,
29. og da Abimelek spurgte ham: "Hvad betyder de syv Lam, du der har
sat til Side?"
30. svarede han: "Jo, de syv Lam skal du modtage af min Hånd til
Vidnesbyrd om, at jeg har gravet denne Brønd."
31. Derfor kaldte man dette Sted Be'ersjeba, thi der svor de
hinanden Eder;
32. og de sluttede Pagt ved Be'ersjeba. Så brød Abimelek og hans
Hærfører Pikol op og vendte tilbage til Filisternes Land.
33. Men Abraham plantede en Tamarisk i Be'ersjeba og påkaldte der
HERREN den evige Guds Navn.
34. Og Abraham boede en Tid lang; som fremmed i Filisternes Land.
1.Mosebog 22
1. Efter disse Begivenheder satte Gud Abraham på Prøve og sagde til
ham: "Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
2. Da sagde han: "Tag din Søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og
drag hen til Morija Land.og bring ham der som Brændoffer på et
af Bjergene, som jeg vil vise dig!"
3. Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine
Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet
Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde
sagt ham.
4. Da Abraham den tredje Dag så. op, fik han Øje på Stedet langt
borte.
5. Så sagde Abraham til sine Drenge: "Bliv her med Æselet, medens
jeg og Drengen vandrer der. hen for at tilbede; så kommer vi
tilbage til eder."
6. Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde,det på sin Søn
Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen.
7. Da sagde Isak til sin Fader Abraham: "Fader!" Han svarede:
"Ja. min Søn!" Da sagde han: "Her er Ilden og Brændet, men hvor
er Dyret til Brændofferet?"
8. Abraham svarede: "Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet,
min Søn!" Og så gik de to sammen.
9. Da de nåede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et
Alter og lagde Brændet til Rette; så bandt han sin Søn Isak og
lagde ham på Alteret oven på Brændet.
10. Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn.
11. Da råbte HERRENs Engel til ham fra Himmelen: "Abraham, Abraham!"
Han svarede: "Se, her er jeg!"
12. Da sagde Engelen: "Ræk ikke din Hånd ud mod Drengen og gør ham
ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer
din Søn, din eneste, for mig!"
13. Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder,
hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik
hen og tog Væderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted.
14. Derfor kaldte Abraham dette Sted: HERREN udser sig, eller, som
man nu til dags siger: Bjerget, hvor HERREN viser sig.
15. Men HERRENs Engel råbte atter til Abraham fra Himmelen:
16. "Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra HERREN: Fordi du har
gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste, for mig,
17. så vil jeg velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt som Himmelens
Stjerner og Sandet ved Havets Bred; og dit Afkom skal tage sine
Fjenders Porte i Besiddelse;
18. og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes, fordi du adlød
mig!"
19. Derpå vendte Abraham tilbage til sine Drenge, og de brød op og
tog sammen til Be'ersjeba. Og Abraham blev i Be'ersjeba.
20. Efter disse Begivenheder meldte man Abraham: "Også Milka har
født din Broder Nakor Sønner:
21. Uz, hans førstefødte, dennes Broder Buz, Kemuel, Arams Fader,
22. Kesed, Hazo, Pildasj, Jidlaf og Betuel;
23. Betuel avlede Rebekka; disse otte har Milka født Abrahams Broder
Nakor,
24. og desuden har hans Medhustru Re'uma født Teba, Gaham, Tahasj og
Ma'aka."
1.Mosebog 23
1. Sara levede l27 År, så mange var Saras Leveår.
2. Sara døde i Kirjat Arba, det er Hebron, i Kana'ans Land. Så gik
Abraham hen og holdt Klage over Sara og begræd hende.
3. Og da han havde rejst sig fra sin døde, talte han således til
Hetiterne:
4. "Jeg er Gæst og fremmed hos eder; men giv mig et Gravsted hos
eder, så jeg kan jorde min døde og bringe hende bort fra mit
Ansigt!"
5. Da svarede Hetiterne Abraham:
6. "Hør os, Herre! En Guds Fyrste er du jo iblandt os; jord du din
døde i en af vore bedste Grave! Ikke en af os vil nægte dig sin
Grav og hindre dig i at jorde din døde."
7. Men Abraham stod op og bøjede sig for Hetiterne, Folkene der på
Stedet,
8. og sagde til dem: "Hvis I samtykker i, at jeg jorder min døde og
bringer hende bort fra mit Ansigt, så føj mig i at lægge et godt
Ord ind for mig hos Efron, Zohars Søn,
9. så han giver mig sin Klippehule i Makpela ved Udkanten af sin
Mark; for fuld Betaling skal han i eders Nærværelse give mig den
til Gravsted!"
10. Men Efron sad blandt Hetiterne; og Hetiten Efron svarede Abraham
i Hetiternes Påhør, så mange som gik ind gennem hans Bys Port:
11. "Gid min Herre vilde høre mig! Marken giver jeg dig, og Hulen
derpå giver jeg dig; i mit Folks Nærværelse giver jeg dig den;
jord du kun din døde!"
12. Da bøjede Abraham sig for Folkene der på Stedet
13. og sagde til Efron i deres Påhør: "Om du blot - gid du dog vilde
høre mig! Jeg giver dig, hvad Marken er værd; modtag det dog af
mig, så jeg kan jorde min døde der."
14. Da sagde Efron til Abraham:
15. "Gid min Herre vilde høre mig! Et Stykke Land til 400 Sekel
Sølv, hvad har det at sige mellem mig og dig? Jord du kun din
døde!"
16. Og Abraham forstod Efron og tilvejede ham den Sum, han havde
nævnet i Hetiternes Påhør, 400 Sekel Sølv i gangbar Mønt.
17. Således gik Efrons Mark i Makpela over for Mamre i hele sin
Udstrækning tillige med Klippehulen og alle Træerne på Marken
18. over i Abrahams Eje i Hetiternes Næværelse, så mange som gik ind
gennem hans Bys Port.
19. Derefter jordede Abraham sin Hustru Sara i Klippehulen på
Makpelas Mark over for Mamre, det er Hebron, i Kana'ans Land.
20. Og Marken med Klippehulen derpå gik fra Hetiterne over til
Abraham som Gravsted.
1.Mosebog 24
1. Abraham var blevet gammel og til Års, og HERREN havde velsignet
ham i alle Måder.
2. Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for
hele hans Ejendom: "Læg din Hånd under min Lænd,
3. så jeg kan tage dig i Ed ved HERREN, Himmelens og Jordens Gud,
at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre.
blandt hvem jeg bor,
4. men drage til mit Land og min Hjemstavn og tage min Søn Isak en
Hustru derfra!"
5. Da sagde Trællen: "Men hvis nu Pigen ikke vil følge mig her til
Landet, skal jeg så bringe din Søn tilbage til det Land, du
vandrede ud fra?"
6. Abraham svarede: "Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage
dertil!
7. HERREN, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og
min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han
vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran
dig, så du kan tage min Søn en Hustru derfra;
8. men hvis Pigen ikke vil følge dig, så er du løst fra Eden til
mig; men i intet Tilfælde må du bringe min Søn tilbage dertil!"
9. Da lagde Trællen sin Hånd under sin Herre Abrahams Lænd og svor
ham Eden.
10. Derpå tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Hånde
kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig på Vej til Nakors By i
Aram Naharajim.
11. Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid,
ved den Tid Kvinderne går ud for at hente Vand;
12. og han bad således: "HERRE. du min Herre Abrahams Gud, lad det
lykkes for mig i dag og vis Miskundhed mod min Herre Abraham!
13. Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre går
ud for at hente Vand;
14. og siger jeg nu til en Pige: Hæld din Krukke og giv mig at
drikke! og siger så hun: Drik kun, og jeg vil også give dine
Kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din
Tjener Isak; således vil jeg kunne kende, at du har vist
Miskundhed mod min Herre!"
15. Knap var han færdig med at bede, se, da kom Rebekka, en Datter
af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru
Milka, gående med Krukken på Skulderen,
16. en såre smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand.
Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen.
17. Da ilede Trællen hen til hende og sagde: "Giv mig lidt Vand at
drikke af din Krukke!"
18. Hun svarede: "Drik, Herre!" og løftede straks Krukken ned på sin
Hånd og lod ham drikke;
19. og da hun havde slukket hans Tørst, sagde hun: "Jeg vil også øse
Vand til dine Kameler, til de har slukket deres Tørst."
20. Så skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage
til Brønden for at øse, og således øste hun til alle hans
Kameler.
21. Imidlertid stod Manden og så tavs på hende for at få at vide, om
HERREN havde ladet hans Rejse lykkes eller ej;
22. og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering,
der vejede en halv Sekel, og to Armbånd, der vejede ti
Guldsekel, og satte dem på hendes Arme;
23. og han sagde til hende: "Sig mig, hvis Datter du er! Er der
Plads til os i din Faders Hus for Natten?"
24. Hun svarede: "Jeg er Datter af Betuel, som Milka fødte Nakor;"
25. og videre sagde hun: "Der er rigeligt både af Strå og Foder hos
os og Plads til at overnatte "
26. Da bøjede Manden sig og tilbad HERREN,
27. idet han sagde: "Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud. som
ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed!
HERREN har ført mig på Vejen til min Herres Broders Hus."
28. Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders
Hus.
29. Men Rebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til
Manden ved Kilden;
30. og da han så Næseringen og Armbåndene på sin Søsters Arme og
hørte sin Søster Rebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til
hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved
Kilden;
31. og han sagde: "Kom, du HERRENs velsignede, hvorfor står du
herude? Jeg har ryddet op i Huset og gjort Plads til Kamelerne."
32. Så kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og
Laban bragte Strå og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for
Manden og hans Ledsagere.
33. Men da der blev sat Mad for ham, sagde han: "Jeg vil intet nyde,
før jeg har røgtet mit Ærinde!" De svarede: "Sig frem!"
34. Så sagde han: "Jeg er Abrahams Træl.
35. HERREN har velsignet min Herre i rigt Mål, så han er blevet en
velstående Mand, og givet ham Småkvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld,
Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler
36. og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom,
og ham har han givet alt, hvad han ejer.
37. Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du må ikke tage min
Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor;
38. Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min
Søn en Hustru derfra!
39. Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge
med mig?
40. svarede han: HERREN, for hvis Åsyn jeg har vandret, vil sende
sin Engel med dig og lade din Rejse lykkes, så du kan tage min
Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus;
41. i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min
Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til
mig!
42. Da jeg nu i Dag kom til Kilden, bad jeg således: HERRE, du min
Herre Abrahams Gud! Vilde du dog lade den Rejse lykkes, som jeg
nu har for!
43. Se, jeg stiller mig her ved Kilden, og siger jeg nu til den
Pige, der kommer for at øse Vand: Giv mig lidt Vand at drikke af
din Krukke!
4. og svarer så hun: Drik selv, og jeg vil også øse Vand til dine
Kameler! lad hende da være den Kvinde, HERREN har udset til min
Herres Søn!
45. Og knap var jeg færdig med at tale således ved mig selv, se, da
kom Rebekka med sin Krukke på Skulderen og steg ned til Kilden
og øste Vand, og da jeg sagde til hende: Giv mig noget at
drikke!
46. løftede hun straks sin Krukke ned og sagde: Drik kun, og jeg vil
også give dine Kameler at drikke! Så drak jeg, og hun gav også
Kamelerne at drikke.
47. Da spurgte jeg hende: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er
Datter af Betuel, Nakors og Milkas Søn! Så satte jeg Ringen i
hendes Næse og Armbåndene på hendes Arme;
48. og jeg bøjede mig og tilbad HERREN, og jeg lovede HERREN, min
Herre Abrahams Gud, som havde ført mig den rigtige Vej, så jeg:
kunde tage min Herres Broderdatter til hans Søn!
49. Hvis I nu vil vise min Herre Godhed og Troskab, så sig mig det,
og hvis ikke, så sig mig det. for at jeg kan have noget at rette
mig efter!"
50. Da sagde Laban og Betuel:"Denne Sag kommer fra HERREN,. vi kan
hverken gøre fra eller til!
51. Der står Rebekka foran dig, tag hende og drag bort, at hun kan:
blive din Herres Søns Hustru, således som HERREN har sagt!"
52. Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for
HERREN.
53. Derpå fremtog Trællen Sølv og Guldsmykker og Klæder og gav
Rebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver.
54. Så spiste og drak han og hans Ledsagere og overnattede der. Da,
de var stået op næste Morgen. sagde han: "Lad mig nu fare
til. min Herre!"
55. Men Rebekkas Broder og Moder svarede: "Lad dog Pigen blive hos
os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller så, siden kan du drage
bort"
56. Da sagde han til dem: "Ophold mig ikke, nu HERREN har ladet min
Rejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!"
57. De svarede; "Lad os kalde på. Pigen og spørge hende selv!"
58. Og de kaldte på Rebekka og; spurgte hende: "Vil du drage med
denne Mand?" Hun svarede: "Ja. jeg vil!"
59. Da tog de Afsked med deres, Søster Rebekka og hendes Amme og med
Abrahams Træl og hans Ledsagere;
60. og de velsignede Rebekka og sagde: "Måtte du, vor Søster, blive
til ti Tusind Tusinder, og måtte dit Afkom indtage dine Fjenders
Porte!"
61. Så brød Rebekka og hendes Piger op, og de satte sig på Kamelerne
og fulgte med Manden; og Trællen tog Rebekka og drog bort.
62. Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'erlahajro'i, og
han boede i Sydlandet.
63. Da han engang ved Aftenstid var gået ud på Marken for at bede,
så han op og fik Øje på nogle Kameler, der nærmede sig.
64. Men da Rebekka så op og fik Øje på Isak, lod hun sig glide ned
af Kamelen
65. og spurgte Trællen: "Hvem er den Mand der, som kommer os i Møde
på Marken?" Trællen svarede: "Det er min Herre!" Da tog hun sit
Slør og tilhyllede sig.
66. Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet.
67. Da førte Isak Rebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende
til Hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet
efter sin Moder.
1.Mosebog 25
1. Abraham tog sig en Hustru, som hed Ketura;
2. og hun fødte ham Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og
Sjua.
3. Joksjan avlede Saba og Dedan. Dedans Sønner var Assjuriterne,
Letusjiterne og Le'ummiterne.
4. Midjans Sønner var Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda'a. Alle disse
var Keturas Sønner.
5. Abraham gav Isak alt, hvad han ejede;
6. men de Sønner, Abraham havde med sine Medhustruer, skænkede han
Gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin Søn
Isak, østpå til Østlandet.
7. De År, Abraham levede, udgjorde 175;
8. så udåndede han. Og Abraham døde i en god Alderdom, gammel og
mæt af Dage, og samledes til sin Slægt.
9. Og hans Sønner Isak og Ismael jordede ham i Makpelas Klippehule
på Hetiten Efrons Zohars Søns, Mark over for Mamre,
10. den Mark, Abraham havde købt af Hetiterne; der jordedes Abraham
og hans Hustru Sara.
11. Og da Abraham var død, velsignede Gud hans Søn Isak. Isak boede
ved Be'erlahajro'i.
12. Dette er Abrahams Søn Ismaels Slægtebog, hvem Saras Trælkvinde,
Ægypterinden Hagar, fødte ham.
13. Følgende er Navnene på Ismaels Sønner efter deres Navne og
Slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el, Mibsam,
14. Misjma, Duma, Massa,
15. Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Hedma.
16. Det var Ismaels Sønner, og det var deres Navne i deres
Indhegninger og Teltlejre, tolv Høvdinger med deres Stammer.
17. Ismaels Leveår udgjorde 137; så udåndede han; han døde og
samledes til sin Slægt.
18. De havde deres Boliger fra Havila til Sjur over for Ægypten hen
ad Assjur til. Lige for Øjnene af alle sine Brødre slog han sig
ned.
19. Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak.
20. Isak var fyrretyve År gammel, da han tog Rebekka, en Datter af
Aramæeren Betuel fra Paddan Aram og Søster til Aramæeren Laban,
til Hustru.
21. Men Isak bad til HERREN for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar;
og HERREN bønhørte ham, og Rebekka, hans Hustru, blev
frugtsommelig.
22. Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: "Står det
således til, hvorfor lever jeg da?" Og hun gik hen for at
adspørge HERREN.
23. Da svarede HERREN hende: "To Folkeslag er i dit Liv, to Folk
skal gå ud af dit Skød! Det ene skal kue det andet, den ældste
tjene den yngste!"
24. Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes
Liv.
25. Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele
Kroppen; og de kaldte ham Esau.
26. Derefter kom hans Broder frem med Hånden om Esaus Hæl; derfor
kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve År gammel, da de
fødtes.
27. Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes
i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede
i Telt.
28. Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men Rebekka
holdt mest af Jakob.
29. Jakob havde engang kogt en Ret Mad, da Esau udmattet kom hjem
fra Marken.
30. Da sagde Esau til Jakob: "Lad mig få noget af det røde, det røde
der, thi jeg er ved at dø af Sult!" Derfor kaldte de ham Edom.
31. Men Jakob sagde: "Du må først sælge mig din Førstefødselsret!"
32. Esau svarede: "Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg
mig om min Førstefødselsret!"
33. Men Jakob sagde: "Du må først sværge mig det til!" Da svor Esau
på det og solgte sin Førstefødselsret til Jakob.
34. Så gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og
drukket, stod han op og gik sin Vej. Således lod Esau hånt om
sin Førstefødselsret.
1.Mosebog 26
1. Da der opstod Hungersnød i Landet - en anden end den forrige på
Abrahams Tid - begav Isak sig til Filisterkongen Abimelek i
Gerar.
2. Og HERREN åbenbarede sig for ham og sagde: "Drag ikke ned til
Ægypten, men bliv i det Land, jeg siger dig;
3. bo som fremmed i det Land, så vil jeg være med dig og velsigne
dig; thi dig og dit Afkom vil jeg give alle disse Lande og
stadfæste den Ed, jeg tilsvor din Fader Abraham;
4. og jeg vil gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og give
dit Afkom alle disse Lande, og i din Sæd skal alle Jordens Folk
velsignes,
5. fordi Abraham adlød mine Ord og holdt sig mine Forskrifter
efterrettelig, mine Bud, Anordninger og Love."
6. Så blev Isak boende i Gerar.
7. Da nu Mændene der på Stedet forhørte sig om hans Hustru, sagde
han: "Det er min Søster!" Thi han turde ikke sige, at hun var
hans Hustru, af Frygt for at Mændene der på Stedet skulde slå
ham ihjel for Rebekkas Skyld; thi hun var meget smuk.
8. Men da han havde boet der en Tid lang, hændte det, at
Filisterkongen Abimelek lænede sig ud af Vinduet og så Isak
kærtegne sin Hustru Rebekka.
9. Så lod Abimelek Isak kalde og sagde: "Hun er jo din Hustru; hvor
kunde du da sige, at hun er din Søster" Isak svarede: "Jo, jeg
tænkte: Jeg vil ikke udsætte mig for at miste Livet for hendes
Skyld."
10. Men Abimelek sagde: "Hvad er det dog, du har gjort imod os!
Hvor let kunde det ikke være sket, at en af Folket havde ligget
hos din Hustru, og så havde du bragt Skyld over os!"
11. Så bød Abimelek alt Folket: "Hver den, der rører denne Mand
eller hans Hustru, skal lide Døden."
12. Isak såede der i Landet og fik samme År 100 Fold; og HERREN
velsignede ham,
13. så han blev en mægtig Mand og stadig gik frem, indtil han blev
såre mægtig,
14. og han havde Småkvæg og Hornkvæg og Trælle i Mængde. Derover
blev Filisterne skinsyge på ham.
15. Alle de Brønde, hans Faders Trælle havde gravet i hans Fader
Abrahams Dage, kastede Filisterne til.og fyldte dem med Jord;
16. og Abimelek sagde til Isak: "Drag bort fra os, thi du er blevet
os for stærk!"
17. Så drog Isak bort og slog Lejr i Gerars Dal og bosatte sig der.
18. Men Isak lod atter de Brønde udgrave, som hans Fader Abrahams
Trælle havde gravet, og som Filisterne havde tilkastet efter
Abrahams Død, og gav dem de samme Navne, som hans Fader havde
givet dem.
19. Da nu Isaks Trælle gravede i Dalen, stødte de på en Brønd med
rindende Vand;
20. men Gerars Hyrder yppede Kiv med Isaks og sagde: "Dette Vand
tilhører os!" Derfor kaldte han Brønden Esek, thi der stredes de
med ham.
21. Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de også
yppede Kiv om den, kaldte han den Sitna.
22. Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de ikke
yppede Kiv om den, kaldte han den Rehobot, idet han sagde: "Nu
har HERREN skaffet os Plads, så vi kan blive talrige i Landet"
23. Så drog han derfra til Be'ersjeba.
24. Samme Nat åbenbarede HERREN sig for ham og sagde: "Jeg er din
Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig, og jeg vil
velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt for min Tjener Abrahams,
Skyld!"
25. Da byggede Isak et Alter der og påkaldte HERRENs Navn; og der
opslog han sit Telt, og hans Trælle gravede der en Brønd.
26. Imidlertid kom Abimelek til ham fra Gerar med sin Ven Ahuzzat og
sin Hærfører Pikol.
27. Isak sagde til dem: "Hvorfor kommer I til mig, når I dog hader
mig og har jaget mig bort fra eder?"
28. Men de svarede: "Vi ser tydeligt, at HERREN er med dig, derfor
har vi tænkt: Lad der blive et Edsforbund mellem os og dig, og
lad os slutte en Pagt med dig,
29. at du ikke vil gøre os noget ondt, ligesom vi ikke har voldet
dig Men, men kun handlet vel imod dig og ladet dig fare i Fred;
du er og bliver jo HERRENs velsignede!"
30. Så gjorde han et Gæstebud for dem, og de spiste og drak.
31. Næste Morgen svor de hinanden Eder, og derefter tog Isak Afsked
med dem, og de drog bort i Fred.
32. Samme Dag kom Isaks Trælle og bragte ham Melding om den Brønd,
de havde gravet, og sagde: "Vi har fundet Vand!"
33. Så kaldte han den Sjib'a; og derfor hedder Byen den Dag i Dag
Be'ersjeba.
34. Da Esau var fyrretyve År gammel, tog han Judit, en Datter af
Hetiten Be'eri, og Basemat, en Datter af Hetiten Elon, til Ægte.
35. Det var Isak og Rebekka en Hjertesorg.
1.Mosebog 27
1. Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, så han ikke kunde
se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham:
"Min Søn!" Han svarede: "Her er jeg!"
2. Da sagde han: "Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden
kommer
3. tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gå
ud på Marken og skyd mig et Stykke Vildt;
4. lav mig en lækker Ret Mad efter min Smag og bring mig den, at
jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!"
5. Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og
da, Esau var gået ud på Marken for at skyde et Stykke Vildt til
sin Fader,
6. sagde hun til sin yngste Søn Jakob; "Se, jeg hørte din Fader
sige til din Broder Esau:
7. Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg
kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENs Åsyn før min
Død.
8. Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg pålægger dig:
9. Gå ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; så laver jeg af
dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag;
10. bring så den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan
velsigne dig før sin Død!"
11. Men Jakob sagde til sin Moder Rebekka: "Se, min Broder Esau er
håret, jeg derimod glat;
12. sæt nu, at min Fader føler på mig, så står jeg for ham som en
Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!"
13. Men hans Moder svarede: "Den Forbandelse tager jeg på mig, min
Søn, adlyd mig blot og gå hen og hent mig dem!"
14. Så gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun
tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag.
15. Derpå tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde
hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem på;
16. Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det
glatte på hans Hals,
17. og så gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde
tillavet.
18. Så bragte han det ind til sin Fader og sagde: "Fader!" Han
svarede: "Ja! Hvem er du, min Søn?"
19. Da svarede Jakob sin Fader: "Jeg er Esau, din førstefødte; jeg
har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt,
for at din Sjæl kan velsigne mig!"
20. Men Isak sagde til sin Søn: "Hvor har du så hurtigt kunnet finde
noget, min Søn?" Han svarede: "Jo, HERREN din Gud sendte mig det
i Møde!"
21. Men Isak sagde til Jakob: "Kom hen til mig, min Søn, så jeg kan
føle på dig, om du er min Søn Esau eller ej!"
22. Da trådte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt på ham
sagde Isak: "Røsten er Jakobs, men Hænderne Esaus!"
23. Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var hårede som hans
Broder Esaus. Så velsignede han ham.
24. Og han sagde: "Du er altså virkelig min Søn Esau?" Han svarede:
"Ja, jeg er!"
25. Da sagde han: "Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns
Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!" Så bragte han ham det,
og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.
26. Derpå sagde hans Fader Isak til ham: "Kom hen til mig og kys
mig, min Søn!"
27. Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af
hans Klæder. Så velsignede han ham og sagde: "Se, Duften af min
Søn er som Duften af en Mark, HERREN har velsignet!
28. Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i
Overflod!
29. Måtte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for
dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje
sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet,
hvo dig velsigner!"
30. Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var
gået fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra
Jagten;
31. også han lavede en lækker Ret Mad, bragte den til sin Fader og
sagde: "Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt,
for at din Sjæl kan velsigne mig!"
32. Så sagde hans Fader Isak: "Hvem er du?" Og han svarede: "Jeg er
Esau, din førstefødte!"
33. Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: "Men hvem var da han.
der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg
spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han
velsignet!"
34. Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og
hjerteskærende Skrig og sagde: "Velsign dog også mig, Fader!"
35. Men han sagde: "Din Broder kom med Svig og tog din
Velsignelse!"
36. Da sagde han: "Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde
overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min
Førstefødselsret, og nu har han også taget min Velsignelse!" Og
han sagde: "Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?"
37. Men Isak svarede: "Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og
alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Horn og
Most. har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min
Søn?"
38. Da sagde Esau til sin Fader: "Har du kun den ene Velsignelse.
Fader? Velsign også mig, Fader!" Og Esau opløftede sin Røst og
græd.
39. Så tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: "Se, fjern fra
Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde
ovenfra;
40. af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men når
du samler din Kraft, skal du sprænge hans Åg af din Hals!"
41. Men Esau pønsede på ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans
Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: "Der er ikke
længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, så vil jeg slå
min Broder Jakob ihjel!"
42. Da nu Rebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun
Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: "Din Broder
Esau vil hævne sig på dig og slå dig ihjel;
43. adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan
44. og bliv så hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,
45. til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad
du har gjort ham; så skal jeg sende Bud og hente dig hjem.
Hvorfor skal jeg miste eder begge på een Dag!"
1.Mosebog 28
46. Men Rebekka sagde til Isak: "Jeg er led ved Livet for Hets
Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig sådan en hetitisk Kvinde, en
af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!"
1. Da kaldte Isak Jakob til sig og velsignede ham, idet han bød
ham: "Du må ikke tage dig en Hustru blandt Kana'ans Døtre.
2. Drag til Paddan-Aram, til din Morfader Betuels Hus, og tag dig
der en af din Morbroder Labans Døtre til Hustru!
3. Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og give dig
et talrigt Afkom, så du bliver til Stammer i Hobetal.
4. Han give dig og dit Afkom med dig Abrahams Velsignelse, så du
får din Udlændigheds Land i Eje, det, Gud skænkede Abraham!"
5. Så lod Isak Jakob fare, og han drog til Paddan-Aram, til
Aramæeren Laban, Betuels Søn, som var Broder til Rebekka, Jakobs
og Esaus Moder.
6. Men Esau fik at vide, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham
til Paddan-Aram for at tage sig en Hustru der, og at han, da han
velsignede ham, havde pålagt ham ikke at tage sig en Hustru
blandt Kana'ans Døtre,
7. og at Jakob havde adlydt sin Fader og Moder og var draget til
Paddan-Aram.
8. Da skønnede Esau, at Kana'ans Døtre vakte hans Fader Isaks
Mishag,
9. og han gik til Ismael og tog Mahalat, en Datter af Abrahams Søn
Ismael og Søster til Nebajot, til Hustru ved Siden af sine andre
Hustruer.
10. Så drog Jakob bort fra Be'ersjeba og vandrede ad Karan til.
11. På sin Vandring kom han til det hellige Sted og overnattede der,
da Solen var gået ned; og han tog en af Stenene på Stedet og
brugte den som Hovedgærde og lagde sig til, Hvile der.
12. Da drømte han, og se, på Jorden stod en Stige, hvis Top nåede
til Himmelen, og se, Guds Engle steg op og ned ad den;
13. og HERREN stod foran ham og sagde: "Jeg er HERREN, din Fader
Abrahams og Isaks Gud! Det Land, du hviler på, giver jeg dig og
dit Afkom;
14. dit Afkom skal blive som Jordens Støv, og du skal brede dig mod
Vest og Øst, mod Nord og Syd; og i dig og i din Sæd skal alle
Jordens Slægter velsignes;
15. se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går og
føre dig tilbage til dette Land; thi jeg vil ikke forlade dig,
men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!"
16. Da Jakob vågnede af sin Søvn, sagde han: "Sandelig, HERREN er på
dette Sted, og jeg vidste det ikke!"
17. Og han blev angst og sagde: "Hvor forfærdeligt er dog dette
Sted! Visselig, her er Guds Hus, her er Himmelens Port!"
18. Tidligt næste Morgen tog Jakob den Sten, han havde brugt som
Hovedgærde rejste den som en Stenstøtte og gød Olie over den.
19. Og han kaldte dette Sted Betel; før hed Byen Luz.
20. Derpå gjorde Jakob følgende Løfte: "Hvis Gud er med mig og
vogter mig på den Vej, jeg skal vandre, og giver mig Brød at
spise og Klæder at iføre mig,
21. og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min Faders Hus, så skal
HERREN være min Gud,
22. og denne Sten, som jeg har rejst som en Støtte, skal være Guds
Hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig Tiende!"
1.Mosebog 29
1. Derpå fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns
Land.
2. Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg,
der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og
over Hullet lå der en stor Sten,
3. som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for
siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen.
4. Jakob spurgte dem: "Hvor er I fra, Brødre?" De svarede: "Fra
Karan!"
5. Da spurgte han dem: "Kender I Laban, Nakors Søn?" De svarede:
"Ja, ham kender vi godt."
6. Han spurgte da: "Går det ham vel? De svarede: "Ja, det går ham
vel; se, hans Datter Rakel kommer netop med Hjorden derhenne!"
7. Da sagde han: "Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at
drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud på Græsgangene!"
8. Men de svarede: "Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede;
først når de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande
Dyrene."
9. Medens han således stod og talte med dem, var Rakel kommet
derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede;
10. og så snart Jakob så sin Morbroder Labans Datter Rakel og hans
Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede
sin Morbroder Labans Hjord.
11. Så kyssede han Rakel og brast i Gråd;
12. og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn
af Rebekka: Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte
ham det"
13. og så snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i
Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus.
Så fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket;
14. og Laban sagde: "Ja, du er mit Kød og Blod!" Han blev nu hos ham
en Månedstid.
15. Så sagde Laban til Jakob: "Skulde du tjene mig for intet fordi
du er min Frænde? Sig mig. hvad du vil have i Løn!"
16. Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste Rakel;
17. Leas Øjne var matte, men Rakel havde en dejlig Skikkelse og så
dejlig ud,
18. og Jakob elskede Rakel; derfor sagde han: "Jeg vil tjene dig syv
År for din yngste Datter Rakel."
19. Laban svarede: "Jeg giver hende hellere til dig end til en
fremmed; bliv kun hos mig!"
20. Så tjente Jakob syv År for Rakel; og de syntes ham kun nogle få
Dage, fordi han elskede hende.
21. Derefter sagde Jakob til Laban: "Giv mig min Hustru, nu min
Tjenestetid er ude, at jeg kan gå ind til hende!"
22. Så indbød Laban alle Mændene på Stedet til Gæstebud.
23. Men da Aftenen kom, tog han sin, Datter Lea og bragte hende til
ham, og han gik ind til hende.
24. Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde.
25. Da det nu om Morgenen viste sig at være Lea, sagde Jakob til
Laban: "Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for
Rakel, jeg,har tjent hos dig? Hvorfor har, du bedraget mig?"
26. Laban svarede: "Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give
den yngste bort før den ældste;
27. men lad nu Bryllupsugen gå til Ende, så vil, jeg også give dig
hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv År til."
28. Det gik Jakob ind på, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban
ham sin Datter Rakel til Hustru.
29. Og Laban gav sin Datter Rakel sin Trælkvinde Bilha til
Trælkvinde.
30. Så gik Jakob også ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end
Lea. Derpå blev han i Labans Tjeneste syv År til.
31. Da HERREN så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes
Moderliv, medens Rakel var ufrugtbar.
32. Så blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet
Ruben; thi hun sagde: "HERREN har set til min Ulykke; nu vil min
Mand elske mig!"
33. Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn;og hun sagde:
"HERREN hørte, at jeg var tilsidesat, så gav han mig også ham!"
Derfor gav hun ham Navnet Simeon.
34. Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde:
"Nu må da endelig min Mand bolde sig til mig, da jeg har født
ham tre Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Levi.
35. Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun
sagde:"Nu vil jeg prise HERREN!" Derfor gav hun ham Navnet Juda.
Så fik hun ikke flere Børn.
1.Mosebog 30
1. Da Rakel så, at hun ikke fødte Jakob noget Barn, blev hun
skinsyg på sin Søster og sagde til Jakob: "Skaf mig Børn, ellers
dør jeg!"
2. Men Jakob blev vred på Rakel og sagde: "Er jeg i Guds Sted?
Det er jo ham, der har nægtet dig Livsfrugt!"
3. Så sagde hun: "Der er min Trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så
hun kan føde på mine Knæ og jeg få Sønner ved hende!"
4. Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jakob gik ind
til hende.
5. Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en Søn,
6. og Rakel sagde: "Gud har hjulpet mig til min Ret, han har hørt
min Røst og givet mig en Søn." Derfor gav hun ham Navnet Dan.
7. Siden blev Rakels Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte
Jakob en anden Søn;
8. og Rakel sagde: "Gudskampe har jeg kæmpet med min Søster og
sejret." Derfor gav hun ham Navnet Naftali.
9. Men da Lea så, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin
Trælkvinde Zilpa og gav Jakob hende til Hustru;
10. og da Leas Trælkvinde Zilpa fødte Jakob en Søn,
11. sagde Lea: "Hvilken Lykke!" Derfor gav hun ham Navnet Gad.
12. Siden fødte Leas Trælkvinde Zilpa Jakob en anden Søn;
13. og Lea sagde: "Held mig! Kvinderne vil prise mit Held!" Derfor
gav hun ham Navnet Aser.
14. Men da Ruben engang i Hvedehøstens Tid gik på Marken, fandt han
nogle Kærlighedsæbler og bragte dem til sin Moder Lea. Da sagde
Rakel til Lea: "Giv mig nogle af din Søns Kærlighedsæbler!"
15. Lea svarede: "Er det ikke nok, at du har taget min Mand fra mig?
Vil du nu også tage min Søns Kærlighedsæbler?" Men Rakel sagde:
"Til Gengæld for din Søns Kærlighedsæbler må han ligge hos dig i
Nat!"
16. Da så Jakob kom fra Marken om Aftenen, gik Lea ham i Møde og
sagde: "Kom ind til mig i Nat, thi jeg har købt dig for min Søns
Kærlighedsæbler!" Og han lå hos hende den Nat.
17. Så bønhørte Gud Lea, og hun blev frugtsommelig og fødte Jakob en
femte Søn;
18. og Lea sagde: "Gud har lønnet mig, fordi jeg gav min Mand min
Trælkvinde." Derfor gav hun ham Navnet Issakar.
19. Siden blev Lea frugtsommelig igen og fødte Jakob en sjette Søn;
20. og Lea sagde: "Gud har givet mig en god Gave, nu vil min Mand
blive hos mig, fordi jeg har født ham seks Sønner." Derfor gav
hun ham Navnet Zebulon.
21. Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Dina.
22. Så kom Gud Rakel i Hu, og Gud bønhørte hende og åbnede hendes
Moderliv,
23. så hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: "Gud
har borttaget min Skændsel."
24. Derfor gav hun ham Navnet Josef; thi hun sagde: "HERREN give mig
endnu en Søn!"
25. Da Rakel havde født Josef. sagde Jakob til Laban: "Lad mig fare,
at jeg kan drage til min Hjemstavn og mit Land;
26. giv mig mine Hustruer og mine Børn som jeg har tjent dig for, og
lad mig drage bort; du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent
dig!"
27. Men Laban svarede: "Måtte jeg have fundet Nåde for dine Øjne!
Jeg har udfundet, at HERREN bar velsignet mig for din Skyld."
28. Og han sagde: "Bestem, hvad du vil have i Løn af mig, så vil jeg
give dig den!"
29. Så sagde Jakob: "Du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig, og
hvad din Ejendom er blevet til under mine Hænder;
30. thi før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du Overflod;
HERREN har velsignet dig, hvor som helst jeg satte min Fod. Men
når kan jeg komme til at gøre noget for mit eget Hus?"
31. Laban svarede: "Hvad skal jeg da give dig?" Da sagde Jakob: "Du
skal ikke give mig noget; men hvis du går ind på, hvad jeg nu
foreslår dig, vedbliver jeg at være Hyrde for dine Hjorde og
vogte dem.
32. Jeg vil i Dag gå hele din Hjord igennem og udskille alle
spættede og blakkede Dyr alle de sorte Får og de blakkede eller
spættede Geder skal være min Løn;
33. i Morgen den Dag skal min Retfærdighed vidne for mig: Når du
kommer og syner den Hjord, der skal være min Løn, da er alle de"
Geder, som ikke er spættede eller blakkede, og de Får, som ikke
er sorte, stjålet af mig."
34. Laban svarede: "Vel, lad det blive, som du siger!"
35. Så udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de
spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og
alle de sorte Får og overgav dem til sine Sønner,
36. og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob
vogtede Resten af Labans Hjord.
37. Men Jakob tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og
Plataner og afskrællede Barken således, at der kom hvide Striber
på Grenene; 38 og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene
foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de
parrede sig, når de kom for at drikke;
39. Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte så stribet, spættet og
blakket Afkom.
40. Og Lammene udskilte Jakob. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod
de stribede og alle de sorte dyr i Labans Hjord. På den Måde fik
han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans.
41. Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jakob Grenene
op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran
Grenene;
42. men når det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; således
kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob.
43. På den Måde blev Manden overmåde rig og fik Småkvæg i Mængde,
Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler.
1.Mosebog 31
1. Men Jakob hørte Labans Sønner sige: "Jakob har taget al vor
Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand."
2. Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham
som tidligere.
3. Da sagde HERREN til Jakob: "Vend tilbage til dine Fædres Land og
din Hjemstavn, så vil jeg være med dig!"
4. Så sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud på Marken til
sin Hjord;
5. og han sagde til dem: "Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han
ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har
været med mig;
6. og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft,
7. medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti
Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade;
8. sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele
Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være
min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom.
9. Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem.
10. Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene,
der sprang, var stribede, spættede og brogede
11. og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se,
her er jeg!
12. Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der
springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt,
hvad Laban har gjort imod dig.
13. Jeg er den Gud, som åbenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor
du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og
forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!"
14. Så svarede Rakel og Lea ham: "Har vi vel mere Lod og Del i vor
Faders Hus?
15. Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os
og selv brugte de Penge, han fik for os?
16. Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore
Børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!"
17. Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne
18. og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet
sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for
at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land.
19. Medens Laban var borte og klippede sine Får, stjal Rakel sin
Faders Husgud.
20. Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke,
at han vilde flygte;
21. og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte
over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.
22. Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet;
23. han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham så langt som
syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge
24. Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til
ham: "Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til
Jakob!"
25. Da Laban traf Jakob havde han opslået sit Telt på Bjerget.
Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge
26. sagde Laban til Jakob: "Hvad har du gjort! Mig har du narret, og
mine Døtre har du ført bort. som var de Krigsfanger!
27. Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke
meddelt mig det; så jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed
og Sang, med Håndpauker og Harper?
28. Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre - sandelig, det var
dårligt gjort af dig!
29. Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders
Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige så meget som
et ondt Ord til Jakob!
30. Nu vel, så drog du altså bort fordi du længtes så meget efter
din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?"
31. Da svarede Jakob Laban: "Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde
rive dine Døtre fra mig!
32. Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv!
Gennemsøg i vore Frænders Påsyn, hvad: jeg har, og tag, hvad dit
er!" Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde; stjålet den.
33. Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to
Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til
Rakels, Telt.
34. Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat
sig på den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet
fundet,
35. sagde hun til sin Fader: "Min Herre tage mig ikke ilde op, at
jeg ikke kan rejse mig for dig, da det går mig på Kvinders Vis!"
Således ledte han efter Husguden uden at finde den.
36. Da blussede Vreden op i Jakob, og han gik i Rette med Laban; og
Jakob sagde til Laban: "Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd,
at du satte efter mig!
37. Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af
alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder,
at de kan dømme os to imellem!
38. I de tyve År, jeg har været hos dig, fødte dine Får og Geder
ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke,
39. det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af
min Hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om Dagen og om
Natten;
40. om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne
kendte ikke til Søvn.
41. I tyve År har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten År for dine to
Døtre og seks År for dit Småkvæg, og ti Gange har du forandret
min Løn.
42. Havde ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, stået
mig bi, så havde du ladet mig gå med tomme Hænder; men Gud så
min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin
Kendelse!"
43. Da sagde Laban til Jakob: "Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er
mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er
mit men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller
de Sønner, de har født?
44. Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem
os."
45. Så tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte;
46. og Jakob sagde til sine Frænder: "Sank Sten sammen!" Og de tog
Sten og byggede en Dysse og holdt Måltid derpå.
47. Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Galed.
48. Da sagde Laban: "Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os
to!" Derfor kaldte han den Galed
49. og Mizpa; thi han sagde: "HERREN skal stå Vagt mellem mig og
dig, når vi skilles.
50. Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer
ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til
Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!"
51. Og Laban sagde til Jakob: "Se denne Stendysse og se denne
Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig!
52. Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte på, at jeg ikke i
fjendtlig Hensigt vil gå forbi denne Dysse ind til dig, og at du
heller ikke vil gå forbi den ind til mig;
53. Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, være Dommer
imellem os!" Så svor Jakob ved sin Fader Isaks Rædsel,
54. og derpå holdt Jakob Offerslagtning på Bjerget og indbød sine
Frænder til Måltid; og de holdt Måltid og blev på Bjerget Natten
over.
1.Mosebog 32
55. Tidligt næste Morgen kyssede Laban sine Sønner og Døtre,
velsignede dem og drog bort; og Laban vendte tilbage til sin
Hjemstavn,
1. men Jakob fortsatte sin Rejse. Og Guds Engle mødte ham;
2. og da Jakob så dem, sagde han: "Her er Guds Lejr!" derfor kaldte
han Stedet Mahanajim.
3. Derpå sendte Jakob Sendebud i Forvejen til sin Broder Esau i
Se'irs Land på Edoms Højslette,
4. og han bød dem: "Sig til min Herre Esau: Din Træl Jakob lader
dig vide, at jeg har levet som Gæst hos Laban og boet der indtil
nu;
5. jeg har samlet mig Okser,Æsler og Småkvæg, Trælle og
Trælkvinder; og nu sender jeg Bud til min Herre med Efterretning
herom i Håb om at finde Nåde for dine Øjne!"
6. Men Sendebudene kom tilbage til Jakob og meldte: "Vi kom til din
Broder Esau, og nu drager han dig i Møde med 400 Mand!"
7. Da blev Jakob såre forfærdet, og i sin Angst delte han sine
Folk, Småkvæget, Hornkvæget og Kamelerne i to Lejre,
8. idet han tænkte: "Hvis Esau møder den ene Lejr og slår den, kan
dog den anden slippe bort."
9. Derpå bad Jakob: "Min Fader Abrahams og min Fader Isaks Gud,
HERRE, du, som sagde til mig: Vend tilbage til dit Land og din
Hjemstavn, så vil jeg gøre vel imod dig!
10. Jeg er for ringe til al den Miskundhed og Trofasthed, du har
udvist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over Jordan der,
og nu er jeg blevet til to Lejre;
11. frels mig fra min Broder Esaus Hånd, thi jeg frygter for, at han
skal komme og slå mig, både Moder og Børn!
12. Du har jo selv sagt, at du vil gøre vel imod mig og gøre mit
Afkom som Havets Sand, der ikke kan tælles for Mængde!"
13. Og han blev der om Natten. Af hvad han havde, udtog han så en
Gave til sin Broder Esau,
14. 200 Geder og 20 Bukke, 200 Får og 20 Vædre,
15. 34 diegivende Kamelhopper med deres Føl, 40 Køer og 10 Tyre,
20. Aseninder og 10 Æselhingste;
16. han delte dem i flere Hjorde og overlod sine Trælle dem, idet
han sagde til dem: "Gå i Forvejen og lad en Plads åben mellem
Hjordene!"
17. Og han bød den første: "Når min Broder Esau møder dig og
spørger, hvem du tilhører, hvor du skal hen, og hvem din Drift
tilhører,
18. skal du svare: Den tilhører din Træl Jakob; det er en Gave. han
sender min Herre Esau; selv kommer han bagefter!"
19. Og han bød den anden og den tredje og alle de andre, der fulgte
med Hjordene, at sige det samme til Esau, når de traf ham:
20. "Din Træl Jakob kommer selv bagefter!" Thi han tænkte: "Jeg vil
søge at forsone ham ved den Gave. der drager foran, og først
bagefter vil jeg træde frem for ham; måske han da tager venligt
imod mig!"
21. Så drog Gaven i Forvejen, medens han selv blev i Lejren om
Natten.
22. Samme Nat tog han sine to Hustruer, sine to Trælkvinder og sine
elleve Børn og gik over Jakobs Vadested;
23. han tog dem og bragte dem over Bækken; ligeledes bragte han
alt. hvad han ejede, over.
24. Men selv blev Jakob alene tilbage. Da var der en, som brødes,
med ham til Morgengry;
25. og da han så, at han ikke kunde få Bugt med ham, gav han ham et
Slag på Hofteskålen; og Jakobs Hofteskål gik af Led, da han
brødes med ham.
26. Da sagde han: "Slip mig, thi Morgenen gryr!" Men han svarede:
"Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!"
27. Så spurgte han: "Hvad er dit Navn?" Han svarede: "Jakob!"
28. Men han sagde: "Dit Navn skal ikke mere være Jakob, men Israel;
thi du har kæmpet med Gud og Mennesker og sejret!"
29. Da sagde Jakob:"Sig mig dit Navn!" Men han svarede: "Hvorfor
spørger du om mit Navn?" Og han velsignede ham der.
30. Og Jakob kaldte Stedet Peniel, idet han sagde: "Jeg har skuet
Gud Ansigt til Ansigt og har mit Liv frelst."
31. Og Solen stod op, da han drog forbi Penuel, og da haltede han på
Hoften.
32. Derfor undlader Israeliterne endnu den Dag i Dag at spise
Hoftenerven, der ligger over Hofteskålen, thi han gav Jakob et
Slag på Hofteskålen, på Hoftenerven.
1.Mosebog 33
1. Da Jakob så op, fik han Øje på Esau, der kom fulgt af 400
Mand. Så delte han Børnene mellem Lea, Rakel og de to
Trælkvinder,
2. idet han stillede Trælkvinderne med deres Børn forrest, Lea med
hendes Børn længere tilbage og bagest Rakel med Josef;
3. selv gik han frem foran dem og kastede sig syv Gange til Jorden,
før han nærmede sig sin Broder.
4. Men Esau løb ham i Møde og omfavnede ham, faldt ham om Halsen og
kyssede ham, og de græd;
5. og da han så op og fik Øje på Kvinderne og Børnene, sagde han:
"Hvem er det, du har der?" Han svarede: "Det er de Børn, Gud
nådig har givet din Træl."
6. Så nærmede Trælkvinderne sig med deres Børn og kastede sig til
Jorden,
7. derefter nærmede Lea sig med sine Børn og kastede sig til
Jorden, og til sidst nærmede Josef og Rakel sig og kastede sig
til Jorden.
8. Nu spurgte han: "Hvad vilde du med hele den Lejr, jeg traf på?"
Han svarede: "Finde Nåde for min Herres Øjne!"
9. Men Esau sagde: "Jeg har nok, Broder; behold du, hvad dit er!"
10. Da svarede Jakob: "Nej, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne,
så tag imod min Gave! Da jeg så dit Åsyn, var det jo som Guds
Åsyn, og du har taget venligt imod mig!
11. Tag dog den Velsignelse, som er dig bragt, thi Gud har været mig
nådig, og jeg har fuldt op!" Således nødte han ham, til han tog
det.
12. Derpå sagde Esau: "Lad os nu bryde op og drage af Sted, og jeg
vil drage foran dig!"
13. Men Jakob svarede: "Min Herre ved jo, at jeg må tage Hensyn til
de spæde Børn og de Får og Køer, som giver Die; overanstrenger
jeg dem blot en eneste Dag, dør alt Småkvæget.
14. Vil min Herre drage forud for sin Træl, kommer jeg efter i Ro og
Mag, som det passer sig for Kvæget, jeg har med, og for Børnene,
til jeg kommer til min Herre i Seir."
15. Da sagde Esau: "Så vil jeg i alt Fald lade nogle af mine Folk
ledsage dig!" Men han svarede: "Hvorfor dog det måtte jeg blot
finde Nåde for min Herres Øjne!"
16. Så drog Esau samme Dag tilbage til Se'ir.
17. Men Jakob brød op og drog til Sukkot, hvor han byggede sig et
Hus og indrettede Hytter til sit Kvæg; derfor gav han Stedet
Navnet Sukkot.
18. Og Jakob kom på sin Vandring fra Paddan Aram uskadt til Sikems
By i Kana'ans Land og slog Lejr uden for Byen;
19. og han købte det Stykke Jord, hvor han havde rejst sit Telt, af
Sikems Pader Hamors Sønner for 100 Kesita
20. og byggede der et Alter, som han kaldte: Gud, Israels Gud.
1.Mosebog 34
1. Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at
besøge Landets Døtre,
2. så Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og
greb hende og lå hos hende; og han krænkede hende;
3. men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede
Pigen og talte godt for hende;
4. og Sikem sagde til sin Fader Hamor: "Skaf mig den Pige til
Hustru!"
5. Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans
Sønner dengang var med hans Kvæg på Marken, tav han, til de kom
hjem.
6. Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.
7. Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og
Mændene græmmede sig og var såre opbragte, fordi han havde øvet
Skændselsdåd i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt
bør ikke ske.
8. Og Hamor talte med dem og sagde: "Min Søn Sikems Hjerte hænger
ved eders Datter; giv ham hende til Hustru
9. og indgå Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med
vore Døtre;
10. tag Ophold hos os, og Landet skal stå eder åbent; slå eder ned
og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!"
11. Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: "Måtte jeg finde Nåde
for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give
12. forlang så høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I
kræver, når I blot vil give mig Pigen til Hustru!"
13. Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar,
fordi. han havde skændet deres Søster Dina,
14. og sagde til dem: "Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til
en uomskåren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.
15. Kun på det Vilkår vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader
alle af Mandkøn iblandt eder omskære;
16. i så Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og
bosætte os iblandt eder, så vi bliver eet Folk;
17. men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, så tager vi
vor Datter og drager bort"
18. Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;
19. og den unge Mand tøvede ikke med at gøre således, thi han var
indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige
i sin Faders Hus
20. og Harnor og hans Søn Siken gik til deres Bys Port og sagde til,
Mændene i deres By:
21. "Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit
om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres
Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til
Hustruer!
22. Men kun på det Vilkår vil Mændene føje os og bosætte sig hos os,
så vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig
omskære, således som de er omskårne.
23. Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort;
lad os derfor føje dem, så de kan blive boende hos os!"
24. Så adlød de Hamor og hans Søn Sikem, så mange som færdedes i
hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys
Port, lod sig omskære.
25. Men Tredjedagen, da de havde Sårfeber, tog Jakobs to Sønner
Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i
Byen, uden at nogen anede Uråd, 0g slog alle Mændene ihjel
26. og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af
Sikems Hus og drog bort.
27. Så kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen,
fordi de havde skændet deres Søster;
28. deres Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, både hvad der var i Byen og på
Markerne, tog de med sig,
29. og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort
som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.
30. Men Jakob sagde til Simeon og Levi: "I styrter mig i Ulykke ved
at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og
Perizziterne; thi jeg råder kun over få Folk; samler de sig mod
mig og slår mig, så er det ude med mig og mit Hus!"
31. Men de svarede: "Skal han behandle vor Søster som en Skøge!"
1.Mosebog 35
1. Derpå sagde Gud til Jakob: "Drag op til Betel og bliv der og byg
der et Alter for Gud, som åbenbarede sig for dig, da du flygtede
for din Broder Esau!"
2. Jakob sagde da til sit Hus og alle sine Folk: "Skaf de fremmede
Guder, der findes hos eder, bort, rens eder og skift Klæder,
3. og lad os drage op til Betel, for at jeg der kan bygge et Alter
for Gud, der bønhørte mig i min Trængselstid og var med mig på
den Vej, jeg vandrede!"
4. De gav så Jakob alle de fremmede Guder, de førte med sig, og
alle de Ringe, de havde i Ørene, og han gravede dem ned under
Egen ved Sikem.
5. Derpå brød de op; og en Guds Rædsel kom over alle Byerne rundt
om, så de ikke forfulgte Jakobs Sønner.
6. Og Jakob kom med alle sine Folk til Luz i Kana'ans Land, det er
Betel;
7. og han byggede et Alter der og kaldte Stedet: Betels Gud, thi
der havde Gud åbenbaret sig for ham, da han flygtede for sin
Broder.
8. Så døde Rebekkas Amme Debora, og hun blev jordet neden for Betel
under Egen; derfor kaldte han den Grædeegen.
9. Gud åbenbarede sig atter for Jakob efter hans Hjemkomst fra
Paddan Aram og velsignede ham;
10. og Gud sagde til ham: "Dit Navn er Jakob; men herefter skal du
ikke mere hedde Jakob; Israel skal være dit Navn!" Og han gav
ham Navnet Israel.
11. Derpå sagde Gud til ham: "Jeg er Gud den Almægtige! Bliv
frugtbar og mangfoldig! Et Folk,ja Folk i Hobetal skal nedstamme
fra dig, og.Konger skal udgå af din Lænd;
12. det Land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig, og dit Afkom
efter dig giver jeg Landet!"
13. Derpå for Gud op fra ham på det Sted, hvor han havde talet med
ham;
14. og Jakob rejste en Støtte på det Sted, hvor han havde talet med
ham, en Stenstøtte, og hældte et Drikofer over den og udgød Olie
på den.
15. Og Jakob kaldte det Sted, hvor Gud havde talet med ham, Betel.
16. Derpå brød de op fra Betel, Da de endnu var et Stykke Vej fra
Efrat, skulde Rakel føde, og hendes Fødselsveer var hårde.
17. Midt under hendes hårde Fødselsveer sagde Jordemoderen til
hende: "Frygt ikke, thi også denne Gang får du en Søn!"
18. Men da hun droges med Døden thi det kostede hende Livet gav hun
ham Navnet Ben'oni; men Faderen kaldte ham Benjamin".
19. Så døde Rakel og blev jordet på Vejen til Efrat, det er
Betlehem;
20. og Jakob rejste en Stenstøtte på hendes Grav; det er Rakels
Gravstøtte, som står endnu den Dag i Dag.
21. Derpå brød Israel op og opslog sit Telt hinsides Migdal Eder.
22. Men medens Israel boede i den Egn, gik Ruben hen og lå hos sin
Faders Medhustru Bilha; og det kom Israel for Øre. Jakobs Sønner
var tolv i Tal;
23. Leas Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte, Simeon, Levi, Juda,
Issakar og Zebulon;
24. Rakels Sønner: Josef og Benjamin;
25. Rakels Trælkvinde Bilhas Sønner: Dan og Naftali;
26. Leas Trælkvinde Zilpas Sønner: Gad og Aser. Det var Jakobs
Sønner, der fødtes ham i Paddan Aram.
27. Og Jakob kom til sin Fader Isak i Mamre i Kirjat Arba, det er
Hebron, hvor Abraham og Isak havde levet som fremmede.
28. Isaks Leveår var 180;
29. så gik Isak bort; han døde og samledes til sin Slægt, gammel og
mæt af Dage. Og hans Sønner Esau og Jakob jordede ham,
1.Mosebog 36
1. Dette er Esaus, det er Edoms, Slægtsbog.
2. Esau tog sine Hustruer af Kana'ans Døtre: Ada, en Datter af
Hetiten Elon, Oholibama, en Datter af Ana, Hivviten Zibons Søn,
3. og Ismaels Datter Basemat, Søster til Nebajot.
4. Ada fødte Esau Elifaz, Basemat fødte Reuel,
5. og Obolibama fødte Jeusj, Jalam og Kora. Det var Esaus Sønner,
der fødtes ham i Kana'ans Land.
6. Derpå tog Esau sine Hustruer sine Sønner og Døtre, hele sin
Husstand, sit Kvæg og al den Ejendom, han havde samlet sig i
Kana'ans Land, og drog til Landet lige over for sin Broder
Jakob;
7. deres Gods var for meget til, at de kunde bo sammen, og
deres. Udlændigheds Land kunde ikke rumme dem, så store var
deres. Hjorde;
8. og Esau bosatte sig i Seirs. Bjerge; Esau, det er Edom.
9. Dette er Esaus Slægtebog, han, som var Stamfader til Edomiterne
i Seirs Bjerge.
10. Følgende var Esaus Sønners Navne: Elifaz, en Søn af Esaus Hustru
Ada, og Reuel, en Søn af Esaus Hustru Basemat.
11. Elifazs Sønner var Teman, Omar, Zefo, Gatam og Kenaz.
12. Timna, som var Esaus Søn Elifazs Medhustru, fødte ham
Amalek. Det var Esaus Hustru Adas Sønner.
13. Følgende var Reuels Sønner: Nahat, Zera, Sjamma og Mizza. Det
var Esaus Hustru Basemats Sønner.
14. Følgende var Sønner af Esaus Hustru Oholibama, Datter af Zibons
Søn Ana; hun fødte for Esau: Jeusj, Jalam og Kora.
15. Følgende var Esaus Sønners Stammehøvdinger: Elifaz's, Esaus
førstefødtes, Sønner: Høvdingeroe Teman, Omar, Zefo, Henaz,
16. Kora, Gatam og Amalek. Det var de fra Elifaz stammende Høvdinger
i Edoms Land; det var Adas Sønner.
17. Følgende var Esaus Søn Reuels Sønner: Høvdingerne Nahat, Zera,
Sjamma og Mizza. Det var de fra Reuel stammende Høvdinger i
Edoms Land; det var Esaus Hustru Basemats Sønner.
18. Følgende var Esaus Hustru Oholibamas Sønner: Høvdingerne Jeusj,
Jalam og Kora. Det var de Høvdinger, der stammede fra Oholibama,
Esaus Hustru, Anas Datter.
19. Det var Esaus Sønner, og det var deres Stammehøvdinger; det var
Edom.
20. Følgende var Horiten Seirs Sønner, Landets oprindelige
Befolkning: Lotan, Sjobal, Zibon, Ana,
21. Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammebøvdinger,
Seirs Sønner i Edoms Land.
22. Lotans Sønner var Hori og Hemam, og Lotans Søster var Timna.
23. Følgende var Sjobals Sønner: Alvan, Manahat, Ebal, Sjefo og
Onam.
24. Følgende var Zibons Sønner: Aja og Ana. Det var denne Ana, som
fandt de varne Kilder i Ørkenen, da han vogtede sin Fader Zibons
Æsler.
25. Følgende var Anas Børn: Disjon og Oholibama, Anas Datter.
26. Følgende var Disjons Sønner: Hemdan, Esjban, Jitran og Keran.
27. Følgende var Ezers Sønner: Bilhan, Zåvan og Akan.
28. Følgende var Risjons Sønner: Uz og Aran.
29. Følgende var Horiternes Stammehøvdinger: Høvdingerne Lotan,
Sjobal, Zibon, Ana,
30. Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammehøvdinger efter
deres Stammer i Seirs Land.
31. Følgende var de Konger, der herskede i Edoms Land, før
Israeliterne fik Konger:
32. Bela, Beors Søn, herskede i Edom; hans By hed Dinbaba.
33. Da Bela døde, blev Jobab, Zeras Søn fra Bozra, Konge i hans
Sted.
34. Da Jobab døde, blev Husjam fra Temaniternes Land Konge i hans
Sted.
35. Da Husjam døde, blev Hadad, Bedads Søn, Kongei hans Sted; det
var ham, der slog Midjaniterne på Moabs Slette; hans By hed
Avit.
36. Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka Konge i hans Sted.
37. Da Samla døde, blev Sjaul fra Rehobot ved Floden Konge i hans
Sted.
38. Da Sjaul døde, blev Bål Hanan, Akbors Søn, Konge i hans Sted.
39. Da Bål Hanan, Akbors Søn, døde, blev Hadar Konge i hans Sted;
hans By hed Pau, og hans Hustru hed Mehetabel, en Datter af
Matred, en Datter af Mezahab.
40. Følgende var Navnene på Esaus Stammehøvdinger efter deres
Slægter, Bosteder og Navne: Høvdingerne Timna, Alva, Jetet,
41. Oholibama, Ela, Pinon,
42. Kenaz, Teman, Mibzar
43. Magdiel og Iram. Det var Edoms Stammehøvdinger efter deres
Boliger i det Land, de fik i Eje. Det var Esau, Edoms Fader.
1.Mosebog 37
1. Men Jakob blev boende i sin Faders Udlændigheds Land, i Kana'ans
Land
2. Dette er Jakobs Slægtebog. Da Josef var sytten År gammel,
vogtede han Småkvæget sammen med sine Brødre; som Dreng var han
hos sin Faders Hustruer Bilhas og Zilpas Sønner, og han bragte
ondt Rygte om dem til deres Fader.
3. Israel elskede Josef fremfor alle sine andre Sønner, fordi han
var hans Alderdoms Søn, og han lod gøre en fodsid Kjortel med
Ærmer til ham.
4. Men da hans Brødre så, at deres Fader foretrak ham for alle sine
andre Sønner, fattede de Nag til ham og kunde ikke tale venligt
til ham.
5. Men Josef havde en Drøm, som han fortalte sine Brødre, og som
yderligere øgede deres Had til ham.
6. Han sagde til dem "Hør dog, hvad jeg har drømt!
7. Se, vi bandt Neg ude på Marken, og se, mit Neg rejste sig op og
blev stående, medens eders Neg stod rundt omkring og bøjede sig
for det!"
8. Da sagde hans Brødre til ham: "Vil du måske være vor Konge eller
herske over os?" Og de hadede ham endnu mere for hans Drømme og
hans Ord.
9. Men han havde igen en Drøm, som han fortalte sine Brødre; han
sagde: "Jeg har haft en ny Drøm, og se, Sol og Måne og elleve
Stjerner bøjede sig for mig!"
10. Da han fortalte sin Fader og sine Brødre det, skændte hans Fader
på ham og sagde: "Hvad er det for en Drøm, du der har haft Skal
virkelig jeg, din Moder og dine Brødre komme og bøje os til
Jorden for dig?"
11. Og hans Brødre fattede Avind til ham, men hans Fader gemte det i
sit Minde.
12. Da hans Brødre engang var gået hen for at vogte deres Faders
Småkvæg ved Sikem,
13. sagde Israel til Josef: "Dine Brødre vogter jo Kvæg ved Sikem;
kom, jeg vil sende dig til dem!" Han svarede: "Her er jeg!"
14. Så sagde Israel til ham: "Gå hen og se, hvorledes det står til
med dine Brødre og Kvæget, og bring mig Bud tilbage!" Israel
sendte ham så af Sted fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem.
15. Som han nu flakkede om på Marken, var der en Mand, som traf ham
og spurgte: "Hvad søger du efter?"
16. Han svarede: "Efter mine Brødre; sig mig, hvor de vogter deres
Kvæg!"
17. Da sagde Manden: "De er draget bort herfra, thi jeg hørte dem
sige: Lad os gå til Dotan!" Så gik Josef efter sine Brødre og
fandt dem i Dotan.
18. Men da de så ham langt borte, før han endnu var kommet hen til
dem, lagde de Råd op om at dræbe ham
19. og sagde til hverandre: "Se, der kommer den Drømmemester!
20. Kom, lad os slå ham ihjel og kaste ham i en Cisterne og sige, at
et vildt Dyr har ædt ham; så skal vi se, hvad der kommer ud af
hans Drømme!"
21. Men da Ruben hørte det, vilde han redde ham af deres Hånd og
sagde: "Lad os ikke tage hans Liv!"
22. Og Ruben sagde til dem: "Udgyd dog ikke Blod! Kast ham i
Cisternen her på Marken, men læg ikke Hånd på ham!" Han vilde
nemlig redde ham af deres Hånd og bringe ham tilbage til
Faderen.
23. Da Josef nu kom hen til sine Brødre, rev de hans Kjortel af ham,
Ærmekjortelen, han havde på,
24. tog ham og kastede ham i Citernen; men Cisternen var tom, der
var intet Vand i den.
25. Derpå satte de sig til at holde Måltid. Og da de så op, fik de
Øje på en Karavane af Ismaeliter, der kom fra Gilead, og deres
Kameler var belæssede med Tragakantgummi, Mastiksbalsam og
Cistusharpiks, som de var på Vej til Ægypten med.
26. Så sagde Juda til sine Brødre: "Hvad vinder vi ved at slå vor
Broder ihjel og skjule Mordet?
27. Lad os hellere sælge ham til Ismaeliterne og ikke lægge Hånd på
ham; han er jo dog vor Broder, vort Kød og Blod!" Og hans Brødre
gik ind på Forslaget.
28. Da nu midjanitiske Købmænd kom der forbi, trak de Josef op af
Cisternen. Og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel
Sølv, og disse bragte ham så til Ægypten.
29. Da Ruben nu kom tilbage til Cisternen, se, da var Josef der
ikke. Så sønderrev han sine Klæder
30. og gik tilbage til sine Brødre og sagde: "Drengen er borte!
Hvad skal jeg dog gøre!"
31. Så tog de Josefs Kjortel og dyppede den i Blodet af en Gedebuk,
som de slagtede;
32. og de sendte Ærmekjortelen hjem til deres Fader med det Bud:
"Den har vi fundet se efter, om det ikke er din Søns Kjortel!"
33. Da så han efter og udbrød: "Det er min Søns Kjortel! Et vildt
Dyr har ædt ham! Josef er visselig revet ihjel!"
34. Så sønderrev Jakob sine Klæder og bandt Sæk om sine Lænder, og
han sørgede over sin Søn i mange Dage.
35. Og skønt alle hans Sønner og Døtre kom til ham for at trøste
ham, vilde han ikke lade sig trøste, men sagde: "Nej, i min
Sørgedragt vil jeg stige ned til min Søn i Dødsriget!" Og hans
Fader begræd ham.
36. Men Midjaniterne solgte ham I Ægypten til Faraos Hofmand
Potifar, Livvagtens Øverste.
1.Mosebog 38
1. Ved den Tid forlod Juda sine Brødre og sluttede sig til en Mand
fra Adullam ved Navn Hira.
2. Der så Juda en Datter af Kana'anæeren Sjua, og han tog hende til
Ægte og gik ind til hende.
3. Hun blev frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Er;
4. siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn, som hun gav
Navnet Onan;
5. og hun fødte endnu en Søn, som hun gav Navnet Sjela; da hun
fødte ham, var hun i, Kezib.
6. Juda tog Er, sin førstefødte, en Hustru, der hed Tamar.
7. Men Er, Judas førstefødte, vakte HERRENs Mishag, derfor lod
HERREN ham dø.
8. Da sagde Juda til Onan: "Gå ind til din Svigerinde og indgå
Svogerægteskab med hende for at skaffe din Broder Afkom!"
9. Men Onan, som vidste, at Afkommet ikke vilde blive hans, lod,
hver Gang han gik ind til sin Svigerinde, sin Sæd spildes på
Jorden for ikke at skaffe sin Broder Afkom.
10. Denne hans Adfærd vakte HERRENs Mishag, derfor lod han også ham
dø.
11. Da sagde Juda til sin Sønnekone Tamar: "Bliv som Enke i din
Faders Hus, til min Søn Sjela bliver voksen!" Thi han var bange
for, at han også skulde dø ligesom sine Brødre. Så gik Tamar hen
og blev i sin Faders Hus.
12. Lang Tid efter døde Judas Hustru, Sjuas Datter; og da Juda var
hørt op at sørge over hende, rejste han med sin Ven, Hira fra
Adullam, up til dem, der klippede hans Får i Timna.
13. Og da Tamar fik at vide, at hendes Svigerfader var på Vej op til
Fåreklipningen i Timna,
14. aflagde hun sine Enkeklæder, hyllede sig i et Slør, så det
skjulte hende, og satte sig ved indgangen til Enajim ved Vejen
til Timna; thi hun så, at hun ikke blev givet Sjela til Ægte,
skønt han nu var voksen.
15. Da nu Juda så hende, troede han, det var en Skøge; hun havde jo
tilhyllet sit Ansigt;
16. og han bøjede af fra Vejen og kom hen til hende og sagde: "Lad
mig gå ind til dig!" Thi han vidste ikke, at det var hans
Sønnekone. Men hun sagde: "Hvad giver du mig derfor!"
17. Han svarede: "Jeg vil sende dig et Gedekid fra Hjorden!" Da
sagde hun: "Ja, men du skal give mig et Pant, indtil du sender
det!"
18. Han spurgte: "Hvad skal jeg give dig i Pant?" Hun svarede: "Din
Seglring, din Snor og din Stav, som du har i Hånden!" Så gav han
hende de tre Ting og gik ind til hende, og hun blev
frugtsommelig ved ham.
19. Derpå gik hun bort, tog Sløret af og iførte sig sine Enkeklæder.
20. Imidlertid sendte Juda sin Ven fra Adullam med Gedekiddet for at
få Pantet tilbage fra Kvinden; men han fandt hende ikke.
21. Han spurgte da Folkene på Stedet: "Hvor er den Skøge, som sad på
Vejen ved Enajim?" Og de svarede: "Her har ikke været nogen
Skøge!"
22. Så vendte han tilbage til Juda og sagde: "Jeg fandt hende ikke,
og Folkene på Stedet siger, at der har ikke været nogen Skøge."
23. Da sagde Juda: "Så lad hende beholde det, hellere end at vi skal
blive til Spot; jeg har nu sendt det Kid, men du fandt hende
ikke."
24. En tre Måneders Tid efter meldte man Juda: "Din Sønnekone Tamar
har øvet Utugt og er blevet frugtsommelig!" Da sagde Juda: "Før
hende ud, for at hun kan blive brændt!"
25. Men da hun førtes ud, sendte hun Bud til sin Svigerfader og lod
sige: "Jeg er blevet frugtsommelig ved den Mand, som ejer disse
Ting." Og hun lod sige: "Se dog efter, hvem der ejer denne Ring,
denne Snor og denne Stav!"
26. Da Juda havde set efter, sagde han: "Retten er på hendes Side og
ikke på min, fordi jeg ikke gav hende til min Søn Sjela!" Men
siden havde han ikke Omgang med hende.
27. Da Tiden kom, at hun skulde føde, se, da var der Tvillinger i
hendes Liv.
28. Under Fødselen stak der en Hånd frem, og Jordemoderen tog og
bandt en rød Snor om den, idet hun sagde: "Det var ham, der
først kom frem."
29. Men han trak Hånden tilbage. og Broderen kom frem; så sagde hun:
"Hvorfor bryder du frem? For din Skyld er der sket et Brud.
Derfor gav man ham Navnet Perez.
30. Derefter kom Broderen med den røde snor om Hånden frem, og ham
kaldte man Zera.
1.Mosebog 39
1. Da Josef var bragt ned til Ægypten, blev han af Ismaeliterne,
der havde bragt ham derned, solgt til Faraos Hofmand Potifar,
Livvagtens Øverste, en Ægypter.
2. Men HERREN var med Josef, så Lykken fulgte ham. Han var i sin
Herre Ægypterens Hus;
3. og hans Herre så, at HERREN var med ham, og at HERREN lod alt,
hvad han foretog sig, lykkes for ham.
4. Således fandt Josef Nåde for hans Øjne og kom til at gå ham til
Hånde; og han satte ham over sit Hus og gav alt, hvad han ejede,
i hans Hånd;
5. og fra det Øjeblik han satte ham over sit Hus og alt, hvad han
ejede, velsignede HERREN Ægypterens Hus for Josefs Skyld, og
HERRENs Velsignelse hvilede over alt, hvad han ejede, både inde
og ude;
6. og han betroede alt, hvad han ejede, til Josef, og selv
bekymrede han sig ikke om andet end den Mad, han spiste. Men
Josef havde en smuk Skikkelse og så godt ud.
7. Nu hændte det nogen Tid derefter, at hans Herres Hustru kastede
sine Øjne på Josef og sagde: "Kom og lig hos mig!"
8. Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: "Se, min
Herre bekymrer sig ikke om noget i Huset, men alt, hvad han
ejer, har han givet i min Hånd;
9. han har ikke større Magt i Huset end jeg, og han har ikke
unddraget mig noget som helst undtagen dig, fordi du er hans
Hustru hvor skulde jeg da kunne øve denne store Misgerning og
synde mod Gud!"
10. Og skønt hun Dag efter Dag talte Josef til, vilde han dog ikke
føje hende i at ligge hos hende og have med hende at gøre.
11. Men en Dag han kom ind i Huset for at gøre sin Gerning, og ingen
af Husfolkene var til Stede i Huset,
12. greb hun fat i hans Kappe og sagde: "Kom og lig hos mig!" Men
han lod Kappen blive i hendes Hånd og flygtede ud af Huset.
13. Da hun nu så, at han havde ladet hende beholde Kappen og var
flygtet ud af Huset,
14. kaldte hun på sine Husfolk og sagde til dem: "Her kan I se! Han
har bragt os en Hebræer til at drive Spot med os! Han kom ind
til mig og vilde ligge hos mig, men jeg råbte af alle Kræfter,
15. og da han hørte, at jeg gav mig til at råbe, lod han sin Kappe
blive hos mig og flygtede ud af Huset!"
16. Så lod hun Kappen blive liggende hos sig, indtil hans Herre kom
hjem,
17. og sagde så det samme til ham: "Den hebraiske Træl, du bragte os
til at drive Spot med os, kom ind til mig;
18. men da jeg gav mig til at råbe, lod han sin Kappe blive hos mig
og flygtede ud af Huset."
19. Da hans Herre hørte sin Hustrus Ord: "Således har din Træl
behandlet mig!" blussede Vreden op i ham;
20. og Josefs Herre tog ham og kastede ham i Fængsel der, hvor
Kongens Fanger sad fængslet. Således kom Josef i Fængsel.
21. Men HERREN var med Josef og skaffede ham Yndest og lod ham finde
Nåde hos Fængselets Overopsynsmand,
22. så at han gav ham Opsyn over alle Fangerne i Fængselet, og han
sørgede for alt, hvad der skulde gøres der.
23. Fængselets Overopsynsmand førte ikke Tilsyn med noget som helst
af, hvad der var lagt i Josefs Hånd, eftersom HERREN var med ham
og lod alt, hvad han foretog sig, lykkes.
1.Mosebog 40
1. Nogen Tid efter hændte det, at Ægypterkongens Mundskænk og Bager
forbrød sig mod deres Herre Ægypterkongen,
2. og Farao vrededes på sine to Hofmænd, Overmundskænken og
Overbageren,
3. og lod dem sætte i Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, i samme
Fængsel, hvor Josef sad fængslet;
4. og Livvagtens Øverste gav dem Josef til Opvartning, og han gik
dem til Hånde. Da de nu havde været i Forvaring en Tid lang,
5. drømte Ægypterkongens Mundskænk og Bager, som sad i Fængselet,
samme Nat hver sin Drøm med sin særlige Betydning.
6. Da Josef om Morgenen kom ind til Faraos Hofmænd, der sammen med
ham var i Forvaring i hans Herres Hus, og så, at de var
nedslåede,
7. spurgte han dem: "Hvorfor ser I så ulykkelige ud i Dag?"
8. Besvarede: "Vi har haft en Drøm, og her er ingen, som kan tyde
den." Da sagde Josef til dem: "Er det ikke Guds Sag at tyde
Drømme? Fortæl mig det da!"
9. Så fortalte Overmundskænken Josef sin Drøm og sagde: "Jeg så i
Drømme en Vinstok for mig;
10. på Vinstokken var der tre Ranker, og næppe havde den sat
Skud. før Blomsterne sprang ud, og Klaserne bar modne Druer;
11. og jeg havde Faraos Bæger i Hånden og tog Druerne og pressede
dem i Faraos Bæger og rakte Farao det."
12. Da sagde Josef: "Det skal udtydes således: De tre Ranker betyder
tre Dage;
13. om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og genindsætte dig i dit
Embede, så du atter rækker Farao Bægeret som før, da du var hans
Mundskænk.
14. Vilde du nu blot tænke på mig, når det går dig vel, og vise mig
Godhed og omtale mig for Farao og således hjælpe mig ud af dette
Hus;
15. thi jeg er stjålet fra Hebræernes Land og har heller ikke her
gjort noget, de kunde sætte mig i Fængsel for."
16. Da nu Overbageren så, at Josef gav Mundskænken en gunstig
Tydning, sagde han til ham: "Jeg havde en lignende Drøm: Se, jeg
bar tre Kurve Hvedebrød på mit Hoved.
17. I den øverste Kurv var der alle Hånde Bagværk til Faraos Bord,
men Fuglene åd det af Kurven på mit Hoved!"
18. Da sagde Josef: "Det skal udtydes således: De tre Kurve betyder
tre Dage;
19. om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og hænge dig op på en
Pæl, og Fuglene skal æde Kødet af din Krop!"
20. Tre Dage efter, da det var Faraos Fødselsdag, gjorde han et
Gæstebud for alle sine Tjenere, og da løftede han
Overmundskænkens og Overbagerens, Hoveder iblandt sine Tjenere.
21. Overmundskænken genindsatte han i hans Embede, så han atter
rakte Farao Bægeret,
22. og Overbageren lod han hænge, som Josef havde tydet det for dem.
23. Men Overmundskænken tænkte ikke på Josef; han glemte ham.
1.Mosebog 41
1. To År senere hændte det, at Farao havde en drøm. Han drømte, at
han stod ved Nilen;
2. og se, op af Floden steg der syv smukke og fede Køer, som gav
sig til at græsse i Engen;
3. efter dem steg der syv andre Køer op af Nilen, usle at se til og
magre, og de stillede sig ved Siden af de første Køer på Nilens
Bred;
4. og de usle og magre Køer åd de syv smukke og fede Køer. Så
vågnede Farao.
5. Men han sov ind og havde en Drøm og så syv tykke og gode Aks
skyde frem på et og samme Strå;
6. men efter dem volksede der syv golde og vindsvedne Aks frem;
7. og de golde Aks slugte de syv tykke og fulde Aks. Så vågnede
Farao, og se, det var en Drøm.
8. Men om Morgenen var hans Sind uroligt; og han sendte Bud efter
alle Ægyptens Tegnsudlæggere og Vismænd og fortalte dem sin
Drøm, men ingen kunde tyde den for Farao.
9. Da sagde Overmundskænken til Farao: "Jeg må i Dag minde om mine
Synder.
10. Den Gang Farao vrededes på sine Tjenere og lod dem sætte i
Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, mig og Overbageren,
11. da drømte vi engang samme Nat hver en Drøm med sin særlige
Betydning.
12. Sammen med os var der en Hebraisk Yngling, som var Træl hos
Livvagtens Øverste, og da vi fortalte ham vore Drømme, tydede
han dem for os, hver på sin Måde;
13. og som han tydede dem for os, således gik det: Jeg blev indsat i
mit Embede, og Bageren blev hængt."
14. Da sendte Farao Bud efter Josef, og man fik ham hurtigt ud af
Fangehullet; og efter at have ladet sig rage og skiftet Klæder
fremstillede han sig for Farao.
15. Så sagde Farao til Josef: "Jeg har haft en Drøm, som ingen kan
tyde; og nu har jeg hørt om dig, at du kun behøver at høre en
Drøm, så kan du tyde den."
16. Josef svarede Farao: "Ikke jeg men Gud vil give Farao et
gunstigt Svar!"
17. Da sagde Farao til Josef: "Jeg drømte, at jeg stod på Nilens
Bred;
18. og se, op af Floden steg der syv fede og smukke Køer, som gav
sig til at græsse i Engen;
19. efter dem steg der syv andre Køer op, ringe, såre usle og magre,
så usle Dyr har jeg ikke set nogensteds i Ægypten;
20. og de magre og usle Køer åd de syv første, fede Køer;
21. men da de havde slugt dem, var det ikke til at kende på dem; de
så lige så usle ud som før. Så vågnede jeg.
22. Men jeg sov atter ind og så i Drømme syv fulde og gode Aks skyde
frem på et og samme Strå;
23. men efter dem voksede der syv udtørrede, golde og vindsvedne Aks
frem,
24. og de golde Aks slugte de syv gode Aks. Det fortalte jeg mine
Tegnsudlæggere, men ingen kunde forklare mig det."
25. Da sagde Josef til Farao: "Faraos Drømme betyder begge det
samme, og Gud har kundgjort Farao, hvad han vil gøre.
26. De syv gode Køer betyder syv År; de syv gode Aks betyder
ligeledes syv År; det er en og samme Drøm.
27. Og de syv magre og usle Køer, der steg op efter dem, betyder syv
År, og de syv golde og vindsvedne Aks betyder syv Hungersnødsår.
28. Det var det, jeg mente, når jeg sagde til Farao: Hvad Gud vil
gøre, har han ladet Farao skue!
29. Se, der kommer syv År med stor Overflod i hele Ægypten;
30. men efter dem kommer der syv Hungersnødsår, og man skal gemme al
Overfloden i Ægypten; og Hungersnøden skal hærge Jorden,
31. så man intet mærker til Overfloden på Jorden på Grund af den
påfølgende Hungersnød; thi den bliver såre hård.
32. Men at Drømmen gentog sig to Gange for Farao, betyder, at Sagen
er fast besluttet af Gud, og at han snart vil lade det ske.
33. Men nu skulde Farao udse sig en indsigtsfuld og klog Mand og
sætte ham over Ægypten,
34. og Farao skulde tage og indsætte Tilsynsmænd over Landet og
opkræve Femtedelen af Ægyptens Afgrøde i Overflodens syv År;
35. og de skal samle al Afgrøden fra de gode År, der kommer, og
oplagre Høsten som Faraos Eje og bringe Afgrøden under Lås og
Lukke i Byerne,
36. for at Afgrøden kan tjene til Forråd for Landet i Hungersnødens
syv År, som skal komme over Ægypten, at ikke Landet skal gå til
Grunde ved Hungersnøden."
37. Både Farao og alle hans Tjenere syntes godt om den Tale,
38. og Farao sagde til sine Tjenere: "Hvor finder vi en Mand, i hvem
Guds Ånd er som i ham?"
39. Og Farao sagde til Josef: "Efter at Gud har åbenbaret dig alt
dette. kan ingen måle sig med dig i Indsigt og Kløgt;
40. du skal forestå mit Hus, og efter dit Ord skal alt mit Folk
rette sig; kun Tronen vil jeg have forud for dig."
41. Og Farao sagde til Josef: "Så sætter jeg dig nu over hele
Ægypten!"
42. Og Farao tog Seglringen af sin Hånd og satte den på Josefs,
klædte ham i fine Linnedklæder og hængte Guldkæden om hans Hals:
43. han lod ham køre i sin næstbedste Vogn, og de råbte Abrek for
ham. Således satte han ham over hele Ægypten.
44. Og Farao sagde til Josef: "Jeg er Farao, men uden dit Minde skal
ingen røre Hånd eller Fod nogensteds i Ægypten!"
45. Derpå gav Farao Josef Navnet Zafenat Panea, og han lod ham ægte
Asenat, en Datter af Præsten Potifera i On; og Josef drog
omkring i Ægypten.
46. Josef var tredive År gammel. da han stededes for Farao, Ægyptens
Konge. Så forlod Josef Farao og drog omkring i hele Ægypten.
47. Og Landet bar i bugnende Fylde i Overflodens syv År;
48. og Josef samlede al Afgrøden i de syv År, i hvilke der var
Overflod i Ægypten, og bragte den til Byerne; i hver By samlede
han Afgrøden fra Markerne der omkring.
49. Således ophobede Josef Korn i vældig Mængde, som Havets Sand,
indtil man opgav at måle det, da det ikke var til at måle.
50. Før Hungersnødens År kom. fik Josef to Sønner med Asenat,
Præsten i On Potiferas Datter;
51. og Josef gav den førstefødte Navnet Manasse, thi han sagde: "Gud
har ladet mig glemme al min Møje og hele min Faders Hus."
52. Og den anden gav han Navnet Efraim, thi han sagde: "Gud har
givet mig Livsfrugt i min Elendigheds Land."
53. Da Overflodens syv År, som kom over Ægypten, var omme,
54. begyndte Hungersnødens syv År, som Josef havde sagt; og der
opstod Hungersnød i alle Lande, men i hele Ægypten var der Brød.
55. Så hungrede hele Ægypten; og Folket råbte til Farao om Brød; men
Farao sagde til alle Ægypterne: "Gå til Josef og gør, hvad han
siger eder!"
56. Og der var Hungersnød over hele Jorden. Da åbnede Josef for alle
Kornlagrene og solgte Korn til Ægypterne; men Hungersnøden tog
til i Ægypten;
57. og Alverden kom til Ægypten for at købe Korn hos Josef; thi
Hungersnøden tog til over hele Jorden.
1.Mosebog 42
1. Da Jakob hørte, at der var Korn at få i Ægypten, sagde han til
sine Sønner: "Hvad venter I efter?"
2. Og han sagde: "Jeg hører, at der er Korn at få i Ægypten; drag
ned og køb os noget, at vi kan blive i Live og undgå Døden!"
3. Så drog de ti af Josefs Brødre ned for at købe Korn i Ægypten;
4. men Jakob sendte ikke Josefs Broder Benjamin med hans Brødre,
thi han tænkte, der kunde tilstøde ham en Ulykke.
5. Blandt dem, der kom for at købe Korn, var også Israels Sønner;
thi der var Hungersnød i Kana'ans Land.
6. Og da Josef var Hersker i Landet, og han var den, der solgte
Korn til alt Folket i Landet, så kom Josefs Brødre og kastede
sig til Jorden for ham.
7. Da Josef så sine Brødre, kendte han dem; men han lod fremmed
over for dem, talte dem hårdt til og sagde til dem: "Hvorfra
kommer I?" De svarede: "Fra Kana'ans Land for at købe Føde!"
8. Josef kendte sine Brødre, men de kendte ikke ham.
9. Da kom Josef de Drømme i Hu. han havde drømt om dem; og han
sagde til dem; "I er Spejdere, I kommer for at se, hvor Landet
er åbent!"
10. De svarede: "Nej, Herre, dine Trælle kommer for at købe Føde!
11. Vi er alle Sønner af en og samme Mand; vi er ærlige Folk. dine
Trælle er ikke Spejdere!"
12. Men han sagde: "Jo vist så! I kommer for at se, hvor Landet er
åbent!"
13. De svarede: "Vi, dine Trælle. var tolv Brødre, Sønner af en og
samme Mand i Kana'ans Land; den yngste er for Tiden hjemme hos
vor Fader, og een er ikke mere!"
14. Men Josef sagde til dem: "Det er, som jeg siger eder: I er
Spejdere!
15. Men nu skal I sættes på Prøve: Så sandt Farao lever, slipper I
ikke herfra, uden at eders yngste Broder kommer hid!
16. Lad en af eder rejse hjem for at hente eders Broder, og imedens
holdes I andre fangne; så vil det. vise sig, om eders Ord er
Sandhed; og hvis ikke, så er I, så sandt, Farao lever,
Spejdere!"
17. Derpå holdt han dem i Forvaring tre Dage.
18. Men Tredjedagen sagde Josef til dem: "Vil I beholde Livet, så
skal I gøre således, thi jeg er en Mand, der frygter Gud:
19. Er I virkelig ærlige Folk, lad så en af eder blive tilbage som
Fange i det Fængsel, som I sad i, medens I andre drager hjem med
Korn til at stille Hungeren i eders Huse;
20. og bring så eders yngste Broder til mig, så skal eders Ord stå
til Troende, og I skal slippe for at dø!" Og således gjorde de.
21. Da sagde de til hverandre: "Sandelig, nu må vi bøde for, hvad vi
forbrød mod vor Broder, da vi så hans Sjælevånde, medens han
bønfaldt os, og dog ikke hørte ham; derfor stedes vi nu i denne
Vånde!"
22. Men Ruben tog til Orde og sagde til dem: "Sagde jeg eder ikke
dengang: Forsynd eder ikke mod Drengen! Men I vilde ikke høre;
se, nu kræves hans Blod!"
23. Således talte de. Men de vidste ikke, at Josef forstod det, thi
han forhandlede med dem ved Tolk;
24. og han vendte sig bort fra dem og græd. Siden vendte han sig til
dem og talte med dem; og han tog Simeon fra dem og lod ham
fængsle for deres Øjne.
25. Så gav Josef Befaling til at fylde deres Sække med Korn og lægge
Pengene tilbage i hver enkelts Sæk og give dem Rejsekost; og
således skete det.
26. Så læssede de deres Korn på Æslerne og drog bort.
27. Men da en af dem i Natteherberget åbnede sin Sæk for at give sit
Æsel Foder, fik han Øje på sine Penge, der lå oven i Sækken;
28. og han sagde til sine Brødre: "Mine Penge er kommet igen; se, de
er i min Sæk!" Da sank Hjertet i Livet på dem, og de så
forfærdede på hverandre og sagde: "Hvad har Gud dog gjort imod
os!"
29. Og da de kom hjem til deres Fader Jakob i Kana'ans Land,
fortalte de ham alt, hvad der var hændet dem, og sagde:
30. "Manden, der er Landets Herre, talte os hårdt til og holdt os i
Forvaring, som var vi Folk, der vilde udspejde Landet;
31. men vi sagde til ham: Vi er ærlige Folk og ikke Spejdere;
32. vi var tolv Brødre, Sønner af en og samme Fader; een er ikke
mere, og den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader i Kana'ans
Land.
33. Så sagde Manden, der er Landets Herre: Derpå vil jeg kende, at I
er ærlige Folk: Lad en af eder blive hos mig, og tag I andre
Korn til at stille Hungeren i eders Huse og drag hjem!
34. Siden skal I bringe eders yngste Broder til mig, for at jeg kan
kende, at I ikke er Spejdere, men ærlige Folk; så vil jeg
udlevere eders Broder til eder, og I kan frit rejse i Landet."
35. Da de nu tømte deres Sække, fandt hver sin Pengepose i sin Sæk;
og da de og deres Fader så Pengeposerne, blev de forfærdede.
36. Og deres Fader Jakob sagde til dem: "I gør mig barnløs; Josef er
ikke mere, og Simeon er ikke mere, og nu vil I tage Benjamin;
det går alt sammen ud over mig!"
37. Så sagde Ruben til sin Fader: "Du må tage mine to Sønners Liv,
hvis jeg ikke bringer ham til dig; betro ham til mig, og jeg
skal bringe ham tilbage til dig!"
38. Men han sagde: "Min Søn skal ikke rejse derned med eder, thi
hans Broder er død, og han alene er tilbage; tilstøder der ham
en Ulykke på den Rejse, I har for, så bringer I mine grå Hår ned
i Dødsriget med Sorg!"
1.Mosebog 43
39. Men Hungersnøden var hård i Landet;
1. og da de havde fortæret det Korn, de havde hentet i Ægypten,
sagde deres Fader til dem: "Køb os igen lidt Føde!"
2. Men Juda svarede ham: "Manden sagde os ganske afgjort: I bliver
ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders Broder er med!
3. Hvis du derfor vil sende vor Broder med os, vil vi rejse ned og
købe dig Føde;
4. men sender du ham ikke med, så rejser vi ikke derned, thi Manden
sagde til os: I bliver ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders
Broder er med!"
5. Så sagde Israel: "Hvorfor handlede I ilde imod mig og fortalte
Manden, at I havde en Broder til?"
6. De svarede: "Manden spurgte os nøje ud om os og vor Slægt og
sagde: Lever eders Fader endnu? Har I en Broder til? Og vi
svarede ham på hans Spørgsmål; kunde vi vide, at han vilde sige:
Bring eders Broder herned!"
7. Men Juda sagde til sin Fader Israel: "Send dog Drengen med mig,
så vi kan komme af Sted og blive i Live og undgå Døden, både vi
og du og vore Børn!
8. Jeg svarer for ham, af min Hånd må du kræve ham: bringer jeg ham
ikke til dig og stiller ham for dit Åsyn, vil jeg være din
Skyldner for bestandig;
9. havde vi nu ikke spildt Tiden, kunde vi have været tilbage to
Gange!"
10. Så sagde deres Fader Israel til dem: "Kan det ikke være
anderledes, gør da i alt Fald således: Tag noget af det bedste,
Landet frembringer, med i eders Sække og bring Manden en Gave,
lidt Mastiksbalsam, lidt Honning, Tragakantgummi, Cistusharpiks,
Pistacienødder og Mandler;
11. og tag dobbelt så mange Penge med, så I bringer de Penge
tilbage, som var lagt oven i eders Sække; måske var det en
Fejltagelse;
12. og tag så eders Broder og drag atter til Manden!
13. Gud den Almægtige lade eder finde Barmhjertighed hos Manden, så
han lader eders anden Broder og Benjamin fare - men skal jeg
være barnløs, så lad mig da blive det!"
14. Så tog Mændene deres Gave og dobbelt så mange Penge med; også
Benjamin tog de med, brød op og drog ned til Ægypten, hvor de
fremstillede sig for Josef.
15. Da Josef så Benjamin iblandt dem, sagde han til sin
Hushovmester: "Bring de Mænd ind i mit Hus, lad slagte og lave
til, thi de skal spise til Middag hos mig."
16. Manden gjorde, som Josef bød,. og førte Mændene ind i Josefs
Hus.
17. Men Mændene blev bange, da de førtes ind i Josefs Hus, og sagde:
"Det er for de Penges Skyld, der forrige Gang kom tilbage i vore
Sække, at vi føres herind, for at de kan vælte sig ind på os og
kaste sig over os, gøre os til Trælle og tage vore Æsler."
18. Derfor trådte de hen til Josefs Hushovmester ved Døren til Huset
19. og sagde: "Hør os, Herre! Vi drog en Gang før herned for at købe
Føde,
20. og da vi kom til vort Natteherberge og åbnede vore Sække, se. da
lå vore Penge oven i hver enkelts Sæk, vore Penge til sidste
Hvid. Men nu har vi bragt dem med tilbage
21. og desuden andre Penge for at købe Føde. Vi ved ikke, hvem der
har lagt Pengene i vore Sække!"
22. Men han svarede: "Vær ved godt Mod, frygt ikke! Eders Gud og
eders Faders Gud har lagt en Skat i eders Sække - eders Penge
har jeg modtaget!" Og han førte Simeon ud til dem.
23. Så førte Manden dem ind i Josefs Hus og gav dem Vand til at
tvætte deres Fødder og Foder til Æslerne.
24. Og de fremtog deres Gave, før Josef kom hjem ved Middagstid, thi
de hørte, at de skulde spise der.
25. Da Josef trådte ind i Huset, bragte de ham den Gave, de havde
med, og kastede sig til Jorden for ham.
26. Han hilste på dem og spurgte: "Går det eders gamle Fader vel,
ham, I talte om? Lever han endnu?"
27. De svarede: "Det går din Træl, vor Fader, vel; han lever endnu!"
Og de bøjede sig og kastede sig til Jorden.
28. Da han så fik Øje på sin kødelige Broder Benjamin, sagde han:
"Er det så eders yngste Broder, som I talte til mig om?" Og han
sagde: "Gud være dig nådig, min Søn!"
29. Men Josef brød hurtigt af, thi Kærligheden til Broderen blussede
op i ham, og han kæmpede med Gråden; derfor gik han ind i sit
Kammer og græd der.
30. Men da han havde badet sit Ansigt, kom han ud, og han beherskede
sig og sagde: "Sæt Maden frem!"
31. Så blev Maden sat frem særskilt for ham og for dem og for de
Ægyptere, der spiste hos ham; thi Ægypterne kan ikke spise
sammen med Hebræere, det er dem en Vederstyggelighed.
32. De blev bænket foran ham efter Alder, den førstefødte øverst og
den yngste nederst, og Mændene undrede sig og så på hverandre;
33. og han lod dem bringe Mad fra sit eget Bord, og Benjamin fik fem
Gange så meget som hver af de andre. Og de drak og blev lystige
sammen med ham.
1.Mosebog 44
1. Derefter befalede han sin Hushovmester: "Fyld Mændenes Sække med
Korn, så meget de kan have med sig, og læg hvers Pengesum oven i
hans Sæk
2. og læg mit eget Sølvbæger oven i den yngstes Sæk sammen med
Pengene for hans Korn!" Og han gjorde, som Josef bød.
3. Da Morgenen gryede, fik Mændene Lov at drage bort med deres
Æsler.
4. Men før de var kommet ret langt fra Byen, bød Josef sin
Hushovmester: "Sæt efter Mændene, og når du indhenter dem, sig
så til dem: Hvorfor har I gengældt godt med ondt?
5. Hvorfor har I stjålet mit Sølvbæger? Det er jo min Herres
Mundbæger, som han bruger til at tage Varsler af! Ilde har I
handlet ved at gøre således!"
6. Og da han havde indhentet dem, sagde han det til dem.
7. Men de svarede: "Hvor kan min Herre tale således? Det være langt
fra dine Trælle at gøre sligt!
8. Se, de Penge, vi fandt oven i vore Sække, bragte vi tilbage til
dig fra Kana'ans Land - hvorfor skulde vi da stjæle Guld eller
Sølv fra din Herres Hus!
9. Den af dine Trælle, det findes hos, skal dø, og desuden vil vi
andre være din Herres Trælle!"
10. Han svarede: "Vel, lad det blive, som I siger: Den, Bægeret
findes hos, skal være min Træl, men I andre skal være
sagesløse!"
11. Så skyndte de sig at løfte hver sin Sæk ned på Jorden og åbne
den,
12. og han undersøgte dem fra den ældstes til den yngstes, og
Bægeret blev fundet i Benjamins Sæk.
13. Da sønderrev de deres Klæder, og efter at have læsset Sækkene
hver på sit Æsel vendte de tilbage til Byen.
14. Da Juda og hans Brødre kom ind i Josefs Hus, hvor han endnu var,
kastede de sig til Jorden for ham;
15. men Josef sagde til dem: "Hvad har I gjort! Ved I ikke, at en
Mand som jeg forstår sig på hemmelige Kunster?"
16. Da sagde Juda: "Hvad skal vi svare min Herre, hvad skal vi sige,
og hvorledes skal vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine
Trælles Brøde! Se, vi er min Herres Trælle, både vi andre og
han, Bægeret fandtes hos!"
17. Men han svarede: "Det være langt fra mig at handle således; den,
Bægeret fandtes hos, skal være min Træl, men I andre kan i Fred
drage hjem til eders Fader."
18. Da trådte Juda hen til ham og sagde: "Hør mig, min Herre, lad
din Træl tale et Ord for min Herres Ører og lad ikke Vreden
blusse op i dig mod din Træl, thi du er jo som Farao!
19. Min Herre spurgte sine Trælle Har I Fader eller Broder?
20. Og vi svarede min Herre: Ja, vi har en gammel Fader, og der er
en Dreng, som blev født i hans Alderdom; en Broder til ham er
død, og selv er han den eneste, hans Moder efterlod sig, og hans
Fader elsker ham.
21. Så sagde du til dine Trælle: Bring ham med herned til mig, at
jeg kan se ham med egne Øjne!
22. Men vi svarede min Herre: Drengen kan ikke forlade sin Fader,
thi hans Fader dør, hvis han forlader ham!
23. Så sagde du til dine Trælle: Kommer eders yngste Broder ikke med
herned, så bliver I ikke mere stedt for mit Åsyn!
24. Vi rejste så op til din Træl. min Fader, og fortalte ham, hvad
min Herre havde sagt.
25. Da vor Fader siden sagde: Rejs atter hen og køb os lidt Føde!
26. svarede vi: Vi kan ikke rejse derned, hvis ikke vor yngste
Broder følger med, thi vi bliver ikke stedt for Mandens Åsyn,
medmindre vor yngste Broder er med!
27. Så sagde din Træl, min Fader. til os: I ved jo, at min Hustru
fødte mig to Sønner;
28. den ene gik bort fra mig, og jeg sagde: Han er sikkerlig revet
ihjel! Og jeg har ikke set ham siden;
29. hvis I nu også tager denne fra mig, og der tilstøder ham en
Ulykke, bringer I mine grå Hår i Dødsriget med Smerte!
30. Kommer jeg derfor hjem til din Træl, min Fader, uden at
Drengen. ved hvem han hænger med hele sin Sjæl, er med,
31. så bliver det hans Død, når han ser, at Drengen ikke er med. og
dine Trælle vil bringe din Træl vor Faders grå Hår i Dødsriget
med Sorg.
32. Men din Træl skal svare sin Fader for Drengen, og jeg har
forpligtet mig til at være hans Skyldner for bestandig, hvis jeg
ikke bringer ham til ham;
33. lad derfor din Træl blive tilbage i Drengens Sted som min Herres
Træl, men lad Drengen drage hjem med sine Brødre!
34. Thi hvorledes skulde jeg kunne drage hjem til min Fader, når jeg
ikke har Drengen med? Jeg vil ikke kunne være Vidne til den
Ulykke, der rammer min Fader!"
1.Mosebog 45
1. Da kunde Josef ikke længer beherske sig over for alle dem der
stod hos ham, og han råbte "Lad alle gå ud!" Således var der
ingen til Stede, da Josef gav sig til Kende for sine Brødre.
2. Så brast han i lydelig Gråd, så Ægypterne hørte det, og det
spurgtes i Faraos Hus;
3. og Josef sagde til sine Brødre: "Jeg er Josef! Lever min Fader
endnu?" Men hans Brødre kunde ikke svare ham, så forfærdede var
de for ham.
4. Så sagde Josef til sine Brødre: "Kom hen til mig!" Og da de kom
derhen, sagde Josef: "Jeg er eders Broder Josef, som I solgte
til Ægypten;
5. men I skal ikke græmme eder eller være forknytte, fordi I solgte
mig herhen, thi Gud har sendt mig forud for eder for at opholde
Liv;
6. i to År har der nu været Hungersnød i Landet, og fem År endnu
skal der hverken pløjes eller høstes;
7. derfor sendte Gud mig forud for eder, for at I kan få
Efterkommere på Jorden, og for at mange hos eder kan reddes og
holdes i Live.
8. Og nu, ikke I, men Gud har sendt mig hid, og han har gjort mig
til Fader hos Farao og til Herre over hele hans Hus og til
Hersker over hele Ægypten.
9. Skynd jer nu hjem til min Fader og sig til ham: Din Søn Josef
lader sige: Gud har sat mig til Hersker over hele Ægypten; kom
uden Tøven ned til mig
10. og tag Bolig i Gosens Land og bo i min Nærhed med dine Sønner og
Sønnesønner, dit Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad du ejer og
har;
11. der vil jeg sørge for dit Underhold - thi Hungersnøden vil vare
fem År endnu - for at ikke du, dit Hus eller nogen, der hører
dig til, skal gå til Grunde!
12. Nu ser I, også min Broder Benjamin, med egne Øjne, at det er
mig, der taler til eder;
13. og I skal fortælle min Fader om al min Herlighed i Ægypten og om
alt, hvad I har set, og så skal I skynde eder at bringe min
Fader herned."
14. Så faldt han grædende sin Broder Benjamin om Halsen, og Benjamin
græd i hans Arme.
15. Og han kyssede alle sine Brødre og græd ved deres Bryst; og nu
kunde hans Brødre tale med ham.
16. Men det spurgtes i Faraos Hus, at Josefs Brødre var kommet, og
Farao og hans Tjenere glædede sig derover:
17. og Farao sagde til Josef: "Sig til dine Brødre: Således skal I
gøre: Læs eders Dyr og drag til Kana'ans Land,
18. hent eders Fader og eders Familier og kom hid til mig, så vil
jeg give eder det bedste, der er i Ægypten, og I skal nyde
Landets Fedme.
19. Byd dem at gøre således: Tag eder Vogne i Ægypten til eders Børn
og Kvinder, sæt eders Fader op og kom hid;
20. bryd eder ikke om eders Ejendele, thi det bedste, der er i hele
Ægypten, skal være eders!"
21. Det gjorde Israels Sønner så. Og efter Faraos Bud gav Josef dem
Vogne og Rejsekost med;
22. hver især gav han dem et Sæt Festklæder, men Benjamin gav han
300 Sekel Sølv og fem Sæt Festklæder;
23. og sin Fader sendte han ti Æsler med det bedste, der var i
Ægypten og ti Aseninder med Korn, Brød og Rejsetæring til
Faderen.
24. Så tog han Afsked med sine Brødre, og da de drog bort, sagde han
til dem: "Kives ikke på Vejen!"
25. Således drog de hjem fra Ægypten og kom til deres Fader Jakob i
Kana'ans Land;
26. og de fortalte ham det og sagde: "Josef lever endnu, og han er
Hersker over hele Ægypten." Men hans Hjerte blev koldt, thi han
troede dem ikke.
27. Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt til dem; og da han
så Vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, oplivedes
deres Fader Jakobs Ånd atter;
28. og Israel sagde: "Det er stort, min Søn Josef lever endnu; jeg
vil drage hen og se ham, inden jeg dør!"
1.Mosebog 46
1. Da brød Israel op med alt, hvad han havde, og drog til
Be'ersjeba, og han slagtede Ofre for sin Fader Isaks Gud.
2. Men Gud sagde i et Nattesyn til Israel: "Jakob, Jakob!" Og han
svarede: "Se, her er jeg!"
3. Da sagde han: "Jeg er Gud, din Faders Gud, vær ikke bange for at
drage ned til Ægypten, thi jeg vil gøre dig til et stort Folk
der;
4. jeg vil selv drage med dig til Ægypten, og jeg vil også føre dig
tilbage, og Josef skal lukke dine Øjne!"
5. Da brød Jakob op fra Be'ersjeba; og Israels Sønner satte deres
Fader Jakob og deres Børn og Kvinder på de Vogne, Farao havde
sendt til at hente ham på.
6. Og de tog deres Kvæg og al deres Ejendom, som de havde erhvervet
sig i Kana'ans Land, og drog til Ægypten, Jakob og alt hans
Afkom med ham;
7. således bragte han sine Sønner og Sønnesønner, sine Døtre og
Sønnedøtre og alt sit Afkom med sig til Ægypten.
8. Følgende er Navnene på Israels Sønner, der kom til Ægypten,
Jakob og hans Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte;
9. Rubens Sønner Hanok, Pallu. Hezron og Karmi;
10. Simeons Sønner Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og
Kana'anæerkvindens Søn Sjaul;
11. Leois Sønner Gerson, Kehat og Merari;
12. Judos Sønner Er, Onan, Sjela, Perez og Zera; men Er og Onan døde
i Kana'ans Land. Perezs Sønner var Hezron og Hamul.
13. Issakars Sønner Tola, Pua, Jasjub og Sjimron;
14. Zedulons Sønner Sered, Eloo og Jalel;
15. det var Leos Sønner, som hun fødte Jakob i Paddan-Aram; desuden
fødte hun ham Datteren Dina; det samlede Tal på hans Sønner og
Døtre var tre og tredive.
16. Gods Sønner Zifjon, Haggi. Sjuni, Ezbon, Eri, Arodi og Areli.
17. Asers Sønner Jimna, Jisjva. Jisjvi og Beria, og deres Søster
Sera; og Berias Sønner Heber og Mallkiel;
18. det var Sønnerne af Zilpo, som Laban gav sin Datter Lea, og som
fødte Jakob dem, seksten i alt;
19. Rakels, Jakobs Hustrus, Sønner Josef og Benjamin;
20. og Josef fik Børn i Ægypten med Asenat, en Datter af Potifera,
Præsten i On: Manasse og Efraim;
21. Benjomins Sønner Bela, Beker, Asjbel, Gera, Nåman, Ebi, Rosj,
Muppim, Huppim og Ard;
22. det var Rakels Sønner, som hun fødte Jakob, fjorten i alt;
23. Dons Søn Husjim;
24. Noffolis Sønner Jazeel, Guni, Jezer og Sjillem;
25. det var Sønnerne af Bilha, som Laban gav Rakel, og som fødte
Jakob dem, syv i alt.
26. Hele Jakobs Familie, der kom til Ægypten med ham, fraregnet
Jakobs Sønnekoner, udgjorde tilsammen seks og tresindstyve;
27. og Josefs Sønner, der fødtes ham i Ægypten, var to; alle de af
Jakobs Hus, der kom til Ægypten, udgjorde halvfjerdsindstyve.
28. Men Juda sendte han i Forvejen til Josef, for at man skulde vise
ham Vej til Gosen, og de kom til Gosens Land.
29. Da lod Josef spænde for sin Vogn og rejste sin Fader i Møde til
Gosen; og da han traf ham, omfavnede han ham og græd længe i
hans Arme;
30. og Israel sagde til Josef: "Lad mig nu kun dø, da jeg har set
dit Ansigt, at du endnu lever!"
31. Men Josef sagde til sine Brødre og sin Faders Hus: "Jeg vil
drage hen og melde det til Farao og sige til ham: Mine Brødre og
min Faders Hus i Kana'an er kommet til mig;
32. disse Mænd er Hyrder, thi de driver Kvægavl, og de har bragt
deres Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad de ejer, med.
33. Når så Farao lader eder kalde og spørger eder, hvad I er,
34. skal I sige: Dine Trælle har drevet Kvægavl fra Barnsben af
ligesom vore Fædre! for at I kan komme til at bo i Gosens Land.
Thi enhver Hyrde er Ægypterne en Vederstyggelighed."
1.Mosebog 47
1. Så drog Josef hen og meldte det til Farao og sagde: "Min Fader
og mine Brødre er kommet fra Kana'ans Land med deres Småkvæg og
Hornkvæg og alt, hvad de ejer, og befinder sig i Gosen."
2. Og han tog fem af sine Brødre med sig og forestillede dem for
Farao.
3. Da nu Farao spurgte dem, hvad de var, svarede de: "Dine Trælle
er Hyrder ligesom vore Fædre!"
4. Og de sagde til Farao: "Vi er kommet for at bo som Gæster i
Landet, thi der er ingen Græsning for dine Trælles Småkvæg, da
Hungersnøden er trykkende i Kana'an, og nu vilde dine Trælle
gerne bosætte sig i Gosen."
5. Da sagde Farao til Josef: "Din Fader og dine Brødre er kommet
til dig;
6. Ægypten står til din Rådighed, lad din Fader og dine Brødre
bosætte sig i den bedste Del af Landet; de kan tage Ophold i
Gosens Land; og hvis du ved, at der er dygtige Folk iblandt dem,
kan du sætte dem til Opsynsmænd over mine Hjorde!"
7. Da hentede Josef sin Fader Jakob og forestillede ham for Farao,
og Jakob velsignede Farao.
8. Farao spurgte Jakob: "Hvor mange er dine Leveår?"
9. Jakob svarede ham: "Min Udlændigheds År er 130 År; få og onde
var mine Leveår, og ikke når de op til mine Fædres År i deres
Udlændigheds Tid."
10. Derpå velsignede Jakob Farao og gik bort fra ham.
11. Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bosætte sig og gav dem
Jordegods i Ægypten, i den bedste Del af Landet, i Landet
Rameses, som Farao havde befalet.
12. Og Josef forsørgede sin Fader og sine Brødre og hele sin Faders
Hus med Brød efter Børnenes Tal.
13. Der fandtes ikke mere brød Korn i Landet, thi Hungersnøden var
overvættes stor, og Ægypten og Kana'an vansmægtede af Sult.
14. Da lod Josef alle de Penge samle, som var indkommet i Ægypten og
Kana'an for det Korn, der købtes, og lod dem bringe til Faraos
Hus.
15. Men da Pengene slap op i Ægypten og Kana'an, kom hele Ægypten
til Josef og sagde: "Giv os Brødkorn, at vi ikke skal dø for
dine Øjne, thi Pengene er sluppet op!"
16. Josef svarede: "Kom med eders Hjorde, så vil jeg give eder
Brødkorn for dem, siden Pengene er sluppet op."
17. Da bragte de deres Hjorde til Josef, og han gav dem Brødkorn for
Hestene, for deres Hjorde af Småkvæg og Hornkvæg og for Æslerne;
og han forsørgede dem i det År med Brødkorn for alle deres
Hjorde.
18. Men da Året var omme, kom de til ham det følgende År og sagde:
"Vi vil ikke dølge det for min Herre; men Pengene er sluppet op,
og Kvæget har vi bragt til min Herre; nu er der ikke andet
tilbage for min Herre end vore Kroppe og vor Jord;
19. lad os dog ikke dø for dine Øjne, vi sammen med vor Jord, men
køb os og vor Jord for Brødkorn, og lad os med vor Jord blive
livegne for Farao, og giv os derfor Såsæd, så vi kan blive i
Live og slippe for Døden, og vor Jord undgå at lægges øde!"
20. Da købte Josef al Jord i Ægypten til Farao, idet enhver Ægypter
solgte sin Mark, fordi Hungersnøden tvang dem, og således kom
Landet i Faraos Besiddelse;
21. og Befolkningen gjorde han til hans Trælle i hele Ægypten fra
Ende til anden.
22. Kun Præsternes Jord købte han ikke, thi de havde faste Indtægter
fra Farao, og de levede af de Indtægter, Farao havde skænket
dem; derfor behøvede de ikke at sælge deres Jord.
23. Derpå sagde Josef til Folket: "Nu har jeg købt eder og eders
Jord til Farao; nu har I Såsæd til Jorden;
24. men af Afgrøden skal I afgive en Femtedel til Farao, medens de
fire Femtedele skal tjene eder til Såsæd på Marken og til Føde
for eder og eders Husstand og til Føde for eders Børn."
25. De svarede: "Du har reddet vort Liv; måtte vi eje min Herres
Gunst, så vil vi være Faraos Trælle!"
26. Således gjorde Josef det til en Vedtægt, der endnu den Dag i Dag
gælder i Ægypten, at afgive en Femtedel til Farao; kun
Præsternes Jord kom ikke i Faraos Besiddelse.
27. Israel bosatte sig nu i Ægypten, i Gosens Land; og de tog fast
Ophold der, blev frugtbare og såre talrige.
28. Jakob levede i Ægypten i sytten År, så at Jakobs Levetid blev
147 År.
29. Da nu Tiden nærmede sig, at Israel skulde dø, kaldte han sin Søn
Josef til sig og sagde til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for
dine Øjne, så læg din Hånd under min Lænd og lov mig at vise mig
den Kærlighed og Trofasthed ikke at jorde mig i Ægypten.
30. Når jeg har lagt mig til Hvile hos mine Fædre, skal du føre mig
fra Ægypten og jorde mig i deres Grav!" Han svarede: "Jeg skal
gøre, som du siger."
31. Da sagde han: "Tilsværg mig det!" Og han tilsvor ham det. Da
bøjede Israel sig tilbedende over Lejets Hovedgærde.
1.Mosebog 48
1. Efter disse Begivenheder fik Josef Melding om, at hans Fader var
syg. Da tog han sine Sønner, Manasse og Efraim, med sig
2. Da det nu meldtes Jakob, at hans Søn Josef var kommet, tog
Israel sig sammen og satte sig oprejst på Lejet
3. Jakob sagde til Josef: "Gud den Almægtige åbenbarede sig for mig
i Luz i Kana'ans Land og velsignede mig;
4. og han sagde til mig: Jeg vil gøre dig frugtbar og give dig et
talrigt Afkom og gøre dig til en Mængde Stammer, og jeg vil give
dit Afkom efter dig Land til evigt Eje!
5. Nu skal dine to Sønner, der er født dig i Ægypten før mit komme
til dig her i Ægypten, være mine, Efraim og Manasse skal være
mine så godt som Ruben og Simeon;
6. derimod skal de Børn, du har fået efter dem, være dine; men de
skal nævnes efter deres Brødres Navne i deres Arvelod
7. Da jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig, medens jeg var
undervejs i Kana'an, da vi endnu var et stykke Vej fra Efrat, og
jeg jordede hende der på vejen til Efrat, det er Betlehem".
8. Da Israel så Josefs Sønner, sagde han: "Hvem bringer du der?"
9. Josef svarede sin Fader: "Det er mine Sønner, som Gud har
skænket mig her." Da sagde han:"Bring dem hen til mig, at jeg
kan velsignedem!"
10. Men Israels Øjne var svækkede af Alderdom, så at han ikke kunde
se. Da førte han dem hen til ham. og han kyssede og omfavnede
dem.
11. Og Israel sagde til Josef: "Jeg: havde ikke turdet håbe at få
dit Ansigt at se, og nu har Gud endog: ladet mig se dit Afkom!"
12. Derpå tog Josef dem bort fra hans Knæ og kastede sig til
Jorden. på sit Ansigt.
13. Josef tog så dem begge, Efraim i sin højre Hånd til venstre for
Israel og Manasse i sin venstre Hånd til højre for Israel, og
førte dem hen til ham;
14. men Israel udrakte sin højre Hånd og lagde den på Efraims Hoved,
uagtet han var den yngste.. og sin venstre Hånd lagde han på
Manasses Hoved, så at han lagde Hænderne over Kors; thi Manasse
var den førstefødte.
15. Derpå velsignede han Josef og sagde: "Den Gud, for hvis Åsyn
mine Fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet
mig: fra min første Færd og til nu,
16. den Engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne Drengene,
så at mit Navn og mine Fædre Abrahams og Isaks Navn må blive
nævnet ved dem, og de må vokse i Mængde i Landet!"
17. Men da Josef så, at hans Fader lagde sin højre Hånd på Efraims
Hoved, var det ham imod,. og han greb sin Faders Hånd for at
tage den bort fra Efraims Hoved og lægge den på Manasses;
18. og Josef sagde til sin Fader: "Nej, ikke således, Fader, thi
denne er den førstefødte; læg din højre Hånd på hans Hoved!"
19. Men hans Fader vægrede sig og sagde: "Jeg ved det, min Søn, jeg
ved det! Også han skal blive til et Folk, også han skal blive
stor; men hans yngre Broder skal blive større end han, og hans
Afkom skal blive en Mangfoldighed af Folkeslag!"
20. Således velsignede han dem på den Dag og sagde: "Med eder skal
Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse!" Og
han stillede Efraim foran Manasse.
21. Da sagde Israel til Josef: "Jeg skal snart dø, men Gud skal være
med eder og føre eder tilbage til eders Fædres Land.
22. Dig giver jeg ud over dine Brødre en Højderyg, som jeg har
fravristet Amonterne med mit Sværd og min Bue!"
1.Mosebog 49
1. Derpå kaldte Jakob sine Sønner til sig og sagde: "Saml eder, så
vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste
Dage:
2. Kom hid og hør, Jakobs Sønner, lyt til eders Fader Israel!
3. Ruben, du er min førstefødte, min Styrke og min Mandskrafts
første, ypperst i Højhed, ypperst i Kraft!
4. Du skummer over som Vandet, men du mister din Forret; thi du
besteg din Faders Leje.Skændigt handled du da han besteg mit
Leje!
5. Simeon og Levi, det Broder Par, Voldsredskaber er deres Våben.
6. I deres Råd giver min Sjæl ej Møde, i deres Forsamling tager min
Ære ej Del; thi i Vrede dræbte de Mænd, egenrådigt lamslog de
Okser.
7. Forbandet være deres Vrede, så vild den er, deres Hidsighed, så
voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i
Israel!
8. Juda, dig skal dine Brødre prise, din Hånd skal gribe dine
Fjender i Nakken, din Faders Sønner skal bøje sig for dig.
9. En Løveunge er Juda. Fra Rov stiger du op, min Søn! Han ligger
og strækker sig som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække
ham!
10. Ikke viger Kongespir fra Juda, ej Herskerstav fra hans Fødder,
til han, hvem den tilhører; kommer, ham skal Folkene lyde.
11. Han binder sit Æsel ved Vinstokken, ved Ranken Asenindens Fole,
tvætter i Vin sin Kjortel, sin Kappe i Drueblod,
12. med Øjnene dunkle af Vin og Tænderne hvide af Mælk!
13. Zebulon har hjemme ved Havets Byst, han bor ved Skibenes Kyst,
hans Side er vendt mod Zidon.
14. Issakar, det knoglede Æsel, der strækker sig mellem Foldene,
15. fandt Hvilen sød og Landet lifligt; derfor bøjed han Ryg under
Byrden og blev en ufri Træl.
16. Dan dømmer sit Folk så godt som nogen Israels Stamme.
17. Dan blive en Slange ved Vejen, en Giftsnog ved Stien, som bider
Hesten i Hælen,så Rytteren styrter bagover!
18. På din Frelse bier jeg, HERRE!
19. Gad, på ham gør Krigerskarer Indhug, men han gør Indhug i Hælene
på dem.
20. Aser, hans Føde er fed, Lækkerier for Konger har han at give.
21. Naftali er en løssluppen Hind, han fremfører yndig Tale.
22. Et yppigt Vintræ er Josef, et yppigt Vintræ ved Kilden, Ranker
slynger sig over Muren.
23. Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør Angreb på ham,
24. men hans Bue er stærk, hans Hænders Arme rappe; det kommer fra
Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe,
25. fra din Faders Gud han hjælpe dig!Og Gud den Almægtige, han
velsigne dig med Himmelens Velsignelser oventil og Dybets
Velsignelser nedentil, med Brysters og Moderlivs Velsignelser!
26. Din Faders Velsignelser overgår de ældgamle Bjerges
Velsignelser, de evige Højes Herlighed. Måtte de komme over
Josefs Hoved, over Issen på Fyrsten blandt Brødre!
27. Benjamin, den rovlystne Ulv, om Morgenen æder han Rov, om
Aftenen deler han Bytte!"
28. Alle disse er Israels Stammer, tolv i Tal, og det var, hvad
deres Fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af
dem gav han sin særlige Velsignelse.
29. Og han sagde til dem som sin sidste Vilje: "Nu samles jeg til
mit Folk; jord mig da hos mine Fædre i Hulen på Hetiten Efrons
Mark.
30. i Hulen på Makpelas Mark over for Mamre i Kana'ans Land. den
Mark, som Abraham købte af Hetiten Efron til Gravsted,
31. hvor de jordede Abraham og hans Hustru Sara, hvor de jordede
Isak og hans Hustru Rebekka, og hvor jeg jordede Lea.
32. Marken og Hulen derpå blev købt af Hetiterne."
33. Dermed havde Jakob givet sine Sønner sin Vilje til Kende, og han
strakte sine Fødder ud på Lejet. udåndede og samledes til sin
Slægt.
1.Mosebog 50
1. Da kastede Josef sig over sin Faders Ansigt, græd og kyssede
ham;
2. og Josef befalede de lægekyndige blandt sine Tjenere at
balsamere hans Fader, og Lægerne balsamerede Israel.
3. Dermed gik fyrretyve Dage, thi så lang Tid tager Balsameringen:
og Ægypterne begræd ham i halvfjerdsindstyve Dage.
4. Da Grædetiden var omme, sagde Josef til Faraos Husfolk: "Hvis I
har Godhed for mig, så sig på mine Vegne til Farao:
5. Min Fader tog mig i Ed, idet han sagde: Når jeg er død, så jord
mig i den Grav, jeg lod mig grave i Kana'ans Land! Lad mig
derfor drage op og jorde min Fader og så vende tilbage hertil!"
6. Da sagde Farao: "Drag kun op og jord din Fader, som han har
ladet dig sværge."
7. Så drog Josef op for at jorde sin Fader, og med ham drog alle
Faraos Tjenere, de ypperste i hans Hus og de ypperste i Ægypten,
8. hele Josefs Hus og hans Brødre og hans Faders Hus, kun deres
Kvinder og Børn, Småkvæg og Hornkvæg lod de blive tilbage i
Gosen;
9. og med ham fulgte både Stridsvogne og Ryttere, så det blev en
overmåde stor Karavane.
10. Da de kom til Gorenhåtad hinsides Jordan, holdt de der en
overmåde stor og højtidelig Dødeklage, og han fejrede Sørgefest
for sin Fader i syv Dage.
11. Men da Landets Indbyggere, Kana'anæerne, så denne Sørgefest i
Gorenhåtad, sagde de: "Ægypterne holder en højtidelig
Sørgefest." Derfor gav man det Navnet Abel Mizrajim; det ligger
hinsides Jordan.
12. Og hans Sønner gjorde, som han havde pålagt dem;
13. hans Sønner førte ham til Kana'ans Land og jordede ham i Hulen
på Makpelas Mark, den Mark, som Abraham havde købt til Gravsted
af Hetiten Efron over for Mamre.
14. Efter at have jordet sin Fader vendte Josef tilbage til Ægypten
med sine Brødre og alle dem, der var draget op med ham til hans
Faders Jordefærd.
15. Da Josefs Brødre så, at deres Fader var død, sagde de: "Blot nu
ikke Josef vil vise sig fjendsk mod os og gengælde os alt det
onde, vi har gjort ham!"
16. Derfor sendte de Bud til Josef og sagde: "Din Fader pålagde os
før sin Død
17. at sige til Josef: Tilgiv dog dine Brødres Brøde og Synd, thi de
har gjort ondt imod dig! Så tilgiv nu din Faders Guds Tjenere
deres Brøde!" Da græd Josef over deres Ord til ham.
18. Siden kom hans Brødre selv og faldt ham til Fode og sagde: "Se,
vi vil være dine Trælle!"
19. Da sagde Josef til dem: "Frygt ikke, er jeg vel i Guds Sted?
20. I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode
for at gøre, hvad nu er sket, og holde mange Folk i Live;
21. frygt ikke, jeg vil sørge for eder og eders Kvinder og Børn!"
Således trøstede han dem og satte Mod i dem.
22. Josef blev nu i Ægypten, både han og hans Faders Hus, og Josef
blev 110 År gammel.
23. Josef så Børn i tredje Led af Efraim; også Børn af Manasses Søn
Makir fødtes på Josefs Knæ.
24. Derpå sagde Josef til sine Brødre: "Jeg dør snart, men Gud vil
se til eder og føre eder fra Landet her til det Land, han
tilsvor Abraham, Isak og Jakob."
25. Og Josef tog Israels Sønner i Ed og sagde: "Når Gud ser til
eder, skal I føre mine Ben bort herfra!"
26. Josef døde 110 År gammel, og man balsamerede ham og lagde ham i
Kiste i Ægypten.
2.Mosebog
2.Mosebog 1
1. Dette er Navnene på Israels Sønner, der sammen med Jakob kom til
Ægypten med deres Familier:
2. Ruben, Simeon, Levi og Juda,
3. Issakar, Zebulon og Benjamin,
4. Dan og Naftali, Gad og Aser.
5. Jakobs Efterkommere udgjorde i alt halvfjerdsindstyve, men Josef
var i Ægypten.
6. Imidlertid døde Josef og alle hans Brødre og hele dette
Slægtled.
7. Men Israeliterne var frugtbare og formerede sig, og de blev
mange og overmåde talrige, så at Landet blev fuldt af dem.
8. Da kom der en ny Konge over Ægypten, som ikke vidste noget om
Josef;
9. og han sagde til sit Folk: "Se, Israels Folk bliver talrigere og
stærkere end vi.
10. Velan, lad os gå klogt til Værks imod dem, for at de ikke skal
blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i Krig, at
de går over til vore Modstandere og kæmper mod os og til sidst
forlader Landet!"
11. Så satte man Fogeder over dem til at plage dem med
Trællearbejde, og de måtte bygge Forrådsbyer for Farao: Pitom og
Ra'amses.
12. Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere
bredte de sig, så Ægypterne fik Rædsel for Israeliterne.
13. Og Ægypterne tvang Israeliterne til Trællearbejde
14. og gjorde dem Livet bittert ved hårdt Arbejde med Ler og Tegl og
alle Hånde Markarbejde, ved alt det Arbejde, de tvang dem til at
udføre for sig.
15. Ægypterkongen sagde da til Hebræerkvindernes Jordemødre, af
hvilke den ene hed Sjifra, den anden Pua:
16. "Når I forløser Hebræerkvinderne, skal I se godt efter ved
Fødselen, og er det et Drengebarn, tag så Livet af det, men er
det et Pigebarn, lad det så leve!"
17. Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke, som Ægypterkongen
havde befalet dem, men lod Drengebørnene leve.
18. Da lod Ægypterkongen Jordemødrene kalde og sagde til dem:
"Hvorfor har I båret eder således ad og ladet Drengebørnene
leve?"
19. Men Jordemødrene svarede Farao: "Hebræerkvinderne er ikke som de
Ægyptiske Kvinder, de har let ved at føde; inden Jordemoderen
kommer til dem, har de allerede født!"
20. Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og
såre talrigt;
21. og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham.
22. Da udstedte Farao den Befaling til hele sit Folk: "Alle
Drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men Pigebørnene
skal I lade leve!"
2.Mosebog 2
1. Og en Mand af Levis Hus gik hen og tog en Levi Datter til Ægte,
2. og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn. Da hun så, at det
var en dejlig Dreng, skjulte hun ham i tre Måneder;
3. og da hun ikke længer kunde holde ham skjult, tog hun en Kiste
af Papyrusrør, tættede den med Jordbeg og Tjære, lagde drengen i
den og satte den hen mellem Sivene ved Nilens Bred.
4. Og hans Søster stillede sig noget derfra for at se, hvad der
vilde ske med ham.
5. Da kom Faraos Datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik
hendes Jomfruer ved Flodens Bred. Så fik hun Øje på Kisten
mellem Sivene og sendte sin Pige hen for at hente den.
6. Og da hun åbnede den, så hun Barnet, og se, det var et
Drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: "Det må
være et af Hebræernes Drengebørn!"
7. Hans Søster sagde nu til Faraos Datter: "Skal jeg gå hen og
hente dig en Amme blandt Hebræerkvinderne til at amme Barnet for
dig?"
8. Faraos Datter svarede hende: "Ja, gør det!" Så gik Pigen hen og
hentede Barnets Moder.
9. Og Faraos Datter sagde til hende: "Tag dette Barn med dig og am
ham for mig, jeg skal nok give dig din Løn derfor!" Og Kvinden
tog Barnet og ammede ham.
10. Men da Drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos
Datter, og denne antog ham som sin Søn og gav ham Navnet Moses;
"thi," sagde hun, "jeg har trukket ham op af Vandet."
11. På den Tid gik Moses, som imidlertid var blevet voksen, ud til
sine Landsmænd og så på deres Trællearbejde. Og han så en
Ægypter slå en Hebræer, en af hans Landsmænd, ihjel.
12. Da så han sig om til alle Sider, og efter at have forvisset sig
om, at der ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og
gravede ham ned i Sandet.
13. Da han den næste Dag igen gik derud, så han to Hebræere i
Slagsmål med hinanden. Da sagde han til ham, der havde Uret:
"Hvorfor slår du din Landsmand?"
14. Han svarede: "Hvem har sat dig til Herre og Dommer over os? Vil
du måske slå mig ihjel, ligesom du slog Ægypteren ihjel?" Og
Moses blev bange og tænkte: "Så er det dog blevet bekendt!"
15. Da Farao fik Nys derom, søgte han at komme Moses til Livs, men
Moses flygtede for Farao og tyede til Midjans Land, og der satte
han sig ved en Brønd.
16. Præsten i Midjan havde syv Døtre; de kom nu hen og øste Vand og
fyldte Trugene for at vande deres Faders Småkvæg.
17. Da kom Hyrderne og vilde jage dem bort, men Moses stod op og
hjalp dem og vandede deres Småkvæg.
18. Da de nu kom hjem til deres Fader Reuel, sagde han: "Hvorfor
kommer I så tidligt hjem i Dag?"
19. De svarede: "Der var en Ægypter, som hjalp os over for Hyrderne,
ja han øste også Vand for os og vandede Småkvæget."
20. Da sagde han til sine Døtre: "Hvor er han da? Hvorfor har I
ladet Manden blive derude? Byd ham ind, at han kan få noget at
spise!"
21. Så bestemte Moses sig til at tage Ophold hos Manden, og han gav
Moses sin Datter Zippora til Ægte,
22. og hun fødte en Søn, som han kaldte Gersom; "thi," sagde han,
"jeg er blevet Gæst i et fremmed Land."
23. Således gik der lang Tid hen, og imidlertid døde
Ægypterkongen. Men Israeliterne stønnede og klagede under deres
Trældom, og deres Skrig over Trældommen nåede op til Gud.
24. Da hørte Gud deres Jamren, og Gud ihukom sin Pagt med Abraham,
Isak og Jakob,
25. og Gud så til Israeliterne, og Gud kendtes ved dem.
2.Mosebog 3
1. Moses vogtede nu Småkvæget for sin Svigerfader Jetro, Præsten i
Midjan,og drev engang Småkvæget hen hinsides Ørkenen og kom til
Guds Bjerg Horeb.
2. Da åbenbarede HERRENs Engel sig for ham i en Ildslue, der slog
ud af en Tornebusk, og da han så nærmere til, se, da stod
Tornebusken i lys Lue, uden at den blev fortæret.
3. Da sagde Moses: "Lad mig gå hen og se på dette underfulde Skue,
hvorfor Tornebusken ikke brænder op."
4. Men da HERREN så, at han gik hen for at se derpå, råbte Gud til
ham fra Tornebusken: "Moses, Moses!" Og han svarede: "Se, her er
jeg!"
5. Da sagde han: "Kom ikke nærmere! Drag dine Sko af dine Fødder,
thi det Sted, du står på, er hellig Jord!"
6. Og han sagde: "Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og
Jakobs Gud." Da skjulte Moses sit Ansigt, thi han frygtede for
at skue Gud.
7. Derpå sagde HERREN: "Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten,
og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja,
jeg kender deres Lidelser;
8. og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens Hånd og føre
dem bort fra dette Land til et godt og vidtstrakt Land, til et
Land, der flyder med Mælk og Honning, til Kana'anæernes,
Hetiternes, Amoriternes, Perizzitemes, Hivviternes og
Jebusiternes Egn.
9. Se, nu er Israeliternes Klageskrig nået til mig, og jeg har også
set den Trængsel, Ægypterne har bragt over dem.
10. Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit Folk,
Israeliterne, ud af Ægypten!"
11. Men Moses sagde til Gud: "Hvem er jeg, at jeg skulde kunne gå
til Farao og føre Israeliterne ud af Ægypten?"
12. Han svarede: "Jo, jeg vil være med dig! Og dette skal være dig
Tegnet på, at det er mig, der har sendt dig: Når du har ført
Folket ud af Ægypten, skal I dyrke Gud på dette Bjerg!"
13. Men Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til Israeliterne og
siger dem, at deres Fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal
jeg så svare dem, hvis de spørger om hans Navn7"
14. Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Således
skal du sige til Israeliterne: JEG ER har sendt mig til eder!"
15. Og Gud sagde fremdeles til Moses: "Således skal du sige til
Israeliterne: HERREN, eders Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud
og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit Navn til
evig Tid, og således skal jeg kaldes fra Slægt til Slægt.
16. Gå nu hen og kald Israels Ældste sammen og sig til dem: HERREN,
eders Fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret
sig for mig og sagt: Jeg har givet Agt på eder og på, hvad man
har gjort imod eder i Ægypten,
17. og jeg har sat mig for at føre eder ud af Ægyptens Elendighed
til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes,
Hivviternes og Jebusiternes Land, til et Land, der flyder med
Mælk og Honning!
18. De vil høre på dig, og du skal sammen med Israels Ældste gå til
Ægypterkongen, og I skal sige til ham: HERREN, Hebræernes Gud,
har mødt os, tillad os derfor at drage tre Dagsrejser ud i
Ørkenen og ofre til HERREN vor Gud!
19. Jeg ved vel, at Ægypterkongen ikke vil tillade eder at drage
bort uden med Magt;
20. men jeg skal udrække min Hånd og ramme Ægypten med alle mine
Undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give eder Lov
til at drage af Sted.
21. Og jeg vil stemme Ægypterne gunstigt mod dette Folk, så at I,
når I drager bort, ikke skal drage bort med tomme Hænder.
22. Enhver Kvinde skal bede sin Naboerske og de Kvinder, som er til
Huse hos hende, om Sølv og Guldsmykker og Klæder, og I skal give
eders Sønner og Døtre det på. Således skal I tage Bytte fra
Ægypterne."
2.Mosebog 4
1. Moses svarede; "Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men
siger, at HERREN ikke har åbenbaret sig for mig?"
2. Da sagde HERREN til ham: "Hvad har du der i din Hånd?" Han
svarede: "En Stav!"
3. Og han sagde: "Kast den til Jorden!" Da kastede han den til
Jorden, og den blev til en Slange, og Moses flyede for den.
4. Og HERREN sagde til Moses: "Ræk Hånden ud og grib den i Halen!"
Da rakte han sin Hånd ud, og den blev til en Stav i hans Hånd.
5. "For at de nemlig kan tro, at HERREN, deres Fædres Gud, Abrahams
Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for dig."
6. Og HERREN sagde fremdeles til ham: "Stik din Hånd ind på
Brystet!" Da stak han sin Hånd ind på Brystet, og da han trak
den ud, se, da var den hvid som Sne af Spedalskhed.
7. Derpå sagde han: "Stik atter Hånden ind på Brystet!" Så stak han
atter Hånden ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var
den igen som hans øvrige Legeme.
8. "Hvis de nu ikke tror dig og lader sig overbevise af det første
Tegn, så vil de tro det sidste;
9. men hvis de end ikke tror på disse to Tegn og hører på dig, tag
da Vand fra Nilen og hæld det ud på Jorden, så skal Vandet, som
du tager fra Nilen, blive til Blod på Jorden."
10. Men Moses sagde til HERREN: "Ak, Herre, jeg er ingen veltalende
Mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du
har talet til din Tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig
og tale for mig."
11. Da svarede HERREN ham: "Hvem har givet Mennesket Mund, og hvem
gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, HERREN?
12. Gå derfor kun, jeg vil være med din Mund og lære dig, hvad du
skal sige!"
13. Men han sagde: "Ak, Herre, send dog enhver anden end mig!"
14. Da blussede HERRENs Vrede op imod Moses, og han sagde: "Har du
ikke din Broder Aron, Leviten? Han, ved jeg, kan tale for sig.
Han er også allerede på Vej for at møde dig, og han vil glæde
sig i sit Hjerte, når han ser dig;
15. du skal tale til ham og lægge ham Ordene i Munden, så vil jeg
være med din og hans Mund og lære eder, hvad I skal gøre.
16. Han skal tale på dine Vegne til Folket; han skal være din Mund,
og du skal være som Gud for ham.
17. Tag nu i din Hånd denne Stav, som du skal gøre Tegnene med!"
18. Derefter vendte Moses tilbage til sin Svigerfader Jetro og sagde
til ham: "Lad mig vende tilbage til mine Landsmænd i Ægypten og
se, om de endnu er i Live!" Og Jetro svarede Mose's: "Drag bort
i Fred!"
19. Da sagde HERREN til Moses i Midjan: "Vend tilbage til Ægypten,
thi alle de Mænd, der stod dig efter Livet, er døde."
20. Så tog Moses sin Hustru og sin Søn og satte dem på sit Æsel og
vendte tilbage til Ægypten; og Moses tog Guds Stav i Hånden.
21. Men HERREN sagde til Moses: "Når du vender tilbage til Ægypten,
så mærk dig dette: Alle de Undergerninger, jeg giver dig Magt
til at udføre, skal du gøre for Farao; men jeg vil forhærde hans
Hjerte, så han ikke lader Folket rejse.
22. Og da skal du sige til Farao: Så siger HERREN: Israel er min
førstefødte Søn;
23. men da jeg sagde til dig: Lad min Søn rejse, for at han kan
dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din
førstefødte Søn!"
24. Men undervejs, i Natteherberget, kom HERREN imod ham og vilde
dræbe ham.
25. Da greb Zippora en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud og
berørte hans Blusel dermed, idet hun sagde: "Du er mig en
Blodbrudgom!"
26. Så lod han ham i Fred. Ved den Lejlighed brugte hun Ordet
"Blodbrudgom" med Hentydning til Omskærelsen.
27. Derpå sagde HERREN til Aron: "Gå Moses i Møde i Ørkenen!" Og han
gik ud og traf ham ved Guds Bjerg og kyssede ham.
28. Og Moses fortalte Aron om alt, hvad HERREN havde pålagt ham, og
om alle de Tegn, han havde befalet ham at gøre.
29. Derefter gik Moses og Aron den og kaldte alle Israeliternes
Ældste sammen;
30. og Aron fortalte alt, hvad HERREN havde sagt til Moses, og denne
gjorde Tegnene i Folkets Påsyn.
31. Da troede Folket, og da de hørte, at HERREN havde givet Agt på
Israeliterne og set til deres Elendighed, bøjede de sig og
tilbad.
2.Mosebog 5
1. Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: "Så siger
HERREN, Israels Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan holde
Højtid for mig i Ørkenen!"
2. Men Farao sagde: "Hvem er HERREN, at jeg skulde adlyde ham og
lade Israeliterne rejse? Jeg kender ikke noget til HERREN, og
jeg vil heller ikke lade Israeliterne rejse!"
3. De svarede: "Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage
tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN. vor Gud, for at
han ikke skal slå os med Pest eller Sværd!"
4. Men Ægypterkongen sagde til dem: "Hvorfor vil I, Moses og Aron,
forstyrre Folket i dets Arbejde? Gå til eders Trællearbejde!"
5. Og Farao sagde: "Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have
dem fri fra deres Trællearbejde!"
6. Samme Dag udstedte Farao følgende Befaling til Fogederne over
Folket og dets Opsynsmænd:
7. "I skal ikke mere som hidtil give Folket Halm til Teglarbejdet;
de skal selv gå ud og sanke Halm;
8. men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange Teglsten
som hidtil, I må ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og
derfor er det, de råber op og siger: Lad os drage ud og ofre til
vor Gud!
9. Strengt Arbejde skal de Mennesker have, for at de kan være
optaget deraf og ikke af Løgnetale."
10. Da gik Folkets Fogeder og Opsynsmænd ud og sagde til Folket:
"Således siger Farao: Jeg vil ikke mere give eder Halm;
11. gå selv ud og sank eder Halm, hvor I kan finde det, men i eders
Arbejde bliver der intet eftergivet!"
12. Da spredte Folket sig over hele Ægypten for at samle Halmstrå.
13. Men Fogederne trængte på og sagde: "I skal Dag for Dag yde fuldt
Arbejde, ligesom dengang I fik Halm!"
14. Og Israeliternes Opsynsmænd, som Faraos Fogeder havde sat over
dem, fik Prygl, og der blev sagt til dem: "Hvorfor stryger I
ikke mere det fastsatte Antal Teglsten ligesom før?"
15. Da gik Israeliternes Opsynsmænd hen og råbte til Farao: "Hvorfor
handler du således med din Fræne?
16. Dine Trælle får ingen Halm, og dog siger de til os: Lav
Teglsten! Og dine Trælle får Prygl; du forsynder dig mod dit
Folk."
17. Men han svarede: "I er dovne, det er det, I er! Derfor siger I:
Lad os rejse ud og ofre til HERREN!
18. Gå nu hen og tag fat på eders Arbejde; I får ingen Halm, men I
skal levere det samme Antal Teglsten!"
19. Israeliternes Opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle
sige: "Der må intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af
Teglsten!"
20. Og da de ved deres Bortgang fra Farao traf Moses og Aron, som
stod og ventede på dem,
21. sagde de til dem: "HERREN se til eder og dømme eder, fordi I har
vakt Afsky mod os hos Farao og hans Tjenere og lagt dem et Sværd
i Hånden til at dræbe os med!"
22. Da vendte Moses sig igen til HERREN og sagde: "Herre, hvorfor
har du handlet ilde med dette Folk? Hvorfor har du udsendt mig?
23. Siden jeg har været hos Farao og talt i dit Navn, har han
handlet ilde med dette Folk, og frelst dit Folk har du ikke!"
6-1. Men HERREN svarede Moses: "Nu skal du få at se, hvad jeg vil
gøre ved Farao! Med Magt skal han blive tvunget til at lade dem
rejse, og med Magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af
sit Land!"
2.Mosebog 6
2. Gud talede til Moses og sagde til ham: "Jer er HERREN!
3. For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den
Almægtige, men under mit Navn HERREN gav jeg mig ikke til Kende
for dem.
4. Eftersom jeg har oprettet min Pagt med dem om at skænke dem
Kana'ans Land, deres Udlændigheds Land, hvor de levede som
fremmede,
5. har jeg nu hørt Israeliternes Klageråb over, at Ægypterne holder
dem i Trældon, og jeg er kommet min Pagt i Hu.
6. Derfor skal du sige til Israeliterne: Jeg er HERREN, og jeg vil
udfri eder fra det Trællearbejde, Ægypterne har pålagt eder, og
frelse eder fra deres Trældom og udløse eder med udrakt Arm og
med vældige Straffedomme;
7. og så vil jeg antage eder som mit Folk og være eders Gud, og I
skal kende, at jeg er HERREN eders Gud, som udfrier eder fra
Ægypternes Trællearbejde;
8. og jeg vil føre eder til det Land, jeg har svoret at ville
skænke Abraham, Isak og Jakob, og give eder det i Eje. Jeg er
HERREN!"
9. Moses kundgjorde nu dette for Israeliterne; men de hørte ikke på
Moses, dertil var deres Modløshed for stor og deres
Trællearbejde for hårdt
10. Da talede HERREN til Moses og sagde:
11. "Gå hen og sig til Farao, Ægyptens Konge, at han skal lade
Israeliterne drage ud af, sit Land!"
12. Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Israeliterne har ikke hørt på
mig, hvor skulde da Farao gøre det, tilmed da jeg er uomskåren
på Læberne?"
13. Da talede HERREN til Moses og Aron og sendte dem til Farao,
Ægyptens Konge, for at føre Israeliterne ud af Ægypten.
14. Følgende var Overhovederne for deres Fædrenehuse: Rubens,
Israels førstefødtes, Sønner var: Hanok, Pallu, Hezron og Harmi;
det er Rubens Slægter.
15. Simeons. Sønner var Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og
Kana'anæerkvindens Søn Sjaul; det er Simeons Slægter.
16. Følgende er Navnene på Levis Sønner efter deres Nedstamning:
Gerson, Kehat og Merari. Levis Levetid var 137 År.
17. Gersons Sønner var Libni og Sjimi efter deres Slægter.
18. Hehats Sønner var Amram, Jizhar, Hebon og Uzziel. Hehats Levetid
var 133 År.
19. Meraris Sønner var Mali og Musji. Det er Levis Slægter efter
deres Nedstamning.
20. Amram tog sin Faster Jokebed til Ægte; og hun fødte ham Aron og
Moses. Amrams Levetid var 137 År.
21. Jizhars Sønner var Hora, Nefeg og Zikri.
22. Uzziels Sønner var Misjael, Elzafan og Sitri.
23. Aron tog Amminadabs Datter, Nahasjons Søster Elisjeba til Ægte;
og hun fødte ham Nadab, Abibu, Eleazar og Itamar.
24. Koras Sønner var Assir, Elkana og Abiasaf; det er Koraiternes
Slægter.
25. Arons Søn Eleazar tog en at Putiels Døtre til Ægte; og hun fødte
ham Pinehas. Det er Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse
efter deres Slægter.
26. Det var Aron og Moses, som HERREN sagde til: "Før Israeliterne
ud af Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling!"
27. Det var dem, der talte til Farao, Ægyptens Konge, om at føre
Israeliterne ud af Ægypten, Moses og Aron.
28. Dengang HERREN talede til Moses i Ægypten,
29. talede HERREN til Moses således: "Jeg er HERREN! Forkynd Farao,
Ægyptens Konge, alt, hvad jeg siger dig!"
30. Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Se, jeg er uomskåren på
Læberne, hvorledes skulde da Farao ville høre på mig?"
2.Mosebog 7
1. Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg gør dig til Gud for Farao,
men din Broder Aron skal være din Profet.
2. Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din Broder
Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne
rejse ud af sit Land.
3. Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn
og Undere i Ægypten.
4. Farao skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min Hånd på
Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af
Ægypten med vældige Straffedomme;
5. og når jeg udrækker min Hånd mod Ægypten og fører Israeliterne
ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er HERREN."
6. Da gjorde Moses og Aron, som HERREN pålagde dem.
7. Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve År gammel, da
de talte til Farao.
8. Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
9. "Når Farao kræver et Under af eder, sig så til Aron: Tag din
Stav og kast den ned foran Farao, så skal den blive til en
Slange!"
10. Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som HERREN bød; og da
Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til
en Slange.
11. Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og
de, Ægyptens Koglere, gjorde også det samme ved Hjælp af deres
hemmelige Kunster;
12. de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons
Stav opslugte deres Stave.
13. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem,
således som HERREN havde sagt.
14. HERREN sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han
vægrer sig ved at lade Folket rejse.
15. Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til
Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der
forvandledes til en Slange, i Hånden
16. og sig til ham: HERREN, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med
det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen!
Men hidtil har du ikke adlydt.
17. Så siger HERREN: Deraf skal du kende, at jeg er HERREN: Se, jeg
slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og
det skal forvandles til Blod,
18. Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal
væmmes ved at drikke Vand fra Nilen."
19. Og HERREN sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk
din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme
og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der
skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar."
20. Og Moses og Aron gjorde, som HERREN bød; Moses løftede Staven og
slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt
Vandet i Nilen forvandledes til Blod;
21. Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde
drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten.
22. Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres
hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke
hørte på dem, således som HERREN havde sagt.
23. Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde
han sig på Sinde.
24. Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand,
thi de kunde ikke drikke Nilvandet.
25. Og således gik der syv Dage, efter at HERREN havde slået Nilen.
2.Mosebog 8
1. Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så
siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
2. Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg
plage hele dit Land med Frøer;
3. Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i
dit Hus og dit Sovekammer og på dit Leje og i dine Tjeneres og
dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge;
4. ja på dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne
kravle op."
5. Da sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Hånd med
Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og få Frøerne til
at kravle op over Ægypten!"
6. Og Aron rakte sin Hånd ud over Ægyptens Vande. Da kravlede
Frøerne op og fyldte Ægypten.
7. Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige
Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten.
8. Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå i Forbøn hos
HERREN, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, så vil
jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til HERREN."
9. Moses svarede Farao: "Du behøver kun at befale over mig! Til
hvilken Tid skal jeg gå i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit
Folk om at få Frøerne bort fra dig og dine Huse, så de kun
bliver tilbage i Nilen?"
10. Han svarede: "I Morgen!" Da sagde han: "Det skal ske, som du
siger, for at du kan kende, at der ingen er som HERREN vor Gud;
11. Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit
Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage."
12. Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses råbte til HERREN
om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao;
13. og HERREN gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i
Gårdene og på Markerne,
14. og man samlede dem sammen i Dynger, så Landet kom til at stinke
deraf.
15. Men da Farao så, at han havde fået Luft, forhærdede han sit
Hjerte og hørte ikke på dem, således som HERREN havde sagt.
16. Derpå sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Stav ud og
slå Støvet på Jorden med den, så skal det blive til Myg i hele
Ægypten!"
17. Og de gjorde således; Aron udrakte sin Hånd med Staven og slog
Støvet på Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr;
alt Støvet på Jorden blev til Myg i hele Ægypten.
18. Koglerne søgte nu også ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at
fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over
Mennesker og Dyr.
19. Da sagde Koglerne til Farao: "Det er Guds Finger!" Men Faraos
Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som
HERREN havde sagt.
20. Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for
Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Så
siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
21. Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser
over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes
Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor på;
22. men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre
en Undtagelse, så der ingen Bremser kommer, for at du kan kende,
at jeg HERREN er i Landet;
23. og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal
dette Tegn ske!"
24. Og HERREN gjorde således: Vældige Bremsesværme trængte ind i
Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet
hærgedes af Bremserne.
25. Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå hen og bring
eders Gud et Offer her i Landet!"
26. Men Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, thi til
HERREN vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en
Vederstyggelighed; og når vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad
der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os?
27. Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN vor
Gud, således som han har pålagt os!"
28. Farao sagde: "Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til HERREN
eders Gud i Ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå
i Forbøn for mig!"
29. Moses svarede: "Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i
Forbøn hos HERREN, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans
Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao så ikke igen narrer os
og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til HERREN!"
30. Derpå gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos HERREN.
31. Og HERREN gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra
Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke en eneste
tilbage.
32. Men Farao forhærdede også denne Gang sit Hjerte og lod ikke
Folket rejse.
2.Mosebog 9
1. Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så
siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan
dyrke mig!
2. Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med
at holde dem fast,
3. se, da skal HERRENs Hånd komme over dit Kvæg på Marken, over
Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Småkvæget med en
såre forfærdelig Pest.
4. Og HERREN skal sætte Skel mellem Israels Kvæget og Ægypterens
Kvæg, så der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører
Israeliterne."
5. Og HERREN satte en Tidsfrist, idet han sagde: "I Morgen skal
HERREN lade dette ske i Landet."
6. Den følgende Dag lod HERREN det så ske, og alt Ægypternes Kvæg
døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr.
7. Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes
Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke
Folket rejse.
8. Derpå sagde HERREN til Moses og Aron: "Tag begge eders Hænder
fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i
Faraos Påsyn!
9. Så skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til
Betændelse, der bryder ud i Bylder på Mennesker og Kvæg i hele
Ægypten!"
10. Da tog de Sod fra Smelteovnen og trådte frem for Farao, og Moses
kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i
Bylder på Mennesker og Kvæg.
11. Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses på Grund af
Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne såvel som alle de
andre Ægyptere.
12. Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke hørte på dem,
således som HERREN havde sagt til Moses.
13. Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for
Farao og sig til ham: Så siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit
Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
14. Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og
mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er
ingen som jeg på hele Jorden.
15. Thi ellers havde jeg nu udrakt min Hånd for at ramme dig og dit
Folk med Pest, så du blev udryddet fra Jordens Overflade;
16. dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min
Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt på hele Jorden.
17. Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det
rejse.
18. Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr
bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det
blev til og indtil nu.
19. Derfor må du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har på
Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig
på Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og
omkomme."
20. De blandt Faraos Tjenere, der frygtede HERRENs Ord, bragte nu
deres Trælle og Kvæg under Tag;
21. men de, der ikke lagde sig HERRENs Ord på Hjerte, lod deres
Trælle og Kvæg blive ude på Marken.
22. Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så
skal der falde Hagl i hele Ægypten på Mennesker og Dyr og på
alle Markens Urter i Ægypten!"
23. Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og HERREN sendte Torden
og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og HERREN lod Hagl falde over
Ægypten;
24. og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, så
voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten,
siden det blev befolket;
25. og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var på Marken,
både Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned,
og alle Markens Træer knækkede den;
26. kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.
27. Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: "Denne
Gang har jeg syndet; HERREN har Ret, og jeg og mit Folk har
Uret;
28. gå i Forbøn hos HERREN, at det nu må være nok med Guds Torden og
Haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive
længer!"
29. Moses svarede ham: "Så snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg
udbrede mine Hænder mod HERREN; så skal Tordenen høre op, og
Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden
tilhører HERREN."
30. Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud
HERREN."
31. Hørren og Byggen blev slået ned, thi Byggen stod i Aks, og
Hørren i Blomst;
32. derimod blev Hveden og Spelten ikke slået ned, thi de modnes
senere.
33. Da Moses var gået bort fra Farao og var kommet ud af Byen,
udbredte han sine Hænder mod HERREN, og da hørte Tordenen og
Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned.
34. Men da Farao så, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op,
fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede
deres Hjerte.
35. Faraos Hjerte blev forhærdet, så at han ikke lod Israeliterne
rejse, således som HERREN havde sagt ved Moses.
2.Mosebog 10
1. Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao! Thi jeg har
forhærdet hans og hans Tjeneres Hjerte, at jeg kan komme til at
gøre disse mine Tegn iblandt dem,
2. for at du må kunne fortælle din Søn og din Sønnesøn, hvorledes
jeg handlede med Ægypterne, og om de Tegn, jeg gjorde iblandt
dem; så skal I kende, at jeg er HERREN."
3. Da gik Moses og Aron til Farao og sagde til ham: "Så siger
HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe vil du vægre dig ved at
ydmyge dig for mig? Lad mit Folk rejse, at de kan dyrke mig!
4. Men hvis du vægrer dig ved at lade mit Folk rejse, se, da vil
jeg i Morgen sende Græshopper over dine Landemærker,
5. og de skal skjule Landets Overflade, så man ikke kan se Jorden,
og opæde Resten af det, som er blevet tilovers for eder efter
Haglen, og opæde alle eders Træer, som gror på Marken;
6. og de skal fylde dine Huse og alle dine Tjeneres og alle
Ægypternes Huse således, at hverken dine Fædre eller dine Fædres
Fædre nogen Sinde har oplevet Mage dertil, fra den Dag de kom
til Verden og indtil denne Dag!" Dermed vendte han sig bort og
forlod Farao.
7. Men Faraos Tjenere sagde til ham: "Hvor længe skal denne Mand
styrte os i Ulykke? Lad dog disse Mennesker rejse og lad dem
dyrke HERREN deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten går
til Grunde?"
8. Moses og Aron blev nu hentet tilbage til Farao, og han sagde til
dem: "Drag af Sted og dyrk HERREN eders Gud! Men hvem er det nu,
der vil af Sted?"
9. Moses svarede: "Med vore Børn og vore gamle vil vi drage af
Sted, med vore Sønner og vore Døtre, vort Småkvæg og vort
Hornkvæg vil vi drage af Sted, thi vi skal fejre HERRENs
Højtid."
10. Da sagde han til dem: "HERREN være med eder, om jeg lader eder
rejse sammen med eders Kvinder og Børn! Der ser man, at I har
ondt i Sinde!
11. Nej men I Mænd kan drage bort og dyrke HERREN; det var jo det, I
ønskede!" Derpå jog man dem bort fra Farao.
12. Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd ud over Ægypten og få
Græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde
alt, hvad der vokser i Landet, alt, hvad Haglen har levnet!"
13. Moses rakte da sin Stav ud over Ægypten, og HERREN lod en
Østenstorm blæse over Landet hele den Dag og den påfølgende Nat;
og da det blev Morgen, førte Østenstormen Græshopperne med sig.
14. Da kom Græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele
Ægyptens Område i uhyre Mængder; aldrig før havde der været så
mange Græshopper, og ingen Sinde mere skal der komme så mange.
15. Og de skjulte hele Jordens Overflade, så Jorden blev sort af
dem, og de opåd alt, hvad der voksede i Landet, og alle
Træfrugter, alt, hvad Haglen havde levnet, og der blev intet
grønt tilbage på Træerne eller på Markens Urter i hele Ægypten.
16. Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde:
"Jeg har syndet mod HERREN eders Gud og mod eder!
17. Men tilgiv mig nu min Synd denne ene Gang og gå i Forbøn hos
eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende Plage fra
mig!"
18. Da gik Moses bort fra Farao og bad til HERREN.
19. Og HERREN lod Vinden slå om til en voldsom Vestenvind, som tog
Græshopperne og drev dem ud i det røde Hav, så der ikke blev en
eneste Græshoppe tilbage i hele Ægyptens Område.
20. Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod
Israeliterne rejse.
21. Derpå sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så
skal der komme et Mørke over Ægypten, som man kan tage og føle
på!"
22. Da rakte Moses sin Hånd op mod Himmelen, og der kom et tykt
Mørke i hele Ægypten i tre Dage;
23. den ene kunde ikke se den anden, og ingen flyttede sig af Stedet
i tre Dage; men overalt, hvor Israeliterne boede, var det lyst.
24. Da lod Farao Moses kalde og sagde: "Drag hen og dyrk HERREN.
Dog skal eders Småkvæg og Hornkvæg blive tilbage, men eders
Kvinder og Børn må I tage med."
25. Men Moses sagde: "Du må også overlade os Slagtofre og Brændofre,
som vi kan bringe HERREN vor Gud;
26. også vore Hjorde må vi have med, ikke en Klov må blive tilbage,
thi dem har vi Brug for, når vi skal dyrke HERREN vor Gud, og vi
ved jo ikke,hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til
Stedet."
27. Da forhærdede HERREN Faraos Hjerte, så han nægtede at lade dem
rejse.
28. Og Farao sagde til ham: "Gå bort fra mig og vogt dig for at
komme mig for Øje mere; thi den Dag du kommer mig for Øje, er du
dødsens!"
29. Da sagde Moses: "Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig
for Øje!"
2.Mosebog 11
1. Derpå sagde HERREN til Moses: "Een Plage endnu vil jeg lade
komme over Farao og Ægypterne, og efter den skal han lade eder
rejse herfra; ja, når han lader eder rejse med alt, hvad I har,
skal han endog drive eder herfra!
2. Sig nu til Folket, at hver Mand skal bede sin Nabo, og hver
Kvinde sin Naboerske om Sølv og Guld smykker!"
3. Og HERREN stemte Ægypterne gunstigt imod Folket, og desuden var
den Mand Moses højt anset i Ægypten både hos Faraos Tjenere og
hos Folket.
4. Moses sagde: "Så siger HERREN: Ved Midnatstid vil jeg drage
igennem Ægypten,
5. og så skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den
førstefødte hos Farao, der skal arve hans Trone, til den
førstefødte hos Trælkvinden, der arbejder ved Håndkværnen, og
alt det førstefødte af Kvæget.
6. Da skal der i hele Ægypten lyde et Klageskrig så stort, at dets
Lige aldrig har været hørt og aldrig mere skal høres.
7. Men end ikke en Hund skal bjæffe ad nogen af Israeliterne,
hverken ad Folk eller Fæ for at du kan kende, at HERREN gør Skel
mellem Ægypterne og Israel.
8. Da skal alle dine Tjenere der komme ned til mig og kaste sig til
Jorden for mig og sige: Drag dog bort med alt det Folk, der
følger dig! Og så vil jeg drage bort !" Og han gik ud fra Farao
med fnysende Vrede.
9. Men HERREN sagde til Moses: "Farao skal ikke høre på eder, for
at mine Undergerninger kan blive talrige i Ægypten."
10. Og Moses og Aron gjorde alle disse Undergerninger i Faraos
Påsyn, men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod
Israeliterne drage ud af sit Land.
2.Mosebog 12
1. Derpå talede HERREN til Moses og Aron i Ægypten og sagde:
2. "Denne Måned skal hos eder være Begyndelsesmåneden, den skal hos
eder være den første af Årets Måneder.
3. Tal til hele Israels Menighed og sig: På den tiende Dag i denne
Måned skal hver Familiefader tage et Lam, et Lam for hver
Familie.
4. Og dersom en Familie er for lille til et Lam, skal han sammen
med sin nærmeste Nabo tage et Lam, svarende til Personernes
Antal; hvor mange der skal være om et Lam, skal I beregne efter.
hvad hver enkelt kan spise.
5. Det skal være et lydefrit, årgammelt Handyr, og I kan tage det
enten blandt Fårene eller Gederne.
6. I skal have det gående til den fjortende Dag i denne Måned, og
hele Israels Menigheds Forsamling skal slagte det ved Aftenstid.
7. Og de skal tage noget af Blodet og stryge det på de to
Dørstolper og Overliggeren i de Huse, hvor I spiser det.
8. I skal spise Kødet samme Nat, stegt over Ilden, og I skal spise
usyret Brød og bitre Urter dertil.
9. I må ikke spise noget deraf råt eller kogt i Vand, men kun stegt
over Ilden, og Hoved, Ben og Indmad må ikke være skilt fra.
10. I må intet levne deraf til næste Morgen, men hvad der bliver
tilovers deraf til næste Morgen, skal I brænde.
11. Og når I spiser det, skal I have Bælte om Lænden ,Sko på
Fødderne og Stav i Hånden, og I skal spise det i største Hast.
Det er Påske for HERREN.
12. I denne Nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslå alt det
førstefødte i Ægypten både blandt Folk og Fæ; og over alle
Ægyptens Guder vil jeg holde Dom. Jeg er HERREN!
13. Men for eder skal Blodet på Husene, hvor I er, tjene som Tegn,
og jeg vil se Blodet og gå eder forbi; intet ødelæggende Slag
skal ramme eder, når jeg slår Ægypten.
14. Denne Dag skal være eder en Mindedag, og I skal fejre den som en
Højtid for HERREN, Slægt efter Slægt; som en evig gyldig Ordning
skal I fejre den.
15. I syv Dage skal I spise usyret Brød. Straks den første Dag skal
I skaffe al Surdejg bort af eders Huse; thi hver den, som spiser
noget syret fra den første til den syvende Dag, det Menneske
skal udryddes af Israel.
16. På den første dag skal I holde Højtidsstævne og ligeledes på den
syvende Dag. Intet Arbejde må udføres på dem; kun det, enhver
behøver til Føde, det og intet andet må I tilberede.
17. I skal holde det usyrede Brøds Højtid, thi på denne selv samme
Dag førte jeg eders Hærskarer ud af Ægypten, derfor skal I
højtideligholde denne Dag i alle kommende Slægtled som en evig
gyldig Ordning.
18. På den fjortende Dag i den første Måned om Aftenen skal I spise
usyret Brød og vedblive dermed indtil Månedens en og tyvende Dag
om Aftenen.
19. I syv Dage må der ikke findes Surdejg i eders Huse, thi hver
den, som spiser noget syret, det Menneske skal udryddes af
Israels Menighed, de fremmede så vel som de indfødte i Landet.
20. I må ikke nyde noget som helst syret; hvor I end bor, skal I
spise usyret Brød."
21. Da kaldte Moses alle Israels Ældste sammen og sagde til dem: "Gå
ud og hent eder Småkvæg til eders Familier og slagt
Påskeofferet;
22. og tag eder Ysopkoste, dyp dem i Blodet i Fadet og stryg noget
deraf på Overliggeren og de to Dørstolper; og ingen af eder må
gå ud af sin Husdør før i Morgen.
23. Thi HERREN vil gå omkring og slå Ægypterne, og når han da ser
Blodet på Overliggeren og de to Dørstolper, vil han gå Døren
forbi og ikke give Ødelæggeren Adgang til eders Huse for at slå
eder.
24. Dette skal I varetage som en Anordning, der gælder for dig og
dine Børn til evig Tid.
25. Og når I kommer til det Land, HERREN vil give eder, således som
han har forjættet, så skal I overholde denne Skik.
26. Når da eders Børn spørger eder: Hvad betyder den Skik, I der
har?
27. så skal I svare: Det er Påskeoffer for HERREN, fordi han gik
Israeliternes Huse forbi i Ægypten, dengang han slog Ægypterne,
men lod vore Huse urørte!" Da bøjede Folket sig og tilbad.
28. Og Israeliterne gik hen og gjorde, som HERREN havde pålagt Moses
og Aron.
29. Men ved Midnatstid ihjelslog HERREN alle de førstefødte i
Ægypten lige fra Faraos førstefødte, der skulde arve hans Trone,
til den førstefødte hos Fangen, der sad i Fangehullet, og alt
det førstefødte af Kvæget.
30. Da stod Farao op om Natten tillige med alle sine Tjenere og alle
Ægypterne, og der lød et højt Klageskrig i Ægypten, thi der var
intet Hus, hvor der ikke fandtes en død.
31. Og han lod Moses og Aron kalde om Natten og sagde: "Bryd op og
drag bort fra mit Folk, I selv og alle Israeliterne, og drag ud
og dyrk HERREN, som I har forlangt.
32. Tag også eders Småkvæg og Hornkvæg med, som I har forlangt, og
drag bort; og bed også om Velsignelse for mig!"
33. Og Ægypterne trængte på Folket for at påskynde deres Afrejse fra
Landet, thi de sagde: "Vi mister alle Livet!"
34. Og , Folket tog deres Dejg med sig, før den var syret, og de bar
Dejtrugene på Skulderen, indsvøbte i deres Kapper.
35. Men Israeliterne havde gjort, som Moses havde sagt, og bedt
Ægypterne om Sølv og Guldsmykker og om Klæder;
36. og HERREN havde stemt Ægypterne gunstigt mod Folket, så de havde
givet dem, hvad de bad om. Således tog de Bytte fra Ægypterne.
37. Så brød Israeliterne op fra Rameses til Sukkot, henved 600.000
Mand til Fods foruden Kvinder og Børn.
38. Desuden fulgte en stor Hob sammenløbet Folk med og dertil
Småkvæg og Hornkvæg, en vældig Mængde Kvæg.
39. Og af den Dejg, de havde bragt med fra Ægypten, bagte de usyret
Brød; den var nemlig ikke syret, de var jo drevet ud af Ægypten
uden at få Tid til noget; de havde ikke engang tilberedt sig
Tæring til Rejsen.
40. Den Tid, Israeliterne havde boet i Ægypten, udgjorde 430 År.
41. Netop på den Dag da de 430 År var til Ende, drog alle HERRENs
Hærskarer ud af Ægypten.
42. En Vågenat var det for HERREN, i hvilken han vilde føre dem ud
af Ægypten. Den Nat er viet HERREN, en Vågenat for alle
Israeliterne, Slægt efter Slægt.
43. HERREN sagde til Moses og Aron: "Dette er Ordningen angående
Påskelammet: Ingen fremmed må spise deraf.
44. Men enhver Træl, der er købt for Penge, må spise deraf, såfremt
du har fået ham omskåret.
45. Ingen indvandret eller Daglejer må spise deraf.
46. Det skal spises i et og samme Hus, og intet af Kødet må bringes
ud af Huset; I må ikke sønderbryde dets Ben.
47. Hele Israels Menighed skal fejre Påsken.
48. Dersom en fremmed bor som Gæst hos dig og vil fejre Påske for
HERREN, da skal alle af Mandkøn hos ham omskæres; så må han være
med til at fejre den, og han skal være ligestillet med den
indfødte i Landet; men ingen uomskåren må spise deraf.
49. En og samme Lov skal gælde for den indfødte i Landet og for den
fremmede, der bor som Gæst hos eder."
50. Og Israeliterne gjorde, som HERREN havde pålagt Moses og Aron.
51. På denne selv samme Dag førte HERREN Israeliterne ud af Ægypten,
Hærskare for Hærskare.
2.Mosebog 13
1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
2. "Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der åbner
Moders Liv hos Israeliterne både af Mennesker og Kvæg; det skal
tilhøre mig!"
3. Og Moses sagde til Folket: "Kom denne Dag i Hu, på hvilken I
vandrer ud af Ægypten, af Trællehuset, thi med stærk Hånd førte
HERREN eder ud derfra! Og der må ikke spises syret Brød.
4. I Dag vandrer I ud, i Abib Måned.
5. Når nu HERREN fører dig til Kana'anæernes, Hetiternes,
Amoriternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, som han tilsvor
dine Fædre at ville give dig, et Land, der flyder med Mælk og
Honning, så skal du overholde denne Skik i denne Måned.
6. I syv Dage skal du spise usyret Brød, og på den syvende Dag skal
der være Højtid for HERREN.
7. I disse syv Dage skal der spises usyret Brød, og der må hverken
findes syret Brød eller Surdejg hos dig nogetsteds inden dine
Landemærker.
8. Og du skal på den Dag fortælle din Søn, at dette sker i
Anledning af, hvad HERREN gjorde for dig, da du vandrede ud af
Ægypten!
9. Det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke
på din Pande, for at HERRENs Lov må være i din Mund, thi med
stærk Hånd førte HERREN dig ud af Ægypten.
10. Og du skal holde dig denne Anordning efterrettelig til den
fastsatte Tid, År efter År.
11. Og når HERREN fører dig til Kana'anæernes Land, således som han
tilsvor dig og dine Fædre, og giver dig det,
12. da skal du overlade HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv; alt
det førstefødte, som falder efter dit Kvæg, for så vidt det er
et Handyr, skal tilhøre HERREN.
13. Men alt det førstefødte af Æslerne skal du udløse med et Stykke
Småkvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde dets
Hals; og alt det førstefødte af Mennesker blandt dine Sønner
skal du udløse.
14. Og når din Søn i Fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette?
skal du svare ham: Med stærk Hånd førte HERREN os ud af Ægypten,
af Trællehuset;
15. og fordi Farao gjorde sig hård og ikke vilde lade os drage bort,
ihjelslog HERREN alt det førstefødte i Ægypten både af Folk og
Fæ; derfor ofrer vi HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv, for
så vidt det er et Handyr, og alt det førstefødte blandt vore
Sønner udløser vi!
16. Og det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et
Erindringsmærke på din Pande, thi med stærk Hånd førte HERREN os
ud af Ægypten."
17. Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til
Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde:
"Folket kunde komme til at fortryde det, når de ser, der bliver
Krig, og vende tilbage til Ægypten."
18. Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i Retning af det
røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten.
19. Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels
Sønner i Ed og sagt: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben
med eder herfra!"
20. De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved Randen af
Ørkenen.
21. Men HERREN vandrede foran dem, om dagen i en Skystøtte for at
vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; så
kunde de rejse både Dag og Nat.
22. Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten
om Natten.
2.Mosebog 14
1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
2. "Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi
Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Bål Zefon skal I
lejre eder ved Havet.
3. Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i
Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde;
4. og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og
jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og
Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN!" Og de gjorde således.
5. Da det nu neldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede
Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: "Hvor kunde
vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!"
6. Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig;
7. han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne,
alle bemandede med Vognkæmpere.
8. Og HERREN forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte
efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en
stærk Hånds Værn.
9. Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og
øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde
slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba'al Zefon.
10. Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på
Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da
råbte Israeliterne til HERREN;
11. og de sagde til Moses: "Er det, fordi der ingen Grave var i
Ægypten, at du har fået os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det
dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten?
12. Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og
lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for
os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen."
13. Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal
I se HERRENs Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som
I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere.
14. HERREN skal stride for eder, men I skal tie!"
15. Da sagde HERREN til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til
Israeliterne, at de skal bryde op!
16. Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to
Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund.
17. Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem,
og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på
hans Vogne og Ryttere,
18. og Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN, når jeg forherliger
mig på Farao, hans Vogne og Ryttere."
19. Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik
bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og
stillede sig bag ved dem
20. og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det
blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste
Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten.
21. Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og HERREN drev Havet bort
med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde
Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig.
22. Da gik Israeliterne midt igennem Havet på tør Bund, medens
Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.
23. Og Ægypterne, alle Faraos Heste,Vogne og Ryttere, satte efter
dem og forfulgte dem midt ud i Havet.
24. Men ved Morgenvagtens Tid skuede HERREN fra Ild og Skystøtten
hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden;
25. og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem
frem. Da sagde Ægypterne: "Lad os flygte for Israel, thi HERREN
kæmper for dem imod Ægypten!"
26. Men HERREN sagde til Moses: "Ræk din Hånd ud over Havet, så skal
Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og Ryttere!"
27. Da rakte Moses sin Hånd ud over Havet; og Havet vendte tilbage
til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de
flygtende Ægyptere kom lige imod det, og HERREN drev Ægypterne
midt ud i Havet.
28. Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og Rytterne i
hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke
en eneste af dem blev tilbage.
29. Men Israeliterne var gået gennem Havet på tør Bund, medens
Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.
30. Og HERREN frelste på den dag Israel af Ægypternes Hånd, og
Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred.
31. Da så Israel den Stordåd, HERREN havde udført mod Ægypterne; og
Folket frygtede HERREN, og de troede på HERREN og på hans Tjener
Moses.
2.Mosebog 15
1. Ved den Lejlighed sang Moses og Israeliterne denne Sang for
HERREN: Jeg vil synge for HERREN, thi han er højt ophøjet, Hest
og Rytter styrted han i Havet!
2. HERREN er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til
Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og
jeg vil ophøje ham.
3. HERREN er en Krigshelt, HERREN er hans Navn!
4. Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste
Vognkæmpere drukned i det røde Hav,
5. Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet.
6. Din højre, HERRE, er herlig i Kraft, din højre, HERRE, knuser
Fjenden.
7. I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din
Harme løs, den fortærer dem som Strå.
8. Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en
Vold, Strømmene stivnede midt i Havet.
9. Fjenden tænkte: "Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler
Bytte, stiller mit Begær på dem; jeg drager mit Sværd, min Hånd
skal udrydde dem."
10. Du blæste med din Ånde, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de
vældige Vande.
11. Hvo er som du blandt Guder, HERRE, hvo er som du, herlig i
Hellighed, frygtelig i Stordåd, underfuld i dine Gerninger!
12. Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem.
13. Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i
din Vælde til din hellige Bolig.
14. Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk.
15Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af
Rædsel, Kana'ans Beboere tabte alle Modet.
16. Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de
målløse som Sten, til dit Folk var nået frem, o HERRE, til
Folket, du vandt dig, var nået frem. 17du førte dem frem og
planted dem i din Arvelods Bjerge, på det Sted du beredte dig
til Bolig, HERRE, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder
grundfæsted.
18. HERREN er Konge i al Evighed!
19. Thi da Faraos Heste med hans Vogne og Ryttere drog ud i Havet,
lod HERREN Havets Vande strømme tilbage over dem, medens
Israeliterne gik gennem Havet på tør Bund.
20. Da greb Profetinden Mirjam, Arons Søster, Pauken, og alle
Kvinderne fulgte hende med Pauker og Danse,
21. og Mirjam sang for: Syng for HERREN, thi han er højt ophøjet,
Hest og Rytter styrted han i Havet!
22. Derpå lod Moses Israel bryde op fra det røde Hav, og de drog ud
i Sjurs Ørken, og de vandrede tre Dage i Ørkenen uden at finde
Vand.
23. Så nåede de Mara, men de kunde ikke drikke Vandet for dets bitre
Smag, thi det var bittert; derfor kaldte man Stedet Mara.
24. Da knurrede Folket mod Moses og sagde: "Hvad skal vi drikke?"
25. Men han råbte til HERREN, og da viste HERREN ham en bestemt
Slags Træ; og da han kastede det i Vandet, blev Vandet
drikkeligt. Der gav han dem Bestemmelser om Lov og Ret, og der
satte han dem på Prøve.
26. Og han sagde: "Hvis du vil høre på HERREN din Guds Røst og gøre,
hvad der er ret i hans Øjne, og lytte til hans Bud og holde dig
alle hans Bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe
nogen af de Sygdomme over dig, som jeg bragte over Ægypterne,
men jeg HERREN er din Læge!"
27. Derpå kom de til Elim, hvor der var tolv Vandkilder og
halvfjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig ved Vandet der.
2.Mosebog 16
1. Så brød de op fra Elim, og hele Israeliternes Menighed kom til
Sins Ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende Dag
i den anden Måned efter deres Udvandring af Ægypten.
2. Men hele Israeliternes Menighed knurrede mod Moses og Aron i
Ørkenen,
3. og Israeliterne sagde til dem: "Var vi dog blot døde for HERRENs
Hånd i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os
mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade
hele denne Forsamling dø af Sult."
4. Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil lade Brød regne ned fra
Himmelen til eder, og Folket skal gå ud og hver Dag samle så
meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de
vil følge min Lov eller ej.
5. Og når de på den sjette Ugedag tilbereder, hvad de har bragt
hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre
Dage."
6. Og Moses og Aron sagde til alle Israeliterne: "I Aften skal I
kende, at det er HERREN, som har ført eder ud af Ægypten,
7. og i Morgen skal I skue HERRENs Herlighed, thi han har hørt
eders Knurren mod HERREN; thi hvad er vel vi, at I knurrer mod
os!"
8. Og Moses tilføjede: "Det skal ske, når HERREN i Aften giver eder
Kød at spise og i Morgen Brød at mætte eder med; thi HERREN har
hørt, hvorledes I knurrer mod ham; thi hvad er vi? Thi det er
ikke os, I knurrer imod, men HERREN."
9. Derpå sagde Moses til Aron: "Sig til hele Israeliternes
Menighed: Træd frem for HERRENs Åsyn, thi han har hørt eders
Knurren!"
10. Og da Aron sagde det til hele Israeliternes Menighed, vendte de
sig mod Ørkenen, og se, HERRENs Herlighed viste sig i Skyen.
11. Da talede HERREN til Moses og sagde:
12. "Jeg har hørt Israeliternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid
skal I få Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I få Brød at
mætte eder med, og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud."
13. Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i
et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om
Lejren,
14. og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint,
skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim på Jorden.
15. Da Israeliterne så det, spurgte de hverandre: "Hvad er det?"
Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: "Det
er det Brød, HERREN har givet eder til Føde!
16. Og således har HERREN påbudt: I skal samle deraf, enhver så
meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage
deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage
deraf til dem, der er i hans Telt!"
17. Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og
andre mindre;
18. og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke
for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde
samlet, hvad han behøvede til Føde.
19. Derpå sagde Moses til dem: "Ingen må gemme noget deraf til næste
Morgen!"
20. Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til
næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev
Moses vred på dem.
21. Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde
behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det.
22. På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to
Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde
det til Moses;
23. men han sagde til dem: "Det er netop, som HERREN har sagt. I
Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for HERREN. Bag, hvad I
vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne
til Side for at gemme det til i Morgen!"
24. De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet,
og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri.
25. Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det
Sabbat for HERREN; i Dag finder I intet ude på Marken.
26. I seks bage skal I samle det, men på den syvende Dag, på
Sabbaten, er der intet at finde."
27. Alligevel var der nogle blandt Folket, der gik ud på den syvende
Dag for at samle; men de fandt intet.
28. Da sagde HERREN til Moses: "Hvor længe vil I vægre eder ved at
holde mine Bud og Love?
29. Betænk dog, at HERREN har givet eder Sabbaten! Derfor giver han
eder på den sjette Dag Brød til to Dage. Enhver af eder skal
blive, hvor han er, og ingen må forlade sin Bolig på den syvende
Dag!"
30. Da hvilede Folket på den syvende Dag.
31. Men Israeliterne kaldte det Manna; det lignede hvide
Korianderfrø og smagte som Honningkager.
32. Moses sagde fremdeles: "Således har HERREN påbudt: En Omer fuld
deraf skal gemmes til eders Efterkommere, for at de kan se det
Brød, jeg gav eder at spise i Ørkenen, da jeg førte eder ud af
Ægypten!"
33. Og Moses sagde til Aron: "Tag en Krukke, kom en Omer Manna deri
og stil den foran HERRENs Åsyn for at gemmes til eders
Efterkommere!"
34. Og Aron gjorde, som HERREN havde pålagt Moses, og han stillede
den foran Vidnesbyrdet for at gemmes.
35. Og Israeliterne spiste Manna i fyrretyve År, indtil de kom til
beboede Egne; de spiste Manna, indtil de kom til Grænsen af
Kana'ans Land.
36. En Omer er Tiendedelen af en Efa.
2.Mosebog 17
1. Så brød hele Israels Menighed op fra Sins Ørken og drog fra
Lejrplads til Lejrplads efter HERRENs Bud. Men da de lejrede sig
i Refidim, havde Folket intet Vand at drikke.
2. Da kivedes Folket med Moses og sagde: "Skaf os Vand at drikke!"
Men Moses svarede dem: "Hvorfor kives I med mig, hvorfor frister
I HERREN?"
3. Og Folket tørstede der efter Vand og knurrede mod Moses og
sagde: "Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade
os og vore Børn og vore Hjorde dø af Tørst?"
4. Da råbte Moses til HERREN: "Hvad skal jeg gøre med dette Folk?
Det er ikke langt fra, at de vil stene mig."
5. Men HERREN sagde til Moses: "Træd frem for Folket med nogle af
Israels Ældste og tag den Stav, du slog Nilen med, i din Hånd og
kom så!
6. Se, jeg vil stå foran dig der på Klippen ved Horeb, og når du
slår på Klippen, skal der strømme Vand ud af den, så Folket kan
få noget at drikke." Det gjorde Moses så i Påsyn af Israels
Ældste.
7. Og han kaldte dette Sted Massa og Meriba, fordi Israeliterne der
havde kivedes og fristet HERREN ved at sige: "Er HERREN iblandt
os eller ej?"
8. Derefter kom Amalekiterne og angreb Israel i Refdim.
9. Da sagde Moses til Josua: "Udvælg dig Mænd og ryk i. Morgen ud
til Kamp mod Amalekiterne; jeg vil stille mig på Toppen af Højen
med Guds Stav i Hånden!"
10. Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud til Kamp mod
Amalekiterne. Men Moses, Aron og Hur gik op på Toppen af Højen.
11. Når nu Moses løftede Hænderne i Vejret, fik Israeliterne
Overtaget, men når han lod Hænderne synke, fik Amalekiterne
Overtaget.
12. Og da Moses's Hænder blev trætte, tog de en Sten og lagde under
ham; så satte han sig på den, og Aron og Hur støttede hans
Hænder, hver på sin Side; således var hans Hænder stadig løftede
til Solen gik ned,
13. og Josua huggede Amalekiterne og deres Krigsfolk ned med
Sværdet.
14. Da sagde HERREN til Moses: "Optegn dette i en Bog, for at det
kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette
Amalekiternes Minde under Himmelen!"
15. Derpå byggede Moses et Alter og kaldte det: "HERREN er mit
Banner!"
16. Og han sagde: "Der er en udrakt Hånd på HERRENs Trone! HERREN
har Krig med Amalek fra Slægt til Slægt!"
2.Mosebog 18
1. Da Jetro, Præsten i Midjan, Moses's Svigerfader, hørte om alt,
hvad Gud havde gjort for Moses og hans Folk Israel, hvorledes
HERREN havde ført Israel ud af Ægypten,
2. tog Jetro, Moses's Svigerfader, Zippora, Moses's Hustru, som han
havde sendt hjem,
3. tillige med hendes to Sønner. Af dem hed den ene Gersom; "thi",
havde han sagt, "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land";
4. og den anden hed Eliezer; "thi", havde han sagt, "min Faders Gud
har været min Hjælp og frelst mig fra Faraos Sværd!"
5. Og Jetro, Moses's Svigerfader, kom med hans Sønner og Hustru til
Moses i Ørkenen, hvor han havde slået Lejr ved Guds Bjerg,
6. og han lod Moses melde: "Jetro, din Svigerfader, kommer til dig
med din Hustru og hendes to Sønner!"
7. Da gik Moses sin Svigerfader i Møde, bøjede sig for ham og
kyssede ham; og da de havde hilst på hinanden, gik de ind i
Teltet.
8. Moses fortalte sin Svigerfader om alt, hvad HERREN havde gjort
ved Farao og Ægypten for Israels Skyld, og om alle de
Besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes
HERREN havde frelst dem.
9. Da glædede Jetro sig over alt det gode, HERREN havde gjort mod
Israel, idet han havde frelst dem af Ægypternes Hånd.
10. Og Jetro sagde: "Lovet være HERREN, som har frelst eder af
Ægypternes og Faraos. Hånd!"
11. Nu ved jeg, at HERREN er større end alle Guder, thi netop ved
det, de i deres Overmod foretog sig imod dem, frelste han Folket
af Ægypternes Hånd.
12. Derpå udtog Jetro, Moses's Svigerfader, Brændofre og Slagtofre
til Gud; og Aron og alle Israels Ældste kom for at holde Måltid
for Guds Åsyn med Moses's Svigerfader.
13. Næste Morgen tog Moses Sæde for at holde Ret for Folket, og
Folket stod omkring Moses fra Morgen til Aften.
14. Men da Moses's Svigerfader så alt det Arbejde, han havde med
Folket, sagde han: "Hvad er dog det for et Arbejde, du har med
Folket? Hvorfor sidder du alene til Doms, medens alt Folket står
omkring dig fra Morgen til Aften?"
15. Moses svarede sin Svigerfader: "Jo, Folket kommer til mig for at
rådspørge Gud;
16. når de har en Retssag, kommer de til mig, og jeg dømmer Parterne
imellem og kundgør dem Guds Anordninger og Love."
17. Da sagde Moses's Svigerfader til ham: "Det er ikke klogt, som du
bærer dig ad med det.
18. På den Måde bliver jo både du selv og Folket der omkring dig
ganske udmattet, thi det Arbejde er dig for anstrengende, du kan
ikke overkomme det alene.
19. Læg dig nu på Sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et Råd, og
Gud skal være med dig: Du skal. selv træde frem for Gud på
Folkets Vegne og forelægge Gud de forefaldende Sager;
20. og du skal indskærpe dem Anordningerne og Lovene og lære dem den
Vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre.
21. Men du skal af hele Folket udvælge dig dygtige Mænd, som frygter
Gud, Mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig Vinding, og
dem skal du sætte over dem som Forstandere, nogle over tusinde,
andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over
ti;
22. lad dem til Stadighed holde Ret for Folket. Alle vigtigere Sager
skal de forebringe dig, men alle mindre Sager skal de selv
afgøre. Let dig således Arbejdet og lad dem komme til at bære
Byrden med dig.
23. Dersom du handler således og Gud vil det så, kan du holde ud, og
alt Folket der kan gå tilfreds hjem."
24. Moses fulgte sin Svigerfaders Råd og gjorde alt, hvad han
foreslog.
25. Og Mose's udvalgte dygtige Mænd af hele Israel og gjorde dem til
Øverster over Folket, til Forstandere, nogle over tusinde, andre
over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti.
26. De holdt derpå til Stadighed Ret for Folket; de vanskelige Sager
forebragte de Moses, men alle mindre Sager afgjorde de selv.
27. Derpå tog Moses Afsked med sin Svigerfader, og denne begav sig
til sit Land.
2.Mosebog 19
1. I den tredje Måned efter Israeliternes Udvandring af Ægypten, på
denne Dag nåede de Sinaj Ørken.
2. De brød op fra Refdim og kom til Sinaj Ørken og slog Lejr i
Ørkenen. Der slog . Israel Lejr lige over for Bjerget,
3. men Moses steg op til Gud. Da råbte HERREN til ham fra Bjerget:
"Dette skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre for Israels Børn:
4. I har set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og hvorledes jeg bar
eder på Ørnevinger og bragte eder hid til mig.
5. Hvis I nu vil lyde min Røst og holde min Pagt, så skal I være
min Ejendom blandt alle Folkene, thi mig hører hele Jorden til,
6. og I skal blive mig et Kongerige af Præster og et helligt Folk!
Det er de Ord, du skal tale til Israels Børn !"
7. Da gik Moses hen og kaldte Folkets Ældste sammen og forelagde
dem alle disse Ord, som HERREN havde pålagt ham.
8. Og hele Folket svarede, alle som een: "Alt, hvad HERREN har
sagt, vil vi gøre!" Da bragte Moses HERREN Folkets Svar.
9. Derpå sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil komme til dig i en
tæt Sky, for at Folket kan høre, at jeg taler med dig, og for
stedse tro også på dig!" Og Moses kundgjorde HERREN Folkets
Svar.
10. Da sagde HERREN til Moses: "Gå til Folket og lad dem hellige sig
i Dag og i Morgen og tvætte deres Klæder
11. og holde sig rede til i Overmorgen, thi i Overmorgen vil HERREN
stige ned for alt Folkets Øjne på Sinaj Bjerg.
12. Og du skal rundt om spærre af for Folket og sige til dem: Vog
eder for at gå op på Bjerget, ja for blot at røre ved Yderkanten
deraf; enhver, der rører ved Bjerget, er dødsens!
13. Ingen Hånd må røre ved ham, han skal stenes eller skydes ned;
hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, skal det miste
Livet. Når Væderhornet lyder, skal de stige op på Bjerget."
14. Så steg Moses ned fra Bjerget til Folket og lod Folket hellige
sig, og de tvættede deres Klæder;
15. og han sagde til Folket: Hold eder rede til i Overmorgen, ingen
må komme en Kvinde nær!"
16. Da Morgenen gryede den tredje Dag, begyndte det at tordne og
lyne, og en tung Sky lagde sig over Bjerget, og der hørtes
vældige Stød i Horn. Da skælvede alt Folket i Lejren.
17. Så førte Moses Folket fra Lejren hen for Gud, og de stillede sig
neden for Bjerget.
18. Men hele Sinaj Bjerg hylledes i Røg, fordi HERREN steg ned derpå
i Ild, og Røgen stod i Vejret som Røg fra en Smelteovn; og hele
Folket skælvede så1e.
19. Og Stødene i Hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og
Gud svarede ham med høj Røst.
20. Og da HERREN var steget ned på Sinaj Bjerg, på Toppen af
Bjerget, kaldte han Moses op på Toppen af Bjerget, og Moses steg
derop.
21. Da sagde HERREN til Moses: "Stig ned og indskærp Folket, at de
ikke må trænge sig frem til HERREN for at se ham, at der ikke
skal ske et stort Mandefald iblandt dem.
22. Selv Præsterne, som ellers træder frem for HERREN, skal hellige
sig, for at ikke HERREN skal tynde ud i deres Rækker."
23. Da sagde Moses til HERREN: "Folket kan jo ikke stige op på Sinaj
Bjerg, thi du har selv indskærpet os at afspærre Bjerget og
hellige det."
24. Men HERREN sagde til ham: "Stig nu ned og kom atter herop sammen
med Aron; men Præsterne og Folket må ikke trænge sig frem for at
komme op til HERREN, at han ikke skal tynde ud i deres Rækker."
25. Da steg Moses ned til Folket og sagde det til dem.
2.Mosebog 20
1. Gud talede alle disse Ord og sagde:
2. Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af
Trællehuset.
3. Du må ikke have andre Guder end mig.
4. Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede
af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i
Vandet under Jorden;
5. du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en
nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres
Brøde på Børn af dem, som hader mig,
6. men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og
holder mine Bud!
7. Du må ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke
den ustraffet, der misbruger hans Navn!
8. Kom Hviledagen i Hu, så du holder den hellig!
9. I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning,
10. men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må
du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter,
din Træl eller Trælkvinde, dit Kvæg eller den fremmede inden
dine Porte.
11. Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen, Jorden og Havet med alt,
hvad der er i dem, og på den syvende Dag hvilede han; derfor har
HERREN velsignet Hviledagen og helliget den.
12. Ær din Fader og din Moder, for at du kan få et langt Liv i det
Land, HERREN din Gud vil give dig!
13. Du må ikke slå ihjel!
14. Du må ikke bedrive Hor!
15. Du må ikke stjæle!
16. Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste!
17. Du må ikke begære din Næstes Hus! Du må ikke begære din Næstes
Hustru, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel eller
noget, der hører din Næste til!
18. Men da hele Folket fornam Tordenen, Lynene og Stødene i Hornene
og så det rygende Bjerg forfærdedes Folket og holdt sig
skælvende i Frastand;
19. og de sagde til Moses: "Tal du med os, så vil vi lytte til; men
lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!"
20. Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke, thi Gud er kommet for at
prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke
synder."
21. Da holdt Folket sig i Frastand medens Moses nærmede sig Mulmet,
hvori Gud var.
22. HERREN sagde da til Moses: Således skal du sige til
Israeliterne: I har selv set, at jeg har talet med eder fra
Himmelen!
23. I må ikke gøre eder Guder ved Siden af mig; Guder af Sølv eller
Guld må I ikke gøre eder!
24. Du skal bygge mig et Alter af Jord, og på det skal du ofre dine
Brændofre og Takofre, dit Småkvæg og dit Hornkvæg; på ethvert
Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig og
velsigne dig.
25. Men hvis du opfører mig Altre af Sten, må du ikke bygge dem af
tilhugne Sten, thi når du svinger dit Værktøj derover,
vanhelliger du dem.
26. Du må ikke stige op til mit, Alter ad Trin, for at ikke din
Blusel skal blottes over det.
2.Mosebog 21
1. De Lovbud, du skal forelægge dem, er følgende:
2. Når du køber dig en hebræisk Træl, skal han trælle i seks År,
men i det syvende skal han frigives uden Vederlag.
3. Er han ugift, når han kommer til dig, skal han frigives alene;
er han gift, skal hans Hustru frigives sammen med ham.
4. Hvis hans Herre giver ham en Hustru og hun føder ham Sønner
eller Døtre, da skal Hustruen og hendes Børn tilhøre hendes
Herre, og Trællen frigives alene.
5. Hvis han imidlertid erklærer: "Jeg har fået Kærlighed til min
Herre, min Hustru og mine Børn, jeg vil ikke have min Frihed!"
6. da skal hans Herre føre ham hen til Gud og stille ham op ad
Døren eller Dørstolpen, og hans Herre skal gennembore hans Øre
med en Syl, og så skal han være hans Træl for Livstid.
7. Når en Mand sælger sin Datter som Trælkvinde, skal hun ikke
frigives som Trællene.
8. Dersom hun pådrager sig sin Herres Mishag, efter at han har haft
Omgang med hende, skal han tillade, at hun købes fri; han har
ikke Lov at sælge hende til fremmede Folk, når han har gjort
Uret imod hende;
9. hvis han derimod bestemmer, at hun skal være hans Søns Hustru,
skal han behandle hende, som det tilkommer Døtre.
10. Hvis han tager sig en anden, har han ikke Lov at forholde den
første den Kødspise, Klædning og ægteskabelige Ret, der
tilkommer hende.
11. Forholder han hende nogen af disse tre Ting, skal hun frigives
uden Vederlag og Betaling.
12. Den, der slår en Mand ihjel, skal lide Døden.
13. Gør han det imidlertid ikke med Forsæt, men styres hans Hånd af
Gud, vil jeg anvise dig et Sted, hvor han kan ty hen.
14. Når derimod en handler med Overlæg, så han med List slår sin
Næste ihjel, da skal du rive ham bort fra mit Alter, for at han
kan lide Døden.
15. Den, der slår sin Fader eller Moder, skal lide Døden.
16. Den, der stjæler et Menneske, skal lide Døden, hvad enten han
har solgt det, eller det endnu findes hos ham.
17. Den, der forbander sin Fader eller Moder, skal lide Døden.
18. Når der opstår Strid mellem Mænd, og den ene slår den anden med
en Sten eller med Næven, så at han vel ikke dør deraf, men dog
må holde Sengen,
19. så skal Gerningsmanden være sagesløs, hvis han kan stå op og gå
ud støttet til sin Stok; kun skal han godtgøre ham hans
Tidsspilde og sørge for hans Helbredelse.
20. Når en Mand slår sin Træl eller Trælkvinde med sin Stok, så de
dør på Stedet, skal han straffes derfor;
21. men hvis de bliver i Live en Dag eller to, skal han ikke
straffes; det er jo hans egne Penge.
22. Når Mænd kommer i Slagsmål og støder til en frugtsommelig
Kvinde, så hun nedkommer i Utide, men der ellers ingen Ulykke
sker, da skal han bøde, hvad Kvindens Mand pålægger ham, og give
Erstatning for det dødfødte Barn.
23. Men hvis der sker en Ulykke, skal du bøde Liv for Liv,
24. Øje for Øje, Tand for Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod,
25. Brandsår for Brandsår, Sår for Sår, Skramme for Skramme.
26. Når en Mand slår sin Træl eller sin Trælkvinde i Øjet og
ødelægger det, skal han give dem fri til Erstatning for Øjet;
27. og hvis han slår en Tand ud på sin Træl eller Trælkvinde, skal
han give dem fri til Erstatning for Tanden.
28. Når en Okse stanger en Mand eller Kvinde ihjel, skal Oksen
stenes, og dens Kød må ikke spises, men Ejeren er sagesløs;
29. men hvis Oksen allerede tidligere har villet stange, og dens
Ejer er advaret, men alligevel ikke passer på den, og den så
dræber en Mand eller Kvinde, da skal Oksen stenes, og dens Ejer
skal også lide Døden;
30. men hvis der pålægges ham Sonepenge, skal han betale så stor en
Løsesum for sit Liv, som der kræves af ham.
31. Også hvis den stanger en Dreng eller en Pige, skal han behandles
efter samme Lovbud.
32. Men hvis Oksen stanger en Træl eller Trælkvinde, skal han betale
deres Herre tredive Sekel Sølv, og Oksen skal stenes.
33. Når en Mand tager Dækket af en Cisterne eller graver en Cisterne
uden at dække den til, og en Okse eller et Æsel så falder deri,
34. da skal Brøndens Ejer erstatte det; han skal give Dyrets Ejer
Erstatning i Penge, men det døde Dyr skal tilfalde ham,
35. Når en Mands Okse stanger en andens Okse ihjel, skal de sælge
den levende Okse og dele Pengene, og ligeledes skal de dele det
døde dyr.
36. Men hvis det er vitterligt, at Oksen tidligere har villet
stange, og dens Ejer ikke har passet på den, da skal han
erstatte Okse med Okse, men det døde Dyr skal tilfalde ham.
2.Mosebog 22
1. Når en Mand stjæler en Okse eller et Får og slagter eller sælger
dem, skal han give fem Okser i Erstatning for Oksen og fire Får
for Fåret.
2. Hvis en Tyv gribes på fersk Gerning ved et natligt Indbrud og
bliver slået ihjel, da bliver der ikke Tale om Blodskyld;
3. men hvis Solen er stået op. pådrager man sig Blodskyld.
Erstatning skal han give, og ejer han intet, skal han sælges som
Træl til Vederlag for det stjålne;
4. hvis derimod det stjålne findes levende i hans Besiddelse, da
skal han give dobbelt Erstatning, hvad enten det er en Okse, et
Æsel, eller et Får.
5. Når en Mand afsvider en Mark eller en Vingård og lader Ilden
brede sig, så den antænder en andens Mark, da skal han give det
bedste af sin Mark eller Vingård i Erstatning;
6. men breder Ilden sig ved at tage fat i Tjørnekrat, og Kornneg
eller Sæd brænder, eller en Mark svides af, så skal den, der
antændte Ilden, give simpel Erstatning.
7. Når en Mand giver en anden Penge eller Sager i Varetægt, og de
stjæles fra hans Hus, da skal Tyven, hvis han findes, give
dobbelt Erstatning;
8. men hvis Tyven ikke findes, skal Husets Ejer træde frem for Gud
og sværge på, at han ikke har forgrebet sig på den andens Gods.
9. I alle Tilfælde hvor det drejer sig om Uredelighed med en Okse,
et Æsel, et Får, en Klædning eller en hvilken som helst
bortkommen Ting, hvorom der rejses Krav, skal de to Parters Sag
bringes frem for Gud, og den, som Gud dømmer skyldig, skal give
den anden dobbelt Erstatning.
10. Når en Mand giver en anden et Æsel, en Okse, et Får eller et
andet Stykke Kvæg i Varetægt, og Dyret dør, kommer til Skade
eller røves, uden at nogen ser det,
11. da skal han sværge ved HERREN på, at han ikke har forgrebet sig
på den andens Ejendom, og det skal være afgørende imellem dem;
Dyrets Ejer skal tage Eden god, og den anden behøver ikke at
give Erstatning.
12. Stjæles det derimod fra ham, skal han give Ejeren Erstatning.
13. Hvis det sønderrives, skal han bringe det sønderrevne Dyr med
som Bevis; det sønderrevne skal han ikke erstatte.
14. Når en låner et Dyr af en anden, og det kommer til Skade eller
dør, uden at Ejeren er til Stede, skal han give Erstatning;
15. er Ejeren derimod til Stede, skal han ikke give Erstatning; var
det lejet, er Lejesummen Erstatning.
16. Når en Mand forfører en Jomfru, der ikke er trolovet, og ligger
hos hende, skal han udrede Brudekøbesummen for hende og tage
hende til Hustru;
17. og hvis hendes Fader vægrer sig ved at give ham hende, skal han
tilveje ham den sædvanlige Brudekøbesum for en Jomfru.
18. En Troldkvinde må du ikke lade leve.
19. Enhver, der har Omgang med Kvæg, skal lide Døden.
20. Den, der ofrer til andre Guder end HERREN alene, skal der lægges
Band på.
21. Den fremmede må du ikke undertrykke eller forulempe, thi I var
selv fremmede i Ægypten.
22. Enken eller den faderløse må I aldrig mishandle;
23. hvis I mishandler dem, og de råber om Hjælp til mig, vil jeg
visselig høre på deres Klageråb,
24. og da vil min Vrede blusse op, og jeg vil slå eder ihjel med
Sværdet, så eders egne Hustruer bliver Enker og eders Børn
faderløse.
25. Når du låner Penge til en fattig Mand af mit Folk i dit Nabolag,
må du ikke optræde som en Ågerkarl over for ham. I må ikke tage
Renter af ham.
26. Hvis du tager din Næstes Kappe i Pant, skal du give ham den
tilbage inden Solnedgang;
27. thi den er det eneste, han har at dække sig med, det er den, han
hyller sit Legeme i; hvad skulde han,ellers ligge med? Og når
han råber til mig, vil jeg høre ham, thi jeg er barmhjertig.
28. Gud må du ikke spotte, og dit Folks Øvrighed må du ikke
forbande.
29. Din Lades Overflod og din Vinperses Saft må du ikke holde
tilbage. Den førstefødte af dine Sønner skal du give mig.
30. Ligeså skal du gøre med dit Hornkvæg og dit Småkvæg; i syv Dage
skal det blive hos Moderen, men på den ottende Dag skal I give
mig det.
31. I skal være mig hellige Mænd; Kød af sønderrevne Dyr må I ikke
spise, I skal kaste det for Hundene.
2.Mosebog 23
1. Du må ikke udsprede falske Rygter. Gør ikke fælles Sag med den,
der har Uret, ved at optræde som uretfærdigt Vidne.
2. Du må ikke følge Mængden i, hvad der er ondt, eller i dit
Vidnesbyrd for Retten tage Hensyn til Mængden, så du bøjer
Retten.
3. Du må ikke tage Parti for den ringe i hans Retssag.
4. Når du træffer din Fjendes Okse eller Æsel løbende løse, skal du
bringe dem tilbage til ham.
5. Når du ser din Uvens Æsel segne under sin Byrde, må du ikke lade
ham i Stikken, men du skal hjælpe ham med at læsse Byrden af.
6. Du må ikke bøje din fattige Landsmands Ret i hans Retssag.
7. Hold dig fra en uretfærdig Sag; og den, som er uskyldig og har
Ret. må du ikke berøve Livet; nej, du må ikke skaffe den Ret,
som har Uret.
8. Tag ikke mod Bestikkelse, thi Bestikkelse gør den seende blind
og fordrejer Sagen for dem, der har Ret.
9. Undertryk ikke den fremmede; I ved jo, hvorledes den fremmede er
til Mode, thi I,var selv fremmede i Ægypten.
10. Seks År igennem skal du tilså dit Land og indsamle dets Afgrøde;
11. men i det syvende skal du lade det hvile og ligge urørt, så at
de fattige i dit Folk kan gøre sig til gode dermed, og Markens
vilde Dyr kan æde, hvad de levner; ligeså skal du gøre med din
Vingård og dine Oliventræer.
12. I seks Dage skal du gøre dit Arbejde, men på den syvende skal du
hvile, for at dine Okser og Æsler kan få Hvile og din
Trælkvindes Søn og den fremmede hvile ud.
13. Hold eder alt, hvad jeg siger eder, efterrettelig; du må ikke
nævne andre Guders Navn, det må ikke høres i din Mund.
14. Tre Gange om Året skal du holde Højtid for mig.
15. Du skal fejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise
usyret Brød, som jeg har pålagt dig, på den fastsatte Tid i Abib
Måned, thi i den Måned vandrede du ud af Ægypten, Man må ikke
stedes for mit Åsyn med tomme Hænder.
16. Fremdeles skal du fejre Højtiden for Høsten, Førstegrøden af dit
Arbejde, af hvad du sår i din Mark, og Højtiden for Frugthøsten
ved Årets Udgang, når du har bjærget Udbyttet af dit Arbejde
hjem fra Marken.
17. Tre Gange om Året skal alle dine Mænd stedes for den Herre
HERRENs Åsyn.
18. Du må ikke ofre Blodet af mit Slagtoffer sammen med syret
Brød. Fedtet fra min Højtid må ikke gemmes til næste Morgen.
19. Du skal bringe det første, Førstegrøden af din Jord, til HERREN
din Guds Hus. Du må ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.
20. Se, jeg sender en Engel foran dig for at vogte dig undervejs og
føre dig til det Sted, jeg har beredt.
21. Tag dig vel i Vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig
imod ham, thi han skal ikke tilgive eders Overtrædelser, efterdi
mit Navn er i ham.
22. Når du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg være dine
Fjenders Fjende og dine Modstanderes Modstander,
23. Ja, min Engel skal drage foran dig og føre dig til Amoriterne,
Hetiterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hivviterne og
Jebusiterne, og jeg vil udrydde dem.
24. Du må ikke tilbede eller dyrke deres Guder eller følge deres
Skikke; men du skal nedbryde dem og sønderslå deres Stenstøtter.
25. I skal dyrke HERREN eders Gud, så vil jeg velsigne dit Brød og
dit Vand og holde Sygdomme borte fra dig.
26. Utidige Fødsler eller Ufrugtbarhed skal ikke forekomme i dit
Land, og dine Dages Mål vil jeg gøre fuldt.
27. Jeg vil sende min Rædsel foran dig og bringe Bestyrtelse over
alle de Folk, du kommer til, og jeg vil drive alle dine Fjender
på Flugt for dig.
28. Jeg vil sende Gedehamse foran dig, og de skal drive Hivviterne,
Kana'anæerne og Hetiterne bort foran dig.
29. Men jeg vil ikke drive dem bort foran dig i et og samme År, for
at Landet ikke skal lægges øde, og for at Markens vilde Dyr ikke
skal tage Overhånd for dig;
30. lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil du
bliver så talrig, at du kan tage Landet i Besiddelse.
31. Jeg vil lade dine Landemærker nå fra det røde Hav til
Filisternes Hav, fra Ørkenen til Floden, thi jeg giver Landets
Indbyggere i eders Hånd, så du kan drive dem bort foran dig.
32. Du må ikke slutte Pagt med dem eller deres Guder.
33. De må ikke blive boende i dit Land, for at de ikke skal forlede
dig til Synd imod mig, til at dyrke deres Guder, så det bliver
dig til en Snare!
2.Mosebog 24
1. Og han sagde til Moses: "Stig op til HERREN, du og Aron, Nadab
og Abih og halvfjerdsindstyve af Israels Ældste, og tilbed i
Frastand;
2. Moses alene skal træde hen til HERREN, de andre ikke, og det
øvrige Folk må ikke følge med ham derop."
3. Derpå kom Moses og kundgjorde hele Folket alle HERRENs Ord og
alle Lovbudene, og hele Folket svarede enstemmigt: "Alle de Ord,
HERREN har talet, vil vi overholde."
4. Da skrev Moses alle HERRENs Ord op; og tidligt næste Morgen
rejste han ved Foden af Bjerget et Alter og tolv Stenstøtter
svarende til Israels tolv Stammer.
5. Derefter sendte han de unge Mænd blandt Israeliterne hen for at
bringe Brændofre og slagte unge Tyre som Takofre til HERREN.
6. Og Moses tog den ene Halvdel af Blodet og gød det i
Offerskålene, men den anden Halvdel sprængte han på Alteret.
7. Så tog han Pagtsbogen og læste den op i Folkets Påhør, og de
sagde: "Vi vil gøre alt, hvad HERREN har talet, og lyde ham!"
8. Derpå tog Moses Blodet og sprængte det på Folket, idet han
sagde: "Se, dette er Pagtens Blod, den Pagt, HERREN har sluttet
med eder på Grundlag af alle disse Ord."
9. Og Moses, Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels
Ældste steg op
10. og skuede Israels Gud; under hans Fødder var der ligesom
Safirfliser, som selve Himmelen i Stråleglans.
11. Men han lagde ikke Hånd på Israeliternes ypperste Mænd. De
skuede Gud, og de spiste og drak.
12. Og HERREN sagde til Moses: "Stig op til mig på Bjerget og bliv
der, så vil jeg give dig Stentavlerne, Loven og Budet, som jeg
har opskrevet til Vejledning for dem."
13. Da bød Moses og Josua, hans Medhjælper op, og Moses steg op på
Guds Bjerg;
14. men til de Ældste sagde han: "Vent på os her, til vi kommer
tilbage til eder. Se, Aron og Hur er hos eder; er der nogen, der
har en Retstrætte, kan han henvende sig til dem!"
15. Derpå steg Moses op på Bjerget. Da indhyllede Skyen Bjerget,
16. og HERRENs Herlighed nedlod sig på Sinaj Bjerg. Og Skyen
indhyllede Sinaj Bjerg i seks Dage, men den syvende Dag råbte
HERREN ud fra Skyen til Moses;
17. og medens HERRENs Herlighed viste sig for Israeliternes Øjne som
en fortærende Ild på Bjergets Top,
18. gik Moses ind i Skyen og steg op på Bjerget. Og Moses blev på
Bjerget i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
2.Mosebog 25
1. HERREN talede til Moses og sagde:
2. Sig til Israeliterne, at de skal bringe mig en Offerydelse; af
enhver, som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal I
tage min Offerydelse.
3. Og Offerydelsen, som I skal tage af dem, skal bestå af Guld,
Sølv, Kobber,
4. violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår,
5. rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ,
6. Olie til Lysestagen, vellugtende Stoffer til Salveolien og
Aøgelsen,
7. Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning på Efoden og
Brystskjoldet.
8. Og du skal indrette mig en Helligdom, for at jeg kan bo midt
iblandt dem.
9. Du skal indrette Boligen og alt dens Tilbehør nøje efter det
Forbillede, jeg vil vise dig.
10. Du skal lave en Ark af Akacietræ, halvtredje Alen lang,
halvanden Alen bred og halvanden Alen høj,
11. og overtrække den med pu1t Guld; indvendig og udvendig skal du
overtrække den og sætte en gylden Krans rundt om den;
12. og du skal støbe fire Guldringe til den og sætte dem på dens
fire Fødder, to Ringe på hver Side at den.
13. Så skal du lave Bærestænger af Akacietræ og overtrække dem med
Guld,
14. og du skal stikke Stængerne gennem Ringene på Arkens Sider, for
at den kan bæres med dem;
15. Stængerne skal blive i Ringene, de må ikke tages ud.
16. Og i Arken skal du nedlægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig.
17. Så skal du lave et Sonedække af purt Guld, halvtredje Alen langt
og halvanden Alen bredt;
18. og du skal lave to Keruber af Guld, i drevet Arbejde skal du
lave dem, ved begge Ender af Sonedækket.
19. Den ene Kerub skal du anbringe ved den ene Ende, den anden Kerub
ved den anden; du skal lave Keruberne således, at de er i eet
med Sonedækket ved begge Ender.
20. Og Keruberne skal brede deres Vinger i Vejret, således at de
dækker over Sonedækket med deres Vinger, og de skal vende
Ansigtet mod hinanden; nedad mod Sonedækket skal Kerubernes
Ansigter vende.
21. Og Sonedækket skal du lægge over Arken, men i Arken skal du
lægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig.
22. Der vil jeg mødes med dig, og fra Sonedækket, fra Pladsen mellem
de to Keruber på Vidnesbyrdets Ark, vil jeg meddele dig alle de
Bud, jeg har at give dig til Israeliterne.
23. Fremdeles skal du lave et Bord at Alkacietræ, to Alen langt, en
Alen bredt og halvanden Alen højt,
24. og overtrække det med purt Guld og sætte en gylden Krans rundt
om det.
25. Og du skal sætte en Liste af en Hånds Bredde rundt om det og en
gylden Krans rundt om Listen.
26. Så skal du lave fire Guldringe og sætte dem på de fire Hjørner
ved dets fire Ben;
27. lige ved Listen skal Ringene sidde til at stikke Bærestængerne
i, så at man kan bære Bordet.
28. Og du skal lave Bærestængerne af Akacietræ og overtrække dem med
Guld, og med dem skal Bordet bæres.
29. Og du skal lave de dertil hørende Fade og Kander, Krukker og
Skåle til at udgyde Drikoffer med; af purt Guld skal du lave
dem.
30. På Bordet skal du altid have Skuebrød liggende for mit Åsyn.
31. Fremdeles skal du lave en Lysestage af purt Guld, i drevet
Arbejde skal Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, laves,
således af dens Blomster med Bægere og Kroner er i eet med den.
32. Seks Arme skal udgå fra Lysestagens Side, tre fra den ene og tre
fra den anden Side.
33. På hver af Armene, der udgår fra Lysestagen, skal der være tre
mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,
34. men på selve Stagen skal der være fire mandelblomstlignende
Blomster med Bægere og Kroner,
35. et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgår fra
Lysestagen.
36. Bægrene og Armene skal være i eet med den, så at det hele udgør
eet drevet Arbejde af purt Guld.
37. Og du skal lave syv Lamper til den og sætte disse Lamper på den,
for at de kan lyse Pladsen foran op.
38. Dens Lampesakse og Bakker skal være af purt Guld.
39. Der skal bruges en Talent purt Guld til den og til alt dette
Tilbehør.
40. Se til, at du udfører det efter det Forbillede, som vises dig på
Bjerget.
2.Mosebog 26
1. Boligen skal du lave af ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og
rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn med Keruber på i
Kunstvævning.
2. Hvert Tæppe skal være otte og tyve Alen langt og fire Alen
bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål.
3. Tæpperne skal sys sammen, fem og fem.
4. I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede
Stykke, skal du sætte Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes
skal du sætte Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet
sammensyede Stykke;
5. du skal sætte halvtredsindstyve Løkker på det ene Tæppe og
halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det
andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke.
6. Og du skal lave halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde
Tæpperne med hinanden, så at Boligen udgør et Hele.
7. Fremdeles skal du lave Tæpper af Gedehår til et Teltdække uden
om Boligen, og her skal du lave elleve Tæpper,
8. hvert Tæppe skal skal være tredive Alen langt og fire Alen
bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål.
9. Og du skal sy de fem af Tæpperne sammen for sig og de seks for
sig; det sjette Tæppe, det, der kommer til at ligge over Teltets
Forside, skal du lægge dobbelt.
10. Og du skal sætte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det
yderste Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve
Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede
Stykke.
11. Og du skal lave halvtredsindstyve Kobberkroge og stikke dem i
Løkkerne og sammenføje Teltdækket, så de udgør et Hele.
12. Men hvad angår det overskydende af Teltdækkets Tæpper, skal
Halvdelen deraf hænge ned over Boligens Bagside,
13. og den overskydende Alen på begge Sider af Telttæppernes Længder
skal hænge ned over begge Boligens Sider for at dække den.
14. Fremdeles skal du lave et Dække over Teltdækket af rødfarvede
Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind.
15. Fremdeles skal du lave Brædderne til Boligen af Akacietræ til at
stå op,
16. hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt.
17. På hvert Bræt skal der være to indbyrdes forbundne Tapper;
således skal du indrette det ved alle Boligens Brædder.
18. Af Brædderne, som du skal lave til Boligen, skal tyve være til
Sydsiden,
19. og til de tyve Brædder skal du lave fyrretyve Fodstykker af
Sølv, to Fodstykker til de to Tapper på hvert Bræt.
20. Andre tyve Brædder skal laves til Boligens anden Side, som
vender mod Nord,
21. med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt.
22. Og til Bagsiden, der vendet mod Vest, skal du lave seks Brædder.
23. Til Boligens Baghjørner skal du lave to Brædder,
24. som skal bestå af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker
foroven, indtil den første Ring; således skal de begge indrettes
for at danne de to Hjørner.
25. Altså bliver der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende
seksten Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt.
26. Og du skal lave Tværstænger af Alkacietræ, fem til de Brædder,
der danner Boligens ene Side,
27. fem til de Brædder, der danner Boligens anden Side, og fem til
de Brædder, der danner Boligens Bagside mod Vest;
28. den mellemste Tværstang midt på Brædderne skal nå fra den ene
Ende af Væggen til den anden.
29. Du skal overtrække Brædderne med Guld, og deres Ringe, som
Tværstængerne skal stikkes i, skal du lave af Guld, og
Tværstængerne skal du overtrække med Guld.
30. Og du skal rejse Boligen på den Måde, som vises dig på Bjerget.
31. fremdeles skal du lave et Forhæng af violet og rødt Purpurgarn,
karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus; det skal laves i
Kunstvævning med Keruber på.
32. Du skal hænge det på fire Piller af Akacietræ, overtrukne med
Guld og med Knager af Guld, på fire Fodstykker af Sølv;
33. og du skal hænge Forhænget under Krogene og bringe Vidnesbyrdets
Ark ind i Rummet bag ved Forhænget, og Forhænget skal danne eder
en Skillevæg mellem det Hellige og det Allerhelligste.
34. Og Sonedækket skal du lægge over Vidnesbyrdets Ark i det
Allerhelligste.
35. Men Bordet skal du stille uden for Forhænget, og Lysestagen over
for Bordet ved Boligens søndre Væg; Bordet skal du altså stille
ved den nordre Væg.
36. Fremdeles skal du lave et Forhæng til Teltets indgang af violet
og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i
broget Vævning;
37. og til Forhænget skal du lave fem Piller af Akacietræ, som du
skal overtrække med Guld, med Knager af Guld, og du skal støbe
fem Fodstykker dertil af Kobber.
2.Mosebog 27
1. Fremdeles skal du lave Alteret af Akacietræ, fem Alen langt og
fem Alen bredt, firkantet skal Alteret være, og tre Alen højt.
2. Du skal lave Horn til dets fire Hjørner, således at de er i eet
dermed, overtrække det med Kobber
3. og lave Kar dertil, for at Asken kan fjernes, ligeledes de
dertil hørende Skovle, Skåle, Gafler og Pander; alt dets
Tilbehør skal du lave af Kobber.
4. Du skal omgive det med et flettet Kobbergitter, og du skal sætte
fire Kobberringe på Fletværket. på dets fire Hjørner.
5. Og du skal sætte Gitteret neden under Alterets Liste, således at
Fletværket når op til Alterets halve Højde.
6. Fremdeles skal du lave Bærestænger til Alteret, Stænger af
Akacietræ, og overtrække dem med Kobber.
7. Og Stængerne skal stikkes gennem Ringene, så at de sidder langs
Alterets to Sider, når det bæres.
8. Du skal lave det hult af Brædder; som det vises dig på Bjerget,
skal du lave det.
9. Boligens Forgård skal du indrette således: På Sydsiden skal der
være et Forgårdsomhæng af tvundet Byssus, hundrede Alen langt på
denne ene Side,
10. med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og
Bånd af Sølv til Pillerne.
11. Og på samme Måde skal der på den nordre Langside være et Omhæng,
hundrede Alen langt, med tyve Piller og tyve Fodstykker af
Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne.
12. På Forgårdens Bredside mod Vest skal der være et Omhæng,
halvtredsindstyve Alen langt, med ti Piller og ti Fodstykker,
13. og Forgårdens Bredside mod Øst skal være halvtredsindstyve Alen
lang.
14. På den ene Side deraf skal der være femten Alen Omhæng med tre
Piller og tre Fodstykker,
15. på den anden Side ligeledes femten Alen Omhæng med tre Piller og
tre Fodstykker.
16. Forgårdens Indgang skal have et Forhæng på tyve Alen af violet
og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i
broget Vævning med fire Piller og fire Fodstykker.
17. Alle Forgårdens Piller rundt omkring skal have Bånd af Sølv,
Knager af Sølv og Fodstykker af Kobber.
18. Omhænget om Forgården skal være hundrede Alen på hver Langside,
halvtredsindstyve Alen på hver Bredside og fem Alen højt; det
skal være af tvundet Byssus, og Fodstykkerne skal være af
Kobber.
19. Alle Redskaber, der bruges ved Arbejdet på Boligen, alle dens
Pæle og alle Forgårdens Pæle skal være af Kobber.
20. Fremdeles skal du pålægge Israeliterne at skaffe dig ren
Olivenoli af knuste Frugter til Lysestagen, og der skal stadig
sættes Lamper på.
21. I Åbenbaringsteltet uden for Forhænget, der hænger foran
Vidnesbyrdet, skal Aron og hans Sønner gøre den i Stand, at den
kan brænde fra Aften til Morgen for HERRENs Åsyn. Det skal være
en evig gyldig Bestemmelse, der skal påhvile Israeliterne fra
Slægt til Slægt.
2.Mosebog 28
1. Du skal lade din Broder Aron og hans Sønner tillige med ham
træde frem af Israeliternes Midte og komme hen til dig, for at
de kan gøre Præstetjeneste for mig, Aron og Arons Sønner, Nadab,
Abihu, Eleazar og Itamar.
2. Og du skal tilvirke din Broder Aron hellige Klæder til Ære og
Pryd,
3. og du skal byde alle kunstforstandige Mænd, hvem jeg har fyldt
med Kunstfærdigheds Ånd, at tilvirke Aron Klæder, for at han kan
helliges til at gøre Præstetjeneste for mig.
4. Klæderne, som de skal tilvirke, er følgende: Brystskjold, Efod,
Kåbe, Kjortel af mønstret Stof, Hovedklæde og Bælte. De skal
tilvirke din Broder Aron og hans Sønner hellige Klæder, for at
de kan gøre Præstetjeneste for mig,
5. og dertil skal de bruge Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
Karmoisinrødt Garn og Byssus.
6. Efoden skal du tilvirke af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i Kunstvævning.
7. Den skal have to Skulderstykker, der skal være til at hæfte på;
den skal hæftes sammen ved begge Hjørner.
8. Og dens Bælte, som skal bruges, når den tages på, skal være af
samme Arbejde og i eet med den; det skal være af Guldtråd,
violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus.
9. Så skal du tage de to Sjohamsten og gravere Israels Sønners
Navne i dem,
10. seks af Navnene på den ene Sten og de andre seks på den anden
efter Aldersfølge;
11. med Stenskærerarbejde, som ved Gravering af Signeter, skal du
indgravere Israels Sønners Navne i de 14 Sten, og du skal
indfatte dem i Guldfletværk.
12. Disse to Sten skal du fæste på Efodens Skulderstykker, for at
Stenene kan bringe Israels Sønner i Minde, og Aron skal bære
deres Navne for HERRENs Åsyn på sine Skuldre for at bringe dem i
Minde.
13. Og du skal tilvirke Fletværk af Guld
14. og to Kæder af purt Guld; du skal lave dem i snoet Arbejde, som
når man snor Reb, og sætte disse snoede Kæder på Fletværket.
15. Fremdeles skal du tilvirke Retskendelsens Brystskjold i
Kunstvævning på samme Måde som Efoden; af Guldtråd, violet og
rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus skal du
lave det;
16. det skal være firkantet og lægges dobbelt, et Spand langt og et
Spand bredt,
17. Og du skal udstyre det med en Besætning af Sten, fire Rækker
Sten: Karneol, Topas og Smaragd i den første Række,
18. Rubin, Safir og Jaspis i den anden,
19. Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje,
20. Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde; og de skal omgives med
Guldfletværk i deres Indfatninger.
21. Der skal være tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en
for hvert Navn; det skal være graveret Arbejde som Signeter,
således at hver Sten bærer Navnet på en af de tolv Stammer.
22. Til Brystskjoldet skal du lave snoede Kæder af purt Guld, snoet
Arbejde, som når man snor Reb.
23. Til Brystskjoldet skal du lave to Guldringe og sætte disse to
Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner,
24. og de to Guldsnore skal du knytte i de to Ringe på
Brystskjoldets Hjørner;
25. Snorenes anden Ende skal du anbringe i det Fletværker og fæste
dem på Forsiden af Efodens Skulderstykke.
26. Og du skal lave to andre Guldringe og sætte dem på
Brystskjoldets to andre Hjørner på den indre, mod Efoden
vendende Rand.
27. Og du skal lave endnu to Guldringe og fæste dem på Efodens to
Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den er hæftet sammen
med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte;
28. og man skal med Ringene binde Brystskjoldet fast til Efodens
Ringe ved Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kommer til at
sidde oven over Efodens Bælte og ikke løsner sig fra Efoden.
29. Aron skal således stedse bære Israels Sønners Navne på
Retskendelsens Brystskjold på sit Hjerte, når han går ind i
Helligdommen, for at bringe dem i Minde for HERRENs Åsyn.
30. Og i Retskendelsens Brystskjold skal du lægge Urim og Tummim, så
at Aron.bærer dem på sit Hjerte, når han går ind for HERRENs
Åsyn, og Aron skal stedse bære Israeliternes Retskendelse på sit
Hjerte for HERRENs Åsyn.
31. Fremdeles skal du tilvirke Kåben, som hører til Efoden, helt og
holdent af violet Purpur.
32. Midt på skal den have en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en
Panserskjorte, omgivet af en Linning i vævet Arbejde, for at den
ikke skal rives itu;
33. og langs dens nedeste Kant skal du sy Granatæbler af violet og
rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn og mellem dem Guldbjælder
hele Vejen rundt,
34. så at Guldbjælder og Granatæbler skifter hele Vejen rundt langs
Kåbens nederste Kant.
35. Aron skal bære den, når han gør Tjeneste, så at det kan høres,
når han går ind i Helligdommen for HERRENs Åsyn, og når han går
ud derfra, at han ikke skal dø,
36. Fremdeles skal du lave en Pandeplade af purt Guld, og i den skal
du gravere, som når man graverer Signeter: "Helliget HERREN."
37. Den skal du fastgøre med en violet Purpursnor, og den skal sidde
på Hovedklædet, foran på Hovedklædet skal den sidde.
38. Aron skal bære den på sin Pande, for at han kan tage de Synder
på sig, som klæder ved de hellige Gaver, Israeliterne frembærer,
ved alle de hellige Gaver, de bringer; og Aron skal stedse have
den på sin Pande for at vinde dem HERRENs Velbehag.
39. Kjortelen skal du væve i mønstret Vævning af Byssus. Og du skal
tilvirke et Hovedklæde af Byssus og et Bælte i broget Vævning.
40. Også til Arons Sønner skal du tilvirke Kjortler, og du skal
tilvirke Bælter til dem og Huer til Ære og Pryd.
41. Og du skal iføre din Broder Aron og hans Sønner dem, og du skal
salve dem, indsætte dem og hellige dem til at gøre
Præstetjeneste for mig.
42. Tillige skal du tilvirke Linnedbenklæder til dem til at skjule
deres Blusel, og de skal nå fra Hoften ned på Lårene.
43. Dem skal Aron og hans Sønner bære, når de går ind i
Åbenbaringsteltet eller træder frem til Alteret for at gøre
Tjeneste i Helligdommen, at de ikke skal pådrage sig Skyld og
lide Døden. En evig gyldig Anordning skal det være for ham og
hans Afkom efter ham.
2.Mosebog 29
1. Således skal du bære dig ad med dem, når du helliger dem til at
gøre Præstetjeneste for mig: Tag en ung Tyr, to lydefri Vædre,
2. usyrede Brød, usyrede Kager, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød,
smurte med Olie; af fint Hvedemel skal du bage dem.
3. Læg dem så i een Kurv og bær dem frem i Kurven sammen med Tyren
og de to Vædre.
4. Lad derpå Aron og hans Sønner træde hen til Åbenbaringsteltets
Indgang og tvæt dem med Vand.
5. Tag så Klæderne og ifør Aron Kjortelen, Efodkåben, Efoden og
Brystskjoldet og bind Efoden fast på ham med Bæltet.
6. Læg Hovedklædet om hans Hoved og fæst det hellige Diadem på
Hovedklædet.
7. Tag så Salveolien og udgyd den på hans Hoved og salv ham.
8. Lad dernæst hans Sønner træde frem og ifør dem Kjortler,
9. omgjord dem med Bælter og bind Huerne på dem. Og
Præsteværdigheden skal tilhøre dem med evig Ret. Så skal du
indsætte Aron og hans Sønner.
10. Før Tyren frem foran Åbenbaringsteltet, og Aron og hans Sønner
skal lægge deres Hænder på Tyrens Hoved.
11. Slagt så Tyren for HERRENs Åsyn ved Indgangen til
Åbenbaringsteltet
12. og tag noget af Tyrens Blod og stryg det på Alterets Horn med
din Finger og udgyd Resten af Blodet ved Alterets Fod.
13. Tag så alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne
med Fedtet på dem og bring det som Røgoffer på Alteret;
14. men Tyrens Kød, dens Hud og dens Skarn skal du brænde uden for
Lejren. Det er et Syndoffer.
15. Derpå skal du tage den ene Væder, og Aron og hans Sønner skal
lægge deres Hænder på dens Hoved.
16. Slagt så Væderen, tag dens Blod og spræng det rundt om på
Alteret.
17. Skær så Væderen i Stykker, tvæt dens Indvolde og Skinneben, læg
dem på Stykkerne og Hovedet
18. og bring så hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det er et
Brændoffer for HERREN; en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN er
det.
19. Derpå skal du tage den anden Væder, og Aron og hans Sønner skal
lægge deres Hænder på dens Hoved.
20. Slagt så Væderen, tag noget af dens Blod og stryg det på Arons
og hans Sønners højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og
højre Tommeltå og spræng Resten af Blodet rundt om på Alteret.
21. Tag så noget af Blodet på Alteret og af Salveolien og stænk det
på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner og deres
Klæder. så bliver han hellig, han selv og hans Klæder og
ligeledes hans Sønner og deres klæder.
22. Derpå skal du tage Fedtet af Væderen, Fedthalen, Fedtet på
Indvoldene, Leverlappen, begge Nyrerne med Fedtet på dem, dertil
den højre Kølle, thi det er en Indsættelsesvæder,
23. og en Skive Brød, en Oliebrødkage og et Fladbrød af Kurven med
de usyrede Brød, som står for HERRENs Åsyn,
24. og lægge det alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lade
dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
25. Tag det så igen fra dem og bring det som Røgoffer på Alteret
oven på Brændofferet til en liflig Duft for HERRENs Åsyn, et
Ildoffer er det for HERREN.
26. Tag derpå Brystet af Arons Indsættelsesvæder og udfør
Svingningen dermed for HERRENs Åsyn: det skal være din Del.
27. Således skal du hellige Svingningsbrystet og
Offerydelseskøllen. det, hvormed Svingningen udføres. og det,
som ydes af Arons og hans Sønners Indsættelsesvæder.
28. Og det skal tilfalde Aron og hans Sønner som en Rettighed, de
har Krav på fra Israeliternes Side til evig Tid; thi det er en
Offerydelse, og som Offerydelse skal Israeliterne give det af
deres Takofre, som deres Offerydelse til HERREN.
29. Arons hellige Klæder skal tilfalde hans Sønner efter ham, for at
de kan salves og indsættes i dem.
30. I syv Dage skal de bæres af den af hans Sønner, som bliver Præst
i hans Sted, den, som skal gå ind i Åbenbaringsteltet for at
gøre Tjeneste i Helligdommen.
31. Så skal du tage Indsættelsesvæderen og koge dens Kød på et
helligt Sted;
32. og Aron og hans Sønner skal spise Væderens Kød og Brødet i
Kurven ved Indgangen til Åbenbaringsteltet;
33. de skal spise de Stykker, hvorved der skaffes Soning ved deres
Indsættelse og Indvielse, og ingen Lægmand må spise deraf, thi
det er helligt.
34. Og dersom der bliver noget af Indsættelseskødet eller Brødet
tilovers til næste Morgen, da skal du opbrænde det
tiloversblevne; spises må det ikke, thi det er helligt.
35. Således skal du forholde dig over for Aron og hans Sønner,
ganske som jeg har pålagt dig. Syv Dage skal du foretage
Indsættelsen;
36. daglig skal du ofre en Syndoffertyr til Soning og rense Alteret
for Synd ved at fuldbyrde Soningen på det, og du skal salve det
for at hellige det.
37. Syv dage skal du fuldbyrde Soningen på Alteret og hellige det;
således bliver Alteret højhelligt; enhver, der kommer i Berøring
med Alteret, bliver hellig".
38. Hvad du skal ofre på Alteret, er følgende: Hver Dag to årgamle
Lam som stadigt Offer.
39. Det ene Lam skal du ofre om Morgenen og det andet ved Aftenstid.
40. Sammen med det første Lam skal du bringe en Tiendedel Efa fint
Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie af knuste Oliven, og et
Drikoffer af en Fjerdedel Hin Vin.
41. Og det andet Lam skal du ofre ved Aftenstid; sammen med det skal
du ofre et Afgrødeoffer og et Drikoffer som om Morgenen til en
liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.
42. Det skal være et stadigt Brændoffer, som I skal bringe, Slægt
efter Slægt, ved Indgangen til Åbenbaringsteltet for HERRENs
Åsyn, hvor jeg vil åbenbare mig for dig for at tale til dig,
43. og hvor jeg vil åbenbare mig for Israels Børn, og det skal
helliges ved min Herlighed.
44. Jeg vil hellige Åbenbaringsteltet og Alteret, og Aron og hans
Sønner vil jeg hellige til at gøre Præstetjeneste for mig.
45. Og jeg vil bo midt iblandt Israels Børn og være deres Gud;
46. og de skal kende, at jeg HERREN er deres Gud, som førte dem ud
af Ægypten for at bo midt iblandt dem, jeg HERREN deres Gud!
2.Mosebog 30
1. Fremdeles skal du lave et Alter til at brænde Røgelse på: af
Akacietræ skal du lave det,
2. en Alen langt og en Alen bredt, firkantet skal det være, og to
Alen højt, og dets Horn skal være i eet med det.
3. Du skal overtrække det med purt Guld, både Pladen og Siderne
hele Vejen rundt og Hornene, og sætte en Guldkrans rundt om;
4. og du skal sætte to Guldringe under Kransen på begge Sider, på
begge Sidestykkerne skal du sætte dem til at stikke Bærestænger
i, for at det kan bæres med dem;
5. og Bærestængerne skal du lave af Akacietræ og overtrække med
Guld.
6. Derpå skal du opstille det foran Forhænget, der hænger foran
Vidnesbyrdets Ark, foran Sonedækket oven over Vidnesbyrdet der,
hvor jeg vil åbenbare mig for dig.
7. På det skal Aron brænde vellugtende Røgelse; hver Morgen, når
han gør Lamperne i Stand, skal han antænde den.
8. Og når Aron sætter Lamperne på Lysestagen ved Aftenstid, skal
han ligeledes antænde den; det skal være et stadigt Røgelseoffer
for HERRENs Åsyn fra Slægt til Slægt.
9. I må ikke ofre et lovstridigt Røgelseoffer derpå, ej heller
Brændofre eller Afgrødeofre, lige så lidt som I må udgyde
Drikofre derpå.
10. Men een Gang om Året skal Aron skaffe Soning på dels Horn; med
noget af Forsoningssyndofferets Blod skal han een Gang om Året
skaffe Soning på det, Slægt efter Slægt. Det er højhelligt for
HERREN.
11. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
12. Når du holder Mandtal over Israeliterne, skal enhver, som
mønstres, ved Mønstringen give HERREN Sonepenge for sit Liv, at
ingen Ulykke skal ramme dem i Anledning af Mønstringen.
13. Enhver, der må underkaste sig Mønstringen, skal udrede en halv
Sekel i hellig Mønt, tyve Gera på en Sekel, en halv Sekel som
Offerydelse til HERREN.
14. Enhver, der må underkaste sig Mønstringen, fra Tyveårsalderen og
opefter, skal udrede HERRENs Offerydelse.
15. hen rige må ikke give mere, den fattige ikke mindre end en halv
Sekel, når de bringer HERRENs Offerydelse til Soning for deres
Sjæle.
16. Og du skal tage Sonepengene af Israeliterne og bruge dem til
Tjenesten ved Åbenbaringsteltet. og de skal tjene til at bringe
Israeliterne i Minde for HERRENs Åsyn, til Soning for eders
Sjæle.
17. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
18. Du skal lave en Vandkumme med Fodstykke af Kobber til at tvætte
sig i op opstille den mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og
hælde Vand i den,
19. for at Aron og hans Sønner kan tvætte deres Hænder og Fødder
deri.
20. Når de går ind i Åbenbaringsteltet, skal de tvætte sig med Vand
for ikke at dø; ligeledes når de træder hen til Alteret for at
gøre Tjeneste og brænde Ildofre for HERREN.
21. De skal tvætte deres Hænder og Fødder for ikke at dø. Det skal
være en evig Anordning for ham og hans Afkom fra Slægt til
Slægt.
22. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
23. Du skal tage dig vellugtende Stoffer af den bedste Slags, 500
Sekel ædel Myrra, halvt så meget. 25O Sekel, vellugtende
Kanelbark, 25O Sekel vellugtende Kalmus
24. og 500 Sekel Kassia, efter hellig Vægt, og en Hin Olivenolie.
25. Deraf skal du tilberede en hellig Salveolie, en krydret
Blanding, som Salveblanderne laver den; en hellig Salveolie skal
det være.
26. Med den skal du salve Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark,
27. Bordet med alt dets Tilbehør, Lysestagen med dens Tilbehør,
Røgelsealteret,
28. Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens
Fodstykke,
29. Således skal du hellige dem, så de bliver højhellige. Enhver,
der kommer i Berøring med dem, bliver hellig" .
30. Ligeledes skal du salve Aron og hans Sønner og hellige dem til
at gøre Præstetjeneste for mig.
31. Men til Israeliterne skal du sige således: Dette skal være mig
en hellig Salveolie fra Slægt til Slægt.
32. Den må ikke udgydes på noget Menneskes Legeme, og i denne
Blanding må I ikke tilberede lignende Salve til eget Brug,
hellig er den, og hellig skal den være eder.
33. Den, der tilbereder lignende Salve eller anvender den på en
Lægmand, skal udryddes af sin Slægt.
34. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: Tag dig
Røgelseoffer, Stakte, Onyksmusling, Galbanum og ren Virak, lige
meget af hvert,
35. og tilbered deraf en krydret Røgelse, som Salveblanderne laver
den, saltet, ren, til hellig Brug.
36. Deraf skal du støde en Del til Pulver, og noget deraf skal du
lægge foran Vidnesbyrdet i Åbenbaringsteltet, hvor jeg vil
åbenbare mig for dig. Det skal være eder højhelligt.
37. Den Røgelse, du tilbereder i denne Blanding, må I ikke tilberede
til eget Brug. Hellig skal den være dig for HERREN.
38. Den, der tilbereder lignende Røgelse for at nyde dens Duft, skal
udryddes af sin Slægt.
2.Mosebog 31
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Se, jeg har kaldet Bezalel, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas
Stamme
3. og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i
alskens Arbejde
4. til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og
Kobber
5. og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde,
kort sagt til at udføre alskens Arbejde.
6. Og se, jeg har givet ham Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme
til Medhjælper, og alle kunstforstandige Mænds Hjerte har jeg
udrustet med Kunstsnilde, for at de kan udføre alt, hvad jeg har
pålagt dig,
7. Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark, Sonedækket derpå og alt
Teltets Tilbehør,
8. Bordet med dets Tilbehør, Lysestagen af purt Guld med alt dens
Tilbehør, Røgelsealteret,
9. Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens
Fodstykke,
10. Pragtklæderne, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans
Sønners Klædet til Brug ved Præstetjenesten,
11. Salveolien og den vellugtende Røgelse til Helligdommen. Ganske
som jeg har pålagt dig, skal de udføre det.
12. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
13. Du skal tale til Israeliterne og sige: Fremfor alt skal I holde
mine Sabbater, thi Sabbaten er et Tegn mellem mig og eder fra
Slægt til Slægt, for at I skal kende, at jeg HERREN er den, der
helliger eder.
14. I skal holde Sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som
vanhelliger den, skal lide Døden, ja enhver, som udfører noget
Arbejde på den, det Menneske skal udryddes af sin Slægt.
15. I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde
en fuldkommen Hviledag, helliget HERREN; enhver, som udfører
Arbejde på Sabbatsdagen, skal lide Døden.
16. Israeliterne skal holde Sabbaten, så at de fejrer Sabbaten fra
Slægt til Slægt som en evig gyldig Pagt:
17. Den skal være et Tegn til alle Tider mellem mig og
Israeliterne. Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen og Jorden,
men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.
18. Da han nu var færdig med at tale til Moses på Sinaj Bjerg,
overgav han ham Vidnesbyrdets to Tavler, Stentavler, der var
beskrevet med Guds Finger.
2.Mosebog 32
1. Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget,
samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en
Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet
af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!"
2. Da sagde Aron til dem: "Riv de Guldringe af, som eders Hustruer,
Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!"
3. Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til
Aron.
4. Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og
lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er
din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"
5. Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod
kundgøre: "I Morgen er det Højtid for HERREN!"
6. Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og
Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for
at lege.
7. Da sagde HERREN til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk,
som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde;
8. hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har
lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med
de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"
9. Og HERREN sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set,
at det er et halsstarrigt Folk.
10. Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg
tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!"
11. Men Moses bønfaldt HERREN sin Gud og sagde: "Hvorfor HERRE skal
din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med
vældig Kraft og stærk Hånd?
12. Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem
ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af
Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du
vilde gøre dit Folk!
13. Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor
ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens
Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg
har talet, og de skal eje det evindelig!"
14. Da angrede HERREN den Ulykke han havde truet med at gøre sit
Folk.
15. Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med
Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på
begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet.
16. Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset
ind i Tavlerne.
17. Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til
Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!"
18. Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det
er Sang, jeg hører!"
19. Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen,
blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og
sønderslog dem ved Bjergets Fod.
20. Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i
Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod
Israeliterne drikke det.
21. Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden
du har bragt så stor en Synd over det?"
22. Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger
i det onde,
23. og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi
vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud
af Ægypten!
24. Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af!
De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom
denne Tyrekalv ud deraf!"
25. Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres
Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler,
26. stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er
for HERREN, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne
sig om ham,
27. og han sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Bind alle
Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren
til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!"
28. Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt
der af Folket henved 3000 Mand.
29. Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for HERREN,
thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse
komme over eder i Dag."
30. Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd ;
men nu vil jeg stige op til HERREN, måske kan jeg skaffe Soning
for eders Synd!"
31. Derpå gik Moses atter til HERREN og sagde: "Ak, dette Folk har
begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld.
32. Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig
af den Bog, du fører!"
33. HERREN svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg
udslette af min Bog!
34. Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre
det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil
jeg straffe dem for deres Synd!"
35. Og HERREN slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den,
Aron lavede.
2.Mosebog 33
1. HERREN sagde til Moses: "Drag nu bort herfra med Folket, som du
førte ud af Ægypten, til det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og
Jakob med de Ord: Dit Afkom vil jeg give det!
2. Jeg sender en Engel foran dig, og han skal drive Kana'anæerne,
Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne
bort
3. til et Land, der flyder med Mælk og Honning. Men selv vil jeg
ikke drage med i din Midte, thi du er et halsstarrigt Folk; drog
jeg med, kunde jeg tilintetgøre dig undervejs!"
4. Da Folket hørte denne onde Tidende, sørgede de, og ingen tog
sine Smykker på.
5. Da sagde HERREN til Moses: "Sig til Israeliterne; I er et
halsstarrigt Folk! Vandrede jeg kun et eneste Øjeblik i din
Midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine Smykker af, så
skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!"
6. Da aflagde Israeliterne deres Smykker fra Horebs Bjerg af.
7. Moses plejede at tage Teltet og slå det op udenfor Lejren i
nogen Afstand derfra; han gav det Navnet "Åbenbaringsteltet".
Enhver som vilde rådspørge HERREN, gik ud til Åbenbaringsteltet
uden for Lejren.
8. Men hver Gang Moses gik ud til teltet, rejste alt Folket sig op
og stillede sig alle ved Indgangen til deres Telte og så efter
Moses, indtil han kom ind i Teltet.
9. Og når Moses kom ind Teltet, sænkede Skystøtten sig og stillede
sig ved Indgangen til Teltet; da talede HERREN med Moses.
10. Men når alt Folket så Skystøtten stå ved Indgangen til Teltet,
rejste de sig alle op og tilbad ved Indgangen til deres Telte.
11. Så talede HERREN med Moses Ansigt til Ansigt, som når den ene
Mand taler med den anden, og derpå vendte Moses tilbage til
Lejren; men hans Medhjælper Josua, Nuns Søn, en ung Mand, veg
ikke fra Teltet.
12. Moses sagde til HERREN: "Se, du siger til mig: Før dette Folk
frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig;
og dog har du sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har fundet
Nåde for mine Øjne!
13. Hvis jeg nu virkelig har fundet Nåde for dine Øjne, så lær mig
dine Veje at kende, at jeg kan kende dig og finde Nåde for dine
Øjne; tænk dog på, at dette Folk er dit Folk!"
14. Han svarede: "Skal mit Åsyn da vandre med, og skal jeg således
føre dig til Målet?"
15. Da sagde Moses til ham: "Hvis dit Åsyn ikke vandrer med, så lad
os ikke drage herfra!
16. Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet Nåde for dine
Øjne, jeg og dit Folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der
således vises os, mig og dit Folk, en Udmærkelse fremfor alle
and1e Folkeslag på Jorden?"
17. HERREN svarede Moses: "Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi
du har fundet Nåde for mine Øjne, og jeg kalder dig ved Navn."
18. Da sagde Moses: "Lad mig dog skue din Herlighed!"
19. Han svarede: "Jeg vil lade al min Rigdom drage forbi dig og
udråbe HERRENs Navn foran dig, thi jeg viser Nåde, mod hvem jeg
vil, og Barmhjertighed, mod hvem jeg vil!"
20. Og han sagde: "Du kan ikke skue mit Åsyn, thi intet Menneske kan
se mig og leve."
21. Og HERREN sagde: "Se, her er et Sted i min Nærhed, stil dig på
Klippen der!
22. Når da min Herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i
Klippehulen, og jeg vil dække dig 1ned min Hånd, indtil jeg er
kommet forbi.
23. Så tager jeg min Hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit
Åsyn kan ingen skue!"
2.Mosebog 34
1. Derpå sagde HERREN til Moses: "Tilhug dig to Stentavler ligesom
de forrige, så vil jeg på Tavlerne skrive de samme Ord, som stod
på de forrige Tavler, du slog i Stykker.
2. Gør dig så rede til i Morgen, stig om Morgenen op på Sinaj Bjerg
og stil dig hen og vent på mig der på Bjergets Top.
3. Ingen må følge med dig derop, og ingen må vise sig noget Sted på
Bjerget, end ikke Småkvæg eller Hornkvæg må græsse i Nærheden af
dette Bjerg."
4. Da tilhuggede han to Stentavler ligesom de forrige, og tidligt
næste Morgen steg Moses op på Sinaj Bjerg, som Gud havde pålagt
ham, og tog de to Stentavler med sig.
5. Da steg HERREN ned i Skyen; og Moses stillede sig hos ham der og
påkaldte HERRENs Navn.
6. Og HERREN gik forbi ham og råbte: "HERREN, HERREN, Gud, som er
barmhjertig og nådig, langmodig og rig på Miskundhed og
Trofasthed,
7. som bevarer Miskundhed mod Tusinder, som tilgiver Brøde,
Overtrædelse og Synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som
straffer Fædres Brøde på Børn og Børnebørn, på dem i tredje og
fjerde Led!"
8. Da bøjede Moses sig hastelig til Jorden, tilbad
9. og sagde: "Har jeg fundet Nåde for dine Øjne, Herre, så drage
min Herre med i vor Midte; thi det er et halsstarrigt Folk. Men
tilgiv vor Brøde og vor Synd og lad os være din Ejendom!"
10. Han sagde: "Se, jeg vil slutte en Pagt; i hele dit Folks Påsyn
vil jeg gøre Undere, som aldrig før er sket nogensteds på Jorden
og blandt noget Folkeslag, og hele det Folk, i hvis Midte du
lever, skal se HERRENs Værk; thi det, jeg vil udføre ved dig, er
forfærdeligt.
11. Hold dig det efterrettelig, som jeg i Dag byder dig! Se, jeg vil
drive Amoriterne, Kana'anæerne, Hetiterne, Perizziterne,
Hivviterne og Jebusiterne bort foran dig!
12. Vogt dig vel for at slutte nogen Pagt med Indbyggerne i det
Land, du kommer til, for at de ikke skal blive en Snare for dig,
når de lever i din Midte.
13. Men I skal nedbryde deres Altre, sønderslå deres Stenstøtter og
omhugge deres Asjerastøtter!
14. Thi du må ikke tilbede nogen anden Gud, thi "Nidkær" er HERRENs
Navn, nidkær Gud er han.
15. Du må ikke slutte Pagt med Landets Indbyggere, og når de boler
med deres Guder og ofrer til dem og man indbyder dig til at være
med, må du ikke spise af deres Ofre;
16. og du må ikke af deres Døtre tage Hustruer til dine Sønner, så
deres Døtre, når de boler med deres Guder, får dine Sønner til
også at bole med dem.
17. Du må ikke gøre dig noget støbt Gudebillede.
18. Du skal lejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise
usyret Brød, som jeg har pålagt dig, lå den fastsatte Tid i Abib
Måned, thi i Abib Måned drog du ud af Ægypten.
19. Alt førstefødt tilhører mig; af dine Hjorde skal du ofre mig det
førstefødte af Handyrene, både af Okset og småt Kvæg;
20. men de førstefødte Æsler skal du udløse med et Stykke småt Kvæg,
og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde Halsen derpå;
alle dine førstefødte Sønner skal du udløse. Du må ikke stedes
for mit Åsyn med tomme Hænder
21. I seks Dage må du arbejde, men på den syvende skal du hvile; i
Pløje og Høsttiden skal du holde Hviledag.
22. Du skal fejre Ugehøjtid med Førstegrøden af Hvedehøsten og
Frugthøsthøjtid ved Jævndøgnstide.
23. Tre Gange om Året skal alle at Mandkøn hos dig stedes for den
Herre HERREN Israels Guds Åsyn.
24. Thi jeg vil drive Folkeslag bort foran dig og gøre dine
Landemærker vide, og ingen skal attrå dit Land, medens du drager
hen for at stedes for HERREN din Guds Åsyn tre Gange 01n Året.
25. Du må ikke ofre Blodet af mit offer sammen med syret Brød.
Påskehøjtidens Offer må ikke gemmes til næste Morgen.
26. Det bedste af din Jords Førstegrøde skal du bringe til HERREN
din Guds Hus. Du må ikke koge et Hid i dets Moders Mælk!"
27. Og HERREN sagde til Moses: "Skriv disse Ord op, thi på Grundlag
af disse Ord slutter jeg Pagt med dig og Israel."
28. Og han blev der hos HERREN fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter
uden at spise eller drikke; og han skrev Pagtsordene, de ti Ord,
på Tavlerne.
29. Da Moses steg ned fra Sinaj Bjerg med Vidnesbyrdets to Tavler i
Hånden, vidste han ikke, at hans Ansigts Hud var kommet til at
stråle, ved at han talede med ham.
30. Men Aron og alle Israeliterne så Moses, og se, hans Ansigts Hud
strålede, og de turde ikke komme ham nær.
31. Men Moses kaldte på dem, og da vendte Aron og alle Menighedens
Øverster tilbage til ham, og Moses talte til dem.
32. Derpå kom alle Israeliterne hen til ham, og han pålagde dem alt,
hvad HERREN havde talet til ham på Sinaj Bjerg.
33. Men da Moses var færdig med at tale til dem, lagde han et Dække
over sit Ansigt.
34. Hver Gang han derefter trådte frem for HERRENs Åsyn for at tale
med ham, tog han Sløret af, indtil han kom ud igen; og når han
kom ud, meddelte han Israeliterne, hvad der var blevet ham
påbudt.
35. Da så Israeliterne, at Moses's Ansigts Hud strålede; og Moses
lagde da Dækket over sit Ansigt, indtil han atter gik ind for at
tale med ham.
2.Mosebog 35
1. Moses kaldte hele Israeliternes Menighed sammen og sagde til
dem: Dette er, hvad HERREN har pålagt eder at gøre:
2. I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde
Helligdag, en fuldkommen Hviledag for HERREN. Enhver, der den
Dag udfører noget Arbejde, skal lide Døden.
3. På Sabbatsdagen må I ikke gøre Ild i nogen af eders Boliger.
4. Derpå sagde Moses til hele Israeliternes Menighed: Dette er,
hvad HERREN har påbudt:
5. I skal tage en Offerydelse til HERREN af, hvad I ejer. Enhver,
som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal komme med
det, HERRENs Offerydelse, Guld, Sølv, Kobber,
6. violet og rødt Purpurgatn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår,
7. rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ,
8. Olie til Lysestagen, vellugtende Stofer til Salveolien og
Røgelsen,
9. Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning på Efoden og
Brystskjoldet.
10. Og alle kunstforstandige Mænd iblandt eder skal komme og lave
alt, hvad HERREN har påbudt:
11. Boligen med dens Teltdække og Dække, dens Kroge, Brædder,
Tværstænger, Piller og Fodstykker,
12. Arken med Bærestængerne, Sonedækket og det indre Forhæng,
13. Bordet med dets Bærestænger og alt dets Tilbehør og Skuebrødene,
14. Lysestagen med dens Tilbehør, dens Lamper og Olien til
Lysestagen,
15. Røgelsealteret med dets Bærestænger, Salveolien og Røgelsen.
Forhænget til Boligens Indgang,
16. Brændofferalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets
Tilbehør, Vandkummen med dens Fodstykke,
17. Forgårdens Omhæng, dens Piller og Fodstykker og Forhænget til
Forgårdens Indgang,
18. Boligens og Forgårdens Pæle med Reb,
19. Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder
til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Brug ved
Præstetjenesten.
20. Da forlod hele Israeliternes Menighed Moses.
21. Og enhver, som i sit Hjerte følte sig drevet dertil, og hvis Ånd
tilskyndede ham, kom med HERRENs Offerydelse til Opførelsen af
Åbenbaringsteltet og til alt Arbejdet derved og til de hellige
Klæder.
22. De kom dermed, både Mænd og Kvinder; enhver, som i sit Hjerte
følte sig tilskyndet dertil, kom med Spænder, Ørenringe,
Fingerringe og Halssmykker, alle Hånde Guldsmykker. Og enhver,
der vilde vie HERREN en Gave af Guld, kom dermed.
23. Og enhver, i hvis Eje der fandtes violet og rødt Purpurgarn,
karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår, rødfarvede Væderskind eller
Tahasjskind, kom dermed.
24. Og enhver, der vilde give en Offerydelse af Sølv eller Kobber,
kom med HERRENs Offerydelse. Og enhver, der ejede Akacietræ til
alt Byggearbejdet, kom dermed.
25. Og alle kunstforstandige Kvinder spandt med egne Hænder og kom
med deres Spind, violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus.
26. Og alle Kvinder, som i Kraft af deres Kunstsnilde følte sig
tilskyndede dertil i deres Hjerte, spandt Gedehårene.
27. Og Øversterne kom med Sjohamstenene og Ædelstenene til
Indfatningen på Efoden og Brystskjoldet
28. og de vellugtende Stoffer og Olien til Lysestagen og til
Salveolien og Røgelsen.
29. Enhver Mand og Kvinde af Israeliterne, som i sit Hjerte følte
sig tilskyndet til at bringe, hvad der krævedes til Udførelsen
af alt det Arbejde, HERREN gennem Moses havde påbudt, bragte det
som en frivillig Gave til HERREN.
30. Derpå sagde Moses til Israeliterne: Se, HERREN har kaldet
Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme
31. og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i
alskens Arbejde
32. til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og
Kobber
33. og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde,
kort sagt til at udføre alskens Kunstarbejde.
34. Og tillige har han givet både ham og Oholiab, Ahisamaks Søn, af
Dans Stamme Gaver til at lære fra sig.
35. Han har fyldt dem med Kunstsnilde til at udføre alskens
Udskæringsarbejde, Kunstvævning, broget Vævning af violet og
rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og Byssus og almindelig
Vævning, så de kan udføre alt Slags Arbejde og udtænke
Kunstværker.
36-1. Derfor skal Bezal'el og Oholiab og alle andre kunstforstandige
Mænd, hvem HERREN har givet Kunstsnilde og Kløgt, så de forstår
sig på Arbejdet, udføre alt Arbejdet ved Helligdommens Opførelse
i Overensstemmelse med alt, hvad HERREN har påbudt.
2.Mosebog 36
2. Derpå tilkaldte Moses Bezal'el og Oholiab og alle de
kunstforstandige Mænd, hvem HERREN havde givet Kunstsnilde, alle
dem, som i deres Hjerte følte sig tilskyndet til at give sig i
Lag med Udførelsen af Arbejdet.
3. Og de modtog af Moses hele den Offerydelse, Israeliterne var
kommet med til Arbejdet med Helligdommens Opførelse, for at det
kunde blive udført. Men de blev ved at komme med frivillige
Gaver til ham, Morgen efter Morgen.
4. Da kom alle de kunstforstandige Mænd, der udførte alt Arbejdet
ved Helligdommen, hver fra den Del af Arbejdet, han var
beskæftiget med,
5. og sagde til Moses: "Folket kommer med mere, end der kræves til
Udførelsen af det Arbejde, HERREN har påbudt!"
6. Da bød Moses, at følgende Kundgørelse skulde udråbes i Lejren:
"Hverken Mænd eller Kvinder skal yde mere som Offergave til
Helligdommen!" Så hørte Folket op med at komme med Gaver.
7. Og det, der var ydet, var dem nok til at udføre hele Arbejdet,
ja mer end nok.
8. Så lavede alle de kunstforstandige Mænd blandt dem, der deltog i
Arbejdet, Boligen, ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og rødt
Purpurgarn og karmoisinrødt Garn; han lavede dem med Keruber på
i Kunstvævning,
9. hvert Tæppe otte og tyve Alen langt og fire Alen bredt; alle
Tæpperne havde samme Mål.
10. Han syede Tæpperne sammen, fem og fem.
11. I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede
Stykke, satte han Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes
satte han Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet
sammensyede Stykke;
12. han satte halvtredsindstyve Løkker på det ene Tæppe og
halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det
andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke.
13. Derpå lavede han halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde
Tæpperne med hinanden, så at Boligen udgjorde et Hele.
14. Fremdeles lavede han Tæpper af Gedehår til et Teltdække uden om
Boligen, og her lavede han elleve Tæpper,
15. hvert Tæppe tredive Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne
havde samme Mål.
16. De fem af Tæpperne syede han sammen for sig og de seks for sig,
17. og han satte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det yderste
Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve Løkker i
Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke.
18. Og han lavede halvtredsindstyve Kobberkroge til at sammenføje
Teltdækket med, så det udgjorde et Hele.
19. Fremdeles lavede han over Teltdækket et Dække af rødfarvede
Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind.
20. Derpå lavede han Brædderne til Boligen af Akacietræ til at stå
op,
21. hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt,
22. og på hvert Bræt to indbyrdes forbundne Tapper; således
indrettede han det ved alle Boligens Brædder.
23. Af Brædderne, som han lavede til Boligen, var tyve til Sydsiden,
24. og til de tyve Brædder lavede han fyrretyve Fodstykker af Sølv,
to Fodstykker til de to Tapper på hvert Bræt.
25. Andre tyve Brædder lavede han til Boligens anden Side, som
vendte mod Nord,
26. med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt.
27. Og til Bagsiden, som vendte mod Vest, lavede han seks Brædder.
28. Til Boligens Baghjørner lavede han to Brædder,
29. der bestod af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker
foroven, indtil den første Ring; således indrettede han dem
begge for at danne de to Hjørner.
30. Altså blev der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende seksten
Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt.
31. Derpå lavede han Tværstænger af Akacietræ, fem til de Brædder,
der dannede Boligens ene Side,
32. fem til de Brædder, der dannede Boligens anden Side, og fem til
de Brædder, der dannede Boligens Bagside mod Vest;
33. den mellemste Tværstang lavede han således, at den midt på
Brædderne nåede fra den ene Ende af Væggen til den anden.
34. Brædderne overtrak han med Guld, og deres Ringe, som
Tværstængerne skulde stikkes i, lavede han af Guld, og
Tværstængerne overtrak han med Guld.
35. Derpå lavede han Forhænget af violet og rødt Purpurgarn,
karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, han lavede det i
Kunstvævning med Keruber på,
36. og han lavede dertil fire Piller af Akacietræ, som han overtrak
med Guld, og Knagerne derpå lavede han af Guld, og han støbte
fire Fodstykker af Sølv til dem.
37. Derpå lavede han et Forhæng til Teltets Indgang af violet og
rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i broget
Vævning
38. og dertil fem Piller med Knager, hvis Hoveder og Bånd han
overtrak med Guld, og fem Fodstykker af Kobber.
2.Mosebog 37
1. Derpå lavede Bezal'el Arken af Akacietræ, halvtredje Alen lang,
halvanden Alen bred og halvanden Alen høj,
2. og overtrak den indvendig og udvendig med purt Guld og satte en
gylden Krans rundt om den.
3. Derefter støbte han fire Guldringe til den og satte dem på dens
fire Fødder, to Ringe på hver Side af den.
4. Og han lavede Bærestænger af Akacietræ og overtrak dem med Guld;
5. så stak han Stængerne gennem Ringene på Arkens Sider, for at den
kunde bæres med dem.
6. Derpå lavede han Sonedækket af purt Guld, halvtredje Alen langt
og halvanden Alen bredt,
7. og han lavede to Keruber af Guld, i drevet Arbejde lavede han
dem, ved begge Ender af Sonedækket,
8. den ene Kerub ved den ene Ende, den anden Kerub ved den anden;
han lavede Keruberne således, at de var i eet med Sonedækket ved
begge Ender.
9. Og Keruberne bredte deres Vinger i Vejret, således at de dækkede
over Sonedækket med deres Vinger; de vendte Ansigtet mod
hinanden; nedad mod Sone,dækket vendte Kerubernes Ansigter.
10. Derpå lavede han Bordet af Akacietræ, to Alen langt, en Alen
bredt og halvanden Alen højt,
11. og overtrak det med purt Guld og satte en gylden Krans rundt om
det.
12. Og han satte en Liste af en Hånds Bredde rundt om det og en
gylden Krans rundt om Listen.
13. Og han støbte fire Guldringe og satte dem på de fire Hjørner ved
dets fire Ben.
14. Lige ved Listen sad Ringene til at stikke Bærestængerne i, så at
man kunde bære Bordet.
15. Og han lavede Bærestængerne at Akacietræ og overtrak dem med
Guld, og med dem skulde Bordet bæres.
16. Og han lavede af purt Guld de Ting, som hørte til Bordet, Fadene
og Kanderne, Skålene og Krukkerne til at udgyde Drikoffer med.
17. Derpå lavede han Lysestagen af purt Guld, i drevet Arbejde
lavede han Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, således at dens
Blomster med Bægere og Kroner var i eet med den;
18. seks Arme udgik fra Lysestagens Sider, tre fra den ene og tre
fra den anden Side.
19. På hver af Armene, der udgik fra Lysestagen, var der tre
mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,
20. men på selve Stagen var der fire mandelblomstlignende Blomster
med Bægere og Kroner,
21. et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgik fra den.
22. Bægrene og Armene var i eet med den, så at det hele udgjorde eet
drevet Arbejde af purt Guld.
23. Derpå lavede han de syv Lamper til den, Lampesaksene og Bakkerne
af purt Guld.
24. En Talent purt Guld brugte han til den og til alt dens Tilbehør.
25. Derpå lavede han Røgelsealteret af Akacietræ, en Alen langt og
en Alen bredt, i Firkant, og to Alen højt, og dets Horn var i
eet med det.
26. Og han overtrak det med purt Guld, både Pladen og Siderne hele
Vejen rundt og Hornene, og satte en Guldkrans rundt om;
27. og han satte to Guldringe under Kransen på begge Sider til at
stikke Bærestængerne i, for at det kunde bæres med dem;
28. Bærestængerne lavede han af Akacietræ og overtrak dem med Guld.
29. Han tilberedte også den hellige Salveolie og den rene,
vellugtende Røgelse, som Salveblanderne laver den.
2.Mosebog 38
1. Derpå lavede han Brændofferalteret af Akacietræ, fem Alen langt
og fem Alen bredt, firkantet, og tre Alen højt.
2. Han lavede Horn til dets fire Hjørner, således at de var i eet
dermed, overtrak det med Kobber
3. og lavede alt Alterets Tilbehør, Karrene, Skovlene, Skålene,
Gaflerne og Panderne; alt dets Tilbehør lavede han af Kobber.
4. Derpå omgav han Alteret med et flettet Kobbergitter neden under
dets Liste, således at det nåede op til Alterets halve Højde.
5. Derefter støbte han fire Ringe til Kobbergitterets fire Hjørner
til at stikke Bærestængerne i.
6. Bærestængerne lavede han at Akacietræ og overtrak dem med
Kobber.
7. Og Stængerne stak han gennem Ringene på Alterets Sider, for at
det kunde bæres med dem. Han lavede det hult af Brædder.
8. Derpå lavede han Vandkummen med Fodstykke af Kobber og brugte
dertil Spejle, som tilhørte Kvinderne, der gjorde Tjeneste ved
Indgangen til Åbenbaringsteltet.
9. Derpå indrettede han Forgården: Til Sydsiden det hundrede Alen
lange Forgårdsomhæng af tvundet Byssus
10. med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og
Bånd af Sølv til Pillerne.
11. Til Nordsiden hundrede Alen med tyve Piller og tyve Fodstykker
af Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne.
12. Til Vestsiden det halvtredsindstyve Alen lange Omhæng med ti
Piller og ti Fodstykker og med Knager og Bånd af Sølv til
Pillerne.
13. Og til Forsiden mod Øst, der var halvtredsindstyve Alen bred,
14. det femten Alen lange Omhæng med fire Piller og tre Fodstykker
til den ene Side af Indgangen,
15. og det femten Alen lange Omhæng med tre Piller og tre Fodstykker
til den anden Side af Indgangen.
16. Alle Omhæng rundt om Forgården var af tvundet Byssus,
17. Fodstykkerne til Pillerne af Kobber,men deres Knager og Bånd af
Sølv; alle Pillernes Hoveder var overtrukket med Sølv; og de
havde Bånd af Sølv.
18. Forhænget til Forgårdens Indgang var af violet og rødt
Purpurgarn i broget Vævning, karmoisinrødt Garn og tvundet
Byssus, tyve Alen langt og fem Alen højt, svarende til Bredden
på Forgårdens Omhæng.
19. Dertil hørte fire Piller med fire Fodstykker af Kobber; Knagerne
var af Sølv og Overtrækket på Hovederne og Båndene ligeledes af
Sølv.
20. Alle Pælene til Boligen og Forgården rundt om var af Kobber.
21. Her følger Regnskabet over Boligen, Vidnesbyrdets Bolig, som på
Moses's Bud blev opgjort af Leviterne under Ledelse af Itamar,
en Søn af Præsten Aron;
22. Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme havde udført
alt, hvad HERREN havde pålagt Moses,
23. sammen med Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme, som udførte
Udskæringsarbejdet, Kunstvævningen og den brogede Vævning af
violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus.
24. Hvad angår Guldet, der anvendtes til Arbejdet, under hele
Arbejdet på Helligdommen, så løb det som Gave viede Guld op til
29. Talenter og 730 Sekel efter hellig Vægt.
25. Det ved Menighedens Mønstring indkomne Sølv løb op til 100
Talenter og 1775 Sekel efter hellig Vægt
26. en, Beka, det halve af en Sekel efter hellig Vægt, af enhver,
der måtte lade sig mønstre, altså fra Tyveårsalderen og opefter,
i alt 603 550 Mand:
27. De 100 Talenter Sølv medgik til Støbningen af Helligdommens og
Forhængets Fodstykker, 100 Talenter til 100 Fodstykker, en
Talent til hvert Fodstykke.
28. Men de 1775 Sekel anvendte han til Knager til Pillerne, til at
overtrække deres Hoveder med og til Bånd på dem.
29. Det som Gave viede Kobber udgjorde 70 Talenter og 2400 Sekel.
30. Deraf lavede han Fodstykkerne til Åbenbaringsteltets Indgang,
Kobberalteret med dets Kobbergitter og alt Alterets Tilbehør,
31. Fodstykkerne til Forgården rundt om og til Forgårdens Indgang og
alle Teltpælene til Boligen og alle Teltpælene til Forgården
hele Vejen rundt.
2.Mosebog 39
1. Af det violette og røde Purpurgarn og det karmoisinrøde Garn
tilvirkede de Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen; og de
tilvirkede Arons hellige Klæder, således som HERREN havde pålagt
Moses.
2. De tilvirkede Efoden af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus,
3. idet de udhamrede Guldet i Plader og skar Pladerne ud i Tråde
til at væve ind i det violette og røde Purpurgarn, det
karmoisinrøde Garn og det tvundne Byssus ved Kunstvævning.
4. Derpå forsynede de den med Skulderstykker til at hæfte på; den
blev hæftet sammen ved begge Hjørner.
5. Og dens Bælte, som brugtes, når den skulde tages på, var i eet
med den og af samme Arbejde, af Guldtråd, violet og rødt
Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, således som
HERREN havde pålagt Moses.
6. Derpå tilvirkede de Sjohamstenene, indfattede i Guldfletværk og
graverede som Signeter med Israels Sønners Navne;
7. og de fæstede dem på Efodens Skulderstykker, for at Stenene
kunde bringe Israels Børn i Minde, således som HERREN havde
pålagt Moses.
8. Derpå tilvirkede de Brystskjoldet i Kunstvævning på samme Måde
som Efoden, af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus;
9. det var firkantet, og de lagde Brystskjoldet dobbelt; det var et
Spand langt og et Spand bredt, lagt dobbelt.
10. De udstyrede det med fire Rækker Sten: Karneol, Topas og Smaragd
i den første Række,
11. Rubin, Safir og Jaspis i den anden,
12. Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje,
13. Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde, omgivne med Guldfletværk
i deres Indfatninger.
14. Der var tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en for
hvert Navn; det var graveret Arbejde som Signeter, således at
hver Sten bar Navnet på en af de tolv Stammer.
15. Til Brystskjoldet lavede de snoede Kæder af purt Guld, snoet
Arbejde, som når man snor Reb.
16. Derpå lavede de to Guldfletværker og to Guldringe og satte disse
to Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner,
17. og de to Guldsnore knyttede de i de to Ringe på Brystskjoldets
Hjørner;
18. Snorenes anden Ende anbragte de i de to Fletværker og fæstede
dem på Forsiden af Efodens Skulderstykker.
19. Og d lavede to andre Guldringe og satte dem på Brystskjoldets to
andre Hjørner på den indre Rand, der vendte mod Efoden.
20. Og de lavede endnu to Guldringe og fæstede dem på Efodens to
Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den var hæftet sammen
med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte;
21. og de bandt med Ringene Brystskjoldet fast til Efodens Ringe ved
Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kom til at sidde oven
over Efodens Bælte og ikke kunde løsne sig fra Efoden, som
HERREN havde pålagt Moses.
22. Derpå tilvirkede de Kåben, som hører til Efoden, i vævet
Arbejde, helt og holdent af violet Purpur.
23. Midt på havde Kåben en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en
Panserskjorte, omgivet af en Linning, for at den ikke skulde
rives itu,
24. og langs Kåbens nederste Kant syede de Granatæbler af violet og
rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus,
25. og de lavede Bjælder af purt Guld, som de anbragte mellem
Granatæblerne langs Kåbens nederste Kant hele Vejen rundt,
mellem Granatæblerne,
26. så at Bjælder og Granatæbler skiftede hele Vejen rundt langs
Kåbens nederste Kant, til at bære ved Tjenesten, som HERREN
havde pålagt Moses.
27. Derpå tilvirkede de Kjortlerne til Aron og hans Sønner af Byssus
i vævet Arbejde,
28. Hovedklædet af Byssus, Embedshuerne af Byssus, Linnedbenklæderne
af tvundet Byssus,
29. og Bæltet af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og
karmoisinrødt Garn i broget Vævning, som HERREN havde pålagt
Moses.
30. Derpå lavede de Pandepladen, det hellige Diadem, af purt Guld og
forsynede den med en Indskrift i graveret Arbejde som ved
Signeter: "Helliget HERREN."
31. Og de fæstede en violet Purpursnor på den til at binde den fast
med oven på Hovedklædet, som HERREN havde pålagt Moses.
32. Således fuldførtes alt Arbejdet ved Åbenbaringsteltets Bolig; og
Israeliterne gjorde ganske som HERREN havde pålagt Moses;
således gjorde de.
33. Derpå bragte de Boligen til Moses, Teltdækket med alt dets
Tilbehør, Knagerne, Brædderne, Tværstængerne, Pillerne og
Fodstykkerne,
34. Dækket af rødfarvede Væderskind og Dækket af Tahasjskind, det
indre Forhæng,
35. Vidnesbyrdets Ark med Bærestængerne, Sonedækket,
36. Bordet med alt dets Tilbehør, Skuebrødene,
37. Lysestagen af purt Guld med Lamperne, der skulde sættes på den,
og alt dens Tilbehør, Olien til Lysestagen,
38. Guldalteret, Salveolien, den vellugtende Røgelse, Forhænget til
Teltets Indgang,
39. Kobberalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets
Tilbehør, Vandkummen og Fodstykket,
40. Omhængene til Forgården, Pillerne og Fodstykkerne, Forhænget til
Forgårdens Indgang, Rebene og Teltpælene, alt Tilbehør til
Tjenesten i Åbenbaringsteltets Bolig,
41. Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder
til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Præstetjenesten.
42. Nøjagtigt som HERREN havde pålagt Moses, udførte Israeliterne
hele Arbejdet.
43. Da så Moses hele Arbejdet efter, og se, de havde udført det, som
HERREN havde sagt; således havde de utdført det. Og Moses
velsignede dem.
2.Mosebog 40
1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
2. På den første Dag i den første Måned skal du rejse
Åbenbaringsteltets Bolig.
3. Sæt så Vidnesbyrdets Ark derind og hæng Forhænget op for Arken.
4. Og du skal bringe Bordet ind og ordne, hvad dertil hører, og
bringe Lysestagen ind og sætte Lamperne på.
5. Stil Guldalteret til Røgelsen op foran Vidnesbyrdets Ark og hæng
Forhænget op foran Boligens Indgang.
6. Stil Brændofferalteret op foran Indgangen til Åbenbaringsteltets
Bolig
7. og stil Vandkummen op mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og
hæld Vand deri.
8. Rejs Forgården rundt om og hæng Forhænget op foran Forgårdens
Indgang.
9. Tag Salveolien og salv Boligen og alle Ting de1i, og du skal
hellige den med alt dens Tilbehør, så den bliver hellig.
10. Du skal salve Brændofferalteret og alt dets Tilbehør og hellige
Alteret, så det bliver højhelligt.
11. Og du skal salve Vandkummen og Fodstykket og hellige den.
12. Lad så Aron og hans Sønner træde hen til Åbenbaringsteltets
Indgang, tvæt dem med Vand
13. og ifør Aron de hellige Klæder. salv og hellig ham til at gøre
Præstetjeneste for mig.
14. Lad så hans Sønner træde frem, ifør dem Kjortler
15. og salv dem, som du salver deres Fader, til at gøre
Præstetjeneste for mig. Således skal det ske, for at et evigt
Præstedømme kan blive dem til Del fra Slægt til Slægt i Kraft af
denne Salvning, som du foretager på dem.
16. Og Moses gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham; således
gjorde han.
17. På den første Dag i den første Måned i det andet År blev Boligen
rejst.
18. Moses rejste Boligen, idet han anbragte Fodstykkerne, rejste
Brædderne, stak Tværstængerne ind, rejste Pillerne,
19. spændte Teltdækket ud over Boligen og lagde Teltdækkets Dække
ovenover, som HERREN havde pålagt Moses.
20. Derpå tog han Vidnesbyrdet og lagde det i Arken, stak
Bærestængerne i Arken og lagde Sonedækket oven på den;
21. så bragte han Arken ind i Boligen og hængte det indre Forhæng op
og tilhyllede således Vidnesbyrdets Ark, som HERREN havde pålagt
Moses.
22. Derpå opstillede han Bordet i Åbenbaringsteltet ved Boligens
nordre Væg uden for Forhænget,
23. og han lagde Brødene i Række derpå for HERRENs Åsyn, som HERREN
havde pålagt Moses.
24. Derpå satte han Lysestagen ind i Åbenbaringsteltet lige over for
Bordet, ved Boligens søndre Væg;
25. og han satte Lamperne derpå for HERRENs Åsyn, som HERREN havde
pålagt Moses.
26. Derpå stillede han Guldalteret op i Åbenbaringsteltet foran
Forhænget,
27. og han tændte vellugtende Røgelse derpå, som HERREN havde pålagt
Moses.
28. Derpå hængte han Forhænget op for Boligens Indgang.
29. Brændofferalteret opstillede han foran Indgangen til
Åbenbaringsteltets Bolig og ofrede Brændofferet og
Afgrødeofferet derpå, som HERREN havde pålagt Moses.
30. Derpå opstillede han Vandkummen mellem Åbenbaringsteltet og
Alteret og hældte Vand deri til Tvætning.
31. Og Moses og Aron og hans Sønner tvættede deres Hænder og Fødder
deri;
32. når de gik ind i Åbenbaringsteltet og trådte hen til Alteret.
tvættede de sig, som HERREN havde pålagt Moses.
33. Så rejste han Forgården rundt om Boligen og Alteret og hængte
Forhænget op for Forgårdens Indgang. Hermed var Moses færdig med
Arbejdet.
34. Da dækkede Skyen Åbenbaringsteltet, og HERRENs Herlighed fyldte
Boligen;
35. og Moses kunde ikke gå ind i Åbenbaringsteltet, fordi Skyen
havde lagt sig derover, og HERRENs Herlighed fyldte Boligen.
36. Men under hele deres Vandring brød Israeliterne op, når Skyen
løftede sig fra Boligen;
37. og når Skyen ikke løftede sig. brød de ikke op, men ventede, til
den atter løftede sig.
38. Thi HERRENs Sky lå over Boligen om Dagen, og om Natten lyste Ild
i Skyen for alle Israeliternes Øjne under hele deres Vandring.
3.Mosebog
3.Mosebog 1
1. HERREN kaldte på Moses og talede til ham fra Åbenbaringsteltet
og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen af eder vil
bringe HERREN en Offergave af Kvæget, da skal Offergaven, I vil
bringe, tages at Hornkvæget eller Småkvæget.
3. Skal hans Offergave af Hornkvæget være et Brændoffer, så skal
det være et lydefrit Handyr, han bringer; til Åbenbaringsteltets
Indgang skal han bringe det for at vinde HERRENs Velbehag.
4. Så skal han lægge sin Hånd på Brændofferdyrets Hoved, for at det
kan vinde ham HERRENs Velbehag, idet det skaffer ham Soning.
5. Derpå skal han slagte den unge Okse for HERRENs Åsyn, og Arons
Sønner, Præsterne, skal frembære Blodet, og de skal sprænge
Blodet rundt om på Alteret, som står ved Indgangen til
Åbenbaringsteltet.
6. Så skal han flå Huden af Brændofferdyret og skære det i Stykker,
7. og Arons Sønner, Præsterne, skal gøre Ild på Alteret og lægge
Brænde på Ilden;
8. og Arons Sønner, Præsterne, skal lægge Stykkerne tillige med
Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på Alteret.
9. Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand, og
Præsten skal bringe det hele som Røgoffer på Alteret; det er et
Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
10. Hvis hans Offergave, der skal bruges som Brændoffer, tages at
Småkvæget, af Fårene eller Gederne, så skal det være et lydefrit
Handyr, han bringer.
11. Han skal slagte det for HERRENs Åsyn ved Alterets Nordside, og
Arons Sønner, Præsterne skal sprænge Blodet deraf rundt om på
Alteret.
12. Så skal han skære det i Stykker, og Præsten skal lægge Stykkerne
tillige med Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på
Alteret.
13. Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand. Så skal
Præsten frembære det hele og bringe det som Røgoffer på Alteret;
det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
14. Er hans Offergave til HERREN et Brændoffer af Fuglene, da skal
Offergaven, han vil bringe, tages af Turtelduerne eller
Dueungerne;
15. Præsten skal frembære den til Alteret og knække Halsen på den og
bringe Hovedet som Røgoffer på Alteret, og dens Blod skal
udpresses mod Alterets Side.
16. Så skal han udtage Kroen med dens Indhold og kaste den på
Askedyngen ved Alterets Østside.
17. Derpå skal han rive Vingerne løs på den uden dog at skille dem
fra Kroppen. Så skal Præsten bringe den som Røgoffer på Alteret
på Brændet over Ilden; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en
liflig Duft for HERREN.
3.Mosebog 2
1. Når nogen vil frembære et Afgrødeoffer som Offergave for HERREN,
skal hans Offergave bestå af fint Hvedemel, og han skal hælde
Olie derover og komme Røgelse derpå.
2. Og han skal bringe det til Arons Sønner, Præsterne; og Præsten
skal tage en Håndfuld af Melet og Olien og al Røgelsen, det, som
skal ofres af Afgrødeofferet, og bringe det som Røgoffer på
Alteret, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN;
3. men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner
som en højhellig Del af HERRENs Ildofre.
4. Men når du som Offergave vil bringe et Afgrødeoffer af Bagværk
fra Bagerovnen, skal det bestå af fint Hvedemel, usyrede Kager,
rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie.
5. Er derimod din Offergave et Afgrødeoffer, bagt på Plade, så skal
det bestå af usyret fint Hvedemel, rørt i Olie;
6. du skal bryde det i Stykker og hælde Olie derover. Det er et
Afgrødeoffer.
7. Men er din Offergave et Afgrødeoffer, bagt i Pande, skal det
tilberedes af fint Hvedemel med Olie.
8. Det Afgrødeoffer, der tilberedes af disse Ting, skal du bringe
HERREN; man skal bringe det til Præsten, og han skal bære det
hen til Alteret;
9. og Præsten skal af Afgrødeofferet udtage det, som skal ofres
deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer til en
liflig Duft for HERREN.
10. Men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner
som en højhellig Del af HERRENs Ofre.
11. Intet Afgrødeoffer, som I bringer HERREN, må tilberedes syret;
thi Surdejg eller Honning må I aldrig bringe som Røgoffer, som
Ildoffer for HERREN.
12. Kun som Offergave af Førstegrøde må I frembære disse Ting for
HERREN, men de må ikke komme på Alteret til en liflig Duft.
13. Og du skal komme Salt i enhver Afgrødeoffergave, du frembærer,
du må ikke undlade at komme din Guds Pagts Salt i dit
Afgrødeoffer, men du skal frembære Salt med enhver af dine
Offergaver.
14. Dersom du vil frembære HERREN et Afgrødeoffer af Førstegrøden,
skal det, du frembærer som Afgrødeoffer af din Førstegrøde, være
friske Aks, ristede over Ilden, knuste, af nyhøstet Korn;
15. og du skal hælde Olie derover og komme Røgelse derpå. Det er et
Afgrødeoffer,
16. Al Røgelsen og det, som skal ofres af de knuste Aks og Olien,
skal Præsten bringe som Røgoffer, et Ildoffer for HERREN.
3.Mosebog 3
1. Men er hans Offergave et Takoffer, så skal det, hvis han bringer
det af Hornkvæget, være et lydefrit Han eller Hundyr, han
bringer HERREN.
2. Han skal lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret
ved Indgangen til Åbenbaringsteltet; og Arons Sønner, Præsterne,
skal sprænge Blodet rundt om på Alteret.
3. Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære
Fedtet, der dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
4. begge Nyrerne med det Fedt. som sidder på dem ved
Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
Nyrerne.
5. Og Arons Sønner skal bringe det som Røgoffer på Alteret oven på
Brændofferet på Brændet, der ligger på Ilden, et Ildoffer til en
liflig Duft for HERREN.
6. Men hvis hans Offergave, der bringes som Takoffer til HERREN.
tages af Småkvæget, skal det være et lydefrit Han eller Hundyr,
han bringer.
7. Er den Offergave, han vil bringe. et Lam, skal han bringe det
hen for HERRENs Åsyn
8. og lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret foran
Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet deraf
rundt om på Alteret.
9. Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære
Fedtet, hele Fedthalen, skilt fra Rygraden, Fedtet, som dækker
Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
10. begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
Nyrerne.
11. Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret,
Ildofferspise for HERREN.
12. Men hvis hans Offergave er en Ged, skal han bringe den hen for
HERRENs Åsyn
13. og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den foran
Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet rundt om
på Alteret.
14. Så skal han deraf frembære som sin Offergave, som et Ildoffer
for HERREN, Fedtet, det dækker Indvoldene, og alt Fedtet på
Indvoldene,
15. begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
Nyrerne.
16. Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret,
Ildofferspise til en liflig Duft. Alt Fedt skal være HERRENs.
17. En evig Anordning skal det være for eder fra Slægt til Slægt,
hvor I end bor: Intet Fedt og intet Blod må I nyde!
3.Mosebog 4
1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af Vanvare forsynder sig
mod noget af HERRENs Forbud og overtræder et af dem, da skal
følgende iagttages:
3. Er det den salvede Præst, der forsynder sig, så der pådrages
Folket Skyld, skal han for den Synd, han har begået, bringe
HERREN en lydefri ung Tyr som Syndoffer.
4. Han skal føre Tyren hen til Åbenbaringsteltets Indgang for
HERRENs Åsyn og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den for
HERRENs Åsyn,
5. og den salvede Præst skal tage noget af Tyrens Blod og bringe
det ind i Åbenbaringsteltet,
6. og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv
Gange for HERRENs Åsyn foran Helligdommens Forhæng;
7. og Præsten skal stryge noget af Blodet på Røgelsealterets Horn
for HERRENs Åsyn, det, som står i Åbenbaringsteltet; Resten af
Tyrens Blod skal han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som
står ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
8. Men alt Syndoffertyrens Fedt skal han tage ud Fedtet, som dækker
Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
9. begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
Nyrerne,
10. på samme Måde som det udtages af Takofferoksen. Og Præsten skal
bringe det som Røgoffer på Brændofferalteret.
11. Men Tyrens Hud og alt dens Kød tillige med dens Hoved,
Skinneben, Indvolde og Skarn,
12. hele Tyren skal han bringe uden for Lejren til et urent Sted,
til Askedyngen, og brænde den på et Bål af Brænde; oven på Aske;
dyngen skal den brændes.
13. Men hvis det et hele Israels Menighed, der forser sig, uden at
Forsamlingen ved af det, og de har overtrådt et af HERRENs
Forbud og derved pådraget sig Skyld,
14. da skal Forsamlingen, når den Synd, de har begået mod Forbudet,
bliver kendt, bringe en ung, lydefri Tyr som Syndoffer; de skal
føre den hen foran Åbenbaringsteltet,
15. og Menighedens Ældste skal lægge deres Hænder på Tyrens Hoved
for HERRENs Åsyn, og man skal slagte den for HERRENs Åsyn.
16. Derpå skal den salvede Præst bringe noget af Tyrens Blod ind i
Åbenbaringsteltet,
17. og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv
Gange for HERRENs Åsyn foran Forhænget;
18. og han skal stryge noget af Blodet på Hornene af Alteret, som
står for HERRENs Åsyn i Åbenbaringsteltet; Resten af Blodet skal
han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som står ved
Indgangen til Åbenbaringsteltet,
19. Men alt, Fedtet skal han tage ud og bringe det som Røgoffer på
Alteret.
20. Derpå skal han gøre med Tyren på samme Måde som med den før
nævnte Syndoffertyr. Da skal Præsten skaffe dem Soning, så de
finder Tilgivelse.
21. Så skal Tyren bringes uden for Lejren og brændes på samme Måde
som den før nævnte Tyr. Det er Menighedens Syndoffer.
22. Men hvis det er en Øverste. der forsynder sig og af Vanvare
overtræder et af HERRENs Forbud og derved på drager sig Skyld,
23. og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal den
Offergave, han bringer, være en lydefri Gedebuk.
24. Han skal lægge sin Hånd på Bukkens Hoved og slagte den der, hvor
Brændofferet slagtes for HERRENs Åsyn. Det er et Syndoffer.
25. Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og
stryge det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal
han udgyde ved Brændofferalterets Fod.
26. Og alt dets Fedt skal han bringe som Røgoffer på Alteret ligesom
Fedtet fra Takofferet. Da skal Præsten skaffe ham Soning for
hans Synd, så han finder Tilgivelse.
27. Men hvis det er en af Almuen, der af Vanvare forsynder sig ved
at overtræde et af HERRENs Forbud og derved pådrager sig Skyld,
28. og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal
Offergaven, han bringer for den Synd, han har begået, være en
lydefri Ged.
29. Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte
Syndofferet der, hvor Brændofferet slagtes.
30. Præsten skal tage noget af Gedens Blod på sin Finger og stryge
det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal han
udgyde ved Alterets Fod.
31. Og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som Fedtet tages
ud af Takofferet, og Præsten skal bringe det som Røgoffer på
Alteret til en liflig Duft for HERREN. Da skal Præsten skaffe
ham Soning, så han finder Tilgivelse.
32. Men hvis den Offergave, han vil bringe som Syndoffer, er et Lam,
da skal det være et lydefrit Hundyr, han bringer.
33. Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte det som
Syndoffer der, hvor Brændofferet slagtes.
34. Og Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og
stryge det på Brændofferalterets Horn, men Resten af Blodet skal
han udgyde ved Alterets fod,
35. og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som
Takofferlammets Fedt tages ud, og Præsten skal bringe det som
Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Da skal Præsten
skaffe ham Soning for den Synd, han har begået, så han finder
Tilgivelse.
3.Mosebog 5
1. Hvis nogen, når han hører en Forbandelse udtale, synder ved at
undlade at vidne, skønt han var Øjenvidne eller på anden Måde
kender Sagen, og således pådrager sig Skyld,
2. eller hvis nogen, uden at det er ham vitterligt, rører ved noget
urent, hvad enten det nu er et Ådsel af et urent vildt Dyr eller
af urent Kvæg eller urent Kryb, og han opdager det og bliver sig
sin Skyld bevidst,
3. eller når han, uden at det er ham vitterligt, rører ved Urenhed
hos et Menneske, Urenhed af en hvilken som helst Art, hvorved
man bliver uren, og han opdager det og bliver sig sin Skyld
bevidst,
4. eller når nogen, uden at det er ham vitterligt, med sine Læber
aflægger en uoverlagt Ed på at ville gøre noget, godt eller
ondt, hvad nu et Menneske kan aflægge en uoverlagt Ed på, og han
opdager det og bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse
Tilfælde,
5. så skal han, når han bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse
Tilfælde, bekende det, han har forsyndet sig med,
6. og til Bod for den Synd, han har begået, bringe HERREN et Hundyr
af Småkvæget, et Får eller en Ged, som Syndoffer; da skal
Præsten skaffe ham Soning for hans Synd.
7. Men hvis han ikke evner at give et Stykke Småkvæg, skal han til
Bod for sin Synd bringe HERREN to Turtelduer eller Dueunger, en
som Syndoffer og en som Brændoffer.
8. Han skal bringe dem til Præsten, og Præsten skal først frembære
den, der skal bruges til Syndoffer; han skal knække Halsen på
den ved Nakken uden at rive Hovedet helt af
9. og stænke noget af Syndofferets Blod på Alterets Side, medens
Resten af Blodet skal udpresses ved Alterets Fod. Det er et
Syndoffer.
10. Men den anden skal han ofre som Brændoffer på den foreskrevne
Måde; da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har
begået, så han finder Tilgivelse.
11. Men hvis han ej heller evner at give to Turtelduer eller
Dueunger, skal han som Offergave for sin Synd bringe en
Tiendedel Efa fint Hvedemel til Syndoffer, men han må ikke hælde
Olie derover eller komme Røgelse derpå, thi det er et Syndoffer.
12. Han skal bringe det til Præsten, og Præsten skal tage en
Håndfuld deraf, det, som skal ofres deraf, og bringe det som
Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Det er et
Syndoffer.
13. Da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har begået
på en af de nævnte Måder, så han finder Tilgivelse. Resten skal
tilfalde Præsten på samme Måde som Afgrødeofferet.
14. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
15. Når nogen gør sig skyldig i Svig og af Vanvare forsynder sig mod
HERRENs Helliggaver, skal han til Bod derfor som Skyldoffer
bringe HERREN en lydefri Væder af Småkvæget, der er vurderet til
mindst to Sølvsekel efter hellig Vægt;
16. og han skal give Erstatning for, hvad han har forsyndet sig med
over for det hellige, med Tillæg af en Femtedel af Værdien. Han
skal give Præsten det, og Præsten skal skaffe ham Soning ved
Skyldoffervæderen, så han finder Tilgivelse.
17. Når nogen, uden at det er ham vitterligt, synder ved at
overtræde et af HERRENs Forbud, så han bliver skyldig og
pådrager sig Skyld,
18. da skal han af Småkvæget bringe en lydefri Væder, der er taget
god, som Skyldoffer til Præsten, og Præsten skal skaffe ham
Soning for den uforsætlige Synd, han har begået, uden at den var
ham vitterlig, så han finder Tilgivelse.
19. Det er et Skyldoffer; han har pådraget sig Skyld over for
HERREN.
20. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
21. Når nogen forsynder sig og gør sig skyldig i Svig mod HERREN,
idet han frakender sin Næste Retten til noget, der var ham
betroet, et Håndpant eller noget, han har røvet, eller han
aftvinger sin Næste noget,
22. eller han finder noget, som er tabt, og nægter det, eller han
aflægger falsk Ed angående en af alle de Ting, som Mennesket
forsynder sig ved at gøre,
23. så skal han, når han har forsyndet sig og føler sig skyldig,
tilbagegive det, han har røvet, eller det, han har aftvunget,
eller det, som var ham betroet, eller det tabte, som han har
fundet,
24. eller alt det, hvorom han har aflagt falsk Ed; han skal erstatte
det med dets fulde Værdi med Tillæg af en Femtedel. Han skal
give den retmæssige Ejer det, den Dag han gør Bod.
25. Og til Bod skal han af Småkvæget bringe HERREN en lydefri Væder,
der er taget god; som Skyldoffer skal han bringe den til
Præsten.
26. Da skal Præsten skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn, så han
finder Tilgivelse for enhver Ting, hvorved man pådrager sig
Skyld.
3.Mosebog 6
1. HERREN taled fremdeles til Moses og sagde:
2. Giv Aron og hans Sønner dette Bud: Dette er Loven om
Brændofferet. Brændofferet skal blive liggende på sit Bål på
Alteret Natten over til næste Morgen, og Alterilden skal holdes
ved lige dermed.
3. Så skal Præsten iføre sig sin Linnedklædning, og Linnedbenklæder
skal han iføre sig over sin Blusel, og han skal borttage Asken,
som bliver tilbage, når Ilden fortærer Brændofferet på Alteret,
og lægge den ved Siden af Alteret.
4. Derefter skal han afføre sig sine Klæder og tage andre Klæder på
og bringe Asken uden for Lejren til et urent Sted.
5. Ilden på Alteret skal holdes ved lige dermed, den må ikke gå ud:
og Præsten skal hver Morgen tænde ny Brændestykker på Alteret og
lægge Brændofferet til Rette derpå og så bringe Takofrenes
Fedtdele som Røgoffer derpå.
6. En stadig Ild skal holdes ved lige på Alteret, den må ikke gå
ud.
7. Dette er Loven om Afgrødeofferet: Arons Sønner skal frembære det
for HERRENs Åsyn, hen til Alteret.
8. Så skal han tage en Håndfuld af Afgrødeofferets Mel og Olie og
al Røgelsen, der følger med Afgrødeofferet, det, der skal ofres
deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret til en liflig Duft
for HERREN.
9. Men Resten deraf skal Aron og hans Sønner spise; usyret skal det
spises på et helligt Sted; i Åbenbaringsteltets Forgård skal de
spise det.
10. Det må ikke bages syret. Jeg har givet dem det som deres Del af
mine Ildofre; det er højhelligt ligesom Syndofferet og
Skyldofferet.
11. Alle af Mandkøn blandt Arons Sønner må spise det; denne Del af
HERRENs Ildofre skal være en evig gyldig Rettighed, de har Krav
på fra Slægt til Slægt. Enhver, som rører derved, bliver hellig.
12. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
13. Dette er den Offergave, Aron og hans Sønner skal frembære for
HERREN: En Tiendedel Efa fint Hvedemel, et dagligt Afgrødeoffer,
Halvdelen om Morgenen og Halvdelen om Aftenen.
14. Det skal tilberedes på Plade med Olie, og du skal frembære det
godt æltet, og du skal bryde det i Stykker; et Afgrødeoffer, som
er brudt i Stykker, skal du frembære til en liflig Duft for
HERREN.
15. Den Præst iblandt hans Sønner, der salves i hans Sted, skal ofre
det; det skal være en evig gyldig Rettighed for HERREN, og som
Heloffer skal det ofres.
16. Ethvert Afgrødeoffer fra en Præst skal være et Heloffer; det må
ikke spises.
17. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
18. Tal til Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om
Syndofferet. Der, hvor Brændofferet slagtes. skal Syndofferet
slagtes for HERRENs Åsyn; det er højhelligt.
19. Den Præst, der frembærer Syndofferet, skal spise det; det skal
spises på et helligt Sted, i Åbenbaringsteltets Forgård.
20. Enhver, som rører ved Kødet deraf, bliver hellig. Hvis noget af
dets Blod stænkes på en Klædning, skal det Stykke, Blodet er
stænket på, tvættes på et helligt Sted.
21. Det Lerkar, det koges i, skal slås i Stykker; og hvis det er
kogt i et Kobberkar, skal dette skures og skylles med Vand.
22. Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; det er
højhelligt.
23. Men intet Syndoffer må spises, når noget af dets Blod bringes
ind i Åbenbaringsteltet for at skaffe Soning i Helligdommen; det
skal opbrændes.
3.Mosebog 7
1. Dette er Loven om Skyldofferet. Det er højhelligt
2. Der, hvor Brændofferet slagtes, skal Skyldofferet slagtes. Dets
Blod skal sprænges rundt om på Alteret,
3. og alt dets Fedt skal frembæres. Fedthalen, Fedtet, der dækker
Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
4. begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
Lændemusklerne, og Leverlappen, som skal skilles fra ved
Nyrerne.
5. Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer
for HERREN. Det er et Skyldoffer.
6. Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; på et helligt
Sted skal det spises; det er højhelligt.
7. Det er med Skyldofferet som med Syndofferet, en og samme Lov
gælder for dem: Det tilfalder den Præst, der skaffer Soning ved
det.
8. Den Præst, som frembærer nogens Brændoffer, ham skal Huden af
det Brændoffer, han frembærer, tilfalde.
9. Ethvert Afgrødeoffer, der bages i Ovnen, eller som er tilberedt
i Pande eller på Plade, tilfalder den Præst, der frembærer det;
10. men ethvert Afgrødeoffer, der er rørt i Olie eller tørt,
tilfalder alle Arons Sønner, den ene lige så vel som den anden.
11. Dette er Loven om Takofferet, som bringes HERREN.
12. Hvis det bringes som Lovprisningsoffer, skal han sammen med
Slagtofferet, der hører til hans Lovprisningsoffer, frembære
usyrede Kager, rørte i Olie, usyrede Fladbrød, smurte med Olie,
og fint Hvedemel, æltet til Kager, rørte i Olie;
13. sammen med syrede Brødkager skal han frembære sin Offergave som
sit Lovprisningstakoffer.
14. Han skal deraf frembære een Kage af hver Offergave som en
Offerydelse til HERREN; den tilfalder den Præst, der sprænger
Blodet af Takofferet på Alteret.
15. Kødet af hans Lovprisningstakoffer skal spises på selve
Offerdagen, intet de1af må gemmes til næste Morgen.
16. Er hans Offergaver derimod et Løfteoffer eller et
Frivilligoffer, skal det vel spises på selve Offerdagen, men
hvad der levnes, må spises Dagen efter;
17. men hvad der så er tilbage af Offerkødet, skal opbrændes på den
tredje Dag;
18. og hvis der spises noget af hans Takoffers Kød på den tredje
Dag, så vil den, som bringer Offeret, ikke kunne finde Guds
Velbehag, det skal ikke tilregnes ham, men regnes for urent Kød,
og den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde.
19. Det Kød, der kommer i Berøring med noget som helst urent, må
ikke spises, det skal opbrændes. I øvrigt må enhver, der er ren,
spise Kødet;
20. men enhver, som i uren Tilstand spiser Kød af HERRENs Takoffer,
skal udryddes af sin Slægt;
21. og når nogen rører ved noget urent, enten menneskelig Urenhed
eller urent Kvæg eller nogen Slags urent Kryb, og så spiser Kød
af HERRENs Takoffer, skal han udryddes af sin Slægt.
22. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
23. Tal til Israeliterne og sig: I må ikke spise noget som helst
Fedt af Okser, Får eller Geder.
24. Fedt af selvdøde og sønderrevne Dyr må bruges til alt, men I må
under ingen Omstændigheder spise det.
25. Thi enhver, der spiser Fedtet af det Kvæg, hvoraf der bringes
HERREN Ildofre, den, der spiser noget deraf, skal udryddes af
sit Folk.
26. Og I må heller ikke nyde noget som helst Blod af Fugle eller
Kvæg, hvor I end opholder eder;
27. enhver, der nyder noget som helst Blod, skal udryddes af sin
Slægt.
28. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
29. Tal til Israeliterne og sig: Den, der bringer HERREN sit
Takoffer, skal af sit Takoffer frembære for HERREN den ham
tilkommende Offergave;
30. med egne Hænder skal han frembære HERRENs Ildofre. Han skal
frembære Fedtet tillige med Brystet; Brystet, for at Svingningen
kan udføres dermed for HERRENs Åsyn;
31. og Præsten skal bringe Fedtet som Røgoffer på Alteret, men
Brystet skal tilfalde Aron og hans Sønner.
32. Desuden skal I give Præsten højre Kølle som Offerydelse af eders
Takofre.
33. Den af Arons Sønner, der frembærer Takofferets Blod og Fedtet,
ham tilfalder højre Kølle som hans Del.
34. Thi Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen tager jeg fra
Israeliterne af deres Takofre og giver dem til Præsten Aron og
hans Sønner, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på hos
Israeliterne.
35. Det er Arons og hans Sønners Del af HERRENs Ildofre, den, som
blev givet dem, den dag han lod dem træde frem for at gøre
Præstetjeneste for HERREN,
36. den, som HERREN, den Dag han salvede dem, bød Israeliterne at
give dem, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på fra Slægt
til Slægt.
37. Det er Loven om Brændofferet, Afgrødeofferet, Syndofferet,
Skyldofferet, Indsættelsesofferet og Takofferet,
38. som HERREN pålagde Moses på Sinaj Bjerg, den Dag han bød
Israeliterne at bringe HERREN deres Offergaver i Sinaj Ørken.
3.Mosebog 8
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. "Tag Aron og hans Sønner sammen med ham, Klæderne, Salveolien,
Syndoffertyren, de to Vædre og Kurven med de usyrede Brød
3. og kald hele Menigheden sammen ved indgangen til
Åbenbaringsteltet!"
4. Moses gjorde som HERREN bød ham, og Menigheden forsamlede sig
ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
5. Og Moses sagde til Menigheden: "Dette har HERREN påbudt at
gøre."
6. Da lod Moses Aron og hans Sønner træde frem og tvættede dem med
Vand.
7. Og han gav ham Kjortelen på, omgjordede ham med Bæltet, iførte
ham Kåben, gav ham Efoden på, omgjordede ham med Efodens Bælte
og bandt dermed Efoden fast på ham;
8. så anbragte han Brystskjoldet på ham, lagde Urim og Tummim i
Brystskjoldet,
9. lagde Hovedklædet om hans Hoved og fæstede Guldpladen, det
hellige Diadem, på Forsiden af Hovedklædet, som HERREN havde
pålagt Moses.
10. Derpå tog Moses Salveolien og salvede Boligen og alle Tingene
deri og helligede dem;
11. så bestænkede han Alteret syv Gange dermed og salvede Alteret og
alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke for at
hellige dem;
12. derpå udgød han. noget af Salveolien over Arons Hoved og salvede
ham for at hellige ham.
13. Derefter lod Moses Arons Sønner træde frem, iførte dem Kjortler,
omgjordede dem med Bælter og bandt Huer på deres Hoveder, som
HERREN havde pålagt Moses.
14. Så førte han Syndoffertyren frem, og Aron og hans Sønner lagde
deres Hænder lå Syndoffertyrens Hoved.
15. Derefter slagtede Moses den, tog Blodet og strøg med sin Finger
noget deraf rundt om på Alterets Horn og rensede Alteret for
Synd; men Resten af Blodet udgød han ved Alterets Fod; således
helligede han det ved at skaffe Soning for det.
16. Så tog Moses alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge
Nyrerne med Fedtet på dem og bragte det som Røgoffer på Alteret.
17. Men Tyren, dens Hud, Kød og Skarn, brændte han uden for Lejren,
som HERREN havde pålagt Moses.
18. Derpå førte han Brændoffervæderen frem, og Aron og hans Sønner
lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
19. Så slagtede Moses den og sprængte Blodet rundt om på Alteret;
20. og Moses skar Væderen i Stykker og bragte Hovedet, Stykkerne og
Fedtet som Røgoffer,
21. men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand; og så
bragte Moses hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det var et
Brændoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN, som
HERREN havde pålagt Moses.
22. Derpå førte han den anden Væder, Indsættelsesvæderen, frem, og
Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
23. Så slagtede Moses den, tog noget af dens Blod og strøg det på
Arons højre Øreflip og på hans højre Tommelfinger og højre
Tommeltå.
24. Derpå lod Moses Arons Sønner træde frem og strøg noget af Blodet
på deres højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og højre
Tommeltå, Men Resten af Blodet sprængte han rundt om på Alteret.
25. Derpå tog han Fedtet, Fedthalen, alt Fedtet på Indvoldene,
Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet på dem og den højre
Kølle:
26. Og af Kurven med de usyrede Brød, som stod for HERRENs Åsyn, tog
han en usyret Kage, en Oliebrødkage og et Fladbrød og lagde dem
oven på Fedtstykkerne og den højre Kølle,
27. lagde det så alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lod
dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
28. Derpå tog Moses det igen fra dem og bragte det som Røgoffer på
Alteret oven på Brændofferet. Det var et Indsættelsesoffer til
en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.
29. Så tog Moses Brystet og udførte Svingningen dermed for HERRENs
Åsyn; det tilfaldt Moses som hans Del af Indsættelsesvæderen,
som HERREN havde pålagt Moses.
30. Derefter tog Moses noget af Salveolien og af Blodet på Alteret
og stænkede det på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner
og deres Klæder, og helligede således Aron og hans Klæder og
ligeledes hans Sønner og deres Klæder.
31. Og Moses sagde til Aron og hans Sønner: "Kog Kødet ved indgangen
til Åbenbaringsteltet og spis det der tillige med Brødet, som er
i Indsættelseskurven, således som Budet lød til mig: Aron og
hans Sønner skal spise det!
32. Men hvad der levnes af Kødet og Brødet skal I opbrænde.
33. I syv bage må I ikke vige fra Indgangen til Åbenbaringsteltet,
indtil eders Indsættelsesdage er omme; thi syv Dage varer eders
Indsættelse.
34. Ligesom i Dag har HERREN påbudt eder at gøre også de følgende
Dage for at skaffe eder Soning.
35. Ved Indgangen til Åbenbaringsteltet skal I opholde eder Dag og
Nat i syv Dage og holde eder HERRENs Forskrift efterrettelig,
for at I ikke skal dø; thi således lød hans Bud til mig!"
36. Og Aron og hans Sønner gjorde alt, hvad HERREN havde påbudt ved
Moses.
3.Mosebog 9
1. Den ottende Dag kaldte Moses Aron og hans Sønner og Israels
Ældste til sig
2. og sagde til Aron: "Tag dig en Kalv til Syndoffer og en Væder
til Brændoffer, begge uden Lyde, og før dem frem for HERRENs
Åsyn.
3. Og tal således til Israeliterne: Tag eder en Gedebuk til
Syndoffer, en Kalv og et Lam, begge årgamle og uden Lyde, til
Brændoffer
4. og en Okse og en Væder til Takoffer for at ofre dem for HERRENs
Åsyn og desuden et Afgrødeoffer, rørt i Olie; thi i Dag vil
HERREN vise sig for eder!"
5. Da tog de, hvad Moses havde pålagt dem, og bragte det hen foran
Åbenbaringsteltet; og hele Menigheden trådte frem og stillede
sig for HERRENs Åsyn.
6. Og Moses sagde: "Det er dette, HERREN har pålagt eder at gøre,
for at HERRENs Herlighed kan vise sig for eder."
7. Så sagde Moses til Aron: "Træd hen til Alteret og bring dit
Syndoffer og dit Brændoffer for at skaffe dig og dit Hus Soning
og bring så Folkets Offergave for at skaffe det Soning, således
som HERREN har påbudt!"
8. Da trådte Aron hen til Alteret og slagtede sin Syndofferkalv;
9. og Arons Sønner bragte ham Blodet, og han dyppede sin Finger i
Blodet og strøg det på Alterets Horn; men Resten af Blodet
hældte han ud ved Alterets Fod.
10. Derpå bragte han Syndofferets Fedt, Nyrer og Leverlap som
Røgoffer på Alteret, således som HERREN havde pålagt Moses;
11. men Kødet og Huden opbrændte han uden for Lejren.
12. Derefter slagtede han Brændofferet, og Arons Sønner rakte ham
Blodet, og han sprængte det rundt om på Alteret.
13. Så rakte de ham Brændofferet, Stykke for Stykke, tillige med
Hovedet, og han bragte det som Røgoffer på Alteret.
14. Men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand og bragte
det derpå som Røgoffer oven på Brændofferet på Alteret.
15. Derefter frembar han Folkets Offergave. Først tog han Folkets
Syndofferbuk, slagtede den og ofrede den som Syndoffer på samme
Måde som den før nævnte;
16. så frembar han Brændofferet og ofrede det på den foreskrevne
Måde;
17. derefter frembar han Afgrødeofferet, tog en Håndfuld deraf og
bragte det som Røgoffer på Alteret foruden det daglige
Morgenbrændoffer;
18. så slagtede han Oksen og Væderen som Takoffer fra Folket. Og
Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om på
Alteret.
19. Men Fedtstykkerne af Oksen og Væderen, Fedthalen, Fedtet på
Indvoldene, Nyrerne og Leverlappen,
20. disse Fedtdele lagde de oven på Bryststykkerne, og Fedtstykkerne
bragte han som Røgoffer på Alteret,
21. men med Bryststykkerne og højre Kølle udførte Aron Svingningen
for HERRENs Åsyn, som Moses havde påbudt.
22. Derefter løftede Aron sine Hænder over Folket og velsignede dem
og steg så ned efter at have bragt Syndofferet, Brændofferet og
Takofferet.
23. Moses og Aron gik derpå ind i Åbenbaringsteltet, og da de kom ud
derfra, velsignede de Folket. Da viste HERRENs Herlighed sig for
alt Folket;
24. og Ild for ud fra HERRENs Åsyn og fortærede Brændofferet og
Fedtstykkerne på Alteret. Og alt Folket så det, og de jublede og
faldt ned på deres Ansigt.
3.Mosebog 10
1. Men Arons Sønner Nadab og Abihu tog hver sin Pande, kom Ild i
dem og lagde Røgelse derpå og frembar for HERRENs Åsyn fremmed
Ild, som han ikke havde pålagt dem.
2. Da for Ild ud fra HERRENs Åsyn og fortærede dem, så de døde for
HERRENs Åsyn.
3. Moses sagde da til Aron: "Det er det, HERREN talede om, da han
sagde: Jeg viser min Hellighed på dem, der står mig nær, og min
Herlighed for alt Folkets Øjne!" Og Aron tav.
4. Da kaldte Moses Misjael og Elzafan, Arons Farbroder, Uzziels
Sønner, til sig og sagde til dem: "Kom og bær eders Frænder bort
fra Helligdommen uden for Lejren!"
5. Og de kom og bar dem uden for Lejren i deres Kjortler, som Moses
havde sagt.
6. Men Moses sagde til Aron og hans Sønner Eleazar og Itamar: "I må
hverken lade eders Hår vokse frit eller sønderrive eders Klæder,
ellers skal I dø og Vrede komme over hele Menigheden; lad eders
Brødre, hele Israels Hus, begræde den Brand, HERREN har antændt;
7. og vig ikke fra Åbenbaringsteltets indgang, ellers skal I dø,
thi HERRENs Salveolie er på eder!" Og de gjorde som Moses sagde.
8. Og HERREN talede til Aron og sagde:
9. Vin og stærk Drik må hverken du eller dine Sønner drikke, når I
gået ind i Åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal
være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt,
10. for at I kan gøre Skel mellem det hellige og det, der ikke er
helligt, og mellem det urene og det rene,
11. og for at I kan vejlede Israeliterne i alle de Love, HERREN har
kundgjort dem ved Moses.
12. Og Moses sagde til Aron og hans tilbageblevne Sønner Eleazar og
Itamar: "Tag Afgrødeofferet, der er levnet fra HERRENs Ildoffer,
og spis det usyret ved Siden af Alteret, thi det er højhelligt;
13. I skal spise det på et helligt Sted; det er jo din og dine
Sønners retmæssige Del af HERRENs Ildofre; thi således er det
mig påbudt.
14. Og Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen skal I spise på et
rent Sted, du, dine Sønner og Døtre, thi de er givet dig tillige
med dine Sønner som en retmæssig Del af Israeliternes Takofre;
15. Offerydelseskøllen og Svingningsbrystet skal man frembære sammen
med de til Ildofre bestemte Fedtdele, for at Svingningen kan
udføres for HERRENs Åsyn, og de skal tilfalde dig og dine Sønner
tillige med dig som en evig gyldig Rettighed, således som HERREN
har påbudt!"
16. Og Moses spurgte efter Syndofferbukken, men se, den var
opbrændt. Da blev han fortørnet på Eleazar og Itamar, Arons
tilbageblevne Sønner, og sagde:
17. "Hvorfor har I ikke spist Syndofferet på det hellige Sted? Det
er jo dog højhelligt, og han har givet eder det. for at I skal
borttage Menighedens Skyld og således skaffe dem Soning for
HERRENs Åsyn.
18. Se, Blodet deraf er ikke blevet bragt ind i Helligdommens Indre,
derfor havde det været eders Pligt at spise det på det hellige
Sted, således som jeg har påbudt!"
19. Men Aron svarede Moses: "Se, de har i Dag frembåret deres
Syndoffer og Brændoffer for HERRENs Åsyn, og en sådan
Tilskikkelse har ramt mig! Om jeg i Dag havde spist
Syndofferkød, vilde HERREN da have billiget det?"
20. Da Mose's hørte dette, billigede han det.
3.Mosebog 11
1. HERREN talede til Moses og Aron og sagde til dem:
2. Tal til Israeliterne og sig: Af alle Dyr på Jorden må du spise
følgende:
3. Alle Dyr, der har Klove, helt spaltede Klove, og tygger Drøv, må
I spise.
4. Men følgende må I ikke spise af dem der tygger Drøv, og af dem,
der har Klove: Kamelen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke
Klove; den skal være eder uren;
5. Klippegrævlingen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove:
den skal være eder uren;
6. Haren, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove; den skal
være eder uren;
7. Svinet, thi det har vel Klove, helt spaltede Klove, men tygger
ikke Drøv; det skal være eder urent.
8. Deres Kød må I ikke spise, og ved Åslerne af dem må I ikke røre;
de skal være eder urene.
9. Af alt, hvad der lever i Vandet, må I spise følgende: Alt i
Vandet, både i Havet og i Floderne, som har Finner og Skæl, må I
spise;
10. men af alt, hvad der rører sig i Vandet, af alle levende Væsener
i Vandet, skal det, som ikke har Finner eller Skæl, hvad enten
det er i Havet eller Floderne, være eder en Vederstyggelighed.
11. De skal være eder en Vederstyggelighed, deres Kød må I ikke
spise, og Ådslerne af dem skal I regne for en Vederstyggelighed.
12. Alt i Vandet, som ikke har Finner eller Skæl, skal være eder en
Vederstyggelighed.
13. Følgende er de Fugle, I skal regne for en Vederstyggelighed, de
må ikke spises, de er en Vederstyggelighed: Ørnen, Lammegribben,
Havørnen,
14. Glenten, de forskellige Arter af Falke,
15. alle de forskellige Arter af Ravne,
16. Strudsen, Takmasfuglen, Mågen, de forskellige Arter af Høge,
17. Uglen, Fiskepelikanen, Hornuglen,
18. Tinsjemetfuglen,Pelikanen, Ådselgribben,
19. Storken, de forskellige Arter af Hejrer, Hærfuglen og
Flagermusen.
20. Alt vinget Kryb der går på fire, skal være eder en
Vederstyggelighed.
21. Af alt det vingede Kryb, som går på fire, må I dog spise
følgende: Dem, der har Skinneben oven over Fødderne til at hoppe
med på Jorden.
22. Af dem må I spise følgende: De forskellige Arter af Græshopper,
Solamgræshopper, Hargolgræshopper og Hagabgræshopper.
23. Men alt andet vinget Kryb, der går på fire, skal være eder en
Vederstyggelighed.
24. Ved følgende Dyr bliver I urene, enhver, der rører ved Ådslerne
af dem, bliver uren til Aften,
25. og enhver, der bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og
være uren til Aften:
26. Alle Dyr, der har Klove, men ikke helt spaltede, og som ikke
tygger Drøv, skal være urene; enhver, der rører ved dem, bliver
uren.
27. Alle firføddede Dyr, der går på Poter, skal være eder urene;
enhver der rører ved et Ådsel af dem, bliver uren til Aften,
28. og den, som bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og
være uren til Aften; de skal være eder urene.
29. Af Krybet, der kryber på Jorden, skal følgende være eder urene:
Væselen, Musen, de forskellige Arter af Firben,
30. Anakaen, Koadyret, Letåen, Homedyret og Tinsjemetdyret.
31. Det er dem, som skal være eder urene af alt Krybet. Enhver, der
rører ved dem, når de er døde, skal være uren til Aften;
32. alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent,
alle Træting, Klæder, Skind, Sække, overhovedet alt, hvad der
bruges ved et eller andet Arbejde; det skal lægges i Vand og
være urent til Aften; derpå skal det være rent.
33. Og falder et af den Slags ned i et Lerkar, så bliver alt, hvad
der er deri, urent, og ethvert sådant Kar skal I slå i Stykker;
34. alt spiseligt, som man kommer Vand på, og alt flydende, der
tjener til Drikke, bliver urent i et sådant Kar.
35. Alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent;
Ovne og Ildsteder skal nedbrydes, de er urene, og urene skal de
være eder.
36. Dog bliver Kilder og Cisterner, Steder, hvor der samler sig
Vand, ved at være rene; men den, der rører ved Ådslerne deri,
bliver uren.
37. Falder et dødt Dyr af den Slags ned på nogen som helst Slags
Sæd, der bruges til Udsæd, bliver denne ved at være ren;
38. men kommes der Vand på Sæden, og der så falder et dødt Dyr af
den Slags ned på den, skal den være eder uren.
39. Når noget af det Kvæg, der tjener eder til Føde, dør, skal den,
der rører ved den døde Krop, være uren til Aften.
40. Den, der spiser noget af den døde Krop, skal tvætte sine Klædet
og være uren til Aften, og den, der bærer den døde Krop, skal
tvætte sine Klæder og være uren til Aften.
41. Alt Kryb, der kryber på Jorden, er en Vederstyggelighed, det må
ikke spises;
42. intet af det, der kryber på Bugen, og intet af det, der går på
fire, så lidt som det, der har mange Ben, intet af Krybet, der
kryber på Jorden, må I spise thi det er en Vederstyggelighed.
43. Gør ikke eder selv til en Vederstyggelighed ved noget som helst
krybende Kryb, gør eder ikke urene derved, så I bliver urene
deraf:
44. thi jeg er HERREN eders Gud, og I skal hellige eder og være
hellige, thi jeg er hellig. Gør eder ikke urene ved noget som
helst Kryb, der rører sig på Jorden;
45. thi jeg er HERREN, der førte eder op fra Ægypten for at være
eders Gud; I skal være hellige, thi jeg er hellig!
46. Det er Loven om Dyr og Fugle og alle levende Væsener, der
bevæger sig i Vandet, og alle levende Væsener, der kryber på
Jorden,
47. til Skel mellem det urene og det rene, mellem de Dyr, der må
spises, og dem, der ikke må spises.
3.Mosebog 12
1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig: Når en Kvinde bliver frugtsommelig
og føder en Dreng, skal hun være uren i syv Dage; ligesom i den
Tid hun har sin månedlige Urenhed, skal hun være uren.
3. På den ottende Dag skal Drengen omskæres på sin Forhud.
4. Derefter skal hun holde sig hjemme i tre og tredive Dage, medens
hun har sit Renselsesblod; hun må ikke røre ved noget helligt
eller komme til Helligdommen, før hendes Renselsestid er omme.
5. Føder hun derimod et Pigebarn, skal hun være uren i to Uger
ligesom under sin månedlige Urenhed; og derpå skal hun holde sig
hjemme i seks og tresindstyve Dage, medens hun har sit
Renselsesblod.
6. Når hendes Renselsestid er omme, skal hun, både efter et
Drengebarn og et Pigebarn, bringe et årgammelt Lam som
Brændoffer og en Dueunge eller Turteldue som Syndoffer til
Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang;
7. og han skal frembære det for HERRENs Åsyn og skaffe hende
Soning, så hun bliver ren efter sit Blodtab. Det er Loven om en
Kvinde. der føder, hvad enten det er en Dreng eller en Pige.
8. Men hvis hun ikke evner at give et Lam, skal hun tage to
Turtelduer eller Dueunger, en til Brændoffer og en til
Syndoffer, og Præsten skal skaffe hende Soning, så hun bliver
ren.
3.Mosebog 13
1. Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
2. Når der på et Menneskes Hud viser sig en Hævelse eller Udslæt
eller en lys Plet, som kan blive til Spedalskhed på hans Hud,
skal han føres hen til Præsten Aron eller en af hans Sønner,
Præsterne.
3. Præsten skal da syne det syge Sted på Huden, og når Hårene på
det syge Sted er blevet hvide og Stedet ser ud til at ligge
dybere end Huden udenom, så er det Spedalskhed, og så skal
Præsten efter at have synet ham erklære ham for uren.
4. Men hvis det er en hvid Plet på Huden og den ikke ser ud til at
ligge dybere end Huden udenom og Hårene ikke er blevet hvide.
så skal Præsten lukke den angrebne inde i syv Dage;
5. og på den syvende Dag skal Præsten syne ham. Viser det sig da,
at Ondet ikke har skiftet Udseende eller bredt sig på Huden,
skal Præsten igen lukke ham inde i syv Dage;
6. og på den syvende Dag skal Præsten atter syne ham. Hvis det da
viser sig, at Ondet er ved at svinde, og at det ikke har bredt
sig på Huden, skal Præsten erklære ham for ren; da er det
almindeligt Udslæt på Huden; han skal da tvætte sine Klæder og
være ren.
7. Men hvis Udslættet breder sig på Huden, efter at han har ladet
Præsten syne sig for at blive erklæret for ren, og hvis Præsten,
når han anden Gang lader sig syne af ham,
8. ser, at Udslættet har bredt sig på Huden, så skal Præsten
erklære ham for uren; det er Spedalskhed.
9. Når et Menneske angribes af Spedalskhed, skal han føres hen til
Præsten,
10. og Præsten skal syne ham; og når der da viser sig at være en
hvid Hævelse på Huden og Hårene derpå er blevet hvide og der
vokser vildt Kød i Hævelsen,
11. så er det gammel Spedalskhed på hans Hud, og da skal Præsten
erklære ham for uren; han behøver ikke at lukke ham inde, thi
han er uren.
12. Men hvis Spedalskheden bryder ud på Huden og Spedalskheden
bedækker hele den angrebnes Hud fra Top til Tå, så vidt Præsten
kan se,
13. og Præsten ser, at Spedalskheden bedækker hele hans Legeme, så
skal han erklære den angrebne for ren; han er blevet helt hvid,
han er ren.
14. Men så snart der viser sig vildt Kød på ham, er han uren;
15. og når Præsten ser det vilde Kød, skal han erklære ham for uren;
det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed.
16. Hvis derimod det vilde Kød forsvinder og han bliver hvid, skal
han gå til Præsten;
17. og hvis det, når Præsten syner ham, viser sig, at den angrebne
er blevet hvid, skal Præsten erklære den angrebne for ren; han
er ren.
18. Når nogen på sin Hud har haft en Betændelse, som er lægt,
19. og der så på det Sted, som var betændt, kommer en hvid Hævelse
eller en rødlighvid Plet, skal han lad sig syne af Præsten;
20. og hvis Præsten finder, at Stedet ser ud til at ligge dybere end
Huden udenom og Hårene derpå er blevet hvide, skal Præsten
erklære ham for uren; det er Spedalskhed, der er brudt frem
efter Betændelsen.
21. Men hvis der, når Præsten syner det, ikke viser sig at være
hvide Hår derpå og det ikke ligger dybere end Huden udenom, men
er ved at svinde, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage;
22. og når det da breder sig på Huden, skal Præsten erklære ham for
uren; det er Spedalskhed.
23. Men hvis den hvide Plet bliver, som den er, uden at brede sig,
da er det et Ar efter Betændelsen, og Præsten skal erklære ham
for ren.
24. Eller når nogen får et Brandsår på Huden, og det Kød, der vokser
i Brandsåret, frembyder en rødlighvid eller hvid Plet,
25. så skal Præsten syne ham, og hvis det da viser sig, at Hårene på
Pletten er blevet hvide og den ser ud til at ligge dybere end
Huden udenom, så er det Spedalskhed, der er brudt frem i
Brandsåret; og da skal Præsten erklære ham for uren; det er
Spedalskhed.
26. Men hvis det, når Præsten synet ham, viser sig, at der ingen
hvide Hår er på den lyse Plet, og at en ikke ligger dybere end
Huden udenom, men at den er ved at svinde, så skal Præsten lukke
ham inde i syv Dage;
27. og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og når den da har
bredt sig på Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er
Spedalskhed.
28. Men hvis den lyse Plet bliver, som den er, uden at brede sig på
Huden, og er ved at svinde, så er det en Hævelse efter
Brandsåret, og da skal Præsten erklære ham for ren; thi det er
et Ar efter Brandsåret.
29. Når en Mand eller Kvinde angribes i Hoved eller Skæg,
30. skal Præsten syne det syge Sted, og hvis det da ser ud til at
ligge dybere end Huden udenom og der er guldgule, tynde Hår
derpå, så skal Præsten erklære ham for uren; det er Skurv,
Spedalskhed i Hoved eller Skæg.
31. Men hvis det skurvede Sted, når Præsten syner det, ikke ser ud
til at ligge dybere end Huden udenom, uden at dog Hårene derpå
er sorte, da skal Præsten lukke den skurvede inde i syv dage;
32. og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og hvis da Skurven
ikke har bredt sig og der ikke er kommet guldgule Hår derpå og
Skurven ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom,
33. da skal den angrebne lade sig rage uden dog at lade det skurvede
Sted rage; så skal Præsten igen lukke den skurvede inde i syv
Dage.
34. På den syvende Dag skal Præsten syne Skurven, og hvis det da
viser sig, at Skurven ikke har bredt sig på Huden, og at den
ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så skal
Præsten erklære ham for ren; da skal han tvætte sine Klæder og
være ren.
35. Men hvis Skurven breder sig på Huden, efter at han er erklæret
for ren,
36. da skal Præsten syne ham; og hvis det så viser sig, at Skurven
har bredt sig, behøver Præsten ikke at undersøge, om der er
guldgule Hår; han er uren.
37. Men hvis Skurven ikke har skiftet Udseende og der er vokset
sorte Hår frem derpå, da er Skurven lægt; han er ren, og Præsten
skal erklære ham for ren.
38. Når en Mand eller Kvinde får lyse Pletter, hvide Pletter på
Huden,
39. skal Præsten syne dem; og hvis der da på deres Hud viser sig
hvide Pletter, det er ved at svinde, er det Blegner, der er
brudt ud på Huden; han er ren.
40. Når nogen bliver skaldet på Baghovedet, så er han kun
isseskaldet; han er ren.
41. Og hvis han bliver skaldet ved Panden og Tindingerne, så er han
kun pandeskaldet; han er ren.
42. Men kommer der på hans skaldede isse eller Pande et rødlighvidt
Sted, er det Spedalskhed. der bryder frem på hans skaldede Isse
eller Pande.
43. Så skal Præsten syne ham, og viser det sig da, at Hævelsen på
det syge Sted på hans skaldede Isse eller Pande er rødlighvid,
af samme Udseende som Spedalskhed på Huden,
44. så er han spedalsk; han er uren, og Præsten skal erklære ham for
uren; på sit Hoved er han angrebet.
45. Den, der er spedalsk, den, som lider af Sygdommen, skal gå med
sønder1evne Klæder, hans Hår skal vokse frit, han skal tilhylle
sit Skæg, og: "uren, uren!" skal han råbe.
46. Så længe han er angrebet, skal han være uren; uren er han, for
sig selv skal han bo, uden for Lejren skal hans Opholdsted være.
47. Når der kommer Spedalskhed på en Klædning enten af Uld eller
Lærred
48. eller på vævet eller knyttet Stof af Lærred eller Uld eller på
Læder eller Læderting af enhver Art
49. og det angrebne Sted på Klædningen, Læderet, det vævede eller
knyttede Stof eller Lædertingene viser sig at være grønligt
eller rødligt, så er det Spedalskhed og skal synes af Præsten.
50. Og når Præsten har synet Skaden, skal han lukke den angrebne
Ting inde i syv Dage.
51. På den syvende Dag skal han syne den angrebne Ting, og dersom
Skaden har bredt sig på Klædningen, det vævede eller knyttede
Stof eller Læderet, de forskellige Læderting, så er Skaden
ondartet Spedalskhed, det er urent.
52. Da skal han brænde Klædningen eller det af Uld eller Lærred
vævede eller knyttede Stof eller alle de Læderting, som er
angrebet; thi det er ondartet Spedalskhed, det skal opbrændes.
53. Men hvis Præsten finder, at Skaden ikke har bredt sig på
Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller på de
forskellige Slags Læderting,
54. så skal Præsten påbyde, at den angrebne Ting skal tvættes, og
derpå igen lukke den inde i syv Dage.
55. Præsten skal da syne den angrebne Ting, efter at den er tvættet,
og viser det sig da, at Skaden ikke har skiftet Udseende, så er
den uren, selv om Skaden ikke har bredt sig; du skal opbrænde
den; det er ædende Udslæt på Retten eller Vrangen.
56. Men hvis det, når Præsten syner det, viser sig, at Skaden er ved
at svinde efter Tvætningen, så skal han rive det angrebne Sted
af Klædningen eller Læderet eller det vævede eller knyttede
Stof.
57. Viser det sig da igen på Klædningen eller det vævede eller
knyttede Stof eller de forskellige Læderling, da er det
Spedalskhed, der er ved at bryde ud; du skal opbrænde de
angrebne Ting.
58. Men den Klædning eller det vævede eller knyttede Stof eller de
forskellige Læderting, hvis Skade svinder efter Tvætningen, skal
tvættes på ny; så er det rent.
59. Det er Loven om Spedalskhed på Klæder af Uld eller Lærred eller
på vævet eller knyttet Stof eller på alskens Læderting; efter
den skal de erklæres for rene eller urene.
3.Mosebog 14
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Dette er Loven om, hvorledes man skal forholde sig med Renselsen
af en spedalsk: Han skal fremstilles for Præsten,
3. og Præsten skal gå uden for Lejren og syne ham, og viser det sig
da, at Spedalskheden er helbredt hos den spedalske,
4. skal Præsten give Ordre til at tage to levende, rene Fugle,
Cedertræ, karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist til den, der skal
renses.
5. Og Præsten skal give Ordre til at slagte den ene Fugl over et
Lerkar med rindende Vand.
6. Så skal han tage den levende Fugl, Cedertræet, det kamoisinrøde
Garn og Ysopkvisten og dyppe dem tillige med den levende Fugl i
Blodet af den Fugl, der er slagtet over det rindende Vand,
7. og syv Gange foretage Bestænkning på den, der skal renses for
Spedalskhed, og således rense ham; derpå skal han lade den
levende Fugl flyve ud over Marken.
8. Men den, der skal renses, skal tvætte sine Klæder, afrage alt
sit Hår og bade sig i Vand; så er han ren. Derefter må han gå
ind i Lejren, men han skal syv Dage opholde sig uden for sit
Telt.
9. På den syvende Dag skal han afrage alt sit Hår, sit Hovedhår,
sit Skæg, sine Øjenbryn, alt sit Hår skal han afrage, og han
skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand; så er han
ren.
10. Men den ottende dag skal han tage to lydefri Væderlam og et
lydefrit, årgammelt Hunlam, desuden tre Tiendedele Efa fint
Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie.
11. Så skal den Præst, der foretager Renselsen, stille den, der skal
renses, tillige med disse Offergaver frem for HERRENs Åsyn ved
Åbenbaringsteltets Indgang.
12. Og Præsten skal tage det ene Væderlam og frembære det som
Skyldoffer tillige med den Log Olie, som hører dertil, og udføre
Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
13. Og han skal slagte Lammet der, hvor Syndofferet og Brændofferet
slagtes, på det hellige Sted, thi ligesom Syndofferet tilfalder
Skyldofferet Præsten; det er højhelligt.
14. Derpå skal Præsten tage noget af Skyldofferets Blod, og Præsten
skal stryge det på højre Øreflip af den, der skal renses, og på
hans højre Tomme1finger og højre Tommeltå;
15. og Præsten skal tage noget af den Log Olie, som hører dertil, og
hælde det i sin venstre Hånd,
16. og Præsten skal dyppe sin højre Pegefinger i den Olie, han har i
sin venstre Hånd, og med sin Finger stænke Olien syv Gange foran
HERRENs Åsyn.
17. Og af den Olie, han har tilbage i sin Hånd, skal Præsten stryge
noget på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre
Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.
18. Og Præsten skal hælde det, der er tilbage af Olien i hans Hånd,
på Hovedet af den, der skal renses, og således skal Præsten
skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn.
19. Derpå skal Præsten ofre Syndofferet og skaffe den, der skal
renses, Soning for hans Urenhed.
20. Og Præsten skal ofre Brændofferet og Afgrødeofferet på Alteret
og således skaffe ham Soning; så er han ren.
21. Men hvis han er fattig og ikke evner at give så meget, skal han
tage et enkelt Lam til Skyldoffer. til at udføre Svingningen
med, for at der kan skaffes ham Soning. desuden en Tiendedel Efa
fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie
22. og to Turtelduer eller Dueunger, hvad han nu evner at give, den
ene skal være til Syndoffer, den anden til Brændoffer.
23. Dem skal han den ottende Dag efter sin Renselse bringe til
Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang for HERRENs Åsyn.
24. Så skal Præsten tage Skyldofferlammet med den Log Olie, som
hører dertil, og Præsten skal udføre Svingningen dermed for
HERRENs Åsyn.
25. Og han skal slagte Skyldofferlammet, og Præsten skal tage noget
af Skyldofferets Blod og stryge det på højre Øreflip af den, der
skal renses, og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå.
26. Og af Olien skal Præsten hælde noget i sin venstre Hånd,
27. og Præsten skal med sin højre Pegefinger syv Gangestænke noget
af Olien, som er i hans venstre Hånd, for HERRENs Åsyn.
28. Og af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten stryge noget på
højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre
Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.
29. Og Resten af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten hælde på
Hovedet af den, der skal renses, for at skaffe ham Soning for
HERRENs Åsyn.
30. Derpå skal han ofre den ene Turteldue eller Dueunge, hvad han nu
har evnet at give,
31. den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffet, sammen med
Afgrødeofferet; og Præsten skal skaffe den, der skal renses,
Soning for HERRENs Åsyn.
32. Det er Loven om den, der har været angrebet af Spedalskhed og
ikke evner at bringe det almindelige Offer ved sin Renselse.
33. Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
34. Når I kommer til Kanåns Land, som jeg vil give eder i Eje, og
jeg lader Spedalskhed komme frem på et Hus i eders Ejendomsland,
35. så skal Husets Ejer gå hen og melde det til Præsten og sige:
"Der har i mit Hus vist sig noget, der ligner Spedalskhed!"
36. Da skal Præsten give Ordre til at flytte alt ud af Huset, inden
han kommer for at syne Pletten, for at ikke noget af, hvad der
er i Huset, skal blive urent; derpå skal Præsten komme for at
syne Huset.
37. Viser det sig da, når han syner Pletten, at Pletten på Husets
Vægge frembyder grønlige eller rødlige Fordybninger, der ser ud
til at ligge dybere end Væggen udenom,
38. skal Præsten gå ud af Huset til Husets Dør og holde Huset lukket
i syv Dage.
39. På den syvende Dag skal Præsten komme igen og syne det, og hvis
det da viser sig, at Pletten har bredt sig på Husets Vægge,
40. skal Præsten give Ordre til at udtage de angrebne Sten og kaste
dem hen på et urent Sted uden for Byen
41. og til at skrabe Lerpudset af Husets indvendige Vægge og hælde
det fjernede Puds ud på et urent Sted uden for Byen.
42. Derefter skal man tage andre Sten og sætte dem ind i Stedet for
de gamle og ligeledes tage nyt Puds og pudse Huset dermed.
43. Hvis Pletten så atter bryder frem i Huset, efter at Stenene er
taget ud, Pudset skrabet af og Huset pudset på ny,
44. skal Præsten komme og syne Huset, og viser det sig da, at
Pletten har bredt sig på Huset, så er det ondartet Spedalskhed,
der er på Huset; det er urent.
45. Da skal man rive Huset ned, Sten, Træværk og alt Pudset på
Huset, og bringe det til et urent Sted uden for Byen.
46. Den, som går ind i Huset, så længe det er lukket, skal være uren
til Aften;
47. den, der sover deri skal tvætte sine Klæder, og den der spiser
deri, skal tvætte sine Klæder.
48. Men hvis det, når Præsten kommer og syner Huset, viser sig, at
Pletten ikke har bredt sig på det, efter at det er pudset på ny,
skal Præsten erklære Huset for rent, thi Pletten er helbredt.
49. Da skal han for at rense Huset for Synd tage to Fugle, Cedertræ,
karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist.
50. Den ene Fugl skal han slagte over et Lerkar med rindende Vand,
51. og han skal tage Cedertræet, Ysopkvisten, det karmoisinrøde Garn
og den levende Fugl og dyppe dem i Blodet af den slagtede Fugl
og det rindende Vand og syv Gange foretage Bestænkning på Huset
52. og således rense det for Synd med Fuglens Blod, det rindende
Vand, den levende Fugl, Cedertræet, Ysopkvisten og det
karmoisinrøde Garn.
53. Og den levende Fugl skal han lade flyve ud af Byen hen over
Marken og således skaffe Huset Soning; så er det rent.
54. Det er Loven om al Slags Spedalskhed og Skurv,
55. om Spedalskhed på Klæder og Huse
56. og om Hævelser, Udslæt og lyse Pletter,
57. til Belæring om, når noget er urent, og når det er rent. Det er
Loven om Spedalskhed.
3.Mosebog 15
1. HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand får Flåd fra
sin Blusel, da er dette hans Flåd urent.
3. Og således skal man forholde sig med den ved hans Flåd opståede
Urenhed: Hvad enten hans Blusel flyder eller holder sit Flåd
tilbage, er der Urenhed hos ham.
4. Ethvert Leje, som den, der lider af Flåd, ligger på, skal være
urent, og ethvert Sæde, han sidder på, skal være urent.
5. Den der rører ved hans Leje, skal tvætte sine Klæder og bade sig
i Vand og være uren til Aften;
6. den, der sidder på et Sæde, som den, der lider af Flåd, har
siddet på, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være
uren til Aften;
7. den, der rører ved en. der lider af Flåd, skal tvætte sine
Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
8. Hvis den, der lider af Flåd, spytter på en, som er uren, skal
denne tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til
Aften.
9. Ethvert Befordringsmiddel, som bruges af den, der lider af Flåd,
skal være urent.
10. Den, der rører ved noget, han har ligget eller siddet på, skal
være uren til Aften; den, der bærer noget sådant, skal tvætte
sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
11. Enhver, som den, der lider af Flåd, rører ved uden at have
skyllet sine Hænder i Vand, skal tvætte sine Klæder og bade sig
i Vand og være uren til Aften.
12. Lerkar, som den, der lider af Flåd, rører ved, skal slås itu, og
alle Trækar skal skylles i Vand.
13. Men når den, der lider af Flåd, bliver ren for sit Flåd, skal
han tælle syv bage frem, fra den Dag han bliver ren, og så
tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i rindende Vand; så er han
ren.
14. Og den ottende dag skal han tage sig to Turtelduer eller
Dueunger og komme hen for HERRENs Åsyn ved Åbenbaringsteltets
indgang og give Præsten dem.
15. Så skal Præsten bringe dem som Offer, den ene som Syndoffer, den
anden som Brændoffer, og således skal Præsten skaffe ham Soning
for HERRENs Åsyn for hans Flåd.
16. Når der går Sæd fra en Mand, skal han bade hele sit Legeme i
Vand og være uren til Aften.
17. Enhver Klædning og alt Læder, der er kommet Sæd på, skal tvættes
i Vand og være urent til Aften.
18. Og når en Mand har Samleje med en Kvinde, skal de bade sig i
Vand og være urene til Aften.
19. Når en Kvinde har Flåd, idet der flyder Blod fra hendes Blusel,
da skal hendes Urenhed vare syv Dage. Enhver, der rører ved
hende, skal være uren til Aften.
20. Alt, hvad hun ligger på under sin månedlige Urenhed, skal være
urent, og alt, hvad hun sidder på, skal være urent.
21. Enhver, der rører ved hendes Leje, skal tvætte sine Klæder og
bade sig i Vand og være uren til Aften;
22. og enhver, der rører ved et Sæde, hun har siddet på, skal tvætte
sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
23. Og hvis nogen rører ved noget, der har ligget på Lejet eller
Sædet, hun har siddet på, skal han være uren til Aften.
24. Dersom en Mand ligger ved Siden af hende og hendes Urenhed
kommer på ham, skal han være uren i syv Dage, og ethvert Leje,
han ligger på, skal være urent.
25. Men når en Kvinde har Blodflåd i længere Tid, uden for den Tid
hun har sin månedlige Urenhed, eller når Flåddet varer længere
end sædvanligt ved hendes månedlige Urenhed, så skal hun, i al
den Tid hendes urene Flåd varer, være stillet, som i de Dage hun
har sin månedlige Urenhed; hun skal være uren;
26. ethvert Leje, hun ligger på, så længe hendes Flåd varer, skal
være som hendes Leje under hendes månedlige Urenhed, og et hvert
Sæde, hun sidder på, skal være urent som under hendes månedlige
Urenhed;
27. enhver, der rører derved, bliver uren og skal tvætte sine Klæder
og bade sig i Vand og være uren til Aften.
28. Men når hun bliver ren for sit Flåd, skal hun tælle syv Dage
frem og så være ren.
29. På den ottende Dag skal hun tage sig to Turtelduer eller
Dueunger og bringe dem til Præsten ved Åbenbaringsteltets
Indgang.
30. Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer, den anden som
Brændoffer, og således skal Præsten skaffe hende Soning for
HERRENs Åsyn for hendes Urenheds Flåd.
31. I skal advare Israeliterne for deres Urenhed, for at de ikke
skal dø i deres Urenhed, når de gør min Bolig, som er i deres
Midte, uren.
32. Det er Loven om Mænd, der lider af Flåd, og fra hvem der går
Sæd, så de bliver urene derved,
33. og om Kvinder, der lider af deres månedlige Urenhed, om Mænd og
Kvinder, der har Flåd, og om Mænd, der ligger ved Siden af urene
Kvinder.
3.Mosebog 16
1. HERREN talede til Moses, efter at Døden havde ramt Arons to
Sønner, da de trådte frem for HERRENs Åsyn og døde,
2. og HERREN sagde til Moses: Sig til din Broder Aron, at han ikke
til enhver Tid må gå ind i Helligdommen inden for Forhænget
foran Sonedækket på Arken, ellers skal han dø, thi jeg kommer
til Syne i Skyen over Sonedækket.
3. Kun således må Aron komme ind i Helligdommen: Med en ung Tyr til
Syndoffer og en Væder til Brændoffer;
4. han skal iføre sig en hellig Linnedkjortel, bære Linnedbenklæder
over sin Blusel, omgjorde sig med et Linnedbælte og binde et
Linned Hovedklæde om sit Hoved; det er hellige Klæder; og han
skal bade sit Legeme i Vand, før han ifører sig dem.
5. Af Israeliternes Menighed skal han tage to Gedebukke til
Syndoffer og en Væder til Brændoffer.
6. Så skal Aron ofre sin egen Syndoffertyr og skaffe sig og sit Hus
Soning.
7. Derefter skal han tage de to Bukke og stille dem frem for
HERRENs Åsyn ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
8. Og Aron skal kaste Lod om de to Bukke, et Lod for HERREN og et
for Azazel;
9. og den Buk, der ved Loddet tilfalder HERREN, skal Aron føre frem
og ofre som Syndoffer;
10. men den Buk, der ved Loddet tilfalder Azazel, skal fremstilles
levende for HERRENs Åsyn, for at man kan fuldbyrde Soningen over
den og sende den ud i Ørkenen til Azazel.
11. Aron skal da føre sin egen Syndoffertyr frem og skaffe sig og
sit Hus Soning og slagte sin egen Syndoffertyr.
12. Derpå skal han tage en Pandefuld Gløder fra Alteret for HERRENs
Åsyn og to Håndfulde stødt, vellugtende Røgelse og bære det
inden for Forhænget.
13. Og han skal komme Røgelse på Ilden for HERRENs Åsyn, så at
Røgelsesskyen skjuler Sonedækket oven over Vidnesbyrdet, for at
han ikke skal dø.
14. Så skal han tage noget af Tyrens Blod og stænke det med sin
Finger fortil på Sonedækket, og foran Sonedækket skal han syv
Gange stænke noget af Blodet med sin Finger.
15. Derefter skal han slagte Folkets Syndofferbuk, bære dens Blod
inden for Forhænget og gøre med det som med Tyrens Blod, stænke
det på Sonedækket og foran Sonedækket.
16. Således skal han skaffe Helligdommen Soning for Israeliternes
Urenhed og deres Overtrædelser, alle deres Synder, og på samme
Måde skal han gøre med Åbenbaringsteltet, der har sin Plads hos
dem midt i deres,Urenhed.
17. Intet Menneske må komme i Åbenbaringsteltet, når han går ind for
at skaffe Soning i Helligdommen, før han går ud igen. Således
skal han skaffe sig selv, sit Hus og hele Israels Forsamling
Soning.
18. Så skal han gå ud til Alteret, som står for HERRENs Åsyn, og
skaffe det Soning; han skal tage noget af Tyrens og Bukkens Blod
og stryge det rundt om på Alterets Horn,
19. og han skal syv Gange stænke noget af Blodet derpå med sin
Finger og således rense det og hellige det for Israeliternes
Urenheder.
20. Når han så er færdig med at skaffe Helligdommen,
Åbenbaringsteltet og Alteret Soning, skal han føre den levende
Buk frem.
21. Aron skal lægge begge sine Hænder på Hovedet af den levende Buk
og over den bekende alle Israeliternes Misgerninger og alle
deres Overtrædelser, alle deres Synder, og lægge dem på Bukkens
Hoved og så sende den ud i Ørkenen ved en Mand, der holdes rede
dertil.
22. Bukken skal da bære alle deres Misgerninger til et øde Land, og
så skal han slippe Bukken løs i Ørkenen.
23. Derpå skal Aron gå ind i Åbenbaringsteltet, afføre sig
Linnedklæderne, som han tog på, da han gik ind i Helligdommen,
og lægge dem der;
24. så skal han bade sit Legeme i Vand på et helligt Sted, iføre sig
sine sædvanlige Klæder og gå ud og ofre sit eget Brændoffer og
Folkets Brændoffer og således skaffe sig og Folket Soning.
25. Og Syndofferets Fedt skal han bringe som Røgoffer på Alteret.
26. Men den, som fører Bukken ud til Azazel, skal tvætte sine Klæder
og bade sit Legeme i Vand; derefter må han komme ind i Lejren.
27. Men Syndoffertyren og Syndofferbukken, hvis Blod blev båret ind
for at skaffe Soning i Helligdommen, skal man bringe uden for
Lejren, og man skal brænde deres Hud og deres Kød og Skarn.
28. Og den, der brænder dem, skal tvætte sine Klæder og bade sit
Legeme; derefter må han komme ind i Lejren.
29. Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den tiende Dag i
den syvende Måned skal I faste og afholde eder fra alt Arbejde,
både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder.
30. Thi den Dag skaffes der eder Soning til eders Renselse; fra alle
eders Synder renses I for HERRENs Åsyn.
31. Det skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste: det
skal være en evig gyldig Anordning.
32. Præsten, som salves og indsættes til at gøre Præstetjeneste
i. Stedet for sin Fader, skal skaffe Soning, han skal iføre sig
Linnedklæderne, de hellige Klæder,
33. og han skal skaffe det Allerhelligste Soning; og
Åbenbaringsteltet og Alteret skal han skaffe Soning; og
Præsterne og alt Folkets Forsamling skal han skaffe Soning.
34. Det skal være eder en evig gyldig Anordning, for at der kan
skaffes Israeliterne Soning for alle deres Synder een Gang om
Året. Og Aron gjorde som HERREN bød Moses.
3.Mosebog 17
1. HERREN talede til Moses og sagde:
2. Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem:
Dette har HERREN påbudt:
3. Om nogen af Israels Hus slagter et Stykke Hornkvæg, et Får eller
en Ged i Lejren, eller han slagter dem uden for Lejren,
4. uden at bringe dem hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at
bringe HERREN en Offergave foran HERRENs Bolig, da skal dette
tillegnes den Mand som Blodskyld; han har udgydt Blod, og den
Mand skal udryddes af sit Folk.
5. Dette er anordnet, for at Israeliterne skal bringe deres
Slagtofre, som de slagter ude på Marken, til HERREN, til
Åbenbaringsteltets Indgang, til Præsten, og ofre dem som Takofre
til HERREN.
6. Præsten skal da sprænge Blodet på HERRENs Alter ved Indgangen
til Åbenbaringsteltet og bringe Fedtet som Røgoffer, en liflig
Duft for HERREN.
7. Og de må ikke mere ofre deres Slagtofre til Bukketroldene, som
de boler med. Det skal være en evig gyldig Anordning for dem fra
Slægt til Slægt!
8. Og du skal sige til dem: Om nogen af Israels Hus eller de
fremmede, der bor iblandt eder, ofrer et Brændoffer eller
Slagtoffer
9. og ikke bringer det hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at
ofre det til HERREN, da skal den Mand udryddes af sin Slægt.
10. Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede, der bor iblandt
dem, nyder noget Blod, så vender jeg mit Åsyn mod den, der nyder
Blodet, og udrydde1 ham af hans Folk.
11. Thi Kødets Sjæl er i Blodet, og jeg har givet eder det til Brug
på Alteret til at skaffe eders Sjæle Soning; thi det er Blodet,
som skaffer Soning, fordi det er Sjælen.
12. Derfor har jeg sagt til Israeliterne: Ingen af eder må nyde
Blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt eder, må nyde
Blod.
13. Om nogen af Israeliterne eller af de fremmede, der bor iblandt
dem, nedlægger et Stykke Vildt eller en Fugl af den Slags, der
må spises, da skal han lade Blodet løbe ud og dække det med
Jord.
14. Thi om alt Køds Sjæl gælder det, at dets Blod er dets Sjæl;
derfor har jeg sagt til Israeliterne: I må ikke nyde Blodet af
noget som helst Kød, thi alt Køds Sjæl er dets Blod; enhver, der
nyder det, skal udryddes.
15. Enhver, der spiser seldøde eller sønderrevne Dyr, det være sig
en indfødt eller en fremmed, skal tvætte sine Klæder og bade sig
i Vand og være uren til Aften; så er han ren.
16. Men hvis han ikke tvætter sine Klæder og bader sig, skal han
undgælde for sin Brøde.
3.Mosebog 18
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig til dem: Jeg er HERREN eders Gud!
3. Som de handler i Ægypten, hvor I opholdt eder, må I ikke handle,
og som de handler i Kana'ans Land, hvor jeg fører eder hen, må I
ikke handle; I må ikke vandre efter deres Anordninger.
4. Efter mine Lovbud skal I handle. og mine Anordninger skal I
holde, så I vandrer efter dem; jeg er HERREN eders Gud!
5. I skal holde mine Anordninger og Lovbud; det Menneske, der
handler efter dem, skal leve ved dem. Jeg er HERREN!
6. Ingen af eder må komme sine kødelige Slægtninge nær, så han
blotter deres Blusel. Jeg er HERREN!
7. Din Faders og din Moders Blusel må du ikke blotte; hun er din
Moder, du må ikke blotte hendes Blusel!
8. Din Faders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Faders
Blusel.
9. Din Søsters Blusel, hvad enten hun er din Faders eller din
Moders Datter, hvad enten hun er født i eller uden for Hjemmet,
hendes Blusel må du ikke blotte.
10. Din Sønnedatters eller Datterdatters Blusel må du ikke blotte,
det er din egen Blusel.
11. En Datter, din Faders Hustru har med din Fader hun er din Søster
hendes Blusel må du ikke blotte.
12. Din Fasters Blusel må du ikke blotte, hun er din Faders kødelige
Slægtning.
13. Din Mosters Blusel må du ikke blotte, hun er din Moders kødelige
Slægtning.
14. Din Farbroders Blusel må du ikke blotte, du må ikke komme hans
Hustru nær, hun er din Faster.
15. Din Sønnekones Blusel må du ikke blotte, hun er din Søns Hustru,
du må ikke blotte hendes Blusel.
16. Din Broders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Broders
Blusel.
17. En Kvindes og hendes Datters Blusel må du ikke blotte, heller
ikke må du ægte hendes Sønnedatter eller Datterdatter, så at du
blotter hendes Blusel; de er hendes kødelige Slægtninge; det er
grov Utugt.
18. Søster må du ikke tage til Søsters Medhustru, så længe Søsteren
lever, så du blotter både den enes og den andens Blusel.
19. Du må ikke komme en Kvinde nær under hendes månedlige Urenhed,
så du blotter hendes Blusel.
20. Med din Næstes Hustru må du ikke have Samleje, så du bliver uren
ved hende.
21. Dit Afkom må du ikke give hen til at ofres til Molok; du må ikke
vanhellige din Guds Navn. Jeg er HERREN!
22. Hos en Mand må du ikke ligge, som man ligger hos en Kvinde; det
er en Vederstyggelighed.
23. Med intet som helst Dyr må du have Omgang, så du bliver uren
derved; en Kvinde må ikke stille sig hen for et dyr til kønslig
Omgang; det er en Skændsel.
24. Gør eder ikke urene med noget sådant, thi med alt sådant har de
Folkeslag, jeg driver bort foran eder, gjort sig urene.
25. Derved blev Landet urent, og jeg straffede det for dets Brøde,
og Landet udspyede sine Indbyggere.
26. Hold derfor mine Anordninger og Lovbud og øv ikke nogen af disse
Vederstyggeligheder, det gælder både den indfødte og den
fremmede, der bor iblandt eder
27. thi alle disse Vederstyggeligheder øvede Indbyggerne, som var
der før eder, og Landet blev urent
28. for at ikke Landet skal udspy eder, når I gør det urent, ligesom
det udspyede det Folk, som var der før eder.
29. Thi enhver, som øver nogen af alle disse Vederstyggeligheder,
de, der øver dem, skal udryddes af deres Folk.
30. Så hold mine Forskrifter, så I ikke øver nogen af de
vederstyggelige Skikke, som øvedes før eders Tid, at I ikke skal
gøre eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud!
3.Mosebog 19
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Tal til hele Israeliternes Menighed og sig til dem: I skal være
hellige, thi jeg HERREN eders Gud er hellig!
3. I skal frygte hver sin Moder og sin Fader, og mine Sabbater skal
I holde. Jeg er HERREN eders Gud!
4. Vend eder ikke til Afguderne og gør eder ikke støbte
Gudebilleder! Jeg er HERREN eders Gud !
5. Når I ofrer Takoffer til HERREN, skal I ofre det således, at I
kan vinde Guds Velbehag.
6. Den Dag, I ofrer det, og Dagen efter må det spises, men hvad der
levnes til den tredje Dag, skal opbrændes;
7. spises det den tredje Dag, er det at regne for råddent Kød og
vinder ikke Guds Velbehag;
8. den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde, thi han
vanhelliger det, som var helliget HERREN, og det Menneske skal
udryddes af sin Slægt.
9. Når I høster eders Lands Høst, må du ikke høste helt hen til
Kanten af din Mark, ej heller må du sanke Efterslætten efter din
Høst.
10. Heller ikke må du bolde Efterhøst eller sanke de nedfaldne Bær i
din Vingård; til den fattige og den fremmede skal du lade det
blive tilbage. Jeg er HERREN eders Gud!
11. I må ikke stjæle, I må ikke lyve, I må ikke bedrage hverandre.
12. I må ikke sværge falsk ved mit Navn, så du vanhelliger din Guds
Navn. Jeg er HERREN!
13. Du må intet aftvinge din Næste, du må intet røve; Daglejerens
Løn må ikke blive hos dig Natten over.
14. Du må ikke forbande den døve eller lægge Stød for den blindes
Fod, du skal frygte din Gud. Jeg er HERREN!
15. I må ikke øve Uret, når I holder Rettergang; du må ikke
begunstige den ringe, ej heller tage Parti for den store, men du
skal dømme din Næste med Retfærdighed.
16. Du må ikke gå rundt og bagvaske din Landsmand eller stå din
Næste efter Livet. Jeg er HERREN!
17. Du må ikke bære Nag til din Broder i dit Hjerte, men du skal
tale din Næste til Rette, at du ikke skal pådrage dig Synd for
hans Skyld.
18. Du må ikke hævne dig eller gemme på Vrede mod dit Folks Børn, du
skal elske din Næste som dig selv. Jeg er HERREN!
19. Hold mine Anordninger! Du må ikke lade to Slags Kvæg parre sig
med hinanden; du må ikke så to Slags Sæd i din Mark; og du må
ikke bære Klæder, der er vævede af to Slags Garn.
20. Når en Mand har Samleje med en Kvinde, og det er en Trælkvinde,
en anden Mands Medhustru, som ikke er løskøbt eller frigivet, så
skal Afstraffelse finde Sted; dog skal de ikke lide Døden, thi
hun var ikke frigivet.
21. Og han skal bringe sit Skyldoffer for HERREN til
Åbenbaringsteltets Indgang, en Skyldoffervæder,
22. og Præsten skal med Skyldoffervæderen skaffe ham Soning for
HERRENs Åsyn for den Synd, han har begået, så han finder
Tilgivelse for den Synd, han har begået.
23. Når I kommer ind i Landet og planter alskens Frugttræer, skal I
lade deres Forhud, den første Frugt, urørt; i tre År skal de
være eder uomskårne og må ikke spises;
24. det fjerde År skal al deres Frugt under Høstjubel helliges
HERREN;
25. først det femte År må I spise deres Frugt, for at I kan få så
meget større Udbytte deraf. Jeg er HERREN eders Gud!
26. I må ikke spise noget med Blodet i. I må ikke give eder af med
at tage Varsler og øve Trolddom.
27. I må ikke runde Håret på Tindingerne; og du må ikke studse dit
Skæg;
28. I må ikke gøre Indsnit i eders Legeme for de dødes Skyld eller
indridse Tegn på eder. Jeg er HERREN!
29. Du må ikke vanhellige din Datter ved at lade hende bedrive Hor,
for at ikke Landet skal forfalde til Horeri og fyldes med Utugt.
30. Mine Sabbater skal I bolde, og min Helligdom skal I frygte. Jeg
er HERREN!
31. Henvend eder ikke til Genfærd og Sandsigerånder; søg dem ikke,
så I gør eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud!
32. Du skal rejse dig for de grå Hår og ære Oldingen, og du skal
frygte din Gud. Jeg er HERREN!
33. Når en fremmed bor hos dig i eders Land, må I ikke lade ham lide
Overlast;
34. som en af eders egne skal I regne den fremmede, der bor hos
eder, og du1 skal elske ham som dig selv, thi I var selv
fremmede i Ægypten. Jeg et HERREN eders Guld!
35. Når I holder Rettergang, må I ikke øve Uret ved Længdemål, Vægt
eller Rummål;
36. Vægtskåle, der vejer rigtigt, Lodder, der holder Vægt, Efa og
Hin, der holder Mål, skal I have. Jeg er HERREN eders Gud, som
førte eder ud af Ægypten!
37. Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem. Jeg er
HERREN!
