Home
  By Author [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Title [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Language
all Classics books content using ISYS

Download this book: [ ASCII | HTML | PDF ]

Look for this book on Amazon


We have new books nearly every day.
If you would like a news letter once a week or once a month
fill out this form and we will give you a summary of the books for that week or month by email.

Title: Det Gamle Testamente af 1931
Author: Anonymous, - To be updated
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.
Copyright Status: Not copyrighted in the United States. If you live elsewhere check the laws of your country before downloading this ebook. See comments about copyright issues at end of book.

*** Start of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Det Gamle Testamente af 1931" ***

This book is indexed by ISYS Web Indexing system to allow the reader find any word or number within the document.



Det Gamle Testamente af 1931:
copyrighted Etext (c)1931 Det Danske Bibelselskab.

The Old Testament of 1931: copyrighted Etext
(C) by Det Danske Bibelselskab 1931.
[The Danish Bible Society]



Det gamle Testamente.

Fortegnelse over Det gamle Testamentes Kanoniske Bøger:


Første Mosebog

Anden Mosebog

Tredje Mosebog

Fjerde Mosebog

Femte Mosebog

Josuabogen

Dommerbogen

Ruts Bog

Første Samuelsbog

Anden Samuelsbog

Første Kongebog

Anden Kongebog

Første Krønikebog

Anden Krønikebog

Ezras Bog

Nehemias's Bog

Esters Bog

Jobs Bog

Salmernes Bog

Ordsprogenes Bog

Prædikerens Bog

Højsangen

Esajas's Bog

Jeremias's Bog

Klagesangene

Ezekiels Bog

Daniels Bog

Hoseas's Bog

Joels Bog

Amos's Bog

Obadias's Bog

Jonas's Bog

Mikas Bog

Nahums Bog

Habakkuks Bog

Zefanias's Bog

Haggajs Bog

Zakarias's Bog

Malakias's Bog



1.Mosebog

1.Mosebog 1

  1.  I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.
  2.  Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet.
      Men Guds Ånd svævede over Vandene.
  3.  Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys.
  4.  Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og
      Mørket,
  5.  og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev
      Aften, og det blev Morgen, første Dag.

  6.  Derpå sagde Gud: "Der blive en Hvælving midt i Vandene til at
      skille Vandene ad!"
  7.  Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet
      under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
  8.  og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev
      Morgen, anden Dag.

  9.  Derpå sagde Gud: "Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted,
      så det faste Land kommer til Syne!" Og således skete det;
 10.  og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet
      samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
 11.  Derpå sagde Gud: "Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer
      Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!"  Og
      således skete det:
 12.  Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter,
      og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så,
      at det var godt.
 13.  Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.

 14.  Derpå sagde Gud: "Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at
      skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse
      af Højtider, Dage og År
 15.  og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden!  Og
      således sket det:
 16.  Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen,
      det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;
 17.  og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden
 18.  og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra
      Mørket. Og Gud så, at det var godt.
 19.  Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.

 20.  Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en Vrimmel af levende
      Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under
      Himmelhvælvingen!" Og således skete det:
 21.  Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende
      Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle
      vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
 22.  Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige
      og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på
      Jorden!"
 23.  Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.

 24.  Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende Væsener efter deres
      Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter!  Og
      således skete det:
 25.  Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter
      dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at
      det var godt.
 26.  Derpå sagde Gud: "Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de
      ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle,
      Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb,der kryber
      på Jorden!"
 27.  Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han
      det, som Mand og Kvinde skabte han dem;
 28.  og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og
      mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og
      hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle
      vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!"
 29.  Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden,
      som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal
      være eder til Føde;
 30.  men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der
      kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne
      Urter til Føde." Og således skete det.
 31.  Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre
      godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.

1.Mosebog 2

  1.  Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær.
  2.  På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og
      han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
  3.  og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den
      hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
  4.  Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN
      gjorde Jord og Himmel
  5.  dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu
      var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde
      ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til
      at dyrke Agerjorden,
  6.  men en Tåge vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens
      Flade
  7.  da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste
      Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.

  8.  Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og dem
      satte han Mennesket, som han havde dannet;
  9.  Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en
      Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt
      i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.
 10.  Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte
      den sig i fire Hovedstrømme.
 11.  Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der
      findes Guld
 12.  og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.
 13.  Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj.
 14.  Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien.
      Den fjerde Flod er Frat.
 15.  Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke
      og vogte den.
 16.  Men Gud HERREN bød Adam: "Af alle Træer i Haven har du Lov at
      spise,
 17.  kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den
      Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"

 18.  Derpå sagde Gud HERREN: "Det er ikke godt for Mennesket at være
      ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!"
 19.  Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og
      Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han
      vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende
      Væsener, det skulde være deres Navn.
 20.  Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr
      Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede
      til ham.
 21.  Så lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet
      ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;
 22.  og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han
      en Kvinde og førte hende hen til Adam.
 23.  Da sagde Adam: "Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit
      Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!"
 24.  Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin
      Hustru, og de to bliver eet Kød.
 25.  Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes
      ikke.

1.Mosebog 3

  1.  Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud
      HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: "Mon Gud virkelig
      ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?"
  2.  Kvinden svarede: "Vi har Lov at spise af Frugten på Havens
      Træer;
  3.  kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke
      spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!"
  4.  Da sagde Slangen til Kvinden: "I skal ingenlunde dø;
  5.  men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive
      som Gud til at kende godt og ondt!"
  6.  Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for
      Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og
      spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
  7.  Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor
      syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.

  8.  Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam
      og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
  9.  Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: "Hvor er du?"
 10.  Han svarede: "Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var
      nøgen, og så skjulte jeg mig!"
 11.  Da sagde han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har
      spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?"
 12.  Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af
      Træet, og så spiste jeg."
 13.  Da sagde Gud HERREN til Kvinde: "Hvad har du gjort!" Kvinden
      svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg."

 14.  Da sagde Gud HERREN til Slangen: "Fordi du har gjort dette, være
      du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din
      Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
 15.  Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og
      hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i
      Hælen!"
 16.  Til Kvinden sagde han: "Jeg vil meget mangfoldiggøre dit
      Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din
      Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!"
 17.  Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og
      spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal
      Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig
      Føde af den alle dit Livs Dage;
 18.  Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din
      Føde;
 19.  i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender
      tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og
      til Støv skal du vende tilbage!"

 20.  Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt
      levende.
 21.  Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og
      klædte dem dermed.
 22.  Men Gud HERREN sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til
      at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage
      også af Livets Træ og spise og leve evindelig!"
 23.  Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde
      dyrke Jorden, som han var taget af;
 24.  og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han
      Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til
      Livets Træ.

1.Mosebog 4

  1.  Adam kendte sin Hustru Eva,og hun blev frugtsommelig og fødte
      Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med HERRENS Hjælp!"
  2.  Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain
      Agerdyrker.
  3.  Nogen Tid efter bragte Kain HERREN en Offergave af Jordens
      Frugt,
  4.  medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres
      Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
  5.  men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre
      vred og gik med sænket Hoved.
  6.  Da sagde HERREN til Kain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du
      med sænket Hoved?
  7.  Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men
      handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står
      til dig, men du skal herske over den!"
  8.  Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på
      Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.

  9.  Da sagde HERREN til Kain: "Hvor er din Broder Abel?" Han
      svarede: "Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?"
 10.  Men han sagde: "Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til
      mig fra Jorden!
 11.  Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som åbnede sig
      og tog din Broders Blod af din Hånd!
 12.  Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin
      Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!"
 13.  Men Kain sagde til HERREN: "Min Straf er ikke til at bære;
 14.  når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig
      for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver,
      der møder mig, slå mig ihjel!"
 15.  Da svarede HERREN: "Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han
      hævnes;syvfold!" Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen,
      der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
 16.  Så drog Kain bort fra HERRENs Åsyn og slog sig ned i Landet Nod
      østen for Eden.

 17.  Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte
      Hanok. Han grundede en By og gav den sin;Søn Hanoks Navn.
 18.  Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede
      Mehujael; og Metusjael avlede Lemek
 19.  Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla.
 20.  Ada fødte Jabal; han blev Stamfader til dem, der bor i Telte og
      holder Kvæg;
 21.  hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der
      spiller på Harpe og Fløjte.
 22.  Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle
      dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama.
 23.  Og Lemelk sagde til sine Hustruer: "Ada og Zilla, hør min Røst,
      Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et
      Sår, en Dreng for en Skramme!
 24.  Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og
      halvfjerdsindstyve Gange!"

 25.  Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav
      Navnet Set; "thi," sagde hun, "Gud har sat mig andet Afkom i
      Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!"
 26.  Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte
      man at påkalde HERRENs Navn.

1.Mosebog 5

  1.  Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde
      han det i Guds Billede;
  2.  som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav
      dem Navnet "Menneske", da de blev skabt.
  3.  Da Adam havde levet i I30 År, avlede han en Søn, som var ham lig
      og i hans Billede, og han kaldte ham Set;
  4.  og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 År og avlede
      Sønner og Døtre;
  5.  således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han.
  6.  Da Set havde levet 105 År, avlede han Enosj;
  7.  og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 År og avlede
      Sønner og Døtre;
  8.  således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han.
  9.  Da Enosj havde levet 90 År, avlede han Henan;
 10.  og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 År og avlede
      Sønner og Døtre;
 11.  således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han.
 12.  Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal'el;
 13.  og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 År og
      avlede Sønner og Døtre;
 14.  således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han.
 15.  Da Mahalal'el havde levet 65 År, avlede han Jered;
 16.  og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og
      avlede Sønner. og Døtre;
 17.  således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde
      han.
 18.  Da Jered havde levet 162 År, avlede han Enok;
 19.  og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 År og avlede
      Sønner og Døtre;
 20.  således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han.
 21.  Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem,
 22.  og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem,
      levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre;
 23.  således blev Enoks fulde Levetid 365 År;
 24.  og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.
 25.  Da Metusalem havde levet l87 År, avlede han Lemek;
 26.  og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og
      avlede Sønner og Døtre;
 27.  således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han.
 28.  Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn,
 29.  som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: "Han skal skaffe os.
      Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har
      forbandet."
 30.  Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede
      Sønner og Døtre;
 31.  således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han.
 32.  Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.

1.Mosebog 6

  1.  Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der
      fødtes dem Døtre,
  2.  fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så
      mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
  3.  Da sagde HERREN: "Min Ånd: skal ikke for evigt blive i
      Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120
      År."

  4.  I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og
      disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede
      Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til
      Fortids Dage.
  5.  Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at
      deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
  6.  Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og
      det. skar ham i Hjertet.
  7.  Og HERREN sagde: "Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har
      skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og
      Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!"
  8.  Men Noa fandt Nåde for HERRENs Øjne

  9.  Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand
      blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.
 10.  Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.
 11.  Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af
      Uret;
 12.  og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød
      havde fordærvet sin Vej på Jorden.

 13.  Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre Ende på alt
      Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil
      jeg nu udrydde dem af Jorden.
 14.  Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum
      ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig;
 15.  og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang,
 50.  Alen bred og 30 Alen høj;
 16.  du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud
      end een Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du
      skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste
      Stokværk.
 17.  Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød
      under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden,
      skal forgå.
 18.  Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med
      dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner:
 19.  og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags
      ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal
      det være,
 20.  af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af
      alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind
      til dig for at holdes i Live.
 21.  Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for
      at det kan tjene dig og dem til Føde."
 22.  Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde
      han.

1.Mosebog 7

  1.  Derpå sagde HERREN til Noa: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi
      dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
  2.  Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle
      urene Dyr eet Par, Han og Hun,
  3.  ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan
      forplante sig på hele Jorden.
  4.  Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve
      Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har
      gjort, fra Jordens Flade."
  5.  Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham.
  6.  Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden.
  7.  Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i
      Arken for at undslippe Flodens Vande.
  8.  De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på
      Jorden,
  9.  gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud
      havde pålagt Noa.

 10.  Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden;
 11.  i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den
      Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser
      åbnedes,
 12.  og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve
      Nætter.
 13.  Selvsamme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem,
      Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner
 14.  og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg
      efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle
      Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger;
 15.  af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til
      Noa;
 16.  Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og
      HERREN lukkede efter ham.
 17.  Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg
      og løftede Arken, så den hævedes over Jorden.
 18.  Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på
      Vandet;
 19.  og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under
      Himmelen stod under Vand;
 20.  femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under
      Vand.

 21.  Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg,
      vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker;
 22.  alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det
      faste Land, døde.
 23.  Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade,
      Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af
      Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken.
 24.  Vandet steg over Jorden i 150 Dage.

1.Mosebog 8

  1.  Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos
      ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at
      Vandet begyndte at falde;
  2.  Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra
      Himmelen standsede,
  3.  og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af
      efter de 150 Dages Forløb.
  4.  På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på
      Ararats Bjerge,
  5.  og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den
      første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
  6.  Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde
      lavet på Arken,
  7.  og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet
      var tørret bort fra Jorden.
  8.  Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra
      Jordens Overflade;
  9.  men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til
      ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han
      rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.
 10.  Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud
      fra Arken;
 11.  ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et
      friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet
      bort fra Jorden.
 12.  Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom
      den ikke mere tilbage til ham.
 13.  I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var
      Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da
      han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
 14.  På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.

 15.  Da sagde Gud til Noa:
 16.  "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
 17.  og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt
      Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på
      Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"
 18.  Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;
 19.  og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt
      Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af
      Arken.

 20.  Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene
      Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.
 21.  Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv:
      "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi
      Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil
      aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu
      har gjort!
 22.  Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede,
      Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"

1.Mosebog 9

  1.  Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv
      frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!
  2.  Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens
      vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden
      vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet!
  3.  Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde;
      ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.
  4.  Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise!
  5.  Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver
      jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for
      Menneskenes Liv.
  6.  Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod
      udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.
  7.  Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør
      eder til Herre over den!"

  8.  Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:
  9.  "Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter
      eder
 10.  og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og
      alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken,
      alle Jordens Dyr;
 11.  jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt
      Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en
      Vandflod for at ødelægge Jorden!"

 12.  Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige
      Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er
      hos eder:
 13.  Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem
      mig og Jorden!
 14.  Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i
      Skyerne,
 15.  vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og
      hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere
      blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød.
 16.  Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme
      den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød
      på Jorden."
 17.  Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter
      imellem mig og alt Kød på Jorden!"

 18.  Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var
      Fader til Kana'an;
 19.  det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens
      Befolkning.

 20.  Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård.
 21.  Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde
      i, sit Telt.
 22.  Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte
      sine Brødre det;
 23.  men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik
      baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte
      Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel.
 24.  Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn
      havde gjort ved ham,
 25.  sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for
      sine Brødre!"
 26.  Fremdeles sagde han: "Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an
      blive hans Træl!
 27.  Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an
      blive hans Træl!"

 28.  Noa levede 350 År efter Vandfloden;
 29.  således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.

1.Mosebog 10

  1.  Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter
      Vandfloden fødtes der dem Sønner.

  2.  Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og
      Tiras.
  3.  Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma.
  4.  Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne;
  5.  fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets
      Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter
      og i deres Folkeslag.

  6.  Kams Sønner: Kusj, Mlizrajim, Put og Hana'an.
  7.  Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas
      Sønner: Saba og Dedan.
  8.  Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden.
  9.  Han var en vældig Jæger for HERRENs Øjne; derfor siger man: "En
      vældig Jæget for HERRENs Øjne som Nimrod."
 10.  Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i
      Sinear;
 11.  fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot-
      Ir, Kela
 12.  og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By.
 13.  Mizrajim avlede Luderne,Anamerne, Lehaberne, Naftuherne,
 14.  Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og
      Kaftorerne.
 15.  Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het,
 16.  Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne,
 17.  Hivviterne, Arkiterne, Siniterne,
 18.  Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte
      Kana'anæernes Slægter sig,
 19.  så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af
      Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma,og Zebojim
      indtil Lasja.
 20.  Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres
      Lande og Folk.

 21.  Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder,
      fødtes der Sønner.
 22.  Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram.
 23.  Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.
 24.  Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber;
 25.  Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid
      adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan.
 26.  Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera,
 27.  Hadoram, Uzal, Dikla,
 28.  Obal, Abimael, Saba,
 29.  0fir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner,
 30.  og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar,
      Østens Bjerge.
 31.  Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres
      Lande og Folk.