3.Mosebog 20
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Sig til Israeliterne: Om nogen af Israeliterne eller de
fremmede, der bor hos Israel, giver sit Afkom hen til Molok, da
skal han lide Døden; Landets Indbyggere skal stene ham,
3. og jeg vender selv mit Åsyn imod den Mand og udrydder ham af
hans Folk, fordi han gav sit Afkom hen til Molok for at gøre min
Helligdom uren og vanhellige mit hellige Navn;
4. og ser end Landets Indbyggere igennem Fingre med den Mand, når
han giver sit Afkom hen til Molok, og undlader at dræbe ham,
5. så vender jeg dog selv mit Åsyn imod den Mand og hans Slægt og
udrydder ham og alle dem, der følger i hans Spor og boler med
Molok, af deres Folk.
6. Det Menneske, som henvender sig til Genfærd eller Sandsigerånder
og boler med dem, mod det Menneske vil jeg vende mit Åsyn og
udrydde ham af hans Folk.
7. Helliger eder og vær hellige; thi jeg er HERREN eders Gud!
8. Hold mine Anordninger og gør efter dem. Jeg er HERREN, som
helliger eder!
9. Thi enhver, som forbander sin Fader og sin Moder, skal lide
Døden; han har forbandet sin Fader og sin Moder, derfor hviler
der Blodskyld på ham.
10. Om nogen bedriver Hor med en anden Mands Hustru, om nogen
bedriver Hor med sin Næstes Hustru, da skal de lide Døden,
Horkarlen såvel som Horkvinden.
11. Om nogen har Samleje med sin Faders Hustru, har han blottet sin
Faders Blusel; de skal begge lide Døden, der hviler Blodskyld på
dem.
12. Om nogen har Samleje med sin Sønnekone, skal de begge lide
Døden; de har øvet Skændselsdåd, der hviler Blodskyld på dem.
13. Om nogen ligger hos en Mand, på samme Måde som man ligger hos en
Kvinde, da har de begge øvet en Vederstyggelighed; de skal lide
Døden, der hviler Blodskyld på dem.
14. Om nogen ægter en Kvinde og hendes Moder, er det grov Utugt: man
skal brænde både ham og begge Kvinderne; der må ikke findes grov
Utugt iblandt eder.
15. Om nogen har Omgang med et Dyr, skal han lide Døden, og Dyret
skal I slå ihjel.
16. Om en Kvinde kommer noget Dyr nær for at have kønslig Omgang med
det, da skal du ihjelslå både Kvinden og Dyret; de skal lide
Døden, der hviler Blodskyld på dem.
17. Om en Mand tager sin Søster, sin Faders eller sin Moders Datter,
til Ægte, så han ser hendes Blusel, og hun hans, da er det en
skammelig Gerning; de skal udryddes i deres Landsmænds Påsyn;
han har blottet sin Søsters Blusel, han skal undgælde for sin
Brøde.
18. Om en Mand har Samleje med en Kvinde under hendes månedlige
Svaghed og blotter hendes Blusel, idet han afdækker hendes
Kilde, og hun afdækker sit Blods Kilde, da skal de begge
udryddes af deres Folk.
19. Du må ikke blotte din Mosters og din Fasters Blusel, thi den,
der gør det, afdækker sin kødelige Slægtnings Blusel; de skal
undgælde for deres Brøde.
20. 0m nogen har Samleje med sin Farbroders Hustru, da har han
blottet sin Farbroders Blusel, de skal undgælde for deres Synd
og dø barnløse.
21. Om nogen tager sin Broders Hustru til Ægte, da er det en uren
Gerning; han har blottet sin Broders Blusel; de skal blive
barnløse.
22. Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem, at ikke
Landet, jeg føler eder ind at bo i, skal udspy eder.
23. Følg ikke det Folks Skikke, som jeg driver bort foran eder, thi
de har øvet alt dette; derfor væmmedes jeg ved dem
24. og sagde til eder: I skal få deres Land i Eje; jeg giver eder
det i Eje, et Land, der flyder med Mælk og Honning. Jeg er
HERREN eders Gud, som har udskilt eder fra alle andre Folkeslag.
25. I skal skelne mellem rene og urene Dyr og mellem urene og rene
Fugle for ikke at gøre eder selv til en Vederstyggelighed ved de
Dyr og de Fugle og alt, hvad der rører sig på Jorden, alt, hvad
jeg har udskilt for eder og erklæret for urent.
26. Og I skal være mig hellige, thi jeg HERREN er hellig, og jeg har
udskilt eder fra alle andre Folkeslag til at høre mig til.
27. Når der i en Mand eller Kvinde er en Genfærdsånd eller en
Sandsigerånd, skal de lide Døden; de skal stenes, der hviler
Blodskyld på dem.
3.Mosebog 21
1. Og HERREN sagde til Moses: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og
sig til dem: Præsten må ikke gøre sig uren ved Lig blandt sin
Slægt,
2. medmindre det er hans nærmeste kødelige Slægtninge, hans Moder
eller Fader, hans Søn eller Datter, hans Broder
3. eller Søster, for så vidt hun var Jomfru og endnu hørte til hans
Familie og ikke var gift; i så Fald må han gøre sig uren ved
hende;
4. men han må ikke gøre sig uren ved hende, når hun var gift med en
Mand af hans Slægt, og således pådrage sig Vanhelligelse.
5. De må ikke klippe sig en skaldet Plet på deres Hoved, ikke
studse deres Skæg eller gøre Indsnit i deres Legeme.
6. Hellige skal de være for deres Gud og må ikke vanhellige deres
Guds Navn, thi de frembærer HERRENs Ildofre, deres Guds Spise;
derfor skal de være hellige.
7. En Horkvinde og en skændet Kvinde må de ikke ægte; heller ikke
en Kvinde, der er forstødt af sin Mand, må de ægte; thi han er
helliget sin Gud.
8. Du skal regne ham for hellig, thi han frembærer din Guds Spise;
han skal være dig hellig, thi hellig er jeg HERREN, som helliger
dem.
9. Når en Præstedatter vanhelliger sig ved at bedrive Hor, da
vanhelliger hun sin Fader; hun skal brændes på Bål,
10. Den Præst, der er den ypperste blandt sine Brødre, han, over
hvis Hoved Salveolien udgydes, og som indsættes ved at iføres
Klæderne, må hverken lade sit Hovedhår vokse frit eller
sønderrive sine Klæder.
11. Han må ikke gå hen til noget som helst Lig, end ikke ved sin
Fader eller Moder må han gøre sig uren.
12. Han må ikke forlade Helligdommen for ikke at vanhellige sin Guds
Helligdom, thi hans Guds Salveolies Vielse er på ham; jeg er
HERREN!
13. Han skal ægte en Kvinde, der er Jomfru;
14. en Enke, en forstødt, en skændet, en Horkvinde må han ikke ægte,
kun en Jomfru af sin Slægt må han tage til Hustru,
15. for at han ikke skal vanhellige sit Afkom blandt sin Slægt; thi
jeg er HERREN, som helliger ham.
16. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
17. Tal til Aron og sig: Ingen af dit Afkom i de kommende Slægter,
som har en Legemsfejl, må træde frem for at frembære sin Guds
Spise,
18. det må ingen, som har en Legemsfejl, hverken en blind eller en
halt eller en med vansiret Ansigt eller for lang en Legemsdel
19. eller med Brud på Ben eller Arm
20. eller en pukkelrygget eller en med Tæring eller en, der har
Pletter i Øjnene eller lider af Skab eller Ringorm eller har
svulne Testikler.
21. Af Præsten Arons Efterkommere må ingen, som har en Legemsfejl,
nærme sig for at frembære HERRENs Ildofre; han har en
Legemsfejl, han må ikke nærme sig for at frembære sin Guds
Spise.
22. Han må vel spise sin Guds Spise, både det, som er højhelligt, og
det, som er helligt,
23. men til Forhænget må han ikke komme, og Alteret må han ikke
nærme sig, thi han har en Legemsfejl og må ikke vanhellige mine
hellige Ting; thi jeg er HERREN, som helliger dem.
24. Og Moses talte således til Aron og hans Sønner og alle
Israeliterne.
3.Mosebog 22
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Sig til Aron og hans Sønner, at de skal behandle Israeliternes
Helliggaver, som de helliger mig, med Erefrygt, for at de ikke
skal vanhellige mit hellige Navn. Jeg er HERREN!
3. Sig til dem: Enhver af alle eders Efterkommere, som i de
kommende Slægter i uren Tilstand kommer de Helliggaver nær,
Israeliterne helliger HERREN, det Menneske skal udryddes fra mit
Åsyn. Jeg er HERREN!
4. Ingen af Arons Efterkommere, der er spedalsk eller lider af
Flåd, må spise noget af Helliggaverne, før han bliver ren; den,
der rører ved en, som er uren ved Lig, eller den, fra hvem der
går Sæd,
5. eller den, der rører ved noget Slags Kryb, ved hvilket man
bliver uren, eller ved et Menneske, ved hvem man bliver uren, af
hvad Art hans Urenhed være kan,
6. enhver, der rører ved noget sådant, skal være uren til Aften og
må ikke spise af Helliggaverne, før han har badet sit Legeme i
Vand.
7. Når Solen går ned, er han ren, og derefter må han spise af
Helliggaverne, thi de er hans Mad.
8. Selvdøde og sønderrevne Dyr må han ikke spise for ikke at gøre
sig uren derved. Jeg er HERREN!
9. De skal overholde mine Forskrifter, at de ikke skal pådrage sig
Synd og dø derfor, fordi de vanhelliger det. Jeg er HERREN, som
helliger dem.
10. Ingen Lægmand må spise af det hellige; hverken den indvandrede
hos Præsten eller hans Daglejer må spise af det hellige.
11. Men når en Præst for sine Penge køber sig en Træl, da må denne
spise deraf, og ligeledes må hans hjemmefødte Trælle spise af
hans Mad.
12. Når en Præstedatter ægter en Lægmand, må hun ikke spise af de
ydede Helliggaver;
13. men når en Præstedatter bliver Enke eller forstødes uden at have
Børn og vender tilbage til sin Faders Hus og er der som i sine
unge År, da må hun spise af sin Faders Mad. Men ingen Lægmand må
spise deraf.
14. Når nogen af Vanvare kommer til at spise af det hellige, skal
han erstatte Præsten det hellige med Tillæg af en Femtedel.
15. Præsterne må ikke vanhellige de Helliggaver, Israeliterne yder
HERREN,
16. og således bringe Brøde og Skyld over dem, når de spiser deres
Helliggaver; thi jeg er HERREN, som helliger dem.
17. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
18. Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem:
Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede i Israel bringer
sin Offergave, hvad enten det er deres Løfteoffer eller
Frivilligoffer, de bringer HERREN som Brændoffer,
19. så skal I bringe dem således, at I kan vinde Guds Velbehag, et
lydefrit Handyr af Hornkvæget, Fårene eller Gederne;
20. I må ikke ofre noget Dyr, der har en Legemsfejl, thi derved
vinder I ikke eders Guds Velbehag.
21. Når nogen bringer HERREN et Takoffer af Hornkvæget eller
Småkvæget enten for at indfri et Løfte eller som Frivilligoffer,
da skal det være et lydefrit Dyr, for at det kan vinde Guds
Velbehag; det må ingen som helst Legemsfejl have;
22. et blindt Dyr eller et Dyr med Brud på Lemmerne eller et såret
Dyr eller et Dyr, der lider af Bylder, Skab eller Ringorm,
sådanne Dyr må I ikke bringe HERREN, og I må ikke lægge noget
Ildoffer af den Slags på Alteret for HERREN.
23. Et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg med en for lang eller
forkrøblet Legemsdel kan du bruge som Frivillig offer, men som
Løfteoffer vinder det ikke Guds Velbehag.
24. Dyr med udklemte, knuste, afrevne eller bortskårne Testikler må
I ikke bringe HERREN; således må I ikke bære eder ad i eders
Land.
25. Heller ikke må I af en Udlænding købe den Slags Dyr og ofre dem
som eders Guds Spise, thi de har en Lyde, de har en Legemsfejl;
ved dem vinder I ikke Guds Velbehag.
26. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
27. Når der fødes et Stykke Hornkvæg, et Får eller en Ged, skal de
blive syv Dage hos Moderen; men fra den ottende Dag er de
skikkede til at vinde HERRENs Velbehag som Ildoffergave til
HERREN.
28. I må ikke slagte et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg samme Dag som
dets Afkom.
29. Når I ofrer et Lovprisningsoffer til HERREN, skal I ofre det
således, at det kan vinde eder Guds Velbehag.
30. Det skal spises samme Dag, I må intet levne deraf til næste
Morgen. Jeg er HERREN!
31. I skal holde mine Bud og handle efter dem. Jeg er HERREN!
32. I må ikke vanhellige mit hellige Navn, for at jeg må blive
helliget blandt Israeliterne. Jeg er HERREN, som helliger eder,
33. som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er
HERREN!
3.Mosebog 23
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig til dem: Hvad angår HERRENs
Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtidsstævner, da er mine
Festtider følgende:
3. I seks Dage skal der arbejdes, men den syvende Dag skal være en
fuldkommen Hviledag med Højtidsstævne; I må intet Arbejde gøre,
det er Sabbat for HERREN, overalt hvor I bor.
4. Følgende er HERRENs Festtider med Højtidsstævner, som I skal
udråbe, hver til sin Tid:
5. På den fjortende Dag i den første Måned ved Aftenstid er det
Påske for HERREN.
6. På den femtende Dag i samme Måned er det de usyrede Brøds Højtid
for HERREN; i syv Dage skal I spise usyret Brød.
7. På den første Dag skal I bolde Højtidsstævne, I må intet Arbejde
gøre.
8. I skal bringe HERREN Ildoffer i syv Dage. På den syvende Dag
skal der holdes Højtidsstævne, I må intet Arbejde gøre.
9. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
10. Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
jeg vil give eder, og høster dets Høst, skal I bringe Præsten
Førstegrødeneget af eders Høst.
11. Han skal udføre Svingningen med Neget for HERRENs Åsyn for at
vinde eder Guds Velbehag; Dagen efter Sabbaten skal Præsten
udføre Svingningen dermed.
12. Og på den Dag I udfører Svingningen med Neget, skal I ofre et
lydefrit, årgammelt Lam som Brændoffer til HERREN,
13. og der skal høre to Tiendedele Eta fint Hvedemel, rørt i Olie,
dertil som Afgrødeoffer, et Ildoffer for HERREN til en liflig
Duft, og ligeledes en Fjerdedel Hin Vin som Drikoffer.
14. Brød, ristede Aks eller nyhøstet Horn må I ikke spise før denne
Dag, før I har frembåret eders Guds Offergave. Det skal være
eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt, overalt hvor
I bor.
15. Så skal I fra Dagen efter Sabbaten, fra den dag I bringer
Svingningsneget, tælle syv Uger frem - det skal være hele Uger -
16. til Dagen efter den syvende Sabbat, I skal tælle halvtredsinds
tyve bage frem; da skal I frembære et nyt Afgrødeoffer for
HERREN.
17. Fra eders Boliger skal I bringe Svingningsbrød, to Brød, som
skal laves af to Tiendedele Efa fint Hvedemel og bages syrede,
en Førstegrødegave til HERREN.
18. Og foruden Brødet skal I bringe syv lydefri, årgamle Lam, en ung
Tyr og to Vædre, de skal være til Brændoffer for HERREN med
tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer, et Ildoffer for HERREN til
en liflig Duft.
19. Og I skal ofre en Gedebuk som Syndoffer og to årgamle Lam som
Takoffer.
20. Og Præsten skal udføre Svingningen med dem, med de to Lam, for
HERRENs Åsyn sammen med Førstegrødebrødet, de skal være HERREN
helligede og tilfalde Præsten.
21. På denne Dag skal I udråbe og holde et Højtidsstævne; I må intet
Arbejde gøre. Det skal være eder en evig gyldig Anordning,
overalt hvor I bor, fra Slægt til Slægt.
22. Når I høster eders Lands Høst, må du ikke høste helt hen til
Kanten af din Mark, ej heller må du sanke Efterslætten efter din
Høst; til den fattige og den fremmede skal du lade det blive
tilbage. Jeg er HERREN eders Gud!
23. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
24. Tal til Israeliterne og sig: Den første dag i den syvende Måned
skal I holde Hviledag med Hornblæsning til Ihukommelse og med
Højtidsstævne;
25. I må intet Arbejde gøre, og I skal bringe HERREN Ildofre.
26. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
27. På den tiende Dag i samme syvende Måned falder Forsoningsdagen;
da skal I holde Højtidsstævne, faste og bringe HERREN Ildofre;
28. I må intet Arbejde gøre på denne Dag, thi det er
Forsoningsdagen, den skal skaffe eder Soning for HERREN eders
Guds Åsyn.
29. Thi enhver, som ikke faster på denne Dag, skal udryddes af sin
Slægt;
30. og enhver, der gør noget som helst Arbejde på denne Dag, det
Menneske vil jeg udslette af hans Folk.
31. I må intet Arbejde gøre. Det skal være eder en evig Anordning
fra Slægt til Slægt, overalt hvor I bor.
32. Den skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste; på
den niende Dag i Måneden om Aftenen, fra denne Aften til næste
Aften skal I holde eders Hviledag.
33. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
34. Tal til Israeliterne og sig: Den femtende Dag i samme syvende
Måned skal Løvhyttefesten fejres, den skal fejres i syv Dage for
HERREN.
35. På den første Dag skal der holdes Højtidsstævne, I må intet
Arbejde gøre.
36. Syv dage skal I bringe HERREN Ildofre; og på den ottende Dag
skal I holde Højtidsstævne og bringe HERREN Ildofre; det er
festlig Samling, I må intet Arbejde gøre.
37. Det er HERRENs Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtids
stævner, ved hvilke der skal bringes HERREN Ildofre, Brændofre
og Afgrødeofre, Slagtofre og drikofre, hver Dag de for den
bestemte Ofre,
38. foruden HERRENs Sabbater og foruden eders Gaver og alle eders
Løfteofre og alle eders Frivilligofre, som I giver HERREN.
39. Men den femtende Dag i den syvende Måned, når I har indsamlet
Landets Afgrøde, skal I fejre HERRENs Højtid, og den skal fejres
i syv Dage. På den første Dag skal der holdes Hviledag, og på
den ottende dag skal der holdes Hviledag.
40. Den første Dag skal I tage eder smukke Træfrugter, Palmegrene og
Kviste af Løvtræer og Vidjer fra Bækkene og i syv Dage være
glade for HERREN eders Guds Åsyn.
41. I skal fejre den som en Højtid for HERREN syv Dage om Året; det
skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt; i
den syvende Måned skal I fejre den.
42. I skal bo i Løvhytter i syv Dage, alle indfødte i Israel skal bo
i Løvhytter,
43. for at eders Efterkommere kan vide, at jeg lod Israeliterne bo i
Løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders
Gud!
44. Og Moses kundgjorde Israeliterne HERRENs Festtider.
3.Mosebog 24
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Byd Israeliterne at skaffe dig ren Olivenolie af knuste Frugter
til Lysestagen, så Lamperne daglig kan sættes på.
3. I Åbenbaringsteltet uden for Forhænget foran Vidnesbyrdet skal
Aron gøre den i Stand, så den bestandig kan brænde fra Aften til
Morgen for HERRENs Åsyn. Det skal være eder en evig gyldig
Anordning fra Slægt til Slægt;
4. på Guldlysestagen skal han holde Lamperne i Orden for HERRENs
Åsyn, så de kan brænde bestandig.
5. Du skal tage fint Hvedemel og bage tolv Kager, to Tiendedele Efa
til hver Kage,
6. og lægge dem i to Rækker, seks i hver Række, på Guldbordet for
HERRENs Åsyn;
7. på hver Række skal du lægge ren Røgelse, og den skal være
Brødenes Offerdel, et Ildoffer for HERREN.
8. Han skal bestandig hver Sabbatsdag lægge dem frem for HERRENs
Åsyn; det skal være Israeliterne en evig Pagtspligt.
9. De skal tilfalde Aron og hans Sønner, som skal spise dem på et
helligt Sted, thi de er højhellige; ham tilfalder de som en
evig, retmæssig Del af HERRENs Ildofre.
10. En israelitisk Kvindes Søn, hvis Fader var Ægypter, gik ud
blandt Israeliterne. Da opstod der Strid i Lejren mellem den
israelitiske Kvindes Søn og en Israelit,
11. og den israelitiske Kvindes Søn forbandede Navnet og bespottede
det. Da førte man ham til Moses. Hans Moder hed Sjelomit, en
Datter af Dibri af Dans Stamme.
12. Og de satte ham i Varetægt for at få en Kendelse af HERRENs
Mund.
13. Og HERREN talede til Moses og sagde:
14. Før Spotteren uden for Lejren. og alle de, der hørte det, skal
lægge deres Hænder på hans Hoved, og derefter skal hele
Menigheden stene ham.
15. Og du skal tale til Israeliterne og sige: Når nogen bespotter
sin Gud, skal han undgælde for sin Synd;
16. og den, der forbander HERRENs Navn, skal lide Døden; hele
Menigheden skal stene ham; en fremmed såvel som en indfødt skal
lide Døden når han forbander Navnet.
17. Når nogen slår et Menneske ihjel, skal han lide Døden.
18. Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det et levende
Dyr for et levende Dyr.
19. Når nogen tilføjer sin Næste Legemsskade, skal der handles med
ham, som han har handlet,
20. Brud for Brud, Øje for Øje, Tand for Tand; samme Skade, han
tilføjer en anden, skal tilføjes ham selv.
21. Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det; men den,
der slår et Menneske ihjel, skal lide Døden.
22. En og samme Ret skal gælde for eder; for den fremmede såvel som
for den indfødte; thi jeg er HERREN eders Gud!
23. Og Moses sagde det til Israeliterne, og de førte Spotteren uden
for Lejren og stenede ham; Israeliterne gjorde som HERREN havde
pålagt Moses.
3.Mosebog 25
1. Og HERREN talede til Moses på Sinaj Bjerg og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
jeg vil give eder, skal Landet holde Sabbatshvile for. HERREN.
3. Seks År skal du beså din Mark, og seks År skal du beskære din
Vingård og indsamle Landets Afgrøde;
4. men i det syvende År skal Landet have en fuldkommen
Sabbatshvile, en Sabbat for HERREN; din Mark må du ikke beså, og
din Vingård må du ikke beskære.
5. Det selvgroede efter din Høst må du ikke høste, og Druerne på de
ubeskårne Vinstokke må du ikke plukke; det skal være et
Sabbatsår for Landet.
6. Hvad der gror af sig selv, medens Landet holder Sabbat, skal
tjene eder til Føde, dig selv, din Træl og din Trælkvinde, din
Daglejer og den indvandrede hos dig, dem, der bor som fremmede
hos dig;
7. dit Kvæg og de vilde Dyr i dit Land skal hele Afgrøden tjene til
Føde.
8. Og du skal tælle dig syv Årsabbater frem, syv Gange syv År, så
de syv Årsabbater udgør et Tidsrum af ni og fyrretyve År.
9. Så skal du lade Alarmhornet lyde rundt om på den tiende Dag i
den syvende Måned; på Forsoningsdagen skal I lade Hornet lyde
rundt om i hele eders Land.
10. Og I skal hellige det halvtredsindstyvende År og udråbe
Frigivelse i Landet for alle Indbyggerne; et Jubelår skal det
være eder; enhver af eder skal vende tilbage til sin Ejendom, og
enhver af eder skal vende tilbage til sin Slægt;
11. et Jubelår skal dette År, det halvtredsindstyvende, være eder; I
må ikke så og ikke høste, hvad der gror af sig selv i det, eller
plukke Druer af de ubeskårne Vinstokke;
12. thi det er et Jubelår, helligt skal det være eder; I skal spise,
hvad Marken bærer af sig selv.
13. I Jubelåret skal enhver af eder vende tilbage til sin Ejendom.
14. Når du sælger din Næste noget eller køber noget af ham, må I
ikke forurette hinanden.
15. Når du køber noget af din Næste, skal der regnes med Årene siden
sidste Jubelår; når han sælger dig noget, skal der regnes med
Afgrøderne indtil næste Jubelår.
16. Jo flere År der er tilbage, des højere må du sætte Prisen, jo
færre, des lavere, thi hvad han sælger dig, er et vist Antal
Afgrøder.
17. Ingen af eder må forurette sin Næste; du skal frygte din Gud,
thi jeg er HERREN din Gud!
18. I skal gøre efter mine Anordninger og holde mine Lovbud, så I
gør efter dem; så skal I bo trygt i Landet,
19. og Landet skal give sin Frugt, så I kan spise eder mætte og bo
trygt deri.
20. Men når I siger: "Hvad skal vi da spise i det syvende År, når vi
hverken sår eller indsamler vor Afgrøde?"
21. så vil jeg opbyde min Velsignelse til Bedste for eder i det
sjette År, så det bærer Afgrøde for de tre År;
22. i det ottende År skal I så, men I skal leve af gammelt Korn af
den sidste Afgrøde indtil det niende År; indtil dets Afgrøde
kommer, skal I leve af gammelt Korn.
23. Jorden i Landet må I ikke sælge uigenkaldeligt; thi mig tilhører
Landet, I er kun fremmede og indvandrede hos mig;
24. overalt i det Land, I får i Eje, skal I sørge for, at Jorden kan
indløses.
25. Når din Broder kommer i Trang, så han må sælge noget af sin
Ejendom, skal hans nærmeste Slægtning melde sig som Løser for
ham og indløse, hvad hans Broder har solgt.
26. Hvis en ingen Løser har, men selv bliver i Stand til at skaffe
den fornødne Løsesum,
27. skal han udregne, hvor mange År der er gået siden Salget, og kun
tilbagebetale Manden der købte det, for den Tid, der er tilbage,
og derpå igen overtage sin Ejendom.
28. Er han derimod ikke i Stand til at skaffe den fornødne Sum til
Tilbagebetalingen, så skal det, han har solgt, blive i Køberens
Eje til Jubelåret; men i Jubelåret bliver det frit, så han atter
kan overtage sin Ejendom.
29. Når en Mand sælger et Beboelseshus i en By med Mure om, gælder
hans Indløsningsret kun et fuldt År efter Salget; hans
Indløsningsret gælder et År.
30. Hvis derfor Indløsning ikke har fundet Sted, før et fuldt År er
omme, går Huset i Byen med Mure om uigenkaldeligt over i
Køberens og hans Efterkommeres Eje; det bliver ikke frit i
Jubelåret.
31. Derimod henregnes Huse i Landsbyer, der ikke er omgivne af Mure,
til Marklandet;for dem gælder Indløsningsretten, og i Jubelåret
bliver de fri.
32. Men med Hensyn til Leviternes Byer, Husene i de Byer, der
tilhører dem, da gælder der en ubegrænset Indløsningsret for
Leviterne;
33. og når en af Leviterne ikke gør sin Indløsningsret gældende,
bliver Huset, han solgte, i de Byer, der tilhører dem, frit i
Jubelåret, thi Husene i Leviternes Byer er deres Ejendom blandt
Israeliterne.
34. Heller ikke må Græsmarkerne, der hører til deres Byer, sælges,
thi de tilhører dem som evigt Eje.
35. Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og ikke kan bjærge
Livet, skal du holde ham oppe; som fremmed og indvandret skal
han leve hos dig.
36. Du må ikke tage Rente eller Opgæld af ham, men du skal frygte
din Gud og lade din Broder leve hos dig;
37. du må ikke låne ham Penge mod Renter eller give ham af din Føde
mod Opgæld.
38. Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at
give eder Kana'ans Land, for at være eders Gud.
39. Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og han må sælge sig
selv til dig, må du ikke lade ham arbejde som Træl,
40. men han skal være hos dig som Daglejer eller indvandret; han
skal arbejde hos dig til Jubelåret.
41. Da skal han gives fri sammen med sine Børn og vende tilbage til
sin Slægt og sine Fædres Ejendom,
42. thi mine Trælle er de, som jeg førte ud af Ægypten; de må ikke
sælges, som man sælger Trælle.
43. Du må ikke bruge din Magt over ham med Hårdhed; du skal flygte
din Gud.
44. Men har du Brug for Trælle og Trælkvinder, skal du købe dem af
de Folkeslag, der bor rundt om eder;
45. også af Børnene efter de indvandrede, der bor som fremmede hos
eder, må I købe og af deres Familier, som er hos eder, og som de
har avlet i eders Land; de må blive eders Ejendom,
46. og dem må I lade gå i Arv og Eje til eders Børn efter eder; dem
må I bruge som Trælle på Livstid; men over Israeliterne, eders
Brødre, må du ikke bruge din Magt med Hårdhed, Broder over
Broder.
47. Når en fremmed eller en indvandret hos dig kommer til Velstand,
og en af dine Brødre i hans Nabolag kommer i Trang, og han må
sælge sig til den fremmede eller den indvandrede hos dig eller
til en Efterkommer af en fremmeds Slægt,
48. så gælder Indløsningsretten for ham efter Salget; en af hans
Brødre må indløse ham,
49. eller også må hans Farbroder eller Fætter eller en anden kødelig
Slægtning af hans Familie indløse ham; han må også indløse sig
selv, hvis han får Evne dertil.
50. Da skal han sammen med den, der købte ham, udregne Tiden fra det
År, han solgte sig til ham, til Jubelåret, og Købesummen skal
svare til det Åremål; hans Arbejdstid hos ham skal regnes som en
Daglejers.
51. Er der endnu mange År tilbage, skal han i Løsesum udrede den
tilsvarende Del af Købesummen.
52. Og er der kun få År tilbage til Jubelåret, skal han regne dermed
og udrede sin Løsesum i Forhold til de År, han har tilbage.
53. Som en År for År lejet Daglejer skal han være hos ham; du må
ikke roligt se på, at Køberen bruger sin Magt over ham med
Hårdhed.
54. Men indløses han ikke på en af disse Måder, skal han frigives i
Jubelåret, både han selv og hans Børn.
55. Thi mig tilhører Israeliterne som Trælle; mine Trælle er de, thi
jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders Gud!
3.Mosebog 26
1. I må ikke gøre eder Afguder; udskårne Billeder og Stenstøtter må
I ikke rejse eder, ej heller må I opstille nogen Sten med
Billedværk i eders Land for at tilbede den; thi jeg er HERREN
eders Gud!
2. Mine Sabbater skal I holde, og min Helligdom skal I frygte. Jeg
er HERREN!
3. Hvis I følger mine Anordninger og holder mine Bud og handler
efter dem,
4. vil jeg give eder den Regn, I behøver, til sin Tid, Landet skal
give sin Afgrøde, og Markens Træer skal give deres Frugt.
5. Tærskning skal hos eder vare til Vinhøst, og Vinhøst skal vare
til Såtid. I skal spise eder mætte i eders Brød og bo trygt i
eders Land.
6. Jeg vil give Fred i Landet, så I kan lægge eder til Hvile, uden
at nogen skræmmer eder op; jeg vil udrydde de vilde Dyr af
Landet, og intet Sværd skal hærge eders Land.
7. I skal forfølge eders Fjender, og de skal falde for Sværdet
foran eder.
8. Fem af eder skal forfølge hundrede, og hundrede af eder skal
forfølge ti Tusinde, og eders, Fjender skal falde for Sværdet
foran eder.
9. Jeg vil vende mig til eder, jeg vil gøre eder frugtbare og
mangfoldige, og jeg vil stadfæste min Pagt med eder.
10. I skal spise gammelt Korn, til I for det nye Korns Skyld må
tømme Laderne for det gamle.
11. Jeg vil opslå min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke
væmmes ved eder.
12. Jeg vil vandre iblandt eder og være eders Gud, og I skal være
mit Folk.
13. Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten, for at I
ikke mere skulde være deres Trælle; jeg sønderbrød eders
Ågstænger og lod eder vandre med rank Nakke.
14. Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter alle disse Bud,
15. hvis I lader hånt om mine Anordninger og væmmes ved mine Lovbud,
så I ikke handler efter alle mine Bud, men bryder min Pagt,
16. så vil også jeg gøre lige for lige imod eder og hjemsøge eder
med skrækkelige Ulykker: Svindsot og Feberglød, så Øjnene sløves
og Sjælen vansmægter. Til ingen Nytte sår I eders Sæd, thi eders
Fjender skal fortære den.
17. Jeg vender mit Åsyn imod eder, så I bliver slået på Flugt for
eders Fjender; eders Avindsmænd skal underkue eder, og I skal
flygte, selv om ingen forfølger eder.
18. Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, så vil jeg tugte eder
endnu mere, ja syvfold, for eders Synder.
19. Jeg vil bryde eders hovmodige Trods, jeg vil gøre eders Himmel
som Jern og eders Jord som Kobber.
20. Til ingen Nytte skal I slide eders Kræfter op, thi eders Jord
skal ikke give sin Afgrøde, og Landets Træer skal ikke give
deres Frugt.
21. Og hvis I alligevel handler genstridigt imod mig og ikke adlyder
mig, så vil jeg slå eder endnu mere, ja syvfold, for eders
Synder.
22. Jeg vil sende Markens vilde Dyr imod eder, for at de skal røve
eders Børn fra eder, udrydde eders Kvæg og mindske eders Tal, så
eders Veje bliver øde.
23. Og hvis I alligevel ikke tager mod min Tugt, men handler
genstridigt imod mig,
24. så vil også jeg handle genstridigt imod eder og slå eder syvfold
for eders Synder.
25. Jeg vil bringe et Hævnens Sværd over eder til Hævn for den
brudte Pagt; og søger I Tilflugt i eders Byer, vil jeg sende
Pest iblandt eder, så I må overgive eder i Fjendens Hånd.
26. Når jeg bryder Brødets Støttestav for eder, skal ti Kvinder bage
eders Brød i een Bagerovn og give eder Brødet tilbage efter
Vægt, så I ikke han spise eder mætte.
27. Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, men handler genstridigt
mod mig,
28. så vil også jeg i Vrede handle genstridigt mod eder og tugte
eder syvfold for eders Synder.
29. I skal fortære eders Sønners Kød, og eders Døtres Kød skal I
fortære.
30. Jeg vil lægge eders Offerhøje øde og tilintetgøre eders
Solsøjler; jeg vil dynge eders Lig oven på Ligene af eders
Afgudsbilleder, og min Sjæl skal væmmes ved eder.
31. Jeg vil lægge eders Byer i Ruiner og ødelægge eders Helligdomme
og ikke indånde eders liflige Offerduft.
32. Jeg vil lægge eders Land øde, så eders Fjender, der bor deri,
skal blive målløse derover;
33. og eder selv vil jeg sprede blandt Folkeslagene, og jeg vil gå
bag efter eder med draget Sværd. Eders Land skal blive en Ørken,
og eders Byer skal lægges i Ruiner.
34. Da skal Landet, medens det ligger øde, og I er i eders Fjenders
Land, få sine Sabbater godtgjort, da skal Landet hvile og få
sine Sabbater godtgjort;
35. medens det ligger øde, skal det få den Hvile, det ikke fik på
eders Sabbater, dengang I boede deri.
36. Men dem, der bliver tilbage af eder, over deres Hjerter bringer
jeg Modløshed i deres Fjenders Lande, så at Lyden af et raslende
Blad kan drive dem på Flugt, så de flygter, som man flygter for
Sværdet, og falder, skønt ingen forfølger dem;
37. de skal falde over hverandre, som om Sværdet var efter dem,
skønt ingen forfølger dem; og I skal ikke holde Stand over for
eders Fjender.
38. I skal gå til Grunde blandt Folkeslagene, eders Fjenders Land
skal fortære eder.
39. De, der bliver tilbage af eder, skal sygne hen for deres
Misgernings Skyld i eders Fjenders Lande, også for deres Fædres
Misgerninger skal de sygne hen ligesom de.
40. Da skal de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning,
den Troløshed, de begik imod mig. Også skal de bekende, at fordi
de handlede genstridigt mod mig,
41. måtte også jeg handle genstridigt mod dem og føre dem bort til
deres Fjenders Land; ja, da skal deres uomskårne Hjerter
ydmyges, og de skal undgælde for deres Skyld.
42. Da vil jeg komme min Pagt med Jakob i Hu, også min Pagt med
Isak, også min Pagt med Abraham vil jeg komme i Hu, og Landet
vil jeg komme i Hu.
43. Men først må Landet forlades af dem og have sine Sabbater
godtgjort, medens det ligger øde og forladt af dem, og de skal
undgælde for deres Skyld, fordi, ja, fordi de lod hånt om mine
Lovbud og væmmedes ved mine Anordninger.
44. Men selv da, når de er i deres Fjenders Land, vil jeg ikke lade
hånt om dem og ikke væmmes ved dem til deres fuldkomne
Undergang, så jeg skulde bryde min Pagt med dem; thi jeg er
HERREN deres Gud!
45. Jeg vil til deres Bedste ihukomme Pagten med Fædrene, som jeg
førte ud af Ægypten for Folkeslagenes Øjne for at være deres
Gud. Jeg er HERREN!
46. Det er de Anordninger, Lovbud og Love, HERREN fastsatte mellem
sig og Israeliterne på Sinaj Bjerg ved Moses.
3.Mosebog 27
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen vil indfri et
Løfte til HERREN med et Pengebeløb, et Løfte, der gælder
Mennesker,
3. så skal Vurderingssummen for Mænd fra det tyvende til det
tresindstyvende År være halvtredsindstyve Sekel Sølv efter
hellig Vægt;
4. men for en Kvinde skal Vurderingssummen være tredive Sekel.
5. Fra det femte til det tyvende År skal Vurderingssummen for
Mandspersoner være tyve Sekel, for Kvinder ti.
6. Fra den første Måned til det femte År skal Vurderingssummen for
et Drengebarn være fem Sekel Sølv, for et Pigebarn tre.
7. Fra det tresindstyvende År og opefter skal Vurderingssummen være
femten Sekel, hvis det er en Mand, men ti, hvis det er en
Kvinde.
8. Men hvis Vedkommende er for fattig til at udrede
Vurderingssummen, skal man stille ham frem for Præsten, og
Præsten skal foretage en Vurdering af ham; Præsten skal foretage
Vurderingen således, at han tager Hensyn til, hvad den, der har
aflagt Løftet evner.
9. Hvis det drejer sig om Kvæg. hvoraf man kan bringe HERREN
Offergave, så skal alt, hvad man giver HERREN, være helligt;
10. man må ikke erstatte eller ombytte det, hverken et bedre med et
ringere eller et ringere med et bedre; men hvis man dog ombytter
et Dyr med et andet, da skal ikke blot det, men også det, som
det ombyttes med, være helligt.
11. Men er det et urent Dyr, af den Slags man ikke kan bringe HERREN
som Offergave, skal man fremstille Dyret for Præsten,
12. og Præsten skal vurdere det, alt efter som det er godt eller
dårligt; den Vurderingssum, Præsten fastsætter, skal gælde.
13. Men vil man selv indløse det, skal man foruden Vurderingssummen
yderligere udrede en Femtedel.
14. Når nogen helliger HERREN sit Hus som Helliggave, skal Præsten
vurdere det, alt efter som det er godt eller dårligt, og det
skal da stå til den Værdi, Præsten fastsætter.
15. Men vil den, der har helliget Huset, selv indløse det, skal han
betale Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så skal det
være hans.
16. Hvis nogen helliger HERREN noget af sin Arvejord, skal
Vurderingssummen rette sig efter Udsæden: en Udsæd på en Homer
Byg skal regnes til halvtredsindstyve Sølvsekel.
17. Helliger han sin Jord fra Jubelåret af, skal den stå til den
fulde Vurderingssum;
18. helliger han den derimod i Tiden efter Jubelåret, skal Præsten
beregne ham Summen i Forhold til de År, der er tilbage til næste
Jubelår, så der sker Fradrag i Vurderingssummen.
19. Vil da han, der har helliget Jorden, indløse den, skal han
udrede Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så går den
over i hans Eje.
20. Men hvis han ikke indløser Jorden og alligevel sælger den til en
anden, kan den ikke mereindløses;
21. da skal den, når den i Jubelåret bliver fri, være HERREN
helliget på samme Måde som en Mark, der er lagt Band på, og
tilfalde Præsten som Ejendom.
22. Hvis nogen helliger HERREN Jord, han har købt, og som ikke hører
til hans Arvejord,
23. skal Præsten udregne ham Vurderingssummen til næste Jubelår, og
han skal da straks erlægge Vurderingssummen som Helliggave til
HERREN;
24. i Jubelåret går Jorden så tilbage til den Mand, han købte den
af, hvis Arvejord den var.
25. Enhver Vurdering skal ske efter hellig Vægt, tyve Gera på en
Sekel.
26. Ingen må hellige HERREN noget af det førstefødte af Kvæget, da
det som førstefødt allerede tilhører ham. Hvad enten det er et
Stykke Hornkvæg eller Småkvæg, tilhører det HERREN.
27. Hører det derimod til de urene Dyr, kan man løskøbe det efter
Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; indløses det ikke,
skal det sælges for Vurderingssummen.
28. Intet, der er lagt Band på, intet af, hvad nogen af sin Ejendom
helliger HERREN ved at lægge Band derpå, være sig Mennesker,
Kvæg eller Arvejord, må sælges eller indløses; alt, hvad der er
lagt Band på, er højhelligt, det tilhører HERREN.
29. Intet Menneske, der er lagt Band på, må løskøbes, det skal lide
Døden.
30. Al Tiende af Landet, både af Landets Sæd og Træernes Frugt,
tilhører HERREN, det er helliget HERREN.
31. Hvis nogen vil indløse noget af sin Tiende, skal han yderligere
udrede en Femtedel.
32. Hvad angår al Tiende af Hornkvæg og Småkvæg, alt hvad der går
under Staven, da skal hvert tiende dyr være helliget HERREN.
33. Der må ikke skelnes imellem gode og dårlige Dyr, og ingen
Ombytning må finde Sted; hvis nogen ombytter et Dyr, skal ikke
blot det, men også det, som det ombyttes med, være helligt; det
må ikke indløses.
34. Det er de Bud, HERREN gav Moses til Israeliterne på Sinaj Bjerg.
4.Mosebog
4.Mosebog 1
1. HERREN talede således til Moses i Sinaj Ørken i
Åbenbaringsteltet på den første Dag i den anden Måned af det
andet år efter deres Udvandring fra Ægypten:
2. Optag det samlede Tal på hele Israelitternes Menighed efter
deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved at tælle Navnene på
alle af Mandkøn, Hoved for Hoved;
3. fra Tyveårsalderen og opefter skal du og Aron mønstre alle
våbenføre Mænd i Israel, Hærafdeling for Hærafdeling;
4. en Mand af hver Stamme skal hjælpe eder dermed, Overhovedet for
Stammens Fædrenehuse.
5. Navnene på de Mænd, der skal stå eder bi, er følgende: Af Ruben
Elizur, Sjedeurs Søn;
6. af Simeon Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn;
7. af Juda Nahasjon, Amminadabs Søn;
8. af Issakar Netanel, Zuars Søn;
9. af Zebulon Eliab, Helons Søn;
10. af Josefs Sønner: Af Efraim Elisjama, Ammihuds Søn, af Manasse
Gamliel, Pedazurs Søn;
11. af Benjamin Abidan, Gidonis Søn;
12. af Dan Ahiezer, Ammisjaddajs Søn;
13. af Aser Pagiel, Okrans Søn;
14. af Gad Eljasaf, Deuels Søn,
15. og af Naftali Ahira, Enans Søn.
16. Det var de Mænd, der udtoges af Menigheden, Øversterne for deres
Fædrenestammer, Overhovederne for Israels Stammer.
17. Da tog Moses, og Aron disse Mænd, hvis Navne var nævnet,
18. og de kaldte hele Menigheden sammen på den første Dag i den
anden Måned. Så lod de sig indføre i Familielisterne efter deres
Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra
Tyveårsalderen og opefter, Hoved for Hoved,
19. som HERREN havde pålagt Moses. Således mønstrede han dem i Sinaj
Ørken.
20. Rubens, Israels førstefødtes, Sønner, deres Efterkommere efter
deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene
Hoved for Hoved, alle af Mandkøn fra Tyveårsalderen og opefter,
alle våbenføre Mænd,
21. de, som mønstredes af Rubens Stamme, udgjorde 46500.
22. Simeons Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
deres Fædrenehuse, så mange af dem, som mønstredes ved Optælling
af Navnene Hoved for Hoved, alle af Mandkøn, fra Tyveårsalderen
og opefter, alle våbenføre Mænd,
23. de, som mønstredes af Simeons Stamme, udgjorde 59 300.
24. Gads Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres
Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og
opefter, alle våbenføre Mænd,
25. de, som mønstredes af Gads Stamme, udgjorde 45650.
26. Judas Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
og opefter, alle våbenføre Mænd,
27. de, som mønstredes af Judas Stamme, udgjorde 74600.
28. Issakars Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
og opefter, alle våbenføre Mænd,
29. de, som mønstredes af Issakars Stamme, udgjorde 54 400.
30. Zebulons Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
og opefter, alle våbenføre Mænd,
31. de, som mønstredes af Zebulons Stamme, udgjorde 57 4OO.
32. Josefs Sønner: Efraims Sønner, deres Efterkommere efter deres
Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra
Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd,
33. de, som mønstredes af Efraims Stamme, udgjorde 40500;
34. Manasses Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
og opefter, alle våbenføre Mænd,
35. de, som mønstredes af Manasses Stamme, udgjorde 32200.
36. Benjamins Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
og opefter, alle våbenføre Mænd.
37. de, som mønstredes at Benjamins Stamme, udgjorde 35400.
38. Dans Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres
Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og
opefter, alle våbenføre Mænd,
39. de, som mønstredes af Dans Stamme, udgjorde 62 700.
40. Asers Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
og opefter, alle våbenføre Mænd,
41. de, som mønstredes af Asers Stamme, udgjorde 41 500.
42. Naftalis Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
og opefter, alle våbenføre Mænd,
43. de, som mønstredes af Naftalis Stamme, udgjorde 53 400.
44. Det var dem, som mønstredes, dem, Moses og Aron og Israels tolv
Øverster, en for hvert Fædrenehus, mønstrede.
45. Og alle, som mønstredes af Israeliterne efter deres Fædrenehuse
fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd i Israel,
46. alle, som mønstredes, udgjorde 603 550.
47. Men Leviterne efter deres Fædrenestamme mønstredes ikke sammen
med dem.
48. HERREN talede til Moses og sagde:
49. Kun Levis Stamme må du ikke mønstre, og dens samlede Tal må du
ikke optage sammen med de andre Israeliters.
50. Du skal overdrage Leviterne Tilsynet med Vidnesbyrdets Bolig,
alle dens Redskaber og alt dens Tilbehør; de skal bære Boligen
og alle dens Redskaber, de skal betjene den, og rundt om Boligen
skal de have deres Lejr.
51. Når Boligen skal bryde op, skal Leviterne tage den ned, og når
Boligen skal gå i Lejr, skal Leviterne rejse den. Enhver
Lægmand, der kommer den nær, skal lide Døden.
52. Israeliterne skal lejre sig hver i sin Lejrafdeling og under sit
Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling,
53. men Leviterne skal lejre sig rundt om Vidnesbyrdets Bolig, for
at der ikke skal komme Vrede over Israelitternes Menighed; og
Leviterne skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved
Vidnesbyrdets Bolig.
54. Og Israeliterne gjorde ganske, hvad HERREN havde pålagt Moses.
4.Mosebog 2
1. HERREN talede til Moses og, Aron og sagde:
2. Israeslitene skal lejre sig hver under sit Felttegn, under sit
Fædrene hus's Mærke; i en Kreds om Åbenbaringsteltet skal de
lejre sig.
3. På Forsiden mod Øst skal Juda lejre sig under sin Lejrs
Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling, med Nahasjon, Amminadabs
Søn, som Øverste over Judæerne;
4. de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 74600
Mand.
5. Ved Siden af ham skal Issakars Stamme lejre sig med Netanel,
Zuars Søn, som Øverste over Issakariterne;
6. de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 54 40O
Mand.
7. Dernæst Zebulons Stamme med Eliab, Helons Søn, som Øverste over
Zebuloniterne;
8. de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 57 400
Mand.
9. De mønstrede i Judas Lejr udgør i alt 186 400 Mand, Hærafdeling
for Hærafdeling. De skal bryde op først.
10. Ruben skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Syd,
Hærafdeling for Hærafdeling, med Elizur, Sjedeurs Søn, som
Øverste over Rubeniterne;
11. de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 46 500
Mand.
12. Ved Siden af ham skal Simeons Stamme lejre sig med Sjelumiel,
Zurisjaddajs Søn, som Øverste over Simeoniterne;
13. de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 59300
Mand.
14. Dernæst Gads Stamme med Eljasaf, Reuels Søn, som Øverste over
Gadiferne;
15. de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 45 650
Mand.
16. De mønstrede i Rubens Lejr udgør i alt 151 450 Mand, Hærafdeling
for Hærafdeling. De skal bryde op i anden Række.
17. Derpå skal Åbenbaringsteltet, Leviternes Lejr, bryde op midt
imellem de andre Lejre; i den Rækkefølge, de lejrer sig, skal de
bryde op, hver på sin Plads, Felttegn for Felttegn.
18. Efraim skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Vest med
Elisjama, Ammihuds Søn, som Øverste over Efraimiterne;
19. de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 4O 5OO
Mand.
20. Ved Siden af ham skal Manasses Stamme lejre sig med Gamliel,
Pedazurs Søn, som Øverste over Manassiterne;
21. de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 32 200
Mand.
22. Dernæst Benjamins Stamme med Abidan, Gidonis Søn, som Øverste
over Benjaminiterne;
23. de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 35 400
Mand.
24. De mønstrede i Efraims Lejr udgør i alt 1O8 100 Mand,
Hærafdeling for Hærafdeling. De skal bryde op i tredje Række.
25. Dan skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Nord,
Hærafdeling for Hærafdeling, med Ahiezer, Ammisjaddajs Søn, som
Øverste over Daniterne;
26. de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 62 700
Mand.
27. Ved Siden af ham skal Asers Stamme lejre sig med Pagiel, Okrans
Søn, som Øverste over Aseriterne;
28. de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 4l 5OO
Mand.
29. Dernæst Naftalis Stamme med Ahira, Enans Søn, som Øverste over
Naftaliterne;
30. de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op fil 53 4OO
Mand.
31. De mønstrede i Dans Lejr udgør i alt 157600 Mand. De skal bryde
op sidst, Felttegn for Felttegn.
32. Det var de mønstrede af Israeliterne efter deres Fædrenehuse,
alle de mønstrede i Lejrene, Hærafdeling for Hærafdeling, 603
550 Mand.
33. Men Leviterne mønstredes ikke sammen med de andre Israelitter,
således som HERREN havde pålagt Moses.
34. Og ganske som HERREN havde pålagt Moses, slog Israeliterne Lejr,
Felttegn for Felttegn, og i den Rækkefølge brød de op, enhver
med sine Slægter, med sit Fædrenehus.
4.Mosebog 3
1. Følgende var Arons og Moses's Efterkommere, på den Tid HERREN
talede på Sinaj Bjerg.
2. Navnene på Arons Sønner var følgende: Nadab, den førstefødte,
Abihu, Eleazar og Itamar;
3. det var Navnene på Arons Sønner, de salvede Præster, som
indsattes til Præstetjeneste.
4. Men Nadab og Abihu døde for HERRENs Åsyn, da de frembar fremmed
Ild for HERRENs Åsyn i Sinaj Ørken, og de havde ingen
Sønner. Således kom Eleazar og Itamar til at gøre Præstetjenest:
for deres Fader Arons Åsyn.
5. HERREN talede til Moses og sagde:
6. Lad Levis Stamme træde frem og stil dem frem for Præsten Aron,
for at de kan gå ham til Hånde.
7. De skal tage Vare på, hvad han og hele Menigheden har at
varetage foran Åbenbaringsteltet, og således udføre Arbejdet ved
Boligen,
8. og de skal tage Vare på alle Åbenbaringsteltets Redskaber og på,
hvad Israeliterne har at varetage, og således udføre Arbejdet
ved Boligen.
9. Altså skal du overgive Aron og hans Sønner Leviterne; de er ham
overgivet som Gave fra Israeliterne.
10. Men Aron og hans Sønner skal du sætte til at tage Vare på deres
Præstetjeneste; enhver Lægmand, som trænger sig ind deri, skal
lide Døden.
11. HERREN talede til Moses og sagde:
12. Se, jeg har selv udtaget Leviterne af Israelitternes Midte i
Stedet for alt det førstefødte, der åbner Moders Liv hos
Israeliterne, og Leviterne er blevet min Ejendom;
13. thi mig tilhører alt det førstefødte. Dengang jeg dræbte alt det
førstefødte i Ægypten, helligede jeg mig alt det førstefødte i
Israel, både af Mennesker og Dyr; mig HERREN skal de tilhøre.
14. HERREN talede til Moses i Sinaj Ørken og sagde:
15. Du skal mønstre Levis Sønner efter deres Fædrenehuse, efter
deres Slægter; alle af Mandkøn fra en Måned og opefter skal du
mønstre.
16. Da mønstrede Moses dem på HERRENs Bud, som der var ham pålagt.
17. Følgende var Levis Sønner efter deres Navne: Gerson, Kehat og
Merari.
18. Følgende var Navnene på Gersons Sønner efter deres Slægter:
Libni og Sjimi;
19. Hehats Sønner efter deres Slægter var: Amram, Jizhar, Hebron og
Uzziel;
20. Meraris Sønner efter deres Slægter var: Mali og Musji. Det var
Leviternes Slægter efter deres Fædrenehuse.
21. Fra Gerson nedstammede Libniternes og Sjimiternes Slægter; det
var Gersoniternes Slægter.
22. De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og
opefter blev optalt, de, som mønstredes af dem, udgjorde 7500.
23. Gersoniternes Slægter havde deres Lejrplads bag ved Boligen mod
Vest.
24. Øverste for Gersoniternes Fædrenehus var Eljasar, Laels Søn.
25. Gersoniterne havde ved Åbenbaringsteltet at tage Vare på selve
Boligen og Teltdækket, dets Dække, Forhænget for
Åbenbaringsteltets Indgang,
26. Forgårdens Omhæng, Forhænget for Indgangen til Forgården, der
omgav Boligen og Alteret, og dens Teltreb, alt Arbejdet dermed.
27. Fra Kehat nedstammede Amramiternes, Jizhariternes, Hebroniternes
og Uzzieliternes Slægter; det var Kehatiternes Slægter.
28. De, der mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og
opefter blev optalt, udgjorde 8600, som tog Vare på, hvad der
var at varetage ved Helligdommen.
29. Kehatiternes Slægter havde deres Lejrplads ved Boligens Sydside.
30. Øverste for Kehatiternes Slægters Fædrenehus var Elizafan,
Uzziels Søn.
31. De havde at tage Vare på Arken, Bordet, Lysestagen, Altrene,
Helligdommens Redskaber, som brugtes ved Tjenesten, og Forhænget
med dertil hørende Arbejde.
32. Øverste over Leviternes Øverster var Eleazar, Præsten Arons Søn,
som havde Tilsyn med dem, der tog Vare på, hvad der var at
varetage ved Helligdommen.
33. Fra Merari nedstammede Maliternes og Musjiternes Slægter; det
var Meraris Slægter.
34. De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og
opefter blev optalt, udgjorde 6200.
35. Øverste for Meraris Slægters Fædrenehus var Zuriel, Abibajils
Søn. De havde deres Lejrplads ved Boligens Nordside.
36. Merariterne var sat til at tage Vare på Boligens Brædder,
Tværstænger, Piller og Fodstykker, alle dens Redskaber og alt
det dertil hørende Arbejde,
37. Pillerne til Forgården, som var rundt om den, med Fodstykker,
Pæle og Reb.
38. Foran Boligen, på Åbenbaringsteltets Forside mod Øst, havde
Moses, Aron og hans Sønner deres Lejrpladser, og de tog Vare på
alt det, Israeliterne havde at varetage ved Boligen. Enhver
Lægmand, der trængte sig ind i det, måtte lide Døden.
39. De mønstrede af Leviterne, de, som Moses og Aron mønstrede på
HERRENs Bud efter deres Slægter, alle af Mandkøn fra en Måned og
opefter, udgjorde i alt 22 OOO.
40. HERREN sagde til Moses: Du skal mønstre alle førstefødte af
Mandkøn blandt Israeliterne fra en Måned og opefter og optage
Tallet på deres Navne.
41. Så skal du udtage Leviterne til mig HERREN i Stedet for alle
Israelitternes førstefødte og ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet
for alt det førstefødte af Israelitternes Kvæg.
42. Og Moses mønstrede, som HERREN havde pålagt ham, alle
Israelitternes førstefødte;
43. og da Navnene på dem fra en Måned og opefter optaltes, udgjorde
de førstefødte af Mandkøn, alle de, som mønstredes i alt
22. 273.
44. Derpå talede HERREN til Moses og sagde:
45. Tag Leviterne i Stedet for alle Israelitternes førstefødte og
ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet for deres Kvæg, så at
Leviterne kommer til at tilhøre mig HERREN.
46. Men til Udløsning af de 273, hvormed Antallet af Israelitternes
førstefødte overstiger Leviternes Antal,
47. skal du tage fem Sekel for hvert Hoved, efter hellig Vægt skal
du tage dem, tyve Gera på en Sekel;
48. og Pengene skal du give Aron og hans Sønner som Udløsning for de
overskydende.
49. Da tog Moses Løsepengene af de overskydende, dem, der ikke var
udløst ved Leviterne;
50. af Israelitternes førstefødte tog han Pengene, 1365 Sekel efter
hellig Vægt.
51. Og Moses gav Aron og hans Sønner Løsepengene efter HERRENs Bud,
som HERREN havde pålagt Moses.
4.Mosebog 4
1. HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
2. Optag blandt Leviterne Tallet på Kehatiterne efter deres
Slægter, efter deres Fædrenehuse,
3. fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
der skal gøre Tjeneste med' at udføre Arbejde ved
Åbenbaringsteltet.
4. Kehatiternes Arbejde ved Åbenbaringsteltet skal være med de
højhellige Ting.
5. Når Lejren bryder op, skal Aron og hans Sønner gå ind og tage
det indre Forhæng ned og tildække Vidnesbyrdets Ark dermed;
6. ovenover skal de lægge et Dække af Tahasjskind og derover igen
brede et ensfarvet violet Purpurklæde; derpå skal de stikke
Bærestængerne ind.
7. Og over Skuebrødsbordet skal de brede et violet Purpurklæde og
stille Fadene, Kanderne, Skålene og Krukkerne til Drikofferet
derpå, og Brødet, som stadig skal ligge fremme, skal ligge
derpå;
8. ovenover skal de brede et karmoisinrødt Klæde og dække dette til
med et Dække af Tahasjskind; derpå skal de stikke Bærestængerne
ind.
9. Så skal de tage et violet Purpurklæde og dermed tildække
Lysestagen, dens Lamper, Sakse, Bakker og alle Oliekrukkerne, de
Ting, som bruges ved Betjeningen deraf,
10. og de skal lægge den med alt dens Tilbehør i et Dække af
Tahasjskind og så lægge det på Bærebøren.
11. Over Guldalteret skal de ligeledes brede et violet Purpurklæde
og dække dette til med et Dække af Tahasjskind; derpå skal de
stikke Bærestængerne ind.
12. Og de skal tage alle Redskaber, som bruges ved Tjenesten i
Helligdommen, og lægge dem i et violet Purpurklæde og dække dem
til med et Dække af Tahasjskind og lægge dem på Bærebøren.
13. Fremdeles skal de rense Alteret for Aske og brede et rødt
Purpurklæde derover
14. og på det lægge alle Redskaberne, som bruges til Tjenesten
derved, Panderne, Gaflerne, Skovlene og Skålene, alle Alterets
Redskaber, og derover skal de brede et Dække af Tahasjskind;
derpå skal de stikke Bærestængerne ind.
15. Når så ved Lejrens Opbrud Aron og hans Sønner er færdige med at
tilhylle de hellige Ting og alle de hellige Redskaber, skal
Kehatiterne træde til og bære dem; men de må ikke røre ved de
hellige Ting; thi gør de det, skal de dø. Det er, hvad
Kehatiterne skal bære af Åbenbaringsteltet.
16. Med Eleazar, Præsten Arons Søn, påhviler Tilsynet med Olien til
Lysestagen, den vellugtende Røgelse, det daglige Afgrødeoffer og
Salveolien og desuden Tilsynet med hele Boligen og alt, hvad der
er deri af hellige Ting og deres Tilbehør.
17. HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
18. Sørg for, at Kehatiternes Slægters Stamme ikke udryddes af
Leviternes Midte!
19. Således skal I forholde eder med dem, for at de kan blive i Live
og undgå Døden, når de nærmer sig de højhellige Ting: Aron og
hans Sønner skal træde til og anvise hver enkelt af dem, hvad
han skal gøre, og hvad han skal bære,
20. for at de ikke et eneste Øjeblik skal komme til at se de hellige
Ting; thi gør de det, skal de dø.
21. HERREN talede til Moses og sagde:
22. Optag også Tallet på Gersoniterne efter deres Fædrenehuse, efter
deres Slægter;
23. fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen skal du
mønstre dem, alle, der skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejdet
ved Åbenbaringsteltet.
24. Dette er Gersoniternes Arbejde, hvad de skal gøre, og hvad de
skal bære
25. De skal bære Boligens Tæpper, Åbenbaringsteltet med dets Dække
og Dækket af Tahasjskind ovenover, Forhænget til
Åbenbaringsteltets Indgang,
26. Forgårdens Omhæng og Forhænget for Indgangen til Forgården, der
er rundt om Boligen og Alteret, dens Teltreb og alle Redskaber,
som hører til Arbejdet derved; og alt, hvad der skal gøres
derved, skal de udføre.
27. Efter Arons og hans Sønners Bud skal Gersoniterne udføre deres
Arbejde både med det, de skal bære, og med det, de skal gøre; og
I skal anvise dem alt, hvad de skal bære, Stykke for Stykke.
28. Det er det Arbejde, Gersoniternes Sønners Slægter skal have ved
Åbenbaringsteltet, og de skal varetage det under Itamars,
Præsten Arons Søns, Tilsyn.
29. Merariterne skal du mønstre efter deres Slægter, efter deres
Fædrenehuse;
30. fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen skal du
mønstre dem, alle, som skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejde
ved Åbenbaringsteltet.
31. Dette er, hvad der påhviler dem at bære, alt, hvad der hører til
deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet: Boligens Brædder, dens
Tværstænger, Piller og Fodstykker,
32. Pillerne til Forgården, som er rundt om den, med Fodstykker,
Pæle og Reb, alle tilhørende Redskaber og alt, hvad der hører
til Arbejdet derved; Stykke for Stykke skal I anvise dem alle de
Ting, det påhviler dem at bære.
33. Det er det Arbejde, der påhviler Merariternes Slægter, alt, hvad
der hører til deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet, under
Itamars, Præsten Arons Søns, Tilsyn.
34. Så mønstrede Moses og Aron og Menighedens Øverster Kehatiternes
Sønner efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse,
35. fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved
Åbenbaringsteltet,
36. og de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 2750.
37. Det var dem, som mønstredes af Kehatiternes Slægter, alle dem,
der skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, som Moses og
Aron mønstrede efter HERRENs Bud ved Moses.
38. De, der mønstredes af Gersoniterne efter deres Slægter, efter
deres Fædrenehuse,
39. fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved
Åbenbaringsteltet,
40. de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, efter deres
Fædrenehuse, udgjorde 2630.
41. Det var dem, som mønstredes af Gersoniternes Slægter, alle dem,
der skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, som Moses og
Aron mønstrede efter HERRENs Bud.
42. De, der mønstredes af Merariternes Slægter efter deres Slægter,
efter deres Fædrenehuse,
43. fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved
Åbenbaringsteltet,
44. de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 3200.
45. Det var dem, som mønstredes af Merariternes Slægter, som Moses
og Aron mønstrede efter HERRENs Bud ved Moses.
46. Alle, som mønstredes, som Moses og Aron og Israels Øverster
mønstrede af Leviterne efter deres Slægter, efter deres
Fædrenehuse,
47. fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtreds års alderen,
alle, som skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet både med
hvad der skulde gøres, og hvad der skulde bæres,
48. de, der mønstredes af dem, udgjorde 8580.
49. Efter HERRENs Bud ved Moses anviste man hver enkelt af dem, hvad
han skulde gøre eller bære; det blev dem anvist, som HERREN
havde pålagt Moses.
4.Mosebog 5
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Byd Israeliterne at fjerne alle spedalske fra Lejren, alle, der
lider af Flåd, og alle, der er blevet urene ved Lig;
3. både Mænd og Kvinder skal I fjerne og føre uden for Lejren, for
at de ikke skal gøre deres Lejr uren, hvor jeg bor midt iblandt
dem.
4. Det gjorde Israeliterne så; de førte dem uden for Lejren,
således som HERREN havde pålagt Moses.
5. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
6. Sig til Israeliterne: Når en Mand eller Kvinde begår nogen af
alle de Synder, som Mennesker begår, således at han gør sig
skyldig i Svig mod HERREN, og det Menneske derved pådrager sig
Skyld,
7. så skal de bekende Synden, de har begået, og Gerningsmanden skal
erstatte det, han har forbrudt sig med, efter dets fulde Værdi
med Tillæg af en Femtedel og give det til den, han har forbrudt
sig imod.
8. Og hvis denne ikke har efterladt sig nogen Løser, hvem han kan
yde Erstatningen, så skal Erstatningen, som ydes, tilfalde
HERREN, det vil sige Præsten, foruden den Soningsvæder, ved
hvilken der skaffes ham Soning.
9. Al Offerydelse, alle Helliggaver, som Israeliterne frembærer til
Præsten, skal tilfalde ham.
10. Alle Helliggaver skal tilfalde ham; hvad nogen giver Præsten,
skal tilfalde ham.
11. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
12. Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Hustru forser sig
imod sin Mand og er ham utro,
13. idet en anden Mand har Samleje med hende, uden at det er kommet
til hendes Mands Kundskab, og uden at det er blevet opdaget,
skønt hun har besmittet sig, og uden at der er noget Vidne imod
hende, da hun ikke er grebet på fersk Gerning,
14. og han gribes af Skinsygens Ånd, så han bliver skinsyg på sin
Hustru, som også i Virkeligheden har besmittet sig, eller han
gribes af Skinsygens Ånd, så han bliver skinsyg på sin Hustru,
skønt hun ikke har besmittet sig,
15. så skal Manden bringe sin Hustru til Præsten og medbringe som
Offergave for hende en Tiendedel Efa Bygmel; han må hverken
hælde Olie over eller komme Røgelse på, thi det er et Skinsyge
Afgrødeoffer, et Minde Afgrødeoffer, der skal minde om Brøde.
16. Så skal Præsten føre hende frem og stille hende for HERRENs
Åsyn.
17. Og Præsten skal tage helligt Vand i et Lerkar, og af Støvet på
Boligens Gulv skal Præsten tage noget og komme i Vandet.
18. Så skal Præsten stille Kvinden frem for HERRENs Åsyn, løse
hendes Hår og lægge Minde Afgrødeofferet i hendes Hænder; det er
et Skinsyge Afgrødeoffer; og Præsten skal have den bitre Vandes
Forbandelsesvand i Hånden.
19. Derpå skal Præsten besværge Kvinden og sige til hende: "Hvis
ingen har haft Samleje med dig, hvis du ikke har forset dig imod
din Mand og besmittet dig, så skal dette den bitre Vandes
Forbandelsesvand ikke skade dig.
20. Men har du forset dig imod din Mand og besmittet dig, og har en
anden end din Mand haft Samleje med dig"
21. Præsten besværger nu kvinden med Forbandelsens Ed og siger til
hende "så gøre HERREN dig til en Forbandelse og Besværgelse i
dit Folk, idet han lader din Lænd visne og din Bug svulme op;
22. Forbandelsesvandet her komme ind i dine Indvolde, så din Bug
svulmer op og din Lænd visner!" Og kvinden skal sige: "Amen,
Amen!"
23. Derpå skal Præsten skrive disse Forbandelser op på et Blad og
vaske dem ud i den bitre Vandes Vand
24. og give Kvinden den bitre Vandes Forbandelsesvand at drikke, for
at Forbandelsesvandet kan komme ind i hende til bitter Vånde.
25. Derefter skal Præsten tage Skinsyge Afgrødeofferet af Kvindens
Hånd, udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn og bære det hen
til Alteret.
26. Og Præsten skal tage en Håndfuld af Afgrødeofferet, det, som
skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret og derpå
give Kvinden Vandet at drikke.
27. Når han har givet hende Vandet at drikke, vil
Forbandelsesvandet, dersom hun har besmittet sig og været sin
Mand utro, blive til bitter Vånde, når det kommer ind i hende,
hendes Bug vil svulme op og hendes Lænd visne, og Kvinden bliver
en Forbandelse i sit Folk.
28. Men dersom Kvinden ikke har besmittet sig, dersom hun er ren,
bliver hun uskadt og kan få Børn.
29. Det er Loven om Skinsyge; når en Hustru forser sig imod sin Mand
og besmittes,
30. eller når en Mand gribes af Skinsygens Ånd og bliver skinsyg på
sin Hustru, så skal han fremstille Hustruen for HERRENs Åsyn, og
Præsten skal handle med hende efter alt i denne Lov;
31. Manden skal være sagesløs, men sådan en Hustru skal undgælde for
sin Brøde.
4.Mosebog 6
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand eller Kvinde
vil aflægge et Nasiræerløfte for således at indvie sig til
HERREN,
3. skal han afholde sig fra Vin og stærk Drik; Vineddike og stærk
Drik må han ikke drikke, ej heller nogen som helst drik af
Druer; han må hverken spise friske eller tørrede Druer;
4. så længe hans Indvielse varer, må han intet som helst nyde, der
kommer af Vinstokken, hverken umodne Druer eller friske Skud.
5. Så længe hans Indvielsesløfte gælder, må ingen Ragekniv komme på
hans Hoved; indtil Udløbet af den Tid han indvier sig til
HERREN, skal han være hellig og lade sit Hovedhår vokse frit.
6. Hele den Tid han har indviet sig til HERREN, må han ikke komme
Lig nær;
7. selv når hans Fader eller Moder, hans Broder eller Søster dør,
må han ikke pådrage sig Urenhed ved dem, thi han bærer sin Guds
indvielse på sit Hoved.
8. Så længe hans Indvielse varer, er han helliget HERREN.
9. Men når nogen uventet og pludselig dør i hans Nærhed, og han
således bringer Urenhed over sit indviede Hoved, skal han rage
sit Hoved, den Dag han atter bliver ren; den syvende Dag skal
han rage det;
10. og den ottende Dag skal han bringe to Turtelduer eller Dueunger
til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang.
11. Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer og den anden som
Brændoffer og skaffe ham Soning, fordi han har syndet ved at
røre ved Lig. Derpå skal han samme Dag atter hellige sit Hoved
12. og atter indvie sig til HERREN for lige så lang Tid, som han før
havde indviet sig, og bringe et årgammelt Lam som Skyldoffer;
den forløbne Tid regnes ikke med, da han har bragt Urenhed over
sit indviede Hoved.
13. Dette er Loven om Nasiræeren: Når hans indvielsestid er til
Ende, skal han begive sig til Åbenbaringsteltets Indgang
14. og som Offergave bringe HERREN et årgammelt, lydefrit Væderlam
til Brændoffer, et årgammelt, lydefrit Hunlam til Syndoffer og
en lydefri Væder til Takoffer,
15. en Kurv med usyret Bagværk, Kager af fint Hvedemel, rørte i
Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie, desuden det
tilhørende Afgrødeoffer og de tilhørende Drikofre.
16. Så skal Præsten bringe det for HERRENs Åsyn og ofre hans
Syndoffer og Brændoffer,
17. og Væderen skal han ofre som Takoffer til HERREN tillige med de
usyrede Brød i Kurven; derpå skal Præsten ofre hans Afgrødeoffer
og Drikofer.
18. Så skal Nasiræeren ved Indgangen til Åbenbaringsteltet rage sit
indviede Hoved og tage sit indviede Hovedhår og kaste det i
Ilden under Takofferet.
19. Og Præsten skal tage den kogte Bov af Væderen og een usyret Kage
og eet usyret Fladbrød af Kurven og lægge dem på Nasiræerens
Hænder, efter at han har afraget sit indviede Hovedhår.
20. Og Præsten skal udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn; det
tilfalder Præsten som Helliggave foruden Svingningsbrystet og
Offerydelseskøllen. Derefter må Nasiræeren atter drikke Vin.
21. Det er Loven om Nasiræeren, der aflægger Løfte, om hans
Offergave til HERREN i Anledning af Indvielsen, foruden hvad han
ellers evner at give; overensstemmende med Løftet, han aflægger,
skal han forholde sig efter den for hans Indvielse gældende Lov.
22. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
23. Tal til Aron og hans Sønner og sig: Når I velsigner
Israeliterne, skal I sige til dem:
24. HERREN velsigne dig og bevare dig,
25. HERREN lade sit Ansigt lyse over dig og være dig nådig,
26. HERREN løfte sit Åsyn på dig og give dig Fred!
27. Således skal de lægge mit Navn på Israeliterne, og jeg vil
velsigne dem.
4.Mosebog 7
1. Da Moses var færdig med at rejese Boligen og havde salvet og
helliget den med alt dens Tilbehør og ligeledes salvet og
helliget Alteret med alt dets Tilbehør,
2. trådte Israels Øverster, Overhovederne for deres Fædrenehuse,
Stammernes Øverster, der havde forestået Mønstringen, frem
3. og førte deres Offergave frem for HERRENs Åsyn, seks lukkede
Vogne og tolv Stykker Hornkvæg, en Vogn for hver to Øverster og
et Stykke Hornkvæg for hver een, og de bragte dem hen foran
Boligen.
4. Da sagde HERREN til Moses:
5. Modtag dette af dem, for at det kan bruges til Arbejdet ved
Åbenbaringsteltet, og giv Leviterne det med Henblik på hver
enkeltes særlige Arbejde!
6. Så modtog Moses Vognene og Hornkvæget og gav Leviterne dem.
7. To Vogne og fire Stykker Hornkvæg gav han Gersoniterne med
Henblik på deres særlige Arbejde,
8. og fire Vogne og otte Stykker Hornkvæg gav han Merariterne med
Henblik på deres særlige Arbejde under Itamars, Præsten Arons
Søns, Ledelse.
9. Derimod gav han ikke Kebatiterne noget, thi dem var Arbejdet med
de hellige Ting overdraget, og de skulde bære dem på Skuldrene.
10. Fremdeles bragte Øversterne Offergaver til Alterets indvielse,
dengang det blev salvet, og Øversterne bragte deres Offergaver
hen foran Alteret.
11. Da sagde HERREN til Moses: Lad hver af Øversterne få sin Dag til
at bringe sin Offergave til Alterets Indvielse.
12. Den, som første Dag bragte sin Offergave, var Nahasjon,
Amminadabs Søn af Judas Stamme.
13. Og hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
14. en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
15. en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
16. en Gedebuk til Syndoffer
17. og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
årgamle Lam. Det var Nahasjons, Amminadabs Søns, Offergave.
18. Anden Dag bragte Netanel, Zuars Søn, Issakars Øverste, sin
Offergave;
19. han bragte som Offergave et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
20. en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
21. en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
22. en Gedebuk til Syndoffer
23. og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
årgamle Lam. Det var Neanels, Zuars Søns, Offergave.
24. Tredje Dag kom Zebuloniternes Øverste, Eliab, Helons Søn;
25. hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
26. en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
27. en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
28. en Gedebuk til Syndoffer
29. og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
årgamle Lam. Det var Eliabs, Helons Søns, Offergave.
30. Fjerde Dag kom Rubeniternes Øverste, Elizur, Sjedeurs Søn;
31. hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
32. en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
33. en ung Tyr, en Væder,
34. et årgammelt Lam til Brændoffer, en Gedebuk til Syndoffer
35. og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
årgamle Lam. Det var Elizurs, Sjødeurs Søns, Offergave.
36. Femte Dag kom Simenoiternes Øverste, Sjelumiel, Zurisjaddajs
Søn;
37. hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
38. en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
39. en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
40. en Gedebuk til Syndoffer
41. og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke. og
fem årgamle Lam. Det var Sjelumiels, Zurisjaddajs
Søns,Offergave.
42. Sjette Dag kom Gaditernes Øverste, Eljasaf, Deuels Søn;
43. hans Offergaver et Sølvfad, der vejede l3O Sekel, og en Sølvskål
på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel,
rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
44. en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
45. en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
46. en Gedebuk til Syndoffer
47. og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
årgamle Lam. Det var Eljasafs, Deuels Søns, Offergave.
48. Syvende Dag kom Efraimiternes Øverste, Elisjama, Ammihuds Søn:
49. hans offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
50. en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
51. en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
52. en Gedebuk til Syndoffer
53. og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
årgamle Lam. Det var Elisjamas, Ammihuds Søns, Offergave.
54. Ottende Dag kom Mannassiternes Øverste, Gamliel, Pedazurs Søn;
55. hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
Sølvskål på 7O Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
56. en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
57. en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
58. en Gedebuk til Syndoffer
59. og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
årgamle Lam. Det var Gamliels, Pedazurs Søns, Offergave.
60. Niende dag kom Benjaminiternes Øverste, Abidan, Gidonis Søn;
61. hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
62. en Kande på IO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
63. en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
64. en Gedebuk til Syndoffer
65. og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem, Vædre, fem Bukke og
fem årgamle Lam. Det var Abidans, Gidonis Søns, Offergave.
66. Tiende Dag kom Daniternes Øverste, Ahiezer, Ammisjaddajs Søn;
67. hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
68. en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
69. en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
70. en Gedebuk til Syndoffer
71. og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
årgamle Lam. Det var Ahiezers, Ammisjaddajs Søns, Offergave.
72. Elevte Dag kom Aseriternes Øverste, Pagiel, Okrans Søn;
73. hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
Sølvskål på 7O Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
74. en Kande på 1O Guldsekel, fyldt med Røgelse,
75. en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
76. en Gedebuk til Syndoffer
77. og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
årgamle Lam. Det var Pagiels, Okrans Søns, Offergave.
78. Tolvte Dag kom Naftaliternes Øverste, Ahira, Enans Søn;
79. hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
80. en kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
81. en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
82. en Gedebuk til Syndoffer
83. og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
årgamle Lam. Det var Ahiras, Enans Søns, Offergave.
84. Det var Gaverne fra Israelitternes Øverster til Alterets
Indvielse, dengang det blev salvet: 12 Sølvfade, 12 Sølvskåle,
12 Guldkander,
85. hvert Sølvfad på 130 Sekel og hver Sølvskål på 70 Sekel, alle
Sølvkar tilsammen 2400 Sekel efter hellig Vægt;
86. 12 Guldkander, fyldte med Røgelse, hver på 1O Sekel efter hellig
Vægt, alle Guldkander tilsammen 12O Sekel.
87. Kvæget til Brændofferet var i alt 12 unge Tyre, 12 Vædre, 12
årgamle Lam med tilhørende Afgrødeofre, 12 Gedebukke til
Syndoffer;
88. Kvæget til Takofferet var i alt 24 unge Tyre, 60 Vædre, 60 Bukke
og 60 årgamle lam. Det var Gaverne til Alterets indvielse, efter
at det var salvet.
89. Da Moses gik ind i Åbenbaringsteltet for at tale med HERREN,
hørte han Røsten tale til sig fra Sonedækket oven over
Vidnesbyrdets Ark, fra Pladsen mellem de to Keruber. Og han
talede til ham.
4.Mosebog 8
1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
2. Tal til Aron og sig til ham: Når du sætter Lamperne på, skal du
sætte dem således, at de syv Lamper kaster Lyset ud over Pladsen
foran Lysestagen!
3. Det gjorde Aron så; han satte Lamperne på således, at de vendte
ud mod Pladsen foran Lysestagen, som HERREN havde pålagt Moses.
4. Men Lysestagen var lavet af Guld i drevet Arbejde, fra Foden til
Kronerne var den drevet Arbejde; efter det Forbillede, HERREN
havde vist ham, havde Moses lavet Lysestagen.
5. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
6. Udtag Leviterne af Israelitternes Midte og rens dem!
7. Således skal du gå frem, når du renser dem: Stænk Renselsesvand
på dem og lad dem gå hele deres Legeme over med Ragekniv, tvætte
deres klæder og rense sig.
8. Derpå skal de tage en ung Tyr til Brændoffer med tilhørende
Afgrødeoffer af fint Hvedemel, rørt i Olie, og du skal tage en
anden ung Tyr til Syndoffer.
9. Lad så Leviterne træde hen foran Åbenbaringsteltet og kald hele
Israelitternes Menighed sammen.
10. Når du så har ladet Leviterne træde frem for HERRENs Åsyn, skal
Israeliterne lægge deres Hænder på Leviterne.
11. Derpå skal Aron udføre Svingningen med Leviterne for HERRENs
Åsyn som et Offer fra Israeliterne, for at de kan udføre HERRENs
Arbejde.
12. Så skal Leviterne lægge deres Hænder på Tyrenes Hoved, og
derefter skal du ofre den ene som Syndoffer og den anden som
Brændoffer til HERREN for at skaffe Leviterne Soning.
13. Derpå skal du stille Leviterne frem for Aron og hans Sønner og
udføre Svingningen med dem for HERREN.
14. Således skal du udskille Leviterne fra Israeliterne, så at
Leviterne kommer til at tilhøre mig.
15. Derefter skal Leviterne komme og gøre Arbejde ved
Åbenbaringsteltet; du skal foretage Renselsen og udføre
Svingningen med dem,
16. thi de er skænket mig som Gave af Israelitternes Midte; i Stedet
for alt hvad der åbner Moders Liv, alle førstefødte hos
Israeliterne, har jeg taget mig dem til Ejendom.
17. Thi mig tilhører alt det førstefødte hos Israeliterne, både af
Mennesker og Kvæg. Dengang jeg slog alle de førstefødte i
Ægypten, helligede jeg dem til at være min Ejendom.
18. Jeg tog Leviterne i Stedet for alt det førstefødte hos
Israeliterne
19. og skænkede Leviterne som Gave til Aron og hans Sønner af
Israelitternes Midte til at udføre Israelitternes Arbejde ved
Åbenbaringsteltet og skaffe Israeliterne Soning, for at ingen
Plage skal ramme Israeliterne, om de selv nærmer sig
Helligdommen.
20. Og Moses, Aron og hele Israelitternes Menighed gjorde således
med Leviterne; ganske som HERREN havde pålagt Moses med Hensyn
til Leviterne, gjorde Israeliterne med dem.
21. Leviterne lod sig rense for Synd og tvættede deres Klæder, og
Aron udførte Svingningen med dem for HERRENs Åsyn, og Aron
skaffede dem Soning, så de blev rene.
22. Derpå kom Leviterne for at udføre deres Arbejde ved
Åbenbaringsteltet under Arons og hans Sønners Tilsyn; som HERREN
havde pålagt Moses med Hensyn til Leviterne, således gjorde de
med dem.
23. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
24. Dette er, hvad der gælder Leviterne: Fra Femogtyveårsalderen og
opefter skal de komme og gøre Tjeneste med Arbejdet ved
Åbenbaringsteltet.
25. Men fra Halvtredsårsalderen skal de holde op med at gøre
Tjeneste og ikke arbejde mere;
26. de kan gå deres Brødre til Hånde i Åbenbaringsteltet med at tage
Vare på, hvad der skal varetages; men Arbejde skal de ikke mere
gøre. Således skal du gøre med Leviterne i alt, hvad de har at
varetage.
4.Mosebog 9
1. HERREN talede således til Moses i Sinaj Ørken i den første Måned
af det andet År efter deres Udvandring fra Ægypten:
2. Israeliterne skal fejre Påsken til den fastsatte Tid,
3. på den fjortende Dag i denne Måned ved Aftenstid skal I fejre
den til den fastsatte Tid; overensstemmende med alle
Anordningerne og Lovbudene om den skal I fejre den!
4. Da sagde Moses til Israeliterne, at de skulde fejre Påsken;
5. og de fejrede Påsken i Sinaj Ørken den fjortende Dag i den
første Måned ved Aftenstid; nøjagtigt som HERREN havde pålagt
Moses, således gjorde Israeliterne.
6. Men der var nogle Mænd, som var blevet urene ved et Lig og
derfor ikke kunde fejre Påske den Dag. Disse Mænd trådte nu den
Dag frem for Moses og Aron
7. og sagde til ham: "Vi er blevet urene ved et Lig; hvorfor skal
det da være os forment at frembære HERRENs Offergave til den
fastsatte Tid sammen med de andre Israelitter?"
8. Moses svarede dem: "Vent, til jeg får at høre, hvad HERREN
påbyder angående eder!"
9. Da talede HERREN til Moses og sagde:
10. Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af eder eller eders
Efterkommere er blevet uren ved et Lig eller er ude på en lang
Rejse, skal han alligevel holde Påske for HERREN;
11. den fjortende Dag i den anden Måned ved Aftenstid skal de holde
den; med usyret Brød og bitre Urter skal de spise Påskelammet.
12. De må intet levne deraf til næste Morgen, og de må ikke
sønderbryde noget af dets Ben. De skal fejre Påsken i
Overensstemmelse med alle de Anordninger, som gælder for den.
13. Men den, som undlader at fejre Påsken, skønt han er ren og ikke
på Rejse, det Menneske skal udryddes af sin Slægt, fordi han
ikke har frembåret HERRENs Offergave til den fastsatte Tid. Den
Mand skal undgælde for sin Synd.
14. Og når en fremmed, der bor hos eder, vil bolde Påske for HERREN,
skal han holde den efter de Anordninger og Lovbud, som gælder
for Påsken. En og samme Lov skal gælde for eder, for den
fremmede og for den indfødte.
15. Den Dag Boligen blev rejst, dækkede Skyen Boligen, Vidnesbyrdets
Telt; men om Aftenen var der som et Ildskær over Boligen, og det
holdt sig til om Morgenen.
16. Således var det til Stadighed: Om dagen dækkede Skyen den, om
Natten Ildskæret.
17. Hver Gang Skyen løftede sig fra Teltet, brød Israeliterne op, og
der, hvor Skyen stod stille, slog Israeliterne Lejr.
18. På HERRENs Bud brød Israeliterne op, og på HERRENs Bud gik de i
Lejr, og så længe Skyen hvilede over Boligen, blev de liggende i
Lejr;
19. når Skyen blev over Boligen i længere Tid, rettede Israeliterne
sig efter, hvad HERREN havde foreskrevet dem, og brød ikke op.
20. Det hændte, at Skyen kun blev nogle få Dage over Boligen; da gik
de i Lejr på HERRENs Bud og brød op på HERRENs Bud.
21. Og det hændte, at Skyen kun blev der fra Aften til Morgen; når
Skyen da løftede sig om Morgenen, brød de op. Eller den blev der
en Dag og en Nat; når Skyen da løftede sig, brød de op.
22. Eller den blev der et Par Dage eller en Måned eller længere
endnu, idet Skyen i længere Tid hvilede over Boligen; så blev
Israeliterne liggende i Lejr og brød ikke op, men når den
løftede sig, brød de op.
23. På HERRENs Bud gik de i Lejr, og på HERRENs Bud brød de op; de
rettede sig efter, hvad HERREN havde foreskrevet dem, efter
HERRENs Bud ved Moses.
4.Mosebog 10
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Du skal lave dig to Sølvtrompeter; i drevet Arbejde skal du lave
dem. Dem skal du bruge, når Menigheden skal kaldes sammen, og
når Lejrene skal bryde op.
3. Når der blæses i dem begge to, skal hele Menigheden samle sig
hos dig ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
4. Blæses der kun i den ene, skal Øversterne, Overhovederne for
Israels Stammer, samle sig hos dig.
5. Når I blæser Alarm med dem, skal Lejrene på Østsiden bryde op;
6. blæser Alarm anden Gang, skal Lejrene på Sydsiden bryde op:
tredje Gang skal Lejrene mod Vest bryde op, fjerde Gang Lejrene
mod Nord; der skal blæses Alarm, når de skal bryde op.
7. Men når Forsamlingen skal sammenkaldes skal I blæse på
almindelig Vis, ikke Alarm.
8. Arons Sønner, Præsterne, skal blæse i Trompeterne; det skal være
eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt.
9. Når I drager i Krig i eders Land mod en Fjende, der angriber
eder, og blæser Alarm med Trompeterne, skal I ihukommes for
HERREN eders Guds Åsyn og frelses fra eders Fjender.
10. Og på eders Glædesdage, eders Højtider og Nymånedage, skal I
blæse i Trompeterne ved eders Brændofre og Takofre; så skal de
tjene eder til Ihukommelse for eders Guds Åsyn. Jeg er HERREN
eders Gud!
11. Den tyvende Dag i den anden Måned af det andet År løftede Skyen
sig fra Vidnesbyrdets Bolig.
12. Da brød Israeliterne op fra Sinaj Ørken, i den Orden de skulde
bryde op i, og Skyen stod stille i Parans Ørken.
13. Da de nu første Gang brød op efter Guds Bud ved Moses,
14. var Judæernes Lejr den første, der brød op under sit Felttegn,
Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Nahasjon,
Amminadabs Søn.
15. Issakariternes Stammes Hær førtes af Netanel, Zuars Søn,
16. og Zebuloniternes Stammes Hær af Eliab, Helons Søn.
17. Da derpå Boligen var taget ned, brød Gersoniterne og Merariterne
op og bar Boligen.
18. Så brød Rubens Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for
Hærafdeling; deres Hær førtes af Elizur, Sjedeurs Søn.
19. Simeoniternes Stammes Hær førtes af Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn,
20. og Gaditernes Stammes Hær af Eljasaf, Deuels Søn.
21. Så brød Kehatiterne, der bar de hellige Ting, op; og før deres
Komme havde man rejst Boligen.
22. Så brød Efraimiternes Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling
for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elisjema, Ammihuds Søn.
23. Manassiternes Stammes Hær førtes af Gamliel, Pedazurs Søn,
24. og Benjaminiternes Stammes Hær af Abidan, Gidonis Søn.
25. Så brød Daniternes Lejr op under sit Felttegn som Bagtrop i hele
Lejrtoget, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af
Ahiezer, Ammisjaddajs Søn.
26. Aseriternes Stammes Hær førtes af Pagiel, Okrans Søn,
27. og Naftalitemes Stammes Hær af Ahira, Enans Søn.
28. Således foregik Israelitternes Opbrud, Hærafdeling for
Hærafdeling. Så brød de da op.
29. Men Moses sagde til Midjaniten Hobab, Reuels Søn, Moses's
Svigerfader: "Vi bryder nu op for at drage til det Sted, HERREN
har lovet at give os; drag med os! Vi skal lønne dig godt, thi
HERREN har stillet Israel gode Ting i Udsigt."
30. Men han svarede ham: "Jeg vil ikke drage med; nej, jeg drager
til mit Land og min Slægt."
31. Da sagde han: "Forlad os ikke! Du kender jo de Steder, hvor vi
kan slå Lejr i Ørkenen; vær Øje for os!
32. Drager du med os, skal vi give dig Del i alt det gode, HERREN
vil give os."
33. Derpå brød de op fra HERRENs Bjerg og vandrede tre Dagsrejser
frem, idet HERRENs Pagts Ark drog i Forvejen for at søge dem et
Sted, hvor de kunde holde Hvil.
34. Og HERRENs Sky svævede over dem om Dagen, når de brød op fra
Lejren.
35. Og hver Gang Arken brød op, sagde Moses: "Stå op, HERRE, at dine
Fjender må splittes og dine Avindsmænd fly for dit Åsyn!"
36. Og hver Gang den standsede, sagde han: "Vend tilbage, HERRE, til
Israels Stammers Titusinder!"
4.Mosebog 11
1. Men Folket knurrede højlydt for HERREN over deres usle Kår; og
da HERREN hørte det, blussede hans Vrede op, og HERRENs Ild brød
løs iblandt dem og åd om sig i den yderste Del af Lejren.
2. Da råbte Folket til Moses, og Moses gik i Forbøn hos HERREN. Så
dæmpedes Ilden.
3. Derfor kaldte man dette Sted Tabera, fordi HERRENs Ild brød løs
iblandt dem.
4. Men den sammenløbne Hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten.
Så tog også Israeliterne til at græde igen, og de sagde: "Kunde
vi dog få Kød at spise!
5. Vi mindes Fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og
Agurkerne, Vandmelonerne, Porrerne, Hvidløgene og Skalotterne,
6. og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi
ser aldrig andet end Manna."
7. Mannaen lignede Horianderfrø og så ud som Bellium.
8. Folket gik rundt og sankede den op; derpå malede de den i
Håndkværne eller stødte den i Mortere; så kogte de den i Gryder
og lavede Kager deraf; den smagte da som Bagværk tillavet i
Olie.
9. Når Duggen om Natten faldt over Lejren, faldt også Mannaen ned
over den.
10. Og Moses hørte, hvorledes alle Folkets Slægter græd, enhver ved
Indgangen til sit Telt; da blussede HERRENs Vrede voldsomt op,
og det vakte også Moses's Mishag.
11. Da sagde Moses til HERREN: "Hvorfor har du handlet så ilde med
din Tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet Nåde for dine Øjne,
siden du har lagt hele dette Folk som en Byrde på mig?
12. Mon det er mig, der har undfanget hele dette Folk, mon det er
mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min Favn
skal bære det hen til det Land, du tilsvor dets Fædre, som en
Fosterfader bærer det diende Barn?
13. Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette Folk Kød? Thi de
græder rundt om mig og siger: Skaf os Kød at spise?
14. Jeg kan ikke ene bære hele dette Folk, det er mig for tungt.
15. Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg
har fundet Nåde for dine Øjne, så at jeg ikke skal være nødt til
at opleve sådan Elendighed!"
16. HERREN svarede Moses: "Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels
Ældste sammen, Mænd, som du ved hører til Folkets Ældste og
Tilsynsmænd, før dem hen til Åbenbaringsteltet og lad dem stille
sig op hos dig der.
17. Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget
af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at
de kan hjælpe dig med at bære Folkets Byrde, så du ikke ene skal
bære den.
18. Men til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skal
I få Kød at spise! I har jo grædt højlydt for HERREN og sagt:
Kunde vi dog få Kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten!
Derfor vil HERREN give eder kød at spise;
19. og ikke blot een eller to eller fem eller ti eller tyve Dage
skal I spise det,
20. men en hel Måned igennem, indtil det står eder ud af Næsen, og I
væmmes derved, fordi I har ringeagtet HERREN, der er i eders
Midte, og grædt for hans Åsyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af
Ægypten!"
21. Moses svarede: "600000 Fodfolk tæller det Folk, jeg bar om mig,
og du siger: Jeg vil skaffe dem Kød, så de har nok at spise en
hel Måned!
22. Kan der slagtes så meget Småkvæg og Hornkvæg til dem, at det kan
slå til, eller kan alle Fisk i Havet samles sammen til dem, så
det kan slå til?"
23. HERREN svarede Moses: "Er HERRENs Arm for kort? Nu skal du få at
se, om mit Ord går i Opfyldelse for dig eller ej."
24. Da gik Moses ud og kundgjorde Folket HERRENs Ord. Og han samlede
halvfjerdsindstyve af Folkets Ældste og lod dem stille sig rundt
om Teltet.
25. Så steg HERREN ned i Skyen og talede til ham; og han tog noget
af den Ånd, der var over ham, og lod den komme over de
halvfjerdsindstyve Ældste, og da Ånden hvilede over dem, kom de
i profetisk Henrykkelse noget, som ikke siden hændtes dem.
26. Imidlertid var to Mænd blevet tilbage i Lejren, den ene hed
Eldad, den anden Medad. Også over dem kom Ånden, thi de hørte
til dem, der var optegnede, men de var ikke gået ud til Teltet,
og nu kom de i profetisk Henrykkelse inde i Lejren.
27. Da løb en ung Mand ud og fortalte Moses det og sagde: "Eldad og
Medad er kommet i profetisk Henrykkelse inde i Lejren."
28. Josua, Nuns Søn, der fra sin Ungdom af havde gået Moses til
Hånde, sagde da: "Min Herre Moses, stands dem i det!"
29. Men Moses sagde til ham: "Er du skinsyg på mine Vegne? Gid alt
HERRENs Folk var Profeter, gid HERREN vilde lade sin Ånd komme
over dem!"
30. Derpå trak Moses sig tilbage til Lejren med Israels Ældste.
31. Da rejste der sig på HERRENs Bud en Vind, som førte Vagtler med
sig fra Havet og drev dem hen over Lejren så langt som en
Dagsrejse på begge Sider af Lejren i en Højde af et Par Alen
over Jorden.
32. Så gav Folket sig hele den Dag, hele Natten og hele den næste
Dag til at samle Vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var
ti Homer. Og de bredte dem ud til Tørring rundt om Lejren.
33. Medens Kødet endnu var imellem Tænderne på dem, før det endnu
var spist, blussede HERRENs Vrede op imod Folket, og HERREN lod
en meget hård Straf ramme Folket.
34. Og man kaldte Stedet Kibrot Hattåva, thi der blev de lystne Folk
jordet.
35. Fra Kibrot-Hattåva drog Folket til Hazerot, og de gjorde Holdt i
Hazerot.
4.Mosebog 12
1. Mirjam og Aron tog til Orde mod Moses i Anledning af den
kusjitiske Kvinde, han havde ægtet - han havde nemlig ægtet en
kusjitisk Kvinde -
2. og sagde: "Har HERREN kun talet til Moses? Mon han ikke også har
talet til os?" Og HERREN hørte det.
3. Men den Mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget
andet Menneske på Jorden.
4. Da sagde HERREN i det samme til Moses, Aron og Mirjam: "Gå alle
tre ud til Åbenbaringsteltet!" Og de gik alle tre derud.
5. Men HERREN steg ned i Skystøtten og stillede sig ved Indgangen
til Teltet og kaldte på Aron og Mirjam, og de gik begge derud.
6. Da sagde han: "Hør, hvad jeg siger: Når der ellers er en Profet
iblandt eder, giver jeg mig til Kende for ham i Syner eller
taler med ham i Drømme.
7. Anderledes er det med min Tjener Moses: han er tro i hele mit
Hus;
8. med ham taler jeg Ansigt til Ansigt, ikke i Syner eller Gåder,
han skuer HERRENs Skikkelse; hvor tør I da tage til Orde mod min
Tjener Moses?"
9. Og HERRENs Vrede blussede op imod dem, og han gik bort.
10. Da så Skyen trak sig bort fra Teltet, se, da var Mirjam hvid som
Sne af Spedalskhed, og da Aron vendte sig mod Mirjam, se, da var
hun spedalsk.
11. Da sagde Aron til Moses: "Ak, Herre, lad os dog ikke undgælde
for den Synd, vi i Dårskab begik!
12. Lad hende dog ikke blive som et dødfødt Barn, hvis Kød er halvt
fortæret, når det kommer ud af Moders Liv!"
13. Moses råbte da til HERREN og sagde: "Ak, gør hende dog rask
igen!"
14. Og HERREN svarede Moses: "Hvis hendes Fader havde spyttet hende
i Ansigtet, måtte hun da ikke have båret sin Skam i syv Dage?
Derfor skal hun i syv Dage være udelukket fra Lejren; så kan hun
atter optages."
15. Da blev Mirjam udelukket fra Lejren i syv Dage, og Folket brød
ikke op, før Mirjam atter var optaget.
16. Så brød Folket op fra Hazerot og slog Lejr i Parans Ørken.
4.Mosebog 13
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. "Send nogle Mænd af Sted for at undersøge Kana'ans Land, som jeg
vil give Israeliterne; een Mand af hver Fædrenestamme skal I
sende, og kun Mænd, der er Øverster iblandt dem!"
3. Da udsendte Moses dem fra Parans Ørken på HERRENs Bud, Mænd, der
allevar Overhovederfor Israeliterne.
4. Deres Navne var følgende: Af Rubens Stamme Sjammua, Zakkurs Søn,
5. af Simeons Stamme Sjafat, Horis Søn,
6. af Judas Stamme Kaleb, Jefunnes Søn,
7. af Issakars Stamme Jigal, Josefs Søn,
8. af Efraims Stamme Hosea, Nuns Søn,
9. af Benjamins Stamme Palti, Rafus Søn,
10. af Zebulons Stamme Gaddiel, Sodis Søn,
11. af Josefs Slamme, det er Manasses Stamme, Gaddi, Susis Søn,
12. af Dans Stamme Ammiel, Gmallis Søn,
13. af Asers Stamme Setur, Mikaels Søn,
14. af Naftalis Stamme Nabi, Vofsis Søn,
15. af Gads Stamme Geuel, Mtakis Søn.
16. Det var Navnene på de Mænd, Moses udsendte for at undersøge
Landet. Men Moses gav Hosea, Nuns Søn, Navnet Josua.
17. Og Moses sendte dem af Sted for at undersøge Kana'ans Land. Og
han sagde til dem: "Drag herfra op i Sydlandet og drag op i
Bjergene
18. og se, hvordan Landet er, og om Folket, som bor der, er stærkt
eller svagt, fåtalligt eller talrigt,
19. om Landet, de bor i, er godt eller dårligt, og om Byerne, de bor
i, er Teltlejre eller Fæstninger,
20. og om Landet er fedt eller magert, om der findes Træer deri
eller ej. Vær ved godt Mod og tag noget af Landets Frugt med
tilbage!" Det var netop ved den Tid, de første Druer var modne.
21. Så drog de af Sted og undersøgte Landet lige fra Zins Ørken til
Rehob, Egnen hen imod Hamat.
22. Så begav de sig op i Sydlandet og kom til Hebron; der boede
Ahiman, Sjesjaj og Talmaj, Anaks Efterkommere. Men Hebron var
grundlagt syv År før Zoan i Ægypten.
23. Da de nåede Esjkoldalen, afskar de en Ranke med en Drueklase,
som der måtte to Mand til at bære på en Bærestang, og plukkede
nogle Granatæbler og Figener.
24. Man kaldte dette Sted Esjkoldalen med Hentydning til den
Drueklase, Israeliterne der skar af.
25. Efter fyrretyve Dages Forløb vendte de tilbage efter at have
undersøgt Landet;
26. og de kom til Moses og Aron og hele Israeliternes Menighed i
Parans Ørken i Kadesj og aflagde Beretning for dem og hele
Menigheden og viste dem Landets Frugt.
27. De fortalte ham: "Vi kom til landet, du sendte os til; det er
virkelig et Land, der flyder med Mælk og Honning, og her er
Flugt derfra;
28. men stærkt er Folket, som bor i Landet, og Byerne er befæstede
og meget store; ja, vi så også Efterkommere af Anak der.
29. Amalek bor i Sydlandet, Hetiterte, Jebusiteme og Amoriterne i
Bjerglandet og Kana'anæerne ved Havet og langs Jordan."
30. Da søgte Kaleb at bringe Folket til Tavshed over for Moses og
sagde: "Lad os kun drage op og underlægge os det, thi vi kan
sikkert tage det!"
31. Men de Mænd, der havde været med ham deroppe, sagde: "Vi kan
ikke drage op imod dette Folk, thi det er stærkere end vi!"
32. Og de talte nedsættende til Israeliterne om Landet, som de havde
undersøgt, og sagde: "Landet, som vi har rejst igennem og
undersøgt, er et Land, der fortærer sine Indbyggere, og alle de
Folk, vi så der, var kæmpestore.
33. Vi så der Kæmperne Anaks Sønner, der er af Kæmpeslægten og vi
forekom både os selv og dem som Græshopper!"
4.Mosebog 14
1. Da opløftede hele Menigheden sin Røst og brød ud i Klageråb, og
Folket græd Natten igennem.
2. Og alle Israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele
Menigheden sagde til dem: "Gid vi var døde i Ægypten eller her i
Ørkenen!
3. Hvorfor fører HERREN os til dette Land, når vi skal falde for
Sværdet og vore Kvinder og Børn blive til Bytte? Var det dog
ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?"
4. Og de sagde til hverandre: "Lad os vælge os en Fører og vende
tilbage til Ægypten!"
5. Da faldt Moses og Aron på deres Ansigt foran hele den
israelitiske Menigheds Forsamling.
6. Men Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, der havde været med
til at undersøge Landet, sønderrev deres Klæder
7. og sagde til hele Israelitternes Menighed: "Landet, vi har rejst
igennem og undersøgt, er et såre, såre godt Land.
8. Hvis HERREN har Behag i os, vil han føre os til det Land og give
os det, et Land, der flyder med Mælk og Honning.
9. Gør kun ikke Oprør imod HERREN og frygt ikke for Landets
Befolkning, thi dem tager vi som en Bid Brød; deres Skygge er
veget fra dem, men med os er HERREN; frygt ikke for dem!"
10. Hele Menigheden tænkte allerede på at stene dem; men da kom
HERRENs Herlighed til Syne for alle Israelitterne ved
Åbenbaringsteltet.
11. Og HERREN sagde til Moses: "Hvor længe skal dette Folk håne mig,
og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til Trods for
alle de Tegn jeg har gjort i det?
12. Jeg vil slå det med Pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre
til et Folk, større og stærkere end det!"
13. Men Moses sagde til HERREN: "Ægypterne har hørt, at du i din
Vælde har ført dette Folk bort fra dem;
14. og ligeledes har alle dette Lands Indbyggere hørt, at du, HERRE,
er midt iblandt dette Folk, thi du, HERRE, åbenbarer dig
synligt, idet din Sky står over dem, og du vandrer foran dem om
Dagen i en Skystøtte og om Natten i en Ildstøtte.
15. Hvis du nu dræber dette Folk alle som een, vil de Folk, der har
hørt dit Ry, sige:
16. Fordi HERREN ikke evnede at føre dette Folk til det Land, han
havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i Ørkenen.
17. Derfor, HERRE, lad din Vælde nu vise sig i sin Storhed, således
som du forjættede, da du sagde:
18. HERREN er langmodig og rig på Miskundhed, han forlader
Misgerning og Overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og
han hjemsøger Fædrenes Brøde på Børnene i tredje og fjerde Led.
19. Så tilgiv nu dette Folk dets Misgerning efter din store
Miskundhed, således som du har tilgivet dette Folk hele Vejen
fra Ægypten og hertil!"
20. Da sagde HERREN: "Jeg tilgiver dem på din Bøn.
21. Men så sandt jeg lever så sandt hele Jorden skal opfyldes af
HERRENs Herlighed:
22. Ingen af de Mænd, der har set min Herlighed og de Tegn, jeg har
gjort i Ægypten og i Ørkenen, og dog nu for tiende Gang har
fristet mig og ikke villet lyde min Røst,
23. ingen af dem skal se det Land, jeg tilsvor deres Fædre! Ingen af
dem, der har hånet mig, skal få det at se;
24. kun min Tjener Kaleb lader jeg komme til det Land, han har været
i, og hans Efterkommere skal få det i Eje, fordi han havde en
anden Ånd og viste mig fuld Lydighed.
25. Men Amalekiterne og Kana'anæerne bor i Lavlandet. Vend derfor om
i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!"
26. Fremdeles talede HERREN til Moses og Aron og sagde:
27. "Hvor længe skal jeg tåle denne onde Menighed, dem, som
bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israelitternes Knurren,
hørt, hvorledes de knurrer imod mig.
28. Sig til dem: Så sandt jeg lever lyder det fra HERREN, som I har
råbt mig i Øret, således vil jeg handle med eder!
29. I Ørkenen her skal eders Kroppe falde, alle I, der blev
mønstret, så mange I er fra Tyveårsalderen og opefter, I, som
har knurret imod mig.
30. Sandelig, ingen af eder skal komme til det Land, jeg med løftet
Hånd svor at ville giver eder at bo i, med Undtagelse af Kaleb,
Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn.
31. Eders små Børn, som I sagde vilde blive til Bytte, dem vil jeg
lade komme derhen, og de skal tage det Land i Besiddelse, som I
har vraget,
32. men eders egne Kroppe skal falde i Ørkenen her,
33. og eders Sønner skal flakke om i Ørkenen i fyrretyve År og
undgælde for eders Bolen, indtil eders Kroppe er gået til Grunde
i Ørkenen.
34. Som I brugte fyrretyve Dage til at undersøge Landet, således
skal I undgælde for eders Misgerninger i fyrretyve År, eet År
for hver Dag, og således få mit Mishag at føle.
35. Jeg HERREN har sagt det: Sandelig, således vil jeg handle med
hele denne onde Menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i
Ørkenen her skal de gå til Grunde, i den skal de dø!"
36. Og de Mænd, Moses havde udsendt for at undersøge Landet, og som
efter deres Tilbagekomst havde fået hele Menigheden til at
knurre imod ham ved at tale nedsættende om Landet,
37. de Mænd, der havde talt nedsættende om Landet, fik en brat Død
for HERRENs Åsyn:
38. kun Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, blev i Live af de
Mænd, der var draget hen for at undersøge Landet.
39. Men da Moses forebragte alle Israelitterne disse Ord, grebes
Folket af stor Sorg;
40. og tidligt næste Morgen drog de op mod det øverste af
Bjerglandet og sagde: "Se, vi er rede til at drage op til det
Sted, HERREN har talet om, thi vi, har syndet."
41. Da sagde Moses: "Hvorfor vil I overtræde HERRENs Bud? Det vil
ikke gå godt!
42. Drag ikke derop, thi HERREN er ikke iblandt eder; gør I det,
bliver I slået af eders Fjender!
43. Thi Amalekiterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal
falde for Sværdet; I har jo vendt eder fra HERREN, og HERREN er
ikke med eder!"
44. Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af
Bjerglandet; men HERRENs Pagts Ark og Moses forlod ikke Lejren.
45. Da steg Amalekiterne og Kana'anæerne, der boede der i
Bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til Horma.
4.Mosebog 15
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
jeg vil give eder at bo i,
3. og I vil ofre HERREN et Ildoffer, Brændoffer eller Slagtoffer,
af Hornkvæg eller Småkvæg for at indfri et Løfte eller af fri
Drift eller i Anledning af eders Højtider for at berede HERREN
en liflig Duft,
4. så skal den, der bringer HERREN sin Offergave, som Afgrødeoffer
bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin
Olie
5. desuden skal du som Drikoffer til hvert Lam ofre en Fjerdedel
Hin Vin, hvad enten det er Brændoffer eller Slagtoffer.
6. Men til en Væder skal du som Afgrødeoffer ofre to Tiendedele Efa
fint Hvedemel, rørt i en Tredjedel Hin Olie;
7. desuden skal du som Drikoffer frembære en Tredjedel Hin Vin til
en liflig Duft for HERREN.
8. Og når du ofrer en ung Tyr som Brændoffer eller Slagtoffer for
at indfri et Løfte eller som Takoffer til HERREN,
9. skal du foruden Tyren frembære som Afgrødeoffer tre Tiendedele
Efa fint Hvedemel, rørt i en halv Hin Olie;
10. desuden skal du som Drikoffer frembære en halv Hin Vin, et
Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
11. Således skal der gøres for hver enkelt Tyr, hver enkelt Væder
eller hvert Lam eller Ged;
12. således skal I gøre for hvert enkelt Dyr, så mange I nu ofrer.
13. Enhver indfødt skal gøre disse Ting på denne Måde, når han vil
bringe et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
14. Og når en fremmed bor hos eder, eller nogen i de kommende Tider
bor iblandt eder, og han vil bringe et Ildoffer til en liflig
Duft for HERREN, skal han gøre på samme Måde som I selv.
15. Inden for Forsamlingen skal en og samme Anordning gælde for eder
og den fremmede, der bor hos eder; det skal være eder en evig
gyldig Anordning fra Slægt til Slægt: hvad der gælder for eder,
skal også gælde for den fremmede for HERRENs Åsyn;
16. samme Lov og Ret gælder for eder og den fremmede, der bor hos
eder.
17. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
18. Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
jeg fører eder til,
19. og spiser af Landets Brød, skal I yde HERREN en Offerydelse.
20. Som Førstegrøde af eders Grovmel skal I yde en Kage som
Offerydelse; på samme Måde som Offerydelsen af Tærskepladsen
skal I yde den.
21. Af Førstegrøden af eders Grovmel skal I give HERREN en
Offerydelse, Slægt efter Slægt.
22. Dersom I synder af Vanvare og undlader at udføre noget af alle
de Bud, HERREN har kundgjort Moses,
23. noget af alt det, HERREN har pålagt eder gennem Moses, fra den
Dag HERREN udstedte sit Bud og frem i Tiden fra Slægt til Slægt,
24. så skal hele Menigheden, hvis det sker af Vanvare uden
Menighedens Vidende, ofre en ung Tyr som Brændoffer til en
liflig duft for HERREN med det efter Lovbudene dertil hørende
Afgrødeoffer og Drikoffer og desuden en Gedebuk som Syndoffer.
25. Og Præsten skal skaffe hele Israelitternes Menighed Soning, og
dermed opnår de Tilgivelse; thi det skete af Vanvare, og de bar
bragt deres Offergave som et Ildoffer til HERREN og desuden
deres Syndoffer for HERRENs Åsyn, for hvad de gjorde af Vanvare.
26. Således får både hele Israelitternes Menighed og den fremmede,
der bor hos dem, Tilgivelse; thi alt Folket har Del i den Synd,
der bliver begået af Vanvare.
27. Men hvis et enkelt Menneske synder af Vanvare, skal han bringe
en årgammel Ged som Syndoffer.
28. Og Præsten skal skaffe den, der synder af Vanvare, Soning for
HERRENs Åsyn ved at udføre Soningen for ham, og således opnår
han Tilgivelse.
29. For den indfødte hos Israelitterne og den fremmede, der bor
iblandt dem, for eder alle gælder en og samme Lov; når nogen
synder af Vanvare.
30. Men den, der handler med Forsæt, hvad enten han er indfødt eller
fremmed, han håner Gud, og det Menneske skal udryddes af sit
Folk.
31. Thi han har ringeagtet HERRENs Ord og brudt hans Bud; det
Menneske skal udryddes, hans Misgerning kommer over ham.
32. Medens Israelitterne opholdt sig i Ørkenen, traf de en Mand, som
sankede Brænde på en Sabbat.
33. De, der traf ham i Færd med at sanke Brænde, bragte ham til
Moses, Aron og hele Menigheden,
34. og de satte ham i Varetægt, da der ikke forelå nogen bestemt
Kendelse for, hvad der skulde gøres ved ham.
35. Da sagde HERREN til Moses: Den Mand skal lide Døden; hele
Menigheden skal stene ham uden for Lejren!
36. Hele Menigheden førte ham da uden for Lejren og stenede ham til
Døde, som HERREN havde pålagt Moses.
37. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
38. Tal til Israelitterne og sig til dem, at de Slægt efter Slægt
skal sætte Kvaster på Fligene af deres Klæder, og at de på hver
enkelt Kvast skal sætte en violet Purpursnor.
39. Det skal tjene eder til Tegn, så at I, hver Gang I ser dem, skal
komme alle HERRENs Bud i Hu og handle efter dem og ikke lade
eder vildlede af eders Hjerter eller Øjne, af hvilke I lader
eder forlede til Bolen
40. for at I kan komme alle mine Bud i Hu og handle efter dem og
blive hellige for eders Gud.
41. Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at
være eders Gud. Jeg er HERREN eders Gud!
4.Mosebog 16
1. Men Kora, en Søn af Jizhar, en Søn af Levis Søn Kehat, og Datan
og Abiram, Sønner af Ejiab, en Søn af Rubens Søn Pallu, gjorde
Oprør.
2. De gjorde Oprør mod Moses sammen med 250 israelitiske Mænd,
Øverster for Menigheden, udvalgte i Folkeforsamlingen, ansete
Mænd.
3. Og de samlede sig og trådte op imod Moses og Aron og sagde til
dem: "Lad det nu være nok, thi hele Menigheden er hellig, hver
og en, og HERREN er i dens Midte; hvorfor vil I da ophøje eder
over HERRENs Forsamling?"
4. Da Moses hørte det, faldt han på sit Ansigt.
5. Derpå talte han til Kora og alle hans Tilhængere og sagde: "Vent
til i Morgen, så vil HERREN give til kende, hvem der tilhører
ham, og hvem der er hellig, så at han vil give ham Adgang til
sig; den, han udvælger, vil han give Adgang til sig.
6. Således skal I gøre: Skaf eder Pander, du Kora og alle dine
Tilhængere,
7. og læg så i Morgen Gløder på og kom Røgelse på for HERRENs Åsyn,
så skal den, HERREN udvælger, være den, som er hellig; lad det
nu være nok, I Levisønner!"
8. Fremdeles sagde Moses til Kora: "Hør nu, I Levisønner!
9. Er det eder ikke nok, at Israels Gud har udskilt eder af Israels
Menighed og givet eder Adgang til sig for at udføre Arbejdet ved
HERRENs Bolig og stå til Tjeneste for Menigheden?
10. Han har givet dig og med dig alle dine Brødre, Levis Sønner,
Adgang til sig og nu attrår I også Præsteværdigheden!
11. Derfor, du og alle dine Tilhængere, som har rottet eder sammen
mod HERREN, hvad er Aron, at I vil knurre mod ham!"
12. Da sendte Moses Bud efter Datan og Abiram, Eliabs Sønner, men de
sagde: "Vi kommer ikke!
13. Er det ikke nok, at du har ført os bort fra et Land, der flyder
med Mælk og Honning, for at lade os dø i Ørkenen, siden du oven
i Købet vil opkaste dig til Herre over os!
14. Du har sandelig ikke ført os til et Land, der flyder med Mælk og
Honning, eller givet os Marker og Vinbjerge! Tror du, du kan
stikke disse Mænd Blår i Øjnene? Vi kommer ikke!"
15. Da harmedes Moses højlig og sagde til HERREN: "Vend dig ikke til
deres Offergave! Ikke så meget som et Æsel har jeg frataget dem,
ej heller har jeg gjort en eneste af dem noget ondt!"
16. Og Moses sagde til Kora: "I Morgen skal du og alle dine
Tilhængere komme frem for HERRENs Åsyn sammen med Aron;
17. og enhver af eder skal tage sin Pande, lægge Gløder på og komme
Røgelse på og frembære sin Pande for HERRENs Åsyn, 25O Pander,
du selv og Aron skal også tage hver sin Pande!"
18. Da tog hver sin Pande, lagde Gløder på og kom Røgelse på, og så
stillede de sig ved indgangen til Åbenbaringsteltet sammen med
Moses og Aron;
19. og Kora kaldte hele Menigheden sammen imod dem ved Indgangen til
Åbenbaringsteltet. Da kom HERRENs Herlighed til Syne for hele
Menigheden,
20. og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
21. "Skil eder ud fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu
tilintetgøre den!"
22. Men de faldt på deres Ansigt og sagde: "O Gud, du Gud over alt
Køds Ånder, vil du vredes på hele Menigheden, fordi en enkelt
Mand synder?"
23. Da talede HERREN til Moses og sagde:
24. "Tal til Menigheden og sig: Fjern eder fra Pladsen omkring
Koras, Datans og Abirams Bolig!"
25. Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels Ældste,
26. og han talte til Menigheden og sagde: "Træk eder tilbage fra
disse ugudelige Mænds Telte og rør ikke ved noget af, hvad der
tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres
Synders Skyld!"
27. Da fjernede de sig fra Pladsen om Koras, Datans og Abirams
Bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen
til deres Telte med deres Hustruer og Børn, store og små.
28. Og Moses sagde: "Derpå skal I kende, at HERREN har sendt mig for
at gøre alle disse Gerninger, og at jeg ikke handler i
Egenrådighed:
29. Dersom disse dør på vanlig menneskelig Vis, og der ikke rammer
dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har HERREN ikke
sendt mig;
30. men hvis HERREN lader noget uhørt ske, så Jorden spiler sit Gab
op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer
levende ned i Dødsriget, da skal I derpå kende, at disse Mænd
har hånet HERREN!"
31. Og straks, da han havde talt alle disse Ord, åbnede Jorden sig
under dem,
32. og Jorden lukkede sit Gab op og slugte dem og deres Boliger og
alle Mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede;
33. og de for levende ned i Dødsriget med alt, hvad der tilhørte
dem, og Jorden lukkede sig over dem, og de blev udryddet af
Forsamlingen.
34. Men hele Israel, der stod omkring dem, flygtede ved deres Skrig,
thi de sagde: "Blot ikke Jorden skal opsluge os!"
35. Og Ild for ud fra HERREN og fortærede de 250 Mænd, der frembar
Røgelse.
36. Da talede HERREN til Moses og sagde:
37. "Sig til Eleazar, Præsten Arons Søn, at han skal tage Panderne
ud af Branden og strø Gløderne ud noget derfra; thi hellige
38. er de Pander, der tilhørte disse Mænd, som begik en Synd, der
kostede dem Livet. De skal udhamre dem til Plader til Overtræk
på Alteret, thi de frembar dem for HERRENs Åsyn, og derfor er de
hellige; de skal nu tjene Israelitterne til Tegn."
39. Da tog Præsten Eleazar Kobberpaladerne, som de opbrændte Mænd
havde frembåret, og hamrede dem ud til. Overtræk på Alteret
40. som et Mindetegn for Israelitterne om, at ingen Lægmand, ingen,
som ikke hører til Arons Efterkommere, må træde frem for at ofre
Røgelse for HERRENs Åsyn, for at det ikke skal gå ham som Kora
og hans Tilhængere, således som HERREN havde sagt ham ved Moses.
41. Men Dagen efter knurrede hele Israels Menighed mod Moses og Aron
og sagde: "Det er eder, der har, dræbt HERRENs Folk!"
42. Men da Menigheden samlede sig mod Moses og Aron, vendte de sig
mod Åbenbaringsteltet, og se, Skyen dækkede det, og HERRENs
Herlighed kom til Syne.
43. Da trådte Moses og Aron hen foran Åbenbaringsteltet,
44. og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
45. "Fjern eder fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre
dem!" Da faldt de på deres Ansigt,
46. og Moses sagde til Aron: "Tag din Pande, læg Gløder fra Alteret
på og kom Røgelse på og skynd dig så hen til Menigheden og skaf
den Soning, thi Vreden er brudt frem fra HERREN, Plagen har
allerede taget fat!"
47. Da tog Aron det, således som Moses havde sagt, og løb midt ind i
Forsamlingen. Og se, Plagen havde allerede taget fat blandt
Folket, men han kom Røgelsen på og skaffede Folket Soning.
48. Og som han stod der midt imellem døde og levende, hørte Plagen
op.
49. Men de, der omkom ved Plagen, udgjorde 14700 Mennesker foruden
dem, der omkom for Koras Skyld.
50. Så vendte Aron tilbage til Moses ved Indgangen til
Åbenbaringsteltet, efter at Plagen var ophørt.
4.Mosebog 17
1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
2. "Sig til Israelitterne, at Øversterne for Fædrenehusene skal
give dig en Stav for hvert Fædrenehus, tolv Stave i alt, og
skriv så hver enkelts Navn på hans Stav
3. og skriv Arons Navn på Levis Stav, thi hvert Overhoved for
Fædrenehusene skal have een Stav.
4. Læg dem så ind i Åbenbariogsteltet foran Vidnesbyrdet, der, hvor
jeg åbenbarer mig for dig.
5. Den Mand, jeg udvælger, hans Stav skal da grønnes; således vil
jeg bringe Israelitternes Knurren imod eder til Tavshed, så jeg
kan blive fri for den."
6. Moses sagde nu dette til Israelitterne, og alle deres Øverster
gav ham en Stav, så der blev en Stav for hver Øverste efter
deres Fædrenehuse, tolv Stave i alt, og Arons Stav var imellem
Stavene.
7. Derpå lagde Moses Stavene hen foran HERRENs Åsyn i Vidnesbyrdets
Telt.
8. Da Moses næste Dag kom ind i Vidnesbyrdets Telt, se, da var
Arons Stav, Staven for Levis Hus, grønnedes; den havde sat Skud,
var kommet i Blomst og bar modne Mandler.
9. Da tog Moses Stavene bort fra HERRENs Åsyn og bar dem ud til
Israelitterne, og de så på dem og tog hver sin Stav.
10. Men HERREN sagde til Moses: "Læg Arons Stav tilbage foran
Vidnesbyrdet, for at den kan opbevares til Tegn for de
genstridige, og gør Ende på deres Knurren, så jeg kan blive fri
for den, at de ikke skal dø!"
11. Og Moses gjorde som HERREN havde pålagt ham; således gjorde han.
12. Men Israelitterne sagde til Moses: "Se, vi omkommer, det er ude
med os, det er ude med os alle sammen!
13. Enhver, der kommer HERRENs Bolig nær, dør. Skal vi da virkelig
omkomme alle sammen?"
4.Mosebog 18
1. HERREN sagde til Aron: Du tillige med dine Sønner og dit
Fædrenehus skal have Ansvaret for Helligdommen, og du tillige
med dine Sønner skal have Ansvaret for eders Præstetjeneste.
2. Men også dine Brødre, Levis Stamme, din Fædrenestamme, skal du
lade træde frem sammen med dig, og de skal holde sig til dig og
gå dig til Hånde, når du tillige med dine Sønner gør Tjeneste
foran Vidnesbyrdets Telt;
3. og de skal tage Vare på, hvad du har at varetage, og på alt,
hvad der er at varetage ved Teltet, men de må ikke komme de
hellige Ting eller Alteret nær, at ikke både de og I skal dø..
4. De skal holde sig til dig og tage Vare på, hvad der er at
varetage ved Åbenbaringsteltet, alt Arbejdet derved, men ingen
Lægmand må der komme eder nær.
5. Men I skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved
Helligdommen og Alteret, for at der ikke atter skal komme Vrede
over Israelitterne.
6. Se, jeg har selv udtaget eders Brødre Leviterne af
Israelitternes Midte som en Gave til eder, de er givet HERREN
til at udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet.
7. Men du tillige med dine Sønner skal tage Vare på eders
Præstegerning i alt, hvad der angår Alteret og det, der er inden
for Forhænget, og udføre Arbejdet derved. Som en Gave skænker
jeg eder Præstedømmet; men enhver Lægmand, der trænger sig ind
deri, skal lide Døden.
8. HERREN talede fremdeles til Aron: Se, jeg giver dig, hvad der
skal lægges til Side af mine Offerydelser; alle Israelitternes
Helliggaver giver jeg dig og dine Sønner som eders Del, en evig
gyldig Rettighed.
9. Følgende skal tilfalde dig af det højhellige, fraregnet hvad der
opbrændes: Alle deres Offergaver, der falder ind under
Afgrødeofre, Syndofre og Skyldofre, som de bringer mig til
Erstatning; som højhelligt skal dette tilfalde dig og dine
Sønner.
10. På et højhelligt Sted skal du spise det, og alle af Mandkøn må
spise deraf; det skal være dig helligt.
11. Fremdeles skal følgende tilfalde dig som Offerydelse af deres
Gaver: Alle Gaver fra Israelitterne, hvormed der udføres
Svingning, giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en
evig gyldig Rettighed; enhver, som er ren i dit Hus, må spise
deraf.
12. Alt det bedste af Olien, Mosten og Kornet, Førstegrøden deraf,
som de giver HERREN, giver jeg dig.
13. De første Frugter af alt, hvad der gror i deres Land, som de
bringer HERREN, skal tilfalde dig; enhver, som er ren i dit Hus,
må spise deraf.
14. Alt, hvad der lægges Band på i Israel, skal tilfalde dig.
15. Af alt Kød, som de bringer til HERREN, såvel af Mennesker som af
Dyr, skal alt, hvad der åbner Moders Liv, tilfalde dig; dog skal
du lade de førstefødte Mennesker udløse, og ligeledes skal du
lade de førstefødte urene Dyr udløse.
16. Hine skal du lade udløse, når de er en Måned gamle eller
derover, med en Vurderingssum af fem Sekel efter hellig Vægt,
tyve Gera på en Sekel.
17. Men de førstefødte Stykker Hornkvæg, Lam eller Geder må du ikke
lade udløse; de er hellige, deres Blod skal du sprænge på
Alteret, og Fedtet skal du bringe som Røgoffer, et Ildoffer til
en liflig Duft for HERREN;
18. men Kødet tilfalder dig; ligesom Svingningsbrystet og højre
Kølle tilfalder det dig.
19. Al Offerydelse af Helliggaver, som Israelitterne yder HERREN,
giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en evig
gyldig Rettighed; det skal være en evig gyldig Saltpagt for
HERRENs Åsyn for dig tillige med dine Efterkommere.
20. HERREN sagde fremdeles til Aron: Du skal ingen Arvelod have i
deres Land, og der skal ikke tilfalde dig nogen Lod iblandt dem;
jeg selv er din Arvelod og Del blandt Israelitterne.
21. Men se, Levisønnerne giver jeg al Tiende i Israel som Arvelod
til Løn for det Arbejde, de udfører ved Åbenbaringsteltet.
22. Israelitterne må herefter ikke komme Åbenbaringsteltet nær, for
at de ikke skal pådrage sig Synd og dø;
23. kun Leviterne må udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet, og de
skal have Ansvaret derfor. Det skal være eder en evig gyldig
Anordning fra Slægt til Slægt. Men nogen Arvelod skal de ikke
have blandt Israelitterne;
24. thi Tienden, Israelitterne yder HERREN som Offerydelse, giver
jeg Leviterne til Arvelod. Derfor sagde jeg dem, at de ikke skal
have nogen Arvelod blandt Israelitterne.
25. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
26. Tal til Leviterne og sig til dem: Når I af Israelitterne
modtager Tienden, som jeg har givet eder som den Arvelod, I skal
have af dem, så skal I yde HERREN en Offerydelse deraf, Tiende
af Tienden;
27. og denne eders Offerydelse skal ligestilles med Offerydelsen af
Kornet fra Tærskepladsen og Overfloden fra Vinpersen.
28. Således skal også I yde HERREN en Offerydelse af al den Tiende,
I modtager af Israelitterne, og denne HERRENs Offerydelse skal I
give Præsten Aron.
29. Af alle de Gaver, I modtager, skal I yde HERRENs Offerydelse, af
alt det bedste deraf, som hans Helliggave.
30. Og sig til dem: Når I yder det bedste deraf, skal det
ligestilles med Offerydelsen af, hvad der kommer fra
Tærskepladsen og Vinpersen.
31. I må spise det hvor som helst sammen med eders Familie, thi det
er eders Løn for eders Arbejde ved Åbenbaringsteltet.
32. Når I blot yder det bedste deraf, skal I ikke for den Sags Skyld
pådrage eder Synd og ikke vanhellige Israelitternes Helliggaver
og udsætte eder for at dø.
4.Mosebog 19
1. HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde:
2. Dette er det Lovbud, HERREN har kundgjort: Sig til
Israelitterne, at de skal skaffe dig en rød, lydefri Kvie, der
er uden Fejl og ikke har båret Åg.
3. Den skal I overgive til Præsten Eleazar, og man skal føre den
uden for Lejren og slagte den for hans Åsyn.
4. Så skal Præsten Eleazar tage noget af dens Blod på sin Finger og
stænke det syv Gange i Retning af Åbenbaringsteltets Forside.
5. Derpå skal Kvien brændes i hans Påsyn; dens Hud, Kød og Blod
tillige med Skarnet skal opbrændes.
6. Derefter skal Præsten tage Cedertræ, Ysop og karmoisinrødt Uld
og kaste det på Bålet, hvor Kvien brænder.
7. Så skal Præsten tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand og
derefter vende tilbage til Lejren. Men Præsten skal være uren
til Aften.
8. Ligeledes skal den Mand, der brænder Kvien, tvætte sine Klæder
med Vand og bade sit Legeme i Vand og være uren til Aften.
9. Og en Mand, der er ren, skal opsamle Kviens Aske og lægge den
hen på et rent Sted uden for Lejren, hvor den skal opbevares for
Israelitternes Menighed for at bruges til Renselsesvand. Det er
et Syndoffer.
10. Og den, der opsamler Kviens Aske, skal tvætte sine Klæder og
være uren til Aften. For Israelitterne og den fremmede, der bor
iblandt dem, skal dette være en evig gyldig Anordning:
11. Den, der rører ved en død, ved noget som helst Lig, skal være
uren i syv Dage.
12. Han skal lade sig rense for Synd med Asken på den tredje og
syvende Dag, så bliver han ren; men renser han sig ikke på den
tredje og syvende Dag, bliver han ikke ren.
13. Enhver, der rører ved en død, et Lig, og ikke lader sig rense
for Synd, besmitter HERRENs Bolig, og det Menneske skal udryddes
af Israel, fordi der ikke er stænket Renselsesvand på ham; han
er uren, hans Urenhed klæber endnu ved ham.
14. Således er Loven: Når et Menneske dør i et Telt,, bliver enhver,
der træder ind i Teltet, og enhver, der er i Teltet, uren i syv
Dage;
15. og ethvert åbent Kar, et, der ikke er bundet noget over, bliver
urent.
16. Ligeledes bliver enhver, der på åben Mark rører ved en, der er
dræbt med Sværd, eller ved en, der er død, eller ved
Menneskeknogler eller en Grav, uren i syv Dage.
17. For sådanne urene skal man da tage noget af Asken af det brændte
Syndoffer og hælde rindende Vand derover i en Skål.
18. Derpå skal en Mand, der er ren, tage en Ysopstængel, dyppe den i
Vandet og stænke det på Teltet og på alle de Ting og Mennesker,
der har været deri, og på den, der har rørt ved
Menneskeknoglerne, den ihjelslagne, den døde eller Graven.
19. Således skal den rene bestænke den urene på den tredje og
syvende Dag og borttage hans Synd på den syvende Dag. Derefter
skal han tvætte sine Klæder og bade sig i Vand, så er han ren,
når det bliver aften.
20. Men den, som bliver uren og ikke lader sig rense for Synd, han
skal udryddes af Forsamlingen; thi han har besmittet HERRENs
Helligdom, der er ikke stænket Renselsesvand på ham, han er
uren.
21. Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den, der stænker
Renselsesvandet, skal tvætte sine Klæder, og den, der rører ved
Renselsesvandet, skal være uren til Aften.
22. Alt, hvad den urene rører ved skal være urent, og enhver, der
rører ved ham, skal være uren til Aften.
4.Mosebog 20
1. Derpå nåede Israelitterne, hele Menigheden, til Zins Ørken i den
første Måned, og Folket slog sig ned i Kadesj. Der døde Mirjam,
og der blev hun jordet.
2. Men der var ikke Vand til Menigheden; derfor samlede de sig mod
Moses og Aron,
3. og Folket kivedes med Moses og sagde: "Gid vi var omkommet,
dengang vore Brødre omkom for HERRENs Åsyn!
4. Hvorfor førte I HERRENs Forsamling ind i denne Ørken, når vi
skal dø her, både vi og vort Kvæg?
5. Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I vilde have os hen til
dette skrækkelige Sted, hvor der hverken er Korn eller Figener,
Vintræer eller Granatæbler, ej heller Vand at drikke?"
6. Men Moses og Aron begav sig fra Forsamlingen hen til
Åbenbaringsteltets indgang og faldt på deres Ansigt. Da viste
HERRENs Herlighed sig for dem,
7. og HERREN talede til Moses og sagde:
8. "Tag Staven og kald så tillige med din Broder Aron Menigheden
sammen og tal til Klippen i deres Påsyn, så giver den Vand; lad
Vand strømme frem af Klippen til dem og skaf Menigheden og dens
Kvæg noget at drikke!"
9. Da tog Moses Staven fra dens Plads foran HERRENs Åsyn, som han
havde pålagt ham;
10. og Moses og Aron kaldte Forsamlingen sammen foran Klippen, og
han sagde til dem: "Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få
Vand til at strømme frem til eder af denne Klippe?"
11. Og Moses løftede sin Hånd og slog to Gange på Klippen med sin
Stav, og der strømmede Vand frem i Mængde, så at Menigheden og
dens Kvæg kunde drikke.
12. Men HERREN sagde til Moses og Aron: "Fordi I ikke troede på mig
og helligede mig for Israelitternes Øjne, skal I ikke komme til
at føre denne Forsamling ind i det Land, jeg vil give dem!"
13. Dette er Meribas Vand, hvor Israelitterne kivedes med HERREN, og
hvor han åbenbarede sin Hellighed på dem.
14. Fra Kadesj sendte Moses Sendebud til kongen af Edom med det Bud:
"Din Broder Israel lader sige: Du kender jo alle de
Besværligheder, som er vederfaret os,
15. hvorledes vore Fædre drog ned til Ægypten, hvorledes vi boede
der i lange Tider, og hvorledes Ægypterne mishandlede os og vore
Fædre;
16. da råbte vi til HERREN, og han hørte vor Røst og sendte en Engel
og førte os ud af Ægypten. Se, nu er vi i Byen Kadesj ved
Grænsen af dine Landemærker.
17. Lad os få Lov at vandre igennem dit Land. Vi vil hverken drage
hen over Marker eller Vinhaver eller drikke Vandet i Brøndene;
vi vil gå ad Kongevejen, vi vil hverken bøje af til højre eller
venstre, før vi er nået igennem dit Land!"
18. Men Edom svarede ham: "Du må ikke vandre igennem mit Land,
ellers drager jeg imod dig med Sværd i Hånd!"
19. Da sagde Israelitterne til ham: "Vi vil følge den slagne
Landevej, og der som jeg eller mit Kvæg drikker af dine
Vandingssteder, vil jeg betale derfor det er da ikke noget at
være bange for, jeg vil kun vandre derigennem til Fods!"
20. Men han svarede: "Du må ikke drage her igennem!" Og Edom rykkede
imod ham med mange Krigere og stærkt rustet.
21. Da Edom således formente Israel at drage igennem sine
Landemærker, bøjede Israel af og drog udenom.
22. Derpå brød Israelitterne, hele Menigheden, op fra Kadesj og kom
til Bjerget Hor.
23. Og HERREN talede til Moses og Aron ved Bjerget Hor ved Grænsen
til Edoms Land og sagde:
24. "Aron skal nu samles til sin Slægt, thi han skal ikke komme ind
i det Land, jeg vil give Israelitterne, fordi I var genstridige
mod mit Bud ved Meribas Vand.
25. Tag Aron og hans Søn Eleazar og før dem op på Bjerget Hor;
26. affør så Aron hans Klæder og ifør hans Søn Eleazar dem, thi der
skal Aron tages bort og dø!"
27. Da gjorde Moses som HERREN bød, og de gik op på Bjerget Hor i
hele Menighedens Påsyn;
28. og efter at Moses havde afført Aron hans Klæder og iført hans
Søn Eleazar dem, døde Aron deroppe på Bjergets Top. Men Moses og
Eleazar steg ned fra Bjerget,
29. og da hele Menigheden skønnede, at Aron var død, græd de over
Aron i tredive Dage, hele Israels Hus.
4.Mosebog 21
1. Men da Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede i Sydlandet,
hørte, at Israel rykkede frem ad Atarimvejen, angreb han Israel
og tog nogle af dem til Fange.
2. Da aflagde Israel et Løfte til Herren og sagde: "Hvis du giver
dette Folk i min Hånd, vil jeg lægge Band på deres Byer!"
3. Og HERREN hørte Israels Røst og gav Kana'anæerne i deres Hånd,
hvorefter de lagde Band på dem og deres Byer. Derfor gav man
Stedet Navnet Horma.
4. Så brød de op fra Bjerget Hor i Retning af det røde Hav for at
komme uden om Edoms Land. Undervejs blev Folket utålmodigt
5. og talte mod Gud og Moses og sagde: "Hvorfor førte I os ud af
Ægypten, når vi skal dø i Ørkenen? Her er jo hverken Brød eller
Vand, og vi er lede ved denne usle Føde."
6. Da sendte HERREN Giftslanger blandt Folket, og de bed Folket så
en Mængde af Israel døde.
7. Så kom Folket til Moses og sagde: "Vi har syndet ved at tale
imod HERREN og dig; gå i Forbøn hos HERREN, at han tager
Slangerne fra os!" Og Moses gik i Forbøn for Folket.
8. Da sagde HERREN til Moses: "Lav dig en Slange og sæt den på en
Stang, så skal enhver slangebidt, der ser hen på den, leve!"
9. Da lavede Moses en Kobberslange og satte den på en Stang; og
enhver, der så hen på Kobberslangen, når en Slange havde bidt
ham, beholdt Livet.
10. Så brød Israelitterne op og slog Lejr i Obot;
11. og de brød op fra Obot og slog Lejr i tjje Håbarim i Ørkenen
østen for Moab.
12. Derfra brød de op og slog Lejr i Zereddalen.
13. Derfra brød de op og slog Lejr i Ørkenen hinsides Arnon, som
udspringer på Amoriternes Område, thi Arnon var Moabs Grænse mod
Amoriterne.
14. Derfor hedder det i Bogen om HERRENs Krige: Vaheb i Sufa og
Dalene, Arnon og Dalenes Skrænt,
15. som strækker sig til Ars Sæde og læner sig til Moabs Grænse.
16. Derfra brød de op til Beer; det er det Be'er, HERREN havde for
Øje, da han sagde til Moses: "Kald Folket sammen, så vil jeg
give dem Vand!"
17. Da sang Israelitterne denne Sang: Brønd, væld frem! Syng til
dens Pris!
18. Brønd, som Høvdinger grov, som Folkets ædle bored med
Herskerspir og Stave! Fra Ørkenen brød de op til Mattana;
19. fra Mattana til Nahaliel; fra Nahaliel til Bamot;
20. fra Bamot til halen på Moabs Højslette, til Pisgas Top, som
rager op over Ørkenen.
21. Israel sendte nu Sendebud til Amoriterkongen Sihon og lod sige:
22. "Lad mig få Lov at drage igennem dit Land! Vi vil ikke dreje ind
på Marker eller i Vinhaver, vi vil ikke drikke Vand af Brøndene,
vi vil følge Kongevejen, indtil vi er nået igennem dit Land!
23. Men Sihon tillod ikke Israel at drage igennem sit Land; derimod
samlede han alt sit krigsfolk og rykkede ud i Ørkenen imod
Israel, og da han nåede Jaza, angreb han Israel.
24. Men Israel slog ham med Sværdet og underlagde sig hans Land fra
Arnon til Jabbok, til Ammoniternes Land; thi Jazer ligger ved
Ammoniternes Grænse;
25. og Israel indtog alle disse Byer, og Israel bosatte sig i alle
Amoriternes Byer, i Hesjbon og alle tilhørende Småbyer.
26. Thi Hesjbon var Amoriterkongen Sihons By; han havde angrebet
Moabs forrige konge og frataget ham hele hans Land indtil Arnon.
27. Derfor synger Skjaldene: Kom hid til Hesjbon, lad den blive
bygget og grundfæstet, Sihons By!
28. Thi Ild for ud fra Hesjbon, Ildslue fra Sihons Stad, den
fortærede Moabs Byer, opåd Arnons Højder.
29. Ve dig, Moab! Det er ude med dig, Kemosjs Folk! Han gjorde sine
Sønner til Flygtninge og sine Døtre til Krigsfanger for Sihon,
Amoriternes Konge.
30. Og vi skød dem ned, Hesjbon er tabt indtil Dibon; vi lagde dem
øde til Nofa, som ligger ved Medeba.
31. Så bosatte Israel sig i Amoriternes Land.
32. Derpå sendte Moses Spejdere til Jazer; og de erobrede det
tillige med tilhørende Småbyer, og han drev de der boende
Amoriter bort.
33. Derpå vendte de om og drog ad Basan til. Da rykkede Og, Kongen
af Basan, ud imod dem med alle sine Krigere og angreb dem ved
Edrei.
34. Men HERREN sagde til Moses: "Frygt ikke for ham! Thi jeg giver
ham og alle hans krigere og hans Land i din Hånd, så at du kan
handle med ham, som du handlede med Amoriterkongen Sihon, der
boede i Hesjbon."
35. Da slog de ham og hans Sønner og alle hans Krigere, så at ikke
en eneste af dem undslap, og derpå underlagde de sig hans Land.
4.Mosebog 22
1. Derefter brød Israelitterne op derfra og slog Lejer på Moabs
Sletter hinsides Jordan over for Jeriko.
2. Da Balak, Zippors Søn, så alt, hvad Israel havde gjort ved
Amoriterne,
3. grebes Moab af Rædsel for Folket, fordi det var så talrigt, og
Moab gruede for Israelitterne.
4. Da sagde Moab til Midjaniternes Ældste: "Nu vil denne
Menneskemasse opæde alt, hvad der er rundt omkring os, som
Okserne opæder Græsset på Marken!" På den Tid var Balak, Zippors
Søn, Konge over Moab.
5. Han sendte nu Sendebud til Bileam, Beors Søn, i Petor, der
ligger ved Floden, til Ammoniternes Land, og bad ham komme til
sig, idet han lod sige: "Se, et Folk er udvandret fra Ægypten;
se, det har oversvømmet Landet og slået sig ned lige over for
mig.
6. Kom nu og forband mig det Folk, thi det er mig for mægtigt:
måske jeg da kan slå det og jage det ud af Landet. Thi jeg ved,
at den, du velsigner, er velsignet, og den, du forbander,
forbandet!"
7. Da gav Moabs og Midjans Ældste sig på Vej, forsynede med
Spåmandsløn, og da de kom til Bileam, overbragte de ham Balaks
Ord.
8. Han sagde til dem: "Bliv her Natten over, så skal jeg give eder
Svar, efter som HERREN vil tale til mig!" Moabs Høvdinger blev
da hos Bileam.
9. Men Gud kom til Bileam og spurgte: "Hvem er de Mænd, som er hos
dig?"
10. Men Bileam svarede Gud: "Zippors Søn, Kong Balak af Moab, har
sendt mig det Bud:
11. Se, et Folk er udvandret fra Ægypten og har oversvømmet Landet!
Kom nu og forband mig det, måske jeg da kan overvinde det og
jage det bort!"
12. Men Gud sagde til Bileam: "Du må ikke gå med dem, du må ikke
forbande det Folk, thi det er velsignet!"
13. Næste Morgen stod Bileam op og sagde til Balaks Høvdinger: "Vend
tilbage til eders Land, thi HERREN vægrer sig ved at give mig
Tilladelse til at følge med eder!"
14. Da brød Moabs Høvdinger op, og de kom til Balak og meldte:
"Bileam vægrede sig ved at følge med os!"
15. Men Balak sendte på ny Høvdinger af Sted, flere og mere ansete
end de forrige;
16. og de kom til Bileam og sagde til ham: "Således siger Balak,
Zippors Søn: Undslå dig ikke for at komme til mig!
17. Jeg vil lønne dig rigeligt og gøre alt, hvad du kræver af
mig. Kom nu og forband mig det Folk!"
18. Men Bileam svarede Balaks Folk: "Om Balak så giver mig alt det
Sølv og Guld, han har i sit Hus, formår jeg dog hverken at gøre
lidt eller meget imod HERREN min Guds Befaling;
19. bliv derfor også I her Natten over, for at jeg kan få at vide,
hvad HERREN yderligere vil tale til mig!"
20. Da kom Gud om Natten til Bileam og sagde til ham: "Er disse Mænd
kommet til dig for at hente dig, så følg med dem; men du må ikke
gøre andet, end hvad jeg siger dig!"
21. Så stod Bileam op næste Morgen og sadlede sit Æsel og fulgte med
Moabs Høvdinger.
22. Men Guds Vrede blussede op, fordi han fulgte med, og HERRENs
Engel stillede sig på Vejen for at stå ham imod, da han kom
ridende på sit Æsel fulgt af sine to Tjenere.
23. Da nu Æselet så HERRENs Engel stå på Vejen med draget Sværd i
Hånden, veg det ud fra Vejen og gik ind på Marken; men Bileam
slog Æselet for at tvinge det tilbage på Vejen.
24. Da stillede HERRENs Engel sig i Hulvejen mellem Vingårdene, hvor
der var Mure på begge Sider;
25. og da Æselet så HERRENs Engel, trykkede det sig op til Muren, så
det trykkede Bileams Fod op mod Muren, og han gav sig atter til
at slå det.
26. HERRENs Engel gik nu længere frem og stillede sig i en Snævring,
hvor det ikke var muligt at komme til Siden, hverken til højre
eller venstre.
27. Da Æselet så HERRENs Engel, lagde det sig ned med Bileam. Da
blussede Bileams Vrede op, og han gav sig til at slå Æselet med
Stokken.
28. Men HERREN åbnede Æselets Mund, og det sagde til Bileam: "Hvad
har jeg gjort dig, siden du nu har slået mig tre Gange?"
29. Bileam svarede Æselet: "Du har drillet mig; havde jeg haft et
Sværd i Hånden, havde jeg slået dig ihjel!"
30. Men Æselet sagde til Bileam: "Er jeg ikke dit eget Æsel, som du
har redet al din Tid indtil i Dag? Har jeg ellers haft for Vane
at bære mig således ad over for dig?" Han svarede: "Nej!"
31. Da åbnede HERREN Bileams Øjne, og han så HERRENs Engel stå på
Vejen med draget Sværd i Hånden; og han bøjede sig og kastede
sig ned på sit Ansigt.
32. Men HERRENs Engel sagde til ham: "Hvorfor slog du dit Æsel de
tre Gange? Se, jeg er gået ud for at stå dig imod, thi du
handlede overilet ved at rejse imod min Vilje.
33. Æselet så mig og veg tre Gange til Side for mig; og var det ikke
veget til Side for mig, havde jeg slået dig ihjel, men skånet
dets Liv!"
34. Da sagde Bileam til HERRENs Engel: "Jeg har syndet, jeg vidste
jo ikke, at det var dig, der trådte i Vejen for mig. Men hvis
det er dig imod, vil jeg atter vende tilbage."
35. HERRENs Engel sagde til Bileam: "Følg blot med disse Mænd, men
du må kun sige de Ord, jeg siger dig!" Så fulgte Bileam med
Balaks Høvdinger.
36. Da Balak nu hørte, at Bileam var undervejs, gik han ham i Møde
til Ar Moab ved den Grænse, Arnon danner, den yderste Grænse.
37. Og Balak sagde til Bileam: "Sendte jeg dig ikke Bud og bad dig
komme? Hvorfor kom du da ikke til mig? Skulde jeg virkelig være
ude af Stand til at lønne dig?"
38. Bileam sagde til Balak: "Se, nu er jeg kommet til dig; men mon
det står i min Magt at sige noget? Det Ord, Gud lægger mig i
Munden, må jeg tale!"
39. Da fulgte Bileam med Balak, og de kom til Hirjat Huzot.
40. Balak ofrede her Hornkvæg og Småkvæg og sendte noget til Bileam
og Høvdingerne, der var hos ham.
41. Næste Morgen tog Balak Bileam med sig og førte ham op til Bamot
Bål, hvorfra han kunde øjne den yderste Del af Folket.
4.Mosebog 23
1. Og Bileam sagde til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig
syv unge Tyre og syv Vædre herhen!"
2. Balak gjorde, som Bileam sagde, og Balak og Bileam ofrede en Tyr
og en Væder på hvert Alter.
3. Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit
Brændoffer, så vil jeg gå hen og se, om HERREN mulig kommer mig
i Møde. Hvad han da lader mig skue, skal jeg lade dig vide." Så
gik han op på en nøgen Klippetop.
4. Da kom Gud Bileam i Møde. Og han sagde til ham: "Jeg har gjort
de syv Altre i Stand og ofret en Tyr og en Væder på hvert."
5. Og Gud lagde Bileam Ord i Munden og sagde: "Vend tilbage til
Balak og tal således til ham!"
6. Da vendte han tilbage til ham, og se, han stod ved sit
Brændoffer sammen med alle Moabs Høvdinger.
7. Og han fremsatte sit Sprog: Fra Aram lod Balak mig hente, Moabs
Konge fra Østens Bjerge: "Kom og forband mig Jakob, kom og kald
Vrede ned over Isrrael!"
8. Hvor kan jeg forbande, når Gud ej forbander, nedkalde Vrede, når
HERREN ej vreds!
9. Jeg ser det fra Klippernes Top, fra Højderne skuer jeg det, et
Folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til
Hedningefolkene.
10. Hvem kan måle Jakobs Sandskorn, hvem kan tælle Israels Støvgran?
Min Sjæl dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som deres!
11. Da sagde Balak til Bileam: "Hvad har du gjort imod mig! Jeg lod
dig hente, for at du skulde forbande mine Fjender, og se, du har
velsignet dem!"
12. Men han svarede: "Skal jeg ikke omhyggeligt sige, hvad HERREN
Iægger mig i Munden?"
13. Da sagde Balak til ham: "Følg med mig til et andet Sted, hvorfra
du kan se Folket, dog kun den yderste Del deraf og ikke det
hele, og forband mig det så fra det Sted!"
14. Og han tog ham med til Udkigsmarken på Toppen af Pisga og rejste
der syv Altre og ofrede en Tyr og en Væder på hvert.
15. Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit
Brændoffer, medens jeg ser efter, om der møder mig noget!"
16. Da kom Gud Bileam i Møde og lagde ham Ord i Munden og sagde:
"Vend tilbage til Balak og tal således!"
17. Så kom han hen til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer
sammen med Moabs Høvdinger; og Balak spurgte ham: "Hvad har
HERREN sagt?"
18. Da fremsatte han sit Sprog: Rejs dig, Balak, og hør, lyt til
mig, Zippors Søn!
19. Gud er ikke et Menneske, at han skulde lyve, et Menneskebarn, at
han skulde angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han
taler uden at fuldbyrde det?
20. Se, at velsigne er mig givet, så velsigner jeg og tager intet
tilbage!
21. Man skuer ej Nød i Jakob, ser ej Trængsel i Israel; HERREN dets
Gud er med det, og Kongejubel lyder hos det.
22. Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn.
23. Thi mod Jakob hjælper ej Galder, Trolddom ikke mod Israel. Nu
siger man om Jakob og om Israel: "Hvad har Gud gjort?"
24. Se, et Folk, der står op som en Løvinde, rejser sig som en Løve!
Det lægger sig først, når det har ædt Rov og drukket de dræbtes
Blod.
25. Da sagde Balak til Bileam: "Vil du ikke forbande det, så velsign
det i alt Fald ikke!"
26. Men Bileam svarede og sagde til Balak: "Har jeg ikke sagt dig,
at alt, hvad HERREN siger, det gør jeg!"
27. Da sagde Balak til Bileam: "Kom, jeg vil tage dig med til et
andet Sted, måske det vil behage Gud, at du forbander mig det
fra det Sted."
28. Og Balak førte Bileam op på Toppen af Peor, der rager op over
Ørkenen.
29. Så sagde Bileam til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig
syv unge Tyre og syv Vædre herhen!"
30. Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Tyr og en Væder på
hvert Alter.
4.Mosebog 24
1. Men da Bileam så, at HERRENS Hu stod til at velsigne Israel, gik
han ikke som de forrige Gange hen for at søge Varsler, men
vendte sig mod Ørkenen
2. og Bileam så op og fik Øje på Israel; som lå lejret Stamme for
Stamme. Da kom Guds Ånd over ham,
3. og han fremsatte sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så siger
Manden, hvis Øje er lukket,
4. så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden,
som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje:
5. Hvor herlige er dine Telte, JIakob, og dine Boliger, Israel!
6. Som Dale, der strækker sig vidt, som Haver langs med en Flod,
som Aloetræer, HERREN har plantet, som Cedre ved Vandets Bred.
7. Dets Spande flyder over med Vand, dets Korn fåt rigelig Væde.
Mægtigere end Agagerdets Konge, og ophøjet er dets kongedømme.
8. Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn; det
opæder de Folkeslag der står det imod, søndrer deres Ben og
knuser deres Lænder
9. Det lægger sig, hviler som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør
vække det! Velsignet, hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig
forbander!
10. Da blussede Balaks Vrede op mod Bileam, og han slog Hænderne
sammen; og Balak sagde til Bileam: "For at forbande mine Fjender
bad jeg dig komme, og se, nu har du velsignet dem tre Gange!
11. Skynd dig derhen, hvor du kom fra! Jeg lovede dig rigelig Løn,
men mon har HERREN unddraget dig den!"
12. Men Bileam sagde til Balak: "Sagde jeg ikke allerede til
Sendebudene, du sendte mig:
13. Om Balak så giver mig alt det Sølv og Guld, han har i sit Hus,
kan jeg ikke være ulydig mod HERREN og gøre noget som helst af
egen Vilje; hvad HERREN siger, vil jeg sige!
14. Vel, jeg drager til mit Folk, men kom, jeg vil lade dig vide,
hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage."
15. Derpå fremsatte han sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så
siger Manden, hvis Øje er lukket,
16. så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden,
som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje:
17. Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En Sterne
opgår af Jakob, et Herskerspir løfter sig fra Israel! Han knuser
Moabs Tindinger og alle Setsønnernes Isse.
18. Edom bliver et Lydland, og Seirs undslupne går til Grunde,
Israel udfolder sin Magt,
19. og Jakob kuer sine Fjender.
20. Men da han så Amalekiterne, fremsatte han sit Sprog: Det første
af Folkene er Amalek, men til sidst vies det til Undergang!
21. Og da han så Keniterne, fremsatte han sit Sprog: Urokkelig er
din Bolig, din Rede bygget på Klippen.
22. Kain er dog hjemfalden til Undergang! Hvor længe? Assur skal
føre dig bort!
23. Derpå fremsatte han sit Sprog: Ve! Hvo bliver i Live, når Gud
lader det ske!
24. Der kommer Skibe fra Kittæernes Kyst; de kuer Assur, de kuer
Eber men også han er viet til Undergang!
25. Så drog Bileam tilbage til sin Hjemstavn; og Balak gik også
bort.
4.Mosebog 25
1. Israeliterne slog sig derpå ned i Sjitim. Men Folket begyndte at
bedrive Hor med de moabitiske Kvinder;
2. og da de indbød Folket til deres Guders Slagtofre, spiste Folket
deraf og tilbad deres Guder.
3. Og Israel holdt til med Bål Peor; derover blussede HERRENs Vrede
op mod Israel,
4. og HERREN sagde til Moses: "Kald alle Folkets Overhoveder sammen
og hæng dem op for HERREN under åben Himmel, for at HERRENs
Vrede må vige fra Israel!"
5. Og Moses sagde til Israeliternes Dommere: "Enhver af eder skal
slå dem af sine Mænd ihjel, der har holdt til med Ba'al Peor!"
6. Og se, en af Israeliterne kom og førte en midjanitisk Kvinde hen
til sine Landsmænd lige for Øjnene af Moses og hele
Israeliternes Menighed, medens de stod og græd ved Indgangen til
Åbenbaringsteltet.
7. Da nu Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, så det, trådte
han frem af Menighedens Midte, greb et Spyd,
8. fulgte den israelitiske Mand ind i Sengekammeret og gennemborede
dem begge, både den israelitiske Mand og Kvinden, hende gennem
Underlivet. Da standsede Plagen blandt Israeliterne.
9. Men Tallet på dem, Plagen havde kostet Livet, løb op til 24000.
10. Da talede HERREN således til Moses:
11. Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, har vendt min Vrede fra
Israeliterne, idet han var nidkær iblandt dem med min Nidkærhed,
så at jeg ikke tilintetgjorde Israeliterne i min Nidkærhed.
12. Derfor skal du sige: Se, jeg giver ham min Fredspagt!
13. Et evigt Præstedømmes Pagt skal blive hans og efter ham hans
Efterkommeres Lod, til Løn for at han var nidkær for sin Gud og
skaffede Israeliterne Soning."
14. Den dræbte Israelit, han, der dræbtes sammenmed den midjanitiske
kvinde, hed Zimri, Salus Søn, og var Øverste for et Fædrenehus
blandt Simeoniterne;
15. og den dræbte midjanitiske Kvinde hed Hozbi og var en Datter af
Zur, der var Stammehøvding for et Fædrenehus blandt
Midjaniterne,
16. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
17. "Fald over Midjaniterne og slå dem;
18. thi de faldt over eder med de Rænker, de spandt imod eder i den
Sag med Peor og med Hozbi, den midjanitiske Høvdings Datter,
deres Landsmandinde, der dræbtes, den Dag Plagen brød løs for
Peors Skyld."
4.Mosebog 26
1. Efter denne Plage talede HERREN til Moses og Eleazar, Præsten
Arons Søn, og sagde:
2. "Hold Mandtal over hele Israeliternes Menighed fra
Tyveårsalderen og opefter, Fædrenehus for Fædrenehus, alle
våbenføre Mænd i Israel!"
3. Da mønstrede Moses og Præsten Eleazar dem på Moabs Sletter ved
Jordan over for Jeriko
4. fra Tyveårsalderen og opefter, som HERREN havde pålagt Moses.
Og Israeliterne, som var udvandret fra Ægypten, var følgende:
5. Ruben, Israels førstefødte; Rubens Sønner: Fra Hanok stammer
Hanokiternes Slægt, fra Pallu Palluiternes Slægt,
6. fra Hezron Hezroniternes Slægt og fra Karmi Karmiternes Slægt.
7. Det var Rubeniternes Slægter, og de af dem, som mønstredes,
udgjorde 43730.
8. Pallus Søn var Eliab;
9. Eliabs Sønner: Nemuel, Datan og Abiram; det var den Datan og den
Abiram, Menighedens udvalgte, som satte sig op imod Moses og
Aron sammen med Koras Tilhængere, da de satte sig op imod
HERREN;
10. og Jorden åbnede sit Gab og slugte dem sammen med Kora, da hans
Tilhængere omkom, idet Ilden fortærede de 25O Mænd, og de blev
et Tegn til Advarsel.
11. Men Koras Sønner omkom ikke.
12. Simeons Sønners Slægter var følgende: Fra Nemuel stammer
Nemueliternes Slægt, fra Jamin Jaminiternes Slægt, fra Jakin
Jakiniternes Slægt,
13. fra Zera Zeraiternes Slægt og fra Sjaul Sjauliternes Slægt.
14. Det var Simeoniternes Slægter, 22200.
15. Gads Sønners Slægter var følgende: Fra Zefon stammer
Zefoniternes Slægt, fra Haggi Haggiternes Slægt, fra Sjuni
Sjuniternes Slægt,
16. fra Ozni Ozniternes Slægt, fra Eti Eriternes Slægt,
17. fra Arod Aroditernes Slægt og fra Ar'eli Ar'eliternes Slægt.
18. Det var Gads Sønners Slægter, de af dem, som mønstredes, 4O5OO.
19. Judas Sønner var Er og Onan. men Er og Onan døde i Kana'ans
Land.
20. Judas Sønners Slægter var følgende: Fra Sjela sammer
Sjelaniternes Slægt, fra Perez Pereziternes Slægt og fra Zera
Zeraiternes Slægt;
21. Perezs Sønner: Fra Hezron stammer Heztoniternes Slægt og fra
Hamul Hamuliternes Slægt.
22. Det var Judas Slægter, de af dem, som mønstredes, 76500.
23. Issakars Sønners Slægter var følgende: Fra Tola stammer
Tolaiternes Slægt, fra Pua Puniternes Slægt;
24. fra Jasjub Jasjubiternes Slægt og fra Sjimron Sjimroniternes
Slægt.
25. Det var Issakars Slægter, de af dem, som mønstredes, 64 300.
26. Zebulons Sønners Slægter var følgende: Fra Sered stammer
Serediternes Slægt, fra Elon Eloniternes Slægt og fra Jale'el
Jale'eliternes Slægt.
27. Det var Zebuloniternes Slægter, de af dem, som mønstredes, 60
508
28. Josefs Sønners Slægter var følgende: Manasse og Efraim;
29. Manasses Sønner: Fra Makir stammer Makiriternes Slægt; Makir
avlede Gilead, fra Gilead stammer Gijeaditernes Slægt;
30. Gileads Sønner var følgende: Fra Abiezer stammer Abiezriternes
Slægt, fra Helek Helekiternes Slægt,
31. fra Asriel Asrieliternes Slægt, fra Sjekem Sjekemiternes Slægt,
32. fra Sjemida Sjemidaiternes Slægt og fra Hefer Heferiternes
Slægt;
33. men Zelofhad, Hefers Søn, havde ingen Sønner, kun Døtre;
Zelofhads Døtre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza.
34. Det var Manasses Slægter, og de af dem, som mønstredes, udgjorde
52700.
35. Efraims Sønners Slægter var følgende: Fra Sjutela stammer
Sjutelaiternes Slægt, fra Beker Bekeriternes Slægt og fra Tahan
Tahaniternes Slægt;
36. Sjultelas Sønner var følgende: Fra Eran stammer Eraniternes
Slægt.
37. Detvar Efraimiternes Slægter, de af dem, som mønstedes,
32500. Det var Josefs Sønners Slægter.
38. Benjamins Sønners Slægtervar følgende: Fra Bela stammer
Belaiternes Slægt, fra Asjbel Asjbeliternes Slægt, fra Ahiram
Ahiramiternes Slægt,
39. fra Sjufam Sjufamiternes Slægt og fra Hufam Hufamiternes Slægt.
40. Belas Sønner: Ard og Na'aman; fra Ard stammer Arditernes Slægt,
fra Na'aman Na'amiteroes Slægt.
41. Det var Benjamins Sønners Slægter, og de af dem, som mønstredes,
udgjorde 45600.
42. Dans Sønners Slægter var følgende: Fra Sjuham stammer.
Sjuhamiternes Slægt. Det var Dans Slægter, Slægt for Slægt.
43. Alle Sjuhamiternes Slægter, de af dem, som mønstredes, udgjorde
64 400.
44. Asers Sønners Slægter var følgende: Fra Jimna stammer
Jimniternes Slægt, fra Jisjvi Jisjviternes Slægt og fra Beri'a
Beri'aiternes Slægt;
45. fra Beri'as Sønner: Fra Heber stammer Hebriternes Slægt og fra
Malkiel Malkieliternes Slægt.
46. Asers Datter hed Sera.
47. Det var Asers Sønners Slægter, og de af dem, som mønsttedes,
udgjorde 53400.
48. Naftalis Sønners Slægter var følgende: Fra Jaze'el stammer
Jaze'eliternes Slægt, fra Guni Guniternes Slægt,
49. fra Jezer Jezeriternes Slægt og fra Sjillem Sjillemiternes
Slægt,
50. Det var Naftalis Slægter, Slægt for Slægt, og de af dem, som
mønstredes, udgjorde 45400.
51. Det var dem af Israeliterne, som mønstredes, 601730.
52. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
53. Til dem skal Landet udskiftes til Arv og Eje efter de optalte
Navne.
54. En stor Stamme skal du give en stor Arvelod, en lille Stamme en
lille; enhver af dem skal der gives en Arvelod efter Tallet på
de mønstrede i den.
55. Dog skal Landet udskiftes ved Lodkastning; de skal have deres
Arvelodder efter Navnene på deres fædrene Stammer;
56. ved Lodkastning skal enhver Stamme, stor eller lille, have sin
Arvelod tildelt.
57. Følgende er de af Leviterne, der mønstredes, Slægt for Slægt:
Fra Gerson stammer Gersoniternes Slægt, fra Kehat Kehatiternes
Slægt og fra Merari Merariternes Slægt.
58. Følgende er Levis Slægter: Libniternes Slægt, Hebroniternes
Slægt, Maliternes Slægt, Musjiternes Slægt og Koraiternes Slægt.
Kehat avlede Amram.
59. Amrams Hustru hed Jokebed, Levis Datter, som fødtes Levi i
Ægypten; hun fødte for Amram Aron, Moses og deres Søster Mirjam.
60. For Aron fødtes Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar.
61. Men Nadab og Abihu omkom, da de frembar fremmed Ild for HERRENs
Åsyn.
62. De af dem, der mønstredes, udgjorde 23000, alle af Mandkøn fra
en Måned og opefter. De mønstredes nemlig ikke sammen med de
andre Israeliter, da der ikke var givet dem nogen Arvelod blandt
Israeliterne.
63. Det var dem, der mønstredes af Moses og Præsten Eleazar, da
disse mønstrede Israeliterne på Moabs Sletter ved Jordan over
for Jeriko.
64. Blandt dem var der ingen, som var mønstret af Moses og Præsten
Aron, da de mønstrede Israeliterne i Sinaj Ørken;
65. thi HERREN havde sagt til dem, at de skulde dø i Ørkenen.
Derfor var der ingen tilbage af dem undtagen Kaleb, Jetunnes
Søn, og Josua, Nuns Søn.
4.Mosebog 27
1. Men Zelofhads Døtre, hvis Fader var en Søn af Hefer, en Søn af
Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse - de hørte altså til
Josefs Søn Manasses Slægter, og deres Navne var Mala, Noa,
Hogla, Milka og Tirza - trådte hen
2. og stillede sig frem for Moses, Præsten Eleazar, Øversterne og
hele Menigheden ved Indgangen til Åbenbaringsteltet og sagde:
3. "Vor Fader døde i Ørkenen han hørte ikke med til Koras
Tilhængere, dem, der rottede sig sammen mod HERREN, men døde for
sin egen Synds Skyld og han havde ingen Sønner.
4. Hvorfor skal nu vor Faders Navn udslettes af hans Slægt, fordi
han ingen Søn havde? Giv os Ejendom blandt vor Faders Brødre!"
5. Og Moses lagde deres Sag frem for HERRENs Åsyn.
6. Da talede HERREN således til Moses:
7. "Zelofbads Døtre har Ret i, hvad de siger; giv dem Ejendom til
Arvelod mellem deres Faders Brødre og lad deres Faders Arvelod
tilfalde dem
8. Og til Israeliterne skal du tale og sige således: Når en Mand
dør uden at efterlade sig nogen Søn, da skal I lade hans Arvelod
gå i Arv til hans Datter;
9. har han heller ingen Datter, skal I give hans Arvelod til hans
Brødre;
10. har han heller ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til hans
Farbrødre;
11. og har hans Fader ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til
hans nærmeste kødelige Slægtning, som så skal arve den. Det skal
være Israeliterne en retsgyldig Anordning, som HERREN har pålagt
Moses."
12. Og HERREN sagde til Moses: "Stig op på Åbarimbjerget her og se
ud over Landet, som jeg vil give Israeliterne.
13. Og når du har set ud over det, skal også du samles til din Slægt
ligesom din Broder Aron;
14. I var jo genstridige mod mit Ord i Zins Ørken, dengang
Menigheden yppede Kiv, så at I ikke helligede mig i deres Påsyn
ved at skaffe Vand." Det er Meriba Kadesjs Vand i Zins Ørken.
15. Og Moses talte således til HERREN:
16. "Måtte HERREN, Gud over alt Køds Ånder, indsætte en Mand over
Menigheden,
17. som kan drage ud og hjem i Spidsen for dem og føre dem ud og
hjem, for at ikke HERRENs Menighed skal blive som en Hjord uden
Hyrde!"
18. Da sagde HERREN til Moses: "Tag Josua, Nuns Søn, en Mand, i hvem
der er Ånd, læg din Hånd på ham,
19. fremstil ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden og indsæt
ham således i deres Påsyn;
20. og overdrag ham noget af din Værdighed, for at hele
Israeliternes Menighed kan adlyde ham.
21. Men han skal træde frem for Præsten Eleazar, for at han kan
skaffe ham Urims Kendelse for HERRENs Åsyn; på hans Bud skal han
drage ud, og på hans Bud skal han vende hjem, han og alle
Israeliterne, hele Menigheden."
22. Moses gjorde som HERREN havde pålagt ham; han tog Josua og
fremstillede ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden;
23. og han lagde sine Hænder på ham og indsatte ham, således som
HERREN havde påbudt ved Moses.
4.Mosebog 28
1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
2. Byd Israeliterne og sig til dem: I skal omhyggeligt bringe mig
mine Oergaver, min Ildofferspise til en liflig Duft, til de
fastsatte Tider!
3. Og sig til dem: Dette er det Ildoffer, I skal bringe HERREN:
Hver Dag to årgamle, lydefri Lam som dagligt Brændoffer;
4. det ene Lam skal du ofre om Morgenen, det andet ved Aftenstid;
5. og som Afgrødeoffer dertil en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt
i en Fjerdedel Hin Olie af knuste Frugter
6. det er det daglige Brændoffer, som ofredes ved Sinaj Bjerg til
en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN
7. fremdeles som Drikoffer dertil en Fjerdedel Hin Vin for hvert
Lam; i Helligdommen skal derudgydes Drikoffer af stærk Drik for
HERREN.
8. Det andet Lam skal du ofre ved Aftenstid; med samme Afgrødeoffer
og Drikoffer som om Morgenen skal du ofre det, et Ildoffer til
en liflig Duft for HERREN.
9. På Sabbatsdagen skal det være to årgamle, lydefri Lam og som
Afgrødeoffer to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, med
tilhørende Drikoffer,
10. et Sabbatsbrændoffer på hver Sabbat foruden det daglige
Brændoffer med tilhørende Drikofer.
11. På den første Dag i hver Måned skal I som Brændoffer bringe
HERREN to unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr,
12. og som Afgrødeoffer dertil for hver Tyr tre Tiendedele Efa fint
Hvedemel, rørt i Olie, som Afgrødeoffer for hver Væder to
Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie,
13. og som Afgrødeoffer for hvert Lam en Tiendedel Efa fint
Hvedemel, rørt i Olie, et Brændoffer til en liflig Duft, et
Ildoffer for HERREN;
14. desuden de tilhørende Drikofre, en halv Hin Vin for hver Tyr, en
Tredjedel Hin for hver Væder og en Fjerdedel Hin for hvert
Lam. Det er det månedlige Brændoffer for hver af Årets Måneder.
15. Tillige skal der foruden det daglige Brændoffer ofres HERREN en
Gedebuk som Syndoffer med tilhørende Drikoffer.
16. På den fjortende Dag i den første Måned skal dervære Påske for
HERREN.
17. Den femtende Dag i den Måned er det Højtid; i syv Dage skal der
spises usyrede Brød.
18. På den første Dag skal der være Højtidsstævne, intet som belst
Arbejde må I udføre.
19. Da skal I bringe som Ildoffer, som Brændoffer for HERREN, to
unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr skal I tage
20. og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel rørt i Olie; tre
Tiendedele Efa skal I ofre for hver Tyr, to Tiendedele for hver
Væder
21. og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
22. desuden en Buk som Syndoffer for at skaffe eder Soning.
23. Foruden Morgen brændofferet, det daglige Brændoffer, skal I ofre
det.
24. Sådanne Ofre skal I bringe hver af de syv Dage som Ildofferspise
til en liflig Duft for HERREN; de skal ofres med tilhørende
Drikoffer foruden det daglige Brændoffer.
25. På den syvende Dag skal I holde Højtidsstævne; intet som helst
Arbejde må I udføre.
26. På Førstegrødens Dag, når I bringer HERREN Afgrødeoffer af den
ny Afgrøde på eders Ugefest, skal I holde Højtidsstævne; intet
som helst Arbejde må I udføre.
27. Da skal I som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN ofre to
unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam
28. og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
Tiendedele Efa for hver Tyr, to Tiendedele for hver Væder
29. og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
30. desuden en Gedebuk for at skaffe eder Soning.
31. Foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer skal
I ofre det, lydefri Dyr skal I tage, med tilhørende Drikofre.
4.Mosebog 29
1. På den første Dag i den syvende Måned skal I holde
Højtidsstævne, intet som helst Arbejde må I udføre; I skal fejre
den som en Hornblæsningsdag.
2. Da skal I som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN ofre en
ung Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr;
3. som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
Tiendedele Efa for Tyren, to Tiendedele for Væderen
4. og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
5. desuden en Gedebuk som Syndoffer for at skaffe eder Soning;
6. alt foruden Nymånebrændofferet med tilhørende Afgrødeoffer og
det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre
efter de derom gældende forskrifter, til en liflig Duft, et
Ildoffer for HERREN.
7. På den tiende dag i samme syvende Måned skal I holde
Højtidsstævne, I skal faste og må intet som helst Arbejde
udføre.
8. Da skal I som Brændoffer til en liflig duft for HERREN ofre en
ung Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr skal I tage,
9. og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
Tiendedele Efa for Tyren, to Tiendedele for Væderen
10. og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
11. desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden Soningssyndoffe,
det og det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og
Drikofre.
12. På den femtende Dag i den syvende Måned skal I holde
Højtidsstævne, I må intet som helst Atbejde udføre, og I skal
holde Højtid for HERREN i syv Dage.
13. Da skal I som Brændoffer, som Ildoffer til en liflig Duft for
HERREN ofre tretten unge Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam,
lydefri Dyr skal det være,
14. og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
Tiendedele Efa for hver af de tretten Tyre, to Tiendedele for
hver af de to Vædre
15. og en Tiendedel for hvert af de fjorten Lam;
16. desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
17. På den anden Dag skal I ofre tolv unge Tyre, to Vædre og fjorten
årgamle Lam, lydefri Dyr,
18. med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
19. desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
20. På den tredje Dag skal I ofre elleve unge Tyre, to Vædre og
fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr,
21. med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
22. desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
23. På den fjerde Dag skal I ofre ti Tyre, to Vædre og fjorten
årgamle Lam, lydefri Dyr,
24. med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
25. desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
26. På den femte Dag skal I ofre ni Tyre, to Vædre og fjorten
årgamle Lam, lydefri Dyr,
27. med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene,Vædrene og
Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
28. desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
29. På den sjette Dag skal I ofre otte Tyre, to Vædre og fjorten
årgamle Lam, lydefri Dyr,
30. med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
31. desuden en Gedebuk til Syndoffer; alt foruden det daglige
Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
32. På den syvende dag skal I ofre syv Tyre, to Vædre og fjorten
årgamle Lam, lydefri Dyr,
33. med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
34. desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
35. På den ottende Dag skal I holde festlig Samling, I må intet som
helst Arbejde udføre.
36. Da skal I som Brændoffer, som Ildoffer til en liflig Duft for
HERREN ofre en Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr,
37. med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyren, Væderen og
Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
38. desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
39. Disse Ofre skal I bringe HERREN på eders Højtider, bortset fra
eders Løfte og Frivilligofre, hvad enten det nu er Brændofre,
Afgrødeofre, Drikofre eller Takofre. 30-1. Og Moses talte til
Israeliterne, ganske som HERREN havde pålagt Moses.
4.Mosebog 30
2. Moses talte fremdeles til Overhovederne for Israelitternes
Stammer og sagde: Dette er, hvad HERREN har påbudt:
3. Når en Mand aflægger et Løfte til HERREN eller ved Ed forpligter
sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, må han ikke bryde
sit Ord, men skal holde hvert Ord, der er udgået af hans Mund.
4. Men når en Kvinde aflægger et Løfte til HERREN og forpligter sig
til Afholdenhed i en eller anden Retning, medens hun endnu i
sine unge År opholder sig i sin Faders Hus.
5. og hendes Fader, når han hører om hendes Løfte og den
Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, ikke siger
noget til hende, så skal alle hendes Løfter stå ved Magt, og
enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal
stå ved Magt.
6. Hvis hendes Fader derimod formener hende det, samme Dag han får
det at høre, skal ingen af hendes Løfter eller af de
Forpligtelser til Afholdenhed, hun har påtaget sig, stå ved
Magt, og HERREN skal tilgive hende, fordi hendes Fader har
forment hende det.
7. Hvis hun bliver gift medens der påhviler hende Løfter eller en
Forpligtelse, hun har påtaget sig ved et uoverlagt Ord,
8. og hendes Mand ikke siger noget til hende, samme Dag han får det
at høre, skal hendes Løfter stå ved Magt, og den Forpligtelse
til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved Magt.
9. Hvis hendes Mand derimod formener hende det, samme Dag han får
det at høre, gør han dermed det Løfte, der påhviler hende, og
den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig ved et
uoverlagt Ord, ugyldig, og HERREN skal tilgive hende.
10. En Enkes og en forstødt Hustrus Løfte, enhver Forpligtelse til
Afholdenhed, hun har påtaget sig, er bindende for hende.
11. Hvis en Kvinde i sin Mands Hus aflægger et Løfte eller ved Ed
forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning,
12. og hendes Mand, når han får det at høre, ikke siger noget til
hende og ikke formener hende det, skal alle hendes Løfter stå
ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har
påtaget sig, skal stå ved Magt.
13. Hvis hendes Mand derimod, samme Dag han får det at høre, gør det
ugyldigt, så står intet af det, hun har udtalt, ved Magt,
hverken hendes Løfter eller den påtagne Forpligtelse til
Afholdenhed; hendes Mand har gjort dem ugyldige, og HERREN skal
tilgive hende.
14. Ethvert Løfte og enhver ved Ed påtagen Forpligtelse til Faste
kan hendes Mand stadfæste eller gøre ugyldig.
15. Men hvis hendes Mand tier stille over for hende til næste Dag,
stadfæster han alle hendes Løfter og alle de Forpligtelser til
Afholdenhed, hun har påtaget sig; han har stadfæstet dem, thi
han sagde ikke noget til hende, samme Dag han fik det at høre;
16. og hvis han vil gøre dem ugyldige, en Tid efter at han fik det
at høre, skal han undgælde for hendes Brøde.
17. Det er de Anordninger, HERREN gav Moses om Forholdet mellem Mand
og Hustru og mellem Fader og Datter, medens hun endnu i sine
unge År opholder sig i hans Hus.
4.Mosebog 31
1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
2. "Skaf Israelitterne Hævn over Midjaniterne; så skal du samles
til din Slægt!"
3. Da talte Moses til Folket og sagde: "Udrust Mænd af eders Midte
til Kamp, for at de kan falde over Midjan og fuldbyrde HERRENs
Hævn på Midjan;
4. 1OOO Mand af hver af Israels Stammer skal I sende i Kamp!"
5. Af Israels Tusinder udtoges da 1000 af hver Stamme, i alt 12.000
Mand, rustede til Kamp.
6. Og Moses sendte dem i kamp, 1OOO af hver Stamme, og sammen med
dem Pinehas, Præsten Eleazars Søn, der medbragte de hellige
Redskaber og Alarmtrompeterne.
7. De drog så ud i kamp mod Midjaniterne, som HERREN havde pålagt
Moses, og dræbte alle af Mandkøn;
8. og foruden de andre, der blev slået ihjel, dræbte de også
Midjans Konger, Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba, Midjans fem
Konger; også Bileam, Beors Søn, dræbte de med Sværdet.
9. Og Israelitterne bortførte Midjaniternes kvinder og Børn som
Krigsfanger, og alt deres Kvæg alle deres Hjorde og alt deres
Gods tog de med som Bytte;
10. og alle deres Byer på de beboede Steder og alle deres Teltlejre
stak de Ild på.
11. Og alt det røvede og hele Byttet, både Mennesker og Dyr, tog de
med sig,
12. og de bragte Fangerne, Byttet og det røvede til Moses og Præsten
Eleazar og Israelitternes Menighed i Lejren på Moabs Sletter ved
Jordan over for Jeriko.
13. Men Moses, Præsten Eleazar og alle Menighedens Øverste gik dem i
Møde uden for Lejren,
14. og Moses blev vred på Hærens Førere, Tusindførerne og
Hundredførerne, som kom tilbage fra Krigstoget.
15. Og Moses sagde til dem: "Har I ladet alle Kvinder i Live?
16. Det var jo dem, der efter Bileams Råd blev Årsag til, at
Israelitterne var troløse mod HERREN i den Sag med Peor, så at
Plagen ramte HERRENs Menighed.
17. Dræb derfor alle Drengebørn og alle kvinder, der har kendt Mand
og haft Samleje med Mænd;
18. men alle Piger, der ikke har haft Samleje med Mænd, skal I lade
i Live og beholde,
19. Men selv skal I lejre eder uden for Lejren i syv Dage, enhver,
som har dræbt nogen, og enhver, som har rørt ved en dræbt, og
rense eder på den tredje og den syvende Dag, både I selv og
eders Krigsfanger.
20. Og enhver Klædning, enhver Læder ting, alt, hvad der er lavet af
Gedehår,og alle Træredskaber skal I rense!"
21. Og Præsten Eleazar sagde til Krigerne, der havde været med i
Kampen: "Dette er det Lovbud, HERREN har givet Moses:
22. Kun Guld, Sølv, kobber, Jern, Tin og Bly,
23. alt, hvad der kan tåle Ild, skal I lade gå gennem Ild, så bliver
det rent; dog må det renses med Renselsesvand. Men alt, hvad der
ikke kan tåle Ild, skal I lade gå gennem Vand.
24. Og eders klæder skal I tvætte på den syvende Dag, så bliver I
rene og kan gå ind i Lejren."
25. Og HERREN talede til Moses og sagde:
26. "Sammen med Præsten Eleazar og Overhovederne for Menighedens
Fædrenehuse skal du opgøre det samlede Bytte, der er taget, både
Mennesker og Dyr.
27. Derefter skal du dele Byttet i to lige store Dele mellem dem,
der har taget Del i Krigen og været i Kamp, og hele den øvrige
Menighed.
28. Derpå skal du udtage en Afgift til HERREN fra krigerne, der har
været i Kamp, et Stykke af hver fem Hundrede, både af Mennesker,
Hornkvæg, Æsler og Småkvæg;
29. det skal du tage af den Halvdel, som tilfalder dem, og give
Præsten Eleazar det som Offerydelse til HERREN.
30. Men af den Halvdel, der tilfalder de andre Israelitter, skal du
tage et Stykke af hver halvtredsindstyve, både af Mennesker,
Hornkvæg, Æsler og Småkvæg, alt Kvæget, og give det til
Leviterne, som tager Vare på, hvad der er at varetage ved
HERRENs Bolig!"
31. Da gjorde Moses og Præsten Eleazar, som HERREN havde pålagt
Moses.
32. Og det, de havde taget, det tiloversblevne af Byttet, som
Krigsfolket havde gjort, udgjorde 675000 Stykker Småkvæg,
33. 72 000 Stykker Hornkvæg,
34. 61 000 Æsler
35. og 32008 Mennesker, Kvinder, der ikke havde haft Samleje med
Mænd.
36. Den Halvdel, der tilfaldt dem, der havde været i Kamp, udgjorde
altså et Tal af 337500 Stykker Småkvæg,
37. hvoraf Afgiften til HERREN udgjorde 675 Stykker Småkvæg,
38. 36000 Stykker Hornkvæg, hvoraf 72 i Afgift til HERREN,
39. 3O5OO Æsler, hvoraf til i Afgift til HERREN,
40. og 16000 Mennesker, hvoraf 32 i Afgift til HERREN.
41. Og Moses overgav Afgiften, HERRENs Offerydelse, til Præsten
Eleazar, som HERREN havde pålagt Moses.
42. Og af den Halvdel, som tilfaldt de andre Israelitter, og som
Moses havde taget som deres del fra de Mænd, der havde været i
Kamp
43. denne Menighedens Halvdel udgjorde 337 500 Stykker Småkvæg,
44. 36 OOO Stykker Hornkvæg,
45. 30 500 Æsler
46. og 16000 Mennesker
47. af den Halvdel, som tilfaldt de andre Israelitter, udtog Moses
et Stykke for hver halvtredsindstyve, både af Mennesker og Kvæg,
og gav dem til Leviterne, som tog Vare på, hvad der var at
varetage ved HERRENs Bolig, som HERREN havde pålagt Moses.
48. Da trådte Førerne for Hærens Afdelinger, Tusindførerne og
Hundredførerne, hen til Moses
49. og sagde til ham: "Dine Trælle har holdt Mandtal over de
krigere, der stod under os; og der manglede ikke en eneste af
os;
50. derfor frembærer nu enhver af os som Offergave til HERREN, hvad
han har taget af Guldsmykker, Armbånd, Spange, Fingerringe,
Ørenringe og Halssmykker, for at skaffe os Soning for HERRENs
Åsyn."
51. Moses og Præsten Eleazar modtog Guldet af dem, alskens med Kunst
virkede Smykker;
52. og alt Offerydelsesguldet, som de ydede HERREN, udgjorde 16750
Sekel, hvilket Tusindførerne og Hundredførerne bragte som Gave.
53. Krigerne havde taget Bytte hver for sig.
54. Så modtog Moses og Præsten Eleazar Guldet af Tusindførerne og
Hundredførerne og bragte det ind i Åbenbaringsteltet, for at det
skulde bringe Israelitterne i Minde for HERRENs Åsyn.
4.Mosebog 32
1. Rubeniterne og Gaditerne havde meget Kvæg i store mængder. Da de
nu så Jazers Land og Gileads Land, fandt de, at Stedet egnede
sig til Kvægavl.
2. Derfor kom Gaditerne og Rubeniterne og sagde til Moses og
Præsten Eleazar og Menighedens Øverste:
3. "Atarot, Dibon, Ja'zer, Nimra, Hesjbon, Elale, Sebam, Nebo og
Beon,
4. det Land, HERREN har erobret for Israels Menighed, er et Land,
der egner sig til Kvægavl, og dine Trælle ejer Hjorde."
5. Og de sagde: "Dersom vi har fundet Nåde for dine Øjne, så lad
dine Trælle få dette Land i Eje; før os ikke over Jordan!"
6. Men Moses sagde til Gaditerne og Rubeniterne: "Skal eders Brødre
drage i Krig, medens I bliver boende her?
7. Og hvorfor vil I betage Israelitterne Modet til at drage over
til det Land, HERREN har givet dem?
8. Det gjorde eders Fædre, da jeg fra Kadesj Barnea sendte dem hen
for at se på Landet;
9. da de var draget op til Esjkoldalen og havde set på Landet, det
og de Israelitterne Modet til at drage ind i det Land, HERREN
havde givet dem.
10. Men HERRENs Vrede blussede den Gang op, og han svor:
11. De Mænd, der er draget op fra Ægypten, fra Tyveårsalderen og
opefter, skal ikke få det Land at se, jeg tilsvor Abraham, Isak
og Jakob, fordi de ikke viste mig fuld lydighed,
12. med Undtagelse af Kenizziten Kaleb, Jetunnes Søn, og Josua, Nuns
Søn, thi de viste HERREN fuld Lydighed!
13. Og HERRENs Vrede blussede op mod Israel, og han lod dem vanke om
i Ørkenen i fyrretyve År, indtil hele den Slægt var gået til
Grunde, der gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
14. Og se, I træder nu i eders Fædres Fodspor, en Yngel af Syndere,
for yderligere at øge HERRENs Vrede mod Israel!
15. Når I viger bort fra ham, vil han lade det blive endnu længer i
Ørkenen, og I bringer Fordærvelse over hele dette Folk."
16. Da trådte de frem for ham og sagde: "Vi vil kun bygge Kvægfolde
til vore Hjorde her og Byer til vore Familier;
17. men selv vil vi ruste os til Kamp og drage i Spidsen for
Israelitterne, til vi har bragt dem hen til deres Sted; imens
skal vore Familier blive i de befæstede Byer i Ly for Landets
indbyggere.
18. Vi vil ikke vende tilbage til vore Huse, før enhver af
Israelitterne har fået sin Arvelod;
19. thi vi vil ikke have Arvelod sammen med dem på den anden Side af
Jordan og længere borte, eftersom vi har fået vor Arvelod her på
denne Side af Jordan på Østsiden."
20. Da sagde Moses til dem: "Hvis I gør det, hvis I ruster eder til
Kamp for HERRENs Åsyn,
21. hvis alle eders kamprustede Mænd overskrider Jordan for HERRENs
Åsyn og bliver der, indtil han har jaget sine Fjender bort fra
sit Åsyn,
22. og hvis I først vender tilbage, når Landet er undertvunget for
HERRENs Åsyn, skal I være sagesløse over for HERREN og Israel,
og så skal Landet her blive eders Ejendom for HERRENs Åsyn.
23. Men hvis I ikke gør det, se, da synder I mod HERREN, og da skal
I få eders Synd at mærke, den skal nok finde eder.
24. Byg eder Byer til eders Familier og Folde til eders Småkvæg og
gør, som I har sagt!"
25. Da sagde Gaditerne og Rubeniterne til Moses: "Dine Trælle vil
gøre, som min Herre byder;
26. vore Børn, Kvinder, Hjorde og alt vort Kvæg skal blive der i
Gileads Byer,
27. men dine Trælle vil drage over og tage Del i Krigen, så mange
som er rustet til Kamp for HERRENs Åsyn, således som min Herre
har sagt."
28. Så gav Moses Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse Befaling
om dem,
29. og Moses sagde til dem: "Hvis Gaditerne og Rubeniterne, så mange
som er rustet til Kamp for HERRENs Åsyn, går over Jordan sammen
med eder og Landet bliver eder underlagt, skal I give dem Gilead
i Eje;
30. men hvis de ikke går over sammen med eder, rustede til Kamp,
skal de have Bopæl anvist blandt eder i Kana'ans Land."
31. Da svarede Gaditerne og Rubeniterne: "Hvad HERREN har talt til
dine Trælle, vil vi gøre;
32. vi vil, rustede til Kamp for HERRENs Øjne, drage over til
Kana'ans Land, men vor Arvelod på den anden Side af Jordan
bliver i vort Eje."
33. Da gav Moses Gaditerne, Rubeniterne og Josefs Søn Manasses halve
Stamme Amoriterkongen Sihons Kongerige og kong Og af Basans
kongerige, Landet med Byerne og deres Område, Landets Byer rundt
om.
34. Så byggede Gaditerne Dibon, Atarot, Aroer.
35. Atarot Sjofan, Ja'zer, Jogbeba,
36. Bet Nimra, Bet Haran, befæstede Byer, og Kvægfolde;
37. og Rubeniterne byggede Hesjbon, Elale og Kirjatajim,
38. Nebo og Ba'al Meon, hvis Navne ændredes, og Sibma; og de
opkaldte Byerne, som de byggede, efter deres Navne.
39. Og Manasses Søn Makirs Sønner drog til Gilead og erobrede det og
drev de der boende Amoriter bort;
40. og Moses overdrog Gilead til Manasses Søn Makir, og han bosatte
sig der;
41. men Manasses Søn Jair drog hen og erobrede deres Teltbyer og
kaldte dem Jairs Teltbyer.
42. Og Noba drog hen og erobrede Kenat med tilhørende Småbyer og
kaldte det Noba efter sit eget Navn.
4.Mosebog 33
1. Følgende er de enkelte Strækninger på Israelitternes Vandring,
de tilbagelagde på Vejen fra Ægypten, Hærafdeling for
Hærafdeling, under Anførsel af Moses og Aron.
2. Moses optegnede på HERRENs Bud de Steder, de brød op fra,
Strækning for Strækning; og følgende er de enkelte Strækninger
efter de Steder, de brød op fra:
3. De brød op fra Rameses på den femtende Dag i den første Måned;
Dagen efter Påske drog Israelitterne ud, værnede af en stærk
Hånd, for Øjnene af alle Ægypterne,
4. medens Ægypterne jordede alle de førstefødte, som HERREN havde
slået iblandt dem; thi HERREN havde holdt Dom over deres Guder.
5. Israelitterne brød altså op fra Ra'meses og slog Lejr i Sukkot.
6. Så brød de op fra Sukkot og slog Lejr i Etam, der ligger ved
Ørkenens Rand.
7. Så brød de op fra Etam og vendte om mod Pi Hakirot over for
Ba'al Zefon og slog Lejr over for Migdol.
8. Så brød de op fra Pi Hakirot og drog tværs igennem Havet til
Ørkenen; og de vandrede tre Dagsrejser i Etams Ørken og slog
Lejr i Mara.
9. Så brød de op fra Mara og kom til Elim; i Elim var der tolv
Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og der slog de
Lejr.
10. Så brød de op fra Elim og slog Lejr ved det røde Hav.
11. Så brød de op fra det røde Hav og slog Lejr i Sins Ørken.
12. Så brød de op fra Sins Ørken og slog Lejr i Dofka.
13. Så brød de op fra Dofka og slog Lejr i Alusj.
14. Så brød de op fra Alusj og slog Lejr i Refdim, hvor Folket ikke
havde Vand at drikke.
15. Så brød de op fra Refdim og slog Lejr i Sinaj Ørken.
16. Så brød de op fra Sinaj Ørken og slog Lejr i Kibrot Hatta'ava,
17. Så brød de op fra Hibrot Hatta'ava og slog Lejr i Hazerot.
18. Så brød de op fra Hazerot og slog Lejr i Ritma.
19. Så brød de op fra Ritma og slog Lejr i Rimmon Perez.
20. Så brød de op fra Rimmon Perez og slog Lejr i Libna.
21. Så brød de op fra Libna og slog Lejr i Aissa.
22. Så brød de op fra Aissa og slog Lejr i Kehelata.
23. Så brød de op fra Kebelata og slog Lejr ved Sjefers Bjerg.
24. Så brød de op fra Sjefers Bjerg og slog Lejr i Harada.
25. Så brød de op fra Harada og slog Lejr i Makhelot.
26. Så brød de op fra Makhelot og slog Lejr i Tahat.
27. Så brød de op fra Tahat og slog Lejr i Tara.
28. Så brød de op fra Tara og slog Lejr i Mitka.
29. Så brød de op fra Mitka og slog Lejr i Hasjmona.
30. Så brød de op fra Hasjmona og slog Lejr i Moserot.
31. Så brød de op fra Moserot og slog Lejr i Bene Ja'akan.
32. Så brød de op fra Bene Ja'akan og slog Lejr i Hor Haggidgad.
33. Så brød de op fra Hor Haggidgad og slog Lejr i Jotbata.
34. Så brød de op fra Jofbata og slog Lejr i Abrona.
35. Så brød de op fra Abrona og slog Lejr i Ezjongeber.
36. Så brød de op fra Ezjongeber og slog Lejr i Zins Ørken, det er
Kadesj.
37. Så brød de op fra Kadesj og slog Lejr ved Bjerget Hor ved Randen
af Edoms Land.
38. Og Præsten Aron steg på HERRENs Bud op på Bjerget Hor og døde
der i det fyrretyvende År efter Israelitternes Udvandring af
Ægypten, på den første Dag i den femte Måned;
39. og Aron var l23 År gammel, da han døde på Bjerget Hor.
40. Men Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede, i Sydlandet i
Kana'ans Land, hørte, at Israelitterne var under Fremrykning.
41. Så brød de op fra Bjerget Hor og slog Lejr i Zalmona.
42. Så brød de op fra Zalmona og slog Lejr i Punon.
43. Så brød de op fra Punon og slog Lejr i Obot.
44. Så brød de op fra Obot og slog Lejr i Ijje Ha'abarim ved Moabs
Grænse.
45. Så brød de op fra Ijje Ha'abarim og slog Lejr i det gaditiske
Dibon.
46. Så brød de op fra det gaditiske Dibon og slog Lejr i Almon
Diblatajim.
47. Så brød de op fra Almon Diblatajim og slog Lejr på
Abarimbjergene over for Nebo.
48. Så brød de op fra Abarimbjergene og slog Lejr på Moabs Sletter
ved Jordan over for Jeriko;
49. og de slog Lejr ved Jordan fra Bet Jesjjimot og til Abel Sjittim
på Moabs Sletter.
50. Og HERREN talede til Moses på Moabs Sletter ved Jordan over for
Jeriko og sagde:
51. "Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan
til Kana'ans Land,
52. skal I drive Landets Beboere bort foran eder og tilintetgøre
alle deres Billedværker, alle deres støbte Billeder skal I
tilintetgøre, og alle deres Offerhøje skal I ødelægge;
53. I skal underlægge eder Landet og bosætte eder der, thi eder har
jeg givet Landet i Eje;
54. og I skal udskifte Landet mellem eder ved Lodkastning efter
eders Slægter, således at I giver en stor Slægt en stor Arvelod
og en lille Slægt en lille. Der, hvor Loddet falder for dem,
skal deres Del være; efter eders Fædrenestammer skal I udskifte
Landet mellem eder.
55. Men hvis I ikke driver Landets Beboere bort foran eder, så skal
de, som I levner af dem, blive Torne i eders Øjne og Brodde i
eders Sider, og de skal bringe eder Trængsel i det Land, I bor
i,
56. og hvad jeg havde tænkt at gøre ved dem, gør jeg da ved eder."
4.Mosebog 34
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Byd Israelitterne og sig til dem: Når i kommer til Kana'ans Land
det er det Land, der skal tilfalde eder som Arvelod, Kana'ans
Land i hele dets Udstrækning
3. så skal eders Sydside strække sig fra Zins Ørken langs med Edom;
eders Sydgrænse skal mod Øst begynde ved Enden af Salthavet;
4. så skal eders Grænse dreje sønden om Akrabbimpasset, nå til Zin
og ende sønden for Kadesj Barnea; så skal den løbe hen til Hazar
Addar øg nå til Azmon;
5. fra Azmon skal Grænsen dreje hen til Ægyptens Bæk og ende ved
Havet.
6. Hvad Vestgrænsen angår, skal det store Hav være eders Grænse;
det skal være eders Vestgrænse.
7. Eders Nordgrænse skal være følgende: Fra det store Hav skal I
udstikke eder en Linie til Bjerget Hor;
8. fra Bjerget Hor skal I udstikke en Linie til Egnen hen imod
Hamat, så at Grænsen ender ved Zedad;
9. derpå skal Grænsen gå til Zifron og ende ved Hazar Enan. Det
skal være eders Nordgrænse.
10. Men til Østgrænse skal I afmærke eder en Linie fra Hazar Enan
til Sjefam;
11. og fra Sjefam skal Grænsen gå ned til Ribla østen for Ajin, og
Grænsen skal løbe videre ned, til den støder til Bjergskrænten
østen for Kinneretsøen;
12. derpå skal Grænsen løbe ned langs Jordan og ende ved
Salthavet. Det skal være eders Land i hele dets Udstrækning til
alle Sider.
13. Og Moses bød Israelitterne og sagde: Det er det Land, I skal
udskifte mellem eder ved Lodkastning, og som efter HERRENs Bud
skal gives de ni Stammer og den halve Stamme.
14. Thi Rubeniternes Stamme efter deres Fædrenehuse og Gaditernes
Stamme efter deres Fædrenehuse og Manasses halve Stamme har
allerede fået deres Arvelod.
15. De to Stammer og den halve Stamme har fået deres Arvelod
hinsides Jordan over for Jeriko, mod Øst, mod Solens Opgang.
16. Og HERREN talede til Moses og sagde:
17. Navnene på de Mænd, der skal udskifte Landet mellem eder, er
følgende: Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn;
18. desuden skal I udtage een Øverste af hver Stamme til at udskifte
Landet.
19. Navnene på disse Mænd er følgende: Af Judas Stamme Kaleb,
Jefunnes Søn,
20. af Simeoniternes Stamme Sjemuel, Ammihuds Søn,
21. af Benjamins Stamme Elidad, Kislons Søn,
22. af Daniternes Stamme een Øverste, Bukki, Joglis Søn,
23. af Josefs Sønner: af Manassiternes Stamme een Øverste, Hanniel,
Efods Søn,
24. og af Efraimiternes Stamme een Øverste, Kemuel, Sjiftans Søn,
25. af Zebuloniternes Stamme een Øverste, Elizafan, Parnaks Søn,
26. af Issakariternes Stamme een Øverste, Paltiel, Azzans Søn,
27. af Aseriternes Stamme een Øverste, Ahihud, Sjelomis Søn,
28. og af Naftaliternes Stamme een Øverste, Pedael, Ammibuds Søn.
29. Det var dem, HERREN pålagde at udskifte Kana'ans Land mellem
Israelitterne.
4.Mosebog 35
1. HERREN talede fremdeles til Moses på Moabs Sletter ved Jordan
over for Jeriko og sagde:
2. byd Israelitterne, at de af de Besiddelser, de får i Arv, skal
give Leviterne nogle Byer at bo i; I skal også give Leviterne
Græsmarker rundt om disse Byer,
3. Disse Byer skal de have at bo i, og deres Græsmarker skal de
have til deres Kvæg, deres Hjorde og andre Dyr.
4. Græsmarkerne om Byerne, som I skal give Leviterne, skal strække
sig 1000 Alen fra Bymuren ud til alle Sider;
5. og uden for Byen skal I til Østside opmåle 2OOO Alen, til
Sydside 2000, til Vestside 2OOO og til Nordside 2OOO, med Byen i
Midten. Det skal tilfalde dem som Græsgange til Byerne.
6. Hvad de Byer angår, som I skal give Leviterne, så skal I give
dem de seks Tilflugtsbyer, som Manddrabere kan ty ind i, og
desuden to og fyrretyve Byer.
7. De Byer, I skal give Leviterne, bliver således i alt otte og
fyrretyve Byer med tilhørende Græsmarker.
8. Og af de Byer, I skal give dem af Israelitternes Besiddelser,
skal I lade de større Stammer give flere, de mindre færre; hver
Stamme skal give Leviterne så mange af sine Byer, som svarer til
den Arvelod, der tildeles den.
9. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
10. Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan
til Kana'ans Land,
11. skal I udse eder nogle Byer, I kan have som Tilflugtsbyer, så at
en Manddraber, der begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen.
12. I disse Byer skal I have Ret til at søge Tilflugt for
Blodhævneren, for at ikke Manddraberen skal dø, før han er
blevet stillet for Menighedens Domstol.
13. Det skal være seks Byer, I skal afstå til Tilflugtsbyer;
14. de tre skal I afstå hinsides Jordan og de tre andre i Kana'ans
Land; de skal være Tilflugtsbyer.
15. Israelitterne, de fremmede og de indvandrede iblandt dem skal
have Ret til at søge Tilflugt i de seks Byer, så at enhver, der
begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen.
16. Men slår han ham ihjel med et Jernredskab, så er han en
Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden;
17. og slår han ham ihjel med en Sten, som han har i Hånden, og som
kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og Manddraberen
skal lide Døden;
18. og slår han ham ihjel med et Træredskab, som han har i Hånden,
og som kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og
Måddraberen skal lide Døden.
19. Blodhævneren skal dræbe Manddraberen; når han træffer ham, skal
han dræbe ham.
20. Og støder han til ham af Had eller kaster noget på ham i ond
Hensigt, så han dør deraf,
21. eller slår han ham med Hånden i Fjendskab, så han dør deraf,
skal drabsmanden lide Døden, thi han er en Manddraber;
Blodhævneren skal dræbe Manddraberen, når han træffer ham.
22. Støder han derimod til ham af Vanvare, ikke i Fjendskab, eller
kaster han et Redskab på ham, uden at det er i ond Hensigt,
23. eller rammer han ham uden at se ham med en Sten, som kan slå en
Mand ihjel, så han dør deraf, og han ikke er hans Uven eller har
pønset på ondt imod ham,
24. så skal Menigheden dømme Drabsmanden og Blodhævneren imellem på
Grundlag af disse Lovbud;
25. og Menigheden skal værne Manddraberen mod Blodhævneren, og
Menigheden skal føre ham tilbage til hans Tilflugtsby, hvorhen
han var tyet, og der skal han blive boende, indtil den med
hellig Olie salvede Ypperstepræst dør.
26. Men hvis Manddraberen for lader sin Tilflugtsbys Område, hvorhen
han er tyet,
27. og Blodhævneren træffer ham uden for hans Tilflugtsbys Område,
så kan Blodhævneren dræbe Manddraberen uden at pådrage sig
Blodskyld;
28. thi han skal blive i sin Tilflugtsby indtil Ypperstepræstens
Død; først efter Ypperstepræstens Død kan Manddraberen vende
tilbage til den Jord, han ejer.
29. Det skal være eder en retsgyldig Anordning fra Slægt til Slægt,
hvor I end bor.
30. Når nogen slår et Menneske ihjel, må man kun dræbe Manddraberen
efter flere Vidners Udsagn. Et enkelt Vidnes Udsagn er ikke nok
til en Dødsdom.
31. I må ikke tage mod Sonebøde for en Manddraber, når han har
forbrudt sit Liv; han skal lide Døden,
32. Heller ikke må I tage mod Sonebøde, således at den, der er tyet
til sin Tilflugtsby, før Ypperstepræstens Død kan vende tilbage
og bosætte sig i Landet.
33. Vanhelliger ikke det Land, I er i, thi Blodet vanhelliger
Landet, og Landet får kun Soning for det Blod, der er udgydt
deri, ved dens Blod, der har udgydt det.
34. Gør ikke det Land urent, I er bosat i, og i hvis Midte jeg bor;
thi jeg HERREN bor midt iblandt Israels Børn.
4.Mosebog 36
1. Overhovederne for Fædrenehsene i Gileaditernes Slægt Gilead var
en Søn af Manasses Søn Makir af Josefs Sønners Slægter trådte
frem og talte for Moses og Øversterne, Overhovederne for
Israelitternes Fædrenehuse,
2. og sagde: "HERREN har pålagt min Herre at udskifte Landet mellem
Israelitterne ved Lodkastning, og min Herre har i HERRENs Navn
påbudt at give vor Frænde Zelofhads Arvelod til hans Døtre.
3. Men hvis de nu indgår Ægteskab med Mænd, der hører til en anden
af Israels Stammer, så unddrages deres Arvelod jo vore Fædres
Arvelod, og således øges den Stammes Arvelod, som de kommer til
at tilhøre, medens den Arvelod, der er tilfaldet os ved
Lodkastning, formindskes;
4. og når Israelitterne får Jubelår, lægges deres Arvelod til den
Stammes Arvelod, som de kommer til at tilhøre, og således
unddrages deres Arvelod vor fædrene Stammes Arvelod."
5. Da udstedte Moses efter HERRENs Ord følgende Bud til
Israelitterne: "Josefs Sønners Stamme har talt ret!
6. Således er HERRENs Bud angående Zelofhads Døtre: De må indgå
Ægteskab med hvem de ønsker, men det må kun være Mænd af deres
Faders Stammes Slægt, de indgår Ægteskab med.
7. Thi ingen Arvelod, der tilhører Israel, må gå over fra en Stamme
til en anden, men Israelitterne skal holde fast hver ved sin
fædrene Stammes Arvelod.
8. Enhver Datter, som får en Arvelod i en af Israelitternes
Stammer, skal indgå Ægteskab med en Mand af sin fædrene Stammes
Slægt, for at Israelitterne kan beholde hver sine Fædres Arvelod
som Ejendom;
9. og ingen Arvelod må gå over fra den ene Stamme til den anden,
men Israelitternes Stammer skal holde fast hver ved sin
Arvelod!"
10. Zelofhads Døtre gjorde da, som HERREN pålagde Moses,
11. idet Mala, Tirza, Hogla, Milka og Noa, Zelofhads Døtre, indgik
Ægteskab med deres Farbrødres Sønner;
12. de indgik Ægteskab med Mænd, som hørte til Josefs Søn Manasses
Sønners Slægter, så at deres Arvelod vedblev at tilhøre deres
fædrene Slægts Stamme.
13. Det er de Bud og Lovbud, HERREN gav Israelitterne ved Moses på
Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko.
5.Mosebog
5.Mosebog 1
1. Dette er de Ord, Moses talte til hele Israel hinsides Jordan i
Ørkenen, i Arabalavningen, lige over for Suf, mellem Paran og
Tofel, Laban, Hazerot og Di Zahab,
2. elleve Dagsrejser fra Horeb, regnede over Seirs Bjerge til
Kadesj Barnea.
3. I det fyrretyvende År på den første Dag i den elevte Måned
kundgjorde Moses Israelitterne alt, hvad HERREN havde pålagt ham
angående dem,
4. efter at han havde slået Amoriterkongen Sihon, der boede i
Hesjbon, og Kong Og af Basan, der boede i Asjtarot og Edrei.
5. Hinsides Jordan i Moabs Land tog Moses sig for at fremsætte
følgende Lovudlægning:
6. HERREN vor Gud talede til os ved Horeb og sagde: "I har nu længe
nok opholdt eder ved Bjerget her;
7. bryd derfor op og drag til Amoriternes Bjerge og til alle deres
Naboer i Arabalavningen, på Bjergene, i Lavlandet, i Sydlandet
og ved Kysten, til Kana'anæernes Land og Libanon, lige til den
store Flod, Eufratfloden.
8. Se, jeg giver Landet i eders Magt; drag derind og tag det Land i
Besiddelse, som jeg tilsvor eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob,
at ville give dem og deres Afkom efter dem."
9. Dengang talte jeg til eder og sagde: "Jeg kan ikke ene bære
eder.
10. HERREN eders Gud har gjort eder talrige, og se, I er nu så mange
som Stjernerne på Himmelen;
11. måtte kun HERREN, eders Fædres Gud, gøre eder tusinde Gange så
talrige endnu og velsigne eder, som han har forjættet eder;
12. men hvorledes skal jeg ene kunne bære hele Besværet og Arbejdet
med eder og eders Stridigheder?
13. Sørg derfor for at finde nogle kloge, forstandige.og erfarne
Mænd i hver Stamme, som jeg kan sætte i Spidsen for eder!"
14. Dertil svarede I og sagde: "Det Forslag, du har fremsat, er
godt!"
15. Derfor tog jeg Overhovederne for eders Stammer, kloge og erfarne
Mænd, og satte dem i Spidsen for eder som Øverste over tusinde,
hundrede, halvtredsindstyve eller ti og som Tilsynsmænd over
eders Stammer.
16. Dengang gav jeg så eders Dommere det Påbud: "Hold Forhør, når
der er Stridigheder mellem eders Landsmænd, og døm retfærdigt,
når en Mand har en Sag, enten det er med en Landsmand eller med
en, der bor som fremmed hos ham;
17. vis ingen Personsanseelse for Retten; hør på den ringeste som på
den største og frygt ikke for nogen; thi Dommen er Guds! Men
Sager, som er eder for vanskelige, skal I forebringe mig, så
skal jeg holde Forhør i dem!"
18. Og dengang gav jeg eder så Pålæg om alt, hvad I skulde gøre.
19. Derpå brød vi op fra Horeb og drog gennem hele denne store,
grufulde Ørken, som I selv har set, i Retning af Amoriternes
Bjerge, således som HERREN vor Gud havde pålagt os. Og vi kom
til Kadesj Barnea.
20. Da sagde jeg til eder: "I er nu kommet til Amoriternes Bjerge,
som HERREN vor Gud vil give os.
21. Se, HERREN din Gud har givet Landet i din Magt, drag derfor op
og tag det i Besiddelse, således som HERREN, dine Fædres Gud,
har sagt til dig. Frygt ikke, men vær uforsagt!"
22. Da kom I alle hen til mig og sagde: "Lad os sende nogle Mænd i
forvejen til at udspejde Landet for os og bringe os Underretning
om den Vej, vi skal drage op ad, og om de Byer, vi kommer til!"
23. Jeg billigede det og udtog tolv Mænd iblandt eder, en af hver
Stamme.
24. De begav sig på Vej og drog op i Bjergene og kom til Esjkoldalen
og udspejdede den;
25. og de tog nogle af Landets Frugter med og bragte dem ned til os,
og de meldte os tilbage: "Det er et herligt Land, HERREN vor Gud
vil give os!"
26. Men I vilde ikke drage op, I var genstridige mod HERREN eders
Guds Befaling.
27. I knurrede i eders Telte og sagde: "Af Had til os førte HERREN
os ud af Ægypten for at give os i Amoriternes Hånd og lade os gå
til Grunde!
28. Hvor er det dog, vi skal hen? Vore Brødre tog Modet fra os, da
de sagde: Det er et Folk, der er større og højere end vi, og der
er store Byer med himmelhøje Fæstningsværker, ja, vi så endog
Efterkommere af Anakiterne der!"
29. Men jeg sagde til eder: "Lad eder ikke skræmme og frygt ikke for
dem!
30. HERREN eders Gud, der vandrer foran eder, vil selv stride for
eder, som I så, han gjorde det for eder i Ægypten
31. og i Ørkenen, hvor du så, at HERREN din Gud bar dig, som en Mand
bærer sin Søn, hele den Vej I har vandret, lige til I nåede
hertil!"
32. Men alligevel troede I ikke på HERREN eders Gud,
33. skønt han vandrede foran eder på Vejen for at udsøge Lejrpladser
til eder, om Natten i Ilden, for at I kunde se, hvor I skulde
gå, og om dagen i Skyen.
34. Men da HERREN hørte eders Ord, blev han vred og svor:
35. "Ikke en eneste af disse Mænd, af denne onde Slægt, skal få det
herlige Land at se, som jeg svor at ville give eders Fædre,
36. undtagen Kaleb, Jefunnes Søn; han alene skal få det at se, og
ham og hans Børn vil jeg give det Land, han har betrådt, fordi
han har vist HERREN fuld Lydighed!"
37. Også på mig blev HERREN vred for eders Skyld, og han sagde:
"Heller ikke du skal komme derind!
38. Josua, Nuns Søn, der står i din Tjeneste, han skal komme derind;
sæt Mod i ham, thi han skal skaffe Israel det i Eje."
39. Og dets små Børn, som I sagde skulde blive til Bytte, eders
Børn, som i Dag ikke kender Forskel på godt og ondt, de skal
komme derind, dem vil jeg give det, og de skal tage det i
Besiddelse.
40. I selv derimod skal vende om og begive eder på Vej til Ørkenen i
Retning af det røde Hav!"
41. Da svarede I og sagde til mig: "Vi har syndet imod HERREN! Vi
vil drage op og kæmpe, som HERREN vor Gud har befalet os!" Og
alle iførte I eder eders Våben og vilde i Letsindighed drage op
i Bjergene.
42. Men HERREN sagde til mig: Sig til dem: Drag ikke op og indlad
eder ikke i Kamp, thi jeg er ikke iblandt eder; gør I det,
bliver I slået af eders Fjender!"
43. Men da jeg sagde det til eder, adlød I ikke, men var genstridige
mod HERRENs Bud og formastede eder til at drage op i Bjergene.
44. Da drog Amoriterne, der bor i Bjergene der, ud imod eder, og de
forfulgte eder som Bier og slog eder fra Seir til Horma.
45. Da I så kom tilbage, græd I for HERRENs Åsyn; men HERREN vilde
ikke høre eder og låne eder Øre.
46. Så blev I hele den lange Tid i Kadesj.
5.Mosebog 2
1. Så vendte vi om og brød op til Ørkenen i Retning af det røde
Hav, således som HERREN havde pålagt mig, og i lang Tid vandrede
vi rundt om Seirs Bjerge.
2. Da sagde HERREN til mig:
3. "Nu har I længe nok vandret rundt om Bjergene her; vend eder nu
mod Nord!
4. Men byd Folket og sig: Når I nu drager igennem eders Brødres,
Esaus Sønners, Landemærker, de, som bor i Seir, og de bliver
bange for eder, så skal I tage eder vel i Vare
5. for at indlade eder i Krig med dem; thi jeg vil ikke give eder
så meget som en Fodsbred af deres Land; thi Esau har jeg givet
Seirs Bjerge i Arv og Eje.
6. Fødevarer at spise skal I købe af dem for Penge, også Vand at
drikke skal I købe af dem for Penge;
7. thi HERREN din Gud har velsignet dig i alt, hvad du har taget
dig for, han har sørget for dig på din Vandring gennem denne
store Ørken; i fyrretyve År har, HERREN din Gud nu været med
dig, du har ikke manglet noget."
8. Derpå drog vi fra Elat og Ezjongeber ad Arabavejen gennem vore
Brødres, Esaus Sønners Land, de, som bor i Se'ir; så drejede vi
af og drog videre ad Vejen til Moabs Ørken.
9. Og HERREN sagde til mig: "Du må ikke angribe Moab eller indlade
dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af deres
Land i Eje; thi Lots Sønner har jeg givet Ar i Eje.
10. Fordum beboedes det af Emiterne, et stort og talrigt Folk,
kæmpestore som Anakiterne;
11. også de henregnes ligesom Anakiterne til Refaiterne, men
Moabiterne kalder dem Emiter.
12. I Se'ir boede derimod fordum Horiterne, som Esaus Sønner drev
bort og udryddede foran sig, hvorefter de bosatte sig der i
deres Sted, ligesom Israel gjorde ved sit Ejendomsland, som
HERREN gav dem.
13. Bryd nu op og gå over Zeredbækken! Så gik vi over Zeredbækken.
14. Der var gået otte og tredive År fra vort Opbrud fra Kadesj
Barnea, til vi gik over Zeredbækken, til hele din Slægt af
våbenføre Mænd var uddød af Lejren, således som HERREN havde
svoret dem;
15. også HERRENs Hånd havde været imod dem, så de blev udryddet af
Lejren til sidste Mand.
16. Men da alle våbenføre Mænd var uddøde af Folket,
17. talede HERREN til mig og sagde:
18. Når du nu drager gennem Moabs Landemærker, gennem Ar,
19. og således når hen til Ammoniterne, så må du ikke angribe dem
eller indlade dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig
noget af Ammoniternes Land i Eje; thi det har jeg givet Lots
Børn i Eje.
20. Også det henregnes til Refaiternes Land; det beboedes fordum af
Refaiter, men Ammoniterne kalder dem Zamzummiter.
21. Det var et stort og talrigt Folk, kæmpestore som Anakiterne.
Men HERREN udryddede dem foran dem, så de drev dem bort og
bosatte sig der i deres Sted,
22. ligesom han gjorde for Esaus Sønner, der bor i Se'ir, for hvem
han udryddede Horiterne, så de drev dem bort og bosatte sig der
i deres Sted, og de bor der den Dag i dag.
23. Men Avvijiterne, der boede i Landsbyer i Egnene henimod Gaza,
dem drev Kaftorerne, der var udvandret fra Kaftor, bort og
bosatte sig der i deres Sted.
24. Bryd nu op og gå over Arnonfloden! Se, jeg har givet Hesjbons
Konge, Amoriten Sihon, og hans Land i din Hånd; giv dig kun til
at drive ham bort og føre Krig med ham!
25. Fra i Dag af begynder jeg at vække Frygt og Rædsel for dig hos
alle Folkeslag under Himmelen; blot de hører om dig, skal de
ryste og bæve for dig!
26. Da udsendte jeg Sendebud fra Kedemots Ørken til Kong Sihon af
Hesjbon med følgende fredelige Tilbud:
27. "Lad mig drage gennem dit Land; jeg skal holde mig til Vejen
uden at bøje af til højre eller venstre.
28. Fødevarer at spise skal du sælge mig for Penge, og Vand at
drikke skal du give mig for Penge, jeg beder kun om at måtte
drage igennem til Fods,
29. således som Esaus Sønner, der bor i Se'ir, og Moabiterne, der
bor i Ar, tillod mig, indtil jeg kommer over Jordan ind i det
Land, HERREN vor Gud vil give os!"
30. Men Kong Sihon i Hesjbon vilde ikke tillade os at drage igennem;
thi HERREN din Gud forhærdede hans Ånd og gjorde hans Hjerte
hårdt for at give ham i din Hånd, som det nu er sket.
31. Derpå sagde HERREN til mig: "Se, jeg har allerede begyndt at
give Sihon og hans Land i din Magt; giv dig kun til at drive ham
bort for at tage hans Land i Besiddelse!"
32. Så rykkede Sihon med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved
Jaza;
33. og HERREN vor Gud gav ham i vor Magt, og vi slog ham og hans
Sønner og alle hans Krigere.
34. Og vi indtog dengang alle hans Byer og lagde i enhver By Band på
Mænd, Kvinder og Børn uden at lade en eneste undslippe;
35. kun Kvæget tog vi selv som Bytte, tillige med hvad vi røvede i
de erobrede Byer.
36. Fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen, der ligger i Dalen, og
til Gilead var der ikke en By, som var os uindtagelig; HERREN
vor Gud gav dem alle i vor Magt.
37. Men på Ammoniternes Land forgreb du dig ikke, hverken det, der
ligger langs Jabbokfloden, eller Byerne i Bjergene, således som
HERREN vor Gud havde påbudt.
5.Mosebog 3
1. Derpå brød vi op og drog mod Basan. Og Kong Og af Basan rykkede
med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved Edrei.
2. Da sagde HERREN til mig: "Frygt ikke for ham, thi jeg giver ham
i din Hånd tillige med hele hans Folk og Land, og du skal gøre
ved ham, som du gjorde ved Sihon, Amoriterkongen i Hesjbon."
3. Så gav HERREN vor Gud også kong Og af Basan og alle hans Krigere
i vor Hånd, og vi slog ham, så ikke en eneste undslap.
4. Vi indtog dengang alle hans Byer; der var ikke een By, vi ikke
fratog dem, i alt tresindstyve Byer, hele Landskabet Argob, Ogs
Kongerige i Basan,
5. lutter Byer, der var befæstet med høje Mure, Porte og Portslåer,
foruden de mange åbne Byer;
6. og vi lagde Band på dem, ligesom vi havde gjort ved Kong Sihon i
Hesjbon, i enhver By lagde vi Band på Mænd, Kvinder og Børn;
7. men alt Kvæget, og hvad vi røvede fra Byerne, tog vi selv som
Bytte.
8. Således erobrede vi dengang Landet fra de to Amoriterkonger
hinsides Jordan fra Arnonfloden til Hermonbjerget
9. Zidonierne kalder Hermon Sirjon, men Amoriterne kalder det Senir
10. alle Byerne på Højsletten, hele Gilead og hele Basan lige til
Salka og Edrei, Byer i kong Ogs Rige i Basan.
11. Thi Kong Og af Basan var den eneste, der endnu var tilbage af
Refaiterne; hans Kiste, en Jernkiste, står jo endnu i Rabba i
Ammon, ni Alen lang og fire Alen bred efter vanligt Mål.
12. Således tog vi dengang dette Land i Besiddelse. Landet fra
Aroer, der ligger ved Arnonfloden, og Halvdelen af Gileads
Bjerge med Byerne der gav jeg Rubeniterne og Gaditerne;
13. men Resten af Gilead og hele Basan, Ogs Rige, gav jeg til
Manasses halve Stamme, hele Landskabet Argob. (Det er hele dette
Basan, man kalder Refaiterland.)
14. Manasses Søn Jair erobrede hele Landskabet Argob indtil
Gesjuriternes og Ma'akatiternes Egne og kaldte dem Ja'irs
Teltbyer efter sig selv, som de hedder endnu den Dag i Dag.
15. Og Makir gav jeg Gilead;
16. og Rubeniterne og Gaditerne gav jeg Landet fra Gilead til
Arnonfloden med Dalens Midtlinie som Grænse og til Jabbokfloden,
Ammoniternes Grænse,
17. og Arabalavningen med Jordan som Grænse fra Kinneret til
Arabaeller Salthavet ved Foden af Pisgas Skrænter mod Øst.
18. Dengang gav jeg eder følgende Påbud: "HERREN eders Gud har givet
eder dette Land i Eje; men I skal, så mange krigsdygtige Mænd I
er, drage væbnede i Spidsen for eders Brødre Israelitterne
19. kun eders Kvinder, Børn og Kvæg (jeg ved, at I har meget Kvæg)
skal blive tilbage i de Byer, jeg giver eder
20. indtil HERREN bringer eders Brødre til Hvile ligesom eder, og de
også får taget det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil
give dem hinsides Jordan; så kan enhver af eder vende tilbage
til den Ejendom, jeg har givet eder!"
21. Og Josua gav jeg dengang følgende Påbud: "Du har med egne Øjne
set alt, hvad HERREN eders Gud har gjort ved disse to Konger;
således vil HERREN også gøre ved alle de Riger, du drager over
til.
22. Du skal ikke frygte for dem; thi HERREN eders Gud vil selv kæmpe
for eder!"
23. Og dengang bad jeg således til HERREN:
24. "Herre, HERRE! Du har begyndt at vise din Tjener din Storhed og
din stærke Hånd! Thi hvem er den Gud i Himmelen og på Jorden,
der kan gøre sådanne Gerninger og Storværker som du?
25. Lad mig da få Lov at drage over og se det herlige Land hinsides
Jordan, det herlige Bjergland og Libanon!"
26. Men HERREN var vred på mig for eders Skyld og hørte mig ikke,
men han sagde til mig: "Lad det være nok, tal ikke mere til mig
om den Sag;
27. men stig op på Pisgas Tinde, løft dit Blik mod Vest og Nord, mod
Syd og Øst, og tag det i Øjesyn. Thi du kommer ikke til at drage
over Jordan dernede;
28. men sig Josua, hvad han skal, og sæt Mod i ham og styrk ham, thi
det bliver ham, der skal drage over i Spidsen for dette Folk, og
ham, der skal give dem det Land, du ser, i Eje."
29. Så blev vi i Dalen lige over for Bet Peor.
5.Mosebog 4
1. Og nu, Israel! Hør de Anordninger og Lovbud, som jeg vil lære
eder at holde, for at I kan blive i Live og komme ind og tage
det Land i Besiddelse, som HERREN, eders Fædres Gud, vil give
eder.
2. I må hverken lægge noget til eller trække noget fra, hvad jeg
byder eder, men I skal holde HERREN eders Guds Bud, som jeg
pålægger eder.
3. I har med egne Øjne set, hvad HERREN gjorde i Anledning af Ba'al
Peor: Hver eneste Mand, som fulgte Ba'al Peor, udryddede HERREN
din Gud af din Midte.
4. Men I, som holdt fast ved HERREN eders Gud, er alle i Live den
Dag i Dag.
5. Se, jeg har lært eder Anordninger og Lovbud, således som HERREN
min Gud har pålagt mig, for at I skal handle derefter i det
Land, I skal ind og tage i Besiddelse;
6. hold dem og følg dem! Thi det skal være eders Visdom og eders
Kløgt i de andre Folks Øjne. Når de hører om alle disse
Anordninger, skal de sige: "Sandelig, det er et vist og klogt
Folk, dette store Folk!"
7. Thi hvor er der vel et stort Folk, som har Guder, der kommer til
det, således som HERREN vor Gud gør det, når vi kalder på ham;
8. og hvor er der vel et stort Folk, der har så retfærdige
Anordninger og Lovbud som hele denne Lov, jeg forelægger eder i
Dag?
9. Kun skal du vogte dig og omhyggeligt tage Vare på dig selv, at
du ikke glemmer, hvad du med egne Øjne har set, og at det ikke
viger fra dit Hjerte, så længe du lever; og du skal fortælle
dine Sønner og dine Sønners Sønner derom.
10. Glem ikke den Dag, du stod for HERREN din Guds Åsyn ved Horeb,
da HERREN sagde til mig: "Kald mig Folket sammen, for at jeg kan
kundgøre dem mine Ord, så de kan lære at frygte mig, så længe de
lever på Jorden, og lære deres Sønner det samme!"
11. Da trådte I frem og stod ved Bjergets Fod, medens Bjerget
brændte i lys Lue helt ind i Himmelen, hylet i Mørke, Skyer og
Mulm;
12. og da HERREN talede til eder ud fra Ilden, hørte I kun Ordene,
men nogen Skikkelse så I ikke, kun en Røst fornam I.
13. Da kundgjorde han eder sin Pagt, som han bød eder at holde, de
ti Ord, og han skrev dem på to Stentavler.
14. Og mig bød HERREN dengang at lære eder Anordninger og Lovbud,
som I skulde overholde idet Land, I nu skal over og tage i
Besiddelse.
15. Eftersom I ikke så nogen Skikkelse, dengang HERREN talede til
eder på Horeb ud fra Ilden, så vogt eder nu omhyggeligt for
16. at handle så ryggesløst, at I laver eder et Gudebillede, en
Stenstøtte i en eller anden Skikkelse, enten det nu er et
Afbillede af en Mand eller en Kvinde
17. eller et Afbillede af et eller andet Dyr, der lever på Jorden,
eller et Afbillede af en eller anden vinget Fugl, der flyver
under Himmelen,
18. eller et Afbillede af et eller andet Kryb, der kryber på Jorden,
eller et Afbillede af en eller anden Fisk i Vandet under Jorden;
19. og når du løfter dit Blik til Himmelen og ser Solen og Månen og
Stjernerne, hele Himmelens Hær, så vogt dig for at lade dig
forføre til at tilbede og dyrke dem. Thi HERREN din Gud har
tildelt alle de andre Folk under hele Himmelen dem;
20. men eder tog HERREN og førte ud af Smelteovnen, af Ægypten, for
at I skulde være hans Ejendomsfolk, som I nu er.
21. Men HERREN blev vred på mig for eders Skyld og svor, at jeg ikke
skulde komme over Jordan ind i det herlige Land, som HERREN din
Gud vil give dig i Eje,
22. thi jeg skal dø i Landet her; jeg skal ikke komme over Jordan,
men I skal komme over og tage dette herlige Land i Besiddelse.
23. Så vogt eder for at glemme HERREN eders Guds Pagt, som han
sluttede med eder, og for at lave eder noget Gudebillede i
Skikkelse af noget som helst, HERREN din Gud har forbudt dig
24. Thi HERREN din Gud er en fortærende Ild, en nidkær Gud!
25. Når du får Børn og Børnebørn, og I bliver gamle i Landet, og I
da handler så ryggesløst, at I laver eder Gudebilleder i en
eller anden Skikkelse og gør, hvad der er ondt i HERREN din Guds
Øjne, så at I fortørner ham,
26. så kalder jeg i Dag Himmelen og Jorden til Vidne imod eder på,
at I hastigt skal blive udryddet af det Land, I skal over Jordan
og tage i Besiddelse; I skal ikke få noget langt Liv der, men
visselig gå til Grunde;
27. og HERREN vil splitte eder mellem Folkene, og kun nogle få af
eder skal blive tilbage blandt de Folkeslag, HERREN driver eder
hen iblandt.
28. Der skal I komme til at dyrke Guder, der er Menneskehænders
Værk, Træ og Sten, som hverken kan se eller høre, spise eller
lugte!
29. Der skal I så søge HERREN din Gud, og du skal finde ham, når du
søger ham af hele dit Hjerte og hele din Sjæl.
30. I de kommende Dage, når du er i Nød, og alle disse Ting kommer
over dig, skal du vende om til HERREN din Gud og adlyde hans
Røst.
31. Thi en barmhjertig Gud er HERREN din Gud; han slipper dig ikke
og lader dig ikke gå til Grunde og glemmer ikke Pagten med dine
Fædre, som han tilsvor dem.
32. Thi gransk dog i de henfarne Tider, der gik forud for dig, lige
fra den Tid af da Gud skabte Menneskene på Jorden, og fra den
ene Ende af Himmelen til den anden, om der er sket noget så
stort som dette, eller om dets Lige er hørt.
33. Har noget Folk hørt Guds Røst ud fra Ilden, således som du hørte
det, og levet?
34. Eller har nogen Gud søgt at komme og hente sig et Folk midt ud
af et andet Folk ved Prøvelser, Tegn og Undere, ved Krig, med
stærk Hånd og udstrakt Arm og store Rædsler, således som du med
egne Øjne så HERREN eders Gud gøre med eder i Ægypten?
35. Du fik det at se, for at du skulde vide, af HERREN og ingen
anden er Gud.
36. Fra Himmelen lod han dig høre sin Røst for at undervise dig, og
på Jorden lod han dig se sin store Ild, og hans Ord hørte du ud
fra Ilden.
37. Og fordi han elskede dine Fædre og udvalgte deres Afkom efter
dem og selv førte dig ud af Ægypten ved sin store Vælde
38. for at drive Folk bort foran dig, der er større og mægtigere end
du selv, og lade dig komme ind i deres Land og give dig det i
Eje, som det nu er sket,
39. derfor skal du i Dag vide og lægge dig på Sinde, at HERREN og
ingen anden er Gud oppe i Himmelen og nede på Jorden.
40. Og du skal holde hans Anordninger og Bud, som jeg pålægger dig i
Dag, for at det kan gå dig og dine Børn efter dig vel, og for at
du alle Dage kan leve længe i det Land, HERREN din Gud giver
dig!
41. På den Tid udskilte Moses tre Byer hinsides Jordan, på den østre
Side,
42. som Tilflugtsteder for Manddrabere, der uforsætligt slår et
andet Menneske ihjel uden i Forvejen at have båret Nag til ham,
for at de kan redde Livet ved at ty til en af disse Byer,
43. nemlig Bezer i Ørkenen på Højsletten for Rubeniterne, Ramot i
Gilead for Gaditerne og Golan i Basan for Manassiterne.
44. Dette er den Lov, Moses forelagde Israelitterne.
45. Dette er de Vidnesbyrd, Anordninger og Lovbud, Moses kundgjorde
Israelitterne, da de drog bort fra Ægypten,
46. hinsides Jordan i Dalen lige for Bet Peor i det Land, der havde
tilhørt Amoriterkongen Sihon, som boede i Hesjbon, og som Moses
og Israelitterne havde slået, da de drog bort fra Ægypten.
47. De havde erobret hans og Kong Og af Basans Land, de to
Amoriterkonger hinsides Jordan, på den østre Side,
48. fra Aroer ved Arnonflodens Bred til Sirjons Bjerg, det er
Hermon,
49. tillige med hele Arabalavningen hinsides Jordan, på den østre
Side, lige til Arabahavet neden for Pisgas Skrænter.
5.Mosebog 5
1. Moses kaldte hele Israel sammen og sagde til dem: Hør, Israel,
de Anordninger og Lovbud, som jeg kundgør eder i Dag! Lær dem og
hold dem omhyggeligt.
2. HERREN vor Gud sluttede en Pagt med os ved Horeb.
3. Det var ikke med vore Fædre, HERREN sluttede den Pagt, men med
os, vi, der i Dag er her til Stede, alle vi, der er i Live.
4. Ansigt til Ansigt talede HERREN med eder på Bjerget ud fra
Ilden.
5. Jeg stod dengang som Mellemmand mellem HERREN og eder og
kundgjorde eder HERRENs Ord; thi I var bange for Ilden og turde
ikke stige op på Bjerget.
6. Han sagde: Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten,
af Trællehuset.
7. Du må ikke have andre Guder end mig.
8. Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede
af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i
Vandet under Jorden;
9. du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en
nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres
Brøde på Børn af dem, som hader mig,
10. men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og
holder mine Bud!
11. Du må ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke
den ustraffet, der misbruger hans Navn!
12. Tag Vare på Hviledagen, så du holder den hellig, således som
HERREN din Gud har pålagt dig!
13. I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning,
14. men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må
du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter,
din Træl eller Trælkvinde, din Okse eller dit Æsel eller noget
af dit Kvæg eller den fremmede inden dine Porte, for at din Træl
og Trælkvinde kan hvile ud ligesom du selv.
15. Kom i Hu, at du selv var Træl i Ægypten, og at HERREN din Gud
førte dig ud derfra med stærk Hånd og udstrakt Arm; det er
derfor, HERREN din Gud har pålagt dig at fejre Hviledagen!
16. Ær din Fader og din Moder, således som HERREN din Gud har pålagt
dig, for at du kan få et langt Liv, og det må gå dig vel i det
Land, HERREN din Gud vil give dig.
17. Du må ikke slå ihjel!
18. Du må ikke bedrive Hor!
19. Du må ikke stjæle!
20. Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste!
21. Du må ikke begære din Næstes Hustru. Du må ikke attrå din Næstes
Hus, hans Mark, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel
eller noget, der hører din Næste til!
22. Disse Ord talede HERREN til hele eders Forsamling på Bjerget ud
fra Ilden, Skyen og Mulmet med vældig Røst uden at føje noget
til; og han skrev dem op på to Stentavler og gav mig dem.
23. Men da I hørte Røsten, der lød ud fra Mørket, medens Bjerget
stod i lys Lue, kom I, alle Overhovederne for eders Stammer og
eders Ældste, hen til mig
24. og sagde: "Se, HERREN vor Gud har ladet os skue sin Herlighed og
Storhed, og hans Røst har vi hørt ud fra Ilden; i Dag har vi
oplevet, at Gud kan tale med Mennesker, uden at de dør.
25. Men hvorfor skal vi dø? Thi denne vældige Ild vil fortære os;
hvis vi skal blive ved at høre på HERREN vor Guds Røst, må vi
dø!
26. Thi hvilken dødelig har nogen Sinde som vi hørt den levende Guds
Røst ud fra Ilden og levet?
27. Træd du hen og hør alt, hvad HERREN vor Gud siger; siden skal du
så sige os alt, hvad HERREN vor Gud taler til dig, og vi skal
høre det og gøre derefter."
28. Og da HERREN hørte, hvorledes I talte til mig, sagde han til
mig: "Jeg har hørt, hvad dette Folk siger til dig, og alt, hvad
de har sagt til dig, er ret;
29. gid de alle Dage må have et sådant Hjerte, at de frygter mig og
holder alle mine Bud, for at det må gå dem og deres Børn vel
evindelig.
30. Gå derfor hen og byd dem at vende tilbage til deres Telte;
31. men bliv du stående her hos mig, så skal jeg kundgøre dig alle
Budene, Anordningerne og Lovbudene, som du skal lære dem, og som
de skal holde i det Land, jeg vil give dem i Eje!"
32. Gør derfor omhyggeligt således, som HERREN eders Gud har pålagt
eder, uden at vige til højre eller venstre;
33. følg altid den Vej, som HERREN eders Gud har pålagt eder at gå,
at I kan blive i Live og få det godt og leve længe i det Land,I
skal tage i Besiddelse!
5.Mosebog 6
1. Dette er Budet, Anordningerne og Lovbudene, som HERREN eders Gud
har påbudt at lære eder at handle efter i det Land, I skal over
og tage i Besiddelse,
2. for at du alle dine Levedage må frygte HERREN din Gud og holde
alle hans Anordninger og Bud, som jeg giver dig, du selv, din
Søn og din Sønnesøn, og få et langt Liv.
3. Hør derfor, Israel, og gør omhyggeligt efter dem, for at det kan
gå dig vel, og for at I må blive overvættes talrige, således som
HERREN, dine Fædres Gud, har forjættet dig, i et Land, der
flyder med Mælk og Honning.
4. Hør, Israel! HERREN vor Gud, HERREN er een.
5. Og du skal elske HERREN din Gud af hele dit Hjerte, af hele din
Sjæl og af hele din Styrke.
6. Disse Bud, som jeg pålægger dig i Dag, skal du tage dig til
Hjerte;
7. og du skal indprente dine Børn dem og tale om dem, både når du
sidder i dit Hus, og når du vandrer på Vejen, både når du lægger
dig, og når du står op;
8. du skal binde dem som et Tegn om din Hånd, de skal være som et
Erindringsmærke på din Pande,
9. og du skal skrive dem på Dørstolperne af dit Hus og på dine
Porte.
10. Og når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, han tilsvor dine
Fædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dig, store og smukke
Byer, som du ikke har bygget,
11. Huse, der er fulde af alt godt, som du ikke har samlet,
udhuggede Ciesterner, som du ikke har udhugget, Vingårde og
Olivenhaver, som du ikke har plantet, og du spiser dig mæt,
12. vogt dig da for at glemme HERREN, som førte dig ud af Ægypten,
af Trællehuset;
13. HERREN din Gud skal du frygte, ham skal du dyrke, og ved hans
Navn skal du svælge!
14. I må ikke holde eder til andre Guder, til nogen af de omboende
Folks Guder,
15. thi HERREN din Gud er en nidkær Gud i din Midte; ellers vil
HERREN din Guds Vrede blusse op imod dig, så han udrydder dig af
Jorden.
16. I må ikke friste HERREN eders Gud, som I gjorde ved Massa.
17. I skal omhyggeligt holde HERREN eders Guds Bud, Vidnesbyrd og
Anordninger, som han har pålagt dig;
18. og du skal gøre, hvad der er ret og godt i HERRENs Øjne, for at
det må gå dig vel, og du må komme ind og få det herlige Land i
Eje. som HERREN tilsvor dine Fædre,
19. idet han jager alle dine Fjender bort foran dig, som HERREN har
sagt!
20. Når din Søn i Fremtiden spørger dig: "Hvorledes har det sig med
de Vidnesbyrd, Anordninger og Lovbud, som HERREN vor Gud gav
eder?"
21. så skal du svare din Søn således: "Vi var engang Faraos Trælle i
Ægypten; men HERREN førte os ud af Ægypten med stærk Hånd.
22. Og HERREN udførte Tegn og store, ødelæggende Undere på Ægypten,
på Farao og hele hans Hus, lige for vore Øjne;
23. men os førte han ud derfra for at føre os ind og give os det
Land, han havde tilsvoret vore Fædre.
24. Dengang pålagde HERREN os at handle efter alle disse
Anordninger, idet vi frygter HERREN vor Gud, for at det altid må
gå os vel, for at han kan lade os blive i Live, som det hidtil
er sket.
25. Og vi skal stå som retfærdige for HERREN vor Guds Ansigt, når vi
handler efter alle disse Anordninger, således som han har pålagt
os!"
5.Mosebog 7
1. Når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, du skal ind og tage
i Besiddelse, og driver store Folk bort foran dig, Hetiterne,
Girgasjiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Periiterne, Hivviterne
og Jebusiterne, syv Folk, der er større og mægtigere end du,
2. og når HERREN din Gud giver dem i din Magt, og du overvinder
dem, så skal du lægge Band på dem. Du må ikke slutte Pagt med
dem eller vise dem Skånsel.
3. Du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give en af deres
Sønner din datter eller tage en af deres Døtre til din Søn;
4. thi så vil de få din Søn til at falde fra HERREN, så han dyrker
andre Guder, og HERRENs Vrede vil blusse op imod eder, og han
vil udrydde dig i Hast.
5. Men således skal I gøre ved dem: Deres Altre skal I nedbryde,
deres Stenstøtter skal I sønderslå, deres Asjerastøtter skal I
omhugge, og deres Gudebilleder skal I opbrænde.
6. Thi du er et Folk, der er helliget HERREN din Gud; dig har
HERREN din Gud udvalgt til sit Ejendomsfolk blandt alle Folk på
Jorden.
7. Det er ikke, fordi I er større end alle de andre Folk, at HERREN
har fattet Velbehag til eder og udvalgt eder, thi I er det
mindste af alle Folk;
8. men fordi HERREN elskede eder, og fordi han vilde holde den Ed,
han tilsvor eders Fædre, derfor var det, at HERREN med stærk
Hånd førte eder ud og udløste dig af Trællehuset, af
Ægypterkongen Faraos Hånd;
9. så skal du vide, at HERREN din Gud er den sande Gud, den
trofaste Gud, der i tusinde Slægtled holder fast ved sin Pagt og
sin Miskundhed mod dem, der elsker ham og holder hans Bud,
10. men bringer Gengældelse over den, der hader ham, så han udrydder
ham, og ikke tøver over for den, der hader ham, men bringer
Gengældelse over ham.
11. Derfor skal du omhyggeligt handle efter det Bud, de Anordninger
og Lovbud, jeg i Dag giver dig!
12. Når I nu hører disse Lovbud og holder dem og handler efter dem,
så skal HERREN din Gud til Løn derfor holde fast ved den Pagt og
den Miskundhed, han tilsvor dine Fædre.
13. Han skal elske dig, velsigne dig og gøre dig mangfoldig, han
skal velsigne Frugten af dit Moderliv og Frugten af din Jord,
dit Korn, din Most og din Olie, Tillægget af dine Okser og dine
Fårs Yngel i det Land, han tilsvor dine Fædre at ville give dig!
14. Velsignet skal du være fremfor alle andre Folk; ingen Mand eller
Kvinde hos dig skal være ufrugtbar, ej heller noget af dit Kvæg;
15. og HERREN vil holde alle Sygdomme fra dig; ingen af Ægyptens
onde Farsoter, som du jo kender, vil han påføre dig, men han vil
lægge dem på alle dem, der hader dig.
16. Og alle de Folk, som HERREN din Gud giver dig, skal du fortære
uden Skånsel; du må ikke dyrke deres Guder, thi det vilde blive
en Snare for dig.
17. Og skulde du sige ved dig selv: "Disse Folk er større end jeg,
hvor kan jeg drive dem bort?"
18. så frygt ikke for dem, men kom i Hu, hvad HERREN din Gud gjorde
ved Farao og hele Ægypten,
19. de store Prøvelser, du selv så, Tegnene og Underne, den stærke
Hånd og den udstrakte Arm, hvormed HERREN din Gud førte dig ud;
således vil HERREN din Gud gøre ved alle de Folkeslag, du
frygter for.
20. Ja, også Gedehamse vil HERREN din Gud sende imod dem, indtil de,
der er tilbage og holder sig skjult for dig, er udryddet.
21. Vær ikke bange for dem, thi HERREN din Gud er i din Midte, en
stor og frygtelig Gud.
22. HERREN din Gud skal lidt efter lidt drive disse Folkeslag bort
foran dig. Det går ikke an, at du udrydder dem i Hast, thi så
bliver Markens vilde Dyr dig for talrige.
23. Men HERREN din Gud skal give dem i din Magt, og han skal slå dem
med stor Rædsel, indtil de er udryddet.
24. Og han skal give deres Konger i din Hånd, og du skal udrydde
deres Navn under Himmelen; ingen skal kunne holde Stand over for
dig, til du har udryddet dem.
25. Deres Gudebilleder skal I opbrænde; du må ikke lade dig friste
til at tage Sølvet eller Guldet på dem, for at du ikke skal
lokkes i en Snare derved, thi det er HERREN din Gud en
Vederstyggelighed,
26. og du må ikke føre nogen Vederstyggelighed ind i dit Hus, for at
du ikke skal hjemfalde til Band ligesom den, nej, du skal nære
Afsky og Gru for den, thi den er hjemfaldet til Band!
5.Mosebog 8
1. Alle de Bud, jeg i Dag pålægger dig, skal I omhyggeligt handle
efter, for at I må blive i Live og blive mangfoldige og komme
ind og tage det Land i Besiddelse, som HERREN tilsvor eders
Fædre.
2. Og du skal komme i Hu, hvorledes HERREN din Gud i disse
fyrretyve År har ført dig i Ørkenen for at ydmyge dig og sætte
dig på Prøve og for at se, hvad der boede i dit Hjerte, om du
vilde holde hans Bud eller ej.
3. Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig så Manna at spise,
en Føde, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, for at
lade dig vide, at Mennesket ikke lever af Brød alene; men ved
alt, hvad der udgår af HERRENs Mund, lever Mennesket.
4. Dine klæder blev ikke slidt af Kroppen på dig, og dine Fødder
hovnede ikke i disse fyrretyve År:
5. Så vid da og tag dig til Hjerte, at HERREN optugter dig, som en
Mand optugter sin Søn.
6. Og hold HERREN din Guds Bud, så du vandrer på hans Veje og
frygter ham.
7. Thi HERREN din Gud vil føre dig ind i et herligt Land, et Land
med Vandbække, Kilder og Strømme, der vælder frem på Bjerg og
Dal,
8. et Land med Hvede og Byg, med Vinstokke, Figentræer og
Granatæbletræer, et Land med Oliventræer og Honning,
9. et Land, hvor du ikke skal tære Fattigmands Brød, hvor du intet
skal mangle, et Land, hvis Sten giver Jern, og i hvis Bjerge du
kan hugge Kobber.
10. Men når du så spiser dig mæt, skal du love HERREN din Gud for
det herlige Land, han gav dig.
11. Vogt dig for at glemme HERREN din Gud, så du ikke holder hans
Bud, Lovbud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig.
12. Når du da spiser dig mæt og bygger gode Huse og bor i dem,
13. og dit Hornkvæg og Småkvæg øges, og dit Sølv og Guld øges, og
alt, hvad du ejer, øges,
14. lad så ikke dit Hjerte blive hovmodigt, så du glemmer HERREN din
Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset,
15. ham, som ledte dig i den store, grufulde Ørken med dens
Giftslanger og Skorpioner og vandløse Ødemarker, ham, som lod
Vand vælde frem til dig af den flinthårde Klippe,
16. ham, som i Ørkenen gav dig Manna at spise, som dine Fædre ikke
kendte til, dig til Ydmygelse og Prøvelse, for i de kommende
Dage at kunne gøre vel imod dig!
17. Og sig ikke ved dig selv: "Det er min egen Kraft og min egen
Hånds Styrke, der har skaffet mig den Rigdom."
18. Men kom HERREN din Gud i Hu; thi ham er det, der giver dig Kraft
til at vinde dig Rigdom for at stadfæste den Pagt, han tilsvor
dine Fædre, således som det nu er sket.
19. Men hvis du glemmer HERREN din Gud og holder dig til andre Guder
og dyrker og tilbeder dem, så vidner jeg for eder i Dag, at I
skal gå til Grunde.
20. Som de Folk, HERREN lader gå til Grunde for eder, skal I gå til
Grunde, til Straf for at I ikke vilde adlyde HERREN eders Gud!
5.Mosebog 9
1. Hør, Israel! Du drager nu over Jordan for at komme og gøre dig
til Herre over Folk, der er større og mægtigere end du selv,
over store Byer med himmelhøje Fæstningsværker;
2. over et stort Folk, høje som Kæmper, Anakiternes Efterkommere,
som du selv kender, og om hvem du selv har hørt sige: Hvem kan
holde Stand mod Anakiterne!"
3. Så skal du nu vide, at det er HERREN din Gud, der går foran dig
som en fortærende Ild; han vil ødelægge dem, og han vil underku
dem for dig, så du kan drive dem bort og ødelægge dem i Hast,
således som HERREN har sagt dig.
4. Når HERREN din Gud jager dem bort foran dig, tænk så ikke: "For
min Retfærdigheds Skyld lod HERREN mig komme ind og tage dette
Land i Besiddelse!" Thi det er for disse Folks Ugudeligheds
Skyld, at HERREN driver dem bort foran dig!
5. Det er ikke for din Retfærdigheds eller dit ædle Hjertes Skyld,
du kommer ind og tager deres Land i Besiddelse, nej, det er på
Grund af disse Folks Ondskab, at HERREN driver dem bort foran
dig, og fordi han vil opfylde det Ord, han tilsvor dine
Fædre,.Abraham, Isak og Jakob.
6. Så vid da, at det ikke er for din Retfærdigheds Skyld, at HERREN
din Gud giver dig dette herlige Land i Eje; thi du er et Folk
med hårde Halse!
7. Kom i Hu, glem ikke, hvorledes du fortørnede HERREN din Gud i
Ørkenen! Lige fra den Dag I drog ud af Ægypten, og til I kom til
Stedet her, har I været genstridige mod HERREN.
8. Ved Horeb fortørnede I HERREN, og HERREN blev vred på eder, så
han vilde ødelægge eder.
9. Da jeg var steget op på Bjerget for at modtage Stentavlerne, den
Pagts Tavler, som HERREN havde sluttet med eder, opholdt jeg mig
på Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter uden at spise
eller drikke,
10. og HERREN gav mig de to Stentavler, beskrevne med Guds Finger;
og på dem stod alle de Ord, HERREN havde talt til eder på
Bjerget ud fra Ilden, den Dag I var forsamlet.
11. Da de fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter var omme, gav HERREN
mig de to Stentavler, Pagtens Tavler.
12. Og HERREN sagde til mig: "Stå op og skynd dig ned herfra, thi
det Folk, du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; hastigt er
de veget fra den Vej, jeg foreskrev dem: de har lavet sig et
støbt Billede!"
13. Og HERREN sagde til mig: "Jeg har set dette Folk, og se, det er
et Folk med hårde Halse;
14. lad mig i Fred, så jeg kan ødelægge dem og udslette deres Navn
under Himmelen; så vil jeg gøre dig til et Folk, mægtigere og
større end det!"
15. Da vendte jeg mig bort og steg ned fra Bjerget med Pagtens to
Tavler i mine Hænder, medens Bjerget brændte i lys Lue;
16. og jeg så, og se, I havde syndet mod HERREN eders Gud, I havde
lavet eder en støbt Tyrekalv; hastigt var I veget fra den Vej,
HERREN havde foreskrevet eder.
17. Da greb jeg de to Tavler og kastede dem ud af mine Hænder og
knuste dem for eders Øjne.
18. Og derpå faldt jeg ned for HERRENs Åsyn fyrretyve Dage og
fyrretyve Nætter ligesom forrige Gang, uden at spise eller
drikke, for alle eders Synders Skyld, som I havde begået, idet I
gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, så I fortørnede ham.
19. Thi jeg frygtede for, at HERREN skulde tilintetgøre eder i den
Vrede og Harme, som opfyldte ham imod eder. Og HERREN bønhørte
mig også den Gang!
20. Også på Aron blev HERREN vred, så han vilde tilintetgøre ham;
men den Gang gik jeg også i Forbøn for Aron.
21. Men eders syndige Værk, Kalven, tog jeg og brændte; og jeg
knuste og malede den til fint Støv, og Støvet kastede jeg i
Bækken, som løber ned ad Bjerget.
22. Også i Tabera, Massa og Hibrot Hatta'va fortørnede I HERREN.
23. Og da HERREN lod eder rejse fra Kadesj Barnea og bød eder drage
op og tage det Land i Besiddelse, som han vilde give eder,
trodsede I HERREN eders Guds Befaling, og I troede ikke på ham
og adlød ham ikke.
24. I har været genstridige mod HERREN, så længe jeg har kendt eder.
25. Så faldt jeg ned for HERRENs Åsyn i de fyrretyve Dage og
fyrretyve Nætter, fordi HERREN havde sagt, at han vilde
tilintetgøre eder,
26. og jeg bad til HERREN og sagde: "Herre, HERRE, ødelæg ikke dit
Folk og din Ejendom, som du udløste ved din store Magt og førte
ud af Ægypten med stærk Hånd!
27. Kom dine Tjenere i Hu, Abraham, Isak og Jakob; giv ikke Agt på
dette Folks Halsstarrighed, på dets Ugudelighed og på dets Synd,
28. for at man ikke skal sige i det Land, du førte os ud fra: Fordi
HERREN ikke evnede at føre dem til det Land, han havde lovet
dem, og fordi han hadede dem, derfor førte han dem ud for at
lade dem omkomme i Ørkenen!
29. De er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud ved din store
Kraft og din udstrakte Arm!"
5.Mosebog 10
1. Ved denne Tid sagde HERREN til mig: Tilhug dig to Stentavler
ligesom de forrige og stig op til mig på Bjerget; lav dig også
en Ark af Træ!
2. Så vil jeg på Tavlerne skrive de Ord, der stod på de forrige
Tavler, som du knuste, og du skal lægge dem ned i Arken!"
3. Da lavede jeg en Ark af Akacietræ og tilhuggede to Stentavler
ligesom de forrige og steg op på Bjerget med de to Tavler i
Hånden.
4. Og han skrev på Tavlerne det samme, som var skrevet første Gang,
de ti Ord, som HERREN havde talt til eder på Bjerget ud fra
Ilden, den Dag I var forsamlet. Og HERREN overgav mig dem.
5. Så vendte jeg mig bort og steg ned fra Bjerget og lagde Tavlerne
i den Ark, jeg havde lavet, og der blev de liggende, som HERREN
havde pålagt mig.
6. Og Israelitterne drog fra Be'erotbene-Ja'akan til Mosera. Der
døde Aron, og der blev han jordet, og hans Søn Eleazar blev
Præst i hans Sted.
7. Derfra drog de til Gudgoda og fra Gudgoda til Jotbata, en Egn
med Vandløb.
8. På den Tid udskilte HERREN Levis Stamme til at bære HERRENs
Pagts Ark og til at stå for HERRENs Åsyn og tjene ham og
velsigne i hans Navn, som det sker den Dag i Dag.
9. Derfor fik Levi ikke Arvelod og Del sammen med sine Brødre;
HERREN selv er hans Arvelod, som HERREN din Gud lovede ham.
10. Men jeg blev på Bjerget lige så længe som forrige Gang,
fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, og HERREN bønhørte mig også
denne Gang; HERREN vilde ikke tilintetgøre dig.
11. Da sagde HERREN til mig: "Rejs dig og bryd op i Spidsen for
Folket, for at de kan komme og tage det Land i Besiddelse, jeg
tilsvor deres Fædre at ville give dem!"
12. Og nu, Israel! Hvad andet kræver HERREN din Gud af dig, end at
du skal frygte HERREN din Gud, så du vandrer på alle hans Veje,
og at du skal elske ham og tjene HERREN din Gud af hele dit
Hjerte og hele din Sjæl,
13. så du holder HERRENs Bud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger
dig, for at det må gå dig vel.
14. Se, Himmelen og Himlenes Himle og Jorden med alt, hvad der er på
den, tilhører HERREN din Gud;
15. men kun til dine Fædre fattede han Velbehag, så han elskede dem,
og eder, deres Afkom, udvalgte han af alle Folkeslag, som det nu
er kendeligt.
16. Så omskær nu eders Hjerters Forhud og gør ikke mer eders Nakker
stive!
17. Thi HERREN eders Gud er Gudernes Gud og Herrernes Herre, den
store, vældige, forfærdelige Gud, som ikke viser Personsanseelse
eller lader sig købe,
18. som skaffer den faderløse og Enken Ret og elsker den fremmede og
giver ham Brød og klæder.
19. Derfor skal I elske den fremmede, thi I var selv fremmede i
Ægypten.
20. HERREN din Gud skal du frygte: ham skal du tjene, ved ham skal
du holde fast, og ved hans Navn skal du sværge!
21. Han er din Lovsang, og han er din Gud, han, som har gjort disse
store og forfærdelige Ting imod dig, som du med egne Øjne har
set!
22. Halvfjerdsindstyve i Tal drog dine Fædre ned til Ægypten, og nu
har HERREN din Gud gjort dig talrig som Himmelens Stjerner!
5.Mosebog 11
1. Så elsk da HERREN din Gud og hold hans Forskrifter, hans
Anordninger, Lovbud og Bud alle Dage:
2. jeg taler ikke til eders Børn, der ikke har oplevet det og set
det; betænk derfor i Dag HERREN eders Guds Optugtelse, hans
Storhed, hans stærke Hånd og udstrakte Arm,
3. hans Tegn og Gerninger, som han gjorde midt i Ægypten mod Farao,
Ægypterkongen, og hele hans Land,
4. og hvad han gjorde ved Ægypternes Hærmagt, deres Heste og Vogne,
som han, da de forfulgte eder, lod det røde Havs Vande skylle
hen over og tilintetgjorde for stedse,
5. og hvad han gjorde for eder i Ørkenen, lige til I kom til Stedet
her,
6. og hvad han gjorde ved Datan og Abiram, Rubens Søn Eliabs
Sønner, hvorledes Jorden åbnede sin Mund og slugte dem tillige
med deres Huse og Telte og alt, hvad der var i ledtog med dem,
midt iblandt hele Israel!
7. Thi med egne Øjne har I set al den Stordåd, HERREN har øvet!
8. Så hold da alle de Bud, jeg i Dag pålægger dig, for at I kan
vinde Styrke og komme og tage det Land i Besiddelse, som I skal
over og tage i Besiddelse,
9. og for at I kan få et langt Liv på den Jord, HERREN tilsvor
eders Fædre at ville give dem og deres Afkom, et Land, der
flyder med Mælk og Honning.
10. Thi det Land, du skal ind og tage i Besiddelse, er ikke som
Ægypten, hvorfra I drog ud! Når du der havde sået din Sæd, måtte
du vande Landet med din Fod, som en Urtehave;
11. nej, det Land, I skal over og tage i Besiddelse, er et Land med
Bjerge og Dale, der drikker Vand, når Regnen falder fra
Himmelen,
12. et Land, som HERREN din Gud har Omhu for, og som HERREN din Guds
Øjne stadig hviler på, fra Årets Begyndelse og til dets
Slutning.
13. Og hvis I nu lyder mine Bud, som jeg i Dag pålægger eder, så I
elsker HERREN eders Gud og tjener ham af hele eders Hjerte og
hele eders Sjæl,
14. så vil jeg give eders Land dets Regn i rette Tid, både
Tidligregn og Sildigregn, så du kan høste dit Korn, din Most og
din Olie;
15. og jeg vil give Græs på din Mark til dit Kvæg; og du skal spise
dig mæt.
16. Men vogt eder, at ikke eders Hjerte dåres, så I falder fra og
dyrker andre Guder og tilbeder dem;
17. thi da vil HERRENs Vredeblusse op imod eder, og han vil lukke
Himmelen, så der ikke falder Regn, og Jorden ikke giver Grøde,
og I skal hurtigt udryddes af det herlige Land, HERREN vil give
eder.
18. I skal lægge eder disse mine Ord på Hjerte og Sinde, binde dem
som et Tegn om eders Hånd og lade dem være et Erindringsmærke på
eders Pande,
19. og I skal lære eders Børn dem, idet I taler om dem, både når du
sidder i dit Hus, og når du vandrer på Vejen, både når du lægger
dig, og når du står op.
20. Og du skal skrive dem på Dørstolperne af dit Hus og på dine
Porte,
21. for at I og eders Børn må leve i det Land, HERREN tilsvor eders
Fædre at ville give dem, så længe Himmelen er over Jorden.
22. Thi hvis I vogter vel på alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger
eder at holde, så I elsker HERREN eders Gud og vandrer på alle
hans Veje og hænger fast ved ham,
23. så skal HERREN drive alle disse Folk bort foran eder, og I skal
underlægge eder Folk, der er større og mægtigere end I.
24. Hver Plet, eders Fodsål betræder, skal tilhøre eder; fra Ørkenen
til Libanon og fra den store Flod, Eufratfloden, til Havet i
Vest skal eders Landemærker strække sig.
25. Ingen skal kunne holde Stand for eder; Skræk og Rædsel for eder
skal HERREN eders Gud lade komme over hele det Land, I betræder,
således som han lovede eder.
26. Se, jeg forelægger eder i Dag Velsignelse og Forbandelse,
27. Velsignelsen, hvis I lyder HERREN eders Guds Bud, som jeg i Dag
pålægger eder,
28. og Forbandelsen, hvis ikke lyder HERREN eders Guds Bud, men
viger bort fra den Vej, jeg i Dag foreskriver eder, for at holde
eder til andre Guder, I ikke før kendte til.
29. Og når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, du skal ind og
tage i Besiddelse, så skal du lægge Velsignelsen på Garizims
Bjerg og Forbandelsen på Ebals Bjerg.
30. De ligger jo hinsides Jordan, bag ved den, mod Vest, i de
Kanånæeres Land, der bor i Arabalavningen, lige over for Gilgal
ved Sandsigerens Træ.
31. Thi I står jo nu i Begreb med at overskride Jordan for at gå ind
og tage det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give
eder. Når I da har taget det i Besiddelse og bosat eder der,
32. skal I omhyggeligt handle efter alle de Anordninger og Lovbud,
jeg i Dag forelægger eder!
5.Mosebog 12
1. Dette er de Anordninger og Lovbud, I omhyggeligt skal handle
efter i det Land, HERREN, dine Fædres Gud, giver dig i Eje, så
længe I lever på Jorden.
2. I skal i Bund og Grund ødelægge alle de Steder, hvor de Folk, I
driver bort, dyrker deres Guder, på de høje Bjerge, på Højene og
under alle grønne Træer!
3. I skal nedbryde deres Altre og sønderslå deres Stenstøtter, I
skal opbrænde deres Asjerastøtter og omhugge deres Gudebilleder
og udrydde deres Navn fra hvert sådant Sted.
4. I må ikke bære eder således ad over for HERREN eders Gud;
5. men til det Sted, HERREN eders Gud udvælger blandt alle eders
Stammer for at stedfæste sit Navn og lade det bo der, skal I
søge, og der skal du gå hen;
6. derhen skal I bringe eders Brændofre og Slagtofre, eders Tiender
og Offerydelser, eders Løfteofre og Frivilligofre og de
førstefødte af eders Hornkvæg og Småkvæg;
7. der skal I holde Måltid for HERREN eders Guds Åsyn og sammen med
eders Husstand være glade over alt, hvad I erhverver, hvad
HERREN din Gud velsigner dig med.
8. I må ikke bære eder ad, som vi nu for Tiden gør her, hvor enhver
gør, hvad han finder for godt;
9. thi endnu er I jo ikke kommet til det Hvilested og den Arvelod,
HERREN din Gud vil give dig.
10. Men når I er gået over Jordan og har fæstet Bo i det Land,
HERREN eders Gud vil give eder til Arv, og han får skaffet eder
Ro for alle eders Fjender trindt omkring, så I kan bo trygt,
11. da skal det Sted, HERREN eders Gud udvælger til Bolig for sit
Navn, være det, hvorhen I skal bringe alt, hvad jeg pålægger
eder, eders Brændofre og Slagtofre, eders Tiender og
Offerydelser og alle eders udvalgte Løftofre, som I lover
HERREN;
12. og der skal I være glade for HERREN eders Guds Åsyn sammen med
eders Sønner og Døtre, eders Trælle og Trælkvinder og Leviten
inden eders Porte; thi han har jo ingen Arvelod og Del som I
andre.
13. Vogt dig for at ofre dine Brændofre på et hvilket som helst
Sted, dit Øje falder på.
14. Men på det Sted HERREN udvælger i en af dine Stammer, der skal
du ofre dine Brændofre, og der skal du gøre alt, hvad jeg
pålægger dig.
15. Derimod må du, så meget du lyster, slagte Kvæg og nyde Kød rundt
om i dine Byer, alt som HERREN din Gud velsigner dig; urene og
rene må spise det, som var det Gazeller eller Hjorte.
16. Kun Blodet må ikke nyde; det skal du lade løbe ud på Jorden som
Vand.
17. Men inden dine Porte må du ikke nyde Tienden af dit Korn, din
Most og din Olie eller de førstefødte af dit Hornkvæg og Småkvæg
eller noget af dine Løfteofre og Frivilligofre eller nogen af
dine Offerydelser;
18. men for HERREN din Guds Åsyn, på det Sted, HERREN din Gud
udvælger, skal du nyde alt dette sammen med din Søn og Datter,
din Træl og Trælkvinde og Leviten inden dine Porte, og du skal
være glad for HERREN din Guds Åsyn over alt, hvad du erhverver
dig.
19. Vogt dig vel for at glemme Leviten, så længe du lever i dit
Land!
20. Når HERREN din Gud udvider dine Landemærker, som han har lovet
dig, og du da får Lyst til Kød og siger: "Jeg vil have Kød at
spise", så spis kun Kød, så meget du lyster.
21. Hvis det Sted, HERREN din Gud udvælger for der at stedfæste sit
Navn, ligger langt fra dig, så må du slagte af dit Hornkvæg og
Småkvæg, som HERREN giver dig, således som jeg har pålagt dig,
og spise det inden dine Porte, så meget du lyster.
22. Men du skal spise det, som man spiser Gazeller og Hjorte; både
urene og rene må spise det.
23. Kun må du ufravigeligt afholde dig fra at nyde Blodet; thi
Blodet er Sjælen, og du må ikke nyde Sjælen tillige med Kødet.
24. Du må ikke nyde det, men du skal lade det løbe ud på Jorden som
Vand.
25. Afhold dig fra at nyde det, for at det kan gå dig og dine Børn
efter dig vel, idet du gør, had der er ret i HERRENs Øjne.
26. Men dine hellige Gaver og Løfteofre skal du komme med til det
Sted, HERREN udvælger;
27. og du skal bringe dine Brændofre, både Kødet og Blodet, på
HERREN din Guds Alter; og Blodet af dine Slagtofre skal udøses
på HERREN din Guds Alter, men Kødet må du spise.
28. Adlyd omhyggeligt alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger dig,
for at det kan gå dig og dine Børn efter dig vel til evig Tid,
idet du gør, hvad der er godt og ret i HERREN din Guds Øjne.
29. Når HERREN din Gud udrydder de Folk, du drager hen at drive
bort, og du har drevet dem bort og bosat dig i deres Land,
30. så vogt dig for at lade dig lokke til at gå i deres Fodspor,
efter at de er udryddet foran dig, og for at spørge dig for
angående deres Guder, idet du siger: "Hvorledes plejede disse
Folkeslag at dyrke deres Guder? Således vil også jeg bære mig
ad."
31. Således må du ikke bære dig ad over for HERREN din Gud; thi alt,
hvad der er HERREN en Vederstyggelighed, alt, hvad han hader,
har de gjort over for deres Guder; ja, de brændte endog deres
Sønner og Døtre til Ære for deres Guder!
32. Alt, hvad jeg pålægger eder, skal I omhyggeligt udføre. Du må
hverken lægge noget til eller trække noget fra.
5.Mosebog 13
1. Når en Profet eller en, der har Drømme, opstår i din Midte og
forkynd dig et Tegn eller et Under,
2. og det Tegn og Under, han talte til dig om, indtræffer, og han
samtidig opfordrer eder til at holde eder til andre Guder, som I
ikke før kendte til, og dyrke dem,
3. så må du ikke høre på den Profets Tale eller på den, der har
Drømmen; thi HERREN eders Gud sætter eder på Prøve for at se, om
I elsker HERREN eders Gud af hele eders Hjerte og hele eders
Sjæl.
4. HERREN eders Gud skal I holde eder til, ham skal I frygte, hans
Bud skal I holde, hans Røst skal I adlyde, ham skal I tjene, og
ved ham skal I bolde fast.
5. Men hin Profet eller den, der har Drømmen, skal lide Døden; thi
fra HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten og udløste
dig af Trællehuset, har han prædiket Frafald for at drage dig
bort fra den Vej, HERREN din Gud bød dig at vandre på; og du
skal udrydde det onde af din Midte.
6. Dersom din Broder eller Halvbroder, din Søn eller Datter, din
Hustru, som du favner, eller din Ven, der er dig kær som dit
eget Liv, hemmeligt vil lokke dig til at gå hen og dyrke andre
Guder, som hverken du eller dine Fædre før kendte til,
7. af de Folkeslags Guder, der bor rundt om eder, være sig nær
eller fjernt, fra den ene Ende af Jorden til den anden,
8. så må du ikke føje ham eller høre på ham; og du må ikke have
Medlidenhed med ham, vise ham Skånsel eller holde Hånd over ham,
9. men du skal slå ham ihjel; din Hånd skal være den første, der
løfter sig imod ham for at slå ham ihjel, siden alle de andres
Hånd.
10. Du skal stene ham til Døde, fordi han søgte at forføre dig til
Frafald fra HERREN din Gud, der førte dig ud af Ægypten, af
Trællehuset.
11. Og det skal høres i hele Israel, så de gribes af Frygt og ikke
mere øver en sådan Udåd i din Midte!
12. Kommer det dig for Øre, at der i en af dine Byer, som HERREN din
Gud giver dig at bo i,
13. er optrådt Niddinger af din egen Midte, som har forført deres
Bysbørn til at gå hen og dyrke fremmede Guder, som I ikke før
kendte til,
14. så skal du omhyggeligt undersøge, efterforske og udgranske
Sagen, og hvis det viser sig, at det virkelig forholder sig så,
at der er øvet en sådan Vederstyggelighed i din Midte,
15. da skal du hugge indbyggerne i den By ned med Sværdet, idet du
lægger Band på den og alt, hvad der er deri; også Kvæget der
skal du hugge ned med Sværdet.
16. Og alt Byttet, der er taget der, skal du samle sammen midt på
Torvet, og så skal du opbrænde Byen og Byttet, der er taget der,
som et Heloffer til HERREN din Gud; derefter skal den for evigt
ligge i Ruiner og aldrig mer bygges op.
17. Og intet af det bandlyste må blive hængende ved din Hånd, for at
HERREN må standse sin flammende Vrede og vise dig Barmhjertighed
og i sin Barmhjertighed gøre dig mangfoldig, som han tilsvor
dine Fædre,
18. fordi du adlyder HERREN din Guds Røst, så du vogter på alle hans
Bud, som jeg i Dag pålægger dig, og gør, hvad der er ret i
HERREN din Guds Øjne!
5.Mosebog 14
1. HERREN eders Guds Børn er I, derfor må I ikke indridse Mærker på
eder eller afrage Håret over Panden for de dødes Skyld.
2. Thi du er et Folk, der er helliget HERREN din Gud, og dig har
HERREN udvalgt til at være hans Ejendomsfolk blandt alle Folk på
Jorden.
3. Du må ikke spise noget, som er en Vederstyggelighed.
4. De Dyr, I må spise, er følgende: Okser, Får og Geder,
5. Hjorte, Gazeller, Antiloper, Stenbukke, Disjonantiloper,
Oryksantiloper og Vildgeder.
6. Og alt det Kvæg, som har spaltede Klove, begge Klove helt
spaltede, og tygger Drøv, det Kvæg må I spise.
7. Men følgende må I ikke spise af dem, der tygger Drøv, og af dem,
der har Klovene helt spaltede: Kamelen, Haren og
Klippegrævlingen, thi de tygger vel Drøv, men har ikke Klove; de
skal være eder urene;
8. ej heller Svinet, thi det har vel Klove, men tygger ikke Drøv;
det skal være eder urent. Deres Kød må I ikke spise, og ved
deres Ådsler må I ikke røre.
9. Af alt, hvad der lever i Vandet, må spise følgende: Alt, hvad
der har Finner og Skæl, må I spise.
10. Men intet, der ikke har Finner og Skæl, må I spise; det skal
være eder urent.
11. Alle rene Fugle må I spise.
12. Men følgende Fugle må I ikke spise: Ørnen, Lammegribben,
Havørnen,
13. Glenten, de forskellige Arter af Falke,
14. alle de forskellige Arter af Ravne,
15. Strudsen, Takmasfuglen, Mågen, de forskellige Arter af Høge,
16. Uglen, Hornuglen, Tinsjemetfuglen,
17. Pelikanen, Ådselgribben, Fiskepelikanen,
18. Storken, de forskellige Arter af Hejrer, Hærfuglen og
Flagermusen.
19. Alt vinget Kryb skal være eder urent og må ikke spises.
20. Men alle rene Fugle må I spise.
21. I må ikke spise noget selvdødt Dyr. Du kan give det til den
fremmede inden dine Porte, at han kan spise det, eller du kan
sælge det til en Udlænding. Thi du er et Folk, der er helliget
HERREN din Gud. Du må ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.
22. Du skal give Tiende af al din Afgrøde, der vokser på Marken, År
for År;
23. og for HERREN din Guds Åsyn, på det Sted, han udvælger til Bolig
for sit Navn, skal du nyde Tienden af dit Korn, din Most og din
Olie og de førstefødte af dit Hornkvæg og Småkvæg, for at du kan
lære at frygte HERREN din Gud alle Dage.
24. Men når Vejen er dig for lang, så du ikke kan bringe det derhen,
eftersom det Sted, HERREN din Gud udvælger for der at stedfæste
sit Navn, ligger for langt borte fra dig, fordi HERREN din Gud
velsigner dig,
25. så skal du gøre det i Penge og pakke Pengene ind og tage dem med
og drage til det Sted, HERREN din Gud udvælger,
26. og du skal for Pengene købe alt, hvad dit Hjerte begærer,
Hornkvæg og Småkvæg, Vin og stærk Drik og alt, hvad du har Lyst
til, og nyde det der for HERREN din Guds Åsyn og være glad
sammen med din Husstand.
27. Og Leviten inden dine Porte må du ikke glemme; thi han har ikke
Arvelod og Del som du.
28. Men hver Gang der er gået tre År, skal du tage al Tienden af din
Afgrøde i det År og samle den inden dine Porte,
29. så at Leviten, der jo ikke har Arvelod og Del som du, og den
fremmede, den faderløse og Enken inden dine Porte kan komme og
spise sig mæt deraf; det skal du gøre, for at HERREN din Gud må
velsigne dig i al den Gerning, du tager dig for.
5.Mosebog 15
1. Hvert syvende År skal du holde Friår.
2. Og Friåret skal holdes således: Enhver, der har en Fordring på
sin Næste, skal give Afkald derpå; han må ikke kræve sin Næste
og sin Broder, når et Friår er udråbt for HERREN.
3. Udlændinge må du kræve; men det, du har til gode hos din Broder,
skal du give Afkald på.
4. Dog, der bliver ingen fattige hos dig; thi HERREN din Gud vil
rigeligt velsigne dig i det Land, HERREN din Gud vil give dig i
Arv og Eje,
5. hvis du blot vil adlyde HERREN din Guds Røst, så du omhyggeligt
handler efter alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger dig.
6. Thi HERREN din Gud vil velsigne dig, som han lovede dig, og du
skal låne ud til mange Folk, men selv skal du ikke låne; og du
skal få Magt over mange Folk, men de skal ikke få Magt over dig.
7. Når der findes en fattig hos dig, en af dine Brødre inden dine
Porte et steds i dit Land, som HERREN din Gud vil give dig, må
du ikke være hårdhjertet og lukke din Hånd for din fattige
Broder;
8. men du skal lukke din Hånd op for ham og låne ham, hvad han
savner og trænger til.
9. Vogt dig for, at ikke sådan nedrig Tanke kommer op i dig: "Der
er ikke længe til det syvende År, Friåret!" så du ser med onde
Øjne på din fattige Broder og ikke giver ham noget; thi da vil
han råbe til HERREN over dig, og du vil pådrage dig Synd.
10. Men du skal give ham villigt uden at være fortrydelig i dit
Hjerte over at skulle give ham; thi for den Sags Skyld vil
HERREN din Gud velsigne dig i alt dit Virke, i alt, hvad du
tager dig for.
11. Thi der vil aldrig mangle fattige i Landet; derfor byder jeg dig
Du skal villigt lukke din Hånd op for din nødlidende og fattige
Broder i dit Land.
12. Når en af dine Brødre, en hebraisk Mand eller Kvinde, sælger sig
til dig, skal han trælle for dig i seks År, men i det syvende
skal du give ham fri.
13. Og når du giver ham fri, må du ikke lade ham gå med tomme
Hænder;
14. men du skal give ham rigeligt med af dit Småkvæg og fra din Lo
og din Perse; efter som HERREN din Gud velsigner dig, skal du
give ham.
15. Du skal komme i Hu, at du selv var Træl i Ægypten, og at HERREN
din Gud udløste dig; derfor byder jeg dig dette i dag.
16. Men hvis han siger til dig: "Jeg vil ikke forlade dig, thi jeg
har fået Kærlighed til dig og dit Hus og har det godt hos dig",
17. så skal du tage en Syl og stikke den igennem hans Øre ind i
Døren, og så skal han være din Træl for Livstid. Og på samme
Måde skal du bære dig ad med din Trælkvinde.
18. Du må ikke være fortrydelig over at skulle give ham fri; thi han
har ved sit Arbejde i de seks År ydet dig det dobbelte af en
Daglejers Løn; og HERREN vil velsigne dig i alt, hvad du tager
dig for.
19. Alle førstefødte Handyr, der fødes dig mellem dit Hornkvæg og
Småkvæg, skal du hellige HERREN din Gud; du må hverken bruge det
førstefødte af dine Okser til Arbejde eller klippe Ulden af det
førstefødte af dine Får.
20. For HERREN din Guds Åsyn skal du sammen med din Husstand fortære
det År efter År på det Sted, HERREN udvælger.
21. Men hvis de har en Lyde, hvis de er lamme eller blinde eller har
en anden slem Lyde, må du ikke ofre dem til HERREN din Gud.
22. Inden dine Port kan du, både de rene og urene iblandt eder,
fortære dem som Gazeller eller Hjorte.
23. Kun Blodet må du ikke nyde; det skal du lade løbe ud på Jorden
som Vand.
5.Mosebog 16
1. Tag Vare på Abib Måned og hold Påske for HERREN din Gud; thi i
Abib Måned førte HERREN din Gud dig ved Nattetide ud af Ægypten.
2. Og som Påskeoffer til HERREN din Gud skal du slagte Småkvæg og
Hornkvæg på det Sted, HERREN din Gud udvælger fil Bolig for sit
Navn.
3. Du må ikke spise syret Brød dertil. I syv Dage skal du spise
usyret Brød dertil, Trængselsbrød thi i største Hast drog du ud
af Ægypten for at du kan ihukomme den Dag, du drog ud af
Ægypten, så længe du lever.
4. Hele syv dage må der ikke findes Surdej nogetsteds inden for
dine Landemærker. Af Kødet, som du slagter om Aftenen den første
Dag må intet ligge Natten over til næste Morgen.
5. Du har ingensteds Lov at slagte Påskeofferet inden dine Porte,
som HERREN din Gud giver dig;
6. men på det Sted, HERREN din Gud udvælger til Bolig for sit Navn,
der skal du slagte Påskeofferet om Aftenen ved Solnedgang, på
det Tidspunkt du drog ud af Ægypten.
7. Og du skal koge det og spise det på det Sted, HERREN din Gud
udvælger, og næste Morgen skal du vende hjemad og drage til dine
Boliger.
8. I seks dage skal du spise usyrede Brød, og på den syvende skal
der være festlig Samling for HERREN din Gud, du må intet Arbejde
udføre.
9. Syv Uger skal du tælle frem; den Dag du sætter Seglen til
Hornet, skal du begynde at tælle.
10. Så skal du fejre Ugefesten for HERREN din Gud med så mange
frivillige Gaver, du vil give, efter som HERREN din Gud
velsigner dig.
11. Og du skal være glad for HERREN din Guds Åsyn på det Sted,
HERREN din Gud udvælger til Bolig for sit Navn, sammen med din
Søn og Datter, din Træl og Trælkvinde, Leviten inden dine Porte,
den fremmede, den faderløse og Enken, som bor hos dig.
12. Og du skal komme i Hu, at du var Træl i Ægypten, og omhyggeligt
holde disse Anordninger.
13. Løvhyttefesten skal du fejre i syv Dage, når du har indsamlet
Udbyttet fra din Tærskeplads og din Perse;
14. og du skal være glad på din Højtid sammen med din Søn og Datter,
din Træl og Trælkvinde, Leviten, den fremmede, den faderløse og
Enken inden dine Porte.
15. Syv Dage skal du holde Højtid for HERREN din Gud, på det Sted
HERREN udvælger, thi HERREN din Gud vil velsigne dig i alt, hvad
du avler, og alt, hvad du arbejder med; derfor skal du kun være
glad.
16. Tre Gange om Året skal alle af Mandkøn hos dig stedes for HERREN
din Guds Åsyn, på det Sted han udvælger, på de usyrede Brøds
Fest, Ugefesten og Løvhyttefesten; og man må ikke stedes for
HERRENs Åsyn med tomme Hænder;
17. men enhver skal komme med, hvad han kan give efter den
Velsignelse, HERREN din Gud giver dig.
18. Dommere og Tilsynsmænd skal du indsætte dig overalt inden dine
Porte, som HERREN din Gud vil give dig, rundt om i dine Stammer,
og de skal dømme Folket på retfærdig Vis.
19. Du må ikke bøje Retten, ikke vise Personsanseelse og ikke tage
imod Bestikkelse; thi Bestikkelse gør Vismænd kolde og
forplumrer de retfærdiges Sag.
20. Ret, kun Ret skal du stræbe efter, for at du kan leve og beholde
det Land, som HERREN din Gud vil give dig.
21. Du må ikke plante dig nogen Asjerastøtte, noget som helst Træ
ved Siden af det Alter, du rejser for HERREN din Gud.
22. Heller ikke må du rejse dig nogen Stenstøtte; dem hader HERREN
din Gud.
5.Mosebog 17
1. Du må ikke ofre HERREN din Gud en Okse eller et Stykke Småkvæg,
som har nogen Lyde, nogen som helst Fejl; thi det er HERREN din
Gud en Vederstyggelighed.
2. Når der et steds i din Midte inden dine Porte, som HERREN din
Gud vil give dig, findes nogen, Mand eller Kvinde, der gør, hvad
der er ondt i HERREN din Guds Øjne, og overtræder hans Pagt,
3. idet han går hen og dyrker andre Guder og tilbeder dem, Solen,
Månen eller Himmelens hele Hær, hvad jeg ikke har pålagt eder,
4. og det bliver dig meldt, så du får det af høre, da skal du
omhyggeligt undersøge Sagen, og hvis det viser sig, at det
virkelig forholder sig således, at der er øvet en sådan
Vederstyggelighed i Israel,
5. da skal du føre Manden eller Kvinden, som har øvet denne Udåd,
ud til Byporten, hvad enten det nu er en Mand eller en Kvinde,
og stene dem til Døde.
6. På to eller tre Vidners Udsagn skal Dødsdommen udføres; den må
ikke udføres på et enkelt Vidnes Udsagn.
7. Vidnernes Hånd skal først løfte sig imod ham for at slå ham
ihjel, siden alle de andres Hånd. Således skal du udrydde det
onde af din Midte.
8. Når en Retssag angående Blodsudgydelse eller et
Ejendomsspørgsmål eller Legemsskade, når i det hele en eller
anden Retstrætte inden dine Porte er dig for vanskelig, skal du
stå op og drage til det Sted, HERREN din Gud udvælger,
9. og henvende dig til Levitpræsterne og den Dommer, som er der til
den Tid, og spørge dem til Råds, så skal de give dig til Hen,
hvorledes der skal dømmes i Sagen.
10. Og du skal rette dig efter den Afgørelse, de giver dig til kende
fra det Sted, HERREN udvælger, og omhyggeligt handle efter alt
det, som de lærer dig.
11. Efter den Vejledning, de giver dig, og efter den Kendelse, de
kundgør dig, skal du handle uden at vige til højre eller venstre
fra, hvad de giver dig til Kende.
12. Og den Mand, der formaster sig til ikke at lyde Præsten, som gør
Tjeneste der for HERREN din Gud, eller Dommeren, den Mand skal
dø, og du skal udrydde det onde af Israel.
13. Og det skal høres i hele Folket, så de gribes af Frygt og ikke
mere handler formasteligt.
14. Når du kommer ind i det Land, HERREN din Gud vil give dig, og
får taget det i Besiddelse og fæstet Bo der, og du så får den
Tanke, at du vil have en Konge over dig ligesom alle de andre
Folk rundt om dig,
15. så må du kun sætte den Mand til Konge over dig, som HERREN din
Gud udvælger. Af dine Brødres Midte skal du tage dig en
konge. En fremmed, der ikke hører til dine Brødre, må du ikke
tage til konge over dig.
16. Kun må han ikke holde mange Heste og sende Folket tilbage til
Ægypten for at skaffe sig mange Heste; thi HERREN har jo sagt
til eder: "I må ikke mere vende tilbage ad den Vej!"
17. Heller ikke må han have mange Hustruer, for at hans Hjerte ikke
skal forledes til Frafald, og han må ikke samle sig Sølv og Guld
i Overflod.
18. Når han så har sat sig på Tronen, skal han skaffe sig en
Afskrift af denne Lov hos Levitpræsterne;
19. og han skal have den hos sig og læse i den alle sine Levedage,
at han kan lære at frygte HERREN sin Gud, så han tager Vare på
alle denne Lovs Ord og på disse Anordninger og holder dem,
20. for at hans Hjerte ikke skal hovmode sig over hans Brødre eller
vige til højre eller venstre fra Budet, at han og hans Sønner i
lange Tider må have Kongemagten i Israel.
5.Mosebog 18
1. Levitpræsterne, hele Levis Stamme, skal ikke have arvelod og Del
sammen med det øvrige Israel, men leve af HERRENs Ildofre og af
det, der tilfalder ham.
2. Han må ikke eje nogen Arvelod blandt sine Brødre; HERREN er hans
Arvelod, som han lovede ham.
3. Og dette skal være den Ret, Præsterne har Krav på hos Folket,
hos dem, der slagter Ofre, være sig Okser eller Småkvæg: Han
skal give Præsten Boven, Kæberne og Kaljunet.
4. Det første af dit Korn, din Most og din Olie og den første Uld
af dine Får skal du give ham.
5. Thi ham har HERREN din Gud udvalgt blandt alle dine Stammer, så
at han og hans Sønner altid skal gøre Præstetjeneste i HERRENs
Navn.
6. Når en Levit inden dine Porte et steds i Israel, hvor han har
haft sit Ophold, kommer til det Sted, HERREN udvælger det står
ham frit for at komme, hvis han vil
7. må han gøre Præstetjeneste i HERREN sin Guds Navn, lige så vel
som alle hans Brødre, de andre Leviter, der står for HERRENs
Åsyn der.
8. De skal nyde samme Ret, fraregnet hvad enhver er kommet til ved
Salg af sin Fædrenearv.
9. Når du kommer ind i det Land, HERREN din Gud vil give dig, må du
ikke lære at efterligne disse Folks Vederstyggeligheder.
10. Der må ingen findes hos dig, som lader sin Søn eller datter gå
igennem. Ilden, ingen, som driver Spådomskunst, tager Varsler,
er Sandsiger eller øver Trolddom,
11. ingen, som foretager Besværgelse eller gør Spørgsmål til Genfærd
og Sandsigerånder og henvender sig til de døde;
12. thi enhver, der gør sligt, er HERREN vederstyggelig, og for
disse Vederstyggeligheders Skyld er det, at HERREN din Gud
driver dem bort foran dig.
13. Ustraffelig skal du være for HERREN din Gud.
14. Thi disse Folk, som du skal drive bort, hører på dem, der tager
Varsler og driver Spådomskunst; men sligt har HERREN din Gud
ikke tilladt dig.
15. HERREN din Gud vil lade en Profet som mig fremstå af din Midte,
af dine Brødre; ham skal I høre på.
16. Således udbad du dig det jo af HERREN din Gud ved Horeb, den Dag
I var forsamlede, da du sagde: "Lad mig ikke mere høre HERREN
min Guds Røst og se denne vældige Ild, at jeg ikke skal dø!"
17. Da sagde HERREN til mig: "De har talt rettelig!
18. Jeg vil lade en Profet som dig fremstå for dem af deres Brødre
og lægge mine Ord i hans Mund, og han skal sige dem alt, hvad
jeg byder ham!
19. Og enhver, der ikke vil høre mine Ord, som han taler i mit Navn,
ham vil jeg kræve til Regnskab.
20. Men den Profet, der formaster sig til at tale noget i mit Navn,
som jeg ikke har pålagt ham at tale, eller taler i en anden Guds
Navn, den Profet skal dø!"
21. Og hvis du tænker ved dig selv: "Hvorledes skal vi kende det
Ord, HERREN ikke har talt?"
22. så vid: Hvad en Profet taler i HERRENs Navn, uden at det sker og
indtræffer, det er noget, HERREN ikke har talt. I Formastelighed
har Profeten udtalt det, og du skal ikke være bange for ham!
5.Mosebog 19
1. Når HERREN din Gud får udryddet de Folk, hvis Land HERREN din
Gud vil give dig, og du får dem drevet bort og har bosat dig i
deres Byer og Huse,
2. da skal du udtage dig tre Byer midt i dit Land, som HERREN din
Gud giver dig i Eje.
3. Du skal sætte Vejen til dem i Stand og dele dit Landområde, som
HERREN din Gud tildeler dig, i tre Dele, for at enhver
Manddraber kan ty derhen.
4. Men om de Manddrabere, der har Ret til at ty derhen for at redde
Livet, gælder følgende: Når nogen af Vanvare slår sin Næste
ihjel, uden at han i Forvejen har båret Nag til ham,
5. når således en går med sin Næste ud i Skoven for at fælde Træer,
og hans Hånd svinger Øksen for at fælde et Træ, og Jernet farer
ud af Skaftet og rammer hans Næste, så han dør, da må han ty til
en af disse Byer og redde Livet,
6. for at ikke Blodhævneren i Ophidselse skal sætte efter
Manddraberen og, fordi Vejen er for lang, indhente ham og slå
ham ihjel, skønt han ikke havde fortjent Døden, eftersom. han
ikke i Forvejen havde båret Nag til ham.
7. Derfor giver jeg dig dette Bud: Tre Byer skal du udtage dig!
8. Og dersom HERREN din Gud udvider dine Landemærker, som han
tilsvor dine Fædre, og giver dig hele det Land, han lovede at
give dine Fædre,
9. fordi du omhyggeligt overholder alle disse Bud, som jeg i Dag
pålægger dig, idet du elsker HERREN din Gud og vandrer på hans
Veje alle Dage, så skal du føje endnu tre Byer til disse tre,
10. for at der ikke skal udgydes uskyldigt Blod i dit Land, som
HERREN din Gud giver dig i Eje, så du pådrager dig Blodskyld.
11. Men når en Mand, som bærer Nag til sin Næste, lægger sig på Lur
efter ham, overfalder ham og slår ham ihjel, og han så flygter
til en af disse Byer,
12. skal hans Bys Ældste sende Bud og lade ham hente hjem derfra og
overgive ham i Blodhævnerens Hånd, og han skal lade sit Liv.
13. Skån ham ikke, men rens Israel for den uskyldiges Blod, at det
må gå dig vel.
14. Du må ikke flytte din Næstes Markskel, som tidligere Slægter har
sat, ved den Arvelod, du får tildelt i det Land, HERREN din Gud
vil give dig i Eje.
15. En enkelt kan ikke optræde som Vidne mod en Mand, når det angår
Misgerning eller Synd, hvad Synd det end er, han begår; kun på
to eller tre Vidners Udsagn kan en Sag afgøres.
16. Når et ondsindet Vidne optræder mod nogen og beskylder ham for
Lovbrud,
17. skal begge de stridende fremstille sig for HERRENs Åsyn, for de
Præster og Dommere, der er til den Tid,
18. og Dommerne skal undersøge Sagen grundigt, og hvis det viser
sig, at Vidnet er et falsk Vidne, der har aflagt falsk
Vidnesbyrd mod sin Broder,
19. så skal I gøre med ham, som han havde til Hensigt at gøre med
sin Broder; du skal udrydde det onde af din Midte.
20. Når da de andre hører det, vil de gribes af Frygt og ikke mere
øve en sådan Udåd i din Midte.
21. Du må ikke vise Skånsel: Liv for Liv, Øje for Øje, Tand for
Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod!
5.Mosebog 20
1. Når du drager i Krig mod din Fjende og får Øje på Heste, Vogne
og Krigsfolk, der er talrigere end du selv skal du ikke blive
bange for dem; thi HERREN din Gud er med dig, han, som førte dig
op fra Ægypten
2. Når I rykker ud til Kamp, skal Præsten træde frem og tale til
Folket,
3. og han skal sige til dem: "Hør, Israel! I rykker i Dag ud til
Kamp mod eders Fjender, lad ikke eders Hjerte være forsagt,
frygt ikke, forfærdes ikke og vær ikke bange for dem!
4. Thi HERREN eders Gud drager med eder for at stride for eder mod
eders Fjender og give eder Sejr."
5. Og Tilsynsmændene skal tale således til Folket: "Er der nogen,
som har bygget et nyt Hus og endnu ikke indviet det, må han have
Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke en anden skal indvie
det, om han falder i Slaget.
6. Og er der nogen, som har plantet en Vingård og ikke taget den i
Brug, må han have Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke en
anden skal tage den i Brug, om han falder i Slaget.
7. Og er der nogen, som har trolovet sig med en kvinde, men endnu
ikke taget hende til Hustru, må han have Lov at vende hjem til
sit Hus, for at ikke en anden skal tage hende til Hustru, om han
falder i Slaget."
8. Og Tilsynsmændene skal fremdeles tale til Folket og sige: "Er
der nogen, som er bange og forsagt, må han have Lov at vende
hjem til sit Hus, for at ikke hans Brødre skal blive forsagte,
som han selv er det!"
9. Når så Tilsynsmandene er færdige med at tale til Folket, skal
der sættes Høvedsmænd i Spidsen for Folket.
10. Når du rykker frem til Angreb på en By, skal du først tilbyde
den Fred.
11. Hvis den da tager mod Fredstilbudet og åbner sine Porte for dig,
skal alle Folk, som findes i den, være dine livegne og trælle
for dig
12. Vil den derimod ikke slutte Fred, men kæmpe med dig, da skal du
belejre den,
13. og når HERREN din Gud giver den i din Hånd, skal du hugge alle
af Mandkøn ned med Sværdet.
14. Men Kvinderne, Børnene, Kvæget og alt, hvad der er i Byen, alt,
hvad der røves i den, må du tage som Bytte, og du må gøre dig
til gode med det, som røves fra dine Fjender, hvad HERREN din
Gud giver dig.
15. Således skal du bære dig ad med alle de Byer, som ligger langt
fra dig og ikke hører til disse Folkeslags Byer her;
16. men i disse Folks Byer, som HERREN din Gud giver dig i Eje, må
du ikke lade en eneste Sjæl i Live.
17. På dem skal du lægge Band, på Hetiterne, Amoriterne, Kanånæerne,
Periiterne, Hiiterne og Jebusiteme, som HERREN din Gud har
pålagt dig,
18. for at de ikke skal lære eder at efterligne alle deres
Vederstyggeligheder, som de øver til Ære for deres Guder, så I
forsynder eder mod HERREN eders Gud.
19. Når du ved Belejringen af en By må holde den indesluttet i lang
Tid for at indtage den, må du ikke ødelægge de Træer, der hører
til den, ved at svinge Øksen imod dem; fra dem får du Føde ; dem
må du ikke hugge om; thi mon Markens Træer er Mennesker, at de
også skulde rammes af Belejringen?
20. Kun Træer, du ved, ikke bærer spiselig Frugt, må du ødelægge og
fælde for at bygge Belejringsværker mod den By, som er i Krig
med dig, til den falder.
5.Mosebog 21
1. Når man i det Land, HERREN din Gud vil give dig i Eje, finder en
liggende dræbt på Marken, uden at det vides, hvem der har slået
ham ihjel,
2. da skal dine Ældste og Dommere gå ud og måle Afstanden til de
Byer, som ligger rundt om den dræbte.
3. Derpå skal de Ældste i den By, der ligger nærmest ved den
dræbte, tage en Kvie, som ikke har været brugt til Arbejde eller
båret Åg,
4. og Byens Ældste skal trække Kvien ned i en dal med
stedserindende Vand, som ikke dyrkes og besåes, og der i Dalen
skal de sønderbryde Nakken på Kvien.
5. Så skal Præsterne, Levis Sønner, træde til thi dem har HERREN
din Gud udvalgt til sin Tjeneste og til at velsigne i HERRENs
Navn, og efter deres Ord skal al Trætte og enhver Sag, der
vedrører Legemsskade, afgøres
6. og alle de Ældste i den By, der ligger nærmest ved den dræbte,
skal tvætte deres hænder over Kvien, hvis Nakke blev sønderbrudt
i Dalen,
7. og bekende: "Vore Hænder har ikke udgydt dette Blod, og vore
Øjne har ikke set det!
8. Tilgiv, HERRE, dit Folk Israel, som du udløste, og lad ikke dit
Folk Israel undgælde for det uskyldige Blod!" Så skal der
skaffes dem Soning for Blodskylden.
9. Du skal skaffe det uskyldige Blod bort fra dig. Det skal gå dig
vel, når du gør, hvad der er ret i HERRENs Øjne.
10. Når du drager i Krig mod dine Fjender, og HERREN din Gud giver
dem i din Hånd, og du tager Fanger iblandt dem
11. og blandt Fangerne får Øje på en Kvinde, som ser godt ud, og får
Kærlighed til hende og ønsker at tage hende til Ægte,
12. da skal du føre hende ind i dit Hus, og hun skal klippe sit Hår
af, skære sine Negle,
13. aflægge sin Fangedragt og opholde sig en Månedstid i dit Hus og
græde over sin Fader og Moder. Så kan du gå ind til hende og
ægte hende, så hun bliver din Hustru.
14. Men hvis du ikke mere synes om hende, skal du give hende fri, du
må ikke sælge hende for Penge; du må ikke være hensynsløs imod
hende, eftersom du har krænket hende.
15. Når en Mand har to Hustruer, en han elsker, og en han
tilsidesætter, og de føder ham Sønner, både Yndlingshustruen og
den tilsidesatte, og den førstefødte er den tilsidesattes Søn,
16. så må Manden, når han skifter sin Ejendom mellem Sønnerne, ikke
give Yndlingshustruens Søn Førstefødselsretten til Skade for den
førstefødte, den tilsidesattes Søn.
17. Men han skal anerkende den førstefødte, den tilsidesattes Søn,
som førstefødt, og give ham dobbelt Del af alt, hvad han ejer;
thi han er Førstegrøden af hans Manddomskraft, og hans er
Førstefødselsretten.
18. Når nogen har en vanartet og genstridig Søn, der ikke vil adlyde
sine Forældres Røst og, selv når de trygler ham, ikke adlyder
dem,
19. så skal hans Forældre tage ham med Magt og føre ham ud til de
Ældste i hans By og til Porten der
20. og sige til Byens Ældste: "Vor Søn her er vanartet og
genstridig: han vil ikke adlyde os, men er en Ødeland og
Drukkenbolt."
21. Derpå skal alle Mændene i hans By stene ham til Døde. Således
skal du udrydde det onde af din Midte, og hele Israel skal høre
det og gribes af Frygt.
22. Når en Mand har gjort sig skyldig i en Synd, der straffes med
Døden, og aflives, og du hænger ham op i et Træ,
23. så må hans Lig ikke blive hængende Natten over i Træet; men du
skal begrave ham samme Dag; thi en hængt er en Guds Forbandelse,
og du må ikke gøre dit Land urent, som HERREN din Gud vil give
dig i Eje.
5.Mosebog 22
1. Når du ser din Broders Okse eller Får løbe løse om, må du ikke
undlade at tage dig af dem, men du skal bringe dem tilbage til
din Broder.
2. Og hvis din Broder ikke bor i Nærheden af dig, eller du ikke
ved, hvis byret er, skal du tage det ind i dit Hus, og det skal
være hos dig, indtil din Broder spørger efter det; så skal du
give ham det tilbage.
3. På samme Måde skal du forholde dig med hans Æsel, med hans
Klæder og med alt, hvad der bliver borte for din Broder, når du
finder det. Du må ikke undlade at tage dig af det.
4. Når du ser din Broders Okse eller Æsel styrte på Vejen, må du
ikke undlade at tage dig af dem, men du skal hjælpe ham med at
få dem op.
5. En kvinde må ikke bære Mandsdragt, og en Mand må ikke iføre sig
Kvindeklæder; thi enhver, der gør det, er HERREN din Gud en
Vederstyggelighed.
6. Når du på din Vej træffer på en Fuglerede i et Træ eller på
Jorden med Unger eller Æg, og Moderen ligger på Ungerne eller
Æggene, må du ikke tage Moderen sammen med Ungerne;
7. Ungerne kan du tage, men Moderen skal du lade flyve, for at det
må gå dig vel og du må få et langt Liv.
8. Når du bygger et nyt Hus, skal du sætte Rækværk om Taget, for at
du ikke skal bringe Blodskyld over dit Hus, hvis nogen falder
ned derfra.
9. Dut må ikke så to Slags Sæd i din Vingård, ellers hjemfalder det
hele til Helligdommen, både Sæden, du såede, og Udbyttet af
Vingården.
10. Du må ikke pløje med en Okse og et Æsel sammen.
11. Du må ikke bære Tøj, som er vævet både af Uld og Hør.
12. Du skal sætte Kvaster i de fire Hjørner af din Kappe, som du
hyller dig i.
13. Når en Mand efter at have ægtet en Kvinde og søgt Samkvem med
hende får Uvilje imod hende
14. og siger hende skammelige Ting på og udspreder ondt Rygte om
hende, idet han siger: "Jeg tog denne Kvinde til Ægte, men da
jeg havde Samkvem med hende, fandt jeg ikke hos hende Tegnet på,
at hun var Jomfru!"
15. så skal den unge Kvindes Forældre bringe Jomfrutegnet hen til
Byens Ældste i Byporten;
16. og Pigens Fader skal sige til de Ældste: "Jeg gav denne Mand min
Datter til Hustru, men han har fået Uvilje imod hende,
17. og nu siger han hende skammelige Ting på og siger: Jeg har ikke
hos din Datter fundet Tegnet på, at hun var Jomfru! Men her er
Jomfrutegnet!" Og dermed skal de brede Klædet ud for Byens
Ældste.
18. Da skal Byens Ældste tage Manden og revse ham;
19. og de skal pålægge ham en Bøde på hundrede Sekel Sølv og give
den unge Kvindes Fader dem, fordi han udspredte ondt Rygte om en
Jomfru i Israel. Og han skal beholde hende som Hustru og har
ikke Lov til at skille sig fra hende, så længe han lever.
20. Men hvis Beskyldningen er sand, hvis den unge kvindes Jomfrutegn
ikke findes,
21. skal man føre hende hen foran hendes Faders Husdør, og Mændene i
hendes By skal stene hende til Døde, fordi hun har begået en
Udåd i Israel ved at bedrive Hor i sin Faders Hus. Således skal
du udrydde det onde af din Midte.
22. Når en Mand gribes i Samleje med en gift Kvinde, skal de begge
dø, både Manden, der lå hos kvinden, og Kvinden selv. Således
skal du udrydde det onde af Israel.
23. Når en Mand inde i Byen træffer en Jomfru, der er trolovet med
en anden, og har Samleje med hende,
24. skal I føre dem begge ud til Byens Port og stene dem til Døde,
Pigen fordi hun ikke skreg om Hjælp i Byen, og Manden, fordi han
krænkede sin Næstes Brud. Således skal du udrydde det onde af
din Midte.
25. Men hvis Manden træffer den trolovede Pige ude i det fri og
tiltvinger sig Samleje med hende, skal kun Manden, der havde
Samleje med hende, dø.
26. Pigen derimod skal du ikke gøre noget; hun har ikke begået nogen
Synd, som fortjener Døden; thi dermed er det, som når en
overfalder sin Næste og slår ham ihjel;
27. han traf hende jo ude i det fri, og den trolovede Pige skreg,
men ingen kom hende til Hjælp.
28. Når en Mand træffer en Jomfru, der ikke er trolovet, og
tiltvinger sig Samleje med hende, og de gribes på fersk Gerning,
29. skal den Mand, der havde Samleje med hende, give Pigens Fader
halvtredsindstyve Sekel Sølv og tage hende til Ægte, fordi han
krænkede hende; og han har ikke Ret til at skille sig fra hende,
så længe han lever.
30. Ingen må ægte sin Faders Hustru eller løfte sin Faders Tæppe.
5.Mosebog 23
1. Ingen, der er gildet ved Knusning eller Snit, har Adgang til
HERRENS Forsamling.
2. Ingen, som er født i blandet Ægteskab, har Adgang til HERRENs
Forsamling; end ikke i tiende Led har hans Afkom Adgang til
HERRENs Forsamling.
3. Ingen Ammonit eller Moabit har Adgang til HERRENs Forsamling;
end ikke i tiende Led har deres Afkom nogen Sinde Adgang til
HERRENs Forsamling,
4. fordi de ikke kom eder i Møde med Brød eller Vand undervejs, da
I drog bort fra Ægypten, og fordi han lejede Bileam, Beors Søn,
fra Petor i Aram Nabarajim, imod dig til at forbande dig;
5. men HERREN din Gud vilde ikke høre på Bileam, og HERREN din Gud
forvandlede Forbandelsen til Velsignelse, fordi HERREN din Gud
elskede dig.
6. Du skal aldrig i Evighed bekymre dig om deres Velfærd og Lykke!
7. Derimod må du ikke afsky Edomiterne, thi det er dine Brødre.
Heller ikke Ægypterne må du afsky, thi du har levet som fremmed
i deres Land.
8. Deres Efterkommere må have Adgang til HERRENs Forsamling i
tredje Led.
9. Når du går i Krig mod dine Fjender og lægger dig i Lejr, så vogt
dig for alt, hvad der er utilbørligt.
10. Findes der nogen hos dig, der på Grund af en natlig Hændelse
ikke er ren, skal han gå uden for Lejren, han må ikke komme ind
i Lejren;
11. når det lakker mod Aften, skal han tvætte sig med Vand, og når
Solen går ned, må han atter komme ind i Lejren.
12. Du skal have en afsides Plads uden for Lejren, hvor du kan gå
for dig selv;
13. og du skal have en Pind i dit Bælte, og når du sætter dig
derude, skal du med den grave et Hul og bagefter tildække dine
Udtømmelser.
14. Thi HERREN din Gud drager med midt i din Lejr for at hjælpe dig
og give dine Fjender i din Magt; derfor skal din Lejr være
hellig, for at han ikke skal se noget hos dig, der vækker
Væmmelse, og vende sig fra dig.
15. Du må ikke udlevere en Træl til hans Herre, når han er flygtet
fra sin Herre og søger Tilflugt hos dig.
16. Han må tage Ophold i din Midte på det Sted, han selv vælger,
inden dine Porte, hvor han helst vil være, og du må ikke gøre
ham Men.
17. Ingen af Israels Døtre må være Skøge, og ingen af Israels Sønner
må være Mandsskøge.
18. Du må ikke for at opfylde et Løfte bringe Skøgefortjeneste eller
Hundeløn til HERREN din Guds Hus; thi begge dele er HERREN din
Gud en Vederstyggelighed.
19. Du må ikke tage Rente af din Broder, hverken af Penge, Fødevarer
eller andet, som man kan tage Rente af.
20. Af Udlændinge må du tage Rente, men ikke af din Broder, hvis
HERREN din Gud skal velsigne dig i alt, hvad du tager dig for i
det Land, du skal ind og tage i Besiddelse.
21. Når du aflægger et Løfte til HERREN din Gud, må du ikke tøve med
at indfri det; thi ellers vil HERREN din Gud kræve det af dig,
og du vil pådrage dig Skyld.
22. Men hvis du undlader at aflægge Løfter, pådrager du dig ingen
Skyld.
23. Hvad du engang har sagt, skal du holde, og du skal gøre, hvad du
frivilligt har lovet HERREN din Gud, hvad du har udtalt med din
Mund.
24. Når du kommer ind i din Næstes Vingård, må du spise alle de
Druer, du har Lyst til, så du bliver mæt; men du må ingen komme
i din Kurv.
25. Når du går igennem din Næstes Sæd, må du plukke Aks med din
Hånd, men du må ikke komme til din Næstes Sæd med Segl.
5.Mosebog 24
1. Når en Mand tager en Kvinde til Ægte, og hun ikke vinder hans
Yndest, fordi han finder noget ved hende, der vækker Ubehag hos
ham, og han skriver hende et Skilsmissebrev og giver hende det i
Hænde og sender hende ud af sit Hjem,
2. så må hun efter at have forladt hans Hjem gå hen og gifte sig
med en anden Mand;
3. får denne anden Mand også Uvilje imod hende og skriver hende et
Skilsmissebrev og giver hende det i Hænde og sender hende ud af
sit Hjem, eller dør den anden Mand, der havde taget hende til
Ægte,
4. så har hendes første Mand, som havde sendt hende bort, ikke Ret
til igen at tage hende til Hustru, efter at hun er blevet uren.
Thi det er HERREN en Vederstyggelighed, og du må ikke bringe
Brøde over det Land, HERREN din Gud vil give dig i Eje.
5. Når en Mand nylig har taget sig en Hustru, skal han ikke drage
med i Krig, og der skal ikke pålægges ham nogen som helst
Forpligtelse; han skal have Frihed til at blive hjemme et År og
glæde sin Hustru, som han har ægtet.
6. Man må ikke tage en Håndkværn i Pant, heller ikke den øverste
Møllesten; thi det var at tage Livet selv i Pant.
7. Når nogen gribes i at stjæle en af sine Brødre blandt
Israelitterne og gør ham Fortræd eller sælger ham, da skal en
sådan Tyv lade sit Liv. Du skal udrydde det onde af din Midte.
8. Tag dig i Vare med Spedalskhed, så du meget omhyggeligt handler
efter alt, hvad Levitpræsterne lærer eder; som jeg har påbudt
dem, skal I omhyggeligt handle.
9. Kom i Hu, hvad HERREN din Gud gjorde ved Mirjam undervejs, da I
drog bort fra Ægypten.
10. Når du yder din Næste et Lån, må du ikke gå ind i hans Hus for
at tage Pant af ham.
11. Du skal blive stående udenfor, og den Mand, du yder Lånet, skal
bringe Pantet ud til dig.
12. Hvis han er en fattig Mand, må du ikke lægge dig til Hvile med
hans Pant;
13. ved Solnedgang skal du give ham Pantet tilbage, for at han kan
lægge sig til Hvile i sin Kappe. Da velsigner han dig derfor, og
du står retfærdiggjort for HERREN din Guds Åsyn.
14. Du må ikke forurette en nødlidende, fattig Daglejer, hvad enten
han hører til dine Brødre eller de fremmede inden dine Porte
nogetsteds i dit Land.
15. Dag for Dag skal du give ham hans Løn, så at Solen ikke går ned
derover, thi han er nødlidende og venter med Længsel derpå.
Ellers råber han til HERREN over dig, og du pådrager dig Skyld.
16. Fædre skal ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke
lide Døden for Fædres Skyld. Enhver skal lide Døden for sin egen
Synd.
17. Du må ikke bøje Retten for den fremmede og den faderløse, og du
må ikke tage Enkens Klædning i Pant.
18. Men kom i Hu, at du var Træl i Ægypten, og at HERREN din Gud
udløste dig derfra. Derfor byder jeg dig at handle således.
19. Når du bjærger din Høst på din Mark og glemmer et Neg på Marken,
må du ikke vende tilbage for at hente det; det skal tilfalde den
fremmede, den faderløse og Enken, for at HERREN din Gud kan
velsigne dig i alt, hvad du tager dig for.
20. Når du slår dine Oliven ned, må du ikke bagefter gennemsøge
Grenene; den fremmede, den faderløse og Enken skal det tilfalde.
21. Når du høster din Vin, må du ikke holde Efterhøst; den fremmede,
den faderløse og Enken skal det tilfalde.
22. Kom i Hu, at du selv var Træl i Ægypten; derfor byder jeg dig at
handle således.
5.Mosebog 25
1. Når der opstår Strid mellem Mænd, og de møder for Retten, skal
man dømme dem imellem; den, der har Ret, skal frikendes, den
skyldige dømmes.
2. Og dersom den skyldige idømmes Prygl, skal Dommeren lade ham
lægge sig på Jorden og i sit Påsyn lade ham få det Antal Slag,
der svarer til hans Forseelse.
3. Fyrretyve Slag må han lade ham få, men heller ikke flere, for at
din Broder ikke skal vanæres for dine Øjne, når han får endnu
flere Slag.
4. Du må ikke binde Munden til på en Okse, når den tærsker.
5. Når flere Brødre bor sammen, og en af dem dør uden at efterlade
sig nogen Søn, må hans Enke ikke gifte sig med en fremmed Mand
uden for Slægten; men hendes Svoger skal gå til hende og tage
hende til Ægte, idet han indgår Svogerægteskab med hende.
6. Og den første Søn, hun føder, skal bære den afdøde Broders Navn,
for at hans Navn ikke skal udslettes af Israel.
7. Men hvis Manden er uvillig til af ægte sin Svigerinde, skal hun
gå hen til de Ældste i Byporten og sige: "Min Svoger vægrer sig
ved at opretholde sin Broders Navn i Israel og vil ikke indgå
Svogerægteskab med mig!"
8. Derpå skal de Ældste i Byen stævne ham for sig og tale ham til,
og hvis han da fastholder sin Beslutning og erklærer sig uvillig
til at ægte hende,
9. skal hans Svigerinde i de Ældstes Påsyn gå hen til ham, drage
hans Sko af hans Fod og spytte ham i Ansigtet og tage til Orde
og sige: "Således gør man ved den Mand, som ikke vil opbygge sin
Broders Slægt!"
10. Og hans Navn i Israel skal være: den barfodedes Hus.
11. Når der opstår Trætte mellem to Mænd, og den enes Hustru kommer
til for at fri sin Mand fra den andens Slag, og hun rækker sin
Hånd ud og tager fat i den andens Blusel,
12. da skal du hugge hendes Hånd af; du må ikke vise Skånsel.
13. Du må ikke have to Slags Vægtlodder i din Pung, større og
mindre.
14. Du må ikke have to Slags Efaer i dit Hus, en større og en
mindre.
15. Fuldvægtige Lodder og Efaer, der holder Mål, skal du have, for
at du kan få et langt Liv i det Land, HERREN din Gud vil give
dig.
16. Thi en Vederstyggelighed for HERREN din Gud er enhver, der øver
sligt, enhver, der begår Svig.
17. Kom i Hu, hvad Amalekiterne gjorde imod dig undervejs, da I drog
bort fra Ægypten,
18. hvorledes de kom imod dig undervejs og uden at frygte Gud
huggede alle dine udmattede Efternølere ned, da du var træt og
nødig.
19. Når derfor HERREN din Gud giver dig Ro for alle dine Fjender
rundt om i det Land, HERREN din Gud vil give dig i Arv og Eje,
da skal du udrydde ethvert Minde om Amalek. Glem det ikke!
5.Mosebog 26
1. Når du kommer ind i det Land, HERREN din Gud giver dig til Arv,
og tager det i Besiddelse og bosætter dig deri,
2. skal du tage en Del af Førstegrøden af alle de Jordens Frugter,
som du høster af det Land, HERREN din Gud giver dig, og lægge
dem i en Kurv og begive dig til det Sted, HERREN din Gud
udvælger til Bolig for sit Navn.
3. Når du så kommer til den Præst, som er der på den Tid, skal du
sige til ham: "Jeg vidner i Dag for HERREN din Gud, at jeg er
kommet ind i det Land, HERREN tilsvor vore Fædre at ville give
os."
4. Så skal Præsten tage Kurven af din Hånd og sætte den hen foran
HERREN din Guds Alter.
5. Derpå skal du tage til Orde og sige for HERREN din Guds Åsyn:
"En omvankende Aramæer var min Stamfader; han drog ned til
Ægypten og boede der som fremmed med nogle få Mænd, men der blev
han til et stort, mægtigt og talrigt Folk.
6. Men Ægypterne mishandlede og plagede os og pålagde os hårdt
Trællearbejde;
7. da råbte vi til HERREN, vore Fædres Gud, og HERREN hørte vor
Røst og så til vor Elendighed, Møje og Trængsel;
8. og HERREN førte os ud af Ægypten med stærk Hånd og udstrakt Arm,
med store, forfærdelige Gerninger og med Tegn og Undere;
9. og han førte os til dette Sted og gav os dette Land, et Land,
der, flyder med Mælk og Honning.
10. Og her bringer jeg nu Førstegrøden af Frugterne af den Jord, du
har givet mig, HERRE!" Derpå skal du stille Kurven hen for
HERREN din Guds Åsyn og tilbede for HERREN din Guds Åsyn
11. og så være glad over alt det gode, HERREN din Gud giver dig,
sammen med din Husstand, Leviten og den fremmede, der bor i din
Midte.
12. Når du det tredje År, Tiendeåret, er færdig med at aflevere hele
Tienden af din Afgrøde og har givet Leviten, den fremmede, den
faderløse og Enken den, så de kan spise sig mætte inden dine
Porte,
13. da skal du sige for HERREN din Guds Åsyn: "Jeg har leveret det
hellige ud fra mit Hus, jeg har også givet Leviten, den
fremmede, den faderløse og Enken det efter alt dit Bud, som du
har givet os; jeg har ikke overtrådt noget af dine Bud og intet
glemt.
14. Jeg har ikke spist deraf, medens jeg havde Sorg, jeg har ikke
været uren, da jeg afleverede det, og jeg har ikke givet en død
noget deraf, jeg har adlydt HERREN min Guds Røst, jeg har
handlet nøje efter dit Bud.
15. Se derfor ned fra din hellige Bolig, fra Himmelen, og velsign
dit Folk Israel og den Jord, du gav os, som du tilsvor vore
Fædre, et Land, der flyder med Mælk og Honning!"
16. I Dag byder HERREN din Gud dig at handle efter disse Anordninger
og Lovbud; hold dem derfor omhyggeligt af hele dit Hjerte og
hele din Sjæl!
17. Du har i dag ladet HERREN tilsige dig, at han vil være din Gud,
og at han vil sætte dig højt over alle Folk, som han har skabt,
til Pris og Berømmelse og Ære.
18. Og HERREN har i Dag ladet dig tilsige ham, at du vil være hans
Ejendomsfolk, som han har sagt dig, og tage Vare på alle hans
Bud,
19. og at du vil gå på hans Veje og holde hans Anordninger, Bud og
Lovbud og høre hans Røst, og at du vil være HERREN din Gud et
helligt Folk, som han har sagt.
5.Mosebog 27
1. Derpå bød Moses og IsraeLs Ældste Folket: "Hold alle de Bud, jeg
i Dag pålægger eder!
2. Og den Dag I går over Jordan ind i det Land, HERREN din Gud vil
give dig, skal du oprejse dig nogle store Sten og kalke dem
over,
3. og på dem skal du skrive alle denne Lovs Ord, så snart du er
kommet over, for at du kan drage ind i det Land, HERREN din Gud
vil give dig, et Land, der flyder med Mælk og Honning, som
HERREN, dine Fædres Gud, lovede dig.
4. Og når I er kommet over Jordan, skal I oprejse disse Sten, om
hvilke jeg i Dag giver eder Pålæg, på Ebals Bjerg og kalke dem
over.
5. Og der skal du bygge HERREN din Gud et Alter, et Alter af Sten,
som du ikke har svunget Jern over;
6. af utilhugne Sten skal du bygge HERREN din Guds Alter, og på det
skal du ofre Brændofre til HERREN din Gud,
7. og du skal ofre Takofre og holde Måltid der og være glad for
HERREN din Guds Åsyn.
8. Og på Stenene skal du skrive alle denne Lovs Ord tydeligt og
klart!"
9. Derpå talte Moses og Levitpræsterne til hele Israel og sagde:
"Hør efter i Stilhed, Israel! I Dag er du blevet HERREN din Guds
Folk!
10. Så lyt da til HERREN din Guds Røst og hold hans Bud og
Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig!"
11. Og Moses bød på denne Da: Folket:
12. "Når I er kommet over Jordan, skal den ene Del af eder tage
Plads på Garizims Bjerg for at velsigne Folket, nemlig Simeon,
Levi, Juda, Issakar, Josef og Benjamin;
13. og den anden skal tage Plads på Ebals Bjerg for at forbande,
nemlig Ruben, Gad, Aser, Zebulon, Dan og Naftali."
14. Og Leviterne skal tage til Orde og med høj Røst sige til alle
Israels Mænd:
15. "Forbandet være den, som laver et udskåret eller støbt Billede,
HERREN en Vederstyggelighed, Værk af en Håndværkers Hænder, og
stiller det op i Løndom!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
16. "Forbandet enhver, som ringeagter sin Fader eller Moder!" Og
hele Folket skal svare: "Amen!"
17. "Forbandet enhver, som flytter sin Næstes Skel!" Og hele Folket
skal svare: "Amen!"
18. "Forbandet enhver, som fører den blinde på Vildspor!" Og hele
Folket skal svare: "Amen!"
19. "Forbandet enhver, som bøjer Retten for den fremmede, den
faderløse og Enken!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
20. "Forbandet enhver, som har Samleje med sin Faders Hustru; thi
han har løftet sin Faders Tæppe!" Og hele Folket skal svare:
"Amen!"
21. "Forbandet enhver, som har Omgang med noget Slags Kvæg!" Og hele
Folket skal svare: "Amen!"
22. "Forbandet enhver, som har Samleje med sin Søster, sin Faders
eller Moders Datter!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
23. "Forbandet enhver, som har Samleje med sin Hustrus Moder!" Og
hele Folket skal svare: "Amen!"
24. "Forbandet enhver, som snigmyrder sin Næste!" Og hele Folket
skal svare: "Amen!"
25. "Forbandet enhver, som lader sig købe til at myrde en uskyldig!"
Og hele Folket skal svare: "Amen!"
26. "Forbandet enhver, som ikke holder denne Lovs Ord i Hævd og
handler efter dem!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
5.Mosebog 28
1. Men dersom du adlyder HERREN din Guds Røst og handler efter alle
hans Bud, som jeg i Dag pålægger dig, så vil HERREN din Gud
sætte dig højt over alle Folk på Jorden;
2. og alle disse Velsignelser vil komme over dig og nå dig, dersom
du adlyder HERREN din Guds Røst:
3. Velsignet skal du være i Staden, og velsignet skal du være på
Marken!
4. Velsignet dit Livs, din Jords og dit Kvægs Frugt, både Tillægget
af dine Okser og dit Småkvægs Yngel!
5. Velsignet din kurv og dit Dejtrug!
6. Velsignet skal du være, når du går ind, og velsignet skal du
være, når du går ud!
7. Når dine Fjender rejser sig imod dig, skal HERREN slå dem på
Flugt foran dig; ad een Vej skal de drage ud imod dig, men ad
syv skal de flygte for dig.
8. HERREN skal byde sin Velsignelse være med dig i dine Lader og i
alt, hvad du tager dig for, og velsigne dig i det Land, HERREN
din Gud giver dig.
9. HERREN skal gøre dig til sit hellige Folk, som han tilsvor dig,
når du holder HERREN din Guds Bud og vandrer på hans Veje.
10. Og alle Jordens Folk skal se, at HERRENs Navn er nævnet over
dig, og frygte dig.
11. HERREN skal give dig Geder i Overflod, Frugt af dit Moderliv,
Frugt af dit kvæg og Frugt af din Jord i det Land, HERREN
tilsvor dine Fædre at ville give dig.
12. HERREN skal åbne dig sit rige Forrådskammer, Himmelen, for at
give dit Land Regn i rette Tid og for at velsigne alt, hvad du
tager dig for, og du skal låne ud til mange Folk, men selv skal
du ikke låne.
13. HERREN skal gøre dig til Hoved og ikke til Hale, og det skal
stadig gå opad for dig og ikke nedad, når du lytter til HERREN
din Guds Bud, som jeg i Dag pålægger dig, og omhyggeligt handler
efter dem
14. uden at vige til højre eller venstre fra noget af de Bud, jeg i
Dag pålægger eder, ved at holde dig til. andre Guder og dyrke
dem.
15. Men hvis du ikke adlyder HERREN din Guds Røst og omhyggeligt
handler efter alle hans Bud og Anordninger, som jeg i Dag
pålægger dig, så skal alle disse Forbandelser komme over dig og
nå dig:
16. Forbandet skal du være i Staden, og forbandet skal du være på
Marken!
17. Forbandet din Kurv og dit Dejgtrug!
18. Forbandet dit Livs og din Jords Frugt, Tillægget af dine Okser
og dit Småkvægs Yngel!
19. Forbandet skal du være, når du går ind, og forbandet skal du
være, når du går ud!
20. HERREN skal sende Forbandelsen, Rædselen og Truselen over dig i
alt, hvad du tager dig for, indtil du i en Hast bliver
tilintetgjort og går til Grunde for dine onde Gerningers Skyld,
fordi du forlod mig.
21. HERREN skal lade Pesten hænge ved dig, indtil den helt har
udryddet dig fra det Land, du skal ind og tage i Besiddelse.
22. HERREN skal ramme dig med Svindsot, Feberglød, Betændelse og
Hede, med Tørke, Kornbrand og Rust, og de skal forfølge dig,
indtil du er gået til Grunde.
23. Himmelen over dit Hoved skal blive som Kobber, Jorden under dig
som Jern.
24. Regnen over dit Land skal HERREN forvandle til Sand og Støv, som
falder ned over dig fra Himmelen, indtil du er ødelagt.
25. HERREN skal slå dig foran dine Fjender; ad een Vej skal du drage
ud imod dem, men ad syv skal du flygte for dem, og du skal blive
en Skræmsel for alle Riger på Jorden.
26. Dine Lig skal blive Føde for alle Himmelens Fugle og Jordens
vilde Dyr, og ingen skal skræmme dem bort.
27. HERREN skal slå dig med Ægyptens Svulster, med Bylder, Skab og
Skurv, der ikke kan læges.
28. HERREN skal slå dig med Vanvid, Blindhed og Vildelse.
29. Ved højlys Dag skal du famle dig frem, som den blinde famler sig
frem i Mørket; alt, hvad du tager dig for, skal mislykkes for
dig, du skal kues og plyndres alle Dage, og ingen skal frelse
dig.
30. Den Kvinde, du trolover dig med, skal en anden favne; det Hus,
du bygger dig, skal du ikke komme til at bo i; den Vingård, du
planter, skal du ikke plukke Druer i;
31. din Okse skal slagtes for dine Øjne, men du skal ikke spise
deraf; dit Æsel skal røves i dit Påsyn og ikke komme tilbage til
dig; dit Småkvæg skal komme i Fjendevold, og ingen skal hjælpe
dig;
32. dine Sønner og Døtre skal prisgives et fremmed Folk, og med egne
Øjne skal du se det og vansmægte af Længsel efter dem Dagen
lang, uden at du formår noget.
33. Frugten af dit Land og af al din Møje skal fortæres af et Folk,
du ikke kender; du skal kues og mishandles alle Dage;
34. du skal blive afsindig ved alt, hvad du må se på.
35. HERREN skal slå dig på knæ og Læg med onde Svulster, der ikke
kan læges, ja fra Fodsål til Isse.
36. Dig og din Konge, som du sætter over dig, skal HERREN føre til
et Folk, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, og der
skal du dyrke fremmede Guder, Træ og Sten.
37. Du skal blive til Rædsel, Spot og Spe for alle de Folk, HERREN
fører dig hen til.
38. Udsæd i Mængde skal du bringe ud på Marken, men kun høste lidt,
thi Græshopperne skal fortære den;
39. Vingårde skal du plante og dyrke, men Vin skal du ikke komme til
at drikke eller oplagre, thi Ormene skal opæde Druen;
40. Oliventræer skal du have overalt i dit Land, men med Olie skal
du ikke komme til at salve dig, thi dine Oliven skal falde. af.
41. Sønner og Døtre skal du avle, men du skal ikke beholde dem, thi
de skal gå i Fangenskab.
42. Alle dine Træer og dit Lands Afgrøde skal Insekterne bemægtige
sig.
43. Den fremmede, som er hos dig, skal hæve sig op over dig, højere
og højere, men du skal synke dybere og dybere.
44. De skal låne til dig, men du skal ikke låne til dem; de skal
blive Hoved, og du skal blive Hale.
45. Alle disse Forbandelser skal komme over dig, forfølge dig og nå
dig, til du er lagt øde, fordi du ikke adlød HERREN din Guds
Røst, så du holdt hans Bud og Anordninger, som han pålagde dig;
46. de skal til evig Tid følge dig o: dit Afkom som Tegn og Undere.
47. Eftersom du ikke vilde tjene HERREN din Gud med Fryd og Hjertens
Glæde, fordi du havde Overflod på alt,
48. skal du komme til at tjene dine Fjender, som HERREN vil sende
imod dig, under Hunger og Tørst, Nøgenhed og Mangel på alt; han
skal lægge Jernåg på din Nakke, indtil de har lagt dig øde.
49. HERREN skal opbyde imod dig et Folk fra det fjerne, fra Jordens
yderste Ende, et Folk med Ørnens Flugt, et Folk, hvis Sprog dut
ikke forstår,
50. et Folk med hårde Ansigter, der ikke tager Hensyn til de gamle
eller viser Skånsel mod de unge;
51. det skal opæde dit Kvægs og din Jords Frugt, indtil du er lagt
øde; det skal ikke levne dig Korn, Most eller Olie, tillæg af
dine Okser eller Yngel af dit Småkvæg, indtil det har
tilintetgjort dig;
52. det skal belejre dig i alle dine Byer, indtil dine høje, stærke
Mure, som du stoler på, er styrtet sammen overalt i dit Land;
det skal besejre dig overalt inden dine Porte overalt i dit
Land, som HERREN din Gud giver dig.
53. Og du skal fortære din Livsfrugt, Kødet af dine Sønner og Døtre,
som HERREN din Gud giver dig, under den Trængsel og Nød, din
Fjende bringer over dig;
54. selv den mest forvænte og blødagtige af dine Mænd skal se skævt
til sin Broder, til sin Hustru, der hviler i hans Favn, og til
de sidste Sønner, han har tilbage,
55. så han ikke under en eneste af dem Kødet af sine Børn, som han
fortærer, fordi der ikke er levnet ham noget under den Trængsel
og Nød, din Fjende bringer over dig overalt inden dine Porte.
56. Og den mest forvænte og blødagtige af dine Kvinder, som aldrig
har prøvet at træde med sin Fod på jorden for Blødagtighed og
Forvænthed, skal se skævt til sin Mand, der hviler i hendes
Favn, og til sin Søn og Datter,
57. så hun ikke under dem Efterbyrden, der går fra hende, eller de
Børn, hun føder; men i Mangel på alt fortærer hun dem selv i
Løndom under den Trængsel og Nød, din Fjende bringer over dig
inden dine Porte!
58. Hvis du ikke omhyggeligt handler efter alle denne Lovs Ord, som
står skrevet i denne Bog, og frygter dette herlige og
forfærdelige Navn, HERREN din Gud,
59. så skal HERREN sende uhørte Plager over dig og dit Afkom,svare
og vedholdende Plager og ondartede, vedholdende Sygdomme,
60. og lade alle Ægyptens Sygdomme, som du gruer for, komme over
dig, og de skal hænge ved dig;
61. ja endog alle mulige Sygdomme og Plager, som der ikke er skrevet
om i denne Lovbog, skal HERREN lade komme over dig, til du er
lagt øde.
62. Medens I før var talrige som Himmelens Stjerner, skal der kun
blive nogle få Mænd tilbage af eder, fordi du ikke adlød HERREN
din Guds Røst.
63. Og ligesom HERREN før havde sin Glæde af at gøre vel imod eder
og gøre eder mangfoldige, således skal HERREN da have sin Glæde
af at tilintetgøre eder og lægge eder øde, og t skal drives bort
fra det Land, du nu skal ind og tage i Besiddelse.
64. HERREN skal adsplitte dig blandt alle Folkeslagene fra den ene
Ende af Jorden til den anden, og der skal du dyrke fremmede
Guder, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, Træ og
Sten;
65. og blandt disse Folk skal du ikke få Ro eller finde Hvile for
din Fod; thi der skal HERREN give dig et skælvende Hjerte,
udtærede Øjne og en vansdsmægtende Sjæl.
66. Det skal syne,s dig, som hang dit Liv i en Tråd; du skal ængstes
ved Dag og ved Nat og aldrig føle dig sikker på dit Liv.
67. Om Morgenen skal du sige: "Gid det var Aften!" Og om Aftenen:
"Gid det var Morgen!" Sådan Angst skal du gribes af, og så
forfærdeligt bliver det, dine Øjne får at se.
68. Og HERREN skal føre dig tilbage til Ægypten på Skibe, ad den
Vej, som jeg lovede dig, du aldrig mere skulde få at se; og der
skal I stille eder til Salg for eders Fjender som Trælle og
Trælkvinder, men der skal ingen være, som vil købe eder!
5.Mosebog 29
1. Det er den Pagts Ord, som HERREN bød Moses at slutte med
Israelitterne i Moabs Land foruden den Pagt, han havde sluttet
med dem ved Horeb.
2. Og Moses kaldte hele Israel sammen og sagde til dem: I har set
alt, hvad HERREN i Ægypten for eders Øjne gjorde ved Farao og
alle hans Tjenere og hele hans Land,
3. de store Prøvelser, I så med egne Øjne, disse store Tegn og
Undere.
4. Men hidindtil har HERREN ikke givet eder Hjerte til at forstå
med eller Øjne til at se med eller Ører til at høre med.
5. I fyrretyve År har jeg ført eder om i Ørkenen; eders Klæder blev
ikke slidt af Kroppen på eder, og dine Sko blev ikke slidt af
Fødderne på dig;
6. Brød fik I ikke at spise, og Vin og stærk Drik fik I ikke at
drikke, for at I skulde kende, at jeg er HERREN eders Gud.
7. Og da I kom til Stedet her, drog Kong Sihon af Hesjbon og Kong
Og af Basan ud til Kamp imod os, men vi slog dem
8. og erobrede deres Land og gav Rubeniterne og Gaditerne og
Manasses halve Stamme det til Arvelod.
9. Tag derfor Vare på denne Pagts Ord og gør efter dem, for at I
kan få Lykke til al eders Gerning.
10. I står i Dag alle for HERREN eders Guds Åsyn, eders
Stammeoverhoveder, Dommere, Ældste og Tilsynsmænd, hver Mand i
Israel,
11. eders Småbørn og Hustruer og de fremmede, der opholder sig i din
Lejr, både dine Brændehuggere og Vandbærere,
12. for at indtræde i HERREN din Guds Pagt og det Edsforbund, HERREN
din Gud.i Dag slutter med dig,
13. for at han i dag kan gøre dig til sit Folk, så han bliver din
Gud, som han lovede dig og tilsvor dine Fædre, Abraham, Isak og
Jakob.
14. Og ikke med eder alene slutter jeg denne Pagt og dette
Edsforbund,
15. men både med dem, der i Dag står her hos os for HERREN vor Guds
Åsyn, og med dem, der i Dag ikke er til Stede hos os her.
16. Thi I ved jo selv, at vi boede i Ægypten, og at vi drog igennem
de forskellige Folkeslags Lande,
17. og I så deres væmmelige Guder og de Afgudsbilleder af Træ og
Sten, af Sølv og Guld, som de har.
18. Så lad der da ikke iblandt eder findes nogen Mand eller Kvinde,
Slægt eller Stamme, hvis Hjerte i Dag vender sig bort fra HERREN
vor Gud, så de går hen og dyrker disse Folks Guder; lad der ikke
iblandt eder nådes nogen Rod, hvoraf Gift og Malurt vokser op,
19. så at han, når han hører dette Edsforbunds Ord, i sit Hjerte
lover sig selv alt godt og tænker: "Det skal nok gå mig vel,
selv om jeg vandrer med genstridigt Hjerte!" Thi så vil han
ødelægge både frodigt og tørt.
20. HERREN vil ikke tilgive den Mand, nej, hans Vrede og Nidkærhed
skal blusse op mod sådan en Mand, og al den Forbandelse, der er
optegnet i denne Bog, vil lægge sig på ham, og HERREN vil
udslette hans Navn under Himmelen!
21. HERREN vil udskille ham af alle Israels Stammer og bringe Ulykke
over ham i Overensstemmelse med alle de Pagtens Forbandelser,
som er skrevet i denne Lovbog.
22. Og når den kommende Slægt, eders Børn, der kommer efter eder.
og de fremmede, der kommer langvejsfra, ser de Plager, der har
ramt dette Land, og de Sygdomme, HERREN har hjemsøgt det med,
23. Svovl og Salt, hele Landet afsvedet, så det ikke kan tilsåes og
ingen Afgrøde give, og ingen Urter kan gro deri, som dengang
Sodoma og Gomorra, Adma og Zebojim blev ødelagt, da HERREN lod
dem gå under i sin Vrede og Harme, da skal de spørge,
24. og alle Folkeslag skal spørge: "Hvorfor har HERREN handlet
således med dette Land? Hvorledes hænger det sammen med denne
vældige Vredesglød?"
25. Så skal man svare: "Det er, fordi de sveg den Pagt, HERREN,
deres Fædres Gud, havde sluttet med dem, da han førte dem ud af
Ægypten,
26. og gik hen og dyrkede fremmede Guder og tilbad dem, Guder, som
de ikke før havde kendt til, og som han ikke havde tildelt dem;
27. derfor blussede HERRENs Vrede op imod dette Land, så han lod al
den Forbandelse, som er optegnet i denne Bog, komme over det,
28. og derfor oprykkede han dem fra deres Land i Vrede og Harme og
heftig Forbitrelse og slængte dem ud i et fremmed Land, som det
nu er sket."
29. De skjulte Ting er for HERREN vor Gud, men de åbenbare er for os
og vore Børn evindelig, at vi må lære at handle efter alle denne
Lovs Ord!
5.Mosebog 30
1. Men når alt dette kommer over dig, både Velsignelser og
Forbandelsen, som jeg har forelagt dig, og du lægger dig det på
Sinde ude blandt alle de Folkeslag, HERREN din Gud forstøder dig
hen iblandt,
2. og tillige med dine Børn af hele dit Hjerte og hele din Sjæl
omvender dig til HERREN din Gud og adlyder hans Røst i alt, hvad
jeg i. Dag byder dig,
3. så vil HERREN din Gud vende din Skæbne og forbarme sig over dig
og samle dig fra alle de Folk, HERREN din Gud, spreder dig
iblandt.
4. Om så dine forstødte befinder sig ved Himmelens Ende, vil HERREN
din Gud samle dig sammen og hente dig derfra.
5. Og HERREN din Gud vil føre dig ind i det Land, dine Fædre havde
i Eje, og du skal få det i Eje, og han vil gøre dig endnu
lykkeligere og talrigere end dine Fædre.
6. Og HERREN din Gud vil omskære dit Hjerte og dit Afkoms Hjerte,
så du elsker HERREN din Gud" af hele dit Hjerte og hele din
Sjæl, for at du må leve.
7. Og HERREN din Gud vil bringe alle dine Forbandelser over dine
Fjender og Avindsmænd, der har forfulgt dig.
8. Da skal du omvende dig og adlyde HERREN din Guds Røst og handle
efter alle hans Bud, som jeg i Dag pålægger dig.
9. Og HERREN din Gud vil give dig Overflod i alt, hvad du tager dig
for, Overflod af dit Livs, dit Kvægs og din Jords Frugt; thi
HERREN skal atter komme til at glæde sig over dig til dit
Bedste, som han glædede sig over dine Fædre,
10. fordi du adlyder HERREN din Guds Røst og holder hans Bud og
Anordninger, der er optegnet i denne Lovbog, fordi du af hele
dit Hjerte og hele din Sjæl omvender dig til HERREN din Gud.
11. Thi Budet, som jeg i Dag pålægger dig, er dig ikke ufatteligt og
er heller ikke langt borte.
12. Det er ikke i Himmelen, så du måtte sige: "Hvem skal stige op
til Himmelen for os og hente det ned til os og kundgøre os det,
så vi kan handle derefter?"
13. Ikke heller er det hinsides Havet, så du måtte sige: "Hvem skal
drage over Havet for os og hente det til os og kundgøre os det,
så vi kan handle derefter?"
14. Nej, Ordet er dig ganske nær, i din Mund og i dit Hjerte, så du
kan handle derefter.
15. Se, jeg forelægger dig i Dag Livet og Lykken, Døden og Ulykken!
16. Hvis du lyder HERREN din Guds Bud, som jeg i Dag pålægger dig,
så at du elsker HERREN din Gud og vandrer på hans Veje og holder
hans Bud, Anordninger og Lovbud, så skal du leve og blive
mangfoldig, og HERREN din Gud vil velsigne dig i det Land, du
skal ind og tage i Besiddelse.
17. Men hvis dit Hjerte vender sig bort, og:du ikke er lydig, men
lader dig forføre til at tilbede fremmede Guder og dyrke dem,
18. så kundgør jeg eder i Dag, at I visselig skal gå til Grunde; I
skal ikke komme til at leve længe i det Land, du skal ind og
tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan.
19. Jeg tager i Dag Himmelen og Jorden til Vidne mod eder på, at jeg
har forelagt eder Livet og Døden, Velsignelsen og
Forbandelsen. Så vælg da Livet, for at du og dit Afkom må leve,
20. idet du elsker HERREN din Gud og adlyder hans Røst og hænger ved
ham; thi deraf afhænger dit Liv og Tallet på de Dage, du kommer
til at bo i det Land, HERREN svor at ville give dine Fædre,
Abraham, Isak og Jakob.
5.Mosebog 31
1. Da Moses var færdig med at tale disse Ord til hele Israel,
2. sagde han til dem: "Jeg er nu 12O År gammel og kan ikke mere
færdes som før; og HERREN har sagt til mig: Du skal ikke komme
over Jordan der!
3. Men HERREN din Gud vil selv drage over i Spidsen for dig, han
vil udrydde disse Folkeslag for dig, så du kan tage deres Land i
Besiddelse. Og Josua skal drage over i Spidsen for dig, som
HERREN har sagt.
4. Og HERREN skal handle med dem, som han handlede med
Amoriterkongerne Sibon og Og og med deres Land, som han ødelagde;
5. og HERREN skal give dem i eders Magt, og l skal handle med dem i
Overensstemmelse med alle de Bud, jeg gav eder.
6. Vær frimodige og stærke, frygt ikke og forfærdes ikke for dem;
thi HERREN din Gud vil selv drage med dig; han vil ikke slippe
og ikke forlade dig!"
7. Derpå lod Moses Josua kalde og sagde til ham i hele Israels
Nærværelse: "Vær frimodig og stærk; thi du skal føre dette folk
ind i det Land, HERREN svor at ville give deres Fædre, og give
dem det i Eje.
8. HERREN selv vil gå foran dig, han vil være med dig og ikke
slippe eller forlade dig; frygt derfor ikke og vær ikke bange!"
9. Derpå nedskrev Moses denne Lov og overgav den til Præsterne,
Levis Sønner, der bar HERRENs Pagts Ark, og til alle Israels
Ældste.
10. Og Moses bød dem: "Hvergang der er gået syv År, i Friåret, på
Løvhyttefesten,
11. når hele Israel kommer for at stedes for HERREN din Guds Åsyn på
det Sted, han udvælger, skal du læse denne Lov højt for hele
Israel.
12. Kald da Folket sammen, Mænd, Kvinder og Børn og de fremmede, som
bor inden dine Porte, for at de kan høre og lære at frygte
HERREN eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne Lovs
Ord;
13. og deres Børn,som endnu ikke har lært den at kende, skal høre
den og lære at frygte HERREN eders Gud, alle de Dage I lever i
det Land, som I skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået
over Jordan!"
14. Derpå sagde HERREN til Moses: "Nu nærmer Tiden sig, da du skal
dø. Kald derfor Josua bid og stil eder i Åbenbaringsteltet, for
at jeg kan give ham mine Befalinger!" Og Moses og Josua gik hen
og stillede sig i Åbenbaringsteltet.
15. Da åbenbarede HERREN sig i teltet i en Skystøtte, og Skystøtten
stillede sig ved Teltets Indgang.
16. Derpå sagde HERREN til Moses: "Når du har lagt dig til Hvile
hos dine Fædre, vil dette Folk give sig til at bole med fremmede
Guder, det Lands Guder, det kommer til, og det vil forlade mig
og bryde min Pagt, som jeg har sluttet med det.
17. Men til den Tid skal min Vrede blusse op imod det, og jeg vil
forlade dem og skjule mit Åsyn for dem; det skal ædes op, og
mange Ulykker og Trængsler skal ramme det.Til den Tid skal det
sige: Mon det ikke er, fordi min Gud ikke er i min Midte, at
disse Ulykker har ramt mig?
18. Og jeg vil til den Tid helt skjule mit Åsyn for det for alt det
ondes Skyld, det øvede, da det vendte sig til fremmede Guder.
19. Så skriv nu denne Sang op, lær Israelitterne den og læg den i
deres Mund, for at denne Sang kan være mit Vidne mod
Israelitterne.
20. Thi jeg vil føre dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre, et
Land, der flyder med Mælk og Honning; men når det har spist sig
mæt og mæsket sig, vil det vende sig til fremmede Guder og dyrke
dem, og det vil ringeagte mig og bryde min Pagt.
21. Når da Ulykker og Trængsler i Mængde rammer det, skal denne Sang
være det et Vidne; thi aldrig må den dø på dets Afkoms
Læber. Jeg ved jo, hvad de pønser på allerede nu, før jeg har
ført dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre."
22. Da skrev Moses på den Dag denne Sang op og lærte Israelitterne
den.
23. Derpå bød han Josua, Nuns Søn, og sagde: "Vær frimodig og stærk;
thi du skal føre Israelitterne ind i det Land, jeg tilsvor
dem. Jeg vil være med dig!"
24. Da Moses var færdig med at nedskrive denne Lovs Ord fra Ende til
anden i en Bog,
25. bød han Leviterne, der bar HERRENs Pagts Ark:
26. "Tag denne Lovbog og læg den ved Siden af HERREN eders Guds
Pagts Ark, for at den der kan være Vidne imod dig;
27. thi jeg keder din Genstridighed og Halsstarrighed. Se, endnu i
mit levende Live har I været genstridige mod HERREN, hvor meget
mere da ikke, når jeg er død!
28. Kald nu alle eders Stammers Ældste og eders Tilsynsmænd sammen
hos mig, for at jeg kan fremsige disse Ord for dem og kalde
Himmelen og Jorden til Vidne imod dem:
29. Thi jeg ved, at når jeg er død, vil t handle ilde og vige bort
fra den Vej, jeg har anvist eder, og Ulykken skal ramme eder i
de kommende Tider, fordi l gør, hvad der er ondt i HERRENs Øjne,
og krænker ham med eders Hænders Gerning."
30. Derpå fremsagde Moses denne Sang fra Ende til anden for hel
Israels Forsamling:
5.Mosebog 32
1. Lyt til, I Himle, lad mig tale, Jorden høre mine Ord!
2. Lad dryppe som Regn min Lære, lad flyde som Dug mit Ord, som
Regnskyl på unge Spirer, som Regnens Dråber på Græs.
3. Thi HERRENs Navn vil jeg forkynde, Ære skal I give vor Gud!
4. Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje er
Retfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han.
5. Skændselsmennesker sveg ham, en forvent og vanartet Slægt.
6. Er det sådan, I lønner HERREN? Du tåbelige, uvise Folk! Er han
ej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig?
7. Kom Fortidens Dage i Hu, agt på henfarne Slægters År; spørg din
Fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig!
8. Da den Højeste gav Folkene Eje, satte Skel mellem Menneskenes
Børn, bestemte han Folkenes Grænser efter Tallet på Guds Sønner,
9. men HERRENs Del blev Jakob, Israel hans tilmålte Lod.
10. Han fandt det i Ørkenlandet, i Ødemarken, blandt Ørkenens Hyl;
han værnede det med vågent Øje og vogtede det som sin Øjesten.
11. Som Ørnen, der purrer sin Yngel ud og svæver over sine Unger,
løftede han det på sit Vingefang og bar det på sine Vinger.
12. HERREN var dets eneste Fører, ingen fremmed Gud var hos ham.
13. Han lod det færdes over Landets Høje, nærede det med Markens
Frugter, lod det suge Honning af Klippen og Olie af Bjergets
Flint,
14. Surmælk fra Køer, Mælk fra Småkvæg, dertil Fedt af Lam og Vædre,
af Tyre fra Basan og Bukke og Hvedens Fedme tillige, og Drueblod
drak du, Vin.
15. Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev
tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om
sin Frelses Klippe.
16. De æggede ham med fremmede, med Vederstyggeligheder tirrede de
ham;
17. de ofred til Dæmoner, der ej er Guder, til Guder, de ej før
kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders
Fædre frygtede.
18. Klippen, der avled dig, slog du af Tanke og glemte den Gud, der
fødte dig!
19. Da HERREN så det, forstødte han dem af Græmmelse over sine Børn
20. og sagde: "Jeg vil skjule mit Åsyn for dem og se, hvad Ende det
tager med dem; thi de er en bundfalsk Slægt, Børn, som er uden
Troskab;
21. de ægged mig med det der ikke er Gud, tirrede mig ved deres
tomme Gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et Folk, tirre
dem ved et Folk af Dårer.
22. Thi der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til Dødsrigets
Dyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder Bjergenes
Grunde.
23. Jeg hober Ulykker over dem og opbruger mine Pile imod dem.
24. De udmagres af Sult og hentæres af Pestglød og giftig Sot; så
sender jeg Vilddyrs Tænder og Slangers Gift imod dem.
25. Ude slår Sværdet Børnene ned og inde i Kamrene Rædselen både
Yngling og Jomfru, diende Børn og grånende Mænd.
26. Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres Minde blandt
Mennesker ud,
27. men jeg frygtede, at Fjenden skulde volde mig Græmmelse, deres
Avindsmænd tage fejl og tænke: Det var vor egen Hånd, der var
stærk, ej HERREN, der gjorde alt dette.
28. Thi de er et rådvildt Folk, og i dem er der ikke Forstand.
29. Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv!
30. Hvor skulde een kunne forfølge tusind, og to slå ti Tusind på
Flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og HERREN givet
dem til Pris!
31. Thi deres Klippe er ikke som vor, det ved vore Fjender bedst
selv!
32. Thi fra Sodoma stammer deres Vinstok og fra Gomorras Marker;
deres Druer er giftige Druer, og beske er deres Klaser;
33. som Dragegift er deres Vin, som Øglers gruelige Edder.
34. Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine Gemmer
35. til Hævnens og Regnskabets Dag, den Stund, deres Fod skal vakle?
Thi deres Undergangs Dag stunder til; hvad der venter dem,
kommer i Hast."
36. Thi Ret skaffer HERREN sit Folk og forbarmer sig over sine
Tjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hver
og en.
37. Da spørger han: "Hvor er nu deres Gud, Klippen, på hvem de
forlod, sig,
38. som åd deres, Slagtofres Fedme og drak deres Drikofres Vin? Lad
dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et Skjul!
39. Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side. Jeg
døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, "g ingen kan
frelse fra min Hånd.
40. Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg lever
evindelig,
41. jeg hvæsser mit lynende Sværd, og min Hånd tager fat på Dommen,
jeg hævner mig på mine Fjender, øver Gengæld mod mine
Avindsmænd.
42. Mine Pile gør jeg drukne af Blod, og mit Sværd skal svælge i
Kød, i faldnes og fangnes Blod og fjendtlige Høvdingers
Hoveder!"
43. I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod;
han hævner sig på sine Fjender, og skaffer sit Folks Land
Soning!
44. Og Moses kom og fremsagde hele denne Sang for Folket, han og
Josua, Nuns Søn.
45. Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse Ord for hele
Israel,
46. sagde han til dem: "Læg eder alle de Ord på Sinde, som jeg i Dag
har vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine Sønner dem, at
de omhyggeligt må handle efter alle denne Lovs Bud;
47. thi det er ikke tomme Ord uden Betydning for eder, men af dem
afhænger eders Liv, og ved at følge det Ord skal I få et langt
Liv i det Land, som l skal ind og tage i Besiddelse efter at
være gået over Jordan."
48. Selv samme Dag talede HERREN til Moses og sagde:
49. "Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs Land over for
Jeriko, og se ud over Kana'ans Land, som jeg vil give
Israelitterne i Eje!
50. Og så skal du dø på det Bjerg, du bestiger, og samles til din
Slægt, ligesom din Broder Aron døde på Bjerget Hor og samledes
til sin Slægt,
51. fordi I handlede troløst imod mig iblandt Israelitterne ved
Merihat Kadesjs Vand i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig
iblandt Israelitterne.
52. Thi her ovre fra skal du se ud over Landet, men du skal ikke
komme derind, ind i det Land, jeg vil give Israelitterne!
5.Mosebog 33
1. Dette er den Velsignelse, hvormed den Guds Mand Moses velsignede
Israel før sin Død
2. Han sagde: HERREN kom fra Sinaj, fra Seir fremstråled han for
dem, brød frem i Lysglans fra Parans Bjerge og kom fra Meribat
Kadesj. Ved hans højre lued Ild dem i Møde.
3. Visselig, han elsker sit Folk, alle hans hellige er i hans
Hænder; og de sætter sig ved din Fod og tager mod Ord fra dig.
4. En Lov har Moses pålagt os. Hans Eje er Jakobs Forsamling,
5. og han blev Konge i Jesjurun, da Folkets Høvdinger kom sammen,
og Israels Stammer forsamled sig.
6. Måtte Ruben leve og ikke dø, hans Mænd blive dog et Tal!
7. Og disse Ord sagde han om Juda: Hør, HERRE, Judas Råb og lad ham
komme til sit Folk! Strid for ham med dine Hænder, vær ham en
Hjælp mod hans Fjender!
8. Om Levi sagde han: Giv Levi dine Tummim, din Yndling dine Urim,
ham, som du prøved ved Massa og bekæmped ved Meribas Vand,
9. som sagde om sin Fader: "Jeg så ham aldrig!" som ikke brød sig
om sine Brødre og ikke kendtes ved sine Sønner, thi de holdt dit
Ord og holdt fast ved din Pagt.
10. De skal lære Jakob dine Lovbud og Israel din Lov, bringe
Offerduft op i din Næse og Helofre på dine Altre.
11. Velsign, o HERRE, hans Kraft, find Behag i hans Hænders Værk.
Knus Lænderne på hans Fjender, på hans Avindsmænd, så de ej
rejser sig mer!
12. Om Benjamin sagde han: Benjamin er HERRENs Yndling, han bor
bestandig i Tryghed, den Højeste skærmer ham og bor imellem hans
Skrænter.
13. Om Josef sagde han: Hans Land er velsignet af HERREN med det
kosteligste fra Himlen oventil og fra Dybet, som ruger for
neden,
14. med det kosteligste, Solen frembringer, med det kosteligste,
Måneskifterne fremkalder,
15. med det bedste fra de ældgamle Bjerge og det kosteligste fra de
evige Høje,
16. med det kosteligste af Jorden og dens Fylde og Nåde fra ham, der
boede i Tornebusken. Det skal komme over Josefs Hoved, over
Issen på ham, som er Hersker blandt sine Brødre.
17. Som den unge Okses er hans Højhed, som Vildoksens er hans Horn;
med dem nedstøder han Folkene, så vidt som Jorden strækker
sig. Sådan er Efraims Titusinder, sådan er Manasses Tusinder!
18. Om Zebulon sagde han: Glæd dig, Zebulon, over din Udfart, du,
Issakar, over dine Telte!
19. Til Bjerget stævner de Folkeslag, der ofrer de Retfærds Ofre,
thi Havets Overflod dier de og Havsandets skjulteste Skatte!
20. Om Gad sagde han: Priset være han, der skaffer Plads for Gad!
Han ligger som en Løve og flænger både Arme og Hjerneskal;
21. han udså sig en Forlodsdel, thi der tilfaldt hans Lod ham. Og
Folkets Høvdinger samled sig. Han fuldbyrdede HERRENs Ret og
hans Beslutninger sammen med Israel!
22. Om Dan sagde han: Dan er en Løveunge, som springer frem fra
Basan.
23. Om Naftali sagde han: Naftali er mæt af Nåde og fuld af HERRENs
Velsignelse, Søen og Søvejen har han i Eje.
24. Om Aser sagde han: Aser være den velsignede blandt Sønnerne, han
være sine Brødres Yndling og dyppe sin Fod i Olie!
25. Dine Portslåer er Jern og Kobber, som dine dage skal din Styrke
være.
26. Der er ingen som Jesjuruns Gud, der farer frem over Himmelen for
at hjælpe dig, over Skyerne i sin Højhed!
27. Den evige Gud er en Bolig, og hernede er de evige Arme. Fjenden
drev han bort for dit Åsyn og sagde: "Tilintetgør dem!"
28. Så kom Israel til at bo i Tryghed, Jakobkilden for sig selv, i
et Land med Korn og Most, ja, hvis Himmel drypper med Dug.
29. Held dig, Israel, hvo er som du, et Folk, der får Sejr ved
HERREN! Han er din Frelses Skjold, haner din Højheds Sværd. Dine
Fjender slesker for dig, over deres Høje skrider du frem.
5.Mosebog 34
1. Derpå steg Moses fra Moabs Sletter op på Nebobjerget, til Toppen
af Pisga, lige over for Jeriko; og HERREN Ind ham skue ud over
hele Landet: Gilead lige til Dan,
2. hele Naftali, Efraims og Manasses Land, hele Judas Land indtil
Havet i Vest,
3. Sydlandet og Jordanegnen, Sænkningen ved Jeriko, Palmestaden,
lige til Zoar.
4. Og HERREN sagde til ham: "Det er det Land, jeg tilsvor Abraham,
Isak og Jakob, da jeg sagde: Dit Afkom vil jeg give det! Nu har
jeg ladet dig skue ud over det med dine egne Øjne; men du skal
ikke drage derover"
5. Og Moses, HERRENs Tjener, døde der i Moabs Land, som HERREN
havde sagt.
6. Og han begravede ham i Dalen i Moab lige over for Bet Peor.
Indtil denne Dag har intet Menneske kendt hans Grav.
7. Moses var 120 År, da han døde; hans Øje var ikke sløvet og hans
Livskraft ikke svundet.
8. Og Israelitterne græd over Moses i tredive Dage på Moabs
Sletter, indtil Tiden for Dødeklagen over Moses var til Ende.
9. Og Josua, Nuns Søn, var fuld af Visdoms Ånd, fordi Moses havde
lagt sine Hænder på ham, og Israelitterne adlød ham og gjorde,
som HERREN havde pålagt Moses.
10. Men i Israel opstod der ikke mere en Profet som Moses, hvem
HERREN omgikkes Ansigt til Ansigt,
11. når der ses hen til alle de Tegn og Undere, HERREN Ind ham
udføre i Ægypten over for Farao, alle hans Tjenere og hele hans
Land,
12. og til den vældige Kraft og alt det forfærdelige og store, Moses
udførte i hele Israels Påsyn.
Josua
Josua 1
1. Efter at HERRENs Tjener Moses var død, sagde HERREN til Moses's
Medhjælper Josua, Nuns Søn:
2. "Min Tjener Moses er død; bryd nu op tillige med hele dette Folk
og gå over Jordan derhenne til det Land, jeg vil give dem,
Israeliterne.
3. Ethvert Sted, eders Fod betræder, giver jeg eder, som jeg lovede
Moses.
4. Fra Ørkenen og Libanon til den store Flod, Eufratfloden, hele
Hetiternes Land, og til det store Hav i Vest skal eders
Landemærker nå.
5. Så længe du lever, skal det ikke være muligt for nogen at holde
Stand imod dig; som jeg var med Moses, vil jeg være med dig; jeg
vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.
6. Vær frimodig og stærk, thi du skal skaffe dette Folk det Land i
Eje, som jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem.
7. Vær kun helt frimodig og stærk. så du omhyggeligt handler efter
hele den Lov, min Tjener Moses pålagde dig, vig ikke derfra til
højre eller venstre, for at du må have Lykken med dig i alt,
hvad du tager dig for.
8. Denne Lovbog skal ikke vige fra din Mund, og du skal grunde over
den Dag og Nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad
der står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din Færd,
og Lykken vil følge dig.
9. Har jeg ikke budt dig: Vær frimodig og stærk; vær ikke bange og
bliv ikke forfærdet, thi HERREN din Gud er med dig i alt, hvad
du tager dig for!"
10. Josua bød derpå Folkets Tilsynsmænd:
11. "Gå omkring i Lejren og byd Folket: Sørg for Rejsetæring, thi om
tre Dage skal I gå over Jordan derhenne for at drage ind og tage
det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give eder i
Eje!"
12. Men til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme sagde
Josua:
13. "Husk på, hvad HERRENs Tjener Moses bød eder, da han sagde:
HERREN eders Gud bringer eder nu til Hvile og giver eder Landet
her!
14. Eders Kvinder og Børn og Kvæg skal blive i det Land, Moses gav
eder hinsides Jordan; men I selv, alle våbenføre, skal væbnet
drage over i Spidsen for eders Brødre og hjælpe dem,
15. indtil HERREN har bragt eders Brødre til Hvile ligesom eder, når
også de har taget det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud
vil give dem. Så kan I vende tilbage til eders eget Land og tage
det i Besiddelse, det, som HERRENs Tjener Moses gav eder østpå
hinsides Jordan!"
16. Da svarede de Josua: "Alt, hvad du har pålagt os, vil vi gøre,
og vi vil gå overalt, hvor du sender os;
17. som vi har adlydt Moses i alt, vil vi adlyde dig. Måtte kun
HERREN din Gud være med dig, som han var med Moses!
18. Enhver, som sætter sig op imod dine Befalinger og ikke adlyder
dine Ord i alt, hvad du pålægger ham, skal dø. Vær kun modig og
uforsagt!"
Josua 2
1. Josua, Nuns Søn, udsendte hemmeligt fra Sjittim to Mænd som
Spejdere med den Befaling: "Gå hen og undersøg Landet, særlig
Jeriko!" De gav sig da på Vej og kom ind i et Hus til en Skøge
ved Navn Rahab, og der lagde de sig til Hvile.
2. Da blev der meldt Kongen af Jeriko: "Se, der er kommet nogle
israelitiske Mænd hertil i Nat for at udspejde Landet!"
3. Og Kongen af Jeriko sendte Bud til Rahab og lod sige: "Udlever
de Mænd, som er kommet til dig; thi de er kommet for at udspejde
hele Landet!"
4. Men Kvinden tog og skjulte de to Mænd og sagde: "Ja, Mændene kom
ganske vist til mig, men jeg vidste ikke, hvor de var fra;
5. og da Porten skulde lukkes i Mørkningen, gik Mændene bort. Jeg
ved ikke, hvor de gik hen! Sæt hurtigt efter dem, så kan I
indhente dem!"
6. Men hun havde ført dem op på Taget og skjult dem under
Hørstænglerne, som hun havde bredt ud på Taget.
7. Mændene satte så efter dem ad Vejen til Jordan hen til
Vadestederne, og Porten blev lukket, så snart Forfølgerne var
udenfor.
8. Før de to Mænd endnu havde lagt sig, kom hun op på Taget til
dem;
9. og hun sagde til dem: "Jeg ved, at HERREN har givet eder Landet,
thi vi er grebet af Rædsel for eder, og alle Landets Indbyggere
er skrækslagne over eder.
10. Thi vi har hørt, hvorledes HERREN lod Vandet i det røde Hav
tørre bort foran eder, da I drog ud af Ægypten, og hvad I gjorde
ved de to Amoriterkonger hinsides Jordan, Sihon og Og, på hvem I
lagde Band.
11. Da vi hørte det, blev vi slaget af Rædsel og tabte alle Modet
over for eder; thi HERREN eders Gud er Gud oppe i Himmelen og
nede på Jorden.
12. Men tilsværg mig nu ved HERREN, at I vil vise Godhed mod mit
Fædrene hus, ligesom jeg har vist Godhed mod eder, og giv mig et
sikkert Tegn på,
13. at I vil lade min Fader og Moder, mine Brødre og Søstre og alt,
hvad deres er, blive i Live og redde os fra Døden!"
14. Da sagde Mændene til hende: "Vi indestår med vort Liv for eder,
hvis du ikke røber vort Forehavende; og når HERREN giver os
Landet, vil vi vise dig Godhed og Trofasthed!"
15. Derpå hejsede hun dem med et Reb ned gennem Vinduet, thi hendes
Hus lå ved Bymuren, og hun boede ved Muren;
16. og hun sagde til dem: "Gå ud i Bjergene, for at eders Forfølgere
ikke skal træffe eder, og hold eder skjult der i tre Dage,
indtil eders Forfølgere er vendt tilbage; efter den Tid kan I gå
eders Vej!"
17. Mændene sagde til hende: "På denne Måde vil vi bære os ad med at
holde den Ed, du har ladet os sværge
18. Når vi kommer ind i Landet, skal du binde denne røde Snor fast i
det Vindue, du har hejst os ned igennem, og så skal du samle din
Fader og din Moder, dine Brødre og hele dit Fædrenehus hos dig i
Huset.
19. Enhver, som så går uden for din Husdør, må selv tage Ansvaret
for sit Liv, uden at der falder Skyld på os; men hvis der lægges
Hånd på nogen af dem, som bliver i Huset hos dig, hviler
Ansvaret på os.
20. Hvis du derimod røber vort Forehavende, er vi løst fra den Ed,
du lod os sværge!"
21. Da sagde hun: "Lad det være, som I siger!" Så lod hun dem drage
bort; og hun bandt den røde Snor fast i Vinduet.
22. Men de begav sig ud i Bjergene og blev der i tre Dage, indtil
deres Forfølgere var vendt tilbage. Og Forfølgerne ledte overalt
på Vejen uden at finde dem.
23. Derpå begav de to Mænd sig på Tilbagevejen, og efter at være
steget ned fra Bjergene gik de over Floden; og de kom til Josua,
Nuns Søn, og fortalte ham alt, hvad der var hændet dem.
24. Og de sagde til Josua: "HERREN har givet hele Landet i vor Magt,
og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over os!"
Josua 3
1. Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og hele Israel brød
op fra Sjittim sammen med ham og kom til Jordan, og de tilbragte
Natten der, før de drog over.
2. Efter tre Dages Forløb gik Tilsynsmændene omkring i Lejren
3. og bød Folket: "Når I ser HERREN eders Guds Pagts Ark og
Levitpræsterne komme bærende med den, så skal I bryde op fra
eders Plads og følge efter
4. dog skal der være en Afstand af 2000 Alen mellem eder og den; I
må ikke komme den for nær for at I kan vide, hvilken Vej I skal
gå; thi I er ikke kommet den Vej før!"
5. Og Josua sagde til Folket: "Helliger eder; thi i Morgen vil
HERREN gøre Undere iblandt eder!"
6. Og Josua sagde til Præsterne: "Løft Pagtens Ark op og drag over
foran Folket!" Så løftede de Pagtens Ark op og gik foran Folket.
7. Men HERREN sagde til Josua: "I Dag begynder jeg at gøre dig stor
i hele Israels Øjne, for at de kan vide, at jeg vil være med
dig, som jeg var med Moses.
8. Du skal byde Præsterne, som bærer Pagtens Ark: Når I kommer til
Kanten af Jordans Vand, skal I standse der ved Jordan!"
9. Da sagde Josua til Israeliterne: "Kom hid og hør HERREN eders
Guds Ord!"
10. Og Josua sagde: "Derpå skal I kende, at der er en levende Gud
iblandt eder, og at han vil drive Kana'anæerne, Hetiterne,
Hivviterne, Perizziterne, Girgasjiterne, Amoriterne og
Jebusiterne bort foran eder:
11. Se, HERRENs, al Jordens Herres, Ark skal gå foran eder gennem
Jordan.
12. Vælg eder nu tolv Mænd af Israels Stammer, een Mand af hver
Stamme.
13. Og så snart Præsterne, som bærer HERRENs, al Jordens Herres,
Ark, sætter Foden i Jordans Vand, skal Jordans Vand standse, det
Vand, som kommer ovenfra, og stå som en Vold."
14. Da Folket så brød op fra deres Telte for at gå over Jordan med
Præsterne, som bar Arken, i Spidsen,
15. og da de, som bar Arken, kom til Jordan, og Præsterne, som bar
Arken, rørte ved Vandkanten med deres Fødder Jordan gik overalt
over sine Bredder i hele Høsttiden
16. standsede Vandet, som kom ovenfra, og stod som en Vold langt
borte, oppe ved Byen Adam, som ligger ved Zaretan, medens det
Vand, som flød ned mod Arabaeller Salthavet, løb helt bort;
således gik Folket over lige over for Jeriko.
17. Men Præsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, blev stående på tør
Bund midt i Jordan, medens hele Israel gik over på tør Bund,
indtil hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan.
Josua 4
1. Da nu hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan,
sagde HERREN til Josua:
2. "Vælg eder tolv Mænd af Folket, een Mand af hver Stamme,
3. og byd dem: Tag eder tolv Sten her, midt i Jordan, hvor
Præsterne stod stille, bring dem med over og stil dem på den
Plads, hvor I holder Rast i Nat!"
4. Så lod Josua de tolv Mænd kalde, som han havde til Rede af
Israeliterne, een Mand af hver Stamme;
5. og Josua sagde til dem: "Gå foran HERREN eders Guds Ark midt ud
i Jordan, og tag så hver en Sten på Skulderen, svarende til
Tallet på Israeliternes Stammer,
6. for at det kan tjene til Tegn iblandt eder. Når eders Børn i
Fremtiden spørger: Hvad Betydning har disse Sten for eder?
7. så skal I sige til dem: De betyder, at Jordans Vand standsede
foran HERRENs Pagts Ark; da den drog over Jordan, standsede
Jordans Vand. Og disse Sten skal være Israeliterne et Mindetegn
til evig Tid!"
8. Da gjorde Israeliterne, som Josua bød, og tog tolv Sten midt i
Jordan, som HERREN havde sagt til Josua, svarende til Tallet på
Israeliternes Stammer, og de bragte dem med over til det Sted,
hvor de holdt Rast, og stillede dem der.
9. Og tolv Sten rejste Josua midt i Jordan på det Sted, hvor
Præsterne, som bar Pagtens Ark, stod stille, og der står de den
Dag i Dag.
10. Men Præsterne, som bar Arken, blev stående midt i Jordan, indtil
alt, hvad HERREN havde pålagt Josua at sige til Folket, var
udført, i Overensstemmelse med alt, hvad Moses havde pålagt
Josua; og Folket gik skyndsomt over.
11. Da hele Folket så havde tilendebragt Overgangen, gik HERRENs Ark
og Præsterne over og stillede sig foran Folket.
12. Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme drog væbnet
over i Spidsen for Israeliterne, som Moses havde sagt til dem;
13. henved 40000 Mand i Tal, rustede til Strid, drog de foran HERREN
over til Jerikos Sletter til Hamp.
14. På den Dag gjorde HERREN Josua stor i hele Israels Øjne, og de
frygtede ham alle hans Livs Dage, som de havde frygtet Moses.
15. Da sagde HERREN til Josua:
16. "Byd Præsterne, som bærer Vidnesbyrdets Ark, at stige op fra
Jordan!"
17. Og Josua bød Præsterne: "Stig op fra Jordan!"
18. Så steg Præsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, op fra Jordan, og
næppe havde deres Fødder betrådt det tørre Land, før Jordans
Vand vendte tilbage til sit Leje og overalt gik over sine
Bredder som før.
19. Og Folket steg op fra Jordan den tiende Dag i den første Måned
og slog Lejr i Gilgal ved Østenden af Jerikolandet.
20. Men de tolv Sten, som de havde taget op fra Jordan, rejste Josua
i Gilgal,
21. og han sagde til Israeliterne: "Når eders Børn i Fremtiden
spørger deres Fædre: Hvad betyder disse Sten?
22. så skal I fortælle eders Børn det og sige: På tør Bund gik
Israel over Jordan derhenne;
23. thi HERREN eders Gud lod Jordans Vand tørre bort foran eder,
indtil I var kommet over, ligesom HERREN eders Gud gjorde med
det røde Hav, som han lod tørre bort foran os, indtil vi var
kommet over,
24. for at alle Jordens Folk skal kende, at HERRENs Arm er stærk, at
de må frygte HERREN eders Gud alle Dage."
Josua 5
1. Men da alle Amoriterkongerne vesten for Jordan og alle
Kana'anæerkongerne ved Havet hørte, at HERREN havde ladet
Jordans Vand tørre bort foran Israeliterne, indtil de var gået
over, blev de slaget af Rædsel og tabte Modet over for
Israeliterne.
2. På den Tid sagde HERREN til Josua: "Lav dig Stenknive og omskær
på ny Israeliterne!"
3. Da lavede Josua sig Stenknive og omskar Israeliterne ved
Forhudshøjen.
4. Og dette var Grunden til, at Josua omskar dem: Alt Mandkøn af
Folket, som drog ud af Ægypten, alle våbenføre Mænd, var døde
undervejs i Ørkenen, efter at de var draget ud af Ægypten.
5. Hele Folket, som drog ud, havde nok været omskåret, men af det
Folk, som var født i Ørkenen under Vandringen, efter at de var
draget ud af Ægypten, var ingen blevet omskåret;
6. thi i fyrretyve År havde Israeliterne vandret i Ørkenen, indtil
hele Folket, de våbenføre Mænd, som var draget ud af Ægypten,
var døde, fordi de ikke havde adlydt HERRENs Røst, hvorfor
HERREN havde svoret, at han ikke vilde lade dem se det Land,
HERREN havde tilsvoret deres Fædre at ville give os, et Land,
der flyder med Mælk og Honning.
7. Men deres Børn, som han havde ladet træde i deres Sted, dem
omskar Josua; thi de var uomskårne, eftersom de ikke var blevet
omskåret under Vandringen.
8. Da så hele Folket var blevet omskåret, holdt de sig i Ro, hvor
de var i Lejren, indtil de kom sig.
9. Men HERREN sagde til Josua: "I Dag har jeg bortvæltet Ægypternes
Forsmædelse fra eder." Og han kaldte dette Sted Gilgal, som det
hedder den Dag i Dag.
10. Medens Israeliterne lå i Lejr i Gilgal, fejrede de Påsken om
Aftenen den fjortende Dag i Måneden på Jerikos Sletter;
11. og Dagen efter Påsken spiste de af Landets Afgrøde, usyrede Brød
og ristet Korn;
12. selv samme Dag hørte Mannaen op, da de nu spiste af Landets
Afgrøde; Israeliterne fik ikke Manna mer, men spiste det År af
Høsten i Kana'ans Land.
13. Og det skete, medens Josua opholdt sig ved Jeriko, at han så op
og fik Øje på en Mand, som stod foran ham med draget Sværd i
Hånden. Josua gik da hen til ham og sagde: "Er du en af vore
eller en af vore Fjender?"
14. Han svarede: "Ingen af Delene, jeg er Fyrsten over HERRENs Hær;
lige nu er jeg kommet!" Da faldt Josua til Jorden på sit Ansigt
og tilbad og sagde til ham: "Hvad har min Herre at sige sin
Tjener?"
15. Og Fyrsten over HERRENs Hær svarede Josua: "Drag dine Sko af
Fødderne, thi det Sted, du står på, er helligt!" Det gjorde
Josua.
Josua 6
1. Men Jeriko var lukket og stængt for Israelitterne, ingen gik ud
eller ind.
2. Da sagde HERREN til Josua: "Se, jeg giver Jeriko og dets Konge
og Krigere i din Hånd.
3. Alle eders våbenføre Mænd skal gå rundt om Byen, een Gang rundt;
det skal I gøre seks Dage;
4. og syv Præster skal bære syv Væderhorn foran Arken. Men den
syvende Dag skal I gå rundt om Byen syv Gange, og Præsterne skal
støde i Hornene.
5. Når der så blæses i Væderhornet, og I hører Hornets Lyd, skal
alt Folket opløfte et vældigt Krigsskrig; så skal Byens Mur
styrte sammen, og Folket kan gå lige ind, hver fra sin Plads."
6. Josua, Nuns Søn, lod da Præsterne kalde og sagde til dem: "I
skal bære Pagtens Ark, og syv Præster skal bære syv Væderhorn
foran HERRENs Ark!"
7. Og han sagde til Folket: "Drag ud og gå rundt om Byen, således
at de, som bærer Våben, går foran HERRENs Ark!"
8. Da nu Josua havde talt til Folket, gik de syv Præster, som bar
de syv Væderhorn foran HERREN, frem og stødte i Hornene, medens
HERRENs Pagts Ark fulgte efter;
9. og de, som bar Våben, gik foran Præsterne, som stødte i Hornene,
og de, som sluttede Toget, fulgte efter Arken, medens der
blæstes i Hornene.
10. Men Josua bød Folket: "I må ikke opløfte Krigsskrig eller lade
eders Røst høre, og intet Ord må udgå af eders Mund, før den Dag
jeg siger til eder: Råb! Men så skal I råbe!"
11. Så lod han HERRENs Ark bære rundt om Byen, een Gang rundt, og
derpå begav de sig tilbage til Lejren og overnattede der.
12. Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og Præsterne bar
HERRENs Ark,
13. og de syv Præster, som bar de syv Væderhorn foran HERRENs Ark,
gik og stødte i Hornene; de, som bar Våben, gik foran dem, og
de, som sluttede Toget, fulgte efter HERRENs Ark, medens der
blæstes i Hornene.
14. Anden Dag gik de een Gang rundt om Byen, hvorefter de vendte
tilbage til Lejren; således gjorde de seks Dage.
15. Men den syvende Dag brød de op tidligt, ved Morgenrødens
frembrud og gik på samme Måde syv Gange rundt om Byen; kun på
denne Dag drog de syv Gange rundt om Byen;
16. og syvende Gang stødte Præsterne i Hornene, og Josua sagde til
Folket: "Opløft Krigsskriget! Thi HERREN har givet eder Byen.
17. Og Byen skal lyses i Band for HERREN med alt, hvad der er i den;
kun Skøgen Rahab skal blive i Live tillige med alle dem, som er
i hendes Hus, fordi hun skjulte Sendebudene, som vi udsendte.
18. Men I skal tage eder vel i Vare for det bandlyste, så I ikke
attrår og tager noget af det bandlyste og derved bringer Bandet
over Israels lejr og styrter den i Ulykke.
19. Men alt Sølv og Guld og alle Kobber og Jernsager skal helliges
HERREN; det skal bringes ind i HERRENs Skatkammer!"
20. Så opløftede Folket Krigsskrig, og de stødte i Hornene og da
Folket hørte Hornene, opløftede det et vældigt Krigsskrig; da
styrtede Muren sammen, og Folket gik lige ind i Byen; således
indtog de Byen.
21. Derpå lagde de med Sværdet Band på alt, hvad der var i Byen,
Mænd og Kvinder, unge og gamle, Hornkvæg, Småkvæg og Æsler.
22. Men til de to Mænd, som havde udspejdet Landet, sagde Josua: "Gå
ind i Skøgens Hus og før Kvinden og alt, hvad hendes er, ud
derfra, som I tilsvor hende!"
23. De unge Mænd, som havde været Spejdere, gik da ind og førte
Rabab ud tillige med hendes Fader og Moder og hendes Brødre,
hele hendes Slægt og alt, hvad hendes var; de førte dem ud og
lod dem stå uden for Israels Lejr.
24. Men på Byen og alt, hvad der var i den, stak de Ild; kun Sølvet
og Guldet og Kobber og Jernsagerne bragte de ind i HERRENs Hus's
Skatkammer.
25. Men Skøgen Rahab og hendes Fædrenehus og alt, hvad hendes var,
lod Josua blive i Live, og hun kom til at bo blandt Israeliterne
og gør det den Dag i Dag, fordi hun havde skjult Sendebudene,
som Josua havde sendt ud for at udspejde Jeriko.
26. På den Tid tog Josua Folket i Ed, idet han sagde: "Forbandet
være den Mand for HERRENs Åsyn, som indlader sig på at opbygge
denne By, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge
Grunden og hans yngste at sætte dens Portfløje ind."
27. Således var HERREN med Josua, og hans Ry udbredte sig over hele
Landet.
Josua 7
1. Men Israeliterne forgreb sig på det bandlyste, idet Akan, en Søn
af Karmi en Søn af Zabdi, en Søn af Zera, af Judas Stamme,
tilvendte sig noget af det bandlyste. Da blussede HERRENs Vrede
op mod Israeliterne.
2. Derpå sendte Josua nogle Mænd fra Jeriko til Aj, som ligger ved
Bet Aven, østen for Betel, og sagde til dem: "Drag op og udspejd
Egnen!" Og Mændene drog op og udspejdede Aj.
3. Da de kom tilbage til Josua, sagde de til ham: "Lad ikke hele
Folket drage derop; lad en to-tre Tusind Mand drage op og
indtage Aj; du behøver ikke at umage hele Folket med at drage
derop, thi de er få!"
4. Så drog henved 3000 Mand af Folket derop; men de blev slået på
Flugt af Ajjiterne,
5. og Ajjiterne dræbte seks og tredive Mand eller så af dem; de
forfulgte dem uden for Porten indtil Stenbruddene og huggede dem
ned på Skråningen. Da sank Folkets Mod og blev til Vand.
6. Men Josua og Israels Ældste sønderrev deres Klæder og faldt på
deres Ansigt på Jorden foran HERRENs Ark og blev liggende til
Aften og kastede Støv på deres Hoveder.
7. Og Josua sagde: "Ak, Herre, HERRE! Hvorfor lod du dette Folk gå
over Jordan, når du vilde give os i Amoriternes Hånd og lade os
gå til Grunde? Havde vi dog blot besluttet os til at blive
hinsides Jordan!
8. Ak, Herre! Hvad skal jeg sige, nu Israel har måttet tage Flugten
for sine Fjender?
9. Når Kana'anæerne og alle Landets Indbyggere hører det, falder de
over os fra alle Sider og udsletter vort Navn af Jorden; hvad
vil du da gøre for dit store Navns Skyld?"
10. Da sagde HERREN til Josua: "Stå op! Hvorfor ligger du på dit
Ansigt?
11. Israel har syndet, thi de har forbrudt sig imod min Pagt, som
jeg pålagde dem; de har tilvendt sig noget af det bandlyste, de
har stjålet; de har skjult det, de har gemt det i deres
Oppakning.
12. Derfor kan Israeliterne ikke holde Stand over for deres Fjender,
men må flygte for dem; thi de er hjemfaldne til Band! Jeg vil
ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder Bandet af eders
Midte.
13. Stå derfor op, lad Folket hellige sig og sig: Helliger eder til
i Morgen, thi så siger HERREN, Israels Gud: Der er Band i din
Midte, Israel; og du kan ikke holde Stand over for dine Fjender,
før I skaffer Bandet bort fra eder!
14. I Morgen skal I træde frem Stamme for Stamme, og den Stamme,
HERREN rammer, skal træde frem Slægt for Slægt, og den Slægt,
HERREN rammer, skal træde frem Familie for Familie, og den
Familie, HERREN rammer, skal træde frem Mand for Mand.
15. Den, som da rammes, fordi han har det bandlyste Gods, skal
brændes tillige med alt, hvad der tilhører ham; thi han har
brudt HERRENs Pagt og begået en Skændselsdåd i Israel!"
16. Tidligt næste Morgen lod Josua Israel træde frem Stamme for
Stamme, og da blev Judas Stamme ramt.
17. Derpå lod han Judas Slægter træde frem, og Zeraiternes Slægt
blev ramt. Derpå lod han Zeraiternes Slægt træde frem Familie
for Familie, og Zabdi blev ramt.
18. Derpå lod han dennes Familie træde frem Mand for Mand, og da
blev Akan ramt, en Søn af Harmi, en Søn af Zabdi, en Søn af
Zera, af Judas Stamme.
19. Da sagde Josua til Akan: "Min Søn, giv HERREN, Israels Gud, Ære
og Pris, og fortæl mig, hvad du har gjort, skjul ikke noget for
mig!"
20. Akan svarede Josua: "Ja, det er mig, som har syndet mod HERREN,
Israels Gud. Således gjorde jeg:
21. Jeg så imellem Byttet en prægtig babylonisk Kappe, 200 Sekel
Sølv og en Guldtunge på halvtredsindstyve Sekel; det fik jeg
Lyst til, og jeg tog det; se, det ligger nedgravet i Jorden midt
i mit Telt, Sølvet nederst."
22. Da sendte Josua nogle Folk hen, og de skyndte sig til Teltet, og
se, det var gemt i hans Telt, Sølvet nederst;
23. og de tog det ud af Teltet og bragte det til Josua og alle
Israeliterne og lagde det hen foran HERREN.
24. Men Josua tog sammen med hele Israel Akan, Zeras Søn, og Sølvet,
Kappen og Guldtungen og hans Sønner og Døtre, hans Hornkvæg,
Æsler og Småkvæg, hans Telt og alt, hvad der tilhørte ham, og
førte dem op i Akors dal.
25. Og Josua sagde: "Hvorfor har du styrtet os i Ulykke? HERREN skal
styrte dig i Ulykke på denne Dag!" Derpå stenede hele Israel
ham, og de brændte eller stenede dem.
26. Og de opkastede en stor Stendysse over ham, som står der den Dag
i Dag. Da lagde HERRENs heftige Vrede sig. Derfor fik Stedet
Navnet Akors Dal, som det hedder den Dag i Dag.
Josua 8
1. Derefter sagde HERREN til Josua: "Frygt ikke og vær ikke bange!
Tag alt Krigsfolket med dig, bryd op og drag mod Aj! Se, jeg
giver Kongen af Aj og hans Folk, hans By og hans Land i din
Hånd!
2. Og du skal gøre det samme ved Aj og dets Konge, som du gjorde
ved Jeriko og dets Konge; men Godset, I røver der, må I selv
beholde som Bytte, ligeledes Kvæget der. Læg Baghold vesten for
Byen!"
3. Derpå brød Josua op og drog med alt Krigsfolket op mod Aj; og
Josua udvalgte sig 30000 tapre Mænd og sendte dem bort om
Natten,
4. idet han bød dem: "Se, I skal lægge eder i Baghold vesten for
Byen, ikke for langt fra den, og hold eder alle rede.
5. Jeg og alle de Folk, som er med mig, vil nærme os Byen, og når
de gør Udfald imod os ligesom forrige Gang, flygter vi for dem.
6. Når de så følger efter os så langt, at vi får dem lokket bort
fra Byen, idet de tænker, at vi flygter for dem ligesom forrige
Gang,
7. skal I bryde frem fra Bagholdet og tage Byen, thi HERREN eders
Gud vil give den i eders Hånd.
8. Og når I har indtaget byen, skal I stikke den i Brand. Således
skal I gøre, det er mit Bud til eder!"
9. Derpå sendte Josua dem bort, og de gik hen og lagde sig i
Baghold mellem Betel og Aj, vesten for Aj; men Josua blev den
Nat iblandt Krigsfolket.
10. Tidligt næste Morgen mønstrede Josua Folket, og sammen med
Israels Ældste drog han op til Aj i Spidsen for Folket.
11. Hele den Styrke, som var med ham, rykkede nærmere, til de havde
Byen foran sig; og de lejrede sig norden for Aj med Dalen mellem
sig og Aj.
12. Derpå tog han henved 5000 Mand og lagde dem i Baghold mellem
Betel og Aj, vesten for Byen;
13. og Krigerne blev bragt i Stilling, hele Hæren, som var norden
for Byen, og den Del, som lå i Baghold vesten for Byen; men
Josua begav sig om Natten ned i Dalen.
14. Da nu Kongen af Aj så det, skyndte Byens Mænd sig og rykkede
tidligt om Morgenen ud til Kamp mod Israel, Kongen med hele sin
Styrke, til Skråningen, hvor Lavningen begynder, uden at vide
af, at der var lagt Baghold imod ham vesten for Byen;
15. og da Josua og hele Israel lod sig slå på Flugt af dem og
flygtede ad Ørkenen til,
16. blev alt Folket i Byen stævnet sammen til at forfølge dem, og de
forfulgte Josua og lod sig lokke bort fra Byen;
17. ikke een Mand blev tilbage i Aj, men alle drog de ud for at
forfølge Israel, og de lod Byen stå åben, medens de forfulgte
Israel.
18. Da sagde HERREN til Josua: "Ræk Spydet i din Hånd ud mod Aj; thi
jeg giver det i din Hånd!" Og Josua rakte Spydet i sin Hånd ud
mod Byen.
19. Og Bagholdet brød hurtigt op fra sin Plads og løb hen til Byen,
da han rakte Hånden ud, indtog den og skyndte sig at stikke den
i Brand.
20. Da Mændene fra Aj vendte sig om og så Røgen fra Byen stige op
mod Himmelen, var de ude af Stand til at flygte til nogen af
Siderne, idet Folket, som var flygtet ad Ørkenen til, vendte sig
om mod deres Forfølgere.
21. Og da Josua og hele Israel så, at Bagholdet havde indtaget Byen,
og at Røgen fra byen steg til Vejrs, vendte de om og slog
Mændene fra Aj;
22. og da hine rykkede ud fra Byen imod dem, kom de midt ind imellem
Israeliternes to Afdelinger, som huggede dem ned uden at lade en
eneste af dem undkomme eller slippe bort.
23. Men Kongen af Aj fangede de levende og bragte ham til Josua.
24. Da Israel nu havde hugget alle Ajs Indbyggere ned på åben Mark,
på Skråningen, hvor de forfulgte dem, og de alle til sidste Mand
var faldet for Sværdet, vendte hele Israel tilbage til Aj og
slog det med Sværdet.
25. Alle de, der faldt på den Dag, Mænd og Kvinder, udgjorde 12000,
alle Indbyggerne i Aj.
26. Og Josua trak ikke sin Hånd med det udrakte Spyd tilbage, før
han havde lagt Band på alle Ajs Indbyggere.
27. Kun Kvæget og Godset, de røvede i denne By, beholdt Israeliterne
som Bytte efter den Befaling, HERREN havde givet Josua.
28. Og Josua stak Aj i Brand og gjorde den til en Ruinhob for
bestandig, til den Ødemark, den er den Dag i Dag.
29. Men Kongen af Aj hængte han på en Pæl og lod ham hænge til
Aften; og da Solen gik ned, tog man på Josuas Befaling hans Lig
ned af Pælen og kastede det hen ved Indgangen til Byens Port. Og
man opkastede over ham en stor Stendysse, som står der den Dag i
Dag.
30. Da byggede Josua HERREN, Israels Gud, et Alter på Ebals Bjerg,
31. som HERRENs Tjener Moses havde pålagt Israeliterne, i
Overensstemmelse med, hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, et
Alter af utilhugne Sten, hvor over der ikke var svunget Jern; og
de bragte HERREN Brændofre og ofrede Takofre der.
32. Og han skrev der på Stenene i Israeliternes Påsyn en Afskrift af
Mose Lov, som denne havde skrevet,
33. idet hele Israel og dets Ældste, Tilsynsmænd og Dommere stod på
begge Sider af Arken lige over for Levitpræsterne, som bar
HERRENs Pagts Ark, de fremmede såvel som de indfødte, den ene
Halvdel hen imod Garizims Bjerg, den anden Halvdel hen imod
Ebals Bjerg, således som HERRENs Tjener Moses forhen havde
påbudt at velsigne Israels Folk.
34. Så oplæste han alle Lovens Ord, Velsignelsen og Forbandelsen,
alt som det var skrevet i Lovbogen;
35. ikke et Ord af alt, hvad Moses havde påbudt, undlod Josua at op
læse for hele Israels Menighed, Mændene, Kvinderne og Børnene og
de fremmede, som var draget med iblandt dem.
Josua 9
1. Da alle Kongerne på den anden Side af Jordan, i Bjergene og i
Lavlandet og langs hele det store Havs Kyst hen imod Libanon,
Hetiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Perizziterne, Hivviterne og
Jebusiterne, hørte, hvad der var sket,
2. samlede de sig for i Fællesskab at kæmpe mod Josua og Israel.
3. Men da Indbyggerne i Gibeon hørte, hvad Josua havde gjort ved
Jeriko og Aj,
4. greb også de til en List; de gik hen og forsynede sig med
Rejsetæring, læssede nogle slidte Sække og nogle slidte,
sprukne, stoppede Vinsække på deres Æsler
5. og tog slidte, lappede Sko på Fødderne og slidte Klæder på
Kroppen, og alt deres Rejsebrød var tørt og mullent.
6. Så gik de til Josua i Lejren ved Gilgal og sagde til ham og
Israels Mænd: "Vi kommer fra et fjernt Land; slut derfor Pagt
med os!"
7. Israels Mænd svarede Hivviterne: "Det kunde være, at I bor her
midt iblandt os, hvorledes kan vi da slutte Pagt med eder?"
8. De sagde til Josua: "Vi er dine Trælle!" Josua spurgte dem så:
"Hvem er I, og hvorfra kommer I?"
9. Og de svarede ham: "Fra et såre fjernt Land er dine Trælle
kommet for HERREN din Guds Navns Skyld; thi vi har hørt hans Ry
og alt, hvad han gjorde i Ægypten,
10. og alt, hvad han gjorde mod de to Amoriterkonger hinsides
Jordan, Kong Sihon af Hesjbon og Kong Og af Basan, som boede i
Asjtarot.
11. og vore Ældste og alle Indbyggerne i vort Land sagde til os: Tag
Rejse tæring med eder, drag dem i Møde og sig til dem: Vi er
eders Trælle; slut derfor nu Pagt med os!
12. Vort Brød her var endnu varmt, da vi tog det med hjemmefra,
dengang vi begav os af Sted for at drage til eder; men se, nu er
det tørt og mullent;
13. og vore Vinsække her var nye, da vi fyldte dem; se, nu er de
sprukne; og vore Klæder og Sko her er slidte, fordi Vejen var så
lang!"
14. Så tog Mændene af deres Rejsetæring; men HERREN rådspurgte de
ikke.
15. Og Josua tilsagde dem Fred og sluttede Overenskomst med dem og
lovede at lade dem leve, og Menighedens Øverster tilsvor dem
det.
16. Men tre Dage efter at de havde sluttet Pagt med dem, hørte de,
at de var fra den nærmeste Omegn og boede midt iblandt dem.
17. Og Israeliterne brød op og kom den tredje Dag til deres Byer,
det var Gibeon, Kefira, Beerot og Kirjat Jearim.
18. Men Israeliterne dræbte dem ikke, fordi Menighedens Øverster
havde, tilsvoret dem Fred ved HERREN, Israels Gud. Da knurrede
hele Menigheden mod Øversterne;
19. men alle Øversterne sagde til hele Menigheden: "Vi har tilsvoret
dem Fred ved HERREN, Israels Gud, derfor kan vi ikke gøre dem
noget ondt.
20. Men dette vil vi gøre med dem, når vi skåner deres Liv, at der
ikke skal komme Vrede over os for den Ed, vi svor dem:
21. De skal blive i Live, men være Brændehuggere og Vandbærere for
hele Menigheden." Og hele Menigheden gjorde, som Øverstene havde
sagt.
22. Og Josua lod dem kalde og talte således til dem: "Hvorfor førte
I os bag Lyset og sagde, at I havde hjemme langt borte fra os,
skønt I bor her midt iblandt os?
23. Derfor skal I nu være forbandede, og ingen af eder skal nogen
Sinde ophøre at være Træl; Brændehuggere og Vandbærere skal I
være ved min Gus Hus!"
24. De svarede Josua og sagde:"Det var blevet dine Trælle sagt, at
HERREN din Gud pålagde sin Tjener Moses, at når han gav eder
hele Landet, skulde I udrydde alle Landets Indbyggere foran
eder. Da påkom der os stor Frygt for, at I skulde tage vort Liv;
derfor handlede vi således.
25. Men se, nu er vi i din Hånd; gør med os, som det tykkes dig godt
og ret!"
26. Da handlede han således med dem; han friede dem fra
Israeliternes Hånd, så de ikke dræbte dem;
27. men Josua gjorde dem den Dag til Brændehuggere og Vandbærere for
Menigheden og for HERRENs Alter på det Sted, han vilde
udvælge. Og det er de den Dag i Dag.
Josua 10
1. Da Kong Adonizedek af Jerusalem hørte, at Josua havde indfaget
Aj og lagt Band på det som han havde gjort ved Jeriko og Kongen
der, gjorde han ved Aj og Kongen der og at Gibeons Indbyggere
havde sluttet Overenskomst med Israel og var optaget imellem
dem,
2. så påkom der ham stor Frygt; thi Gibeon var en stor By, som en
af Kongsbyerne, større end Aj, og alle Mændene der var tapre
Krigere.
3. Derfor sendte Kong Adonizedek af Jerusalem Bud til Kong Hobam af
Hebron, Kong Piram af Jarmut, Kong Jafia af Lakisj og Kong Debir
af Eglon og lod sige:
4. "Kom op til mig og hjælp mig med at slå Gibeon, thi det har
sluttet Overenskomst med Josua og Israeliterne!"
5. Da samledes fem Amoriterkonger, Kongerne i Jerusalem, Hebron,
Jarmut, Lakisj og Eglon, og de drog op med hele deres Hær og
slog Lejr uden for Gibeon og angreb det.
6. Men Mændene i Gibeon sendte Bud til Josua i Lejren i Gilgal og
lod sige: "Lad ikke dine Trælle i Stikken, men kom hurtigt op
til os, hjælp os og stå os bi; thi alle Amoriterkongerne, som
bor i Bjergene, har samlet sig imod os!"
7. Da drog Josua op fra Gilgal med alle Krigerne, alle de
kampdygtige Mænd.
8. Og HERREN sagde til Josua: "Frygt ikke for dem, thi jeg giver
dem i din Hånd; ikke een af dem skal kunne holde Stand imod
dig!"
9. Og Josua faldt pludselig over dem, efter at han i Nattens Løb
var draget derop fra Gilgal,
10. og HERREN bragte dem i Uorden foran Israel og tilføjede dem et
stort Nederlag ved Gibeon; og de forfulgte dem hen imod Opgangen
ved Bet Horon og slog dem lige til Azeka og Makkeda.
11. Og da de flygtede for Israeliterne og netop var på Skråningen
ved Bet Horon, lod HERREN store Sten falde ned på dem fra
Himmelen helt hen til Azeka, så de døde; og de, som dræbtes af
Haglstenene, var flere end dem, Israeliterne dræbte med Sværdet.
12. Ved den Lejlighed, den Dag HERREN gav Amoriterne i Israeliternes
Magt, talte Josua til HERREN og sagde i Israels Nærværelse:
"Sol, stat stille i Gibeon, og Måne i Ajjalons Dal!"
13. Og Solen stod stille, og Månen standsed, til Folket fik Hævn
over Fjenden. Således står der jo skrevet i de Oprigtiges
Bog. Og Solen blev stående midt på Himmelen og tøvede næsten en
hel Dag med at gå ned.
14. Og hverken før eller siden har der nogen Sinde været en Dag som
denne, en Dag, da HERREN adlød et Menneskes Røst; thi HERREN
kæmpede for Israel.
15. Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal.
16. Men de fem Konger flygtede og skjulte sig i Hulen ved Makkeda.
17. Og der blev bragt Josua den Melding: "De fem Konger er fundet
skjulte i Hulen ved Makkeda."
18. Da sagde Josua: "Vælt store Sten for Hulens Indgang og sæt nogle
Mænd udenfor til at vogte den.
19. Men I andre må ikke standse, forfølg eders Fjender, hug
Efternølerne ned og lad dem ikke komme ind i deres Byer; thi
HERREN eders Gud har givet dem i eders Hånd!"
20. Da Josua og Israeliterne så havde tilføjet dem et meget stort
Nederlag og gjort det helt af med dem kun enkelte undslap og
reddede sig ind i de befæstede Byer
21. vendte hele Folket uskadt tilbage til Josua i Lejren ved
Makkeda, uden at nogen havde vovet så meget som at knurre imod
Israeliterne.
22. Da sagde Josua: "Luk op for Hulens Indgang og før de fem Konger
ud af Hulen fil mig!"
23. Det gjorde de så og førte de fem Konger ud af Hulen til ham,
Kongerne af Jerusalem, Hebron, Jarmut, Lakisj og Eglon.
24. Da de nu havde ført disse fem Konger ud til Josua, kaldte Josua
alle Israels Mænd sammen og sagde til Krigsøversterne, som var
draget med ham: "Kom hid og sæt Foden på disse Kongers Nakke!"
Og de kom og satte foden på deres Nakke.
25. Da sagde Josua til dem: "Frygt ikke og vær ikke bange, vær
frimodige og stærke! Thi således vil HERREN handle med alle
eders Fjender, som I kommer til at kæmpe med!"
26. Derefter lod Josua dem nedhugge og dræbe og ophænge på fem Pæle,
og de blev hængende på Pælene til Aften.
27. Men ved Solnedgang lod Josua dem tage ned af Pælene og kaste ind
i den Hule, de havde skjult sig i, og for Indgangen til Hulen
væltede man store Sten, som ligger der den Dag i Dag.
28. Makkeda indtog Josua samme Dag, og han slog Byen og dens Konge
ned med Sværdet; han lagde Band på den og på hver levende Sjæl i
den uden at lade nogen undkomme; og han gjorde det samme ved
Makkedas Konge, som han havde gjort ved Jerikos Konge.
29. Derpå drog Josua med hele Israel fra Makkeda til Libna, og han
angreb Libna;
30. og HERREN gav også denne By og dens Konge i Israels Hånd, og den
og hver levende Sjæl i den slog han ned med Sværdet uden at lade
nogen undkomme; og han gjorde det samme ved dens Konge, som de
havde gjort ved Jerikos Konge.
31. Derpå drog Josua med hele Israel fra Libna til Lakisj, og, han
slog Lejr udenfor og angreb Byen;
32. og HERREN gav Lakisj i Israels Hånd, og den følgende Dag indtog
han Byen, og den og hver levende Sjæl i den slog han ned med
Sværdet, ganske som han havde gjort ved Libna.
33. Da rykkede Kong Horam af Gezer Lakisj til Hjælp; men Josua slog
ham og hans Folk ned uden at lade nogen undkomme.
34. Så drog Josua med hele Israel fra Lakisj til Eglon, og de slog
Lejr udenfor og angreb Byen;
35. og de indtog den samme Dag og slog den ned med Sværdet; og på
hver levende Sjæl i den lagde han den Dag Band, ganske som han
havde gjort ved Lakisj.
36. Derpå drog Josua med hele Israel op fra Eglon til Hebron, og de
angreb Byen
37. og indtog den og slog den ned med Sværdet, både Kongen der og
alle de Byer, der hørte under den, og hver levende Sjæl i den
uden at lade nogen undkomme, ganske som han havde gjort ved
Eglon, og han lagde Band på Byen og hver levende Sjæl i den.
38. Derpå vendte Josua sig med hele Israel imod Debir og angreb
Byen;
39. og han undertvang den tillige med dens Konge og alle de Byer der
hørte under den; og de slog dem ned med Sværdet og lagde Band på
hver levende Sjæl i dem uden at lade nogen undkomme; det samme,
han havde gjort ved Hebron og ved Libna og Kongen der, gjorde
han også ved Debir og Kongen der.
40. Således slog Josua hele Landet, Bjerglandet, Sydlandet,
Lavlandet og Bjergskråningerne og alle Kongerne der uden at lade
nogen undkomme, og på hver levende Sjæl lagde han Band, således
som HERREN, Israels Gud, havde påbudt;
41. Josua slog dem fra Kadesj Barnea indtil Gaza, og hele Landskabet
Gosjen indtil Gibeon.
42. Og alle hine Konger og deres Lande undertvang Josua med et Slag;
thi HERREN, Israels Gud, kæmpede for Israel.
43. Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal.
Josua 11
1. Da Kong Jabin af Hazor hørte herom sendte han Bud til Kong Jobab
af Madon og Kongerne af Sjimron og Aksjaf.
2. og til Kongerne nordpå i Bjergene, i Arabalavningen sønden for
Kinnerot, i Lavlandet og på Højdedraget vestpå ved Dor,
3. til Kana'anæerne i Øst og Vest, Amoriterne, Hivviterne,
Perizziterne og Jebusiterne i Bjergene og Hetiterne ved Foden af
Hermon i Mizpas Land;
4. og de drog ud med alle deres Hære, Krigsfolk talrige som Sandet
ved Havets Bred, og med en stor Mængde Heste og Stridsvogne.
5. Alle disse Konger slog sig sammen og kom og lejrede sig i
Forening ved Meroms Vand for at angribe Israel.
6. Men HERREN sagde til Josua: "Frygt ikke for dem! Thi i Morgen
ved denne Tid vil jeg lade dem ligge faldne foran Israel; deres
Heste skal du lamme, og deres Vogne skal du brænde!"
7. Da kom Josua med hele Hæren uventet over dem ved Meroms Vand og
kastede sig over dem,
8. og HERREN gav dem i Israels Hånd, så de slog dem og forfulgte
dem til den store Stad Zidon, til, Misrefot Majim og Mizpes
Lavning i Øst, og huggede dem ned, så ikke en eneste af dem blev
tilbage.
9. Josua gjorde derpå med dem, som HERREN havde sagt ham; deres
Heste lammede han, og deres Vogne brændte han.
10. Ved den Tid vendte Josua om og indtog Hazor, og Kongen huggede
han ned med Sværdet; Hazor var nemlig fordum alle disse
Kongerigers Hovedstad;
11. og de huggede hver levende Sjæl i den ned med Sværdet og lagde
Band på dem, så ikke en levende Sjæl blev tilbage; og Hazor stak
han i Brand.
12. Alle hine Kongsbyer med deres Konger undertvang Josua, og han
huggede dem ned med Sværdet og lagde Band på dem, som HERRENs
Tjener Moses havde påbudt.
13. Men ingen af de Byer, som lå på deres Høje, stak Israel i Brand,
alene med Undtagelse af Hazor; den stak Josua i Brand.
14. Kvæget og alt det andet, der røvedes fra disse Byer, beholdt
Israeliterne som Bytte; men alle Menneskene huggede de ned med
Sværdet til sidste Mand uden at lade en eneste levende Sjæl
blive tilbage.
15. Hvad HERREN havde pålagt sin Tjener Moses, havde Moses pålagt
Josua, og det gjorde Josua; han undlod intet som helst af, hvad
HERREN havde pålagt Moses.
16. Således indtog Josua hele dette Land, Bjerglandet, hele
Sydlandet, hele Landskabet Gosjen, Lavlandet, Arabalavningen,
Israels Bjergland og Lavland,
17. fra det nøgne Bjergdrag, som højner sig hen imod Seir, indtil
Ba'al Gad i Libanons Dal ved Hermonbjergets Fod; og alle deres
Konger tog han til Fange, huggede dem ned og dræbte dem.
18. I lang Tid førte Josua Krig med disse Konger
19. Der var ingen By, som sluttede Overenskomst med Israeliterne,
undtagen Hivviterne, som boede i Gibeon. Alt tog de i Kamp;
20. thi HERREN voldte, at de forhærdede deres Hjerter, så de drog i
Kamp mod Israel, for at de skulde lægge Band på dem uden Skånsel
og udrydde dem, som HERREN havde pålagt Moses.
21. Ved den Tid drog Josua hen og udryddede Anakiterne af
Bjerglandet, af Hebron, Debir og Anab, og af hele Judas og hele
Israels Bjergland; på dem og deres Byer lagde Josua Band.
22. Der blev ingen Anakiter tilbage i Israeliternes Land, kun i
Gaza, Gat og Asdod blev der Levninger tilbage.
23. Således indtog Josua hele Landet, ganske som HERREN havde sagt
til Moses, og Josua gav Israel det i Eje efter deres Afdelinger,
Stamme for Stamme. Og Landet fik Ro efter Krigen.
Josua 12
1. Følgende to Konger i Landet blev overvundet af Israeliterne og
deres Land taget i Besiddelse af dem, Landet østen for Jordan
fra Arnonfloden til Hermonbjerget og hele Arabalavningens østre
Del:
2. Amoriterkongen Sibon, som boede i Hesjbon og herskede fra Aroer
ved Arnonflodens Bred og fra Midten af Floddalen over Halvdelen
af Gilead indtil Jabbokfloden, der er Ammoniternes Grænse,
3. og over Arabalavningen indtil Kionerotsøens Østside og
Arabahavets, Salthavets, Østside hen imod Bet-Jesjimot og
længere Syd på hen imod Egnen ved Foden af Pisgas Skrænter;
4. og Kong Og af Basan. som hørte til dem, der var tilbage af
Refaiterne, og boede i Asjtarot og Edrei
5. og herskede over Hermonbjerget, Salka og hele Basan indtil
Gesjuriternes og Måkatiternes Landemærke og over Halvdelen af
Gilead indtil Kong Sihon af Hesjbons Landemærke.
6. HERRENs Tjener Moses og Israeliterne havde overvundet dem, og
HERRENs Tjener Moses havde givet Rubeniterne, Gaditerne og
Manasses halve Stamme Landet i Eje.
7. Følgende Konger i Landet blev overvundet af Josua og
Israeliterne hinsides Jordan, på Vestsiden, fra Ba'al Gad i
Dalen ved Libanon til det nøgne Bjergdrag, som højner sig mod
Seir, og deres Land givet Israels Stammer i Eje af Josua efter
deres Afdelinger,
8. i Bjerglandet, i Lavlandet, i Arabalavningen, på Skråningerne, i
Ørkenen og i Sydlandet, Hetiterne, Amoriterne, Kana'anæerne,
Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne:
9. Kongen i Jeriko een; Kongen i Aj ved Betel een;
10. Kongen i Jerusalem een; Kongen i Hebron een;
11. Kongen i Jarmut een; Kongen i Lakisj een;
12. Kongen i Eglon een; Kongen i Gezer een;
13. Kongen i Debir een; Kongen i Geder een;
14. Kongen i Horma een; Kongen i Arad een;
15. Kongen i Libna een; Kongen i Adullam een;
16. Kongen i Makkeda een; Kongen i Betel een;
17. Kongen i Tappua een; Kongen i Hefer een;
18. Kongen i Afek een; Kongen i Lassjaron een;
19. Kongen i Madon een; Kongen i Hazor een;
20. Kongen i Sjimron Meron een; Kongen i Aksjaf een;
21. Kongen i Ta'anak een; Kongen i Megiddo een;
22. Kongen i Kedesj een; Kongen i Jokneam ved Karmel een;
23. Kongen i Dor ved Højdedraget Dor een; Kongen over Folkene i
Galilæa een;
24. Kongen i Tirza een; tilsammen en og tredive Konger.
Josua 13
1. Da Josua var blevet gammel og til Års, sagde HERREN til ham: "Du
er blevet gammel og til Års, og der er endnu såre meget tilbage
af Landet at indtage.
2. Dette er det Land, som er tilbage: Hele Filisternes Landområde
og alle Gesjuriterne,
3. Landet fra Sjihor østen for Ægypten indtil Ekrons Landemærke i
Nord det regnes til Kana'anæerne de fem Filisterfyrster i Gaza,
Asdod, Askalon, Gat og Ekron, desuden Avviterne
4. mod Syd, hele Kana'anæerlandet fra Meara, som tilhører
Zidonierne, indtil Afek og til Amoriternes Landemærke,
5. og det Land, som mod Øst grænser til Libanon fra Ba'al Gad ved
Hermonbjergets Fod til Egnen hen imod Hamat.
6. Alle Indbyggerne i Bjerglandet fra Libanon til Misrefot Majim,
alle Zidonierne, vil jeg drive bort foran Israeliterne. Tildel
kun Israel det som Ejendom, således som jeg har pålagt dig.
7. Udskift derfor dette Land som Ejendom til de halvtiende
Stammer." Manasses halve Stamme
8. såvel som Rubeniterne og Gaditerne havde nemlig fået deres
Arvelod, som Moses gav dem hinsides Jordan, på Østsiden, således
som HERRENs Tjener Moses gav dem,
9. fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen midt nede i Dalen, hele
Højsletten fra Medeba til Dibon,
10. alle de Byer, som havde tilhørt Amoriterkongen Sibon, der
herskede i Hesjbon, indtil Ammoniternes Landemærke,
11. fremdeles Gilead og Gesjuriternes og Ma'akatiternes Landemærke,
hele Hermonbjerget og hele Basan indtil Salka,
12. hele det Rige, der havde tilhørt Og af Basan, som herskede i
Asjtarot og Edrei, den sidste, der var tilbage af Refaiterne;
Moses havde overvundet dem alle og drevet dem bort.
13. Men Israeliterne drev ikke Gesjuriterne og Ma'akatiterne bort,
så at Gesjur og Ma'akat bor i blandt Israel den Dag i bag.
14. Kun Levis Stamme gav han ingen Arvelod; HERREN, Israels Gud, er
hans Arvelod, således som han tilsagde ham.
15. Moses gav Rubeniternes Stamme Land, Slægt for Slægt,
16. og de fik deres Område fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen
midt nede i Dalen, hele Højsletten indtil
17. Hesjbon og alle de Byer, som ligger på Højsletten, Dibon,
Bamot Ba'al, Bet Ba'al Meon,
18. Jaza, Kedemot, Mefa'at,
19. Kirjatajim, Sibma, Zeret Sjahar på Dalbjerget,
20. Bet-Peor ved Pisgas Skrænter. Bet-Jesjimot
21. og alle de andre Byer på Højsletten og hele det Rige, der havde
tilhørt Amoriterkongen Sibon, som herskede i Hesjbon, hvem Moses
havde overvundet tillige med Midjans Fyrster Evi, Rekem, Zur,
Hur og Reba, der var Sihons Lydkonger og boede i Landet;
22. også Sandsigeren Bileam, Beors Søn, havde Israeliterne dræbt med
Sværdet sammen med de andre af dem, der blev slået ihjel.
23. Rubeniternes Grænse blev Jordan; den var Grænseskel. Det var
Rubeniternes Arvelod efter deres Slægter, de nævnte Byer med
Landsbyer.
24. Og Moses gav Gads Stamme, Gaditerne, Land, Slægt for Slægt,
25. og de fik følgende Landområde: Jazer og alle Byerne i Gilead og
Halvdelen af Ammoniternes Land indtil Aroer, som ligger østen
for Rabba,
26. og Landet fra Hesjbon til Ramat-Mizpe og Betonim, og fra
Mahanajim til Lodebars Landemærke;
27. og i Lavningen Bet-Haram, Bet-Nimra, Sukkot og Zafon, Resten af
Kong Sihon af Hesjbons Rige, med Jordan til Grænse, indtil Enden
af Kinnerets Sø, hinsides Jordan, på Østsiden.
28. Det var Gaditernes Arvelod efter deres Slægter: de nævnte Byer
med Landsbyer.
29. Og Moses gav Manasses halve Stamme Land, Slægt for Slægt;
30. og deres Landområde strakte sig fra Mahanajim over hele Basan,
hele Kong Og af Basans Rige og alle Jairs Teltbyer, som ligger i
Basan, tresindstyve Byer,
31. Halvdelen af Gilead og Asjtarot og Edre'i, Ogs Kongsbyer i Basan;
det gav han Manasses Søn Makirs Sønner, Halvdelen af Makirs
Sønner, Slægt for Slægt.
32. Det er alt, hvad Moses udskiftede på Moabs Sletter hinsides
Jordan over for Jeriko, på Østsiden.
33. Men Levis Stamme gav Moses ingen Arvelod; HERREN, Israels Gud,
er deres Arvelod, således som han tilsagde dem.
Josua 14
1. Følgende er de Landstrækninger, Israeliterne fik til Arvelod i
Kana'ans Land, som Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse tildelte
dem
2. ved Lodkastning som deres Ejendom i Overensstemmelse med det
Påbud, HERREN havde givet Moses om de halvtiende Stammer.
3. Thi Moses havde givet de halvtredje Stammer Arvelod hinsides
Jordan; men Leviterne gav han ikke Arvelod iblandt dem.
4. Josefs Efterkommere udgjorde nemlig to Stammer, Manasse og
Efraim; og Leviterne fik ikke Del i Landet, men kun Byer at bo i
tillige med de tilhørende Græsmarker til deres Hjorde og Kvæg.
5. Hvad HERREN havde pålagt Moses, gjorde Israeliterne, og de
udskiftede Landet.
6. Da trådte Judæerne frem for Josua i Gilgal, og Kenizziten Kaleb,
Jefunnes Søn, sagde til ham: "Du ved, hvad det var, HERREN
talede til den Guds Mand Moses i Kadesj Barnea om mig og dig.
7. Fyrretyve År gammel var jeg, dengang HERRENs Tjener Moses
udsendte mig fra Kadesj Barnea for at udspejde Landet; og jeg
aflagde ham Beretning efter bedste Overbevisning.
8. Men mine Brødre, som var draget med mig, gjorde Folket modløst,
medens jeg viste HERREN min Gud fuld Lydighed.
9. Og Moses svor den Dag: Sandelig, det Land, din Fod har betrådt,
skal være din og dine Efterkommeres Arvelod til evig Tid, fordi
du har vist HERREN min Gud fuld Lydighed!
10. Og se, nu har HERREN opfyldt sit Ord og holdt mig i Live fem og
fyrretyve År, siden dengang HERREN talede dette Ord til Moses,
al den Tid Israel vandrede i Ørkenen, og se, jeg er nu fem og
firsindstyve År.
11. Endnu den Dag i Dag er jeg rask og rørig som på hin Dag, da
Moses udsendte mig; nu som da er min Kraft den samme til Kamp og
til at færdes omkring.
12. Så giv mig da dette Bjergland, som HERREN dengang talede om; du
hørte det jo selv. Thi der bor Anakiter der, og der er store,
befæstede Byer; måske vil HERREN være med mig, så jeg kan drive
dem bort, som HERREN har sagt!"
13. Da velsignede Josua ham, og han gav Kaleb, Jefunnes Søn, Hebron
til Arvelod.
14. Derfor tilfaldt Hebron Kenizziten Kaleb, Jefunnes Søn,, som
Arvelod, og den hører ham til den Dag i Dag, fordi han viste
HERREN, Israels Gud, fuld Lydighed.
15. Men Hebron hed forhen Arbas By; han var den største Mand blandt
Anakiterne. Og Landet fik Ro efter krigen.
Josua 15
1. Loddet faldt for Judæernes Stamme efter deres Slægter således,
at deres Landområd strækker sig hen, imod Edoms Område, Zins
Ørken mod Syd, yderst mod Syd.
2. Deres Sydgrænse begynder ved Enden af Salthavet, ved den sydlige
Bugt,
3. og løber sønden om Akrabbimpasset, går videre til Zin, strækker
sig opad sønden om Kadesj-Barnea og går derpå videre til Hezron
og op til Addar; så drejer den om mod Karka'a,
4. går videre til Azmon og fortsætter til Ægyptens Bæk; så ender
Grænsen ved Havet. Det er deres Sydgrænse.
5. Østgrænsen er Salthavet indtil Jordans Udløb. Nordgrænsen
begynder ved Havets Bugt ved Jordans Udløb;
6. derpå strækker Grænsen sig opad til Bet Hogla og går videre
norden om Bet Araba; så strækker Grænsen sig opad til Rubens Søn
Bohans Sten;
7. derpå strækker Grænsen sig fra Akors Dal op til Debir og drejer
nordpå til Gilgal, som ligger lige over for Adummimpasset sønden
for Dalen; derefter går Grænsen videre over til Vandet ved
Sjemesjkilden og ender ved Rogelkilden;
8. derpå strækker Grænsen sig op i Hinnoms Søns Dal til Sydsiden af
Jebusiternes Bjergryg, det er Jerusalem; derpå strækker Grænsen
sig op til Toppen af Bjerget lige vesten for Hinnoms Dal ved
Refaimdalens Nordende;
9. derpå bøjer Grænsen fra Toppen af dette Bjerg ben til Neftoas
Vandkilde og løber videre til Byerne på Efronbjerget; så bøjer
Grænsen om til Ba'ala, det er Kirjat-Jearim;
10. derpå drejer Grænsen om fra Ba'ala mod Vest til Seirbjerget, går
videre til Jearimbjergets nordre Udløber, det er Kesalon: så
strækker den sig ned til Bet Sjemesj og går videre til Timna;
11. derpå løber Grænsen i nordlig Retning til Bjergryggen ved Ekron;
så bøjer Grænsen om til Sjikkaron, går videre til Ba'alabjerget,
løber til Jabne'el og ender ved Havet.
12. Vestgrænsen er det store Hav. Det er Grænsen rundt om Judæernes
Område efter deres Slægter.
13. Men Kaleb, Jefunnes Søn, gav han et Stykke Land imellem Judæerne
efter HERRENs Befaling til Josua: Anaks Stamfader Arbas By, det
er Hebron;
14. og Kaleb drev de tre Anakiter bort derfra, Sjesjaj, Abiman og
Talmaj, der nedstammede fra Anak.
15. Derfra drog han op mod Debirs Indbyggere; Debir hed fordum
Kirjat Sefer.
16. Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det,
giver jeg min datter Aksa til Hustru!"
17. Og da Benizziten Otniel, Kalebs Broder, indtog det, gav han ham
sin Datter Aksa til Hustru.
18. Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader
om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte
hende: "Hvad vil du?"
19. Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse!" Siden du har bortgiftet
mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav han
hende de øvre og de nedre Vandkilder.
20. Judæernes Stammes Arvelod efter deres Slægter er:
21. Byerne i Udkanten af Judæernes Stamme ved Edoms Grænse i
Sydlandet er følgende: Kabzeel, Eder, Jagur,
22. Kina, Dimona, Arara,
23. Kedesj Hazot, Jitnan,
24. Zif, Telam, Bealot,
25. Hazor Hadatta, Kerijjot Hezron, det er Hazor,
26. Amam, Sjema, Molada,
27. Hazar Gadda, Hesjmon, Bet Pelet,
28. Hazar Sjual, Be'ersjeba med Småbyer,
29. Ba'ala, Ijjim, Ezem,
30. Eltolad, Betul, Horma,
31. Ziklag, Madmanna, Sansanna,
32. Lebaot, Sjilhim og En Rimmox; tilsammen ni og tyve Byer med
Landsbyer.
33. I Lavlandet: Esjtaol, Zora, Asjna,
34. Zanoa, En Gannim, Tappua, Enam, 35 Jarmut, Adullam, Soko, Azeka,
36. Sja'arajim, Aditajim, Gedera og Gederotajim; tilsammen fjorten
Byer med Landsbyer.
37. Zenan, Hadasja, Migdal Gad,
38. Dilan, Mizpe, Jokte'el,
39. Lakisj, Bozkaf, Eglon,
40. Kabbon, Lamas, Hitlisj,
41. Gederot, Bet Dagon, Na'ama og Makkeda; tilsammen seksten Byer
med Landsbyer.
42. Libna, Eter, Asjan,
43. Jifta, Asjna, Nezib,
44. Keila, Akzib og Maresja; tilsammen ni Byer med Landsbyer.
45. Ekron med Småbyer og Landsbyer;
46. fra Ekron til Havet alt, hvad der ligger på Asdodsiden, med
tilhørende Landsbyer;
47. Asdod med Småbyer og Landsbyer; Gaza med Småbyer og Landsbyer
indtil Ægyptens Bæk med det store Hav som Grænse.
48. I Bjerglandet: Sjamir, Jattir, Soko,
49. Danna, Kirjat Sefer, det er Debir,
50. Anab, Esjtemo, Anim,
51. Gosjen, Holon og Gilo; tilsammen elleve Byer med Landsbyer.
52. Arab, Duma, Esjan,
53. Janum, Bet Tappua, Afeka,
54. Humta, Kirjat Arba, det er Hebron, og Zior; tilsammen ni Byer
med Landsbyer.
55. Maon, Karmel, Zif, Jutta,
56. Jizre'el, Jokdeam, Zanoa,
57. Hain, Gibea og Timna; tilsammen ti Byer med Landsbyer.
58. Halhul, Bet Zur, Gedor,
59. Ma'arat, Bet Anon og Eltekon; tilsammen seks Byer med
Landsbyer. Tekoa, Efrata, det er Betlehem, Peor, Etam, Kulon,
Tatam, Sores, Kerem, Gallim, Beter og Menoho; tilsammen elleve
Byer med Landsbyer.
60. Hirjat Ba'al, det er Hirjat Jearim, og Rabba; tilsammen to Byer
med Landsbyer.
61. I Ørkenen: Bet Araba, Middin, Sekaka,
62. Nibsjan, Ir Mela og En Gedi; tilsammen seks Byer med Landsbyer.
63. Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, kunde Judæerne ikke
drive bort; og Jebusiterne bor i Jerusalem sammen med Judæerne
den Dag i Dag.
Josua 16
1. For Josefs Sønner faldt Loddet således: Mod Øst går Grænsen fra
Jordan ved Jeriko, ved Jerikos Vande, op gennem Ørkenen, som fra
Jeriko strækker sig op i Bjergland,et til Betel;
2. fra Betel fortsætter den videre til Arkiternes Landemærke, til
Atarot,
3. og strækker sig nedad mod Vest til Ja Detiternes Landemærke, til
Nedre Bet Horons Landemærke og til Gezer og ender ved Havet.
4. Og Josefs Sønner, Manasse og Efraim, fik Arvelodder.
5. Efraimiternes Landemærke efter deres Slægter var følgende:
Grænsen for deres Arvelod er mod Øst Atarot Addar og går til
Øvre Bet Horon;
6. derpå går Grænsen ud til Havet. Mod Nord er Grænsen Mikmetat;
Grænsen går så mod Øst til Ta'anat Sjilo, løber videre østen om
Janoa,
7. strækker sig så fra Janoa ned til Atarot og Na'ara, støder op
til Jeriko og ender ved Jordan.
8. Fra Tappua går Grænsen mod Vest til Kanabækken og ender ved
Havet. Det er Efraimiternes Stammes Arvelod efter deres Slægter.
9. Dertil kommer de Byer, som udskiltes til Efraimiterne inden for
Manassiternes Arvelod, alle Byerne med Landsbyer.
10. Men de fordrev ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, og således
er Kana'anæerne blevet boende midt i Efraim indtil den Dag i
Dag, idet de siden blev Hoveriarbejdere.
Josua 17
1. Og Loddet faldt for Manasses Stamme: thi han var Josefs
førstefødte. Makir, Manasses førstefødte, Gileads Fader - han
var nemlig Kriger - fik Gilead og Basan.
2. Og de øvrige Manassiter fik Land efter deres Slægter, Abiezers,
Heleks, Asriels, Sjekems, Hefers og Sjemidas Sønner; det er
Josef's Søn Manasses mandlige Efterkommere efter deres Slægter.
3. Men Zelofhad, en Søn af Hefer, en Søn af Gilead, en Søn af
Makir, en Søn af Manasse, havde ingen Sønner, kun Døtre; og hans
Døtre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza.
4. De trådte frem for Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
Øversterne og sagde: "HERREN bød Moses give os Arvelod iblandt
vore Brødre!" Da gav han dem efter HERRENs Bud en Arvelod
iblandt deres Faders Brødre.
5. Således faldt ti Parter på Manasse foruden Landet Gilead og
Basan hinsides Jordan.
6. Thi Manasses døtre fik Arvelod blandt hans Sønner. Men Landet
Gilead tilfaldt Manasses øvrige Efterkommere.
7. Og Manasses Grænse går fra Aser til Mikmetat, som ligger østen
for Sikem; derpå går Grænsen mod Syd til Befolkningen i
En-Tappua.
8. Manasse fik Landskabet Tappua; men Byen Tappua ved Manasses
Grænse tilfaldt Efraimiterne.
9. Derpå strækker Grænsen sig ned til Kanabækken, sønden om Bækken;
Byerne der tilfaldt Efraim, midt iblandt Manasses Byer; Manasses
Landområde ligger norden for Bækken. Grænsen ender derpå ved
Havet.
10. Sydsiden tilhører Efraim og Nordsiden Manasse. Havet danner
Grænse; mod Nord støder de op til Aser, mod Øst til Issakar.
11. I Issakar og Aser tilfaldt følgende Byer Manasse: Bet-Sjean med
Småbyer, Jibleam med Småbyer, Befolkningen i Dor med Småbyer,
Befolkningen i En-Dor med Småbyer, Befolkningen i Ta'anak med
Småbyer og Befolkningen i Megiddo med Småbyer, de tre Højdedrag.
12. Men Manassiterne kunde ikke drive disse Byers Indbyggere bort,
det lykkedes Kana'anæerne at holde sig i disse Egne.
13. Da Israeliterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til
Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.
14. Da talte Josefs Sønner til Josua og sagde: "Hvorfor har du kun
givet mig een Lod og een Part til Arvelod, skønt jeg er et
talrigt Folk, eftersom HERREN hidtil har velsignet mig?"
15. Josua svarede dem: "Når du er et talrigt Folk, så drag op i
Skovlandet og ryd dig Jord der i Perizziternes og Refaiternes
Land, siden Efraims Bjergland er dig for trangt!"
16. "Da sagde Josefs Sønner: "Bjerglandet er os ikke nok, og alle
Kana'anærerne, som bor på Slettelandet, både de i Bet-Sjean med
Småbyer og de på Jizre'elsletten, har jernbeslagne Vogne!"
17. Da sagde Josua til Josefs Slægt, til Efraim og Manasse: "Du er
et talrigt Folk og har stor Kraft; du skal ikke komme til at
nøjes med een Lod,
18. men et Bjergland skal tilfalde dig, thi det er skovbevokset. og
når du rydder det, skal det tilfalde dig med Udløberne derfra;
thi du skal drive Kana'anæerne bort, selv om de har jernbeslagne
Vogne; du er nemlig stærkere end de."
Josua 18
1. Hele Israeliternes Menighed kom sammen i Silo, og de rejste
Åbenbaringsteltet der, da de nu havde underlagt sig Landet.
2. Men der var endnu syv Stammer tilbage af Israeliterne, som ikke
havde fået deres Arvelod tildelt.
3. Josua sagde derfor til Israeliterne: "Hvor længe vil I endnu
nøle med at drage hen og tage det Land i Besiddelse, som HERREN,
eders Fædres Gud, har givet eder?
4. Udse eder tre Mænd af hver Stamme, som jeg kan udsende; de skal
gøre sig rede og drage Landet rundt og affatte en Beskrivelse
derover til Brug ved Fastsættelsen af deres Arvelod og så komme
tilbage til mig.
5. De skal dele det i syv Dele; Juda skal beholde sit Område mod
Syd og Josefs Slægt sit mod Nord.
6. Og I skal så affatte en Beskrivelse over Landet, delt i syv
Dele, og bringe mig den; så vil jeg kaste Lod for eder her for
HERREN vor Guds Åsyn.
7. Thi Leviterne får ingen Del iblandt eder, da HERRENs Præstedømme
er deres Arvelod; og Gad, Ruben og Manasses halve Stamme har på
Jordans Østside fået deres Arvelod, som HERRENs Tjener Moses gav
dem!"
8. Da begav Mændene sig på Vej; og Josua bød de bortdragende
affatte en Beskrivelse over Landet, idet han sagde: "Drag Landet
rundt, affat en Beskrivelse over det og kom så tilbage til mig;
så vil jeg kaste Lod for eder her for HERRENs Åsyn i Silo!"
9. Så begav, Mændene sig på Vej og drog igennem Landet og affattede
en Beskrivelse derover, By for By, i syv Dele; og derpå kom de
tilbage til Josua i Lejren ved Silo.
10. Men Josua kastede Lod for dem i Silo for HERRENs Åsyn og
udskiftede der Landet til Israeliterne, Afdeling, for Afdeling.
11. Da faldt Loddet for Benjaminiternes Stamme efter deres Slægter;
og det Område, der blev deres Lod, kom til at ligge mellem Judas
og Josefs Sønner.
12. Deres Nordgrænse begynder ved Jordan, og Grænsen strækker sig op
til Bjergryggen norden for Jeriko og mod Vest op i Bjerglandet,
så den ender i Bet-Avens Ørken;
13. derfra går Grænsen videre til Luz, til Bjergryggen sønden for
Luz, det er Betel, og strækker sig ned til Atarot-Addar over
Bjerget sønden for Nedre-Bet-Horon.
14. Derpå bøjer Grænsen om og løber som Vestgrænse sydpå fra Bjerget
lige sønden for Bet-Horon og ender ved Kirjat-Ba'al, det er den
judæiske By Kirjat-Jearim; det er Vestgrænsen.
15. Sydgrænsen begynder ved Udkanten af Kirjat-Ba'al, og Grænsen går
til Neftoas Vandkilde;
16. derpå strækker den sig ned til Randen af Bjerget lige over for
Hinnoms Søns dal norden for Refaimdalen og videre til Hinnoms
Dal sønden om Jebusiternes Bjergryg og til Rogelkilden;
17. så drejer den nordpå og fortsætter til Sjemesjkilden og videre
til Gelilot lige over for Adummimpasset, derpå ned til Rubens
Søn Bohans Sten
18. og går så videre til Bjergryggen norden for Bet-Araba og ned i
Arabalavningen;
19. så går den videre til bjergryggen norden for Bet-Hogla og ender
norden for Salthavets Bugt ved Jordans Udløb; det er Sydgrænsen.
20. Mod Øst danner Jordan Grænse. Det er Benjaminiternes Arvelod med
dens Grænser efter deres Slægter.
21. Og Benjaminiternes Stammes Byer efter deres Slægter er følgende:
Jeriko, Bet-Hogla, Emek-Keziz,
22. Bet-Araba, Zemarajim, Betel,
23. Avvim, Para, ofra,
24. Kefar-Ammoni, Ofni og Geba; tilsammen tolv Byer med Landsbyer.
25. Gibeon, Rama, Be'erot,
26. Mizpe, Kefira, Moza,
27. Rekem, Jirpe'el, Tar'ala,
28. Zela, Elef, Jebus, det er Jerusalem, Gibeat og Kirjat-Jearim;
tilsammen fjorten Byer med Landsbyer. Det er Benjaminiternes
Arvelod efter deres Slægter.
Josua 19
1. Det andet Lod faldt for Simeon, for Simeoniternes Stamme efter
deres Slægter; og deres Arvelod kom til at ligge inde i
Judæernes Arvelod.
2. Til deres Arvelod hørte: Be'er-sjeba, Sjema, Molada,
3. Hazar-Sjual, Bala, Ezem,
4. Eltolad, Betul, Horma,
5. Ziklag, Bet-Markabot, Hazar-Susa,
6. Bet-Lebaot og Sjaruhen; tilsammen tretten Byer med Landsbyer.
7. En-Rimmon, Token, Eter og Asjan; tilsammen fire Byer med
Landsbyer.
8. Desuden alle Landsbyerne rundt om disse Byer indtil
Ba'alat-Be'er, Rama i Sydlandet. Det er Simeoniternes Stammes
Arvelod efter deres Slægter.
9. Fra Judæernes Del blev Simeoniternes Arvelod taget; thi
Judæernes Del var for stor til dem; der for fik Simeoniterne
Arvelod inde i deres Arvelod.
10. Det tredje Lod faldt for Zebuloniterne efter deres Slægter.
Deres Arvelods Landemærke når til Sarid:
11. og deres Grænse strækker sig vestpå op til Mar'ala, berører
Dabbesjet og støder til Bækken, som løber østen om Jokneam;
12. fra Sarid drejer den østpå, mod Solens Opgang, hen imod
Kis-Idt-Tabors Område og fortsætter til Daberat og op til Jafia;
13. mod Øst, mod Solens Opgang, løber den derpå over til Gat-Hefer,
til Et-Kazin og videre til Rimmona og bøjer om til Nea;
14. derfra drejer Grænsen i nordlig Retning til Hannaton og ender i
Dalen ved Jifta-El.
15. Og den omfatter Kattat, Nabalal, Sjimron, Jid'ala og Betlehem;
tilsammen tolv Byer med Lands-byer.
16. Det er Zebulonilernes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer
med Landsbyer.
17. For Issakar faldt det fjerde Lod, for Issakariterne efter deres
Slægter;
18. og deres Landemærke var: Jizre'el, Kesullot, Sjunem,
19. Hafarajim, Sji'on, Anabarat,
20. Rabbit, Kisjjon, Ebez,
21. Remet, En-Gannim, En-Hadda og Bet-Pazzez.
22. Og Grænsen berører Tabor, Sja-hazim og Bet-Sjemesj og ender ved
Jordan; tilsammen seksten Byer med Landsbyer.
23. Det er Issakariternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte
Byer med Landsbyer.
24. Det femte Lod faldt for Aseriternes Stamme efter deres Slægter.
25. Deres Landemærke var: Helkat, Hali, Beten, Aksjaf,
26. Alammelek, Am'ad og Misj'al; derpå berører Grænsen Harmel mod
Vest og Sjihor-Libnat,
27. drejer så østpå til Betbagon og berører Zebulon og Dalen ved
Jifta-El mod Nord; derpå går den til Bet-Emek og Ne'iel og
fortsætter nordpå til Kabul,
28. Abdon, Rebob, Hammon og Hana indtil den store Stad Zidon;
29. så drejer Grænsen mod Rama og til den befæstede By Tyrus; derpå
drejer Grænsen mod Hosa og ender ved Havet; desuden Mahalab,
Akzib,
30. Akko, Afek, Rebob; tilsammen to og tyve Byer med Landsbyer.
31. Det er Aseriternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte
Byer med Landsbyer.
32. For Naftaliterne faldt det sjette Lod, for Naftaliterne efter
deres Slægter.
33. Deres Landemærke går fra Helet, fra Allon-Beza'anannim og
Adami-Nekeb og Jabne'el indtil Lakkum og ender ved Jordan;
34. så drejer Grænsen vestpå til Aznot-Tabor, fortsætter derfra til
Hukkok, berører Zebulon mod Syd, Aser mod Vest og Jordan mod
Øst.
35. Befæstede Byer er: Ziddim, Zer, Hammat, Rakkat, Kinneret,
36. Adama, Rama, Hazor,
37. Hedesj, Edre'i, En-Hazor,
38. Jir'on, Migdal-El, Horem, Bet-Anat og Bet-Sjemesj; tilsammen
nitten Byer med Landsbyer.
39. Det er Naftaliternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte
Byer med Landsbyer.
40. For Daniternes Stamme efter deres Slægter faldt det syvende Lod.
41. Deres Arvelods Landemærke var: Zor'a, Esjtaol, Ir-Sjemesj,
42. Sja'alabbin, Ajjalon, Jitla,
43. Elon, Timna, Ekron,
44. Elteke, Gibbeton, Ba'alat,
45. Jehud, Bene-Berak, Gat-Rim-mon,
46. Me-Ja1'kon og Rakkon og Egnen hen imod Jafo.
47. Men Daniternes Område blev dem for trangt; derfor drog Daniterne
op og angreb Lesjem, indtog det og slog det med Sværdet; derpå
tog de det i Besiddelse og bosatte sig der og gav Lesjem Navnet
Dan efter deres Stamfader Dan.
48. Dette er Daniternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte
Byer med Landsbyer.
49. Da Israeliterne var færdige med Udskiftningen af Landet, Stykke
for Stykke, gav de Josua, Nuns Søn, en Arvelod imellem sig.
50. Efter HERRENs Påbud gav de ham den By, han udbad sig,
Timnat-Sera i Efraims Bjerge; og han befæstede Byen og bosatte
sig der.
51. Det er de Arvelodder, som Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse
udskiftede ved Lodkastning i Silo for HERRENs Åsyn ved
Åbenbaringsteltets Indgang. Således blev de færdige med
Udskiftningen af Landet.
Josua 20
1. Og HERREN talede til Josua og sagde
2. "Tal til Israeliterne og sig: Afgiv de Tilflugtsbyer, jeg talede
til eder om ved Moses,
3. for at en Manddraber, der uforsætligt og af Vanvare slår en
ihjel, kan ty til dem, så at de kan være eder Tilflugtssteder
mod Blodhævneren.
4. Når han tyr hen til en af disse Byer og stiller sig i Byportens
Indgang og forebringer sin Sag for Byens Ældste, skal de optage
ham i Byen hos sig og anvise ham et Sted, hvor han kan bo bos
dem;
5. og når Blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere
Manddraberen til ham, thi han har slået sin Næste ihjel af
Vanvare uden i Forvejen at have båret Nag til ham;
6. han skal blive boende i denne By, indtil han har været stillet
for Menighedens Domstol, eller den Mand, som på den Tid er
Ypperstepræst, dør; derefter kan Manddraberen vende tilbage til
sin By og sit Hjem, den By, han er flygtet fra."
7. Da helligede de Kedesj i Galilæa i Naftalis Bjerge, Sikem i
Efrims Bjerge og Kirjat-Arba, det er Hebron, i Judas Bjerge.
8. Og østen for Jordan afgav de Bezer i Ørkenen, på Højsletten, af
Rubens Stamme, Ramot i Gilead at Gads Stamme og Golan i Basan af
Manasses Stamme.
9. Det var de Byer, som fastsattes for alle Israeliterne og de
fremmede, som bor iblandt dem, i det Øjemed at enhver, der
uforsætligt slår en ihjel, kan ty derhen og undgå Døden for
Blodhævnerens Hånd, før han har været stillet for Menighedens
Domstol.
Josua 21
1. Derpå trådte Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse frem for
Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de
israelitiske Stammers Fædrenehuse
2. og talte således til dem i Silo i Kana'ans Land: "HERREN bød ved
Moses, at der skulde gives os nogle Byer at bo i med tilhørende
Græsmarker til vort Kvæg."
3. Da afgav Israeliterne i Følge HERRENs Bud af deres Arvelod
følgende Byer med Græsmarker til Leviterne.
4. Loddet faldt først for Kehatiternes Slægter, således at Præsten
Arons Sønner blandt Leviterne ved Lodkastningen fik tretten Byer
af Judas, Simeoniternes og Benjamins Stammer,
5. mens de andre Hehatiter ved Lodkastningen efter deres Slægter
fik ti Byer af Efraims og Dans Stammer og Manasses halve Stamme.
6. Gersoniterne fik ved Lodkastningen efter deres Slægter tretten
Byer af Issakars, Asers og Naftalis Stammer og Manasses halve
Stamme i Basan.
7. Merariterne fik efter deres Slægter tolv Byer af Rubens, Gads og
Zebulons Stammer.
8. Og Israeliterne afgav ved Lodkastning følgende Byer med
Græsmarker til Leviterne, således som HERREN havde påbudt ved
Moses.
9. Af Judæernes og Simeoniternes Stammer afgav de følgende ved
Navn, nævnte Byer.
10. Arons Sønner, der hørte til Kehatiternes Slægter blandt Levis
Sønner - thi for dem faldt Loddet først - fik følgende:
11. Man gav dem Anaks Stamfader Arbas By, det er Hebron, i Judas
Bjerge, med omliggende Græsmarker;
12. men Byens Mark og Landsbyer gav man Kaleb, Jefunnes Søn, i Eje.
13. Præsten Arons Sønner gav man Hebron, en af Tilflugtsbyerne for
Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Libna med omliggende
Græsmarker,
14. Jattir med omliggende Græsmarker, Esjtemoa med omliggende
Græsmarker,
15. Holon med omliggende Græsmarker, Debir med omliggende
Græsmarker,
16. Asjan med omliggende Græsmarker, Jutta med omliggende Græsmarker
og Bet-Sjemesj med omliggende Græsmarker; tilsammen ni Byer af
de to Stammer;
17. og af Benjamins Stamme Gibeon med omliggende Græsmarker, Geba
med omliggende Græsmarker,
18. Anatot med omliggende Græsmarker og Alemet med omliggende
Græsmarker; tilsammen fire Byer.
19. Præsternes, Arons Sønners, Byer udgjorde i alt tretten Byer med
omliggende Græsmarker.
20. Kehatiternes Slægter af Leviterne, de øvrige Kehatiter, fik de
Byer af Efraims Stamme, som tildeltes dem ved Lodkastning.
21. Man gav dem Sikem, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med
omliggende Græsmarker i Efraims Bjerge, Gezer med omliggende
Græsmarker,
22. Kibzajim med omliggende Græsmarker og Bet-Horon med omliggende
Græsmarker; tilsammen fire Byer;
23. og af Dans Stamme Elteke med omliggende Græsmarker, Gibbeton med
omliggende Græsmarker,
24. Ajjalon med omliggende Græsmarker og Gat-Rimmon med omliggende
Græsmarker; tilsammen fire Byer;
25. og af Manasses halve Stamme Tånak med omliggende Græsmarker og
Jibleam med omliggende Græsmarker; tilsammen to Byer;
26. i alt ti Byer med omliggende Græsmarker tilfaldt de øvrige
Kehatiters Slægter.
27. Blandt Leviternes Slægter fik fremdeles Gersoniterne af Manasses
halve Stamme Golan i Basan, en af Tilflugtsbyerne for
Manddrabere, med omliggende Græsmarker og Asjtarot med
omliggende Græsmarker; tilsammen to Byer;
28. og af Issakars Stamme Kisjjon med omliggende Græsmarker, Daberat
med omliggende Græsmarker,
29. Jarmut med omliggende Græsmarker og En-Gannim med omliggende
Græsmarker; tilsammen fire Byer;
30. og af Asers Stamme Misj'al med omliggende Græsmarker, Abdon med
omliggende Græsmarker,
31. Helkat med omliggende Græsmarker og Rehob med omliggende
Græsmarker; tilsammen fire Byer;
32. og af Naftalis Stamme Bedesj i Galilæa, en af Tilflugtsbyerne
for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Hammot-Dor med
omliggende Græsmarker og Hartan med omliggende Græsmarker;
tilsammen tre Byer;
33. Gersoniternes Byer efter deres Slægter udgjorde i alt tretten
med omliggende Græsmarker.
34. De øvrige Leviter, Merariternes Slægter, fik af Zebulons Stamme
Jokneam med omliggende Græsmarker, Karta med omliggende
Græsmarker,
35. Rimmona med omliggende Græsmarker og Nahalal med omliggende
Græsmarker; tilsammen fire Byer;
36. og hinsides Jordan over for Jeriko af Rubens Stamme Bezer i
Ørkenen på Højsletten, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere,
med omliggende Græsmarker, Jaza med omliggende Græsmarker.
37. Kedemot med omliggende Græsmarker og Mefa'at med omliggende
Græsmarker; tilsammen fire Byer;
38. og af Gads Stamme Ramot i Gilead, en af Tilflugtsbyerne for
Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Mahanajim med omliggende
Græsmarker,
39. Hesjbon med omliggende Græsmarker og Ja'zer med omliggende
Græsmarker; tilsammen fire Byer;
40. Byerne, der ved Lodkastningen tilfaldt de øvrige Levitslægter,
Merariterne efter deres Slægter, udgjorde i alt tolv.
41. Levitbyerne inden for Israeliternes Ejendom udgjorde i alt otte
og fyrretyve med omliggende Græsmarker.
42. Disse Byer skulde hver for sig have de omliggende Græsmarker
med; det gjaldt for alle disse Byer.
43. Således gav HERREN Israel hele det Land, han havde tilsvoret
deres Fædre at ville give dem, og de tog det i Besiddelse og
bosatte sig der.
44. Og HERREN gav dem Ro rundt om, ganske som han havde tilsvoret
deres Fædre, og ingen iblandt deres Fjender kunde holde Stand
over for dem; alle deres Fjender gav HERREN i deres Hånd.
45. Ikke eet af alle de gode Ord, HERREN havde talet til Israels
Hus, faldt til Jorden; alle sammen gik de i Opfyldelse.
Josua 22
1. Derpå lod Josua Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
kalde til sig
2. og sagde til dem: "I har holdt alt, hvad HERRENs Tjener Moses
bød eder, og adlydt mig i alt, hvad jeg har påbudt eder.
3. I har ikke svigtet eders Brødre i denne lange Tid; indtil denne
Dag har I holdt HERREN eders Guds Bud.
4. Men nu har HERREN eders Gud skaffet eders Brødre Ro, som han
lovede dem; vend derfor nu tilbage til eders Telte i det Land,
hvor eders Ejendom ligger, som HERRENs Tjener Moses gav eder
hinsides Jordan.
5. Kun må I omhyggeligt agte på at holde det Bud og den Lov,
HERRENs Tjener Moses pålagde eder, at elske HERREN eders Gud,
vandre på alle hans Veje, holde hans Bud, holde fast ved ham og
tjene ham af hele eders Hjerte og hele eders Sjæl!"
6. Og Josua velsignede dem og lod dem drage bort, og de begav sig
til deres Telte.
7. Den ene Halvdel af Manasses Stamme havde Moses givet Land i
Basan, den anden Halvdel derimod havde Josua givet Land sammen
med deres Brødre i Landet vesten for Jordan. Og da Josua lod dem
drage hver til sit efter at have velsignet dem,
8. vendte de tilbage til deres Telte med store Rigdomme, med Kvæg i
Mængde, med Sølv og Guld, Kobber og Jern og Klæder i stor
Mængde; og det Bytte, de havde taget fra deres Fjender, delte de
med deres Brødre.
9. Så forlod Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
Israeliterne i Silo i Kana'ans Land og vendte tilbage til
Gilead, det Land, de havde fået i Eje, hvor de havde nedsat sig
i Følge HERRENs Bud ved Moses;'
10. og da Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kom til
Gelilot ved Jordan i Kana'ans Land, byggede de et Alter der ved
Jordan, et stort Alter. der sås viden om.
11. Men det kom Israeliterne for Øre, at Rubeniterne, Gaditerne og
Manasses halve Stamme havde bygget et Alter på Grænsen af
Kana'ans Land, ved Gelilot ved Jordan, på Israeliternes Side.
12. Og da Israeliterne hørte det, samledes hele Israeliternes
Menighed i Silo for at drage i Kamp imod dem.
13. Da sendte Israeliterne Pinehas, Præsten Eleazars Søn, til
Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead
14. tillige med ti Øverster, een Øverste for hver af alle Israels
Stammer; hver af dem var Overhoved for sin Stamme iblandt
Israels Tusinder;
15. og da de kom til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
i Gilead, talte de således til dem:
16. "Således siger hele HERRENs Menighed: Hvad er det for en
Troløshed, I har begået mod Israels Gud, at I i Dag har vendt
eder fra HERREN ved at bygge eder et Alter og vise Genstridighed
mod HERREN?
17. Har vi ikke nok i Brøden med Peor, som vi endnu den Dag i Dag
ikke har fået os renset for, og for hvis Skyld der kom Plage
over Israels Menighed?
18. Og dog vender I eder i Dag fra HERREN! Når I i Dag er
genstridige mod HERREN, vil hans Vrede i Morgen bryde løs over
hele Israels Menighed.
19. Hvis det Land, I har fået i Eje, er urent, så gå over til det
Land, der er HERRENs Ejendom, der, hvor HERRENs Bolig står, og
nedsæt eder iblandt os; men vær ikke genstridige mod HERREN, ej
heller mod os ved at bygge eder et Alter til foruden HERREN vor
Guds Alter!
20. Dengang Akan, Zeras Søn, øvede Svig med det bandlyste, kom der
da ikke Vrede over hele Israels Menighed, skønt han kun var en
enkelt Mand? Måtte han ikke dø for sin Brøde?"
21. Da svarede Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
overhovederne for Israels Tusinder således:
22. "Gud, Gud HERREN, Gud, Gud HERREN ved det, og Israel skal vide
det: Hvis det er i Genstridighed eller Troløshed mod HERREN, i
den Hensigt at vende os fra HERREN,
23. at vi har bygget os et Alter, gid han så må unddrage os sin
Hjælp i Dag! Hvis det er for at bringe Brændofre og Afgrødeofre
derpå eller for at bringe Takofre derpå, så straffe HERREN det!
24. Nej, vi har gjort det af Frygt for det Tilfælde, at eders Børn
engang i Fremtiden skulde sige til vore: Hvad har I med HERREN,
Israels Gud, at gøre?
25. HERREN har jo sat Jordan som Grænse imellem os, og eder,
Rubeniter og Gaditer; I har ingen Del i HERREN! Og således kunde
eders Børn få vore til at høre op med at frygte HERREN.
26. Derfor tænkte vi: Lad os bygge dette Alter, ikke til Brændoffer
eller Slagtoffer,
27. men for at det kan være Vidne mellem os og eder og mellem vore
Efterkommere efter os om, at vi vil forrette HERRENs Tjeneste'
for hans Åsyn med vore Brændofre, Slagtofre og Takofre, for at
eders Børn ikke engang i Fremtiden skal sige til vore: I har
ingen Del i HERREN!
28. Og vi tænkte: Hvis de i Fremtiden siger således til os og vore
Efterkommere, så siger vi: Læg dog Mærke til, hvorledes det
HERRENs Alter er bygget, som vore Forfædre rejste, ikke til
Brændofre eller Slagtofre, men for at det kunne være Vidne
mellem os og eder.
29. Det være langt fra os at være genstridige mod HERREN eller vende
os fra HERREN i Dag ved at bygge et Alter til Brændoffer,
Afgrødeoffer og Slagtoffer foruden HERREN vor Guds Alter, som
står foran hans Bolig!"
30. Da Præsten Pinehas og Menighedens Øverster og Overhovederne for
Israels Tusinder, som ledsagede ham, hørte de Ord, som
Rubeniterne, Gaditerne og Manassiterne talte, var de tilfredse,
31. og Pinehas, Præsten Eleazars Søn, sagde til Rubeniterne,
Gaditerne og Manassiterne: "I Dag erkender vi, at HERREN er
iblandt os, siden I ikke har øvet denne Svig imod HERREN; derved
har I frelst Israeliterne fra HERRENs Hånd!"
32. Derpå vendte Pinehas, Præsten Eleazars Søn, og Øversteme tilbage
fra Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead til
Israeliterne i Kana'ans Land og aflagde dem Beretning,
33. og Israeliterne var tilfredse ved Meddelelsen, og Israeliterne
priste Gud og tænkte ikke mere på at drage i Kamp mod dem for at
ødelægge det Land, Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve
Stamme boede i.
34. Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kaldte
Alteret: Vidne; "thi," sagde de, "det skal være Vidne mellem os
om, at HERREN er Gud!"
Josua 23
1. Efter længere Tids Forløb, da HERREN havde skaffet Israel Ro for
alle dets Fjender rundt om, og Josua var blevet gammel og til
Års,
2. lod Josua hele Israel, de Ældste, Overhovederne, Dommerne og
Tilsynsmændene kalde til sig og sagde til dem: "Jeg er blevet
gammel og til Års.
3. I har selv set alt, hvad HERREN eders Gud har gjort ved alle
disse Folkeslag foran eder; thi det var HERREN eders Gud, som
kæmpede for eder.
4. Se, jeg har tildelt eders Stammer som Arvelod disse Folk, som er
tilbage af alle de Folkeslag, jeg udryddede fra Jordan til det
store Hav vestpå;
5. og HERREN eders Gud vil trænge dem tilbage foran eder og drive
dem bort foran eder, og I skal tage deres Land i Besiddelse, som
HERREN eders Gud lovede eder.
6. Vær nu stærke og faste, så I giver Agt på og handler efter alt,
hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, og ikke viger derfra til
højre eller venstre
7. og ikke indlader eder med disse Folk, som er tilbage iblandt
eder; I må ikke påkalde deres Guders Navne eller sværge ved dem,
ikke dyrke eller tilbede dem,
8. men I skal holde fast ved HERREN eders Gud som hidtil.
9. Derfor drev jo HERREN store og mægtige Folkeslag bort foran
eder. Ingen har kunnet holde Stand over for eder til denne Dag;
10. een Mand iblandt eder jog tusinde på Flugt; thi det var HERREN
eders Gud, som kæmpede for eder, som han havde lovet eder.
11. Våg da for eders Livs Skyld omhyggeligt over, at I elsker HERREN
eders Gud!
12. Thi dersom I falder fra og slutter eder til Levningerne af disse
Folk, som er tilbage iblandt eder, og, besvogrer eder med dem
eller, indlader eder i Forbindelse med dem,
13. så skal I vide for vist, at HERREN eders Gud ikke mere vil drive
disse Folkeslag bort fra eder, men de skal blive eder en Snare
og en Fælde, en Svøbe i eders Sider og Torne i eders Øjne,
indtil I selv bliver udryddet fra dette herlige Land, som HERREN
eders Gud gav eder.
14. Se, jeg går nu al Støvets Gang; så betænk da med hele eders
Hjerte og hele eders Sjæl, at ikke eet af alle de gode Ord,
HERREN eders Gud talede til eder, faldt til Jorden; alle sammen
er de gået i Opfyldelse for eder; ikke eet Ord deraf faldt til
Jorden.
15. Men ligesom alle de gode Ord, HERREN eders Gud talede til eder,
gik i Opfyldelse på eder, således vil HERREN også lade alle sine
Trusler gå i Opfyldelse på eder, indtil han har udryddet eder
fra dette herlige Land, som HERREN eders Gud gav eder.
16. Når I overtræder HERREN eders Guds Pagt, som han pålagde eder,
og går hen og Dyrker andre Guder og tilbeder dem, så vil HERRENs
Vrede blusse op imod eder, og I vil hastelig blive udryddet fra
det herlige Land, han gav eder!"
Josua 24
1. Derpå kaldte Josua alle Israels Stammer sammen i Sikem og lod
Israels Ældste og Overhoved, Dommere og Tilsynsmænd kalde til
sig; og de stillede sig op for Guds Åsyn.
2. Da sagde Josua til hele Folket: "Så siger HERREN, Israels Gud:
Hinsides Floden boede eders Forfædre i gamle Dage, Tara,
Abrahams og Nakors Fader, og de dyrkede andre Guder.
3. Da førte jeg eders Stamfader Abraham bort fra Landet hinsides
Floden og lod ham vandre omkring i hele Kana'ans Land, gav ham
en talrig Æt og skænkede ham Isak.
4. Og Isak skænkede jeg Jakob og Esau, og Esau gav jeg Se'irs
Bjerge i Eje, medens Jakob og hans Sønner drog ned til Ægypten.
5. Derpå sendte jeg Moses og Aron, og jeg plagede Ægypterne med de
Gerninger, jeg øvede iblandt dem, og derefter førte jeg eder ud;
6. og da jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, og I var kommet til
Havet, satte Ægypterne efter eders Fædre med Stridsvogne og
Ryttere til det røde Hav.
7. Da råbte de til HERREN, og han satte Mørke mellem eder og
Ægypterne og bragte Havet over dem, så det dækkede dem; og I så
med egne Øjne, hvad jeg gjorde ved Ægypterne. Og da I havde
opholdt eder en Tid lang i Ørkenen,
8. førte jeg eder ind i Amoriternes Land hinsides Jordan, og da de
angreb eder, gav jeg dem i eders Hånd, så I tog deres Land i
Besiddelse, og jeg tilintetgjorde dem foran eder.
9. Da rejste Zippors Søn, Kong Balak af Moab, sig og angreb Israel;
og han sendte Bud og lod Bileam, Beors Søn, hente, for at han
skulde forbande eder;
10. men jeg vilde ikke bønhøre Bileam, og han måtte velsigne eder;
således friede jeg eder af hans Hånd.
11. Derpå gik I over Jordan og kom til Jeriko; og Indbyggerne i
Jeriko, Amoriterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hetiterne,
Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne angreb eder, men jeg
gav dem i eders Hånd.
12. Jeg sendte Gedehamse foran eder, og de drev de tolv
Amoriterkonger bort foran eder; det skete ikke ved dit Sværd
eller din Bue.
13. Og jeg gav eder et Land, I ikke havde haft Arbejde med, og Byer,
I ikke havde bygget, og I tog Bolig i dem; af Vinhaver og
Oliventræer, I ikke plantede, nyder I nu Frugten.
14. Så frygt nu HERREN og tjen ham i Oprigtighed og Trofasthed, skaf
de Guder bort, som eders Forfædre dyrkede hinsides Floden og i
Ægypten, og tjen HERREN!
15. Men hvis I ikke synes om at tjene HERREN, så vælg i Dag, hvem I
vil tjene, de Guder, eders Forfædre dyrkede hinsides Floden,
eller Amoriternes Guder, i hvis Land I nu bor. Men jeg og mit
Hus, vi vil tjene HERREN!"
16. Da svarede Folket: "Det være langt fra os at forlade HERREN for
at dyrke andre Guder;
17. nej, HERREN er vor Gud, han, som førte os og vore Fædre op fra
Ægypten, fra Trællehuset, og gjorde hine store Tegn for vore
Øjne og bevarede os under hele vor Vandring og blandt alle de
Folk, hvis Lande vi drog igennem;
18. og HERREN drev alle disse Folk og Amoriterne, som boede her i
Landet, bort foran os. Derfor vil vi også tjene HERREN, thi han
er vor Gud!"
19. Da sagde Josua til Folket: "I vil ikke kunne tjene HERREN, thi
han er en hellig Gud; han er en nidkær Gud, som ikke vil tilgive
eders Overtrædelser og Synder.
20. Når I forlader HERREN og dyrker fremmede Guder, vil han vende
sig bort og bringe Ulykke over eder og tilintetgøre eder, skønt
han tidligere gjorde vel imod eder."
21. Da sagde Folket til Josua: "Nej HERREN vil vi tjene!"
22. Josua sagde da til Folket: "I er Vidner imod eder selv på, at I
har valgt at tjene HERREN.
23. Så skaf da de fremmede Guder bort, som I har hos eder, og bøj
eders Hjerte til HERREN, Israels Gud!"
24. Da sagde Folket til Josua: "HERREN vor Gud vil vi tjene, og hans
Røst vil vi lyde!"
25. Derpå lod Josua samme bag Folket indgå en Pagt, og han fastsatte
det Lov og Ret i Sikem.
26. Og Josua opskrev disse Ord i Guds Lovbog; og han tog en stor
Sten og rejste den der under den Eg, som står i HERRENs
Helligdom;
27. og Josua sagde til hele Folket: "Se, Stenen her skal være Vidne
imod os; thi den har hørt alle HERRENs Ord, som han talede til
os; den skal være Vidne imod eder; at I ikke skal fornægte eders
Gud!"
28. Derpå lod Josua Folket drage bort hver til sin Arvelod.
29. Efter disse Begivenheder døde HERRENs Tjener Josua, Nuns Søn 110
År gammel.
30. Og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Sera i Efraims Bjerge
norden for Bjerget Ga'asj.
31. Og Israel dyrkede HERREN, så længe Josua levede, og så længe de
Ældste var i Live, som overlevede Josua, og som havde kendt hele
det Værk, HERREN havde øvet for Israel.
32. Men Josefs Ben, som Israeliterne havde bragt op fra Ægypten
jordede de i Sikem på den Mark Jakob havde købt af Hamors,
Sikems Faders, Sønner for hundrede Kesita, og som han havde
givet Josef i Eje.
33. Da Arons Søn Eleazar døde jordede de ham i hans Søn Pinehass By
Gibea, som var givet ham i Efraims Bjerge.
Dommer
Dommer 1
1. Efter Josuas Død adspurgte Israelitterne HERREN og sagde: "Hvem
af os skal først drage op til Kamp mod Kana'anæerne?"
2. HERREN svarede: "Det skal Juda; se, jeg giver Landet i hans
Hånd!"
3. Juda sagde da til sin Broder Simeon: "Drag op med mig i min Lod
og lad os sammen kæmpe med Kana'anæerne, så skal jeg også drage
med dig ind i din Lod!" Så gik da Simeon med ham.
4. Juda drog nu op, og HERREN gav Kana'anæerne og Perizziterne i
deres Hånd, så de slog dem i Bezek, 10000 Mand.
5. Og da de stødte på Adonibezek i Bezek, angreb de ham og slog
Kana'anæerne og Perizziterne.
6. Adonibezek flygtede, men de satte efter ham, og da de havde
grebet ham, huggede de Tommelfingrene og Tommeltæerne af ham.
7. Da sagde Adonibezek: "Halvfjerdsindstyve Konger med afhugne
Tommelfingre og Tommeltæer havde jeg stadig til at sanke Smuler
under mit Bord; hvad jeg har gjort, gengælder Gud mig!" Derpå
førte man ham til Jerusalem, og der døde han.
8. Og Judæerne angreb og indtog Jerusalem, huggede Indbyggerne ned
og stak Ild på Byen.
9. Senere drog Judæerne ned til Kamp mod Kana'anæerne i Bjergene, i
Sydlandet og i Lavlandet.
10. Og Juda drog mod Kana'anæerne i Hebron - Hebron hed fordum
Kirjat Arba og slog Sjesjaj,Ahiman og Talmaj.
11. Derfra drog han op mod Indbyggerne i Debir, der fordum hed
Kirjaf-Sefer.
12. Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det, ham
giver jeg min Datter Aksa til Hustru!"
13. Og da Kenizziten Otniel,Kalebs yngre Broder, indtog det, gav han
ham sin Datter Aksa til Hustru.
14. Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader
om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte
hende: "Hvad vil du?"
15. Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse! Siden du har bortgiftet
mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav
Kaleb hende de øvre og de nedre Vandkilder.
16. Moses's Svigerfaders, Keniten Kobabs, Sønner, drog sammen med
Judæerne op fra Palmestaden til Arads Ørken og bosatte sig hos
Amalekiterne.
17. Juda drog derpå ud med sin Broder Simeon, og de slog
Kana'anæerne, som boede i Zefat, og lagde Band på Byen; derfor
blev den kaldt Horma.
18. Og Juda indtog Gaza med dets Område, Askalon med dets Område og
Ekron med dets Område.
19. Og HERREN var med Juda, så han tog Bjerglandet i Besiddelse;
Lavlandets Indbyggere kunde han nemlig ikke drive bort, fordi de
havde Jernvogne.
20. Haleb gav de Hebron, som Moses havde sagt. Og han drev de tre
Anaksønner bort derfra.
21. Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, fik Judæerne ikke drevet
bort, og Jebusiterne bor den Dag i Dag i Jerusalem sammen med
Judæerne.
22. Men også Josefs Hus drog op og gik mod Betel; og HERREN var med
dem.
23. Da Josefs Hus udspejdede Betel Byen hed fordum Luz
24. fik Spejderne Øje på en Mand, der gik ud af Byen; og de sagde
til ham: "Vis os, hvor vi kan komme ind i Byen, så vil vi skåne
dig!"
25. Da viste han dem, hvor de kunde komme ind i Byen. Derpå huggede
de dens Indbyggere ned, men Manden og hele hans. Slægt lod de
drage bort,
26. og Manden begav sig til Hetiternes Land og byggede en By, som
han kaldte Luz; og det hedder den endnu den Dag i Dag.
27. Men Indbyggerne i Bet-Sjean og dets Småbyer og i Ta'anak og dets
Småbyer, Indbyggerne i Dor og dets Småbyer, i Jibleam og dets
Småbyer og i Megiddo og dets Småbyer fik Manasse ikke drevet
bort; det lykkedes Kana'anæerne at blive boende i disse Egne.
28. Da Israelitterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til
Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.
29. Efraim fik ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, drevet bort;
men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem i Gezer.
30. Zebulon fik ikke Indbyggerne i Kitron og Nahalol drevet bort;
men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem og blev
Hoveriarbejdere.
31. Aser fik ikke Indbyggerne i Akko drevet bort, ej heller
Indbyggerne i Zidon, Mahalab, Akzib, Afik og Rehob.
32. Men Aseriterne bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede
i Landet, thi de magtede ikke at drive dem bort.
33. Naftali fik ikke Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet-Anat drevet
bort, men bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i
Landet: Men Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet Anat blev deres
Hoveriarbejdere.
34. Amoriterne trængte Daniterne op i Bjergene og lod dem ikke komme
ned i Lavlandet;
35. og det lykkedes Amoriterne at blive boende i Har-Heres, Ajjalon
og Sja'albim. Men senere, da Josefs Hus fik Overtaget, blev de
Hoveriarbejdere.
36. Edomiternes Landemærke strakte sig fra Akrabbimpasset til Sela
og højere op.
Dommer 2
1. HERRENs Engel drog fra Gilgal op til Betel. Og han sagde: "Jeg
førte eder op fra Ægypten og bragte eder ind i det Land, jeg
tilsvor eders Fædre. Og jeg sagde: Jeg vil i Evighed ikke bryde
min Pagt med eder!
2. Men I må ikke slutte Pagt med dette Lands Indbyggere; deres
Altre skal I bryde ned! Men t adlød ikke min Røst! Hvad har I
dog gjort!
3. Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran eder, men
de skal blive Brodde i eders Sider, og deres Guder skal blive
eder en Snare!"
4. Da HERRENs Engel talede disse Ord til alle Israelitterne, brast
Folket i Gråd.
5. Derfor kaldte man Stedet Bokim. Og de ofrede til HERREN der.
6. Da Josua havde ladet Folket fare, drog Israelitterne hver til
sin Arvelod for at tage Landet i Besiddelse.
7. Og Folket dyrkede HERREN, så længe Josua levede, og så længe de
Ældste var i Live, som overlevede Josua og havde set hele det
Storværk, HERREN havde øvet for Israel.
8. Og Josua, Nuns Søn, HERRENs Tjener, døde, 110 År gammel;
9. og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Heres i Efraims
Bjerge norden for Bjerget Ga'asj.
10. Men også hele hin Slægt samledes til sine Fædre, og efter dem
kom en anden Slægt, som hverken kendte HERREN eller det Værk,
han havde øvet for Israel.
11. Da gjorde Israelitterne, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og
dyrkede Ba'alerne;
12. de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af
Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder,
og tilbad dem og krænkede HERREN.
13. De forlod HERREN og dyrkede Ba'al og Astarte.
14. Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem i
Røveres Hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til Pris for de
omboende Fjender, så de ikke længer kunde holde Stand mod deres
Fjender.
15. Hvor som helst de rykkede frem, var HERRENs Hånd imod dem og
voldte dem Ulykke, som HERREN havde sagt og tilsvoret dem.
Således bragte han dem i stor Vånde. Men når de så råbte til
HERREN,
16. lod han Dommere fremstå, og de frelste dem fra deres Hånd, som
udplyndrede dem.
17. Dog heller ikke deres Dommere adlød de, men bolede med andre
Guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den Vej, deres Fædre
havde vandret på i Lydighed mod HERRENs Bud; de slægtede dem
ikke på.
18. Men hver Gang HERREN lod Dommere fremstå iblandt dem, var HERREN
med Dommeren og frelste dem fra deres Fjenders Hånd, så længe
Dommeren levede; thi HERREN ynkedes, når de jamrede sig over
dem, som trængte og undertrykte dem.
19. Men så snart Dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu
værre end deres Fædre, idet de holdt sig til andre Guder og
dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde Gerninger
og genstridige Færd.
20. Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han sagde: "Efterdi
dette Folk har overtrådt min Pagt, som jeg pålagde deres Fædre,
og ikke adlydt min Røst,
21. vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de
Folk, som Josua lod tilbage ved sin Død,
22. for at jeg ved dem kan sætte Israel på Prøve, om de omhyggeligt
vil følge HERRENs Veje, som deres Fædre gjorde, eller ej."
23. HERREN lod da disse Folkeslag blive og hastede ikke med at drive
dem bort; han gav dem ikke i Josuas Hånd.
Dommer 3
1. Dette var de Folkeslag, HERREN lod blive tilbage for ved dem at
sætte Israel Prøve, alle de Israelitter, som ikke havde kendt
til Kampene om Kana'an,
2. alene for Israelitternes Slægters Skyld, for at øve dem i Krig,
alene for deres Skyld, som ikke havde kendt noget til de
tidligere Krige:
3. De fem Filisterfyrster, alle Kana'anæerne, Zidonierne og
Hetiterne, som boede i Libanons Bjerge fra Ba'al-Hermon til hen
imod Hamat.
4. De blev tilbage, for at Israel ved dem kunde blive sat på Prøve,
så det kunde komme for Dagen, om de vilde lyde de Bud, HERREN
havde givet deres Fædre ved Moses.
5. Og Israelitterne boede blandt Kana'anæerne, Hetiterne,
Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne.
6. De indgik Ægteskab med deres Døtre og gav deres Sønner deres
Døtre til Ægte, og de dyrkede deres Guder.
7. Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne; de
glemte HERREN deres Gud og dyrkede Ba'alerne og Asjererne.
8. Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem til
Pris for Kong Kusjan-Risjatajim af Aram Naharajim, og
Israelitterne stod under Kusjan Risjatajim i otte År.
9. Da råbte Israelitterne til HERREN, og HERREN lod en Befrier
fremstå iblandt Israelitterne, og han frelste dem, nemlig
Kenizziten Otniel, Kalebs yngre Broder.
10. HERRENs Ånd kom over ham, og han blev Dommer i Israel; han drog
ud til Kamp, og HERREN gav Kong Kusjan Risjatajim af Aram i hans
Hånd, så han fik Overtaget over ham.
11. Og Landet havde Ro i fyrretyve År, og Kenizziten Otniel døde.
12. Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs
Øjne. Da gav HERREN Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi
de gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
13. Han fik Ammoniterne og Amalekiterne med sig, drog ud og slog
Israel og tog Palmestaden.
14. Og Israelitterne stod under Kong Eglon af Moab i atten År.
15. Men da Israelitterne råbte til HERREN, lod HERREN en Befrier
fremstå iblandt dem, Benjaminiten Ehud, Geras Søn, som var
kejthåndet. Da Israelitterne engang sendte Ehud til Kong Eglon
af Moab med Skat,
16. lavede han sig et tveægget Sværd, en Gomed langt, og bandt det
til sin højre Hofte under Kappen.
17. Derpå afleverede han Skatten til Kong Eglon af Moab Eglon var en
meget fed Mand
18. og da han var færdig dermed, ledsagede han Folkene, der havde
båret Skatten, på Vej,
19. men selv vendte han om ved Pesilim ved Gilgal og sagde: "Konge,
jeg har noget at tale med dig om i Hemmelighed!" Men han bød ham
tie, til alle de, der stod om ham, var gået ud.
20. Da Ehud kom ind til ham, sad han i sin svale Stue på Taget, hvor
han var alene; og Ehud sagde: "Jeg har et Gudsord til dig!" Da
rejste han sig fra sit Sæde,
21. men idet han stod op, rakte Ehud sin venstre Hånd ud og greb
Sværdet ved sin højre Side og stak det i Underlivet på ham,
22. så endog Grebet gik i med Klingen; og Fedtet sluttede om
Klingen, thi han drog ikke Sværdet ud af Livet på ham; og
Skarnet gik fra ham.
23. Så gik Ehud bort gennem Søjlegangen, lukkede Døren til Stuen for
ham og låsede den.
24. Efter at han var gået bort, kom Kongens Folk, og da de fandt
Døren til Stuen låset, tænkte de, at han tildækkede sine Fødder
i det svale Hammer;
25. men da de havde biet, indtil de skammede sig, uden at han åbnede
Døren til Stuen, hentede de Nøglen og lukkede op; og se, der lå
deres Herre død på Gulvet.
26. Men Ehud slap bort, medens de blev opholdt, og han satte over
ved Pesilim og undslap til Seira.
27. Så snart han derpå nåede Efraims Bjerge, lod han støde i Hornet;
og Israelitterne fulgte ham ned fra Bjergene, idet han gik i
Spidsen for dem.
28. Og han sagde til dem: "Følg mig ned, thi HERREN har givet eders
Fjender Moabiterne i eders Hånd!" Og de fulgte ham ned og fratog
Moabiterne Vadestederne over Jordan og lod ikke en eneste komme
over.
29. Ved den Lejlighed nedhuggede de omtrent 10000 Moabiter, lutter
stærke og dygtige Mænd, ikke een undslap.
30. Således blev Moab den Gang underkuet af Israel; og Landet havde
Ro i firsindstyve År.
31. Efter ham kom Sjamgar, Anats Søn. Han nedhuggede Filisterne, 600
Mand, med en Oksedriverstav; også han frelste Israel.
Dommer 4
1. Men da Ehud var død, blev Israelitterne ved at gøre, hvad der
var ondt i HERRENs Øjne.
2. Derfor gav han dem til Pris, for Kana'anæerkongen Jabin, som
herskede i Hazor; hans Hærfører var Sisera, som boede i
Harosjet-Haggojim.
3. Da råbte Israelitterne til HERREN. Thi Jabin havde 900
Jernvogne, og han trængte Israelitterne hårdt i tyve År.
4. Profetinden Debora, Lappidots Hustru, var på den Tid Dommer i
Israel;
5. hun sad under Deborapalmen imellem Rama og Betel i Efraims
Bjerge, og Israelitterne drog op til hende med deres
Retstrætter.
6. Hun sendte nu Bud efter Barak, Abinoams Søn fra Kedesj i
Naftali, og sagde til ham: "Har ikke HERREN, Israels Gud, budt:
Bryd op, drag hen på Tabors Bjerg og tag 10000 Mand af Naftali
og Zebulon med dig,;
7. så skal jeg drage Jabins Hærfører Sisera med hans Vogne og
Hærstyrke hen til dig ved Kisjonbækken og give ham i din Hånd!"
8. Barak svarede hende: "Hvis du vil gå med, vil jeg gå; men hvis
du ikke går med, går jeg ikke!"
9. Da sagde hun: "Vel, jeg går med, men så får du ikke Æren af den
Færd, du begiver dig ud på, thi HERREN vil overgive Sisera i en
Kvindes Hånd!" Så brød Debora op og drog af Sted til Kedesj med
Barak.
10. Barak stævnede nu Zebulon og Naftali sammen i Kedesj, og 10000
Mand fulgte med ham derop; også Debora gik med.
11. Men Keniten Heber havde skilt sig fra Keniterne, Moses's
Svigerfader Hobabs Sønner, og slået Telt i Egnen hen imod
Elon-Beza'anannim ved Kedesj.
12. Da Sisera fik Melding om, at Barak, Abinoams Søn, var draget op
på Tabors Bjerg,
13. stævnede han alle sine Stridsvogne, 900 jernbeslagne Vogne, og
hele sin Krigsstyrke fra Harosjet Haggojim til Kisjonbækken.
14. Da sagde Debora til Barak: "Bryd nu op! Thi det er i Dag.
HERREN vil give Sisera i din Hånd. Er HERREN ikke draget foran
dig?" Barak steg da ned fra Tabors Bjerg, fulgt af de 10000
Mand.
15. Og foran Barak bragte HERREN Uorden iblandt alle Siseras
Stridsvogne og i hele hans Hær. Sisera sprang af sin Vogn og
flygtede til Fods;
16. men Barak satte efter Vognene og Hæren lige til Harosjet
Haggojim, og hele Siseras Hær faldt for Sværdet, ikke een blev
tilbage.
17. Sisera var imidlertid flygtet til Fods til Keniten Hebers Hustru
Jaels Telt, thi der var Fred imellem Kong Jabin af Hazor og
Keniten Hebers Slægt.
18. Da gik Jael Sisera i Møde og sagde til ham: "Tag dog ind hos
mig, Herre, du bar intet at frygte!" Han tog da ind i Teltet hos
hende, og hun dækkede ham til med et Tæppe.
19. Og han sagde til hende: "Giv mig lidt Vand at drikke, thi jeg er
tørstig!" Da åbnede hun Mælkesækken og gav ham at drikke og
dækkede ham atter til.
20. Så sagde han til hende: "Stil dig hen i Teltdøren, og hvis der
kommer en og spørger, om der er nogen herinde, så sig nej!"
21. Men Jael, Hebers Hustru, greb en Teltpæl og tog en Hammer i
Hånden, listede sig ind til ham og slog Pælen igennem hans
Tinding, så den trængte ned i Jorden; thi han var faldet i dyb
Søvn, træt som han var; således døde han.
22. Og se, Barak, søm forfulgte Sisera, kom forbi. Da gik Jael ham i
Møde og sagde til ham: "Kom, jeg skal vise dig den Mand, du
søger efter!" Så kom han ind til hende. Og se, der lå Sisera død
med Teltpælen gennem Tindingen.
23. Således lod Gud på den Dag Kana'anæerkongen Jabin bukke under
for Israelitterne;
24. og Israelitternes Hånd faldt hårdere og hårdere på
Kana'anæerkongen Jabin, til de fik ham tilintetgjort.
Dommer 5
1. Da sang Debora og Barnk, Abinoams Søn, denne Sang:
2. Frem stod Høvdinger i Israel, Folket gav villigt Møde, lover
HERREN!
3. Hør, I Konger, lyt, I Fyrster: Synge vil jeg, synge for HERREN,
lovsynge HERREN, Israels Gud!
4. HERRE, da du brød op fra Seir, skred frem fra Edoms Mark, da
rystede Jorden, Himmelen drypped, Skyerne drypped af Vand;
5. Bjergene bæved for HERRENs Åsyn, for HERREN Israels Guds Åsyn!
6. I Sjamgars, Anats Søns, Dage, i Jaels Dage lå Vejene øde,
vejfarende sneg sig ad afsides Stier;
7. der var ingen Fører i Israel mer, til jeg Debora stod frem, stod
frem, en Moder i Israel.
8. Ofre til Gud hørte op, med Bygbrødet fik det en Ende. Så man vel
Skjold eller Spyd hos Israels fyrretyve Tusind?
9. For Israels Førere slår mit Hjerte, for de villige af Folket!
Lover HERREN!
10. I, som rider på rødgrå Æsler, I, som sidder på Tæpper, I, som
færdes på Vejene, syng!
11. Hør, hvor de spiller mellem Vandtrugene! Der lovsynger de
HERRENs Frelsesværk, hans Værk som Israels Fører. Da drog
HERRENs Folk ned til Portene.
12. Op, op, Debora, op, op, istem din Sang! Barak, stå op! Fang dig
Fanger, du Abinoams Søn!
13. Da drog Israel ned som Helte, som vældige Krigere drog HERRENs
Folk frem.
14. Fra Efraim steg de ned i Dalen, din broder Benjamin var blandt
dine Skarer. Fra Makir drog Høvedsmænd ned, fra Zebulon de, der
bar Herskerstav;
15. Issakars Førere fulgte Debora, Naftali Baraks Spor, de fulgte
ham ned i Dalen. Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store.
16. Hvorfor blev du mellem Foldene for at lytte til Hyrdernes
Fløjter? Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store!
17. Gilead blev på hin Side Jordan, og Dan, hvi søgte han fremmed
Hyre? Aser sad stille ved Havets Strand; han blev ved sine Vige.
18. Zebulon var et Folk, der vovede Livet, Naftali med på Markens
Høje.
19. Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana'ans Konger ved Ta'anak,
ved Megiddos Vande de fanged ej Sølv som Bytte!
20. Fra Himmelen kæmped Stjernerne, fra deres Baner stred de mod
Sisera!
21. Kisjon Bæk rev dem bort, Kisjons Bæk, den ældgamle Bæk. Træd
frem, min Sjæl, med Styrke!
22. Da stampede Hestenes Hove under Heltenes jagende Fart.
23. "Forband", sagde HERRENs Engel "forband Meroz og dem, der bor
deri! fordi de ikke kom HERREN til Hjælp kom HERREN til Hjælp
som Helte!"
24. Velsignet blandt Kvinder være Jael, Keniten Hebers Hustru,
velsignet blandt Kvinder i Telte!
25. Han bad om Vand, hun gav ham Mælk, frembar Surmælk i kostbar
Skål.
26. Med Hånden griber hun Pælen, med sin højre Arbejdshammeren,
fælder Sisera, kløver hans Hoved, knuser, gennemborer hans
Tinding.
27. For hendes Fødder han segned og faldt; der, hvor han segned, der
lå han fældet!
28. Gennem Vinduet spejded Siseras Moder, gennem Gitteret stirred
hun ud: "Hvi tøver hans Vogn med at komme? Hvi nøler hans
Forspands Hovslag?"
29. Da svarer den klogeste af hendes Fruer, og selv hun giver sig
samme Svar: "Sikkert de deler det vundne Bytte, en Pige eller to
til Mands,
30. Bytte af spraglede Tøj er til Sisera, et broget Klæde eller to
til hans Hals!"
31. Således skal alle dine Fjender forgå, HERRE, men de, der elsker
dig, skal være, som når Sol går op i sin Vælde! Derpå havde
Landet Ro i fyrretyve År.
Dommer 6
1. Men da Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne,
gav han dem syv År i Midjans Hånd.
2. Og Midjan fik Overtaget over Israel. For at værge sig mod Midjan
indrettede Israelitterne sig de Smuthuller, som findes i
Bjergene, Hulerne og Klippeborgene.
3. Hver Gang Israelitterne havde sået, kom Midjaniterne,
Amalekiterne og Østens Stammer og drog op imod dem
4. og lejrede sig imod dem, ødelagde Jordens Afgrøde lige til Egnen
om Gaza og levnede intet at leve af i Israel, ej heller Småkvæg,
Hornkvæg eller Æsler;
5. thi de drog op med deres Hjorde og Telte og kom talrige som
Græshopper, så hverken de selv eller deres Kameler kunde tælles,
og de trængte ind i Landet for at hærge det.
6. Således blev Israel rent forarmet ved Midjaniternes indfald, og
Israelitterne råbte til HERREN.
7. Men da Israelitterne råbte til HERREN over Midjaniterne,
8. sendte han en Profet til dem, og denne sagde til dem: "Så siger
HERREN, Israels Gud: Jeg førte eder op fra Ægypten, jeg førte
eder ud af Trællehuset,
9. jeg friede eder af Ægyptens Hånd og af deres Hånd, der trængte
eder, og jeg drev dem bort foran eder og gav eder deres Land.
10. Og jeg sagde til eder: Jeg er HERREN eders Gud; frygt ikke
Amoriternes Guder, i hvis Land I bor! Men I adlød ikke min
Røst!"
11. Da kom HERRENs Engel og satte sig under Egen i Ofra, som
tilhørte Abiezriten Joasj, medens hans Søn Gideon var ved at
tærske Hvede i Vinpersen for at have den i Sikkerhed for
Midjaniterne.
12. HERRENs Engel viste sig for ham og sagde til ham: "HERREN er med
dig, stærke Kriger!"
13. Men Gideon svarede ham: "Ak, Herre! Hvis HERREN er med os,
hvorledes er da alt dette kommet over os? Og hvad er der blevet
af alle hans Undergerninger, som vore Fædre fortalte os om, idet
de sagde: Førte HERREN os ikke ud af Ægypten? Nu har HERREN
forstødt os og givet os i Midjans Hånd!"
14. Da vendte HERREN sig til ham og sagde: "Drag hen i denne din
Kraft, så skal du frelse Israel af Midjans Hånd; sandelig, jeg
sender dig!"
15. Men han svarede ham: "Ak, Herre! Hvorledes skal jeg kunne frelse
Israel? Se, min Slægt er den ringeste i Manasse og jeg den
yngste i mit Fædrenehus!"
16. Han svarede ham: "HERREN vil være med dig, og du skal hugge
Midjaniterne ned alle som een!"
17. Da sagde han til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne,
så lad mig få et Tegn på, at det er dig, som taler med mig;
18. gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage til dig og bringer dig
min Gave og stiller den frem for dig!" Han svarede: "Jeg skal
blive, til du kommer tilbage!"
19. Gideon gik da ind og tillavede et Gedekid og usyrede Brød af en
Efa Mel; Kødet lagde han i en Kurv, og Suppen hældte han i en
Krukke og bar det ud til ham under Egen. Da han kom hen til ham
med det,
20. sagde Guds Engel til ham: "Tag Kødet og det usyrede Brød. Læg
det på Klippen der og hæld Suppen ud derover!" Og han gjorde
det.
21. Da udrakte HERRENs Engel Spidsen af den Stav, han havde i
Hånden, og rørte ved Kødet og Brødet. Og Ild slog op af Klippen
og fortærede Kødet og Brødet; og HERRENs Engel forsvandt for
hans Blik.
22. Gideon skønnede nu, at det havde været HERRENs Engel; og han
sagde: "Ve, Herre, HERRE, jeg har jo set HERRENs Engel Ansigt
til Ansigt!"
23. Men HERREN sagde til ham: "Fred være med dig! Frygt ikke, du
skal ikke dø!"
24. Da byggede Gideon HERREN et Alter der og kaldte det "HERREN er
Fred"; det står endnu den Dag i Dag i Abiezriternes Ofra.
25. Samme Nat sagde HERREN til ham: "Tag ti af dine Trælle og en
syvårs Tyr; nedbryd din Faders Ba'alsalter og hug Asjerastøtten
om, som står derved;
26. byg så af Stensætningen HERREN din Gud et Alter på Toppen af
Klippen her og tag Tyren og brænd den som Brændoffer med Træet
af den omhuggede Asjerastøtte!"
27. Gideon tog da ti af sine Trælle og gjorde, som HERREN bød ham;
men han gjorde det om Natten, thi af Frygt for sin Familie og
sine Bysbørn turde han ikke gøre det om Dagen.
28. Da Byens Folk næste Morgen tidlig så Ba'alsalteret nedbrudt,
Asjerastøtten ved Siden af hugget om og Tyren ofret på det
nybyggede Alter,
29. sagde de til hverandre: "Hvem mon der har gjort det?" Og da de
spurgte sig for og foretog en Undersøgelse, blev der sagt, at
det var Gideon, Joasjs Søn.
30. Og Byens Folk sagde til Joasj: "Udlever din Søn, for at han kan
lide Døden, thi han har nedbrudt Ba'alsalteret og omhugget
Asjerastøtten ved Siden af!"
31. Men Joasj svarede alle dem, der stod omkring ham: "Vil I
virkelig stride for Ba'al eller hjælpe ham? Den, der strider for
ham, skal dø inden i Morgen! Er han Gud, så lad ham stride for
sig selv, siden hans Alter er nedbrudt!"
32. Ved den Lejlighed fik Gideon Navnet Jerubba'al, idet man sagde:
"Lad Ba'al stride med ham, siden han har nedbrudt hans Alter!"
33. Alle Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer sluttede sig
sammen, satte over Jordan og slog Lejr på Jizre'elsletten.
34. Da iklædte HERRENs Ånd sig Gideon, og han stødte i Hornet; og
Abiezriterne fylkede sig om ham.
35. Og da han sendte Bud ud i hele Manasse, fylkede de sig også om
ham; og han sendte Bud ud i Aser, Zebulon og Naftali, og de drog
op før at møde Fjenderne.
36. Da sagde Gideon til Gud: "Hvis du vil frelse Israel ved min
Hånd, som du har lovet,
37. så lægger jeg nu dette Fåreskind på Tærskepladsen, og falder der
så Dug alene på Skindet, medens Jorden ellers bliver ved at være
tør, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Hånd, som du
har lovet."
38. Og det skete således. Da han næste Morgen vred Skindet, pressede
han Dug af det, en hel Skålfuld Vand.
39. Men Gideon sagde til Gud: "Vredes ikke på mig, når jeg endnu
denne ene Gang taler til dig, lad mig blot denne Gang endnu
prøve med Skindet: Lad Skindet alene være tørt, medens der
falder Dug på Jorden rundt om!"
40. Da gjorde Gud således om Natten: Skindet alene var ført, men der
faldt Dug på Jorden rundt om.
Dommer 7
1. Næste Morgen tidlig brød Jerubba'al, det er Gideon, op med alle
sine Folk og lejrede sig ved Harodkilden, medens Midjaniternes
Lejr var nedenfor på Sletten, norden for Morehøjen.
2. Da sagde HERREN til Gideon: "Du har for mange Folk hos dig, til
at jeg kan give Midjaniterne i deres Hånd; gjorde jeg det, vilde
Israel gøre sig stor over for mig og sige: Min egen Kraft
skaffede mig Sejr!
3. Lad derfor udråbe for Folket: Enhver, som er ræd og angst, skal
vende hjem!" Gideon sigtede dem da, og 22000 Mand af Folket
vendte hjem, medens 10000 blev tilbage.
4. Men HERREN sagde til Gideon: "Endnu er der for mange Folk; før
dem ned til Vandet, der vil jeg sigte dem for dig. Den, jeg
siger skal gå med dig, han skal gå med; men enhver, om hvem jeg
siger til dig: denne skal ikke gå med dig, han skal ikke gå!"
5. Da han havde ført Folket ned til Vandet, sagde HERREN til
Gideon: "Alle dem, der laber Vandet med Tungen som Hunde, skal
du stille for sig; ligeså alle dem, der lægger sig på Knæ for at
drikke,!"
6. Og Tallet på dem, der labede, var 300; derimod lagde Resten af
Folket sig på Knæ for at drikke af Vandet, idet de førte det til
Munden med Hånden.
7. Da sagde HERREN til Gideon: "Med de 300 Mand, som labede, vil
jeg frelse eder og give Midjaniterne i din Hånd; men Resten af
Folket skal drage hver til sit!"
8. Derpå tog han Folkets Krukker og deres Horn fra dem; og alle
Israelitterne lod han drage hjem, hver til sit, men de 300 Mand
beholdt han hos sig. Og Midjaniternes Lejr var nede på Sletten.
9. Samme Nat sagde HERREN til ham: "Stå op og drag ned imod Lejren,
thi jeg har givet den i din Hånd!
10. Men er du bange for at drage derned, så begiv dig med din Tjener
Pura ned til Lejren
11. og hør, hvad de siger der; så vil du få Mod til at drage ned
imod Lejren!" Han gik da med sin Tjener Pura ned til Lejrens
Forposter.
12. Midjaniterne, Amalekiterne og alle Østens Stammer havde lejret
sig på Sletten mangfoldige som Græshopper, og deres Kameler var
utallige, mangfoldige som Sandet ved Havets Bred.
13. Just som Gideon kom, var en Mand i Færd med at fortælle en anden
noget, han havde drømt, idet han sagde: "Jeg har haft en Drøm!
Se, et Bygbrød kom rullende ned mod Midjaniternes Lejr, og da
det kom til Teltet, stødte det til det og væltede det over Ende,
så at Teltet faldt."
14. Da sagde den anden: "Det kan ikke betyde andet end Israelitten
Gideons, Joasjs Søns, Sværd; Gud har givet Midjan og hele Lejren
i hans Hånd!"
15. Da Gideon hørte Beretningen om Drømmen og dens Tydning, tilbad
han og vendte derefter tilbage til Israels Lejr, hvor han sagde:
"Stå op, thi HERREN har givet Midjaniternes Lejr i eders Hånd!"
16. Derpå delte han de 300 Mand i tre Afdelinger og gav dem alle
Horn og tomme Krukker med Fakler i;
17. og han sagde til dem: "Giv Agt på mig og gør som jeg! Når jeg
kommer til Udkanten af Lejren. skal I gøre som jeg;
18. når jeg og alle de, der er hos mig, støder i Hornet, skal I også
støde i Hornene rundt om hele Lejren og råbe: For HERREN og for
Gideon!"
19. Da nu Gideon og de 100 Mand. der var hos ham, kom hen til
Udkanten af Lejren ved Begyndelsen af den midterste Nattevagt,
lige som man havde stillet Vagtposterne ud, stødte de i Hornene
og slog deres Krukker itu.
20. Så blæste de tre Afdelinger i Hornene og slog Krukkerne itu; men
de holdt Faklerne i deres venstre Hånd og i deres højre Hånd
Hornene for at blæse i dem, og de råbte: "HERRENs Sværd og
Gideons!"
21. Og de blev stående, hvor de stod, rundt om Lejren, hver på sin
Plads. Da vågnede hele Lejren. og de skreg op og flygtede.
22. Og da de blæste i de 300 Horn, satte HERREN den enes Sværd mod
den andens i hele Lejren, og de flygtede til Bet Sjitta hen imod
Zerera, til Bredden ved Abel Mehola over for Tabbat.
23. Derpå stævnedes Israelitterne sammen fra Naftali, Aser og hele
Manasse, og de satte efter Midjaniterne;
24. og Gideon sendte Bud ud i hele Efraims Bjergland og lod
kundgøre: "Drag Midjaniterne i Møde og afskær dem Adgangen til
Vandet lige til Bet-Bara ved Jordan!" Da stævnedes alle
Efraimiterne sammen, og de afskar dem Adgangen til Vandet lige
til Bet-Bara ved Jordan
25. og tog Midjaniternes to Høvdinger Oreb og Ze'eb til Fange; Oreb
dræbte de på Orebs Klippe, Ze'eb i Ze'ebs Perse; og de forfulgte
Midjaniterne og bragte Orebs og Ze'ebs Hoveder til Gideon
hinsides Jordan.
Dommer 8
1. Men Efraimiterne sagde til ham: "Hvorfor handler du således over
for os, at du ikke kaldte os til, da du drog i Kamp mod
Midjaniterne?" Og de gik stærkt i Rette med ham.
2. Men han svarede dem: "Hvad er min Dåd i Sammenligning med eders?
Er ikke Efraims Efterhøst bedre end Abiezers Vinhøst?
3. I eders Hånd gav Gud Midjaniternes Høvdinger Oreb og Ze'eb, hvad
har jeg formået i Sammenligning med eder?" Og da han talte
således, lagde deres Vrede sig mod ham.
4. Da Gideon nåede Jordan, gik han og de 300 Mand, der var med ham,
over, udmattede og sultne.
5. Han sagde da til Folkene i Sukkot: "Giv Folkene, der følger mig,
nogle Brød, thi de er udmattede, og jeg er i Færd med at
forfølge Midjaniterkongerne Zeba og Zalmunna!"
6. Men Høvedsmændene i Sukkot svarede: "Har du allerede fået fat i
Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine Folk Brød?"
7. Da sagde Gideon: "Til Gengæld skal jeg tærske eders Kroppe med
Ørkentorne og Tidsler, når HERREN bar givet Zeba og Zalmunna i
min Hånd!"
8. Så drog han derfra til Penuel og sagde det samme til dem; og da
Folkene i Penuel gav ham samme Svar som Folkene i Sukkot,
9. tiltalte han dem på lignende Måde og sagde: "Når jeg kommer
uskadt tilbage, vil jeg nedbryde Borgen her!"
10. Zeba og Zalmunna befandt sig imidlertid med deres Hær i Karkor,
henved 15000 Mand; det var alle dem, der var tilbage af Østens
Stammers, Hær; de faldne udgjorde 120000 våbenføre Mænd.
11. Og Gideon drog op ad Teltboernes Vej østen for Noba og Jogbeha
og slog Hæren, der ikke anede Uråd.
12. Zeba og Zalmunna flygtede, men han satte efter dem og fangede de
to Midjaniterkonger Zeba og Zalmunna og slog hele Hæren med
Rædsel.
13. Da Gideon, Joasjs Søn, vendte tilbage fra Kampen, fra
Herespasset,
14. fik han fat i en ung Mand fra Sukkot og spurgte ham ud, og den
unge Mand skrev Navnene på Høvedsmændene og de Ældste i Sukkot
op til ham, syv og halvfjerdsindstyve Mænd.
15. Så drog han til Folkene i Sukkot og sagde: "Se, her er Zeba og
Zalmunna, som I hånede mig med, da I sagde: Har du allerede fået
fat i Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine udmattede Mænd
Brød?"
16. Derpå greb han Byens Ældste, tog Ørkentorne og Tidsler og
tærskede Folkene i Sukkot med dem;
17. og Borgen i Penuel brød han ned og dræbte Folkene i Byen.
18. Men til Zeba og Zalmunna sagde han: "Hvorledes var de Mænd, I
ihjelslog ved Tabor?" De svarede: "De lignede dig, de så begge
ud som Kongesønner!"
19. Da sagde han: "Mine Brødre, min Moders Sønner var det! Så sandt
HERREN lever; havde I skånet deres Liv, havde jeg ikke slået
eder ihjel!"
20. Derpå sagde han til sin førstefødte Søn Jeter: "Stå op og dræb
dem!" Men den unge Mand drog ikke sit Sværd; han havde ikke Mod
dertil, fordi han endnu var ung.
21. Da sagde Zeba og Zalmunna: "Stå selv op og giv os Dødsstødet,
thi som Manden således hans Styrke!" Så stod Gideon op og dræbte
Zeba og Zalmunna. Og han tog de Halvmåner, deres Kameler havde
om Halsen.
22. Derefter sagde Israelitterne til Gideon: "Vær vor Hersker, du
selv og siden din Søn og din Sønnesøn, da du nu har frelst os af
Midjaniternes Hånd!"
23. Men Gideon svarede dem: "Hverken jeg eller min Søn vil herske
over eder; HERREN skal herske over eder!"
24. Derpå sagde Gideon til dem: "Jeg har noget at bede eder om:
Enhver af eder skal give mig de Ringe, der findes mellem hans
Bytte!" Hine havde nemlig Guldringe, thi de var Ismaeliter.
25. De svarede: "Ja, vi vil gerne give dig dem!" Så bredte han sin
Kappe ud, og enhver af dem lagde de Ringe, der fandtes mellem
hans Bytte, derpå.
26. Vægten af Guldringene, som han havde bedt om, udgjorde 1700
Sekel Guld bortset fra Halvmånerne, Ørenringene og
Purpurklæderne, som Midjaniterkongerne bar, og Kæderne på
Kamelernes Halse.
27. Gideon lavede deraf en Efod, som han gav Plads i sin Fødeby
Ofra; og alle Israelitterne bolede med den, og den blev Gideon
og hans Hus en Snare.
28. Således bukkede Midjaniterne under for Israelitterne, og de
rejste sig ikke mere; og Landet havde Ro i fyrretyve År, så
længe Gideon levede.
29. Og Jerubba'al, Joasjs Søn, begav sig til sit Hjem og opholdt sig
der.
30. Gideon havde halvfjerdsindstyve Sønner, der var avlede af ham,
thi han havde mange Hustruer.
31. Han havde en Medhustru i Sikem; hun fødte ham en Søn, som han
gav Navnet Abimelek.
32. Gideon, Joasjs Søn, døde i en høj Alder og blev jordet i sin
Fader Abiezriten Joasjs Grav i Ofra.
33. Men da Gideon var død, gav Israelitterne sig atter til at bole
med Ba'alerne og gjorde Ba'al-Berit til deres Gud;
34. og Israelitterne kom ikke HERREN deres Gud i Hu, ham, som
frelste dem fra alle deres Fjender, der omgav dem på alle
Kanter.
35. Og de handlede ikke vel mod Jerubba'als, Gideons, Hus, trods alt
det gode, han havde gjort Israel.
Dommer 9
1. Jerubba'als Søn Abrimelek begav sig til sine Morbrødere i Sikem
og talte til dem og til hele sin Moders Fædrenehus's Slægt og
sagde:
2. "Sig til alle Sikems Borgere: Hvad båder eder vel bedst, at
halvfjerdsindstyve Mænd, alle Jerubba'als Sønner, eller at en
enkelt Mand hersker over eder? Kom i Hu, at jeg er eders Bød og
Blod!"
3. Hans Morbrødre talte da alle disse Ord til alle Sikems Borgere
til Gunst til ham; og deres Hu vendte sig til Abimelek, idet de
sagde: "Han er vor Broder."
4. De gav ham derpå halvfjerdsindstyve Sekel Sølv fra Ba'al Berits
Hus, og for dem lejede Abimelek nogle dårlige og frække Folk,
som sluttede sig til ham.
5. Derpå drog han til sin Faders Hus i Ofra og slog sine Brødre,
Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønner, ihjel på een Sten. Kun
Jotam, Jerubba'als yngste Søn, blev tilbage, thi han havde
skjult sig.
6. Derefter samledes alle Sikems Borgere og hele Millos Hus og gik
hen og gjorde Abimelek til Konge ved Egen med Stenstøtten i
Sikem.
7. Da Jotam fik Efterretning herom, gik han hen og stillede sig på
Toppen af Garizims Bjerg og råbte med høj Røst til dem: "Hør
mig, Sikems Borgere, så skal Gud høre eder!
8. Engang tog Træerne sig for at salve sig en Konge. De sagde da
til Olietræet: Vær du vor Konge!
9. Men Olietræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Fedme,
for hvilken Guder og Mennesker priser mig, for at give mig til
at svæve over Træerne?
10. Så sagde Træerne til Figentræet: Kom du og vær vor Konge!
11. Men Figentræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Sødme
og min liflige Frugt for at give mig til at svæve over Træerne?
12. Så sagde Træerne til Vinstokken: Kom du og vær vor Konge!
13. Men Vinstokken svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Most,
som glæder Guder og Mennesker, for at give mig til at svæve over
Træerne?
14. Da sagde alle Træerne til Tornebusken: Kom du og vær vor Konge!
15. Og Tornebusken svarede Træerne: Hvis I mener det ærligt med at
salve mig til eders Konge, kom så og søg ind under min Skygge;
men hvis ikke, så vil Flammer slå op af Tornebusken og fortære
Libanons Cedre!
16. Hvis I nu er gået ærligt og redeligt til Værks, da I gjorde
Abimelek til Konge, og hvis I har handlet vel mod Jerubba'al og
hans Hus og gengældt ham, hvad han gjorde -
17. min Fader kæmpede jo for eder og vovede sit Liv for at frelse
eder af Midjaniternes Hånd,
18. men I har i bag rejst eder mod min Faders Hus, dræbt hans
Sønner, halvfjerdsindstyve Mænd, på een Sten og sat hans
Trælkvindes Søn Abimelek til Konge over Sikems Borgere, fordi
han er eders Broder
19. ja, hvis I i Dag er gået ærligt og redeligt til Værks mod
Jerubba'al og hans Hus, så gid I må få Glæde af Abimelek, og gid
han må få Glæde af eder;
20. men hvis ikke, så slå Flammer op fra Abimelek og fortære Sikems
Borgere og Millos Hus, og Flammer slå op fra Sikems Borgere og
Millos Hus og fortære Abimelek!"
21. Derpå tog Jotam Flugten og flygtede til Be'er; og der tog han
Ophold for at være i Sikkerhed for sin Broder Abimelek.
22. Da Abimelek havde haft Magten over Israel i tre År,
23. sendte Gud en ond Ånd mellem Abimelek og Sikems Borgere. og
Sikems Borgere faldt fra Abimelek,
24. for at Voldsgerningen mod Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønner
kunde blive hævnet og deres Blod komme over deres Broder
Abimelek, som havde dræbt dem, og over Sikems Borgere, som havde
sat ham i Stand til at dræbe sine Brødre.
25. Sikems Borgere lagde da Baghold på Bjergtoppene, og de
udplyndrede alle vejfarende, der kom forbi dem. Dette meldtes
Abimelek.
26. Nu kom Ga'al, Ebeds Søn, med sine Brødre og flyttede ind i
Sikem; og Sikems Borgere fattede Tillid til ham.
27. De begav sig ud i Marken, plukkede Druer og pressede dem og
fejrede deres Vinhøstfest. Og de gik ind i deres Guds Hus, hvor
de spiste og drak og udstødte Forbandelser over Abimelek.
28. Da sagde Ga'al, Ebeds Søn: "Hvem er Abimelek, og hvad er Sikem,
at vi skal være hans Trælle! Var ikke Jerubba'als Søn og hans
Foged Zebul Trælle for Hamors, Sikems Faders, Mænd hvorfor skal
vi da være hans Trælle?
29. Havde jeg blot Magten over Folket her, skulde jeg nok skaffe
Abimelek af Vejen!"
30. Da Zebul, Byens Høvedsmand, hørte Ga'als, Ebeds Søns, Urd,
blussede hans Vrede op,
31. og han sendte Bud til Abimelek i Aruma og lod sige: "Se, Ga'al,
Ebeds Søn, og hans Brødre er kommet til Sikem, og se, de
ophidser Byen imod dig; forstærk derfor din Hær og ryk ud!
32. Og nu, bryd op ved Nattetide med dine Folk og læg dig i Baghold
på Marken;
33. og kast dig så over Byen tidligt om Morgenen, når Solen står op!
Når da han og hans Folk rykker ud imod dig, kan du gøre med dem,
hvad der falder for!"
34. Abimelek brød da op ved Nattetide med alle sine Folk, og de
lagde sig i Baghold imod Sikem i fire Afdelinger.
35. Da gik Ga'al, Ebeds Søn, ned og stillede sig op ved Byporten.
Og Abimelek og hans Folk rejste sig fra deres Baghold.
36. Da Ga'al fik Øje på Folkene, sagde han til Zebul: "Se, der
stiger Folk ned fra Bjergtoppene!" Men Zebul sagde til ham: "Det
er Bjergenes.Skygge, du tager for Mænd!"
37. Men Ga'al sagde atter: "Der stiger Folk ned fra Landets Navle,
og en anden Skare kommer i Retning af Sandsigernes Træ!"
38. Da sagde Zebul til ham: "Hvor er nu dine store Ord fra før: Hvem
er Abimelek, at vi skal være hans Trælle? Der er de Folk, du lod
hånt om - ryk nu ud og kæmp med dem!"
39. Ga'al rykkede da ud i Spidsen for Sikems Borgere for at kæmpe
mod Abimelek.
40. Men Abimelek slog ham på Flugt, og mange faldt og lå dræbte helt
hen til Byporten.
41. Abimelek tog så Ophold i Aruma; og Zebul jog Ga'al og hans
Brødre bort fra Sikem.
42. Næste Dag begav Folket sig ud på Marken, og det meldtes
Abimelek.
43. Han tog da sine Folk og delte dem i tre dele og lagde Baghold på
Marken; og da han så Folket drage ud, overfaldt han dem og slog
dem.
44. Og Abimelek og den Afdeling, han havde hos sig, brød frem og tog
Stilling ved Indgangen til Byen, medens de to andre Afdelinger
kastede sig over alle dem, der var ude på Marken; og huggede dem
ned;
45. og efter at Abimelek hele Dagen igennem havde angrebet Byen,
indtog han den, dræbte Folkene deri, nedbrød Byen og strøede
Salt på den.
46. Da hele Besætningen i Sikems Tårn hørte det, begav de sig ben
til Kælderrummet i El Berits Hus.
47. Og da Abimelek fik Melding om, at hele Besætningen i Sikems Tårn
var samlet,
48. gik han med alle sine Folk op på Zalmonbjerget. Her greb han en
Økse, afhuggede et Knippe Grene, løftede det op og tog det på
Skulderen; og han sagde til sine Folk: "Skynd eder at gøre det
samme, som I så, jeg gjorde!"
49. Alle Folkene afhuggede da også hver sit Knippe og fulgte efter
Abimelek og lagde det oven på Kælderrummet og stak Ild på
Kælderrummet oven over dem. Således omkom også hele Besætningen
i Sikems Tårn, henved 1000 Mænd og Kvinder.
50. Derefter drog Abimelek mod Tebez, og han belejrede Byen og
indtog den.
51. Inde i Byen var der et stærkt befæstet Tårn; derhen flygtede
alle Mænd og Kvinder, alle Byens Indbyggere, idet de stængede
efter sig og tyede op på Tårnets Tag;
52. Abimelek rykkede da frem til Tårnet og angreb det; men da han
nærmede sig Tårnets Indgang for at stikke Ild derpå,
53. kastede en Kvinde en Møllesten ned på Abimeleks Hoved og knuste
hans Hjerneskal.
54. Da råbte han i Hast til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og dræb
mig, for at det ikke skal siges, at en Kvinde har slået mig
ihjel!" Og Våbendrageren gennemborede ham, så han døde.
55. Men da Israelitterne så, at Abimelek var død, begav de sig hver
til sit.
56. Således gengældte Gud det onde, Abimelek havde øvet mod sin
Fader ved at dræbe sine halvfjerdsindstyve Brødre;
57. og al Sikemiternes Ondskab lod Gud komme over deres egne
Hoveder. På den Måde kom Jotams, Jerubba'als Søns, Forbandelse
over dem.
Dommer 10
1. Efter Abimelek fremstod som Israels Befrier Tola, en Søn af
Dodos Søn Pua, en Mand af Issakar, som boede i Sjamir i Efraims
Bjerge.
2. Han var Dommer i Israel i tre og tyve År. Da han døde, blev han
jordet i Sjamir.
3. Efter ham fremstod Gileaditen Jair; han var Dommer i Israel i to
og tyve År.
4. Han havde tredive Sønner, som red på tredive Æsler, og de havde
tredive Byer, som endnu den Dag i Dag kaldes Jairs Teltbyer; de
ligger i Gilead.
5. Da Jair døde, blev han jordet i Kamon.
6. Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs
Øjne, idet de dyrkede Ba'alerne og Astarterne og Aramæernes,
Zidons, Moabs, Ammoniternes og Filisternes Guder og faldt fra
HERREN og undlod at dyrke ham.
7. Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han gav dem til Pris
for Filisterne og Ammoniterne,
8. som kuede og mishandlede Israelitterne i det År; i atten År
kuede de alle Israelitterne hinsides Jordan i Amoritemes Land i
Gilead.
9. Og Ammoniterne satte over Jordan for også at angribe Juda,
Benjamin og Efraims Slægt, så at Israelitterne kom i stor Nød.
10. Da råbte Israelitterne til HERREN og sagde: "Vi har syndet imod
dig, thi vi har forladt HERREN vor Gud og dyrket Ba'alerne!"
11. Men HERREN svarede Israelitterne: "Har ikke Ægypterne,
Amoriterne, Ammoniterne, Filisterne,
12. Zidonierne, Amalekiterne og Midjaniterne mishandlet eder? Og da
I råbte til mig, frelste jeg eder af deres Hånd.
13. Men I forlod mig og dyrkede andre Guder! Derfor vil jeg ikke
mere frelse eder!
14. Gå nu hen og råb til de Guder, I udvalgte eder, og lad dem
frelse eder i eders Nød:"
15. Da sagde Israelitterne til HERREN: "Vi har syndet! Gør med os,
hvad dig tykkes godt, men frels os blot nu!"
16. Og de skilte sig af med de fremmede Guder og dyrkede HERREN; da
kunde han ikke længer holde ud at se Israels Nød.
17. Ammoniterne stævnedes sammen, og de slog Lejr i Gilead; også
Israelitterne samlede sig, og de slog Lejr i Mizpa.
18. Da sagde Folket, Gileads Høvdinger, til hverandre: "Hvis der
findes en Mand, som vil tage Kampen op med Ammoniterne, skal han
være Høvding over alle Gileads Indbyggere!"
Dommer 11
1. Gileaditen Jefta var en dygtig Kriger. Han var Søn af en Skøge.
Gilead avlede Jefta.
2. Men Gileads Hustru fødte ham Sønner, og da de voksede op, jog de
Jefta bort med de Ord: "Du skal ikke have Arv og Lod i vor
Faders Hus, thi du er en fremmed Kvindes Søn!"
3. Jefta flygtede da for sine Brødre og bosatte sig i Landet Tob,
hvor nogle dårlige Folk samlede sig om ham og deltog i hans
Strejftog.
4. Efter nogen Tids Forløb angreb Ammoniterne Israel.
5. Og da Ammoniterne angreb Israel, drog Gileads Ældste hen for at
hente Jefta hjem fra Landet Tob.
6. De sagde til Jefta: "Kom og vær vor Fører, at vi kan tage Kampen
op med Ammoniterne!"
7. Jefta svarede Gileads Ældste: "Har I ikke hadet mig og jaget mig
bort fra min Faders Hus? Hvorfor kommer I da til mig, nu I er i
Nød?"
8. Men Gileads Ældste sagde til Jefta: "Derfor kommer vi jo nu
tilbage til dig! Vil du drage med os og kæmpe med Ammoniterne,
skal du være Høvding over os, over alle Gileads Indbyggere!"
9. Jefta svarede Gileads Ældste: "Dersom I fører mig tilbage, for
at jeg skal kæmpe med Ammoniterne, og HERREN giver dem i min
Magt, så vil jeg være eders Høvding!"
10. Da sagde Gileads Ældste til Jefta: "HERREN hører Overenskomsten
mellem os; visselig vil vi gøre, som du siger!"
11. Da drog Jefta med Gileads Ældste; og Folket gjorde ham til deres
Høvding og Fører. Og alle sine Ord udtalte Jefta for HERRENs
Åsyn i Mizpa.
12. Derpå sendte Jefta Sendebud til Ammoniternes Konge og lod sige:
"Hvad er der dig og mig imellem, siden du er draget imod mig for
at angribe mit Land?"
13. Ammoniternes Konge svarede Jeftas Sendebud: "Jo, Israel tog mit
Land, da de drog op fra Ægypten, lige fra Arnon til Jabbok og
Jordan; giv det derfor tilbage med det gode!"
14. Men Jefta sendte atter Sendebud til Ammoniternes Konge
15. og lod sige: "Således siger Jefta: Israel har ikke taget Moabs
eller Ammoniternes Land!
16. Men da de drog op fra Ægypten, vandrede Israel igennem Ørkenen
til det røde Hav og kom derpå til Kadesj.
17. Da sendte Israel Sendebud til Edomiternes Konge og lod sige: Lad
mig drage igennem dit Land! Men Edomiternes Konge ænsede det
ikke. Ligeledes sendte de Bud til Moabiternes Konge, men han var
heller ikke villig dertil. Israel blev da boende i Kadesj.
18. Derpå drog de igennem Ørkenen og gik uden om Edomiternes og
Moabiternes, Land, og da de nåede Egnen østen for Moab, slog de
Lejr hinsides Arnon; men de betrådte ikke Moabs Enemærker, thi
Arnon er Moabs Grænse.
19. Israel sendte derpå Sendebud til Kongen af Hesjbon,
Amoriterkongen Sihon, og lod sige: Lad os drage igennem dit Land
for at nå hen, hvor vi skal!
20. Men Sihon nægtede Israelitterne Tilladelse til at drage gennem
hans Land; og Sihon samlede hele sin Hær, og de slog Lejr i Jaza
og angreb Israel.
21. Da gav HERREN, Israels Gud, Sihon og hele hans Hær i Israels
Hånd, så at de slog dem. Og Israel underlagde sig hele det Land,
Amoriterne boede i;
22. de underlagde sig hele Amoriternes Område fra Arnon til Jabbok
og fra Ørkenen til Jordan.
23. Således drev HERREN, Israels Gud, Amoriterne bort foran sit Folk
Israel; og nu vil du underlægge dig deres Land!
24. Ikke sandt, når din Gud Kemosj driver nogen bort, så tager du
hans Land? Og hver Gang HERREN vor Gud driver nogen bort foran
os, tager vi hans Land.
25. Er du vel bedre end Zippors Søn, Kong Balak af Moab? Stredes han
med Israel, eller indlod han sig i Kamp med dem,
26. da Israelitterne bosatte sig i Hesjbon med Småbyer, i Aroer med
Småbyer og i alle Byerne langs Arnon nu har de boet der i 300
År? Hvorfor tilrev I eder dem ikke dengang?
27. Det er ikke mig, der har forbrudt mig mod dig, men dig, der
handler ilde mod mig ved at angribe mig. HERREN, Dommeren, vil i
Dag dømme Israelitterne og Ammoniterne imellem!"
28. Men Ammoniternes Konge ænsede ikke Jeftas Ord, som hans Sendebud
overbragte.
29. Da kom HERRENs Ånd over Jefta; og han drog igennem Gilead og
Manasse; derpå drog han til Mizpe i Gilead, og fra Mizpe i
Gilead drog han mod Ammoniterne.
30. Og Jefta aflagde HERREN et Løfte og sagde: "Dersom du giver
Ammoniterne i min Hånd,
31. så skal den, som først kommer mig i Møde fra min Husdør når jeg
vender uskadt, tilbage fra Ammoniterne, tilfalde HERREN, og jeg
vil ofre ham som Brændoffer!"
32. Så drog Jefta i Kamp mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i hans
Hånd,
33. så at han tilføjede dem et stort Nederlag fra Aroer til Egnen
ved Minnit, tyve Byer, og til Abel Keramim. Således bukkede
Ammoniterne under for Israelitterne.
34. Men da Jefta kom til sit Hjem i Mizpa, se, da kom hans Datter
ham i Møde med Håndpauker og Dans. Hun var hans eneste Barn
foruden hende havde han hverken Søn eller Datter.
35. Da han fik Øje på hende, sønderrev han sine Klæder og råbte:
"Ak, min Datter, du har bøjet mig dybt, og det er dig, der
styrter mig i Ulykke! Thi jeg har åbnet min Mund for HERREN og
kan ikke tage mit Ord tilbage!"
36. Da svarede hun ham: "Fader, har du åbnet din Mund for HERREN, så
gør med mig, som dit Ord lød, nu da HERREN har skaffet dig Hævn
over dine Fjender, Ammoniterne!"
37. Men hun sagde til sin Fader: "En Ting må du unde mig: Giv mig to
Måneders Frist, så jeg kan gå omkring i Bjergene for at begræde
min Jomfrustand sammen med mine Veninder!"
38. Han sagde: "Gå!" og lod hende drage bort i to Måneder; og hun
gik bort med sine Veninder for at begræde sin Jomfrustand i
Bjergene.
39. Da de to Måneder var omme, vendte hun tilbage til sin Fader, og
han fuldbyrdede det Løfte, han havde aflagt, på hende; og hun
havde ikke kendt Mand. Og det blev Skik i Israel,
40. at Israels Døtre hvert År går hen for at klage over Gileaditen
Jeftas Datter fire Dage om Året.
Dommer 12
1. Derpå stævnedes Efraimierne sammen, og de drog nordpå; og de
sagde til Jefta: "Hvorfor drog du i Kamp mod Ammoniterne uden at
opfordre os til at gå med? Nu brænder vi Huset af over Hovedet
på dig!"
2. Men Jeffa svarede dem: "Jeg og mit Folk var i Krig, og
Ammoniterne trængte os hårdt; da sendte jeg Bud efter eder, men
I hjalp mig ikke imod dem;
3. og da jeg så, at ingen kom mig til Hjælp, vovede jeg Livet og
drog mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i min Hånd. Hvorfor
drager I da nu i Kamp imod mig?"
4. Derpå samlede Jefta alle Gileads Mænd og angreb Efraimiterne; og
Gileads Mænd slog Efraimiterne.
5. Og Gileaditerne afskar Efraimiterne fra Jordans Vadesteder.
Hver Gang så en af de efraimitiske Flygtninge sagde: "Lad mig
komme over!" spurgte Gileads Mænd: "Er du Efraimit?" Og når han
svarede: "Nej!"
6. sagde de til ham: "Sig Sjibbolet!" Og når han da sagde Sibbolet,
fordi han ikke kunde udtale Ordet rigtigt, greb de ham og
huggede ham ned ved Jordans Vadesteder. Ved den Lejlighed faldt
42000 Efraimiter.
7. Jefta var Dommer i Israel i seks År. Så døde Gileaditen Jefta og
blev jordet i sin By i Gilead.
8. Efter ham var Ibzan fra Betlehem Dommer i Israel.
9. Han havde tredive Sønner; tredive Døtre giftede han bort, og
tredive Svigerdøtre hjemførte han til sine Sønner.
10. Han var Dommer i Israel i syv År. Så døde Ibzan og blev jordet i
Betlehem.
11. Efter ham var Zebuloniten Elon Dommer i Israel. Han var Dommer i
Israel i ti År.
12. Så døde Zebuloniten Elon og blev jordet i Ajjalon i Zebulons
Land.
13. Efter ham var Abdon, Hillels Søn, fra Piraton Dommer i Israel.
14. Han havde fyrretyve Sønner og tredive Sønnesønner, som red på
halvfjerdsindstyve Æsler. Han var Dommer i Israel i otte År.
15. Så døde Abdon, Hillels Søn, fra Piraton og blev jordet i Piraton
i Efraims Land på Amalekiterbjerget.
Dommer 13
1. Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENS
Øjne, og HERREN gav dem i Filisternes Hånd i fyrretyve År.
2. Der levede i Zora en Mand af Daniternes Slægt ved Navn Manoa;
hans Hustru var ufrugtbar og havde ingen Børn født.
3. Nu viste HERRENs Engel sig for Kvinden og sagde til hende: "Se,
du er ufrugtbar og har ingen Børn født; men du skal blive
frugtsommelig og føde en Søn.
4. Vogt dig vel for at drikke Vin eller stærk Drik og for at spise
noget som helst urent!
5. Thi se, du skal blive frugtsommelig og føde en Søn. Der må ikke
komme Ragekniv på hans Hoved, thi Drengen skal være en Guds
Nasiræer fra Moders Liv af; og han skal gøre de første Skridt
til at frelse Israel af Filisternes Hånd!"
6. Kvinden gik nu hen og sagde til sin Mand: "Der kom en Guds Mand
til mig, og han så ud som en Guds Engel; såre frygtindgydende;
jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og sit Navn gav han mig
ikke til Kende.
7. Han sagde til mig: Se, du skal blive frugtsommelig og føde en
Søn; drik nu ikke Vin eller stærk Drik og spis intet som helst
urent, thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af
til sin Dødedag!"
8. Da bad Manoa til HERREN og sagde: "Ak, HERRE, lad den Guds Mand,
du sendte, atter komme til os for at lære os, hvorledes vi skal
bære os ad med den Dreng, der skal fødes!"
9. Og Gud bønhørte Manoa; og Guds Engel kom atter til Kvinden,
medens hun sad ude på Marken, men Manoa, hendes Mand, var ikke
hos hende.
10. Da skyndte Kvinden sig hen til sin Mand, fortalte ham det og
sagde til ham: "Se, den Mand, som kom til mig forleden, har vist
sig for mig!"
11. Manoa stod da op og gik med sin Hustru, og da han kom hen til
Manden, sagde han til ham: "Er du den Mand, som talte til
Kvinden?" Og han sagde: "Ja!"
12. Så sagde Manoa: "Når nu dit Ord går i Opfyldelse, hvorledes skal
vi da forholde os og bære os ad med Drengen?"
13. HERRENs Engel svarede Manoa: "Alt det, jeg talte om til Kvinden,
skal hun vogte sig for;
14. intet af, hvad der vokser på Vinstokken, må hun spise; Vin og
stærk Drik må hun ikke drikke, og intet urent må hun spise; alt,
hvad jeg bød hende, skal hun overholde!"
15. Da sagde Manoa til HERRENs Engel: "Vi vilde gerne holde dig
tilbage og tillave dig et Gedekid!"
16. Men HERRENs Engel svarede Manoa: "Selv om du holder mig tilbage,
spiser jeg ikke af din Mad; men vil du ofre et Brændoffer, så
bring HERREN det!" Thi Manoa vidste ikke, at det var HERRENs
Engel.
17. Og Manoa sagde til HERRENs Engel: "Hvad er dit Navn? Når dit Ord
går i Opfyldelse, vil vi ære dig!"
18. Men HERRENs Engel svarede: "Hvorfor spørger du om mit Navn? Du
skal vide, det er underfuldt."
19. Da tog Manoa Gedekiddet og Afgrødeofferet og ofrede det på
Klippen til HERREN, ham, som handler underfuldt, og Manoa og
hans Hustru så til.
20. Og da Flammen slog op imod Himmelen fra Alteret, steg HERRENs
Engel op i Alterflammen, medens Manoa og hans Hustru så til; og
de faldt til Jorden på deres Ansigt.
21. Og HERRENs Engel viste sig ikke mere for Manoa og hans Hustru.
Så forstod Manoa, at det var HERRENs Engel.
22. Og Manoa sagde til sin Hustru: "Vi er dødsens, thi vi har set
Gud!"
23. Men hans Hustru sagde til ham: "Havde HERREN i Sinde at dræbe
os, havde han ikke modtaget Brændoffer og Afgrødeoffer af vor
Hånd; heller ikke havde han ladet os se alt det og nu kundgjort
os sådanne Ting!"
24. Og Kvinden fødte en Søn, som hun gav Navnet Samson. Drengen
voksede op, og HERREN velsignede ham;
25. og HERRENs Ånd begyndte at drive på ham i Dans Lejr mellem Zora
og Esjtaol.
Dommer 14
1. Engang Samson kom ned til Timna, så han en af Filisternes Døtre
der.
2. Og da han kom tilbage derfra, fortalte han sin Fader og Moder
det og sagde: "Jeg har set en Kvinde i Timna, en af Filisternes
Døtre; nu må I hjælpe mig at få hende til Hustru!"
3. Hans Fader og Moder svarede ham: "Findes der da ingen Kvinde
blandt dine Landsmænds Døtre eller i hele dit Folk, siden du vil
gå hen og tage dig en Hustru hos de uomskårne Filistere?" Men
Samson svarede sin Fader: "Nej, hende må du hjælpe mig til, thi
det er hende, jeg synes om!"
4. Hans Fader og Moder forstod ikke, at det kom fra HERREN, som
søgte en Anledning til Strid over for Filisterne. På den Tid
havde Filisterne nemlig Magten over Israel.
5. Samson tog nu med sin Fader og Moder ned til Timna. Da de nåede
Vingårdene uden for Timna, se, da kom en ung Løve brølende imod
ham.
6. Så kom HERRENs Ånd over ham, og han sønderrev den med sine bare
Næver, som var det et Gedekid; men sin Fader og Moder fortalte
han ikke, hvad han havde gjort.
7. Derpå drog han ned og bejlede til Kvinden; thi Samson syntes om
hende.
8. Da han efter nogen Tids Forløb vendte tilbage for at ægte hende,
gik han hen for at se til Løvens Ådsel, og se, da var der en
Bisværm og Honning i Løvens Krop.
9. Han tog da Honningen i sine Hænder og spiste deraf, medens han
gik videre; og da han kom til sin Fader og Moder, gav han dem
noget deraf, og de spiste; men han sagde dem ikke, at han havde
taget Honningen fra Løvens Krop.
10. Så drog Samson ned til Kvinden; og de holdt Gilde, som de unge
havde for Skik.
11. Da de så ham, udvalgte de tredive Brudesvende til at ledsage
ham.
12. Og Samson sagde til dem: "Jeg vil give eder en Gåde at gætte;
hvis I i Løbet af de syv Gildedage kan sige mig Løsningen, vil
jeg give eder tredive Linnedkjortler og tredive Sæt klæder;
13. men kan I ikke sige mig den, skal I give mig tredive
Linnedkjortler og tredive Sæt klæder!" De svarede: "Sig din Gåde
frem og lad os høre den!"
14. Da sagde han til dem: "Fra Æderen kom Æde, fra den stærke
Sødme!" Men da de tre Dage var omme, havde de ikke kunnet gætte
Gåden,
15. og den fjerde Dag sagde de til Samsons Hustru: "Lok din Mand til
at sige os Løsningen, ellers brænder vi dig og din Faders Hus
inde! Har I budt os herhen for at tage alting fra os?"
16. Da hang Samsons Hustru over ham med Gråd og sagde: "Du hader mig
jo og elsker mig ikke! Du har givet mine Landsmænd en Gåde at
gætte, og mig har du ikke sagt Løsningen!" Han svarede hende:
"Jeg har ikke sagt min Fader eller Moder den, og så skulde jeg
sige dig den!"
17. Men hun hang over ham med Gråd, de syv Dage Gildet varede; og
den syvende Dag sagde han hende Løsningen, fordi hun plagede
ham. Så sagde hun sine Landsmænd Gådens Løsning;
18. og den syvende Dag, før han gik ind i Kammeret, sagde Byens Mænd
til ham: "Hvad er sødere end Honning, og hvad er stærkere end en
Løve?" Men han svarede dem: "Havde I ikke pløjet med min Kalv,
havde I ikke gættet min Gåde!"
19. Da kom HERRENs Ånd over ham, og han drog ned til Askalon, slog
tredive Mænd ihjel der, trak deres Tøj af dem og gav Klæderne
til dem, der havde sagt Løsningen på Gåden. Og hans Vrede
blussede op, og han drog tilbage til sin Faders Hus.
20. Men Samsons Hustru blev givet til den Brudesvend, som havde
været hans Brudefører.
Dommer 15
1. Efter nogen Tids Forløb, i Hvedehøstens Tid, besøgte Samson sin
Hustru og havde et Gedekid med, og han sagde: "Lad mig gå ind i
Kammeret til min Hustru!" Men hendes Fader tillod ham det ikke,
2. men sagde: "Jeg tænkte for vist, at du havde fået Uvilje mod
hende, derfor gav jeg hende til ham, der var din Brudesvend; men
hendes yngre Søster er smukkere end hun, lad hende blive din
Hustru i Søsterens Sted!"
3. Da sagde Samson til dem: "Denne Gang er jeg sagesløs over for
Filisterne, når jeg gør dem Fortræd!"
4. Så gik Samson hen og fangede 300 Ræve; derpå tog han Fakler,
bandt Halerne sammen to og to og fastgjorde en Fakkel midt
imellem;
5. så tændte han Faklerne, slap Rævene løs i Filisternes Korn og
stak Ild både på Negene og Kornet på Roden, også på Vingårde og
Oliventræer.
6. Da Filisterne spurgte, hvem der havde gjort det, blev der sagt:
"Det bar Samson, Timnitens Svigersøn, fordi han tog hans Hustru
og gav hende til hans Brudesvend." Da gik Filisterne op og
brændte hende og hendes Faders Hus inde.
7. Men Samson sagde til dem: "Når I bærer eder således ad, under
jeg mig ikke Ro, før jeg får hævnet mig på eder!"
8. Så slog han dem sønder og sammen med vældige Slag, og derpå steg
han ned i Fjeldkløften ved Etam og tog Ophold der.
9. Filisterne drog nu op og slog Lejr i Juda og spredte sig ved
Lehi.
10. Da sagde Judas Mænd: "Hvorfor er I draget op imod os?" Og de
svarede: "Vi er draget herop for at binde Samson og handle mod
ham,som han har handlet mod os!"
11. Så steg 3000 Mand fra Juda ned til Fjeldkløften ved Etam og
sagde til Samson: "Ved du ikke, at Filisterne har Magten over
os? Hvad er det dog, du har voldt os?." Han svarede dem: "Som
de har handlet mod mig, har jeg handlet mod dem!"
12. Men de sagde til ham: "Vi er kommet ned for at binde dig og
overgive dig til Filisterne!" Da sagde Samson til dem: "Sværg
mig til, at I ikke vil slå mig ihjel!"
13. De svarede ham: "Nej, vi vil Kun binde dig og overgive dig til
dem; slå dig ihjel vil vi ikke!" Så bandt de ham med to nye Reb
og førte ham op af Fjeldkløften.
14. Men da han kom til Lehi, og Filisterne hilste hans Komme med
Jubelråb, kom HERRENs Ånd over ham, og Rebene om hans Arme blev
som svedne Sytråde, og hans Bånd faldt skørnet af hans Hænder.
15. Og da han fik Øje på en frisk Æselkæbe, rakte han sin Hånd ud,
greb den og huggede 1000 Mand ned med den.
16. Da sagde Samson: "Med en Æselkæbe har jeg flået dem sønder og
sammen, med en Æselkæbe har jeg fældet 1000 Mand!"
17. Med disse Ord kastede han Kæbebenet fra sig, og derfor kaldte
man Stedet Ramat Lehi.
18. Og da han var meget tørstig, råbte han til HERREN og sagde: "Ved
din Tjeners Hånd har du skaffet os denne vældige Sejr, skal jeg
da nu dø af Tørst og falde i de uomskårnes Hånd?"
19. Da åbnede Gud Lavningen i Lehi, og der vældede Vand frem deraf;
og da han havde drukket, fik han sin Livskraft igen. Derfor
kaldte man denne Kilde En Hakkore; den findes i Lehi endnu den
Dag i Dag.
20. Han var Dommer i Israel i Filistertiden i tyve År.
Dommer 16
1. Samson drog så til Gaza. Der så han en Skøge og gik ind til
hende.
2. Da det spurgtes blandt Folkene i Gaza, at Samson var kommet
derhen, gik de hen og lagde sig på Lur efter ham ved Byporten;
men de holdt sig rolige Natten over, idet de sagde: "Vi vil
vente, til det bliver lyst; så slår vi ham ihjel!"
3. Samson blev liggende den halve Nat, men ved Midnatstide stod han
op, greb fat i Byportens to Fløje og begge Portstolper, rykkede
dem op tillige med Portslåen, tog dem på Skuldrene og bar dem op
på Toppen af Bjerget over for Hebron.
4. Siden fik han Kærlighed til en Kvinde ved Navn Dalila i
Sorekdalen.
5. Da kom Filisternes Fyrster til hende og sagde til hende: "Se at
lokke ud af ham, hvad det er, der giver ham hans vældige
Kræfter, og hvorledes vi kan få Bugt med ham, så vi kan binde og
kue ham, så vil vi hver give dig 1100 Sekel Sølv!"
6. Dalila sagde da til Samson: "Sig mig dog, hvad det er, der giver
dig dine vældige Kræfter, og hvorledes man kan binde og kue
dig!"
7. Samson svarede hende: "Hvis man binder mig med syv friske
Strenge, som ikke er blevet tørre, bliver jeg svag som ethvert
andet Menneske."
8. Filisternes Fyrster bragte hende da syv friske Strenge, der ikke
var blevet tørre, og med dem bandt hun ham;
9. samtidig havde hun Folk liggende på Lur i Kammeret. Da sagde hun
til ham: "Filisterne er over dig, Samson!" Men han rev Strengene
over, og de brast som Blårgarn, der kommer Ild for nær; og
hvorledes det hang sammen med hans Kræfter, kom ikke for Dagen.
10. Da sagde Dalila til Samson: "Se, du har narret mig og løjet for
mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!"
11. Han svarede hende: "Hvis man binder mig med nye Reb, som aldrig
har været brug til noget, bliver jeg svag som ethvert andet
Menneske!"
12. Da tog Dalila nye Reb og bandt ham. Så sagde hun til ham:
"Filisterne er over dig, Samson!" Samtidig lå der Folk på Lur i
Kammeret. Men han flåede Rebene af sine Arme, som var det Tråde.
13. Da sagde Dalila til Samson: "Hidtil har du narret mig og løjet
for mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!" Han svarede
hende: "Hvis du væver mine syv Hovedlokker ind i Rendegarnet og
slår dem fast med Slagelen, bliver jeg svag som ethvert andet
Menneske."
14. Så dyssede hun ham i Søvn og vævede hans syv Hovedlokker ind i
Rendegarnet og slog dem fast med Slagelen. Og hun sagde til ham:
"Filisterne er over dig, Samson!" Så vågnede han og rykkede
Væven op sammen med Rendegarnet.
15. Da sagde hun til ham: "Hvor kan du sige, du elsker mig, når du
ingen Fortrolighed har til mig? Tre Gange har du nu narret mig
og ikke sagt mig, hvad det er, der giver dig dine vældige
Kræfter!"
16. Da hun således stadig pinte og plagede ham med sine Ord, blev
hans Sjæl træt til Døden,
17. og han talte rent ud og sagde til hende: "Ingen Ragekniv er
kommet på mit Hoved, thi jeg har fra Moders Liv af været en Guds
Nasiræer; hvis mit Hår rages af, mister jeg mine Kræfter og
bliver svag som alle andre Mennesker."
18. Da nu Dalila skønnede, at han havde talt rent ud til hende,
sendte hun Bud efter Filisternes Fyrster og lod sige: "Kom nu
herop, thi han har talt rent ud til mig!" Og Filisternes Fyrster
kom op til hende og bragte Pengene med.
19. Så dyssede hun ham i Søvn imellem sine Knæ og kaldte på en Mand,
som ragede hans syv Hovedlokker af. Da blev han svagere og
svagere, og Kræfterne veg fra ham.
20. Derpå sagde hun: Filisterne er over dig, Samson!" Da vågnede han
og tænkte: "Jeg skal nok slippe fra det ligesom de andre Gange
og ryste det af mig!" Men han vidste ikke, at HERREN var veget
fra ham.
21. Da greb Filisterne ham og stak Øjnene ud på ham; derpå bragte de
ham ned til Gaza og lagde ham i Kobberlænker; og han måtte dreje
Kværnen i Fangehuset.
22. Men hans Hovedhår begyndte at vokse igen, efter at det var raget
af.
23. Filisternes Fyrster samledes nu for at holde en stor Offerfest
til Ære for deres Gud Dagon og for at fornøje sig; og de sagde:
"Vor Gud gav os i Hænde Samson, vor Fjende!"
25. Da de nu var kommet i godt Lune, sagde de: "Hent Samson, at vi
kan more os over ham!" De lod da Samson hente fra Fangehuset, og
de morede sig over ham. De stillede ham op ved Søjlerne;
24. Og da Folket så ham, priste de deres Gud og råbte: "Vor Gud gav
os i Hænde Samson, vor Fjende, ham, som vort Land monne skænde,
på manges Liv gjorde Ende!"
26. Da sagde Samson til den unge Mand, som holdt ham i Hånden: "Slip
mig og lad mig røre ved Søjlerne, som bærer Hallen, så jeg kan
læne mig til dem!".
27. Hallen var fuld af Mænd og Kvinder; der var alle Filisternes
Fyrster, og på Taget var der henved 3000 Mænd og Kvinder, som så
til, medens de morede sig over Samson.
28. Da råbte Samson til HERREN og sagde: "Herre, HERRE, kom mig i Hu
og giv mig Kraft, o Gud, kun denne ene Gang, så jeg kan hævne
mig på Filisterne for begge mine Øjne på een Gang!"
29. Så greb Samson om de to Midtersøjler, som bar Hallen, og
stemmede sig imod den ene med højre og imod den anden med
venstre Hånd.
30. Og Samson sagde: "Lad mig dø sammen med Filisterne!" Derpå
bøjede han sig med sådan Kraft, at Hallen styrtede sammen over
Fyrsterne og alle Folkene derinde. Således dræbte han ved sin
Død flere, end han havde dræbt i levende Live.
31. Men hans Brødre og hele hans Faders Hus drog ned og tog ham,
bragte ham op og lagde ham i hans Fader Manoas Grav mellem Zora
og Esjtaol. Han var Dommer i Israel i tyve År.
Dommer 17
1. I Efraims Bjerge levede en Mand, som hed Mika.
2. Han sagde til sin Moder: "De 1100 Sekel Sølv, du har mistet, og
for hvis Skyld du udtalte en Forbandelse, som jeg selv hørte,
se, de Penge er hos mig; jeg har taget dem, men nu vil jeg give
dig dem tilbage." Da sagde hans Moder: "HERREN velsigne dig,
min Søn!"
3. Så gav han sin Moder de 1100 Sekel Sølv tilbage; og Moderen
sagde: "Disse Penge helliger jeg HERREN og giver min Søn, for at
han kan lave et udskåret og støbt Billede."
4. Så gav han sin Moder Pengene tilbage; og Moderen tog 200 Sekel
Sølv deraf og gav dem til Guldsmeden, som lavede et udskåret og
støbt Billede deraf, og det fik sin Plads i Mikas Hus.
5. Manden Mika havde et Gudshus, og han lavede sig en Efod og en
Husgud og indsatte en af sine Sønner til sin Præst.
6. I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han
fandt for godt.
7. Nu var der i Betlehem i Juda en ung Mand af Judas Slægt; han var
Levit og boede der som fremmed.
8. Denne Mand forlod sin By Betlehem i Juda for at slå sig ned som
fremmed, hvor det kunde træffe sig, og på sin Vandring kom han
til Mikas Hus i Efraims Bjerge.
9. Da spurgte Mika ham: "Hvorfra kommer du?" Han svarede: "Jeg er
Levit og har hjemme i Betlehem i Juda, og jeg er på Vandring for
at slå mig ned som fremmed, hvor det kan træffe sig."
10. Da sagde Mika til ham: "Tag Ophold hos mig og bliv min Fader og
Præst; jeg vil give dig ti Sekel Sølv om Året og holde dig med
Klæder og give dig Kosten!"
11. Så gik Leviten ind på at tage Ophold hos Manden, og den unge
Mand var ham som en af hans egne Sønner.
12. Mika indsatte så Leviten, og den unge Mand blev Præst hos ham og
tog Ophold i Mikas Hus.
13. Da sagde Mika: "Nu ved jeg, at HERREN vil gøre vel imod mig,
siden jeg har fået en Levit til Præst!"
Dommer 18
1. I de Dage var der ingen Konge i Israel, og i de Dage var
Daniternes Stamme i Færd med at søge sig en Arvelod, hvor de
kunde bo, thi hidindtil var der ikke tilfaldet dem nogen Arvelod
blandt Israels Stammer.
2. Daniterne udtog da af deres Slægt fem stærke Mænd fra Zora og
Esjtaol og udsendte dem for at udspejde og undersøge Landet, og
de sagde til dem: "Drag hen og undersøg Landet!" De kom da til
Mikas Hus i Efraims Bjerge og overnattede der.
3. Da de kom i Nærheden af Mikas Hus og kendte den unge Levits
Stemme, tog de derind og spurgte ham: "Hvem har ført dig herhen,
hvad tager du dig for på dette Sted, og hvorfor er du her?"
4. Han svarede dem: "Det og det har Mika gjort for mig; han har
lejet mig til Præst."
5. Da sagde de til ham: "Adspørg da Gud, at vi kan få at vide, om
vor Færd skal lykkes!"
6. Præsten sagde da til dem: "Far med Fred, HERREN våger over eders
Færd!"
7. Så drog de fem Mænd videre og kom til Lajisj; og de så, at Byen
levede trygt på Zidoniernes Vis, at Folket der levede sorgløst
og trygt og ikke manglede nogen Verdens Ting, men var rigt, og
at de boede langt fra Zidonierne og intet havde med Aramæerne at
gøre.
8. Da de kom tilbage til deres Brødre i Zora og Esjtaol, spurgte
disse dem: "Hvad har I at melde?"
9. De svarede: "Kom, lad os drage op til Lajisj, thi vi har set
Landet, og se, det er såre godt! Hvorfor holder I eder
uvirksomme? Nøl ikke med at drage hen og underlægge eder Landet!
10. Thi Gud bar givet det i eders Hånd et Sted, hvor der ikke er
Mangel på nogen Verdens Ting! Når l kommer derhen, kommer I til
et Folk, der lever i Tryghed, og det er et vidtstrakt Land!"
11. Så brød 600 væbnede Mænd af Daniternes Slægt op fra Zora og
Esjtaol,
12. og de drog op og slog Lejr i Kirjat Jearim i Juda; derfor kalder
man endnu den Dag i Dag dette Sted hans Lejr; det ligger vesten
for Kirjat Jearim.
13. Derfra drog de over til Efraims Bjerge; og da de kom til Mikas
Hus,
14. tog de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, til
Orde og sagde til deres Brødre: "Ved I, at der i Husene her
findes en Efod, en Husgud og et udskåret og støbt Billede? Så
indser I vel, hvad I har at gøre!"
15. De begav sig derhen og kom til den unge Levits Hus, Mikas Hus,
og hilste på ham,
16. medens de 600 væbnede danitiske Mænd stod ved Porten.
17. Og de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, gik op
og tog det udskårne og støbte Billede, Efoden og Husguden,
medens Præsten og de 600 væbnede Mænd stod ved Porten.
18. Hine gik ind i Mikas Hus og tog det udskårne og støbte Billede,
Efoden og Husguden. Præsten sagde til dem: "Hvad er det, I gør?"
19. Og de svarede ham: "Stille, læg Fingeren på Munden og følg med
os og bliv vor Fader og Præst! Hvad båder dig vel bedst, at være
Præst for een Mands Hus eller for en Stamme og Slægt i Israel?"
20. Da blev Præsten glad, tog Efoden, Husguden og Gudebilledet og
sluttede sig til Krigsfolkene.
21. Derpå vendte de om og drog bort, idet de stillede Kvinderne og
Børnene, Kvæget og Trosset forrest i Toget.
22. Da de var kommet et Stykke fra Mikas Hus, stævnedes Mændene i de
Huse, der lå ved Mikas Hus, sammen, og de indhentede Daniterne.
23. Da de råbte efter Daniterne, vendte disse sig om og sagde til
Mika: "Hvad er der i Vejen, siden du har kaldt Folk til Hjælp?"
24. Han svarede: "I har taget min Gud, som jeg havde lavet mig,
tillige med Præsten og er rejst eders Vej! Hvad har jeg nu
tilbage? Hvor kan I spørge mig, hvad der er i Vejen?"
25. Men Daniterne svarede ham: "Lad os ikke høre et Ord mere fra
dig, ellers kunde det hænde, at nogle Mænd, som er bitre i Hu,
faldt over eder, og at du satte både dit eget og dine Husfolks
Liv på Spil!"
26. Dermed drog Daniterne deres Vej, og da Mika så, at de var ham
for stærke, vendte han om og begav sig tilbage til sit Hus.
27. De tog så Guden, som Mika havde lavet, tillige med hans Præst og
drog mod Lajisj, mod et Folk, der levede sorgløst og trygt,
huggede dem ned med Sværdet og stak Ild på Byen,
28. uden at nogen kunde komme den til Hjælp, thi den lå langt fra
Zidon, og de havde intet med Aramæerne at gøre. Den ligger i Bet
Rehobs Dal. Så byggede de Byen op igen og bosatte sig der;
29. og de gav den Navnet Dan efter deres Stamfader Dan, Israels Søn;
men før var Byens Navn Lajisj.
30. Derpå stillede Daniterne Gudebilledet op hos sig; og Jonatan, en
Søn af Moses's Søn Gersom, og hans Efterkommere var Præster for
Daniternes Stamme, indtil Landets Indbyggere førtes i
Landflygtighed.
31. Og det Gudebillede, Mika havde lavet sig, stillede de op hos
sig, og det stod der, al den Tid Guds Hus var i Silo.
Dommer 19
1. I de Dage, da der ingen Konge var i Israel, var der en Mand, en
Levit, der boede som fremmed i Udkanten af Efraims Bjerge. Han
tog sig en Kvinde fra Betlehem i Juda til Medhustu.
2. Men Medhustruen blev vred på ham, forlod ham og tog til sin
Faders Hus i Betlehem i Juda. Da hun havde været der en fire
Måneders Tid,
3. drog hendes Mand af Sted efter hende for at overtale hende til
at vende tilbage. Han havde sin Tjener og et Par Æsler med. Da
han kom til hendes Faders Hus, fik den unge Kvindes Fader Øje på
ham og kom ham glad i Møde;
4. og hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, holdt på ham, så at
han blev hos ham i tre Dage; og de spiste og drak og overnattede
der.
5. Tidligt om Morgenen den fjerde Dag gjorde han sig rede til at
drage bort; men den unge Kvindes Fader sagde til sin Svigersøn:
"Styrk dig først med en Bid Brød, så kan I siden drage bort!"
6. De blev da og spiste og drak begge to sammen, og den unge
Kvindes Fader sagde til Manden: "Bestem dig til at blive Natten
over og gør dig til gode!"
7. Men Manden gjorde sig rede til at drage bort. Da nødte hans
Svigerfader ham, så han atter overnattede der.
8. Tidligt om Morgenen den femte Dag vilde han drage bort, men den
unge Kvindes Fader sagde til ham: "Styrk dig først!" De ventede
da, til Dagen hældede, og spiste og drak begge to.
9. Så gjorde Manden sig rede til at drage bort med sin Medhustru og
sin Tjener. Men hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, sagde
til ham: "Se, det lider mod Aften, overnat dog her; se, Dagen
hælder, bliv dog her i Nat og gør dig til gode, så kan I i
Morgen tidlig begive eder på Vej og du drage til dit Hjem!"
10. Men Manden vilde ikke blive Natten over; han begav sig på Vej og
kom ud for Jebus, det er Jerusalem, fulgt af sine to belæssede
Æsler, sin Medhustru og sin Tjener.
11. Da de var i Nærheden af Jebus og Dagen hældede stærkt, sagde
Tjeneren til sin Herre: "Kom, lad os tage ind her i Jebusiternes
By og blive der Natten over!"
12. Men hans Herre svarede: "Vi vil ikke tage ind i en By, der ejes
af fremmede, som ikke hører til Israelitterne, men vi vil drage
videre til Gibea!"
13. Og han sagde til sin Tjener: "Kom, lad os tage hen til et af de
andre Steder og overnatte i Gibea eller Rama!"
14. De drog så videre, og Solen gik ned, som de var ved Gibea i
Benjamin.
15. Så bøjede de af i den Retning for at nå til Gibea og overnatte
der. Da han var kommet derind, Blev han på Byens Torv; men der
var ingen, som bød dem ind i sit Hus for Natten.
16. Så kom der om Aftenen en gammel Mand fra sit Arbejde på Marken,
og Manden var fra Efraims Bjerge og boede som fremmed i Gibea,
medens Stedets Indbyggere var Benjaminiter;
17. og da den gamle Mand så op og fik Øje på den vejfarende Mand på
Byens Torv, spurgte han: "Hvorhen gælder Rejsen, og hvorfra
kommer du?"
18. Han svarede ham: "Vi er på Rejse fra Betlehem i Juda til
Udkanten af Efraims Bjerge, hvor jeg har hjemme; jeg har været i
Betlehem i Juda og er nu på Vejen hjem; men der er ingen, som
byder mig ind i sit Hus,
19. skønt jeg har både Strå og Foder til vore Æsler og Brød og Vin
til mig selv, din Trælkvinde og din Træls Tjener; vi mangler
intet!"
20. Da sagde den gamle Mand: "Vær velkommen! Lad kun alt, hvad du
trænger til, være min Sag; men på Torvet må du ikke overnatte!"
21. Så førte han ham ind i sit Hus og sørgede for Foder til Æslerne;
og da de havde tvættet deres Fødder, spiste de og drak.
22. Men medens de gjorde sig til gode, se, da omringede Mændene i
Byen, Niddinger som de var, Huset og hamrede på Døren og råbte
til den gamle Mand, Husets Ejer: "Før Manden, som er taget ind i
dit Hus, herud, så at vi kan stille vor Lyst på ham!"
23. Men Manden, der ejede Huset, gik ud til dem og sagde til dem:
"Nej, mine Brødre, gør dog ikke noget ondt! Når denne Mand er
taget ind i mit Hus, må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!
24. Se, her er min Datter, som er Jomfru; hende fører jeg herud, så
kan I skænde hende og handle med hende, som I finder for godt!
Men mod denne Mand må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!"
25. Men Mændene vilde ikke høre ham. Så greb Manden sin Medhustru og
førte hende ud på Gaden til dem, og de stillede deres Lyst på
hende og mishandlede hende Natten igennem til om Morgenen; først
da Morgenen gryede, slap de hende.
26. Ved Morgenens Frembrud kom Kvinden og faldt sammen ved Indgangen
til den Mands Hus, hvor hendes Herre var, og lå der, til det
blev lyst.
27. Og da hendes Herre om Morgenen lukkede Husets Dør op og gjorde
sig rede til at drage videre, se, da lå Kvinden, hans Medhustru,
ved Indgangen til Huset med Hænderne på Tærskelen.
28. Han sagde da til hende: "Rejs dig og lad os komme af Sted!" Men
der kom intet Svar. Så løftede han hende op på Æselet og rejste
til sit Hjem.
29. Men da han kom hjem, greb han en Kniv, tog sin Medhustru, skar
hende i tolv Stykker, Ledemod for Ledemod, og sendte Stykkerne
rundt i hele Israels Land;
30. og han gav de Mænd, han udsendte, den Befaling: "Således skal I
sige til alle Israels Mænd: Er sligt hidtil hændet, siden
Israelitterne drog op fra Ægypten? Overvej Sagen, hold Råd og
sig eders Mening!" Og enhver, som så det, sagde: "Sligt er ikke
hidtil hændet eller set, siden Israelitterne drog op fra
Ægypten!"
Dommer 20
1. Da rykkende alle Israelitterne ud, og Menigheden samledes som
een Mand fra Dan til Be'ersjeba for HERREN i Mizpa; også fra
Gileads Land kom de.
2. Alle Folkets Støtter, alle Israels Stammer indfandt sig i Guds
Folks Forsamling, 400000 Mand Fodfolk, væbnet med Sværd.
3. Benjaminiterne hørte, at Israelitterne var draget op til Mizpa.
Og Israelitterne sagde: "Fortæl dog, hvorledes denne Misgerning
gik for sig!"
4. Da tog Manden, Leviten, den myrdede Kvindes Mand, til Orde og
sagde: "Jeg og min Medhustru kom til Gibea i Benjamin for at
overnatte der.
5. Så rejste Gibeas Borgere sig imod mig og omringede mig om Natten
i Huset; mig vilde de dræbe, og min Medhustru skændede de, så at
hun døde.
6. Da tog jeg min Medhustru, skar hende i Stykker og sendte
Stykkerne rundt i hele Israels Arvelods Område, fordi de havde
begået grov Utugt og Skændselsdåd i Israel!
7. Nu er I her, alle Israelitter, sig nu eders Mening og kom med
eders Råd!"
8. Da rejste hele Folket sig som een Mand og sagde: "Ingen af os
vil vende hjem, ingen af os vil begive sig til sit Hus!
9. Men således vil vi handle med Gibea: Vi vil drage op imod det
efter Lodkastning,
10. og vi vil udtage ti Mænd af hundrede af alle Israels Stammer,
hundrede af tusind og tusind af titusind til at hente Fødemidler
til Folket, til dem, som er kommet for fuldt ud at gengælde
Gibea i Benjamin den Skændselsdåd, de har øvet i Israel!"
11. Derpå samlede alle Israels Mænd sig mod Byen, alle som een.
12. Og Israels Stammer sendte Mænd ud i hele Benjamins Stamme og lod
sige: "Hvad er det for en Misgerning, der er sket hos eder?
13. Udlever nu Mændene i Gibea, de Niddinger, for at vi kan dræbe
dem og skaffe Misgerningen bort fra Israel!" Men Benjaminiterne
vilde ikke høre deres Brødre Israelitternes Ord.
14. Og Benjaminiterne stævnede sammen fra deres Byer til Gibea for
at drage i Kamp mod Israelitterne.
15. Da Benjaminiterne fra Byerne mønstredes den bag, udgjorde de
25000 våbenføre Mænd, foruden dem af Gibeas Indbyggere, der
mønstredes, 700 udsøgte Krigere;
16. af alle disse Krigsfolk var 700 udvalgte Krigere kejthåndede; de
kunde alle slynge med Sten, så de ramte på et Hår uden at fejle.
17. Da Israels Mænd mønstredes, fraregnet Benjamin, udgjorde de
400000 våbenføre Mænd, der alle var Krigere.
18. De brød så op og drog til Betel og rådspurgte Gud; og
Israelitterne sagde: "Hvem af os skal først drage i Kamp mod
Benjaminiterne?" HERREN svarede: "Det skal Juda!"
19. Så brød Israelitterne op om Morgenen og slog Lejr uden for
Gibea.
20. Og Israels Mænd rykkede ud til Kamp imod Benjamin, og Israels
Mænd stillede sig op til Kamp imod dem for at angribe Gibea.
21. Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea og fældede den Dag
22000 Mand af Israel.
23. Da drog Israelitterne op til Betel og græd lige til Aften for
HERRENs Åsyn; og de adspurgte HERREN: "Skal jeg atter tage
Kampen op med min Broder Benjamins Sønner?" Og HERREN svarede:
"Drag op imod ham!"
22. Folket, Israels Mænd, tog sig da sammen og stillede sig atter op
til Kamp på samme Sted som den første Dag;
24. og Israelitterne rykkede Benjaminiterne på nært Hold den anden
Dag.
25. Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea for at møde dem den
anden Dag, og de fældede yderligere 18000 Mand af Israelitterne,
alle sammen våbenføre Mænd.
26. Så drog alle Israelitterne, hele Folket, op til Betel; og de
græd og sad der for HERRENs Åsyn og fastede den Dag lige til
Aften, og de ofrede Brændofre og Takofre for HERRENs Åsyn.
27. Derpå rådspurgte Israelitterne HERREN i de Dage var Guds Pagts
Ark der,
28. og Pinehas, en Søn af Arons Søn Eleazar, gjorde i de Dage
Tjeneste ved den - og de sagde: "Skal jeg atter drage i Kamp mod
min Broder Benjamins Sønner eller lade være?" HERREN svarede:
"Drag i Kamp, thi i Morgen giver jeg ham i din Hånd!"
29. Israelitterne lagde nu Baghold rundt om Gibea.
30. Og Israelitterne drog op mod Benjaminiterne på den tredje Dag og
stillede sig op til Angreb på Gibea ligesom de tidligere Gange.
31. Da nu Benjaminiterne gjorde Udfald mod Hæren, blev de afskåret
fra Byen og lokket ud på Vejene til Betel og Gibeon; til at
begynde med huggede de nogle al Folkene ned på åben Mark ligesom
de tidligere Gange, omtrent tredive Mand af Israel,
32. og Benjaminiterne tænkte nu: "Vi har slået dem ligesom før!"
Men Israelitterne sagde: Lad os flygte og således afskære dem
fra Byen og lokke dem ud på Vejene!"
33. Så brød alle Israels Mænd op fra deres Plads og stillede sig op
til Kamp i Ba'al-Tamar, medens Bagholdet brød op fra sin Plads
vesten for Geba.
34. Nu rykkede 10000 Mand, udvalgte Folk af hele Israel, frem for
Gibea, og Kampen blev hård; men de vidste ikke, at Ulykken var
ved at ramme dem.
35. Så slog HERREN Benjamin foran Israel, og Israelitterne fældede
den Dag 25100 Mand af Benjamin, alle våbenføre Mænd;
36. da indså Benjaminiterne, at de var slagne. Israelitterne trak
sig tilbage for Benjamin, idet de stolede på Bagholdet, de havde
lagt mod Gibea;
37. og Bagholdet kastede sig i en Fart over Gibea og drog frem og
huggede hele Byens Befolkning ned med Sværdet.
38. Der var truffet den Aftale mellem Israels Mænd og Bagholdet, at
de skulde lade en Røgsøjle stige op fra Byen.
39. Da Israels Mænd vendte om i Kampen, huggede Benjamin til at
begynde med henved tredive af Israels Mænd ned, thi de tænkte:
"Visselig, vi har slået dem ligesom i den forrige Kamp."
40. Da nu Søjlen, Røgstøtten, begyndte at stige op fra Byen, vendte
Benjamin sig om, og se, Røgen slog op mod Himmelen fra hele
Byen,
41. og samtidig vendte Israels Mænd om fra Flugten. Da blev
Benjamins Mænd forfærdede, thi de indså, at Ulykken havde ramt
dem;
42. og de gjorde omkring for Israels Mænd og flygtede ad Ørkenen
til.Men Kampen fortsattes i Hælene på dem. Og de fra Byerne
huggede ned for Fode iblandt dem;
43. de omringede Benjaminiterne og forfulgte dem, til de havde Geba
foran sig mod Øst.
44. Af Benjamin faldt 18000 Mand, lutter dygtige Krigere.
45. De gjorde omkring og flygtede og deres Forfølgere gjorde på
Vejene en Efterhøst på 5000 Mand: de forfulgte dem skarpt, til
de fik dem tilintetgjort, og huggede 2000 Mand ned af dem.
46. De, der faldt af Benjamin den Dag, var således i alt 25000
våbenføre Mænd, alle tapre Folk.
47. De gjorde omkring og flygtede ud i Ørkenen til Rimmons Klippe,
600 Mand stærke, og blev der i fire Måneder.
48. Men Israels Mænd vendte tilbage til Benjaminiterne og huggede
dem ned med Sværdet, både Mennesker og Kvæg, overhovedet alt.
hvad der var, og desuden stak de Ild på alle Byerne der.
Dommer 21
1. Men Israels Mænd havde i Mizpa aflagt den Ed: "Ingen af os vil
give en Benjaminit sin Datter til Ægte!"
2. Da nu Folket var kommet til Betel, sad de der lige til Aften for
Guds Åsyn og opløftede deres Røst, græd heftigt
3. og sagde: "Hvorfor, HERRE, Israels Gud, er dog dette hændet i
Israel, så at vi i Dag må savne en Stamme af Israel?"
4. Tidligt næste Morgen byggede Folket et Alter der og ofrede
Brændofre og Takofre.
5. Derpå sagde Israelitterne: "Hvem blandt alle Israels Stammer
undlod at drage op med Forsamlingen til HERREN?" Der var nemlig
svoret en dyr Ed på, at enhver, der undlod at drage op til
HERREN i Mizpa, skulde dø.
6. Men nu gjorde det Israelitterne ondt for deres Broder Benjamin,
og de sagde: "I Dag er en Stamme hugget af Israel!
7. Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem
Hustruer, eftersom vi har svoret ved HERREN, at vi ikke vil give
dem nogen af vore Døtre fil Ægte?"
8. Så spurgte de: "Er der måske en af Israels Stammer, der undlod
at drage op til HERREN i Mizpa?" Og se, der var ingen kommet til
Lejren, til Forsamlingen, fra Jabesj i Gilead.
9. Så blev Folket mønstret, og se, der var ingen af Indbyggerne fra
Jabesj i Gilead.
10. Da sendte Menigheden 12000 Mand af de tapreste Folk derhen med
den Befaling: "Drag hen og hug Indbyggerne i Jabesj i Gilead ned
med Sværdet tillige med deres Kvinder og Børn.
11. Således skal I bære eder ad: Alle af Mandkøn og alle Kvinder,
der har haft Omgang med Mænd, skal I lægge Band på!"
12. De fandt så hos Indbyggerne i Jabesj i Gilead 400 unge Piger,
der var Jomfruer og ikke havde haft Omgang med nogen Mand, og
dem førte de til Lejren i Silo i Kana'ans Land.
13. Derpå sendte hele Menigheden Sendebud hen for af underhandle med
Benjaminiterne, der befandt sig på Rimmons Klippe, og tilbyde
dem Fred.
14. På det Tidspunkt vendte Benjaminiterne så tilbage, og de gav dem
de Kvinder fra Jabesj i Gilead, som man havde ladet i Live. Men
de var ikke nok til dem.
15. Da gjorde det Folket ondt for Benjamin, fordi HERREN havde gjort
et Skår i Israels Stammer.
16. Og Menighedens Ældste sagde: "Hvad skal vi gøre for dem, der er
tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom alle Kvinder i
Benjamin er udryddet?"
17. Og de sagde: "Hvorledes kan der reddes en Rest af Benjamin, så
at ikke en Stamme i Israel går til Grunde?
18. Vi kan jo ikke give dem nogen af vore Døtre til Ægte!"
Israelitterne havde nemlig svoret og sagt: "Forbandet være den,
som giver Benjaminiterne en Hustru!"
19. Da sagde de: "Se, HERRENs Højtid fejres jo hvert År i Silo!"
Det ligger norden for Betel, østen for Vejen, der fører op fra
Betel til Sikem, og sønden for Lebona.
20. Og de bød Benjaminiterne: "Gå hen og læg eder på Lur i
Vingårdene!
21. Se så nøje til, og når de unge Kvinder fra Silo kommer ud for at
opføre deres Danse, skal I komme frem af Vingårdene og røve hver
sin Hustru af de unge Kvinder fra Silo og så drage hjem til
Benjamins Land!
22. Når så deres Fædre eller Brødre kommer for at gå i Rette med
eder, skal I sige til dem: Skån os, thi vi fik os ikke alle en
Hustru i Krigen! Det er jo ikke eder, der har givet os dem; i så
Fald vilde I have forbrudt eder!"
23. Det gjorde Benjaminiterne da, og de tog sig Hustruer af de
dansende Kvinder, som de røvede, een til hver; derpå vendte de
tilbage til deres Arvelod, opbyggede deres Byer og boede i dem.
24. Og samtidig drog Israelitterne derfra, hver til sin Stamme og
Slægt, og de gik derfra hver til sin Arvelod,
25. I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han
fandt for godt.
Rut
Rut 1
1. I Dommernes Dage blev der engang Hungersnød i Landet. Da drog en
Mand fra Betlehem i Juda til Moabiternes Land for at bo der som
fremmed med sin Hustru og sine to Sønner.
2. Manden bed Elimelek, hans Hustru No'omi og hans to Sønner Malon
og Hiljon, Efratiter fra Betlehem i Juda, og de kom til
Moabiternes Land og opholdt sig der.
3. Så døde Elimelek, No'omis Mand, og hun sad tilbage med sine to
Sønner.
4. De tog sig moabitiske Hustruer; den ene hed Orpa, den anden
Rut. Men da de havde boet der en halv Snes År,
5. døde også de to, Malon og Kiljon, så at Kvinden sad alene
tilbage efter sine to Sønner og sin Mand.
6. Da brød hun op med sine Sønnekoner for at vende hjem fra
Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at
HERREN havde set til sit Folk og givet dem Brød.
7. Så drog hun sammen med sine to Sønnekoner bort fra det Sted,
hvor hun havde opholdt sig, men på Hjemvejen til Judas Land
8. sagde No'omi til sine to Sønnekoner: "Vend nu tilbage hver til
sin Moders Hus! HERREN være barmhjertig imod eder, som I har
været imod de døde og mig;
9. HERREN give eder, at I må finde Ro, hver i sin Mands Hus!" Og
hun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt
10. og sagde til hende: "Nej! vi vil følge dig hjem til dit Folk!"
11. Men No'omi sagde: "Vend tilbage, mine Døtre! Hvorfor vil I drage
med mig? Bærer jeg endnu Sønner i mit Skød, som kan blive eders
Mænd?
12. Vend tilbage, mine Døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel til
at blive en Mands Hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnu
havde Håb, selv om jeg endnu i Nat tilhørte en Mand og virkelig
fødte Sønner,
13. skulde I så derfor vente, til de blev voksne? Skulde I derfor
stænge eder inde og leve ugifte? Nej, mine Døtre, det gør mig
såre ondt for eder, thi mig har HERRENs Hånd ramt!"
14. De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin
Svigermoder, men Rut klyngede sig til hende.
15. Da sagde hun: "Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk
og sin Gud; vend du også tilbage og følg din Svigerinde!"
16. Men Rut svarede: "Nød mig ikke til at forlade dig og vende
tilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du
tager Bolig, der vil jeg tage Bolig; dit Folk skal være mit
Folk, og din Gud skal være min Gud;
17. hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. HERREN ramme
mig både med det ene og det andet: Kun Døden skal skille os ad!"
18. Da No'omi så, at det var hendes faste Vilje at drage med
hende. holdt hun op at tale til hende derom,
19. og de drog da videre sammen, indtil de kom til Betlehem. Men da
de kom til Betlehem, blev der Røre i hele Byen, og Kvinderne
sagde: "Er det No'omi?"
20. Men hun sagde til dem: "Kald mig ikke No'omi; kald mig Mara",
thi den Almægtige har voldet mig megen bitter Smerte!
21. Rig drog jeg herfra, og fattig har HERREN ført mig tilbage.
Hvorfor kalder I mig No'omi, når HERREN har vidnet imod mig og
den Almægtige tilskikket mig Ulykke?"
22. Således vendte No'omi tilbage fra Moabiternes Land tillige med
sin Sønnekone, Moabiterinden Rut, og de kom til Betlehem først
på Byghøsten.
Rut 2
1. No'omi havde en Slægtning på sin Mands Side, en formuende Mand
af Elimeleks Slægt ved Navn Boaz.
2. En Dag sagde Moabiterinden Rut til No'omi: "Jeg vil gå ud i
Marken og sanke Aks efter den, for hvis Øjne jeg finder Nåde."
Hun svarede hende: "Ja, gør det, min Datter!"
3. Så gik hun hen og sankede Aks på Marken efter Høstfolkene; og
det traf sig, at Marken tilhørte Boaz, som var af Elimeleks
Slægt.
4. Boaz kom just gående fra Betlehem; han sagde da til Høstfolkene:
"HERREN være med eder!" Og de svarede: "HERREN velsigne dig!"
5. Derpå sagde Boaz til den Karl, som havde Opsyn med Høstfolkene:
"Hvor hører denne unge Kvinde hjemme?"
6. Karlen, som havde Opsyn med Høstfolkene, svarede: "Det er en
moabitisk Pige; det er hende, som fulgte med No'omi tilbage fra
Moab;
7. hun sagde: Lad mig få Lov at sanke og samle Aks blandt Negene
efter Høstfolkene! Så kom hun og har holdt ud lige fra i Morges
tidlig til nu uden at unde sig et Øjebliks Hvile."
8. Da sagde Boaz til Rut: "Hør, min Datter! Du skal ikke gå hen og
sanke Aks på nogen anden Mark! Nej, gå ikke herfra, men hold dig
til mine Piger her;
9. hold Øje med, hvor de høster på Marken, og gå bag efter. Jeg har
pålagt Karlene, at de ikke må fortrædige dig; og bliver du
tørstig, kan du gå hen til Karrene og drikke af det, Karlene
øser op!"
10. Da faldt hun på sit Ansigt, bøjede sig til Jorden og sagde til
ham: "Hvorledes har jeg fundet Nåde for dine Øjne, så du viser
mig Velvilje, skønt jeg er fremmed?"
11. Boaz svarede hende: "Man har fortalt mig alt, hvad du har været
for din Svigermoder efter din Mands Død, hvorledes du forlod din
Fader og din Moder og dit Fædreland for at drage til et Folk, du
ikke tidligere kendte;
12. HERREN gengælde dig, hvad du har gjort, og din Løn blive rigelig
fra HERREN, Israels Gud, under hvis Vinger du kom og søgte Ly!"
13. Hun sagde: "Så har jeg da fundet Nåde for dine Øjne, Herre,
siden du har trøstet mig og talt venligt til din Trælkvinde,
skønt jeg ikke er så meget som en af dine Trælkvinder!"
14. Ved Spisetid sagde Boaz til hende: "Kom herhen og spis med og
dyp din Bid i Eddiken!" Så satte hun sig hos Høstfolkene, og han
rakte hende så meget ristet Korn, at hun kunde spise sig mæt og
endda levne.
15. Da hun rejste sig for at sanke Aks, bød Boaz sine Karle: "Lad
hende også sanke mellem Negene og fornærm hende ikke;
16. I kan også trække nogle Aks ud af Knipperne til hende og lade
dem ligge, så hun kan sanke dem op, og I må ikke skænde på
hende!"
17. Så sankede hun Aks på Marken lige til Aften; og da hun tærskede,
hvad hun havde sanket, var det omtrent en Efa Byg.
18. Derpå tog hun det og gik til Byen, og hendes Svigermoder så,
hvad hun havde sanket; og Rut tog og gav hende, hvad hun havde
levnet efter at have spist sig mæt.
19. Da sagde hendes Svigermoder til hende: "Hvor har du sanket Aks i
Dag, hvor har du været? Velsignet være han, der viste dig
Velvilje!" Så fortalte hun sin Svigermoder, hvem hun havde været
hos, og sagde: "Den Mand, jeg var hos i Dag, hedder Boaz!"
20. Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "HERREN, som ikke har
unddraget de levende og døde sin Miskundhed, velsigne ham!" Og
No'omi sagde fremdeles til hende: "Den Mand er en nær Slægtning
af os; han er en af vore Løsere."
21. Moabiterinden Rut sagde: "Han sagde også til mig: Hold dig kun
til mine Folk, indtil de er helt færdige med min Høst!"
22. Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "Du gør ret, min Datter. i at
følge med hans Piger, at man ikke skal volde dig Men på en anden
Mark!"
23. Så holdt hun sig til Boazs Piger og sankede Aks der, indtil
Byghøsten og Hvedehøsten var til Ende; og hun blev boende hos
sin Svigermoder.
Rut 3
1. Men hendes Svigermoder No'omi sagde til hende: "Min Datter, skal
jeg ikke søge at skaffe dig et Hjem, hvor du kan få det godt?
2. Nu vel! Boaz, hvis Piger du var sammen med, er vor Slægtning;
se, han kaster i Nat Byg på Tærskepladsen;
3. tvæt dig nu og salv dig, tag dine Klæder på og gå ned på
Tærskepladsen; men lad ikke Manden mærke noget til dig, før han
er færdig med at spise og drikke;
4. når han da lægger sig, mærk dig så Stedet, hvor han lægger sig,
og gå hen og løft Kappen op ved hans Fødder og læg dig der, så
skal han nok sige dig, hvad du skal gøre!"
5. Hun svarede: "Jeg vil gøre alt. hvad du siger!"
6. Så gik hun ned på Tærskepladsen og gjorde alt, hvad hendes
Svigermoder havde pålagt hende.
7. Da Boaz havde spist og drukket og var vel tilpas, gik han hen og
lagde sig ved Korndyngen; så gik hun sagte hen og løftede Kappen
op ved hans Fødder og lagde sig der.
8. Ved Midnatstide blev Manden opskræmt og bøjede sig frem, og se,
da lå der en Kvinde ved hans Fødder.
9. Da sagde han: "Hvem er du?" Og hun svarede: "Jeg er Rut, din
Trælkvinde! Bred Fligen af din Kappe ud over din Trælkvinde; thi
du er Løser!"
10. Da sagde han: "HERREN velsigne dig, min Datter! Den Godhed, du
nu sidst har udvist, overgår den, du før udviste, at du nu ikke
er gået efter de unge Mænd, hverken fattige eller rige!"
11. Så frygt nu ikke, min Datter! Alt, hvad du siger, vil jeg gøre
imod dig; thi enhver i mit Folks Port ved, at du er en dygtig
Kvinde.
12. Det er rigtigt. at jeg er din Løser, men der er en anden, som er
nærmere end jeg.
13. Bliv nu her i Nat; og hvis han i Morgen vil løse dig, godt, så
lad ham gøre det; men er han uvillig til at løse dig, gør jeg
det, så sandt HERREN lever. Bliv kun liggende, til det bliver
Morgen!"
14. Så blev hun liggende ved hans Fødder til Morgen; men hun stod
op, før det ene Menneske endnu kunde kende det andet, thi han
tænkte: "Det må ikke rygtes, at en Kvinde er kommet ud på
Tærskepladsen!"
15. Derpå sagde han: "Tag og hold det Klæde frem, du har over dig!"
Og da hun holdt det frem, afmålte han seks Mål Byg og lagde det
på hende. Så gik hun ind i Byen.
16. Da hun kom til sin Svigermoder, sagde denne: "Hvorledes gik det,
min datter?" Så fortalte hun hende alt, hvad Manden havde gjort
imod hende,
17. og sagde; "Disse seks Mål Byg gav han mig med de Ord: Du skal
ikke komme tomhændet til din Svigermoder!"
18. Da sagde hun: "Hold dig nu rolig, min Datter, indtil du får at
vide, hvilket Udfald Sagen får; thi den Mand under sig ikke Ro,
før han får Sagen afgjort endnu i Dag!"
Rut 4
1. Boaz var imidlertid gået op til Byporten og havde sat sig der.
Og se, den Løser, Boaz havde talt om, kom netop forbi. Da
tiltalte han ham og sagde: "Kom og sæt dig her!" Da den anden
kom og satte sig,
2. fik han fat i ti af Byens Ældste og sagde: "Sæt eder her!" Og de
satte sig der.
3. Da sagde han til Løseren: "Den Marklod, som tilhørte vor
Slægtning Elimelek, vil No'omi, der er kommet tilbage fra Moab,
sælge.
4. Derfor tænkte jeg, at jeg vilde lade dig det vide og sige: Køb
den i Overværelse af dem, der sidder her, og mit Folks Ældste!
Vil du løse den, så gør det; men vil du ikke, så sig til, at jeg
kan vide det; thi der er ingen anden til at løse end du og
derefter jeg selv!" Han svarede: "Jeg vil løse den!"
5. Da sagde Boaz: "Men samtidig med at du køber Marken af No'omi,
køber du også Moabiterinden Rut, den afdødes Enke, for at rejse
den afdødes Navn over hans Arvelod!"
6. Da svarede Løseren: "Så kan jeg ikke blive Løser, da jeg derved
vilde skade min egen Arvelod. Løs du, hvad jeg skulde løse, thi
jeg kan ikke!"
7. Nu havde man i gamle Dage i Israel den Skik til Stadfæstelse af
Løsning og Byttehandel, at man trak sin Sko af og gav den anden
Part den; således blev en Sag vidnefast i Israel.
8. Idet nu Løseren sagde til Boaz: "Køb du den!" trak han derfor
sin Sko af.
9. Da sagde Boaz til de Ældste og alle dem, der var til Stede: "I
er i Dag Vidner på, at jeg køber alt, hvad der tilhørte
Elimelek, og alt, hvad der tilhørte Kiljon og Malon, af No'omi;
10. og tillige køber jeg mig Moabiterinden Rut, Malons Enke, til
Hustru for at rejse den afdødes Navn over hans Arvelod, at den
afdødes Navn ikke skal udslettes blandt hans Brødre og fra hans
Hjemstavns Port; I er Vidner i Dag!"
11. Da sagde alle Folkene, som var i Byporten, og de Ældste: "Vi er
Vidner! HERREN lade den Kvinde, der nu drager ind i dit Hus,
blive som Rakel og Lea, de to, der byggede Israels Hus. Bliv
mægtig i Efrata, og dit Navn vorde priset i Betlehem!
12. Måtte dit Hus blive som Perezs Hus, ham, Tamar fødte Juda, ved
de Efterkommere, HERREN giver dig af denne unge Kvinde!"
13. Så ægtede Boaz Rut, og hun blev hans Hustru; og da han gik ind
til hende, lod HERREN hende blive frugtsommelig, og hun fødte en
Søn.
14. Da sagde Kvinderne til No'omi: "Lovet være HERREN, som ikke lod
dig uden Løser i Dag, og hans Navn skal prises i Israel.
15. Han blive din Trøster og Forsørger i din Alderdom; thi din
Sønnekone, som viste dig Kærlighed, har født ham, hun, som er
dig mere værd end syv Sønner!"
16. Da tog No'omi Barnet i sin Favn, og hun blev dets Fostermoder.
17. Og Naboerskerne gav ham Navn, idet de sagde: "No'omi har fået en
Søn!" Og de kaldte ham Obed. Han blev Fader til Davids Fader
Isaj.
18. Dette er Perezs Slægtebog: Perez avlede Hezron,
19. Hezron avlede Ram, Ram avlede Amminadab,
20. Amminadab avlede Nahasjon, Nahasjon avlede Salmon,
21. Salmon avlede Boaz, Boaz avlede Obed,
22. Obed avlede Isaj, og Isaj avlede David.
1.Samuel
1.Samuel 1
1. Der var en Mand fra Ramatajim, en Zufit fra Efraims Bjerge ved
Navn Elkana, en Søn af Jerobam, en Søn af Elihu, en Søn af Tohu,
en Søn af Zuf, en Efraimit.
2. Han havde to Hustruer; den ene hed Hanna, den anden Peninna;
Peninna havde Børn, men Hanna ikke.
3. Denne Mand drog hvert År op fra sin By for at tilbede Hærskarers
HERRE og ofre til ham i Silo, hvor Elis to Sønner Hofni og
Pinehas Var Præster for HERREN.
4. En Dag ofrede nu Elkana han plejede at give sin Hustru Peninna
og alle hendes Sønner og Døtre flere Dele,
5. men skønt han elskede Hanna, gav han hende kun een Del, fordi
HERREN havde tillukket hendes Moderliv;
6. hendes Medbejlerske tilføjede hende også grove Krænkelser for
den Skam, at HERREN havde tillukket hendes Moderliv.
7. Således gik det År efter År: hver Gang de drog op til HERRENs
Hus, krænkede hun hende således så skete det, at hun græd og
ikke vilde spise.
8. Da sagde hendes Mand Elkana til hende: "Hanna, hvorfor græder
du, og hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du mismodig? Er jeg
dig ikke mere værd end ti Sønner?"
9. Men da de havde holdt Måltid i Silo, stod Hanna op og trådte hen
for HERRENs Åsyn, medens Præsten Eli sad på sin Stol ved en af
Dørstolperne i HERRENs Hus;
10. og i sin Vånde bad hun under heftig Gråd til HERREN
11. og aflagde det Løfte: "Hærskarers HERRE! Hvis du vil se til din
Tjenerindes Nød og komme mig i Hu og ikke glemme din Tjenerinde,
men give din Tjenerinde en Søn, så vil jeg give ham til HERREN
alle hans Levedage, og ingen Ragekniv skal komme på hans Hoved!"
12. Således bad hun længe for HERRENs Åsyn, og Eli iagttog hendes
Mund;
13. men da Hanna talte ved sig selv, så kun hendes Læber bevægede
sig, og hendes Stemme ikke kunde høres, troede Eli, at hun var
beruset,
14. og sagde til hende: "Hvor længe vil du gå og være drukken? Se at
komme af med din Rus!"
15. Men Hanna svarede: "Nej, Herre! Jeg er en hårdt prøvet Kvinde;
Vin og stærk Drik har jeg ikke drukket; jeg udøste kun min Sjæl
for HERRENs Åsyn.
16. Regn ikke din Trælkvinde for en dårlig Kvinde! Nej, hele Tiden
har jeg talt ud af min dybe Kummer og Kvide!"
17. Eli svarede: "Gå bort i Fred! Israels Gud vil give dig, hvad du
har bedt ham om!"
18. Da sagde hun: "Måtte din Trælkvinde finde Nåde for dine Øjne!"
Så gik Kvinden sin Vej , og hun spiste og så ikke længer
forgræmmet ud.
19. Næste Morgen stod de tidligt op og kastede sig ned for HERRENs
Åsyn; og så vendte de tilbage og kom hjem til deres Hus i Rama.
Og Elkana kendte sin Hustru Hanna, og HERREN kom hende i Hu;
20. og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn Året efter og gav ham
Navnet Samuel; "thi," sagde hun, "jeg har bedt mig ham til hos
HERREN!"
21. Da Elkana nu med hele sit Hus drog op for at bringe HERREN det
årlige Offer og sit Løfteoffer,
22. drog Hanna ikke med; thi hun sagde til sin Mand: "Jeg vil vente,
til Drengen er vænnet fra, så vil jeg bringe ham derhen, for at
han kan stedes for HERRENs Åsyn og blive der for stedse!"
23. Da sagde hendes Mand Elkana til hende : "Gør, som du synes!
Bliv her, indtil du har vænnet ham fra! Måtte HERREN kun gøre
dit Ord til Virkelighed!" Så blev Kvinden hjemme og ammede sin
Søn, indtil hun vænnede ham fra.
24. Men da hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med, desuden en
treårs Tyr, en Efa Mel og en Dunk Vin, og hun kom til HERRENs
Hus i Silo og havde Drengen med.
25. Da nu Tyren var slagtet, kom Drengens Moder til Eli
26. og sagde: "Hør mig, Herre! Så sandt du lever, Herre, jeg er den
Kvinde, som stod her ved din Side og bad til HERREN.
27. Om denne Dreng bad jeg, og HERREN gav mig, hvad jeg bad ham om.
28. Derfor vil jeg også overlade ham til HERREN; hele sit Liv skal
han være overladt til HERREN!" Og hun lod ham blive der for
HERRENs Åsyn.
1.Samuel 2
1. Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte jubler over HERREN, mit Horn
er løftet ved min Gud, min Mund vidt opladt mod mine Fjender,
jeg glæder mig over din Frelse.
2. Der er ingen Hellig som HERREN, nej, der er ingen uden dig, der
er ingen Klippe som vor Gud
3. Vær varsomme med eders store Ord, Frækhed undslippe ej eders
Mund! Thi en vidende Gud er HERREN, og Gerninger vejes af ham.
4. Heltes Bue er brudt, men segnende omgjorder sig med Kraft;
5. mætte lader sig leje for Brød, men sultnes Slid hører op; den
ufrugtbare føder syv, men den med de mange vansmægter.
6. HERREN døder, gør levende, fører ned i Dødsriget og fører op;
7. HERREN gør fattig, gør rig, han nedbøjer
8. han rejser ringe af Støvet, af Skarnet løfter han fattige for at
bænke og give dem Ærespladsen. Thi HERRENs er Jordens Søjler,
Jorderig bygged han på dem
9. Han vogter sine frommes Skridt, men gudløse omkommer i Mørket;
thi ingen vinder Sejr ved egen kraft.
10. HERREN - hans Fjender forfærdes, den Højeste tordner i Himmelen,
HERREN dømmer den vide Jord! Han skænker sin Konge Kraft, løfter
sin Salvedes Horn!
11. Så drog hun til Rama, men Drengen gjorde Tjeneste for HERREN
under Præsten Elis Tilsyn.
12. Men Elis Sønner var Niddinger; de ænsede hverken HERREN
13. eller Præstens Ret over for Folket. Hver Gang en Mand bragte et
Slagtoffer, kom Præstens Tjener, medens Kødet kogte, med en
tregrenet Gaffel i Hånden
14. og stak den ned i Karret, Krukken, Kedelen eller Gryden, og alt,
hvad Gaffelen fik med op, tog Præsten for sin Del. Således bar
de sig ad over for alle de Israelitter, som kom til Silo for at
ofre der.
15. Eller også kom Præstens Tjener, før de bragte Fedtet som
Røgoffer, og sagde til Manden, som ofrede: "Giv Præsten Kød til
at stege; han tager ikke mod kogt Kød af dig, kun råt!"
16. Sagde Manden nu til ham: "Først må Fedtet bringes som Røgoffer,
bagefter kan du tage så meget, du lyster!" svarede han: "Nej,
giv mig det nu, ellers tager jeg det med Magt!"
17. Og de unge Mænds Synd var såre stor for HERRENs Åsyn, idet de
viste Ringeagt for HERRENs Offergaver.
18. Imidlertid gjorde Samuel Tjeneste for HERRENs Åsyn; og Drengen
var iført en linned Efod.
19. Hans Moder lavede hvert År en lille Kappe til ham og bragte ham
den, når hun drog op med sin Mand for at ofre det årlige Offer.
20. Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru og sagde: "HERREN give
dig Afkom af denne Kvinde til Gengæld for ham, hun overlod
HERREN!" Så gik de hjem igen.
21. Og HERREN så til Hanna, og hun blev frugtsommelig og fødte tre
Sønner og to Døtre. Men Drengen Samuel voksede op hos HERREN.
22. Eli var meget gammel, og da han hørte, hvorledes hans Sønner
behandlede hele Israel, og at de lå hos Kvinderne, som gjorde
Tjeneste ved Indgangen til Åbenbaringsteltet,
23. sagde han til dem: "Hvorfor gør I sådanne Ting, som jeg hører
alt Folket tale om?
24. Bær eder dog ikke således ad, mine Sønner! Thi det er ikke noget
godt Rygte, jeg hører gå fra Mund til Mund i HERRENs Folk.
25. Når en Mand synder mod en anden, dømmer Gud dem imellem; men
synder en Mand mod HERREN, hvem kan da optræde som Dommer til
Gunst for ham?" Men de brød sig ikke om deres Faders Advarsel,
thi HERREN vilde deres Død.
26. Men Drengen Samuel voksede til og gik stadig frem i Yndest både
hos HERREN og Mennesker.
27. Da kom en Guds Mand til Eli og sagde: Så siger HERREN: "Se, jeg
åbenbarede mig for dit Fædrenehus, dengang de var Trælle for
Faraos Hus i Ægypten,
28. og jeg udvalgte det af alle Israels Stammer til at gøre
Præstetjeneste for mig, til at træde op på mit Alter for at
tænde Offerild og til at bære Efod for mit Åsyn; og jeg tildelte
dit Fædrenehus alle Israeliternes Ildofre.
29. Hvor kan du da se ondt til mit Slagtoffer og Afgrødeoffer, som
jeg har påbudt, og ære dine Sønner fremfor mig, idet l gør eder
tilgode med det bedste at alle mit Folk Israels Offergaver!
30. Derfor lyder det fra HERREN, Israels Gud: Vel har jeg sagt, at
dit Hus og dit Fædrenehus for stedse skulde færdes for mit Åsyn;
men nu, lyder det fra HERREN, være det langt fra mig! Nej, dem,
som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal
beskæmmes.
31. Se, den Tid skal komme, da jeg, afhugger din og dit Fædrenehus's
Arm, så ingen i dit Hus skal blive gammel;
32. og du skal se ondt til alt det gode, HERREN gør mod Israel, og
ingen Sinde skal nogen i din Slægt blive gammel.
33. Kun en eneste af din Slægt vil jeg undlade at bortrydde fra mit
Alter for at lade hans Øjne hentæres og hans Sjæl vansmægte: men
alle de andre i din Slægt skal dø for Menneskers Sværd.
34. Og det Tegn, du får derpå, skal være det, der overgår dine to
Sønner Hofni og Pinehas: På een Dag skal de begge dø.
35. Men jeg vil udvælge mig en trofast Præst; han skal handle efter
mit Hjerte og mit Sind, og ham vil jeg bygge et varigt Hus, så
han altid skal færdes for min Salvedes Åsyn.
36. Da skal enhver, som er tilbage af din Slægt, komme og kaste sig
til Jorden for ham for at få en Skilling eller en Skive Brød, og
han skal sige: Und mig dog Plads ved et af dine Præsteskaber,
for at jeg kan have en Bid Brød at spise!"
1.Samuel 3
1. Den unge Samuel gjorde så Tjeneste for HERREN under Elis
Tilsyn. HERRENs Ord var sparsomt i de Dage, et Syn var sjældent.
2. Ved den Tid - engang da Eli, hvis Øjne var begyndt at blive
svage, så han ikke kunde se, lå på sin vante Plads,
3. og Guds Lampe endnu ikke var gået ud, og Samuel lå og sov i
HERRENs Helligdom, hvor Guds Ark stod -
4. kaldte HERREN: "Samuel, Samuel!" Han svarede: "Her er jeg!"
5. Og han løb hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!"
Men han sagde: "Jeg kaldte ikke; læg dig kun hen igen!" Og han
gik hen og lagde sig.
6. Da kaldte HERREN atter: "Samuel, Samuel!" Og han gik hen til Eli
og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jeg
kaldte ikke, min Søn; læg dig kun hen igen!"
7. Samuel havde nemlig endnu ikke lært HERREN at kende, og HERRENs
Ord var endnu ikke åbenbaret ham.
8. Da kaldte HERREN atter for tredje Gang på Samuel, og han stod
op, gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Så
skønnede Eli, at det var HERREN, der kaldte på Drengen.
9. Og Eli sagde til Samuel: "Læg dig hen igen, og hvis han kalder
på dig, så sig: Tal, HERRE, din Tjener hører!" Så gik Samuel hen
og lagde sig på sin Plads.
10. Da kom HERREN og trådte hen til ham og kaldte ligesom de forrige
Gange: "Samuel, Samuel!" Og Samuel svarede: "Tal, din Tjener
hører!"
11. Så sagde HERREN til Samuel: "Se, jeg vil lade noget ske i
Israel, som skal få det til at ringe for begge Ører på enhver,
som hører derom.
12. På den Dag vil jeg lade alt, hvad jeg har talt om Elis Slægt,
opfyldes på ham, alt fra først til sidst.
13. Du skal kundgøre ham, at jeg har dømt hans Slægt for evigt,
fordi han vidste, at hans Sønner ringeagtede Gud, og dog ikke
talte dem alvorligt til.
14. Derfor har jeg svoret over Elis Hus: Visselig, Elis Hus's Brøde
skal aldrig i Evighed sones ved Slagtofre eller Afgrødeofre!"
15. Samuel blev nu liggende til Morgen, og tidligt næste Morgen
åbnede han Døren til HERRENs Hus; men Samuel turde ikke omtale
Synet for Eli.
16. Da kaldte Eli på Samuel og sagde: "Min Søn Samuel!" Han svarede:
"Her er jeg!"
17. Da sagde han: "Hvad var det,han sagde til dig? Dølg det ikke for
mig! Gud ramme dig både med det ene og det andet, hvis du dølger
noget af, hvad han sagde!"
18. Så fortalte Samuel ham det hele uden at dølge noget. Da sagde
han: "Han er HERREN; han gøre,hvad ham tykkes bedst!"
19. Samuel voksede nu til og HERREN var med ham og lod ikke et
eneste af sine Ord falde til Jorden.
20. Og hele Israel fra Dan til Be'ersjeba forstod, at Samuel
virkelig var kaldet til HERRENs Profet.
21. Og HERREN vedblev at lade sig til Syne i Silo; thi HERREN
åbenbarede sig for Samuel. 4,1 Og Samuels Ord nåede ud til hele
Israel.
1.Samuel 4
1. Og Israel rykkede ud til Kamp imod Filisterne og lejrede sig ved
Eben-Ezer, medens Filisterne lejrede sig ved Afek.
2. Filisterne stillede sig op til Kamp mod Israel, og Kampen blev
hed; Israel blev slået af Filisterne, og de dræbte i Slaget på
åben Mark omtrent 4OOO Mand.
3. Da Folket kom tilbage til Lejren, sagde Israels Ældste: "Hvorfor
lod HERREN os i Dag bukke under for Filisterne? Lad os hente vor
Guds Ark i Silo, for at han kan være i vor Midte og fri os af
vore Fjenders Hånd!"
4. Så sendte Folket Bud til Silo og hentede Hærskarers HERREs Pagts
Ark, han, som troner over Keruberne; og Elis to Sønner Hofni og
Pinehas fulgte med Guds Pagts Ark.
5. Da nu HERRENs Pagts Ark kom til Lejren, brød hele Israel ud i et
vældigt Jubelråb, så Jorden rystede derved.
6. Og da Filisterne hørte Jubelråbet, sagde de: "Hvad er det for et
vældigt Jubelråb i Hebræernes Lejr?" Og de fik at vide, at
HERRENs Ark var kommet til Lejren.
7. Da blev Filisterne bange, thi de tænkte: "Gud er kommet i
Lejren!" Og de sagde: "Ve os! Sligt er ikke hændet før!
8. Ve os! Hvem skal fri os af denne vældige Guds Hånd? Det er den
Gud, som slog Ægypterne med alle Hånde Plager og Pest.
9. Tag eder nu sammen og vær Mænd, Filistere, for at I ikke skal
komme til at trælle for Hebræerne, som de har trællet for eder;
vær Mænd og kæmp!"
10. Så begyndte Filisterne Kampen, og Israel blev slået, og de
flygtede hver til sit; Nederlaget blev meget stort; der faldt
30000 Mand af det israelitiske Fodfolk,
11. Guds Ark blev gjort til Bytte, og Elis to Sønner Hofni og
Pinehas faldt.
12. En Benjaminit løb bort fra Slaget og nåede samme Dag til Silo
med sønderrevne Klæder og Jord på sit Hoved.
13. Da han kom derhen, se, da sad Eli på sin Stol ved Porten og
spejdede hen ad Vejen; thi hans Hjerte var uroligt for Guds Ark.
Da Manden så kom ind i Byen og fortalte det, opløftede hele Byen
et Skrig,
14. og Eli hørte Skriget og sagde: "Hvad er det for en Larm?" Og
Manden skyndte sig hen og fortalte Eli det.
15. Men Eli var otte og halvfemsindstyve År gammel, og hans Øjne var
blevet sløve, så han ikke kunde se.
16. Og Manden sagde til Eli: "Det er mig, som kommer fra Slaget; jeg
flygtede fra Slaget i Dag!" Da spurgte han: "Hvorledes er det
gået, min Søn?"
17. Og Budbringeren svarede: "Israel flygtede for Filisterne, og
Folket led et stort Nederlag; også begge dine Sønner Hofni og
Pinehas er faldet, og Guds Ark er taget!"
18. Og da han nævnede Guds Ark, faldt Eli baglæns ned af Stolen ved
Siden af Porten og brækkede Halsen og døde; thi Manden var
gammel og tung. Han havde været Dommer for Israel i fyrretyve
År.
19. Men da hans Sønnekone, Pinehas's Hustru, der var højt
frugtsommelig, hørte Efterretningen om, at Guds Ark var taget,
og at hendes Svigerfader og hendes Mand var døde, sank hun om og
fødte, thi Veerne kom over hende.
20. Da hun lå på sit yderste, sagde de omstående Kvinder: "Frygt
ikke, du har født en Søn!" Men hun svarede ikke og ænsede det
ikke.
21. Og hun kaldte drengen Ikabod, idet hun sagde: "Borte er Israels
Herlighed!" Dermed hentydede hun til, at Guds Ark var taget, og
til sin Svigerfader og sin Mand.
22. Hun sagde: "Borte er Israels Herlighed, thi Guds Ark er taget!"
1.Samuel 5
1. Filisterne tog da Guds Ark og bragte den fra Eben Ezer til
Asdod.
2. Og Filisterne tog Guds Ark og bragte den ind i Dagons Hus og
stillede den ved Siden af Dagon.
3. Men tidligt næste Morgen, da Asdoditerne gik ind i Dagons Hus,
se, da var Dagon faldet næsegrus til Jorden foran HERRENs
Ark. De tog da Dagon og stillede ham på Plads igen.
4. Men da de kom tidligt næste Morgen, se, da var Dagon faldet
næsegrus til Jorden foran HERRENs Ark; Hovedet og begge Hænder
var slået af og lå på Tærskelen; kun Kroppen var tilbage af ham.
5. Derfor undgår Dagons Præster og alle, som går ind i dagons Hus,
endnu den Dag i Dag at træde på Dagons Tærskel i Asdod.
6. Og HERRENs Hånd lå tungt på Asdoditerne; han bragte Fordærvelse
over dem, og med Pestbylder slog han Asdod og Egnen der omkring.
7. Da Asdoditerne skønnede, hvorledes det hang sammen, sagde de:
"Israels Guds Ark må ikke blive hos os, thi hans Hånd tager
hårdt på os og på Dagon, vor Gud!"
8. De sendte da Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne sammen hos sig
og sagde: "Hvad skal vi gøre med Israels Guds Ark?" De svarede:
"Israels Guds Ark skal flyttes til Gat!" Så flyttede de Israels
Guds Ark;
9. men efter at de havde flyttet den derhen, ramte HERRENs Hånd
Byen, så de grebes af stor Rædsel; og han slog Indbyggerne i
Byen, små og store, så der brød Pestbylder ud på dem.
10. De sendte da Guds Ark til Ekron; men da Guds Ark kom til Ekron,
råbte Ekroniterne: "De har flyttet Israels Guds Ark over til mig
for at bringe Død over mig og mit Folk!"
11. Og de sendte Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne sammen og
sagde: "Send Israels Guds Ark bort og lad den komme hen igen,
hvor den har hjemme, for at den ikke skal bringe Død over mig og
mit folk!"Thi der var kommet Dødsangst over hele Byen, Guds Hånd
lå såre tungt på den.
12. De Mænd, som ikke døde, blev slået med Pestbylder, så at
Klageråbet fra Byen nåede op til Himmelen.
1.Samuel 6
1. Efter at HERREN Ark havde været i Filisternes Land syv Måneder,
2. lod Filisterne Præsterne og Sandsigerne kalde og sagde: "Hvad
skal vi gøre med HERRENs Ark? Lad os få at vide, hvorledes vi
skal bære os ad, når vi sender den hen, hvor den har hjemme!"
3. De svarede: "Når I sender Israels Guds Ark tilbage, må I ikke
sende den bort uden Gave; men I skal give den en Sonegave med
tilbage; så bliver I raske og skal få at vide, hvorfor hans Hånd
ikke vil vige fra eder!"
4. De spurgte da: "Hvilken Sonegave skal vi give den med tilbage?"
Og de sagde: "Fem Guldbylder og fem Guldmus svarende til Tallet
på Filisterfyrsterne; thi det er en og samme Plage, der har ramt
eder og eders Fyrster;
5. I skal eftergøre eders Bylder og Musene, som hærger eders Land,
og således give Israels Gud Æren; måske vil han da tage sin Hånd
bort fra eder, eders Gud og eders Land.
6. Hvorfor vil I forhærde eders Hjerte, som Ægypterne og Farao
forhærdede deres Hjerte? Da han viste dem sin Magt, måtte de da
ikke lade dem rejse, så de kunde drage af Sted?
7. Tag derfor og lav en ny Vogn og tag to diegivende Køer, som ikke
har båret Åg, spænd Køerne for Vognen og tag Kalvene fra dem og
driv dem hjem;
8. tag så HERRENs Ark og sæt den på Vognen, læg de Guldting, I
giver den med i Sonegave, i et Skrin ved Siden af og send den så
af Sted.
9. Læg siden Mærke til, om den tager Vejen hjem ad Bet-Sjemesj til,
thi så er det ham, som har voldt os denne store Ulykke; i modsat
Fald ved vi, at det ikke var hans Hånd, som ramte os, men at det
var en Hændelse!"
10. Mændene gjorde da således; de tog to diegivende Køer og spændte
dem for Vognen, men Kalvene lukkede de inde i Stalden.
11. Derpå satte de HERRENs Ark på Vognen tillige med Skrinet med
Guldmusene og Bylderne.
12. Men Køerne gik den slagne Vej ad Bet-Sjemesj til; under
ustandselig Brølen fulgte de stadig den samme Vej uden at bøje
af til højre eller venstre, og Filisterfyrsterne fulgte med dem
til Bet-Sjemesj's Landemærke.
13. Da Bet-Sjemesjiterne, der var ved at høste Hvede i Dalen, så op
og fik Øje på Arken, løb de den glade i Møde;
14. og da Vognen var kommet til Bet-Sjemesjiten Jehosjuas Mark,
standsede den. Der lå en stor Sten; de huggede da Træet af
Vognen i Stykker og ofrede Køerne som Brændoffer til HERREN.
15. Og Leviterne løftede HERRENs Ark ned tillige med Skrinet med
Guldtingene, der stod ved Siden af, og satte den på den store
Sten, og Mændene i Bet-Sjemesj bragte den Dag Brændofre og
ofrede Slagtofre til HERREN.
16. Da de fem Filisterfyrster havde set det, vendte de ufortøvet
tilbage til Ekron.
17. Dette er de Guldbylder, Filisterne lod følge med i Sonegave til
HERREN: For Asdod een, for Gaza een, for Askalon een, for Gat
een og for Ekron een.
18. Guldmusene svarede til Tallet på alle Filisterbyerne, der
tilhørte de fem Fyrster, både de befæstede Byer og Landsbyerne.
Vidne derom er den Dag i Dag den store Sten på Bet-Sjemesjifen
Jehosjuas Mark, hvorpå de satte HERRENs Ark.
19. Men Jekonjas Efterkommere havde ikke taget Del i
Bet-Sjemesjiternes Glæde over at se HERRENs Ark; derfor
ihjelslog han halvfjerdsindstyve Mænd iblandt dem. Da sørgede
Folket, fordi HERREN havde slået så mange af dem ihjel;
20. og Bet-Sjemesjiterne sagde:"Hvem kan bestå for HERRENs, denne
hellige Guds, Åsyn? Og hvor vil han drage hen fra os?"
21. Og de sendte Bud til Indbyggerne i Kirjat-Jearim og lod sige:
"Filisterne har sendt HERRENs Ark tilbage. Kom herned og hent
den op til eder!" 7-1. Da kom Mændene fra Kirjat-Jearim og
hentede HERRENs Ark op til sig og bragte den til Abinadabs Hus
på Højen; og hans Søn El'azar helligede de til at vogte HERRENs
Ark.
1.Samuel 7
2. Fra den Dag Arken fik sin Plads i Kirjat Jerim gik der lang Tid;
der gik tyve År, og hele Israels Hus sukkede efter HERREN.
3. Da sagde Samuel til hele Israels Hus: "Hvis I vil omvende eder
til HERREN af hele eders Hjerte, skil eder så af med de fremmede
Guder og Astarterne; vend eders Hu til HERREN og dyrk ham alene,
så vil han fri eder af Filisternes Hånd!"
4. Derpå skilte Israeliterne sig af, med Ba'alerne og Astarterne og
dyrkede HERREN alene.
5. Da sagde Samuel: "Kald hele Israel sammen i Mizpa, så vil jeg
bede til HERREN for eder!"
6. Så samlede de sig i Mizpa og øste Vand og udgød det for HERRENs
Åsyn, og de fastede den Dag og sagde der: "Vi har syndet mod
HERREN!" Derpå dømte Samuel Israeliterne i Mizpa.
7. Da Filisterne hørte, at Israeliterne havde samlet sig i Mizpa,
drog Filisterfyrsterne op imod Israel; og da Israeliterne hørte
det, blev de bange for Filisterne.
8. Og Israeliterne sagde til Samuel: "Hold ikke op med at råbe til
HERREN vor Gud, at han må frelse os af Filisternes Hånd!"
9. Da tog Samuel et diende Lam og bragte HERREN det som Brændoffer,
som Heloffer; og Samuel råbte til HERREN for Israel, og HERREN
bønhørte ham.
10. Medens Samuel var i Færd med at bringe Brændofferet, rykkede
Filisterne frem til Kamp mod Israel,men HERREN sendte den Dag et
vældigt Tordenvejr over Filisterne og bragte dem i Uorden, så de
blev slået af Israel;
11. og Israels Mænd rykkede ud fra Mizpa, satte efter Filisterne og
huggede dem ned lige til neden for Bet-Kar.
12. Derpå tog Samuel en Sten og stillede den op mellem Mizpa og
Jesjana; og han kaldte den Eben-Ezer, idet han sagde: "Hidtil
har HERREN hjulpet os!"
13. Således bukkede filisterne under, og de faldt ikke mere ind i
Israels Land, men HERRENs Hånd lå tungt på Filisterne, så længe
Samuel levede.
14. De Byer, Filisterne havde taget, fik Israel tilbage, fra Ekron
til Gat; også Landet der omkring frarev Israeliterne Filisterne;
og der var Fred mellem Israel og Amoriterne.
15. Samuel var Dommer i Israel, så længe han levede;
16. han plejede årlig at drage rundt til Betel, Gilgal og Mizpa og
dømme Israeliterne på alle disse Steder;
17. derefter kom han hjem til Rama; thi der havde han sit Hjem, og
der dømte han Israel. Og han byggede HERREN et Alter der.
1.Samuel 8
1. Da Samuel var blevet gammel, satte han sine Sønner til Dommere
over Israel;
2. hans førstefødte Søn hed Joel og hans anden Søn Abija; de dømte
i Be'ersjeba.
3. Men hans Sønner vandrede ikke i hans Spor; de lod sig lede af
egen Fordel, tog imod Bestikkelse og bøjede Retten.
4. Da kom alle Israels Ældste sammen og begav sig til Samuel i Rama
5. og sagde til ham: "Se, du er blevet gammel, og dine Sønner
vandrer ikke i dit Spor. Sæt derfor en Konge over os til at
dømme os, ligesom alle de andre Folk har det!"
6. Men det vakte Samuels Mishag, at de sagde: "Giv os en Konge, som
kan dømme os!" Og Samuel bad til HERREN.
7. Da sagde HERREN til Samuel: "Ret dig i et og alt efter, hvad
Folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de
vrager som deres Konge.
8. Ganske som de har handlet imod mig, lige siden jeg førte dem ud
af Ægypten og indtil denne Dag, idet de forlod mig og dyrkede
andre Guder, således handler de også imod dig.
9. Men ret dig nu efter dem; dog skal du indtrængende advare dem og
lade dem vide, hvad Ret den Konge skal have, som skal herske
over dem!"
10. Så forebragte Samuel Folket, som krævede en Konge af ham, alle
HERRENs Ord
11. og sagde: "Denne Ret skal den Konge have, som skal herske over
eder: Eders Sønner skal han tage og sætte ved sin Vogn og sine
Heste, så de må løbe foran hans Vogn,
12. og sætte dem til Tusindførere og Halvhundredførere og til at
pløje og høste for ham og lave hans Krigsredskaber og Vogntøj.
13. Eders Døtre skal han tage til at blande Salver, koge og bage.
14. De bedste af eders Marker, Vingårde og Oliventræer skal han tage
og give sine Folk.
15. Af eders Sæd og Vinhøst skal han tage Tiende og give sine
Hofmænd og Tjenere.
16. De bedste af eders Trælle og Trælkvinder, det bedste af eders
Hornkvæg og Æsler skal han tage og bruge til sit eget Arbejde.
17. Af eders Småkvæg skal han tage Tiende; og I selv skal blive hans
Trælle.
18. Og når l da til den Tid klager over eders Konge, som I har valgt
eder, så vil HERREN ikke bønhøre eder!"
19. Folket vilde dog ikke rette sig efter Samuel, men sagde: "Nej,
en Konge vil vi have over os,
20. vi vil have det som alle de andre Folk; vor Konge skal dømme os
og drage ud i Spidsen for os og føre vore Krige!"
21. Da Samuel havde hørt alle Folkets Ord. forebragte han HERREN
dem;
22. og HERREN sagde til Samuel: "Ret dig efter dem og sæt en Konge
over dem!" Da sagde Samuel til Israels Mænd: "Gå hjem, hver til
sin By!"
1.Samuel 9
1. I Benjamin var der en Mand ved Navn Kisj, en Søn af Abiel, en
Søn af Zeror, en Søn af Bekorat, en Søn af Afia, en Benjaminit,
en formuende Mand.
2. Han havde en Søn ved Navn Saul, statelig og smuk, ingen blandt
Israeliterne var smukkere end han; han var et Hoved højere end
alt Folket.
3. Engang var nogle af Sauls Fader Kisjs Æsler blevet borte, og
Kisj sagde da til sin Søn Saul: "Tag en af Karlene med og gå ud
og søg efter Æslerne!"
4. De gik så først gennem Efraims Bjerge og Sjalisja egnen, men
fandt dem ikke; derefter gik de gennem Sja'alimegnen, men der
var de heller ikke; derpå gik de gennem Benjamins Land, men
fandt dem ikke.
5. Da de kom til Zufegnen, sagde Saul til Karlen, som var med ham:
"Kom, lad os vende hjem, for at min Fader ikke skal holde op med
at tænke på Æslerne og i Stedet blive urolig for os!"
6. Men han svarede ham: "Se, i Byen der bor en Guds Mand, en anset
Mand; hvad han siger, sker altid. Lad os nu gå derhen, måske kan
han give os Besked angående det, vi går om."
7. Da sagde Saul til Karlen: "Ja, lad os gå derhen! Men hvad skal
vi give Manden? Thi vi har ikke mere Brød i vore Tasker, og
nogen Gave har vi ikke at give den Guds Mand. Hvad har vi?"
8. Karlen svarede atter Saul: "Se, jeg har en kvart Sekel Sølv, den
kan du give den Guds Mand; så siger han os nok Besked om det, vi
går om."
9. Fordum sagde man i Israel, når man gik hen for at rådspørge Gud:
"Kom, lad os gå til Seeren!" Thi hvad man nu til Dags kalder en
Profet, kaldte man fordum en Seer.
10. Da sagde Saul til Karlen: "Du har Ret! Kom, lad os gå derhen!"
Så gik de hen til Byen, hvor den Guds Mand boede.
11. Som de nu gik ad Vejen op til Byen, traf de nogle unge Piger,
der gik ud for at øse Vand, og de spurgte dem: "Er Seeren her?"
12. De svarede dem: "Ja, han er foran; han kom til Byen lige nu.
Folket ofrer nemlig i Dag et Slagtoffer på Offerhøjen.
13. Når I blot går ind i Byen, kan I træffe ham, før han går op på
Offerhøjen til Måltidet; thi Folket spiser ikke, før han kommer,
da han skal velsigne Slagtofferet; så først spiser de indbudne.
Gå nu op til Byen, thi netop nu kan I træffe ham!"
14. De gik så op til Byen; og som de gik ind igennem Porten, kom
Samuel gående imod dem på Vej op til Offerhøjen.
15. HERREN havde Dagen før Sauls Komme åbnet Samuels Øre og sagt:
16. "I Morgen ved denne Tid sender jeg en Mand til dig fra Benjamins
Land; ham skal du salve til Fyrste over mit Folk Israel; han
skal frelse mit Folk fra Filisternes Hånd; thi jeg har givet Agt
på mit Folks Nød, dets Klageråb har nået mig!"
17. Og straks da Samuel fik Øje på Saul, sagde HERREN til ham: "Se,
der er den Mand, om hvem jeg sagde til dig: Han skal herske over
mit Folk!"
18. Da trådte Saul hen til Samuel midt i Porten og sagde: "Vær så
god at sige mig, hvor Seerens Hus er!"
19. Samuel svarede: "Seeren det er mig; gå i Forvejen op på
Offerhøjen; du skal spise sammen med mig i Dag; i Morgen skal
jeg følge dig på Vej og kundgøre dig alt, hvad der er i dit
Hjerte;
20. for Æslerne, som for tre Dage siden blev borte for dig, skal du
ikke ængste dig; de et fundet. Men til hvem står alt Israels
Begær uden til dig og hele dit Fædrenehus?"
21. Da svarede Saul: "Er jeg ikke fra Benjamin, Israels mindste
Stamme? Og min Slægt er den ringeste af alle Benjamins Stammes
Slægter. Hvor kan du da tale således til mig?"
22. Men Samuel tog Saul og hans Karl, førte dem til Gildesalen og
gav dem Plads øverst blandt de indbudne der var omtrent tredive
Mænd
23. og Samuel sagde til Kokken: "Ræk mig det Stykke, jeg gav dig og
sagde, du skulde lægge til Side!"
24. Da tog Kokken Køllen og satte den for Saul. Og Samuel sagde:
"Se, Kødet står for dig, spis! Thi til den fastsatte Tid har man
ventet dig, for at du kunde spise sammen med de indbudne." Så
spiste Saul sammen med Samuel den Dag.
25. Derpå steg de ned fra Offerhøjen fil Byen, og der blev redt til
Saul på Taget.
26. Så lagde han sig til Hvile. Tidligt om Morgenen, da Morgenrøden
brød frem, råbte Samuel til Saul oppe på Taget: "Stå op, jeg vil
følge dig på Vej!" Da stod Saul op, og han og Samuel gik ud
sammen,
27. Men da de på Nedvejen var kommet til Udkanten af Byen, sagde
Samuel til Saul: "Sig til Karlen, at han skal gå i Forvejen! Men
bliv du stående et Øjeblik, så vil jeg kundgøre dig Guds Ord!"
1.Samuel 10
1. Da tog Samuel Olieflasken og udgød Olien over hans Hoved,
kyssede ham og sagde: "Har HERREN ikke salvet dig til Fyrste
over sit Folk Israel? Du skal herske over HERRENs Folk og frelse
det fra dets Fjender. Og dette skal være dig Tegnet på, at
HERREN har salvet dig til Fyrste over sin Arv:
2. Når du i Dag går fra mig, skal du træffe to Mænd ved Rakels Grav
ved Benjamins Grænse i Zelza, og de skal sige til dig: Æslerne,
du gik ud at lede efter, er fundet; dem har din Fader slået af
Tanke, men nu er han urolig for eder og siger: Hvad skal jeg
gøre for min Søn?
3. Og når du er gået et Stykke længere frem og kommer til
Taboregen, skal du træffe tre Mænd, som er på Vej op til Gud i
Betel; den ene bærer tre Kid, den anden tre Brødkager og den
tredje en Dunk Vin;
4. de skal hilse på dig og give dig to Brødkager, som du skal tage
imod.
5. Derefter kommer du til Guds Gibea, hvor Filisternes Foged bor;
og når du kommer hen til Byen, vil du støde på en Flok Profeter,
som kommer ned fra Offerhøjen i profetisk Henrykkelse til
Harpers, Paukers, Fløjters og Citres Klang;
6. så vil HERRENs Ånd overvælde dig, så du falder i profetisk
Henrykkelse sammen med dem, og du skal blive til et andet
Menneske.
7. Når disse Tegn indtræffer for dig, kan du trygt gøre, hvad der
falder for; thi Gud er med dig.
8. Og du skal gå i Forvejen ned til Gilgal; så kommer jeg ned til
dig for at bringe Brændofre og ofre Takofre. Syv Dage skal du
vente, til jeg kommer og kundgør dig, hvad du skal gøre!"
9. Da han derpå vendte sig for at gå bort fra Samuel, gav Gud ham
et helt andet Hjerte, og alle disse Tegn indtraf samme Dag.
10. Da han kom hen til Gibea, se, da kom en Flok Profeter ham i
Møde, og Guds Ånd overvældede ham, og han faldt i profetisk
Henrykkelse midt iblandt dem.
11. Og da alle, som kendte ham fra tidligere Tid, så ham i profetisk
Henrykkelse sammen med Profeterne, sagde de til hverandre: "Hvad
går der af Kisjs Søn? Er også Saul iblandt Profeterne?"
12. Så sagde en der fra Stedet: "Hvem er vel deres Fader?" Derfor
blev det et Mundheld: "Er også Saul iblandt Profeterne?"
13. Da hans profetiske Henrykkelse var ovre, gik han til Gibea.
14. Sauls Farbroder spurgte da ham og Karlen: "Hvor har I været
henne?" Han svarede: "Ude at lede efter Æslerne; og da vi ikke
fandt dem, gik vi hen til Samuel."
15. Da sagde Sauls Farbroder: "Fortæl mig, hvad Samuel sagde til
eder!"
16. Saul svarede: "Han fortalte os, at Æslerne var fundet!" Men hvad
Samuel havde sagt om Kongedømmet, fortalte han ham ikke.
17. Derpå stævnede Samuel Folket sammen hos HERREN i Mizpa;
18. og han sagde til Israeliterne: "Så siger HERREN, Israels Gud:
Jeg førte Israel op fra Ægypten og frelste eder af Ægypternes
Hånd og fra alle de Riger, som plagede eder.
19. Men nu vrager I eders Gud, som var eders Frelser i alle eders
Ulykker og Trængsler, og siger: Nej, en Konge skal du sætte over
os! Så træd nu frem for HERRENs Åsyn Stamme for Stamme og Slægt
for Slægt!"
20. Derpå lod Samuel alle Israels Stammer træde frem, og Loddet
ramte Benjamins Stamme.
21. Så lod han Benjamins Stamme træde frem Slægt for Slægt, og
Matris Slægt ramtes. Så lod han Matris Slægt træde frem Mand for
Mand, og Saul, Kisjs Søn, ramtes. Men da man ledte efter ham,
var han ikke til at finde.
22. Da adspurgte de på ny HERREN: "Er Manden her?" Og HERREN
svarede: "Se, han holder sig skjult ved Trosset."
23. Så løb de hen og hentede ham der; og da han trådte ind imellem
Folket, var han et Hoved højere end alt Folket.
24. Da sagde Samuel til hele Folket: "Ser I ham, HERREN har udvalgt?
Hans Lige findes ikke i alt Folket!" Og hele Folket brød ud i
Jubelskrig og råbte: "Kongen leve!"
25. Derpå fremsagde Samuel Kongedømmets Ret for Folket og optegnede
den i en Bog, som han lagde hen for HERRENs Åsyn. Så lod Samuel
hele Folket gå hver til sit:
26. også Saul gik til sit Hjem i Gibea, og de tapre Mænd, hvis
Hjerte Gud rørte, gik med ham.
27. Men nogle Niddinger sagde: "Hvor skulde denne kunne hjælpe os?"
Og de ringeagtede ham og bragte ham ingen Hyldingsgave. Men han
var, som han var døv.
1.Samuel 11
1. Siden efter drog Ammoniten Nahasj op og belejrede Jabesj i
Gilead. Da sagde alle Mændene i Jabesj til Nahasj: "Slut Pagt
med os, så vil vi underkaste os!"
2. Men Ammoniten Nahasj svarede: "Ja, på det Vilkår vil jeg slutte
Pagt med eder, at jeg må stikke det højre Øje ud på enhver af
eder til Forsmædelse for hele Israel!"
3. Da sagde de Ældste i Jabesj til ham: "Giv os syv Dages Frist, så
vi kan sende Bud rundt i hele Israels Land; hvis så ingen kommer
os til Hjælp, vil vi overgive os til dig!"
4. Da Sendebudene kom til Sauls Gibea og forebragte Folket Sagen,
brast hele Folket i Gråd.
5. Og se, Saul kom netop hjem med sine Okser fra Marken, og han
spurgte: "Hvad er der i Vejen med Folket, siden det græder?" De
fortalte ham da, hvad Mændene fra Jabesj havde sagt;
6. og da Saul hørte det, overvældede Guds Ånd ham, og hans Vrede
blussede heftigt op.
7. Så tog han et Spand Okser og sønderhuggede dem, sendte Folk ud
med Stykkerne i hele Israels Land og lod sige: "Hvis nogen ikke
følger Saul og Samuel, skal der handles således med hans Okser!"
Da faldt en HERRENs Rædsel over Folket, så de alle som een drog
ud.
8. Og han mønstrede dem i Bezek, og der var 300000 Israeliter og
30000 Judæere.
9. Derpå sagde han til Sendebudene, som var kommet: "Således skal I
sige til Mændene i Jabesj i Gilead: I Morgen, når Solen begynder
at brænde, skal I få Hjælp!" Da Sendebudene kom og meddelte
Mændene i Jabesj det, blev de glade.
10. Og Mændene i Jabesj sagde: "I Morgen vil vi overgive os til
eder, så kan I gøre med os, hvad I finder for godt!"
11. Dagen efter delte Saul Hæren i tre Afdelinger, og de trængte ind
i Lejren ved Morgenvagten og huggede ned blandt Ammoniterne, til
det blev hedt; og de, som undslap, splittedes til alle Sider, så
ikke to og to blev sammen.
12. Da sagde Folket til Samuel: "Hvem var det, som sagde: Skal Saul
være Konge over os? Bring os de Mænd, at vi kan slå dem ihjel!"
13. Men Saul sagde: "I Dag skal ingen slås ihjel; thi i Dag har
HERREN givet Israel Sejr!"
14. Da sagde Samuel til Folket: "Kom, lad os gå til Gilgal og
gentage Kongevalget der!"
15. Så gik hele Folket til Gilgal og gjorde Saul til Konge for
HERRENs Åsyn der i Gilgal, og de bragte Takofre der for Herrens
Åsyn. Og Saul og alle Israels Mænd var højlig glade.
1.Samuel 12
1. Da sagde Samuel til hele Israel: "Se, jeg har føjet eder i alt,
hvad I har bedt mig om, og sat en Konge over eder.
2. Se, nu færdes Kongen for eders Ansigt; jeg er gammel og grå, og
mine Sønner er nu iblandt eder; men jeg har færdedes for eders
Ansigt fra min Ungdom indtil i Dag.
3. Se, her står jeg; viden imod mig i HERRENs og hans, Salvedes
Påhør! Hvis Okse har jeg taget? Hvis Æsel har jeg taget? Hvem
har jeg, undertrykt? Hvem har jeg gjort Uret? Af hvem har jeg
taget Gave og derfor lukket Øjnene? I så Fald vil jeg give eder
Erstatning!"
4. Da sagde de: "Du har ikke undertrykt os eller gjort os Uret
eller taget noget fra nogen."
5. Derpå sagde han til dem: "Så er HERREN i Dag Vidne over for
eder, også hans Salvede er Vidne, at I ikke har fundet noget hos
mig." De sagde: "Ja!"
6. Da sagde Samuel til Folket: "HERREN er Vidne, han, som udrustede
Moses og Aron og førte eders Fædre op fra Ægypten.
7. Så træd nu frem, at jeg kan gå i Rette med eder for HERRENs Åsyn
og kundgøre eder alle de Gerninger, HERREN i sin Retfærdigher
har øvet mod eder og eders Fædre.
8. Da Jakob og hans Sønner var kommet til Ægypten, og Ægypterne
plagede dem, råbte eders Fædre til HERREN, og HERREN sendte
Moses og Aron, som førte eders Fædre ud af Ægypten, og han lod
dem bosætte sig her.
9. Men de glemte HERREN deres Gud; derfor prisgav han dem til Kong
Jabin af Hazors Hærfører Sisera, til Filisterne og til Moabs
Konge, så de angreb dem.
10. Da råbte de til HERREN og sagde: Vi har syndet, thi vi forlod
HERREN og dyrkede Ba'alerne og Astarterne; men fri os nu af vore
Fjenders Hånd, så vil vi dyrke dig!
11. Så sendte HERREN Jerubba'al, Barak, Jefta og Samuel; og han
friede eder af eders Fjenders Hånd rundt om, så I kunde bo i
Tryghed.
12. Men da I så Ammoniterkongen Nahasj rykke frem imod eder, sagde I
til mig: Nej, en Konge skal herske over os uagtet HERREN eders
Gud var eders Konge!
13. Og nu, her står Kongen, som I har valgt og krævet; se, HERREN
har sat en Konge over eder!
14. Hvis I frygter HERREN og tjener ham, adlyder hans Røst og ikke
er genstridige mod HERRENs Bud, men følger HERREN eders Gud,
både I og Kongen, som har fået Herredømmet over eder, da skal
det gå eder vel.
15. Adlyder I derimod ikke HERRENs Røst, men er genstridige mod
HERRENs Bud, da skal HERRENs Hånd ramme eder og eders Konge og
ødelægge eder.
16. Træd nu frem og se den vældige Gerning, HERREN vil øve for eders
Øjne!
17. Har vi ikke Hvedehøst nu? Men jeg vil råbe til HERREN, at han
skal sende Torden og Regn, for at I kan kende og se, at det i
HERRENs Øjne var en stor Brøde I begik, da I krævede en Konge!"
18. Derpå råbte Samuel til HERREN, og HERREN sendte samme Dag Torden
og Regn. Da frygtede hele folket såre for HERREN og Samuel,
19. og hele Folket sagde til Samuel: "Bed for dine Trælle til HERREN
din Gud, at vi ikke skal dø, fordi vi til vore andre Synder har
føjet den Brøde at kræve en Konge!"
20. Da sagde Samuel til Folket: "Frygt ikke! Vel har I øvet al den
Synd; men vend eder nu ikke fra HERREN, tjen ham af hele eders
Hjerte
21. og vend eder ikke til dem, som er Tomhed og hverken kan hjælpe
eller frelse, fordi de er Tomhed.
22. Thi for sit store Navns Skyld vil HERREN ikke forstøde sit Folk,
da det jo har behaget HERREN at gøre eder til sit Folk.
23. Det være også langt fra mig at synde mod HERREN og høre op med
at bede for eder; jeg vil også vise eder den gode og rette Vej;
24. men frygt HERREN og tjen ham oprigtigt af hele eders Hjerte; thi
se, hvor store Ting han gjorde imod eder!
25. Men hvis I handler ilde, skal både I og eders Konge gå til
Grunde!"
1.Samuel 13
1. Saul var....År ved sin Tronbestigelse, og han herskede i....År
over Israel.
2. Saul udvalgte sig 3000 Mand af Israel; af dem var 2000 hos Saul
i Mikmas og i Bjergene ved Betel, 1000 hos Jonatan i Gibea i
Benjamin; Resten af Krigerne lod han gå hver til sit.
3. Da fældede Jonatan Filisternes Foged i Geba. Det kom nu
Filisterne for Øre, at Hebræerne havde revet sig løs. Men Saul
havde ladet støde i Hornet hele Landet over,
4. og hele Israel hørte, at Saul havde fældet Filisternes Foged, og
at Israel havde vakt Filisternes Vrede. Og Folket stævnedes
sammen i Gilgal til at følge Saul,
5. men Filisterne havde samlet sig til Kamp mod Israel, 3000
Stridsvogne, 6000 Ryttere og Fodfolk så talrigt som Sandet ved
Havets Bred, og de drog op og lejrede sig i Mikmas lige over for
Bet-Aven.
6. Da Israels Mænd skønnede, hvilken Fare de var i thi Folket blev
trængt, skjulte Folket sig i Huler, Jordhuller, Klipperevner,
Gruber og Cisterner
7. eller gik over Jordans Vadesteder til Gads og Gileads Land. Men
Saul var endnu i Gilgal, og hele Folket fulgte ham med Frygt i
Sind.
8. Han ventede syv Dage til den Tid, Samuel havde fastsat; men
Samuel kom ikke til Gilgal. Da Folket så spredte sig og forlod
Saul,
9. sagde han: "Bring Brændofferet og Takofrene hen til mig!" Så
ofrede han Brændofferet.
10. Men lige som han var færdig med at ofre Brændofferet, se, da kom
Samuel, og Saul gik ham i Møde for at hilse på ham.
11. Da sagde Samuel: "Hvad har du gjort!" Saul svarede: "Jeg så, at
Folket spredte sig og forlod mig, men du kom ikke til den
fastsatte Tid, og Filisterne samlede sig ved Mikmas;
12. så tænkte jeg: Nu drager Filisterne ned til Gilgal imod mig, og
jeg har endnu ikke vundet HERRENs Gunst; da tog jeg Mod til mig
og bragte Brændofferet!"
13. Samuel sagde til Saul: "Tåbeligt har du handlet. Hvis du havde
holdt den Befaling, HERREN din Gud gav dig, vilde HERREN nu have
grundfæstet dit Kongedømme over Israel til evig Tid;
14. men nu skal dit Kongedømme ikke bestå. HERREN har udsøgt sig en
Mand efter sit Hjerte, og ham har HERREN kaldet til Fyrste over
sit Folk, fordi du ikke holdt, hvad HERREN bød dig!"
15. Derpå brød Samuel op og gik bort fra Gilgal; men den
tilbageblevne Del af Folket drog op i Følge med Saul for at
støde til Krigerne, og de kom fra Gilgal til Gibea i
Benjamin. Da mønstrede Saul de Folk, han havde hos sig, omtrent
600 Mand;
16. og Saul og hans Søn Jonatan og de Folk, de havde hos sig, lå i
Geba i Benjamin, medens Filisterne lå lejret i Mikmas.
17. Fra Filisternes Lejr drog så en Skare ud i tre Afdelinger for at
plyndre; den ene Afdeling drog i Retning af Ofra til Sjualegnen,
18. den anden i Retning af Bet Horon og den tredje i Retning af den
Høj, som rager op over Zeboimdalen, ad Ørkenen til.
19. Men der fandtes ingen Smede i hele Israels Land; thi Filisterne
havde tænkt, at Hebræerne ellers kunde lave sig Sværd og Spyd;
20. derfor måtte hele Israel drage ned til Filisterne for at få
hvæsset deres Plovjern, Hakker, Økser eller Pigkæppe;
21. det kostede en Pim at få slebet Plovjem og Hakker og en
Tredjedel Sekel for Økser og for at indsætte Pig.
22. Således fandtes der, den Dag Slaget stod ved Mikmas, hverken
Sværd eller Spyd hos nogen af Krigerne, som var hos Saul og
Jonatan; kun Saul og hans Søn Jonatan havde Våben.
1.Samuel 14
23. Filisternes Forpost rykkede frem til Mikmaspasset. 14-1. Da
hændte det en Dag, at Sauls Søn Jonatan sagde til sin
Våbendrager: "Kom, lad os gå over til Filisternes Forpost her
lige overfor!" Men til sin Fader sagde han intet derom.
2. Saul sad just ved Udkanten af Geba under Granatæbletræet ved
Tærskepladsen, og folkene, som var hos ham, var omtrent 600
Mand.
3. Og Ahija, en Søn af Ahitub, der var Broder til Ikabod, en Søn af
Pinehas, en Søn af Eli, HERRENs Præst i Silo, bar Efoden. Men
Folkene vidste intet om, at Jonatan var gået.
4. I Passet, som Jonatan søgte at komme over for at angribe
Filisternes Forpost, springer en Klippespids frem på hver Side;
den ene hedder Bozez, den anden Sene.
5. Den ene Spids rager i Vejret på Nordsiden ud for Mikmas, den
anden på Sydsiden ud for Geba.
6. Jonatan sagde da til Våbendrageren: "Kom, lad os gå over til
disse uomskårnes Forpost; måske vil HERREN stå os bi, thi intet
hindrer HERREN i at give Sejr, enten der er mange eller få!"
7. Våbendrageren svarede: "Gør, hvad du har i Sinde! Jeg går med;
som du vil, vil også jeg!"
8. Da sagde Jonatan: "Vi søger nu at komme over til de Mænd og
sørger for, at de får os at se.
9. Hvis de så siger til os: Stå stille, vi kommer hen til eder! så
bliver vi stående, hvor vi står, og går ikke op til dem.
10. Men siger de: Kom op til os! går vi derop; thi så har HERREN
givet dem i vor Hånd; det skal være vort Tegn!"
11. Da nu Filisternes Forpost fik Øje på dem, sagde Filisterne: "Se,
der kommer nogle Hebræere krybende ud af de Jordhuller, de har
skjult sig i!"
12. Og Mændene, der stod på Forpost, råbte til Jonatan og hans
Våbendrager: "Kom op til os, så skal vi lære jer!" Da sagde
Jonatan til Våbendrageren: "Følg med derop, thi HERREN har givet
dem i Israels Hånd!"
13. Så klatrede Jonatan op på Hænder og Fødder, og Våbendrageren
bagefter. Da flygtede de for Jonatan; og han huggede dem ned, og
Våbendrageren fulgte efter og gav dem Dødsstødet;
14. og i første Omgang fældede Jonatan og hans Våbendrager henved
tyve Mand på en Strækning af omtrent en halv Dags Pløjeland.
15. Da opstod der Rædsel både i og uden for Lejren. og alle
Krigerne, både Forposten og Strejfskaren, sloges med Rædsel;
tilmed kom der et Jordskælv, og det fremkaldte en Guds Rædsel.
16. Men da Sauls Udkigsmænd i Geba i Benjamin så derhen, opdagede
de, at det bølgede hid og did i Lejren.
17. Da sagde Saul til sine Folk: "Hold Mønstring og se efter, hvem
af vore der er gået bort!" Og ved Mønstringen viste det sig, at
Jonatan og hans Våbendrager manglede.
18. Da sagde Saul til Ahija: "Bring Efoden hid!" Han bar nemlig
dengang Efoden foran Israel.
19. Men medens Saul talte med Præsten, blev Forvirringen i
Filisternes Lejr større og større. Saul sagde da til Præsten:
"Lad det kun være!"
20. Og alle Sauls Krigere samlede sig om ham, og da de kom til
Kamppladsen, se, da var den enes Sværd løftet mod den andens, og
alt var i stor Forvirring.
21. Og de Hebræere, som tidligere havde stået under Filisterne og
havde gjort dem Hærfølge, faldt fra og sluttede sig til Israel,
som fulgte Saul og Jonatan.
22. Og da de israelitiske Mænd, som havde skjult sig i Efraims
Bjerge, hørte, at Filisterne var på Flugt, satte også de efter
dem for at bekæmpe dem.
23. Således gav HERREN Israel Sejr den Dag. Da Kampen havde strakt
sig hen forbi Bet Horon -
24. alle Krigerne var med Saul, omtrent 10000 Mand, og Kampen bredte
sig over Efraims Bjerge begik Saul den Dag en stor Dårskab, idet
han tog Folket i Ed og sagde: "Forbandet være hver den, som
nyder noget før Aften, før jeg får taget Hævn over mine
Fjender!" Og alt Folket afholdt sig fra at spise.
25. Der fandtes nogle Bikager på Marken,
26. og da Folket kom til Bikagerne, var Bierne borte; men ingen
førte Hånden til Munden; thi Folket frygtede Eden.
27. Jonatan havde dog ikke hørt, at hans Fader tog Folket i Ed, og
han rakte Spidsen af den Stav, han havde i Hånden, ud, dyppede
den i en Bikage og førte Hånden til Munden; derved fik hans Øjne
atter Glans.
28. Da tog en af Krigerne til Orde og sagde: "Din Fader tog Folket i
Ed og sagde: Forbandet være hver den, som nyder noget i Dag! Og
dog var Folket udmattet."
29. Men Jonatan sagde: "Min Fader styrter Landet i Ulykke! Se, hvor
mine Øjne fik Glans, fordi jeg nød den Smule Honning!
30. Nej, havde Folket blot i bag spist dygtigt af Byttet, det tog
fra Fjenden! Thi nu blev Filisternes Nederlag ikke stort."
31. De slog da den Dag Filisterne fra Mikmas til Ajjalon, og Folket
var meget udmattet.
32. Derfor kastede Folket sig over Byttet, tog Småkvæg, Hornkvæg og
Kalve og slagtede dem på Jorden og spiste Kødet med Blodet i.
33. Da meldte man det til Saul og sagde: "Se, Folket synder mod
HERREN ved at spise Kødet med Blodet i!" Og han sagde: "I
forbryder eder! Vælt mig en stor Sten herhen!"
34. Derpå sagde Saul: "Gå rundt iblandt Folket og sig til dem:
Enhver skal bringe sin Okse eller sit Får hen til mig og slagte
det her! Så kan I spise; men synd ikke mod HERREN ved at spise
Kødet med Blodet i!" Da bragte hver og en af Folket, hvad han
havde, og slagtede det der.
35. Og Saul byggede HERREN et Alter; det var det første Alter, han
byggede HERREN.
36. Derpå sagde Saul: "Lad os drage ned efter Filisterne i Nat og
udplyndre dem, før Dagen gryr, og ikke lade nogen af dem blive
tilbage!" De svarede: "Gør, hvad du under for godt!" Men Præsten
sagde: "Lad os her træde frem for Gud!"
37. Så rådspurgte Saul Gud:"Skal jeg drage ned efter Filisterne?
Vil du give dem i Israels Hånd?" Men han svarede ham ikke den
Dag.
38. Da sagde Saul: "Kom hid, alle Folkets Øverster, og se efter,
hvad det er for en Synd, der er begået i Dag;
39. thi så sandt HERREN lever, han, som har givet Israel Sejr: Om
det så er min Søn Jonatan, der har begået den, skal han dø!" Men
ingen af Folket svarede.
40. Da sagde han til hele Israel: "I skal være den ene Part, jeg og
min Søn Jonatan den anden!" Folket svarede Saul: "Gør, hvad du
finder for godt!"
41. Derpå sagde Saul til HERREN: "Israels Gud! Hvorfor svarer du
ikke din Tjener i Dag? Hvis Skylden ligger hos mig eller min Søn
Jonatan, HERRE, Israels Gud, så lad Urim komme frem; men ligger
den hos dit Folk Israel, så lad Tummim komme frem!" Da ramtes
Jonatan og Saul af Loddet, men Folket gik fri.
42. Saul sagde da: "Kast Lod mellem mig og min Søn Jonatan!" Så
ramtes Jonatan.
43. Da sagde Saul til Jonatan: "Sig mig, hvad du har gjort!" Jonatan
svarede: "Jeg nød lidt Honning på Spidsen af Staven, jeg havde i
Hånden. Se, jeg er rede til at dø!"
44. Da sagde Saul: "Gud ramme mig både med det ene og det andet! Du
skal visselig dø, Jonatan!"
45. Men Folket sagde til Saul: "Skal Jonatan dø, han, som har vundet
Israel denne store Sejr? Det være langt fra! Så sandt HERREN
lever, ikke et Hår skal krummes på hans Hoved; thi med Guds
Hjælp vandt han Sejr i Dag!" Da udløste Folket Jonatan, og han
blev friet fra Døden.
46. Men Saul holdt op med at forfølge Filisterne og drog hjem,
medens Filisterne trak sig tilbage til deres Land.
47. Da Saul havde vundet Kongedømmet over Israel, førte han Krig med
alle sine Fjender rundt om, Moab, Ammoniterne, Edom, Kongen af
Zoba og Filisterne, og Sejren fulgte ham overalt, hvor han
vendte sig hen.
48. Han udførte Heltegerninger, slog Amalek og befriede Israel fra
dem, som hærgede det.
49. Sauls Sønner var Jonatan, Jisjvi og Malkisjua; af hans to Døtre
hed den førstefødte Merab og den yngste Mikal.
50. Sauls Hustru hed Ahinoam, en Datter af Ahimåz; hans Hærfører hed
Abiner, en Søn af Sauls Farbroder Ner;
51. Sauls Fader Kisj og Abners Fader Ner var Sønner af Abiel.
52. Men Krigen med Filisterne var hård, lige så længe Saul levede;
og hver Gang Saul traf en heltemodig og tapper Mand, knyttede
han ham til sig.
1.Samuel 15
1. Samuel sagde til Saul: "Det var mig, HERREN sendte for at salve
dig til konge over hans Folk Israel; lyd nu HERRENs Røst.
2. Så siger Hærskarers HERRE: Jeg vil straffe Amalek for, hvad de
gjorde mod Israel, da de stillede sig i Vejen for det på
Vandringen op fra Ægypten.
3. Drag derfor hen og slå Amalek og læg Band på dem og på alt, hvad
der tilhører dem; skån dem ikke, men dræb både Mænd og Kvinder,
Børn og diende, Okser og Får, Kameler og Æsler!"
4. Så stævnede Saul Folket sammen og mønstrede dem i Telaim, 200000
Mand Fodfolk og 10000 Mand af Juda.
5. Derpå drog Saul mod Amaleks By og lagde Baghold i Dalen.
6. Men Saul sagde til Keniterne: "Skil eder fra Amalekiterne og gå
eders Vej, for at jeg ikke skal udrydde eder sammen med dem; I
viste jo Venlighed mod alle Israeliterne, dengang de drog op fra
Ægypten!" Så trak Keniterne sig tilbage fra Amalek.
7. Og Saul slog Amalek fra Havila til Sjur, som ligger østen for
Ægypten,
8. og tog Kong Agag af Amalek levende til Fange. På alt Folket
lagde han Band og huggede dem ned med Sværdet;
9. men Saul og Folket skånede Agag og det bedste af Småkvæget og
Hornkvæget, de fede og velnærede Dyr, alt det bedste; de vilde
ikke lægge Band på dem,men på alt det dårlige og værdiløse Kvæg
lagde de Band.
10. Da kom HERRENs Ord til Samuel således:
11. "Jeg angrer, at jeg gjorde Saul til Konge; thi han har vendt sig
fra mig og ikke holdt mine Befalinger!" Da vrededes Samuel og
råbte til HERREN hele Natten.
12. Næste Morgen tidlig, da Samuel vilde gå Saul i Møde, blev der
meldt ham: "Saul kom til Karmel og rejste sig et Mindesmærke
der; så vendte han om og drog videre ned til Gilgal!"
13. Samuel begav sig da til Saul. Saul sagde til ham: "HERREN
velsigne dig! Jeg har holdt HERRENs Befaling!"
14. Men Samuel sagde: "Hvad er det for en Brægen af Småkvæg, som når
mit Øre, og Brølen af Hornkvæg, jeg hører?"
15. Saul svarede: "De tog dem med fra Amalekiterne; thi Folket
skånede det bedste af Småkvæget og Hornkvæget for at ofre det
til HERREN din Gud; på det andet derimod lagde vi Band!"
16. Da sagde Samuel til Saul: "bet er nok! Jeg vil kundgøre dig,
hvad HERREN i Nat har sagt mig!" Han svarede: "Tal!"
17. Da sagde Samuel: "Om du end ikke regner dig selv for noget, er
du så ikke Høvding for Israels Stammer, og salvede HERREN dig
ikke til Konge over Israel?
18. Og HERREN sendte dig af Sted med den Befaling: Gå hen og læg
Band på Amalekiterne, de Syndere, og før Krig imod dem, indtil
du har udryddet dem!
19. Hvorfor adlød du da ikke HERRENs Røst, men styrtede dig over
Byttet og gjorde, hvad der er ondt i HERRENs Øjne?"
20. Saul svarede Samuel: "Jeg adlød HERRENs Røst og gik, hvor HERREN
sendte mig hen; jeg har bragt Kong Agag af Amalek med og lagt
Band på Amalek;
21. men Folket tog Småkvæg og Hornkvæg af Byttet, det bedste af det
bandlyste, for at ofre det til HERREN din Gud i Gilgal."
22. Men Samuel sagde: "Mon HERREN har lige så meget Behag i
Brændofre og Slagtofre som i Lydighed mod HERRENs Høst? Nej, at
adlyde er mere værd end Slagtoffer, og at være lydhør er mere
værd end Væderfedt;
23. thi Genstridighed er Trolddomssynd, og Egenrådighed er
Afgudsbrøde. Fordi du har forkastet HERRENs Ord, har han
forkastet dig, så du ikke mere skal være Konge!"
24. Da sagde Saul til Samuel: "Jeg har syndet, thi jeg har overtrådt
HERRENs Befaling og dine Ord, men jeg frygtede Folket og føjede
dem:
25. tilgiv mig dog nu min Synd og vend tilbage med mig, for at jeg
kan tilbede HERREN!"
26. Men Samuel sagde til Saul: "Jeg vender ikke tilbage med dig;
fordi du har forkastet HERRENs Ord, har HERREN forkastet dig, så
du ikke mer skal være Konge over Israel!"
27. Derpå vendte Samuel sig for at gå, men Saul greb fat i hans
Kappeflig, så den reves af.
28. Da sagde Samuel til ham: "HERREN har i Dag revet Kongedømmet
over Israel fra dig og givet det til en anden, som er bedre end
du!
29. Visselig, han, som er Israels Herlighed, lyver ikke, ej heller
angrer han; thi han er ikke et Menneske, at han skulde angre!"
30. Saul sagde: "Jeg har syndet; men vis mig dog Ære for mit Folks
Ældste og Israel og vend tilbage med mig, for at jeg kan tilbede
HERREN din Gud!"
31. Da vendte Samuel tilbage med Saul, og Saul tilbad HERREN.
32. Derpå sagde Samuel: "Bring Kong Agag af Amalek hid til mig!" Og
Agag gik frejdigt hen til ham og sagde: "Visselig, nu er Dødens
Bitterhed svundet!"
33. Da sagde Samuel: "Som dit Sværd har gjort Kvinder barnløse, skal
din Moder blive barnløs fremfor andre Kvinder!" Derpå
sønderhuggede Samuel Agag for HERRENs Åsyn i Gilgal.
34. Samuel begav sig så til Rama, mens Saul drog op til sit Hjem i
Sauls Gibea.
35. Og Samuel så ikke mere Saul indtil sin Dødedag; thi Samuel
sørgede over Saul.
1.Samuel 16
HERREN angrede, at han havde gjort Saul til Konge over Israel;
16-1. og HERREN sagde til Samuel: "Hvor længe vil du gå og sørge
over Saul? Jeg har jo dog forkastet ham, så han ikke mere skal
være Konge over Israel. Fyld dit Horn med Olie og drag af Sted!
Jeg sender dig til Betlehemiten Isaj, thi jeg har udset mig en
Konge blandt hans Sønner."
2. Samuel svarede: "Hvorledes kan jeg det? Får Saul det at høre,
dræber han mig!" Men HERREN sagde: "Tag en Kvie med og sig: Jeg
kommer for at ofre HERREN et Offer!
3. Og indbyd Isaj til Ofringen; så vil jeg lade dig vide, hvad du
skal gøre; du skal salve mig den, jeg siger dig!"
4. Samuel gjorde da, som HERREN sagde. Da han kom til Betlehem, gik
Byens Ældste ham forfærdede i Møde og sagde: "Kommer du for det
gode?"
5. Han svarede: "Ja! Jeg kommer for at ofre til HERREN. Helliger
eder og kom med til Ofringen!" Og han lod Isaj og hans Sønner
hellige sig og indbød dem til Ofringen:
6. Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: "Visselig står nu
HERRENs Salvede for ham!"
7. Men HERREN sagde til Samuel: "Se ikke på hans Ydre eller høje
Vækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som Mennesker
ser, thi Mennesker ser på det, som er for Øjnene, men HERREN ser
på Hjertet."
8. Da kaldte Isaj på Abinadab og førte ham hen for Samuel; men han
sagde: "Heller ikke ham har HERREN udvalgt!"
9. Isaj førte da Sjamma frem; men han sagde: "Heller ikke ham har
HERREN udvalgt!"
10. Så førte Isaj de andre af sine syv Sønner frem for Samuel; men
Samuel sagde til Isaj: "HERREN har ikke udvalgt nogen af dem!"
11. Samuel spurgte da Isaj: "Er det alle de unge Mænd?" Han svarede:
"Endnu er den yngste tilbage; men han vogter Småkvæget!" Da
sagde Samuel til Isaj: "Send Bud efter ham! thi vi sætter os
ikke til Bords, før han kommer!"
12. Så sendte han Bud efter ham. Han var rødmosset, en Yngling med
smukke Øjne og skøn at se til. Da sagde HERREN: "Stå op, salv
ham, thi ham er det!"
13. Samuel tog da Oliehornet og salvede ham, medens hans Brødre stod
rundt om: Og HERRENs Ånd kom over David fra den Dag af.
Derefter brød Samuel op og gik til Rama.
14. Efter at HERRENs Ånd var veget fra Saul, plagedes han af en ond
Ånd fra HERREN.
15. Sauls Folk sagde da til ham: "Se, en ond Ånd fra Gud plager dig;
16. sig kun et Ord, Herre, dine Trælle står rede til at søge efter
en Mand, der kan lege på Strenge; når en ond Ånd fra Gud kommer
over dig, skal han røre Strengene; så får du det godt!"
17. Da sagde Saul til sine Folk: "Find mig en Mand, der er dygtig
til Strengeleg, og bring ham til mig!"
18. En af Tjenerne tog til Orde og sagde: "Jeg har set en Søn af
Betlehemiten Isaj, han kan lege på Strenge og er en dygtig
Kriger, en øvet Krigsmand; han ved at føje sine Ord og er en
smuk Mand, og HERREN er med ham!"
19. Saul sendte da Bud til Isaj og lod sige: "Send mig din Søn
David, som er ved Fårene!"
20. Da tog Isaj ti Brød, en Lædersæk Vin og et Gedekid og sendte sin
Søn David til Saul dermed.
21. Således kom David til Saul og trådte i hans Tjeneste; Saul fik
ham såre kær, og han blev hans Våbendrager.
22. Og Saul sendte Bud til Isaj og lod sige: "Lad David blive i min
Tjeneste, thi jeg har fattet Godhed for ham!"
23. Når nu Ånden fra Gud kom over Saul, tog David sin Citer og rørte
Strengene; så følte Saul Lindring og fik det godt, og den onde
Ånd veg fra ham.
1.Samuel 17
Filisterne samlede deres Hær til Kamp. De samlede sig ved Soko i
Juda og slog Lejr mellem Soko og Azeka i Efes-Dammim.
2. Ligeledes samlede Saul og Israels Mænd sig og slog Lejr i
Terebintedalen og gjorde sig rede til at angribe Filisterne.
3. Filisterne stod ved Bjerget på den ene Side, Israeliterne ved
Bjerget på den anden, med Dalen imellem sig.
4. Da trådte en Tvekæmper ved Navn Goliat fra Gat ud af Filisternes
Rækker, seks Alen og et Spand høj.
5. Han havde en Kobberhjelm på Hovedet, var iført en Skælbrynje,
hvis Kobber vejede 5000 Sekel,
6. og havde Kobberskinner på Benene og et Kobberspyd over
Skulderen.
7. Hans Spydstage var som en Væverbom, og hans Spydsod var af Jern
og vejede 600 Sekel; hans Skjolddrager gik foran ham.
8. Han stod frem og råbte over til Israels Slagrækker: "Hvorfor
drager I ud til Angreb? Er jeg ikke en Filister og I Sauls
Trælle? Vælg jer en Mand og lad ham komme herned til mig!
9. Hvis han kan tage Kampen op med mig og dræber mig, vil vi være
eders Trælle, men får jeg Bugt med ham og dræber ham, skal I
være vore Trælle og trælle for os!"
10. Yderligere sagde Filisteren: "I Dag har jeg hånet Israels
Slagrækker; kom med en Mand, så vi kan kæmpe sammen!"
11. Da Saul og hele Israel hørte disse Filisterens Ord, blev de
forfærdede og grebes af Rædsel.
12. David var Søn af en Efratit i Betlehem i Juda ved Navn Isaj, som
havde otte Sønner. Denne Mand var på Sauls Tid gammel og til
Års.
13. Isajs tre ældste Sønner havde fulgt Saul i Krigen, og Navnene på
hans tre ældste Sønner, som var draget i Krigen, var Eliab, den
førstefødte, Abinadab, den næstældste, og Sjamma, den tredje;
14. David var den yngste. De tre ældste havde fulgt Saul;
15. og David gik af og til hjem fra Saul for at vogte sin Faders
Småkvæg i Betlehem.
16. Men Filisteren trådte frem og tilbød Kamp hver Morgen og Aften i
fyrretyve Dage.
17. Nu sagde Isaj engang til sin Søn David: "Tag en Efa af det
ristede Korn her og disse ti Brød til dine Brødre og løb hen til
dem i Lejren med det
18. og bring disse ti Skiver Flødeost til Tusindføreren; og se så,
hvorledes det går dine Brødre, og få et Pant af dem;
19. Saul ligger med dem og alle Israels Mænd i Terebintedalen og
kæmper med Filisterne!"
20. Næste Morgen tidlig overlod David Småkvæget til en Vogter, tog
Sagerne og gav sig på Vej,som Isaj havde pålagt ham; og han kom
til Vognborgen, netop som Hæren rykkede ud til Slag og opløftede
Kampråbet.
21. Både Israel og Filisterne stod rede til Kamp, Slagorden mod
Slagorden.
22. David lagde sine Sager fra sig og overlod dem til Vagten ved
Trosset, løb ind mellem Slagrækkerne og gik hen og hilste på
sine Brødre.
23. Medens han talte med dem, se, da kom Tvekæmperen - Filisteren
Goliat hed han og var fra Gat - frem fra Filisternes Slagrækker
og talte, som han plejede, medens David hørte på det.
24. Da Israels Mænd så Manden, flygtede de alle rædselsslagne for
ham.
25. Og Israels Mænd sagde: "Ser I den Mand, som kommer der? Det er
for at håne Israel, han kommer; den, som dræber ham, vil Kongen
give stor Rigdom; sin Datter vil han give ham, og hans
Fædrenehus vil han fritage for Skat i Israel!"
26. David spurgte da de Mænd,som stod om ham: "Hvilken Løn får den,
som dræber denne Filister og tager Skammen fra Israel? Thi hvem
er vel denne uomskårne Filister, at han vover at håne den
levende Guds Slagrækker?"
27. Og Folkene gentog for ham: "Det og det får den, som dræber ham!"
28. Men da hans ældste Broder Eliab hørte ham tale med Mændene, blev
han vred på David og sagde: "Hvad vil du her? Og hvem har du
overladt de stakkels Får i Ørkenen? Jeg kender dit Overmod og
dit Hjertes Ondskab; du kom jo herned for at se på Kampen!"
29. Da sagde David: "Hvad har jeg nu gjort? Det var jo da kun et
Spørgsmål!"
30. Og han vendte sig fra ham til en anden og sagde det samme, og
Folkene svarede ham som før.
31. Imidlertid rygtedes det, hvad David havde sagt; det kom også
Saul for Øre, og han lod ham hente.
32. Da sagde David til Saul: "Min Herre må ikke tabe Modet! Din Træl
vil gå hen og kæmpe med den Filister!"
33. Saul svarede David: "Du kan ikke gå hen og kæmpe med den
Filister; thi du er en ung Mand, og han har været Kriger fra sin
Ungdom!"
34. Men David sagde til Saul: "Din Træl har vogtet sin Faders Små
kvæg; og kom der en Løve eller en Bjørn og slæbte et Dyr bort
fra Hjorden,
35. løb jeg efter den og slog den og rev det ud af Gabet på den;
kastede den sig så over mig, greb jeg den i Skægget og slog den
ihjel.
36. Både Løve og Bjørn har din Træl dræbt, og det skal gå denne
uomskårne Filister som en at dem; thi han har hånet den levende
Guds Slagrækker!"
37. Fremdeles sagde David: "HERREN, som har reddet mig fra Løvers og
Bjørnes Vold, vil også redde mig fra denne Filisters Hånd!"Da
sagde Saul til David: "Gå! HERREN være med dig!"
38. Saul iførte nu David sin Våbenkjortel, satte en Kobberhjelm på
hans Hoved, iførte ham en Brynje
39. og spændte sit Sværd om ham over Våbenkjortelen; men det var
forgæves, han søgte at gå dermed, thi han havde aldrig prøvet
det før. Da sagde David til Saul: "Jeg kan ikke gå dermed, thi
jeg har aldrig prøvet det før!" Og David tog det af.
40. Derpå tog han sin Stav i Hånden og udsøgte sig fem af de
glatteste Sten i Flodlejet, lagde dem i sin Hyrdetaske, der
tjente ham som Slyngestenstaske, tog sin Slynge i Hånden og gik
mod Filisteren.
41. Imidlertid kom Filisteren David nærmere og nærmere med
Skjolddrageren foran sig;
42. og da Filisteren så til og fik Øje på David, ringeagtede han
ham, fordi han var en ung Mand, rødmosset og smuk at se til.
43. Og Filisteren sagde til David:"Er jeg en Hund, siden du kommer
imod mig med en Stav?" Og Filisteren forbandede David ved sin
Gud.
44. Derpå sagde Filisteren til David: "Kom herhen, så skal jeg give
Himmelens Fugle og Markens vilde Dyr dit Kød!"
45. David svarede Filisteren: "Du kommer imod mig med Sværd og Spyd
og kastevåben, men jeg kommer imod dig i Hærskarers HERREs,
Israels Slagrækkers Guds, Navn, ham, du har hånet.
46. I Dag giver HERREN dig i min Hånd; jeg skal slå dig ned og hugge
Hovedet af dig og i Dag give Himmelens Fugle og Jordens vilde
Dyr din og Filisterhærens døde Kroppe, for at hele Jorden kan
kende, at der er en Gud i Israel,
47. og for at hele denne Forsamling kan kende, at HERREN ikke giver
Sejr ved Sværd eller Spyd; thi HERREN råder for Kampen, og han
vil give eder i vor Hånd!"
48. Da Filisteren nu satte sig i Bevægelse og gik nærmere hen imod
David, løb David hurtigt hen imod Slagrækken for at møde
Filisteren.
49. Og David greb ned i Tasken, tog en Sten af den, slyngede den ud
og ramte Filisteren i Panden, så Stenen trængte ind i hans
Pande, og han styrtede næsegrus til Jorden.
50. Således fik David Bugt med Filisteren med Slynge og Sten, og han
slog Filisteren ihjel, skønt han ikke havde Sværd i Hånden.
51. Så løb David hen ved Siden af Filisteren, greb hans Sværd, drog
det af Skeden og gav ham Dødsstødet og huggede Hovedet af ham
dermed. Da Filisterne så, at deres Helt var død, flygtede de;
52. men Israels og Judas Mænd satte sig i Bevægelse, opløftede
Kampråbet og forfulgte Filisterne lige til Gat og Ekrons Porte,
og de faldne Filistere lå på Vejen fra Sja'arajim lige til Gat
og Ekron.
53. Derpå vendte Israeliterne tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne
og plyndrede deres Lejr.
54. Og David tog Filisterens Hoved og bragte det til Jerusalem, men
hans Våben lagde han i sit Telt.
55. Da Saul så David gå imod Filisteren, sagde han til Hærføreren
Abner: "Hvis Søn er denne unge Mand, Abner?" Abner svarede: "Så
sandt du lever, Konge, jeg ved det ikke!"
56. Da sagde Kongen: "Forhør dig om, hvis Søn denne Yngling er!"
57. Da så David vendte tilbage efter at have dræbt Filisteren, tog
Abner ham og førte ham frem for Saul, og han havde Filisterens
Hoved i Hånden.
58. Saul sagde til ham: "Hvis Søn er du, unge Mand?" David svarede:
"Jeg er Søn af din Træl, Betlehemiten Isaj!"
1.Samuel 18
1. Efter Davids Samtale med Saul blev Jonatans Sjæl bundet til
Davids Sjæl, og han elskede ham som sin egen Sjæl;
2. og Saul tog ham samme dag til sig og tillod ham ikke at vende
tilbage til sin Faders Hus.
3. Og Jonatan sluttede Pagt med David, fordi han elskede ham som
sin egen Sjæl.
4. Og Jonatan afførte sig sin Kappe og gav David den tillige med
sin Våbenkjortel, ja endog sit Sværd, sin Bue og sit Bælte.
5. Og David drog ud; hvor som helst Saul sendte ham hen, havde han
Lykken med sig; derfor satte Saul ham over Krigerne, og han
vandt Yndest hos alt Folket, endog hos Sauls Folk.
6. Men da de kom hjem, da David vendte tilbage efter at have fældet
Filisteren, gik Kvinderne fra alle Israels Byer Saul i Møde med
Sang og Dans, med Håndpauker, Jubel og Cymbler,
7. og de dansende Kvinder sang: "Saul slog sine Tusinder, men David
sine Titusinder!"
8. Da blev Saul meget vred; disse Ord mishagede ham, og han sagde:
"David giver de Titusinder, og mig giver de Tusinder; nu mangler
han kun Kongemagten!"
9. Og fra den Dag af så Saul skævt til David.
10. Næste Dag overvældede en ond Ånd fra Gud Saul, så han rasede i
Huset, medens David som sædvanligt legede på Strenge; Saul havde
sit Spyd i Hånden
11. og kastede det i den Tanke: "Jeg vil spidde David til Væggen!"
Men David undveg ham to Gange.
12. Da kom Saul til at frygte David, fordi HERREN var med ham,
medens han var veget fra Saul.
13. Derfor fjernede Saul ham fra sig og gjorde ham til Tusindfører;
og han drog ud til Kamp og hjem igen i Spidsen for Krigerne;
14. og Lykken fulgte David i alt, hvad han foretog sig; thi HERREN
var med ham.
15. Da Saul så, i hvor høj Grad Lykken fulgte ham, gruede han for
ham;
16. men hele Israel og Juda elskede David, fordi han drog ud til
Kamp og hjem i Spidsen for dem.
17. Da sagde Saul til David: "Se, her er min ældste Datter Merab;
hende vil jeg give dig til Hustru, dersom du viser dig som en
tapper Mand i min Tjeneste og fører HERRENs Krige!" Saul tænkte
nemlig: "Han skal ikke falde for min, men for Filisternes Hånd!"
18. David sagde til Saul: "Hvem er jeg, og hvad er min Familie, min
Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svigersøn?"
19. Men da Tiden kom, at Sauls Datter Merab skulde gives David til
Ægte, blev hun givet til Adriel fra Mehol
20. Sauls Datter Mikal fattede Kærlighed til David. Det kom Saul for
Øre, og han syntes godt derom;
21. Saul tænkte nemlig: "Jeg vil give hende til ham, for at hun kan
blive ham en Snare, så han falder for Filisternes Hånd!" Da
sagde Saul til David: "I Dag skal du for anden Gang blive min
Svigersøn!"
22. Og Saul gav sine Folk Befaling til underhånden at sige til
David: "Kongen synes godt om dig, og alle hans Folk elsker dig;
så bliv nu Kongens Svigersøn!"
23. Men da Sauls Folk sagde det til David, svarede han: "Synes det
eder en ringe Ting at blive Kongens Svigersøn? Jeg er jo en
fattig og ringe Mand!"
24. Og Sauls Folk meddelte ham det og sagde: "Det og det sagde
David."
25. Da sagde Saul: "Således skal I sige til David: Kongen ønsker
ikke andet i Brudekøb end 100 Filisterforhuder, så at han kan få
Hævn over sine Fjender!" Saul gjorde nemlig Regning på at få
David fældet ved Filisternes Hånd.
26. Da hans Folk fortalte David dette, samtykkede han i at blive
Kongens Svigersøn.
27. Derpå brød David op og drog ud med sine Mænd og dræbte 2OO
Filistere, og David kom med deres Forhuder og leverede Kongen
dem fuldtallige for at blive hans Svigersøn. Så gav Saul ham sin
Datter Mikal til Ægte.
28. Men da Saul så og skønnede, at HERREN var med David, og at hele
Israel elskede ham,
29. frygtede han David endnu mere, og Saul blev for stedse David
fjendsk.
30. Filisternes Høvdinger rykkede i Marken; og hver Gang de rykkede
ud, havde David mere Held med sig end alle Sauls Folk, og han
vandt stort Ry.
1.Samuel 19
1. Saul talte nu med sin Søn Jonatan og alle sine Folk om at slå
David ihjel. Men Sauls Søn Jonatan holdt meget af David.
2. Derfor fortalte Jonatan David det og sagde: "Min Fader Saul står
dig efter Livet; tag dig derfor i Vare i Morgen, gem dig og hold
dig skjult!
3. Men jeg vil gå ud og stille mig hen hos min Fader på Marken der,
hvor du er; så vil jeg tale til ham om dig, og hvis jeg mærker
noget, vil jeg lade dig det vide."
4. Så talte Jonatan Davids Sag hos sin Fader Saul og sagde til ham:
"Kongen forsynde sig ikke mod sin Træl David; thi han har ikke
forsyndet sig mod dig, og hvad han har udrettet, har gavnet dig
meget;
5. han vovede Livet for at dræbe Filisteren, og HERREN gav hele
Israel en stor Sejr. Du så det selv og glædede dig derover;
hvorfor vil du da forsynde dig ved uskyldigt Blod og dræbe David
uden Grund?"
6. Og Saul lyttede til Jonatans Ord, og Saul svor: "Så sandt HERREN
lever, han skal ikke blive dræbt!"
7. Derpå lod Jonatan David hente og fortalte ham det hele; og
Jonatan førte David til Saul, og han var om ham som før.
8. Men Krigen fortsattes, og David drog i Kamp mod Filisterne og
tilføjede dem et stort Nederlag, så de flygtede for ham.
9. Da kom der en ond Ånd fra HERREN over Saul, og engang han sad i
sit Hus med sit Spyd i Hånden, medens David legede på Strengene,
10. søgte Saul at spidde David til Væggen med Spydet; men han veg
til Side for Saul, så han jog Spydet i Væggen, medens David
flygtede og undslap.
11. Om Natten sendte Saul Folk til Davids Hus for at passe på ham og
dræbe ham om Morgenen. Men Davids Hustru Mikal røbede ham det og
sagde: "Hvis du ikke redder dit Liv i Nat, er du dødsens i
Morgen!"
12. Så hejste Mikal David ned igennem Vinduet, og han flygtede bort
og undslap.
13. Derpå tog Mikal Husguden, lagde den i Sengen, bredte et
Gedehårsnet over Hovedet på den og dækkede den til med et Tæppe.
14. Da nu Saul sendte Folk hen for at hente David, sagde hun: "Han
er syg."
15. Men Saul sendte Sendebudene hen for at se David, idet han sagde:
"Bring ham på Sengen op til mig, for at jeg kan dræbe ham!"
16. Da Sendebudene kom derhen, opdagede de, at det var Husguden, der
lå i Sengen med Gedehårsnettet over Hovedet.
17. Da sagde Saul til Mikal: "Hvorfor førte du mig således bag Lyset
og hjalp min fjende bort, så han undslap?" Mikal svarede
Saul:"Han sagde til mig: Hjælp mig bort, ellers slår jeg dig
ihjel!"
18. Men David var flygtet og havde bragt sig i Sikkerhed. Derpå gik
han til Samuel i Rama og fortalte ham alt, hvad Saul havde gjort
imod ham; og han og Samuel gik hen og tog Ophold i Najot.
19. Da nu Saul fik at vide, at David var i Najot i Rama,
20. sendte han Folk ud for at hente David; men da de så Profetskaren
i profetisk Henrykkelse og Samuel stående hos dem, kom Guds Ånd
over Sauls Sendebud, så at også de faldt i profetisk
Henrykkelse.
21. Da Saul hørte det, sendte han andre Folk af Sted; men også de
faldt i Henrykkelse. Så sendte Saul på ny, tredje Gang, Folk af
Sted; men også de faldt i Henrykkelse.
22. Da begav han sig selv til Rama, og da han kom til Cisternen på
Tærskepladsen, som ligger på den nøgne Høj, spurgte han: "Hvor
er Samuel og David?" Man svarede: "I Najot i Rama!"
23. Men da han gik derfra til Najot i Rama, kom Guds Ånd også over
ham, og han gik i Henrykkelse hele Vejen, lige til han nåede
Najot i Rama.
24. Da rev også han sine Klæder af sig, og han var i Henrykkelse
foran Samuel og faldt nøgen om og blev liggende således hele den
Dag og den følgende Nat. Derfor hedder det: "Er også Saul
iblandt Profeterne?"
1.Samuel 20
1. Men David flygtede fra Najot i Rama og kom til Jonatan og sagde:
"Hvad har jeg gjort? Hvad er min Brøde? Og hvad er min Synd mod
din Fader, siden han står mig efter Livet?"
2. Han svarede: "Det være langt fra! Du skal ikke dø! Min Fader
foretager sig jo intet, hverken stort eller småt, uden at lade
mig det vide; hvorfor skulde min Fader så dølge dette for mig?
Der er intet om det!"
3. Men David svarede: "Din Fader ved sikkert, at du har fattet
Godhed for mig, og tænker så: Det må Jonatan ikke få at vide, at
det ikke skal gøre ham ondt; nej, så sandt HERREN lever, og så
sandt du lever, der er kun et Skridt imellem mig og Døden!"
4. Da sagde Jonatan til David: "Alt, hvad du ønsker, vil jeg gøre
for dig!"
5. David sagde til Jonatan: "I Morgen er det jo Nymånedag, og jeg
skulde sidde til Bords med Kongen; men lad mig gå bort og skjule
mig på Marken indtil Aften.
6. Hvis din Fader savner mig, så sig: David har bedt mig om Lov til
at skynde sig til Betlehem, sin Fødeby, da hele hans Slægt har
sit årlige Slagtoffer der.
7. Hvis han så siger: Godt! er der ingen Fare for din Træl; men
bliver han vred, så vid, at han vil min Ulykke.
8. Vis din Træl den Godhed, siden du er gået i Pagt med din Træl
for HERRENs Åsyn. Men har jeg forbrudt mig, så slå du mig ihjel;
thi hvorfor skulde du bringe mig til din Fader?"
9. Jonatan svarede: "Det være langt fra! Hvis jeg virkelig kommer
under Vejr med, at min Fader vil din Ulykke, skulde jeg så ikke
lade dig det vide?"
10. Da sagde David til Jonatan: "Men hvem skal lade mig det vide, om
din Fader giver dig et hårdt Svar?"
11. Jonatan svarede David: "Kom, lad os gå ud på Marken!" Og de gik
begge ud på Marken.
12. Da sagde Jonatan til David: "HERREN, Israels Gud, er Vidne: Jeg
vil i Morgen ved denne Tid udforske min Faders Sindelag, og hvis
der ingen Fare er for David, skulde jeg da ikke sende dig Bud og
lade dig det vide?
13. HERREN ramme Jonatan både med det ene og det andet: Hvis det er
min Faders bestemte Vilje at bringe Ulykke over dig, vil jeg
lade dig det vide og hjælpe dig bort, så du kan fare i Fred.
HERREN være med dig, som han har været med min Fader.
14. Og måtte du så, hvis jeg endnu er i Live, måtte du så vise
HERRENs Godhed imod mig. Men skulde jeg være død,
15. så unddrag ingen Sinde min Slægt din Godhed. Og når HERREN
udrydder hver eneste af Davids Fjender af Jorden,
16. måtte da Jonatans Navn ikke blive udryddet, men bestå sammen med
Davids Hus, og måtte HERREN kræve det af Davids Fjenders Hånd!"
17. Da svor Jonatan på ny David en Ed, fordi han elskede ham; thi
han elskede ham af hele sin Sjæl.
18. Da sagde Jonatan til ham: "I Morgen er det Nymånedag; da vil du
blive savnet, når din Plads står tom;
19. men i Overmorgen vil du blive savnet endnu mere; gå så hen til
det Sted, hvor du holdt dig skjult, den Dag Skændselsdåden
skulde have fundet Sted, og sæt dig ved Jorddyngen der;
20. i Overmorgen vil jeg så skyde med Pile der, som om jeg skød til
Måls.
21. Jeg sender så Drengen hen for at lede efter Pilen, og hvis jeg
da siger til ham: Pilen ligger her på denne Side af dig, hent
den! så kan du komme; thi da står alt vel til for dig, og der er
ingen Fare, så sandt HERREN lever.
22. Men siger jeg til den unge Mand: Pilen ligger på den anden Side
af dig, bedre frem! så fly,thi da vil HERREN have dig bort.
23. Men om det, vi to har aftalt sammen, gælder, at HERREN står
mellem mig og dig for evigt!"
24. David skjulte sig så ude på Marken. Da Nymånedagen kom,satte
Kongen sig til Bords for at spise;
25. Kongen sad på sin vante Plads, på Pladsen ved Væggen, medens
Jonatan sad lige overfor og Abner ved Siden af Saul, men Davids
Plads stod tom.
26. Saul sagde intet den Dag, thi han tænkte: "Der er vel hændet ham
noget, så han ikke er ren, fordi han endnu ikke har renset sig."
27. Men da Davids Plads også stod tom næste Dag, Dagen efter
Nymånedagen, sagde Saul til sin Søn Jonatan: "Hvorfor kom Isajs
Søn hverken til Måltidet i Går eller i Dag?"
28. Jonatan svarede Saul: "David bad mig om Lov til at gå til
Betlehem;
29. han sagde: Lad mig gå, thi vor Slægt har Offerfest der i Byen,
og mine Brødre har pålagt mig at komme; hvis du har Godhed for
mig, lad mig så få fri, for at jeg kan besøge mine Slægtninge!
Det er Grunden til, at han ikke er kommet til Kongens Bord!"
30. Da blussede Sauls Vrede op imod Jonatan, og han sagde til ham;
"Du Søn af en vanartet Kvinde! Ved jeg ikke, at du er Ven med
Isajs Søn til Skam for dig selv og for din Moders Blusel?
31. Thi så længe Isajs Søn er i Live på Jorden, er hverken du eller
dit Kongedømme i Sikkerhed. Send derfor Bud og hent ham til mig,
thi han er dødsens!"
32. Jonatan svarede sin Fader Saul: "Hvorfor skal han dræbes? Hvad
har han gjort?"
33. Da kastede Saul Spydet efter ham for at ramme ham. Så skønnede
Jonatan, at det var hans Faders bestemte Vilje at dræbe David.
34. Og Jonatan rejste sig fra Bordet i heftig Vrede og spiste intet
den anden Nymånedag, thi det gjorde ham ondt for David, at hans
Fader havde smædet ham.
35. Næste Morgen gik Jonatan fulgt af en dreng ud i Marken, til den
Tid han havde aftalt med David.
36. Derpå sagde han til Drengen, han havde med: "Løb hen og led
efter den Pil, jeg skyder af!" Medens Drengen løb, skød han
Pilen af over hans Hoved,
37. og da Drengen nåede Stedet, hvor Pilen, som Jonatan havde
afskudt, lå, råbte Jonatan til ham: "Pilen ligger jo på den
anden Side af dig, bedre frem!"
38. Derpå råbte Jonatan til Drengen: "Skynd dig alt, hvad du kan, og
bliv ikke stående!" Så tog Jonatans dreng Pilen og bragte sin
Herre den.
39. Og Drengen vidste ikke noget, thi kun Jonatan og David kendte
Sammenhængen.
40. Jonatan gav derpå sin Dreng Våbnene og sagde til ham: "Tag dem
med til Byen!"
41. Da Drengen var gået, rejste David sig fra sit Skjul ved
Jorddyngen og faldt til Jorden på sit Ansigt og bøjede sig ned
tre Gange. Og de kyssede hinanden og græd bitterlig sammen.
42. Derpå sagde Jonatan til David: "Far i Fred! Om det, vi to har
tilsvoret hinanden i HERRENs Navn, gælder, at HERREN står mellem
mig og dig, mellem mine og dine Efterkommere for evigt!"
43. Så brød David op og drog bort, medens Jonatan gik ind i Byen.
1.Samuel 21
1. David kom derpå til Præsten Ahimelek i Nob. Ahimelek kom
ængstelig David i Møde og sagde til ham: "Hvorfor er du alene og
har ingen med dig?"
2. David svarede Præsten Ahimelek: "Kongen overdrog mig et Ærinde
og sagde til mig: Ingen må vide noget om det Ærinde, jeg sender
dig ud i og overdrager dig! Derfor har jeg sat Folkene Stævne på
et aftalt Sted.
3. Men hvis du har fem Brød ved Hånden, så giv mig dem, eller hvad
du har!"
4. Præsten svarede David: "Jeg har intet almindeligt Brød ved
Hånden, kun helligt Brød; Folkene har da vel holdt sig fra
Kvinder?"
5. David svarede Præsten: "Ja visselig, vi har været afskåret fra
Omgang med Kvinder i flere Dage. Da jeg drog ud, var Folkenes
Legemer rene, skønt det var en dagligdags Rejse; hvor meget mere
må de da i Dag være rene på Legemet!"
6. Præsten gav ham da det hellige Brød; thi der var ikke andet Brød
der end Skuebrødene, som tages bort fra deres Plads for HERRENs
Åsyn, samtidig med at der lægges frisk Brød i Stedet.
7. Men den Dag var en Mand af Sauls Folk lukket inde der for
HERRENs Åsyn, en Edomit ved Navn Doeg, den øverste af Sauls
Hyrder.
8. David spurgte derpå Ahimelek: "Har du ikke et Spyd eller et
Sværd ved Hånden her? Thi hverken mit Sværd eller mine andre
Våben fik jeg med, da Kongens Ærinde havde Hast."
9. Præsten svarede: "Det Sværd, som tilhørte Filisteren Goliat,
ham, som du dræbte i Terebintedalen, er her, hyllet i en Kappe
bag Efoden. Vil du have det, så tag det! Thi her er intet
andet!" Da sagde David: "Dets Lige findes ikke; giv mig det!"
10. Derpå brød David op og flygtede samme Dag for Saul, og han kom
til Kong Akisj af Gat.
11. Men Akisj's Folk sagde til ham: "Er det ikke David, Landets
Konge, er det ikke ham, om hvem man sang under Dans: Saul slog
sine Tusinder, men David sine Titusinder!"
12. Disse Ord gav David Agt på,og han grebes af stor Frygt for Kong
Akisj af Gat;
13. derfor lod han afsindig overfor dem og rasede imellem Hænderne
på dem, idet han trommede på Portfløjene og lod sit Spyt flyde
ned i Skægget.
14. Da sagde Akisj til sine Folk: "I kan da se, at Manden er gal;
hvorfor bringer I ham til mig?
15. Har jeg ikke gale Mennesker nok, siden I bringer mig ham til at
plage mig med sin Galskab? Skal han komme i mit Hus?"
1.Samuel 22
1. Derpå drog David bort derfra og Redde sig ind i Adullams Hule.
Da hans Brødre og hele hans Faders Hus fik det at vide, kom de
derned til ham.
2. Og alle Slags Mennesker, som var i Nød, flokkede sig om ham,
forgældede Mennesker og Folk, som var bitre i Hu, og han blev
deres Høvding. Henved 4OO Mand sluttede sig til ham.
3. Derfra drog David til Mizpe i Moab og sagde til Moabiternes
Konge: "Lad min Fader og min Moder bo hos eder, indtil jeg får
at vide, hvad Gud har for med mig!"
4. Han lod dem da tage Ophold hos Moabiternes Konge, og de boede
hos ham, al den Tid David var i Klippeborgen.
5. Men Profeten Gad sagde til David: "Du skal ikke blive i
Klippeborgen; bryd op og drag til Judas Land!" Så drog David til
Ja'ar-Heret.
6. Nu kom dette Saul for Øre, thi David og de Mænd, han havde hos
sig, havde vakt Opmærksomhed. Saul sad engang i Gibea under
Tamarisken på Højen med sit Spyd i Hånden, omgivet af alle sine
Folk.
7. Da sagde Saul til sine folk, som stod hos ham: "Hør dog, I
Benjaminiter! Vil Isajs Søn give eder alle sammen Marker og
Vingårde eller gøre eder alle til Tusind- og Hundredførere,
8. siden I alle har sammensvoret eder imod mig, og ingen lod mig
det vide, da min Søn sluttede Pagt med Isajs Søn? Ingen af eder
havde Medfølelse med mig og lod mig vide, at min Søn havde fået
min Træl til at optræde som min Fjende, som han nu gør."
9. Da tog Edomiten Doeg, der stod blandt Sauls Folk, Ordet og
sagde: "Jeg så, at Isajs Søn kom til Ahimelek, Ahitubs Søn, i
Nob,
10. og han rådspurgte HERREN for ham og gav ham Rejsetæring og
Filisteren Goliats Sværd!"
11. Da sendte Kongen Bud og lod Præsten Ahimelek, Ahitubs Søn, hente
tillige med hele hans Fædrenehus, Præsterne i Nob; og da de alle
var kommet til Kongen,
12. sagde Saul: "Hør nu, Ahitubs Søn!" Han svarede: "Ja, Herre!"
13. Da sagde Saul til ham: "Hvorfor sammensvor du og Isajs Søn eder
imod mig? Du gav ham jo Brød og Sværd og rådspurgte Gud for ham,
så at han kunde optræde som min Fjende, som han nu gør!"
14. Ahimelek svarede Kongen:"Hvem blandt alle dine Folk er så
betroet som David? Han er jo Kongens Svigersøn, Øverste for din
Livvagt og højt æret i dit Hus?
15. Er det første Gang, jeg har rådspurgt Gud for ham? Det være
langt fra! Kongen må ikke lægge sin Træl eller hele mit
Fædrenehus noget til Last, thi din Træl kendte ikke det mindste
til noget af dette!"
16. Men Kongen sagde: "Du skal dø, Ahimelek, du og hele dit
Fædrenehus!"
17. Og Kongen sagde til Vagten, som stod hos ham: "Træd frem og dræb
HERRENs Præster; thi de står også i Ledtog med David, og skønt
de vidste, at han var på Flugt, gav de mig ikke Underretning
derom!" Men Kongens Folk vilde ikke lægge Hånd på HERRENs
Præster.
18. Da sagde Kongen til Doeg: "Træd du så frem og stød Præsterne
ned!" Da trådte Edomiten Doeg frem og stødte Præsterne ned; han
dræbte den Dag femogfirsindstyve Mænd, som bar Efod.
19. Og Nob, Præsternes By, lod Kongen hugge ned med Sværdet. Mænd og
Kvinder, Børn og diende, Hornkvæg, Æsler og Får.
20. Kun een af Ahimeleks, Ahitubs Søns, Sønner ved Navn Ebjatar
undslap og flygtede til David.
21. Og Ebjatar fortalte David, at Saul havde dræbt HERRENs Præster.
22. Da sagde David til Ebjatar: "Jeg vidste dengang, at når Edomiten
Doeg var der, vilde han give Saul Underretning derom! Jeg bærer
Skylden for hele dit Fædrenehus's Død.
23. Bliv hos mig, frygt ikke! Den, som står dig efter Livet, står
mig efter Livet, thi du står under min Varetægt."
1.Samuel 23
1. Da fik David at vide, at Filisterne belejrede Ke'ila og
plyndrede Tærskepladserne.
2. Og David rådspurgte HERREN: "Skal jeg drage hen og slå
Filisterne der?" HERREN svarede David; "Drag hen og slå
Filisterne og befri Ke'ila!"
3. Men Davids Mænd sagde til ham: "Se, vi lever i stadig Frygt her
i Juda; kan der så være Tale om, at vi skal drage til Ke'ila mod
Filisternes Slagrækker?"
4. Da rådspurgte David på ny HERREN, og HERREN svarede ham: "Drag
ned til Ke'ila, thi jeg giver Filisterne i din Hånd!"
5. David og hans Mænd drog da til Ke'ila, angreb Filisterne,
bortførte deres Kvæg og tilføjede dem et stort Nederlag. Således
befriede David Ke'ilas Indbyggere.
6. Dengang Ebjatar, Ahimeleks Søn, flygtede til David - han drog
med David ned til Ke'ila - havde han Efoden med.
7. Da Saul fik at vide, at David var kommet til Ke'ila, sagde han:
"Gud har givet ham i min Hånd! Thi han lukkede sig selv inde, da
han gik ind i en By med Porte og Slåer."
8. Derfor stævnede Saul hele Folket sammen for at drage ned til
Ke'ila og omringe David og hans Mænd.
9. Da David hørte, at Saul pønsede på ondt imod ham, sagde han til
Præsten Ebjatar: "Bring Efoden hid!"
10. Derpå sagde David: "HERRE, Israels Gud! Din Tjener har hørt, at
Saul har i Sinde at gå mod Ke'ila og ødelægge Byen for min
Skyld.
11. Vil Folkene i Ke'ila overgive mig i Sauls Hånd? Vil Saul drage
herned, som din Tjener har hørt? HERRE, Israels Gud, kundgør din
Tjener det!" HERREN svarede: "Ja, han vil!"
12. Så spurgte David: "Vil Folkene i Ke'ila overgive mig og mine
Mænd til Saul?" HERREN svarede: "Ja, de vil!"
13. Da brød David op med sine Mænd, henved 600 i Tal, og de drog
bort fra Ke'ila og flakkede om fra Sted til Sted. Men da Saul
fik at vide, at David var sluppet bort fra Ke'ila, opgav han sit
Togt.
14. Nu opholdt David sig i Ørkenen på Klippehøjderne og i Bjergene i
Zifs Ørken. Og Saul efterstræbte ham hele tiden, men Gud gav ham
ikke i hans Hånd.
15. Og David så, at Saul var draget ud for at stå ham efter Livet.
Medens David var i Horesj i Zifs Ørken,
16. begav Sauls Søn Jonatan sig til David i Horesj og styrkede hans
Kraft i Gud,
17. idet han sagde til ham: "Frygt ikke! Min Fader Sauls Arm skal
ikke nå dig. Du bliver Konge over Israel og jeg den næste efter
dig; det ved min Fader Saul også!"
18. Derpå indgik de to en Pagt for HERRENs Åsyn, og David blev i
Horesj, medens Jonatan drog hjem.
19. Men nogle Zifiter gik op til Saul i Gibea og sagde: "David
holder sig skjult hos os på Klippehøjderne ved Horesj i
Gibeat-Hakila sønden for Jesjimon.
20. Så kom nu herned, Konge, som du længe har ønsket; det skal da
være vor Sag at overgive ham til Kongen!"
21. Saul svarede: "HERREN velsigne eder, fordi l har Medfølelse med
mig!
22. Gå nu hen og pas fremdeles på og opspor, hvor han kommer hen på
sin ilsomme Færd; thi man har sagt mig, at han er meget snu.
23. Opspor alle de Skjulesteder, hvor han gemmer sig, og vend
tilbage til mig med pålidelig Underretning; så vil jeg følge med
eder, og hvis han er i Landet, skal jeg opsøge ham iblandt alle
Judas Tusinder!"
24. Da brød de op og drog forud for Saul til Zif. Men David var
dengang med sine Mænd i Maons Ørken i Lavningen sønden for
Jesjimon.
25. Så drog Saul og hans Mænd ud for at opsøge ham, og da David kom
under Vejr dermed, drog han ned til den Klippe, som ligger i
Maons Ørken; men da det kom Saul for Øre, fulgte han efter David
i Maons Ørken.
26. Saul gik med sine Mænd på den ene Side af Bjerget, medens David
med sine Mænd var på den anden, og David fik travlt med at
slippe bort fra Saul. Men som Saul og hans Mænd var ved at
omringe og gribe David og hans Mænd,
27. kom der et Sendebud og sagde til Saul: "Skynd dig og kom!
Filisterne har gjort Indfald i Landet!"
28. Saul opgav da at forfølge David og drog mod Filisterne. Derfor
kalder man det Sted Malekots Klippe.
1.Samuel 24
1. Derpå drog David op til Klippehøjderne ved En-Gedi og opholdt
sig der.
2. Da Saul kom tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne, blev det
meldt ham, at David var i En-Gedis Ørken.
3. Så tog Saul 3000 Krigere, udsøgte af hele Israel, og drog ud for
at søge efter David og hans Mænd østen for Stenbukke klipperne.
4. Og han kom til Fårefoldene ved Vejen. Der var en Hule, og Saul
gik derind for at tildække sine Fødder. Men David og hans Mænd
lå inderst i Hulen.
5. Da sagde Davids Mænd til ham: "Se, nu er den Dag kommet, HERREN
havde for Øje, da han sagde til dig: Se, jeg giver din Fjende i
din Hånd, så du kan gøre med ham, hvad du finder for godt!"
6. Men han svarede sine Mænd: "HERREN lade det være langt fra mig!
Slig en Gerning gør jeg ikke mod min Herre, jeg lægger ikke Hånd
på HERRENs Salvede; thi HERRENs Salvede er han!" Og David satte
sine Mænd strengt i Rette og tillod dem ikke at overfalde Saul.
7. Da stod David op og skar ubemærket Fligen af Sauls Kappe. Men
bagefter slog Samvittigheden David, fordi han havde skåret Sauls
kappeflig af.
8. Da nu Saul rejste sig og forlod Hulen for at drage videre,
9. stod David op bagefter, gik ud af Hulen og råbte efter Saul:
"Herre Konge!" Og da Saul så sig tilbage, kastede David sig ned
med Ansigtet mod Jorden og bøjede sig for ham.
10. Og David sagde til Saul: "Hvorfor lytter du til, hvad folk
siger: Se, David har ondt i Sinde imod dig?
11. I Dag har du dog med egne Øjne set, at HERREN gav dig i min Hånd
inde i Hulen; og dog vilde jeg ikke dræbe dig, men skånede dig
og sagde: Jeg vil ikke lægge Hånd på min Herre, thi han er
HERRENs Salvede!
12. Og se, Fader, se, her har jeg Fligen af din kappe i min Hånd!
Når jeg skar din Kappeflig af og ikke dræbte dig, så indse dog,
at jeg ikke har haft noget ondt eller nogen Forbrydelse i Sinde
eller har forsyndet mig imod dig, skønt du lurer på mig for at
tage mit Liv.
13. HERREN skal dømme mig og dig imellem, og HERREN skal give mig
Hævn over dig; men min Hånd skal ikke være imod dig!
14. Som det gamle Ord siger: Fra de gudløse kommer Gudløshed! Men
min Hånd skal ikke være imod dig.
15. Hvem er det, Israels Konge er draget ud efter, hvem er det, du
forfølger? En død Hund, en Loppe!
16. Men HERREN skal være Dommer og dømme mig og dig imellem; han
skal se til og føre min Sag og skaffe mig Ret over for dig!"
17. Da David havde talt disse Ord til Saul, sagde Saul: "Er det din
Røst, min Søn David?" Og Saul brast i Gråd
18. og sagde til David: "Du er retfærdigere end jeg; thi du har
gjort mig godt, medens jeg har gjort dig ondt,
19. og du har i Dag vist mig stor Godhed, siden du ikke dræbte mig,
da HERREN gav mig i din Hånd.
20. Hvem træffer vel sin Fjende og lader ham gå i Fred? HERREN
gengælde dig det gode, du har øvet imod mig i Dag!
21. Se, jeg ved, at du bliver Konge, og at Kongedømmet over Israel
skal blive i din Hånd;
22. så tilsværg mig nu ved HERREN, at du ikke vil udrydde mine
Efterkommere efter mig eller udslette mit Navn af mit
Fædrenehus!"
23. Det tilsvor David Saul, hvorefter Saul drog hjem, medens David
og hans Mænd gik op i Klippeborgen.
1.Samuel 25
1. Da Samuel var død, samledes hele Israel og holdt Klage over ham;
og man jordede ham i hans Hjem i Rama. Derpå brød David op og
drog ned til Maons Ørken.
2. I Maon boede en Mand, som havde sin Bedrift i Karmel; denne Mand
var hovedrig, han havde 3000 får og 1000 Geder; og han var netop
i Karmel til Fåreklipning.
3. Manden hed Nabal, hans Hustru Abigajil; hun var en klog og smuk
Kvinde, medens Manden var hård og ond. Han var Kalebit.
4. Da David ude i Ørkenen hørte, at Nabal havde Fåreklipning,
5. sendte han ti af sine Folk af Sted og sagde til dem: "Gå op til
Karmel, og når l kommer til Nabal, så hils ham fra mig
6. og sig til min Broder: Fred være med dig, Fred være med dit Hus,
og Fred være med alt, hvad dit er!
7. Jeg har hørt, at du har Fåreklipning. Nu har dine Hyrder opholdt
sig hos os; vi har ikke fornærmet dem, og de har intet mistet, i
al den Tid de har været i Karmel;
8. spørg kun dine Folk, så skal de fortælle dig det. Fat Godhed for
Folkene! Vi kommer jo til en Festdag; giv dine Trælle og din Søn
David, hvad du vil unde os!"
9. Davids Folk kom hen og sagde alt dette til Nabal fra David og
biede så på Svar.
10. Men Nabal svarede Davids Folk: "Hvem er David, hvem er Isajs
Søn? Nu til Dags er der så mange Trælle, der løber fra deres
Herre.
11. Skulde jeg tage mit Brød, min Vin og mit Slagtekvæg, som jeg har
slagtet til mine Fåreklippere, og give det til Mænd, jeg ikke
ved, hvor er fra?"
12. Så begav Davids Folk sig på Hjemvejen, og da de kom tilbage,
fortalte de ham det hele:
13. Da sagde David til sine Folk:"Spænd alle eders Sværd ved Lænd!"
Da spændte de alle deres Sværd om, også David. Og henved 400
Mand fulgte David, medens 200 blev ved Trosset.
14. Men en af Folkene fortalte Nabals Hustru Abigajil det og sagde:
"David sendte Bud fra Ørkenen for at hilse på vor Herre; men han
overfusede dem,
15. skønt de Mænd har været meget gode mod os og ikke fornærmet os,
og vi har intet mistet, i al den Tid vi færdedes sammen med dem,
da vi var ude i Marken.
16. De var en Mur om os både Nat og Dag, i al den Tid vi vogtede
Småkvæget i Nærheden af dem.
17. Se nu til, hvad du vil gøre, thi Ulykken hænger over Hovedet på
vor Herre og hele hans Hus; han selv er jo en Usling, man ikke
kan tale med!"
18. Så gik Abigajil straks hen og tog 200 Brød, to Dunke Vin, fem
tillavede Får, fem Sea ristet Korn, 100 Rosinkager og 200
Figenkager, lagde det på Æslerne
19. og sagde til sine Karle: "Gå i Forvejen, jeg kommer bagefter!"
Men sin Mand Nabal sagde hun intet derom.
20. Som hun nu på sit Æsel red ned ad Vejen i Skjul af Bjerget, kom
David og hans Mænd ned imod hende, så hun mødte dem.
21. Men David havde sagt: "Det er slet ingen Nytte til, at jeg i
Ørkenen har værnet om alt, hvad den Mand ejede, så intet deraf
gik tabt; han har gengældt mig godt med ondt.
22. Gud ramme David både med det ene og det andet, om jeg levner
noget mandligt Væsen af alt, hvad hans er, til Morgenens
Frembrud!"
23. Da Abigajil fik Øje på David, sprang hun straks af Æselet og
kastede sig ned for David på sit Ansigt, bøjede sig til Jorden,
24. faldt ned for hans Fødder og sagde: "Skylden er min, Herre! Lad
din Trælkvinde tale til dig og hør din Trælkvindes Ord!
25. Min Herre må ikke regne med den Usling fil Nabal! Han svarer til
sit Navn; Nabal hedder han, og fuld af Dårskab er han; men jeg,
din Trælkvinde, så ikke min Herres Folk, som du sendte hid.
26. Men nu, min Herre, så sandt HERREN lever, og så sandt du lever,
du, hvem HERREN har holdt fra at pådrage dig Blodskyld og tage
dig selv til Rette: Måtte det gå dine Fjender og dem, som pønser
på ondt mod min Herre, som Nabal!
27. Lad nu Folkene, som følger min Herre, få denne Gave, som din
Trælkvinde bringer min Herre.
28. Tilgiv dog din Trælkvinde hendes Brøde; thi HERREN vil visselig
bygge min Herre et Hus, som skal stå, eftersom min Herre fører
HERRENs Krige, og der ikke har været noget ondt at finde hos
dig, så længe du har levet.
29. Og skulde nogen rejse sig for at forfølge dig og stå dig efter
Livet, måtte da min Herres Liv være bundet i de levendes Knippe
hos HERREN din Gud; men dine Fjenders Liv slynge han bort med
Slyngeskålen!
30. Når HERREN så for min Herre opfylder alt det gode, han lovede
dig, og sætter dig til Fyrste over Israel,
31. da får du ikke dette at bebrejde dig selv, og min Herre får ikke
Samvittighedsnag af, at han uden Grund udgød Blod, og at min
Herre tog sig selv til Rette. Og når HERREN gør vel imod min
Herre, kom da din Trælkvinde i Hu!"
32. Da sagde David til Abigajil: "Priset være HERREN, Israels Gud,
som i Dag sendte mig dig i Møde,
33. priset være din Klogskab, og priset være du selv, som i bag
holdt mig fra at pådrage mig Blodskyld og tage mig selv til
Rette!
34. Men så sandt HERREN, Israels Gud, lever, som holdt mig fra at
gøre dig Men: Hvis du ikke var ilet mig i Møde, var ikke et
mandligt Væsen levnet Nabal til i Morgen!"
35. Og David modtog af hende, hvad hun havde bragt ham, og sagde til
hende: "Gå op til dit Hus i Fred! Jeg har lånt dig Øre og
opfyldt dit Ønske."
36. Da Abigajil kom hjem til Nabal, holdt han netop i sit Hus et
Gæstebud som en Konges; og da han var glad og stærkt beruset,
sagde hun ham ikke det mindste, før det dagedes.
37. Men om Morgenen, da Nabals Rus var ovre, fortalte hans Hustru
ham Sagen. Da lammedes Hjertet i hans Bryst, og han blev som
Sten;
38. og en halv Snes Dage efter slog HERREN Nabal, så han døde.
39. Da David fik at vide, at Nabal var død, sagde han: "Lovet være
HERREN, som har hævnet den Krænkelse, Nabal tilføjede mig, og
holdt sin Tjener fra at gøre ondt; HERREN har ladet Nabals
Ondskab falde tilbage på hans eget Hoved!" Derpå sendte David
Bud og bejlede til Abigajil.
40. Og da Davids Trælle kom til Abigajil i Karmel, talte de således
til hende: "David har sendt os til dig for at bejle til dig!"
41. Da rejste hun sig, bøjede sig med Ansigtet mod Jorden og sagde:
"Din Tjenerinde er rede til at blive min Herres Trælkvinde og
tvætte hans Trælles Fødder!"
42. Så stod Abigajil hastigt op og satte sig på sit Æsel, og hendes
fem Piger ledsagede hende; og hun fulgte med Davids Sendebud og
blev hans Hustru.
43. Desuden havde David ægtet Ahinoam fra Jizre'el. Således blev de
begge to hans Hustruer.
44. Men Saul gav sin Datter Mikal, Davids Hustru, til Palti,
Lajisj's Søn, fra Gallim.
1.Samuel 26
1. Zifiterne kom til Saul i Gibea og sagde: "Mon ikke David holder
sig skjult i Gibeat-Hakila over for Jesjimon!"
2. Da brød Saul op og drog ned til Zifs Ørken med 3000 udsøgte Mænd
af Israel for at søge efter David i Zifs Ørken;
3. og han slog Lejr i Gibeat-Hakila østen for Jesjimon ved Vejen,
medens David opholdt sig i Ørkenen. Da David erfarede, at Saul
var draget ind i Ørkenen for at forfølge ham,
4. udsendte han Spejdere og fik at vide, at Saul var kommet til
Nakon.
5. Da stod David op og begav sig til det Sted, hvor Saul havde
lejret sig, og David fik Øje på det Sted, hvor Saul og hans
Hærfører Abner, Ners Søn, lå; det var i Vognborgen, Saul lå, og
hans Folk var lejret rundt om ham.
6. Og David tog til Orde og sagde til Hetiten Ahimelek og til Joabs
Broder Abisjaj, Zerujas Søn: "Hvem vil følge mig ned til Saul i
Lejren?" Abisjaj svarede: "Det vil jeg!"
7. Så kom David og Abisjaj om Natten til Hæren, og se, Saul lå og
sov i Vognborgen med sit Spyd stukket i Jorden ved sit
Hovedgærde, medens Abner og Krigerne lå rundt om ham.
8. Da sagde Abisjaj til David: "Gud har i Dag givet din Fjende i
din Hånd! Lad mig nagle ham til Jorden med hans Spyd, så jeg
ikke skal behøve at gøre det om!"
9. Men David svarede Abisjaj: "Gør ham ikke noget ondt! Thi hvem
lægger ustraffet Hånd på HERRENs Salvede?"
10. Og David sagde endvidere: "Nej, så sandt HERREN lever, HERREN
selv vil ramme ham; hans Time kommer, eller han vil blive revet
bort, når han drager i Krigen.
11. HERREN lade det være langt fra mig at lægge Hånd på HERRENs
Salvede! Men tag nu Spydet ved hans Hovedgærde og Vandkrukken,
og lad os så gå vor Vej!"
12. Så tog David Spydet og Vandkrukken fra Sauls Hovedgærde, og de
gik deres Vej, uden at nogen så eller mærkede det eller vågnede;
thi de sov alle, eftersom en tung Søvn fra HERREN var faldet
over dem.
13. Derpå gik David over på den anden Side og stillede sig langt
borte på Toppen af Bjerget, så at der var langt imellem dem.
14. Så råbte han til Krigerne og Abner, Ners Søn: "Svarer du ikke,
Abner?" Abner svarede: "Hvem er det, som kalder på Kongen?"
15. David sagde til Abner: "Er du ikke en Mand? Og hvem er din Lige
i Israel? Hvorfor vogtede du da ikke din Herre Kongen? Thi en af
Krigerne kom for at gøre din Herre Kongen Men.
16. Der har du ikke båret dig vel ad! Så sandt HERREN lever: I er
dødsens, I, som ikke vogtede eders Herre, HERRENs Salvede! Se nu
efter: Hvor er Kongens Spyd og Vandkrukken, som stod ved hans
Hovedgærde?"
17. Da kendte Saul Davids Røst, og han sagde: "Er det din Røst, min
Søn David?" David svarede: "Ja, Herre Konge!"
18. Og han føjede til: "Hvorfor forfølger min Herre dog sin Træl?
Hvad har jeg gjort, og hvad ondt har jeg øvet?
19. Måtte min Herre Kongen nu høre sin Træls Ord! Hvis det er
HERREN, der har ægget dig imod mig, så lad ham få Duften af en
Offergave. Men er det Mennesker,da være de forbandet for HERRENs
Åsyn, fordi de nu har drevet mig bort, så at jeg er udelokket
fra HERRENs Arvelod, og fordi de har sagt til mig: Gå bort og
dyrk fremmede Guder!
20. Nu beder jeg: Lad ikke mit Blod væde Jorden fjernt fra HERRENs
Åsyn! Israels Konge er jo draget ud for at stå mig efter Livet,
som når Ørnen jager en Agerhøne på Bjergene!"
21. Da sagde Saul: "Jeg har syndet; kom tilbage, min Søn David! Thi
jeg vil ikke mer gøre dig noget ondt, eftersom mit Liv i Dag var
dyrebart i dine Øjne. Se, jeg har handlet som en Dåre og gjort
mig skyldig i en såre stor Vildfarelse!
22. David svarede: "Se, her er Kongens Spyd; lad en af Folkene komme
herover og hente det.
23. Men HERREN vil gengælde enhver hans Retfærdighed og Troskab;
HERREN gav dig i Dag i min Hånd, men jeg vilde ikke lægge Hånd
på HERRENs Salvede!
24. Men som dit Liv i Dag var agtet højt i mine Øjne, måtte således
mit Liv være agtet højt i HERRENs Øjne, så at han frier mig fra
al Nød!"
25. Da sagde Saul til David: "Velsignet være du, min Søn David! For
dig lykkes alt, hvad du tager dig for!" Derpå gik David sin Vej,
og Saul vendte tilbage til sit Hjem.
1.Samuel 27
1. Men David sagde til sig selv: "Jeg falder dog en skønne Dag for
Sauls Hånd. Jeg har ingen anden udvej end at søge Tilflugt i
Filisternes Land; så opgiver Saul at søge efter mig nogetsteds i
Israels Land, og jeg er uden for hans Rækkevidde!"
2. David brød da op og drog med sine 600 Mænd over til Maoks Søn,
Kong Akisj af Gat;
3. og David boede hos Akisj i Gat tillige med sine Mænd, som havde
deres Familier med, ligesom David havde sine to Hustruer med,
Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru.
4. Da Saul fik at vide, at David var flygtet til Gaf, holdt han op
at søge efter ham.
5. Men David sagde til Akisj: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine
Øjne, lad mig så få et Sted at bo i en af Byerne ude i Landet,
thi hvorfor skal din Træl bo hos dig i Hovedstaden?"
6. Akisj lod ham da med det samme få Ziklag; og derfor tilhører
Ziklag endnu den Dag i Dag Judas Konger.
7. Den Tid, David boede i Filisternes Land, udgjorde et År og fire
Måneder.
8. Og David og hans Mænd drog op og plyndrede hos Gesjuriterne,
Gizriterne og Amalekiterne; thi de boede i Landet fra Telam hen
imod Sjur og hen til Ægypten;
9. og når David plyndrede Landet, lod han hverken Mænd eller
Kvinder blive i Live, men Småkvæg, Hornkvæg, Æsler, Kameler og
Klæder tog han med; når han så vendte tilbage og kom til Akisj,
10. og han spurgte: "Hvor hærgede I denne Gang?" svarede David:
"Idet judæiske Sydland!" eller: "I det jerame'elitiske Sydland!"
eller: "I det kenitiske Sydland!"
11. David lod ingen Mand eller Kvinde blive i Live for ikke at måtte
tage dem med til Gat; thi han tænkte: "De kunde røbe os og sige:
Det og det har David gjort!" Således bar han sig ad, al den Tid
han opholdt sig i Filisternes Land.
12. Derfor fik Akisj Tillid til David, idet han tænkte: "Han har
gjort sig grundig forhadt hos sit Folk Israel; han vil tjene mig
for stedse!"
1.Samuel 28
1. På den Tid samlede Filisterne deres Hær til Kamp for at angribe
Israel. Da sagde Akisj til David: "Det må du vide, at du og dine
Mænd skal følge med mig i Hæren!"
2. David svarede Akisj: "Godt, så skal du også få at se, hvad din
Træl kan udrette!" Da sagde Akisj til David: "Godt, så sætter
jeg dig til hele Tiden at vogte mit Liv!"
3. Samuel var død, og hele Israel havde holdt Klage over ham, og
han var blevet jordet i Rama, hans By. Og Saul havde udryddet
Dødemanerne og Besværgerne af Landet.
4. Imidlertid samlede Filisterne sig og kom og slog Lejr i Sjunem,
og Saul samlede hele Israel, og de slog Lejr på Gilboa.
5. Da Saul så Filisternes Hær, grebes han af Frygt og blev såre
forfærdet.
6. Da rådspurgte Saul HERREN; men HERREN svarede ham ikke, hverken
ved Drømme eller ved Urim eller ved Profeterne.
7. Saul sagde derfor til sine Folk: "Opsøg mig en Kvinde, som kan
mane; så vil jeg gå til hende , og rådspørge hende!" Hans Folk
svarede ham: "I En-Dor er der en Kvinde, som kan mane!"
8. Da gjorde Saul sig ukendelig og tog andre Klæder på og gav sig
på Vej, fulgt af to Mænd. Da de om Natten kom til Kvinden, sagde
han: "Spå mig ved en Genfærdsånd og man mig den, jeg siger dig,
frem!"
9. Kvinden svarede ham: "Du ved jo, hvad Saul har gjort, hvorledes
han har udryddet Dødemanerne og Besværgerne af Landet. Hvorfor
vil du da lægge Snare for mit Liv og volde min Død?"
10. Da tilsvor Saul hende ved HERREN: "Så sandt HERREN lever, skal
intet lægges dig til Last i denne Sag!"
11. Så sagde Kvinden: "Hvem skal jeg da mane dig frem?" Han svarede:
"Man mig Samuel frem!"
12. Kvinden så da Samuel og udstødte et højt Skrig; og Kvinden sagde
til Saul: "Hvorfor har du ført mig bag Lyset? Du er jo Saul!"
13. Da sagde Kongen til hende: "Frygt ikke! Men hvad ser du?"
Kvinden svarede Saul: "Jeg ser en Ånd stige op af Jorden!"
14. Han sagde atter til hende: "Hvorledes ser han ud?" Hun svarede:
"En gammel Mand stiger op, hyllet i en Kappe!" Da skønnede Saul,
at det var Samuel, og han kastede sig med Ansigtet til Jorden og
bøjede sig.
15. Men Samuel sagde til Saul: "Hvorfor har du forstyrret min Ro og
kaldt mig frem?" Saul svarede: "Jeg er i stor Vånde; Filisterne
angriber mig, og Gud har forladt mig og svarer mig ikke mere,
hverken ved Profeterne eller ved Drømme. Derfor lod jeg dig
kalde, for at du skal sige mig, hvad jeg skal gribe til."
16. Da sagde Samuel: "Hvorfor spørger du mig, når HERREN har forladt
dig og er blevet din Fjende?
17. HERREN har handlet imod dig, som han kundgjorde ved mig, og
HERREN har revet Kongedømmet ud af din Hånd og givet din
Medbejler David det.
18. Eftersom du ikke adlød HERREN og ikke lod hans glødende Vrede
ramme Amalek, så har HERREN nu voldet dig dette;
19. HERREN vil også give Israel i Filisternes Hånd sammen med dig!
I Morgen skal både du og dine Sønner falde; også Israels Hær vil
HERREN give i Filisternes Hånd!"
20. Da faldt Saul bestyrtet til Jorden, så lang han var,
rædselsslagen over Samuels Ord; han var også ganske afkræftet,
da han Døgnet igennem intet havde spist.
21. Kvinden kom nu hen til Saul, og da hun så, at han var ude af sig
selv af Skræk, sagde hun til ham: "Se, din Trælkvinde adlød dig;
jeg satte mit Liv på Spil og adlød de Ord, du talte til mig.
22. Så adlyd du nu også din Trælkvinde; lad mig sætte et Stykke Brød
frem for dig; spis det, for at du kan være ved Kræfter, når du
går bort!"
23. Men han værgede sig og sagde: "Jeg kan ikke spise!" Men da både
hans Mænd og Kvinden nødte ham, gav han efter for dem, rejste
sig fra Jorden og satte sig på Lejet.
24. Kvinden havde en Fedekalv i Huset, den skyndte hun sig at
slagte; derpå tog hun Mel, æltede det og bagte usyret Brød
deraf.
25. Så satte hun det frem for Saul og hans Mænd; og da de havde
spist, stod de op og gik bort samme Nat.
1.Samuel 29
1. Filisterne samlede hele deres Hær i Afek, medens Israel havde
slået lejr om Kilden ved Jizre'el.
2. Og Filisternes Fyrster rykkede frem med deres Hundreder og
Tusinder, og sidst kom David og hans Mænd sammen med Akisj.
3. Da sagde Filisternes Høvdinger: "Hvad skal de Hebræere her?"
Akisj svarede: "Det er jo David, Kong Saul af Israels Tjener,
som nu allerede har været hos mig et Par År, og jeg har ikke
opdaget noget mistænkeligt hos ham, siden han gik over til mig."
4. Men Filisternes Høvdinger blev vrede på ham og sagde: "Send den
Mand tilbage til det Sted, du har anvist ham. Han må ikke drage
i Kamp med os, for at han ikke skal vende sig imod os under
Slaget; thi hvorledes kan denne Mand bedre vinde sin Herres
Gunst end med disse Mænds Hoveder?
5. Det var jo David, om hvem man sang under Dans: Saul slog sine
Tusinder, men David sine Titusinder!"
6. Da lod Akisj David kalde og sagde til ham: "Så sandt HERREN
lever: Du er redelig, og jeg er vel tilfreds med, at du går ud
og ind hos mig i Lejren, thi jeg har ikke opdaget noget
mistænkeligt hos dig, siden du kom til mig; men Fyrsterne er
ikke glade for dig.
7. Vend nu derfor tilbage og gå bort i Fred, for at du ikke skal
gøre noget, som mishager Filisternes Fyrster!"
8. Da sagde David til Akisj: "Hvad har jeg gjort, og hvad har du
opdaget hos din Træl, fra den Dag jeg trådte i din Tjeneste,
siden jeg ikke må drage hen og kæmpe mod min Herre Kongens
Fjender?"
9. Akisj svarede David: "Du ved, at du er mig kær som en Guds
Engel, men Filisternes Høvdinger siger: Han må ikke drage med os
i Kampen!
10. Gør dig derfor rede i Morgen tidlig tillige med din Herres Folk,
som har fulgt dig, og gå til det Sted, jeg har anvist eder; tænk
ikke ilde om mig, thi du er mig kær; gør eder rede i Morgen
tidlig og drag af Sted, så snart det bliver lyst!"
11. David og hans Mænd begav sig da tidligt næste Morgen på
Hjemvejen til Filisternes Land, medens Filisterne drog op til
Jizre'el.
1.Samuel 30
1. Da David og hans Mænd Tredjedagen efter kom til Ziklag, var
Amalekiterne faldet ind i Sydlandet og Ziklag, og de havde
indtaget Ziklag og stukket det i Brand;
2. Kvinderne og alle, som var der, små og store, havde de taget til
Fange; de havde ingen dræbt, men ført dem med sig, da de drog
bort.
3. Da David og hans Mænd kom til Byen, se, da var den nedbrændt og
deres Hustruer, Sønner og Døtre taget til Fange.
4. Da brast David og hans Krigere i lydelig Gråd, og de græd, til
de ikke kunde mere.
5. Også Davids to Hustruer Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil,
Karmeliten Nabals Hustru, var taget til Fange.
6. Og David kom i stor Vånde, thi Folkene tænkte på at stene ham,
da de alle græmmede sig over deres Sønner eller Døtre. Men David
søgte Styrke hos HERREN sin Gud;
7. og David sagde til Præsten Ebjatar, Ahimeleks Søn: "Bring mig
Efoden hid!" Og Ebjatar bragte David den.
8. Da rådspurgte David HERREN: "Skal jeg sætte efter denne
Røverskare? Kan jeg indhente den?" Han svarede: "Sæt efter den;
thi du skal indhente den og bringe Redning!"
9. Så drog David af Sted med de 600 Mand, som var hos ham, og de
kom til Besorbækken, hvor de, som skulde lades tilbage, blev
stående;
10. men David begyndte Forfølgelsen med 400 Mand, medens 200 Mand,
som var for udmattede til at gå over Besorbækken, blev tilbage.
11. Og de fandt en Ægypter liggende på Marken; ham tog de med til
David og gav ham Brød at spise og Vand at drikke;
12. desuden gav de ham en Figenkage og to Rosinkager. Da han havde
spist, kom han til Kræfter; - thi han havde hverken spist eller
drukket i hele tre Døgn.
13. David spurgte ham da: "Hvem tilhører du, og hvor er du fra?"
Han svarede: "Jeg er en ung Ægypter, Træl hos en Amalekit; min
Herre efterlod mig her, da jeg for tre Dage siden blev syg.
14. Vi gjorde Indfald i det kretiske Sydland, i Judas Område og i
Kalebs Sydland, og Ziklag stak vi i Brand."
15. Da sagde David til ham: "Vil du vise mig Vej til denne
Røverskare?" Han svarede: "Tilsværg mig ved Gud, at du hverken
vil dræbe mig eller udlevere mig til min Herre, så vil jeg vise
dig Vej til den!"
16. Så viste han dem Vej, og de traf dem spredte rundt om i hele
Egnen i Færd med at spise og drikke og holde Fest på hele det
store Bytte, de havde taget fra Filisterlandet og Judas Land.
17. David huggede dem da ned fra Dæmring til Aften; og ingen af dem
undslap undtagen 400 unge Mænd, som svang sig på Kamelerne og
flygtede.
18. Og David reddede alt, hvad Amalekiterne havde røvet, også sine
to Hustruer.
19. Og der savnedes intet, hverken småt eller stort, hverken Byttet
eller Sønnerne og Døtrene eller noget af, hvad de havde taget
med; det hele bragte David tilbage.
20. Da tog de alt Småkvæget og Hornkvæget og drev det hen for David
og sagde: "Her er Davids Bytte!"
21. Da David kom til de 200 Mand, som havde været for udmattede til
at følge ham, og som han havde ladet blive ved Besorbækken, gik
de David og hans Folk i Møde, og David gik hen til Folkene og
hilste på dem.
22. Men alle ildesindede Niddinger blandt dem, som havde fulgt
David, tog til Orde og sagde: "De fulgte os ikke, derfor vil vi
intet give dem af Byttet, vi har reddet; kun deres Hustruer og
Børn må de tage med hjem!"
23. David sagde: "Således må I ikke gøre, nu da HERREN har været
gavmild imod os og skærmet os og givet Røverskaren, som
overfaldt os, i vor Hånd.
24. Hvem er der vel, som vil følge eder i det? Nej, den, der drog i
Kampen, og den, der blev ved Trosset, skal have lige Del, de
skal dele med hinanden!"
25. Og derved blev det både den Dag og siden; han gjorde det til Lov
og Ret i Israel, som det er den Dag i bag.
26. Da David kom til Ziklag, sendte han noget af Byttet til de
Ældste i Juda, som var hans Venner, med det Bud: "Her er en Gave
til eder af Byttet, der er taget fra HERRENs Fjender!"
27. Det var til dem i Betel, i Ramot i Sydlandet, i Jattir,
28. dem i Ar'ara, i Sifmot, i Esjtemoa,
29. i Karmel, i Jerame'eliternes Byer, i Keniternes Byer,
30. i Horma, i Bor-Asjan, i Atak,
31. i Hebron, og ligeledes til alle de andre Steder, hvor David
havde færdedes med sine Mænd.
1.Samuel 31
1. Imidlertid angreb Filisterne Israel; og Israels Mænd flygtede
for Filisterne, og de faldne lå rundt om på Gilboas Bjerg.
2. Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner og dræbte Sauls
Sønner, Jonatan, Abinadab og Malkisjua.
3. Kampen rasede om Saul, og han blev opdaget af Bueskytterne og
grebes af stor Angst for dem.
4. Da sagde Saul til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og gennembor
mig, for at ikke disse uomskårne skal komme og gennembore mig og
mishandle mig!" Men Våbendrageren vilde ikke, thi han gøs
tilbage derfor. Da tog Saul Sværdet og styrtede sig i det;
5. og da Våbendrageren så, at Saul var død, styrtede også han sig i
sit Sværd og fulgte ham i Døden.
6. Således fulgtes denne Dag Saul, hans tre Sønner, hans
Våbendrager og alle hans Mænd i Døden.
7. Men da Israels Mænd i Byerne i Dalen og ved Jordan så, at
Israels Mænd var flygtet, og at Saul og hans Sønner var faldet,
forlod de Byerne og flygtede, hvorpå Filisterne kom og besatte
dem.
8. Da Filisterne Dagen efter kom for at plyndre de faldne, fandt de
Saul og hans tre Sønner liggende på Gilboas Bjerg;
9. de huggede da Hovedet at ham, afførte ham hans Våben og sendte
Bud rundt i Filisternes Land for at bringe deres Afguder og
Folket Glædesbudet.
10. Våbnene lagde de i Astartes Tempel, men Kroppen hængte de op på
Bet-Sjans Mur.
11. Men da Indbyggerne i Jabesj i Gilead hørte, hvad Filisterne
havde gjort ved Saul,
12. brød alle våbenføre Mænd op, og efter at have gået hele Natten
igennem tog de Sauls og hans Sønners Kroppe ned fra Bet-Sjans
Mur, bragte dem med til Jabesj og brændte dem der.
13. Så tog de deres Ben og jordede dem under Tamarisken i Jabesj og
fastede syv Dage.
2.Samuel
2.Samuel 1
1. Da David efter Sauls Død var vendt tilbage fra Sejeren over
Amalek og havde opholdt sig to Dage i Ziklag,
2. kom der Tredjedagen en Mand fra Hæren, fra Saul, med sønderrevne
Klæder og Jord på Hovedet, og da han kom hen til David, kastede
han sig til Jorden og bøjede sig.
3. David spurgte ham: "Hvor kommer du fra?" Han svarede: "Jeg slap
bort fra Israels Hær!"
4. David sagde da til ham: "Hvorledes gik det? Fortæl mig det!"
Han svarede: "Folket flygtede fra Kampen, og mange af Folket
faldt og døde; også Saul og hans Søn Jonatan er døde."
5. Da sagde David til den unge Mand, som bragte ham Budet: "Hvoraf
ved du, at Saul og hans Søn Jonatan er døde?"
6. Den unge Mand, der bragte ham Budet, svarede: "Det traf sig, at
jeg var på Gilboas Bjerg, og se, Saul stod lænet til sit Spyd,
medens Vognene og Rytterne trængte ham;
7. og da han vendte sig om, fik han Øje på mig og kaldte på mig; og
jeg sagde: Her er jeg!
8. Da spurgte han mig: Hvem er du? Og jeg svarede: Jeg er en
Amalekit!
9. Så sagde han til mig: Kom herhen og giv mig Dødsstødet! Thi
Krampen har grebet mig, men jeg lever endnu!
10. Og jeg trådte hen til ham og gav ham Dødsstødet, thi jeg så, at
han ikke kunde leve, når han faldt om. Så tog jeg Diademet, han
havde på Hovedet, og et Armbånd, han bar på Armen, og dem har
jeg med hid til min Herre."
11. Da tog David fat i sine Klæder og sønderrev dem, og ligeså
gjorde alle hans Mænd;
12. og de holdt Klage, græd og fastede til Aften over Saul og hans
Søn Jonatan og HERRENs Folk og Israels Hus, fordi de var faldet
for Sværdet.
13. Derpå sagde David til den unge Mand, som havde bragt ham Budet:
"Hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er Søn af en Amalekit, der
bor her som fremmed."
14. Da sagde David: "Frygtede du dog ikke for at lægge Hånd på
HERRENs Salvede og dræbe ham!"
15. David kaldte så på en af sine Folk og sagde: "Kom herhen og stød
ham ned!" Og han slog ham ihjel.
16. Men David sagde til ham: "Dit Blod komme over dit eget Hoved!
Thi din egen Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg gav HERRENs
Salvede Dødsstødet!"
17. Da sang David denne Klagesang over Saul og hans Søn Jonatan.
18. Den skal læres af Judas Sønner; den står optegnet i de
Oprigtiges Bog.