 32.  Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres
      Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte
      sig på Jorden.

1.Mosebog 11

  1.  Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog.
  2.  Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog
      de sig ned.
  3.  Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og
      brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som
      Kalk.
  4.  Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top
      når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal
      spredes ud over hele Jorden!"
  5.  Men HERREN steg ned for at se Byen og Tårnet, som
      Menneskebørnene byggede,
  6.  og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og
      når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig
      for, umuligt for dem;
  7.  lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de
      ikke forstår hverandres Tungemål!"
  8.  Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de
      opgav at bygge Byen.
  9.  Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al
      Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele
      Jorden.

 10.  Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han
      Arpaksjad, to År efter Vandfloden;
 11.  og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og
      avlede Sønner og Døtre.
 12.  Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela;
 13.  og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og
      avlede Sønner og Døtre.
 14.  Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber;
 15.  og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede
      Sønner og Døtre.
 16.  Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg;
 17.  og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede
      Sønner og Døtre.
 18.  Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u;
 19.  og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede
      Sønner og Døtre.
 20.  Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug;
 21.  og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede
      Sønner og Døtre.
 22.  Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor;
 23.  og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede
      Sønner og Døtre.
 24.  Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara;
 25.  og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede
      Sønner og Døtre.
 26.  Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.

 27.  Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran.
      Haran avlede Lot.
 28.  Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur
      Kasdim.
 29.  Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors
      Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.
 30.  Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.
 31.  Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin
      Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur
      Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til
      Karan, slog de sig ned der.
 32.  Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.

1.Mosebog 12

  1.  HERREN sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og
      din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;
  2.  så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig
      og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse!
  3.  Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der
      forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!"
  4.  Og Abram gik,som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham.
      Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;
  5.  og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den
      Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i
      Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen.
  6.  Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til
      Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet.
  7.  Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom
      giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for
      HERREN. som havde åbenbaret sig for ham.
  8.  Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel,
      og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han
      byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENs Navn.
  9.  Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.

 10.  Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev
      trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.
 11.  Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj:
      Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;
 12.  når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår
      de mig ihjel og lader dig leve;
 13.  sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og
      jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!"
 14.  Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre
      smuk Kvinde;
 15.  og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så
      blev Kvinden ført til Faraos Hus.
 16.  Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik
      Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og
      Kameler.
 17.  Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams
      Hustru Sarajs Skyld.
 18.  Da lod Farao Abram kalde og sagde: "Hvad har du gjort imod mig!
      Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?
 19.  Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til
      Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!"
 20.  Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres
      Ejendom på Vej;

13-1. og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten
      op til Sydlandet, og Lot drog med ham.

1.Mosebog 13
  2.  Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld;
  3.  og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra
      Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde
      stået første Gang, mellem Betel og Aj,
  4.  til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og
      Abram påkaldte der HERRENs Navn.
  5.  Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og
      Telte.
  6.  Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen;
      thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen.
  7.  Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var
      dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet.
  8.  Abram sagde derfor til Lot: "Der må ikke være Strid mellem os to
      eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder!
  9.  Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil
      du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så
      går jeg til venstre!"
 10.  Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det
      var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som
      HERRENs Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til,
 11.  valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå,
      og de skiltes,
 12.  idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned
      i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted
      helt hen til Sodoma.
 13.  Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod HERREN.

 14.  Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne:
      "Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod
      Syd, mod Øst og mod Vest;
 15.  thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til
      evig Tid,
 16.  og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så
      lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv.
 17.  Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!"
 18.  Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres
      Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede HERREN et Alter.

1.Mosebog 14

  1.  Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer
      i Elam og Tidal i Gojim.
  2.  lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra,
      Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i
      Bela, det et Zoar.
  3.  Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims
      Dal, det er Salthavet.
  4.  I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende
      faldt de fra;
  5.  og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte
      ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i
      Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim
  6.  og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens
      Rand;
  7.  så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og
      slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der
      boede i Hazazon Tamar.

  8.  Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er
      Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp
  9.  med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel
      af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.
 10.  Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og
      Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens
      de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.
 11.  Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle
      Levnedsmidlerne og drog bort;
 12.  ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt
      hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.

 13.  Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der
      boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til
      Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller.
 14.  Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede
      han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 3l8 Mand, og satte
      efter Fjenden til Dan;
 15.  der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på
      Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus.
 16.  Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og
      hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.

 17.  Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger,
      der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det
      er Kongedalen.
 18.  Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte
      Brød og Vin
 19.  og velsignede ham med de Ord: "Priset være Abram for Gud den
      Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber,
 20.  og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din
      Hånd!" Og Abram gav ham Tiende af alt.

 21.  Sodomas Konge sagde derpå til Abram: "Giv mig Menneskene og
      behold selv Godset!"
 22.  Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til HERREN, Gud den
      Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd
      på,
 23.  at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem
      eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke
      sige, at du har gjort Abram rig!
 24.  Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine
      Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!"

1.Mosebog 15

  1.  Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn således:
      "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre
      stor!"
  2.  Men Abram svarede: "Herre", HERRE, hvad kan du give mig, når jeg
      dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal
      arve mit Hus."
  3.  Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min
      Hustræl kommer til at arve mig!"
  4.  Og se, HERRENs Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at
      arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig."
  5.  Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen
      og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham:
      "Således skal dit Afkom blive!"
  6.  Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed.

  7.  Derpå sagde han til ham: "Jeg er HERREN, som førte dig bort fra
      Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!"
  8.  Men han svarede: "Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg
      skal få det i Eje?"
  9.  Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og
      en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!"
 10.  Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene
      over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.
 11.  Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede
      dem bort.
 12.  Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og
      se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke.
 13.  Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som
      fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for
      dem og mishandles af dem i 400 År.
 14.  Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og
      siden skal de vandre ud med meget Gods.
 15.  Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god
      Alderdom.
 16.  I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er
      Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."

 17.  Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en
      rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de
      sønderskårne Kroppe.
 18.  På den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit
      Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod,
      Eufratfloden,
 19.  det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne,
 20.  Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne,
 21.  Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og
      Jebusiterne."

1.Mosebog 16

  1.  Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en
      Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar;
  2.  og Saraj sagde til Abram: "HERREN har jo nægtet mig Børn; gå
      derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved
      hende!" Og Abram adlød Saraj.
  3.  Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar,
      efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand
      Abram hende til Hustru;
  4.  og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun
      så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde.
  5.  Da sagde Saraj til Abram: "Min Krænkelse komme over dig! Jeg
      lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal
      føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og
      dig!"
  6.  Abram svarede Saraj: "Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med
      hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun
      flygtede for hende.

  7.  Men HERRENs Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved
      Kilden på Vejen til Sjur;
  8.  og han sagde: "Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og
      hvor går du hen?" Hun svarede: "Jeg flygter for min Herskerinde
      Saraj!"
  9.  Da sagde HERRENs Engel til hende: "Vend tilbage til din
      Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!"
 10.  Og HERRENs Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom så
      talrigt, at det ikke kan tælles."
 11.  Og HERRENs Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og
      du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har
      hørt, hvad du har lidt;
 12.  og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle,
      og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine
      Frænder!"
 13.  Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en
      Gud, som ser; thi hun sagde: "Har jeg virkelig her set et Glimt
      af ham, som ser mig?"
 14.  Derfor kaldte man Brønden Be'er-lahaj-ro'i; den ligger mellem
      Kadesj og Bered.
 15.  Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte
      ham, Ismael.
 16.  Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham
      Ismael.

1.Mosebog 17

  1.  Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede HERREN
      sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre
      for mit Åsyn og vær ustraffelig,
  2.  så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et
      overvættes stort Afkom!"
  3.  Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham:
  4.  "Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en
      Mængde Folk;
  5.  derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde
      Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk.
  6.  Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk,
      og Konger skal nedstamme fra dig.
  7.  Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig
      fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil
      være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud;
  8.  og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land,
      hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!"

  9.  Derpå sagde Gud til Abraham: "Men du på din Side skal holde min
      Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt;
 10.  og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og
      eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres.
 11.  I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn
      mellem mig og eder;
 12.  otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle
      kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt,
      alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom;
 13.  omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på
      eders Legeme skal være en evig Pagt!
 14.  Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres
      på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min
      Pagt!"

 15.  Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din Hustru Saraj skal du ikke
      mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara;
 16.  jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg
      vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags
      Konger skal nedstamme fra hende!"
 17.  Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en
      hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År
      føde en Søn?"
 18.  Abraham sagde derfor til Gud: "Måtte dog Ismael leve for dit
      Åsyn!"
 19.  Men Gud sagde: "Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn,
      som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det
      skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham!
 20.  Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham
      og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom;
      tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et
      stort Folk.
 21.  Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et
      År ved denne Tid."
 22.  Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.

 23.  Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de
      købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag
      deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham.
 24.  Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på
      sin Forhud;
 25.  og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin
      Forhud.
 26.  Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret;
 27.  og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var
      købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.

1.Mosebog 18

  1.  Siden åbenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han
      sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen.
  2.  Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så
      snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren,
      bøjede sig til Jorden
  3.  og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå
      ikke din Træl forbi!
  4.  Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og
      hvile ud under Træet.
  5.  Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder;
      siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder
      forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!"
  6.  Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag
      hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!"
  7.  Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den
      til Svenden, og han tilberedte den i Hast.
  8.  Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte
      det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.

  9.  Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede:
      "Inde i Teltet!"
 10.  Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen,
      og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren
      bag ved dem;
 11.  og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det
      ikke mere gik Sara på Kvinders Vis,
 12.  lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle
      Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?"
 13.  Da sagde HERREN til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde
      jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel?
 14.  Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid
      kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!"
 15.  Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede.  Men
      han sagde: "Jo, du lo!"

 16.  Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med
      for at følge dem på Vej.
 17.  Men HERREN sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for
      Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre.
 18.  da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle
      Jordens Folk skal velsignes i ham?
 19.  Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og
      sine Efterkommere at vogte på HERRENs Vej ved at øve
      Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad
      han har forjættet ham."
 20.  Da sagde HERREN: "Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er
      stort, og deres Synd er såre svar.
 21.  Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så
      galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig
      - derom vil jeg have Vished!"

 22.  Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men
      HERREN blev stående foran Abraham.
 23.  Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde
      retfærdige sammen med gudløse?
 24.  Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da
      virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de
      halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.
 25.  Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige
      sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de
      gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele
      Jorden, ikke selv øve Ret?"
 26.  Da sagde HERREN: "Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige
      i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele
      Stedet!"
 27.  Men Abraham tog igen til Orde: "Se, jeg har dristet mig til at
      tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!
 28.  Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du
      da ødelægge hele Byen for fems Skyld?" Han svarede: "Jeg vil
      ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den."
 29.  Men han blev ved at tale til ham: "Måske findes der fyrretyve i
      den!" Han. svarede: "For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det
      være."
 30.  Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale:
      Måske findes der tredive i den!" Han svarede: "Jeg skal ikke
      gøre det, hvis jeg finder tredive i den."
 31.  Men han sagde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min
      Herr: Måske findes de tyve i den!" Han svarede: "For de tyves
      Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
 32.  Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun
      tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!" Han
      svarede: "For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
 33.  Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham
      vendte tilbage til sin Bolig.

1.Mosebog 19

  1.  De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas
      Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde,
      bøjede sig til Jorden
  2.  og sagde: "Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus
      og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!" Men
      de sagde: "Nej, vi vil overnatte på Gaden."
  3.  Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå
      tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de
      spiste.
  4.  Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk,
      Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge,
      alle uden Undtagelse,
  5.  og de råbte til Lot: "Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat Kom
      herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!"
  6.  Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig.
  7.  Og han sagde: "Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre!
  8.  Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg
      bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men
      disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet
      ind under mit Tags Skygge!"
  9.  Men de sagde: "Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor
      som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle
      værre med ham end med dem!" Og de trængte ind på Manden, på Lot,
      og nærmede sig Døren for at sprænge den.
 10.  Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede
      Døren;
 11.  men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både
      store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.

 12.  Derpå sagde Mændene til Lot: "Hvem der ellers hører dig til her,
      dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til
      i Byen, må du føre bort fra dette Sted;
 13.  thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget
      over dem er blevet så stort for HERREN, at HERREN har sendt os
      for at ødelægge dem."
 14.  Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte
      hans Døtre: "Stå op, gå bort herfra, thi HERREN vil ødelægge
      Byen!" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.
 15.  Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: "Tag
      din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for
      at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeslkyld!"
 16.  Og da han tøvede, greb Mændene ham,.hans Hustru og hans to Døtre
      ved Hånden, thi HERREN vilde skåne ham, og de førte ham bort og
      bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.
 17.  Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: "Det gælder dit
      Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i
      Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal
      omkomme!"
 18.  Men Lot sagde til dem: "Ak nej, Herre!
 19.  Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig
      stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene
      og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet.
 20.  Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den
      betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo
      ikke stort, og mit Liv er frelst!"
 21.  Da svarede han: "Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil
      ikke ødelægge den By, du nævner;
 22.  men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når
      derhen!" Derfor kaldte man Byen Zoar.

 23.  Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar,
 24.  lod HERREN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HERREN,
      fra Himmelen;
 25.  og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes
      Indbyggere og Landets Afgrøde.
 26.  Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til
      en Saltstøtte.
 27.  Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde
      stået hos HERREN,
 28.  og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen.
      så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en
      Smelteovn.
 29.  Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og
      førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer,
      Lot boede i.

 30.  Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine
      Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule
      med sine to Døtre.
 31.  Da sagde den ældste til den yngste: "Vor Fader er gammel, og der
      findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig
      Vis.
 32.  Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at
      få Afkom ved vor Fader!"
 33.  De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig
      hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller
      at hun stod op.
 34.  Næste Dag sagde den ældste til den yngste: "Jeg lå i Går Nat hos
      min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du
      så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor
      Fader!"
 35.  Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste
      lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig,
      eller at hun stod op.
 36.  Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader;
 37.  og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs
      Stamfader den Dag i Dag.
 38.  Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er
      Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.

1.Mosebog 20

  1.  Der På brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned
      mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar.
  2.  Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster,
      sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig.
  3.  Men Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten og sagde til ham:
      "Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun
      er en anden Mands Hustru!"
  4.  Abimelek var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde:
      "Herre, vil du virkelig.slå retfærdige Folk ihjel?
  5.  Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har
      også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed
      og med rene Hænder har jeg gjort dette."
  6.  Da sagde Gud til ham i Drømmen: "Jeg ved, at du har gjort det i
      dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har også hindret dig i at
      synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende.
  7.  Men send nu Mandens Hustru tilbage, thi han er en Profet, så han
      kan gå i Forbøn for dig, og du kan blive i Live; men sender du
      hende ikke tilbage, så vid, at du og alle dine er dødsens!"

  8.  Tidligt næste Morgen lod Abimelek alle sine Tjenere kalde og
      fortalte dem det hele, og Mændene blev såre forfærdede.
  9.  Men Abimelek lod Abraham kalde og sagde til ham: "Hvad har du
      dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du
      bragte denne store Synd over mig og mit Rige? Du har gjort imod
      mig, hvad man ikke bør gøre!"
 10.  Og Abimelek sagde til Abraham: "Hvad bragte dig til at handle
      således?"
 11.  Abraham svarede: "Jo, jeg tænkte: Her er sikkert ingen Gudsfrygt
      på dette Sted, så de vil slå mig ihjel for min Hustrus Skyld.
 12.  Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke
      min Moders; men hun blev min Hustru.
 13.  Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde
      jeg til hende: Den Godhed må du vise mig, at du overalt, hvor vi
      kommer hen, siger, at jeg er din Broder."
 14.  Derpå tog Abimelelk Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder
      og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham;
 15.  og Abimelek sagde til ham: "Se, mit Land ligger åbent for dig;
      slå dig ned, hvor du lyster!"
 16.  Men til Sara sagde han: "Jeg har givet din Broder 1000 Sekel
      Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er
      tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning."
 17.  Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og
      hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn.
 18.  HERREN havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus
      for Abrahams Hustru Saras Skyld.