19. Din Pryd, Israel, ligger dræbt på dine Høje. Ak, at dog Heltene
faldt!
20. Forkynd det ikke i Gat, ej lyde der Glædesbud på Askalons Gader,
at ikke Filisternes Døtre skal fryde sig, de uomskårnes Døtre
juble!
21. Gilboas Bjerge! Ej falde Dug og Regn på eder, I Dødens Vange!
Thi Heltenes Skjolde vanæredes der; Sauls Skjold er ej salvet
med Olie.
22. Uden faldnes Blod, uden Heltes Fedt kom Jonatans Bue ikke
tilbage, Sauls Sværd ikke sejrløst hjem.
23. Saul og Jonatan, de elskelige, hulde, skiltes ikke i Liv eller
Død; hurtigere var de end Ørne, stærkere var de end Løver!
24. O, Israels Døtre, græd over Saul, som klædte eder yndigt i
Purpur, satte Guldsmykker på eders Klæder!
25. Ak, at dog Heltene faldt i Slagets Tummel - dræbt ligger Jonatan
på dine Høje!
26. Jeg sørger over dig, Jonatan, Broder, du var mig såre kær;
underfuld var mig din Kærlighed, mere end Kvinders Kærlighed.
27. Ak, at dog Heltene faldt, Stridsvåbnene lagdes øde!
2.Samuel 2
1. Derefter rådspurgte David HERREN: "Skal jeg drage op til en af
Judas Byer?" HERREN svarede:"Gør det!" Og David spurgte: "Hvor
skal jeg drage hen?" Da svarede han: "Til Hebron!"
2. Så drog David derop tillige med sine to Hustruer Ahinoam fra
Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru;
3. og han tog sine Mænd med derop tillige med deres Familier, og de
bosatte sig i Byerne omkring Hebron.
4. Da kom Judas Mænd derhen og salvede David til Konge over Judas
Hus. Da David fik at vide, at Mændene i Jabesj i Gilead havde
jordet Saul,
5. sendte han Sendebud til Mændene i Jabesj i Gilead og lod sige:
"HERREN velsigne eder, fordi I således viste Godhed mod eders
Herre Saul og jordede ham.
6. Måtte nu HERREN vise eder Godhed og Trofasthed! Men også jeg vil
gøre godt imod eder, fordi I gjorde dette.
7. Tag eder derfor sammen og vis eder som stærke Mænd; thi eders
Herre Saul er død, og Judas Hus har allerede salvet mig til
Konge!"
8. Men Abner, Ners Søn, Sauls Hærfører, tog Sauls Søn Isjbosjet og
bragte ham over til Mahanajim
9. og udråbte ham til Konge over Gilead, Aseriterne, Jizre'el,
Efraim og Benjamin, over hele Israel.
10. Isjbosjet, Sauls Søn, var fyrretyve År, da han blev Konge over
Israel, og han herskede to År. Kun Judas Hus sluttede sig til
David.
11. Den Tid David herskede i Hebron over Judas Hus, var syv År og
seks Måneder.
12. Abner, Ne'rs Søn, drog med Isjbosjets, Sauls Søns, Folk fra
Mahanajim til Gibeon;
13. ligeledes drog Joab, Zerujas Søn ud med Davids folk, og de
stødte sammen med dem ved Dammen i Gibeon; og de slog sig ned
hver på sin Side af Dammen.
14. Da sagde Abner til Joab: "Lad de unge Mænd stå op og udføre
Våben lege for os!" Og Joab sagde: "Ja, lad dem stå op!"
15. Så stod de op og gik frem lige mange fra hver Side, tolv
Benjaminiter for Isjbosjet, Sauls Søn, og tolv af Davids Folk;
16. men de greb hverandre om Hovedet og stødte Sværdet i Siden på
hverandre, så de faldt alle til Hobe. Derfor kalder man dette
Sted Helkat-Hazzurim; det ligger ved Gibeon.
17. Samme Dag kom det til en meget hård Kamp, i hvilken Abner og
Israels Mænd blev drevet på Flugt af Davids Folk.
18. Ved den Lejlighed var Zerujastre Sønner med, Joab, Abisjaj og
Asa'el; og Asa'el, der var rapfodet som Markens Gazeller,
19. forfulgte Abner uden at bøje af til højre eller venstre.
20. Abner vendte sig om og spurgte: "Er det dig, Asa'el?" Han
svarede: "Ja, det er!"
21. Da sagde Abner: "Bøj af til en af Siderne, grib en af de unge
Mænd og tag dig hans Rustning!" Men Asa'el vilde ikke opgive at
forfølge ham.
22. Da sagde Abner videre til Asa'el: "Stands med at forfølge mig!
Hvorfor skal jeg slå dig til Jorden? Og hvorledes skal jeg så
kunne se din Broder Joab i Øjnene?"
23. Men han vægrede sig ved at standse, og Abner stødte da baglæns
Spydet gennem Underlivet på ham, så det kom ud af Ryggen, og han
faldt død om på Stedet. Og alle, som kom til Stedet, hvor Asa'el
lå og var død, stod stille.
24. Men Joab og Abisjaj forfulgte Abner, og da Solen gik ned, havde
de nået Gibeat-Amma, som ligger østen for Gia ved Vejen til
Gibeons Ørken.
25. Da samlede Benjaminiterne sig om Abne'r og stillede sig i Klynge
på Toppen af Gibeat-Amma.
26. Men Abner råbte til Joab: "Skal da Sværdet altid blive ved at
fortære? Ved du ikke, at Eftersmagen er besk? Hvor længe skal
det vare, inden du byder Folket standse med at forfølge deres
Brødre?"
27. Joab svarede: "Så sandt HERREN lever: Havde du ikke talt, vilde
Folkene først i Morgen have standset med at forfølge deres
Brødre!"
28. Derpå stødte Joab i Hornet, og hele Folket standsede; de
forfulgte ikke mere Israel og fortsatte ikke Kampen.
29. Abner og hans Mænd vandrede så i Løbet af Natten igennem
Arabalavningen, satte over Jordan, gik hele Kløften igennem og
kom til Mahanajim.
30. Da Joab vendte tilbage fra Forfølgelsen af Abner og samlede alle
Krigerne, savnedes foruden Asa'el nitten Mand af Davids Folk,
31. medens Davids Folk havde slået 360 Mand ihjel af Benjaminiterne,
Abners Folk.
32. Derpå bar de Asa'el bort og jordede ham i hans Faders Grav i
Betlehem, og Joab og hans Mænd vandrede hele Natten igennem; da
Solen stod op, nåede de Hebron. 3-1. Krigen imellem Sauls og
Davids Huse trak i Langdrag; men David blev stærkere og
stærkere, Sauls Hus svagere og svagere.
2.Samuel 3
2. I Hebron fødtes der David Sønner; hans førstefødte var Amnon,
Søn af Ahinoam fra Jizre'el,
3. den næstældste Kil'ab, Søn af Abigajil, Harmeliten Nabals
Hustru, den tredje Absalon, en Søn af Kong Talmaj af Gesjurs
Datter Ma'aka,
4. den fjerde Adonija, en Søn af Haggit, den femte Sjefatja, en Søn
af Abital,
5. og den sjette Jitream, Søn af Davids Hustru Egla. Disse fødtes
David i Hebron.
6. Under Krigen mellem Sauls og Davids Huse ydede Abner Sauls Hus
kraftig Støtte.
7. Nu havde Saul haft en Medhustru ved Navn Rizpa, Ajjas Datter.
Og Isjbosjet sagde til Abner: "Hvorfor gik du ind til min Faders
Medhustru?"
8. Abner blev opbragt over Isjbosjets Ord og sagde: "Er jeg nu
blevet et Hundehoved fra Juda? Nu har jeg Gang på Gang vist
Godhed mod din Fader Sauls Hus, hans Brødre og Venner og ikke
ladet dig falde i Davids Hånd, og så går du nu i Rette med mig
for en Kvindes Skyld!
9. Gud ramme Abner både med det ene og det andet: Hvad HERREN
tilsvor David, skal jeg nu sørge for bliver opfyldt på ham;
10. jeg skal sørge for, at Sauls Hus mister Kongedømmet og Davids
Trone bliver rejst over Israel og Juda fra Dan til Be'ersjeba!"
11. Og af Frygt for Abner kunde Isjbosjet ikke svare et Ord.
12. Så sendte Abner Sendebud til David i Hebron og lod sige: "Slut
Pagt med mig! Se, jeg vil hjælpe dig og bringe hele Israel over
på din Side!"
13. Han svarede: "Vel, jeg vil slutte Pagt med dig; men een Ting
kræver jeg af dig: Du bliver ikke stedet for mit Åsyn, med
mindre du har Sauls Datter Mikal med, når du kommer!"
14. David sendte derpå Bud til Isjbosjet, Sauls Søn, og lod
sige:"Giv mig min Hustru Mikal, som jeg blev trolovet med for
100 Filisterforhuder!"
15. Da sendte Isjbosjet Bud og lod hende hente hos hendes Mand
Paltiel, Lajisj's Søn.
16. Hendes Mand fulgte hende grædende lige til Bahurim; her sagde
Abner til ham: "Gå nu hjem!" Så vendte han hjem.
17. Men Abner havde forhandlet med Israels Ældste og sagt: "Allerede
tidligere ønskede I David til Konge;
18. så gør nu Alvor af det! Thi HERREN har sagt om David: Ved min
Tjener Davids Hånd vil jeg frelse mit Folk Israel fra
Filisternes og alle dets fjenders Hånd!"
19. Abner talte også til Benjamin derom. Endelig gik Abner også til
Hebron for at meddele David alt, hvad Israel og hele Benjamins
Hus havde vedtaget.
20. Da Abner, fulgt af tyve Mænd, kom til David i Hebron, gjorde
David Gæstebud for Abner og Mændene, som var med ham.
21. Derpå sagde Abner til David: "Lad mig bryde op og drage hen og
samle hele Israel om min Herre Kongen, for at de kan slutte Pagt
med dig, at du kan blive Konge over alt, hvad din Hu står til!"
Da lod David Abner rejse, og han drog bort i Fred.
22. Just da kom Davids Folk og Joab hjem fra et Strejftog og
medførte et rigt Bytte; Abner var da ikke mere hos David i
Hebron, thi David havde ladet ham rejse, og han var draget bort
i Fred.
23. Da nu Joab var vendt hjem med hele sin Hær, fik han at vide at
Abner, Ners Søn, havde været hos Kongen, og at denne havde ladet
ham rejse, så han var draget bort i Fred.
24. Da gik Joab til Kongen og sagde: "Hvad har du gjort? Abner har
jo været hos dig! Hvorfor lod du ham rejse, så han frit kunde
drage bort?
25. Indser du ikke, at Abner, Ners Søn, kun kom for at bedrage
dig. udspejde din Færd og få at vide, hvad du har for!"
26. Så gik Joab bort fra David og sendte uden Davids Vidende
Sendebud efter Abner og de hentede ham tilbage fra Bor-Sira.
27. Og da Abner kom tilbage til Hebron, tog Joab ham til Side midt i
Porten for at tale uhindret med ham; og der dræbte han ham ved
et Stik i Underlivet for at hævne sin Broder Asa'els Blod.
28. Da det siden kom David for Øre, sagde han: "Jeg og mit Rige er
til evig Tid uden Skyld for HERREN i Abners, Ners Søns, Blod!
29. Det komme over Joabs Hoved og over hele hans Fædrenehus; og
Joabs Hus være aldrig frit for Folk, som lider af Flåd eller
Spedalsk hed, går med Krykke eller falder for Sværdet eller
mangler Brød!"
30. Men Joab og hans Broder Abisjaj havde slået Abner ihjel, fordi
han havde fældet deres Broder Asa'el i Kampen ved Gibeon.
31. Derpå sagde David til Joab og alle Folkene, som fulgte ham:
"Sønderriv eders Klæder, tag Sæk om eder og hold Klage over
Abner!" Og Kong David gik selv bag efter Båren.
32. Og da man jordede Abner i Hebron, græd Kongen højt ved Abners
Grav, og alt Folket græd med,
33. Da sang Kongen denne Klagesang over Abner: Skulde Abner dø en
Dåres Død? 34 Dine Hænder var ikke bundne, dine Fødder ikke lagt
i Lænker, du faldt, som man falder for Misdædere! Da græd hele
Folket end mere over ham,
35. og da hele Folket kom for at få David til af spise, medens det
endnu var Dag, svor David: "Gud ramme mig både med det ene og
det andet, om jeg smager Brød eller noget andet, før Sol går
ned!"
36. Hele Folket lagde Mærke dertil, og det gjorde et godt Indtryk på
dem; alt, hvad Kongen foretog sig, gjorde et godt Indtryk på alt
Folket;
37. og hele Folket og hele Israel skønnede den Dag, at Kongen ikke
var Ophavsmand til Drabet på Abner, Ners Søn.
38. Og Kongen sagde til sine Folk: "Ved I ikke, af der i Dag er
faldet en Øverste og Stormand i Israel?
39. Men jeg er endnu for svag, skønt jeg er salvet til Konge, og
disse Mænd, Zerujasønnerne, er mig for stærke. HERREN gengælde
Udådsmanden hans Skændsels- dåd!"
2.Samuel 4
1. Da Isjbosjet, Sauls Søn, hørte, at Abner var død i Hebron, tabte
han Modet, og hele Israel grebes af Skræk.
2. Nu havde Isjbosjet, Sauls Søn, to Mænd, der var Førere for
Strejfskarer, den ene hed Ba'ana, den anden Rekab, Sønner af
Benjaminiten Rimmon fra Be'erot; thi også Be'erot regnes til
Benjamin;
3. dog var Be'erotiterne flygtet til Gittajim, hvor de bor som
fremmede den Dag i Dag.
4. Sauls Søn Jonatan havde en Søn, der var lam i Fødderne; han var
fem År gammel, da Efterretningen om Saul og Jonatan kom fra
Jizre'el, og hans Fostermoder tog ham og flygtede; men under
hendes skyndsomme Flugt faldt han fra hende og blev lam; hans
Navn var Mefibosjet.
5. Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og Ba'ana gav sig på Vej og kom
ved Middagstide til Isjbosjets Hus, medens han sov til Middag;
6. og da Dørvogtersken, som var ved at rense Hvede, var faldet i
Søvn, slap Rekab og hans Broder Ba'ana forbi
7. og trængte ind i Huset, hvor Isjbosjet lå på sit Leje i
Soveværelset; og de slog ham ihjel og huggede Hovedet af ham;
derpå tog de Hovedet og vandrede i Løbet at Natten gennem
Arabalavningen
8. og bragte Isjbosjets Hoved til David i Hebron, idet de sagde til
Kongen: "Her er Hovedet af Isjbosjet, din Fjende Sauls Søn, han,
som stod dig efter Livet; i Dag har HERREN givet min Herre
Kongen Hævn over Saul og hans Afkom!"
9. Da svarede David Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og hans Broder
Ba'ana: "Så sandt HERREN lever, som har udfriet mig af al
Trængsel:
10. Den, som bragte mig Efterretning om Sauls Død, i den Tro at han
bragte et Glædesbud, ham greb jeg og lod dræbe i Ziklag for at
give ham Løn for hans Glædesbud;
11. hvor meget mere skulde jeg da ikke nu, når gudløse Mænd har
myrdet en retfærdig Mand på hans Leje i hans eget Hus, kræve
hans Blod af eder og udrydde eder af Jorden!"
12. Derpå bød David sine Folk dræbe dem, og de huggede Hænder og
Fødder af dem og hængte dem op ved Dammen i Hebron; men
Isjbosjets Hoved tog de og jordede i Abners Grav i Hebron.
2.Samuel 5
1. Derpå kom alle Israels Stammer til David i Hebron og sagde: "Vi
er jo dit Kød og Blod!
2. Allerede før i Tiden, da Saul var Konge over os, var det dig,som
førte Israel ud i Kamp og hjem igen; og HERREN sagde til dig: Du
skal vogte mit Folk Israel og være Hersker over Israel!"
3. Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og Kong David
sluttede i Hebron Pagt med dem for HERRENs Åsyn, og de salvede
David til Konge over Israel.
4. David var tredive År, da han blev Konge, og han herskede
fyrretyve År.
5. I Hebron herskede han over Juda syv År og seks Måneder, og i
Jerusalem herskede han tre og tredive År over hele Israel og
Juda.
6. Derpå drog Kongen med sine Mænd til Jerusalem mod Jebusiterne,
som boede deri Landet. Man sagde til Kongen: "Her kan du ikke
trænge ind, thi blinde og lamme vil slå dig tilbage!" Dermed
vilde de sige: "David kommer ikke herind!"
7. Men David indtog Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen.
8. På den Dag sagde David: "Enhver, som trænger frem til
Vandledningen og slår en Jebusit, de halte og blinde, som Davids
Sjæl hader, skal være Øverste og Hærfører". Derfor siger man:
"En blind og en lam kommer ikke ind i Huset!"
9. Så tog David Bolig i Klippeborgen og kaldte den Davidsbyen; og
han befæstede Byen rundt om fra Millo og indefter.
10. Og David blev mægtigere og mægtigere; HERREN, Hærskarers Gud,
var med ham.
11. Kong Hiram af Tyrus sendte Sendebud til David med Cedertræer og
tillige Tømmermænd og Stenhuggere, som byggede ham et Hus.
12. Da skønnede David, at HERREN havde sikret hans Kongemagt over
Israel og højnet hans Kongedømme for sit Folk Israels Skyld.
13. David tog i Jerusalem endnu flere Medhustruer og Hustruer, efter
at han var kommet dertil fra Hebron, og der fødtes ham flere
Sønner og Døtre.
14. Navnene på dem, som fødtes ham i Jerusalem, er følgende:
Sjammua, Sjobab, Natan, Salomo,
15. Jibhar, Elisjua, Nefeg, Jafia,
16. Elisjama, Ba'aljada og Elifelet.
17. Men da Filisterne hørte, at David var salvet til Konge over
Israel, rykkede de alle ud for at søge efter ham. Ved
Efterretningen herom drog David ned til Klippeborgen,
18. medens Filisterne kom og bredte sig i Refaimdalen.
19. David rådspurgte da HERREN: "Skal jeg drage op mod Filisterne?
Vil du give dem i min Hånd?" Og HERREN svarede David: "Drag op,
thi jeg vil give Filisterne i din Hånd!"
20. Så drog David til Ba'al-Perazim, og der slog han dem. Da sagde
han: "HERREN har brudt igennem mine Fjender foran mig, som Vand
bryder igennem!" Derfor kalder man Stedet Ba'al-Perazim.
21. Og de lod deres Guder i Stikken der, og David og hans Mænd tog
dem.
22. Men Filisterne bredte sig på ny i Refaimdalen.
23. Da David rådspurgte HERREN, svarede han: "Drag ikke imod dem,
men omgå dem og fald dem i Ryggen ud for Bakabuskene.
24. Når du da hører Lyden af Skridt i Bakabuskenes Toppe, skal du
skynde dig, thi så er HERREN draget ud foran dig for at slå
Filisternes Hær!"
25. David gjorde, som HERREN bød,og slog Filisterne fra Gibeon til
hen imod Gezer.
2.Samuel 6
1. David samlede alt udsøgt Mandskab i Israel, 30000 Mand.
2. Derpå brød David op med alle sine Krigere og drog til Ba'al i
Juda for der at hente Guds Ark, over hvilken Hærskarers HERREs
Navn er nævnet, han, som troner over Keruberne.
3. De satte da Guds Ark på en ny Vogn og førte den bort fra
Abinadabs Hus på Højen, og Abinadabs Sønner Uzza og Ajo kørte
Vognen,
4. således at Uzza gik ved Siden af og Ajo foran Guds Ark.
5. David og hele Israel legede af alle Kræfter for HERRENs Åsyn til
Sang og til Citre, Harper, Pauker, Bjælder og Cymbler.
6. Men da de kom til Nakons Tærskeplads, rakte Uzza Hånden ud og
greb fat i Guds Ark, fordi Okserne snublede.
7. Da blussede HERRENS Vrede op mod Uzza, og Gud slog ham der,
fordi han rakte Hånden ud mod Arken, og han døde på Stedet ved
Siden af Guds Ark.
8. Men David græmmede sig over, at HERREN havde tilføjet Uzza et
Brud. Derfor kaldte man Stedet Perez-Uzza, som det hedder den
Dag i Dag.
9. Og David grebes den Dag af Frygt for HERREN og sagde: "Hvor kan
da HERRENs Ark komme hen hos mig!"
10. Og David vilde ikke flytte HERRENs Ark hen hos sig i Davidsbyen,
men lod den sætte ind i Gatiten Obed-Edoms Hus.
11. HERRENs Ark blev så i Gatiten Obed-Edoms Hus tre Måneder, og
HERREN velsignede Obed-Edom og hele hans Hus.
12. Da nu Kong David fik Underretning om, at HERREN for Guds Arks
Skyld havde velsignet Obed-Edoms Hus og alt, hvad hans var, gik
han hen og lod under Festglæde Guds Ark bringe op fra Obed-Edoms
Hus til Davidsbyen.
13. Og da de, som bar HERRENs Ark, havde gået seks Skridt, ofrede
han en Okse og en Fedekalv.
14. Og David dansede af alle Kræfter for HERRENs Åsyn, iført en
linned Efod.
15. Således bragte David og hele Israel HERRENs Ark op under
Festjubel og Hornblæsning.
16. Men da HERRENs Ark kom til Davidsbyen, så Sauls Datter Mikal ud
af Vinduet; og da hun så Kong David springe og danse for HERRENs
Åsyn, ringeagtede hun ham i sit Hjerte.
17. De førte så HERRENs Ark ind og stillede den på Plads midt i det
Telt, David havde rejst den, og David ofrede Brændofre og
Takofre for HERRENs Åsyn.
18. Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignede
han Folket i Hærskarers HERREs Navn
19. og uddelte til alt Folket, til hver enkelt af hele Israels
Mængde, både Mand og Kvinde, et Brød, et Stykke Kød og en
Rosinkage; derpå gik alt Folket hver til sit.
20. Men da David vendte hjem for at velsigne sit Hus, gik Sauls
Datter Mikal ham i Møde og sagde: "Hvor ærbart Israels Konge
opførte sig i Dag, da han blottede sig for sine Undersåtters
Trælkvinders Øjne, som letfærdige Mennesker plejer at gøre!"
21. David svarede Mikal: "For HERRENs Åsyn vil jeg lege, så sandt
HERREN lever, som udvalgte mig fremfor din Fader og hele hans
Hus, så han satte mig til Fyrste over HERRENs Folk Israel; jeg
vil lege for HERRENs Åsyn,
22. selv om jeg derved nedværdiges og synker endnu dybere i dine
Øjne; men hos Trælkvinderne, du talte om, skal jeg vinde Ære!"
23. Og Sauls Datter Mikal fik til sin Dødedag intet Barn.
2.Samuel 7
1. Engang Kongen sad i sit Hus, efter at HERREN havde skaffet ham
Ro for alle hans Fjender rundt om,
2. sagde han til Profeten Natan: "Se, jeg har et Cedertræshus at bo
i, men Guds Ark har Plads i et Telt!"
3. Natan svarede Kongen: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi HERREN
er med dig!"
4. Men samme Nat kom HERRENs Ord til Natan således:
5. "Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger HERREN: Skulde du
bygge mig et Hus at bo i?
6. Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte
Israeliterne op fra Ægypten, men vandrede med, boende i et Telt.
7. Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne,
sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte
mit Folk Israel: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus?
8. Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg
tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være
Fyrste over mit folk Israel,
9. og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle
dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de
størstes på Jorden
10. og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan
blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin
Ro, og uden at Voldsmænd mere skal plage det som tidligere,
11. dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil give
det Ro for alle dets Fjender. Så kundgør HERREN dig nu: Et Hus
vil HERREN bygge dig!
12. Når dine Dage er omme, og du hviler hos dine Fædre, vil jeg
efter dig oprejse din Sæd, som udgår af dit Liv, og grundfæste
hans Kongedømme.
13. Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil grundfæste hans
Kongetrone evindelig.
14. Jeg vil være din Sæd en Fader, og den skal være mig en Søn! Når
den synder, vil jeg tugte den med Menneskestok og Menneskers
Slag,
15. men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra den, som jeg tog den
fra din Forgænger.
16. Dit Hus og dit Kongedømme skal stå fast for mit Åsyn til evig
Tid, din Trone skal stå til evig Tid!"
17. Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.
18. Da gik Kong David ind og dvælede for HERRENs Åsyn og sagde:
"Hvem er jeg, Herre, HERRE, og hvad er mit Hus, at du har bragt
mig så vidt?
19. Men end ikke det var dig nok Herre, HERRE, du gav også din
Tjeners Hus Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue
kommende Slægter, Herre, HERRE!
20. Hvad mere har David at sige dig Du kender jo dog din Tjener,
Herre, HERRE.
21. For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil, gjorde du
dette og kundgjorde din Tjener alt dette store,
22. Herre, HERRE; thi ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig
efter alt hvad vi har hørt med vore Ører.
23. Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk.
som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig
et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger for dem ved at
drive andre Folkeslag med deres Guder bort foran sit Folk, det,
du udfriede fra Ægypten?
24. Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit Folk til evig Tid, og
du, HERRE, er blevet deres Gud.
25. Så opfyld da, HERRE, Gud, til evig Tid den Forjættelse, du
udtalte om din Tjener og hans Hus og gør, som du sagde!
26. Da skal dit Navn blive stort til evig Tid, så man siger:
Hærskarers HERRE, Gud over Israel! Og din Tjener Davids Hus skal
stå fast for dit Åsyn.
27. Thi du, Hærskarers HERRE, Israels Gud, har åbenbaret for din
Tjener: Jeg vil bygge dig et Hus! Derfor har din Tjener fundet
sit Hjerte til af bede denne Bøn til dig.
28. Derfor, Herre, HERRE, du er Gud, og dine Ord er Sandhed! Du har
givet din Tjener denne Forjættelse,
29. så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til
evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, Herre, HERRE, har
talt, og med din Velsignelse skal din Tjeners Hus velsignes
evindelig!"
2.Samuel 8
1. Nogen Tid efter slog David Filisterne og undertvang dem, og
David fratog Filisterne Meteg-Ha'amma.
2. Fremdeles slog han Moabiterne, og han målte dem med en Snor,
idet han lod dem lægge sig ned på Jorden og afmålte to
Snorlængder, der skulde dræbes, og een, der skulde blive i Live.
Således blev Moabiterne Davids skatskyldige Undersåtter.
3. Ligeledes slog David Rehobs Søn, Kong Hadad'ezer af Zoba, da han
var draget ud for at genoprette sit Herredømme ved Floden.
4. David fratog ham 1700 Ryttere og 20000 Mand Fodfolk og lod alle
Stridshestene lamme på hundrede nær, som han skånede.
5. Og da Aramæerne fra Damaskus kom Hadad'ezer af Zoba til Hjælp,
slog David 22000 Mand af Aramæerne.
6. Derpå indsatte David Fogeder i det damaskenske Aram, og
Aramæerne blev Davids skatskyldige Undersåtter. Således, gav
HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem.
7. Og David tog de Guldskjolde, Hadad'ezers Folk havde båret, og
bragte dem til Jerusalem;
8. og fra Hadad'ezers Byer Teba og Berotaj bortførte Kong David
Kobber i store Mængder.
9. Men da Kong To'i af Hamat hørte, at David havde slået hele
Hadad'ezers Stridsmagt,
10. sendte han sin Søn Hadoram til Kong David for at hilse på ham og
lykønske ham til, at han havde kæmpet med Hadad'ezer og slået
ham - Hadad'ezer havde nemlig ligget i Krig med To'i - og han
medbragte Sølv-, Guld- og Kobber-sager.
11. Også dem helligede Kong David HERREN tillige med det Sølv og
Guld, han havde helliget af Byttet fra alle de undertvungne
Folk,
12. Edom, Moab Ammoniterne, Filisterne, Amalek, og af det Bytte, han
havde taget fra Rehobs Søn, Kong Hadad'ezer af Zoba.
13. Og David vandt sig et Navn. Da han vendte tilbage fra Sejren
over Aram, slog han Edom i Saltdalen, 18000 Mand;
14. derpå indsatte han Fogeder i Edom; i hele Edom indsatte han
Fogeder, og alle Edomiterne blev Davids Undersåtter, Således gav
HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem.
15. Og David var Konge over hele Israel, og han øvede Ret og
Retfærdighed mod hele sit Folk.
16. Joab, Zerujas Søn, var sat over Hæren; Josjafat, Ahiluds Søn,
var Kansler;
17. Zadok, Abitubs Søn, og Ebjatar, Ahimeleks Søn, var Præster;
Seraja var Statsskriver;
18. Benaja, Jojadas Søn, var sat over Kreterne og Pleterne, og
Davids Sønner var Præster.
2.Samuel 9
1. David sagde: "Er der endnu nogen tilbage af Sauls Hus? Så vil
jeg vise Godhed imod ham for Jonatans Skyld!"
2. Nu var der i Sauls Hus en Træl ved Navn Ziba; han blev kaldt op
til David, og Kongen sagde til ham:"Er du Ziba?" Han svarede:
"Ja, det er din Træl!"
3. Da sagde Kongen: "Er der ingen tilbage af Sauls Hus? Så vil jeg
vise Guds Godhed imod ham." Ziba svarede Kongen: "Der lever
endnu en Søn af Jonatan; han er lam i Fødderne."
4. Da spurgte Kongen: "Hvor er han?" Og Ziba svarede Kongen: "Han
er i Makirs, Ammiels Søns, Hus i Lodebar."
5. Så lod Kong David ham hente i Makirs, Ammiels Søns, Hus i
Lodebar.
6. Da Mefibosjet, Sauls Søn Jonatans Søn, kom ind til David, faldt
han på sit Ansigt og bøjede sig. David sagde: "Mefibosjet!" Han
svarede: "Ja, her er din Træl!"
7. David sagde til ham: "Frygt ikke! Jeg vil vise dig Godhed for
din Fader Jonatans Skyld og give dig hele din Fader Sauls
Jordegods tilbage; og du skal altid spise ved mit Bord."
8. Da bøjede han sig og sagde: "Hvad er din Træl, siden du tager
Hensyn til en død Hund som mig?"
9. Derpå lod Kongen Sauls Tjener Ziba kalde og sagde til ham: "Alt,
hvad der tilhørte Saul og hele hans Hus, har jeg givet din
Herres Søn;
10. men du tillige med dine Sønner og Trælle skal dyrke Jorden og
indhøste Afgrøden, for at din Herres Hus kan have sit Underhold
deraf; men din Herres Søn Mefibosjet skal altid spise ved mit
Bord." Ziba havde femten Sønner og tyve Trælle.
11. Da sagde Ziba til Kongen: "Din Træl vil gøre, ganske som min
Herre Kongen byder!" Mefibosjet spiste så ved Davids Bord, som
var han en af Kongens Sønner.
12. Mefibosjet havde en lille Søn ved Navn Mika. Hele Zibas Husstand
var Mefibosjets Trælle.
13. Og Mefibosjet boede i Jerusalem, thi han spiste altid ved
Kongens Bord. Og han var lam i begge Fødder.
2.Samuel 10
1. Nogen Tid efter døde Ammomiternes Konge, og hans Søn Hanun blev
Konge i hans Sted.
2. Da tænkte David: "Jeg vil vise Hanun, Nahasj's Søn, Venlighed,
ligesom hans Fader viste mig Venlighed." Og David sendte Folk
for at vise ham Deltagelse i Anledning af hans Faders Død. Men
da Davids Mænd kom til Ammoniternes Land.
3. sagde Ammoniternes Høvdinger til deres Herre Hanun: "Tror du
virkelig, det er for at hædre din Fader, at David sender Bud og
viser dig Deltagelse? Mon ikke det er for at udforske og
udspejde Byen og ødelægge den, at David sender sine Folk til
dig?"
4. Da tog Hanun Davids Folk og lod det halve af deres Skæg afrage
og Halvdelen af deres Klæder skære af til Sædet, og derpå lod
han dem gå.
5. Da David fik Efterretning herom, sendte han dem et Bud i Møde,
thi Mændene var blevet grovelig forhånet; og Kongen lod sige:
"Bliv i Jeriko, til eders Skæg er vokset ud!"
6. Men da Ammoniterne så, at de havde lagt sig for Had hos David,
sendte de Bud og lejede Aramæerne fra Bef-Rehob og Zoba, 20000
Mand Fodfolk, Kongen af Ma'aka med 1000 Mand og Folkene fra Tob,
12000 Mand.
7. Da David hørte det, sendte han Joab af Sted med hele Hæren og
Kærnetropperne.
8. Ammoniterne rykkede så ud og stillede sig op til Kamp lige uden
for Porten, medens Aramæerne fra Zoba og Rehob og Mændene fra
Tob og Ma'aka stod for sig selv på åben Mark.
9. Da Joa så, at Angreb truede ham både forfra og bagfra, gjorde
han et Udvalg blandt alt Israels udsøgte Mandskab og tog
Stilling over for Aramæerne,
10. medens han overlod Resten af Mandskabet til sin Broder Abisjaj,
som tog Stilling over for Ammoniterne.
11. Og han sagde: "Hvis Aramæerne bliver mig for stærke, skal du ile
mig til Hjælp; men bliver Ammoniterne dig for stærke, skal jeg
komme og hjælpe dig.
12. Tag Mod til dig og lad os tappert værge vort Folk og vor Guds
Byer - så får HERREN gøre, hvad ham tykkes godt!"
13. Derpå rykkede Joab frem med sine Folk til Kamp mod Aramæerne, og
de flygtede for ham.
14. Og da Ammoniterne så, at Aramæerne tog Flugten, flygtede de for
Abisjaj og trak sig ind i Byen. Derpå vendte Joab tilbage fra
Kampen med Ammoniterne og kom til Jerusalem.
15. Men da Aramæerne så, at de var slået af Israel, samlede de sig,
16. og Hadad'ezer sendte Bud og lod Aramæerne hinsides Floden rykke
ud, og de kom til Helam med Sjobak, Hadad'ezers Hærfører, i
Spidsen.
17. Da David fik Efterretning herom, samlede han hele Israel, satte
over Jordan og kom til Helam, hvor Aramæerne stillede sig op til
Kamp mod David og angreb ham.
18. Men Aramæerne flygtede for Israel, og David nedhuggede 700
Stridsheste og 40000 Mand af Aram; også deres Hærfører Sjobak
slog han ihjel der.
19. Da alle Hadad'ezers Lydkonger så, at de var slået af Israel,
sluttede de Fred med Israel og underkastede sig. Og Aramæerne
vovede ikke at hjælpe Ammoniterne mere.
2.Samuel 11
1. Næste År, ved den Tid Kongerne drager i Krig, sendte David Joab
ud med sine folk og hele Israel, og de hærgede Ammoniternes Land
og belejrede Rabba. David blev derimod selv i Jerusalem.
2. Så skete det en Aftenstund, da David havde rejst sig fra sit
Leje og vandrede på Kongepaladsets Tag, at han fik Øje på en
Kvinde, der var i Færd med at bade sig; og Kvinden, var meget
smuk.
3. David sendte da Bud for at forhøre sig om hende, og der blev
sagt: "Det er vist Batseba, Eliams Datter, Hetiten Urias's
Hustru!"
4. Så lod David hende hente, og da hun kom til ham, lå han hos
hende; hun havde lige renset sig efter sin Urenhed. Derefter
vendte hun hjem igen.
5. Men da Kvinden blev frugtsommelig, sendte hun Bud til David og
lod sige: "Jeg er frugtsommelig!"
6. Da sendte David det Bud til Joab: "Send Hetiten Urias til mig!"
Og Joab sendte Urias til David.
7. Da Urias kom, spurgte David, hvorledes det stod til med Joab og
Hæren, og hvorledes det gik med Krigen.
8. Derpå sagde David til Urias: "Gå nu ned til dit Hus og tvæt dine
Fødder!" Urias gik da ud af Kongens Palads, og en Gave fra
Kongen blev sendt efter ham;
9. men Urias lagde sig ved Indgangen til Kongens Palads hos sin
Herres Folk og, gik ikke ned til sit Hus.
10. Da David fik at vide, at Urias ikke var gået ned til sit Hus,
sagde han til ham: "Kommer du ikke lige fra Rejsen? Hvorfor går
du så ikke ned til dit Hus?"
11. Urias svarede David: "Arken og Israel og Juda bor i Hytter, og
min Herre Joab og min Herres Trælle ligger lejret på åben Mark;
skulde jeg da gå til mit Hus for at spise og drikke og søge min
Hustrus Leje? Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg
gør det ikke!"
12. Da sagde David til Urias: "Så bliv her i Dag; i Morgen vil jeg
lade dig rejse!" Urias blev da i Jerusalem den Dag.
13. Næste Dag indbød David ham til at spise og drikke hos sig og fik
ham beruset. Men om Aftenen gik han ud og lagde sig på sit Leje
hos sin Herres Folk; til sit Hus gik han ikke ned.
14. Næste Morgen skrev David et Brev til Joab og sendte det med
Urias.
15. I Brevet skrev han: "Sæt Urias der, hvor Kampen er hårdest, og
lad ham i Stikken, så han kan blive dræbt!"
16. Joab, der var ved at belejre Byen, satte da Urias på en Plads,
hvor han vidste, der stod tapre Mænd over for ham:
17. og da Mændene i Byen gjorde Udfald og angreb Joab, faldt nogle
af Folket, af Davids Mænd; også Hetiten Urias faldt.
18. Da sendte Joab David Melding om hele Slagets Gang,
19. og han gav Sendebudet den Befaling: "Når du har givet Kongen
Beretning om hele Slagets Gang,
20. kan det være, at Kongen bruser op i Vrede og siger til dig:
Hvorfor kom I Byen så nær i Slaget? I måtte jo vide, at der
vilde blive skudt oppe fra Muren!.
21. Hvem var det, der dræbte Abimelek, Jerubba'als Søn? Var det ikke
en Kvinde, som kastede en Møllesten ned på ham fra Muren, så han
fandt sin Død i Tebez? Hvorfor kom I Muren så nær? Så skal du
sige: Også din Træl Hetiten Urias faldt!"
22. Så drog Budet af Sted og kom og meldte David alt, hvad Joab
havde pålagt ham, hele Slagets Gang. Da blussede Davids Vrede op
mod Joab, og han sagde til Budet:"Hvorfor kom I Byen så nær i
Slaget? I måtte jo vide, at der vilde blive skudt oppe fra
Muren! Hvem var det, der dræbte Abimelek, Jerubba'als Søn? Var
det ikke en Kvinde, som kastede en Møllesten ned på ham fra
Muren, så han fandt sin Død i Tebez? Hvorfor kom I Muren så
nær?"
23. Budet sagde til David: "Mændene var os overlegne og rykkede ud
imod os på åben Mark, men vi trængte dem tilbage til Portens
Indgang;
24. så skød Bueskytterne oppe fra Muren på dine Trælle, og nogle af
Kongens Trælle faldt; også din Træl Hetiten Urias faldt!"
25. Da sagde David til Budet: "Sig til Joab: Du skal ikke græmme dig
over den Ting; thi Sværdet fortærer snart den ene, snart den
anden; fortsæt med Kraft Kampen mod Byen og riv den ned! Med de
Ord skal du sætte Mod i ham!"
26. Da Urias's Hustru hørte, at hendes Mand var faldet, holdt hun
Dødeklage over sin Ægtefælle.
27. Men da Sørgetiden var omme, lod David hende hente til sit Hus,
og hun blev hans Hustru og fødte ham en Søn. Men det, David
havde gjort, var ondt i HERRENs Øjne.
2.Samuel 12
1. Og HERREN sendte Natan til David. Da han kom ind til ham, sagde
han: "Der boede to Mænd i samme By, en rig og en fattig.
2. Den rige havde Småkvæg og Hornkvæg i Mængde,
3. medens den fattige ikke ejede andet end et eneste lille Lam, som
han havde købt og opdrættet, og som var vokset op hos ham sammen
med hans Børn; det åd af hans Brød, drak af hans Bæger og lå i
hans Skød og var ham som en Datter.
4. Men da den rige Mand engang fik Besøg, ømmede han sig ved at
tage noget af sit eget Småkvæg eller Hornkvæg og tillave det til
den vejfarende Mand, som var kommet til ham, men tog den fattige
Mands Lam og tillavede det til sin Gæst!"
5. Da blussede Davids Vrede heftigt op mod den Mand, og han sagde
til Natan: "Så sandt HERREN lever: Den Mand, som gjorde det, er
dødsens,
6. og Lammet skal han erstatte trefold, fordi han handlede så
hjerteløst!"
7. Men Natan sagde til David: "Du er Manden! Så siger HERREN,
Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg
friede dig af Sauls Hånd;
8. jeg gav dig din Herres Hus, lagde din Herres Hustruer i din Favn
og gav dig Israels og Judas Hus; og var det for lidet, vilde jeg
have givet dig endnu mere, både det ene og det andet.
9. Hvorfor har du da ringeagtet HERRENs Ord og gjort, hvad der er
ondt i hans Øjne? Hetiten Urias har du dræbt med Sværdet; hans
Hustru har du taget til Ægte, og ham har du slået ihjel med
Ammoniternes Sværd.
10. Så skal nu Sværdet aldrig vige fra dit Hus, fordi du ringeagtede
mig og tog Hetiten Urias's Hustru til Ægte.
11. Så siger HERREN: Se, jeg lader Ulykke komme over dig fra dit
eget Hus, og jeg tager dine Hustruer bort for Øjnene af dig og
giver dem til en anden, som skal ligge hos dine Hustruer ved
højlys Dag.
12. Thi du handlede i det skjulte, men jeg vil opfylde dette Ord i
hele Israels Påsyn og ved højlys Dag!"
13. Da sagde David til Natan: "Jeg har syndet mod HERREN!" Og Natan
sagde til David: "Så har HERREN også tilgivet dig din Synd; du
skal ikke dø.
14. Men fordi du ved denne Gerning har vist Foragt for HERREN, skal
Sønnen, som er født dig, visselig dø!"
15. Derpå gik Natan til sit Hus. Og HERREN ramte det Barn, Urias's
Hustru havde født David, med Sygdom.
14. Da søgte David Gud for Barnet, holdt Faste og gik hen og lagde
sig om Natten på Jorden i Sæk.
17. De ældste i hans Hus kom til ham for at få ham til at rejse sig,
men han vilde ikke, og han holdt ikke Måltid sammen med dem.
18. Syvendedagen døde Barnet; men Davids Folk turde ikke lade ham
vide, at Barnet var død, thi de tænkte: "Da Barnet levede, vilde
han ikke låne os Øre, når vi talte til ham; hvor kan vi da nu
sige til ham, at Barnet er død? Han kunde gøre en Ulykke!"
19. Men da David så, at hans Folk hviskede sammen, skønnede han, at
Barnet var død. Så spurgte David sine Folk: "Er Barnet død?" Og
de svarede: "Ja, han er død!"
20. Da rejste David sig fra Jorden, tvættede og salvede sig, tog
andre Klæder på og gik ind i HERRENs Hus og bad; så gik han
hjem, forlangte at få Mad sat frem og spiste.
21. Da sagde hans Folk til ham: "Hvorledes er det dog, du bærer dig
ad? Medens Barnet endnu levede, fastede du og græd; og nu da
Barnet er død, rejser du dig og spiser!"
22. Han svarede: "Så længe Barnet levede, fastede jeg og græd; thi
jeg tænkte: Måske er HERREN mig nådig, så Barnet bliver i Live.
23. Men hvorfor skulde jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham
tilbage igen? Jeg går til ham, men han kommer ikke tilbage til
mig!"
24. Derpå trøstede David sin Hustru Batseba, og efter at han var
gået ind til hende og havde ligget hos hende, fødte hun en Søn,
som han kaldte Salomo, og ham elskede HERREN.
25. Han overgav ham til Profeten Natan, og på HERRENs Ord kaldte
denne ham Jedidja.
26. Joab angreb imidlertid Rabba i Ammon og indtog Vandbyen.
27. Derpå sendte Joab Bud til David og lod sige: "Jeg har angrebet
Rabba og indtaget Vandbyen;
28. kald nu Resten af Hæren sammen, så du kan belejre Byen og
indtage den, for at det ikke skal blive mig, der indtager den og
får mit Navn udråbt over den!"
29. Da samlede David hele Hæren og drog til Rabba, angreb og indtog
det.
30. Og han tog Kronen af Milkoms Hoved; den var af Guld og vejede en
Talent; der var en Ædelsten på den, og den blev sat på Davids
Hoved. Et vældigt Bytte fra Byen førte han med sig,
31. og Indbyggerne slæbte han bort, satte dem til Savene,
Jernhakkerne - og Jernøkserne og lod dem trælle ved Teglovnene.
Således gjorde han ved alle Ammoniternes Byer. Derpå vendte
David og hele Hæren tilbage til Jerusalem.
2.Samuel 13
1. Nogen Tid efter tildrog følgende sig. Davids Søn Absalon havde
en smuk Søster, som hed Tamar, og Davids Søn Amnon fattede
Kærlighed til hende.
2. Amnon blev syg af Attrå efter sin Søster Tamar; thi hun var
Jomfru, og Amnon øjnede ingen Mulighed for at få sin Vilje med
hende.
3. Men Amnon havde en Ven ved Navn Jonadab, en Søn af Davids Broder
Sjim'a, og denne Jonadab var en såre klog Mand;
4. han sagde til ham: "Hvorfor er du så elendig hver Morgen,
Kongesøn? Vil du ikke sige mig det?" Amnon svarede: "Jeg elsker
min Broder Absalons Søster Tamar!"
5. Da sagde Jonadab til ham: "Læg dig til Sengs og lad, som du er
syg! Når så din Fader kommer for at se til dig, skal du sige:
Lad min Søster Tamar komme og give mig noget at spise! Når hun
laver Maden i mit Påsyn, så at jeg kan se det, og hun selv giver
mig den, kan jeg spise."
6. Så gik Amnon til Sengs og lod. som han var syg; og da Kongen kom
for at se til ham, sagde Amnon til Kongen: "Lad min Søster Tamar
komme og lave et Par Kager i mit Påsyn og selv give mig dem: så
kan jeg spise."
7. David sendte da Bud ind i Huset til Tamar og lod sige: "Gå over
til din Broder Amnons Hus og lav Mad til ham!"
8. Og Tamar gik over til sin Broder Amnons Hus, hvor han lå til
Sengs, tog Dejen, æltede den og lavede Kagerne i hans Påsyn og
bagte dem;
9. derpå tog hun Panden og hældte dem ud i hans Påsyn; Amnon vilde
dog ikke spise, men sagde: "Lad alle gå udenfor!" Og da de alle
var gået udenfor,
10. sagde Amnon til Tamar: "Bær Maden ind i Inderværelset og lad mig
få den af din egen Hånd!" Da tog Tamar Kagerne, som hun havde
lavet, og bar dem ind i Inderværelset til sin Broder Amnon.
11. Men da hun bar dem hen til ham, for at han skulde spise, greb
han fat i hende og sagde: "Kom og lig hos mig, Søster!"
12. Men hun sagde: "Nej, Broder! Krænk mig ikke! Således gør man
ikke i Israel! Øv dog ikke denne Skændselsdåd!
13. Hvor skulde jeg gå hen med min Skam? Og du vilde blive regnet
blandt Dårer i Israel! Tal hellere med Kongen; han nægter dig
ikke at få mig!"
14. Han, vilde dog ikke høre hende, men tog hende med Vold, krænkede
hende og lå hos hende.
15. Men bagefter hadede Amnon hende med et såre stort Had; ja det
Had, han følte mod hende, var større end den Kærlighed, han
havde båret til hende. Og Amnon sagde til hende: "Stå op og gå
din Vej!"
16. Da sagde hun til ham: "Nej, Broder! Den Udåd, at du nu jager mig
bort, er endnu større end den anden, du øvede imod mig!" Han
vilde dog ikke høre hende,
17. men kaldte på den unge Mand, der var hans Tjener, og sagde: "Få
mig hende der ud af Huset og stæng Døren efter hende!"
18. Hun bar en fodsid Kjortel med Ærmer; thi således klædte
Jomfruerne blandt Kongedøtrene sig fordum. Tjeneren førte hende
da ud af Huset og stængede Døren efter hende.
19. Men Tamar strøede Aske på sit Hoved og sønderrev den fodside
Kjortel, hun havde på, og tog sig til Hovedet og skreg
ustandseligt, medens hun gik bort.
20. Da sagde hendes Broder Absalon til hende: "Har din Broder Amnon
været hos dig? Ti nu stille, Søster! Han er jo din Broder; tag
dig ikke den Sag nær!" Tamar sad da ensom hen i sin Broder
Absalons Hus.
21. Da Kong David hørte alt dette, blev han meget vred; men han
bebrejdede ikke sin Søn Amnon noget, thi han elskede ham, fordi
han var hans førstefødte.
22. Og Absalon talte ikke til Amnon, hverken ondt eller godt; thi
Absalon hadede Amnon, fordi han havde krænket hans Søster Tamar.
23. Men et Par År efter holdt Absalon Fåreklipning i Ba'al-Hazor,
som ligger ved Efraim, og dertil indbød Absalon alle
Kongesønnerne.
24. Absalon kom til Kongen og sagde: "Se, din Træl holder
Fåreklipning; vil ikke Kongen og hans Folk tage med din Træl
derhen?"
25. Men Kongen sagde til Absalon: "Nej, min Søn! Vi vil ikke alle gå
med, for at vi ikke skal falde dig til Byrde!" Og skønt han
nødte ham, vilde han ikke gå med, men tog Afsked med ham.
24. Da sagde Absalon: "Så lad i alt Fald min Broder Amnon gå med!"
Men Kongen sagde til ham: "Hvorfor skal han med?"
27. Da Absalon nødte ham, lod han dog Amnon og de andre Kongesønner
gå med. Og Absalon gjorde et kongeligt Gæstebud.
28. Men Absalon gav sine Folk den Befaling: "Pas på, når Vinen er
gået Amnon til Hovedet; når jeg så siger til eder: Hug Amnon
ned! dræb ham så! Frygt ikke; det er mig, som befaler jer
det. Tag Mod til jer og vis jer som kække Mænd!"
29. Absalons Folk gjorde ved Amnon, som Absalon havde befalet. Da
brød alle Kongesønnerne op, besteg deres Muldyr og flyede.
30. Medens de endnu var undervejs, nåede det Rygte David: "Absalon
har hugget alle Kongesønnerne ned, ikke en eneste er tilbage af
dem!"
31. Da stod Kongen op, sønderrev sine Klæder og lagde sig på Jorden;
også alle hans Folk, som stod hos, sønderrev deres Klæder.
32. Men Jonadab Davids Broder Sjim'as Søn, tog til Orde og sagde:
"Min Herre må ikke tro, at de har dræbt alle de unge
Kongesønner; kun Amnon er død, thi der har været noget ved
Absalons Mund, som ikke varslede godt, lige siden den Dag Amnon
krænkede hans Søster Tamar.
33. Derfor må min Herre Kongen ikke, tage sig det nær og tro, at
alle Kongesønnerne er døde. Kun Amnon er død!"
34. Da den unge Mand, som holdt Udkig, så ud, fik han Øje på en
Mængde Mennesker, som kom ned ad Skråningen på Vejen til
Horonajim, og han gik ind og meldte Kongen: "Jeg kan se, der
kommer Mennesker ned ad Bjergsiden på Vejen til Horonajim."
35. Da sagde Jonadab til Kongen: "Der kommer Kongesønnerne; det er,
som din Træl sagde!"
36. Og som han havde sagt det, kom Kongesønnerne, og de brast i
Gråd; også Kongen og alle hans folk brast i heftig Gråd.
37. Men Absalon flygtede og begav sig til Kong Talmaj, Ammihuds Søn,
i Gesjur. Og Kongen sørgede over sin Søn i al den Tid.
38. Da Absalon flygtede, begav han sig til Gesjur, og der blev han
tre År.
2.Samuel 14
39. Men Kongen begyndte at længes inderligt efter Absalon, thi han
havde trøstet sig over Amnons Død. 14-1 Da nu Joab, Zerujas
Søn, mærkede, at Kongens Hjerte hang ved Absalon,
2. sendte han Bud til Tekoa efter en klog Kvinde og sagde til
hende: "Lad, som om du har Sorg, ifør dig Sørgeklæder, lad være
at salve dig med Olie, men bær dig ad som en Kvinde, der alt i
lang Tid har sørget over en afdød;
3. gå så til Kongen og sig således til ham" - og Joab lagde hende
Ordene i Munden.
4. Kvinden fra Tekoa gik så til Kongen, faldt til Jorden på sit
Ansigt, bøjede sig og sagde: "Hjælp Konge!"
5. Kongen spurgte hende: "Hvad fattes dig?" Og hun sagde: "Jo, jeg
er Enke, min Mand er død.
6. Din Trælkvinde havde to Sønner; de kom i Klammeri ude på Marken,
og der var ingen til at bilægge deres Tvist; så slog den ene den
anden ihjel.
7. Men nu træder hele Slægten op imod din Trælkvinde og siger:
Udlever Brodermorderen, for at vi kan slå ham ihjel og hævne
Broderen, som han dræbte! Således siger de for at få Arvingen
ryddet af Vejen og slukke den sidste Glød, jeg har tilbage, så
at min Mand ikke får Eftermæle eller Efterkommere på Jorden!"
8. Da sagde Kongen til Kvinden: "Gå kun hjem, jeg skal jævne Sagen
for dig!"
9. Men kvinden fra Tekoa sagde til Kongen: "Lad Skylden komme over
mig og mit Fædrenehus, Herre Konge, men Kongen og hans Trone
skal være skyldfri!"
10. Kongen sagde da: "Enhver, som vil dig noget, skal du bringe til
mig, så skal han ikke mere volde dig Men!"
11. Men Kvinden sagde: "Vilde dog Kongen nævne HERREN din Guds Navn,
for at Blodhævneren ikke skal volde endnu mere Ulykke og min Søn
blive ryddet af Vejen!" Da sagde han: "Så sandt HERREN lever,
der skal ikke krummes et Hår på din Søns Hoved!"
12. Da sagde Kvinden: "Må din Trælkvinde sige min Herre Kongen et
Ord?" Han svarede: "Tal!"
13. Og Kvinden sagde: "Hvor kan du da tænke på at gøre det samme ved
Guds Folk - når Kongen taler således, dømmer han jo sig selv -
og det gør Kongen, når han ikke vil lade sin forstødte Søn vende
tilbage.
14. Thi vi skal visselig alle dø, vi er som Vandet, der ikke kan
samles op igen, når det hældes ud på Jorden; men Gud vil ikke
tage det Menneskes Liv, der omgås med den Tanke, at en forstødt
ikke skal være forstødt for stedse.
15. Når jeg nu er kommet for at tale om denne Sag til min Herre
Kongen, så er det, fordi de Folk har gjort mig bange; din
Trælkvinde tænkte: Jeg vil tale til Kongen, måske opfylder
Kongen sin Trælkvindes Bøn;
16. thi Kongen vil bønhøre mig og fri sin Trælkvinde af den Mands
Hånd, som tragter efter at udrydde mig tillige med min Søn af
Guds Arvelod.
17. Og din Trælkvinde tænkte: Min Herre Kongens Ord vil være mig en
Lindring; thi min Herre Kongen er som en Guds Engel til at
skønne over godt og ondt! HER- REN din Gud være med dig!"
18. Da sagde Kongen til Kvinden: "Svar mig på det Spørgsmål, jeg nu
stiller dig, dølg ikke noget!"Kvinden sagde: "Min Herre Kongen
tale!"
19. Da sagde Kongen: "Har Joab en Finger med i alt dette?" Og
Kvinden svarede: "Så sandt du lever, Herre Konge, det er umuligt
at slippe uden om, hvad min Herre Kongen siger. Ja, det var din
Træl Joab, som pålagde mig dette og lagde din Trælkvinde alle
disse Ord i Munden.
20. For at give Sagen et andet Udseende har din Træl Joab gjort
således. Men min Herre er viis som en Guds Engel, så han ved
alle Ting på Jorden!"
21. Derpå sagde Kongen til Joab: "Vel, jeg vil gøre det! Gå hen og
bring den unge Mand, Absalon, tilbage!"
22. Da faldt Joab på sit Ansigt til Jorden og bøjede sig og
velsignede Kongen og sagde: "Nu ved din Træl, at jeg har fundet
Nåde for dine Øjne, Herre Konge, siden Kongen har opfyldt sin
Træls Bøn!"
23. Derpå begav Joab sig til Gesjur og hentede Absalon tilbage til
Jerusalem.
24. Men Kongen sagde: "Lad ham gå hjem til sit Hus; for mit Åsyn
bliver han ikke stedet!" Da gik Absalon hjem til sit Hus, og for
Kongens Åsyn blev han ikke stedet.
25. Men ingen Mand i hele Israel blev beundret så højt for sin
Skønhed som Absalon; fra Fodsål til Isse var der ikke en Lyde
ved ham.
26. Og når han lod sit Hår klippe - han lod det klippe, hver Gang
der var gået et År, fordi det blev ham for tungt, derfor måtte
han lade det klippe - vejede det 2OO Sekel efter kongelig Vægt.
27. Der fødtes Absalon tre Sønner og een Datter ved Navn Tamar; hun
var en smuk Kvinde.
28. Absalon boede nu to År i Jerusalem uden at blive stedet for
Kongen.
29. Da sendte Absalon Bud efter Joab for at få ham til at gå til
Kongen; men han vilde ikke komme. Han sendte Bud een Gang til,
men han vilde ikke komme. 30 Da sagde han til sine Folk "Se den
Bygmark, Joab har der ved Siden af min! Gå hen og stik Ild på
den!" Og Absalons Folk stak Ild på Marken.
31. Da begav Joab sig ind til Absalon og sagde til ham: "Hvorfor har
dine Folk stukket Ild på min Mark?"
32. Absalon svarede Joab: "Se, jeg sendte Bud efter dig og bad dig
komme herhen, for at jeg kunde sende dig til Kongen og sige:
Hvorfor kom jeg tilbage fra Gesjur? Det havde været bedre for
mig, om jeg var blevet der! Men nu vil jeg stedes for Kongen; er
der Skyld hos mig så lad ham dræbe mig!"
33. Joab gik da til Kongen og overbragte ham disse Ord. Så lod han
Absalon kalde, og han kom ind til Kongen; og han bøjede sig for
ham og faldt på sit Ansigt til Jorden for Kongen. Så kyssede
Kongen Absalon.
2.Samuel 15
1. Men nogen tid efter skaffede Absalon sige Vogn og Heste og
halvtredsindstyve Forløbere;
2. og om Morgenen stillede han sig ved Portvejen, og når nogen gik
til Kongen for af få en Retssag afgjort, kaldte Absalon ham til
sig og spurgte ham: "Hvilken By er du fra?" Når han da svarede:
"Din Træl er fra den eller den af Israels Stammer!"
3. så sagde Absalon til ham: "Ja, din Sag er god og retfærdig; men
hos Kongen finder du ikke Øre!"
4. Og Absalon tilføjede: "Vilde man blot sætte mig til Dommer i
Landet! Da måtte enhver, der har en Retssag eller Retstrætte,
komme til mig, og jeg vilde hjælpe ham til hans Ret."
5. Og når nogen nærmede sig for at kaste sig ned for ham, rakte han
Hånden ud og holdt ham fast og kyssede ham.
6. Således gjorde Absalon over for alle Israeliterne, som kom til
Kongen for at få deres Sager afgjort, og Absalon stjal Israels
Mænds Hjerte.
7. Da der var gået fire År, sagde Absalon til Kongen: "Lad mig få
Lov at gå til Hebron og indfri et Løfte, jeg har aflagt HERREN;
8. thi medens din Træl boede i Gesjur i Aram, aflagde jeg det
Løfte: Hvis HERREN lader mig komme tilbage til Jerusalem, vil
jeg ære HERREN i Hebron!"
9. Kongen svarede ham: "Gå med Fred!" Og han begav sig til Hebron.
10. Men Absalon havde i al Hemmelighed sendt Bud ud i alle Israels
Stammer og ladet sige: "Når I hører, der stødes i Horn, så skal
I råbe: Absalon er blevet Konge i Hebron!"
11. Og med Absalon fulgte fra Jerusalem 200 Mænd, som han havde
indbudt, og som drog med i god Tro uden at vide af noget.
12. Og da Absalon ofrede, Slagtofre, lod han Giloniten Akitofel,
Davids Rådgiver, hente i hans By Gilo. Og Sammensværgelsen vandt
i Styrke, idet flere og flere af Folket gik over til Absalon.
13. Da kom en og meldte David det og sagde: "Israels Hu har vendt
sig til Absalon!"
14. Og David sagde til alle sine folk, som var hos ham i Jerusalem:
"Kom, lad os flygte; ellers kan vi ikke undslippe Absalon; skynd
jer af Sted, at han ikke skal skynde sig og nå os, bringe ulykke
over os og nedhugge Byens Indbyggere med Sværdet!"
15. Kongens Folk svarede: "Dine Trælle er rede til at gøre alt, hvad
du finder rigtigt, Herre Konge!"
16. Så drog Kongen ud, fulgt af hele sit Hus; dog lod Kongen ti
Medhustruer blive tilbage for at se efter Huset.
17. Så drog Kongen ud, fulgt af alle sine Folk. Ved det sidste Hus
gjorde de Holdt,
18. og alle Krigerne gik forbi ham, ligeledes alle Kreterne og
Pleterne; også alle Gatiten Ittajs Mænd, 600 Mand, som havde
fulgt ham fra Gat, gik forbi Kongen.
19. Da sagde Kongen til Gatiten Ittaj: "Hvorfor går også du med?
Vend om og bliv hos Kongen; thi du er Udlænding og er vandret ud
fra din Hjemstavn;
20. i Går kom du, og i Dag skulde jeg tage dig med på vor Omflakken,
jeg, som går uden at vide hvorhen! Vend tilbage og tag dine
Landsmænd med; HERREN vise dig Miskundhed og Trofasthed!"
21. Men Ittaj svarede Kongen: "Så sandt HERREN lever, og så sandt
du, Herre Konge, lever: Hvor du, Herre Konge, er, der vil din
Træl være, hvad enten det bliver Liv eller Død!"
22. Da sagde David til Ittaj: "Vel, så drag forbi!" Så drog Gatiten
Ittaj forbi med alle sine Mænd og hele sit Følge af Kvinder og
Børn.
23. Hele Landet græd højt, medens alle Krigerne gik forbi; og Kongen
stod i Kedrons Dal, medens alle Krigerne gik forbi ham ad Vejen
til Oliventræet i Ørkenen.
24. Også Zadok og Ebjatar, som bar Guds Pagts Ark, kom til Stede; de
satte Guds Ark ned og lod den stå, indtil alle Krigerne fra Byen
var gået forbi.
25. Da sagde Kongen til Zadok: "Bring Guds Ark tilbage til Byen!
Hvis jeg finder Nåde for HERRENs Øjne, fører han mig tilbage og
lader mig stedes for ham og hans Bolig;
26. siger han derimod: Jeg har ikke Behag i dig! se, da er jeg rede;
han gøre med mig, hvad ham tykkes godt!"
27. Og Kongen sagde til Præsten Zadok: "Se, du og Ebjatar skal med
Fred vende tilbage til Byen tillige med eders to Sønner, din Søn
Ahima'az og Ebjatars Søn Jonatan!
28. Se, jeg bier ved Vadestederne på Jordansletten, indtil jeg får
Bud fra eder med Efterretning."
29. Zadok og Ebjatar bragte da Guds Ark tilbage til Jerusalem, og de
blev der. 30 Men David gik grædende op ad Oliebjerget med
tilhyllet Hoved og bare Fødder, og alle Krigerne, som fulgte
ham, havde tilhyllet deres Hoveder og gik grædende opefter.
31. Da David fik at vide, at Akitofel var iblandt de sammensvorne,
som holdt med Absalon, sagde han: "Gør Akitofels Råd til Skamme,
HERRE!"
32. Da David var kommet til Bjergets Top, hvor man plejede at
tilbede Gud, kom Arkiten Husjaj, Davids Ven, ham i Møde med
sønderrevet Kjortel og Jord på Hovedet.
33. Da sagde David til ham: "Hvis du drager med, bliver du mig til
Byrde;
34. men vender du tilbage til Byen og siger til Absalon: Jeg vil
være din Træl, Konge; din Faders Træl var jeg fordum, men nu vil
jeg være din Træl! så kan du gøre mig Akitofels Råd til Skamme.
35. Der har du jo Præsterne Zadokog Ebjatar; alt, hvad du hører fra
Kongens Palads, må du give Præsterne Zadok og Ebjatar Nys om.
36. Se, de har der deres to Sønner hos sig, Zadoks Søn Ahima'az og
Ebjatars Søn Jonatan; send mig gennem dem Bud om alt, hvad I
hører."
37. Så kom Husjaj, Davids Ven, til Byen, og samtidig kom Absalon til
Jerusalem.
2.Samuel 16
1. Da David var kommet lidt på den anden Side af Bjergets Top, Kom
Mefibosjets Tjener Ziba ham i Møde med et Par opsadlede Æsler,
som bar 200 Brød, 100 Rosinkager, 100 Frugter og en Dunk Vin.
2. Da sagde Kongen til Ziba: "Hvad vil du med det?" Og Ziba
svarede: "Æslerne er bestemt til Ridedyr for Kongens Hus,
Brødene og Frugterne til Spise for Folkene og Vinen til Drikke
for dem, der bliver trætte i Ørkenen!"
3. Så sagde Kongen: '"Hvor er din Herres Søn?" Ziba svarede Kongen:
"Han blev i Jerusalem; thi han tænkte: Nu vil Israels Hus give
mig min Faders Kongedømme tilbage!"
4. Da sagde Kongen til Ziba: "Dig skal hele Mefibosjets Ejendom
tilhøre!" Og Ziba sagde: "Jeg bøjer mig dybt! Måtte jeg finde
Nåde for min Herre Kongens Øjne!"
5. Men da Kong David kom til Bahurim, se, da kom en Mand ved Navn
Simei, Geras Søn, af samme Slægt som Sauls Hus, gående ud af
Byen, alt imedens han udstødte Forbandelser,
6. og han kastede Sten efter David og alle Kong Davids Folk, skønt
alle Krigerne og alle Kærnetropperne gik på begge Sider af ham.
7. Og Simei forbandede ham med de Ord: "Bort, bort med dig, din
Blodhund, din Usling!
8. HERREN har nu bragt alt Sauls Hus's Blod over dig, han, i hvis
Sted du blev Konge, og HERREN har nu givet din Søn Absalon
Kongedømmet; nu har Ulykken ramt dig. for,i du er en Blodhund!"
9. Da sagde Abisjaj, Zerujas Søn, til Kongen: "Hvorfor skal den
døde Hund have Lov at forbande min Herre Kongen? Lad mig gå hen
og hugge Hovedet af ham!"
10. Men Kongen svarede: "Hvad har jeg med eder at gøre,
Zerujasønner! Når han forbander, og når HERREN har budt ham at
forbande David, hvem tør da sige: Hvorfor gør du det?"
11. Og David sagde til Abisjaj og alle sine Folk: "Når min egen Søn,
som er udgået af min Lænd, står mig efter Livet, hvad kan man da
ikke vente af denne Benjaminit! Lad ham kun forbande, når HERREN
har budt ham det!
12. Måske vil HERREN se til mig i min Nød og gøre mig godt til
Gengæld for hans Forbandelse i Dag!"
13. Derpå gik David med sine Mænd hen ad Vejen, medens Simei fulgte
ham oppe på Bjergskråningen og stadig udstødte Forbandelser,
slog med Sten og kastede Støv efter ham.
14. Således kom Kongen og alle Krigerne, som fulgte ham, udmattede
til Jordan og hvilede ud der.
15. Imidlertid var Absalon draget ind i Jerusalem med alle Israels
Mænd, og Akitofel var hos ham.
16. Da nu Arkiten Husjaj, Davids Ven, kom til Absalon, sagde han til
ham: "Kongen leve, Kongen leve!"
17. Absalon sagde til Husjaj: "Er det sådan, du viser din Ven
Godhed? Hvorfor fulgte du ikke din Ven?"
18. Husjaj svarede Absalon: "Nej, den, som HERREN og dette Folk og
alle Israels Mænd har valgt, i hans Tjeneste vil jeg træde, og
hos ham vil jeg blive!
19. Og desuden: Hvem er det, jeg tjener? Mon ikke hans Søn? Som jeg
har tjent din Fader, vil jeg tjene dig!"
20. Absalon sagde så til Akitofel: "Kom med eders Råd! Hvad skal vi
gøre?"
21. Akitofel svarede Absalon: "Gå ind til din Faders Medhustruer,
som han har ladet blive tilbage for at se efter Huset; så kan
hele Israel skønne, at du har lagt dig for Had hos din Fader, og
alle de, der har sluttet sig til dig, vil få nyt Mod!"
22. Absalons Telt blev så rejst på Taget, og Absalon gik ind til sin
Faders Medhustruer i hele Israels Påsyn.
23. Det Råd, Akitofel gav i de Tider, gjaldt nemlig lige så meget,
som når man adspurgte Gud; så meget gjaldt ethvert Råd af
Akitofel både hos David og Absalon.
2.Samuel 17
1. Derpå sagde Akitofel til Absalon; " Lad mig udvælge 12000 Mand
og bryde op i Nat og sætte efter David.
2. Når jeg overfalder ham, medens han er udmattet og modfalden, kan
jeg indjage ham Skræk, og alle hans Folk vil flygte, så at jeg
kan fælde Kongen uden at røre nogen anden;
3. så bringer jeg hele Folket tilbage til dig, som en Brud vender
tilbage til sin Mand. Du attrår jo dog kun en enkelt Mands Liv,
og hele Folket vil da være uskadt!"
4. Det Forslag tiltalte Absalon og alle Israels Ældste.
5. Men Absalon sagde: "Kald dog også Arkiten Husjaj hid, for at vi
også kan høre, hvad han råder til!"
6. Da Husjaj kom ind, sagde Absalon til ham: "Det og det har
Akitofel sagt; skal vi følge hans Råd? Hvis ikke, så sig du din
Mening!"
7. Husjaj svarede Absalon: "Denne Gang er Akitofels Råd ikke godt!"
8. Og Husjaj sagde fremdeles: "Du ved, at din Fader og hans Mænd er
Helte, og bitre i Hu er de som en Bjørn på Marken, hvem Ungerne
er taget fra; desuden er din Fader en rigtig Kriger, som ikke
lægger sig til Hvile om Natten med Folkene.
9. For Øjeblikket holder han sig sikkert skjult i en Kløft eller et
andet Sted; falder der nu straks i Begyndelsen nogle af Folkene,
vil det rygtes, og man vil sige, at Absalons Tilhængere har lidt
Nederlag;
10. og da bliver selv den tapre, hvis Mod er som Løvens, forsagt;
thi hele Israel ved, at din Fader er en Helt og hans Ledsagere
tapre Mænd.
11. Mit Råd er derfor: Lad hele Israel fra Dan til Be'ersjeba samles
om dig, talrigt som Sandet ved Havet, og drag selv med i deres
Midte.
12. Støder vi så på ham et eller andet Sted, hvor han nu befinder
sig, kan vi falde over ham som Dug over Jorden, og der skal ikke
blive en eneste tilbage, hverken han eller nogen af alle hans
Mænd;
13. men kaster han sig ind i en By, skal hele Israel lægge Reb om
den, og vi vil slæbe den ned i Dalen, så der ikke bliver Sten på
Sten tilbage af den!" Da sagde Absalon og alle Israels Mænd:
"Arkiten Husjajs Råd er bedre end Akitofels!"
14. HERREN havde nemlig sat sig for at gøre Akitofels gode Råd til
Skamme, for at HERREN kunde bringe Ulykke over Absalon.
15. Derpå sagde Husjaj til Præsterne Zadok og Ebjatar: "Det og det
Råd har Akitofel givet Absalon og Israels Ældste, og det og det
Råd har jeg givet.
16. Skynd eder nu at sende Bud til David og bring ham det Bud: Bliv
ikke Natten over ved vadestederne på Jordansletten, men søg over
på den anden Side, for at ikke Kongen og alle hans Folk skal gå
til Grunde!"
17. Jonatan og Ahima'az stod ved Rogelkilden, hvorhen en
Tjenestepige til Stadighed kom og bragte dem Melding, hvorefter
de gik hen og bragte Kong David Melding; thi de turde ikke vise
sig i Byen.
18. Men en ung Mand opdagede dem og meldte det til Absalon; så
skyndte de sig begge bort og kom ind hos en Mand i Bahurim. Han
havde en Brønd i Gården, og i den steg de ned;
19. Konen tog et Tæppe, bredte det ud over Brønden og hældte Korn
derpå, så at man intet kunde opdage.
20. Nu kom Absalons Folk imod i Huset til Konen og spurgte: "Hvor er
Ahima'az og Jonatan?" Konen svarede: "De gik over Vandbækken!"
Så søgte de efter dem, men da de ikke fandt dem, vendte de
tilbage til Jerusalem.
21. Så snart de var gået bort, steg de to op af Brønden og gik hen
og bragte Kong David Melding; og de sagde til David: "Bryd op og
skynd eder over på den anden Side af Vandet; thi det og det Råd
kom Akitofel med angående eder!"
22. Da brød David op med alle sine Folk og satte over Jordan; og ved
Daggry manglede ikke en eneste, alle var de kommet over Jordan.
23. Men da Akitofel så, at hans Råd ikke blev fulgt, sadlede han sit
Æsel og drog hjem til sin By; og efter at have beskikket sit Hus
hængte han sig og døde. Han blev jordet i sin Faders Grav.
24. David havde nået Mahanajim, da Absalon tillige med alle Israels
Mænd gik over Jordan.
25. Absalon havde i Joabs Sted sat Amasa over Hæren; Amasa var Søn
af en Ismaelit ved Navn Jitra, som var gået ind til Abigajil, en
Datter af Isaj og Søster til Joabs Moder Zeruja.
26. Og Israel og Absalon slog Lejr i Gilead.
27. Men da David kom til Mahaoajim, bragte Sjobi, Nahasj's Søn fra
Rabba i Ammon, Makir, Ammiels Søn fra Lodebar, og Gileaditen
Barzillaj fra Rogelim
28. Senge, Tæpper, Skåle og Lerkar; og Hvede, Byg, Mel, ristet Korn,
Bønner, Linser,
29. Honning, Surmælk, Småkvæg og Komælksost bragte de David og hans
Folk til Føde; thi de tænkte: "Folkene er sultne, udmattede og
tørstige i Ørkenen."
2.Samuel 18
1. Derpå holdt David Mønstring over sit Mandskab og satte
Tusindførere og Hundredførere over dem;
2. og David delte Mandskabet i tre Dele; den ene Tredjedel stillede
han under Joab, den anden under Abisjaj, Zerujas Søn og Joabs
Broder, og den sidste Tredjedel under Gatiten Ittaj. Kongen
sagde så til Folkene: "Jeg vil selv drage med i Kampen!"
3. Men de svarede: "Du må ikke drage med; thi om vi flygter, ænser
man ikke os; ja, selv om Halvdelen af os falder, ænser man ikke
os, men du gælder lige så meget som ti Tusinde af os; derfor er
det bedst, at du holder dig rede til at ile os til Hjælp fra
Byen."
4. Kongen svarede: "Jeg gør, hvad I finder bedst!" Derpå stillede
Kongen sig ved Porten, medens hele Mandskabet drog ud,
hundredvis og tusindvis.
5. Men Kongen gav Joab, Abisjajog Ittaj den Befaling: "Far nu
lempeligt med den unge Absalon!" Og hele Mandskabet hørte,
hvorledes Kongen gav alle Øversterne Befaling om Absalon.
6. Derpå rykkede Krigerne i Marken mod Israel, og Slaget kom til at
stå i Efraims Skov.
7. Der blev Israels Hær slået af Davids Folk, og der fandt et stort
Mandefald Sted den Dag; der faldt 200000 Mand.
8. Kampen bredte sig over hele Egnen, og Skoven fortærede den Dag
flere Folk end Sværdet.
9. Absalon selv stødte på nogle af Davids Folk; Absalon red på sit
Muldyr, og da Muldyret kom ind under en stor Terebintes tætte
Grene, blev hans Hoved hængende i Terebinten, så han hang mellem
Himmel og Jord, medens Muldyret, han sad på, løb bort.
10. En Mand, der så det meldte det til Joab og sagde: "Jeg så
Absalon hænge i en Terebinte."
11. Da sagde Joab til Manden, der havde meldt ham det: "Når du så
det, hvorfor slog du ham da ikke til Jorden med det samme? Så
havde jeg givet dig ti Sekel Sølv og et Bælte!"
12. Men Manden svarede Joab: "Om jeg så havde fået tilvejet tusind
Sekel, havde jeg ikke lagt Hånd på Kongens Søn; thi vi hørte jo
selv, hvorledes Kongen bød dig, Abisjaj og Ittaj: Vogt vel på
den unge Absalon!
13. Dersom jeg havde handlet svigefuldt imod ham -intet bliver jo
skjult for Kongen - vilde du have ladet mig i Stikken!"
14. Da sagde Joab: "Så gør jeg det for dig!" Dermed greb han tre
Spyd og stødte dem i Brystet på Absalon, som endnu levede og
hang mellem Terebintens Grene.
15. Derpå trådte ti unge Mænd, der var Joabs Våbendragere, til og
gav Absalon Dødsstødet.
16. Joab lod nu støde i Hornet, og Hæren opgav at forfølge Israel,
thi Joab bød Folkene standse.
17. Derpå tog de og kastede Absalon i en stor Grube i Skoven og
ophobede en mægtig Stendynge over ham. Og hele Israel flygtede
hver til sit.
18. Men medens Absalon endnu levede, havde han taget og rejst sig
den Stenstøtte, som står i Kongedalen; thi han sagde: "Jeg har
ingen Søn til at bevare Mindet om mit Navn." Han havde opkaldt
Stenstøtten efter sig selv, og endnu den Dag i Dag kaldes den
"Absalons Minde".
19. Da sagde Ahima'az, Zadoks Søn: "Lad mig løbe hen og bringe
Kongen den gode Tidende, at HERREN har skaffet ham Ret over for
hans Fjender!"
20. Men Joab svarede ham: "Du skal ikke være den, der bringer Bud i
Dag; en anden Gang kan du bringe Bud, men i bag skal du ikke
gøre det, da Kongens Søn er død!"
21. Og Joab sagde til Etiopieren: "Gå du hen og meld Kongen, hvad du
har set!" Da kastede Etiopieren sig til Jorden for Joab og ilede
af Sted.
22. Men Ahima'az, Zadoks Søn, sagde atter til Joab: "Ske, hvad der
vil! Lad også mig løbe bag efter Etiopieren!" Da sagde Joab:
"Hvorfor vil du det, min Søn? For dig er der ingen Budløn at
hente!"
23. Men han blev ved: "Ske, hvad der vil! Jeg løber!" Så sagde han:
"Løb da!" Og Ahima'az løb ad Vejen gennem Jordanegnen og nåede
frem før Etiopieren.
24. David sad just mellem de to Porte, og Vægteren steg op på
Porttaget ved Muren; da han så ud, se, da kom en Mand løbende
alene.
25. Vægteren råbte og meldte det til Kongen, og Kongen sagde: "Er
han alene, har han Bud at bringe!" Men medens Manden fortsatte
sit Løb og kom nærmere,
26. så Vægteren en anden Mand komme løbende og råbte ned i Porten:
"Der kommer een Mand til løbende alene!" Kongen sagde: "Også han
har Bud at bringe!"
27. Da råbte Vægteren: "Den forreste løber således, at det ser ud
til at være Ahima'az, Zadoks Søn!" Kongen sagde: "Det er en god
Mand, han kommer med godt Bud!"
28. Imidlertid var Ahima'az kommet nærmere og råbte til Kongen: "Hil
dig!" Så kastede han sig ned på Jorden for Kongen og sagde:
"Lovet være HERREN din Gud, som gav dem, der løftede Hånd mod
min Herre Kongen, i din Hånd!"
29. Kongen spurgte: "Er den unge Absalon uskadt?" Ahima'az svarede:
"Jeg så, at der var stor Tummel, da Kongens Træl Joab sendte din
Træl af Sted, men jeg ved ikke, hvad det var."
30. Kongen sagde da: "Træd til Side og stil dig der!" Og han trådte
til Side og blev stående.
31. I det samme kom Etiopieren; og Etiopieren sagde: "Der er Bud til
min Herre Kongen: HERREN har i Dag skaffet dig Ret over for alle
dine Modstandere!"
32. Kongen spurgte Etiopieren: "Er den unge Absalon uskadt?" Og han
svarede: "Det gå min Herre Kongens Fjender og alle dine
Modstandere som den unge Mand!"
33. Da blev Kongen dybt rystet, og han gik op i Stuen på Taget over
Porten og græd; og han gik frem og tilbage og klagede: Min Søn
Absalon, min Søn, min Søn Absalon! Var jeg blot død i dit Sted!
Absalon, min Søn, min Søn!"
2.Samuel 19
1. Joab fik nu Efterretning om, at Kongen græd og sørgede over
Absalon,
2. og Sejren blev den Dag til Sorg for alt Folket, fordi det hørte,
at Kongen sørgede dybt over sin Søn.
3. Og Folket stjal sig den Dag ind i Byen, som man stjæler sig bort
af Skam, når man har taget Flugten i Kampen.
4. Kongen havde tilhyllet sit Ansigt og klagede højt: "Min Søn
Absalon, min Søn, Absalon, min Søn!"
5. Da gik Joab ind til Kongen og sagde: "Du beskæmmer i Dag alle
dine Folk, der dog i bag har reddet dit Liv og dine Sønners og
Døtres, Hustruers og Medhustruers Liv,
6. siden du elsker dem, som hader dig, og hader dem, som elsker
dig; thi i dag viser du, at Øverster og Folk er intet for dig.
Ja, nu forstår jeg, at du vilde have været tilfreds, hvis
Absalon i Dag var i Live og alle vi andre døde.
7. Stå nu op og gå ud og tal godt for dine Folk; thi jeg sværger
ved HERREN, at hvis du ikke gør det, bliver ikke en eneste Mand
hos dig Natten over, og dette vil volde dig større Ulykke end
alt, hvad der har ramt dig fra din Ungdom af og til nu!"
8. Så stod Kongen op og satte sig i Porten; og da man fik at vide,
at Kongen sad i Porten, kom alt Folket hen og stillede sig foran
Kongen. Men efter at Israeliterne var flygtet hver til sit,
9. begyndte alt Folket i alle Israels Stammer at gå i Rette med
hverandre, idet de sagde: "Kongen frelste os fra vore Fjenders
Hånd; det var ham, som reddede os af Filisternes Hånd; og nu har
han måttet rømme Landet for Absalon.
10. Men Absalon, som vi havde salvet til Konge over os, er faldet i
Kampen. Hvorfor tøver l da med at føre Kongen tilbage?"
11. Men da alle Israeliternes Ord kom Kong David for Øre, sendte han
Bud til Præsterne Zadok og Ebjatar og lod sige: "Tal til Judas
Ældste og sig: Hvorfor vil I være de sidste til at føre Kongen
tilbage til hans Hus?
12. I er jo mine Brødre, I er mit Kød og Blod. Hvorfor vil I være de
sidste til at føre Kongen tilbage?
13. Og til Amasa skal l sige: Er du ikke mit Kød og Blod? Gud ramme
mig både med det ene og det andet, om du ikke for stedse skal
være min Hærfører i Joabs Sted!"
14. Så vendte alle Judas Mænds Hjerter sig til ham, alle som een, og
de sendte Bud til Kongen: "Vend tilbage med alle dine Folk!"
15. Og da Kongen på Hjemvejen kom til Jordan, var Judæerne kommet
til Gilgal for at gå Kongen i Møde og føre ham over Jordan.
16. Da skyndte Benjaminiten Simei, Geras Søn, fra Bahurim sig sammen
med Judas Mænd ned for at gå Kong David i Møde,
17. fulgt af tusind Mænd fra Benjamin. Også Ziba, som var Tjener i
Sauls Hus, var med sine femten Sønner og tyve Trælle ilet til
Jordan forud for Kongen,
18. og de var sat over Vadestedet for at sætte Kongens Hus over og
være ham til Tjeneste. Men da Kongen skulde til at gå over
Floden kastede Simei, Geras Søn, sig ned for ham
19. og sagde: "Min Herre tilregne mig ikke min Brøde og tænke ikke
mere på, hvad din Træl forbrød, den Dag min Herre Kongen drog
bort fra Jerusalem ' Kongen agte ikke derpå;
20. thi din Træl ved, at han har syndet, men se, jeg er i Dag den
første af hele Josefs Hus, der er kommet herned for at gå min
Herre Kongen i Møde!"
21. Da tog Abisjaj, Zerujas Søn, Ordet og sagde: "Skal Simei ikke
lide Døden til Straf for, at han forbandede HERRENs Salvede?"
22. Men David svarede: "Hvad er der mig og eder imellem, I
Zerujasønner, at I vil være mine Modstandere i Dag? Skulde nogen
i Israel lide Døden i Dag? Ved jeg da ikke, at jeg nu er Konge
over Israel?"
23. Derpå sagde Kongen til Simei: "Du skal ikke dø!" Og Kongen
tilsvor ham det.
24. Også Mefibosjet, Sauls Sønnesøn, var draget ned for at gå Kongen
i Møde. Han havde ikke plejet sine Fødder eller sit Skæg eller
tvættet sine Klæder, fra den Dag Kongen gik bort, til den Dag
han kom uskadt tilbage.
25. Da han nu kom fra Jerusalem for at gå Kongen i Møde, sagde
Kongen til ham: "Hvorfor fulgte du mig ikke, Mefibosjet?"
24. Han svarede: "Herre Konge, min Træl bedrog mig; thi din Træl bød
ham sadle mit Æsel, for at jeg kunde sidde op og følge Kongen;
din Træl er jo lam;
27. men i Stedet bagtalte han din Træl hos min Herre Kongen. Dog,
min Herre Kongen er jo som en Guds Engel. Gør, hvad du finder
for godt!
28. Thi skønt hele mit Fædrenehus kun havde Døden at vente af min
Herre Kongen, gav du din Træl Plads imellem dine Bordfæller;
hvad Ret har jeg da endnu til at kræve noget eller anråbe
Kongen?"
29. Da sagde Kongen til ham: "Hvorfor bliver du ved med at tale?
Her er mit Ord: Du og Ziba skal dele Jordegodset!"
30. Mefibosjet svarede Kongen: "Han må gerne få det hele, nu min
Herre Kongen er kommet uskadt hjem!"
31. Også Gileaditen Barzillaj drog ned fra Rogelim og fulgte med
Kongen for at ledsage ham til Jordan.
32. Barzillaj var en Olding på firsindstyve År; det var ham, som
havde sørget for Kongens Underhold, medens han var i Mahanajim,
thi han var en meget velstående Mand.
33. Kongen sagde nu til Barzillaj: "Følg med mig, jeg vil sørge for,
at du i din Alderdom får dit Underhold hos mig i Jerusalem!"
34. Men Barzillaj svarede Kongen: "Hvor lang Tid har jeg endnu
tilbage, at jeg skulde følge med Kongen op til Jerusalem?
35. Jeg er nu firsindstyve År gammel; mon jeg kan skelne mellem godt
og ondt, eller mon din Træl har nogen Smag for, hvad jeg spiser
eller drikker, mon jeg endnu har Øre for Sangeres og
Sangerinders Røst? Hvorfor skulde din Træl da i Fremtiden falde
min Herre Kongen til Byrde?
36. Kun det lille Stykke Vej til Jordan vilde din Træl ledsage
Kongen; hvorfor vil Kongen give mig så meget til Gengæld?
37. Lad din Træl vende tilbage, at jeg kan dø i min egen By ved mine
Forældres Grav! Men her er din Træl Kimham; lad ham følge med
min Herre Kongen, og gør med ham, hvad dig tykkes bedst!"
38. Da sagde Kongen: "Kimham skal følge med mig, og jeg vil gøre med
ham, hvad dig tykkes bedst; alt, hvad du ønsker, vil jeg gøre
for dig!"
39. Derpå gik alle Krigerne over Jordan, medens Kongen blev stående;
og Kongen kyssede Barzillaj og velsignede ham, hvorefter
Barzillaj vendte tilbage til sit Hjem.
40. Så drog Kongen over til Gilgal, og Kimham drog med ham. Hele
Judas Folk fulgte med Kongen og desuden Halvdelen af Israels
Folk.
41. Men nu kom alle Israeliterne til Kongen og sagde: "Hvorfor har
vore Brødre, Judas Mænd, bortført dig og bragt Kongen og hans
Hus over Jordan tillige med alle Davids Mænd?"
42. Da svarede alle Judas Mænd Israels Mænd: "Kongen står jo os
nærmest; hvorfor er I vrede over det? Har vi levet af Kongen
eller taget noget fra ham?"
43. Israels Mænd svarede Judas Mænd: "Vi har ti Gange Part i kongen,
og tilmed har vi Førstefødselsretten fremfor eder; hvorfor har I
da tilsidesat os? Og var det ikke os, der først talte om at føre
vor Konge tilbage?" Men Judas Mænds Svar var endnu hårdere end
Israels Mænds.
2.Samuel 20
1. Nu var der tilfældigvis en slet Person ved navn Sjeba, Bikris
Søn, en Benjaminit. Han stødte i Hornet og sagde: "Vi har ingen
Del i David, ingen Lod i Isajs Søn! Hver Mand til sine Telte,
Israel!"
2. Da faldt alle Israels Mænd fra David og gik over til Sjeba,
Bikris Søn, medens Judas Mænd trofast fulgle deres Konge fra
Jordan til Jerusalem.
3. Da David kom til sit Hus i Jerusalem, tog Kongen sine ti
Medhustruer, som han havde ladet tilbage for at se efter Huset,
og lod dem bringe til et bevogtet Hus, hvor han sørgede for
deres Underhold; men han gik ikke mere ind til dem, og således
levede de indespærret til deres Dødedag som Kvinder, der er
Enker, skønt deres Mænd endnu lever.
4. Derpå sagde Kongen til Amasa: "Stævn Judas Mænd sammen i Løbet
af tre Dage og indfind dig da her!"
5. Amasa gik så bort for at stævne Judas Mænd sammen. Men da han
tøvede ud over den fastsatte Frist,
6. sagde David til Abisjaj: "Nu bliver Sjeba, Bikris Søn, os
farligere end Absalon! Tag derfor din Herres Folk og sæt efter
ham, for at han ikke skal kaste sig ind i befæstede Byer og
slippe fra os!"
7. Med Abisjaj drog Joab, Kreterne og Pleterne og alle
Kærnetropperne ud fra Jerusalem for at sætte efter Sjeba, Bikris
Søn.
8. Men da de var ved den store Sten i Gibeon, kom Amasa dem i
Møde. Joab var iført sin Våbenkjortel, og over den havde han
spændt et Sværd, hvis Skede var bundet til hans Lænd; og det
gled ud og faldt til Jorden.
9. Joab sagde da til Amasa: "Går det dig vel, Broder?" Og Joab greb
med højre Hånd om Amasas Skæg for at kysse ham.
10. Men Amasa tog sig ikke i Vare for det Sværd, Joab havde i sin
venstre Hånd; Joab stødte det i Underlivet på ham, så hans
Indvolde væltede ud på Jorden, og han døde ved det ene Stød.
Derpå satte Joab og hans Broder Abisjaj efter Sjeba, Bikris Søn,
11. medens en af Joabs Folk blev stående ved Amasa og råbte:
"Enhver, der bryder sig om Joab og holder med David, følge efter
Joab!"
12. Men Amasa lå midt på Vejen, svømmende i sit Blod, og da Manden
så, at alt Folket stod stille der, væltede han Amasa fra Vejen
ind på Marken og kastede en Kappe over ham; thi han så, at alle,
der kom forbi, stod stille.
13. Så snart han var fjernet fra Vejen, fulgte alle efter Joab for
at sætte efter Sjeba, Bikris Søn.
14. Denne drog imidlertid gennem alle Israels Stammer indtil
Abel-Bet-Ma'aka, og alle Bikriterne samlede sig og fulgte ham.
15. Da kom de og belejrede ham i Abel-Bet-Ma'aka, idet de opkastede
en Vold om Byen. Men medens alt Krigsfolket, der var med Joab,
arbejdede på at bringe Muren til Fald,
16. trådte en klog Kvinde fra Byen hen på Formuren og råbte: "Hør,
hør! Sig til Joab, at han skal komme herhen; jeg vil tale med
ham!"
17. Da han kom hen til hende, spurgte Kvinden: "Er du Joab?" Og da
han svarede ja, sagde hun: "Hør din Trælkvindes Ord!" Han
svarede: "Jeg hører!"
18. Så sagde hun: "I gamle Dage sagde man: Man spørge dog i Abel og
Dan, om det er gået af Brug, hvad gode Folk i Israel vedtog!
19. Og nu søger du at bringe Død over en By, som er en Moder i
Israel! Hvorfor vil du ødelægge HERRENs Arvelod?"
20. Joab svarede: "Det være langt fra mig, det være langt fra mig at
ødelægge eller volde Fordærv!
21. Således er det ingenlunde ment! Men en Mand fra Efraims Bjerge
ved Navn Sjeba, Bikris Søn, har løftet sin Hånd mod Kong David;
hvis I blot vil udlevere ham, bryder jeg op fra Byen!" Da sagde
Kvinden til Joab: "Hans Hoved skal blive kastet ned til dig
gennem Muren!"
22. Kvinden fik så ved sin Klogskab hele Byen overtalt til at hugge
Hovedet af Sjeba, Bikris Søn, og de kastede det ned til Joab. Da
stødte han; i Hornet, og de brød op fra Byen og spredte sig hver
til sit, medens Joab selv vendte tilbage til Kongen i Jerusalem.
23. Joab stod over hele Israels Hær; Benaja, Jojadas Søn, over
Kreterne og Pleterne;
24. Adoniram havde Tilsynet med Hoveriarbejdet; Josjafat, Ahiluds
Søn, var Kansler;
25. Sjeja var Statsskriver, Zadok og Ebjatar Præster;
26. også Ja'iriten Ira var Præst hos David.
2.Samuel 21
1. Under Davids Regering blev der Hungersnød tre År i Træk. Da
søgte David HERRENs Åsyn; og HERREN sagde: "Der hviler Blodskyld
på Saul og hans Hus, fordi han dræbte Gibeoniterne!"
2. Kongen lod derfor Gibeoniterne kalde og sagde til dem -
Gibeoniterne hørte ikke til Israeliterne, men til Levningerne af
Amoriterne; og skønt Israeliterne havde givet dem endeligt
Tilsagn, havde Saul i sin Iver for Israeliterne og Juda søgt at
udrydde dem -
3. David sagde til Gibeoniterne: "Hvad kan jeg gøre for eder, og
hvorledes skal jeg skaffe Soning, så at I kan velsigne HERRENs
Arvelod?"
4. Gibeoniterne svarede: "Det er ikke Sølv eller Guld, der er os og
Saul og hans Hus imellem, og vi har ikke Lov at dræbe nogen Mand
i Israel!" Han sagde da: "Hvad I forlanger, vil jeg gøre for
eder!"
5. Så sagde de til Kongen: "Den Mand, som bragte Ødelæggelse over
os og tænkte på at udrydde os, så vi ikke skulde kunne være
nogetsteds inden for Israels Landemærke.
6. lad syv Mænd af hans Efterkommere blive udleveret os, for at vi
kan hænge dem op for HERREN i Gibeon på HERRENs Bjerg!" Kongen
sagde: "Jeg vil udlevere dem!"
7. Men Kongen skånede Mefibosjet, en Søn af Sauls Søn Jonatan, af
Hensyn til den Ed ved HERREN, som var imellem David og Sauls Søn
Jonatan.
8. Derimod tog Kongen de to Sønnner, som Rizpa, Ajjas Datter, havde
født Saul, Armoni og Mefibosjet, og de fem Sønner, som Merab,
Sauls Datter, havde født Adriel, en Søn af Barzillaj fra Mehola,
9. og udleverede dem til Gibeoniterne, som hængte dem op på Bjerget
for HERRENs Åsyn. Således omkom alle syv på een Gang, og de blev
dræbt først på Høsten, i Byghøstens Begyndelse.
10. Men Rizpa, Ajjas Datter, tog sit Sørgeklæde, bredte det ud på
Klippen og sad der fra Høstens Begyndelse, indtil der atter
strømmede Vand fra Himmelen ned over dem; og hun tillod ikke
Himmelens Fugle at kaste sig over dem om Da- gen eller Markens
Dyr om Natten.
11. Da David fik at vide, hvad Rizpa, Ajjas Datter, Sauls Medhustru,
havde gjort,
12. drog han hen og hentede Sauls og hans Søn Jonatans Ben hos
Borgerne i Jabesj i Gilead, som havde stjålet dem på Torvet i
Bet-Sjan, hvor Filisterne havde hængt dem op, dengang de slog
Saul på Gilboa.
13. Og da han havde hentet Sauls og hans Søn Jonatans Ben der,
samlede man Benene af de hængte
14. og jordede dem sammen med Sauls og hans Søn Jonatans Ben i Zela
i Benjamins Land i hans Fader Kisj's Grav. Alt, hvad Kongen
havde påbudt, blev gjort; derefter forbarmede Gud sig over
Landet.
15. Da det atter kom til Kamp mellem Filisterne og Israel, drog
David med sine Folk ned og kastede sig ind i Gob og kæmpede med
Filisterne.
16. Da fremstod Dod, som var af Rafaslægten, og hvis Spyd vejede 300
Sekel Kobber; han var iført en ny Rustning, og han havde i Sinde
at slå David ihjel.
17. Men Abisjaj, Zerujas Søn, kom ham til Hjælp og huggede
Filisteren ned. Da besvor Davids Mænd ham og sagde: "Du må ikke
mere drage i Kamp med os, for at du ikke skal slukke Israels
Lampe!"
18. Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i Gob.
Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Saf, som var af Rafaslægten.
19. Atter kom det til Kamp med Filisterne i Gob, Beflehemiten
Elhanan, Ja'irs Søn, nedhuggede da Gatiten Goliat, hvis
Spydstage var som en Væverbom.
20. Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpestor Mand med
seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og
tyve; han var også af Rafaslægten.
21. Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids
Broder Sjim'a, ham ned.
22. Disse fire var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans
Mænds Hånd.
2.Samuel 22
1. David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af
alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.
2. Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
3. min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit
Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser
mig fra Vold!
4. Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
5. Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme
forfærdede mig,
6. Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
7. i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte
min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
8. Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted,
thi hans Vrede blussede op.
9. Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder
gnistrede fra ham.
10. Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
11. båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
12. han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser,
vandfyldte Skyer.
13. Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
14. HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
15. han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og
skræmmede dem.
16. Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved
HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.
17. Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de
vældige Vande,
18. frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de
var mig for stærke.
19. På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et
Værn.
20. Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde
Behag i mig.
21. HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine
Hænders Uskyld;
22. thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min
Gud;
23. hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
24. Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
25. HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som
var ham for Øje!
26. Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
27. du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
28. De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29. Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
30. Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer
jeg over Volde.
31. Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold
for alle, der sætter deres Lid til ham.
32. Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
33. den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
34. gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,
35. oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?
36. Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
37. du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
38. Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var
gjort til intet,
39. slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min
Fod.
40. Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du
i Knæ for mig;
41. du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af
Vejen.
42. De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
43. Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på
dem.
44. Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags
Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
45. Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de
mig:
44. Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres
Skjul.
47. HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
48. den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
49. og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine
Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
50. HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit
Navn,
51. du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede
Miskundhed. David og hans Æt evindelig.
2.Samuel 23
1. Dette er Davids sidste Ord; Så siger David, Isajs Søn, så siger
Manden, Højt ophøjet, Jakobs Guds salvede, Helten i Israels
Sange:
2. Ved mig talede HERRENs Ånd, hans Ord var på min Tunge.
3. Jakobs Gud talede til mig, Israels Klippe sagde: "En retfærdig
Hersker blandt Mennesker, en, der hersker i Gudsfrygt,
4. han stråler som Morgenrøden, som den skyfri Morgensol, der
fremlokker Urter af Jorden efter Regn."
5. Således har jo mit Hus det med Gud. Han gav mig en evig Pagt,
fuldgod og vel forvaret. Ja, al min Frelse og al min Lyst,
skulde han ikke lade den spire frem?
6. Men Niddinger er alle som Torne i Ørk, der tages ikke på dem med
Hænder;
7. ingen rører ved dem uden med Jern og Spydstage, i Ilden brændes
de op.
8. Navnene på Davids Helte var følgende: Hakmoniten Isjbosjet,
Anføreren for de tre; det var ham, der engang svang sit Spyd
over 800 faldne på een Gang.
9. Blandt de tre Helte kom efter ham Ahohiten El'azar, Dodis Søn;
han var med David ved Pas-Dammim, dengang Filisterne samlede sig
der til Kamp. Da Israels Mænd trak sig tilbage,
10. holdt han Stand og huggede ned blandt Filisterne, til hans Hånd
blev træt og klæbede fast ved Sværdet; HERREN gav dem den bag en
stor Sejr. Så vendte Folket tilbage og fulgte ham, kun for at
plyndre.
11. Efter ham kom Harariten Sjamma, Ages Søn. Engang havde
Filisterne samlet sig i Lehi, hvor der var en Mark fuld af
Linser, og Folket flygtede for Filisterne;
12. men han stillede sig op midt på Marken og holdt den og huggede
Filisterne ned; og HERREN gav dem en stor Sejr.
13. Engang drog tre af de tredive ned og kom til David på Klippens
Top, til Adullams Hule, medens Filisterskaren var lejret i
Refaimdalen.
14. David var dengang i Klippeborgen, medens Filisternes Besætning
lå i Betlehem.
15. Så vågnede Lysten hos David, og han sagde: "Hvem skaffer mig en
Drik Vand fra Cisternen ved Betlehems Port?"
16. Da banede de tre Helte sig Vej gennem Filisternes Lejr, øste
Vand af Cisternen ved Betlehems Port og bragte David det. Han
vilde dog ikke drikke det, men udgød det for HERREN
17. med de Ord: "HERREN vogte mig for at gøre det! Skulde jeg drikke
de Mænds Blod, som har vovet deres Liv!" Og han vilde ikke
drikke det. Den Dåd udførte de tre Helte.
18. Abisjaj, Joabs Broder, Zerujas Søn, var Anfører for de
tredive. Han svang sit Spyd over 300 faldne, og han var
navnkundig iblandt de tredive;
19. iblandt de tredive var han højtæret, og han var deres Anfører;
men de tre nåede han ikke.
20. Benaja, Jojadas Søn, var en tapper Mand fra Kabze'el, der havde
udført store Heltegerninger; han fældede de to Arielsønner fra
Moah; og han steg ned og fældede en Løve i en Cisterne, en Dag
der var faldet Sne.
21. Ligeledes fældede han Ægypteren, en kæmpestor Mand. Ægypteren
havde et Spyd i Hånden, men han gik ned imod ham meden Stok,
vristede Spydet ud af Hånden på ham og dræbte ham med hans eget
Spyd.
22. Disse Heltegerninger udførte Benaja, Jojadas Søn, og han var
navnkundig iblandt de tredive Helte;
23. iblandt de tredive var han højt æret, men de tre nåede han
ikke. David satte ham over sin Livvagt.
24. Til de tredive hørte Asa'el' Joabs Broder; Elbanan, Dodos Søn
fra Betlehem;
25. Haroditen Sjamma; Haroditen Elika;
26. Paltiten Helez; Ira, Ikkesj's Søn fra Tekoa;
27. Abiezer fra Anatot; Husjatiten Sibbekaj;
28. Ahohiten Zalmon; Maharaj fra Netofa;
29. Heled, Ba'anas Søn, fra Nefofa; Ittaj, Ribajs Søn, fra det
benjaminitiske Gibea;
30. Benaja fra Pir'aton; Hiddaj fra Nahale-Ga'asj;
31. Abiba'al fra Araba; Azmavet fra Bahurim;
32. Sja'alboniten Eljaba; Guniten Jasjen;
33. Harariten Jonatan, Sjammas Søn; Harariten Ahi'am, Sjarars Søn;
34. Elifelet, Ahazbajs Søn, fra Bet-Ma'aka; Eliam, Akitofels Søn,
fra Gilo;
35. Hezro fra Karmel; Pa'araj fra Arab;
36. Jig'al, Natans Søn, fra Zoba; Gaditen Bani;
37. Ammoniten Zelek; Naharaj fra Be'erot, der var Joabs, Zerujas
Søns, Våbendrager;
38. Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir;
39. Hetiten Urias. I alt syv og tredive.
2.Samuel 24
1. Men HERRENS vrede blussede atter op mod Israel, så at han æggede
David mod dem og sagde: "Gå hen og hold Mandtal over Israel og
Juda!"
2. Kongen sagde da til Joab og Hærførerne, der var hos ham: "Drag
rundt i alle Israels Stammer fra Dan til Be'ersjeba og hold
Mønstring over Folket, for at jeg kan få Tallet på det at vide!"
3. Men Joab svarede Kongen: "Måtte HERREN din Gud forøge Folket
hundredfold, og måtte min Herre Kongen selv opleve det - men
hvorfor har min Herre Kongen sat sig sligt for?"
4. Men Joab og Hærførerne måtte bøje sig for Kongens Ord. Joab og
Hærførerne forlod derfor Kongen for at holde Mønstring over
Israels Folk.
5. De gik over Jordan og begyndte ved Aroer og Byen, der ligger
midt i Dalen; drog ad Gad til og i Retning af Ja'zer;
6. så kom de til Gilead og til Hetiternes Land hen imod Kadesj,
derpå til Dan, og fra Dan vendte de sig hen mod Zidon;
7. så kom de til Fæstningen Tyrus og alle Hivviternes og
Kana'anæernes Byer, hvorfra de gik til Be'ersjeba i det judæiske
Sydland.
8. Efter at de var draget hele Landet rundt i ni Måneder og tyve
Dage, kom de tilbage til Jerusalem.
9. Joab opgav derpå Kongen Tallet, der var fundet ved
Folktællingen, og Israel talte 800000 kraftige, våbenføre Mænd,
Juda 500000 Mænd.
10. Men efter at David havde holdt Mandtal over Folket. slog
Samvittigheden ham, og han sagde til HERREN: "Jeg har syndet
svarlig i, hvad jeg har gjort! Men tilgiv nu, HERRE, din Tjeners
Brøde, thi jeg har handlet som en stor Dåre!"
11. Da David stod op om Morgenen kom HERRENs Ord til Profeten Gad,
Davids Seer, således:
12. "Gå hen og sig til David: Så siger HERREN; Jeg forelægger dig
tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!"
13. Gad kom da til David og kundgjorde ham det og sagde: "Skal der
komme tre Hungersnødsår over dig i dit Land, eller vil du i tre
Måneder jages på Flugt, forfulgt af din Fjende, eller skal der
komme tre Dages Pest i dit Land? Overvej nu, hvad jeg skal svare
ham, der har sendt mig!"
14. David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad os så falde i
HERRENs Hånd, thi hans Barmhjertighed er stor; i Menneskehånd
vil jeg ikke falde!"
15. Så valgte David da Pesten. Ved Hvedehøstens Tid begyndte Soten
at ramme Folket; og der døde 70000 Mand af Folket fra Dan til
Be'ersjeba.
16. Da Engelen udrakte sin Hånd mod Jerusalem for at ødelægge det,
angrede HERREN det onde, og han sagde til Engelen, som ødelagde
Folket "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!" HERRENs Engel var
da ved Jebusiten Aravnas Tærskeplads.
17. Men da David så Engelen, som slog Folket, sagde han til HERREN:
"Det er mig, der har syndet, mig, der har begået Brøden; men
Fårene der, hvad har de gjort? Lad din Hånd dog ramme mig og mit
Fædrenehus!"
18. Samme Dag kom Gad til David og sagde: "Gå op og rejs HERREN et
Alter på Jebusiten Aravnas Tærskeplads!"
19. Og David gik derop efter Gads Ord, således som HERREN havde
påbudt.
20. Da Aravna, der var ved at tærske Hvede, så ned og fik Øje på
Kongen og hans Folk, som kom hen imod ham, gik han ud og kastede
sig på sit Ansigt til Jorden for ham;
21. og Aravna sagde: "Hvorfor kommer min Herre Kongen til sin Træl?"
David svarede: "For at købe Tærskepladsen af dig og bygge HERREN
et Alter, at Folket må blive friet fra Plagen!"
22. Da sagde Aravna til David: "Min Herre Kongen tage den og ofre,
hvad ham tykkes ret! Her er Okserne til Brændoffer og
Tærskeslæderne og Oksernes Stavtøj til Brændsel!
23. Min Herre Kongens Træl giver Kongen det hele!" Og Aravna sagde
til Kongen: "Måtte HERREN din Gud have Behag i dig!"
24. Men Kongen svarede Aravna: "Nej, jeg vil købe det af dig for
dets fulde Værdi; jeg vil ikke bringe HERREN min Gud Brændofre,
som intet koster mig!" Så købte David Tærskepladsen og Okserne
for halvtredsindstyve Sølvsekel;
25. og David byggede HERREN et Alter der og ofrede Brændofre og
Takofre. Da forbarmede HERREN sig over Landet, og Israel blev
friet fra Plagen.
Første Kongebog
Første Kongebog 1
1. Da Kong David var gammel og til års, kunne han ikke blive varm,
skønt man dækkede ham til med Tæpper.
2. Da sagde hans Folk til ham: "Det er bedst, man søger efter en
ung Jomfru til min Herre Kongen, for at hun kan være om Kongen
og pleje ham; når hun ligger i din Favn, bliver min Herre Kongen
varm!"
3. Så søgte de efter en smuk ung Pige i hele Israels Land og fandt
Abisjag fra Sjunem og bragte hende til Kongen.
4. Hun var en såre smuk Pige: og hun plejede kongen og gik ham til
Hånde; men Kongen havde ikke Omgang med hende.
5. Adonija, Haggits Søn, dristede sig til at sige: "Jeg vil være
Konge!" Og han skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve
Mænd til at løbe foran sig.
6. Hans Fader havde ingen Sinde irettesat ham og sagt: "Hvorfor
bærer du dig således ad?" Han havde et såre smukt Ydre og var
den ældste efter Absalom.
7. Han underhandlede med Joab, Zerujas Søn, og Præsten Ebjatar; de
tog Adonijas Parti og støttede ham,
8. mens Præsten Zadok, Jojadas Søn Benaja, Profeten Natan, Sjim i
og Re'i og Davids Kærnetropper ikke sluttede sig til Adonija.
9. Adonija lod nu slagte Små kvæg, Hornkvæg og Fedekvæg ved
Slangestenen, der står ved Rogelkilden, og indbød alle sine
Brødre, Kongesønnerne, og alle de judæiske Mænd, der stod i
Kongens Tjeneste;
10. men Profeten Natan, Benaja, Kærnetropperne og sin Broder Salomo
indbød han ikke.
11. Da sagde Natan til Batseba, Salomos Moder: "Du har vel hørt, at
Adonija, Haggits Søn, har opkastet sig til Konge uden vor Herre
Davids Vidende?
12. Lad mig nu give dig et Råd, for at du kan redde dit eget og din
søn Salomos Liv:
13. Du skal gå ind til Kong David og sige til ham: Herre konge, du
har jo tilsvoret din Trælkvinde: Din Søn Salomo skal være Konge
efter mig og sidde på min Trone! Hvorfor har da Adonija opkastet
sig til Konge?
14. Og medens du endnu står og taler med Kongen, kommer jeg til og
bekræfter dine Ord!"
15. Da gik Batseba ind til kongen i hans Værelse - Kongen var meget
gammel, og Abisjag fra Sjunem gik ham til Hånde -
16. og Batseba bøjede sig og kastede sig til Jorden for Kongen. Da
sagde Kongen: "Hvad ønsker du?"
17. Hun svarede: "Herre, du har jo tilsvoret din Trælkvinde ved
HERREN din Gud: Din Søn Salomo skal være konge efter mig og
sidde på min Trone!
18. Men se, nu har Adonija opkastet sig til Konge uden dit Vidende,
Herre Konge!
19. Han har ladet slagte Hornkvæg, Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og
indbudt alle Kongesønnerne, Præsten Ebjatar og Hærføreren Joab,
men din Træl Salomo har han ikke indbudt.
20. På dig, Herre Konge, er hele Israels Øjne rettet, for at du skal
give dem til Kende, hvem der skal være din Efterfølger og sidde
på min Herre Kongens Trone.
21. Ellers gælder det mit og min Søn Salomos Liv, når min Herre
Kongen har lagt sig til Hvile hos sine Fædre!"
22. Medens hun endnu talte med Kongen, kom Profeten Natan,
23. og det blev meldt Kongen: "Profeten Natan er her!" Så trådte han
frem for Kongen og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham.
24. Derpå sagde Natan: "Herre konge, du har vel sagt, at Adonija
skal være Konge efter dig og sidde på din Trone?
25. Thi han er i Dag draget ned og har ladet slagte Hornkvæg,
Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og indbudt alle Kongesønnerne,
Hærførerne og Præsten Ebjatar, og nu spiser og drikker de sammen
med ham og råber: Leve Kong Adonija!
26. Men han har hverken indbudt mig, din Træl, eller Præsten Zadok
eller Benaja, Jojadas Søn, eller din Træl Salomo!
27. Er det virkelig sket efter min Herre Kongens Befaling, uden at
du har ladet dine Trælle vide, hvem der skal sidde på min Herre
Kongens Trone efter dig?"
28. Da svarede Kong David: "Kald mig Batseba hid!" Og hun trådte
frem for Kongen og stillede sig foran ham.
29. Da svor Kongen og sagde: "Så sandt HERREN, der udløste mig af al
min Nød, lever:
30. Som jeg tilsvor dig ved HERREN, Israels Gud, at din Søn Salomo
skulde være Konge efter mig og sidde på min Trone i mit Sted,
således vil jeg handle i Dag!"
31. Da bøjede Batseba sig med sit Ansigt til Jorden og faldt ned for
Kongen og sagde: "Måtte min Herre, Kong David, leve evindelig!"
32. Derpå sagde Kong David: "Kald mig Præsten Zadok, Profeten Natan
og Benaja, Jojadas Søn, hid!" Og de trådte frem for Kongen.
33. Da sagde Kongen til dem: "Tag eders Herres Folk med eder, sæt
min Søn Salomo på mit eget Muldyr og før ham ned til Gihon.
34. Der skal Præsten Zadok og Profeten Natan salve ham til Konge
over Israel, og I skal støde i Hornet og råbe: Leve Kong Salomo!
35. Så skal I følge ham herop, og han skal gå hen og sætte sig på
min Trone og være Konge i mit Sted; thi det er ham, jeg har
udset til Fyrste over Israel og Juda!"
36. Da svarede Benaja, Jojadas Søn, Kongen: "Det ske! Måtte HERREN,
min Herre Kongens Gud, gøre således!
37. Måtte HERREN være med Salomo, som han har været med min Herre
Kongen, og gøre hans Trone endnu mægtigere end min Herre kong
Davids!"
38. Derpå drog Præsten Zadok, Profeten Natan og Benaja, Jojadas Søn,
og Kreterne og Pleterne ned og satte Salomo på Kong Davids
Muldyr og førte ham til Gihon;
39. og Præsten Zadok tog Oliehornet fra Teltet og salvede Salomo; de
stødte i Hornet, og hele Folket råbte: "Leve Kong Salomo!"
40. Så fulgte hele Folket ham op og Folket spillede på Fløjter og
jublede højt, så at Jorden var ved at revne af deres Råb.
41. Det hørte Adonija og alle hans Gæster, netop som de var færdige
med Måltidet, og da Joab hørte Hornets klang, sagde han:
"Hvorfor er der så stort Røre i Byen?"
42. Endnu medens han talte, kom Jonatan, Præsten Ebjatars
Søn. Adonija sagde: "Kom herhen, thi du er en brav Mand og
bringer godt nyt!"
43. Men Jonatan svarede og sagde til Adonija: "Tværtimod; vor Herre
Kong David har gjort Salomo til Konge!
44. Kongen sendte Præsten Zadok, Profeten Natan, Benaja, Jojadas
Søn, og Kreterne og Pleterne med ham, og de satte ham på Kongens
Muldyr;
45. og Præsten Zadok og Profeten Natan salvede ham til Konge ved
Gihon; derefter drog de under Jubel op derfra, og der blev Røre
i Byen; det var den Larm, I hørte.
46. Salomo satte sig også på Kongetronen;
47. tilmed kom Kongens Folk og lykønskede vor Herre Kong David med
de Ord: Måtte din Gud gøre Salomos Navn endnu herligere end dit
og hans Trone mægtigere end din! Og Kongen tilbad på sit Leje;
48. ydermere sagde han: Lovet være HERREN, Israels Gud, som i Dag
har ladet en Mand sætte sig på min Trone, endnu medens jeg selv
kan se det!"
49. Da blev alle Adonijas Gæster skrækslagne og brød op og gik hver
sin Vej;
50. men Adonija frygtede for Salomo og ilede hen og greb fat om
Alterets Horn.
51. Og man meldte Salomo: "Se, Adonija frygter for Kong Salomo, og
se, han har grebet fat om Alterets Horn og siger: Kong Salomo
skal først sværge mig til, at han ikke vil lade sin Træl slå
ihjel med Sværd!"
52. Da sagde Salomo: "Dersom han opfører sig som en brav Mand, skal
der ikke krummes et Hår på hans Hoved; men gribes han i noget
ondt, skal han dø!"
53. Derpå sendte Kong Salomo Bud og lod ham hente ned fra Alteret;
og han kom og kastede sig ned for Kong Salomo. Da sagde Salomo
til ham: "Gå til dit Hjem!"
Første Kongebog 2
1. Da det nu lakkede ad Enden med Davids Liv, gav han sin Søn
Salomo disse Befalinger:
2. "Jeg går nu al Kødets Gang; så vær nu frimodig og vis dig som en
Mand!
3. Og hold HERREN din Guds Forskrifter, så du vandrer på hans Veje
og, holder hans Anordninger, Bud, Bestemmelser og Vidnesbyrd,
således som skrevet står i Mose Lov, for at du må have Lykken
med dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du tager dig for,
4. for at HERREN kan opfylde den Forjættelse, han gav mig, da han
sagde: Hvis dine Sønner vogter på deres Vej, så de vandrer i
Trofasthed for mit Åsyn af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl,
skal der aldrig fattes dig en Efterfølger på Israels Trone!
5. Du ved jo også, hvad Joab, Zerujas Søn, har voldet mig,
hvorledes han handlede mod Israels to Hærførere, Abner, Ners
Søn, og Amasa, Jeters Søn, hvorledes han slog dem ihjel og
således i Fredstid hævnede Blod, der var udgydt i Krig, og
besudlede Bæltet om min Lænd og Skoene på mine Fødder med
uskyldigt Blod;
6. gør derfor, som din Klogskab tilsiger dig, og lad ikke hans grå
Hår stige ned i Dødsriget med Fred.
7. Men mod Gileaditen Barzillajs Sønner skal du vise Godhed, og de
skal have Plads mellem dem, der spiser ved dit Bord, thi på den
Måde kom de mig i Møde, da jeg måtte flygte for din Broder
Absalom.
8. Og se, så har du hos dig Benjaminiten Simeon, Geras Søn, fra
Bahurim, ham, som udslyngede en grufuld Forbandelse imod mig,
dengang jeg drog til Mahanajim. Da han senere kom mig i Møde ved
Jordan, tilsvor jeg ham ved HERREN: Jeg vil ikke slå dig ihjel
med Sværd!
9. Men du skal ikke lade ham ustraffet, thi du er en klog Mand og
vil vide, hvorledes du skal handle med ham, og bringe hans grå
Hår blodige ned i Dødsriget."
10. Så lagde David sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
Davidsbyen.
11. Tiden, han havde været Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År;
i Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År.
12. Derpå satte Salomo sig på sin Fader Davids Trone, og hans
Herredømme blev såre stærkt.
13. Men Adonija, Haggits Søn, kom til Batseba, Salomos Moder. Hun
spurgte da: "Kommer du for det gode?" Han svarede: "Ja, jeg
gør!"
14. Og han fortsatte: "Jeg har en Sag at tale med dig om." Hun
svarede: "Så tal!"
15. Da sagde han: "Du ved at Kongeværdigheden tilkom mig, og at hele
Israel havde Blikket rettet på mig som den, der skulde være
Konge; dog gik Kongeværdigbeden over til min Broder, thi HERREN
lod det tilfalde ham.
16. Men nu har jeg een eneste Bøn til dig; du må ikke afvise mig!"
Hun svarede: "Så tal!"
17. Da sagde han: "Sig til Kong Salomo - dig vil han jo ikke afvise
- at han skal give mig Abisj fra Sjunem til Ægte!"
18. Og Batseba svarede: "Vel, jeg skal tale din Sag hos Kongen!"
19. Derpå begav Batseba sig til Kong Salomo for at tale Adonijas
Sag; og Kongen rejste sig, gik hende i Møde og bøjede sig for
hende; derpå satte han sig på sin Trone og lod også en Trone
sætte frem til Kongemoderen, og hun satte sig ved hans højre
Side.
20. Så sagde hun: "Jeg har en eneste ringe Bøn til dig; du må ikke
afvise mig!" Kongen svarede: "Kom med din Bøn, Moder, jeg vil
ikke afvise dig!"
21. Da sagde hun: "Lad din Broder Adonija få Abisjag fra Sjunem til
Hustru!"
22. Men Kong Salomo svarede sin Moder: "Hvorfor beder du om Abisjag
fra Sjunem til Adonija? Du skulde hellere bede om
Kongeværdigheden til ham; han er jo min ældre Broder, og Præsten
Ebjatar og Joab, Zerujas Søn, står på hans Side!"
23. Og Kong Salomo svor ved HERREN: "Gud ramme mig både med det ene
og det andt, om ikke det Ord skal koste Adonija Livet!
24. Så sandt HERREN lever, som indsatte mig og gav mig Plads på min
Fader Davids Trone og byggede mig et Hus, som han lovede: Endnu
i Dag skal Adonija miste Livet!"
25. Derpå gav Kong Salomo Benaja, Jojadas Søn, Ordre til at hugge
ham ned; således døde han.
26. Men til Præsten Ebjatar sagde Kongen: "Begiv dig til din
Landejendom i Anatot, thi du har forbrudt dit Liv; og når jeg
ikke dræber dig i Dag, er det, fordi du bar den Herre HERRENs
Ark foran min Fader David og delte alle min Faders Lidelser!"
27. Derpå afsatte Salomo Ebjatar fra hans Stilling som HERRENs Præst
for at opfylde det Ord, HERREN havde talet mod Elis Hus i Silo.
28. Da Rygtet, herom nåede Joab - Joab havde jo sluttet sig til
Adonijas Parti, medens han ikke havde sluttet sig til Absaloms -
søgte han Tilflugt i HERRENs Telt og greb fat om Alterets Horn,
29. og det meldtes Kong Salomo, at Joab havde søgt Tilflugt i
HERRENs Telt og stod ved Alteret. Da sendte Salomo Benaja,
Jojadas Søn, derhen og sagde: "Gå hen og hug ham ned!"
30. Og da Benaja kom til HERRENs Telt, sagde han til ham: "Således
siger Kongen: Kom herud!" Men han svarede: "Nej, her vil jeg
dø!" Benaja meldte da tilbage til Kongen, hvad Joab havde sagt
og svaret ham.
31. Men Kongen sagde til ham: "Så gør, som han siger, hug ham ned og
jord ham og fri mig og min Faders Hus for det uskyldige Blod,
Joab har udgydt;
32. HERREN vil lade hans Blodskyld komme over hans eget Hoved, at
han huggede to Mænd ned, der var retfærdigere og bedre end han
selv, og slog dem ihjel med Sværdet uden min Fader Davids
Vidende, Abner, Ners Søn, Israels Hærfører, og Amasa, Jeters
Søn, Judas Hærfører;
33. så kommer deres Blod over Joabs og hans, Slægts Hoved evindelig,
medens HERREN giver David og hans Slægt, hans Hus og hans Trone
Fred til evig Tid!"
34. Da gik Benaja, Jojadas Søn, hen og huggede ham ned og dræbte
ham; og han blev jordet i sit Hus i Ørkenen.
35. Og Kongen satte Benaja Jojadas Søn, over Hæren i hans Sted,
medens han gav Præsten Zadok Ebjatars Stilling.
36. Derpå lod Kongen Simei kalde og sagde til ham: "Byg dig et Hus i
Jerusalem, bliv der og drag ikke bort, hvorhen det end er;
37. thi den Dag du drager bort og overskrider Kedrons Dal, må du
vide, du er dødsens; da kommer dit Blod over dit Hoved!"
38. Og Simei svarede Kongen: "Godt! Som min Herre Kongen siger,
således vil din Træl gøre!" Simei blev nu en Tid lang i
Jerusalem.
39. Men efter tre Års Forløb flygtede to af Simeis Trælle til
Ma'akas Søn, Kong Akisj af Gat, og da Simei fik at vide, at hans
Trælle var i Gat,
40. brød han op, sadlede sit Æsel og drog til Akisj i Gat for at
hente sine Trælle; Simei drog altså af Sted og fik sine Trælle
med hjem fra Gat.
41. Men da Salomo fik af vide, at Simei var rejst fra Jerusalem til
Gat og kommet tilbage igen,
42. lod Kongen ham kalde og sagde til ham: "Tog jeg dig ikke i Ed
ved HERREN, og advarede jeg dig ikke: Den Dag du drager bort og
begiver dig andetsteds hen, hvor det end er, må du vide, du er
dødsens! Og svarede du mig ikke: Godt! Jeg har hørt det?
43. Hvorfor holdt du da ikke den Ed, du svor ved HERREN, og den
Befaling, jeg gav dig?"
44. Endvidere sagde Kongen til Simei: "Du ved selv, og dit Hjerte er
sig det bevidst, alt det onde, du gjorde min Fader David; nu
lader HERREN din Ondskab komme over dit eget Hoved;
45. men Kong Salomo skal være velsignet, og Davids Trone skal stå
urokkelig fast for HERRENs Åsyn til evig Tid!"
46. Derpå gav Kongen Ordre til Benaja, Jojadas Søn, og han gik hen
og huggede ham ned; således døde han.
Første Kongebog 3
1. Da nu Salomo havde fået Kongedømmet sikkert i hænde besvogrede
han sig med Farao, Ægypterkongen, idet han ægtede Faraos Datter;
og han førte hende ind i Davidsbyen, til han fik sit eget Hus,
HERRENs Hus og Muren om Jerusalem bygget færdig.
2. Kun ofrede Folket på Offerhøjene, thi hidindtil var der ikke
bygget HERRENs Navn et Hus.
3. Salomo elskede HERREN, så at han vandrede efter sin Fader Davids
Anordninger; kun ofrede han på Højene og tændte Offerild der.
4. Og Kongen begav sig til Gibeon for at ofre der; thi det var den
store Offerhøj; tusind Brændofre ofrede Salomo på Alteret der.
5. I Gibeon lod HERREN sig til Syne for Salomo i en Drøm om
Natten. Og Gud sagde: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!"
6. Da sagde Salomo: "Du viste stor Miskundhed mod din Tjener, min
Fader David, der jo også vandrede for dit Åsyn i Troskab,
Retfærdighed og Hjertets Oprigtighed; og du lod denne store
Miskundhed blive over ham og gav ham en Søn, der nu sidder på
hans Trone.
7. Ja, nu har du, HERRE min Gud, gjort din Tjener til Konge i min
Fader Davids Sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes
jeg skal færdes ret;
8. og din Tjener står midt i det Folk, du udvalgte, et stort Folk,
som ikke kan tælles eller udregnes, så mange er de.
9. Giv derfor din Tjener et lydhørt Hjerte, så han kan dømme dit
Folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit
store Folk!"
10. Det vakte HERRENs Velbehag, at Salomo bad derom;
11. og Gud sagde til ham: "Fordi du bad om dette og ikke om et langt
Liv, ej heller om Rigdom eller om dine Fjenders Liv, men om
Forstand til at skønne, hvad ret er,
12. se, derfor vil jeg gøre, som du beder: Se, jeg giver dig et
viist og forstandigt Hjerte, så at din Lige aldrig før har
været, ej heller siden skal fremstå;
13. men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både Rigdom og Ære,
så at du ikke skal have din Lige blandt Konger, så længe du
lever.
14. Og hvis du vandrer på mine Veje, så du holder mine Anordninger
og Bud, således som din Fader David gjorde, vil jeg give dig et
langt Liv."
15. Da vågnede Salomo, og se, det var en Drøm. Derpå begav han sig
til Jerusalem og stillede sig foran HERRENs Pagts Ark og ofrede
Brændofre, bragte Takofre og gjorde et Gæstebud for alle sine
Folk.
16. På den Tid kom to Skøger til Kongen og trådte frem for ham.
17. Den ene Kvinde sagde: "Hør mig, Herre! Jeg og den Kvinde der bor
i Hus sammen. Hjemme i vort Hus fødte jeg i hendes Nærværelse et
Barn,
18. og tre Dage efter min Nedkomst fødte også hun et Barn. Vi var
sammen; der var ingen andre hos os i Huset, vi to var ene i
Huset.
19. Så døde hendes Dreng om Natten, fordi hun kom til at ligge på
ham;
20. men midt om Natten, medens din Trælkvinde sov, stod hun op og
tog min Dreng fra min Side og lagde ham ved sit Bryst; men sin
døde Dreng lagde hun ved mit Bryst.
21. Da jeg så om Morgenen rejste mig for at give min Dreng at die,
se, da var han død; men da jeg så nøje på ham om Morgenen, se,
da var det ikke min Dreng, ham, som jeg havde født!"
22. Men den anden Kvinde sagde: "Det er ikke sandt; den levende er
min Dreng, og den døde er din!" Og den første sagde: "Nej, den
døde er din Dreng, og den levende er min!" Således mundhuggedes
de foran Kongen.
23. Da sagde Kongen: "Den ene siger: Han her, den levende, er min
Dreng, den døde er din! Og den anden siger: Nej, den døde er din
Dreng, den levende min!"
24. Derpå sagde Kongen: "Hent mig et Sværd!" Og de bragte Kongen et.
25. Da sagde Kongen: "Hug det levende Barn over og giv hver af dem
det halve!"
26. Da rørte Kærligheden til Barnet sig heftigt i den Kvinde, som
var Moder til det levende Barn, og hun sagde til Kongen: "Hør
mig, Herre! Giv hende det levende Barn; dræb det endelig ikke!"
Men den anden sagde: "Det skal hverken tilhøre mig eller dig,
hug det kun over!"
27. Da tog Kongen til Orde og sagde: "Giv hende der det levende Barn
og dræb det ikke; thi hun er Moderen!"
28. Og da Israel hørte om den Dom, Kongen havde fældet, fyldtes de
alle af Ærefrygt for Kongen; thi de så, at han sad inde med Guds
Visdom til at skifte Ret.
Første Kongebog 4
1. Kong Salomo var Konge over hele Israel
2. Hans øverste Embedsmænd var følgende: Azarja, Zadoks Søn, var
Ypperstepræst;
3. Elihoref og Ahija, Sjisjas Sønner, var Statsskrivere; Josjafat,
Ahiluds Søn, var Kansler;
4. Benaja, Jojadas Søn, stod i Spidsen for Hæren; Zadok og Ebjatar
var Præster;
5. Azarja, Natans Søn, var Overfoged; Præsten Zabud, Natans Søn,
var Kongens Ven;
6. Ahisjar var Slotshøvedsmand; Adoniram, Abdas Søn, havde Tilsyn
med Hoveriarbejdet.
7. Fremdeles havde Salomno tolv Fogeder over hele Israel, som
skulde sørge for Kongens og Hoffets Underhold, hver af dem en
Måned om Året.
8. Deres Navne var: Hurs Søn i Efraims Bjerge;
9. Dekers Søn i Makaz-Sja'albim, Bet-Sjemesj og Elon indtil
Bet-Hanan;
10. Heseds Søn i Arubbot; han havde Soko og hele Hefers Land;
11. Abinadabs Søn havde hele Dors Højland; han var gift med Salomos
Datter Tafat;
12. Ba'ana, Ahiluds Søn, havde Ta'anak, Megiddo og hele Bet- Sjean
op til Zaretan, neden for Jizre'el fra Bet-Sjean til Abel-Mehola
ud over Jokmeam;
13. Gebers Søn i Ramot i Gilead; han havde Manasses Søn Ja'irs
Teltbyer i Gilead, og han havde Argoblandet i Basan,
tresindstyve store Byer med Mure og Kobberportstænger;
14. Ahinadab, Iddos Søn, havde Mahanajim;
15. Ahima'az i Naftali; han var ligeledes gift med en Datter af
Salomo, Basemat;
16. Ba'ana, Husjajs Søn, i Aser og Bealot;
17. Josjafat, Paruas Søn, i Issakar;
18. Sjim'i, Elas Søn, i Benjamin;
19. Geber, Uris Søn, i Gads Land, det Land, der havde tilhørt
Amoriiterkongen Sihon og Kong Og af Basan; der var kun een Foged
i det Land.
20. Juda og Israel var talrige, så talrige som Sandet ved Havet, og
de spiste og drak og var glade.
21. Og Salomo herskede over alle Rigerne fra Floden til Filisternes
Land og Ægyptens Grænse og de bragte Gaver og tjente Salomo, så
længe han levede.
22. Salomos daglige Bebov af Levnedsmidler var tredive Kor fint
Hvedemel og tresindstyve Kor almindeligt Mel,
23. ti Stykker Fedekvæg, tyve Stykker Græskvæg og hundrede Stykker
Småkvæg foruden Hjorte, Gazeller, Antiloper og fede Gæs.
24. Thi han herskede over hele Landet hinsides Floden, fra Tifsa til
Gaza, over alle Kongerne hinsides Floden, og han håvde Fred
rundt om til alle Sider;
25. og Juda og Israel boede trygt, så længe Salomo levede, hver Mand
under sin Vinstok og sit Figentræ, fra ban til Be'ersjeba.
26. Og Salomo havde 40 000 Spand Heste til sit Vognhold og 12 000
Ryttere.
27. Og de nævnte Fogeder sørgede for Underhold til Kong Salomo og
alle, der havde Adgang til hans Bord, hver i sin Måned, og de
lod det ikke skorte på noget;
28. og Byggen og Strået til Hestene og Forspandene bragte de til det
Sted, hvor han var, efter som Turen kom til hver enkelt.
29. Gud skænkede Salomo Visdom og Kløgt i såre rigt Mål og en
omfattende Forstand, som Sandet ved Havets Bred,
30. så at Salomos Visdom var større end alle Østerlændingenes og
alle Ægypternes Visdom.
31. Han var visere end alle andre, ja visere end Ezraiten Etan og
visere end Heman, Kalkol og Darda, Mabols Sønner, og hans Ry
nåede ud til alle Folkeslag rundt om.
32. Han fremsagde 3000 Tanke sprog, og Tallet på hans Sange var 1
005"
33. Han talte om Træerne lige fra Cederen på Libanon til Ysopen, der
vokser frem af Muren; og han talte om Dyrene, Fuglene,
Krybdyrene og Fiskene.
34. Fra alle Folkeslag kom man for at lytte til Salomos Visdom, fra
alle Jordens Konger, der hørte om hans Visdom.
Første Kongebog 5
1. Da Kong Hiram af Tyrus hørte, at Salomo var salvet til Konge i
stedet for sin Fader, sendte han nogle af sine Folk til ham; thi
Hiram havde altid været Davids Ven.
2. Og Salomo sendte Hiram følgende Bud:
3. "Du ved, at min Fader David ikke kunde bygge HERREN sin Guds
Navn et Hus for de Kriges Skyld, man fra alle Sider påførte ham,
indtil HERREN lagde hans Fjender under hans Fødder.
4. Men nu har HERREN min Gud skaffet mig Ro til alle Sider; der
findes ingen Modstandere, og der er ingen Fare på Færde.
5. Se, derfor har jeg i Sinde at bygge HERREN min Guds Navn et Hus
efter HERRENs Ord til min Fader David: Din Søn, som jeg sætter
på din Trone i dit Sted, han skal bygge Huset for mit Navn.
6. Giv derfor Ordre til, at der fældes Cedre til mig på
Libanon. Mine Folk skal arbejde sammen med dine, og jeg vil give
dineFolk den Løn, du kræver; thi du ved jo, at der ikke findes
nogen hos os, der kan fælde Træer som Zidonierne!"
7. Da Hiram modtog dette Bud fra Salomo, glædede det ham meget, og
han sagde: "Lovet være HERREN i dag, fordi han har givet David
en viis Søn til at herske over dette store Folk!"
8. Og Hiram sendte Salomo følgende Svar: "Jeg har modtaget det Bud,
du sendte mig, og jeg skal opfylde alt, hvad du ønsker med
Hensyn til Ceder- og Cyprestræer;
9. mine Folk skal bringe dem fra Libanon ned til Havet, og så skal
jeg lade dem samle til Tømmerflåder på Havet og sende dem til
det Sted, du anviser mig; der skal jeg lade dem skille ad, så at
du kan lade dem hente. Men du vil da også opfylde mit Ønske og
sende Fødevarer til mit Hof!"
10. Så sendte Hiram Salomo alt, hvad han ønskede af Ceder- og
Cyprestræer;
11. og Salomo sendte Hiram 20 000 Kor Hvede til Underhold for hans
Hof og 20 Kor Olie af knuste Oliven. Så meget sendte Salomo
Hiram År efter År.
12. Og HERREN gav Salomo Visdom, som han havde lovet ham; og der var
Fred mellem Hiram og Salomo, og de sluttede Pagt med hinanden.
13. Kong Salomo udskrev nu Hoveriarbejdere overalt i Israel, og
Hoveriarbejderne udgjorde 30 000 Mand.
14. Dem sendte han så til Libanon, et Hold på 10 000 om Måneden,
således at de var en Måned på Libanon og to Måneder
hjemme. Adoniram havd Tilsyn med Hoveriarbejderne.
15. Salomo havde 70 000 Lastdragere og 80 000 Stenhuggere i Bjergene
16. foruden Overfogeder, der ledede Arbejdet, 3 300 Mand, som havde
Opsyn med Folkene, der arbejdede.
17. På Kongens Bud brød de store Stenblokke, kostbare Sten til
Templets Grundvold, Kvadersten;
18. og Salomos og Hiroms Bygmestre og Folkene fra Gebal huggede dem
til, og de gjorde Træstammerne og Stenene i Stand til Templets
Opførelse.
Første Kongebog 6
1. 480 År efter at Israeliterne var vandret ud af Ægypten, i Ziv
Måned, det er den anden Måned, i det fjerde År Salomo herskede i
Israel, begyndte han at bygge HERREN Templet.
2. Templet, som Kong Salomo byggede HERREN, var tresindstyve Alen
langt, tyve Alen bredt og tredive Alen højt.
3. Forhallen foran Templets Hellige var tyve Alen lang, svarende
til Templets Bredde, og ti Alen bred.
4. Han forsynede Templet med Gittervinduer i Bjælkerammer,
5. og op til Tempelmuren byggede han en Tilbygning rundt om
Templets Mure, rundt om det Hellige og inderhallen, og
indrettede Siderum rundt om.
6. Det nederste Rum var fem Alen bredt, det mellemste seks og det
tredje syv, thi han byggede Fremspring i Templets Ydermur rundt
om, for at man ikke skulde være nødt til at lade Bjælkerne gribe
ind i Templets Mure.
7. Ved Templets Opførelsebyggede man med Sten, der var gjort
færdige i Stenbrudet, derfor hørtes hverken Lyd af Hamre,
Mejsler eller andet Jernværktøj, medens Templet byggedes.
8. Indgangen til det nederste Rum var på Templets Sydside, og
derfra førte Vindeltrapper op til det mellemste og derfra igen
op til det tredje Rum.
9. Således byggede han Templet færdigt, og han lagde Taget med
Bjælker og Planker af Cedertræ.
10. Han byggede Tilbygningen rundt om hele Templet, hvert Stokværk
fem Alen højt, og den blev forbundet med Templet med
Cederbjælker.
11. Da kom HERRENs Ord til Salomo således:
12. "Dette Hus, som du er ved at bygge - dersom du vandrer efter
mine Anordninger og gør efter mine Lovbud og omhyggeligt vandrer
efter alle mine Bud, vil jeg på dig stadfæste det Ord, jeg
talede til din Fader David, -
13. og tage Bolig blandt Israeliterne og ikke forlade mit Folk
Israel."
14. Således byggede Salomo Templet færdigt.
15. Templets Vægge dækkede han indvendig med Cederbrædder; fra
Bygningens Gulv til Loftsbjælkerne dækkede han dem indvendig med
Træ; og over Templets Gulv lagde han Cypresbrædder.
16. Han dækkede de tyve bageste Alen af Templet med Cederbrædder fra
Gulv til Bjælker og indrettede sig Rummet derinde til en
Inderhal, det Allerhelligste.
17. Fyrretyve Alen målte det Hellige foran Inderhallen.
18. Templet var indvendig dækket med Cedertræ, udskåret Arbejde i
Form af Agurker og Blomsterkranse; alt var af Cedertræ, ikke en
Sten var at se.
19. Han indrettede inderhallen inde i Templet for der at opstille
HERRENs Pagts Ark.
20. Inderhallen var tyve Alen lang, tyve Alen bred og tyve Alen høj,
og han overtrak den med fint Guld. Fremdeles lavede han et Alter
af Cedertræ
21. foran Inderhallen og overtrak det med Guld. Og Salomo overtrak
Templet indvendig med fint Guld og trak for med Guldkæder.
22. Hele Templet overtrak han med Guld, hele Templet fra den ene
Ende til den anden; også hele Alteret foran inderhallen overtrak
han med Guld.
23. I Inderhallen satte han to Keruber af vildt Oliventræ, ti Alen
høje;
24. den ene Kerubs Vinger var hver fem Alen, der var ti Alen fra den
ene Vingespids til den anden;
25. ti Alen målte også den anden Kerub; begge keruber havde samme
Mål og Skikkelse;
26. begge Keruber var ti Alen høje.
27. Og han opstillede Keruberne midt i den inderste Del af Templet,
og de udbredte deres Vinger således, at den enes ene Vinge rørte
den ene Væg og den andens ene Vinge den modsatte Væg, medens de
to andre Vinger rørte hinanden midt i Templet.
28. Keruberne overtrak han med Guld.
29. Rundt på alle Vægge i Templet anbragte han udskåret Arbejde,
Keruber, Palmer og Blomsterkranse, både i den inderste og den
yderste Hal,
30. og Templets Gulv overtrak han med Guld, både i den inderste og
den yderste Hal.
31. Til Inderhallens Indgang lod han lave to Dørfløje af vildt
Oliventræ; Overliggeren og Dørposterne dannede en Femkant.
32. Og på de to Oliventræsfløje lod han udskære Keruber, Palmer og
Blomsterkranse og overtrak dem med Guld, idet han lod Guldet
trykke ned i de udskårne Keruber og Palmer.
33. Ligeledes lod han til indgangen til det Hellige lave Dørstolper
af vildt Oliventræ, firkantede Dørstolper,
34. og to Dørfløje af Cyprestræ, således at hver af de to Dørfløje
bestod af to bevægelige Dørflader;
35. og han lod udskære Keruber, Palmer og Blomsterkranse i dem og
overtrak dem med Guld, der lå i et tyndt Lag over de udskårne
Figurer.
36. Ligeledes indrettede han den indre Forgård ved at bygge tre Lag
Kvadersten og et Lag Cederbjælker.
37. I det fjerde År lagdes Grunden til HERRENs Hus i Ziv Måned;
38. og i det ellevte År i Bul Måned, det er den ottende Måned,
fuldførtes Templet i alle dets Dele og Stykker; han byggede på
det i syv År.
Første Kongebog 7
1. På sit Palads byggede Salomo i tretten År; så fik han hele sit
Palads færdigt.
2. Han byggede Libanonskovhuset, hundrede Alen langt,
halvtredsindstyve Alen bredt og tredive Alen højt, hvilende på
tre Rækker Cedersøjler med Skråstøtter af Cedertræ.
3. Det var oven over Rummene tækket med Cederbjælker, der hvilede
på fem og fyrretyve Søjler, femten i hver Række.
4. Der var tre Lag Bjælker, og Lysåbning sad over for Lysåbning tre
Gange.
5. Alle Døre og Lysåbninger havde firkantede Bjælkerammer, og
Lysåbning sad over for Lysåbning tre Gange.
6. Fremdeles opførte han Søjlehallen, halvtredsindstyve Alen lang
og tredive Alen bred, med en Hal, Søjler og Trappe foran.
7. Fremdeles opførte han Tronhallen, hvor han holdt Rettergang,
Domhallen; den var dækket med Cedertræ fra Gulv til Loft,
8. Hans eget Hus, det, han boede i, i den anden Forgård inden for
Hallen, var bygget på samme Måde. Og til Faraos Datter, som
Salomo havde ægtet, opførte han et Hus i Lighed med denne Hal.
9. Det hele var af kostbare Sten, tilhugget efter Mål, tilsavet
både indvendig og udvendig, lige fra Grunden til Murkanten,
hvilket også gjaldt den store Forgård uden om Templets Forgård.
10. Grunden blev lagt med kostbare, store Sten, nogle på ti, andre
på otte Alen.
11. Ovenpå lagdes kostbare Sten, tilhugget efter Mål, og
Cederbjælker.
12. Den store Forgård var hele Vejen rundt omgivet af tre Lag
tilhugne Sten og et Lag Cederbjælker, ligeledes HERRENs Huss
Forgård, den indre, og Forgården om Paladsets Forhal.
13. Kong Salomo sendte Bud til Tyrus efter Hiram.
14. Han var Søn af en Enke fra Naftalis Stamme, men hans Fader var
en Kobbersmed fra Tyrus. Han sad inde med Visdom, Forstand og
Indsigt i at udføre alskens Kobberarbejde; og han kom til Kong
Salomo og udførte alt det Arbejde, han skulde have udført.
15. Han støbte de to kobbersøjler foran Forhallen. Den ene var atten
Alen høj; den målte tolv Alen i Omkreds; den var hul, og
Kobberet var fire Fingerbredder tykt. Ligeså den anden Søjle.
16. Og han lavede to Søjlehoveder til at sidde oven på Søjlerne,
støbt af Kobber, hvert Søjlehoved fem Alen højt.
17. Og han lavede to Fletværker, flettet Arbejde, Snore, kædeformet
Arbejde, til at dække Søjlehovederne oven på Søjlerne, et
Fletværk fil hvert Søjleboved;
18. og han lavede Granatæblerne, to Rækker rundt om det ene
Fletværk; der var 200 Granatæbler i Rækker rundt om det ene
Søjlehoved; på samme Måde gjorde han også ved det andet.
19. Søjlehovedeme på de to Søjler var liljeformet Arbejde.
20. Søjlehovederne sad på de to Søjler.
21. Derpå opstillede han Søjlerne ved Templets Forhal; den Søjle,
han opstillede til højre, kaldte han Jakin, og den, han
opstillede til venstre, kaldte han Boaz.
22. Øverst på Søjlerne var der liljeformet Arbejde. Således blev
Arbejdet med Søjlerne færdigt.
23. Fremdeles lavede han Havet i støbt Arbejde, ti Alen fra Rand til
Rand, helt rundt, fem Alen højt; det målte tredive Alen i
Omkreds.
24. Under Randen var det hele Vejen rundt omgivet af agurklignende
Prydelser, der nåede helt omkring Havet, tredive Alen; i to
Rækker sad de agurklignende Prydelser, støbt i eet dermed.
25. Det stod på tolv Okser, således at tre vendte mod Nord, tre mod
Vest, tre mod Syd og tre mod Øst; Havet stod oven på dem; de
vendte alle Bagkroppen indad.
26. Det var en Håndsbred tykt, og Randen var formet som Randen på et
Bæger, som en udsprungen Lilje. Det tog 2000 Bat.
27. Fremdeles lavede han de ti Vognstel af Kobber; hvert Stel var
fire Alen langt, fire Alen bredt og tre Alen højt.
28. Og Stellene var indrettet så ledes: De havde Mellemstykker, og
Mellemstykkerne sad mellem Rammestykkerne.
29. På Mellemstykkerne mellem Rammestykkerne var der Løver, Okser og
Keruber, ligeledes på Rammestykkerne. Over og under Løverne og
Okserne var der Kranse, lavet således, at de hang ned.
30. Hvert Stel havde fire Kobber hjul og Kobberaksler. De fire
Hjørner havde Bærearme; under Bækkenet var Bærearmene faststøbt,
og midt for hver af dem var der Kranse.
31. Dets Rand var inden for Bærearmene, een Alen høj, og den var
rund: også på Randen var der udskåret Arbejde. Mellemstykkerne
var firkantede, ikke runde.
32. De fire Hjul sad under Mellemstykkerne, og Hjulenes Akselholdere
sad på Stellet; hvert Hjul var halvanden Alen højt.
33. Hjulene var indrettet som Vognhjul, og deres Akselholdere,
Fælge, Eger og Nav var alle støbt.
34. Der var en Bæream på hvert Stels fire Hjørner, og Bærearmene var
i eet med Stellet;
35. og oven på Stellet var der en Slags Fatning, en halv Alen høj og
helt rund; og Akselholdere og Mellemstykker sad fast på Stellet.
36. På Fladerne indgraverede han Keruber, Løver og Palmer, efter som
der var Plads til, omgivet af Kranse.
37. Således lavede han de ti Stel; de var alle støbt på samme Måde,
med samme Mål og af samme Form.
38. Tillige lavede han ti Kobberbækkener; fyrretyve Bat tog hvert
Bækken, og hvert Bækken målte fire Alen, et Bækken til hvert af
de ti Stel.
39. Og han satte fem af Stellene ved Templets Sydside, fem ved
Nordsiden; og Havet opstillede han ved Templets Sydside, ved det
sydøstre Hjørne.
40. Fremdeles lavede Hirom Karrene, Skovlene og Skålene. Der med var
Hiram færdig med alt sit Arbejde for Kong Salomo til HERRENs
Hus:
41. De to Søjler, og de to kuglefornede Søjlehoveder ovenpå, de to
Fletværker til at dække de to kugleformede Søjlehoveder på
Søjlerne,
42. de 400 Granatæbler til de to Fletværker, to Rækker Granatæbler
til hvert Fletværk til at dække de to kugleformede Søjlehoveder
på de to Søjler,
43. de ti Stel med de ti Bækkener på,
44. Havet med de tolv Okser under,
45. Karrene, Skovlene og Skålene. Alle disse Ting, som Hiram lavede
for Kong Salomo til HERRENs Hus, var af blankt Kobber.
46. I Jordanegnen lod Kongen dem støbe, ved Adamas Vadested mellem
Sukkot og Zaretan.
47. Salomo lod alle Tingene uvejet på Grund af deres såre store
Mængde, Kobberet blev ikke vejet.
48. Og Salomo lod alle Tingene, som hørte til HERRENs Hus, lave:
Guldalteret, Guldbordet, som Skuebrødene lå på,
49. Lysestagerne, fem til højre og fem til venstre, foran
Inderhallen, af purt Guld, med Blomsterbægrene, Lamperne og
Lysesaksene af Guld,
50. Fadene, Knivene, Skålene, Kanderne og Panderne af fint Guld,
Hængslerne til Dørene for den inderste Hal, det Allerhelligste,
og til Dørene for den yderste Hal, det Hellige, af Guld.
51. Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved HERRENs Hus, var
færdigt, bragte Salomo sin Fader Davids Helliggaver, Sølvet og
Guldet, derind og lagde alle Tingene i Skatkamrene i HERRENs
Hus.
Første Kongebog 8
1. Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes
Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen hos sig
i Jerusalem for at føre HERRENs Pagts Ark op fra Davidsbyen, det
er Zion.
2. Så samledes alle Israels Mænd hos Kong Salomo på Højtiden i
Etanim Måned, det er den syvende Måned.
3. Og alle Israels Ældste kom, og Præsterne bar Arken.
4. Og de bragte HERRENs Ark op tillige med Åbenbaringsteltet og
alle de hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne
bragte dem op.
5. Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde
givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så
meget, at det ikke var til at tælle eller overse.
6. Så førte Præsterne HERRENs Pagts Ark ind på dens Plads i
Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under
Kerubernes Vinger;
7. thi Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken
stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens
Bærestænger.
8. Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det
Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og
de er der den Dag i Dag.
9. Der var ikke andet i Arken end de to Stentavler, Moses havde
lagt ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, HERREN havde
sluttet med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten.
10. Da Præsterne derpå gik ud af Helligdommen, fyldte Skyen HERRENs
Hus,
11. så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres
Tjeneste; thi HERRENs Herlighed fyldte HERRENs Hus.
12. Ved den Lejlighed sang Salomo: HERREN satte Solen på Himlen, men
selv, har han sagt, vil han bo i Mulmet.
13. Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt
kan dvæle. Det står jo optegnet i Sangenes Bog.
14. Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels
Forsamling, der imens stod op;
15. og han sagde: "Lovet være HERREN, Israels Gud, hvis Hånd har
fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han
sagde:
16. Fra den Dag jeg førte mit Folk Israel ud af Ægypten, har jeg
ikke udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer for der at
bygge et Hus til Bolig for mit Navn; men Jerusalem udvalgte jeg
til Bolig for mit Navn, og David udvalgte jeg til at herske over
mit Folk Israel.
17. Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENs, Israels Guds,
Navn et Hus;
18. men HERREN sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge
mit Navn et Hus, er ret af dig;
19. dog skal du ikke bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din
Lænd; skal bygge mit Navn det Hus.
20. Nu har HERREN opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min
Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som HERREN sagde,
og jeg har bygget HERRENs, Israels Guds, Navn Huset;
21. og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, HERREN
sluttede med vore Fædre, da han førte dem bort fra Ægypten."
22. Derpå trådte Salomo frem foran HERRENs Alter lige over for hele
Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen
23. og sagde: "HERRE Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen
oventil og på Jorden nedentil, du, som holder fast ved din Pagt
og din Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte
vandrer for dit Åsyn,
24. du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David,
og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund.
25. Så hold da nu, HERRE, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener,
min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes
dig til at sidde på Israels Trone for mit Åsyn, når kun dine
Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre for mit Åsyn, som du
har gjort.
26. Så lad nu, HERRE, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde
din Tjener, min Fader David!
27. Men kan Gud da virkelig bo på Jorden? Nej visselig, Himlene, ja
Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som
jeg har bygget!
28. Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, HERRE min Gud, så
du hører det Råb og den Bøn, din Tjener i Dag opsender for dit
Åsyn;
29. lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Nat og Dag, over det
Sted, hvor du har sagt, dit Navn skal bo, så du hører den Bøn,
din Tjener opsender, vendt mod dette Sted!
30. Og hør den Bøn, din Tjener og dit Folk Israel opsender, vendt
mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du
høre og tilgive!
31. Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader
ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette
Hus,
32. så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere
imellem, så du kender den skyldige skyldig og lader hans Gerning
komme over hans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham
efter hans Uskyld!
33. Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de
synder imod dig, og de så omvender sig til dig og bekender dit
Navn og opsender Bønner og Begæringer til dig i dette Hus,
34. så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og
føre dem tilbage til det Land, du gav deres Fædre!
35. Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod
dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn
og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem,
36. så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk
Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og
lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje!
37. Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der
kommer Kornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden
belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot
indtræffer -
38. enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit
Folk Israel, når de føler sig truffet i deres Samvittighed og
udbreder Hænderne mod dette Hus,
39. den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive og gøre
det, idet du gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans
Hjerte, thi du alene kender alle Menneskebørnenes Hjerter,
40. for at de må frygte dig, al den Tid de lever på den Jord, du gav
vore Fædre.
41. Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men
kommer fra et fjernt Land for dit Navns Skyld, -
42. thi man vil høre om dit store Navn, din stærke Hånd og din
udstrakte Arm - når han kommer og beder, vendt mod dette Hus,
43. da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter
alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens
Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit
Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus,
som jeg har bygget.
44. Når dit Folk drager i Krig mod sin Fjende, hvor du end sender
dem hen, og de beder til HERREN, vendt mod den By, du har
udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn,
45. så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres
Ret!
46. Når de synder imod dig thi der er intet Menneske, som ikke
synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og
Sejrherrerne fører dem fangne til Fjendens Land, det være sig
fjernt eller nær,
47. og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og
omvender sig og råber til dig i Sejrherrernes Land og siger: Vi
har syndet, handlet ilde og været ugudelige!
48. når de omvender sig til dig af hele deres Hjerte og af hele
deres Sjæl i deres Fjenders Land, som de bortførtes til, og de
beder til dig, vendt mod deres Land, som du gav deres fædre, mod
den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn
49. så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring
og skaffe dem deres Ret,
50. og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig, alle de
Overtrædelser, hvori de gjorde sig skyldige imod dig, og lade
dem finde Barmhjertighed hos Sejrherrerne, så de forbarmer sig
over dem;
51. de er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud af Ægypten, af
Smelteovnen.
52. Lad dine Øjne være åbne for din Tjeners og dit Folk Israels
Begæring, så du hører dem, hver Gang de råber til dig.
53. Thi du har udskilt dem fra alle Jordens Folkeslag til at være
din Ejendom, som du lovede ved din Tjener Moses, da du førte
vore Fædre bort fra Ægypten, Herre, HERRE!"
54. Da Salomo var færdig med hele denne Bøn og Begæring til HERREN
rejste han sig fra Pladsen foran HERRENs Alter, hvor han havde
ligget på Knæ med Hænderne udbredt mod Himmelen.
55. Derpå trådte han frem og velsignede med høj Røst hele Israels
Forsamling, idet han sagde:
56. "Lovet være HERREN, der har givet sit Folk Israel Hvile, ganske
som han talede, uden at et eneste Ord er faldet til Jorden af
alle de herlige Forjættelser, han udtalte ved sin Tjener Moses.
57. HERREN vor Gud være med os, som han var med vore Fædre, han
forlade og forstøde os ikke,
58. at vort Hjerte må drages til ham, så vi vandrer på alle hans
Veje og holder hans Bud, Anordninger og Lovbud, som han pålagde
vøre Fædre!
59. Måtte disse Bønner, som jeg har opsendt for HERRENs Åsyn, være
nærværende for HERREN vor Gud både Nat og Dag, så han skaffer
sin Tjener og sit Folk Israel Ret efter hver Dags Behov,
60. for at alle Jordens Folk må kende, at HERREN og ingen anden er
Gud.
61. Og måtte eders Hjerte være helt med HERREN vor Gud, så I følger
hans Anordninger og holder hans Bud som i Dag!"
62. Kongen ofrede nu sammen med hele Israel Slagtofre for HERRENs
Åsyn.
63. Til de Takofre, Salomo ofrede til HERREN, tog han 22 000 Stykker
Hornkvæg og 12 000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og
alle Israeliterne HERRNs Hus.
64. Samme Dag helligede Kongen den mellemste Del af Forgården foran
HERRENs Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene, Afgrødeofrene
og Fedtstykkerne af Takofrene, da Kobberalteret foran HERRENs
Åsyn var for lille til at rumme Ofrene.
65. Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden for HERREN vor Guds
Åsyn sammen med hele Israel, en vældig Forsamling (lige fra
Egnen ved Hamat og til Ægyptens Bæk).
66. Ottendedagen lod han Folket gå, og de velsignede Kongen og drog
hver til sit, glade og vel til Mode over al den Godhed, HERREN
havde vist sin Tjener David og sit Folk Israel.
Første Kongebog 9
1. Men da Salomo var færdig med at opføre HERRENs Hus og Kongens
Palads og alt, hvad han havde fået Lyst til og sat sig for at
udføre,
2. lod HERREN sig anden Gang til Syne for ham, som han havde ladet
sig til Syne for ham i Gibeon;
3. og HERREN sagde til ham: "Jeg har hørt den Bøn og Begæring, du
opsendte for mit Åsyn. Jeg har helliget dette Hus, som du har
bygget, for der at stedfæste mit Navn til evig Tid, og mine Øjne
og mit Hjerte skal være der alle Dage.
4. Hvis du nu vandrer for mit Åsyn som din Fader David i Hjertets
Uskyld og i Upriglighed, så du gør alt, hvad jeg har pålagt dig,
og holder mine Anordninger og Lovbud,
5. så vil jeg opretholde din Kongetrone i Israel evindelig, som jeg
lovede din Fader David, da jeg sagde: En Efterfølger skal aldrig
fattes dig på Israels Trone.
6. Men hvis I eller eders Børn vender eder bort fra mig og ikke
holder mine Bud, mine Annordninger, som jeg har forelagt eder,
men går hen og dyrker andre Guder og tilbeder dem
7. så vil jeg udrydde Israel fra det Land, jeg gav dem; og det Hus,
jeg har helliget for mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Åsyn, og
Israel skal blive til Spot og Spe blandt alle Folk,
8. og dette Hus skal blive en Ruindynge, og enhver, som går der
forbi, skal blive slået af Rædsel og give sig til at
hånfløjte. Og når man siger: Hvorfor har HERREN handlet således
mod dette Land og dette Hus?
9. skal der svares: Fordi de forlod HERREN deres Gud, som førte
deres Fædre ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, tilbad
og dyrkede dem; derfor har HERREN bragt al denne Elendighed over
dem!"
10. Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på de to
Bygninger, HERRENs Hus og Kongens Palads -
11. Kong Hiram af Tyrus havde sendt Salomo Cedertræ, Cyprestræ og
Guld, så meget han ønskede da gav Kong Salomo Hiram tyve Byer i
Landskabet Galilæa.
12. Men da Hiram kom fra Tyrus for at se de Byer, Salomo havde givet
ham, syntes han ikke om dem;
13. og han sagde: "Hvad er det for Byer, du har givet mig, Broder?"
Derfor kaldte man den Habullandet, som det hedder den Dag i Dag
14. Men Hiram sendte Kongen l20 Guldtalenter.
15. På følgende Måde hang det sammen med de Hoveriarbejdere, Kong
Salomo udskrev til at opføre HERRENs Hus, hans eget Palads,
Millo Jerusalems Mur, Hazor, Megiddo og Gezer
16. Farao, Ægypterkongen, var draget op, havde indtaget Gezer og
stukket det i Brand; alle Kanånæere, der boede i Byen, havde han
ladet dræbe og derpå givet sin Datter, Salomos Hustru den i
Medgift.
17. Nu genopbyggede Salomo Gezer, Nedre-Bet-Horon,
18. Bålat, Tamar i Ørkenen i Juda Land,
19. alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og Rytterbyerne, og alt
andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i Jerusalem, i Libanon
og i hele sit Rige:
20. Alt, hvad der var tilbage af Amoriterne, Hetiterne,
Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til
Israeliterne,
21. deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som
Israeliterne ikke havde været i Stand til at lægge Band på, dem
udskrev Salomo til Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag.
22. Af Israeliterne derimod satte Salomo ingen til Arbejde,men de
var Krigsfolk og Hoffolk, Hærførere og Høvedsmænd hos, ham og
Førere for hans Stridsvogne og Rytteri. -
23. Tallet på Overfogederne, der ledede Arbejdet for Salomo, var
550; de havde Tilsyn med Folkene, der arbejdede.
24. Faraos Datter var lige flyttet fra Davidsbyen ind i det Hus, han
havde bygget til hende, da tog han fat på at opføre Millo.
25. Tre Gange om Året ofrede Salomo Brændofre og Takofre på det
Alter, han bavde bygget HERREN, og tændte Offerild for HERRENs
Åsyn; og han fuldførte Templet.
26. Kong Salomo byggede også Skibe i Ezjongeber, der ligger ved Elat
ved det røde Havs Kyst i Edom;
27. og Hiram sendte sine Folk, befarne Søfolk, om Bord på Skibene
sammen med Salomos Folk.
28. De sejlede til Ofir, hvor de hen tede 420 Talenter Guld, som de
bragte Kong Salomo.
Første Kongebog 10
1. Da Dronningen af Saba hørte Salomos Ry, kom hun for at prøve ham
med Gåder.
2. Hun kom til Jerusalem med et såre stort Følge og med Kameler,
der bar Røgelse, Guld i store Mængder og Ædelsten. Og da hun var
kommet til Salomo, talte hun til ham om alt, hvad der lå hende
på Hjerte.
3. Men Salomo svarede på alle hendes Spørgsmål, og intet som helst
var skjult for Kongen, han gav hende Svar på alt.
4. Og da Dronningen af Saba så al Salomos Visdom, Huset han havde
bygget,
5. Maden på hans Bord, hans Folks Boliger, han træden og deres
Klæder, hans Mundskænke og Brændofrene, han ofrede i HERRENs
Hus, var hun ude af sig selv;
6. og hun sagde til Kongen: "Sandt var, hvad jeg i mit Land hørte
sige om dig og din Visdom!
7. Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og så det med egne
Øjne; og se, ikke engang det halve er mig fortalt, thi din
Visdom og Herlighed overgår, hvad rygte sagde.
8. Lykkelige dine Hustruer, lykkelige dine Folk, som altid er om
dig og hører din Visdom!
9. Lovet være HERREN din Gud, som fandt behag i dig og satte dig på
Israels Trone! Fordi HERREN elsker Israel evindelig, satte han
dig til Konge, til at øve ret og Retfærdighed."
10. Derpå gav hun Kongen 120 Guldtalenter, Røgelse i store Mængder
og Ædelsten; og aldrig er der siden kommet så megen Røgelse til
Landet som den, Dronningen af Saba gav Kong Salomo.
11. Desuden bragte Hirams Skibe, som hentede Guld i Ofir, Almug
gumtræ i store Mængder og Ædel sten fra Ofir,
12. og af Almuggimtræet lod Kongen lave Rækværk til HERRENs Hus og
Kongens Palads, desuden Citre og Harper til Sangerne. Så meget
Almuggimtræ er hidtil ikke set eller kommet til Landet.
13. Og Kong Salomo gav Dronningen af Saba alt, hvad hun ønskede og
bad om, foruden hvad han af sig selv kongeligen skænkede
hende. Derpå begav hun sig med sit Følge hjem til sit Land.
14. Vægten af det Guld, som i et År indførtes af Salomo, udgjorde
666 Guldtalenter,
15. de ikke medregnet, hvad der indkom i Afgift fra de undertvungne
Folk og ved Købmændenes Handel og fra alle Arabiens Konger og
Landets Statholdere.
16. Kong Salomo lod hamre 200 Guldskjolde, hvert på 600 Sekel Guld,
17. og 300 mindre Guldskjolde, hvert på tre Miner Guld; dem lod
Kongen henlægge i Libanonskovhuset.
18. Fremdeles lod Kongen lave en stor Elfenbenstrone, overtrukket
med lutret Guld.
19. Tronen havde seks Trin, og på dens Ryg var der Tyrehoveder; på
begge Sider af Sædet var der Arme, og ved Armene stod der to
Løver;
20. tillige stod der tolv Løver påde seks Trin, seks på hver
Side. Der er ikke lavet Mage til Trone i noget andet Rige.
21. Alle Kong Salomos Drikkekar var af Guld og alle Redskaber i
Libanonskovhuset af fint Guld; Sølv regnedes ikke for noget i
Kong Salomos Dage.
22. Kongen havde nemlig Tarsisskibe i Søen sammen med Hirams Skibe;
og en Gang hvert tredje År kom Tarsisskibene, ladet med Guld,
Sølv, Elfenben, Aber og Påfugle.
23. Kong Salomo overgik alle Jordens Konger i Rigdom og Visdom.
24. Fra alle Jordens Egne søgte man hen til Salomo for at høre den
Visdom, Gud havde lagt i hans Hjerte;
25. og alle bragte de Gaver med: Sølv og Guldsager, Klæder, Våben,
Røgelse, Heste og Muldyr; således gik det År efter År.
26. Salomo anskaffede sig Stridsvogne og Ryttere, og han havde 1.400
Vogne og l2.000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels
hos sig i Jerusalem.
27. Kongen bragte det dertil, at Sølv i Jerusalem var lige så
almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som
Morbærfigentræ i Lavlandet. -
28. Hestene, Salomo indførte, kom fra Mizrajim og Kove; Kongens
Handelsfolk købte dem i Kove.
29. En Vogn udførtes fra Mizrajim for 600 Sekel Sølv, en Hest for
150. Ligeledes udførtes de ved Handelsfolkene fil alle
Hetiternes og Arams Konger.
Første Kongebog 11
1. Kong Salomo elskede foruden Faraos Datter mange fremmede
Kvinder, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidoniske og
hetitiske Kvinder,
2. Kvinder fra de Folkeslag, HERREN havde sagt om til Israeliterne:
"I må ikke have med dem at gøre og de ikke med eder, ellers
drager de eders Hjerte til deres Guder!" Ved dem hang Salomo i
Kærlighed.
3. Han havde 700 fyrsfelige Hustruer og 3OO Medhustruer, og hans
Hustruer drog hans Hjerte bort fra Herren.
4. Da Salomo blev gammel, drog hans Hustruer hans Hjerte til
fremmede Guder, og hans Hjerte var ikke mere helt med HERREN
hans Gud som hans fader Davids.
5. Salomo holdt sig da til Astarte, Zidoniernes Gudinde, og til
Milkom, Ammoniternes væmmelige Gud.
6. Således gjorde Salomo, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og
viste ikke HERREN fuld Lydighed som hans Fader David.
7. Ved den Tid byggede Salomo en Offerhøj for Kemosj, Moabs
væmmelige Gud, på Bjerget østen for Jerusalem, og for Milkom,
Ammoniternes væmmelige Gud;
8. og samme Hensyn viste han alle sine fremmede Hustruer, som
tændte Offerild for deres Guder og ofrede til dem.
9. Da vrededes HERREN på Salomo, fordi han vendte sit Hjerte bort
fra HERREN, Israels Gud, der dog to Gange havde ladet sig til
Syne for ham
10. og udtrykkelig havde påbudt ham ikke at holde sig til fremmede
Guder; men han holdt ikke, hvad HERREN havde påbudt ham.
11. Derfor sagde HERREN til Salomo: "Fordi det står således til med
dig, og fordi du ikke har holdt min Pagt og mine Anordninger,
som jeg pålagde dig, vil jeg visselig rive Riget fra dig og give
din Træl det.
12. Dog vil jeg ikke gøre det i din Levetid for din Fader Davids
Skyld men jeg vil rive det ud af din Søns Hånd.
13. Kun vil jeg ikke rive hele Riget fra ham, men give din Søn en
Stamme deraf for min Tjener Davids Skyld og for Jerusalems
Skyld, den By, jeg udvalgte.
14. HERREN gav Salomo en Modstander i Edomiten Hadad af Kongeslægten
i Edom.
15. Thi dengang David lod Edomiterne hugge ned, da Hærføreren Joab
drog op for at jorde de faldne og hugge alle af Mandkøn ned i
Edom -
16. Joab og hele Israel blev der i seks Måneder, til han havde
udryddet alle af Mandkøn i Edom -
17. da var Adad med nogle edomitiske Mænd af hans Faders Folk
flygtet ad Ægypten til. Dengang var Hadad endnu en lille Dreng.
18. De brød op fra Midjan og nåede Paran; og efter at have taget
nogle Mænd fra Paran med sig drog de til Ægypten, hvor Farao,
Ægypterkongen, overlod ham et Hus, tilsagde ham daglig Føde og
gav ham Land.
19. Og da Farao fattede særlig Godhed for Hadad, gav han ham sin
Svigerinde, en Søster til Dronning Takpenes, til Ægte.
20. Takpeness Søster fødte ham Sønnen Genubat; og da Takpenes havde
vænnet Barnet fra i Faraos Hus, blev Genubat i Faraos Hus blandt
Faraos egne Børn.
21. Da nu Hadad i Ægypten hørte, at David havde lagt sig til Hvile
hos sine Fædre, og at Hærføreren Joab var død, sagde han til
Farao: "Lad mig drage til mit Land!"
22. Farao sagde til ham: "Hvad savner du her hos mig, siden du
ønsker at drage til dit Land?" Men han svarede: "Å jo, lad mig
nu rejse!" Så vendte Hadad tilbage til sit Land. Det var den
ulykke, Hadad voldte: Han bragte Trængsel over Israel og blev
Konge over Edom. -
23. Fremdeles gav Gud ham en Modstander i Rezon, Eljadas Søn, der
var flygtet fra sin Herre, Kong Hadadezer af Zoba.
24. Han samlede en Del Mænd om sig og blev Høvding for en
Friskare. Han indtog Damaskus, satte sig fast der og blev Konge
i Damaskus.
25. Han var Israels Modstander, så længe Salomo levede.
26. Endvidere var der Efraimiten Jeroboam, Nebats Søn, fra Zereda,
som stod i Salomos Tjeneste, og hvis Moder hed Zerua og var
Enke; han løftede Hånd mod Kongen.
27. Hermed gik det således til Salomo byggede på Millo; han lukkede
Hullet i sin Fader Davids By.
28. Nu var Jeroboam et dygtigt Menneske, og da Salomo så, hvorledes
den unge Mand udførte Arbejdet, gav han ham Opsyn med hele
Arbejdsstyrken af Josefs Hus.
29. På den Tid hændte det sig, engang Jeroboam var rejst fra
Jerusalem, at Profeten Ahija fra Silo traf ham på Vejen. Ahija
var iført en ny Kappe, og de to var ene på Marken.
30. Da greb Ahija fat i den ny Kappe, han havde på, rev den i tolv
Stykker
31. og sagde til Jeroboam: "Tag dig de ti Stykker, thi så siger
HERREN, Israels Gud: Se, jeg river Riget ud af Salomos Hånd og
giver dig de ti Stammer.
32. Den ene Stamme skal han beholde for min Tjener Davids Skyld og
for Jerusalems Skyld, den By, jeg udvalgte af alle Israels
Stammer;
33. det vil jeg gøre, fordi han har forladt mig og tilbedt Astarte,
Zidoniernes Gudinde, Kemosj, Moabs Gud, og Milkom, Ammoniternes
Gud, og ikke vandret på mine Veje og gjort, hvad der er ret i
mine Øjne, eller holdt mine Anordninger og Lovbud som hans Fader
David.
34. Fra ham vil jeg dog ikke tage Riget, men lade ham være Fyrste,
så længe han lever, for min Tjener Davids Skyld, som jeg
udvalgte, og som holdt mine Bud og Anordninger.
35. Men jeg vil tage Riget fra hans Søn og give dig det, de ti
Stammer;
36. og hans Søn vil jeg give en Stamme, for at min Tjener David
altid kan have en Lampe for mit Åsyn i Jerusalem, den By, jeg
udvalgte for der at stedfæste mit Navn.
37. Men dig vil jeg tage og sætte til Hersker over alt, hvad du
attrår, og du skal være Konge over Israel.
38. Dersom du da er lydig i alt hvad jeg byder dig, vandrer på mine
Veje og gør, hvad der er ret i mine Øjne, så du holder mine
Anordnioger og Bud, som min Tjener David gjorde, vil jeg være
med dig og bygge dig et varigt Hus, som jeg gjorde det for
David. Dig giver jeg Israel;
39. men jeg ydmyger Davids Slægt for den Sags Skyld, dog ikke for
stedse!"
40. Da nu Salomo stod Jeroboam efter Livet, flygtede han til
Ægypten, til Ægypterkoogen Sjisjak; og han blev i Ægypten, til
Salomo døde.
41. Hvad der ellers er at fortælle om Salomo, alt, hvad han gjorde,
og hans Visdom, står jo optegnet i Salomos Krønike.
42. Den Tid, Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel, udgjorde
fyrretyve År.
43. Så lagde Salomo sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
sin Fader Davids By. Og hans Søn Rehabeam blev Konge i hans
Sted.
Første Kongebog 12
2. Da Jeroboam, Nebats Søn, der endnu opholdt sig i Ægypten,
hvorhen han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys om, at Salomo
var død, vendte han hjem fra Ægypten.
1. Men Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel
stævnet for at hylde ham som Konge.
3. Og de sagde til Rehabeam:
4. "Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde
Arbejde, din Fader krævede, og det tunge Åg han lagde på os, så
vil vi tjene dig!"
5. Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!"
Så gik Folket.
6. Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i
hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem:
"Hvad råder I mig til at svare dette Folk?"
7. De svarede: "Hvis du i Dag vil være dette Folk til Tjeneste,
være dem til Behag, svare dem vel og give dem gode Ord, så vil
de blive dine Tjenere for bestandig!"
8. Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte
han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i
hans Tjeneste,
9. og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som
kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på
dem?"
10. De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham:
"Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader
lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du
svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter!
11. Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget
tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte
eder med Skorpioner!"
12. Da alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som Kongen havde
sagt,
13. gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles
Råd
14. sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et
tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader
tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"
15. Kongen hørte ikke på Folket, thi HERREN føjede det således for
at opfylde det Ord, HERREN havde talet ved Ahija fra Silo til
Jeroboam, Nebats Søn.
16. Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav
Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen
Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit
eget Hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte.
17. Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam
Konge.
18. Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med
Hoveriarbejdet, ud til dem, men hele Israel stenede ham til
Døde. Da steg Kong Rebabeam i største Hast op på sin Stridsvogn
og flygtede til Jerusalem.
19. Således brød Israel med Davids Hus, og det er Stillingen den Dag
i Dag.
20. Men da hele Israel hørte, at Jeroboam var kommet tilbage, lod de
ham hente til Forsamlingen og hyldede ham som Konge over hele
Israel. Der var ingen, som holdt fast ved Davids Hus undtagen
Judas Stamme.
21. Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas Hus
og Benjamins Stamme, 180 000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at
føre Krig med Israels Hus og vinde Riget tilbage til Rehabeam,
Salomos Søn.
22. Men da kom Guds Ord til den Guds Mand Sjemaja således:
23. "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Judas og
Benjamins Hus og det øvrige Folk:
24. Så siger HERREN: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre
Israeliterne; vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har
jeg tilskikket!" Da adlød de HERRENs Ord og vendte tilbage.
25. Jeroboam befæstede Sikem i Efraims Bjerge og tog Bolig der;
senere drog han derfra og befæstede Penuel.
26. Men Jeroboam tænkte ved sig selv: "Som det nu går, vil Riget
atter tilfalde Davids Hus;
27. når Folket her drager op for at ofre i HERRENs Hus i Jerusalem,
vil dets Hu atter vende sig til dets Herre, Kong Rehabeam af
Juda; så slår de mig ihjel og vender tilbage til Kong Rehabeam
af Juda!"
28. Og da Kongen havde overvejet Sagen, lod han lave to Guldkalve og
sagde til Folket "Det er for meget for eder med de Rejser til
Jerusalem! Se, Israel, her er dine Guder, som førte dig ud af
Ægypten!"
29. Den ene lod han opstille i Betel, den anden i Dan.
30. Det blev Israel til Synd. Og Folket ledsagede i Optog den ene
til Dan.
31. Tillige indrettede han Offerhuse på Højene og indsatte til
Præster alle Slags Folk, der ikke hørte til Leviterne.
32. Og Jeroboam lod fejre en Fest på den femtende Dagi den ottende
Måned i Lighed med den Fest, man havde i Juda; og han steg op på
Alteret, han havde ladet lave i Betel, for at ofre til de
Tyrekalve han havde ladet lave; og han lod de Præster, han havde
indsat på Højene, gøre Tjeneste i Betel.
33. Han steg op på Alteret, han havde ladet lave i Betel, på den
femtende Dag i den ottende Måned, den Måned, han egenmægtig hade
udtænkt, og lod Israeliteme fejre en Fest; han steg op på
Alteret for at tænde Offerild.
Første Kongebog 13
1. Og se, på HERRENs Bud kom en Guds Mand fra Juda til Betel, netop
som Jeroboam stod på Alteret for at tænde Offerild.
2. Og han råbte med HERRENs Ord imod Alteret: "Alter, Alter! Så
siger HERREN: Der skal fødes Davids Hus en Søn ved Navn Josias,
og på dig skal han ofre Højenes Præster, som tænder Offerild på
dig, og han skal brænde Menneskeknogler på dig!"
3. Og samtidig kundgjorde han et Tegn, idet han sagde: "Dette er
Tegnet på, at HERREN har talet: Se, Alteret skal revne, så Asken
derpå vælter ud!"
4. Da nu Kongen hørte de Ord, den Guds Mand råbte mod Alteret i
Betel, rakte Jeroboam sin Hånd ud fra Alteret og sagde: "Grib
ham!" Men Hånden, han rakte ud imod ham, visnede, og han kunde
ikke tage den til sig igen;
5. og Alteret revnede, så Asken væltede ud fra Alteret - det Tegn,
den Guds Mand havde kundgjort med HERRENs Ord.
6. Da tog Kongen til Orde og sagde til den Guds Mand: "Bed dog
HERREN din Gud om Nåde og gå i Forbøn for mig, at jeg kan tage
Hånden til mig igen!" Og den Guds Mand bad HERREN om Nåde, og
Kongen kunde tage Hånden til sig igen, og den var som før.
7. Derpå sagde Kongen til den Guds Mand: "Følg med mig hjem og
vederkvæg dig, så vil jeg give dig en Gave!"
8. Men den Guds Mand svarede Kongen: "Om du så giver mig Halvdelen
af dit Hus, vil jeg ikke følge med dig, og jeg vil hverken spise
eller drikke på dette Sted;
9. thi det Bud har jeg fået med HERRENs Ord: Du må hverken spise
eller drikke, og du må ikke vende hjem ad den Vej, du kom!"
10. Derpå drog han bort ad en anden Vej og vendte ikke hjem ad den
Vej, han var kommet til Betel.
11. Nu boede der i Betel en gammel Profet; hans Sønner kom og
fortalte ham om alt, hvad den Guds Mand den Dag havde gjort i
Betel, og om de Ord, han havde talt til Kongen. Men da de havde
fortalt deres Fader det,
12. spurgte han dem: "Hvilken Vej gik han?" Og hans Sønner viste
ham, hvilken Vej den Guds Mand, der var kommet fra Juda, var
gået.
13. Da sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og da
de havde sadlet Æselet, satte han sig op,
14. red efter den Guds Mand og traf ham siddende under Egetræet. Han
spurgte ham da: "Er du den Guds Mand, der kom fra Juda?" Han
svarede: "Ja!"
15. Så sagde han til ham: "Kom med mig hjem og få noget at spise!"
16. Men han svarede: "Jeg kan ikke vende om og følge med dig, og jeg
kan hverken spise eller drikke sammen med dig på dette Sted,
17. thi der er sagt mig med HERRENs Ord: Du må hverken spise eller
drikke der, og du må ikke vende tilbage ad den Vej, du kom!"
18. Da sagde han til ham: "Også jeg er Profet som du, og en Engel
har med HERRENs Ord sagt til mig: Tag ham med dig hjem, for at
han kan få noget at spise og drikke!" Men han løj for ham.
19. Så vendte han tilbage med ham og spiste og drak i hans Hus.
20. Men medens de sad til Bords, kom HERRENs Ord til Profeten, der
havde fået ham tilbage,
21. og han råbte til den Guds Mand, der var kommet fra Juda: "Så
siger HERREN: Fordi du har været genstridig mod HERRENs Ord og
ikke holdt det Bud, HERREN din Gud pålagde dig,
22. men vendte tilbage og spiste og drak på det Sted, hvor han
sagde, du ikke måtte spise og drikke, derfor skal dit Lig ikke
komme i dine Fædres Grav!"
23. Efter at han havde spist og drukket, sadlede han Æselet til ham,
og han gav sig på Hjemvjen.
24. Men en Løve kom imod ham på Vejen og dræbte ham. Og hans Lig lå
henslængt på Vejen, og Æselet stod ved Siden af; også Løven stod
ved Siden af Liget.
25. Og se, nogle Mænd kom der forbi og så Liget ligge henslængt på
Vejen, og Løven stå ved Siden af, og de kom og fortalte det i
Byen, hvor den gamle Profet boede;
26. og da Profeten, der havde fået ham til at vende om, hørte det,
sagde han: "Det er den Guds Mand, som var genstridig mod HERRENs
Ord; derfor har HERREN givet ham i Løvens Vold, og den har
sønderrevet ham og dræbt ham efter det Ord, HERREN talede til
ham!"
27. Derpå sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og
da de havde gjort det,
28. red han hen og fandt hans Lig liggende henslængt på vejen og
Æselet og Løven stående ved Siden af, uden at Løven havde ædt
Liget eller sønderrevet Æselet.
29. Da løftede Profeten den Guds Mands Lig op, lagde ham på Æselet
og førte ham tilbage til Byen for at holde Dødeklage og jorde
ham;
30. og da han havde lagt Liget i sin egen Grav, holdt de Dødeklage
over ham og sagde: "Ak ve min Broder!"
31. Og efter at have jordet ham sagde han til sine Sønner: "Når jeg
dør, skal I lægge mig i samme Grav, som den Guds Mand ligger i;
ved Siden af hans Ben skal I lægge mig, for at mine Ben kan
blive skånet sammen md hans;
32. thi det Ord skal gå i Opfyldelse, som han med HERRENs Ord råbte
mod Alteret i Betel og alle Offerhusene på Højene i Samarias
Byer!"
33. Heller ikke efter denne Begivenhed opgav Jeroboam sin onde Færd,
men gjorde på ny alle Slags Folk til Præster på Højene, idet han
indsatte enhver, der havde Lyst, til Præst på Højene.
34. Og det blev Jeroboams Hus til Synd og førte til, at det blev
tilintetgjort og udryddet af Jorden.
Første Kongebog 14
1. Ved den Tid blev Jeroboams Søn Abija syg.
2. Da sagde Jeroboam til sin Hustru: "Tag og forklæd dig, så man
ikke kan kende, at du er Jeroboams Hustru, og begiv dig til
Silo, thi der bor Profeten Ahija, som kundgjorde mig, at jeg
skulde blive Konge over dette Folk;
3. tag ti Brød, noget Bagværk og en Krukke Honning med og henvend
dig til ham, så vil han sige dig, hvorledes det skal gå
Drengen!"
4. Jeroboams Hustru gjorde nu således; hun begav sig til Silo og
gik ind i Ahijas Hus. Ahija kunde ikke se, da hans Øjne var
sløve af Alderdom;
5. men HERREN havde sagt til Ahija: "Se, Jeroboams Hustru kommer
til dig for at høre sig for hos dig angående sin Søn, da han er
syg; det og det skal du svare hende; men når hun kommer, er hun
forklædt."
6. Da nu Ahija hørte Lyden af hendes Trin, som hun gik ind ad
Døren, sagde han: "Kom kun ind, Jeroboams Hustru! Hvorfor er du
forklædt? Mig er det pålagt at bringe dig en tung Tidende.
7. Gå hen og sig til Jeroboam: Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg
ophøjede dig af Folkets Midte og gjorde dig til Fyrste over mit
Folk Israel
8. og rev Riget fra Davids Hus og gav dig det; dog har du ikke
været som min Tjener David, der holdt mine Bud og fulgte mig af
hele sit Hjerte og kun gjorde, hvad der er ret i mine Øjne,
9. men du har handlet værre end alle dine Forgængere; du gik hen og
krænkede mig og gjorde dig andre Guder og støbte Billeder, men
mig kastede du bag din Ryg;
10. se, derfor vil jeg bringe Ulykke over Jeroboams Hus og udrydde
hvert mandligt Væsen, hver og en af Jeroboams Slægt i Israel, og
jeg vil feje Jeroboams Hus bort, som man fejer Skarn bort, til
der ikke er Spor tilbage!
11. Den af Jeroboams Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, og
den, som dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde, thi det er
HERREN, der har talet!
12. Men gå nu hjem! Når din Fod betræder Byen, skal Barnet dø;
13. og hele Israel skal holde Dødeklage over ham og jorde ham, thi
han er den eneste af Jeroboams Slægt, der skal komme i en Grav;
thi hos ham fandtes dog noget, der vandt HERREN Israels Guds
Behag inden for Jeroboams Slægt.
14. Men HERREN vil oprejse sig en Konge over Israel, der skal
udrydde Jeroboams Hus på den Dag.
15. Men også siden vil HERREN slå Israel, så at de svajer hid og did
som Sivet i Vandet, og rykke Israel op fra dette herlige Land,
som han gav deres Fædre, og sprede dem hinsides Floden, fordi de
har lavet sig Asjerastøtter og krænket HERREN;
16. og han vil give Israel til Pris for de Synders Skyld, Jeroboam
har begået og forledt Israel til."
17. Da gav Jeroboams Hustru sig på Vej og kom til Tirza; og da hun
betrådte Husets Tærskel, døde Drengen;
18. og man jordede ham, og hele Israel holdt Dødeklage over ham
efter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener, Profeten
Ahija.
19. Hvad der ellers er at fortælle om Jeroboam, hvorledes han førte
Krig, og hvorledes han herskede står jo optegnet i Israels
kongers Krønike.
20. Jeroboams Regeringstid udgjorde to og tyve År. Så lagde han sig
til Hvile hos sine Fædre, og hans Søn Nadab blev Konge i hans
Sted.
21. Rehabeam, Salomos Søn, blev Kongei Juda. Rehabeam var een og
fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede sytten
År i Jerusalem, den By, HERREN havde udvalgt af alle Israels
Stammer for der at stedfæste sit Navn. Hans Moder var en
ammonitisk Kvinde ved Navn Na'ama.
22. Og Juda gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og med de
Synder, de begik, vakte de hans Nidkærhed, mere end deres Fædre
havde gjort.
23. Også de byggede sig Offerhøje, Stenstøtter og Asjerastøtter på
alle høje Steder og under alle grønne Træer;
24. ja, der var endog Mandsskøger i Landet. De øvede alle de
Vederstyggeligheder, som var begået af de Folk, HERREN havde
drevet bort foran Israeliterne.
25. Men i Kong Rebabeams femte Regeringsår drog Ægypterkongen
Sjisjak op imod Jerusalem
26. og tog Skattene i HERRENs Hus og i Kongens Palads; alt tog han,
også de Guldskjolde, Salomo havde ladet lave.
27. Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem i
Forvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt ved
Indgangen til Kongens Palads;
28. og hver Gang Kongen begav sig til HERRENs Hus, bentede Livvagten
dem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen.
29. Hvad der ellers er at fortælle om Rehabeam, alt, hvad han
gjorde, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
30. Rehabeam og Jeroboam lå i Krig med hinanden hele Tiden.
31. Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet
hos sine Fædre i Davidsbyen. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde
ved Navn Na'ama. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted.
Første Kongebog 15
1. I Kong Jeroboams, Nebats Søns, attende Regeringsår blev Abija
Konge over Juda.
2. Tre År herskede han i Jerusalem. Hans Moder hed Ma'aka og var en
datter af Absalom.
3. Han vandrede i alle de Synder, hans Fader havde begået før ham,
og hans Hjerte var ikke helt med HERREN hans Gud som hans Fader
Davids.
4. Men for Davids Skyld lod HERREN hans Gud ham få en Lampe i
Jerusalem, idet han ophøjede hans Sønner efter ham og lod
Jerusalem bestå,
5. fordi David havde gjort, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og
ikke, så længe han levede, var veget fra noget af, hvad han
havde pålagt ham, undtagen over for Hetiten Urias.
6. (Rehabeam lå i Krig med Jeroboam, så længe han levede).
7. Hvad der ellers er at fortælle om Abija, alt, hvad han gjorde,
står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. Abija og Jeroboam lå i
Krig med hinanden.
8. Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
i Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted.
9. I Kong Jeroboam af Israels tyvende Regeringsår blev Asa Konge
over Juda,
10. og han herskede een og fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hed
Ma'aka og var en Datter af Absalom.
11. Asa gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ligesom hans Fader
David;
12. han jog Mandsskøgerne ud af Landet og fjernede alle
Afgudsbillederne, som hans Fædre havde ladet lave.
13. Han fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som Herskerinde,
fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til Ære for
Asjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde og brænde i
Kedrons Dal.
14. Vel forsvandt Offerhøjene ikke, men alligevel var Asas Hjerte
helt med HERREN, så længe han levede.
15. Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i HERRENs
Hus, Sølv, Guld og forskellige Kar.
16. Asa og Kong Basja af Israel lå i Krig med hinanden, så længe de
levede.
17. Kong Basja af Israel drog op imod Juda og befæstede Rama for at
hindre, at nogen af Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind.
18. Da tog Asa alt det Sølv og Guld, der var tilbage i Skatkamrene i
HERRENs Hus og i Kongens Palads, overgav det til sine Folk og
sendte dem til Kong Benhadad af Aram, en Søn af Hezjons Søn
Tabrimmon, som boede i Damaskus, idet han lod sige:
19. "Der består en Pagt mellem mig og dig, mellem min Fader og din
Fader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfor
din Pagt med Kong Basja af Israel, så at han nødes til at drage
bort fra mig!"
20. Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og sendte sine Hærførere
mod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Bet-Ma'aka og hele
Kinnerot tillige med hele Naftalis Land.
21. Da Basja hørte det, opgav han at befæste Rama og vendte tilbage
til Tirza.
22. Men Kong Asa stævnede hver eneste Mand i hele Juda sammen, og de
førte Stenene og Træværket bort, som Basja havde brugt ved
Befæstningen af Rama; dermed befæstede Kong Asa så Geba i
Benjamin og Mizpa.
23. Hvad der ellers er at fortælle om Asa, alle hans Heltegerninger,
alt, hvad han gjorde, og de Byer, han befæstede, står jo
optegnet i Judas Kongers Krønike. I øvrig led han i sin Alderdom
af en Sygdom i Fødderne.
24. Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos
sine Fædre i sin Fader Davids By; og hans Søn Josafat blev Konge
i hans Sted.
25. Nadab, Jeroboams Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas
andet Regeringsår, og han herskede to År over Israel.
26. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin
Faders Spor og i de Synder, han havde forledt Israel til.
27. Da stiftede Basja, Ahijas Søn af Issakars Hus, en
Sammensværgelse imod ham, og Basja huggede ham ned ved Gibbeton,
der tilhørte Filisterne, medens Nadab og hele Israel belejrede
Byen.
28. Basja dræbte ham i Kong Asa af Judas tredje Regeringsår og blev
Konge i hans Sted;
29. nu da han var blevet Konge, lod han hele Jeroboams Hus nedhugge,
idet han ikke skånede en eneste Sjæl af Jeroboams Slægt, men
udryddede dem efter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener
Ahija fra Silo,
30. for de Synders Skyld, Jeroboam havde begået og forledt Israel
til, for den Krænkelse, han havde tilføjet HERREN, Israels Gud.
31. Hvad der ellers er at fortælle om Nadab, alt, hvad han gjorde,
står jo optegnet i Israels Kongers Krønike
32. ( Asa og kong Ba'sja af Israel lå i Krig med hinanden, så længe
de levede.)
33. I Kong Asa af Judas tredje Regeringsår blev Basja, Ahijas Søn,
Konge over hele Israel, og han herskede tre og tyve År i Tirza.
34. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i
Jeroboams Spor og de Synder, han havde forledt Israel til.
Første Kongebog 16
1. Men til Jehu, Hananis Søn, kom HERRENs ord mod Ba'sja således:
2. "Jeg ophøjede dig af Støvet og gjorde dig til Fyrste over mit
Folk Israel, dog har du vandret i Jeroboams Spor og forledt mit
Folk Israel til Synd, så de krænker mig ved deres Synder;
3. se, derfor vil jeg nu feje Basja og hans Hus bort og gøre det
samme ved dit Hus, som jeg gjorde ved Jeroboams, Nebats Søns,
Hus;
4. den af Basjas Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, og den,
som dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!"
5. Hvad der ellers er at fortælle om Ba'sja, hvad han gjorde, og
hans Heltegerninger, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
6. Så lagde Ba'sja sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
Tirza; og hans Søn Ela blev Konge i hans Sted.
7. Desuden kom HERRENs Ord ved Profeten Jehu, Hananis Søn, mod
Ba'sja og hans Hus både på Grund af alt det, han havde gjort,
som var ondt i HERRENs Øjne, idet han krænkede ham ved sine
Hænders Værk og efterlignede Jeroboams Hus, og tillige fordi han
lod dette nedhugge.
8. I Kong Asa af Judas seks og tyvende Regeringsår blev Ela,
Ba'sjas Søn, Konge over Israel, og han herskede to År i Tirza.
9. Så stiftede en af hans Mænd, Zimri, der var Fører for den ene
Halvdel af Stridsvognene, en Sammensværgelse imod ham; og
engang, da han i Tirza var beruset ved et Drikkelag i sin
Paladsøverste Arzas Hus,
10. trængte Zimri ind og slog ham ihjel - i Kong Asa af Judas syv og
tyvende Regeringsår - og blev Konge i hans Sted.
11. Da han var blevet Konge og havde besteget Tronen, lod han hele
Basjas Hus dræbe uden at levne et mandligt Væsen og tillige hans
nærmeste Slægtninge og Venner;
12. således udryddede Zimri hele Ba'sjas Hus efter det Ord, HERREN
havde talet til Basja ved Profeten Jehu,
13. for alle de Synders Skyld, som Ba'sja og hans Søn Ela havde
begået og forledt Israel til, så at de krænkede HERREN, Israels
Gud, ved deres Afguder.
14. Hvad der ellers er af fortælle om Ela, alt, hvad han gjorde,
står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
15. I Kong Asa af Judas syv og tyvende Regeringsår blev Zimri Konge,
og han herskede syv Dage i Tirza. Hæren var på det Tidspunkt ved
at belejre Gibbeton, som tilhørte Filisterne;
16. og da nu Hæren under Belejringen hørte, at Zimri havde sfiftet
en Sammensværgelse mod Kongen og endda dræbt ham, udråbte hele
Israel samme Dag i Lejren Omri, Israels Hærfører, til Konge.
17. Derpå hrød Omri op med hele Israel fra Gibbeton og begyndte at
belejre Tirza;
18. og da Zimri så at Byen var taget, begav han sig ind i Kongens
Palads og stak det i Brand over sig; således døde han
19. for de Synders Skyld, han havde begået, idet han gjorde, hvad
der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i Jeroboams Spor og i
de Synder, han havde begået, da han forledte Israel til at
synde.
20. Hvad der ellers er at fortælle om Zimri og den Sammensværgelse,
han stiftede, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
21. Ved den Tid delte Israels Folk sig, idet den ene Halvdel
slutfede sig fil Tibni, Ginats Søn, og udråbte ham til Konge,
medens den anden sluttede sig til Omri.
22. Men den Del af Folket, der sluttede sig til Omri, fik Overtaget
over dem, der sluttede sig til Tibni, Ginats Søn, og da Tibni
døde ved den Tid, blev Omri Konge.
23. I Kong Asa af Judas een og tredivte Regeringsår blev Omri Konge
over Israel, og han herskede tolv År. Først herskede han seks År
i Tirza;
24. men siden købte han Samarias Bjerg af Semer for to Talenter Sølv
og byggede på Bjerget en By, som han efter Semer, Bjergets Ejer,
kaldte Samaria.
25. Omri gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og handlede endnu
værre end alle hans Forgængere;
26. han vandrede helt i Jeroboams, Nebats Søns, Spor og i de Synder,
han havde forledt Israel til, så at de krænkede HERREN, Israels
Gud, ved deres Afguder.
27. Hvad der ellers er at fortælle om Omri, alt, hvad han gjorde, og
de Heltegerninger, han udførte, står jo optegnet i Israels
Kongers Krønike.
28. Så lagde Omri sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
Samaria; og hans Søn Akab blev Konge i hans Sted.
29. Akab, Omris Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas otte
og tredivte Regeringsår, og Akab, Omris Søn, herskede to og tyve
År over Israel i Samaria.
30. Akab, Omris Søn, gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, i
højere Grad end alle hans Forgængere.
31. Og som om det ikke var nok med, at han vandrede i Jeroboams,
Nebats Søns, Synder, ægtede han oven i Købet Jesabel, en Datter
af Zidoniemes Konge Etba'al, og gik hen og dyrkede Ba'al og
tilbad ham.
32. Han rejste Ba'al et Alter i Ba'alstemplet, som han lod bygge i
Samaria.
33. Og Akab lavede Asjerastøtten og gjorde endnu flere Ting, hvorved
han krænkede HERREN, Israels Gud, værre end de Konger, der havde
hersket før ham i Israel. -
34. I hans Dage genopbyggede Beteliten Hiel Jeriko; efter det Ord,
HERREN havde taleted Josua, Nuns Søn, kostede det ham hans
førstefødte Abiram at lægge Grunden og hans yngste Søn Seguh at
sætte dens Portfløje ind.
Første Kongebog 17
1. Tisjbiten Elias fra Tisjbe i Gilead sagde til Akab: "Så sandt
HERREN, Israels Gud, lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i de
kommende År skal der ikke falde dug eller Regn uden på mit
udtrykkelige Bud!"
2. Derpå kom HERRENs Ord til ham således:
3. "Gå bort herfra og begiv dig østerpå og hold dig skjult ved
Bækken Krit østen for Jordan;
4. du skal drikke af Bækken, og Ravnene har jeg pålagt at sørge for
Føde til dig der."
5. Da gik han og gjorde efter HERRENs Ord, han gik hen og tog Bolig
ved Bækken Krit østen for Jordan;
6. og Ravnene bragte ham Brød om Morgenen og kød om Aftenen, og han
drak af Bækken.
7. Men nogen Tid efter tørrede Bækken ud, eftersom der ingen Regn
faldt i Landet.
8. Da kom HERRENs Ord til ham således:
9. "Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag Bolig der;
se, jeg har pålagt en Enke der at sørge for Føde til dig."
10. Så begav han sig til Zarepta, og da han kom til Byens Port, fik
han Øje på en Enke, som var ved at sanke Brænde, og råbte til
hende: "Hent mig lidt Vand i et Kar, for at jeg kan drikke!"
11. Og da hun gik bort for at hente det, råbte han efter hende: "Tag
også et Stykke Brød med til mig!"
12. Men hun svarede: "Så sandt HERREN din Gud lever, jeg ejer ikke
Brød, men kun en Håndfuld Mel i Krukken og lidt Olie i Dunken;
jeg var nettop ved at sanke et Par Stykker Brænde for at gå hjem
og tillave det til mig og min Søn; og når vi har spist det, må
vi dø!"
13. Da sagde Elias til hende: "Frygt ikke! Gå hjem og gør, som du
siger; men lav først et lille Brød deraf til mig og bring mig
det; siden kan du lave noget til dig selv og din Søn!
14. Thi så siger HERREN, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive
tom, og Olien i Dunken skal ikke slippe op, før den Dag HERREN
sender Regn over Jorden!"
15. Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og både hun og han og
hendes Søn havde noget at spise en Tid lang.
16. Melkrukken blev ikke tom, og olien i Dunken slap ikke op, efter
det Ord HERREN havde talet ved Elias.
17. Men nogen Tid efter blev Kvindens, Husets Ejerindes, Søn syg, og
hans Sygdom tog heftigt til, så der til sidst ikke mere var Liv
i ham.
18. Da sagde hun til Elias: "Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds
Mand! Er du kommet for at bringe min Synd i Erindring og volde
min Søns Død?"
19. Men han svarede hende: "Lad mig få din Søn!" Og han tog ham fra
hendes Skød og bar ham op i Stuen på Taget, hvor han boede, og
lagde ham på sin Seng.
20. Så råbte han til HERREN: "HERRE min Gud, vil du virkelig handle
så ilde mod den Enke; i hvis Hus jeg er Gæst, at du lader hendes
Søn dø?"
21. Derpå strakfe han sig tre Gange hen over Drengen og råbte til
HERREN: "HERRE min Gud, lad dog Drengens Sjæl vende tilbage!"
22. Og HERREN hørte Eliass Røst; Drengens Sjæl vendte tilbage, så
han blev levende.
23. Så tog Elias Drengen og bragte ham fra Stuen på Taget ned i
Huset og gav hans Moder ham, idet han sagde: "Se, din Søn
lever!"
24. Da sagde Kvinden til Elias: "Nu ved jeg vist, at du er en Guds
Mand, og at HERRENs Ord i din Mund er Sandhed."
Første Kongebog 18
1. Lang Tid efter, i det tredie År, kom HERRENs ord således: "Gå
hen og træd frem for Akab, så vil jeg sende Regn over Jorden!"
2. Da gav Elias sig på Vej for at træde frem for Akab. Da
Hungersnøden blev trykkende i Samaria,
3. kaldte Akab Paladsøversten Obadja til sig. Obadja var en Mand,
der alvorligt frygtede HERREN,
4. og dengang Jesabel lod HERRENs Profeter udrydde, tog han og
skjulte hundrede Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og
halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til
dem.
5. Akab sagde nu til Obadja: "Kom, lad os drage rundt i Landet til
alle Vandkilder og Bække, om vi mulig kan finde så meget Græs,
at vi kan holde Liv i Hestene og Muldyrene og slippe for at
dræbe noget af Dyrene!"
6. Så delte de Landet, som de skulde gennemvandre, mellem sig,
således at Akab og Obadja drog hver sin Vej.
7. Medens nu Obadja var undervejs, se, da trådte Elias ham i Møde;
Obadja genkendte ham og faldt på sit Ansigt og sagde: "Er det
dig, min Herre Elias?"
8. Han svarede: "Ja, det er mig! Gå hen og sig til din Herre, at
Elias er her!"
9. Men han sagde: "Hvormed har jeg dog syndet, siden du vil give
din Træl i Akabs Hånd, for at han kan slå mig ihjel?
10. Så sandt HERREN din Gud lever, der er ikke et Folk eller Rige,
min Herre ikke har sendt Bud til for at lede efter dig; og blev
der sagt, at du ikke var der, tog han Riget og Folket i Ed på,
at de ikke havde fundet dig.
11. Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til min Herre, at
Elias er her!
12. Hvis nu HERRENs Ånd, når jeg har forladt dig, fører dig bort til
et Sted, jeg ikke kender, og jeg kommer og melder det til Akab,
og han ikke finder dig, lader han mig dræbe. Og din Træl har dog
frygtet HERREN fra Ungdommen af!
13. Er det ikke kommet min Herre for Øre, hvad jeg gjorde, da
Jesabel lod HERRENs Profeter dræbe, hvorledes jeg skjulte
hundrede af HERRENs Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og
halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til
dem?
14. Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til din Herre, at
Elias er her - han lader mig dræbe!"
15. Da sagde Elias: "Så sandt Hærskarers HERRE lever, han, for hvis
Åsyn jeg står, i Dag vil jeg træde frem for ham."
16. Obadja gik da Akab i Møde og meldte ham det, og Akab gik Elias i
Møde.
17. Da Akab fik Øje på Elias, sagde han til ham: "Er det dig, du,
som bringer Ulykke over Israel!"
18. Men han svarede: "Det er ikke mig, der har bragt Ulykke over
Israel, men dig og din Faders Hus, fordi I har forladt HERREN og
holder eder til Ba'alerne!
19. Men send nu Bud og kald hele Israel sammen til mig på Karmels
Bjerg og tillige de 450 Ba'alsprofeter og de 400 Asjeraprofeter,
som spiser ved Jesabels Bord!"
20. Da sendte Akab Bud rundt til alle Israeliterne og samlede
Profeterne på Karmels Bjerg.
21. Elias trådte så frem for alt Folket og sagde: "Hvor længe vil I
blive ved at halte til begge Sider? Er HERREN Gud, så hold eder
til ham, og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!" Men Folket
svarede ham ikke et Ord.
22. Da sagde Elias til Folket: "Jeg er den eneste af HERRENs
Profeter, der er tilbage, og Ba'als Profeter er 450 Mand;
23. lad os nu få to unge Tyre; så skal de vælge den ene Tyr og hugge
den i Stykker og lægge den på Brændet, men Ild må de ikke lægge
til; den anden vil jeg lave til og lægge på Brændet, men uden at
tænde Ild.
24. Så skal I påkalde eders Guds Navn, og jeg vil påkalde HERRENs
Navn; den Gud, der svarer med Ild, han er Gud!" Alt Folket
sagde: "Det Forslag er godt!"
25. Derpå sagde Elias til Ba'als Profefer: "Vælg eder den ene Tyr og
lav den til først, thi I er de mange, og påkald så eders Guds
Navn, men I må ikke tænde Ild!"
26. Så tog de Tyren og lavede den til og påkaldte Ba'als Navn fra
Morgen til Middag, idet de råbte: "Hør os, Ba'al!" Men ikke en
Lyd hørtes, der var ingen, som svarede; og de dansede haltende
omkring det Alter, de havde opført.
27. Men da det var blevet Middag, hånede Elias dem og sagde: "I må
råbe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i Tanker
eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i Søvn
og må først vågne!"
28. Da råbte de højt, og som de havde for Skik, sårede de deres
Legemer med Sværd og Spyd, til Blodet flød ned ad dem.
29. Og da det var over Middag, begyndte de at rase, og det varede
lige til hen imod Afgrødeofferets Tid, men ikke en Lyd hørtes,
ingen svarede, og ingen agtede derpå.
30. Da sagde Elias til alt Folket: "Kom hen til mig!" Og da alt
Folket var kommet hen til ham, satte han HERRENs nedbrudte Alter
i Stand.
31. Elias tog tolv Sten, svarende til Tallet på Jakobs Sønners
Stammer, han, til hvem HERRENs Ord lød: "Israel skal dit Navn!"
32. Og af disse Sten byggede han et Alter i HERRENs Navn og gravede
rundt om Alteret en Rende på omtrent to Sea Land.
33. Derpå lagde han Brændet tilrette, huggede Tyren i Stykker og
lagde den på Brændet.
34. Så sagde han: "Fyld fire Krukker med Vand og hæld det ud over
Brændofferet og Brændet!" Og da de havde gjort det, sagde han:
"Een Gang til!" Og da de havde gjort det anden Gang, sagde han:
"Een Gang til!" Og de gjorde det endnu en Gang.
35. Det drev af Vand rundt om Alteret, også Renden fik han fyldt med
Vand.
36. Men ved Afgrødeofferets Tid trådte Profeten Elias frem og sagde:
"HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det kendes i Dag, at
dut er Gud i Israel og jeg din Tjener, og at jeg har gjort alt
dette på dit Ord!
37. Hør mig, HERRE, hør mig, for at dette Folk må kende, at du HERRE
er Gud, og at du atter drager deres Hjerte til dig"
38. Da for HERRENs Ild ned og fortærede Brændofferet og Brændet og
Stenene og Jorden; endog Vandet i Renden slikkede den bort.
39. Da alt Folket så det, faldt de på deres Ansigt og råbte: "HERREN
er Gud, HERREN er Gud!"
40. Men Elias sagde til dem: "Grib Ba'als Profeter, lad ingen af dem
slippe bort!" Og de greb dem, og Elias førte dem ned til
Kisjonbækken og dræbte dem der.
41. Derpå sagde Elias til Akab: "Gå op og spis og drik, thi der
høres Susen af Regn."
42. Da gik Akab op for at spise og drikke; men Elias gik op på
Karmels Top og bøjede sig til Jorden med Ansigtet mellem Knæene.
43. Så sagde han til sin Tjener: "Gå op og se ud over Havet!" Og han
gik op og så ud, men sagde: "Der er intet!" Syv Gange sagde han
til ham: "Gå derop igen!" Og syv Gange vendte Tjeneren tilbage.
44. Men syvende Gang sagde han: "Nu stiger der en lille Sky op af
Havet, så stor som en Mands Hånd!" Da sagde Elias: "Gå hen og
sig til Akab: Spænd for og kør hjem, at du ikke skal blive
opholdt af Regnen!"
45. Et Øjeblik efter var Himmelen sort af Stormskyer, og der faldt
en voldsom Regn. Akab steg til Vogns og kørte til Jizre'el;
46. men HERRENs Hånd kom over Elias, så han omgjordede sine Lænder
og løb foran Akab lige til Jizre'el.
Første Kongebog 19
1. Akab fortalte nu Jesabel alt, hvad Elias havde gjort, og
hvorledes han havde ihjelslået alle Profeterne med Sværd,
2. og Jesabel sendte et Sendebud til Elias og lod sige: "Guderne
ramme mig både med det ene og det andet, om jeg ikke i Morgen
ved denne Tid handler med dit Liv, som der er handlet med
deres!"
3. Da blev han bange, stod op og drog bort for at redde sit
Liv. Han kom da til Be'ersjeba i Juda. Der lod han sin Tjener
blive
4. og vandrede selv en Dagsrejse ud i Ørkenen og satte sig under en
Gyvelbusk og ønskede sig Døden, idet han sagde: "Nu er det nok,
HERRE; tag mit Liv, thi jeg er ikke bedre end mine Fædre!"
5. Så lagde han sig til at sove under en Gyvelbusk. Og se, en Engel
rørte ved ham og sagde: "Stå op og spis!"
6. Og da han så sig om, se, da lå der, hvor hans Hoved havde
hvilet, et ristet Brød, og der stod en Krukke Vand; og han
spiste og drak og lagde sig igen.
7. Men HERRENs Engel kom atter og rørte ved ham og sagde: "Stå op
og spis, ellers bliver Vejen dig for lang!"
8. Da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette Måltid
vandrede han i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter lige til Guds
Bjerg Horeb.
9. Der gik han ind i en Hule og overnattede. Da lød HERRENs Ord til
ham: "Hvad er du her efter, Elias?"
10. Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN,
Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine
Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med
Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!"
11. Da sagde han: "Gå ud og stil dig på Bjerget for HERRENs Åsyn!"
Og se, HERREN gik forbi, og et stort og stærkt Vejr, der
sønderrev Bjerge og sprængte Klipper, gik foran HERREN, men
HERREN var ikke i Vejret. Efter Vejret kom der et Jordskælv, men
HERREN var ikke i Jordskælvet.
12. Efter Jordskælvet kom der Ild, men HERREN var ikke i Ilden. Men
efter Ilden kom der en stille, sagte Susen,
13. og da Elias hørte den, hyllede han sit Hoved i sin Kappe og gik
ud og stillede sig ved Indgangen til Hulen; og se, en Røst lød
til ham: "Hvad er du her efter Elias?"
14. Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN,
Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine
Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med
Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!"
15. Da sagde HERREN til ham: "Vend tilbage ad den Vej, du kom, og gå
til Ørkenen ved Damaskus; gå så hen og salv Hazael til Konge
over Aram,
16. salv Jehu, Nimsjis Søn, til Konge over Israel og salv Elisa,
Sjafats Søn, fra Abel Mehola til Profet i dit Sted!
17. Den, der undslipper Hazaels Sværd, skal Jehu dræbe, og den, der
undslipper Jehus Sværd, skal Elisa dræbe.
18. Jeg vil lade syv Tusinde blive tilbage i Israel, hvert Knæ, der
ikke har bøjet sig for Ba'al, og hver Mund, der ikke har kysset
ham."
19. Så gik han derfra; og han traf Elisa, Sjafats Søn, i Færd med at
pløje; tolv Spand Okser havde han foran sig, og selv var han ved
det tolvte. Da nu Elias gik forbi ham, kastede han sin Kappe
over ham.
20. Så forlod han Okserne og løb efter Elias og sagde: "Lad mig
først kysse min Fader og min Moder, så vil jeg følge dig!" Han
svarede: "Gå kun tilbage, thi hvad er det ikke, jeg har gjort
ved dig!"
21. Da forlod han ham og vendte tilbage; så tog han og slagtede
Oksespandet, kogte Okserne ved Stavtøjet og gav Folkene dem at
spise; derpå brød han op og fulgte Elias og gik ham til Hånde.
Første Kongebog 20
1. Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær, og to og tredive
Konger fulgte ham med Heste og Stridsvogne; og han drog op og
indesluttede Samaria og belejrede det.
2. Han sendte nu Sendebud ind i Byen til Kong Akab af Israel
3. og lod sige til ham: "Således siger Benhadad: Dit Sølv og Guld
er mit, men dine Hustruer og børn kan du beholde!"
4. Israels Konge lod svare: "Som du byder, Herre Konge! Jeg og alt,
hvad mit er, tilhører dig."
5. Men Sendebudene vendte tilbage og sagde: "Således siger Benha
dad: Jeg sendte Bud til dig og lod sige: Dit Sølv og Guld og
dine Hustruer og Børn skal du give mig!
6. Så sender jeg da i Morgen ved denne Tid mine Folk til dig, og de
skal gennemsøge dit Hus og dine Folks Huse og tilvende sig og
tage alt, hvad de lyster!"
7. Da lod Israels Konge alle Landets Ældste kalde og sagde: "Der
ser I, at Manden har ondt i Sinde, thi nu sender han Bud til mig
om mine Hustruer og Børn, og mit Sølv og Guld havde jeg ikke
nægtet ham!"
8. Alle de Ældste og alt Folket svarede ham: "Hør ham ikke; du må
ikke give efter!"
9. Da sagde han til Benhadads Sendebud: "Sig til min Herre Kongen:
Alt, hvad du første Gang krævede af din Træl, vil jeg gøre, men
dette Krav kan jeg ikke opfylde!" Med det Svar vendte
Sendebudene tilbage.
10. Da sendte Benhadad Bud til ham og lod sige: "Guderne ramme mig
både med det ene og det andet, om Støvet i Samaria forslår til
at fylde Hænderne på alle de Krigere, der følger mig!"
11. Men Israels Konge lod svare: "Sig således: Den, der spænder
Bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det!"
12. Benhadad modtog Svaret, just som han sad og drak sammen med
Kongerne i Løvhytterne; da sagde han til sine Folk: "Til Storm!"
Og de gjorde sig rede til at storme Byen.
13. Men en Profet trådte hen til Kong Akab af Israel og sagde: "Så
siger HERREN: Ser du hele den vældige Menneskemængde der? Se,
jeg giver den i Dag i din Hånd, og du skal kende, at jeg er
HERREN!"
14. Akab spurgte: "Ved hvem?" Han svarede: "Så siger HERREN: Ved
Fogedernes Folk!" Derpå spurgte han: "Hvem skal åbne Kampen?"
Han svarede: "Du!"
15. Så mønstrede han Fogedernes Folk, og de var 232; derefter
mønstrede han hele Hæren, alle Israeliterne, 7000 Mand.
16. Og ved Middagstid gjorde de et Udfald, just som Benhadad og de
to og tredive Konger, der fulgte ham, sad og drak i Løvhytterne.
17. Først rykkede Fogedernes Folk ud. Man sendte da Bud til Benhadad
og meldte: "Der rykker Mænd ud fra Samaria!"
18. Da sagde han: "Hvad enten de rykker ud for at få Fred eller for
at kæmpe, så grib dem levende!"
19. Da Fogedernes Folk og Hæren, som fulgte efter, var rykket ud fra
Byen,
20. huggede de ned for Fode, så at Aramæerne tog Flugten; og
Israeliterne satte efter dem. Men Kong Benhadad af Aram undslap
til Hest sammen med nogle Ryttere.
21. Da rykkede Israels Konge ud og gjorde Hestene og Vognene til
Bytte, og han tilføjede Aramæerne et stort Nederlag.
22. Men Profeten trådte hen til Israels Konge og sagde til ham: "Tag
dig sammen og se vel til, hvad du vil gøre, thi næste År drager
Arams Konge op imod dig igen!"
23. Men Aramæerkongens Folk sagde til ham: "Deres Gud er en
Bjerggud, derfor blev de os for stærke; men lad os se, om vi
ikke kan blive de stærkeste, når vi angriber dem på
Slettelandet!
24. Således skal du gøre: Afsæt alle Kongerne, sæt Statholdere i
deres Sted
25. og stil lige så stor en Hær på Benene som den, du mistede, og
lige så mange Heste og Vogne som før! Når vi så kæmper med dem
på Slettelandet, sandelig, om vi ikke bliver de stærkeste!" Og
han fulgte deres Råd og handlede derefter.
26. Næste År mønstrede Benha dad Aramæeme og drog op til Atek for at
kæmpe med Israel.
27. Også Israeliterne blev mønstret og forsynede sig med
Levnedsmidler, hvorefter de rykkede dem i Møde og lejrede sig
lige over for dem som to små Gedehjorde, medens Aramæerne
oversvømmede Landet.
28. Da trådte en Guds Mand hen til Israels Konge og sagde: "Så siger
HERREN: Fordi Aramæerne siger: HERREN er en Bjerggud og ikke en
Dalgud! vil jeg give hele den vældige Menneskemængde der i din
Hånd, og I skal kende, at jeg er HERREN!"
29. De lå nu lejret over for hinanden i syv Dage, men Syvendedagen
kom det til Kamp, og Israeliterne huggede Aramæerne ned, 100.000
Mand Fodfolk på een Dag.
30. De, der blev tilovers, flygtede til Byen Afek, men Muren
styrtede ned over dem, der var tilbage, 27000 Mand. Benhadad
flygtede ind i Byen, hvor han løb fra Kammer til Kammer.
31. Da sagde hans Folk til ham: Vi har hørt, at Kongerne over
Israels Hus er nådige Konger; lad os binde Sæk om Lænderne og
Reb om Hovederne og gå ud til Israels Konge, måske han da vil
skåne dit Liv!"
32. Så bandt de Sæk om Lændeme og Reb om Hovederne og kom til
Israels Konge og sagde: "Din Træl Benhadad siger: Lad mig leve!"
Han svarede: "Er han endnu i Live? Han er min Broder!"
33. Det tog Mændene for et godt Varsel. og de tog ham straks på
Ordet, idet de sagde: "Benhadad er din Broder!" Da sagde han:
"Gå hen og hent ham!" Så gik Benhadad ud til ham, og han tog ham
op i Vognen til sig.
34. Benhadad sagde nu til ham: "De Byer, min Fader fratog din Fader,
vil jeg give tilbage, og du må bygge dig Gader i Damaskus, lige
som min Fader gjorde i Samaria! På disse Vilkår give du mig
fri!" Og han sluttede Pagt med ham og lod ham gå.
35. Men en af Profetsønnerne sagde med HERRENs Ord til sin Fælle:
"Slå mig!" Men han vægrede sig derved.
36. Da sagde han til ham: "Fordi du ikke har adlydt HERRENs
Ord. skal en Løve dræbe dig, når du går bort fra mig!" Og da han
gik bort fra ham, traf en Løve på ham og dræbte ham.
37. Så traf Profetsønnen en anden og sagde til ham: "Slå mig!" Og
den anden slog ham og sårede ham.
38. Så gik Profeten hen og stillede sig på den Vej, Kongen kom, og
gjorde sig ukendelig med et Bind for Øjnene.
39. Da Kongen kom forbi, råbte han til ham: "Din Træl var draget med
i Kampen; da kom en hen til mig med en Mand og sagde: Vogt den
Mand vel! Slipper han bort, skal du svare for hans Liv med dit
eget Liv eller bøde en Talent Sølv!
40. Men din Træl var optaget snart her, snart der, og borte var
han." Da sagde Israels Konge til ham: "Det er din Dom, du har
selv fældet den!"
41. Så tog han hurtig Bindet fra Øjnene, og Israels Konge genkendte
ham som en af Ptofeterne.
42. Og han sagde til ham: "Så siger HERREN: Fordi du gav Slip på den
Mand, der var hjemfaldet til mit Band, skal du svare for hans
Liv med dit eget Liv og for hans Folk med dit eget Folk!"
43. Da drog Israels Konge hjem, misfornøjet og ilde til Mode, og han
kom til Samaria.
Første Kongebog 21
1. Derefter hændte følgende. Jizrae'eliten Nabot havde en Vingård i
Jizre'el lige ved Kong Akab af Samarias Palads.
2. Akab sagde til Nabot: "Overlad mig din Vingård, for at jeg kan
få den til Køkkenhave; den ligger jo lige ved mit Palads; jeg
vil give dig en bedre Vingård i Bytte eller betale dig, hvad den
er værd, i rede Penge, om du foretrækker det."
3. Men Nabot svarede Akab: "HERREN bevare mig fra at overlade dig
mine Fædres Arvelod!"
4. Så gik Akab hjem, misfornøjet og ilde til Mode over det Svar,
Jizre'eliten Nabot havde givet ham: "Jeg vil ikke overlade dig
mine Fædres Arvelod!" Og han lagde sig til Sengs, vendte sit
Ansigt bort og spiste ikke.
5. Da kom hans Hustru Jesabel ind og sagde til ham: "Hvorfor er du
så misfornøjet, og hvorfor spiser du ikke?"
6. Han svarede hende: "Jo, jeg sagde til Jizreeliten Nabot: Overlad
mig din Vingård for rede Penge, eller mod at jeg giver dig en
anden Vingård i Bytte, om du hellere vil det! Men han svarede:
Jeg vil ikke overlade dig min Vingård!"
7. Da sagde hans Hustru Jesabel til ham: "Er det dig, der for Tiden
er Konge i Israel? Stå op, spis og vær ved godt Mod, jeg skal
skaffe dig Jizre'eliten Nabots Vingård!"
8. Derpå skrev hun et Brev i Akabs Navn, satte hans Segl under og
sendte det til de Ældste og de fornemme i Nabots By, dem, han
boede imellem.
9. I Brevet havde hun skrevet: "Udråb en Fastedag og sæt Nabot
øverst blandt Folket
10. og lige over for ham to Niddinger, som kan vidne imod ham og
sige: Du har forbandet Gud og Kongen! Og før ham så ud og sten
ham til Døde!"
11. Hans Bysbørn, de Ældste og de fornemme, som boede i hans By,
gjorde nu, som Jesabel havde sendt Bud til dem om, således som
der stod i Brevet, hun havde sendt dem;
12. de udråbte en Fastedag og satte Nabot øverst blandt Folket;
13. og de to Niddinger kom og satte sig lige over for ham og vidnede
imod ham i Folkets Påhør og sagde: "Nabot har forbandet Gud og
Kongen!" Og derpå førte de ham uden for Byen og stenede ham til
Døde.
14. Så sendte de Jesabel det Bud: "Nabot er stenet til Døde!"
15. Og da Jesabel hørte, at Nabot var stenet til Døde, sagde hun til
Akab: "Stå op og tag Jizre'eliten Nabots Vingård, som han
vægrede sig ved at sælge dig, i Besiddelse, thi Nabot lever ikke
mere, han er død!"
16. Så snart Akab hørte, at Nabot var død, rejste han sig og gik ned
til Jizre'eliten Nabots Vingård for at tage den i Besiddelse.
17. Men HERRENs Ord kom til Tisjbiten Elias således:
18. "Stå op, gå Akab, Israels Konge i Samaria, i Møde; han er just i
Nabots Vingård, som han er gået ned at tage i Besiddelse.
19. Og tal således til ham: Så siger HERREN: Har du myrdet og
allerede tiltrådt Arven? Sig fremdeles til ham: Så siger HERREN:
På samme Sted, Hundene slikkede Nabots Blod, skal de også slikke
dit!"
20. Da sagde Akab til Elias: "Har du fundet mig, min Fjende?" Og han
svarede: "Ja, jeg har fundet dig! Fordi du har solgt dig selv
til at gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne,
21. se, derfor vil jeg bringe Ulykke over dig og feje dig bort og
udrydde hvert mandligt Væsen, store og små, af Akabs Slægt, i
Israel;
22. jeg vil handle med dit Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, Hus
og Basjas, Abijas Søns, Hus for den Krænkelse, du har øvet, og
fordi du har forledt Israel til Synd.
23. Men også om Jesabel har HERREN talet og sagt: Hundene skal æde
Jesabel på Jizre'els Mark!
24. Den af Akabs Slægt, der dør i Byen, skal Hundene æde, og den,
der dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!"
25. Aldrig har der været nogen der som Akab solgte sig selv til at
gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne, fordi hans Hustru Jesabel
forledte ham dertil;
26. han handlede såre vederstyggeligt, idet han boldt sig til
Afgudsbillederne ganske som Amoriterne, dem, HERREN drev bort
foran Israeliterne.
27. Da Akab hørte de Ord, sønderrev han sine Klæder og bandt Sæk om
sin bare Krop og fastede, og han sov i Sæk og gik sagtelig om.
28. Da kom HERRENs Ord til Tisjbiten Elias således:.
29. "Har du set, hvorledes Akab ydmyger sig for mig? Fordi han
ydmyger sig for mig, vil jeg ikke lade Ulykken komme i hans
Dage; i hans Søns Dage vil jeg lade Ulykken komme over hans
Hus!"
Første Kongebog 22
1. De holdt sig nu rolige i tre År, der var ikke Krig mellem Aram
og Israel.
2. Og i det tredje År drog Kong Josafat af Juda ned til Israels
Konge.
3. Da sagde Israels Konge til sine Folk: "I ved jo, at Ramot i
Gilead hører os til, og dog rører vi os ikke for at tage det fra
Arams Konge!"
4. Og han sagde til Josafat: "Vil du drage med i Krig mod Ramot i
Gilead?" Josafat svarede Israels Konge: "Jeg som du, mit Folk
som dit, mine Heste som dine!"
5. Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om,
hvad HERREN siger!"
6. Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, henved 400 Mand,
og spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller
skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så skal HERREN
give det i Kongens Hånd!"
7. Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu een af HERRENs Profe
ter, vi kan spørge?
8. Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan
rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig
godt, kun ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde:
Således må Kongen ikke tale!"
9. Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtig
Mika, Jimlas Søn!"
10. Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført
deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle
Profeterne spåede foran dem.
11. Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så
siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er
tilintetgjort!
12. Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot
i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i
Kongens Hånd!"
13. Men Budet, der var gået efter Mika, sagde til ham: Se,
Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du
nu som de og giv gunstigt Svar!
14. Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever: Hvad HERREN siger mig,
det vil jeg tale!
15. Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i
Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede
han: "Drag derop, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give
det i Kongens Hånd!"
16. Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besvære
dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?"
17. Da sagde han: Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord
uden Hyrd: og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem
vende tilbage i Fred, hver til sit!
18. Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han
aldrig spår mig godt, kun ondt!
19. Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på
sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for
ham;
20. og HERREN sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder
ved Ramot i Gilead? En sagde nu eet, en anden et andet;
21. men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og sagde:
Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?
22. Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans
Profefers Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og
gør det!
23. Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i alle disse dine
Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!"
24. Da trådte Zidkija, Kena'as Søn, frem og slog Mika på kinden og,
sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for
at tale til dig?"
25. Men Mika sagde: "Det skal du få at se, den Dag du flygter fra
Kammer til Kammer for at skjule dig!"
26. Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham tilbage til Amon,
Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj
27. og sig: Såleds siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt
ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt
tilbage!"
28. Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke
talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag!"
29. Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i
Gilead.
30. Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før
jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels
Konge forklædte sig og drog så i Kampen.
31. Men Arams Konge havde givet sine to og tredive Vognstyrere den
Befaling: "I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden
Israels Konge alene!"
32. Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er
sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham. Da
gav Josafat sig til at råbe;
33. og da Vognstyrene opdagede, at det ikke var Israels konge, trak
de sig bort fra ham.
34. Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte
Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin
Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!"
35. Men Kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Kongen holdt sig
oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften, skønt Blodet
fra Såret flød ned i Bunden at Vognen; men om Aftenen døde han.
36. Da Solen gik ned, gik det Råb gennem Lejren: "Enhver drage hjem
til sin By og sit Land,
37. thi Kongen er død!" Så kom de til Samaria, og de jordede Kongen
der.
38. Og da man skyllede Vognen ved Samarias Dam, slikkede Hundene
hans Blod, og Skøgerne badede sig deri efter det Ord, HERREN
havde talet.
39. Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt, hvad han gjorde,
Elfenbenshuset, han lod opføre, og alle de Byer, han befæstede,
står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
40. Så lagde Akab sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Ahazja
blev Konge i hans Sted.
41. Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Kong Akab af Israels
fjerde Regeringsår.
42. Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge, og han
herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var
en Datter af Sjilhi.
43. Han vandrede nøje i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet
han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne.
44. Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket blev ved at ofre og
tænde Offerild på Højene.
45. Og Josafat havde Fred med Israels Konge.
46. Hvad der ellers er at fortælle om Josafat, de Heltegerninger,
han udførte, og de Krige, han førte, står jo optegnet i Judas
Kongers Krønike.
47. De sidste af Mandsskøgerne, som var tilbage fra hans Fader Asas
Tid, udryddede han af Landet.
48. På den Tid var der ingen Konge i Edom.
49. Kong Josafats Statholder byggede et Tarsisskib til Fart på Ofir
efter Guld; men der kom intet ud af det, da Skibet gik under ved
Ezjongeber.
50. Da foreslog Ahazja, Akabs Søn, Josafat at lade sine Folk sejle
med hans; men Josafat afslog det.
51. Så lagde Josafat sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos
sine Fædre i sin Fader Davids By og hans Søn Joram blev Konge i
hans Sted.
52. Ahazja, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong
Josafat af Judas syttende Regeringsår, og han herskede to År
over Israel.
53. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin
Faders og sin Moders Spor og i Jeroboams, Nebats Søns, Spor,
han, som forledte Israel til at synde.
54. Han dyrkede Ba'al og tilbad ham og krænkede HERREN, Israels Gud,
nøjagtigt som hans Fader havde gjort.
Anden Kongebog
Anden Kongebog 1
1. Efter Alkahs Død faldt Moab fra Israel.
2. Og Ahazja faldt ud gennem Vinduesgitteret for sin Stue på Taget
i Samaria og blev syg; da sendte han Sendebud af Sted og sagde
til dem: "Gå hen og spørg Ekrons Gud Ba'al-Zebub, om jeg kommer
mig af min Sygdom!"
3. Men HERRENs Engel sagde til Tisjbiten Elias: "Gå Sendebudene fra
Samarias Konge i Møde og sig til dem: Mon det er, fordi der
ingen Gud er i Israel, at I drager hen for at rådspørge Ekrons
Gud Ba'al-Zebub?
4. Derfor, så siger HERREN: Det Leje, du steg op på, kommer du ikke
ned fra, thi du skal dø!" Dermed gik Elias bort.
5. Da Sendebudene kom tilbage til ham, spurgte han dem: "Hvorfor
kommer I tilbage?"
6. De svarede: "En Mand kom os i Møde og sagde til os: Vend tilbage
til Kongen, som har sendt eder, og sig: Så siger HERREN: Mon det
er, fordi der ingen Gud er i Israel, at du sender Bud for at
rådspørge Ekrons Gud Ba'al-Zebub? Derfor: Det Leje, du steg op
på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!"
7. Han spurgte dem da: "Hvorledes så den Mand ud, som kom eder i
Møde og sagde disse Ord til eder?"
8. De svarede: "Det var en Mand i en lådden Kappe med et Læderbælte
om Lænderne." Da sagde han: "Det er Tisjbiten Elias."
9. Derpå sendte han en Halvhundredfører med hans halvtredsindstyve
Mand ud efter ham; og da han kom op til ham på Bjergets Top,
hvor han sad, sagde han til ham: "Du Guds Mand! Kongen byder:
Kom ned!"
10. Men Elias svarede Halvhundredføreren: "Er jeg en Guds Mand, så
fare Ild ned fra Himmelen og fortære dig og dine
halvtredsindstyve Mand!" Da for Ild ned fra Himmelen og
fortærede ham og hans halvtredsindstyve Mand.
11. Atter sendte Kongen en Halvhundredfører med hans
halvtredsindstyve Mand ud efter ham; og da han kom derop, sagde
han til ham: "Du Guds Mand! Således siger Kongen: Kom straks
ned!"
12. Men Elias svarede ham: "Er jeg en Guds Mand, så fare Ild ned fra
Himmelen og fortære dig og dine halvtredsindstyve Mand!" Da for
Guds Ild ned fra Himmelen og fortærede ham og hans
halvtredsindstyve Mand.
13. Atter sendte Kongen en Halvhundredfører ud efter ham: men da den
tredje Halvhundredfører kom derop, kastede han sig på Knæ for
Elias, bønfaldt ham og sagde: "du Guds Mand! Lad dog mit og
disse dine halvtredsindstyve Trælles Liv være dyrebarl i dine
Øjne!
14. Se, Ild for ned fra Himmelen og fortærede de to første
Halvhundredførere og deres halvtredsindstyve Mand, men lad nu
mit Liv være dyrebart i dine Øjne!"
15. Da sagde HERRENs Engel til Elias: "Gå ned med ham, frygt ikke
for ham!" Så gik han ned med ham og fulgte ham til Kongen.
16. Og han sagde til Kongen: "Så siger HERREN: Fordi du har sendt
Sendebud hen at rådspørge Ekrons Gud Ba'al-Zebub - men det er,
fordi der ingen Gud er i Israel, du kunde rådspørge? - derfor:
Det Leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal
dø!"
17. Og han døde efter det HERRENs Ord, som Elias havde talt. Og hans
Broder Joram blev Konge i hans Sted i Josafats Søns, Kong Joram
af Judas, andet Regeringsår; thi han havde ingen Søn.
18. Hvad der ellers er at fortælle om Ahazja, hvad han udførte, står
jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
Anden Kongebog 2
1. Dengang HERREN ville lade Elias fare op til Himmelen i et
Stormvejr, gik Elias fra Gilgal.
2. Og Elias sagde til Elisa: "Bliv her, thi HERREN vil have mig til
Betel!" Men Elisa svarede: "Så sandt HERREN lever, og så sandt
du lever, jeg går ikke fra dig!" De gik da ned til Betel.
3. Så kom Profetsønnerne i Betel ud til Elisa og sagde til ham:
"Ved du, at HERREN i dag vil tage din Herre bort fra dig?" Han
svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!"
4. Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, Elisa, thi HERREN vil have
mig til Jeriko!" Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, og så
sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" De kom da til Jeriko.
5. Men Profetsønnerne i Jeriko trådte hen til Elisa og sagde til
ham: "Ved du, at HERREN i Dag vil tage din Herre bort fra dig?"
Han svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!"
6. Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, thi HERREN vil have mig
til Jordan!" Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, og så
sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" Så fulgtes de ad.
7. Men halvtredsindstyve af Profetsønnerne gik hen og stillede sig
et godt Stykke derfra, medens de to stod ved Jordan.
8. Elias tog nu sin Kappe, rullede den sammen og slog Vandet med
den; da skiltes det ad, og de gik begge over på tør Bund.
9. Og da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: "Sig, hvad du
ønsker, jeg skal gøre for dig, før jeg tages bort fra dig!"
Elisa svarede: "Måtte to Dele af din Ånd komme over mig!"
10. Da sagde han: "Det er et stort Forlangende, du kommer med!
Dersom du ser mig, når jeg tages bort fra dig, skal det blive
dig til Del, ellers ikke!"
11. Medens de nu gik og talte sammen, se, da kom en lldvogn og
Ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i
Stormvejret.
12. Og Elisa så det og råbte: "Min Fader, min Fader, du Israels
Vogne og Ryttere!" Og han så ham ikke mere. Så greb han sine
Klæder og sønderrev dem.
13. Derpå tog han Elias's Kappe, som var faldet af ham, op og gik
tilbage og stillede sig ved Jordans Bred,
14. og han tog Elias's Kappe, som var faldet af ham, slog Vandet med
den og sagde: "Hvor er nu HERREN, Elias's Gud?" Og da han havde
slået Vandet, skiltes det ad, og Elisa gik over.
15. Da Profetsønnerne fra Jeriko så det derovre, sagde de: "Elias's
Ånd hviler på Elisa!" Og de gik ham i Møde og kastede sig til
Jorden for ham.
16. Derpå sagde de til ham: "Se, her hos dine Trælle er der
halvtredsindstyve raske Mænd, lad dem gå ud og lede efter din
Herre; måske HERRENs Ånd har taget ham og kastet ham hen på et
af Bjergene eller i en af Dalene!" Men han svarede: "I skal ikke
sende dem af Sted!"
17. Men da de blev ved at trænge ind på ham, sagde han: "Så send dem
da af Sted!" Så sendte de halvtredsindstyve Mænd ud, og de ledte
efter ham i tre Dage, men fandt ham ikke.
18. Og da de kom tilbage, medens han endnu var i Jeriko, sagde han
til dem: "Sagde jeg ikke til eder, at I ikke skulde gå?"
19. Mændene i Byen sagde til Elisa: "Byen ligger godt nok, som min
Herre ser, men Vandet er dårligt og volder utidige Fødsler i
Egnen."
20. Da sagde han: "Hent mig en ny Skål og kom Salt deri!" Og de
hentede den til ham.
21. Så gik han ned til Kildevældet og kastede Salt deri, idet han
sagde: "Så siger HERREN: Jeg gør dette Vand sundt, så at der
ikke mer skal komme Død eller utidige Fødsler deraf!"
22. Så blev Vandet sundt, efter det Ord Elisa talte; og det er det
den Dag i dag.
23. Derfra begav han sig op til Betel. Som han var på Vej derop, kom
nogle Smådrenge ud af Byen og spottede ham og råbte: "Kom herop,
Skaldepande, kom herop, Skaldepande!"
24. Han vendte sig om, og da han fik Øje på dem, forbandede han dem
i HERRENs Navn. Så kom to Bjørne ud af Krattet og sønderrev to
og fyrretyve af Drengene.
25. Derfra begav han sig til Karmels Bjerg, og derfra vendte han
tilbage til Samaria.
Anden Kongebog 3
1. Joram, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong
Josafat af Judas attende Regeringsår, og han herskede i tolv År.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, dogikke som bans
Fader og Moder, og han fjernede Ba'als Stenstøtter, som hans
Fader havde ladet lave.
3. Men han holdt fast ved de Synder, som Jeroboam, Nebats Søn,
forledte Israel til; dem veg han ikke fra.
4. Kong Mesja af Moab drev Kvægavl og svarede Israels Konge en
Afgift på 100.000 Lam og Ulden af 100.000 Vædre.
5. Men efter Akabs Død faldt Moabs Konge fra Israels Konge.
6. Da drog Koog Joram straks ud fra Samaria og mønstrede hele
Israel;
7. desuden sendte han Bud til Kong Josafat af Juda og lod sige:
"Moabs Konge er faldet fra mig; vil du drage med i Krig mod
Moab?" Han svarede: "Ja, jeg vil; jeg som du, mit Folk som dit,
mine Heste som dine!"
8. Og han spurgte: "Hvilken Vej skal vi drage?" Han svarede:
"Gennem Edoms Ørken!"
9. Så drog Israels, Judas og Edoms Konger af Sted. Men da de havde
tilbagelagt en Strækning af syv Dagsrejser, var der ikke Vand
til Hæren og Dyrene, som de havde med.
10. Da sagde Israels Konge: "Ak, at HERREN har kaldt disse tre
Konger sammen for at overgive dem i Moabs Hånd!"
11. Men Josafat sagde: "Er her ingen af HERRENs Profeter, ved hvem
vi kan rådspørge HERREN?" Da svarede en af Israels Konges Folk:
"Jo, her er Elisa, Sjafats Søn, som øste Vand på Elias's
Hænder."
12. Josafat sagde: "Hos ham er HERRENs Ord!" Og Israels Konge og
Josafat og Edoms Konge begav sig ned til ham.
13. Men Elisa sagde til Israels Konge: "Hvad har jeg med dig at
gøre? Gå du til din Faders og Moders Profeter!" Israels Konge
svarede: "Ak nej, thi HERREN har kaldt disse tre Konger sammen
for at give dem i Moabs Hånd."
14. Da sagde Elisa: "Så sandt Hærskarers HERRE lever, for hvis Åsyn
jeg står: Var det ikke for Kong Josafat af Judas Skyld, vilde
jeg ikke se til dig eller værdige dig et Blik!
15. Men hent mig nu en Strengespiller!" Thi når Strengespilleren
spillede, kom HERRENs Hånd over ham.
16. Derpå sagde han: "Så siger HERREN: Grav Grøft ved Grøft i Dalen
her!
17. Thi så siger HERREN: I skal hverken mærke til Blæst eller Regn,
men alligevel skal Dalen her fyldes med Vand, så at I, eders Hær
og eders Dyr kan drikke!
18. Dog tykkes dette HERREN for lidet, han vil også give Moab i
eders Hånd;
19. I skal indtage alle befæstede Byer og alle betydelige Byer, alle
Frugttræer skal t fælde, alle Kilder skal I tilstoppe, og al
frugtbar Agerjord skal I ødelægge med Sten!"
20. Og næste Morgen ved Afgrødeofferets Tid kom der Vand fra den
Kant, hvor Edom ligger, så hele Egnen blev fuld af Vand.
21. Da alle Moabiterne hørte, at Kongerne var draget op for at føre
Krig med dem, blev enhver, der overhovedet kunde bære Våben,
opbudt, og de tog Stilling ved Grænsen.
22. Men tidligt om Morgenen, da Solen stod op over Vandet, så
Moabiterne Vandet foran sig rødt som Blod.
23. Da råbte de: "Det er Blod! Kongerne har fuldstændig
tilintetgjort hverandre, de har hugget hverandre ned; nu til
Byttet, Moab!"
24. Men da de nåede Israels Lejr, brød Israeliterne op og slog
Moabiterne på Flugt. Derpå rykkede de frem og huggede Moabiterne
ned;
25. Byerne nedbrød de; på al frugtbar Agerjord kastede de hver sin
Sten, så den blev fuld af Sten; alle Kildevæld tilstoppede de,
og alle Frugttræer fældede de. Til sidst var kun Kir-Hareset
tilbage, og denne By omringede Slyngekasterne og skød på den.
26. Da Moabs Konge så, at han ikke kunde modstå Angrebet, samlede
han 700 sværdvæbnede Mænd for at bryde igennem hen til Kongen af
Edom. men det lykkedes ikke.
27. Så tog han sin førstefødte Søn, der skulde følge ham på Tronen,
og ofrede ham som Brændoffer på Muren. Da kom heftig Vrede over
Israel, og de brød op og vendte hjem til deres Land.
Anden Kongebog 4
1. En Kvinde, som var gift med en af Profetsønnerne råbte til
Elisa: "Din Træl, min Mand, er død; og du ved, at din Træl
frygtede HERREN. Og nu kommer en, der har Krav på ham, for at
tage mine fo Drenge til Trælle!"
2. Da sagde Elisa til hende: "Hvad kan jeg gøre for dig? Sig mig,
hvad du har i Huset?" Hun svarede: "Din Trælkvinde har ikke
andet i Huset end et Krus Olie."
3. Da sagde han: "Gå ud og bed alle dine Naboer om tomme Dunke,
ikke for få!
4. Så lukker du dig inde med dine Sønner og fylder på alle disse
Dunke, og når de er fulde, sætter du dem til Side!"
5. Så gik hun fra ham og lukkede sig inde med sine Sønner; og de
rakte hende Dunkene, medens hun fyldte på.
6. Og da Dunkene var fulde, sagde hun til Sønnen: "Ræk mig een Dunk
til!" Men han svarede: "Der er ikke flere Dunke!" Da holdt Olien
op at flyde.
7. Det kom hun og fortalte den Guds Mand; og han sagde: "Gå hen og
sælg Olien og betal din Gæld; og lev så med dine Sønner af
Resten!"
8. Det skete en Dag, at Elisa på sin Vej kom til Sjunem. Der boede
en velhavende Kvinde, som nødte ham til at spise hos sig; og
hver Gang han senere kom forbi, tog han derind og spiste.
9. Hun sagde nu til sin Mand: "Jeg ved, af det er en hellig Guds
Mand., der stadig kommer her forbi;
10. lad os mure en lille Stue på Taget og sætfe Seng, Bord, Stol og
Lampe ind til ham, for at han kan gå derind, når han kommer til
os!"
11. Så kom han en Dag derhen og gik op i Stuen og lagde sig.
12. Og han sagde til sin Tjener Gehazi: "Kald på Sjunemkvinden!" Og
han kaldte på hende, og hun trådte frem for ham.
13. Da sagde han til Gehazi: "Sig til hende: Se, du har Itaft al den
Ulejlighed for vor Skyld; hvad kan jeg gøre for dig? Ønsker du,
at jeg skal tale din Sag hos Kongen eller Hærføreren?" Men hun
svarede: "Jeg bor midt iblandt mit Folk!"
14. Da sagde han: "Hvad kan jeg da gøre for hende?" Gehazi sagde:
"Jo, hun har ingen Søn, og hendes Mand er gammel."
15. Da sagde han: "Kald på hende!" Og han kaldte på hende, og bun
tog Plads ved Døren.
16. Da sagde han: "Om et År ved denne Tid har du en Dreng ved
Brystet!" Men hun sagde: "Nej dog, Herre! Den Guds Mand må ikke
narre sin Trælkvinde!"
17. Men Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn Året efter ved
samnme Tid, således som Elisa havde sagt hende.
18. Da Drengen var blevet stor, gik han en Dag ud til sin Fader hos
Høstfolkene.
19. Da sagde han til sin Fader: "Mit Hoved, mit Hoved!" Og hans
Fader sagde til en Karl " "Bær ham hjem til hans Moder!"
20. Han tog, ham og har ham hjem til hans Moder, og han sad på
hendes Skød til Middag; så døde han.
21. Men hun gik op og lagde ham på den Guds Mands Seng, og derefter
lukkede hun Døren og gik.
22. Så kaldte hun på sin Mand og sagde: "Send mig en af Karlene med
et Æsel, for at jeg hurfig kan komme hen til den Guds Mand og
hjem igen!"
23. Han spurgte: "Hvad vil du hos ham i Dag? Det er jo hverken
Nymånedag eller Sabbat!" Men hun sagde: "Lad mig om det!"
24. Derpå sadlede hun Æselet og sagde til Karlen: "Driv nu godt på!
Stands mig ikke i Farten, før jeg siger til!"
25. Så drog hun af Sted og kom til den Guds Mand på Kamels Bjerg. Da
den Guds Mand fik Øje på hende i Frastand, sagde han til sin
Tjener Gehazi: "Se, der er Sjunemkvinden!
26. Løb hende straks i Møde og spørg hende: Har du det godt? Har din
Mand det godt? Har Drengen det godt?" Hun svarede: "Ja, vi har
det godt!"
27. Men da hun kom hen til den Guds Mand på Bjerget, klamrede hun
sig til hans Fødder. Gehazi trådte til for at støde hende
bort. men den Guds Mand sagde: "Lad hende være, hun er i Vånde,
og HERREN har dulgt det for mig og ikke åbenbaret mig det!"
28. Da sagde hun: "Har jeg vel bedt min Herre om en Søn? Sagde jeg
ikke, at du ikke måtte narre mig?"
29. Så sagde han til Gehazi: "Omgjord din Lænd, tag min Stav i
Hånden og drag af Sted! Møder du nogen, så hils ikke på ham. og
hilser nogen på dig, så gengæld ikke hans Hilsen; og læg min
Stav på Drengens Ansigt!"
30. Men Drengens Moder sagde: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du
lever, jeg går ikke fra dig!" Da stod han op og gik med hende.
31. Imidlertid var Gehazi gået i Forvejen og havde lagt Staven på
Drengens Ansigt; men ikke en Lyd hørtes, og der var intet
Livstegn. Da vendte han tilbage og gik Elisa i Møde, meldte ham
det og sagde: "Drengen vågnede ikke!"
32. Og da Elisa var kommet ind i Huset, så han Drengen ligge død på
Sengen.
33. Han gik da hen og lukkede sig inde med ham og bad til HERREN.
34. Derpå steg han op og lagde sig oven på Drengen med sin Mund på
hans Mund, sine Øjne på hans Øjne og sine Hænder på hans Hænder,
og medens han således bøjede sig over ham, blev Drengens Legeme
varmt.
35. Så steg han ned og gik een Gang frem og tilbage i Huset, og da
han atter steg op og bøjede sig over Drengen, nyste denne syv
Gange og slog Øjnene op.
36. Derpå kaldte han på Gehazi og sagde: "Kald på Sjunemkvinden!"
Han kaldte så på hende, og hun kom til ham. Da sagde han: "Tag
din Dreng!"
37. Og hun trådte hen og faldt ned for hans Fødder og kastede sig
til Jorden, tog så sin Dreng og gik ud.
38. Dengang Hungersnøden var i Landet, vendte Elisa tilbage til
Gilgal. Som nu Profetsønnerne sad hos ham, sagde han til sin
Tjener: "Sæt den store Gtyde over og kog en Ret Mad til
Profetsønnerne!"
39. Så gik en ud på Marken for at plukke Urter, og da han fandt en
Slyngplante med vilde Agurker, plukkede han så mange, han kunde
bære i sin Kappe; da han kom tilbage, skar han dem itu og kom
dem i Gryden, thi han kendte dem ikke.
40. Derpå øste man op for Mændene, for at de kunde spise, men så
snart de smagte Maden, skreg de op og råbte: "Døden er i Gryden,
du Guds Mand!" Og de kunde ikke spise Maden.
41. Men han sagde: "Hent noget Mel!" Og da han havde hældt det i
Gryden, sagde han: "Øs nu op for Folkene, så de kan spise!" Så
var der ingen Ulykke i Gryden mere.
42. Engang kom en Mand fra Ba'al-Sjalisja og bragte den Guds Mand
Brød af nyt Korn, tyve Bygbrød, og nyhøstet Korn i sin
Ransel. Da sagde han: "Giv Folkene det at spise!"
43. Men hans Tjener sagde: "Hvorledes skal jeg kunne sætte dette
frem for hundrede Mennesker?" Men han sagde: "Giv Folkene det at
spise! Thi så siger HERREN: De skal spise og levne!"
44. Da satte han det frem for dem, og de spiste og levnede efter
HERRENs Ord.
Anden Kongebog 5
1. Na'aman, Kongen af Arams Hærfører, havde meget at sige hos sin
Herre og var højt agtet; thi ved ham havde HERREN givet
Aramæerne Sejr; men Manden var spedalsk.
2. Nu havde Aramæerne engang på et Strejtog røvet en lille Pige i
Israels Land; hun var kommet i Tjeneste hos Na'amans Hustru,
3. og hun sagde til sin Frue: "Gid min Herre var hos Profeten i
Samaria; han vilde sikkert skille ham af med hans Spedalskhed!"
4. Så kom Na'aman og fortalte sin Herre, hvad Pigen fra Israels
Land havde sagt.
5. Da sagde Arams Konge: "Rejs derhen! Jeg skal sende etBrevmed til
Israels Konge!" Så rejste han og tog ti Talenter Sølv, 6000
Sekel Guld og ti Sæt Festklæder med.
6. Og han overbragte IsraelsKonge Brevet. Deri stod der: "Når dette
Brev kommer dig i Hænde, skal du vide, at jeg sender min Tjener
Na'aman til dig, for at du skal skille ham af med hans
Spedalskhed!"
7. Da Israels Konge havde læst Brevet, sønderrev han sine klæder og
sagde: "Er jeg Gud, så jeg råder over Liv og Død, siden han
skriver til mig, at jeg skal skille en Mand afmed hans
Spedalskhed Nej, I kan da se, at han søger Lejlighed til Strid
med mig!"
8. Men da den Guds Mand Elisa hørte, at Israels Konge havde
sønderrevet sine klæder, sendte han det Bud til Kongen: "Hvorfor
sønderriver du dine Klæder? Lad ham komme til mig, så skal han
kende, at der er en Profet i Israel!"
9. Da kom Na'aman med Heste og Vogne og holdt uden for Døren til
Elisas Hus.
10. Elisa sendte et Bud ud til ham og lod sige: "Gå hen og bad dig
syv Gange i Jordan, så bliver dit Legeme atter friskt, og du
bliver ren!"
11. Men Na'aman blev vred og drog bort med de Ord: "Se, jeg havde
tænkt, at han vilde komme ud til mig, stå og påkalde HERREN sin
Guds Navn og svinge sin Hånd i Retning af Helligdommen og
således gøre Ende på Spedalskheden!
12. Er ikke Damaskus's Floder Abana og Parpar fuldt så gode som alle
Israels Vande? Kunde jeg ikke blive ren ved at bade mig i dem?"
Og han vendte sig og drog bort i Vrede.
13. Men hans Trælle kom og sagde til ham: "Dersom Profeten havde
pålagt dig noget, som var vanskeligt vilde du så ikke have gjort
det? Hvor meget mere da nu, da han sagde til dig: Bad dig, så
bliver du ren!"
14. Så drog han ned og dykkede sig syv Gange i Jordan efter den Guds
Mands Ord; og hans Legeme blev atter friskt som et Barns, og han
blev ren.
15. Så vendte han med hele sit Følge tilbage til den Guds Mand, og
da han var kommet derhen, trådtehan frem forham og sagde: "Nu
ved jeg, at der ingensteds på Jorden er nogen Gud uden i Israel!
Så modtag nu en Takkegave af din Træl!"
16. Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, for hvis Åsyn jeg står,
jeg modtager ikke noget!" Og skønt han nødte ham, vægrede han
sig ved at modtage noget.
17. Da sagde Na'aman: "Så lad da være! Men lad din Træl få så megel
Jord, som et Par Muldyr kan bære, thi din Træl vil aldrig mere
ofre Brændoffer eller Slagtoffer til nogen anden Gud end HERREN!
18. Men i een Ting vil HERREN nok bære over med din Træl: Når min
Herre går ind i Rimmons Hus for at tilbede og støtfer sig til
min Arm og jeg så sammen med ham kaster mig til Jorden i Rimmons
Hus, da vil HERREN nok bære over ed din Træl i den Ting!"
19. Han svarede: "Far i Fred!" Men da han var kommet et Stykke hen
ad Vejen,
20. sagde Gehazi, den Guds Mand Elisas Tjener, ved sig selv: "Der
har min Herre ladet denne Aramæer Na'aman slippe og ikke
modtaget af ham, hvad han havde med; så sandt HERREN lever, jeg
vil løbe efter ham for at få noget af ham!"
21. Så satte Gehazi efter Na'aman. og da Na'aman så ham komme
løbende efter sig, sprang han af Vognen, gik ham i Møde og
spurgte: "Står det godt til?"
22. Han svarede: "Ja, det står godt til! Min Herre sender mig med
det Bud: Der kom lige nu to unge Mænd, som hører til
Profetsønnerne, til mig fra Efraims Bjerge: giv dem en Talent
Sølv og to Sæt Festklæder!"
23. Da sagde Na'aman: "Tag dog mod to Talenter Sølv!" Og han nødte
ham. Så bandt han to Talenter ind i to Punge og tog to Sæt
Festklæder og gav to af sine Trælle dem, for at de skulde bære
dem foran ham.
24. Men da de kom til Højen, tog han Pengene fra dem, gemte dem i
Huset og lod Mændene gå.
25. Så gik han ind til sin Herre og trådte hen til ham. Da spurgte
Elisa: "Hvor har du været, Gehazi?" Han svarede: "Din Træl har
ingen Steder været!"
26. Så sagde han til ham: "Gik jeg ikke i Ånden hos dig, da en stod
af sin Vogn og gik tilbage for at møde dig? Nu har du fået
Penge, og du kan få Klæder, Olivenlunde og Vingårde, Småkvæg og
Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder,
27. men Na'amans Spedalskhed skal hænge ved dig og dit Afkom til
evig Tid!" Og Gehazi gik fra ham, hvid som Sne af Spedalskhed.
Anden Kongebog 6
1. Profetsønnerne sagde engang til Elisa: "Se, der er for lidt
Plads til os her, hvor vi sidder hos dig.
2. Vi vil gå til Jordan og hver fage en Bjælke og der indrette os
et Rum, vi kan sidde i!" Han sagde: "Ja, gør det!"
3. Men en af dem sagde: "Vil du ikke nok følge med dine Trælle!" Og
han svarede: "Jo, det vil jeg!"
4. Han gik så med, og da de kom til Jordan, gav de sig til at fælde
Træer.
5. Medens nu en af dem var ved at fælde en Bjælke, faldt hans
Øksejern i Vandet. Da gav han sig til at råbe: "Ak, min Herre!
Og det var endda lånt!"
6. Men den Guds Mand sagde: "Hvor faldt det?" Og da han havde vist
ham Stedet, skar han en Gren af og kastede den derhen. Da kom
Øksen op på Overfladen;
7. og han sagde: "Tag den op!" Så rakte han Hånden ud og tog den.
8. Engang Arams Konge lå i Krig med Israel, aftalte han med sine
Folk, at de skulde lægge sig iBaghold på det og det Sted.
9. Men den Guds, Mand sendte Bud til Israels Konge og lod sige:
"Vogt dig for at drage forbi det Sted, thi der ligger Aramæerne
i Baghold!"
10. Israels Konge sendte da Folk til det Sted, den Guds Mand havde
sagt ham. Således mindede han ham om at være på sin Post der;
og det gjorde han ikke een, men flere Gange.
11. Derover blev Arams Konge urolig i sit Sind, og han lod sine Folk
kalde og spurgte dem: "Han I ikke sige mig, hvem det er, der
forråder os til Israels Konge?"
12. Da sagde en af hans Hærførere: "Det er ingen af os, Herre Konge;
det er Profeten Elisa i Israel, der lader Israels Konge vide,
hvad du taler i dit Sovekammer."
13. Da sagde han: "Gå hen og se, hvor han er, for at jeg kan sende
Folk ud og lade ham gribe!" Da det meldtes ham, at han var i
Dotan,
14. sendte han Heste og Vogne og en stor Hærstyrke derhen; og de kom
ved Nattetide og omringede Byen.
15. Næste Morgen tidlig, da den Guds Mand gik ud, se, da var Byen
omringet af en Hær og Heste og Vogne, Da sagde hans Tjener til
ham: "Ak, Herre, hvad skal vi dog gribe til?"
16. Men han svarede: "Frygt ikke, thi de, der er med os, er flere
end de, der er med dem!"
17. Og Elisa bad og sagde: "HERRE, luk hans Øjne op, så han kan se!"
Da lukkede HERREN Tjenerens Øjne op, og han så, at Bjerget var
fuldt af Ildheste og Ildvogne rundt om Elisa.
18. Da nu Fjenderne rykkede ned imod ham, bad Elisa til HERREN og
sagde: "Slå de Folk med Blindhed!" Og han slog dem med Blindhed
efter Elisas Ord.
19. Da sagde Elisa til dem: "Det er ikke den rigtige Vej eller den
rigtige By; følg med mig, så skal jeg føre eder til den Mand, I
søger!" Han førte dem så til Samaria,
20. og da de var kommet ind i Samaria, bad Elisa: "Herre, luk nu
deres Øjne op, så at de kan se!" Da lukkede HERREN deres Øjne
op, og de så, at de var midt i Samaria.
21. Da Israels Konge så dem, spurgte han Elisa: "Skal jeg hugge dem
ned, min Fader?"
22. Men han svarede: "Nej, du må ikke hugge dem ned! Bruger du at
hugge Folk ned, som du ikke har taget til Fange med Sværd eller
Bue? Sæt Brød og Vand for dem, at de kan spise og drikke, og lad
dem så vende tilbage til deres Herre!"
23. Så gav han dem et godt Måltid, og da de havde spist og drukket,
lod han dem gå, og de drog tilbage til deres Herre. Men fra den
Tid af kom der ikke flere aramaiske Strejfskarer i Israels Land.
24. Siden hændte det, at Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær
og drog op og belejrede Samaria;
25. og under Belejringen blev der stor Hungersnød i Byen, så at et
Æselhoved til sidst kostede tresindstyve Sekel Sølv og en
Fjerdedel Kab Duegødning fem.
26. Da Israels Konge en Dag gik oppe på Bymuren, råbte en Kvinde til
ham: "Hjælp, Herre Konge!"
27. Han svarede: "Hjælper HERREN dig ikke, hvor skal så jeg skaffe
dig Hjælp fra? Fra Tærskepladsen eller Vinpersen?"
28. Og Kongen spurgte hende vi dere: "Hvad fattes dig?" Da sagde
hun: "Den Kvinde der sagde til mig: Hom med din Dreng, så
fortærer vi ham i Dag; i Morgen vil vi så fortære min Dreng!
29. Så kogte vi min breng og fortærede ham. Næste Dag sagde jeg til
hende: Kom nu med din Dreng, at vi kan fortære ham! Men hun
holdt Drengen skjult."
30. Da Kongen hørte Kvindens Ord, sønderrev han sine Klæder, som han
stod der på Muren; og Folket så da, at han indenunder har Sæk på
den bare Krop.
31. Og han sagde: "Gud ramme mig både med det ene og det andet, om
Elisas, Sjafats Søns, Hoved skal blive siddende mellem Skuldrene
på ham Dagen til Ende!"
32. Elisa sad imidlertid i sit Hus sammen med de Ældste; da sendte
Kongen en Mand i Forvejen. Men før Sendebudet kom til ham, sagde
han til de Ældste: "Ved I, at denne Mordersjæl har sendt en Mand
herhen for at tage mit Hoved? Se, når Budet kommer, skal I
lukke Døren og stemme jer imod den! Allerede hører jeg hans
Herres trin bag ham."
33. Og medens han endnu talte med dem, kom Kongen ned til ham og
sagde: "Se, hvilken Ulykke HERREN har bragt over os! Hvorfor
skal jeg da bie længer på HERREN?"
Anden Kongebog 7
1. Men Elisa sagde: "Hør HERRENs Ord! Så siger HERREN: I Morgen ved
denne Tid skal en Sea fint Hvedemel koste en Sekel og to Sea Byg
ligeledes en Sekel i Samarias Port!"
2. Men Høvedsmanden, til hvis Arm Kongen støttede sig, svarede den
Guds Mand og sagde: "Om så HERREN satte Vinduer på Himmelen, mon
da sligt kunde ske?" Han sagde: "Med egne Øjne skal du få det
at se, men ikke komme til at spise deraf!"
3. Imidlertid varder fire spedalske Mænd ved indgangen til Porten;
de sagde til hverandre: "Hvorfor skal vi blive her, til vi dør?
4. Dersom vi bestemmer os til at gå ind i Byen, dør vi der - der er
jo Hungersnød i Byen - og bliver vi her, dør vi også! Kom derfor
og lad os løbe over til Aramæernes Lejr! Lader de os leve, så
bliver vi i Live, og slår de os ihjel, så dør vi!"
5. Så begav de sig i Mørkningen på Vej til Aramæernes Lejr; men da
de kom til Udkanten af Aramæernes Lejr, var der ikke et Menneske
at se.
6. HERREN havde nemlig ladet Aramæernes Lejr høre Larm at Vogne og
Heste, Larm af en stor Hær, og de havde sagt til hverandre: "Se,
Israels Konge har købt Hetiternes og Mizrajims Konger til at
falde over os!"
7. Derfor havde de taget Flugten i Mørkningen og efterladt Lejren,
som den stod, deres Telte, Heste og Æsler, og var flygtet for at
redde Livet.
8. Da nu de spedalske havde nået Udkanten af Lejren, gik de ind i
et af Teltene, spiste og drak og tog Sølv og Guld og klæder, som
de gik hen og gemte; derpå kom de tilbage og gik ind i et andet
Telt; også der tog de noget, som de gik hen og gemte.
9. Så sagde de til hverandre: "Det er ikke rigtigt, som vi bærer os
ad! Denne Dag er et godt Budskabs Dag; tier vi stille og venter
til Daggry, pådrager vi os Skyld; lad os derfor gå hen og melde
det i Kongens Palads!"
10. Så gik de hen og råbte til Byens Portvægtere og bragte dem den
Melding: "Vi kom til Aramæernes Lejr, og der var ikke et
Menneske at se eller høre, men vi fandt Hestene og Æslerne
bundet og Teltene urørt!"
11. Portvægterne råbte det ud, og man meldte det inde i Kongens
Palads.
12. Men Kongen stod op om Natten og sagde til sine Folk: "Jeg skal
sige eder, hvad Aramæerne har for med os; de ved, at vi er
udsultet, derfor har de forladt Lejren og skjult sig på Marken,
i den Tanke at vi skal gå ud af Byen, så de kan fange os levende
og trænge ind i Byen!"
13. Men en af Folkene svarede: - "Vi kan jo tage en fem Stykker af
de Heste, der er tilbage her - det vil jo dog gå dem som alle de
mange, der allerede var omkommet - og sende Folk derhen, så får
vi se!"
14. De tog da to Spand Heste, og Kongen sendte Folk efter Aramæernes
Hær og sagde: "Rid hen og se efter!"
15. Så drog de efter dem lige til Jordan og fandt hele Vejen fuld af
Klæder og Våben, som Aramæerne havde kastet fra sig på deres
hovedkulds Flugt. Derpå vendte Sendebudene tilbage og meldte det
til Kongen.
16. Så drog Folket ud og plyndrede Aramæernes Lejr; og således kom
en Sea fint Hvedemel til at koste en Sekel og to Sea Byg
ligeledes en Sekel, som HERREN havde sagt.
17. Kongen havde overdraget Høvedsmanden, til hvis Arm han støttede
sig, Tilsynet med Porten, men Folket trådte ham ned i Porten, så
han døde, således som den Guds Mand havde sagt, dengang Kongen
kom ned til ham.
18. Da den Guds Mand sagde til Kongen: "To Sea Byg skal koste en
Sekel og en Sea fitnt Hvedemel ligeledes en Sekel i Morgen ved
denne Tid i Samarias Port!"
19. da havde Høvedsmanden svaret ham: "Om så HERREN satte Vinduer på
Himmelen, mon da sligt kunde ske?" Og den Guds Mand havde sagt:
"Med egne Øjne skal du få det at se, men ikke komme til at spise
deraf!"
20. Således gik det ham; Folket trådte ham ned i Porten, så han
døde.
Anden Kongebog 8
Elisa talte til den Kvinde, hvis Søn han havde kaldt til Live, og sagde:
"Drag bort med dit Hus og slå dig ned som fremmed et eller andet Sted, thi
HERREN har kaldt Hungersnøden hid; og den vil komme over Landet og vare syv
År!"
2. Da brød Kvinden op og gjorde, som den Guds Mand havde sagt, og
drog med sit Hus hen og boede syv År som fremmed i Filisternes
Land.
3. Men da der var gået syv År, vendte Kvinden tilbage fra
Filisternes Land; Og hun gik hen og påkaldte Kongens Hjælp til
at få sit Hus og sin Jord tilbage.
4. Kongen talte just med den Guds Mands Tjener Gehazi og sagde:
"Fortæl mig om alle de storeGerninger, Elisa harudført!"
5. Og netop som han fortalte Kongen, hvorledes han havde kaldt den
døde til Live, kom Kvinden, hvis Søn han havde kaldt til Live,
og påkaldt Kongens Hjælp til at få sit Hus og sin Jord
tilbage. Da sagde Gehazi: "Herre Konge, der er den Kvinde, og
der er hendes Søn. som Elisa kaldte til Live!"
6. Kongen spurgte så Kvinden ud, og hun forfalte. Derpå gav Kongen
hende en Hofmand med og sagde: "Sørg for, at hun får al sin
Ejendom tilbage og alt, hvad hendes Jord har båret, siden den
Dag hun forlod Landet!"
7. Siden begav Elisa sig til Damaskus, hvor Kong Benbadad af Aram
lå syg. Da Kongen fik at vide, at den Guds Mand var på Vej
derhen,
8. sagde han til Hazael: "Tag en Gave med, gå den Guds Mand i Møde
og rådspørg HERREN gennem ham, om jeg kommer mig af min Sygdom!"
9. Da gik Hazael ham i Møde; han tog en Gave med af alskens
Kostbarheder, som fandfes i Damaskus, fyrretyve Kamelladninger,
og trådte frem for ham og sagde: "Din Søn Benhadad, Arams Konge
sender mig til dig og lader spørge: Kommer jeg mig af min
Sygdom?"
10. Elisa svarede: "Gå hen og sig ham: Du kommer dig!" Men HERREN
har ladet mig skue, at han skal dø!"
11. Og han stirrede stift frem for sig og var ude af sig selv af
Rædsel. Så brast den Guds Mand i Gråd,
12. og Hazael sagde: "Hvorfor græder min Herre?" Han svarede: "Fordi
jeg ved, hvilke Ulykkkr du skal bringe over Israeliterne! Deres
Fæstninger skal du stikke i Brand, deres unge Mænd skal du hugge
ned med Sværdet, deres spæde Børn skal du knuse, og på deres
frugtsommelige Kvinder skal du rive Livet op!"
13. Da sagde Hazael: "Hvad er din Træl, den Hund, at han skal kunne
gøre slige store Ting!" Elisa svarede: "HERREN har ladet mig
skue dig som Konge over Aram!"
14. Derpå forlod han Elisa og kom til sin Herre; og han spurgte ham:
"Hvad sagde Elisa til dig?" Han svarede: "Han sagde: Du kommer
dig!"
15. Men næste Dag tog han et Klæde, dyppede det i Vand og bredte det
over Ansigtet på Kongen, og det blev hans Død. Og Hazael blev
Konge i hans Sted.
16. I Akabs Søns, Kong Joram af Israels, femte Regeringsår blev
Joram, Josafats Søn, Konge over Juda.
17. Han var to og tredive År gammel, da han blev Konge, og han
herskede otte År i Jerusalem.
18. Han vandrede i Israels Kongers Spor ligesom Akabs Hus, thi han
havde en Datter af Akab til Hustru, og han gjorde, hvad der var
ondt i HERRENs Øjne.
19. Dog vilde HERREN ikke tilintetgøre Juda for sin Tjener Davids
Skyld efter det Løfte, han havde givet ham, at han altid skulde
have en Lampe for hans Åsyn.
20. I hans Dage rev Edomiterne sig løs fra Judas Overherredømme og
valgte sig en Konge.
21. Da drog Joram over til Za'ir med alle sine Stridsvogne. Og han
stod op om Natten, og sammen med Vognstyrerne slog han sig
igennem Edoms Rækker, der havde omringet ham, hvorpå Folket
flygtede tilbage hver til sit.
22. Således rev Edom sig løs fra Judas Overherredømme, og således er
det den Dag i Dag. På samme Tid rev også Libna sig løs.
23. Hvad der ellers er at fortælle om Joram, alt, hvad han udførte,
står optegnet i Judas Kongers Krønike.
24. Så lagde Joram sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos
sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Ahazja blev Konge i hans
Sted.
25. I Akabs Søns, Kong Joram af Israels, tolvte Regeringsår blev
Ahazja, Jorams Søn, Konge over Juda.
26. Ahazja var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede eet År i Jerusalem. Hans Moder hed Atalja og var Datter
af Kong Omri af Israel.
27. Han vandrede i Akabs Hus's Spor og gjorde, hvad der var ondt i
HERRENs Øjne, ligesom Akabs Hus, thi han var besvogret med Akabs
Hus.
28. Sammen med Joram, Akabs Søn, drog han i Krig mod Kong Hazael af
Aram ved Ramot i Gilead. Men Aramæerne sårede Joram.
29. Så vendte Kong Joram tilbage for i Jizre'el at søge Helbredelse
for de Sår, Aramæerne havde tilføjet ham ved Ramot, da han
kæmpede med Kong Hazael af Aram; og Jorams Søn, Kong Ahazja af
Juda, drog ned for at se til Joram, Akabs Søn, i Jizre'el, fordi
han lå syg.
Anden Kongebog 9
1. Profeten Elisa kaldte en af Profetsønnerne til sig og sagde til
ham: "Omgjord dine Lænder, tag denne Flaske Olie med og drag til
Ramot i Gilead.
2. Når du kommer derhen, opsøg så Jehu, Nimsjis Søn Josjafats Søn;
gå hen og få ham til at stå op fra sine Fæller og før ham ind i
det inderste Hammer;
3. tag så Olieflasken og gyd Olien ud over hans Hoved med de Ord:
Så siger HERREN: Jeg salver dig til Konge over Israel! Derefter
skal du lukke Døren op og flygte ufortøvet!"
4. Den unge Mand, Profetens Tjener, drog så til Ramot i Gilead;
5. og da han kom derhen, traf han Hærførerne siddende sammen. Han
sagde da: "Jeg har et Ærinde til dig, Hærfører!" Jehu spurgte:
"Til hvem af os?" Han svarede: "Til dig, Hærfører!"
6. Så rejste han sig og gik ind i Huset; der gød han Olien ud over
hans Hoved og sagde til ham: "Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg
salver dig til Konge over HERRENs Folk, over Israel!
7. Du skal hugge din Herre Akabs Hus ned, så jeg får Hævn over
Jesabel for mine Tjenere Profeternes og alle HERRENsjeneres
Blod.
8. Hele Akabs Hus skal omkomme, jeg vil udrydde hvert mandligt
Væsen, hver og en af Akabs Slægt i Israel;
9. jeg vil handle med Akabs Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, og
Ba'sjas, Ahijas Søns, Hus.
10. Og Jesabel skal Hundene æde på Jizre'els Mark, og ingen skal
jorde hende!" Derpå lukkede han Døren op og flygtede.
11. Da Jebu kom ud til sin Herres Folk, spurgte de ham: "Hvorledes
står det til? Hvad vilde den gale Mand hos dig?" Han svarede: "I
kender jo den Mand og hans Snak!"
12. Men de sagde: "Udflugter! Sig os det nu!" Da sagde han: "Således
sagde han til mig: Så siger HERREN: Jeg salver dig til Konge
over Israel!"
13. Øjeblikkelig tog de da hver sin Kappe og lagde under ham på
selve Trappen, og de stødte i Hornet og udråbte Jehu til Konge.
14. Således stiftede Jehu, Nimsjis Søn Josjafats Søn, en
Sammensværgelse mod Joram. Joram havde med hele Israel forsvaret
Ramot i Gilead mod Kong Hazael af Aram;
15. men Kong Joram var vendt tilbage for i Jizre'el at søge
Helbredelse for de Sår, Aramæerne havde tilføjet ham, da han
kæmpede med Kong Hazael af Aram. Da sagde Jehu: "Vil I som jeg,
så lad ikke en eneste slippe ud af Byen og bringe Bud til
Jizre'el."
16. Derpå steg Jehu til Vogns og kørte til Jizre'el; thi der lå
Joram syg, og Kong Ahazja af Juda var rejst ned for at se til
ham.
17. Da Vægteren, som stod på Tårnet i Jizre'el, så Støvskyen efter
Jehu, sagde han: "Jeg ser en Støvsky!" Da sagde Joram: "Tag en
Rytter og send ham ud imod dem, for at han kan spørge, om de
kommer med Fred!"
18. Så red Rytteren ham i Møde og sagde: "Således siger Kongen:
Kommer du med Fred?" Jehu svarede: "Hvad vedkommer det dig, om
det er med Fred? Omkring, følg mig!" Vægteren meldte:
"Sendebudet har nået dem, men han kommer ikke tilbage!"
19. Så sendte han en anden Rytter ud; og da han var kommet hen til
dem, sagde han: "Således siger Kongen: Kommer du med Fred?" Jehu
svarede: "Hvad vedkommer det dig, om jeg kommer med Fred?
Omkring, følg mig!"
20. Vægteren tneldte: "Han har nået dem, men han kommet ikke
tilbage. Og de har en Fart på, som var det Jebu, Nimsjis Søn,
thi han farer af Sted som rasende."
21. Da sagde Joram: "Spænd for!" Og da der var spændt for, kørte
Kong Joram af Israel og Kong Ahazja af Juda ud hver i sin
Vogn. De kørte Jehu i Møde og traf ham ved Jizre'eliten Nabots
Mark.
22. Da Joram fik Øje på Jehu, spurgte han: "Kommer du med Fred,
Jehu?" Men han svarede: "Hvad! Skulde jeg komme med Fred, så
længe det ikke har Ende med din Moder Jesabels Bolen og hendes
mange Trolddomskunster!"
23. Da drejede Joram omkring og flygtede, idet han roabte tiIAhazja:
"Svig, Ahazja!"
24. Men Jehu greb sin Bue og skød Joram i Ryggen, så at Pilen gik
igennem Hjertet, og han sank sammen i Vognen;
25. og Jehu sagde til sin Høvedsmand Bidkar: "Tag og kast ham hen på
Jizre'eliten Nabots Mark, thi det rinder mig i Hu, hvorledes jeg
og du kørte sammen bag efter hans Fader Akab, dengang HERREN
fremsatte dette Udsagn imod ham:
26. Sandelig, Nabots og hans Sønners Blod så jeg i Går, lyder det
fra HERREN, og jeg bringer Gengældelse over dig her på denne
Mark, lyder det fra HERREN! Tag derfor og kast ham hen på
Marken efter HERRENs Ord!"
27. Da Kong Ahazja at Juda så det, flygtede han ad Vejen til
BetHagan; men Jehu satte efter ham og råbte: "Også ham!" Og i
Gurpasset, i Nærheden afJibleam, skød de ham ned i Vognen. Han
undslap til Megiddo, men der døde han.
28. Hans Folk førte ham til Jerusalem og jordede ham i hans Grav hos
hans Fædre i Davidsbyen.
29. I Akabs Søn Jorams ellevte Regerinsgår blev Ahazja Konge over
Juda.
30. Jehu kom nu til Jizre'el. Så snart Jesabel hørte det, sminkede
hun sine Øjne og smykkede sit Hoved og bøjede sig ud af Vinduet;
31. og da Jehu kørte ind igennem Porten, råbte hun: "Kommer du med
Fred, Zimri Kongemorder?"
32. Men han så op til Vinduet og sagde: "Hvem holder med mig? Hvem?"
Så var der et Par Hofmænd, som så ud efter ham,
33. og han råbte: "Styrt hende ned!" Så styrtede de hende ned. og
Blodet sprøjtede op på Muren og på Hestene, og de trådte hende
ned.
34. Derpå gik han ind og spiste og drak. Så sagde han: "Tag jer af
hende, den forbandede, og jord hende, hun var jo dog en
Kongedatter!"
35. Men da de gik ud for at jorde hende, fandt de ikke andet af
hende end Hjerneskallen, Fødderne og Hænderne.
36. Og de kom tilbage og meldte ham det; da sagde han: "Det er det
Ord, HERREN talede ved sin Tjener Tisjbiten Elias: På Jizre'els
Mark skal Hundene æde Jesabels Legeme!
37. og Jesabels Lig skal blive som Gødning på Ageren på Jizre'els
Mark, så ingen kan sige: Dette er Jesabel!"
Anden Kongebog 10
1. Der var i Samaria halvfjerdsindstyve Sønner af Akab. Jehu skrev
nu Breve og sendte dem til Samaria til Byens Øverster, deÆldste
og Akabs Sønners Fosterfædre. Deri stod:
2. "I har jo eders Herres Sønner hos eder og råder over
Stridsvognene og Hestene, Fæstningerne og Våbenforrådene. Når nu
dette Brev kommer eder i Hænde,
3. udvælg så den bedste og dygtigste af eders Herres Sønner, sæt
ham på hans Faders Trone og kæmp for eders Herres Hus!"
4. Men de grebes af stor Forfærdelse og sagde: "Se, de to Konger
kunde ikke stå sig imod ham, hvor skal vi så kunne det?"
5. Derfor sendte Paladsets og Byens øverste Befalingsmænd, de
Ældste og Fosterfædrene det Bud til Jehu: "Vi er dine Trælle, og
alt, hvad du kræver af os, vil vi gøre. Vi vil ikke gøre nogen
til Konge; gør, hvad du finder for godt!"
6. Da skrev han et nyt Brev til dem, og der stod: "Dersom I holder
med mig og vil høre mig, tag så eders Herres Sønners Hoveder og
kom i Morgen ved denne Tid til mig i Jizre'el!" Kongesønnerne,
halvfjerdsindstyve Mænd, var nemlig hos Byens Stormænd, som var
deres Fosterfædre.
7. Da Brevet kom til dem, tog de Kongesønnerne og dræbte dem,
halvfjerdsindstyve Mænd, lagde deres Hoveder i Kurve og sendte
dem til Jehu i Jizre'el.
8. Da Budet kom og meldte: "Kongesønnernes Hoveder er bragt hid!"
sagde han: "Læg dem i to Bunker foran Porten til i Morgen!"
9. Næste Morgen gik han ud, trådte frem og sagde til alt Folket: "I
er uden Skyld; det er mig, der har stiftet en Sammensværgelse
mod min Herre og dræbt ham - men hvem har dræbt alle disse?
10. Kend nu, at intet af det Ord, HERREN talede mod Akabs Hus, var
faldet til Jorden, men HERREN har gjort, hvad han talede ved sin
Tjener Elias!"
11. Derpå lod Jehu alle dem, der var tilbage af Akabs Hus i
Jizre'el, dræbe, alle hans Stormænd, Venner og Præster, så at
ikke en eneste blev tilbage og slap bort.
12. Så brød han op og drog ad Samaria til. Da han kom til Bet
Eked-Haro'im ved Vejen,
13. mødte han Kong Ahazja af Judas Brødre. Han spurgte dem: "Hvem er
I?" De svarede: "Vi er Ahazjas Brødre, og vi drager herned for
at hilse på Kongens og Kongemoderens Sønner."
14. Da sagde han: "Grib dem levende!" Så greb de dem levende, og han
lod dem dræbe ved Bet Ekeds Brønd, to og fyrretyve Mænd; ikke
een lod han blive tilbage.
15. Da han drog videre, traf han Jonadab, Rekabs Søn, der kom ham i
Møde, og han hilste på ham og spurgte: "Er du af Hjertet
oprigtig mod mig som jeg mod dig?" Jonadab svarede: "Ja, jeg
er!" Da sagde Jehu: "Så giv mig din Hånd!" Han gav ham da
Hånden, og Jehu tog ham op til sig i Vognen
16. og sagde: "Følg mig og se min Nidkærhed for HERREN!" Og han tog
ham med i Vognen,
17. Så drog han til Samaria og lod alle, der var tilbage af Akabs
Slægt i Samaria, dræbe, så at den blev fuldstændig udryddet
efter det Ord, HERREN havde talet til Elias.
18. Derefter kaldte Jebu hele Folket sammen og sagde til dem: "Akab
dyrkede Ba'al lidt, Jehu vil dyrke ham mere!
19. Kald derfor alle Ba'als Profeter, alle, der dyrker ham, og alle
hans Præster hid til mig, ikke een må udeblive, thi jeg har et
stort Slagtoffer for til Ære for Ba'al; enhver, der udebliver,
skal bøde med Livet!" Men det var en Fælde, Jehu stillede, for
at udrydde Ba'alsdyrkerne.
20. Derpå sagde Jehu: "Helliger en festlig Samling til Ære for
Ba'al!" Og de udråbte en festlig Samling.
21. Og Jehu sendte Bud rundt i hele Israel, og alle Ba'alsdyrkerne
uden Undtagelse indfandt sig; de begav sig til Ba'als Hus, og
det blev fuldt fra Ende til anden.
22. Så sagde han til Opsynsman den over Klædekammeret: "Tag en
Klædning frem til hver af Ba'als dyrkerne!" Og han tog
Klædningerne frem til dem.
23. Så gik Jehu og Jonadab, Rekabs Søn, ind i Ba'als Hus; og han
sagde til Ba'alsdyrkeme: "Se nu godt efter; at der ikke her
iblandt eder findes nogen, som dyrker HERREN, men kun
Ba'alsdyrkere!"
24. Derpå gik han ind for at ofre Slagtofre og Brændofre. Men Jehu
havde opstillet firsindstyve Mand udenfor og sagt: "Den, der
lader nogen af de Mænd undslippe, som jeg overgiver i eders
Hænder, skal bøde Liv for Liv!"
25. Da han så var færdig med at ofre Brændofferet, sagde han til
Livvagten og Høvedsmændene: "Gå nu ind og hug dem ned! Ikke een
må slippe bort!" Og de huggede dem ned med Sværdet, og Livvagten
og Høvedsmændene slængte dem bort; så gik de ind i Ba'alshusets
inderste Rum,
26. bragte Ba'alshusets Asjerastøtte ud og opbrændte den;
27. og de nedbrød Ba'als Stenstøtte, rev Ba'als Hus ned og gjorde
det til Nødtørftssteder, og, de er der den Dag i Dag.
28. Således udryddede Jehu Ba'al af Israel.
29. Men fra de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel
til, Guldkalvene i Betel og Dan, veg Jehu ikke.
30. Og HERREN sagde til Jehu: "Fordi du har handlet vel og gjort,
hvad der er ret i mine Øjne, og handlet med Akabs Hus ganske
efter mit Sind, skal dine Sønner sidde på IsraelsTrone indtil
fjerde Led!"
31. Men Jehu tog ikke Vare på at følge HERRENs, Israels Guds, Lov af
bele sit Hjerte; han veg ikke fra de Synder, Jeroboam havde
forledt Israel til.
32. På den Tid begyndte HERREN at rive Stykker fra Israel, og Hazael
slog Israel i alle dets Grænseegne,
33. Øst for Jordan, hele Gilead, Gaditernes, Rubeniternes og
Manassiternes Land fra Aroer ved Amonflodens Bred, både Gilead
og Basan.
34. Hvad der ellers er at fortælle om Jehu, alt, hvad han gjorde, og
alle hans Heltegerninger, står jo optegnet i Israels Kongers
Krønike.
35. Så lagde Jehu sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i
Samaria; og hans Søn Joahaz blev Konge i hans Sted.
36. Den Tid, Jehu herskede over Israel, udgjorde otte og tyve År.
Anden Kongebog 11
1. Da Atalja, Ahazjas Moder, fik at vide, at hendes Søn var død,
tog hun sig for at udrydde hele den kongelige Slægt.
2. Men Kong Jorams Datter Josjeba, Ahazjas Søster, tog Ahazjas Søn
Joas og fik ham hemmeligt af Vejen, så han ikke var imellem
Kongesønnerne, der blev dræbt, og hun gemte ham og hans, Amme i
Sengekammeret og holdt ham skjult for Atalja, så han ikke blev
dræbt;
3. og han var i seks År skjult hos Josjebai HERRENs Hus, medens
Atalja herskede i Landet.
4. Men i det syvende År lod Jojada Hundredførerne for Harernel og
Livvagten hente ind til sig i HERRENs Hus; og efter at have
sluttet Pagt med dem og taget dem i Ed i HERRENs Hus
fremstillede han Kongesønnen for dem.
5. Derpå bød han dem og sagde: "Således skal I gøre: Den Tredje del
af eder, der om Sabbaten rykker ind for at overtage Vagten i
Kongens Palads,
6. og de to Afdelinger af eder, som har Vagten i Kongens Palads den
ene Tredjedel ved Surporten, den anden ved Porten bag Livvagten
7. og som begge om Sabbaten rykker ud for at overtage Vagten i
HERRENs Hus,
8. I skal alle med Våben i Hånd slutte Kreds om Kongen, og enhver,
der nærmer sig Rækkerne, skal dræbes. Således skal I være om
Kongen, når han går ud, og når han går ind!"
9. Hundredførerne gjorde alt hvad Præsten Jojada havde påbudt, idet
de tog hver sine Folk, både dem, der rykkede ud, og dem, der ryk
kede ind om Sabbaten, og kom til Præsten Jojada.
10. Og Præsten gav Hundredfø rerne Spydene og Skjoldene, som havde
tilhørt Kong David og var i HERRENs Hus.
11. Livvagten stillede sig, alle med Våben i Hånd, fra Templets Syd
side til Nordsiden, hen til Alteret og derfra igen hen til
Templet, rundt om Kongen.
12. Så førte han Kongesønnen ud og satte Kronen og Armspangene på
ham; derefter udråbte de ham til Konge og salvede ham; og de
klappede i Hænderne og råbte: "Kongen leve!"
13. Da Atalja hørte Larmen af Folket, gik hun hen til Folket i
HERRENs Hus,
14. og der så hun Kongen stå ved Søjlen, som Skik var, og Øversterne
og Trompetblæserne ved Siden af, medens alt Folket fra Landet
jublede og blæste i Trompeterne. Da sønderrev Atalja sine Klæder
og råbte: "Forræderi, Forræderi!"
15. Men præsten Jojada bød Hundredførerne, Hærens Befalingsmænd:
"Før hende uden for Forgårdene og hug enhver ned, der følger
hende!" Præsten sagde nemlig: "Hun skal ikke dræbes i HERRENs
Hus!"
16. Så greb de hende, og da hun ad Hesteindgangen var kommet til
Kongens Palads, blev hun dræbt der.
17. Men Jojada sluttede Pagt mellem HERREN og Folket og Kongen om,
at de skulde være HERRENs Folk, ligeledes mellem Kongen og
Folket.
18. Og alt Folket fra Landet begav sig til Ba'als Hus og nedbrød
det; Altrene og Billederne ødelagde de i Bund og Grund, og
Ba'als Præst Mattan dræbte de foran Altrene. Derpå satte Præsten
Vagtposter ved HERRENs Hus;
19. og han tog Hundredførerne, Karerne og Livvagten, desuden alt
Folket fra Landet med sig, og de førte Kongen ned fra HERRENs
Hus. gik igennem Livvagtens Port til Kongens Palads, og han
satte sig på Kongetronen.
20. Da glædede alt Folket fra Landet sig, ogByen holdt sig
rolig. Men Atalja huggede de ned i Kongens Palads.
Anden Kongebog 12
21. Joas var syv År gammel, da han blev Konge.
1. I Jehus syvende Regeringsår blev Joas Konge, og han herskede
fyrretyveÅr i Jerusalem. Hans Moder hed Zibja og var fra
Be'ersjeba.
2. Joas gjorde hele sit Liv, hvad der var ret i HERRENs Øjne, idet
Præsten Jojada vejledede ham.
3. Hun forsvandt Offerhøjene ikke, men Folket blev ved med at ofre
og tænde Offerild på Højene.
4. Joas sagde til Præsterne: "Alle Penge, der indkommer i HERRENs
Hus som Helliggaver, de Penge, det pålægges at udrede efter
Vurdering - de Penge, Personer vurderes til - og alle Penge, man
efter Hjertets Tilskyndelse bringer til HERRENs Hus,
5. skal Præsterne tage imod, hver af sine Kendinge, og for dem skal
de istandsætte de brøstfældige Steder på Templet, alle
brøstfældige Steder, som findes."
6. Men i Kong Joas's tre og tyvende Regeringsår havde Præsterne
endnu ikke istandsat de brøstfældige Steder på Templet.
7. Da lod Kong Joas Præsten Jojada og de andre Præster kalde og
sagde til dem: "Hvorfor istandsætter I ikke de brøstfældige
Steder på Templet? Nu må I ikke mere tage mod Penge af eders
Kendinge, men I skal afgive Pengene til Istandsættelse af de
brøstfældige Steder på Templet!"
8. Og Præsterne gik ind på ikke mere at modtage Penge af Folket,
mod at de blev fri for at istandsætte de brøstfældige Steder på
Templet.
9. Præsten Jojada tog så en Kiste, borede Hul i Låget og satte den
ved Stenstøtten til højre for Indgangen til HERRENs Hus, og der
lagde Præsterne, der holdt Vagt ved Dørtærskelen, alle de Penge,
der indkom i HERRENs Hus.
10. Og når de så, at der var mange Penge i Kisten, kom Kongens
Skriver og Ypperstepræsten op og bandt Pengene, som fandtes i
HERRENs Hus, sammen og talte dem.
11. Derpå gav man de afvejede Penge til dem, der stod for Arbejdet,
dem, der havde Tilsyn med HERRENs Hus, og de udbetalte dem til
Tømrerne og Bygningsmændene, der arbejdede på HERRENs Hus,
12. til Murerne og Stenhuggerne, eller brugte dem til Indkøb af Træ
og tilhugne Sten til Istandsættelse af de brøstfældige Steder på
HERRENs Hus og til at dække alle Udgifter ved Templets
Istandsættelse.
13. Derimod blev der for de Penge, der indkom i HERRENs Hus, hverken
lavet Sølvfade eller Knive, Skåle, Trompeter eller nogen som
helst anden Ting af Sølv eller Guld til HERRENs Hus;
14. men Pengene blev givet til dem, der stod for Arbejdet, og de
brugte dem til Istandsættelsen af HERRENs Hus.
15. Og man holdt ikke Regnskab med de Mænd, hvem Pengene overlodes
til Udbetaling til Arbejderne, men de handlede på Tro og Love.
16. Men Skyldoffer- og Syndofferpengene blev ikke bragt til HERRENs
Hus; de tilfaldt Præsterne.
17. På den Tid drog Kong Hazael af Aram op og belejrede og indtog
Gat. Da han truede med at drage mod Jerusalem,
18. tog Kong Joas af Juda alle de Helliggaver, som hans Fædre, Judas
Konger Josafat, Joram og Ahazja havde helliget, sine egne
Helliggaver og alt det Guld, der fandtes i Skatkamrene i HERRENs
Hus og Kongens Palads, og sendte det til Kong Hazael af Aram. Så
opgav han Angrebet på Jerusalem og drog bort.
19. Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt, hvad han udførte,
står optegnet i Judas Kongers Krønike.
20. Men Joas's Hoffolk rejste sig og stiftede en Sammensværgelse og
dræbte ham, engang han gik ned til Millos Hus.
21. Det var hans Hoffolk Jozakar, Sjimats Søn, og Jozabad, Sjomers
Søn, der slog ham ibjel. Og man jordede ham hos hans Fædre i
Davidsbyen; og hans Søn Amazjablev Konge i hans Sted.
Anden Kongebog 13
1. I Ahazjas Søns, Kong Joas af Judas, tre og tyvende Regeringsår
blev Joahaz, Jehus Søn, Konge over Israel, og han herskede
sytten År i Samaria.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRNs Øjne, og vandrede i de
Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til; fra dem
veg han ikke.
3. Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han gav dem til
Stadighed i Kong Hazael af Arams og hans Søn Benhadads Hånd.
4. Men Joahaz bad HERREN om Nåde, og HERREN bønhørte ham, fordi han
så Israels Trængsel; thi Arams Konge bragte Trængsel over dem;
5. og HERREN gav Israel en Befrier, som friede dem af Arams Hånd;
så boede Israeliterne i deres Telte som før.
6. Dog veg de ikke fra de Synder, Jeroboams Hus havde forledt
Israel til, men vandrede i dem; også Asjerastøtten blev stående
i Samaria.
7. Thi Arams Konge levnede,ikke Joahaz flere Krigsfolk end
halvtredsindstyve Ryttere, ti Stridsvogne og ti Tusinde Mand
Fodfolk, men han tilintetgjorde dem og knuste dem til Støv.
8. Hvad der ellers er at fortælle om Joahaz, alt, hvad han udførte,
og hans Heltegerninger står jo optegnet i Israels Kongers
Krønike.
9. Så lagde Joahaz sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
i Samaria; og hans Søn Joas blev Konge i hans Sted.
10. I Kong Joas af Judas syv og tredivte Regeringsår blev
Joas. Joahaz's Søn, konge over Israel, og han herskede seksten
År i Samaria.
11. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra
nogen af de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel
til, men vandrede i dem.
12. Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt, hvad han udførte,
og hans Heltegerninger, hvorledes han førte Krig med Kong Amazja
af Juda, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
13. Så lagde Joas sig til Hvile hos sine Fædre; og Jeroboam satte
sig på hans Trone. Joas blev jordet i Samaria hos Israels
Konger.
14. Da Elisa blev ramt af den Sygdom, han døde af, kom Kong Joas af
Israel ned til ham, bøjede sig grædende over ham og sagde: "Min
Fader, min Fader, du Israels Vogne. og Ryttere!"
15. Men Elisa sagde til ham: "bring Bue og Pile!" Og han bragte ham
Bue og Pile.
16. Da sagde han til Israels Konge: "Læg din Hånd på Buen!" Og da
han gjorde det, lagde Elisa sine Hænder på Kongens
17. og sagde: "Luk Vinduet op mod Øst!" Og da han havde gjort det,
sagde Elisa: "Skyd!" Og han skød. Da sagde Elisa: "En Sejrspil
fra HERREN, en Sejrspil mod Aram! Du skal tilføje Aram et
afgørende Nederlag ved Afek!"
18. Derpå sagde han: "Tag Pilene!" Og han tog dem. Da sagde han til
Israels Konge: "Slå på Jorden!" Og han slog tre Gange, men holdt
så op.
19. Da vrededes den Guds Mand på ham og sagde: "Du burde have slået
fem-seks Gange, så skulde du have tilføjet Aram et afgørende
Nederlag, men nu skal du kun slå Aram tre Gange!"
20. Så døde Elisa, og de jordede ham. År efter År trængte moabitiske
Strejfskarer ind i Landet;
21. og da nogle Israeliter engang fik Øje på en sådan Skare, netop
som de var ved at jorde en Mand, kastede de Manden i Elisas Grav
og løb deres Vej. Men da Manden kom i Berøring med Elisas Ben,
blev han levende og rejste sig op.
22. Kong Hazael af Aram trængle Israel hårdt, så længe Joabaz
levede.
23. Men HERREN forbarmede sig og ynkedes over dem og vendte sig til
dem på Grund af sin Pagt med Abraham, Isak og Jakob; han vilde
ikke tilintetgøre dem og havde endnu ikke stødt dem bort fra sit
Åsyn.
24. Men da Kong Hazael af Aram døde, og hans Søn Benhadad blev Konge
i hans Sted,
25. tog Joas, Joahaz's Søn, de Byer tilbage fra Benhadad, Hazaels
Søn, som han i Krigen havde frataget hans Fader Joahaz. Tre
Gange slog Joas ham og tog de israelitiske Byer tilbage.
Anden Kongebog 14
1. I Joahaz' Søns, Kong Joas af Israel, andet Regeringsår blev
Amazja, Joas's Søn, Konge over Juda.
2. Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jehoaddan og
var fra Jerusalem.
3. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, om end ikke som
hans Fader David; han handlede ganske som sin Fader Joas.
4. Hun forsvandt Offerhøjene ikke. men Folket blev ved med at ofre
og tænde Offerild på Højene.
5. Da han havde sikret sig Magten, lod han dem af sine Folk dræbe,
der havde dræbt hans Fader Kongen;
6. men Mordernes Børn lod han ikke ihjelslå, i Henhold til hvad der
står skrevet i Moses's Lovbog, hvor HERREN byder: "Fædre skal
ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke lide Døden
for Fædres Skyld. Men enhver skal lide Døden for sin egen Synd."
7. Det var ham, der slog Edom i Saltdalen, 10.000 Mand, og indtog
Sela, og han kaldte det Jokte'el, som det hedder den Dag i Dag.
8. Ved den Tid sendte Amazja Sendebud til Jebus Søn Joahaz's Søn,
Kong Joas af Israel, og lod sige: "Kom, lad os se hinanden under
Øjne!"
9. Men Kong Joas af Israel sendte Kong Amazja af Juda det Svar:
"Tidselen på Libanon sendte engang det Bud til Cederen på
Libanon: Giv min Søn din Datter til Ægte! Men Libanons vilde byr
løb hen over Tidselen og trampede den ned.
10. Du har slået Edom, og det har gjort dig overmodig; lad dig nu
nøje med den Ære og bliv, hvor du er! Hvorfor vil du udfordre
Ulykken og udsætte både dig selv og Juda for Fald?"
11. Men Amazja vilde intet høre. Så drog Kong Joas af Israel ud, og
han og Kong Amazja af Juda så hinanden under Øjne ved Bet
Sjemesj i Juda;
12. Juda blev slået af Israel, og de flygtede hver til sit.
13. Men Kong Joas af Israel tog Ahazjas Søn Joas's Søn. Kong Amazja
af Juda, til Fange ved BetSjemesj og førte ham til
Jerusalem. Derpå nedrev han Jerusalems Mur på en Strækning af
400 Alen, fra Efraimsporten til Hjørneporten;
14. og han tog alt det Guld og Sølv og alle de Kar, der fandtes i
HERRENs Hus og i Skatkammeret i Kongens Palads; desuden tog han
Gidsler og vendte så tilbage til Samaria.
15. Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt, hvad han udførte,
og alle hans Heltegerninger, og hvorledes han førte Krig med
Kong Amazja af Juda, står jo optegoet i Israels Kongers Krønike.
16. Så lagde Joas sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
Samaria hos Israels Konger; og hans Søn Jeroboam blev Konge i
hans Sted.
17. Joas's Søn, Kong Amazja af Juda, levede endnu femten År, efter
at Joahaz's Søn, Kong Joas af Israel, var død.
18. Hvad der ellers er at fortælle om Amazja, står jo optegnet i
Judas Kongers Krønike.
19. Da der stiftedes en Sammensværgelse mod ham i Jerusalem,
flygtede han til Lakisj; men der blev sendt Folk efter ham til
Lakisj, og de dræbte ham der.
20. Så løftede man ham op på Heste, og han blev jordet i Jerusalem
hos sine Fædre i Davidsbyen.
21. Hele Folket i Juda tog så Azarja, der dengang var seksten År
gammel, og gjorde ham til Konge i hans Fader Amazjas Sted.
22. Det var ham, der befæstede Elat og atter forenede det med Juda,
efter at Kongen havde lagt sig til Hvile hos sine Fædre.
23. I Joas's Søns, Kong Amazja af Judas, femtende Regeringsår ble
Jeroboam, Joas's Søn, Konge over Israel, og han herskede een og
fyrretyve År i Samaria.
24. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra
nogen af de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel
til.
25. Han tog Israels Landområde tilbage fra Egnen hen imod Hamat og
til Arabasøen, efter det Ord, HERREN, Israels Gud, havde talet
ved sin Tjener, Profeten Jonas, Amittajs Søn, fra Gat-Hefer.
26. Thi HERREN havde set Israels bitre Kvide, hvorledes de reves
bort alle som een, fordi Israel ikke havde nogen Hjælper;
27. og HERREN havde ikke talet om, at han vilde udslette Israels
Navn under Himmelen, derfor frelste han dem ved Jeroboam, Joas's
Søn.
28. Hvad der ellers er at fortælle om Jeroboam, alt, hvad han
udførte, og hans Heltegerninger, hvorledes han førte Krig, og
hvorledes han tog Damaskus og Hamat til bage til Israel, står jo
optegnet i Israels Kongers Krønike.
29. Så lagde Jeroboam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
Samaria hos Israels Konger; og hans Søn Zekarja blev Konge i
hans Sted.
Anden Kongebog 15
1. I Kong Jeroboam af Israels syvogtyvende Regeringsår blev Azarja,
Amazjas Søn, Konge over Juda.
2. Han var seksten År gammel, da han blev Konge, og han herskede to
og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jekolja og
var fra Jerusalem.
3. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
Fader Amazja.
4. Kun forsvandt Offerhøjeneikke, men Folket blev ved med at ofre
og tænde Offerild på Højene,
5. Men HERREN ramte Kongen, så han blev spedalsk til sin Dødedag;
og han fik Lov at blive boende i sit Hus, medens Kongens Søn
Jotam rådede i Paladset og dømte Folket i Landet.
6. Hvad der ellers er at fortælle om Azarja, alt, hvad han udførte,
står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
7. Så jagde han sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
hos hans Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Jotam blev Konge i hans
Sted.
8. I Kong Azarja af Judas otte og tredivte Regeringsår blev
Zekarja, Jeroboams Søn, Konge over Israel, og han herskede seks
Måneder i Samaria.
9. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom hans
Fædre, og han veg ikke fra de Synder, Jeroboam Nebats Søn, havde
forledt Israel til.
10. Men Sjallum, Jabesjs Søn, stiftede en Sammensværgelse modham,
huggede ham ned og dræbte ham i Jibleam og blev Konge i hans
Sted.
11. Hvad der ellers er at fortælle om Zekarja, står optegnet i
Israels Kongers Krønike.
12. Således opfyldtes det Ord HERREN havde talet til Jehu, da han
sagde: "Dine Sønner skal sidde på Israels Trone indtil fjerde
Led." Således gik det.
13. I Kong Uzzija af Judas ni og tredivte Regeringsår blev Sjallum,
Jabesjs Søn, Konge, og han herskede en Måneds Tid i Samaria.
14. Da drog Menahem, Gadis Søn, op fra Tirza til Samaria, og der
huggede han Sjallum, Jabesjs Søn, ned og dræbte ham og blev
Konge i hans Sted.
15. Hvad der ellers er at fortælle om Sjallum og den
Sammensværgelse, han stiftede, står optegnet i Israels Kongers
Krønike.
16. Fra Tirza hærgede Menahem ved den Tid Tappua og alt, hvad der
var deri, og hele dets Område, fordi de ikke havde åbnet Portene
for ham; derfor hærgede han det og lod Livet rive op på alle
frugtsommelige Kvinder der.
17. I Kong Azarja af Judas ni og tredivte Regeringsår blev Menahem,
Gadis Søn, Konge over Israel, og han herskede ti År i Samaria.
18. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra
nogen af de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel
til. I hans Dage
19. faldt Kong Pul af Assyrien ind i Landet. Men Menahem gav Pul
1000 Talenter Sølv, for at han skulde støtfe ham og sikre ham
Magten;
20. Menahem inddrev disse Penge hos Israel, hos alle de velhavende,
halvtredsindstyve Sekel Sølv hos hver, for at udbetale dem til
Assyrerkongen. Så vendte Assyrerkongen hjem og blev ikke længer
der i Landet.
21. Hvad der ellers er at fortælle om Menahem, alt, hvad han
udførte, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
22. Så lagde Menahem sig til Hvile hos sine Fædre, og hans Søn
Pekaja blev Konge i hans Sted.
23. I Kong Azarja af Judas halvtredsindstyvende Regeringsår blev
Pekaja, Menahems Søn, Konge over Israel, og han herskede to År i
Samaria.
24. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra de
Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til.
25. Men hans Høvedsmand Peka, Remaljas Søn, stiftede en
Sammensværgelse mod ham, og fulgt af halvtredsindstyve
gileaditiske Mænd huggede han ham ned i Samada i Kongeborgen...,
og efter at have dræbt ham blev han Konge i hans Sted.
26. Hvad der ellers er at fortælle om Pekaja, alt, hvad han udførte,
står optegnet i Israels Kongers Krønike.
27. I Kong Azarja af Judas to og halvtredsindstyvende Regeringsår
blev Peka, Remaljas Søn, Konge over Israel, og han herskede tyve
År i Samaria.
28. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra de
Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til.
29. I Kong Peka af Israels Dage kom Assyrerkongen Tiglat-Pileser og
indtog Ijjon, Abel-Bet-Ma'aka, Ianoa, Kedesj, Hazor, Gilead og
Galilæa, hele Naftalis Land, og førte Indbyggerne bort til
Assyrien.
30. Men Hosea, Elas' Søn, stiftede en Sammensværgelse mod Peka,
Remaljas Søn, huggede ham ned og dræbteham; og han blev Konge i
hans Sted i Jotams, Uzzijas Søns, tyvende Regeringsår.
31. Hvad der ellers er at fortælle om Peka, alt, hvad han udførte,
står optegnet i Israels Kongers Krønike.
32. I Remaljas Søns, Kong Peka af Israels, andet Regeringsår blev
Jotam, Azarjas Søn, Konge over Juda.
33. Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede seksten År i Jerusalem. Hans Moder hed Jerusja og var
en Datter af Zadok.
34. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
Fader Uzzija.
35. Kun forsvandt Offerhøjene ikke, men Folket blev ved med at ofre
og tænde Offerild på Højene. Det var ham, der lod Øvreporten i
HERRENs Hus opføre.
36. Hvad der ellers er at fortælle om Jotam, alt, hvad han udførte,
står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
37. På den Tid begyndte HERREN at lade Kong Rezin af Aram og Peka,
Remaljas Søn, angribe Juda.
38. Så lagde Jotam sig til Hvile hos sine Fædre, og han blev jordet
hos sine Fædre i sin Fader Davids By; og hans Søn Akaz blev
Konge i hans Sted.
Anden Kongebog 16
1. I Pekas, Remaljas Søns, syttende Regeringsår blev Akaz, Jotams
Søn, Konge over Juda.
2. Akaz var tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede
seksten År i Jerusalem. Han gjorde ikke, hvad der var ret i
HERREN hans Guds Øjne, som hans Fader David,
3. men vandrede i Israels Kongers Spor. Ja, han lod endog sin Søn
gå igennem Ilden efter de Folks vederstyggelige Skik, som HERREN
havde drevet bort foran Israeliterne.
4. Han ofrede og tændte Offerild på Offerhøjene og de høje Steder
og under alle grønne Træer.
5. På den Tid drog Kong Aezin af Aram og Remaljas Søn, Kong Peka af
Israel, op for at angribe Jerusalem; og de indesluttede Akaz,
men var ikke stærke nok til at angribe.
6. Ved den Lejlighed tog Edoms Konge; Elat tilbage til Edom; og
efter at han havde jaget Judæerne ud af Elat, kom Edomiterne og
bosatte sig der, og de bor der den Dag i Dag.
7. Men Akaz sendte Sendebud til Assyrerkongen Tiglat-Pileser og lod
sige: "Jeg er din Træl og din Søn! Kom op og frels mig fra Arams
og Israels Konger, som angriber mig!"
8. Tillige tog Akaz det Sølv og Guld, der fandtes i HERRENs Hus og
Skat Kammeret i Kongens Palads, og sendte det som Gave til
Assyrerkongen.
9. Assyrerkongen opfyldte hans Ønske og drog op mod Damaskus og
indtog det; Indbyggerne førte han bort til Kir, og Rezin lod han
dræbe.
10. Da Kong Akaz var draget op til Damaskus for at mødes med
Assyrerkongen Tiglat-Pileser, så han Alteret i Damaskus, og Kong
Akaz sendte Alterets Mål og en Tegning af det i alle Enkeltheder
til Præsten Urija.
11. Og Præsten Urija byggede Alteret; i nøje Overensstemmelse med
den Vejledning, Kong Akaz havde sendt fra Damaskus, udførte
Præsten Urija det, før Kong Akaz kom hjem fra Damaskus.
12. Da Kongen kom hjem fra Damaskus og så Alteret, trådte han hen og
steg op derpå;
13. og han ofrede sit Brændoffer og Afgrødeoffer, udgød sit
Drikoffer og sprængte Blodet af sine Takofre på Alteret.
14. Men Kobberalteret, der stod for HERRENs Åsyn, fjernede han fra
dets Plads foran Templet mellem Alteret og HERRENS Hus og
flyttede det hen til Nordsiden af Alteret.
15. Derpå bød Kong Akaz Præsten Urija: "På det store Alter skal du
ofre Morgenbrændofrene og Aftenafgrødeofrene, Kongens Brændofre
og Afgrødeofre og Brændofrene fra alt Landets Folk såvel som
deres Afgrødeofre og Drikofre og sprænge alt Blodet fra
Brændofrene og Slagtofrene derpå. Hvad der skal gøres ved
Kobberalteret, vil jeg tænke over."
16. Og Præsten Urija gjorde ganske som Kong Akaz bød.
17. Fremdeles lod Kong Aka Mellemstykkerne bryde af Stellene og
Bækkenerne tage ned af dem; ligeledes lod han Havet løfte ned
fra Kobberokserne, som har det, og opstille på Stenfliser;
18. den overdækkede Sabbatsgang, man havde bygget i Templet, og den
kongelige Indgang udenfor lod han fjerne fra HERRENs Hus for
Assyrerkongens Skyld.
19. Hvad der ellers er at fortælle om Akaz, alt, hvad han
udførte. står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
20. Så lagde Akaz sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos
sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Ezekias blev Konge i hans
Sted.
Anden Kongebog 17
1. I Kong Akaz af Judas tolvte Regeringsår blev Hosea, Elas Søn,
Konge i Samaria over Israel, og han herskede ni År.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, dog ikke som de
Konger i Israel, der var før ham.
3. Mod ham drog Assyrerkongen Salmanassar op, og Hosea underkastede
sig og svarede ham Skat.
4. Men siden opdagede Assyrerkongen, at Hosea var ved at stifte en
Sammensværgelse, idet han sendte Sendebud til Kong So af Ægypten
og ikke mere svarede Assyrerkongen den årlige Skat. Så berøvede
Assyrerkongen ham Friheden og lod ham kaste i Fængsel.
5. Assyrerkongen drog op og besatte hele Landet; han rykkede frem
mod Samaria og belejrede det i tre År;
6. og i Hoseas niende Regeringsår indtog Assyrerkongen Samaria,
bortførte Israel til Assyrien og lod dem bosætte sig i Hala, ved
Habor, Gozans Flod, og i Mediens Byer.
7. Således gik det, fordi Israeliterne syndede mod HERREN deres
Gud, der havde ført dem op fra Ægypten og udfriet dem af
Ægypterkongen Faraos Hånd, og fordi de frygtede andre Guder;
8. de fulgte de Folkeslags Skikke, som HERREN havde drevet bort
foran Israeliterne, og de Kongers Skik, som Israel havde indsat;
9. og Israeliterne udtænkte utilbørlige Ting mod HERREN deres Gud
og byggede sig Offerhøje i alle deres Byer, lige fra Vagttårnene
til de befæstede Byer;
10. de rejste sig Stenstøtter og Asjerastøtter på alle høje Steder
og under alle grønne Træer
11. og tændte Offerild der på alle Høje ligesom de Folkeslag, HERREN
havde ført bort foran dem, og øvede onde Ting, så at de krænkede
HERREN;
12. de dyrkede Afgudsbillederne, skønt HERREN havde sagt: "Det må I
ikke gøre!"
13. Og HERREN advarede Israel og Juda ved alle sine Profeter, alle
Seerne, og sagde: "Vend om fra eders onde Færd og hold mine Bud
og Anordninger i nøje Overensstemmelse med den Lov, jeg pålagde
eders Fædre og kundgjorde eder ved mine Tjenere Profeterne!"
14. Men de vilde ikke høre; de gjorde sig halsstarrige som deres
Fædre, der ikke stolede på HERREN deres Gud;
15. de lod hånt om hans Anordninger og den Pagt, han havde sluttet
med deres Fædre, og om de Vidnesbyrd, han havde givet dem, og de
holdt sig til Tomhed, så de blev til Tomhed, og efterlignede
Folkeslagene rundt om dem, skønt HERREN havde pålagt dem ikke at
gøre som de;
16. de sagde sig løs fra HERREN deres Guds Bud og lavede sig støbte
Billeder, to Tyrekalve; de lavede sig også Asjerastøtter, tilbad
hele Himmelens Hær og dyrkede Ba'al:
17. de lod deres Sønner og Døtre gå igennem Ilden, drev
Spådomskunster og Sandsigeri og solgte sig til at gøre, hvad der
er ondt i HERRENs Øjne, så de krænkede ham.
18. Derfor blev HERREN såre fortørnet på Israel og drev dem bort fra
sit Åsyn, så der ikke blev andet end Judas Stamme tilbage.
19. Men heller ikke Juda holdt HERREN deres Guds Bud, men fulgte de
Skikke, Israel havde indført.
20. Derfor forkastede HERREN bele Israels Slægt, ydmygede dem, ga
dem til Pris for Røvere og stødte dem til sidst bort fra sit
Åsyn.
21. Thi da Israel havde revet sig løs fra Davids Hus og gjort
Jeroboam, Nebats Søn, til Konge, drog denne Israel bort fra
HERREN og forledte dem til en stor Synd;
22. og Israeliterne vandrede i alle de Synder, Jeroboam havde
begået, og veg ikke derfra,
23. så at HERREN til sidst drev Israel bort fra sit Åsyn, som han
havde sagt ved alle sine Tjenere Profeterne; og Israel måtte
vandre bort fra sit Land til Assyrien, hvor det er den Dag i
Dag.
24. Derefter lod Assyrerkongen Folk fra Babel, Kuta, Avva, Hamat og
Sefarvajim komme og bosætte sig i Samarias Byer i Stedet for
Israeliterne; og de tog Samaria i Besiddelse og bosatte sig i
Byerne.
25. Men den første Tid de boede der, frygtede de ikke HERREN; derfor
sendte HERREN Løver iblandt dem, som dræbte dem.
26. Da sendte de Assyrerkongen det Bud: "De Folk, du førte bort fra
deres Hjem og lod bosætte sig i Samarias Byer, ved ikke,
hvorledes Landets Gud skal dyrkes; derfor har han sendt Løver
imod dem, og de dræber dem, fordi de ikke ved, hvorledes Landets
Gud skal dyrkes!"
27. Og Assyrerkongen bød: "Lad en af de Præster, jeg førte bort
derfra, drage derhen, lad ham drage hen og bosætte sig der og
lære dem, hvorledes Landets Gud skal dyrkes!"
28. Så kom en af de Præster, de havde ført bort fra Samaria, og
bosatte sig i Betel, og han lærte dem, hvorledes de skulde
frygte HERREN.
29. Men hvert Folk gav sig til at lave sig sin egen Gud og stillede
ham op i Offerhusene på Højene, som Samaritanerne havde opførf,
hvert Folk i sin By, hvor de havde bosat sig;
30. Folkene fra Babel lavede Sukkot-Benot, Folkene fra Kuta Nergal,
Folkene fra Hamat Asjima,
31. Avvijiterne Nibhaz og Tartak, og Sefarviterne brændte deres Børn
til Ære for Adrammelek og Anammelek, Sefarvajims Guder.
32. Men de frygtede også HERREN og indsatte Folk at deres egen Midte
til Præstr ved Offerhøjene, og disse ofrede for dem i
Offerhusene på Højene.
33. De frygte de HERREN, men dyrkede også deres egne Guder på de
Folkeslags Vis, de var ført bort fra.
34. Endnu den Dag i Dag følger de deres gamle Skikke. De frygtede
ikke HERREN og handlede ikke efter de Anordninger og Lovbud, de
havde fået, eller efter den Lov og det Bud, HERREN havde givet
Jakobs Sønner, han, hvem han gav Navnet Israel.
35. Og HERREN havde sluttet en Pagt med dem og givet dem det Bud: "I
må ikke frygte andre Guder eller tilbede dem, ikke dyrke dem
eller ofre til dem;
36. men HERREN, som førte eder ud af Ægypten med vældig Kraft og
udstrakt Arm, ham skal I frygte, ham skal I tilbede, og til ham
skal I ofre!
37. De Anordninger og Lovbud, den Lov og det Bud, han har opskrevet
for eder, skal I omhyggeligt holde til alle Tider, og I må ikke
frygte andre Guder!
38. Den Pagt, han har sluttet med eder, må I ikke glemme, og I må
ikke frygte andre Guder;
39. men HERREN eders Gud skal I frygte, så vil han fri eder af alle
eders Fjenders Hånd!"
40. Dog vilde de ikke høre, men blev ved at handle som før.
41. Således frygtede disse Folkeslag HERREN, men dyrkede tillige
deres udskårne Billeder; og deres Børn og Børnebørn gør endnu
den Dag i Dag som deres Fædre.
Anden Kongebog 18
1. I Elas Søns, Kong Hosea af Israels, tredje Regeringsår blev
Ezekias, Akaz's Søn, Konge over Juda.
2. Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Abi og var en
Datter af Zekarja.
3. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
Fader David.
4. Han skaffede Offerhøjene bort, sønderbrød Stenstøtterne,
omhuggede Asjerastøtten og knuste Kobberslangen, som Moses havde
lavet; thi indtil den Tid havde Israeliterne tændt Offerild for
den, og man kaldte den Nehusjtan.
5. Til HERREN, Israels Gud, satte han sin Lid, og hverken før eller
siden fandtes hans Lige blandt alle Judas Konger.
6. Han holdt fast ved HERREN og veg ikke fra ham, og han overholdt
de Bud, HERREN havde givet Moses.
7. Og HERREN var med ham; i alt, hvad han tog sig for, havde han
Lykken med sig. Han gjorde Oprør mod Assyrerkongen og vilde ikke
stå under ham.
8. Han slog Filisterne lige til Gaza og dets Omegn, både
Vagttårnene og de befæstede Byer.
9. I Kong Ezekias's fjerde, Elas Søns, Kong Hosea af Israels,
syvende Regeringsår, drog Assyrer kongen Salmanassar op mod Sa
maria, belejrede
10. og indtog det. Efter tre Års Forløb, i Ezekias's sjette, Kong
Hosea af Israels niende Regeringsår, blev Samaria indtaget.
11. Og Assyrerkongen førte Israel i Landflygtighed til Assyrien og
lod dem bosætte sig i Hala, ved Habor, Gozans Flod, og i Mediens
Byer,
12. til Straf for at de ikke havde adlydt HERREN deres Guds Røst,
men overtrådt hans Pagt, alt hvad HERRENs Tjener Moses havde
påbudt; de hørte ikke derpå og gjorde ikke derefter.
13. I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog Assyrerkongen
Sankerib op mod alle Judas befæstede Byer og indtog dem.
14. Da sendte Kong Ezekias af Juda Bud til Assyrerkongen i Lakisj og
lod sige: "Jeg har forbrudt mig; drag bort fra mig igen! Hvad du
pålægger mig, vil jeg tage på mig!" Da pålagde Assyrerkongen
Kong Ezekias af Juda at udrede 300 Talenter Sølv og 300 talenter
Guld;
15. og Ezekias udleverede alt det Sølv, der var i HERRENs Hus og i
Skatkamrene i Kongens Palads.
16. Ved den Lejlighed plyndrede Ezekias Dørene i HERRENs Helligdom
og Pillerne for det Guld, han selv havde overtrukket dem med, og
udleverede det til Assyrerkongen.
17. Assyrerkongen sendte så Tartan, Rabsaris og Rabsjake med en
anselig Styrke fra Lakisj til Kong Ezekias i Jerusalem, og de
drog op og kom til Jerusalem og gjorde Holdt ved Øvredammens
Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen.
18. Da de krævede at få Kongen i Tale, gik Paladsøversten Eljakim,
Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn,
ud til dem.
19. Rabsjake sagde til dem: "Sig til Ezekias: Således siger
Storkongen, Assyrerkongen: Hvad er det for en Fortrøstning, du
hengiver dig til?
20. Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme som Plan og
Styrke i Krig? Og til hvem sætter du egentlig din Lid, siden du
gør Oprør imod mig?
21. Se nu, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som
river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således
går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens
Konge.
22. Men vil I sige til mig: Det er HERREN vor Gud, vi sætter vor Lid
til! er det så ikke ham, hvis Offerhøje og Altre Ezekias
skaffede bort, da han sagde til Juda og Jerusalem: Foran dette
Alter, i Jerusalem skal I tilbede!
23. Og nu, indgå et Væddemål med min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver
dig to Gange tusind Heste, hvis du kan stille Ryttere til dem!
24. Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste Statholder, en af
min Herres ringeste Tjenere? Og du sætter din Lid til Ægypten,
til Vogne og Heste?
25. Mon det desuden er uden HERRENs Vilje, at jeg er draget op mod
dette Sted for at ødelægge det? Det var HERREN selv, der sagde
til mig: Drag op mod dette Land og ødelæg det!"
26. Men Eljakim, Hilkijas Søn, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake:
"Tal dog Aramaisk til dine Trælle, det forstår vi godt; tal ikke
Judæisk til os, medens Folkene på Muren hører på det!"
27. Men Habsjake svarede dem: "Er det til din Herre og dig, min
Herre har sendt mig med disse Ord? Er det ikke til de Mænd, der
sidder på Muren hos eder og æder deres eget Skarn og drikker
deres eget Vand!"
28. Og Rabsjake trådte hen og råbte med høj Røst på Judæisk: "Hør
Storkongens, Assyrerkongens, Ord!
29. Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er
ikke i Stand til at frelse eder af min Hånd!
30. Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders Lid til
HERREN, når han siger: HERREN skal sikkert frelse os, og denne
By skal ikke overgives i Assyrerkongens Hånd!
31. Hør ikke på Ezekias; thi således - siger Assyrerkongen: Vil I
slutte Fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af
eder spise af sin Vinstok og sit Figentræ og drikke af sin
Brønd,
32. indtil jeg kommer og tager eder med til et Land, der ligner
eders, et Land med Korn og Most, et Land med Brød og Vingårde,
et Land med Oliventræer og Honning; så skal I leve og ikke
dø. Hør derfor ikke på Ezekias, når han vil forføre eder og
siger: HERREN vil frelse os!
33. Mon nogen af Folkeslagenes Guder har kunnet frelse sit Land af
Assyrerkongens Hånd?
34. Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims, Henas og
Ivvas Guder? Hvor er Landet Samarias Guder? Mon de frelste
Samaria af min Hånd?
35. Hvor er der blandt alle Landes Guder nogen, der har frelst sit
Land af min Hånd? Mon da HERREN skulde kunne frelse Jerusalem?"
36. Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens Bud lød på,
at de ikke måtte svare ham.
Anden Kongebog 19
37. Derpå gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren
Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, med sønderrevne Klæder til
Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake havde sagt.
1. Da Kong Ezekias hørte det, sønderrev han sine Klæder, hyllede
sig i Sæk og gik ind i HERRENs Hus.
2. Og han sendte Paladsøversten Eljakim og Statsskriveren Sjebna og
Præsternes Ældste, hyllet i Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's
Søn,
3. for at sig til ham: "Ezekias lader sige: En Nødens, Tugtelsens
og Forsmædelsens Dag er denne dag, thi Barnet er ved at fødes,
men der er ikke Kraft til at bringe det til Verden!
4. Dog vil HERREN din Gud måske høre alt, hvad Rabsjake har sagt,
han, som er sendt af sin Herre, Assyrerkongen, for at håne den
levende Gud, og måske vil han straffe ham for de Ord, som HERREN
din Gud har hørt - gå derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er
tilbage!"
5. Da Kong Ezekias's Folk kom til Esajas,
6. sagde han til dem: "Således skal I svare eders Herre: Så siger
HERREN: Frygt ikke for de Ord, du har hørt, som Assyrerkongens
Trælle har hånet mig med!
7. Se, jeg vil indgive ham en Ånd, og han skal få en Tidende at
høre, så han vender tilbage til sit Land, og i hans eget Land
vil jeg fælde ham med Sværdet!"
8. Rabsjake vendte så tilbage og traf Assyrerkongen i Færd med at
belejre Libna; thi han havde hørt, at Kongen var brudt op fra
Lakisj.
9. Så fik han Underretning om, at Kong Tirhaka af Ætiopien var
rykket ud for at angribe ham, og han sendte atter Sendebud til
Ezekias og sagde:
10. "Således skal I sige til Kong Ezekias af Juda: Lad ikke din Gud,
som du slår din Lid til, vildlede dig med at sige, at Jerusalem
ikke skal gives i Assyrerkongens Hånd!
11. Du har jo dog hørt, hvad Assyrerkongerne har gjort ved alle
Lande, hvorledes de har lagt Band på dem - og du skulde kunne
undslippe!
12. De Folk, mine Fædre tilintetgjorde, Gozan, Haran, Rezef og
Folkene fra Eden i Telassar, har deres Guder kunnet frelse dem?
13. Hvor er Kongen af Hamat, Kongen af Arpad eller Kongen af La'ir,
Sefarvajim, Hena og Ivva?"
14. Da Ezekias havde modtaget Brevet af Sendebudenes Hånd og læst
det, gik han op i HERRENs Hus og bredte det ud for HERRENs Åsyn.
15. Derpå bad Ezekias den Bøn for HERRENs Åsyn: "HERRE, Israels Gud,
du, som troner over heruberne, du alene er Gud over alle Jordens
Riger; du har gjort Himmelen og Jorden!
16. Bøj nu dit Øre, HERRE, og lyt, åbn dine Øjne, HERRE, og se! Læg
Mærke til de Ord, Sankerib har sendt hid for at spotte den
levende Gud!
17. Det er sandt, HERRE, at Assyrerkongerne har tilintetgjort de
Folk og deres Lande
18. og kastet deres Guder i Ilden; men de er ikke Guder, kun
Menneskehænders Værk af Træ eller Sten, derfor kunde de ødelægge
dem.
19. Men frels os nu, HERRE vor Gud, af hans Hånd, så alle Jordens
Riger kan kende, at du, HERRE, alene er Gud!"
20. Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til Ezekias og lod sige: "Så
siger HERREN, Israels Gud: Din Bøn angående Assyrerkongen
Sankerib har jeg hørt!"
21. Således lyder det Ord, HERREN talede imod ham: Hun håner, hun
spotter dig, Jomfruen, Zions Datter, Jerusalems Datter ryster på
Hovedet ad dig!
22. Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din Røst?
Mod Israels Hellige løfted i Hovmod du Blikket!
23. Ved dine Sendebud håned du HERREN og sagde: "Med mine talløse
Vogne besteg jeg Bjergenes Højder, Libanons afsides Egne; jeg
fælded dets Cedres Højskov, dets ædle Cypresser, trængte frem
til dets øverste Raststed, dets Havers Skove.
24. Fremmed Vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet skred jeg
over Ægyptens Strømme!"
25. Har du ej hørt det? For længst kom det op i min Tanke, jeg lagde
det fordum til Rette, nu lod jeg det ske, og du gjorde murstærke
Byer til øde Stenhobe,
26. mens Folkene grebes i Afmagt af Skræk og Skam, blev som Græsset
på Marken, det spirende Grønne, som Græs på Tage, som Mark for
Østenvinden. Jeg ser, når du rejser
27. og sætter dig, ved, når du går og kommer.
28. Fordi du raser imod mig, din Trods er mig kommet for Øre, lægger
jeg Ring i din Næse og Bidsel i Munden og fører dig bort ad
Vejen, du kom!
29. Og dette skal være dig Tegnet: I År skal man spise, hvad der
såed sig selv, og Året derpå, hvad der skyder af Rode, tredje År
skal man så oghøste, plante Vin og nyde dens Frugt.
30. Den bjærgede Rest af Judas Hus slår atter Rødder forneden og
bærer sin Frugt foroven; thi fra Jerusalem udgår en Rest, en
Levning fra Zions Bjerg.
31. HERRENs Nidkærhed virker dette.
32. Derfor, så siger HERREN om Assyrerkongen: I Byen her skal han ej
komme ind, ej sende en Pil herind, ej nærme sig den med Skjolde
eller opkaste Vold imod dem;
33. ad Vejen, han kom, skal han gå igen, i Byen her skal han ej
komme ind så lyder det fra HERREN.
34. Jeg værner og frelser denne By for min og min Tjener Davids
Skyld!
35. Samme Nat gik HERRENs Engel ud og ihjelslog i Assyrernes Lejr
185000 Mand; og se, næste Morgen tidlig lå de alle døde.
36. Da brød Assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i
Nineve.
37. Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus, slog Adrammelek
og Sarezer ham ihjel med deres Sværd, hvorefter de flygtede til
Ararats Land; og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.
Anden Kongebog 20
1. Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's
Søn, til ham og sagde: "Så siger HERREN: Beskik dit Hus, thi du
skal dø og ikke leve!"
2. Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til HERREN:
3. "Ak, HERRE, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn
i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i
dine Øjne!" Og Ezekias græd højt.
4. Men Esajas var endnu ikke ude af den mellemste Forgård, før
HERRENs Ord kom til ham således:
5. "Vend tilbage og sig til Ezekias, mit Folks Fyrste: Så siger
HERREN, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set
dine Tårer! Se, jeg vil helbrede dig; i Overmorgen kan du gå op
i HERRENs Hus;
6. og jeg vil lægge femten År til dit Liv og udfri dig og denne By
af Assyrerkongens Hånd og værne om denne By for min og min
Tjener Davids Skyld!"
7. Derpå sagde Esajas: "Kom med et Figenplaster!" Og da de kom med
Plasteret og lagde det på det syge Sted, blev han rask.
8. Men Ezekias sagde til Esajas: "Hvad er Tegnet på, at HERREN vil
helbrede mig, så jeg i Overmorgen kan gå op i HERRENs Hus?"
9. Da svarede Esajas: "Dette skal være dig Tegnet fra HERREN på, at
HERREN vil udføre, hvad han har sagt: Skal Skyggen gå ti Streger
frem eller ti Streger tilbage?"
10. Ezekias sagde: "Skyggen kan let strække sig ti Streger frem nej,
lad den gå ti Streger tilbage!"
11. Da råbte Profeten Esajas til HERREN; og han lod Skyggen på
Akaz's Solur gå ti Streger tilbage.
12. Ved den Tid sendte Bal'adans Søn, Kong Merodak-Bal'adan af
Babel, Brev og Gave til Ezekias, da han hørte, at Ezekias havde
været syg.
13. Og Ezekias glædede sig over deres Komme og viste dem hele Huset,
hvor han havde sine Skatte, Sølvet og Guldet, Røgelsestofferne,
den fine Olie, hele sit Våbenoplag og alt, hvad der var i hans
Skatkamre; der var ikke den Ting i hans Hus og hele hans Rige,
som Ezekias ikke viste dem.
14. Da kom Profeten Esajas til Kong Ezekias og sagde til ham: "Hvad
sagde disse Mænd, og hvorfra kom de til dig?" Ezekias svarede:
"De kom fra et fjernt Land, fra Babel!"
15. Da spurgte han: "Hvad fik de at se i dit Hus?" Ezekias svarede:
"Alf, hvad der er i mit Hus, så de; der er ikke den Ting i mine
Skatkamre, jeg ikke viste dem!"
16. Da sagde Esajas til Ezekias: "Hør HERRENs Ord!
17. Se, Dage skal komme, da alt, hvad der er i dit Hus, og hvad dine
Fædre har samlet indtil denne Dag, skal bringes til Babel og
intet lades tilbage, siger HERREN!
18. Og af dine Sønner, der nedstammer fra dig, og som du avler, skal
nogle tages og gøres til Hofmænd i Babels Konges Palads!"
19. Men Ezekias sagde til Esajas: "Det Ord fra HERREN, du har
kundgjort, er godt!" Thi han tænkte: "Så bliver der da Fred og
Tryghed, så længe jeg lever!"
20. Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans
Heltegerninger, og hvorledes han anlagde Vanddammen og
Vandledningen og ledede Vandet ind i Byen, står jo optegnet i
Judas Kongers Krønike.
21. Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn
Manasse blev Konge i hans Sted.
Anden Kongebog 21
1. Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge, og han herskede
fem og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hefziba.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og efterlignede de
Folkeslags Vederstyggeligheder, som HERREN havde drevet bort
foran Israeliterne.
3. Han byggede atter de Offerhøje, som hans Fader Ezekias havde
ødelagt, rejste Altre for Ba'al, lavede en Asjerastøtte, ligesom
Kong Akab af Israel havde gjort, og tilbad og dyrkede hele
Himmelens Hær.
4. Og han byggede Altre i HERRENs Hus, om hvilket HERREN havde
sagt: "I Jerusalem vil jeg stedfæste mit Navn."
5. Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær i begge HERRENs
Hus's Forgårde.
6. Han lod sin Søn gå igennem Ilden, drev Trolddom og tog Varsler
og ansatte Dødemanere og Sandsigere; han gjorde meget, som var
ondt i HERRENs Øjne, og krænkede ham.
7. Den Asjerastøtte, han lod lave, opstillede han i det Hus, om
bvilket HERREN havde sagt til David og hans Søn Salomo: "I dette
Hus og i Jerusalem, som jeg har udvalgt af alle Israels Stammer,
vil jeg stedfæste mit Navn til evig Tid;
8. og jeg vil ikke mere lade Israel vandre bort fra det Land, jeg
gav deres Fædre, dog kun på det Vilkår, at de omhyggeligt
overholder alt, hvad jeg har pålagt dem, hele den Lov, min
Tjener Moses gav dem."
9. Men de vilde ikke høre, og Manasse forførte dem til at handle
værre end de Folkeslag, HERREN havde udryddet foran
Israeliterne.
10. Da talede HERREN ved sine Tjenere Profeterne således:
11. "Efterdi Kong Manasse af Juda har øvet disse
Vederstyggeligheder, ja øvet Ting, som er værre end alt, hvad
Amoriterne, der var før ham. øvede, og tillige ved sine
Afgudsbilleder har forledt Juda til Synd,
12. derfor, så siger HERREN, Israels Gud: Se, jeg bringer Ulykke
over Jerusalem og Juda, så det skal ringe for Ørene på enhver,
der hører derom!
13. Jeg vil trække samme Målesnor over Jerusalem som over Samaria og
bruge samme Lod som ved Akabs Hus; jeg vil afviske Jerusalem,
som man afvisker et Fad og vender det om;
14. jeg forstøder, hvad der er tilbage af min Ejendom, oggiver dem i
deres Fjenders Hånd, og de skal blive til Rov og Bytte for alle
deres Fjender,
15. fordi de gjorde, hvad der var ondt i mine Øjne, og krænkede mig,
lige fra den Dag deres Fædre drog ud af Ægypten og indtil i
Dag!"
16. Desuden udgød Manasse uskyldigt Blod i store Måder, så han
fyldte Jerusalem dermed til Randen, for ikke at tale om den
Synd; han begik ved at forlede Juda til Synd, så de gjorde, hvad
der var ondt i HERRENs Øjne.
17. Hvad der ellers er at fortælle om Manasse, alt, hvad han
udførte, og den Synd, han begik, står jo optegnet i Judas
Kongers Krønike.
18. Så lagde Manasse sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
Haven ved sit Hus, i Uzzas Have; og hans Søn Amon blev Konge i
hans Sted.
19. Amon var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede to År i Jerusalem. Hans Moder hed Mesjullemet og var en
Datter af Haruz fra Jotba.
20. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,,ligesom hans Fader
Manasse;
21. han vandrede nøje i sin Faders Spor og dyrkede Afgudsbillederne,
som hans Fader havde dyrket, og tilbad dem;
22. han forlod HERREN, sine Fædres Gud, og vandrede ikke på HERRENs
Vej.
23. Amons Folk sammensvor sig imod ham og dræbte Kongen i hans
24. men Folket fra Landet dræbte alle dem, der havde sammensvoret
sig imod Kong Amon, og gjorde hans Søn Josias til Konge i hans
Sted.
25. Hvad der ellers er at fortælle om Amon, og hvad han udførte,
står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
26. Man jordede ham i hans Faders Grav i Uzzas Have; og hans Søn
Josias blev Konge i hans Sted.
Anden Kongebog 22
1. Josias var otte År gammel, da han blev Konge, og han herskede
een og tredive År i Jerusalem. Hans Moder hed Jedida og var en
Datter af Adaja fra Bozkat.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og vandrede nøje i
sin Fader Davids Spor uden at vige til højre eller venstre.
3. I Kong Josias's attende Regeringsår sendte Kongen Statsskriveren
Sjafan, en Søn af Mesjullams Søn Azalja, til HERRENs Hus og
sagde:
4. "Gå op til Ypperstepræsten Hilkija og lad ham tage de Penge
frem, der er indkommet i HERRENs Hus, og som Dørvogterne har
samlet ind hos Folket,
5. for af man kan give Pengene til dem, der står for Arbejdet, dem,
der har Tilsyn med HERRENs Hus; de skal så give dem til
Arbejderne i HERRENs Hus til Istandsættelse af de brøstfældige
Steder på Templet,
6. til Tømrerne, Bygningsmændene og Murerne, og til Indkøb af Træ
og tilhugne Sten til Templets Istandsættelse.
7. Bog skal der ikke holdes Regnskab med dem over de Penge, der
overlades dem, men de skal handle på Tro og Love."
8. Da sagde Ypperstepræsten Hilkija til Statsskriveren Sjafan: "Jeg
har fundet Lovbogen i HERRENS Hus!" Og Hilkija gav Sjafan Bogen,
og han læste den.
9. Derpå begav Statsskriveren Sjafan sig til Kongen og aflagde
Beretning for ham og sagde: "Dine Trælle har taget de Penge
frem, der fandtes i Templet, og givet dem til dem, der står for
Arbejdet, dem, der har Tilsyn med HERRENs Hus."
10. Derpå gav Statsskriveren Sjafan Kongen den Meddelelse: "Præsten
Hilkija gav mig en Bog!" Og Sjafan læste den for Kongen.
11. Men da Kongen hørte, hvad der stod i Lovbogen, sønderrev han
sine Klæder;
12. og Kongen bød Præsten Hilkija, Ahikam, Sjafans Søn, Akbor, Mikas
Søn, Statsskriveren Sjafan og Kongens Tjener Asaja:
13. "Gå hen og rådspørg på mine og Folkets og hele Judas Vegne
HERREN om Indholdet af denne Bog, der er fundet; thi stor er
Vreden, der er blusset op hos HERREN imod os, fordi vore Fædre
ikke har adlydt Ordene i denne Bog og ikke har handlet nøje
efter, hvad der står skrevet deri."
14. Præsten Hilkija, Ahikam, Akbor, Sjafan og Asaja gik da hen og
talte med Profetinden Hulda, som var gift med Sjallum,
Opsynsmanden over Tøjet, en Søn af Harhas's Søn Tikva, og som
boede i Jerusalem i den nye Bydel.
15. Hun sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Sig til den
Mand, der sendte eder til mig:
16. Så siger HERREN: Se, jeg vil bringe Ulykke over dette Sted og
dets Indbyggere, alt, hvad der står i den Bog, Judas Konge har
læst,
17. til Straf for at de har forladt mig og tændt Offerild for andre
Guder, så at de krænkede mig med alt deres Hænders Værk, og min
Vrede vil blusse op mod dette Sted uden at slukkes!
18. Men til Judas Konge, der sendte eder for at rådspørge HERREN,
skal I sige således: Så siger HERREN, Israels Gud: De Ord, du
har hørt, står fast;
19. men efterdi dit Hjerte bøjede sig og du ydmygede dig for HERREN,
da du hørte, hvad jeg har talet mod dette Sted og dets
Indbyggere, at de skal blive til Rædsel og Forbandelse, og
efterdi du sønderrev dine Klæder og græd for mit Åsyn, så har
også jeg hørt dig, lyder det fra HERREN!
20. Og jeg vil lade dig samles til dine Fædre, og du skal samles til
dem i Fred i din Grav, uden at dine Øjne får al den Ulykke at
se, som jeg vil bringe over defte Sted." Det Svar bragte de
Kongen.
Anden Kongebog 23
1. Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems Ældste
kalde sammen hos sig.
2. Derpå gik Kongen op i HERRENs Hus, fulgt af alle Judas Mænd og
alle Jerusalems Indbyggere, Præsterne, Profeterne og hele
Folket, små og store, og han forelæste dem alt, hvad der stod i
Pagtsbogen, som var fundet i HERRENs Hus.
3. Så tog Kongen Plads ved Søjlen og sluttede Pagt for HERRENs Åsyn
om, at de skulde holde sig til HERREN og holde hans Bud,
Vidnesbyrd og Anordninger af hele deres Hjerte og hele deres
Sjæl, for at han kunde opfylde denne Pagts Ord, således som de
var skrevet i denne Bog. Og alt Folket indgik Pagten.
4. Derpå bød Kongen Ypperstepræsten Hilkija og Andenpræsten og
Dørvogterne at bringe alle de Ting, der var lavet til Ba'al,
Asjera og hele Himmelens Hær, ud af HERRENs Helligdom, og han
lod dem opbrænde uden for Jerusalem på Markerne ved Hedron, og
Asken lod han bringe til Betel.
5. Og han afsatte Afgudspræsterne, som Judas Konger havde indsat,
og som havde tændt Offerild på Højene i Judas Byer og Jerusalems
Omegn, ligeledes dem, som havde tændt Offerild for Ba'al og for
Solen, Månen, Stjernebillederne og hele Himmelens Hær.
6. Og han lod Asjerastøtten bringe fra HERRENs Hus uden for
Jerusalem til Kedrons Dal og opbrænde der, og han lod den knuse
til Støv og Støvet kaste hen, hvor Småfolk havde deres Grave.
7. Han lod Mandsskøgernes Kamre i HERRENs Hus rive ned, dem i
hvilke Kvinderne vævede Kjortler til Asjera.
8. Han lod alle Præsterne hente fra Judas Byer og vanhelligede
Offer: højene, hvor Præsterne havde tændt offerild, fra Geba til
Be'er-sjeba. Og han lod Portofferhøjen rive ned, som var ved
Indgangen til Byøversten Jehosjuas Port til venstre, når man går
ind ad Byporten.
9. Dog fik Præsterne ved Højene ikke Adgang til HERRENs Alter i
Jerusalem, men de måtte spise usyret Brød blandt deres Brødre.
10. Han vanhelligede Ildstedet i Hinnoms Søns Dal, så at ingen mere
kunde lade sin Søn eller Datter gå igennem Ilden for Molok.
11. Han fjernede de Heste, Judas Konger havde opstillet for Solen
ved Indgangen til HERRENs Hus hen imod Hofmanden Netan Me'leks
Kammer i Parvarim, og Solens Vogne lod han opbrænde.
12. Altrene, som Judas Konger havde rejst på Taget (Akaz's
Tagbygning), og Altrene, som Manasse havde rejst i begge
Forgårdene til HERRENs Hus, lod Kongen nebdryde og knuse på
Stedet, og Støvet lod han kaste, hen i Kedrons Dal.
13. Og Offerhøjene østen for Jerusalem på Sydsiden af Fordærvelsens
Bjerg, som Kong Salomo af Israel havde bygget for Astarte;
Zidoniernes væmmelige Gud, Kemosj, Moabiternes væmmelige Gud, og
Milkom, Ammoniternes vederstyggelige Gud, vanhelligede Kongen.
14. Han lod Stenstøtterne nedbryde og Asjerastøtterne omhugge og
Pladsen fylde med Menneskeknogler.
15. Også Alteret i Betel, den Offerhøj, som Jeroboam, Nebats Søn
havde rejst han der forledte Israel til Synd, også det Alter
tillige med Offerhøjen lod han nedbryde; Stenene lod han nedrive
og knuse til Støv, og Asjerastøtten lod han opbrænde.
16. Da Josias vendte sig om og fik Øje på Gravene på Bjerget, sendte
han Folk hen og lod dem tage Benene ud af Gravene og opbrænde
dem på Alteret for, at vanhellige det efter HERRENs Ord, som den
Guds Mand udråbte, da han kundgjorde disse Ting,
17. Så sagde han: "Hvad er det for et Gravmæle, jeg ser der?" Byens
Folk svarede ham: "Det er den Guds Mands Grav, der kom fra Juda
og kundgjorde det, du nu har gjort med Alteret i Betel."
18. Da sagde han: "Lad ham ligge i Ro, ingen må flytte hans Ben!" Så
lod de både hans og Profeten fra Samarias Ben fred.
19. Også alle Offerhusene på Højene i Samarias Byer, som Israels
Konger havde opført for at krænke HERREN, lod Josias fjerne, og
han handlede med dem ganske som han havde gjort i Betel;
20. og han lod alle Højenes Præster, som var der ved Altrene, dræbe,
og han opbrændte Menneskeknogler på Altrene. Så vendte han
tilbage til Jerusalem.
21. Derefter gav Kongen alt Folket, den Befaling: "Hold Påske for
HERREN eders Gud, som der er foreskrevet her i Pagtsbogen!"
22. Thi slig en Påske var ikke nogen Sinde blevet holdt i Israels og
Judas Kongers Tid, ikke siden Dommerne dømte Israel;
23. men først i Kong Josias's attende Regeringsår blev en sådan
Påske fejret for HERREN i Jerusalem.
24. Også Dødemanerne og Sandsigerne, Husguderne, Afgudsbillederne og
alle de væmmelige Guder, der var at se i Judas Land og
Jerusalem, udryddede Josias for at opfylde Lovens Ord, der stod
skrevet i den Bog, Præsten Hilkija havde fundet i HERRENs Hus.
25. Der havde ikke før været nogen Konge, der som han af hele sit
Hjerte og hele sin Sjæl og al sin Kraft omvendte sig til HERREN
og fulgte hele Mose Lov; og heller ikke efter ham opstod hans
Lige.
26. Alligevel lagde HERRENs mægtige Vredesglød sig ikke, thi hans
Vrede var blusset op mod Juda over alle de Krænkelser, Manasse
havde tilføjet ham.
27. Og HERREN sagde: "Også Juda vil jeg fjerne fra mit Åsyn, ligesom
jeg fjernede Israel, og jeg vil forkaste Jerusalem, denne min
udvalgte By, og det Hus, om hvilket jeg har sagt: Mit Navn skal
være der!"
28. Hvad der ellers er at fortælle om Josias, alt, hvad han udførte,
står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
29. I hans Dage drog Ægypterkongen Parao Neko op til Eufratfloden
imod Assyrerkongen. Kong Josias rykkede imod ham, men Neko
fældede ham ved Megiddo, straks han så ham.
30. Og hans Folk førte ham død bort fra Megiddo, bragte ham til
Jerusalem og jordede ham i hans Grav. Men Folket fra Landet tog
Joahaz, Josias's Søn, og salvede og hyldede ham til Bonge i hans
Faders Sted.
31. Joahaz var tre og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede tre Måneder i Jerusalem. Hans Moder hed Hamutal og var
en Datter af Jirmeja fra, Libna.
32. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som hans
Fædre.
33. Men Farao Neko lod ham fængsle i Ribla i Hamats Land og gjorde
dermed Ende på hans Herredømme i Jerusalem og lagde en Skat af
hundrede Talenter Sølv og ti Talenter Guld på Landet.
34. Derpå gjorde Farao Neko Eljakim, Josias's Søn, til Konge i hans
Fader Josias's Sted, og han ændrede hans Navn til Jojakim;
Joahaz derimod tog han med til Ægypten, og der døde han.
35. Sølvet og Guldet udredede Jojakim til Farao; men for.at kunne
udrede Pengeneefter Faraos Befaling satte han Landet i Skat;
efter som hver især var sat i Skat, inddrev han Sølvet og Guldet
for at give Farao Neko det.
36. Jojakim var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Zebida og var en
Datter af Pedaja fra Ruma.
37. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som hans
Fædre.
Anden Kongebog 24
1. I hans Dage drog Kong Nebukadnezar af Balel op, og Jojakim
underkastede sig ham; men efter tre Års Forløb faldt han fra ham
igen.
2. Da sendte HERREN kaldæiske, aramaiske, moabitiske og ammonitiske
Strejfskarer imod ham; dem sendte han ind i Juda for at ødelægge
det efter det Ord, HERREN havde talet ved sine Tjenere
Profeterne.
3. Det skyldtes ene og alene HERRENs Vrede, at Juda blev drevet
bort fra HERRENs Åsyn; det var for Manasses Synders Skyld, for
alt det, han havde gjort,
4. også for det uskyldige Blods Skyld, som han havde udgydt så
meget af, at han havde fyldt Jerusalem dermed; det vilde HERREN
ikke tilgive.
5. Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim, alt, hvad han
udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
6. Så lagde Jojakim sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn
Jojakin blev Kooge i hans Sted.
7. Men Ægypterkongen drog ikke mere ud af sit Land, thi Babels
Konge havde taget alt, hvad der tilhørte Ægypterkongen fra
Ægyptens Bæk til Eufratfloden.
8. Jojakin var atten År gammel, da han blev Konge, og han herskede
tre Måneder i Jerusålem. Hans Moder hed Nehusjta og var en
Datter af Elnatan fra Jerusalem.
9. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som hans
Fader.
10. På den Tid drog Kong Nebukadnezar af Babels Folk op mod
Jerusalem, og Byen blev belejret.
11. Kong Nebukadnezar af Babel kom til Jerusalem, medens hans Folk
belejrede det.
12. Da overgav Kong Jojakin af Juda sig med sin Modet, sine Tjenere,
Øverster og Hoffolk til Babels Konge, og han tog imod ham; det
var i Kongen af Babels ottende Regeringsår.
13. Og som HERREN havde forudsagt, førte han alle Skattene i HERRENs
Hus og Kongens Palads bort og brød Guldet af alle de Ting, Kong
Salomo af Israel havde ladet lave i HERRENs Helligdom.
14. Og han førte hele Jerusalem, alle Øversterne og de velhavende,
10.000 i Tal, bort som Fanger, ligeledes Grovsmede og Låsesmede,
så der ikke blev andre tilbage end de fattigste af Folket fra
Landet.
15. Så førte han Jojakin som Fange til Babel, også Kongens Moder og
Hustruer, hans Hoffolk og alle de højtstående i Landet førte han
som Fanger fra Jerusalem til Babel;
16. fremdeles alle de velbavende, 7000 i Tal, Grovsmedene og
Låsesmedene, 1800 i Tal, alle øvede Krigere - dem førte Babels
Konge som Fanger til Babel.
17. Men i Jojakins Sted gjorde Babels Konge hans Farbroder Mattanja
til Konge, og han ændrede hans Navn til Zedekias.
18. Zedekias var een og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hamital og var en
Datter af Jirmeja fra Libna.
19. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som
Jojakim. 20.a. Thi for HERRENs Vredes Skyld timedes dette
Jerusalem og Juda, og til sidst stødte han dem bort fra sit
Åsyn.
Anden Kongebog 25
20.b. Og Zedekias faldt fra Babels Konge.
1. I hans niende Regeringsår på den tiende Dag i den tiende Måned
drog Kong Nebukadnezar af Babel da med hele sin Hær mod
Jerusalem og belejrede det, og de byggede Belejringstårne imod
det rundt omkring;
2. og Belejringen varede til Kong Zedekias's ellevte Regeringsår.
3. På den niende Dag i den fjerde Måned blev Hungersnøden hård i
Byen, og Folket fra Landet havde ikke Brød.
4. Da blev Byens Mur gennembrudt. Kongen og alle Krigsfolkene
flygtede om Natten gennem Porten mellem de to Mure ved Kongens
Have, medens Kaldæerne holdt Byen omringet, og han tog Vejen ad
Arabalavningen til.
5. Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen og indhentede ham på
Jerikosletten, efter at hele hans Hær var blevet splittet til
alle Sider.
6. Så greb de Kongen og bragte ham op til Ribla til Babels Konge,
der fældede Dommen over ham.
7. Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn, og på Zedekias selv
lod han Øjnene stikke ud; derpå lod han ham lægge i
Kobberlænker, og således førte de ham til Babel.
8. På den syvende Dag i den femte Måned, det var Babels Konge
Nebukadnezars nittende Regeringsår, kom Nebuzaradan, Øversten
for Livvagten, Babels Konges Tjener, til Jerusalem.
9. Han satte Ild på HERRENs Hus og Kongens Palads og alle Husene i
Jerusalem; på alle Stormændenes Huse satte han Ild;
10. og Murene om Jerusalem nedbrød alle Kaldæernes Folk, som
Øversten for Livvagten havde med sig.
11. De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne, der var
gået over til Babels Konge, og,de sidste Håndværkere førte
Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, bort.
12. Men nogle af de fattigste at Folket fra Landet lod Øversten for
Livvagten blive tilbage som Vingårdsmænd og Agerdyrkere.
13. Kobbersøjlerne i HERRENs Hus, Stellene og Kobberhavet i HERRENs
Hus slog Kaldæerne i Stykker og førte Kobberet til Babel.
14. Karrene, Skovlene, Hnivene, Kanderne og alle Kobbersagerne, som
brugtes ved Tjenesten, røvede de;
15. også Panderne og Skålene, alt, hvad der helt var af Guld eller
Sølv, røvede Øversten for Livvagten.
16. De to Søjler, Havet og Stellene, som Salomo havde ladet lave til
HERRENs Hus - Kobberet i alle disse Ting var ikke til at veje.
17. Atten Alen høj var den ene Søjle, og der var et Søjlehoved af
Kobber oven på den, tre Alen højt, og rundt om Søjlehovederne
var der Fletværk og Granatæbler, alt af Kobber; og på samme Måde
var det med den anden Søjle.
18. Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, Andenpræsten
Zefanja og de tre Dørvogtere;
19. og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn med Krigs
folket, og fem Mænd, der hørte til Kongens nærmeste Omgivelser,
og som endnu fandtes i Byen, desuden Hærførerens Skriver, der
udskrev Folket fra Landet til Krigstjeneste, og dertil
tresindstyve Mænd af Folket fra Landet, der fandtes i Byen,
20. dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan og førte til Babels
Konge i Ribla;
21. og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Så førtes
Juda i Landflygtighed fra sit Land.
22. Over de Folk, der blev tilbage i Judas Land, dem, Babels Konge
Nebukadnezar lod blive tilbage, satte han Gedalja, Ahikams Søn,
Sjafans Sønnesøn.
23. Da nu alle Hærførerne med deres Folk hørte, at Babels Konge
havde indsat Gedalja, kom de til ham i Mizpa, Jisjmael, Netanjas
Søn, Johanan,Bareas Søn, Seraja, Tanhumets Søn fra Netofa, og
Ja'azanja, Ma'akatitens Søn, tillige med deres Folk.
24. Og Gedalja besvor dem og deres Folk og sagde: "Frygt ikke for
Kaldæerne! Bliv i Landet og underkast eder Babels Konge, så vil
det gå eder vel!"
25. Men i den syvende Måned kom Jisjmael, Netanjas Søn, Elisjamas
Sønnesøo, en Mand af kongelig Byrd, med ti Mænd og slog Gedalja
ihjel tillige med de Judæere og Kaldæere, der var hos ham i
Mizpa.
26. Da brød hele Folket, store og små, og Hærførerne op og drog til
Ægypten; thi de frygtede for Kaldæerne.
27. I det syv og tredivte År efter Kong Jojakin af Judas Bortførelse
på den syv og tyvende Dag i den tolvte Måned tog Babels Konge
Evil-Merodak, der i det År kom på Tronen, Kong Jojakin af Juda
til Nåde og førte ham ud af Fængselet.
28. Han talte ham venligt til og gav ham Sæde oven for de Konger,
der var hos ham i Babel.
29. Jojakin aflagde sin Fangedragt og spiste daglig hos ham, så
længe han levede.
30. Han fik sit daglige Underhold af Kongen, hver Dag hvad han
behøvede for den Dag, så længe han levede.
Første Krønikebog
Første Krønikebog 1
1. Adam, Set Enosj,
2. Kenan, Mahalal'el, Jered,
3. Enok, Metusalem, Lemek,
4. Noa, Sem, Kam og Jafet.
5. Jafets Sønner: Gomer, Magog, Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og
Tiras.
6. Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifat og Togarma.
7. Javans Sønner: Elisja, Tarsis, Kitæerne og Rodosboerne.
8. Kams Sønner: Kusj, Mizrajim, Put og Kana'an.
9. Kusj' Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas
Sønner: Saba og Dedan.
10. Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden.
11. Mizrajim avlede Luderne, Anamerne, Lehaberne, Naftuherne,
12. Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og
Kaftorerne.
13. Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, og Het,
14. Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne,
15. Hivviterne, Arkiterne, Siniterne,
16. Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne.
17. Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram. Arams Sønner:
Uz, Hul, Geter og Masj.
18. Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber;
19. Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid
adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan.
20. Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera,
21. Hadoram, Uzal, Dikla,
22. Ebal, Abimael, Saba,
23. Ofir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner.
24. Sems Sønner: Arpaksjad, Sjela,
25. Eber, Peleg, Re'u,
26. Serug, Nakor, Tara
27. og Abram, det er Abraham.
28. Abrahams Sønner: Isak og Ismael.
29. Dette er deres Slægtebog: Ismaels førstefødte Nebajot, dernæst
Kedar, Adbe'el, Mibsam,
30. Misjma, Duma, Massa, Hadad, Tema,
31. Jetur, Nafesj og Kedma. Det var Ismaels Sønner.
32. De Sønner, som Abrahams Medhustru Hetura fødte: Zimran, Joksjan,
Medan, Midjan, Jisjbak og Sjua. Joksjans Sønner: Saba og Dedan.
33. Midjans Sønner: Efa, Efer, Hallok, Ahida og Elda'a. Alle disse
var Keturas Sønner.
34. Abraham avlede Isak. Isaks Sønner: Jakob og Esau.
35. Esaus Sønner: Elifaz, Re'uel, Je'usj, Jalam og Kora.
36. Elifaz's Sønner: Teman, Omar, Zef, Gatam, Kenaz, Timna og
Amalek.
37. Re'uels Sønner: Nahat, Zera, Sjamma og Mizza.
38. Se'irs Sønner: Lotan, Sjobal, Zib'on, Ana, Disjon, Ezer og
Disjan.
39. Iotans Sønner: Hori og Hemam; og Lotans Søster var Timna.
40. Sjobals Sønner: Alvan, Manahat, Ebal, Sjeft og Onam. Zib'ons
Sønner: Ajja og Ana.
41. Anas Sønner: Disjon. Disjons Sønner: Hemdan. Esjban, Jitran og
Keran.
42. Ezers Sønner: Bilhan, Za'avan og Akan. Disjans Sønner: Uz og
Aran.
43. Følgende var de Konger, der herskede i Edoms, Land, før
Israeliterne fik Konger: Bela, Beors Søn; hans By hed Dinhaba.
44. Da Bela døde, blev Jobab, Zeras Søn fra Bozra, Konge i hans
Sted.
45. Da Jobab døde, blev Husjam fra Temaniternes Land Konge i hans
Sted.
46. Da Husjam døde, blev Hadad, Bedads Søn, Konge i hans Sted; det
var ham, der slog Midjaniterne på Moabs Slette; hans By hed
Avit.
47. Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka Konge i hans Sted.
48. Da Samla døde, blev Sja'ul fra Rehobot ved Floden Konge i hans
Sted.
49. Da Sja'ul døde, blev Ba'al-Hanan, Akbors Søn, Konge i hans Sted.
50. Da Ba'al-Hanan døde, blev Hadad Konge i hans Sted; hans By hed
Pa'i, og hans Hustru hed Mehetab'el, en Datter af Matred, en
Datter af Mezahab.