1.Mosebog 21

  1.  HERREN så til Sara, som han havde lovet, og HERREN gjorde ved
      Sara, som han havde sagt,
  2.  og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til
      den Tid Gud havde sagt ham.
  3.  Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak;
  4.  og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel,
      således som Gud havde pålagt ham.
  5.  Abraham var 100 År gammel, da hans Søn Isak fødtes ham.
  6.  Da sagde Sara: "Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører
      det, vil le ad mig."
  7.  Og hun sagde: "Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer
      Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!"

  8.  Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et
      stort Gæstebud, den dag Isak blev vænnet fra.
  9.  Men da Sara så Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født
      Abraham, lege med hendes Søn Isak,
 10.  sagde hun til Abraham: "Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort,
      thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med
      Isak!"
 11.  Derover blev Abraham såre ilde til Mode for sin Søns Skyld;
 12.  men Gud sagde til Abraham: "Vær ikke ilde til Mode over Drengen
      og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi
      efter Isak skal dit Afkom nævnes;
 13.  men også Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er
      jo dit Afkom!"
 14.  Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav
      Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han
      sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i
      Be'ersjebas Ørken,
 15.  og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under
      en af Buskene
 16.  og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra,
      idet hun sagde ved sig selv: "Jeg kan ikke udholde at se Drengen
      dø!" Og således sad hun, medens Drengen græd højt.
 17.  Da hørte Gud Drengens Gråd, og Guds Engel råbte til Hagar fra
      Himmelen og sagde til hende: "Hvad fattes dig, Hagar? Frygt
      ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor,han ligger;
 18.  rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Hånden, thi jeg vil
      gøre ham til et stort Folk!"
 19.  Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand;
      og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at
      drikke.
 20.  Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i
      Ørkenen og blev Bueskytte.
 21.  Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra
      Ægypten.

 22.  Ved den Tid sagde Abimelek og hans Hærfører Pikol til Abraham:
      "Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for;
 23.  tilsværg mig derfor her ved Gud, at du aldrig vil være troløs
      mod mig eller mine Efterkommere, men at du vil handle lige så
      venligt mod mig og det Land, du gæster, som jeg har handlet mod
      dig!"
 24.  Da svarede Abraham: "Jeg vil sværge!"
 25.  Men Abraham krævede Abimelek til Regnskab for en Brønd, som
      Abimeleks Folk havde tilranet sig.
 26.  Da svarede Abimelek: "Jeg ved intet om, hvem der har gjort det;
      hverken har du underrettet mig derom, ej heller har jeg hørt det
      før i Dag!"
 27.  Da tog Abraham Småkvæg og Hornkvæg og gav Abimelek det, og derpå
      sluttede de Pagt med hinanden.
 28.  Men Abraham satte syv Lam til Side,
 29.  og da Abimelek spurgte ham: "Hvad betyder de syv Lam, du der har
      sat til Side?"
 30.  svarede han: "Jo, de syv Lam skal du modtage af min Hånd til
      Vidnesbyrd om, at jeg har gravet denne Brønd."
 31.  Derfor kaldte man dette Sted Be'ersjeba, thi der svor de
      hinanden Eder;
 32.  og de sluttede Pagt ved Be'ersjeba. Så brød Abimelek og hans
      Hærfører Pikol op og vendte tilbage til Filisternes Land.
 33.  Men Abraham plantede en Tamarisk i Be'ersjeba og påkaldte der
      HERREN den evige Guds Navn.
 34.  Og Abraham boede en Tid lang; som fremmed i Filisternes Land.

1.Mosebog 22

  1.  Efter disse Begivenheder satte Gud Abraham på Prøve og sagde til
      ham: "Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
  2.  Da sagde han: "Tag din Søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og
      drag hen til Morija Land.og bring ham der som Brændoffer på et
      af Bjergene, som jeg vil vise dig!"
  3.  Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine
      Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet
      Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde
      sagt ham.
  4.  Da Abraham den tredje Dag så. op, fik han Øje på Stedet langt
      borte.
  5.  Så sagde Abraham til sine Drenge: "Bliv her med Æselet, medens
      jeg og Drengen vandrer der. hen for at tilbede; så kommer vi
      tilbage til eder."
  6.  Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde,det på sin Søn
      Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen.
  7.  Da sagde Isak til sin Fader Abraham: "Fader!" Han svarede:
      "Ja. min Søn!" Da sagde han: "Her er Ilden og Brændet, men hvor
      er Dyret til Brændofferet?"
  8.  Abraham svarede: "Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet,
      min Søn!" Og så gik de to sammen.
  9.  Da de nåede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et
      Alter og lagde Brændet til Rette; så bandt han sin Søn Isak og
      lagde ham på Alteret oven på Brændet.
 10.  Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn.
 11.  Da råbte HERRENs Engel til ham fra Himmelen: "Abraham, Abraham!"
      Han svarede: "Se, her er jeg!"
 12.  Da sagde Engelen: "Ræk ikke din Hånd ud mod Drengen og gør ham
      ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer
      din Søn, din eneste, for mig!"
 13.  Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder,
      hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik
      hen og tog Væderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted.
 14.  Derfor kaldte Abraham dette Sted: HERREN udser sig, eller, som
      man nu til dags siger: Bjerget, hvor HERREN viser sig.

 15.  Men HERRENs Engel råbte atter til Abraham fra Himmelen:
 16.  "Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra HERREN: Fordi du har
      gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste, for mig,
 17.  så vil jeg velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt som Himmelens
      Stjerner og Sandet ved Havets Bred; og dit Afkom skal tage sine
      Fjenders Porte i Besiddelse;
 18.  og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes, fordi du adlød
      mig!"
 19.  Derpå vendte Abraham tilbage til sine Drenge, og de brød op og
      tog sammen til Be'ersjeba. Og Abraham blev i Be'ersjeba.

 20.  Efter disse Begivenheder meldte man Abraham: "Også Milka har
      født din Broder Nakor Sønner:
 21.  Uz, hans førstefødte, dennes Broder Buz, Kemuel, Arams Fader,
 22.  Kesed, Hazo, Pildasj, Jidlaf og Betuel;
 23.  Betuel avlede Rebekka; disse otte har Milka født Abrahams Broder
      Nakor,
 24.  og desuden har hans Medhustru Re'uma født Teba, Gaham, Tahasj og
      Ma'aka."

1.Mosebog 23

  1.  Sara levede l27 År, så mange var Saras Leveår.
  2.  Sara døde i Kirjat Arba, det er Hebron, i Kana'ans Land. Så gik
      Abraham hen og holdt Klage over Sara og begræd hende.
  3.  Og da han havde rejst sig fra sin døde, talte han således til
      Hetiterne:
  4.  "Jeg er Gæst og fremmed hos eder; men giv mig et Gravsted hos
      eder, så jeg kan jorde min døde og bringe hende bort fra mit
      Ansigt!"
  5.  Da svarede Hetiterne Abraham:
  6.  "Hør os, Herre! En Guds Fyrste er du jo iblandt os; jord du din
      døde i en af vore bedste Grave! Ikke en af os vil nægte dig sin
      Grav og hindre dig i at jorde din døde."
  7.  Men Abraham stod op og bøjede sig for Hetiterne, Folkene der på
      Stedet,
  8.  og sagde til dem: "Hvis I samtykker i, at jeg jorder min døde og
      bringer hende bort fra mit Ansigt, så føj mig i at lægge et godt
      Ord ind for mig hos Efron, Zohars Søn,
  9.  så han giver mig sin Klippehule i Makpela ved Udkanten af sin
      Mark; for fuld Betaling skal han i eders Nærværelse give mig den
      til Gravsted!"

 10.  Men Efron sad blandt Hetiterne; og Hetiten Efron svarede Abraham
      i Hetiternes Påhør, så mange som gik ind gennem hans Bys Port:
 11.  "Gid min Herre vilde høre mig! Marken giver jeg dig, og Hulen
      derpå giver jeg dig; i mit Folks Nærværelse giver jeg dig den;
      jord du kun din døde!"
 12.  Da bøjede Abraham sig for Folkene der på Stedet
 13.  og sagde til Efron i deres Påhør: "Om du blot - gid du dog vilde
      høre mig! Jeg giver dig, hvad Marken er værd; modtag det dog af
      mig, så jeg kan jorde min døde der."
 14.  Da sagde Efron til Abraham:
 15.  "Gid min Herre vilde høre mig! Et Stykke Land til 400 Sekel
      Sølv, hvad har det at sige mellem mig og dig? Jord du kun din
      døde!"
 16.  Og Abraham forstod Efron og tilvejede ham den Sum, han havde
      nævnet i Hetiternes Påhør, 400 Sekel Sølv i gangbar Mønt.
 17.  Således gik Efrons Mark i Makpela over for Mamre i hele sin
      Udstrækning tillige med Klippehulen og alle Træerne på Marken
 18.  over i Abrahams Eje i Hetiternes Næværelse, så mange som gik ind
      gennem hans Bys Port.
 19.  Derefter jordede Abraham sin Hustru Sara i Klippehulen på
      Makpelas Mark over for Mamre, det er Hebron, i Kana'ans Land.
 20.  Og Marken med Klippehulen derpå gik fra Hetiterne over til
      Abraham som Gravsted.

1.Mosebog 24

  1.  Abraham var blevet gammel og til Års, og HERREN havde velsignet
      ham i alle Måder.
  2.  Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for
      hele hans Ejendom: "Læg din Hånd under min Lænd,
  3.  så jeg kan tage dig i Ed ved HERREN, Himmelens og Jordens Gud,
      at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre.
      blandt hvem jeg bor,
  4.  men drage til mit Land og min Hjemstavn og tage min Søn Isak en
      Hustru derfra!"
  5.  Da sagde Trællen: "Men hvis nu Pigen ikke vil følge mig her til
      Landet, skal jeg så bringe din Søn tilbage til det Land, du
      vandrede ud fra?"
  6.  Abraham svarede: "Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage
      dertil!
  7.  HERREN, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og
      min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han
      vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran
      dig, så du kan tage min Søn en Hustru derfra;
  8.  men hvis Pigen ikke vil følge dig, så er du løst fra Eden til
      mig; men i intet Tilfælde må du bringe min Søn tilbage dertil!"
  9.  Da lagde Trællen sin Hånd under sin Herre Abrahams Lænd og svor
      ham Eden.

 10.  Derpå tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Hånde
      kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig på Vej til Nakors By i
      Aram Naharajim.
 11.  Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid,
      ved den Tid Kvinderne går ud for at hente Vand;
 12.  og han bad således: "HERRE. du min Herre Abrahams Gud, lad det
      lykkes for mig i dag og vis Miskundhed mod min Herre Abraham!
 13.  Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre går
      ud for at hente Vand;
 14.  og siger jeg nu til en Pige: Hæld din Krukke og giv mig at
      drikke! og siger så hun: Drik kun, og jeg vil også give dine
      Kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din
      Tjener Isak; således vil jeg kunne kende, at du har vist
      Miskundhed mod min Herre!"

 15.  Knap var han færdig med at bede, se, da kom Rebekka, en Datter
      af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru
      Milka, gående med Krukken på Skulderen,
 16.  en såre smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand.
      Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen.
 17.  Da ilede Trællen hen til hende og sagde: "Giv mig lidt Vand at
      drikke af din Krukke!"
 18.  Hun svarede: "Drik, Herre!" og løftede straks Krukken ned på sin
      Hånd og lod ham drikke;
 19.  og da hun havde slukket hans Tørst, sagde hun: "Jeg vil også øse
      Vand til dine Kameler, til de har slukket deres Tørst."
 20.  Så skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage
      til Brønden for at øse, og således øste hun til alle hans
      Kameler.

 21.  Imidlertid stod Manden og så tavs på hende for at få at vide, om
      HERREN havde ladet hans Rejse lykkes eller ej;
 22.  og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering,
      der vejede en halv Sekel, og to Armbånd, der vejede ti
      Guldsekel, og satte dem på hendes Arme;
 23.  og han sagde til hende: "Sig mig, hvis Datter du er! Er der
      Plads til os i din Faders Hus for Natten?"
 24.  Hun svarede: "Jeg er Datter af Betuel, som Milka fødte Nakor;"
 25.  og videre sagde hun: "Der er rigeligt både af Strå og Foder hos
      os og Plads til at overnatte "
 26.  Da bøjede Manden sig og tilbad HERREN,
 27.  idet han sagde: "Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud.  som
      ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed!
      HERREN har ført mig på Vejen til min Herres Broders Hus."
 28.  Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders
      Hus.

 29.  Men Rebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til
      Manden ved Kilden;
 30.  og da han så Næseringen og Armbåndene på sin Søsters Arme og
      hørte sin Søster Rebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til
      hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved
      Kilden;
 31.  og han sagde: "Kom, du HERRENs velsignede, hvorfor står du
      herude? Jeg har ryddet op i Huset og gjort Plads til Kamelerne."
 32.  Så kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og
      Laban bragte Strå og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for
      Manden og hans Ledsagere.
 33.  Men da der blev sat Mad for ham, sagde han: "Jeg vil intet nyde,
      før jeg har røgtet mit Ærinde!" De svarede: "Sig frem!"

 34.  Så sagde han: "Jeg er Abrahams Træl.
 35.  HERREN har velsignet min Herre i rigt Mål, så han er blevet en
      velstående Mand, og givet ham Småkvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld,
      Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler
 36.  og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom,
      og ham har han givet alt, hvad han ejer.
 37.  Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du må ikke tage min
      Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor;
 38.  Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min
      Søn en Hustru derfra!
 39.  Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge
      med mig?
 40.  svarede han: HERREN, for hvis Åsyn jeg har vandret, vil sende
      sin Engel med dig og lade din Rejse lykkes, så du kan tage min
      Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus;
 41.  i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min
      Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til
      mig!
 42.  Da jeg nu i Dag kom til Kilden, bad jeg således: HERRE, du min
      Herre Abrahams Gud! Vilde du dog lade den Rejse lykkes, som jeg
      nu har for!
 43.  Se, jeg stiller mig her ved Kilden, og siger jeg nu til den
      Pige, der kommer for at øse Vand: Giv mig lidt Vand at drikke af
      din Krukke!
  4.  og svarer så hun: Drik selv, og jeg vil også øse Vand til dine
      Kameler! lad hende da være den Kvinde, HERREN har udset til min
      Herres Søn!
 45.  Og knap var jeg færdig med at tale således ved mig selv, se, da
      kom Rebekka med sin Krukke på Skulderen og steg ned til Kilden
      og øste Vand, og da jeg sagde til hende: Giv mig noget at
      drikke!
 46.  løftede hun straks sin Krukke ned og sagde: Drik kun, og jeg vil
      også give dine Kameler at drikke! Så drak jeg, og hun gav også
      Kamelerne at drikke.
 47.  Da spurgte jeg hende: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er
      Datter af Betuel, Nakors og Milkas Søn! Så satte jeg Ringen i
      hendes Næse og Armbåndene på hendes Arme;
 48.  og jeg bøjede mig og tilbad HERREN, og jeg lovede HERREN, min
      Herre Abrahams Gud, som havde ført mig den rigtige Vej, så jeg:
      kunde tage min Herres Broderdatter til hans Søn!
 49.  Hvis I nu vil vise min Herre Godhed og Troskab, så sig mig det,
      og hvis ikke, så sig mig det. for at jeg kan have noget at rette
      mig efter!"

 50.  Da sagde Laban og Betuel:"Denne Sag kommer fra HERREN,. vi kan
      hverken gøre fra eller til!
 51.  Der står Rebekka foran dig, tag hende og drag bort, at hun kan:
      blive din Herres Søns Hustru, således som HERREN har sagt!"
 52.  Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for
      HERREN.
 53.  Derpå fremtog Trællen Sølv og Guldsmykker og Klæder og gav
      Rebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver.
 54.  Så spiste og drak han og hans Ledsagere og overnattede der.  Da,
      de var stået op næste Morgen. sagde han: "Lad mig nu fare
      til. min Herre!"
 55.  Men Rebekkas Broder og Moder svarede: "Lad dog Pigen blive hos
      os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller så, siden kan du drage
      bort"
 56.  Da sagde han til dem: "Ophold mig ikke, nu HERREN har ladet min
      Rejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!"
 57.  De svarede; "Lad os kalde på. Pigen og spørge hende selv!"
 58.  Og de kaldte på Rebekka og; spurgte hende: "Vil du drage med
      denne Mand?" Hun svarede: "Ja. jeg vil!"
 59.  Da tog de Afsked med deres, Søster Rebekka og hendes Amme og med
      Abrahams Træl og hans Ledsagere;
 60.  og de velsignede Rebekka og sagde: "Måtte du, vor Søster, blive
      til ti Tusind Tusinder, og måtte dit Afkom indtage dine Fjenders
      Porte!"
 61.  Så brød Rebekka og hendes Piger op, og de satte sig på Kamelerne
      og fulgte med Manden; og Trællen tog Rebekka og drog bort.
 62.  Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'erlahajro'i, og
      han boede i Sydlandet.
 63.  Da han engang ved Aftenstid var gået ud på Marken for at bede,
      så han op og fik Øje på nogle Kameler, der nærmede sig.
 64.  Men da Rebekka så op og fik Øje på Isak, lod hun sig glide ned
      af Kamelen
 65.  og spurgte Trællen: "Hvem er den Mand der, som kommer os i Møde
      på Marken?" Trællen svarede: "Det er min Herre!" Da tog hun sit
      Slør og tilhyllede sig.
 66.  Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet.
 67.  Da førte Isak Rebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende
      til Hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet
      efter sin Moder.

1.Mosebog 25

  1.  Abraham tog sig en Hustru, som hed Ketura;
  2.  og hun fødte ham Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og
      Sjua.
  3.  Joksjan avlede Saba og Dedan. Dedans Sønner var Assjuriterne,
      Letusjiterne og Le'ummiterne.
  4.  Midjans Sønner var Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda'a. Alle disse
      var Keturas Sønner.
  5.  Abraham gav Isak alt, hvad han ejede;
  6.  men de Sønner, Abraham havde med sine Medhustruer, skænkede han
      Gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin Søn
      Isak, østpå til Østlandet.

  7.  De År, Abraham levede, udgjorde 175;
  8.  så udåndede han. Og Abraham døde i en god Alderdom, gammel og
      mæt af Dage, og samledes til sin Slægt.
  9.  Og hans Sønner Isak og Ismael jordede ham i Makpelas Klippehule
      på Hetiten Efrons Zohars Søns, Mark over for Mamre,
 10.  den Mark, Abraham havde købt af Hetiterne; der jordedes Abraham
      og hans Hustru Sara.
 11.  Og da Abraham var død, velsignede Gud hans Søn Isak. Isak boede
      ved Be'erlahajro'i.

 12.  Dette er Abrahams Søn Ismaels Slægtebog, hvem Saras Trælkvinde,
      Ægypterinden Hagar, fødte ham.
 13.  Følgende er Navnene på Ismaels Sønner efter deres Navne og
      Slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el, Mibsam,
 14.  Misjma, Duma, Massa,
 15.  Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Hedma.
 16.  Det var Ismaels Sønner, og det var deres Navne i deres
      Indhegninger og Teltlejre, tolv Høvdinger med deres Stammer.
 17.  Ismaels Leveår udgjorde 137; så udåndede han; han døde og
      samledes til sin Slægt.
 18.  De havde deres Boliger fra Havila til Sjur over for Ægypten hen
      ad Assjur til. Lige for Øjnene af alle sine Brødre slog han sig
      ned.

 19.  Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak.
 20.  Isak var fyrretyve År gammel, da han tog Rebekka, en Datter af
      Aramæeren Betuel fra Paddan Aram og Søster til Aramæeren Laban,
      til Hustru.
 21.  Men Isak bad til HERREN for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar;
      og HERREN bønhørte ham, og Rebekka, hans Hustru, blev
      frugtsommelig.
 22.  Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: "Står det
      således til, hvorfor lever jeg da?" Og hun gik hen for at
      adspørge HERREN.
 23.  Da svarede HERREN hende: "To Folkeslag er i dit Liv, to Folk
      skal gå ud af dit Skød! Det ene skal kue det andet, den ældste
      tjene den yngste!"
 24.  Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes
      Liv.
 25.  Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele
      Kroppen; og de kaldte ham Esau.
 26.  Derefter kom hans Broder frem med Hånden om Esaus Hæl; derfor
      kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve År gammel, da de
      fødtes.
 27.  Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes
      i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede
      i Telt.
 28.  Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men Rebekka
      holdt mest af Jakob.

 29.  Jakob havde engang kogt en Ret Mad, da Esau udmattet kom hjem
      fra Marken.
 30.  Da sagde Esau til Jakob: "Lad mig få noget af det røde, det røde
      der, thi jeg er ved at dø af Sult!" Derfor kaldte de ham Edom.
 31.  Men Jakob sagde: "Du må først sælge mig din Førstefødselsret!"
 32.  Esau svarede: "Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg
      mig om min Førstefødselsret!"
 33.  Men Jakob sagde: "Du må først sværge mig det til!" Da svor Esau
      på det og solgte sin Førstefødselsret til Jakob.
 34.  Så gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og
      drukket, stod han op og gik sin Vej. Således lod Esau hånt om
      sin Førstefødselsret.

1.Mosebog 26

  1.  Da der opstod Hungersnød i Landet - en anden end den forrige på
      Abrahams Tid - begav Isak sig til Filisterkongen Abimelek i
      Gerar.
  2.  Og HERREN åbenbarede sig for ham og sagde: "Drag ikke ned til
      Ægypten, men bliv i det Land, jeg siger dig;
  3.  bo som fremmed i det Land, så vil jeg være med dig og velsigne
      dig; thi dig og dit Afkom vil jeg give alle disse Lande og
      stadfæste den Ed, jeg tilsvor din Fader Abraham;
  4.  og jeg vil gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og give
      dit Afkom alle disse Lande, og i din Sæd skal alle Jordens Folk
      velsignes,
  5.  fordi Abraham adlød mine Ord og holdt sig mine Forskrifter
      efterrettelig, mine Bud, Anordninger og Love."
  6.  Så blev Isak boende i Gerar.

  7.  Da nu Mændene der på Stedet forhørte sig om hans Hustru, sagde
      han: "Det er min Søster!" Thi han turde ikke sige, at hun var
      hans Hustru, af Frygt for at Mændene der på Stedet skulde slå
      ham ihjel for Rebekkas Skyld; thi hun var meget smuk.
  8.  Men da han havde boet der en Tid lang, hændte det, at
      Filisterkongen Abimelek lænede sig ud af Vinduet og så Isak
      kærtegne sin Hustru Rebekka.
  9.  Så lod Abimelek Isak kalde og sagde: "Hun er jo din Hustru; hvor
      kunde du da sige, at hun er din Søster" Isak svarede: "Jo, jeg
      tænkte: Jeg vil ikke udsætte mig for at miste Livet for hendes
      Skyld."
 10.  Men Abimelek sagde: "Hvad er det dog, du har gjort imod os!
      Hvor let kunde det ikke være sket, at en af Folket havde ligget
      hos din Hustru, og så havde du bragt Skyld over os!"
 11.  Så bød Abimelek alt Folket: "Hver den, der rører denne Mand
      eller hans Hustru, skal lide Døden."

 12.  Isak såede der i Landet og fik samme År 100 Fold; og HERREN
      velsignede ham,
 13.  så han blev en mægtig Mand og stadig gik frem, indtil han blev
      såre mægtig,
 14.  og han havde Småkvæg og Hornkvæg og Trælle i Mængde. Derover
      blev Filisterne skinsyge på ham.
 15.  Alle de Brønde, hans Faders Trælle havde gravet i hans Fader
      Abrahams Dage, kastede Filisterne til.og fyldte dem med Jord;
 16.  og Abimelek sagde til Isak: "Drag bort fra os, thi du er blevet
      os for stærk!"
 17.  Så drog Isak bort og slog Lejr i Gerars Dal og bosatte sig der.

 18.  Men Isak lod atter de Brønde udgrave, som hans Fader Abrahams
      Trælle havde gravet, og som Filisterne havde tilkastet efter
      Abrahams Død, og gav dem de samme Navne, som hans Fader havde
      givet dem.
 19.  Da nu Isaks Trælle gravede i Dalen, stødte de på en Brønd med
      rindende Vand;
 20.  men Gerars Hyrder yppede Kiv med Isaks og sagde: "Dette Vand
      tilhører os!" Derfor kaldte han Brønden Esek, thi der stredes de
      med ham.
 21.  Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de også
      yppede Kiv om den, kaldte han den Sitna.
 22.  Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de ikke
      yppede Kiv om den, kaldte han den Rehobot, idet han sagde: "Nu
      har HERREN skaffet os Plads, så vi kan blive talrige i Landet"

 23.  Så drog han derfra til Be'ersjeba.
 24.  Samme Nat åbenbarede HERREN sig for ham og sagde: "Jeg er din
      Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig, og jeg vil
      velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt for min Tjener Abrahams,
      Skyld!"
 25.  Da byggede Isak et Alter der og påkaldte HERRENs Navn; og der
      opslog han sit Telt, og hans Trælle gravede der en Brønd.

 26.  Imidlertid kom Abimelek til ham fra Gerar med sin Ven Ahuzzat og
      sin Hærfører Pikol.
 27.  Isak sagde til dem: "Hvorfor kommer I til mig, når I dog hader
      mig og har jaget mig bort fra eder?"
 28.  Men de svarede: "Vi ser tydeligt, at HERREN er med dig, derfor
      har vi tænkt: Lad der blive et Edsforbund mellem os og dig, og
      lad os slutte en Pagt med dig,
 29.  at du ikke vil gøre os noget ondt, ligesom vi ikke har voldet
      dig Men, men kun handlet vel imod dig og ladet dig fare i Fred;
      du er og bliver jo HERRENs velsignede!"
 30.  Så gjorde han et Gæstebud for dem, og de spiste og drak.
 31.  Næste Morgen svor de hinanden Eder, og derefter tog Isak Afsked
      med dem, og de drog bort i Fred.
 32.  Samme Dag kom Isaks Trælle og bragte ham Melding om den Brønd,
      de havde gravet, og sagde: "Vi har fundet Vand!"
 33.  Så kaldte han den Sjib'a; og derfor hedder Byen den Dag i Dag
      Be'ersjeba.

 34.  Da Esau var fyrretyve År gammel, tog han Judit, en Datter af
      Hetiten Be'eri, og Basemat, en Datter af Hetiten Elon, til Ægte.
 35.  Det var Isak og Rebekka en Hjertesorg.

1.Mosebog 27

  1.  Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, så han ikke kunde
      se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham:
      "Min Søn!" Han svarede: "Her er jeg!"
  2.  Da sagde han: "Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden
      kommer
  3.  tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gå
      ud på Marken og skyd mig et Stykke Vildt;
  4.  lav mig en lækker Ret Mad efter min Smag og bring mig den, at
      jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!"

  5.  Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og
      da, Esau var gået ud på Marken for at skyde et Stykke Vildt til
      sin Fader,
  6.  sagde hun til sin yngste Søn Jakob; "Se, jeg hørte din Fader
      sige til din Broder Esau:
  7.  Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg
      kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENs Åsyn før min
      Død.
  8.  Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg pålægger dig:
  9.  Gå ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; så laver jeg af
      dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag;
 10.  bring så den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan
      velsigne dig før sin Død!"
 11.  Men Jakob sagde til sin Moder Rebekka: "Se, min Broder Esau er
      håret, jeg derimod glat;
 12.  sæt nu, at min Fader føler på mig, så står jeg for ham som en
      Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!"
 13.  Men hans Moder svarede: "Den Forbandelse tager jeg på mig, min
      Søn, adlyd mig blot og gå hen og hent mig dem!"
 14.  Så gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun
      tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag.
 15.  Derpå tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde
      hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem på;
 16.  Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det
      glatte på hans Hals,
 17.  og så gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde
      tillavet.

 18.  Så bragte han det ind til sin Fader og sagde: "Fader!" Han
      svarede: "Ja! Hvem er du, min Søn?"
 19.  Da svarede Jakob sin Fader: "Jeg er Esau, din førstefødte; jeg
      har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt,
      for at din Sjæl kan velsigne mig!"
 20.  Men Isak sagde til sin Søn: "Hvor har du så hurtigt kunnet finde
      noget, min Søn?" Han svarede: "Jo, HERREN din Gud sendte mig det
      i Møde!"
 21.  Men Isak sagde til Jakob: "Kom hen til mig, min Søn, så jeg kan
      føle på dig, om du er min Søn Esau eller ej!"
 22.  Da trådte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt på ham
      sagde Isak: "Røsten er Jakobs, men Hænderne Esaus!"
 23.  Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var hårede som hans
      Broder Esaus. Så velsignede han ham.
 24.  Og han sagde: "Du er altså virkelig min Søn Esau?" Han svarede:
      "Ja, jeg er!"
 25.  Da sagde han: "Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns
      Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!" Så bragte han ham det,
      og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.
 26.  Derpå sagde hans Fader Isak til ham: "Kom hen til mig og kys
      mig, min Søn!"
 27.  Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af
      hans Klæder. Så velsignede han ham og sagde: "Se, Duften af min
      Søn er som Duften af en Mark, HERREN har velsignet!
 28.  Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i
      Overflod!
 29.  Måtte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for
      dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje
      sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet,
      hvo dig velsigner!"

 30.  Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var
      gået fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra
      Jagten;
 31.  også han lavede en lækker Ret Mad, bragte den til sin Fader og
      sagde: "Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt,
      for at din Sjæl kan velsigne mig!"
 32.  Så sagde hans Fader Isak: "Hvem er du?" Og han svarede: "Jeg er
      Esau, din førstefødte!"
 33.  Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: "Men hvem var da han.
      der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg
      spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han
      velsignet!"
 34.  Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og
      hjerteskærende Skrig og sagde: "Velsign dog også mig, Fader!"
 35.  Men han sagde: "Din Broder kom med Svig og tog din
      Velsignelse!"
 36.  Da sagde han: "Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde
      overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min
      Førstefødselsret, og nu har han også taget min Velsignelse!" Og
      han sagde: "Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?"
 37.  Men Isak svarede: "Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og
      alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Horn og
      Most. har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min
      Søn?"
 38.  Da sagde Esau til sin Fader: "Har du kun den ene Velsignelse.
      Fader? Velsign også mig, Fader!" Og Esau opløftede sin Røst og
      græd.
 39.  Så tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: "Se, fjern fra
      Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde
      ovenfra;
 40.  af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men når
      du samler din Kraft, skal du sprænge hans Åg af din Hals!"

 41.  Men Esau pønsede på ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans
      Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: "Der er ikke
      længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, så vil jeg slå
      min Broder Jakob ihjel!"
 42.  Da nu Rebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun
      Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: "Din Broder
      Esau vil hævne sig på dig og slå dig ihjel;
 43.  adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan
 44.  og bliv så hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,
 45.  til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad
      du har gjort ham; så skal jeg sende Bud og hente dig hjem.
      Hvorfor skal jeg miste eder begge på een Dag!"

1.Mosebog 28

 46.  Men Rebekka sagde til Isak: "Jeg er led ved Livet for Hets
      Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig sådan en hetitisk Kvinde, en
      af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!"


  1.  Da kaldte Isak Jakob til sig og velsignede ham, idet han bød
      ham: "Du må ikke tage dig en Hustru blandt Kana'ans Døtre.
  2.  Drag til Paddan-Aram, til din Morfader Betuels Hus, og tag dig
      der en af din Morbroder Labans Døtre til Hustru!
  3.  Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og give dig
      et talrigt Afkom, så du bliver til Stammer i Hobetal.
  4.  Han give dig og dit Afkom med dig Abrahams Velsignelse, så du
      får din Udlændigheds Land i Eje, det, Gud skænkede Abraham!"
  5.  Så lod Isak Jakob fare, og han drog til Paddan-Aram, til
      Aramæeren Laban, Betuels Søn, som var Broder til Rebekka, Jakobs
      og Esaus Moder.