51. DaHadad døde, fremtrådte Edoms Stammehøvdinger: Høvdingerne
Timna, Alja, Jetet,
52. Oholibama, Ela, Pioon,
53. Kenaz, Teman, Mibzar,
54. Magdiel og Iram. Det var Edoms Stammehøvdinger.
Første Krønikebog 2
1. Israels Sønner var følgende: Ruben, Simeon, Levi, Juda, Issakar,
Zabulon,
2. Dan, Josef, Benjamin, Naftali, Gad og Aser.
3. Judas Sønner: Er, Onan og Sjela; disse tre fødtes ham af
Kana'anæer kvinden Batsjua. Men Er, Judas førstefødte, var
HERREN imod, og han lod ham dø.
4. Derpå fødte Judas Sønnekone Tamar ham Perez og Zera, så at Judas
Sønner i alt var fem.
5. Perez's Sønner: Hezron og Hamul.
6. Zeras Sønner: Zimri, Etan, Heman, Kalkol og Darda, i alt fem.
7. Karmis Sønner: Akar, der styrtede Israel i Ulykke, idet han
forgreb sig på det Gods, der var lagt Band på.
8. Etans Sønner: Azarja.
9. Hezrons Sønner, som fødfes ham: Jerame'el, Ram og Kelubaj.
10. Ram avlede Amminadab; Amminadab avlede Nahasjon, Judæernes
Øverste;
11. Nahasjon avlede Salma; Salma avlede Boaz;
12. Boaz avlede Obed; Obed avlede Isaj;
13. Isaj avlede sin førstefødte Eliab, sin anden Søn Abinadab, sin
tredje Søn, Sjim'a,
14. sin fjerde Søn Netan'el, sin femte Søn Raddaj,
15. sin sjette Søn Ozem og sin syvende Søn David;
16. deres Søstre var Zeruja og Abigajil. Zerujas Sønner: Absjaj,
Joab og Asa'el, tre.
17. Abigajil fødte Amasa, hvis Fader var Ismaeliten Jeter.
18. Hezrons Søn Kaleb avlede med sin Hustru Azuba Jeriot; og hendes
Sønner var følgende: Jesjer, Sjobab og Ardon.
19. Da Azuba døde, ægtede Kaleb frat, som fødte ham Hur.
20. Hur avlede Uri, og Uri avlede Bezal'el.
21. Derefter gik Hezron ind til Gileads Fader Makirs Datter, som han
ægtede, da han var tredsindstyve År gammel, og hun fødte ham
Segub.
22. Segub avlede Ja'ir, som ejede tre og tyve Byer i Gileads Land.
23. Men Gesjur og Aram fratog dem Ja'irs Teltbyer, Kenat med
Småbyer, tresindstyve Byer. Alle disse var Gileads Fader Makirs
Sønner.
24. Efter Hezrons Død gik Kaleb ind til sin Fader Hezrons Hustru
Efrata, og hun fødte ham Asjhur, der blev Fader til Tekoa.
25. Jerame'els, Hezrons førstefødtes, Sønner: Ram, den førstefødte,
dernæst Buna, Oren og Ozem, hans Brødre.
26. Og Jerame'el havde en anden Hustru ved Navn Atara, som var Moder
til Onam.
27. Rams, Jerame'els førstefødtes, Sønner: Ma'az, Jamin og Eker.
28. Onams Sønner: Sjammaj og Jada. Sjammajs Sønner: Nadab og
Abisjur.
29. Abisjurs Hustru hed Abihajil; hun fødte ham Aban og Molid.
30. Nadabs Sønner: Seled og Appajim; Seled døde barnløs.
31. Appajims Sønner: Jisj'i. Jisj'is Sønner: Sjesjan. Sjesjans
Sønner: Alaj.
32. Sjammajs Broder Jadas Sønner: Jeter og Jonatan. Jeter døde
barnløs.
33. Jonatans Sønner: Pelet og Zaza. Det var Jerame'els Efterkommere.
34. Sjesjan havde kun Døtre, ingen Sønner. Men Sjesjan havde en
ægyptisk Træl ved Navn Jarha,
35. og Sjesjan gav sin Træl Jarha sin Datter til Ægte, og hun fødte
ham Attaj.
36. Attaj avlede Natan; Natan avlede Zabad;
37. Zabad avlede Eflal; Eflal avlede Obed;
38. Obed avlede Jehu; Jehu avlede Azarja;
39. Azarja avlede Helez; Helez avlede El'asa;
40. El'asa avlede Sismaj; Sismaj avlede Sjallum;
41. Sjallum avlede Jekamja; Jekamja avlede Elisjama.
42. Jerame'els Broder Kalebs Sønner: Maresja, hans førstefødte, som
var Fader til Zif. Maresjas Sønner: Hebron.
43. Hebrons Sønner: Kora, Tappua, Rekem og Sjema.
44. Sjema avlede Raham, der var Fader til Jorke'am. Rekem avlede
Sjammaj.
45. Sjammajs Søn var Maon, som var Fader til Bet-Zur.
46. Kalebs Medhustru Efa fødte Karan, Moza og Gazez; Karan avlede
Gazez.
47. Jadajs Sønner: Regem, Jotam, Gersjan, Pelet, Efa og Sja'af.
48. Halebs Medhustru Ma'aka fødfe Sjeber og Tirhana.
49. Sja'af, Madmannasader, avlede Sjeva, Makbenas Fader og Gibeas
Fader. Kalebs Datter var Aksa.
50. Det var Halebs Efterkommere. Hurs, Efratas førstefødtes, Sønner:
Sjobal, Kirjat-Jearims Fader,
51. Salma, Betlehems Fader, og Haref, Bef-Gaders Fader.
52. Sjobal, Birjat-Jearims Fader, havde følgende Sønner: Reaja,
Halvdelen af Manahatiterne.
53. Kirjat-Jearims Slægter: Jitriterne, Putiterne, Sjumatiterne og
Misjraiterne; fra dem udgik Zor'atiterne og Esjtaoliterne.
54. Salmas Sønner: Betlehem, Netofatiterne, Atarot-Bet-Joab,
Halvdelen af Manahatiterne og Zor'iterne.
55. De i Jabez bosatte skriftlærdes Slægter: Tir'atiterne,
Sjim'atiterne og Sukatiterne, det er Kiniterne, som nedstammede
fra Hammat, Rekabs Slægts Fader.
Første Krønikebog 3
1. Davids Sønner, som fødtes ham i Hebron, var følgende: Ammon, den
førstefødte, som han havde med Ahinoam fra Jizre'el, den anden
Daniel, med Abigajil fra Karmel,
2. den tredje Absalom, en Søn af Ma'aka, Kong Talmaj af Gesjurs
Datter, den fjerde Adonija, Haggits Søn,
3. den femte Sjefafja, som han havde med Abital, den sjette
Jitream, som han havde med sin Hustru Egla.
4. Seks fødtes ham i Hebron, hvor han herskede syv År og seks
Måneder. Tre og tredive År herskede han i Jerusalem.
5. Følgende fødtes ham i Jerusalem: Sjim'a, Sjobab, Natan og
Salomo, hvilke fire han havde med Ammiels Datter Batsjua;
6. fremdeles Jibhar, Elisjama, Elifelet,
7. Noga, Nefeg, Jafia,
8. Elisjama. Be'eljada og Elifelet, i alt ni.
9. Det var alle Davids Sønner foruden Medhustruernes Sønner; og
Tamar var deres Søster.
10. Salomos Søn Rehabeam, hans Søn Abija, hans Søn Asa, hans Søn
Josafat,
11. hans Søn Joram, hans Søn Ahazja, hans Søn Joas,
12. hans Søn Amazja, hans Søn Azarja, hans Søn Jotam,
13. hans Søn Akaz, hans Søn Ezekias, hans Søn Manasse,
14. hans Søn Amon, hans Søn Josias.
15. Josias's Sønner: Johanan, den førstefødte, den anden Jojakim,
den tredje Zedekias, den fjerde Sjallum.
16. Jojakims Sønner: Hans Søn Jekonja, hans Søn Zedekias.
17. Den fængslede Jekonjas Sønner: Hans Søn Sjealtiel,
18. Malkiram, Pedaja, Sjen'azzar, Jekamja, Hosjama og Nedabja.
19. Pedajas Sønner: Zerubbabel og Sjim'i. Zerubbabels Sønner:
Mesjullam og Hananja og deres Søster Sjelomit.
20. Mesjullams Sønner: Hasjuba, Ohel, Berekja, Hasadja og Jusjab
Hesed, fem.
21. Hananjas Sønner: Pelatja, Jesja'ja, Refaja, Arnan, Obadja og
Sjekanja.
22. Sje'kanjas Sønner: Sjemaja, Hattusj, Jig'al, Baria, Nearja og
Sjafat, seks.
23. Nearjas Sønner: Eljoenaj, Hizkija og Azrikam, tre.
24. Eljoenajs Sønner: Hodavja, Eljasjib, Pelaja, Akkub, Johanan,
Delaja og Anani, syv.
Første Krønikebog 4
1. Judas Sønner: Perez, Hezron, Karmi, Hur og Sjobal.
2. Sjobals Søn Reaja avlede Jahat; Jahat avlede Ahumaj og
Lahad. Det var Zor'atitemes Slægter.
3. Etams Fader Hurs Sønner var følgende: Jizre'el, Jisjma og
Jidbasj; deres Søster hed Hazlelponi;
4. og Penuel, Gedors Fader, og Ezer, Husjas Fader; det var Efratas'
førstefødte Hurs, Betlehems Faders, Sønner.
5. Asjhur, Tekoas Fader, havde to Hustruer: Hel'a og Na'ara.
6. Na'ara fødte ham Ahuzzam, Hefer, Teme'ni og Ahasjtariteme; det
var Na'aras Sønner.
7. Hel'as Sønner: Zeret, Zohar, Etnan og Koz.
8. Koz avlede Anub, Hazzobeba og Aharhels "Harums Søns, Slægter.
9. Jabez var mere anset end sine Brødre. Hans Moder havde givet ham
Navnet Jabez, idet hun sagde: "Jeg har født ham med Smerte!
10. Jabez påkaldte Israels Gud således: "Gid " du vilde velsigne mig
rigeligt og gøre mit Område stort, lade din Hånd være med mig og
fri mig fra Ulykke, så der ikke voldes mig Smerte! Og Gud gav
ham alt, hvad han bad om.
11. Kelub, Sjuhas Broder, avlede Mehir, det er Esjtons Fader.
12. Esjton avlede Bet-Rafa, Pasea og Tehinna, Fader til Nahasjs By;
det er Mændene fra Reka.
13. Kenaz's Sønner: Otniel og Seraja. Otniels Sønner: Hatat og
Meonotaj.
14. Meonotaj avlede Ofra. Seraja avlede Joab, Fader. til
Ge-Harasjim; de var nemlig Håndværkere.
15. Jefunnes Søn kalebs Sønner: Ir, Ela og Na'am, Elas Sønner. og
Kenaz.
16. Perez's Sønner: Jehallel'el og Ezra. Je'hallel'els Sønner: Zif,
Zifa, Tireja og Asar'el.
17. Ezras Sønner: Jeter, Mered og Efer. Jeter avlede Mirjam, Sjammaj
og Jisjba, Esjtemoas Fader.
18. Hans judæiske Hustru fødte Jered, Gedors Fader, Heber, Sokos
Fader, og Jekutiel, Zanoas Fader.
19. Sønnerne af Faraos Datter Bitja, som Mered ægtede, var følgende:
Nahams Søsters, Sønner var følgende: Garmiten og Ma'akafiten
Esjtemoa.
20. Sjimons Sønner: Amnon og Rinna, Benhanan og Tilon. Jisj'is
Sønner: Zohet. Zohets Søn:
21. Judas Søn Sjelas Sønner: Er, Lekas Fader, Lada, Maresjas Fader
Linnedvæveriets Slægter af Asjbeas Hus,
22. Jokim, Kozebas Mænd og Joasj og Saraf, som herskede over Moab og
vendte tilbage til Betlehem. Det er jo gamle Begivenheder.
23. Dette er Pottemagerne og Beboerne i Netaim og Gedera; de boede
der i Kongens Nærhed og stod i hans Tjeneste.
24. Simeons Sønner: Nemuel, Ja'min, Jarib, Zera og Sja'ul
25. hans Søn Sjallum, hans Søn Mibsam, hans Søn Misjma.
26. Misjmas Sønner: Hans Søh Hammuel, hans Søn Zakkur, hans Søn
Sjim'i.
27. Sjim'i havde seksten Sønner og seks Døtre; men hans Brødre havde
ikke mange Sønner, og deres hele Slægt blev ikke så talrig som
Judæerne.
28. De boede i Be'ersjeba Molada, Hazar-Sjual,
29. Bilha, Ezem, Tolad,
30. Betuel, Horma, Ziklag,
31. Bet-Markabot, Hazar-Susim, Bet-Bir'i og Sja'arajim - det var
indtil Davids Regering deres Byer
32. med Landsbyer - fremdeles Etam, Ajin, Rimmon, Token og Asjan,
fem Byer;
33. desuden alle deres Landsbyer, som lå rundt om disse Byer indtil
Ba'al. Det var deres Bosteder; og de havde deres egen Slægtebog.
34. Fremdeles: Mesjobab, Jamlek, Amazjas Søn Josja,
35. Joel, Jehu, en Søn af Josjibja, en Søn af Seraja, en Søn af
Asiel,
36. Eljoenaj, Ja'akoba, Jesjohaja, Asaja, Adiel, Jesimiel, Benaja
37. og Ziza, en Søn af Sjif'i, en Søn af Allon, en Søn af Jedaja, en
Søn af Sjimri, en Søn af Sjemaja;
38. de her ved Navn nævnte var Øverster i deres Slægter, efter at
deres Fædrenehuse havde bredt sig stærkt.
39. Da de engang drog i Retning af Gerar østen for Dalen for at søge
Græsning til deres Småkvæg,
40. fandt de fed og god Græsning, og Landet var udstrakt, og der var
Fred og Ro, da de tidligere Beboere nedstammede fra Kam.
41. I Kong Ezekias af Judas Dage drog de her ved Navn nævnte hen og
overfaldt deres Telte og slog Me'uniterne, som de traf der, og
de lagde Band på dem, så de nu ikke mere er til; derefter bosate
de sig i deres Land, da der var Græsning til deres Småkvæg.
42. Af dem, af Simeoniterne, drog 500 Mand til Se'irs Bjerge under
Ledelse af Pelatja, Nearj'a, Refaja og Uzziel, Jisj'is Sønner,
43. og de nedhuggede de sidste Amalekiter, der var tilbage; og de
bosatte sig der og bor der den Dag i Dag.
Første Krønikebog 5
1. Rubens, Israels førstefødtes, Sønner - han var nemlig den
førstefødte, men da han vanærede sin Faders Leje, gaves hans
Førstefødselsret til Israels Søn Josefs Sønner, dog ikke
således, at de i Slægtebogen opføres som førstefødte;
2. thi Juda herskede over sine Brødre, og af hans Midte skulde
Fyrsten tages, men Førstefødselsretten blev Josefs
3. Rubens, Israels førstefødtes, Sønner: Hanok, Pallu, Hezron og
Karmi.
4. Joels Sønner: Hans Søn Sjemaja, hans Søn Gog, hans Søn Sjim'i
5. hans Søn Mika, hans Søn Reaja, hans Søn Ba'al
6. hans Søn Be'era, hvem Assyrerkongen Tillegat-Pilneser førte i
Landflygtighed, da han var Rubeniternes Øverste.
7. Og hans Brødre efter deres Slægter, somde var optegnede i
Slægtebogen efter deres Nedstamning Først Je'iel, dernæst
Zekarja
8. og Bela, en Søn af Azaz, en Søn af Sjema, en Søn af Joel, som
boede i Aroer og hen til Nebo og Ba'al-Meon;
9. og mod Øst nåede det Område, hvor han boede, hen imod
Ørkenegnene, der strækker sig over mod Eufratfloden; thi de
havde talrige Hjorde i Gileads Land.
10. I Sauls Dage førte de Krig med Hagriterne, og disse faldt i
deres Hånd; så bosatte de sig i deres Telte på hele Gileads
Østside.
11. Gads Sønner, som boede lige over for dem i Basans Land indtil
Salka:
12. Først Joel, dernæst Sjafam, Ja'naj og Sjafat i Basan;
13. og deres Brødre efter deres Fædrenehuse: Mikael, Mesjullam,
Sjeba, Joraj, Jakan, Zia og Eber, syv.
14. De var Sønner af Abihajil, en Søn af Huri, en Søn af Jaroa, en
Søn af Gilead, en Søn af Mikael, en Søn af Jesjisjaj, en Søn af
Jado, en Søn af Buz.
15. Ahi, en Søn af Abdiel, en Søn af Guni, var Overhoved for deres
Fædrenehuse.
16. De boede i Gilead, i Basan og Småbyerne det og i alle Sirjons
Græsgange, så langt de strækker sig.
17. De indførtes alle i Slægtebog i Kong Jotam af Judas og Kong
Jeroboam af Israels Dage.
18. Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme, alle de
krigsdygtige Mænd, der har Skjold og Sværd, spændte Bue og var
øvet i Kamp, 44760 Mand, der kunde drage i Kamp,
19. førte Krig med Hagriterne, Jetur, Nafisj og Nodab;
20. og de fik Hjælp imod dem, så at Hagriterne og alle deres
Forbundsfæller overgaves i deres Hånd, thi de råbte til Gud i
Kampen, og han bønhørte dem, fordi de slog deres Lid til ham.
21. Så tog de deres Hjorde, 50.000 Kameler, 250.000 Stykker Småkvæg,
2.000 Æsler og 100.000 Mennesker som Bytte.
22. Der skete nemlig et stort Mandefald, thi Gud havde villet
Krigen; og de boede nu i Landet i deres Sted lige til
Landflygtigheden.
23. Manasses halve Stammes Sønner boede i Landet fra Basan til
Ba'al-Hermon, Senir og Hermonbjerget; de var talrige.
24. Overhovederne for deres Fædrenehuse var følgende: Efer, Jisj'i,
Eliel, Azriel, Jirmeja, Hodavja og Jadiel, dygtige Krigere og
navnkundige Mænd, Overhoveder for deres Fædrenehuse.
25. Men de var deres Fædres Gud utro og bolede med de Guder, der
dyrkedes af Landets Folkeslag, som Gud havde udryddet foran dem.
26. Da æggede Israels Gud Assyrerkongerne Puls og Tillegat-Pilnesers
Sind, så han slæbte dem bort, Rubeniterne, Gaditerne og Manasses
halve Stamme, og bragte dem til Hala, Habor, Hara og
Gozan-floden, hvor de er den Dag i Dag.
Første Krønikebog 6
1. Levis Sønner: Gerson, Kehat og Merari.
2. Kehats Sønner: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel.
3. Amrams Børn: Aron, Moses og Mirjam. Arons Sønner: Nadab, Abihu,
Eleazar og Itamar.
4. Eleazar avlede Pinehas; Pinehas avlede Abisjua;
5. Abisjua avlede Bukki; Bukki avlede Uzzi;
6. Uzzi avlede Zeraja; Zeraja avlede Merajot;
7. Merajot avlede Amarja; Amarja avlede Ahitub;
8. Ahitub avlede Zadok; Zadok avlede Ahima'az;
9. Ahima'az avlede Azarja; Azarja avlede Johanan;
10. Johanan avlede Azarja, der var Præst i det Tempel, Salomo
byggede i Jerusalem;
11. Azarja avlede Amarja; Amarja avlede Ahitub;
12. Ahitub avlede Zadok; Zadokavlede Sjallum;
13. Sjallum avlede Hilkija; Hilkija avlede Azarja;
14. Azarja avlede Seraja; Seraja avlede Jozadak,
15. Men Jozadak drog med, da HERREN lod Juda og Jerusalem føre i
Landflygtighed af Nebukadnezar.
16. Levis ønner: Gerson, Kehat og Me'rari.
17. Navnene på Gersons Sønner var følgende: Libni og Sjim'i.
18. Kehats Sønner: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel.
19. Meraris Sønner: Mali og Nusji. Det er Leviternes Slægter efter
deres Fædrenehuse.
20. Fra Gerson nedstammede: Hans Søn Libni, hans Søn Jahat, hans Søn
Zimma,
21. hans Søn Joa, hans Søn Iddo, hans Søn Zera og hans Søn Jeateraj.
22. Kehats Sønner: Hans Søn Amminadab, hans Søn Kora, hans Søn
Assir,
23. hans Søn Elkana, hans Søn Ebjasaf, hans Søn Assir,
24. hans Søn Tahat, hans Søn Uriel, hans Søn Uzzija og hans Søn
Sja'ul.
25. Elkanas Sønner: Amasaj og Ahimot,
26. hans Søn Elkana, hans Søn Zofaj, hans Søn Tohu,
27. hans Søn Eliab, hans Søn Jeroham,hans SønElkana oghans Søn
Samuel.
28. Samoels Sønner: Joel, den førstefødte, og den anden Abija.
29. Meraris Sønner: Mali, hans Søn Libni, hans Søn Sjim'i, hans Søn
Uzza,
30. hans Søn Sjim'a, hans Søn Haggija og hans Søn Asaja.
31. Følgende er de, hem David overdrog Sangen i HERRENs Hus, efter
at Arken havde fået et Hvilested,
32. ogsom gjorde Tjeneste foran Åbenbaringsteltets Bolig som
Sangere, indtil Salomo byggede HERRENs Hus i Jerusalem; de
udførte deres Tjeneste efter de Forskrifter, der var dem givet.
33. De, som udførfe denne Tjeneste, og deres Sønner var følgende: Af
Hehatiterne Sangeren Heman, en Søn af Joel, en Søn af Samuel,
34. en Søn af Elkana, en Søn af Jeroham, en Søn af Eliel, en Søn af
Toa,
35. en Søn af Zuf, en Søn af Elkana, en Søn af Mahat, en Søn af
Amasaj,
36. en Søn af Elkaoa, en Søn af Joel, en Søn af Azarja, en Søn af
Zefanja,
37. en Søn af Tahat, en Søn af Assir, en Søn af Ebjasaf, en Søn af
Hora,
38. en Søn af Jizhar, en Søn af Kehat, en Søn af Levi, en Søn af
Israel.
39. Hans Broder Asaf, der havde Plads til højre for ham: Asaf, en
Søn af Berekja, en Søn af Sjim'a,
40. en Søn af Mikael, en Søn af Ba'aseja, en Søn af Malkija,
41. en Søn af Etni, en Søn af Zera, en Søn af Adaja,
42. en Søn af Etan, en Søn af Zimma, en Søn af Sjim'i,
43. en Søn af Jahat, en Søn af Gerson, en Søn af Levi.
44. Deres Brødre, Meraris Sønner, der havde Plads til venstre: Etan,
en, Søn af Kisji en Søn af Abdi, en af Malluk,
45. en Søn af Hasjabja, en Søn af Amazja, en Søn af Hilkija,
46. en Søn af Amzi, en Søn af Bani, en Søn af Sjemer,
47. en Søn af Mali en Søn af Musji, en Søn af Merari, en Søn af
Levi.
48. Deres Brød Leviterne var pligtige at gøre alt Arbejdet ved Guds
Hus's Bolig;
49. men Aron og hans Sønner ofrede Røgofre på Brændofferalteret og
Røgofferalteret, de udførte alt Arbejde i det Allerhelligste og
skaffede Israel Soning, ganske som Guds Tjener Moses havde
påbudt.
50. Arons Sønner var følgende: Hans Søn Eleazar, hans Søn Pinehas,
hans Søn Abisjua,
51. hans Søn Bukki, hans Søn Uzzi, hans Søn Zeraja,
52. hans Søn Merajot, hans Søn Amarja, hans Søn Ahitub, 53; hans Søn
Zadok og hans Søn Ahima'az.
54. Deres Boliger, deres Teltlejre i deres Område var følgende:
Arons Sønner af Kehatiternes Slægt - thi, for dem faldt Loddet
først
55. gav man Hebron i Judas Land med tilhørende Græsmarker;
56. men Byens Landområde og Landsbyer gav, man Haleb, Jefunnes Søn.
57. Arons Sønner gav, man Tilflugtsbyen Hebron, Libna.. med
Græsmarker. Jattir, Esjtemoa, med Græsmarker,
58. Hilen med Græsmarker, Debir med Græsmarker,
59. Asjan med Græsmarker, Jutta med Græsmarker og Bet-Sjemesj med
Græsmarker:
60. Af Benjamins Stamme: Gibeon med Græsmarker, Geba med Græsmarker,
Alemet med Græsmarker og Anatot med Græsmarker. I alt tretten
Byer med Græsmarker.
61. Kehats øvrige Sønner tilfaldt efter deres Slægter ved
Lodkastning ti Byer af Efraims og Dans Stammer og Manasses halve
Stamme.
62. Gersons Sønner tilfaldt efter deres Slægter tretten Byer af
Issakars, Asers og Naftalis Stammer og Manasses halve Stamme i
Basan.
63. Meraris Sønner tilfaldt efter deres Slægter ved Lodkastning tolv
Byer af Rubens, Gads og Zebulons Stammer.
64. Så gav Israeliterne Leviterne Byerne med Græsmarker.
65. De gav dem ved Lodkastning af Judæernes, Simeoniternes og
Benjaminiternes Stammer de ovenfor nævnte Byer.
66. Kehatiternes Slægter fik de dem ved Lodkastning tildelte Byer af
Efraims Stamme;
67. man gav dem Tilflugtsbyen Sikem med Græsmarker i Efraims Bjerge,
Gezer med Græsmarker,
68. Jokmeam med Græsmarker. Bet-Horon med Græsmarker,
69. Ajjalon med Græsmarker og Gat: Rimmon med Græsmarker;
70. af Manasses halve Stamme Aner med Græsmarker og Jibleam med
Græsmarker; det tilfaldt de øvrige Hehatiters Slægter.
71. Gersoniterne efter deres Slægter tilfaldt af den anden Halvdel
af Manasses Stamme Golan i Basan med Græsmarker og Asjtarot med
Græsmarker;
72. af Issakars Stamme Kedesj med Græsmarker, Dobrat med Græsmarker,
73. Jarmut med Græsmarker og En-Gannim med Græsmarker;
74. af Asers Stamme Masjal med Græsmarker, Abdon med Græsmarker,
75. Hukok med Græsmarker og Rehob med Græsmarker;
76. af Naftalis Stamme Bedesj i Galilæa med Græsmarker, Hammot med
Græsmarker og Kirjatajim med Græsmarker.
77. De øvrige Leviter, Merariterne, tilfaldt af Zebulons Stamme
Rimmon med Græsmarker og Tabor med Græsmarker;
78. og hinsides Jordan over for Jeriko, østen for Jordan, af Rubens
Stamme Bezer i Ørkenen med Græsmarker, Jaza med Græsmarker,
79. Kedemot med Græsmarker og Mefa'at med Græsmarker;
80. af Gads Stamme Ramot i Gilead med Græsmarker, Mahanajim med
Græsmarker,
81. Hesjbon med Græsmarker og Ja'zer med Græsmarker.
Første Krønikebog 7
1. Issakas Sønner var: Tola, Pua, Jasjub og Sjimron, fire.
2. Tolas Sønner: Uzzi, Refaja, Jeriel, Jamaj, Jibsam og Sjemuel,
Overhoveder for Tolas Fædrenehuse, dygtige Krigere. Efter deres
Slægtebøger udgjorde deres Tal på Davids Tid 22600.
3. Uzzis Sønner: Jizraja, Jizrajas Sønner Mikael, Obadja, Joel og
Jissjija, fem, alle sammen Overhoveder.
4. Til dem hørte efter deres Slægtebøger, efter deres Fædrenehuse,
krigsrustede Skarer, 36000; de havde nemlig mange kvinder og
Børn.
5. Deres Brødre, alle Issakars Slægter, var dygtige Krigere; de,
som var indført i deres Slægtebog, udgjorde i alt 87 000.
6. Benjamins Sønner: Bela, Beker og Jediael, tre.
7. Belas Sønner: Ezbon, Uzzi, Uzziel Jerimot og Iri, fem,
Overhoveder for Fædrenehuse, dygtige Krigere; de, som var
indført i deres Slægtebog, udgjorde 22034.
8. Bekers Sønner: Zemira, Joasj, Eliezer, Eljoenaj, Omri, Jeremot,
Abija, Anatot og Alemet; alle disse var Bekers Sønner;
9. de, som var indført i deres Slægtebog efter deres Slægter,
Overhovederne for Fædrenehusene, dygtige Krigere, udgjorde 20
200.
10. Jediaels Sønner: Bilhan; Bilhans Sønner: Je'usj, Binjamin, Ehud,
Kena'ana, Zetan, Tarsjisj og Ahisjahar;
11. alle disse var Jediaels Sønner, Overhoveder for deres
Fædrenehuse, dygtige Krigere, 17200 øvede Krigere.
12. Og Sjuppim og Huppim var Irs Sønner, og Husjim var Ahers Sønner
13. Naftalis Sønner var: Jabaziel, Guni, Jezer og Sjallum. Bilhas
Sønner:.
14. Manasses Sønner, som hans aramaiske Medhustru fødte: Hun fødte
Makir, Gileads Fader.
15. Gilead ægtede en Kvinde ved Navn Ma'aka; hans Søster hed
Hammoleket, og hans Broder hed Zelobad; Zelofbad havde kun
Døtre.
16. Gileads Hustru Ma'aka fødte en Søn, som hun kaldte Peresj,
medens hans Broder hed Sjeresj; hans Sønnervar Ulam og Rekem.
17. Ulams Sønner: Bedan. Det var Sønner af Gilead, en Søn af Makir,
en Søn af Manasse.
18. Hans Søster Hammoleket fødte Isjhod, Abiezer og Mala.
19. Sjemidas Sønner: Ajan, Sjekm, Likhi og Ani'am.
20. Efraims Sønner: Sjutela hans Søn Bered, hans Søn Tahat, hans Søn
El'ada, hans Sønahat,
21. hans Søn Zabad, hans Søn Sjutela - og Ezer og El'ad. Dem dræbte
Mændene fra Gat, de indfødfe i Landet, fordi de var draget ned
for at tage deres Hjorde.
22. Deres Fader Efraim sørgede i lang Tid over dem, og hans Brødre
kom for at trøste ham.
23. Så gik han ind til sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og
fødte en Søn, som han kaldte Beri'a, fordi hans Hus var i
Ulykke, da det skete.
24. Hans Datter var Sje'era, som byggede Nedre- og Øvre-Bet-Horon og
Uzzen-Sje'era.
25. Hans Søn var Refa, hans Søn Resjef, hans Søn Tela, hans Søn
Tahan,
26. hans Søn Ladan, hans Søn Ammihud, hans Søn Elisjama,
27. hans Søn Nun, hans Søn Josua.
28. Deres Besiddelser og Boliger var Betel med Småbyer, mod Øst
Na'aran, mod Vest Gezer med Småbyer, fremdeles Sikem med Småbyer
indtil Ajja med Småbyer;
29. langs Manassiternes Grænse Bet-Sjean med Småbyer, Ta'anak med
Småbyer, Megiddo med Småbyer og Dor med Småbyer. I dem boede
Israels Søn Josefs Sønner.
30. A Sønner: Jimna, Jisjva, Jisjvi og Beri'a og deres Søster Sera.
31. Beri'as Sønner: Heber og Malkiel, som var Birzajits Fader.
32. Heber avlede Jaflet, Sjomer, Hotam og deres Søster Sjua.
33. Jaflets Sønner: Pasak, Bimhal og Asjvat; det var Jaflets Sønner.
34. Sjemers Sønner: Ahi, Roga, Hubba og Aram.
35. Hans Broder Hotams Sønner: Zofa, Jimna, Sjelesj og Amal.
36. Zofas Sønner: Sua, Harnefer, Sjual, Beri, Jimra,
37. Bezer, Hod, Sjamma, Sjilsja, Jitran og Be'era.
38. Jeters Sønner: Jefunne, Pispa og Ara.
39. Ullas Sønner: Ara, Hanniel og Rizja.
40. Alle disse var Asers Sønner. Overhoveder for Fædrenehusene,
udsøgte dygtige Krigere, Overhoveder for Øversterne. De, der var
indført i Slægtebogen som brugelige til Krigstjeneste, talte
26000.
Første Krønikebog 8
1. Benjamin avlede Bela, den førstfødte, Asjbel den anden, Ahiram
den tredje,
2. Noha den fjerde og Rafa den femte.
3. Bela havde Sønner: Ard, Gera, Ehuds Fader,
4. Abisjua, Na'aman, Ahoa,
5. Gera, Sjefufan og Hufam.
6. Ehuds Sønner var følgende de var Overhoveder for Fædrenehusene
blandt Gebas Indbyggere, men førtes bort til Manahat,
7. da Na'aman, Ahija og Gerå førte dem bort -: Han avlede Uzza og
Ahihud.
8. Sjaharajim avlede på Moabs Slette - efter at han havde sendt
sine Hustruer Husjim og Ba'ara bort
9. han avlede med sin Hustru Hodesj: Jobab, Zibja, Mesja, Malkam,
10. Je'uz, Sakeja og Mirma; det var hans Sønner, Overhoveder for
Fædrenehuse;
11. og med Husjim avlede han Abitub og Elpa'al.
12. Elpa'als Sønner: Eber, Misj'am og Sjemer, som byggede Ono og Lod
med Småbyer.
13. Beri'a og Sjema var Overhoveder for Fædrenehusene blandt
Indbyggerne i Ajjalon; det var dem, der slog Indbyggerne i Gat
på Flugt.
14. Deres Brødre var Elpa'al Sjasjak og Jeremot.
15. Og Zebadja, Arad, Eder,
16. Mikael, Jisjpa og Joha var Beri'as Sønner.
17. Zebadja, Mesjullam' Hizki, Heber,
18. Jisjmeraj, Jizli'a og Jobab var Elpa'als Sønner.
19. Jakim, Zikri, Zabdi,
20. Eljoenaj, Zilletaj, Eliel,
21. Adaja, Beraja og Sjimrat var Sjim'is Sønner.
22. Jisjpan, Eber, Eliel,
23. Abdon, Zikri, Hanan,
24. Hananja, Elam, Antotija,
25. Jifdeja og Penuel var Sjasjaks Sønner.
26. Sjamsjeraj, Sjeharja, Atalja,
27. Ja'aresjja, Elija og Zikri var Jerohatns Sønner.
28. Disse var Overhoveder for Fædrenehuse, Overhoveder efter deres
Slægter; de boede i Jerusalem.
29. I Gibeon boede Je'uel, Gibeons Fader, hvis Hustru hed Ma'aka;
30. hans førstefødte Søn var Abdon, dernæst Zur, Kisj, Ba'al, Ner,
Nadab,
31. Gedor, Ajo, Zeker og Miklot.
32. Miklot avlede Sjim'a. Også disse boede over for deres Brødre
sammen med deres Brødre i Jerusalem.
33. Ner avlede Kisj. Kisj avlede Saul. Saul avlede Jonatan,
Malkisjua, Abinadab og Esjba'al.
34. Jonatans Søn var Meribba'al. Meribba'al avlede Mika.
35. Mikas Sønner: Piton, Melek, Ta'rea og Ahaz.
36. Ahaz avlede Jehoadda. Jehoadda avlede Alemet, Azmavet og
Zimri. Zimri avlede Moza.
37. Moza avlede Bin'a, hans Søn var Rafa hans Søn El'asa, hans Søn
Azel.
38. Azel havde seks Sønner, hvis Navne var Azrikam, Bokeru,
Jisjmael, Sjearja, Obadja og Hanan; alle disse var Azels Sønner.
39. Hans Broder Esjeks Sønner: Ulam, den førstefødte, Je'usj den
anden og Elifelet den tredje.
40. Ulams Sønner var dygtige Krigere, der spændte Bue og havde mange
Sønner og Sønnesønner. Alle disse var Benjamins Sønner.
Første Krønikebog 9
1. Alle Isreaeliter blev indført i Slægtebøger og findes optegnede
i Israels Kongers Bog. Men Juda blev ført i Landflygtighed til
Babel for sin Utroskabs Skyld.
2. De tidligere Indbyggere, som levede på deres Ejendom i deres
Byer: Israel, Præsterne, Leviterne og Tempeltrællene.
3. I Jerusalem boede af Judæere, Benjaminiter, Efraimiter og
Manassiter følgende.
4. Af Judæerne: Utaj, en Søn af Ammihud, en Søn af Omri, en Søn af
Imri, en Søn af Bani, en af Judas Søn Perez's Sønner.
5. Af Sjelaniterne: Den førstefødte Asaja og hans Sønner.
6. Af Zeraiterne: Je'uel og deres Brødre, 690.
7. Af Benjaminiterne: Sallu, en Søn af Mesjullam, en Søn af
Hodavja, en Søn af Hassenua;
8. Jibneja, en Søn af Jeroham; Ela, en Søn af Mikris Søn Uzzi;
Mesjullam, en Søn af Sjefatja, en Søn af Re'uel, en Søn af
Jibneja;
9. desuden deres Brødre efter deres Slægter, 956. Alle disse Mænd
var Overhoveder for deres Fædrenehuse.
10. Af Præsterne: Jedaja, Jojarib, Jakin,
11. Azarja, en Søn af Hilkija, en Søn af Mesjullam, en Søn af Zadok,
en Søn af Merajot, en Søn af Ahitub, Øversten over Guds Hus;
12. Adaja, en Søn af Jeroham, en Søn af Pasjhur, en Søn af Malkija;
Masaj, en Søn af Adiel, en Søn at Jazera, en Søn af Mesjullam,
en Søn af Mesjillemit, en Søn af Immer;
13. desuden deres Brødre, Overhovederne for deres Fædrenehuse, 1760,
dygtige Mænd til Tjenesten i Guds Hus.
14. Af Leviterne: Sjemaja, en Søn af Hassjub, en Søn at Azrikam, en
Søn af Hasjabja af Merariterne,
15. Bakbakkar, Heresj, Galal, Mattanja en Søn af Mika, en Søn af
Zikri, en Søn af Asaf,
16. Obadja, en Søn af Sjemaja, en Søn af Galal, en Søn af Jedutun,
og Berekja, en Søn af Asa, en Søn af Elkana, som boede i
Netofatiternes Landsbyer.
17. Dørvogterne: Sjallum, Akkub, Talmon og Ahiman og deres Brødre;
Sjallum var Overhovedet
18. og har endnu sin Plads ved Kongeporten mod Øst. Det var
Dørvogterne i Leviternes Lejre.
19. Sjallum, en Søn af Kore, en Søn af Ebjasaf, en Søn af Hora, og
hans Brødre af hans Fædrenehus, Koraiterne, havde Vagttjenesten
ved Teltets Tærskler; deres Fædre havde nemlig holdt Vagt ved
Indgangen til HERRENs Lejr;
20. Pinehas, Eleazars Søn - HERREN være med ham! - var fordum deres
Øverste;
21. Mesjelemjas Søn Zekarja var Dørvogter ved Indgangen til
Åbenbaringsteltet.
22. Tilsammen udgjorde de, der var udvalgt til at holde Vagt ved
Tærsklerne, 212. De indførtes i de res Slægtebøger i deres
Landsbyer. David og Seeren Samuel indsatte dem i deres Embede;
23. de og deres Sønner holdt Vagt ved Portene til HERRENs Hus,
Teltboligen.
24. Dørvogterne stod mod alle fire Verdenshjørner, mod Øst, Vest,
Nord og Syd,
25. og deres Brødre i deres Landsbyer skulde fra Tid til anden, syv
Dage ad Gangen, møde for at stå dem bi;
26. thi hine fire Øverster for Dørvogterne gjorde stadig
Tjeneste. Det var Leviferne. Fremdeles havde de Tilsyn med
Kamrene og Forrådsrummene i Guds Hus,
27. og de overnattede rundt omkring Guds Hus, thi de havde det Hverv
at holde Vagt, og de skulde lukke op hver Morgen.
28. Nogle af dem havde Tilsyn med de til Tjenesten hørende Ting og
talte dem, både når de gemte dem hen, og når de tog dem frem.
29. Andre var sat til at føre Tilsyn med Tingene, alle de hellige
Ting, og med Hvedemelet, Vinen, Olien, Røgelsen og de
vellugtende Stoffer.
30. Nogle af Præsternes Sønner lavede Salven af de vellugtende
Stoffer.
31. En af Leviterne, Mattitja, Koraiten Sjallums førstefødte
Søn. havde det Hverv at tillave Bagværket.
32. Nogle af deres Brødre Kehatiterne havde Tilsyn med Skuebrødene
og skulde lægge dem til Rette hver Sabbat.
33. Det var Sangerne, Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse. De
opholdt sig i Kamrene, fri for anden Gerning, da de havde
Tjeneste Dag og Nat.
34. Det var Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse, Overhoveder
efter deres Slægter. De boede i Jerusalem.
35. I Gibeon boede Je'uel, Gibeons Fader, hvis Hustru hed Ma'aka;
36. hans førstefødfe Søn var Abdon, dernæst Zur, Kisj, Ba'al, Ner,
Nadab,
37. Gedor, Ajo, Zekarja og Miklot.
38. Miklot avlede Sjim'am. Også de boede over for deres Brødre
sammen med deres Brødre i Jerusalem.
39. Ner avlede Kisj. Kisj avlede Saul. Saul avlede Jonatan,
Malkisjua, Abinadab og Esjba'al.
40. Jonatans Søn var Meribba'al. Meribba'al avlede Mika.
41. Mikas Sønner: Piton, Melek, Ta'rea og Ahaz.
42. Ahaz avlede Jehoadda. Jehoadda avlede Alemet, Azmavet og
Zimri. Zimri avlede Moza.
43. Moza avlede Bin'a, hans Søn var Refaja, hans Søn El'asa, hans
Søn Azel.
44. Azel havde seks Sønner, hvis Navne var Azrikam, Bokeru,
Jisjmael, Sjearja, Obadja og Hanan; det var Azels Sønner.
Første Krønikebog 10
1. Filisterne angreb Israel; og Israeals Mænd flygtede for
Filisterne, og de faldne lå rundt om på Gilboas Bjerg.
2. Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner og dræbte Sauls
Sønner, Jonatan, Abinadab og Malkisjua.
3. Kampen rasede om Saul, og han blev opdaget af Bueskytterne og
grebes af stor Angst for dem.
4. Da sagde Saul til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og gennembor
mig, for at ikke disse uomskårne skal komme og mishandle mig!"
Men Våbendrageren vilde ikke, thi han gøs tilbage derfor. Da tog
Saul Sværdet og styrtede sig i det,
5. og da Våbendrageren så, at Saul var død, styrtede også han sig i
sit Sværd og døde.
6. Således fulgtes Saul, hans tre Sønner og hele hans Slægt i
Døden.
7. Men da alle Israeliteme i Dalen så, at Israels Mænd var flygtet,
og at Saul og hans Sønner var faldet, forlod de deres Byer og
flygtede, hvorpå Filisterne kom og besatte dem.
8. Da Filisterne Dagen efter kom for at plyndre de faldne, fandt de
Saul og hans Sønner liggende på Gilboas Bjerg.
9. De plyndrede ham da og tog hans hoved og Våben med sig og sendte
Bud rundt iilisternes Land for at bringe deres Afguder og Folket
Glædesbudet.
10. Våbnene lagde dei deres Guds Hus, men Hovedskallen hængte de op
i Dagons Hus.
11. Men da alle de, som boede i Gilead, hørte alt, hvad Filisterne
havde gjort ved Saul,
12. brød alle våbenføre Mænd op, og de tog Sauls og hans Sønners Lig
ned, bragte dem med til Jabesj og jordede deres Ben under
Terebinten i Jabesj og fastede syv Dage.
13. Således døde Saul for den Utroskabs Skyld, han havde vist
HERREN, fordi han ikke havde givet Agt på HERRENs Ord, også
fordi han havde adspurgt en Ånd for at få et Råd
14. og ikke søgt; Råd hos HERREN. Derfor lod han ham dø, og
Kongemagten lod han gå over til David, Isajs Søn.
Første Krønikebog 11
1. Derpå samlede hele Israel sig hos David i Hebron og sagde: "Vi
er jo dit Kød og Blod!"
2. Allerede før i Tiden, medens Saul var Konge, var det dig, som
førte Israel ud i Kamp og hjem igen; og HERREN din Gud sagde til
dig: Du skal vogte mit Folk Israel og være Hersker over mit Folk
Israel!"
3. Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og David
sluttede i Hebron Pagt med dem for HERRRNs Åsyn, og de salvede
David til Konge over Israel efter HERRENs Ord ved Samuel.
4. Derpå drog David med hele Israel til Jerusalem, det er Jebus;
der boede Jebusiterne, Landets oprindelige Indbyggere;
5. og Indbyggerne i Jebus sagde til David: "Her kan du ikke trænge
ind!" Men David indtog Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen.
6. Og David sagde: "Den, der først slår en Jebusit, skal være
Øverste og Hærfører!" Og da Joab, Zentjas Søn, var den første,
der steg derop, blev han Øverste.
7. Så tog David Bolig i Klippeborgen, hvorfor man kaldte den
Davidsbyen;
8. og han befæstede Byen hele Vejen rundt fra Millo af; Resten af
Byen genopførte Joab.
9. Og David blev mægtigere og mægtigere; Hærskarers HERRE var med
ham.
10. Følgende var de ypperste at Davids Helte, som sammen med hele
Israel kraftig stod ham bi med at nå Kongedømmet, så de fik ham
valgt til Konge efter HERRENs Ord til Israel.
11. Navnene på Davids Helte var følgende: Isjba'al, Hakmonis Søn,
Anføreren for de tre; det var ham, som engang svang sit Spyd
over 300 faldne på een Gang.
12. Blandt de tre Helte kom efter ham Ahohiten El'azar, Dodos Søn;
13. han var med David ved PasDammim, dengang Filisterne samlede sig
der til Kamp. Marken var fuld af Byg, og Folkene flygtedefor
Filisterne;
14. men han stillede sig op midt på Marken og holdt den og huggede
Filisterne ned; og HERREN gav dem en stor Sejr.
15. Engang drog tre af de tredive ned til David på Klippen, til
Adullams Hule, medens Filisternes Hær var lejret i Refaimdalen.
16. David var dengang i Hlippeborgen, medens Filisternes Foged var i
Betlehem.
17. Så vågnede Lysten hos David, og han sagde: "Hvem skaffer mig en
Drik Vand fra Cisternen ved Betlehems Port?"
18. Da banede de tre Helte sig Vej gennem Filisternes Lejr, øste
Vand af Cisternen ved Betlehems Port og bragte David det. Han
vilde dog ikke drikke det, men udgød det for HERREN
19. med de Ord: "Gud vogte mig for at gøre det! Skulde jeg drikke de
Mænds blod, som har vovet deres Liv? Thi med Fare for deres Liv
har de hentet det!" Og han vilde ikke drikke det. Den Dåd
udførte de tre Helte.
20. Abisjaj, Joabs Broder, var Anfører for de tredive. Han svang sit
Spyd over de faldne, og han var navnkundig blandt de tredive;
21. iblandt de tredive var han højt æret, og han var deres Anfører;
men de tre nåede han ikke.
22. Benaja, Jojadas Søn, var en tapper Mand fra Kabze'el, der havde
udført store Heltegeminger; han fældede de to Arielsønner fra
Moab; og han steg ned og fældede en Løve i en Cisterne, en Dag
den var faldet Sne.
23. Ligeledes fældede han Ægypteren, en kæmpestor Mand, fem Alen
høj. Ægypteren havde et Spyd som en Væverbom i Hånden, men han
gik ned imod ham med en Stok, vristede Spydet ud af Hånden på
ham og dræbte ham med hans eget Spyd.
24. Disse Heltegerninger udførte Benaja, Jojadas Søn, og han var
navnkundig iblandt de tredive Helte;
25. iblandt de tredive var han højt æret, men de tre nåede han
ikke. David satte ham over sin Livvagt.
26. De tapre Helte var: Asa'el, Joabs Broder; Elhanan, Dodos Søn,
fra Betlehem;
27. Haroriten Sjammot; Peloniten Helez;
28. Ira, Ikkesj's Søn, fra Tekoa; Abiezer fra Anatot;
29. Husjatiten Sibbekaj; Ahohiten Ilaj;
30. Maharaj fra Netofa; Heled, Ba'anas Søn, fra Netofa;
31. Itaj, Ribajs Søn, fra det benjaminitiske Gibea; Benaja fra
Pir'aton;
32. Huraj fra Nahale-Ga'asj; Abiel fra Araba;
33. Azmavet fra Bahurim.; Sja'alboniten Eljaba;
34. Guniten Jasjen; Harariten Jonatan, Sjammas, Søn;
35. Harariten Ahi'am, Sakars Søn; Elifal, Urs Søn;
36. Mekeratiten Hefer; Peloniten Ahija;
37. Hezro fra Karmel; Na'araj, Ezbajs Søn;
38. Joel, Natans Broder; Mibhar, Hagritens Søn;
39. Ammoniten Zelek; Naharaj fra Berot, der var Joabs, Zerujas Søns,
Våbendrager;
40. Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir;
41. Hetiten Urias; Zabad, Alajs Søn;
42. Rubeniten Adina, Sjizas Søn, et af Rubeniternes Overhoveder over
tredive;
43. Hanan, Ma'akas Søn; Mitniten Josjafat;
44. Uzzija fra Asjtarot; Sjama og Je'uel, Aroeriten Hotams Sønner;
45. Jediael, Sjimris Søn, og hans Broder Tiziten Joha;
46. Mahaviten Eliel; Jeribaj og Josjavja, Elna'ams Sønner; Moabiten
Jitma;
47. Eliel, Obed og Ja'asiel fra Zoba.
Første Krønikebog 12
1. Følgende er de, der kom til David i Ziklag, medens han måtte
holde sig skjult for Saul, Kisj's Søn. De hørte til Heltene, som
hjalp til i Kampen;
2. de var væbnet med Bue og øvet i Stenkast og Pileskydning både
med højre og venstre Hånd; de hørte til Sauls Brødre,
Benjaminiterne.
3. Deres Overhoved var Ahiezer; dernæst Joasj, Sjema'as Søn, fra
Gibea, Jeziel og Pelet, Azmavets Sønner, Beraka, Jehu fra
Anatot,
4. Jisjmaja fra Gibeon, en Helt blandt de tredive og Høvedsmand
over de tredive, Jirme'ja, Jahaziel, Johanan, Jozabad fra
Gedera,
5. El'uzaj, Jerimot, Bealja, Sjemarja, Sjefatja fra Harif,
6. Elkana, Jissjija, Azar'el, Jo'ezer og Jasjobam, Koraiterne,
7. Joela og Zebadja, Sønner af Jeroham fra Gedor.
8. Af Gaditerne slutfede nogle sig dygtige Krigere, øvede
Krigsmænd, væbnet med Skjold og Spyd; de var som Løver at se på
og rappe som Gazellerne på Bjergene.
9. Deres Overhoved var Ezer, Obadja den anden, Eliab den tredje,
10. Masjmanna den fjerde, Jirmeja den femte,
11. Attaj den sjette, Eliel den syvende,
12. Johanan den ottende, Elzabad den niende,
13. Jirmeja den tiende, Makbannaj den ellevte.
14. De var Anførere blandt Gaditerne; den mindste af dem tog det op
med hundrede, den største med tusind.
15. Det var dem, der gik over Jordan i den første Måned, engang den
overalt var gået over sine Bredder, og slog alle Dalboerne på
Flugt både mod Øst og Vest.
16. Engang kom nogle Benjaminiter og Judæere til David i
Klippeborgen;
17. David gik ud til dem, tog til Orde og sagde: "Hvis I kommer til
mig i fredelig Hensigt, for at hjælpe mig, er jeg af Hjertet
rede til at gøre fælles Sag med eder; men er det for at forråde
mig til mine Fjender, skønt der ikke er Uret i mine Hænder, da
se vore Fædres Gud til og straffe det!"
18. Så iførte Ånden sig Amasaj, de tredives Anfører, og han sagde:
"For dig, David, og med dig, Isajs Søn! Fred, Fred være med
dig, og Fred med dine Hjælpere, thi dig hjælper din Gud!" Da tog
David imod dem og satte dem i Spidsen for Krigerskaren.
19. Af Manasse gik nogle over til David. Det var, dengang han sammen
med Filisterne drog i Kamp mod Saul, uden at han dog blev dem
til Hjælp, fordi Filisternes Fyrster efter at have holdt
Rådslagning sendte ham bort, idet de sagde: "Det koster vore
Hoveder, hvis han går over til sin Herre Saul!"
20. Da han så drog til Ziklag, gik følgende Manassiter over til ham:
Adna, Jozabad, Jediael, Mikael, Jozabad, Elibu og Zilletaj, der
var Overhoveder for Slægter i Manasse;
21. de hjalp siden David imod Strejfskarerne, thi de var alle
dygtige Krigere og blev Førere i Hæren.
22. Der kom nemlig daglig Folk til David for at hjælpe ham, så det
til sidst blev en stor Hær, stor som Guds Hær.
23. Følgende er Tallene på Førerne for de væbnede Krigere, der kom
til David i Hebron for at gøre ham til Konge i Sauls Sted efter
HERRENs Bud:
24. Af Judæere, der har Skjold og Spyd, 6800 væbnede Krigere;
25. af Simeoniterne 7100 dygfige Krigshelte;
26. af Leviterne 4600,
27. dertil Øverstenover Arons Slægt, Jojada, fulgt af 3700,
28. og Zadok, en ung, dygtig Kriger, med sit Fædrenehus, 22 Førere;
29. af Benjaminiterne, Sauls Brødre, 3000, men de fleste af dem
holdt endnu fast ved Sauls Hus;
30. af Efraimiterne 20800 dygtige Krigere, navnkundige Mænd i deres
Fædrenehuse;
31. af Manasses halve Stamme 18.000 navngivne Mænd, der skulde gå
hen og gøre David til Konge;
32. af Issakariterne, der forstod sig på Tiderne, så de skønnede,
hvad Israel havde at gøre, 200 Førere og alle deres Brødre, der
stod under dem;
33. af Zebulon 50.000, øvede Krigere, udrustet med alle Hånde Våben,
med een Vilje rede til Kamp;
34. af Naftali 1.000 Førere, fulgt af 37.000 Mænd med Skjold og
Spyd;
35. af Daniterne 28.600, udrustede Mænd;
36. af Aser 40.000, øvede Krigere, rustet til Kamp;
37. fra den anden Side af Jordan, fra Rubeniterne, Gaditerne og
Manasses halve Stamme, 120.000 Mænd med alle Hånde Krigsvåben.
38. Med helt Hjerte og rede til Kamp kom alle disse Krigere til
Hebron for at gøre David til Konge over hele Israel; men også
det øvrige Israel var endrægtigt med til at gøre David til
Konge.
39. De blev der hos David i tre Dage og spiste og drak, thi deres
Brødre havde forsynet dem;
40. også de, der boede i deres Nærhed lige til Issakar, Zebulon og
Naftali, bragte dem Levnedsmidler på Æsler, Kameler, Muldyr og
Okser, Fødevarer af Mel, Figenkar, Rosinkager, Vin, Olie,
Hornkvæg og Småkvæg i Mængde; thi der var Glæde i Israel.
Første Krønikebog 13
1. Efter at have rådført sig med Tusindførerne og Hundredeførerne,
alle Øversterne,
2. sagde David til hele Israels Forsamling: "Hvis det tykkes eder
godt, og det er HERREN vor Guds Vilje, lad os så sende Bud til
vore Brødre, der er tilbage i alle Israels Landsdele, og
ligeledes til Præsterne og Leviterne i Byerne, hvor de har deres
Græsmarker, at de skal samles hos os,
3. for at vi kan bringe vor Guds Ark tilbage til os, thi i Sauls
Dage spurgte vi ikke om den."
4. Og hele Forsamlingen svarede, at det skulde man gøre, thi alt
Folket fandt Forslaget rigtigt.
5. Så samlede David bele Israel lige fra Sjihor i Ægypten til Egnen
ved Hamat for at hente Guds Ark i Kirjat-Jearim.
6. Derpå drog David og hele tsrael op til Ba'ala, til Kirjat-Jearim
i Juda for der at hente Gud HERRENs Ark, over hvilken hans Navn
er nævnet, han, som troner over Keruberne.
7. De førte da Guds Ark bort fra Abinadabs Hus på en ny Vogn, og
Uzza og Ajo kørte Vognen.
8. David og hele Israel legede af alle Kræfter for Guds Åsyn til
Sang og til Citre, Harper, Pauker, Cymbler og Trompeter.
9. Men da de kom til Kidons Tærskeplads, rakte Uzza Hånden ud for
at gribe fat i Arken, fordi Okserne snublede.
10. Da blussede HERRENs Vrede op mod Uzza, og han slog ham, fordi
han rakte Hånden ud mod Arken, og han døde på Stedet for Guds
Åsyn.
11. Men David græmmede sig over, at HERREN havde tilføjet Uzza et
Brud. Derfor kaldte man Stedet Perez-Uzza, som det hedder den
Dag i Dag.
12. Og David grebes den Dag af Frygt for Gud og sagde: "Hvor kan jeg
da lade Guds Ark komme hen hos mig!"
13. Og David flyttede ikke Arken hen hos sig i Davidsbyen, men lod
den sætte ind i Gatiten Obed-Edoms Hus.
14. Guds Ark blev så i Obed-Edoms Hus tre Måneder, og HERREN
velsignede Obed-Edoms Hus og alt, hvad hans var.
Første Krønikebog 14
1. Kong Hiram af Tyrus sendte Sendebud til David med Cedertræer og
tillige Murere og Tømmermænd for at bygge ham et Hus.
2. Da skønnede David, at HERREN havde sikret hans Kongemagt over
Israel og højnet hans Kongedømme for sit Folk Israels Skyld.
3. David tog i Jerusalem endnu flere Hustruer og avlede flere
Sønner og Døtre.
4. Navnene på de Børn, han fik i Jerusalem, er følgende: Sjammua,
Sjobab, Natan, Salomo,
5. Jibhar, Elisjua, Elpelet,
6. Noga, Nefeg, Jaf1a,
7. Elisjama, Be'eljada og Elifelet.
8. Men da Fiilisterne hørte, at David var salvet til Konge over
hele Israel, rykkede de alle ud for at søge efter ham. Ved
Efterretningen herom drog David ud for at møde dem,
9. medens Filisterne kom og bredte sig i Refaimdalen.
10. David rådspurgte da Gud: "Skal jeg drage op mod Filisterne? Vil
du give dem i min Hånd?" Og HERREN svarede ham: "Drag op, thi
jeg vil give dem i din Hånd!"
11. Så drog de op til Ba'al-Perazim, og der slog han dem. Da sagde
David: "Gud har brudt igennem mine Fjender ved min Hånd, som
Vand bryder igennem!" Derfor kalder man Stedet Ba'al-Perazim.
12. Og de lod deres Guder i Stikken der, og David bød, at de skulde
opbrændes.
13. Men Filisterne bredte sig på ny i Dalen.
14. Da David atter rådspurgte Gud, svarede han: "Drag ikke efter
dem, men omgå dem og fald dem i Ryggen ud for Bakabuskene.
15. Når du da hører Lyden af Skridt i Bakabuskenes Toppe, skal du
drage i Kamp, thi så er Gud draget ud foran dig for at slå
Filisternes Hær."
16. David gjorde, som Gud bød, og de slog Filisternes Hær fra Gibeon
til hen imod Gezer.
17. Og Davids Ry bredte sig i alle Lande, idet HERREN Iod Frygt for
ham komme over alle Hedningefolkene.
Første Krønikebog 15
1. Siden byggede han sig Huse i Davidsbyen og beredte Guds Ark et
Sted, idet han rejste den et Telt
2. Ved den Lejlighed sagde David: "Ingen andre end Leviterne må
bære Guds Ark, thi dem har HERREN udvalgt til at bære Guds Ark
og til at gøre Tjeneste for ham til evig Tid."
3. Og David samlede hele Israel i Jerusalem for at føre HERRENs Ark
op til det Sted, han havde beredt den.
4. Og David samlede Arons Sønner og Leviterne:
5. Af Kehatiterne Øversten Uriel og hans Brødre, 120;
6. af Merariterne Øversten Asaja og hans Brødre, 220;
7. af Gersoniterne Øversten Joel og hans Brødre, 130;
8. af Elizafans Sønner Øversten Sjemaja og hans Brødre, 200;
9. af Hebrons Sønner Øversten Eliel og hans Brødre, 80;
10. af Uzziels Sønner Øversten Amminadab og hans Brødre, 112.
11. Så lod David Præsterne Zadok og Ebjatar og Leviterne Uriel,
Asaja, Joel, Sjemaja, Eliel og Amminadab kalde
12. og sagde til dem: "I er Overhoveder for Leviternes Fædrenehuse;
helliger eder tillige med eders Brødre og før HERRENs, Israels
Guds, Ark op til det Sted, jeg har beredt den;
13. det var jo, fordi I ikke var med første Gang, at HERREN vor Gud
tilføjede os et Brud; thi vi søgte ham ikke på rette Måde."
14. Så helligede Præsferne og Leviterne sig for at føre HERRENs,
Israels Guds, Ark op;
15. og Levis Sønner løftede med Bærestængerne Guds Ark op på
Skuldrene, som Moses havde påbudt efter HERRENS Ord.
16. Fremdeles bød David Leviternes Øverster at lade deres Brødre
Sangerne stille sig op med Musikinstrumenter, Harper, Citre og
Cymbler og lade høje Jubeltoner klinge.
17. Så lod Leviterne Heman, Joels Søn, og af hans Brødre Asaf,
Berekjas Søn, og af deres Brødre Merariterne Etan, Husjajas Søn,
stille sig op
18. og ved Siden af dem deres Brødre af anden Rang Zekarja, Uzziel,
Sjemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Benaja, Ma'aseja, Mattitja,
Elipelehu og Miknejahu og Dørvogterne Obed-Edom og Je'iel;
19. Sangerne Heman, Asaf og Etan skulde spille på Kobbercymbler,
20. Zekarja, Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Ma'aseja og
Benaja på Harper al-alamot;
21. Mattitja, Elipelehu, Miknejahu, Obed-Edom og Je'iel skulde lede
Sangen med Citre al-hassjeminit;
22. Konanja, Leviternes Øverste over dem, der bar, skulde lede
disse, da han forstod sig derpå;
23. Berekja og Elkana skulde være Dørvogtere ved Arken;
24. Præsterne Sjebanja, Josjafat, Netan'el, Amasaj, Zekarja, Benaja
og Eliezer skulde blæse i Trompeterne foran Guds Ark; og
Obed-Edom og Jehija skulde være Dørvogtere ved Arken.
25. Derpå drog David, Israels Ældste og Tusindførerne hen for under
Festglæde at lade HERRENs Pagts Ark bringe op fra Obed-Edoms
Hus,
26. og da Gud hjalp Leviterne, der har HERRENs Pagts Ark, ofrede man
syv Tyre og syv Vædre.
27. David har en fin linned Kappe, ligeledes alle Leviterne, der har
Arken, og Sangerne og Konanja, som ledede dem, der bar. Og David
var iført en linned Efod.
28. Og hele Israel bragte HERRENs Pagts Ark op under Festjubel og
til Hornets, Trompeternes og Cymblernes Klang, under Harpe- og
Citerspil.
29. Men da HERRENs Pagts Ark kom til Davidsbyen, så Sauls Datter
Mikal ud af Vinduet, og da hun så Kong David springe og danse,
ringeagtede hun ham i sit Hjerte.
Første Krønikebog 16
1. De førte så Guds Pagts Ark ind og stillede den midt i det Telt,
David havde rejst den; og de ofrede Brændofre og Takofre for
Guds Åsyn.
2. Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignede
han Folket i HERRENs Navn
3. og uddelte til hver enkelt Israelit, både Mand og Kvinde, en
Brødskive, et Stykke Kød og en Rosinkage.
4. Foran HERRENs Ark stillede han nogle af Leviterne til at gøre
Tjeneste og til at takke, love og prise HERREN, Israels Gud;
5. Asaf var Leder, og næst efter ham kom Zekarja, så Uzziel,
Sjemiramot, Jehiel, Mattitja, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Je'iel
med Harper og Citre, medens Asaf lod Cymblerne klinge,
6. og Præsterne Benaja og Jahaziel stadig blæste i Trompeterne
foran Guds Pagts Ark.
7. Den Dag, ved den Lejlighed, overdrog David for første Gang Asaf
og hans Brødre at lovsynge HERREN.
8. Pris HERREN, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendte blandt
Folkeslag!
9. Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere,
10. ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som
søger HERREN,
11. spørg efter HERREN og hans Magt, søg bestandig hans Åsyn;
12. kom i Hu de Undere, han øved, hans Tegn og hans Munds Domme,
13. I, hans Tjener, Israels Sæd. hans udvalgte, Jakobs Sønner!
14. Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden;
15. han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn,
16. Pagten. han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak:
17. han holdt dem i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel,
18. idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod."
19. Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der,
20. og vandred fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet,
21. tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld
Konger:
22. "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!"
23. Syng for HERREN, al Jorden, fortæl om hans Frelse Dag efter dag;
24. kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle
Folkeslag!
25. Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder;
26. thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens
Skaber.
27. For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Pris og Fryd i hans Helligdom.
28. Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris,
29. giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom for hans Åsyn,
tilbed HERREN i helligt Skrud,
30. bæv for hans Åsyn, al Jorden! Han grundfæsted Jorden, den
rokkes ikke.
31. Himlen glæde sig Jorden juble, det lyde blandt Folkene: "HERREN
har vist, han er Konge!"
32. Havet med dets Fylde bruse, Marken juble og alt, hvad den bærer.
33. Da fryder sig Skovens Træer for HERRENs Åsyn, thi han kommer,
han kommer at dømme Jorden.
34. Lov HERREN, thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig!
35. Og sig: "Frels os, vor Frelses Gud, saml os og fri os fra
Folkene, at vi må love dit hellige Navn; med Stolthed synge din
Pris!"
36. Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Da
sagde hele Folket: "Amen!" og: "Lov HERREN!"
37. Så lod han Asaf og hans Brødre blive der foran HERRENs Pagts Ark
for altid at gøre Tjeneste foran Arken efter hver Dags Behov;
38. og Obed-Edom, Jedituns Søn, og Hosa med deres Brødre, i alt otte
og tresindstyve, lod han blive som Dørvogtere.
39. Men Præsten Zadok og hans Brødre Præsterne lod han blive foran
HERRENs Bolig på Oerhøjen i Gibeon
40. for daglig, både Aften og Morgen, at ofre HERREN Brændofre på
Brændofferalteret ganske som det er foreskrevet i den Lov,
HERREN havde pålagt Israel;
41. og sammen med dem Heman og Jedutun og de øvrige før nævnte
udvalgte Mænd til at love HERREN med Ordene "thi hans Miskundhed
varer evindelig!"
42. Og de havde hos sig Trompeter og Cymbler til dem, der spillede,
og instrumenter til Guds Sange; men Jedutuns Sønner var
Dørvogtere.
43. Derpå gik alt Folket hver til sit, og David vendte hjem for at
velsigne sit Hus.
Første Krønikebog 17
1. Engang David sad i sit Hus, sagde han til Profeten Natan: "Se,
jeg har et Cedertræshus at bo i, men HERRENs Pagts Ark har Plads
i et Telt!"
2. Natan svarede David: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi Gud er
med dig!"
3. Men samme Nat kom Guds Ord til Natan således:
4. "Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger HERREN: Ikke du
skal bygge mig det Hus, jeg skal bo i!
5. Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte
Israeliterne op, men vandrede med, boende i et Telt.
6. Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne,
sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte
mit Folk: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus?
7. Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg
tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være
Fyrste over mit Folk Israel,
8. og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle
dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de
størstes på Jorden
9. og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan
blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin
Ro, og uden at Voldsmænd mere skal ødelægge det som tidligere,
10. dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil
underkue alle dine Fjender. Så kundgør jeg dig nu: Et Hus vil
HERREN bygge dig!
11. Når dine Dage er omme og du vandrer til dine Fædre, vil jeg
efter dig oprejse din Sæd, en af dine Sønner, og grundfæste hans
Kongedømme.
12. Han skal bygge mig et Hus, og jeg vil grundfæste hans Trone
evindelig.
13. Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn; og min
Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham, som jeg tog den fra din
Forgænger;
14. jeg vil indsætte ham i mit Hus og mit Kongedømme til evig Tid,
og hans Trone skal stå fast til evig Tid!"
15. Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.
16. Da gik Kong David ind og dvælede for HERRENs Åsyn og sagde:
"Hvem er jeg, Gud HERRE, og hvad er mit Hus, at du har bragt mig
så vidt?
17. Men det var dig ikke nok o Gud, du gav også din Tjeners Hus
Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue kommende Slægter,
Gud HERRE!
18. Hvad mere har David at sige dig? Du kender jo dog din Tjener,
19. HERRE! For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil,
gjorde du alt dette store og kundgjorde alle disse store Ting,
20. HERRE! Ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig, efter alt
hvad vi har hørt med vore Ører.
21. Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk,
som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig
et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger ved at drive
andre Folkeslag bort foran sit Folk, det, du udfriede fra
Ægypten?
22. Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit, Folk til evig Tid,
og du, HERRE, er blevet deres Gud.
23. Så lad da, HERRE, den Forjættelse, du udtalte om din Tjener og
hans Hus, gælde til evig Tid og gør, som du sagde!
24. Da skal dit Navn stå fast og blive stort til evig Tid, så man
siger: Hærskarers HERRE, Israels Gud, Gud over Israel! Og din
Tjener Davids Hus skal stå fast for dit Åsyn.
25. Thi du, min Gud, har åbenbaret for din Tjener: Jeg vil bygge dig
et Hus! Derfor har din Tjener dristet sig til at bede for dit
Åsyn.
26. Derfor, HERRE, du er Gud, du har givet din Tjener denne
Forjættelse,
27. så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til
evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, HERRE, har velsignet
det, og det bliver velsignet evindelig!"
Første Krønikebog 18
1. Nogen Tid efter slog David Filisterne og undertvang dem, og han
fratog Filisterne Gat med Småbyer.
2. Fremdeles slog han Moabiterne; og Moabiterne blev Davids
skatskyldige Undersåtter.
3. Ligeledes slog David Kong Hadar'ezer af Zoba i Nærheden af
Hamat, da han var draget ud for at underlægge sig Egnene ved
Eufratfloden.
4. David fratog ham 1.000 Vogne, 7.008 Ryttere og 20.000 Mand
Fodfolk og lod alle Hestene lamme på hundrede nær, som han
skånede.
5. Og da Aramæerne fra Darmaskus kom Kong Hadar'ezer af Zoba til
Hjælp, slog David 22.000 Mand af Aramæerne.
6. Derpå indsatte David Fogeder i det darmaskenske Aram, og
Aramæerne blev Davids skatskyldige Undersåtter. Således gav
HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem.
7. Og David tog de Guldskjolde, Hadar'ezers Folk havde båret, og
bragte dem til Jerusalem;
8. og fra Hadar'ezers Byer, Tibhat og Kun, bortførte David Kobber i
store Mængder; deraf lod Salomo Kobberhavet, Søjlerne og
Kobbersagerne lave.
9. Men da Kong To'u af Hamat hørte, at David havde slået hele Kong
Hadar'ezer af Zobas Stridsmagt,
10. sendte han sin Søn Hadoram til Kong David for at hilse på ham og
lykønske ham til, at han havde kæmpet med Hadar'ezer og slået
ham - Hadar'ezer havde nemlig ligget i Krig med To'u - og han
medbragte alle Hånde Sølv-, Guld og Kobbersager.
11. Også dem helligede Kong David HERREN tillige med det Sølv og
Guld, han havde taget fra alle Folkeslagene, Edom, Moab,
Ammoniterne, Filisterne og Amalek.
12. Og Absjaj, Zerujas Søn, slog Edom i Saltdalen, 18000 Mand;
13. derpå indsatte han Fogeder i Edom, og alle Edomiterne blev
Davids Undersåtter. Således gav HERREN David Sejr, overalt hvor
han drog frem.
14. Og David var Konge over hele Israel, og han øvede Ret og
Retfærdighed mod hele sit Folk.
15. Joab, Zerujas Søn, var sat over Hæren; Josjafat, Ahiluds Søn,
var Kansler;
16. Zadok, Ahitubs Søn, og Abimelek, Ebjatars Søn, var Præster;
Sjavsja var Statsskriver;
17. Benaja, Jojadas Søn, var sat over Kreterne og Pleterne, og
Davids Sønner var de ypperste ved Kongens Side.
Første Krønikebog 19
1. Nogen Tid efter døde Ammoniternes Konge Nahasj, og hans Søn
Hanun blev Konge i hans Sted.
2. Da tænkte David: "Jeg vil vise Hanun, Nahasj's Søn, Venlighed,
thi hans Fader viste mig Venlighed." Og David sendte Folk for at
vise ham Deltagelse i Anledning at hans Faders Død. Men da
Davids Mænd kom til Ammoniteroes Land til Hanun for at vise ham
Deltagelse,
3. sagde Ammoniternes Høvdinger til Hanun: "Tror du virkelig, det
er for at hædre din Fader, at David sender Bud og viser dig
Deltagelse? Mon ikke det er for at udforske og ødelægge Landet
og udspejde det, at hans Folk kommer til dig?"
4. Da tog Hanun Davids Folk og lod dem rage og Halvdelen af deres
Klæder skære af til Skridtet, og derpå lod han dem gå.
5. Da David fik Efterretning om Mændenes Behandling, sendte han dem
et Bud i Møde; thi Mændene var blevet grovelig forhånet; og
Kongen lod sige: "Bliv i Jeriko, til eders Skæg er vokset ud!"
6. Men da Ammoniterne så, at de havde lagt sig for Had hos David,
sendte Hanun og Ammoniterne 1000 Talenter Sølv for at leje Vogne
og Ryttere i Aram-Naharajim, Aram Ma'aka og Zoba;
7. og de lejede 32000 Vogne og Kongen af Ma'aka med hans Folk, og
de kom og slog Lejr uden for Medeba; imidlertid havde
Ammoniterne samlet sig fra deres Byer og rykkede ud til Kamp.
8. Da David hørte det, sendte han Joab af Sted med hele Hæren og
Kærnetropperne.
9. Ammoniterne rykkede så ud og stillede sig op til Kamp ved Byens
Port, medens Kongerne, der var kommet til, stod for sig selv på
åben Mark.
10. Da Joab så, at Angreb truede ham både forfra og bagfra, gjorde
han et Udvalg blandt alt Israels udsøgte Mandskab og tog
Stilling over for Aramæerne,
11. medens han overlod Resten af Mandskabet til sin Broder Absjaj,
og de tog Stilling over for Ammoniterne.
12. Og han sagde: "Hvis Aramæerne bliver mig for stærke, skal du ile
mig til Hjælp; men bliver Ammoniterne dig for stærke, skal jeg
hjælpe dig.
13. Tag Mod til dig og lad os tappert værge vort Folk og vor Guds
Byer - så får HERREN gøre, hvad ham tykkes godt!"
14. Derpå rykkede Joab frem med sine Folk til Kamp mod Aramæerne, og
de flygtede for ham.
15. Og da Ammoniterne så, at Aramæerne tog Flugten, flygtede også de
forhans Broder Absjaj og trak sig ind i Byen. Derpå kom Joab til
Jerusalem.
16. Men da Aramæerne så, at de var slået af Israel, sendte de Bud og
fik Aramæerne hinsides Floden til at rykke ud med Sjofak,
Hadar'ezers Hærfører, i Spidsen.
17. Da David fik Efterretning herom, samlede han hele Israel, satte
over Jordan og kom til Helam, hvor David stillede sig op til
Kamp mod Aramæerne, og de angreb ham.
18. Men Aramæerne flygtede for Israel, og David nedhuggede 7.000
Stridsheste og 40.000 Mand Fodfolk af Aram; også Hærføreren
Sjofak huggede han ned.
19. Da alle Hadar'ezers Lydkonger så, at de var slået af Israel,
sluttede de Fred med David og underkastede sig, og Aramæerne
vilde ikke hjælpe Ammoniterne mere.
Første Krønikebog 20
1. Næste År, ved den Tid Kongerne drager i Krig, førte Joab
Krigshæren ud og hærgede Ammoniternes Land; derpå drog han hen
og belejrede Rabba. David blev derimod selv i Jerusalem. Og Joab
indtog Rabba og ødelagde det.
2. Da tog David Kronen af Milkoms Hoved, og han fandt, at den var
af Guld og vejede en Talent; der var en Ædelsten på den, og den
blev sat på Davids Hoved. Et vældigt Bytte fra Byen førte han
med sig,
3. og Indbyggerne slæbte han bort og satte dem til Savene,
Jernhakkerne og Økserne. Således gjorde han ved alle Ammonifemes
Byer. Derpå vendte David og hele Hæren tilbage til Jerusalem.
4. Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i
Gezer. Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Sippaj, som var af
Rafaslægten, og de blev underkuet.
5. Atter kom det til Kamp med Filis,terne. Elhanan, Ja'irs Søn,
nedhuggede da Lami, Gatiten Goliats Broder, hvis Spydstage var
som en Væverbom.
6. Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpe stor Mand med
seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og
tyve; han var også af Rafaslægten.
7. Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids
Broder Sjim'a, ham ned.
8. Disse var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans
Mænds Hånd.
Første Krønikebog 21
1. Satan trådte op mod Israel og æggede David til at holde Mandtal
over Israel.
2. David sagde da til Joab og Hærførerne: "Drag ud og tæl Israel
fra Be'ersjeba til Dan og bring mig Efterretning, for at jeg kan
få Tallet på dem at vide!"
3. Men Joab svarede: "Måtte HERREN forøge sit Folk hundredfold! Er
de ikke, Herre Konge, min Herres Trælle alle sammen? Hvorfor vil
min Herre det? Hvorfor skal det blive Israel til Skyld?"
4. Men Joab måtte bøje sig for Kongens Ord, og Joab begav sig
derfor bort, drog hele Israel rundt og kom tilbage til
Jerusalem.
5. Joab opgav derpå David Tallet, der var fundet ved
Folketællingen, og hele Israel talte 1.100.000 kraftige Mænd,
Juda 470.000.
6. Men Levi og Benjamin havde han ikke talt med, thi Kongens Ord
var Joab en Gru.
7. Dette var ondt i Guds Øjne, og han slog Israel.
8. Da sagde David til Gud: "Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har
gjort. Men tilgiv nu din Tjeners Brøde, thi jeg har handlet som
en stor Dåre!"
9. Men HERREN talede således til Gad, Davids Seer:
10. "Gå hen og sig således til David: Så siger HERREN: Jeg
forelægger dig tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times
dig!"
11. Gad kom da til David og sagde til ham: "Så siger HERREN: Vælg!
12. Vælger du tre Hungersnødsår, eller vil du i tre Måneder flygte
for dine Fjender og dine Avindsmænds Sværd, eller skal der komme
tre Dage med HERRENs Sværd og Pest i Landet, i hvilke HERRENs
Engel spreder Ødelæggelse i hele Israels Område? Se nu til, hvad
jeg skal svare ham, der har sendt mig!"
13. David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad mig så falde
i HERRENs Hånd, thi hans Barmhjertighed er såre stor; i
Menneskehånd vil jeg ikke falde!"
14. Så sendte HERREN Pest over Israel, og af Israel døde 70.000
Mennesker.
15. Og Gud sendte en Engel til Jerusalem for at ødelægge det. Men
lige som han skulde til at ødelægge Byen, så HERREN til og
angrede det onde; og han sagde til Engelen, som var ved at
ødelægge: "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!" HERRENs Engel
stod da ved Jebusiten Ornans Tærskeplads.
14. Da David løftede sit Blik og så HERRENs Engel stå mellem Himmel
og Jord med draget Sværd i Hånd, rettet mod Jerusalem, faldt han
og de Ældste, der var klædt i Sæk, på deres Ansigt;
17. og David sagde til Gud: "Var det ikke mig, der sagde, at Folket
skulde tælles? Det er mig, der har syndet, og såre ilde har jeg
handlet; men Fårene der, hvad har de gjort? HERRE min Gud, lad
din Hånd dog ramme mig og mit Fædrenehus, men lad Plagen ikke
ramme dit Folk!"
18. Da sagde HERRENs Engel til Gad, at han skulde byde David gå op
og rejse HERREN et Alter på Jebusiten Ornans Tærskeplads.
19. Og David gik derop, efter det Ord Gad havde talt i HERRENs Navn.
20. Da Ornan vendte sig om, så han Kongen og hans fire Sønner, der
var hos ham, komme gående. Ornan var ved at tærske Hvede.
21. Og David nåede hen til Ornan, og da Ornan så op og fik Øje på
David,forlodhanTærskepladsen og kastede sig på sit Ansigt til
Jorden for ham.
22. Da sagde David til Oroan: "Overlad mig din Tærskeplads, for at
jeg der kan bygge HERREN et Alter! For fuld betaling skal du
overlade mig den, at Folkett må blive friet fra Plagen!"
23. Da sagde Ornan til David: "Min Herre Kongen tage den og gøre,
hvad ham tykkes ret; se, jeg giver Okserne til Brændofre,
Tærskeslæderne til Brændsel og Hveden til Afgrødeoffer; jeg
giver det hele!"
24. - Men Kong David svarede Ornan: "Nej, jeg vil købe det for fuld
Betaling, thi til HERREN vil jeg ikke tage, hvad dit er, eller
bringe et Brændoffer, som intet koster mig!"
25. Så gav David Ornan Guld til en Vægt af 600 Sekel for Pladsen;
26. og David byggede HERREN et Alter der og ofrede Brændofre og
Takofre; og da han råbte til HERREN, svarede HERREN ham ved at
lade Ild falde ned fra Himmelen på Brændofferalteret,
27. Og på HERRENs Bud stak Engelen sit Sværd i Balgen igen.
28. På den Tid ofrede David på Jebusiten Ornans Tærskeplads, fordi
han havde set, at HERREN havde svaret ham der;
29. men HERRENs Bolig, som Moses havde rejst i Ørkenen, og
Brændofferalteret stod på den Tid på Offerhøjen i Gibeon.
30. Men David kunde ikke gå hen og søge Gud foran Alteret, thi han
var rædselsslagen over HERRENs Engels Sværd.
Første Krønikebog 22
1. Da sagde David: "Her skal Gud HERRENs Hus stå, her skal Israels
Brændofferalter stå!"
2. David bød så, at man skulde samle alle de fremmede, som boede i
Israels Land, og han satte Stenhuggere til at tilhugge
Kvadersten til Opførelsen af Guds Hus;
3. fremdeles anskaffede David Jern i Mængde til Nagler på
Portfløjene og til Kramper, en umådelig Mængde Kobber
4. og talløse Cederbjælker, idet Zidonierne og Tyrierne bragte
David Cederbjælker i Mængde.
5. Thi David tænkte: "Min Søn Salomo er ung og uudviklet, men
Huset, som skal bygges HERREN, skal være stort og mægtigt, for
at det kan vinde Navnkundighed og Ry i alle Lande; jeg vil
træffe Forberedelser for ham." Og David traf store
Forberedelser, før han døde.
6. Derpå lod han sin Søn Salomo kalde og bød ham bygge HERREN,
Israels Gud, et Hus.
7. Og David sagde til Salomo: "Min Søn! Jeg havde selv i Sinde at
bygge HERREN min Guds Navn et Hus;
8. men da kom HERRENs Ord til mig således: Du har udgydt meget Blod
og ført store brige; du må ikke bygge mit Navn et Hus, thi du
har udgydt meget Blod på Jorden for mit Åsyn.
9. Se, en Søn skal fødes dig; han skal være en Fredens Mand, og jeg
vil skaffe ham Fred for alle hans Fjender rundt om; thi hans
Navn skal være Salomo, og jeg vil give Israel Fred og Ro i hans
Dage.
10. Han skal bygge mit Navn et Hus; og han skal være mig en Søn, og
jeg vil være ham en Fader, og jeg vil grundfæste hans
Kongedømmes Trone over Israel til evig Tid!
11. Så være da HERREN med dig, min Søn, at du må få Lykke til at
bygge HERREN din Guds Hus, således som han har forjættet om dig.
12. Måtte HERREN kun give dig Forstand og Indsigt, så han kan sætte
dig over Israel og du kan holde HERREN din Guds Lov!
13. Så vil det gå dig vel når du nøje holder Anordningerne og
Lovbudene, som HERREN bød Moses at pålægge Israel. Vær frimodig
og stærk, frygt ikke og tab ikke Modet!
14. Se, med stor Møje har jeg til HERRENs Hus tilvejebragt 100.000
Talenter Guld og en Million Talenter Sølv og desuden Kobber og
Jern, som ikke er til at veje, så meget er der; dertil har jeg
tilvejebragt Bjælker og Sten; og du skal sørge for flere.
15. En Mængde Arbejdere står til din Rådighed, Stenhuggere, Murere,
Tømrere og alle Slags Folk, der forstår sig på Arbejder af
enhver Art.
16. Af Guld, Sølv, Kobber og Jern er der umådelige Mængder til Stede
- så tag da fat, og HERREN være med dig!"
17. Og David bød alle Israels Øverster hjælpe hans Søn Salomo og
sagde:
18. "Er HERREN eders Gud ikke med eder, har han ikke skaffet eder Ro
til alle Sider? Han har jo givet Landets Indbyggere i min Hånd,
og Landet er underlagt HERREN og hans Folk;
19. så giv da eders Hjerter og Sjæle hen til at søge HERREN eders
Gud og tag fat på at bygge Gud HERRENs Helligdom, så at HERRENs
Pagts Ark og Guds hellige Ting kan føres ind i Huset, der skal
bygges HERRENS Navn."
Første Krønikebog 23
1. Da David var blevet gammel og mæt af Dage, gjorde han sin Søn
Salomo til Konge over Israel.
2. Han samlede alle Israels Øverster og Præsterne og Leviterne.
3. Og Leviterne blev talt fra Trediveårsalderen og opefter, og
deres Tal udgjorde, Hoved for Hoved, Mand for Mand, 38000.
4. "Af dem," sagde han, "skal 24000 forestå Arbejdet ved HERRENs
Hus, 6000 være Tilsynsmænd og Dommere,
5. 4000 være Dørvogtere og 4000 love HERREN med de instrumenter,
jeg har ladet lave til Lovsangen."
6. Og David inddelte dem i Skifter efter Levis Sønner Gerson, Kehat
og Merari.
7. Til Gersoniterne hørte: Ladan og Sjim'i;
8. Ladans Sønner: Jehiel, som var Overhoved, Zetam og Joel, tre;
9. Sjim'is Sønner: Sjelomit, Haziel og Haran, tre. De var
Overhoveder for Ladans Fædrenehuse.
10. Sjim'is Sønner: Jahat,Ziza, Je'usj og Beri'a. Disse fire var
Sjim'is Sønoer.
11. Jahat var Overhoved og Ziza den næste; Je'usj og Beri'a havde
ikke mange Sønner og regnedes derfor for eet Fædrenehus, eet
Embedsskifte.
12. Kehatiterne: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel, fire;
13. Amrams Sønner: Aron og Moses. Aron udskiltes sammen med sine
Sønner til at helliges som højhellig til evig Tid, til at tænde
Offerild for HERRENs Åsyn, til at tjene ham og velsigne i hans
Navn til evig Tid.
14. Den Guds Mand Moses's Sønner regnedes derimod til Levis Stamme.
15. Moses's Sønner: Gersom og Eliezer;
16. Gersoms Sønner; Sjubael, som var Overhoved;
17. Eliezers Sønner: Rehabja, som var Overhoved; andre Sønner havde
Eliezer ikke, men Rehabjas Sønner var overmåde talrige.
18. Jizhars Sønner: Sjelomit, som var Overhoved.
19. Hebrons Sønner: Jerija, som var Overhoved, Amarja den anden,
Uzziel den tredje, Jekam'am den fjerde.
20. Uzziels Sønner: Mika, som var Overhoved, og Jissjija den anden.
21. Meraiterne var: Mali og Musji. Malis Sønner: El'azar og Kisj.
22. El'azar efterlod sig ved sin Død ingen Sønner, men kun Døtre,
som deres Brødre, Kisj's Sønner, ægtede.
23. Musjis Sønner: Mali, Eder og Jeremot, tre.
24. Det var Levis Sønner efter deres Fædrenebuse, Overhovederne for
Fædrenehusene, de, som mønstredes ved Optælling af Navnene,
Hoved for Hoved, de, som udførte Arbejdet ved Tjenesten i
HERRENs Hus, fra Tyveårsalderen og opefter.
25. Thi David tænkte: "HERREN, Israels Gud, har skaffet sit Folk Ro
og taget Boligi Jerusalem for evigt;
26. derfor behøver Leviterne heller ikke mere at bære Boligen og
alle de Ting, som hører til dens Tjeneste."
27. (Ifølge Davids sidste Forordninger regnes Tallet på Leviterne
fra Tyveårsalderen og opefter).
28. Men deres Plads er ved Arons Sønners Side, for at de kan udføre
Tjenesten i HERRENs Hus; de skal tage sig af Forgårdene,
Kamrene, Renholdelsen af alle de hellige Ting og Arbejdet, der
skal udføres i Guds Hus;
29. de skal sørge for Skuebrødene, Melet til Afgrødeofrene, de
usyrede Fladbrød, Panden, Dejgen og alle Rum- og Længdemål;
30. hver Morgen skal de stå og love og prise HERREN, ligeså om
Aftenen,
31. og hver Gang der ofres Brændofre til HERREN på Sabbaterne,
Nymånedagene og Højtiderne; i det fastsatte Antal efter den for
dem gældende Forskrift skal de altid stå for HERRENs Åsyn.
32. Således skal de tage Vare på, hvad der er at varetage ved
Åbenbaringsteltet og ved det hellige og hjælpe deres Brødre,
Arons Sønner, med Tjenesten i HERRENs Hus.
Første Krønikebog 24
1. Arons Sønner, delte i Skifter, var: Arons Sønner Nadab, Abihu,
Eleazar og Itamar;
2. Nadab og Abihu døde før deres Fader uden at efterlade sig
Sønoer, men Eleazar og Itamar fik Præsteværdigheden.
3. David tillige med Zadok af Eleazars Sønner og Ahimelek af
Itamars Sønner inddelte dem efter deres Embedsskifter ved deres
Tjeneste.
4. Og da det viste sig, at Eleazars Sønner havde flere Overhoveder
end Itamars, delte de dem således, at Eleazars Sønner fik
seksten Overhoveder over deres Fædrenebuse. Itamars Sønner otte.
5. Og de delte, begge Hold ved Lodkastning, thi der fandtes hellige
Øverster og Guds Øverster både iblandt Eleazars og Itamars
Sønner.
6. Skriveren Sjemaja, Netan'els Søn af Levis Slægt, optegnede dem i
Påsyn af Kongen, Øversterne, Præsten Zadok, Ahimelek, Ebjatars
Søn, og Overhovederne for Præsternes og Leviternes
Fædrenebuse. Der udtoges eet Fædrenehus af Itamar for hvert to
af Eleazar.
7. Det første Lod traf Jojarib, det andet Jedaja,
8. det tredje Harim, det fjerde Seorim,
9. det femte Malkija, det sjette Mijjamin,
10. det syvende Hakkoz, det ottende Abija,
11. det niende Jesua, det tiende Sjekanja,
12. det ellevte Eljasjib, det tolvte Jakim,
13. det trettende Huppa, det fjortende Jisjba'al,
14. det femtende Bilga, det sekstende Immer,
15. det syttende Hezir, det attende Happizzez,
16. det nittende Petaja, det tyvende Jehezkel,
17. det een og tyvende Jakin, det to og tyvende Gamul,
18. det tre og tyvende Delaja og det fire og tyvende Ma'azja.
19. Det var deres Embedsskifter ved deres Tjeneste, når de gik ind i
HERRENs Hus, efter den Forpligtelse deres Fader Aron pålagde
dem, efter hvad HERREN, Israels Gud, havde pålagt ham.
20. De andre Leviter var: Af Amrams Sønner Sjubael; af Sjubaels
Sønner Jedeja.
21. Af Rehabjas Sønner Jissjija, som var Overhoved.
22. Af Jizhariterne Sjelomot; af Sjelomots Sønner Jahat.
23. Hebrons Sønner: Jerija, som var Overhoved, Amarja den anden,
Uzziel den tredje, Jekam'am den fjerde.
24. Uzziels Sønner: Mika; af Mikas Sønner Sjamir.
25. Mikas Broder Jissjija; af Jissjijas' Sønner Zekarja.
26. Meraris Sønner: Mali og Musji og hans Søn Uzzijas Sønner.
27. Meraris Søn Uzzijas Sønner: Sjoham, Zakkur og Ibri.
28. Af Mali El'azar, der ingen Sønner havde, og Kisj;
29. af Kisj Kisj's Sønner: Jerame'el.
30. Musjis Sønner: Mali, Eder og Jerimot. Det var Leviternes
Efterkommere efter deres Fædrenehuse.
31. Også de kastede Lod ligesom deres Brødre, Arons Sønner, i Påsyn
af Kong David, Zadok og Ahimelek og Overhovederne for Præsternes
og Leviternes Fædrenehuse - Fædrenehusenes Overhoveder ligesom
deres yngste Brødre.
Første Krønikebog 25
1. Derpå udskilte David og Hærførerne til Tjenesten Asafs, Hemans
og Jedutuns Sønner, som i profetisk Henrykkelse spillede på
Citre, Harper og Cymbler; og Tallet på de Mænd, der havde med
denne Tjeneste at gøre, var:
2. Af Asafs Sønner: Zakkur, Josef, Netanja og Asar'ela, Asafs
Sønner under Ledelse af Asaf, der spillede i profetisk
Henrykkelse under Kongens Ledelse.
3. Af Jedutun: Jedutuns Sønner Gedalja, Jizri, Jesja'ja, Sjim'i,
Hasjabja og Mattitja, seks, under Ledelse af deres Fader
Jedutun, der i profetisk Henrykkelse spillede på Citer, når
HERREN blev lovet og priset.
4. Af Heman: Hemans Sønner Bukkija, Mattanja, Uzziel, Sjubael,
Jerimot, Hananja, Hanani, Eliata, Giddalti, Romamti-Ezer,
Josjbekasja, Malloti, Hotir og Mahaziot.
5. Alle disse var Sønner af Heman, Kongens Seer i Guds Ord; for at
løfte hans Horn gav Gud Heman fjorten Sønner og tre Døtre.
6. Alle disse spillede under deres Faders Ledelse ved Sangen i
HERRENs Hus på Cymbler, Harper og Citre for således at gøre
Tjeneste i Guds Hus under Ledelse af Kongen, Asaf, Jedutun og
Heman.
7. Deres Tal, sammenregnet med deres Brødre, der var oplært til at
synge HERRENs Sange, var 288, kyndige Folk til Hobe.
8. De kastede Lod om Ordningen af Tjenesten med lige Kår både for
små og for store, Mestre og Lærlinge.
9. Det første Lod traf Josef, ham selv med hans Brødre og Sønner,
tolv; det andet Gedalja, ham selv med hans Brødre og Sønner,
tolv;
10. det tredje Zakkur, hans Sønner og Brødre, tolv;
11. det fjerde Jizri, hans Sønner og Brødre, tolv;
12. det femte Netanja, hans Sønner og Brødre, tolv;
13. det sjette Bukkija, hans Sønner og Brødre, tolv;
14. det syvende Jesar'ela, hans Sønner og Brødre, tolv;
15. det ottende Jesjaja, hans Sønner og Brødre, tolv;
16. det niende Mattanja, hans Sønner og Brødre, tolv;
17. det tiende Sjim'i, hans Sønner og Brødre, tolv;
18. det ellevte Uzziel, hans Sønner og Brødre, tolv;
19. det tolvte Hasjabja, hans Sønner og Brødre, tolv;
20. det trettende Sjubael, hans Sønner og Brødre, tolv;
21. det fjortende Mattitja, hans Sønner og Brødre, tolv;
22. det femtende Jeremot, hans Sønner og Brødre, tolv;
23. det sekstende Hananja, hans Sønner og Brødre, tolv;
24. det syttende Josjbekasja, hans Sønner og Brødre, tolv;
25. det attende Hanani, hans Sønner og Brødre, tolv;
26. det nittende Malloti, hans Sønner og Brødre, tolv;
27. det tyvende Eliata, hans Sønner og Brødre, tolv;
28. det een og tyvende Hotir, hans Sønner og Brødre, tolv;
29. det to og tyvende Giddalti, hans Sønner og Brødre, tolv;
30. det tre og tyvende Mahaziot, hans Sønner og Brødre, tolv;
31. det fire og tyvende Romamti-Ezer, hans Sønner og Brødre, tolv.
Første Krønikebog 26
1. Dørvogternes Skifeter var følgende: af Koraiterne Mesjelemja, en
Søn af Kore af Abi'asafs Sønner.
2. Mesjelemja havde Sønner: Zekarja den førstefødte, Jediael den
anden, Zebadja den tredje, Jatniel den fjerde,
3. Elam den femte, Johanan den sjette og Eljoenaj den syvende.
4. Obed-Edom havde Sønner: Sjemaja den førstefødte, Jozabad den
anden, Joa den tredje, Sakar den fjerde, Netan'el den femte,
5. Ammiel den sjette, Issakar den syvende og Pe'ulletaj den
ottende; thi Gud havde velsignet ham.
6. Hans Søn Sjemaja fødtes Sønner, som var Herskere i deres
Fædrenehus, da de var dygtige Folk.
7. Sjemajas Sønner var: Otni, Retael, Obed, Elzabad og hans Brødre,
dygtige Folk, Elihu og Semakja;
8. alle disse hørte tillige med deres Sønner og Brødre til
Obed-Edoms Sønner, dygtige Folk med Evner til Tjenesten, i alt
to og tresindstyve Efterkommere af Obed-Edom.
9. Mesjelemja havde Sønner og Brødre, dygtige Folk, atten.
10. Hosa at Meraris Sønner havde Sønner: Sjimri, som var Overhoved -
thi skønt han ikke var den førstefødte, gjorde hans Fader ham
til Overhoved
11. Hilkija den anden, Tebalja den tredje og Zekarja den
fjerde. Hosas Sønner og Brødre var i alt tretten.
12. Disse Dørvogternes Skifter, deres Overhoveder sammen med deres
Brødre, blev Vagttjenesten overdraget, og således gjorde de
Tjeneste i HERRENs Hus;
13. og om hver enkelt Port kastede de Lod mellem små som store,
efter deres Fædrenehuse.
14. Loddet for Østporten ramte Sjelemja. Også for hans Søn Zekarja,
en klog Rådgiver, kastede man Lod, og Loddet traf Nordporten.
15. Por Obed-Edom traf det Sydporten og for hans Sønner
Forrådskamrene.
16. Og for Hosa traf Loddet Vestporten tillige med Sjalleketporten
ved Vejen, der fører opad, den ene Vagtpost ved den anden.
17. Mod Øst var der seks Leviter, mod Nord daglig fire, mod Syd
daglig tre, ved hvert af Forrådskamrene to,
18. ved Parbar mod Vest var der fire ved Vejen, to ved Parbar.
19. Det var Dørvogternes Skifter af Koraiternes og Meraris
Efterkommere.
20. Deres Brødre Leviterne, som havde Tilsyn med Guds Hus's
Skatkamre og Skatkamrene til Helliggaverne:
21. Ladans Sønner, Gersoniternes Efterkommere gennem Ladan,
Overhovederne for Gersoniten Ladans Fædrenehuse: Jehieliterne.
22. Jehieliternes Sønner Zetam og hans Broder Joel havde Tilsynet
med HERRENs Hus's Skafte.
23. Af Amramiterne, Jizhariterne, Hebroniterne og Uzzieliterne
24. var Sjubael, en Søn af Moses's Søn Gersom, Overopsynsmand over
Skattene.
25. Hans fra Eliezer nedstammende Brødre: Hans Søn Rehabja, hans Søn
Jesjaja, hans Søn Joram, hans Søn Zikri, hans Søn Sjelomit.
26. Denne Sjelomit og hans Brødre havde Tilsynet med de Skatte af
Helliggaver, som Kong David, Fædrenehusenes Overhoveder, Tusind-
og Hundredførerne og Hærførerne havde helliget -
27. de havde helliget dem af Krigsbyttet til Hjælp ved Bygningen at
HERRENs Hus
28. og med alt, hvad Seeren Samuel, Saul, Kisj's Søn, Abner, Ners
Søn, og Joab, Zerujas Søn, havde helliget; alt, hvad der var
helliget, var betroet Sjelomit og hans Brødre.
29. Af Jizhariteme udtoges Honanja og hans Sønner til Arbejdet ude i
Israel som Fogeder og Dommere.
30. Af Hebroniterne var Hasjabja og hans Brødre, 1700 dygtige Folk,
sat til at varetage alt, hvad der vedrørte HERRENs Tjeneste og
Kongens Tjeneste i Israel vesten for Jordan.
31. Til Hebroniterne hørte Jerija, Overhovedet forHebroniterne,
efter deres Nedstamning, efter Fædrenehusene - i Davids
fyrretyvende Regeringsår blev der iværksat en Undersøgelse
angående dem, og der fandtes dygtige Folk iblandt dem i Ja'zer i
Gilead
32. og hans Brødre, 2700 dygtige Folk, Overhoveder for
Fædrenehusene; dem satte Kong David over Rubeniteme, Gaditerne
og Manasses halve Stamme til at varetage alle Sager, som
vedrørte Gud og Kongen.
Første Krønikebog 27
1. Israeliterne efter deres Tal: Fædrenehusenes Overhoveder,
Tusind- og Hundredførerne og deres Fogeder, som tjente Kongen i
alle Sager vedrørende Skifterne, de, der skiftevis trådte til og
fra hver Måned hele Året rundt, hvert Skifte på 24000 Mand:
2. Over det første Skifte, den første Måneds Skifte stod Isjba'al,
Zabdiels Søn - til hans Skifte hørte 24000 Mand
3. af Perez's Efterkommere, Overhoved for alle Hærførerne; det var
den første Måned.
4. Over den anden Måneds Skifte stod Ahohiten El'azar, Dodajs Søn;
til hans Skifte hørte 24000 Mand.
5. Den tredje Hærfører, ham i den tredje Måned, var Benaja,
Ypperstepræsten Jojadas Søn; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
6. Denne Benaja var Helten blandt de tredive og stod i Spidsen for
de tredive, og ved hans Skifte var hans Søn Ammizabad.
7. Den fjerde, ham i den fjerde Måned, var Joabs Broder Asa'el og
efter ham hans Søn Zebadja; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
8. Den femte, ham i den femte Måned, var Hærføreren Zeraiten
Sjamhut; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
9. Den sjette, ham i den sjette Måned, var Ira, Ikkesjs Søn, fra
Tekoa; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
10. Den syvende, ham i den syvende Måned, var Peloniten Helez af
Efraimiterne; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
11. Den ottende, ham i den ottende Måned, var Husjatiten Sibbekaj af
Zeras Slægt; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
12. Den niende, ham i den niende Måned, var Abiezer fra Anatot at
Benjaminiterne; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
13. Den tiende, ham i den tiende Måned, var Maharaj fra Netofa af
Zeras Slægt, til hans Skifte hørte 24000 Mand.
14. Den ellevte, ham i den ellevte Måned, var Benaja fra Pir'aton af
Efraimiterne; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
15. Den tolvte, ham i den tolvte Måned, var Heldaj fra Netofa af
Otniels Slægt; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
16. I Spidsen for Israels Stammer stod: Som Fyrste for Rubeniterne
Eliezer, Zikris Søn; for Simeoniterne Sjefatja, Ma'akas Søn;
17. for Levi Hasjabja, Hemuels Søn, for Aron Zadok;
18. for Juda Eliab, en af Davids Brødre; for Issakar Omri, Mikaels
Søn;
19. for Zebulon Jisjmaja, Obadjas Søn; for Naftali Jerimot, Azriels
Søn;
20. for Efraimiterne Hosea, Azazjas Søn; for Manasses halve Stamme
Joel, Pedajas Søn;
21. for Manasses anden Halvdel i Gilead Jiddo, Zekarjas Søn; for
Benjamin Ja'asiel, Abners Søn;
22. for Dan Azar'el, Jerobams Søn. Det var Israels Stammers
Øverster.
23. David tog ikke Tal på dem, dervar under tyve År, thi HERREN
havde forjættet at ville gøre Israel talrigt som Himmelens
Stjerner.
24. Joab, Zerujas Søn, begyndte at tælle dem, men fuldførfe det
ikke; thi for den Sags Skyld ramtes Israel af Vrede, og Tallet
indførtes ikke i Kong Davids Krønike.
25. Over Kongens Skatte havde Azmavet, Adiels Søn, Opsynet, og over
Forrådene ude på Landet, i Byerne, Landsbyerne og Fæstningerne
Jonatan, Uzzijas Søn;
26. over Markarbejderne ved Jordens Dyrkning Ezri, Kelubs Søn;
27. over Vingårdene Sjim'i fra Rama; over Vinforrådene i Vingårdene
Sjifmiten Zabdi;
28. over Oliventræerne og Morbærfigentræerne i Lavlandet Ba'al-Hanan
fra Geder; over Olieforrådene Joasj;
29. over Hornkvæget, der græssede på Saron, Saroniten Sjitraj; over
Hornkvæget i Dalene Sjafat, Adlajs Søn;
30. over Kamelerne Ismaelitem Obil; over Æslerne Jedeja fra Meronot;
31. over Småkvæget Hagriten Jaziz. Alle disse var Overopsynsmænd
over Kong Davids Ejendele.
32. Davids Farbroder Jonatan, en indsigtsfuld og skriffkyndig Mand,
var Rådgiver. Jehiel, Hakmonis Søn, opdrog Kongens Sønner.
33. Akitofel var Kongens Rådgiver og Arkiten Husjaj Kongens Ven.
34. Akitofels Eftermand var Jojada, Benajas Søn, og Ebjatar. Joab
var Kongens Hærfører.
Første Krønikebog 28
1. Derpå samlede David i Jerusalem alle Israels Øverster,
Stammeøversterne, Skifternes Øverster, som var i Kongens
Tjeneste, Tusind- og Hundredførerne, Overopsynsmændene over alle
Kongens og hans Sønners Ejendele og Kvæg, ligeledes Hofmændene,
Kærnetropperne og alle dygtige Krigere.
2. Kong David rejste sig op og sagde: "Hør mig, mine Brødre og mit
Folk! Jeg havde i Sinde at bygge HERRENs Pagts Ark og vor Guds
Fodskammel et Hus at hvile i og havde truffet forberedelser til
at bygge.
3. Men Gud sagde til mig: Du skal ikke bygge mit Navn et Hus, thi
du er en Krigens Mand og har udgydt Blod!
4. Af mit Fædrenehus udvalgte HERREN, Israels Gud, ene mig til
Konge over Israel evindelig, thi han udvalgte Juda til Fyrste og
af Juda mit Fædrenehus, og mellem min Faders Sønner fandt han
Behag i mig, så han gjorde mig til Konge over hele Israel.
5. Og af alle mine Sønner - HERREN har givet mig mange Sønner har
han udvalgt min Søn Salomo til at sidde på HERRENs Kongetrone og
herske over Israel.
6. Og han sagde til mig: Din Søn Salomo er den, som skal bygge mit
Hus og mine Forgårde, thi ham har jeg udvalgt til min Søn, og
jeg vil være ham en Fader;
7. jeg vil grundfæste hans Kongedømme til evig Tid, hvis han holder
fast ved mine Bud og Lovbud og gør efter dem således som nu.
8. Og nu, for hele Israels, HERRENs Forsamlings, Øjne og i vor Guds
Påhør siger jeg: Stræb at holde alle HERREN eders Guds Bud, at I
må eje dette herlige Land og lade det gå i Arv til eders
Efterkommere til evig Tid!
9. Og du, min Søn Salomo! Kend din Faders Gud og tjen ham med et
helt Hjerte og en villig Sjæl, thi HERREN ransager alle Hjerter
og kender alt, hvad der rører sig i deres Tanker. Hvis du søger
ham, vil han lade sig fmde af dig, men forlader du ham, vil han
forkaste dig for evigt.
10. Så se da til, thi HERREN har udvalgt dig til at bygge et Hus til
Helligdom! Gå til Værket med Frimodighed!"
11. Derpå gav David sin Søn Salomo Planen til Forhallen, Templets
Bygninger, Forrådskamrene, Rummene på Taget, de indre Kamre og
Hallen til Sonedækket
12. og Planen til alt, hvad der stod for hans Tanke med Hensyn til
HERRENs Hus's Forgårde og alle Kamrene rundt om, Guds Hus's
Skatkamre og Skatkamrene til Helliggaverne,
13. fremdeles Anvisninger om Præsternes og Leviternes Skifter og alt
Arbejdet ved Tjenesten i HERRENs Hus og alting, som hørte til
Tjenesten i HERRENs Hus,
14. om Guldet, den Vægt, der skulde til hver enkelt Ting, som hørte
til Tjenesten, og om alle Sølvtingene, den Vægt, der skulde til
hver enkelt Ting, som hørte til Tjenesten,
15. fremdeles om Vægten på Guldlysestagerne og deres Guldlamper,
Vægten på hver enkelt Lysestage og dens Lamper, og på
Sølvlysestagerne, Vægten på hver enkelt Lysestage og dens
Lamper, svarende til hver enkelt Lysestages Brug ved Tjenesten,
16. fremdeles om Vægten på Guldet til Skuebrødsbordene, til hvert
enkelt Skuebrødsbord, og på Sølvet til Sølvbordene
17. og om Gaflerne, Skålene og Krukkerne af purt Guld og om
Guldbægrene, Vægten på hvert enkelt Bæger, og Sølvbægrene,
Vægten på hvert enkelt Bæger,
18. øg om Vægten på Røgofferalteret af purt Guld og om Tegningen til
Vognen, til Guldkeruberoe, som udbredte Vingerne skærmende over
HERRENs Pagts Ark.
19. "HERREN har sat mig ind i alt dette ved et Skrift, jeg har fra
hans egen Hånd, i alle de Arbejder, Planen omfatter."
20. Derpå sagde David til sin Søn Salomo: "Gå til Værket og vær
frimodig og stærk, frygt ikke og tab ikke Modet, thi Gud HERREN,
min Gud, vil være med dig! Han vil ikke slippe dig og ikke
forlade dig, før alt Arbejdet med HERRENs Hus er fuldført.
21. Se, Præsternes og Leviternes Skifter er rede til alt Arbejdet
ved Guds Hus; og til alt, hvad der skal udføres, har du Folk hos
dig, der alle er villige og forstår sig på Arbejder af enhver
Art, og Øversterne og hele Folket er rede til alt, hvad du
kræver."
Første Krønikebog 29
1. Fremdeles sagde Kong David til hele Forsamlingen: "Min Søn
Salomo, som Gud har udvalgt, er ung og uudviklet, og Arbejdet er
stort, thi Borgen er ikke bestemt for et Menneske, men for Gud
HERREN.
2. Jeg har derfor sat al min Kraft ind på til min Guds Hus at
tilvejebringe Guldet, Sølvet, Kobberet, Jernet og Træet til det,
der skal laves af Guld, Sølv, Kobber, Jern og Træ, desuden
Sjohamsten og Indfatningssten, Rubiner, brogede Sten, alle Slags
Ædelsten og Marmorsten i Mængde.
3. I min Glæde over min Guds Hus giver jeg der hos til min Guds
Hus, hvad jeg ejer af Guld og Sølv, ud over alt, hvad jeg har
bragt til Veje til det hellige Hus:
4. 3.000 Talenter Guld, Offrguld, og 7.000 Talenter lutret Sølv til
at overtrække Bygningernes Vægge med,
5. Guldet til det, der skal forgyldes, og Sølvet til det, der skal
forsølves, og til ethvert Arbejde, der skal udføres af
Håndværkernes Hånd. Hvem er nu villig til i Dag at bringe HERREN
Gaver?"
6. Da kom Øversterne for Fædrenehusene, Øversterne for Israels
Stammer, Tusind- og Hundredførerne og Øversterne i Kongens
Tjeneste frivilligt
7. og gav til Arbejdet på Guds Hus 5.000 Talenter og 10.000
Darejker Guld, 10.000 Talenter Sølv, 18.000 Talenter Kobber og
100.000 Talenter Jern;
8. og de, som ejede Ædelsten, gav dem til HERRENs Hus's Skat, der
stod under Gersoniten Jehiels Tilsyn.
9. Og Folket glædede sig over deres Vilje til at give, thi af et
helt Hjerte gav de HERREN frivillige Gaver; også Kong David
følte stor Glæde.
10. Og David priste HERREN i hele forsamlingens Nærværelse, og David
sagde: "Lovet være du HERRE, vor Fader Israels Gud fra Evighed
til Evighed!
11. Din, HERRE, er Storheden, Magten, Æren, Glansen og Herligheden,
thi alt i Himmelen og på Jorden er dit; dit, o HERRE, er Riget,
og selv løfter du dig som Hoved over alle.
12. Rigdom og Ære kommer fra dig, og du hersker over alt; i din Hånd
er Kraft og Vælde, og i din Hånd står det at gøre, hvem det skal
være, stor og stærk.
13. Derfor priser vi dig nu, vor Gud, og lovsynger dit herlige Navn!
14. Thi hvad er jeg, og hvad er mit Folk, at vi selv skulde evne at
give sådanne frivillige Gaver? Fra dig kommer det alt sammen, og
af din egen Hånd har vi givet dig det.
15. Thi vi er fremmede for dit Åsyn og Gæster som alle vore Fædre;
som em Skygge er vore Dage på Jorden, uden Håb!
16. HERRE vor Gud, al denne Rigdom, som vi har bragt til Veje for at
bygge dit hellige Navn et Hus, fra din Hånd kommer den, og dig
tilhører det alt sammen.
17. Jeg ved, min Gud. at du prøver Hjerter og har Behag i
Oprigtighed; af oprigtigt Hjerte har jeg villigt givet alt
dette, og nu har jeg set med Glæde, at dit Folk, der er her til
Stede, villigt har givet dig Gaver.
18. HERRE, vore Fædre Abrahams, Isaks og Israels Gud, bevar til evig
Tid et sådant Sind og sådanne Tanker i dit Folks Hjerte og vend
deres Hjerter til dig!
19. Og giv min Søn Salomo et helt Hjerte til at holde dine Bud,
Vidnesbyrd og Anordninger og udføre det alt sammen og bygge den
Borg, jeg har truffet Forberedelser til at opføre!"
20. Derpå sagde David til hele Forsamlingen: "Lov HERREN eders Gud!"
Og hele Forsamlingen lovede HERREN, deres Fædres Gud, og kastede
sig ned for HERREN og Kongen.
21. Så ofrede de Slagtofre til HERREN, og Dagen efter bragte de ham
som Brændoffer l000 Tyre, 1000 Vædre og 1000 Lam med tilhørende
Drikofre og en Mængde Slagtofre for hele Israel;
22. og de spiste og drak den Dag for HERRENs Åsyn med stor
Glæde. Derefter indsatte de på ny Davids Søn til Konge, og de
hyldede ham som HERRENs Fyrste og Zadok som Præst;
23. og Salomo satte sig på HERRENs Trone som Konge i sin Fader
Davids Sted; Lykken var med ham, og hele Israel var ham lydigt;
24. og alle Øversterne og Kærnetropperne, ligeledes alle Kong Davids
Sønner hyldede Kong Salomo.
25. HERREN gjorde Salomo overmåde mægtig for hele Israels Øjne og
gav ham en kongelig Herlighed, som ingen Konge før ham havde
haft i Israel.
26. David, Isajs Søn, havde hersket over hele Israel.
27. Tiden, han var Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År; i
Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År.
28. Han døde i en god Alder, mæt af Dage, Rigdom og Ære; og hans Søn
Salomo blev Konge i hans Sted.
29. Kong Davids Historie fra først til sidst står optegnet i Seeren
Samuels Krønike, Profeten Natans Krønike og Seeren Gads Krønike
30. tillige med hele hans Regering og hans Heltegerninger og de
Tildragelser, som hændtes ham og Israel og alle Lande og Riger.
Anden Krønikebog
Anden Krønikebog 1
1. Salomo, Davids Søn, fik sikret sig Magten, og HERREN hans Gud
var med ham og gjorde ham overmåde mægtig.
2. Da tilsagde Salomo hele Israel, Tusind- og Hundredførerne,
Dommerne og alle Israels Øverster, Fædrenehusenes Overhoveder,
3. og ledsaget af hele Forsamlingen drog han til Offerhøjen i
Gibeon. Der stod Guds Åbenbaringstelt, som HERRENs Tjener Moses
havde rejst i Ørkenen,
4. men Guds Ark havde David bragt op fra Kijat-Jearim til det Sted,
han havde beredt den, idet han havde ladet rejse et Telt til den
i Jerusalem.
5. Men Kobberalteret, som Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, havde
lavet, stod der foran HERRENs Bolig, og der søgte Salomo og
Forsamlingen ham.
6. Og Salomo ofrede der på Åbenbaringsteltets Kobberalter, som stod
foran HERRENs Åsyn, han ofrede 1000 Brændofre derpå.
7. Samme Nat lod Gud sig til Syne for Salomo og sagde til ham:
"Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!"
8. Da sagde Salomo til Gud: "Du viste stor Miskundhed mod min Fader
David, og du har gjort mig til Konge i hans Sted.
9. Så lad da, Gud HERRE, din Forjæftelse til min Fader David gå i
Opfyldelse, thi du har gjort mig til Konge over et Folk, der er
talrigt som Jordens Støv.
10. Giv mig derfor Visdom og Indsigt, så jeg kan færdes ret over for
dette Folk, thi hvem kan dømme dette dit store Folk?"
11. Da sagde Gud til Salomo: "Fordi din Hu står til dette, og du
ikke bad om Rigdom, Gods og Ære eller om dine Avindsmænds Liv,
ej heller om et langt Liv, men om Visdom og Indsigt til at dømme
mit Folk, som jeg gjorde dig til Konge over,
12. så skal du få Visdom og Indsigt; men jeg giver dig også Rigdom,
Gods og Ære, så at ingen Konge før dig har haft Mage dertil. og
ingen efter dig skal have det."
13. Derpå begav Salomo sig fra Offerhøjen i Gibeon, fra Pladsen
foran Åbenbaringsteltet, til Jerusalem; og han herskede som
Konge over Israel.
14. Salomo anskaffede sig Stridsvogne og Ryttere, og han havde 1400
Vogne og l2000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels
hos sig i Jerusalem.
15. Kongen bragte det dertil, af Sølv og Guld i Jerusalem var lige
så almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som
Morbærfigentræ i Lavlandet.
16. Hestene, Salomo indførte, kom fra Mizrajim og Kove; Kongens
Handelsfolk købte dem i Kove.
17. De udførte en Vogn fra Mizrajim for 600 Sekel Sølv, en Hest for
150. Ligeledes udførtes de ved Handelsfolkenes Hjælp til alle
Hetiternes og Arams Konger.
Anden Krønikebog 2
1. Salomo fik i Sinde at bygge et Hus for HERRENs Navn og et
kongeligt Palads.
2. Salomo lod derfor udskrive 70.000 Mand til Lastdragere og 80.000
Mand til Stenhuggere i Bjergene og 3600 til at føre Tilsyn med
dem.
3. Og Salomo sendte Kong Huram af Tyrus følgende Bud: "Vær mod mig
som mod min Fader David, hvem du sendte Cedertræ, for at han
kunde bygge sig et Palads at bo i.
4. Se, jeg er ved at bygge HERREN min Guds Navn et Hus; det skal
helliges ham, for at man kan brænde vellugtende Røgelse for hans
Åsyn, altid have Skuebrødene fremme og ofre Brændofre hver
Morgen og Aften, på Sabbaterne, Nymånedagene og HERREN vor Guds
Højtider, som det til evig Tid påhviler Israel.
5. Huset, jeg vil bygge, skal være stort; thi vor Gud er større end
alle Guder.
6. Hvem magter at bygge ham et Hus, når dog Himmelen og Himlenes
Himle ikke kan rumme ham? Og hvem erjeg, at jeg skulde bygge ham
et Hus, når det ikke var for at tænde Offerild for hans Åsyn!
7. Så send mig da en Mand, der har Forstand på at arbejde i
Guld. Sølv, Kobber, Jern, rødt Purpur, Karmoisin og violet
Purpur og forstår sig på Billedskærerarbejde, til at arbejde
sammen med mine egne Mestre her i Juda og Jerusalem, dem, som
min Fader antog;
8. og send mig Ceder- Cypres- og Algummimtræ fra Libanon, thi jeg
ved at dine Folk forstår at fælde Libanons Træer; og mine Folk
skal hjælpe dine;
9. men Træ må jeg have i Mængde, thi Huset, jeg vil bygge, skal
være stort, det skal være et Underværk.
10. For Tømrerne, som fælder Træerne, vil jeg til Underhold for dine
Folk give 20.000 Kor Hvede, 20.000 Kor Byg, 20.000 Bat Vin og
20.000 Bat Olie."
11. Kong Huram af Tyrus svarede i et Brev, som han sendte Salomo:
"Fordi HERREN elsker sit Folk, har han gjort dig til Konge over
dem!"
12. Og Huram føjede til: "Lovet være HERREN, Israels Gud, som har
skabt Himmelen og Jorden, at han har givet Kong David en viis
Søn, der har Forstand og Indsigt til at bygge et Hus for HERREN
og et kongeligt Palads.
13. Her sender jeg dig en kyndig og indsigtsfuld Mand, Huram-Abi;
14. han er Søn af en Kvinde fra Dan, men hans Fader er en Tyrier;
han forstår at arbejde i Guld. Sølv, Kobber, Jern, Stem, Træ,
rødt og violet Purpur, fint Linned og karmoisinfarvet Stof,
forstår sig på al Slags Billedskærerarbejde og kan udtænke alle
de Kunstværker, han sættes til; han skal arbejde sammen med dine
og med min Herres, din Fader Davids, Mestre.
15. Min Herre skal derfor sende sine Trælle Hveden, Byggen, Vinen og
Olien, han talte om;
16. så vil vi fælde så mange Træer på Libanon, som du har Brug for,
og sende dig dem i Tømmerflåder på Havet til Jafo; men du må
selv få dem op til Jerusalem."
17. Salomo lod da alle fremmede Mænd, der boede i Israels Land,
tælle - allerede tidligere havde hans fader David ladet dem
tælle - og de fandtes at udgøre 153.600.
18. Af dem gjorde han 70.000 til Lastdragere, 80.000 til Stenhuggere
i Bjergene og 3.600 til Opsynsmænd til at lede Folkenes Arbejde.
Anden Krønikebog 3
1. Derpå tog Salomo fat på at bygge HERRENs Hus i Jerusalem på
Morija Bjerg, hvor HERREN havde ladet sig til Syne for hans
Fader David, på det Sted, David havde beredt, på Jebusiten
Ornans Tærskeplads.
2. Han tog fat på Byggearbejdet i den anden Måned i sit fjerde
Regeringsår.
3. Målene på Grunden, som Salomo lagde ved Opførelsen af Guds Hus,
var følgende: Længden var tresindstyve Alen efter gammelt Mål,
Bredden tyve.
4. Forhallen foran Templets Hellige var tyve Alen lang, svarende
til Templets Bredde, og tyve Alen høj; og han overtrak den
indvendig med purt Guld.
5. Den store Hal dækkede han med Cyprestræ og overtrak den desuden
med ægte Guld og prydede den med Palmer og Kranse.
6. Han smykkede Hallen med Ædelsten; og Guldet var Parvajimguld;
7. han overtrak Templet, Bjælkerne, Dørtærsklerne, Væggene og
Dørfløjene med Guld og lod indgravere Keruber på Væggene.
8. Han byggede fremdeles det Allerhelligste; dets Længde på tværs
af Templet var tyve Alen, dets Bredde tyve; og han overtrak det
med ægte Guld til en Vægt af 600 Talenter.
9. Naglerne havde en Vægt af halvtredsindstyve Guldsekel; og
Rummene på Taget overtrak han med Guld.
10. I det Allerhelligste satte han to Keruber i Billedskærerarbejde,
og han overtrak dem med Guld.
11. Kerubernes Vinger målte tilsammen tyve Alen i Længden; den enes
ene Vinge, fem Alen lang, rørte Hallens ene Væg, medens den
anden, fem Alen lang, rørte den andens Vinge;
12. og den anden Kerubs ene Vinge, fem Alen lang, rørte Hallens
modsatte Væg, medens den anden, fem Alen lang, nåede til den
førsfe Kerubs Vinge.
13. Disse Kerubers Vinger mnålte i deres fulde Udstrækning tyve Alen
og de stod oprejst med Ansigtet indad.
14. Tillige lavede han Forhænget af violet og rødt Purpur,
karmoisinfarvet Stof og fint Linned og prvdede det med Keruber.
15. Foran Templet lavede han to Søjler. De var fem og tredive Alen
høje, og Søjlehovedet oven på dem var fem Alen.
16. Så lavede han Kranse som en Halskæde og anbragte dem øverst på
Søjlerne, og fremdeles lavede han l00 Granatæbler og satte dem
på Kransene.
17. Disse Søjler rejste han foran Helligdommen, en til højre og en
til venstre: den højre kaldte han Jakin, den venstre Boaz.
Anden Krønikebog 4
1. Fremdeles lavede han et Kobberalter, tyve Alen bredt og ti Alen
højt.
2. Fremdeles lavede han Havet i støbt Arbejde, ti Alen fra Rand til
Rand, helt rundt, fem Alen højt; det målte tredive Alen i
Omkreds.
3. Under Randen var det hele Vejen rundt omgivet af agurklignende
Prydelser, der omsluttede Havet helt rundt, tredive Alen; i to
Rækker sad de agurklignende Prydelser, støbt i eet dermed.
4. Det stod på tolv Okser, således at tre vendte mod Nord, tre mod
Vest, tre mod Syd og tre mod Øst; Havet stod oven på dem; de
vendte alle Bagkroppen indad.
5. Det var en Håndsbred tykt, og Randen var formet som Randen på et
Bæger, som en udsprungen Lilje. Det tog 3000 Bat.
6. Fremdeles lavede han ti Bækkener og satte fem til højre og fem
til venstre, til Tvætning; i dem skyllede man, hvad der brugtes
ved Brændofrene, medens Præsterne brugte Havet til at tvætle sig
i.
7. Fremdeles lavede han de ti Guldlysestager, som de skulde væte,
og satte dem i Helligdommen, fem til højre og fem til venstre.
8. Fremdeles lavede han ti Borde og satte dem i Helligdommen, fem
til højre og fem til venstre; fillige lavede han 100 Skåle af
Guld.
9. Fremdeles indrettede han Præsternes Forgård og den store Gård og
Porte til Gården; Portfløjene overtrak han med Kobber.
10. Havet opstillede han ved Templets Sydside, ved det sydøstre
Hjørne.
11. Fremdeles lavede Huram Karrene, Skovlene og Skålene. Dermed var
Huram færdig med sit Arbejde for Kong Salomo ved Guds Hus:
12. De to Søjler og de to kugleformede Søjlehoveder ovenpå, de to
Fletværker til at dække de to, kugleformede Søjlehoveder på
Søjlerne,
13. de 400 Granatæbler til de to Fletværker, to Rækker Granatæbler
til hvert Fletværk til at dække de to kugleformede Søjlehoveder
på de to Søjler,
14. de ti Stel med de ti Bækkener på,
15. Havet med de tolv Okser under.
16. Karrene, Skovlene og Skålene og alle de Ting, som hørte til,
lavede Huram-Abi af blankt Kobber for Kong Salomo til HERRENs
Hus.
17. I Jordandalen lod Kongen dem støbe, ved Adamas Vadested mellem
Sukkot og Zereda.
18. Salomo lod alle disse Ting lave i stor Mængde, thi Kobberet blev
ikke vejet.
19. Og Salomo lod alle Tingene, som hørte til Guds Hus, lave:
Guldalteret, Bordene, som Skuebrødene lå på,
20. Lysestagerne med Lamperne, der skulde tændes på den foreskrevne
Måde, foran Inderhallen, af purt Guld,
21. med Blomsterbægrene, Lamperne og Lysesaksene af Guld, ja af det
allerbedste Guld,
22. Knivene, Skålene, Kanderne og Panderne af fint Guld og
Dørhængslerne til Templet, til Inderdørene for det
Allerltelligste og til Dørene for det Hellige, af Guld.
Anden Krønikebog 5
1. Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved HERRENs Hus, var
færdigt, bragte Salomo sin Fader Davids Helliggaver, Sølvet og
Guldet, derind og lagde alle Tingene i Skatkamrene i Guds Hus.
2. Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes
Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen i
Jerusalem for at føre HERRENs Pagts Ark op fra Davidsbyen, det
er Zion.
3. Så samledes alle Israels Mænd hos Kongen på Højtiden i Etanim
Måned, det er den syvende Måned.
4. Og alle Israels Ældste kom, og Leviterne har Arken.
5. Og de bragte Arken op tillige med Åbenbaringsteltett og alle de
hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne bragte
dem op:
6. Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde
givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så
meget, at det ikke var til at tælle eller overse.
7. Så førte Præsterne HERRENs Pagts Ark ind på dens Plads i
Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under
Kerubernes Vinger;
8. og Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken
stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens
Bærestænger.
9. Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det
Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og
de er der den Dag i Dag.
10. Der var ikke andet i Arken end de to Tavler, Moses havde lagt
ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, HERREN havde sluttet
med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten.
11. Da Præsteme derpå gik ud af Helligdommen - alle de Præster, der
var til Stede, havde nemlig helliget sig uden Hensyn til
Skifterne;
12. og alle de levitiske Sangere, Asaf, Heman og Jedutun tillige med
deres Sønner og Brødre stod østen for Alteret i Klæder af fint
Linned med Cymbler, Harper og Citre, og sammen med dem stod 120
Præster, der blæste i Trompeter -
13. i samme Øjeblik som Trompetblæserne og Sangerne på een Gang
stemte i for at love og prise HERREN og lod Trompeterne,
Cymblerne og Musikinstrumenterne klinge og lovede HERREN med
Ordene "thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig!" -
fyldte Skyen HERRENs Hus,
14. så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres
Tjeneste, thi HERRENs Herlighed fyldte Guds Hus.
Anden Krønikebog 6
1. Ved den Lejlighed sang Salomo: "HERREN har sagt, han vil bo i
Mulmet!"
2. Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt
kan dvæle.
3. Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels
Forsamling, der imens stod op;
4. og han sagde: "Lovet være HERREN, Israels Gud, hvis Hånd har
fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han
sagde:
5. Fra den Dag jeg førte mit Folk ud af Ægypten, har jeg ikke
udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer, hvor man skulde
bygge et Hus til Bolig for mit Navn, og jeg har ikke udvalgt
nogen Mand til at være Hersker over mit Folk Israel;
6. men Jerusalem udvalgte jeg til Bolig for mit Navn, og David
udvalgte jeg til at herske over mit Folk Israel.
7. Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENs, Israels Guds,
Navn et Hus;
8. men HERREN sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge
mit Navn et Hus, er ret af dig;
9. dog skal ikke du bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din
Lænd, skal bygge mit Navn det Hus.
10. Nu har HERREN opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min
Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som HERREN sagde,
og jeg har bygget HERRENs, Israels Guds, Navn Huset;
11. og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, HERREN
sluttede med Israeliterne."
12. Derpå trådte Salomo frem foran HERRENs Alfer lige over for hele
Israels Forsamling og udbredte Hænderne.
13. Salomo havde nemlig ladet lave en fem Alen lang, fem Alen bred
og tre Alen høj Talerstol af Hobber og stillet den op midt i
Gården; på den trådte han op og kastede sig på Knæ foran hele
Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen
14. og sagde: "HERRE, Israels Gud, der er ingen Gud som du i
Himmelen og på Jorden, du, som holder fast ved din Pagt og din
Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte vandrer
for dit Åsyn,
15. du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David,
og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund.
16. Så hold da nu, HERRE, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener,
min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes
dig for mit Åsyn til at sidde på Israels Trone, når kun dine
Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre i min Lov, som du
har vandret for mit Åsyn!
17. Så lad nu, HERRE, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde
din Tjener David!
18. Men kao Gud da virkelig bo blandt Menneskene på Jorden? Nej
visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt
mindre dette Hus, som jeg har bygget!
19. Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, HERRE min Gud, så
du hører det Råb og den Bøn, din Tjener opsender for dit Åsyn;
20. lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Dag og Nat, over det
Sted, hvor du har sagt, du vilde stedfæste dit Navn, så du hører
den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted!
21. Og hør den Bøn, dinjener og dit Folk Israel opsender, vendt mod
dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og
tilgive!
22. Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader
ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette
Hus,
23. så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere
imellem, så du gengælder den skyldige og lader hans Gerning
komme overhans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham
efter hans Uskyld.
24. Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de
synder imod dig, og de så omvender sig og bekender dit Navn og
opsender Bønner og Begæringer for dit Åsyn i dette Hus,
25. så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og
føre dem tilbage til det Land, du gav dem og deres Fædre.
26. Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod
dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn
og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem,
27. så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk
Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og
lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje.
28. Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der
kommer Hornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden
belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot
indtræffer
29. enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit
Folk Israel, når de føler deres Plage og Smerte og udbreder
Hænderne mod dette Hus,
30. den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive, idet du
gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans Hjerte, thi du
alene kender Menneskebørnenes Hjerter,
31. for at de må frygte dig og følge dine Veje, al den Tid de lever
på den Jord, du gav vore Fædre.
32. Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men
kommer fra et fjernt Land for dit store Navns, din stærke Hånds
og din udstrakte Arms Skyld, når de kommer og beder, vendt mod
dette Hus,
33. da børe du det i Himmelen, der. hvor du bor, og da gøre du efter
alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens
Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit
Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus,
som jeg har bygget.
34. Når dit Folk drager i Krig mod sine Fjender, hvor du end sender
dem hen, og de beder til dig, vendt mod den By, du har udvalgt,
og det Hus, jeg har bygget dit Navn,
35. så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres
Ret.
36. Når de synder imod dig - thi der er intet Menneske, som ikke
synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og
Sejrherrerne fører dem fangne til et andet Land, det være sig
fjernt eller nær,
37. og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og
omvender sig og råber til dig i deres Landflygtigheds Land og
siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige!
38. når de omvender sig til dig al hele deres Hjerte og af hele
deres Sjæl i Sejrherrernes Land, som de bortførtes til, og de
beder, vendt mod deres Land, som du gav deres Fædre, mod den By,
du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn -
39. så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring
og skaffe dem deres Ret, og du tilgive dit Folk, hvad de syndede
imod dig!
40. Så lad da, min Gud, dine Øjne være åbne og dine Ører lytte til
Bønnen, der bedes på dette Sted,
41. bryd op da, Gud HERRE, til dit Hvilested, du selv og din Vældes
Ark! Dine Præster, Gud HERRE, være iklædt Frelse, dine fromme
glæde sig ved dine Goder!
42. Gud HERRE, afvis ikke din Salvede, kom Nåden mod din Tjener
David i Hu!"
Anden Krønikebog 7
1. Da Salomo havde endt sin Bøn, for Ild ned fra Himmelen og
fortærede Brændofferet og Slagtofrene, og HERRENs Herlighed
fyldte Templet,
2. og Præsterne kunde ikke gå ind i HERRENs Hus, fordi HERRENs
Herlighed fyldte det.
3. Og da alle Israeliterne så Ilden og HERRENs Herlighed fare ned
over Templet, kastede de sig på Knæ på Stenbroen med Ansigtet
mod Jorden og filbad og lovede HERREN med Ordene "thi han er
god, og hans Miskundhed varer evindelig!"
4. Kongen ofrede nu sammen med alt Folket Slagtofre for HEERRENs
Åsyn.
5. Til Slagtofferet tog Kong Salomo 22.000 Stykker Hornkvæg og
120.000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og alt Folket
Guds Hus.
6. Og Præsterne stod på deres Pladser, og Leviterne stød med
HERRENs Musikinstrumenter, som Kong David havde ladet lave, for
at love HERREN med Davids Lovsangs Ord "thi hans Miskundhed
varer evindelig!" og Præsterne stod lige over for dem og blæste
i trompeter, og hele Israel stod op:
7. Og Salomo helligede den mellemste Del af Forgården foran HERRENs
Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene og Fedtstykkerne af
Takofrene, da Kobberalteret, som Salomo havde ladet lave, ikke
kunde rumme Brændofferet, Afgrødeoffret og Fedtstykkerne.
8. Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden sammen med hele
Israel, en vældig Forsamling lige fra Egnen ved Hamat og til
Ægyptens Bæk.
9. Ottendedagen holdt man festlig Samling, thi de fejrede Alterets
Indvielse i syv Dage og Højtiden i syv.
10. Og på den tre og tyvende Dag i den syvende Måned lod han Folket
gå hver til sit, glade og vel til Mode over den Godhed, HERREN
havde vist sin Tjenet David og Salomo og sit Folk Israel.
11. Salomo var nu færdig med at opføre HERRENs Hus og Kongens
Palads; og alt, hvad Salomo havde sat sig for at udføre ved
HERRENs Hus og sit Palads, havde han lykkeligt ført igennem.
12. Da lod HERREN sig til Syne for Salomo om Natten og sagde til
ham: "Jeg har hørt din Bøn og udvalgt mig dette Sted til
Offersted.
13. Dersom jeg tillukker Himmelen, så Regnen udebliver, eller jeg
opbyder Græshopperne til at æde Landet op, eller jeg sender Pest
i mit Folk,
14. og mit Folk, som mit Navn nævnes over, da ydmyger sig, beder og
søger mit Åsyn og vender om fra deres onde Veje, så vil jeg høre
det i Himmelen og tilgive deres Synd og læge deres Land,
15. Nu skal mine Øjne være åbne og mine Ører lytte til Bønnen, der
bedes på dette Sted.
16. Og nu har jeg udvalgt og billiget dette Hus, for at mit Navn kan
bo der til evig Tid, og mine Øjne og mit Hjerte skal være der
alle Dage.
17. Hvis du nu vandrer for mit Åsyn som din Fader David, så du gør
alt, hvad.jeg har pålagt dig, og, holder mine Anordninger og
Lovbud,
18. så vil jeg opretholde din Kongetrone, som jeg tilsagde din Fader
David, da jeg sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig til
at herske over Israel.
19. Men hvis I vender eder bort og forlader mine Anordninger og Bud,
som jeg har forelagt eder, og går hen og dyrker fremmede Guder
og tilbeder dem,
20. så vil jeg rykke eder op fra mit Land, som jeg gav eder; og
dette Hus, som jeg har belliget for mit Navn, vil jeg forkaste
fra mit Åsyn og gøre det til Spot og Spe blandt alle Folk,
21. og dette Hus, som var så ophøjet, over det skal enhver, som
kommer der forbi, blive slået af Rædsel. Og når man siger:
Hvorfor har HERREN handlet således mod dette Land og dette Hus?
22. skal der svares: Fordi de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som
førte dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, tilbad og
dyrkede dem; derfor har HERREN bragt al denne Elendighed over
dem!"
Anden Krønikebog 8
1. Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på HERRENs
Hus og sit Palads -
2. også de Byer, Huram afstod til Salomo, befæstede Salomo og lod
Israeliterne bosætte sig i dem -
3. drog Salomo til Hamat-Zoba og indtog det.
4. Han befæstede også Tadmor i Ørkenen og alle de Forrådsbyer, han
byggede i Hamat;
5. ligeledes genopbyggedehan Øvre og Nedre-Bet-Horon, så de blev
Fæstninger med Mure, Porte og Portslåer,
6. ligeledes Ba'alat og alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og
Rytterbyerne, og alt andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i
Jerusalem, i Libanon og i hele sit Rige.
7. Alt, hvad der var tilbage af Hetiterne, Amoriterne,
Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til
Israeliterne,
8. deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som
Israeliterne ikke havde tilintetgjort. dem udskrev Salomo til
Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag.
9. Af Israeliterne derimod gjorde Salomo ingen til Arbejdstrælle
for sig, men de var Krigsfolk, Hærførere og Vognkæmpere hos ham
og Førere for hans Stridsvogne og Rytteri.
10. Tallet på Kong Salomos Overfogeder var 250; de havde Tilsyn med
Folkene.
11. Faraos Datter flyttede Salomo fra Davidsbyen ind i det Hus, han
havde bygget til hende; thi han tænkte: "Jeg vil ikke have en
Kvinde boende i Kong David af Israels Palads, thi bellige er de
Steder, hvor HERRENs Ark kommer."
12. Nu ofrede Salomo Brændofre til HERREN på HERRENs Alter, som han
Havde bygget foran Forhallen,
13. idet han ofrede, som det efter Moses's Bud hørte sig til hver
enkelt Dag, på Sabbaterne, Nymånedagene og Højtiderne tre Gange
om Året, de usyrede Brøds Højtid, Ugernes Højtid og Løvhytternes
Højtid.
14. Og efter den Ordning, hans Fader David havde truffet, satte han
Præsternes Skifter til deres Arbejde og Leviterne til deres
Tjeneste, til at synge Lovsangen og gå Præsterne til Hånde efter
hver Dags Behov, ligeledes Dørvogterne efter deres Skifter til
at holde Vagt ved de enkelte Porte; thi således var den Guds
Mand Davids Bud.
15. Og man fraveg ikke i mindste Måde Kongens Bud vedrørende
Præsterne og Leviterne og Skatkamrene.
16. Således fuldendtes hele Salomos Værk, fra den Dag Grundvolden
lagdes til HERRENs Hus, til Salomo var færdig med HERRENs Hus.
17. Ved den Tid drog Salomo til Ezjongeber og Elot ved Edoms Kyst;
18. og Huram sendte ham Folk med Skibe og befarne Søfolk, der sammen
med Salomos Folk sejlede til Ofir, hvor de hentede 450 Talenter
Guld, som de bragte Kong Salomo.
Anden Krønikebog 9
1. Da Dronningen af Saba hørte Salomos Ry, kom hun, for at prøve
ham med Gåder, til Jerusalem med et såre stort Følge og med
Kameler, der har Røgelse, Guld i Mængde og Ædelsten. Og da hun
var kommet til Salomo, talte hun til ham om alt, hvad der lå
hende på Hjerte.
2. Men Salomo svarede på alle hendes Spørgsmål, og intet som helst
var skjult for Salomo, han gav hende Svar på alt.
3. Og da Dronningen at Saba så Salomos Visdom, Huset, han havde
bygget,
4. Maden på hans Bord, hans Folks Boliger, hans Tjeneres Optræden
og deres Klæder, hans Mundskænke og deres Klæder og Brændofrene,
han ofrede i HERRENs Hus, var hun ude af sig selv;
5. og hun sagde til Kongen: "Sandt var, hvad jeg i mit Land hørte
sige om dig og din Visdom!
6. Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og så det med egne
Øjne; og se, ikke engang det halve af din store Visdom er mig
fortalt, thi du overgår, hvad Rygtet sagde mig om dig!
7. Lykkelige dine Mænd, lykkelige dine Folk, som altid er om dig og
hører din Visdom!
8. Lovet være HERREN din Gud, som fandt Behag i dig og satte dig på
sin Trone som Konge for HERREN din Gud. Fordi din Gud elsker
Israel og for at opretholde det evindeligt, satte han dig til
Konge over dem, til at øve Ret og Retfærdighed!"
9. Derpå gav hun Kongen l20 Guldtalenter, Røgelse i store Mængder
og Ædelsten; og aldrig har der siden været så megen Røgelse i
Landet som den, Dronningen af Saba gav Kong Salomo.
10. Desuden bragte Hurams og Salomos Folk, som hentede Guld i Ofir,
Algummimtræ og Ædelsten;
11. og af Algummimtræet lod Kongen lave Rækværk til HERRENs Hus og
Kongens Palads, desuden Citre og Harper til Sangerne; og Mage
dertil var ikke tidligere set i Judas Land.
12. Og Kong Salomo gav Dronningen af Saba alt, hvad hun ønskede og
bad om, langt ud over hvad hun bragte til Kongen. Derpå vendte
hun med sit Følge tilbage til sit Land.
13. Vægten af det Guld, som i eet År indførtes af Salomo, udgjorde
666 Guldtalenter,
14. deri ikke medregnet hvad der indkom i Afgift fra de undertvungne
Folk og ved Købmændenes Handel og fra alle Arabiens Konger og
Landets Statholdere, som bragte Salomo Guld og Sølv.
15. Kong Salomo lod hamre 200 Guldskjolde, hvert på 600 Sekel Guld,
16. og 300 mindre Guldskjolde, hvert på 300 Sekel Guld; dem lod
Kongen henlægge i Libanonskovhuset.
17. Fremdeles lod Kongen lave en stor, Elfenbenstrone, overtrukket
mned lutret Guld.
18. Tronen havde seks Trin, og på dens Ryg var der et Latn af Guld;
på begge Sider af Sædet var der Arme, og ved Armene stod der to
Løver;
19. tillige stod der tolv Løver på de seks Trin, seks på hver
Side. Der er ikke lavet Mage til Trone i noget andet Rige.
20. Alle Kong Salomos Drikkekar var af Guld og alle Redskaber i
Libanonskovhuset af fint Guld; Sølv regnedes ikke for noget i
Kong Salomos Dage.
21. Kongen havde nemlig Skibe, det sejlede på Tarsis med Hurams
Folk; og een Gang hverttredje År kom Tarsisskibene, ladet med
Guld, Sølv, Elfenben, Aber og Påfugle.
22. Kong Salomo overgik alle Jordens Konger i Rigdom og Visdom.
23. Alle Jordens Konger søgte hen til Salomo for at høre den Visdom,
Gud havde lagt i hans Hjerte;
24. og alle bragte de Gaver med: Sølv- og Guldsager, Klæder, Våben,
Røgelse, Heste og Muldyr; således gik det År efter År. Salomo
havde 4000 Spand Heste og Vogne og l2000 Ryttere; dem lagde han
dels i Vognbyerne, dels hos sig i Jerusalem.
26. Han herskede over alle Konger fra Floden til Filisternes Land og
Ægyptens Grænse.
27. Kongen bragte det dertil, at Sølv i Jerusalem var lige så
almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som
Morbærfigentræ i Lavlandet.
28. Der indførtes Heste til Salomo fra Mizrajim og fra alle Lande.
29. Salomos øvrige Historie fra først til sidst findes optegnet i
Profeten Natans Krønike, Siloniten Ahijas Profeti og Seeren
Jedos Syn om Jeroboam, Nebats Søn.
30. Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel i fyrretyve År.
31. Derpå lagde Salomo sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
sin Fader Davids By. Og hans Søn Rehabeam blev Konge i hans
Sted.
Anden Krønikebog 10
1. Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel stævnet
for at hylde ham som Konge.
2. Men da Jeroboam, Nebats Søn, der opholdt sig i Ægypten, hvorhen
han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys derom, vendte han hjem
fra Ægypten.
3. Man sendte da Bud og lod ham kalde. Og Jeroboam kom. Da sagde
hele Israel til Rehabeam:
4. "Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde
Arbejde for os, som din Fader krævede, og det tunge Åg, han
lagde på os, så vil vi tjene dig!"
5. Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!"
Så gik Folket.
6. Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i
hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem:
"Hvad råder I mig til at svare dette Folk?"
7. De svarede: "Hvis du i Dag vil være venlig mod dette Folk og
føje dem og give dem gode Ord, så vil de blive dine Tjenere for
bestandig!"
8. Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte
han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i
hans Tjeneste,
9. og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som
kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på
dem?"
10. De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham:
"Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader
lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du
svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter!
11. Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget
tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte
eder med Skorpioner!"
12. Da Jeroboam og alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som
Kongen havde sagt,
13. gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles
Råd
14. sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et
tungt Åg på eder, vil jeg gøre det tungere; har min Fader tugtet
eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"
15. Kongen hørte ikke på Folket, thi Gud føjede det således for at
opfylde det Ord, HERREN havde talet ved Ahija fra Silo til
Jerøboam, Nebats Søn.
16. Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav
Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen
Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit
eget Hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte.
17. Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam
Konge.
18. Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med
Hoveriarbejdet, ud til dem, men Israeliterne stenede ham til
Døde. Da steg Kong Rehabeam i største Hast op på sin Stridsvogn
og flygtede til Jerusalem.
19. Så brød Israel med Davids Hus, og således er det den Dag i Dag.
Anden Krønikebog 11
1. Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas og
Benjamins Hus, 180.000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at føre
Krig med Israel og vinde Kongedømmet tilbage til Rehabeam.
2. Men da kom HERRENs Ord til den Guds Mand Sjemaja således:
3. "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Israel i
Juda og Benjamin:
4. Så siger HERREN: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre;
vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har jeg
tilskikket!" Da adlød de HERRENs Ord og vendte tilbage og drog
ikke mod Jeroboam.
5. Rehabeam boede så i Jerusalem, og han befæstede flere Byer i
Juda.
6. Således befæstede han Betlehem, Etam, Tekoa, Bet-Zur, Soko,
Adullam,
8. Gat, Maresj a, Zif,
9. Adorajim, Lakisj, Azeka,
10. Zor'a, Ajjalon og Hebron, alle i Juda og Benjamin;
11. og han gjorde Fæstningerne stærke, indsatte Befalingsmænd i dem
og forsynede dem med Forråd af Levnedsmidler, Olie og Vin
12. og hver enkelt By med Skjolde og Spyd og gjorde dem således
meget stærke. Ham tilhørte Juda og Benjamin.
13. Præsterne og Leviterne i hele Israel kom alle Vegne fra, hvor de
boede, og stillede sig til hans Tjeneste;
14. thi Leviterne forlod deres Græsmarker og Ejendom og begav sig
til Juda og Jerusalem, fordi Jeroboam og hans Sønner afsatte dem
fra Stillingen som HERRENs Præster,
15. idet han indsatte sig Præster for Offerhøjene og Bukketroldene
og Tyrekalvene, som han, havde ladet lave.
16. Og i Følge med Leviterne kom fra alle Israels Stammer de, hvis
Hjerte var vendt til at søge HERREN, Israels Gud, til Jerusalem
for at ofre til HERREN, deres Fædres Gud;
17. og de styrkede Juda Rige og hævdede Rehabeams, Salomos Søns,
Magt i et Tidsrum af tre År. Thi i tre År fulgte han Davids og
Salomos Veje.
18. Rehabeam ægtede Mahalat; en Datter af Davids Søn Jerimot og
Abihajil, en Datter af Eliab, Isajs Søn.
19. Hun fødte ham Sønnerne Je'usj, Sjemarja og Zaham.
20. Senere ægtede han Absaloms Datter Ma'aka, som fødte ham Abija,
Attaj, Ziza og Sjelomit.
21. Rehabeam elskede Absaloms Datter Ma'aka højere end sine andre
Hustruer og Medhustruer; han havde nemlig atten Hustruer og
tresindstyve Medhustruer og avlede otte og tyve Sønner og
tresindstyve Døtre.
22. Og Rehabeam satte Ma'akas Søn Abija til Overhoved, til Fyrste
blandt hans Brødre; thi han havde i Sinde at gøre, ham til
Konge;
23. og han fordelte klogelig alle sine Sønner rundt i alle Judas og
Benjamins Landsdele og i alle de befæstede Byer og gav dem
rigeligt Underhold og skaffede dem Hustruer.
Anden Krønikebog 12
1. Men da Rehabeams Kongedømme var grundfæstet og hans Magt
styrket, forlod han tillige med hele Israel HERRENs Lov.
2. Da drog i Kong Rehabeams femte Regeringsår Ægypterkongen Sjisjak
op imod Jerusalem, fordi de havde været troløse mod HERREN,
3. med 1200 Stridsvogne og 60.000 Ryttere, og der var ikke Tal på
Krigerne, der drog med ham fra Ægypten, Libyere, Sukkijiter og
Ætiopere;
4. og efter at have indtaget Fæstningerne i Juda drog han mod
Jerusalem.
5. Da kom Profeten Sjemaja til Rehabeam og Judas Øverster, som var
tyet sammen i Jerusalem for Sjisjak, og sagde til dem: "Så siger
HERREN: I har forladt mig, derfor har jeg også forladt eder og
givet eder i Sjisjaks Hånd!"
6. Da ydmygede Israels Øverster og Kongen sig og sagde: "HERREN er
retfærdig!"
7. Og da HERREN så, at de havde ydmyget sig, kom HERRENs Ord til
Sjemaja således: "De har ydmyget sig; derfor vil jeg ikke
tilintetgøre dem, men frelse dem om ikke længe, og min Vrede
skal ikke udgydes over Jerusalem ved Sjisjak;
8. men de skal komme til at stå under ham og lære at kende
Forskellen mellem at tjene mig og at tjene Hedningemagterne!"
9. Så drog Sjisjak op mod Jerusalem og tog Skattene i HERRENs Hus
og i Kongens Palads; alt tog han, også de Guldskjolde, Salomo
havde ladet lave.
10. Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem i
Forvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt ved
Indgangen til Kongens Palads;
11. og hver Gang Kongen begav sig til HERRENs Hus, kom Livvagten og
hentede dem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen.
12. Men da han havde ydmyget sig, vendfe HERRENs Vrede sig fra ham,
så han ikke helt tilintetgjorde ham; også i Juda var Forholdene
gode.
13. Således styrkede Kong Rehabeam sin Magt i Jerusalem og blev ved
at herske; thi Rehabeam var een og fyrretyve År gammel, da han
blev Konge, og han herskede sytten År i Jerusalem, den By,
HERREN havde udvalgt af alle Israels Stammer for der at
stedfæste sit Navn. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde ved Navn
Na'ama.
14. Han gjorde, hvad der var ondt, thi hans Hjerte var ikke vendt
til at søge HERREN.
15. Rehabeams Historie fra først til sidst står jo optegnet i
Profeten Sjemajas og Seeren tddos Krønike. Rehabeam og Jeroboam
lå i Krig med hinanden hele Tiden.
16. Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
Davidsbyen. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted.
Anden Krønikebog 13
1. I Kong Jerobeams attende Regeringsår blev Abija Konge over Juda.
2. Tre År herskede han i Jerusalem. Hans Moder hed Mikaja og var
Datter af Uriel fra Gibea. Abija og Jeroboam lå i Krig med
hinanden.
3. Abija åbnede Krigen med en krigsdygtig Hær, 400.000 udsøgte
Mænd, og Jeroboam mødte ham med 800.000 udsøgte Mænd, dygtige
Krigere,
4. Da stillede Abija sig på Bjerget Zemarajim, der hører til
Efraims Bjerge, og sagde: "Hør mig, Jeroboam og hele Israel!
5. Burde I ikke vide, at HERREN, Israels Gud, har givet David og
hans Efterkommere Kongemagten over Israel til evig Tid ved en
Saltpagt?
6. Men Jeroboam, Nebats Søn, Davids Søn Salomos Træl, rejste sig og
gjorde Oprør mod sin Herre,
7. og dårlige Folk, Niddinger, samlede sig om ham og bød Rehabeam,
Salomos Søn, Trods; og Rebabeam var ung og veg og kunde ikke
hævde sig over for dem.
8. Og nu mener I at kunne hævde eder over for HERRENs Kongedømme i
Davids Efterkommeres Hånd, fordi I er en stor Hob og på eders
Side har de Guldkalve, Jeroboam lod lave eder til Guder!
9. Har I ikke drevet HERRENs Præster, Arons Sønner, og Leviterne
bort og skaffet eder Præster på samme Måde som Hedningefolkene?
Enhver, der kommer med en ung Tyr og syv Vædre for at indsættes,
bliver Præst for Guder, der ikke er Guder!
10. Men vor Gud er HERREN, og vi har ikke forladt ham; de Præster,
der tjener HERREN, er Arons Sønner og Leviterne udfører den
øvrige Tjeneste;
11. de antænder hver Morgen og Aften Brændofre til HERREN og
vellugtende Røgelse, lægger Skuebrødene til Rette på Guldbordet
og tænder Guldlysestagen og dens Lamper Aften efter Aften, thi
vi holder HERREN vor Guds Forskrifter, men l har forladt ham!
12. Se, med os, i Spidsen for os er Gud og hans Præster og
Alarmtrompeterne, med hvilke der skal blæses til Kamp imod eder!
Israeliter, indlad eder ikke i Kamp med HERREN, eders Fædres
Gud, thi I får ikke Lykken med eder!"
13. Jeroboam lod imidlertid Bagholdet gøre en omgående Bevægelse for
at komme i Ryggen på dem, og således havde Judæerne Hæren foran
sig og Bagholdet i Ryggen.
14. Da Judæerne vendte sig om og så, at Angreb truede dem både
forfra og bagfra, råbte de til HERREN, medens Præsterne blæste i
Trompeterne.
15. Så udstødte Judæerne Krigsskriget, og da Judæerne udstødte
Krigsskriget, slog Gud Jeroboam og hele Israel foran Abija og
Juda.
16. Israeliterne flygtede for Judæerne, og Gud gav dem i deres Hånd;
17. og Abija og hans Folk tilføjede dem et stort Nederlag, så der af
Israeliterne faldt 500.000 udsøgte Krigere.
18. Således ydmygedes Israeliterne den Gang, men Judæerne styrkedes,
fordi de støttede sig til HERREN, deres Fædres Gud.
19. Og Abija forfulgte Jeroboam og fratog ham flere Byer, Betel med
Småbyer, Jesjana med Småbyer og Efrajin med Småbyer.
20. Jeroboam kom ikke til Kræfter mere, så længe Abija levede; og
HERREN slog ham, så han døde.
21. Men Abijas Magt voksede. Han ægtede fjorten Hustruer og avlede
to og tyve Sønner og seksten Døtre.
22. Hvad der ellers er at fortælle om Abija, hans Færd og Ord, står
jo optegnet i Profeten Iddos Udlægning".
Anden Krønikebog 14
1. Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
i Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted. På hans
Tid havde Landet Fred i ti År.
2. Asa gjorde, hvad der var godt og ret i HERREN hans Guds Øjne.
3. Han fjernede de fremmede Altre og Offerhøjene, sønderbrød
Stenstøtterne og omhuggede Asjerastøtterne
4. og bød Judæerne søge HERREN, deres Fædres Gud, og holde Loven og
Budet,
5. og han fjernede Offerhøjene og Solstøtterne fra alle Judas Byer,
og Landet havde Fred, så længe han levede.
6. Han byggede Fæstninger i Juda, thi Landet havde Fred, og han
havde ingen Krig i de År, thi HERREN lod ham have Ro.
7. Han sagde da til Judæerne: "Lad os befæste disse Byer og omgive
dem med Mure og Tårne, Porte og Portslåer, medens vi endnu har
Landet i vor Magt, thi vi har søgt HERREN vor Gud; vi har søgt
ham, og han har ladet os have Ro til alle Sider!" Så byggede de,
og Lykken stod dem bi.
8. Asa havde en Hær, af Juda 300.000 væbnet med Skjold og Spyd, og
af Benjamin 280.000, der har Småskjolde og spændte Buer, alle
sammen dygtige Krigere.
9. Men Kusjiten Zera drog ud imod dem med en Hær på 1.000.000 Mand
og 300 Stridsvogne. Da han havde nået Maresja,
10. rykkede Asa ud imod ham, og de stillede sig op til Kamp i
Zefatadalen ved Maresja.
11. Da råbte Asa til HERREN sin Gud: "HERRE, hos dig er der ingen
Forskel på at hjælpe den, der har megen Kraft, og den, der ingen
har; hjælp os, HERRE vor Gud, thi til dig støtter vi os, og i
dit Navn er vi draget mod denne Menneskemængde, HERRE, du er vor
Gud, mod dig kan intet Menneske holde Stand."
12. Da slog HERREN Kusjiterne foran Asa og Judæerne, og Kusjiterne
tog Flugten.
13. Asa og hans Folk forfulgte dem til Gerar, og alle Kusjiterne
faldt, ingen reddede Livet, thi de knustes foran HERREN og hans
Hær. Judæerne gjorde et umådeligt Bytte
14. og indtog alle Byerne i Omegnen af Gerar, thi en HERRENs Rædsel
var kommet over dem, og de plyndrede alle Byerne, thi der var et
stort Bytte i dem;
15. også indtog de Teltene til Kvæget og slæbte en Mængde Småkvæg og
Kameler med sig; så vendte de tilbage til Jerusalem.
Anden Krønikebog 15
1. Guds Ånd kom over Azarja, Odeds Søn,
2. og han trådte frem for Asa og sagde til ham: "Hør mig, Asa og
hele Juda og Benjamin! HERREN er med eder, når I er med ham; og
hvis I søger ham, lader han sig finde af eder, men forlader I
ham, forlader han også eder!
3. I lange Tider var Israel uden sand Gud, uden Præster til at
vejlede og uden Lov,
4. men i sin Trængsel omvendte det sig til HERREN, Israels Gud, og
søgte ham, og han lod sig finde at dem.
5. I de Tider kunde ingen gå ud og ind i Fred, thi der var vild
Rædsel over alle Landes Indbyggere;
6. Folk knustes mod Folk, By mod By, thi Gud bragte dem i vild
Rædsel med alle mulige Trængsler.
7. Men I, vær frimodige og lad ikke Hænderne synke, thi der er Løn
for eders Gerning."
8. Da Asa hørte de Ord og den Profeti, tog han Mod til sig og
fjernede de væmmelige Guder fra hele Judas og Benjamins Land og
fra de Byer, han havde indtaget i Efraims Bjerge; oghan byggede
påny HERRENs Alter foran HERRENs Forhal.
9. Så samlede han hele Juda og Benjamin og de Folk fra Efraim,
Manasse og Simeon, der boede som fremmede hos dem; thi en Mængde
Israeliter var gået over til ham, da de så, at HERREN hans Gud
var med ham.
10. De samledes i Jerusalem i den tredje Måned i Asas femtende
Regeringsår
11. og ofrede den Dag HERREN Ofre af Byttet, de havde medbragt, 700
Stykker Hornkvæg og 7000 Stykker Småkvæg.
12. Derpå sluttede de en Pagt om at søge HERREN, deres Fædres Gud,
af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl;
13. og enhver, der ikke søgte HERREN, Israels Gud, skulde lide
Døden, være sig lille eller stor, Mand eller Kvinde.
14. Det tilsvor de HERREN med høj Røst under Jubel og til Trompeters
og Horns Klang,
15. Og hele Juda glædede sig over den Ed, thi de svor af hele deres
Hjerte og søgte ham af hele deres Vilje; og han lod sig finde af
dem og lod dem få Ro til alle Sider.
16. Kong Asa fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som
Herskerinde, fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til
Ære for Asjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde,
sønderknuse og brænde i Kedrons Dal.
17. Vel forsvandt Offerhøjene ikke af Israel, men alligevel var Asas
Hjerte helt med HERREN, så længe han levede.
18. Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i Guds
Hus, Sølv, Guld og forskellige Kar.
Anden Krønikebog 16
19. Der var ikke Krige føer efter Asas fem og tredivte Regeringsår.
1. Men i Asas seks og tredivte Regeringsår drog Kong Ba'sja af
Israel op imod Juda og befæstede Rama for at hindre, at nogen af
Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind.
2. Da tog Asa Sølv og Guld ud af Skatkamrene i HERRENs Hus og i
Kongens Palads og sendte det til Kong Benhadad af Aram, som
boede i Darmaskus, idet han lod sige:
3. "Der består en Pagt mellem mig og dig og mellem min Fader og din
Fader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfor
din Pagt med Kong Ba'sja af Israel, så at han nødes til at drage
bort fra mig!"
4. Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og sendte sine Hærførere
mod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Majim og
Forrådshusene i Naftalis Byer.
5. Da Ba'sja hørte det, opgav han at befæste Rama og standsede
Arbejdet.
6. Men Kong Asa tog hele Juda til at føre Stenene og Træværket, som
Ba'sja havde brugt ved Befæstningen af Rama, bort, og han
befæstede dermed Geba og Mizpa.
7. På den Tid kom Seeren Hanani til Kong Asa af Juda og sagde til
ham: "Fordi du søgte Støtte hos Aramæerkongen og ikke hos HERREN
din Gud, skal Aramæerkongens Hær slippe dig af Hænde!
8. Var ikke Kusjiterne og Libyerne en vældig Hær med en vældig
Mængde Vogne og Ryttere? Men da du søgte Støtte hos HERREN, gav
han dem i din Hånd!
9. Thi HERRENs Øjne skuer omkring på hele Jorden, og han viser sig
stærk til at hjælpe dem, hvis Hjerte er helt med ham. I denne
Sag har du handlet som en Dåre; thi fra nu af skal du altid
ligge i Krig!"
10. Men Asa blev fortørnet på Seeren og satte ham i Huset med
Blokken, thi han var blevet vred på ham derfor. Asa for også
hårdt frem mod nogle af Folket på den Tid.
11. Asas Historie fra først til sidst står jo optegnet i Bogen om
Judas og Israels Konger.
12. I sit ni og tredivte Regeringsår fik Asa en Sygdom i Fødderne,
og Sygdommen blev meget alvorlig. Heller ikke under sin Sygdom
søgte han dog HERREN, men Lægerne.
13. Så lagde Asa sig til Hvile bos sine Fædre og døde i sit een og
fyrretyvende Regerings,år.
14. Man jordede ham i en Grav, han havde ladet sig udhugge i
Davidsbyen, og lagde ham på et Leje, som man havde fyldt med
vellugtende Urter og Stoffer, tillavet som Salve, og tændte et
vældigt Bål til hans Ære.
Anden Krønikebog 17
1. Hans Søn Josafat blev Konge i hans Sted. Han styrkede sin
Stilling over for Israel
2. ved at lægge Besætning i alle Judas befæstede Byer og indsætte
Fogeder i Judas Land og de efraimitiske Byer, hans Fader Asa
havde indtaget.
3. Og HERREN var med Josafat, thi han vandrede de Veje, hans Fader
David til at begynde med havde vandret, og søgte ikke hen til
Ba'alerne,
4. men til sin Faders Gud og fulgte hans Bud og gjorde ikke som
Israel.
5. Derfor grundfæstede HERREN Kongedømmet i hans Hånd; og hele Juda
bragte Josafat Gaver, så han vandt stor Rigdom og Ære.
6. Da voksede hans Mod til at vandre på HERRENs Veje, så han også
udryddede Offerhøjene og Asjerastøtterne i Juda.
7. I sit tredje Regeringsår sendte han sine Øverster Benhajil,
Obadja, Zekarja, Netan'el og Mika ud for at undevise i Judas
Byer,
8. ledsaget af Leviterne Sjemaja, Netanja, Zebadja, Asa'el,
Sjemiramot, Jonatan, Adonija, Tobija og Tob-Adonija, Leviterne,
og præsterne Elisjama og Joram.
9. De havde HERRENs Lovbog med sig og undeviste i Juda, og de drog
rundt i alle Judas Byer og underviste Folket.
10. En HERRENs Rædsel kom over alle Lande og Riger rundt om Juda, så
de ikke indlod sig i Krig med Josafat.
11. Fra Filisterne kom der Folk, som bragte Josafat Gaver og svarede
Sølv i Skat; også Araberne bragte ham Småkvæg, 7700 Vædre og
7700 Bukke.
12. Således gik det stadig fremad for Josafat, så han til sidst fik
meget stor Magt; og han byggede Borge og Forrådsbyer i Juda,
13. og han havde store Forråd i Judas Byer og Krigsfolk, dygtige
Krigere i Jerusalem.
14. Her følger en Fortegnelse over dem efter deres Fædrenehuse. Til
Juda hørte følgende Tusindførere: Øversten Adna med 300.000
dygtige Krigere;
15. ved Siden af ham Øversten Johanan med 280.000 Mand;
16. ved Siden af ham Amasja, Zikris Søn, der frivilligt gav sig i
HERRENs Tjeneste, med 200.000 dygtige Krigere;
17. fra Benjamin var Eljada, en dygtig Koger, med 200.000 Mand,
væbnet med Bue og Skjold;
18. ved Siden af ham Jozabad med 80.000 vel rustede Mand.
19. Disse stod i Kongens Tjeneste, og dertil kom de, som Kongen
havde lagt i de befæstede Byer hele Juda over.
Anden Krønikebog 18
1. Da Josafat havde vundet stor Rigdom og Hæder, besvogrede han sig
med Akab.
2. Efter nogle Års Forløb drog han ned til Akab i Samaria, og Akab
lod slagte en Mængde Småkvæg og Hornkvæg til ham og Folkene, han
havde med sig; og så overtalte han ham til at drage op mod Ramot
i Gilead.
3. Kong Akab af Israel sagde nemlig til Kong Josafat af Juda: "Vil
du drage med mig mod Ramot i Gilead?" Han svarede ham: "Jeg som
du, mit Folk som dit, jeg går med i Krigen."
4. Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om,
hvad HERREN siger!"
5. Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, 400 Mand, og
spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller
skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så vil Gud give
det i Kongens Hånd!"
6. Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu en af HERRENs Profeter,
vi kan spørge?"
7. Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan
rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig
godt, men altid ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat
sagde: "Således må Kongen ikke tale!"
8. Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtigt
Mika, Jimlas Søn!"
9. Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført
deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle
Profeterne spåede foran dem.
10. Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så
siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er
tilintetgjot!"
11. Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot
i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i
Kongens Hånd!"
12. Men Budet der var gået efter Mika, sagde til ham: "Se,
Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du
nu som de og giv gunstigt Svar!"
13. Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever: Hvad min Gud siger,
det vil jeg tale!"
14. Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i
Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede
han: "Drag derop, så skal Lykken følge eder, og de skal gives i
eders Hånd!"
15. Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besværge
dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?"
16. Da sagde han: "Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en
Hjord uden Hyrde; og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad
dem vende tilbage i Fred, hver til sit!"
17. Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han
aldrig spår mig godt, men kun ondt!"
18. Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på
sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for
ham;
19. og HERREN sagde: Hvem vil dåre Kong Akab af Israel, så han
drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu et, en anden
et andet;
20. men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og Sagde:
Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?
21. Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans
Profeters Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og
gør det!
22. Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i disse dine
Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!"
23. Da trådte Zidkija, Kena'anas Søn, frem og slog Mika på Kinden og
sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for
at tale til dig?"
24. Men Mika sagde: "Det skal du få at see, den Dag du flygter fra
Kammer til Kammer for at skjule dig!"
25. Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham til Amon, Byens
Øverste, og Kongesønnen Joasj
26. og sig: Således siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt
ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt
tilbage!"
27. Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke
talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag"l!"
28. Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i
Gilead.
29. Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før
jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels
Konge forklædte sig, og så drog de i Kampen.
30. Men Arams Konge havde ffivet sine Vognstyrere den Befaling: "I
må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels
Konge alene."
31. Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er
sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham fra
alle Sider. Da gav Josafat sig til at, råbe, og HERREN frelste
ham, idet Gud lokkede dem bort fra ham;
32. og da Vognstyrerne opdagede, at det ikke var Israels Konge, trak
de sig bort fra ham.
33. Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte
Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin
Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!"
34. Men kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Israels Konge
holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften; men
da Solen gik ned, døde han.
Anden Krønikebog 19
1. Kong Josafat af Juda derimod vendte uskadt hjem igen til sit
Palads i Jerusalem.
2. Da trådte Seeren Jehu, Hananis Søn, frem for ham, og han sagde
til Kong Josafat: "Skal man hjælpe de ugudelige? Elsker du dem,
der hader HERREN? For den Sags Skyld er HERRENs Vrede over dig!
3. Noget godt er der dog hos dig, thi du har udryddet Asjererne af
Landet, og du har vendt dit Hjerte til at søge Gud."
4. Josafat blev nu i Jerusalem, Så drog han atter ud blandt Folket
fra Be'ersjeba til Efraims Bjerge og førte dem tilbage til
HERREN, deres Fædres Gud.
5. Og han indsatte Dommere i Landet i hver enkelt af de befæsfede
Byer i Juda.
6. Og han sagde til Dommerne: "Se til, hvad I gør, thi det er ikke
for Mennesker, men for HERREN, I fælder Dom, og han er hos eder,
når I afsiger Hendelser.
7. Derfor være HERRENs Frygt over eder! Vær varsomme med, hvad I
foretager eder, thi hos HERREN vor Gud er der hverken Uret eller
Personsanseelse, ej heller tager han imod Bestikkelse!"
8. Også i Jerusalem indsatte Josafat nogle af Leviterne, Præsterne
og Overhovederne for Israels Fædrenehuse til at dømme i HERRENs
Sager og i Stridigheder mellem Jerusalems Indbyggere.
9. Og han bød dem: "Således skal I gøre i HERRENs Frygt, i
Sanddruhed og med redeligt Hjerte:
10. Hver Gang der forelægges eder en Retssag af eders Brødre, der
bor i deres Byer, hvad enten det drejer sig om Blodskyld eller
om Love, Anordninger og Lovbud, skal I hjælpe dem til Rette, at
de ikke skal pådrage sig Skyld forHERREN, så der kommer Vrede
over eder og eders Brødre; gør således for ikke at pådrage eder
Skyld.
11. I alle HERRENs Sager skal Ypperstepræsten Amarja være eders
foresatte, i alle Kongens Sager Zebadja, Jisjmaels Søn, Fyrsten
i Judas Hus; og Leviterne står eder til Tjeneste som
Retsskrivere. Gå nu frimodigt til Værket, HERREN vil være med
enhver, der gør sin Pligt."
Anden Krønikebog 20
1. Siden hændte det sig, at Moabiterne og ammoniterne sammen med
Folk fra Maon drog i Krig mod Josafat.
2. Og man kom og bragte Josafat den Efterretning: "En vældig
Menneskemængde rykker frem imod dig fra Egnene binsides Havet),
fra Edom, og de står allerede i Hazazon-Tamar (det er En-Gedi)!"
3. Da grebes Josafat af Frygt, og han vendte sig til HERREN og
søgte ham og lod en Faste udråbe i bele Juda.
4. Så samledes Judæerne for at søge Hjælp hos HERREN; også fra alle
Judas Byer kom de for at søge HERREN.
5. Men Josafat trådte frem i Judas og Jerusalems Forsamling i
HERRENs Hus foran den nye Forgård
6. og sagde: "HERRE, vore Fædres Gud! Er du ikke Gud i Himmelen, er
det ikke dig, der hersker over alle Hedningerigerne? I din Hånd
er Kraft og Styrke, og mod dig kan ingen holde Stand!
7. Var det ikke dig, vor Gud, der drev dette Lands Indbyggere bort
foran dit Folk Israel og gav din Ven Abrahams Efterkommere det
for evigt?
8. Og de bosatte sig der og byggede dig der en Helligdom for dit
Navn, idet de sagde:
9. Hvis Ulykke rammer os, Sværd, Straffedom, Pest eller Hungersnød,
vil vi træde frem foran dette Hus og for dit Åsyn, thi dit Navn
bor i dette Hus, og råbe til dig om Hjælp i vor Nød, og du vil
høre det og frelse os!
10. Se nu, hvorledes Ammoniterne og Moabiterne og de fra Se'irs
Bjerge, hvem du ikke tillod Israeliterne at angribe, da de kom
fra Ægypten, tværtimod holdt de sig tilbage fra dem og
tilintetgjorde dem ikke,
11. se nu, hvorledes de gengælder os det med at komme for at drive
os bort fra din Ejendom, som du gav os i Eje!
12. Vor Gud, vil du ikke holde Dom over dem? Thi vi er afmægtige
over for denne vældige Menneskemængde, som kommer over os; vi
ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore Øjne er vendt til dig!"
13. Medens nu alle Judæerne stod for HERRENs Åsyn med deres
Familier, Kvinder og Børn,
14. kom HERRENs Ånd midt i Forsamlingen over Leviten Jahaziel, en
Søn af Zekarja, en Søn af Benaja, en Søn af Je'iel, en Søn af
Mattanja, af Asafs Sønner,
15. og han sagde: "Lyt til, alle I Judæere, Jerusalems Indbyggere og
Kong Josafat! Så siger HERREN til eder: Frygt ikke og forfærdes
ikke for denne vældige Menneskemængde, thi Kampen er ikke eders,
men Guds!
16. Drag i Morgen ned imod dem; se, de er ved at stige op ad Vejen
ved Hazziz, og l vil træffe dem ved Enden af Dalen østen for
Jeruels Ørken.
17. Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv
stående, så skal I se, hvorledes HERREN frelser eder, I Judæere
og Jerusalems Indbyggere! Frygt ikke og forfærdes ikke, men
drag i Morgen imod dem, og HERREN vil være med eder!"
18. Da bøjede Josafat sig med Ansigtet til Jorden, og alle Judæerne
og Jerusalems Indbyggere faldt ned for HERREN og tilbad ham;
19. men Leviterne af Keh'atiternes og Koraiternes Sønner stod op for
at lovprise HERREN, Israels Gud, med vældig Røst.
20. Tidligt næste Morgen drog de ud til Tekoas Ørken; og medens de
drog ud, stod Josafat og sagde: "Hør mig, I Judæere og
Jerusalems Indbyggere! Tro på HERREN eders Gud, og l skal blive
boende, tro på hans Profeter, og Lykken skal følge eder!"
21. Og efter at have rådført sig med Folket opstillede han Sangere
til med Ordene "lov HERREN, thi hans Miskundhed varer
evindelig!" at lovprise HERREN i helligt Skrud, medens de drog
frem foran de væbnede.
22. Og i samme Stund de begyndte med Jubelråb og Lovsang, lod HERREN
et Baghold komme over Ammoniterne, Moabiterne og dem fra Se'irs
Bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået.
23. Ammoniterne og Moabiterne angreb dem, der boede i Se'irs Bjerge,
og lagde Band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige
med dem fra Se'ir, gav de sig til at udrydde hverandre.
24. Da så Judæerne kom op på Varden, hvorfra man ser ud over
Ørkenen, og vendte Blikket mod Menneskemængden, se, da lå deres
døde Kroppe på Jorden, ingen var undsluppet.
25. Så kom Josafat og hans Folk hen for at udplyndre dem, og de
fandt en Mængde Kvæg, Gods, Klæder og kostbare Ting. De røvede
så meget, at de ikke kunde slæbe det bort, og brugte tre Dage
til at plyndre; så meget var der.
26. Den fjerde Dag samledes de i Berakadalen, thi der lovpriste de
HERREN, og derfor kaldte man Stedet Berakadalen, som det hedder
den Dag i Dag.
27. Derpå vendte alle Folkene fra Juda og Jerusalem med Josafat i
Spidsen om og drog tilbage til Jerusalem med Glæde, thi HERREN
havde bragt dem Glæde over deres Fjender;
28. og med Harper, Citre og Trompeter kom de lil Jerusalem, til
HERRENs Hus.
29. Men en Guds Rædsel kom over alle Lande og Riger, da de hørte, at
HERREN havde kæmpet mod Israels Fjender.
30. Således fik Josafats Rige Fred, og hans Gud skaffede ham Ro til
alle Sider.
31. Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge over
Juda, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed
Azuba og var Datter af Sjilhi.
32. Han vandrede i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han
gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne.
33. Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket vendte endnu ikke
Hjertet til deres Fædres Gud.
34. Hvad der ellers er at fortælle om Josafaf fra først til sidst,
står jo optegnet i Jehus, Hananis Søns, Krønike, som er optaget
i Bogen om Israels Konger.
35. Senere slog Kong Josafat af Juda sig sammen med Kong Ahazja af
Israel, der var ugudelig i al sin Færd;
36. han slog sig sammen med ham om at bygge Skibe, der skulde sejle
til Tarsis. De byggede Skibe i Ezjongeber.
37. Men Eliezer, Dodavahus Søn, fra Maresja profeterede mod Josafat
og sagde: "Fordi du har slået dig sammen med Ahazja, vil HERREN
gøre dit Værk til intet!" Og Skibene gik under og nåede ikke
Tarsis.
Anden Krønikebog 21
1. Så lagde Josafat sig nu til Hvile hos sine Fædre og blev jordet
hos sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Joram blev Konge i hans
Sted.
2. Han havde nogle Brødre, Sønner af Josafat: Azarja, Jehiel,
Zekarja, Azarjahu, Mikael og Sjefatja, alle Sønner af Kong
Josatat af Juda.
3. Deres Fader havde givet dem store Gaver, Sølv, Guld og
Kostbarheder tillige med betæstede Byer i Juda, men Joram havde
han givet Kongedømmet, fordi han var den førstefødte.
4. Men da Joram havde overtaget sin Faders Rige og styrket sin
Magt, lod han alle sine Brødre dræbe med Sværd tillige med nogle
af Israels Øverster.
5. Joram var fo og tredive År gammel, da han blev Konge, og han
herskede otte År i Jerusalem.
6. Han vandrede i Israels Kongers Spor ligesom Akabs Hus, thi han
havde en Datter af Akab til Hustru, og han gjorde, hvad der var
ondt i HERRENs Øjne.
7. Dog vilde HERREN ikke tilintetgøre Davids Slægt for den Pagts
Skyld, han havde sluttet med David, og efter det Løfte, han
havde givet, at han altid skulde have en Lampe for hans Åsyn.
8. I hans Dage rev Edomiterne sig løs fra Judas Overherredømme og
valgte sig en Konge.
9. Da drog Joram over til Za'ir med alle sine Stridsvogne. Og han
stod op om Natten, og sammen med Vognstyrerne slog han sig
igennem Edoms Rækker, der havde omringet ham.
10. Således rev Edom sig løs fra Judas Overherredømme, og således er
det den Dag i Dag. På samme Tid rev også Libna sig løs fra hans
Overherredømme, fordi han forlod HERREN, sine Fædres Gud.
11. Også han rejste Offerhøje i Judas Byer og forledte Jerusalems
Indbyggere til at bole og Juda til at falde fra.
12. Da kom der et Brev fra Profeten Elias til ham, og deri stod: "Så
siger HERREN, din Fader Davids Gud: Fordi du ikke har vandret i
din Fader Josafats og Kong Asa af Judas Spor,
13. men i Israels Kongers Spor og forledt Juda og Jerusalems
Indbyggere til at bole, ligesom Akabs Hus gjorde, og tilmed
dræbt dine Brødre, din Faders Hus, der var bedre end du selv,
14. se, derfor vil HERREN nu ramme dit Folk, dine Sønner, dine
Hustruer og alt, hvad du ejer, med et tungt Slag.
15. Og selv skal du falde i en hård Sygdom og blive syg i dine
Indvolde, så at Indvoldene nogen Tid efter skal træde ud som
Følge af Sygdommen!"
16. Så æggede HERREN Filisterne og Araberne, der var Naboer til
Kusjiterne, imod Joram,
17. og de drog opmod Juda trængte ind og røvede alle Kongens
Ejendele, som fandtes i hans Palads, også hans Sønner og
Hustruer, så der ikke levnedes ham nogen Søn undtagen Joahaz,
den yngste af hans Sønner.
18. Og efter alt dette slog HERREN ham med en uhelbredelig Sygdom i
hans Indvolde.
19. Nogen Tid efter, da to År var gået, trådte Indvoldene ud som
Følge af Sygdommen, og han døde under hårde Lidelser. Hans Folk
tændte intet Bål til Ære for ham som for hans Fædre.
20. Han var to og tredive År gammel, da han blev Konge, og han
herskede otte År i Jerusalem. Han gik bort uden at savnes. Man
jordede ham i Davidsbyen, dog ikke i Kongegravene.
Anden Krønikebog 22
1. Derpå gjorde Jerusalems Indbyggere hans yngste Søn Ahazja til
Konge i hans Sted, thi de ældre var dræbt af Røverskaren, der
brød ind i Lejren sammen med Araberne. Således blev Ahazja,
Jorams Søn, Konge i Juda.
2. Ahazja var to og fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede eet År i Jerusalem. Hans Moder hed Atalja og var Datter
af Omri.
3. Også han vandrede i Akabs Hus's Spor, thi hans Moder forledte
ham til Ugudelighed ved sine Råd.
4. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom Akabs Hus,
thi efter Faderens Død blev de hans Rådgivere, og det blev hans
Fordærv.
5. Det var også efter deres Råd, han sammen med Akabs Søn, Kong
Joram af Israel, drog i Krig mod Kong Hazael af Aram ved Ramot i
Gilead. Men Aramæerne sårede Joram.
6. Så vendte Joram tilbage for i Jizre'el at søge Helbredelse for
de Sår, man havde tilføjet ham ved Rama, da han kæmpede med Kong
Hazael af Aram; og Jorams Søn, Kong Ahazja af Juda, drog ned for
at se til Joram, Akabs Søn, i Jizre'el, fordi han lå syg.
7. Men til Ahazjas Undergang var det tilskikket af Gud, at han
skulde komme til Joram; thi da han var kommet derhen, gik han
med Joram ud til Jehu, Nimsjis Søn, som HERREN havde salvet til
at udrydde Akabs Hus.
8. Og da Jehu fuldbyrdede Dommen over Akabs Hus, traf han på Judas
Øverster og Ahazjas Brodersønner, der var i Ahazjas Tjeneste, og
dræbte dem;
9. derpå lod han Ahazja eftersøge, og man fangede ham, medens han
holdt sig skjult i Samaria, ogbragte ham til Jehu, der lod ham
dræbe. Så jordede de ham, thi de sagde: "Han var dog en Søn af
Josafat, der søgte HERREN af hele sit Hjerte." Men af Ahazjas
Hus var ingen stærk nok til at tage Magten.
10. Da Atalja, Ahazjas Moder, fik at vide, at hendes Søn var død,
tog hun sig for at udrydde hele den kongelige Slægt af Judas
Hus.
11. Men Kongens Datter Josjab'at tog Ahazjas Søn Joas og fik ham
hemmeligt af Vejen, så han ikke var imellem Kongesønnerne, der
blev dræbt, og hun gemte ham og hans Amme i
Sengekammeret. Således holdt Josjab'at, Kong Jorams Datter,
Præsten Jojadas Hustru, der jo var Søster til Ahazja, ham skjult
for Atalja, så hun ikke fik ham dræbt;
12. og han var i seks År skjult hos dem i HERRENs Hus, medens Atalja
herskede i Landet.
Anden Krønikebog 23
1. Men i det syvende År tog Jojada Mod til sig og indgik Pagt med
Hundredførerne Azarja, Jerhams Søn, Jisjmael, Johanans Søn,
Azarja, Obeds Søn, Ma'aseja, Adajas Søn, og Elisjafat, Zikris
Søn.
2. De drog Juda rundt og samlede Leviterne fra alle Judas Byer og
Overhovederne for Israels Fædrenehuse, og de kom så til
Jerusalem.
3. Så sluttede hele Forsamlingen i Guds Hus en Pagt med Kongen. Og
Jojada sagde til dem: "Se, Kongesønnen skal være Konge efter det
Løfte, HERREN har givet om Davids Sønner!
4. Og således skal I gøre: Den Tredjedel af eder Præster og
Leviter, der rykker ind om Sabbaten, skal tjene som Dørvogtere;
5. den anden Tredjedel skal besætte Kongens Palads og den tredje
Jesodporten, medens alt Folket skal besætte Forgården etiI
HERRENs Hus.
6. Men ingen må betræde HERRENs Hus undtagen Præsterne og de
Leviter, der gør Tjeneste; de må gå derind, thi de er hellige;
men hele Folket skal holde sig HERRENs Forskrift efterrettelig.
7. Så skal Leviterne, alle med Våben i Hånd, slutte Kreds om
Kongen, og enhver, der nærmer sig Templet, skal dræbes. Således
skal I være om Kongen, når han går ind, og når han går ud."
8. Leviterne og alle Judæerne gjorde alt, hvad Præsten Jojada havde
påbudt, idet de tog hver sine Folk, både dem, der rykkede ud, og
dem, der rykkede ind om Sabbaten, thi Præsten Jojada gav ikke
Skifterne Orlov.
9. Og Præsten Jojada gav Hundredførerne Spydene og de små og store
Skjolde, som havde tilhørt Kong David og var i Guds Hus.
10. Derpå opstillede han alt Folket, alle med Spyd i Hånd, fra
Templets Sydside til Nordsiden, hen til Alteret og derfra igen
hen til Templet, rundt om Kongen.
11. Så førte de Kongesønnen ud, satte Kronen og Vidnesbyrdet på ham;
derefter udråbte de ham til Konge, og Jojada og hans Sønner
salvede ham og råbte: "Kongen leve!"
12. Da Atalja hørte Larmen af Folket, som løb og jublede for Kongen,
gik hun hen til Folket i HERRENs Hus,
13. og der så hun Kongen stå på sin Plads ved Indgangen og
Øversterne og Trompetblæserne ved Siden af, medens alt Folket
fra Landet jublede og blæste i Trompeterne, og Sangerne med
deres Instrumenter ledede Lovsangen. Da sønderrev Atalja sine
Klæder og råbte: "Forræderi, Forræderi!"
14. Men Præsten Jojada bød Hundredførerne, Hærens Befalingsmænd:
"Før hende uden for Forgårdene og hug enhver ned, der følger
hende, thi - sagde Præsten - I må ikke dræbe hende i HERRENs
Hus!"
15. Så greb de hende, og da hun ad Hesteporten var kommet til
Kongens Palads, dræbte de hende der.
16. Men Jojada sluttede Pagt mellem sig og hele Folket og Kongen om,
at de skulde være HERRENS folk.
17. Og alt Folket begav sig til Ba'als Hus og nedbrød det; Altrene
og Billederne huggede de i Stykker, og Ba'als Præst Mattan
dræbte deforan Altrene.
18. Derpå satte Jojada Vagtposter ved HERRENs Hus under Ledelse af
Præsterne og Leviterne, som David havde tildelt HERRENs Hus, for
at de skulde bringe HERREN Brændofre, som det er foreskrevet i
Mose Lov, under Jubel og Sang efter Davids Anordning;
19. og han opstillede Dørvogterne ved HERRENs Hus's Porte, for at
ingen, der i nogen Måde var uren, skulde gå derind;
20. og han tog Hundredførerne og Stormændene og Folkets overordnede
og alt Folket fra Landet og førte Kongen ned fra HERRENs Hus; de
gik igennem Øvreporten til Kongens Palads og satte Kongen på
Kongetronen.
21. Da glædede alt Folket fra Landet sig, og Byen holdt sig
rolig. Men Atalja huggede de ned.
Anden Krønikebog 24
1. Joas var syv År gammel da han blev konge og han herskede i
fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Zibja og var fra
Be'ersjeba.
2. Joas gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, så længe Præsten
Jojada levede.
3. Jojada tog ham to Hustruer, og han avlede Sønner og Døtre.
4. Siden kom Joas i Tanker om at udbedre HERRENs Hus.
5. Han samlede derfor Præsterne og Leviterne og sagde til dem:
"Drag ud til Judas Byer og saml Penge ind i hele Israel til at
istandsætte eders Guds Hus År efter År; men I må skynde eder!"
Leviterne skyndte sig dog ikke.
6. Så lod Kongen Ypperstepræsten Jojada kalde og sagde til ham:
"Hvorfor har du ikke holdt Øje med, at Leviterne i Juda og
Jerusalem indsamler den Afgift, HERRENs Tjener Moses pålagde
Israels Forsamling til Vidnesbyrdets Telt?
7. Thi den ugudelige Atalja og hendes Sønner har ødelagt Guds Hus
og oven i Købet brugt Helliggaverne i HERRENs Hus til
Ba'alerne."
8. På Kongens Bud lavede man så en Kiste og satte den uden for
Porten til HERRENs Hus;
9. og det kundgjordes i Juda ogJerusalem, at den Afgift, Moses
havde pålagt Israeliterne i Ørkenen, skulde udredes til HERREN.
10. Alle Øversterne og hele Folket bragte da Afgiften med Glæde og
lagde den i Kisten, til den var fuld;
11. og hver Gang kisten af Leviterne blev bragt til de kongelige
Tilsynsmænd, når de så, at der var mange Penge, kom Kongens
Skriver og Ypperstepræstens Tilsynsmand og tømte Kisten; og så
tog de og satte den på Plads igen. Således gjorde de Gang på
Gang, og de samlede en Mængde Penge.
12. Og Kongen og Jojada gav Pengene til dem, der stod for Arbejdet
ved HERRENs Hus, og de lejede Stenhuggere og Tømmermænd til at
udbedre HERRENs Hus og derhos Jern og Kobbersmede til at
istandsætte HERRENs Hus.
13. Og de, der stod for Arbejdet, tog fat, og
Istandsættelsesarbejdet skred frem under deres Hænder, og de
bygggede Guds Hus op efter de opgivne Mål og satte det i god
Stand.
14. Da de var færdige, bragte de Resten af Pengene til Kongen og
Jojada, og for dem lod han lave Redskaber til HERRENs Hus,
Redskaber til Tjenesten og Ofrene, Kander og Kar af Guld og
Sølv. Og de ufrede stadig Brændofre i HERRENs Hus, så længe
Jojada levede.
15. Men Jojada blev gammel og mæt af Dage og døde; han var ved sin
Død 130 År gammel.
16. Man jordede ham i Davidsbyen hos Kongerne, fordi han havde gjort
sig fortjent af Israel og over for Gud og hans Hus.
17. Men efter Jojadas Død kom Judas Øverster og kastede sig ned for
Kongen. Da hørte Kongen dem villig,
18. Og de forlod HERREN, deres Fædres Guds Hus og dyrkede Asjererne
og Gudebillederne. Og der kom Vrede over Juda og Jerusalem for
denne deres Synds Skyld.
19. Så sendte han Profeter iblandt dem for at omvende dem til
HERREN, og de advarede dem, men de hørte ikke.
20. Men Guds Ånd iførte sig Zekarja, Præsten Jojadas Søn, og han
trådte frem for Folket og sagde til dem: "Så siger Gud: Hvorfor
overtræder I HERRENs Bud så Lykken viger fra eder? Fordi I har
forladt HERREN, har han forladt eder!"
21. Men de sammensvor sig imod ham og stenede ham på Kongens Bud i
Forgården til HERRENs Hus;
22. Kong Joas kom ikke den Kærlighed i Hu, hans Fader Jojada havde
vist ham, men lod Sønnen dræbe, Men da han døde, råbte han:
"HERREN ser og straffer!"
23. Ved Jævndøgnstide drog Aramæernes Hær imod Kongen, og de trængte
ind i Juda og Jerusalem og udryddede alle Øverster af Folket og
sendte alt Byttet, de tog fra dem. til Kongen af Darmaskus.
24. Skønt Aramæernes Hær kom i et ringe Tal, gav HERREN en såre stor
Hær i deres Hånd, fordi de havde forladt HERREN, deres Fædres
Gud; således fuldbyrdede de Dommen over Joas.
25. Og da de drog bortfra ham - de forlod ham nemlig i hårde
Lidelser - stiftede hans Folk en Sammensærgelse imod ham til
Straf for Mordet på Præsten Jojadas Søn og dræbte ham i hans
Seng. Således døde han, og man jordede ham i Davidsbyen, dog
ikke i Kongegravene.
26. De sammensvorne var Zakar, en Søn af Ammoniterkvinden
Sjim'at. og Jozahad, en Søn af Moabiterkvinden Sjimrit.
27. Hans Sønners Navne, de mange profetiske Udsagn imod ham og hans
grundige Udbedring af Guds, Hus står jo optegnet i Udlægningen
til Kongernes Bog. Hans Søn Amazja blev Konge i hans Sted.
Anden Krønikebog 25
1. Amazja var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jehoaddan og
var fra Jerusalem.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, dog ikke med et
helt Hjerte.
3. Da han havde sikret sig Magten, lod han dem af sine Folk dræbe,
der havde dræbt hans Fader Kongen,
4. men deres Børn lod han ikke ihjelslå, i Henhold til hvad der
står skrevet i Moses's Lovbog, hvor HERREN påbyder: "Fædre skal
ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke lide Døden
for Fædres Skyld. Men enhver skal lide Døden for sin egen Synd."
5. Amazja samlede Judæerne og opstillede dem efter Fædrenehuse
under Tusind- og Hundredførerne, hele Juda og Benjamin, og da
han mnønstrede dem fra Tyveårsalderen og opefter, fandt han, at
de udgjorde 300.000 udvalgte Folk, øvede Krigere, der har Skjold
og Spyd.
6. Dertil lejede han i Israel 100.000 dygtige Krigere for 100
Sølvtalenter.
7. Men en Guds Mand kom til ham og sagde: "Israels Hær må ikke
følge dig, Konge, thi HERREN er ikke med Israel, ikke med nogen
af Efraimiterne;
8. og hvis du mener, at du kan vinde Styrke på den Måde, vil Gud
bringe dig til Fald for Fjenden, thi hos Gud er der Kraft til at
hjælpe og til at bringe til Fald!"
9. Amazja spurgte den Guds Mand: "Hvad så med de 100 Sølvtalenter,
jeg gav de israelitiske Krigsfolk?" Og den Guds Mand svarede:
"HERREN kan give dig langt mere end det!"
10. Da udskilte Amazja de Krigsfolk, der var kommet til ham fra
Efraim, og lod dem drage hjem; men deres Vrede blussede heftigt
op mod Juda, og de vendte hjem i fnysende Vrede.
11. Amazja tog nu Mod til sig og førte sine Krigere til Saltdalen og
nedhuggede 10.000 af Se'iriterne;
12. desuden tog Judæerne 10.000 levende til Fange; dem førte de op
på Klippens Top og styrtede dem ned derfra, så de alle knustes.
13. Men de Krigsfolk, Amazja havde sendt hjem, så de ikke kom til at
følge ham i Krigen, faldt ind i Judas Byer fra Samaria til
Bet-Horon, huggede 3.000 af Indbyggerne ned og gjorde stort
Bytte.
14. Da Amazja kom hjem fra Sejren over Edomiterne, havde han
Se'iriternes Guder med, og han opstillede dem som sine Guder,
tilbad dem og tændte Offerild for dem.
15. Da blussede HERRENs Vrede op mod Amazja, og han sendte en Profet
til ham, og denne sagde til ham: "Hvorfor søger du dette Folks
Guder, som ikke kunde frelse deres Folk af din Hånd?"
16. Men da han talte således, sagde Kongen til ham: "Har man gjort
dig til Kongens Rådgiver? Hold inde, ellers bliver du slået
ihjel!" Da holdt Profeten inde og sagde: "Jeg indser, at Gud har
i Sinde at ødelægge dig, siden du bærer dig således ad og ikke
hører mit Råd!"
17. Efter at have overtænkt Sagen sendte Kong Amazja af Juda Bud til
Jehus Søn Joahaz's Søn, Kong Joas af Israel, og lod sige: "Kom,
lad os se hinanden under Øjne!"
18. Men Kong Joas af Israel sendte Kong Amazja, af Juda det Svar:
"Tidselen på Libanon sendte engang det Bud til Cederen på
Libanon: Giv min Søn din Datter til Ægte! Men Libanons vilde Dyr
løb hen over Tidselen og trampede den ned!
19. Du tænker: Se, jeg har slået Edom! Og det har gjort dig
overmodig, så du vil vinde mere Ære. Bliv, hvor du er! Hvorfor
vil du udfordre Ulykken og udsætte både dig selv og Juda for
Fald?"
20. Men Amazja vilde intet høre, thi Gud føjede det såledesfor at
give dem til Pris, fordi de søgte Edoms Guder.
21. Så drog Kong Joas af Israel ud, og han og Kong Amazja af Juda så
hinanden under Øjne ved Bet-Sjemesj i Juda;
22. Juda blev slået af Israel, og de flygtede hver til sit.
23. Men Kong Joas af Israel tog Joahaz's Søn Joas's Søn, Kong Amazja
af Juda, tifange ved Bet-Sjemesj og førte ham til
Jerusalem. Derpå nedrev han Jerusalems Mur på en Strækning af
400 Alen, fra Efraimsporten til Hjørneporten;
24. og han tog alt det Guld og Sølv og alle de Kar, der fandtes i
Guds Hus hos Obed-Edom og i Skatkammeret i Kongens Palads;
desuden tog han Gidsler og vendte så tilbage til Samaria.
25. Joas's Søn, Kong Amazja af Juda, levede endnu femten År, efter
at Joahaz's Søn, Kong Joas at Israel, var død.
26. Hvad der ellers er at fortælle om Amazja fra først til sidst,
står optegnet i Bogen om Judas og Israels Konger.
27. Men ved den Tid Amazja faldt fra HERREN, stiftedes der en
Sammensværgelse mod ham i Jerusalem, og han flygtede til Lakisj,
men der blev sendt Folk efter ham til Lakisj, og de dræbte ham
der.
28. Så løftede man ham op på Heste og jordede ham hos hans Fædre i
Davidsbyen.
Anden Krønikebog 26
1. Alt Folket i Juda tog så Uzzija, der da var seksten År gammel,
og gjorde ham til Konge i hans Fader Amazjas Sted.
2. Det var ham, der befæstede Elot og atter forenede det med Juda
efter at Kongen havde lagt sig til Hvile hos sine Fædre.
3. Uzzija var seksten År gammel da han blev Konge, og han herskede
to og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jekolja
og var fra Jerusalem.
4. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
Fader Amazja;
5. og han blev ved med at søge Gud, så længe Zekarja, der havde
undervist ham i Gudsfrygt, levede. Og så længe han søgte HERREN,
gav Gud ham Lykke.
6. Han gjorde et Krigstog mod Filisterne og nedrev Bymurene i Gat,
Jabne og Asdod og byggede Byer i Asdods Område og
Filisterlandet.
7. Gud hjalp ham mod Filisterne og Araberne, der boede i Gur-Ba'al
og mod Me'uniterne.
8. Atnmoniterne svarede Uzzija Skat, og hans Ry nåede til Ægypten,
thi han blev overmåde mægtig.
9. Og Uzzija byggede Tårne i Jerusalem ved Hjørneporten, Dalporten
og Murhjørnet og befæstede
10. Fremdeles byggede han Tårne i Ørkenen og lod mange Cisterner
udhugge, thi han havde store Hjorde både i Lavlandet og på
Højsletten, der hos Agerdyrkere og Vingårdsmænd på Bjergene og i
Frugtlandet, thi han var ivrig Landmand.
11. Og Uzzija havde en øvet Krigshær, der drog i Krig Deling for
Deling i det Tal, der fremgik af Mønstringen, som Statsskriveren
Je'uel og Retsskriveren Ma'aseja foretog under Tilsyn af
Hananja, en at Kongens Øverster.
12. Det fulde Tal på de dygtige Krigere, som var Overhoveder for
Fædrenehusene, var 2600.
13. Under deres Befaling stod en Hærstyrke på 307500 krigsvante Folk
i deres fulde Kraft til at hjælpe Kongen mod Fjenden.
14. Uzzija udrustede hele Hæren med Skjolde, Spyd, Hjelme, Brynjer,
Buer og Slyngesten.
15. Ligeledes lod han i Jerusalem lave snildt udtænkte
Krigsmaskiner, der opstilledes på Tårnene og Murtinderne til at
udslynge Pile og store Sten. Og hans Ry nåede viden om, thi på
underfuld Måde blev han hjulpet til stor Magt.
16. Men da han var blevet mægtig, blev hans Hjerte overmodigt, så
han gjorde, hvad fordærveligt var; han handlede troløst mod
HERREN sin Gud, idet han gik ind i HERRENs Helligdom for at
brænde Røgelse på Røgelsealteret.
17. Præsten Azarja fulgte efter ham, ledsaget af firsindstyve af
HERRENs Præster, modige Mænd;
18. og de trådte frem for Kong Uzzija og sagde til ham: "At ofre
HERREN Røgelse tilkommer ikke dig, Uzzija, men Arons Sønner,
Præsterne, som er helliget til at ofre Røgelse; gå ud af
Helligdommen, thi du har handlet troløst, og det tjener dig ikke
til Ære for HERREN din Gud!"
19. Uzzija, der holdt Røgelsekarret i Hånden for at brænde Røgelse,
blev rasende; men som han rasede mod Præsterne, slog Spedalskhed
ud på hans Pande, medens han stod der over for Præsterne foran
Røgelsealteret i HERRENs Hus;
20. og da Ypperstepræsten Azarja og alle Præsterne vendte sig imod
ham, se, da var han spedalsk i Panden. Så førte de ham hastigt
bort derfra, og selv fik han travlt med at komme ud, fordi
HERREN havde ramt ham.
21. Så var Kong Uzzija spedalsk til sin Dødedag; og skønt spedalsk
fik han Lov at blive boende i sit Hus, men var udelukket fra
HERRENs Hus, medens hans Søn Jotam rådede i Kongens Palads og
dømte Folket i Landet.
22. Hvad der ellers er at fortælle om Uzzija fra først til sidst,
har Profeten Esajas, Amoz's Søn, optegnet.
23. Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
hos hans Fædre på den Mark, hor Kongegravene var, under Hensyn
til at han havde været spedalsk; og hans Søn Jotam blev Konge i
hans Sted.
Anden Krønikebog 27
1. Jotam var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede seksten År i Jerusalem. Hans Moder hed Jerusja og var
Datter af Zadok.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
Fader Uzzija havde gjort, men han gik ikke ind i HERRENs
Helligdom. Men Folket gjorde fremdeles, hvad fordærveligt var.
3. Det var ham, der opførte Øvreporten i HERRENs Hus, og desuden
byggede han meget på Ofels Mur.
4. Han opførte Byer i Judas Bjerge og Borge og Tårne i Skovene.
5. Han førte Krig med Ammoniternes Konge og overvandt dem, så
Ammoniterne det År måtte svare ham 100 Talenter Sølv, 10.000 Kor
Hvede og 10.000 Kor Byg i Skat; og lige så meget svarede
Ammoniterne ham det andet og tredje År.
6. Således blev Jotam stærk, fordi han vandrede troligt for HERREN
sin Guds Åsyn.
7. Hvad der ellers er at fortælle om Jotam, alle hans Krige og
Foretagender, står jo optegnet i Bogen om Israels og Judas
Konger.
8. Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede seksten År i Jerusalem.
9. Så lagde Jotam sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
i Davidsbyen; oghans Søn Akazblev Konge i hans Sted.
Anden Krønikebog 28
1. Akaza var tyve År gammel da han blev Konge, og han herskede
seksten År i Jerusalem. Han gjorde ikke, hvad der var ret i
HERRENs Øjne, som hans Fader David,
2. men vandrede i Israels Kongers Spor Ja, han lod lave støbte
Billeder til Ba'alerne;
3. han tændte selv Offerild i Hinnoms Søns Dal og lod sine Sønner
gå igennem Ilden efter de Folks vederstyggelige Skik, som HERREN
havde drevet bort foran Israeliterne.
4. Han ofrede og tændte Offerild på Offerhøjene og de høje Steder
og under alle grønne Træer.
5. Derfor gav HERREN hans Gud ham i Arams Konges Hånd, og de slog
ham og tog mange af hans Folk til Fange og førte dem til
Darmaskus. Ligeledes blev han givet i Israels Konges Hånd, og
denne tilføjede ham et stort Nederlag.
6. Peka, Remaljas Søn, dræbte i Juda 120.000 Mennesker på een Dag,
lutter dygtige Krigsfolk, fordi de havde forladt HERREN, deres
Fædres Gud.
7. Den efraimitiske Helt Zikri dræbte Kongesønnen Ma'aseja,
Paladsøversten Azrikam og Elkana, den ypperste næst Kongen.
8. Israeliterne bortførte fra deres Brødre 200.000 Hustruer, Sønner
og Døtre som Fanger og fratog dem et stort Bytte, som de førte
til Samaria.
9. Her boede en HERRENs Profet ved Navn Oded; han gik Hæren i Møde,
da den kom til Samaria, og sagde til dem: "Fordi HERREN, eders
Fædres Gud, var vred på Juda, gav han dem i eders Hånd; men I
har anrettet et Blodbad iblandt dem med et Raseri, der når til
Himmelen!
10. Og nu tænker I på at få Magten over Folkene fra Juda og
Jerusalem og gøre dem til eders Trælle og Trælkvinder! Har l da
ikke også selv nok på Samvittigheden over for HERREN eders Gud!
11. Lyd derfor mig og send de Fanger tilbage, som I har gjort blandt
eders Brødre, thi HERRENs glødende Vrede er over eder!"
12. Da trådte nogle af Efraimiternes Overhoveder, Azarja, Johanans
Søn, Berekja, Mesjillemots Søn, Hizkija, Sjallums Søn, og Amasa,
Hadlajs Søn, frem for de hjemvendte Krigere
13. og sagde til dem: "I må ikke bringe Fangerne herhen! Thi I har i
Sinde at øge vote Synder og vor Skyld ud over den Skyld, vi har
over for HERREN; thi stor er vor Skyld, og glødende Vrede er
over Israel!"
14. Da gav de væbnede Slip på Fangerne og Byttet i Øversternes og
hele Forsamlingens Påsyn;
15. og de ovenfor nævnte Mænd stod op og tog sig af Fangerne, gav
alle de nøgne iblandt dem Klæder af Byttet, forsynede dem med
Klæder og Sko, gav dem Mad og Drikke, salvede dem, lod dem, der
ikke kunde gå, ride på Æsler og bragte dem til Jeriko,
Palmestaden, hen i Nærheden af deres Brødre; derpå vendte de
tilbage til Samaria.
16. På den Tid sendte Kong Akaz Assyrerkongen Bud om Hjælp.
17. Tilmed trængte Edomiterne ind og slog Judæerne og slæbte
Krigsfanger bort.
18. Og Filisterne faldt ind i Lavlandets Byer og den judæiske Del af
Sydlandet og indtog Bet-Sjemesj, Ajjalon, Gederot, Soko med
Småbyer, Timna med Småbyer og Gimzo med Småbyer og bosatte sig
der.
19. Thi HERREN ydmygede Juda for Kong Akaz af Judas Skyld, fordi han
havde ladet Tøjlesløshed opkomme i Juda og været troløs mod
HERREN.
20. Men Assyrerkongen Tillegat-Pilneser drog imod ham og bragte ham
i Nød i Stedet for at hjælpe ham;
21. thi Akaz plyndrede HERRENs Hus, og Kongens Palads og Øversternes
Palads og gav det til Assyrerkongen, men det hjalp ham intet.
22. Og selv da Assyrerkongen bragte ham i Nød, var Kong Akaz på ny
troløs mod HERREN;
23. han ofrede til Darmaskus's Guder, som havde slået ham, idet han
sagde: "Aramæerkongernes Guder har jo hjulpet dem; til dem vil
jeg ofre, at de også må hjælpe mig!" Men de blev ham og hele
Israel til Fald.
24. Også samlede Akaz Karrene i Guds Hus og slog dem i Stykker; og
han lukkede HERRENs Hus's Porte og lavede sig Altre ved hvert et
Hjørne i Jerusalem;
25. og i hver eneste By i Juda indrettede han Offerhøje for at tænde
Offerild for fremmede Guder; således krænkede han HERREN, sine
Fædres Gud.
26. Hvad der ellers er at fortælle om ham og hele hans Færd fra
først til sidst, står jo optegnet i Bogen om Judas og Israels
Konger.
27. Så lagde Akaz sig til Hvile bos sine Fædre, og man jordede ham i
Jerusalem, inde i Byen, thi man vilde ikke jorde ham i Israels
Kongegrave; og hans Søn Ezekias blev Konge i hans Sted.
Anden Krønikebog 29
1. Ezekias var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Abija og var
en Datter af Zekarja.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
Fader David.
3. I sit første Regeringsårs første Måned lod han HERRENs Hus's
Porte åbne og sætte i Stand.
4. Derpå lod han Præsterne og Leviterne komme, samlede dem på den
åbne Plads mod Øst
5. og sagde til dem: "Hør mig, Leviter! Helliger nu eder selv og
helliger HERRENs, eders Fædres Guds, Hus og få det urene ud af
Helligdommen.
6. Thi vore Fædre var troløse og gjorde, hvad der var ondt i HERREN
vor Guds Øjne, de forlod ham, idet de vendte Ansigtet bort fra
HERRENs Bolig og vendte den Ryggen;
7. de lukkede endog Forhallens Porte, slukkede Lamperne, brændte
ikke Røgelse og bragte ikke Israels Gud Brændofre i
Helligdommen.
8. Derfor kom HERRENs Vrede over Juda og Jerusalem, og han gjorde
dem til Rædsel, Forfærdelse og Skændsel, som I kan se med egne
Øjne.
9. Se, vore Fædre er faldet for Sværdet, vore Sønner, Døtre og
Hustruer ført i Fangenskab for den Sags Skyld.
10. Men nu har jeg i Sinde at slutte en Pagt med HERREN, Israels
Gud, for at hans glødende Vrede må vende sig fra os.
11. Så lad det nu, mine Sønner, ikke skorte på Iver, thi eder har
HERREN udvalgt til at stå for hans Åsyn og tjene ham og til at
være hans Tjenere og tænde Offerild for ham!"
12. Da rejste følgende Leviter sig: Mahat, Amasajs Søn, og Joel,
Azarjas Søn, af Kehatiternes Sønner; af Merariterne Kisj, Abdis
Søn, og Azarja, Jehallel'els Søn; af Gersoniterne Joa, Zimmas
Søn, og Eden, Joas Søn;
13. af Elizafans Sønner Sjimri og Je'uel; af Asafs Sønner Zekarja og
Mattanja;
14. af Hemans Sønner Jehiel og Sjim'i; og af Jedutuns Sønner Sjemaja
og Uzziel;
15. og de samlede deres Brødre, og de helligede sig og skred så
efter Kongens Befaling til at rense HERRENs Hus i Henhold til
HERRENs Forskrifter.
16. Og Præsterne gik ind i det indre af HERRENS Hus for at rense
det, og alt det urene, de fandt i HERRENs Tempel, bragte de ud i
HERRENs Hus's Forgård, hvor Leviterne tog imod det for at bringe
det ud i Kedrons Dal.
17. På den første Dag i den første Måned begyndte de at hellige, og
på den ottende Dag i Måneden var de kommet til HERRENs Forhal;
så helligede de HERRENs Hus i otte Dage, og på den sekstende Dag
i den første Måned var de færdige.
18. Derpå gik de ind til Kong Ezekias og sagde: "Vi har nu renset
hele HERRENs Hus, Brændofferalteret med alt, hvad der hører
dertil, og Skuebrødsbordet med alt, hvad der hører dertil;
19. og alle de Kar, som Kong Akaz i sin Troløshed vanhelligede, da
han var Konge, dem har vi bragt på Plads og helliget; se, de
står nu foran HERRENs Alter!"
20. Næste Morgen tidlig samlede Kong Ezekias Byens Øverster og gik
op til HERRENs Hus.
21. Derpå bragte man syv Tyre, syv Vædre, syv Lam og syv Gedebukke
til Syndoffer for Riget, Helligdommen og Juda; og han bød Arons
Sønner Præsterne ofre dem på HERRENs Alter.
22. De slagtede så Tyrene, og Præsterne tog imod Blodet og sprængte
det på Alteret; så slagtede de Vædrene og sprængte Blodet på
Alteret; så slagtede de Lammene og sprængte Blodet på Alteret;
23. endelig bragte de Syndofferbukkene frem for Kongen og
Forsamlingen, og de lagde Hænderne på dem;
24. så slagtede Præsterne dem og bragte Blodet på Alteret som
Syndoffer for at skaffe hele Israel Soning; thi Kongen havde
sagt, at Brændofferet og Syndofferet skulde være for hele
Israel.
25. Og han opstillede Leviterne ved HERRENs Hus med Cymbler, Harper
og Citre efter Davids, Kongens Seer Gads og Profeten Natans Bud,
thi Budet var givet af HERREN gennem hans Profeter.
26. Og Leviterne stod med Davids Instrumenter og Præsterne med
Trompeterne.
27. Derpå bød Ezekias, at Brændofferet skulde ofres på Alteret, og
samtidig med Ofringen begyndte også HERRENs Sang og Trompeterne,
ledsaget af Kong David af Israels Instrumenter.
28. Da kastede hele Forsamlingen sig til Jorden, medens Sangen lød
og Trompeterne klang, og alt dette varede, til man var færdig
med Brændofferet.
29. Så snart man var færdig med Brændofferet, knælede Kongen og
alle, der var hos ham, ned og tilbad.
30. Derpå bød Kong Ezekias og Øversterne Leviterne at lovsynge
HERREN med Davids og Seeren Asafs Ord; og de sang Lovsangen med
Jubel og bøjede sig og tilbad.
31. Ezekias tog da til Orde og sagde: "I har nu indviet eder til
HERREN; så træd da frem og bring Slagtofre og Lovprisningsofre
til HERRENs Hus!" Så bragte Forsamlingen Slagtofre og
Lovprisningsofre, og enhver, hvis Hje1te tilskyndede ham dertil,
bragte Brændofre.
32. De Brændofre, Forsamlingen bragte, udgjorde 70 Stykker Hornkvæg,
100 Vædre og 200 Lam, alt som Brændofre til HERREN;
33. og Helligofrene udgjorde 600 Stykker Hornkvæg og 3000 Stykker
Småkvæg.
34. Dog var Præsterne for få til at flå Huden af alle Brændofrene,
derfor hjalp deres Brødre Leviterne dem, indtil Arbejdet var
fuldført og Præsterne havde helliget sig; thi Leviterne viste
redeligere Vilje til at hellige sig end Præsterne.
35. Desuden var der en Mængde Brændofre, hvortil kom Fedtstykkerne
af Takofrene og Drikofrene til Brændofrene. Således bragtes
Tjenesten i HERRENs Hus i Orden.
36. Og Ezekias og alt Folket glædede sig over, hvad Gud havde beredt
Folkel, thi det hele var sket så hurtigt.
Anden Krønikebog 30
1. Derpå sendte Ezekias Bud til hele Israel og Juda og skrev
desuden Breve til Efraim og Manasse om at komme til HERRENs Hus
i Jerusalem for at fejre Påsken for HERREN, Israels Gud.
2. Og Kongen, hans Øverster og hele Forsamlingen i Jerusalem
rådslog om at fejre Påsken i den anden Måned;
3. thi de kunde ikke fejre den med det samme, da Præsterne ikke
havde helliget sig i tilstrækkeligt Tal, og Folket ikke var
samlet i Jerusalem.
4. Kongen og hele Forsamlingen fandt det rigtigt;
5. derfor vedtog de at lade et Opråb udgå i hele Israel fra
Be'ersjeba til Dan om at komme og fejre Påsken i Jerusalem for
HERREN, Israels Gud, thi man havde ikke fejret den så
fuldtalligt som foreskrevet.
6. Så gik Ilbudene ud i hele Israel og Juda med Breve fra Kongens
og hans Øversters Hånd og sagde efter Kongens Befaling:
"Israeliter! Vend tilbage til HERREN, Abrahams, Isaks og Israels
Gud, at han må vende sig til den Levnin: af eder, der er
undsluppet Assyrerkongernes Hånd.
7. Vær ikke som eders Fædre og Brødre, der var troløse mod HERREN,
deres Fædres Gud, hvorfor han gjorde dem til Rædsel, som I selv
kan se.
8. Vær nu ikke halsstarrige som eders Fædre, men ræk HERREN Hånden
og kom til hans Helligdom, som han har helliget til evig Tid, og
tjen HERREN eders Gud, at hans glødende Vrede må vende sig fra
eder.
9. Thi når I omvender eder til HERREN, skal eders Brødre og Sønner
finde Barmhjertighed hos dem, der førte dem bort, og vende
tilbage til dette Land. Thi HERREN eders Gud er nådig og
barmhjertig og vil ikke vende sit Åsyn fra eder, når l omvender
eder til ham!"
10. Og Ilbudene gik fra By til By i Efraims og Manasses Land og lige
til Zebulon, men man lo dem ud og hånede dem.
11. Dog var der nogle i Aser, Manasse og Zebulon, der ydmygede sig
og kom til Jerusalem;
12. også i Juda virkede Guds Hånd, så at han gav dem et endrægtigt
Hjerte til at udføre, hvad Kongen og Øversterne havde påbudt i
Kraft af HERRENs Ord.
13. Så samlede der sig i Jerusalem en Mængde Mennesker for at fejre
de usyrede Brøds Højtid i den anden Måned, en vældig Forsamling.
14. De gav sig til at fjerne de Altre, der var i Jerusalem;
ligeledes fjernede de alle Røgelsekarrene og kastede dem ned i
Kedrons Dal.
15. Derpå slagtede de Påskelammet på den fjortende Dag i den anden
Måned. Præsterne og Leviterne skammede sig og helligede sig og
bragte Brændofre til HERRENs Hus;
16. og de stillede sig på deres Plads, som deres Pligt var efter den
Guds Mand Moses's Lov; Præsterne sprængte Blodet, som de modtog
af Leviterne.
17. Thi mange i Forsamlingen havde ikke helliget sig; derfor
slagtede Leviterne Påskelammene for alle dem, der ikke var rene,
for således at hellige HERREN dem.
18. Thi de flesfe af Folket, især mange fra Efraim, Manasse, Issakar
og Zebulon, havde ikke renset sig, men spiste Påskelammet
anderledes end foreskrevet. Men Ezekias giki Forbøn for dem og
sagde: "HERREN, den gode, tilgive
19. enhver, som har vendt sit Hjerte til at søge Gud HERREN, hans
Fædres Gud, selv om han ikke er ren, som Helligdommen kræver
det!"
20. Og HERREN bønhørte Ezekias og lod Folket uskadt.
21. Så fejrede de Israeliter, der var til Stede i Jerusalem, de
usyrede Brøds Højtid med stor Glæde i syv Dage; og Leviterne og
Præsterne sang af alle Kræfter dagligt Lovsange for HERREN.
22. Og Ezekias talte venlige Ord til alle de Leviter, der havde
udvist særlig Dygtighed i HERRENs Tjeneste; og de fejrede
Højtiden til Ende de syv Dage, idet de ofrede Takofre og
lovpriste HERREN, deres Pædres Gud.
23. Men derefter vedtog hele Forsamlingen at holde Højtid syv Dage
til, og det gjorde de så med Glæde,
24. thi Kong Ezekias af Juda gav Forsamlingen en Ydelse af 1.000
Tyre og 7.000 Stykker Småkvæg, og Øversterne gav Forsamlingen
1.000 Tyre og 10.000 Stykker Småkvæg; og en Mængde Præster
helligede sig.
25. Da frydede hele Judas Forsamling sig, ligeledes Præsterne og
Leviterne og hele den Forsamling, der var kommet fra Israel, og
de fremmede, der var kommet fra Israels Land eller boede i Juda;
26. og der var stor Glæde i Jerusalem, thi siden Davids Søns, Kong
Salomo af Israels, Dage var sligt ikke sket i Jerusalem;
27. og Præsterne og Leviterne stod op og velsignede Folket, og deres
Røst hørtes, og deres Bøn nåede Himmelen, hans hellige Bolig.
Anden Krønikebog 31
1. Da alt det var til ende, drog alle de Israeliter, som var til
stede, ud til Judas Byer, og de sønderbrød Stenstøtterne,
omhuggede Asjerastøtterne og nedrev Offerhøjene og Altrene i
hele Juda og Benjamin og i Efraim og Manasse, så der ikke blev
Spor tilhage; så vendte alle Israeliterne hjem, hver til sin
Ejendom i deres Byer.
2. Så ordnede Ezekias Præsternes og Leviternes Skifter, Skifte for
Skifte, så at hver enkelt Præst og Levit fik sin særlige Gerning
med at ofre Brændofre og Takofre og med af gøre Tjeneste og love
og prise i HERRENs Lejrs Porte.
3. Hvad Kongen gav af sit Gods, var til Brændofrene, Morgen- og
Aftenbrændofrene og Brændofrene på Sabbaterne, Nymånerne og
Højtiderne, som det er foreskrevet i HERRENs Lov.
4. Og han bød Folket, dem, der boede i Jerusalem, at afgive, hvad
der tilkom Præsterne og Leviterne, for at de kunde holde fast
ved HERRENs Lov.
5. Så snart det Bud kom ud, bragte Israeliterne i rigelig Mængde
Førstegrøde af Korn, Most, Olie og Honning og al Markens
Afgrøde, og de gav Tiende af alt i rigeligt Mål;
6. også de Israeliter, der boede i Judas Byer, gav Tiende af
Hornkvæg og Småkvæg, og de bragte Helliggaverne, der var
belliget HERREN deres Gud, og lagde dem Bunke for Bunke.
7. I den tredje Måned begyndte de at ophobe Bunkerne, og i den
syvende Måned var de færdige.
8. Ezekias og Øversterne kom så og synede Bunkerne, og de priste
HERREN og hans Folk Israel.
9. Da Ezekias spurgfe sig for hos Præsterne og Leviterne om
Bunkerne,
10. svarede Ypperstepræsten Azarja af Zadoks Hus: "Siden man
begyndte at bringe Offerydelsen til HERRENs Hus, har vi spist os
mætte og fået rigelig tilovers, thi HERREN har velsignet sit
Folk, så at vi har fået al den Rigdom her tilovers!"
11. Ezekias gav da Befaling til at indrette Kamre i HERRENs Hus; og
det gjorde man.
12. Så bragte man samvittighedsfuldt Offerydelsen, Tienden og
Helliggaverne derind. Den øverste Opsynsmand derover var Leviten
Konanja, den næstøverste hans Broder Sjim'i;
13. og Jehiel, Azarja, Nahat, Asa'el Jerimot, Jazabad, Eliel,
Jismakjahu, Mahat og Benaja var Opsynsmænd underKonanja oghans
Broder Sjim'i efter den Ordning, som var truffet af Ezekias og
Azarja, Øversten i Guds Hus.
14. Leviten Kore, Jimnas Søn, der var Dørvogter på Østsiden, havde
Tilsyn med de frivillige Gaver til Gud og skulde uddele HERRENs
Offerydelse og de højhellige Gaver;
15. under ham sattes Eden, Minjamin, Jesua, Sjemaja, Amarja og
Sjekanja i Præstebyerne til samvittighedsfuldt attorestå
Uddelingen til deres Brødre i Skitterne, både store og små,
16. dem af Mandkøn, der var indført i Fortegnelserne fra
Treårsalderen og opefter. Undtaget var alle, der kom til HERRENs
Hus for efter de enkelte Dages Krav at udføre deres
Embedsgerning efter deres Skifter.
17. Præsterne indførtes i Fortegnelserne efter deres Fædrenehuse,
Leviterne fra Tyveårsalderen og opefter efter deres
Embedspligter, efter deres Skifter,
18. Og de indførtes i Fortegnelserne med hele deres Familie, deres
Hustruer, Sønner og Døtre, hele Standen, thi de tog sig
samvittighedsfuldt af det hellige.
19. Arons Sønner, Præsterne, som boede på Græsmarkerne omkring deres
Byer, havde i hver By nogle navngivne Mænd til at uddele, hvad
der tilkom alle af Mandkøn blandt Præsterne og de i
Fortegnelserne indførte Leviter.
20. Således gik Ezekias frem i hele Juda, og han gjorde, hvad der
var godt, ret og sandt for HERREN hans Guds Åsyn.
21. Alt, hvad han tog fat på vedrørende Tjenesten i Guds Hus eller
Loven eller Budet for således at søge sin Gud, det gjorde han af
hele sit Hjerte, og det lykkedes for ham.
Anden Krønikebog 32
1. Efter disse Tildragelser og disse Vidnesbyrd om Troskab kom
Assyrerkongen Sankerib og rykkede ind i Juda og belejrede de
befæstede Byer i det Øjemed at bemægtige sig dem.
2. Da Ezekias så, at Sankerib kom, og at han havde i Sinde at
angribe Jerusalem,
3. rådførte han sig med sine Hærførere og tapre Folk om at stoppe
for Vandet i Kilderne uden for Byen, og de tilsagde ham deres
Hjælp.
4. Så samledes en Mængde Folk, og de stoppede for alle Kilderne og
for Bækken, som løber midt igennem Landet, idet man sagde:
"Hvorfor skulde Assyrerkongerne finde rigeligt Vand, når de
kommer?"
5. Derpå tog han Mod til sig og byggede Muren op, overalt hvor den
var brudt ned, og byggede Tårne på den, og han byggede den anden
Mur udenfor og befæstede Millo i Davidsbyen og lod lave en
Mængde Kastevåben og Skjolde.
6. Tillige indsatte han Hærtørere over Krigsfolket, samlede dem om
sig på den åbne Plads ved Byporten og talte opmuntrende Ord til
dem og sagde:
7. "Vær frimodige og slærke; frygt ikke og forfærdes ikke for
Assyrerkongen og hele den Menneskemængde, han har med sig; thi
en større er med os end med ham!
8. Med ham er en Arm at Kød, men med os er HERREN vor Gud, der vil
hjælpe os og føre vore Krige!" Og Folket satte sin Lid til Kong
Ezekias af Judas Ord.
9. Derefter sendte Assyrerkongen Sankerib, der selv med hele sin
Krigsmagt lå foran Lakisj, sine. Tjenere til Kong Ezekias af
Juda og alle Judæerne i Jerusalem og lod sige:
10. "Således siger Assyrerkongen Sankerib: Hvad er det, I fortrøster
eder til, nu I sidder indesluttet i Jerusalem?
11. Mon ikke Ezekias lokker eder til at dø af Hunger og Tørst, når
han siger: HERREN vor Gud vil frelse os af Assyrerkongens Hånd!
12. Har ikke samme Ezekias skaffet hans Offerhøje og Altre bort og
sagt til Juda og Jerusalem: Kun foran et eneste Alter må I
tilbede, og på det skal I tænde Offerild!
13. Ved I ikke, hvad jeg og mine Fædre har gjort ved alle Landenes
Folkeslag? Mon Landenes Folks Guder kunde frelse deres Land af
min Hånd?
14. Hvilken af alle de Guder, som dyrkedes af disse Folk, på hvilke
mine Fædre lagde Band, har kunnet frelse sit Folk af min Hånd?
Og så skutlde eders Gud kunne frelse eder af min Hånd!
15. Lad derfor ikke Ezekias vildlede eder og lokke eder på den Måde!
Tro ham ikke, thi ikke et eneste Folks eller Riges Gud har
kunnet frelse sit Folk af min Hånd eller af mine Fædres Hånd;
hvor meget mindre kan da eders Gud frelse eder af min Hånd!"
16. Og hans Tjenere talte endnu flere Ord mod Gud HERREN og mod hans
Tjener Ezekias.
17. Han skrev også et Brev for at smæde HERREN, Israels Gud, og tale
imod ham; heri stod der: "Så lidt som Landenes Folks Guder har
frelst deres Folk af min Hånd, skal Ezekias's Gud frelse sit
Folk af min Hånd!"
18. Og de råbte med høj Røst på Judæisk til Folkene i Jerusalem, som
stod på Muren, for at indjage dem Angst og Skræk, i Håb om at
kunne tage Byen.
19. Og de talte om Jerusalems Gud på samme Måde som om Jordens
Folkeslags Guder, der er Værker af Menneskehænder!
24. Derfor bad Kong Ezekias og Profeten Esajas, Amoz's Søn, og råbte
til Himmelen.
21. Og HERREN sendte en Engel, der tilintetgjorde alle Krigere,
Høvedsmænd og Hærførere i Assyrerkongens Lejr, så han med Spot
og Spe måtte vende hjem til sit Land. Og da han gik ind i sin
Guds Hus, fældede nogle af hans kødelige Frænder ham der med
Sværdet.
22. Således frelste HERREN Ezekias og Jerusalems Indbyggere af
Assyrerkongen Sankeribs Hånd og at alle andres og skaffede dem
Ro på alle Kanter.
23. Og mange bragte Gaver til Jerusalem til HERREN og kostbare Ting
til Kong Ezekias af Juda, så han siden blev højt anset blandt
alle Hedningefolk.
24. Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da bad han til HERREN, og han
svarede ham og gav ham et Tegn.
25. Men Ezekias gengældte ikke den Velgerning, der var vist ham;
hans Hjerte blev hovmodigt, og derfor kom der Vrede over ham og
over Juda og Jerusalem.
26. Men da Ezekias ydmygede sig og vendte om fra sit Hovmod sammen
med Jerusalems Indbyggere, kom HERRENs Vrede ikke over dem i
Ezekias's Dage.
27. Ezekias var overmåde rig og æret. Han byggede sig Skatkamre til
Sølv, Guld, Ædelsten, Høgelsestoffer, Skjolde og alle Hånde
kostelige Ting
28. og Forrådskamre til Afgrøden af Horn, Most og Olie, Stalde til
alle Slags Kvæg og Folde til Hjordene;
29. Byer byggede han sig også, og han havde Hjorde i Mængde af
Hornkvæg og Småkvæg, thi Gud gav ham såre meget Gods.
30. Samme Ezekias tilstoppede Gihons øvre Kilde og ledede Vandet mod
Vest nedad til Davidsbyen. Alt, hvad Ezekias tog sig for,
lykkedes for ham.
31. Derfor var det også, at Gud gav ham til Pris for Sendebudene,
der var sendt til ham fra Babels Fyrster for at høre om det
Under, der var sket i Landet; det var for at sætte ham på Prøve
og således få Kendskab til alt, hvad der var i hans Hjerte.
32. Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans fromme
Gerninger, står jo optegnet i Profeten Esajas's, Amoz's Søns,
Åbenbaring og i Bogen om Judas og Israels Konger.
33. Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede
ham på Skråningen op til Davids Efterkommeres Grave; og hele
Juda og Jerusalems Indbyggere viste ham stor Ære ved hans Død;
og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted.
Anden Krønikebog 33
1. Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge, og han herskede
fem og halvtredsindstyve År i Jerusalem.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og efterlignede de
Folkeslags Vederstyggeligheder, som HERREN havde drevet bort
foran Israeliterne.
3. Han byggede atter de Offerhøje, som hans Fader Ezekias havde
nedrevet, rejste Altre for Ba'alerne, lavede Asjerastøtter og
tilbad hele Himmelens Hær og dyrkede dem.
4. Og han byggede Altre i HERRENs Hus, om hvilket HERREN havde
sagt: "I Jerusalem skal mit Navn være til evig Tid."
5. Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær i begge HERRENs
Hus's Forgårde.
6. Han lod sine Sønner gå igennem Ilden i Hinnoms Søns Dal, drev
Trolddom og tog Varsler, drev hemmelige Kunster og ansatte
Dødemanere og Sandsigere; han gjorde meget, som var ondt i
HERRENs Øjne, og krænkede ham.
7. Det Gudebillede, han lod lave, opstillede han i Guds Hus, om
hvilket Gud havde sagt til David og hans Søn Salomo: "I dette
Hus og i Jerusalem, som jeg har udvalgt af alle Israels Stammer,
vil jeg stedfæste mit Navn til evig Tid;
8. og jeg vil ikke mere fjerne Israels Fod fra det Land, jeg gav
deres Fædre, dog kun på det Vilkår, at de omhyggeligt overholder
alt, hvad jeg har pålagt dem, hele Loven, Anordningerne og
Lovbudene, som de fik ved Moses,"
9. Men Manasse forførte Juda og Jerusalems Indbyggere til at handle
værre end de Folkeslag, HERREN havde udryddet for Israeliterne.
10. Da talede HERREN Manasse og hans Folk til, men de ænsede det
ikke.
11. Så førte HERREN Assyrerkongens Hærførere mod dem, og de fangede
Manasse med Kroge, lagde ham i Kobberlænker og førte ham til
Babel.
12. Men da han var i Nød, bad han HERREN sin Gud om Nåde og ydmygede
sig dybt for sine Fædres Gud.
13. Og da han bad til ham, bønhørte han ham; han hørte hans Bøn og
bragte ham tilbage til Jerusalem til hans Kongedømme; da indså
Manasse, at HERREN er Gud.
14. Senere byggede han en ydre Mur ved Davidsbyen vesten for Gihon i
Dalen og hen imod Fiskeporten, så at den omsluttede Ofel; og han
byggede den meget høj. I alle de befæstede Byer i Juda ansatte
han Hærførere.
15. Han fjernede de fremmede Guder og Gudebilledet fra HERRENs Hus
og alle de Altre, han havde bygget på Tempelbjerget og i
Jerusalem, og kastede dem uden for Byen.
16. Og han istandsatte HERRENs Alter og ofrede Tak- og
Lovprisningsofre derpå; og han bød Juda at dyrke HERREN, Israels
Gud.
17. Men Folket vedblev at ofre på Offerhøjene, dog kun til HERREN
deres Gutd.
18. Hvad der ellers er at fortælle om Manasse, hans Bøn til sin Gud
og de Seeres Ord, som talte til ham i HERRENs, Israels Guds,
Navn, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike;
19. hans Bøn og Bønhørelse, al hans Synd og Troløshed og de Steder,
hvor han opførte Offerhøje og opstillede Asjerastøtter og
Gudebilleder, før han ydmygede sig, står jo optegnet i Seernes
Krønike.
20. Så lagde Manasse sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede
ham i Haven ved hans Hus; og hans Søn Amon blev Konge i hans
Sted.
21. Amon var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
hersltede to År i Jerusalem.
22. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom hans Fader
Manasse, og Amon ofrede til alle de Gudebilleder, hans Fader
Manasse havde ladet lave, og dyrkede dem.
23. Han ydmygede sig ikke for HERRENs Åsyn, som hans Fader Manasse
havde gjort, men Amon dyngede Skyld på Skyld.
24. Hans Tjenere sammensvor sig imod ham og dræbte ham i hans Hus;
25. men Folket fra Landet dræbte alle dem, der havde sammensvoret
sig imod Kong Amon, og gjorde hans Søn Josias til Konge i hans
Sted.
Anden Krønikebog 34
1. Josias var otte År gammel, da han blev Konge, og han herskede en
og tredive År i Jerusalem.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og vandrede i sin
lader Davids Spor uden al vige til højre eller venstre.
3. I sit ottende Regeringsår, endnu ganske ung, begyndte han at
søge sin Fader Davids Gud, og i det tolvte År begyndte han at
rense Juda og Jerusalem for Offerhøjene, Asjerastøtterne og de
udskårne og støbte Billeder.
4. I hans Påsyn nedrev man Ba'alernes Altre; Solstøtterne, der stod
oven på dem, huggede han om, og Asjerastøtterne og de udskårne
og støbte Billeder lod han sønderhugge og knuse og strø ud på
deres Grave, som havde ofret til dem;
5. Benene af Præsterne lod han brænde på deres Altre. Således
rensede han Juda og Jerusalem.
6. Men også i Byerne i Manasse, Efraim og Simeon og lige til
Naftali, rundt om i deres Ruinhobe,
7. lod han Altrene nedbryde, Asjerastøtterne og Gudebillederne
sønderslå og knuse og alle Solstøtterne omhugge i hele Israels
Land; så vendte han tilbage til Jerusalem.
8. I sit attende Regeringsår gav han sig til at rense Landet og
Templet; han sendte Sjafan, Azaljas Søn, Byens Øverste Ma'aseja
og Kansleren Joa, Joahaz's Søn, hen for at istandsætte HERREN
hans Guds Hus.
9. Da de kom til Ypperstepræsten Hilkija, afleverede de Pengene,
der var kommet ind til Guds Hus, dem, som Leviterne, der holdt
Vagt ved Tærskelen, havde samlet hos Manasse og Efraim og det
øvrige Israel og hos hele Juda og Benjamin og Jerusalems
Indbyggere;
10. de overgav Pengene til dem, der stod for Arbejdet, dem, der
havde Tilsyn med HERRENs Hus; og de, der stod for Arbejdet på
HERRENs Hus, brugte dem til at udbedre og istandsætte Templet,
11. idet de overgav dem til Tømrerne og Bygningsmændene til Indkøb
af tilhugne Sten og Tømmer til Tværbjælker og til Bjælker i de
Bygninger, Judas Konger havde ødelagt.
12. Folkene udførte Arbejdet samvittighedsfuldt; og Tilsynet med dem
var overdraget Leviterne Jahat og Obadja af Merariterne og
Zekarja og Mesjullam af Kehatiternes Sønner, for at de skulde
lede dem.
13. Og Leviterne havde Tilsyn med Lastdragerne og ledede alle dem,
der havde med de forskellige Arbejder at gøre. Og af Leviterne
var nogle Skrivere, Fogeder og Dørvogtere.
14. Men da de tog Pengene frem, der var kommet ind til HERRENs Hus,
fandt Præsten Hilkija Bogen med HERRENs Lov, som var givet ved
Moses;
15. og Hilkija tog til Orde og sagde til Statsskriveren Sjafan: "Jeg
har fundet Lovbogen i HERRENs Hus!" Og Hilkija gav Sjafan Bogen,
16. og Sjafan bragte Bogen til Kongen og aflagde der hos Beretning
for ham, idet han sagde: "Alt, hvad dine Trælle er sat til,
udfører de;
17. de har taget de Penge frem, der fandtes i HERRENs Hus, og givet
dem til Tilsynsmændene og dem, der står for Arbejdet."
18. Derpå gav Statsskriveren Sjafan Kongen den Meddelelse: "Præsten
Hilkija gav mig en Bog." Og Sjafan læste op af den for Kongen.
19. Men da Kongen hørte, hvad der stod i Loven, sønderrev han sine
Klæder;
20. og Kongen bød Hilkija, Ahikam. Sjafans Søn, Abdon, Mikas Søn,
Statsskriveren Sjafan og Kongens Tjener Asaja:
21. "Gå hen og rådspørg HERREN på mine Vegne og på deres, som er
blevet tilovers i Israel og Juda, om Indholdet af denne Bog, der
er fundet; thi stor er Vreden, der er blusset op hos HERREN imod
os, fordi vore Fædre ikke adlød HERRENs Ord og handlede nøje
efter. hvad der står skrevet i denne Bog!"
22. Hilkija og de andre, Kongen sendte af Sted, gik da hen og talte
derom med Profetinden Hulda, som var gift med Sjallum,
Opsynsmanden over Tøjet, en Søn af Hasras Søn Tokhat, og som
boede i Jerusalem i den nye Bydel.
23. Hun sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Sig til den
Mand, der sendte eder til mig:
24. Så siger HERREN: Se, jeg vil bringe Ulykke over dette Sted og
dets Indbyggere, alle de Forbandelser, der er optegnet i den
Bog. som er læst op for Judas Konge,
25. til Straf for at de har forladt mig og tændt Offerild for andre
Guder, så de krænkede mig med alt deres Hænders Værk, og min
Vrede vil blusse op mod dette Sted uden at slukkes!
26. Men til Judas Konge, der sendte eder for at rådspørge
HERREN,skal I sige således: Så siger HERREN. Israels Gud: De
Ord, du har hørt, står fast;
27. men efterdi dit Hjerte bøjede sig og du ydmygede dig for Gud. da
du hørte hans Ord mod dette Sted og dets Indbyggere, og efterdi
du ydmygede dig for mit Åsyn og sønderrev, dine Klæder og græd
for mit Åsyn, så har også jeg hørt dig, lyder det fra HERREN!
28. Så vil jeg da lade dig samles til dine Fædre, og du skal samles
til dem i Fred i din Grav, uden at dine Øjne får al den Ulykke
at se, som jeg vil bringe over dette Sted og dets Beboere!" Det
Svar hragte de til Kongen.
29. Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems Ældste
kalde sammen.
30. Derpå gik Kongen op i HERRENs Hus, fulgt af alle Judas Mænd og
Jerusalems Indbyggere, Præsterne, Leviterne og alt Folket, store
og små, og han forelæste dem alt, hvad der stod i Pagtsbogen,
som var fundet i HERRENs Hus.
31. Derpå stillede Kongen sig på sin Plads og sluttede Pagt for
HERRENs Åsyn om, at de skulde holde sig til HERREN og holde hans
Bud, Vidnesbyrd og Anordninger af hele deres Hjerte og hele
deres Sjæl, for at han kunde opfylde Pagtens Ord, dem, der var
skrevet i denne Bog.
32. Og han lod alle dem, der var til Stede i Jerusalem, indgå
Pagten; og Jerusalems Indbyggere haodlede efter Guds, deres
Fædres Guds, Pagt.
33. Derpå fjernede Josias alle Vederstyggelighederne fra alle de
Landsdele, der tilhørte Iraeliterne, og sørgede for, at enhver i
Israel dyrkede HERREN deres Gud. Så længe han levede, veg de
ikke fra HERREN, deres Fædres Gud.
Anden Krønikebog 35
1. Derpå fejrede Josias Påske for HERREN i Jerusalem, og de
slagtede Påskelammet den fjortende Dag i den første Måned.
2. Han satte Præsterne til det, de havde at varetage, og opmuntrede
dem til Tjenesten i HERRENs Hus;
3. og til Leviterne, som underviste hele Israel og var helliget
HERREN, sagde han: "Sæt den hellige Ark i Templet, som Davids
Søn, Kong Salomo af Israel, byggede; I skal ikke mere bære den
på Skuldrene. Tjen nu HERREN eders Gud og hans Folk Israel!
4. Gør eder rede Fædrenehus for Fædrenehus, Skifte for Skifte,
efter Kong David af Israels Forskrift og hans Søn Salomos
Anvisning,
5. og stil eder op i Helligdommen, således at der bliver et Skifte
af et levitisk Fædrenehus for hver Afdeling af eders Brødres,
Almuens, Fædrenehuse,
6. og slagt så Påskeofferdyrene, helliger eder og tillav dem til
eders Brødre for at handle efter HERRENs Ord ved Moses."
7. Josias gav frivilligt Almuen, alle dem, der var til Stede, en
Ydelse af Småkvæg, Lam og Gedekid, alt sammen til Påskeofferdyr,
30.000 Stykker i Tal, og 3.000 Stykker Hornkvæg, alt af Kongens
Ejendom;
8. og hans Øverster gav frivilligt Folket, Præslerne og Leviterne
en Ydelse; Hilkija, Zekarja og Jehiel, Guds Hus's Øverster, gav
Præsterne til Påskeofferdyr 2.600 Stykker Småkvæg og 300 Stykker
Hornkvæg.
9. Leviternes Øverster Konanja og hans Brød1e Sjemaja og Netan'el,
Hasjabja, Je'iel og Jozabad ydede Leviterne til Påskeofferdyr
5.000 Stykker Småkvæg og 500 Stykker Hornkvæg.
10. Således ordnedes Tjenesten, og Præsterne stod på deres Plads,
ligeledes Leviterne, Skifte for Skifte efter Kongens Bud.
11. De slagtede Påskedyrene, og Præsterne sprængte Blodet, som de
rakte dem, medens Leviterne flåede Huden af.
12. Derpå gjorde de Brændofrene tede for at give dem til de enkelte
Afdelinger af Almuens Fædrenehuse, så at de kunde frembæres for
HERREN, som det er foreskrevet i Moses's Bog, og på samme Måde
gjorde de med Hornkvæget.
13. Påskedyrene stegte de over Ilden på den foreskrevne Måde, men de
hellige Stykker kogte de i Gryder, Kedler og Skåle og bragte dem
skyndsomt til Almuen.
14. Derefter gjorde de Påskedyr rede til sig selv og Præsterne, thi
Præsterne, Arons Sønner, var sysselsatte med at ofre 81ændofrene
og Fedtstykkerne lige til Nattens Frembrud; derfor gjorde
Leviterne Ofre rede både for sig selv og Præsterne, Arons
Sønner.
15. Sangerne, Asafs Sønner, var på deres Plads efterDavids, Asafs,
Hemans og Kongens Seer Jedutuns Bud, og Dørvogterne ved de
forskellige Porte; de måtte ikke forlade deres Plads, men deres
Brødre Leviterne gjorde Påskedyr rede for dem.
16. Således ordnedes hele HERRENs Tjeneste den Dag, idet man fejrede
Påsken og bragte Brændofre på HERRENs Alter efter Kong Josias's
Bud;
17. og Israeliterne, som var til Stede, fejrede dengang Påsken og de
usyrede Brøds Højtid i syv Dage.
18. En Påske som den var ikke blevet fejret i Israel siden Profeten
Samuels Dage, og ingen af Israels Konger havde fejret en Påske
som den, Josias, Præsterne og Leviterne og alle de Judæere og
Israeliter, som var til Stede, og Jerusalems Indbyggere fejrede.
19. I Josias's attende Regeringsår blev denne Påsk fejret.
20. Efter alt dette, da Josias havde sat Templet i Stand, drog
Ægypterkongen Neko op til Kamp ved Karkemisj, der ligger ved
Eufrat. Josias drog imod ham;
21. men han sendte Sendebud til ham og lod sige: "Hvad er der mig og
dig imellem, Judas Konge? Det er ikke dig, det nu gælder, men
det Kongehus, jeg ligget i Krig med; og Gud har sagt, at jeg
skulde haste. Gå ikke imod den Gud, der er med mig, at han ikke
skal ødelægge dig!"
22. Josias vendte dog ikke om, men vovede at indlade sig i Hamp med
ham; han tog ikke Hensyn til Nekos Ord, der dog kom fra Guds
Mund, men drog ud til Kamp på Megiddos Slette.
23. Da ramte Bueskytterne Kong Josias; og Kongen sagde til sine
Folk: "Før mig bort, thi jeg er hårdt såret!"
24. Hans Folk bragte ham da bort fra Vognen og satte ham på hans
anden Vogn og førte ham til Jerusalem, hvor han døde. De jordede
ham i hans Fædres Grave, og hele Juda og Jerusalem sørgede over
Josias.
25. Jeremias sang en Klagesang over Josias, og alle Sangerne og
Sangerinderne talte i deres Klagesange om ham, som de gør den
Dag i Dag; man gjorde dette til en stående Skik i Israel, og
Sangene står optegnet blandt Klagesangene.
26. Hvad der ellers er at fortælle om Josias og hans fromme
Gerninger, der sfemte med, hvad der er foreskrevet i HERRENs
Lov,
27. hans Historie fra først til sidst står jo optegnet i Bogen om
Israels og Judas Konger.
Anden Krønikebog 36
1. Folket fra Landet tog nu Josias's Søn Joahaz og hyldede ham til
Konge i Jerusalem i hans Faders Sted.
2. Joahaz var tre og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede tre Måneder i Jerusalem.
3. Men Ægypterkongen afsatte ham fra Regeringen i Jerusalem og
lagde en Skat af hundrede Talenter Sølv og ti Talenter Guld på
Landet.
4. Derpå gjorde Ægypterkongen hans Broder Eljakim til Konge over
Juda og Jerusalem, og han ændrede hans Navn til Jojakim; hans
Broder Joahaz derimod tog Neko med til Ægypten.
5. Jojakim var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede elleve År i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i
HERREN hans Guds Øjne.
6. Kong Nebukadnezer af Babel drog op imod ham og lagde ham i
Kobberlænker for at føre ham til Babel;
7. og Nebukadnezar lod en Del af HERRENs Hus's Kar bringe til Babel
og opstillede dem i sin Borg i Babel.
8. Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim og de
Vederstyggeligheder, han øvede, hvad der er at sige om ham, står
optegnet i Bogen om Israels og Judas Konger. Og hans Søn Jojakin
blev Konge i hans Sted.
9. Jojakin var atten År gammel, da han blev Konge, og han herskede
tre Måneder og ti Dage i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var
ondt i HERRENs Øjne.
10. Næste År sendfe Kong Nebukadnezar Folk og lod ham bringe til
Babel tillige med HERRENs Hus's kostelige Kar; og han gjorde
hans Broder Zedekias til Konge over Juda og Jerusalem.
11. Zedekias var een og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede i elleve År i Jerusalem.
12. Han gjorde, hvad der var ondt i HERREN hans Guds Øjne. Han
ydmygede sig ikke under de Ord, Profeten Jeremias talte fra
HERRENs Mund.
13. Desuden faldt han fra Kong Nebudkanezar, der havde taget ham i
Ed ved Gud; og han var halsstarrig og forhærdede sit Hjerte, så
han ikke omvendte sig til HERREN, Israels Gud.
14. Ligeledes gjorde alle Judas Øverster og Præsterne og Folket sig
skyldige i megen Troløshed ved at efterligne alle
Hedningefolkenes Vederstyggeligheder, og de besmittede HERRENs
Hus, som han havde helliget i Jerusalem.
15. HERREN, deres Fædres Gud, sendte tidlig og silde manende Ord til
dem ved sine Sendebud, fordi han ynkedes oer sit Folk og sin
Bolig;
16. men de spottede Guds Sendebud, lod hånt om hans Ord og gjorde
sig lystige over hans Profeter, indtil HERRENs Vrede mod hans
Folk tog til i den Grad, at der ikke mere var Lægedom.
17. Han førte Kaldæernes Konge imod dem, og han dræbte deres unge
Mandskab med Sværdet i deres hellige Tempel og ynkedes ikke over
Yngling eller Jomfru, gammel eller Olding - alt overgav han i
hans Hånd.
18. Alle Karrene i Guds Hus, store og små, HERRENs Hus's Skatte og
Kongens og hans Øverstes Skatte lod han alt sammen bringe til
Babel.
19. De stak Ild på Guds Hus, nedrev Jerusalems Mur, opbrændte alle
dets Borge og ødelagde alle kostelige Ting deri.
20. Dem, Sværdet levnede, førte han som Fanger til Babel, hvor de
blev Trælle for ham og hans Sønner, indtil Perserriget fik
Magten,
21. for at HERRENs Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, indtil
Landet fik sine Sabbater godtgjort; så længe Ødelæggelsen
varede, hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve År.
22. Men i Perserkongen Kyros's første Regeringsår vakte HERREN, for
at hans Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, Perserkongen
Kyros's Ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit Rige og
desuden kundgøre ved en Skrivelse:
23. "Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle Jordens Riger har
HERREN, Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge
ham et Hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til
hans Folk, med ham være HERREN hans Gud, og han drage derop!"
Ezra
Ezra 1
1. Og i Perserkongen Kyros's første Regeringsår vakte HERREN, for
at hans Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, Perserkongen
Kyros's Ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit Rige og
desuden kundgøre ved en Skrivelse:
2. Perserkongen, Kyros gør vitterligt: Alle Jordens Riger har
HERREN, Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge
ham et Hus i Jerusalem i Juda.
3. Hvem iblandt eder, der hører til hans Folk, med ham være hans
Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge HERRENs,
Israels Guds, Hus; han er den Gud, som bor i Jerusalem;
4. og alle Steder, hvor de tiloversblevne bor som fremmede, skal
Beboerne støtte dem med Sølv, Guld, Heste og Kvæg, bortset fra
de frivillige Gaver til Guds Hus i Jerusalem.
5. Da brød Overhovederne for Judas og Benjamins Fædrenehuse og
Præsterne og Leviterne op, alle, hvis Ånd Gud vakte, så de drog
op for at bygge HERRENs Hus i Jerusalem;
6. og bortset fra alle de frivillige Gaver kom alle deres Naboer
dem til Hjælp med alt, både Sølv, Guld, Heste og Kvæg og
Kostbarheder i Mængde.
7. Og Kong Kyros udleverede Karrene fra HERRENs Hus, som
Nebudkadnezar havde ført bort fra Jerusalem og ladet opstille i
sin Guds Hus;
8. dem gav Perserkongen Kyros ny til Skatmesteren Mitredat, og han
talte dem og overgav dem til Sjesjbazzar, Judas Fyrste.
9. Og Tallet på dem var følgende: 30 Guldbækkener, 1000 Sølvbakker,
29 Røgelsesskåle,
10. 30 Guldbægre, 410 Sølvbægre af ringere Art og 1000 andre Kar,
11. i alt 5400 Kar, dels af Guld og dels af Sølv. Alt dette bragte
Sjesjbazzar med sig, da de landflygtige drog op fra Babel til
Jerusalem.
Ezra 2
1. Følgende er de Folk fra vor Landsdel, der drog op fra
Landflygtigheden og Fangenskabet. Kong Nebukadnezar af Babel
havde ført dem bort til Babel, men nu vendte de tilbage til
Jerusalem og Juda, hver til sin By;
2. de kom i Følge med Zerubbabel, Jesua, Nehemja, Seraja, Re'elaja,
Mordokaj, Bilsjan, Mispar, Bigvaj, Rehum og Ba'ana'. Tallet på
Mændene i Israels Folk var:
3. Par'osj's Efterkommere 2172,
4. Sjefatjas Efterkommere 372,
5. Aras Efterkommere 775,
6. Pahat-Moabs Efterkommere, Jesuas og Joabs Efterkommere, 2812,
7. Elams Efterkommere 1254,
8. 7attus Efterkommere 945,
9. Zakkajs Efterkommere 760,
10. Banis Efterkommere 642,
11. Bebajs Efterkommere 623,
12. Azgads Efterkommere 1222,
13. Adonikams Efterkommere 666,
14. Bigvajs Efterkommere 2056,
15. Adins Efterkommere 454,
16. Aters Efterkommere gennem Hizkija 98,
17. Bezajs Efterkommere 323,
18. Joras Efterkommere 112,
19. Hasjums Efterkommere 223,
20. Gibbars Efterkommere 95,
21. Betlehems Efterkommere 123,
22. Mændene fra Netofa 56,
23. Mændene fra Anatot 128,
24. Azmavets Efterkommere 42,
25. Kirjat-Jearims, Kefiras og Be'erots Efterkommere 743,
26. Ramas og Gebas Efterkommere 621,
27. Mændene fra Mikmas 122,
28. Mændene fra Betel og Aj 223,
29. Nebos Efterkommere 52,
30. Magbisj's Efterkommere 156,
31. det andet Elams Efterkommere 1254,
32. Harims Efterkommere 320,
33. Lods, Hadids og Onos Efterkommere 725,
34. Jerikos Efterkommere 345,
35. Sena'as Efterkommere 3630.
34. Præsterne var: Jedajas Efterkommere af Jesuas Hus 973,
37. Immers Efterkommere 1052,
38. Pasjhurs Efterkommere 1247,
39. Harims Efterkommere 1017.
40. Leviterne var: Jesuas og Kadmiels Efterkommere af Hodavjas
Efterkommere 74,
41. Tempelsangerne var: Asafs Sønner 128.
42. Dørvogterne var: Sjallums, Aters, Talmons, Akkubs, Hatitas og
Sjobajs Efterkommere, i alt 139.
43. Tempeltrællene var: Zihas, Hasufas, Tabbaots,
44. Keros's, Si'as, Padons,
45. Lebanas, Hagabas, Akkubs,
46. Hagabs, Salmajs, Hanans,
47. Giddels, Gahars, Reajas,
48. Rezins, Nekodas, Gazzams,
49. Uzzas, Paseas, Besajs,
50. Asnas, Me'uniternes, Nefusifernes,
51. Bakbuks, Hakufas, Harhurs,
52. Bazluts, Mehidas, Harsjas,
53. Barkos's, Siseras, Temas,
54. Nezias og Hatifas Efterkommere.
55. Efterkommere af Salomos Trælle var: Sotajs, Soferets, Perudas,
56. Ja'alas, Darkons, Giddels,
57. Sjefatjas, Hattils, Pokeret-Hazzebajims og Amis Efterkommere.
58. Tempeltrællene og Efterkommerne af Salomos Trælle var i alt 392.
59. Følgende, som drog op fra Tel-Mela, Tel-Harsja, Kerub-Addan og
Immer, kunde ikke opgive deres Fædrenehuse og Slægt, hvor vidt
de hørte til Israel:
60. Delajas, Tobijas og Nekodas Efterkommere 652.
61. Og af Præsterne: Habaj as, Hakkoz's og Barzillajs Efterkommere;
denne sidste havde ægtet en af Gileaditen Barzillajs Døtre og
var blevet opkaldt efter dem.
62. De ledte efter deres Slægtebøger, men kunde ikke finde dem,
derfor blev de som urene udelukket fra Præstestanden.
63. Statholderen forbød dem at spise af det højhellige, indtil der
fremstod en Præst med Urim og Tummim.
64. Hele Menigheden udgjorde 42360
65. foruden deres Trælle og Trælkvinder, som udgjorde 7337, hvortil
kom 200 Sangere og Sangerinder.
66. Deres Heste udgjorde 736, deres Muldyr 245,
67. deres Kameler 435 og deres Æsler 6720.
68. Af fædrenehusenes Overhoveder gav nogle, da de kom til HERRENs
Hus i Jerusalem, frivillige Gaver til Guds Hus, for at det kunde
genopbygges på sin Plads;
69. de gav efter deres Evne til Byggesummen 61000 Drakmer Guld, 5000
Miner Sølv og 100 Præstekjortler.
70. Derpå bosatte Præsterne, Leviterne og en Del al Folket sig i
Jerusalem og dets Område, men Sangerne, Dørvogterne og
Tempeltrællene og hele det øvrige Israel i deres Byer.
Ezra 3
1. Da den syvende Måned indtraf - Israeliterne boede nu i deres
Byer - samledes Folket fuldtalligt i Jerusalem;
2. og Jesua, Jozadaks Søn, og hans Brødre Præsterne og Zerubbabel,
Sjealtiels Søn, og hans Brødre skred til at bygge Israels Guds
Alter for at ofre Brændofre derpå som foreskrevet i den Guds
Mand Moses's Lov.
3. En Del af Hedningerne samlede sig imod dem, men de rejste dog
Alteret på dets gamle Plads og ofrede Brændofre derpå til
HERREN, Morgen- og Aftenbrændofre.
4. Derpå fejrede de Løvhyttefesten som foreskrevet og ofrede
Brændofre Dag for Dag i det rette Tal og på den foreskrevne
Måde, hver Dag hvad der hørte sig til,
5. og siden det daglige Brændoffer og de Brændofre, som hørte til
Nymånerne og alle HERRENs hellige Højtider, og alle de
Brændofre, man frivilligt bragte HERREN.
6. Den første Dag i den syvende Måned begyndte de at ofre Brændofre
til HERREN, før Grunden til HERRENs Helligdom endnu var lagt.
7. Derpå gav de Stenhuggerne og Tømmermændene Penge og Zidonierne
og Tyrierne Fødevarer, Drikkevarer og Olie, for at de skulde
bringe Cederstammer fra Libanon til Havet ud for Jafo, efter den
Fuldmagt, Perserkongen Kyros havde givet dem.
8. I den anden Måned i det andet År efter deres Ankomst til Guds
Hus i Jerusalem gjorde Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og Jesua,
Jozadaks Søn, sammen med alle deres Brødre, Præsterne og
Leviterne, og alle dem, der var kommet fra Fangenskabet til
Jerusalem, Begyndelsen, idet de satte Leviteme fra
Tyveårsalderen og opefter til at lede Arbejdet med HERRENs Hus.
9. Og Leviterne Jesua og hans Sønner og Brødre, Kadmiel og hans
Sønner, Hodavjas Sønner og Henadads Sønner, deres Sønner og
Brødre, trådte til i Endrægtighed for at føre Tilsyn med dem,
der arbejdede på Guds Hus.
10. Og da Bygningsmændene lagde Grunden til HERRENs Helligdom, stod
Præsterne i Embedsdragt med Trompeter, og Leviterne, Asafs
Efterkommere, med Cymbler for at lovprise HERREN efter Kong
David af Israels Anordning;
11. og de stemte i med Lov og Pris for HERREN med Ordene thi han er
god, og hans Miskundhed mod Israel varer evindelig!" Og hele
Folket brød ud i høj Jubel, idet de priste HERREN, fordi Grunden
var lagt til HERRENs Hus.
12. Men mange af Præsterne, Leviterne og Overhovederne for
Fædrenehusene, de gamle, der havde set det første Tempel, græd
højt, da de så Grunden blive lagt til dette Tempel, men mange
var også de, der opløftede deres Røst med Jubel og Glæde,
13. og man kunde ikke skelne Glædesjubelen fra Folkets Gråd; thi så
højt var Folkefs Jubelråb, at det hørfes langt bort.
Ezra 4
1. Men da Judas og Benjamins Fjender hørte, at de, der havde været
i Landflygtighed, byggede HERREN, Israels Gud, en Helligdom,
2. henvendte de sig til Zerubbabel, Jesua og Overhovederne for
Fædrenehusene og sagde til dem: Lad os være med til at bygge,
thi vi søger eders Gud såvel som I, og ham har vi ofret til,
siden Assyrerkongen Asarhaddon førte os herhen!
3. Men Zerubbabel, Jesua og de andre Overhoveder for Israels
Fædrenehuse svarede: I skal ikke være fælles med os om at bygge
vor Gud et Hus, men vi vil være ene om at bygge for HERREN,
Israels Gud, således som Kong Kyros, Perserkongen, pålagde os!"
4. Så bragte Hedningerne i Landet Judas Folks Hænder til at synke
og skræmmede dem fra at bygge;
5. og de købte Folk til med deres Råd at modarbejde dem og bringe
deres Planer til at strande; således gik det, så længe
Perserkongen Kyros levede, lige til Perserkongen Darius's
Regering.
6. Under Ahasverus's Regering, i hans første Regeringstid, skrev de
en Klage oer Judas og Jerusalems lodbyggere.
7. I Artaxerxes's Dage affattede Bisjlam, Mitredat, Tabe'el og alle
hans andre Embedsbrødre en Skrivelse til Perserkongen
Artaxerxes. Skrivelsen var affattet på Aramaisk og oversat.
8. Statholderen Rehum og Skriveren Sjimsjaj skrev et Brev mod
Jerusalem til Kong Artaxerxes af følgende Indhold.
9. De, der dengang skrev, var Statholderen Rehum og Skriveren
Sjimsjaj og alle deres andre Embedsbrødre, Diniterne,
Afarsatkiterne, Tarpeliterne, Afaresiterne, Arkiterne,
Babylonerne,
10. Susaniterne, Dehaviterne,Elamiterne og de andre Folk, som den
store og navnkundige Asenappar havde ført bort og ladet bosætte
sig i Samarias Byer og andensteds hinsides Floden, og så videre.
11. Dette er en Afskrift af Brevet, de sendte ham: "Til Kong
Artaxerxes. Dine Trælle, Folkene hinsides Floden, og så videre:
12. Det være Kongen kundgjort, at Jøderne, som drog op til os fra
dig, er kommet til Jerusalem; de er i Færd med at genopbygge
denne oprørske og onde By; de genopfører Murene og udbedrer
Grunden.
13. Men nu være det Kongen kundgjort, at hvis denne By bygges op og
Murene genopføres, så vil de ikke svare Skat, Afgift eller
Skyld, og der bliver Skår i Kongens Indtægter.
14. Da vi nu spiser Paladsets Salt, og det ikke sømmer sig for os at
se på, at Kongen lider Skade, sender vi herved Bud og lader
Kongen det vide,
15. for at der kan blive set efter i dine Fædres Krønikebog; i den
vil du finde og se, at denne By er en oprørsk By, der har voldt
Konger og Lande Skade, og at der fra gammel Tid har fundet
Opstande Sted i den. Det er Grunden til, at denne By blev
ødelagt.
16. Så lader vi da Kongen vide, at hvis denne By bygges op og
Murerne genopføres, har du ikke mere nogen Besiddelse hinsides
Floden!"
17. Kongen sendte da følgende Svar til Statholderen Rehum, Skriveren
Sjimsjaj og alle deres andre Embeddsbrødre, som boede i Samaria
og de andre Lande hinsides Floden: "Hilsen, og så videre.
18. Den Skrivelse, I har sendt mig, er forelæst mig grundigt.
19. Og på mit Bud har man set efter og fundet, at denne By fra
gammel Tid har sat sig op mod Konger, og at der har fundet Oprør
og Opstande Sted i den;
20. over Jerusalem har der hersket mægtige Konger, som udstrakte
deres Magt over alt hinsides Floden, og til hvem der svaredes
Skat, Afgift og Skyld.
21. Giv derfor Ordre til at standse disse Mænd og til, at denne By
ikke må genopbygges, før der kommer Befaling fra mig;
22. og tag eder vel i Vare for at vise Forsømmelighed i denne Sag,
at ikke der skal lides store Tab til Skade for Kongerne!
23. Så snart Afskriften af denne Skrivelse fra Kong Artaxerxes var
blevet læst for Rehum, Skriveren Sjimsjaj og deres Embedsbrødre,
begav de sig uopholdelig til Jøderne i Jerusalem og tvang dem
med Magt til at standse Arbejdet.
24. Så standsede Arbejdet på Guds Hus i Jerusalem, og det hvilede
til Perserkongen Darius's andet Regeringsår.
Ezra 5
1. Men Profeterne Haggaj og Zakarias, Iddos Søn, profeterede for
Jøderne i Juda og Jerusalem i Israels Guds Navn, som var over
dem.
2. Da tog Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og Jesua, Jozadaks Søn, fat
og begyndte at bygge på Guds Hus i Jerusalem sammen med Guds
Profeter, som støttede dem.
3. Men på den Tid kom Tattenaj, Statholderen hinsides Floden,
Sjetar-Bozenaj og deres Embedsbrødre til dem og sagde: "Hvem har
givet eder Lov til at bygge dette Tempel og genopføre denne
Helligdom,
4. og hvad er Navnene på de Mænd, der bygger denne Bygning?
5. Men over Jødernes Ældste vågede deres Guds Øje, så de ikke
standsede dem i Arbejdet, før Sagen var forelagt Darius og der
var kommet Svar derpå.
6. Afskrift af det Brev, som Tattenaj, Statholderen hinsides
Floden, Sjetar-Bozenaj og hans Embedsbrødre, Afarsekiterne
hinsides Floden, sendte Kong Darius;
7. de sendte ham en Skrivelse, hvori der stod: Kong Darius ønsker
vi al Fred!
8. Det være Kongen kundgjort, at vi begav os til Landsdelen Judæa
til den store Guds Hus; det bliver bygget af Kvadersten, der
lægges Bjælker i Muren, og Arbejdet udføres med Omhu og skyder
frem under deres Hænder.
9. Vi spurgte da de Ældste der og talte således til dem: "Hvem har
givet eder Lov til at, bygge dette Tempel og opføre denne
Helligdom?
10. Vi spurgte dem også om deres Navne for at lade dig dem vide, og
vi opskrev Navnene på de Mænd, der står i Spidsen for dem.
11. Og Svaret, de gav os, lød således: Vi er Himmelens og Jordens
Guds Tjenere, og vi bygger det Tempel, som blev bygget for mange
År siden, da en stor Konge i Israel byggede og opførte det.
12. Da imidlertid vore Fædre vakte Himmelens Guds Vrede, gav han dem
i Babels Konges, Kaldæeren Nebukadnezars, Hånd, og han nedbrød
dette Tempel og førte Folket i Landflygtighed til Babel.
13. Men i sit første Regeringsår gav Kong Kyros af Babel Befaling
til at genopbygge dette Gudshus;
14. og Kong Kyros lod tillige de til Gudshusef hørende Guld- og
Sølvkar, som Nebukadnezar havde borttaget fra Helligdommen i
Jerusalem og ført til sin Helligdom i Babel, tage ud af
Helligdommen i Babel, og de overgaves til en Mand ved Navn
Sjesjbazzar, som han havde indsat til Statholder;
15. og han sagde til ham: "Tag disse Kar og drag ben og lad dem få
deres Plads i Helligdommen i Jerusalem og lad Gudshuset blive
genopbygget på sin gamle Plads!"
16. Så kom denne Sjesjbazzar og lagde Grunden til Gudshuset i
Jerusalem, og siden den Tid er der bygget derpå, men det er ikke
færdigt.
17. Hvis derfor Kongen synes, så lad der blive set efter i det
kongelige Skatkammer ovre i Babel, om det har sig således, at
der af Kong Kyros er givet Befaling til at bygge dette Gudshus i
Jerusalem; og Kongen give os så sin Vilje i denne Sag til
Kende!"
Ezra 6
1. Så gave Kong Darius Befaling til at se efter i Skatkammeret,
hvor man i Babel gemte Dokumenterne;
2. og man fandt da i Borgen i Ameta i Landsdelen Medien en
Skriftrulle, hvori der stod: "Til Ihukommelse.
3. I sit første Regeringsår udstedte Kong Kyros følgende Befaling:
Gudsbuset i Jerusalem skal genopbygges, for at man der kan ofre
Slagtofre og frembære Guds Ildofre; det skal være tresindstyve
Alen højt og tresindstyve Alen bredt
4. med tre Lag Kvadersten og eet Lag Bjælker; Omkostningerne
udredes af Kongens Hus.
5. Desuden skal Gudshusets Guld- og Sølvkar, som Nebukadnezar
borttog fra Helligdommen i Jerusalem og førte til Babel, gives
tilbage, og de skal bringes tilbage til deres Plads i
Helligdommen i Jerusalem, og du skal sætte dem ind i Gudshuset!
6. Derfor skal I, Tattenaj, Statholder hinsides Floden, og
SjetarBozenaj med eders Emhedsbrødre, Afarsekiterne hinsides
Floden, ikke blande eder deri.
7. Lad Arbejdet med dette Gudshus gå sin Gang, lad Jødernes
Statholder og Jødernes Ældste bygge dette Gudshus på den gamle
Plads.
8. Og hermed giver jeg Påbud om, hvorledes I skal stille eder over
for disse Jødernes Ældste med Hensyn til Opførelsen af dette
Gudshus: Af Kongens Skatteindtægter fra Landene hinsides Floden
skal Omkostningerne nøjagtigt udredes til disse Mænd, og det
ufortøvet;
9. og hvad der ellers er Brug for: Tyre, Vædre og Lam til Brændofre
for Himmelens Gud, Hvede, Salt, Vin og Olie, det skal efter
Opgivende af Præsterne i Jerusalem udleveres dem Dag for Dag
uden Afkortning,
10. for at de kan bringe Ofre til en liflig Duft for Himmelens Gud
og bede for Kongens og hans Sønners Liv.
11. Og hermed påbyder jeg, at om nogen overtræder denne For ordning,
skal en Bjælke rives ud af hans Hus, og til Straf skal han
hænges op og nagles fast på den, og hans Hus skal gøres til en
Grusdynge.
12. Og den Gud, der har ladet sit Navn bo der, han slå enhver Kon ge
og ethvert Folk til Jorden, som rækker Hånden ud for at over
træde denne Forordning og øde lægge dette Gudshus i
Jerusalem. Jeg, Darius, giver dette Påbud; lad det blive nøje
udført!
13. Da handlede Tattenaj, Statholderen hinsides Floden,
Sjetar-Bozenaj og deres Embedsbrødre nøje efter det Påbud, Kong
Darius havde sendt dem.
14. Og Jødemes Ældste byggede, og det lykkedes dem i Henhold til
Profeterne Haggajs og Zakarias's, Iddos Søns, Profeti; de
byggede og fuldførte Værket efter Israels Guds Bud og efter
Kyros's og Darius's og Perserkongen Aetaxerxes's Befaling.
15. De fuldendte Templet på den tredje Dag i Adar Måned i Kong
Darius's sjette Regeringsår.
16. Så fejrede Israeliterne, Præsterne, Leviterne og de andre, der
havde været i Landflygtighed, Gudshusets Indvielse med Glæde;
17. og de ofrede ved Indvielsen 100 Tyre, 200 Vædre og 400 Lam og
til Syndofre for hele Israel 12 Gedebukke efter Tallet på
Israels Stammer;
18. og de indsatte Præsterne efter deres Afdelinger og Leviterne
efter deres Skifter til Gudstjenesten i Jerusalem som
foreskrevet i Moses's Bog.
19. Derpå fejrede de, der havde været i Landflygtighed, Påsken den
fjortende Dag i den første Måned.
20. Thi Præsterne og Leviterne havde renset sig og var rene alle som
een; og de slagtede Påskelam for alle dem, der havde været i
Landflygtighed, for deres Brødre Præsterne og for sig selv.
21. Og Israeliterne, der var vendt tilbage fra Landflygtigheden,
spiste deraf sammen med alle dem, der havde udskilt sig fra
Hedningerne i Landet og deres Urenhed og sluttet sig til dem for
at søge HERREN, Israels Gud.
22. Og de fejrede de usyrede Brøds Højtid i syv Dage med Glæde,
fordi HERREN havde glædet dem og vendt Assyrerkongens Hjerte til
dem, så at han styrkede deres Hænder i Arbejdet på Guds, Israels
Guds, Hus.
Ezra 7
1. Efter disse Tildragelser drog under Perserkongen Artaxerxes's
Regering Ezra, en Søn af Seraja, en Søn af Azarja, en Søn af
Hilkija,
2. en Søn af Sjallum, en Søn af Zadok, en Søn af Ahitub,
3. en Søn af Amarja, en Søn af Azarja, en Søn af Merajot,
4. en Søn af Zeraja, en Søn af Uzzi, en Søn af Bukki,
5. en Søn af Abisjua, en Søn af Pinehas, en Søn af Eleazar, en Søn
af Ypperstepræsten Aron -
6. denne Ezra drog op fra Babel. Han var skriftlærd, hjemme i Mose
Lov, som HERREN, Israels Gud, havde givet; og Kongen opfyldte
alle hans Ønsker, eftersom HERREN hans Guds Hånd var over ham.
7. Og en Del af Israeliterne og at Præsterne, Leviterne
Tempelsangerne, Dørvogterne og Tempeltrællene drog ligeledes op
til Jerusalem i Kong Artaxerxes's syvende Regeringsår.
8. De kom til Jerusalem i den femte Måned i Kongens syvende
Regeringsår;
9. thi på den første Dag i den første Måned tog han Bestemmelse om
Opbruddet fra Babel, og på den første Dag i den femte Måned kom
han til Jerusalem, eftersom hans Guds gode Hånd var over ham.
10. Thi Ezra havde vendt sit Hjerte til at granske i HERRNs Lov og
handle efter den og undervise Israel i Lov og Ret.
11. Dette er en Afskrift, af den Skrivelse, Kong Artaxerxes medgav
Præsten Ezra den Skriftlærde, den skriftlærde Kender af Bøgerne
med HERRENs Bud og Anordninger til Israel:
12. Artaxerxes, Kongernes Konge, til Præsten Ezra, den skriftlærde
Kender af Himmelens Guds Lov, og så videre:
13. Hermed giver jeg Tilladelse til, at enhver af Israels Folk og
dets Præster og Leviter i mit Rige, der er til Sinds at drage
til Jerusalem, må drage med dig,
14. al den Stund du af Kongen og hans syv Rådgivere sendes for at
undersøge Forholdene i Judæa og Jerusalem på Grundlag af din
Guds Lov, som er i din Hånd,
15. og for at bringe det Sølv og Guld derhen, som Kongen og hans
Rådgivere frivilligt har givet Israels Gud, hvis Bolig er i
Jerusalem,
16. og alt det Sølv og Guld, som du får rundt om i Landsdelen Babel,
tillige med de frivillige Gaver fra Folket og Præsterne, der
giver frivillige Gaver til deres Guds Hus i Jerusalem.
17. Derfor skal du samvittighedstuldt for disse Penge købe Tyre,
Vædre og Lam med tilhørende Afgrøde- og Drikofre og ofre dem på
Alteret i eders Guds Hus i Jerusalem;
18. og hvad du og dine Brødre finder for godt at gøre med det Sølv
og Guld, der bliver tilovers, det må I gøre efter eders Guds
Vilje.
19. De Kar, der skænkes dig til Tjenesten i din Guds Hus, skal du
afgive og stille for Israels Guds Åsyn i Jerusalem.
20. Og de andre nødvendige Udgifter til din Guds Hus, som det
tilfalder dig at udrede, må du udrede af det kongelige
Skatkammer.
21. Jeg, Kong Artaxerxes, giver hermed den Befaling til alle
Skatmestre hinsides Floden: Alt, hvad Præsten Ezra, den
skriftlærde Kender af Himmelens Guds Lov, kræver af eder, skal
nøjagtigt ydes
22. indtil 100 Sølvtalenter, 100 Kor Hvede, 100 Bat Vin, 100 Bat
Olie og Salt i ubegrænset Mængde.
23. Alt, hvad der er påbudt af Himmelens Gud, skal punktligt ydes
til Himmelens Guds Hus, at der ikke skal komme Vrede over
Kongens og hans Sønners Rige.
24. Og det være eder kundgjort, at ingen har Ret til at pålægge
nogen af Præsterne, Leviterne, Tempelsangerne, Dørvogterne,
Tempeltrællene eller overhovedet nogen, der er sysselsat ved
dette Guds Hus, Skat, Afgift eller Skyld!
25. Men du, Ezra, skal i Kraft af Guds Visdom, som er i din Hånd,
indsætte Dommere og Retsbetjente til at dømme alt Folket
hinsides Floden, alle dem, som kender, din Guds Lov; og hvem der
ikke kender den, skal I undervise deri.
26. Og enhver, der ikke handler efter din Guds Lov og Kongens Lov,
over ham skal der samvittighedsfuldt fældes Dom, være sig til
Død, Landsforvisning, Pengebøde eller Fængsel.
27. Lovet være HERREN, vore Fædres Gud, som indgav Kongen sådanne
Tanker for at herliggøre HERRENs Hus i Jerusalem
28. og vandt mig, Nåde hos Kongen og hans Rådgivere og alle Kongens
mægtige Fyrster! Så fattede jeg da Mod, eftersom HERREN min Guds
Hånd var over mig, og jeg samlede en Del Overhoveder af Israel
til at drage op med mig.
Ezra 8
1. Følgende er de Overhoveder over Fædrenehusene og de i deres
Slægtsfortegnelser opførte, som drog op med mig fra Babel under
Kong Artaxerxes's Regering:
2. Af Pinehas's Efterkommere Ger som; af Itamars Efterkommere
Daniel; af Davids Efterkommere Hattusj,
3. Sjekanjas Søn; af Par'osj's Efterkommere Zekarja, i hvis
Slægtsfortegnelse der var opført 150 Mandspersoner;
4. af Pahat-Moabs Efterkommere Eljoenaj, Zerajas Søn, med 200
Mandspersoner;
5. af Zattus Efterkommere Sjekanja, Jahaziels Søn, med 300
Mandspersoner;
6. af Adins Efterkommere Ebed. Jonatans Søn, med 50 Mandspersoner;
7. af Elams Efterkommere Jesja'ja. Ataljas Søn, med 70
Mandspersoner;
8. af Sjefatjas Efterkommere Zebadja, Nikaels Søn, med 80
Mandspersoner;
9. af Joabs Efterkommere 'Obadja. Jehiels' Søn, med 218
Mandspersoner;
10. af Banis Efterkommere Sjelomit, Josifjas Søn, med 160
Mandspersoner;
11. af Bebajs Efterkommere Zekarja, Bebajs Søn, med 28
Mandspersoner;
12. af Azgads Efterkommere Johanan, Hakkatans Søn, med 110
Mandspersoner;
13. af Adonikams Efterkommere de sidst komne, nemlig
Elifelet. Je'iel og Sjemaja, med 60 Mandspersoner;
14. af Bigvajs Efterkommere Utaj og Zabud med 70 Mandspersoner.
15. Og jeg samlede dem ved den Flod, der løber ad Ahava til, og vi
lå lejret der i tre Dage. Men da jeg tog Folket og Præsterne
nærmere i Øjesyn, fandt jeg ingen Leviter der.
16. Jeg sendte derfor Overhovederne Eliezer, Ariel, Sjemaja,
Elnatan, Jarib, Elnatan, Natan, Zekarja og Mesjullam og Lærerne
Jojarib og Elnatan hen
17. og bød dem gå til Overhovedet Iddo i Byen Kasifja, idet jeg
lagde dem de Ord i Munden, hvormed de skulde overtale Iddo og
hans Brødre i Byen Kasifja til at sende os Tjenere til vor Guds
Hus;
18. og eftersom vor Guds gode Hånd var over os, sendte de os en
forstandig Mand afEfterkommerne efter Mali, Israels Søn Levis
Søn, Sjerebja med hans Sønner og Brødre, atten Mand
19. og Hasjabja og Jesja'ja af Meraris Efterkommere med deres Brødre
og Sønner, tyve Mand,
20. og af Tempeltrællene, som David og Øversterne havde stillet til
Leviternes Tjeneste, 220 Tempeltrælle, alle med Navns Nævnelse.
21. Så lod jeg der ved Floden Ahava udråbe en Faste til Ydmygelse
for vor Guds Åsyn for hos ham at udvirke en lykkelig Rejse for
os og vore Familier og Ejendele;
22. thi jeg undså mig ved at bede Kongen om Krigsfolk og Ryttere til
at hjælpe os undervejs mod Fjenden, eftersom vi havde sagt til
Kongen: Vor Guds Hånd er over alle; der søger ham, og hjælper
dem, men hans Vælde og Vrede kommer over alle dem, der forlader
ham.
23. Så fastede vi og bad til vor Gud derom, og han bønbørte os.
24. Derpå udvalgte jeg tolv af Præsternes Øverster og Sjerebja og
Hasjabja og ti af deres Brødre;
25. og dem tilvejede jeg Sølvet og Guldet og gav dem Karrene, den
Offerydelse til vor Guds Hus, som Kongen, hans Rådgivere og
Fyrster og alle de der boende Israeliter havde ydet;
26. jeg tilvejede dem af Sølv 650 Talenter, Sølvkar til en Værdi af
100 Talenter, af Guld 100 Talenter,
27. tyve Guldbægre til 1000 Darejker og to Kar af fint,
guldglinsende Kobber, kostbare som Guld.
28. Så sagde jeg til dem: I er helliget HERREN, og Karrene er
helliget, og Sølvet og Guldet er en frivillig Gave til HERREN,
eders Fædres Gud;
29. våg derfor over det og vogt på det, indtil I i Påsyn af
Præsternes og Leviternes Øverster og Israels Fædrenehuses
Øverster vejer det ud i Jerusalem i Kamrene i HERRENs Hus!"
30. Da modtog Præsterne og Leviterne det tilvejede, Sølvet og Guldet
og Karrene, for at bringe det til vor Guds Hus i Jerusalem.
31. Så brød vi op fra Floden Ahava på den tolvte Dag i den første
Måned for at drage til Jerusalem; og vor Guds Hånd var over os,
så han frelste os fra Fjendernes og Røvernes Hånd undervejs.
32. Da vi var kommet til Jerusalem, holdt vi os rolige der i tre
Dage;
33. og på den fjerde Dag blev Sølvet, Guldet og Karrene afvejet i
vor Guds Hus og overgivet Præsten Meremot, Urijas Søn, tillige
med El'azar, Pinehas's Søn, og Leviterne Jozabad, Jesuas Søn, og
Noadja, Binnujs Søn,
34. alt sammen efter Tal og Vægt, og hele Vægten blev optegnet: På
samme Tid
35. bragte de, der kom fra Fangenskabet, de, der havde været i
Landflygtighed, Brændofre til Israels Gud: 12 Tyre for hele
tsrael, 96 Vædre, 77 Lam og 12 Gedebukke til Syndofre, alt
sammen som Brændoffer til HERREN.
36. Og de overgav Kongens Befalinger til Kongens Satraper og
Statholderne hinsides Floden, og disse ydede Folket og Guds Hus
deres Hjælp.
Ezra 9
1. Men da alt dette var gjort, kom Øversterne til mig og sagde:
"Folket, Israel og Præsterne og Leviterne, har ikke skilt sig ud
fra Hedningerne eller fra deres Vederstyggeligheder,
Kana'anæerne, Hetiterne, Perizziterne, Jebusiterne, Ammoniterne,
Moabiterne, Ægypterne og Amoriterne;
2. thi af deres Døtre har de taget sig selv og deres Sønner
Hustruer, så at den hellige Sæd har blandet sig med Hedningerne;
og Øversterne og Forstanderne var de første til at øve denne
Troløshed!
3. Da jeg hørte den Tale, sønderrev jeg min Kjortel og min Kappe,
rev Hår af mit Hoved og Skæg og satte mig hen i stum Smerte.
4. Da samlede sig omkring mig alle de, der bævede for Israels Guds
Ord mod Troløsheden hos dem, der havde været i Landflygtighed;
og jeg sad i stum Smerte til Aftenafgrødeofferets Tid.
5. Men ved Aftenafgrødeofferets Tid rejste jeg mig af min
Selvydmygelse, og idet jeg sønderrev min Kjortel og min Kappe,
kastede jeg mig på Knæ og udbredte Hænderne til, HERREN min Gud
6. og sagde: Min Gud, jeg skammer mig og blues ved at løfte mit
Ansigt til dig, min Gud, thi vore Misgerninger er vokset os over
Hovedet, og vor Skyld er så stor, at den rækker til Himmelen!
7. Fra vore Fædres Tid indtil denne Dag.har vor Skyld været stor,
og for vore Misgerninger blev vi, vore Konger og Præster givet
til Pris for Landenes Konger, for Sværd, Fangenskab, Udplyndring
og Vanære, således som det er den Dag i Dag."
8. Og nu er der en føje Stund blevet os Nåde til Del fra HERREN vor
Gud, idet han har ladet os beholde en undsluppet Rest og givet
os at slå vor Teltpæl på sit hellige Sted, for at vor Gud kan
lade vore Øjne lyse og give os en Smule Livskraft i vor Trældom;
9. thi er vi end Trælle, har vor Gud dog ikke forladt os i vor
Trældom, men vundet os Nåde for Perserkongernes Åsyn, så at han
har givet os Livskraft til at rejse vor Guds Hus og opbygge dets
Grushobe og givet os et Gærde i Juda og Jerusalem.
10. Men hvad skal vi nu sige, vor Gud, efter alt dette? Vi har jo
forladt dine Bud,
11. som du gav os ved dine Tjenere Profeterne, da du sagde: Det
Land, I drager ind i og tager i Besiddelse, er et urent Land på
Grund af Hedningernes Urenhed, på Grund af de
Vederstyggeligheder, de i deres Urenhed har fyldt det med fra
Ende til anden;
12. derfor må I ikke give deres Sønner eders Døtre eller tage deres
Døtre til Hustruer for eders Sønner og ingen Sinde søge deres
Velfærd og Lykke, at I kan blive stærke og nyde Landets Goder og
sikre eders Sønner Besiddelsen deraf for evigt!
13. Efter alt, hvad der er vederfaret os på Grund af vore onde
Gerninger og vor svare Skyld - og endda har du vor Gud ikke i
fuldt Mål tilregnet os vore Synder, men skænket os en sådan Flok
undslupne -
14. skal vi da på ny krænke dine Bud ved at besvogre os med Folk,
der øver slige Vederstyggeligheder? Vil du da ikke vredes
således på os, at du ødelægger os aldeles, så der ikke levnes
nogen Rest, og ingen undslipper?
15. HERRE, Israels Gud! Du er retfærdig, derfor er vi nu en Rest
tilbage, som er undsluppet; se, vi står for dig i vor
Syndeskyld; thi det er umuligt at bestå for dit Åsyn, når sligt
kan ske!"
Ezra 10
1. Medens Ezra nu under Bøn og Syndsbekendelse grædende kastede sig
ned foran Guds Hus, samlede en stor Skare Israeliter sig om ham,
både Mænd, Kvinder og Børn, thi Folket græd heftigt.
2. Derpå tog Sjekanja, Jehiels Søn, af Elams Efterkommere til Orde
og sagde til Ezra: Vi har været froløse mod vor Gud ved at
hjemføre fremmede Kvinder af Hedningerne i Landet. Men trods alt
er der endnu Håb for Israel.
3. Lad os slutte Pagt for vor Gud om at sbille os af med alle vore
fremmede Kvinder og deres Børn efter min Herres Bestemmelse og
deres, som bæver for Guds Bud, og lad der blive handlet efter
Loven!
4. Stå op, thi det er dig, der skal tage dig af Sagen, og vi vil
stå dig bi; vær frimodig og tag fat!
5. Da stod Ezra op og tog Præsternes, Leviternes og hele Israels
Øverster i Ed på, at de vilde handle således, og de aflagde
Eden.
6. Derpå rejste Ezra sig fra Pladsen foran Guds Hus og begav sig
til Johanans, Eljasjibs Søns, Kammer, hvor han tilbragte Natten;
han hverken spiste eller drak, fordi han græmmede sig over
Troløsheden hos dem, der havde været i Landflygtighed.
7. Derpå lod man kundgøre i Juda og Jerusalem forætlle dem, der
havde været i Landflygtighed, at de skulde give Møde i
Jerusalem;
8. og enhver, som ikke indfandt sig Tredjedagen derefter ifølge
Øversternes og de Ældstes Bestemmelse, al hans Ejendom skulde
der lægges Band på, og han selv skulde udelukkes fra deres
Forsamling, der havde været i Landflygtighed.
9. Så samledes alle Mænd af Juda og Benjamin på Tredjedagen i
Jerusalem; det var den tyvende Dag i den niende Måned; og alt
Folket stillede sig op på den åbne Plads ved Guds Hus, skælvende
både for Sagens Skyld og som Følge af Regnskyllene.
10. Derpå stod Præsten Ezra op og sagde til dem: "I har forbrudt
eder ved at hjemføre fremmede Kvinder og således øget Israels
Syndeskyld;
11. så bekend da nu eders Synd for HERREN, eders Fædres Gud, og gør
hans Vilje; skil eder ud fra Hedningerne i Landet og fra de
fremmede Kvinder!"
12. Og hele Forsamlingen svarede med høj Røst: "Som du siger, bør vi
gøre!
13. Men Folket er talrigt, og det er Vinterregnens Tid, så vi kan
ikke blive stående her ude; og Sagen kan heller ikke afgøres på
en Dag eller to, da vi har forbrudt os højligen her.
14. Lad derfor Øversterne for hele vor Forsamling give Møde og lad
alle dem, der i vore Byer har hjemført fremmede Kvinder,
indfinde sig til en fastsat Tid, ledsaget af de enkelte Byers
Ældste og Dommere, for at vi kan blive friet fra vor Guds Vrede
i denne Sag!
15. Kun Jonatan, Asa'els Søn, og Jazeja, Tikvas Søn, satte sig
derimod med Støtte fra Mesjullam og Leviten Sjabbetaj.
16. Men de, der havde været i Landflygtighed, handlede derefter; og
Præsten Ezra udvalgte sig nogle Mænd, Overhovederne for de
enkelte Fædrenehuse, alle med Navns Nævnelse. Disse holdt da
Møde den første Dag i den tiende Måned for at undersøge Sagen,
17. og de var færdige med alle de Mænd, som havde hjemført fremmede
Kvinder, til den første Dag i den første Måned.
18. Blandt Præsterne fandtes følgende, der havde hjemført fremmede
Kvinder: Af Jesuas, Jozadaks Søns, Efterkommere og hans Brødre
Ma'aseja, Eliezer, Jarib og Gedalja;
19. disse gav deres Hånd på at ville sende deres Hustruer bort, og
deres Skyldoffer var en Væder for deres Syndeskyld.
20. Af Immers Efterkommere: Hanani og Zebadja.
21. Af Harims Efterkommere: Ma'aseja, Elija, Sjemaja, Jehiel og
Uzzija.
22. Af Pasjhurs Efterkommere: Eljoenaj, Ma'aseja, Jisjmael,
Netan'el, Jozabad og El'asa.
23. Af Leviterne: Jozabad, Sjim'i. Kelaja, det er Kelita, Petaja,
Juda og Eliezer.
24. Af Tempelsangerne: Eljasjib og Zakkur. Af Dørvogterne Sjallum,
Telem og Uri.
25. Af Israel: Af Par'osj's Efterkommere: Ramja, Jizzija, Malkija,
Mijjamin, El'azar, Malkija og Benaja.
26. Af Elams Efterkommere: Mattanja, Zekarja, Jehiel, Abdi, Jeremot
og Elija.
27. Af Zattus Efterkommere: Eljoenaj, Eljasjib, Mattanja, Jeremot,
Zabad og Aziza.
28. Af Bebajs Efterkommere: Johanan, Hananja, Zabbaj og Atlaj.
29. Af Banis Efterkommere: Mesjullam, Malluk, Adaja, Jasjub, Sjeal
og Ramot.
30. Af Pahat-Moabs Efterkommere: Adna, Kelal, Benaja, Ma'aseja,
Mattanja, Bezal'el, Binnuj og Menassje.
31. Af Harims Efterkommere: Eliezer, Jissjija, Malkija, Sjemaja,
Sjim'on,
32. Binjamin, Malluk og Sjemarja.
33. Af Hasjums Efterkommere: Mattenaj, Mattatta, Zabad, Elifelef,
Jeremaj, Menassje og Sjim'i.
34. Af Banis Efterkommere: Ma'adaj, Amram, Uel,
35. Benaja, Bedeja, Keluhu,
36. Vanja, Meremot, Eljasjib,
37. Mattanja, Mattenaj og Ja'asaj.
38. Af Binnujs Efterkommere: Sjim'i,
39. Sjelemja, Natan, Adaja,
40. Maknadbaj, Sjasjaj, Sjaraj,
41. Azar'el, Sjelemja, Sjemarja,
42. Sjallum, Amarja og Josef.
43. Af Nebos Efterkommere: Je'iel, Mattitja, Zabad, Zebina, Jaddaj,
Joel og Benaja.
44. Alle disse havde taget fremmede Kvinder til Ægte, men sendte nu
Hustruer og Børn bort.
Nehemias
Nehemias 1
1. Nehemias's, Hakaljas Søns, Beretning. I Kislev Måned i det
tyvende År, medens jeg var i Borgen i Susan,
2. kom Hanani, en af mine Brødre, sammen med nogle Mænd fra
Juda. Og da jeg udspurgte dem om Jøderne, den Rest, der var
undsluppet fra Fangenskabet, og om Jerusalem,
3. sagde de til mig: De tiloversblevne, de, som er tilbage fra
Fangenskabet der i Landet, lever i stor Nød og Forsmædelse, og
Jerusalems Mur er nedrevet og Portene opbrændt.
4. Da jeg hørte denne Tidende, satte jeg mig hen og græd og sørgede
i flere Dage, og jeg fastede og bad for Himmelens Guds Åsyn,
5. idet jeg sagde: Ak, HERRE, Himmelens Gud, du store, frygtelige
Gud, som tager Vare på Pagten og Miskundheden mod dem, der
elsker dig og holder dine Bud!
6. Lad dog dit Øre være lydhørt og dit Øje åbent, så du hører din
Tjeners Bøn, som jeg nu beder for dit Åsyn både Nat og Dag for
dine Tjenere tsraeliterne, idet jeg bekender deres Synder, som
vi også jeg og min Faders Hus har begået imod dig.
7. Såre ilde har vi handlet imod dig, og vi har ikke holdt de Bud,
Anordninger og Lovbud, du pålagde din Tjener Moses.
8. Kom det Ord i Hu, som du pålagde din Tjener Moses: Dersom I er
troløse, vil jeg adsplitte eder blandt Folkene;
9. men hvis I omvender eder til mig og holder mine Bud og handler
efter dem, så vil jeg, om eders fordrevne end er ved Himmelens
Ende, dog samle dem derfra og bringe dem til det Sted, jeg
udvalgte til Bolig for mit Navn.
10. De er jo dine Tjenere og dit Folk, som du udløste ved din store
Kraft og din stærke Hånd.
11. Ak, Herre, lad dit Øre være lydhørt for din Tjeners og dine
Tjeneres Bøn, vi, som gerne vil frygte dit Navn, og lad det i
Dag lykkes for din Tjener og lad ham finde Nåde for denne Mands
Åsyn! Jeg var nemlig Mundskænk hos Kongen.
Nehemias 2
1. I Nisan Måned i Kong Artaxerxes's tyvende Regeringsår, da jeg
skulde sørge for Vin, har jeg engang Vinen frem og rakte Kongen
den. Jeg havde ikke før set modfalden ud, når jeg stod for hans
Ansigt.
2. Og Kongen sagde til mig: Hvorfor ser du så modfalden ud? Du er
jo ikke syg; det kan ikke være andet, end at du har en
Hjertesorg! Da blev jeg såre bange,
3. og jeg sagde til Kongen: "Kongen leve evindelig! Hvor kan jeg
andet end se modfalden ud, når den By, hvor mine Fædres Grave
er, ligger øde, og dens Porte er fortæret af Ilden?
4. Kongen spurgte mig da: "Hvad er det, du ønsker? Så bad jeg til
Himmelens Gud,"
5. og jeg sagde til Kongen: "Hvis Kongen synes, og hvis din Tjener
er dig til Behag, beder jeg om, at du vil lade mig rejse til
Juda, til den By, hvor mine Fædres Grave er, og lade mig bygge
den op igen!
6. Da sagde Kongen til mig, medens Dronningen sad ved hans Side:
"Hvor længe vil den Rejse vare, og hvornår kan du vende tilbage?
Og da Kongen således fandt for godt at lade mig rejse, opgav jeg
ham en Tid.
7. Og jeg sagde til Kongen: Hvis Kongen synes, så lad mig få Breve
med til Statholderne hinsides Floden, så de lader mig drage
videre, til jeg når Juda,
8. og et Brev til Asaf, Opsynsmanden.over den kongelige Skov, at
han skal give mig Træ til Bjælkeværket i Tempelborgens Porte og
til Byens Mur og det Hus, jeg tager ind i! Det gav Kongen mig,
eftersom min Guds gode Hånd var over mig.
9. Da jeg kom til Statholderne hinsides Floden, gav jeg dem Kongens
Breve; desuden havde Kongen givet mig Hærførere og Ryttere med
på Rejsen.
10. Men da Horoniten Sanballat og den ammonitiske Træl Tobija hørte
det, ærgrede de sig højligen over, at der var kommet en Mand for
at arbejde på Israeliternes Bedste.
11. Så kom jeg til Jerusalem, og da jeg havde været der i tre Dage,
12. brød jeg op ved Nattetide sammen med nogle få Mænd uden at have
sagt noget Menneske, hvad min Gud havde skudt mig i Sinde at
gøre for Jerusalem; og der var intet andet Dyr med end det, jeg
red på.
13. Jeg red så om Natten ud gennem Dalporten i Retning af
Dragekilden og hen til Møgporten, idet jeg undersøgte Jerusalems
Mure, der var nedrevet, og Portene, der var fortæret af Ilden;
14. derpå red jeg videre til Kildeporten og Kongedammen, men der var
ikke Plads nok til, at mit Ridedyr kunde komme frem med mig.
15. Så red jeg om Natten op igennem Dalen og undersøgte Muren,
forandrede Retning og red så ind igennem Dalporten, hvorpå jeg
vendte hjem.
16. Forstanderne vidste ikke, hvor jeg var gået hen, eller hvad jeg
foretog mig; og hverken Jøderne, Præsterne, Stormændene,
Forstanderne eller de andre, der skulde have med Arbejdet at
gøre, havde jeg endnu sagt noget.
17. Men nu sagde jeg til dem: I ser den Ulykke, vi er i, hvorledes
Jerusalem er ødelagt og Portene opbrændt; kom derforog lad os
opbygge Jerusalems Mur, så vi ikke mere skal være til Spot!
18. Og da jeg fortalte dem, hvorledes min Guds gode Hånd havde været
over mig, og om de Ord, Kongen havde talt til mig, sagde de: Lad
os gøre os rede og bygge! Og de tog sig sammen til det gode
Værk.
19. Da Horoniten Sanballat, den ammonitiske Træl Tobija og Araberen
Gesjem hørte det, spottede de os og sagde hånligt til os: Hvad
er det, I der har for? Sætter I eder op mod Kongen?
20. Men jeg gav dem til Svar: "Himmelens Gud vil lade det lykkes for
os, og vi, hans Tjenere, vil gøre os rede og bygge; men I har
ingen Del eller Ret eller Ihukommelse i Jerusalem!"
Nehemias 3
1. Ypperstepræsten Eljasjib og hans Brødre Præsterne tog fat på at
bygge Fåreporten; de forsynede den med Bjælkeværk og indsatte
Portfløjene; derefter byggede de videre hen til Meatårnet og
helligede det og igen videre hen til Hanan'eltårnet.
2. Ved Siden af ham byggede Mændene fra Jeriko, ved Siden af dem
Zakkur, Imris Søn.
3. Fiskeporten byggede Sena'as Efterkommere; de forsynede den med
Bjælkeværk og indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer.
4. Ved Siden af dem arbejdede Meremot, en Søn af Hakkoz's Søn
Uruja, med at istandsætte Muren. Ved Siden af ham arbejdede
Mesjullam, en Søn af Berekja, en Søn af Mesjezab'el, ved Siden
af ham Zadok, Ba'anas Søn.
5. Ved Siden af ham arbejdede Folkene fra Tekoa, men de store
iblandt dem bøjede ikke deres Nakke under deres Herres Arbejde.
6. Jesjanaporten istandsatte Jojada, Paseas Søn, og Mesjullam,
Besodejas Søn; de forsynede den med Bjælkeværk og indsatte
Portfløje, Kramper og Portslåer.
7. Ved Siden af dem arbejdede Gibeoniten Melatja og Meronotiten
Jadon sammen med Mændene fra Gibeon og Mizpa, der stod under
Statholderen hinsides Floden.
8. Ved Siden af ham arbejdede Uzziel, en Søn af Harhaja, en af
Guldsmedene. Ved Siden af ham arbejdede Hananja, en af
Salvehandlerne; de udbedrede Jerusalem hen til den brede Mur.
9. Ved Siden af dem arbejdede Øversten over den ene Halvdel af
Jerusalems Område, Refaja, Hurs Søn.
10. Ved Siden af ham arbejdede Jedaja, Harumafs Søn, ud for sit eget
Hus. Ved Siden af ham arbejdede Hattusj, Hasjabnejas Søn.
11. En anden Strækningistandsatte Malkija, Harims Søn, og Hassjub,
Pahat-Moabs Søn, hen til Ovntårnet.
12. Ved Siden af ham arbejdede Øversten over den anden Halvdel af
Jerusalems Område, Sjallum, Hallohesj's Søn, sammen med sine
Døtre.
13. Dalporten istandsatte Hanun og Folkene fra Zanoa; de byggede den
og indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer, og desuden 1000
Alen af Muren hen til Møgporten.
14. Møgporten istandsatte Øversten over Bet-Kerems Område, Malkija,
Rekabs Søn; han byggede den og indsatte Portfløje, Kramper og
Portslåer.
15. Kildeporten istandsatte Øversten over Mizpas Område, Sjallun,
Kol-Hozes Søn; han byggede den, forsynede den med Tag og
indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer; han byggede også Muren
ved Dammen, fra hvilken Vandledningen fører til Kongens Have, og
hen til Trinene, der fører ned fra Davidsbyen.
16. Efter ham arbejdede Øversten over den ene Halvdel af Bet-Zurs
Område, Nehemja, Azbuks Søn, hen til Pladsen ud for Davids
Grave, til den udgravede Dam og til Kærnetroppernes Hus.
17. Efter ham arbejdede Leviterne, ført af Rehum, Banis Søn. Ved
Siden af ham arbejdede Øversten over den ene Halvdel af Ke'ilas
Område, Hasjabja.
18. Efter ham arbejdede deres Bysbørn, ført af Binnuj, Henadads Søn,
Øversten over den anden Halvdel af Ke'ilas Område.
19. Ved Siden af ham istandsatte Øversten over Mizpa, Ezer, Jesuas
Søn, en anden Strækning lige ud for Opgangen til Tøjhuset i
Hro'en'
20. Efter ham istandsatte Baruk, Zabbajs Søn, op ad Bjerget en
Strækning fra Krogen til Indgangen til Ypperstepræsten
El-jasjibs Hus.
21. Efter ham istandsatte Meremot, en Søn af Hakkoz's Søn Urija, en
Strækning fra Indgangen til Eljasjibs Hus til Gavlen.
22. Efter ham arbejdede Præsterne, Mændene fra Omegnen.
23. Efter dem arbejdede Binjamin og Hassjub ud for deres Huse. Efter
ham arbejdede Azarja, en Søn af Ma'aseja, en Søn af Ananja, ved
Siden af sit Hus.
24. Efter ham istandsatte Binnuj, Henadads Søn, en Strækning fra
Azarjas Hus til Krogen og til Hjørnet.
25. Efter ham arbejdede Palal, Uzajs Søn, lige ud for Krogen og det
Tårn, der springer frem fra det øvre kongelige Hus ved
Fængselsgården. Efter ham arbejdede Pedaja, Par'osj's Søn,
28. til Stedet ud for Vandporten mod Øst og det fremspringende Tårn.
27. Efter ham istandsatte Folkene fra Tekoa en Strækning fra Stedet
ud for det store, fremspringende Tårn til Ofels Mur. (På Ofel
boede Tempeltrællene).
28. Over for Hesteporten arbejdede Præsterne, hver lige ud for sit
Hus.
29. Efter dem arbejdede Zadok, Immers Søn, ud for sit Hus. Efter ham
arbejdede Østportens Vogter Sjemaja, Sjekanjas Søn.
30. Efter ham istandsatte Hananja, Sjelemjas Søn, og Hanun, Zalafs
sjette Søn, en Strækning. Efter ham arbejdede Mesjullam,
Berekjas Søn, ud for sit Kammer.
31. Efter ham arbejdede Malkija, en af Guldsmedene, hen til
Tempeltrællenes Hus. Og Kræmmeme istandsatte Stykket ud for
Mifkadporten og hen til Tagbygningen ved Hjørnet.
32. Og mellem Tagbygningen ved Hjørnet og Fåreporten arbejdede
Guldsmedene og Kræmmerne.
Nehemias 4
1. Men da Sanballat hørte, at vi byggede på Muren, blev han vred og
harmfuld; og han spottede Jøderne
2. og sagde i Påhør af sine Brødre og Samarias Krigsfolk: "Hvad er
det, disse usle Jøder har for? Vil de overlade Gud det? Vil de
ofre? Kan de gøre det færdigt endnu i Dag? Kan de kalde Stenene
i disse Grusdynger til Live, når de er forbrændt?"
3. Og Ammoniten Tobija, der stod ved siden af ham, sagde: "Lad dem
bygge, så meget de vil; en Ræv kan rive deres Stenmur ned, blot
den springer derop!"
4. Hør, vor Gud, hvorledes vi er blevet hånet! Lad deres Spot falde
tilbage på deres eget Hoved, og lad dem blive hånet som Fanger i
et Fremmed Land!
5. Skjul ikke deres Brøde og lad ikke deres Synd blive udslettet
for dit Åsyn, thi med deres Ord krænkede de dem, der byggede!
6. Men vi byggede på Muren, og hele Muren blev bygget færdig i halv
Højde, og Folket arbejdede med god Vilje.
7. Da nu Sanballat og Tobija og Araberne, Ammoniterne og
Asdoditerne børte, at det skred fremad med Istandsættelsen af
Jerusalems Mure, og at Hullerne i Muren begyndte at lukkes, blev
de meget vrede,
8. og de sammensvor sig alle om at drage hen og angribe Jerusalem
og fremkalde Forvirring der.
9. Da bad vi til vor Gud og satte Vagt både Dag og Naf for at værne
os imod dem.
10. Men Jøderne sagde: Lastdragernes Kræfter svigter, og
Grusdyngerne er for store; vi kan ikke bygge på Muren!
11. Og vore Fjender sagde: De må ikke mærke noget, før vi står midt
iblandt dem og hugger dem ned og således får Arbejdet til at gå
i Stå!
12. Da nu de Jøder, der boede dem nærmest, Gang på Gang kom og lod
os vide, at de rykkede op imod os fra alle Steder, hvor de
boede,
13. og da Folkene kun turde stille sig op på Steder, der lå lavere
end Pladsen bag Muren, i Kælderrum, så opstillede jeg Folket
Slægt for Slægt, væbnet med Sværd, Spyd og Buer;
14. og da jeg så det, trådte jeg frem og sagde til Stormændene og
Forstanderne og det øvrige Folk: Frygt ikke for dem! Kom den
store, frygtelige Gud i Hu og kæmp for eders Brødre, Sønner og
Døtre, eders Hustruer og Huse!
15. Men da vore Fjender hørte, at vi havde fået det at vide, og at
Gud gjorde deres Råd til intet, vendte vi alle tilbage til
Muren, hver til sit Arbejde.
16. Men fra den Tid af arbejdede kun den ene Halvdel af mine Folk,
medens den anden Halvdel stod væbnet med Spyd, Skjolde, Buer og
Brynjer; og Øversterne stod bag ved alle de Jøder,
17. der byggede på Muren. Også Lastdragerne var væbnet; med den ene
Hånd arbejdede de, og med den anden.holdt de Spydet;
18. og de, der byggede, havde under Arbejdet hver sit Sværd bundet
til Lænden. Ved Siden af mig stod Hornblæseren;
19. og jeg sagde til de store og Forstanderne og det øvrige Folk:
"Arbejdet er stort og omfattende, og vi er spredt på Muren langt
fra hverandre;
20. hvor l nu hører Hornet gjalde, skal l samles om os; vor Gud vil
stride for os!
21. Således udførte vi Arbejdet, idet Halvdelen af os holdt Spydene
rede fra Morgengry til Stjernernes Opgang.
22. Samtidig sagde jeg også til Folket: Enhver skal sammen med sin
Dreng overnatte i Jerusalem, for at vi kan have dem til Vagt om
Natten og til Arbejde om Dagen!"
23. Og hverken jeg eller mine Brødre eller mine Folk eller Vagten,
der fulgte mig, afførte os vore Klæder, og enhver, der blev
sendt efter Vand, havde Spydet med.
Nehemias 5
1. Der lød nu højrøstede Klager fra Folket og deres Kvinder mod
deres Brødre, Jøderne.
2. Nogle sagde: "Vore Sønner og Døtre må vi give i Pant for at få
Korn til Livets Ophold!"
3. Andre sagde: "Vore Marker, Vingårde og Huse må vi give i Pant
for at få Korn under Hungersnøden!"
4. Atter andre sagde: "Vi har måttet låne på vore Marker og
Vingårde for at kunne udrede de kongelige Skatter!
5. Og vore Legemer er dog lige så gode som vore Brødres og vore
Sønner lige så gode som deres; men vi er nødt til at give vore
Sønner og Døtre hen til at blive Trælle, ja, nogle af vore Døtre
er det allerede, og det stod ikke i vor Magt at hindre det,
effersom vore Marker og Vingårde tilhører andre!"
6. Da jeg hørte deres Klager og disse deres Ord, blussede Vreden
heftigt op i mig;
7. og efter at have tænkt over Sagen gik jeg i Rette med de store
og Forstanderne og sagde til dem: I driver jo Åger over for
eders Næste! Så kaldte jeg en stor Folkeforsamling sammen imod
dem
8. og sagde til dem: Så vidt vi var i Stand dertil, har vi frikøbt
vore jødiske Brødre, der måtte sælge sig til Hedningerne; og I
sælger eders Brødre, så de må sælge sig til os! Da tav de og
fandt intet at svare.
9. Men jeg fortsatte: Det er ikke ret af eder at handle således!
Skulde I ikke vandre i Frygt for vor Gud af Hensyn til
Hedningerne, vore Fjenders Spot?
10. Også jeg og mine Brødre og mine Folk har lånt dem Penge og Korn;
men lad os nu eftergive dem, hvad de skylder!
11. Giv dem straks dere Marker, Vingårde, Oliventræer og Huse
tilbage og eftergiv dem Pengene, Kornet, Moslen og Olien, som I
har lånt dem!
12. Da svarede de: Ja, vi vil give det tilbage og ikke afkræve dem
noget; som du siger, vil vi gøre! Jeg lod da Præsterne kalde og
lod dem sværge på, at de vilde handle således.
13. Og jeg rystede min Brystfold og sagde: Enhver, der ikke holder
dette Ord, vil Gud således ryste ud af hans Hus og Ejendom; ja,
således skal han blive udrystet og tømt! Da sagde hele
Forsamlingen: Amen! Og de lovpriste HERREN; og Folket handlede
efter sit Løfte.
14. Desuden skal det nævnes, at fra den Dag Kong Artaxerxes bød mig
være deres Statholder i Judas Land, fra Kong Artaxerxes's
tyvende til hans to og tredivte Regeriogsår, hele tolv År,
spiste hverken jeg eller mine Brødre det Brød, der tilkom
Statholderen,
15. medens mine Forgængere, de tidligere Statholdere, lagde Tynge på
Folket og for Brød og Vin daglig afkrævede dem fyrretyve Sekel
Sølv, ligesom også deres Tjenere optrådte som Folkets
Herrer. Det undlod jeg at gøre af Frygt for Gud.
16. Og desuden tog jeg selv fat ved Arbejdet på denne Mur, skønt vi
ingen Mark havde købt, og alle mine Folk var samlet der ved
Arbejdet.
17. Og Jøderne, både Forstanderne, 150 Mand, og de, der kom til os
fra de omboende Hedningefolk, spiste ved mit Bord;
18. og hvad der daglig lavedes til, et Stykke Hornkvæg, seks udsøgte
Får og Fjerkræ, afholdt jeg Udgifferne til; dertil kom hver
tiende Dag en Masse Vin af alle Sorter. Men alligevel krævede
jeg ikke det Brød, der tilkom Statholderen, fordi Arbejdet
tyngede hårdt på Folket.
19. Kom i Hu alt, hvad jeg har gjort for dette Folk, og regn mig det
til gode, min Gud!
Nehemias 6
1. Da det nu kom Sanballat, Araberen Gesjem og vore andre Fjender
for Øre, at jeg havde bygget Muren, og at der ikke var flere
Huller i den - dog havde jeg på den Tid ikke sat Fløje i Portene -
2. sendte Sanballat og Gesjem Bud og opfordrede mig til en
Sammenkomst i Kefirim i Onodalen. Men de havde ondt i Sinde imod
mig.
3. Derfor sendte jeg Bud til dem og lod sige: "Jeg har et stort
Arbejde for og kan derfor ikke komme derned; hvorfor skulde
Arbejdet standse? Og det vilde ske, hvis jeg lod det ligge for
at komme ned til eder.
4. Fire Gange sendte de mig samme Bud, og hver Gang gav jeg dem
samme Svar.
5. Da sendte Sanballat for femte Gang sin Tjener til mig med samme
Bud, og han havde et åbent Brev med,
6. i hvilket der stod: Det hedder sig blandt Folkene, og Gasjmut
bekræfter det, at du og Jøderne pønser på Oprør; derfor er det,
du bygger Muren, og at du vil være deres Konge.
7. Og du skal endog have fået Profeter til i Jerusalem at udråbe
dig til Konge i Juda. Dette Rygte vil nu komme Kongen for Øre;
kom derfor og lad os tales ved!
8. Men jeg sendte ham det Bud: Slige Ting, som du omtaler, er slet
ikke sket; det er dit eget Påfund!
9. Thi de havde alle til Hensigt at indjage os Skræk, idet de
tænkte, at vi skulde lade Hænderne synke, så Arbejdet ikke blev
til noget. Men styrk du nu mine Hænder!
10. Og da jeg gik ind i Sjemajas, Mehetab'els Søn Delajas Søns, Hus,
som ved den Tid måtte holde sig inde, sagde han: Lad os tales
ved i Guds Hus, i Helligdommens Indre, og stænge Dørene, thi der
kommer nogle Folk, som vil dræbe dig; de kommer i Nat for at
dræbe dig!"
11. Men jeg svarede: Skulde en Mand som jeg flygte? Og hvorledes
skulde en Mand som jeg kunne betræde Helligdommen og blive i
Live? Jeg går ikke derind!
12. Thi jeg skønnede, at det ikke var Gud, som havde sendt ham, men
at han var kommet med det Udsagn om mig, fordi Tobija og
Sanballat havde lejet ham dertil,
13. for at jeg skulde blive bange og forsynde mig ved slig Adfærd og
de få Anledning til ilde Omtale, så de kunde bagvaske mig.
14. Kom Tobija og Sanballat i Hu, min Gud, efter deres Gerninger,
ligeledes Profetinden Noadja og de andre Profeter, der vilde
gøre mig bange!
15. Således blev Muren færdig den fem og tyvende Dag i Elul Måned
efter to og halvtredsindstyve Dages Forløb.
16. Og da alle vore Fjender hørte det, blev alle Hedningerne rundt
om os bange og såre nedslåede, idet de skønnede, at dette Værk
var udført med vor Guds Hjælp.
17. Men der gik også i de Dage en Mængde Breve frem og tilbage
mellem Tobija og de store i Juda;
18. thi mange i Juda stod i Edsforbund med ham, da han var Svigersøn
af Sjekanja, Aras Søn, og hans Søn Johanan var gift med en
Datter af Mesjullam, Berekjas Søn.
19. Også plejede de både at tale godt om ham til mig og at
forebringe ham mine Ord; Tobija sendte også Breve for at gøre
mig bange.
Nehemias 7
1. Da Muren var bygget, lod jeg Portfløjene indsætte, og
Dørvogterne, Sangerne og Leviterne blev ansat.
2. Overbefalingen over Jerusalem gav jeg min Broder Hanani og
Borgøversten Hananja; thi han var en pålidelig Mand og frygtede
Gud som få;
3. og jeg sagde til dem: "Jerusalems Porte må ikke åbnes, før Solen
står højt på Himmelen; og medens den endnu står der, skal man
lukke og stænge Portene og sætte Jerusalems Indbyggere på Vagt,
hver på sin Post, hver ud for sit Hus!"
4. Men Byen var udstrakt og stor og dens Indbygere få, og Husene
var endnu ikke opbygget.
5. Da skød min Gud mig i Sinde at samle de store, Forstanderne og
Folket for at indføre dem i Slægtsfortegnelser. Og da fandt jeg
Slægtebogen over dem, der først var draget op, og i den fandt
jeg skrevet:
6. Følgende er de Folk fra vor Landsdel, der drog op fra Land
flygtigheden og Fangenskabet. Kong Nebukadnezar af Babel havde
ført dem bort, men nu vendte de til bage til Jerusalem og Juda,
hver til sin By;
7. de kom sammen med Zerubbabel, Jesua, Nehemja, Azarja, Ra'amja,
Nahamani, Mordokaj, Bilsjan, Misperet, Bigvaj, Nehum og
Ba'ana. Tallet på Mændene i Israels Folk var:
8. Par'osj's Efterkommere 2172,
9. Sjefatjas Efterkommere 372,
10. Aras Efterkommere 652,
11. Pahat-Moabs Efterkommere, Jesuas og Joabs Efterkommere, 2818,
12. Elams Efterkommere 1254,
13. Zattus Efterkommere 845,
14. Zakkajs Efterkommere 760,
15. Binnujs Efterkommere 648,
16. Bebajs Efterkommere 628,
17. Azgads Efterkommere 2322,
18. Adonikams Efterkommere 667,
19. Bigvajs Efterkommere 2067,
20. Adins Efterkommere 655,
21. Aters Efterkommere gennem Hizkija 98,
22. Hasjums Efterkommere 328,
23. Bezajs Efterkommere 324,
24. Harifs Efterkommere 112,
25. Gibeons Efterkommere 95,
26. Mændene fra Betlehem og Netofa 188,
27. Mændene fra Anatot 128,
28. Mændene fra Bet-Azmavet 42,
29. Mændene fra Hirjat-Jearim, Kefra og Be'erot 743;
30. Mændene fra Rama og Geba 621,
31. Mændene fra Mikmas 122,
32. Mændene fra Betel og Aj 123,
33. Mændene fra det andet Nebo 52,
34. det andet Elams Efterkommere 1254,
35. Harims Efterkommere 320,
36. Jerikos Efterkommere 345,
37. Lods, Hadids og Onos Efterkommere 721,
38. Sena'as Efterkommere 3930.
39. Præsterne var: Jedajas Efterkommere af Jesuas Hus 973,
40. Immers Efterkommere 1052,
41. Pasjhurs Efterkommere 1247,
42. Harims Efterkommere 1017.
43. Leviterne var: Jesuas og Kadmiels Efterkommere af Hodavjas
Efterkommere 74.
44. Tempelsangerne var: Asafs Efterkommere 148.
45. Dørvogterne var: Sjallums, Aters, Talmons, Akkubs, Hatitas og
Sjobajs Efterkommere 138.
48. Tempeltrællene var: Zihas, Hasufas, Tabbaots,
47. Keros's, Si'as, Padons,
48. Lebanas, Hagabas, Salmajs,
49. Hanans, Giddels, Gahars,
50. Reajas, Rezins, Nekodas,
51. Gazzams, Uzzas, Paseas,
52. Besajs, Me'uniternes, Nefusiternes,
53. Bakbuks, Hakufas, Harhurs,
54. Bazluts, Mehidas, Harsjas,
55. Barkos's, Siseras, Temas,
56. Nezias og Hatifas Efterkommere.
57. Efterkommerne af Salomos Trælle var: Sotajs, Soferets, Peridas,
58. Ja'alas, Darkons, Giddels,
59. Sjefatjas, Hattils, Pokeret-Hazzebajims og Amons Efterkommere.
60. Alle Tempeltrælle og Efferkommerne af Salomos Trælle var
tilsammen 392.
61. Følgende, som drog op fra Tel-Mela, Tel-Harsja, Kerub-Addon og
Immer, kunde ikke opgive, hvorvidt deres Fædrenehuse og Slægt
hørte til Israeliterne:
62. Delajas, Tobijas og Nekodas Efterkommere 642.
63. Og følgende Præster: Habajas, Hakoz's og Barzillajs
Efterkommere; denne sidste havde ægtet en af Gileaditen
Barzillajs Døtre og var blevet opkaldt efter dem.
64. De ledte efter deres Slægtebøger, men kunde ikke finde dem;
derfor blev de som urene udelukket fra Præstestanden.
65. Statholderen forbød dem at spise af det højhellige, indtil der
fremstod en Præst med Urim og Tummim.
66. Hele Menigheden udgjorde 42360
67. foruden deres Trælle og Trælkvinder, som udgjorde 7337, hvor til
kom 245 Sangere og Sangerinder. Deres Heste udgjorde 736, deres
Mulddyr 245,
68. deres Kameler 435 og deres Æsler 6720.
69. En Del af Fædrenehusenes Overhoveder ydede Tilskud til
Byggearbejdet. Statholderen gav til Byggesummen 1000 Drakmer
Guld, 50 Skåle og 30 Præstekjortler.
70. Af Fædrenehusenes Overhoveder gav nogle til Byggesummen 20.000
Drakmer Guld og 2.200 Miner Sølv.
71. Og hvad det øvrige Folk gav, løb op til 20.000 Drakmer Guld,
2.000 Miner Sølv og 67 Præstekjortler.
72. Derpå bosatte Præsterne, Leviterne og en Del af Folket sig i
Jerusalem og dets Område, men Sangerne, Dørvogterne og hele det
øvrige Israel i deres Byer.
Nehemias 8
1. Da den syvende Måned indtraf - Israeliterne boede nu i deres
Byer - samledes hele Folket fuldtalligt på den åbne Plads foran
Vandporten og bad Ezra den Skriftlærde om at hente Bogen med
Mose Lov, som HERREN havde pålagt Israel.
2. Så hentede Præsten Ezra Loven og fremlagde den for forsamlingen,
Mænd, Kvinder og alle, der havde Forstand til at høre; det var
den første Dag i den syvende Måned;
3. og vendt mod den åbne Plads foran Vandporten læste han den op
fra Daggry til Middag for Mændene, Kvinderne og dem, der kunde
fatte del, og alt Folket lyttede til Lovbogens Ord.
4. Ezra den Skriftlærde stod på en Forhøjning af Træ, som var lavet
i den Anledning, og ved Siden af ham stod til højre Mattitja,
Sjema, Anaja, Urija, Hilkija og Ma'aseja, til venstre Pedaja,
Misjael, Malkija, Hasjum, Hasjbaddana, Zekarja og Mesjullam.
5. Og Ezra åbnede Bogen i hele Folkets Påsyn, thi han stod højere
end Folket, og da han åbnede den, rejste hele Folket sig op.
6. Derpå lovpriste Ezra HERREN, den store Gud, og hele Folket
svarede med oprakte Hænder: Amen, Amen! Og de bøjede sig og
kastede sig med Ansigtet til Jorden for HERREN.
7. Og Leviterne Jesua, Bani, Sjerebja, Jamin, Akkub, Sjabbetaj,
Hodija, Ma'aseja, Kelita, Azarja, Jozabad, Hanan og Pelaja
udlagde Loven for Folket, medens Folket blev på sin Plads,
8. og de oplæste Stykke for Stykke af Bogen med Guds Lov og udlagde
det, så man kunde fatte det.
9. Derpå sagde Nehemias, det er Statholderen, og Præsten Ezra den
Skriftlærde og Leviterne, der underviste Folket, til alt Folket:
Denne Dag er helliget HERREN eders Gud! Sørg ikke og græd ikke!
Thi hele Folket græd, da de hørte Lovens Ord.
10. Og han sagde til dem: Gå hen og spis fede Spiser og drik søde
brikke og send noget til dem, der intet har, thi denne Dag er
helliget vor Herre; vær ikke nedslåede, thi HERRENs Glæde er
eders Styrke!
11. Og Leviterne tyssede på alt Folket og sagde: Vær stille, thi
denne Dag er hellig, vær ikke nedslåede!
12. Da gik alt Folket hen og spiste og drak og sendte Gaver, og de
fejrede en stor Glædesfest; thi de fattede Ordene, man havde
kundgjort dem.
13. Næste Dag samledes Overhovederne for alt Folkets Fædrenehuse og
Præsterne og Leviterne hos Ezra den Skriftlærde for at mærke sig
Lovens Ord,
14. og i Loven som HERREN havde påbudt ved Moses, fandt de skrevet,
at Israeliterne på Højtiden i den syvende Måned skulde bo i
Løvhytter,
15. og at man i alle deres Byer og i Jerusalem skulde udråbe og
kundgøre følgende Budskab: Gå ud i Bjergene og hent Grene af
ædle og vilde Oliventræer, Myrter, Palmer og andre Løvtræer for
at bygge Løvhytter som foreskrevet!
16. Så gik Folket ud og hentede det og byggede sig Løvhytter på
deres Tage og i deres Forgårde og i Guds Hus's Forgårde og på de
åbne Pladser ved Vandporten og Efraimsporfen.
17. Og hele Forsamlingen, der var vendt tilbage fra Fangenskabet,
byggede Løvbytter og boede i dem. Thi fra Josuas, Nuns Søns,
Dage og lige til den Dag havde Israeliterne ikke gjort det, og
der herskede såre stor Glæde.
18. Og han læste op af Bogen med Guds Lov Dag for Dag fra den første
til den sidste; og de fejrede Højtiden i syv Dage, og på den
ottende holdtes der festlig Samling på foreskreven Måde.
Nehemias 9
1. Men på den fire og tyvende Dag i samme Måned samledes
Israeliterne under Faste og i Sørgedragt med Jord på Hovedet;
2. og de, der var af Israels Slægt, skilte sig ud fra alle fremmede
og trådte frem og bekendte deres Synder og deres Fædres
Misgerninger.
3. Så rejste de sig på deres Plads, og der blev læst op af Bogen
med HERREN deres Guds Lov i en Fjerdedel af Dagen, og i en anden
Fjerdedel bekendte de deres Synder og tilbad HERREN deres Gud.
4. Og Jesua, Bani, Kadmiel, Sjebanja, Bunni, Sjerebja, Bani og
Kenani trådte op på Leviternes Forhøjning og råbte med høj Røst
til HERREN deres Gud;
5. og Leviterne Jesua, Kadmiel, Bani, Hasjabneja, Sjerebja, Hodija,
Sjebanja og Petaja sagde: "Stå op og lov HERREN eders Gud fra
Evighed til Evighed!" Da lovede de hans herlige Navn, som er
ophøjet over al Lov og Pris.
6. Derpå sagde Ezra: "Du, HERRE, er den eneste; du har skabt
Himmelen, Himlenes Himle med al deres Hær, Jorden med alt, hvad
der er på den, Havene med alt, hvad der er i dem; du giver dem
alle Liv, og Himmelens Hær tilbeder dig.
7. Du er Gud HERREN, der udvalgte Abram og førte ham bort fra
Ur-Kasdim og gav ham Navnet Abraham;
8. og du fandt hans Hjerte fast i Troen for dit Åsyn og sluttede
Pagt med ham om at give hans Afkom Kana'anæernes, Hetiternes,
Amoriternes, Perizziternes, Jebusiternes og Girgasjiternes Land;
og du holdt dit Ord; thi du er retfærdig.
9. Og da du så vore Fædres Nød i Ægypten og hørte deres Råb ved det
røde Hav,
10. udførte du Tegn og Undere på Farao og alle hans Tjenere og alt
Folket i hans Land, fordi du vidste, at de havde handlet
overmodigt med dem. Og således skabte du dig et Navn, som du har
den Dag i Dag.
11. Du kløvede Havet for deres Øjne, så de vandrede midt igennem
Havet på tør Bund, og dem, der forfulgte dem, styrtede du i
Dybet som Sten i vældige Vande.
12. I en Skystøtte førte du dem om Dagen og i en Ildstøtte om
Natten, så den lyste for dem på Vejen, de skulde vandre.
13. Du steg ned på Sinaj Bjerg, du talede med dem fra Himmelen og
gav dem retfærdige Lovbud og tilforladelige Love, gode
Anordninger og Bud.
14. Du kundgjorde dem din hellige Sabbat og pålagde dem Bud,
Anordninger og Love ved din Tjener Moses.
15. Du gav dem Brød fra Himmelen til at stille deres Sult og lod
Vand springe ud af Klippen til at slukke deres Tørst. Og du bød
dem drage hen og tage det Land i Besiddelse, som du med løftet
Hånd havde lovet dem.
16. Men vore Fædre blev overmodige og halsstarrige og hørte ikke på
dine Bud;
17. de vægrede sig ved at lyde og ihukom ikke dine Undergerninger,
som du havde gjort iblandt dem; de blev halsstarrige og satte
sig i Hovedet at vende tilbage til Trældommen i Ægypten. Men du
er Forladelsens Gud, nådig og barmhjertig, langmodig og rig på
Miskundhed, og du svigtede dem ikke.
18. Selv da de lavede sig et støbt Billede af en Kalv og sagde: Der
er din Gud, som førte dig ud af Ægypten! og gjorde sig skyldige
i svare Gudsbespottelser,
19. svigtede du dem i din store Barmhjertighed ikke i Ørkenen;
Skystøtten veg ikke fra dem om Dagen, men ledede dem på Vejen,
ej heller Ildstøtten om Natten, men lyste for dem på Vejen, de
skulde vandre.
20. Du gav dem din gode Ånd for at give dem Indsigt og forholdt ikke
deres Mund din Manna, og du gav dem Vand til at slukke deres
Tørst.
21. I fyrretyve År sørgede du for dem i Ørkenen, så de ingen Nød
led; deres Klæder sledes ikke op, og deres Fødder hovnede ikke.
22. Du gav dem Riger og Folkeslag; som du uddelte Stykke for
Stykke. De tog Kong Sihon af Hesjbons Land og Kong Og af Basans
Land i Besiddelse.
23. Du gjorde deres Børn talrige som Himmelens Stjerner og førte dem
ind i det Land, du havde lovet deres Fædre, at de skulde komme
ind i og tage i Besiddelse;
24. og Børnene kom og tog Landet i Besiddelse, og du underlagde dem
Landets indbyggere, Kana'anæerne, og gav dem i deres Hånd, både
deres Konger og Folkene i Landet, så de kunde handle med dem,
som de fandt for godt.
25. De indtog befæstede Byer og frugtbart Land, og Huse, fulde af
alle Slags Goder, tog de i Besiddelse og udhugne Cisterner,
Vingårde, Oliventræer og Frugttræer i Mængde; og de spiste sig
mætte og blev fede og gjorde sig til gode med dine store
Rigdomme.
26. Men de var genstridige og satte sig op imod dig; de kastede din
Lov bag deres Ryg, dræbte dine Profeter, som talte dem alvorligt
til for at lede dem tilbage til dig, og gjorde sig skyldige i
svare Gudsbespottelser.
27. Da gav du dem i deres Fjenders Hånd, og de bragte Trængsel over
dem. Men når de da i deres Trængsel råbte til dig, hørte du dem
i Himmelen og sendte dem i din store Barmhjertighed Befriere,
som friede dem af deres Fjenders Hånd.
28. Men når de fik Ro, handlede de atter ilde for dit Åsyn. Da
overlod du dem i deres Fjenders Hånd, og de undertvang dem. Men
når de atter råbte til dig, hørte du dem i Himmelen og udfriede
dem i din Barmhjertighed Gang på Gang.
29. Du talede dem alvorligt til for at lede dem tilbage til din Lov,
men de var overmodige og vilde ikke høre på dine Bud, og de
syndede mod dine Lovbud, som dog holder det Menneske i Live, der
gør efter dem; de vendte i Genstridighed Ryggen til og var
halsstarrige og vilde ikke lyde.
30. I mange År var du langmodig imod dem og talede dem alvorligt til
ved din Ånd gennem dine Profeter; men da de ikke vilde høre, gav
du dem til Pris for Hedningefolkene.
31. Dog har du i din store Barmhjertighed ikke helt tilintetgjort
dem eller forladt dem, thi du er en nådig og barmhjertig Gud!
32. Og nu, vor Gud, du store, vældige, frygtelige Gud, som holder
fast ved Pagten og Miskundheden! Lad ikke alle de Lidelser, der
har ramt os, vore Konger, Øverster, Præster, Profeter, vore
Fædre og hele dit Folk fra Assyrerkongernes Dage indtil i Dag,
synes ringe for dine Øjne!
33. I alt, hvad der er kommet over os, står du retfærdig, thi du har
vist dig trofast, men vi var ugudelige.
34. Vore Konger, Øverster og Præster og vore Fædre handlede ikke
efter din Lov og lyttede ikke til dine Bud og de Vidnesbyrd, du
lod dem blive til Del.
35. Da de var i Besiddelse af deres Rige og de store Rigdomme, du
gav dem, og af det vidtstrakte, frugtbare Land, du oplod for
dem, tjente de dig ikke, og de omvendte sig ikke fra deres onde
Gerninger.
36. Se, derfor er vi nu Trælle; i det Land, du gav vore Fædre, for
at de skulde nyde dets Frugter og Rigdom, er vi Trælle;
37. dets rige Afgrøde tilfalder de Konger, du for vore Synders Skyld
har øvet Magten over os, og de gør, hvad de lyster, med vore
Kroppe og vort Kvæg. Vi er i stor Nød!"
38. I Henhold til alt dette indgår vi med Navns Underskrift en
urokkelig Pagt, og den beseglede Skrivelse er underskrevet af
vore Øverster, Leviter og Præster.
Nehemias 10
1. Den beseglede Skrivelse er underskrevet af: Statholderen
Nehemias, Hakaljas Søn, og Zidkija,
2. Seraja, Azarja, Jirmeja,
3. Pasjhur, Amarja, Malkija,
4. Hattusj, Sjebanja, Malluk,
5. Harim, Meremot, Obadja,
6. Daniel, Ginneton, Baruk,
7. Mesjullam, Abija, Mijjamin,
8. Ma'azja, Bilgaj og Sjemaja det var Præsterne.
9. Leviterne Jesua, Azanjas Søn, Binnuj af Henadads Sønner, Kadmiel
10. og deres Brødre Sjebanja, Hodija, Kelita, Pelaja, Hanan,
11. Mika, Rehob, Hasjabja,
12. Zakkur, Sjerebja, Sjebanja,
13. Hodija, Bani og Beninu.
14. Folkets Overhoveder Par'osj, Pahat-Moab, Elam, Zattu, Bani,
15. Bunni Azgad, Bebaj,
16. Adonija, Bigvaj, Adin,
17. Ater, Hizkija, Azzur,
18. Hodija, Hasjum, Bezaj,
19. Harif, Anatot, Nebaj,
20. Magpiasj, Mesjullam, Hezir,
21. Mesjezab'el, Zadok Jaddua,
22. Pelatja, Hanan, Anaja,
23. Hosea, Hananja, Hassjub,
24. Hallohesj, Pilha, Sjobek,
25. Rehum, Hasjabna, Ma'aseja,
26. Ahija, Hanan, Anan,
27. Malluk, Harim og Ba'ana.
28. Og det øvrige Folk, Præsterne, Leviterne, Dørvogterne, Sangerne,
Tempeltrællene og alle de, der har skilt sig ud fra Hedningerne
for at holde sig til Guds Lov, med deres Hustruer, Sønner og
Døtre, for så vidt de har Forstand til at fatte det,
29. slutter sig til deres højere stående Brødre og underkaster sig
Forbandelsen og Eden om at ville følge Guds Lov, der er givet os
ved Guds Tjener Moses, og overholde og udføre alle HERRENs, vor
Herres, Bud, Bestemmelser og Anordninger:
30. Vi vil ikke give Hedningerne i Landet vore Døtre eller tage
deres Døtre til Hustruer for vore Sønner;
31. vi vil ikke på Sabbaten eller nogen Helligdag købe noget af
Hedningerne i Landet, når de på Sabbaten kommer med deres Varer
og al Slags Korn og falbyder det; vi vil hvert syvende År lade
Landet ligge hen og give Afkald på enhver Fordring;
32. vi vil påtage os en årlig Skat på en Tredjedel Sekel til
Tjenesten i vor Guds Hus,
33. til Skuebrødene, det daglige Afgrødeoffer, det daglige
Brændoffer, Ofrene på Sabbaterne, Nymånedagene og Højtiderne,
Helligofrene og Syndofrene til Soning for Israel og til alt
Arbejde ved vor Guds Hus.
34. Hvad Brænde der ydes, har vi, Præsterne, Leviterne og Folket,
kastet Lod om at bringe til vor Guds Hus, Fædrenehus for
Fædrenehus, til fastsat Tid År efter År for at skaffe Ild på
HERREN vor Guds Alter, som det er foreskrevet i Loven.
35. Vi vil År for År bringe Førstegrøden af vor Jord og af alle
Frugttræer til HERRENs Hus,
36. og vi vil bringe det førstefødte af vore Sønner og vort Kvæg,
som det er foreskrevet i Loven, og det førstefødte af vort
Hornkvæg og Småkvæg til vor Guds Hus til Præsterne, som gør
Tjeneste i vor Guds Hus;
37. og Førstegrøden af vort Grovmel og af Frugten af alle Slags
Træer, af Most og Olie vil vi bringe til Kamrene i vor Guds Hus
til Præsterne og Tienden af vore Marker til Leviterne. Leviterne
samler selv Tienden ind i alle de Byer, hvor vi har vort
Agerbrug;
38. og Præsten, Arons Søn, er til Stede hos Leviterne, når de
indsamler Tienden; og Leviterne bringer Tiende af Tienden til
vor Guds Hus, til Forrådshusets Kamre.
39. Thi Israeliterne og Levis Efterkommere bringer Offerydelsen af
Kornet, Mosten og Olien til Kamrene, hvor Helligdommens Kar og
de tjenstgørende Præster, Dørvogterne og Sangerne er. Vi vil
således ikke svigte vor Guds Hus.
Nehemias 11
1. Og Folkets Øverster bosatte sig i Jerusalem, medens det øvrige
Folk kastede Lod således, at hver tiende Mand skulde bosætte sig
i Jerusalem, den hellige By, medens de ni Tiendedele skulde bo i
Byerne.
2. Og Folket velsignede alle de Mænd, som frivilligt bosatte sig i
Jerusalem.
3. Følgende er de Overhoveder i vor Landsdel, som boede i Jerusalem
og i Judas Byer; de boede hver på sin Ejendom i deres Byer,
Israel, Præsterne, Leviterne, Tempeltrællene og Efterkommerne af
Salomos Trælle.
4. I Jerusalem boede af Judæere og Benjaminiter: Af Judæerne:
Ataja, en Søn af Uzzija, en Søn af Zekarja, en Søn af Amarja, en
Søn af Sjefatja, en Søn af Mahalal'el af Perez's Efterkommere,
5. og Ma'aseja, en Søn af Baruk, en Søn af Kol-Hoze, en Søn af
Hazaja, en Søn af Adaja, en Søn af Jojarib, en Søn af Sjelaniten
Zekarja.
6. Alle Perez's Efterkommere, der boede i Jerusalem, udgjorde 468
dygtige Mænd.
7. Følgende Benjaminiter: Sallu, en Søn af Mesjullam, en Søn af
Joed, en Søn af Pedaja, en Søn af Kolaja, en Søn af Ma'aseja, en
Søn af Itiel, en Søn af Jesja'ja,
8. og hans Brødre, dygtige Krigere. 928.
9. Joel, Zikris Søn, var deres Befalingsmand, og Juda, Hassenuas
Søn, var den næstøverste Befalingsmand i Byen.
10. Af Præsterne: Jedaja, Jojarib Jakin,
11. Seraja, en Søn af Hilkija, en Søn af Mesjullam, en Søn af Zadok,
en Søn af Merajot, en Søn af Ahitub, Øversten over Guds Hus,
12. og deres Brødre, der udførte Tjenesten i Templet, 822; og Adaja,
en Søn af Jeroham, en Søn af Pelalja, en Søn af Amzi, en Søn af
Zekarja, en Søn af Pasjhur, en Søn af Malkija,
13. og hans Brødre, Overhovederne for Fædrenehusene, 242; og
Amasjsaj, en Søn af Azar'el, en Søn af Azaj, en Søn af
Mesjillemot, en Søn af Immer,
14. og hans Brødre, dygtige Mænd 128. Deres Befalingsmand var
Zabdiel, Gedolims Søn.
15. Af Leviterne: Sjemaja, en Søn af Hassjub, en Søn af Azrikam, en
Søn af Hasjabja, en Søn af Bunni,
16. og Sjabbetaj og Iozabad, som forestod de ydre Arbejder ved Guds
Hus og hørte til Leviternes Overhoveder,
17. og Mattanja, en Søn af Mika, en Søn af Zabdi, en Søn af Asaf,
Lederen af Lovsangen, der ved Bønnen istemte Ordene lov HERREN!
og Bakbukja, den næstøverste af hans Brødre, og Abda, en Søn af
Sjammua, en Søn af Galal, en Søn af Jedutun.
18. Alle Leviterne i den hellige By udgjorde 284.
19. Af Dørvogterne: Akkub, Talmon og deres Brødre, der holdt Vagt
ved Portene, 172.
20. Resten af Israeliterne, Præsterne og Leviterne boede i alle de
andre Byer i Juda, hver på sin Ejendom.
21. Tempeltrællene boede på Ofel; Ziha og Gisjpa var sat over
Tempeltrællene.
22. Leviternes foresatte i Jerusalem ved Tjenesten i Guds Hus var
Uzzi, en Søn af Bani, en Søn af Hasjabja, en Søn af Mattanja, en
Søn af Mika af Asafs Efterkommere, det er Sangerne.
23. Der var nemlig udstedt en kongelig Befaling om dem, og der var
tilsikret Sangerne dagligt Underhold.
24. Petaja, Mesjezab'els Søn, af Judas Søn Zeras Efterkommere,
forhandlede med Kongen i alle Folkets Sager.
25. Hvad de åbne Byer med deres Marker angår, boede der Judæere i
Kirjat-Arba med Småbyer, Dibon med Småbyer, Jekabze'el med
Småbyer,
26. Jesua, Molada, Bet-Pelet,
27. Hazar-Sjual, Be'ersjeba med Småbyer,
28. Ziklag, Mekona med Småbyer,
29. En-Rimmon, Zor'a, Jarmut,
30. Zanoa, Adullam med Landsbyer, Lakisj med Marker og Azeka med
Småbyer. De bosatte sig fra Be'ersjeba til Hinnoms Dal.
31. Benjaminiterne boede i Geba, Mikmas, Ajja, Betel med Småbyer,
32. Anatot, Nob, Ananja,
33. Hazor, Rama, Gittajim,
34. Hadid, Zebo'im, Neballat,
35. Lod, Ono og Håndværkerdalen.
36. Af Leviterne boede nogle Afdelinger i Juda og Benjamin.
Nehemias 12
1. Følgende er Præsterne og Leviter, der drog op med Zerubbabel,
Sjealtiels Søn, og Jesua: Seraja, Jirmeja, Ezra,
2. Amarja, Malluk, Hattusj.
3. Sjekanja, Harim, Meremot,
4. Iddo, Ginnetoj, Abija,
5. Mijjamin, Ma'adja, Bilga,
6. Sjemaja, Jojarib, Jedaja,
7. Sallu, Amok, Hilkija og Jedaja. Det var Overhovederne for
Præsterne og deres Brødre på Jesuas Tid.
8. Leviterne: Jesua, Binnuj, Kadmiel, Sjerebja, Juda, Mattanja, der
sammen med sine Brødre forestod Lovsangen,
9. medens Bakbukja og Unni sammen med deres Brødre stod over for
dem efter deres Afdelinger.
10. Jesua avlede Jojakim, Jojakim avlede Eljasjib, Eljasjib avlede
Jojada,
11. Jojada avlede Johanan, og Johanan avlede Jaddua.
12. På Jojakims Tid var Overhovederne for Præsternes Fædrenehuse
følgende: Meraja for Seraja, Hananja for Jirmeja,
13. Mesjullam for Ezra, Johanan for Amarja,
14. Jonatan for Malluk, Josef for Sjebanja,
15. Adna for Harim, Helkajtor Merajot,
16. Zekarja for Iddo, Mlesjullam for Ginneton,
17. Zikri for Abija, .... for Minjamin, Piltaj for Ma'adja,
18. Sjammua for Bilga, Jonatan for Sjemaja,
19. Mattenaj for Jojarib, Uzzi for Jedaja,
20. Kallaj for Sallu, Eber for Amok,
21. Hasjabja for Hilkija og Netan'el for Jedaja.
22. Leviterne: .... I Eljasjibs, Jojadas, Johanans og Jadduas Dage
optegnedes Overhovederne for Fædrenehusene og Præsterne indtil
Perseren Darius's Regering.
23. Af Levis Efterkommere optegnedes Overhovederne for Fædrenehusene
i Krønikebogen ned til Johanans, Eljasjibs Søns, Dage.
24. Og Leviternes Overhoveder var: Hasjabja, Sjerebja, Jesua,
Binnuj, Kadmiel og deres Brødte, der stod over for dem for at
synge Lovsangen og Takkesangen efter den Guds Mand Davids Bud,
den ene Afdeling efter den anden;
25. og Mattanja, Bakbukja og Obadja, Mesjullam, Talmon og Akkub var
Dørvogtere og holdt Vagt ved Portenes Forrådskamre.
26. Disse var Overhoveder på Jojakims Tid, en Søn af Jesua, en Søn
af Jozadak, og på Statholderen Nehemias's og Præsten Ezra den
Skriftlærdes Tid.
27. Da Jerusalems Mur skulde indvies opsøgte man Leviterne alle
Vegne, hvor de boede, og bragte dem til Jerusalem, for at de
skulde fejre Indvielsen med Fryd og Takkesang, med Sang,
Cymbler, Harper og Citre.
28. Da samledes Sangerne fra Egnen om Jerusalem og fra
Netofatifernes Landsbyer,
29. fra Bet-Gilgal, fra Gebas og Azmavets Marker; thi Sangerne havde
bygget sig Landsbyer rundt om Jerusalem.
30. Da Præsterne og Leviterne havde renset sig, rensede de Folket,
Portene og Muren.
31. Så lod jeg Judas Øverster stige op på Muren og opstillede to
store Lovprisningstog. Det ene drog til højre oven på Muren ad
Møgporten til,
32. og med det fulgte Hosjaja og den ene Halvdel af Judas Øverster;
33. dernæst nogle af Præsterne med Trompeter, Azarja, Ezra,
Mesjullam,
34. Juda, Benjamin, Sjemaja og Jirmeja;
35. endvidere Zekarja, en Søn af Jonatan, en Søn af Sjemaja, en Søn
af Mattanja, en Søn af Mika, en Søn af Zakkur, en Søn af Asaf,
36. og hans Brødre Sjemaja, Azar'el, Milalaj, Gilalaj, Ma'aj,
Netan'el, Juda, Hanani med den Guds Mand Davids
Musikinstrumenter, med Ezra den Skriftlærde i Spidsen;
37. og de gik over Kildeporten; derpå gik de lige ud op ad Trinene
til Davidsbyen, ad Opgangen på Muren oven for Davids Palads hen
til Vandporten mod Øst.
38. Det andet Lovprisningstog, hvor jeg og den anden Halvdel af
Folkets Øverster var med, drog til venstre oven på Muren, over
Ovntårnet til den brede Mur
39. og videre over Efraimsporten, den gamle Port, Fiskeporten,
Hanan'eltårnet og Meatårnet til Fåreporten og stillede sig op i
Fængselsporten.
40. Derpå stillede de to Lovprisningstog sig op i Guds Hus, jeg
sammen med Halvdelen af Øversterne
41. og Præsterne Eljakim, Ma'aseja, Minjamin, Mika, Eljoenaj,
Zekarja, Hananja med Trompeter,
42. endvidere Ma'aseja, Sjemaja, El'azar, Uzzi, Johanan, Malkija,
Elam og Ezer. Og Sangerne stemte i, ledede af Jizraja.
43. På den Dag ofrede de store Slagtofre og var glade, thi Gud havde
bragt dem stor Glæde; også Kvinderne og Børnene var glade; og
Glæden i Jerusalem hørtes langt bort.
44. På den Dag indsattes der Mænd til at have Tilsyn med de Kamre,
der brugtes til Forrådene, Offerydelserne, Førstegrøden og
Tienden, for i dem at opsamle de i Loven foreskrevne Afgifter
til Præsterne og Leviterne fra de forskellige Bymarker, thi Juda
glædede sig over Præsterne og Leviterne, der gjorde tjeneste;
45. og disse tog Vare på, hvad der var at varetage for deres Gud og
ved Renselsen, ligesom også Sangerne og Dørvogterne gjorde deres
Gerning efter Davids og hans Søn Salomos Bud.
46. Thi allerede på Davids Tid var Asaf Leder for Sangerne og for
Lov- og Takkesangene til Gud.
47. Hele Israel gav på Zerubbabels og Nehemias's Tid Afgifter til
Sangerne og Dørvogterne, efter som det krævedes Dag for Dag; og
de gav Leviterne Helliggaver, og Leviterne gav Arons Sønner
Helliggaver.
Nehemias 13
1. På den Tid blev der læst op af Moses's Bog for Folket, og man
fandt skrevet deri, at ingen Ammonit eller Moabit nogen Sinde
måtte få Adgang til Guds Menighed,
2. fordi de ikke kom Israeliterne i Møde med Brød og Vand, og fordi
han havde lejet Bileam til at forbande dem, men vor Gud vendte
Forbandelsen til Velsignelse.
3. Da de nu hørte Loven, udskilte de alle fremmede af Israel.
4. Nogen Tid i Forvejen havdePræsten Eljasjib, hvem Opsynet med
Kamrene i vor Guds Hus var overdraget, og som var i Slægt med
Tobija,
5. ladet indrette et stort Kammer til Tobija der, hvor man før
henlagde Afgrødeofferet, Røgelsen, Karrene, Tienden af Kornet,
Mosten og Olien, de i Loven foreskrevne Afgifter til Leviterne,
Sangerne og Dørvogterne såvel som Offerydelsen til Præsterne.
6. Da alt dette fandt Sted, var jeg ikke i Jerusalem, thi i Kong
Artaxerxes af Babels to og tredivte Regeringsår var jeg rejst
til Kongen. Men nogen Tid efter bad jeg Kongen om Tilladelse til
at rejse,
7. og da jeg kom til Jerusalem og opdagede det onde, Eljasjib havde
øvet for Tobijas Skyld ved at indrette ham et Kammer i Guds
Hus's Forgårde,
8. harmede det mig højligen; og jeg kastede alt Tobijas Bohave ud
af Kammeret
9. og bød, at man skulde rense Kammeret, hvorefter jeg atter bragte
Guds Hus's Kar, Afgrødeofferet og Røgelsen derind.
10. Da fik jeg at vide, at Afgifterne til Leviterne ikke svaredes
dem, og derfor var de Leviter og Sangere, der skulde gøre
Tjeneste, flyttet ud hver til sin Landejendom;
11. så gik jeg i Rette med Forstanderne og spurgte dem: Hvorfor er
Guds Hus blevet vanrøgtet?" Og jeg fik atter Leviterne samlet og
satte dem på deres Pladser.
12. Så bragte hele Juda Tienden af Kornet, Mosten og Olien til
Forrådskamrene;
13. og jeg overdrog Tilsynet med Forrådskamrene til Præsten
Sjelemja, Skriveren Zadok og Pedaja af Leviterne og gav dem til
Medhjælper Hanan, en Søn af Zakkur, en Søn af Mattanja, da de
regnedes for pålidelige; og dem pålå det så at uddele Tienden
til deres Brødre.
14. Kom mig det i Hu, min Gud, og udslet ikke de
Kærlighedsgerninger, jeg har gjort mod min Guds Hus til Gavn for
Tjenesten der!
15. I de Dage så jeg i Juda nogle træde Persekarrene på Sabbaten, og
andre så jeg bringe Horn i Hus eller læsse det på deres Æsler,
ligeledes Vin, Druer, Figener og alle Slags Varer, og bringe det
til Jerusalem på Sabbaten. Dem formanede jeg da, når de solgte
Levnedsmidler.
16. Også havde Folk fra Tyrus bosat sig der, og de kom med Fisk og
alskens Varer og solgte dem på Sabbaten til Jøderne i Jerusalem.
17. Jeg gik derfor i Rette med de store i Juda og sagde til dem:
Hvor kan l handle så ilde og vanhellige Sabbatsdagen?
18. Har ikke vor Gud bragt al denne Ulykke over os og over denne By,
fordi eders Fædre handlede således? Og I bringer endnu mere
Vrede over Israel ved at vanhellige Sabbaten!
19. Og så snart Mørket faldt på i Jerusalems Porte ved Sabbatens
Frembrud, bød jeg, at Portene skulde lukkes, og at de ikke måtte
åbnes, før Sabbaten var omme; og jeg satte nogle af mine Folk
ved Portene for at vogte på, at der ikke førtes Varer ind på
Sabbaten.
20. Da nu de handlende og de, der solgte alle Slags Varer, et Par
Gange var blevet uden for Jerusalem Natten over,
21. advarede jeg dem og sagde: "Hvorfor bliver I Natten over uden
for Muren? Hvis I gør det en anden Gang, lægger jeg Hånd på
eder!" Og siden kom de ikke mere på Sabbaten.
22. Fremdeles bød jeg Leviterne, at de skulde rense sig og komme og
holde Vagt ved Portene, for at Sabbatsdagen kunde holdes
hellig. Kom mig også det i Hu, min Gud, og forbarm dig over mig
efter din store Miskundhed!
23. På samme Tid lagde jeg også Mærke til, at hos de Jøder, der
havde ægtet asdoditiske, ammonitiske eller moabitiske Kvinder,
24. talte Halvdelen af børnene Asdoditisk eller et af de andre Folks
Sprog, men kunde ikke tale Jødisk.
25. Da gik jeg i Rette med dem og forbandede dem, ja, jeg slog nogle
af dem og rykkede dem i Håret og besvor dem ved Gud: Giv dog
ikke deres Sønner eders Døtre til Ægte og tag ikke deres Døtre
til Hustruer for eders Sønner eller eder selv!
26. Syndede ikke Kong Salomo af Israel for slige Kvinders Skyld?
Mage til Konge fandtes dog ikke blandt de mange Folk, og han var
så elsket af sin Gud, at Gud gjorde ham til Konge over hele
Israel; og dog fik de fremmede Kvinder endog ham til at synde!
27. Skal vi da virkelig høre om eder, at I begår al denne svare
Misgerning og forbryder eder mod vor Gud ved at ægte fremmede
Kvinder?
28. En af Ypperstepræsten Eljasjibs Søn Jojadas Sønner, der var
Horoniten Sanballats Svigersøn, jog jeg bort fra min Nærhed.
29. Tilregn dem, min Gud, at de besmittede Præstedømmet og
Præsternes og Leviternes Pagt!
30. Således rensede jeg dem for alt fremmed, og jeg ordnede
Tjenesten for Præsterne og Leviterne efter det Arbejde, hver
især havde.
31. og Ydelsen af Brænde til fastsatte Tider og af
Førstegrøderne. Kom mig i Hu, min Gud, og regn mig det til gode!
Ester
Ester 1
1. I Ahasverus's Dage - den Ahasverus, der herskede over Landene
fra Indien til Ætiopien, 127 Lande -
2. i hine Dage, da Kong Ahasverus sad på sin Kongetrone i Borgen
Susan, tildrog der sig følgende.
3. I sit tredje Regeringsår gjorde han et Gæstebud for alle sine
Fyrster og sine Folk; Persiens og Mediens ypperste Hærførere og
Landsdelenes Fyrster var hans Gæster,
4. og han udfoldede sin kongelige Herligheds Rigdom og sin Magts
Glans og Pragt for dem i mange Dage, 180 Dage.
5. Og da disse Dage var omme, gjorde Kongen for hele Folket i
Borgen Susan, fra den højeste til den laveste, et syv Dages
Gæstebud på den åbne Plads foran Parken ved Kongeborgen.
6. Hvidt Linned og violet Purpur var med Snore af fint Linned og
rødt Purpur hængt op på Sølvstænger og Marmorsøjler, og Guld- og
Sølvdivaner stod på et Gulv, der var indlagt med broget og hvidt
Marmor, Perlemor og sorte Sten.
7. Drikkene skænkedes i Guldbægre, alle forskellige, og der var
kongelig Vin i store Måder på ægte Fyrstevis;
8. og ved Drikkelaget gjaldt den Regel, at man ikke nødte nogen;
thi Kongen havde pålagt alle sine Hovmestre at lade enhver om,
hvor meget han vilde have.
9. Også Dronning Vasjti gjorde et Gæstebud for Kvinderne i Kong
Ahasverus's Kongeborg.
10. Da Kongen den syvende Dag var oprømt af Vinen, bød han Mehuman,
Bizta, Harbona, Bigta, Abagta, Zetar og Karkas, de syv Hofmænd,
som stod i Kong Ahasverus's Tjeneste,
11. at føre Dronning Vasjti, prydet med det kongelige Diadem, frem
for Kongen, for at han kunde vise Folkene og Fyrsterne hendes
Dejlighed. Thi hun var meget smuk.
12. Men bronning Vasjti vægrede sig ved at komme på Kongens Bud, som
Hofmændene overbragte. Da blev Kongen harmfuld, og Vreden
blussede op i ham.
13. Og Kongen spurgte de vise, som kendte til Tidernes Tydning - thi
Kongens Ord blev efter Skik og Brug forelagt alle de lov- og
retskyndige,
14. og de, der stod ham nærmest, var Karsjena, Sjetar, Admata,
Tarsjisj, Meres, Marsena og Memukan, de syv persiske og mediske
Fyrster, som så Kongens Åsyn og havde den øverste Magt i Riget:
15. Hvad skal der efter Loven gøres ved Dronning Vasjti, fordi hun
ikke adlød den Befaling, Kong Ahasverus gav hende ved
Hofmændene?
16. Da sagde Memukan i Kongens og Fyrsternes Påhør: "Dronning Vasjti
har ikke alene forbrudt sig imod Kongen, men også imod alle
Fyrster og alle Folk i alle Kong Ahasverus's Lande;
17. thi Dronningens Opførsel vil rygtes blandt alle Kvinderne, og
Følgen bliver, at de viser deres Mænd Ringeagt, når det hedder
sig: Kong Ahasverus bød, at man skulde føre Dronning Vasjti til
ham, men hun kom ikke!
18. Og så snart de hører om Dronningens Adfærd, lader Persiens og
Mediens Fyrstinder alle Kongens Fyrster det høre; deraf kan der
kun komme Ringeagt og Vrede.
19. Hvis Kongen synes, så lade han udgå et kongeligt Bud, som skal
optegnes i Persiens og Mediens Love og være uigenkaldeligt, om
at Vasjti aldrig mere må vise sig for Kong Ahasverus; og Kongen
skal give hendes kongelige Værdighed til en anden, som er bedre
end hun.
20. Når så den Forordning, kongen lader udgå, bliver kendt i hele
hans Rige - thi det er stort - da vil alle Kvinderne, både høje
og lave, vise deres Mænd Agtelse.
21. Det Forslag var godt i Kongens og Fyrsternes Øjne, og Kongen
fulgte Memukans Forslag.
22. Han sendte Skrivelser til alle Kongens Lande, til hver Landsdel
med dens egen Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog, om at
hver Mand skulde være Herre i sit eget Hus og tale sit Folks
Sprog.
Ester 2
1. Men da der var gået nogen Tid, og Kong Ahasverus's Vrede havde
lagt sig, kom han til at tænke på Vasjti, og hvad hun havde
gjort, og hvad der var besluttet om hende.
2. Da sagde Kongens Folk, der gik ham til Hånde: Man bør søge efter
unge, smukke Jomfruer til Kongen;
3. og Kongen bør overdrage Folk i alle sit Riges Dele det Hverv at
samle alle unge, smukke Jomfruer og sende dem til Fruerstuen i
Borgen Susan og der lade dem stille under Opsyn af Kongens
Hofmand Hegaj, som vogter Kvinderne; lad dem så gennemgå
Skønhedsplejen,
4. og den unge Pige, Kongen synes om, skal være Dronning i Vasjtis
Sted. Det Forslag var godt i Hongens Øjne, og han gjorde
derefter.
5. Nu var der i Borgen Susao en jødisk Mand ved Navn Mordokaj, en
Søn af Ja'ir, en Søn af Sjim'i, en Søn af Kisj, en Benjaminit,
6. som var ført bort fra Jerusalem blandt de Fanger, Kong
Nebukadnezar af Babel bortførte sammen med Kong Jekonja af Juda.