  6.  Men Esau fik at vide, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham
      til Paddan-Aram for at tage sig en Hustru der, og at han, da han
      velsignede ham, havde pålagt ham ikke at tage sig en Hustru
      blandt Kana'ans Døtre,
  7.  og at Jakob havde adlydt sin Fader og Moder og var draget til
      Paddan-Aram.
  8.  Da skønnede Esau, at Kana'ans Døtre vakte hans Fader Isaks
      Mishag,
  9.  og han gik til Ismael og tog Mahalat, en Datter af Abrahams Søn
      Ismael og Søster til Nebajot, til Hustru ved Siden af sine andre
      Hustruer.

 10.  Så drog Jakob bort fra Be'ersjeba og vandrede ad Karan til.
 11.  På sin Vandring kom han til det hellige Sted og overnattede der,
      da Solen var gået ned; og han tog en af Stenene på Stedet og
      brugte den som Hovedgærde og lagde sig til, Hvile der.
 12.  Da drømte han, og se, på Jorden stod en Stige, hvis Top nåede
      til Himmelen, og se, Guds Engle steg op og ned ad den;
 13.  og HERREN stod foran ham og sagde: "Jeg er HERREN, din Fader
      Abrahams og Isaks Gud! Det Land, du hviler på, giver jeg dig og
      dit Afkom;
 14.  dit Afkom skal blive som Jordens Støv, og du skal brede dig mod
      Vest og Øst, mod Nord og Syd; og i dig og i din Sæd skal alle
      Jordens Slægter velsignes;
 15.  se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går og
      føre dig tilbage til dette Land; thi jeg vil ikke forlade dig,
      men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!"
 16.  Da Jakob vågnede af sin Søvn, sagde han: "Sandelig, HERREN er på
      dette Sted, og jeg vidste det ikke!"
 17.  Og han blev angst og sagde: "Hvor forfærdeligt er dog dette
      Sted! Visselig, her er Guds Hus, her er Himmelens Port!"
 18.  Tidligt næste Morgen tog Jakob den Sten, han havde brugt som
      Hovedgærde rejste den som en Stenstøtte og gød Olie over den.
 19.  Og han kaldte dette Sted Betel; før hed Byen Luz.

 20.  Derpå gjorde Jakob følgende Løfte: "Hvis Gud er med mig og
      vogter mig på den Vej, jeg skal vandre, og giver mig Brød at
      spise og Klæder at iføre mig,
 21.  og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min Faders Hus, så skal
      HERREN være min Gud,
 22.  og denne Sten, som jeg har rejst som en Støtte, skal være Guds
      Hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig Tiende!"

1.Mosebog 29

  1.  Derpå fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns
      Land.
  2.  Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg,
      der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og
      over Hullet lå der en stor Sten,
  3.  som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for
      siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen.
  4.  Jakob spurgte dem: "Hvor er I fra, Brødre?" De svarede: "Fra
      Karan!"
  5.  Da spurgte han dem: "Kender I Laban, Nakors Søn?" De svarede:
      "Ja, ham kender vi godt."
  6.  Han spurgte da: "Går det ham vel? De svarede: "Ja, det går ham
      vel; se, hans Datter Rakel kommer netop med Hjorden derhenne!"
  7.  Da sagde han: "Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at
      drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud på Græsgangene!"
  8.  Men de svarede: "Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede;
      først når de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande
      Dyrene."

  9.  Medens han således stod og talte med dem, var Rakel kommet
      derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede;
 10.  og så snart Jakob så sin Morbroder Labans Datter Rakel og hans
      Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede
      sin Morbroder Labans Hjord.
 11.  Så kyssede han Rakel og brast i Gråd;
 12.  og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn
      af Rebekka: Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte
      ham det"
 13.  og så snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i
      Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus.
      Så fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket;
 14.  og Laban sagde: "Ja, du er mit Kød og Blod!" Han blev nu hos ham
      en Månedstid.

 15.  Så sagde Laban til Jakob: "Skulde du tjene mig for intet fordi
      du er min Frænde? Sig mig. hvad du vil have i Løn!"
 16.  Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste Rakel;
 17.  Leas Øjne var matte, men Rakel havde en dejlig Skikkelse og så
      dejlig ud,
 18.  og Jakob elskede Rakel; derfor sagde han: "Jeg vil tjene dig syv
      År for din yngste Datter Rakel."
 19.  Laban svarede: "Jeg giver hende hellere til dig end til en
      fremmed; bliv kun hos mig!"
 20.  Så tjente Jakob syv År for Rakel; og de syntes ham kun nogle få
      Dage, fordi han elskede hende.
 21.  Derefter sagde Jakob til Laban: "Giv mig min Hustru, nu min
      Tjenestetid er ude, at jeg kan gå ind til hende!"
 22.  Så indbød Laban alle Mændene på Stedet til Gæstebud.
 23.  Men da Aftenen kom, tog han sin, Datter Lea og bragte hende til
      ham, og han gik ind til hende.
 24.  Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde.

 25.  Da det nu om Morgenen viste sig at være Lea, sagde Jakob til
      Laban: "Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for
      Rakel, jeg,har tjent hos dig? Hvorfor har, du bedraget mig?"
 26.  Laban svarede: "Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give
      den yngste bort før den ældste;
 27.  men lad nu Bryllupsugen gå til Ende, så vil, jeg også give dig
      hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv År til."
 28.  Det gik Jakob ind på, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban
      ham sin Datter Rakel til Hustru.
 29.  Og Laban gav sin Datter Rakel sin Trælkvinde Bilha til
      Trælkvinde.
 30.  Så gik Jakob også ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end
      Lea. Derpå blev han i Labans Tjeneste syv År til.

 31.  Da HERREN så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes
      Moderliv, medens Rakel var ufrugtbar.
 32.  Så blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet
      Ruben; thi hun sagde: "HERREN har set til min Ulykke; nu vil min
      Mand elske mig!"
 33.  Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn;og hun sagde:
      "HERREN hørte, at jeg var tilsidesat, så gav han mig også ham!"
      Derfor gav hun ham Navnet Simeon.
 34.  Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde:
      "Nu må da endelig min Mand bolde sig til mig, da jeg har født
      ham tre Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Levi.
 35.  Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun
      sagde:"Nu vil jeg prise HERREN!" Derfor gav hun ham Navnet Juda.
      Så fik hun ikke flere Børn.

1.Mosebog 30

  1.  Da Rakel så, at hun ikke fødte Jakob noget Barn, blev hun
      skinsyg på sin Søster og sagde til Jakob: "Skaf mig Børn, ellers
      dør jeg!"
  2.  Men Jakob blev vred på Rakel og sagde: "Er jeg i Guds Sted?
      Det er jo ham, der har nægtet dig Livsfrugt!"
  3.  Så sagde hun: "Der er min Trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så
      hun kan føde på mine Knæ og jeg få Sønner ved hende!"
  4.  Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jakob gik ind
      til hende.
  5.  Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en Søn,
  6.  og Rakel sagde: "Gud har hjulpet mig til min Ret, han har hørt
      min Røst og givet mig en Søn." Derfor gav hun ham Navnet Dan.
  7.  Siden blev Rakels Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte
      Jakob en anden Søn;
  8.  og Rakel sagde: "Gudskampe har jeg kæmpet med min Søster og
      sejret." Derfor gav hun ham Navnet Naftali.

  9.  Men da Lea så, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin
      Trælkvinde Zilpa og gav Jakob hende til Hustru;
 10.  og da Leas Trælkvinde Zilpa fødte Jakob en Søn,
 11.  sagde Lea: "Hvilken Lykke!" Derfor gav hun ham Navnet Gad.
 12.  Siden fødte Leas Trælkvinde Zilpa Jakob en anden Søn;
 13.  og Lea sagde: "Held mig! Kvinderne vil prise mit Held!"  Derfor
      gav hun ham Navnet Aser.

 14.  Men da Ruben engang i Hvedehøstens Tid gik på Marken, fandt han
      nogle Kærlighedsæbler og bragte dem til sin Moder Lea. Da sagde
      Rakel til Lea: "Giv mig nogle af din Søns Kærlighedsæbler!"
 15.  Lea svarede: "Er det ikke nok, at du har taget min Mand fra mig?
      Vil du nu også tage min Søns Kærlighedsæbler?" Men Rakel sagde:
      "Til Gengæld for din Søns Kærlighedsæbler må han ligge hos dig i
      Nat!"
 16.  Da så Jakob kom fra Marken om Aftenen, gik Lea ham i Møde og
      sagde: "Kom ind til mig i Nat, thi jeg har købt dig for min Søns
      Kærlighedsæbler!" Og han lå hos hende den Nat.
 17.  Så bønhørte Gud Lea, og hun blev frugtsommelig og fødte Jakob en
      femte Søn;
 18.  og Lea sagde: "Gud har lønnet mig, fordi jeg gav min Mand min
      Trælkvinde." Derfor gav hun ham Navnet Issakar.
 19.  Siden blev Lea frugtsommelig igen og fødte Jakob en sjette Søn;
 20.  og Lea sagde: "Gud har givet mig en god Gave, nu vil min Mand
      blive hos mig, fordi jeg har født ham seks Sønner." Derfor gav
      hun ham Navnet Zebulon.
 21.  Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Dina.

 22.  Så kom Gud Rakel i Hu, og Gud bønhørte hende og åbnede hendes
      Moderliv,
 23.  så hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: "Gud
      har borttaget min Skændsel."
 24.  Derfor gav hun ham Navnet Josef; thi hun sagde: "HERREN give mig
      endnu en Søn!"

 25.  Da Rakel havde født Josef. sagde Jakob til Laban: "Lad mig fare,
      at jeg kan drage til min Hjemstavn og mit Land;
 26.  giv mig mine Hustruer og mine Børn som jeg har tjent dig for, og
      lad mig drage bort; du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent
      dig!"
 27.  Men Laban svarede: "Måtte jeg have fundet Nåde for dine Øjne!
      Jeg har udfundet, at HERREN bar velsignet mig for din Skyld."
 28.  Og han sagde: "Bestem, hvad du vil have i Løn af mig, så vil jeg
      give dig den!"
 29.  Så sagde Jakob: "Du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig, og
      hvad din Ejendom er blevet til under mine Hænder;
 30.  thi før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du Overflod;
      HERREN har velsignet dig, hvor som helst jeg satte min Fod. Men
      når kan jeg komme til at gøre noget for mit eget Hus?"
 31.  Laban svarede: "Hvad skal jeg da give dig?" Da sagde Jakob: "Du
      skal ikke give mig noget; men hvis du går ind på, hvad jeg nu
      foreslår dig, vedbliver jeg at være Hyrde for dine Hjorde og
      vogte dem.
 32.  Jeg vil i Dag gå hele din Hjord igennem og udskille alle
      spættede og blakkede Dyr alle de sorte Får og de blakkede eller
      spættede Geder skal være min Løn;
 33.  i Morgen den Dag skal min Retfærdighed vidne for mig: Når du
      kommer og syner den Hjord, der skal være min Løn, da er alle de"
      Geder, som ikke er spættede eller blakkede, og de Får, som ikke
      er sorte, stjålet af mig."
 34.  Laban svarede: "Vel, lad det blive, som du siger!"
 35.  Så udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de
      spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og
      alle de sorte Får og overgav dem til sine Sønner,
 36.  og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob
      vogtede Resten af Labans Hjord.

 37.  Men Jakob tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og
      Plataner og afskrællede Barken således, at der kom hvide Striber
      på Grenene; 38 og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene
      foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de
      parrede sig, når de kom for at drikke;
 39.  Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte så stribet, spættet og
      blakket Afkom.
 40.  Og Lammene udskilte Jakob. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod
      de stribede og alle de sorte dyr i Labans Hjord. På den Måde fik
      han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans.
 41.  Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jakob Grenene
      op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran
      Grenene;
 42.  men når det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; således
      kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob.
 43.  På den Måde blev Manden overmåde rig og fik Småkvæg i Mængde,
      Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler.

1.Mosebog 31

  1.  Men Jakob hørte Labans Sønner sige: "Jakob har taget al vor
      Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand."
  2.  Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham
      som tidligere.
  3.  Da sagde HERREN til Jakob: "Vend tilbage til dine Fædres Land og
      din Hjemstavn, så vil jeg være med dig!"
  4.  Så sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud på Marken til
      sin Hjord;
  5.  og han sagde til dem: "Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han
      ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har
      været med mig;
  6.  og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft,
  7.  medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti
      Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade;
  8.  sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele
      Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være
      min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom.
  9.  Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem.
 10.  Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene,
      der sprang, var stribede, spættede og brogede
 11.  og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se,
      her er jeg!
 12.  Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der
      springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt,
      hvad Laban har gjort imod dig.
 13.  Jeg er den Gud, som åbenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor
      du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og
      forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!"
 14.  Så svarede Rakel og Lea ham: "Har vi vel mere Lod og Del i vor
      Faders Hus?
 15.  Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os
      og selv brugte de Penge, han fik for os?
 16.  Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore
      Børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!"
 17.  Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne
 18.  og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet
      sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for
      at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land.
 19.  Medens Laban var borte og klippede sine Får, stjal Rakel sin
      Faders Husgud.
 20.  Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke,
      at han vilde flygte;
 21.  og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte
      over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.

 22.  Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet;
 23.  han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham så langt som
      syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge
 24.  Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til
      ham: "Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til
      Jakob!"

 25.  Da Laban traf Jakob havde han opslået sit Telt på Bjerget.
      Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge
 26.  sagde Laban til Jakob: "Hvad har du gjort! Mig har du narret, og
      mine Døtre har du ført bort. som var de Krigsfanger!
 27.  Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke
      meddelt mig det; så jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed
      og Sang, med Håndpauker og Harper?
 28.  Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre - sandelig, det var
      dårligt gjort af dig!
 29.  Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders
      Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige så meget som
      et ondt Ord til Jakob!
 30.  Nu vel, så drog du altså bort fordi du længtes så meget efter
      din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?"
 31.  Da svarede Jakob Laban: "Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde
      rive dine Døtre fra mig!
 32.  Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv!
      Gennemsøg i vore Frænders Påsyn, hvad: jeg har, og tag, hvad dit
      er!" Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde; stjålet den.
 33.  Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to
      Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til
      Rakels, Telt.
 34.  Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat
      sig på den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet
      fundet,
 35.  sagde hun til sin Fader: "Min Herre tage mig ikke ilde op, at
      jeg ikke kan rejse mig for dig, da det går mig på Kvinders Vis!"
      Således ledte han efter Husguden uden at finde den.

 36.  Da blussede Vreden op i Jakob, og han gik i Rette med Laban; og
      Jakob sagde til Laban: "Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd,
      at du satte efter mig!
 37.  Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af
      alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder,
      at de kan dømme os to imellem!
 38.  I de tyve År, jeg har været hos dig, fødte dine Får og Geder
      ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke,
 39.  det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af
      min Hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om Dagen og om
      Natten;
 40.  om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne
      kendte ikke til Søvn.
 41.  I tyve År har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten År for dine to
      Døtre og seks År for dit Småkvæg, og ti Gange har du forandret
      min Løn.
 42.  Havde ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, stået
      mig bi, så havde du ladet mig gå med tomme Hænder; men Gud så
      min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin
      Kendelse!"
 43.  Da sagde Laban til Jakob: "Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er
      mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er
      mit men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller
      de Sønner, de har født?
 44.  Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem
      os."