7. Han var Plejefader for Hadassa - det er Ester - hans Farbroders
Datter; thi hun havde hverken Fader eller Moder. Den unge Pige
havde en smuk Skikkelse og så godt ud; og efter hendes Forældres
Død havde Mordokaj taget hende til sig i Datters Sted.
8. Da nu Kongens Befaling og Bud blev kendt, og mange unge Piger
samledes i Borgen Susan, hvor de stilledes under Opsyn af Hegaj,
blev også Ester bragt til Kongens Hus og stillet under Opsyn af
Hegaj, som vogtede Kvinderne.
9. Pigen tiltalte ham og vandt hans Yndest, og så hurtigt som
muligt lod han Skønhedsplejen foretage på hende og gav hende den
Kost, hun skulde have, og stillede tillige de syv dertil udsete
Piger fra Kongens Hus til hendes Tjeneste; og han lod hende og
Pigerne flytte til den bedste Del af Fruerstuen.
10. Ester røbede imidlertid ikke sit Folk og sin Slægt, thi det
havde Mordokaj forbudt hende.
11. Og Mordokaj gik Dag efter Dag frem og tilbage foran Fruerstuens
Gård for at få at vide, hvorledes Ester havde det, og hvorledes
det gik hende.
12. Nu var det således, at når en af de unge Pigers Tid til at gå
ind til Kong Ahasverus kom, efter at hun i tolv Måneder var
behandlet efter Forskriften for Kvinderne sålang Tid tog nemlig
Skønhedsplejen; seks Måneder blev de behandlet med Myrraolie og
andre seks Måneder med vellugtende Stoffer og de andre
Skønhedsmidler, som bruges af Kvinder
13. når så den unge Pige gik ind til Kongen, gav man hende alt, hvad
hun bad om, med fra Fruerstuen til Kongens Hus.
14. Hun gik da derind om Aftenen, og næste Morgen vendte hun tilbage
og kom så ind i den anden Fruerstue og blev stillet under Opsyn
af Sja'asjgaz, den kongelige Hofmand, som vogtede Medhustruerne;
så kom hun ikke mere til Kongen, medmindre Kongen havde syntes
særlig godt om hende og hun udtrykkelig blev kaldt til ham.
15. Da nu Tiden kom til, at Ester, en Datter af Abihajil, der var
Farbroder til Mordokaj, som havde taget hende til sig i Datters
Sted, skulde gå ind til Kongen, krævede hun ikke andet, end hvad
Hegaj, den kongelige Hofmand, som vogtede Kvinderne, rådede
til. Og Ester vandt Yndest hos alle, som så hende.
16. Så blev Ester hentet til Kong Ahasverus i hans kongelige Palads
i den tiende Måned, det er Tebet Måned, i hans syvende
Regeringsår.
17. Og Kongen fik Ester kærere end alle de andre Kvinder, og hun
vandt hans Yndest og Gunst mere end alle de andre Jomfruer. Og
han satte et kongeligt Diadem på hendes Hoved og gjorde hende
til Dronning i Vasjtis Sted.
18. Derpå gjorde Kongen et stort Gæstebud for alle sine Fyrster og
Folk til Ære for Ester, og han eftergav Straf i sine Lande og
uddelte Gaver, som det sømmede sig en Konge.
19. Da Mordokaj engang sad i Kongens Port -
20. Ester havde, som Mordokaj havde pålagt hende, intet røbet om sin
Slægt og sit Folk; thi Ester gjorde, hvad Mordokaj sagde, som
hun havde gjort, da hun var i Pleje hos ham
21. som Mordokaj ved den Tid engang sad i Kongens Port, blev Bigtan
og Teresj, to kongelige Hofmænd, der hørte til Dørvogterne,
vrede på Kong Ahasverus og søgte Lejlighed til at lægge Hånd på
ham.
22. Det fik Mordokaj at vide og meddelte Dronning Ester det; og
Ester sagde det til Kongen fra Mordokaj.
23. Sagen blev undersøgt, og da den havde sin Rigtighed, blev de
begge hængt i en Galge. Det blev optegnet i Krøniken i Kongens
Påsyn.
Ester 3
1. Nogen Tid efter gav Kong Ahasverus Agagiten Haman, Hammedatas
Søn, en høj Stilling og udmærkede ham og gav ham Forsædet blandt
alle Fyrsterne, som var hos ham.
2. Og alle Kongens Tjenere, som var i Kongens Port, faldt på Knæ og
kastede sig til Jorden for Haman, thi den Ære havde Kongen
påbudt at vise ham. Men Mordokaj faldt ikke på Knæ og kastede
sig ikke til Jorden.
3. Kongens Tjenere, som var i Kongens Port, sagde da til Mordokaj:
"Hvorfor overtræder du Kongens Bud?"
4. Og da de havde sagt det til ham flere Dage i Træk, uden at han
ænsede det, meldte de Haman det for at se, om Mordokajs Ord
vilde blive taget for gyldige; thi han havde gjort gældende over
for dem, at han var Jøde.
5. Da nu Haman så, at Mordokaj hverken faldt på Knæ eller kastede
sig til Jorden for ham, blev han såre opbragt.
6. Og da det blev fortalt ham, hvilket Folk Mordokaj tilhørte, var
han ikke tilfreds med kun at lægge Hånd på Mordokaj, men satte
sig til Mål at få alle Jøderne i hele Ahasverus's Rige udryddet,
fordi det var Mordokajs Folk.
7. I den første Måned, det er Nisan Måned, i Kong Ahasverus's
tolvte Regeringsår kastede man i Hamans Påsyn Pur, det er Lod,
om hver enkelt Dag og hver enkelt Måned, og Loddet traf den
trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned.
8. Haman sagde derpå til Kong Ahasverus: Der findes et Folk, som
bor spredt og lever for sig selv iblandt Folkene i alle dit
Riges Dele; deres Love er anderledes end alle andre Folks, og
Kongens Love holder de ikke. Derfor er det ikke Kongen værdigt
at lade dem være i Fred.
9. Hvis Kongen synes, lad der så udgå skriftlig Befaling til at
udrydde dem; jeg vil da kunne tilveje Embedsmændene 10.000
Talenter Sølv til at lægge i Kongens Skatkamre.
10. Da tog Kongen Seglringen at sin Hånd og gav den til Agagiten
Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende,
11. og Kongen sagde til Haman: "Sølvet skal tilhøre dig, og med
Folket kan du gøre, hvad du finder for godt!"
12. Kongens Skrivere blev så tilkaldt den trettende Dag i den første
Måned; og ganske som Haman bød, affattedes Skrivelser til de
kongelige Satraper og Statholdere over hver enkelt Laodsdel og
til hvert enkelt Folks Fyrster, til hver Landsdel med dens egen
Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog. I Kong Ahasverus's
Navn blev de skrevet, og de forsegledes med Kongens Seglring.
13. Skrivelser sendtes så ved Ilbud ud i alle Kongens Lande med
Befaling til at udrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle Jøder,
unge og gamle, Børn og Kvinder, på een Dag, den trettende Dag i
den tolvte Måned, det er Adar Måned, og at prisgive deres
Ejendele.
14. En Afskrift af Skrivelsen, der skulde udstedes som Forordning i
alle Rigets Dele, blev kundgjort for alle Folkene, for at de
kunde være rede til den Dag.
15. Ilbudene skyndte sig af Sted på Kongens Bud, så snart
Forordningen var udgået i Borgen Susan. Kongen og Haman satte
sig så til at drikke; men Byen Susan var rædselsslagen.
Ester 4
1. Da Mordokaj fik at vide alt, hvad der var sket, sønderrev han
sine Klæder, klædte sig i Sæk og Aske og gik ud i Byen og
udstødte høje Veråb;
2. og han kom hen på Pladsen foran Kongens Port, men heller ikke
længere, fordi det ikke var tilladt at gå ind i Kongens Port,
når man var klædt i Sæk.
3. Og i hver eneste Landsdel, overalt, hvor Kongens Bud og
Forordning nåede hen, var der blandt Jøderne stor Sorg og Faste,
Gråd og Klage, og mange af dem redte sig et Leje af Sæk og Aske.
4. Da nu Esters Piger og Hofmænd kom og fortalte hende det, grebes
Dronningen af heftig Smerte; og hun sendte Klæder ud til
Mordokaj, for at man skulde give ham dem på og tage
Sørgeklæderne af ham; men han tog ikke imod dem.
5. Da lod Ester Hatak, en af Kongens Hofmænd, som han havde stillet
til hendes Tjeneste, kalde, og sendte ham til Mordokaj for at få
at vide, hvad det skulde betyde, og hvad Grunden var dertil.
6. Da Hatak kom ud til Mordokaj på Byens Torv foran Kongens Port,
7. fortalte Mordokaj ham alt, hvad der var hændt ham, og opgav ham
nøje, hvor meget Sølv Haman havde lovet at tilveje Kongens
Skatkamre for at få Lov til at tilintetgøre Jøderne.
8. Desuden gav han ham en Afskrift af Skrivelsen med den den i
Susan udgåede Forordning om at udrydde dem, for at han skulde
vise Ester den og tilkendegive hende det og pålægge hende at gå
ind til Kongen og bede ham om Nåde og gå i Forbøn hos ham for
sit Folk.
9. Halak gik så ind og lod Ester vide, hvad Mordokaj havde sagt.
10. Men Ester sendte Halak til Mordokaj med følgende Svar:
11. Alle Kongens Tjenere og Folkene i Kongeos Lande ved, at der for
enhver, Mand eller Kvinde, som ukaldet går ind til Kongen i den
inderste Gård, kun gælder een Lov, den, at han skal lide Døden,
medmindre Kongen rækker sit gyldne Septer ud imod ham; i så Fald
beholder han Livet. Men jeg har nu i tredive Dage ikke været
kaldt til Kongen!
12. Da han havde meddelt Mordokaj Esters Ord,
13. bød Mordokaj ham svare Ester: "Tro ikke, at du alene af alle
Jøder skal undslippe, fordi du er i Kongens Hus!
14. Nej, dersom du virkelig tier ved denne Lejlighed, så kommer der
andetsteds fra Hjælp og Redning til Jøderne; men du og din Slægt
skal omkomme. Hvem ved, om det ikke netop er for sligt Tilfældes
Skyld, at du er kommet til kongelig Værdighed!
15. Da sendte Ester Mordokaj det Svar:
16. Gå hen og kald alle Susans Jøder sammen og hold Faste for mig,
således at I hverken spiser eller drikker Dag eller Nat i tre
Døgn; på samme Måde vil også jeg og mine Terner faste; og
derefter vil jeg gå ind til Kongen, skønt det er imod Loven;
skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!
17. Så gik Mordokaj hen og gjorde ganske som Ester havde pålagt ham.
Ester 5
1. Den tredje Dag iførte Ester sig det kongelige Skrud og trådte
ind i den indre Gård til Kongens Palads, foran Kongens Palads,
medens Kongen sad på sin Kongetrone i det kongelige Palads ud
imod Indgangen.
2. Da Kongen så Dronning Ester stå i Gården, fandt hun Nåde for
hans Øjne, og Kongen rakte det gyldne Scepter, som han havde i
Hånden, ud imod Ester. Da trådte Ester hen og rørte ved Spidsen
af Scepteret;
3. og Kongen sagde til hende: "Hvad fattes dig, Dronning Ester, og
hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal du få
det!
4. Ester svarede: "Hvis Kongen synes, vil jeg bede Kongen og Haman
om i Dag at komme til et Gæstebud, jeg har gjort rede for ham."
5. Da sagde Kongen: Send hurtigt Bud efter Haman, for at Esters
Ønske kan blive opfyldt!" Så kom Haman og Kongen til det
Gæstebud, Ester havde gjort rede,
6. og da de sad ved Vinen, sagde Kongen til Ester: Hvad er din Bøn?
Du skal få den opfyldt. Og hvad er dit Ønske? Om det så er
Halvdelen af Riget, skal det tilstås dig!
7. Ester svarede: "Min Bøn og mit Ønske er
8. hvis jeg har fundet Nåde for Kongens Øjne, og hvis det synes
Kongen ret at opfylde min Bøn og tilstå mig mit Ønske, så komme
Kongen og Haman til et Gæstebud, jeg vil gøre rede for dem. I
Morgen vil jeg da gøre, som Kongen siger!"
9. Haman gik glad og vel til Mode derfra den Dag. Men da Haman så
Mordokaj i Kongens Port, og han hverken rejste sig op eller
rørte sig af Pletten for ham, opfyldtes han af Vrede mod
Mordokaj.
10. Dog tvang han sig; men da han var kommet hjem, sendte han Bud
efter sine Venner og sin Hustru Zeresj;
11. og Haman talte til dem om sin overvættes Rigdom og sine mange
Sønner og om al den Ære, Kongen havde vist ham, og hvorledes han
havde udmærket ham frem for Fyrsterne og Kongens Folk.
12. Og Haman sagde: Dronning Ester lod heller ikke andre end mig
komme med Kongen til det Gæstebud, hun havde gjoet rede; og jeg
er også indbudt af hende til i Morgen sammen med Kongen.
13. Men alt det er mig ikke nok, så længe jeg ser denne Jøde
Mordokaj sidde i Kongens Port."
14. Da sagde hans Hustru Zeresj og alle hans Venner til ham: "Lad en
Galge rejse, halvtredsindstyve Alen høj, og bed i Morgen tidlig
Kongen om, at Mordokaj må blive hængt i den; så kan du gå glad
til Gæstebudet med Kongen. Det vandt Hamans Bifald, og han lod
Galgen rejse.
Ester 6
1. Samme Nat veg Søvnen fra Kongen. Da bød han, at man skulde hente
Krøniken, i hvilken mindeværdige Tildragelser var optegnet, og
man læste op for Kongen af den.
2. Man fandt da optegnet, hvorledes Mordokaj havde meldt, at
Bigtana og Teresj, to kongelige Hofmænd, der hørte til
Dørvogterne, havde søgt Lejlighed til at lægge Hånd på Kong
Ahasverus.
3. Kongen spurgte da: "Hvilken Ære og Udmærkelse er der vist
Mordokaj til Gengæld?" Kongens Folk, som gik ham til Hånde,
svarede: "Der er ingen Ære vist ham."
4. Så spurgte Kongen: Hvem er ude i Gården? Haman var netop kommet
ind i den ydre Gård til Kongens Palads for at bede Kongen om, at
Mordokaj måtte blive hængt i den Galge, han havde rejst til ham.
5. Kongens Folk svarede ham: "Det er Haman, der står ude i Gården."
Da sagde Kongen: "Lad ham komme ind!"
6. Da Haman var kommet ind; sagde Kongen til ham: "Hvad gør man ved
den Mand, Kongen ønsker at hædre?" Haman tænkte ved sig selv:
"Hvem andre end mig skulde Kongen ønske at hædre?"
7. Derfor svarede Haman Kongen: "Hvis Kongen ønsker at hædre en
Mand,
8. skal man lade hente en kongelig Klædning, som Kongen selv har
båret, og en Hest, som Kongen selv har redet, og på hvis Hoved
der er sat en kongelig Krone,
9. og man skal overgive Klædningen og Hesten til en af Kongens
ypperste Fyrster og give den Mand, Kongen ønsker at hædre,
Klædningen på og føre ham på Hesten over Byens Torv og råbe
foran ham: Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre!
10. Da sagde Kongen til Haman: "Skynd dig at hente Klædningen og
Hesten, som du sagde, og gør således ved Jøden Mordokaj, som
sidder i den kongelige Port! Undlad intet af, hvad du sagde!
11. Så hentede Haman Klædningen og Hesten, gav Mordokaj Klædningen
på'og førte ham på Hesten over Byens Torv og råbte foran ham:
Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre!
12. Derefter gik Morkodaj tilbage til Kongens Port. Men Haman
skyndte sig hjem, nedslået og med tilhyllet Hoved.
13. Og Haman fortalte sin Hustru Zeresj og alle sine Venner alt,
hvad der var hændet ham. Da sagde hans Venner og hans Hustru
Zeresj til ham: Hvis Mordokaj, over for hvem du nu for første
Gang er kommet til kort, er af jødisk Æt, så kan du intet
udrette imod ham, men det bliver dit Fald til sidst!
14. Medens de endnu talte med ham, indtraf de kongelige Hofmænd for
hurtigt at hente Haman til det Gæstebud, Ester havde gjort rede.
Ester 7
1. Da Kongen tillige med Haman var kommet til Gæstebudet hos
Dronning Ester
2. spurgte Kongen atter den Dag Ester, medens de sad ved Vinen:
"Hvad er din Bøn, Dronning Ester? Du skal få den opfyldt. Og
hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal det
tilstås dig!"
3. Dronning Ester svarede: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne,
Konge, og hvis Kongen synes, giv mig så mit Liv på min Bøn og
giv mig mit Folk på mit Ønske;
4. thi jeg og mit Folk er solgt til at udryddes, ihjelslås og
tilintetgøres. Var vi endda solgt som Trælle og Trælkvinder,
vilde jeg have tiet, thi så havde Ulykken ikke været stor nok
til at ulejlige Kongen med!"
5. Da svarede Kong Ahasverus Dronning Ester: "Hvem er han, og hvor
er han, som har fået i Sinde at gøre dette?"
6. Ester svarede: En fjendsk og ildesindet Mand, den onde Haman
der!" Da blev Haman slaget af Rædsel for Kongen og Dronningen.
7. Og Kongen rejste sig i Vrede fra Gæstebudet og gik ud i
Paladsets Park, men Haman blev tilbage for al bønfalde Dronning
Ester om sit Liv; thi han mærkede, at det var Kongens faste
Vilje at styrte ham i Ulykke.
8. Da Kongen kom tilbage fra Paladsets Park til Gæstebudsalen,
havde Haman netop kastet sig ned over Divanen, som Ester lå
på. Så sagde Kongen: "Vil han oven i Købet øve Vold imod
Dronningen her i Huset i min Nærværelse!" Næppe var det Ord
udgået af Kongens Mund, før man tilhyllede Hamans Ansigt;
9. og Harbona, en af Hofmændene, der stod i Kongens Tjeneste,
sagde: "Ved Hamans Hus står allerede den halvtredsindstyve Alen
høje Galge, som Haman har ladet rejse til Mordokaj, hvis Ord dog
var Kongen til Gavn!" Da sagde Kongen: "Hæng ham i den!"
10. Og de hængte Haman i den Galge, han havde rejst til Mordokaj. Så
lagde Kongens Vrede sig.
Ester 8
1. Samme Dag gav Kong Ahasverus Dronning Ester Hamans, Jødernes
Fjendes, Hus. Og Mordokaj fik Foretræde hos Kongen, thi Ester
havde fortalt, hvad han havde været for hende.
2. Og Kongen tog sin Seglring, som han havde frataget Haman, og gav
Mordokaj den. Og Ester satte Mordokaj over Hamans Hus.
3. Men Ester henvendte sig atter til Kongen, og hun kastede sig ned
for hans Fødder og græd og bønfaldt ham om at afværge de onde
Råd, Agagiten Haman havde lagt op imod Jøderne.
4. Kongen rakte det gyldne Scepter ud imod Ester, og Ester rejste
sig op og trådte hen til Kongen
5. og sagde: Hvis Kongen synes, og hvis jeg har fundet Nåde for
hans Ansigt og Kongen holder det for ret, og han har Behag i
mig, lad der så blive givet skriftlig Befaling til at
tilbagekalde de Skrivelser, Agagiten Haman, Hammedatas Søn,
udpønsede, og som han lod udgå for at udrydde Jøderne i alle
Kongens Lande;
6. thi hvor kan jeg udholde at se den Ulykke, som rammer mit Folk,
og hvor kan jeg udholde at se min Slægts Undergang!"
7. Da sagde Kong Ahasverus til Dronning Ester og Jøden Mordokaj:
Hamans Hus har jeg givet Ester, og han, selv er blevet hængt i
Galgen, fordi han stod Jødeme efter Livet.
8. Nu kan I selv i Kongens Navn affatte en Skrivelse om Jøderne,
som I finder det for godt, og sætte det kongelige Segl under;
thi en Skrivelse, der een Gan: er udgået i Kongens Navn og
forseglet med det kongelige Segl, kan ikke kaldes tilbage.
9. Så blev Kongens Skrivere med det samme tilkaldt på den tre og
tyvende Dag i den tredje Måned, det er Sivan Måned, og der blev
skrevet, ganske som Mordokaj bød, til Jøderne og til Satraperne
og Statholderne og Fyrsterne i Landene fra Indien til Ætiopien,
127 Landsdele, til hver Landsdel med dens egen Skrift og til
hvert Folk på dets eget Sprog, også til Jøderne med deres egen
Skrift og på deres eget Sprog.
10. Han affattede Skrivelser i Kong Ahasverus's Navn og forseglede
dem med Kongens Seglring; derefter sendte han dem ud ved ridende
Ilbud, der red på Gangere fra de kongelige Stalde, med
Kundgørelse om,
11. at Kongen tilstedte Jøderne i hver enkelt By at slutte sig
sammen og værge deres Liv og i hvert Folk og hvert Land at
udrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle væbnede Skarer, som
angreb dem, tillige med Børn og Kvinder, og at plyndre deres
Ejendele,
12. alt på en og samme Dag i alle Kong Ahasverus's Lande, på den
trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned.
13. En Afskrift af Skrivelsen, der skulde udgå som Forordning i alle
Rigets Dele, blev kundgjort for alle Folkene, for at Jøderne den
Dag kunde være rede til at tage Hævn over deres Fjender.
14. Så snart Forordningen var givet i Borgen Susan, skyndte
Ilbudene, som red på de kongelige Gangere, sig på Kongens Bud af
Sted så hurtigt, de kunde.
15. Men Mordokaj gik fra Kongen i en Kongelig Klædning af violet
Purpur og hvidt Linned, med et stort Gulddiadem og en Kappe af
fint Linned og rødt Purpur, medens Byen Susan jublede og glædede
sig.
16. Jøderne havde nu Lykke og Glæde, Fryd og Ære;
17. og i hver eneste Landsdel og i hver eneste By, hvor bongens Bud
og Forordning nåede hen, var der Fryd og Glæde blandt Jøderne
med Gæstebud og Fest. Og mange af Hedningerne gik over til
Jødedommen, thi Frygt for Jøderne var faldet på dem.
Ester 9
1. På den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned, det
er den Dag, da Kongens Befaling og Forordning skulde udføres,
den Dag, da Jødernes Fjender havde håbet at kunne overvælde dem,
medens det nu omvendt blev Jøderne, der på den Dag skulde
overvælde deres Avindsmænd,
2. sluttede Jøderne sig sammen i deres Byer i alle Kong Ahasverus's
Lande for at lægge Hånd på dem, der vilde dem ondt; og ingen
holdt Stand imod dem, thi Frygt for dem var faldet på alle
Folkene.
3. Og alle Landenes Fyrster og Satraperne og Statholderne og de
kongelige Embedsmænd hjalp Jøderne, thi Frygt for Mordokaj var
faldet på dem.
4. Thi Mordokaj havde meget at sige ved Kongens Hof, og der gik Ry
af ham i alle Lande; thi samme Mordokaj blev mægtigere og
mægtigere.
5. Således slog Jøderne løs på alle deres Fjender med Sværdhug,
Drab og Ødelæggelse, og de handlede med deres Avindsmænd, som de
havde Lyst.
6. I Borgen Susan dræbte og tilintetgjorde Jøderne 500 Mand;
7. og Parsjandata, Dalfon, Aspata,
8. Porata, Adalja, Aridata,
9. Parmasjta, Arisaj, Aridaj og Vajezata,
10. de ti Sønner af Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende, dræbte
de. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud.
11. Samme dag kom Tallet på dem, der var dræbt i Borgen Susan,
Kongen for Øre.
12. Da sagde Kongen til Dronning Ester: I Borgen Susan har Jøderne
dræbt og tilintetgjort 500 Mand, også Hamans ti Sønner; hvad må
de da ikke have gjort i de andre kongelige Landsdele! Dog, hvad
er din Bøn? Du skal få den opfyldt. Og hvad er yderligere dit
Ønske? Det skal tilstås dig!
13. Ester svarede: Hvis Kongen synes, lad det så også i Morgen
tillades Jøderne i Susan at handle som i Dag og lad Hamans ti
Sønner blive hængt op i Galger!
14. Da bød Kongen, at det skulde ske; og der udgik en Forordning
derom i Susan, og Hamans ti Sønner blev hængt op i Galger.
15. Så sluttede Jøderne i Susan sig også sammen på den fjortende Dag
i Adar Måned og dræbte 300 Mand i Susan. Men efter Byttet rakte
de ikke Hænderne ud.
16. Men også de andre Jøder i Kongens Lande sluttede sig sammen og
værgede deres Liv og tog Hævn over deres Fjender og dræbte blandt
deres Avindsmænd 75000
17. på den trettende Dag i Adar Måned; men efter Byttet rakte de
ikke Hænderne ud; og de hvilede på den fjortende og gjorde den
til en Gæstebuds- og Glædesdag.
18. Men Jøderne i Susan sluttede sig sammen både den trettende og
fjortende Dag i Måoeden og hvilede på den femtende, og den
gjorde de til Gæstebuds- og Glædesdag.
19. Derfor fejrer Jøderne på Landet, de, der bor i Landsbyerne, den
fjortende Dag i Adar Måned som en Glædes-, Gæstebuds- og
Festdag, på hvilken de sender hverandre Gaver.
20. Og Mordokaj nedskrev disse Tildragelser og udsendte Skrivelser
til alle Jøder i alle Kong Ahasverus's Lande nær og fjern
21. for at gøre det til Pligt for dem hvert År at fejre den
fjortende og femtende Adar
22. de Dage, da Jøderne fik Ro for deres Fjender, og den Måned, da
deres Trængsel vendtes til Glæde og deres Sorg til en Festdag -
at fejre dem som Gæstebuds- og Glædesdage, på hvilke de skulde
sende hverandre af deres Mad og de fattige Gaver.
23. Og Jøderne vedtog, at det, som de nu for første Gang havde
gjort, og som Mordokaj havde skrevet til dem om, skulde være en
fast Skik.
24. Fordi Agagiten Haman, Hammedatas Søn, alle Jøders Fjende, havde
lagt Råd op imod Jøderne om at tilintetgøre dem og kastet Pur -
det er Lod - for at ødelægge og tilintetgøre dem,
25. men Kongen havde, da det kom ham for Øre, givet skriftlig
Befaling til, at det onde Råd, Homan havde lagt op mod Jøderne,
skulde falde tilbage på hans eget Hoved, og ladet ham og hans
Sønner hænge i Galgen,
26. derfor kaldte man de bage Purim efter Ordet Pur. Og derfor, på
Grund af alt, hvad Brevet indeholdt, og hvad de selv havde
oplevet i så Henseende, og hvad der var tilstødt dem,
27. gjorde Jøderne det til en fast Skik og Brug for sig selv, deres
Efterkommere og alle, som sluttede sig til dem, at de ubrødeligt
År efter År skulde fejre de to Dage efter Forskrifterne om dem
og til den fastsatte Tid,
28. og at de Dage skulde ihukommes og fejres i alle Tidsaldre og
Slægter, i hvert Laod og hver By, så at disse Purimsdage aldrig
skulde gå af Brug hos Jøderne og deres Ihukommelse aldrig ophøre
blandt deres Efterkommere.
29. Derpå lod Dronning Ester, Abihajils Datter, og Jøden Mordokaj en
eftertrykkelig Skrivelse udgå for at stadfæste dette Brev om
Purim.
30. Og han sendte Breve til alle Jøder i de 127 Lande i Ahasverus's
Rige med Freds og Sandheds Ord
31. om at holde disse Purimsdage i Hævd på den fastsatte Tid,
således som Jøden Mordokaj og Dronning Ester havde gjort det til
Pligt for dem, og således som de havde bundet sig selv og deres
Efterkommere til de foreskrevne Faster og Klageråb.
32. Således stadfæstedes disse Purimsforskrifter ved Esters
Befaling; og det blev optegnet i en Bog.
Ester 10
1. Kong Ahasverus lagde Skat på Fastlandet og Kystlandene.
2. Og alt, hvad han gjorde i sin Magt og Vælde, og en nøjagtig
Skildring af den høje Værdighed, Kongen ophøjede Mordokaj til,
står optegnet i Mediens og Persiens Kongers Krønike.
3. Thi Jøden Mordokaj havde den højeste Værdighed efter Kong
Ahasverus, og han stod i høj Anseelse hos Jøderne og var elsket
af sine mange Landsmænd, fordi han virkede for sit Folks vel og
talte til Bedste for al sin Slægt.
Job
Job 1
1. Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en
from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.
2. Syv Sønner og tre Døtre fødtes ham;
3. og hans Ejendom udgjorde 7000 Stykker Småkvæg, 3000 Kameler, 500
Spand Okser, 500 Aseninder og såre mange Trælle, så han var
mægtigere end alle Østens Sønner.
4. Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos
hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke
sammen med sig.
5. Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud
og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han
Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine
Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde
Job hver Gang.
6. Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for
HERREN, og iblandt dem kom også Satan.
7. HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede
HERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."
8. HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job?
Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en
Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."
9. Men Satan svarede HERREN: "Mon det er for intet, Job frygter
Gud?
10. Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på
alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde
breder sig i Landet.
11. Men ræk engang din Hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer!
Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"
12. Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din
Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik
Satan bort fra HERRENs Åsyn.
13. Da nu en Dag hans Sønner og Døtre spiste og drak i den ældste
Broders Hus,
14. kom et Sendebud til Job og sagde: "Okserne gik for Ploven, og
Aseninderne græssede i Nærheden;
15. så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned
med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."
16. Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt
ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og
fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."
17. Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i
tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene
huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig
det."
18. Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde: "Dine Sønner og
Døtre spiste og drak i deres ældste Broders Hus;
19. og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i
Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og
de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."
20. Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og
kastede sig til Jorden, tilbad
21. og sagde: Nøgen kom jeg af Moders Skød, og nøgen vender jeg did
tilbage. HERREN gav, og HERREN tog, HERRENs Navn være lovet!"
22. I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.
Job 2
1. Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for
HERREN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham.
2. HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede
HERREN: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."
3. HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job?
Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en
Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han
fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at
ødelægge ham!"
4. Men Satan svarede HERREN: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad
han ejer, for sit Liv!
5. Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig,
han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"
6. Da sagde HERREN til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du
skåne hans Liv!"
7. Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn, og han slog Job med ondartet
Bylder fra Fodsål til Isse,
8. Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han
sad i Askedyngen.
9. Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din
Fromhed? Forband Gud og dø!"
10. Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage
imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette
syndede Job ikke med sine Læber.
11. Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham,
kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad
og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres
Medfølelse og trøste ham.
12. Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham,
opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper
og kastede Støv op over deres Hoveder.
13. Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at
nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser
var såre store.
Job 3
1. Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
2. og Job tog til Orde og sagde:
3. Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en
Dreng!"
4. Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den
stråle ej Lyset frem!
5. Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den,
Formørkelser skræmme den!
6. Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den
komme ikke i Måneders Tal!
7. Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
8. De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse
Livjatan";
9. dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue
ej Morgenrødens Øjenlåg,
10. fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for
mit Blik!
11. Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders
Skød?
12. Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der
Bryster at die?
13. Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred
14. blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
15. blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
16. Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke
fik Lyset at se!
17. Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
18. alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
19. små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
20. Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
21. dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter
Skatte,
22. som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav
23. en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
24. Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som
Vand.
25. Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer
over mig.
26. Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så
kommer Uro!
Job 4
1. Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2. Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være
tavs?
3. Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
5. Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig
selv, er du slaget af Skræk!
6. Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
7. Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige
under?
8. Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster
det selv.
9. For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
10. Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
11. Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
12. Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13. i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14. Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15. et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
16. Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en
Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17. "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18. End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19. endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres
Grundvold i Støvet!
20. De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås
uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
21. Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."
Job 5
1. Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender
du dig?
2. Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.
3. Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;
4. hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede
dem;
5. sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige
drak deres Mælk.
6. Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af
Jorden,
7. men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.
8. Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,
9. som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,
10. som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken
11. for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,
12. han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der
varer,
13. som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er
forhastet;
14. i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det
Nat.
15. Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,
16. så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.
17. Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges
Tugt!
18. Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.
19. Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om
dig;
20. han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;
21. du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd
kommer;
22. du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde
dyr;
23. du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;
24. du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og
intet fattes;
25. du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine
Spirer;
26. Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.
27. Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid
også du det!
Job 6
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
3. Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
4. Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres
Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
5. Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit
Foder?
6. Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
7. Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
8. Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber
9. vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,
10. så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods
skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
11. Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal
være tålmodig?
12. Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
13. Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
14. Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges
Frygt.
15. Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt
bort,
16. de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
17. men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
18. Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til
Grunde;
19. Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,
20. men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
21. Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!
22. Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
23. red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"
24. Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
25. Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er
den værd?
26. Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog
Mundsvejr!
27. Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
28. Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
29. Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg
Ret!
30. Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er
ondt?
Job 7
1. Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans
Dage.
2. Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter
på Løn,
3. så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 4
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan
stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes
af Uro, til Dagen gryr.
5. Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og
væsker.
6. Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden
Håb.
7. Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at
skue!
8. Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke
mere.
9. Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i
Døden, borte,
10. han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig
at se igen.
11. Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens
Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12. Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved
mig?
13. Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14. da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15. så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16. Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17. Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18. hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19. Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har
sunket mit Spyt?
20. Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets
Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til
Byrde?
21. Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset?
Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke
mere!
Job 8
1. Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2. "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
3. Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
4. Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i
Vold,
5. så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!
6. Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig,
genrejse din Retfærds Bolig;
7. din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid
blive.
8. Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes
Granskning!
9. Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på
Jord.
10. Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af
Hjertet:
11. Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor
der ikke er Vand?
12. Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
13. Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår
fejl:
14. som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 15
han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til
det, ej står det fast.
16. I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven
over,
17. i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast
mellem Sten;
18. men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har
ikke set dig!"
19. Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer
en anden!
20. Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de
ondes Hånd.
21. End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
22. dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes
mer!
Job 9
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig
over for Gud?
3. Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af
tusind!
4. Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel
derfra?
5. Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
6. ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
7. han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter
han Segl,
8. han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
9. han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
10. han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
11. Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker
ham ikke;
12. røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham:
"Hvad gør du?"
13. Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig
under ham;
14. hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
15. Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om
Nåde!
16. Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke
min Røst,
17. han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden
Grund,
18. ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
19. Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo
stævner ham da!
20. Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri,
han gør mig dog vrang!
21. Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for
intet!
22. Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til
intet!
23. Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries
Hjertekval;
24. Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til,
hvem ellers, om ikke han?
25. Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
26. gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
27. Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og
være glad,"
28. må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke
fri.
29. Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen
Nytte?
30. Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
31. du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
32. Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde
gå for Retten sammen;
33. vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
34. Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
35. da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en
anden!
Job 10
1. Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage
over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
2. sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du
tvister med mig!
3. Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder
danned, men smile til gudløses Råd?
4. Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
5. er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
6. siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
7. endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der
ingen Redning!
8. Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og
gør mig til intet!
9. Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter
gøre mig!
10. Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
11. iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
12. Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
13. og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit
Øjemed var:
14. Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
15. Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde
dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med
Nød.
16. Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt
med mig;
17. nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød
atter en Hær imod mig!
18. Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset
af alle;
19. jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra
Moders Skød.
20. Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt, 21
før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
22. Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset
selv er som Mørket."
Job 11
1. Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
2. "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
3. Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få
Skam?
4. Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"
5. Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
6. kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da
vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
7. Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?
8. Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget -
hvad ved du?
9. Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
10. Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
11. Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,
12. så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
13. Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
14. hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,
15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,
16. ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der
flød bort;
17. dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse
Morgen.
18. Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt
til Hvile,
19. du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
20. Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt,
deres Håb er blot at udånde Sjælen!
Job 12
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud!
3. Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo
kender vel ikke sligt?
4. Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den
retfærdige er til Latter.
5. I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod
står fast, mens Fristen varer.
6. I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds
Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.
7. Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal
oplyse dig,
8. se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig
det!
9. Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt
det;
10. han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!
11. Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden?
12. Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt?
13. Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.
14. Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde,
kommer ej ud;
15. han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og
det omvælter Jorden.
16. Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild,
er hans Værk.
17. Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber;
18. han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd;
19. Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter;
20. han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans;
21. han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte;
22. han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for
Lyset,
23. gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser
og fører dem atter bort;
24. han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst
Øde;
25. de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne.
Job 13
1. Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig
det;
2. hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.
3. Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå
i Rette,
4. mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.
5. Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!
6. Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!
7. Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?
8. Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?
9. Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man
narrer et Menneske?
10. Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er
partiske.
11. Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?
12. Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders
Skjolde.
13. Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!
14. Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;
15. se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for
ham min Færd.
16. Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig
ikke til ham!
17. Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!
18. Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!
19. Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!
20. Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for
dig:
21. Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
22. Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal
svare!
23. Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!
24. Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?
25. Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,
26. at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms
Skyld,
27. lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine
Veje. indkredser mine Fødders Trin!
Job 14
28. Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op
af Møl,
1. Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af
Uro;
2. han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke
fast.
3. Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
4. Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
5. Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du
har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6. tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag
som en Daglejer!
7. Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det
fattes ej nye Skud;
8. ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
9. lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet
Træ;
10. men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er
han da?
11. Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
12. så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen
forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13. Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er
ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
14. Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al
Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
15. du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders
Værk!
16. Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
17. forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du
lukket til.
18. Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra
Grunden,
19. som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du
udslukt Menneskets Håb.
20. For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt
og lader ham fare.
21. Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han
mærker det ikke;
22. ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder
Sorg.
Job 15
1. Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2. "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med
Østenvind
3. for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?
4. Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som
tilkommer Gud.
5. Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog. Din
Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
7. Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene
var?
8. Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til
dig?
9. Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke
kender?
10. Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler
end din Faders!
11. Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til
dig?
12. Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
13. Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
14. Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
15. End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans
Øjne,
16. hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
17. Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har
set,
18. hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
19. dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
20. Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand
lever;
21. Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over
ham;
22. han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
23. udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;
24. Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som
en Konge, rustet til Strid.
25. Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
26. stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
27. Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.
28. tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i,
bestemt til at ligge i Grus.
29. Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig
ikke hans Aks;
30. han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans
Blomst rives bort af Vinden.
31. Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være
hans Løn!
32. I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
33. han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin
Blomst.
34. Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens
Telte;
35. svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer
Svig!
Job 16
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!
3. Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?
4. Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine
Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,
5. styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!
6. Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring
får jeg?
7. Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;
8. at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed
vidner imod mig.
9. Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod
mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,
10. de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes
til Hobe omkring mig;
11. Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han
mig.
12. Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og
sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,
13. hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel,
udgyder min Galde på Jorden;
14. Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.
15. Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;
16. mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,
17. skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!
18. Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!
19. Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;
20. gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,
21. at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og
hans Ven!
Job 17
22. Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej
vender hjem fra.
1. Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
2. visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.
3. Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?
4. Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke
ophøje dem;
5. den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne
hentæres.
6. Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn
for dem;
7. mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
8. retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes
den skyldfri,
9. men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.
10. Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt
jer!
11. Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
12. Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
13. vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit
Leje,
14. Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.
15. Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?
16. Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i
Støvet?
Job 18
1. Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2. "Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!
3. Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne? 4
Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden
blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?
5. Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;
6. Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;
7. hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;
8. thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,
9. Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;
10. Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;
11. Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:
12. Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:
13. Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;
14. han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans
Skridt til Rædslernes Konge;
15. i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;
16. nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;
17. hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;
18. man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra
Jorderig;
19. i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen
tilbage;
20. de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne
af Rædsel.
21. Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender
Gud!
Job 19
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord?
3. I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.
4. Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?
5. Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
6. Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.
7. Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er
ingen Ret.
8. Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i
Mørke;
9. han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,
10. brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som
Træet;
11. hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;
12. samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de
lejrer sig om mit Telt.
13. Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,
14. mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit
Hus, har glemt mig;
15. mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres
Øjne;
16. ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min
Mund;
17. ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en
Stank;
18. selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod
mig;
19. Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig
mod mig.
20. Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg
bort.
21. Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!
22. Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
23. Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,
24. med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!
25. Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer
stå frem.
26. Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue
Gud,
27. hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen
fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!
28. Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi
udfinde hos ham!"
29. så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I
skal kende, der kommer en Dom!
Job 20
1. Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde
2. "Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;
3. til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til
Svar!
4. Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på
Jorden,
5. at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?
6. Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,
7. som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor
er han?"
8. Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages
han bort;
9. Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se
igen.
10. Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans
Gods tilbage.
11. Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i
Støvet.
12. Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin
Tunge,
13. sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,
14. så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;
15. Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans
Bug,
16. han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;
17. han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;
18. han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af
tilbyttet Gods.
19. Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej
havde bygget.
20. Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes
han ikke;
21. ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;
22. midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over
ham.
23. For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader
sin Harme regne på ham.
24. Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;
25. en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde;
over ham falder Rædsler,
26. idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer
ham, æder Levningen i hans Telt.
27. Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod
ham.
28. Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.
29. Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans
Brøde!
Job 21
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
3. Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!
4. Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?
5. Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!
6. Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:
7. De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
8. Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
9. deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
10. ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
11. de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig
ret;
12. de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
13. de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,
14. skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke
vor Lyst!
15. Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke
på hos ham?"
16. Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?
17. Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når
deler han Loddet ud i sin Vrede,
18. så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
19. Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han,
så han mærker det,
20. lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at
drikke!
21. Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal
er udrundet?
22. Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
23. En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:
24. hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
25. med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
26. de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
27. Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod
mig,
28. når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de
gudløse bor?"
29. Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
30. Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.
31. Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
32. Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
33. i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok
uden Tal gik forud for ham.
34. Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er
tilbage!
Job 22
1. Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2. "Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.
3. Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel
er ret?
4. Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig
derfor?
5. Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
6. Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,
7. gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.
8. Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.
9. Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.
10. Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.
11. Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over
dig!
12. Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de
står!
13. Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?
14. Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"
15. Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte,
16. de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en
Strøm,
17. som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?"
18. Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd
er ham fjernt.
19. De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:
20. For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
21. Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke;
22. tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!
23. Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra
dit Telt,
24. kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,
25. så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,
26. ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn
til Gud.
27. Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har
lovet;
28. hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;
29. thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår
Øjnene ned;
30. han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!
Job 23
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på
mit Suk!
3. Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!
4. Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,
5. vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!
6. Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på
mig;
7. da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min
Ret.
8. Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej
til ham;
9. jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham
ej.
10. Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af
hans Prøve.
11. Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt,
veg ikke derfra,
12. fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i
mit Bryst.
13. Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans
Sjæl attrår.
14. Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget
for.
15. Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.
16. Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;
17. thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm.
Job 24
1. Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som
kender ham, ikke hans Dage at se?
2. De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.
3. faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:
4. de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.
5. Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende
efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.
6. De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de
efter.
7. Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden.
8. De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til
Klippen.
9. - Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som
Borgen.
10. Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;
11. mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster.
12. De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud,
han ænser ej vrangt.
13. Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og
holder sig ej på hans Stier:
14. Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om
Natten sniger Tyven sig om;
15. Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se
mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.
16. I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi
ingen af dem vil vide af Lys.
17. For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.
18. Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes,
han færdes ikke på Vejen til Vingården.
19. Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har
syndet.
20. Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer
i Hu, Uretten knækkes som Træet.
21. Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han
ikke vel;
22. dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er
ikke tryg på sit Liv,
23. han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.
24. Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper
ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.
25. Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til
intet?
Job 25
1. Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2. "Hos ham er der Vælde og Rædsel, han skaber Fred i sin høje
Bolig.
3. Er der mon Tal på hans Skarer? Mod hvem står ikke hans Baghold
op?
4. Hvor kan en Mand have Ret imod Gud, hvor kan en kvindefødt være
ren?
5. Selv Månen er ikke klar i hans Øjne og Stjernerne ikke rene
6. endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm!
Job 26
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den
kraftløse Arm!
3. Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af
Visdom!
4. Hvem hjalp dig med at få Ordene frem, hvis Ånd mon der talte af
dig?
5. Skyggerne skælver af Angst, de, som bor under Vandene;
6. blottet er Dødsriget for ham, Afgrunden uden Dække.
7. Han udspænder Norden over det tomme, ophænger Jorden på intet;
8. Vandet binder han i sine Skyer, og Skylaget brister ikke
derunder;
9. han fæstner sin Trones Hjørner og breder sit Skylag derover;
10. han drog en Kreds over Vandene, der, hvor Lys og Mørke skilles.
11. Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst ved hans Trusel;
12. med Vælde bragte han Havet til Ro og knuste Rahab med Kløgt;
13. ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den
flygtende Slange.
14. Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end
Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den?
Job 27
1. Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2. "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige,
som gjorde mig mod i Hu:
3. Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,
4. skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
5. Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver
jeg ikke min Uskyld.
6. Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage
piner mit Sind.
7. Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den
lovløse!
8. Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver
hans Sjæl?
9. Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?
10. Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han
påkalder ham?
11. Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg
ikke;
12. se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?
13. Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra
den Almægtige:
14. Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke
med Brød;
15. de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde
Klage over dem.
16. Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler
17. han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver
den skyldfri;
18. han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør
sig;
19. han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og
er det ej mer;
20. Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
21. løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans
Sted.
22. Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;
23. man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
Job 28
1. Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted
2. Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber.
3. På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge
Mørkets og Mulmets Sten;
4. man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste,
hænger de svævende fjernt fra Mennesker.
5. Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af
Ild;
6. i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den.
7. Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den
ikke;
8. den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.
9. På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden;
10. i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet;
11. man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for
Lyset.
12. Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted?
13. Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes
Land;
14. Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!"
15. Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke
købes,
16. den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir;
17. Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for
gyldne Kar,
18. Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end
Perler,
19. Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det
rene Guld.
20. Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens
Sted?
21. Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle;
22. Afgrund og Død må sige: "Vi hørte kun tale derom."
23. Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;
24. thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han.
25. Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål,
26. da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej,
27. da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged
den.
28. Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt, det er Visdom,
at sky det onde er Indsigt."
Job 29
1. Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2. Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
3. da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt
frem i Mørke,
4. som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
5. da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
6. da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
7. da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
8. Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og
stod,
9. Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
10. Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
11. Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
12. Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der
savned en Hjælper;
13. den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
14. jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og
Hovedbind.
15. Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
16. jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
17. den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
18. Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som
Føniksfuglen;
19. min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
20. min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
21. Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
22. ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på
dem;
23. de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
24. Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at
svinde.
25. Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge
blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
Job 30
1. Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre
jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2. Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft
har de mistet,
3. tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4. og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5. Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
6. De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes
Huler.
7. De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8. en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9. Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10. de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad
mig.
11. Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de
Tøjlerne af.
12. Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger
sig Ulykkesveje imod mig
13. min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen
hindrer dem i det;
14. de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under
Ruiner,
15. Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af
Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16. Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17. Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18. Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var
det min Kjortel.
19. Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20. Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser
mig ikke;
21. grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
22. Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen
gennemryster mig;
23. thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt
levende samles.
24. Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp,
når han går under?
25. Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke
min Sjæl for den fattiges Skyld?
26. Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke
kom;
27. ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28. trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og
råber;
29. Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30. Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31. min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
Job 31
1. Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;
2. hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den
Almægtige gav fra det høje?
3. Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?
4. Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
5. Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig
6. på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld
7. er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine
Øjne, hang noget ved mine Hænder,
8. da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted,
oprykkes med Rode!
9. Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved
Næstens Dør,
10. så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over
hende!
11. Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,
12. ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
13. Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de
trættede med mig,
14. hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare,
når han så efter?
15. Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej
dannet os begge i Moders Liv?
16. Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
17. var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist
deraf
18. nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende
fra min Moders Skød.
19. Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et
Tæppe
20. visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i
Uld af mine Lam.
21. Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på
Medhold i Retten,
22. så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!
23. Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig,
magted jeg intet!
24. Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min
Fortrøstning,
25. var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik
sanket så meget,
26. så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende
Måne,
27. og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på
min Hånd
28. også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg
Gud hist oppe.
29. Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af
Vanheld
30. nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved
hans Sjæl.
31. Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra
hans Bord"
32. nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for
Vandringsmænd.
33. Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min
Brøde i Brystet
34. af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt,
så jeg blev inden Døre i Stilhed!
35. Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad
den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
36. Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed
som en Krone,
37. svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
38. Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,
39. har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
40. så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender
Jobs Ord.
Job 32
1. Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var
retfærdig i sine egne Øjne,
2. blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams
Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere
end Gud,
3. og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog
dømte Job skyldig.
4. Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var
ældre end han;
5. men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede
hans Vrede op;
6. og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af
Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage,
angst for at meddele eder min Viden;
7. jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!"
8. Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem
Indsigt;
9. de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret
er;
10. derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min
Viden!
11. Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord,
at I skulde finde de rette Ord;
12. jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav
Svar på hans Ord.
13. Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et
Menneske!"
14. Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg
ikke svare ham.
15. De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.
18. Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?
17. Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden!
18. Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;
19. som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at
sprænges;
20. tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare.
21. Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;
22. thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers
bort!
Job 33
1. Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord!
2. Se, jeg har åbnet min Mund, min Tunge taler i Ganen;
3. mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber fører lutret
Tale.
4. Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv.
5. Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem!
6. Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er taget af Ler;
7. Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge
tyngende på dig.
8. Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord:
9. "Jeg er ren og uden Brøde, lydeløs, uden Skyld;
10. men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende;
11. han lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje."
12. Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end
Mennesket.
13. Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord?
14. Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke:
15. I Drømme, i natligt Syn, når Dvale falder på Mennesker, når de
slumrende hviler på Lejet;
16. da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder
17. for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden,
18. holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra Våbendød.
19. Eller han revses med Smerter på Lejet, uafbrudt sfår der Hamp i
hans Ben;
20. Livet i ham væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad
21. hans Kød svinder hen, så det ikke ses, hans Knogler, som før
ikke sås, bliver blottet;
22. hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv de dræbende Magter.
23. Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd,
som varsler Mennesket Tugt,
24. og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven,
Løsepenge har jeg fået!"
25. da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom.
26. Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans
Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse.
27. Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten og
fik dog ej Løn som forskyldt!
28. Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav, mit Liv ser Lyset med
Lyst!"
29. Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket
30. for at redde hans Sjæl fra Graven, så han skuer Livets Lys!
31. Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så jeg kan tale!
32. Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig
Ret;
33. hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære dig
Visdom!
Job 34
1. Og Elihu tog til Orde og sagde: "Hør mine Ord, I vise, I
forstandige Mænd, lån mig Øre!
3. Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad;
4. lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der
er godt!
5. Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;
6. min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg
såret til Døden!"
7. Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,
8. søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk!
9. Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med
Gud!"
10. Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra
den Almægtige at gøre ondt;
11. nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter
hans Færd;
12. Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!
13. Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden?
14. Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,
15. da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!
16. Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord!
17. Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den
Retfærdige, Vældige?
18. Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du
er!" til Stormænd,
19. som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller
foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.
20. Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og
borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd.
21. Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt;
22. der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i.
23. Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for
Gud;
24. han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.
25. Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide
styrter han dem;
26. for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han
dem,
27. fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,
28. så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes
Skrig.
29. Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo
vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog,
30. for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets
Snarer.
31. Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,
32. jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej
mer!"
33. skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender
noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du
ved!
34. Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:
35. "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte!
36. Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk!
37. Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og
fremfører mange Ord imod Gud!"
Job 35
1. Og Elihu tog til Orde og sagde:
2. "Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud,
3. at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg
ikke synder?"
4. Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner:
5. Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor
højt de, er over dig!
6. Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør
det da ham?
7. Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din
Hånd?
8. Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn,
din Retfærd!
9. Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges
Arm,
10. men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om
Natten,
11. lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor Himlens
Fugle?"
12. Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod;
13. til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,
14. endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn
og bi på ham!
15. Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig
stort om Synd,
16. så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store
Ord.
Job 36
1. Og videre sagde Elihu:
2. Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til
Forsvar for Gud.
3. Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
4. thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen
Indsigt har du for dig.
5. Se, Gud forkaster det stive Sind,
6. den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres
Ret,
7. fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for
stedse hos Konger på Tronen i Højhed.
8. Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,
9. så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede
sig,
10. åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det
onde.
11. Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i
liflig Fryd deres År.
12. Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i
Uforstand.
13. Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de
ikke om Hjælp;
14. i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.
15. Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved
Trængsel.
16. Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab;
ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede
Retter.
17. Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom
greb dig fat.
18. Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede
dig vild!
19. Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al
din Kraft?
20. Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der,
hvor de er;
21. var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at
lide.
22. Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
23. Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"
24. Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
25. Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun
fra det fjerne.
26. Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke
fides.
27. Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som
Regn,
28. og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.
29. Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
30. Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;
31. Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
32. han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;
33. hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
Job 37
1. Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
2. Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans
Mund!
3. Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens
Ender;
4. efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han
sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.
5. Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det
ej.
6. Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og
Regnskyl: "Bliv stærke!" For alle Mennesker sætter han Segl, at
de dødelige alle må kende hans Gerning.
8. De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
9. Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
10. Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
11. Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
12. det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører
alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,
13. hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det
for at velsigne.
14. Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
15. Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem
fra sin Sky?
16. Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
17. Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?
18. Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
19. Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.
20. Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra
Samling?
21. Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr
farer hen og renser Himlen,
22. fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
23. og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd
bøjer han ikke Retten;
24. derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
Job 38
1. Så svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:
2. "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Mening?
3. Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære
mig!
4. Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen
Indsigt! Hvem bestemte dens Mål - du kender det jo - hvem
spændte Målesnor ud derover?
6. Hvorpå blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten,
7. mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner råbte
af Glæde?
8. Hvem stængte for Havet med Porte, dengang det brusende udgik af
Moders Skød,
9. dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Tågemulm til Svøb,
10. dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslå og Døre
11. og sagde: "Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte
Vover!"
12. Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide
sit Sted,
13. så den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort,
14. så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den
en Klædning?
15. De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust.
16. Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret på Dybets
Bund?
17. Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte?
18. Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den
er!
19. Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme,
20. så du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen på Vej til
dets Bolig?
21. Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort!
22. Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes,
23. den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag?
24. Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden
spreder sig ud over Jorden?
25. Hvem åbnede Regnen en Rende og Tordenens Lyn en Vej
26. for at væde folketomt Land, Ørkenen, hvor ingen bor,
27. for at kvæge Øde og Ødemark og fremkalde Urter i Ørkenen?
28. Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Dråber?
29. Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem fødte mon Himlens Rim?
30. Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen.
31. Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse Orions Lænker?
32. Lader du Aftenstjemen gå op i Tide, leder du Bjørnen med Unger?
33. Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden?
34. Kan du løfte Røsten til Sky, så Vandskyl adlyder dig?
35. Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!"
36. Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet Kløgt?
37. Hvem er så viis, at han tæller Skyerne, hvem hælder Himmelens
Vandsække om,
38. når Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen?
Job 39
1. Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger,
2. når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat?
3. Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker
om uden Føde?
4. Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes
Veer,
5. tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de
føder?
6. De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
7. Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til
dem igen.
8. Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
9. som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
10. Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
11. det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert
Græsstrå op.
12. Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din
Krybbe om Natten?
13. Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
14. Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
15. Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
16. Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
17. siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i
Sandet,
18. tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde
dem sønder?
19. Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens
Møje, det ængster den ikke.
20. Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
21. Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
22. Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
23. og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder
Rædsel.
24. Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
25. den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
26. Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
27. den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke,
når Hornet lyder;
28. et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det
fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
29. Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder
sin Vinge mod Sønden?
30. Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin
højtsatte Rede?
31. Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
32. den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
33. Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
34. Og HERREN svarede Job og sagde:
35. Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser
Gud, han svare herpå!
36. Da svarede Job HERREN og sagde:
37. Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min Hånd på
min Mund!
38. Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det
ej mer!
Job 40
1. Da svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:
2. "Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal
lære mig!
3. Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan
få Ret?
4. Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som han?
5. Smyk dig med Højhed og Storhed, klæd dig i Glans og Herlighed!
6. Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik,
7. bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse,
8. skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet!
9. Så vil jeg også love dig for Sejren, din højre har vundet.
10. Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som dig. Som Oksen æder
den Græs.
11. Se, hvilken Kraft i Lænderne og hvilken Styrke i Bugens Muskler!
12. Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener er flettet
sammen;
13. dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i den som Stænger af
Jern.
14. Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de
andre;
15. thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens Vildt har
Legeplads.
16. Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør;
17. Lotusbuskene giver den Tag og Skygge, Bækkens Pile yder den
Hegn.
18. Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end
svulmer mod dens Gab.
19. Hvem kan gribe den i dens Tænder og trække Reb igennem dens
Snude?
20. Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med
Snøre?
21. Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens
Kæber?
22. Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?
23. Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for
evigt?
24. Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine
Pigebørn?
25. Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?
26. Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?
27. Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det
ej mer.
28. Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.
Job 41
1. Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?
2. Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?
3. Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er
skabt.
4. Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte
Panser?
5. Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er
Rædsel.
6. Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;
7. de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;
8. de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i
hverandre.
9. Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er
dens Øjne.
10. Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.
11. Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.
12. Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.
13. Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.
14. Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;
15. fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste
Møllesten.
16. Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af
Skræk.
17. Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller
Pil.
18. Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;
19. Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for
den,
20. Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.
21. På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som
Tærskeslædens;
22. Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af
Floden;
23. bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.
24. Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.
25. Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte
Dyr.
Job 42
1. Så svarede Job HERREN og sagde:
2. "Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt!
3. "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor:
jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og
som jeg ej kendte til.
4. Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig!
5. Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig;
6. jeg tager det derfor tilbage og angrer i Støv og Aske!
7. Men efter at HERREN havde talet disse Ord til Job, sagde han til
Temaniten Elifaz: "Min Vrede er blusset op mod dig og dine to
Venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!
8. Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Job
og bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå i
Forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en
Ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som min
Tjener Job!"
9. Så gik Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar
hen og gjorde, som HERREN havde sagt, og HERREN bønhørte Job.
10. Og HERREN vendte Jobs Skæbne, da han gik i Forbøn for sine
Venner; og HERREN gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold
igen.
11. Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham
tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham
deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, HERREN
havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en
Guldring.
12. Og HERREN velsignede Jobs sidste Tid mere end hans første. Han
fk 14000 Stykker Småkvæg, og 1000 Aseninder.
13. Og han fik syv Sønner og tre Døtre,
14. og han kaldte den ene Jemima, den anden Kezia og den tredje
Keren-Happuk.
15. Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden;
og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre:
16. Siden levede Job 140 År og så sine Børn og Børnebørn, fire
Slægtled.
17. Så døde Job gammel og mæt af Dage.
Salmerne
Salme 1
1. Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står på
Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag,
2. men har Lyst til HERRENs Lov, og som grunder på hans Lov både
Dag og Nat.
3. Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til
rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får han
Lykke til.
4. De gudløse derimod er som Avner, Vinden bortvejrer.
5. Derfor består de gudløse ikke i Dommen og Syndere ej i
retfærdiges Menighed.
6. Thi HERREN kender retfærdiges Vej, men gudløses Vej brydes af.
Salme 2
1. Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på hvad fåfængt
er?
2. Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og
mod hans Salvede:
3. "Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!"
4. Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem.
5. Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:
6. "Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!"
7. Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn,
jeg har født dig i Dag!
8. Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord
i Eje;
9. med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en
Pottemagers Kar!"
10. Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere,
11. tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven!
12. Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset
hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham!
Salme 3
1. (En Salme af David, da han flygtede for sin søn Absalom.)
2. HERRE, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig
mod mig,
3. mange, som siger om min Sjæl: "Der er ingen Frelse for ham hos
Gud!" - Sela.
4. Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter
mit Hoved.
5. Jeg råber højlydt til HERREN, han svarer mig fra sit hellige
Bjerg. - Sela.
6. Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi HERREN holder mig
oppe.
7. Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt om lejrer sig
mod mig.
8. Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog
du på Kind, du brød de gudløses Tænder!
9. Hos HERREN er Frelsen; din Velsignelse over dit Folk! - Sela.
Salme 4
1. (Til sangmesteren. Med strengespil. En salme af David.)
2. Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du
mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn!
3. Hvor længe, I Mænd, skal min Ære skændes? Hvor længe vil I elske
Tomhed, søge Løgn? - Sela.
4. Vid dog, at HERREN er mig underfuldt god; når jeg påkalder
HERREN, hører han mig.
5. Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders Leje og
ti! - Sela.
6. Bring rette Ofre og stol på HERREN!
7. Mange siger: "Hvo bringer os Lykke?" Opløft på os dit Åsyns Lys!
8. HERRE, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn
og Most flød over.
9. I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader
mig bo alene i Tryghed.
Salme 5
1. (Til sangmesteren. El-hannehilot. En salme af David.)
2. HERRE, lytt til mit Ord og agt på mit suk,
3. lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig!
4. Årle hører du, HERRE, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag og
spejder.
5. Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke
gæste dig,
6. for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand,
7. tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld
Mand er HERREN en Afsky.
8. Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dit
hellige Tempel bøje mig i din Frygt.
9. Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, HERRE, jævn
din Vej for mit Ansigt!
10. Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund,
Struben en åben Grav, deres Tunge er glat.
11. Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for
deres Synders Mængde, de trodser jo dig.
12. Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem,
som elsker dit Navn, lad dem juble i dig!
13. Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med Nåde
som Skjold.
Salme 6
1. (Til sangmesteren. Med strengespil. Efter den ottende. En
salme af David.)
2. HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme,
3. vær mig nådig Herre, jeg sygner hen, mine Ledmod skælver, læg
mig, Herre!
4. Såre skælver min Sjæl; o HERRE, hvor længe endnu?
5. Vend tilbage, HERRE, og frels min Sjæl, hjælp mig dog for din
Miskundheds Skyld!
6. Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig
der?
7. Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, bader
med Tårer min Seng;
8. mit Øje hentæres af Sorg, sløves for alle mine Fjenders Skyld.
9. Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi HERREN har hørt min Gråd,
10. HERREN har hørt min Tryglen, min Bøn tager HERREN imod.
11. Beskæmmes skal alle mine Fjender og såre forfærdes, brat skal de
vige med Skam.
Salme 7
1. (En Sjiggajon af David, som han sang for HERREN i anledning af
benjaminitten Kusj' ord.)
2. HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver
min Forfølger,
3. at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at
nogen befrier.
4. HERRE min Gud, har jeg handlet så, er der Uret i mine Hænder,
5. har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag
gjort mine Fjender Men,
6. så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til
Jorden og kaste min Ære i Støvet. - Sela.
7. HERRE, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen,
vågn op, min Gud, du sætte Retten!
8. Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det
høje!
9. HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme du, HERRE, efter min Retfærd
og Uskyld!
10. På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som
prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud.
11. Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet;
12. retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes.
13. Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og
sigter;
14. men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine
Pile til brændende Pile.
15. Se, hanundfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder han Blændværk;
16. han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han
gjorde.
17. Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret rammer hans egen
Isse.
18. Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge HERREN den
Højestes Navn.
Salme 8
1. (Til sangmesteren. Al-haggittit. En salme af David.)
2. HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du,
som bredte din Højhed ud over Himlen!
3. Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine
Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.
4. Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne,
som du skabte,
5. hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn,
at du tager dig af ham?
6. Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned
du ham;
7. du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans
Fødder,
8. Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr,
9. Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes
Stier.
10. HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!
Salme 9
1. (Til sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David.)
2. Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine
Undere,
3. glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,
4. fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn.
5. Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds
Dommer.
6. Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du
slettet for evigt.
7. Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de
mindes ej mer.
8. Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,
9. skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret.
10. HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i
Trængselstider;
11. og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej
dem, der søgte dig, HERRE.
12. Lovsyng HERREN, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad
han har gjort!
13. Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de
armes Råb:
14. "HERRE, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som
løfter mig op fra Dødens Porte,
15. at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions
Datters Porte!"
16. Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet,
de satte.
17. HERREN blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine
Hænders Gerning. - Higgajon Sela.
18. Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud
i Hu.
19. Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig
ydmyges Håb.
20. Rejs dig, HERRE, lad ikke Mennesker få Magten, lad Folkene
dømmes for dit Åsyn;
21. HERRE, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er
Mennesker! - Sela.
Salme 10
1. Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i
Trængselstider?
2. Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han
spinder;
3. thi den gudløse praler af sin Sjæls Attrå, den gridske
forbander, ringeagter HERREN.
4. Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen
Gud"; det er alle hans Tanker.
5. Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han
blæser ad alle sine Fjender.
6. Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt
til Slægt."
7. Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er
under hans Tunge;
8. han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri,
efter Staklen spejder hans Øjne;
9. han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer
han, han fanger den arme ind i sit Garn;
10. han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans
Kløer.
11. Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser
det aldrig."
12. Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!
13. Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger
ikke?
14. Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Hånd;
Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.
15. Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den
ej findes!
16. HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af
hans Land;
17. du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte,
vender Øret til
18. for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer
øve Vold.
Salme 11
1. (Til sangmesteren. Af David.)
Jeg tager min Tilflugt til HERREN! Hvor kan I sige til min Sjæl:
"Fly som en Fugl til Bjergene!
2. Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette på
Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet.
3. Når selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?"
4. HERREN er i sin hellige Hal, i Himlen er HERRENs Trone; på
Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens
Børn;
5. retfærdige og gudløse ransager HERREN; dem, der elsker Uret,
hader hans Sjæl;
6. over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr er
deres tilmålte Bæger.
7. Thi retfærdig er HERREN, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige
skuer hans Åsyn!
Salme 12
1. (Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.)
2. HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt
Menneskens Børn;
3. de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og
tvedelt Hjerte.
4. Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store
Ord,
5. dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os,
hvo er vor Herre?"
6. "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN,
"jeg frelser den, som man blæser ad."
7. HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.
8. HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.
9. De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt
Menneskens Børn.
Salme 13
1. (Til sangmesteren. En salme af David.)
2. Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit
Åsyn for mig?
3. Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag og
Nat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig?
4. Se til og svar mig, HERRE min Gud, klar mine Øjne, så jeg ej
sover ind i Døden
5. og min Fjende skal sige: "Jeg overvandt ham!" mine Uvenner
juble, fordi jeg vakler!
6. Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad mit Hjerte juble over
din Frelse! Jeg vil synge for HERREN, thi han var mig god!
Salme 14
1. (Til sangmesteren. Af David.)
Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt
handler de, ingen gør godt.
2. HERREN skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der
findes en forstandig, nogen, der søger Gud.
3. Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke
een!
4. Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd
de Brød, og ikke påkalder HERREN?
5. Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt.
6. Gør kun den armes Råd til Skamme, HERREN er dog hans Tilflugt.
7. Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når HERREN vender Folkets
Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes!
Salme 15
1. (En salme af David.)
HERRE, hvo kan gæste dit Telt, hvo kan bo på dit hellige Bjerg?
2. Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit
Hjerte;
3. ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej
bringer Skam over Ven,
4. som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter
HERREN, ej bryder Ed, han svor til egen Skade,
5. ej låner Penge ud mod Åger og ej tager Gave mod skyldfri. Hvo
således gør, skal aldrig rokkes.
Salme 16
1. (En miktam af David.)
Vogt mig, Gud, thi jeg lider på dig!
2. Jeg siger til HERREN: "Du er min Herre; jeg har ikke andet Gode
end dig.
3. De hellige, som er i Landet, de er de herlige, hvem al min Hu
står til."
4. Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre
vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund.
5. HERREN er min tilmålte Del og mit Bæger. Du holder min Arvelod i
Hævd.
6. Snorene faldt mig på liflige Steder, ja, en dejlig Arvelod
tilfaldt mig.
7. Jeg vil prise HERREN, der gav mig Råd, mine Nyrer maner mig,
selv om Natten.
8. Jeg har altid HERREN for Øje, han er ved min højre, jeg rokkes
ikke.
9. Derfor glædes mit Hjerte, min Ære jubler, endogså mit Kød skal
bo i Tryghed.
10. Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige
skue Graven.
11. Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Åsyn,
Livsalighed er i din højre for evigt.
Salme 17
1. (En bøn af David.)
HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage lån Øre til Bøn
fra svigløse Læber!
2. Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne.
3. Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej
Svig hos mig.
4. Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers
Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;
5. mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.
6. Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør
på mit Ord!
7. Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din
højre for Fjender!
8. Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge
9. for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som
omringer mig;
10. de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører
Hovmodstale.
11. De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til
Jorden.
12. De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.
13. Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med
dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,
14. fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få
deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af
Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad
de levner!
15. Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse,
når jeg vågner.
Salme 18
1. (Til sangmesteren. Af HERRENS tjener David, som sang HERREN
denne sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans
fjenders og af Sauls hånd.
2. Han sang:) HERRE, jeg har dig hjerteligt kær, min Styrke!
3. HERRE, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg,
hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!
4. Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
5. Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
6. Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
7. i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte
min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
8. Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og
rysted, thi hans Vrede blussede op.
9. Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder
gnistrede fra ham.
10. Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
11. båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
12. han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser,
vandfyldte Skyer.
13. Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans
Skyer.
14. HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl
og Ildgløder.
15. Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede
dem.
16. Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din
Trusel, HERRE, for din Vredes Pust.
17. Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de
vældige Vande,
18. frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de
var mig for stærke.
19. På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til
Værn.
20. Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde
Behag i mig.
21. HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine
Hænders Uskyld;
22. thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min
Gud
23. hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.
24. Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
25. HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som
stod ham for Øje!
26. Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
27. du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
28. De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29. Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.
30. Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer
jeg over Volde.
31. Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold
for alle, der sætter deres Lid til ham.
32. Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
33. den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
34. gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene,
35. oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen!
36. Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din
Nedladelse gjorde mig stor;
37. du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
38. Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var
gjort til intet,
39. slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min
Fod.
40. Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du
i Knæ for mig;
41. du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af
Vejen.
42. De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
43. Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som
Gadeskarn.
44. Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags
Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
45. hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;
46. Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.
47. HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
48. den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod
49. og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine
Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
50. HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit
Navn,
51. du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede
Miskundhed, David og hans Æt evindelig.
Salme 19
1. (Til sangmesteren. En salme af David.)
2. Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk.
3. Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide.
4. Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres,
5. når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs
Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt;
6. som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved
at løbe sin Bane,
7. rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den
anden. Intet er skjult for dens Glød.
8. HERRENs Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, HERRENs Vidnesbyrd
holder, gør enfoldig viis,
9. HERRENs Forskrifter er rette, glæder Hjertet, HERRENs Bud er
purt, giver Øjet Glans,
10. HERRENs Frygt er ren, varer evigt, HERRENs Lovbud er Sandhed,
rette til Hobe,
11. kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor
Honning og Kubens Saft.
12. Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.
13. Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst!
14. Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver
jeg uden Lyde og fri for svare Synder.
15. Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå
frem for dit Åsyn, HERRE, min Klippe og min Genløser!
Salme 20
1. (Til sangmesteren. En salme af David.)
2. På trængselens dag bønhøre Herren dig, værne dig Jakobs Guds
Navn!
3. Han sende dig Hjælp fra Helligdommen, fra Zion styrke han dig;
4. han komme alle dine Afgrødeofre i Hu og tage dit Brændoffer
gyldigt! - Sela.
5. Han give dig efter dit Hjertes Attrå, han fuldbyrde alt dit Råd,
6. at vi må juble over din Frelse, løfte Banner i vor Guds Navn !
HERREN opfylde alle dine Bønner!
7. Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede og svarer ham fra sin
hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde.
8. Nogle stoler på Heste, andre på Vogne, vi sejrer ved HERREN vor
Guds Navn.
9. De synker i Knæ og falder, vi rejser os og kommer atter på Fode.
10. HERRE, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder!
Salme 21
1. (Til sangmesteren. En salme af David.)
2. HERRE, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over
din Frelse!
3. Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers
Bøn. - Sela.
4. Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på
hans Hoved.
5. Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden
Ende.
6. Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på
ham.
7. Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du
ham.
8. Thi Kongen stoler på HERREN, ved den Højestes Nåde rokkes han
ikke.
9. Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine
Avindsmænd.
10. Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger
dem i sin Vrede. Ild fortærer dem.
11. Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt
Menneskens Børn.
12. Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;
13. thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres
Ansigt.
14. HERRE, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit
Storværk!
Salme 22
1. (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.)
2. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til
Trods er Frelsen mig fjern.
3. Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men
finder ej Hvile.
4. Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.
5. På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
6. de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til
Skamme.
7. Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk
til Spe;
8. alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
9. "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham,
han har jo Velbehag i ham."
10. Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min
Moders Bryst;
11. på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du
min Gud.
12. Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som
hjælper!
13. Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,
14. spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
15. Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit
Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
16. min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge,
du lægger mig ned i Dødens Støv.
17. Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har
gennemboret mine Hænder og Fødder,
18. jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
19. Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
20. Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
21. Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
22. Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt
mig.
23. Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i
Forsamlingen:
24. "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for
ham, al Israels Æt!
25. Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte
ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"
26. Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter
iblandt de fromme;
27. de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise
ham; deres Hjerte leve for evigt!
28. Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og
alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;
29. thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.
30. De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje
sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt
deres Sjæl i Live.
31. Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten,
der kommer;
32. de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb
ind.
Salme 23
1. (En salme af David.)
HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes,
2. han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han
mig, han kvæger min Sjæl,
3. han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld.
4. Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi
du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.
5. I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit
Hoved med Olie, mit Bæger flyder over.
6. Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i HERRENs
Hus skal jeg bo gennem lange Tider.
Salme 24
1. (Af David. En salme.)
HERRENs er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpå;
2. thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme.
3. Hvo kan gå op på HERRENs Bjerg, og hvo kan stå på hans hellige
Sted?
4. Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu
til Løgn og ikke sværger falsk;
5. han får Velsignelse fra HERREN, Retfærdighed fra sin Frelses
Gud.
6. Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn,
Jakobs Gud! - Sela.
7. Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens
Konge kan drage ind!
8. Hvo er den Ærens Konge? HERREN, stærk og vældig, HERREN, vældig
i Krig!
9. Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens
Konge kan drage ind!
10. Hvo er han, den Ærens Konge? HERREN, Hærskarers Herre, han er
Ærens Konge! - Sela.
Salme 25
1. (Af David.)
HERRE, jeg løfter min sjæl til dig
2. min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine
Fjender fryde sig over mig.
3. Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de,
som er troløse uden Grund.
4. Lad mig kende dine Veje, HERRE lær mig dine Stier.
5. Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses
Gud; jeg bier bestandig på dig.
6. HERRE, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra
Evighed af.
7. Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men
efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o
HERRE!
8. God og oprigtig er HERREN, derfor viser han Syndere Vejen.
9. Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin
Vej.
10. Alle HERRENs Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der
holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.
11. For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er
stor.
12. Om nogen frygter HERREN, ham viser han den Vej, han skal vælge;
13. selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje.
14. Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han
kundgør dem sin Pagt.
15. Mit Øje er stadig vendt imod HERREN, thi han frier mine Fødder
af Snaren.
16. Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm.
17. Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød.
18. Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder.
19. Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had
uden Grund.
20. Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke
beskæmmes.
21. Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, HERRE.
22. Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!
Salme 26
1. (Af David.)
Skaf mig ret, o HERRE, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på HERREN
uden at vakle.
2. Ransag mig, HERRE, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte;
3. thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed.
4. Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke.
5. Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej.
6. Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit
Alter, HERRE,
7. for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere.
8. HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.
9. Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd,
10. i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af
Bestikkelse.
11. Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig!
12. Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love
HERREN.
Salme 27
1. (Af David.)
HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er
Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes?
2. Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og
falder de, Uvenner og Fjender!
3. Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om
Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg.
4. Om eet har jeg bedet HERREN, det attrår jeg: alle mine Dage at
bo i HERRENs Hus for at skue HERRENs Livsalighed og grunde i
hans Tempel.
5. Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i
sit Telt og løfter mig op på en Klippe.
6. Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I
hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg
prise HERREN.
7. HERRE, hør mit Råb, vær nådig og svar mig!
8. Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, HERRE;
9. skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede,
du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud!
10. Thi Fader og Moder forlod mig, men HERREN tager mig til sig.
11. Vis mig, HERRE, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes
Skyld;
12. giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der
udånder Vold, står frem imod mig.
13. Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue HERRENs Godhed i de
levendes Land -
14. Bi på HERREN, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på HERREN!
Salme 28
1. (Af David.)
Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig,
at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.
2. Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne
op mod dit hellige Tempel.
3. Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod
Næsten trods venlige Ord.
4. Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres
Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste!
5. Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders
Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!
6. Lovet være HERREN, thi han har hørt min tryglende Røst;
7. min Styrke, mit Skjold er HERREN, mit Hjerte stoler på ham. Jeg
fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.
8. HERREN er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse.
9. Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig
Tid!
Salme 29
1. (En salme af David.)
Giver HERREN, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris,
2. giver HERREN hans Navns Ære; tilbed HERREN i helligt Skrud!
3. HERRENs Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle,
HERREN, over de vældige Vande!
4. HERRENs Røst med Vælde, HERRENs Røst i Højhed,
5. HERRENs Røst, den splintrer Cedre, HERREN splintrer Libanons
Cedre,
6. får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde
Okse!
7. HERRENs Røst udslynger Luer.
8. HERRENs Røst får Ørk til at skælve, HERREN får Kadesj's Ørk til
at skælve!
9. HERRENs Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven.
Alt i hans Helligdom råber: "Ære!"
10. HERREN tog Sæde og sendte Vandfloden, HERREN tog Sæde som Konge
for evigt.
11. HERREN give Kraft til sit Folk, HERREN velsigne sit Folk med
Fred!
Salme 30
1. (En salme. En sang ved husets indvielse. Af David.)
2. HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender
glæde sig over mig;
3. HERRE min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig.
4. Fra Dødsriget, HERRE, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af
Gravens Dyb.
5. Lovsyng HERREN, I hans fromme, pris hans hellige Navn!
6. Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om
Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.
7. Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!"
8. HERRE, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn,
jeg blev forfærdet.
9. Jeg råbte, HERRE, til dig, og tryglende bad jeg til HERREN:
10. "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven?
Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud?
11. HERRE, hør og vær nådig, HERRE, kom mig til Hjælp!"
12. Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i
Glæde,
13. at min Ære skal prise dig uden Ophør. HERRE min Gud, jeg vil
takke dig evigt!
Salme 31
1. (Til sangmesteren. En salme af David.)
2. HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes.
Udfri mig i din Retfærd,
3. du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en
Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse;
4. thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre
du mig,
5. fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,
6. i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, HERRE, du tro
faste Gud,
7. du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på
HERREN,
8. jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set
min Nød, agtet på min Sjælekvide.
9. Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.
10. Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit
Øje, min Sjæl og mit Indre.
11. Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er
brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.
12. For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine
Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden,
flygter for mig.
13. Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar.
14. Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder
Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.
15. Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud,
16. mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem,
der forfølger mig,
17. lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed.
18. HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de
gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden.
19. Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige
med Hovmod og Foragt.
20. Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter
dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne.
21. Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du
gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv.
22. Lovet være HERREN, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i
en befæstet Stad.
23. Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!"
Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig.
24. Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men
den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold.
25. Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier på HERREN!
Salme 32
1. (Af David. En maskil.)
Salig den, hvis Overtrædselse er forladt, hvis Synd er
skjult;
2. saligt det Menneske, HERREN ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd
der ikke er Svig.
3. Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen
igennem,
4. thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft
svandt som i Sommerens Tørke. - Sela.
5. Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde:
"Mine Overtrædelser vil jeg bekende for HERREN!" Da tilgav du
mig min Syndeskyld. - Sela.
6. Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da
store Vandskyl, ham skal de ikke nå.
7. Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel
omgiver du mig. - Sela.
8. Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig
ved at fæste mit Øje på dig.
9. Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med
Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig.
10. Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på HERREN,
omgiver han med Nåde.
11. Glæd jer i HERREN, I retfærdige, fryd jer, jubler, alle I
oprigtige af Hjertet!
Salme 33
1. Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig
Lovsang;
2. lov HERREN med Citer, tak ham til tistrenget Harpe;
3. en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!
4. Thi sandt er HERRENs Ord, og al hans Gerning er trofast;
5. han elsker Retfærd og Ret, af HERRENs Miskundhed er Jorden fuld.
6. Ved HERRENs Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds
Ånde.
7. Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i
Forrådskamre.
8. Al Jorden skal frygte for HERREN, Alverdens Beboere skælve for
ham;
9. thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der.
10. HERREN kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til
intet;
11. HERRENs Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt
til Slægt.
12. Saligt det Folk, der har HERREN til Gud, det Folkefærd, han
valgte til Arvelod!
13. HERREN skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn;
14. fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden;
15. han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres
Værk.
16. Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt
ved sin store Kraft;
17. til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke
redder den ikke.
18. Men HERRENs Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på
Nåden,
19. for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens
Tid.
20. På HERREN bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold;
21. thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige
Navn.
22. Din Miskundhed være over os, HERRE, såsom vi håber på dig.
Salme 34
1. (Af David, da han lod afsindig for Abimelek, og denne jog ham
fra sig, og han drog bort.)
2. Jeg vil love HERREN til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde
min Mund
3. min Sjæl skal rose sig af HERREN, de ydmyge skal høre det og
glæde sig.
4. Hylder HERREN i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn!
5. Jeg søgte HERREN, og han svarede mig og friede mig fra alle mine
Rædsler.
6. Se hen til ham og strål af Glæde, eders Åsyn skal ikke
beskæmmes.
7. Her er en arm, der råbte, og HERREN hørte, af al hans Trængsel
frelste han ham.
8. HERRENs Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.
9. Smag og se, at HERREN er god, salig den Mand, der lider på ham!
10. Frygter HERREN, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler
intet.
11. Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger HERREN, dem
fattes intet godt.
12. Kom hid, Børnlille, og hør på mig, jeg vil lære jer HERRENs
Frygt.
13. Om nogen attrår Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke,
14. så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig;
15. hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og jag derefter.
17. Mod dem, der gør ondt, er HERRENs Åsyn for at slette deres Minde
af Jorden; (vers 16 og 17 har byttet plads)
16. på retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Råb;
18. når de skriger, hører HERREN og frier dem af al deres Trængsel.
19. HERREN er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem,
hvis Ånd er brudt.
20. Den retfærdiges Lidelser er mange, men HERREN frier ham af dem
alle;
21. han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes.
22. Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader
retfærdige.
23. HERREN forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham,
skal bøde.
Salme 35
1. (Af David.)
HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der
strider mod mig,
2. grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
3. tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min
Sjæl: "Jeg er din Frelse!"
4. Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der
ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
5. de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,
6. deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!
7. Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en
Grav.
8. Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde
ham selv, lad ham falde i Graven.
9. Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
10. alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser
den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"
11. Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender
til;
12. de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
13. Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad
med sænket Hoved,
14. som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over
min Moder, knuget af Sorg.
15. Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger,
fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;
16. for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod
mig.
17. Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres
Brøl, min eneste fra Løver.
18. Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange
Folk.
19. Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig,
lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
20. Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;
21. de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med
egne Øjne!"
22. Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra
mig;
23. rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
24. døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig
over mig
25. Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi
slugte ham!"
26. Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad
dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
27. Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen
sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"
28. Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.
Salme 36
1. (Til sangmesteren. Af HERRENs tjener David.)
2. Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har
han ikke for Øje;
3. thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans
Brøde og hade ham.
4. Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt
og godt;
5. på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er
god; det onde afskyr han ikke.
6. HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til
Skyerne,
7. din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb;
HERRE, du frelser Folk og Fæ,
8. hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene
skjuler sig i dine Vingers Skygge;
9. de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds
Strøm;
10. thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!
11. Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd
over de oprigtige af Hjertet.
12. Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig
bort.
13. Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.
Salme 37
1. (Af David.)
Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret!
2. Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske
Grønne.
3. Stol på HERREN og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på
Troskab,
4. da skal du have din Fryd i HERREN, og han skal give dig, hvad
dit Hjerte attrår.
5. Vælt din Vej på HERREN, stol på ham, så griber han ind
6. og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare
Dag.
7. Vær stille for HERREN og bi på ham, græm dig ej over den, der
har Held, over den, der farer med Rænker.
8. Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun
Harm.
9. Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN,
skal arve Landet.
10. En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans
Sted, så er han der ikke.
11. Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen
Fred.
12. Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham;
13. men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme.
14. De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og
fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;
15. men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder
og sammen.
16. Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom;
17. thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN støtter de
retfærdige;
18. HERREN kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver
evindelig;
19. de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage.
20. Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er HERRENs
Fjender, de svinder, de svinder som Røg.
21. Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og
giver;
22. de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander,
udryddes.
23. Af HERREN stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans
Vej;
24. om end han snubler, falder han ikke, thi HERREN støtter hans
Hånd.
25. Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en
retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød;
26. han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse.
27. Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig;
28. thi HERREN elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde
udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes;
29. de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid.
30. Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret
er;
31. sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt.
32. Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet,
33. men, HERREN giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes
for Retten.
34. Bi på HERREN og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at
arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang.
35. Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder
36. men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham,
fandtes han ikke.
37. Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en
Fremtid;
38. men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går
tabt.
39. De retfærdiges Frelse kommer fra HERREN, deres Tilflugt i Nødens
Stund;
40. HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han
dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.
Salme 38
1. (En salme af David. Lehazkir.)
2. HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme!
3. Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.
4. Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i
mine Ledemod for mine Synders Skyld;
5. thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for
tung for mig.
6. Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg
bøjet;
7. jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
8. Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,
9. jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.
10. HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;
11. mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har
mistet sin Glans.
12. For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste
holder sig fjert;
13. de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig
ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.
14. Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej
åbner sin Mund,
15. som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
16. Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min
Gud,
17. når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig
over min vaklende Fod!"
18. Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
19. thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.
20. Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der
hader mig uden Grund,
21. som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger
det gode.
22. HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,
23. il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!
Salme 39
1. (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.)
2. Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med
Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er
mig nær!"
3. Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min
Smerte naged,
4. mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da
talte jeg med min Tunge.
5. Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har,
lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
6. Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet
for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.
7. Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres
Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.
8. Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.
9. Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!
10. Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.
11. Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.
12. Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans
Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. -
Sela.
13. Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie
du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine
Fædre.
14. Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er
til!
Salme 40
1. (Til sangmesteren. Af David. En salme.)
2. Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte
mit Skrig.
3. Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han
satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed,
4. en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange
skal se det og frygte og stole på HERREN.
5. Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til
hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.
6. Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du
for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og
fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.
7. Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører,
Brænd- og Syndoffer kræver du ikke.
8. Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig
Forskrift;
9. at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit
Indre."
10. I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber
lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.
11. Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse
talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor
Forsamling.
12. Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og
Sandhed skal altid være mit Værn.
13. Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har
indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår,
og Modet har svigtet.
14. Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.
15. Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der
ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;
16. Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha,
ha!" til mig!
17. Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som
elsker din Frelse, bestandig sige: "HERREN er stor!"
18. Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min
Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!
Salme 41
1. (Til sangmesteren. En salme af David.)
2. Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN på
Ulykkens Dag;
3. HERREN vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet,
han giver ham ikke i Fjendevold.
4. På Sottesengen står HERREN ham bi, hans Smertensleje gør du ham
let.
5. Så siger jeg da: Vær mig nådig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har
syndet mod dig!
6. Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn
udslettes?"
7. Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte
samler på ondt, og så går han bort og taler derom.
8. Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at
det går mig ilde:
9. "En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig
op!"
10. Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har
løftet Hælen imod mig.
11. Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve
Gengæld imod dem.
12. Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal
juble over mig.
13. Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit
Åsyn til evig Tid.
14. Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed,
Amen, Amen!
Salme 42
1. (Til sangmesteren. En maskil af Koras sønner.)
2. Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min
Sjæl efter dig, o Gud.
3. Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme
og stedes for Guds Åsyn?
4. Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig
spørger mig: "Hvor er din Gud?"
5. Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred
med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i
Højtidsskaren.
6. Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud,
thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
7. Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og
Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg.
8. Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine
Brændinger og Bølger skyller hen over mig.
9. Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om
Natten, en Bøn til mit Livs Gud.
10. Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor
skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?
11. Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de
stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?"
12. Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud,
thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
Salme 43
1. Skaf mig Ret, o Gud, og strid for mig mod Folk, som ej kender
til Mildhed, fri mig fra en falsk, uretfærdig Mand!
2. Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor
skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?
3. Send dit Lys og din Sandhed, de lede mig, bringe mig til dit
hellige Bjerg og til dine Boliger,
4. at jeg må komme til Guds Alter, til min Glædes Gud, juble og
prise dig til Citer, Gud, min Gud!
5. Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud,
thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
Salme 44
1. (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En maskil.)
2. Gud, vi har hørt det med egne ører, vore Fædre har fortalt os
derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd;
3. Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men
dem lod du brede sig;
4. thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm,
der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts
Lys, thi du havde dem kær.
5. Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr.
6. Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit
Navn;
7. thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;
8. men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive
til Skamme.
9. Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. -
Sela.
10. Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore
Hære;
11. du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte;
12. du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem
Folkene,
13. dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved
Salget.
14. Til Hån for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander,
15. du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste
på Hovedet ad os.
16. Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn
17. for spottende, hånende Tale, for Fjendens og den hævngerriges
Blikke.
18. Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller
din Pagt!
19. Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej.
20. Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke.
21. Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed
Gud,
22. vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løn dom
23. nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som
Slagtekvæg!
24. Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse!
25. Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor Nød og Trængsel?
26. Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved
Jorden.
27. Stå op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!
Salme 45
1. (Til sangmesteren. Af Koras sønner. Al-alamot. En sang.)
2. Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til
Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge.
3. Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt på dine
Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt.
4. Omgjord din Lænd med Sværdet, o Helt,
5. Lykken følge din Højhed og Hæder, far frem for Sandhedens Sag,
for Ydmyghed og Retfærd, din højre lære dig frygtelige Ting!
6. Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for din Fod, Kongens
Fjender rammes i Hjertet.
7. Din Trone, o Gud, står evigt fast, en Retfærds Stav er din
Kongestav.
8. Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig
med Glædens Olie fremfor dine Fæller,
9. af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder. Du glædes ved
Strengeleg fra Elfenbenshaller,
10. Kongedøtre står i kostbare Klæder, Dronningen i Ofirguldets Skrud
ved din højre.
11. Hør, min Datter, opmærksomt og bøj dit Øre : Glem dit Folk og
din Faders Hus,
12. at Kongen må attrå din Skønhed, thi han er din Herre.
13. Tyrus's Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets Rigmænd bejle
til din Yndest.
14. Idel Pragt er Kongedatteren, hendes Dragt er Perler, stukket i
Guld;
15. fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget Pragt, Veninderne
fører hende hen til Kongen.
16. De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i
Kongens Palads.
17. Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster
rundt i Landet!
18. Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal
Folkene love dig evigt og altid.
Salme 46
1. (Til sangmesteren. Af Koras sønner. Al-alamot. En sang.)
2. Gud er vor Tilflugt og Styrke, en Hjælp i Angster, prøvet til
fulde
3. Derfor frygter vi ikke, om Jorden end bølger og Bjergene styrter
i Havenes Skød,
4. om end deres Vande bruser og syder og Bjergene skælver ved deres
Vælde. - Sela.
5. En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget
sin Bolig;
6. i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den Hjælp, når Morgen
gryr.
7. Folkene larmed, Rigerne vakled, han løfted Røsten, så Jorden
skjalv,
8. Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. -
Sela.
9. Kom hid og se på HERRENs Værk, han har udført frygtelige Ting på
Jord.
10. Han gør Ende på Krig til Jordens Grænser, han splintrer Buen,
sønderbryder Spydene, Skjoldene tænder han i Brand.
11. Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt Folkene,
ophøjet på Jorden!
12. Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. -
Sela.
Salme 47
1. (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En salme.)
2. Alle Folkeslag, klap i Hænderne, bryd ud i jublende Lovsang for
Gud!
3. Thi HERREN, den Højeste, er frygtelig, en Konge stor over hele
Jorden.
4. Han bøjede Folkefærd under os og Folkeslag under vor Fod;
5. han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes Stolthed. -
Sela.
6. Gud steg op under Jubel, HERREN under Homets Klang.
7. Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor Konge;
8. thi han er al Jordens Konge, syng en Sang for Gud.
9. Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin hellige Trone har
Gud taget Sæde.
10. Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud;
thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han!
Salme 48
1. (En sang. En salme af Koras sønner.)
2. Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad.
3. Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions
Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By.
4. Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge.
5. Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen;
6. de så og tav på Stedet, flyed i Angst,
7. af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder.
8. Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.
9. Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers HERREs By, i
vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. - Sela.
10. I din Helligdom tænker vi, Gud, på din Miskundhed;
11. som dit Navn så lyder din Pris til Jordens Grænser. Din højre er
fuld af Retfærd,
12. Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre jubler over dine Domme.
13. Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl dets Tårne,
14. læg Mærke til dets Ringmur, så gennem dets Borge, at I kan melde
Slægten, der
15. kommer: Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede
os.
Salme 49
1. (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En salme.)
2. Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
3. både høj og lav, både rig og fattig!
4. Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
5. jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.
6. Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske
Fjender omringer mig med Brøde,
7. de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store
rigdom?
8. Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum
9. - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive
det - så han kunde blive i Live
10. og aldrig få Graven at se;
11. nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går
bort. Deres Gods må de afstå til andre,
12. deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter
Slægt, om Godser end fik deres Navn.
13. Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der
forgår.
14. Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres
Tale behager. - Sela.
15. I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være;
de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går
Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.
16. Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig
til sig. - Sela.
17. Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;
18. thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
19. Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!"
20. han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.
21. Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som
Dyrene, der forgår.
Salme 50
1. (En salme af Asaf.)
2. Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang
til Sol i Bjærge;
2. fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans
3. vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild,
omkring ham rasede Storm;
4. han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:
5. "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"
6. Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer.
Sela.
7. Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig,
Gud, din Gud er jeg!
8. Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg
jo stadig for Øje;
9. jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;
10. thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;
11. jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.
12. Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig
og dets Fylde!
13. Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?
14. Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.
15. Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære
mig,
16. Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og
fører min Pagt i Munden,
17. når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?
18. Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du
til,
19. slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.
20. Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;
21. det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som
du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.
22. Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer
redningsløst sønder.
23. Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen,
lader jeg se Guds Frelse.
Salme 51
1. (Til sangmesteren. En salme af David,
2. dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos
Batseba.)
3. Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine
Overtrædelser efter din store Barmhjertighed,
4. tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd!
5. Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for
Øje.
6. Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine
Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du
dømmer.
7. Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd.
8. Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i
Hjertedybet.
9. Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne;
10. mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble;
11. skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger;
12. skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit
Indre;
13. kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra
mig;
14. glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd!
15. Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om
til dig.
16. Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge
lovsynge din Retfærd;
17. Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris.
18. Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer,
vandt det dig ikke.
19. Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust
Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.
20. Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure!
21. Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da
bringes Tyre op på dit Alter.
Salme 52
1. (Til sangmesteren. En maskil af David,
2. da edomitten Doeg kom og meldte Saul, at David var gået ind i
Ahimeleks hus.)
3. Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?
4. Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du
Rænkesmed,
5. du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela.
6. Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!
7. Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af
dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela.
8. De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende:
9. "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på
sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"
10. Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed
stoler jeg evigt og altid på.
11. Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt
dine fromme, at godt er dit Navn.
Salme 53
1. (Til sangmestern. Al-mahalat. En maskil af David.)
2. Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt
handler de, ingen gør godt.
3. Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der
findes en forstandig, nogen, der søger Gud.
4. Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke
een.
5. Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd
de Brød, og ikke påkalder Gud?
6. Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud
adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud
forkaster dem.
7. Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks
Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes.
Salme 54
1. (Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David,
2. da zifitterne kom og sagde til Saul: "David har skjult sig hos os".)
3. Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde,
4. hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord!
5. Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har
de ikke for Øje. - Sela.
6. Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl!
7. Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed!
8. Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o HERRE, thi
det er godt;
9. thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine
Fjender!
Salme 55
1. Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David.)
2. Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen,
3. lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,
4. jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke
vælter de over mig, forfølger mig grumt;
5. Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.
6. Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.
7. Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,
8. ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela.
9. Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.
10. Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg
i Byen;
11. de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;
12. Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger
aldrig bort fra dens Torve.
13. Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min
uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;
14. men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,
15. og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i
Guds Hus.
16. Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der
er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!
17. Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.
18. Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst
vil han høre
19. og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi
mange er de imod mig.
20. Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. -
Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke
for Gud.
21. På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.
22. Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere
end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
23. Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige
lader han ikke i Evighed rokkes.
24. Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte,
svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på
dig!
Salme 56
1. (Til sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En miktam,
da filisterne greb ham i Gat.)
2. Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges
stadig af Stridsmænd;
3. mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert
imod mig!
4. Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig,
5. og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud,
jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?
6. De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på
ondt.
7. De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene,
de står mig jo efter Livet.
8. Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!
9. Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine
Tårer; de står jo i din Bog.
10. Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at
Gud er med mig.
11. Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENs Hjælp skal
jeg prise hans Ord.
12. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre
mig?
13. Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg
betale dig.
14. Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan
vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.
Salme 57
1. (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da han
flygtede ind i hulen for Saul.)
2. Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt
Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet
over.
3. Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;
4. han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som
vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed.
5. Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild,
hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.
6. Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
7. Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal
hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde
deri. - Sela.
8. Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil
synge og lovprise dig,
9. vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække
Morgenrøden.
10. Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt
Folkefærd;
11. thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
12. Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
Salme 58
1. (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam.)
2. Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn
retfærdigt?
3. Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold.
4. Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for
Løgnerne vild.
5. Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit
Øre
6. og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige
Slangebesværger.
7. Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse
du, HERRE;
8. lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.
9. Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent
Foster, der aldrig så Sol.
10. Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft
river han dem bort i sin Vrede
11. Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal
vade i gudløses Blod;
12. Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog
Guder, som dømmer på Jord!"
Salme 59
1. (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da Saul
sendte folk, som skulle vogte huset for at dræbe ham.)
2. Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser
sig mod mig;
3. fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
4. Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod
mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
5. Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller
sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!
6. Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg
alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela.
7. Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem
Byen!
8. Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem
skulde høre det?"
9. Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
10. dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
11. med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine
Fjender med Fryd!
12. Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem
hjemløse med din Vælde og styrt dem,
13. giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem
hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
14. udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens
Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela.
15. Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem
Byen,
16. vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.
17. Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din
Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag.
18. Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min
nådige Gud.
Salme 60
1. (Til sangmesteren. Al-sjusjan-edut. En miktam af David til til
indøvelse,
2. dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab
vendte tilbage og slog edomitterne i Saltdalen, 12000 mand.)
3. Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vredes - vend dig
til os igen;
4. du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det
vakler!
5. Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin.
6. Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for
Buen. - Sela.
7. Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!
8. Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel,
udmåle Sukkots Dal;
9. mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda
min Herskerstav,
10. Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over
Filisterland jubler jeg."
11. Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til
Edom?
12. Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.
13. Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte.
14. Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!
Salme 61
1. (Til sangmesteren. Til strengespil. Af David.)
2. Hør, o Gud, på mit råb og lyt til min bøn!
3. Fra Jordens Ende råber jeg til dig. Når mit Hjerte vansmægter,
løft mig da op på en Klippe,
4. led mig, thi du er min Tilflugt, et mægtigt Tårn til Værn imod
Fjenden.
5. Lad mig evigt bo som Gæst i dit Telt, finde Tilflugt i dine
Vingers Skjul! - Sela.
6. Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter, opfyldt deres Ønsker, der
frygter dit Navn.
7. Til Kongens Dage lægger du Dage, hans År skal være fra Slægt til
Slægt.
8. Han skal trone evigt for Guds Åsyn; send Nåde og Sandhed til at
bevare ham!
9. Da vil jeg evigt love dit Navn og således Dag efter Dag indfri
mine Løfter.
Salme 62
1. (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.)
2. Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham;
3. ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes
meget.
4. Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på
en hældende Væg, en faldende Mur?
5. Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker
Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela.
6. Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb;
7. ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes.
8. Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt
har jeg i Gud;
9. stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud
er vor Tilflugt. - Sela.
10. Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de
op, de er Tomhed til Hobe.
11. Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde af Ran; om
Rigdommen vokser, agt ikke derpå!
12. Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds,
13. Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter
hans Gerning.
Salme 63
1. (En salme af David, da han var i Judas ørken.)
2. Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min Sjæl,
efter dig længes mit Kød i et tørt, vansmægtende,vandløst Land
3. (således var det, jeg så dig i Helligdommen) for at skue din
Vælde og Ære;
4. thi din Nåde er bedre end Liv, mine Læber skal synge din Pris.
5. Da vil jeg love dig hele mit Liv, opløfte Hænderne i dit Navn,
6. Som med fede Retter mættes min Sjæl, med jublende Læber priser
min Mund dig,
7. når jeg kommer dig i Hu på mit Leje, i Nattevagterne tænker på
dig;
8. thi du er blevet min Hjælp, og jeg jubler i dine Vingers Skygge.
9. Dig klynger min Sjæl sig til, din højre holder mig fast.
10. Forgæves står de mig efter livet, i Jordens Dyb skal de synke,
11. gives i Sværdets Vold og vorde Sjakalers Bytte.
12. Men Kongen glædes i Gud; enhver, der sværger ved ham, skal
juble, thi Løgnernes Mund skal lukkes.
Salme 64
1. (Til sangmesteren. En salme af David.)
2. Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den
rædsomme Fjende;
3. skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle
Hob.
4. der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen
5. for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset.
6. Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer
siger: "Hvem skulde se os?"
7. De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og
Menneskets Indre og Hjerte er dybt.
8. Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat;
9. han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem,
ryster på Hovedet;
10. alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter
hans Hænders Geming;
11. de retfærdige glædes i HERREN og lider på ham, de oprigtige af
Hjertet jubler til Hobe!
Salme 65
1. (Til sangmesteren. En salme af David. En sang.)
2. Lovsang tilkommer dig på Zion,o Gud, dig indfrier man Løfter,
du, som hører Bønner;
3. alt Kød kommer til dig, når Brøden tynger.
4. Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem.
5. Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgårde! Vi mættes af
dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed.
6. Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt
for den vide Jord, for fjerne Strande,
7. du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjorde med Kraft,
8. du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og
Folkefærds Larm,
9. så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og
Aften oprinder, bringer du Jubel.
10. Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds Bæk er
fuld af Vand, du bereder dets Korn,
11. du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn,
velsigner dets Sæd.
12. Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor flyder af Fedme;
13. de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene;
14. Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de
ud og synger!
Salme 66
1. (Til sangmesteren. En salme. En sang.)
Bryd ud i Jubel for Gud, al Jorden,
2. lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang,
3. sig til Gud: "Hvor forfærdelige er dine Gerninger! For din
vældige Styrkes Skyld logrer Fjenderne for dig,
4. al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger dit Navn."
- Sela.
5. Kom hid og se, hvad Gud har gjort i sit Virke en Rædsel for
Menneskenes Børn.
6. Han forvandlede Hav til Land, de vandrede til Fods over
Strømmen; lad os fryde os højlig i ham.
7. Han hersker med Vælde for evigt, på Folkene vogter hans Øjne, ej
kan genstridige gøre sig store. - Sela.
8. I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner,
9. han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud!
10. Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser Sølv;
11. i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på vore Lænder,
12. lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og
Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!
13. Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine
Løfter,
14. dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden.
15. Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft,
jeg ofrer Okser tillige med Bukke. - Sela.
16. Kom og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad
han har gjort for min Sjæl!
17. Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge.
18. Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt;
19. visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst.
20. Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin
Miskundhed fra mig!
Salme 67
1. (Til sangmesteren. Med strengespil. En salme. En sang.)
2. Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse over
os - Sela -
3. for at din Vej må kendes på Jorden, din Frelse blandt alle Folk.
4. Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig;
5. Folkefærd skal glædes og juble, thi med Retfærd dømmer du
Folkeslag, leder Folkefærd på Jorden, - Sela.
6. Folkeslag skal takke dig Gud, alle Folkeslag takke dig!
7. Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os,
8. Gud velsigne os, så den vide Jord må frygte ham!
Salme 68
1. (Til sangmesteren. Af David. En salme. En sang.)
2. Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans Avindsmænd flyr
for hans Åsyn,
3. som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for
Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn.
4. Men retfærdige frydes og jubler med Glæde og Fryd for Guds Åsyn.
5. Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der farer frem gennem
Ørknerne! HERREN er hans Navn, jubler for hans Åsyn,
6. faderløses Fader, Enkers Værge, Gud i hans hellige Bolig,
7. Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger ud til Lykke; men
genstridige bor i tørre Egne.
8. Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred frem gennem
Ørkenen - Sela - da rystede Jorden,
9. ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds Åsyn, Israels Guds.
10. Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende Arvelod
styrkede du;
11. din Skare tog Bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din
Godhed,
12. Ord lægger Herren de Kvinder i Munden, som bringer Glædesbud, en
talrig Hær:
13. "Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue uddeler Bytte.
14. Vil l da blive imellem Foldene? Duens Vinger dækkes af Sølv,
dens Fjedre af gulgrønt Guld.
15. Da den Almægtige splittede Kongerne der, faldt der Sne på
Zalmon."
16. Et Gudsbjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med spidse Tinder er
Basans Bjerg;
17. Hvi skæver I Bjerge med spidse Tinder til Bjerget, Gud ønskede
til Bolig, hvor HERREN også vil bo for evigt?
18. Titusinder er Guds Vogne, tusinde Gange tusinde, HERREN kom fra
Sinaj til Helligdommen.
19. Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du
blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo
der, HERRE, o Gud.
20. Lovet være Herren! Fra Dag til Dag bærer han vore Byrder; Gud er
vor Frelse. - Sela.
21. En Gud til Frelse er Gud for os, hos den Herre HERREN er Udgange
fra Døden.
22. Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses Isse, der
vandrer i sine Synder.
23. Herren har sagt: "Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem
fra Havets Dyb,
24. at din Fod må vade i Blod, dine Hundes Tunger få del i
Fjenderne."
25. Se på Guds Højtidstog, min Guds, min Konges Højtidstog ind i
Helligdommen!
26. Sangerne forrest, så de, der spiller, i Midten unge Piger med
Pauker:
27. "Lover Gud i Festforsamlinger, Herren, I af Israels Kilde!"
28. Der er liden Benjamin forrest, Judas Fyrster i Flok, Zebulons
Fyrster, Naftalis Fyrster.
29. Opbyd, o Gud, din Styrke, styrk, hvad du gjorde for os, o Gud!
30. For dit Tempels Skyld skal Konger bringe dig Gaver i Jerusalem.
31. Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, så de
hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker
Strid!
32. De kommer med Olie fra Ægypten, Ætiopeme iler til Gud med fulde
Hænder.
33. I Jordens Riger, syng for Gud, lovsyng HERREN;
34. hyld ham der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han
løfter sin Røst, en vældig Røst.
35. Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed, Hans Vælde i Skyerne,
36. frygtelig er Gud i sin Helligdom. Israels Gud; han giver Folket
Styrke og Kraft. Lovet være Gud!
Salme 69
1. (Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.)
2. Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,
3. jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er,
kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;
4. træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at
bie på min Gud;
5. flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange
er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg
ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
6. Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
7. Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre,
Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger
dig, Israels Gud!
8. Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;
9. fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders
Sønner.
10. Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er
faldet på mig:
11. jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
12. i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
13. De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger
de om mig.
14. Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store
Miskundhed svare du mig!
15. Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal
synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
16. lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller
Brønden lukke sig over mig.
17. Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din
store Barmhjertighed;
18. dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd
dig og svar mig;
19. kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
20. Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har
Rede på alle mine Fjender.
21. Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på
Medynk, på Trøstere uden at finde;
22. de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
23. Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en
Fælde;
24. lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
25. Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem;
26. deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
27. Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du
såred.
28. Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd;
29. lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
30. Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
31. Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
32. det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!
33. Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders
Hjerte oplives!
34. Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner
ringe.
35. Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig
der;
36. thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og
tage det i Eje;
37. hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn,
skal bo deri.
Salme 70
1. (Til Sangmesteren. Af David. Lehazkir.)
2. Du værdiges, Gud, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp!
3. Lad dem beskæmmes og røme, som vil mig til Livs, og de, der
ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;
4. lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha,
ha!"
5. Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som
elsker din Frelse, bestandig sige: "Gud er stor!"
6. Arm og fattig er jeg, il mig til Hjælp, o Gud! Du er min Hjælp
og min Frelser; tøv ej, HERRE!
Salme 71
1. HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i evighed skuffes.
2. Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøjede dit Øre til
mig;
3. red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min
Frelse; thi du er min Klippe og Borg!
4. Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands
Kløer;
5. thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var HERREN min
Tillid;
6. fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var
du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang.
7. For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke
Tilflugt;
8. min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang.
9. Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu
Kraften svinder;
10. thi mine Fjender taler om mig, de der lurer på min Sjæl, holder
Råd:
11. "Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!"
12. Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud;
13. lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der står mig imod, lad
dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt!
14. Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris;
15. min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang;
thi jeg kender ej Ende derpå.
16. Jeg vil minde om den Herre HERRENs Vælde, lovsynge din Retfærd,
kun den alene.
17. Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg
forkyndt til nu;
18. indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår svigte du mig ikke, o
Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter.
19. Din Vælde og din Retfærdighed når til Himlen, o Gud; du, som
øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud?
20. Du, som lod os skue mange fold Trængsel og Nød, du kalder os
atter til Live og drager os atter af Jordens Dyb;
21. du vil øge min Storhed og atter trøste mig.
22. Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud,
lege på Citer for dig, du Israels Hellige;
23. juble skal mine Læber - ja, jeg vil lovsynge dig og min Sjæl,
som du udløste;
24. også min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam
og Skændsel får de, som vil mig ilde.
Salme 72
1. (Af Salomo.)
Gud, giv Kongen din ret, Kongesønnen din retfærd,
2. så han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret!
3. Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd.
4. De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige
Frelse, og han slår Voldsmanden ned.
5. Han skal leve, så længe Solen lyser og Månen skinner, fra Slægt
til Slægt.
6. Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl, der væder
Jorden;
7. i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen
forgår.
8. Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender;
9. hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker
Støvet;
10. Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og
Sebas Konger kommer med Skat;
11. alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans
Tjenere.
12. Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp, den arme,
der savner en Hjælper,
13. ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle;
14. han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i
hans Øjne.
15. Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham
bestandig, velsigne ham Dagen igennem.
16. Korn skal der være i Overflod i Landet, på Bjergenes Top; som
Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som
Jordens Urter.
17. Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens
Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal
prise ham lykkelig!
18. Lovet være Gud HERREN, Israels Gud som ene gør Undergerninger,
19. og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes
af hans Herlighed. Amen, Amen!
20. Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner.
Salme 73
1. (En Salme af Asaf.)
Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af
Hjertet!
2. Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at
glide;
3. thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse
vel;
4. thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
5. de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
6. Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber
sig i.
7. Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder
igennem.
8. I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
9. de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.
10. Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.
11. De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste
kende dertil?"
12. Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!
13. Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i
Uskyld,
14. jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!
15. Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine
Sønners Slægt."
16. Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine
Øjne,
17. Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres
Endeligt bliver:
18. Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
19. Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!
20. De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn
for intet.
21. Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
22. var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
23. Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
24. du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed.
25. Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet
på Jorden!
26. Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes
Klippe, min Del for evigt.
27. Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver,
som er dig utro.
28. Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den
Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
Salme 74
1. (En maskil af Asaf.)
Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede
mod Hjorden, du røgter?
2. Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den
til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
3. Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i
Helligdommen øde.
4. Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn
deri.
5. Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
6. Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse
og Hammer.
7. På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns
Bolig.
8. De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds
Samlingshuse i Landet.
9. Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe,
ved ingen af os.
10. Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved
at håne dit Navn?
11. Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i
Kappens Fold?
12. Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk
i Landet.
13. Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
14. du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til
Ørkenens Dyr;
15. Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende
Strømme;
16. din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
17. du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og
Vinter.
18. Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har
spottet dit Navn!
19. Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine
armes Liv;
20. se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med
Voldsfærds Boliger.
21. Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige
prise dit Navn!
22. Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes
af bårer,
23. lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine
Fjenders Larm!
Salme 75
1. (Til Sangmesteren. Al-tasjhet. En Salme af Asaf. En sang.)
2. Vi takker dig, Gud, vi takker dig; de, der påkalder dit Navn,
fortæller dine Undere.
3. "Selv om jeg udsætter Sagen, dømmer jeg dog med Retfærd;
4. vakler end Jorden og alle, som bor derpå, har jeg dog
grundfæstet dens Støtter." - Sela.
5. Til Dårerne siger jeg: "Vær ej Dårer!" og til de gudløse: "Løft
ej Hornet,
6. løft ikke eders Horn mod Himlen, tal ikke med knejsende Nakke!"
7. Thi hverken fra Øst eller Vest kommer Hjælp, ej heller fra Ørk
eller Bjerge.
8. Nej, den, som dømmer, er Gud, han nedbøjer en, ophøjer en anden.
9. Thi i HERRENs Hånd er et Bæger med skummende, krydet Vin. han
skænker i for een efter een, selv Bærmen drikker de ud; alle
Jordens gudløse drikker.
10. Men jeg skal juble evindelig, lovsynge Jakobs Gud;
11. alle de gudløses Horn stødes af, de retfærdiges Horn skal
knejse!
Salme 76
1. (Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme af Asaf. En Sang.)
2. Gud er kendt i Juda, hans navn er stort i Israel,
3. i Salem er hans Hytte, hans Bolig er på Zion.
4. Der brød han Buens Lyn, skjold og Sværd og Krigsværn. - Sela.
5. Frygtelig var du, herlig på de evige Bjerge.
6. De tapre gjordes til Bytte, i Dvale sank de, og kraften svigted
alle de stærke Kæmper.
7. Jakobs Gud, da du truede, faldt Vogn og Hest i den dybe Søvn.
8. Frygtelig er du! Hvo holder Stand mod dig i din Vredes Vælde?
9. Fra Himlen fældte du Dom. Jorden grued og tav,
10. da Gud stod op til Dom for at frelse hver ydmyg på Jord. - Sela.
11. Thi Folkestammer skal takke dig, de sidste af Stammerne fejre
dig.
12. Aflæg Løfter og indfri dem for HERREN eders Gud, alle omkring
ham skal bringe den Frygtindgydende Gaver.
13. Han kuer Fyrsternes Mod, indgyder Jordens Konger Frygt.
Salme 77
1. (Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.)
2. Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,
3. jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet
udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;
4. jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter.
- Sela.
5. Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.
6. Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;
7. jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.
8. Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,
9. er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for
evigt og altid,
10. har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.
11. Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som
før.
12. Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere
i Hu.
13. Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.
14. Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!
15. Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt
Folkene,
16. udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela.
17. Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja
Dybet tog til at skælve;
18. Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for
hid og did;
19. din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden
bæved og skjalv;
20. din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine
Fodspor kendtes ikke.
21. Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.
Salme 78
1. (En Maskil af Asaf.)
Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;
2. jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra
fordums Tid,
3. hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
4. vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt
om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
5. Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet
han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
6. at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden,
stå frem og fortælle deres Børn derom,
7. så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men
overholder hans Bud,
8. ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte
ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud
9. - Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens
Dag -
10. Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
11. hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
12. Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;
13. han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;
14. han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens
Skær;
15. han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af
Strømme,
16. han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
17. Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i
Ørkenen;
18. de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
19. de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?
20. Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon
han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"
21. Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja
Vrede kom op mod Israel,
22. fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.
23. Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne
24. og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
25. Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
26. Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved
sin Kraft;
27. Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets
Sand,
28. lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
29. Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.
30. Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,
31. rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd,
fældede Israels Ynglinge.
32. Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.
33. Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.
34. Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
35. kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres
Genløser.
36. De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
37. deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke
tro.
38. Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej
øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme
fuldt bryde frem;
39. han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender
tilbage.
40. Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i
det øde Land!
41. De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;
42. hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,
43. da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,
44. forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af
Strømmene,
45. sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,
46. gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
47. slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
48. prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
49. Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en
Sendefærd af Ulykkesengle;
50. frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav
deres Liv til Pris for Pest;
51. alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i
Kamiternes Telte,
52. lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i
Ørkenen,
53. ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres
Fjender;
54. han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre
vandt,
55. drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og
lod Israels Stammer bo i deres Telte.
56. Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt
ikke hans Vidnesbyrd;
57. de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en
slappet Bue,
58. de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres
Gudebilleder.
59. Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;
60. han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt
Mennesker;
61. han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,
62. prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;
63. Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej
Bryllupssange,
64. dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
65. Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er
døvet af Vin;
66. han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
67. Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han
ikke;
68. han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
69. han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som
Jorden.
70. Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,
71. hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk,
Israel, hans Arvelod;
72. han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd.
Salme 79
1. (En Salme af Asaf.)
Hedninger er trængt ind i din arvelod, Gud de har besmittet dit
hellige Tempel og gjort Jerusalem til en Stenhob;
2. de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til Æde, Jordens
vilde Dyr dine frommes Kød;
3. deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder
dem;
4. vore Naboer er vi til Hån, vore Grander til Spot og Spe.
5. Hvor længe vredes du, HERRE - for evigt? hvor længe skal din
Nidkærhed lue som Ild?
6. Udøs din Vrede på Folk, der ikke kender dig, på Riger, som ikke
påkalder dit Navn;
7. thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig øde.
8. Tilregn os ikke Fædrenes Brøde, lad din Barmhjertighed komme os
snarlig i Møde, thi vi er såre ringe,
9. Hjælp os, vor Frelses Gud, for dit Navns Æres Skyld, fri os,
forlad vore Synder for dit Navns Skyld!
10. Hvorfor skal Hedninger sige: "Hvor er deres Gud?" Lad dine
Tjeneres udgydt Blod blive hævnet på Hedningerne for vore Øjne!
11. Lad de fangnes Suk nå hen for dit Åsyn, udløs Dødens Børn efter
din Arms Vælde,
12. lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for Hånen, de viser dig,
Herre!
13. Men vi dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke
dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt!
Salme 80
1. (Til Sangmesteren. El-sjosjannim-edut. Af Asaf. En Salme.)
2. Lyt til, du Israels Hyrde, der leder Josef som en Hjord, træd
frem i Glans, du, som troner på Keruber,
3. for Efraims, Benjamins og Manasses Øjne; opbyd atter din Vælde
og kom til vor Frelse!
4. Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at
vi må frelses!
5. HERRE, Hærskarers Gud, hvor længe vredes du trods din Tjeners
Bøn?
6. Du har givet os Tårebrød at spise, Tårer at drikke i bredfuldt
Mål.
7. Du har gjort os til Stridsemne for vore Naboer, vore Fjender
håner os.
8. Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at
vi må frelses!
9. Du rykked en Vinstok op i Ægypten, drev Folkeslag bort og
plantede den;
10. du rydded og skaffed den Plads, den slog Rod og fyldte Landet;
11. Bjergene skjultes af dens Skygge. Guds Cedre af dens Ranker;
12. den bredte sine Skud til Havet og sine kviste til Floden.
13. Hvorfor har du nedbrudt dens Hegn, så alle vejfarende plukker
deraf?
14. Skovens Vildsvin gnaver deri, Dyrene på Marken æder den op!
15. Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra Himlen og se! Drag
Omsorg for denne Vinstok,
16. for Skuddet, din højre planted!
17. Lad dem, der sved den og huggede den sønder, gå til for dit
Åsyns Trussel!
18. Lad din Hånd være over din højres Mand, det Menneskebarn, du
opfostrede dig!
19. Da viger vi ikke fra dig, hold os i Live, så påkalder vi dit
Navn!
20. HERRE, Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt
lyse, at vi må frelses!
Salme 81
1. (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.)
2. Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud,
3. istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen;
4. stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor
Højtidsdag!
5. Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;
6. han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra
Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.
7. "Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for
Kurven.
8. I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i
Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. - Sela.
9. Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte
mig!
10. En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud!
11. Jeg, HERREN, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk
din Mund vidt op, og jeg vil fylde den!
12. Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.
13. Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres
egne Råd.
14. Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje!
15. Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres
Uvenner!
16. Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt;
17. jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra
Klippen!"
Salme 82
1. (En Salme af Asaf.)
Gud står frem i Guders Forsamling midt iblandt Guder holder han
Dom
2. "Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? -
Sela.
3. Skaf de ringe og faderløse Ret, kend de arme og nødstedte fri;
4. red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses Hånd!
5. Dog, de kender intet, sanser intet, i Mørke vandrer de om, alle
Jordens Grundvolde vakler.
6. Jeg har sagt, at I er Guder, I er alle den Højestes Sønner;
7. dog skal I dø som Mennesker, styrte som en af Fyrsterne!"
8. Rejs dig, o Gud, døm Jorden, thi alle Folkene får du til Arv!
Salme 83
1. (En Sang. En Salme af Asaf.)
2. Und dig, o Gud, ikke Ro, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud!
3. Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet,
4. oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder Råd imod dem, du
værner:
5. "Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej mer skal man
ihukomme Israels Navn!"
6. Ja, de rådslår i Fællig og slutter Pagt imod dig,
7. Edoms Telte og Ismaeliterne, Moab sammen med Hagriterne,
8. Gebal, Ammon, Amalek, Filister land med Tyrus's Borgere;
9. også Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en
Arm. - Sela.
10. Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons
Bæk,
11. der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning på Marken!
12. Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som
Zeba og Zalmunna,
13. fordi de siger: "Guds Vange tager vi til os som Eje."
14. Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv som Strå, der flyver
for Vinden.
15. Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge,
16. så forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din
Hvirvelvind;
17. fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o HERRE;
18. lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til Grunde
19. Og kende, at du, hvis Navn er HERREN, er ene den Højeste over al
Jorden!
Salme 84
1. (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Koras Sønner. En Salme.)
2. Hvor elskelig er dine boliger, Hærskares Herre!
3. Af Længsel efter HERRENs Forgårde vansmægtede min Sjæl, nu
jubler mit Hjerte og Kød for den levende Gud!
4. Ja, Spurven fandt sig et Hjem og Svalen en Rede, hvor den har
sine Unger - dine Altre, Hærskarers HERRE, min Konge og Gud!
5. Salige de, der bor i dit Hus, end skal de love dig. - Sela.
6. Salig den, hvis Styrke er i dig, når hans Hu står til
Højtidsrejser!
7. Når de går gennem Bakadalen, gør de den til Kildevang, og
Tidligregnen hyller den i Velsignelser.
8. Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion.
9. Hør min Bøn, o HERRE, Hærskarers Gud, Lyt til, du Jakobs Gud! -
Sela.
10. Gud, vort Skjold, se til og vend dit Blik til din Salvedes Åsyn!
11. Thi bedre een Dag i din Forgård end tusinde ellers, hellere
ligge ved min Guds Hus's Tærskel end dvæle i Gudløsheds Telte.
12. Thi Gud HERREN er Sol og Skjold, HERREN giver Nåde og Ære; dem,
der vandrer i Uskyld, nægter han intet godt.
13. Hærskarers HERRE, salig er den, der stoler på dig!
Salme 85
1. (Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.)
2. Du var nådig, HERRE, imod dit land du vendte Jakobs Skæbne,
3. tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. - Sela.
4. Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende Harme.
5. Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med din Uvilje mod os!
6. Vil du vredes på os for evigt, holde fast ved din Harme fra
Slægt til Slægt?
7. Vil du ikke skænke os Liv På ny, så dit Folk kan glæde sig i
dig!
8. Lad os skue din Miskundhed, HERRE, din Frelse give du os!
9. Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til
sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte
til ham;
10. ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal
Herlighed bo i vort Land;
11. Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd og Fred skal kysse
hinanden;
12. af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned.
13. Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver vort Land;
14. Retfærd vandrer foran ham og følger også hans Fjed.
Salme 86
1. (En Bøn af David.)
Bøj dit Øre, HERRE, og svar mig, thi jeg er arm og fattig!
2. Vogt min Sjæl, thi jeg ærer dig; frels din Tjener, som stoler på
dig!
3. Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; thi jeg råber til dig Dagen
igennem.
4. Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, o Herre, løfter jeg min
Sjæl;
5. thi du, o Herre, er god og rund til at forlade, rig på Nåde mod
alle, der påkalder dig.
6. Lyt til min Bøn, o HERRE, lån Øre til min tryglende Røst!
7. På Nødens Dag påkalder jeg dig, thi du svarer mig.
8. Der er ingen som du blandt Guderne, Herre, og uden Lige er dine
Gerninger.
9. Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig,
og de skal ære dit Navn.
10. Thi du er stor og gør vidunderlige Ting, du alene er Gud.
11. Lær mig, HERRE, din Vej, at jeg kan vandre i din Sandhed; vend
mit Hjerte til dette ene: at frygte dit Navn.
12. Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit Hjerte, evindelig
ære dit Navn;
13. thi stor er din Miskundhed mod mig, min Sjæl har du frelst fra
Dødsrigets Dyb.
14. Frække har rejst sig imod mig, Gud; Voldsmænd, i Flok vil tage
mit Liv, og dig har de ikke for Øje.
15. Men, Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig
på Nåde og Sandhed.
16. Vend dig til mig og vær mig nådig, giv din Tjener din Styrke,
frels din Tjenerindes Søn!
17. Und mig et Tegn på din Godhed; at mine Fjender med Skamme må se,
at du, o HERRE, hjælper og trøster mig!
Salme 87
1. (Af Koras Sønner. En Salme. En Sang.)
Sin Stad, grundfæstet på hellige Bjerge, har Herren kær,
2. Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger.
3. Der siges herlige Ting om dig, du Guds Stad. - Sela.
4. Jeg nævner Rahab og Babel blandt dem, der kender HERREN,
Filisterland, Tyrus og Kusj, en fødtes her, en anden der.
5. Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder
det selv ved Magt.
6. HERREN tæller efter i Folkeslagenes Liste, en fødtes her, en
anden der. - Sela.
7. Syngende og dansende siger de: "Alle mine Kilder er i dig!"
Salme 88
1. (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren.
Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.)
2. HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til
dig;
3. lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du
Øre!
4. Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,
5. jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det
er ude med,
6. kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven,
hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
7. Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe
Sted;
8. tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå
over mig. - Sela.
9. Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig
for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
10. mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og
rækker mine Hænder imod dig.
11. Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? -
Sela.
12. Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
13. Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
14. Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn
dig i Møde.
15. Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for
mig?
16. Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra
min Ungdom;
17. din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
18. som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om
mig;
19. Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
Salme 89
1. (En Maskil af Ezraitten Etan.)
2. Om HERRENs, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med
min Mund forkynde din Trofasthed.
3. Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du
grundfæstet din Trofasthed.
4. Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min
Tjener:
5. "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra
Slægt til Slægt!" - Sela.
6. Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges
Forsamling.
7. Thi hvem i Sky er HERRENs Lige, hvo er som HERREN iblandt Guds
Sønner?
8. En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over
alle omkring ham.
9. HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Nåde og
Trofasthed omgiver dig.
10. Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem.
11. Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med
vældig Arm.
12. Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets
Fylde.
13. Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit
Navn.
14. Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet.
15. Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for
dit Åsyn.
16. Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit
Åsyns Lys!
17. De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din
Retfærdighed.
18. Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din
Yndest;
19. thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige!
20. Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone satte jeg på
en Helt, ophøjed en Yngling af Folket;
21. jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige
Olie;
22. thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham
Styrke.
23. Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned;
24. jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader
ham;
25. med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal
løfte sig ved mit Navn;
26. jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre;
27. mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.
28. Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger;
29. jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal
holdes ham troligt;
30. jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen
er til.
31. Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud,
32. hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud,
33. da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag;
34. men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg
ikke;
35. jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn.
36. Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg
ikke:
37. Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen,
38. stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, -
Sela.
39. Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede
imod ham;
40. Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt
den i Støvet;
41. du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans
Fæstninger;
42. alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot.
43. Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender;
44. hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i
Kampen;
45. du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden,
46. afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela.
47. Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for evigt, hvor længe skal
din Vrede lue som Ild?
48. Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte
hvert Menneskebarn!
49. Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra
Dødsrigets Hånd? - Sela.
50. Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor
David?
51. Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes
Spot i min Favn,
52. hvorledes dine Fjender håner, HERRE, hvorledes de håner din
Salvedes Fodspor.
53. Lovet være HERREN i Evighed, Amen, Amen!
Salme 90
1. (En Bøn af den Guds Mand Moses.)
Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt.
2. Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed
til Evighed er du, o Gud!
3. Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I
Menneskebørn!"
4. Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en
Nattevagt.
5. Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som
Græsset, der gror;
6. ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og
tørt.
7. Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.
8. Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit
Åsyns Lys.
9. Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen
som et Suk.
10. Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da
firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går
det, vi flyver af Sted.
11. Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!
12. At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!
13. Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;
14. mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle
vore Dage.
15. Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt!
16. Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over
deres Børn!
17. HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders
Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!
Salme 91
1. Den der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges
Skygge,
2. siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, på hvem
jeg stoler.
3. Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende
Pest;
4. han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly,
hans Trofasthed er Skjold og Værge.
5. Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen der flyver om Dagen
6. ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.
7. Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Hånd,
til dig når det ikke hen;
8. du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses
Straf;
9. (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.
10. Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;
11. thi han byder sine Engle at vogte dig på alle dine Veje;
12. de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod
på nogen Sten;
13. du skal træde på Slanger og Øgler, trampe på Løver og Drager.
14. "Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham,
thi han kender mit Navn;
15. kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham,
jeg frier ham og giver ham Ære:
16. med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!"
Salme 92
1. (En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.)
2. Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit navn, du højeste,
3. ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed
4. til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!
5. Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine
Hænders Gerning.
6. Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker såre dybe!
7. Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt.
8. Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd,
er det kun for at lægges øde for stedse,
9. men du er ophøjet for evigt, HERRE.
10. Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går under, alle
Udådsmænd spredes!
11. Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den
friskeste Olie;
12. det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine
Avindsmænd.
13. De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder;
14. plantet i HERRENs Hus grønnes de i vor Guds Forgårde;
15. selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft
16. for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen
Uret findes.
Salme 93
1. HERREN har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, HERREN har
omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes
ikke.
2. Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du!
3. Strømme lod runge, HERRE, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme
lod runge deres Brag.
4. Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er HERREN
herlig i det høje!
5. Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit
Hus, HERRE, så længe Dagene varer!
Salme 94
1. HERRE du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;
2. stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!
3. Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?
4. De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre;
5. de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;
6. de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel;
7. de siger: "HERREN kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"
8. Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer?
9. Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet,
ej se?
10. Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket
indsigt?
11. HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.
12. Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov
13. for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til
den gudløse;
14. thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.
15. Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver
oprigtig af Hjertet.
16. Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod
Udådsmænd?
17. Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.
18. Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig,
HERRE;
19. da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst
min Sjæl.
20. står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i
Lovens Navn?
21. Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,
22. HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;
23. han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres
Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud.
Salme 95
1. Kom, lad os Juble, for HERREN, råbe af fryd for vor Frelses
Klippe,
2. møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris!
3. Thi HERREN er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder;
4. i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans;
5. Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder
dannet.
6. Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for HERREN, vor Skaber!
7. Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord,
han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst:
8. "Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa
i Ørkenen,
9. da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit
Værk.
10. Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er
et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje.
11. Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile!
Salme 96
1. Syng HERREN en ny sang, syng for Herren, al jorden,
2. syng for HERREN og lov hans Navn, fortæl om hans Frelse Dag
efter Dag,
3. kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle
Folkeslag!
4. Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder;
5. thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens
Skaber.
6. For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Lov og Pris i hans Helligdom.
7. Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris,
8. giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom til hans Forgårde,
9. tilbed HERREN i helligt Skrud, bæv for hans Åsyn, al Jorden!
10. Sig blandt Folkeslag: "HERREN har vist, han er Konge, han
grundfæsted Jorden, den rokkes ikke, med Retfærd dømmer han
Folkene."
11. Himlen glæde sig, Jorden juble, Havet med dets Fylde bruse,
12. Marken juble og alt, hvad den bærer! Da fryder sig alle Skovens
Træer
13. for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden;
han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed.
Salme 97
1. HERREN har vist, han er Konge! Jorden juble, lad glædes de mange
Strande!
2. Skyer og Mulm er om ham, Retfærd og Ret er hans Trones Støtte;
3. Ild farer frem foran ham, og luer iblandt hans Fjender.
4. Hans Lyn lyste op på Jorderig, Jorden så det og skjalv;
5. Bjergene smelted som Voks for HERREN, for hele Jordens Herre;
6. Himlen forkyndte hans Retfærd, alle Folkeslag skued hans
Herlighed.
7. Til Skamme blev alle, som dyrkede Billeder, de, som var stolte
af deres Afguder; alle Guder bøjed sig for ham.
8. Zion hørte det og glædede sig, og Judas Døtre jublede over dine
Domme, HERRE!
9. Thi du, o HERRE, er den Højeste over al Jorden, højt ophøjet
over alle Guder!
10. I, som elsker HERREN, hade det onde! Han vogter sine frommes
Sjæle og frier dem af de gudløses Hånd;
11. over de retfærdige oprinder Lys og Glæde over de oprigtige af
Hjertet.
12. I retfærdige, glæd jer i HERREN, lovsyng hans hellige Navn!
Salme 98
1. (En Salme.)
Syng HERREN en sang, thi vidunderlige ting har han gjort; Sejren
vandt ham hans højre, hans hellige Arm.
2. Sin Frelse har HERREN gjort kendt, åbenbaret sin Retfærd for
Folkenes Øjne;
3. han kom sin Nåde mod Jakob i Hu, sin Trofasthed mod Israels
Hus. Den vide Jord har skuet vor Guds Frelse.
4. Råb af Fryd for HERREN, al Jorden, bryd ud i Jubel og Lovsang;
5. lovsyng HERREN til Citer, lad Lovsang tone til Citer,
6. råb af Fryd for Kongen, HERREN, til Trompeter og Hornets Klang!
7. Havet med dets Fylde skal bruse, Jorderig og de, som bor der,
8. Strømmene klappe i Hænder, Bjergene juble til Hobe
9. for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden;
han dømmer Jorden med Retfærd og Folkeslag med Ret!
Salme 99
1. HERREN har vist, han er Konge, Folkene bæver, han troner på
Keruber, Jorden skælver!
2. Stor er HERREN på Zion, ophøjet over alle Folkeslag;
3. de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig er han!
4. Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten har du grundfæstet, i
Jakob, øved du Ret og Retfærd.
5. Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans Fødders Skammel; hellig
er han!
6. Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der
påkalder hans Navn; de råber til HERREN, han svarer;
7. i Skystøtten taler han til dem, de holder hans Vidnesbyrd,
Loven, han gav dem;
8. HERRE vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og
frikendte dem, for hvad de gjorde.
9. Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans hellige Bjerg, thi
hellig er HERREN vor Gud!
Salme 100
1. (En Salme. Til Takofferet.)
Råb af Fryd for HERREN, al jorden,
2. tjener HERREN med Glæde, kom for hans Åsyn med Jubel!
3. Kend, at HERREN er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og
den Hjord, han vogter.
4. Gå ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange ind i hans
Forgårde, tak ham og lov hans Navn!
5. Thi god er HERREN, hans Miskundhed varer evindelig, fra Slægt
til Slægt hans Trofasthed!
Salme 101
1. (Af David. En Salme.)
Om Nåde og Ret vil jeg synge, dig vil jeg lovsynge, Herre.
2. Jeg vil agte på uskyldiges Vej, når den viser sig for mig,
vandre i Hjertets Uskyld bag Hjemmets Vægge,
3. på Niddingsdåd lader jeg aldrig mit Øje hvile. Jeg hader den,
der gør ondt, han er ej i mit Følge;
4. det falske Hjerte må holde sig fra mig, den onde kender jeg
ikke;
5. den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den
hovmodige tåler jeg ikke.
6. Til Landets trofaste søger mit Øje, hos mig skal de bo; den, der
vandrer uskyldiges Vej, skal være min Tjener;
7. ingen, der øver Svig, skal bo i mit Hus, ingen, som farer med
Løgn, bestå for mit Øje.
8. Alle Landets gudløse gør jeg til intet hver Morgen for at
udrydde alle Udådsmænd af HERRENs By.
Salme 102
1. (Bøn af en elendig, når hans Kraft svigter, og han udøser sin
Klage for HERREN.)
2. HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,
3. skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj
da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!
4. Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
5. mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at
spise mit Brød.
6. Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
7. jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;
8. om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;
9. mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger
ved mig.
10. Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer
11. over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
12. mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
13. Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til
Slægt;
14. du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når
Timen er inde;
15. thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
16. Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens
Konger;
17. thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
18. han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn
uænset.
19. For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes,
skal prise HERREN;
20. thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra
Himmel til Jord
21. for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
22. at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem,
23. når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
24. Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.
25. Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År
er fra Slægt til Slægt.
26. Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
27. de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;
28. som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og
dine År får aldrig Ende!
29. Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.
Salme 103
1. (Af David.)
Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn!
2. Min Sjæl, lov HERREN, og glem ikke alle hans Velgerninger!
3. Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine
Sygdomme,
4. han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed
og Barmhjertighed,
5. han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som
Ørnen!
6. HERREN øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte.
7. Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger;
8. barmhjertig og nådig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed;
9. han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede;
10. han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter
vor Brøde.
11. Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor
over dem, der frygter ham.
12. Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder
fra os.
13. Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer HERREN sig
over dem, der frygter ham.
14. Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv;
15. som Græs er Menneskets dage, han blomstrer som Markens Blomster;
16. når et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted får ham
aldrig at se igen.
17. Men HERRENs Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over
dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn
18. for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør
derefter.
19. HERREN har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme
underlagt.
20. Lov HERREN, I hans Engle, I vældige i Kraft, som gør, hvad han
byder, så snart I hører hans Røst.
21. Lov HERREN, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder
hans Vilje.
22. Lov HERREN, alt, hvad han skabte, på hvert eneste Sted i hans
Rige! Min Sjæl, lov HERREN!
Salme 104
1. Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er
klædt i Højhed og Herlighed,
2. hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
3. du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer
frem på Vindens Vinger;
4. Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
5. Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes
den;
6. Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over
Bjerge.
7. For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
8. for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt
dem;
9. du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal
tilhylle Jorden.
10. Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
11. de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
12. over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres
Kvidder.
13. Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
14. du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets
Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden
15. og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse
af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
16. HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
17. hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
18. Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
19. Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs
Tid;
20. du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
21. de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
22. De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres
Huler;
23. Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld
falder på.
24. Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med
Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
25. Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr,
både små og store;
26. Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
27. De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;
28. du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes
med godt.
29. Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de
dør og vender tilbage til Støvet;
30. du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
31. HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine
Værker!
32. Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene
ryger
33. Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud,
den Tid jeg er til.
34. Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
35. Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til!
Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Salme 105
1. Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt
Folkeslag!
2. Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere;
3. ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som
søger HERREN;
4. spørg efter HERREN og hans magt, søg bestandig hans Åsyn;
5. kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme,
6. I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner!
7. Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden;
8. han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn,
9. Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak;
10. han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel,
11. idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod."
12. Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der,
13. og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet,
14. tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld
Konger
15. "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!"
16. Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav
brød han;
17. han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl;
18. de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern,
19. indtil hans Ord blev opfyldt; ved HERRENs Ord stod han Prøven
igennem.
20. På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs:
21. han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit
Gods;
22. han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste
til Rette.
23. Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes
Land.
24. Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets
Fjender;
25. han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod
sine Tjenere.
26. Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand;
27. han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land;
28. han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans
Ord;
29. han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel;
30. af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de;
31. han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land;
32. han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet;
33. han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres
Land;
34. han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal,
35. de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde;
36. alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres
Kraft;
37. han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer
snubled
38. Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af
Rædsel for dem.
39. Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten;
40. de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem;
41. han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i
Ørkenen.
42. Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener;
43. han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel;
44. han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje.
45. Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love.
Halleluja!
Salme 106
1. Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer
evindelig!
2. Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at
kundgøre al hans pris?
3. Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!
4. Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din
frelse,
5. at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde
og med din arvelod prise vor lykke!
6. Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.
7. Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store
Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.
8. Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde
kendt;
9. han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem
Dybet som gennem en Ørk;
10. han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra
Fjendens Hånd;
11. Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af
dem;
12. da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.
13. Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd;
14. de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;
15. så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.
16. De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige;
17. Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;
18. Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.
19. De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;
20. de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis
Føde er Græs;
21. de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,
22. Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.
23. Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand,
stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede
lagde øde.
24. De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,
25. men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;
26. da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,
27. splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.
28. De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;
29. de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt
dem.
30. Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at
standse,
31. og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt,
evindelig.
32. De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det
Moses ilde;
33. thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.
34. De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,
35. med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;
36. deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;
37. til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre;
38. de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de
ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;
39. de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.
40. Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;
41. han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer;
42. deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.
43. Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og
sygnede hen i Brøden;
44. dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage;
45. han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;
46. han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til
Fange.
47. Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi
må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.
48. Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og
alt Folket svare Amen!
Salme 107
1. Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer
evindelig!
2. Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd
3. og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra
Havet.
4. I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,
5. de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;
6. men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres
Trængsler
7. og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.
8. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker
mod Menneskens Børn.
9. Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med
godt.
10. De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,
11. fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes
Råd.
12. Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som
hjalp;
13. men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres
Trængsler,
14. førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.
15. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker
mod Menneskens Børn.
16. Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.
17. De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,
18. de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær
19. men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres
Trængsler,
20. sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.
21. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker
mod Menneskens Børn
22. og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.
23. De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,
24. blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet;
25. han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;
26. mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;
27. de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;
28. men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres
Trængsler,
29. skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;
30. og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen,
de søgte.
31. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker
mod Menneskens Børn,
32. ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
33. Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,
34. til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som
- bor der.
35. Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;
36. der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,
37. tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.
38. Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på
Kvæg.
39. De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,
40. han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.
41. Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter
som Hjorde;
42. de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.
43. Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på
Sinde!
Salme 108
1. (En Sang. En Salme af David.)
2. Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil
synge og lovprise dig, vågn op, min Ære!
3. Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.
4. Jeg vil takke dig, HERRE, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt
Folkefærd;
5. thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
6. Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
7. Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!
8. Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel,
udmåle Sukkots Dal;
9. mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda
min Herskerstav,
10. Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over
Filisterland jubler jeg."
11. Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til
Edom?
12. Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.
13. Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte.
14. Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!
Salme 109
1. (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.)
Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
2. Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig
til med Løgntunge,
3. med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
4. til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel
Bøn;
5. de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
6. Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans
højre,
7. lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
8. hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden;
9. hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
10. hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
11. Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans
Gods;
12. ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
13. hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt:
14. lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders
Synd slettes ud,
15. altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af
Jorden,
16. fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte
den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
17. han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede
han ikke, den blive ham fjern!
18. Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i
hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
19. den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!
20. Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt
mod min Sjæl.
21. Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og
Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!
22. Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;
23. som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes
jeg ud;
24. af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
25. til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de
26. Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
27. så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!
28. Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til
Skamme, din Tjener glæde sig;
29. lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
30. Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i
Mængden;
31. thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der
dømmer hans Sjæl.
Salme 110
1. (Af David. En Salme.)
HERREN sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre hånd, til jeg
lægger dine fjender som en skammel for dine fødder!"
2. Fra Zion udrækker HERREN din Vældes Spir; hersk midt iblandt
dine Fjender!
3. Dit Folk møder villigt frem på din Vældes Dag; i hellig Prydelse
kommer dit unge Mandskab til dig, som Dug af Morgenrødens
Moderskød.
4. HERREN har svoret og angrer det ej: "Du er Præst evindelig på
Melkizedeks Vis."
5. Herren ved din højre knuser Konger på sin Vredes Dag,
6. blandt Folkene holder han Dom, fylder op med døde, knuser
Hoveder viden om Lande.
7. Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt.
Salme 111
1. Halleluja! jeg takker Herren af hele mit hjerte i oprigtiges
kreds og i menighed!
2. Store er Herrens gerninger, gennemtænkte til bunds.
3. Hans værk er højhed og herlighed, hans retfærd bliver til evig
tid.
4. Han har sørget for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig
er Herren.
5. Dem, der frygter ham, giver han føde, han kommer for evigt sin
pagt i hu.
6. Han viste sit folk sine vældige gerninger, da han gav dem
folkenes eje.
7. Hans hænders værk er sandhed og ret, man kan lide på alle hans
bud;
8. de står i al evighed fast, udført i sandhed og retsind.
9. Han sendte sit folk udløsning, stifted sin pagt for evigt.
Helligt og frygteligt er hans navn.
10. Herrens frygt er visdoms begyndelse; forstandig er hver, som
øver den. Evigt varer hans pris!
Salme 112
1. Halleluja! Salig er den, der frygter Herren og ret har lyst til
hans bud!
2. Hans Æt bliver mægtig på Jord, den oprigtiges Slægt velsignes;
3. Velstand og Rigdom er i hans Hus, hans Retfærdighed varer
evindelig.
4. For den oprigtige oprinder Lys i Mørke; han er mild, barmhjertig
retfærdig.
5. Salig den, der ynkes og låner ud og styrer sine Sager med Ret;
6. thi han rokkes aldrig i Evighed, den retfærdige ihukommes for
evigt;
7. han frygter ikke for onde Tidender, hans Hjerte er trøstigt i
Tillid, til HERREN;
8. fast er hans Hjerte og uden Frygt, indtil han skuer sine Fjender
med Fryd;
9. til fattige deler han rundhåndet ud, hans Retfærdighed varer
evindelig; med Ære løfter hans Horn sig.
10. Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og går til
Grunde; de gudløses Attrå bliver til intet.
Salme 113
1. Halleluja! Pris, I Herrens tjenere, pris Herrens navn!
2. Herrens navn være lovet fra nu og til evig tid;
3. fra sol i opgang til sol i bjærge være Herrens navn lovpriset!
4. Over alle folk er Herren ophøjet, hans herlighed højt over
himlene.
5. Hvo er som HERREN vor Gud, som rejste sin Trone i det høje
6. og skuer ned i det dybe - i Himlene og på Jorden -
7. som rejser den ringe af Støvet, løfter den fattige op af Skarnet
8. og sætter ham mellem Fyrster, imellem sit Folks Fyrster,
9. han, som lader barnløs Hustru sidde som lykkelig Barnemoder!
Salme 114
1. Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det
stammende Folk,
2. da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige.
3. Havet så det og flyede, Jordan trak sig tilbage,
4. Bjergene sprang som Vædre, Højene hopped som Lam.
5. Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage,
6. hvi springer I Bjerge som Vædre, hvi hopper I Høje som Lam?
7. Skælv, Jord, for HERRENs Åsyn, for Jakobs Guds Åsyn,
8. han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld hården Flint!
Salme 115
1. Ikke os, o Herre, ikke os, men dit navn, det give du ære for din
Miskundheds og Trofastheds Skyld!
2. Hvi skal Folkene sige: "Hvor er dog deres Gud?"
3. Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han!
4. Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder;
5. de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej;
6. de har Ører, men hører ikke, Næse men lugter dog ej;
7. de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres
Strube frembringer ikke en Lyd.
8. Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler på
dem!
9. Israel stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold;
10. Arons Hus stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold;
11. de, som frygter HERREN, stoler på ham, han er deres Hjælp og
Skjold.
12. HERREN kommer os i Hu, velsigner, velsigner Israels Hus,
velsigner Arons Hus,
13. velsigner dem, der frygter HERREN, og det både små og store.
14. HERREN lader eder vokse i Tal, eder og eders Børn;
15. velsignet er I af HERREN, Himlens og Jordens Skaber.
16. Himlen er HERRENs Himmel, men Jorden gav han til Menneskens
Børn.
17. De døde priser ej HERREN, ingen af dem, der steg ned i det
tavse.
18. Men vi, vi lover HERREN, fra nu og til evig Tid!
Salme 116
1. Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min
tryglende bøn,
2. ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte HERRENs Navn.
3. Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i
Trængsel og Nød var jeg stedt.
4. Jeg påkaldte HERRENs Navn: "Ak, HERRE, frels min Sjæl!"
5. Nådig er HERREN og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud;
6. HERREN vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig.
7. Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi HERREN har gjort vel
imod dig!
8. Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Gråd, min Fod fra
Fald.
9. Jeg vandrer for HERRENs Åsyn udi de levendes Land;
10. jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg,
11. sagde så i min Angst: "Alle Mennesker lyver!"
12. Hvorledes skal jeg gengælde HERREN alle hans Velgerninger mod
mig?
13. Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde HERRENs Navn.
14. Jeg vil indfri HERREN mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk.
15. Kostbar i HERRENs Øjne er hans frommes Død.
16. Ak, HERRE, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes
Søn, mine Lænker har du løst.
17. Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde HERRENs Navn;
18. mine Løfter vil jeg indfri HERREN i Påsyn af alt hans Folk
19. i HERRENs Hus's Forgårde og i din Midte, Jerusalem!
Salme 117
1. Halleluja! Lovsyng HERREN, alle I Folk, pris ham, alle Stammer,
2. thi stor er hans Miskundhed mod os, HERRENs Trofasthed varer
evindelig!
Salme 118
1. Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer
evindelig.
2. Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!"
3. Arons Hus sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!"
4. De, som frygter HERREN, sige: "Thi hans Miskundhed varer
evindelig!"
5. Jeg påkaldte HERREN i Trængslen, HERREN svared og førte mig ud i
åbent Land.
6. HERREN, er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan Mennesker gøre
mig?
7. HERREN, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd på dem, der
hader mig.
8. At ty til HERREN er godt fremfor at stole på Mennesker;
9. at ty til HERREN er godt fremfor at stole på Fyrster.
10. Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned i HERRENs
Navn;
11. de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i HERRENs
Navn;
12. de flokkedes om mig som Bier, blussed op, som Ild i Torne, jeg
slog dem ned i HERRENs Navn.
13. Hårdt blev jeg ramt, så jeg faldt, men HERREN hjalp mig.
14. Min Styrke og Lovsang er HERREN, han blev mig til Frelse.
15. Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "HERRENs højre
øver Vælde,
16. HERRENs højre er løftet, HERRENs højre øver Vælde!"
17. Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre HERRENs Gerninger.
18. HERREN tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden.
19. Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger
HERREN!
20. Her er HERRENs Port, ad den går retfærdige ind.
21. Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til
Frelse.
22. Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten.
23. Fra HERREN er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne.
24. Denne er Dagen, som HERREN har gjort, lad os juble og glæde os
på den!
25. Ak, HERRE, frels dog, ak, HERRE; lad det dog lykkes!
26. Velsignet den, der kommer, i HERRENs Navn; vi velsigner eder fra
HERRENs Hus!
27. HERREN er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med
Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er nået!
28. Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig!
29. Tak HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
Salme 119
1. Salige de, hvis Vandel er fulde, som vandrer i HERRENs Lov.
2. Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres
Hjerte.
3. de, som ikke gør Uret, men vandrer på hans Veje.
4. Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes.
5. O, måtte jeg vandre med faste Skridt, så jeg holder dine
Vedtægter!
6. Da skulde jeg ikke blive til - Skamme, thi jeg så hen til alle
dine Bud.
7. Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, når jeg lærer din
Retfærds Lovbud.
8. Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog ikke helt!
9. Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at bolde sig efter dit
Ord.
10. Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra
dine Bud!
11. Jeg gemmer dit Ord i mit Hjerte for ikke at synde imod dig.
12. Lovet være du, HERRE, lær mig dine Vedtægter!
13. Jeg kundgør med mine Læber alle din Munds Lovbud.
14. Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej, som var det al Verdens
Rigdom.
15. Jeg vil grunde på dine Befalinger og se til dine Stier.
16. I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer ikke dit Ord.
17. Und din Tjener at leve, at jeg kan holde dit Ord.
18. Oplad mine Øjne, at jeg må skue de underfulde Ting i din Lov.
19. Fremmed er jeg på Jorden, skjul ikke dine Bud for mig!
20. Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud.
21. Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud.
22. Vælt Hån og Ringeagt fra mig, thi jeg agter på dine Vidnesbyrd.
23. Om Fyrster oplægger Råd imod mig, grunder din Tjener på dine
Vedtægter.
24. Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Råd.
25. I Støvet ligger min Sjæl, hold mig i Live efter dit Ord!
26. Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte mig, dine Vedtægter
lære du mig.
27. Lad mig fatte dine Befalingers Vej og grunde på dine Undere.
28. Af Kummer græder. min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord!
29. Lad Løgnens Vej være langt fra mig og skænk mig i Nåde din Lov!
30. Troskabs Vej har jeg valgt, dine Lovbud attrår jeg.
31. Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke beskæmmes, HERRE!
32. Jeg vil løbe dine Buds Vej, thi du giver mit Hjerte at ånde
frit.
33. Lær mig, HERRE, dine Vedtægters Vej, så jeg agter derpå til
Enden.
34. Giv mig Kløgt, så jeg agter på din Lov og holder den af hele mit
Hjerte.
35. Før mig ad dine Buds Sti, thi jeg har Lyst til dem.
36. Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ej til uredelig Vinding.
37. Vend mine Øjne bort fra Tant, hold mig i Live ved dit Ord!
38. Stadfæst for din Tjener dit Ord, så jeg lærer at frygte dig.
39. Hold borte fra mig den Skændsel, jeg frygter, thi dine Lovbud er
gode.
40. Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold mig i Live ved din
Retfærd!
41. Lad din Miskundhed komme over mig, HERRE, din Frelse efter dit
Ord,
42. så jeg har Svar til dem, der spotter mig, thi jeg stoler på dit
Ord.
43. Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi jeg bier på dine
Lovbud.
44. Jeg vil stadig holde din Lov, ja evigt og altid;
45. jeg vil vandre i åbent Land, thi dine Befalinger ligger mig på
Sinde.
46. Jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger uden at blues;
47. jeg vil fryde mig over dine Bud, som jeg højlige elsker;
48. jeg vil udrække Hænderne mod dine Bud og grunde på dine
Vedtægter.
49. Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig håbe.
50. Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live.
51. De frække hånede mig såre, dog veg jeg ej fra din Lov.
52. Dine Lovbud fra fordum, HERRE, kom jeg i Hu og fandt Trøst.
53. Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov.
54. Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus.
55. Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, HERRE, jeg holdt din Lov.
56. Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine Befalinger.
57. Min Del er HERREN, jeg satte mig for at holde dine Ord.
58. Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig nådig efter dit
Ord!
59. Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine
Vidnesbyrd.
60. Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine Bud.
61. De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov.
62. Jeg, står op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige
Lovbud.
63. Jeg er Fælle med alle, der frygter dig og holder dine
Befalinger.
64. Jorden er fuld af din Miskundhed, HERRE, lær mig dine Vedtægter!
65. Du gjorde vel mod din Tjener, HERRE, efter dit Ord.
66. Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror på dine Bud.
67. For jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg dit Ord.
68. God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter!
69. De frække tilsøler mig med Løgn, men på dine Bud tager jeg
hjerteligt Vare.
70. Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov.
71. Det var godt, at jeg blev ydmyget, så jeg kunde lære dine
Vedtægter.
72. Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og Sølv i Dynger.
73. Dine Hænder skabte og dannede mig, giv mig Indsigt; så jeg kan
lære dine Bud!
74. De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier på dit Ord.
75. HERRE, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du
ydmyget mig.
76. Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener!
77. Din Barmhjertighed finde mig, at jeg må leve, thi din Lov er min
Lyst.
78. Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg
grunder på dine Befalinger.
79. Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine
Vidnesbyrd.
80. Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at jeg ikke
skal blive til Skamme.
81. Efter din Frelse længes min Sjæl, jeg bier på dit Ord.
82. Mine Øjne længes efter dit Ord og siger: "Hvornår mon du trøster
mig?"
83. Thi jeg er som en Lædersæk i Røg, men dine Vedtægter glemte jeg
ikke.
84. Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Når vil du dømme dem, der
forfølger mig?
85. De frække grov mig Grave, de, som ej følger din Lov.
86. Alle dine Bud er trofaste, med Løgn forfølger man mig, o hjælp
mig!
87. De har næsten tilintetgjort mig på Jorden, men dine Befalinger
slipper jeg ikke.
88. Hold mig i Live efter din Miskundhed, at jeg kan holde din Munds
Vidnesbyrd.
89. HERRE, dit Ord er evigt, står fast i Himlen.
90. Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt, du grundfæsted Jorden,
og den står fast.
91. Dine Lovbud står fast, de holder dine Tjenere oppe.
92. Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min
Elende.
93. Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt
du mig i Live.
94. Din er jeg, frels mig, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde.
95. De gudløse lurer på at lægge mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg
mig.
96. For alting så jeg en Grænse, men såre vidt rækker dit Bud.
97. Hvor elsker jeg dog din Lov! Hele Dagen grunder jeg på den.
98. Dit Bud har gjort mig visere end mine Fjender, thi det er for
stedse mit.
99. Jeg er klogere end alle mine Lærere, thi jeg grunder på dine
Vidnesbyrd.
100. Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter på dine Bud.
101. Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg kan holde
dit Ord.
102. Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig.
103. Hvor sødt er dit Ord for min Gane, sødere end Honning for min
Mund.
104. Ved dine Befalinger fik jeg Forstand, så jeg hader al Løgnens
Vej.
105. Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min Sti.
106. Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud.
107. Jeg er såre ydmyget, HERRE, hold mig i Live efter dit Ord!
108. Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, HERRE, og lær mig dine
Lovbud!
109. Altid går jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov.
110. De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for
jeg ej vild.
111. Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes
Glæde.
112. Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter for evigt til
Enden.
113. Jeg hader tvesindet Mand, men jeg elsker din Lov.
114. Mit Skjul og mit Skjold er du, jeg bier på dit Ord.
115. Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min Guds Bud.
116. Støt mig efter dit Ord, at jeg må leve, lad mig ikke beskæmmes i
mit Håb!
117. Hold mig oppe, at jeg må frelses og altid have min Lyst i dine
Vedtægter!
118. Du forkaster alle, der farer vild fra dine Vedtægter, thi de
higer efter Løgn.
119. For Slagger regner du alle Jordens gudløse, derfor elsker jeg
dine Vidnesbyrd.
120. Af Rædsel for dig gyser mit Kød, og jeg frygter for dine Lovbud.
121. Ret og Skel har jeg gjort, giv mig ikke hen til dem, der trænger
mig!
122. Gå i Borgen for din Tjener, lad ikke de frække trænge mig!
123. Mine Øjne vansmægter efter din Frelse og efter dit Retfærds Ord.
124. Gør med din Tjener efter din Miskundhed og lær mig dine
Vedtægter!
125. Jeg er din Tjener, giv mig Indsigt, at jeg må kende dine
Vidnesbyrd!
126. Det er Tid for HERREN at gribe ind, de har krænket din Lov.
127. Derfor elsker jeg dine Bud fremfor Guld og Skatte.
128. Derfor følger jeg oprigtigt alle dine Befalinger og hader hver
Løgnens Sti.
129. Underfulde er dine Vidnesbyrd, derfor agted min Sjæl på dem.
130. Tydes dine Ord, så bringer de Lys, de giver enfoldige Indsigt.
131. Jeg åbned begærligt min Mund, thi min Attrå stod til dine Bud.
132. Vend dig til mig og vær mig nådig, som Ret er for dem, der
elsker dit Navn!
133. Lad ved dit Ord mine Skridt blive faste og ingen Uret få Magten
over mig!
134. Udløs mig fra Menneskers Vold, at jeg må holde dine Befalinger!
135. Lad dit Ansigt lyse over din Tjener og lær mig dine Vedtægter!
136. Vand i Strømme græder mine Øjne, fordi man ej holder din Lov.
137. Du er retfærdig, HERRE, og retvise er dine Lovbud.
138. Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab så såre.
139. Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine
Ord.
140. Dit Ord er fuldkommen rent, din Tjener elsker det.
141. Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke.
142. Din Retfærd er Ret for evigt, din Lov er Sandhed.
143. Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst.
144. Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg må
leve!
145. Jeg råber af hele mit Hjerte, svar mig, HERRE, jeg agter på dine
Vedtægter.
146. Jeg råber til dig, o frels mig, at jeg kan holde dine
Vidnesbyrd!
147. Årle råber jeg til dig om Hjælp, og bier på dine Ord.
148. Før Nattevagtstimerne våger mine Øjne for at grunde på dit Ord.
149. Hør mig efter din Miskundhed, HERRE, hold mig i Live efter dit
Lovbud!
150. De, der skændigt forfølger mig, er mig nær, men de er langt fra
din Lov.
151. Nær er du, o HERRE, og alle dine Bud er Sandhed.
152. For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har
grundfæstet dem for evigt.
153. Se min Elende og fri mig, thi jeg glemte ikke din Lov.
154. Før min Sag og udløs mig, hold mig i Live efter dit Ord!
155. Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter ligger dem
ikke, på Sinde.
156. Din Barmhjertighed er stor, o HERRE, hold mig i Live efter dine
Lovbud!
157. Mange forfølger mig og er mig fjendske, fra dine Vidnesbyrd veg
jeg ikke.
158. Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke holder dit Ord.
159. Se til mig, thi jeg elsker dine Befalinger, HERRE, hold mig i
Live efter din Miskundhed!
160. Summen af dit Ord er Sandhed, og alt dit retfærdige Lovbud varer
evigt.
161. Fyrster forfulgte mig uden Grund, men mit Hjerte frygted dine
Ord.
162. Jeg glæder mig over dit Ord som en, der har gjort et vældigt
Bytte.
163. Jeg hader og afskyr Løgn, din Lov har jeg derimod kær.
164. Jeg priser dig syv Gange daglig for dine retfærdige Lovbud.
165. Megen Fred har de, der elsker din Lov, og intet bliver til
Anstød for dem.
166. Jeg håber på din Frelse, HERRE, og jeg har holdt dine Bud.
167. Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem såre kære.
168. Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender alle
mine Veje.
169. Lad min Klage nå frem for dit Åsyn, HERRE, giv mig Indsigt efter
dit Ord!
170. Lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, frels mig efter dit Ord!
171. Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer mig dine Vedtægter.
172. Min Tunge skal synge om dit Ord, thi alle dine Bud er Retfærd.
173. Lad din Hånd være mig til Hjælp, thi jeg valgte dine Befalinger.
174. Jeg længes efter din Frelse, HERRE, og din Lov er min Lyst.
175. Gid min Sjæl må leve, at den kan prise dig, og lad dine Lovbud
være min Hjælp!
176. Farer jeg vild som det tabte Får, så opsøg din Tjener, thi jeg
glemte ikke dine Bud.
Salme 120
1. (Sang til Festrejserne.)
Jeg råbte til HERREN i Nød, og han svarede mig.
2. HERRE, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge!
3. Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge!
4. Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel.
5. Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars
Telte!
6. Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred.
7. Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig!
Salme 121
1. (Sang til Festrejserne.)
Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp?
2. Fra HERREN kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber.
3. Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig;
4. nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel.
5. HERREN er den, som bevarer dig, HERREN er din Skygge ved din
højre;
6. Solen stikker dig ikke om Dagen, og Månen ikke om Natten;
7. HERREN bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl;
8. HERREN bevarer din Udgang og Indgang fra nu og til evig Tid!
Salme 122
1. (Sang til Festrejserne. Af David.)
Jeg frydede mig, da de sagde til mig: "Vi drager til HERRENs
Hus!"
2. Så står vore Fødder da i dine Porte, Jerusalem,
3. Jerusalem bygget som Staden, hvor Folket samles;
4. thi did op drager Stammerne, HERRENs Stammer en Vedtægt for
Israel om at prise HERRENs Navn.
5. Thi der står Dommersæder, Sæder for Davids Hus.
6. Bed om Jerusalems Fred! Ro finde de, der elsker dig!
7. Der råde Fred på din Mur, Tryghed i dine Borge!
8. For Brødres og Frænders Skyld vil jeg ønske dig Fred,
9. for Herren vor Guds hus's skyld vil jeg søge dit bedste.
Salme 123
1. (Sang til Festrejserne.)
Jeg løfter mine Øjne til dig, som troner i Himlen!
2. Som trælles øjne følger deres Herres Hånd, som en Trælkvindes
Øjne følger hendes Frues Hånd, så følger vore Øjne HERREN vor
Gud, til han er os nådig.
3. Forbarm dig over os, HERRE, forbarm dig! Thi overmætte er vi af
Spot,
4. overmæt er vor Sjæl af de sorgløses Hån, de stoltes Spot!
Salme 124
1. (Sang til Festrejserne. Af David.)
Havde HERREN ej været med os - så siger Israel -
2. havde Herren ej været med os, da Mennesker rejste sig mod os;
3. så havde de slugt os levende, da deres Vrede optændtes mod os;
4. så havde Vandene overskyllet os, en Strøm var gået over vor
Sjæl,
5. over vor Sjæl var de gået, de vilde Vande.
6. Lovet være HERREN, som ej gav os hen, deres Tænder til Rov!
7. Vor Sjæl slap fri som en Fugl at Fuglefængernes Snare, Snaren
reves sønder, og vi slap fri.
8. Vor Hjælper HERRENs Navn, Himlens og Jordens Skaber.
Salme 125
1. (Sang til Festrejserne.)
De der stoler På HERREN, er som Zions bjerg, der aldrig i
evighed rokkes.
2. Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og HERREN hegner sit Folk fra
nu og til evig Tid :
3. Han lader ej Gudløsheds Herskerskerstav tynge retfærdiges Lod,
at retfærdige ikke skal udrække Hånden til Uret.
4. HERRE, vær god mod de gode, de oprigtige af Hjertet;
5. men dem, der slår ind på krogveje, dem bortdrive HERREN tillige
med Udådsmænd. Fred over Israel!
Salme 126
1. (Sang til Festrejserne.)
Da HERREN hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende;
2. da fyldtes vor Mund med Latter, vor Tunge med Frydesang; da hed
det blandt Folkene: "HERREN har gjort store Ting imod dem!"
3. HERREN har gjort store Ting imod os, og vi blev glade.
4. Vend, o Herre, vort Fangenskab, som Sydlandets Strømme!
5. De; som sår med Gråd, skal høste med Frydesang;
6. de går deres Gang med Gråd, når de udstrør Sæden, med Frydesang
kommer de hjem, bærende deres Neg.
Salme 127
1. (Sang til Festrejserne. Af Salomo.)
Dersom HERREN ikke bygger huset, er Bygmestrenes Møje forgæves,
dersom HERREN ikke vogter Byen, våger Vægteren forgæves.
2. Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende
Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne.
3. Se, Sønner er HERRENs Gave, Livsens Frugt er en Løn.
4. Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner, man får i sin Ungdom.
5. Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej,
når han taler med Fjender i Porten.
Salme 128
1. (Sang til Festrejserne.)
Salig enhver, som frygter Herren og går på hans veje!
2. Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel!
3. Som en frugtbar Vinranke er din Hustru inde i dit Hus, som
Oliekviste er dine Sønner rundt om dit Bord.
4. Se, så velsignes den Mand, der frygter HERREN.
5. HERREN velsigne dig fra Zion, at du må se Jerusalems Lykke alle
dit Livs Dage
6. og se dine Sønners Sønner! Fred over Israel!
Salme 129
1. (Sang til Festrejserne.)
2. De trængte mig hårdt fra min ungdom - så siger Israel - de
trængte mig hårdt fra min Ungdom, men kued mig ikke.
3. Plovmænd pløjed min Ryg, trak lange Furer;
4. retfærdig er HERREN, han overskar de gudløses Reb.
5. Alle, som hader Zion, skal vige med Skam,
6. blive som Græs på Tage, der visner, førend det skyder Strå,
7. og ikke fylder Høstkarlens Hånd og Opbinderens Favn;
8. Folk, som går forbi, siger ikke: "HERRENs Velsignelse over eder!
Vi velsigner eder i HERRENs Navn!"
Salme 130
1. (Sang til Festrejserne.)
Fra det dybe råber jeg til
2. o Herre hør min Røst! Lad dine Ører lytte til min tryglende
Røst!
3. Tog du Vare, HERRE, på Misgerninger, Herre, hvo kunde da bestå?
4. Men hos dig er der Syndsforladelse, at du må frygtes.
5. Jeg håber.på HERREN, min Sjæl håber på hans Ord,
6. på Herren bier min Sjæl mer end Vægter på Morgen, Vægter på
Morgen.
7. Israel, bi på HERREN! Thi hos HERREN er Miskundhed, hos ham er
Forløsning i Overflod.
8. Og han vil forløse Israel fra alle dets Misgerninger,
Salme 131
1. (Sang til Festrejserne. Af David.)
Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte,
jeg sysler ikke med store Ting, med Ting, der er mig for høje.
2. Nej, jeg har lullet og tysset min Sjæl; som afvant Barn hos sin
Moder har min Sjæl det hos HERREN.
3. Israel, bi på HERREN fra nu og til evig Tid!
Salme 132
1. (Sang til Festrejserne.)
HERRE, kom David i Hu for al hans møje,
2. hvorledes han tilsvor HERREN, gav Jakobs Vældige et Løfte :
3. "Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit
Leje,
4. under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile,
5. før jeg har fundet HERREN et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!"
6. "Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja'ars Mark;
7. lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!"
8. HERRE, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark!
9. Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd!
10. For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!"
11. HERREN tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: "Af din
Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone.
12. Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg
lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone!
13. Thi HERREN har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig :
14. Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg
ønsket.
15. Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød,
16. dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med
Fryd.
17. Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede
Lampe.
18. Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!"
Salme 133
1. (Sang til Festrejserne. Af David.)
Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen:
2. som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget,
Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning,
3. som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge. Thi der skikker
HERREN Velsignelse ned, Liv til evig Tid.
Salme 134
1. (Sang til Festrejserne.)
Op og lov nu HERREN, alle HERRENs, som står i HERRENs Hus ved
Nattetide!
2. Løft eders Hænder mod Helligdommen og lov HERREN!
3. HERREN velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og Jord.
Salme 135
1. Halleluja! Pris Herrens navn, pris det, I HERRENs Tjenere,
2. som står i HERRENs Hus, i vor Guds Huses Forgårde!
3. Pris HERREN, thi god er HERREN, lovsyng hans Navn, thi lifligt
er det.
4. Thi HERREN udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom.
5. Ja, jeg ved, at HERREN er stor, vor Herre er større end alle
Guder.
6. HERREN gør alt, hvad han vil, i Himlene og på Jorden, i Have og
alle Verdensdyb.
7. Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at
give Regn, sender Stormen ud fra sine Forrådskamre;
8. han, som slog Ægyptens førstefødte, både Mennesker og Kvæg,
9. og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle
hans Folk;
10. han, som fældede store Folk og veg så mægtige Konger,
11. Amoriternes konge Sion og Basans Konge Og, og alle Kana'ans
Riger
12. og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk.
13. HERRE, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, HERRE, fra Slægt til
Slægt,
14. thi Ret skaffer HERREN sit Folk og ynkes over sine Tjenere.
15. Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder;
16. de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej;
17. de har Ører, men hører ikke, ej heller er der Ånde i deres Mund.
18. Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som stoler på dem.
19. Lov HERREN, Israels Hus, lov HERREN, Arons Hus,
20. lov HERREN, Levis Hus, lov HERREN, I, som frygter HERREN!
21. Fra Zion være HERREN lovet, han, som bor i Jerusalem!
Salme 136
1. Halleluja! Tak HERREN, thi han er god; thi hans Miskundhed varer
evindelig!
2. Tak Gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig!
3. Tak Herrens Herre; thi hans miskundhed varer evindelig!
4. Han, der ene gør store undere; thi hans miskundhed varer
evindelig!
5. Som skabte Himlen med indsigt; thi hans miskundhed varer
evindelig!
6. Som bredte jorden på vandet; thi hans miskundhed varer
evindelig!
7. Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer evindelig!
8. Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed varer evindelig!
9. Måne og stjerner til at råde om natten; thi hans miskundhed
varer evindelig!
10. Som slog Ægyptens førstefødte; thi hans Miskundhed varer
evindelig!
11. Og førte Israel ud derfra; thi hans Miskundhed varer evindelig!
12. Med stærk 'Hånd og udstrakt Arm; thi hans Miskundhed varer
evindelig!
13. Som kløved det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig!
14. Og førte tsrael midt igennem det; thi hans Miskundhed varer
evindelig!
15. Som drev Farao og hans Hær i det røde Hav thi hans Miskundhed
varer evindelig!
16. Som førte sit Folk i Ørkenen; thi hans Miskundhed varer
evindelig!
17. Som fældede store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig!
18. Og veg så vældige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig!
19. Amoriternes Konge Sion, thi hans Miskundhed varer evindelig!
20. Og Basans Konge Og thi hans Miskundhed varer evindelig!
21. Og gav deres Land i Eje; thi hans Miskundhed varer evindelig!
22. I Eje til hans Tjener Israel; thi hans Miskundhed varer
evindelig!
23. Som kom os i Hu i vor Ringhed; thi hans Miskundhed varer
evindelig!
24. Og friede os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer
evindelig!
25. Som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig!
26. Tak Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!
Salme 137
1. Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
2. Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
3. Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os
være glade: "Syng os af Zions Sange!"
4. Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
5. Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
6. Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke
jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
7. HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte:
"Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
8. Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig,
hvad du gjorde imod os!
9. Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
Salme 138
1. (Af David.)
Jeg vil prise dig HERRE, at hele lovsynge dig for Guderne;
2. jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt
vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld;
thi du har herliggjort dit Ord.
3. Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom
Styrke.
4. Alle Jordens Konger skal prise dig, HERRE, når de hører din
Munds Ord,
5. og synge om HERRENs Veje; thi stor er HERRENs Ære,
6. thi HERREN er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte
i Frastand.
7. Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede
udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse.
8. HERREN vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, HERRE,
varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk!
Salme 139
1. (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.)
HERRE, du ransager mig og kender mig!
2. Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
3. du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje
kender du grant.
4. Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til
fulde.
5. Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
6. At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det
ikke!
7. Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit
Åsyn?
8. Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i
Dødsriget, så er du der;
9. tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
10. da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
11. Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring
mig!"
12. så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen,
Mørket er som Lyset.
13. Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
14. Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er
dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
15. Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom,
virket i Jordens Dyb;
16. som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet,
Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
17. Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres
Sum!
18. Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er
jeg hos dig.
19. Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra
mig,
20. de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
21. Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der
står dig imod;
22. med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
23. Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine
Tanker!
24. Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
Salme 140
1. (Til Sangmesteren. En Salme af David.)
2. Red mig, HERRE, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod
Voldsmænd,
3. der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid.
4. De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber.
- Sela.
5. Vogt mig, HERRE, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod
Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald.
6. Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for
min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela.
7. Jeg siger til HERREN: Du er min Gud, HERRE, lyt til min
tryglende Røst!
8. HERRE, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på
Stridens Dag.
9. Opfyld ej, HERRE, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have
Fremgang!
10. Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem
selv!
11. Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de
op!
12. Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden
Slag i Slag!
13. Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige
Ret.
14. For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit
Åsyn.
Salme 141
1. (En Salme af David.)
HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når
jeg råber til dig;
2. som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som
Aftenoffer!
3. HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!
4. Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen
med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.
5. Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er
det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end
sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.
6. Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de
skal høre, at mine Ord er liflige.
7. Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved
Dødsrigets Gab.
8. Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader
jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!
9. Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes
Snarer;
10. lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.
Salme 142
1. (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.)
2. Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og
trygler HERREN,
3. udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.
4. Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad
hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.
5. Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig,
afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.
6. HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i
de levendes Land!
7. Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem,
der forfølger mig, de er for stærke for mig;
8. udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De
retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.
Salme 143
1. (En Salme af David.)
HERRE, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din
Trofasthed, i din Retfærd,
2. gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever,
retfærdig!
3. Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet,
lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
4. Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet.
5. Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger,
grunder på dine Hænders Værk.
6. Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes
min Sjæl efter dig. - Sela.
7. Skynd dig at svare mig, HERRE, min Ånd svinder hen; skjul ikke
dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven.
8. Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig
den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig.
9. Fri mig fra mine Fjender, HERRE, til dig flyr jeg hen;
10. lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode
Ånd ad den jævne Vej!
11. For dit Navns Skyld, HERRE, holde du mig i Live, udfri i din
Retfærd min Sjæl af Trængsel,
12. udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som
trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener.
Salme 144
1. (Af David.)
Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid
mine Fingre til Krig,
2. min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit
Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag!
3. HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et
Menneskebarn, at du agter på ham?
4. Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge.
5. HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de
ryger;
6. slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag
dem Rædsel;
7. udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande,
8. fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er
Løgnehånd.
9. Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget
Harpe,
10. du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener.
11. Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de,
hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.
12. I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er
som Søjler, udhugget i Tempelstil;
13. vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore
Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker,
14. fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen
Skrigen på Torvene.
15. Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud
er HERREN!
Salme 145
1. (En Lovsang af David.)
Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit
Navn.
2. Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn.
3. Stor og højlovet er HERREN, hans Storhed kan ikke ransages.
4. Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige
Gerninger.
5. De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine
Undere;
6. de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil
jeg vidne;
7. de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din
Retfærd.
8. Nådig og barmhjertig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed.
9. God er HERREN mod alle, hans Barmhjertighed er over alle hans
Værker.
10. Dine Værker takker dig alle, HERRE, og dine fromme lover dig.
11. De forkynder dit Riges Ære og taler om din Vælde
12. for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges strålende
Herlighed.
13. Dit Rige står i al Evighed, dit Herredømme varer fra Slægt til
Slægt. (Trofast er HERREN i alle sine Ord og miskundelig i alle
sine Gerninger).
14. HERREN støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede.
15. Alles Øjne bier på dig, du giver dem Føden i rette Tid;
16. du åbner din Hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det
ønsker.
17. Retfærdig er HERREN på alle sine Veje, miskundelig i alle sine
Gerninger.
18. Nær er HERREN hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham
i Sandhed.
19. Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Råb og
frelser dem,
20. HERREN vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter
han ud.
21. Min Mund skal udsige HERRENs Pris, alt Kød skal love hans
hellige Navn evigt og altid.
Salme 146
1. Halleluja! Pris HERREN, min Sjæl!
2. Jeg vil prise HERREN hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe
jeg lever.
3. Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke
kan hjælpe!
4. Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet
samme Dag.
5. Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til HERREN
hans Gud,
6. som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som
evigt bevarer sin Trofasthed
7. og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! HERREN
løser de fangne,
8. HERREN åbner de blindes Øjne, HERREN rejser de bøjede, HERREN
elsker de retfærdige,
9. HERREN vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men
gudløses Vej gør han kroget.
10. HERREN er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til
Slægt. Halleluja!
Salme 147
1. Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er
lifligt, lovsang sømmer sig.
2. Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel,
3. han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres
Sår;
4. han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem alle Navn.
5. Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål;
6. HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse.
7. Syng for HERREN med Tak, leg for vor Gud på Citer!
8. Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader
Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug;
9. Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger;
10. hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i
rapfodet Mand;
11. HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans
Miskundhed.
12. Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud!
13. Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din
Midte;
14. dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme;
15. han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord,
16. han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim,
17. som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra
ham;
18. han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser
sit Vejr.
19. Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for
Israel.
20. Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen
Lovbud. Halleluja!
Salme 148
1. Halleluja! Pris Herren i himlen, pris ham i det høje!
2. Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer,
3. pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne,
4. pris ham, himlenes himle og vandene over himlene!
5. De skal prise Herrens navn, thi han bød, og de blev skabt;
6. han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov, som de ej
overtræder!
7. Lad pris stige op til Herren fra jorden, I havdyr og alle dyb,
8. Ild og hagl, sne og røg, storm, som gør hvad han siger,
9. I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre,
10. I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle,
11. I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens
dommere,
12. ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge!
13. De skal prise Herrens navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans
højhed omspender jord og himmel.
14. Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme,
af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja!
Salme 149
1. Halleluja! syng Herren en ny sang, hans Pris i de frommes
Forsamling!
2. Israel glæde sig over sin Skaber, over deres Konge fryde sig
Zions Børn,
3. de skal prise hans Navn under Dans, lovsynge ham med Pauke og
Citer;
4. thi HERREN har Behag i sit Folk, han smykker de ydmyge med
Frelse.
5. De fromme skal juble med Ære, synge på deres Lejer med Fryd,
6. med Lovsang til Gud i Mund og tveægget Sværd i Hånd
7. for at tage Hævn over Folkene og revse Folkeslagene,
8. for at binde deres Konger med Lænker, deres ædle med Kæder af
Jern
9. og fuldbyrde på dem den alt skrevne Dom til Ære for alle hans
fromme! Halleluja! -
Salme 150
1. Halleluja! Pris Gud i hans Helligdom, pris ham i hans stærke
Hvælving,
2. pris ham for hans vældige Gerninger, pris ham for hans mægtige
Storhed;
3. pris ham med Hornets Klang, pris ham med Harpe og Citer,
4. pris ham med Pauke og Dans, pris ham med Strengeleg og Fløjte,
5. pris ham med klingre Cymbler, pris ham med gjaldende Cymbler;
6. alt hvad der ånder, pris HERREN! Halleluja!
Ordsprogene
Ordsprogene 1
1. Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
2. Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,
3. tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;
4. de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;
5. den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig
Levekunst;
6. de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og
Gåder.
7. HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom
og Tugt.
8. Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders
Belæring.
9. thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
10. Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!
11. Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for
sagesløs, skyldfri Mand!
12. Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de
i Graven.
13. Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
14. Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!"
15. - min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
16. thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
17. Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
18. de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
19. Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.
20. Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten;
21. oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved
Portindgangene:
22. Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde
deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?
23. Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for
eder, jeg kundgør eder mine Ord:
24. Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
25. men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer,
26. derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter,
kommer,
27. når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer
som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.
28. Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,
29. fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt;
30. mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse.
31. Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;
32. thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed
bliver deres Undergang;
33. men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.
Ordsprogene 2
1. Min Søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine Pålæg hos
dig,
2. idet du låner Visdom Øre og bøjer dit Hjerte til Indsigt,
3. ja, kalder du på Forstanden og løfter din Røst efter Indsigt,
4. søger du den som Sølv og leder den op som Skatte,
5. da nemmer du HERRENs Frygt og vinder dig Kundskab om Gud.
6. Thi HERREN, han giver Visdom, fra hans Mund kommer Kundskab og
Indsigt.
7. Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold for alle med
lydefri Vandel,
8. idet han værner Rettens Stier og vogter sine frommes Vej.
9. Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er
godt.
10. Thi Visdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din
Sjæl;
11. Kløgt skal våge over dig, Indsigt være din Vogter -
12. idet den frier dig fra den ondes Vej, fra Folk, hvis Ord kun er
vrange, -
13. som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje.
14. som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt,
15. de, som går krogede Stier og følger bugtede Spor -
16. idet den frier dig fra Andenmands Hustru, fra fremmed Kvinde med
sleske Ord,
17. der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt;
18. thi en Grav til Døden er hendes Hus, til Skyggerne fører hendes
Spor;
19. tilbage vender ingen, som går ind til hende, de når ej Livets
Stier
20. at du må vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges
Stier;
21. thi retsindige skal bo i Landet, lydefri levnes deri,
22. men gudløse ryddes af Landet, troløse rykkes derfra.
Ordsprogene 3
1. Min Søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare
på mine bud!
2. Thi en Række af Dage og Leveår og Lykke bringer de dig.
3. Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som Bånd om din
Hals, skriv dem på dit Hjertes Tavle!
4. Så finder du Nåde og Yndest i Guds og Menneskers Øjne.
5. Stol på HERREN af hele dit Hjerfe, men forlad dig ikke på din
Forstand;
6. hav ham i Tanke på alle dine Veje, så jævner han dine Stier.
7. Hold ikke dig selv for viis, frygt HERREN og vig fra det onde;
8. så får du Helse for Legemet, Lindring for dine Ledemod.
9. Ær med din Velstand HERREN med Førstegrøden af al din Avl;
10. da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer over af Most.
11. Min Søn, lad ej hånt om HERRENs Tugt, vær ikke ked af hans
Revselse;
12. HERREN revser den, han elsker, han straffer den Søn, han har
kær.
13. Lykkelig den, der har opnået Visdom, den, der vinder sig
Indsigt;
14. thi den er bedre at købe end Sølv, bedre at vinde end Guld;
15. den er mere værd end Perler, ingen Klenodier opvejer den;
16. en Række af Dage er i dens højre, i dens venstre Rigdom og Ære;
17. dens Veje er liflige Veje, og alle dens Stier er Lykke;
18. den er et Livets Træ for dem, der griber den, lykkelig den, som
holder den fast!
19. HERREN grundlagde Jorden med Visdom, grundfæsted Himlen med
Indsigt;
20. ved hans Kundskab brød Strømmene frem, lader Skyerne Dug dryppe
ned.
21. Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af
Syne;
22. så bliver de Liv for din Sjæl og et yndigt Smykke til din Hals.
23. Da vandrer du trygt din Vej, støder ikke imod med din Fod; -
24. sætter du dig, skal du ikke skræmmes, lægger du dig, skal din
Søvn vorde sød;
25. du skal ikke frygte uventet Rædsel, Uvejret, når det kommer over
gudløse;
26. thi HERREN skal være din Tillid, han vogter din Fod, så den ikke
hildes.
27. Nægt ikke den trængende Hjælp, når det står i din Magt at
hjælpe;
28. sig ej til din Næste: "Gå og kom igen, jeg vil give i Morgen!" -
såfremt du har det.
29. Tænk ikke på ondt mod din Næste, når han tillidsfuldt bor i din
Nærhed.
30. Yp ikke Trætte med sagesløs Mand, når han ikke har voldet dig
Men.
31. Misund ikke en Voldsmand, græm dig aldrig over hans Veje;
32. thi den falske er HERREN en Gru; mod retsindig er han fortrolig;
33. i den gudløses Hus er HERRENs Forbandelse, men retfærdiges Bolig
velsigner han.
34. Over for Spottere bruger han Spot, men ydmyge giver han Nåde.
35. De vise får Ære til Arv, men Tåber høster kun Skam.
Ordsprogene 4
1. Hør, I sønner, på en Faders lyt til for at vinde Forstand;
2. thi gavnlig Viden giver jeg jer, slip ej hvad jeg har lært jer.
3. Da jeg var min Faders Dreng, min Moders Kælebarn og eneste,
4. lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt
mine Bud, så skal du leve;
5. køb Visdom, køb Forstand, du glemme det ikke, vend dig ej bort
fra min Munds Ord;
6. slip den ikke, så vil den vogte dig, elsk den, så vil den værne
dig!
7. Køb Visdom for det bedste, du ejer, køb Forstand for alt, hvad
du har;
8. hold den højt, så bringer den dig højt til Vejrs, den bringer
dig Ære, når du favner den;
9. den sætter en yndig Krans på dit Hoved; den rækker dig en dejlig
Krone.
10. Hør, min Søn, tag imod mine Ord, så bliver dine Leveår mange.
11. Jeg viser dig Visdommens Vej, leder dig ad Rettens Spor;
12. når du går, skal din Gang ej hæmmes, og løber du, snubler du
ikke;
13. hold fast ved Tugt, lad den ikke fare, tag Vare på den, thi den
er dit Liv.
14. Kom ikke på gudløses Sti, skrid ej frem ad de ondes Vej.
15. sky den og følg den ikke, vig fra den, gå udenom;
16. thi de sover ikke, når de ikke har syndet, og Søvnen flyr dem,
når de ej har bragt Fald.
17. Thi de æder Gudløsheds Brød og drikker Urettens Vin.
19. Gudløses Vej er som Mørket, de skønner ej, hvad de snubler over,
18. men retfærdiges Sti er som strålende Lys, der vokser i Glans til
højlys Dag:
20. Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger;
21. det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte;
22. thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød.
23. Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer Livet.
24. Hold dig fra Svig med din Mund, lad Læbernes Falskhed være dig
fjern.
25. Lad dine Øjne se lige ud, dit Blik skue lige frem;
26. gå ad det lige Spor, lad alle dine Veje sigte mod Målet;
27. bøj hverken til højre eller venstre, lad Foden vige fra ondt!
Ordsprogene 5
1. Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,
2. at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.
3. Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er
hendes Gane;
4. men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;
5. hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder
hendes Fjed;
6. hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det
ikke.
7. Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!
8. Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,
9. at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.
10. at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i
Andenmands Hus,
11. så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder
hen,
12. og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om
Revselse,
13. så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som
lærte mig!
14. Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og
Menighed!"
15. Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;
16. lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!
17. Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!
18. Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19. den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig
stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!
20. Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens
Hustru i Favn?
21. Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle
dets Spor;
22. den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;
23. han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.
Ordsprogene 6
1. Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Håndslag,
2. er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord,
3. gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens
Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste;
4. und ikke dine Øjne Søvn, ej heller dine Øjenlåg Hvile,
5. red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens
Hånd.
6. Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis.
7. Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer,
8. sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst.
9. Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din Søvn?
10. Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:
11. som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en
skjoldvæbnet Mand.
12. En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i
Munden,
13. som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med
Fingrene,
14. som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv;
15. derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan
ikke læges.
16. Seks Ting hader HERREN, syv er hans Sjæl en Gru:
17. Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder, der udgyder uskyldigt Blod,
18. et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til
ondt,
19. falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem
Brødre.
20. Min Søn, tag Vare på din Faders Bud, opgiv ikke din Moders
Belæring,
21. bind dem altid på dit Hjerte, knyt dem fast om din Hals;
22. på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den
tale dig til, når du vågner;
23. thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej
24. for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed Kvindes
sleske Tunge!
25. Attrå ej i dit Hjerte hendes Skønhed, hendes Blik besnære dig
ej!
26. Thi en Skøge får man blot for et Brød, men Andenmands Hustru
fanger dyrebar Sjæl.
27. Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder?
28. Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides?
29. Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører
hende, slipper for Straf.
30. Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin
Sult?
31. Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods.
32. Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler
så;
33. han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam.
34. Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner ikke på Hævnens
Dag;
35. ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører ham ikke.
Ordsprogene 7
1. Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig;
2. vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad
jeg har lært dig;
3. bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,
4. sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden
Veninde,
5. at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med
sleske Ord.
6. Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
7. og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg
var blandt de unge;
8. han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes
Hus
9. i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
10. Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
11. løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
12. snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -
13. hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
14. "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
15. gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet
dig!
16. Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred
17. jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
18. kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs
Lyst!
19. Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;
20. Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"
21. Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske
Læber;
22. tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning,
som en Hjort, der løber i Nettet,
23. til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i
Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
24. Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
25. Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes
Stier;
26. thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben,
som hun slog ihjel.
27. Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.
Ordsprogene 8
1. Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?
2. Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;
3. ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:
4. Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.
5. I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!
6. Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;
7. ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.
8. Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;
9. de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt
Indsigt
10. Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab
fremfor udsøgt Guld;
11. thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den
12. Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.
13. HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed,
den onde Vej og den falske Mund.
14. Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.
15. Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;
16. ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.
17. Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder
mig.
18. Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.
19. Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end
kosteligt Sølv.
20. Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier
21. for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres
Forrådshuse.
22. Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han
skabte andet;
23. jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens
tidligste Tider;
24. jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes
Væld, var til;
25. førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,
26. førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets
Støv.
27. Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv
over Verdensdybet.
28. Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres
faste Sted,
29. da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans
Lov, da han lagde Jordens Grundvold,
30. da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for
hans Åsyn leged jeg altid,
31. leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.
32. Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!
33. Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!
34. Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine
Døre og vogter på mine Dørstolper.
35. Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;
36. men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig,
elsker Døden.
Ordsprogene 9
1. Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv,
2. slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit
Bord;
3. hun har sendt sine Terner ud, byder ind på Byens højeste Steder:
4. Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er
uden Vid:
5. Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet!
6. Lad Tankeløshed fare, så skal I leve, skrid frem ad Forstandens
Vej!
7. Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs,
høster man Skam;
8. revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise,
så elsker han dig;
9. giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så
øges hans Viden.
10. HERRENs Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er
Forstand.
11. Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges.
12. Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du
ene Følgen!
13. Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam;
14. hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje
15. og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne
Vej:
16. Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er
uden Vid:
17. Stjålen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert!
18. Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i
Dødsrigets Dyb.
Ordsprogene 10
1. Salomos ordsprog. Viis søn glæder sin fader, tåbelig søn er sin
moders sorg.
2. Gudløsheds skatte gavner intet, men retfærd redder fra død.
3. HERREN lader ej en retfærdig sulte, men gudløses attrå støder
han fra sig.
4. Doven hånd skaber fattigdom, flittiges hånd gør rig.
5. En klog søn samler om sommeren, en dårlig sover om høsten.
6. Velsignelse er for retfærdiges hoved, på uret gemmer gudløses
mund.
7. Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.
8. Den vise tager mod påbud, den brovtende dåre styrtes.
9. Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der går krogveje,
ham går det ilde.
10. Blinker man med øjet, volder man ondt, den brovtende dåre
styrtes.
11. Den retfærdiges mund er en livsens kilde, på uret gemmer
gudløses mund.
12. Had vækker Splid, Kærlighed skjuler alle Synder.
13. På den kloges Læber fnder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand
uden Vid.
14. De vise gemmer den indsigt, de har, Dårens Mund er truende Våde.
15. Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Våde.
16. Den retfærdiges Vinding tjener til Liv, den gudløses Indtægt til
Synd.
17. At vogte på Tugt er Vej til Livet, vild farer den, som viser
Revselse fra sig.
18. Retfærdige Læber tier om Had, en Tåbe er den, der udspreder
Rygter.
19. Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin
Mund.
20. Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv, gudløses Hjerte er intet
værd.
21. Den retfærdiges Læber nærer mange, Dårerne dør af Mangel på Vid.
22. HERRENs Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til.
23. For Tåben er Skændselsgerning en Leg, Visdom er Leg for Mand med
Indsigt.
24. Hvad en gudløs frygter, kommer over hans Hoved, hvad retfærdige
ønsker, bliver dem givet.
25. Når Storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står
på evig Grund.
26. Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem,
der sender ham.
27. HERRENs Frygt lægger dage til, gudløses År kortes af.
28. Retfærdige har Glæde i Vente, gudløses Håb vil briste.
29. For lydefri Vandel er HERREN et Værn, men en Rædsel for
Udådsmænd.
30. Den retfærdige rokkes aldrig, ikke skal gudløse bo i Landet.
31. Den retfærdiges Mund bærer Visdoms Frugt, den falske Tunge
udryddes.
32. Den retfærdiges Læber søger yndest, gudløses Mund bærer
Falskheds Frugt.
Ordsprogene 11
1. Falske Vægtskåle er HERREN en gru, fuldvvægtigt Lod er efter
hans Sind.
2. Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der
Visdom.
3. Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem
øde.
4. Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden.
5. Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder
den gudløse.
6. Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse fanges i egen
Attrå.
7. Ved Døden brister den gudløses Håb, Dårers Forventning brister.
8. Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans
Sted.
9. Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved
Kundskab.
10. Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses
Undergang.
11. Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den
styrtes i Grus ved gudløses Mund.
12. Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier.
13. Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler
Sagen.
14. Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange
giver Råd.
15. Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader
Håndslag.
16. Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun
Skændsel. De lade må savne Gods, flittige vinder sig Rigdom.
17. Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit
eget Kød.
18. Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd sår, får
virkelig Løn.
19. At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død.
20. De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit
vandrer.
21. Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri.
22. Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne.
23. Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i
Vente.
24. En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og
mangler.
25. Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.
26. Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over
den, som sælger.
27. Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer
efter ondt, ham kommer det over.
28. Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som
Løv.
29. Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl.
30. Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle.
31. En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der
synder.
Ordsprogene 12
1. At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.
2. Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han
skyldig.
3. Ingen står fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig
rokkes.
4. En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder
i hans Ben.
5. Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.
6. Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe
dem Frelse.
7. Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast.
8. For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid
er vrangt.
9. Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man
mangler Brød.
10. Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.
11. Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der
jager efter Tomhed.
12. De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod bolder
Stand.
13. I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper
Nøden.
14. Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som
hans Hænder har øvet.
15. Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd.
16. En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og
lader som intet.
17. Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer
med Svig.
18. Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.
19. Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.
20. De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred,
har Glæde.
21. Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse
oplever Vanheld på Vanheld.
22. Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbebag.
23. Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.
24. De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde.
25. Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.
26. Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem
selv.
27. Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods får den
flittige tildelt.
28. På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej.
Ordsprogene 13
1. Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd.
2. Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står
troløses Hu.
3. Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i
Våde.
4. Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt.
5. Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og
Skændsel.
6. Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.
7. Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer
dog meget.
8. Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen
Trusel at høre.
9. Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud.
10. Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er
Visdom.
11. Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld
for Håndfuld, øges.
12. At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.
13. Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet,
får Løn.
14. Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
15. God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.
16. Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder
Dårskab.
17. Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.
18. Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver
man æret.
19. Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en
Gru.
20. Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven.
21. Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige.
22. Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes
Synderens Gods.
23. På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort
ved Uret.
24. Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i
Tide.
25. Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er
tom.
Ordsprogene 14
1. Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.
2. Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje,
agter ham ringe.
3. I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne
Vagt.
4. Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver
Høsten stor.
5. Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
6. Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer
forstandig let.
7. Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til
Kundskabs Læber.
8. Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er
Svig.
9. Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt
retsindige.
10. Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets
Glæde.
11. Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.
12. Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
13. Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
14. Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er
god.
15. Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
16. Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
17. Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
18. De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig
Kundskab.
19. Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.
20. Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
21. Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har
Medynk med arme.
22. De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt,
finder Nåde og Trofasthed.
23. Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
24. De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.
25. Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
26. Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en
Tilflugt.
27. HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
28. At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens
Fald.
29. Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i
Dårskab.
30. Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
31. At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med
fattige.
32. Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er
retfærdige trygge.
33. Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den
ikke.
34. Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
35. En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans
Vrede.
Ordsprogene 15
1. Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.
2. Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers
Mund.
3. Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode.
4. Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår.
5. Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare
på Revselse.
6. Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges
øde.
7. Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret.
8. Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han
Velbehag i.
9. Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber
efter Retfærd.
10. Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader
Revselse, dør.
11. Dødsrige og Afgrund ligger åbne for HERREN, endsige da
Menneskebørnenes Hjerter.
12. Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke.
13. Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet
brudt.
14. Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind
på Dårskab.
15. Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud.
16. Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte med Uro.
17. Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos.
18. Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte.
19. Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.
20. Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder.
21. Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige
frem.
22. Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange
rådslår.
23. Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i
rette Tid.
24. Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget
nedentil.
25. Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel.
26. Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene.
27. Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der
hader Gave.
28. Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund
lader ondt strømme ud.
29. HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn.
30. Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene.
31. Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt
de vise.
32. Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den,
der lytter til Revselse.
33. HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.
Ordsprogene 16
1. Hjertets Råd er Menneskets sag. Tungens Svar er fra HERREN.
2. En Mand holder al sin Færd for ren, men HERREN vejer Ånder.
3. Vælt dine Gerninger på HERREN, så skal dine Planer lykkes.
4. Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse også for Ulykkens
Dag.
5. Hver hovmodig er HERREN en Gru, visselig slipper han ikke for
Straf.
6. Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved HERRENs Frygt undviger
man ondt.
7. Når HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans
Fjender til Venner.
8. Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding med Uret.
9. Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men HERREN styrer hans
Fjed.
10. Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han
dømmer.
11. Ret Bismer og Vægtskål er HERRENs, hans Værk er alle Posens
Lodder.
12. Gudløs Færd er Konger en Gru, thi ved Retfærd grundfæstes
Tronen.
13. Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler
oprigtigt.
14. Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den.
15. I Kongens Åsyns Lys er der Liv, som Vårregnens Sky er hans
Yndest.
16. At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt mere end
Sølv.
17. De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som
agter på sin Vej.
18. Hovmod går forud for Fald, Overmod forud for Snublen.
19. Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med stolte.
20. Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler
på HERREN.
21. Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme øger Viden.
22. Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab er Dårers Tugt.
23. Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, på Læberne lægger det øget
Viden.
24. Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for
Legemet.
25. Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
26. En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens Krav driver på
ham.
27. En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild på
hans Læber.
28. Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner.
29. Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god.
30. Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man
fuldbyrdet ondt.
31. Grå Hår er en dejlig Krone, den vindes på Retfærds Vej.
32. Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at
tage en Stad.
33. I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som HERREN vil.
Ordsprogene 17
1. Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med
Trætte.
2. Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem
brødre.
3. Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er
HERREN.
4. Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige
Tunger.
5. Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper
ikke for Straf.
4. De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.
7. Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som
er ædel.
8. Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender
sig, gør den sin Virkning.
9. Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i
en Sag, skiller Venner.
10. Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.
11. Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er
udsendt imod ham.
12. Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi
hans Dårskab.
13. Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej
vige.
14. At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid
bryder løs.
15. At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en
Gru.
16. Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når
Viddet mangler?
17. Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.
18. Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.
19. Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.
20. Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde,
når Tungen er falsk.
21. Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.
22. Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af
Benene.
23. Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.
24. Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens
Ende.
25. Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.
26. At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de
ædle.
27. Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er
koldblodig.
28. Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der
lukker sine Læber.
Ordsprogene 18
1. Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid.
2. Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for
Lyset.
3. Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam og Skændsel følges.
4. Ord i Mands Mund er dybe Vande, en rindende Bæk, en
Visdomskilde.
5. Det er ilde at give en skyldig Medhold, så man afviser skyldfris
Sag i Retten.
6. Tåbens Læber fører til Trætte, hans Mund råber højt efter Hug,
7. Tåbens Mund er hans Våde, hans Læber en Snare for hans Liv.
8. Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen.
9. Den, der er efterladen i Gerning, er også Broder til Ødeland.
10. HERRENs Navn er et stærkt Tårn, den retfærdige løber derhen og
bjærges.
11. Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende
Mur.
12. Mands Hovmod går forud for Fald, Ydmyghed forud for Ære.
13. Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og
Skændsel.
14. Mands Mod udholder Sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt Ånd?
15. Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attrår
Kundskab.
16. Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store.
17. Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer
og går ham efter.
18. Loddet gør Ende på Trætter og skiller de stærkeste ad.
19. Krænket Broder er som en Fæstning, Trætter som Portslå for Borg.
20. Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes af Læbernes Grøde.
21. Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens
Frugt.
22. Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Nåde fra HERREN.
23. Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med hårde Ord.
24. Med mange Fæller kan Mand gå til Grunde, men Ven kan overgå
Broder i Troskab.
Ordsprogene 19
1. Bedre Fattigmand med lydefri færd end en, som går Krogveje, er
han end rig.
2. At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har
Hastværk.
3. Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på HERREN vredes hans
Hjerte.
4. Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra.
5. Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper ikke, som farer
med Løgn.
6. Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild
Mand.
7. Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner
ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord.
8. Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på
Indsigt, får Lykke.
9. Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn,
går under.
10. Vellevned sømmer sig ikke for Tåbe, end mindre for Træl at
herske over Fyrster.
11. Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde.
12. Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug på Græs er hans
Gunst.
13. Tåbelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt
Tagdryp.
14. Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig Hustru er fra
HERREN.
15. Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl må sulte.
16. Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel
fører til Død.
17. Er man god mod den ringe, låner man HERREN, han gengælder en,
hvad godt man har gjort.
18. Tugt din Søn, imens der er Håb, ellers stiler du efter at slå
ham ihjel.
19. Den, som er hidsig, må bøde, ved Skånsel gør man det værre.
20. Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis.
21. I Mands Hjerte er mange Tanker, men HERRENs Råd er det, der står
fast.
22. Vinding har man af Godhed, hellere fattig end Løgner.
23. HERRENs Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt.
24. Den lade rækker til Fadet, men fører ej Hånden til Munden.
25. Får Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse får den
forstandige Kundskab.
26. Mishandle Fader og bortjage Moder gør kun en dårlig, vanartet
Søn.
27. Hør op, min Søn, med at høre på Tugt og så fare vild fra
Kundskabsord.
28. Niddingevidne spotter Retten, gudløses Mund er glubsk efter
Uret.
29. Slag er rede til Spottere, Hug til Tåbers Ryg.
Ordsprogene 20
1. En Spotter er Vinen, stærk Drik slår sig løs, og ingen, som
raver deraf, er viis.
2. Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er
at vove sit Liv.
3. Mands Ære er det at undgå Trætte, men alle Tåber vil Strid.
4. Om Efteråret pløjer den lade ikke, han søger i Høst, men finder
intet.
5. Råd i Mands Hjerte er dybe Vande, men Mand med Indsigt drager
det op.
6. Mangen kaldes en velvillig Mand, men hvem kan finde en trofast
Mand?
7. Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans Sønner får Lykke
efter ham.
8. Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik.
9. Hvo kan sige: "Jeg rensed mit Hjerte, og jeg er ren for Synd!"
10. To Slags Vægt og to Slags Mål, begge Dele er HERREN en Gru.
11. Selv Drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans
Færd.
12. Øret, der hører, og Øjet, der ser, HERREN skabte dem begge.
13. Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv
mæt.
14. Køberen siger: "Usselt, usselt!" men skryder af Handelen, når
han går bort.
15. Har man end Guld og Perler i Mængde, kosteligst Smykke er
Kundskabslæber.
16. Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes
Skyld!
17. Sødt smager Løgnens Brød, bagefter fyldes Munden med Grus.
18. Planer, der lægges ved Rådslagning, lykkes; før Krig efter
modent Overlæg!
19. Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet
at gøre!
20. Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke går hans Lampe ud.
21. Først haster man efter en Arv, men til sidst velsignes den ikke.
22. Sig ikke: "Ondt vil jeg gengælde!" Bi på HERREN, så hjælper han
dig.
23. To Slags Lodder er HERREN en Gru, det er ikke godt, at Vægten er
falsk.
24. Fra HERREN er Mands Fjed, hvor kan et Menneske fatte sin Skæbne!
25. Det er farligt at sige tankeløst: "Helligt!" og først efter
Løftet tænke sig om.
26. Viis Konge sigter de gudløse, lader Tærskehjul gå over dem.
27. Menneskets Ånd er en HERRENs Lampe, den ransager alle hans
indres Kamre.
28. Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved
Retfærd.
29. Unges Stolthed er deres Styrke, gamles Smykke er grånet Hår.
30. Blodige Strimer renser den onde og Hug hans Indres Kamre.
Ordsprogene 21
1. En Konges hjerte er Bække i HERRENs hånd, han leder det hen,
hvor han vil.
2. En Mand holder al sin Færd for ret, men HERREN vejer Hjerter.
3. At øve Ret og Skel er mere værd for HERREN end Offer.
4. Hovmodige Øjne, et opblæst Hjerte, selv gudløses Nyjord er Synd.
5. Kun Overflod bringer den flittiges Råd, hver, som har Hastværk,
får kun Tab.
6. At skabe sig Rigdom ved Løgnetunge er Jag efter Vind i Dødens
Snarer.
7. Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv, thi de vægrer sig ved at
øve Ret.
8. Skyldtynget Mand går Krogveje, den renes Gerning er ligetil.
9. Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med frættekær
Kvinde.
10. Den gudløses Sjæl har Lyst til ondt, hans Øjne ynker ikke hans
Næste.
11. Må Spotter bøde, bliver tankeløs klog, har Vismand Fremgang, da
vinder han kundskab.
12. Den Retfærdige har Øje med den gudløses Hus, han styrter gudløse
Folk i Ulykke.
13. Hvo Øret lukker for Småmands Skrig, skal råbe selv og ikke få
Svar.
14. Lønlig Gave mildner Vrede, Stikpenge i Brystfolden voldsom
Harme.
15. Rettens Gænge er den retfærdiges Glæde, men Udådsmændenes
Rædsel.
16. Den, der farer vild fra Kløgtens Vej, skal havne i Skyggers
Forsamling.
17. Lyst til Morskab fører i Trang, Lyst til Olie og Vin gør ej rig.
18. Den gudløse bliver Løsepenge for den retfærdige, den troløse
kommer i retsindiges Sted.
19. Hellere bo i et Ørkenland end hos en trættekær, arrig Kvinde.
20. I den vises Bolig er kostelig Skat og Olie, en Tåbe af et
Menneske øder det.
21. Den, der higer efter Retfærd og Godhed vinder sig Liv og Ære.
22. Vismand stormer Heltes By og styrter Værnet, den stolede på.
23. Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for
Trængsler. -
24. Den opblæste stolte kaldes en Spotter, han handler frækt i
Hovmod.
25. Den lades Attrå bliver hans Død, thi hans Hænder vil intet
bestille.
26. Ugerningsmand er stadig i Trang, den retfærdige giver uden at
spare.
27. Vederstyggeligt er de gudløses Offer, især når det ofres for
Skændselsdåd.
28. Løgnagtigt Vidne går under, Mand, som vil høre, kan tale
fremdeles.
29. Den gudløse optræder frækt, den retsindige overtænker sin Vej.
30. Visdom er intet, Indsigt er intet, Råd er intet over for HERREN.
31. Hest holdes rede til Stridens Dag, men Sejren er HERRENs Sag.
Ordsprogene 22
1. Hellere godt Navn end megen rigdom, Yndest er bedre end Sølv og
Guld
2. Rig og fattig mødes, HERREN har skabt dem begge.
3. Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og
bøder.
4. Lønnen for Ydmyghed og HERRENs Frygt er Rigdom, Ære og Liv.
5. På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin
Sjæl, må man holde sig fra dem.
6. Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke
derfra, selv gammel.
7. Over Fattigfolk råder den rige, Låntager bliver Långivers Træl.
8. Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham
selv.
9. Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.
10. Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får
Ende.
11. HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man
Kongens Ven.
12. HERRENs Øjne agter på Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord.
13. Den lade siger: "En Løve på Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel
på Torvet."
14. Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, HERREN er vred på,
falder deri.
15. Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal
tjerne den fra ham.
16. Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun
fattig. -
17. Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres
Liflighed!
18. Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på Læben.
19. For at din Lid skal stå til HERREN, lærer jeg dig i Dag.
20. Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs Råd og Kundskab
21. for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, når
du spørges.
22. Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i
Porten:
23. thi HERREN fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv.
24. Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen
Mand,
25. at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.
26. Hør ikke til dem, der giver Håndslag, dem, som borger for Gæld!
27. Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i.
28. Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte.
29. Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes
for Konger, ikke for Folk af ringe Stand.
Ordsprogene 23
1. Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem
du har for dig,
2. og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten.
3. Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost.
4. Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand
dertil!
5. Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør
den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.
6. Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter;
7. thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og
drik!" men hans Hjerte er ikke med dig.
8. Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord.
9. Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe.
10. Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark;
11. thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig.
12. Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord.
13. Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han
Døden;
14. du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget.
15. Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også,
16. og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er!
17. Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i
HERRENs Frygt;
18. en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet.
19. Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej.
20. Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i
Kød;
21. thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder.
22. Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder!
23. Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.
24. Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes
man ved ham;
25. din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!
26. Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine
Veje!
27. Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver
Brønd;
28. ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal
blandt Mennesker.
29. Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage?
Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne?
30. De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den
stærke Drik.
31. Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i
Bægeret; den glider så glat,
32. men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;
33. dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;
34. du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en
Mastetop.
35. "De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det
ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!"
Ordsprogene 24
1. Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem;
2. thi deres Hjerte pønser på Vold, deres Læbers Ord volder Men.
3. Ved Visdom bygges et Hus, ved Indsigt holdes det oppe,
4. ved Kundskab fyldes kamrene med alskens kosteligt, herligt Gods.
5. Vismand er større end Kæmpe, kyndig Mand mer end Kraftkarl.
6. Thi Krig skal du føre efter modent Overlæg, vel står det til,
hvor mange giver Råd.
7. Visdom er Dåren for høj, han åbner ej Munden i Porten.
8. Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld Mand.
9. Hvad en Dåre har for, er Synd, en Spotter er Folk en Gru.
10. Taber du Modet på Trængslens Dag, da er din Kraft kun ringe.
11. Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at
dræbes.
12. Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer
Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved
det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.
13. Spis Honning, min Søn, det er godt, og Kubens Saft er sød for
din Gane;
14. vid, at så er og Visdom for Sjælen! Når du finder den, har du en
Fremtid, dit Håb bliver ikke til intet.
15. Lur ej på den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans
Hjem;
16. thi syv Gange falder en retfærdig og står op, men gudløse
styrter i Fordærv.
17. Falder din Fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit
Hjerte ikke,
18. at ikke HERREN skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra
ham.
19. Græm dig ej over Ugerningsmænd, misund ikke de gudløse;
20. thi den onde har ingen Fremtid, gudløses Lampe går ud.
21. Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som
gør Oprør;
22. thi brat kommer Ulykke fra dem, uventet Fordærv fra begge.
23. Også følgende Ordsprog er af vise Mænd. Partiskhed i Retten er
ilde.
24. Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags Banden,
Folkefærds Vrede;
25. men dem, der dømmer med Ret, går det vel, dem kommer Lykkens
Velsignelse over.
26. Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar.
27. Fuldfør din Gerning udendørs, gør dig færdig ude på Marken og
byg dig siden et Hus!
28. Vidn ikke falsk mod din Næste, vær ikke letsindig med dine
Læber;
29. sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg
gengælder hver hans Gerning."
30. Jeg kom forbi en lad Mands Mark og et uforstandigt Menneskes
Vingård;
31. se, den var overgroet af Tidsler, ganske skjult af Nælder;
Stendiget om den lå nedbrudt.
32. Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg så og tog Lære deraf:
33. Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:
34. Som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en
skjoldvæbnet Mand.
Ordsprogene 25
1. Følglende er også ordsprog af SALOMO, som Kong Ezekias af Judas
Mænd samlede.
2. Guds Ære er det at skjule en Sag, Kongers Ære at granske en Sag.
3. Himlens Højde og Jordens Dybde og Kongers Hjerte kan ingen
granske.
4. Når Slagger fjernes fra Sølv, så bliver det hele lutret;
5. når gudløse fjernes fra Koogen, grundfæstes hans Trone ved
Retfærd.
6. Bryst dig ikke for Kongen og stil dig ikke på de stores Plads;
7. det er bedre, du får Bud: "Kom heropl" end man flytter dig ned
for en Stormands Øjne. Hvad end dine Øjne har set,
8. skrid ikke til Trætte straks; thi hvad vil du siden gøre, når
din Næste gør dig til Skamme?
9. Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej Andenmands
Hemmelighed
10. thi ellers vil den, der bører det, smæde dig og dit onde Rygte
aldrig dø hen.
11. Æbler af Guld i Skåle af Sølv er Ord, som tales i rette Tid.
12. En Guldring, et gyldent Smykke er revsende Vismand for lyttende
Øre.
13. Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, der
sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl.
14. Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder med
skrømtet Gavmildhed.
15. Ved Tålmod overtales en Dommer, mild Tunge sønderbryder Ben.
16. Finder du Honning, så spis til Behov, at du ikke bliver mæt og
igen spyr den ud.
17. Sæt sjældent din Fod i din Næstes Hus, at han ej får for meget
af dig og ledes.
18. Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk
mod sin Næste.
19. Som ormstukken Tand og vaklende Fod er troløs Mand på
Trængselens Dag.
20. Som at lægge Frakken, når det er Frost, og hælde surt over
Natron, så er det at synge for mismodig Mand.
21. Sulter din Fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at
drikke;
22. da sanker du gloende Kul på hans Hoved, og HERREN lønner dig for
det.
23. Nordenvind fremkalder Regn, bagtalende Tunge vrede Miner.
24. Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med trættekær
Kvinde.
25. Hvad koldt Vand er for en vansmægtet Sjæl, er Glædesbud fra et
Land i det fjerne.
28. Som grumset Kilde og ødelagt Væld er retfærdig, der vakler i
gudløses Påsyn.
27. Ej godt at spise for megen Honning, spar på hædrende Ord.
28. Som åben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind.
Ordsprogene 26
1. Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for
en Tåbe.
2. Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden
mod sagesløs Mand.
3. Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.
4. Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som
han.
5. Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.
6. Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en
Tåbe.
7. Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.
8. Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en
Tåbe.
9. Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i
Tåbers Mund.
10. Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer
en Tåbe og en drukken.
11. Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der
gentager Dårskab.
12. Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb
end for ham.
13. Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"
14. Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.
15. Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til
Munden.
16. Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.
17. Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.
18. Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,
19. er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."
20. Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler,
stilles Trætte.
21. Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at
optænde Kiv.
22. Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i
Legemets Kamre.
23. Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte
Læber.
24. Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;
25. gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er
syvfold Gru.
26. Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i
Folkets Forsamling.
27. I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter,
rammes man selv.
28. Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.
Ordsprogene 27
1. Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan
bringe.
2. Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne
Læber.
3. Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er
Dårers Galde.
4. Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for
den?
5. Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules.
6. Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange.
7. Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne.
8. Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit
Hjem:
9. Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af
Kummer.
10. Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus
på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det
fjerne.
11. Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der
smæder mig.
12. Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og
bøder,
13. Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes
Skyld!
14. Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet
for Banden.
15. Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner
hinanden;
16. den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i
Olie.
17. Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet.
18. Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter
sin Herre, æres.
19. Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte
Menneske i Møde.
20. Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens
Øjne mættes.
21. Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand.
22. 0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans
Dårskab veg dog ej fra ham.
23. Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine
Hjorde;
24. thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt;
25. er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes
Urter,
26. da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en
Mark,
27. Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine
Piger.
Ordsprogene 28
1. Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er
den retfærdige.
2. Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med
Forstand.
3. En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej
giver Brød.
4. Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på
Krigsfod med dem.
5. Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN.
6. Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er
han end rig.
7. Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin
Fader Skam.
8. Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild
mod de ringe.
9. Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.
10. Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin
Grav; men de lydefri arver Lykke.
11. Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham.
12. Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem,
skal man lede efter Folk.
13. At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes
den, finder man Nåde.
14. Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit
Hjerte, falder man i Ulykke.
15. En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et
ringe Folk.
16. Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader
Rov.
17. Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav;
man hjælpe ham ikke.
18. Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje,
falder i Graven.
19. Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der
jager efter Tomhed.
20. Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf.
21. At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid
Brød.
22. Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham,
ved han ikke.
23. Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er
slesk.
24. Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle
med hærgende Mand.
25. Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på HERREN,
kvæges.
26. Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i
Visdom, reddes.
27. Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes,
hvo Øjnene lukker.
28. Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer,
bliver de retfærdige mange.
Ordsprogene 29
1. Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden
Lægedom.
2. Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse,
sukker Folket.
3. Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås,
bortødsler Gods.
4. Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.
5. Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.
6. I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.
7. Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner
intet.
8. Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.
9. Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.
10. De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af
ham.
11. En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den
omsider.
12. En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.
13. Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.
14. En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast
evindelig.
15. Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder
Skam.
16. Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd
deres Fald.
17. Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der
smager.
18. Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.
19. Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men
adlyder ikke.
20. Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der
snarere Håb end for ham.
21. Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.
22. Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.
23. Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.
24. Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.
25. Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på
HERREN, er bjærget.
26. Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.
27. Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses
Gru.
Ordsprogene 30
1. Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidt
mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen;
2. thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i
mig;
3. Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende.
4. Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine
Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide
Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.
5. Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider på ham.
6. Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner.
7. Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør:
8. Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller
Rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte Brød,
9. at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: "Hvo er
HERREN?" eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds Navn
Men.
10. Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig,
så du må bøde.
11. Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner
sin Moder,
12. en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af
sig,
13. en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod.
14. en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så de
æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund.
15. Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kan
mættes, fire, som aldrig får nok:
16. Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes af
Vand, og Ilden, som aldrig får nok.
17. Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje
udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde.
18. Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:
19. Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej på Klipper, Skibets Vej på
Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde.
20. Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om
Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!"
21. Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære:
22. En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sig
mæt,
23. en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hun
arver sin Frue.
24. Fire på Jorden er små, visere dog end Vismænd:
25. Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;
26. Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper;
27. Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række;
28. Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers
Paladser.
29. Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang:
30. Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen;
31. en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær.
32. Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker du ondt, da Hånd for
Mund! Thi Tryk på Mælk giver Ost, Tryk på Næsen Blod og Tryk på
Vrede Trætte.
Ordsprogene 31
1. Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med.
2. Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte, hvad skal jeg sige dig,
hvad, mit Moderlivs Søn, hvad, mine Løfters Søn?
3. Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed til dem, der
ødelægger Konger.
4. Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vin
eller Fyrster at kræve stærke Drikke,
5. at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for alle
arme.
6. Giv den segnende stærke Drikke, og giv den mismodige Vin;
7. lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin
Møje.
8. Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag;
9. luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!
10. Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd står langt over
Perlers.
11. Hendes Husbonds Hjerte stoler på hende, på Vinding skorter det
ikke.
12. Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage.
13. Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst.
14. Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.
15. Endnu før Dag står hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres
tilmålte Del.
16. Hun tænker på en Mark og får den, hun planter en Vingård, for
hvad hun har tjent.
17. Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.
18. Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe går ikke ud
om Natten.
19. Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen.
20. Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker Armene ud til den
fattige.
21. Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus
er klædt i Skarlagen.
22. Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur.
23. Hendes Husbond er kendt i Portene, når han sidder blandt Landets
Ældste.
24. Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren.
25. Klædt i Styrke og Hæder går hun Morgendagen i Møde med Smil.
26. Hun åbner Munden med Visdom, med mild Vejledning på Tungen.
27. Hun våger over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød.
28. Hendes Sønner står frem og giver hende Pris, hendes Husbond
synger hendes Lov:
29. "Mange duelige Kvinder findes, men du står over dem alle!"
30. Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde, som frygter HERREN,
skal roses.
31. Lad hende få sine Hænders Frugt, hendes Gerninger synger hendes
Lov i Portene.
Prædikeren
Prædikeren 1
1. Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.
2. Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!
3. Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under
Solen?
4. Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.
5. Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.
6. Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter
og vender tilbage til samme Kredsløb.
7. Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted,
til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.
8. Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet
bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.
9. Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der
skete; der er slet intet nyt under Solen.
10. Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget
nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os
11. Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal
ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.
12. Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.
13. Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt,
hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har
givet Menneskens Børn at slide med.
14. Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen
Tomhed og Jag efter Vind.
15. Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.
16. Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere
Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit
Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."
17. Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab,
og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det
er Jag efter Vind.
18. Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.
Prædikeren 2
1. Jeg sagde ved mig selv: "Vel,jeg vil prøve med Glæde; så nyd da
det gode!" Men se, også det var Tomhed.
2. Om Latteren sagde jeg: "Dårskab!" og om Glæden: "Hvad gavner
den?"
3. Jeg kom på den Tanke at kvæge mit Legeme med Vin, medens mit
Hjerte dog rådede med Visdom, og at slå mig på Dårskab, indtil
jeg så, hvad det båder Menneskens Børn at gøre under Himmelen,
det Dagetal de lever.
4. Jeg fuldbyrdede store Værker, byggede mig Huse, plantede mig
Vingårde,
5. anlagde mig Haver og Lunde og plantede alle Hånde Frugttræer
deri,
6. anlagde mig Damme til at vande en Skov i Opvækst;
7. jeg købte Trælle og Trælkvinder, og jeg havde hjemmefødte
Trælle; også Kvæg, Hornkvæg og Småkvæg, havde jeg i større Måder
end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem;
8. jeg samlede mig også Sølv og Guld, Skatte fra Konger og Lande;
jeg tog mig Sangere og Sangerinder og Menneskens Børns Lyst:
Hustru og Hustruer.
9. Og jeg blev stor, større end nogen af dem, der før mig havde
været i Jerusalem; desuden blev min Visdom hos mig.
10. Intet, som mine Øjne attråede, unddrog jeg dem; jeg nægtede ikke
mit Hjerte nogen Glæde thi mit Hjerte havde Glæde af al min
Flid, og deri lå Lønnen for al min Flid.
11. Men da jeg overskuede alt, hvad mine Hænder havde virket, og den
Flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen Tomhed og
Jag efter Vind, og der er ingen Vinding under Solen.
12. Thi hvad gør det Menneske, som kommer efter Kongen? Det samme,
som tilforn er gjort? Jeg gav mig da til at sammenligne Visdom
med Dårskab og Tåbelighed.
13. Jeg så, at Visdom har samme Fortrin for Tåbelighed som Lys for
Mørke:
14. Den vise har Øjne i Hovedet, men Tåben vandrer i Mørke. Men jeg
skønnede også, at en og samme Skæbne rammer begge.
15. Da sagde jeg ved mig selv: "Tåbens Skæbne rammer også mig; hvad
har jeg da for, at jeg er blevet overvættes viis?" Og jeg sagde
ved mig selv, at også det er Tomhed;
16. thi den vises Minde er lige sålidt evigt som Tåbens, fordi nu
engang alt glemmes i kommende Dage; ak! den vise må dø så godt
som Tåben.
17. Da blev jeg led ved Livet, thi ilde tyktes mig det, som sker
under Solen; thi det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.
18. Og jeg blev led ved al den Flid, jeg, har gjort mig under Solen,
fordi jeg må efterlade mit Værk til den, som kommer efter mig.
19. Hvo ved, om det bliver en Vismand eller en Tåbe? Og dog skal han
råde over alt, hvad jeg med Flid og Visdom vandt under
Solen. Også det er Tomhed.
20. Og jeg var ved at fortvivle over al den Flid, jeg har gjort mig
under Solen;
21. thi der har et Menneske gjort sig. Flid med Visdom, Kundskab og
Dygtighed, og så må han overlade sit Eje til et Menneske, som
ikke har lagt Flid derpå. Også det er Tomhed og et stort Onde.
22. Thi hvad får et Menneske for al sin Flid og sit Hjertes Higen,
som han gør sig Flid med under Solen?
23. Alle hans Dage er jo Lidelse, og hans Slid er Græmmelse; end
ikke om Natten finder hans Hjerte Hvile. Også det er Tomhed.
24. Intet er bedre for et Menneske end at spise og drikke og give
sin Sjæl gode Dage ved sin Flid. Og det skønnede jeg, at også
det kommer fra Guds Hånd.
25. Thi hvo kan spise eller drikke uden hans Vilje?
26. Thi det Menneske, som er godt i hans Øjne, giver han Visdom,
Kundskab og Glæde; men den, som synder, giver han Slid med at
samle og ophobe for så at give det til en, som er god i Guds
Øjne. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.
Prædikeren 3
1. Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:
2. Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til
at rydde,
3. Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid
til at opbygge,
4. Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til
at danse,
5. Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at
favne og Tid til ikke at favne,
6. Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til
at bortkaste,
7. Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at
tale,
8. Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til
Fred.
9. Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?
10. Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
11. Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har han
lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter
det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.
12. Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at
glæde sig og have det godt, sålænge de lever.
13. Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin
Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.
14. Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at
noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort
det, for at man skal frygte for hans Åsyn.
15. Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede
været; Gud leder det svundne op.
16. Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed var på Rettens Sted
og Gudløshed på Retfærds Sted.
17. Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og den gudløse dømmer
Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en
Tid.
18. Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes Skyld, for at
Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:"
19. Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den
anden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forud
for Dyrene, thi alt er Tomhed.
20. Alle går sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender
tilbage til Mulden.
21. Hvo ved, om Menneskenes Ånd stiger opad, og om Dyrenes Ånd farer
nedad til Jorden?
22. Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde
sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham
så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?
Prædikeren 4
1. Fremdeles så jeg al den Undertrykkelse, som sker under Solen;
jeg så de undertryktes tårer og ingen trøstede dem; de led Vold
af deres Undertrykkeres Hånd, og ingen trøstede dem.
2. Da priste jeg de døde, som allerede er døde, lykkeligere end de
levende, som endnu er i Live;
3. men lykkeligere end begge den, som slet ikke er til, som ikke
har set det onde, der sker under Solen.
4. Og jeg så, at al Flid og alt dygtigt Arbejde udspringer af den
enes Misundelse mod den anden. Også det er Tomhed og Jag efter
Vind.
5. Dåren lægger Hænderne i Skødet og æder sig selv op
6. Bedre en Håndfuld Hvile end Hænderne fulde af Flid og Jag efter
Vind.
7. Og mere Tomhed så jeg under Solen.
8. Mangen står alene og har ikke nogen ved sin Side, hverken Søn
eller Broder, og dog er der ingen Ende på al hans Flid og hans
Øje bliver ikke mæt af Rigdom. Men, for hvis Skyld gør jeg mig
Flid og nægter mig enhver Nydelse? Også det, er Tomhed og ondt
Slid.
9. To er bedre faren end een, thi de får god Løn for deres Flid;
10. hvis den ene falder, kan den anden rejse sin Fælle op. Men ve
den ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op.
11. Og når to ligger sammen, bliver de varme; men hvorledes kan den
ensomme blive varm?
12. Og når nogen kan overvælde den ensomme, så kan to stå sig imod
ham; tretvundet Snor brister ikke i Hast.
13. Bedre faren er en fattig Yngling, som er viis, end en gammel
Konge, som er en Tåbe og ikke mere har Forstand til at lade sig
råde.
14. Thi hin gik ud af Fængselet for at blive Konge, skønt han var
født i Fattigdom under den andens Regering.
15. Jeg så alle, som levede og færdedes under Solen, stille sig ved
den Ynglings Side, som skulde træde i Kongens Sted;
16. der var ikke Tal på alle de Mennesker, han stod i Spidsen for;
men heller ikke over ham glæder de senere Slægter sig; nej, også
det er Tomhed og Jag efter Vind.
Prædikeren 5
17. Va'r din fod, når du går til Guds Hus! At komme for at høre er
bedre, end at Dårer bringer Slagtoffer, thi de har ikke Forstand
til andet end at gøre ondt.
1. Lad ikke din Mund løbe eller dit Hjerte haste med at udtale et
Ord for Guds Åsyn; thi Gud er i Himmelen og du på Jorden, derfor
skal dine Ord være få.
2. Thi meget Slid giver Drømme, og mange Ord giver Dåretale.
3. Når du giver Gud et Løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der
er ingen Glæde ved Dårer. Hvad du lover, skal du holde.
4. Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde.
5. Lad ikke din Mund bringe Skyld over dit Legeme og sig ikke til
Guds Sendebud, at det var af Vanvare! Hvorfor skal Gud vredes
over din Tale og nedbryde dine Hænders Værk?
6. Thi af mange Drømme og Ord kommer mange Skuffelser; nej, frygt
Gud!
7. Når du ser den fattige undertrykt og Lov og Ret krænket på din
Egn, så undre dig ikke over den Ting; thi på den høje vogter en
højere, og andre endnu højere vogter på dem begge.
8. Dog, en Fordel for et Land er det i alt Fald, at der er en Konge
over dyrket Jord.
9. Den, der elsker Sølv, mættes aldrig af Sølv, og den, der elsker
Rigdom, mættes aldrig af Vinding. Også det er Tomhed.
10. Jo mere Gods, des flere til at fortære det, og hvad Gavn har
Ejeren da deraf, ud over at hans Øjne ser det?
11. Sød er Arbejderens Søvn, hvad enten han har lidt eller meget at
spise; men den riges Overflod giver ikke ham Lov til at sove.
12. Der er et slemt Onde, som jeg så under Solen: Rigdom gemt hen af
sin Ejermand til hans Ulykke;
13. går Rigdommen tabt ved et Uheld, og han har avlet en Søn, så
bliver der intet til ham.
14. Som han udgik af sin Moders Liv, skal han atter gå bort, lige så
nøgen som han kom, og ved sin Flid vinder han intet, han kan
tage med sig.
15. Også det er et slemt Onde: ganske som han kom, går han bort, og
hvad Vinding har han så af, at han gør sig Flid hen i Vejret?
16. Og dertil kommer et helt Liv i Mørke, Sorg og stor Kvide, Sygdom
og Kummer.
17. Se, hvad der efter mit Skøn er godt og smukt, det er at spise og
drikke og nyde det gode under al den Flid, man gør sig under
Solen, alle de Levedage Gud giver en; thi det er den Del, man
har;
18. og hver Gang Gud giver et Menneske Rigdom og Gods og sætter ham
i Stand til at nyde det, og tage sin Del og glæde sig under sin
Flid, da er det en Guds Gave;
19. thi da tænker han ikke stort på sine Levedage, idet Gud lader
ham være optaget af sit Hjertes Glæde.
Prædikeren 6
1. Der er et Onde, jeg så under Solen, og som tynger Menneskene
hårdt:
2. Når Gud giver en Mand Rigdom og Gods og Ære, så han intet savner
af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i Stand til at nyde
det, men en fremmed nyder det, da er dette Tomhed og en slem
Lidelse.
3. Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange År, så hans
Levetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, så
siger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han;
4. thi at det kommer, er Tomhed, og det går bort i Mørke, og i
Mørke dølges dets Navn;
5. og det har hverken set eller kendt Sol; det får end ikke en
Grav; det hviler bedre end han.
6. Om han så levede to Gange tusind År, men ikke skuede Lykke - mon
ikke alle farer sammesteds hen?
7. Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles hans Sult
aldrig.
8. Thi hvad har den vise forud for Tåben, hvad båder det den arme,
der ved at vandre for de levendes Øjne?
9. Bedre at se med sine Øjne end higende Attrå. Også det er Tomhed
og Jag efter Vind.
10. Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn, og det vides
i Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gå i Rette
med ham, der er den stærkeste.
11. Thi jo flere Ord der bruges, des større bliver Tomheden, og hvad
gavner de Mennesket?
12. Thi hvo ved, hvad der båder et Menneske i Livet, det Tal af
tomme Levedage han henlever som en Skygge? Thi hvo kan sige et
Menneske, hvad der skal ske under Solen efter hans Død?
Prædikeren 7
1. Godt Navn er bedre end ypperlig Salve, Dødsdag bedre end
Fødselsdag;
2. bedre at gå til et Sørgehus end at gå til et Gildehus; thi hist
er alle Menneskers Ende, og de levende bør tage det til Hjerte
3. Bedre Græmmelse end Latter, thi er Minerne mørke, har Hjertet
det godt.
4. De vises Hjerte er i Sørgehuset. Tåbernes Hjerte i Glædeshuset.
5. Bedre at høre på Vismands Skænd end at høre på Tåbers Sang.
6. Som Tjørnekvistes Knitren under Gryden er Tåbers Latter; også
det er Tomhed.
7. Thi uredelig Vinding gør Vismand til Dåre, og Stikpenge
ødelægger Hjertet.
8. En Sags Udgang er bedre end dens Indgang, Tålmod er bedre end
Hovmod.
9. Vær ikke hastig i dit Sind til at græmmes, thi Græmmelse bor i
Tåbers Bryst.
10. Spørg ikke: "Hvoraf kommer det, at de gamle Dage var bedre end
vore?" Thi således spørger du ikke med Visdom.
11. Bedre er Visdom end Arv, en Fordel for dem, som skuer Solen;
12. thi Visdom skygger, som Penge skygger, men Kundskabs Fortrin er
dette, at Visdom holder sin Mand i Live.
13. Se på Guds Værk! Hvo kan rette, hvad han har gjort kroget?
14. Vær ved godt Mod på den gode Dag og indse på den onde Dag, at
Gud skabte denne såvel som hin, for at Mennesket ikke skal finde
noget efter sig.
15. Begge Dele så jeg i mine tomme Dage: Der er retfærdige, som
omkommer i deres Retfærdighed, og der er gudløse, som lever
længe i deres Ondskab.
16. Vær ikke alt for retfærdig og te dig ikke overvættes viis;
hvorfor vil du ødelægge dig selv?
17. Vær ikke alt for gudløs og vær ingen Dåre; hvorfor vil du dø i
Utide?
18. Det bedste er, at du fastholder det ene og ikke slipper det
andet; thi den, der frygter Gud, vil undgå begge Farer.
19. Visdom gør Vismand stærkere end ti Magthavere i Byen.
20. Thi intet Menneske er så retfærdigt på Jorden, at han kun gør
gode Gerninger og aldrig synder.
21. Giv ikke Agt på alle de Ord, Folk siger, at du ikke skal høre
din Træl forbande dig;
22. thi du ved med dig selv, at også du mange Gange har forbandet
andre.
23. Alt dette ransagede jeg med Visdom; jeg tænkte: "Jeg vil vorde
viis." Men Visdom holdt sig langt fra mig;
24. Tingenes Grund er langt borte, så dyb, så dyb; hvem kan finde
den?
25. Jeg tog mig for at vende min Hu til Kundskab og Granskning og
til at søge efter Visdom og sikker Viden og til at kende, at
Gudløshed er Tåbelighed, Dårskab Vanvid.
26. Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden, thi hun er et Fangegarn;
hendes Hjerfe er et Net og hendes Arme Lænker. Den, som er Gud
kær, undslipper hende, men Synderen bliver hendes Fange.
27. Se, det fandt jeg ud, sagde Prædikeren, ved at lægge det ene til
det andet for at drage min Slutning.
28. Hvad min Sjæl stadig søgte, men ikke fandt, er dette: Een Mand
fandt jeg blandt tusind, men en Kvinde fandt jeg ikke i hele
Flokken.
29. Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de bør
være; men de har så mange sære Ting for.
Prædikeren 8
1. Hvo er som den vise, og hvo ved at tyde en Ting? Visdom får et
Menneskes Åsyn til at lyse, og Åsynets Hårdhed mildnes.
2. Hold en Konges Bud! Men drejer det sig om en Gudsed, så forhast
dig ikke.
3. Gå bort fra hans Åsyn og bliv ikke stående, når Sagen står slet;
thi han kan gøre alt, hvad han vil.
4. Thi en Konges Ord er Magtsprog, og hvo kan sige til ham: "Hvad
gør du?"
5. Den, som holder Budet, skal ikke mærke til noget ondt, og
Dommens Tid skal den vises Hjerte kende.
6. Thi enhver Ting har sin Tid og sin Dom, men det er et tyngende
Onde for Mennesket,
7. at han ikke ved, hvad der vil ske; thi hvo kan sige ham
hvorledes Fremtiden bliver?
8. Som intet Menneske er Herre over Vinden, så han kan spærre den
inde, er ingen Herre over Dødens Dag; Krig kan man ikke unddrage
sig, og Gudløshed frier ikke sin Mand.
9. Alt dette så jeg, idet jeg rettede min Tanke på hver en Idræt,
som øves under Solen: Der er Tider, da det ene Menneske hersker
over det andet til hans Ulykke.
10. Ligeledes så jeg gudløse stedes til Hvile, medens de, som gjorde
det rette, måtte gå bort fra det hellige Sted og glemtes i
Byen. Også det er Tomhed.
11. Fordi den onde Gerning ikke i Hast rammes af Dommen får
Menneskenes Hjerte Mod til at gøre det onde,
12. eftersom Synderen gør det onde fra første Færd og dog lever
længe; men også ved jeg, at det skal gå dem godt, som frygter
Gud, fordi de frygter for hans Åsyn,
13. og at det ikke skal gå de gudløse godt, og at deres Levetid ikke
skal længes som Skyggen, fordi de ikke frygter for Guds Åsyn.
14. Der er en Tomhed, som forekommer på Jorden: at der findes
retfærdige, hvem det går, som om de havde gjort de gudløses
Gerninger, og gudløse, hvem det går som om de havde gjort de
retfærdiges Gerninger. Jeg sagde: Også det er Tomhed.
15. Og jeg priste Glæden, fordi Mennesket ikke har andet Gode under
Solen end at spise og drikke og være glad, og at dette ledsager
ham under hans Flid i de Levedage, Gud giver ham under Solen.
16. Hver Gang jeg vendte min Hu til at nemme Visdom og granske det
Slid, som går for sig på Jorden - thi hverken Dag eller Nat får
man Søvn i Øjnene -
17. da indså jeg, at det er således med alt Guds Værk, at Mennesket
ikke kan udgrunde det, som sker under Solen; thi trods al den
Flid, et Menneske gør sig med at søge, kan han ikke udgrunde
det; og selv om den vise mener at kende det, kan han ikke
udgrunde det.
Prædikeren 9
1. Ja, alt dette lagde jeg mig på Sinde, og mit hjerte indså det
alt sammen: at de retfærdige og de vise og deres Gerninger er i
Guds Hånd. Hverken om Kærlighed eller Had kan Menneskene vide
noget; alt, hvad der er dem for Øje, er Tomhed.
2. Thi alle får en og samme Skæbne, retfærdig og gudløs, god og
ond, ren og uren, den, som ofrer, og den, som ikke ofrer; det
går den gode som Synderen, den sværgende som den, der skyr at
sværge.
3. Det er det, der er Fejlen ved alt, hvad der sker under Solen, at
alle får en og samme Skæbne; derfor er også Menneskebørnenes
Hjerte fuldt af ondt, og der er Dårskab i deres Hjerte Livet
igennem, og tilsidst må de ned til de døde.
4. Kun for den, der hører til de levendes Flok, er der Håb; thi
levende Hund er bedre faren end død Løve.
5. Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved
ingenting, og Løn har de ikke mere i Vente; thi Mindet om dem
slettes ud.
6. Både deres Kærlighed og deres Had og deres Misundelse er
forlængst borte, og de får ingen Sinde mere Lod og Del i noget
af det, som sker under Solen.
7. Så spis da dit Brød med Glæde, drik vel til Mode din Vin; thi
din Id har Gud for længst kendt god.
8. Dine Klæder være altid hvide, lad Olie ikke savnes på dit Hoved!
9. Nyd Livet med den Kvinde, du elsker, alle dine tomme Levedage,
som gives dig under Solen; thi det er din Lod og Del af Livet og
af den Flid, du gør dig under Solen.
10. Gør efter Evne alt, hvad din Hånd finder Styrke til; thi der er
hverken Virke eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i
Dødsriget, hvor du stævner hen.
11. Og atter så jeg under Solen, at Hurtigløberen ikke er Herre over
Løbet eller Heltene over Kampen, ej heller de vise over Brødet,
ej heller de kløgtige over Rigdom, ej heller de kloge over
Yndest, men alle er de bundet af Tid og Tilfælde.
12. Thi et Menneske kender lige så lidt sin Tid som Fisk, der fanges
i det slemme Garn, eller Fugle, der hildes i Snaren; ligesom
disse fanges Menneskens Børn i Ulykkens Stund, når den brat
falder over dem.
13. Også dette Tilfælde af Visdom så jeg under Solen, og det gjorde
dybt Indtryk på mig:
14. Der var en lille By med få Indbyggere, og mod den kom en stor
Konge; han omringede den og byggede høje Volde imod den;
15. men der fandtes i Byen en fattig Mand, som var viis, og han
frelste den ved sin Visdom. Men ingen mindedes den fattige Mand.
16. Da sagde jeg: "Visdom er bedre end Styrke, men den fattiges
Visdom agtes ringe, og hans Ord høres ikke."
17. Vismænds Ord, der høres i Ro, er bedre end en Herskers Råb
iblandt Dårer.
18. Visdom er bedre end Våben, men en eneste Synder kan ødelægge
meget godt.
Prædikeren 10
1. Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab
ødelægger Visdommens Værd.
2. Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre,
3. Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for
alle, at han er en Dåre.
4. Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din
Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder.
5. Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af
ham, som har Magten:
6. Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige.
7. Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle.
8. Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en
Mur, ham bider en Slange;
9. den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ,
er i Fare.
10. Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men
den dygtiges Fortrin er Visdom.
11. Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn
af sin Kunst.
12. Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham
Våde;
13. hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab.
14. Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske;
hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det?
15. Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej.
16. Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder
Gilde ved Gry.
17. Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder
Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere.
18. Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det
i Huset.
19. Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade;
men Penge skaffer alt til Veje.
20. End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i dit
Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet,
de vingede røbe, hvad du siger.
Prædikeren 11
1. Kast dit Brød på Vandet, Thi du får det igen, går end lang Tid
hen.
2. Del dit Gods i syv otte Dele, thi du ved ej, hvad ondt der
kanske på Jorden.
3. Er Skyerne fulde af Regn, så gyder de den ud over Jorden; og
falder et Træ mod Syd eller Nord; så bliver det liggende der,
hvor det falder.
4. Man får aldrig sået, når man kigger efter Vinden, og aldrig
høstet, når man ser efter Skyerne.
5. Som du ikke kender Vindens Vej eller Fostret i Moders Liv, så
kender du ej heller Guds Virke, han, som virker alt.
6. Så din Sæd ved Gry og lad Hånden ej hvile ved Kvæld; thi du ved
ej, om dette eller hint vil lykkes, eller begge Dele er lige
gode.
7. Lyset er lifligt, at skue Solen er godt for Øjnene;
8. ja, lever et Menneske mange År, skal han glæde sig over dem alle
og komme Mørkets Dage i Hu, thi af dem er der mange i Vente;
alt, hvad der kommer, er Tomhed.
9. Glæd dig, Yngling, i din Ungdom, vær vel til Mode i Livets Vår;
gå, hvor dit Hjerte lyster, og nyd, hvad dit Øje skuer; men vid,
at for alle disse Ting skal du kræves til Regnskab af Gud.
10. Slå Mismod ud af dit Sind, hold Sygdom fjernt fra din Krop; thi
Ungdom og Livsgry er Tomhed!
Prædikeren 12
1. Tænk På ding Skaber i Ungdommens Dage, førend de onde Dage
kommer og Årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: "I dem har
jeg ikke Behag!"
2. før Sol og Lys og Måne og Stjerner hylles i Mørke og der atter
kommer Skyer efter Regn,
3. Tiden, da Husets Vogtere bæver, de stærke Mænd bliver krumme, da
Møllepigerne svigter, fordi de er få, og de bliver mørke, som
kigger ved Gluggerne,
4. da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen går med dæmpet Lyd, da
man står op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker,
5. da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, da
Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret
svigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget går
gennem Gaden,
6. førend Sølvsnoren brister og Guldskålen brydes itu, før Krukken
slås i Stykker ved Kilden og det søndrede Hjul falder ned i
Brønden
7. og Støvet vender tilbage til Jorden som før og Ånden til Gud,
som gav den.
8. Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, alt er Tomhed.
9. Endnu skal siges, at Prædikeren var viis; han gav også Folket
Kundskab; han granskede og ransagede og formede mange Ordsprog.
10. Prædikeren søgte at finde Fyndord og optegnede sanddru Lære,
Sandhedsord.
11. Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne Søm, der sidder tæt;
de er givet af en og samme Hyrde.
12. Endnu skal siges: Min Søn, var dig! Der er ingen Ende på, som
der skrives Bøger, og megen Gransken trætter Legemet.
13. Enden på Sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans Bud!
Thi det bør hvert Menneske gøre.
14. Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, når han dømmer alt,
hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.
Højsangen
Højsangen 1
1. Salomos Højsang
2. Kys mig, giv mig Kys af din mund thi din Kærlighed er bedre end
Vin.
3. Lifligt dufter dine Salver, dit Navn er en udgydt Salve, derfor
har Kvinder dig kær.
4. Drag mig efter dig, kom, lad os løbe; Kongen tog mig ind i sine
Kamre. Vi vil juble og glæde os i dig, prise din Hærlighed
fremfor Vin. Med Rette har de dig kær.
5. Jeg er sort, dog yndig, Jerusalems Døtre, som Kedars Telte, som
Salmas Forhæng.
6. Se ej på mig, fordi jeg er sortladen, fordi jeg er brændt af
Solen. Min Moders Sønner vrededes på mig, til Vingårdsvogterske
satte de mig - min egen Vingård vogted jeg ikke.
7. Sig mig, du, som min Sjæl har kær, hvor du vogter din Hjord,
hvor du holder Hvil ved Middag. Thi hvi skal jeg gå som en
Landstryger ved dine Fællers Hjorde?
8. Såfremt du ikke ved det, du fagreste blandt Kvinder, følg da kun
Hjordens Spor og vogt dine Geder ved Hyrdernes Boliger.
9. Ved Faraos Forspand ligner jeg dig, min Veninde.
10. Dine Kinder er yndige med Snorene din Hals med Kæderne.
11. Vi vil gøre dig Snore af Guld med Stænk af Sølv.
12. Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til Bords;
13. min Ven er mig en Myrrapose, der ligger ved mit Bryst,
14. min Ven er mig en Koferklase fra En-Gedis Vingårde.
15. Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine Øjne er
Duer!
16. Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort Leje er grønt,
17. vor Boligs Bjælker er Cedre, Panelet Cypresser!
Højsangen 2
1. Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje
2. Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
3. Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge
Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød
for min Gane.
4. Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
5. Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af
Kærlighed.
6. Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
7. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens
Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker
det selv!
8. Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene,
i Spring over Højene.
9. Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står
han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem
Gitteret.
10. Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du
fagre, kom!
11. Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
12. Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren
høres i vort Land;
13. Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder
Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,
14. min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue
din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din
Skikkelse yndig.
15. Fang os de Ræve, de Ræve små,som hærger Vinen, vor blomstrende
Vin!
16. Min Ven er min, og jeg er hans,som vogter blandt Liljer;
17. til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær
som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge!
Højsangen 3
1. På mit Leje om Natten søgte Ham, som min Sjæl har kær, jeg
søgte, men fandt ham ikke.
2. "Så står jeg op og går om i Byen, om På dens Gader og Torve og
søger ham, som min Sjæl har kær. "Jeg søgte, men fandt ham ikke.
3. Vægterne, som færdes i Byen, traf mig: "Så I mon ham, som min
Sjæl har kær?"
4. Knap var jeg kommet forbi dem, så fandt jeg ham, som min Sjæl
har kær; jeg greb ham og slap ham ikke, før jeg fik ham ind i
min Moders Hus, i hendes Kammer, som fødte mig.
5. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens
Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker
det selv!
6. Hvad er det, som kommer fra Ørkenen i Støtter af Røg, omduftet
af Myrra og Røgelse, alskens Vellugt?
7. Se, det er Salomos Bærestol, omgivet af tresindstyve Helte,
Israels Helte,
8. alle med Sværd i Hånd, oplærte til Krig, hver med sit Sværd ved
Lænd mod Nattens Rædsler.
9. Kong Salomo laved sig en Bærekarm af Træ fra Libanon,
10. gjorde dens Støtter af Sølv, dens Arme af Guld; i Midten er
Ibenholt indlagt, Sædet er Purpur.
11. Jerusalems Døtre, gå ud og se på Kong Salomo, på Kronen, hans
Moder kroned ham med på hans Brudefærds Dag, hans Hjertens
Glædes Dag!
Højsangen 4
1. Hvor du er fager, min veninde, hvor er du fager! Dine Øjne er
Duer bag sløret, dit Hår som en Gedeflok bølgende ned fra
Gilead,
2. dine Tænder som en nyklippet Fåreflok, der kommer fra Bad, som
alle har Tvillinger, intet er uden Lam;
3. som en Purpursnor er dine Læber, yndig din Mund, din Tinding som
et bristet Granatæble bag ved dit Slør;
4. din Hals er som Davids Tårn, der er bygget til Udkig, tusinde
Skjolde hænger derpå, kun Helteskjolde;
5. dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelle tvillinger, der græsser
blandt Liljer.
6. Til Dagen svales og Skyggerne længes, vil jeg vandre til
Myrrabjerget og Vellugtshøjen.
7. Du er fuldendt fager, min Veninde og uden Lyde.
8. Kom med mig fra Libanon, Brud, kom med mig fra Libanon, stig ned
fra Amanas Tinde, fra Senirs og Hermons Tinde, fra Løvers Huler,
fra Panteres Bjerge!
9. Du har fanget mig, min Søster, min Brud, du har fanget mig med
et af dine Blikke, med en af din Halses Kæder.
10. Hvor herlig er din Kærlighed, min Søster, min Brud, hvor din
Kærlighed er god fremfor Vin, dine Salvers Duft fremfor alskens
Vellugt!
11. Dine Læber drypper af Sødme, min Brud, under din Tunge er
Honning og Mælk; dine Klæders Duft er som Libanons Duft.
12. Min Søster, min Brud er en lukket Have, en lukket Kilde, et Væld
under Segl.
13. Dine Skud er en Lund af Granattræer med kostelige Frugter,
Kofer,
14. Nardus og Kalmus og Kanel og alle Slags Vellugtstræer, Myrra og
Safran og Aloe og alskens ypperlig Balsam.
15. Min Haves Væld er en Brønd med rindende Vand og Strømme fra
Libanon.
16. Nordenvind, vågn, Søndenvind kom, blæs gennem min Have, så dens
Vellugt spredes! Min Ven komme ind i sin Have og nyde dens
udsøgte Frugt!
Højsangen 5
1. Jeg kommer i min Have, min Søster, min Brud, jeg plukker min
Myrra og Balsam, jeg spiser min Honning og Saft, jeg drikker min
Vin og Mælk. Venner, spis og drik og berus jer i Kærlighed!
2. Jeg sov, men mit hjerte våged; tys, da banked min ven: "Luk op
for mig, o Søster, min Veninde, min Due, min rene, thi mit Hoved
er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Dråber."
3. Jeg har taget min Kjortel af, skal jeg atter tage den på? Jeg
har tvættet mine Fødder, skal jeg atter snavse dem til?
4. Gennem Gluggen rakte min Ven sin Hånd, det brusede stærkt i mit
Indre.
5. Jeg stod op og åbned for min Ven; mine Hænder drypped af Myrra,
mine Fingre af flydende Myrra, da de rørte ved Låsens Håndtag.
6. Så lukked jeg op for min Ven, men min Ven var gået sin Vej. Jeg
var ude af mig selv ved hans Ord. Jeg søgte, men fandt ham ikke,
kaldte, han svared mig ikke.
7. Vægterne, som færdes i Byen, traf mig, de slog og såred mig;
Murens Vægtere rev Kappen af mig.
8. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre: Såfremt I finder min Ven,
hvad skal I da sige til ham? At jeg er syg af Kærlighed!
9. "Hvad Fortrin har da, din Ven, du fagreste, blandt Kvinder? Hvad
Fortrin har da din Ven, at du besværger os så?"
10. Min Ven er hvid og rød, herlig blandt Titusinder,
11. hans Hoved er det fineste Guld, hans Lokker er Ranker, sorte som
Ravne,
12. hans Øjne som Duer ved rindende Bække, badet i Mælk og siddende
ved Strømme,
13. hans Kinder som Balsambede; Skabe med Vellugt, hans Læber er
Liljer, de drypper, af flydende Myrra,
14. hans Hænder er Stænger af Guld, fyldt med Rubiner, hans Liv en
Elfenbensplade, besat med Safirer,
15. hans Ben er Søjler af Marmor På Sokler af Guld, hans Skikkelse
som Libanon, herlig som Cedre,
16. hans Gane er Sødme, han er idel Ynde. Sådan er min elskede,
sådan min Ven, Jerusalems Døtre.
Højsangen 6
1. Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har
din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig.
2. Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sin
Hjord i Haverne og sanke Liljer.
3. Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt
Liljer.
4. Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem,
frygtelig som Hære under Banner.
5. Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en
Gedeflok, bølgende ned fra Gilead.
6. dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har
Tvillinger, intet er uden Lam;
7. din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.
8. Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve,
på Terner er der ej Tal.
9. Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun,
sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af
Dronninger og Medhustruer Hyldest.
10. Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen,
skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner?
11. Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale for
at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst.
12. Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle Folks
Vogne.
13. Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se
dig!"Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?"
Højsangen 7
1. Hvor skønne er dine Trin i Skoene, du ædelbårne! Dine Hofters
Runding er som Halsbånd, Kunstnerhånds Værk,
2. dit Skød som det runde Bæger, ej savne det Vin, dit Liv som en
Hvededynge, hegnet af Liljer;
3. dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelletvillinger,
4. din Hals som Elfenbenstårnet, dine Øjne som Hesjbons damme ved
Bat-Rabbims Port, din Næse som Libanons Tårn, der ser mod
Damaskus,
5. Hovedet på dig som Karmel, dit Hoveds Lokker som Purpur; en
Konge er fanget i Garnet.
6. Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde!
7. Som Palmen, så er din Vækst, dit Bryst som Klaser.
8. Jeg tænker: Jeg vil op i Palmen, gribe fat i dens Stilke; dit
Bryst skal være som Vinstokkens Klaser, din Næses Ånde som
Æbleduft,
9. din Gane som ædel Vin, der liflig flyder ind i min Mund, glider
over mine Læber og Tænder.
10. Jeg er min Vens, og til mig står hans Attrå.
11. Kom min Ven, vi vil ud på Landet, blive i Landsbyer Natten over;
12. Vingårde søger vi årle, vi ser, om Vinstokken skyder, om
Knopperne åbnes, Granattræet blomstrer. Der giver jeg dig min
Kærlighed.
13. Kærlighedsæblerne dufter, for vor Dør er al Slags Frugt, ny og
gammel tillige; til dig, min Ven, har jeg gemt dem.
Højsangen 8
1. Oh, var du min broder, som died min moders bryst! Jeg kyssed dig
derude, når vi mødtes, og blev ikke agtet ringe,
2. tog dig ind i min Moders hus, i min moders kamre, gav dig
krydret vin at drikke, Granatæblers Most.
3. Hans venstre under mit hoved, hans højre tager mig i favn.
4. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre: Gør ikke Kærligheden Uro,
væk den ikke før den ønsker det selv!
5. Hvem er hun, der kommer fra Ørkenen, støttet til sin ven? "Under
Æbletræet vækked jeg dig; der nedkom din moder med dig, der
nedkom hun, som dig fødte."
6. Læg mig som en seglring om dit hjerte, som et Armbånd om din
Arm! Thi Kærlighed er stærk som døden, Nidkærhed hård som
Dødsriget; i dens gløder er Brændende Glød, dens lue er HERRENS
Lue.
7. Mange Vande kan ikke slukke den, Strømme skylle den bort. Gav
nogen alt Gods i sit Hus for Kærlighed, Hvem vilde agte ham
ringe?
8. Vi har en lille Søster, som endnu ej har bryster; hvad gør vi
med med vor Søster, den dag hun får en Bejler?
9. Er hun en Mur, så bygger vi en krone af sølv derpå, men er hun
en Dør, så spærrer vi den med Cederplanke.
10. Jeg er en Mur, Mine Bryster Tårne. Da blev jeg i hans Øjne som
en, der finder Fred.
11. Salomo havde en Vingård i Ba'al-Hamon, til vogtere gav han den
Vingård; hver kunne tjene tusind sekel Sølv på dens Frugt.
12. Jeg har for mig selv min Vingård; de tusinde, Salomo, er dine,
to hundrede deres, som vogter dens Frugt.
13. Du, som bor i Haverne, Vennerne lytter, lad mig høre din røst!
14. Fly, min Ven, og vær som en Gazel, som den unge Hjort på
Balsambjerge!
Esajas
Esajas 1
1. Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de
dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.
2. Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler: Børn har jeg
opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig.
3. En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel
kender intet, mit Folk kan intet fatte.
4. Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt,
vanartede Børn! De svigtede HERREN, lod hånt om Israels Hellige,
vendte ham Ryg.
5. Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er
Hovedet, sygt hele Hjertet;
6. fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske
Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret
med Olie.
7. Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord
for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang.
8. Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i
en Græskarmark en omringet By.
9. Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en Rest, da var vi som
Sodoma, ligned Gomorra.
10. Lån Øre til HERRENs Ord I Sodomadommere, lyt til vor Guds
Åbenbaring, du Gomorrafolk!
11. Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN;jeg er mæt
af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af
Okser og Lam og Bukke.
12. Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at
min Forgård trampes ned?
13. Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de
mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og
festlig Samling.
14. Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en
Byrde, jeg er træt af at bære.
15. Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I
så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod;
16. tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne!
Hør op med det onde,
17. lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf
faderløse Ret, før Enkens Sag!
18. Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger HERREN. Er eders
Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end
røde som Purpur, de skal dog blive som Uld.
19. Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder;
20. står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HERRENs Mund
har talt.
21. At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af
Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere.
22. Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand.
23. Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de
alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager
sig ikke af Enkens Sag.
24. Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige:
"Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender!
25. Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og
udskiller alt dit Bly.
26. Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes
du Retfærdigheds By, den trofaste Stad.
27. Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd.
28. Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HERREN svigter,
forgår.
29. Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I
sætter så højt;
30. thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der
ikke er Vand. 31 Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en
Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.
Esajas 2
1. Dette er, hvad Esajas, Amoz's Søn, skuede om Jerusalem:
2. Det skal ske i de sidste Dage, at HERRENs Huses Bjerg,
grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene. Did
skal Folkene strømme
3. og talrige Folkeslag vandre: "Kom, lad os drage til HERRENs
Bjerg, til Jakobs Guds Hus; han skal lære os sine Veje, så vi
kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra
Jerusalem, HERRENs Ord:"
4. Da dømmer han Folk imellem, skifter Ret mellem talrige
Folkeslag; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd
til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig
i Våbenfærd mer.
5. Kom, Jakobs Hus, lad os vandre i HERRENs Lys!
6. Thi du forskød dit Folk, Jakobs Hus; de er fulde af Østens Væsen
og spår, som var de Filistre, giver Folk fra Udlandet Håndslag.
7. Deres Land er fuldt af Sølv og Guld, talløse er deres Skatte;
deres Land er fuldt af Heste, talløse er deres vogne;
8. deres Land er fuldt af Afguder, de tilbeder Værk af deres
Hænder, Ting, deres Fingre har lavet.
9. Men bøjes skal Mennesket, Manden ydmyges, tilgiv dem ikke! 10 Gå
ind i Klippen, skjul dig, i Støvet for HERRENs Rædsel, hans
Højheds Herlighed!
11. Sine stolte Øjne skal Mennesket slå ned, Mændenes Hovmod skal
bøjes, og HERREN alene være høj på hin Dag.
12. Thi en Dag har Hærskarers HERRE mod alt det høje og knejsende,
mod alt ophøjet og stolt,
13. med alle Libanons Cedre, de knejsende høje, og alle Basans Ege,
14. mod alle knejsende Bjerge og alle høje Fjelde,
15. mod alle stolte Tårne og alle stejle Mure,
16. mod alle Tarsisskibe og hver en kostelig Ladning.
17. Da skal Menneskets Stolthed bøjes, Mændenes Hovmod ydmyges. og
HERREN alene være høj på hin Dag.
18. Afguderne skal helt forsvinde.
19. Og man skal gå ind i Klippehuler og Jordhuller for HERRENs
Rædsel, hans Højheds Herlighed når han står op for at forfærde
Jorden.
20. På hin Dag skal Mennesket slænge sine Guder af Sølv og Guld, som
han lavede sig for at tilbede dem, hen til Muldvarpe og
Flagermus
21. for at gå ind i Klipperevner og Fjeldkløfter for HERRENs Rædsel,
hans Højheds Herlighed, når han står op for at forfærde Jorden.
22. Slå ikke mer eders Lid til Mennesker, i hvis Næse der kun er
flygtig Ånde, thi hvad er de at regne for?
Esajas 3
1. Thi se, HERREN, Hærskarers HERRE, fratager Jerusalem og Juda
støtte og Stav, hver Støtte af Brød og hver støtte af vand:
2. Helt og Krigsmand, Dommer og Profet, Spåmand og Ældste,
3. Halvhundredfører og Stormand, Rådsherre og, Håndværksmester og
den, der er kyndig i Trolddom.
4. Jeg giver dem Drenge til Øverster, Drengekådhed skal herske over
dem.
5. I Folket undertrykker den ene den anden, hver sin Næste; Dreng
sætter sig op imod Olding, Usling mod Hædersmand.
6. Når da en Mand tager fat på en anden i hans Fædrenehus og siger:
"Du har en Kappe, du skal være vor Hersker, under dig skal dette
faldefærdige Rige stå!"
7. så svarer han på hin Dag: "Jeg vil ikke være Sårlæge! Jeg har
hverken Brød eller Klæder i Huset, gør ikke mig til Folkets
Overhoved!"
8. Thi Jerusalem snubler, og Juda falder, fordi de med Tunge og
Gerning er mod HERREN i Trods mod hans Herligheds Øjne.
9. Deres Ansigtsudtryk vidner imod dem; de kundgør deres Synd som
Sodoma, dølger intet. Ve deres Sjæl, de styrted sig selv i Våde.
10. Salige de retfærdige, dem går det godt, deres Gerningers frugt
skal de nyde;
11. ve den gudløse, ham går det ilde; han får, som hans Hænder har
gjort.
12. Mit, Folk har en Dreng ved Styret, og over det hersker
Kvinder. Dine Ledere, mit Folk, leder, vild, gør Vejen, du,
vandrer, vildsom.
13. Til Rettergang er HERREN trådt frem, han tår og vil dømme sit
Folk.
14. HERREN møder til Doms med de Ældste i sit Folk og dets Fyrster:
"Det er jer, som gnaved Vingården af, I har Rov fra den arme til
Huse.
15. Hvor kan I træde på mit Folk og male de arme sønder?" så lyder
det fra Herren, Hærskarers HERRE.
16. HERREN siger: Eftersom Zions Døtre bryster sig og går med
knejsende Nakke og kælne Blikke, går med trippende Gang og med
raslende Ankelkæder -
17. gør Herren issen skaldet på Zions Døtre og blotter deres
Tindingers Lokker.
18. På hin Dag afriver Herren al deres Pynt: Ankelringe, Pandebånd,
Halvmåner,
19. Perler, Armbånd, Flor,
20. Hovedsmykker, Ankelkæder, Bælter, Lugtedåser, Trylleringe,
21. Fingerringe,Næseringe,
22. Festklæder, Underdragter, Sjaler, Tasker,
23. Spejle, Lin, Hovedbånd og Slør.
24. For Vellugt kommer der Stank, i Stedet for Bælte Reb, for
Fletninger skaldet Isse, for Stadsklæder Sæk om Hofte, for
Skønhedsmærke Brændemærke.
25. Dine Mænd skal falde for Sværd, dit unge Mandskab i Strid.
26. Hendes Porte skal sukke og klage og hun sidde ensom på Jorden.
4,1 Syv Kvinder skal på hin Dag gribe fat i een Mand og sige:
"Vi vil æde vort eget Brød og holde os selv med Klæder, blot vi
må bære dit Navn. Tag Vanæren fra os!"
Esajas 4
2. På hin Dag Bliver HERRENs spire til Fryd og Ære og Landets Frugt
til Stolthed og Smykke for de undslupne i Israel.
3. Den, som er levnet i Zion og blevet tilovers i Jerusalem, skal
kaldes hellig, enhver, der er indskrevet til Livet i Jerusalem,
4. når Herren får aftvættet Zions Døtres Smuds og bortskyllet
Jerusalems Blodskyld fra dets Midte med Doms og Udrensnings Ånd.
5. Da skaber Herren over hvert et Sted på Zions Bjerg og over dets
Festforsamlinger en Sky om Dagen og Røg med luende Ildskær om
Natten; thi over alt, hvad herligt er, skal der være et Dække
6. og Ly til Skygge mod Hede og til Skærm og Skjul mod Skybrud og
Regn.
Esajas 5
1. Jeg vil synge en Sang om min Ven, en Kærlighedssang om hans
Vingård: Min Ven, han havde en Vingård på en frugtbar Høj.
2. Han grov den, rensed den for Sten og plantede ædle Ranker; han
bygged et Vagttårn deri og huggede også en Perse. Men den bar
vilde Druer, skønt han ventede Høst af ædle.
3. Og nu, Jerusalems Borgere, Judas Mænd, skift Ret mellem mig og
min Vingård!
4. Hvad mer var at gøre ved Vingården, hvad lod jeg ugjort? Hvi bar
den vilde Druer, skønt jeg ventede Høst af ædle?
5. Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min Vingård:
Nedrive dens Hegn, så den ædes op, nedbryde dens Mur, så den
trampes ned!
6. Jeg lægger den øde; den skal ikke beskæres og ikke graves, men
gro sammen i Torn og Tidsel; og Skyerne giver jeg Påbud om ikke
at sende den Regn.
7. Thi Hærskarers HERREs Vingård er Israels Hus, og Judas Mænd er
hans Yndlingsplantning. Han vented på Retfærd se, der kom
Letfærd, han vented på Lov se, Skrig over Rov!
8. Ve dem, der føjer Hus til Hus, dem, der lægger Mark til Mark, så
der ikke er Plads tilbage, men kun I har Landet i Eje.
9. Det lyder i mine Ører fra Hærskarers HERRE: "For vist skal de
mange Huse blive øde, de store og smukke skal ingen bebo;
10. thi på ti Tønder Vinland skal høstes en Bat, af en Homers Udsæd
skal høstes en Efa.
11. Ve dem, der årle jager efter Drik og ud på Natten blusser af
Vin!
12. Med Citre og Harper holder de Gilde, med Håndpauker, Fløjter og
Vin, men ser ikke HERRENs Gerning, har ej Syn for hans Hænders
Værk.
13. Derfor skal mit Folk føres bort, før det ved det, dets Adel
blive Hungerens Bytte, dets Hob vansmægte af Tørst.
14. Derfor vokser Dødsrigets Gridskhed, det spiler sit Gab uden
Grænse; dets Stormænd styrter derned, dets larmende, lystige
Slæng.
15. Mennesket bøjes, og Manden ydmyges, de stolte slår Øjnene ned;
16. men Hærskarers HERRE ophøjes ved Dommen, den hellige Gud bliver
helliget ved Retfærd.
17. Og der går Får på Græs, Geder afgnaver omkomnes Tomter.
18. Ve dem, der trækker Straffen hid med Brødens Skagler og Syndebod
hid som med Vognreb,
19. som siger: "Lad ham skynde sig, haste med sit Værk, så vi får
det at se; lad Israels Helliges Råd dog komme snart, at vi kan
kende det!"
20. Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør Mørke til
Lys og Lys til Mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt!
21. Ve dem, der tykkes sig vise og er kloge i egne Tanker!
22. Ve dem, der er Helte til at drikke Vin og vældige til at blande
stærke Drikke,
23. som for Gave giver den skyldige Ret og røver den skyldfri
Retten, han har.
24. Derfor, som Ildens Tunge æder Strå og Hø synker sammen i Luen,
så skal deres Rod blive rådden, deres Blomst henvejres som Støv;
thi om Hærskarers HERRERs Lov lod de hånt og ringeagted Israels
Helliges Ord.
25. Så blusser da HERRENs Vrede mod hans Folk, og han udrækker
Hånden imod det og slår det, så Bjergene skælver og Ligene
ligger som Skarn på Gaden. Men trods alt har hans Vrede ej lagt
sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.
26. For et Folk i det fjerne løfter han Banner og fløjter det hid
fra Jordens Ende; og se, det kommer hastigt og let.
27. Ingen iblandt dem er træt eller snubler, ingen blunder, og ingen
sover; Bæltet om Lænden løsnes ikke, Skoens Rem springer ikke
op;
28. hvæssede er dets Pile, alle dets Buer spændte; som Flint er
Hestenes Hove, dets Vognhjul som Hvirvelvind.
29. Det har et Brøl som en Løve, brøler som unge Løver, brummende
griber det Byttet, bjærger det, ingen kan fri det.
30. Men på hin Dag skal der bryde en Brummen løs imod det, som når
Havet brummer; og skuer det ud over Jorden, se, da er der
Trængselsmørke, Lyset slukkes af tykke Skyer.
Esajas 6
1. I Kong Uzzijas Dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj Trone,
og hans Slæb fyldte Helligdommen.
2. Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med de to skjulte de
Ansigtet, med de to Fødderne, og med de to fløj de;
3. og de råbte til hverandre: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers
HERRE, al Jorden er fuld af hans Herlighed!"
4. Og Dørstolpernes Hængsler rystede ved Råbet, medens Templet
fyldtes af Røg.
5. Da sagde jeg: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand
med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har
mine Øjne set Kongen, Hærskarers HERRE!"
6. Men en af Seraferne fløj hen til mig; og han havde i Hånden et
glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret;
7. det lod han røre min Mund og sagde: "Se, det har rørt dine
Læber; din Skyld er borte, din Synd er sonet!"
8. Så hørte jeg Herren sige: "Hvem skal jeg sende, hvem vil gå Bud
for os?" Og jeg sagde: "Her er jeg, send mig!"
9. Da sagde han: "Gå hen og sig til det folk: Hør kun, dog skal I
intet fatte, se kun, dog skal I intet indse!
10. Gør Hjertet sløvt på dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne
blinde, så det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene,
ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges."
11. Jeg spurgte: "Hvor længe, Herre?" Og han svarede: "Til Byerne er
øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Ager jorden
ligger som Ørk!"
12. Og HERREN vil fjerne Menneskene, og Tomhed skal brede sig i
Landet;
13. og er der endnu en Tiendedel deri, skal også den udryddes som en
Terebinte eller Eg, af hvilken en Stub bliver tilbage, når den
fældes. Dens Stub er hellig Sæd.
Esajas 7
1. Og det skete i de Dage da Akaz, Jotams Søn, Uzzijas Sønnesøn,
var Konge i Juda, at Kong Rezin af Syrien og Remaljas Søn, kong
Peka af Israel, drog op for at angribe Jerusalem, hvad de dog
ikke var stærke nok til.
2. Da det meldtes Davids Hus, at Syrerne havde lejret sig i Efraim,
skjalv hans og hans Folks Hjerte, som Skovens Træer skælver for
Vinden.
3. Så sagde HERREN til Esajas: "Med din Søn Sjearjasjub" skal du gå
Akaz i Møde ved Enden af Øvredammens Vandledning ved Vejen til
Blegepladsen
4. og sige til ham: Tag dig i Vare og hold dig i Ro! Frygt ikke og
lad ikke dit Hjerte ængste sig for disse to rygende
Brandstumper, for Rezins og Syriens og Remaljas Søns fnysende
Vrede!
5. Fordi Syrien, Efraim og Remaljas Søn har lagt onde Råd op imod
dig og siger:
6. Lad os drage op mod Juda og indjage det Skræk, lad os tilrive os
det og gøre Tabeals Søn til Konge der!
7. derfor, så siger den Herre HERREN: Det skal ikke lykkes; det
skal ikke ske!
8. Thi Syriens Hoved er Damaskus, og Damaskus's Hoved er Rezin, og
om fem og tresindstyve År er Efraim knust og ikke længer et
Folk.
9. Og Efraims Hoved er Samaria, og Samarias Hoved er Remaljas Søn.
Er I ikke troende, bliver I ikke boende."
10. Fremdeles sagde HERREN til Akaz:
11. "Kræv dig et Tegn af HERREN din Gud nede i Dødsriget eller oppe
i Himmelen!"
12. Men Akaz svarede: "Jeg kræver intet, jeg frister ikke HERREN."
13. Da sagde Esajas: "Hør nu, Davids Hus! Er det eder ikke nok at
trætte Mennesker, siden I også trætter min Gud?
14. Derfor vil Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver
frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder ham Immanuel".
15. Surmælk og Vildhonning skal være hans Føde, ved den Tid han ved
at vrage det onde og vælge det gode;
16. thi før Drengen ved at vrage det onde og vælge det gode, skal
Landet, for hvis to Konger du gruer, være folketomt.
17. Over dig, dit Folk og din Faders Hus vil Herren bringe Dage,
hvis Lige ikke har været, siden Efraim rev sig løs fra Juda:
Assyrerkongen!"
18. På hin Dag skal HERREN fløjte ad Fluerne ved Udløbet af Ægyptens
Strømme og ad Bierne i Assyrien;
19. og de skal komme og alle til Hobe kaste sig over Dalkløfter og
Klipperevner, over hvert Tjørnekrat og hvert Vandingssted.
20. På hin Dag afrager Herren med en hinsides Floden lejet Ragekniv,
Assyrerkongen, både Hovedhåret og Kroppens Hår; ja, selv Skægget
skraber den af.
21. På hin Dag kan en Mand holde sig en ung Ko og et Par Får;
22. og på Grund af den megen Mælk, de giver, skal han spise Sur
mælk; thi Surmælk og Vildhonning skal enhver, der er tilbage i
Landet, spise.
23. På hin Dag skal det ske, at hvert et Sted, hvor der nu er tusind
Vinstokke, tusind Sekel Sølv værd, skal blive til Torn og
Tidsel;
24. med Pil og Bue kommer man der, thi hele Landet skal blive til
Torn og Tidsel;
25. og alle de Bjerge, der nu dyrkes med Hakke, skal man holde sig
fra af Frygt for Torn og Tidsel. Det bliver Overdrev for Okser
og trædes ned af Får.
Esajas 8
1. Og HERREN sagde til mig: "Tag dig en stor Tavle og skriv derpå
med Menneskeskrift: Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov!,
2. Og tag mig pålidelige Vidner, Præsten Urija og Zekarja,
Jeberekjahus Søn!"
3. Og jeg nærmede mig Profetinden, og hun blev frugtsommelig og
fødte en Søn. Så sagde HERREN til mig: "Kald ham Hurtigt-Bytte,
Hastigt-Rov!
4. Thi før Drengen kan sige Fader og Moder, skal Rigdommene fra
Damaskus og Byttet fra Samaria bringes til Assyrerkongen!"
5. Fremdeles sagde HERREN til mig:
6. Eftersom dette Folk lader hånt om Siloas sagte rindende Vande i
Angst for Bezin og Remaljas Søn,
7. se, så lader Herren Flodens Vande, de vældige, store, oversvømme
dem, Assyrerkongen og al hans Herlighed; over alle sine Bredder
skal den gå, trænge ud over alle sine Diger,
8. styrte ind i Juda, skylle over, vælte frem og nå til Halsen; og
dens udbredte Vinger skal fylde dit Land, så vidt det når
Immanuel!
9. I Folkeslag, mærk jer det med Rædsel, lyt til, alle fjerne
Lande: Rust jer, I skal ræddes, rust jer, I skal ræddes.
10. Læg Råd op, det skal dog briste, gør Aftale, det slår dog fejl,
thi - Immanuel!
11. Thi så sagde HERREN til mig, da hans Hånd greb mig med Vælde, og
han advarede mig mod at vandre på dette Folks Vej:
12. Kald ikke alt Sammensværgelse, hvad dette Folk kalder
Sammensværgelse, frygt ikke, hvad det frygter, og ræddes ikke!
13. Hærskarers HERRE, ham skal I holde hellig, han skal være eders
Frygt, han skal være eders Rædsel.
14. Han bliver en Helligdom, en Anstødssten og en Klippe til Fald
for begge Israels Huse og en Snare og et Fangegarn for
Jerusalems Indbyggere,
15. og mange iblandt dem skal snuble, falde og kvæstes, fanges og
bindes.
16. Bind Vidnesbyrdet til og sæt Segl for Læren i mine disciples
Sind!
17. Jeg bier på HERREN, han, som dølger sit Åsyn for Jakobs Hus, til
ham står mit Håb:
18. Se, jeg og de Børn, HERREN gav mig, er Varsler og Tegn i Israel
fra Hærskarers HERRE, som bor på Zions Bjerg.
19. Og siger de til eder: "Søg Genfærdene og Ånderne, som hvisker og
mumler!" skal et Folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde
for de levende?
20. Nej! Til Læren og Vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme
til at tale, som nu er uden Morgenrøde.
21. Han skal vanke om i Landet, trykket og hungrig. Og når han
hungrer, skal han blive rasende og bande sin Konge og sin Gud.
Vender han sig til det høje,
22. eller skuer han ud over Jorden, se da er der Trængsel og Mørke,
knugende Mulm; i Bælgmørke er han stødt ud.
Esajas 9
1. Men engang skal der ikke længer være Mørke i det Land, hvor der
nu er Trængsel; i Fortiden bragte han Skændsel over Zebulons og
Naftalis Land, Men i Fremtiden bringer han Ære over Vejen langs
Søen, Landet hinsides Jordan, Hedningernes Kreds.
2. Det Folk, som vandrer i Mørke, skal skue så stort et Lys; Lys
stråler frem over dem, som bor i Mulmets Land.
3. Du gør Fryden mangfoldig, Glæden stor, de glædes for dit Åsyn,
som man glædes i Høst, ret som man jubler, når Bytte deles.
4. Thi dets tunge Åg og Stokken til dets Ryg, dets Drivers Kæp, har
du brudt som på Midjans Dag;
5. ja, hver en Støvle, der tramper i Striden, og Kappen, der søles
i Blod, skal brændes og ende som Luernes Rov.
6. Thi et Barn er født os, en Søn er os givet, på hans Skulder skal
Herredømmet hvile; og hans Navn skal være: Underfuld Rådgiver,
Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste.
7. Stort bliver Herredømmet, endeløs Freden over Davids Trone og
over hans Rige, at det må grundes og fæstnes ved Ret og Retfærd
fra nu og til evig Tid. Hærskarers HERREs Nidkærhed gør det.
8. Et Ord sender Herren mod Jakob, i Israel slår det ned;
9. alt Folket får det at kende, Efraim og Samarias Borgere. Thi de
siger i Hovmod og Hjertets Stolthed:
10. "Teglsten faldt, vi bygger med Kvader, Morbærtræer blev fældet,
vi får Cedre i Stedet!"
11. Da rejser HERREN dets Uvenner mod det og ægger dets Fjender op,
12. Syrerne forfra, Filisterne bagfra, de æder Israel med opspilet
Gab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er
fremdeles rakt ud.
13. Men til ham, der slår det, vender Folket ej om, de, søger ej
Hærskarers HERRE.
14. Da hugger HERREN Hoved og Hale af Israel, Palme og Siv på en
eneste Dag.
15. Den ældste og agtede er Hoved, Løgnprofeten er Hale.
16. De ledende i dette Folk leder vild, og de, der ledes, opsluges.
17. Derfor glædes ej Herren ved dets unge Mænd, har ej Medynk med
dets faderløse og Enker. Thi alle er Niddinger og Ugerningsmænd,
og hver en Mund taler Dårskab. Men trods alt har hans Vrede ej
lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.
18. Thi Gudløshed brænder som Ild, fortærer Torn og Tidsel, sætter
Ild på det tætte Krat, så det hvirvler op i Røg.
19. Ved Hærskarers HERREs Vrede står Landet i Brand, og Folket
bliver som Føde for Ilden; de skåner ikke hverandre.
20. Man snapper til højre og hungrer, æder om sig til venstre og
mættes dog ej. Hver æder sin Næstes Kød,
21. Manasse Efraim, Efraim Manasse, og de overfalder Juda sammen.
Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles
rakt ud.
Esajas 10
1. Ve dem, der giver Ulykkeslove og ivrigt fører Uret til Bogs
2. for at trænge de ringe fra Retten og røve de armes Ret i mit
Folk, at Enker kan blive deres Bytte og faderløse kan plyndres.
3. Hvad gør I på Straffens Dag, når Undergang kommer fra det
fjerne? Til hvem vil I ty om Hjælp, hvor gemmer I da eders
Rigdom?
4. Enten må I knæle blandt Fanger, eller også falde på Valen! Men
trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles
rakt ud.
5. Ve Assur, min Harmes Kæp, min Vrede er Stokken i hans Hånd.
6. Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder ham mod min
Vredes, Folk til at gøre Bytte og røve og trampe det ned som
Skarn på Gaden.
7. Men han, han mener det ej så, hans Hjerte tænker ej så. Nej, at
ødelægge, det er hans Attrå, at udrydde Folk, ikke få.
8. Thi han siger: "Er ej mine Høvedsmænd Konger til Hobe?
9. Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad,
Samaria som Damaskus?
10. Som min Hånd fandt hen til Afgudernes Riger, der dog havde flere
Gudebilleder end Jerusalem og Samaria
11. mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets Gudebilleder,
som jeg handlede med Samaria og dets Afguder?"
12. Men når Herren fuldbyrder alt sit Værk på Zions Bjerg og i
Jerusalem, vil jeg hjemsøge Assyrerkongens Hjertes Hovmodsfrugt
og hans Øjnes trodsige Pral,
13. fordi han siger: "Med min, stærke Hånd greb jeg ind, med min
Visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede Folkeslags Grænser og rev
deres Skatte til mig, stødte Folk fra Tronen i Almagt;
14. min Hånd fandt til Folkenes Rigdom som hen til en Fuglerede; som
man sanker forladte Æg, har jeg sanket den vide Jord, og ingen
rørte en Vinge, åbnede Næbbet og peb."
15. Mon Øksen bryster sig mod den, som hugger, gør Saven sig til mod
den, som saver? Som om Kæppen kan svinge den, der løfter den,
Stokken løfte, hvad ikke er Træ!
16. Derfor sender Herren Hærskarers HERRE, Svindsot i hans Fedme, og
under hans Herlighed luer en Lue som luende Ild;
17. Israels Lys bliver til Ild og dets Hellige til en Flamme, og den
brænder og fortærer hans Tidsel og Torn på een Dag;
18. hans Skovs og Frugthaves Herlighed skal den rydde Rub og Stub,
og han bliver som en syg, der hentæres.
19. De Træer, som levnes i hans Skov, bliver det let at tælle; et
Barn kan skrive dem op.
20. På hin Dag skal Israels Rest og det, som undslipper af Jakobs
Hus, ikke mere støtte sig til den, der slår det, men til HERREN,
Israels Hellige, i Sandhed.
21. En Rest skal omvende sig, Jakobs Rest, til den vældige Gud.
22. Thi var end dit Folk som Sandet ved Havet, Israel, kun en Rest
deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslået, og med
Retfærdighed vælter den frem;
23. thi Ødelæggelse og fastslået Råd fuldbyrder Herren, Hærskarers
HERRE, over al Jorden.
24. Derfor, så siger Herren, Hærskarers HERRE: Frygt ikke, mit Folk,
som bor i Zion, for Assyrien, når det slår dig med Kæppen og
løfter sin Stok imod dig som fordum Ægypten!
25. Thi end om en føje Stund er Vreden ovre, og min Harme vender sig
til deres Fordærv.
26. Så svinger Hærskarers HERRE Svøben imod det, som da Midjan blev
slået ved Orebs Klippe; hans Stok er udrakt imod Havet, og han
løfter den som fordum mod Ægypten.
27. På hin Dag tager han Byrden af din Skulder og Åget af din Nakke,
ja, Åget brister for Fedme.
28. Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas lader han
Trosset blive;
29. de går over Passet: "I Geba holder vi Natterast!" Rama ryster,
Sauls Gibea flyr.
30. Skrig højt, Gallims Datter! Lyt til, Lajsja! Stem i, Anatot!
31. Madmena flyr, Gebims Folk bjærger deres Gods.
32. Endnu i Dag står han i Nob; han svinger Hånden mod Zions Datters
Bjerg, Jerusalems Høj -
33. Se, Herren, Hærskarers HERRE, afhugger hans Grene med Gru; de
knejsende Stammer fældes, de stolte Træer må segne.
34. Med Jernet gør han lyst i Skovens Tykning, og Libanon falder for
den Herlige.
Esajas 11
1. Men der skyder en Kvist af Isajs Stub, et Skud gror frem af hans
Rod;
2. og HERRENs Ånd skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Ånd,
Råds og Styrkes Ånd, HERRENs Kundskabs og Frygts Ånd.
3. Hans Hu står til HERRENs Frygt; han dømmer ej efter, hvad Øjnene
ser, skønner ej efter, hvad Ørene hører.
4. Han dømmer de ringe med Retfærd, fælder redelig Dom over Landets
arme. Voldsmanden slår han med Mundens Ris, gudløse dræber han
med Læbernes Ånde.
5. Og Retfærd er Bæltet, han har om sin Lænd, Trofasthed Hofternes
Bælte.
6. Og Ulven skal gå hos Lammet, Panteren hvile hos Kiddet, Kalven
og Ungløven græsse sammen, dem driver en lille Dreng.
7. Kvien og Bjørnen bliver Venner, deres Unger ligger Side om Side,
og Løven æder Strå som Oksen;
8. den spæde skal lege ved Øglens Hul, den afvante række sin Hånd
til Giftslangens Rede.
9. Der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland;
thi Landet er fuldt af HERRENs Kundskab, som Vandene dækker
Havets Bund.
10. På hin Dag skal Hedningerne søge til Isajs Rodskud, der står som
et Banner for Folkeslagene, og hans Bolig skal være herlig.
11. På hin Dag skal Herren atter udrække sin Hånd for at vinde, hvad
der er til Rest af hans Folk, fra Assur og fra Ægypten, fra
Patros, Ætiopien og Elam, fra Sinear, Hamat og Havets Strande.
12. For Folkene rejser han Banner, samler Israels bortdrevne Mænd,
sanker Judas spredte Kvinder fra Verdens fire Hjørner.
13. Efraims Skinsyge viger, og Judas Avind svinder; Efraim er ikke
skinsygt på Juda, og Juda bærer ej Avind mod Efraim.
14. I Vest slår de ned på Filisternes Skulder, sammen plyndrer de
Østens Sønner, mod Edom og Moab rækker de Hånden, Ammons Sønner
lyder dem.
15. HERREN udtørrer Ægypterhavets Vig og svinger Hånden mod Floden i
sin Ånds Vælde; han kløver den i syv Bække, så man kan gå over
med Sko;
16. der bliver en banet Vej for dem af hans Folk, som levnes fra
Assyrien, således som der var for Israel, da det drog op fra
Ægypten.
Esajas 12
1. På hin Dag skal du sige: Jeg takker dig, HERRE, thi du vrededes
på mig; men din Vrede svandt, og du trøstede mig.
2. Se, Gud er min Frelse, jeg er trøstig og uden Frygt; thi HERREN
er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse.
3. I skal øse Vand med Glæde af Frelsens Kilder
4. og sige på hin Dag: Tak HERREN, påkald hans Navn, gør hans
Gerninger kendt blandt Folkene, kundgør, at hans Navn er højt!
5. Lovsyng HERREN, thi stort har han øvet,lad det blive kendt på
den vide Jord!
6. Bryd ud i Fryderåb, Zions Beboere, thi stor i eders Midte er
Israels Hellige!
Esajas 13
1. Et Udsagn om Babel, som Esajas, Amoz's Søn skuede:
2. Rejs Banner på et nøgent Bjerg, råb også til dem, vink, så de
drager igennem Fyrsternes Porte!
3. Jeg har opbudt min viede Hær til at tjene min Vrede og kaldt
mine Helte hid, de jublende, stolte.
4. Hør i Bjergene Larm som af talrigt Krigsfolk, hør, hvor det
buldrer af Riger, af samlede Folk! Hærskarers HERRE er ved at
mønstre sin Krigshær.
5. De kommer fra fjerne Egne, fra Himlens Grænse, HERREN og hans
Vredes Værktøj for at hærge al Jorden.
6. Jamrer, thi HERRENs Dag er nær, den kommer som Vold fra den
Vældige.
7. Derfor slappes hver Hånd, hvert Menneskehjerte smelter,
8. de ræddes, gribes af Veer og Smerter, vånder sig som fødende
Kvinde; de stirrer i Angst på hverandre med blussende røde
Kinder.
9. Se, HERRENs Dag kommer, grum, med Harme og brændende Vrede;
Jorden gør den til Ørk og rydder dens Synder bort.
10. Thi Himlens Stjerner og Billeder udsfråler ej deres Lys, mørk
rinder Solen op, og Månen skinner ikke.
11. Jeg hjemsøger Jorden for dens Ondskab, de gudløse for deres
Brøde, gør Ende på frækkes Overmod, bøjer Voldsmænds Hovmod.
12. En Mand gør jeg sjældnere end Guld og et Menneske end Ofirs
Guld.
13. Derfor bæver Himlen, og Jorden flytter sig skælvende ved
Hærskarers HERREs Harme på hans brændende Vredes Dag.
14. Og som en skræmt Gazel, som Får, der ej holdes i Flok, skal hver
søge hjem til sit Folk, og hver skal fly til sit Land.
15. Enhver, der indhentes, spiddes, enhver, der gribes, falder for
Sværdet;
16. deres spæde knuses for deres Øjne, Husene plyndres, Kvinderne
skændes.
17. Se, imod dem rejser jeg Mederne, som agter Sølv for intet og ej
regner Guld for noget.
18. Deres Buer fælder de unge, Livsfrugt skåner de ej, med Børn har
deres Øjne ej Medynk.
19. Det går med Babel, Rigernes Krone, Kaldæernes stolte Pryd, som
dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra.
20. Det skal aldrig i Evighed bebos, ej bebygges fra Slægt til
Slægt; der telter Araberen ikke, der lejrer Hyrder sig ej;
21. men Vildkatte lejrer sig der, og Husene fyldes med Ugler; der
holder Strudsene til, og Bukketroldene springer;
22. Sjakaler tuder i Borgene, Hyæner i de yppige Slotte. Dets Time
stunder nu til, dets Dage bliver ej mange.
Esajas 14
1. Thi HERREN forbarmer sig over Jakob og udvælger atter Israel.
Han lader dem fæste Bo i deres eget Land, og fremmede skal
slutte sig til dem og føjes til Jakobs Hus.
2. Folkeslag skal tage dem og bringe dem hjem igen; og Israels Hus
skal i HERRENs Land tage Folkeslagene i Eje som Trælle og
Trælkvinder; de skal gøre dem til Fanger, hvis Fanger de var, og
herske over deres Bødler.
3. På den Dag HERREN giver dig Hvile for din Møje og Uro og for den
hårde Trældom, der lagdes på dig,
4. skal du istemme denne Spottevise om Babels Konge: Hvor er dog
Bødlen stille, Tvangshuset tyst!
5. HERREN har brudt de gudløses Stok, Herskernes Kæp,
6. som slog i Vrede Folkeslag, Slag i Slag, og tvang i Harme Folk
med skånselsløs Tvang.
7. Al Jorden har Fred og Ro, bryder ud i Jubel;
8. selv Cypresserne glæder sig over dig, Libanons Cedre: "Siden dit
Fald kommer ingen op for at fælde os!"
9. Dødsriget nedentil stormer dig heftigt i Møde, vækker for din
Skyld Dødninger, al Jordens store, jager alle Folkenes Konger op
fra Tronen;
10. de tager alle til Orde og siger til dig: "Også du blev kraftløs
som vi, du blev vor Lige!"
11. Til Dødsriget sendtes din Højhed, dine Harpers Brus, dit Leje er
redt med Råddenskab, dit Tæppe er Orme.
12. Nej, at du faldt fra Himlen; du strålende Morgenstjerne, fældet
og kastet til Jorden, du Folkebetvinger!
13. Du, som sagde. i Hjertet: "Jeg stormer Himlen, rejser min, Trone
deroppe over Guds Stjerner, tager Sæde på Stævnets Bjerg i
yderste Nord,
14. stiger op over Skyernes Højder, den Højeste lig" -
15. ja, ned i Dødsriget styrtes du, nederst i Hulen!
16. Ser man dig, stirrer man på dig med undrende Blikke: "Er det
ham, som fik Jorden til at bæve, Riger til at skælve,
17. ham, som gjorde Verden til Ørk og jævnede Byer, ikke gav
Fangerne fri til at drage mod Hjemmet?"
18. Folkenes Konger hviler med Ære hver i sit Hus,
19. men du er slængt hen uden Grav som et usseligt Foster, dækket af
faldne, slagne med Sværd og kastet i Stenbruddets Hul som et
nedtrådt Ådsel.
20. I Graven samles du ikke med dine Fædre, fordi du ødte dit Land
og dræbte dit Folk. Ugerningsmændenes Afkom skal aldrig nævnes.
21. Bered hans Sønner et Blodbad for Faderens Brøde! De skal ikke
stå op og indtage Jorden og fylde Verden med Sfæder.
22. Jeg står op imod dem, lyder det fra Hærskarers HERRE, og
udrydder af Babel Navn og Rest, Skud og Spire, lyder det fra
HERREN;
23. jeg gør det til Rørdrummers Eje og til side Sumpe; jeg fejer det
bort med Undergangens Kost, lyder det fra Hærskarers HERRE.
24. Hærskarers HERRE har svoret således: Visselig, som jeg har tænkt
det, så skal det ske, og som jeg satte mig for, så står det
fast:
25. Jeg knuser Assur i mit Land, ned tramper ham på mine Bjerge,
hans Åg skal vige fra dem, hans Byrde skal vige fra dets
Skuldre.
26. Det er, hvad jeg satte mig for imod al Jorden, det er den Hånd,
som er udrakt mod alle Folk.
27. Thi Hærskarers HERREs Råd, hvo kuldkaster det? Hans udrakte
Hånd, hvo tvinger vel den tilbage?
28. I Kong Akaz's Dødsår kom dette Udsagn:
29. Glæd dig ej, hele Filisterland, at kæppen, der slog dig, er
brudt! Thi af Slangerod kommer en Øgle, dens frugt er en
flyvende Drage.
30. På min Vang skal de ringe græsse de fattige lejre sig trygt; men
jeg dræber dit Afkom ved Sult; hvad der levnes, slår jeg ihjel.
31. Hyl, Port, skrig, By, Angst gribe dig, hele Filisterland! Thi
nordenfra kommer Røg, i Fjendeskaren nøler ingen.
32. Og hvad skal der svares Folkets Sendebud? At HERREN har
grundfæstet Zion, og de arme i hans Folk søger Tilflugt der.
Esajas 15
1. Et udsagn om Moab. Ak, Ar lægges øde ved Nat, det er ude med
Moab, Kir lægges øde ved Nat, det er ude med Moab.
2. Dibons Datter går op på Høje for at græde, oppe på Nebo og
Medeba jamrer Moab; hvert et Hoved er skaldet, alt skæg skåret
af,
3. på Gader og oppe på Tage bærer de Sæk, på Torvene jamrer de
alle, opløst i Gråd.
4. Hesjbon og El'ale skriger, det høres til Jahaz. Derfor skælver
Moabs Lænder, dets Sjæl er i Vånde.
5. Hjertet skriger i Moab, man flygter til Zoar, til
Eglat-Sjelisjija. Ak, grædende stiger de op ad Luthiths
Skråning, undervejs til Horonajim opløfter de Jammerskrig;
6. Nimrims Vande bliver Ødemarker, thi Græsset visner, Grønsværet
svinder, Grønt er der ikke.
7. Derfor slæber de Godset, de vandt, deres hengemte Ting over
Vidjebækken.
8. Ak, Nødråbet omspænder Moabs Land, dets Jamren når til Eglajim
og Be'er-Elim;
9. thi Dimons Vand er fuldt af Blod. Men jeg sender endnu mer over
Dimon: en Løve over Moabs undslupne, Landets Rest.
Esajas 16
1. Landets Herrer sender en Gave fra Sela gennem Ørknen til Zions
Datters Bjerg.
2. Og ret som flagrende Fugle, som en opskræmt Rede er Moabs Døtre
ved Arnons Vadesteder.
3. "Kom med et Råd, gør Ende derpå, lad din Skygge blive som Natten
ved højlys Dag, skjul de bortdrevne, røb ej de flyende!
4. Giv Moabs bortdrevne Tilhold hos dig, vær dem et Skjul for den,
som hærger! Er først Voldsmanden borte, Ødelæggelsen omme,
Undertrykkeren ude af Landet.
5. skal en Trone rejses med Mildhed, og på den skal sidde en Dommer
med Trofasthed i Davids Telt, ivrig for Ret og øvet i Retfærd."
6. "Vi har hørt om Moabs Hovmod, det såre store, dets Overmod,
Hovmod og Frækhed, dets tomme Snak."
7. Derfor jamrer Moab over Moab, alle jamrer; Kir-Haresets
Rosinkager sukker de sønderknust over.
8. Thi visne er Hesjbons Marker, Sibmas Vinstok, hvis Druer slog
Folkenes Herrer til Jorden; den nåede Ja'zer, famled gennem
Ørkenen, dens Ranker bredte sig, overskred Havet.
9. Derfor græder jeg Ja'zers Gråd over Sibmas Vinstok, væder med
min Tåre Hesjbon, og El'ale; thi et Vinperserråb slog ned på,din
Frugt og din Høst,
10. fra Frugthaver svandt både Glæde og Jubel; i Vingårde jubles der
ikke, der lyder ej Råb, i Karrene trampes ej Vin, Vinperserråbet
er tystnet.
11. Derfor bæver mit Indre som Citren for Moab, mit Hjerte for
Kir-Heres.
12. Og når Moab viser sig på Offerhøjen, når det gør sig Møje og
kommer til sin Helligdom for at bede, udretter det intet.
13. Det er Ordet, HERREN fordum talede til Moab.
14. Men nu siger HERREN: Om tre År, som Daglejeren regner Året, skal
Moabs Herlighed vanæres med al den store larmende Hob. Resten
bliver lille, ringe og afmægtig.
Esajas 17
1. Et Udsagn om Damaskus. Se, Damaskus går ud af Byernes Tal og
bliver til Sten og Grus;
2. dets Stæder forlades for evigt og bliver Hjordes Eje; de lejrer
sig uden at skræmmes.
3. Det er ude med Efraims Værn, Damaskus's Kongedømme, Arams Rest;
det går dem som Israels Sønners Herlighed, lyder det fra
Hærskarers HERRE.
4. Og det skal ske på hin Dag: Ringe bliver Jakobs Herlighed,
Huldet på hans Krop svinder hen;
5. det skal gå som når Høstkarlen griber om Korn og hans Arm skærer
Aksene af, det skal gå, som når Aksene samles i Refaims Dal.
6. En Efterslæt levnes deraf, som når Olietræets Frugt slås ned, to
tre Bær øverst i Kronen, fire fem på Frugttræets Grene, så lyder
det fra HERREN, Israels Gud.
7. På hin Dag skal Menneskene se hen til deres Skaber, og deres
Øjne skal skue hen til Israels Hellige;
8. og de skal ikke se hen til Altrene, deres Hænders Værk, eller
skue hen til, hvad deres Fingre har lavet, hverken til
Asjerastøtterne eller Solstøtterne.
9. På hin Dag ligger dine Byer forladt som de Tomter, Hivviter og
Amoriter forlod for Israels Børn; og Landet skal blive en Ørk.
10. Thi du glemte din Frelses Gud, slog din Tilflugtsklippe af
Tanke. Derfor planter du yndige Plantninger og sætter fremmede
Skud;
11. hver Dag får du din Plantning i Vækst, hver Morgen dit Skud i
Blomst - indtil Høsten på Sotens, den ulægelige Smertes Dag.
12. Hør Bulder af mange Folkeslag! De buldrer som Havets Bulder.
Drøn af Folkefærd! De drøner som vældige Vandes Drøn.
13. Folkefærdene drøner som Drønet af mange Vande. Men truer han ad
dem, flygter de bort, vejres hen som Avner på Bjerge for Vinden,
som hvirvlende Løv for Stormen.
14. Ved Aftenstid kommer Rædsel; før Morgen gryr, er de borte. Det
er vore Plyndreres Del, det er vore Ransmænds Lov
Esajas 18
1. Hør Land med de surrende Vinger hinsides Ætiopiens Strømme,
2. du, som sender Bud over Havet i Både af Siv på Vandspejlet: Gå,
I hastige Bud, til det ranke, glinsende Folk, til Folket, som
frygtes så vide, Kraftens og Sejrens Folk, hvis Land
gennemstrømmes af Floder.
3. Alle I Jorderigs Folk, som bygger på Jord: Rejses Banner på
Bjerge, så se, når der stødes i Horn, så hør!
4. Thi så sagde HERREN til mig: "Rolig ser jeg til fra mit Sæde som
glødende Luft i Solskin, som Dugsky i Høstens Tid."
5. Thi før Høst, når Blomstring er endt, når Blomst sætter modnende
Drue, afskærer han Rankerne med Knive, og Skuddene kapper han
bort.
6. De gives alle til Bjergenes Fugle og Jordens Dyr, om Somren Føde
for Fugle, om Vintren for al Jordens Dyr.
7. Til hin Tid skal der bringes Hærskarers HERRE Gave fra et rankt
og glinsende Folk, et Folk, som frygtes så vide, Kraftens og
Sejrens Folk, hvis Land gennemstrømmes af Floder, til Stedet,
hvor Hærskarers HERREs Navn bor, til Zions Bjerg.
Esajas 19
1. Et Udsagn om Ægypten. Se, HERREN farer på letten Sky og kommer
til Ægypten; Ægyptens Guder bæver for ham, Ægyptens Hjerte
smelter i Brystet.
2. Jeg hidser Ægypten mod Ægypten, så de kæmper Broder mod Broder,
Ven mod Ven, By mod By, Rige mod Rige.
3. Ægyptens Forstand står stille, dets Råd gør jeg til intet, så de
søger Guder og Manere, Genfærd og Ånder.
4. Jeg giver Ægypten hen i en hårdhjertet Herres Hånd, en
Voldskonge bliver deres Hersker, så lyder det fra Herren,
Hærskarers HERRE.
5. Vandet i Floden svinder, Strømmen bliver sid og tør;
6. Strømmene udspreder Stank, Ægyptens Floder svinder og tørres;
Rør og Siv visner hen,
7. alt Græsset ved Nilbredden dør, al Sæd ved Nilen hentørres,
svinder og er ikke mere.
8. Fiskerne sukker og sørger, alle, som meder i Nilen; de, som,
sætter Garn i Vandet, gribes af Modløshed.
9. Til Skamme er de, som væver Linned, Heglersker og de, som væver
Byssus;
10. Spinderne er sønderknust, hver Daglejer sørger bittert.
11. Kun Dårer er Zoans Øverster, Faraos viseste Rådmænd så dumt et
Råd. Hvor kan I sige til Farao: "Jeg er en Ætling af Vismænd,
Ætling af Fortidens Konger?"
12. Ja, hvor er nu dine Vismænd? Lad dem dog kundgøre dig og lade
dig vide, hvad Hærskarers HERRE har for mod Ægypten!
13. Hans Fyrster blev Dårer: Fyrster i Nof blev Tåber. Ægypten er
bragt til at rave af Stammernes Hjørnesten.
14. I dets Indre har HERREN udgydt Svimmelheds Ånd; Ægypten fik de
til at rave i al dets Id, som den drukne raver i sit Spy.
15. For Ægypten lykkes intet, hverken for Hoved eller Hale, Palme
eller Siv.
16. På hin Dag skal Ægypten blive som Kvinder; det skal ængstes og
grue for Hærskarers HERREs svungne Hånd, som han svinger imod
det.
17. Judas Land bliver Ægypten en Rædsel; hver Gang nogen minder dem
derom, gribes de af Angst for, hvad Hærskarers HERRE har for
imod det.
18. På hin Dag skal fem Byer i Ægypten tale Kana'ans Tungemål og
sværge ved Hærskarers HERRE; en af dem skal kaldes Ir-Haheres.
19. På hin Dag skal HERREN have et Alter midt i Ægypten og en
Stenstøtte ved dets Grænse.
20. Det skal være Tegn og Vidne for Hærskarers HERRE i Ægypten; når
de råber til HERREN over dem, som mishandler dem, vil han sende
dem en Frelser; han skal stride og udfri dem.
21. Da skal HERREN give sig til Kende for Ægypten, Ægypterne skal
lære HERREN at kende på hin Dag; de skal bringe Slagtoffer og
Afgrødeoffer og gøre Løfter til HERREN og indfri dem.
22. HERREN skal slå Ægypten, slå og læge; og når de omvender sig til
HERREN, bønhører han dem og læger dem.
23. På hin Dag skal der gå en banet Vej fra Ægypten til Assyrien, og
Assyrien skal komme til Ægypten og Ægypten til Assyrien, og
Ægypten skal tjene Herren sammen med Assyrien.
24. På hin Dag skal Israel selvtredje, sammen med Ægypten og
Assyrien, være en Velsignelse midt på Jorden,
25. som Hærskarers HERRE velsigner med de Ord: "Velsignet være
Ægypten, mit Folk, og Assyrien, mine Hænders Værk, og Israel,
min Arvelod!"
Esajas 20
1. I det År Tartan kom til Asdod, dengang Assyrerkongen Sargon
sendte ham og han angreb Asdod og indtog det,
2. på den Tid talede HERREN ved Esajas, Amoz's Søn, således: "Gå
hen og løs Sørgeklædet af dine Lænder og drag Skoene af dine
Fødder!" Og han gjorde således og gik nøgen og barfodet.
3. Så sagde HERREN: "Som min Tjener Esajas i trende År har vandret
nøgen og barfodet som Tegn og Varsel mod Ægypten og Ætiopien,
4. således skal Assyrerkongen slæbe fangne Ægyptere og bortførte
Ætiopere med sig, unge og gamle, nøgne og barfodede, med blottet
Bag til Skændsel før Ægypten."
5. Da skal de forfærdes og blues over Ætiopien, som de så hen til,
og over Ægypten, som var deres Stolthed
6. Og de, som bor på denne Strand, skal på hin Dag sige: "Se,
således gik det med den, vi så hen til, til hvem vi tyede om
Hjælp for at frelses fra Assyrerkongen; hvor skal da vi kunne
undslippe!"
Esajas 21
1. Et Udsagn om Havørknen. Som hvirvlende Storme, der jager i
Sydlandet, kommer det fra Ørkenen, det grufulde Land
2. Så svart et Syn blev mig meldt: "Ransmænd raner, Hærmænd hærger!
Frem, Elamiter! Til Belejring, Meder! Alle Suk gør jeg Ende på!"
3. Derfor fyldes mine Lænder af Skælven, jeg gribes af Veer som,
fødende Kvinde, døv af Svimmelhed, blind af Skræk,
4. mit Hjerte forvirres, Gru falder på mig; Skumringen, jeg elsker,
bliver mig til Angst.
5. Bordet dækkes, Hynder bredes, man spiser og drikker, "Op I
Fyrster, salv eders Skjolde!"
6. Thi så sagde Herren til mig: "Gå hen og stil Vægteren ud! Hvad
han får at se, skal han melde.
7. Og ser han Ryttere, et Par komme ridende, en Rytter på Æsel, en
Rytter på Kamel, da skal han lytte, ja lytte spændt!"
8. Og han råbte: "Se, o Herre, på Varden står jeg bestandig, Dagen
lang, og på min Vagtpost står jeg trolig
9. Nat efter Nat!" Men se, da kom der ridende Mænd, et Par kom
ridende; de råbte: "Faldet, faldet er Babel, han knuste alle
dets Guder i Støvet!"
10. Mit knuste, mit tærskede Folk! Hvad jeg, har hørt fra Hærskarers
HERRE, fra Israels Gud, det melder jeg eder.
11. Et Udsagn om Duma. Der råbes til mig fra Se'ir: "Vægter, hvordan
skrider Natten, Vægter, hvordan skrider Natten?"
12. Vægteren svarer: "Morgen kommer, men også Nat! Vil I spørge, så
spørg! Kom kun igen!"
13. Et Udsagn: "I Ødemarken". Søg Nattely i Ødemarkens Krat, I
Dedans Karavaner! 14 Bring de tørstige Vand i Møde, I, som bor i
Temas Land, mød de flyende med Brød!
15. Thi de er på Flugt for Sværd, på Flugt for det dragne Sværd, på
Flugt for den spændte Bue, på Flugt for Krigens Tynge.
16. Thi så sagde Herren til mig:"Et År endnu, som Daglejeren regner
Året, og det er ude med al Kedars Herlighed.
17. Resten af Kedars Heltes Buer skal være ringe, så sandt HERREN,
Israels Gud, har talet."
Esajas 22
1. Et Udsagn: "Synernes Dal". Hvad tænker du på, siden alle stiger
op på Tagene,
2. du larmende, støjende By, du jublende Stad? Dine slagne er vel
ikke sværdslagne, døde i Krig!
3. Alle dine Høvdinger flygted, flyed langt bort, alle dine Helte,
væbnet med Buer, blev fanget.
4. Derfor siger jeg: Gå fra mig, lad mig græde bittert, træng ej på
for at trøste mig over, at mit Folk er lagt øde!
5. Thi en Dag, da man, ræddes, trædes og trænges, har Herren,
Hærskarers HERRE, til Rede! I Synernes Dal brødes Mure ned, mod
Bjerget hørtes Skrig;
6. Elam løftede Koggeret, Aram satte sig til Hest, Kir tog
Skjoldene ud;
7. og de bedste iblandt dine Dale fyldtes med Vogne og Heste, lige
til Porten stod de.
8. Han borttog Judas Værn. På den Dag så I hen til Skovhusets
Rustkammer,
9. og I så, hvor mange Revner der var i Davidsbyen. I samlede
Nedredammens Vand,
10. gik Jerusalems Huse igennem og rev Husene ned for at gøre Muren
stærk.
11. I gravede mellem de to Mure en Fordybning til den gamle Dams
Vand. Men til ham, der virked det, skued I ikke, så ej hen til
ham, som beredte det for længst.
12. På hin Dag kaldte Herren, Hærskarers HERRE, til Gråd og Sorg,
til Hovedragning og Sæk.
13. Men se, der er Fryd og Glæde, man slår Okser ned, slagter Får,
æder Kød og får Vin at drikke: "Lad os æde og drikke, thi i
Morgen dør vi!"
14. Men Hærskarers HERRE åbenbared for mit Øre: "Den Synd," siger
Herren, Hærskarers HERRE, "får I ikke sonet, førend I dør!"
15. Så siger Herren, Hærskarers HERRE: Gå hen og sig til denne
Foged, Slotshøvedsmanden Sjebna:
16. Hvad har du her, og hvem har du her, at du her udhugger din
Grav, udhugger dig en Grav højt oppe, huler dig en Bolig i
Klippen!
17. Se, HERREN slynger dig bort og bøjer dig sammen, du stolte,
18. han knytter dig sammen til et Knytte og kaster dig ud i et
vidtstrakt Land! Der skal du dø, der din Æresvogn komme, du
Skændsel for din Herres Hus!
19. Jeg støder dig bort fra din Stilling og styrter dig fra din
Post.
20. Men på hin Dag kalder jeg min Tjener Eljakim, Hilkijas Søn,
21. og iklæder ham din Kjortel, omgjorder ham med dit Bælte og
lægger din Myndighed i hans Hånd. Han skal blive en Fader for
Jerusalems Indbyggere og Judas Hus.
22. Jeg lægger Nøglen til Davids Hus på hans Skulder; når han lukker
op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke
op,
23. Jeg fæster ham som en Nagle på et sikkert Sted, og han skal
blive til Hæder for sit Fædrenehus.
24. Men hænger hans Fædrenehus's hele Vægt sig på ham, Skud og
Vildskud, alle Småkar, fra Fadene til alle Krukkerne,
25. så skal det ske på den Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, at
Naglen, der var fæstet på et sikkert Sted, giver efter, rives ud
og falder ned, og hele Vægten, som hænger derpå, skal slås
sønder. Thi HERREN har talet!
Esajas 23
1. Et Udsagn om Tyrus. Jamrer, I Tarsisskibe, eders Fæstning er i
Grus! De får det at vide på Vejen fra Kyperns Land.
2. Det er ude med Kystlandets Folk, med Zidons Købmænd, hvis
Sendebud for over Havet,
3. de mange Vande, hvis Indkomst var Sjihors Sæd, hvis Vinding
Alverdens Varer.
4. Skam få du, Zidon, thi Havet siger: "Jeg har ikke haft Veer, jeg
fødte ikke, ej har jeg fostret Ynglinge, opfødt Jomfruer!"
5. Når Rygtet når Ægypten, skælver de ved Rygtet om Tyrus. 6 Drag
over til Tarsis og jamrer, I Kystlandets Folk!
7. Er det eders jublende By fra Urtids Dage, hvis Fødder førte den
viden om som Gæst?
8. Hvo satte sig dette for mod det kronede Tyrus, hvis Købmænd var
Fyrster, hvis Kræmmere Jordens Adel?
9. Det gjorde Hærskarers HERRE for at vanære Hovmod, skænde al
Stolthed, al Jordens Adel.
10. Græd, I Tarsisskibe, Havn er der ikke mer!
11. Han udrakte Hånden mod Havet, rystede Riger, HERREN samled Folk
for at jævne Kana'ans Fæstninger.
12. Han sagde: "Aldrig mer skal du juble, du voldtagne Jomfru,
Zidons Datter! Stå op, drag over til Kypern, selv der skal du ej
finde Hvile!"
13. Se til Kyprioternes Land! Søfarere grunded det Folk; de rejste
dets Vagttårne, Byer og Borge. Han gjorde det til en Ruinhob.
14. Jamrer, I Tarsisskibe, eders Fæstning er i Grus!
15. På hin Dag skal Tyrus gå ad Glemme i halvfjerdsindstyve År, som
i een Konges Dage. Men efter halvfjerdsindstyve Års Forløb skal
det gå med Tyrus som med Skøgen i Visen:
16. Tag din Citer, gå rundt i Byen, du glemte Skøge, leg smukt på
Strenge, syng, hvad du kan, så du kommes i Hu!"
17. Efter halvfjerdsindstyve Års Forløb vil HERREN se til Tyrus; det
skal atter modtage Skøgeløn og bole med Alverdens Riger på den
vide Jord.
18. Men dets Vinding og Skøgeløn skal helliges HERREN; den skal ikke
gemmes hen eller lægges op; dem, der bor for HERRENs Åsyn, skal
dets Vinding tjene til Føde, Mættelse og prægtige Klæder.
Esajas 24
1. Se, HERREN gør Jorden tom og øde og vender op og ned på dens
Overflade, han spreder dens Beboere;
2. det går Lægfolk som Præst, Træl som Herre, Trælkvinde som Frue,
Køber som Sælger, Långiver som Låntager, Ågerkarl som Skyldner.
3. Jorden tømmes og plyndres i Bund og Grund, thi HERREN har talet
dette Ord.
4. Jorden blegner og segner, Jorderig sygner og segner, Jordens
Højder sygner hen.
5. Vanhellig blev Jorden under dem, som bor der, thi Lovene krænked
de, overtrådte Budet, brød den evige Pagt.
6. Derfor fortærer Forbandelse Jorden, og bøde må de, som bor der.
Derfor svides Jordens Beboere bort, kun få af de dødelige
levnes.
7. Druesaften sørger, Vinranken sygner alle de hjertensglade
sukker;
8. Håndpaukens Klang er endt, de jublendes Larm hørt op, endt er
Citrens Klang.
9. De drikker ej Vin under Sang, besk smager den stærke Drik.
10. Den øde Stad ligger nedbrudt, stængt er hver Boligs Indgang.
11. Man jamrer over Vinen på Gaden, bort er al Glæde svundet;
landflygtig er Landets Fryd.
12. I Byen er Øde tilbage, og Porten er hugget i Splinter.
13. Thi på Jorden midt iblandt Folkene går det, som når Olietræets
Frugt slås ned, som ved Efterslæt, når Vinen er høstet:
14. Disse opløfter Røsten, jubler over HERRENs Storhed, råber fra
Vesten:
15. "Derfor skal I ære HERREN i Østen, på Havets Strande HERRENs,
Israels Guds, Navn!"
16. Fra Jordens Grænse hører vi Lovsange: "Hil den retfærdige!" Men
jeg siger: Jeg usle, jeg usle, ve mig, Ransmænd raner, Ransmænd
raner Ran,
17. Gru og Grav og Garn over dig, som bor på Jorden!
18. Den, der flygter for Gru, skal falde i Grav, og den, der når op
af Grav, skal fanges i Garn. Thi Sluserne oventil åbnes, og
Jordens Grundvolde vakler.
19. Jorden smuldrer og smuldrer, Jorden gynger og gynger, Jorden
skælver og skælver;
20. Jorden raver og raver som drukken og svajer som Vogterens Hytte;
tungt ligger dens Brøde på den, den segner og rejser sig ikke.
21. På hin Dag hjemsøger HERREN Himlens Hær i Himlen og Jordens
Konger på Jorden.
22. De slæbes i Fængsel som Fanger, holdes under Lås og Lukke og
straffes lang Tid efter.
23. Månen blues og Solen skæmmes, thi Hærskarers HERRE viser, han er
Konge på Zions Bjerg, i Jerusalem; for hans Ældstes Øjne er
Herlighed.
Esajas 25
1. HERRE, min Gud er du; jeg priser dig, lover dit Navn. Thi du har
gjort et Under, Råd fra fordum var tro og sande.
2. Thi du lagde Byen i Grus, den faste Stad i Ruiner; de fremmedes
Borg er nedbrudt, aldrig mer skal den bygges.
3. Derfor ærer dig et mægtigt Folk, frygter dig grumme Hedningers
Stad.
4. Thi du blev de ringes Værn, den fattiges Værn i Nøden, et Ly mod
Skylregn, en Skygge mod Hede; thi som isnende Regn er Voldsmænds
Ånde,
5. som Hede i det tørre Land. Du kuer de fremmedes Larm; som Hede
ved Skyens Skygge så dæmpes Voldsmænds Sang.
6. Hærskarers HERRE gør på dette Bjerg et Gæstebud for alle
Folkeslag med fede Retter og stærk Vin, med fede, marvfulde
Retter og stærk og klaret Vin.
7. Og han borttager på dette Bjerg Sløret, som tilslører alle
Folkeslag, og Dækket, der dækker alle Folk.
8. Han opsluger Døden for stedse. Og den Herre HERREN aftørrer
Tåren af hver en Kind og gør Ende på sit Folks Skam på hele
Jorden, så sandt HERREN har talet.
9. På hin Dag skal man sige: Se, her er vor Gud, som vi biede på,
og som frelste os; her er HERREN, som vi biede på. Lad os juble
og glæde os over hans Frelse;
10. thi HERRENs Hånd hviler over dette Bjerg. Men Moab trampes ned,
hvor det står, som Strå i Møddingpølen;
11. det breder sine Hænder ud deri som Svømmeren gør for at svømme,
og han ydmyger dets Hovmod trods Hændernes Kunstgreb.
12. Han nedbryder og nedstyrter de stejle Mures Værn; han jævner dem
med Jorden, så de ligger i Støvet.
Esajas 26
1. På hin Dag skal denne Sang synges i Judas Land: "En stærk Stad
har vi, til Frelse satte han Mur og Bolværk.
2. Luk Portene op for et retfærdigt Folk, som gemmer på Troskab,
3. hvis Sind er fast, som vogter på Fred, thi det stoler på dig.
4. Stol for evigt på HERREN, thi HERREN er en evig Klippe.
5. Thi han ydmyger dem, der bor i det høje, den knejsende By,
styrter den til Jorden, lægger den i Støvet.
6. De armes Fod, de ringes Trin skal træde den ned.
7. Den retfærdiges Sti er jævn, du jævner den retfærdiges Vej.
8. Ja, vi venter dig, HERRE, på dine Dommes Sti; til dit Navn og
dit Ry står vor Sjæls Attrå.
9. Min Sjæl attrår dig om Natten, min Ånd i mit indre søger dig.
Thi når dine Domme rammer Jorden, lærer de; som bor på Jorderig,
Retfærd.
10. Vises der Nåde mod den gudløse, lærer han aldrig Retfærd; i
Rettens Land gør han Uret og ser ikke HERRENs Højhed.
11. HERRE, din Hånd er løftet, men de ser det ikke; lad dem med Skam
se din Nidkærhed for Folket, lad dine Fjenders Ild fortære dem!
12. HERRE, du skaffe os Fred, thi alt, hvad vi har udrettet, gjorde
du for os.
13. HERRE vor Gud, andre Herrer end du har hersket over os; men dit
Navn alene priser vi.
14. Døde bliver ikke levende, Dødninger står ikke op; derfor
hjemsøgte og tilintetgjorde du dem og udslettede hvert et Minde
om dem.
15. Du har mangfoldiggjort Folket, HERRE, du har mangfoldiggjort
Folket, du herliggjorde dig, du udvidede alle Landets Grænser.
16. HERRE, i Nøden søgte de dig; de udgød stille Bønner, medens din
Tugtelse var over dem.
17. Som den frugtsommelige; der er ved at føde, vrider og vånder sig
i Veer, således fik vi det, HERRE, fra dig.
18. Vi er svangre og vrider os, som om vi fødte Vind; Landet frelser
vi ikke og Jordboere fødes ikke til Verden.
19. Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstå; de, som
hviler i Støvet, skal vågne og juble. Thi en Lysets bug er din
Dug, og Jorden giver Dødninger igen.
20. Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig
skjult en liden Stund, til Vreden er draget over.
21. Thi HERREN går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes
Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine
dræbte.
Esajas 27
1. På hin Dag hjemsøger HERREN med sit hårde, vældige, stærke Sværd
Livjatan, Den flugtsnare Slange, og ihjelslår Dragen i Havet.
2. På hin Dag skal man sige,: Syng om en liflig Vingård!
3. Jeg, HERREN, jeg er dens Vogter, jeg vander den atter og atter.
For at ingen skal hjemsøge den, vogter jeg den Nat og Dag.
4. Vrede nærer jeg ikke. Fandt jeg kun Torn og Tidsel, gik jeg løs
derpå i Kamp og satte det alt i Brand
5. med mindre man tyr til mit Værn, slutter Fred med mig, slutter
Fred med mig.
6. På hin Dag skal Jakob slå Rod, Israel skyde og blomstre og fylde
Verden med Frugt.
7. Har han vel slået det, som de, der slog det, blev slagne, eller
blev det myrdet, som deres Mordere myrdedes?
8. Ved at støde det bort og sende det bort trættede han med det;
han jog det bort med sin voldsomme Ånde på Østenstormens Dag.
9. Derfor sones Jakobs Brøde således, og dette er al Frugten af, at
hans Synd tages bort: at han gør alle Altersten til
sønderhuggede Kalksten, at Asjerastøtterne og Solstøtterne ikke
mere rejser sig.
10. Thi den faste Stad ligger ensom, et folketomt Sted, forladt som
en Ørken. Der græsser Ungkvæget, der lejrer det sig og afgnaver
Kvistene.
11. Når Grenene er tørre, kommer Kvinderne og bryder dem af for at
tænde Bål. Thi det er et Folk uden Indsigt; derfor kan dets
Skaber ikke forbarme sig, dets Ophav ikke være det nådig.
12. På hin Dag slår HERREN Frugten ned fra Flodens Strøm til
Ægyptens Bæk, og I skal opsankes een for een, Israels Børn.
13. På hin Dag skal der stødes i det store Horn, og de tabte i
Assyrien og de bortdrevne i Ægypten skal komme og tilbede HERREN
på det hellige Bjerg i Jerusalem.
Esajas 28
1. Ve Efraims berusedes stolte og dets herlige Smykkes visnende
Blomster på Tindingen af de druknes fede Dal!
2. Se, Herren har en vældig Kæmpe til Rede; som Skybrud af Hagl,
som hærgende Storm, som Skybrud af mægtige skyllende Vande slår
han til Jorden med Vælde.
3. Med Fødderne trampes de ned, Efraims berusedes stolte Krans
4. og dets herlige Smykkes visnende Blomster på Tindingen af den
fede bal; det går den som en tidligmoden Figen før Frugthøst:
Hvo der får Øje på den, plukker den, og knap er den i Hånden,
før han har slugt den.
5. På hin bag bliver Hærskarers HERRE en smuk Krans og en herlig
Krone for sit Folks Rest
6. og en Rettens Ånd for dem, som sidder til Doms, og Styrke for
dem, der driver Krigen tilbage til Portene.
7. Også disse raver af Vin, er svimle af Drik, Præst og Profet, de
raver af Drik, fra Samling af Vin og svimle af Drik; de raver
under Syner, vakler, når de dømmer.
8. Thi alle Borde er fulde af Spy, Uhumskhed flyder på hver en
Plet.
9. "Hvem vil han belære, hvem tyder han Syner mon afvante Børn, nys
tagne fra Brystet?
10. Kun hakke og rakke, rakke og hakke, lidt i Vejen her og lidt i
Vejen der!"
11. Ja, med lallende Læber, med fremmed Mål vil han tale til dette
Folk,
12. han, som dog sagde til dem: "Her er der Hvile, lad den trætte
hvile, her er der Ro!" men de vilde ej høre.
13. Så bliver for dem da HERRENs Ord: "Hakke og rakke, rakke og
bakke, lidt i Vejen her og lidt i Vejen der!" så de går hen og
styrter bagover, sønderslås, fanges og hildes.
14. Hør derfor HERRENs Ord, I spotske Mænd, I Nidvisens Mestre
blandt dette Jerusalems Folk!
15. Fordi I siger: "Vi slutted en Pagt med Døden, Dødsriget gjorde
vi Aftale med; når den susende Svøbe går frem, da når den ej os,
thi Løgn har vi gjort til vort Ly, vi har gemt os i Svig;"
16. derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg lægger i Zion en
prøvet Sten, en urokkelig, kostelig Hjørnesten; tror man, baster
man ikke.
17. Og jeg gør Ret til Målesnor, Retfærd til Blylod; Hagl skal slå
Løgnelyet ned, Vand skylle Gemmestedet bort.
18. Eders Pagt med Døden skal brydes, Aftalen med Dødsriget
glippe. Når den susende Svøbe går frem, skal den slå jer til
Jorden,
19. jer skal den ramme, hver Gang den går frem; thi Morgen efter
Morgen går den frem, ved Dag og ved Nat, idel Angst skal det
blive at få Syner tydet.
20. Vil man strække sig, er Lejet for kort; vil man dække sig, er
Tæppet for smalt.
21. Thi som på Perazims Bjerg vil HERREN stå op, som i Gibeons Dal
vil han vise sin Vrede for at gøre sin Gerning en underlig
Gerning, og øve sit Værk et sælsomt Værk.
22. Derfor hold inde med Spot, at ej eders Bånd skal snære; thi om
hele Landets visse Undergang hørte jeg fra Herren, Hærskarers
HERRE.
23. Lyt til og hør min Røst, lån Øre og hør mit Ord!
24. Bliver Plovmanden ved med at pløje til Sæd, med at bryde og
harve sin Jord?
25. Mon han ikke, når den er jævnet, sår Dild og udstrør Kommen,
lægger Hvede, Hirse og Byg på det udsete Sted og Spelt i Kanten
deraf?
26. Hans Gud vejleder ham, lærer ham det rette.
27. Thi med Tærskeslæde knuser man ikke Dild, lader ikke Vognhjul gå
over Kommen; nej, Dilden tærskes med Stok og Kommen med Kæp.
28. Mon Brødkorn knuses? Nej, det bliver ingen ved med at tærske;
Vognhjul og Heste drives derover man knuser det ikke.
29. Også dette kommer fra Hærskarers HERRE, underfuld i Råd og stor
i Visdom.
Esajas 29
1. Ve dig, Ariel, Ariel, Byen, hvor David slog lejr! Lad år blive
føjet til år, lad Højtid følge på Højtid,
2. da bringer jeg Ariel Trængsel, da kommer Sorg og Kvide, da
bliver du mig et Ariel,
3. jeg lejrer mig mod dig som David; jeg opkaster Volde om dig, og
Bolværker rejser jeg mod dig.
4. Da taler du dybt fra Jorden, dine Ord er Mumlen fra Støvet; din
Røst fra Jorden skal ligne et Genfærds, dine Ord er Hvisken fra
Støvet.
5. Dine Fjenders Hob skal være som Sandstøv, Voldsmændenes Hob som
flyvende Avner. Brat, i et Nu skal det ske:
6. hjemsøges skal du af Hærskarers HERRE under Torden og Brag og
vældigt Drøn, Storm og Vindstød og ædende Lue.
7. Som et natligt Drømmesyn bliver Hoben af alle de Folk, som
angriber Ariel, af alle, der angriber det og dets Fæstning og
trænger det;
8. som når den sultne drømmer, at han spiser, men vågner og føler
sig tom, som når den tørstige drømmer, at han drikker, men
vågner mat og vansmægtende, således skal det gå Hoben af alle de
Folk, der angriber Zions Bjerg.
9. Undres og studs, stir jer kun blinde, vær drukne uden Vin og rav
uden Drik!
10. Thi HERREN har udgydt over jer en Dvalens Ånd, tilbundet eders
Øjne (Profeterne), tilhyllet eders Hoveder (Seerne).
11. Derfor er ethvert Syn blevet eder som Ordene i en forseglet Bog;
giver man den til en, som kan læse, og siger: "Læs!" så svarer
han: "Jeg kan ikke, den er jo forseglet;"
12. og giver man den til en, som ikke kan læse, og siger: "Læs!" så
svarer han: "Jeg kan ikke læse."
13. Og Herren sagde: Eftersom dette Folk kun holder sig nær med sin
Mund og ærer mig med sine Læber, mens Hjertet er fjernt fra mig,
og fordi deres Frygt for mig blev tillærte Menneskebud,
14. se, derfor handler jeg fremdeles sært og sælsomt med dette Folk;
dets Vismænds Visdom forgår, de kloges Klogskab glipper.
15. Ve dem, der dølger deres Råd i det dybe for HERREN, hvis
Gerninger sker i Mørke, som siger: "Hvem ser os, og hvem lægger
Mærke til os?"
16. I Dårer, regnes Ler og Pottemager lige, så Værk kan sige om
Mester: "Han skabte mig ikke!" eller Kunstværk om Kunstner: "Han
fattes Forstand!"
17. Se, end om en liden Stund skal Libanon blive til Frugthave,
Frugthaven regnes for Skov.
18. På hin Dag hører de døve Skriftord, og friet fra Mulm og Mørke
kan blindes Øjne se.
19. De ydmyge glædes end mere i HERREN, de fattige jubler i Israels
Hellige.
20. Thi Voldsmand er borte, Spotter forsvundet, bortryddet hver, som
er vågen til ondt,
21. som med Ord får et Menneske gjort skyldigt, lægger Fælde for
Dommeren i Porten og kuer en retfærdig ved Opspind.
22. Derfor, så siger HERREN, Jakobs Huses Gud, han, som udløste
Abraham: Nu høster Jakob ej Skam, nu blegner hans Åsyn ikke;
23. thi når han ser mine Hænders Værk i sin Midte, da skal han
hellige mit Navn, holde Jakobs Hellige hellig og frygte Israels
Gud;
24. de, hvis Ånd for vild, vinder Indsigt, de knurrende tager mod
Lære.
Esajas 30
1. Ve de genstridige Børn så lyder det fra HERREN som fuldbyrder
Råd, der ej er fra mig, slutter Forbund, uden min Ånd er med,
for at dynge Synd på Synd,
2. de, som går ned til Ægypten uden at spørge min Mund for at værne
sig ved Faraos Værn, søge Ly i Ægyptens Skygge!
3. Faraos Værn skal blive jer til Skam og Lyet i Ægyptens Skygge
til Skændsel.
4. Thi er end hans Fyrster i Zoan, hans Sendebud nået til Hanes,
5. enhver skal få Skam af et Folk, der ikke kan bringe dem Hjælp,
ej være til Gavn eller Hjælp, men kun til Skam og Skændsel.
6. Et Udsagn om Sydlandets Dyr: Gennem Angstens og Trængselens
Land, hvor Løvinde og Løve har hjemme, Giftsnog og vinget
Slange, fører de på Æslers Ryg deres Gods, på Kamelers Pukkel
deres Skatte til et Folk, der ikke kan hjælpe.
7. Ægyptens Hjælp er Vind og Luft. Derfor kalder jeg det "Rahab,
der hytter sig."
8. Gå nu hen og skriv det på en Tavle i deres Påsyn og optegn det i
en Bog, at det i kommende Tider kan stå som Vidnesbyrd
evindelig.
9. Thi det er et stivsindet Folk, svigefulde Børn, Børn, der ikke
vil høre HERRENs Lov,
10. som siger til Seerne: "Se ingen Syner!" til fremsynte: "Skuer os
ikke det rette! Tal Smiger til os, skuer os Blændværk,
11. vig bort fra Vejen, bøj af fra Stien, lad os være i Fred for
Israels Hellige!"
12. Derfor, så siger Israels Hellige: Siden I ringeagter dette Ord
og stoler på krumt og kroget og støtter jer til det,
13. derfor skal denne Brøde blive for eder som en truende, voksende
Revne i en knejsende Mur, hvis Fald vil indtræffe brat, lige i
et Nu;
14. den sønderbrydes som Lerkar; der skånselsløst knuses; blandt
Stumperne finder man ikke et Skår, hvori man kan hente en Glød
fra Bålet eller øse Vand af Brønden.
15. Thi således sagde den Herre HERREN, Israels Hellige: Ved
Omvendelse og Stilhed skal I frelses, i Ro og Tillid er eders
Styrke.
16. Men I vilde ikke; I sagde: "Nej, vi jager på Heste" I skal
derfor jages!"Vi rider på Rapfod" I skal derfor forfølges af
rappe.
17. Tusind skal fly for een, som truer; Flugten skal I tage for fem,
som truer, til I kun er en Rest som Stangen på Bjergets Tinde,
som Banneret oppe på Højen.
18. Derfor længes HERREN efter at vise eder Nåde, derfor står han op
for at forbarme sig over eder. Thi Rettens Gud er HERREN; salige
alle, der længes efter ham!
19. Ja, du Folk i Zion, du, som bor i Jerusalem, lad ikke Gråden
overmande dig! Nådig vil han vise dig Nåde, når du råber; så
snart han hører dig, svarer han.
20. Herren skal give eder Trængselsbrød og Fængselsdrik; men så skal
din Vejleder ikke mere dølge sig, dine, Øjne skal skue din
Vejleder;
21. dine Ører skal høre det Ord bag ved dig: "Her er Vejen, I skal
gå!" hver Gang I er ved at vige til højre eller venstre.
22. Da skal du holde dine Sølvbilleders Overtræk og dine
Guldbilleders Klædning for urene; du skal slænge dem bort som
Skarn. "Herud!" skal du sige til dem.
23. Da giver han Regn til Sæden, du,sår i din Jord; og Brødet, som
din Jord bærer, skal være kraftigt og nærende. På hin Dag
græsser dit Kvæg på vide Vange;
24. Okserne og Æslerne, der arbejder på Marken, skal æde saltet
Blandfoder, renset med Kasteskovl og Fork.
25. På hvert højt Bjerg og hver knejsende Banke skal Kilder vælde
frem med rindende Vand på det store Blodbads Dag, når Tårne
falder.
26. Månens Lys skal blive som Solens, og Solens Lys skal blive
syvfold stærkere, som syv Dages Lys, på hin Dag da HERREN
forbinder sit Folks Brud og læger dets slagne Sår.
27. Se, HERRENs Navn kommer langvejsfra i brændende Vrede, med tunge
Skyer; hans Læber skummer af Vrede, fortærende Ild er hans
Tunge,
28. hans Ånde som en rivende Strøm, der når til Halsen. Folkene
ryster han i Undergangens Sold, lægger Vildelsens Bidsel i
Folkeslags Mund.
29. Sang skal der være hos eder som i Natten, når Højtid går ind, en
Hjertens Glæde som en Vandring til Fløjte mod HERRENs Bjerg, mod
Israels Klippe.
30. HERREN lader høre sin Højheds Røst og viser sin Arm, der slår
ned med fnysende Vrede, ædende Lue, Skybrud, skyllende Regn og
Hagl.
31. For HERRENs Røst bliver Assur ræd, med Kæppen slår han;
32. hvert et Slag af Tugtelsens Stok, som HERREN lader falde på
Assur, er til Paukers og Citres Klang; med Svingnings Kampe
kæmper han mod det.
33. Thi for længst står et Alter rede mon det og er rejst for Molok?
han gjorde dets Ildfang dybt og bredt, bragte Ild og Ved i
Mængde; HERRENs Ånde sætter det i Brand som en Strøm af Svovl.
Esajas 31
1. Ve dem, som går ned til Ægypten om hjælp og slår Lid til heste,
som stoler på Vognenes mængde, på Rytternes store Tal, men ikke
ser hen til Israels Hellige, ej rådspørger HERREN.
2. Men viis er og han, lader Ulykke komme og går ej fra sit Ord.
Han står op mod de ondes Hus og mod Udådsmændenes Hjælp.
3. Ægypterne er Mennesker, ikke Gud, deres Heste er Kød, ikke Ånd.
Når HERREN udrækker Hånden, snubler Hjælperen, den hjulpne
falder, de omkommer alle til Hobe.
4. Thi så sagde HERREN til mig: Som en Løve knurrer, en Ungløve
over sit Rov, og ikke, når Hyrdernes Flok kaldes hid imod den,
skræmmes af Skriget eller viger for Larmen, så stiger Hærskarers
HERRE ned til Kamp på Zions Bjerg og Høj.
5. Som svævende Fugle så skærmer Hærskarers HERRE Jerusalem,
skærmer og frier, skåner og redder.
6. Vend om til ham, hvem Israels Børn faldt fra så dybt!
7. Thi på hin Dag vrager enhver sine Guder af Sølv sine Guder af
Guld, eders Hænders syndige Værk.
8. Assur falder for Sværd, men ikke en Mands, et Sværd fortærer
det, ikke et Menneskes. Og han skal fly for Sværdet, til
Hoveriarbejde tvinges hans Stridsmænd;
9. hans Klippe viger bort af Rædsel, hans Fyrster skræmmes fra
Fanen. Så lyder det fra HERREN, hvis Ild er i Zion, som har sin
Ovn i Jerusalem.
Esajas 32
1. Se, en Konge skal herske med Retfærd, Fyrster styre med Ret,
2. hver af dem som Læ imod Storm og Ly imod Regnskyl, som Bække i
Ørk, som en vældig Klippes Skygge i tørstende Land.
3. De seendes Øjne skal ej være blinde, de hørendes Ører skal
lytte;
4. letsindiges Hjerte skal nemme Kundskab, stammendes Tunge tale
flydende, rent.
5. Dåren skal ikke mer kaldes ædel, højsindet ikke Skalken.
6. Thi Dåren taler kun Dårskab, hans Hjerte udtænker Uret for at
øve Niddingsværk og prædike Frafald fra HERREN, lade den sultne
være tom og den tørstige mangle Vand.
7. Skalkens Midler er onde, han oplægger lumske Råd for at ødelægge
arme med Løgn, skønt Fattigmand godtgør sin Ret.
8. Men den ædle har ædelt for og står fast i, hvad ædelt er.
9. Op, hør min Røst, I sorgløse Kvinder, I trygge Døtre, lyt til
min Tale!
10. Om År og Dag skal I trygge skælve, thi med Vinhøst er det ude,
der kommer ej Frugthøst.
11. Bæv, I sorgløse, skælv, I trygge, klæd jer af og blot jer, bind
Sæk om Lænd;
12. slå jer for Brystet og klag over yndige Marker, frugtbare
Vinstokke,
13. mit Folks med Tidseltorn dækkede Jord, ja, hvert Glædens Hus,
den jublende By!
14. Thi Paladset er øde, Bylarmen standset, Ofel med Tårnet en
Grushob for evigt, Vildæslers Fryd, en Græsgang for Hjorde -
15. til Ånd fra det høje udgydes over os. Da bliver Ørkenen til
Frugthave, Frugthaven regnes for Skov.
16. Ret fæster Bo i Ørkenen, i Frugthaven dvæler Retfærd;
17. Retfærds Frugt bliver Fred og Rettens Vinding Tryghed for evigt.
18. Da bor mit Folk i Fredens Hjem, i trygge Boliger, sorgfri
Pauluner.
19. Skoven styrter helt, Byen bøjes dybt.
20. Salige I, som sår ved alle Vande, lader Okse og Æsel frit løbe
om!
Esajas 33
1. Ve dig, du Hærværksmand, selv ikke hærget, du Ransmand, skånet
for Ran! Når dit Hærværk er endt, skal du hærges, når din Ranen
har Ende, skal der ranes fra dig!
2. HERRE, vær os nådig, vi bier på dig, vær du vor Arm hver Morgen,
vor Frelse i Nødens Stund!
3. For Bulderet må Folkeslag fly; når du rejser dig, splittes
Folkene.
4. Som Græshopper bortriver, bortrives Bytte, man styrter derover
som Græshoppesværme.
5. Ophøjet er HERREN, thi han bor i det høje, han fylder Zion med
Ret og Retfærd.
6. Trygge Tider skal du have, en Frelsesrigdom er Visdom og
Indsigt, HERRENs Frygt er din Skat.
7. Se, deres Helte skriger derude, Fredens Sendebud græder bittert;
8. Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin Pagt, agted Byer
ringe, Mennesker regned han ikke.
9. Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes og visner; Saron er
som en Ørken, Basan og Karmel uden Løv.
10. Nu står jeg op, siger HERREN, nu vil jeg rejse mig, nu træde
frem!
11. I undfanger Strå og føder Halm, eders Ånde er Ild, der fortærer
jer selv;
12. til Kalk skal Folkene brændes som afhugget Torn, der brænder i
Ild.
13. Hvad jeg gør, skal rygtes til fjerne Folk, nære skal kende min
Vælde.
14. På Zion skal Syndere bæve, Niddinger gribes af Skælven: "Hvem
kan bo ved fortærende Ild, hvem kan bo ved evige Bål?"
15. Den, der vandrer i Retfærd og taler oprigtigt, ringeagter
Vinding, vundet ved Uret, vægrer sig ved at tage mod Gave,
tilstopper Øret over for Blodråd og lukker Øjnene over for det
onde -
16. højt skal en sådan bo, hans Værn skal Klippeborge være; han får
sit Brød, og Vand er ham sikret.
17. Dine Øjne får Kongen at se i hans Skønhed, de skuer et
vidtstrakt Land.
18. Dit Hjerte skal tænke på Rædselen: "Hvor er nu han, der talte og
vejede, han, der talte Tårnene?"
19. Du ser ej det vilde Folk med dybt, uforståeligt Mål, med
stammende, ufattelig Tunge.
20. Se på Zion, vore Højtiders By! Dine Øjne skal skue Jerusalem, et
sikkert Lejrsted, et Telt, der ej flytter, hvis Pæle aldrig
rykkes op, hvis Snore ej rives over.
21. Nej der træder HERRENs Bæk for os i Floders og brede Strømmes
Sted; der kan ej Åreskib gå, ej vældigt Langskib sejle.
22. Thi HERREN er vor Dommer, HERREN er vor Hersker, HERREN er vor
Konge, han bringer os Frelse.
23. Slapt hænger dit Tovværk, det holder ej Råen og spænder ej
Sejlet. Da uddeles røvet Bytte i Overflod, halte tager Del i
Rovet.
24. Ingen Indbygger siger: "Jeg er syg!" Folket der har sin Synd
forladt.
Esajas 34
1. Kom hid, I Folk, og hør, lån Øre, I Folkefærd! Jorden og dens
Fylde høre, Jorderig og al dets Grøde!
2. Thi HERREN er vred på alle Folkene, harmfuld på al deres Hær;
han slår dem med Band og giver dem hen til at slagtes;
3. henslængt ligger de dræbte, Stank stiger op fra Ligene, Bjergene
flyder af Blodet;
4. al Himlens Hær opløses; som en Bog rulles Himlen sammen, og al
dens Hær visner hen som Vinstokkens visnende Blad, som
Figentræets visnende Frugt.
5. Thi på Himlen kredser HERRENs Sværd, og se, det slår ned på
Edom, det Folk, han har bandlyst til Dom.
6. HERRENs Sværd er fuldt af Blod, det drypper af Fedt, af Fårs og
Bukkes Blod, af Fedt fra Vædres Nyrer. Thi HERREN slagter Offer
i Bozra har vældig Slagtning i Edom;
7. Urokser styrter med dem, Ungkvæg sammen med Tyre. Landet svælger
i Blod, Jorden drypper af Fedt.
8. Thi en Hævndag har HERREN til Rede, Zions Værge et Gengældsår.
9. Dets Bække forvandles til Tjære, dets Jord til Svovl, og Landet
bliver til Tjære, der brænder ved Nat og ved Dag,
10. det slukkes aldrig; evigt stiger Røgen op, det er øde fra Slægt
til Slægt, ingen skal færdes der.
11. Pelikan og Rørdrum arver det, Ugle og Ravn skal bo der. HERREN
spænder Tomheds Snor og Ødelæggelses Blylod derover.
12. Der skal Bukketrolde bo, dets ypperste bliver til intet, til
Kongevalg kaldes ej der, det er ude med alle dets Fyrster.
13. Dets Paladser gror til i Tom, dets Borge i Tidsel og Nælde, et
Tilholdssted for Hyæner og Enemærke for Strudse.
14. Der mødes Sjakal med Vildkat, og Bukketrolde holder Stævne; kun
der skal Natteheksen raste og lægge sig der til Ro;
15. der bygger Pilslangen Rede, lægger Æg og samler dem og ruger.
Kun der skal Gribbene flokkes, ej savner den ene den anden.
16. Se efter i HERRENs Bog og læs: Ej fattes en eneste af dem, ej
savner den ene den anden. Thi HERRENs Mund, den bød, hans Ånd
har samlet dem sammen;
17. han kastede Loddet for dem, hans Hånd udskifted dem Land med
Snoren; de tager det evigt i Eje, bor der fra Slægt til Slægt.
Esajas 35
1. Ørken og hede skal fryde sig, Ødemark juble og blomstre;
2. blomstre frodigt som Rosen og juble, ja juble med Fryd.
Libanons Herlighed gives den, Karmels og Sarons Pragt. HERRENs
Herlighed skuer de, vor Guds Højhed.
3. Styrk de slappe Hænder, lad de vaklende Knæ blive faste,
4. sig til de ængstede Hjerter: Vær stærke, vær uden Frygt! Se
eders Gud! Han kommer med Hævn, Gengæld kommer fra Gud; han
kommer og frelser eder.
5. Da åbnes de blindes Øjne, de døves Ører lukkes op;
6. da springer den halte som Hjort, den stummes Tunge jubler; thi
Vand vælder frem i Ørkenen, Bække i Ødemark;
7. det glødende Sand bliver Vanddrag, til Kildevæld tørstigt Land.
I Sjakalers Bo holder Hjorde Rast, på Strudsenes Enemærker gror
Rør og Siv.
8. Der bliver en banet Vej, .den hellige Vej skal den kaldes; ingen
uren færdes på den, den er Valfartsvej for hans Folk, selv
enfoldige farer ej vild.
9. På den er der ingen Løver, Rovdyr træder den ej, der skal de
ikke findes. De genløste vandrer ad den,
10. HERRENs forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel, med
evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly.
Esajas 36
1. I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog Assyrerkongen
Sankerib op mod alle Judas befæstede Byer og indtog dem.
2. Assyrerkoogen sendte så Rasjake med en anselig Styrke fra Lakisj
til Kong Ezekias i Jerusalem, og han gjorde Holdt ved
Øvredammens Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen.
3. Da gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren
Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, ud til ham.
4. Rabsjake sagde fil dem: "Sig til Ezekias: Således siger
Storkongen, Assyrerkongen: Hvad er det for en Fortrøsfning, du
hengiver dig til?
5. Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme som Plan og
Styrke i Krig? Og til hvem sætter du egentlig din Lid, siden du
gør Oprør imod mig?
6. Se, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som
river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således
går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens
Konge.
7. Men vil du sige til mig: Det er HERREN vor Gud, vi sætter vor
Lid til! er det så ikke ham, hvis Offerhøje og Altre Ezekias
skaffede bort, da han sagde til Juda og Jerusalem: Foran dette
Alter skal I tilbede!
8. Og nu, indgå et Væddemål med min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver
dig to Gange tusinde Heste, hvis du kan stille Ryttere til dem!
9. Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste Statholder, en af
min Herres ringeste Tjenere? Og du sætter din Lid til Ægypten,
til Vogne og Heste?
10. Mon det desuden er uden HERRENs Vilje, at jeg er draget op mod
dette Land for at ødelægge det? Det var HERREN selv, der sagde
til mig: Drag op mod dette Land og ødelæg det!"
11. Men Eljakim, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake: "Tal dog Aramæisk
til dine Trælle, det forstår vi godt; tal ikke Judæisk til os,
medens Folkene på Muren hører på det!"
12. Men Rabsjake svarede dem: "Er det til din Herre og dig, min
Herre har sendt mig med disse Ord? Er det ikke til de Mænd, der
sidder på Muren hos eder og æder deres eget Skarn og drikker
deres eget Vand?"
13. Og Rabsjake trådte hen og råbte med høj Røst på Judæisk: "Hør
Storkongens, Assyrerkongens, Ord!
14. Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er
ikke i Stand til at frelse eder!
15. Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders Lid til
HERREN, når han siger: HERREN skal sikkert frelse os, og denne
By skal ikke overgives i Assyrerkongens Hånd!
16. Hør ikke på Ezekias, thi så; ledes siger Assyrerkongen: Vil I
slutte Fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af
eder spise af sin Vin, stok og sit Figentræ og drikke af sin
Brønd,
17. indtil jeg kommer og tager eder med til et Land, der ligner
eders, et Land med Korn og Most, et Land med Brød og Vingårde.
18. Lad ikke Ezekias forføre eder med at sige: HERREN vil frelse os!
Mon nogen af Folkenes Guder har kunnet frelse sit Land af
Assyrerkongens Hånd?
19. Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims Guder, hvor
er Landet Samarias Guder? Mon de frelste Samaria af min Hånd?
20. Hvor er der blandt alle disse Landes Guder nogen, der har frelst
sit Land af min Hånd? Mon da HERREN skulde kunne frelse
Jerusalem?"
21. Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens Bud lød på,
at de ikke måtte svare ham.
Esajas 37
22. Derpå gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren
Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, med sønderrevne Klæder til
Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake havde sagt.
1. Da Kong Ezekias hørte det, sønderrev han sine Klæder, hyllede
sig i Sæk og gik ind i HERRENs Hus.
2. Og han sendte Paladsøversten Eljakim og Statsskriveren Sjebna og
Præsternes Ældste, hyllet i Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's
Søn,
3. for at sige til ham: "Ezekias lader sige: En Nødens, Tugtelsens
og Forsmædelsens Dag er denne Dag, thi Barnet er ved at fødes,
men der er ikke Kraft til at bringe det til Verden!
4. Dog vil HERREN din Gud måske høre, hvad Rabsjake har sagt, han,
som er sendt af sin Herre, Assyrerkongen, for at håne den
levende Gud, og måske vil han straffe ham for de Ord, som HERREN
din Gud har hørt gå derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er
tilbage!"
5. Da Kong Ezekias's Folk kom til Esajas,
6. sagde han til dem: "Således skal I svare eders Herre: Så siger
HERREN: Frygt ikke for de Ord, du har hørt, som Assyrerkongens
Trælle har hånet mig med!
7. Se, jeg vil indgive ham en Ånd, og han skal få en Tidende at
høre, så han vender tilbage til sit Land, og i hans eget Land
vil jeg fælde ham med Sværdet!"
8. Rabsjake vendte så tilbage og traf Assyrerkongen i Færd med at
belejre Libna, thi han havde hørt, at Kongen var brudt op fra
Lakisj.
9. Så fik han Underretning: om, at Kong Tirhaka af Ætiopien var
rykket ud for at angribe ham, og han sendte Sendebud til Ezekias
og sagde:
10. "Således skal I sige til Kong Ezekias af Juda: Lad ikke din Gud,
som du slår din Lid til, vildlede dig med at sige, at Jerusalem
ikke skal gives i Assyrerkongens Hånd!
11. Du har jo dog hørt, hvad Assyrerkongerne har gjort ved alle
Lande, hvorledes de har lagt Band på dem og du skulde kunne
undslippe!
12. De Folk, mine Fædre tilintetgjorde, Gozan, Karan, Rezef og
Folkene fra Eden i Telassar, har deres Guder kunnet frelse dem?
13. Hvor er Kongen af Hamat, Kongen af Arpad eller Kongen af La'ir,
Sefarvajim, Hena og Ivva?"
14. Da Ezekias havde modtaget Brevet af Sendebudenes Hånd og læst
det, gik han op i HERRENs Hus og bredte det ud for HERRENs Åsyn.
15. Derpå bad Ezekias den Bøn for HERRENs Åsyn:
16. "Hærskarers HERRE, Israels Gud, du, som troner over Keruberne,
du alene er Gud over alle Jordens Riger; du har gjort Himmelen
og Jorden!
17. Bøj nu dit Øre, HERRE, og lyt, åbn dine Øjne, HERRE, og se! Læg
Mærke til alle de Ord, Sankerib har sendt hid for at spotte den
levende Gud!
18. Det er sandt, HERRE, at Assyrerkongerne har tilintetgjort alle
de Folk og deres Lande
19. og kastet deres Guder i Ilden; men de er ikke Guder, kun
Menneskehænders Værk af Træ eller Sten; derfor kunde de ødelægge
dem.
20. Men frels os nu, HERRE vor Gud, af hans Hånd, så alle Jordens
Riger kan kende, at du, HERRE, alene er Gud!"
21. Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til Ezekias og lod sige: "Så
siger HERREN, Israels Gud: Din Bøn angående Assyrerkongen
Sankerib har jeg hørt!"
22. Således lyder det Ord, HERREN talede imod ham: Hun håner, hun
spotter dig, Jomfruen, Zions Datter, Jerusalems Datter ryster på
Hovedet ad dig!
23. Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din Røst?
Til Israels Hellige løfted i Hovmod du Blikket!
24. Ved dine Trælle håned du HERREN og sagde: "Med mine talløse
Vogne besteg jeg Bjergenes Højder, Libanons afsides Egne; jeg
fælded dets Cedres Højskov, dets ædle Cypresser, trængte frem
til dets øverste Raststed, dets Havers Skove.
25. Fremmed Vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet skred jeg
over Ægyptens Strømme!"
26. Har du ej hørt det? For længst kom det op i min Tanke, jeg lagde
det fordum til Rette, nu lod jeg det ske, og du Gjorde murstærke
Byer til øde Stenhobe
27. mens Folkene grebes i Afmagt af Skræk og Skam, blev som Græsset
på Marken, det spirende Grønne, som Græs på Tage, som Mark for
Østenvinden.
28. Jeg ser, når du rejser og sætter dig, ved, når du går og kommer.
29. Fordi du raser imod mig, din Trods bar nået mit Øre, lægger jeg
Ring i din Næse og Bidsel i Munden og fører dig bort ad Vejen,
du kom!
30. Og dette skal være dig Tegnet: I År skal man spise, hvad der
såed sig selv, og Året derpå, hvad der skyder af Rode, tredje År
skal man så og høste, plante Vin og nyde dens Frugt.
31. Den, bjærgede Rest af Judas Hus slår atter Rødder forneden og
bærer sin Frugt foroven;
32. thi fra Jerusalem udgår en Rest, en Levning fra Zions Bjerg.
Hærskarers HERREs Nidkærhed virker dette.
33. Derfor, så siger HERREN om Assyrerkongen: I Byen her skal han ej
komme ind, ej sende en Pil herind, ej nærme sig den med Skjolde
eller opkaste Vold imod den;
34. ad Vejen, han kom, skal han gå igen, i Byen her skal han ej
komme ind så lyder det fra HERREN.
35. Jeg værner og frelser denne By for min og min Tjener Davids
Skyld!
36. Så gik HERRENs Engel ud og ihjelslog i Assyrernes Lejr 185000
Mand; og se, næste Morgen tidlig lå de alle døde.
37. Da brød Assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i
Nineve.
38. Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus, slog hans Sønner
Adrammelek og Sar'ezer ham ihjel med deres Sværd, hvorefter de
flygtede til Ararats Land: og hans Søn Asarhaddon blev Konge i
hans Sted.
Esajas 38
1. Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's
Søn, til ham og sagde: "Så siger HERREN: Beskik dit Hus, thi du
skal dø og ikke leve!"
2. Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til HERREN:
3. "Ak, HERRE, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn
i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i
dine Øjne!" Og Ezekias græd højt.
4. Da kom HERRENs Ord til Esajas således:
5. "Gå hen og sig til Ezekias: Så siger HERREN, din Fader Davids
Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Tårer! Se, jeg vil
lægge femten År til dit Liv
6. og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Hånd og værne om
denne By!
7. Og Tegnet fra HERREN på, at HERREN vil udføre, hvad han har
sagt, skal være dig dette:
8. Se, jeg vil lade Skyggen gå de Streger tilbage, som den har
flyttet sig med Solen på Akaz's Solur, ti Streger!" Da gik Solen
de ti Streger, som den havde flyttet sig, tilbage på Soluret.
9. En Bøn af Kong Ezekias af Juda, da han var syg og kom sig af sin
Sygdom:
10. Jeg tænkte: Bort må jeg gå i min bedste Alder, hensættes i
Dødsrigets Porte mine sidste År.
11. Jeg tænkte: Ej skuer jeg HERREN i de levendes Land, ser ingen
Mennesker mer blandt Skyggerigets Folk;
12. min Bolig er nedbrudt, ført fra mig som Hyrdernes Telt, som en
Væver sammenrulled du mit Liv og skar det fra Tråden. Du ofrer
mig fra Dag til Nat, 13 jeg skriger til daggry; som en Løve
knuser han alle Benene i mig; du giver mig ben fra Dag til Nat.
14. Jeg klynker som klagende Svale, sukker som Duen, jeg skuer med
Tårer mod Himlen: HERRE, jeg trænges, vær mig Borgen!
15. Hvad skal jeg,sige? Han talede til mig og selv greb han ind.
For Bitterhedens Skyld i min Sjæl vil jeg vandre sagtelig alle
mine År.
16. Herre, man skal bære Bud derom til alle kommende Slægter. Opliv
min Ånd, helbred mig og gør mig karsk!
17. Se, Bitterhed, Bitterhed blev mig til Fred. Og du skåned min
Sjæl for Undergangens Grav; thi alle mine Synder kasted du bag
din Ryg.
18. Thi Dødsriget takker dig ikke, dig lover ej Døden, på din
Miskundbed håber ej de, der synker i Graven.
19. Men den levende, den levende takker dig som jeg i Dag. Om din
Trofasthed taler Fædre til deres Børn.
20. HERRE, frels os! Så vil vi røre Strengene alle vore Levedage ved
HERRENs Hus.
21. Da bød Esajas, at man skulde tage en Figenkage og lægge den som
Plaster på det syge Sted, for at han kunde blive rask.
22. Og Ezekias sagde: "Hvad er Tegnet på, at jeg skal gå op til
HERRENs Hus?"
Esajas 39
1. Ved den Tid sendte Bal'adans Søn, Kong Merodak-Bal'adan af
Babel, Brev og Gave til Ezekias, da han hørte, at han havde
været syg, men var blevet rask.
2. Og Ezekias glædede sig over deres Komme og viste dem Huset, hvor
han havde sine Skatte, Sølvet og Guldet, Røgelsestofferne, den
fine Olie, hele sit Våbenoplag og alt, hvad der var i hans
Skatkamre; der var ikke den Ting i hans Hus og hele hans Rige,
som Ezekias ikke viste dem.
3. Da kom Profeten Esajas til Kong Ezekias og sagde til ham: "Hvad
sagde disse Mænd, og hvorfra kom de til dig?" Ezekias svarede:
"De kom fra et fjernt Land, fra Babel."
4. Da spurgte han: "Hvad fik de at se i dit Hus?" Ezekias svarede:
"Alt, hvad der er i mit Hus, så de; der er ikke den Ting i mine
Skatkamre, jeg ikke viste dem."
5. Da sagde Esajas til Ezekias: "Hør Hærskarers HERREs Ord!
6. Se, Dage skal komme, da alt, hvad der er i dit Hus, og hvad dine
Fædre har samlet indtil denne Dag, skal bringes til Babel og
intet lades tilbage, siger HERREN.
7. Og af dine Sønner, der nedstammer fra dig, og som du avler, skal
nogle tages og gøres til Hofmænd i Babels Konges Palads!"
8. Men Ezekias sagde til Esajas: "det Ord fra HERREN, du har talt,
er godt!" Thi han tænkte: "Så bliver der da Fred og Tryghed, så
længe jeg lever!"
Esajas 40
1. Trøst, ja trøst mit Folk, så siger eders Gud,
2. tal Jerusalem kærligt til og råb kun til det, at nu er dets
Strid til Ende, dets Skyld betalt, tvefold Straf har det fået af
HERRENs Hånd for alle sine Synder.
3. I Ørkenen råber en Røst: "Ban HERRENs Vej, jævn i det øde Land
en Højvej for vor Gud!
4. Hver Dal skal højnes, hvert Bjerg, hver Høj, skal sænkes, bakket
Land blive fladt og Fjeldvæg til Slette.
5. Åbenbares skal HERRENs Herlighed, alt Kød til Hobe skal se den.
Thi HERRENs Mund har talet."
6. Der lyder en Røst, som siger: "Råb!" Jeg svarer: "Hvad skal jeg
råbe?" "Alt Kød til Hobe er Græs, al dets Ynde som Markens
Blomst;
7. Græsset tørres, Blomsten visner, når HERRENs Ånde blæser derpå;
visselig, Folket er Græs,
8. Græsset tørres, Blomsten visner, men vor Guds Ord bliver
evindelig."
9. Stig op på højen Bjerg, du Zions Glædesbud, løft din Røst med
Kraft, du Jerusalems Glædesbud, løft den uden Frygt og sig til
Judas Byer: "Se eders Gud!"
10. Se, den Herre HERREN kommer med Vælde, han hersker med sin
Arm. Se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham,
11. han vogter sin Hjord som en Hyrde, samler den med Armen, bærer
Lammene i Favn og leder de diende Får.
12. Hvo måler Vandet i sin Hånd, afmærker med Fingerspand Himlen,
måler Jordens Støv i Skæppe og vejer Bjerge med Bismer eller i
Vægtskål Høje?
13. Hvo leder HERRENs Ånd, råder og lærer ham noget?
14. Hos hvem får han Råd og Indsigt, hvem lærer ham Rettens Vej,
hvem kan give ham Kundskab, hvem kundgør ham indsigts Vej?
15. Se, som Dråbe på Spand er Folkene, at regne som Fnug på Vægt,
som et Gran vejer fjerne Strande.
16. Libanon giver ej Brændsel, dets Dyr ej Brændoffer nok.
17. Alle Folk er som intet for ham, for Luft og Tomhed at regne.
18. Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som hans Lige?
19. Et Billede det støber en Mester, en Guldsmed lægger Guld derpå,
og Sølvkæder støber en anden.
20. Den, som vil rejse en Afgud, vælger sig Træ, som ej rådner; han
søger sig en kyndig Mester til at rejse et Billede, som står.
21. Ved I, hører I det ikke, er det . ikke forkyndt jer for længst?
Har I da ikke skønnet det, fra Jordens Grundvold blev lagt?
22. Han troner over Jordens Kreds, som Græshopper er dens Beboere;
han udbreder Himlen som en Dug og spænder den ud som et Teltbo.
23. Fyrster gør han til intet, Jordens Dommere til Luft.
24. Knap er de plantet, knap er de sået, knap har Stiklingen Rod i
Jorden, så ånder han på dem, de visner; som Strå fejer Storm dem
bort.
25. Hvem vil I ligne mig med som min Ligemand? siger den Hellige.
26. Løft eders Blik til Himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer
deres Hær efter Tal, kalder hver enkelt ved Navn; så stor er
hans Kraft og Vælde, at ikke en eneste mangler.
27. Hvorfor siger du, Jakob, hvi taler du, Israel, så: "Min Vej er
skjult for HERREN, min Ret gled min Gud af Hænde."
28. Ved du, hørte du ikke, at HERREN er en evig Gud, den vide Jord
har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans Indsigt
udgrundes ikke;
29. han giver den trætte Kraft, den svage Fylde af Styrke.
30. Ynglinge trættes og mattes, Ungersvende snubler brat,
31. ny Kraft får de, der bier på HERREN, de får nye Svingfjer som
Ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.
Esajas 41
1. Hør mig i Tavshed, I fjerne Strande, lad Folkene hente ny Kraft,
komme hid og tage til Orde, lad os sammen gå frem for Retten!
2. Hvo vakte i Østen ham, hvis Fod går fra Sejr til Sejr, hvo giver
Folk i hans Vold og gør ham til Kongers Hersker? Han gør deres
Sværd til Støv, deres Buer til flagrende Strå,
3. forfølger dem, går uskadt frem ad en Vej, hans Fod ej har trådt.
4. Hvo gjorde og virkede det? Han, som længst kaldte Slægterne
frem, jeg, HERREN, som er den første og end hos de sidste den
samme.
5. Fjerne Strande så det med Gru, den vide Jord følte Rædsel, de
nærmede sig og kom.
6. Den ene hjælper den anden og siger: "Broder, fat Mod!"
7. Mesteren opmuntrer Guldsmeden, Glatteren ham, der hamrer;
Lodningen tager han god og sømmer det fast, så det står.
8. Men Israel, du min Tjener, Jakob, hvem jeg har udvalgt, -
Ætling af Abraham, min Ven -
9. hvem jeg tog fra Jordens Grænser og kaldte fra dens fjerneste
Kroge, til hvem jeg sagde: "Du min Tjener, som jeg valgte og
ikke vraged":
10. Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din
Gud! Med min Retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg
dig.
11. Se, Skam og Skændsel får alle, som er dig fjendske, til intet
bliver de, der trætter med dig, de forgår.
12. Du søger, men finder ej dem, der kives med dig, til intet, til
Luft bliver de, der strides med dig.
13. Thi jeg, som er HERREN din Gud, jeg griber din Hånd, siger til
dig: Frygt kun ikke, jeg er din Hjælper.
14. Frygt ikke, Jakob, du Orm, Israel, du Kryb! Jeg hjælper dig,
lyder det fra HERREN, din Genløser er Israels Hellige.
15. Se, jeg gør dig til Tærskeslæde, en ny med mange Tænder; du skal
tærske og knuste Bjerge, og Høje skal du gøre til Avner;
16. du kaster dem, Vinden tager dem, Stormen hvirvler dem bort. Men
du skal juble i HERREN, rose dig af Israels Hellige.
17. Forgæves søger de arme og fattige Vand, deres Tunge brænder af
Tørst; jeg, HERREN, vil bønhøre dem, dem svigter ej Israels Gud.
18. Fra nøgne Høje sender jeg Floder og Kilder midt i Dale; Ørkenen
gør jeg til Vanddrag, det tørre Land til Væld.
19. I Ørkenen giver jeg Cedre, Akacier, Myrter, Oliven; i Ødemark
sætter jeg Cypresser tillige med Elm og Gran,
20. at de må se og kende, mærke sig det og indse, at HERRENs Hånd
har gjort det, Israels Hellige skabt det.
21. Fremlæg eders Sag, siger HERREN, kom med Bevis! siger Jakobs
Konge.
22. De træde nu frem og forkynde os, hvad der herefter skal ske.
Sig frem, hvad I har forudsagt, at vi kan granske derover og se,
hvad Udfald det fik; eller kundgør os, hvad der kommer!
23. Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se, I er Guder! Gør
noget, godt eller ondt, så måler vi os med hinanden!
24. Se, I er intet, eders Gerning Luft, vederstyggelig, hvo eder
vælger.
25. Jeg vakte ham fra Norden, og han kom, jeg kaldte ham fra Solens
Opgang. Han nedtramper Fyrster som Dynd, som en Pottemager ælter
sit Ler.
26. Hvo forkyndte det før, så vi vidste det, forud, så vi sagde:
"Han fik Ret!" Nej, ingen har forkyndt eller sagt det, ingen har
hørt eders Ord.
27. Først jeg har forkyndt det for Zion, sendt Jerusalem Glædesbud.
28. Jeg ser mig om der er ingen, ingen af dem ved Råd, så de svarer
mig på mit Spørgsmål.
29. Se, alle er de intet, deres Værker Luft, deres Billeder Vind og
Tomhed.
Esajas 42
1. Se min Tjener, ved hvem jeg min udvalgte, hvem jeg har kær! På
ham har jeg lagt min Ånd, han skal udbrede Ret til Folkene.
2. Han råber og skriger ikke, løfter ej Røsten på Gaden,
3. bryder ej knækket Rør og slukker ej rygende Tande. Han udbreder
Ret med Troskab,
4. vansmægter, udmattes ikke, før han får sat Ret på Jorden; og
fjerne Strande bier på hans Lov.
5. Så siger Gud HERREN, som skabte og udspændte Himlen, udbredte
Jorden med dens Grøde, gav Folkene på den Åndedræt og dem, som
vandrer der, Ånde.
6. Jeg, HERREN, har kaldet dig i Retfærd og grebet dig fast om
Hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til Folkepagt, til
Hedningelys
7. for at åbne de blinde Øjne og føre de fangne fra Fængslet, fra
Fangehullet Mørkets Gæster.
8. Jeg er HERREN, så lyder mit Navn. Jeg giver ej andre min Ære, ej
Gudebilleder min Pris.
9. Hvad jeg forudsagde, se, det er sket, jeg forkynder nu nye Ting,
kundgør dem, før de spirer frem.
10. Syng HERREN en ny Sang, hans Pris over Jorden vide; Havet og
dets Fylde skal juble, fjerne Strande og de, som bebor dem;
11. Ørkenen og dens Byer stemmer i, de Lejre, hvor Kedar bor;
Klippeboerne jubler, råber fra Bjergenes Tinder;
12. HERREN giver de Ære, forkynder hans Pris på fjerne Strande.
13. HERREN drager ud som en Helt, han vækker som en Stridsmand sin
Kamplyst, han udstøder Krigsskrig, han brøler, æsker sine
Fjender til Strid.
14. En Evighed lang har jeg tiet, været tavs og lagt Bånd på mig
selv; nu skriger jeg som Kvinde i Barnsnød, stønner og snapper
efter Luft.
15. Jeg gør Bjerge og Høje tørre, afsvider alt deres Grønt, gør
Strømme til udtørret Land, og Sumpe lægger jeg tørre.
16. Jeg fører blinde ad ukendt Vej, leder dem ad ukendte Stier, gør
Mørket foran dem til Lys og Bakkelandet til Slette. Det er de
Ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra.
17. Vige og dybt beskæmmes skal de, som stoler på Billeder, som
siger til støbte Billeder: "I er vore Guder!"
18. I, som er døve, hør, løft Blikket, I blinde, og se!
19. Hvo er blind, om ikke min Tjener, og døv som Budet, jeg sendte?
Hvo er blind som min håndgangne Mand, blind som HERRENs Tjener?
20. Meget så han, men ænsed det ikke, trods åbne Ører hørte han ej.
21. For sin Retfærds Skyld vilde HERREN løfte Loven til Højhed og
Ære.
22. Men Folket er plyndret og hærget; de er alle bundet i Huler,
skjult i Fangers Huse, til Ran blev de, ingen redder, til
Plyndring, ingen siger: "Slip dem!"
23. Hvem af jer vil lytte til dette, mærke sig og fremtidig høre
det:
24. Hvo hengav Jakob til Plyndring, gav Israel hen til Ransmænd?
Mon ikke HERREN: mod hvem vi synded, hvis Veje de ej vilde
vandre, hvis Lov de ikke hørte?
25. Han udgød over det Harme, sin Vrede og Krigens Vælde; den luede
om det, det ænsed det ej, den sved det, det tog sig det ikke til
Hjerte.
Esajas 43
1. Men nu, så siger HERREN, som skabte dig, Jakob, danned dig,
Israel: Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved Navn,
du er min!
2. Når du går gennem Vande, er jeg med dig, gennem Strømme, de
river dig ikke bort; når du går gennem Ild, skal du ikke svides,
Luen brænder dig ikke.
3. Thi jeg er din Gud, jeg, HERREN, Israels Hellige din Frelser.
Jeg giver Ægypten som Løsesum, Ætiopien og Seba i dit Sted,
4. fordi du er dyrebar for mig, har Værd, og jeg elsker dig; jeg
giver Mennesker for dig og Folkefærd for din Sjæl.
5. Frygt ikke, thi j eg er med dig! Jeg bringer dit Afkom fra
Østen, sanker dig sammen fra Vesten,
6. siger til Norden: "Giv hid!" til Sønden: "Hold ikke tilbage!
Bring mine Sønner fra det fjerne, mine Døtre fra Jordens Ende,
7. enhver, der er kaldt med mit Navn, hvem jeg skabte, danned og
gjorde til min Ære!"
8. Før det blinde Folk frem, der har Øjne, de døve, der dog har
Ører!
9. Lad alle Folkene samles, lad Folkefærdene flokkes! Hvo blandt
dem kan forkynde sligt eller påvise Ting, de har forudsagt? Lad
dem føre Vidner og få Ret, lad dem høre og sige: "Det er sandt!"
10. Mine Vidner er I, så lyder det fra HERREN, min Tjener, hvem jeg
har udvalgt, at I må kende det, fro mig og indse, at jeg er den
eneste. Før mig blev en Gud ej dannet, og efter mig kommer der
ingen;
11. jeg, jeg alene er HERREN, uden mig er der ingen Frelser.
12. Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos
jer; I er mine Vidner, lyder det fra HERREN. Jeg er fra Evighed
Gud,
13. den eneste også i Fremtiden. Ingen frier af min Hånd, jeg
handler - hvo gør det ugjort?
14. Så siger HERREN, eders Genløser, Israels Hellige: For eder gør
jeg Opbud mod Babel og fjerner deres Fængsels Portslåer, mens
Kaldæerne bindes i Halsjern.
15. Jeg, HERREN, jeg er eders Hellige, Israels Skaber eders Konge.
16. Så siger HERREN, som lagde en Vej i Havet, en Sti i de stride
Vande,
17. førte Vogne og Heste derud, Hær og Kriger tillige; de segned og
rejste sig ikke, sluktes, gik ud som en Væge:
18. Kom ikke det svundne i Hu, tænk ikke på Fortidens Dage!
19. Thi se, nu skaber jeg nyt, alt spirer det, ser I det ikke?
Gennem Ørkenen lægger jeg Vej, Floder i, det øde Land;
20. de vilde Dyr skal ære mig, Sjakaler tillige med Strudse. Thi
Vand vil jeg give i Ørkenen, Floder i det øde Land, for at læske
mit udvalgte Folk.
21. Det Folk, jeg har dannet mig, skal synge min Pris.
22. Jakob, du kaldte ej på mig eller trætted dig, Israel, med mig;
23. du bragte mig ej Brændofferlam, du æred mig ikke med Slagtofre;
jeg plaged dig ikke for Afgrødeoffer, trætted dig ikke for
Røgelse;
24. du købte mig ej Kalmus for Sølv eller kvæged mig med Slagtofres
Fedt. Nej, du plaged mig med dine Synder, trætted mig med din
Brøde.
25. Din Misgerning sletter jeg ud, jeg, jeg, for min egen Skyld,
kommer ej dine Synder i Hu.
26. Mind mig, lad vor Sag gå til Doms, regn op, så du kan få Ret!
27. Allerede din Stamfader synded, dine Talsmænd forbrød sig imod
mig,
28. så jeg vanæred hellige Fyrster, gav Jakob hen til Band og Israel
hen til Spot.
Esajas 44
1. Men hør nu, Jakob, min Tjener, Israel, hvem jeg har udvalgt:
2. Så siger HERREN, som skabte dig og fra Moders Liv danned dig,
din Hjælper: Frygt ikke, min Tjener Jakob, Jesjurun, hvem jeg
har udvalgt!
3. Thi jeg udgyder Vand på det tørstende, Strømme på det tørre
Land, udgyder min Ånd på din Æt, min Velsignelse over dit Afkom;
4. de skal spire som Græs mellem Vande, som Pile ved Bækkenes Løb.
5. En skal sige: "Jeg er HERRENs", en kalde sig med Jakobs Navn, en
skrive i sin Hånd: "For HERREN!" og tage sig Israels Navn.
6. Så siger HERREN, Israels Konge, dets Genløser, Hærskarers HERRE:
Jeg er den første og den sidste, uden mig er der ingen Gud.
7. Hvo der er min Lige, træde frem, forkynde og godtgøre for mig:
Hvo kundgjorde fra Urtid det kommende? De forkynde os, hvad der
skal ske!
8. Ræddes og ængstes ikke! Har ej længst jeg kundgjort og sagt det?
I er mine Vidner: Er der Gud uden mig, er der vel anden Klippe?
Jeg ved ikke nogen.
9. De, der laver Gudebilleder, er alle intet, og deres kære Guder
gavner intet; deres Vidner ser intet og kender intet, at de må
blive til Skamme.
10. Når nogen laver en Gud og støber et Billede, er det ingen Gavn
til;
11. se, alle dets Tilbedere bliver til Skamme; Mestrene er jo kun
Mennesker lad dem samles til Hobe og træde frem, de skal alle
som een forfærdes og blive til Skamme.
12. En smeder Jern til en Økse og arbejder ved Kulild, tildanner den
med Hamre og gør den færdig med sin stærke Arm; får han ikke
Mad, afkræftes han, og får han ikke Vand at drikke, bliver han
træt.
13. Så fælder ban Træer, udspænder Målesnoren, tegner Billedet med
Gravstikken, skærer det ud med Kniven og sætter det af med
Cirkelen; han laver det efter en Mands Skikkelse, efter
menneskelig Skønhed, til at stå i et Hus.
14. Han fældede sig Cedre, tog Elm og Eg og arbejdede af al sin
Kraft på Skovens Træer, som Gud havde plantet og Regnen givet
Vækst.
15. Det tjener et Menneske til Brændsel, han tager det og varmer sig
derved; han sætter Ild i det og bager Brød - og desuden laver
han en Gud deraf og tilbeder den, han gør et Gudebillede deraf
og knæler for det.
16. Halvdelen brænder han i Ilden, og over Gløderne steger han Kød;
han spiser Stegen og mættes; og han varmer sig derved og siger:
"Ah, jeg bliver varm, jeg mærker Ilden" -
17. og af Resten laver han en Gud, et Billede; han knæler for det,
kaster sig ned og beder til det og siger: "Frels mig, thi du er
min Gud!"
18. De skønner ikke, de fatter ikke, thi deres Øjne er lukket, så de
ikke ser, og deres Hjerter, så de ikke skønner.
19. De tænker ikke over det, de har ikke Indsigt og Forstand til at
sige sig selv: "Halvdelen brændte jeg i Bålet, over Gløderne
bagte jeg Brød, stegte Kød og spiste; skulde jeg da af Resten
gøre en Vederstyggelighed? Skulde jeg knæle for en Træklods?"
20. Den, som tillægger Aske Værd, ham har et vildfarende Hjerte
dåret; han redder ikke sin Sjæl, så han siger: "Er det ikke en
Løgn, jeg har i min højre Hånd?"
21. Jakob, kom dette i Hu, Israel, thi du er min Tjener! Jeg skabte
dig, du er min Tjener, ej skal du glemmes, Israel;
22. jeg sletted som Tåge din Misgerning og som en Sky dine Synder.
Vend om til mig, thi jeg genløser dig!
23. Jubler, I Himle, thi HERREN greb ind, fryd jer, I Jordens
Dybder, bryd ud i Jubel, I Bjerge, Skoven og alle dens Træer,
thi HERREN genløser Jakob og herliggør sig ved Israel.
24. Så siger HERREN, din Genløser, som danned dig fra Moders Liv:
Jeg er HERREN, som skabte alt, som ene udspændte Himlen,
udbredte Jorden, hvo hjalp mig?
25. som tilintetgør Løgnernes Tegn og gør Spåmænd til Dårer, som
tvinger de vise tilbage, beskæmmer deres Lærdom,
26. stadfæster sine Tjeneres Ord, fuldbyrder sine Sendebuds Råd, Jeg
siger om Jerusalem: "Det skal bebos!" om Judas Byer: "de skal
bygges!" Ruinerne rejser jeg atter!
27. Jeg siger til Dybet: "Bliv tørt, dine Floder gør jeg tørre!"
28. Jeg siger om Kyros: "Min Hyrde, som fuldbyrder al min Vilje!"
Jeg siger om Jerusalem: "Det skal bygges!" om Templet: "Det skal
grundes "
Esajas 45
1. Så siger HERREN til sin Salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb
for at nedstyrte Folk for hans Ansigt og løsne Kongernes Gjord,
for at åbne Dørene for ham, så Portene ikke var stængt:
2. Selv går jeg frem foran dig, Hindringer jævner jeg ud; jeg
sprænger Porte af Kobber og sønderhugger Slåer af Jern.
3. Jeg giver dig Mulmets Skatte, Rigdomme gemt i Løn, så du kender,
at den, der kaldte dig ved Navn, er mig, er HERREN, Israels Gud.
4. For Jakobs, min Tjeners, Skyld, for min udvalgtes, Israels,
Skyld kalder jeg dig ved dit Navn, ved et Æresnavn, skønt du ej
kender mig.
5. HERREN er jeg, ellers ingen, uden mig er der ingen Gud; jeg
omgjorder dig, endskønt du ej kender mig,
6. så de kender fra Solens Opgang til dens Nedgang: der er ingen
uden mig. HERREN er jeg, ellers ingen,
7. Lysets Ophav og Mørkets Skaber, Velfærds Kilde og Ulykkes
Skaber: Jeg er HERREN, der virker alt.
8. Lad regne, I Himle deroppe, nedsend Retfærd, I Skyer, Jorden
åbne sit Skød, så Frelse må spire frem og Retfærd vokse tillige.
Jeg, HERREN, lader det ske.
9. Ve den, der trættes med sit Ophav, et Skår kun blandt Skår af
Jord! Siger Ler til Pottemager: "Hvad kan du lave?" hans Værk:
"Du har ikke Hænder!"
10. Ve den, der siger til sin Fader: "Hvad kan du avle?" til sin
Moder: "Hvad kan du føde?"
11. Så siger HERREN, Israels Hellige, Fremtidens Ophav: I spørger
mig om mine Børn, for mine Hænders Værk vil I råde!
12. Det var mig, som dannede Jorden og skabte Mennesket på den; mine
Hænder udspændte Himlen, jeg opbød al dens Hær;
13. det var mig, som vakte ham i Retfærd, jeg jævner alle hans Veje;
han skal bygge min By og give mine bortførte fri ikke for Løn
eller Gave, siger Hærskarers HERRE.
14. Så siger HERREN: Ægyptens Løn, Ætiopiens Vinding, Sebæernes
granvoksne Mænd, de skal komme og tilhøre dig, og dig skal de
følge; de skal komme i Lænker og kaste sig ned for dig og
bønfalde dig: "Kun hos dig er Gud, der er ingen anden Gud."
15. Sandelig, du er en Gud, som er skjult, Israels Gud er en
Frelser!
16. Skam og Skændsel bliver alle hans Fjender til Del, til Hobe går
Gudemagerne om med Skændsel.
17. Israel frelses ved HERREN, en evig Frelse, i Evighed bliver I
ikke til Skam og Skændsel.
18. Thi så siger HERREN, Himlens Skaber, han, som er Gud, som
dannede Jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde,
men danned den til at bebos: HERREN er jeg, ellers ingen.
19. Jeg talede ikke i Løndom, i Mørkets Land, sagde ikke til Jakobs
Æt: "Søg mig forgæves!" Jeg, HERREN, taler hvad ret er,
forkynder, hvad sandt er.
20. Kom samlede hid, træd frem til Hobe, I Folkenes undslupne!
Uvidende er de, som bærer et Billede af Træ, de, som beder til
en Gud, der ikke kan frelse.
21. Forkynd det, kom frem dermed, lad dem rådslå sammen: Hvo
kundgjorde dette tilforn, forkyndte det forud? Mon ikke jeg, som
er HERREN? Uden mig er der ingen Gud, uden mig er der ingen
retfærdig, frelsende Gud.
22. Vend dig til mig og bliv frelst, du vide Jord, thi Gud er jeg,
ellers ingen;
23. jeg svor ved mig selv, fra min Mund kom Sandhed, mit Ord vender
ikke tilbage: Hvert Knæ skal bøjes for mig, hver Tunge sværge
mig til.
24. "Kun hos HERREN," skal man sige, "er Retfærd og Styrke; til ham
skal alle hans Avindsmænd komme med Skam."
25. Ved HERREN når al Israels Æt til sin Ret og jubler.
Esajas 46
1. I Knæ er Bel, og Nebo er bøjet, deres billeder gives til Dyr og
Fæ, de læsses som byrde på trætte Dyr
2. De bøjes, i Knæ er de alle, de kan ikke frelse Byrden, og selv
må de vandre i Fangenskab.
3. Hør mig, du Jakobs Hus, al Resten af Israels Hus, løftet fra
Moders Liv, båret fra Moders Skød.
4. Til Alderdommen er jeg den samme, jeg bærer jer, til Hårene
gråner; ret som jeg bar, vil jeg bære, jeg, jeg vil bære og
redde.
5. Med hvem vil I jævnstille ligne mig, hvem vil I gøre til min
Lige?
6. De øser Guld af Pung, Sølv får de vejet på Vægt, de lejer en
Guldsmed, som gør det til en Gud, de bøjer sig, kaster sig ned;
7. de løfter den på Skuldren og bærer den, sætter den på Plads, og
den står, den rører sig ikke af Stedet råber de til den, svarer
den ikke, den frelser dem ikke i Nød.
8. Kom dette i Hu, lad jer råde, I frafaldne, læg jer det på Sinde!
9. Kom i Hu, hvad er forudsagt før, thi Gud er jeg, ellers ingen,
ja Gud, der er ingen som jeg,
10. der forud forkyndte Enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som
sagde: "Mit Råd står fast, jeg fuldbyrder al min Vilje,"
11. som fra Øst kalder Ørnen hid, fra det fjerne mit Råds
Fuldbyrder. Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder
det.
12. Hør på mig, I modløse, som tror, at Retten er fjern:
13. Jeg bringer min Ret, den er ej fjern, min Frelse tøver ikke; jeg
giver Frelse på Zion, min Herlighed giver jeg Israel.
Esajas 47
1. Stig ned, sid i Støvet, du Jomfru, Babels Datter, sid uden Trone
på Jorden, Kaldæernes Datter! Thi ikke mer skal du kaldes den
fine, forvænte!
2. Tag fat på Kværnen, mal Mel, læg Sløret bort, løft Slæbet, blot
dine Ben og vad over Strømmen!
3. Din Blusel skal blottes, din Skam skal ses. Hævn tager jeg uden
Skånsel, siger vor Genløser,
4. hvis Navn er Hærskarers HERRE, Israels Hellige.
5. Sid tavs og gå ind i Mørke, Kaldæernes Datter, thi ikke mer skal
du kaldes Rigernes Dronning!
6. Jeg vrededes på mit Folk, vanæred min Arv, gav dem hen i din
Hånd; du viste dem ingen Medynk, du lagde dit tunge Åg på
Oldingens Nakke.
7. Du sagde: "Jeg bliver evindelig Evigheds Dronning." Du tog dig
det ikke til Hjerte, brød dig ikke om Enden.
8. Så hør nu, du yppige, du, som sidder i Tryghed, som siger i
Hjertet: "Kun jeg, og ellers ingen! Aldrig skal jeg sidde Enke,
ej kende til Barnløshed."
9. Begge Dele skal ramme dig brat samme Dag, Barnløshed og
Enkestand ramme dig i fuldeste Mål, dine mange Trylleord, din
megen Trolddom til Trods,
10. skønt du tryg i din Ondskab sagde: "ingen ser mig." Din Visdom
og Viden var det, der ledte dig vild, så du sagde i Hjertet:
"Kun jeg, og ellers ingen!"
11. Dig rammer et Onde, du ikke kan købe bort, over dig falder et
Vanheld, du ikke kan sone, Undergang rammer dig brat, når mindst
du aner det.
12. Kom med din Trolddom og med dine mange Trylleord, med hvilke du
umaged dig fra din Ungdom, om du kan bøde derpå og skræmme det
bort.
13. Med Rådgiverhoben sled du dig træt, lad dem møde, lad
Himmelgranskerne frelse dig, Stjernekigerne, som Måned for Måned
kundgør, hvad dig skal ske!
14. Se, de er blevet som Strå, de,fortæres af Ild, de frelser ikke
deres Liv fra Luens Magt. "Ingen Glød til Varme, ej Bål at sidde
ved!"
15. Sligt får du af dem, du umaged dig med, dine Troldmænd fra
Ungdommen af; de raver hver til sin Side, dig frelser ingen.
Esajas 48
1. Hør dette, du Jakobs Hus, I, som kaldes med Israels Navn og er
rundet af Judas Kilde, som sværger ved HERRENs Navn og priser
Israels Gud - dog ikke redeligt og sandt -
2. fra den hellige By har de jo Navn, deres Støtte er Israels Gud,
hvis Navn er Hærskarers HERRE:
3. Jeg forudsagde det, som er sket, af min Mund gik det ud, så det
hørtes, brat greb jeg ind, og det indtraf.
4. Thi stivsindet er du, det ved jeg, din Nakke et Jernbånd, din
Pande af Kobber.
5. Jeg sagde det forud til dig, kundgjorde det, førend det indtraf,
at du ikke skulde sige: "Det gjorde mit Billede, mit skårne og
støbte bød det."
6. Du hørte det, se det nu alt! Og vil I mon ikke stå ved det? Fra
nu af kundgør jeg nyt, skjulte Ting, du ej kender;
7. nu skabes det, ikke før,før i Dag har I ikke hørt det, at du
ikke skulde sige: "Jeg vidste det."
8. Hverken har du hørt eller vidst det, det kom dig ej før for
Øre. Thi jeg ved, du er gennemtroløs, fra Moders Liv hed du
"Frafalden";
9. for mit Navns Skyld holder jeg Vreden hen, for min Ære vil jeg
skåne, ej udrydde dig.
10. Se, jeg smelted dig Sølv blev det ikke prøved dig i Lidelsens
Ovn.
11. For min egen Skyld griber jeg ind; thi hvor krænkes dog ikke mit
Navn! Jeg giver ej andre min Ære.
12. Hør mig dog nu, o Jakob, Israel, du, som jeg kaldte: Mig er det,
jeg er den første, også jeg er den sidste.
13. Min Hånd har grundlagt Jorden, min højre udspændt Himlen; så
såre jeg kalder på dem, møder de alle frem.
14. Samler jer alle og hør: Hvem af dem forkyndte mon dette? Min Ven
fuldbyrder min Vilje på Babel og Kaldæernes Æt.
15. Jeg, jeg har talet og kaldt ham, fik ham frem, hans Vej lod jeg
lykkes.
16. Kom hid til mig og hør: Jeg taled ej fra først i Løndom, jeg var
der, så snart det skete. Og nu har den Herre HERREN sendt mig
med sin Ånd.
17. Så siger HERREN, din Genløser, Israels Hellige: Jeg er HERREN,
din Gud, som lærer dig, hvad der båder, leder dig ad Vejen, du
skal gå.
18. Ak, lytted du til mine Bud! Da blev din Fred som Floden, din
Retfærd som Havets Bølger,
19. da blev dit Afkom som Sandet, din Livsfrugt talløs som
Sandskorn; dit Navn skulde ej slettes ud og ej lægges øde for
mit Åsyn.
20. Gå ud af Babel, fly fra Kaldæa, kundgør, forkynd det med
jublende Røst, udspred det lige til Jordens Ende, sig: "HERREN
har genløst Jakob, sin Tjener,
21. lod dem gå gennem Ørk, de tørstede ikke, lod Vand vælde frem af
Klippen til dem, kløvede Klippen, så Vand strømmed ud."
22. De gudløse har ingen Fred, siger HERREN.
Esajas 49
1. Hør mig, I fjerne Strande, lyt til, I Folk i det fjerne! HERREN
har fra Moders Liv kaldt mig, fra Moders Skød nævnet mit Navn;
2. til et skarpt Sværd gjorde han min Mund og skjulte mig i Skyggen
af sin Hånd, til en sleben Pil har han gjort mig og gemt mig i
sit Kogger,
3. sagt til mig: "Du er min Tjener, Israel, ved hvem jeg vinder
Ære."
4. Jeg sagde: "Min Møje er spildt, på Tomhed og Vind sled jeg mig
op dog er min Ret hos HERREN, min Løn er hos min Gud."
5. Og nu siger HERREN, som danned mig fra Moders Liv til sin Tjener
for at hjemføre Jakob til ham og samle Israel til ham og i
HERRENs Øjne er jeg æret, min Gud er blevet min Styrke -
6. han siger: "For lidt for dig som min Tjener at rejse jakobs
Stammer og hjemføre Israels frelste! Jeg gør dig til Hedningers
Lys, at min Frelse må nå til Jordens Ende."
7. Så siger HERREN, Israels Genløser, dets Hellige, til den dybt
foragtede, skyet af Folk, Herskernes Træl: Konger skal se det og
rejse sig, Fyrster skal kaste sig ned for HERRENs Skyld, den
trofaste, Israels Hellige, der udvælger dig.
8. Så siger HERREN: Jeg hører dig i Nådens Stund, jeg hjælper dig
på Frelsens Dag, vogter dig og gør dig til Folkepagt for at
rejse Landet igen, udskifte øde Lodder
9. og sige til de bundne: "Gå ud!" til dem i Mørket: "Kom frem!"
Græs skal de finde langs Vejene, Græsgang på hver nøgen Høj;
10. de hungrer og tørster ikke, dem stikker ej Hede og Sol. Thi
deres Forbarmer fører dem, leder dem til Kildevæld;
11. jeg gør alle Bjerge til Vej, og alle Stier skal højnes.
12. Se, nogle kommer langvejsfra, nogle fra Nord og Vest, nogle fra
Sinims Land.
13. Jubler, I Himle, fryd dig, du Jord, I Bjerge, bryd ud i Jubel!
Thi HERREN trøster sit Folk, forbarmer sig over sine arme.
14. Dog siger Zion: "HERREN har svigtet mig, Herren har glemt mig!"
15. Glemmer en Kvinde sit diende Barn, en Moder, hvad hun bar under
Hjerte? Ja, selv om de kunde glemme, jeg glemmer ej dig.
16. Se, i mine Hænder har jeg tegnet dig, dine Mure har jeg altid
for Øje.
17. Dine Børn kommer ilende; de, som nedbrød og lagde dig øde, går
bort.
18. Løft Øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Så sandt
jeg lever, lyder det fra HERREN: Du skal bære dem alle som
Smykke, binde dem som Bruden sit Bælte.
19. Thi dine Tomter og Grusdynger, dit hærgede Land ja, nu er du
Beboerne for trang; de, som åd dig, er borte;
20. end skal du høre dem sige, din Barnløsheds Børn: "Her er for
trangt, så flyt dig, at jeg kan sidde!"
21. Da tænker du i dit Hjerte: "Hvo fødte mig dem? Jeg var jo
barnløs og gold, landflygtig og bortstødt, hvo fostrede dem? Ene
sad jeg tilbage, hvor kommer de fra?"
22. Så siger den Herre HERREN: Se, jeg løfter min Hånd for Folkene,
rejser mit Banner for Folkeslag, og de bringer dine Sønner i
Favnen, dine Døtre bæres på Skulder.
23. Konger bliver Fosterfædre for dig, deres Dronninger skal være
dine Ammer. De kaster sig på Ansigtet for dig, slikker dine
Fødders Støv. Du skal kende, at jeg er HERREN; de, som bier på
mig, bliver ikke til Skamme.
24. Kan Bytte fratages en Helt, kan den stærkes Fanger slippe bort?
25. Thi så siger HERREN: Om Fanger end fratages Helten, slipper
Bytte end bort fra den stærke, jeg strider mod dem, der strider
mod dig, og dine Børn vil jeg frelse.
26. Dem, der trænger dig, lader jeg æde deres eget Kød, deres Blod
skal de drikke som Most; REN, er din Frelser, din Genløser
Jakobs Vældige.
Esajas 50
1. Så siger HERREN: Hvor er eders Moders Skilsmissebrev, med
hvilket jeg sendte hende bort; eller hvem var jeg noget skyldig,
så jeg solgte eder til ham? Nej, for eders Brøde solgtes I, for
eders Synd blev eders Moder sendt bort.
2. Hvi var der da ingen, da jeg kom, hvi svarede ingen, da jeg
kaldte? Er min Hånd for kort til af udfri, har jeg ingen Kraft
til at redde? Ved min Trussel udtørrer jeg Havet, Strømme gør
jeg til Ørk, så Fiskene rådner af Mangel på Vand og dør af
Tørst;
3. jeg klæder Himlen i sort og hyller den ind i Sæk.
4. Den Herre HERREN gav mig Lærlinges Tunge, at jeg skulde vide at
styrke de trætte med Ord; han vækker hver Morgen mit Øre, han
vækker det til at høre, som Lærlinge hører.
5. Den Herre HERREN åbnede mit Øre, og jeg stred ikke imod, jeg
unddrog mig ikke;
6. min Ryg bød jeg frem til Hug, mit Skæg til at rives, mit Ansigt
skjulte jeg ikke for Hån og Spyt.
7. Mig hjælper den Herre HERREN, så jeg ikke beskæmmes; jeg gør
derfor mit Ansigt som Sten og ved, jeg bliver ikke til Skamme.
8. Min Retfærdiggører er nær; lad os mødes, om nogen vil Strid; om
nogen vil trætte med mig, så træde han hid!
9. Se, den Herre HERREN hjælper mig, hvo vil fordømme mig? Se, alle
slides op som en Klædning, Møl fortærer dem.
10. Frygter nogen af jer HERREN, han lytte til hans Tjener, enhver,
som vandrer i Mørke og uden Lys; han stole på HERRENs Navn, søge
Støtte hos sin Gud!
11. Alle I, som optænder Ild og sætter Pile i Brand, gå ind i eders
brændende Ild, i Pilene, I tændte! Fra min Hånd skal det ramme
eder, i Kval skal I ligge.
Esajas 51
1. Hør mig, I, som jager efter Retfærd, som søger HERREN! Se til
Klippen, I huggedes af, til Gruben, af hvilken I brødes,
2. se til eders Fader Abraham, til Sara, der fødte eder: Da jeg
kaldte ham, var han kun een, jeg velsigned ham, gjorde ham til
mange.
3. Thi HERREN trøster Zion, trøster alle dets Tomter, han gør dets
Ørk som Eden, dets Ødemark som HERRENs Have; der skal findes
Fryd og Glæde, Lovsang og Strengespil.
4. I Folkeslag, lyt til mig, I Folkefærd, lån mig Øre! Thi Lov går
ud fra mig, min Ret som Folkeslags Lys;
5. min Retfærd nærmer sig hastigt, min Frelse oprinder, mine Arme
bringer Folkeslag Ret; fjerne Strande bier på mig og længes
efter min Arm.
6. Løft eders Øjne mod Himlen og se på Jorden hernede! Thi Himlen
skal svinde som Røg, Jorden som en opslidt Klædning, dens
Beboere skal dø som Myg. Men min Frelse varer evigt, min Retfærd
ophører aldrig.
7. Hør mig, I, som kender Retfærd, du Folk med min Lov i dit
Hjerte, frygt ej Menneskers Hån, vær ikke ræd for deres Spot!
8. Som en Klædning skal Møl fortære dem,,Orm fortære dem som Uld,
men min Retfærd varer evigt, min Frelse fra Slægt til Slægt.
9. Vågn op, vågn op, HERRENs Arm, og ifør dig Styrke, vågn op som i
henfarne Dage, i Urtidens Slægter! Mon du ej kløvede Rahab,
gennembored Dragen,
10. mon du ej udtørred Havet, Stordybets Vande, gjorde Havets dyb
til en Vej, hvor de genløste gik?
11. HERRENs forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel med
evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly.
12. Jeg, jeg er eders Trøster, hvem er da du, at du frygter
dødelige, jordiske Mennesker, der bliver som Græs,
13. at du glemmer HERREN, din Skaber, der udspændte Himlen og
grundfæsted Jorden, at du altid Dagen lang frygter for
Undertrykkerens Vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor
er da Undertrykkerens Vrede?
14. Snart skal den krumsluttede løses og ikke dø og synke i Graven
eller mangle Brød,
15. så sandt jeg er HERREN din Gud, som rører Havet, så Bølgerne
bruser, den, hvis Navn er Hærskarers HERRE.
16. jeg lægger mine Ord i din Mund og gemmer dig under min Hånds
Skygge for at udspænde Himmelen og grundfæste Jorden og sige til
Zion: "Du er mit Folk."
17. Vågn op, vågn op, stå op, Jerusalem, som af HERRENs Hånd fik
rakt hans Vredes Bæger og tømte den berusende Kalk til sidste
Dråbe.
18. Af alle de Børn, hun fødte, ledte hende ingen, af alle de Børn,
hun fostred, greb ingen hendes Hånd.
19. To Ting timedes dig hvo ynker dig vel? Vold og Våde, Hunger og
Sværd - hvo trøster dig?
20. Ved alle Gadehjørner lå dine Sønner i Afmagt som i Garn
Antiloper, fyldte med HERRENs Vrede, med Trusler fra din Gud.
21. Hør derfor, du arme, drukken, men ikke af Vin:
22. Så siger din Herre, HERREN, din Gud, der strider for sit Folk:
Se, jeg tager den berusende Kalk fra din Hånd, aldrig mer skal
du drikke min Vredes Bæger;
23. og jeg rækker det til dine Plagere, dem, som bød dig: "Bøj dig,
så vi kan gå over!" og du gjorde din Ryg til Gulv, til Gade for
Vandringsmænd.
Esajas 52
1. Vågn op, vågn op, ifør dig tag dit Højtidsskrud på, Jerusalem,
hellige By! Thi uomskårne, urene Folk skal ej mer komme ind.
2. Ryst Støvet af dig, stå op, tag Sæde, Jerusalem, fri dig for
Halslænken, Zions fangne Datter!
3. Thi så siger HERREN: For intet solgtes I, og uden Sølv skal I
løskøbes.
4. Thi så siger den Herre HERREN: I Begyndelsen drog mit Folk ned
til Ægypten for at bo der som fremmed, og siden undertrykte
Assyrien det uden Vederlag.
5. Og nu? Hvad har jeg at gøre her? lyder det fra HERREN; mit Folk
er jo ranet for intet. De, der hersker over det, brovter, lyder
det fra HERREN, og mit Navn vanæres ustandseligt Dagen lang.
6. Derfor skal mit Folk kende mit Navn på hin Dag, at det er mig,
som har talet, ja mig.
7. Hvor liflige er på Bjergene Glædesbudets Fodtrin, han, som
udråber Fred, bringer gode Tidender, udråber Frelse, som siger
til Zion: "Din Gud har vist, han er Konge."
8. Hør, dine Vægtere råber, de jubler til Hobe, thi de ser for
deres Øjne HERREN vende hjem til Zion.
9. Bryd ud til Hobe i Jubel, Jerusalems Tomter! Thi HERREN trøster
sit Folk, genløser Jerusalem.
10. Han blotter sin hellige Arm for al Folkenes Øjne, den vide Jord
skal skue Frelsen fra vor Gud.
11. Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer,
I, som bærer HERRENs Kar!
12. Thi i Hast skal I ej drage ud, I skal ikke flygte; nej, foran
eder går HERREN, eders Tog slutter Israels Gud.
13. Se, min Tjener får Fremgang han stiger, løftes og ophøjes såre.
14. Som mange blev målløse over ham, så umenneskelig ussel så han
ud, han ligned ej Menneskenes Børn
15. skal Folk i Mængde undres, Konger blive stumme over ham; thi
hvad ikke var sagt dem, ser de, de skuer, hvad de ikke havde
hørt.
Esajas 53
1. Hvo troede det, vi hørte, for hvem åbenbaredes HERRENs Arm?
2. Han skød op som en Kvist for hans Åsyn, som et Rodskud af
udtørret Jord, uden Skønhed og Pragt til at drage vort Blik,
uden Ydre, så vi syntes om ham,
3. ringeagtet, skyet af Folk, en Smerternes Mand og kendt med
Sygdom, en, man skjuler sit Ansigt for, agtet ringe, vi regned
ham ikke.
4. Og dog vore Sygdomme bar han, tog vore Smerter på sig; vi
regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud.
5. Men han blev såret for vore Overtrædelser, knust for vor Brødres
Skyld; os til Fred kom Straf over ham, vi fik Lægedom ved hans
Sår.
6. Vi for alle vild som Får, vi vendte os hver sin Vej, men HERREN
lod falde på ham den Skyld, der lå på os alle.
7. Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin Mund som et
Lam, der føres hen at slagtes, som et Får, der er stumt, når det
klippes. han oplod ikke sin Mund.
8. Fra Trængsel og Dom blev han taget, men hvem i hans Samtid
tænkte, da han reves fra de levendes Land, at han ramtes for mit
Folks Overtrædelse?
9. Hos gudløse gav man ham Grav og Gravkammer hos den rige,
endskønt han ej gjorde Uret, og der ikke var Svig i hans Mund.
10. Det var HERRENs Vilje at slå ham med Sygdom; når hans Sjæl havde
fuldbragt et Skyldoffer, skulde han se Afkom, leve længe og
HERRENs Vilje lykkes ved hans Hånd.
11. Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal
mættes. Når han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre
de mange, han, som bar deres Overtrædelser.
12. Derfor arver han mange, med mægtige deler han Bytte, fordi han
udtømte sin Sjæl til Døden og regnedes blandt Overtrædere; dog
bar han manges Synd, og for Overtrædere bad han.
Esajas 54
1. Jubl, du golde, der ej fødte, jubl og fryd dig, du uden Veer!
Thi den forladtes Børn er flere end Hustruens Børn, siger
HERREN.
2. Vid Rummet ud i dit Telt, spar ikke, men udspænd din Boligs
Tæpper. Du må gøre dine Teltreb lange og slå dine Teltpæle fast.
3. Thi du skal brede dig til højre og, venstre, dit Afkom tage Folk
i Eje og bo i de øde Byer.
4. Frygt ej, du skal ikke beskæmmes, vær ej ræd, du skal ikke
skuffes! Thi din Ungdoms Skam skal du glemme, ej mindes din
Enkestands Skændsel.
5. Thi din Ægtemand er din Skaber, hans Navn er Hærskarers HERRE,
din Genløser er Israels Hellige, han kaldes al Jordens Gud.
6. Som en Hustru, der sidder forladt med Sorg i Sinde, har HERREN
kaldt dig. En Ungdomsviv, kan hun forstødes? siger din Gud.
7. Jeg forlod dig et lidet Øjeblik, men favner dig i stor
Barmhjertighed;
8. jeg skjulte i skummende Vrede et Øjeblik mit Åsyn for dig, men
forbarmer mig med evig Kærlighed, siger din Genløser, HERREN.
9. Mig er det som Noas Dage: Som jeg svor, at Noas Vande ej mer
skulde oversvømme Jorden, så sværger jeg nu at jeg aldrig vil
vredes og skænde på dig.
10. Om også Bjergene viger, om også Højene rokkes, min Kærlighed
viger ej fra dig, min Fredspagt rokkes ikke, så siger HERREN,
din Forbarmer.
11. Du arme, forblæste, utrøstede! Se, jeg bygger dig op med
Smaragder, lægger din Grund med Safirer,
12. af Rubiner sætter jeg Tinderne, og Portene gør jeg af
Karfunkler, af Ædelsten hele din Ringmur.
13. Alle dine Børn bliver oplært af HERREN, og stor bliver Børnenes
Fred;
14. i Retfærd skal du grundfæstes. Vær tryg for Vold, du har intet
at frygte, for Rædsler, de kommer dig ikke nær!
15. Angribes du, er det uden min Vilje, falde skal hver, som
angriber dig;
16. det er mig, der skaber Smeden, som blæser en Kulild op og
tilvirker Våben ved sin Kunst, men Ødelæggeren skaber jeg også.
17. Intet Våben, der smedes mod dig, skal du, hver Tunge, der
trætter med dig, får du dømt. Dette er HERRENs Tjeneres Lod, den
Retfærd, jeg giver dem, lyder det fra HERREN.
Esajas 55
1. Hid, alle, som tørster, her er Vand, kom, I, som ikke har Penge!
Køb Korn og spis uden Penge, uden Vederlag Vin og Mælk.
2. Hvi giver I Sølv for, hvad ikke er Brød, eders Dagløn for, hvad
ej mætter? Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, eders Sjæl
skal svælge i Fedt;
3. bøj eders Øre, kom til mig, hør, og eders Sjæl skal leve! Så
slutter jeg med jer en evig Pagt: de trofaste Nådeløfter til
David.
4. Se, jeg gjorde ham til Vidne for Folkeslag, til Folkefærds
Fyrste og Hersker. 5 Se, på Folk, du ej kender, skal, du kalde,
til dig skal Folk, som ej kender dig, ile for HERREN din Guds
Skyld, Israels Hellige, han gør dig herlig.
6. Søg HERREN, medens han findes, kald på ham, den Stund han er
nær!
7. Den gudløse forlade sin Vej, Urettens Mand sine Tanker og vende
sig til HERREN, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er
rund til at forlade.
8. Thi mine Tanker er ej eders, og eders Veje ej mine, lyder det
fra HERREN;
9. nej, som Himlen er højere end Jorden, er mine Veje højere end
eders og mine Tanker højere end eders.
10. Thi som Regnen og Sneen falder fra Himlen og ikke vender
tilbage, før den har kvæget Jorden, gjort den frugtbar og fyldt
den med Spirer, givet Sæd til at så og Brød til at spise,
11. så skal det gå med mit Ord, det, som går ud af min Mund: det
skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og
fuldbyrde Hvervet, jeg gav det. 12 Ja, med Glæde skal I drage
ud; og i Fred skal I ledes frem; foran jer råber Bjerge og Høje
med Fryd, alle Markens Træer skal klappe i Hånd;
13. i Stedet for Tjørnekrat vokser Cypresser, i Stedet for Tidsler
Myrter et Æresminde for HERREN, et evigt, uudsletteligt Tegn.
Esajas 56
1. Så siger HERREN: Tag vare på Ret og øv Retfærd! Thi min Frelses
komme er nær, min Ret skal snart åbenbares.
2. Salig er den; der gør så, det Menneske, som fastholder dette:
holder Sabbatten hellig og varer sin Hånd fra at øve noget ondt.
3. Ej sige den fremmede, som slutter sig til HERREN: "HERREN vil
skille mig ud fra sit Folk!" Og Gildingen sige ikke: "Se, jeg er
et udgået Træ!"
4. Thi så siger HERREN: Gildinger, som holder mine Sabbatter,
vælger, hvad jeg har Behag i, og holder fast ved min Pagt,
5. dem vil jeg give i mit Hus, på mine Mure et Minde, et Navn, der
er bedre end Sønner og Døtre; jeg giver dem et evigt Navn, et
Navn, der ikke skal slettes.
6. Og de fremmede, som slutter sig til HERREN for at tjene ham og
elske hans Navn, for at være hans Tjenere, alle, som
helligholder Sabbatten og holder fast ved min Pagt,
7. vil jeg bringe til mit hellige Bjerg og glæde i mit Bedehus;
deres Brændofre og deres Slagtofre bliver til Behag på mit
Alter; thi mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folk.
8. Det lyder fra den Herre HERREN: Når jeg samler Israels
bortstødte,,samler jeg andre dertil, til dets egen samlede Flok.
9. Alle I Markens Dyr, kom hid og æd, alle I Dyr i Skoven!
10. Blinde er alle dets Vogtere, intet ved de, alle er stumme Hunde,
som ikke kan gø, de ligger og drømmer, de elsker Søvn;
11. grådige er de Hunde, kender ikke til Mæthed. Og sådanne Folk er
Hyrder! De skønner intet, de vender sig hver sin Vej, hver søger
sin Fordel:
12. Kom, så henter jeg Vin, vi drikker af Mosten; som i Dag skal det
være i Morgen, ovenud herligt!"
Esajas 57
1. Den retfærdige omkom, og ingen tænkte derover, fromme Mænd reves
bort, det ænsede ingen; thi bort blev den retfærdige revet for
Ondskabens Skyld
2. og gik ind til Fred; på Gravlejet hviler nu de, som vandrede
ret.
3. Men I, kom nu her, I Troldkvindens Børn, I, Horkarls og Skøges
Yngel:
4. Hvem er det, I spotter? Hvem vrænger I Mund, hvem rækker I Tunge
ad? Er I ej Syndens Børn og Løgnens Yngel?
5. I, som er i Brynde ved Ege, under hvert grønt Træ, I, som
slagter Børn i Dale. i Klippernes Kløfter!
6. Dalenes glatte Sten er din Del og din Lod, du udgyder Drikofre
for dem, bringer dem Gaver. Skal jeg være tilfreds med sligt?
7. På høje og knejsende Bjerge redte du Leje, også der steg du op
for at slagte dit Offer;
8. bag Døren og Dørens Stolpe satte du dit Tegn; thi du sveg mig og
blotted dig, steg op, gjorde lejet bredt, købte Samlejets Elskov
af dem, så deres Skam;
9. du salved dig med Olie for Molok og ødsled med Røgelse, sendte
dine Bud til det fjerne, steg ned til Dødsriget,
10. du blev træt af den lange Vej, men opgav ej Ævred; du samlede
atter din Kraft og gav ikke op.
11. For hvem var du ræd og angst? Thi på Løgn var du inde, og mig
kom du ikke i Hu, brød dig ikke om mig. Jeg er jo stum og blind,
mig frygted du ikke.
12. Ja, jeg vil forkynde din Retfærd og dine Gerninger;
13. din Gudeflok hjælper og redder dig ej på dit Råb; en Storm
bortfejer dem alle, el Vindstød tager dem. Men den, der lider på
mig, skal arve Landet og eje mit hellige Bjerg.
14. Og det lyder: "Byg Vej, byg Vej og ban den. ryd Hindringer bort
for mit Folk!"
15. Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis Navn er
"Hellig": I Højhed og Hellighed bor jeg, hos den knuste, i Ånden
bøjede for at kalde de bøjedes Ånd og de knustes Hjerte til
Live.
16. Thi evigt går jeg ikke i Rette, evindelig vredes jeg ej; så
vansmægted Ånden for mit Ansigt, Sjæle, som jeg har skabt,
17. For hans Gridskheds Skyld blev jeg vred, slog ham og skjulte mig
i Harme; han fulgte i Frafald sit Hjertes Vej.
18. Jeg så hans Vej, men nu vil jeg læge og lede ham og give ham
Trøst til Bod;
19. hos de sørgende skaber jeg Læbernes Frugt, Fred, Fred for fjern
og nær, siger HERREN, og nu vil jeg læge ham.
20. Men de gudløse er som det oprørte Hav, der ikke kan komme til
Ro, hvis Bølger opskyller Mudder og Dynd.
21. De gudløse har ingen Fred, siger min Gud.
Esajas 58
1. Råb højt spar ikke din Strube, løft din Røst som Basunen,
forkynd mit Folk dets Brøde og Jakobs Hus deres Synder!
2. Mig søger de Dag efter bag og ønsker at kende mine Veje, som var
de et Folk, der øver Retfærd, ej svigter, hvad dets Gud fandt
ret. De spørger mig om Lov og Ret, de ønsker, at Gud er dem nær:
3. "Hvi faster vi, uden du ser os, spæger os, uden du ænser det?"
Se, I driver Handel, når I faster, og pisker på Arbejdsflokken.
4. Se, I faster til Strid og Kiv, til Hug med gudløse Næver; som I
faster i Dag, er det ikke, for at eders Røst skal høres i det
høje.
5. Er det Faste efter mit Sind, en Dag, da et Menneske spæger sig?
At hænge med sit Hoved som Siv, at ligge i Sæk og Aske, kalder
du det for Faste, en Dag, der behager HERREN?
6. Nej, Faste efter mit Sind er at løse Gudløsheds Lænker. at løsne
Ågets Bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert Åg,
7. at bryde dit Brød til de sultne, bringe hjemløse Stakler i Hus,
at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine
Landsmænd.
8. Som Morgenrøden bryder dit Lys da frem, da læges hastigt dit
Sår, foran dig vandrer din Retfærd, HERRENs Herlighed slutter
Toget.
9. Da svarer HERREN, når du kalder; på dit Råb er hans Svar: "Her
er jeg!" Fjerner du Åget fra din Midte, holder op at tale ondt
og pege Fingre,
10. rækker du den sultne dit Brød og mætter en vansmægtende Sjæl,
skal dit Lys stråle frem i Mørke, dit Mulm skal blive som
Middag;
11. HERREN skal altid lede dig, mætte din Sjæl, hvor der er goldt,
og give dig nye Kræfter; du bliver som en vandrig Have, som
rindende Væld, hvor Vandet aldrig svigter.
12. Da bygges på ældgamle Tomter, du rejser længst faldne Mure; da
kaldes du "Murbrudsbøder", "Genskaber af farbare Veje".
13. Varer du din Fod på Sabbatten, så du ej driver Handel på min
Helligdag, kalder du Sabbatten en Fryd, HERRENs Helligdag
ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra Handel og
unyttig Snak,
14. da skal du frydes over HERREN; jeg lader dig færdes over Landets
Høje og nyde din Fader Jakobs Eje. Thi HERRENs Mund har talet.
Esajas 59
1. Se, for kort til at frelse er ej HERRENs Arm, Hans Øre er ikke
for sløvt til at høre.
2. Eders Brøde er det, der skiller mellem eder og eders Gud, eders
Synder skjuler hans Åsyn for jer, så han ikke hører.
3. Eders Hænder er jo sølet at Blod, eders Fingre sølet af Brøde;
Læberne farer med Løgn, Tungen taler, hvad ondt er.
4. Med Ret stævner ingen til Doms eller fører ærligt sin Sag. Man
stoler på tomt, taler falsk, man undfanger Kval, føder Uret.
5. Slangeæg ruger de ud, og Spindelvæv er, hvad de væver. Man dør,
hvis man spiser et Æg, en Øgle kommer frem, hvis det knuses.
6. Deres Spind kan ej bruges til Klæder, ingen hyller sig i, hvad
de laver; deres Værk er Ulykkesværk, og i deres Hænder er Vold;
7. deres Fødder haster til ondt, til at udgyde skyldfrit Blod;
deres Tanker er Ulykkestanker; hvor de færdes, er Vold og Våde;
8. de kender ej Fredens Veje, der er ingen Ret i deres Spor; de gør
sig krogede Stier; Fred kender ingen, som træder dem.
9. Derfor er Ret os fjern, og Retfærd når os ikke; vi bier på Lys
se, Mørke, på Dagning, men vandrer i Mulm;
10. vi famler langs Væggen som blinde, famler, som savnede vi Øjne,
vi snubler ved Middag som i Skumring, er som døde i vor
kraftigste Alder;
11. vi brummer alle som Bjørne, kurrer vemodigt som Duer; vi bier
forgæves på Ret, på Frelse, den er os fjern.
12. Thi du ser; vore Synder er mange, vor Brøde vidner imod os: ja,
vi har vore Synder for Øje, vi kender såvel vor Skyld:
13. Vi faldt fra og fornægtede HERREN, veg langt bort fra vor Gud,
vor Tale var Vold og Frafald, og vi fremførte Løgne fra Hjertet.
14. Retten trænges tilbage, Retfærd står i det fjerne, thi Sandhed
snubler på Gaden, Ærlighed har ingen Gænge;
15. Sandhedens Plads står tom, og skyr man det onde, flås man. Og
HERREN så til med Harme, fordi der ikke var Ret;
16. han så, at der ingen var, og det undrede ham, at ingen greb
ind. Da kom hans Arm ham til Hjælp, hans Retfærd, den stod ham
bi;
17. han tog Retfærds Brynje på, satte Frelsens Hjelm på sit Hoved,
tog Hævnens Kjortel på og hylled sig i Nidkærheds Kappe.
18. Han gengælder efter Fortjeneste, Vrede mod Uvenner, Gengæld mod
Fjender, mod fjerne Strande gør han Gengæld,
19. så HERRENs Navn frygtes i Vest, hans Herlighed, hvor Sol står
op. Thi han kommer som en indestængt Flom, der drives af HERRENs
Ånde.
20. En Genløser kommer fra Zion og fjerner Frafald i Jakob, lyder
det fra HERREN.
21. Dette er min Pagt med dem, siger HERREN: Min Ånd, som er over
dig, og mine Ord, som jeg har lagt i din Mund, skal ikke vige
fra din eller dit Afkoms eller dit Afkoms Afkoms Mund, siger
HERREN, fra nu og til evig Tid.
Esajas 60
1. Gør dig rede, bliv Lys, thi dit Lys er kommet, HERRENs Herlighed
er oprundet over dig.
2. Thi se, Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene, men over dig
skal HERREN oprinde, over dig skal hans Herlighed ses.
3. Til dit Lys skal Folkene vandre, og Konger til dit strålende
Skær.
4. Løft Øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Dine
Sønner kommer fra det fjerne, dine Døtre bæres på Hofte;
5. da stråler dit Øje af Glæde, dit Hjerte banker og svulmer; thi
Havets Skatte bliver dine, til dig kommer Folkenes Rigdom:
6. Kamelernes Vrimmel skjuler dig, Midjans og Efas Foler, de kommer
alle fra Saba; Guld og Røgelse bærer de og kundgør HERRENs Pris;
7. alt Kedars Småkvæg samles til dig, dig tjener Nebajots Vædre,
til mit Velbehag ofres de til mig, mit Bedehus herliggøres.
8. Hvem flyver mon der som Skyer, som Duer til Dueslag?
9. Det er Skibe, der kommer med Hast, i Spidsen er Tarsisskibe, for
at bringe dine Sønner fra det fjerne; deres Sølv og Guld har de
med til HERREN din Guds Navn, Israels Hellige, han gør dig
herlig.
10. Udlændinge skal bygge dine Mure, og tjene dig skal deres Konger;
thi i Vrede slog jeg dig vel, men i Nåde forbarmer Jeg mig over
dig.
11. Dine Porte holdes altid åbne, de lukkes hverken Dag eller Nat,
at Folkenes Rigdom kan bringes dig med deres Konger som Førere.
12. Thi det Folk og, Rige, som ikke tjener dig, skal gå til Grunde,
og Folkene skal lægges øde i Bund og Grund.
13. Til dig skal Libanons Herlighed komme, både Cypresser og Elm og
Gran, for at smykke min Helligdoms Sted, så jeg ærer mine
Fødders Skammel.
14. Dine Undertrykkeres Sønner kommer bøjet til dig, og alle, som
håned dig, kaster sig ned for din Fod og kalder dig HERRENs By,
Israels Helliges Zion.
15. Medens du før var forladt og hadet, så ingen drog gennem dig,
gør jeg dig til evig Højhed, til Glæde fra Slægt til Slægt.
16. Du skal indsuge Folkenes Mælk og die Kongernes Bryst. Du skal
kende, at jeg, HERREN, er din Frelser, din Genløser Jakobs
Vældige.
17. Guld sætter jeg i Stedet for Kobber og Sølv i Stedet for Jern,
Kobber i Stedet for Træ og Jern i Stedet for Sten. Til din
Øvrighed sætter jeg Fred, til Hersker over dig Retfærd.
18. Der høres ej mer i dit Land om Uret, om Vold og Ufærd inden dine
Grænser; du kalder Frelse dine Mure og Lovsang dine Porte.
19. Ej mer skal Solen være dit Lys eller Månen Skinne for dig:.
HERREN skal være dit Lys for evigt, din Gud skal være din
Herlighed.
20. Din Sol skal ej mer gå ned, din Måne skal ej tage af; thi HERREN
skal være dit Lys for evigt, dine Sørgedage har Ende.
21. Enhver i dit Folk er retfærdig, evigt ejer de Landet, et Skud,
som HERREN har plantet, hans Hænders Værk, til hans Ære.
22. Den mindste bliver en Stamme, den ringeste et talrigt Folk. Jeg
er HERREN; når Tid er inde, vil jeg fremme det i Hast.
Esajas 61
1. Den Herre HERRENs Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han
sendte mig med Glædesbud til ydmyge, med Lægedom for
sønderbrudte Hjerter, for at udråbe Frihed for Fanger og Udgang
for dem, som er bundet,
2. udråbe et Nådeår fra HERREN, en Hævnens Dag fra vor Gud, for at
trøste alle, som sørger,
3. give dem, som sørger i Zion, Højtidspragt for Sørgedragt, for
Sørgeklædning Glædens Olie; Lovsang for modløst Sind. Man kalder
dem Retfærds Ege, HERRENs Plantning til hans Ære.
4. De skal bygge på ældgamle Tomter, rejse Fortidsruiner,
genopbygge nedbrudte Byer, der fra Slægt til Slægt lå i Grus.
5. Fremmede skal stå og vogte eders Småkvæg, Udlændinge slide på
Mark og i Vingård.
6. Men I skal kaldes HERRENs Præster, vor Guds Tjenere være eders
Navn. Af Folkenes Gods skal I leve, deres Herlighed får I til
Eje.
7. Fordi de fik tvefold Skændsel, og Spot og Spyt var deres Lod,
får de tvefold Arv i deres Land, dem tilfalder evig Glæde;
8. thi jeg elsker Ret, jeg, HERREN, jeg hader forbryderisk Rov.
Jeg giver dem Løn i Trofasthed og slutter med dem en evig Pagt.
9. Deres Æt skal kendes blandt Folkene, deres Afkom ude blandt
Folkeslag; alle, der ser dem, skal kende dem som Slægten, HERREN
velsigner.
10. Jeg vil glæde mig højlig i HERREN, min Sjæl skal juble i min
Gud; thi han klædte mig i Frelsens Klæder, hylled mig i Retfærds
Kappe, som en Brudgom, der binder sit Hovedbind, som Bruden, der
fæster sine Smykker.
11. Thi som Spiren gror af Jorden, som Sæd spirer frem i en Have, så
lader den Herre HERREN Retfærd gro og Lovsang for al Folkenes
Øjne.
Esajas 62
1. For Zions Skyld vil jeg ej tie, for Jerusalems skyld ej hvile
før dets Ret rinder op som Lys, som en luende Fakkel dets
Frelse.
2. Din Ret skal Folkene skue og alle Konger din Ære. Et nyt Navn
giver man dig, som HERRENs Mund skal nævne.
3. Og du bliver en dejlig Krone i HERRENs Hånd, et kongeligt
Hovedbind i Hånden på din Gud.
4. Du kaldes ej mer "den forladte", dit Land "den ensomme"; nej,
"Velbehag" kaldes du selv, og dit Land kaldes "Hustru". Thi
HERREN har Velbehag i dig, dit Land skal ægtes.
5. Som Ynglingen ægter en Jomfru, så din Bygmester dig, som Brudgom
glædes ved Brud, så din Gud ved dig.
6. Jeg sætter Vægtere på dine Mure, Jerusalem; ingen Sinde bag
eller Nat skal de tie. I, som minder HERREN, und jer ej Ro
7. og lad ham ikke i Ro, før han bygger Jerusalem, før han får
gjort Jerusalem til Pris på Jorden.
8. HERREN svor ved sin højre, sin vældige Arm: Jeg giver ej mer
dine Fjender dit Korn til Føde; Mosten, du sled for, skal
Udlandets Sønner ej drikke;
9. nej, de, der høster, skal spise prisende HERREN; de, der sanker,
skal drikke i min hellige Forgård.
10. Drag ud gennem Portene, drag ud, ban Folket Vej, byg Vej, byg
Vej, sank alle Stenene af, rejs Banner over Folkeslagene!
11. Se, HERREN lader det høres til Jordens Ende: Sig til Zions
Datter: "Se, din Frelse kommer, se, hans Løn er med ham, hans
Vinding foran ham!"
12. De skal kaldes: det hellige Folk, HERRENs genløste, og du: den
søgte, en By, som ej er forladt.
Esajas 63
1. Hvem kommer der fra Edom, i Højrøde Klæder fra Bozra, han i det
bølgende Klædebon, stolt i sin vældige Kraft?"Det er mig, som
taler i Retfærd, vældig til at frelse!"
2. Hvorfor er dit Klædebon rødt, dine Klæder som en Persetræders?
3. "Jeg trådte Vinpersen ene, af Folkeslagene var ingen med mig;
jeg trådte dem i min Vrede, tramped dem i min Harme; da sprøjted
deres Blod på mine Klæder, jeg tilsøled hele min Klædning.
4. Thi til Hævnens Dag stod min Hu, mit Genløsningsår var kommet.
5. Jeg spejded, men ingen hjalp til, jeg studsed, men ingen stod
mig bi. Da kom min Arm mig til Hjælp, og min Harme, den stod mig
bi;
6. jeg søndertrådte Folkeslag i Vrede, i Harme knuste jeg dem,
deres Blod lod jeg strømme til Jorden."
7. Jeg vil synge om HERRENs Nåde, kvæde hans Pris, efter alt, hvad
HERREN har gjort os, huld imod Israels Hus, gjort os efter sin
Miskundhed, sin Nådes Fylde.
8. Han sagde: "De er jo mit Folk, de er Børn, som ej sviger." Og en
Frelser blev han for dem
9. i al deres Trængsel; intet Bud, ingen Engel, hans Åsyn frelste
dem. I sin Kærlighed og Skånsel genløste han dem, han løfted og
bar dem alle Fortidens Dage.
10. Men de stred imod og bedrøved hans hellige Ånd; så blev han
deres Fjende, han kæmped imod dem.
11. Da tænkte hans Folk på gamle Dage, på Moses: "Hvor er han, som
drog sit Småkvægs Hyrde op af Vandet? Hvor er han, som lagde sin
hellige Ånd i hans Hjerte,
12. lod vandre sin herlige Arm ved Moses's højre, kløvede Vandet for
dem og vandt et evigt Navn,
13. førte dem gennem Dybet som en Hest på Steppen?
14. Som Kvæg, der går ned i dalen, snubled de ikke. Dem ledte
HERRENs Ånd. Således ledte du dit Folk for at vinde dig et
herligt Navn."
15. Sku ned fra Himlen, se ud fra din hellige, herlige Bolig! Hvor
er din Nidkærhed og Vælde, dit svulmende Hjerte, din Medynk?
Hold dig ikke tilbage,
16. du, som dog er vor Fader. Thi Abraham ved ej af os, Israel
kendes ej ved os, men du er vor Fader, HERRE, "vor Genløser" hed
du fra Evighed.
17. Hvi leder du os vild fra dine Veje, HERRE, forhærder vort Hjerte
mod din Frygt? Vend tilbage for dine Tjeneres, din Arvelods
Stammers Skyld!
18. Hvi har gudløse trådt i din Helligdom, vore Fjender nedtrampet
dit Tempel?
19. Vi er som dem, du aldrig har styret, over hvem dit Navn ej er
nævnt.
Esajas 64
20. Gid du sønderrev Himlen og steg ned, så Bjergene vakled for dit
Åsyn!
1. Som Vokset smelter i Ild, så lad Ild fortære dine Fjender, at
dit Navn må kendes iblandt dem, og Folkene bæve for dit Åsyn,
2. når du gør Undere, vi ikke vented, du stiger ned, for dit Åsyn
vakler Bjergene
3. og som ingen Sinde er hørt. Intet Øre har hørt, intet Øje har
set en Gud uden dig, som hjælper den, der håber på ham.
4. Du ser til dem, der øver Retfærd og kommer dine Veje i Hu. Men
se, du blev vred, og vi synded, og skyldige blev vi derved.
5. Som urene blev vi til Hobe, som en tilsølet Klædning al vor
Retfærd. Vi visnede alle som løvet, vort Brøde bortvejred os som
Vinden.
6. Ingen påkaldte dit Navn, tog sig sammen og holdt sig til dig;
thi du skjulte dit Åsyn for os og gav os vor Brøde i Vold.
7. Men du, o HERRE, er dog vor Fader, vi er Leret, og du har dannet
os, Værk af din Hånd er vi alle.
8. Vredes ej, HERRE, så såre, kom ej evigt Brøde i Hu, se dog til,
vi er alle dit Folk!
9. Dine hellige Byer er Ørk, Zion er blevet en Ørk, Jerusalem
ligger i Grus;
10. vort hellige, herlige Tempel, hvor Fædrene priste dig, er blevet
Luernes Rov, en Grushob er alt, hvad vi elskede.
11. Ser du roligt HERRE, på sligt, kan du tie og bøje os så dybt?
Esajas 65
1. Jeg havde Svar til dem, som ej spurgte, var at finde for dem,
som ej søgte; jeg sagde: "Se her, her er jeg!" til et Folk, der
ej påkaldte mig.
2. Jeg udbredte Dagen lang Hænderne til et genstridigt Folk, der
vandrer en Vej, som er ond, en Vej efter egne Tanker,
3. et Folk, som uden Ophør krænker mig op i mit Åsyn, som slagter
Ofre i Haver, lader Offerild lue på Teglsten,
4. som tager Sæde i Grave og om Natten er på skjulte Steder, som
spiser Svinekød og har væmmelige Ting i deres Skåle,
5. som siger: "Bliv mig fra Livet, rør mig ej, jeg gør dig hellig!"
De Folk er som Røg i min Næse, en altid luende Ild;
6. se, det står skrevet for mit Åsyn, jeg tier ej, før jeg får
betalt det, betalt dem i deres Brystfold
7. deres egen og Fædrenes Brøde, begge med hinanden, siger HERREN,
de, som tændte Offerild på Bjergene og viste mig Hån på Højene:
deres Løn vil jeg tilmåle dem, betale dem i deres Brystfold.
8. Så siger HERREN: Som man, når der findes Saft i Druen, siger:
"Læg den ej øde, thi der er Velsignelse deri!" så gør jeg for
mine Tjeneres Skyld for ikke at ødelægge alt.
9. Sæd lader jeg gro af Jakob og af Juda mine Bjerges Arving; dem
skal mine udvalgte arve, der skal mine Tjenere bo;
10. Saron bliver Småkvægets Græsgang, i Akors Dal skal Hornkvæget
ligge for mit Folk, som opsøger mig.
11. Men I, som svigter HERREN og glemmer mit hellige Bjerg, dækker
Bord for Lykkeguden, blander Drikke for Skæbneguden,
12. jeg giver jer Sværdet i Vold, I skal alle knæle til Slagtning,
fordi I ej svared, da jeg kaldte, ej hørte, endskønt jeg taled,
men gjorde, hvad der vakte mit Mishag, valgte, hvad ej var min
Vilje.
13. Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, mine Tjenere skal spise,
men I skal sulte, se, mine Tjenere skal drikke, men I skal
tørste, se, mine Tjenere skal glædes, men I skal beskæmmes,
14. se, mine Tjenere skal juble af Hjertens Fryd, men I skal skrige
af Hjerteve, jamre af sønderbrudt Ånd.
15. Eders Navn skal I efterlade mine udvalgte som Forbandelsesord:
"Den Herre HERREN give dig slig en Død!" Men mine Tjenere skal
kaldes med et andet Navn.
16. Den, som velsigner sig i Landet, velsigner sig ved den trofaste
Gud, og den, der sværger i Landet, sværger ved den trofaste Gud;
thi glemt er de fordums Trængsler, skjult for mit Blik.
17. Thi se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord, det gamle huskes ej
mer, rinder ingen i Hu;
18. men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, thi se, jeg
skaber Jerusalem til Jubel, dets Folk til Fryd;
19. jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit Folk; der skal
ej mer høres Gråd, ej heller Skrig.
20. Der skal ikke være Børn, der dør som spæde, eller Olding, som
ikke når sine Dages Tal thi den yngste, som dør, er hundred År,
og forbandet er den, som ej når de hundred.
21. Da bygger de Huse og bor der selv, planter Vin og spiser dens
Frugt;
22. de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre
kan spise; thi mit Folk skal opnå Træets Alder, mine udvalgte
bruge, hvad de virker med Hånd;
23. de skal ikke have Møje forgæves, ej avle Børn til brat Død; thi
de er HERRENs velsignede Æt og har deres Afkom hos sig.
24. Førend de kalder, svarer jeg; endnu mens de taler, hører jeg.
25. Ulv og Lam skal græsse sammen og Løven æde Strå som Oksen, men
Slangen får Støv til Brød; der gøres ej ondt og voldes ej Men i
hele mit hellige Bjergland, siger HERREN.
Esajas 66
1. Så siger HERREN: Himlen er og Jorden mine Fødders Skammel Hvad
for et Hus vil I bygge mig, og hvad for et Sted er min Bolig?
2. Alt dette skabte min Hånd, så det fremkom, lyder det fra
HERREN. Jeg ser hen til den arme, til den, som har en
sønderknust Ånd, og den, som bæver for mit Ord.
3. Den, som slagter Okse, er en Manddraber, den, som ofrer Lam, er
en Hundemorder, den, som ofrer Afgrøde, frembærer Svineblod,
den, som brænder Røgelse, hylder en Afgud. Som de valgte deres
egne Veje og ynder deres væmmelige Guder,
4. så vælger og jeg deres Smerte, bringer over dem, hvad de
frygter, fordi de ej svared, da jeg kaldte, ej hørte, endskønt
jeg taled, men gjorde, hvad der vakte mit Mishag, valgte, hvad
ej var min Vilje.
5. Hør HERRENs Ord, I, som bæver for hans Ord: Således siger eders
Brødre, der hader eder og støder eder bort for mit Navns Skyld:
"Lad HERREN vise sig i sin Herlighed, så vi kan se eders Glæde!"
Men de skal blive til Skamme!
6. Hør, hvor det drøner fra Byen, drøner fra Templet, hør, hvor
HERREN øver Gengæld imod sine Fjender!
7. Før hun er i Barnsnød, føder hun, før end Veer kommer over
hende, har hun en Dreng.
8. Hvo hørte vel Mage dertil, hvo så vel sligt? Kommer et Land til
Verden på en eneste Dag, fødes et Folk på et Øjeblik? Thi Zion
kom i Barnsnød og fødte med det samme sine Børn.
9. Åbner jeg et Moderliv og hindrer det i Fødsel? siger HERREN.
Bringer jeg Fødsel og standser den? siger din Gud.
10. Glæd dig, Jerusalem! Der juble enhver, som har det kær, tag Del
i dets Glæde, alle, som sørger over det,
11. for at I må die dets husvalende Barm og mættes, for at I må
drikke af dets fulde Bryst og kvæges.
12. Thi så siger HERREN: Se, jeg leder til hende Fred som en
svulmende Flod og Folkenes Rigdom som en Strøm; hendes spæde
skal bæres på Hofte, og Kærtegn får de på Skød;
13. som en Moder trøster sin Søn, således trøster jeg eder, i
Jerusalem finder I Trøst.
14. I skal se det med Hjertens Glæde, eders Ledemod skal spire som
Græs. Hos HERRENs Tjenere kendes hans Hånd, men hos hans Fjender
Vrede.
15. Thi se, som Ild kommer HERREN, og hans Vogne er som et
Stormvejr, han vil vise sin Harme i Gløder, sin Trussel i
flammende Luer;
16. thi med Ild og med sit Sværd skal HERREN dømme alt Kød, og mange
er HERRENs slagne.
17. De, som helliger og vier sig for Lundene, følgende en i deres
Midte, de, som æder Svinekød og Kød af Kryb og Mus, deres
Gerninger og deres Tanker skal forgå til Hobe, lyder det fra
HERREN.
18. Jeg kommer for at samle alle Folk og Tungemål, og de skal komme
og se min Herlighed.
19. Jeg fuldbyrder et Under i blandt dem og sender undslupne af dem
til Folkene, Tarsis, Pul, Lud, Mesjek, Rosj, Tujal, Javan, de
fjerne Strande, som ikke har hørt mit Ry eller set min
Herlighed; og de skal forkynde min Herlighed blandt Folkene.
20. Og de skal bringe alle eders Brødre fra alle Folk som Gave til
HERREN, til Hest, til Vogns, i Bærestol, på Muldyr og Kameler
til mit hellige Bjerg Jerusalem, siger HERREN, som når
Israelitterne bringer Offergaver i rene Kar til HERRENs Hus.
21. Også af dem vil jeg udtage Levitpræster, siger HERREN.
22. Thi ligesom de nye Himle og den ny Jord, som jeg skaber, skal
bestå for mit Åsyn, lyder det fra HERREN, således skal eders
Afkom og Navn bestå.
23. Hver Måned på Nymånedagen og hver Uge på Sabbatten skal alt Kød
komme og tilbede for mit Åsyn, siger HERREN,
24. og man går ud for at se på Ligene af de Mænd, der faldt fra mig;
thi deres Orm dør ikke, og deres Ild slukkes ikke; de er alt Kød
en Gru.
Jeremias
Jeremias 1
1. Ord af Jeremias, Hilkijas søn, en af præsterne i Anatot i
Benjamins Land,
2. til hvem HERRENs Ord kom i Amons Søns, Kong Josias af Judas,
Dage, i hans Herredømmes trettende År,
3. og fremdeles i Josias's Søns, Kong Jojakim af Judas, Dage indtil
Slutningen af Josias's Søns, Kong Zedekias af Judas, elevte
Regeringsår, til Jerusalems Indbyggere førtes i Landflygtighed i
den femte Måned.
4. HERRENs Ord kom til mig således:
5. Før jeg danned dig i Moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af
Moderliv, helligede jeg dig, til Profet for Folkene satte jeg
dig.
6. Men jeg svarede: "Ak, Herre, HERRE, jeg kan jo ikke tale, thi
jeg er ung."
7. Så sagde HERREN til mig: "Sig ikke: Jeg er ung! men gå, hvorhen
jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig;
8. frygt ikke for dem, thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder
det fra HERREN."
9. Og, HERREN udrakte sin Hånd, rørte ved min Mund og sagde til
mig: "Nu lægger jeg mine Ord i din Mund. 10, Se, jeg giver dig
i Dag Myndighed over Folk og Riger til at oprykke og nedbryde,
til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante."
11. Siden kom HERRENs Ord til mig således: "Hvad ser du, Jeremias?"
Jeg svarede: "Jeg ser en Mandelgren."
12. Da sagde HERREN til mig: "Du ser ret, thi jeg er årvågen over
mit Ord for at fuldbyrde det."
13. Og HERRENs Ord kom atter til mig således: "Hvad ser du?" Jeg
svarede: "Jeg ser en sydende Kedel med Fyrsted mod Nord."
14. Da sagde HERREN til mig: "Nordfra skal Ulykke syde ud over alle
Landets Indbyggere;
15. thi se, jeg hidkalder alle Nordens Riger, lyder det fra HERREN,
og man skal komme og rejse hver sin Trone ved Indgangen til
Jerusalems Porte mod alle dets Mure trindt omkring og mod alle
Judas Byer;
16. og jeg vil afsige Dom over dem for al deres Ondskab, at de
forlod mig, tændte Offerild for fremmede Guder og tilbad deres
Hænders Værk.
17. Så omgjorde dine Lænder og stå frem og tal til dem, alt hvad jeg
byder dig! Vær ikke ræd for dem, at jeg ikke skal gøre dig ræd
for dem!
18. Og jeg, se, jeg gør dig i Dag til en fast Stad, til en
Jernstøtte og en kobbermur mod hele Landet, Judas Konger og
Fyrster, Præsterne og Almuen;
19. de skal kæmpe imod dig, men ikke kunne magte dig; thi jeg er med
dig for at frelse dig, lyder det fra HERREN."
Jeremias 2
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Gå hen og råb Jerusalem i Ørene: Så siger HERREN: Jeg mindes din
Kærlighed som ung, din Elskov som Brud, at du fulgte mig i
Ørkenen, et Land, hvor der ikke sås;
3. Israel var helliget HERREN, hans Førstegrøde, alle, som åd det,
måtte bøde, Ulykke ramte dem, lyder det fra HERREN.
4. Hør HERRENs Ord, Jakobs Hus og alle Slægter i Israels Hus:
5. Så siger HERREN: Hvad ondt fandt eders Fædre hos mig, siden de
gik bort fra mig og holdt sig til Tomhed, til de selv blev
tomme?
6. De spurgte ikke: "Hvor er HERREN, som førte os op fra Ægypten og
ledte os i Ørkenen, Ødemarkens og Kløfternes Land, Tørkens og
Mulmets Land, Landet, hvor ingen færdes eller bor?"
7. Jeg bragte eder til Frugthavens Land, at I kunde nyde dets Frugt
og Goder; men da I kom derind, gjorde I mit Land urent og min
Arvelod vederstyggelig.
8. Præsterne spurgte ikke: "Hvor er HERREN?" De, der syslede med
Loven, kendte mig ikke, Hyrderne faldt fra mig, og Profeterne
profeterede ved Ba'al og holdt sig til Guder, som intet evner.
9. Derfor må jeg fremdeles gå i Rette med eder, lyder det fra
HERREN, og med eders Sønners Sønner må jeg gå i Rette.
10. Drag engang over til Kittæernes Strande og se efter, send Bud
til Kedar og spørg jer nøje for; se efter, om sligt er hændet
før!
11. Har et Hedningefolk nogen Sinde skiftet Guder? Og så er de endda
ikke Guder. Men mit Folk har skiftet sin Ære bort for det, der
intet gavner.
12. Gys derover, I Himle, Skræk og Rædsel gribe eder, lyder det fra
HERREN;
13. thi to onde Ting har mit Folk gjort: Mig, en Kilde med levende
Vand, har de forladt for at hugge sig Cisterner, sprukne
Cisterner, der ikke kan holde Vand.
14. Er Israel da en Træl, en hjemmefødt Træl? Hvorfor er han blevet
til Bytte?
15. Løver brøler imod ham med rungende Røst; hans Land har de gjort
til en Ørk, hans Byer er brændt, så ingen bor der.
16. Selv Nofs og Takpankes's Sønner afgnaver din Isse.
17. Mon ikke det times dig, fordi du svigted mig? lyder det fra
HERREN din Gud.
18. Hvorfor skal du nu til Ægypten og drikke af Sjihor? Hvorfor skal
du nu til Assur og drikke af Floden?
19. Lad din Ulykke gøre dig klog og lær af dit Frafald, kend og se,
hvor ondt og bittert det er, at du svigted HERREN din Gud; Frygt
for mig findes ikke hos dig, så lyder det fra Herren, Hærskarers
HERRE.
20. Thi længst har du brudt dit Åg og sprængt dine Bånd. Du siger:
"Ej vil jeg tjene!" Nej, Skøgeleje har du på hver en Høj, under
alle de grønne Træer.
21. Som en Ædelranke plantede jeg dig, en fuldgod Stikling; hvor
kunde du da blive Vildskud, en uægte Ranke?
22. Om du end tor dig med Lud og ødsler med Sæbe, jeg ser dog din
Brødes Snavs, så lyder det fra HERREN.
23. Hvor kan du sige: "Ej er jeg uren, til Ba'alerne holdt jeg mig
ikke!" Se på din Færd i Dalen, kend, hvad du gjorde, en let
Kamelhoppe, løbende hid og did,
24. et Vildæsel, kendt med Steppen! Den snapper i Brynde efter Luft,
hvo tæmmer dens Brunst? At søge den trætter ingen, den findes i
sin Måned.
25. Spar dog din Fod for Slid, din Strube for Tørst! Dog siger du:
"Nej, lad mig være! Jeg elsker de fremmede, dem vil jeg holde
mig til."
26. Som Tyven får Skam, når han gribes, så Israels Hus, de, deres
Konger og Fyrster, Præster og Profeter,
27. som siger til Træ: "Min Fader!" til Sten: "Du har født mig." Thi
Ryggen og ikke Ansigtet vender de til mig, men siger i
Ulykkestid: "Stå op og frels os!"
28. Hvor er de da, dine Guder, dem, du har gjort dig? Lad dem stå
op! Kan de frelse dig i Ulykkestiden? Thi som dine Byers Tal er
dine Guders, Juda.
29. Hvorfor tvistes I med mig? I har alle forbrudt jer imod mig,
lyder det fra HERREN.
30. Forgæves slog jeg eders Børn, de tog ikke ved Lære, som hærgende
Løve fortærede Sværdet Profeterne.
31. Du onde Slægt, så mærk jer dog HERRENs Ord! Har jeg været en Ørk
for Israel, et bælgmørkt Land? Hvorfor mon mit Folk da siger:
"Vi går, hvor vi vil, og kommer ej mer til dig."
32. Glemmer en Jomfru sit Smykke, en Brud sit Bælte? Og mig har mit
Folk dog glemt i talløse Dage.
33. Hvor snildt du dog går til Værks for at søge dig Elskov! Du
vænned dig derfor også til ondt i din Færd.
34. Endog findes Blod på dine Hænder af fattige, skyldfri Sjæle,
Blod, jeg ej fandt hos en Tyv, men på alle disse.
35. Og du siger: "Jeg er frikendt, hans Vrede har vendt sig fra
mig." Se, med dig går jeg i Rette, da du siger: "Jeg har ikke
syndet."
36. Hvor let det dog falder for dig at skifte din Vej! Du skal også
få Skam af Ægypten, som du fik det af Assur;
37. også derfra skal du gå med Hænder på Hoved, thi HERREN har
forkastet dine Støtter, de båder dig intet.
Jeremias 3
1. Når en Mand frastøder sin hustru, og hun går fra ham og ægter en
anden, kan hun så gå tilbage til ham? Er slig en Kvinde ej
sunket til Bunds i Vanære? Og du, som boled med mange Elskere,
vil tilbage til mig! så lyder det fra HERREN.
2. Se til de nøgne Høje: Hvor mon du ej lod dig skænde? Ved Vejene
vogted du på dem som Araber i Ørk. Du vanæred Landet både ved
din Utugt og Ondskab,
3. en Snare blev dine mange Elskere for dig. En Horkvindes Pande
har du, trodser al Skam.
4. Råbte du ikke nylig til mig: "Min Fader! Du er min Ungdoms Ven.
5. Vil han evigt gemme på Vrede, bære Nag for stedse?" Se, således
taler du, men øver det onde til Gavns.
6. HERREN sagde til mig i Kong Josias's Dage: Så du, hvad den
troløse Kvinde Israel gjorde? Hun gik op på ethvert højt Bjerg
og hen under ethvert grønt Træ og bolede.
7. Jeg tænkte, at hun efter at have gjort alt det vilde vende om
til mig; men hun vendte ikke om. Det så hendes svigefulde Søster
Juda;
8. hun så, at jeg forstødte den troløse Kvinde Israel for al hendes
Hors Skyld, og at jeg gav hende Skilsmissebrev; den svigefulde
Søster Juda frygtede dog ikke, men gik også hen og bolede.
9. Ved sin letsindige Bolen vanærede hun Landet og horede med Sten
og Træ.
10. Og alligevel vendte den svigefulde Søster Juda ikke om til mig
af hele sit Hjerte, men kun på Skrømt, lyder det fra HERREN.
11. Og HERREN sagde til mig: Det troløse Israels Sag står bedre end
det svigefulde Judas.
12. Gå hen og udråb disse Ord mod Nord: Omvend dig, troløse Israel,
lyder det fra HERREN; jeg vil ikke vredes på eder, thi nådig er
jeg, lyder det fra HERREN; jeg gemmer ej evigt på Vrede;
13. men vedgå din Uret, at du forbrød dig mod HERREN din Gud; for de
fremmedes Skyld løb du hid og did under hvert grønt Træ og hørte
ikke min Røst, så lyder det fra HERREN.
14. Vend om, I frafaldne Søoner, lyder det fra HERREN; thi jeg er
eders Herre; jeg tager eder, een fra en By og en fra en Slægt og
bringer eder til Zion,
15. og jeg giver eder Hyrder efter mit Sind, og de skal vogte eder
med Indsigt og Kløgt.
16. Og når I bliver mangfoldige og frugtbare i Landet i hine Dage,
lyder det fra HERREN, skal de ikke mere tale om HERRENs Pagts
Ark, og Tanken om den skal ikke mere opkomme i noget Hjerte; de
skal ikke mere komme den i Hu eller savne den, og en ny skal
ikke laves.
17. På hin Tid skal man kalde Jerusalem HERRENs Trone, og der, til
HERRENs Navn i Jerusalem, skal alle Folk strømme sammen, og de
skal ikke mere følge deres onde Hjertes Stivsind.
18. I hine Dage skal Judas Hus vandre til Israels Hus, og samlet
skal de drage fra Nordens Land til det Land, jeg gav deres Fædre
i Eje.
19. Og jeg, jeg sagde til dig: "Blandt Sønnerne sætter jeg dig, jeg
giver dig et yndigt Land, Folkenes herligste Arvelod." Jeg
sagde: "Kald mig din Fader, vend dig ej fra mig!"
20. Men som en Kvinde sviger sin Ven, så sveg du mig, Israels Hus,
så lyder det fra HERREN.
21. Hør, der lyder Gråd på de nøgne Høje, Tryglen af Israels Børn,
fordi de vandrede Krogveje, glemte HERREN deres Gud.
22. Vend om, I frafaldne Sønner, jeg læger eders Frafald. Se, vi
kommer til dig, thi du er HERREN vor Gud.
23. Visselig, Blændværk var Højene, Bjergenes Larm; visselig, hos
HERREN vor Gud er Israels Frelse.
24. Skændselen åd fra vor Ungdom vore Fædres Gods, deres Småkvæg og
Hornkvæg, Sønner og Døtre.
25. Vi lægger os ned i vor Skændsel, vor Skam er vort Tæppe, thi mod
HERREN vor Gud har vi syndet, vi og vore Fædre fra Ungdommen af
til i Dag; vi høre ikke på Herren vor Guds røst.
Jeremias 4
1. Omvender du dig, Israel, lyder det fra Herren, så vend dig til
mig; hvis du fjerner dine væmmelige Guder, skal du ikke fly for
mit Åsyn.
2. Sværger du: "Så sandt HERREN lever," redeligt, ærligt og sandt,
skal Folkeslag velsigne sig ved ham og rose sig af ham.
3. Thi så siger HERREN til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Bryd
eder Nyjord og så dog ikke blandt, Torne!
4. Omskær jer for HERREN og fjern eders Hjertes Forhud, Judas Mænd
og Jerusalems Borgere, at min Vrede ikke slår ud som Ild og
hrænder uslukket for eders onde Gerningers Skyld.
5. Forkynd i Juda og Jerusalem, kundgør og tal, lad Hornet gjalde i
Landet, råb, hvad I kan, og sig: Flok jer sammen! Vi går ind i
de faste Stæder!
6. Rejs Banner hen imod Zion, fly uden Standsning! Thi Ulykke
sender jeg fra Nord, et vældigt Sammenbrud.
7. En Løve steg op fra sit Krat, en Folkehærger brød op, gik bort
fra sin Hjemstavn for at gøre dit Land til en Ørk; dine Byer
skal hærges, så ingen bor der.
8. Derfor skal I klæde jer i Sæk og klage og jamre, thi ej vender
HERRENs glødende Vrede sig fra os.
9. På hin Dag, lyder det fra HERREN, skal Kongen og Fyrsterne tabe
Modet, Præsterne stivne af Skræk og Profeterne slås af Rædsel;
10. og de skal sige: "Ak, Herre, HERRE! Sandelig, du førte dette
Folk og Jerusalem bag Lyset, da du sagde: I skal have Fred! Nu
har Sværdet nået Sjælen."
11. På hin Tid skal der siges til dette Folk og Jerusalem: Et
glødende Vejr fra Ørkenens nøgne Høje trækker op mod mit Folks
Datter, ej til Kastning og Rensning af Korn,
12. et Vejer for vældigt dertil kommer mod mig. Derfor vil jeg også
nu tale Domsord imod dem.
13. Se, det kommer som Skyer, dets Vogne som Stormvejr, dets Heste
er hurtigere end Ørne; ve, vi lægges øde!
14. Rens dit Hjerte for ondt, Jerusalem, at du må frelses! Hvor
længe skal dit Indre huse de syndige Tanker?
15. Thi hør, en Råber fra Dan, et Ulykkesbud fra Efraims Bjerge:
16. Kundgør Folkene: Se! Lad det høres i Jerusalem! Belejrere kommer
fra et Land i det fjerne, de opløfter Røsten mod Byerne i Juda.
17. Som Markens Vogtere stiller de sig rundt omkring det, thi
genstridigt var det imod mig, lyder det fra HERREN.
18. Det kan du takke din Færd, dine Gerninger for; det skyldes din
Ondskab; hvor bittert! Det gælder Livet.
19. Mit indre, mit Indre! Jeg skælver! Mit Hjertes Vægge! Mit Hjerte
vånder sig i mig, ej kan jeg tie. Thi Hornets klang må jeg høre,
Skrig fra Kampen;
20. der meldes om Fald på Fald, thi alt Landet er hærget. Mine Telte
hærges brat, i et Nu mine Forhæng.
21. Hvor længe skal jeg skue Banneret, høre Hornet?
22. Thi mit Folk er tåbeligt, kender ej mig, de er dumme Sønner og
uden Indsigt; de er vise til at gøre det onde, men Tåber til det
gode.
23. Jeg så på Jorden, og se, den var øde og tom, på Himlen, dens Lys
var borte;
24. Bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle Højene bæved;
25. jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle Himlens Fugle var
fløjet;
26. jeg så, og se, Frugthaven var Ørken, alle dens Byer lagt øde for
HERREN, for hans glødende Vrede.
27. Thi så siger HERREN: Al Jorden bliver Ørk, men helt ødelægger
jeg ikke.
28. Derfor sørger Jorden, og Himlen deroppe er sort; thi jeg talede
og angrer det ikke, tænkte og går ikke fra det.
29. For Larmen af Ryttere og Bueskytter flyr alt Landet, de tyr ind
i Krat, stiger op på Klipper; hver By er forladt, og ikke et
Menneske bor der.
30. Og du, hvad vil du mon gøre? Om end du klæder dig i Skarlagen,
smykker dig med Guld og gør Øjnene store med Sminke det er
spildt, du gør dig smuk. Elskerne agter dig ringe, dit Liv vil
de have.
31. Thi jeg hører Råb som ved Barnsnød, Skrig som ved
Førstefødsel. Hør, hvor Zions Datter stønner med udrakte Hænder:
"Ve mig, min Sjæl bukker under for dem, som myrder."
Jeremias 5
1. Løb i Jerusalems Gader, mærk jer, hvad I ser, og søg på dets
Torve, om I kan finde nogen, om der er en, som øver Retfærd,
lægger Vind på Sandhed, så jeg kan tilgive dem.
2. Siger de: "Så sandt HERREN lever", sværger de falsk.
3. HERRE, dine Øjne ser jo efter Sandhed. Du slog dem, de omvendte
sig ikke; du lagde dem øde, de vilde ej tage ved Lære, gjorde
Ansigtet hårdere end Flint, vilde ej vende om.
4. Da tænkte jeg: "Det er kun Småfolk, Dårer er de, thi de kender
ej HERRENs Vej, deres Guds Ret;
5. jeg vil vende mig til de store og tale med dem, de kender da
HERRENs Vej, deres Guds Ret!" Men alle havde sønderbrudt Åget,
sprængt deres Bånd.
6. Derfor skal en Løve fra Skoven slå dem, en Ulv fra Ødemarken
hærge dem, en Panter lure ved Byerne; enhver, som går derfra,
rives sønder; thi talrige er deres Synder, mange deres Frafald.
7. Hvor kan jeg vel tilgive dig? Dine Sønner forlod mig og svor ved
Guder, som ikke er Guder. Når jeg mætted dem, horede de, slog
sig ned i Skøgens Hus;
8. de blev fede, gejle Hingste, de vrinsker hver efter Næstens
Hustru.
9. Skal jeg ikke hjemsøge sligt? så lyder det fra HERREN, skal ikke
min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk?
10. Stig op på dets Mure, læg øde, men ikke helt! Ryk Rankerne op,
thi HERREN tilhører de ikke.
11. Thi svigefulde er de imod mig, Israels Hus og Judas Hus, så
lyder det fra HERREN.
12. De fornægter HERREN og siger: "Det betyder intet! Ulykke kommer
ej over os, vi skal ikke se Sværd og Hunger;
13. Profeterne bliver til Vind, Guds Ord er ej i dem; gid Ordet må
ramme dem selv!"
14. Derfor, så siger HERREN, Hærskarers Gud: Fordi I siger dette
Ord, se, derfor gør jeg mine Ord i din Mund til Ild og dette
Folk til Brænde, som Ild skal fortære.
15. Se, jeg bringer over eder et Folk fra det fjerne, Israels Hus,
så lyder det fra HERREN, et Folk, som er stærkt, et Folk fra
Fortids Dage, et Folk, hvis Mål du ej kender, hvis Tale du ikke
fatter;
16. som en åben Grav er dets kogger, de er alle Kæmper;
17. det skal æde dit Korn og dit Brød, det skal æde dine Sønner og
Døtte, det skal æde dit Småkvæg og Hornkvæg, det skal æde din
Vinstok og dit Figentræ; med Sværd skal de lægge dine Fæstninger
øde, dem, som du stoler på.
18. Men selv i de Dage, lyder det fra HERREN, vil jeg ikke udslette
eder.
19. Og når de siger: "Hvorfor har HERREN vor Gud gjort os alt det?"
sig så til dem: "Som I forlod mig og tjente fremmede Guder i
eders Land, således skal I tjene som fremmede i et Land, der
ikke er eders."
20. Forkynd dette i Jakobs Hus og kundgør det i Juda:
21. Hør dette, du tåbelige Folk, som er uden Forstand, som har Øjne,
men ikke ser, og Ører, men ikke hører:
22. Vil I ikke frygte mig, lyder det fra HERREN, eller bæve for mit
Åsyn? Jeg, som gjorde. Sandet til Havets Grænse, et evigt Skel,
som det ikke kan overskride; selv om det bruser, evner det
intet; om end dets Bølger larmer, kan de ikke overskride det.
23. Dette Folk har et trodsigt og genstridigt Hjerte, de faldt fra
og gik bort.
24. De siger ikke i deres Hjerte: "Lad os frygte HERREN vor Gud, som
giver os Regn, Tidligregn og Sildigregn, til rette Tid og sikrer
os Ugerne, da der skal høstes."
25. Eders Misgerninger bragte dem i Ulave, eders Synder unddrog eder
det gode.
26. Thi der findes gudløse i mit Folk; de ligger på Lur, som
Fuglefængere dukker de sig; de sætter Fælder, de fanger
Mennesker.
27. Som et Bur er fuldt af Fugle, således er deres Huse fulde af
Svig; derfor blev de store og rige.
28. De er tykke og fede; og så strømmer de over med onde Ord; de
hævder ikke den faderløses Ret, at det måtte gå dem vel, og
hjælper ikke de fattige til deres Ret.
29. Skulde jeg ikke hjemsøge sligt? lyder det fra HERREN; skulde min
Sjæl da ikke tage Hævn over sligt et Folk?
30. Gyselige, grufulde Ting går i Svang i Landet;
31. Profeterne profeterer Løgn, Præsterne skraber til sig, og mit
Folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når Enden kommer?
Jeremias 6
1. Fly, I Benjamins Sønner, bort fra Jerusalem og stød i hornet i
Tekoa, hejs Mærket over Bet-Kerem! Thi Ulykke truer fra Nord, et
vældigt Sammenbrud.
2. Jeg tilintetgør Zions Datter, den yndige, forvænte
3. til hende kommer der Hyrder med deres Hjorde; de opslår Telte i
Ring om hende, afgræsser hver sit Stykke.
4. Helliger Angrebet på hende! Op! Vi rykker frem ved Middag! Ve
os, thi Dagen hælder, thi Aftenskyggerne længes.
5. Op! Vi rykker frem ved Nat og lægger hendes Borge øde.
6. Thi så siger Hærskarers HERRE: Fæld Træer og opkast en Vold imod
Jerusalem ! Ve Løgnens By med lutter Voldsfærd i sin Midte!
7. Som Brønden sit Vand holder Byen sin Ondskab frisk; der høres om
Voldsfærd og Hærværk, Sår og Slag har jeg altid for Øje.
8. Jerusalem, tag ved Lære, at min Sjæl ej vender sig fra dig, at
jeg ikke skal gøre dig til Ørk, til folketomt, Land.
9. Så siger Hærskarers HERRE: Hold Efterhøst på Israels Rest, som
det sker på en Vinstok, ræk som en Vingårdsmand atter din Hånd
til dens Ranker!
10. "For hvem skal jeg tale og vidne, så de hører derpå? Se, de har
uomskårne Ører, kan ej lytte til; se, HERRENs Ord er til Spot og
huer dem ikke.
11. Jeg er fuld af HERRENs Vrede og træt af at tæmme den." Gyd den
ud over Barnet på Gaden, over hele de unges Flok; både Mand og
Kvinde skal fanges, gammel og Olding tillige;
12. deres Huse, Marker og Kvinder skal alle tilfalde andre; thi jeg
udrækker Hånden mod Landets Folk, så lyder det fra HERREN.
13. Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de farer alle
med Løgn fra Profet til Præst.
14. De læger mit Folks Brøst som den simpleste Sag, idet de siger:
"Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred.
15. De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog
blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde
på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger HERREN.
16. Så siger HERREN: Stå ved Vejene og se efter, spørg efter de
gamle Stier, hvor Vejen er til alt godt, og gå på den; så finder
I Hvile for eders Sjæle. Men de svarede: "Det vil vi ikke."
17. Og jeg satte Vægtere over dem: "Hør Hornets Klang!" Men de
svarede: "Det vil vi ikke."
18. Hør derfor, I Folk, og vidn imod dem!
19. Hør, du Jord! Se, jeg sender Ulykke over dette Folk, Frugten at
deres Frafald, thi de lyttede ikke til mine Ord og lod hånt om
min Lov.
20. Hvad skal jeg med Røgelsen, der kommer fra Saba, med den dejlige
Kalmus fra det fjerne Land? Eders Brændofre er ej til Behag,
eders Slagtofre huer mig ikke.
21. Derfor, så siger HERREN: Se, jeg sætter Anstød for dette Folk,
og de skal støde an derimod, både Fædre og Sønner; både Nabo og
Genbo skal omkomme.
22. Så siger HERREN: Se, et Folkeslag kommer fra Nordens Land, et
vældigt Folk bryder op fra det yderste af Jorden.
23. De fører Bue og Spyd, er skånselsløst grumme; deres Røst er som
Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som Stridsmand mod dig,
du Zions Datter.
24. Vi hørte Rygtet derom, vore Hænder blev slappe, Rædsel greb os,
Skælven som fødende Kvinde.
25. Gå ikke ud på Marken og følg ej Vejen, thi Fjenden bærer Sværd,
trindt om er Rædsel.
26. Klæd dig i Sæk, mit Folks Datter, vælt dig i Støvet, hold Sorg
som over den enbårne, bitter Klage! Thi Hærværksmanden skal brat
komme over os.
27. Til Metalprøver, Guldprøver, gjorde jeg dig i mit Folk til at
kende og prøve deres Færd.
28. De faldt alle genstridige fra, de går og bagtaler, er kun Kobber
og Jern, alle handler de slet.
29. Bælgen blæser, af Ilden kommer kun Bly. Al Smelten er spildt, de
onde udskilles ej.
30. Giv dem Navn af vraget Sølv, thi dem har HERREN vraget.
Jeremias 7
1. Det Ord som kom til Jeremias fra Herren
2. Stå hen i Porten til HERRENs Hus og udråb dette Ord: Hør HERRENs
Ord, hele Juda, I, som går ind gennem disse Porte for at tilbede
HERREN!
3. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Bedrer eders Veje og
eders Gerninger, så vil jeg lade eder bo på dette Sted.
4. Stol ikke på den Løgnetale: Her er HERRENs Tempel, HERRENs
Tempel, HERRENs Tempel!
5. Men bedrer eders Veje og eders Gerninger! Dersom I virkelig øver
Ret Mand og Mand imellem,
6. ikke undertrykker den fremmede, den faderløse og Enken, ej
heller udgyder uskyldigt Blod på dette Sted, ej heller til egen
Skade holder eder til fremmede Guder, 7 så vil jeg til evige
Tider lade eder bo på dette Sted i det Land, jeg gav eders
Fædre.
8. Se, I stoler på Løgnetale, som intet båder.
9. Stjæle, slå ihjel, hore, sværge falsk, tænde Offerild for Ba'al,
holde eder til fremmede Guder, som I ikke kender til
10. og så kommer I og står for mit Åsyn i dette Hus, som mit Navn
nævnes over, og siger: "Vi er frelst!" for at gøre alle disse
Vederstyggeligheder.
11. Holder I dette Hus, som mit Navn nævnes over, for en Røverkule?
Men se, også jeg har Øjne, lyder det fra HERREN.
12. Gå dog hen til mit hellige Sted i Silo, hvor jeg først
stadfæstede mit Navn, og se, hvad jeg gjorde ved det for mit
Folk Israels Ondskabs Skyld.
13. Og nu, fordi I øver alle disse Gerninger, lyder det fra HERREN,
og fordi I ikke vilde høre, når jeg årle og silde talede til
eder, eller svare, når jeg kaldte på eder,
14. derfor vil jeg gøre med Huset, som mit Navn nævnes over, og som
I stoler på, og med Stedet, jeg gav eder og eders Fædre, ligesom
jeg gjorde med Silo;
15. og jeg vil støde eder bort fra mit Åsyn, som jeg stødte alle
eders Brødre bort, al Efraims Æt.
16. Men du må ikke gå i Forbøn for dette Folk eller frembære klage
og Bøn eller trænge ind på mig for dem, thi jeg hører dig ikke.
17. Ser du ikke, hvad de har for i Judas Byer og på Jerusalems
Gader?,,
18. Børnene sanker Brænde, Fædrene tænder Ild, og Kvinderne ælter
Dejg for at bage Offerkager til Himmelens Dronning og udgyde
Drikofre for fremmede Guder og og krænke mig.
19. Mon det er mig, de krænker, lyder det fra HERREN, mon ikke sig
selv til deres Ansigters Skam?
20. Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, min Vrede og Harme
udgyder sig over dette Sted, over Folk og Fæ, over Markens Træer
og Jordens Frugt, og den skal brænde uden at slukkes.
21. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Læg eders Brændofre til
eders Slagtofre og æd Kød!
22. Thi dengang jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, talede jeg ikke
til dem eller bød dem noget om Brændoffer og Slagtoffer;
23. men dette bød jeg dem: "I skal høre min Røst, så vil jeg være
eders Gud, og I skal være mit Folk; og I skal gå på alle de
Veje, jeg byder eder, at det må gå eder vel."
24. Men de hørte ikke og lånte ikke Øre; de fulgte deres onde
Hjertes Stivsind og gik tilbage, ikke fremad.
25. Fra den Dag eders Fædre drog ud af Ægypten, og til i Dag har jeg
Dag efter Dag, årle og silde sendt eder alle mine Tjenere
Profeterne;
26. men de hørte ikke og lånte ikke Øre; de gjorde Nakken stiv og
øvede mere ondt end deres Fædre.
27. Når du siger dem alle disse Ord, hører de dig ikke, og kalder du
på dem, svarer de dig ikke.
28. Sig så til dem: Det er det Folk, som ej hørte HERREN deres Guds
Røst, det, som ej tog ved Lære; Sandhed er svundet, udryddet af
deres Mund.
29. Afklip dit Hår, kast det bort og klag på de nøgne Høje! Thi
HERREN har forkastet og bortstødt den Slægt, han var vred på.
30. Thi Judas Sønner har gjort, hvad der er ondt i mine Øjne, lyder
det fra HERREN; de har opstillet deres væmmelige Guder i Huset,
som mit Navn nævnes over, for at gøre det urent;
31. de har bygget Tofets Offerhøje i Hinnoms Søns Dal for at brænde
deres Sønner og Døtre i Ilden, hvad jeg ikke har påbudt, og hvad
aldrig var i min Tanke.
32. Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da man ikke
mere skal sige Tofet og Hinnoms Søns Dal, men Morddalen, og man
skal jorde de døde i Tofet, fordi Pladsen ikke slår til.
33. Og dette Folks Lig skal blive Himmelens Fugle og Jordens Dyr til
Æde, og ingen skal skræmme dem bort.
34. Og i Judas Byer og på Jerusalems Gader gør jeg Ende på Fryderåb
og Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds Røst, thi Landet skal
lægges øde.
Jeremias 8
1. Til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal man tage Judas kongers
ben, dets Fyrsters Ben, Præsternes, Profeternes og Jerusalems
Indbyggeres Ben ud af deres Grave
2. og sprede dem for Sol og Måne og al Himmelens Hær, som de
elskede og dyrkede, holdt sig til, rådspurgte og tilbad; de skal
ikke samles og jordes, men blive til Gødning på Marken.
3. Og Døden skal foretrækkes for Livet af hele den Rest, der er
tilbage af denne onde Slægt på alle de Steder, jeg driver dem
hen, lyder det fra Hærskarers HERRE.
4. Og du skal sige til dem: Så siger HERREN: Mon man falder og ej
står op, går tilbage og ej vender om?
5. Hvi falder da dette Folk i Jerusalem fra i evigt Frafald? De
fastholder Svig, vil ikke vende om igen.
6. Jeg lytter, hører nøje efter: de taler ej Sandhed, ingen angrer
sin Ondskab og siger: "Hvad gjorde jeg!" Hver styrter frem i sit
Løb, som Hest stormer frem i Strid.
7. Selv Storken oppe i Luften kender sin Tid, Turtelduen, Svalen og
Tranen holder den Tid, de skal komme; men mit Folk, de kender ej
HERRENs Ret.
8. Hvor kan I sige: "Vi er vise, og hos os er HERRENs Lov!" Nej, de
skriftkloges Løgnegriffel virked i Løgnens Tjeneste.
9. De vise skal blive til Skamme, ræddes og fanges. Se, HERRENs Ord
har de vraget, hvad Visdom har de?
10. Derfor giver jeg andre deres Kvinder, nye Herrer deres
Marker. Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de
farer alle med Løgn fra Profet til Præst.
11. De læger mit Folks Datters Brøst som den simpleste Sag, idet de
siger: "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred.
12. De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog
blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde
på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger HERREN.
13. Jeg vil bjærge deres Høst, så lyder det fra HERREN, men
Vinstokken er uden Druer, Figentræet uden Figner, og Løvet er
vissent.
14. Hvorfor sidder vi stille? Flok jer dog sammen, lad os gå til de
faste Stæder og tilintetgøres der! Thi HERREN vor Gud
tilintetgør os, Gift er vor Drik, thi vi synded mod HERREN.
15. Man håber på Fred, men det bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men
se, der er Rædsel.
16. Hans Hestes Fnysen høres fra Dan, ved Lyden af hans Hingstes
Vrinsken skælver alt Landet. De kommer og opæder Landet og dets
Fylde, Byen og dens Borgere.
17. Thi se, jeg sender imod jer Slanger; Basilisker, som ikke lader
sig besværge, bide jer skal de, lyder det fra HERREN.
18. Min Kvide er ikke til at læge, mit Hjerte er sygt.
19. Hør mit Folks Datters Skrig viden om fra Landet! Er HERREN da
ikke i Zion, har det ingen konge? Hvi krænked I mig med eders
Billeder, fremmed Tomhed?
20. Kornhøst er omme, Frugthøst endt, og vi er ej frelst!
21. Ved mit Folks Datters Sammenbrud er jeg brudt sammen, jeg
sørger, grebet af Rædsel.
22. Er der ikke Balsam i Gilead, ingen Læge der? Hvorfor heles da
ikke mit Folks Datters Sår?
1. Ak, var mit Hoved Vand, mine Øjne en Tårekilde! Så græd jeg Dag
og Nat over mit Folks Datters slagne.
Jeremias 9
2. Ak, fandt jeg i Ørkenen et Herberg for vandringsmænd. Så drog
jeg bort fra mit Folk og gik fra dem. Thi Horkarle er de alle,
en svigefuld Bande;
3. de spænder deres Tunges Bue. Løgn, ikke Sandhed råder i Landet;
thi de går fra Ondskab til Ondskab og kender ej mig, så lyder
det fra HERREN.
4. Vogt eder hver for sin Næste, tro ingen Broder, thi hver Broder
er fuld af List, hver sværter sin Næste.
5. De fører hverandre bag Lyset, taler ikke Sandhed: de øver Tungen
i Løgn, skejer ud, vil ej vende om,
6. Voldsdåd Slag i Slag og Svig på Svig; de nægter at kendes ved
mig, så lyder det fra HERREN.
7. Derfor, så siger Hærskarers HERRE: Se, jeg smelter og prøver
dem, ja, hvad må jeg dog gøre for mit Folks Datters Skyld!
8. Deres Tunge er en morders Pil, deres Munds Ord Svig; med Næsten
taler de Fred, men i Hjertet bærer de Svig.
9. Skal jeg ikke hjemsøge dem for sligt, så lyder det fra HERREN,
skal ikke min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk?
10. Over Bjergene bryder jeg ud i Gråd og Klage, over
ØrkenensGræsgang i Klagesang. Thi de er afsvedet, mennesketomme,
der høres ej Lyd af Kvæg; Himlens Fugle og Dyrene flygtede bort.
11. Jerusalem gør jeg til Stenhob. Sjakalers Bolig, og Judas Byer
til Ørk, hvor ingen bor.
12. Hvem er viis nok til at fatte dette, og til hvem har HERRENs
Mund talet, så han kan sige det: Hvorfor er Landet lagt øde,
afsvedet som en Ørken, mennesketomt?
13. Og HERREN sagde: Fordi de forlod min Lov, som jeg forelagde dem,
og ikke hørte min Røst eller vandrede efter den,
14. men fulgte deres Hjertes Stivsind og Baalerne, som deres Fædre
lærte dem at kende,
15. derfor, så siger Hærskarers HERRE Israels Gud: Se, jeg giver
dette Folk Malurt at spise og Gift at drikke;
16. jeg spreder dem blandt Folk, som hverken de eller deres Fædre
før kendte til, og sender Sværdet efter dem, til jeg får gjort
Ende på dem.
17. Så siger Hærskarers HERRE, mærk jer det vel! Kald Klagekvinder
hid, lad dem komme, hent kyndige Kvinder, lad dem komme,
18. lad dem haste og istemme Klage over os! Vore Øjne skal rinde med
Gråd, vore Øjenlåg strømme med Vand.
19. Thi Klageråb høres fra Zion: "Hvor er vi dog hærgede, beskæmmede
dybt, fordi vi må bort fra Landet, thi de brød vore Boliger
ned."
20. Ja, hør, I Kvinder, mit Ord, eders Øre fange Ord fra min Mund,
og lær eders døtre Klage, hverandre Klagesang:
21. "Døden steg op i vore Vinduer; kom i Paladserne, udrydded Barnet
på Gaden, de unge på Torvene."
22. Sig: så lyder det fra HERREN: De døde Legemer faldt som Gødning
på Marken, som Skåret efter Høstmanden; ingen binder op.
23. Så siger HERREN: Den vise rose sig ikke af sin Visdom, den
stærke ikke af sin Styrke, den rige ikke af sin Rigdom;
24. men den, som vil rose sig, skal rose sig af at han har Forstand
til at kende mig, at jeg, HERREN, øver Miskundhed, Ret og
Retfærdighed på Jorden; thi i sådanne har jeg Behag, lyder det
fra HERREN.
25. Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg hjemsøger alle
de omskårne, som har Forhud:
26. Ægypten, Juda, Edom, Ammoniterne, Moab og alle Ørkenboere med
rundklippet Hår; thi Hedningerne er alle uomskårne, men alt
Israels Hus har uomskåret Hjerte.
Jeremias 10
1. Hør det Ord HERREN taler til eder, Israels hus!
2. Så siger HERREN: Væn eder ikke til Hedningernes Færd og frygt
ikke Himmelens Tegn, fordi Hedningerne frygter dem.
3. Thi Folkenes Rædsel er Tomhed; thi det er Træ, fældet i Skoven,
et Værk, som Håndværkerhænder tilhugger med Økse:
4. han smykker det med Sølv og Guld og fæster det med Søm og
Hammer, så det ikke vakler.
5. De er som et Fugleskræmsel i Agurkhaven og kan ikke tale; de må
bæres, da de ikke kan gå. Frygt dem ikke, thi de gør intet ondt,
så lidt som de evner at gøre noget godt.
6. Din Lige findes ikke, HERRE; stor er du og stort dit Navn i
Vælde.
7. Hvo skulde ikke frygte dig, du Folkenes Konge! Thi sådant
tilkommer dig; thi blandt alle Folks Vismænd og i alle deres
Riger findes ikke din Lige.
8. Alle sammen er de dumme og Tåber; Afgudernes Lærdom, den er Træ.
9. Hamret Sølv, indført fra Tarsis, og Guld fra Ofir, et Værk af en
Håndværker og Guldsmedens Hænder! De er klædt i violet og rødt
Purpur; et Værk af kunstsnilde Folk er de alle.
10. Men HERREN er Gud i Sandhed, han er en levende Gud og en evig
Konge; for hans Vrede skælver Jorden, og Folkene udholder ikke
hans Harme.
11. Således skal I sige til dem: Guder, der ikke har skabt Himmel og
Jord, skal forsvinde fra Jorden og under Himmelen.
12. Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin
Visdom, og i sin Indsigt udspændte han Himmelen.
13. Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader
Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn og
sender Stormen ud af sine Forrådskamre.
14. Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt; hver Guldsmed får Skam af
sit Billede; thi hvad han støber, er Løgn, og der er ikke Ånd i
den;
15. Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid
kommer, er det ude med dem.
16. Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han har skabt alt, og Israel
er hans Arvelods Stamme; Hærskarers HERRE er hans Navn.
17. Tag din Bylt op fra Jorden, du, som sidder belejret!
18. Thi så siger HERREN: Se, denne Gang slynger jeg Landets
indbyggere bort og bringer dem i Trængsel, for at de kan bøde.
19. "Ve mig for min Brøst, mit Sår er svart! Men jeg siger: "Det er
min Smerte, den vil jeg bære."
20. Mit Telt er hærget og alle mine Teltreb sprængt, mine Børn går
fra mig, de er borte; mit Telt spænder ingen ud mer eller
opsætter Tæpperne.
21. Thi dumme er Hyrderne, HERREN søger de ikke, du er derfor til
intet, og hele deres Hjord er spredt.
22. Der lyder en Tidende, se, den kommer med vældigt Drøn fra
Nordens Land og gør Judas Byer til Ørk, til Sjakalers Bo.
23. Jeg ved, HERRE, at et Menneskes Vej ikke står til ham selv, og
at det ikke står til en Mand at vandre og styre sine Fjed.
24. Tugt os, HERRE, men med Måde, ikke i Vrede, for ikke at gøre os
færre!
25. Udøs din Vrede på Folk, som ikke kender dig, på Slægter, som
ikke påkalder dit Navn; thi de har opædt Jakob, tilintetgjort
det og lagt dets Bolig øde.
Jeremias 11
1. Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren:
2. Hør denne Pagts Ord og tal til Judas Mænd og Jerusalems. Borgere
3. og sig: Så siger HERREN, Israels Gud: Forbandet være den, der
ikke hører denne Pagts Ord,
4. som jeg bød eders Fædre holde, dengang jeg førte dem ud af
Ægypten, af Jernovnen, idet jeg sagde: "Hør min Røst og gør alt,
hvad jeg pålægger eder, så skal I være mit Folk, og jeg vil være
eders Gud
5. og holde den Ed, jeg tilsvor eders Fædre om at give dem et Land,
der flyder med Mælk og Honning, som det nu er sket!" Og jeg
svarede: "Amen, HERRE!"
6. Og HERREN sagde til mig: Udråb alle disse Ord i Judas Byer og på
Jerusalems Gader: Hør denne Pagts Ord og hold dem!
7. Thi jeg besvor eders Fædre, dengang jeg førte dem ud af Ægypten,
ja til den Dag i Dag, årle og silde: "Hør min Røst!"
8. Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre, men fulgte alle
deres onde Hjertes Stivsind. Derfor bragte jeg over dem alle
denne Pagts Ord, som jeg havde pålagt dem at holde, men som de
ikke holdt.
9. Og HERREN sagde til mig: Der er fundet en Sammensværgelse blandt
Judas Mænd og Jerusalems Borgere;
10. de er vendt tilbage til deres Forfædres Misgerninger, de, som
vægrede sig ved at høre mine Ord og holdt sig til fremmede Guder
og dyrkede dem; Israels Hus og Judas Hus har brudt den Pagt, jeg
sluttede med deres Fædre.
11. Derfor, så siger HERREN: Se, jeg sender en Ulykke over dem, som
de ikke kan slippe fra; og når de da råber til mig, vil jeg ikke
høre dem.
12. Da skal Judas Byer og Jerusalems Borgere gå hen og råbe til de
Guder, de tænder Offerild for; men de kan ikke frelse dem i
Nødens Stund.
13. Thi mange som dine Byer er dine Guder, Juda, og mange som
Gaderne i Jerusalem er Altrene, I har rejst for Skændselen,
Altrene til af tænde Offerild for Baal.
14. Men du må ikke gå i Forbøn for dette Folk eller frembære Klage
og Bøn for det; thi jeg hører ikke, når de råber til mig i
Nødens Stund.
15. Hvad vil min elskede i mit Hus, hun, som øved Svig? Kan Fedt og
helligt kød borttage din Ondskab, eller kan du reddes ved sligt?
16. Et grønt Oliventræ, skønt at skue, så kaldte HERREN dit
Navn. Under voldsom Buldren og Bragen afsved Ilden dets Løv og
brændte dets Grene.
17. Hærskarers HERRE, som plantede dig, truer dig med Ulykke til
Straf for det onde, Israels Hus og Judas Hus gjorde for at
krænke mig, idet de tændte Offerild for Baal.
18. HERREN lod mig det vide, derfor ved jeg det; da lod du mig se
deres Gerninger.
19. Og jeg var som et tålsomt Lam, der føres til Slagtning. Jeg
vidste ej af, at de tænkte på Rænker imod mig: "Lad os ødelægge
Træet i Blomst, udrydde ham af de levendes Land, så hans Navn ej
ihukommes mer."
20. Hærskarers HERRE, retfærdige Dommer, som prøver Nyrer og Hjerte,
lad mig skue din Hævn på dem, thi på dig har jeg væltet min Sag.
21. Derfor, så siger HERREN om Mændene i Anatot, som står mig efter
Livet og siger: "Du må ikke profetere i HERRENs Navn; ellers
skal du dø for vor Hånd"
22. derfor, så siger Hærskarers HERRE: Se, jeg, vil hjemsøge dem;
deres unge Mænd skal dø for Sværd, deres Sønner og Døtre af
Hunger;
23. der skal ikke levnes dem nogen Rest, thi jeg sender Ulykke over
Mændene i Anatot, når Året, de skal hjemsøges kommer.
Jeremias 12
1. Herre retten er din, når jeg trætter med dig om ret og dog må
jeg tale med dig om Ret. Hvi følger Lykken de gudløses Vej, hvi
er alle troløse trygge?
2. Du planter dem, og de slår rod, de trives og bærer Frugt. De har
dig i Munden, men ikke i Hjertet.
3. Du, HERRE, du kender mig, ser mig og prøver mit Hjertelag mod
dig. Riv dem bort som Får til Slagtning, vi dem til Blodbadets
Dag!
4. (Hvor længe skal Landet sørge, al Markens Urter visne? For
indbyggernes Ondskabs Skyld omkommer Dyr og Fugle; thi man
siger: "Han skuer ikke, hvorledes det vil gå os.")
5. "Når Fodgængere løber dig træt, hvor kan du da kappes med Heste?
Og er du ej tryg i et fredeligt Land, hvad vil du så gøre i
Jordans Stolthed"?
6. Thi selv dine Brødre og din Faders Hus er troløse imod dig, selv
de skriger af fuld Hals efter dig; tro dem ikke, når de giver
dig gode Ord!"
7. Mit Hus har jeg opgivet, bortstødt min Arvelod, givet min
elskede hen i hendes Fjenders Hånd.
8. Min Arvelod blev for mig som en Løve i Skoven, den løftede
Røsten imod mig, derfor må jeg hade den.
9. Er min Arvelod blevet mig en spraglet Fugl, omgivet af Fugle?
Lad alle de vilde Dyr samles, hent dem hid for af æde!
10. Hyrder i Mængde ødelægger min Vingård, nedtramper min Arvelod,
min yndige Arvelod gør de til øde Ørk;
11. de lægger den øde, den sørger øde for mit Åsyn. Hele Landet er
ødelagt, thi ingen brød sig om det.
12. Over alle Ørkenens nøgne Høje kom Hærværksmænd. Thi HERREN har
et Sværd; det fortærer alt fra den ene Ende af Landet til den
anden; intet Kød har Fred.
13. De såede Hvede og høstede Torne, sled til ingen Gavn og blev til
Skamme med deres Afgrøde for HERRENs glødende Vredes Skyld.
14. Så siger HERREN om alle mine onde Naboer, der rører den Arvelod,
jeg gav mit Folk Israel i Eje: Se, jeg rykker dem op af deres
Land, og Judas Hus rykker jeg op midt iblandt dem.
15. Men siden, når jeg har rykket dem op, forbarmer jeg mig atter
over dem og bringer dem hjem, hver til sin Arvelod og hver til
sit Land.
16. Hvis de da lærer mit Folks Veje, så de sværger ved mit Navn: "Så
sandt HERREN lever!" ligesom de lærte mit Folk at svæærge ved
Baal, skal de opbygges iblandt mit Folk.
17. Men hører de ikke, rykker jeg et sådant Folk helt op og
tilintetgør det, lyder det fra HERREN.
Jeremias 13
1. Således saghde Herren til mig: "Gå hen og køb dig et linned
bælte og bind det om din lænd, lad det ikke komme i vand!"
2. Og jeg købte bæltet efter Herrens ord og bandt det om min lænd.
3. Så kom HERRENs Ord atter til mig således:
4. "Tag Bæltet, du købte og har om Lænden, og gå til Frat og gem
det der i eu Klipperevne!"
5. Og jeg gik hen og gemte det ved Frat, som HERREN bød.
6. Men lang Tid efter sagde HERREN til mig: "Gå til Frat og hent
Bæltet, jeg bød dig gemme der!"
7. Og jeg gik til Frat og gravede Bæltet op, hvor jeg havde gemt
det: og se, Bæltet var ødelagt og duede ikke til noget.
8. Og HERRENs Ord kom til mig således:
9. Så siger HERREN: Således vil jeg ødelægge Judas og Jerusalems
store Herlighed.
10. Dette onde Folk, som vægrer sig ved at høre mine Ord og vandrer
i deres Hjertes Stivsind og holder sig til andre Guder og dyrker
og tilbeder dem, skal blive som dette Bælte, der ikke duer til
noget.
11. Thi som Bæltet slutter sig tæt til en Mands Lænd, således har
jeg sluttet hele Israels Hus og hele Judas Hus tæt til mig,
lyder det fra HERREN, for at de skulde være mit Folk og blive
mig til Navnkundigbed, Pris og Ære; men de hørte ikke.
12. Og du skal sige til dette Folk: Så siger HERREN, Israels Gud:
Enhver Vindunk fyldes med Vin! Og siger de til dig: "Skulde vi
ikke vide, at enhver Vindunk fyldes med Vin?"
13. så svar dem: Så siger HERREN: Se, jeg vil fylde alle dette Lands
Indbyggere, Kongerne, der sidder på Davids Trone, Præsterne,
Profeterne og alle Jerusalems Borgere, så de hliver drukne;
14. og jeg knuser dem mod hinanden, både Fædre og Sønner, lyder det
fra HERREN; uden Skånsel, Medynk og Barmhjertighed ødelægger jeg
dem.
15. Hør og lyt uden Hovmod, thi HERREN taler.
16. Lad HERREN eders Gud få Ære, før det mørkner, før I støder eders
Fødder på Skumringsbjerge, så I må bie på Lys, men han gør det
til Mulm, han gør det til Mørke.
17. Men dersom I ikke hører, da græder min Sjæl i Løn for Hovmodets
Skyld, den fælder så bitre Tåmer; mit Øje rinder med Gråd, thi
HERRENs Hjord føres bort.
18. Sig til Kongen og til Herskerinden: "Tag lavere Sæde, thi af
eders Hoved faldt den dejlige Krone."
19. Sydlandets Byer er lukkede, ingen lukker op, hele Juda er
bortført til sidste Mand.
20. Løft dine Øjne og se dem komme fra Nord! Hvor er den Hjord, du
fik, dine dejlige Får?
21. Hvad vil du sige, når du får dem til Herrer, hvem du lærte at
komme til dig som Venner? Vil ikke Veer da gribe dig som Kvinde
i Barnsnød?
22. Og siger du i dit Hjerte: "Hvi hændtes mig dette?" For din svare
Skyld blev dit Slæb løftet op, dine Hæle skændet.
23. Hvis en Neger kunde skifte sin Hud, en Panter sine Striber, så
kunde og I gøre godt, I Mestre i ondt!
24. Jeg spreder dem som Strå, der flyver for Ørkenens Vind:
25. det er din Lod, din tilmålte Del fra mig, så lyder det fra
HERREN, fordi du lod mig gå ad Glemme og stoled på Løgn.
26. Ja, dit Slæb slår jeg over dit Ansigt, din Skam skal ses,
27. dit Ægteskabsbrud og din Vrinsken, din skamløse Utugt; på Højene
og ude på Marken så jeg dine væmmelige Guder. Ve dig, Jerusalem,
du bliver ej ren hvor længe endnu?
Jeremias 14
1. HERRENs Ord, som kom til Jeremias om tørken.
2. Juda sørger; dets Porte vansmægter sørgeklædt i Støvet,
Jerusalems Skrig stiger op,
3. og dets Stormænd sender deres Drenge efter Vand, de kommer til
Brønde, men finder ej Vand, vender hjem med tomme Spande, med
Skam og Skændsel og tilhyllet Hoved.
4. Over Jorden, som revner af Angst, da Regn ej falder i Landet, er
Bønderne beskæmmede, tilhyller Hovedet.
5. Selv Hinden på Marken forlader sin nyfødte Kalv, thi Græs er der
ikke.
6. På nøgne Høje står Vildæsler og snapper efter Luft som Sjakaler,
deres Øjne vansmægter, thi Grønt er der ikke.
7. Vidner vore Synder imod os, HERRE, grib så for dit Navns Skyld
ind! Thi mange Gange faldt vi fra, mod dig har vi syndet.
8. Du Israels Håb og Frelser i Nødens Stund! Hvorfor er du som
fremmed i Landet, som en Vandringsmand, der kun søger Nattely?
9. Hvorfor er du som en rådvild Mand, som en Helt, der ikke kan
frelse? Du er dog i vor Midte, HERRE, dit Navn er nævnet over
os, så lad os ej fare!
10. Så siger HERREN til dette Folk: De elsker at flakke omkring og
sparer ej Fødderne, men ejer ikke HERRENs Behag. Han ihukommer
nu deres Brøde, hjemsøger deres Synder.
11. Og HERREN sagde til mig: "Bed ikke om Lykke for dette Folk!
12. Når de faster, hører jeg ikke deres Klage, og når de ofrer
Brændoffer og Afgrødeoffer, har jeg ikke Behag i dem; nej, med
Sværd, Hunger og Pest vil jeg gøre Ende på dem!"
13. Da sagde jeg: "Ak, Herre, HERRE! Profeterne siger jo til dem: I
skal ikke se Sværd, og Hungersnød skal ikke komme over eder, thi
tryg Fred giver jeg eder på dette Sted."
14. HERREN svarede: "Profeterne profeterer Løgn i mit Navn; jeg har
ikke sendt dem eller givet dem noget Bud eller talet til
dem. Løgnesyner og falsk Spådom og deres Hjertes Bedrag er det,
de profeterer for eder!
15. Derfor, så siger HERREN til Profeterne, der profeterer i mit
Navn, skønt jeg ikke har sendt dem, og som siger, at der ikke
skal komme Sværd eller Hunger i dette Land: Disse Profeter skal
omkomme ved Sværd og Hunger;
16. og folket, de profeterer for, skal slænges hen på Jerusalems
Gader for Hunger og Sværd, og ingen skal jorde dem, hverken dem
eller deres Hustruer, Sønner eller Døtre. Jeg udøser deres
Ondskab over dem."
17. Og du skal sige dette Ord til dem: Mine Øjne skal rinde med Gråd
ved Nat og ved Dag og aldrig høre op; thi mit Folks jomfruelige
Datter ligger lemlæstet hårdt, Såret er såre svart.
18. Hvis jeg går ud på Marken, se sværdslagne Mænd, og kommer jeg
ind i Byen, se Hungerens Kvaler! Thi både Profet og Præst drager
bort til et Land, de ej kender.
19. Har du ganske vraget Juda, væmmes din Sjæl ved Zion? Hvorfor har
du slået os, så ingen kan læge? Man håber på Fred, men det
bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel.
20. Vi kender vor Gudløshed, HERRE, vore Fædres Brøde, thi vi synded
mod dig.
21. Bortstød os ikke for dit Navns Skyld, vanær ej din Herligheds
Trone, kom i Hu og bryd ej din Pagt med os!
22. Kan blandt Hedningeguderne nogen sende Regn, giver Himlen Nedbør
af sig selv? Er det ikke dig, o HERRE vor Gud? Så bier vi på
dig, thi du skabte alt dette.
Jeremias 15
1. Da sagde HERREN til mig: Om så Moses og Samuel stod for mit
Åsyn, vilde mit Hjerte ikke vende sig til dem. Jag dette Folk
bort fra mit Åsyn!
2. Og når de spørger dig: "Hvor skal vi gå hen?" så svar dem: Så
siger HERREN: Hvo Dødens er, til Død, hvo Sværdets er, til
Sværd, hvo Hungerens er, til Hunger, hvo Fangenskabets er, til
Fangenskab!
3. Jeg sætter fire Magter over dem, lyder det fra HERREN: Sværdet
til at slå ihjel, Hundene til at slæbe bort, Himmelens Fugle og
Jordens Dyr til at æde og ødelægge.
4. Jeg gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger for Ezekiass Søns,
Kong Manasse af Judas, Skyld, for alt, hvad han gjorde i
Jerusalem.
5. Hvo føler, Jerusalem, for dig, hvo ynker dig vel, hvo bøjer af
fra Vejen og spørger til dig?
6. Du vragede mig, så lyder def fra HERREN; du veg bort. Jeg
udrækker Hånden, udsletter dig, træt af at ynkes.
7. Med Kasteskovl kaster jeg dem i Landets Porte, mit Folk gør jeg
barnløst og til intet; de vendte ej om.
8. Flere end Havets Sandskorn bliver deres Enker. Jeg sender over
Ynglingens Moder ved Middag en Hærger, brat lader jeg Angst og
Rædsel falde på hende.
9. Syvsønnemoder vansmægter, opgiver Ånden, hendes Sol går alt ned
ved Dag, hun beskæmmes og blues. De overblevne giver jeg til
Sværdet for Fjendernes Øjne, lyder det fra HERREN.
10. Ve mig, min Moder, at du fødte mig, en Tvistens og kivens Mand
for Alerden ! Jeg gav eller modtog ej Lån, og de bander mig
alle.
11. HERREN sagde: Sandelig, jeg løser dig, at det må gå dig
vel. Sandelig, jeg lader Fjenden bønfalde dig i Ulykkens og
Trængselens Tid.
12. Sønderbryder man Jern, Jern fra Norden, og kobber?
13. Din Rigdom og dine Skatte giver jeg hen til Rov, ikke for
Betaling, men til Straf for alle dine Synder i alle dine
Landemærker;
14. jeg lader dig trælle for dine Fjender i et Land, du ikke kender,
thi Ild luer op i min Vrede; den brænder mod eder.
15. Du kender det, HERRE, kom mig i Hu, tag dig af mig; hævn mig på
dem, som forfølger mig, vær ikke langmodig, så jeg rives bort!
Vid, at for din Skyld bærer jeg Hån
16. fra dem, der lader hånt om dit Ord; ryd dem ud!" Men mig blev
dit Ord til Fryd og til Hjertens Glæde; thi dit Navn er nævnet
over mig, HERRE, Hærskarers Gud.
17. Ikke sad jeg og jubled i glades Lag; grebet af din Hånd sad jeg
ene, thi du fyldte mig med Harme.
18. Hvorfor er min Smerte evig, ulægeligt mit Sår? Det vil ikke
læges. Du blev mig som en skuffende Bæk, som Vand, der sviger.
19. Derfor så siger Herren: Omvender du dig, vil jeg omvende dig, så
du står for mit Åsyn; giver du det ædle, ej det uædle, Vækst,
skal du være som min Mund. De skal vende om til dig, du ikke til
dem.
20. Jeg gør dig for dette Folk til en Kobbermur, ingen kan storme;
de skal kæmpe mod dig, men ikke få Overhånd over dig, thi jeg er
med dig for at frelse og redde dig, lyder det fra HERREN.
21. Jeg redder dig af ondes Vold og frier dig af Voldsmænds Hånd.
Jeremias 16
1. HERRENs Ord kom til mig således
2. Du skal ikke tage dig en Hustru og ikke have Sønner eller Døtre
på dette Sted.
3. Thi så siger HERREN om de Sønner og Døtre, der fødes på dette
Sted, og om Mødrene, som føder dem, og Fædrene, som avler dem i
dette Land:
4. En smertefuld Død skal de dø; der skal ikke holdes Dødeklage
over dem, og de skal ikke jordes; til Gødning på Marken skal de
blive. De skal omkomme ved Sværd og Hunger; deres Lig skal være
Hinmmmmelens Fugle og Jordens Dyr til Æde.
5. Thi så sigem HERREN: Kom ikke i Sorgens Hus, gå ikke til Klage,
vis dem ikke Medynk, thi jeg lager min Fred fra dette Folk,
lyder det fra HERREN, både Nåde og Barmhjerlighed;
6. og store og små skal dø i dette Land og ikke jordes. De skal
ikke holde Dødeklage eller ridse Huden eller klippe sig for
deres Skyld,
7. bryde Brød til en, der har Sorg, til Trøst for den døde, eller
kvæge ham med Trøstebæger for Fader og Moder.
8. Og kom ikke i et Gildehus for at sidde iblandt dem og spise og
drikke;
9. thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, for eders Øjne
og i eders Dage gør jeg på dette Sted Ende på Fryderåb og
Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds Røst.
10. Når du forkynder dette Folk alle disse Ord, og de siger til dig:
"Hvorfor udtaler HERREN al den store Ulykke over os, og hvad er
det for en Brøde og Synd, vi har gjort mod HERREN vor Gud?"
11. svar dem så: Fordi eders Fædre forlod mig, lyder det fra HERREN,
og holdt sig til andre Guder og dyrkede og tilbad dem; mig
forlod de og holdt ikke min Lov;
12. og I bærer eder værre ad end eders Fædre, thi se, I vandrer hver
efter sit onde Hjertes Stivsind uden at høre mig;
13. derfor slænger jeg eder bort fra dette Land til et Land, I ikke
kender, så lidt som eders Fædre, og der skal I dyrke andre Guder
både bag og Nat; thi jeg vil ikke give eder Nåde.
14. Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da det ikke
mere hedder: "Så sandt HERREN lever, der førte Israeliterne op
fra Ægypten!"
15. men: "Så sandt HERREN lever, der førte Israeliterne op fra
Nordens Land og alle de Lande, til hvilke han havde stødt dem
bort!" Og jeg fører dem hjem til deres Land, som jeg gav deres
Fædre.
16. Se, jeg sender Bud efter Fiskere i Mængde, lyder det fra HERREN,
og de skal fiske dem; og siden sender jeg Bud efter Jægere i
Mængde, og de skal jage dem fra hvert Bjerg, hver Høj og
Klippernes Kløfter.
17. Thi mine Øjne er rettet på alle deres Veje; de er ikke skjult
for mig, og deres Brøde er ikke dulgt for mine Øjne.
18. Og først giver jeg dem tvefold Gengæld for deres Brøde og Synd,
fordi de vanhelligede mit Land med deres væmmelige Guders Ådsler
og fyldte min Arvelod med deres Vederstyggeligheder.
19. Herre, min Styrke, mit Værn, min Tilflugt i Nødens Stund! Til
dig skal Folkeslag komme fra den vide Jord og sige: "Vore Fædre
arved kun Løgn, Afguder, ingen af dem hjælper.
20. Kan et Menneske lave sig Guder? De er dog ikke Guder!"
21. Se, derfor lader jeg dem mærke, denne Gang lader jeg dem mærke
min Hånd og min Styrke; og de skal kende, at mit Navn er HERREN.
Jeremias 17
1. Optegnet er Judas Synd med med griffel af jern, med Diamantspids
ristet i deres Hjertes Tavle og på deres Altres Horn,
2. når Sønnerne kommner deres Altre og Asjerer i Hu, på alle grønne
Træer, på de høje Steder,
3. på Bjergene på Marken. Din Rigdom, alle dine Skatte giver jeg
hen til Rov til Løn for din Synd, så langt dine Grænser når.
4. Din Hånd må slippe din Arvelod, den, jeg gav dig. Jeg lader dig,
trælle for Fjender i et ukendt Land, thi Ild luer op i min
Vrede, den brænder evigt.
5. Så siger HERREN: Forbandet være den Mand, som stoler på
Mennesker, og som holder Kød for sin Arm, hvis Hjerte viger fra
HERREN.
6. Han bliver som Ødemarkens Ene og får ej Lykke at se; han bor i
glødende Ørk, i Saltland, hvor ingen fæster Bo.
7. Velsignet være den Mand, som stoler på HERREN, og hvis Tillid
HERREN er.
8. Han bliver somn et Træ, der er plantet ved Vand, og strækker
sine Rødder til Bækken, ej ængstes, når Heden komnmer, hvis Løv
er frodig grønt, som ej ængstes i Tørkens År eller ophører med
at bære Frugt.
9. Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det?
10. Jeg, HERREN, jeg ransager Hjerte og prøver Nyrer for at gengælde
hver hans Færd, hans Gerningers Frugt.
11. Som en Agerhømme på Æg, den ikke har lagt, er den, der vinder
Rigdom med Uret; han må slippe den i Dagenes Hælvt og slår ved
sin Død som en Dåre.
12. En Herlighedstrone, en urgammel Høj er vor Helligdoms Sted.
13. HERRE, du Israels Håb, enhver, der forlader dig, får Skam; de,
der falder fra dig, skal udryddes af Landet, thi HERREN, er
Kilden med levende Vand, forlod de.
14. Læg mig, HERRE, så jeg læges, frels du mig, så jeg frelses, thi
du er min Ros.
15. Se, de andre siger til mig: "Hvor er HERRENs Ord? Lad det
konmme!"
16. Jeg vægred mig ej ved at være Hyrde i dit Spor", begæred ej
heller Ulykkens Dag, du ved det; hvad der udgik fra mine Læber,
er for dit Åsyn.
17. Bliv ikke en Rædsel for mig, du min Tilflugt på Ullykkens Dag.
18. Lad Forfølgerne beskæmmes, lad ej mig beskæmmes, lad dem
forfærdes, lad ej mig forfærdes; send over dem Ulykkens Dag,
knus dem og gentag Slaget!
19. Således sagde HERREN til mig: Gå hen og stil dig i Folkets
Sønners Port, ad hvilken Judas Konger går ind og ud, og i alle
Jerusalemns Porte
20. og sig til dem: Hør HERRENS Ord, I Judas Konger og hele Juda og
alle Jerusalems Borgere, som går ind ad disse Porte!
21. Så siger HERREN: Vogt eder for eders Sjæles Skyld, at I ikke
bærer Byrder ind gennem Jerusalems Porte på Sabbatsdagen!
22. Bring ingen Byrde ud af eders Huse på Sabbatsdagen og gør intet
Arbejde, men hold Sabbalsdagen hellig, som jeg bød eders Fædre.
23. De hørte ikke og bøjede ikke deres Øre, men gjorde Nakken stiv
for ikke at høre eller tage ved Lære.
24. Men hvis I hører mig, lyder det fra HERREN, så I ikke bringer
nogen Byrde ind gennem denne Bys Porte på Sabbatsdagen, men
holder den hellig og ikke gør noget Arbejde på den,
25. så skal Konger og Fyrster, som sidder på Davids Trone, drage ind
ad denne Bys Porte med Vogne og Heste, de og deres Fyrster,
Judas Mænd og Jerusalems Borgere, og denne By skal stå til evig
Tid.
26. Og fra Judas Byer, fra Jerusalems Omegn, fra Benjamins Land, fra
Lavlandet, Bjergene og Sydlandet skal man komme og bringe
Brændoffer, Slagtoffer, Afgrødeoffer og Røgelse og Takoffer til
HERRENs Hus.
27. Men hvis I ikke hører mit Ord om at holde Sabbatsdagen hellig og
om ikke at bære nogen Byrde ind gennem Jerusalems Porte på
Sabbatsdagen, så sætter jeg Ild på dets Porle, og den skal
fortære Jerusalems Paladser uden at slukkes.
Jeremias 18
1. Det Ord, som kom til Jeremmas fra Herren
2. "Gå ned til pottemagerens Hus! Der skal du få mine Ord at høre."
3. Så gik jeg ned til Pottemagerens Hus, og se, han var i Arbejde
ved Drejeskiven.
4. Og når et Kar, han arbejdede på, mislykkedes, som det kan gå med
Leret i Pottemagerens Hånd, begyndte han igen og lavede det om
til et andet, som han nu vilde have det gjort.
5. Da kom HERRENs Ord til mig:
6. Skulde jeg ikke kunne gøre med eder, Israels Hus, som denne
Pottemager? lyder det fra HERREN. Se, som Leret i Pottemagerens
Hånd er I i min Hånd, Israels Hus.
7. Snart truer jeg et Folk og et Rige med at rykke detop, nedbryde
og ødelægge det;
8. men når det Folk, jeg har truet, omvender sig fra sin Ondskab,
angrer jeg det onde, jeg tænkte at gøre det.
9. Og snart lover jeg et Folk og et Rige at opbygge og planle det;
10. men gør det så, hvad der er ondt i mine Øjne, idet det ikke
hører min Røst, angrer jeg det gode, jeg havde lovet at gøre
det.
11. Og sig nu til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Så siger HERREN:
Se, jeg skaber eder en Ulykke og udtænker et Råd imod eder; vend
derfor om, hver fra sin onde Vej, og bedrer eders Veje og eders
Gerninger.
12. Men de svarer: "Nej! Vi vil følge vore egne Tanker og gøre hver
efter sit onde Hjertes Stivsind."
13. Derfor, så siger HERREN: Spørg dog rundt blandt Folkene: Hvo
hørte mon sligt? Grufulde Ting har hun øvet, Israels Jomfru.
14. Forlader Libanons Sne den Almægtiges klippe, eller udtørres
Bjergenes kølige, rislende Vande,
15. siden mit Folk har glemt mig og ofrer til Løgn? De snubler på
deres Veje, de ældgamle Spor, og vandrer ad Stier, en Vej, der
ikke er højnet,
16. for at gøre deres Land til Gru, til evig Spot; hver farende Mand
skal grue og ryste på Hovedet.
17. Som en Østenstorm splitter jeg dem for Fjendens Ansigt, jeg
viser dem Ryg, ej Åsyn på Vanheldets Dag.
18. De sagde: Kom, vi spinder Rænker imod Jeremias! Thi ej glipper
Loven for Præsten, ej Rådet for den vise, ej Ordet for
Profeten. Kom, lad os slå ham med Tungen og lure på alle hans
Ord!"
19. Lyt, o Herre, til mig og hør min Modparts Ord!
20. Skal godt gengældes med ondt? De grov jo min Sjæl en Grav. Kom i
Hu, at jeg stod for dit Åsyn for at tale til Bedste for dem og
vende din Vrede fra dem!
21. Giv derfor deres Sønner til Hunger, styrt dem i Sværdets Vold;
Barnløshed og Enkestand ramme deres Kvinder, deres Mænd vorde
slagne af Døden, deres ungdom sværdslagne i Krig;
22. lad der høres et Skrig fra Husene, når du lader en Mordbande
brat komme over dem. Thi de grov en Grav for at fange mig og
lagde Snarer for min Fod.
23. Ja du, o HERRE, du kender alle deres Dødsråd imod mig. Tilgiv
ikke deres Brøde, slet ikke deres Synd for dit Åsyn, lad dem
komme til Fald for dit Åsyn, få med dig at gøre i din Vredes
Stund!
Jeremias 19
1. Således sagde HERREN: Gå hen og køb dig et krus hos
pottemageren, tag nogle af Folkets og Præsternes Ældste med
2. og gå ud i Hinnoms Søns Dal ved Indgangen til Potteskårporten og
udråb der de Ord, jeg taler til dig!
3. Du skal sige: Hør HERRENs Ord, Judas Konger og Jerusalems
Borgere: Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg sender
over dette Sted en Ulykke, så det skal ringe for Ørene på
enhver, der hører derom,
4. fordi de forlod mig og gjorde dette Sted fremmed og tændte
Offerild der for andre Guder, som hverken de eller deres Fædre
før kendte til, og Judas Konger fyldte dette Sted med skyldfries
Blod,
5. og de byggede Baalshøjene for at brænde deres Børn i Ild som
Brændofre til Baal, hvad jeg ikke havde påbudt eller talt om, og
hvad aldrig var opkommet i min Tanke.
6. Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da dette Sted
ikke mere skal hedde Tofet og Hinnoms Søns Dal, men Morddalen.
7. Jeg gør Juda og Jerusalem rådvilde på dette Sted og lader dem
falde for Sværdet for deres Fjenders Øjne og for deres Hånd, som
står dem efter Livet, og jeg giver Himmelens Fugle og Jordens
Dyr deres Lig til Føde.
8. Jeg gør denne By til Gru og Spot; alle, der komnmer forbi, skal
grue og spotte over alle dens Sår.
9. Jeg lader dem æde deres Sønners og Døtres Kød, den ene skal æde
den andens Kød under Belejringen og den Trængsel, deres Fjender
og de, der står dem efter Livet, volder dem.
10. Knus så Kruset i de Mænds Påsyn, der følger med dig,
11. og sig til dem: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg vil knuse dette
Folk og denne By, som man knuser et Lerkar, så det ikke kan
heles igen. De døde skal jordes i Tofet, fordi Pladsen til at
jorde på ikke slår til.
12. Således vil jeg gøre med dette Sted og dets indbyggere, lyder
det fra HERREN, idet jeg gør denne By til et Tofet:
13. Jerusalems og Judas Kongers Huse skal blive urene som Tofets
Sted, alle de Huse, på hvis Tage de tændte Offerild for al
Himmelens Hær og udgød Drikofre for andre Guder.
14. Derpå gik Jerenmias fra Tofet, hvorhen HERREN havde sendt ham
for at profetere, og stod frenm i Forgården til HERRENs Hus og
sagde til alt Folket:
15. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, over denne By og
alle Byerne, der hører til den, sender jeg al den Ulykke, jeg
har truet den med, fordi de gjorde Nakken stiv og ikke hørte
mine Ord.
Jeremias 20
1. Da præsten Pasjhur, Immers søn, der var overopsynsmand i HERRENs
Hus, hørte Jeremias profetere således,
2. slog han ham og lod ham lægge i Blokken i den øvre Benjaminsport
i HERRENs Hus.
3. Men da Pasjhur Dagen efter slap Jeremias ud af Blokken, sagde
Jeremias til ham: HERREN kalder dig ikke Pasjhur, men:
Trindt-om-er-Rædsel.
4. Thi så siger HERREN: Se, jeg gør dig til Rædsel for dig selv og
for alle dine Venner; de skal falde for deres Fjenders Sværd, og
dine Øjne skal se det. Og hele Juda giver jeg i Babels Konges
Hånd; han skal føre dem til Babel og hugge dem ned med Sværdet.
5. Og jeg giver alt denne Bys Gods og al dens Velstand og alle dens
koslelige Ting og alle Judas Kongers Skatte i deres fjenders
Hånd; de skal rane dem og tage dem og føre dem til Babel.
6. Og du Pasjhur og alle, der bor i dit Hus, skal gå i
Fangenskab. Du skal komme til Babel; der skal du dø, og der skal
du jordes sammen med alle dine Venner, for hvem du har
profeteret Løgn.
7. Du overtalte mig, HERRE, og jeg lod mig overtale, du tvang mig
med Magt. Dagen lang er jeg til Latter, mig håner enhver.
8. Thi så tit jeg faler, må jeg skrige, råbe: "Vold og Overfald!"
Thi HERRENs Ord er mig Dagen lang til Skændsel og Spot.
9. Men tænkte jeg: "Ej vil jeg mindes ham, ej tale mer i hans
Navn," da blev det som brændende Ild i mit indre, som brand i
mine Ben; jeg er træt, jeg kan ikke mere, jeg evner det ej;
10. thi jeg hører mange hviske, trindt om er Rædsel: "Angiv ham!"
og: "Vi vil angive ham!" Alle mine Venner lurer på et Fejltrin
af mig: "Måske går han i Fælden, så vi får ham i vor Magt, og da
kan vi hævne os på ham!"
11. Men HERREN er med mig som en vældig Helt; derfor skal de, som
forfølger mig, snuble i Afmagt, højlig beskæmmes, thi Heldet
svigter dem, få Skændsel, der aldrig glemmes.
12. Du Hærskarers HERRE, som prøver den retfærdige, gennemskuer
Nyrer og Hjerte, lad mig skue din Hævn på dem, thi på dig har
jeg væltet min Sag.
13. Syng for HERREN, lovpris HERREN! Thi han redder den fattiges
Sjæl af de ondes Hånd.
14. Forbandet være den Dag, på hvilken jeg fødtes; den Dag, min
Moder fødte mig, skal ikke velsignes.
15. Forbandet den Mand, som bragte min Fader det Bud: "Et Barn, en
Dreng er født dig!" og glæded ham såre.
16. Det gå den Mand som Byerne, HERREN omstyrted uden Medynk; han
høre Skrig ved Gry, Kampråb ved Middagstide.
17. At han ej lod mig dø i Moders Liv, så min Moder var blevet min
Grav og hendes Moderliv evigt svangert!
18. Hvi kom jeg af Moders Liv, når jeg kun skulde opleve Møje og
Harm, mine Dage svinde i Skam!.
Jeremias 21
1. Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, da kong Zedekias
sendte Pasjhur, Malkias Søn, og Præsten Zefanja, Maasejas Søn,
til ham og lod sige:
2. "Rådspørg HERREN for os, thi kong Nebukadrezar af Babel angriber
os; måske vil HERREN handle med os efter alle sine
Undergerninger, så Nebukadrezar drager bort fra os."
3. Jeremias svarede dem: "Sig til Zedekias:
4. Så siger HERREN, Israels Gud: Se, Våbnene i eders Hånd, med
hvilke I uden for Muren kæmper mod Babels Konge og Kaldæerne,
der belejrer eder, dem driver jeg tilbage og samler dem midt i
denne By;
5. og jeg vil selv kæmpe mod eder med utdrakt Hånd og stærk Arm, i
Vrede og Harme og stor Fortørnelse;
6. og jeg slår denne Bys Indbyggere, ja både Folk og Fæ, med
voldsom Pest, så de dør.
7. Og siden, lyder det fra HERREN, giver jeg Kong Zedekias af Juda
og hans Tjenere og Folket, der levnes i denne By af Pesten,
Sværdet og Hungeren, i Kong Nebukadrezar af Babels og i deres
Fjenders Hånd, og i deres Hånd, som står dem efter Livet; de
skal hugge dem ned med Sværdet, og jeg vil ikke ynkes over dem
eller vise Skånsel eller Barmhjertighed!"
8. Og sig til dette Folk: "Så siger HERREN: Se, jeg forelægger eder
Livets Vej og Dødens Vej.
9. Den, som bliver i denne By, skal dø ved Sværd, Hunger og Pest:
men den, som går ud og overgiver sig til Kaldæerne, der belejrer
eder, skal leve og vinde sit Liv som Bytte,
10. Thi jeg retter mit Åsyn mod denne By til Ulykke og ikke til
Lykke, lyder det fra HERREN; i Babels Konges Hånd skal den
gives, og han skal opbrænde den med Ild."
11. Og sig til Judas Konges Hus: Hør HERRENs Ord,
12. Davids Hus! Så siger HERREN: Hold årle retfærdig Dom, fri den,
som er plyndret, af Voldsmandens Hånd, at ikke min Vrede slår ud
som Ild og brænder, så ingen kan slukke, for eders onde
Gerningers Skyld.
13. Se, jeg kommer over dig, du By i Dalen, du Slettens Klippe,
lyder det fra HERREN, I, som siger: "Hvo falder over os, hvo
trænger ind i vore Boliger?"
14. Efter eders Gerningers Frugt hjemsøger jeg jer, lyder det fra
HERREN; jeg sætter Ild på dens Skov, den fortærer alt
deromkring.
Jeremias 22
1. Så siger Herren: Gå ned til Judas konges palads og tal dette Ord
2. og sig: Hør HERRENs Ord, Judas Konge, som sidder på Davids
Trone, du, dine Tjenere og dit Folk, som går ind ad disse Porte!
3. Så siger HERREN: Øv Ret og Retfærd, fri den, som er plyndret, af
Voldsmandens Hånd, undertryk ikke den fremmede, den faderløse og
Enken, øv ikke Vold og udgyd ikke uskyldigt Blod på dette Sted.
4. Thi dersom I efterkommer dette Krav, skal konger, der sidder på
Davids Trone, drage ind ad Portene til dette Hus med Vogne og
Heste, de, deres Tjenere og Folk:
5. Men hører I ikke disse Ord, så sværger jeg ved mig selv, lyder
det fra HERREN, at dette Hus skal lægges øde.
6. Thi så siger HERREN om Judas konges Palads: Et Gilead var du for
mig, en Libanons Tinde; visselig, jeg gør dig til Ørk, til
folketomme Byer;
7. Hærværksmænd helliger jeg mod dig, hver med sit Værktøj, de skal
fælde dine udvalgte Cedre og kaste dem i Ilden.
8. Mange Folkeslag skal drage forbi denne By og spørge hverandre:
"Hvorfor handlede HERREN således med denne store By?"
9. Og man skal svare: "Fordi de forlod HERREN deres Guds Pagt og
tilbad og dyrkede andre Guder."
10. Græd ej over den døde, beklag ham ikke! Græd over ham, der drog
bort, thi han vender ej hjem, sit Fødeland genser han ikke.
11. Thi så siger HERREN om Josiass Søn, Kong Sjallum af Juda, der
blev Konge i sin Fader Josiass Sted: Han, som gik bort fra dette
Sted, skal ikke vende hjem igen:
12. men på det Sted, til hvilket de førte ham i Landflygtighed, skal
han dø, og han skal ikke gense dette Land.
13. Ve ham, der bygger Hus uden Retfærd, Sale uden Ret, lader
Landsmand trælle for intet, ej giver ham Løn,
14. som siger: "Jeg bygger mig et rummeligt Hus med luftige Sale,"
som hugger sig Vinduer ud, klæder Væg med Cedertræ og maler det
rødt.
15. Er du Konge, fordi du brammer med Cedertræ? Din Fader, mon ikke
han spiste og drak og øvede Ret og Retfærd? Da gik det ham vel;
16. han hjalp arm og fattig til sin Ret; da gik det ham vel. Er
dette ikke at kende mig? lyder det fra HERREN.
17. Men dit Øje og Hjerte higer kun efter Vinding, efter at udgyde
skyldfries Blod, øve Undertrykkelse og Vold.
18. Derfor, så siger HERREN om Josiass Søn, kong Jojakim af Juda:
Over ham skal ej klages: "Ve min Broder, ve min Søster!" eller
grædes: "Ve min Herre, ve hans Herlighed!"
19. Et Æsels Jordefærd får han, slæbes ud, slænges hen uden for
Jerusalems Porte.
20. Stig op på Libanon og skrig, løft Røsten i Basan, skrig fra
Abarim, thi knuste er alle dine kære.
21. Jeg taled dig til i din Tryghed, du nægted at høre; at overhøre
min Røst var din Skik fra din Ungdom.
22. For alle dine Hyrder skal Storm være Hyrde, i Fangenskab går
dine kære; da får du Skam og Skændsel for al din Ondskab.
23. Du, som bor på Libanon og bygger i Cedrene, hvor stønner du, når
Smerter kommer over dig, Veer som en fødendes!
24. Så sandt jeg lever, lyder det fra HERREN: Om også Konja, Kong
Jojakim af Judas Søn, var en Seglring på min højre Hånd, jeg rev
ham bort.
25. Jeg giver dig i deres Hånd, som står dig efter Livet, i deres
Hånd, for hvem du ræddes, og i Kong Nebukadrezar af Babels og
Kaldæernes Hånd.
26. Jeg slynger dig og din Moder, som fødte dig, bort til et andet
Land, hvor I ikke fødtes, og der skal I dø;
27. men til det Land, deres Sjæle længes tilbage til, skal de ikke
vende hjem.
28. Er denne Konja da et usselt, sønderslået Kar, et Redskab, ingen
bryder sig om? Hvorfor skal han og hans Afkom slynges og kastes
til et Land, de ikke kender?
29. Land, Land, Land, hør HERRENs Ord:
30. Så siger HERREN: Optegn denne Mand som barnløs, som en Mand, der
ingen Lykke har i sit Liv; thi det skal ikke lykkes nogen af
hans Afkom at sætte sig på Davids Trone og atter herske over
Juda.
Jeremias 23
1. Ve Hyrderne, der ødelægger og adsplitter de får jeg græsser,
lyder det fra HERREN.
2. Derfor, så siger HERREN, Israels Gud, til de Hyrder, som vogter
mit Folk: Da I har adsplittet og spredt mine Får og ikke taget
eder af dem, vil jeg nu tage mig af eder for eders onde
Gerningers Skyld, lyder det fra HERREN.
3. Men dem, der er tilovers af mine Får, vil jeg sanke sammen fra
alle de Lande, til hvilke jeg har bortstødt dem, og føre dem
tilbage til deres Græsgange, og de skal blive frugtbare og
mangfoldige.
4. Da vil jeg sætte Hyrder over dem, og de skal vogte dem; og de
skal ikke mere frygte eller ræddes og ingen skal savnes, lyder
det fra HERREN.
5. Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg opvækker David
en retfærdig Spire, og han skal herske som Konge og handle
viselig og øve Ret og Retfærd i Landet.
6. I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo trygt. Og det Navn,
man skal give ham er: HERREN vor Retfærdighed.
7. Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da det ikke
mere hedder: "Så sandt HERREN lever, der førte Israeliterne op
fra Ægypten!"
8. men: "Så sandt HERREN lever, der førte og bragte Israels Huss
Afkom op fra Nordens Land og fra alle de Lande, til hvilke han
havde bortstødt dem!" Og de skal bo i deres Land.
9. Om Profeterne. Mit Hjerte er knust i Brystet, hvert Ledemod er
slapt, jeg er som en drukken, en Mand, overvældet af Vin, for
HERRENs Skyld, for hans hellige Ords Skyld.
10. Thi Landet er fuldt af Horkarle, og under Forhandelse, sørger
Landet, Ørkenens Græsgange visner. Man haster til det, som er
ondt, og er stærk i Uret.
11. Thi både Profet og Præst er vanhellig, selv i mit Hus har jeg
mødt deres Ondskab, lyder det fra HERREN.
12. Derfor bliver deres Vej det, som slibrige Stier, i Mørke stødes
de ud og snubler deri. Thi Ulykke sender jeg over dem,
Hjemsøgelsens År, så lyder det fra HERREN.
13. Hos Samarias Profeter så jeg slemme Ting; ved Baal profetered de
og vildledte Israel, mit Folk.
14. Hos Jerusalems Profeter så jeg grufulde Ting: de horer og
vandrer i Løgn, de styrker de ondes Hænder, så de ikke vender om
enhver fra sin Ondskab. Som Sodoma er de mig alle, dets Folk som
Gomorra.
15. Derfor, så siger Hærskarers HERRE om Profeterne: Se, jeg giver
dem Malurt at spise og Giftvand at drikke; thi fra Jerusalems
Profeter udgår Vanhelligelse over hele Landet.
16. Så siger Hærskarers HERRE: Hør ikke Profeternes Ord, når de
profeterer for eder; de dårer eder kun. Deres eget Hjertes Syn
fremfører de, ikke Ord fra HERRENs Mund.
17. De siger til dem, der ringeagter HERRENs Ord: "Det skal gå eder
vel!" og til enhver, som vandrer i sit Hjertes Stivsind: "Der
skal ikke ske eder noget ondt!"
18. Thi hvem stod i HERRENs fortrolige Råd, så han så og hørte hans
Ord, hvem lyttede til hans Ord og hørte det?
19. Se, HERRENs Stormvejr, Vreden, er brudt frem, et hvirvlende
Stormvejr; det hvirvler over de gudløses Hoved.
20. HERRENS Vrede lægger sig ikke, før han har udført og fuldbyrdet
sit Hjertes Tanker; i de sidste Dage skal I forstå det.
21. Jeg har ej sendt Profeterne, alligevel løber de, jeg talede ikke
til dem, og dog profeterer de.
22. Hvis de står i mit fortrolige Råd og hører mine Ord, så lad dem
vende mit Folk fra deres onde Vej og deres Gerningers Ondskab.
23. Er jeg kun en Gud i det nære, så lyder det fra HERREN, og ikke
en Gud i det fjerne?
24. Kan nogen krybe i Skjul, så jeg ikke ser ham? lyder det fra
HERREN. Er det ikke mig, der fylder Himmel og Jord? lyder det
fra HERREN.
25. Jeg har hørt, hvad Profeterne, der profeterer Løgn i mit Navn,
siger: "Jeg har drømt, jeg har drømt!"
26. Hvor længe skal det vare? Har Profeterne, som profeterer Løgn og
deres Hjertes Svig, mon i Sinde
27. og higer de efter at få mit Folk til at glemme mit Navn ved de
Drømme, de meddeler hverandre, ligesom deres Fædre glemte mit
Navn over Baal?
28. Den Profet, som har en Drøm, meddele sin Drøm, men den, hos hvem
mit Ord er, tale mit Ord i Sandhed! Hvad har Strå med Kærne at
gøre? lyder det fra HERREN.
29. Er ikke mit Ord som Ild, lyder det fra HERREN, og som en Hammer,
der knuser Fjelde?
30. Se, derfor kommer jeg over Profeterne, lyder det fra HERREN, de,
som stjæler mine Ord fra hverandre.
31. Se, jeg kommer over Profeterne, lyder det fra HERREN, de, som
taler af sig selv og dog siger: "Så lyder def fra HERREN."
32. Se, jeg kommer over Profeterne, som profeterer og udspreder
Løgnedrømme, lyder det fra HERREN, og vildleder mit Folk med
deres Løgne og Pralen, og jeg har ikke sendt dem eller givet dem
nogen Befaling; de bringer ikke dette Folk nogen Hjælp, lyder
det fra HERREN.
33. Når dette Folk eller en Profet eller Præst spørger dig: "Hvad er
HERRENs Byrde?" skal du svare: "Byrden er I, men jeg kaster eder
af," lyder det fra HERREN.
34. Og Profeten, Præsten og Folket, som siger "HERRENs Byrde", den
Mand og hans Hus vil jeg hjemsøge.
35. Således skal I sige til hverandre, Mand til Mand: "Hvad svarede
HERREN?" og: "Hvad talede HERREN?"
36. Men om HERRENs Byrde må I ikke mere tale, thi Byrden for enhver
skal være hans eget Ord. Og I laver om på den levende Guds,
Hærskarers HERREs, vor Guds, Ord.
37. Således skal du sige til Profeten: "Hvad svarede HERREN?" og:
"Hvad talede HERREN?"
38. Og dersom I siger: "HERRENs Byrde" derfor, så siger HERREN:
Fordi I siger dette Ord: "HERRENs Byrde", skønt jeg sendte eder
det Bud: "I må ikke sige "HERRENs Byrde!"
39. se, derfor vil jeg løfte eder op og kaste eder og den By, jeg
gav eder og eders Fædre, bort fra mit Åsyn
40. og pålægge eder evig Skændsel og Spot, som aldrig glemmes.
Jeremias 24
1. HERREN lod mig skue et syn, og se, der var to kurve, som stod
foran HERRENs Tempel: det var, efter at Kong Nebukadrezar af
Babel havde bortført Jojakims Søn, Kong Jekonja af Juda, og
Judas Fyrster, Kunsthåndværkerne og Smedene fra Jerusalem til
Babel.
2. Den ene kurv indeholdt såre gode Figener, så gode som
tidligmodne, den anden såre slette Figener, så slette, at de
ikke kunde spises.
3. Og HERREN sagde til mig: "Hvad ser du, Jeremias?" Jeg svarede:
"Figener! De gode er såre gode og de slette såre slette, så
slette, at de ikke kan spises."
4. Da kom HERRENs Ord til mig således:
5. Så siger HERREN, Israels Gud: Som man ser på disse gode Figener,
vil jeg se på de bortførte Judæere, som jeg drev bort fra dette
Sted til Kaldæernes Land.
6. Jeg vil fæste mine Øjne på dem med Velbehag og føre dem hjem til
dette Land. Jeg vil opbygge og ikke nedbryde dem, plante og ikke
oprykke dem.
7. Jeg giver dem Hjerte til at kende mig, at jeg er HERREN; de skal
være mit Folk, og jeg vil være deres Gud, når de omvender sig
til mig af hele deres Hjerte.
8. Men som man, gør med de slette Figener, for slette til at
spises, vil jeg, så siger HERREN, gøre med Kong Zedekias af Juda
og hans Fyrster og Resten af Jerusalem, dem, der er levnet i
dette Land, og dem, der bor i Ægypten;
9. jeg gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger, til Spot og
Mundheld, til Hån og til et Forbandelsens Tegn på alle de
Steder, hvorhen jeg bortstøder dem;
10. jeg sender Sværd, Hunger og Pest imod dem, indtil de er udryddet
af det Land, jeg gav dem og deres Fædre.
Jeremias 25
1. Det Ord, som kom til Jeremias om alt Judases folk i Joasias
Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde År, det er Kong Nebukadrezar
af Babels første År,
2. og som Profeten Jeremias talte til alt Judas Folk og alle
Jerusalems Borgere:
3. Fra Amons Søns, Kong Josias af Judas, trettende År til den Dag i
Dag, i fulde tre og tyve År er HERRENs Ord kommet til mig, og
jeg, talte til eder årle og silde, men I hørte ikke;
4. og HERREN sendte årle og silde alle sine Tjenere Profeterne til
eder, men I hørte ikke; I bøjede ikke eders Øre til at høre,
5. når han sagde: "Omvend eder, hver fra sin onde Vej og sine onde
Gerninger, at I fra Evighed til Evighed må bo i det Land, jeg
gav eder og eders Fædre;
6. og hold eder ikke til andre Guder, så I dyrker og tilbeder dem,
og krænk mig ikke med eders Hænders Værker til eders Ulykke."
7. Nej, I hørte mig ikke, lyder det fra HERREN, og så krænkede I
mig med eders Hænders Værker til eders Ulykke.
8. Derfor, så siger Hærskarers HERRE: Fordi I ikke vilde høre mine
Ord,
9. vil jeg sende Bud efter alle Nordens Stammer, lyder det fra
HERREN, og til kong Nebukadrezar af Babel, min Tjener, og lade
dem komme over dette Land og dets Indbyggere og over alle
Folkene heromkring, og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til
Rædsel, Latter og Spot for evigt.
10. Jeg fjerner fra dem Fryderåb og Glædesråb, Brudgoms Røst og
Bruds Røst, Kværnens Lyd og Lampens Skin,
11. og hele dette Land skal blive til Ørk og Øde, og disse Folkeslag
skal trælle for Babels konge i halvfjerdsindstyve År.
12. Men når der er gået halvfjerdsindstyve År, hjemsøger jeg Babels
Konge og Folket der for deres Misgerning, lyder det fra HERREN,
også Kaldæernes Land hjemsøger jeg og gør det til evige Ørkener,
13. og jeg opfylder på dette Land alle mine Ord, som jeg har talet
imod det, alt, hvad der er skrevet i denne Bog, alt, hvad
Jeremias har profeteret mod alle Folkene.
14. Thi også dem skal mange Folk og vældige Konger gøre til Trælle,
og jeg gengælder dem deres Gerning og deres Hænders Værk.
15. Thi således sagde HERREN, Israels Gud, til mig: "Tag dette Bæger
med min Vredes Vin af min Hånd og giv alle de Folk, jeg sender
dig til, at drikke deraf;
16. de skal drikke og rave og rase for Sværdet, jeg sender iblandt
dem!"
17. Og jeg tog Bægeret af HERRENs Hånd og gav alle de Folk, han
sendte mig til, at drikke deraf:
18. Jerusalem og Judas Byer og dets Konger og Fyrster, for at gøre
dem til Ørk og Øde, til Spot og til et Forbandelsens Tegn, som
det er på denne Dag;
19. Farao, Ægypterkongen, med alle hans Tjenere og Fyrster og alt
hans Folk,
20. alt Blandingsfolket og alle konger i Uz og Filisterland,
Askalon, Gaza og Ekron og Asdods Rest;
21. Edom, Moab og Ammoniterne;
22. alle Tyruss og Zidons Konger og den fjerne strands Konger
hinsides Havet;
23. Dedan, Tema og Buz og alle dem med rundklippet Hår;
24. alle Arabernes konger og alle Blandingsfolkets Konger, som hor i
Ørkenen;
25. alle Zimris Konger, alle Elams Konger og alle Mediens Konger;
26. alle Nordens Konger, nær og fjern, den ene efter den anden. alle
Riger på Jordens Overflade; og Kongen af Sjesjak skal drikke
efter dem.
27. Og du skal sige til dem: Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud:
Drik, bliv drukne og spy, fald og rejs eder ikke mere for
Sværdet jeg sender iblandt eder!
28. Og hvis de vægrer sig ved at tage Bægeret af din Hånd og drikke,
skal du sige til dem: Så siger Hærskarers HERRE: Drikke skal I!
29. Thi se, med den By, mit Navn er nævnet over, begynder jeg at
handle ilde, og så skulde I gå fri! Nej, I går ikke fri; thi jeg
kalder Sværdet hid mod alle dem, som bor på Jorden, lyder det
fra Hærskarers HERRE.
30. Og du skal profetere alle disse Ord for dem og sige: HERREN
brøler fra det høje, løfter sin Røst fra sin hellige Bolig; han
brøler over sin Græsgang, istemmer Vinperserråbet over alle, som
bor på Jorden.
31. Drønet når til Jordens Ende, thi HERREN går i Rette med Folkene;
over alt Kød holder han Dom, de gudløse giver han til Sværdet,
lyder det fra HERREN.
32. Thi så siger Hærskarers HERRE: Se, Ulykken går fra det ene Folk
til det andet, et vældigt Vejr bryder løs fra Jordens Rand.
33. HERRENs slagne skal på den Dag ligge fra Jordens ene Ende til
den anden; der skal ikke holdes Klage over dem, og de skal ikke
sankes og jordes; de skal blive til Gødning på Marken.
34. Jamrer, I Hyrder, og skrig, I Hjordens ypperste, vælt jer i
Støvet! Thi Tiden, I skal slagtes, er kommet, som en kostelig
Skål skal I splintres.
35. Hyrderne finder ej Tilflugt, ej Hjordens ypperste Redning.
36. Hør, hvor Hyrderne skriger, hvor Hjordens ypperste jamrer! Thi
HERREN hærger deres Græsgange,
37. og Fredens Vange lægges øde for HERRENs glødende Vrede;
38. Løven går bort fra sin Tykning, thi deres Land er lagt øde for
det hærgende Sværd, for HERRENs glødende Vrede.
Jeremias 26
1. I Joasias's søns, kong Jojakim af Judas, første regeringstid
kom dette ord fra HERREN:
2. Så siger HERREN: Stå frem i Forgården til HERRENs Hus og tal til
hele Juda, som kommer for at tilbede i HERRENs Hus, alle de Ord,
jeg har pålagt dig at tale til dem; udelad ikke et Ord!
3. Måske hører de og omvender sig, hver fra sin onde Vej, så jeg
kan angre det onde, jeg har i Sinde at gøre dem for deres onde
Gerningers Skyld.
4. Sig til dem: Så siger HERREN: Hvis I ikke hører mig og følger
den Lov, jeg har forelagt eder,
5. så I hører mine Tjenere Profeternes Ord, som jeg årle og silde
sendte eder, skønt I ikke vilde høre,
6. så gør jeg med dette Hus som med Silo og giver alle Jordens Folk
denne By at forbande ved.
7. Præsterne, Profeterne og alt Folket hørte nu Jeremias tale disse
Ord i HERRENs Hus;
8. og da Jeremias havde sagt alt, hvad HERREN havde pålagt ham at
sige til alt Folket, greb Præsterne og Profeterne og alt Folket
ham og sagde: "Du skal dø !
9. Hvor tør du profetere i HERRENs Navn og sige: Det skal gå dette
Hus som Silo, og denne By skal ødelægges, så ingen bor der!" Og
alt Folket stimlede sammen om Jeremias i HERRENs Hus.
10. Da Judas Fyrster hørte det, gik de fra Kongens Palads op til
HERRENs Hus og tog Sæde ved Indgangen til HERRENs nye Port.
11. Så sagde Præsterne og Profeterne til Fyrsterne og alt Folket:
"Denne Mand har gjort halsløs Gerning, thi han har profeteret
mod denne By, som I selv hørte."
12. Men Jeremias sagde til Fyrsterne og alt Folket: "HERREN sendte
mig for at profetere mod dette Hus og denne By alle de Ord, I
hørte.
13. Bedrer dog eders Veje og eders Gerninger og hør på HERREN eders
Guds Røst, at HERREN må angre det onde, han har talet imod eder.
14. Men se, jeg er i eders Hånd; gør med mig, hvad der er godt og
billigt i eders Øjne!
15. Dog skal I vide, at hvis I dræber mig, så bringer I uskyldigt
Blod over eder og denne By og dens Indbyggere; thi sandelig
sendte HERREN mig for at tale alle disse ord til eder."
16. Da sagde Fyrsterne og alt Folket til Præsterne og Profeterne:
"Denne Mand har ikke gjort halsløs Gerning, men talt til os i
HERREN vor Guds Navn."
17. Og nogle af Landets Ældste trådte frem og sagde til hele Folkets
Forsamling:
18. "Mika fra Moresjet profeterede på Kong Ezekias af Judas Tid og
sagde til alt Judas Folk: Så siger Hærskarers HERRE: Zion skal
pløjes som en Mark, Jerusalem blive til Grushobe, Tempelbjerget
til Krathøj.
19. Mon Kong Ezekias af Juda og hele Juda dræbte ham? Frygtede de
ikke HERREN og bad ham om Nåde, så HERREN angrede det onde, han
havde truet dem med? Vi er ved at bringe stor Ulykke over vore
Sjæle."
20. Der var også en anden Mand, som profeterede i HERRENs Navn,
Urija, Sjemajas Søn, fra Kirjat Jearim; og han profeterede mod
denne By og dette Land med de samme Ord som Jeremias.
21. Da Kong Jojakim og alle hans Krigsfolk og alle Fyrsterne hørte
hans Ord, stod han ham efter Livet; og da Urija hørte det, blev
han bange og flygtede og kom til Ægypten.
22. Men Kong Jojakim sendte Folk til Ægypten; han sendte Elnatan,
Akbors Søn, og nogle andre til Ægypten,
23. og de bragte Urija hjem fra Ægypten og førte ham til Kong
Jojakim, som lod ham hugge ned med Sværdet og hans Lig kaste
hen, hvor Småfolk havde deres Grave.
24. Men Ahikam, Sjafans Søn, holdt Hånden over Jeremias, så han ikke
blev overgivet i Folkets Hånd og dræbt.
Jeremias 27
1. I Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, første regeringstid kom
dette Ord til Jeremias fra HERREN:
2. Således sagde HERREN til mig: Gør dig Reb og Ågstænger og læg
dem på din Hals
3. og send Edoms, Moabs, Ammoniternes, Tyruss og Zidons Konger Bud
ved deres Sendemænd, som er kommet til Kong Zedekias af Juda i
Jerusalem;
4. byd dem at sige til deres Herrer: Så siger Hærskarers
HERRE. Israels Gud: Sig til eders Herrer:
5. Jeg skabte Jorden og Menneskene og Kvæget på Jorden ved min
vældige Styrke og min udrakte Hånd, og jeg giver den, til hvem
jeg finder for godt.
6. Og nu giver jeg alle disse Lande i min Tjener Kong Nebukadnezar
af Babels Hånd, selv Markens Vildt giver jeg hen til at trælle
for ham.
7. Alle Folk skal trælle for ham, hans Søn og Sønnesøn, indtil også
hans Lands Time slår og mange Folkeslag og store Konger gør ham
til deres Træl.
8. Og det Folk og det Rige, som ikke vil trælle for ham, Kong
Nebukadnezar af Babel, og bøje Hals under Babels Konges Åg, det
vil jeg hjemsøge med Sværd, Hunger og Pest, lyder det fra
HERREN, til det er tilintetgjort ved hans Hånd.
9. I skal ikke høre på eders Profeter og Spåmænd, eders Drømmere,
Sandsigere og Troldmænd, som siger til eder: "I skal ikke komme
til at trælle for Babels Konge;
10. thi det er Løgn, de profeterer for eder for at få eder bort fra
eders Jord, idet jeg da driver eder bort og I går til Grunde.
11. Men det Folk, der bøjer Hals under Babels Konges Åg og træller
for ham, vil jeg lade blive på sin Jord, lyder det fra HERREN,
så det kan dyrke den og bo der.
12. Og til Kong Zedekias af Juda talte jeg i Overensstemmelse med
alle disse Ord: Bøj Hals under Babels Konges Åg og træl for ham
og hans Folk, så skal I leve.
13. Hvorfor vil du og dit Folk dø ved Sværd, Hunger og Pest, således
som HERREN truede det Folk, der ikke vil trælle for Babels
Konge?
14. Hør ikke på Profeternes Ord, når de siger til eder: "I skal ikke
komme til at trælle for Babels Konge"; thi Løgn profeterer de
eder.
15. Jeg har ikke sendt dem, lyder det fra HERREN, og de profeterer
Løgn i mit Navn, for at jeg skal bortstøde eder, så I går til
Grunde sammen med Profeterne, der profeterer for eder.
16. Og til Præsterne og alt dette Folk talte jeg således: Så siger
HERREN: Hør ikke på eders Profeters Ord, når de profeterer for
eder og siger: "Se, HERRENs Huss Kar skal nu snart føres hjem
fra Babel." Thi Løgn profeterer de eder.
17. Hør dem ikke, men træl for Babels Konge, så skal I leve. Hvorfor
skal denne By lægges øde?
18. Er de Profeter og har HERRENs Ord, så lad dem gå i forbøn hos
Hærskarers HERRE, at de Kar, der er tilbage i HERRENs Hus og
Judas konges Palads, ikke også skal komme til Babel.
19. Thi så siger Hærskarers HERRE om Søjlerne, Havet og Stellene og
om de sidste Kar, der er tilbage i denne By,
20. dem, som Kong Nebukadnezar af Babel ikke tog med, da han
bortførte Jojakims søn, Kong Jekonja af Juda, fra Jerusalem til
Babel med alle de ypperste i Juda og Jerusalem,
21. ja, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud, om de kar, der er
tilbage i HERRENs Hus og Judas Konges Palads og i Jerusalem:
22. De skal føres til Babel, og der skal de blive, til den Dag jeg
tager mig af dem og fører dem op og bringer dem tilbage hertil,
lyder det fra HERREN.
Jeremias 28
1. Kong Zedekias af Judas fjerde regeringsår i den femte måned
sagde Profeten Hananja, Azzurs Søn, fra Gibeon til mig i HERRENs
Hus i Præsternes og alt Folkets Nærværelse:
2. "Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Jeg har sønderbrudt
Babels Konges Åg.
3. Om to År fører jeg tilbage hertil alle HERRENs Huss Kar, som
Kong Nebukadnezar af Babel tog herfra og førte til Babel;
4. og Jojakims Søn, Kong Jekonja af Juda, og alle de landflygtige
fra Juda, som kom til Babel, fører jeg tilbage hertil, lyder det
fra HERREN; thi jeg sønderbryder Babels Konges Åg."
5. Profeten Jeremias svarede Profeten Hananja i Nærværelse af
Præsterne og alt Folket, som stod i HERRENs Hus,
6. således: "Amen! Måtte HERREN gøre således og stadfæste, hvad du
har profeteret, og føre HERRENs Huss Kar og alle de landflygtige
fra Babel tilbage hertil!
7. Men hør dog dette Ord, som jeg vil tale til dig og alt Folket:
8. De Profeter, som levede før mig og dig fra Fortids Dage,
profeterede mod mange Lande og mægtige Riger om krig, Hunger og
Pest;
9. men når en Profet profeterer om Fred, kendes den Profet, HERREN
virkelig har sendt, på at hans Ord går i Opfyldelse."
10. Så rev Profeten Hananja Ågstængerne af Profeten Jeremiass Hals
og sønderbrød dem;
11. og Hananja sagde i alt Folkets Nærværelse: "Så siger HERREN:
Således sønderbryder jeg om to År Kong Nebukadnezar af Babels Åg
og tager det fra alle Folkenes Hals." Men Profeten Jeremias gik
sin Vej.
12. Men efter at Profeten Hananja havde sønderbrudt Ågstængerne og
revet dem af Profeten Jeremiass Hals, kom HERRENs Ord til
Jeremias således:
13. "Gå hen og sig til Hananja: Så siger HERREN: Du har sønderbrudt
Ågstænger af Træ, men jeg vil lave Ågstænger af Jern i Stedet.
14. Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Et Jernåg lægger jeg
på alle disse Folks Hals, at de må trælle for Kong Nebukadnezar
af Babel; de skal trælle for ham, selv Markens Vildt har jeg
givet ham."
15. Så sagde Profeten Jeremias til Profeten Hananja: "Hør, Hananja!
HERREN har ikke sendt dig, og du har fået dette Folk til at slå
Lid til Løgn.
16. Derfor, så siger HERREN: Se, jeg slænger dig bort fra Jordens
Flade; du skal dø i År, thi du har prædiket Frafald fra HERREN."
17. Og Profeten Hananja døde samme År i den syvende Måned.
Jeremias 29
1. Følgende er indholdet af det brev, profeten Jeramias sendte fra
Jerusalem til de Ældste, som var tilbage blandt de bortførte, og
til Præsterne og Profeterne og alt Folket, som Nebukadnezar
havde ført fra Jerusalem til Babel,
2. efter at Kong Jekonja, Herskerinden, Hofmændene, Judas og
Jerusalems Fyrster, Kunsthåndværkerne og Smedene havde forladt
Jerusalem,
3. ved Elasa, Sjafans Søn, og Gemarja, Hilkijas Søn, som kong
Zedekias af Juda sendte til Babel, til Kong Nebukadnezar af
Babel.
4. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud, til alle de
landflygtige, som jeg førte fra Jerusalem til Babel:
5. Byg Huse og bo deri, plant Haver og spis deres Frugt,
6. tag eder Hustruer og avl Sønner og Døtre, tag Hustruer til eders
Sønner og bortgift eders Døtre, at de kan føde Sønner og Døtre,
bliv mange der og ikke færre;
7. og lad det Lands Vel, til hvilket jeg har ført eder, ligge eder
på Sinde, og bed for det til HERREN; thi når det går det godt,
går det også eder godt.
8. Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Lad ikke de
Profeter, som er iblandt eder, eller eders Spåmænd bilde eder
noget ind, og lyt ikke til de Drømme, I drømmer;
9. thi Løgn profeterer de eder i mit Navn; jeg har ikke sendt dem,
lyder det fra HERREN.
10. Thi så siger HERREN: Når halvfjerdsindstyve År er gået for
Babel, vil jeg se til eder og på eder opfylde min Forjættelse om
at føre eder tilbage hertil.
11. Thi jeg ved, hvilke Tanker jeg tænker om eder, lyder det fra
HERREN, Tanker om Fred og ikke om Ulykke, at jeg må give eder
Fremtid og Håb.
12. Kalder I på mig, vil jeg svare eder; beder I til mig, vil jeg
høre eder;
13. leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele
eders Hjerte,
14. vil jeg lade mig finde af eder, lyder det fra HERREN, og vende
eders Skæbne og sanke eder sammen fra alle de Folkeslag og alle
de Steder, jeg har bortstødt eder til, lyder det fra HERREN, og
føre eder tilbage til det Sted, fra hvilket jeg førte eder bort.
15. Men når I siger: "HERREN har opvakt os Profeter i Babel
16. Thi så siger HERREN om Kongen der sidder på Davids Trone, og om
alt Folket, der bor i denne By, eders Brødre, som ikke drog. i
Landflygtighed med eder,
17. så siger Hærskarers HERRE: Se, jeg sender Sværd, Hunger og Pest
over dem og gør dem som de usle Figener, der er for dårlige at
spise;
18. jeg forfølger dem med Sværd, Hunger og Pest og gør dem til
Rædsel for alle Jordens Riger, til Forbandelsesord, til Gru,
Spot og Spe blandt alle de Folk, jeg bortstøder dem til,
19. til Straf fordi de ikke hørte mine Ord, lyder det fra HERREN,
når jeg årle og silde sendte mine Tjenere Profeterne til dem,
men de vilde ikke høre, lyder det fra HERREN.
20. Men hør dog HERRENs Ord, alle I landflygtige, som jeg sendte fra
Jerusalem til Babel!
21. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud, om Aab, Kolajas Søn, og
Zidkija, Maasejas Søn, som profeterer eder Løgn i mit Navn: Se,
jeg giver dem i Kong Nebukadrezar af Babels Hånd, og han skal
lade dem hugge ned for eders Øjne,
22. og de skal bruges af alle de landflygtige fra Juda i Babel til
at forbande ved, idet man skal sige: "HERREN gøre med dig som
med Zidkija og Aab, hvem Babels Konge lod stege i Ild!"
23. Thi de øvede dårskab i Israel og bedrev Hor med deres Landsmænds
Kvinder og talte i mit Navn løgnagtige Ord, som jeg ikke havde
bedt dem at tale; jeg ved det og kan vidne det, lyder det fra
HERREN.
24. Til Nehelamiten Sjemaja skal du sige:
25. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Fordi du i dit eget Navn
har sendt alt Folket i Jerusalem og Præsten Zefanja, Maasejas
Søn, og alle Præsterne et så lydende Brev:
26. "HERREN har gjort dig til Præst i Præsten Jojadas Sted til i
HERRENs Hus at have Opsyn med alle gale og Folk i profetisk
Henrykkelse, hvilke du skal lægge i Blok og Halsjern.
27. Hvorfor skrider du da ikke ind mod Jeremias fra Anatot, der
profeterer hos eder?
28. Nu har han kunnet sende Bud til os i Babel og ladet sige: Det
trækker i Langdrag! Byg Huse og bo deri, plant Haver og spis
deres Frugt!"
29. Dette Brev læste Præsten Zefanja for Profeten Jeremias.
30. Da kom HERRENs Ord til Jeremias således:
31. Send Bud til alle de landflygtige og sig: Så siger HERREN om
Nehelamiten Sjemaja: Fordi Sjemaja har profeteret for eder, uden
at jeg har sendt ham, og får eder til at slå Lid til Løgn,
32. derfor, så siger HERREN: Se, jeg hjemsøger Nehelamiten Sjemaja
og hans Efterkommere; han skal ingen have, der bor iblandt eder
og oplever den Lykke, jeg giver eder, lyder det fra HERREN,
fordi han har prædiket Frafald fra HERREN.
Jeremias 30
1. Det ord, som kom til Jeramias fra Herren.
2. Skriv alle de Ord, jeg har talet til dig, op i en Bog.
3. Thi se Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg vender mit
Folk Israels og Judas Skæbne, siger HERREN, og fører dem hjem
til det Land, jeg gav deres Fædre, og de skal tage det i Eje.
4. Dette er de Ord, HERREN talede til Israel og Juda.
5. Så siger HERREN: Vi hørte et Udbrud af Skræk, af Rædsel og
Ufred;
6. spørg og se dog til, om en Mand kan føde! Hvi ser jeg da alle
Mænd med Hånd på Hofte som Kvinde i Barnsnød og alle Åsyn
blegne?
7. Thi stor er denne Dag, den er uden Lige, en Trængselstid for
Jakob, men fra den skal han frelses.
8. På hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, vil jeg sønderbryde
deres Åg og tage det af deres Hals og sprænge deres Bånd, og de
skal ikke mere trælle for fremmede.
9. De skal tjene HERREN deres Gud og David, deres Konge, som jeg
vil oprejse dem.
10. Frygt derfor ikke, min Tjener Jakob, lyder det fra HERREN, og
vær ikke bange, Israel; thi se, jeg frelser dig fra det fjerne
og dit Afkom fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal vende
hjem og bo roligt og trygt, og ingen skal forfærde ham.
11. Thi jeg er med dig, lyder det fra HERREN, for at frelse dig; thi
jeg vil tilintetgøre alle de Folk, blandt hvilke jeg har spredt
dig, men dig vil jeg ikke tilintetgøre; jeg vil tugte dig med
Måde, ikke lade dig helt ustraffet.
12. Thi så siger HERREN: Ulægeligt er dit Brud, dit Sår er svart.
13. Ingen fører din Sag. For din Byld er ingen Lægedom, for dig
ingen Helse.
14. Alle dine Venner har glemt dig, søger dig ikke, thi med
Fjendeslag slog jeg dig, med skånselløs Straf, fordi din Brøde
var stor, dine Synder mange.
15. Hvi skriger du over dit Brud, er dit Sår ulægeligt? Fordi din
Brøde var stor, dine Synder mange, gjorde jeg dette imod dig.
16. Derfor skal alle, som fortærer dig, fortæres, alle dine Fjender,
alle skal de vandre i Fangenskab; de, der plyndrer dig, skal
plyndres, til Ran gør jeg alle dine Ransmænd.
17. Thi jeg heler dig, læger dine Sår, så lyder det fra HERREN; du
kaldtes jo, Zion, "den bortstødte, som ingen søger."
18. Så siger HERREN: Se, jeg vender Jakobs Skæbne, forbarmer mig
over hans Boliger, Byen skal bygges på sin Høj, Paladset stå,
bvor det stod.
19. Fra dem skal Lovsang lyde og legendes Råb; de bliver ej færre,
jeg gør dem mange; de bliver ej ringe, jeg giver dem Hæder.
20. Hans Sønner skal blive som fordum, hans Menighed stå fast for
mit Åsyn. Jeg hjemsøger alle, som trykker ham.
21. Hans Fyrste stammer fra ham selv, hans Hersker går frem af hans
Midte. Jeg lader ham komme mig nær, han skal nærme sig mig; thi
hvem ellers sætter Livet i Vov ved at nærme sig mig? lyder det
fra HERREN.
22. I skal være mit Folk, og jeg vil være eders Gud.
23. Se, HERRENs Stormvejr, Vreden er brudt løs, et hvirvlende
Stormvejr; det hvirvler hen over de gudløses Hoved.
24. HERRENs glødende Vrede lægger sig ikke, før han har udført og
fuldbyrdet sit Hjertes Tanker; i de sidste dage skal I forstå
det.
Jeremias 31
1. Til hin tid, lyder det fra Herren, vil jeg være alle Israel
slægters Gud, og de skal være mit Folk.
2. Så siger HERREN: Folket, der undslap Sværdet, fandt Nåde i
Ørkenen, Israel vandred til sin Hvile,
3. i det fjerne åbenbarede HERREN sig for dem: Jeg elsked dig med
evig Kærlighed, drog dig derfor i Nåde.
4. Jeg bygger dig atter, du skal bygges, Israels Jomfru, igen skal
du smykkes med Håndpauke, gå med i de legendes Dans.
5. Vin skal du atter plante på Samarias Bjerge, plante skal du og
høste.
6. Thi en Dag skal Vogterne råbe på Efraims Bjerge: "Kom, lad os
drage til Zion, til HERREN vor Gud!"
7. Thi så siger HERREN: Fryd jer over Jakob med Glæde, jubl over
det første blandt Folkene, kundgør med Lovsang og sig: "HERREN
har frelst sit Folk, Israels Rest."
8. Se, jeg bringer dem hid fra Nordens Land, samler dem fraJordens
Afkroge; iblandt dem er blinde og lamme, frugtsommelige sammen
med fødende, i en stor Forsamling vender de hjem.
9. Se, de kommer med Gråd; mens de ydmygt beder, leder jeg dem; jeg
fører dem hen til Vandløb ad en jævn Vej, hvor de ej snubler;
thi jeg er Israel en Fader, min førstefødte er Efraim.
10. Hør HERRENs Ord, I Folk, forkynd på fjerne Strande: Han, som
spredte Israel, samler det, vogter det som Hyrden sin Hjord;
11. thi HERREN har udfriet Jakob, genløst det af den stærkeres Hånd.
12. De kommer til Zions bjerg og jubler over HERRENs Fylde, over Kom
og Most og Olie og over Lam og Kalve. Deres Sjæl er som en
vandrig Have, de skal aldrig vansmægte mer.
13. Da fryder sig Jomfru i Dans, Yngling og Olding tilsammen. Jeg
vender deres Kummer til Fryd, giver Trøst og Glæde efter Sorgen.
14. Jeg kvæger Præsterne med Fedt, mit Folk skal mættes med min
Fylde, lyder det fra HERREN.
15. Så siger HERREN: En Klagerøst høres i Rama, bitter Gråd, Rakel
begræder sine Børn, vil ikke trøstes over sine Børn, fordi de er
borte.
16. Så siger HERREN: Din Røst skal du holde fra Gråd, dine Øjne fra
Tårer, thi derer Løn fordin Møje,lyder det fra HERREN; fra
Fjendeland vender de hjem;
17. og der er Håb for din Fremtid, lyder det fra HERREN, Børn vender
hjem til deres Land.
18. Jeg hører grant, hvor Efraim klager: "Du tugted mig, og jeg blev
tugtet som en utæmmet Kalv; omvend mig, så bliver jeg omvendt,
thi du er HERREN min Gud.
19. Thi nu jeg er omvendt, angrer jeg; nu jeg har besindet mig, slår
jeg mig på Hofte; jeg er skamfuld og beskæmmet, thi jeg bærer
min Ungdoms Skændsel."
20. Er Efraim min dyrebare Søn, mit Yndlingsbarn? thi så tit jeg
taler om ham, må jeg mindes ham kærligt, derfor bruser mit
indre, jeg ynkes over ham, lyder det fra HERREN.
21. Rejs dig Vejvisersten, sæt Mærkesten op, ret din Tanke på
Højvejen, Vejen, du gik, vend hjem, du Israels Jomfru, til disse
dine Byer!
22. Hvor længe vil du dog tøve, du frafaldne Datter? Thi HERREN
skaber nyt i Landet: Kvinde værner om Mand.
23. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: End skal de i Judas Land
og Byer sige dette Ord, når jeg vender deres Skæbne: "HERREN
velsigne dig, du Retfærds Bolig, du hellige Bjerg!"
24. Og deri skal Juda bo og alle dets Byer til Hobe, Agerdyrkerne og
de omvankende Hyrder.
25. Thi jeg kvæger den trætte Sjæl og mætter hver vansmægtende Sjæl.
(26 Herved vågnede jeg og så mig om, og Søvnen havde været mig
sød.)
27. Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg tilsår Israels
Hus og Judas Hus med Sæd at Mennesker og Kvæg.
28. Og som jeg har været årvågen over dem for at oprykke, nedbryde,
omstyrte, ødelægge og gøre ilde, således vil jeg være årvågen
over dem for at bygge og plante, lyder det fra HERREN.
29. I hine Dage skal man ikke mere sige: Fædre åd sure Druer, og
Børnenes Tænder blev ømme.
30. Nej, enhver skal dø for sin egen Brøde; enhver, der æder sure
Druer, får selv ømme Tænder.
31. Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg slutter en ny
Pagt med Israels Hus og Judas Hus,
32. ikke som den Pagt jeg sluttede med deres Fædre, dengang jeg tog
dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken Pagt de
brød, så jeg væmmedes ved dem, lyder det fra HERREN;
33. nej, dette er den Pagt, jeg efter hine Dage slutter med Israels
Hus, lyder det fra HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og
skriver den på deres Hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de
skal være mit Folk.
34. Ven skal ikke mere lære sin Ven eller Broder sin Broder og sige:
"Kend HERREN!" Thi de skal alle kende mig fra den mindste til
den største, lydet det fra HERREN; thi jeg tilgiver deres Brøde
og kommer ikke mer deres Synd i Hu.
35. Så siger HERREN, han, som satte Solen til at lyse om Dagen og
Månen og Stjernerne til at lyse om Natten, han, som oprører
Havet, så Bølgerne bruser, han, hvis Navn er Hærskarers HERRE:
36. Når disse Ordninger viger fra mit Åsyn, lyder det fra HERREN, så
skal også Israels Æt for alle Tider ophøre at være et Folk for
mit Åsyn.
37. Så siger HERREN: Når Himmelen oventil kan udmåles og Jordens
Grundvolde nedentil udgranskes, så vil jeg også forkaste Israels
Æt for alt, hvad de har gjort, lydet det fra HERREN.
38. Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da Byen skal opbygges
for HERREN fra Hananeltårnet til Hjørneporten;
39. og videre skal Målesnoren gå lige ud til Garebs Høj og så svinge
mod Goa;
40. og hele Dalen, Ligene og Asken, og alle Markerne ned til Kedrons
Bæk, til Hesteportens Hjørne mod Øst skal være HERREN helliget;
det skal aldrig mere oprykkes eller nedlbrydes.
Jeremias 32
1. Det Ord, som kom til Jeramias fra Herren i kong Zedekias af
Judas tiende År, det er Nebukadrezars attende.
2. Dengang belejrede Babels Konges Hær Jerusalem, og Profeten
Jeremas sad fængslet i Vagtforgården i Judas Konges Palads,
3. hvor Kong Zedekias af Juda havde ladet ham fængsle med de Ord:
"Hvor tør du profetere og sige: Så siger HERREN: Se, jeg giver
denne By i Babels Konges Hånd, og han skal indtage den;
4. og Kong Zedekias af Juda skal ikke undslippe Kaldæernes Hånd,
men overgives i Babels Konges Hånd, og han skal tale med ham
Mund til Mund og se ham Øje i Øje;
5. og han skal føre Zedekias til Babel, og der skal han blive, til
jeg ser til ham, lyder det fra HERREN; når I kæmper med
Kaldæerne, får I ikke Lykke!"
6. Og Jeremias sagde: HERRENs Ord kom til mig således:
7. Se, Hanamel, din Farbroder Sjallums Søn, kommer til dig og
siger: "Køb min Mark i Anatot, thi du har Indløsningsret."
8. Så kom Hanamel, min Farbroders Søn, til mig i Vagtforgården, som
HERREN havde sagt, og sagde til mig: "Køb min Mark i Anatot i
Benjamins Land, thi du har Arveretten, og indløsningsretten er
din; køb dig den!" Da forstod jeg, at det var HERRENs Ord.
9. Og jeg købte Marken i Anatot af Hanamel, min Farbroders Søn, og
tilvejede ham Pengene, sytten Sekel Sølv;
10. og jeg skrev Skøde og forseglede det, tilkaldte Vidner og
afvejede Pengene på Vægtskål.
11. Så tog jeg Skødet, både det forseglede og det åbne,
12. og overgav Skødet til Baruk, Masejas Søn Nerijas Søn, i
Nærværelse af Hanamel, min Farbroders Søn, og Vidnerne, som
havde underskrevet Skødet, og alle de Judæee, som var til Stede
i Vagtforgården;
13. og i deres Nærværelse bød jeg Baruk:
14. "Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Tag disse Skøder, både
det forseglede og det åbne, og læg dem i en Lerkrukke, for at de
kan holde sig i lange Tider.
15. Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: End skal der købes
Huse, Marker og Vingårde i dette Land!"
16. Efter at have overgivet Skødet til Baruk, Nerijas Søn, bad jeg
således til HERREN:
17. Ak, Herre, HERRE, du har jo skabt Himmelen og Jorden ved din
vældige Styrke og din udstrakte Arm, intet er dig for
underfuldt,
18. du, som øver Miskundhed mod Tusinder og gengælder Fædres
Misgerning på deres Sønner efter dem; du store, vældige Gud,
hvis Navn er Hærskarers HERRE,
19. rig på Råd og stor i Dåd, hvis Øjne er åbne over alle
Menneskebørnenes Veje, for at du kan give enhver efter hans Vej
og hans Gerningers Frugt;
20. du, som gjorde Tegn og Undere i Ægypten og gør det den Dag i Dag
både i Israel og blandt andre Mennesker og skabte dig det Navn,
du har i Dag,
21. du, som førte dit Folk Israel ud af Ægypten med Tegn og Undere,
med stærk Hånd og udstrakt Arm og stor Rædsel
22. og gav dem dette Land, som du havde svoret deres Fædre at ville
give dem, et Land, der flyder med Mælk og Honning;
23. og de kom og tog det i Eje; men de hørte ikke din Røst og adlød
ikke din Lov; de gjorde intet af, hvad du havde pålagt dem; så
lod du al denne Ulykke ramme dem.
24. Se, Stormvoldene har nået Byen, så den er ved at blive indtaget,
og med Sværd, Hunger og Pest er Byen givet i de angribende
Kaldæeres Hånd; had du talede, er sket, og du ser det selv.
25. Og skønt Byen er givet i Kaldæernes Hånd, siger du til mig,
Herre, HERRE: "Køb dig Marken for Penge og tag Vidner derpå!"
26. Da kom HERRENs Ord til Jeremias således:
27. Se, jeg er HERREN, alt Køds Gud; skulde noget være mig for
underfuldt?
28. Derfor, så siger HERREN: Se, jeg giver denne By i kaldæernes og
Kong Nebukadrezar af Babels Hånd, og han skal idtage den;
29. og Kaldæerne, der angriber denne By, skal komme og sætte Ild på
den og afbrænde Husene, på hvis Tage man tændte Offerild for
Baal og udgød Drikofre for andre Guder for at krænke mig.
30. Thi fra deres Ungdom af har Israeliterne og Judæerne kun gjort,
hvad der var ondt i mine Øjne; thi Israeliterne gør ikke andet
end krænke mig ved deres Hænders Værk, lyder det fra HERREN.
31. Ja, en Kilde til Vrede og Harme har denne By været mig, lige fra
den Dag de byggede den og til i Dag, så at jeg må fjerne den fra
mit Åsyn
32. for alt det ondes Skyld, som Israeliterne og Judæerne gjorde for
at krænke mig, de deres Konger, Fyrster, Præster og Profefer,
Judas Mænd og Jerusalems Borgere.
33. De vendte Ryggen og ikke Ansigtet til mig, og skønt jeg advarede
dem årle og silde, vilde de ikke høre eller tage ved Lære.
34. De opstillede deres væmmelige Guder i det Hus, mit Navn nævnes
over, for at gøre det urent;
35. og de byggede Baals Offerhøje i Hinnoms Søns Dal for at ofre
deres Sønner og Døtre til Molok, hvad jeg ikke havde budt dem,
og hvad aldrig var i min Tanke, at man skulde gøre så
vederstyggelig en Ting for derved at lokke Juda til Synd.
36. Men nu, så siger HERREN, Israels Gud, om denne By, som I siger
er givet i Babels Konges Hånd med Sværd, Hunger og Pest:
37. Se, jeg vil samle dem fra alle de Lande, som jeg har bortstødt
dem til i min Vrede og Harme og i stor Fortørnelse, og føre dem
hjem til dette Sted og lade dem bo trygt.
38. De skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud;
39. og jeg vil give dem eet Hjerte og een Vej, så de frygter mig
alle Dage, at det må gå dem og deres Sønner efter dem vel.
40. Jeg slutter en evig Pagt med dem, at jeg ikke vil drage mig
tilbage fra dem, men gøre vel itnod dem; og min Frygt lægger jeg
i deres Hjerter, så de ikke viger fra mig.
41. Jeg vil glæde mig over dem og gøre vel imod dem; og jeg planter
dem i dette Land i Trofasthed af hele mit Hjerte og hele min
Sjæl.
42. Thi så siger HERREN: Som jeg bragte al denne store Ulykke over
dette Folk, således vil jeg bringe over dem alt det gode, jeg
taler til dem om.
43. End skal der købes Marker i det Land, som I siger er en Ørken
uden Mennesker og Kvæg og givet i Kaldæernes Hånd;
44. man skal købe Marker for Penge og skrive Skøder og forsegle dem
og tilkalde Vidner i Benjamins Land, i Jerusalems Omegn, i Judas
Byer, i Bjerglandets, Lavlandets og Sydlandets Byer; thi jeg
vender deres Skæbne, lyder det fra HERREN.
Jeremias 33
1. Herrens ord kom anden gang til Jeremias, medens han endnu sad
fængslet i Vagtforgården, således:
2. Så siger HERREN, som skabte Jorden og dannede den, idet han
grundfæstede den, han, hvis Navn er HERREN:
3. Kald på mig, så vil jeg svare dig og kundgøre dig store og
lønlige Ting, du ikke kender.
4. Thi så siger HERREN, Israels Gud, om denne Bys Huse og om Judas
Kongers Huse, som nedbrødes for at bruges til Volde og Mur,
5. da man gav sig til at stride imod Kaldæerne, og som fyldtes med
Ligene af de Mennesker, jeg slog i min Vrede og Harme, og for
hvem jeg skjulte mit Åsyn for al deres Ondskabs Skyld:
6. Se, jeg vil lade Byens Sår heles og læges, og jeg helbreder dem
og oplader for dem en Rigdom af Fred og Sandhed.
7. Jeg vender Judas og Israels Skæbne og opbygger dem som tilforn.
8. Jeg renser dem for al deres Brøde, med hvilken de syndede imod
mig, og tilgiver alle deres Misgerninger, med hvilke de syndede
og forbrød sig imod mig.
9. Byen skal blive til Glæde, til Pris og Ære blandt alle Jordens
Folk; og når de hører om alt det gode, jeg gør den, skal de
frygte og bæve over alt det gode og al den Lykke, jeg lader den
times.
10. Så siger HERREN: På dette Sted, som I siger er ødelagt, uden
Mennesker og Kvæg, i Judas Byer og på Jerusalems Gader, der er
lagt øde, uden Mennesker og kvæg,
11. skal atter høres Fryderåb og Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds
Røst, Råb af Folk, som siger: "Tak Hærskarers HERRE; thi HERREN
er god, og hans Miskundhed varer evindelig!" og som bringer
Takoffer til HERRENs Hus; thi jeg vender Landets Skæbne, så det
bliver som tilforn, siger HERREN.
12. Så siger Hærskarers HERRE: På dette ødelagte Sted, som er uden
Mennesker og Kvæg, og i alle dets Byer skal der atter være
Græsgange, hvor Hyrder lader deres Hjorde ligge;
13. i Bjerglandets, Lavlandets og Sydlandets Byer, i Benjamins land,
i Jerusalems Omegn og i Judas Byer skal Småkvæget atter gå forbi
under Tællerens Hånd, siger HERREN.
14. Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg opfylder den
Forjættelse, jeg udtalte om Israels og Judas Hus.
15. I hine Dage og til hin Tid lader jeg en Retfærds Spire fremspire
for David, og han skal øve Ret og Retfærd i Landet.
16. I hine Dage skal Juda frelses og Jerusalem bo trygt, og man skal
kalde det: HERREN vor Retfærdighed.
17. Thi så siger HERREN: David skal ikke fattes en Mand til at sidde
på Israels Huss Trone.
18. Og Levitpræsterne skal aldrig fattes en Mand til at stå for mit
Åsyn og frembære Brændoffer, brænde Afgrødeoffer og ofre
Slagtoffer.
19. Og HERRENs Ord kom til Jeremias således:
20. Så siger HERREN Hvis min Pagt med Dagen og Natten brydes, så det
ikke bliver Dag og Nat, når Tid er inde,
21. da skal også min Pagt med min Tjener David brydes, så han ikke
har nogen Søn til at sidde som Konge på sin Trone, og med
Levitpræsterne, som tjener mig.
22. Som Himmelens Hær ikke kan tælles og Havets Sand ikke måles,
således vil jeg mangfoldiggøre min Tjener Davids Afkom og
Leviterne, som tjener mig.
23. Og HERRENs Ord kom til Jeremias således:
24. Har du ikke lagt Mærke til, hvorledes dette Folk siger: "De to
Slægter, HERREN udvalgte, har han forkastet!" Og de smæder mit
Folk, fordi det i deres Øjne ikke 1ner er et Folk.
25. Så siger HERREN: Hvis jeg ikke har fastsat min Pagt med Dag og
Nat, givet Love for Himmel og Jord,
26. så vil jeg også forkaste Jakobs Afkom og min Tjener David og
ikke af hans Afkom tage Herskere oer Abrabams, Isaks og Jakobs
Afkom; thi jeg vender deres Skæbne og forbarmer mig over dem.
Jeremias 34
1. Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, da kong Nebukadnezar
af Babel og hele hans Hær og alle Riger på Jorden, der stod
under hans Herredømme, og alle Folkeslag angreb Jerusalem og
alle dets Byer; det lød:
2. Så siger HERREN, Israels Gud: Gå hen og sig til Kong Zedekias af
Juda: Så siger HERREN: Se, jeg giver denne By i Babels Konges
Hånd, og han skal afbrænde den.
3. Og du skal ikke undslippe hans Hånd, men gribes og overgives i
hans Hånd og se Babels Konge Øje til Øje, og han skal tale med
dig Mund til Mund, og du skal komme til Babel.
4. Hør dog HERRENs Ord, Kong Zedekias af Juda: Så siger HERREN om
dig: Du skal ikke falde for Sværdet,
5. men dø i Fred, og ligesom man brændte til Ære for dine Fædre,
kongerne før dig, således skal man brænde til Ære for dig og
klage over dig: "Ve, Herre!" så sandt jeg har talet, lyder det
fra HERREN.
6. Og Profeten Jeremias talte alle disse Ord til kong Zedekias af
Juda i Jerusalem,
7. medens Babels Konges Hær angreb Jerusalem og begge de Byer i
Juda, der var tilbage, Lakisj og Azeka; thi disse faste Stæder
var tilbage af Judas Byer.
8. Det Ord, som kom til Jeremias fra HERREN, efter at kong Zedekias
havde sluttet en Pagt med alt Folket i Jerusalem og udråbt
Frigivelse,
9. således at enhver skulde lade sin Træl og Trælkvinde gå bort i
Frihed, såfremt de var Hebræere, og ikke mere lade en judæisk
Broder trælle.
10. Og alle Fyrsterne og alt Folket, som havde indgået Pagten om, at
enhver skulde lade sin Træl og Trælkvinde gå bort i Frihed og
ikke mere lade dem trælle, adlød; de adlød og lod dem gå.
11. Men siden skiftede de Sind og tog Trællene og Trælkvinderne, som
de havde ladet gå bort i Frihed, tilbage og tvang dem til at
være Trælle og Trælkvinder.
12. Da kom HERRENs Ord til Jeremias således:
13. Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg sluttede en Pagt med eders
Fædre, dengang jeg førte dem ud af Ægypten, af Trællehuset, idet
jeg sagde:
14. "Når der er gået syv År, skal enhver af eder lade sin hebraiske
Landsmand, som har solgt sig til dig og tjent dig i seks År, gå
bort; du skal lade ham gå af din Tjeneste i Frihed!" Men eders
Fædre hørte mig ikke og lånte mig ikke Øre.
15. Nys omvendte I eder og gjorde, hvad der er ret i mine Øjne, idet
I udråbte Frigivelse, hver for sin Broder, og I sluttede en Pagt
for mit Åsyn i det Hus, mit Navn er nævnet over,
16. men siden skiftede I Sind og vanhelligede mit Navn, idet enhver
af eder tog sin Træl eller Trælkvinde tilbage, som I havde ladet
gå bort i Frihed, om de ønskede det, og tvang dem til at være
eders Trælle og Trælkvinder.
17. Derfor, så siger HERREN: Da I ikke hørte mig og udråbte
Frigivelse, hver for sin Broder og hver for sin Næste, vil jeg
nu udråbe Frigivelse for eder, lyder det fra HERREN, så I
hjemfalder til Sværd, Pest og Hunger, og jeg vil gøre eder til
Rædsel for alle Jordens Riger.
18. Og jeg giver de Mænd, som har overtrådt min Pagt og ikke holdt
den Pagts Ord, som de sluttede for mit Åsyn, da de slagtede
Kalven og skar den i to Stykker, mellem hvilke de gik,
19. Judas og Jerusalems Fyrster, Hofmændene og Præsterne og hele
Landets Befolkning, som gik mellem Stykkerne af Kalven
20. dem giver jeg i deres Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står
dem efter Livet, og deres Lig skal blive Himmelens Fugle og
Jordens Dyr til Æde.
21. Og Kong Zedekias af Juda og hans Fyrster giver jeg i deres
Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står dem efter Livet. Og
Babels Konges Hær, som drog bort fra eder,
22. se, den bydet jeg, lyder det fra HERREN, at vende tilbage til
denne By, og de skal angribe den og indfage og afbrænde den; og
Judas Byer lægger jeg øde, så ingen bor der!
Jeremias 35
1. Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren i Joasiases søn kong
Jojakim af Judas Dage:
2. "Gå hen til Rekabiternes Hus og tal dem til, bring dem til et af
Kamrene i HERRENs Hus og giv dem Vin at drikke!"
3. Så hentede jeg Jaazanja, en Søn af Jirmeja, Habazzinjas Søn, og
hans Brødre og alle hans Sønner og hele Rekabiternes Hus
4. og bragte dem til HERRENs Hus, til den Guds Mand Hanans,
Jigdaljahus Søns, Sønners Kammer ved Siden af Fyrsternes Kammer
oven over Dørvogteren Maasejas, Sjallums Søns, Kammer.
5. Og jeg satte krukker, som var fulde af Vin, og Bægre for dem og
sagde: "Drik!"
6. Men de svarede: Vi drikker ikke Vin, thi vor Fader Jonadab,
Rekabs Søn, gav os det Bud: I og eders Børn må aldrig drikke
Vin,
7. ej heller bygge Huse eller så Korn eller plante eller eje
Vingårde, men I skal bo i Telte hele eders Liv, for at I må leve
længe i det Land, I bor i som frem1uede.
8. Og vi har adlydt vor Fader Jonadab, Rekabs Søn, i alt, hvad han
bød os, idet både vi, vore kvinder, Sønner og Døtre hele vort
Liv afholder os fra at drikke Vin,
9. bygge Huse at bo i og eje Vingårde, Marker eller Sæd,
10. men bor i Telte; vi har adlydt og nøje gjort, som vor Fader
Jonadab bød os.
11. Men da Kong Nebukadrezar af Babel faldt ind i Landet, sagde vi:
Kom, lad os ty til Jerusalem for Kaldæernes og Aramernes Hære!
Og vi slog os ned i Jerusalem."
12. Da kom HERRENs Ord til mig således
13. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Gå hen og sig til Judas
Mænd og Jerusalems Borgere: Vil I ikke tage ved Lære og høre
mine Ord? lyder det fra HERREN.
14. Jonadabs, Rekabs Søns, Bud er blevet overholdt; thi han forbød
sine Sønner at drikke Vin, og de har ikke drukket Vin til den
Dag i Dag, men adlydt deres Faders Bud; men jeg har talet til
eder årle og silde, uden at I vilde høre mig.
15. Jeg sendte alle mine Tjenere Profeterne til eder årle og silde,
for at de skulde sige: "Omvend eder hver fra sin onde Vej, gør
gode Gerninger og hold eder ikke til andre Guder, så I dyrker
dem; så skal I bo i det Land, jeg gav eder og eders Fædre." Men
I bøjede ikke eders Øre og hørte mig ikke.
16. Fordi Jonadabs, Rekabs Søns, Sønner overholdt deres Faders Bud,
medens dette Folk ikke vilde høre mig,
17. derfor, så siger HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud: Se, jeg
bringer over Juda og Jerusalems Borgere al den Ulykke, jeg har
truet dem med, fordi de ikke hørte, da jeg talede, og ikke
svarede, da jeg kaldte ad dem.
18. Men til Rekabiternes Hus sagde Jeremias: Så siger Hærskarers
HERRE, Israels Gud: Fordi I har adlydt eders Fader Jonadabs Bud
og overholdt alle hans Bud og gjort alt, hvad han bød eder,
19. derfor, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Ingen Sinde skal
Jonadab, Rekabs Søn, fattes en Mand til at stå for mit Åsyn.
Jeremias 36
1. I Josiases søn kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår kom
dette Ord til Jeremias fra HERREN:
2. "Tag dig en Bogrulle og skriv deri alle de Ord, jeg har talet
til dig om Jerusalem og Juda og om alle Folkene, fra den Dag jeg
først talede til dig, fra Josiass dage og til den Dag i Dag.
3. Måske vil Judas Hus mærke sig al den Ulykke, jeg har i Sinde at
gøre dem, for at de må omvende sig hver fra sin onde Vej, så jeg
kan tilgive deres Brøde og Synd."
4. Så tilkaldte Jeremias Baruk, Nerijas Søn, og Baruk optegnede i
Bogrullen efter Jeremiass Mund alle de Ord, HERREN havde talet
til ham.
5. Derpå sagde Jeremias til Baruk: "Jeg er hindret i at gå ind i
HERRENs Hus;
6. men gå du ind og læs HERRENs Ord op af Bogrullen, som du skrev
efter min Mund, for Folket i HERRENs Hus på en Fastedag; også
for alle Judæere, der kommer ind fra deres Byer, skal du læse
dem.
7. Måske når deres klage HERRENs Åsyn, måske omvender de sig hver
fra sin onde Vej; thi stor er Vreden og Harmen, som HERREN har
udtalt mod dette Folk."
8. Og Baruk, Nerijas Søn, gjorde ganske som Profeten Jeremias
pålagde ham, og oplæste HERRENs Ord af Bogen i HERRENs Hus.
9. I Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, femte Regeringsår i den
niende Måned udråbte alt Folket i Jerusalem og alt Folket, der
fra Judas Byer kom ind til Jerusalem, en Faste for HERREN.
10. Da oplæste Baruk for alt Folket Jeremiass Ord af Bogen i HERRENs
Hus, i Gemarjahus, Statsskriveren Sjafans Søns, Kammer i den
øvre Forgård ved Indgangen til HERRENs Huss nye Port.
11. Da nu Mika, en Søn af Sjatans Søn Gemarjahu, havde hørt HERRENs
Ord oplæse af Bogen,
12. gik han ned i Kongens Hus til Statsskriverens Kammer, hvor han
traf alle Fyrsterne siddende, Statsskriveren Elisjama, Delaja
Sjemajas Søn, Elnatan Akbors Søn, Gemarjahu Sjafans Søn, Zidkija
Hananjas Søn og alle de andre Fyrster;
13. og Mika meldte dem alt, had han havde hørt, da Baruk læste Bogen
op for Folket.
14. Da sendte alle Fyrsterne Jehudi, en Søn af Netanja, en Søn af
Sjelemja, en Søn af Kusji, til Baruk og lod sige: "Tag
Bogrullen, du læste op for Folket, og kom her ned!" Så tog
Baruk, Nerijas Søn, Bogrullen og kom til dem.
15. De sagde til ham: "Sæt dig og læs den for os!" Og Baruk læste
for dem.
16. Men da de havde hørt alle disse Ord, så de rædselslagne på
hverandre og sagde: "Alt det må vi sige Kongen."
17. Og de spurgte Baruk: "Sig os, hvorledes du kom til at optegne
alle disse Ord!"
18. Baruk svarede: "Jeremias foresagde mig alle Ordene, og jeg
optegnede dem i Bogen med Blæk."
19. Så sagde Fyrsterne til Baruk: "Gå hen og gem eder, du og
Jeremias, og lad ingen vide, hvor I er!"
20. Efter så at have lagt Bogrullen til Side i Statsskriveren
Elisjamas Kammer kom de til Kongen i hans Stue og sagde ham alt.
21. Så sendte Kongen Jehudi hen at hente Bogrullen i Statsskriveren
Elisjamas Kammer; og Jehudi læste den op for Kongen og alle
Fyrsterne, der stod om Kongen.
22. Kongen sad i Vinterhuset med et brændende Kulbækken foran sig;
23. og hver Gang Jehudi havde læst tre fire Spalter, skar Kongen dem
af med Statsskriverens Pennekniv og kastede dem på Ilden i
Bækkenet, indtil hele Bogrullen var fortæret af Ilden i
Bækkenet.
24. Og hverken Kongen eller nogen af hans Folk blev rædselslagen
eller sønderrev deres Klæder, da de hørte alle disse Ord;
25. men skønt Elnafan, Delaja og Gemarjahu bad Kongen ikke brænde
Bogrullen, hørte han dem ikke.
26. Derpå bød Kongen Kongesønnen Jerameel, Seraja Azriels Søn og
Sjelemja Abdeels Søn at gribe Skriveren Baruk og Profeten
Jeremias; men HERREN skjulte dem.
27. Men da Kongen havde brændt Bogrullen med de Ord, Baruk havde
optegnet efter Jeremiass Mund, kom HERRENs Ord til Jeremias
således:
28. "Tag dig en anden Bogrulle og optegn i den alle de Ord, som stod
i den første Bogrulle, den, Kong Jojakim af Juda brændte.
29. Og til Kong Jojakim af Juda skal du sige: Så siger HERREN: Du
brændte denne Bogrulle og sagde: Hvorfor skrev du i den: Babels
Konge skal komme og ødelægge dette Land og udrydde både Folk og
Fæ?
30. Derfor, så siger HERREN om Kong Jojakim af Juda: Han skal ikke
have nogen Mand til at sidde på Davids Trone, og hans Lig skal
slænges hen og gives Dagens Hede og Nattens Kulde i Vold;
31. jeg vil hjemsøge ham, hans Afkom og hans Tjenere for deres Brøde
og bringe over dem og Jerusalems Borgere og Judas Mænd al den
Ulykke, jeg har udtalt over dem, uden at de vilde høre."
32. Så tog Jeremias en anden Bogrulle og gav den til Skriveren
Baruk, Nerijas Søn; og han optegnede i den efter Jeremiass Mund
alle Ordene fra den Bog, Kong Jojakim af Juda havde brændt. Og
flere lignende Ord lagdes til.
Jeremias 37
1. Zedekias, Joasiases søn, blev konge Konjas, Jojakims søns sted,
idet Kong Nebukadrezar af Babel satte ham til Konge i Judas
Land.
2. Men han og hans Mænd og Landets Befolkning hørte ikke på de Ord,
HERREN talede ved Profeten Jeremias.
3. Kong Zedekias sendte Jukal. Sjelemjas Søn, og Præsten Zefanja,
Maasejas Søn, til Profeten Jeremias og lod sige: "Gå i Forbøn
for os hos HERREN vor Gud!"
4. Dengang gik Jeremias frit ud og ind blandt Folket, thi man havde
endnu ikke kastet ham i Fængsel.
5. Faraos Hær var rykket ud fra Ægypten; og da kaldæerne, som
belejrede Jerusalem, fik Nys herom, var de brudt op fra
Jerusalem.
6. Da kom HERRENs Ord til Profeten Jeremias således:
7. Så siger HERREN, Israels Gud: Således skal du sige til Judas
Konge, som har sendt Bud til dig for at rådspørge mig: Se,
Faraos Hær, som er rykket ud for at hjælpe eder, skal vende hjem
til Ægypten;
8. og Kaldæerne skal vende tilbage og angribe denne By, indtage og
afbrænde den.
9. Så siger HERREN: Når ikke eder selv ved at sige: "Kaldæerne
drager bort fra os for Alvor!" Thi de drager ikke bort.
10. Ja, om, I så slog hele Kaldæernes Hær, der angriber eder, så der
kun blev nogle sårede tilbage, hver i sit Telt, så skulde de stå
op og afbrænde denne By.
11. Da Kaldæernes Hær var brudt op fra Jerusalem for Faraos Hær,
12. gik Jeremias ud af Jerusalem for at drage til Benjamins Land og
få en Arvelod iblandt Befolkningen.
3. Men da han kom til Benjaminsporten, var der en Vagthavende ved
Navn Jirija, en Søn af Hananjas Søn Sjelemja, og han greb
Profeten Jeremias og sagde: "Du vil løbe over til Kaldæerne."
14. Jeremias svarede: "Det er Løgn; jeg vil ikke løbe over til
Kaldæerne." Jirija vilde dog ikke høre ham, men greb ham og
bragte ham til Fyrsterne;
15. og Fyrsterne vrededes på Jeremias, slog ham og lod ham bringe
til Statsskriveren Jonatans Hus; thi det havde de gjort til
Fængsel.
16. Således kom Jeremias i Fangehuset i kælderen; og der sad han en
Tid lang.
17. Men Kong Zedekias sendte Bud og lod ham hente; og Kongen spurgte
ham i al Hemmelighed i sit Palads: "Er der et Ord fra HERREN?"
Jeremias svarede: "Ja, der er: Du skal overgives i Babels Konges
Hånd."
18. Derpå sagde Jeremias til Kong Zedekias: "Hvad Synd har jeg gjort
imod dig, dine Mænd og dette Folk, siden I har kastet mig i
Fængsel?
19. Og hvor er nu eders Profeter, som profeterede for eder, at
Babels Konge ikke skulde komme over eder og dette Land?
20. Så hør da, Herre Konge! Lad min Bøn nå dig og lad mig ikke
bringe tilbage til Statsskriveren Jonatans Hus, af jeg ikke skal
dø der!"
21. Da bød Kong Zedekias, at man skulde holde Jeremias i Varetægt i
Vagtforgården; og der gaves ham daglig et Stykke Brød fra
Bagerens Gade, indtil Brødet slap op i Byen. Således sad nu
Jeremias i Vagtforgården.
Jeremias 38
1. Men da Sjefatja Mattans søn, Gedalja Pasjhurs søn, Jukal
Sjelemjas Søn og Pasjhur Malkijas Søn hørte Jeremias tale til
alt Folket således:
2. "Så siger HERREN: Den, der bliver i denne By, skal dø ved Sværd,
Hunger og Pest, men den, som overgiver sig til Kaldæerne, skal
leve og vinde sit Liv som Bytte;
3. thi så siger HERREN: Denne By skal gives i Babels Konges Hærs
Hånd, og han skal indtage den"
4. da sagde Fyrsterne til Kongen: "Denne Mand må dø, thi han tager
Modet fra Krigsmændene, som er tilbage i denne By, og fra alt
Folket ved at tale således til dem; thi denne Mand tænker ikke
på dette Folks Vel, men på dets Ulykke."
5. Kong Zedekias svarede: "Se, han er i eders Hånd." Thi Kongen
evnede intet over for dem.
6. Så tog de Jeremias og kastede ham i Kongesønnen Malkijas
Cisterne i Vagtforgården, idet de hejsede ham ned med Reb. Der
var ikke Vand i Cisternen, men Dynd, og Jeremias sank i Dyndet.
7. Imidlertid hørte Ætioperen Ebed Melek, en Hofmand i Kongens
Palads, at Jeremias var kastet i Cisternen; og da Kongen var i
Benjaminsporten,
8. gik Ebed-Melek fra Paladset og talte således til Kongen:
9. "Herre Konge, ilde har de gjort ved at lade denne Mand dø af
Hunger, fordi der ikke er mere Brød i Byen!"
10. Så bød Kongen Ætioperen Ebed-Melek: "Tag tredive Mænd med herfra
og drag Profeten Jeremias op af Cisternen, før han dør!"
11. Ebed-Melek tog Mændene med og gik til Kælderen under
Skatkammeret i Kongens Palads, hvor han hentede nogle Klude af
slidte og iturevne klæder; dem hejsede han med Reb ned til
Jeremias i Cisternen,
12. idet han sagde: "Læg Kludene om Rebet!" Det gjorde Jeremias,
13. og de drog ham op af Cisternen med Rebet. Således kom Jeremias
atter til at sidde i Vagtforgården.
14. Kong Zedekias sendte Bud og lod Profeten Jeremias hente til sig
i Livvagtens Indgang til HERRENs Hus. Og Kongen sagde til ham:
"Jeg vil spørge dig om noget, dølg intet for mig!"
15. Jeremias svarede Zedekias: "Hvis jeg siger dig det, vil du da
ikke lade mig dræbe? Og selv om jeg råder dig, vil du dog ikke
høre mig."
16. Da tilsvor Kong Zedekias i al Hemmelighed Jeremias: "Så sandt
HERREN lever, som har skabt vor Sjæl, jeg vil ikke lade dig
dræbe eller give dig i disse Mænds Hånd, som står dig efter
Livet."
17. Så sagde Jeremias til Zedekias: "Så siger HERREN, Hærskarers
Gud, Israels Gud: Hvis du overgiver dig til Babels Konges
Fyrster, skal du redde dit Liv; denne By skal ikke afbrændes, og
du og dit Hus skal blive i Live;
18. men overgiver du dig ikke til dem, skal Byen gives i Kaldæernes
Hånd, og de skal afbrænde den, og du skal ikke undslippe deres
Hånd."
19. Men kong Zedekias sagde til Jeremias: "Jeg er ræd for de
Judæere, der er løbet over til Kaldæerne, at Kaldæerne skal
overgive mig i deres Hånd, og at de skal drive Spot med mig."
20. Så sagde Jeremias: "Det gør de ikke! Adlyd kun HERRENs Ord, som
jeg taler til dig, så skal det gå dig vel, og du skal blive i
Live.
21. Men vægrer du dig ved at overgive dig, så hør nu, hvad HERREN
har ladet mig skue:
22. Se, alle Kvinder, der er tilbage i Judas Konges Palads, førtes
ud til Babels Konges Fyrster, medens de sang: Dig forledte og
tvang dine gode Venner, de ledte din Fod i en Sump og trak sig
tilbage.
23. Alle dine Hustruer og Børn skal føres ud til Kaldæerne, og du
skal ikke undslippe deres Hånd, men gribes af Babels Konges
Hånd, og denne By skal abrændes!"
24. Så sagde Zedekias til Jeremias: "Ingen må vide noget om denne
Samtale, ellers er du dødsens;
25. og hvis Fyrsterne skulde få Nys om, at jeg har talt med dig, og
komme til dig og sige: Sig os hvad du sagde til Kongen; dølg
ikke noget for os, ellers dræber vi dig; sig os også, hvad
Kongen sagde til dig!
26. sig så til dem: Jeg fremførte en ydmyg Bøn for Kongen om ikke at
lade mig føre tilbage til Jonatans Hus for at dø der."
27. Og alle Fyrsterne kom til Jeremias og spurgte ham; og han
svarede dem nøje, som Kongen havde påbudt. Så lod de ham i Fred,
eftersom Sagen ikke var blevet kendt.
28. Således sad Jeremias i Vagtforgården, lige til den Dag Jerusalem
blev indtaget.
Jeremias 39
1. Efter at Jerusalem var indtaget, i kong Zedekias af Judas niene
regeringsår i den tiende Måned, kom Kong Nebudkadrezar af Babel
med hele sin Hær til Jerusalem og belejrede det;
2. i Zedekiass ellevte År på den niende Dag i den fjerde Måned blev
Byen stormet
3. da kom alle Babels konges Fyrster og satte sig i Midterporten:
Overhofmanden Nebusjazban, Magernes Øverste Nergal-Sarezer og
alle Babels Konges andre Fyrster.
4. Da Kong Zedekias af Juda og alle hans Krigsmænd så dem, flygtede
de om Natten fra Byen ad Vejen til Kongens Have gennem Porten
mellem de to Mure og tog Vejen ad Araba til.
5. Men Kaldæernes Hær satte efter dem og indhentede Zedekias på
Jerikos Lavslette; og de tog ham med og bragte ham op til Kong
Nebukadnezar af Babel i Ribla i Hamats Land; og han fældede hans
Dom.
6. Babels Konge lod i Ribla Zedekiass Sønner dræbe i hans Påsyn;
også alle de ypperste i Juda lod Babels Konge dræbe;
7. derpå lod han Øjnene stikke ud på Zedekias og lod ham lægge i
Kobberlænker for at føre ham til Babel.
8. kaldæerne satte Ild på Kongens Palads og Folkets Huse og nedbrød
Jerusalems Mure.
9. Resten af Folket, der var levnet i Byen, Overløberne, der var
løbet over til ham, og Resten af Håndværkerne førte Livvagtens
øverste Nebuzaradan som Fanger til Babel,
10. og kun nogle af den fattigste Befolkning, der intet ejede, lod
Livvagts øverste Nebuzaradan blive tilbage i Judas Land, idet
han samtidig gav dem Vingårde og Agre.
11. Men om Jeremias bød Kong Nebukadrezar af Babel Livvagts øverste
Nebuzaradan:
12. "Tag ham og hav Øje med ham og gør ham ingen Men; gør med ham,
som han selv ønsker!"
13. Så sendte Livvagts øverste Nebuzaradan, Overhofmanden
Nebusjazban og Magernes Øverste Nergal-Sarezer og alle Babels
Konges andre Stormænd
14. Bud og, lod Jeremias hente i Vagtforgården og overgav ham til
Gedalja, en Søn af Sjafans Søn Ahikam, for at han skulde føre
ham til hans Hjem; og han boede iblandt Folket.
15. Medens Jeremias sad fængslet i Vagtforgården, kom HERRENs Ord
til ham således:
16. Gå hen og sig til Ætioperen Ebed-Melek: Så siger Hærskarers
HERRE, Israels Gud: Se, jeg lader mine Ord gå i Opfyldelse på
denne By til Ulykke og ikke til Lykke, og du skal have dem i
Tankerne på hin Dag.
17. Men på hin Dag redder jeg dig, lyder det fra HERREN, og du skal
ikke gives i de Mænds Hånd, for hvem du frygter;
18. thi jeg vil frelse dig, så du ikke falder for Sværdet, og du
skal vinde dit Liv som Bytte, fordi du stolede på mig, lyder det
fra HERREN
Jeremias 40
1. Det Ord, som kom fra HERREN til Jeremias, efter at livvagtens
øverste Nebuzaradan havde løsladt ham i Rama; han lod ham hente,
medens han var bundet med Lænker iblandt alle Fangerne fra
Jerusalem, og Juda, der førtes til Babel.
2. Livvagts øverste lod Jeremias hente og sagde til ham: "HERREN
din Gud har udtalt denne Ulykke over dette Sted,
3. og HERREN lod det ske og gjorde, hvad han havde sagt, fordi I
syndede mod HERREN og ikke adlød hans, Røst; derfor timedes
dette eder.
4. Se, nu tager jeg i Dag Lænkerne af dine Hænder. Hvis det tykkes
dig godt at drage med mig til Babel, så drag med, og jeg vil
have Øje med dig; men tykkes det dig ilde, så lad være! Se, hele
Landet står dig åbent; gå, hvor det tykkes dig godt og ret!"
5. Og da han tøvede med at vende tilbage, tilføjede han: "Så vend
tilbage til Gedalja Sjafans Søn Ahikams Søn, som Babels konge
har sat over Judas Land, og bosæt dig hos, ham iblandt Folket,
eller gå, hvor som helst det tykkes dig ret!" Og Livvagts
øverste gav ham Rejsetæring og Gave og lod ham gå.
6. Jeremias gik da til Gedalja, Ahikams Søn, i Mizpa og bosatte sig
hos ham iblandt Folket, der var levnet i Landet.
7. Da alle Hærførerne, som var ude i åbent Land, og deres Mænd
hørte, at Babels konge havde sat Gedalja, Ahikams Søn, over
Landet og over Mænd, kvinder og Børn og dem af den fattige
Befolkning i Landet, som ikke var ført til Babel,
8. kom de til Gedalja i Mizpa: Jisjmael Netanjas Søn Johanan Kareas
Søn. Seraja Tanhumets Søn, Netofatiten Efajs Sønner og Jezanja
Maakatitens Søn, med deres Mænd.
9. Og Gedalja, Sjafans Søn Ahikams Søn, tilsvor dem og deres Mænd
således: "Frygt ikke for at stå under Kaldæerne; bosæt eder i
Landet og underkast eder Babels Konge, så skal det gå eder vel.
10. Se, selv bliver jeg i Mizpa for at tage mod Kaldæerne, når de
kommer til os; men I skal samle Vin, Frugt og Olie i eders Kar
og bo i de Byer, I tager i Eje!"
11. Og da også alle de Judæere, der var i Moab, hos Ammoniterne, i
Edom og alle de andre Lande, hørte, at Babels Konge havde levnet
Juda en Rest og sat Gedalja. Sjafans Søn Ahikams Søn, over dem,
12. vendte de alle tilbage fra alle de Steder, som de var fordrevet
til, og kom til Judas Land til Gedalja i Mizpa; og de indsamlede
Vin og Frugt i store Måder.
13. Men Johanan, Kareas Søn, og alle de andre Hærførere, som havde
været ude i åbent Land, kom til Gedalja i Mizpa
14. og sagde: "Mon du ved, at Baalis, Ammoniternes Konge, har sendt
Jisjmael, Netanjas Søn, for at myrde dig?" Men Gedalja, Ahikams
Søn, troede dem ikke.
15. Da sagde Johanan, Kareas Søn, i al Hemmelighed til Gedalja I
Mizpa: "Lad mig gå hen og myrde Jisjmael, Netanjas Søn; ingen
skal få det at vide. Hvorfor skal han myrde dig, så at hele
Juda, som har samlet sig om dig, splittes, og Judas Rest går til
Grunde?"
16. Men Gedalja, Ahikas Søn, svarede Johanan, Kareas Søn: "Det må du
ikke gøre, thi du lyver om Jisjmael!"
Jeremias 41
1. Men i den syvende måned kom Jisjmael, Elisjamas søn Netanjas
søn, en mand af kongelig Æt, der hørte til Kongens Stormænd,
fulgt af ti Mænd til Gedalja, Ahikams Søn, i Mizpa; og de holdt
Måltid sammen der i Mizpa.
2. Jisjmael, Netanjas Søn, og de ti Mænd, der fulgte ham, stod da
op og huggede Gedalja, Sjafans Søn Ahikams Søn, ned med Sværdet
og dræbte således den Mand, Babels Konge havde sat over Landet;
3. også alle de Judæere, som var hos ham i Mizpa, og alle de
Kaldæere, som fandtes der, alle Krigerne huggede Jisjmael ned.
4. Dagen efter Gedaljas Mord, endnu før nogen kendte dertil,
5. kom firsindstyve Mænd fra Sikem, Silo og Samaria med afklippet
Skæg, sønderrevne Klæder og Flænger i Huden; de havde
Afgrødeoffer og Røgelse med til at ofre i HERRENs Hus"
6. Jisjmael, Netanjas Søn, gik dem i Møde fra Mizpa og græd hele
Vejen, og da han traf dem, sagde han: "Kom med til Gedalja,
Ahikams Søn!"
7. Men da de var kommet ind i Byen, huggede Jisjmael og hans Mænd
dem ned og kastede dem i Cisternen.
8. Men der var ti Mænd iblandt dem, som sagde til Jisjmael: "Dræb
os ikke, thi vi har skjulte Forråd på Marken, Hvede, Byg, Olie
og Honning." Så lod han dem være og dræbte dem ikke med de
andre.
9. Cisternen, hvori Jisjmael kastede Ligene af alle dem, han havde
hugget ned, var den store Cisterne, Kong Asa havde bygget i
Kampen mod Kong Basja af Israel; den fyldte Jisjmael, Netanjas
Søn, med dræbte.
10. Derpå bortførte Jisjmael som Fanger hele Resten af Folket i
Mizpa, Kongedøtrene og hele Folket, der var ladt tilbage i
Mizpa, og over hvem Livvagts øverste Nebuzaradan havde sat
Gedalja, Ahikams Søn; dem bortførte Jisjmael, Netanjas Søn, som
Fanger og gav sig på Vej til Ammoniterne.
11. Men da Johanan, Kareas Søn, og alle de Hærførere, som var hos
ham, hørte om al den Ulykke, Jisjmael, Netanjas Søn, havde
gjort,
12. tog de alle deres Mænd og drog imod ham, og de traf ham ved den
store Dam i Gibeon;
13. og da alt Folket, der var hos Jisjmael, så Johanan, Kareas Søn
og alle Hærførerne, der var med ham, blev de glade;
14. og alt Folket, som Jisjmael havde ført fanget fra Mizpa, vendte
om og gik over til Johanan, Kareas Søn.
15. Men Jisjmael Netanjas Søn, slap fra Johanan med otte Mand og
drog til Ammoniterne.
16. Johanan, Kareas Søn, og alle Hærførerne, der var med ham, tog
derpå hele Resten af Folket, som Jisjmael, Netanjas Søn, efter
at have myrdet Gedalja, Ahikams Søn, havde ført bort fra Mizpa,
de Mænd, Krigere, Kvinder, Børn og Hofmænd, som han bragte
tilbage fra Gibeon,
17. og de drog hen og slog sig ned i Gidrot-Kimham i
BetlehemsNabolag for at drage til Ægypten.
18. af Frygt for Kaldæerne; thi de frygtede dem, fordi Jisjmael,
Netanjas Søn, havde dræbt Gedalja, Ahikams Søn, som Babels Konge
havde sat over Landet.
Jeremias 42
1. Så kom alle hærførerene og Johanan, Kareas søn, og Azarja,
Maasejas Søn, med alt Folket, store og små,
2. og sagde til Profeten Jeremias: "Måtte vor Bøn nå dit Øre, så du
beder til HERREN din Gud for hele denne Rest, thi som du ser os
her, er vi kun få tilbage af mange.
3. Måtte HERREN din Gud kundgøre os, hvilken Vej vi skal gå, og
hvad vi skal gøre!"
4. Profeten Jeremias svarede: "Godt! Jeg vil bede til HERREN eders
Gud, som I ønsker; og alt hvad HERREN svarer, vil jeg kundgøre
eder uden at forholde eder et Ord."
5. De sagde da til Jeremias: "HERREN skal være et sandt og
troværdigt Vidne imod os, hvis vi ikke retter os efter hvert
Ord, HERREN din Gud sender os ved dig.
6. Det være godt eller ondt, vi vil adlyde HERREN vor Guds Røst,
til hvem vi sender dig, at det må gå os vel, når vi adlyder
HERREN vor Guds Røst."
7. Ti Dage efter kom HERRENs Ord til Jeremias.
8. Så sammenkaldte han Johaoan, Kareas Søn, alle Hærføreme, der var
med ham, og alt Folket, store og små,
9. og sagde: Så siger HERREN, Israels Gud, til hvem I sendte mig,
for at eders Bøn måtte nå ind for hans Åsyn:
10. Hvis I bliver her i Landet, vil jeg bygge eder og ikke nedbryde
eder, plante eder og ikke rykke eder op, thi jeg angrer det
onde, jeg har gjort eder.
11. Frygt ikke for Babels Konge, således som I gør, frygt ikke for
ham, lyder det fra HERREN, thi jeg er med eder for at frelse og
redde eder af hans Hånd.
12. Jeg vil lade eder finde Barmhjertighed, og han skal forbarme sig
over eder og lade eder bo i eders Land.
13. Hvis I derimod ikke hører HERREN eders Guds Røst, idet I siger,
at I ikke vil bo her i Landet,
14. men drage til Ægypten og bo der for ikke mere at se Krig eller
høre Hornets Klang eller hungre efter Brød,
15. så hør nu HERRENs Ord, Judas Rest. Så siger Hærskarers HERRE,
Israels Gud: Hvis I virkelig har i Sinde at drage til Ægypten og
drager derned for at bo der som fremmede,
16. så skal Sværdet, som I frygter, nå eder der i Ægypten, og
Hungeren, som I ængstes for, skal følge efter eder til Ægypten,
og I skal omkomme der;
17. alle de Mænd, som har i Sinde at drage til Ægypten for at bo der
som fremmede, skal dø ved Sværd, Hunger og Pest, og ingen af dem
skal blive tilovers og undslippe fra den Ulykke, jeg sender over
dem.
18. Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Som min Vrede og
Harme udgød sig over Jerusalems Indbyggere, således skal min
Harme udgyde sig over eder, når I drager til Ægypten, og I skal
blive et. Edens, Rædselens, Forbandelsens og Spottens Tegn og
ikke mere få dette Sted at se.
19. Dette er HERRENs Ord til eder. Judas Rest: Drag ikke til
Ægypten! I skal vide, at jeg i Dag har advaret eder.
20. Thi I nedkalder ondt over eder selv, når I sender mig til HERREN
eders Gud og siger: "Bed for os til HERREN vor Gud! Hvad HERREN
vor Gud siger, skal du nøje kundgøre os, så vil vi gøre det,"
21. og I så alligevel ikke adlyder HERREN eders Guds Røst og gør
alt, hvad han sendte eder Bud om.
22. Så vid da nu, at I skal omkomme ved Sværd, Hunger og Pest på det
Sted, hvor I agter at gå hen for at bo der somfremmede.
Jeremias 43
1. Men da Jeramias var til ende med at forkynde alle de Ord, med
hvilke HERREN deres Gud havde sendt ham til dem, alle de nævnte
Ord,
2. sagde Azarja, Maasejas Søn, og Johanan, Kareas Søn, og alle de
andre overmodige Mænd til Jeremias: "Du lyver! HERREN vor Gud
har ikke sendt dig for at sige, at vi ikke skal drage til
Ægypten for at bo der som fremmede;
3. nej, Baruk, Nerijas Søn, har ophidset dig imod os, for at vi
skal gives i Kaldæernes Hånd, så de dræber os eller fører os
bort til Babel."
4. Og Johanan, Karens Søn, alle Hærførerne og alt Folket adlød ikke
HERRENs Røst om at blive i Judas Land;
5. men Johanan, Kareas Søn, og alle Hærførerne tog hele Judas Rest,
som var vendt tilbage for at bo i Judas Land,
6. Mænd, Kvinder og Børn, Kongedøtrene og enhver, som Livvagts
øverste Nebuzaradan havde ladet blive hos Gedalja, Sjafans Søn
Ahikams Søn, også Profeten Jeremias og Baruk, Nerijas Søn,
7. og drog til Ægypten; thi de adlød ikke HERRENs Røst. Og de kom
til Takpankes.
8. Men HERRENs Ord kom til Jeremias i Takpankes således:
9. Tag dig nogle store Sten og grav dem ned i Teglstensgulvets
Underlag ved Indgangen til Faraos Hus i Takpankes i de judæiske
Mænds Påsyn
10. og sig til dem: Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Jeg
lader min Tjener Kong Nebukadrezar af Babel hente, og han skal
rejse sin Trone oven over de Sten, du gravede ned, og brede sit
Trontæppe derover.
11. Han skal komme og slå Ægypten; dem, der hører Døden til, skal
han overgive til Død, dem der hører Fangenskabet til, til
Fangenskab og dem, der hører Sværdet til, til Sværd.
12. Han skal sætte Ild på Ægyptens Gudehuse og afbrænde dem og
bortføre Guderne som Fanger, og han skal svøbe Ægypten om sig,
som en Hyrde sin Kappe; derpå skal han drage bort derfra i Fred.
13. Han skal nedbryde Stenstøtterne i Bet-Sjemesj og afbrænde
Ægyptens Gudehuse.
Jeremias 44
1. Det ord, som kom til Jeremias om alle de Judærere, der boede i
Ægypten, i Migdol, Takpankes, Nof og Patros:
2. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: I så selv al den Ulykke,
jeg bragte over Jerusalem og alle Judas Byer; se, de ligger nu
øde hen, og ingen bor i dem;
3. det er Straf for det onde, de gjorde, idet det krænkede mig ved
at gå hen og tænde Offerild for og dyrke andre Guder, som
hverken de eller deres Fædre før kendte til.
4. Jeg sendte årle og silde alle mine Tjenere Profeterne til dem,
for at de skulde sige: "Gør dog ikke disse vederstyggelige Ting,
som jeg hader!"
5. Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre dertil, så de
omvendte sig fra deres Ondskab og hørte op med at tænde Offerild
for andre Guder.
6. Derfor udgød min Vrede og Harme sig og luede op i Judas Byer og
Jerusalems Gader, så de blev til Ødemark og Ørk, som de er den
Dag i Dag.
7. Og nu, så siger HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud: Hvorfor
nedkalder I stor Ulykke over eder selv og udrydder Mænd og
Kvinder, Børn og diende af Juda, så I ikke levner eder nogen
Rest,
8. idet I krænker mig med eders Hænders Værker og tænder Offerild
for andre Guder i Ægypten, hvor I kom hen for at bo som
fremmede? Følgen bliver, at I udrydder eder selv og bliver et
Forbandelsens og Spottens Tegn blandt alle Jordens Folk.
9. Har I glemt de onde Gerninger, eders Fædre og Judas Konger og
Fyrster og eders Kvinder gjorde i Judas Land og på Jerusalems
Gader?
10. Hidtil har de ikke ydmyget sig; de frygter ikke og vandrer ikke
efter min Lov og mine Bud, som jeg forelagde eder og eders
Fædre.
11. Derfor, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg har ondt
i Sinde imod eder; jeg vil udrydde hele Juda.
12. Og jeg tager Judas Rest, dem, som fik i Sinde at drage til
Ægypten og bo der som fremmede; de skal alle omkomme i Ægypten;
de skal falde for Sværd og Hunger og omkomme, store og små; for
Sværd og Hunger skal de dø og blive et Edens, Rædselens,
Forbandelsens og Spottens Tegn.
13. Og jeg hjemsøger dem, der bor i Ægypten, som jeg bjemsøgte
Jerusalem, med Sværd, Hunger og Pest.
14. Og af Judas Rest, dem, der kom til Ægypten for at bo der som
fremmede, skal ingen reddes eller undslippe, så han kan vende
hjem til Judas Land, hvor de længes efter at bo igen; nej, ingen
skal vende hjem undtagen enkelte, som reddes.
15. Men alle Mændene, der vel vidste, at deres Kvinder tændte
Offerild for andre Guder, og alle Kvinderne, som stod der i en
stor Klynge, og alt Folket, som boede i Ægypten, i Patros,
svarede Jeremias:
16. "Det Ord, du har talt til os i HERRENs Navn, vil vi ikke høre;
17. nej, vi vil opfylde hvert Løfte; som er udgået af vor Mund, og
tænde Offerild for Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for
hende, som vi og vore Fædre, vore konger og Fyrster gjorde det i
Judas Byer og på Jerusalems, Gader. Dengang havde vi Brød nok og
var lykkelige og kendte ikke til Ulykke;
18. men fra den Stund vi hørte op med at tænde Offerild for
Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende, led vi Mangel
på alt og omkom ved Sværd og Hunger.
19. Og når vi tænder Offerild for Himmelens Dronning og udgyder
Drikofre for hende, mon det så er uden vore Mænds Vidende, at vi
bager hende Offerkager, som afbilder hende, og udgyder Drikofre
for hende?"
20. Jeremias sagde til alt Folket, Mændene, Kvinderne og alt Folket,
som havde svaret ham således:
21. "Mon ikke den offerild, som I, eders Fædre, eders Konger og
Fyrster og Landets Befolkning tændte i Judas Byer og på
Jerusalems Gader, randt HERREN i Hu og kom ham i Tanke?
22. HERREN kunde ikke mere holde det ud for eders onde Gerninger og
de vederstyggelige Ting, I gjorde; derfor blev eders Land til
Ørk, til et Rædselens og Forbandelsens Tegn, som det er den Dag
i Dag.
23. Fordi I tændte Offerild og syndede mod HERREN og ikke adlød
HERRENs Røst eller fulgte hans Lov, Vedtægter og Vidnesbyrd,
derfor ramtes I af denne Ulykke, som varer ved den Dag i Dag."
24. Og Jeremias sagde til alt Folket og alle kvinderne: "Hør HERRENs
Ord, hele Juda i Ægypten!
25. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: I og eders Kvinder lover
med eders Mund og opfylder det med eders Hænder! I siger: Vi vil
opfylde de Løfter, vi har aflagt, og tænde Offerild for
Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende. Så hold da
eders Løfter og indfri dem!
26. Men hør da også HERRENs Ord, alle I Judæere, som bor i Ægypten:
Se, jeg sværger ved mit store Navn, siger HERREN: Ikke skal mere
nogensteds i Ægypten mit Navn nævnes i nogen judæisk Mands Mund,
så han siger: Så sandt den Herre HERREN lever!
27. Se, jeg er årvågen over dem til Ulykke og ikke til Lykke, og
hver judæisk Mand i Ægypten skal omkomme ved Sværd og Hunger,
indtil de er udryddet.
28. Kun de, der undslipper Sværdet, skal vende hjem fra Ægypten til
Judas Land, et ringe Tal; og hele Judas Rest, der er kommet til
Ægypten for at bo der som fremmede, skal kende, hvis Ord der
står fast, mit eller deres.
29. Og dette, lyder det fra HERREN, skal være eder et Tegn på, at
jeg hjemsøger eder på dette Sted, for at I skal kende, at mine
Ord opfyldes på eder til eders Ulykke:
30. Så siger HERREN: Se, jeg giver Ægypterkongen Farao Hofra i hans
Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står ham efter Livet, ligesom
jeg gav Kong Zedekias af Juda i hans Fjende, Kong Nebukadrezar
af Babels Hånd, som stod ham efter livet.
Jeremias 45
1. Det ord som profeten Jeremias talte til Baruk, Nerijas søn, da
han optegnede alle disse ord i en Bog efter Jeremiass Mund i
Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde Regeringsår:
2. Så siger HERREN, Israels Gud, om dig, Baruk:
3. Fordi Baruk siger: Ve mig, thi Kummer har HERREN føjet til min
Smerte, jeg er træt af at sukke og finder ej Hvile!
4. skal du sige til ham: Så siger HERREN: Se, hvad jeg har bygget,
nedbryder jeg; hvad jeg har plantet, rykker jeg op; det gælder
al Jorden
5. og du søger store Ting for dig selv! Gør det ikke! Thi se, jeg
sender Ulykke over alt Kød, lyder det fra HERREN. Men dig giver
jeg dit Liv som Bytte, alle Vegne hvor du kommer.
Jeremias 46
1. HERRENs Ord, som kom til Profeten Jeremias om folkene.
2. Til Ægypten, om Ægypterkongen Farao Nekos Hær, som stod ved
Floden Eufrat i Karkemisj, og som Kong Nebukadrezar af Babel
slog i Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde Regeringsår.
3. Gør Skjold og Værge rede, kom hid til Strid!
4. Spænd Hestene for, sid op på Gangeme, stil eder op med Hjelmene
på, gør Spydene blanke, tag Brynjeme på!
5. Hvorfor er de rædselsslagne, veget tilbage deres Helte knust, på
vild Flugt uden at vende sig? Trindt om er Rædsel, lyder det fra
HERREN:
6. De rapfodede undflyr ikke, og Helten redder sig ikke. Mod Nord
ved Eufrats Flod falder de og styrter.
7. Hvem stiger der som Nilen, hvis Vande svulmer som Strømme?
8. Det er Ægypten, der stiger som Nilen, og Vandene svulmer som
Strømme. Det tænkte: "Jeg vil stige op og oversvømme Jorden,
ødelægge dem, som bor derpå."
9. Stejl, I Heste, tag vanvittig Fart, I Vogne, lad Heltene rykke
frem, Kusj, Put, som bærer Skjold, og Luderne, som spænder Bue.
10. Dette er Herrens, Hærskarers HERREs Dag, en Hævnens Dag til Hævn
over hans Fjender. Sværdet æder sig mæt og svælger i deres Blod;
thi Herren Hærskarers HERRE har Offerslagtning i Nordens Land
ved Eufrats Flod.
11. Drag op til Gilead og hent Balsam, du Jomfru, Ægyptens Datter!
Forgæves bruger du Lægemidler i Mængde; der er ingen Lægedom for
dig.
12. Folkene hører dit Råb, dit Skrig opfylder Jorden; thi Helt
snubler over Helt, sammen styrter de begge,
13. Det Ord, HERREN talede til Profeten Jeremias, om at Kong
Nebukadrezar af Babel skulle komme og slå Ægypten.
14. Forkynd det i Ægypten, kundgør det i Migdol, kundgør det i Nof
og Takpankes! Sig: Stil dig op og gør dig rede, thi Sværdet
fortærer trindt om dig.
15. Hvorfor flyede Apis, din Tyr? Den holdt ikke Stand, fordi HERREN
jog den bort.
16. Din brogede Folkesværm falder og styrter; de siger til
hverandre: "Kom, lad os vende hjem til vort Folk og vort
Fædreland for det hærgende Sværd!"
17. Kald Farao, Ægyptens konge: Bulderet, som lader den belejlige
Tid gå forbi.
18. Så sandt jeg lever, siger Kongen, hvis Navn er Hærskarers HERRE:
Som Tabor mellem Bjergene, som Karmel ved Havet kommer han.
19. Skaf dig Rejsetøj, du, som bor der, Ægyptens Datter! Thi Nof
skal ødelægges og afbrændes, så ingen bor der.
20. En smuk kvie er Ægypten, men en Bremse fra Nord falder over det.
21. Selv dets Lejesvende, der er som Fedekalve, vender sig alle til
Flugt; de holder ikke Stand, thi deres Ulykkes Dag er kommet
over dem, deres Hjemsøgelses Tid.
22. Dets Røst er som den hvislende Slanges; thi med Hærmagt farer de
frem, og med Økser kommer de over det som Brændehuggere. 23, De
fælder dets Skov, lyder det fra HERREN, fordi den ikke er til at
trænge igennem. Thi de er talrigere end Græshopper, ikke til at
tælle.
24. Til Skamme bliver Ægyptens Datter; hun gives i Nordfolkets Hånd.
25. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg hjemsøger Amon i
No og Farao og Ægypten med dets Guder og Konger, Farao og dem,
der stoler på ham;
26. og jeg giver dem i deres Hånd, som står dem efter Livet, i kong
Nebukadrezar af Babels og hans Tjeneres Hånd; men siden skal
Landet bebos som i fordums Tid lyder det fra HERREN.
27. Frygt derfor ikke, min Tjener Jakob, vær ikke bange, Israel; thi
se, jeg frelser dig fra det fjerne og dit Afkom fra deres
Fangenskabs Land; og Jakob skal vende hjem og bo roligt og
trygt, og ingen skal skræmme ham.
28. Frygt ikke, min Tjener Jakob, lyder det fra HERREN, thi jeg er
med dig; thi jeg vil tilintetgøre alle de Folk, blandt hvilke
jeg har adsplittet dig; kun dig vil jeg ikke tilintetgøre; jeg
vil tugte dig med Måde, ikke lade dig helt ustraffet.
Jeremias 47
1. HERRENs Ord, som kom til profeten Jeremias om filistrene, før
Farao slog Gaza.
2. Så siger HERREN: Se, Vande stiger fra Nord, de bliver en Strøm,
der svømmer over, de oversvømmer Landet og dets Fylde, Byerne og
dem, som bor der. Menneskene skriger og jamrer, alle, som bor i
Landet.
3. For Lyden af hans Hingstes Hovslag, hans Vognes Drøn, hans
raslende Hjul får Fædre ej set efter Bøm, thi Hænderne er
slappe,
4. nu Dagen er kommet at ødelægge alle Filistre, at udrydde hver
Hjælper, som levnes Tyrus og Zidon; thi HERREN ødelægger
Filisterne, Resten af Kaftors Ø.
5. Skaldet er Gaza blevet, Askalon tilintetgjort. Du Rest af
Anakiter, hvor længe vil du såre dig?
6. Ve, HERRENs Sværd, hvornår vil du falde til Ro? Far i din Skede,
hvil og vær stille!
7. Hvorledes får det Ro, når HERREN opbød det mod Askalon og Havets
Strand og stævned det did?
Jeremias 48
1. Om Moab. Så siger Hærskares Herre, Israels Gud. Ve over Nebo,
thi det er lagt øde, blevet til Skamme; indtaget er Kirjatajim,
med Skam er Borgen brudt ned.
2. Der er ingen Lægedom mer for Moab, intet Fryderåb i Hesjbon; de
oplægger onde Råd imod det: "Kom, lad os udrydde det af Folkenes
Tal!" Også du, Madmen, skal omkomme, Sværdet skal forfølge dig.
3. Hør Skriget fra Horonajim, frygteligt Brag og Sammenbrud!
4. Moab er brudt sammen; lad Skriget lyde til Zoar.
5. Ak, grædende stiger de op ad Luhits Skråning; ak, på Vejen til
Horonajim hører de Jammerskrig.
6. Fly, red eders Liv, og I skal blive som en Enebærbusk i Ørkenen.
7. Ja, fordi du stolede på dine Borge og Skatte, skal også du
fanges. Kemosj skal vandre i Landflygtighed, hans, Præster og
Fyrster til Hobe.
8. Hærværksmænd skal komme over hver By, ingen By skal reddes;
Dalen skal ødelægges og Højsletten hærges, som HERREN har sagt.
9. Giv Moab Vinger, at det kan flyve bort; dets Byer skal blive en
Ørken, så ingen bor der.
10. Forbandet være den, der er lad til at gøre HERRENs Værk,
forbandet den, som holder sit Sværd fra Blod.
11. Moab var tryg fra sin Ungdom, lå roligt på sin Bærme; det
hældtes ikke fra Fad til Fad og vandrede ikke i Landflygtighed;
derfor holdt det sin Smag, og dets Duft tabte sig ikke.
12. Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da jeg sender
Vintappere, som skal tappe det og tømme dets Fade og knuse dets
Dunke.
13. Da skal Moab få Skam af Kemosj, som Israels Hus havde Skam af
Betel, som de stolede på.
14. Hvor kan I sige: "Helte er vi og djærve Folk til Krig?"
15. Moab skal hærges med sine Byer og dets ypperste Ynglinge stige
ned til at slagtes, lyder det fra Kongen, hvis Navn er
Hærskarers HERRE.
16. Moabs Undergang er nær, dets Ulykke kommer såre hastigt.
17. Ynk det, alle dets Naboer og alle, som kender dets Navn; sig:
Hvor knækkedes dog den stærke Stav, det herlige Spir!
18. Stig ned fra Æressædet, sæt dig i Skarnet, du, som bor der,
Dibons Datter! Thi han, der hærger Moab, drager op imod dig,
nedbryder dine Fæstninger.
19. Stå hen på Vejen og se dig om, du, som bor i Aroer, spørg
Flygtningene og de undslupne Kvinder, sig: "Hvad er der sket?"
20. Moab er blevet til Skamme, ja knust. Jamrer og skrig, meld ved
Arnon, at Moab er hærget,
21. at Dommen er kommet over Højslettelandet, over Holon, Jaza,
Mefaat,
22. Dibon, Nebo, Bet-Diblatajim,
23. Kirjatajim, Bet-Gamul, Bet Meon,
24. Kerijot, Bozra og alle Byer i Moabs Land fjernt og nær.
25. Afhugget er Moabs Horn, og dets Arm er brudt, lyder det fra
HERREN.
26. Gør det drukkent! Thi det hovmodede sig mod HERREN; og Moab skal
falde omkuld i sit eget Spy, også det skal blive til Latter.
27. Var ikke Israel til Latter for dig? Blev det måske grebet blandt
Tyve, siden du bliver så ivrig, hver Gang du taler derom?
28. Kom fra Byerne og fæst Bo på Klippen, Moabs Indbyggere, vær som
Duen, der bygger Rede hist ved Afgrundens Rand.
29. Vi har hørt om Moabs Hovmod, det såre store, dets
Stolthed. Overmod og Hovmod, dets opblæste Hjerte.
30. Jeg kender, lyder det fra HERREN, dets Frækhed, dets tomme Snak,
dets tomme Gerninger.
31. Derfor må jeg jamre over Moab, skrige over hele Moab, over
Mændene i Kir-Heres må jeg sukke.
32. Jazers Gråd græder jeg over dig, Sibmas Vinstok; dine Skud
overskred Havet, nåede til Jazer; på din Frugt og din Høst slog
Hærværksmanden ned.
33. Glæde og Jubel er svundet fra Frugthaven og Moabs Land. Jeg
lader Vinen svinde fra Persekarrene, ingen træder Vin.
34. Hesjbon og Elale skriger, det høres til Jahaz; Horonajim og
Eglat-Sjelisjija skriger; ak, Nimrims Vande bliver Ødemarker.
35. Jeg udrydder af Moab den, der stiger op på Offerhøjen og tænder
Offerild for dets Guder, lyder det fra HERREN.
36. Derfor klager mit Hjerte som Fløjter over Moab, og mit Hjerte
klager som Fløjter over Kir-Heres's Mænd. Godset, de vandt, går
derfor til Spilde.
37. Thi hvert Hoved er skaldet, hvert Skæg revet af; i alle Hænder
er der Rifter, over alle Lænder Sæk.
38. Alt er Klage på alle Moabs Tage og Torve; thi jeg sønderbryder
Moab som et usselt Kar, lyder det fra HERREN.
39. Hvor er Moab forfærdet! Hvor vender det Ryg med Skam! Ja, Moab
er blevet til Latter og Rædsel for alle sine Naboer.
40. Thi så siger HERREN: Se, som en Ørn med udbredte Vinger svæver
han over Moab.
41. Kerijot er taget og Borgene faldet. Moabs Heltes Hjerte bliver
på hin Dag som en nødstedt Kvindes Hjerte.
42. Moab er ødelagt og ikke mer et Folk, fordi det hovmodede sig mod
HERREN.
43. Gru og Grav og Garn kommer over dig, du, som bor i Moab, lyder
det fra HERREN;
44. den, der flygter for Gru, falder i Grav, den, der når op af
Grav, fanges i Garn. Thi jeg bringer over Moab deres
Hjemsøgelses År, lyder det fra HERREN.
45. I Ly af Hesjbon står Flygtninge uden Kraft. Thi Ild farer ud fra
Hesjbon, Ildsluefra Sihons Stad; den fortærer Moabs Tinding og
de larmende Mænds isse.
46. Ve dig, Moab, det er ude med dig, Kemosjs Folk. Thi dine Sønner
slæbes i Fangenskab, dine Døtre ligeså.
47. Menjeg vender Moabs Skæbne i de sidste Dage, lyder det fra
HERREN. Så vidt Moabs Dom.
Jeremias 49
1. Om Ammonitterne. Så siger Herren, har Israel ingen sønner eller
har det ingen arvinger? Hvorfor har Milkom taget Gad i Eje og
hans Folk bosat sig i dets Byer?
2. Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da jeg lader
Krigsskrig lyde mod Rabba i Ammon, og det skal blive en
Grusdynge, og dets Døtre skal gå op i Luer. Da arver Israel sine
Arvinger, siger HERREN.
3. Klag, Hesjbon, thi Aj er ødelagt; skrig, I Rabbas Døtre klæd jer
i Sæk og klag, gå rundt i Foldene! Thi Milkom vandrer i
Landflygtighed, hans Præster og Fyrster til Hobe.
4. Hvorfor gør du dig til af dine Dale, du frafaldne Datter, som
stoler på dine Skatte og siger: "Hvem kan komme til mig,?"
5. Se, jeg lader Rædsel komme over dig fra alle Kanter, lyder det
fra Hærskarers HERRE. I skal drives bort i hver sin Retning, og
ingen samler de flygtende.
6. Men siden vender jeg Ammoniternes Skæbne, lyder det fra HERREN.
7. Om Edom. Så siger Hærskarers HERRE: Er der ikke mer Visdom i
Teman, svigter de kloges Råd, er deres Visdom rådden?
8. Fly, søg Ly i det dybe, I, som bor i Dedan! Thi Esaus Ulykke
sender jeg over ham, Straffens Tid.
9. Gæstes du af Vinhøstmænd, levner de ej Efterslæt, af Tyve om
Natten, ødelægger de, hvad de lyster.
10. Thi selv blotter jeg Esau, hans Skjulesteder røber jeg; at gemme
sig evner han ikke. Han er ødelagt ved Brødres og Naboers Arm,
han er borte.
11. Lad mig om dine faderløse, jeg holder dem i Live, dine Enker kan
stole på mig.
12. Thi så siger HERREN: Se, de, hvem det ikke tilkom at tømme
Bægeret, må tømme det, og du skulde gå fri? Du går ikke fri, men
kommer til at tømme det.
13. Thi jeg sværger ved mig selv. lyder det fra HERREN: til Rædsel
og Spot, til Ørk og til et Forbandelsens Tegn skal Bozra blive,
og alle dets Byer skal blive til evige Tomter.
14. Fra HERREN har jeg hørt en Tidende: Et Bud skal sendes ud blandt
Folkene: Samler eder! Drag ud imod det og rejs jer til Strid!
15. Se, ringe har jeg gjort dig iblandt Folkene, foragtet blandt
Mennesker.
16. Rædsel over dig! Dit Hjertes Overmod bedrog dig. Du, som bor i
Klippekløft og klynger dig til Fjeldtop: Bygger du Rede højt som
Ørnen, jeg styrter dig ned, så lyder det fra HERREN.
17. Edom skal blive til Rædsel; alle, der kommer forbi, skal slås af
Rædsel og spotte over alle dets Sår.
18. Som det gik, da Sodoma og Gomorra og Nabobyerne omstyrtedes,
siger HERREN, skal intet Menneske bo der, intet Menneskebarn
dvæle der.
19. Som en Løve, der fra Jordans Stolthed skrider op til den
stedsegrønne Græsgang, således vil jeg i et Nu drive dem bort
derfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? Thi
hvem er min Lige, og hvem kræver mig til Regnskab? Hvem er den
Hyrde, der står sig mod mig?
20. Hør derfor det Råd, HERREN har for mod Edom, og de Tanker, han
har mod Temans Indbyggere: Visselig skal Hjordens ringeste
slæbes bort, visselig skal deres Græsgang forfærdes over dem.
21. Ved Braget af deres Fald skal Jorden skælve; Skriget kan høres
til det røde Hav.
22. Se, som en Ørn med udbredte Vinger svæver han over Bozra; og
Edoms Heltes Hjerte bliver på hin Dag som en nødstedt Kvindes
Hjerte.
23. Om Damaskus. Til Skamme er Hamat og Arpad, thi de hører ond
Tidende; de er ude af sig selv, i Uro som Havet, der ikke kan
falde til Ro.
24. Damaskus er modfaldent, vender sig til Flugt, Angst falder over
det, Vånde og Veer griber det som en fødende Kvinde.
25. Ve det! Forladt er den lovpriste By, Glædens Stad.
26. Derfor falder dets Ynglinge på dets Torve, alle Krigsfolkene
omkommer på hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE.
27. Jeg sætter Ild på Damaskuss Mur, og den skal fortære Benhadads
Borge.
28. Om Kedar og Hazors Riger, som Kong Nebukadrezar af Babel
slog. Så siger HERREN: Kom og drag op mod Kedar, ødelæg Østens
Sønner!
29. Man skal tage deres Telte og Hjorde, deres Telttæpper, alle
deres Kar, bortføre Kamelerne fra dem og råbe til dem: "Trindt
om er Rædsel!"
30. Fly i Hast, søg Ly i det dybe, Hazors Borgere, lyder det fra
HERREN. Thi kong Nebukadrezar af Babel har oplagt et Råd imod
eder og undfanget en Tanke imod eder.
31. Kom, drag op mod et roligt Folk, der bor i Tryghed, lyder det
fra HERRREN, uden Porte og Slåer; de bor for sig selv.
32. Deres Kameler gøres til Bytte, deres mange Hjorde til Rov. Jeg
spreder dem, der har rundklippet Hår, for alle Vinde, og fra
alle kanter bringer jeg Undergang over dem, lyder det fra
HERREN.
33. Hazor bliver Sjakalers Bo, en Ørken til evig Tid; der skal ej bo
et Menneske, ej dvæle et Menneskebarn.
34. HERRENs Ord, som kom til Profeten Jeremias om Elam i Kong
Zedekias af Judas første Regeringstid:
35. Så siger Hærskarers HERRE: Jeg knækker Elams Bue, det ypperste
af deres Kraft;
36. og jeg bringer over Elam de fire Vinde fra de fire
Verdenshjørner og spreder dem for alle disse Vinde; der skal
ikke være et Folk, som de bortdrevne Elamiter ikke kommer hen
til.
37. Jeg knuser dem foran deres Fjender og dem, der står dem efter
Livet, og jeg sender Ulykke over dem, min glødende Vrede, lyder
det fra HERREN. Jeg sender Sværdet efter dem, til jeg får dem
udslettet.
38. Jeg rejser min Trone i Elam og tilintetgør der både Konge og
Fyrster, lyder det fra HERREN.
39. Men i de sidste Dage vender jeg Elams Skæbne, lyder det fra
HERREN.
Jeremias 50
1. Det ord Herren talte mod Babel, mod kaldærenes land, ved
profeten Jeremias.
2. Forrkynd det blandt Folkene, kundgør det, rejs et Banner,
kundgør det, dølg det ikke, sig: Babel er indtaget, Bel gjort
til Skamme, Merodak knust, til Skamme er dets Afguder blevet,
knust dets Afgudsbilleder.
3. Thi et Folk fra Nord drager op imod det og gør dets Land til en
Ørken, så ingen bor der; både Mennesker og Dyr er flygtet.
4. I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal
israeliterne, sammen med Judæerne, komme: de skal vandre under
Gråd og søge HERREN deres Gud;
5. de skal spørge om Vej til Zion, did er deres Ansigtervendt; de
skal komme og klynge sig til HERREN i en evig Pagt, der aldrig
glemmes.
6. En Flok bortkomne Får var mit Folk, deres Hyrder havde ført dem
vild, på Afveje i Bjergene; de flakkede fra Bjerg til Høj,
glemte deres Hvilested.
7. Enhver, som traf på dem, fortærede dem; deres Fjender sagde: "Vi
er sagesløse!" Det skete, fordi de syndede mod HERREN, Retfærds
græsgangen og deres fædres Håb, HERREN.
8. Fly ud af Babel, drag bort fra kaldæernes Land, bliv som Bukke
foran en Hjord!
9. Thi se, jeg vækker fra Nordens Land en Sværm af vældige Folk og
fører dem frem mod Babel, og de skal ruste sig imod det; fra den
Kant skal det indtages; dens Pile er som den sejrsæle Helts, der
ikke vender tomhændet hjem.
10. Kaldæa gøres til Bytte; alle, som gør det til Bytte, mættes,
lyder det fra HERREN.
11. Glæd eder kun og jubl, I, som plyndrede min Arvelod, spring som
Kalve i Engen, vrinsk som Hingste
12. eders Moder skal dybt beskæmmes; hun, som bar eder, skal blive
til Skamme. Se, det ringeste af Folkene, en Ørken, tørt Land og
Ødemark!
13. For HERRENs Vredes Skyld skal det ligge ubeboet hen og overalt
være en Ørken; alle, som kommer forbi Babel, skal slås af Rædsel
og spotte over alle dets Sår.
14. Rust eder mod Babel på alle Kanter, alle, som spænder Bue; skyd
på det, spar ikke på Pile, thi mod HERREN har det syndet.
15. Jubl over det fra alle kanter: "Det har udrakt sin Hånd, dets
Støttemure er faldet, dets Volde nedbrudt." Thi det er HERRENs
Hævn. Hævn eder på det, gør med det, som det selv har gjort!
16. Udryd af Babel den, der sår, og den, der svinger Le i Høstens
Tid! For det hærgende Sværd vender enhver hjem til sit Folk,
enhver flyr til sit Land.
17. En adsplittet Hjord er Israel, Løver har spredt det. Først
fortærede Assyrerkongen det, og nu sidst har Kong Nebukadrezar
af Babel gnavet dets Knogler.
18. Derfor, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg
hjemsøger Babels Konge og hans Land, som jeg hjemsøgte
Assyrerkongen;
19. og jeg fører Israel tilbage til dets Græsgang; det skal græsse
på Karmel og Basan og mættes i Efraims Bjerge og Gilead.
20. I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal man søge
efter Israels Brøde, og den er der ikke, efter Judas Synder, og
de findes ikke; thi jeg tilgiver dem, jeg lader blive til Rest,
21. Drag op mod Meratajims Land, drag op imod det og mod dem, som
bor i Pekod, læg øde, læg Band på dem, så lyder det fra HERREN,
gør nøje, som jeg har budt dig!
22. Krigslarm lyder i Landet, alt bryder sammen.
23. Hvor er dog al Jordens Hammer knækket og brudt, hvor er dog
Babel blevet til Rædsel blandt Folkene!
24. Jeg lagde dig Snarer, du fangedes, Babel, og mærked det ej; du
grebes, og fast blev du holdt, thi du kæmped mod HERREN.
25. HERREN lukked op for sit Forråd og fremtog sin Vredes
Værktøj. Thi et Værk har Herren, Hærskarers HERRE, for i
Kaldæernes Land.
26. Træng derind fra Ende til anden, luk op for dets Lader, dyng det
op som Neg og læg Band derpå, lad intet levnes.
27. ødelæg alle dets Okser, før dem ned til Slagtning! Ve dem, deres
Dag er kommet, Hjemsøgelsens Tid.
28. Hør, hvor de flyr og redder sig fra Babels Land for at melde i
Zion om Hævnen fra HERREN vor Gud, Hævn for hans Helligdom.
29. Kald Skytterne sammen mod Babel, enhver, som spænder Bue, slå
Ring omkring det, lad ingen få Lov at slippe; gengæld det efter
dets Gerning; efter alt, hvad det gjorde, skal I gøre imod det;
thi Frækhed viste det mod HERREN, Israels Hellige.
30. Derfor falder dets Ynglinge på dets Torve, alle Krigsfolkene
omkommer på hin Dag, lyder det fra HERREN.
31. Se, jeg kommer over dig, "Frækhed", lyder det fra Herren,
Hærskarers HERRE, thi din Dag er kommet, Hjemsøgelsens Tid.
32. Da falder "Frækhed" og styrter, og ingen rejser det. Jeg sætter
Ild på dets Byer, og den fortærer alt deromkring.
33. Så siger Hærskarers HERRE: Både med Israeliterne og Judæerne er
der handlet ilde; alle de, der bortførte dem, holder fast på
dem, vægrer sig ved at give dem fri.
34. Deres Genløser er stærk, Hærskarers HERRE er hans Navn; han vil
føre deres Strid og give Jorden Ro og Babels Indbyggere Uro.
35. Sværd over Kaldæerne, lyder det fra HERREN, og over Babels
Indbyggere, over dets Fyrster og Vismænd!
36. Sværd over Sandsigerne, så de bliver Tåber! Sværd over dets
Belte, så de taber Modet!
37. Sværd over dets Heste og Vogne og over alt det blandede Slæng i
dets Midte, så de bliver til Kvinder! Sværd over dets Skatte, så
de plyndres!
38. Tørke over dets Vande, så de tørres ud! Thi det er et Land for
Gudebilleder, og de gør sig til af dem, de frygter.
39. Derfor skal Ørkendyr bo der sammen med Sjakaler, også Strudse
skal bo der; aldrig mer skal det bebos, men være ubeboet fra
Slægt til Slægt.
40. Som det gik, da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra og Nabobyerne,
lyder det fra HERREN, skal intet Menneske bo der, intet
Menneskebarn dvæle der.
41. Se, der kommer et Folk fra Nord, et vældigt Folk og mange Konger
bryder op fra det yderste af Jorden.
42. De fører Bue og Spyd, er grumme uden Barmhjertighed, deres Røst
er som Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som en Mand til
Strid mod dig, Babels Datter!
43. Babels Konge hørte Rygtet derom, og hans Hænder blev slappe,
Rædsel greb ham, Skælven som den fødende Kvindes.
44. Som en Løve, der fra Jordans Stolthed skrider op til den
stedsegrønne Græsgang, således vil jeg i et Nu drive dem bort
derfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? Thi
hvem er min Lige, og hvem kræver mig til Regnskab? Hvem er den
Hyrde, der står sig mod mig?
45. Hør derfor det Råd, HERREN har for mod Babel, og de Tanker, han
har tænkt mod Kaldæernes Land: Visselig skal Hjordens ringeste
slæbes bort, visselig skal deres Græsgang forfærdes over dem.
46. Ved Råbet: "Babel er indtaget!" skal Jorden skælve, og deres
Skrig skal høres blandt Folkene.
Jeremias 51
1. Så siger HERREN: Jeg opvækker en ødelæggelsens ånd mod Babel og
dem, som bor i "mine Modstanderes Hjerte".
2. Og jeg sender til Babel Kastere, de skal kaste det og tømme dets
Land, thi fra alle Hanter er de over det på Ulykkens Dag.
3. Ingen skal spænde sin Bue eller rejse sig i Brynje. Spar ikke
dets Ynglinge, læg Band på hele dets Hær!
4. Dræbte Mænd skal falde i Kaldæernes Land og gennemborede i
Gaderne;
5. thi Israel og Juda er ikke forladt af deres Gud, Hærskarers
HERRE, men deres Land var fuldt af Skyld mod Israels Hellige.
6. Fly ud af Babel, enhver redde sit Liv, at I ikke skal omkomme
for dets Brøde! Thi det er Hævnens Tid for HERREN, han øver
Gengæld imod det.
7. Et gyldent Bæger var Babel i HERRENs Hånd, det gjorde al Jorden
drukken; Folkene drak af Vinen, derfor blev Folkene galne.
8. Babel faldt i et Nu, det knustes; jamrer over det! Hent Balsam
hid til dets Sår, om det muligt kan læges!
9. Vi vilde læge Babel, men det lod sig ikke læge. Gå fra det og
lad os drage hver til sit Land, thi dets Straffedom når til
Himmelen, løfter sig til Skyerne.
10. HERREN har bragt vor Ret for Lyset; kom, lad os kundgøre HERREN
vor Guds Værk i Zion!
11. Hvæs Pilene, gør Skjoldene blanke! HERREN har vakt Mederkongens
Ånd, thi hans Hu står til at ødelægge Babel; thi det er HERRENs
Hævn, Hævn for hans Tempel.
12. Løft Banner mod Babels Mure, forstærk Vagten, sæt Vagtposter ud,
læg Baghold! Thi HERREN har et Råd for og gør, hvad han har
talet mod Babels Indbyggere.
13. Du, som bor ved de mange Vande, rig på Skatte, din Ende er
kommet, den Alen, hvor man skære dig af.
14. Hærskarers Herre har svoret ved sig selv: Jeg vil fylde dig med
Mennesker som Græshopper, og de skal istemme Vinperserråbet over
dig.
15. Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin
Visdom, og i sin indsigt udspændte han Himmelen.
16. Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader
Skyer stige op fra Jordens Ende; han får Lynene til at give Regn
og sender Stormen ud af sine Forrådskamre.
17. Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt, hver Guldsmed får Skam af
sit Billede; thi Løgn er hans Støbning, der er ingen Ånd i dem;
18. Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid
kommer, er det ude med dem.
19. Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han, der har skabt alt, er
dets Arvelod; Hærskarers HERRE er hans Navn.
20. Du var mig en Stridshammer, et Våben; med dig knuste jeg Folk,
med dig ødelagde jeg Riger;
21. med dig knuste jeg Hest og Rytter, med dig knuste jeg Vogn og
Vognstyrer,
22. med dig knuste jeg Mand og Kvinde med dig knuste jeg gammel og
ung, med dig knuste jeg Yngling og Jomfru,
23. med dig knuste jeg Hyrde og Hjord, med dig knuste jeg Agerdyrker
og Oksespand, med dig knuste jeg Statholder og Landshøvding.
24. Men jeg vil gengælde Babel og alle Kaldæas Indbyggere alt det
onde, de gjorde mod Zion for eders Øjne, lyder det fra HERREN.
25. Se, jeg kommer over dig, du ødelæggende Bjerg, lyder det fra
HERREN, du, som ødelægger hele Jorden; jeg udrækker Hånden imod
dig og vælter dig ned fra Klipperne og gør dig til et afsvedet
Bjerg;
26. man skal ikke fra dig hente Sten til Tinder eller Grundvolde,
thi du skal blive en evig Ørken, lyder det fra HERREN.
27. Løft Banner på Jorden, stød i Horn blandt Folkene, vi Folkene
til Kamp imod det, opbyd Ararats, Minnis og Asjkenazs Riger imod
det, indsæt en Tipsar, lad Hestene fare frem som lodne
Græshopper;
28. vi Folkene til Strid imod det, Mederkongen, hans Statholdere og
alle hans Landshøvdinger og hele det Land, han råder over!
29. Jorden skal skælve og vride sig, thi HERRENs Tanker mod Babel
fuldbyrdes, at gøre Babels Land til en Ørken, hvor ingen bor.
30. Babels Helte opgiver Kampen, de sidder stille i Borgene, deres
kraft ebber ud, de er blevet til Kvinder; dets Boliger
afbrændes, dets Portstænger knækkes.
31. Løber iler Løber i Møde, og Bud iler Bud i Møde for at melde
Babels Konge, at hans By er indtaget fra Ende til anden,
32. Overgangsstederne taget, Borgene brændt og Krigsfolkene
rædselslagne.
33. Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Babels Datter er som
en Tærskeplads, når den stampes endnu en liden Stund, så kommer
Høstens Tid for den.
34. Kong Nebukadrezar af Babel har fortæret mig, oprevet mig, sat
mig til Side som et tomt kar. Som en Drage har han slugt mig,
fyldt sin Vom med mine Lækkerbidskener og drevet mig bort.
35. Den Vold, jeg led, og min Overlast komme over Babel, siger de,
som bor i Zion, mit Blod over Kaldæas Indbyggere, siger
Jerusalem.
36. Derfor, så siger HERREN: Se, jeg fører din Sag og giver digHævn,
jeg lægger dets Hav tørt og udtørrer dets Kilde.
37. Babel skal blive en Grushob, Sjakalers Bolig, til Rædsel og
Spot, så ingen bor der.
38. De brøler alle som Løver, knurrer som Løveunger i deres
Vildskab.
39. Jeg holder et Drikkelag for dem og gør dem drukne, så de døves
og falder i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra HERREN.
40. Jeg fører dem ned til af slagtes som Får, som Vædre sammen med
Bukke.
41. Hvor Sjesjak blev fanget og grebet, al Jordens Stolthed, hvor
Babel dog blev til Rædsel imellem Folkene!
42. Havet steg over Babel, af dets Bølgers Brus blev det skjult.
43. Dets Byer er blevet en Ørken, øde Land og Ødemark; intet
Menneske bor i dem, intet Menneskebarn færdes i dem.
44. Jeg hjemsøger Bel i Babel, river ud af hans Mund, hvad han
slugte, til ham skal ej Folkeslag strømme mer. Også Babels Mur
er faldet.
45. Drag ud deraf, mit Folk, enhver redde sit Liv for HERRENs
glødende Harme.
46. Lad ikke eders Hjerter blive modfaldne og frygt ikke ved de
Tidender, der høres på Jorden, når der i det ene År kommer een
Tidende og i det næste en anden, når der er Voldsfærd på Jorden
og Hersker følger på Hersker.
47. Se, derfor skal Dage komme, da jeg hjemsøger Babels
Gudebilleder, og alt dets Land bliver til Skamme, og alle deri
skal falde på Valen.
48. Jubl over Babel, Himmel og Jord med alt, hvad i dem er, thi fra
Nord kommer Hærværksmænd over det, lyder det fra HERREN.
49. Også Babel skal falde for de dræbte af Israels Skyld, ligesom
dræbte på hele Jorden faldt for Babel.
50. I, som undslap Sværdet, drag bort, stands ikke, kom HERREN i Hu
i det fjerne, lad Jerusalem komme frem i eders Tanker!
51. Vi blev til Skamme, thi Smædeord måtte vi høre; Blusel lagde sig
over vore Ansigter, thi fremmede overfaldt HERRENs Huss
Helligdomme.
52. Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da jeg
hjemsøger dets Gudebilleder, og sårede skal stønne i hele dets
Land.
53. Selv om Babel stiger op til Himmelen, og selv om det gør sin
Borg utilgængelig i det høje, fra mig skal der komme
Hærværksmænd over det, lyder det fra HERREN.
54. Der lyder Skrig fra Babel, et vældigt Sammenbrud fra Kaldæernes
Land.
55. Thi HERREN hærger Babel og gør Ende på den vældige Larm der;
deres Bølger bruser som mange Vande, deres Brag lyder højt.
56. Thi en Hærværksmand kommer over Babel, og dets Helte skal
fanges, deres Buer knækkes; thi en Gengældelsens Gud er HERREN,
han giver fuld Løn.
57. Jeg gør dets Fyrster og Vismænd, dets Statholdere,
Landshøvdinger og Helte drukne, og de skal falde i evig Søvn
uden at vågne, lyder det fra kongen, hvis Navn er Hærskarers
HERRE.
58. Så siger Hærskarers HERRE: Babels brede Mur skal nedbrydes til
Grunden og dets høje Porte opbrændes. Folkeslagenes Møje er
spildt, og Folkefærdene slider sig trætte for Ilden.
59. Det Ord, som Profefen Jeremias sendte med Seraja, en Søn at
Masejas Søn Nerija, da han rejste, til Babel med Kong Zedekias
af Juda i hans fjerde Regeringsår; Seraja sørgede for Nattely
til Kongen, når han var på Rejse.
60. Jeremias optegnede al den Ulykke, som skulde komme over Babel, i
en og samme Bog, alle disse Ord, der er skrevet mod Babel;
61. og Jeremias sagde til Seraja: "Når du kommer til Babel og ser
Lejlighed dertil, skal du oplæse alle disse Ord
62. og sige: HERRE, du truede selv dette Sted med Udryddelse, så der
ikke bliver nogen, som bor der, - hverken Folk eller Fæ, men det
skal blive en evig Ørken.
63. Og når du er til Ende med at oplæse denne Bog, skal du binde en
Sten til den, kaste den i Eufrat
64. og sige: Således skal Babel gå til Bunds og ikke mere komme op
for al den Ulykke, jeg sender over det!" Til Ordene "slider sig
trætte for Ilden går Jeremiass Ord.
Jeremias 52
1. Zedekias var enogtyve år gammel da han blev konge, og han
herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hamital og var en
Datter af Jirmeja fra Libna.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som
Jojakim.
3. Thi for HERRENs Vredes Skyld kom dette over Jerusalem og Juda,
og til sidst stødte han dem bort fra sit Åsyn. Og Zedekias faldt
fra Babels konge.
4. I hans niende Regeringsår på den tiende Dag i den tiende Måned
drog Kong Nebukadrezar af Babel da med hele sin Hær mod
Jerusalem, og de belejrede det og byggede Belejringstårne imod
det rundt omkring;
5. og Belejringen varede til Kong Zedekiass ellevte Regeringsår.
6. På den niende Dag i den fjerde Måned blev Hungersnøden hård i
Byen, og Folket fra Landet havde ikke Brød. Da blev Byens Mur
gennembrudt.
7. Alle krigsfolkene flygtede om Natten ud af Byen gennem Porten
mellem de to Mure ved Kongens Have, medens Kaldæerne holdt Byen
omringet, og de tog Vejen ad Arabalavningen til.
8. Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen og indhentede ham på
Jerikosletten, efter at hele hans Hær var blevet splittet til
alle Sider.
9. Så greb de Kongen og bragte ham op til Ribla i Hamats Land til
Babels Konge, der fældede Dommen over ham.
10. Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn, ligeledes lod han
alle Judas Øverster henrette i Ribla;
11. og på Zedekias selv lod Babels Konge Øjnene stikke ud; derpå lod
han ham lægge i Kobberlænker, og således førte han ham til
Babel; og han lod ham kaste i Fængsel, hvor han blev til sin
Dødedag.
12. På den tiende Dag i den femte Måned, det var Babels Konge
Nebukadrezars nittende Regeringsår, kom Nebuzaradan, Øversten
for Livvagten, Babels konges Tjener, til Jerusalem.
13. Han satte Ild på HERRENs Hus og Kongens Palads og alle Husene i
Jerusalem; på alle Stormændenes Huse satte han Ild;
14. og Murene om Jerusalem nedbrød hele kaldæernes Hær, som Øversten
for Livvagten havde med sig.
15. De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne, der var
gået over til Babels Konge, og de sidste Håndværkere førte
Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, bort.
16. Men nogle af de fattigste af Folket fra Landet lod Nebuzaradan,
Øversten for Livvagten, blive tilbage som Vingårdsmænd og
Agerdyrkere,
17. Kobbersøjlerne i HERRENs Hus, Stellene og Kobberhavet i HERRENs
Hus slog Kaldæerne i Stykker og førte Kobberet til Babel.
18. Karrene, Skovlene, knivene og Kanderne og alle Kobbersagerne,
som brugtes ved Tjenesten, røvede de;
19. også Fadene, Panderne, Skålene, Karrene, Lysestagerne, Kanderne
og Offerskålene, der helt var af Guld eller Sølv, røvede
Øversten for Livvagten.
20. De to Søjler, Havet med de tolv Kobberokser under og Stellene,
som Salomo havde ladet lave til HERRENs Hus Kobberet i alle
disse Ting var ikke til at veje.
21. Atten Alen høj var hver Søjle, og en Snor på tolv Alen kunde nå
om den, og den var hul, og Kobberet var fire Fingre tykt.
22. Og der var et Søjlehoved af Kobber oven på den, fem Alen højt,
og rundt om Søjlehovedet var der Fletværk og Granatæbler, alt af
Kobber; og på samme Måde var det med den anden Søjle.
23. Og der var seks og halvfemsindstyve Granatæbler, som hang frit;
der var i alt hundrede Granatæbler rundt om Fletværket.
24. Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, Anden præsten
Zefanja og de tre Dørvogtere;
25. og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn med krigsfolket,
og syv Mænd, der hørte til Kongens nærmeste Omgivelser, og som
endnu fandtes i Byen, desuden Hærførerens Skriver, der udskrev
Folket fra Landet til Krigstjeneste, og dertil tresindstyve Mænd
at Folket fra Landet, der fandtes i Byen
26. dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan og førte til Babels
Konge i Ribla
27. og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Så førtes
Juda i Landflygtighed fra sit Land.
28. Følgende er Tallet på de Folk, Nebukadrezar bortførte i
Fangenskab: I hans syvende År 3023 Judæere,
29. i Nebukadrezars attende År 832 fra Jerusalem;
30. i Nebukadrezars tre og tyvende År bortførte Nebuzaradan,
Øversten for Livvagten, 745 af Judæerne; tilsammen 4600.
31. I det syv og tredivte År efter Kong Jojakin af Judas Bortførelse
på den fem og tyvende Dag i den tolvte Måned tog Babels Konge
Evil-Merodak, der i det År kom på Tronen, Kong Jojakin af Juda
til Nåde og førte ham ud af Fængselet.
32. Han talte ham venligt til og gav ham Sæde oven for de Konger,
som var hos ham i Babel.
33. Jojakin aflagde sin Fangedragt og spiste daglig hos ham, så
længe han levede.
34. Han fik sit daglige Underhold af Babels Konge, hver Dag hvad han
behøvede for den Dag, indtil sin Dødedag, så længe han levede.
Klagesangene
Klagesangene 1
1. Hvor sidder hun ene, den by så folkerig før - mægtig blandt
Folkene før, men nu som en Enke! Fyrstinden blandt Lande er nu
sat til at trælle.
2. Hun græder og græder om Natten med Tårer på Kind; ingen af alle
hendes Elskere bringer hende Trøst, alle Vennerne sveg og blev
hendes Fjender.
3. Af Trang og tyngende Trældom udvandred Juda; blandt Folkene
sidder hun nu og finder ej Ro, alle Forfølgerne nåede hende midt
i Trængslerne.
4. Vejene til Zion sørger, uden Højtidsgæster, alle hendes Porte er
øde, Præsterne sukker, hendes Jomfruer knuges af Kvide, hun selv
er i Vånde.
5. Hendes Avindsmænd er Herrer, hendes Fjender trygge, thi Kvide
fik hun af HERREN for Mængden af Synder, hendes Børn drog bort
som Fanger for Fjendens Åsyn.
6. Og bort fra Zions Datter drog al hendes Pragt; som Hjorte, der
ej finder Græsning, blev hendes Fyrster, de vandrede kraftløse
bort for Forfølgernes Åsyn.
7. Jerusalem mindes den Tid, hun blev arm og husvild, (alle sine
kostelige Ting fra fordums Dage), i Fjendehånd faldt hendes
Folk, og ingen hjalp, Fjender så til og lo, fordi hun gik under.
8. Jerusalem syndede svart, blev derfor til Afsky; hun foragtes af
alle sine Beundrere, de så hendes Blusel, derfor sukker hun dybt
og vender sig bort.
9. Hendes Urenhed pletter hendes Slæb, hun betænkte ej Enden; hun
sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min Elendighed,
HERRE, thi Fjenden hoverer.
10. Avindsmænd bredte deres Hånd over alle hendes Skatte, ja, ind i
sin Helligdom så hun Hedninger komme, hvem du havde nægtet
Adgang til din Forsamling.
11. Alt hendes Folk måtte sukke, søgende Brød; de gav deres Skatte
for Mad for at friste Livet. HERRE, se til og giv Agt på,
hvorledes jeg hånes!
12. Alle, som vandrer forbi, giv Agt og se, om det gives en Smerte
som den, der er tilføjet mig, hvem HERREN voldte Harm på sin
glødende Vredes Dag.
13. Fra det høje sendte han Ild, der for ned i mine Ben; han spændte
et Net for min Fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde,
syg både Dag og Nat.
14. Der vogtedes på mine Synder, i hans Hånd blev de flettet, de kom
som et Åg om min Hals, han brød min Kraft; Herren gav mig dem i
Vold, som, er mig for stærke.
15. Herren forkasted de vældige udi min Midte, han indbød til Fest
på mig for at knuse mine unge, trådte Persen til Dom over
Jomfruen, Judas Datter.
16. Derover græder mit Øje, det strømmer med Tårer, thi langt har
jeg til en Trøster, som kvæger min Sjæl; mine Børn er fortabt,
thi Fjenden er blevet for stærk.
17. Zion udrækker Hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød HERREN
hans Fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet til
Afsky.
18. HERREN, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle I
Folkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bort
som Fanger.
19. Mine Elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine Præster og
Ældste opgav Ånden i Byen, thi Føde søgte de efter, men intet
fandt de.
20. Se, HERRE, hvor jeg er i Vånde, mit Indre i Glød, mit Hjerte er
knust i mit Bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede Sværdet og
inde Døden.
21. Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig Trøst. De hørte min
Ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den Dag, du loved,
dem gå det som mig!
22. Læg al deres Ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med
mig til Straf for al min Synd! Thi mange er mine Suk, mit Hjerte
er sygt.
Klagesangene 2
1. Hvor har dog Herren i Vrede lagt mulm over Zion, slængt Israels
herlighed ned fra Himmel til Jord og glemt sine Fødders Skammel
på sin Vredes Dag.
2. Herren har skånselsløst opslugt hver Bolig i Jakob, han nedbrød
i Vrede Judas Datters Borge, slog dem til Jorden, skændede Rige
og Fyrster,
3. afhugged i glødende Vrede hvert Horn i Israel; sin højre drog
han tilbage for Fjendens Åsyn og brændte i Jakob som en Lue, der
åd overalt.
4. På Fjendevis spændte han Buen, stod som en Uven; han dræbte al
Øjnenes Lyst i Zions Datters Telt, udgød sin Vrede som Ild.
5. Herren har vist sig som Fjende, opslugt Israel, opslugt alle
Paladser, lagt Borgene øde, ophobet Jammer på Jammer i Judas
Datter.
6. Han nedrev sin Hytte, lagde sit Feststed øde, HERREN lod Fest og
Sabbat gå ad Glemme i Zion, bortstødte i heftig Vrede Konge og
Præst.
7. Herren forkasted sit Alter, brød med sin Helligdom, hengav i
Fjendens Hånd dets Paladsers Mure; man skreg i HERRENs Hus som
på Festens Dag.
8. HERREN fik i Sinde at ødelægge Zions Datters Mur, han udspændte
Snoren, holdt ikke sin Hånd fra Fordærv, lod Vold og Mur få
Sorg, de vansmægted sammen.
9. I Jorden sank hendes Porte, Slåerne brød han. Blandt Folkene bor
uden Lov hendes Konge og Fyrster, og ikke fanger Profeterne Syn
fra HERREN.
10. Zions datters Ældste sidder på Jorden i Tavshed; på Hovedet
kaster de Støv, de er klædt i Sæk; Jerusalems Jomfruer sænker
mod Jord deres Hoved.
11. Mine Øjne hensvinder i Gråd, mit Indre gløder, mit Hjerte er
knust, fordi mit Folk er brudt sammen; thi Børn og spæde
forsmægter på Byens Torve;
12. hver spørger sin Moder: "Hvor er der Korn og Vin?" forsmægter på
Byens Torve som en, der er såret, idet de udånder Sjælen ved
Moderens Bryst.
13. Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems Datter, hvormed
skal jeg ligne og trøste dig, Zions Jomfru? Thi dit Sammenbrud
er stort som Havet, hvo læger dig vel?
14. Profeternes Syner om dig var Tomhed og Løgn, de afsløred ikke
din Skyld for at vende din Skæbne, Synerne gav dig kun tomme,
vildende Udsagn.
15. Over dig slog de Hænderne sammen, de, hvis Vej faldt forbi, de
hån fløjted, rysted på Hoved ad Jerusalems Datter: "Er det da
Byen, man kaldte den fuldendt skønne, al Jordens Glæde?"
16. De opspærred Munden imod dig, alle dine Fjender, hånfløjted,
skar Tænder og sagde: "Vi opslugte hende; ja, det er Dagen, vi
vented, vi fik den at se."
17. HERREN har gjort, som han tænkte, fuldbyrdet det Ord, han sendte
i fordums Dage, brudt ned uden Skånsel, ladet Fjender glæde sig
over dig, rejst Uvenners Horn.
18. Råb højt til Herren, du Jomfru, Zions Datter, lad Tårerne
strømme som Bække ved Dag og ved Nat, und dig ej Ro, lad ikke
dit Øje få Hvile!
19. Stå op og klag dig om Natten, når Vagterne skifter, udøs dit
Hjerte som Vand for Herrens Åsyn, løft dine Hænder til ham for
Børnenes Liv, som forsmægter af Hunger ved alle Gadernes
Hjørner.
20. HERRE se til og agt på, mod hvem du har gjort det. Skal Kvinder
da æde den Livsfrugt, de kælede for, myrdes i Herrens Helligdom
Præst og Profet?
21. I Gaderne ligger på Jorden unge og gamle, mine Jomfruer og mine
Ynglinge faldt for Sværdet; på din Vredesdag slog du ihjel,
hugged ned uden Skånsel.
22. Du bød mine Rædsler til Fest fra alle Sider. På HERRENs Vredes
Dag undslap og frelstes ingen; min Fjende tilintetgjorde dem,
jeg plejed og fostred.
Klagesangene 3
1. Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
2. mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
3. ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
4. Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
5. han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
6. lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
7. Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
8. Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
9. Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
10. Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
11. han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
12. han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
13. Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
14. hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
15. med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
16. Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
17. han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
18. og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
19. At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
20. min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
21. Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
22. HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
23. hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
24. Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.
25. Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
26. det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
27. godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
28. Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
29. han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
30. Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
31. Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
32. har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
33. ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
34. Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
35. når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
36. når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
37. Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
38. Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
39. Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
40. Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
41. løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
42. vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
43. men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
44. hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
45. til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
46. De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
47. Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
48. Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
49. Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
50. før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
51. Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52. Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
53. de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
54. Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
55. Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
56. du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
57. Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
58. Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
59. HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
60. Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
61. du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
62. mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
63. Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
64. Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
65. gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
66. forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Klagesangene 4
1. Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige
Stene slængt hen på Gadernes Hjørner!
2. Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar,
Pottemagerhænders Værk
3. Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit
Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse.
4. Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om
Brød, og ingen gav dem.
5. Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på
Purpur, favnede Skarnet.
6. Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat
blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.
7. Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres
Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer;
8. mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden
hænger ved Knoglerne, tør som Træ.
9. Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen,
dødsramte, af Mangel på Markens Grøde.
10. Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød
sammen, blev de dem til Føde.
11. HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød,. han tændte i Zion
en Ild, dets Grundvolde åd den.
12. Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende
skulde stå i Jerusalems Porte.
13. Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets
Midte udgød retfærdiges Blod.
14. De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med
Klæderne Ting, som ikke må røres.
15. "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de
flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!"
16. HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man
ej eller ynked Profeter.
17. End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på
Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.
18. De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var
nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet.
19. Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte
de efter os, lured i Ørkenen,
20. vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i
hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.
21. Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret
nå, du skal blotte dig drukken.
22. Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger,
Edom, din Skyld, afslører dine Synder.
Klagesangene 5
1. HERRE, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel!
2. Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.
3. Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.
4. Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde.
5. Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.
6. Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød.
7. Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld.
8. Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem.
9. Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.
10. Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.
11. De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.
12. Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.
13. Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.
14. De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.
15. Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.
16. Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!
17. Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:
18. For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.
19. Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone.
20. Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage?
21. Omvend os, HERRE, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som
fordum!
22. Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?
Ezekiel
Ezekiel 1
1. I det tredivte År på den femte dag i den fjerde Måned da jeg var
bandt de landflygtige ved Floden Kebar, skete det, at Himmelen
åbnede sig, og jeg skuede Syner fra Gud.
2. Den femte Dag i Måneden - det var det femte År efter at Kong
Jojakin var bortført -
3. kom HERRENs Ord til Præsten Ezekiel, Buzis Søn, i Kaldæernes
Land ved Floden Kebar, og HERRENs Hånd kom over ham der.
4. Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og en vældig Sky
fulgte med, omgivet af Stråleglans og hvirvlende Ild, i hvis
Midte det glimtede som funklende Malm.
5. Midt i Ilden var der noget ligesom fire levende Væsener, og de
så således ud: De havde et Menneskes Skikkelse;
6. men de havde hver fire Ansigter og fire Vinger;
7. deres Ben var lige og deres Fodsåler som en Kalvs; de skinnede
som funklende Kobber, og deres Vingeslag var hurtigt;
8. der var Menneskehænder under Vingerne på alle fire Sider.
9. De fire levende Væseners Ansigter vendte sig ikke, når de gik,
men de gik alle lige ud".
10. Ansigterne så således ud: De havde alle fire et Menneskeansigt
fortil, et Løveansigt til højre, et Okseansigt til venstre og et
Ørneansigt bagtil;
11. Vingerne var på dem alle fire udbredt opad, således at to og to
rørte hinanden, og to skjulte deres Legemer.
12. De gik alle lige ud; hvor Ånden vilde have dem hen gik de; de
vendte sig ikke, når de gik.
13. Midt imellem de levende Væsener var der noget som glødende Kul
at se til, som Blus, der for hid og did imellem dem, og Ilden
udsendte Stråleglans, og Lyn for ud derfra.
14. Og Væsenerne løb frem og tilbage, som Lynglimt at se til
15. Videre skuede jeg, og se, der var et Hjul på Jorden ved Siden af
hvert af de fire levende Væsener;
16. og Hjulene var at se til som funklende Krysolit; de så alle fire
ens ud, og de var lavet således, at der i hvert Hjul var et
andet Hjul;
17. de kunde derfor gå til alle fire Sider; de vendte sig ikke, når
de gik.
18. Videre skuede jeg, og se, der var Fælge på dem, og Fælgene var
på dem alle fire rundt om fulde af Øjne.
19. Og når de levende Væsener gik, gik også Hjulene ved Siden af, og
når Væsenerne løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig;
20. hvor Ånden vilde have dem hen, gik Hjulene, og de løftede sig
samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene;
21. når Væsenerne gik, gik også de; når de standsede, standsede også
de, og når de løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig
samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene.
22. Oven over Væsenernes Hoveder var der noget ligesom en
Himmelhvælving, funklende som Krystal, udspændt oven over deres
Hoveder;
23. og under Hvælvingen var deres Vinger udspændt, den ene mod den
anden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres Legemer.
24. Og når de gik, lød Vingesuset for mig som mange Vandes Brus, som
den Almægtiges Røst; det buldrede som en Hær.
25. Det drønede oven over Hvælvingen over deres Hoveder; men når de
stod, sænkede de Vingerne.
26. Men oven over Hvælvingen over deres Hoveder var der noget som
Safir at se til, noget ligesom en Trone, og på den, ovenover,
var der noget ligesom et Menneske at se til.
27. Og jeg skuede noget som funklende Malm fra det, der så ud som
hans Hofter, og opefter; og fra det, der så ud som hans Hofter,
og nedefter skuede jeg noget som Ild at se til; og Stråleglans
omgav ham.
28. Som Regnbuen, der viser sig i Skyen på en Regnvejrsdag, var
Stråleglansen om ham at se til. Således så HERRENs
Herlighedsåbenbarelse ud. Da jeg skuede det, faldt jeg på mit
Ansigt. Og jeg hørte en Røst, som talede.
Ezekiel 2
1. Han sagde til mig: "Menneskesøn stå op på dine fødder så jeg kan
tale med dig!"
2. Og som han talede til mig, kom Ånden i mig og rejste mig på mine
Fødder, og jeg hørte ham tale til mig.
3. Han sagde: "Menneskesøn! Jeg sender dig til Israeliterne, de
genstridige, der har sat sig op imod mig; de og deres Fædre har
forbrudt sig imod mig til den Dag i Dag.
4. Og Sønnerne har stive Ansigter og hårde Hjerter; jeg sender dig
til dem, og du skal sige: Så siger den Herre HERREN!
5. Hvad enten de hører eller ej - thi de er en genstridig Slægt -
skal de kende, at en Profet er kommet iblandt dem.
6. Men du, Menneskesøn frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres
Ord, når du færdes mellem Nælder og Tidsler og bor blandt
Skorpioner; frygt ikke for deres Ord og vær ikke ræd for deres
Ansigter, thi de er en genstridig Slægt.
7. Du skal tale mine Ord til dem, hvad enten de hører eller ej, thi
de er en genstridig Slægt..
8. Og du, Menneskesøn, hør, hvad jeg taler til dig! Vær ikke
genstridig som den genstridige Slægt, men luk din Mund op og
slug, hvad jeg her giver dig! "
9. Og jeg skuede, og se, en Hånd var udrakt imod mig, og i den lå
en Bogrulle;
10. og han rullede den op for mig, - og der var skrevet på den både
for og bag; og hvad der stod skrevet, var Klage, Suk og Ve.
Ezekiel 3
1. Så sagde han til mig: "Menneskesøn, slug hvad du her har for
dig, slug denne Bogrulle og gå så hen og tal til Israels Hus!"
2. Så åbnede jeg Munden, og han lod mig sluge Bogrullen
3. og sagde til mig: "Menneskesøn! Lad din Bug fortære den
Bogrulle, jeg her giver dig, og fyld dine Indvolde dermed!" Og
jeg slugte den, og den var sød som Honning i min Mund.
4. Så sagde han til mig: "Menneskesøn, gå til Israels Hus og tal
mine Ord til dem!
5. Thi du sendes til Israels Folk, ikke til et Folk med dybt Mål og
tungt Mæle,
6. ikke til mange Hånde Folkeslag med dybt Mål og tungt Mæle, hvis
Tale du ikke fatter, hvis jeg sendte dig til dem, vilde de høre
dig.
7. Men Israels Hus vil ikke høre dig, thi de vil ikke høre mig; thi
hele Israels Hus har hårde Pander og stive Hjerter.
8. Se, jeg gør dit Ansigt hårdt som deres Ansigter og din Pande
hård som deres Pander;
9. som Diamant, hårdere end Flint gør jeg din Pande. Frygt ikke for
dem og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig
Slægt!"
10. Videre sagde han til mig: "Menneskesøn, alle mine Ord, som jeg
taler til dig, skal du optage i dit Hjerte og høre med dine
Ører;
11. og gå så hen til dine landflygtige Landsmænd og tal til dem og
sig: Så siger den Herre HERREN! - hvad enten de så hører eller
ej!"
12. Så løftede Ånden mig, og jeg hørte bag mig Larmen af et vældigt
Jordskælv, da HERRENs Herlighed hævede sig fra sit Sted,
13. og Suset af de levende Væseners Vinger, der rørte hverandre, og
samtidig Lyden af Hjulene og Larmen af Jordskælvet.
14. Og Ånden løftede mig og førte mig bort, og jeg vandrede bitter
og gram i Hu, idet HERRENs Hånd var over mig med Vælde.
15. Så kom jeg til de landflygtige i Tel-Abib, de, som boede ved
Floden Kebar, og der sad jeg syv Dage iblandt dem og stirrede
hen for mig.
16. Syv Dage senere kom HERRENs Ord til mig således:
17. Menneskesøn! Jeg sætter dig til Vægter for Israels Hus; hører du
et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig.
18. Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke
advarer ham eller for at bevare hans Liv taler til ham om at
omvende sig fra sin gudløse Vej, så skal samme gudløse dø for
sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd.
19. Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin
Gudløshed og sin Vej, så skal samme gudløse dø for sin
Misgerning, men du har reddet din Sjæl.
20. Og når en retfærdig vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret,
og jeg lægger Anstød for ham, så han dør, og du ikke har advaret
ham, så dør han for sin Synd, og den Retfærdighed, han har øvet,
skal ikke tilregnes ham, men hans Blod vil jeg kræve af din
Hånd.
21. Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke
synder, så skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare,
og du har reddet din Sjæl.
22. Siden kom HERRENs Hånd over mig der, og han sagde til mig: "Stå
op og gå ud i dalen, der vil jeg tale med dig!"
23. Så stod jeg op og gik ud i Dalen, og se, der stod HERRENs
Herlighed, som jeg havde set denved Floden Kebar. Da faldt jeg
på mit Ansigt.
24. Men Ånden kom i mig og rejste mig på mine Fødder. Så taIede han
til mig og sagde: Gå hjem og luk dig inde i dit Hus!
25. Og du, Menneskesøn, se, man skal lægge Bånd på dig og binde dig,
så du ikke kan gå ud iblandt dem;
26. og din Tunge lader jeg hænge ved Ganen, så du bliver stum og
ikke kan være dem en Revser; thi de er en genstridig Slægt.
27. Men når jeg taler til dig, vil jeg åbne din Mund, og du skal
sige til dem: Så siger den Herre HERREN! Så får den, der vil
høre, høre, og den, der ikke vil, får lade være; thi de er en
genstridig Slægt.
Ezekiel 4
1. Du Mennneskesøn tag dig en teglsten, læg den for dig og indrids
i den et Billede af en By, Jerusalem;
2. og kast en Vold op omkring den, byg Belejringstårne, opkast
Stormvold, lad Hære lejre sig imod den og rejs Stormbukke mod
den fra alle Sider;
3. tag dig så en Jernpande og sæt den som en Jernvæg op mellem dig
og Byen og ret dit Ansigt imod den. Således skal den være
omringet, og du skal trænge den. Det skal være Israels Hus et
Tegn.
4. Og læg du dig på din venstre Side og tag, Israels Huss
Misgerning på dig; alle de Dage du ligger således, skal du bære
deres Misgerning.
5. Deres Misgernings År gør jeg til lige så mange Dage for dig, 190
Dage; så længe skal du bære Israels Huss Misgerning.
6. Og når de er til Ende, læg dig så på din højre Side og bær Judas
Huss Misgerning 40 Dage; for hvert År giver jeg dig en Dag.
7. Og du skal rette dit Ansigt og din blottede Arm mod det
omringede Jerusalem og profetere imod det.
8. Og se, jeg lægger Bånd på dig, så du ikke kan vende dig fra den
ene Side til den anden, før din Belejrings Dage er til Ende.
9. Og tag du dig Hvede, Byg, Bønner, Linser, Hirse og Spelt, kom
det i et og samme Kar og lav dig Brød deraf; alle de Dage du
ligger på Siden, 190 Dage, skal det være din Mad;
10. og Maden, du får, skal være efter Vægt, tyve Sekel daglig; du
skal spise den een Gang daglig.
11. Og Vand skal du drikke efter Mål, en Sjettedel Hin; du skal
drikke een Gang daglig.
12. Og som Bygkager skal du spise det og bage det ved Menneskeskarn
i deres Påsyn.
13. Og du skal sige: "Så sige HERREN: Således skal Israeliterne have
urent Brød til Føde blandt de Folk, jeg bortstøder dem til!"
14. Men jeg sagde: "Ak, Herre, HERRE, jeg har endnu aldrig været
uren; noget selvdødt eller sønderrevet har jeg fra Barnsben
aldrig spist, og urent Kød kom aldrig i min Mund!"
15. Da svarede han: "Vel, jeg tillader dig at tage Oksegødning i
Stedet for Menneskeskarn og bage dit Brød derved."
16. Videre sagde han til mig: Menneskesøn! Se, jeg bryder Brødets
Støttestav i Jerusalem; Brød skal de spise efter Vægt og i
Angst, og Vand skal de drikke efter Mål og i Rædsel,
17. for at de må mangle Brød og Vand og alle som een være slagne af
Rædsel og hensmægte i deres Misgerning.
Ezekiel 5
1. Og du Menneskesøn tag dig et skarbt sværd, brug det som Ragekniv
og lad det gå over dit Hoved og dit Skæg; tag dig så en Vægtskål
og del Håret.
2. En Tredjedel skal du brænde i et Bål midt i Byen, når
Belejringens Dage er omme; en Tredjedel skal du tage og slå den
med Sværdet rundt om Byen; og en Tredjedel skal du sprede for
Vinden; så drager jeg Sværdet bag dem.
3. Derefter skal du tage lidt deraf og svøbe det ind i din
kappeflig;
4. og deraf skal du atter tage noget og kaste det midt ind i Ilden
og brænde det. Og du skal sige til hele Israels Hus:
5. Så siger den Herre HERREN: Dette er Jerusalem; jeg satte det
midt iblandt Folkene, omgivet af lande.
6. Men det var gudløst og genstridigt mod mine Lovbud mere end
Folkene og mod mine Vedtægter mere end Landene rundt om; thi de
lod hånt om mine Lovbud og vandrede ikke efter mine Vedtægter.
7. Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I var mere genstridige
end Folkene rundt om og ikke vandrede efter mine Vedtægter eller
holdt mine Lovbud, men gjorde efter de omboende Folks Lovbud,
8. derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig og
holder Dom i din Midte for Folkenes Øjne.
9. For alle dine Vederstyggeligheders Skyld vil jeg gøre med dig,
hvad jeg aldrig har gjort og aldrig vil gøre Mage til.
10. Derfor skal Fædre æde deres Børn i din Midte og Børn deres
Fædre; jeg holder Dom over dig, og alle, som er til Rest i dig,
spreder jeg for alle Vinde.
11. Derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN:
Sandelig, fordi du gjorde min Helligdom uren med alle dine
væmmelige Guder og Vederstyggeligheder, vil jeg også støde dig
fra mig uden Medynk eller Skånsel.
12. En Tredjedel af dig skal dø af Pest og omkomme af Hunger i din
Midte, en Tredjedel skal falde for Sværdet rundt om dig, og en
Tredjedel spreder jeg for alle Vinde og drager Sværdet bag dem.
13. Min Vrede skal udtømme sig, og jeg vil køle min Harme på dem og
tage Hævn, så de skal kende at jeg, HERREN, har talet i min
Nidkærhed, når jeg udtømmer min Vrede over dem.
14. Jeg gør dig til en Grushob og til Spot blandt Folkene rundt om,
for Øjnene af enhver, som drager forbi.
15. Du skal blive til Spot og Hån, til Advarsel og Rædsel for
Folkene rundt om, når jeg holder Dom over dig i Vrede og Harme
og harm fuld Revselse. Jeg, HERREN, har talet!
16. Når jeg sender Hungerens onde Pile mod eder, og de, som jeg
sender for af ødelægge eder, volder Ødelæggelse, og jeg lader
Hungeren tage til, da sønderbryder jeg Brødets Støttestav for
eder
17. og sender Hunger over eder og Rovdyr, som skal affolke dig; Pest
og Blodsudgydelse skal hjemsøge dig, og jeg bringer Sværd over
dig. Jeg, HERREN, har talet.
Ezekiel 6
1. Og Herrens ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Israels Bjerge, profeter imod
dem
3. og sig: Israels Bjerge, hør den Herre HERRENs Ord! Så siger den
Herre HERREN til Bjergene og Højene, til Kløfterne og Dalene:
Se, jeg sender Sværd over eder og tilintetgør eders Offerhøje.
4. Eders Altre skal ødelægges, eders Solstøtter sønderbrydes, og
eders dræbte lader jeg segne foran eders Afgudsbilleder;
5. jeg kaster Israeliternes Lig hen for deres Afgudsbilleder og
strør eders Ben rundt om eders Altre.
6. Overalt hvor I bor, skal Byerne lægges øde og Offerhøjene gå til
Grunde, for at eders Altre kan lægges øde og gå til Grunde,
eders Afudsbilleder sønderbrydes og udryddes, eders Solstøtter
hugges om og eders Værker tilintetgøres.
7. Mandefald skal ske iblandt eder, og I skal kende, at jeg er
HERREN.
8. Men en Rest lader jeg blive tilbage, idet nogle af eder
undslipper fra Sværdet blandt Folkene, når I spredes i Landene,
9. og de undslupne skal komme mig i Hu blandt Folkene, hvor de er
Fanger; jeg sønderbryder deres bolerske Hjerter, som faldt fra
mig, og deres bolerske Øjne, som hang ved deres Afgudsbilleder;
og de skal væmmes ved sig selv over alt det onde, de har gjort,
over alle deres Vederstyggeligheder.
10. Og de skal kende, at jeg er HERREN; det var ikke tomme Ord, når
jeg talede om at gøre den Ulykke på dem.
11. Så siger den Herre HERREN: Slå Hænderne sammen, stamp med Foden
og råb Ve over alle Israels Huses grimme Vederstyggeligheder! De
skal falde for Sværd, Hunger og Pest.
12. Den, som er langt borte, skal dø af Pest; den, som er nær, skal
falde for Sværd; og den, som levnes og reddes, skal dø af
Hunger; således udtømmer jeg min Vrede over dem.
13. De skal kende, at jeg er HERREN, når deres dræbte ligger midt
iblandt deres Afgudsbilleder rundt om deres Altre på hver høj
Bakke, på alle Bjergenes Tinder, under hvert grønt Træ og hver
løvrig Eg, der, hvor de opsendte liflig Duft til deres
Afgudsbilleder.
14. Jeg udrækker Hånden imod dem og gør Landet øde og tomt lige fra
Ørkenen til Ribla, overalt hvor de bor; og de skal kende, at jeg
er HERREN.
Ezekiel 7
1. Og HERRENs Ord kom til mig således
2. Du, Menneskesøn, sig: Så siger den Herre HERREN til Israels
Land: Enden kommer, Enden kommer over Landet vidt og bredt!
3. Nu kommer Enden over dig, og jeg sender min Vrede imod dig og
dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine
Vederstyggeigheder.
4. Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dig dine
Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og du
skal kende, at jeg er HERREN.
5. Så siger den Herre HERREN: Ulykke følger på Ulykke; se, det
kommer!
6. Enden kommer, Enden kommer; den er vågnet og tager Sigte på dig;
se, det kommer!
7. Turen kommer til dig, som bor i Landet; Tiden er inde, Dagen er
nær, en Dag med Rædsel og ikke med Frydeskrig på Bjergene.
8. Nu udøser jeg snart min Harme over dig og udtømmer min Vrede på
dig, dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine
Vederstyggeligheder.
9. Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dig dine
Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og I
skal kende, at jeg, HERREN, er den, som slår.
10. Se, Dagen! Se, det kommer; Turen kommer til dig"! Riset
blomstrer, Overmodet grønnes.
11. Vold rejser sig til et Ris over Gudløshed; der bliver intet
tilbage af dem, intet af deres larmende Hob, intet af deres
Gods, og der er ingen Herlighed iblandt dem.
12. Tiden er inde, Dagen er nær; Køberen skal ikke glæde sig og
Sælgeren ikke sørge, thi Vrede kommer over al den larmende Hob
derinde.
13. Thi Sælgeren skal ikke vende tilbage til det solgte, om han end
bliver i Live; thi Synet om al den larmende Hob derinde tages
ikke tilbage, og ingen skal styrke sit Liv ved sin Misgerning.
14. Man støder i Hornet og gør alt rede, men ingen drager i krig;
thi min Vrede kommer over al den larmende Hob derinde.
15. Sværd ude og Pest og Hunger inde! De, der er i Marken, omkommer
for Sværd, og dem, der er i Byen, fortærer Hunger og Pest.
16. Og selv om nogle af dem undslipper og når op i Bjergene som
Kløfternes Duer, skal de alle dø, hver for sin Misgerning.
17. Alle Hænder er slappe, alle Knæ flyder som Vand.
18. De klæder sig i Sæk, og Rædsel omhyller dem; alle Ansigter er
skamfulde, alle Hoveder skaldede.
19. Deres Sølv kaster de ud på Gaden, deres Guld regnes for Snavs;
deres Sølv og Guld kan ikke redde dem på HERRENs Vredes Dag; de
kan ikke stille deres Hunger eller fylde deres Bug dermed, thi
det var dem Årsag til Skyld.
20. I dets strålende Pragt satte de deres Stolthed, og deres
vederstyggelige Billeder, deres væmmelige Guder, lavede de
deraf: derfor gør jeg det til Snavs for dem.
21. Jeg giver det som Bytte i de fremmedes Hånd og som Rov til de
mest gudløse på Jorden, og de skal vanhellige det.
22. Jeg vender mit Åsyn fra dem og man skal vanhellige mit Kleodie,
Ransmænd skal trænge ind og vanhellige det.
23. Gør Lænkerne rede! Thi Landet er fuldt af Blodskyld og Byen af
Vold.
24. Jeg henter de værste af Folkene, og de skal tage Husene i Eje;
jeg gør Ende på de mægtiges Stolthed, og deres Helligdomme skal
vanhelliges.
25. Der opstår Angst; man søger Redning, men finder den ikke.
26. Uheld følger på Uheld, Rygte på Rygte; man skal tigge Profeten
om et Syn, Præsten kommer til kort med Vejledning og de Ældste
med Råd.
27. Kongen sørger, Fyrsten hyller sig i Rædsel, og Landboernes
Hænder lammes af Forfærdelse. Jeg gør med dem efter deres Færd
og dømmer dem, som de fortjener; og de skal kende, at jeg er
HERREN.
Ezekiel 8
1. I det sjette År på den femte dag i den sjette måned da jeg sad i
mit Hus og Judas Ældste sad hos mig, faldt den Herre HERRENs
Hånd på mig.
2. Og jeg skuede, og se, der var noget ligesom en Mand; fra hans
Hofter og nedefter var der Ild, og fra Hofterne og opefter så
det ud som strålende Lys, som funklende Malm.
3. Han rakte noget som en Hånd ud og greb mig ved en Lok af mit
Hovedhår, og Ånden løftede mig op mellem Himmel og Jord og førte
mig i Guds Syner til Jerusalem, til Indgangen til den indre
Forgårds Nordport, hvor Nidkærhedsbilledet, som vakte Nidkærhed,
stod.
4. Og se, der var Israels Guds Herlighed; at se til var den, som
jeg så den i Dalen.
5. Og han sagde til mig: "Menneskesøn, løft dit Blik mod Nord!" Jeg
løftede mit Blik mod Nord, og se, norden for Alterporten stod
Nidkærhedsbilledet, ved Indgangen.
6. Og han sagde til mig: "Menneskesøn, ser du, hvad de gør? Store
er de Vederstyggeligheder, Israels Hus øver her, så jeg må vige
langt bort fra min Helligdom. Men du skal få endnu større
Vederstyggeligheder at se!"
7. Så førte han mig hen til Indgangen til Forgården.
8. Og han sagde til mig: "Menneskesøn, bryd igennem Væggen!" Og da
jeg brød igennem Væggen, så jeg en Indgang.
9. Og han sagde til mig: "Gå ind og se, hvilke grimme
Vederstyggeligheder de øver der!"
10. Og da jeg kom derind og skuede, se, da var alskens væmmelige
Billeder af Kryb og kvæg og alle Israels Huses Afgudsbilleder
indridset rundt om på Væggen.
11. Og halvfjerdsindstyve af Israels Huses Ældste med Jaazanja,
Sjafans Søn, i deres Midte stod foran dem, hver med sit
Røgelsekar i Hånden, medens Røgelseskyens Duft steg op.
12. Da sagde han til mig: "Ser du, Menneskesøn, hvad Israels Huses
Ældste øver i Mørke hver i sine Billedkamre? Thi de siger:
HERREN ser intet, HERREN har forladt Landet!"
13. Og han sagde til mig: "Du skal få endnu større
Vederstyggeligheder at se, som de øver!"
14. Så førte han mig hen til Indgangen til HERRENs Huses Nordport,
og se, der sad Kvinder og græd over Tammuz.
15. Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn? Men du skal få
endnu større Vederstyggeligheder at se!"
16. Så førte han mig hen til HERRENs Huss indre Forgård, og se, ved
Indgangen til HERRENs Helligdom mellem Forhallen og Alteret var
der omtrent fem og tyve Mænd; med Ryggen mod HERRENs Helligdom
og Ansigtet mod Øst tilbad de Solen.
17. Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn? Har Judas Hus
ikke nok i at øve de Vederstyggeligheder her, siden de fylder
Landet med Vold og krænker mig endnu mere? Se, hvor de sender
Stank op i Næsen på mig"!
18. Men derfor vil også jeg handle med dem i Vrede; jeg viser dem
ingen Medynk eller Skånsel, og selv om de højlydt råber mig ind
i øret vil jeg ikke høre dem.
Ezekiel 9
1. Så hørte jeg ham råbe med vældig røst: "Byens hjemsøgelse nærmer
sig, og hver har sit Mordvåben i Hånden!"
2. Og se, seks Mænd kom fra den øvre nordport, hver med sin
Stridshammer i Hånden, og een iblandt dem bar linned Klædebon og
havde et Skrivetøj ved sin Lænd; og de kom og stillede sig ved
Siden af Kobberalteret.
3. Men Israels Guds Herlighed havde hævet sig fra Keruberne, som
den hvilede på, og flyttet sig hen til Templets Tærskel; og han
råbte til Manden i det linnede Klædebon og med Skrivetøjet ved
Lænden,
4. og HERREN sagde til ham: "Gå midt igennem Byen, igennem
Jerusalem, og sæt et Mærke på de Mænds Pander, der sukker og
jamrer over alle de Vederstyggeligbeder, som øves i dets Midte!"
5. Og til de andre hørte jeg ham sige: "Gå efter ham ud gennem Byen
og hug ned! Vis ingen Medynk eller Skånsel!
6. Oldinge og Ynglinge, jomfruer, Børn og Kvinder skal I hugge ned
og udrydde; men ingen af dem, der bærer Mærket, må I røre!
Begynd ved min Helligdom!" Så begyndte de med de Ældste, som
stod foran Templet,
7. Og han sagde til dem: "Gør Templet urent, fyld Forgårdene med
dræbte og drag så ud!" Og de drog ud og huggede ned i Byen.
8. Men medens de huggede ned og jeg var ene tilbage, faldt jeg på
mit Ansigt og råbte: "Ak, Herre, HERRE vil du da tilintetgøre
alt, hvad der er levnet af Israel, ved at udøse din Vrede over
Jerusalem?"
9. Han svarede: "lsraels og Judas Huses Brøde er såre, såre stor,
thi Landet er fuldt af Blodskyld og Byen af Retsbrud; thi de
siger, at HERREN har forladt Byen, og at HERREN intet ser.
10. Derfor viser jeg heller ingen Medynk eller Skånsel, men
gengælder dem deres Færd."
11. Og se, Manden i det linnede klædebon og med Skrivetøjet ved
Lænden kom tilbage og meldte: "Jeg har gjort, som du bød."
Ezekiel 10
1. Og jeg skuede og se, over hvælvingen over kerubernes hoveder var
der noget som Safir; noget ligesom en Trone viste sig over dem.
2. Så sagde han til Manden i det linnede Klædebon: "Gå ind mellem
Hjulene under keruberne og tag Hænderne fulde af glødende Kul
fra Rummet mellem Keruberne og strø det ud over Byen!" Og jeg så
ham gå derhen.
3. Keruberne stod sønden for Templet, da Manden gik derhen, og
Skyen fyldte den indre Forgård.
4. Og HERRENs Herlighed hævede sig fra Keruberne og flyttede sig
hen til Templets Tærskel; da fyldtes Templet af Skyen, og
Forgården fyldtes af HERRENs Herligheds Glalans.
5. Og Suset af Kerubernes Vinger hørtes helt ud i den ydre Forgård
som Gud den Almægtiges Røst, når han taler.
6. Så bød han Manden i det linnede Klædebon: "Tag Ild fra Rummet
mellem Hjulene, inde mellem keruberne!" Og Manden stillede sig
hen ved Siden af det ene Hjul
7. og rakte Hånden ind i Ilden, som brændte mellem Keruberne, og
kom ud med noget deraf.
8. Under Kerubernes Vinger sås noget, der lignede en Menneskehånd;
9. og jeg skuede, og se, der var fire Hjul ved Siden af Keruberne,
eet ved hver Kerub, og Hjulene var som funklende Krysolit at se
til.
10. De så alle fire ens ud, og det var, som om der i hvert Hjul var
et andet Hjul,
11. De kunde gå til alle fire Sider de vendte sig ikke, når de
gik. Thi de gik i den Retning, den forreste vendte, og de vendte
sig ikke, når de gik.
12. Hele deres Legeme, Ryg, Hænder og Vinger og ligeledes Hjulene
var fulde af Øjne rundt om; således var det med alle fire Hjul.
13. Og jeg hørte, at Hjulene kaldtes Galgal.
14. Hver af dem havde fire Ansigter; det ene var et Kerubansigt, det
andet et Menneskeansigt, det tredje et Løveansigt og det fjerde
et Ørneansigt.
15. Og Keruberne hævede sig i Vejret. Det var det samme levende
Væsen, jeg så ved Floden Kebar.
16. Når Keruberne gik, gik også Hjulene ved Siden af, og når
Keruberne løftede Vingerne for at hæve sig fra Jorden, vendte
Hjulene sig ikke fra dem;
17. når de standsede, standsede også de; og når de hævede sig,
hævede de sig med, thi Væsenets Ånd var i dem.
18. Så forlod HERRENs Herlighed Templets Tærskel og stillede sig
over Keruberne.
19. Og jeg så, hvorledes Keruberne løftede Vingerne og hævede sig
fra Jorden, da de gik, og Hjulene med dem; og de standsede ved
Indgangen til HERRENs Huses Østport, og Israels Guds Herlighed
var oven over dem.
20. Det var det samme levende Væsen, jeg så under Israels Gud ved
Floden Kebar; og jeg skønnede, at det var Keruber.
21. Hver af dem havde fire Ansigter og fire Vinger og noget ligesom
Menneskehænder under Vingerne.
22. Og deres Ansigter var ligesom de Ansigter, jeg så ved Floden
Kebar. De gik alle lige ud.
Ezekiel 11
1. Så løftede Ånden mig og bragte mig til Herrens huses østport,
den der vender mod Øst. Og se, ved Indgangen til Porten var der
fem og tyve Mænd, og jeg så iblandt dem Jaazanja, Azzurs Søn, og
Pelatja, Benajas Søn, Folkets Fyrster.
2. Og han sagde til mig: "Menneskesøn! Det er de Mænd, som pønser
på Uret og lægger onde Råd op i denne By,
3. idet de siger: "Er Husene ikke nys bygget? Byen er Gryden, vi
Kødet!"
4. Profeter derfor imod dem, profeter, Menneskesøn!
5. Så faldt HERRENs Ånd på mig, og han sagde til mig: Sig: Så siger
HERREN: Således taler I, Israels Hus; jeg kender godt, hvad der
stiger op i eders Ånd.
6. Mange har I dræbt i denne By; I har fyldt dens Gader med dræbte.
7. Derfor, så siger den Herre HERREN: De, som I dræbte og
henslængte i dens Midte, de er Kødet, og Byen er Gryden; men
eder vil jeg føre ud af den.
8. I frygter for Sværd, og Sværd vil jeg bringe over eder, lyder
det fra den Herre HERREN.
9. Jeg vil føre eder ud af den og give eder i fremmedes Hånd, og
jeg vil holde Dom over eder.
10. For Sværd skal I falde; ved Israels Grænse vil jeg dømme
eder. Og I skal kende, at jeg er HERREN.
11. Byen skal ikke være eder en Gryde, og I skal ikke være Kødet
deri; ved Israels Grænse vil jeg dømme eder.
12. Og I skal kende, at jeg er HERREN, hvis Vedtægter I ikke fulgte,
og hvis Lovbud I ikke levede efter, hvorimod I levede efter
eders Nabofolks Lovbud. -
13. Men medens jeg profeterede således, døde Pelatja, Benajas
Søn. Da faldt jeg på mit Ansigt og råbte med høj Røst: "Ak,
Herre, HERRE, vil du da helt udrydde Israels Rest?"
14. Så kom HERRENs Ord til mig således:
15. Menneskesøn! Dine Brødre, dine Medfanger og alt Israels Hus,
alle de, om hvem Jerusalems Indbyggere siger: "De er langt borte
fra HERREN, os er Landet givet i Eje!" -
16. derfor skal du sige: Så siger den Herre HERREN: Ja, jeg har ført
dem langt bort blandt Folkene og spredt dem i Landene, og kun i
ringe Måde var jeg dem en Helligdom i de Lande, hvor de kom hen.
17. Men derfor skal du sige: Så siger den Herre HERREN: Jeg vil
samle eder sammen fra Folkeslagene og sanke eder op i Landene,
hvor I er spredt, og give eder Israels Jord.
18. Derhen skal de komme og fjerne alle dets væmmelige Guder og alle
dets Vederstyggeligheder;
19. jeg giver dem et nyt Hjerte og indgiver dem en ny Ånd; jeg tager
Stenhjertet ud af deres Legeme og giver dem et Kødhjerte,
20. for at de må følge mine Vedtægter og holde mine Lovbud og gøre
efter dem. Så skal de være mit Folk, og jeg vil være deres Gud.
21. Men hines Hjerter holder sig til deres væmmelige Guder og deres
Vederstyggeligheder; dem gengælder jeg deres Færd, lyder det fra
den Herre HERREN.
22. Så løftede keruberne Vingerne og samtidig Hjulene; og Israels
Guds Herlighed var oven over dem.
23. Og HERRENs Herlighed steg op fra Byen og stillede sig på Bjerget
østen for.
24. Derpå løftede Ånden mig og bragte mig ved Guds Ånd i Synet til
de landflygtige i Kaldæa; og Synet, som jeg havde skuet, steg op
og svandt bort.
25. Så kundgjorde jeg de landflyggige alle de Ord, HERREN havde
åbenbaret mig.
Ezekiel 12
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn! Du bor midt i den genstridige Slægt, som har Øjne
at se med, men ikke ser, og Ører at høre med, men ikke hører,
thi de er en genstridig Slægt.
3. Men du, Menneskesøn, udrust dig ved højlys Dag i deres Påsyn som
en, der drager i Landflygtighed, og drag så i deres Påsyn fra
Stedet, hvor du bor, til et andet Sted! Måske de så får Øjnene
op; thi de er en genstridig Slægt.
4. Bær ved højlys dag i deres Påsyn dine Sager udenfor, som om du
skal i Landflygtighed, men selv skal du drage bort om Aftenen i
deres Påsyn som en, der drager i Landflygtighed.
5. Slå i deres Påsyn Hul i Væggen og drag ud derigennem;
6. tag Sagerne på Skulderen og drag ud i Bælgmørke med tilhyllet
Ansigt uden at se Landet; thi jeg gør dig til et Tegn for
Israels Hus!
7. Og jeg gjorde, som der bødes mig: Jeg bar ved højlys Dag mine
Sager udenfor, som om jeg skulde i Landflygtighed, og om Aftenen
slog jeg med Hånden Hul i Væggen, og i Bælgmørke drog jeg ud;
jeg tog det på Skulderen i deres Påsyn.
8. Næste Morgen kom HERRENs Ord til mig således:
9. Menneskesøn! Har Israels Hus, den genstridige Slægt, ikke spurgt
dig: "Hvad gør du der?"
10. Sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Således skal det være
med Fyrsten, denne Byrde i Jerusalem, og hele Israels Hus
derinde.
11. Sig: Jeg er eder et Tegn; som jeg har gjort, skal der gøres med
dem: I Landflygtighed og Fangenskab skal de drage.
12. Og Fyrsten i deres Midte skal tage sine Sager på Skulderen, og i
Bælgmørke skal han drage ud, han skal slå Hul i Væggen for at
drage ud derigennem, og han skal tilhylle sit Ansigt for ikke at
se Landet.
13. Men jeg breder mit Net over ham, og han skal fanges i mit Garn;
og jeg bringer ham til Bael i kaldæernes Land, som han dog ikke
skal se; og der skal han dø.
14. Og alle hans Omgivelser, hans Hjælpere og alle hans Hærskarer
vil jeg udstrø for alle Vinde og drage Sværdet bag dem.
15. Da skal de kende, at jeg er HERREN, når jeg spreder dem: blandt
Folkene og udstrør dem i Landene.
16. Kun nogle få af dem levner jeg fra Sværd, Hunger og Pest, for at
de kan fortælle om alle deres Vederstyggeligheder blandt de
Folk, de kommer til; og de skal kende, at jeg er HERREN.
17. HERRENs Ord kom til mig således:
18. Menneskesøn, spis Brød i Angst og drik Vand i Frygt og Bæven;
19. og sig til Landets Folk: Så siger den Herre HERREN om Jerusalems
Indbyggere i Israels Land: Brød skal de spise med Bæven, og Vand
skal de drikke med Rædsel, for at deres Land og alt deri må
ligge øde til Straf for alle dets Indbyggeres Voldsfærd;,
20. og Byerne, der nu er beboet, skal ligge øde, og Landet skal
blive til Ørk; og I skal kende, at jeg er HERREN.
21. HERRENs Ord kom til mig således:
22. Menneskesøn! Hvad er det for et Mundheld, I har om Israels Land:
"Det trækker i Langdrag, og alle Syner slår fejl!"
23. Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN: Jeg vil bringe
dette Mundheld til at forstumme, så de ikke mere bruger det i
Israel. Sig tværtimod til dem: "Tiden er nær, og alle Syner
træffer ind!"
24. Thi der skal ikke mere være noget Løgnesyn eller nogen falsk
Spådom i Israels Hus,
25. men jeg, HERREN taler, hvad jeg vil, og det skal ske. Det skal
ikke længer trække i Langdrag; men i eders Dage, du genstridige
Slægt, vil jeg tale et Ord og fuldbyrde det, lyder det fra den
Herre HERREN.
26. HERRENs Ord kom til mig således:
27. Menneskesøn! Se, Israels Hus siger: "Synet, han skuer, gælder
sene Dage, og han profeterer om fjerne Tider!"
28. Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN: Intet af mine Ord
skal lade vente på sig mere; hvad jeg taler, skal ske, lyder det
fra den Herre HERREN.
Ezekiel 13
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, profeter mod Israels Profeter, profeter og sig til
dem, som profeterer efter deres eget Hjertes Tilskyndelse: Hør
HERRENs Ord!
3. Så siger den Herre HERREN: Ve Profeterne, de Dårer, som følger
deres egen Ånd uden at have skuet noget!
4. Dine Profeter, Israel, er som Sjakaler i Ruiner.
5. De stillede sig ikke i Murbruddet og byggede ikke en Mur om
Israels Hus, så det kunde stå sig i Striden på HERRENs Dag.
6. De skuede Tomhed og spåede Løgn, idet de sagde: "Så lyder det
fra HERREN! " uden at HERREN havde sendt dem, og dog ventede de
Ordet stadfæstet,
7. Var det ikke tomme Syner, I skuede, og Løgnespådomme, I
fremsatte? Og I siger: "Så lyder det fra HERREN!" uden at jeg
har talet.
8. Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I forkynder Tomhed og
skuer Løgn, se, derfor kommer jeg over eder, lyder det fra den
Herre HERREN.
9. Jeg udrækker min Hånd mod Profeterne, der skuer Tomhed og spår
Løgn; i mit Folks Samfund skal de ikke være, de skal ikke
optages i Israels Huses Mandtalsbog og ikke komme til Israels
Land; og I skal kende, at jeg er den Herre HERREN.
10. Fordi, ja fordi de vildleder mit Folk ved af forkynde Fred, hvor
ingen Fred er, og når det bygger en Væg, stryger den over med
Kalk,
11. så sig til dem, der stryger over med kalk: Skylregn skal komme,
Isstykker skal falde og Stormvejr bryde løs,
12. og når så Væggen styrter sammen, vil man da ikke spørge eder:
"Hvor er Kalken, I strøg på?"
13. Derfor, så siger den Herre HERREN: Og jeg lader et Stormvejr
bryde løs i min Harme, og Skylregn skal komme i min Vrede og
Isstykker i min Harme til Undergang;
14. og Væggen, som I strøg over med Kalk, river jeg ned og lader den
styrte til Jorden, så dens Grundvold blottes, og ved dens Fald
skal I gå til Grunde derinde; og I skal kende, at jeg er HERREN.
15. Jeg vil udtømme min Vrede over Væggen og dem, der strøg den over
med Kalk, så man skal sige til eder: "Hvor er Væggen, og hvor er
de, som strøg den over,
16. Israels Profeter, som profeterede om Jerusalem og skuede
Fredssyner for det, hvor ingen Fred var - lyder det fra den
Herre HERREN.
17. Og du, Menneskesøn, vend dit Ansigt mod dit Folks Døtre, som
profeterer efter deres eget Hjertes Tilskyndelse; profeter imod
dem
18. og sig: Så siger den Herre HERREN: Ve dem, der syr Bind til alle
Håndled og laver Slør til alle Hoveder efter hver Legemshøjde
for at fange Sjæle! Dræber I Sjæle, der hører til mit Folk, og
holder Sjæle i Live af Egennytte?
19. I, som vanhelliger mig for mit Folk for nogle Håndfulde Bygkorn
og nogle Bidder Brød og således dræber Sjæle, der ikke skulde
dø, og holder Sjæle i Live, som ikke skulde leve, idet I lyver
for mit Folk, som gerne hører på Løgn!
20. Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over eders
Bind, med hvilke I fanger Sjæle, og river dem af eders Arme, og
de Sjæle, I fanger, lader jeg slippe fri som Fugle;
21. og jeg sønderriver eders Slør og frier mit Folk af eders Hånd,
så de ikke mere er Bytte i eders Hånd; og I skal kende, at jeg
er HERREN.
22. Fordi I ved Svig volder den retfærdiges Hjerte Smerte, skønt jeg
ikke vilde volde ham Smerte, og styrker den gudløses Hænder, så
han ikke omvender sig fra sin onde Vej, at jeg kan holde ham i
Live,
23. derfor skal I ikke mere skue Tomhed eller drive eders
Spådomskunst; jeg frier mit Folk af eders Hånd; og I skal kende,
at jeg er HERREN.
Ezekiel 14
1. Nogle af Israels ældste kom til mig og satte sig lige over for
mig.
2. Så kom HERRENs Ord til mig således;
3. Menneskesøn! Disse Mænd har lukket deres Afgudsbilleder ind i
deres Hjerte og stillet det, der blev dem Årsag til Skyld, for
deres Ansigt - skulde jeg lade mig rådspørge af dem?
4. Tal derfor med dem og sig: Så siger den Herre HERREN: Hver den
af Israels Hus, som lukker sine Afgudsbilleder ind i sit Hjerte
og sættet det, der blev dem Årsag til Skyld, for sit Ansigt og
så kommer til Profeten, ham vil jeg, HERREN, selv svare trods
hans mange Afgudsbilleder
5. for at gribe Israels Hus i Hjertet, fordi de faldt fra mig med
alle deres Afgudsbilleder.
6. Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Vend om,
vend eder bort fra eders Afgudsbilleder og vend eders Ansigt
bort fra alle eders Vederstyggeligheder!
7. Thi hver den af Israels Hus og af de fremmede, der bor i Israel,
som skiller sig fra mig og lukker sine Afgudsbilleder ind i sit
Hjerte og sætter det, der blev ham Årsag til Skyld, for sit
Ansigt og så kommer til Profeten, for at denne skal rådspørge
mig for ham, ham vil jeg, HERREN, selv svare;
8. jeg retter mit Åsyn mod den mand og gør ham til Tegn og Mundheld
og udrydder ham af mit Folk; og I skal kende, at jeg er HERREN.
9. Men lader Profeten sig lokke til at sige et Ord, så er det mig,
HERREN, der har lokket ham, og jeg udrækker min Hånd imodham og
udrydder ham af mit Folk Israel.
10. De skal begge bære deres Skyld, Spørgeren og Profeten skal være
lige skyldige,
11. for at Israels Hus ikke mere skal fare vild fra mig og blive
urent ved alle sine Overtrædelser; da skal de være mit Folk, og
jeg vil være deres Gud, lyder det fra den Herre HERREN.
12. HERRENs Ord kom til mig således:
13. Menneskesøn! Når et Land troløst synder imod mig, og jeg
udrækker min Hånd imod det og bryder Brødets Støttestav for det
og sender Hungersnød over det og udrydder Folk og Fæ,
14. og disse tre Mænd var i dets Mtidte: Noa, Daniel og Job, så
skulde kun de tre redde deres Liv ved deres Retfærdighed, lyder
det fra den Herre HERREN.
15. Eller lader jeg Rovdyr fare igennem Landet og gøre det
folketomt, så det bliver øde og ingen tør gå derigennem for de
vilde Dyr,
16. og disse tre Mænd var i dets Midte - så sandt jeg lever, lyder
det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde deres Sønner
eller Døtre; de selv alene skulde reddes, men Landet måtte blive
øde.
17. Eller lader jeg Sværdet komme over dette Land og siger: "Sværdet
skal fare igennem Landet!" og udrydder Folk og Fæ deraf,
18. og disse tre Mænd var i dets Midte - så sandt jeg lever, lyder
det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde deres Sønner
eller Døtre; de selv alene skulde reddes.
19. Eller sender jeg Pest over dette Land og udgyder min Harme over
det med Blod og udrydder Folk og Fæ deraf,
20. og Noa, Daniel og Job var i dets Midte - så sandt jeg lever,
lyder det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde Søn eller
Datter; de selv alene skulde redde deres Liv ved deres
Retfærdighed.
21. Men så siger den Herre HERREN: Og dog, når jeg sender mine fire
grumme Straffedomme, Sværd, Hunger, Rovdyr og Pest, over
Jerusalem for at udrydde Folk og Fæ deraf,
22. se, da skal der levnes en Flok undslupne, som fører Sønner og
Døtre ud derfra; se, de skal drage hid til eder, og I skal se
deres Færd og Gerninger; da skal I trøste eder over den Ulykke,
jeg har bragt over Jerusalem, alt det, jeg har bragt over det.
23. De skal være eder en Trøst, når I ser deres Færd og Gerninger,
og I skal skønne, at jeg ikke uden Grund gjorde alt, hvad jeg
lod det times, lyder det fra den Herre HERREN.
Ezekiel 15
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn! Hvad har Vinstokken forud for alle andre Træer,
Ranken, som står iblandt Skovens Træer?
3. Tager man Gavntræ deraf? Eller tager man deraf en Knag til at
hænge alskens Redskaber på?
4. Når den så oven i købet har været givet Ilden til Føde, så at
Ilden har fortæret begge dens Ender, og Midten er svedet, duer
den så til noget?
5. Se, da den endnu var uskadt, brugtes den ikke til noget, endsige
at den skulde kunne bruges til noget nu, da Ilden har fortæret
den og den er svedet.
6. Derfor, så siger den Herre HERREN: Som det går Vinstokken blandt
Skovens Træer, hvilke jeg giver Ilden til Føde, således giver
jeg Jerusalems Indbyggere hen;
7. jeg vender mit Åsyn imod dem; af Ilden slap de ud, men Ild skal
dog fortære dem; og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg
vender mit Åsyn imod dem.
8. Og jeg gør Landet øde, fordi de var troløse, lyder det fra den
Herre HERREN.
Ezekiel 16
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, forehold Jerusalem dets Vederstyggeligheder
3. og sig: Så siger den Herre HERREN til Jerusalem: Dit Udspring og
din Oprindelse var i Kanaanæernes Land; din Fader var Amorit,
din Moder Hetiterinde.
4. Og ved din Fødsel gik det således til: Da du fødtes, blev din
Navlestreng ikke skåret over, ej heller blev du tvættet ren med
Vand eller gnedet med Salt eller lagt i Svøb.
5. Ingen så på dig med så megen Medynk, at han af Medlidenhed
gjorde nogen af disse Ting for dig, men du henslængtes på
Marken, den Dag du fødtes; således væmmedes man ved din Sjæl.
6. Men jeg kom forbi, og da jeg så dig sprælle i Blod, sagde jeg
til dig, som du lå der i Blodet: "Du skal leve
7. og vokse som en Urt på Marken!" Og du voksede, blev stor og
trådte ind i din Skønheds Fylde; dine Bryster blev faste, og dit
Hår voksede; men du var nøgen og bar.
8. Så kom jeg forbi og så dig, og se, din Tid var inde, din
Elskovstid; og jeg bredte min Kappeflig over dig og tilhyllede
din Blusel; så tilsvor jeg dig Troskab og indgik Pagt med dig,
lyder det fra den Herre HERREN, og du blev min.
9. Så tvættede jeg dig med Vand, skyllede Blodet af dig og salvede
dig med Olie;
10. jeg klædte dig i broget vævede Klæder, gav dig Sko af
Tahasjskind på, bandt Byssusklæde om dit Hoved og hyllede dig i
Silke;
11. jeg smykkede dig, lagde Spange om dine Arme og Kæde om din Hals,
12. fæstede en Ring i din Næse, kugler i dine Ører og en herlig
krone på dit Hoved;
13. du smykkedes med Guld og - Sølv, din Klædning var Byssus, Silke
og broget vævede Klæder; fint Hvedemel, Honning og Olie var din
Mad, og du blev såre dejlig og drev det til at blive Dronning.
14. Dit Ry kom ud blandt Folkene for din Dejligheds Skyld; thi den
var fuldendt ved de Smykker, jeg udstyrede dig med, lyder det
fra den Herre HERREN.
15. Men du stolede på din Dejlighed og bolede i Kraft af dit Ry; du
udøste din bolerske Attrå over enhver, som kom forbi; du blev
hans.
16. Af dine Klæder tog du og gjorde dig spraglede Offerhøje og
bolede på dem.
17. Du tog dine Smykker af mit Guld og Sølv, som jeg havde givet
dig, og gjorde dig Mandsbilleder og bolede med dem.
18. Du tog dine broget vævede Klæder og hyllede dem deri, og min
Olie og Røgelse satte du for dem.
19. Brødet, som jeg havde givet dig - fint Hedemel, Olie og Honning
gav jeg dig at spise - satte du for dem til en liflig Duft,
lyder det fra den Herre HERREN.
20. Og du tog dine Sønner og Døtre, som du havde født mig, og
slagtede dem til Føde for dem. Var det ikke nok med din Bolen,
21. siden du slagtede mine Sønner og gav dem hen, idet du indviede
dem til dem?
22. Og under alle dine Vederstyggeligheder og din Bolen kom du ikke
din Ungdoms dage i Hu, da du var nøgen og bar og lå og sprællede
i Blod.
23. Og efter al denne din Ondskab - ve dig, ve! lyder det fra den
Herre HERREN -
24. byggede du dig en Alterfod og gjorde dig en Offerhøj på alle
Torve.
25. Ved hvert Gadehjørne byggede du dig en Offerhøj og vanærede din
Dejlighed; du spredte Benene for enhver, som kom forbi, og drev
din Bolen vidt.
26. Du bolede med Ægypterne, dine sværlemmede Naboer, og drev din
Bolen vidt og krænkede mig.
27. Men se, jeg udrakte min Hånd imod dig og unddrog dig, hvad der
tilkom dig, og jeg gav dig dine Fjender Filisterindernes
Gridskhed i Vold, de, som skammede sig over din utugtige Færd.
28. Siden bolede du med Assyrerne, umættelig som du var; du bolede
med dem, men blev endda ikke mæt.
29. Så udstrakte du din Bolen til Kræmmerlandet, Kaldæernes Land,
men blev endda ikke mæt.
30. Hvor vansmægtede dog dit Hjerte, lyder det fra den Herre HERREN,
da du gjorde alt dette, som kun en arg Skøge kan gøre,
31. da du byggede dig en Alterfod ved hvert Gadehjørne og gjorde dig
en Offerhøj på hvert Torv. Men du lignede ikke Skøgen i at samle
Skøgeløn;
32. hvilken Horkvinde, der tager fremmede i sin Mands Sted! -
33. ellers giver man Skøgen en Gave, men du gav alle dine Elskere
Gaver og købte dem til at komme til dig rundt om fra og bole med
dig.
34. Hos dig var det modsat af, hvad Tilfældet ellers er med Kvinder;
ingen løb efter dig for at bole, men du gav Skøgeløn og fik selv
ingen; det var det modsatte.
35. Derfor, du Skøge, hør HERRENs Ord!
36. Så siger den Herre HERREN: Fordi din Skam ødtes bort og din
Blusel blottedes for dine Elskere ved din Boler, derfor og for
alle dine vederstyggelige Afgudsbilleders Skyld og for dine
Sønners Blods Skyld, som du gav dem,
37. se, derfor vil jeg samle alle dine Elskere, hvem du var til
Glæde, både alle dem, du elskede, og alle dem, du hadede; jeg
vil samle dem imod dig trindt om fra og blotte din Blusel for
dem, så de ser den helt.
38. Jeg vil dømme dig efter Horkvinders og Morderskers Ret og lade
Vrede og Nidkærhed ramme dig.
39. Jeg giver dig i deres Hånd, og de skal nedbryde din Alterfod,
ødelægge dine Offerhøje, rive Klæderne af dig, tage dine Smykker
og lade dig stå nøgen og bar.
40. De skal sammenkalde en Forsamling imod dig, stene dig og med
deres Sværd hugge dig sønder og sammen;
41. de skal sætte Ild på dine Huse og fuldbyrde Dommen over dig i
mange Kvinders Påsyn. Jeg gør Ende på din Bolen, og du skal ikke
mere komme til at give Skøgeløn.
42. Jeg stiller min Vrede på dig, til min Nidkærhed viger fra dig,
så jeg får Ro og ikke mere er krænket.
43. Fordi du ikke kom dine Ungdoms Dage i Hu, men vakte min Vrede
ved alt dette, se, derfor vil jeg gøre Gengæld og lade din Færd
komme over dit Hoved, lyder det fra den Herre HERREN. Du skal
ikke vedblive at føje Skændsel til alle dine
Vederstyggeligheder.
44. Se, enhver, som ynder Ordsprog, skal bruge det Ordsprog om dig:
"Som Moder så datter!"
45. Du er din Moders Datter, hun lededes ved sin Mand og sine Børn;
og du er dine Søstres Søster, de lededes ved deres Mænd og
Børn. Eders Moder var Hetiterinde, eders Fader Amorit.
46. Din store søster var samaria og hendes Døtre norden for dig, og
din lille Søster sønden for dig var Sodoma og hendes Døtre.
47. På deres Veje vandrede du ikke, og Vederstyggeligheder som deres
øvede du ikke; kun en liden Stund, så handlede du endnu værre
end de på alle dine Veje.
48. Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERRE, din Søster
Sodoma og hendes Døtre handlede ikke som du og dine Døtre!
49. Se, din Søster Sodomas Brøde var Overmod; Brød i Overflod og
sorgløs Tryghed blev hende og hendes Døtre til Del, men de rakte
ikke den arme og fattige en hjælpende Hånd;
50. de blev hovmodige og øvede Vederstyggelighed for mine Øjne;
derfor stødte jeg dem bort, så snart jeg så det.
51. Heller ikke Samaria syndede halvt så meget som du! Du har øvet
flere Vederstyggeligheder end de og retfærdiggjort dine Søstre
ved alle de Vederstyggeligheder, du øvede.
52. Så bær da også du din Skændsel, du, som har skaffet dine Søstre
Oprejsning; da dine Synder er vederstyggeligere end deres, står
de retfærdigere end du; så skam da også du dig og bær din
Skændsel, fordi du har retfærdiggjort dine Søstre.
53. Og jeg vil vende deres Skæbne, Sodomas og hendes Døtres og
Samarias og hendes Døtres, og jeg vil vende din Skæbne midt
iblandt dem,
54. for at du kan bære din Skændsel og blues ved alt, hvad du har
gjort, idet du derved skaffede demen Trøst.
55. Dine Søstre Sodoma og hendes Døtre og Samaria og hendes Døtre
skal blive, hvad de fordum var, og du og dine Døtre, hvad I
fordum var.
56. Din Søster Sodomas Navn tog du ikke i din Mund i dit Overmods
Dage,
57. da din Blusel endnu ikke var blottet som nu, du Spot for Edoms
Kvinder, og alle kvinder deromkring og for Filisternes Kvinder,
som hånede dig fra alle Sider!
58. Du må bære din Skændsel og dine Vederstyggeligheder, lyder det
fra HERREN.
59. Ja, så siger den Herre HERREN: Jeg gør med dig, som du har
gjort, du, som lod hånt om Eden og brød Pagten.
60. Men jeg vil ihukomme min Pagt med dig i din Ungdoms Dage og
oprette en evig Pagt med dig.
61. Og du skal komme dine Veje i Hu og blues, når jeg tager dine
Søstre, både dem, der er større, og dem, der er mindre end du,
og giver dig dem til Døtre, men ikke fordi du var tro i Pagten.