 45.  Så tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte;
 46.  og Jakob sagde til sine Frænder: "Sank Sten sammen!" Og de tog
      Sten og byggede en Dysse og holdt Måltid derpå.
 47.  Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Galed.
 48.  Da sagde Laban: "Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os
      to!" Derfor kaldte han den Galed
 49.  og Mizpa; thi han sagde: "HERREN skal stå Vagt mellem mig og
      dig, når vi skilles.
 50.  Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer
      ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til
      Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!"
 51.  Og Laban sagde til Jakob: "Se denne Stendysse og se denne
      Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig!
 52.  Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte på, at jeg ikke i
      fjendtlig Hensigt vil gå forbi denne Dysse ind til dig, og at du
      heller ikke vil gå forbi den ind til mig;
 53.  Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, være Dommer
      imellem os!" Så svor Jakob ved sin Fader Isaks Rædsel,
 54.  og derpå holdt Jakob Offerslagtning på Bjerget og indbød sine
      Frænder til Måltid; og de holdt Måltid og blev på Bjerget Natten
      over.

1.Mosebog 32

 55.  Tidligt næste Morgen kyssede Laban sine Sønner og Døtre,
      velsignede dem og drog bort; og Laban vendte tilbage til sin
      Hjemstavn,


  1.  men Jakob fortsatte sin Rejse. Og Guds Engle mødte ham;
  2.  og da Jakob så dem, sagde han: "Her er Guds Lejr!" derfor kaldte
      han Stedet Mahanajim.

  3.  Derpå sendte Jakob Sendebud i Forvejen til sin Broder Esau i
      Se'irs Land på Edoms Højslette,
  4.  og han bød dem: "Sig til min Herre Esau: Din Træl Jakob lader
      dig vide, at jeg har levet som Gæst hos Laban og boet der indtil
      nu;
  5.  jeg har samlet mig Okser,Æsler og Småkvæg, Trælle og
      Trælkvinder; og nu sender jeg Bud til min Herre med Efterretning
      herom i Håb om at finde Nåde for dine Øjne!"
  6.  Men Sendebudene kom tilbage til Jakob og meldte: "Vi kom til din
      Broder Esau, og nu drager han dig i Møde med 400 Mand!"
  7.  Da blev Jakob såre forfærdet, og i sin Angst delte han sine
      Folk, Småkvæget, Hornkvæget og Kamelerne i to Lejre,
  8.  idet han tænkte: "Hvis Esau møder den ene Lejr og slår den, kan
      dog den anden slippe bort."

  9.  Derpå bad Jakob: "Min Fader Abrahams og min Fader Isaks Gud,
      HERRE, du, som sagde til mig: Vend tilbage til dit Land og din
      Hjemstavn, så vil jeg gøre vel imod dig!
 10.  Jeg er for ringe til al den Miskundhed og Trofasthed, du har
      udvist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over Jordan der,
      og nu er jeg blevet til to Lejre;
 11.  frels mig fra min Broder Esaus Hånd, thi jeg frygter for, at han
      skal komme og slå mig, både Moder og Børn!
 12.  Du har jo selv sagt, at du vil gøre vel imod mig og gøre mit
      Afkom som Havets Sand, der ikke kan tælles for Mængde!"

 13.  Og han blev der om Natten. Af hvad han havde, udtog han så en
      Gave til sin Broder Esau,
 14.  200 Geder og 20 Bukke, 200 Får og 20 Vædre,
 15.  34 diegivende Kamelhopper med deres Føl, 40 Køer og 10 Tyre,
 20.  Aseninder og 10 Æselhingste;
 16.  han delte dem i flere Hjorde og overlod sine Trælle dem, idet
      han sagde til dem: "Gå i Forvejen og lad en Plads åben mellem
      Hjordene!"
 17.  Og han bød den første: "Når min Broder Esau møder dig og
      spørger, hvem du tilhører, hvor du skal hen, og hvem din Drift
      tilhører,
 18.  skal du svare: Den tilhører din Træl Jakob; det er en Gave.  han
      sender min Herre Esau; selv kommer han bagefter!"
 19.  Og han bød den anden og den tredje og alle de andre, der fulgte
      med Hjordene, at sige det samme til Esau, når de traf ham:
 20.  "Din Træl Jakob kommer selv bagefter!" Thi han tænkte: "Jeg vil
      søge at forsone ham ved den Gave. der drager foran, og først
      bagefter vil jeg træde frem for ham; måske han da tager venligt
      imod mig!"
 21.  Så drog Gaven i Forvejen, medens han selv blev i Lejren om
      Natten.
 22.  Samme Nat tog han sine to Hustruer, sine to Trælkvinder og sine
      elleve Børn og gik over Jakobs Vadested;
 23.  han tog dem og bragte dem over Bækken; ligeledes bragte han
      alt. hvad han ejede, over.

 24.  Men selv blev Jakob alene tilbage. Da var der en, som brødes,
      med ham til Morgengry;
 25.  og da han så, at han ikke kunde få Bugt med ham, gav han ham et
      Slag på Hofteskålen; og Jakobs Hofteskål gik af Led, da han
      brødes med ham.
 26.  Da sagde han: "Slip mig, thi Morgenen gryr!" Men han svarede:
      "Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!"
 27.  Så spurgte han: "Hvad er dit Navn?" Han svarede: "Jakob!"
 28.  Men han sagde: "Dit Navn skal ikke mere være Jakob, men Israel;
      thi du har kæmpet med Gud og Mennesker og sejret!"
 29.  Da sagde Jakob:"Sig mig dit Navn!" Men han svarede: "Hvorfor
      spørger du om mit Navn?" Og han velsignede ham der.
 30.  Og Jakob kaldte Stedet Peniel, idet han sagde: "Jeg har skuet
      Gud Ansigt til Ansigt og har mit Liv frelst."
 31.  Og Solen stod op, da han drog forbi Penuel, og da haltede han på
      Hoften.
 32.  Derfor undlader Israeliterne endnu den Dag i Dag at spise
      Hoftenerven, der ligger over Hofteskålen, thi han gav Jakob et
      Slag på Hofteskålen, på Hoftenerven.

1.Mosebog 33

  1.  Da Jakob så op, fik han Øje på Esau, der kom fulgt af 400
      Mand. Så delte han Børnene mellem Lea, Rakel og de to
      Trælkvinder,
  2.  idet han stillede Trælkvinderne med deres Børn forrest, Lea med
      hendes Børn længere tilbage og bagest Rakel med Josef;
  3.  selv gik han frem foran dem og kastede sig syv Gange til Jorden,
      før han nærmede sig sin Broder.
  4.  Men Esau løb ham i Møde og omfavnede ham, faldt ham om Halsen og
      kyssede ham, og de græd;
  5.  og da han så op og fik Øje på Kvinderne og Børnene, sagde han:
      "Hvem er det, du har der?" Han svarede: "Det er de Børn, Gud
      nådig har givet din Træl."
  6.  Så nærmede Trælkvinderne sig med deres Børn og kastede sig til
      Jorden,
  7.  derefter nærmede Lea sig med sine Børn og kastede sig til
      Jorden, og til sidst nærmede Josef og Rakel sig og kastede sig
      til Jorden.
  8.  Nu spurgte han: "Hvad vilde du med hele den Lejr, jeg traf på?"
      Han svarede: "Finde Nåde for min Herres Øjne!"
  9.  Men Esau sagde: "Jeg har nok, Broder; behold du, hvad dit er!"
 10.  Da svarede Jakob: "Nej, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne,
      så tag imod min Gave! Da jeg så dit Åsyn, var det jo som Guds
      Åsyn, og du har taget venligt imod mig!
 11.  Tag dog den Velsignelse, som er dig bragt, thi Gud har været mig
      nådig, og jeg har fuldt op!" Således nødte han ham, til han tog
      det.

 12.  Derpå sagde Esau: "Lad os nu bryde op og drage af Sted, og jeg
      vil drage foran dig!"
 13.  Men Jakob svarede: "Min Herre ved jo, at jeg må tage Hensyn til
      de spæde Børn og de Får og Køer, som giver Die; overanstrenger
      jeg dem blot en eneste Dag, dør alt Småkvæget.
 14.  Vil min Herre drage forud for sin Træl, kommer jeg efter i Ro og
      Mag, som det passer sig for Kvæget, jeg har med, og for Børnene,
      til jeg kommer til min Herre i Seir."
 15.  Da sagde Esau: "Så vil jeg i alt Fald lade nogle af mine Folk
      ledsage dig!" Men han svarede: "Hvorfor dog det måtte jeg blot
      finde Nåde for min Herres Øjne!"
 16.  Så drog Esau samme Dag tilbage til Se'ir.

 17.  Men Jakob brød op og drog til Sukkot, hvor han byggede sig et
      Hus og indrettede Hytter til sit Kvæg; derfor gav han Stedet
      Navnet Sukkot.
 18.  Og Jakob kom på sin Vandring fra Paddan Aram uskadt til Sikems
      By i Kana'ans Land og slog Lejr uden for Byen;
 19.  og han købte det Stykke Jord, hvor han havde rejst sit Telt, af
      Sikems Pader Hamors Sønner for 100 Kesita
 20.  og byggede der et Alter, som han kaldte: Gud, Israels Gud.

1.Mosebog 34

  1.  Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at
      besøge Landets Døtre,
  2.  så Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og
      greb hende og lå hos hende; og han krænkede hende;
  3.  men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede
      Pigen og talte godt for hende;
  4.  og Sikem sagde til sin Fader Hamor: "Skaf mig den Pige til
      Hustru!"
  5.  Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans
      Sønner dengang var med hans Kvæg på Marken, tav han, til de kom
      hjem.
  6.  Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.
  7.  Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og
      Mændene græmmede sig og var såre opbragte, fordi han havde øvet
      Skændselsdåd i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt
      bør ikke ske.
  8.  Og Hamor talte med dem og sagde: "Min Søn Sikems Hjerte hænger
      ved eders Datter; giv ham hende til Hustru
  9.  og indgå Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med
      vore Døtre;
 10.  tag Ophold hos os, og Landet skal stå eder åbent; slå eder ned
      og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!"
 11.  Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: "Måtte jeg finde Nåde
      for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give
 12.  forlang så høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I
      kræver, når I blot vil give mig Pigen til Hustru!"
 13.  Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar,
      fordi. han havde skændet deres Søster Dina,
 14.  og sagde til dem: "Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til
      en uomskåren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.
 15.  Kun på det Vilkår vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader
      alle af Mandkøn iblandt eder omskære;
 16.  i så Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og
      bosætte os iblandt eder, så vi bliver eet Folk;
 17.  men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, så tager vi
      vor Datter og drager bort"
 18.  Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;
 19.  og den unge Mand tøvede ikke med at gøre således, thi han var
      indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige
      i sin Faders Hus
 20.  og Harnor og hans Søn Siken gik til deres Bys Port og sagde til,
      Mændene i deres By:
 21.  "Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit
      om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres
      Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til
      Hustruer!
 22.  Men kun på det Vilkår vil Mændene føje os og bosætte sig hos os,
      så vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig
      omskære, således som de er omskårne.
 23.  Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort;
      lad os derfor føje dem, så de kan blive boende hos os!"
 24.  Så adlød de Hamor og hans Søn Sikem, så mange som færdedes i
      hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys
      Port, lod sig omskære.
 25.  Men Tredjedagen, da de havde Sårfeber, tog Jakobs to Sønner
      Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i
      Byen, uden at nogen anede Uråd, 0g slog alle Mændene ihjel
 26.  og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af
      Sikems Hus og drog bort.
 27.  Så kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen,
      fordi de havde skændet deres Søster;
 28.  deres Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, både hvad der var i Byen og på
      Markerne, tog de med sig,
 29.  og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort
      som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.
 30.  Men Jakob sagde til Simeon og Levi: "I styrter mig i Ulykke ved
      at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og
      Perizziterne; thi jeg råder kun over få Folk; samler de sig mod
      mig og slår mig, så er det ude med mig og mit Hus!"
 31.  Men de svarede: "Skal han behandle vor Søster som en Skøge!"

1.Mosebog 35

  1.  Derpå sagde Gud til Jakob: "Drag op til Betel og bliv der og byg
      der et Alter for Gud, som åbenbarede sig for dig, da du flygtede
      for din Broder Esau!"
  2.  Jakob sagde da til sit Hus og alle sine Folk: "Skaf de fremmede
      Guder, der findes hos eder, bort, rens eder og skift Klæder,
  3.  og lad os drage op til Betel, for at jeg der kan bygge et Alter
      for Gud, der bønhørte mig i min Trængselstid og var med mig på
      den Vej, jeg vandrede!"
  4.  De gav så Jakob alle de fremmede Guder, de førte med sig, og
      alle de Ringe, de havde i Ørene, og han gravede dem ned under
      Egen ved Sikem.
  5.  Derpå brød de op; og en Guds Rædsel kom over alle Byerne rundt
      om, så de ikke forfulgte Jakobs Sønner.
  6.  Og Jakob kom med alle sine Folk til Luz i Kana'ans Land, det er
      Betel;
  7.  og han byggede et Alter der og kaldte Stedet: Betels Gud, thi
      der havde Gud åbenbaret sig for ham, da han flygtede for sin
      Broder.
  8.  Så døde Rebekkas Amme Debora, og hun blev jordet neden for Betel
      under Egen; derfor kaldte han den Grædeegen.

  9.  Gud åbenbarede sig atter for Jakob efter hans Hjemkomst fra
      Paddan Aram og velsignede ham;
 10.  og Gud sagde til ham: "Dit Navn er Jakob; men herefter skal du
      ikke mere hedde Jakob; Israel skal være dit Navn!" Og han gav
      ham Navnet Israel.
 11.  Derpå sagde Gud til ham: "Jeg er Gud den Almægtige! Bliv
      frugtbar og mangfoldig! Et Folk,ja Folk i Hobetal skal nedstamme
      fra dig, og.Konger skal udgå af din Lænd;
 12.  det Land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig, og dit Afkom
      efter dig giver jeg Landet!"
 13.  Derpå for Gud op fra ham på det Sted, hvor han havde talet med
      ham;
 14.  og Jakob rejste en Støtte på det Sted, hvor han havde talet med
      ham, en Stenstøtte, og hældte et Drikofer over den og udgød Olie
      på den.
 15.  Og Jakob kaldte det Sted, hvor Gud havde talet med ham, Betel.

 16.  Derpå brød de op fra Betel, Da de endnu var et Stykke Vej fra
      Efrat, skulde Rakel føde, og hendes Fødselsveer var hårde.
 17.  Midt under hendes hårde Fødselsveer sagde Jordemoderen til
      hende: "Frygt ikke, thi også denne Gang får du en Søn!"
 18.  Men da hun droges med Døden thi det kostede hende Livet gav hun
      ham Navnet Ben'oni; men Faderen kaldte ham Benjamin".
 19.  Så døde Rakel og blev jordet på Vejen til Efrat, det er
      Betlehem;
 20.  og Jakob rejste en Stenstøtte på hendes Grav; det er Rakels
      Gravstøtte, som står endnu den Dag i Dag.

 21.  Derpå brød Israel op og opslog sit Telt hinsides Migdal Eder.
 22.  Men medens Israel boede i den Egn, gik Ruben hen og lå hos sin
      Faders Medhustru Bilha; og det kom Israel for Øre. Jakobs Sønner
      var tolv i Tal;

 23.  Leas Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte, Simeon, Levi, Juda,
      Issakar og Zebulon;
 24.  Rakels Sønner: Josef og Benjamin;
 25.  Rakels Trælkvinde Bilhas Sønner: Dan og Naftali;
 26.  Leas Trælkvinde Zilpas Sønner: Gad og Aser. Det var Jakobs
      Sønner, der fødtes ham i Paddan Aram.

 27.  Og Jakob kom til sin Fader Isak i Mamre i Kirjat Arba, det er
      Hebron, hvor Abraham og Isak havde levet som fremmede.
 28.  Isaks Leveår var 180;
 29.  så gik Isak bort; han døde og samledes til sin Slægt, gammel og
      mæt af Dage. Og hans Sønner Esau og Jakob jordede ham,

1.Mosebog 36

  1.  Dette er Esaus, det er Edoms, Slægtsbog.
  2.  Esau tog sine Hustruer af Kana'ans Døtre: Ada, en Datter af
      Hetiten Elon, Oholibama, en Datter af Ana, Hivviten Zibons Søn,
  3.  og Ismaels Datter Basemat, Søster til Nebajot.
  4.  Ada fødte Esau Elifaz, Basemat fødte Reuel,
  5.  og Obolibama fødte Jeusj, Jalam og Kora. Det var Esaus Sønner,
      der fødtes ham i Kana'ans Land.

  6.  Derpå tog Esau sine Hustruer sine Sønner og Døtre, hele sin
      Husstand, sit Kvæg og al den Ejendom, han havde samlet sig i
      Kana'ans Land, og drog til Landet lige over for sin Broder
      Jakob;
  7.  deres Gods var for meget til, at de kunde bo sammen, og
      deres. Udlændigheds Land kunde ikke rumme dem, så store var
      deres. Hjorde;
  8.  og Esau bosatte sig i Seirs. Bjerge; Esau, det er Edom.

  9.  Dette er Esaus Slægtebog, han, som var Stamfader til Edomiterne
      i Seirs Bjerge.
 10.  Følgende var Esaus Sønners Navne: Elifaz, en Søn af Esaus Hustru
      Ada, og Reuel, en Søn af Esaus Hustru Basemat.
 11.  Elifazs Sønner var Teman, Omar, Zefo, Gatam og Kenaz.
 12.  Timna, som var Esaus Søn Elifazs Medhustru, fødte ham
      Amalek. Det var Esaus Hustru Adas Sønner.
 13.  Følgende var Reuels Sønner: Nahat, Zera, Sjamma og Mizza.  Det
      var Esaus Hustru Basemats Sønner.
 14.  Følgende var Sønner af Esaus Hustru Oholibama, Datter af Zibons
      Søn Ana; hun fødte for Esau: Jeusj, Jalam og Kora.

 15.  Følgende var Esaus Sønners Stammehøvdinger: Elifaz's, Esaus
      førstefødtes, Sønner: Høvdingeroe Teman, Omar, Zefo, Henaz,
 16.  Kora, Gatam og Amalek. Det var de fra Elifaz stammende Høvdinger
      i Edoms Land; det var Adas Sønner.
 17.  Følgende var Esaus Søn Reuels Sønner: Høvdingerne Nahat, Zera,
      Sjamma og Mizza. Det var de fra Reuel stammende Høvdinger i
      Edoms Land; det var Esaus Hustru Basemats Sønner.
 18.  Følgende var Esaus Hustru Oholibamas Sønner: Høvdingerne Jeusj,
      Jalam og Kora. Det var de Høvdinger, der stammede fra Oholibama,
      Esaus Hustru, Anas Datter.
 19.  Det var Esaus Sønner, og det var deres Stammehøvdinger; det var
      Edom.

 20.  Følgende var Horiten Seirs Sønner, Landets oprindelige
      Befolkning: Lotan, Sjobal, Zibon, Ana,
 21.  Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammebøvdinger,
      Seirs Sønner i Edoms Land.
 22.  Lotans Sønner var Hori og Hemam, og Lotans Søster var Timna.
 23.  Følgende var Sjobals Sønner: Alvan, Manahat, Ebal, Sjefo og
      Onam.
 24.  Følgende var Zibons Sønner: Aja og Ana. Det var denne Ana, som
      fandt de varne Kilder i Ørkenen, da han vogtede sin Fader Zibons
      Æsler.
 25.  Følgende var Anas Børn: Disjon og Oholibama, Anas Datter.
 26.  Følgende var Disjons Sønner: Hemdan, Esjban, Jitran og Keran.
 27.  Følgende var Ezers Sønner: Bilhan, Zåvan og Akan.
 28.  Følgende var Risjons Sønner: Uz og Aran.
 29.  Følgende var Horiternes Stammehøvdinger: Høvdingerne Lotan,
      Sjobal, Zibon, Ana,
 30.  Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammehøvdinger efter
      deres Stammer i Seirs Land.

 31.  Følgende var de Konger, der herskede i Edoms Land, før
      Israeliterne fik Konger:
 32.  Bela, Beors Søn, herskede i Edom; hans By hed Dinbaba.
 33.  Da Bela døde, blev Jobab, Zeras Søn fra Bozra, Konge i hans
      Sted.
 34.  Da Jobab døde, blev Husjam fra Temaniternes Land Konge i hans
      Sted.
 35.  Da Husjam døde, blev Hadad, Bedads Søn, Kongei hans Sted; det
      var ham, der slog Midjaniterne på Moabs Slette; hans By hed
      Avit.
 36.  Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka Konge i hans Sted.
 37.  Da Samla døde, blev Sjaul fra Rehobot ved Floden Konge i hans
      Sted.
 38.  Da Sjaul døde, blev Bål Hanan, Akbors Søn, Konge i hans Sted.
 39.  Da Bål Hanan, Akbors Søn, døde, blev Hadar Konge i hans Sted;
      hans By hed Pau, og hans Hustru hed Mehetabel, en Datter af
      Matred, en Datter af Mezahab.

 40.  Følgende var Navnene på Esaus Stammehøvdinger efter deres
      Slægter, Bosteder og Navne: Høvdingerne Timna, Alva, Jetet,
 41.  Oholibama, Ela, Pinon,
 42.  Kenaz, Teman, Mibzar
 43.  Magdiel og Iram. Det var Edoms Stammehøvdinger efter deres
      Boliger i det Land, de fik i Eje. Det var Esau, Edoms Fader.

1.Mosebog 37

  1.  Men Jakob blev boende i sin Faders Udlændigheds Land, i Kana'ans
      Land
  2.  Dette er Jakobs Slægtebog. Da Josef var sytten År gammel,
      vogtede han Småkvæget sammen med sine Brødre; som Dreng var han
      hos sin Faders Hustruer Bilhas og Zilpas Sønner, og han bragte
      ondt Rygte om dem til deres Fader.
  3.  Israel elskede Josef fremfor alle sine andre Sønner, fordi han
      var hans Alderdoms Søn, og han lod gøre en fodsid Kjortel med
      Ærmer til ham.
  4.  Men da hans Brødre så, at deres Fader foretrak ham for alle sine
      andre Sønner, fattede de Nag til ham og kunde ikke tale venligt
      til ham.

  5.  Men Josef havde en Drøm, som han fortalte sine Brødre, og som
      yderligere øgede deres Had til ham.
  6.  Han sagde til dem "Hør dog, hvad jeg har drømt!
  7.  Se, vi bandt Neg ude på Marken, og se, mit Neg rejste sig op og
      blev stående, medens eders Neg stod rundt omkring og bøjede sig
      for det!"
  8.  Da sagde hans Brødre til ham: "Vil du måske være vor Konge eller
      herske over os?" Og de hadede ham endnu mere for hans Drømme og
      hans Ord.
  9.  Men han havde igen en Drøm, som han fortalte sine Brødre; han
      sagde: "Jeg har haft en ny Drøm, og se, Sol og Måne og elleve
      Stjerner bøjede sig for mig!"
 10.  Da han fortalte sin Fader og sine Brødre det, skændte hans Fader
      på ham og sagde: "Hvad er det for en Drøm, du der har haft Skal
      virkelig jeg, din Moder og dine Brødre komme og bøje os til
      Jorden for dig?"
 11.  Og hans Brødre fattede Avind til ham, men hans Fader gemte det i
      sit Minde.

 12.  Da hans Brødre engang var gået hen for at vogte deres Faders
      Småkvæg ved Sikem,
 13.  sagde Israel til Josef: "Dine Brødre vogter jo Kvæg ved Sikem;
      kom, jeg vil sende dig til dem!" Han svarede: "Her er jeg!"
 14.  Så sagde Israel til ham: "Gå hen og se, hvorledes det står til
      med dine Brødre og Kvæget, og bring mig Bud tilbage!" Israel
      sendte ham så af Sted fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem.
 15.  Som han nu flakkede om på Marken, var der en Mand, som traf ham
      og spurgte: "Hvad søger du efter?"
 16.  Han svarede: "Efter mine Brødre; sig mig, hvor de vogter deres
      Kvæg!"
 17.  Da sagde Manden: "De er draget bort herfra, thi jeg hørte dem
      sige: Lad os gå til Dotan!" Så gik Josef efter sine Brødre og
      fandt dem i Dotan.

 18.  Men da de så ham langt borte, før han endnu var kommet hen til
      dem, lagde de Råd op om at dræbe ham
 19.  og sagde til hverandre: "Se, der kommer den Drømmemester!
 20.  Kom, lad os slå ham ihjel og kaste ham i en Cisterne og sige, at
      et vildt Dyr har ædt ham; så skal vi se, hvad der kommer ud af
      hans Drømme!"
 21.  Men da Ruben hørte det, vilde han redde ham af deres Hånd og
      sagde: "Lad os ikke tage hans Liv!"
 22.  Og Ruben sagde til dem: "Udgyd dog ikke Blod! Kast ham i
      Cisternen her på Marken, men læg ikke Hånd på ham!" Han vilde
      nemlig redde ham af deres Hånd og bringe ham tilbage til
      Faderen.
 23.  Da Josef nu kom hen til sine Brødre, rev de hans Kjortel af ham,
      Ærmekjortelen, han havde på,
 24.  tog ham og kastede ham i Citernen; men Cisternen var tom, der
      var intet Vand i den.

 25.  Derpå satte de sig til at holde Måltid. Og da de så op, fik de
      Øje på en Karavane af Ismaeliter, der kom fra Gilead, og deres
      Kameler var belæssede med Tragakantgummi, Mastiksbalsam og
      Cistusharpiks, som de var på Vej til Ægypten med.
 26.  Så sagde Juda til sine Brødre: "Hvad vinder vi ved at slå vor
      Broder ihjel og skjule Mordet?
 27.  Lad os hellere sælge ham til Ismaeliterne og ikke lægge Hånd på
      ham; han er jo dog vor Broder, vort Kød og Blod!" Og hans Brødre
      gik ind på Forslaget.
 28.  Da nu midjanitiske Købmænd kom der forbi, trak de Josef op af
      Cisternen. Og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel
      Sølv, og disse bragte ham så til Ægypten.

 29.  Da Ruben nu kom tilbage til Cisternen, se, da var Josef der
      ikke. Så sønderrev han sine Klæder
 30.  og gik tilbage til sine Brødre og sagde: "Drengen er borte!
      Hvad skal jeg dog gøre!"
 31.  Så tog de Josefs Kjortel og dyppede den i Blodet af en Gedebuk,
      som de slagtede;
 32.  og de sendte Ærmekjortelen hjem til deres Fader med det Bud:
      "Den har vi fundet se efter, om det ikke er din Søns Kjortel!"
 33.  Da så han efter og udbrød: "Det er min Søns Kjortel! Et vildt
      Dyr har ædt ham! Josef er visselig revet ihjel!"
 34.  Så sønderrev Jakob sine Klæder og bandt Sæk om sine Lænder, og
      han sørgede over sin Søn i mange Dage.
 35.  Og skønt alle hans Sønner og Døtre kom til ham for at trøste
      ham, vilde han ikke lade sig trøste, men sagde: "Nej, i min
      Sørgedragt vil jeg stige ned til min Søn i Dødsriget!" Og hans
      Fader begræd ham.
 36.  Men Midjaniterne solgte ham I Ægypten til Faraos Hofmand
      Potifar, Livvagtens Øverste.

1.Mosebog 38

  1.  Ved den Tid forlod Juda sine Brødre og sluttede sig til en Mand
      fra Adullam ved Navn Hira.
  2.  Der så Juda en Datter af Kana'anæeren Sjua, og han tog hende til
      Ægte og gik ind til hende.
  3.  Hun blev frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Er;
  4.  siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn, som hun gav
      Navnet Onan;
  5.  og hun fødte endnu en Søn, som hun gav Navnet Sjela; da hun
      fødte ham, var hun i, Kezib.
  6.  Juda tog Er, sin førstefødte, en Hustru, der hed Tamar.
  7.  Men Er, Judas førstefødte, vakte HERRENs Mishag, derfor lod
      HERREN ham dø.
  8.  Da sagde Juda til Onan: "Gå ind til din Svigerinde og indgå
      Svogerægteskab med hende for at skaffe din Broder Afkom!"
  9.  Men Onan, som vidste, at Afkommet ikke vilde blive hans, lod,
      hver Gang han gik ind til sin Svigerinde, sin Sæd spildes på
      Jorden for ikke at skaffe sin Broder Afkom.
 10.  Denne hans Adfærd vakte HERRENs Mishag, derfor lod han også ham
      dø.
 11.  Da sagde Juda til sin Sønnekone Tamar: "Bliv som Enke i din
      Faders Hus, til min Søn Sjela bliver voksen!" Thi han var bange
      for, at han også skulde dø ligesom sine Brødre. Så gik Tamar hen
      og blev i sin Faders Hus.

 12.  Lang Tid efter døde Judas Hustru, Sjuas Datter; og da Juda var
      hørt op at sørge over hende, rejste han med sin Ven, Hira fra
      Adullam, up til dem, der klippede hans Får i Timna.
 13.  Og da Tamar fik at vide, at hendes Svigerfader var på Vej op til
      Fåreklipningen i Timna,
 14.  aflagde hun sine Enkeklæder, hyllede sig i et Slør, så det
      skjulte hende, og satte sig ved indgangen til Enajim ved Vejen
      til Timna; thi hun så, at hun ikke blev givet Sjela til Ægte,
      skønt han nu var voksen.
 15.  Da nu Juda så hende, troede han, det var en Skøge; hun havde jo
      tilhyllet sit Ansigt;
 16.  og han bøjede af fra Vejen og kom hen til hende og sagde: "Lad
      mig gå ind til dig!" Thi han vidste ikke, at det var hans
      Sønnekone. Men hun sagde: "Hvad giver du mig derfor!"
 17.  Han svarede: "Jeg vil sende dig et Gedekid fra Hjorden!" Da
      sagde hun: "Ja, men du skal give mig et Pant, indtil du sender
      det!"
 18.  Han spurgte: "Hvad skal jeg give dig i Pant?" Hun svarede: "Din
      Seglring, din Snor og din Stav, som du har i Hånden!" Så gav han
      hende de tre Ting og gik ind til hende, og hun blev
      frugtsommelig ved ham.

 19.  Derpå gik hun bort, tog Sløret af og iførte sig sine Enkeklæder.
 20.  Imidlertid sendte Juda sin Ven fra Adullam med Gedekiddet for at
      få Pantet tilbage fra Kvinden; men han fandt hende ikke.
 21.  Han spurgte da Folkene på Stedet: "Hvor er den Skøge, som sad på
      Vejen ved Enajim?" Og de svarede: "Her har ikke været nogen
      Skøge!"
 22.  Så vendte han tilbage til Juda og sagde: "Jeg fandt hende ikke,
      og Folkene på Stedet siger, at der har ikke været nogen Skøge."
 23.  Da sagde Juda: "Så lad hende beholde det, hellere end at vi skal
      blive til Spot; jeg har nu sendt det Kid, men du fandt hende
      ikke."

 24.  En tre Måneders Tid efter meldte man Juda: "Din Sønnekone Tamar
      har øvet Utugt og er blevet frugtsommelig!" Da sagde Juda: "Før
      hende ud, for at hun kan blive brændt!"
 25.  Men da hun førtes ud, sendte hun Bud til sin Svigerfader og lod
      sige: "Jeg er blevet frugtsommelig ved den Mand, som ejer disse
      Ting." Og hun lod sige: "Se dog efter, hvem der ejer denne Ring,
      denne Snor og denne Stav!"
 26.  Da Juda havde set efter, sagde han: "Retten er på hendes Side og
      ikke på min, fordi jeg ikke gav hende til min Søn Sjela!" Men
      siden havde han ikke Omgang med hende.

 27.  Da Tiden kom, at hun skulde føde, se, da var der Tvillinger i
      hendes Liv.
 28.  Under Fødselen stak der en Hånd frem, og Jordemoderen tog og
      bandt en rød Snor om den, idet hun sagde: "Det var ham, der
      først kom frem."
 29.  Men han trak Hånden tilbage. og Broderen kom frem; så sagde hun:
      "Hvorfor bryder du frem? For din Skyld er der sket et Brud.
      Derfor gav man ham Navnet Perez.
 30.  Derefter kom Broderen med den røde snor om Hånden frem, og ham
      kaldte man Zera.