62. Jeg opretter min Pagt med dig, og du skal kende, at jeg er
HERREN,
63. for at du skal komme det i Hu med Skam og ikke mere kunne åbne
din Mund, fordi du blues, når jeg tilgiver dig alt, hvad du har
gjort, lyder det fra den Herre HERREN.
Ezekiel 17
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, fremsæt en Gåde og tal i Lignelse til Israels
Slægt;
3. sig: Så siger den Herre HERREN: Den store Ørn med vældigt
Vingefang, lange Vinger, tæt Fjederham og brogede Farver kom til
Libanon og tog Cederens Top;
4. Spidsen af dens Skud brød den af, bragte den til et Kræmmerland
og satte den i en Handelsby.
5. Så tog den en Plante der i Landet og plantede den i en Sædemark
ved rigeligt Vand...",
6. for at den skulde vokse og blive en yppig, lavstammet Vinstok,
hvis Ranker skulde vende sig til den, og hvis Rødder skulde
blive under den. Og den blev en Vinstok, som skød Grene og
bredte sine Kviste.
7. Men der var en anden stor Ørn med vældigt Vingefang og rig
Fjederham; og se, Vinstokken bøjede sine Rødder imod den og
strakte sine Ranker hen til den, for at den skulde give den mere
Vand end Bedet, den stod i.
8. På en frugtbar Mark ved rigeligt Vand var den plantet for at
skyde Grene, bære Frugt og blive en herlig Vinstok.
9. Sig derfor: Så siger den Herre HERREN: Mon det lykkes den? Mon
den første Ørn ikke rykker dens Rødder op og afriver dens Frugt,
så alle de friske Skud tørres hen? Der skal jo ingen kraftig Arm
eller mange Folk til at rive den løs fra Roden.
10. Se, den er plantet, men mon det lykkes den? Mon den ikke, så
snart Østenvinden når den, hentørres i Bedet, den voksede i?
11. Og HERRENs Ord kom til mig således:
12. Sig til den genstridige Slægt: Ved I ikke, hvad dette betyder?
Sig: Babels Konge kom til Jerusalem, tog Kongen og Fyrsterne og
førte dem med hjem til Babel.
13. Derpå tog han entling af kongehuset og sluttede Pagt med ham og
lod ham aflægge Ed. Landets Stormænd tog han dog med,
14. for at Riget skulde holdes nede og ikke hovmode sig, men holde
hans Pagt, at den måtte stå fast.
15. Men han faldt fra og sendte sine Bud til Ægypten, for at de
skulde give ham Heste og Folk i Mængde. Mon det lykkes ham? Mon
den, der bærer sig således ad, slipper godt derfra? Skal den,
der bryder en Pagt, slippe fra det?
16. Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Hvor den
Konge bor, som gjorde ham til Konge, hvis Ed han lod hånt om, og
hvis Pagt han brød, der hos ham i Babel skal han dø.
17. Og Farao skal ikke hjælpe ham i Krigen med en stor Hær eller en
talrig Skare, når der opkastes Stormvold og bygges
Belejringstårne til Undergang for mange Mennesker.
18. Thi han lod hånt om Eden og brød Pagten trods givet Håndslag;
alt dette gjorde han; han skal ikke undslippe!
19. Sig derfor: Så siger den Herre HERREN: Så sandt jeg lever: Min
Ed, som han lod hånt om, og min Pagt, som han brød, vil jeg
visselig lade komme over hans Hoved!
20. Jeg breder mit Net over ham, så han fanges i mit Garn, og jeg
bringer ham til Babel for der at gå i Rette med ham for den
Troløshed, han viste mig.
21. Alle hans udvalgte Folk i alle hans Hære skal falde for Sværd,
og de, der er til Rest, spredes for alle Vinde; og I skal kende,
at jeg, HERREN, har talet.
22. Så siger den Herre HERREN: Så tager jeg selv en Gren af Cederens
Top, af dens Skuds Spidser bryder jeg en tynd Kvist og planter
den på et højt, knejsende Bjerg.
23. På Israels høje Bjerg vil jeg plante den, og den skal skyde
Grene og bære Løv og blive en herlig Ceder. Under den skal alle
vingede Fugle bygge, i dens Grenes Skygge skal de bo.
24. Og alle Markens Træer skal kende, at jeg, HERREN, nedbøjer det
høje Træ og ophøjer det lave, udtørrer det friske Træ og lader
det tørre blomstre. Jeg, HERREN, har talt og grebet ind.
Ezekiel 18
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Hvor tør I bruge det Mundheld i Israels Land: Fædre åd sure
Druer, og Børnenes Tænder blev ømme.
3. Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Ingen skal
mere bruge dette Mundheld i Israel.
4. Se, alle Sjæle er mine; både Faderens Sjæl og Sønnens Sjæl er
mine; den sjæl der synder skal dø.
5. Når en Mand er retfærdig og gør Ret og Skel,
6. ikke spiser på Bjergene eller løfter sit Blik til Israels Huses
Afgudsbilleder eller skænder sin Næstes Hustru eller nærmer sig
en Kvinde, så længe hun er uren,
7. eller volder noget Menneske Men, men giver sit Håndpant tilbage,
ikke raner, men giver den sultne sit Brød og klæder den nøgne,
8. ikke låner ud mod Åger eller tager Opgæld, men holder sin Hånd
fra Uret, fælder redelig Dom Mand og Mand imellem,
9. vandrer efter mine Anordninger og tager Vare på at udføre mine
Lovbud, han er retfærdig, han skal visselig leve, lyder det fra
den Herre HERREN.
10. Men avler han en Voldsmand til Søn, som udøser Blod og gør en
eneste af disse Ting
11. medens han selv ikke gjorde nogen af disse Ting - spiser på
Bjergene, skænder sin Næstes Hustru
12. volder de arme og fattige Men raner, ikke giver Håndpant
tilbage, men løfter sit Blik til Afgudsbillederne, gør, hvad
vederstyggeligt er,
13. låner ud mod Åger og tager Opgæld, så skal han ingenlunde leve;
han har øvet alle disse Vederstyggeligheder, han skal visselig
lide Døden, hans Blod skal komme over ham.
14. Men sæt, at Sønnen avler en Søn, som ser alle de Synder, Faderen
gjorde, og at han bliver angst og ikke bærer sig således ad,
15. ikke spiser på Bjergene eller løfter sit Blik til Israels Huses
Afgudsbilleder eller skænder sin Næstes Hustru
16. eller volder noget Menneske Men eller tager Håndpant eller
raner, men giver den sultne sit Brød og klæder den nøgne,
17. holder sin Hånd fra Uret, ikke tager Åger eller Opgæld, men
holder mine Lovbud og vandrer efter mine Anordninger, så skal
han ikke dø for sin Faders Misgerning, men visselig leve.
18. Hans Fader derimod døde for sin Misgerning, fordi han øvede
Vold, ranede og gjorde i sit Folk hvad ikke var godt.
19. Og I siger: "Hvorfor skulde Sønnen ikke bære Faderens
Misgerning?" Nej, thi Sønnen gjorde Ret og Skel, holdt alle mine
Lovbud og levede efter dem. Visselig skal han leve.
20. Den Sjæl, der synder, den skal dø; Søn skal ikke bære Faders
Misgeming, ej heller Fader Søns. Over den retfærdige skal hans
Retfærdighed komme, over den gudløse hans Gudløshed.
21. Men når den gudløse omvender sig fra alle de Synder, han har
gjort, og holder alle mine Anordninger og gør Ret og Skel, da
skal han visselig leve og ikke dø.
22. Ingen af alle de Overtrædelser, han har øvet, skal tilregnes
ham; i Kraft af den Retfærdighed, han øver, skal han leve.
23. Mon jeg har Lyst til den gudløses Død, lyder det fra den Herre
HERREN, mon ikke til, at han omvender sig fra sin Vej, så han må
leve?
24. Men når den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og gør
Uret, lignende Vederstyggeligheder, som den gudløse øver, så
skal ingen af de retfærdige Gerninger, han har gjort tilregnes
ham; for den Troløshed, han øvede, og den Synd, han gjorde, skal
han dø.
25. Og I siger: "HERRENs Vej er ikke ret!" Hør dog, Israels Hus! Er
det min Vej, der ikke er ret? Er det ikke snarere eders Vej, der
ikke er ret?
26. Når den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret,
skal han dø; for den Uret, han gør, skal han dø.
27. Men når en gudløs vender sig fra den Gudløshed, han har øvet, og
gør Ret og Skel, skal han holde sin Sjæl i Live.
28. Han vendte sig fra alle de Overtrædelser, han havde øvet; han
skal visselig leve og ikke dø.
29. Og Israels Hus siger: "HRRENs Vej er ikke ret!" Er det min Vej,
Israels Hus, der ikke er ret? Er det ikke snarere eders Vej, der
ikke er ret?
30. Derfor dømmer jeg enhver af eder efter hans Veje, Israels Hus,
lyder det fra den Herre HERREN. Vend om og omvend eder fra alle
eders Overtrædelser, at de ikke skal blive eder Årsag til Skyld.
31. Gør eder fri for alle de Overtrædelser, I har øvet imod mig, og
skab eder et nyt Hjerte og en ny Ånd; thi hvorfor vil I dø,
Israels Hus?
32. Thi jeg har ikke Lyst til nogens Død, lyder det fra den Herre
HERREN. Omvend eder derfor, så skal I leve!
Ezekiel 19
1. Du menneskesøn istem en klagesang over Israels fyrster og sig:
2. Hvor var dog din Moder en Løvinde midt iblandt Løver! Hun hviled
blandt unge Løver opfostred Unger.
3. En Unge voksede til, en Ungløve blev den; den lærte at røve Rov,
Mennesker åd den.
4. Da opbød man Folkene mod den, i Grav blev den fanget, de slæbte
den bort med Kroge til Ægyptens Land.
5. Da hun så, at den var ført bort, at Håbet var bristet, tog hun
en anden Unge og gjorde til Løve.
6. Den gik imellem Løvinder, en Ungløve blev den, den lærte at røve
Rov, Mennesker åd den.
7. Den overfaldt Vædre på Græs, var Hjordenes Rædsel Landet og dets
Fylde stivned af Angst for dens Brøl.
8. Og Folkene lagde Snarer rundt omkring den, over den bredte de
Nettet, i Grav blev den fanget.
9. De trak den med Kroge i Bur og førte den til Babels Konge, hen
til Borgen, at dens Røst ej mer skulde høres på Israels Bjerge.
10. Din Moder var en Vinstok i Vingården, plantet ved Vand, frugtbar
og rig på Grene ved rigelig Væde.
11. En af dens Grene blev til et Herskerspir dens knejsende Vækst
skød op imellem Løvet, let at se i sin Højde, med mange Ranker.
12. Men, i Vrede blev Vinstokken oprykt, slænget til Jorden,
Østenstorm tørred dens Frugt, den reves af, dens stolte Gren
blev vissen, Ild åd den op.
13. Nu er den plantet i Ørkenen, et tørt og tørstigt Land.
14. Ild for ud af dens Gren, fortæred dens Ranker og Frugt: en stolt
Gren findes ej på den til Herskerspir. Dette er en Klagesang, og
en Klagesang blev det.
Ezekiel 20
1. I det syvende år på den tiende dag i den femte måned kom nogle
af Israels Ældste for at rådspørge HERREN, og de satte sig lige
over for mig.
2. Så kom HERRENs Ord til mig således
3. Menneskesøn, tal til Israels Ældste og sig: Så siger den Herre
HERREN: Kommer I for at rådspørge mig? Så sandt jeg lever: Jeg
lader mig ikke rådspørge af eder, lyder det fra den Herre
HERREN.
4. Vil du dømme dem, vil du dømme, Menneskesøn? Så forehold dem
deres Fædres Vederstyggeligheder
5. og sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Dengang jeg udvalgte
Israel, løftede jeg min Hånd til Ed for Jakobs Huses Afkom og
gav mig til Kende for dem i Ægypten; jeg løftede min Hånd for
dem og svor: Jeg er HERREN eders Gud.
6. Dengang løftede jeg min Hånd og tilsvor dem, at jeg vilde føre
dem ud af Ægypten til Landet, jeg havde givet dem, et Land, der
flyder med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande.
7. Og jeg sagde til dem: Enhver skal bortkaste sine væmmelige
Guder, som hans Øjne hænger ved; og I må ikke gøre eder urene
ved Ægyptens Afgudsbilleder. Jeg, HERREN, er eders Gud!
8. Men de var genstridige imod mig og vilde ikke høre mig; de
bortkastede ikke deres væmmelige Guder, som deres Øjne hang ved,
og lod ikke Ægyptens Afgudsbilleder fare. Så tænkte jeg på at
udøse min Vrede over dem og køle min Harme på dem midt i
Ægypten.
9. For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres
for de Folks Øjne, blandt hvilke de levede, og i hvis Påsyn jeg
havde åbenbaret mig for dem, idet jeg førte dem ud af Ægypten.
10. Så førte jeg dem ud af Ægypten og bragte dem ud i Ørkenen;
11. og jeg gav dem mine Anordninger og kundgjorde dem mine Lovbud;
det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem.
12. Også mine Sabbater gav jeg dem, for at de skulde være et Tegn
mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, HERREN, er den,
som helliger dem.
13. Men Israels Hus var genstridigt imod mig i Ørkenen; de vandrede
ikke efter mine Anordninger, men lod hånt om mine Lovbud - det
Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem og mine Sabbater
vanhelligede de grovelig. Så tænkte jeg på at udøse min Vrede
over dem i Ørkenen og tilintetgøre dem.
14. For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres
for de Folks Øjne, i hvis Påsyn jeg havde ført dem ud.
15. Og jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg ikke
vilde føre dem ind i det Land, jeg havde givet dem, et Land, der
flydler med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande,
16. fordi de lod hånt om mine Lovbud og ikke vandrede efter mine
Anordninger, men vanhelligede mine Sabbater; thi deres Hjerte
holdt sig til deres Afgudsbilleder.
17. Jeg havde Medlidenhed med dem, så jeg ikke tilintetgjorde dem;
jeg gjorde ikke Ende på dem i Ørkenen.
18. Så sagde jeg til deres Sønner i Ørkenen: Følg ikke eders Fædres
Anordninger, hold ikke deres Lovbud og gør eder ikke urene med
deres Afgudsbilleder.
19. Jeg, HERREN, er eders Gud! Følg mine Anordninger og tag Vare på
at holde mine Lovbud;
20. hold mine Sabbater hellige, så de bliver et Tegn mellem mig og
eder, at det må kendes, at jeg, HERREN, er eders Gud.
21. Men også Sønnerne var genstridige imod mig; de fulgte ikke mine
Anordninger og tog ikke Vare på at holde mine Lovbud - det
Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem - og vanhelligede
mine Sabbater. Så tænkte jeg på at udøse min Harme over dem og
køle min Vrede på dem i Ørkenen.
22. Dog holdt jeg min Hånd tilbage, og jeg greb ind for mit Navns
Skyld, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis
Påsyn jeg havde ført dem ud.
23. Jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg vilde
sprede dem blandt Folkene og udstrø dem i Landene,
24. fordi de ikke holdt mine Lovbud, men lod hånt om mine
Anordninger og vanhelligede mine Sabbater, og deres Øjne hang
ved deres Fædres Afgudsbilleder.
25. Derfor gav jeg dem Anordninger, som ikke er gode, og Lovbud ved
hvilke de ikke vandt Liv;
26. jeg gjorde dem urene ved deres Gaver, idet de lod alt hvad der
åbner Moders Liv, gå igennem Ilden; thi jeg vilde have dem til
at stivne af Rædsel, at de måtte kende, at jeg er HERREN.
27. Derfor, Menneskesøn, tal til Israels Hus og sig til dem: Så
siger den Herre HERREN: Eders Fædre hånede mig ydermere ved at
være troløse imod mig.
28. Jeg bragte dem til det Land jeg med løftet Hånd havde svoret at
give dem; men hver Gang de så en høj Bakke eller et løvrigt Træ
ofrede de der deres Slagtofre og bragte deres krænkende
Offergave; der beredte de deres liflige Duft og udgød deres
Drikofre.
29. Da sagde jeg til dem: "Hvad er det for en Offerhøj, I går hen
til?" Og derfor bærer den endnu den Dag i Dag Navnet Offerhøj.
30. Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Gør I
eder ikke urene på eders Fædres Vis og boler med deres væmmelige
Guder?
31. Ja, når I bringer eders Gaver, når I lader eders Sønner gå
igennem Ilden, gør I eder den Dag i Dag urene til Ære for alle
eders Afgudsbilleder - og så skulde jeg lade mig rådspørge af
eder, Israels Hus? Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre
HERREN: Jeg lader mig ikke rådspørge af eder!
32. Hvad der er kommet op i eders Sind, skal visselig ikke ske; I
siger: "Vi vil være som Folkene, som Slægterne i andre Lande og
dyrke Træ og Sten!"
33. Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Med stærk
Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg vise, at jeg er
eders Konge.
34. Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg føre eder
bort fra Folkeslagene og samle eder fra de Lande, hvor I er
spredt,
35. og bringe eder til Folkeslagenes Ørken, og der vil jeg gå i
Rette med eder Ansigt til Ansigt.
36. Som jeg gik i Rette med eders Fædre i Ægyptens Ørken, vil jeg gå
i Rette med eder, lyder det fra den Herre HERREN.
37. Jeg vil lade eder gå under Staven og føre eder fuldtalligt frem.
38. Jeg vil fraskille dem, der var genstridige og faldt fra mig; jeg
fører dem ud af deres Udlændigheds Land, men til Israels Land
skal de ikke komme; og I skal kende, at jeg er HERREN.
39. Men I, Israels Hus! Så siger den Herre HERREN: Gå hen og dyrk
hver sit Afgudsbillede, men siden skal I visselig høre min Røst
og ikke mere vanhellige mit hellige Navn med eders Offergaver og
Afgudsbilleder.
40. Thi på mit hellige Bjerg, på Israels høje Bjerg, lyder det fra
den Herre HERREN, der skal hele Israels Hus i Landet tjene mig;
der vil jeg vise dem mit Velbehag, og der vil jeg spørge efter
eders Offerydelser og Førstegrødegaver, alt, hvad I vil hellige.
41. Ved den liflige Duft vil jeg vise eder mit Velbehag, når jeg
fører eder ud fra Folkeslagene og samler eder fra alle de Lande,
hvor I er spredt, og jeg vil på eder vise mig som den Hellige
for Folkenes Øjne.
42. Og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg fører eder til
Israels Jord, det Land, jeg med løftet Hånd svor at give eders
Fædre.
43. Der skal I ihukomme eders Veje og alle de Gerninger, I gjorde
eder urene med, så I ledes ved eder selv for alt det onde, I
øvede.
44. Og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg gør således med eder
for mit Navns Skyld, ikke efter eders onde Veje og skændige
Gerninger, Israels Hus, lyder det fra den Herre HERREN.
45. HERRENs Ord kom til mig således:
46. Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Sønden og lad din Tale strømme
sønderpå og profeter mod Sydlandets Skov!
47. Sig til Sydlandets Skov: Hør HERRENs Ord! Så siger den Herre
HERREN: Jeg sætter Ild på dig, og den skal fortære alle Træer i
dig, både friske og tørre; den luende Ild skal ikke slukkes, og
alle Ansigter skal svides fra Syd til Nord.
48. Og alt Kød skal se, at jeg, HERREN, har tændt den; den skal ikke
slukkes!
49. Da sagde jeg: "Ak, Herre, HERRE, de siger om mig, at jeg altid
taler i Lignelser!"
Ezekiel 21
1. Da kom HERRENs Ord til mig sååledes:
2. Mennesskesøn, vend dit Ansigt mod Jerusalem, lad din Tale
strømme mod Helligdommen og profeter mod Israels Land!
3. Sig til Israels Land: Så siger HERREN: Se, jeg kommer over dig
og drager mit Sværd af Skedn for at udrydde både retfærdige og
gudløse af dig.
4. Fordi jeg vil udrydde både retfærdige og gudløse af dig, derfor
skal mit Sværd fare af Skeden mod alt Kød fra Syd til Nord.
5. Og alt Kød skal kende, at jeg, HERREN, har draget mit Sværd at
Skeden; det skal ikke vende tilbage!
6. Men du, Menneskesøn, støn, støn for deres Øjne, som om dine
Lænder skulde briste, i bitter Smerte!
7. Og når de spørger: "Hvorfor stønner du?" så svar: "Over en
Tidende; thi når den kommer, skal hvert Hjerte smelte, alle
Hænder synke, hver Ånd sløves og alle Knæ flyde som Vand. Se,
den kommer, den fuldbyrdes, lyder det fra den Herre HERREN."
8. HERRENs Ord kom til mig således:
9. Menneskesøn, profeter og sig: Så siger HERREN:
10. Et Sværd, et Sværd er hvæsset og slebet blankt, hvæsset med
Slagtning for Øje, blankt til at udsende Lyn..."
11. Jeg gav en Slagter det, at han skal tage det fat; det er hvæsset
og slebet for at gives en Drabsmand i Hænde,
12. Råb og vånd dig, Menneskesøn! Thi det kommet over mit Folk, over
alle Israels Fyrster; sammen med mit Folk er de givet til
Sværdet. Derfor slå dig på Hoften!
13. lyder det fra den Herre HERREN.
14. 0g du, Menneskesøn, profeter og slå Hænderne sammen, gør Sværdet
som to, ja, gør det som tre! Det er et dræbende Sværd, den store
Hednings Sværd; indjag dem Rædsel dermed,
15. at deres Hjerter må ængstes og mange må falde ved alle
Porte. Jeg sætter dig til at slagte, du Sværd, som er gjort til
at lyne, hvæsset til Slagtning.
16. Indjag Rædsel både til højre og venstre, hvor din Od rettes hen!
17. Også jeg vil slå Hænderne sammen og køle min Vrede. Jeg, HERREN,
har talet!
18. HERRENs Ord kom til mig således:
19. Du, Menneskesøn, afsæt dig to Veje, ad hvilke Babels konges
Sværd skal komme, således at begge udgår fra et og samme Land;
og opstil en Vejviser der, hvor de to Byveje skilles,
20. så at Sværdet både kan komme til Rabba i Ammoniternes Land og
til Juda og Jerusalem midt i Juda.
21. Thi Babels Konge står på Vejskellet, hvor de to Veje skilles,
for at tage Varsler; han ryster Pilene", rådspørger Husguderne,
ransager Leveren.
22. I sin højre holder han Loddet "Jerusalem", at han skal åbne
Munden til Skrig og løfte Røsten til Krigsråb, rejse Stormbukke
mod Portene, opkaste Stormvold og bygge Belejringstårne.
23. Ederne, svorne ved Gud, regnede de lige med falsk Spådom, men
han bringer deres Brøde i Minde, for at de skal fanges.
24. Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I bringer eders Brøde i
Minde, idet eders Overtrædelser åbenbares, så eders Synder
bliver synlige i alt, hvad I gør, fordi I bringer eder i Minde
ved dem, skal I fanges.
25. Og du, gudløse Hedning, Israels Fyrste, hvis Time slår, når din
Misgerning er fuldmoden,
26. så siger den Herre HERREN: Bort med Hovedbindet, ned med kronen!
Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det
høje!
27. Grushobe, Grushobe, Grushobe gør jeg det til. Ve det! Således
skal det være, til han kommer, som har Retten til det; ham vil
jeg give det.
28. Du, Menneskesøn, profeter således: Så siger den Herre HERREN om
Ammoniterne og deres Hån! Og sig: Et Sværd, et Sværd er draget
til at slagte hvæsset til at udsende Lyn,
29. medens man skuer dig Tomhed og spår dig Løgn, for at det skal
lægges på de gudløse Hedningers Hals, hvis Time slår, når deres
Misgerning er fuldmoden.
30. Vend tilbage til din Borg! På det Sted, hvor du skabtes, i det
Land, du stammer fra, vil jeg dømme dig.
31. Jeg vil udøse min Vrede over dig, blæse min Harmes Ild op imod
dig og give dig i grumme Menneskers Hånd, som er Mestre i at
tilintetgøre.
32. Du skal blive Ildens Føde, dit Blod skal flyde i dit Land; du
skal ikke kommes i Hu, thi jeg, HERREN, har talet.
Ezekiel 22
1. Herrens ord kom til mig således:
2. Du Menneskesøn! Vil du dømme Blodbyen? Så forehold den alle dens
Vederstyggeligheder
3. og sig: Så siger den Herre HERREN: Ve Byen, der udøser Blod i
sin Midte, for at dens Time skal komme, og laver sig
Afgudsbilleder for at gøre sig uren.
4. Ved dine egne Folks Blod, som du har udgydt, har du pådraget dig
Skyld, og ved de Afgudsbilleder du har lavet, er du blevet uren;
du har bragt din Time nær og hidført dine Års Frist. Derfor gør
jeg dig til Hån for Folkene og til Spot for alle Lande;
5. fra nær og fjern skal man spotte dig, du, hvis Navn er skændet,
og som er fuld af Larm.
6. Se, Israels Fyrster optræder hver og een egenmægtigt i dig og
udøser Blod.
7. Fader og Moder ringeagtes, den fremmede undertrykkes i dig, den
faderløse og Enken lider Uret.
8. Mine hellige Ting agter du ringe og vanhelliger mine Sabbater.
9. Du har Æreskændere i din Midte, som bagtaler, så der udøses
Blod, og Folk, som spiser på Bjergene. Utugt går i Svang i din
Midte;
10. i dig blottes Faderens Skam, og Kvinder krænkes i deres Urenheds
Tid.
11. Man øver Vederstyggelighed mod sin Næstes Hustru, man gør sin
Sønnekone uren ved Utugt, man skænder i dig sin kødelige Søster.
12. I dig tager man Gave for at udøse Blod; du tager Åger og Opgæld,
voldelig øver du Svig mod din Næste; og mig glemmer du, lyder
det fra den Herre HERREN.
13. Men se, jeg slår Hænderne sammen over den uredelige Vinding, du
har skaffet dig, og over det Blod, der er udøst i dig.
14. Kan dit Hjerte holde Stand, kan dine Hænder være faste i de
Dage, da jeg tager fat på dig? Jeg, HERREN, har talet, og jeg
fuldbyrder det.
15. Jeg vil sprede dig blandt Folkene og udstrø dig i Landene og
tage din Urenhed fra dig;
16. jeg vil lade mig vanære ved dig for Folkenes Øjne; og du skal
kende, at jeg er HERREN.
17. Og HERRESs Ord kom til mig således:
18. Menneskesøn! Israels Hus er blevet mig til Slagger; de er alle
blevet Kobber, Tin, Jern og Bly i Smelteovnen; Sølvslagger er de
blevet.
19. Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I alle er blevet til
Slagger, derfor vil jeg samle eder i Jerusalem;
20. som man samler Sølv, Kobber, Jern, Bly og Tin i en Smelteovn og
blæser til Ilden for at smelte det, således vil jeg i min Vrede
og Harme samle eder og kaste eder ind og smelte eder;
21. jeg vil samle eder og blæse min Vredes Ild op imod eder, så I
smeltes deri.
22. Som Sølv smeltes i Smelteovnen, skal I smeltes deri; og I skal
kende, atjeg, HERREN, har udøst min Vrede over eder.
23. Og HERRENs Ord kom til mig således:
24. Menneskesøn, sig til Landet: Du er et Land, der ikke får Regn og
Byger på Vredens Dag,
25. hvis Fyrster er som brølende Løver på Rov; de tilintetgør Sjæle,
tilriver sig Gods og Guld, gør mange til Enker deri.
26. Præsterne øver Vold mod min Lov, vanhelliger mine hellige Ting
og gør ikke Skel mellem det, der er helligt, og det, der ikke er
helligt, lærer ikke Forskel mellem rent og urent og lukker
Øjnene for mine Sabbater, så jeg er blevet vanhelliget iblandt
dem.
27. Fyrsterne er som Ulve på Rov: de er ivrige efter at udøse Blod
og tilintetgøre Menneskeliv for at skaffe sig Vinding.
28. Profeterne stryger over med Kalk, idet de skuer Tomhed og
varsler Løgn og siger: "Så siger den Herre HERREN!" uden at
HERREN har talet.
29. Det menige Folk øver Vold og går på Rov, den arme og fattige gør
de Uret, og den fremmede undertrykker de imod Lov og Ret.
30. Jeg søgte iblandt dem efter en, der vilde bygge en Mur og stille
sig i Gabet for mit Åsyn til Værn for Landet, at jeg ikke skulde
ødelægge det; men jeg fandt ingen.
31. Derfor udøser jeg min Vrede over dem, med min Harmes Ild
tilintetgør jeg dem; deres Færd lader jeg komme over deres
Hoved, lyder det fra den Herre HERREN.
Ezekiel 23
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Meneskesøn! Der var to Kvinder, Døtre af en og samme Moder.
3. De bolede i deres Ungdom i Ægypten: der krammedes deres Bryster,
der krænkede man deres Jomfrubarm.
4. Den ældste hed Ohola, hendes Søster Oholiba. Og de blev mine og
fødte Sønner og Døtre. Ohola er Samaria, Oholiba Jerusalem.
5. Men i Stedet for at holde sig til mig bolede Ohola og var i
Brynde for sine Elskere, Assurs Sønner, der nærmede sig hende
6. klædt i Purpur, Statholdere og Landshøvdinger, alle sammen
smukke unge Mænd, Ryttere højt til Hest; og hun gav dem sin
bolerske Elskov, alle Assurs ypperste Sønner, og alle Vegne,
hvor hun kom i Brynde, gjorde hun sig uren ved deres
Afgudsbilleder.
8. Men sin Bolen med Ægypterne opgav hun ikke, thi de hade ligget
hos hende i hendes Ungdom; de havde skændet hendes Jomfrubarm og
udøst deres bolerske Attrå over hende.
9. Derfor gav jeg hende i hendes Elskeres, Assurs Sønners, Hånd,
for hvem hun var i Brynde;
10. og de blottede hendes Blusel, tog hendes Sønner og Døtre og
dræbte hende selv med Sværd, så hun fik Vanry blandt Kvinder;
således fuldbyrdede de Dommen over hende.
11. Det så hendes Søster Oholiba, og dog kom hun i endnu værre
Brynde og bolede endnu værre end Søsteren.
12. Hun kom i Brynde for Assurs Sønner, Statholdere og
Landshøvdinger, der nærmede sig hende herligt klædt, Ryttere
højt til Hest, alle sammen smukke unge Mænd.
13. Og jeg så, at hun blev uren; begge fulgte samme Vej.
14. Men hun drev sin Bolen videre endnu; thi da hun så Mænd
afbildede på Muren, Billeder af Kaldæere, malet med rødt,
15. med Bælte om Lænd og nedhængende Hovedbind, alle at se til som
Høvedsmænd, en Afbildning af Babels Sønner, hvis Hjemstavn
Kaldæa er,
16. så kom hun i Brynde for dem, så snart hun fik Øje på dem, og hun
sendte Bud til dem i Kaldæa:
17. Og Babels Sønner gik ind til hende, lå hos hende i Elskov og
gjorde hende uren ved deres Bolen; og hun blev uren ved dem, til
hun følte Lede ved dem.
18. Da hun havde åbenbaret sin bolerske Attrå og blottet sin Blusel,
følte jeg Lede ved hende, som jeg var blevet led ved hendes
søster.
19. Men hun drev sin Bolen videre endnu, idet hun kom sin Ungdoms
Dage i Hu, da hun havde bolet i Ægypten,
20. og hun kom i Brynde ved dets Bolere, der havde Kød som Æsler og
var gejle som Hingste;
21. og hun optog sin Ungdoms Skændsel, dengang Ægypterne krænkede
hendes Jomfrubarm og krammede hendes unge Bryster,
22. Derfor, Oholiba, så siger den Herre HERREN: Jeg hidser dine
Elskere på dig, dem, du følte Lede ved, og fører dem mod dig fra
alle Kanter,
23. Babels Sønner og alle Kaldæerne, Pekod, Sjoa og Koa og med dem
alle Assurs Sønner, alle sammen smukke unge Mænd, Statholdere og
Landshøvdinger, Høvedsmænd og navnkundige Mænd, alle højt til
Hest;
24. og de skal komme imod dig med en Vrimmel af Vogne og Hjul og en
Hærskare af Folkeslag; store og små Skjolde og Hjelme skal de
rette imod dig fra alle Kanter. Jeg overlader dem Dommen, og de
skal dømme dig efter deres Ret.
25. Jeg retter min Nidkærhed imod dig, og de skal handle med dig i
Vrede; din Næse og dine Ører skal de skære af, dit Afkom skal
falde for Sværdet; de skal tage dine Sønner og Døtre, og dit
Afkom skal fortæres af Ild;
26. de skal rive Klæderne af dig og tage alle dine Smykker;
27. jeg gør Ende på din Skændsel og din Bolen, som du hengav dig til
i Ægypten, og du skal ikke mere løfte dit Blik til dem eller
komme Ægypten i Hu.
28. Thi så siger den Herre HERREN: Se, jeg giver dig i deres Hånd,
som du hader og ledes ved;
29. de skal handle med dig i Had og tage alt dit Gods og efterlade
dig nøgen og bar, så din bolerske blussel blottes.
30. Det kan du takke din Skændsel og din Bolen for, thi du bolede
med Folkene og gjorde dig uren med deres Afgudsbilleder.
31. Du vandrede i din Søsters Spor; derfor giver jeg dig hendes
Bæger i Hånden.
32. Så siger den Herre HERREN: Du skal drikke af din Søsters Bæger,
som er både dybt og bredt; du skal blive til Latter og Spot;
Bægeret rummer meget;
33. det er fuldt af Beruselse og Stønnen, et Bæger med Gru og Rædsel
er din Søster Samarias Bæger.
34. Du skal drikke det ud til sidste Dråbe, gnave dets Skår og
sønderrive dine Bryster, så sandt jeg har talet, lyder det fra
den Herre HERREN.
35. Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi du glemte mig og
kastede mig bag din Ryg, skal du bære Følgen af din Skændsel og
Bolen.
36. Og HERREN sagde til mig: Menneskesøn! Vil du dømme Ohola og
Oholiba, så forehold dem deres Vederstyggeligheder,
37. at de horede og har Blod på Hænderne; de horede med deres
Afgudsbilleder, og til Føde for dem lod de Børnene, de fødte
mig, gå igennem Ilden.
38. Fremdeles har de gjort mig dette: De har gjort min Helligdom
uren og vanhelliget mine Sabbater;
39. endog samme Dag de havde slagtet deres Børn til
Afgudsbillederne, kom de til min Helligdom og vanhelligede
den. Sandelig, således gjorde de i mit Hus.
40. Ja, for Mænd, som kom langvejs fra, straks der var sendt dem
Bud, badede du dig, sminkede du dine Øjne og tog dine Smykker
på;
41. og du satte dig på et prægtigt Leje, og foran det dækkedes et
Bord, på hvilket du satte min Røgelse og min Olie.
42. Og det ligefrem larmede hos Søstrene; så mange Mænd kom der fra
Ørkenen; og de lagde Spange om deres Arme og satte en herlig
Krone på deres Hoved.
43. Så sagde jeg: Således har de horet, på Skøgevis har de bolet.
44. Man gik ind til dem som til en Skøge; således gik man ind til
Ohola og Oholiba og øvede Skændsel.
45. Uvildige Mænd skal dømme dem efter Ægteskabsbryderskers og
Morderskers Ret; thi de horede og har Blod på Hænderne.
46. Thi så siger den Herre HERREN: En Forsamling skal sammenkaldes
imod dem, og de skal gives hen til at mishandles og udplyndres;
47. Forsamlingen skal stene dem og hugge dem sønder og sammen med
Sværd; deres Sønner og Døtre skal man dræbe, og deres Huse skal
man brænde.
48. Jeg gør Ende på Skændselen i Landet, og alle kvinder skal lade
sig advare derved og ikke efterligne eders Skændsel.
49. Man skal lade eders Skændsel komme over eder, og I skal bære
Følgen af de Synder, I gjorde med eders Afgudsbilleder; og I
skal kende, at jeg er den Herre HERREN.
Ezekiel 24
1. HERRENs Ord kom i det niende år på den tiende dag i den tiende
Måned til mig således:
2. Menneskesøn, opskriv dig Navnet på denne Dag, Dagen i Dag, thi
netop i Dag har Babels Konge kastet sig over Jerusalem.
3. Og tal i Lignelse til den genstridige Slægt og sig: Så siger den
Herre HERREN: Sæt kedelen over, sæt den over; kom også Vand
deri;
4. læg Kødstykker i, alle Hånde gode Stykker, Kølle og Bov, fyld
den med udsøgte Knogler;
5. tag af Hjordens bedste Dyr og læg en Stabel Brænde under den;
kog Stykkerne, så også Knoglerne koges ud!
6. Derfor, så siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen, den rustne
Kedel, hvis Rust ikke er gået af. Stykke efter Stykke giver den
fra sig; der kastes ikke Lod om dem; - thi Blodet er endnu midti
Byen; den hældte det på den nøgne Klippe og udgød det ikke på
Jorden for at dække det med Muld.
8. For at fremkalde Vrede, for at tage Hævn hældte jeg Blodet på
den nøgne klippe uden at dække det.
9. Derfor, så siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen! Nu vil også jeg
gøre brændestabelen stor;
10. hent brænde i Mængde, lad Ilden lue og Kødet blive mørt, hæld
Suppen ud og lad Benene brændes
11. og sæt kedelen tom på de glødende kul, for at den kan blive så
hed, at Kobberet gløder og Urenheden smelter; Rusten skal
svinde!
12. Møje har den kostet, men den megen Rust gik ikke af. I Ilden med
Rusten!
13. Fordi du er uren af Utugt, fordi du ikke kom af med din Urenhed,
skønt jeg rensede dig, skal du ikke blive ren igen, før jeg har
kølet min Harme på dig.
14. Jeg, HERREN, har talet, og det kommer! Jeg griber ind og opgiver
det ikke, jeg skåner ikke og angre ej heller; efter dine Veje og
dine Gerninger vil jeg dømme dig, lyder det fra den Herre
HERREN.
15. HERRENs Ord kom til mig således:
16. Menneskesøn! Se, jeg tager dine Øjnes Lyst fra dig ved en brat
Død; men du skal ikke klage eller græde; du skal ikke fælde
Tårer;
17. suk i Stilhed og hold ikke Døde klage, bind Huen på og tag Sko
på Fødderne, tilhyl ikke dit Skæg og spis ikke Sørgebrød!
18. Tal så om Morgenen til Folket! - Så døde min Hustru om Aftenen,
og næste Morgen gjorde jeg, som mig var pålagt.
19. Og da Folket sagde til mig: "Vil du ikke lade os vide, hvad det,
du der gør, skal sige os?"
20. svarede jeg: "HERRENs Ord kom til mig således:
21. Sig til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg vil
vanhellige min Helligdom, eders Hovmods Stolthed, eders Øjnes
Lyst, eders Sjæles Længsel; og de Sønner og Døtre, I lod
tilbage, skal falde for Sværdet!
22. Og I skal gøre, som jeg nu gør: I skal ikke tilhylle eders Skæg
eller spise Sørgebrød;
23. eders Huer skal blive på Hovederne og eders Sko på Fødderne; I
skal ikke klage eller græde, men svinde hen i eders Synder og
sukke for hverandre.
24. Ezekiel skal være eder et Tegn; når det sker, skal I gøre, som
han gør; og I skal kende, at jeg er den Herre HERREN,"
25. Og du, Menneskesøn! På den Dag jeg tager deres Værn, deres
herlige Fryd, deres Øjnes Lyst og deres Sjæles Længsel, deres
Sønner og Døtre fra dem,
26. på den Dag skal en Flygtning komme til dig og melde det for dine
Ører;
27. på den Dag skal din Mund åbnes, når Flygtningen kommer, og du
skal tale og ikke mere være stum; du skal være dem et Tegn; og
de skal kende, at jeg er HERREN.
Ezekiel 25
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Mennesskesøn, vend dit Ansigt imod Ammoniterne, profeter imod
dem
3. og sig til dem: Hør den Herre HERRENs Ord: Så siger den Herre
HERREN: Fordi du råbte "Ha, ha!" over min Helligdom, da den
vanhelligedes, og over Israels Land, da det lagdes øde, og over
Judas Hus, da de vandrede i Landflygtighed,
4. se, derfor giver jeg dig i Eje til Østens Sønner; de skal opslå
deres Teltlejre og indrette deres Boliger i dig; de skal spise
din Frugt og drikke din Mælk.
5. Jeg gør Rabba til Græsgang for Kameler og Ammons Byer til
Lejrsted for Småkvæg; og I skal kende, at jeg er HERREN.
6. Thi så siger den Herre HERREN: Fordi du klappede i Hænderne og
stampede med Fødderne og med dyb Ringeagt godtede dig af Hjertet
over Israels Land,
7. se, derfor udrækker jeg Hånden imod dig og gør dig til Rov for
Folkene; jeg udrydder dig af Folkeslagene, udsletter dig af
Landene og tilintetgør dig; og du skal kende, at jeg er HERREN.
8. Så siger den Herre HERREN: Fordi Moab siger: "Se, det er med
Judas Hus som med alle de andre Folk!"
9. se, derfor lægger jeg Moabs Skrænter åbne, så Byerne går tabt
fra dets ene Ende til den anden, Landets Pryd, Bet Jesjimot,
Baal-Meon og Hirjatajim.
10. Østens Sønner giver jeg det i Eje, for at det ikke mere skal
ihukommes blandt Folkene.
11. Jeg holder Dom over Moab; og de skal kende, at jeg er HERREN.
12. Så siger den Herre HERREN: Fordi Edom optrådte hævngerrigt mod
Judas Hus og pådrog sig svar Skyld ved at hævne sig på dem,
13. derfor, så siger den Herre HEEREN: Jeg udrækker Hånden mod Edom
og udrydder Folk og Fæ deraf og gør det øde; fra Teman til Dedan
skal de falde for Sværdet.
14. Jeg fuldbyrder min Hævn på Edom ved mit Folk Israels Hånd, og de
skal handle med Edom efter min Vrede og Harme, og Edom skal
kende min Hævn, lyder det fra den Herre HERREN.
15. Så siger den Herre HERREN: Fordi Filisterne optrådte hævngerrigt
og med Foragt i Hjertet tog Hævn og hærgede i endeløst Had,
16. derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg udrækker Hånden mod
Filisterne og udrydder kreterne, og jeg tilintetgør, hvad der er
levnet ved Havets Strand.
17. Jeg tager vældig Hævn oer dem og revser dem i Vrede; og de skal
kende, at jeg er HERREN, når jeg fuldbyrder min Hævn på dem.
Ezekiel 26
1. I det ellevte År På den første dag i ... månede kom HERRENs Ord
til mig således:
2. Menneskesøn! Fordi Tyrus siger om Jerusalem: "Ha, ha!
Folkeslagenes Port er knust; den står mig åben; den var rig, men
er nu øde!"
3. derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig,
Tyrus, og fører mange Folk imod dig, som når Havet rejser sine
Bølger.
4. De skal ødelægge Tyruss Mure og nedbryde Tårnene. Jeg fejer
Muldet bort og gør Tyrus til nøgen Klippe;
5. en Tørreplads for Net skal det være ude i Havet, så sandt jeg
har talet, lyder det fra den Herre HERREN; og det skal blive et
Bytte for Folkene.
6. Dets Døtre på Land skal hugges ned med Sværd; og de skal kende,
at jeg er HERREN.
7. Thi så siger den Herre HERREN: Se, nordenfra fører jeg mod Tyrus
Kong Nebukadrezar af Babel, Kongernes Konge, med Heste, Vogne og
Ryttere og en vældig Hærskare.
8. Dine Døtre på Land skal han hugge ned med Sværd; han skal bygge
Belejringstårne, opkaste Stormvold og rejse Skjoldtag imod dig;
9. sin Murbrækkers Stød skal han rette imod dine Mure og nedbryde
dine Tårne med sine Sværd.
10. Hans Heste skal myldre, så Støvet, de rejser, skjuler dig;
Ryttere, Hjul og Vogne skal larme, så dine Mure ryster, når han
drager igennem dine Porte, som når man trænger ind i en stormet
By.
11. Med sine Hestes Hove skal han nedtrampe alle dine Gader; dit
Folk skal han hugge ned med Sværdet og styrte dine stolte
Støtter til Jorden.
12. De skal rane din Rigdom og gøre dine Handelsvarer til Bytte; de
skal nedbryde dine Mure og nedrive dine herlige Huse: Sten,
Tømmer og Ler skal de kaste i Vandet.
13. Jeg gør Endepå dine brusende Sange, og dine Citres Klang skal
ikke mere høres.
14. Jeg gør dig til nøgen Klippe, en Tørreplads for Net skal du
være. Aldrig mere skal du bygges, så sandt jeg, HERREN, har
talet, lyder det fra den Herre HERREN.
15. Så siger den Herre HERREN til Tyrus: For sandt, ved dit drønende
Fald, ved de såredes Stønnen, når Sværd hugger løs i din Midte,
skal Strandene skælve.
16. Ned fra sin Trone stiger hver Fyrste ved Havet, Kapperne lægger
de bort, aflægger de brogede Klæder og klæder sig i Sorg; de
sidder på Jorden og skæler uafbrudt, slagne af Rædsel over dig.
17. De synger en Klagesang om dig og siger til dig: Ak, du gik
under, forsvandt fra Havet, du fejrede By, du, som var vældig på
Havet, du og dine Borgere, du, der jog Rædsel i alle, som boede
der!
18. Nu gribes Strandene af Skælven, den Dag du falder, og Havets Øer
forfærdes over din Udgang!
19. Thi så siger den Herre HERREN: Når jeg gør dig til en øde By og
lige med affolkede Byer, når jeg fører Verdensdybet over dig, og
de vældige Vande skjuler dig,
20. så støder jeg dig ned iblandt dem, der steg ned i Dybet, blandt
Fortidens Folk, og lader dig ligge i Underverdenen som ældgamle
Ruiner blandt dem, der steg ned i Dybet, for at du aldrig mere
skal bebos eller rejse dig i de levendes Land;
21. jeg giver dig hen til brat Undergang, og det skal være ude med
dig; selv om der søges efter dig, skal du aldrig i Evighed
findes, lyder det fra den Herre HERREN.
Ezekiel 27
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Du, Menneskesøn, istem en Klagesang over Tyrus og sig til Tyrus,
som ligger ved Adgangen til Havet og driver Handel med
Folkeslagene på de mange fjerne Strande: Så siger den Herre
HERREN: Tyrus, du siger: "Fuldendt i Skønhed er jeg!"
4. De bygged dig midt i Havet, fuldendte din Skønhed.
5. De tømred af Senircypresser hver Planke i dig, fra Libanon
hented de Cedre at lave din Mast,
6. af Basans højeste Ege skar de dig Årer, de lagde dit Dæk af Fyr
fra Kittæernes Strande;
7. dit Sejl var ægyptisk Byssus i broget Væv, dit Tag var Purpur i
blåt og rødt fra Elisjas Strande.
8. Zidons og Arvads Folk var Rorkarle for dig, om Bord var de
kyndigste i Zarepta, de var dine Styrmænd,
9. de ældste og kyndigste i Gebal, de bøded din Læk. Alle Havets
Skibe med Søfolk var hos dig for at omsætte dine Varer.
10. Folk fra Persien, Lydien og Put var i din Hær som Krigsfolk, de
ophængte Skjolde og Hjelme i dig; de gav dig Glans.
11. Arvaditerne og deres Hær stod rundt på dine Mure, Gammaditerne
på dine Tårne; de ophængte deres Skjolde rundt på dine Mure, de
fuldendte din Skønhed.
12. Tarsis var din Handelsven, fordi du havde alskens Gods i Mængde;
Sølv, Jern, Tin og Bly gav de dig for dine Varer.
13. Javan, Tubal og Mesjek drev Handel med dig; Trælle og Kobberkar
gav de dig i Bytte.
14. Togarmas Hus gav dig Køreheste, Rideheste og Muldyr for dine
Varer.
15. Rodosboerne drev Handel med dig, mange fjerne Strande var dine
Handelsvenner; Elfenben og Ibenholt bragte de dig som Vederlag.
16. Edom var din Handelsven, fordi du havde Varer i Mængde;
Karfunkler, Purpur, brogede Tøjer, fint Linned, Koraller og
Rubiner gav de dig for dine Varer.
17. Juda og Israels Land drev Handel med dig; Hvede fra Minnit,
Bagværk, Honning, Olie og Mastiksbalsam gav de dig i Bytte.
18. Damaskus var din Handelsven fordi du havde alskens Gods i
Mængde; de kom med Vin fra Helbon og Uld fra Zahar.
19. Vedan og Javan gav Sager fra Uzal for dine Varer; smeddet Jern,
Hassia og Kalmus fik du i Bytte.
20. Dedan drev Handel med dig med Sadeldækkener til Ridning.
21. Araberne og alle Kedars Fyrster var dine Hardelsvenner; med Lam,
Vædre og Bukke handlede de med dig.
22. Sabas og Ramas Handelsfolk drev Handel med dig; den allerfineste
Balsam, alle Slags Ædelsten og Guld gav de dig for dine Varer.
23. Karan, Kanne og Eden, Assyrerne og hele Medien drev Handel med
dig;
24. de handlede med dig med smukke Klæder, Purpurkapper, brogede
Tøjer, farvede Tæpper, tvundet og fastsnoet Reb på dine
Markeder;
25. Tarsisskibene tjente dig ved din Omsætning. Du fyldtes, blev
såre tung midt ude i Havet.
26. I rum Sø fik de dig ud, dine roende Mænd; da knuste en
Østenstorm dig midt ude på Havet;
27. dit Gods, dine Varer, din Vinding, dine Søfolk og Styrmænd, de,
der bøded din Læk, dine Handelsfolk, alt dit krigsfolk, som var
om Bord, alt Mandskab i din Midte styrter i Havets dyb, den Dag
du falder.
28. Markerne skælver ved dine Styrmænds Skrig.
29. Alle, der sidder ved Årer, går da fra Borde, Søfolk og alle
Styrmænd går da i Land;
30. de løfter Røsten over dig, klager bittert; på Hovedet kaster de
Jord og vælter sig i Støvet,
31. klipper sig skaldet for dig, klæder sig i Sæk, begræder dig,
bitre i Hu, med Sjælekvide,
32. istemtner jamrende Klage over dig, klager: Ak, hvor Tyrus er øde
midt i Havet!
33. Når din Vinding kom ind fra Havet, mætted du mange Folkeslag;
med dit meget Gods og dine Varer gjorde du Jordens konger rige.
34. Nu led du Skibbrud på Havet, på Vandets Dyb, dine Varer og alt
dit Mandskab gik under med dig.
35. Over dig gyser alle, som bor på de fjerne Strande, deres Konger
er slagne af Angst, deres Ansigt blegner.
36. Deres Kræmmere hånfløjter ad dig, til Rædsel blev du, er borte
for evigt.
Ezekiel 28
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Mennesskesøn, sig til Tyruss Fyrste: Så siger den Herre HERREN:
Fordi dit Hjerte hovmoder sig og du siger: "Jeg er en Gud, på et
Gudesæde sidder jeg midt ude i Havet!" skønt du er et Menneske
og ingen Gud, og fordi du føler dig i Hjertet som en Gud;
3. se, du er visere end Daniel, ingen Vismand måler sig med dig;
4. ved din Visdom og indsigt vandt du dig Rigdom og samlede dig
Guld og Sølv i dine Skatkamre;
5. ved dit store Handelssnilde øgede du din Rigdom, så dit Hjerte
hovmodede sig over den -
6. derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi du i dit Hjerte føler
dig som en Gud,
7. se, derfor bringer jeg fremmede over dig, de grummeste Folk, og
de skal drage deres Sværd mod din skønne Visdom og vanhellige
din Glans.
8. De skal styrte dig i Graven, og du skal dø de ihjelslagnes Død i
Havets Dyb.
9. Mon du da Ansigt til Ansigt med dem, der dræber dig, vil sige:
"Jeg er en Gud!" du, som i deres Hånd, der slår dig ihjel, er et
Menneske og ikke en Gud.
10. De uomskårnes Død skal du dø for fremmedes Hånd, så sandt jeg
har talet, lyder det fra den Herre HERREN.
11. Og HERRENs Ord kom til mig således:
12. Menneskesøn, istem en Klagesang over kongen af Tyrus og sig til
ham: Så siger den Herre HERREN: Du var Indsigtens Segl, fuld af
Visdom og fuldkommen i Skønhed.
13. I Eden, Guds Have, var du; alle Slags Ædelsten var din Klædning,
Harneol, Topas, Jaspis, Krysolit, Sjoham, Onyks, Safir, Rubin,
Smaragd og Guld var på dig i indfattet og indlagt Arbejde; det
var til Rede, den Dag du skabtes.
14. Du var en salvet, skærmende Kerub; jeg gjorde dig dertil; på det
hellige Gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds Sønner.
15. Fuldkommen var du i din Færd, fra den Dag du skabtes, indtil der
fandtes Brøde hos dig.
16. Ved din megen Handel fyldte du dit Indre med Uret og forbrød
dig; da vanhelligede jeg dig og viste dig bort fra Gudebjerget
og tilintetgjorde dig, skærmende Kerub, så du ikke blev mellem
Guds Sønner.
17. Dit Hjerte hovmodede sig over din Skønhed, du satte din Visdom
til på Grund af din Glans. Jeg, slængte dig til Jorden og
overgav dig til Konger, at de skulde nyde Skuet af dig.
18. Med dine mange Misgerninger, ved din uredelige Handel
vanhelligede du dine Helligdomme. Da lod jeg Ild bryde løs i din
Midte, og den fortærede dig; jeg gjorde dig til Støv på Jorden
for alle, som så dig.
19. Alle blandt Folkeslagene, der kendte dig, stivnede af Skræk over
dig; du blev en Rædsel, og borte er du for evigt.
20. HERRENs Ord kom til mig således:
21. Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Zidon og profeter imod det
22. og sig: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig,
Zidon, og herliggør mig på dig; og du skal kende, at jeg er
HERREN, når jeg holder Dom over dig og viser min Hellighed på
dig.
23. Jeg sender Pest over dig og Blod i dine Gader; ihjelslagneMænd
skal segne i din Midte for Sværd, der er rettet imod dig fra
alle Sider; og du skal kende, at jeg er HERREN.
24. Fremtidig skal der ikke være nogen Tidsel til at såre eller Torn
til at stikke Israels Hus blandt alle dets Naboer, som nu håner
dem; og de skal kende, at jeg er den Herre HERREN.
25. Så siger den Herre HERREN: Når jeg samler Israels Slægt fra de
Folkeslag, de er spredt iblandt, vil jeg hellige mig på dem for
Folkenes Øjne, og de skal bo i deres Land, som jeg gav min
Tjener Jakob;
26. de skal bo trygt deri, bygge Huse og plante Vingårde, ja bo
trygt, medens jeg holder Dom over alle dem, der håner dem fra
alle Sider; og de skal kende, at jeg er HERREN deres Gud.
Ezekiel 29
1. I det tiende år, på den tolvte dag i den tiende måned kom
HERRENs Ord til mig således:
2. Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Farao, Ægyptens Konge, og
profeter mod ham og hele Ægypten.
3. Tal og sig: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig,
Farao, Ægyptens Konge, du store drage, som ligger midt i dine
Strømme, som siger: "Nilen er min, jeg skabte den selv!"
4. Jeg sætter Kroge i Kæberne på dig og lader dine Strømmes Fisk
hænge ved dine Skæl og drager dig op af dine Strømme med alle
deres Fisk, som hænger ved dine Skæl.
5. Jeg slænger dig hen i Ørkenen med alle dine Strømes Fisk; på
åben Mark skal du falde, ej samles op eller jordes; til Jordens
Dyr og Himlens Fugle giver jeg dig som Føde.
6. Og kende skal hver en Ægypter, at jeg er HERREN. Fordi du har
været en Rørkæp for Israels Hus -
7. du splintredes, når de greb om dig, og flænged dem hele Hånden;
du brast, når de støtted sig til dig, fik hver en Lænd til at
vakle -
8. derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg bringer Sværd over
dig og udrydder Folk og Fæ af dig;
9. Ægypten skal blive til Ørk og Øde; og de skal kende, at jeg er
HERREN, fordi du sagde: "Nilen er min, jeg skabte den selv!"
10. Se, derfor kommer jeg over dig og dine Strømme og gør Ægypten
til Øde og Ørk fra Migdol til Syene og Ætiopiens Grænse.
11. Hverken Mennesker eller Dyr skal sætte deres Fod der, ingen skal
færdes der, og det skal ligge hen uden Indbyggere i fyrretyve
År.
12. Jeg gør Ægypten til en Ørk blandt øde Lande, og Byerne skal
ligge øde hen blandt tilintetgjorte Byer i fyrretyve År; og jeg
spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene.
13. Thi så siger den Herre HERREN: Efter fyrretyvears Forløb vil jeg
sanke Ægypterne sammen fra de Folkeslag, de er spredt iblandt,
14. og vende Ægyptens Skæbne og føre dem tilbage til Patros, det
Land, de stammer fra, og der skal de blive et lille Rige.
15. Det skal blive mindre end de andre Riger og ikke mere svinge sig
op over Folkene; jeg gør dem få i Tal, for at de ikke mere skal
råde over Folkene.
16. Og fremtidig skal de ikke være Israels Huss Tillid og således
minde mig om dets Misgerning, når det slutter sig til dem; og de
skal kende, at jeg er den Herre HERREN.
17. I det syv og tyvende År på den første Dag i den første Måned kom
HERRENs Ord til mig således:
18. Menneskesøn! Kong Nebukadrezar af Babel har ladet sin Hær udføre
et stort Arbejde mod Tyrus; hvert Hoved er skaldet, hver Skulder
flået, og hverken han eller Hæren fik Løn af Tyrus for det
Arbejde, han udførte imod det.
19. Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg giver Kong
Nebukadrezar af Babel Ægypten; han skal bortføre dets Rigdom,
tage Bytte og røve Rov der; og det skal være hans Hærs Løn;
20. som Vederlag for hans Arbejde giver jeg ham Ægypten, fordi de
sled for mig, lyder det fra den Herre HERREN.
21. På den Dag lader jeg et Horn vokse frem for Israels Hus, og dig
giver jeg at åbne din Mund iblandt dem; og de skal kende, at jeg
er HERREN.
Ezekiel 30
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, profeter og sig: Så siger den Herre HERREN: Jamrer:
Ak, hvilken Dag!
3. Thi nær er Dagen, ja nær er HERRENs Dag; det bliver en Mulmets
Dag, Hedningernes Tid.
4. Et Sværd kommer over Ægypten, og Ætiopien gribes af Skælven, når
de slagne segner i Ægypten, når dets Rigdom bortføres og dets
Grundvolde nedbrydes.
5. Ætioperne, Put og Lud og alt Blandingsfolket, Kub og min Pagts
Sønner" skal falde for Sværdet med dem.
6. Så siger HERREN: Alle, som støtter Ægypten, skal falde og dets
stolte Herlighed synke sammen; fra Migdol til Syene skal de
falde for Sværdet, lyder det fra den Herre HERREN.
7. Det skal lægges øde blandt øde Lande, og Byerne skal ligge hen
blandt tilintetgjorte Byer;
8. og de skal kende, at jeg er HERREN, når jeg sætter Ild på
Ægypten og alle dets Hjælpere knuses.
9. På hin Dag skal der udgå Sendebud fra mig på Skibe for at
indjage det sorgløse Ætiopien Rædsel, og de skal gribes af
Skælven over Ægyptens Dag; thi se, den kommer.
10. Så siger den Herre HERREN: Jeg gør Ende på Ægyptens Herlighed
ved kong Nebukadrezar af Babel.
11. Han og hans Folk med ham, de grummeste blandt Folkene, skal
hentes for at ødelægge Landet; de skal drage deres Sværd mod
Ægypten og fylde Landet med slagne.
12. Jeg tørlægger Strømmene, sælger Landet til onde Folk, og ved
fremmede ødelægger jeg det med alt, hvad der er deri. Jeg,
HERREN, har talet.
13. Så siger den Herre HERREN: Jeg tilintetgør Afgudsbillederne og
udrydder Høvdingerne af Nof og Fyrsterne af Ægypten; de skal
ikke findes mere; og jeg indjager Ægypten Rædsel.
14. Jeg lægger Patros øde, sætter Ild på Zoan og holder Dom over No.
15. Jeg udøser min Vrede over Sin, Ægyptens Bolværk, og udrydder Nos
larmende Hob.
16. Jeg sætter Ild på Ægypten, Syene skal skælve af Angst, der skal
brydes Hul på No, og dets Mure skal nedrives.
17. De unge Mænd i On og Pibeset skal falde for Sværdet og Kvinderne
vandre i Fangenskab.
18. I Takpankes sortner Dagen, når jeg der sønderbryder Ægyptens
Herskerstav, og dets stolte Herlighed får Ende der. Selv skal
det skjules af Skyer og dets Småbyer vandre i Fangenskab.
19. Jeg holder Dom over Ægypten; og de skal kende, at jeg er HERREN.
20. I det ellevte År på den syvende Dag i den første Måned kom
HERRENs Ord til mig således:
21. Menneskesøn! Ægypterkongen Faraos Arm har jeg brudt; og se den
skal ikke forbindes, ikke læges ved at der lægges Bind om den,
så den kunde få Kræfter til atter at gribe Sværdet.
22. Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over Farao,
Ægyptens Konge, og bryder hans Arme, både den hele og den
brudte, og lader Sværdet falde af hans Hånd.
23. Jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene.
24. Men jeg styrker Babels Konges Arme og lægger mit Sværd i hans
Hånd; og jeg bryder Faraos Arme, og han skal stønne for ham på
såredes Vis.
25. Jeg styrker Babels Konges Arme, men Faraos skal synke; og de
skal kende, at jeg er HERREN, når jeg lægger mit Sværd i Babels
Konges Hånd og han svinger det imod Ægypten.
26. Og jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i
Landene; og de skal kende, at jeg er HERREN.
Ezekiel 31
1. I det ellevte År på den første dag i den tredje måned kom
Herrens Ord til mig således:
2. Menneskesøn, sig til Farao, Ægyptens Konge, og til hans larmende
Hob: Ved hvem kan du lignes i Storhed?
3. Se, du er en Libanonceder med smukke Grene og skyggefuld Krone,
høj af Vækst, hvis Top rager op i Skyerne;
4. Vand gav den Vækst, Verdensdybet Højde; sine Strømme lod det
flyde rundt om dens Sted og sendte sine Vandløb til hele dens
Mark.
5. Derfor blev den større af Vækst end hvert Træ på Marken; mange
blev dens Kviste og Grenene lange af megen Væde.
6. Alle Himlens Fugle bygged i dens Grene, under dens Kviste fødte
hvert Markens Dyr, i dens Skygge boede al Verdens folk.
7. Den blev stor og dejlig med lange Grene, den stod jo med Roden
ved rigeligt Vand.
8. Guds Haves Cedre var ikke dens Lige, ingen Cypres havde Mage til
Grene, ingen Platan havde Kviste som den; intet Træ i Guds Have
målte sig med den i Skønhed.
9. Jeg gjorde den skøn med dens mange Kviste, så alle Edens Træer i
Guds Have misundte den.
10. Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi den blev høj af Vækst
og løftede sin Krone op i Skyerne og Hjertet hovmodede sig over
dens Højde,
11. derfor overgiver jeg den til en, som er vældig blandt Folkene;
han skal gøre med den efter dens Gudløshed og tilintetgøre den.
12. Fremmede, de grummeste blandt Folkene hugger den om og kaster
den hen; på Bjerge og i alle Dale falder dens Kviste; dens Grene
ligger knækket i alle Landets Kløfter, og alle Jordens Folkeslag
går bort fra dens Skygge og lader den ligge.
13. På den faldne Stamme slår alle Himmelens Fugle sig ned, og på
Grenene lejrer alle Markens Dyr sig,
14. for at ingen Træer ved Vande skal hovmode sig over deres Vækst
og løfte deres Krone op i Skyerne og gøre sig til af deres
Højde, ingen Træer, som smager Vand; thi alle er hjemfaldne til
Døden og må til Underverdenen, midt iblandt Menneskens Børn,
blandt dem, der steg ned i Graven.
15. Så siger den Herre HERREN: Den Dag den farer ned i Dødsriget,
lukker jeg Verdensdybet for den og holder dets Strømme tilbage,
så de mange Vande standses; jeg lader Libanon sørge over den, og
alle Markens Træer vansmægter over den.
16. Ved Drønet af dens Fald bringer jeg Folkene til at bæve, når jeg
styrter den ned i Dødsriget til dem, der steg ned i Graven; og
nede i Underverdenen trøster alle Edens Træer sig, de ypperste
og bedste på Libanon, alle, som smager Vand.
17. Også de farer med den ned i Dødsriget til de sværdslagne, da de
som dens Hjælpere har siddet i dens Skygge blandt Folkene.
18. Hvem var din Lige i Herlighed og Størrelse blandt Edens Træer?
Og dog styrtes du med Edens Træer ned i Underverdenen; midt
iblandt uomskårne skal du ligge hos de sværdslagne. Dette er
Farao og al hans larmende Hob, lyder det fra den Herre HERREN.
Ezekiel 32
1. I det tolvte År på den første dag i den tolvte måned kom HERRENs
Ord til mig således:
2. Menneskesøn, istem en Klagesang over Farao, Ægyptens Konge, og
sig til ham: Du Folkenes Løve, det er ude med dig! Du var som en
Drage i Havet med prustende Næse, med Fødderne plumred du
Vandet, oproded dets Strømme.
3. Så siger den Herre HERREN: Jeg breder mit Garn over dig ved en
Sværm af mange Folk, de skal drage dig op i mit Net.
4. Jeg kaster dig på Land og slænger dig hen på Marken, lader alle
Himlens Fugle slå sig ned på dig og al Jordens Dyr blive mætte
ved dig.
5. Jeg lægger dit Kød på Bjergene, fylder Dalene op med dit Ådsel,
6. vander med dit Udflåd Jorden lige til Bjergene, Kløfterne skal
fyldes af dit Blod.
7. Jeg skjuler Himlen, når du slukkes, klæder dens Stjerner i Sorg,
jeg skjuler Solen i Skyer, og Månen skinner ej mer.
8. Alle Himmellys klæder jeg i Sorg for dig, hyller dit Land i
Mørke, lyder det fra den Herre HERREN.
9. Jeg volder mange Folkeslags Hjerter Kvide, når jeg bringer dine
Fanger til Folkene, til Lande du ikke kender;
10. jeg lader mange Folkeslag stivne af Rædsel over dig, og deres
Konger skal gyse over dig, når jeg svinger mit Sværd for deres
Ansigter; de skal ængstes uafbrudt, hver for sit Liv, den Dag du
falder.
11. Thi så siger den Herre HERREN: Babels Konges Sværd skal komme
over dig.
12. Jeg styrter din Hob ved Heltes Sværd, de grummeste af alle
Folkene; de hærger Ægyptens Pragt, og al dets Hob lægges øde.
13. Jeg udrydder alt dets kvæg ved de mange Vande, Menneskefod skal
ej plumre dem mer, ej Dyreklov rode dem op;
14. så lader jeg Vandene klares og Strømmene flyde som Olie - lyder
det fra den Herre HERREN -
15. når jeg gør Ægypten til Ørk, så Landet og dets Fylde er øde, når
jeg nedhugger alle, som bor der, så de kender, at jeg er HERREN.
16. Dette er en Klagesang, som du skal kvæde; Folkenes Kvinder skal
kvæde den; over Ægypten og al dets larmende Hob skal de kvæde
den, lyder det fra den Herre HERREN.
17. I det tolvte År på den femtende Dag i..." Måned kom HERRENs Ord
til mig således:
18. Menneskesøn, klag over Ægyptens larmende Hob; syng Klagesang
over den, du og Folkenes Kvinder! Far ned i Underverdenen blandt
dem, der steg ned i Dybet!
19. Er du lifligere end nogen anden? Stig ned og lig blandt de
uomskårne!
20. Midt iblandt sværdslagne skal han segne, og al hans larmende Hob
skal ligge hos ham.
21. Heltenes Førere skal tale til ham midt i Dødsriget: "Er du
mægtigere end nogen anden? Stig ned og lig blandt de uomskårne!"
22. Der er Assur og hele hans Flok rundt om hans Grav; alle er de
dræbt, faldet for Sværd;
23. han fik sin Grav i en krog af Dybet, og hans Flok ligger rundt
om hans Grav; alle er de dræbt, faldet for Sværd, de, som
spredte Rædsel i de levendes Land.
24. Der er Elam med al sin larmende Hob rundt om sin Grav; alle er
de dræbt, faldet før Sværd, og de for uomskårne ned i
Underverdenen, de, som spredte Rædsel i de levendes Land; nu
bærer de deres Skændsel blandt dem, der steg ned i Dybet.
25. Iblandt dræbte fik han et Leje med al sin larmende Hob rundt om
sin Grav; alle er de uomskårne, sværdslagne; thi Rædsel for dem
bredte sig i de levendes Land; nu bærer de deres Skændsel blandt
dem, der steg ned i Dybet; de lagdes blandt dræbte.
26. Der er Mesjek og, Tubal med al deres larmende Hob rundt om deres
Grave; alle er de uomskårne, sværdslagne; thi de spredte Rædsel
i de levendes Land;
27. de kom ikke til at ligge hos Heltene, Fortidens Kæmper, som for
til Dødsriget i deres Rustninger, hvis Sværd blev lagt under
deres Hoveder, og hvis Skjolde dækkede deres knogler; thi Rædsel
for Heltene rådede i de levendes Land.
28. Også du skal ligge knust imellem de uomskårne, blandt de
sværdslagne.
29. Der er Edom med sine Konger og alle sine Fyrster, som fik deres
Grave hos de sværdslagne; hos de uomskårne ligger de, hos dem,
der steg ned i Dybet.
30. Der er Nordens Herskere alle sammen og alle Zidoniere, som for
ned til de dræbte, beskæmmede trods den Rædsel, de spredte ved
deres Heltekraft; de ligger uomskårne blandt de sværdslagne, de
bærer deres Skændsel blandt dem, der steg ned i Dybet.
31. Dem ser Farao og trøster sig over al sin larmende Hob, lyder det
fra HERREN.
32. Thi han spredte Rædsel i de levendes Land, men nu ligger han
imellem uomskårne, blandt de sværdslagne, Farao med al sin
larmende Hob, lyder det fra den Herre HERREN.
Ezekiel 33
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, tal til dine Landsmænd og sig: Når jeg fører
Sværdet over et Land, og Folket i Landet tager en af sin Midte
og gør ham til deres Vægter,
3. og han ser Sværdet komme over Landet og støder i Hornet og
advarer Folket,
4. men den, der hører Hornets Klang, ikke lader sig advare, og
Sværdet kommer og river ham bort, da kommer hans Blod over hans
Hoved.
5. Han hørte Hornets klang uden at lade sig advare, hans Blod
kommer over hans Hoved; men den, som har advaret, har reddet sin
Sjæl.
6. Men når Vægteren ser Sværdet komme og ikke støder i Hornet, så
at Folket ikke advares, og Sværdet kommer og over en af dem
bort, så rives han vel bort for sin Misgerning, men hans Blod
vil jeg kræve af Vægterens Hånd.
7. Men dig, Menneskesøn, har jeg sat til Vægter for Israels Hus;
hører du et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig.
8. Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke
taler for at advare ham mod hans Vej, så skal den gudløse vel dø
for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd.
9. Advarer du derimod den gudløse mod hans Vej, for at han skal
omvende sig fra den, og han ikke omvender sig, så skal han dø
for sin Misgerning, men du har reddet din Sjæl.
10. Og du, Menneskesøn, sig til Israels Hus: I siger: "Vore
Overtrædelser og Synder tynger os, og vi svinder hen i dem, hvor
kan vi da leve?"
11. Sig til dem: Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN:
Jeg har ikke Lyst til den gudløses Død, men til at han omvender
sig fra sin Vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde
Veje Hvorfor vil I dø, Israels Hus?
12. Men du, Menneskesøn, sig til dine Landsmænd: Den retfærdiges
Retfærdighed skal ikke redde ham, den Dag han synder, og den
gudløses Gudløshed skal ikke fælde ham, den Dag han omvender sig
fra sin Gudløshed, og en retfærdig skal ikke blive i Live ved
sin Retfærdighed, den Dag han gør Synd.
13. Når jeg siger til den retfærdige: "Du skal visselig leve!" og
han stoler på sin Retfærdighed og øver Uret, så skal intet af
hans Retfærdighed tilregnes ham, men han skal dø for den Uret,
han øver.
14. Og når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og han
omvender sig fra sin Synd og gør Ret og Skel,
15. idet han giver Pant tilbage, godtgør, hvad han har ranet, og
følger Livets Bud uden at øve Uret, så skal han leve og ikke dø;
16. ingen af de Synder, han har gjort, skal tilregnes ham; han har
gjort Ret og Skel, visselig skal han leve.
17. Og så siger dine Landsmænd: "Herrens Vej er ikke ret!" Men det
er deres Vej, som ikke er ret.
18. Når den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og øver Uret,
skal han dø;
19. og når den gudløse omvender sig fra sin Gudløshed og gør Ret og
Skel, skal han leve!
20. Og dog siger I: "Herrens Vej er ikke ret!" Jeg vil dømme eder
hver især efter eders Veje, Israels Hus.
21. I vor Landflygtigheds ellevte År på den femte Dag i den tiende
Måned kom en Flygtning fra Jerusalem til mig med det Bud: "Byen
er indtaget!"
22. Men HERRENs Hånd var kommet over mig, om Aftenen før Flygtningen
kom, og han åbnede min Mund, før han kom til mig om Morgenen; så
åbnedes min Mund, og jeg var ikke mere stum.
23. HERRENs Ord kom til mig således:
24. Menneskesøn! De, der bor i Ruinerne i Israels Land, siger:
"Abraham var kun een og fik dog Landet i eje; vi er mange, og os
er Landet givet i Eje!"
25. Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN: I spiser Kød med
Blod i, løfter eders Blik til eders Afgudsbilleder og udgyder
Blod, og så vil I have Landet i Eje!
26. I støtter eder til eders Sværd, I øver Vederstyggelighed, I gør
hverandres Hustruer urene, og så vil I have Landet i Eje!
27. Således skal du sige til dem: Så siger den Herre HERREN: Så
sandt jeg lever: De i Ruinerne skal falde for Sværdet; dem i
åbent Land giver jeg de vilde Dyr til Æde, og, de i
Klippeborgene og Hulerne skal dø af Pest.
28. Jeg, gør Landet til Ørk og Ødemark, dets stolte Herlighed får
Ende, og Israels Bjerge skal ligge øde, så ingen færdes der;
29. og de, skal kende, at Jeg er HERREN, når jeg gør Landet til Ørk
og Ødemark for alle de Vederstyggeligheder, de har øvet.
30. Og du, Menneskesøn, se, dine Landsmænd taler om dig langs Murene
og i Husdørene, den ene til den anden, hver til sin Broder, og
siger: "Kom og hør, hvad det er for et ord, der udgår fra
HERREN!"
31. Og de kommer til dig, som var der Opløb, og sætter sig lige over
for dig for at høre dine Ord. Men de gør ikke derefter; thi der
er Løgn i deres Mund, og deres Hjerte higer efter Vinding.
32. Og se, du er dem som en, der synger en Elskovssang med liflig
Røst og er dygtig til at spille; de hører dine Ord, men gør ikke
derefter.
33. Men når det kommer - og se, det kommer - skal de kende, at en
Profet har været iblandt dem.
Ezekiel 34
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, profeter mod Israels Hyrder, profeter og sig til
dem: Så siger den Herre HERREN: Ve Israels Hyrder, som røgtede
sig selv! Skal Hyrderne ikke røgte Hjorden?
3. I fortærede Mælken, med Ulden klædte I eder, de fede Dyr
slagtede I, men Hjorden røgtede I ikke;
4. de svage Dyr styrkede I ikke, de syge lægte I ikke, de sårede
forbandt I ikke, de adsplittede bragte I ikke tilbage, de
vildfarende opsøgte I ikke, men I styrede dem med Hårdhed og
Grumhed.
5. Derfor spredtes de, eftersom der ingen Hyrde var, og blev til
Æde for alle Markens vilde Dyr; ja, de spredtes.
6. Min Hjord flakkede om på alle Bjerge og på hver en høj Banke, og
over hele Jorden spredtes min Hjord, og ingen spurgte eller
ledte efter dem.
7. Derfor, I Hyrder, hør HERRENs Ord!
8. Så sandtjeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Fordi min
Hjord blev til Rov, fordi min Hjord blev til Æde for alle
Markens vilde Dyr, eftersom der ingen Hyrde var, og Hyrderne
ikke spurgte efter min Hjord, og fordi Hyrderne røgtede sig selv
og ikke min Hjord,
9. derfor, I Hyrder, hør HERRENs Ord!
10. Så siger den Herre HERREN: Se, jeg, kommer over Hyrderne og
kræver min Hjord af deres Hånd, og jeg sætter dem fra at vogte
min Hjord; Hyrderne skal ikke mere kunne røgte sig selv; jeg
redder min Hjord af deres Gab, så den ikke skal tjene dem til
Æde.
11. Thi så siger den Herre HERREN: Se, jeg vil selv spørge efter min
Hjord og tage mig af den.
12. Som en Hyrde tager sig af sin Hjord på Stormvejrets Dag, således
tager jeg mig af min Hjord og redder den fra de Steder, hvorhen
de spredtes på Skyernes og Mulmets Dag;
13. jeg fører dem bort fra Folkeslagene, samler dem fra Landene og
bringer dem til deres Land, og jeg, røgter dem på Israels
Bjerge, i Kløfterne og på alle Landets beboede Steder.
14. På gode Græsgange vil jeg vogte dem, og på Israels Bjerghøjder
skal deres Græsmarker være; der skal de lejre sig på gode
Græsmarker, og i fede Græsgange skal de græsse på Israels
Bjerge.
15. Jeg vil selv røgte min Hjord og selv lade dem lejre sig, lyder
det fra den Herre HERREN.
16. De vildfarende Dyr vil jeg opsøge, de adsplittede vil jeg bringe
tilbage, de sårede vil jeg forbinde de svage vil jeg styrke, og
de fede og kraftige vil jeg vogte; jeg vil røgte dem, som det er
ret.
17. Og I, min Hjord! Så siger den Herre HERREN: Se, jeg vil
skifte. Ret mellem Får og Får, mellem Vædre og Bukke.
18. Er det eder ikke nok at græsse på den bedste Græsgang, siden I
nedtramper, hvad der er levnet af eders Græsgange? Er det eder
ikke nok at drikke det klare Vand, siden I med eders Fødder
plumrer, hvad der er levnet?
19. Min Hjord må græsse, hvad I har nedtrampet, og drikke, hvad I
har plumret med eders Fødder!
20. Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer for at skifte
Ret mellem de fede og de magre Får.
21. Fordi I med Side og Skulder skubbede alle de svage Dyr bort og
stangede dem med eders Horn, til I fik dem drevet ud,
22. derfor vil jeg hjælpe min Hjord, så den ikke mere skal blive til
Rov, og skifte Ret mellem Får og Får.
23. Jeg sætter een Hyrde over dem, min Tjener David, og han skal
vogte dem; han skal vogte dem, og han skal være deres Hyrde.
24. Og jeg, HERREN, vil være deres Gud, og min Tjener David skal
være Fyrste iblandt dem, så sandt jeg, HERREN, har talet.
25. Jeg vil slutte en Fredspagt med dem og udrydde de vilde Dyr at
Landet, så de trygt kan bo i Ørkenen og sove i Skovene.
26. Og jeg gør dem og Landet rundt om min Høj til Velsignelse, og
jeg sender Regn i rette Tid, mine Byger skal blive til
Velsignelse.
27. Markens Træer skal give deres Frugt og Landet sin Afgrøde; trygt
skal de bo på deres Jord, og de skal kende, at jeg er HERREN,
når jeg bryder Stængerne på deres Åg og frelser dem af deres
Hånd, som gjorde dem til Trælle.
28. Ikke mere skal de blive til Rov for Folkene, og Landets vilde
Dyr skal ikke æde dem; trygt skal de bo, uden at nogen skræmmer
dem.
29. Jeg lader en Fredens Plantning vokse op for dem, og ingen skal
rives bort af Hunger i Landet, og de skal ikke mere bære
Folkenes Hån.
30. De skal kende, at jeg, HERREN deres Gud, er med dem, og at de er
mit Folk, Israels Hus, lyder det fra den Herre HERREN
31. I er min Hjord, I er den Hjord, jeg røgter, og jeg er eders Gud,
lyder det fra den Herre HERREN.
Ezekiel 35
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Seirs Bjergland og profeter
imod det
3. og sig til det: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over
dig, Seirs Bjergland, og løfter min Hånd imod dig; jeg gør dig
til Ørk og Ødemark,
4. dine Byer lægger jeg i Grus. Du selv skal blive til Ørk og
kende, at jeg er HERREN.
5. Fordi du nærede evigt Had og i Nødens Stund overgav Israeliterne
til Sværdet, da deres Misgerning var fuldmoden,
6. derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Jeg
gør dig til Blod, og Blod skal forfølge dig; sandelig, du
forbrød dig ved Blod, og Blod skal forfølge dig.
7. Jeg gør Seirs Bjergland til Ørk og Ødemark og udrydder deraf
enhver, som kommer og går;
8. jeg fylder dets Bjerge med dræbte; på dine Høje og i dine Dale
og Kløfter skal de sværdslagne falde.
9. Jeg gør dig til Ørk for evigt, dine Byer skal ikke bebos; og du
skal kende, at jeg er HERREN.
10. Fordi du sagde: "De tvende Folk og de tvende Lande skal tilhøre
mig, jeg vil tage dem i Eje!" skønt HERREN var der,
11. derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Jeg
vil gøre med dig efter den Vrede og det Nid, du hadefuldt
udviste imod dem, og jeg vil give mig til Hende for dig, når jeg
dømmer dig;
12. og du skal kende, at jeg er HERREN. Jeg har hørt al den Spot, du
udslyngede mod Israels Bjerge: "De er ødelagt, os er de givet
til Føde!"
13. Du gjorde dig stor imod mig med din Mund og overfusede mig med
Ord; jeg hørte det.
14. Så siger den Herre HERREN: Som det var din Glæde, at mit Land
blev Ørk, således vil jeg gøre med dig;
15. som det var din Glæde, at Israels Huss Arvelod blev Ørk, således
vil jeg gøre med dig. Ørk skal du blive, Seirs Bjergland og hele
Edom med; og de skal kende, at jeg er HERREN.
Ezekiel 36
1. Men du menneskesøn, profeter om Israels bjerge og sig: Israels
bjerge, hør Herrens ord.
2. Så siger den Herre HERREN: Fordi Fjenden sagde om eder: "Ha!
Ørkener for stedse! De er blevet vor Ejendom!"
3. derfor skal du profetere og sige: Så siger den Herre HERREN:
Fordi man har higet og snappet efter eder fra alle Sider, for at
I skulde tilfalde Resten af Folkene som Ejendom, og fordi I er
kommet i Folkemunde,
4. derfor, Israels Bjerge, hør HERRENs Ord: Så siger den Herre
HERREN til Bjergene, Højene, kløfterne og Dalene, til de øde
Tomter og de forladte Byer, som er blevet til Rov og til Spot
for Resten af Folkene rundt om,
5. derfor, så siger den Herre HERREN: Sandelig, i brændende
Nidkærhed vil jeg tale mod Resten af Folkene og mod hele Edom,
som med al Hjertets Glæde og Sjælens Ringeagt udså sig mit Land
til Ejendom for at drive indbyggerne bort og gøre det til Rov.
6. Profeter derfor om Israels Land og sig til Bjergene, Højene,
Kløfteme og Dalene: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg faler i
Nidkærhed og Harme, fordi I bærer Folkenes Hån.
7. Derfor, så siger den Herre HERREN: Jeg løfter min Hånd og
sværger: Sandelig, Folkene rundt om eder skal selv bære deres
Hån.
8. Og I, Israels Bjerge, skal skyde Grene og bære Frugt for mit
Folk Israel, thi de skal snart komme hjem.
9. Thi se, jeg kommer og vender mig til eder, og I skal dyrkes og
tilsås;
10. jeg gør Mennesker, alt Israels Hus, mangfoldige på eder, Byerne
skal bebos og Ruinerne genopbygges;
11. jeg gør Mennesker og Dyr mangfoldige på eder, ja de skal blive
mangfoldige og frugtbare; jeg lader eder bebos som i fordums
Tider og gør det bedre for eder end i Fortiden; og I skal kende,
at jeg er HERREN.
12. Jeg lader Mennesker, mit Folk Israel, færdes på eder; de skal
tage dig i Eje, og du skal være deres Arvelod og ikke mere gøre
dem barnløse.
13. Så siger den Herre HERREN: Fordi de siger til dig: "Du er en
Menneskeæder, som gør dit Folk barnløst!"
14. derfor skal du ikke mere æde Mennesker eller gøre dit Folk
barnløst, lyder det fra den Herre HERREN.
15. Og jeg lader dig ikke mere høre Folkenes Hån, og du skal ikke
mere bære Folkeslagenes Spot eller gøre dit Folk harnløst, lyder
det fra den Herre HERREN.
16. HERRENs Ord kom til mig således:
17. Menneskesøn! Da Israels Slægt boedei deres Land, gjorde de det
urent ved deres Færd og Gerninger; som en Kvindes renhed var
deres Færd for mit Åsyn.
18. Så udøste jeg min Vrede over dem for det Blods Skyld, de udgød i
Landet, og fordi de gjorde det urent med deres Afgudsbilleder.
19. Jeg spredte dem blandt Folkene, og de strøedes ud i Landene;
efter deres Færd og Gerninger dømte jeg dem.
20. Således kom de til Folkene: hvor de kom hen, vanærede de mit
hellige Navn, idet man sagde om dem: "De der er HERRENs Folk, og
dog måtte de ud af hans Land!"
21. Da ynkedes jeg over mit hellige Navn, som Israels Hus vanærede
blandt de Folk, de kom til.
22. Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Det er
ikke for eders Skyld, jeg griber ind, Israels Hus, men for mit
hellige Navns Skyld, som I har vanæret blandt de Folk, I kom
til.
23. Jeg vil hellige mit store Navn, som vanæres blandt Folkene, idet
I har vanæret det iblandt dem; og Folkene skal kende, at jeg er
HERREN, lyder det fra den Herre HERREN, når jeg helliger mig på
eder for deres Øjne.
24. Jeg vil hente eder fra Folkene, samle eder fra alle Lande og
bringe eder til eders Land.
25. Da stænker jeg rent Vand på eder, så I bliver rene; jeg renser
eder for al eders Urenhed og alle eders Afgudsbilleder.
26. Jeg giver eder et nyt Hjerte, og en ny Ånd giver jeg i eders
Indre; Stenhjertet tager jeg ud af eders Kød og giver eder et
Kødhjerte.
27. Jeg giver min Ånd i eders Indre og virker, at I følger mine
Vedtægter og tager Vare på at holde mine Lovbud,
28. I skal bo i det Land, jeg gav eders Fædre, og I skal være mit
Folk, og jeg vil være eders Gud.
29. Jeg frelser eder fra al eders Urenbed; jeg kalder Kornet frem og
mangfoldiggør det og sender ikke mere Hungersnød over eder.
30. Jeg mangfoldiggør Træernes Frugter og Markens Afgrøde, for at I
ikke mere skal tage en Hungersnøds Skændsel på eder blandt
Folkene.
31. Da skal I ihukomme eders onde Veje og eders Gerninger, som ikke
var gode, og ledes ved eder selv over eders Misgerninger og
Vederstyggeligheder.
32. Ikke for eders Skyld griber jeg ind, lyder det fra den Herre
HERREN, det være eder kundgjort! Skam jer og blues over eders
Veje, Israels Hus!
33. Så siger den Herre HERREN: Den Dag jeg renser eder for alle
eders Misgerninger, lader jeg Byerne bebos, og Ruinerne skal
genopbygges;
34. det ødelagte Land skal dyrkes, i Stedet for at det har været en
Ødemark for alles Øjne, som kom forbi.
35. Da skal man sige: "Dette Land, som var ødelagt, er blevet som
Edens Have, og Byerne, som var omstyrtet, ødelagt og nedrevet,
er befæstet og beboet."
36. Og Folkene, der er tilhage rundt om eder, skal kende, at jeg,
HERREN, har opbygget de nedrevne Byer og tilplantet det ødelagte
Land; jeg, HERREN, har talet, og jeg fuldbyrder det.
37. Så siger den Herre HERREN: Også dette vil jeg gøre for Israels
Hus på deres Bøn: Jeg vil gøre dem mangfoldige som en Hjord af
Mennesker;
38. som en Hjord af Offerdyr, som Jerusalems Fårehjorde på dets
Højtider skal de omstyrtede Byer blive fulde af Menneskehjorde;
og de skal kende, at jeg er HERREN.
Ezekiel 37
1. Herrens hånd kom over mig, og han førte mig i ånden ud og satte
mig midt i dalen. Den var fuld af Ben;
2. og han førte mig rundt omkring dem, og se, de lå i store Mængder
ud over Dalen, og se, de var aldeles tørre.
3. Derpå sagde han til mig: "Menneskesøn! kan disse Ben blive
levende?" Jeg svarede: "Herre, HERRE, du ved det!"
4. Så sagde han til mig: Profeter over disse Ben og sig til dem: I
tørre Ben, hør HERRENs Ord!
5. Så siger den Herre HERREN til disse Ben: Se, jeg bringer Ånd i
eder, så I bliver levende.
6. Jeg lægger Sener om eder, lader Kød vokse frem på eder,
overtrækker eder med Hud og indgiver eder Ånd, så I bliver
levende; og I skal kende, at jeg er HERREN.
7. Så profeterede jeg, som mig var pålagt, og der hørtes en Lyd, da
jeg profeterede, og se, der hørtes Raslen, og Benene nærmede sig
hverandre.
8. Og jeg skuede, og se, der kom Sener på dem, Kød voksede frem, og
de blev overtrukket med Hud, men der var ingen Ånd i dem.
9. Så sagde han til mig: Profeter og tal til Ånden, profeter, du
Menneskesøn, og sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Ånd, kom
fra de fre Verdenshjørner og blæs på disse dræbte, at de må
blive levende!
10. Da profeterede jeg, som han bød mig, og Ånden kom i dem, og de
blev levende og rejste sig på deres Fødder, en såre, såre stor
Hær.
11. Derpå sagde han til mig: Menneskesøn! Disse Ben er alt Israels
Hus. Se, de siger: "Vore Ben er tørre, vort Håb er svundet, det
er ude med os!"
12. Profeter derfor og sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Se,
jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk, og
bringer eder til Israels Land;
13. og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg åbner eders Grave og
fører eder ud af dem, mit Folk.
14. Jeg indgiver eder min Ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter
eder i eders Land; og I skal kende, at jeg er HERREN; jeg har
talet, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra HERREN.
15. HERRENs Ord kom til mig således:
16. Du, Menneskesøn, tag dig et Stykke Træ og skriv derpå: Juda og
hans Medbrødre blandt Israeliterne! Tag så et andet Stykke Træ
og skriv derpå: Josef Efraims Træ og hans Medbrødre, alt Israels
Hus!
17. Føj dem så sammen til eet Stykke, så de bliver eet i din Hånd.
18. Og når så dine Landsmænd siger til dig: "Vil du ikke sige os,
hvad du mener dermed?"
19. sig så til dem: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg tager Josefs
Træ", som var i Efraims Hånd, og Israels Stammer, hans
Medbrødre, og føjer dem til Judas Træ og gør dem til eet Stykke
og de skal blive eet i Judas Hånd.
20. Og Træstykkerne, du skrev på, skal være i din Hånd, så de kan se
dem.
21. Tal så til dem: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg henter
Israeliterne fra Folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler
dem alle Vegne fra og bringer dem til deres Land.
22. Jeg gør dem til eet Folk i Landet på Israels Bjerge; og de skal
alle have en og samme Konge og ikke mere være to Folk eller delt
i to Riger.
23. De skal ikke mere gøre sig urene ved deres Afgudsbilleder og
væmmelige Guder eller alle deres Overtrædelser, og jeg vil
frelse dem fra alt deres Frafald, hvormed de forsyndede sig, og
rense dem, og de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud.
24. Min Tjener David skal være Konge over dem, og alle skal de have
en og samme Hyrde. De skal følge mine Lovbud og holde mine
Vedtægter og gøre efter dem.
25. De skal bo i det Land, jeg gav min Tjener Jakob, der hvor deres
Fædre boede; de skal bo der til evig Tid, de, deres Børn og
Børnebørn; og min Tjener David skal være deres Fyrste evindelig.
26. Jeg slutter en Fredspagt med dem, en evig Pagt skal det være; og
jeg gør dem mangfoldige og sætter min Helligdom i deres Midte
evindelig;
27. min Bolig skal være over dem; jeg vil være deres Gud, og de skal
være mit Folk.
28. Og Folkene skal kende, at jeg er HERREN, som helliger Israel,
når min Helligdom bliver i deres Midte evindelig
Ezekiel 38
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Gog i Magogs Land, Fyrsten over
Rosj, Mesjek og Tubal, og profeter imod ham
3. og sig: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig, Gog,
Fyrste over Rosj, Mesjek og Tubal.
4. Jeg vender dig og sætter Kroge i dine Kæber og trækker dig frem
med hele din Hær, Heste og Ryttere, alle i smukke Klæder, en
vældig Skare med store og små Skjolde, alle med Sværd i Hånd.
5. Persere, Ætiopere og Putæere er med dem, alle med Skjold og
Hjelm,
6. Gomer med alle dets Hobe, Togarmas Hus fra det yderste Nord med
alle dets Hobe, mange Folkeslag er med.
7. Rust dig og hold dig rede med hele din Skare, som er samlet om
dig, og vær mig rede til Tjeneste.
8. Lang Tid herefter skal der komme Bud efter dig; ved Årenes
Fjende skal du overfalde et Land, som atter er unddraget
Sværdet, et Folk, som fra mange Folkeslag er sanket sammen på
Israels Bjerge, der stadig lå øde hen, et Folk, som er ført bort
fra Folkeslagene og nu bor trygt til Hobe.
9. Du skal trække op som et Uvejr og komme som en Sky og oversvømme
Landet, du og alle dine Hobe og de mange Folkeslag, som følger
dig.
10. Så siger den Herre HERREN: På hin Dag skal en Tanke stige op i
dit Hjerte, og du skal oplægge onde Råd
11. og sige: "Jeg vil drage op imod et åbent Land og overfalde
fredelige Folk, som bor trygt, som alle bor uden Mure og hverken
har Portstænger eller Porte,
12. for at gøre Bytte og røve Rov, lægge Hånd på genopbyggede ruiner
og på et Folk, der er indsamlet fra Folkene og vinder sig Fæ og
Gods, og som bor på Jordens Navle."
13. Sabæerne og Dedaniterne, Tarsiss Købmænd og alle dets
Handelsfolk skal sige til dig: "Kommer du for at gøre Bytte, har
du samlet din Skare for at røve Rov, for at bortføre Sølv og
Guld, rane Fæ og Gods og gøre et vældigt Bytte?"
14. Profeter derfor, Menneskesøn, og sig til Gog: Så siger den Herre
HERREN: Ja, på hin Dag skal du bryde op, medens mit Folk Israel
bor trygt,
15. og komme fra din Hjemstavn yderst i Nord, du og de mange
Folkeslag, der følger dig, alle til Hest, en stor Skare, en
vældig Hær;
16. som en Sky skal du drage op mod mit Folk Israel og oversvømme
Landet. I de sidste Dage skal det ske; jeg fører dig imod mit
Land; og Folkene skal kende mig, når jeg for deres Øjne helliger
mig på dig, Gog.
17. Så siger den Herre HERREN: Er det dig, jeg talede om i gamle
dage ved mine Tjenere, Israels Profeter, som profeterede i hine
Tider, at jeg vilde bringe dig over dem?
18. Men på hin dag, når Gog overfalder Israels Land, lyder det fra
den Herre HERREN, vil jeg give min Vrede Luft.
19. I Nidkærhed, i glødende Vrede udtaler jeg det: Sandelig, på hin
Dag skal et vældigt Jordskælv komme over Israels Land;
20. for mit Åsyn skal Havets Fisk, Himmelens Fugle, Markens vilde
Dyr og alt kryb på Jorden og alle Mennesker på Jordens Flade
skælve, Bjergene skal styrte, Klippevæggene falde og hver Mur
synke til Jord.
21. Jeg nedkalder alle Rædsler over ham, lyder det fra den Herre
HERREN; den enes Sværd skal rettes mod den anden;
22. jeg går i Rette med ham med Pest og Blod, med Regnskyl og
Haglsten; Ild og Svovl lader jeg regne over ham, hans Hobe og de
mange Folkeslag, som følger ham.
23. Jeg viser mig stor og hellig og giver mig til Kende for de mange
Folks Øjne; og de skal kende, at jeg er HERREN.
Ezekiel 39
1. Du, Menneskesøn, Profeter mod Gog og sig: Så siger den Herre
HERREN. Se, Jeg kommer over dig, Gog, Fyrste over Rosj, Mesjek
og Tubal!
2. Jeg vender dig, leder dig og fører dig op fra det yderste Nord
og bringer dig til Israels Bjerge.
3. Så slår jeg Buen ud af din venstre Hånd og lader Pilene falde ud
af din højre.
4. På Israels Bjerge skal du falde, du og alle dine Hobe og
Folkeslagene, der følger dig; jeg giver dig til Føde for alle
Hånde Rovfugle og Markens vilde Dyr.
5. I åben Mark skal du falde, så sandt jeg har talet, lyder det fra
den Herre HERREN.
6. Og jeg sætter Ild på Magog og på de fjerne Strandes trygge
Indbyggere; og de skal kende, at jeg er HERREN.
7. Mit hellige Navn kundgør jeg midt i mit Folk Israel, og jeg vil
ikke mere vanhellige mit hellige Navn; og Folkene skal kende, at
jeg er HERREN, den Hellige i Israel.
8. Se, det kommer, det skal ske, lyder det fra den Herre HERREN;
det er Dagen, jeg har talet om.
9. Så skal Indbyggerne i Israels Byer gå ud og gøre Ild på og tænde
op med Rustninger, små og store Skjolde, Buer, Pile, Håndstave
og Spyd; og de skal bruge det til at gøre Ild med i syv År.
10. De skal ikke hente Træ i Marken eller hugge Brænde i Skovene,
men gøre Ild på med Rustningerne. De skal plyndre dem, de
plyndredes af, og hærge dem, de hærgedes af, lyder det fra den
Herre HERREN.
11. Og på hin Dag giver jeg Gog et Gravsted i Israel,
Vandringsmændenes dal østen for Havet, og den skal spærre Vejen
for Vandringsmænd; der skal de jorde Gog og hele hans larmende
Hob og kalde Stedet: Gogs larmende Hobs dal.
12. Israels Hus skal have hele syv Måneder til at jorde dem og
således rense Landet.
13. Alt folket i Landet skal jorde dem, og det skal tjene til deres
Ros, på den Dag jeg herliggør mig, lyder det fra den Herre
HERREN.
14. Man skal udvælge fast Mandskab til at drage Landet rundt og søge
efter dem, der er blevet tilbage ud over Landet, for at rense
det; når syv Måneder er gået, skal de skride til at søge;
15. og når de vandrer Landet rundt og en får Øje på Menneskeknogler,
skal han sætte et Mærke derved, for at Graverne kan jorde dem i
Gogs larmende Hobs Dal;
16. også skal en By have Navnet Hamona". Således skal de rense
Landet.
17. Og du, Menneskesøn! Så siger den Herre HERREN: Sig til alle
Fugle og alle Markens vilde Dyr: Saml eder og kom hid, kom
sammen alle Vegne fra til mit Slagtoffer, som jeg slagter for
eder, et vældigt Slagtoffer på Israels Bjerge; I skal æde Kød og
drikke Blod!
18. Kød af Helte skal I æde, Blod af Jordens Fyrster skal I drikke,
Vædre, Får, Bukke og Tyre, alle fedet i Basan.
19. I skal æde eder mætte i Fedt og drikke eder drukne i Blod af mit
Slagtoffer, som jeg slagter for eder.
20. I skal mætte eder ved mit Bord med Køreheste og Rytterheste,
Helte og alle Hånde Krigsfolk, lyder det fra den Herre HERREN.
21. Jeg åbenbarer min Herlighed blandt Folkene, og alle Folkene skal
skue den Dom, jeg fuldbyrder, og min Hånd, som jeg lægger på
dem.
22. Israels Hus skal kende, at jeg, HERREN, er deres Gud fra hin Dag
og fremdeles;
23. og Folkene skal kende, at Israels Hus vandrede i Landflygtighed
for deres Misgerningers Skyld, fordi de var troløse imod mig, så
jeg skjulte mit Åsyn for dem og gav dem i deres Fjenders Hånd,
hvorfor de alle faldt for Sværdet.
24. Efter deres Urenhed og deres Overtrædelser handlede jeg med dem
og skjulte mit Åsyn for dem.
25. Derfor, så siger den Herre HERREN; Nu vil jeg vende Jakobs
Skæbne, forbarme mig over alt Israels Hus og være nidkær for mit
hellige Navn;
26. og de skal glemme deres Skændsel og al den Troløshed, de viste
mig, når de bor trygt i deres Land, uden at nogen skræmmer,
27. når jeg fører dem tilbage fra Folkeslagene, samler dem fra deres
Fjenders Lande og helliger mig på dem for mange Folks Øjne.
28. Og de skal kende, at jeg er HERREN deres Gud, når jeg efter at
have ført dem i Landflygtighed blandt Folkene samler dem i deres
Land uden at lade nogen af dem blive tilbage derude
29. og ikke mere skjuler mit Åsyn for dem, da jeg har udgydt min Ånd
over Israels Hus, lyder det fra den Herre HERREN.
Ezekiel 40
1. I det fem og tyvende år efter at vi var ført i landflygtighed,
ved nytårstide, på den tiende dag i Måneden i det fjortende År
efter Byens indtagelse, netop på den Dag kom HERRENs Hånd over
mig, og han førte mig
2. i Guds Syner til Israels Land og satte mig på et såre højt
Bjerg, og på det var der bygget noget som en By mod Syd;
3. og da han havde ført mig derhen, se, da var der en Mand som
Kobber at se til med en Hørgarnssnor og en Målestang i Hånden,
og han stod ved Porten.
4. Manden sagde til mig: "Menneskesøn, se med dine Øjne, hør med
dine Ører og læg vel Mærke til alt, hvad jeg viser dig; thi du
er ført hid, for at jeg skal vise dig det. Kundgør Israels Hus
alt, hvad du ser!"
5. Og se, der var en Mur uden om Templet til alle Sider. Manden
holdt i Hånden en Målestang. som var seks Alen lang, en Alen en
Håndsbred længere end sædvanlig", og han målte Muren; den var
eet Mål bred og eet Mål høj.
6. Så gik han op ad syv Trappetrin ind i den Port, hvis Forside
vendte mod Øst; og han målte Portens Tærskel til eet Mål i
Bredden,
7. hvert af Portens Siderum ligeledes til eet Mål i Længden og eet
i Bredden, Murpillerne mellem Siderummene til fem Alen og
Tærskelen ved Portens Forhal på den Side,
8. der vendte indad i Porten, til eet Mål.
9. Og han målte Portens Forhal til otte Alen og dens Murpiller til
to; Portens Forhal lå på indersiden.
10. Portens Siderum, tre på hver Side, lå over for hverandre; de var
lige store alle tre; også Murpillerne på begge Sider var lige
store.
11. Så målte han Portindgangens Bredde til ti Alen og Portgangens
til tretten.
12. Foran Siderummene var der på begge Sider afspærrede Pladser på
een Alen, og selve Siderummene på begge Sider var seks Alen.
13. Så målte han Porten fra Indervæggen i et Siderum til Indervæggen
i Siderummet lige overfor til en Bredde af fem og tyve Alen, Dør
over for Dør.
14. Så målte han Forhallen til tyve Alen; og Forgården omgav Portens
Forhal".
15. Fra Portens Forside udad til Portforhallens Forside indad var
der halvtredsindstyve Alen.
16. Porten havde på begge Sider Gittervinduer, som udvidede sig
indad i Siderummene og deres Murpiller; ligeledes havde
Forhallen på alle Sider Vinduer, som udvidede sig indad. På
Murpillerne til begge Sider var der Palmer.
17. Derpå førte han mig ind i den ydre Forgård. Og se, der var
Kamre, og Forgården rundt var der et stenlagt Stykke; der var
tredive Kamre på Stenlægningen.
18. Det stenlagte Stykke stødte op til Portenes Sidemure, lige så
bredt som Portene var lange; det var den nedre Stenlægning.
19. Han målte Forgårdens Bredde fra den nedre Ports indre Forside
til den indre Ports ydre Forside til hundrede Alen. Og han førte
mig mod Nord,
20. og se, der var en Port, som vendte mod Nord, i den ydre Forgård,
og han målte dens Længde og Bredde.
21. Den havde tre Siderum til hver Side, og Murpillerne og Forhallen
havde samme Mål som i den første Port; den var halvtredsindstyve
Alen lang og fem og tyve Alen bred.
22. Vinduer, Forhal og Palmer havde samme Mål som i den Port, hvis
Forside vendte mod Øst; ad syv Trin steg man op dertil, og
Forhallen lå inderst inde.
23. En Port til den indre Forgård lå over for Nordporten, ligesom
Forholdet var ved Østporten; og han målte fra Port til Port
hundrede Alen.
24. Så førte han mig mod Syd og se, der var også en Port mod Syd, og
han målte dens Murpiller og Forhal; de havde samme Mål som de
andre.
25. Porten og dens Forhal havde Vinduer af samme Slags som de
andre. Den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen
bred;
26. syv Trin førte op til den; Forhallen lå inderst inde, og der var
Palmer på Murpillerne til begge Sider.
27. Endelig var der en Port til den indre Forgård over for
Sydporten: han målte hundrede Alen fra Port til Port.
28. Derpå førte han mig til den indre Forgård gennem Sydporten, og
den målte han; den havde samme Størrelse som de andre,
29. og dens Siderum, Murpiller og Forhal havde samme Størrelse som
de andre; Porten og dens Forhal havde Vinduer rundt om. Den var
halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred.
30. (Der var Forhaller rundt om, fem og tyve Alen lange og fem
Alenbrede.
31. Forhallen vendte ud mod den ydre Forgård med Palmer på
Murpillerne, og otte Trin dannede dens Opgang.
32. Så førte han mig til Østporten og målte denne Port; den havde
samme Størrelse som de andre,
33. og Siderum, Murpiller og Forgård havde samme Størrelse som de
andre; Porten og dens Forhal havde Vinduer rundt om. Den var
halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred.
34. Forhallen vendte ud mod den ydre Forgård med Palmer på
Murpillerne til begge Sider, og otte Trin dannede dens Opgang.
35. Så førte han mig til Nordporten og målte den; den havde samme
Størrelse som de andre,
36. ligeledes Siderum, Murpiller og Forhal; Porten og dens Forhal
havde Vinduer rundt om. Den var halvtredsindstyve Alen lang og
fem og tyve Alen bred.
37. Forhallen vendte ud mod den ydre Forgård med Palmer på
Murpillerne til begge Sider, og otte Trin dannede dens Opgang.
38. Derpå vendte han sig til det Indre, idet han førte mig til
Østporten; der skyllede man Brændofferet
39. Og i Portens Forhal stod to Borde på den ene Side og to på den
anden til at slagte Brændofferet, Syndofferet og Skyldofferet
på.
40. Også ved det ydre Hjørne, mod Nord når man steg op i
Portindgangen, stod to Borde og ved Portforhallens andet Hjørne
andre to,
41. fire Borde på hver Side ved Portens Hjørner, i alt otte. På dem
slagtede man Slagtofferet.
42. Og, til Brændofferet stod der tre Kvaderstensborde, halvanden
Alen lange, halvanden Alen brede og en Alen høje; på dem lagde
man de Redskaber, med hvilke man slagtede Brændofferet og
Slagtofferet.
43. De havde hele Vejen rundt en Rand på en Håndsbred, der vendte
indad; og oven over Bordene var der Tage til Værn mod Regn og
Sol. Derpå førte han mig atter
44. til den indre Forgård, og se, der var to Kamre, et ved
Nordportens Hjørne med Forsiden mod Syd og et andet ved
Sydportens Hjørne med Forsiden mod Nord.
45. Og han sagde til mig: "Kammeret her, hvis Forside vender mod
Syd, er for Præsterne, der tager Vare på, hvad der er at
varetage i Templet,
46. og Kammeret der, hvis Forside vender mod Nord, er for Præsterne,
der tager Vare på, hvad der er at varetage ved Alteret. Det er
Zadoks Sønoer, som alene af Levis Sønner må nærme sig HERREN for
at tjene ham."
47. Så målte han Forgården; den var hundrede Alen lang og hundrede
Alen bred i Firkant; og Alteret stod foran Templet.
48. Derpå førte han mig til Templets Forhal og målte Forhallens
Piller" ; de var fem Alen brede på begge Sider; Porten var
fjorten Alen bred og dens Sidevægge tre Alen på begge Sider,
49. og Forhallen var tyve Alen lang og tolv Alen bred. Ad ti Trin
steg man op til den; og der stod Søjler op ad Pillerne, een på
hver Side.
Ezekiel 41
1. Derpå førte han mig til det hellige og målte pillerne, de var
seks Al brede på begge Sider;
2. Indgangen var ti Alen bred, dens Sidevægge fem Alen til begge
Sider; og han målte dets Længde til fyrretyve Alen og Bredden
til tyve.
3. Derpå gik han ind i Inderhallen og målte indgangens Piller; de
var to Alen, og Indgangen var seks Alen bred og Sidevæggene syv
Alen brede til begge Sider.
4. Og han målte dets Længde til tyve Alen og Bredden til tyve ud
for Tempelrummet. Og han sagde til mig: "Dette er det
Allerhelligste."
5. Derpå målte han Templets Mur; den var seks Alen bred; og
Tilbygningen var fire Alen bred Templet rundt.
6. Tilbygningen lå Rum ved Rum, tre Aum oven på hverandre tredive
Gange, og der var Fremspring, så Bjælkerne ikke greb ind i
Templets Mur.
7. Således var Tilbygningens Rum bredere og bredere opad, efter som
Tempelmuren var trukket tilbage opad, Templet rundt. Fra det
nederste Stokværk steg man op til det mellemste, og derfra op
til det øverste.
8. Og jeg så ved Templet en ophøjet brolagt Plads hele Vejen
rundt. Tilbygningens Grundmure var et fuldt Mål høje, seks Alen
til Kanten.
9. Tilbygningens Ydermur var fem Alen bred. Der var en åben Plads
langs Templets Tilbygning.
10. En afspærret Plads, tyve Alen bred, omgav Templet på alle Sider.
11. Tilbygningens Døre førte ud til den åbne Plads, en Dør mod Nord
og en anden mod Syd; og den åbne Plads var fem Alen bred på alle
Sider.
12. Den Bygning, som lå ved den afspærrede Plads imod Vest, var
halvfjerdsindstyve Alen bred, dens Mur var fem Alen tyk til alle
Sider, og den var halvfemsindstyve Alen lang.
13. Han målte Templet; det var hundrede Alen langt; den afspærrede
Plads tillige med Bagbygningen og dens Mure var hundrede Alen
lang,
14. og Templets Forside tillige med den afspærrede Plads mod Øst var
hundrede Alen bred.
15. Og han målte Længden af Bagbygningen langs den afspærrede Plads,
som lå bag den; den var hundrede Alen. Det Hellige, Inderhallen
og den ydre Forhal
16. var træklædt. Vinduer, som udvidede sig indad, gav Lys rundt om
i alle tre Rum, og Væggene derinde var klædt med Træ rundt om
fra Gulv til Vinduer,
17. og fra Indgangens Sidevægge til det indre Rum var der Væggen
rundt
18. udskåret Arbejde, Keruber og Palmer, en Palme mellem to Keruber;
Keruberne havde to Ansigter;
19. Menneskeansigtet vendte mod Palmen på den ene Side og
Løveansigtet mod Palmen på den anden Side; således var der gjort
hele Templet rundt.
20. Fra Gulv til Vinduer var der fremstillet Keruber og Palmer på
det Helliges Væg.
21. Ved Indgangen til det Hellige var der firkantede
Dørstolper. Foran Helligdommen var der noget, der så ud som
22. et Træalter, tre Alen højt, to Alen langt og to Alen bredt; det
havde Hjørner, og dets Fodstykke og Vægge var af Træ. Og han
sagde til mig: "Dette er Bordet, som står for HERRENs Åsyn."
23. Det Hellige havde to Dørfløje;
24. ligeledes havde Helligdommen to Dørfløje; hver Fløj var to
bevægelige Dørflader, to på hver Fløj.
25. Og på dem var der fretillet Keruber og Palmer ligesom på
Væggene. Der var et Trætag uden for Forhallen.
26. Der var gitrede Vinduer og Palmer på Forhallens Sidevægge til
begge Sider..."
Ezekiel 42
1. Derpå førte han mig ud i den indre forgård i nordlig retning, og
han førte mig til Kamrene, som lå ud imod den afspærrede Plads
og Bagbygningen, nogle på den ene Side, andre på den anden.
2. Længden var hundrede Alen og Bredden halvtredsindstyve.
3. Over for Portene, som hørte til den indre Forgård, og over for
Stenbroen, som hørte til den ydre Forgård, var der Gang over for
Gang i tre Stokværk.
4. Foran Kamrene var der en Forgang, ti Alen bred og hundrede Alen
lang, og deres Døre vendte mod Nord.
5. De øvre Kamre var de snævreste, thi Gangen tog noget af deres
Plads, så at de var mindre end de nederste og mellemste.
6. Thi de havde tre Stokværk og ingen Søjler svarende til den ydre
Forgårds; derfor var de øverste snævrere end de nederste og
mellemste.
7. Der løb en Mur udenfor langs Kamrene i Retning af den ydre
Forgård; foran Kamrene var dens Længde halvtredsindstyve Alen;
8. thi Kamrene, som lå ved den ydre Forgård, havde en samlet Længde
af halvtredsindstyve Alen, og de lå over for hine, i alt
hundrede Alen.
9. Neden for disse Kamre var indgangen på Østsiden, når man gik ind
i dem fra den ydre Forgård,
10. ved Begyndelsen af den ydre Mur. Derpå førte han mig mod Syd; og
der var også Kamre ud imod den afspærrede Plads og Bagbygningen
11. med en Gang foran; de så ud som Kamrene mod Nord; havde samme
Længde og Bredde, og alle Udgange var her som hist, ligesom de
var indrettet på samme Måde.
12. Men deres Døre vendte mod Syd..."
13. Og han sagde til mig: "Kamrene mod Nord og Syd, som ligger ud
mod den afspærrede Plads, er de hellige Kamre, hvor Præsterne,
der nærmer sig HERREN, skal spise det højhellige; der skal de
gemme det højhellige, Afgrødeofrene, Syndofrene og Skyldofrene,
thi Stedet er helligt;
14. og når Præsterne træder ind - de må ikke fra Helligdommen træde
ud i den ydre Forgård - skal de der nedlægge deres Klæder, som
de gør Tjeneste i, da de er hellige, og iføre sig andre Klæder;
da først må de nærme sig det, der hører Folket til."
15. Da han var til Ende med at udmåle Templets Indre, førte han mig
hen til den Port, hvis Forside vendte mod Øst, og målte til alle
Sider;
16. han målte med Målestangen Østsiden; den var efter Målestangen
500 Alen; så vendte han sig og
17. målte med Målestangen Nordsiden til 500 Alen;
18. så vendte han sig og målte med Målestangen Sydsiden til 500
Alen;
19. og han vendte sig og målte med Målestangen Vestsiden til 500
Alen.
20. Til alle fire Sider målte han Pladsen; og der var en Mur rundt
om, 500 Alen lang og 500 Alen bred, til at sætte Skel mellem
det, som er helligt, og det, som ikke er helligt.
Ezekiel 43
1. Derpå førte han mig hen til Østporten.
2. Og se Israels Guds Herlighed kom østerfra, og det lød som mange
Vandes Brus, og Jorden lyste af hans Herlighed.
3. Synet var som det, jeg havde set, da han kom for at ødelægge
Byen, og Vognen så ud som den, jeg havde set ved Floden
Kebar. Da faldt jeg på mit Ansigt.
4. Og HERRENs Herlighed drog ind i Templet gennem den Port, hvis
Forside vendte mod Øst.
5. Men Ånden løftede mig op og bragte mig ind i den indre Forgård,
og se, HERRENs Herlighed fyldte Templet.
6. Og jeg hørte en tale til mig ud fra Templet, medens Manden stod
ved Siden af mig,
7. og han sagde: Menneskesøn! Her er min Trones og mine Fodsålers
Sted, hvor jeg vil bo midt iblandt Israeliterne til evig
Tid. Israels Hus skal ikke mere vanhellige mit hellige Navn,
hverken de eller deres konger, med deres Bolen eller deres
kongers Lig,
8. de, som satte deres Tærskel lige ved min og deres Dørstolper
lige ved mine, kun med en Mur imellem mig og dem, og
vanhelligede mit hellige Navn ved de Vederstyggeligheder, de
øvede, så jeg måtte tilintetgøre dem i min Vrede.
9. Nu skal de fri mig for deres Bolen og deres Kongers Lig, så jeg
kan bo iblandt dem til evig Tid.
10. Men du, Menneskesøn, giv Israels Hus en Beskrivelse af Templet,
dets Udseende og Form, at de må skamme sig over deres
Misgerninger.
11. Og dersom de skammer sig over alt, hvad de har gjort, så kundgør
dem Templets Omrids og Indretning, dets Udgange og Indgange, et
helt Billede deraf; ligeledes alle Vedtægter og Love derom; og
skriv det op for deres Øjne, at de må mærke sig Billedet i sin
Helhed og alle Vedtægterne og holde dem.
12. Dette er Loven om Templet: På Bjergets Tinde skal alt dets
Område til alle Sider være højhelligt; se, det er Loven om
Templet.
13. Følgende er Alterets Mål i Alen, en Alen en Håndsbred længere
end sædvanlig: Foden var en Alen høj og en Alen bred, Kantlisten
Randen rundt et Spand høj. Om Alterets Højde gælder følgende:
14. Fra Foden underneden op til det nederste Fremspring to Alen med
en Alens Bredde; og fra det lille Fremspring til det store fire
Alen med en Alens Bredde.
15. Ildstedet var fire Alen højt, og fra Ildstedet ragede fire Horn
i Vejret.
16. Ildstedet var tolv Alen langt og tolv Alen bredt, så det dannede
en ligesidet Firkant.
17. Det store Fremspring var fjorten Alen langt og fjorten Alen
bredt på alle fire Sider; det lille Fremspring seksten Alen
langt og seksten Alen bredt på alle fire Sider; Kantlisten rundt
om en halv Alen bred og Foden en Alen bred rundt om. Trappen var
på Østsiden.
18. Og han sagde til mig: Menneskesøn! Så siger den Herre HERREN:
Følgende er Vedtægteme om Alteret, på den Dag det bygges til at
ofre Brændofre og sprænge Blod på:
19. Så lyder det fra den Herre HERREN: Levitpræsterne, som
nedstammer fra Zadok og må nærme sig mig for at gøre Tjeneste
for mig, skal du give en ung Tyr til Syndoffer;
20. og du skal tage noget af dens Blod og stryge det på Alterets
fire Horn, på Fremspringets fire Hjørner og på Kantlisten rundt
om og således rense det for Synd og fuldbyrde Soningen for det.
21. Og du skal tage Syndoffertyren og brænde den ved Tempelvagten
uden for Helligdommen.
22. Næste Dag skal du bringe en lydefri Gedebuk som Syndoffer, og de
skal rense Alteret for Synd, ligesom de rensede det med Tyren.
23. Og når du er til Ende med at rense det for Synd, skal du bringe
en lydefri ung Tyr og en lydefri Væder af Småkvæget;
24. du skal bringe dem for HERRENs Åsyn, og Præsterne skal strø Salt
på dem og ofre dem som Brændoffer for HERREN.
25. Syv Dage skal du daglig ofre en Syndofferbuk, og man skal ofre
en ung Tyr og en Væder af Småkvæget, lydefri Dyr;
26. i syv Dage skal man fuldbyrde Soningen for Alteret og rense det
og indvie det.
27. Således skal man bære sig ad i disse Dage. Og på den ottende Dag
og siden hen skal Præsterne ofre eders Brændofre og Takofre på
Alteret; og jeg vil have Behag i eder, lyder det fra den Herre
HERREN.
Ezekiel 44
1. Derpå førte han mig tilbage ad helligdommens ydre østport til,
og den var lukket."
2. Og HERREN sagde til mig: Denne Port skal være lukket og må ikke
åbnes! Ingen må gå ind derigennem, thi igennem den drog HERREN,
Israels Gud, ind; derfor skal den være lukket.
3. Kun Fyrsten må sidde i den og holde Måltid for HERRENs Åsyn; men
han skal gå ind igennem Portforhallens Dør og samme Vej ud.
4. Derpå førte han mig i Retning af Nordporten til Pladsen foran
Templet, og jeg skuede, og se, HERRENs Herlighed fyldte HERRENs
Hus, og jeg faldt på mit Ansigt.
5. Da sagde HERREN til mig: Menneskesøn, mærk dig og se med dine
Øjne og hør med dine Ører alt, hvad jeg taler til dig med Hensyn
til alle Vedtægter og Love om HERRENs Hus, og læg vel Mærke til,
hvad der gælder om Adgang til Templet gennem en hvilken som
helst af Helligdommens Udgange.
6. Og sig til Israels Hus, den genstridige Slægt: Så siger den
Herre HERREN: Lad det nu være nok med alle eders
Vederstyggeligheder, Israels Hus,
7. at I lod fremmede med uomskårne Hjerter og uomskåret Kød komme
ind i min Helligdommen, for at de skulde være der og vanhellige
mit Hus, når I frembar min Mad, Fedt og Blod og således brød min
Pagt ved alle eders Vederstyggeligheder.
8. I tog ikke Vare på, hvad der var at varetage ved mine hellige
Ting, men overlod de fremmede at tage Vare på, hvad der var at
varetage i min Helligdom.
9. Derfor, så siger den Herre HERREN: Ingen fremmed med uomskåret
Hjerte og uomskåret Kød må komme i min Helligdom, ikke een af de
fremmede, som lever blandt Israels Børn.
10. Men de Leviter, som fjernede sig fra mig, da Israel for vild,
idet de for vild fra mig og holdt sig til deres Afgudsbilleder,
de skal bære deres Misgerning.
11. De skal i min Helligdom gøre Vagttjeneste ved Tempelportene og
udføre Arbejdet i Templet, idet de skal slagte Brændofrene og
Slagtofrene for Folket og stå dem til Tjeneste og gå dem til
Hånde.
12. Fordi de gik dem til Hånde over for deres Afgudsbilleder og
således blev Årsag til Skyld for Israels Hus, derfor løfter jeg
min Hånd imod dem, lyder det fra den Herre HERREN, på at de skal
bære deres Misgerning.
13. De må ikke nærme sig mig for at gøre Præstetjeneste for mig, ej
heller må de nærme sig nogen af mine hellige Ting, det
højhellige, men de skal bære deres Skændsel og de
Vederstyggeligheder, de øvede.
14. Jeg sætter dem til at tage Vare på, hvad der er at varetage i
Templet ved alt Arbejde der, ved alt, hvad der er at gøre
derinde.
15. Men Levitpræsterne, Zadoks Efterkommere, som tog Vare på, hvad
der var at varetage i min Helligdom, dengang Israeliterne for
vild fra mig, skal nærme sig mig for at gå mig til Hånde og være
mig til Tjeneste og ofre mig Fedt og Blod, lyder det fra den
Herre HERREN.
16. De skal gå ind i min Helligdom og nærme sig mit Bord for at gå
mig til Hånde og tage Vare på, hvad jeg vil have varetaget.
17. Og når de går ind ad den indre Forgårds Port, skal de være iført
Linnedklæder; de må ikke have uld på Kroppen, når de gør
Tjeneste i den indre Forgårds Porte eller længere inde.
18. De skal bære Linnedhuer på Hovedet og Linnedbenklæder om
Lænderne; de må ikke omgjorde sig med noget, som fremkalder
Sved.
19. Og når de går ud i den ydre Forgård til Folket, skal de afføre
sig de Klæder, i hvilke de gør Tjeneste, gemme dem i
Helligdommens kamre og iføre sig andre Klæder, at de ikke skal
gøre Folket helligt med deres Klæder.
20. Hovedet må de ikke rage, dog heller ikke lade Håret vokse frit,
men de skal klippe deres Hår.
21. Vin må ingen Præst drikke, når han går ind i den indre Forgård.
22. Enke eller fraskilt må de ikke tage til Ægte, men kun Jomfruer
af Israels Hus; dog må de ægte Enken efter en Præst.
23. De skal lære mit Folk at skelne mellem det, som er helligt, og
det, som ikke er helligt, og undervise dem i Forskellen mellem
rent og urent.
24. Ved Retstrætter skal de optræde som Dommere; efter mine Lovbud
skal de dømme. De skal overholde mine Love og Vedtægter på alle
mine Højtidsdage og helligholde mine Sabbater.
25. Et Lig må de ikke komme nær, at de ikke skal blive urene derved;
kun ved Fader, Moder, Søn, Datter, Broder eller ugift Søster må
de gøre sig urene;
26. og efter at være blevet uren skal han tælle syv Dage frem, så er
han atter ren;
27. den Dag han atter går ind i Helligdommen, i den indre Forgård,
for at gøre Tjeneste i Helligdommen, skal han frembære et
Syndoffer, lyder det fra den Herre HERREN.
28. De skal ingen Arvelod have; jeg er deres Arvelod. Og Ejendom i
Israel må I ikke give dem; jeg er deres Ejendom.
29. Afgrødeofferet, Syndofferet og Skyldofferet skal de spise, og
alt, hvad der er lagt Band på i Israel, skal tilfalde dem.
30. Det bedste af al Førstegrøde af enhver Art, alle Offerydelser af
enhver Art, alt, hvad I måtte yde, skal tilfalde Præsterne, og
Førstegrøden af eders Grovmel skal I give Præsten for at
nedkalde Velsignelse over eders Huse.
31. Intet Ådsel og intet, som er sønderrevet, være sig Fugl eller
firføddet Dyr, må Præsterne spise.
Ezekiel 45
1. Når I udskifter landet ved lodkastning, skal I yde Herren en
Offerydelse, en hellig Del af Landet, 25 000 Alen lang og 20 000
Alen bred; hellig skal den være i hele sin Udstrækning.
3. Af denne Strækning skal du afmåle et Stykke på 25000 Alens
Længde og 10000 Alens Bredde; der skal Helligdommen, den
højhellige, ligge.
4. Det er en hellig Gave af Landet og skal tilfalde Præsterne, som
gør Tjeneste i Helligdommen, dem, som træder frem for at gøre
Tjeneste for HERREN; og det skal give dem Plads til Boliger og
Græsgang.
2. Deraf skal til Helligdommen fratages et firkantet Stykke på 500
Alen til alle Sider, omgivet af en åben Plads på 50 Alen.
5. Et Stykke på 25000 Alens Længde og 10000 Alens Bredde skal som
Grundejendom tilfalde Leviteme, som gør Tjeneste i Templet, til
Byer at bo i.
6. Byens Grundejendom skal I give en Bredde af 5000 Alen og en
Længde af 25000 Alen, samme Længde som den hellige Offerydelse;
den skal tilhøre hele Israels Hus.
7. Og Fyrsten skal på begge Sider af den hellige Offerydelse og
Byens Grundejendom have et Område langs den hellige Offerydelse
og Byens Grundejendom både på Vestsiden og Østsiden af samme
Længde som en af Stammelodderne fra Landets Vestgrænse til
Østgrænsen;
8. det skal tilhøre ham som Grundejendom i Israel, for at mine
Fyrster ikke fremtidig skal undertrykke mit Folk; men det øvrige
Land skal gives Israels Hus, Stamme for Stamme.
9. Så siger den Herre HERREN: Lad det nu være nok, I Israels
Fyrster! Afskaf Vold og Undertrykkelse, gør Ret og Skel og hør
op med eders Overgreb mod mit Folk, lyder det fra den Herre
HERREN.
10. Vægt, som vejer rigtigt, Efa og Bat, som holder Mål, skal I
have.
11. Efa og Bat skal have ens Mål, så at en Bat holder en Tiendedel
Homer, og en Efa ligeledes en Tiendedel Homer; efter en Homer
skal Målet fastslås.
12. En Sekel skal holde tyve Gera; fem Sekel skal være fem, ti Sekel
ti, og til halvtredsindstyve Sekel skal l regne en Mine.
13. Dette er den offerydelse, I skal yde: En Sjetedel Efa af hver
Homer Hvede og en Sjetedel Efa af hver Homer Byg.
14. Den fastsatte Ydelse af Olien: En Tiendedel Bat af hver Kor, ti
Bat udgør jo en Kor;
15. et Lam fra Småkvæget af hver 200 som Offerydelse fra alle
Israels Slægter til Afgrødeofre, Brændofre og Takofre for at
skaffe eder Soning, lyder det fra den Herre HERREN
16. Alt Folket i Landet skal give Fyrsten i Israel denne
Offerydelse.
17. Men Fyrsten skal det påhvile at udrede Brændofrene,
Afgrødeofrene og Drikofrene på Højtiderne, Nymånefesterne og
Sabbaterne, alle Israels Huses Fester; han skal sørge for
Syndofrene, Afgrødeofrene, Brændofrene og Takofrene for at
skaffe Israels Hus Soning.
18. Så siger den Herre HERREN: På den første Dag i den første Måned
skal I fage en lydefri ung Tyr og rense Helligdommen for Synd.
19. Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod og stryge det på
Templets Dørstolper, Alterfremspringets fire Hjørner og
Dørstolperne til den indre Forgårds Port.
20. Det samme skal han gøre på den første Dag i den syvende Måned
for deres Skyld, som har fejlet af Vanvare eller Uvidenhed, og
således skaffe Templet Soning.
21. På den fjortende Dag i den første Måned skal I fejre
Påskefesten: syv Dage skal I spise usyret Brød;
22. og Fyrsten skal på den Dag for sig selv og for alt Folket i
Landet ofre en Tyr som Syndoffer;
23. på de syv Festdage skal han som Brændoffer for HERREN ofre syv
Tyre og syv Vædre, lydefri Dyr, på hver af de syv Dage, og
ligeledes daglig som Syndoffer en Gedebuk;
24. og som Afgrødeoffer skal han ofre en Efa med Tyren og ligeledes
een med Væderen, desuden en Hin Olie med Efaen.
25. På den femtende Dag i den syvende Måned skal han på Festen ofre
lige så meget som Syndoffer, Brændoffer, Afgrødeoffer og lige så
megen Olie; det skal han gøre syv Dage.
Ezekiel 46
1. Så siger den Herre HERREN: Den indre forgårds østport skal være
lukket de seks hverdage, men på Sabbatsdagen skal den åbnes,
ligeledes på Nymånedagen:
2. og Fyrsten skal udefra gå ind gennem Portens Forhal og stille
sig ved Portens Dørstolpe. Præsterne skal ofre hans Brændoffer
og Takofre, og han skal tilbede på Portens Tærskel og så gå ud
igen; og Porten skal stå åben til Affen.
3. Men Folket i Landet skal på Sabbaterne og Nymånedagene tilbede
for HERRENs Åsyn ved denne Ports Indgang.
4. Det Brændoffer, Fyrsten bringer HERREN på Sabbatsdagen, skal
udgøre seks lydefri Lam og en lydefri Væder,
5. dertil et Afgrødeoffer på en Efa med Væderen og et Afgrødeoffer
efter Behag med Lammene, desuden en Hin Olie med hver Efa.
6. På Nymånedagen skal det udgøre en ung, lydefri Tyr, seks Lam og
en Væder, lydefri Dyr;
7. med Tyren skal han ofre et Afgrødeoffer på en Efa, med Væderen
ligeledes en Efa og med Lammene efter Behag desuden en Hin Olie
med hver Efa.
8. Når Fyrsten går ind, skal han komme gennem Portens Forhal, og
samme Vej skal han gå ud;
9. men når Folket i Landet konmmer for HERRENs Åsyn på Festerne,
skal den, der kommer ind gennem Nordporten for at tilbede, gå ud
gennem Sydporten, og den, der kommer ind gennem Sydporten, gå ud
genmmem Nordporten; han må ikke vende tilbage gennem den Port,
han kom ind ad, men skal gå ud på den modsatte Side.
10. Fyrsten skal være iblandt dem; når de går ind, skal han også gå
ind, og når de går ud, skal han også gå ud.
11. På Festerne og Højtiderne skal Afgrødeofferet være en Efa med
hver Tyr og ligeledes en Efa med hvem Væder, men med Lammene
efter Behag; desuden en Hin Olie med hver Efa.
12. Når Fyrsten ofrer et frivilligt Offer, et Brændoffer eller
Takofre som frivilligt ofer til HERREN, skal man åbne Østporten
for ham, og han skal ofre sit Brændoffer eller sine Takofre, som
han gør på Sabbatsdagen; og når han er gået ud, skal man lukke
Porten efter ham.
13. Et årgammelt, lydefrif Lam skal han daglig ofre som Brændoffer
for HERREN; hver Morgen skal han ofre det;
14. og dertil skal han hver Morgen sonm Afgrødeoffer ofre en
Sjettedel Efa og til af fugte Melet desuden en Tredjedel Hin
Olie; det er et Afgmødeoffer for HERREN, en evigt gældende
Ordning.
15. Således skal de hver Morgen ofre Lammet, Afgrødeofferet og Olien
som dagligt Brændoffer.
16. Så siger den Herre HERREN: Når Fyrsten giver en af sine Sønner
en Gave af sin Arvelod, skal den tilhøre hans Sønner; den skal
være deres arvelige grundejendom;
17. men giver han en af sine Tjenere en Gave af sin Arvelod, skal
den kun tilhøre ham til Frigivningsåret; så skal den vende
tilbage til Fyrsten. Kun hans Sønner skal varigt eje en sådan
Arvelod.
18. Og Fyrsten må ikke tage noget af Folkets Arvelod, idet han med
Vold trænger dem ud af deres Grundejendom; af sin egen
Grundejendom skal han give sine Sønner Arvelod, at ingen i mit
Folk skal jages bort fra sin Grundejendom.
19. Derpå førte han mig ind gennem Indgangen ved Siden af Porten til
de hellige Kamre, som var indrettet til Præsterne og vendte mod
Nord, og se, der var et Rum i den inderste krog mod Vest.
20. Han sagde til mig: "Her er det Rum, hvor Præsterne skal koge
Syndofferet og Skyldoferet og bage Afgrødeofferet for ikke at
tvinges til at bringe det ud i den ydre Forgård og således
hellige Folket."
21. Så bragte han mig ud i den ydre Forgård og førte mig rundt til
Forgårdens fire Hjørner, og se, i hvert Hjørne var der et
Gårdsrum;
22. i Forgårdens fire Hjørner var der små Gårdsrum, fyrretyve Alen
lange og tredive Alen brede, alle fire lige store;
23. der var Mure rundt om dem alle fire, og der var indrettet
Køkkener rundt om langs Murene.
24. Og han sagde til mig: "Her er Køkkenerne, hvor de, der gør
Tjemmesle i Templet, skal koge Folkets Slagtofre."
Ezekiel 47
1. Derpå førte han mig tilbage til tempelets indgang, og se, vand
sprang ud under tempelets Tærskel i østlig Retning, thi Templets
Forside vendte mod Øst; og Vandet løb ned under Templets Sydside
sønden for Alteret.
2. Så førte han mig ud gennenm Nordporten og rundt udenom til den
ydre Østport, og se, Vand rislede frem fra Sydsiden.
3. Derpå gik Manden ud mod Øst med en Målesnor i Hånden, og da han
havde målt 1000 Alen, lod han mig gå gennem Vandet, Vand til
Anklerne.
4. Da han atter havde målt 1000 Alen, lod han mig på ny gå gennem
Vandet, Vand til Knæene; og da han atter havde målt 1000 Alen,
lod han mig på ny gå gennem Vandet, som der nåede til Hoften.
5. Da han atter havde målt 1000 Alen, var det en Strøm, som jeg
ikke kunde vade over, thi Vandet gik så højt, at man måtte
svømme over; det var en Strøm, man ikke kunde vade over,
6. Da sagde han til mig: "Har du set det, Menneskesøn?" Og han
førte mig tilbage langs Strømmens Bred.
7. Da jeg kom tilbage, se, da var der ved Strømmens Bred en stor
Mængde Træer på begge Sider;
8. og han sagde til mig: "Dette Vand løber ud i Østerkredsen og ned
i Araba, og når det falder ud i Havet, Salthavet, bliver Vandet
der sundt;
9. alle de levende Væsener, hvoraf det vrimler, skal leve, overalt
hvor Strømmen kommer hen, og der skal være en stor Mængde Fisk;
thi når dette Vand kommer derhen, bliver Havvandet sundt, og alt
skal leve, hvor Strømmen kommer hen.
10. Fiskere skal stå ved det fra En-Gedi til En-Eglajim; et Sted til
at udspænde Fiskegarn skal det være; dels Fisk skal være som det
store Havs Fisk, såre mange.
11. Men dets Sumpe og Vandhuller skal ikke blive sunde; af dem skal
udvindes Salt.
12. På begge Flodens Bredder skal der vokse alle Hånde Frugttræer,
hvis Blade ikke falder af, og hvis Frugter aldrig får Ende; hver
Måned bærer de nye Frugter; thi dens Vand udspringer i
Helligdommen. Frugterne skal tjene til Føde og Bladene til
Lægedom."
13. Så siger den Herre HERREN: Dette er den Grænse, inden for
hvilken I skal udskifte Landet imellem eder efter Israels tolv
Stammer; Josef skal have to Lodder.
14. I skal alle uden Undtagelse tage det Land i Eje, som jeg med
løftet Hånd svor at give eders Fædre; det skal nu tilfalde eder
som Arvelod.
15. Således skal Landets Nordgrænse være: Fra det store Hav i
Retning af Hetlon til det Sted, hvor Vejen går til Zedad,
16. Hamat, Berota, Sibrajim, mellem Damaskuss og Hamats Områder,
Hazar-Enon ved Haurans Grænse.
17. Grænsen går fra det store Hav til Hazar-Enon, således at
Damaskuss Område ligger norden for ved Siden af Hamat. Det er
Nordgrænsen.
18. Østgrænsen: Fra Hazar-Enon mellem Hauran og Damaskus danner
Jordan Grænse mellem Gilead og Israels Land til Havet i Øst, hen
til Tamar. Det er Øsfgrænsen.
19. Sydgrænsen: Fra Tamar over Meribas Vand ved Kadesj til Bækken,
ud til det store Hav. Det er Sydgrænsen.
20. Vestgrænsen: Det store Hav danner Grænse til tværs over for det
Sted, hvor Vejen går til Hamat. Det er Vestgrænsen.
21. Dette Land skal I udskifte iblandt eder efter Israels Stammer;
22. I skal ved Lodkastning udskifte det som Arvelod mellem eder og
de fremmede, som bor iblandt eder og der har avlet Sønner og
Døtre; de skal være eder som ind fødte Israeliter og kaste Lod
med eder om Arvelod blandt Israels Stammer.
23. I den Stamme, hvor den fremmede bor, skal I give ham hans
Arvelod, lyder det fra den Herre HERREN.
Ezekiel 48
1. Følgende er navnene på stammerne: Yderst i nord fra havet i
retning af Hetlon til det sted, hvor Vejen går til Hamat, og
videre til Hazar-Enon, med Damaskuss Område mod Nord ved Siden
af Hamat, fra Østsiden til Vestsiden: Dan, een Stammelod;
2. langs Dans Område fra Østsiden til Vestsiden: Aser, een
Stammelod;
3. langs Asers Område fra Østsiden til Vestsiden: Naftali, een
Stammelod;
4. langs Naftalis Område fra Østsiden til Vestsiden: Manasse, een
Stammelod;
5. langs Manasses Område fra Østsiden til Vestsiden: Efraim, een
Stammelod;
6. langs Efrainms Område fma Østsiden til Vestsiden: Ruben, een
Stammelod;
7. langs Rubens Område fra Østsiden til Vestsiden: Juda, een
Stammelod.
8. Langs Judas Område fra Østsiden til Vestsiden skal Offerydelsen,
som I yder, være 25000 Alen bred og lige så lang som hver
Stammelod fra Østsiden til Vestsiden; og Helligdommen skal ligge
i Midten.
9. Offerydelsen, som I skal yde HERREN, skal være 25 000 Alen lang
og 20800 Alen bred;
10. og den hellige Offerydelse skal tilhøre følgende: Præsterne skal
have et Stykke, som mod Nord er 25 000 Alen langt, mod Vest
10.000 Alen bredt, mod Øst 10000 Alen bredt og mod Syd 25.000
Alen langt; og HERRENs Helligdom skal ligge i Midten.
11. De helligede Præster, Zadoks Efterkommere, som tog Vare på, hvad
jeg vilde have varetaget, og ikke som Leviterne for vild, da
Israeliterne gjorde det,
12. skal det tilhøre som en Offerydelse af Landets Offerydelse, et
højhelligt Område langs Leviternes. 13 Og Leviterne skal have et
lige så stort Område som Præsterne, 25000 Alen langt og 10000
Alen bredt; den samlede Længde bliver således 25000 Alen,
Bredden 20000.
14. De må ikke sælge eller bortbytte noget deraf eller overdrage
denne førstegrøde af Landet til andre, thi den er helliget
HERREN.
15. Det Stykke på 5000 Alens Bredde, som er tilovers af
Offerydelsens Bredde langs de 25000 Alen, skal være uindviet
Land og tilfalde Byen til Boliger og Græsgang, og Byen skal
ligge i Midten;
16. dens Mål skal være følgende: Nordsiden 4500 Alen, Sydsiden 4500,
Østsiden 4500 og Vestsiden 4500.
17. Byens Græsgang skal være 250 Alen mod Nord, 250 mod Syd, 250 mod
Øst og 250 mod Vest.
18. Af det Stykke, som endnu er tilovers langs med den hellige
Offerydelse, 10000 Alen mod Øst og 10000 mod Vest, skal Afgrøden
tjene Byens indbyggere til Mad.
19. Byens Befolkning skal sammensættes således, at Folk fra alle
israels Stammer bor der:
20. I alt skal I som Offerydelse yde en Firkant på 25000 Alen, den
hellige Offerydelse foruden Byens Grundejendom.
21. Men Resten skal tilfalde Fyrsten; hvad der ligger på begge Sider
af den hellige Offerydelse og Byens Grundejendom, østen for de
25000 Alen hen til Østgrænsen og vesten for de 25000 Alen hen
til Vestgrænsen, langs Stammelodderne, skal tilhøre Fyrsten; den
hellige Offerydelse, Templets Helligdomn i Midten
22. og Leviternes og Byens Grundejendom skal ligge midt imellem de
Stykker, som tilfalder Fyrsten mellem Judas og Benjamins Område.
23. Så følger de sidste Stammer: Fra Østsiden til Vestsiden
Benjammmin, een Stammelod;
24. langs Benjamins Område fra Østsiden til Vestsiden: Simeon, een
Stammelod;
25. langs Simeons Område fra Østsiden til Vestsiden: Issakar, een
Stammelod;
26. langs Issakars Område fra Østsiden til Vestsiden: Zebulon, een
Stammelod;
27. langs Zebulons Område fra Østsiden til Vestsiden: Gad, een
Stammelod;
28. og langs Gads Område på Sydsiden skal Grænsen gå fra Tamar over
Meribas Vandved Kadesj til Bækken ud til det store Hav.
29. Det er det Land, I ved Lodkastning skal udskifte som Arvelod til
Israels Stammer, og det er deres Stammelodder, lyder det fra den
Herre HERREN.
30. Følgende er Byens udgange; Byens Porte skal opkaldes efter
Israels Stammer:
31. På Nordsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første
Rubens, den anden Judas og den tredje Levis;
32. på Østsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første
Josefs, den anden Benjamins og den tredje Dans;
33. på Sydsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første
Simeons, den anden Issakars og den tredje Zebulons;
34. på Vestsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første
Gads, den anden Asers og den tredje Naftalis.
35. Omkredsen er 18000 Alen. Og Byens Navn skal herefter være:
HERREN er der.
Daniel
Daniel 1
1. I Kong Joakim af Judas tredje regeringsår drog kong Nebukadnezar
af Babel til Jerusalem og belejrede det.
2. Og Herren gav Kong Jojakim af Juda og en Del af Guds Huses Kar i
hans Hånd, og han førte dem til Sinears Land; men Karrene bragte
han til sin Guds Skatkammer.
3. Kongen bød derpå sin Overhofmester Asjpenaz at tage nogle
Israeliter, dels af kongelig Slægt, dels af adelig Byrd,
4. unge Mænd uden mindste Lyde og med et smukt Ydre, vel bevandrede
i al Visdom, kundskabsrige og lærenemme, egnede til at gøre
Tjeneste i Kongens Palads, og lære dem Kaldæernes Skrift og
Tungemål
5. og opdrage dem i tre År, for at de så kunde træde i Kongens
Tjeneste; og Kongen tildelte dem deres daglige kost af sin egen
Mad og af den Vin, han selv drak.
6. Iblandt dem var Judæerne Daniel, Hananja, Misjael og Azarja;
7. og Overhofmesteren gav dem andre Navne, idet han kaldte Daniel
Beltsazzar, Hananja Sjadrak, Misjael Mesjak og Azarja Abed Nego.
8. Men Daniel satte sig for, at han ikke vilde gøre sig uren med
kongens Mad eller den Vin Kongen drak; derfor bad han
Overhofmesteren om at blive fri for at gøre sig uren dermed.
9. Og Gud lod Daniel finde Yndest og Velvilje hos Overhofmesteren;
10. men Overhofmesteren sagde til ham: "Jeg frygter for, at min
Herre Kongen, som har tildelt eder Mad og brikke, skal finde, at
I ser ringere ud end de andre unge Mænd på eders Alder, og at I
således skal bringe Skyld over mit Hoved hos Kongen."
11. Så sagde Daniel til den Opsynsmand, som Overhofmesteren havde
sat over Daniel, Hananja, Misjael og Azarja:
12. "Prøv engang dine Trælle i ti,Dage og lad os få Grøntsager at
spise og Vand at drikke!
13. Sammenlign så vort Udseende med de unge Mænds, som spiser
Kongens Mad; så kan du gøre med dine Trælle, efter hvad du ser."
14. Han føjede dem da heri og prøvede det med dem i ti Dage.
15. Og da de ti Dage var omme, så de bedre ud og var ved bedre Huld
end alle de unge Mænd, som spiste kongens Mad.
16. Så lod Opsynsmanden deres Mad og Vinen, de skulde drikke, bringe
bort og gav dem Grøntsager i Stedet.
17. Disse fire unge Mænd gav Gud Kundskab og Indsigt i al Skrift og
Visdom; Daniel forstod sig også på alle Hånde Syner og Drømme.
18. Og da den Tid, Kongen havde fastsat for deres Fremstilling, kom,
førte Overhofmesteren dem frem for Nebukadnezar.
19. Da så Kongen talte med dem, fandtes der iblandt dem alle ingen,
som kunde måle sig med Daniel, Hananja, Misjael og Azarja, og de
trådte derfor i Kongens Tjeneste.
20. Og når som helst Kongen spurgte dem om noget, der krævede Visdom
og Indsigt, fandt han dem ti Gange dygtigere end alle
Drømmetydere og Manere i hele sit Rige.
21. Og Daniel blev.... til Kong Kyross første År.
Daniel 2
1. I sit andet regeringsår drømte Nebukadnezar, og hans sind blev
uroligt, så han ikke kunde sove
2. Så lod Kongen Drømmetyderne, Manerne, Sandsigerne og Kaldæerne
kalde, for at de skulde sige ham, hvad han havde drømt. Og de
kom og trådte frem for Kongen..
3. Da sagde Kongen til dem: "Jeg har haft en Drøm, og mit Sind
falder ikke til Ro, før jeg får at vide, hvad den betyder."
4. Kaldæerne svarede Kongen (på Aramaisk") ): "Kongen leve
evindelig! Sig dine Trælle Drømmen, så skal vi tyde den."
5. Men Kongen svarede Kaldæerne: "Mit Ord står fast! Hvis I ikke
både kundgør mig Drømmen og tyder den, skal I hugges sønder og
sammen og eders Huse gøres til Skarndynger;
6. men gengiver I mig Drømmen og tyder den, får I Skænk og Gave og
stor Ære af mig. Gengiv mig, derfor Drømmen og tyd den!"
7. De svarede atter: "Kongen sige sine Trælle Drømmen, så skal vi
tyde den."
8. Kongen svarede: "Nu ved jeg for vist, at I kun søger at vinde
Tid, fordi I ser, mit Ord står fast,
9. så eders Dom kun kan blive een, hvis I ikke kundgør mig Drømmen,
og at I derfor er blevet enige om at lyve for mig og føre mig
bag Lyset, til der kommer andre Tider. Sig mig derfor Drømmen,
så jeg kan vide, at I også kan tyde mig den."
10. Kaldæerne svarede Kongen: "Der findes ikke et Menneske på
Jorden, som kan sige, hvad Kongen ønsker at vide; aldrig har jo
heller nogen Konge, hvor stor og tnægtig han end var, krævet
sligt af nogen Drømmetyder, Maner eller Kaldæer;
11. hvad Kongen kræver, er umuligt, og der er ingen, som kan sige
kongen det, undtagen Guderne, og de bor ikke hos de dødelige."
12. Herover blev Kongen vred og såre harmfuld, og han bød, at alle
Babels Vismænd skulde henrettes.
13. Da nu Befalingen var udgået, og man skulde til at slå Vismændene
ihjel, ledte man også efter Daniel og hans Venner for at slå dem
ihjel.
14. Da henvendte Daniel sig med kloge og vel overvejede Ord til
Arjok, Øversten for Kongens Livvagt, som var draget ud for at
slå Babels Vismænd ihjel.
15. Han tog til Orde og spurgte Arjok, Kongens Høvedsmand: "Hvorfor
er så skarp en Befaling udgået fra Kongen?" Og da Arjok havde
sat ham ind i Sagen,
16. gik Daniel ind til Kongen og bad ham give sig en Frist, så
skulde han tyde Kongen Drømmen.
17. Så gik Daniel hjem og satte sine Venner Hananja, Misjael og
Azarja ind i Sagen,
18. og han pålagde dem at bede Himmelens Gud om Barmbjertighed, så
han åbenbarede Hemmeligheden, for at ikke Daniel og hans Venner
skulde blive henrettet med Babels andre Vismænd.
19. Da blev Hemmeligheden åbenbaret Daniel i et Nattesyn; og Daniel
priste Himmelens Gud,
20. tog til Orde og sagde: "Lovet være Guds Navn fra Evighed og til
Evighed, thi ham tilhører Visdom og Styrke!
21. Han lader Tider og Stunder skifte, afsætter og indsætter konger,
giver de vise deres Visdom og de indsigtsfulde deres Viden;
22. han åbenbarer det dybe og lønlige; han ved, hvad Mørket gemmer,
og Lyset bor hos ham.
23. Dig, mine Fædres Gud, takker og priser jeg, fordi du gav mig
Visdom og Styrke, og nu har du kundgjort mig, hvad vi bad dig
om; thi hvad Kongen vil vide, har du kundgjort os!"
24. Derfor gik Daniel til Arjok, hvem Kongen havdepålagt at henrette
Babels Vismænd, og sagde til ham: "Henret ikke Babels Vismænd,
men før mig frem for Kongen, så vil jeg tyde ham Drømmen!"
25. Så førte Arjok i Hast Daniel frem for Kongen og sagde til ham:
"Jeg har blandt de bortførte Judæere fundet en Mand, som vil
tyde Kongen Drømmen!"
26. Kongen tog til Orde og spurgte Daniel, som havde fået Navnet
Beltsazzar: "Er du i Stand til at kundgøre mig den Drøm, jeg har
haft, og tyde den?"
27. Daniel svarede Kongen: "Den Hemmelighed, Kongen ønsker at vide,
kan Vismænd, Manere, Drømmetydere og Stjernetydere ikke sige
kongen;
28. men der er en Gud i Himmelen, som åbenbarer Hemmeligheder, og
han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de
sidste Dage:
29. Du tænkte, o Konge, på dit Leje over, hvad der skal ske i
Fremtiden, og han, som åbenbarer Hemmeligheder, kundgjorde dig,
hvad der skal ske.
30. Og mig er denne Hemmelighed åbenbaret, ikke ved nogen Visdom,
som jeg har forud for alle andre levende Væsener, men for at
Drømmen kan blive tydet Kongen, så du kan kende dit Hjertes
Tanker.
31. Du så, o Konge, for dig en vældig Billedstøtte; denne
Billedstøtte var stor og dens Glans overmåde stærk; den stod
foran dig, og dens Udseende var forfærdeligt.
32. Billedstøttens Hoved var af fint Guld, Bryst og Arme af Sølv,
Bug og Lænder af Kobber.
33. Benene af Jern og Fødderne halvt af Jern og halvt af Ler.
34. Således skuede du, indtil en Sten reves løs, dog ikke ved
Menneskehænder, og ramte Billedstøttens Jern og Lerfødder og
knuste dem;
35. og på een Gang knustes Jern, Ler, Kobber, Sølv og Guld og blev
som Avner fra Sommerens Tærskepladser, og Vinden bar det
sporløst bort; men Stenen, som ramte Billedstøtten, blev til et
stort Bjerg, der fyldte hele Jorden.
36. Således var Drømmen, og nu vil vi tyde Kongen den:
37. Du, o Konge, Kongernes Konge, hvem Himmelens Gud gav Kongedømme,
Magt, Styrke og Ære,
38. i hvis Hånd han gav Menneskene, så vide de bor, Markens Dyr og
Himmelens Fugle, så han gjorde dig til Hersker over dem alle du
er Hovedet, som var af Guld.
39. Men efter dig skal der komme et andet Rige, ringere end dit, og
derpå atter et tredje Rige, som er af Kobber, og hvis Herredømme
skal strække sig over hele Jorden.
40. Siden skal der komme et fjerde Rige, stærkt som Jern; thi Jern
knuser og søndrer alt; og som Jem sønderslår, skal det knuse og
sønderslå alle hine Riger.
41. Men når du så Fødderne og Tæerne halvt af Pottemagerler og halvt
af Jern, betyder det, at det skal være et Rige uden Sammenhold;
dog skal det have noget af Jernets Fasthed, thi du så jo, at
Jern var blandet med Ler.
42. Og at Tæerne var halvt af Jern og halvt af Ler, betyder, at
Riget delvis skal være stærkt, delvis svagt.
43. Og når du så, at Jernet var blandet med Ler, betyder det, at de
skal indgå Ægteskaber med hverandre, men dog ikke indbyrdes
holde sammen, så lidt som Jern kan blandes med Ler.
44. Men i hine Kongers Dage vil Himmelens Gud oprette et Rige, som
aldrig i Evighed skal forgå. og Herredømmet skal ikke gå over
til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine
Riger, men selv stå i al Evighed;
45. thi du så jo, at en Sten reves løs fra Klippen, dog ikke ved
Menneskehænder, og knuste Jern, Ler, Kobber, Sølv og Guld. En
stor Gud har kundgjort Kongen, hvad der skal ske herefter; og
Drømmen er sand og Tydningen troværdig."
46. Så faldt Kong, Nebukadnezar på sit Ansigt og bøjede sig for
Daniel, og han bød, at man skulde bringe ham Ofre og Røgelse.
47. Og Kongen tog til Orde og sagde til Daniel "I Sandhed, eders Gud
er Gudernes Gud og Kongernes Herre, og han kan åbenbare
Hemmeligheder, siden du har kunnet åbenbare denne Hemmelighed."
48. Derpå ophøjede Kongen Daniel og, gav ham mange store Gaver, og
han satte ham til Herre over hele Landsdelen Babel og til
Overherre over alle Babels Vismænd.
49. Men på Daniels Bøn overdrog kongen Sjadrak, Mesjak og Abed Nego
at styre Landsdelen Babel, medens Daniel selv blev i Kongens
Gård.
Daniel 3
1. Kong Nebukadnezar lod lave en billedstøtte af guld, tresindstyve
tyve Alen høj og seks Alen bred, og han opstillede den på
Dalsletten Dura i Landsdelen Babel.
2. Så sendte Kong Nebukadnezar Bud for at sammenkalde Satraper,
Landshøvdinger, Statholdere, Overdommere, Skatmestre,
lovkyndige, Dommere og alle andre Embedsmænd i Landsdelen, at de
skulde komme til Stede når Billedstøtten, som Kong Nebukadnezar
havde ladet opstille, blev indviet.
3. Da samledes Satraperne, Landshøvdingerne, Statholderne,
Overdommerne, Skatmestrene, de lovkyndige, Dommerne og alle
andre Embedsmænd i Landsdelen til indvielsen af Billedstøtten,
som Kong Nebukadnezar havde ladet opstille, og de stillede sig
foran den.
4. Så råbte en Herold med høj Røst: "Det tilkendegives eder, I
Folk, Stammer og Tungemål:
5. Når I hører Horn, Fløjter, Citre, Harper, Hakkebrætter,
Sækkepiber og alle Hånde andre Instrumenter klinge, skal I falde
ned og tilbede Guldbilledstøtten, som Kong Nebukadnezar har
ladet opstille.
6. Og den, som ikke falder ned og tilbeder, skal øjeblikkelig
kastes i den gloende Ovn."
7. Så snart alt Folket nu hørte Horn, Fløjter, Citre, Harper,
Hakkebræfter og alle Hånde andre Instrumenter klinge, faldt de
derfor ned alle Folk, Stammer og Tungemål og tilbad
Guldbilledstøtten, som Kong Nebukadnezar havde ladet opstille.
8. Men ved samme Lejlighed trådte nogle kaldæiske Mænd frem og
førte Klage mod Jøderne.
9. De tog til Orde og sagde til Kong Nebukadnezar: "Kongen leve
evindelig!
10. Du, o Konge, har påbudt, at enhver, når han hører Horn, Fløjter,
Citre, Harper, Hakkebrætter, Sækkepiber og alle Hånde andre
Instrumenter klinge, skal falde ned og tilbede
Guldbilledstøtten,
11. og at den, som ikke gør det, skal kastes i den gloende Ovn.
12. Men nu er her nogle jødiske Mænd, som du har overdraget at styre
Landsdelen Babel, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego; disse Mænd ænser
ikke dit Påbud, o Konge; de dyrker ikke din Gud og tilbeder ikke
Guldbilledstøtten, som du har ladet opstille."
13. Da lod Nebukadnezar i Vrede og Harme Sjadrak, Mesjak og Abed
Nego hente; og da Mændene var ført frem for Kongen,
14. sagde Nebukadnezar til dem: "Er det oplagt Råd, Sjadrak, Mesjak
og Abed-Nego, at I ikke dyrker min Gud eller tilbeder
Guldbilledstøtten, som jeg har ladet opstille?
15. Nu vel, hvis I er rede til, når I hører Horn, Fløjter, Citre,
Harper, Hakkebrætter, Sækkepiber og alle Hånde andre
instrumenter klinge, at falde ned og tilbede Billedstøtten, som
jeg har ladet lave, så er alt godt; men gør I det ikke, skal I
på Stedet kastes i den gloende Ovn. Og hvilken Gud er der, som
da kan fri eder af mine Hænder?"
16. Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego svarede Kong Nebukadnezar: "Det har
vi ikke nødig at svare dig på!
17. Sker det, så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os af den gloende
Ovn, og han vil fri os af din Hånd, o Konge;
18. men hvis ikke, så må du vide, o Konge, at din Gud dyrker vi dog
ikke, og Guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder
vi ikke!"
19. Da opfyldtes Nebukadnezar af Harme, og hans Ansigtsudtryk
ændredes over for Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego; han tog til Orde
og sagde, at Ovnen skulde gøres syv Gange hedere end ellers,
20. og bød nogle håndfaste Mænd i sin Hær binde Sjadrak, Mesjak og
Abed-Nego og kaste dem i den gloende Ovn.
21. Så blev Mændene bundet i de deres Kapper, Underklæder, Huer og
andre Klædningsstykker og kastet i den gloende Ovn.
22. Og eftersom Kongens Bud var skarpt og Ovnen ophedet til Overmål,
brændte Luen de Mænd ihjel, som bragte Sjadrak, Mesjak og
Abed-Nego op på Ovnen,
23. medens de tre Mænd, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, bundne faldt
ned i den gloende Ovn.
24. Da sloges Kong Nebukadnezar af Rædsel og stod hastigt op; og han
tog til Orde og spurgte sine Rådsherrer: "Var det ikke tre Mænd,
vi kastede bundne i Ilden?" De svarede Kongen: "Jo, det var,
Konge!"
25. Han sagde da videre: "Men jeg ser fire Mænd gå frit om i Ilden,
og de har ingen Skade taget; og den fjerde ser ud som en
Gudesøn."
26. Derpå trådte Nebukadnezar hen til den gloende Ovns Dør og råbte:
"Sjadrak, Mesjak og Abed Nego, I, den højeste Guds Tjenere, kom
ud!" Da gik Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego ud af Ilden.
27. Og Satraperne, Landshøvdingerne, Statholderne og Kongens
Rådsherrer samlede sig og så, af Ilden ikke havde haft nogen
Magt over hine Mænds Legemer, at deres Hovedhår ikke var svedet,
at deres Kapper var uskadte, og at der ikke var Brandlugt ved
dem.
28. Så sagde Nebukadnezar: "Lovet være Sjadraks, Mesjaks og
Abed-Negos Gud, der sendte sin Engel og rede sine Tjenere, som i
Tillid til ham overtrådte Kongens Bud og hengav deres Legemer
for at undgå at dyrke eller tilbede nogen anden Gud end deres
egen!
29. Hermed påbyder jeg, at den, der i noget Folk, nogen Stamme og
noget Tungemål siger noget ondt om Sjadraks, Mesjaks og Abed
Negos Gud, skal hugges sønder og sammen, og hans Hus skal gøres
til en Skarndynge; thi der gives ingen anden Gud, som således
kan frelse."
30. Og Kongen gengav Sjadrak,Mesjak og Abed-Nego deres Stillinger i
Landsdelen Babel.
Daniel 4
1. Kong Nebukadnezar til alle Folk: der bor på hele Jorden: Fred
være med eder i rigt Mål!
2. De Tegn og Undere, den højeste Gud har øvet imod mig, finder jeg
for godt at kundgøre.
3. Hvor store er dog hans Tegn, hvor vældige dog hans Undere! Hans
Rige er et evigt Rige, hans Herredømme fra Slægt til Slægt.
4. Jeg, Nebukadnezar, levede tryg i mit Slot og livsglad i mit
Palads. Men da skuede jeg et Drømmesyn, og det slog mig med
Rædsel, og Tankebilleder på mit Leje og mit Hoveds Syner
forfærdede mig.
6. Derfor påbød jeg, at alle Babels Vismænd skulde føres frem for
mig, for at de skulde tyde mig Drømmen.
7. Så kom Drømmetyderne, Manerne, Kaldæerne og Stjernetyderne ind,
og jeg sagde dem Drømmen, men de kunde ikke tyde mig den.
8. Men til sidst trådte Daniel, som har fået Navnet Beltsazzar
efter min Guds Navn, og i hvem hellige Guders Ånd er, frem for
mig, og jeg sagde ham Drømmen:
9. Beltsazzar, du Øverste for Drømmetyderne, i hvem jeg ved, at
hellige Guders Ånd er, og hvem ingen Hemmelighed er for svar!
Hør, hvad jeg så i Drømme, og tyd mig det!
10. Dette var mit Hoveds Syner på mit Leje: Jeg skuede, og se, et
Træ stod midt på Jorden, og det var såre højt.
11. Træet voksede og blev vældigt, dets Top nåede Himmelen, og det
sås til Jordens Ende;
12. dets Løv var fagert, dets Frugter mange, så der var Føde til
alle derpå; under det fandt Markens Dyr Skygge, i dets Grene
boede Himmelens Fugle, og alt Kød fik Næring deraf.
13. Og videre skuede jeg i mit Hoveds Syner på mit Leje, og se, en
Vægter, en Hellig, kom ned fra Himmelen.
14. Han råbte med høj Røst: "Fæld Træet, hug Grenene af, afriv Løvet
og spred Frugterne; Dyrene skal fly fra deres Bo derunder og
Fuglene fra dets Grene!
15. Dog skal I lade Stubben med Rødderne blive i Jorden, men bundet
med en Kæde af Jern og kobber i Markens Græs; af Himmelens Dug
skal han vædes, og som Dyrene skal han æde Markens Urter;
16. hans Menneskehjerte skal fratages ham og et Dyrehjerte gives
ham, og syv Tider skal gå hen over ham.
17. Således er det fastsat ved Vægternes Råd, og ved de Helliges Bud
er Sagen afgjort, for at de levende må sande, at den Højeste er
Herre over Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil,
og ophøje den ringeste blandt Menneskene til Hersker over det!"
18. Det var dette Drømmesyn, som jeg, Kong Nebukadnezar, skuede, og
du, Beltsazzar, tyd mig det! Thi ingen af mit Riges Vismænd kan
tyde mig det; du derimod evner det, thi i dig bor hellige Guders
Ånd.
19. Så stod Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar, en Stund
rædselslagen, og hans Tanker forfærdede ham. Men Kongen tog til
Orde og sagde: Beltsazzar, lad ikke Drømmen og dens Udtydning
forfærde dig!" Men Beltsazzar svarede: "Herre, måtte drømmen
gælde dine Fjender og dens Udtydning dine Avindsmænd!
20. Det Træ, du så, og som voksede og blev vældigt, så Toppen nåede
Himmelen og det sås over hele Jorden,
21. hvis Løv var fagert, og hvis Frugter var mange, det, som alle
fik Næring af, under hvilket Markens Dyr fandt Bo, og i hvis
Grene Himmelens Fugle byggede Rede,
22. det er dig selv, o Konge, som er blevet stor og mægtig, hvis
Storhed er vokset, så den når Himmelen, og hvis Herredømme
rækker til Jordens Ende.
23. Og når Kongen så, at en Vægter, en Hellig, steg ned fra Himmelen
og bød: Fæld Træet og ødelæg det! Dog skal I lade Stubben med
Rødderne blive i Jorden, men bundet med en Kæde af Jern og
kobber i Markens Græs; af Himmelens Dug skal han vædes, og med
Markens Dyr skal han dele Lod, indtil syv Tider er gået hen over
ham
24. så betyder det, o Konge, og det er den Højestes Råd, som er
udgået over min Herre Kongen:
25. Du skal udstødes af Menneskenes Samfund og bo hlandt Markens
Dyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget, og af Himmelens Dug
skal du vædes; og syv Tider skal gå hen over dig, til du
skønner, at den Højeste er Herre over Menneskenes Rige og kan
give det, til hvem han vil.
26. Men når der blev givet Påbud om at levne Træets Stub med
Rødderne, så betyder det, at dit Rige atter skal blive dit, så
snart du skønner, at Himmelen har Magten.
27. Derfor, o Konge, lad mit Råd være dig til Behag. Gør Ende på
dine Synder med Retfærd og på dine Misgerninger med
Barmhjertighed mod de fattige, om din Lykke måske kunde vare!"
28. Alt dette ramte nu Kong Nebukadnezar.
29. Tolv Måneder senere, da Kongen vandrede på Taget af det
kongelige Palads i Babel,
30. udbrød han: "Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til
Kongesæde ved min vældige Magt, min Herlighed til Ære?"
31. Men før Kongen endnu havde talt ud, lød en Røst fra Himmelen:
"Det gives dig til Kende, Kong Nebukadnezar, at dit Kongedømme
er taget fra dig!
32. Af Menneskenes Samfund skal du udstødes og bo blandt Markens
Dyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget; og syv Tider skal
gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over
Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil!"
33. I samme Stund fuldbyrdedes Ordet på Nebukadnezar; han blev
udstødt af Menneskenes Samfund og åd Græs som Kvæget, og hans
Legeme vædedes af Himmelens Dug, til hans Hår blev langt som
Ørnefjer og hans Negle som Fuglekløer.
34. Men da Tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar, mine Øjne til
Himmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste og
lovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis Herredømme er
evigt, og hvis Rige står fra Slægt til Slægt.
35. Alle, som bor på Jorden, er for intet at regne; han handler
efter sit Tykke med Himmelens Hær og med dem, som bor på Jorden,
og ingen kan holde hans Hånd tilbage og sige til ham: "Hvad gør
du?"
36. I samme Stund fik jeg min Forstand igen; jeg fik også min
Herlighed og Glans igen, mit Rige til Ære; mine Rådsherrer og
Stormænd søgte mig, jeg blev genindsat i mit Rige, og endnu
større Magt blev mig givet.
37. Nu lover, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge:
Alle hans Gerninger er Sandhed, hans Veje Retfærd, og han kan
ydmyge dem, som vandrer i Hovmod.
Daniel 5
1. Kong Belsazzar gjorde et stort gæstebud for sine tusinde
Stormænd og drak Vin med dem.
2. Og påvirket af Vinen lod han de Guldkar og Sølvkar hente, som
hans Fader Nebukadnezar havde ført bort fra Helligdommen i
Jerusalem, for at Kongen og hans Stormænd, hans Hustruer og
Medhustruer kunde drikke af dem.
3. Man hentede da Guld og Sølvkarrene, som var ført bort fra
Helligdommen, Guds Hus i Jerusalem, og Kongen og hans Stormænd,
hans Hustruer og Medhustruer drak af dem;
4. og medens de drak Vin, priste de deres Guder af Guld, Sølv,
Kobber, Jern, Træ og Sten.
5. Men i samme Stund viste der sig Fingre af en Menneskehånd, som
skrev på Væggens Kalk i Kongens Palads over for Lysestagen, og
Kongen så Hånden, som skrev.
6. Da skiftede Kongen Farve, hans Tanker forfærdede ham, hans
Hofters Ledemod slappedes, og hans Knæ slog imod hinanden.
7. Og kongen råbte med høj Røst, at man skulde føre Manerne,
Kaldæerne og Stjernetyderne ind; og Kongen tog til Orde og sagde
til Babels Vismænd: "Enhver, som kan læse denne Skrift og tyde
mig den, skal klædes i Purpur, Guldkæden skal hænges om hans
Hals, og han skal være den tredje mægtigste i Riget."
8. Så kom alle Babels Vismænd til Stede, men de evnede hverken at
læse Skriften eller tyde den for Kongen.
9. Da blev Kong Belsazzar højlig forfærdet, og han skiftede Farve:
også hans Stormænd stod rædselslagne.
10. Ved Kongens og hans Stormænds Råb kom Dronningen ind i
Gildesalen, og hun tog til Orde og sagde: "Kongen leve
evindelig! Lad ikke dine Tanker forfærde dig og skift ikke
Farve!
11. I dit Rige findes en Mand, i hvem hellige Guders Ånd er, og som
i din Faders Dage fandtes at sidde inde med Viden, Indsigt og en
Visdom som selve Guderne, så din Fader Nebukadnezar satte ham
til Øverste for Drømmetyderne, Manerne, Kaldæerne og
Stjernetyderne,
12. eftersom en ypperlig Ånd, Kundskab og Indsigt til at udtyde
Drømme, råde Gåder og løse Knuder fandtes hos denne Daniel, hvem
kongen gav Navnet Beltsazzar. Lad derfor Daniel kalde, at han
kan tyde det!"
13. Så førtes Daniel ind for Kongen. Og Kongen tog til Orde og sagde
til ham: "Er du Daniel, en af de fangne Judæere, som min Fader
Kongen bortførte fra Juda?
14. Jeg har hørt om dig, at Guders Ånd er i dig, og at du er fundet
at sidde inde med Viden, Kløgt og ypperlig Visdom.
15. Nu har Vismændene og Manerne været ført ind for mig for at læse
denne Skrift og tyde mig den; men de evner ikke at tyde mig dette.
16. Men jeg har hørt om dig, at du kan tyde Drømme og løse
Knuder. Nu vel! Hvis du kan læse Skriften og tyde mig den, skal
du klædes i Purpur, Guldkæden skal hænges om din Hals, og du
skal være den tredje mægtigste i Riget."
17. Så svarede Daniel Kongen: "Spar dine Gaver og giv en anden dine
Foræringer! Men Skriften vil jeg læse og tyde for Kongen.
18. Den højeste Gud, o Konge, gav din Fader Nebukadnezar Kongedømme,
Magt, Herlighed og Ære;
19. og for den Storheds Skyld, som han havde givet ham, frygtede og
bævede alle Folk, Stammer og Tungemål for ham; han dræbte, hvem
han vilde, og lod leve, hvem han vilde; han ophøjede, hvem han
vilde, og nedbøjede, hvem han vilde.
20. Men da hans Hjerte blev hovmodigt og hans Ånd stolt og
overmodig, stødtes han fra Kongetronen, og hans Herlighed
fratoges ham.
21. Af Menneskenes Samfund blev han udstødt, og hans Hjerte blev som
et Dyrs; han boede hos Vildæslerne, han måtte æde Græs som
Kvæget, og af Himmelens Dug vædedes hans Legeme, til han
skønnede, at den højeste Gud er Herre over Menneskenes Rige og
kan ophøje, hvem han vil, til Hersker derover.
22. Men du, Belsazzar, hans Søn, har ikke ydmyget dit Hjerte, skønt
du vidste alt dette;
23. du har hovmodet dig mod Himmelens Herre! Hans Huses Kar har man
hentet til dig, og du og dine Stormænd, dine Hustruer og
Medhustruer drak Vin af dem; og du priste dine Guder af Sølv,
Guld, Kobber, Jern, Træ og Sten, som hverken kan se eller høre
eller fatte; men den Gud, som holder din Livsånde i sin Hånd og
råder over alle dine Veje, ham ærede du ikke.
24. Derfor er denne Hånd udsendt fra ham og Skriften der optegnet.
25. Og således lyder Skriften: Mené, mené, tekél ufarsin!
26. Og Ordene skal tydes således: Mené betyder: Gud har talt dit
Riges Dage og gjort Ende derpå.
27. Tekél betyder: Du er vejet på Vægten og fundet for let.
28. Perés betyder: Dit Rige er delt og givet til Medien og Persien."
29. Så blev Daniel på Belsazzars Bud klædt i Purpur, Guldkæden
hængtes om hans Hals, og man udråbte, at han skulde være den
tredje mægtigste i Riget.
30. Men samme Nat blev Belsazzar, Kaldæernes Konge, dræbt,
1. og Mederen Darius overtog Riget i en Alder af to og tresindstyve
År.
Daniel 6
2. Darius fandt for godt at lægge riget under 120 satraper, fordelt
over hele Riget;
3. og over dem satte han tre Rigsråder, af hvilke Daniel var den
ene, for at Satraperne skulde aflægge Regnskab for dem, så
Kongen intet Tab led.
4. Da nu Daniel udmærkede sig fremfor de andre Rigsråder og
Satraperne, eftersom der var en ypperlig Ånd i ham, og Kongen
derfor tænkte på at sætte ham over hele Riget,
5. søgte Rigsråderne og Satraperne at finde en eller anden Brøde i
hans Embedsførelse; men de kunde ikke finde nogen Brøde eller
Brist, da han var tro og der ingen Efterladenhed eller Brist var
at finde hos ham.
6. Så sagde disse Mænd: "Vi finder ingen Sag mod denne Daniel,
medmindre vi kan finde noget i hans Gudsdyrkelse."
7. Derfor stormede disse Rigsråder og Satraper til Kongen og talte
således til ham: "Kong Darius leve evindelig!
8. Alle Rigsråderne, Landshøvdingerne, Satraperne, Rådsherrerne og
Statholderne er enedes om, at et Kongebud bør udstedes og et
Forbud udgå om, at enhver, som i tredive Dage beder en Bøn til
nogen anden end dig, o konge, det være sig til en Gud eller et
Menneske, skal kastes i Løvekulen.
9. Derfor skal du, o Konge, udstede Forbudet og lade en Skrivelse
udgå, som efter Medernes og Persernes ubryddelige Lov ikke kan
tages tilbage."
10. Derfor lod kong Darius en Skrivelse udgå med dette Forbud.
11. Men så snart Daniel fik at vide, at Skrivelsen var udgået, gik
han ind i sit Hus; i dets Stue på Taget havde han åbne Vinduer i
Retning mod Jerusalem, og han faldt på Knæ tre Gange om Dagen og
bad og priste sin Gud, ganske som han tilforn havde gjort.
12. Da stormede hine Mænd ind og fandt Daniel i Færd med at bede og
bønfalde sin Gud.
13. Så gik de til kongen og bragte det kongelige Forbud på Tale,
idet de spurgte: "Har du ikke udstedt et Forbud om, at enhver,
som i tredive Dage beder til nogen anden end dig, o Konge, det
være sig til en Gud eller et Menneske, skalkastes i Løvekulen?"
Kongen svarede: "Sagen står fast efter Medernes og Persernes
ubryddelige Lov."
14. Så svarede de Kongen: "Daniel, en af de bortførte Judæere, ænser
hverken dig, o Konge, eller Forbudet, du udstedte, men beder sin
Bøn tre Gange om Dagen!"
15. Da Kongen hørte dette, blev han såre nedslået og overvejede,
hvorledes han kunde redde Daniel, og lige til Solens Nedgang
søgte han at finde en Udvej til at hjælpe ham.
16. Men så stormede hine Mænd til Kongen og sagde: "Vid, o Konge, at
det er medisk og persisk Ret, at intet Forbud og ingen Lov, som
Kongen udsteder, kan tages tilbage!"
17. Da blev Daniel på Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen; men
Kongen sagde til Daniel: "Din Gud, som du vedblivende dyrker,
redde dig!"
18. Så blev der hentet en Sten og lagt over Kulens Åbning; og Kongen
forseglede den med sin egen og sine Stormænds Seglring, at der
ingen Ændring skulde ske i Daniels Sag.
19. Derpå gik Kongen til sit Palads, hvor han fastede hele
Natten. Han lod ingen Kvinder komme ind til sig, og Søvnen veg
fra ham.
20. Ved Daggry, da det lysnede, stod han op og skyndte sig hen til
Løvekulen.
21. Og da han nærmede sig den, råbte han klagende til Daniel. Kongen
tog til Orde og sagde til Daniel: "Daniel, du den levende Guds
Tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunde redde dig
fra Løverne?"
22. Da svarede Daniel Kongen: "Kongen leve evindelig!
23. Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Gab, så de ikke har
gjort mig nogen Men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans Åsyn
og heller ikke har forbrudt mig imod dig, o Konge!"
24. Og Kongen blev såre glad og lod Daniel drage op af Kulen; og da
det var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen som
helst Men, eftersom han havde troet på sin Gud.
25. Men hine Mænd, som havde bagtalt Daniel, blev på Kongens Bud
hentet og kastet i Løvekulen tillige med deres Børn og Hustruer,
og næppe havde de nået Kulens Bund, før Løverne kastede sig over
dem og knuste alle Ben i dem.
26. Derpå skrev Kong Darius til alle Folk, Stammer og Tungemål på
hele Jorden: "Fred være med eder i rigt Mål!
27. Hermed byder jeg, at man, så vidt mit Rige strækker sig, skal
frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og
bliver i Evighed: hans Rige kan ikke forgå, og hans Herredømme
er uden Ende.
28. Det er ham, der redder og udfrier, og han gør Tegn og, Undere i
Himmelen og på Jorden, han, som reddede Daniel af Løvernes
Vold!"
29. Og Daniel vedblev at have Lykken med sig under Dariuss og
Perseren Kyroses Regering.
Daniel 7
1. I Kong Belsazzar af Babels første regeringsår havde Daniel et
drømmesyn, og Syner gik igennem hans Hoved på hans Leje; og
siden nedskrev han Drømmen og gengav Hovedindholdet.
2. Daniel tog til Orde og sagde: Jeg skuede i mit Syn om Natten, og
se, Himmelens fire Vinde oprørte det store Hav,
3. og fire store Dyr steg op af Havet, det ene forskelligt fra det
andet.
4. Det første så ud som en Løve og havde Ørnevinger; og jeg skuede,
indtil Vingerne reves af, og det rejstes op fra Jorden og
stilledes på to Ben som et Menneske og fik et Menneskehjerte.
5. Og se, et andet Dyr, det næste i Rækken, så ud som en Bjørn; det
rejstes op på den ene Side og havde tre Ribben i Gabet mellem
Tænderne, og der blev sagt til det: "Kom, æd meget Kød!"
6. Så skuede jeg videre, og se, endnu et Dyr; det så ud som en
Panter og havde fire Fuglevinger på Ryggen og fire Hoveder, og
Magt blev det givet.
7. Og videre skuede jeg i Nattesynerne, og se, der var et fjerde
Dyr, frygteligt, skrækkeligt og umådelig stærkt; det havde store
Jerntænder, åd og knuste, og hvad der levnedes, trampede det ned
med Fødderne. Det var forskelligt fra alle de tidligere Dyr og
havde ti Horn.
8. Jeg lagde nøje Mærke til Hornene, og se, et andet Horn, som var
lille, skød frem imellem dem, og tre af de tidligere Horn
oprykkedes for at skaffe det Plads; og se, dette Horn havde Øjne
som et Menneske og en Mund, der talte store Ord.
9. Jeg skuede videre: Med eet blev Troner sat frem, en gammel af
Dage tog Sæde; hans Klædningvarhvid som Sne, hans Hovedhår rent
som Uld; hans Trone var luende Ild, dens Hjul var flammende Ild.
10. En Strøm af Ild flød ud og strømmede frem derfra. Tusinde
Tusinder tjente ham, og titusind Titusinder stod ham til
Rede. Derpå sattes Retten, og Bøgerne lukkedes op.
11. Jeg skuede, og ved Lyden af de store Ord, som Hornet talte. Jeg
skuede, indtil Dyret blev dræbt og dets Krop tilintetgjort, og
det blev kastet i Ilden og brændt.
12. Også de andre dyr fratog man deres Magt, og deres Levetid
fastsattes til Tid og Stund.
13. Jeg skuede videre i Nattesynerne: Og se, med Himlens Skyer kom
en, der så ud som en Menneskesøn. Han kom hen til den gamle at
Dage og førtes frem for ham;
14. og Magt og Ære og Herredom gaves ham, og alle Folk, Stammer og
Tungemål skal tjene ham; hans Magt er en eviig Magt, aldrig går
den til Grunde, hans Rige kan ikke forgå.
15. Jeg, Daniel, blev såre urolig til Sinds ved alt dette, og mit
Hoveds Syner forfærdede mig.
16. Så trådte jeg hen til en af de omstående og bad ham om sikker
Oplysning om alt dette, og han svarede og tydede mig det:
17. "Disse tre store dyr betyder, at fire Konger skal fremstå af
Jorden;
18. men siden skal den Højestes hellige modtage Riget og have det i
Eje i Evigheders Evighed."
19. Så bad jeg om sikker Oplysning om det fjerde Dyr, som var
forskelligt fra alle de andre, overmåde frygteligt, med
Jerntænder og Kobberkløer, og som åd ogknuste og med sine Fødder
nedtrampede, hvad der levnedes,
20. og om de ti Horn på dets Hoved og det andet, som skød frem, for
hvilket de tre faldt af, det Horn, som havde Øjne og en Mund,
der talte store Ord, og som var større at se til end de andre.
21. Jeg havde skuet, hvorledes dette Horn førte Krig mod de hellige
og overvandt dem,
22. indtil den gamle af dage kom og Retten blev givet den Højestes
hellige og Tiden kom, da de hellige tog Riget i Eje.
23. Hans Svar lød: "Det fjerde Dyr betyder, at et fjerde Rige skal
fremstå på Jorden, som skaj være forskelligt fra alle de andre
Riger; det skal opsluge hele Jorden og søndertræde og knuse den.
24. Og de ti Horn betyder, at der af dette Rige skal fremstå ti
Konger, og efter dem skal der komme en anden, som skal være
forskellig fra de tidligere; og han skal fælde tre Konger
25. og tale mod den Højeste og mishandle den Højestes hellige; han
skal sætte sig for at ændre Tider og Lov, og de skal gives i
hans Hånd en Tid og to Tider og en halv Tid.
26. Men så sættes Retten, og hans Herredømme fratages ham og
tilintetgøres og ødelægges for evigt.
27. Men Riget og Herredømmet og Storheden, som tilhørte alle Rigerne
under Himmelen, skal gives den Højestes helliges Folk; dets Rige
er et evigt Rige, og alle Magter skal tjene og lyde det."
28. Her ender Fremstillingen. Jeg, Daniel, blev såre forfærdet over
mine Tanker, og mit Ansigt skiftede Farve; men jeg gemte Sagen i
mit Hjerte.
Daniel 8
1. I Kong Belsazzars tredje regeringsår viste der sig et syn for
mig, Daniel; det kom efter det, som tidligere havde vist sig for
mig.
2. Jeg skuede i Synet, og det var mig, som om jeg var i Borgen
Susan i Landskabet Elam; og jeg så mig i Synet stående ved
Floden Ulaj.
3. Da løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, en Væder stod ved
Floden; den havde to store Horn, det ene større end det andet,
og det største skød op sidst.
4. Jeg så Væderen stange mod Vest, Nord og Syd; intet Dyr kunde
modstå den, ingen kunde redde af dens Vold, og den gjorde, hvad
den vilde, og blev mægtig.
5. Videre så jeg nøje til, og se, en Gedebuk kom fra Vest farende
hen over hele Jorden, men uden at røre den; og Bukken havde et
anseligt Horn i Panden.
6. Den kom hen til den tvehornede Væder, som jeg havde set stå ved
Floden, og løb imod den med ubændig Kraft; og jeg så, hvorledes
den, da den nåede Væderen, rasende stormede imod den, stødte til
den og sønderbrød begge dens Horn; og Væderen havde ikke kraft
til at modstå den, men Bukken kastede den til Jorden og trampede
på den, og ingen reddede Væderen af dens Vold.
8. Derpå blev Gedebukken såre mægtig; men som den var
allermægtigst, brødes det store Horn af, og i Stedet voksede
fire andre frem mod alle fire Verdenshjørner.
9. Men fra det ene af dem skød et andet og lille Horn op, og det
voksede umådeligt mod Syd og Øst og mod det herlige Land;
10. og det voksede helt op til Himmelens Hær, styrtede nogle af
Hæren og af Stjernerne til Jorden og trampede på dem.
11. Og det hovmodede sig mod Hærens Øverste; hans daglige Offer blev
ophævet, og hans Helligdoms Sted kastedes til Jorden.
12. Og på Alteret for det daglige Offer lagdes en Misgerning;
Sandheden kastedes til Jorden, og Hornet havde Lykke med, hvad
det gjorde.
13. Da hørte jeg en hellig tale, og en anden hellig spurgte den
talende: "Hvor lang Tid gælder Synet om, at det daglige Offer
ophæves, Ødelæggelsens Misgerning opstilles, og Helligdommen og
Hæren nedtrampes?"
14. Han svarede: "2300 Aftener og Morgener; så skal Helligdommen
komme til sin Ret igen!"
15. Medens jeg, Daniel, nu så Synet og søgte at forstå det, se, da
stod der for mig en som en Mand at se til,
16. og jeg hørte en menneskelig Røst råbe over Ulaj: "Gabriel, udlæg
ham Synet!"
17. Så kom han hen, hvor jeg stod, og ved hans Komme blev jeg
overvældet af Rædsel og faldt på mit Ansigt. Og han sagde til
mig: "Se nøje til, Menneskesøn, thi Synet gælder Endens Tid!"
18. Medens han taledemed mig, lå jeg bedøvet med Ansigtet mod
Jorden; men han rørte ved mig og fik mig på Benene
19. og sagde: "Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i Vredens
sidste Tid; thi Synet gælder Endens bestemte Tid.
20. Den tvehornede Væder, du så, er Kongerne af Medien og Persien,
21. den lådne Buk er Kongen af Grækenland, og det store Horn i dens
Pande er den første Konge.
22. At det brødes af, og at fire andre voksede frem i Stedet,
betyder, at fire Riger skal fremstå af hans Folk, dog uden hans
Kraft.
23. Men i deres Herredømmes sidste Tid, når Overtrædelserne har
gjort Målet fuldt, skal en fræk og rænkefuld konge fremstå.
24. Hans Magt skal blive stor, dog ikke som hins; han skal tale
utrolige Ting og have Lykke med, hvad han gør, og gennemføre
sine Råd og ødelægge mægtige Mænd.
25. Mod de hellige skal hans Tanke rettes; hans svigefulde Råd skal
lykkes ham, og han skal sætte sig store Ting for og styrte mange
i Ulykke i deres Tryghed. Mod Fyrsternes Fyrste skal han rejse
sig, men så skal han knuses, dog ikke ved Menneskehånd.
26. Synet om Affenerne og Morgenerne, hvorom der var Tale, er
Sandhed. Men du skal lukke for Synet; thi det gælder en fjern
Fremtid."
27. Men jeg, Daniel, lå syg en Tid lang; så stod jeg op og udførte
min Gerning i kongens Tjeneste. Jeg var rædselslagen over Synet
og forstod det ikke.
Daniel 9
1. I Darius, Ahasveruses søns første regeringsår, han som var af
medisk Byrd og var blevet Konge over kaldæernes Rige,
2. i hans første Regeringsår lagde jeg, Daniel, i Skrifterne Mærke
til det Åremål, i hvilket Jerusalem efter HERRENs Ord til
Profeten Jeremias skulde ligge i Grus, halvfjerdsindstyve År.
3. Jeg vendte mit Ansigt til Gud Herren for at fremføre Bøn og
Begæring under Faste i Sæk og Aske.
4. Og jeg bad til HERREN min Gud, bekendte og sagde: "Ak, Herre, du
store, forfærdelige Gud, som holder fast ved Pagten og
Miskundheden mod dem, der elsker dig og holder dine Bud!
5. Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse og genstridige; vi
veg fra dine Bud og Vedtægter
6. og hørte ikke på dine Tjenere Profeterne, som talte i dit Navn
til vore Konger, Fyrster og Fædre og til alt Folket i Landet.
7. Du står med Retten, Herre, vi med vort Ansigts Blusel, som det
nu viser sig, vi Judas Mænd, Jerusalems Borgere, ja alt Israel
fjernt og nær i alle Lande, hvor du drev dem hen for deres
Troløshed imod dig.
8. Herre, vi står med vort Ansigts Blusel, vore Konger, Fyrster og
Fædre, fordi vi syndede imod dig.
9. Men hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Tilgivelse, thi vi
stod ham imod
10. og adlød ikke HERREN vor Guds Røst, så vi fulgte hans Love, som
han forelagde os ved sine Tjenere Profeterne.
11. Nej, hele Israel overtrådte din Lov og faldt fra, ulydige mod
din Røst; så udøste den svorne Forbandelse, som står skrevet i
Guds Tjener Mosess Lov, sig over os, thi vi syndede imod ham;
12. og han fuldbyrdede de Ord, han havde talet imod os og de
Herskere, som herskede over os, så han bragte en Ulykke over os
så stor, at der ingensteds under Himmelen er sket Mage til den
Ulykke, som ramte Jerusalem.
13. Som skrevet står i Mose Lov, kom hele denne Ulykke over os; og
vi stemte ikke HERREN vor Gud til Mildhed ved at vende om fra
vore Misgerninger og vinde Indsigt i din Sandhed.
14. Derfor var HERREN årvågen over Ulykken og bragte den over os;
thi HERREN vor Gud er retfærdig mod alle Skabninger, som han har
skabt, og vi adlød ikke hans Røst.
15. Og nu, Herre vor Gud, du, som med stærk Hånd førte dit Folk ud
af Ægypten og vandt dig et Navn, som er det samme den Dag i Dag:
Vi syndede og var gudløse!
16. Herre, lad dog efter alle dine Retfærdshandlinger din Vrede og
Harme vende sig fra din By Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi ved
vore Synder og vore Fædres Misgerninger er Jerusalem og dit Folk
blevet til Spot for alle vore Naboer.
17. Så lyt da nu, vor Gud, til din Tjeners Bøn og Begæring og lad
dit Ansigt lyse over din ødelagte Helligdom for din egen Skyld,
o Herre!
18. Bøj dit Øre, min Gud, og hør, oplad dine Øjne og se
Ødelæggelsen, som er overgået os, og Byen, dit Navn er nævnet
over; thi ikke i Tillid til vore Retfærdshandlinger fremfører vi
vor Begæring for dit Åsyn, men i Tillid til din store
Barmhjertighed.
19. Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån Øre og grib uden Tøven ind
for din egen Skyld, min Gud; thi dit Navn er nævnet over din By
og dit Folk!"
20. Medens jeg endnu talte således, bad og bekendte min og mit Folk
Israels Synd og for HERREN min Guds Åsyn fremførte min Forbøn
for min Guds hellige Bjerg,
21. medens jeg endnu bad, kom Manden Gabriel, som jeg tidligere
havde set i Synet, hastigt flyvende nær hen til mig ved
Aftenofferets Tid;
22. og da han var kommet, talede han således til mig: "Daniel, jeg
er nu kommet for at give dig Indsigt.
23. Straks du begyndte at bede, udgik et Ord, og jeg er kommet for
at kundgøre dig det; thi du er højt elsket; så mærk dig Ordet og
agt på Åbenbaringen!
24. Halvfjerdsindstyve Uger er fastsat over dit Folk og din hellige
By, indtil Overtrædelsen er fuldendt, Syndens Målfuldt,
Misgerningen sonet, evig Retfærdighed hidført, Syn og Profet
beseglet og en højhellig Helligdom salvet.
25. Og du skal vide og forstå: Fra den Tid Ordet om Jerusalems
Genrejsning og Opbyggelse udgik, indtil en Salvet, en Fyrste,
kommer, er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal det
genrejses og opbygges med Torve og Gader under Tidernes
Trængsel.
26. Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet bortryddes
uden Dom, og Byen og Helligdommen skal ødelægges tillige med en
Fyrste. Og Enden kommer med Oversvømmelse, og indtil Enden skal
der være Krig, den fastsatte Ødelæggelse.
27. Og pagten skal ophæves for de mange i een Uge, og i Ugens sidste
Halvdel skal Slagtoffer og Afgrødeoffer ophøre, og Ødelæggelsens
Vederstyggelighed skal sættes på det hellige Sted, indtil den
fastsatte Undergang udøser sig over Ødelæggeren.
Daniel 10
1. I Perserkongen Kyros tredje regeringsår modtog Daniel, som havde
fået Navnet Beltsazzar, en Åbenbaring; og Ordet er Sandhed og
varsler om stor Trængsel. Og han mærkede sig Ordet og agtede på
Synet.
2. På den Tid holdt jeg, Daniel. Sorg i hele tre Uger.
3. Lækre Spiser nød jeg ikke, Kød og Vin kom ikke i min Mund, og
jeg salvede mig ikke, før hele tre Uger var gået.
4. Men på den fire og tyvende Dag i den første Måned var jeg ved
Bredden af den store Flod, det er Hiddekel.
5. Og jeg løftede Øjnene og skuede, og se, der var en Mand, som var
iført linnede Klæder og havde et Bælte af fint Ofirguld om
Hofterne.
6. Hans Legeme var som Krysolit, hans Ansigt strålede som Lynet,
hans Øjne var som Ildsluer, hans Arme og Ben som blankt Kobber
og hans Røst som en larmende Hob.
7. Jeg, Daniel, var den eneste, der så Synet; de Mænd, som var hos
mig, så det ikke; men stor Rædsel faldt over dem, og de flygtede
og gemte sig,
8. så jeg blev ene tilbage. Da jeg så dette vældige Syn, blev der
ikke Kraft tilbage i mig, og mit Ansigt skiftede Farve og blev
ligblegt, og jeg havde ingen Kræfter mere.
9. Da hørte jeg ham tale, og som jeg hørte det, faldt jeg, bedøvet
om med Ansigtet imod Jorden.
10. Og se, en Hånd rørte ved mig og fik mig skælvende op på mine Knæ
og Hænder.
11. Og han sagde til mig: "Daniel, du højt elskede Mand, mærk dig de
Ord, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt til
dig,!" Og da han talede således til mig, rejste jeg mig
skælvende.
12. Så sagde han til mig: "Frygt ikke, Daniel, thi straks den første
Dag du gav dit Hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig for
din Guds Åsyn, blev dine Ord hørt, og jeg er kommet for dine
Ords Skyld.
13. Perserrigets Fyrste stod mig imod i een og tyve Dage, men se, da
kom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til Hjælp; ham lod
jeg blive der hos Perserkongernes Fyrste;
14. og nu er jeg kommet for at lade dig vide, hvad der skal times
dit Folk i de sidste Dage; thi atter er der en Åbenbaring om de
Dage."
15. Medens han talede således til mig, bøjede jeg målløs Ansigtet
mod Jorden.
16. Og se, noget, der så ud som en Menneskehånd, rørte ved mine
Læber, og jeg åbnede min Mund og talte således til ham, som stod
for mig: "Herre, ved Synet overvældedes jeg af Smerter og har
ikke flere kræfter.
17. Og hvor kan jeg, min Herres ringe Træl, tale til dig, høje
Herre? Af Rædsel har jeg mistet min Kraft, og der er ikke Vejr
tilbage i mig!"
18. Så rørte atter en som et Menneske at se til ved mig og styrkede
mig;
19. og han sagde: "Frygt ikke, du højt elskede Mand! Fred være med
dig, vær trøstig og ved godt Mod!" Og som han talede med mig,
følte jeg mig styrket og sagde: "Tal, Herre, thi du har styrket
mig!"
20. Da sagde han: "Ved du, hvorfor jeg kom til dig? Jeg må nu straks
vende tilbage for at kæmpe med Persiens Fyrste, og så snart jeg
er færdig dermed, se, da kommer Grækenlands Fyrste.
21. Og ikke een hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders Fyrste,
1. der står som Hjælp og Støtte for mig. Dog vil jeg nu
kundgøre dig, hvad der står skrevet i Sandhedens Bog;
2,a. ja, nu vil jeg kundgøre dig, hvad sandt er.
Daniel 11
2,b. Se, endnu skal der fremstå tre konger i Persien, og den fjerde
skal komme til større Rigdom end nogen af de andre; og når han er
blevet mægtig ved sin Rigdom, skal han opbyde alt imod det græske
Rige.
3. Men da fremstår en Heltekonge, og han skal råde med Vælde og
gøre, hvad han vil.
4. Men bedst som han står, skal hans Rige sprænges og deles efter
de fire Verdenshjørner, og det skal ikke tilfalde hans
Efterkommere eller blive så mægtigt, som da han rådede, men hans
Rige skal ødelægges og gå over til andre end Efterkommerne.
5. Siden bliver Sydens konge mægtig, men en af hans Fyrster bliver
stærkere end han og får Magten; og hans Magt skal blive stor.
6. Men nogle År senere slutter de Forbund, og Sydens Konges Datter
drager ind til Nordens Konge for at tilvejebringe Fred; men
Armens Kraft holder ikke Stand, hans Arm holder ikke ud, men hun
gives i Døden tillige med sit Følge, sin Søn og sin Ægtemand.
7. I de Tider skyder der i hans Sted et Skud frem af hendes Rødder;
og han drager mod Nordens konges Hær og trænger ind i hans
Fæstning, fuldbyrder sin Vilje på dem og bliver mægtig,
8. endog deres Guder med deres støbte Billeder og deres kostbare
Kar, Sølv og Guld, fører han med som Bytte til Ægypten; siden
skal han en Tid lang lade Nordens Konge i Ro.
9. Men denne falder ind i Sydens Konges Rige; dog må han vende hjem
til sit Land.
10. Men hans Søn ruster sig og samler store Hære i Mængde, drager
frem imod ham og oversvømmer og overskyller Landet. Og han
kommer igen og trænger frem til hans Fæstning.
11. Men Sydens konge bliver rasende og rykker ud til Kamp imod
Nordens Konge; han stiller en stor Hær på Benene, men den gives
i Sydens Konges Hånd.
12. Når Hæren er oprevet, bliver hans Hjerte stolt; han strækker
Titusinder til Jorden, men hævder ikke sin Magt.
13. Nordens Konge stiller på ny en Hær på Benene, større end den
forrige, og nogle År senere drager han imod ham med en stor Hær
og et vældigt Tros.
14. Og i de Tiderer der mange, som gør Oprør imod Sydens Konge. og
Voldsmændene i dit Folk rejser sig, for at Åbenbaringen kan gå i
Opfyldelse, men selv falder de.
15. Nordens Konge rykker frem, opkaster Volde og indtager en
Fæstning; og Sydens Arme skal ikke holde ud; hans Hær flygter og
har ikke Modstands kraft.
16. Den, som rykker imod ham, gør, hvad han vil, og ingen står sig
imod ham; han sætter sig fast i det herlige Land og bringer
Ødelæggelse med sig.
17. Han oplægger Råd om at komme med hele sit Riges Styrke, men
slutter Fred med ham og giver ham sin Datter til Ægte til
Landets Ulykke; men det bliver ikke til noget og lykkes ikke for
ham.
18. Så vender han sig mod Kystlandene og indtager mange, men en
Hærfører gør Ende på hans Hån; syv Fold gengælder han ham hans
Hån.
19. Derpå vender han sig mod sit eget Lands Fæstninger, men han
snubler, falder og forsvinder.
20. I hans Sted træder en, som sender en Skatteopkræver gennem
Rigets Herlighed, men på nogle Dage knuses han, dog uden Harm,
ej heller i Strid.
21. I hans Sted træder en Usling. Kongedømmets Herlighed overdrages
ham ikke, men han kommer, før nogen aner Uråd, og tilriver sig
Kongedømmet ved Rænker.
22. Hære bortskylles helt foran ham, også en Pagtsfyrste knuses.
23. Så snart man har sluttet Forbund med ham, øver han Svig; han
drager frem og bliver stærk ved en Håndfuld Folk.
24. Uventet falder han ind i de frugtbareste Egne og gør, hvad hans
Fædre eller Fædres Fædre ikke gjorde; Ran, Bytte og Gods strør
han ud til sine Folk, og mod Fæstninger oplægger han Råd, dog
kun til en Tid.
25. Han opbyder sin kraft og sit Mod mod Sydens Konge og drager ud
med en stor Hær; og Sydens Konge rykker ud til Strid med en
overmåde stor og stærk Hær, men kan ikke stå sig, da der smedes
Rænker imod ham;
26. hans Bordfæller bryder hans Magt, hans Hær skylles bort, og
mange dræbes og falder.
27. Begge Konger har ondt i Sinde og sidder til Bords sammen og
lyver; men det lykkes ikke, thi Enden tøver endnu til den
fastsatte Tid.
28. Da han er på Hjemvejen til sit Land med store Forråd, oplægger
hans Hjerte Håd mod den hellige Pagt, og han fuldfører det og
vender hjem til sit Land.
29. Til den fastsatte Tid drager han atter mod Syd, men det går ikke
anden Gang som første;
30. kittæiske Skibe drager imod ham, og han lader sig skræmme og
vender om; hans Vrede blusser op mod den hellige Pagt, og han
giver den frit Løb. Så vender han hjem og mærker sig dem, som
falder fra den hellige Pagt.
31. Og hans Hære skal stå der og vanhellige Helligdommen, den faste
Borg, afskaffe det daglige Offer og rejse Ødelæggelsens
Vederstyggelighed.
32. Dem, der overtræder Pagten, lokker han ved Smiger til Frafald;
men de Folk, som kender deres Gud, står fast og viser det i
Gerning.
33. De kloge i Folket skal bringe mange til Indsigt, men en Tid lang
bukker de under for Ild og Sværd, Fangenskab og Plyndring.
34. Medens de bukker under, får de en ringe Hjælp, og mange slutter
sig til dem på Skrømt.
35. Af de kloge må nogle bukke under, for at der kan renses ud
iblandt dem, så de sigtes og renses til Endens Tid; thi endnu
tøver den til den bestemte Tid.
36. Og Kongen gør, hvad han vil, ophøjer og hovmoder sig mod enhver
Gud; mod Gudernes Gud taler han utrolige Ting, og han har Lykken
med sig, indtil Vreden er omme; thi hvad der er besluttet, det
sker.
37. Sine Fædres Guder ænser han ikke; ej heller ænser han Kvindernes
Yndlingsgud eller nogen anden Gud, men hovmoder sig mod dem
alle.
38. I Stedet ærer han Fæstningernes Gud; en Gud, hans Fædre ikke
kendte, ærer han med Guld, Sølv, Ædelsten og Klenodier.
39. I de faste Borge lægger han den fremmede Guds Folk; dem, der
vedkender sig ham, overøser han med Ære og giver dem Magt over
mange, og han uddeler Land til Løn.
40. Men ved Endens Tid skal Sydens Konge prøve Kræfter med ham, og
Nordens Konge stormer imod ham med Vogne, Ryttere og Skibe i
Mængde og falder ind i Landene, oversvømmer og overskyller dem.
41. Han falder ind i det herlige Land, og Titusinder falder; men
følgende skal reddes af hans Bånd: Edom, Moab og en Levning
Ammoniter.
42. Han udrækker sin Hånd mod Landene, og Ægypten undslipper ikke.
43. Han bliver Herre over Guld og Sølvskattene og alle Ægyptens
Klenodier; der er Libyere og Ætiopere i hans Følge.
44. Men Rygter fra Øst og Nord forfærder ham, og han drager bort i
stor Harme for at tilintetgøre mange og lægge Band på dem.
45. Han opslår sine Paladstelte mellem Havet og det hellige, herlige
Bjerg. Men han går sin Bane i Møde, og ingen kommer ham til
Hjælp.
Daniel 12
1. Til den Tid skal Mikal stå frem, den store fyrste, som værner
dit Folks Sønner, og en Trængselstid kommer, som hidtil ikke har
haft sin Mage, så længe der var Folkeslag til. Men på den Tid
skal dit Folk frelses, alle, der er optegnet i Bogen.
2. Og mange af dem, der sover under Mulde, skal vågne, nogle til
evigt Liv, andre til Skam, til evig Afsky.
3. De forstandige skal stråle som Himmelhvælvingens Glans, og de,
der førte de mange til Retfærdighed, skal lyse som Stjerner
evigt og altid.
4. Men du, Daniel, sæt Lukke for Ordene og Segl for Bogen til
Endens Tid! Mange skal granske i den, og Kundskaben skal blive
stor."
5. Og jeg, Daniel, skuede, og se, der stod to andre hver på sin
Side af Floden.
6. Og den ene spurgte Manden, som bar de linnede Klæder og svævede
over Flodens Vande: "Hvor længe varer det, før disse sælsomme
Ting er til Ende?"
7. Så hørte jeg Manden i de linnede Klæder, ham, som svævede over
Flodens Vande, sværge ved ham, som lever evindelig, idet han
løftede begge Hænder mod Himmelen: "Een Tid, to Tider og en halv
Tid! Når hans Magt, som knuser det hellige Folk, er til Ende,,
skal alle disse Ting fuldbyrdes."
8. Og jeg hørte det, men fattede det ikke; så spurgte jeg: "Herre
hvad er det sidste af disse Ting?"
9. Og han svarede: "Gå bort, Daniel, thi for Ordene er der sat
Lukke og Segl til Endens Tid.
10. Mange skal sigtes, renses og lutres, men de gudløse handler
gudløst, og ingen af de gudløse skal forstå, men det skal de
forstandige.
11. Fra den Tid det daglige Offer ophæves og Ødelæggelsens
Vederstyggelighed rejses, skal der gå 1290 Dage.
12. Salig er den, der holder ud og oplever 1335 Dage.
13. Men gå du, Enden i Møde, læg dig til Hvile og stå op til din
Lod, ved Dagenes Ende!
Hoseas
Hoseas 1
1. Herrens ord kom til Hoseas, Be'eris søn, i de dage da Uzzija,
Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda, og Jeroboam, Joass
Søn, var Konge i Israel.
2. Dengang HERREN først talede ved Hoseas, sagde han til ham: "Gå
hen og tag dig en Horkvinde og Horebørn; thi utro mod HERREN
bedriver Landet Hor."
3. Så gik han hen og ægtede Gomer, Diblajims Datter, og hun blev
frugtsommelig og fødte ham en Søn.
4. Og HERREN sagde til ham: "Kald ham Jizreel; thi om en, liden
Stund hjemsøger jeg Jizreels Blodskyld på Jehus Hus og gør Ende
på Israels Huses Rige.
5. På hin Dag sønderbryder jeg Israels Bue i Jizreels Dal."
6. Atter blev hun frugtsommelig og fødte en Datter. Og HERREN sagde
til ham: "Kald hende Nådeløs; thi jeg vil ikke længer være
Israels Hus nådig og tilgive dem.
7. Men Judas Hus vil jeg være nådig og frelse ved HERREN deres Gud;
dog frelser jeg dem ikke ved Bue, Sværd eller Stridsvåben, ved
Heste eller Ryttere."
8. Så vænnede hun Nådeløs fra og blev atter frugtsommelig og fødte
en Søn.
9. Og HERREN sagde: "Kald ham Ikke-mit-Folk; thi I er ikke mit
Folk, og jeg er ikke eders Gud."
10. Men Israeliternes Tal skal blive som Sandet ved Havet, der ikke
kan måles eller tælles. Og i Stedet for "I er ikke mit Folk"
skal de kaldes "den levende Guds Børn".
11. Judæerne og Israeliterne skal slå sig sammen og sætte en og
samme Høvding over sig og drage op af Landet; thi stor er
Jizreels Dag.
1. Kald eders Broder Mit-Folk og eders Søster nåderig.
Hoseas 2
2. Gå i rette med eders Moder, gå i rette, thi hun er ikke min
Hustru, og jeg er ej hendes Mand. For Hormærket fri hun sit
Ansigt, for Bolemærket sit Bryst.
3. Jeg klæder hende ellers nøgen, stiller hende frem, som hun
fødtes; jeg reder hende til som en Ørk, som et Tørkeland gør jeg
hende, lader hende tørste ihjel.
4. Jeg ynkes ej over hendes Børn, fordi de er Horebørn;
5. thi Horkvinde var deres Moder, skamløs var hun, som bar dem. Thi
hun sagde: "Mine Elskere holder jeg mig til, som giver mig mit
Brød og mit Vand, min Uld og min Hør, min Olie og Vin."
6. Se, derfor spærrer jeg med Tjørn hendes Vej, foran hende murer
jeg en Mur, så hun ikke kan finde sine Stier.
7. Efter Elskerne kan hun så løbe, hun når dem alligevel ikke; hun
søger dem uden at finde, og da skal hun sige: "Jeg går på ny til
min første Mand; da, havde jeg det bedre end nu."
8. Ja hun, hun skønner ikke, at det var mig, som gav hende Korn og
Most og Olie, gav hende rigeligt Sølv. og Guld, som de gjorde
til Baaler.
9. Derfor tager jeg atter mit Korn, når Tiden er til det, min Most,
når Timen er inde, borttager min Uld og min Hør, som hun skjuler
sin Nøgenhed med.
10. Jeg blotter nu hendes Skam lige for Elskernes Øjne, af min Hånd
frier ingen hende ud.
11. Jeg, gør Ende på al hendes. Glæde, Fester, Nymåner, Sabbater,
hver en Højtid, hun har.
12. Jeg ødelægger hendes Vinstok og Figentræ, om hvilke hun sagde:
"Her er min Skøgeløn, den, mine Elskere gav mig." Jeg skaber dem
om til Krat, af Markens Dyr skal de ædes.
13. Jeg hjemsøger hende for Baalernes Fester, på hvilke hun bragte
dem Ofre, smykket med Ring og Kæde. Sine Elskere holdt hun sig
til, mig glemte hun, lyder det fra HERREN.
14. Se, derfor vil jeg lokke og føre hende ud i Ørkenen og tale
hende kærligt til.
15. Så giver jeg hende hendes Vingårde der og Akors Dal til en
Håbets Dør. Der skal hun synge som i Ungdommens Dage, som da hun
drog op fra Ægyptens Land.
16. På hin Dag, lyder det fra HERREN, skal hun påkalde sin Ægtemand,
og ikke mere Baalerne.
17. Baalsnavnene fjerner jeg fra hendes Mund, ej mer skal Navnene
huskes.
18. På hin Dag slutter jeg en Pagt for dem med Markens Dyr og
Himmelens Fugle og Jordens Kryb; Bue, Sværd og Stridsvåben
sønderbryder jeg i Landet, og jeg lader dem bo trygt.
19. Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig med
Retfærd og Ret, med Miskundhed og Barmhjertighed;
20. jeg trolover mig med dig i Troskab, og du skal kende HERREN.
21. Da skal det ske på hin Dag, at jeg bønhører, lyder det fra
HERREN, ja, at jeg bønhører Himlen, at den så bønhører Jorden,
22. og Jorden bønhører Hornet, Mosten og Olien, og de bønhører
Jizreel.
23. Jeg sår hende ud i Landet, mod Nådeløs er jeg nådig og siger til
Ikke-mit-Folk: "Mit Folk er du!" og han skal sige: "Min Gud!"
Hoseas 3
1. Og HERREN sagde til mig: "Gå atter hen og elsk en kvinde, som
har Elskere - og boler, ligesom HERREN elsker Israeliterne,
endskønt de vender sig til fremmede Guder og elsker Rosinkager."
2. Så købte jeg mig hende for femten Sekel Sølv og en Homer og en
Letek Byg.
3. Og jeg sagde til hende: "I lang Tid skal du vente på mig; du må
ikke bedrive Hor eller tilhøre nogen Mand; heller ikke jeg vil
komme til dig."
4. Thi i lang Tid skal Israeliterne vente uden Konge og Fyrste,
uden Slagtoffer og, Stenstøtte, uden Efod og Husgud.
5. Siden skal Israeliterne omvende sig og søge HERREN deres Gud og
David, deres Konge, og bævende komme til HERREN og hans
Velsignelse i de sidste Dage.
Hoseas 4
1. Hør Isralitter, Herrens ord, thi Herren går i rette med Landets
Folk. Thi ej er der Troskab, ej Godhed, ej kender man Gud i
Landet.
2. Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør Indbrud, og
Blodskyld følger på Blodskyld.
3. Derfor sørger Landet, og alt, hvad der bor der, sygner, Markens
Dyr og Himlens Fugle; selv Havets Fisk svinder bort.
4. Dog skænde man ej, dog revse man ej, når mit Folk kun er som
dets Præster. Du skal styrte ved Dag, og med dig Profeten ved
Nat.
6. Mit Folk skal gå til Grunde, fordi det er uden Kundskab. Da du
har vraget Kundskab, vrager jeg dig som Præst; du glemte din
Guds Åbenbaring, så glemmer og jeg dine Sønner.
7. Jo fler, des mere de synded, ombytted deres Ære med Skændsel;
8. mit Folks Synd lever de af, dets Brøde hungrer de efter.
9. Men Præst skal det gå som Folk: jeg hjemsøger ham for hans Færd,
hans Id gengælder jeg ham.
10. De skal spise, men ikke mættes bole, men ej blive fler; thi de
har sveget HERREN og holder fast ved Hor.
11. Vin og Most tager Forstanden.
12. Mit Folk rådspørger sit Træ, og Svaret giver dets Stok; thi
Horeånd ledte dem vild, de boler sig bort fra deres Gud.
13. De ofrer på Bjergenes Tinder, på Højene brænder de Ofre under en
Eg, en Poppel, en Terebinte, thi Skyggen er god. Så horer jo og
eders Døtre, så boler jo og eders Kvinder;
14. jeg straffer ej Døtrenes Hor, ej Kvinderne for deres Bolen; thi
selv går de bort med Horer ofrer sammen med Skøger; og det uvise
Folk drages ned.
15. Men selv om du, Israel, horer, må Juda ej gøre sig skyldigt. Gå
ikke over til Gilgal, drag ikke op til Bet-Aven, sværg ikke: "Så
sandt HERREN lever!"
16. Thi som en uvan Ko er Israel uvan, skal HERREN så lade dem
græsse i Frihed som Lam?
17. Efraim er bundet til Afgudsbilleder; lad ham fare!
18. Deres Drikken er skejet ud. Hor har de bedrevet; højt har deres
Skjolde elsket Skændsel.
19. Et Vejr har omspændt dem med sine Vinger, og de skal blive til
Skamme for deres Ofre.
Hoseas 5
1. Hører dette, I Præster, lyt til du Israels hus, lån Øre, du
Kongehus, thi eder gælder Dommen. Thi I blev en Snare for Mizpa,
et Garn bredt ud over Tabor,
2. en dyb Faldgrube i Sjittim; men jeg er en Lænke for alle.
3. Efraim kender jeg, ej skjult er Israel for mig; thi du har
bolet, Efraim, uren er Israel blevet.
4. Deres Gerninger tillader ikke, at de vender sig til deres Gud;
thi Horeånd har de i sig, HERREN kender de ej.
5. Mod Israel vidner dets Hovmod; Efraim styrter for sin Brøde, med
dem skal og Juda styrte.
6. Da går de med Småkvæg og Hornkvæg hen for at søge HERREN; men
ham skal de ikke finde, thi bort fra dem vil han vige.
7. Troløse var de mod HERREN, thi uægte Børn har de født; nu vil
han opsluge dem, Plovmand sammen med Mark.
8. Lad Hornet gjalde i Gibea, Trompeten i Rama, opløft Råb i
Bet-Aven, Benjamin, var dig!
9. Til Ørk skal Efraim blive på Straffens Dag. Jeg kundgør om
Israels Stammer, hvad sikkert skal ske.
10. Som Folk, der flytter Skel, blev Judas Fyrster, over dem vil jeg
øse min Harme som Vand.
11. Efraim er undertrykt, Retten knust; frivilligt løb han efter
Fjenden.
12. Jeg er som Møl for Efraim, Edder for Judas Hus.
13. Da Efraim mærked sin Sygdom og Juda mærked sin Byld, gik Efraim
hen til Assur, Storkongen sendte han Bud. Men han kan ej give
jer Helse, han læger ej eders Byld.
14. Thi jeg er som en Løve for Efraim, en Løveunge for Judas Hus;
jeg, jeg river sønder og går, slæber bort, og ingen redder.
Hoseas 6
15. Jeg går til mit sted igen, indtil de bøder for skylden og søger
frem for mit Åsyn, søger mig i deres Trængsel.
1. "Kom, vi vil tilbage til HERREN! Han sønderrev, han vil og læge,
han slog os, vil også forbinde.
2. Om to Dage gør han os levende, rejser os op den tredje; da lever
vi for hans Åsyn.
3. Så lad os da kende, jage efter at kende HERREN! Som Morgenrøden
er hans Opgang vis. Da kommer han til os som Regn, som Vårregn,
der væder Jorden."
4. Hvor kan jeg hjælpe dig, Efraim, hvor kan jeg hjælpe dig, Juda?
Eders Kærlighed er Morgentåge, Dug, som årle svinder!
5. Thi hugged jeg løs ved Profeter, dræbte med Ord af min Mund, min
Ret stråler frem som Lys:
6. Ej Slagtoffer Kærlighed vil jeg, ej Brændofre Kendskab til Gud!
7. De bryder Pagten i Adam er mig utro der;
8. Gilead er Udådsmænds By, den er sølet i Blod.
9. Som en Stimandsflok er Præsternes Flok, de myrder på Vejen til
Sikem gør Niddingsværk.
10. Grufulde Ting har jeg set i Israels Hus, der har Efraim bolet,
Israel blev uren.
11. Juda, også for dig er der fastsat en Høst, når jeg vender mit
Folks Skæbne, når jeg læger Israel.
Hoseas 7
1. Afsløret er Efraims Brøde, Samarias ondskab, thi Svig er, hvad
de har for, og Tyve gør Indbrud, Ransmænd røver på Gaden.
2. De tænker ej på, at jeg husker al deres Ondskab. Nu står deres
Gerninger om dem, de er for mit Åsyn.
3. Med ondt i Sinde glæder de Kongen, under sleske Lader Fyrster.
4. Horkarle er de alle. De ligner en gloende Ovn, som en Bager
standser med at ilde, fra Æltning til Dejgen er syret.
5. De gør på Kongens Dag Fyrsterne syge af Rus. Spottere giver han
Hånden,
6. thi lumskelig nærmed de sig. Hjertet er som en Ovn; deres Vrede
sover om Natten, men brænder i Lue ved Gry.
7. Som Ovnen gløder de alle, deres Herskere æder de op; alle deres
Konger falder, ej en af dem påkalder mig.
8. Efraim er iblandt Folkene, aflægs er han; Efraim er som en Kage,
der ikke er vendt.
9. Fremmede tæred hans Kraft, han mærker det ej; hans Hår er også
grånet, han mærker det ej.
10. Mod Israel vidner dets Hovmod; de vendte ej om til HERREN deres
Gud og søgte ham ikke trods alt.
11. Efraim er som en Due, tankeløs, dum; de kalder Ægypten til Hjælp
og vandrer til Assur.
12. Men medens de vandrer, kaster jeg Nettet over dem, bringer dem
ned som Himlens Fugle og revser dem for deres Ondskab.
13. Ve dem, fordi de veg fra mig, Død over dem for deres Frafald! Og
jeg skulde genløse dem, endskønt de lyver imod mig!
14. De råber ej til mig af Hjertet, når de jamrer på Lejet, sårer
sig for Korn og Most og er genstridige mod mig.
15. Jeg gav deres Arme Styrke, men ondt har de for imod mig.
16. De vender sig, dog ej opad, de er som en slappet Bue. Deres
Fyrster skal falde for Sværd ved deres Tunges Frækhed. Det
spottes de for i Ægypten.
Hoseas 8
1. Sæt hornet for din mund, som en ørn over Herrens Hus! fordi de
brød min Pagt og overtrådte min Lov.
2. De råber til mig: "Min Gud! Vi, Israel, kender dig."
3. Israel vragede Lykken, lad så Fjenden forfølge dem.
4. De kårer sig Drot uden mig, uden mit Vidende Fyrster. Af deres
Sølv og Guld lavede de sig Gudebilleder til egen Undergang.
5. Modbydelig er din kalv, Samaria; min Vrede luer imod dem hvor
længe? De kan ikke slippe for Straf.
6. Thi den er et Værk af Israel, en Håndværker lavede den; den er
ikke Gud. Nej, til Splinter skal Samarias Kalv blive.
7. Thi Vind har de sået, og Storm skal de høste, Sæd uden Spire,
der ej giver Mel; og gav den, slugte fremmede Melet.
8. Israel er opslugt, blandt Folkene regnes det nu for et Kar uden
Værd.
9. Thi de er draget til Assur som et enligt strejfende
Vildæsel. Efraim tinged med Elskovsgaver.
10. Selv om de tinger blandt Folkene, samler jeg dem nu; snart
salver de ikke mere konge og Fyrster.
11. Thi så mange Altre Efraim har bygget, de er blevet ham Altre til
Synd;
12. jeg skriver ham mange Love, han regner dem ikke.
13. Slagtofre elsker de slagter, elsker Kød og æder; HERREN behager
de ej. Han mindes nu deres Skyld og straffer deres Synder. De
skal tilbage til Ægypten.
14. Israel glemte sin Skaber og byggede Helligdomme, og Juda byggede
mange faste Stæder; derfor sender jeg Ild imod hans Byer, og den
skal fortære hans Borge.
Hoseas 9
1. Israel, glæd dig ikke med Folkets jubel, ved Hor veg du bort fra
din Gud, på hver en Tærskeplads elsker du Skøgens Løn.
2. Tærskeplads og Perse skal ej kendes ved dem, og Mosten slår fejl
for dem.
3. Ej skal de blive i HERRENs Land; til Ægypten skal Efraim
tilbage, spise uren Føde i Assur.
4. Ej skal de udgyde Vin for HERREN, ej heller gøre Slagtoffer
rede. Som Sørgebrød er deres Brød, det gør hver, som spiser det
uren: thi Hungeren kræver alt Brødet, i HERRENs Hus kommer
intet.
5. Hvad gør I på Højtidsdagen, på HERRENs Festdag?
6. Slipper de bort fra Vold, skal Ægypten sanke dem op og Memfis
jorde dem; deres kostbare Sølvtøj skal Tidsler arve, Nælder skal
bo i deres Telte.
7. Hjemsøgelsens Dage kommer, Gengældelsens Dage, det skal Israel
mærke. "Afsindig er Profeten, forrykt den af Ånden grebne"
fordi din Brøde er stor og Fjendskabet stort!
8. I sin Guds Hus lurer Efraim på Profeten; der er Snarer på alle
hans Veje, man gør Faldgruben dyb.
9. Det er som i Gibeas Dage, han mindes deres Skyld og straffer
deres Synder.
10. Som Druer i Ørkenen fandt jeg Israel, som tidligmodne Figner på
Træet så jeg eders Fædre. De kom til Baal-Peor, til Skændselen
viede de sig, som Efraims Elskere blev de en væmmelig Hob.
11. Deres Herlighed flyver som Fugle, Fødsel, Svangerskab,
Undfangelse forbi!
12. Ja, selv om de opfostrer Sønner, jeg lader dem dø ud uden
Børn. Ja, ve også dem, når jeg viger fra dem!
13. Efraim så jeg som en Mand, der gør Jagt på sine Børn; thi Efraim
selv fører Sønnerne ud til Bøddelen.
14. Giv dem, HERRE ja hvad skal du give? Du give dem barnløst Skød
og golde Bryster!
15. I Gilgal er al deres Ondskab, der fik jeg Had til dem; for deres
onde Gerninger driver jeg dem ud af mit Hus; jeg elsker dem ikke
mer, genstridige er alle deres Fyrster.
16. Efraim er ramt, dets Rod er vissen, de bærer slet ingen Frugt;
og får de end Børn, jeg dræber den dyre Livsfrugt.
17. Deres Gud vil forkaste dem, fordi de ej adlød ham; hjemløse
bliver de blandt Folkene.
Hoseas 10
1. En frodig vinstok var Israel, som bar sin frugt, jo flere
frugter, des flere Altre; som Landet gik frem, des skønnere
Støtter.
2. Deres Hjerte var glat, så lad dem da bøde! Han skal slå Altrene
ned, lægge Støtterne øde.
3. De siger jo nu: "Vi har ingen Konge; thi HERREN frygter vi ej;
en Konge, hvad gavner han os?"
4. Med Ord slår de om sig, gør Mened og indgår Forbund, så Ret
bliver Gifturt, der gror langs Markens Furer.
5. For Bet-Avens Kalv skal Samarias Borgere ængstes, ja, over den
skal dens Folk og dens Præster sørge, jamre over deres Skat, thi
den bortføres fra dem;
6. som Gave til Storkongen føres og den til Assur. Efraim høster
kun Skændsel, Israel Skam af sin Afgud.
7. Samarias Konge slettes som Skum på Vandets Flade.
8. Øde er Afgudshøjene, Israels Synd, og på deres Altre skal Torn
og Tidsel gro. De siger til Bjergene: "Skjul os!" til Højene:
"Fald ned over os!"
9. Du syndede, Israel, helt fra Gibeas Dage. Der i Gibea sagde man:
"Krig skal ej nå os!" Men jeg kom over de Niddinger, revsede
dem;
10. Stammerne samled sig mod dem til Tugt for tvefold Brøde.
11. En tilvænnet Kvie var Efraim, tærskede villigt, Åget lagde jeg
selv på dens skønne Hals; for Ploven spændte jeg Efraim, Juda
for Harven.
12. Så eders Sæd i Retfærd, høst i Fromhed; bryd eder kundskabs
Nyjord og søg så HERREN, til Retfærds Frugt bliver eder til Del.
13. I pløjede Gudløshed, høstede Uret, fortærede Løgnens
Frugt. Fordi du slår Lid til dine Vogne og mange Helte,
14. skal Kampgny stå i dine Byer og alle dine Borge. De skal
ødelægges, som da Sjalman ødelagde Bet-Arbel på Stridens
Dag. Moder skal knuses hos Børn.
15. Det voldte Betel eder. For din Ondskabs Skyld skal Israels
Konge, ved Morgengry gøres til intet.
Hoseas 11
1. Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn
2. Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer
til Baalerne, tænder for Billederne Offerild,
3. Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej,
det var mig, der lægte dem.
4. Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var dem
som den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham
og rakte ham Føde.
5. Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig
vil de ikke.
6. Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i
hans Fæstninger.
7. Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det:
"Op, op!" står ingen op.
8. Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig
ligesom Adma, gøre dig, som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i
mig, al min Medynk er vakt.
9. Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet
igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte,
med Vredesglød kommer jeg ikke.
10. HERREN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler,
og bævende kommer Sønner fra Havet,
11. bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg
fører dem hjem til deres Huse lyder det fra HERREN.
Hoseas 12
1. Efraim omgiver mig med løgn, hus med svig, Juda kender ej Gud
med Skøger slår han sig sammen.
2. Efraims Hu står til Vind, efter Østenstorm jager han stadig, af
Løgn og Svig er han fuld; med Assur slutter de Pagt, til Ægypten
bringer de Olie.
3. HERREN går i Rette med Juda og hjemsøger Jakob, gengælder ham
efter hans Veje og efter hans Id.
4. I Moders Liv overlisted han sin Broder, han stred med Gud i sin
Manddom,
5. ja stred med en Engel og sejred, han bad ham med Gråd om Nåde; i
Betel traf han ham og talte med ham der,
6. HERREN, Hærskarers Gud, HERREN er hans Navn:
7. "Drag du nu hjem med din Gud, tag Vare på Kærlighed og Ret og bi
bestandig på din Gud!"
8. I Kana'ans Hånd er falske Lodder, han elsker Svig.
9. Efraim siger: "Jeg vandt dog Rigdom og Gods!" Al hans Vinding
soner ej Brøden, han øved.
10. Men jeg, som er HERREN din Gud, fra du var i Ægypten, lader dig
bo i Telt igen som i svundne Dage.
11. Jeg har talet til Profeterne og givet mange Syner, ved
Profeterne talet i Lignelser.
12. Gilead er Løgn og Tomhed, i Gilgal ofrer de Tyre; som Stendynger
langs med Markfurer er deres Altre.
13. Jakob flyede til Arams Slette, og Israel trællede for en kvindes
Skyld, og for en Kvindes Skyld vogtede han kvæg.
14. Ved en Profet førte HERREN Israel op fra Ægypten, og det
vogtedes ved en Profet.
15. Efraim vakte bitter Vrede, han bærer Blodskyld; med Skændsel
dænges han til, hans Herre gør Gengæld.
Hoseas 13
1. Når Efraim talte, skjalv man, i Israel var han fyrste, han
forbrød sig med Ba'alog døde.
2. Nu bliver de ved at synde og laver sig støbte Guder, dannet som
Billeder af Sølv, Arbejderes Værk til Hobe; de siger: "Til dem
skal I ofre!" Mennesker kysser Kalve!
3. Derfor: som Morgentåge, som Duggen, der årle svinder, som Avner,
der blæses fra Lo, som Røg fra Røghul skal de blive.
4. Og jeg er HERREN din Gud, fra du var i Ægyptens Land; du kender
ej Gud uden mig, uden mig er der ingen Frelser;
5. jeg var din Vogter i Ørken, den svidende Tørkes Land.
6. Som de græssede, åd de sig mætte, ja mætte, men Hjertet blev
stolt; derfor glemte de mig.
7. Så blev jeg for dem som en Løve, en lurende Panter ved Vejen,
8. jeg falder over dem som Bjørnen, hvis Unger man tog. Jeg
sønderriver dem Brystet, Hunde skal æde deraf, Markens Dyr flå
dem sønder.
9. Når Ulykken kommer, Israel, hvor mon du da finder Hjælp?
10. Hvor er da din Konge til Frelse for dig i alle dine Byer,
Herskerne, om hvem du siger: "Giv mig dog Konge og Fyrster!"
11. Jeg giver dig Konge i Vrede og fjerner ham atter i Harme.
12. Tilbundet er Efraims Brøde, hans Synd gemt hen.
13. Hans Fødselsstunds Veer er der, men sært er Barnet, som ej
kommer frem i Tide, så Fødselen får Ende.
14. Dem skal jeg fri fra Dødsriget, løse fra Døden! Nej, Død, hvor
er din Pest, Dødsrige, hvor er din Sot? Til Mildhed kender jeg
ej, thi et sært Barn er han.
15. En Østenstorm, Herrens Ånde, bruser frem fra Ørken, løfter sig,
tørrer hans Væld, gør hans Kilde tør, den tager hans Skatkammer
med alle dets Skatte.
1. Samaria skal bøde, thi det stod sin Gud imod. For Sværd skal de
falde, Børnene knuses, frugtsommelige Kvinders Liv rives op.
Hoseas 14
2. Israel, vend om til HERREN din Gud, thi du faldt ved din Brøde.
3. Tag Angersord med og vend jer atter til HERREN; sig til ham:
"Tilgiv al vor Brøde, vær nådig! Vi betaler med Læbernes F1ugt.
4. Vi vil ej søge Hjælp hos Assur, ej lide på Stridshest, vi kalder
ej mer vore Hænders Værk vor Gud; hos dig finder faderløs
Medynk."
5. Jeg læger deres Frafald, elsker dem frivilligt, min Vrede har
vendt sig fra dem.
6. Jeg vil være Israel som Dug, han skal blomstre som Liljen, Rod
skal han slå som en Poppel
7. og bugne af Skud, som et Olietræ stå i Pragt, som Libanon dufte.
8. Atter skal de bo i min Skygge, Korn skal de avle, skyde som en
Vinstok med Ry som Libanons Vin.
9. Hvad skal Efraim mere med Afguder? Jeg hører ham, ser ned til
ham. Jeg er som en grøn Cypres, du får din Frugt fra mig.
10. Hvem er så viis, at han fatter det, så klog, at han ved det? Thi
rette er HERRENs Veje; retfærdige vandrer på dem, men Syndere
snubler på dem.
Joel
Joel 1
1. Herrens Ord, som kom til Joel, Petuels søn.
2. Hør dette, I Ældste, lån Øre, alle, som bor i Landet! Er sligt
mon sket i eders eller eders Fædres Dage?
3. I skal fortælle det til eders Børn, og de igen til deres, og
deles til næste Slægt.
4. Græshoppen åd, hvad Gnaveren levned, Springeren åd, hvad
Græshoppen levned, Æderen åd, hvad Springeren levned.
5. Vågn op, I drukne, og græd; enhver, som drikker Vin, skal jamre
over Most, der gik tabt for eders. Mund.
6. Thi et Folk drog op mod mit Land, vældigt og uden Tal; dets
Tænder er Løvetænder, det har Kindtænder som en Løvinde.
7. Det lagde min Vinstok øde, knækked mit Figentræ, afbarked og
hærgede det; dets Grene stritter hvide. 8 Klag som sørgeklædt
Jomfru over sin Ungdoms Brudgom!
9. Afgrødeoffer og Drikoffer gik tabt for HERRENs Hus; Præsterne,
HERRENs Tjenere sørger.
10. Marken er ødelagt, Jorden sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten
slog fejl og Olien hentørres.
11. Bønder skuffes og Vingårdsmænd jamrer både over Hveden og
Byggen; thi Markens Høst gik tabt;
12. fejl slog Vinstokken, Figentræet tørres; Granatæble, Palme og
æbletræ, hvert Markens Træ tørres hen. Ja, med Skam veg Glæde
fra Menneskens Børn:
13. Sørg, I Præster i Sæk, I AIterets Tjenere, jamrer! Gå ind og bær
Sæk i Nat, I, som tjener min Gud! Thi Afgrødeoffer og Drikofer
unddrages eders Guds Hus.
14. Helliger en Faste, udråb festlig Samling, I Ældste, kald alle,
som bor i Landet, sammen til HERREN eders Guds Hus og råb så til
HERREN!
15. Ak, hvilken Dag! Thi nær er HERRENs Dag, den kommer som Vold fra
den Vældige.
16. Så vi ej Føden gå tabt, vor Guds Hus tømt for Glæde og Jubel?
17. Sæden skrumper ind i den klumpede Jord; Lader er nedbrudt,
Forrådshuse jævnet, thi Kornet er vissent.
18. Hvor Kvæget dog stønner! Oksernes Hjorde er skræmte, fordi de
ikke har Græs; selv Småkvægets Hjorde lider.
19. Jeg råber til dig, o HERRE; thi Ild har fortæret Ørkenens
Græsning, og Luen afsved hvert Markens Træ;
20. til dig skriger selv Markens Dyr, thi Bækkenes Lejer er tørre,
og Ild har fortæret Ørkenens Græsning.
Joel 2
1. Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige Bjerg! Alle i
landet skal bæve, thi HERRENs Dag, den kommer;
2. ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Tåges Dag. Et stort,
et vældigt Folk er bredt som Gry over Bjerge. Dets Lige har
aldrig været, skal aldrig komme herefter til fjerneste Slægters
År.
3. Foran det æder Ild, og bag det flammer Lue; foran det er Landet
som Eden og bag det en øde Ørk; fra det slipper ingen bort.
4. At se til er de som Heste, som Hingste farer de frem;
5. det lyder som raslende Vogne, når de hopper på Bjergenes Tinder,
som knitrende Lue, der æder Strå, som en vældig Hær, der er
rustet til Strid.
6. Folkeslag skælver for dem, alle Ansigter blusser.
7. Som Helte haster de frem, som Stridsmænd stormer de Mure; enhver
går lige ud, de bøjer ej af fra vejen.
8. De trænger ikke hverandre, hver følger sin egen Sti. Trods
Våbenmagt styrter de frem uden at lade sig standse, de kaster
sig over Byen,
9. stormer Mulen i Løb; i Husene trænger de ind, gennem Vinduer
kommer de som Tyve.
10. Foran dem skælver Jorden, Himlen bæver; Sol og Måne sortner,
Stjernerne mister deres Glans.
11. Foran sin Stridsmagt løfter HERREN sin Røst, thi såre stor er
hans Hær, ja, hans Ords Fuldbyrder er vældig; thi stor er
HERRENs Dag og såre frygtelig; hvem holder den ud?
12. Selv nu, så lyder det fra HERREN, vend om til mig af ganske
Hjerte, med Faste og Gråd og Klage!
13. Sønderriv Hjerterne, ej eders Klæder, vend om til HERREN eders
Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på
Miskundhed, han angrer det onde.
14. Måske slår han om og angrer og levner Velsignelse efter sig,
Afgrødeoffer og Drikoffer til HERREN eders Gud.
15. Stød i Horn på Zion, helliger Faste, udråb festlig Samling,
16. kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles,
kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud
af sit Kammer, Brud af sit Telt!
17. Imellem Forhal og Alter skal Præsterne, HERRENs Tjenere, græde
og sige: "HERRE, spar dog dit Folk! Overgiv ej din Arv til
Skændsel, til Hedningers Spot! Hvi skal man sige blandt Folkene:
Hvor er deres Gud?"
18. Og HERREN blev nidkær for sit Land og fik Medynk med sit Folk.
19. Og HERREN svarede sit Folk: Se, jeg sender eder korn, Most og
Olie, så I kan mættes deraf; og jeg vil ikke længer gøre eder
til Skændsel iblandt Hedningerne.
20. Fjenden fra Nord driver jeg langt bort fra eder og støder ham ud
i et tørt og øde Land, hans Fortrop ud i Havet i Øst og hans
Bagtrop i Havet i Vest, og han skal udsprede Stank og ilde Lugt;
thi han udførte store Ting.
21. Frygt ikke, Jord, fryd dig, vær glad! Thi HERREN har udført
store Ting.
22. Frygt ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsmarker grønnes, og
Træerne bærer Frugt; Figentræ og Vinstok giver alt, hvad de kan.
23. Og I, Zions Sønner, fryd eder, vær glade i HERREN eders Gud! Thi
han giver eder Føde til Frelse, idet han sender eder Regn,
Tidligregn og Sildigregn, som før.
24. Tærskepladserne skal fyldes med Korn, Persekummerne løbe over
med Most og Olie.
25. Og jeg godtgør eder de År, da Græshoppen, Springeren, Æderen og
Gnaveren hærgede, min store Hær, som jeg sendte imod eder.
26. I skal spise og mættes og love HERREN eders Guds Navn, fordi han
handler underfuldt med eder; og mit Folk skal i Evighed ikke
blive til Skamme.
27. Og I skal kende, at jeg er i Israels Midte, og at jeg, og ingen
anden er HERREN eders Gud; og mit Folk skal i Evighed ikke blive
til Skamme.
Joel 3
1. Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt
kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle
skal drømme Drømme og eders unge skue Syner;
2. også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de
Dage.
3. Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og
Røgstøtter.
4. Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HERRENs store
og frygtelige Dag kommer.
5. Men enhver, som påkalder HERRENs Navn, skal frelses; thi på
Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HERREN har
sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HERREN kalder.
6. Thi se, i de Dage og på den Tid, når jeg vender Judas og
Jerusalems Skæbne,
7. samler jeg alle Hedningefolk og fører dem ned i Josafats
Dal. Der vil jeg holde Rettergang med dem om mit Folk og min
Arvelod Israel, som de spredte blandt Folkene; og de delte mit
Land,
8. kastede Lod om mit Folk, gav en Dreng for en Skøge og solgte en
Pige for Vin, som de drak.
9. Og desuden, hvad vil I mig, Tyrus og Zidon og alle Filisterlands
Kredse? Er der noget, I vil gengælde mig, eller vil I gøre mig
noget? Hastigt og brat lader jeg Gengældelse komme over eders
Hoved,
10. I, som tog mit Sølv og Guld, bortførte mine kostbareste Ting til
eders Borge
11. og solgte Judæerne og Jerusalems Borgere til Grækerne, for at de
skulde føres langt bort fra deres Hjem.
12. Se, jeg vækker dem op fra det Sted, I solgte dem til, og lader
Gengældelse komme over eders Hoved.
13. Jeg sælger eders Sønner og Døtre til Judæerne, og de skal sælge
dem til Sabæerne, Folket i det fjerne Land, så sandt HERREN har
talet.
14. Råb det ud blandt Folkene, helliger en Krig, væk Heltene op! Lad
alle våbenføre Mænd komme og drage op!
15. Smed eders Plovjern om til Sværd, eders Vingårdsknive til Spyd!
Svæklingen skal sige: "Jeg er en Helt!"
16. Skynd eder og kom, alle Hedningefolk viden om, og saml eder! Før
dine Helte derned, HERRE!
17. Hedningefolkene skal vækkes op og drage til Josafats Dal; thi
der vil jeg sidde til Doms over alle Hedningefolk viden om.
18. Sving Seglen, thi Høsten er moden; kom og stamp, thi Persekummen
er fuld! Persekarrene løber over, thi stor er Folkenes Ondskab.
19. Skarer på Skarer i Opgørets Dal! Thi nær er HERRENs Dag i
Opgørets Dal.
20. Sol og Måne sortner, og Stjernerne mister deres Glans.
21. HERREN brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin Røst;
Himmelen og Jorden skælver. Men HERREN er Ly for sit Folk og
Værn for Israels Børn.
22. Og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud, som bor på Zion,
mit hellige Bjerg. Jerusalem skal blive en Helligdom, og
fremmede skal ikke mere drage derigennem.
23. På hin Dag skal Bjergene dryppe af Most og Højene flyde med
Mælk; alle Judas Bække skal strømme med Vand, og en kilde skal
vælde frem fra HERRENs Hus og vande Akaciedalen.
24. Ægypten skal blive øde, Edom en øde Ørk for deres Vold mod
Judæerne, i hvis Land de udgød uskyldigt Blod.
25. Og Juda skal være beboet evindelig, Jerusalem fra Slægt til
Slægt.
26. Jeg hævner deres Blod, som jeg endnu ikke har hævnet; og HERREN
bor på Zion.
Amos
Amos 1
1. De Ord, som Amos, der hørte til fårehyrderne fra Tekoa, skuede
om Israel, i de Dage da Uzzija var Konge i Juda, og Jeroboam,
Joas's Søn, i Israel, to År før Jordskælvet.
2. Han sagde: HERREN brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin
Røst; Hyrdernes Græsmarker sørger, vissen er Karmels Top.
3. Så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Damaskus, ja fire, jeg
går ikke fra det: de tærskede Gilead med Tærskeslæder af Jern
4. så sender jeg Ild mod Hazaels Hus, den skal æde Benhadads Borge;
5. jeg knuser Damaskus's Portslå, udrydder Bikat-Avens Borgere og
den, som bærer Scepter i Bet Eden; Aramæerne skal føres til Kir,
siger HERREN.
6. så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Gaza, ja fire, jeg går
ikke fra det: de bortførte hele Byer og solgte dem til Edom
7. så sender jeg Ild mod Gazas Mur, den skal æde dets Borge;
8. jeg udrydder Asdods Borgere og den, som bærer Scepter i Askalon;
jeg vender min Hånd imod Ekron, og den sidste Filister forgår,
siger den Herre HERREN.
9. Så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Tyrus, ja fire, jeg
går ikke fra det: de solgte hele bortførte Byer til Edom uden at
ænse Broderpagt
10. så sender jeg Ild mod Tyruss Mur, den skal æde dets Borge.
11. Så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Edom, ja fire, jeg går
ikke fra det: med Sværd forfulgte han sin Broder og kvalte sin
Medynk, holdt altid fast ved sin Vrede og gemte stadig på Harme
12. så sender jeg. Ild mod Teman, den skal æde Bozras Borge.
13. Så siger HERREN: For Ammoniternes tre Overtrædelser, ja fire,
jeg går ikke fra det: de oprev Livet på Gileads svangre Kvinder
for at vinde sig mere Land
14. så sætter jeg Ild på Rabbas Mur, den skal æde dets Borge under
Krigsskrig på Stridens Dag, under Uvejr på Stormens Dag. 15
Landflygtig skal Kongen blive, han og alle hans Fyrster, siger
HERREN.
Amos 2
1. Så siger HERREN: for tre overtrædelser af Moab, ja fire jeg går
ikke fra det, de brændte Edoms Konges Ben til kalk
2. så sender jeg Ild mod Moab, den skal æde Herijots Borge; og Moab
skal dø under kampgny, Krigsskrig og Hornets Klang.
3. Af hans Midte udrydder jeg Hersker og dræber alle hans Fyrster,
siger HERREN.
4. Så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Juda, ja fire, jeg går
ikke fra det: de ringeagted HERRENs Lov og holdt ej hans Bud,
ledet vild af deres Løgneguder, til hvilke deres Fædre holdt sig
5. så sender jeg Ild mod Juda, den skal æde Jerusalems Borge.
6. Så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Israel, ja fire, jeg
går ikke fra det: de sælger retfærdig for Sølv og Fattigmand for
et Par Sko,
7. træder ringes Hoved i Støvet og trænger sagtmodige fra
Vejen. Søn og Fader går sammen til Skøgen og søler således mit
hellige Navn.
8. På pantede Kapper strækker de sig ved hvert et Alter, og i deres
Guds Hus drikker de Vin, der er givet i Bøde.
9. Og dog var det mig, som udrydded Amoriterne foran eder, høje som
Cedertræer, stærke som Egetræer, udrydded deres Frugt foroven
som og deres Rødder forneden.
10. Det var mig, som førte jer op fra Ægypten og lod eder vandre i
Ørken i fyrretyve År, så I tog Amoriternes Land.
11. Jeg tog blandt eders Sønner Profeter, Nasiræere blandt eders
unge. Er det ej sandt, Israeliter? lyder det fra HERREN.
12. Men I gav Nasiræerne Vin, og Profeterne bød I ej at profetere.
13. Se, jeg lader Grunden vakle under jer, ligesom Vognen vakler,
når den er fuld af Neg.
14. Den hurtige kan ikke undfly, den stærke ej bruge sin Kraft; ej
redder Helten sit Liv,
15. ej holder Bueskytten Stand; ej undslipper rapfodet Mand, ej
bjærger nogen Rytter sit Liv;
16. den kækkeste Mand iblandt Helte skal den dag våbenløs fly, så
lyder det fra HERREN.
Amos 3
1. Hør dette Ord, som HERREN taler imod eder, isralitter, imod hele
den slægt jeg førte op fra Ægypten:
2. Kun eder kendes jeg ved blandt alle Jordens Slægter; derfor vil
jeg på eder hjemsøge al eders Brøde.
3. Vandrer vel to i Følge, når det ikke er aftalt?
4. Brøler en Løve i Krattet, hvis den ikke har Bytte? Løfter en
Ungløve Røsten, uden den har Fangst?
5. Falder en Fugl til Jorden, hvis den ikke er ramt? Klapper en
Fælde vel sammen, uden noget er fanget?
6. Mon der stødes i Horn i en By, uden Folk farer sammen? Mon
Ulykke sker i en By, uden HERREN står bag?
7. Nej! Den Herre HERREN gør intet uden at have åbenbaret sin
Hemmelighed for sine Tjenere, Profeterne.
8. Løven brøler, hvo frygter da ej? Den Herre HERREN taler, hvo
profeterer da ej?
9. Lad det høres over Asdods Borge og dem i Ægyptens Land! Sig:
"Kom sammen på Samarias Bjerg og se den vilde Tummel derinde,
det hårde Tryk i dets Midte !"
10. De ved ej at gøre det rette, lyder det fra HERREN, de, som
opdynger Uret og Vold i deres Borge.
11. Derfor, så siger den Herre HERREN: Fjender skal fare gennem
Landet, dit Værn skal tages fra dig, og udplyndres skal dine
Borge.
12. Så siger HERREN: Som en Hyrde redder af Løvens Gab to Skinneben
eller en Ørelap, således skal Israels Børn, som bor i Samaria,
reddes med Lejets Bolster og Bænkens Hynde.
13. Hør og vidn imod Jakobs Hus, lyder det fra den Herre HERREN,
Hærskarers Gud:
14. Den Dag jeg hjemsøger Israels Overtrædelser, hjemsøger jeg
Betels Altre; Alterets Horn skal afhugges, styrte til Jorden.
15. Både Vinter og Sommerhus knuser jeg da; Elfenbenshusene ødes, de
mange Huse går tabt, så lyder det fra HERREN.
Amos 4
1. Hør dette Ord, I basankøer, I, som bor på Samarias Bjerg og kuer
de ringe, knuser de fattige og byder eders Herrer: "Giv hid, at
vi kan drikke!"
2. Den Herre HERREN svor ved sin Hellighed: Se, over eder skal Dage
komme, da I drages op med Hager, de sidste af jer med Kroge,
3. og slæbes gennem Murbrud een for een og slænges på Mødding,
lyder det fra HERREN.
4. Kom til Betel og synd, til Gilgal og synd end mer, bring
Slagtofre næste Morgen, Tiender Tredjedagen,
5. brænd syret Brød til Takoffer, byd højlydt til Frivilligofre! I
elsker jo sligt, Israeliter, lyder det fra den Herre HERREN.
6. Og dog gav jeg eder tomme Munde i alle eders Byer og Brødmangel
i alle eders Hjemsteder; men I omvendte eder ikke til mig, lyder
det fra HERREN.
7. Dog forholdt jeg eder Regnen, da der endnu var tre Måneder til
Høst; på een, By lod jeg det regne og ikke på en anden; een Mark
fik Regn, og en anden fik ikke og tørrede hen;
8. to tre Byer kom vankende hen til en anden for at få Vand at
drikke og fik ikke Tørsten slukket; men I omvendte eder ikke til
mig, lyder det fra HERREN.
9. Jeg slog eder med Kornbrand og Rust og udtørrede eders Haver og
Vingårde, og Græshopper åd eders Figentræer og Oliventræer; men
I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN.
10. Jeg sendte Pest iblandt eder som i Ægypten; jeg vog eders unge
Mænd med Sværdet, og samtidig gjordes eders Heste til Bytte; jeg
lod Stank fra eders Lejr stige op i eders Næse; men I omvendte
eder ikke til mig, lyder det fra HERREN.
11. Jeg omstyrtede Byer iblandt eder, som da Gud omstyrtede Sodoma
og Gomorra, og I blev som en Brand, der er reddet fra Bålet; men
I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN.
12. Derfor vil jeg handle således med dig, Israel. Fordi jeg vil
handle således med dig, så gør dig rede til at møde din Gud,
Israel!
13. Thi se: Bjergenes Skaber og Stormens Ophav, han, som kundgør et
Menneske dets Tanker, som frembringer Gry og Mørke og vandrer på
Jordens Høje, HERREN, Hærskarers Gud erhans Navn.
Amos 5
1. Hør dette Ord, en klagesang, som jeg istemmer over eder, Israels
Hus:
2. Hun er faldet og rejser sig ikke, Israels Jomfru, henstrakt på
sin Jord, og ingen rejser hende op.
3. Thi så siger den Herre HERREN: Den By, som går i Leding med
tusind, får hundred tilbage, og den som går i Leding med
hundred, får ti tilbage i Israels Hus.
4. Thi så siger HERREN til Israels Hus: Søg mig, så skal I leve!
5. Søg ikke til Betel, gå ikke til Gilgal, drag ikke til Beersjeba!
Thi Gilgal skal blive landflygtig, og Betel skal blive til
intet.
6. Søg HERREN, så skal I leve, at ikke en Lue slår ud, en ædende
Ild mod Josefs Hus, og Betel har ingen, som slukker.
7. Ve dem, som gør Ret til Malurt og kaster Retfærd i Støvet!
8. Syvstjernens og Orions Skaber, han, som vender Mulm til Morgen
og gør Dag til Nattemørke, som kalder ad Havets Vande og gyder
dem ud over Jorden, HERREN er hans Navn!
9. Han lader Ødelæggelse bryde ind over Borge, Ødelæggelse komme
over Fæstninger.
10. De hader Rettens Talsmand i Porten og afskyr den, som taler
sandt.
11. Derfor, da I træder på den ringe og tager Afgift af hans Korn,
skal I vel bygge Kvaderstenshuse, men ikke bo den; I skal vel
plante yndige Vingårde, men Vinen skal I ikke drikke.
12. Jeg ved, eders Overtrædelser er mange og uden Tal eders Synder,
I Rettens Fjender, som tager mod Bøde og bortviser fattige i
Porten.
13. Derfor tier den kloge i denne Tid, thi det er onde Tider.
14. Søg det gode, ej det onde, for at I må leve og Hærskarers Gud,
må være med eder, som I siger, han er.
15. Had det onde og elsk det gode, hold Retten i Hævd i Porten!
Måske vil da HERREN, Hærskarers Gud, være nådig mod Josefs Rest.
16. Derfor, så siger HERREN, Herren, Hærskarers Gud: På alle Torve
skal klages, i alle Gader råbes: "Ve! Ve!" Bonden kalder til
Sorg, til Ligklage Klagemænd;
17. i hver en Vingård skal klages, når jeg drager igennem din Midte,
siger HERREN.
18. Ve eder, som længes efter HERRENs Dag,! Hvad vil I med HERRENs
Dag? Mørke er den, ej Lys.
19. Da går det, som når en Mand flyr for en Løve og møder en Bjørn
og, når han tyr ind i Huset og støtter sin Hånd til Væggen,
bides af en Slange.
20. Ja, HERRENs Dag er Mørke, ej Lys, Bælgmørke uden Solskin.
21. Jeg hader, forsmår eders Fester, er led ved eders festlige
Samlinger,
22. om også I bringer mig Brændofre. Eders Afgrødeofre behager mig
ej, eders Fedekvægs-Takofre ser jeg ej til.
23. Spar mig dog for eders larmende Sang, eders Harpeklang hører jeg
ikke.
24. Nej, Ret skal vælde frem som Vand og Retfærd som svulmende Bæk.
25. Bragte I mig Slagtoffer og Afgrødeoffer de fyrretyve Ørkenår,
Israels Hus?
26. Så skal I da bære Sakkut, eders Konge, og Kevan, eders
Gudestjerne, Billeder, som I har lavet eder.
27. I Landflygtighed jager jeg eder hinsides Damaskus, siger HERREN;
Hærskarers Gud er hans Navn.
Amos 6
1. Ve Zions sorgløse mænd og de trygge på Samarias bjerg, I ædle
blandt førstegrødefolket, hvem Israels Hus søger til;
2. (drag over til Kalne og se, derfra over til det store Hamat og
ned til Filisternes Gat: Er de bedre end disse Riger, deres
Område større end eders?)
3. I, som afviser Ulykkesdagen og bringer Urettens Sæde nær.
4. De ligger på Elfenbenslejer, henslængt på deres Bænke; af
Hjorden æder de Lam og Kalve fra Fedesti;
5. de kvidrer til Harpeklang og opfinder Strengeleg som David;
6. de drikker Vinen af Kander og salver sig med ypperste Olie, men
sørger ej over Josefs Skade.
7. Derfor skal de nu føres bort forrest i landflygtiges
Flok. Dagdrivernes Skrål får Ende, lyder det fra HERREN,
Hærskarers Gud.
8. Den Herre HERREN svor ved sig selv: Afsky har jeg for Jakobs
Hovmod, hans Borge vækker mit Had; jeg prisgiver Byen og dens
fylde.
9. Og er der end hele ti Mænd i eet Hus de skal dog dø.
10. Og levnes der een, så trækkes han frem af sin Slægtning og den,
som røer når Ligene hentes af Huse. Og han siger til ham inderst
i Huset: "Er der flere hos dig?" Hin svarer: "Ingen!" Da siger
han: "Tys!" Thi HERRENs Navn tør de ikke nævne.
11. Thi HERREN, se, han byder og slår det store Hus i Stykker, det
lille Hus i Splinter.
12. Løber mon Heste på Klipper, pløjes mon Havet med Okser? Men I
vender Retten til Gift og Retfærds Frugt til Malurt;
13. I glæder jer over Lodebar og siger: "Mon ikke det var ved vor
Styrke, vi tog Karnajim?
14. Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus, lyder det fra
HERREN, Hærskarers Gud; Trængsel bringer det eder fra Egnen ved
Hamat til Arababækken.
Amos 7
1. Således lod den Herre Herren mig skue: Se, græshopper kom til
syne, da Efterslætten var ved at gro frem, Efterslætten efter
Kongens Høst.
2. Og da de var ved helt at afæde Jordens Urter, sagde jeg: "Herre,
HERRE, tilgiv dog! Hvorledes skal Jakob stå det igennem, så
lille han er?"
3. Og HERREN angrede. "Det skal ej ske!" sagde HERREN.
4. Således lod den Herre HERREN mig skue: Se, den Herre HERREN
kaldte Ild frem til Straf, og den fortærede det store
Verdensdyb; men da den vilde til at fortære Agerlandet,
5. sagde jeg: "Herre, HERRE, hold inde! Hvorledes skal Jakob stå
det igennem, så lille han er?"
6. Og HERREN angrede. "Ej heller det skal ske!" sagde den Herre
HERREN.
7. Således lod han mig skue: Se, Herren stod på en Mur med et
Blylod i Hånden.
8. Og HERREN sagde til mig:"Hvad ser du, Amos?" Jeg svarede: "Et
Blylod!" Da sagde Herren: "Se, jeg sænker Loddet i mit Folk
Israel: jeg vil ikke spare det længer.
9. Isaks Høje bliver øde, Israels Helligdomme styrtes, med Sværd
står jeg op mod Jeroboams Hus."
10. Men Amazja, Betels Præst sendte Bud til Kong Jeroboam af Israel
og lod sige: "Amos stifter en Sammensværgelse imod dig midt i
Israels Hus; Landet kan ikke bære alle hans Ord.
11. Thi således siger Amos: For Sværdet skal Jeroboam dø, og Israel
skal bortføres fra sin Jord."
12. Og Amazja sagde til Amos: "Seer, gå din Vej og se at komme til
Judas Land! Der kan du tjene dit Brød og profetere.
13. Men i Betel må du ikke profetere længer, thi det er kongens
Helligdom og Rigets Tempel."
14. Amos svarede Amazja: "Jeg er hverken Profet eller Profetlærling:
jeg er Fårehyrde og avler Morbærfigen;
15. men HERREN tog mig fra Hjorden og sagde til mig: Gå hen og
profeter for mit Folk Israel!
16. Så hør nu HERRENs Ord! Du siger: Du må ikke profetere mod
Israel, ej prædike mod Israels Hus!
17. Derfor, så siger HERREN: Din Hustru bliver Skøge i Byen, dine
Sønner og Døtre skal falde for Sværd; din Jord skal udskiftes
med Snor, og selv skal du dø på uren Jord. Og bort fra sin Jord
skal Israel føres."
Amos 8
1. Således lod Herren mig skue: Se, der var en kurv sommerfrugt.
2. Og han sagde: "Hvad ser du, Amos?" Jeg svarede: "En kurv
Sommerfrugt!" Da sagde HERREN til mig: "Enden er kommet for mit
Folk Israel; jeg vil ikke længer bære over med det."
3. Paladsets Sangerinder skal jamre på denne Dag, så lyder det fra
den Herre HERREN. Dynger af Lig er henkastet alle Vegne.
4. Hør, I, som knuser de fattige, gør det af med de arme i Landet
5. og siger: "Hvornår er Nymånen omme, så vi kan få solgt noget
Korn, Sabbaten, så vi kan åbne vort Kornsalg, gøre Efaen lille
og Sekelen stor og med Svig gøre Vægten falsk
6. for at købe den ringe for Sølv, den fattige for et Par Sko og få
Afaldskornet solgt?"
7. HERREN svor ved Jakobs Stolthed: Aldrig glemmer jeg een af deres
Gerninger!
8. Må Jorden ej skælve derover og enhver, som bor på den, sørge?
Den stiger overalt som Nilen og synker som Ægyptens Flod.
9. På hin Dag lader jeg det ske, så lyder det fra den Herre HERREN,
at Solen går ned ved Middag, og Jorden bliver mørk ved højlys
Dag.
10. Jeg vender eders Fester til Sorg og alle eders Sange til klage,
lægger Sæk om alle Lænder, gør hvert et Hoved skaldet, bringer
Sorg som over en enbåren, en bitter Dag til sidst.
11. Se, Dage skal komme, lyder det fra den Herre HERREN, da jeg
sender Hunger i Landet, ikke Hunger efter Brød, ikke Tørst efter
Vand, men efter at høre HERRENs Ord.
12. Da vanker de fra Hav til Hav, flakker fra Nord til Øst for at
søge HERRENs Ord, men finder det ej.
13. Den Dag vansmægter af Tørst de fagre Jomfruer og unge Mænd,
14. som sværger ved Samarias Synd, som siger: "Ved din Gud, o Dan!"
"Ved din Skytsgud, o Be'ersjeba!" de skal falde, ej mere stå op.
Amos 9
1. Herren så jeg; han stod ved alteret og sagde: Til Søjlehovedet
slår jeg, så Dørens Tærskel ryster. Jeg rammer dem alle i
Hovedet, de sidste dræber jeg med Sværd; ingen af dem skal
undfly, ingen af dem skal reddes.
2. Bryder de ind i Dødsriget, min Hånd skal hente dem der; stiger
de op til Himlen, jeg styrter dem ned derfra;
3. skjuler de sig på Karmels Top, jeg finder og henter dem der;
gemmer de sig for mig på Havsens Bund, jeg byder Slangen bide
dem der;
4. vandrer de som Fanger for deres Fjender, jeg byder Sværdet dræbe
dem der. Jeg fæster mit Øje på dem til Ulykke, ikke til Lykke.
5. Herren, Hærskarers HERRE, som rører ved Jorden, så den skælver,
så alle, som bor på den, sørger, så den stiger overalt som Nilen
og synker som Ægyptens Flod,
6. han, som bygged sin Højsal i Himlen, som fæstned sit Hvælv på
Jorden, kalder ad Havets Vande og gyder dem ud over Jorden,
HERREN er hans Navn.
7. Er I mig ej som Ætiopiens Børn, Israeliter, lyder det fra
HERREN; har jeg ikke ført Israel op fra Ægyptens Land,
Filisterne fra Kaftor, Aram fra Kir?
8. Se, den Herre HERRENs Øjne er vendt mod det syndige Rige, og jeg
udsletter det af Jorden. Dog vil jeg ikke helt udslette Jakobs
Hus, lyder det fra HERREN;
9. thi se, jeg byder, at Israels Hus skal sigtes blandt alle
Folkene, som man sigter med Sold, uden at et Korn falder til
Jorden.
10. For Sværdet skal alle Syndere i mit Folk dø, de, som siger: "Os
når Ulykken ikke; den kommer ikke over os."
11. På hin dag rejser jeg Davids faldne Hytte; jeg tætter dens
Revner, opfører, hvad der sank i Grus, og bygger den som i gamle
Dage,
12. så de tager Edoms Rest i Eje og alle de Folk, over hvilke mit
Navn er nævnt, lyder det fra HERREN, som fuldbyrder dette.
13. Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da Plovmand følger
Høstmand i Hælene og Drueperser Sædemand, da Bjergene drypper
med Most og alle Høje flyder.
14. Da vender jeg mit Folk Israels skæbne, og de skal bygge de
ødelagte byer og bo deri, de skal plandte vingåre og drikke
vinen, anlægge haver og spise frugten.
15. Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op
af deres jord, som jeg gav dem, siger herren din Gud.
Obadias
Obadias's Syn. Så siger den Herre HERREN til Edom: Fra HERREN
har jeg hørt en Tidende: Et Bud er sendt ud blandt Folkene: Rejs
jer til Kamp imod det!
2. Se, ringe har jeg gjort dig blandt Folkene, såre foragtet er du.
3. Dit Hjertes Hovmod bedrog dig, du, som bor i Klippekløft, som
troner i det høje og siger i Hjertet: "Hvo kan styrte mig til
Jorden?"
4. Bygger du end højt som Ørnen, er end din Rede blandt Stjerner,
jeg styrter dig ned derfra, så lyder det fra HERREN.
5. Du skulde vel ikke have Tyve til Gæster, natlige Voldsmænd?
Hvor er du lagt øde; de stjæler jo alt, hvad de lyster! Du
skulde vel ikke have Høstmænd i Vingården? Efterslæt levner de
ikke!
6. Hvor blev dog Esau ransaget, hans Skatte opsporet!
7. Alle dine Forbundsfæller jog dig lige til Grænsen, dine gode
Venner sveg dig, tog Magten fra dig; for at skræmme dig lagde de
Fælder under din Fod.
8. Visselig vil jeg på hin Dag, lyder det fra HERREN, udrydde de
vise af Edom og Klogskab af Esaus Bjerge.
9. Da skal dine Helte lammes at Rædsel, o Teman, og hver en Mand
ryddes ud at Esaus Bjerge.
10. For Drab og Vold mod din Broder Jakob skal du skjules af Skam;
udryddes skal du for evigt,
11. fordi du så til, da fremmede raned hans Gods og Udlændinge kom i
bans Porte; da de lodded Jerusalem bort, var og du som en af
dem.
12. At nyde din Broders Dag, hans Vanhelds Dag, og glæde dig over
Judæerne på Undergangens Dag! At opspærre Munden på Trængselens
Dag,
13. komme i mit Folks Port på Ulykkens Dag, være med til at nyde
dets Kval på Ulykkens Dag, gribe efter dets Gods på Ulykkens
Dag!
14. At stå ved Dalenes Munding og dræbe de undslupne, prisgive dem,
som slap bort, på Trængselens Dag!
15. Thi nær er HERRENs Dag over alle Folkene; som du har gjort, skal
der gøres med dig, Gengæld kommer over dit Hoved.
16. Thi som I drak på mit hellige Bjerg, skal alle Folkene drikke
uden Ophør; de skal drikke og rave og blive, som om de aldrig
havde været til.
17. Men på Zions Bjerg skal der være Frelse, og det skal være en
Helligdom, og Jakobs Hus skal tage sine Ejendomme i Eje.
18. Jakobs Hus skal blive en Ild og Josefs Hus en Lue, men Esaus Hus
skal blive Strå, og de skal sætte Ild derpå og fortære det, og
ingen af Esaus Hus skal undslippe, så sandt HERREN har talet.
19. De skal tage Sydlandet i Eje sammen med Esaus Bjerge og Lavlandet
sammen med Filisterne; deskal tage Efraims Mark i Eje sammen med
Samarias Mark og Ammoniterne sammen med Gilead.
20. Og de landflygtige i Hala og Habor skal tage Kana'anæernes Land
i Eje indtil Zarepta, og de landflygtige fra Jerusalem, som er i
Sefarad, skal tage Sydlandets Byer i Eje.
21. Da drager Redningsmænd fra Zions Bjerg op for at holde Dom over
Esaus Bjerge. Og så skal Riget være HERRENs.
Jonas
Jonas 1
1. HERRENs Ord kom til Jonas, Amittajs Søn, således:
2. "Stå op og gå til Nineve, den store Stad, udråb over den, at
deres Ondskab er kommet op for mit Åsyn."
3. Men Jonas stod op for at fly fra HERRENs Åsyn til Tarsis. Han
drog ned til Jafo, og da han fandt et Skib, som skulde til
Tarsis betalte han, hvad Rejsen kostede, og gik om Bord for at
sejle med til Tarsis bort fra HERRENs Åsyn.
4. Men HERREN Iod et stærkt Vejr fare hen over Havet, og en stærk
Storm rejste sig på Havet, så Skibet var ved at gå under.
5. Sømændene blev rædde og råbte hver til sin Gud, og de kastede
alle Sager i Skibet over Bord for at lette det. Men Jonas var
gået ned i det underste Skibsrum og lå i dyb Søvn dernede.
6. Skibsføreren gik da ned til ham og sagde: "Hvor kan du sove?
Stå op og råb til din Gud! Måske vil Gud komme os i Hu, så vi
ikke omkommer."
7. Så sagde de til hverandre: "Kom, lad os kaste Lod for at få at
vide, hvem der er Skyld i, at denne Ulykke er tilstødt os!" Og
de kastede Lod, og Loddet ramte Jonas.
8. Da sagde de til ham: "Sig os, hvem der er Skyld i, at denne
Ulykke er tilstødt os! Hvad er du, og hvor kommer du fra?
Hvilket Land er du fra, og hvilket Folk hører du til?"
9. Han svarede: "Jeg er Hebræer, og jeg frygter HERREN, Himmelens
Gud, som har skabt Havet og det tørre Land."
10. Så grebes Mændene af stor Rædsel og sagde til ham: "Hvad har du
gjort!" Thi de fik at vide, at han flyede fra HERRENs Åsyn; det
sagde han dem.
11. Og de spurgte ham: "Hvad skal vi gøre med dig, så vi får Havet
til at lægge sig? Thi det rejser sig mere og mere."
12. Han svarede: "Tag og kast mig i Havet! Så får I det til at lægge
sig; thi jeg ved, at jeg er Skyld i, at dette stærke Vejr er
over eder."
13. Mændene søgte nu at ro tilbage til Land, men kunde ikke, da
Havet rejste sig mere og mere imod dem.
14. Så råbte de til HERREN; "Ak, HERRE! Lad os ikke omkomme for
denne Mands Sjæls Skyld og lad ikke uskyldigt Blod komme over
os; thi det erjo dig, HERRE, derhar gjort, som du vilde."
15. Derpå tog de Jonas og kastede ham i Havet, og straks lagde det
sig.
16. Og Mændene grebes af stor Rædsel for HERREN, bragte ham et
Slagtoffer og aflagde Løfter.
Jonas 2
1. Men HERREN bød en stor Fisk sluge Jonas; og Jonas var i Fiskens
Bug tre Dage og tre Nætter.
2. Da bad Jonas i Fiskens Bug til HERREN sin Gud
3. og sagde: Jeg råbte i Nøden til HERREN, og han svarede mig; jeg
skreg fra Dødsrigets Skød, og du hørte min Røst.
4. Du kasted mig i Dybet midt i Havet, Strømmen omgav mig; alle
dine Brændinger og Bølger skyllede over mig.
5. Jeg tænkte: "Bort er jeg stødt fra dine Øjne, aldrig mer skal
jeg skue dit hellige Tempel."
6. Vandene trued min Sjæl, Dybet omgav mig, Tang var viklet om mit
Hoved; til Bjergenes Rødder
7. steg jeg ned, til Jordens Slåer, de evige Grundvolde; da drog du
mit Liv op af Graven, HERRE min Gud.
8. Da min Sjæl vansmægtede i mig, kom jeg HERREN i Hu, og min Bøn
steg op til dig i dit hellige Tempel.
9. De, der dyrker det tomme Gøgl, lader Gudsfrygt fare;
10. men jeg vil bringe dig Ofre med Lovsangs Toner og indfri de
Løfter, jeg gav. Hos HERREN er Frelse.
11. Så talede HERREN til Fisken, og den spyede Jonas ud på det tørre
Land.
Jonas 3
1. Men HERRENs Ord kom for anden gang til Jonas således:
2. "Stå op og gå til Nineve, den store Stad, og udråb over den,
hvad jeg tilsiger dig!"
3. Så stod Jonas op og gik til Nineve efter HERRENs Ord. Men Nineve
var selv for Gud en stor By, tre Dagsrejser stor.
4. Da nu Jonas var gået den første dagsrejse ind i Byen, råbte han:
"Om fyrretyve Dage skal Nineve styrtes i Grus!"
5. Da troede Folkene i Nineve på Gud, og de udråbte en Faste og
klædte sig i Sæk, både store og små;
6. og da Sagen kom Nineves Konge for Øre, stod han op fra sin
Trone, tog Kappen af, klædte sig i Sæk og satte sig i Støvet,
7. og han lod udråbe i Nineve: "Kongen og hans Stormænd
gør vitterligt: Hverken Folk eller Fæ, Hornkvæg eller Småkvæg, må
nyde noget, græsse eller drikke Vand;
8. men Folk og Fæ skal klædes i Sæk og opløfte et vældigt Skrig til
Gud og omvende sig, hver fra sin onde Vej og den Uret, som
hænger ved deres Hænder.
9. Måske vil Gud da angre og holde sin glødende Vrede tilbage, så
vi ikke omkommer."
10. Da Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres
onde Vej, angrede han den Ulykke, han havde truet med at føre
over dem, og gjorde ikke Alvor deraf.
Jonas 4
1. Men det tog Jonas såre fortrydeligt op, og han blev vred.
2. Så bad han til HERREN og sagde: "Ak, HERRE! Var det ikke det,
jeg tænkte, da jeg endnu var hjemme i mit Land? Derfor vilde jeg
også før fly til Tarsis; jeg vidste jo, at du er en nådig og
barmhjertig Gud, langmodig og rig på Miskundhed, og at du angrer
det onde.
3. Så tag nu, HERRE, mit Liv; thi jeg vil hellere dø end leve."
4. Men HERREN sagde: "Er det med Rette; du er vred?"
5. Så gik Jonas ud og slog sig ned østen for Byen; der byggede han
sig en Løvhytte og satte sig i Skygge under den for at se,
hvorledes det gik Byen.
6. Da bød Gud HERREN en Olieplante skyde op over Jonas og skygge
over hans Hoved for at tage hans Mismod, og Jonas glædede sig
højligen over den.
7. Men ved Morgengry næste Dag bød Gud en Orm stikke Olieplanten,
så den visnede;
8. og da Solen stod op, rejste Gud en glødende Østenstorm, og Solen
stak Jonas i Hovedet, så han vansmægtede og ønskede sig Døden,
idet han tænkte: "Jeg vil hellere dø end leve."
9. Men Gud sagde til Jonas: "Er det med Rette, du er vred for
Olieplantens Skyld?" Han svarede: "Ja, med Rette er jeg så vred,
at jeg kunde tage min Død derover,"
10. Da sagde HERREN: "Du ynkes over Olieplanten, som du ingen Møje
har haft med eller opelsket, som blev til på een Nat og gik ud
på een Nat.
11. Og jeg skulde ikke ynkes over Nineve, den store Stad med mer end
tolv Gange 10000 Mennesker, som ikke kan skelne højre fra
venstre, og meget Kvæg."
Mikas
Mikas 1
1. HERRENs Ord, som, i de Dage da Jotam, Akaz og Ezekias var Konger
i Juda, kom til Mika fra. Moresjet, og som han skuede om Samaria
og Jerusalem.
2. Alle I Folkeslag, hør, lyt til, du Jord, med din Fylde, at den
Herre HERREN kan stå som Vidne blandt eder, Herren fra sit
hellige Tempel.
3. Thi se, fra sit Sted går HERREN ud, stiger ned, skrider frem
over Jordens Høje;
4. under ham smelter Bjerge, og Dale slår dybe Revner, som Voks,
der smelter i Ilden, som Vand, gydt ned ad en Skrænt -
5. alt dette for Jakobs Brøde, for Israels Huses Synder. Hvem
voldte Jakobs Brøde? Mon ikke Samaria? Hvem voldte Judas Synd?
Mon ikke Jerusalem?
6. Samaria gør jeg til Grushob, dets Mark til Vingårdsjord; jeg
styrter dets Sten i Dalen, dets Grundvolde bringer jeg for
Lyset.
7. Dets Billeder sønderslås alle, dets Skøgeløn brændes i Ild; jeg
tilintetgør alle dets Afguder; thi af Skøgeløn er de samlet, til
Skøgeløn bliver de atter.
8. Derfor vil jeg klage og jamre, gå nøgen med bare Fødder, istemme
Klage som Sjakaler, jamrende Skrig som Strudse:
9. Ulægeligt er HERRENs Slag, thi det når til Juda, til mit Folks
Port rækker det hen, til Jerusalem.
10. Forkynd det ikke i Gat, græd ikke i Bokim! Vælt jer i Støvet i
Bet-Leafra!
11. Der stødes i Horn for eder, Sjafirs Borgere; ej går Za'anans
Borgere ud af deres By. Bet-Ezels Lod bliver Klage, Hug og Ve;
12. og hvor kan Marots indbyggere håbe på Lykke? Thi Ulykke kom ned
fra HERREN til Jerusalems Porte.
13. Spænd Hestene for Vognen, I, som bor i Lakisj! Syndens
Begyndelse var du for. Zions Datter; ja, Israels Overtrædelser
fandtes i dig.
14. Giv derfor Moresjet-Gat en Skilsmissegave! En svigtende Bæk er
Akzibs Huse for Israels Konger.
15. End sender jeg eder en Ransmand, Maresjas Borgere! Til Adullam
skal Israels Herlig hed komme.
16. Klip dig skaldet over dine elskede. Børn, bredskaldet som en
Grib; thi de bortføres fra dig.
Mikas 2
1. Ve dem, der på Lejet udtænker Uret og Udåd, og sætter det i
Værk, når det dages, da det står i deres Magt.
2. De attrår Marker og raner dem, Huse og tager dem, undertrykker
Mand og Hus, Ejendom og Ejer.
3. Derfor, så siger HERREN: Se, jeg optænker Ulykke mod denne
Slægt, fra hvilken l ikke skal kunne fri eders Hals eller gå med
oprejst Hoved; thi en ond Tid er det.
4. På denne Dag skal der bruges et Mundheld om jer og klages: "Sket
som talt! Vi er helt lagt øde; mit Folk får sin Lod skiftet ud,
ingen giver den tilbage; vor Mark skiftes ud til dem, som fører
os bort."
5. Derfor har du ingen til at udspænde Snoren over en Lod i HERRENs
Forsamling.
6. "Præk ikke!" så præker de, "man præker ikke om sligt; får hans
Smæden ej Ende?" Hvad siger du, Jakobs Hus?
7. "Er HERREN da hastig til Vrede, handler han så? Er hans Ord ej
milde mod den, som vandrer ret?"
8. Men I er fjendske imod, på Nakken af mit Folk; Kappen over
Kjortelen river l af dem, som vandrer trygt og afskyr Strid.
9. Mit Folks Kvinder driver l ud af det Hjem, de holdt af, I tager
for evigt min Ære fra deres Børn:
10. "Op, ryk ud! Thi her kan I ikke bo for den Urenheds Skyld, som
volder svar Fordærv."
11. I Fald der kom en Mand med Tomhed og Svig og Løgn: "Jeg vil
præke for dig om Vin og Drik!" det var en Præker for dette Folk.
12. Jeg vil samle dig, hele Jakob, opsanke Israels Rest, få dem
sammen som Får i Fold, som en Hjord i Græsgangens Midte; af
Mennesker bliver der en Summen.
13. En Vejbryder går foran dem; de bryder gennem Porten og går
ud. Foran dem skrider deres Konge og HERREN i Spidsen for dem.
Mikas 3
1. Da sagde jeg: Hør dog, I Jakobs Høvdinger, I Dommere af Israels
Hus!. Kan Kendskab til Ret ej ventes af eder,
2. I, som hader det gode og elsker. det onde, I, som flår Huden af
Folk. og Kødet af deres Ben,
3. æder mit Folks Kød og flænger dem Huden af Kroppen, sønderbryder
deres Ben. og breder dem som Kød i en Gryde, som Suppekød i en
Kedel?
4. Engang skal de råbe til HERREN, han lader dem uden Svar;. da
skjuler han sit Åsyn for. dem, fordi deres Gerninger er onde.
5. Så siger HERREN om Profeterne, de, som vildleder mit Folk, de,
som råber om Fred, når kun de får noget at tygge, men ypper Krig
med den, der intet giver dem i Munden:
6. Derfor skal I opleve Nat uden. Syner, Mørke, som ej bringer
Spådom; Solen skal gå ned for Profeterne, Dagen skal sortne for
dem.
7. Til Skamme skal Seeren blive, blues skal de, som spår; alle skal
tilhylle Skægget, thi Svar er der ikke fra Gud.
8. Jeg derimod er ved HERRENs Ånd fuld af Styrke, af Ret og af
Kraft til at forkynde Jakob dets Brøde, Israel, hvad det har
syndet.
9. Hør det, I Jakobs Huses Høvdinger, I Dommere af Israels Hus, I,
som afskyr Ret og gør alt, som er lige, kroget,
10. som bygger Zion med Blod. og Jerusalem med Uret.
11. Dets Høvdinger dømmer for Gave, dets Præster kender Ret for Løn;
dets Profeter spår for Sølv og støtter sig dog til HERREN: "Er
HERREN ej i vor Midte? Over os kommer intet ondt."
12. For eders, Skyld skal derfor Zion pløjes som en Mark, Jerusalem
blive til Grushobe, Tempelbjerget til Krathøj.
Mikas 4
1. Og det skal ske i de sidste Dage, at HERRENS Huses Bjerg,
grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene.
Did skal Folkeslag strømme.
2. og talrige Folk komme vandrende: "Kom, lad os drage til HERRENs
Bjerg, til Jakobs Guds Hus; os skal han lære sine Veje, så vi
kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra
Jerusalem HERRENs Ord."
3. Da dømmer han mange Folkeslag imellem, skifter Ret mellem
talrige, fjerne Folk; deres Sværd skal de smede til Plovjern,
deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk,
ej øve sig i Våbenfærd mer.
4. Da sidder hver under sin Vinstok og sit Figenfræ, og ingen.
skræmmer dem, så sandt Hærskarers HERREs Mund har talet.
5. Thi alle Folkeslag vandrer hvert i sin Guds Navn, men vi vil
vandre i HERREN vor Guds Navn for evigt og altid.
6. På hin Dag, lyder det fra HERREN, samler jeg det, der halter,
sanker det spredte sammen og det, jeg har hjemsøgt med ondt.
7. Det haltende gør jeg til en Rest, det svage til et kraftigt
Folk; og HERREN er Konge over dem på Zions Bjerg fra nu og til
evig Tid.
8. Men du, o Hyrdetårn, Zions Datters Høj, til dig skal det komme,
det forrige Herredømme tilfalde dig, Jerusalems Datters Rige.
9. Hvi skriger du dog så højt?. Er Kongen ikke i dig?. Er da din
Rådgiver borte, nu du grebes af Fødselsveer?
10. Vrid dig og vånd dig som i Barnsnød, Zions Datter! Thi nu skal
du ud af Byen og bo på Marken, og du skal komme til Babel; der
skal du frelses, der vil HERREN genløse dig af dine Fjenders
Hånd.
11. Nu er de samlet imod dig, de mange Folk, som siger: "Vanæres
skal det; vort Øje skal se med Skadefryd på Zion."
12. Men de, de kender ikke det mindste til HERRENs Tanker, de fatter
ikke hans Råd, at han samled dem som Neg på Lo.
13. 0p og tærsk, du Zions Datter! Thi jeg giver dig Horn af Jern,
jeg giver dig Klove af Kobber. Du skal knuse de mange Folk,
lægge Band på Byttet for HERREN, på Godset for al Jordens Herre.
14. Riv nu Sår i din Hud! De bar opkastet en Vold imod os; med
Stokken slår de Israels Hersker på Kinden.
Mikas 5
1. Og du du Betlehems-Efrata, liden til at være blandt Judas
Tusinder! Af dig skal udgå mig een til at være Hersker i
Israel. Hans Udspring er fra fordum, fra Evigheds Dage.
2. Derfor giver han dem hen, så længe til hun, som skal føde,
føder, og Resten af hans Brødre vender hjem til Israeliterne.
3. Han skal stå og vogte i HERRENs Kraft, i HERREN sin Guds høje
Navn. De skal bo trygt, thi nu skal hans Storhed nå Jordens
Grænser.
4. Og han skal være Fred. Når Assur trænger ind i vort Land, og når
han træder ind i vore Borge, stiller vi syv Hyrder imod ham og
otte fyrstelige Mænd,
5. som skal vogte Assurs Land med Sværd og Nimrods Land med
Klinge. Og han skal fri os fra Assur, når han trænger ind i vort
Land, træder ind på vore Enemærker.
6. Da bliver Jakobs Rest i de mange Folkeslags Midte som Dug, der
kommer fra HERREN, som Regnens Dråber på Græs, der ikke venter
på nogen eller bier på Menneskens Børn.
7. Da bliver Jakobs Rest blandt Folkene i de mange Folkeslags Midte
som en Løve blandt Skovens Dyr, en Ungløve blandt Fårehjorde,
der nedtramper, når den går frem, og sønderriver redningsløst.
8. Din Hånd skal være over dine Uvenner, alle dine Fjender ryddes
bort.
9. På hin Dag, lyder det fra HERREN, udrydder jeg Hestene af dig,
dine Stridsvogne gør jeg til intet.
10. rydder Byerne bort i dit Land, river alle dine Fæstninger ned,
11. rydder Trolddommen bort af din Hånd, Tegntydere får du ej mer;
12. jeg rydder dine Billeder bort, Stenstøtterne bort af din Midte
og du skal ikke mer tilbede dine Hænders Værk.
13. Jeg udrydder dine Asjerer og lægger dine Afguder øde;
14. i Vrede og Harme tager jeg Hævn over Folk, som ikke vil høre.
Mikas 6
1. Hør, hvad HERREN taler: Kom fremfør din Trætte for Bjergene, lad
Højene høre din Røst!
2. I Bjerge, hør HERRENs Trætte, lyt til, I Jordens Grundvolde!
Thi HERREN har Trætte med sit Folk, med Israel går han i Rette:
3. Hvad har jeg gjort dig, mit Folk. med hvad har jeg plaget dig?
Svar!
4. Jeg førte dig jo op fra Ægypten og udløste dig af Trællehuset,
og jeg sendte for dit Ansigt Moses, Aron og Mirjam.
5. Mit Folk, kom i Hu, hvad Kong Balak af Moab havde i Sinde, og
hvad Bileam, Beors Søn, svarede ham, fra Sjittim til Gilgal, for
at du kan kende HERRENs Retfærdsgerninger.
6. "Med hvad skal jeg møde HERREN, bøje mig for Højhedens Gud?
Skal jeg møde ham med Brændofre, møde med årgamle Kalve?
7. Har HERREN Behag i Tusinder af Vædre, Titusinder af Oliestrømme?
Skal jeg give min førstefødte for min Synd, mit Livs Frugt som
Bod for min Sjæl?"
8. Det er sagt dig, o Menneske, hvad der er godt, og hvad HERREN
kræver af dig: hvad andet end at øve Ret, gerne vise Kærlighed
og vandre ydmygt med din Gud.
9. Hør, HERREN råber til Byen (at frygte dit Navn er Visdom): Hør,
Stamme og Byens Menighed!
10. Skal jeg tåle Skattene i den gudløses Hus og den magre,
forbandede Efa,
11. tilgive Gudløsheds Vægt og Pungen med falske Lodder?
12. Dens Rigmænd er fulde af Vold, dens Borgeres Tale er Løgn, og
Tungen er falsk i deres Mund.
13. Derfor tog jeg til at slå dig, ødelægge dig for dine Synder.
14. Du skal spise, men ikke mættes, lige tomt skal dit Indre være;
hvad du hengemmer, skal du ej bjærge, og hvad du bjærger, giver
jeg Sværdet;
15. du skal så, men ikke høste, perse Oliven, men ikke salve dig,
perse Most, men ej drikke Vin.
16. Du fulgte Omris Skikke, al Akabs Huses Færd; I vandrede efter
deres Råd, så jeg må gøre dig til Ørk og Byens Borgere til Spot;
Folkenes Hån skal I bære.
Mikas 7
1. Ve mig! Det går mig som ved ved Frugthøst, ved Vinhøstens
Efterslæt: Ikke en Drue at spise, ej en Figen, min Sjæl har Lyst
til!
2. De fromme er svundet af Landet, ikke et Menneske er sanddru. De
lurer alle på Blod og jager hverandre med Net.
3. Deres Hænder er flinke til ondt, Fyrsten kræver, Dommeren er
villig for Betaling; Stormanden nævner, hvad han begærer; og
derefter snor de det sammen.
4. Den bedste er som en Tornebusk, den ærlige værre end en
Tjørnehæk. Dine Vægteres Dag, din Hjemsøgelse kommer, af Rædsel
rammes de nu.
5. Tro ikke eders Næste, stol ikke. på en Ven, vogt Mundens Døre
for hende. du favner!
6. Thi Søn agter Fader ringe, Datter står Moder imod Svigerdatter
Svigermoder, en Mand har sine Husfolk til Fjender.
7. Men jeg vil spejde efter HERREN, jeg bier på min Frelses Gud;
min Gud vil høre mig.
8. Glæd dig ej over mig, min Fjende! Thi jeg faldt, men står op; om
end jeg sidder i Mørke, er HERREN mit Lys.
9. Jeg vil bære HERRENs Vrede - jeg synded jo mod ham - indtil han
strider for mig og skaffer mig Ret; han fører mig ud i Lys, jeg
skal skue hans Retfærd.
10. Min Fjende skal se derpå og fyldes med Skam, han, som spørger
mig: "Hvor er HERREN din Gud?". Mine Øjne skal med Skadefryd se
ham, når han trampes ned som Skarn på Gaden.
11. En Dag skal dine Mure bygges, en Dag skal Grænsen vides ud,
12. en Dag skal man komme til dig lige fra Assur til Ægypten, lige
fra Ægypten til Floden, fra Hav til Hav, fra Bjerg til Bjerg.
13. Men Jorden og de, som bor derpå, lægges øde til Løn for deres
Værk.
14. Vogt med din Stav dit Folk, din Ejendoms Hjord, som bor for sig
selv i Skoven, i Frugthavens Midte; lad dem græsse i Basan og
Gilead som i gamle Dage!
15. Giv os Undere at skue, som da du drog ud af Ægypten;
16. lad Folkene se det og blues ved al deres Vælde, lægge Hånd på
Mund, lad Ørene døves på dem!
17. Lad dem slikke Støv som Slangen, som Jordens Kryb, rædde komme
frem af deres Borge til HERREN vor Gud og ængstes og frygte for
dig!
18. Hvo er en Gud som du, der tilgiver Brøde, bærer over med Synd
hos din Ejendoms Rest, ej evigt gemmer på Vrede, men gerne er
nådig?
19. Han vil atter forbarme sig over os, træde vor Brøde under Fod,
du vil kaste alle vore Synder i Havets Dyb!
20. Du vil vise Jakob Trofasthed, Abraham Nåde, som du svor vore
Fædre til i fordums Dage.
Nahum
Nahum 1
1. Et udsagn om Nineve. En bog om Elkosjiten Nahums Syn.
2. En nidkær Gud, en Hævner er HERREN, en Hævner er HERREN og fuld
af Vrede, en Hævner er HERREN mod Uvenner, han gemmer på Vrede
mod Fjender.
3. HERREN er langmodig, hans Kraft er stor, HERREN lader intet
ustraffet. I Uvejr og Storm er hans Vej, Skyer er hans Fødders
Støv.
4. Han truer og udtørrer Havet, gør alle Strømme tørre; Basan og
Karmel vansmægter, Libanons Skud visner hen.
5. Bjergene skælver for ham, Højene står og svajer; Jorden krummer
sig for ham, Jorderig og alle, som bor der.
6. Hvem kan stå for hans Vrede, hvo holder Stand mod hans Harmglød?
Hans Harme strømmer som Ild, og Fjeldene styrter for ham.
7. HERREN er god, et Værn på Trængselens Dag; han kender dem, som
lider på ham,
8. og fører dem gennem Skybrud. Sine Avindsmænd gør han til intet,
støder Fjenderne ud i Mørke.
9. Hvad pønser I på mod HERREN? Han tilintetgør i Bund og Grund; ej
kommer der to Gange Nød.
10. Er de end som sammenflettet Tjørn og gennemdrukne af Vin, skal
de dog fortæres som fuldført Strå.
11. Fra dig er der en draget ud med ondt i Sinde mod Herren, med
Niddingeråd.
12. Så siger HERREN: Er de end fuldtallige og aldrig så mange, skal
de dog omhugges og forsvinde. Har jeg end ydmyget dig, gør jeg
det ikke mere.
13. Nu sønderbryder jeg det Åg, han lagde på dig, og sprænger dine
Bånd.
14. Om dig lyder HERRENs Bud: Dit Navn skal ikke ihukommes mere. Af
din Guds Hus udrydder jeg det skårne og støbte Billede, og jeg
skænder din Grav.
Nahum 2
1. Se, Glædsesbudet, som kundgør Fred, skrider frem over bjergene
Fejr dine Fester, Juda, indfri dine Løfter! Thi aldrig skal
Niddingen mer drage gennem dig; han er udryddet helt og holdent.
2. Hærgeren drager imod dig, hold Vagt med Omhu, hold Udkig,
omgjord din Lænd, saml al din Kraft!
3. Thi HERREN genrejser Jakobs og Israels Højhed; dem har jo
Hærværksmænd hærget og ødt deres Ranker.
4. Hans Heltes Skjolde er røde, hans Stridsmænd skarlagenklædt,
hans Vogne funkler af Stål, den Dag han ruster og Spydene
svinges.
5. Igennem Gaderne raser Vognene frem, hen over Torvene farer de i
susende Fart; de ser ud som Fakler, farer frem og tilbage som
Lyn.
6. Hans Helte kaldes frem, de snubler i Farten, de styrter frem
imod Muren. Skjoldtaget er rejst.
7. Flodportene bliver åbnet, Kongsgården vakler.
8. Herskerinden føres bort i Landflygtigbed med sine Terner; de
sukker som kurrende Duer, slår sig for Brystet.
9. Nineve er som en Dam, hvis Vand flyder bort. "Stands dog, stands
dog!" råbes der, men ingen vender om.
10. Ran Sølv, ran Guld! Der er Liggendefæ uden Ende, alskens
kostbare Ting i store Måder.
11. Tomt og tømt og udtømt, ængstede Hjerter, rystende Knæ og
Skælven i alle Lænder! Og alle Ansigter blegner.
12. Hvor er nu Løvernes Bo, Ungløvernes Hule, hvor Løven frak sig
tilbage, hvor Ungløven ej kunde skræmmes?
13. Den røved til Ungernes Tarv og myrded til Løvinderne, fyldte
sine Hier med Bytte. sit Bo med Rov.
14. Se, jeg kommer over dig, lyder det fra Hærskarers HERRE, dit
Lejrsted lader jeg gå op i Røg. Dine Ungløver skal Sværdet
fortære; jeg rydder din Røverfærd bort fra Jorden. Dine
Sendebuds Røst skal aldrig høres mer.
Nahum 3
1. Ve Byen, der drypper af Blod, hvor der kun tales Løgn, så fuld
af Ran, med Rov uden Ende!
2. Hør Smæld og raslende Vogne, jagende Heste,
3. Stridsvognenes vilde Dans og stejlende Heste! Sværdblink og
lynende Spyd, faldne i Mængde, Masser af døde, endeløse Dynger
af Lig, man snubler over Lig!
4. For Skøgens vidt drevne Utugt, den fagre, udlært i Trolddom, som
besnærede Folk ved Utugt, Stammer ved Trolddom,
5. kommer jeg over dig, lyder det fra Hærskarers HERRE; dit Slæb
slår jeg op i Ansigtet på dig, lader Folkeslag se din Blusel,
Riger din Skam,
6. dænger dig til med Skarn og vanærer dig, ja sætter dig i
Gabestok.
7. Enhver, som får dig at se, skal fly fra dig og sige: "Nineve er
ødelagt, hvem vil ynke det, hvor skal jeg hente en til at give
det Trøst?"
8. Mon du er bedre end No-Amon, der lå ved Strømme, omgivet af Vand
som Bolværk, med Vand til Mur?
9. Dets Styrke var Ætiopere og Ægyptere uden Tal; Put og Libyer kom
det til Hjælp.
10. Dog førtes det bort, i Fangenskab måtte det vandre, på alle
Gadebjørner knustes også dets spæde; og om dets ædle kastedes
Lod, alle dets Stormænd lagdes i Lænker.
11. Også du skal drikke og synke i Afmagt, også du skal søge i Ly
for Fjenden.
12. Alle dine Fæstninger er Figener og tidligmoden Frugt; når de
rystes, falder de den spisende i Munden.
13. Se, Folket i dig er som Kvinder, vidåbne for Fjenden er Portene
ind til dit Land, Ild fortæred dine Slåer.
14. Øs Vand til Brug, når du omringes, styrk dine Fæstninger, træd
Dynd, stamp Ler, tag fat på Teglstensformen.
15. Ild skal fortære dig på Stedet. Sværd udrydde dig, fortære dig
som Springere. Er du end talrig som Springere, talrig som
Græshopper,
16. er end dine Købmænd flere end Himlens Stjerner - Græshoppen
kaster sin Vingeskal og flyver!
17. Dine Fogeder er som Græshopper, dine Tipsarer som
Græshoppesværme; de lejrer sig i Hegn, når Dagen er sval; men
når Solen står op, er de borte, man ved ej hvor.
18. Hvor sov dine Hyrder fast, du Assurs Konge! Dine Helte blunded;
dit Folk er spredt på Bjergene, ingen samler dem.
19. Ulægeligt er dit Brud, dit Sår er til Døden. Alle, som hører om
dig, klapper i Hånd; thi hvem fik ikke din Ondskab stadig at
føle?
Habakkuk
Habakkuk 1
1. Det Udsagn, Profeten Habakkuk skuede.
2. Hvor længe skal jeg klage, HERRE, uden du hører, skrige til dig
over Vold, uden du frelser?
3. Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til Kvide? Ødelæggelse og
Vold har jeg for Øje, der opstod Kiv, og Strid kom op.
4. Derfor ligger Loven lammet, og Ret kommer aldrig frem. Thi når
gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget Ret.
5. Se eder om blandt Folkene til Skræk og Rædsel for eder! Thi en
Gerning gør han i eders Dage, som I ej vilde tro, om det
fortaltes.
6. Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som
drager viden om Lande for at indtage andres Bo.
7. Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse udgår derfra.
8. Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end Ulve ved
Kvæld; dets Rytterheste kommer i Spring, flyvende langvejs fra.
Som Ørnen i Fart efter Føde
9. er de alle på Vej efter Vold. De higede stadig mod Øst og
samlede Fanger som Sand.
10. Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad
hver en Fæstning, opdynged en Vold og tog den.
11. Så suste det videre som Stormen og gjorde sin Kraft til sin Gud.
12. Er du ikke fra fordum HERREN, min hellige Gud? - Vi skal ej dø -
HERRE, har du sat ham til Dommer, givet ham Fuldmagt til Straf?
13. Dit rene Blik afskyr ondt, du tåler ej Synet af Kvide; hvi ser
du da tavs på Ransmænd, at gudløs sluger sin Overmand i Retfærd?
14. Med Mennesker gør du som med Havets Fisk, som med Kryb, der er
uden Hersker:
15. Han fisker dem alle med Krog, slæber dem bort i sit Vod og
samler dem i sit Garn; derfor er han jublende glad;
16. han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild for sit Garn. Ved
dem blev bans Del jo fed og kraftig blev hans Føde.
17. Skal han altid tømme sit Vod og slå Folk ihjel uden Skånsel?
Habakkuk 2
1. Op på min Varde vil jeg stige; stå hen på mit Vagtsted og
spejde, og se, hvad han taler i mig, hvad Svar han har på min
Klage.
2. Og HERREN gav mig til Svar de Ord: "Skriv Synet op og rist det
ind i Tavler, at det kan læses let;
3. thi Synet står ved Magt, træffer ind til Tide, usvigeligt iler
det mod Målet; tøver det, bi så på det, thi det kommer; det
udebliver ikke."
4. Se, opblæst, uredelig er Sjælen i ham, men den retfærdige skal
leve ved sin Tro.
5. Han er der hos den frækkeste Røver, en hoven, frastødende Mand,
der som Dødsriget opspiler Gabet, som Døden uden at mættes,
skraber alle Folkene til sig, sanker alle Folkeslag til sig.
6. Visselig skal de alle istemme en Hånsang, en Smædevise fuld af
Hentydninger til ham og sige: Ve ham, der dynger andres Gods op
- hvor længe? - og læsser Pantegods på sig!
7. Thi brat står dine Skyldherrer op; de, som vil rykke dig,
vågner; da bliver du dem til Bytte.
8. Fordi du har plyndret mange Folk, skal du plyndres af al
Folkeslagenes Rest for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet,
mod Byen og alle, som bor der.
9. Ve ham, som søger ublu Vinding til sit Hus for at bygge sin Rede
højt og redde sig fra Ulykkens Hånd.
10. Dit Hus får Skam af dit Råd.Du nedtrådte mange Folkeslag, men
satte din Sjæl i Vove.
11. Thi Stenen råber fra Væggen, fra Træværket svarer Bjælken.
12. Ve ham, som bygger By med Blod og rejser en Stad med Uret,
13. (er dette ikke, fra Hærskarers HERRE?) så Folkeslag slider for
Ilden, og Folkefærds Møje er spildt.
14. Thi Jorden skal fyldes af Kundskab om HERRENs Herlighed, som
Vandene dækker Havets Bund.
15. Ve ham, som lader Venner drikke en Rus af Fade og Skåle for at
få deres Blusel at se.
16. Du mætted dig med Skam for Ære. Drik selv, vis din Forhud frem!
Nu kommer Bægeret fra HERRENs højre til dig og Skændsel til din
Ære.
17. Thi du tynges af Vold mod Libanon, knuses for Misbrug af Dyr,
for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet, mod Byen og alle,
som bor der.
18. Hvad gavner det skårne Billed, at en Billedskærer skærer det ud,
det støbte Billed, hvis Spådom er falsk, at en Billedskærer
stoler derpå, så han laver stumme Guder?
19. Ve den, som siger til Træ: "Vågn op!" til Sten uden Mæle:" - Stå
op!" Den skulde kunne spå! Se, den er klædt i Guld og Sølv, men
af Ånd har den intet i sig.
20. Men HERREN er i sin Helligdom; stille for ham, al Jorden!
Habakkuk 3
1. (En Bøn af Profeten Hahakkuk. Al-sjigjonot.)
2. HERRE, jeg har hørt dit Ry, jeg har skuet din Gerning, HERRE.
Fuldbyrd det i Årenes Løb, åbenbar dig i Årenes Løb, kom
Barmhjertighed i Hu under Vreden!
3. Gud drager frem fra Teman, den Hellige fra Parans Bjerge. -
Sela. Hans Højhed skjuler Himlen, hans Herlighed fylder Jorden.
4. Under ham er Glans som Ild, fra hans Side udgår Stråler; der er
hans Vælde i Skjul.
5. Foran ham vandrer Pest, og efter ham følger Sot.
6. Hans Fjed får Jorden til at skælve, hans Blik får Folk til at
bæve. De ældgamle Bjerge brister, de evige Høje synker, ad evige
Stier går han.
7. Kusjans Telte bæver, Telttæpperne i Midjans Land.
8. Er HERREN da vred på Strømmene, gælder din Vrede Strømmene,
gælder din Harme Havet, siden du farer frem på dine Heste og
dine Vogne drøner.
9. Din Bue kom blottet til Syne, din Buestreng mætter du med
Pile. - Sela. Du kløver Jorden i Strømme,
10. Bjergene ser dig og skælver. Skyerne nedsender Regnskyl, og
Afgrunden løfter sin Røst.
11. Solen glemmer at stå op, Månen bliver i sit Bo; de flygter for
Skinnet af dine Pile, for Glansen af dit lynende Spyd.
12. I Harme skrider du hen over Jorden, du nedtramper Folk i Vrede.
13. Du drager ud til Frelse for dit Folk, ud for at frelse din
Salvede. Du knuser den gudløses Hustag, blotter Grunden til
Klippen. - Sela.
14. Med dit Spyd gennemborer du hans Hoved, bans Høvdinger splittes.
15. Du tramper hans Heste i Havet, i de mange Vandes Dynd.
16. Jeg hørte det; da bæved min Krop, ved Braget skjalv mine Læber;
Edder for i mine Ben, og under mig vakled mine Skridt. Jeg bier
på Trængselens Dag over Folket, som volder os Krig.
17. Thi Figentræet blomstrer ikke, Vinstokken giver intet,
Olietræets Afgrøde svigter, Markerne giver ej Føde. Fårene
svandt af Folden, i Staldene findes ej Okser.
18. Men jeg vil frydes i HERREN, juble i min Frelses Gud.
19. Den Herre HERREN er min Styrke, han gør mine Fødder som Hindens
og lader mig gå på mine Høje. Til Sangmesteren. Med
Strengespil.
Zefanias
Zefanias 1
1. HERRENS ord, som kom til Zefanias, en Søn af Kusji, en Søn af
Gedalja, en Søn af Amarja, en Søn af Ezekias, i de Dage da
Josias, Amons Søn, var Konge i Juda.
2. Jeg bortriver, bortriver alt fra Jorden, lyder det fra HERREN;
3. jeg bortriver Folk og Fæ, jeg bortriver Himlens Fugle og Havets
Fisk. Gudløse bringer jeg til Fald, og Syndere rydder jeg, bort
fra Jorden, lyder det fra HERREN.
4. Jeg udrækker Hånden mod Juda og alle Jerusalems Borgere. Jeg
fjerner den sidste Ba'al fra dette Sted og Afgudspræsternes Navn
med Præsterne
5. og dem, som på Tagene tilbeder Himlens Hær, og dem, som tilbeder
HERREN og sværger til bam, men også sværger ved Milkom,
6. og dem, som veg bort fra HERREN, ej søger, ej rådspørger HERREN.
7. Stille for den Herre HERREN! Thi hans Dag er nær; thi HERREN har
et Offer rede, han har helliget de budne.
8. Og på HERRENs Offerdag skal det ske: Da vil jeg hjemsøge
Fyrsterne og Kongens Sønner og alle dem, som er klædt i
udenlandsk Dragt.
9. Den Dag hjemsøget jeg alle, som hopper over Tærsklen, som fylder
deresHerresHus med Vold og Svig.
10. Den Dag skal det ske, så lyder det fra HERREN: Hør Skrig fra
Fiskeporten og Jamren fra den nye Bydel. fra Højene et vældigt
Brag!
11. Beboerne i Morteren jamrer, thi slettet er alt Kræmmerfolket,
udryddet enhver, som vejer Sølv.
12. Til den Tid skal det ske: Jeg ransager Jerusalem med Lygter og
hjemsøger Mændene der, som ligger i Ro på deres Bærme, som siger
i deres Hjerte: "HERREN gør hverken godt eller ondt."
13. Deres Gods skal gøres til Bytte, deres Huse skal ødelægges. De
skal vel bygge Huse, men ej bo deri, vel plante Vingårde, men
Vinen skal de ikke drikke.
14. Nær er HERRENs Dag, den store, den er nær og kommer hastigt.
Hør, HERRENs Dag, den bitre! Da udstøder Helten Skrig.
15. Den Dag er en Vredens Dag, en Trængselens og Nødens Dag, en
Ødelæggelsens og Ødets Dag, en Mørkets og Mulmets Dag, en
Skyernes og Tågens Dag,
16. en Hornets og Krigsskrigets Dag imod de faste Stæder og imod de
knejsende Tinder.
17. Over Menneskene bringer jeg Trængsel; som blinde vanker de om,
fordi de synded mod HERREN. Deres Blod øses ud som Støv, deres
Livssaft ligesom Skarn.
18. Hverken deres Sølv eller Guld evner at frelse dem på HERRENs
Vredes Dag, når hele Jorden fortæres af hans Nidkærheds Ild; thi
Undergang, ja brat Tilintetgørelse bringer jeg over alle, som
bor på Jorden.
Zefanias 2
1. Saml jer, saml jer, I Folk, som ej kender Skam,
2. før l endnu er blevet som flyvende Avner, før HERRENs glødende
Harme kommer over eder, før HERRENs Vredes Dag kommer over eder.
3. Søg HERREN, alle l ydmyge i Landet, som holder hans Bud, søg
Retfærd, søg Ydmyghed! Måske kan l skjule jer på HERRENs Vredes
Dag.
4. Thi Gaza skal ligge forladt og Askalon øde, Asdod drives bort
ved Middag, Ekron udryddes.
5. Ve dem, som bor ved Stranden, Kreternes Folk; HERRENs Ord over
dig, Kana'an, Filisternes Land! Jeg gør dig til intet, så ingen
bor der.
6. Du skal blive til Græsmark for Hyrder, til Folde for Småkvæg.
7. Og Stranden skal tilfalde Resten af Judas Hus; de skal græsse
derpå. Lejr skal de slå ved Kvæld i Askalons Huse. Thi HERREN
deres Gud ser til dem og vender deres Skæbne.
8. Jeg hørte Moabs Spot, Atnmoniternes hånende Ord, med hvilke de
spotted mit Folk, hovmoded sig over deres Land.
9. Derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra Hærskarers HERRE,
Israels Gud: Moab skal blive som Sodoma, Ammoniterne som
Gomorra, Jord for Nælder, et Salthul, Ørken til evig Tid.
Resten af mit Folk skal plyndre dem; hvad der levnes af mit Folk
skal eje dem.
10. Dette skal times dem for deres Hovmod, fordi de hånede
Hærskarers HERREs Folk og gjorde sig store over for det.
11. Frygtelig er HERREN for dem; thi han udrydder alle Jordens
Guder, og alle Hedningemes fjerne Strande skal tilbede ham, hver
på sit Sted.
12. 0gså I Ætiopere skal falde for HERRENs Sværd,
13. og han udrækker Hånden mod Nord og tilintetgør Assur, Nineve gør
han til Ødemark, tørt som en Ørk;
14. Hjorde skal lejre sig deri, hvert Slettens Dyr; på dets
Søjlehoveder sover Pelikan og Rørdrum, i Vinduet skriger Uglen,
Ravnen på Tærsklen.
15. Det er den jublende By, som lå så trygt, som sagde i sit Hjerte:
"Jeg og ellers ingen." Hvor er den dog blevet øde, et Raststed
for Dyr! Enhver, som kommer forbi den håner med Fløjt og Hånd.
Zefanias 3
1. Ve den genstridige, urene, grumme By!
2. Den hører ej HERRENs Røst, tager ikke mod Tugt. På HERREN stoler
den ej, holder sig ej til Gud.
3. Fyrsterne i dens Midte er brølende Løver, dens dommere som Ulve
ved Kvæld, der ej levner til Morgen;
4. Skrydere er dens Profeter, troløse Mænd, dens Præster vanærer
det hellige, øver Vold mod Loven.
5. HERREN er retfærdig i dens Midte, gør ikke Uret; hver Morgen gør
han Ret, ej svigte Lyset, til Uret kender han ikke.
6. I Stridslarm udrydded jeg Folk, deres Tinder er øde, deres Gader
lagde jeg øde, så ingen går der, deres Byer er hærget,
mennesketomme, ingen bor der.
7. Jeg tænkte: "Den må dog frygte mig, tage mod Tugt; intet af alt,
hvad jeg bød, vil gå den ad Glemme." Men des tidligere var de i
Gang med al deres Ondskab.
8. Bi derfor på mig, så lyder det fra HERREN, på Dagen, jeg
fremstår som Vidne! Thi min Ret er at sanke Folkene, samle
Rigerne og udøse over dem min Vrede, al min Harmglød; thi af min
Nidkærheds Ild skal al Jorden fortæres.
9. Thi da vil jeg give Folkene rene Læber, så de alle påkalder
HERREN og tjener ham endrægtigt.
10. Fra Landet hinsides Floden bringer de mig Bukke, fra Patros
kommer de med Afgrødeoffer til mig.
11. Hin bag skal du ikke beskæmmes i al din tid, med hvilken du
synded mod mig; thi da vil jeg fjerne fra dig de jublende
stolte, du skal ikke hovmode dig mer på mit hellige Bjerg.
12. Jeg levner i din Midte et Folk, som er ydmygt og ringe, og
Israels Rest skal lide på HERRENs Navn.
13. Uret øver de ikke og taler ej Løgn, der findes ej i deres Mund
en svigefuld Tunge; thi de skal græsse og raste uden at
skræmmes.
14. Jubl, du Zions Datter, Israel, råb højt, glæd dig og fryd dig af
hele dit Hjerte, Jerusalems Datter!
15. HERREN har slettet din Dom, bortdrevet dine Fjender. I din Midte
er Israels Konge, HERREN, ej mere skuer du ondt.
16. På hin Dag skal der siges til Jerusalem: Frygt ikke, Zion, lad
ikke Hænderne synke!
17. I dig er HERREN din Gud, en Helt, som frelser. Han glæder sig
over dig med Fryd, han tier i sin Kærlighed, han fryder sig over
dig med Jubel som på Festens Dag;
18. den Tid er omme, da du bærer på Skam over ham.
19. Se, på hin Tid gør jeg Ende på alle, som kuede dig, og jeg
frelser, hvad der halter, og sanker det spredte og giver dem Ære
og Ry på hele Jorden.
20. På hin Tid bringer jeg eder hjem, og på hin Tid samler jeg eder;
thi jeg giver eder Ry og Ære blandt alle Jordens Folkeslag, når
jeg vender eders Skæbne for eders Øjne, siger HERREN.
Haggaj
Haggaj 1
1. I Kong Darius's andet Regeringsår på den første Dag i den sjette
Måned kom HERRENs Ord ved Profeten Haggaj således: Sig til Judas
Statholder Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og til Ypperstepræsten
Josua, Jozadaks Søn:
2. Så siger Hærskarers HERRE: Dette Folk siger: "Endnu er det ikke
Tid at bygge HERRENs Hus."
3. Og HERRENs Ord kom ved Profeten Haggaj således:
4. Er det da Tid for eder at bo i Huse med træklædte Vægge, når
dette Hus ligger øde?
5. Derfor, så siger Hærskarers HERRE: Læg Mærke til, hvorledes det
går eder!
6. I sår meget, men bringer lidet i Hus; I spiser, men mættes ikke;
I drikker, men får ikke Tørsten slukket; I klæder eder på, men
bliver ikke varme; og Daglejerens Løn går i en hullet Pung.
7. Så siger Hærskarers HERRE: Læg Mærke til, hvorledes det går
eder!
8. Gå op i Bjergene, hent Tømmer og byg Templet, så jeg kan have
Glæde deraf og blive æret, siger HERREN.
9. I venter rig Høst, men det bliver kun til lidt; og når I bringer
det i Hus, blæser jeg derpå. Hvorfor? lyder det fra Hærskarers
HERRE. Fordi mit Hus ligger øde, medens enhver af eder har
travlt med sit eget Hus.
10. Derfor holder Himmelen sin Dug og Jorden sin Afgrøde tilbage;
11. og jeg har kaldt Tørke hid over Land og Bjerge, over Korn, Most
og Olie, over alt, hvad Jorden frembringer, over Folk og Fæ,
over alt, hvad Hænder virker.
12. Og Zerubbabel, Sjaltiels Søn, og Ypperstepræsten Josua, Jozadaks
Søn, og hele Resten af Folket adlød HERREN deres Guds Røst og
Profeten Haggajs Ord, eftersom HERREN havde sendt ham til dem,
og Folket frygtede HERREN.
13. Da sagde Haggaj, HERRENs Sendebud, i HERRENs Ærinde til Folket:
Jeg er med eder, lyder det fra HERREN.
14. Og HERREN vakte Ånden i Judas Statholder Zerubbabel, Sjaltiels
Søn, og i Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn, og i hele Resten
at Folkef, så de kom og tog fat på Arbejdet med deres Guds,
Hærskarers HERREs, Hus
15. på den fire og tyvende Dag i den sjette Måned i Kong Darius's
andet Regeringsår.
Haggaj 2
1. På den een og tyvende Dag i den syvende Måned kom HERRENs Ord
ved Profeten Haggaj således:
2. Sig til Judas Statholder Zerubbabel, Sjaltiels Søn, til
Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn, og til Resten af Folket
således:
3. Er der nogen tilbage iblandt eder af dem, der har set dette Hus
i dets fordums Herlighed? Hvorledes tykkes det eder da nu? Er
det ikke som intet i eders Øjne?
4. Dog vær kun trøstig, Zerubbabel, lyder det fra HERREN, vær kun
trøstig, du Ypperstepræst Josua, Jozadaks Søn, vær kun trøstigt,
alt Folket i Landet, lyder det fra HERREN. Arbejd kun, thi jeg
er med eder, lyder det fra Hærskarers HERRE,
5. og min Ånd bliver iblandt eder med den Pagt, jeg sluttede med
eder, da I drog bort fra Ægypten; frygt ikke!
6. Thi så sigerHærskarers HERRE: Endnu en Gang om en liden Stund
vil jeg ryste Himmel og Jord, Hav og tørt Land, og jeg vil ryste
alle Folkene, og da skal alle Folkenes Skatte komme hid, og jeg
fylder dette Hus med Herlighed, siger Hærskarers HERRE.
8. Mit er Sølvet, og mit er Guldet, lyder det fra Hærskarers HERRE.
9. Dette Hus's kommende Herlighed bliver større end den tidligere,
siger Hærskarers HERRE, og på dette Sted vil jeg give Fred,
lyder det fra Hærskarers HERRE.
10. På den fire og tyvende Dag i den niende Måned i Darius's andet
Regeringsår kom HERRENs Ord ved Profeten Haggaj således:
11. Så siger Hærskarers HERRE: Bed Præsterne om Svar på følgende
Spørgsmål:
12. "Dersom en Mand bærer helligt Kød i sin kappeflig og med Fligen
rører ved Brød eller noget, som er kogt, eller ved Vin eller
Olie eller nogen Slags Mad, bliver disse Ting så hellige?"
Præsterne svarede nej.
13. Haggaj spurgte da: "Hvis en, som er blevet uren ved Lig, rører
ved nogen af disse Ting, bliver den så uren?" Præsterne svarede
ja.
14. Så tog Haggaj til Orde og sagde: Således er det i mine Øjne med
disse Mennesker, således med dette Folk, lyder det fra HERREN,
og således med alt deres Hænders Værk og med, hvad de ofrer der:
det er urent.
15. Men læg nu Mærke til, hvorledes det går fra i Dag! Før Sten
lagdes på Sten i HERRENs Hus,
16. hvorledes gik det eder da? Når man kom til en Dynge Korn på tyve
Mål, var der ti; og kom man til en Vinperse for at øse
halvtresindstyve Mål af Kummen, var der tyve.
17. Jeg slog eder med Kornbrand, Rust og Hagl ved alt eders Arbejde,
men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN.
18. Læg Mærke til, hvorledes det går fra i Dag, fra den fire og
tyvende Dag i den niende Måned, fra den Dag Grunden lagdes til
HERRENs Hus, læg Mærke dertil!
19. Er Sæden endnu i Laderne, står Vinstokken, Figentræet,
Granatæbletræet og Oliventræet endnu uden Frugt? Fra i Dag
velsigner jeg.
20. Og HERRENs Ord kom for anden Gang til Haggaj på den fire og
tyvende bag i Måneden således:
21. Sig til Judas Statholder Zerubbabel: Jeg ryster Himmelen og
Jorden
22. og omstyrter Kongernes Troner, tilintetgør Hedningerigernes
Styrke og vælter Stridsvognene med deres Førere, og Heste og
Ryttere skal styrte, og den ene skal falde for den andens Sværd.
23. På hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, tager jeg dig, min
Tjener Zerubbabel, Sjealtiels Søn. lyder det fra HERREN, og gør
dig til en Seglring; thi dig har jeg udvalgt, lyder det fra
Hærskarers HERRE.
Zakarias
Zakarias 1
1. I den ottende Måned i Darius's andet Regeringsår kom HERRENs Ord
til Profeten Zakarias, en Søn af Berekja, en Søn af Iddo,
således:
2. HERREN var fuld af Harme imod eders Fædre.
3. Men sig til dem: Så siger Hærskarers HERRE: Vend om til mig,
lyder det fra Hærskarers HERRE, så vil jeg vende om til eder,
siger Hærskarers HERRE.
4. Vær ikke som eders Fædre, til hvem de tidligere Profeter talte
således: Så siger Hærskarers HERRE: Vend om fra eders onde Veje
og onde Gerninger! Men de hørte ikke og ænsede mig ikke, lyder
det fra HERREN.
5. Eders Fædre, hvor er de? Og Profeterne, lever de evigt?
6. Men mine Ord og Bud, som jeg overgav mine Tjenere Profeterne,
nåede de ikke eders Fædre, så de måtte vende om og sige: "Som
Hærskarers HERRE havde sat sig for at gøre imod os for vore
Vejes og Gerningers Skyld, således gjorde han."
7. På den fire og tyvende dag i den ellevte Måned, det er Sjebat
Måned, i Darius's andet Regeringsår kom HERRENs Ord til Profeten
Zakarias, en Søn af Berekja, en Søn af Iddo, således:
8. Jeg skuede i Nat, og se, en Mand på en rød Hest holdt mellem
Bjergene ved den dybe Kløft, og bag ham var der røde, mørke,
hvide og brogede Heste.
9. Jeg spurgte: "Hvad betyder de, Herre?" Og Engelen, som talte med
mig, sagde: "Jeg vil vise dig, hvad de betyder."
10. Så tog Manden, som holdt mellem Bjergene, til Orde og sagde:
"Det er dem, HERREN udsender, for at de skal drage Jorden
rundt."
11. Og de tog til Orde og sagde til HERRENs Engel, som stod mellem
Bjergene: "Vi drog Jorden rundt,og se, hele Jorden er rolig og
stille.
12. HERRENs Engel tog da til Orde og sagde: "Hærskarers HERRE! Hvor
længe varer det, før du forbarmer dig over Jerusalem og Judas
Byer, som du nu har været vred på i halvfjerdsindstyve År?"
13. Og til Svar gav HERREN Engelen, som talte med mig, gode og
trøstende Ord.
14. Engelen, som talte med mig, sagde så til mig: Tal og sig: Så
siger Hærskarers HERRE: Jeg er fuld af Nidkærhed for Jerusalem
og Zion
15. og af Harme mod de trygge Hedninger, fordi de hjalp til at gøre
Ulykken stor, da min Vrede kun var lille.
16. Derfor, så siger HERREN: Jeg vender mig til Jerusalem og
forbarmer mig over det; mit Hus skal opbygges der, lyder det fra
Hærskarers HERRE, og der skal udspændes Målesnor over Jerusalem.
17. Tal videre: Så siger Hærskarers HERRE: Mine Byer skal atter
strømme med Velsignelse, og HERREN vil atter trøste Zion og
udvælge Jerusalem.
Zakarias 2
1. Derpå løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, der var fire Horn.
2. Jeg spurgte Engelen, som talte med mig: "Hvad betyder de?" Han
svarede: "Det er de Horn, som har spredt Juda, Israel og
Jerusalem."
3. Så lod HERREN mig se fire Smede.
4. Jeg spurgte: "Hvad kommer de for?" Og han svarede: "Hine er de
Horn, som spredte Juda, så det ikke kunde løfte sit Hoved; og nu
kommer disse for at hvæsse Økser til at slå Hornene til Jorden
på de Hedninger, som løftede deres Horn mod Judas Land for at
sprede det."
5. Derpå løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, der var en Mand
med en Målesnor i Hånden.
6. Jeg spurgte: "Hvor skal du hen?" Han svarede: "Hen at måle
Jerusalem og se, hvor bredt og langt det er." Og se, Engelen,
som talte med mig, trådte frem, og en anden Engel trådte frem
over for ham,
8. og han sagde til ham: "Løb ben og sig til den unge Mand der: Som
åbent Land skal Jerusalem ligge, så mange Mennesker og Dyr skal
der være i det.
9. Jeg vil selv, lyder det fra HERREN, være en Ildmur omkring det
og herliggøre mig i det.
10. Op, op, fly bort fra Nordlandet, lyder det fra HERREN, thi fra
Himmelens fire Vinde samler jeg eder, lyder det fra HERREN.
11. Op, red jer til Zion, I, som bor hos Babels Datter!
12. Thi så siger Hærskarers HERRE, hvis Herlighed sendte mig til
Folkene, der hærger eder: Den, som rører eder, rører min
Øjesten.
13. Thi se, jeg svinger min Hånd imod dem, og de skal blive til
Bytte for dem, som nu er deres Trælle; og I skal kende, at
Hærskarers HERRE har sendt mig.
14. Jubl og glæd dig, Zions Datter! Thi se, jeg kommer og fæster Bo
i din Midte, lyder det fra HERREN."
15. Og mange Folk skal på hin Dag slutte sig til HERREN og være hans
Folk og bo i din Midte, og du skal kende, at Hærskarers HERRE
har sendt mig til dig.
16. Og HERREN tager Juda til Arvelod på den hellige Jord og udvælger
atter Jerusalem.
17. Stille, alt Kød, for HERREN, thi han har rejst sig fra sin
hellige Bolig.
Zakarias 3
1. Derpå lod han mig se Ypperstepræsten Josua, og han stod foran
HERRENs Engel, medens Satan stod ved hans højre Side for at føre
Klage imod ham.
2. Men HERREN,sagde til Satan: "HERREN true dig, Satan, HERREN true
dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en Brand, som er
reddet ud af Ilden?"
3. Josua havde snavsede Klæder på og stod foran Engelen;
4. men denne tog til Orde og sagde til dem, som stod ham til
Tjeneste: "Tag de snavsede Klæder af ham!" Og til ham sagde han:
"Se, jeg har taget din Skyld fra dig, og du skal have
Højtidsklæder på."
5. Og han sagde: "Sæt et rent Hovedbind på hans Hoved!" Og de satte
et rent Hovedbind på hans Hoved og gav ham rene Klæder på. Så
trådte HERRENs Engel frem,
6. og HERRENs Engel vidnede for Josua og sagde:
7. Så siger Hærskarers HERRE: Hvis du vandrer på mine Veje og
holder mine Forskrifter, skal du både Råde i mit Hus og vogte
mine Forgårde, og jeg giver dig Gang og Sæde blandt dem, som
står her"
8. Hør, du Ypperstepræst Josua, du og dine Embedsbrødre, som sidder
for dit Ansigt: de er Varselmænd! Thi se, jeg lader min Tjener
Zemak komme.
9. Thi se, den Sten, jeg lægger hen for Josua - på den ene Sten er
syv Øjne - se, jeg rister selv dens Indskrift, lyder det fra
Hærskarers HERRE, og på een Dag udsletter jeg dette Lands Skyld.
10. På hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, skal I byde
hverandre til Gæst under Vinstok og Figenfræ.
Zakarias 4
1. Engelen, som talte med mig, vakte mig så atter, som man vækker
et Menneske af hans Søvn,
2. og spurgte mig: "Hvad skuer du?" Jeg svarede: "Jeg, skuer, og
se, der er en Lysestage, helt og holdent af Guld, og et Oliekar
ovenpå og syv Lamper og syv Rør til Lamperne,
3. desuden to Olietræer ved Siden af den, et til højre, et andet
tilvenstre for Oliekarret."
4. Og jeg spurgte Engelen, som talte med mig:"Hvad betyder disse
Ting, Herre?"
5. Han svarede: "Ved du ikke, hvad de betyder?" Jeg sagde: "Nej.
Herre!"
6. Da svarede han og sagde til mig: Dette er HERRENs Ord til
Zerubbabel: Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Ånd,
siger Hærskarers HERRE.
7. Hvem er du, du store Bjerg? For Zerubbabel skal du blive Slette!
Han skal hente Topstenen, medens der råbes: "Nåde, Nåde være med
den!"
8. Og HERRENs Ord kom til mig således:
9. Zerubbabels Hænder har lagt Grunden til dette Hus, hans Hænder
skal også fuldende det; og du skal kende, at Hærskarers HERRE
har sendt mig til eder.
10. Thi den, der lod hånt om de ringe Begyndelsers Dag, skal glæde
sig, når han ser Blystenen i Zerubbabels Hånd. Hine syv er
HERRENs Øjne, som søger ud over hele Jorden.
11. Derpå spurgte jeg ham:"Hvad betyder de to Olietræer der til
højre og venstre for Lysestagen?"
12. Og videre spurgte jeg: "Hvad betyder de to Oliegrene ved Siden
af de to Guldrør, som leder den gyldne Olie ned derfra?"
13. Han svarede: "Ved du ikke, hvad de betyder?" Jeg sagde: "Nej,
Herre!"
14. Så sagde han: "Det er de to med Olie salvede, som står for al
Jordens Herre."
Zakarias 5
1. Derpå løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, der var en
flyvende Bogrulle.
2. Og han spurgte mig: "Hvad ser du?" Jeg svarede: "Jeg ser en
flyvende Bogrulle, som er tyve Alen lang og ti Alen bred."
3. Da sagde han til mig: "Det er Forbandelsen, som udgår over hele
Landet; thi alle, som stjæler, er nu længe nok gået fri, og
alle, som sværger, er nu længe nok gået fri.
4. Jeg lader den udgå, lyder det fra Hærskarers HERRE, for at den
skal komme i Tyvens Hus og dens Hus, som sværger falsk ved mit
Navn, og sætte sig fast i deres Huse og tilintetgøre dem med
Tømmer og Sten."
5. Derpå trådte Engelen, som talte med mig, frem og sagde til mig:
"Løft dine Øjne og se, hvad det er, som kommer der!"
6. Jeg spurgte: "Hvad er det?" Og han svarede: "Det er Efaen, som
kommer." Og han vedblev: "Det er deres Brøde i hele Landet."
7. Og se, et Blylåg løftedes, og se, i Efaen sad en Kvinde.
8. Og han sagde: "Det er Gudløsheden!" Så stødte han hende ned i
Efaen og slog Blylåget i over Åbningen.
9. Og jeg løftede mine Øjne og skuede, og se, to Kvinder kom båret
af Vinden, og deres Vinger var som Storkevinger; og de løftede
Efaen op mellem Himmel og Jord.
10. Så spurgte jeg Engelen, som talte med mig: "Hvor bærer de Efaen
hen?"
11. Han svarede: "Hen at bygge hende et Hus i Sinears Land, og når
det er rejst, sætter de hende der, hvor hendes Sted er."
Zakarias 6
1. Atter løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, fire Vogne kom
frem mellem de to Bjerge, og Bjergene var af Kobber.
2. For den første Vogn var der røde Heste, for den anden sorte,
3. for den tredje hvide og for den fjerde brogede.
4. Jeg spurgte Engelen, som talte med mig: "Hvad betyder disse
Herre?"
5. Og Engelen svarede: "Det er Himmelens fire Vinde, som drager ud
efter at have fremstillet sig for al Jordens Herre.
6. Vognen med de sorte Heste for drager ud til Nordlandet, de hvide
til Østlandet og de brogede til Sydlandet;
7. de røde drager mod Vest. Og de var ivrige efter at komme af Sted
for at drage ud over Jorden. Da sagde han: "Af Sted; drag ud
over Jorden!" Og de drog ud over Jorden.
8. Så kaldte han på mig og talte således til mig: "Se, de, som
drager ud til Nordlandet, lader min Ånd dale ned over Nordens
Land."
9. HERRENs Ord kom til mig således:
10. Tag imod Gaver fra de landflygtige, fra Heldaj, Tobija og
Jedaja; endnu i Dag skal du gå indtil Josjija, Zefanjas Søn, som
er kommet fra Babel,
11. og modtage Sølv og Guld. Lad så lave en Krone og sæt den på
Josuas Hoved
12. med de Ord: "Så siger Hærskarers HERRE: Se, der kommer en Mand,
hvis Navn er Zemak under ham skal det spire, og han skal bygge
HERRENs Helligdom.
13. Han skal bygge HERRENs Helligdom, og han skal vinde Højhed og
sidde som Hersker på sin Trone: og han skal være Præst ved hans
højre Side, og der skal være fuld Enighed mellem de to.
14. Men Kronen skal blive i HERRENs Helligdom til Minde om Heldaj,
Tobija, Jedaja og Hen, Zefanjas Søn.
15. Langvejs fra skal man komme og bygge på HERRENs Helligdom; og I
skal kende, at Hærskarers HERRE har sendt mig til eder. Og
dersom I adlyder HERREN eders Gud - - -
Zakarias 7
1. I Kong Darius's fjerde Regeringsår kom HERRENs Ord til Zakarias
på den fjerde Dag i den niende Måned, Kislev.
2. Da sendte Betel-Sar'ezer og Regem-Melek og hans Mænd Bud for at
bede HERREN om Nåde
3. og spørge Præsterne ved Hærskarers HERREs Hus og Profeterne:
"Skal jeg græde og spæge mig i den femte Måned, som jeg nu har
gjort i så mange År?"
4. Da kom Hærskarers HERREs Ord til mig således:
5. Sig til alt Folket i Landet og til Præsterne: Når l har fastet
og klaget i den femte og syvende Måned i halvfjerdsindstyve År,
var det da mig, I fastede for?
6. Og når l spiser og drikker, er det da ikke eder, som spiser og
drikker?
7. Kender I ikke de Ord, HERREN forkyndte ved de tidligere
Profeter, dengang Jerusalem og dets Byer trindt om var beboet og
havde Fred, og Sydlandet og Lavlandetvar beboet?
8. Og HERRENs Ord kom til Zaka rias således:
9. Så siger Hærskarers HERRE: Fæld redelig Dom, vis Miskundhed og
Barmhjertighed mod hverandre,
10. undertryk ikke Enker og faderløse, fremmede og nødlidende og
tænk ikke i eders Hjerter ondt mod hverandre!
11. Men de vilde ikke høre; de var stivnakkede og gjorde deres Ører
døve
12. og deres Hjerter hårde som Diamant for ikke at høre Loven og de
Ord, Hærskarers HERRE sendte gennem sin Ånd ved de tidligere
Profeter. Derfor kom der stor Vrede fra Hærskarers HERRE.
13. Ligesom de ikke hørte, når han kaldte, således vil jeg, sagde
Hærskarers HERRE, ikke høre, når de kalder;
14. og jeg blæste dem bort blandt alle de Folk, de ikke kendte, og
Landet blev øde efter dem, så ingen drog ud eller hjem; og de
gjorde det yndige Land til en Ørk.
Zakarias 8
1. Hærskarers HERREs Ord kom således:
2. Så siger Hærskarers HERRE: Jeg er fuld af Nidkærhed for Zion, ja
i stor Vrede er jeg nidkær for det.
3. Så siger HERREN: Jeg vender tilbage til Zion og fæster Bo i
Jerusalem; Jerusalem skal kaldes den trofaste By, og Hærskarers
HERREs Bjerg det hellige Bjerg.
4. Så siger Hærskarers HERRE: Atter skal gamle Mænd og Kvinder
sidde på Jerusalems Torve, alle med Stav i Hånd for deres Ældes
Skyld,
5. og Byens Torve skal vrimle af legende Drenge og Piger.
6. Så siger Hærskarers HERRE: Fordi det i disse Dage synes det
tiloversblevne af dette Folk umuligt, skulde det så også synes
mig umuligt, lyder det fra Hærskarers HERRE.
7. Så siger Hærskarers HERRE: Se, jeg frelser mit Folk fra
Østerleden og Vesterleden
8. og fører dem hjem, og de skal bo i Jerusalem og være mit Folk,
og jeg vil være deres Gud i Trofasthed og Retfærd.
9. Så siger Hærskarers HERRE: Fat Mod, I, som i denne Tid hører
disse Ord af Profeternes Mund, fra den dag Grunden lagdes til
Hærskarers HERREs Hus, Helligdommen, som skulde bygges.
10. Thi før disse Dage gav hverken Menneskers eller Kvægs Arbejde
Udbytte; de, som drog ud og ind, havde ikke Fred for Fjenden, og
jeg slap alle Mennesker løs påhverandre.
11. Men nu er jeg ikke mod det tiloversblevne af dette Folk som i
fordums Dage, lyder det fra Hærskarers HERRE;
12. jeg udsår Fred, Vinstokken skal give sin Frugt, Jorden sin
Afgrøde og Himmelen sin Dug, og jeg giver det tiloversblevne af
dette Folk det alt sammen i Eje.
13. Og som I, både Judas og Israels Hus, har været et Forbandelsens
Tegn blandt Folkene, således skal I, når jeg har frelst
eder,blive et Velsignelsens. Frygt ikke, fat Mod!
14. Thi så siger Hærskarers HERRE: Som jeg, da eders Fædre vakte min
Vrede, satte mig for at handle ilde med eder og ikke angrede
det, siger Hærskarers HERRE,
15. således har jeg nu i disse Dage omvendt sat mig for at gøre vel
mod Jerusalem og Judas Hus. Frygt ikke!
16. Men hvad I skal gøre, er dette; Tal Sandhed hver med sin Næste,
fæld i eders Porte Domme, der hvier på Sandhed og fører til
Fred,
17. tænk ikke i eders Hjerter ondt mod hverandre og elsk ikke falske
Eder! Thi alt sligt hader jeg, lyder det fra HERREN.
18. Og Hærskarers HERREs Ord kom til mig således:
19. Så siger Hærskarers HERRE: Fasten i den fjerde, femte, syvende
og tiende Måned skal blive Judas Hus til Fryd og Glæde og gode
Højtidsdage. Elsk Sandhed og Fred!
20. Så siger Hærskarers HERRE: Endnu skal det ske, at Folkeslag og
mange Byers Indbyggere skal komme,
21. og den ene Bys Indbyggere skal gå til den andens og sige: "Lad
os vandre hen og bede HERREN om Nåde og søge Hærskarers HERRE;
også jeg vil med."
22. Og mange Folkeslag og talrige Folk skal komme og søge Hærskarers
HERRE i Jerusalem for at bede HERREN om Nåde.
23. Så siger Hærskarers HERRE: I hine Dage skal ti Mænd af alle
Folks Tungemål gribe fat i en Jødes Kappeflig og sige: "Vi vil
gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder."
Zakarias 9
1. Et Udsagn: HERRENs Ord er over Hadraks Land, i Damaskus slår det
sig ned - thi Aram forbrød sig mod HERREN - det er over alle,
som hader Israel,
2. også over Hamat, som grænser dertil, Tyrus og Zidon, thi det er
såre viist.
3. Tyrus bygged sig en Fæstning og ophobed Sølv som Støv og Guld
som Gadeskarn.
4. Se, Herren vil tage det i Eje og styrte dets Bolværk i Havet.
det selv skal fortæres af Ild.
5. Askalon ser det og frygter, Gaza og Ekron skælver voldsomt, thi
Håbet brast. Gaza mister sin Konge, i Askalon skal ingen bo,
6. i Asdod skal Udskud bo, Jeg gør Ende på Filisterens Hovmod,
7. tager Blodet ud af hans Mund og Væmmelsen bort fra hans
Tænder. Også han bliver reddet for vor Gud, han bliver som en
Slægt i Juda, Ekron som, en, Jebusit.
8. Som en Vagt lejrer jeg mig formit Hus mod dem, som kommer og
går; aldrig mer skal en Voldsmand gå igennem deres Land, thi nu
har jeg set det med mine egne Øjne.
9. Fryd dig såre, Zions Datter, råb med Glæde, Jerusalems Datter!
Se, din Konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han,
ydmyg, ridende på et Æsel, på en Asenindes Føl.
10. Han udrydder Vognene af Efraim, Hestene af Jerusalem,
Stridsbuerne ryddes til Side. Hans Ord stifter Fred mellem
Folkene, han hersker fra Hav til Hav, fra Floden til Jordens
Ende.
11. For Pagtblodets Skyld vil jeg også slippe dine Fanger ud, ja ud
af den vandløse Brønd.
12. Hjem til Borgen, I Fanger med Håb! Også i Dag forkyndes: Jeg
giver dig tvefold Bod!
13. Thi jeg spænder mig Juda som Bue, lægger Efraim på som Pil og
vækker dine Sønner, Zion, imod dine Sønner, Javan. Jeg gør dig
som Heltens Sværd.
14. 0ver dem viser sig Herren, hans Pil farer ud som et Lyn. Den
Herre HERREN støder i Horn, skrider frem i Søndenstorm;
15. dem værner Hærskarers HERRE. De opæder, nedtramper
Slyngekasterne, drikker deres Blod som Vin og fyldes som
Offerskålen, som Alterets Hjørner.
16. HERREN deres Gud skal på denne Dag frelse dem som sit Folks
Hjord; thi de er Kronesten, der funkler over hans Land.
17. Hvor det er dejligt, hvor skønt! Thi Korn giver blomstrende
Ungersvende, Most giver blomstrende Møer.
Zakarias 10
1. HERREN skal I bede om Regn ved Tidlig- og Sildigregnstide;
HERREN skaber Uvejr; Regnskyl giver han dem, hver Mand Urter på
Marken.
2. Men Husgudens Tale er Svig, Sandsigeres Syner er Blændværk: de
kommer med tomme Drømme, hul er Trøsten, de giver; derfor
vandrer de om som en Hjord, lider Nød, thi de har ingen Hyrde.
3. Mod Hyrdeme blusser min Vrede, Bukkene vil jeg bjemsøge; thi
Hærskarers HERRE ser til sin Hjord. Han ser til Judas Hus; han
gør dem til en Ganger, sin stolte Ganger i Strid.
4. Fra ham kommer Hjørne og Teltpæl, fra ham kommer Krigens Bue,
fra ham kommer hver en Hersker. De bliver til Hobe som Helte,
der i Striden tramper i Gadens Dynd; de kæmper, thi HERREN er
med dem. Rytterne bliver til Skamme;
6. jeg styrker Judas Hus og frelser Josefs Hus. Jeg ynkes og fører
dem hjem, som havde jeg aldrig forstødt dem: thi jeg er HERREN
deres Gud og bønhører dem.
7. Efraim bliver som en Helt, deres Hjerte glædes som af Vin, deres
Sønner glædes ved Synet. Deres Hjerte frydes i HERREN;
8. jeg fløjter ad dem og samler dem; thi jeg udløser dem, og de
bliver mange som fordum.
9. Blandt Folkeslag strøede jeg dem ud, men de kommer mig i Hu i
det fjerne og opfostrer Børn til Hjemfærd.
10. Jeg fører dem hjem fra Ægypten, fra Assur samler jeg dem og
bringer dem til Gilead og Libanon, som ikke skal være dem nok.
11. De går gennem Trængselshavet, han slår dets Bølger ned. Alle
Nilstrømme tørkner, Assurs Stolthed styrtes, Ægyptens
Herskerspir viger.
12. Jeg gør dem stærke i HERREN, de vandrer i hans Navn, så lyder
det fra HERREN.
Zakarias 11
1. Libanon, luk Dørerne op, så Ild kan fortære dine Cedre!
2. Klag, Cypres, thi Cedren er faldet. de ædle Træer lagt øde!
Klag, I Basans Ege, thi Fredskoven ligger fældet!
3. Hør, hvor Hyrderne klager, thi deres Græsgang er hærget; hør,
hvor Løverne brøler, thi Jordans Tykning er hærget.
4. Således sagde HERREN min Gud: Røgt Slagtefårene,
5. hvis Køber slagter dem uden at føle Skyld, og hvis Sælger siger:
"HERREN være lovet, jeg blev rig." Og deres Hyrder sparer dem
ikke. (6 Thi jeg vil ikke længer spare Landets Indbyggere,
lyder det fra HERREN; men se, jeg lader hvert Menneske falde i
sin Hyrdes og sin Konges Hånd; og de skal ødelægge Landet, og
jeg vil ingen redde af deres Hånd).
7. Så røgtede jeg Slagtefårene for Fåreprangerne og tog mig to
Stave; den ene kaldte jeg "Liflighed", den anden "Bånd"; og jeg
røgtede Fårene.
8. (Og jeg ryddede de tre Hyrder af Vejen i een Måned). Så tabte
jeg Tålmodigheden med dem, og de blev også kede af mig.
9. Og jeg sagde: "Jeg vil ikke røgte eder; lad dø, hvad dø skal,
lad bortkomme, hvad bortkomme skal, og lad de andre æde
hverandres Kød!"
10. Så tog jeg Staven, som hed "Liflighed". og sønderbrød den for at
bryde den Overenskomst, jeg havde sluttet (med alle Folkeslag;
11. og den blev brudt samme Dag, og Fåreprangerne, som holdt Øje med
mig, kendte, at det var HERRENs Ord).
12. Og jeg sagde til dem: "Om I synes, så giv mig min Løn; hvis
ikke, så lad være!" Så afvejede de min Løn, tredive Sekel Sølv.
13. Men HERREN sagde til mig: "Kast den til Pottemageren", den
dejlige Pris, de har vurderet mig til!" Og jeg tog de tredive
Sekel Sølv og kastede dem til Pottemageren i HERRENs Hus.
14. Så sønderbrød jeg den anden Hyrdestav "Bånd" for at bryde
Broderskabet imellem Juda og Jerusalem.
15. Siden sagde HERREN til mig: Udstyr dig atter som en Hyrde, en
Dåre af en Hyrde!
16. (Thi se, jeg lader en Hyrde fremstå i Landet). Han tager sig
ikke af det bortkomne, leder ikke efter det vildfarne, læger
ikke det brudte og har ikke Omhu for det sunde, men spiser Kødef
af de fede Dyr og river Klovene af dem.
17. Ve, min Dåre af en Hyrde, som svigter Fårene! Et Sværd imod hans
Arm og hans højre Øje! Hans Arm skal vorde vissen, hans højre
Øje blindes.
Zakarias 12
1. Et Udsagn; HERRENs Ord om Israel. Det lyder fra HERREN; som
udspændte Himmelen, grundfæstede Jorden og dannede Menneskets
Ånd i dets Indre:
2. Se, jeg gør Jerusalem til et berusende Bæger for alle Folkeslag
trindt om; også Juda skal være med til at belejre Jerusalem.
3. På hin Dag gør jeg Jerusalem til Løftesten for alle Folkeslag -
enhver, som løfter den, skal rive sig på den! Og alle Jordens
Folk skal samle sig imod det.
4. På hin Dag, lyder det fra HERREN, slår jeg alle Heste med Angst
og Rytterne med Vanvid; Judas Hus åbner jeg Øjnene på, men alle
Folkeslagene slår jeg med Blindhed.
5. Og Judas Stammer skal tænke: "Jerusalems Indbyggere er stærke i
Hærskarers HERRE, deres Gud."
6. På hin Dag gør jeg Judas Stammer til en Ildgryde mellem
Brændestykker, et brændende Blus mellem Neg, og de skal æde til
højre og venstre alle Folkeslag trindt om, og Jerusalem bliver
roligt på sit Sted, i Jerusalem.
7. Så giver HERREN først Judas Telte Sejr, for at Davids Hus og
Jerusalems Indbyggere ikke skal vinde større Ry end Juda.
8. På hin Dag værner HERREN om Jerusalems Indbyggere, og den
skrøbeligste iblandt dem skal på hin Dag blive som David, men
Davids Hus som Gud, som HERRENs Engel foran dem.
9. På hin Dag vil jeg søge at tilintetgøre alle de Folk, som kommer
imod Jerusalem.
10. Og så udgyder jeg over Davids Hus og Jerusalems Indbyg- gere
Nådens og Bønnens Ånd, så de ser hen til ham, de har
gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en
enbåren Søn, og holder Klage over ham, son1 man holder Klage
over den førstefødte.
11. På hin Dag skal Sorgen blive stor i Jerusalem som Sorgen over
Hadadrimmon i Megiddos Dal.
12. Landet skal sørge, hver Slægt for sig, Davids Hus's Slægt for
sig og deres Kvinder for sig, Natans Hus's Slægt for sig og
deres Kvinder for sig,
13. Levis Hus's Slægt for sig og deres Kvinder for sig, Sjim'iternes
Slægt for sig og deres Kvinder for sig,
14. alle de tiloversblevne Slægter hver for sig og deres Kvinder for
sig.
Zakarias 13
1. På hin Dag skal en Kilde vælde frem for Davids Hus og Jerusalems
Indbyggere mod Synd og Urenhed.
2. Og på hin bag, lyder det fra Hærskarers HERRE, udrydder jeg
Afgudernes Navne af Landet, så de ikke mer skal ihukommes; også
Profeterne og Urenhedens Ånd driver jeg ud af Landet.
3. Når nogen da atter profeterer, skal hans egne Forældre, hans
Fader og Moder, sige til ham: Du har forbrudt dit Liv, thi du
har talt Løgn i HERRENs Navn." Og hans egne Forældre, hans Fader
og Moder, skal gennembore ham, når han profeterer.
4. På hin Dag skal hver en Profet skamme sig over sine Syner, når
han profeterer, og han skal ikke klæde sig i lådden Kappe for at
føre Folk bag Lyset,
5. men sige: "Jeg er ingen Profet; jeg er Bonde og har dyrket Jord
fra min Ungdom."
6. Og spørger man ham: "Hvad er det for Sår på dit Bryst?" skal han
sige: "Dem fik jeg i mine Boleres Hus."
7. Frem, Sværd, imod min Hyrde, mod Manden, som står mig nær, så
lyder det fra Hærskarers HERRE. Hyrden vil jeg slå, så
Fårehjorden spredes; mod Drengene løfter jeg Hånden.
8. Og i hele Landet lyder det fra HERREN, skal to Tredjedele
udryddes og udånde, men een Tredjedel skal levnes.
9. Og denne Tredjedel fører jeg i Ild og renser den, som man renser
Sølv, prøver den, som man prøver Guld. Den skal påkalde mit
Navn,og jeg svarer; jeg siger: "Den er mit Folk." Og den skal
sige: "HERREN er min Gud."
Zakarias 14
1. Se, en Dag kommer, HERRENs Dag, da dit Bytte skal deles i dig.
2. Da samler jeg alle Folkene til Angreb på Jerusalem; Byen
indtages, Husene plyndres, Kvinderne skændes, og Halvdelen af
Byens Indbyggere vandrer i Landflygtighed; men Resten af Folket
skal ikke udryddes af Byen.
3. Og HERREN drager ud og strider mod disse Folk, som han fordum
stred på Kampens bag.
4. På hin Dag står hans Fødder på Oliebjerget østen for Jerusalem,
og Oliebjerget skal revne midt over fra Øst til Vest og danne en
vældig Dal, idet Bjergets ene Halvdel viger mod Nord, den anden
mod Syd.
5. I skal flygte til mine Bjerges Dal, thi Bjergdalen når til
Azal. I skal fly, som l flyede for Jordskælvet i Kong Uzzija af
Judas Dage. Og HERREN min Gud kommer og alle de Hellige med ham.
6. På hin Dag skal der ikke være Hede eller Kulde og Frost.
7. Det skal være een eneste Dag - HERREN kender den - ikke Dag og
Nat; det skal være lyst ved Aftentide.
8. På hin Dag skal rindende Vand vælde frem fra Jerusalem; det
halve løber ud i Havet mod Øst, det halve i Havet mod Vest, og
det både Sommer og Vinter.
9. Og HERREN skal være Konge over hele Jorden. På hin Dag skal
HERREN være een og hans Navn eet.
10. Og hele Landet bliver en Slette fra Geba til Rimmon i Sydlandet;
men Jerusalem skal ligge højt på sit gamle Sted. Fra
Benjaminsporten til den gamle Ports Sted, til Hjørneporten, og
fra Hanan'eltårnet til de kongelige Vinperser skal det være
beboet.
11. Der skal ikke mere lægges Band derpå, og Jerusalem skal ligge
trygt.
12. Men dette skal være den Plage, HERREN lader ramme alle de
Folkeslag, som drager i Leding mod Jerusalem: han lader Kødet
rådne på dem i levende Live, Øjnene rådner i deres Øjenhuler og
Tungen i deres Mund.
13. På hin Dag skal en vældig HERRENs Rædsel opstå iblandt dem, så
de griber fat i og løfter Hånd mod hverandre.
14. Også Juda skal stride i Jerusalem. Og alle Folkenes Rigdom skal
samles trindt om fra, Guld, Sølv og Klæder i såre store Måder.
15. Og samme Plage skal ramme Heste, Muldyr, Kameler, Æsler og alt
Kvæg i Lejrene der.
16. Men alle de, der bliver tilbage af alle Folkene, som kommer imod
Jerusalem, skal År efter År drage derop for at tilbede Kongen,
Hærskarers HERRE, og fejre Løvhyttefest.
17. Og dersom nogen af Jordens Slægter ikke drager op til Jerusalem
for at tilbede Kongen, Hærskarers HERRE, skal der ikke falde
Regn hos dem.
18. Og dersom Ægyptens Slægt ikke drager derop og kommer derhen, så
skal de rammes af den Plage, HERREN lader ramme Folkene.
19. Det er Straffen over Ægypterne og alle de Folk, som ikke drager
op for at fejre Løvhyttefest.
20. På hin Dag skal der stå på Hestenes Bjælder "Helliget
HERREN". Og Gryderne i HERRENs Hus skal være som Offerskålene
for Alteret;
21. hver Gryde i Jerusalem og Juda skal være helliget Hærskarers
HERRE, så alle de ofrende kan komme og tage af dem og koge
deri. Og på hin Dag skal der ikke mere være nogen Kana'anæer i
Hærskarers HERREs Hus.
Malakias
Malakias 1
1. Et Udsagn; HERRENs Ord til Israel ved Malakias.
2. Jeg elsker eder, siger HERREN; men I spørger: "Hvori har du
vist, at du elsker os?" Er Esau ikke Jakobs Broder, lyder det
fra HERREN, og dog elsker jeg Jakob
3. og hader Esau. Jeg bar gjort hans Bjerge til Ørk og hans Arvelod
til Øde.
4. Når Edom siger: "Vi er ødelagt, men vi bygger atter på
Tomterne", så siger Hærskarers HERRE: De bygger, men jeg river
ned! De skal kaldes Gudløsheds Land og det Folk, HERREN i al
Evighed vredes på.
5. I skal se det med egne Øjne og sige: "HERRENs Vælde når ud over
Israels Grænser."
6. En Søn ærer sin Fader, en Træl frygter sin Herre. Men er jeg
Fader, hvor er da min Ære, og er jeg Herre, hvor er da Frygten
for mig? siger Hærskarers HERRE til eder, I Præster, som
ringeagter mit Navn. I spørger: "Hvorved har vi ringeagtet dit
Navn?"
7. Ved at bringe urent Brød på mit Alter! I spørger: "Hvorved har
vi gjort det urent?" Ved at sige: "HERRENs Bord er lidet værd."
8. Når I bringer blinde Dyr som Offer, er der så ikke noget ondt
deri? Når I bringer halte og syge Dyr, er der så ikke noget ondt
deri? Bring dem engang til din Statholder! Mon han vil synes
derom og tage vel imod dig? siger Hærskarers HERRE.
9. Og så vil I stemme Gud til Mildhed dermed, at han må være os
nådig! Fra eders Hånd kommer slige Ting! Mon han vil tage vel
imod eder, siger Hærskarers HERRE.
10. Vilde dog en af eder lukke Dørene, så I ikke til ingen Gavn
skulde gøre Ild på mit Alter! Jeg bryder mig ikke om eder, siger
Hærskarers HERRE, og ønsker ikke Offergaver af eders Hånd.
11. Thi fra Stedet, hvor Solen står op, til Stedet, hvor den går
ned, er mit Navn stort iblandt Folkene, og alle Vegne bringes
der mit Navn Røgoffer og rene Offergaver; thi mit Navn er stort
iblandt Folkene, siger Hærskarers HERRE.
12. Men I vanhelliger det ved at sige: "Herrens Bord er urent, og
ussel Frugt er hans Mad."
13. Og I siger: "Hvilket Slid!" og blæser derad, siger Hærskarers
HERRE; I bringer noget røvet, ja halte og syge Dyr; det er
Offergaven, I bringer! Skulde jeg ønske at modtage den af eders
Hånd? siger HERREN.
14. Forbandet være den Bedrager, som i sin Hjord har et Handyr og
lover mig det, men ofrer Herren et Dyr, som ikke dur! Thi en
stor Konge er jeg, siger Hærskarers HERRE, og mit Navn er
frygtet blandt Folkene.
Malakias 2
1. Og nu udgår følgende Påbud til eder, I Præster;
2. Hvie I ikke adlyder og lægger eder på Sinde at holde mit Navn i
Ære, siger Hærskarers HERRE, så sender jeg Forbandelse over eder
og vender eders Velsignelse til Forbandelse, ja til Forbandelse,
fordi I ikke lægger eder det på Sinde.
3. Se, jeg afhugger Armen på eder og kaster Skarn i Ansigtet på
eder, Skarnet fra eders Højtider, og eders Ofre oven i Købet;
4. og I skal kende, at jeg har sendt eder dette Påbud, fordi jeg
har en Pagt med Levi, siger Hærskarers HERRE.
5. Min Pagt med ham var, at jeg skulde give ham Liv og Fred, og han
skulde frygte mig og bæve for mit Navn;
6. Sandheds Lære var i hans Mund, Svig fandtes ikke på hans Læber;
i Fred og Sanddruhbed vandrede han med mig, og mange holdt han
fra Brøde. Thi Præstens Læber vogter på Kundskab, og Vejledning
søger man af hans Mund; thi han er Hærskarers HERREs Sendebud.
8. Men I veg bort fra Vejen; mange har I bragt til Fald ved eders
Vejledning, Levis Pagt har I ødelagt, siger Hærskarers HERRE.
9. Derfor har jeg også gjort eder ringeagtede og oversete af alt
Folket, fordi I ikke tager Vare på mine Veje eller bryder eder
om Loven.
10. Har vi ikke alle en og samme Fader, er det ikke en og samme Gud,
som bar skabt os? Hvorfor er vi da troløse mod hverandre, så vi
vanhelliger vore Fædres Pagt?
11. Juda er troløst, og Vederstyggelighed øves i Israel og
Jerusalem; thi Juda vanhelliger den Helligdom, HERREN elsker, og
tager en fremmed Guds Datter til Ægte.
12. HERREN unddrage den Mand. som gør sligt, en til at våge og svare
i Jakobs Telte og en til at frembære Offergave for Hærskarers
HERRE!
13. Og for det andet gør l dette: I hyller HERRENs Alter i Tårer,
Gråd og Klage, så han ikke mere vender sig til Offergaven eller
med Glæde modtager Gaver af eders Hånd.
14. Og I spørger: "Hvorfor?" Fordi HERREN var Vidne mellem dig og
din Ungdomshustru, mod hvem du har været troløs, skønt hun hører
til dit Folk og deler din Tro.
15. Således gør ingen, så længe der er Ånd i ham. Hvorledes har det
sig med ham? Han ønsker Afkom for Gud. Så tag Vare på eders Ånd,
og ingen være troløs imod sin Ungdomshustru!
16. Thi jeg hader Skilsmisse, siger HERREN, Israels Gud, og at man
hyller sin Klædning i Uret, siger Hærskarers HERRE. Så tag eder
i Vare for eders Ånds Skyld og vær ikke troløse!
Malakias 3
17. I trætter HERREN med eders Ord. Og I spørger: "Hvorved
trætter vi?" Ved at sige: "Enhver som gør ondt, er god i
HERRENs Øjne; i dem har han Behag; hvor er ellers Dommens Gud?"
1. Se, jeg sender min Engel, og han skal bane Vej for mit
Åsyn; og til sit Tempel kommer i et Nu den Herre, I søger, og
Pagtens Engel, som I længes efter; se, han kommer, siger
Hærskarers HERRE.
2. Men hvo kan udholde den Dag, han kommer, og hvo kan stå, når han
kommer til Syne? Han er jo som Metalsmelterens Ild og Tvætternes
Lud.
3. Han sidder og smelter og renser Sølv; han renser Levis Sønner,
lutrer dem som Guld og Sølv, så de kan frembære Offergave for
HERREN i Retfærdighed,
4. at Judas og Jerusalems Offergave må være HERREN liflig som i
fordums Dage, i henrundne År.
5. Jeg nærmer mig eder til Dom og vidner i Hast mod Troldmændene,
Ægteskabsbryderne, Menederne og dem, som undertrykker Daglejere,
Enker og faderløse, gør fremmede Uret og ikke frygter mig, siger
Hærskarers HERRE.
6. Thi jeg, HERREN, er ikke blevet en anden, men I har ikke ophørt
at være Jakobsønner".
7. Siden eders Fædres Dage er I afveget fra mine Bud og har ikke
holdt dem. Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder, siger
Hærskarers HERRE. Og I spørger: "Hvorledes skal vi vende os?"
8. Skal et Menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og I
spørger:"Hvorved har vi bedraget dig?" Med Tienden og
Offerydelsen!
9. I trues med Forbandelse og bedrager dog mig, ja alt Folket gør
det!
10. Bring hele Tienden tiI Forrådshuset, så der kan være Mad i mit
Hus; sæt mig på Prøve dermed, siger Hærskarers HERRE, om jeg da
ikke åbner eder Himmelens Sluser og udøser Velsignelse over eder
i Overmål.
11. Jeg vil for eders Skyld skræmme Æderne, så at de ikke ødelægger
eder Landets Afgrøde, og Vinstokken på Marken skal ikke slå eder
fejl, siger Hærskarers HERRE.
12. Og alle Folkene skal love eder, fordi l har et yndigt Land,
siger Hærskarers HERRE.
13. I taler stærke Ord imod mig, siger HERREN. Og I spørger: "Hvad
taler vi imod dig?"
14. I siger: "Det er ørkesløst at tjene Gud; hvad vinder vi ved at
opfylde hans Krav og gå sørgeklædte for Hærskarers HERREs Åsyn?
15. Nej, vi må love de frække! De øver Gudløshed og kommer til
Vejrs; de frister Gud og slipper godt derfra."
16. Da talte de, som frygter HERREN, med hverandre. Og HERREN
lyttede og hørte efter, og en Bog blev skrevet for hans Åsyn,
for at de kunde ihukommes, som frygter HERREN og slår Lid til
hans Navn.
17. Den Dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit Eje, siger
Hærskarers HERRE, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en
Fader handler nænsomt med sin Søn, der tjener ham.
18. Da skal l atter kende Forskel på retfærdig og gudløs, på den,
som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham.
Malakias 4
1. Thi se, Dagen kommer, luende som en Ovn; og alle de frække og
alle, som øver Gudløshed, skal blive som Strå, og Dagen, som
kommer, skal lade dem gå op i Luer, siger Hærskarers HERRE, så
der ikke levnes Rod eller Gren at dem.
2. Men for eder, som frygter mit Navn, skal Retfærds Sol opgå med
Lægedom under sine Vinger, og I skal gå ud og boltre eder som
Kalve, der kommer fra Stalden,
3. og trampe de gudløse ned; thi de skal blive til Støv under eders
Fodsåler, den bag jeg griber ind, siger Hærskarers HERRE.
4. Kom min Tjener Moses's Lov i Hu, hvem jeg pålagde Vedtægter og
Lovbud om alt Israel på Horeb.
5. Se, jeg sender eder Profeten Elias, før HERRENs store og
frygtelige Dag kommer.
6. Han skal vende Fædrenes Hjerte til Sønnerne og Sønnernes til
Fædrene, at jeg ikke skal komme og slå Landet med Band.
Det Gamle Testamente af 1931:
copyrighted Etext (c)1931 Det Danske Bibelselskab.
The Old Testament of 1931: copyrighted Etext
(C) by Det Danske Bibelselskab 1931.
[The Danish Bible Society]
*** End of this LibraryBlog Digital Book "Det Gamle Testamente af 1931" ***
Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.