1.Mosebog 39

  1.  Da Josef var bragt ned til Ægypten, blev han af Ismaeliterne,
      der havde bragt ham derned, solgt til Faraos Hofmand Potifar,
      Livvagtens Øverste, en Ægypter.
  2.  Men HERREN var med Josef, så Lykken fulgte ham. Han var i sin
      Herre Ægypterens Hus;
  3.  og hans Herre så, at HERREN var med ham, og at HERREN lod alt,
      hvad han foretog sig, lykkes for ham.
  4.  Således fandt Josef Nåde for hans Øjne og kom til at gå ham til
      Hånde; og han satte ham over sit Hus og gav alt, hvad han ejede,
      i hans Hånd;
  5.  og fra det Øjeblik han satte ham over sit Hus og alt, hvad han
      ejede, velsignede HERREN Ægypterens Hus for Josefs Skyld, og
      HERRENs Velsignelse hvilede over alt, hvad han ejede, både inde
      og ude;
  6.  og han betroede alt, hvad han ejede, til Josef, og selv
      bekymrede han sig ikke om andet end den Mad, han spiste. Men
      Josef havde en smuk Skikkelse og så godt ud.

  7.  Nu hændte det nogen Tid derefter, at hans Herres Hustru kastede
      sine Øjne på Josef og sagde: "Kom og lig hos mig!"
  8.  Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: "Se, min
      Herre bekymrer sig ikke om noget i Huset, men alt, hvad han
      ejer, har han givet i min Hånd;
  9.  han har ikke større Magt i Huset end jeg, og han har ikke
      unddraget mig noget som helst undtagen dig, fordi du er hans
      Hustru hvor skulde jeg da kunne øve denne store Misgerning og
      synde mod Gud!"
 10.  Og skønt hun Dag efter Dag talte Josef til, vilde han dog ikke
      føje hende i at ligge hos hende og have med hende at gøre.
 11.  Men en Dag han kom ind i Huset for at gøre sin Gerning, og ingen
      af Husfolkene var til Stede i Huset,
 12.  greb hun fat i hans Kappe og sagde: "Kom og lig hos mig!"  Men
      han lod Kappen blive i hendes Hånd og flygtede ud af Huset.
 13.  Da hun nu så, at han havde ladet hende beholde Kappen og var
      flygtet ud af Huset,
 14.  kaldte hun på sine Husfolk og sagde til dem: "Her kan I se!  Han
      har bragt os en Hebræer til at drive Spot med os! Han kom ind
      til mig og vilde ligge hos mig, men jeg råbte af alle Kræfter,
 15.  og da han hørte, at jeg gav mig til at råbe, lod han sin Kappe
      blive hos mig og flygtede ud af Huset!"

 16.  Så lod hun Kappen blive liggende hos sig, indtil hans Herre kom
      hjem,
 17.  og sagde så det samme til ham: "Den hebraiske Træl, du bragte os
      til at drive Spot med os, kom ind til mig;
 18.  men da jeg gav mig til at råbe, lod han sin Kappe blive hos mig
      og flygtede ud af Huset."
 19.  Da hans Herre hørte sin Hustrus Ord: "Således har din Træl
      behandlet mig!" blussede Vreden op i ham;
 20.  og Josefs Herre tog ham og kastede ham i Fængsel der, hvor
      Kongens Fanger sad fængslet. Således kom Josef i Fængsel.
 21.  Men HERREN var med Josef og skaffede ham Yndest og lod ham finde
      Nåde hos Fængselets Overopsynsmand,
 22.  så at han gav ham Opsyn over alle Fangerne i Fængselet, og han
      sørgede for alt, hvad der skulde gøres der.
 23.  Fængselets Overopsynsmand førte ikke Tilsyn med noget som helst
      af, hvad der var lagt i Josefs Hånd, eftersom HERREN var med ham
      og lod alt, hvad han foretog sig, lykkes.

1.Mosebog 40

  1.  Nogen Tid efter hændte det, at Ægypterkongens Mundskænk og Bager
      forbrød sig mod deres Herre Ægypterkongen,
  2.  og Farao vrededes på sine to Hofmænd, Overmundskænken og
      Overbageren,
  3.  og lod dem sætte i Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, i samme
      Fængsel, hvor Josef sad fængslet;
  4.  og Livvagtens Øverste gav dem Josef til Opvartning, og han gik
      dem til Hånde. Da de nu havde været i Forvaring en Tid lang,
  5.  drømte Ægypterkongens Mundskænk og Bager, som sad i Fængselet,
      samme Nat hver sin Drøm med sin særlige Betydning.
  6.  Da Josef om Morgenen kom ind til Faraos Hofmænd, der sammen med
      ham var i Forvaring i hans Herres Hus, og så, at de var
      nedslåede,
  7.  spurgte han dem: "Hvorfor ser I så ulykkelige ud i Dag?"
  8.  Besvarede: "Vi har haft en Drøm, og her er ingen, som kan tyde
      den." Da sagde Josef til dem: "Er det ikke Guds Sag at tyde
      Drømme? Fortæl mig det da!"

  9.  Så fortalte Overmundskænken Josef sin Drøm og sagde: "Jeg så i
      Drømme en Vinstok for mig;
 10.  på Vinstokken var der tre Ranker, og næppe havde den sat
      Skud. før Blomsterne sprang ud, og Klaserne bar modne Druer;
 11.  og jeg havde Faraos Bæger i Hånden og tog Druerne og pressede
      dem i Faraos Bæger og rakte Farao det."
 12.  Da sagde Josef: "Det skal udtydes således: De tre Ranker betyder
      tre Dage;
 13.  om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og genindsætte dig i dit
      Embede, så du atter rækker Farao Bægeret som før, da du var hans
      Mundskænk.
 14.  Vilde du nu blot tænke på mig, når det går dig vel, og vise mig
      Godhed og omtale mig for Farao og således hjælpe mig ud af dette
      Hus;
 15.  thi jeg er stjålet fra Hebræernes Land og har heller ikke her
      gjort noget, de kunde sætte mig i Fængsel for."

 16.  Da nu Overbageren så, at Josef gav Mundskænken en gunstig
      Tydning, sagde han til ham: "Jeg havde en lignende Drøm: Se, jeg
      bar tre Kurve Hvedebrød på mit Hoved.
 17.  I den øverste Kurv var der alle Hånde Bagværk til Faraos Bord,
      men Fuglene åd det af Kurven på mit Hoved!"
 18.  Da sagde Josef: "Det skal udtydes således: De tre Kurve betyder
      tre Dage;
 19.  om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og hænge dig op på en
      Pæl, og Fuglene skal æde Kødet af din Krop!"

 20.  Tre Dage efter, da det var Faraos Fødselsdag, gjorde han et
      Gæstebud for alle sine Tjenere, og da løftede han
      Overmundskænkens og Overbagerens, Hoveder iblandt sine Tjenere.
 21.  Overmundskænken genindsatte han i hans Embede, så han atter
      rakte Farao Bægeret,
 22.  og Overbageren lod han hænge, som Josef havde tydet det for dem.
 23.  Men Overmundskænken tænkte ikke på Josef; han glemte ham.

1.Mosebog 41

  1.  To År senere hændte det, at Farao havde en drøm. Han drømte, at
      han stod ved Nilen;
  2.  og se, op af Floden steg der syv smukke og fede Køer, som gav
      sig til at græsse i Engen;
  3.  efter dem steg der syv andre Køer op af Nilen, usle at se til og
      magre, og de stillede sig ved Siden af de første Køer på Nilens
      Bred;
  4.  og de usle og magre Køer åd de syv smukke og fede Køer. Så
      vågnede Farao.
  5.  Men han sov ind og havde en Drøm og så syv tykke og gode Aks
      skyde frem på et og samme Strå;
  6.  men efter dem volksede der syv golde og vindsvedne Aks frem;
  7.  og de golde Aks slugte de syv tykke og fulde Aks. Så vågnede
      Farao, og se, det var en Drøm.

  8.  Men om Morgenen var hans Sind uroligt; og han sendte Bud efter
      alle Ægyptens Tegnsudlæggere og Vismænd og fortalte dem sin
      Drøm, men ingen kunde tyde den for Farao.
  9.  Da sagde Overmundskænken til Farao: "Jeg må i Dag minde om mine
      Synder.
 10.  Den Gang Farao vrededes på sine Tjenere og lod dem sætte i
      Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, mig og Overbageren,
 11.  da drømte vi engang samme Nat hver en Drøm med sin særlige
      Betydning.
 12.  Sammen med os var der en Hebraisk Yngling, som var Træl hos
      Livvagtens Øverste, og da vi fortalte ham vore Drømme, tydede
      han dem for os, hver på sin Måde;
 13.  og som han tydede dem for os, således gik det: Jeg blev indsat i
      mit Embede, og Bageren blev hængt."

 14.  Da sendte Farao Bud efter Josef, og man fik ham hurtigt ud af
      Fangehullet; og efter at have ladet sig rage og skiftet Klæder
      fremstillede han sig for Farao.
 15.  Så sagde Farao til Josef: "Jeg har haft en Drøm, som ingen kan
      tyde; og nu har jeg hørt om dig, at du kun behøver at høre en
      Drøm, så kan du tyde den."
 16.  Josef svarede Farao: "Ikke jeg men Gud vil give Farao et
      gunstigt Svar!"
 17.  Da sagde Farao til Josef: "Jeg drømte, at jeg stod på Nilens
      Bred;
 18.  og se, op af Floden steg der syv fede og smukke Køer, som gav
      sig til at græsse i Engen;
 19.  efter dem steg der syv andre Køer op, ringe, såre usle og magre,
      så usle Dyr har jeg ikke set nogensteds i Ægypten;
 20.  og de magre og usle Køer åd de syv første, fede Køer;
 21.  men da de havde slugt dem, var det ikke til at kende på dem; de
      så lige så usle ud som før. Så vågnede jeg.
 22.  Men jeg sov atter ind og så i Drømme syv fulde og gode Aks skyde
      frem på et og samme Strå;
 23.  men efter dem voksede der syv udtørrede, golde og vindsvedne Aks
      frem,
 24.  og de golde Aks slugte de syv gode Aks. Det fortalte jeg mine
      Tegnsudlæggere, men ingen kunde forklare mig det."

 25.  Da sagde Josef til Farao: "Faraos Drømme betyder begge det
      samme, og Gud har kundgjort Farao, hvad han vil gøre.
 26.  De syv gode Køer betyder syv År; de syv gode Aks betyder
      ligeledes syv År; det er en og samme Drøm.
 27.  Og de syv magre og usle Køer, der steg op efter dem, betyder syv
      År, og de syv golde og vindsvedne Aks betyder syv Hungersnødsår.
 28.  Det var det, jeg mente, når jeg sagde til Farao: Hvad Gud vil
      gøre, har han ladet Farao skue!
 29.  Se, der kommer syv År med stor Overflod i hele Ægypten;
 30.  men efter dem kommer der syv Hungersnødsår, og man skal gemme al
      Overfloden i Ægypten; og Hungersnøden skal hærge Jorden,
 31.  så man intet mærker til Overfloden på Jorden på Grund af den
      påfølgende Hungersnød; thi den bliver såre hård.
 32.  Men at Drømmen gentog sig to Gange for Farao, betyder, at Sagen
      er fast besluttet af Gud, og at han snart vil lade det ske.
 33.  Men nu skulde Farao udse sig en indsigtsfuld og klog Mand og
      sætte ham over Ægypten,
 34.  og Farao skulde tage og indsætte Tilsynsmænd over Landet og
      opkræve Femtedelen af Ægyptens Afgrøde i Overflodens syv År;
 35.  og de skal samle al Afgrøden fra de gode År, der kommer, og
      oplagre Høsten som Faraos Eje og bringe Afgrøden under Lås og
      Lukke i Byerne,

 36.  for at Afgrøden kan tjene til Forråd for Landet i Hungersnødens
      syv År, som skal komme over Ægypten, at ikke Landet skal gå til
      Grunde ved Hungersnøden."
 37.  Både Farao og alle hans Tjenere syntes godt om den Tale,
 38.  og Farao sagde til sine Tjenere: "Hvor finder vi en Mand, i hvem
      Guds Ånd er som i ham?"
 39.  Og Farao sagde til Josef: "Efter at Gud har åbenbaret dig alt
      dette. kan ingen måle sig med dig i Indsigt og Kløgt;
 40.  du skal forestå mit Hus, og efter dit Ord skal alt mit Folk
      rette sig; kun Tronen vil jeg have forud for dig."
 41.  Og Farao sagde til Josef: "Så sætter jeg dig nu over hele
      Ægypten!"
 42.  Og Farao tog Seglringen af sin Hånd og satte den på Josefs,
      klædte ham i fine Linnedklæder og hængte Guldkæden om hans Hals:
 43.  han lod ham køre i sin næstbedste Vogn, og de råbte Abrek for
      ham. Således satte han ham over hele Ægypten.
 44.  Og Farao sagde til Josef: "Jeg er Farao, men uden dit Minde skal
      ingen røre Hånd eller Fod nogensteds i Ægypten!"
 45.  Derpå gav Farao Josef Navnet Zafenat Panea, og han lod ham ægte
      Asenat, en Datter af Præsten Potifera i On; og Josef drog
      omkring i Ægypten.

 46.  Josef var tredive År gammel. da han stededes for Farao, Ægyptens
      Konge. Så forlod Josef Farao og drog omkring i hele Ægypten.
 47.  Og Landet bar i bugnende Fylde i Overflodens syv År;
 48.  og Josef samlede al Afgrøden i de syv År, i hvilke der var
      Overflod i Ægypten, og bragte den til Byerne; i hver By samlede
      han Afgrøden fra Markerne der omkring.
 49.  Således ophobede Josef Korn i vældig Mængde, som Havets Sand,
      indtil man opgav at måle det, da det ikke var til at måle.

 50.  Før Hungersnødens År kom. fik Josef to Sønner med Asenat,
      Præsten i On Potiferas Datter;
 51.  og Josef gav den førstefødte Navnet Manasse, thi han sagde: "Gud
      har ladet mig glemme al min Møje og hele min Faders Hus."
 52.  Og den anden gav han Navnet Efraim, thi han sagde: "Gud har
      givet mig Livsfrugt i min Elendigheds Land."

 53.  Da Overflodens syv År, som kom over Ægypten, var omme,
 54.  begyndte Hungersnødens syv År, som Josef havde sagt; og der
      opstod Hungersnød i alle Lande, men i hele Ægypten var der Brød.
 55.  Så hungrede hele Ægypten; og Folket råbte til Farao om Brød; men
      Farao sagde til alle Ægypterne: "Gå til Josef og gør, hvad han
      siger eder!"
 56.  Og der var Hungersnød over hele Jorden. Da åbnede Josef for alle
      Kornlagrene og solgte Korn til Ægypterne; men Hungersnøden tog
      til i Ægypten;
 57.  og Alverden kom til Ægypten for at købe Korn hos Josef; thi
      Hungersnøden tog til over hele Jorden.

1.Mosebog 42

  1.  Da Jakob hørte, at der var Korn at få i Ægypten, sagde han til
      sine Sønner: "Hvad venter I efter?"
  2.  Og han sagde: "Jeg hører, at der er Korn at få i Ægypten; drag
      ned og køb os noget, at vi kan blive i Live og undgå Døden!"
  3.  Så drog de ti af Josefs Brødre ned for at købe Korn i Ægypten;
  4.  men Jakob sendte ikke Josefs Broder Benjamin med hans Brødre,
      thi han tænkte, der kunde tilstøde ham en Ulykke.

  5.  Blandt dem, der kom for at købe Korn, var også Israels Sønner;
      thi der var Hungersnød i Kana'ans Land.
  6.  Og da Josef var Hersker i Landet, og han var den, der solgte
      Korn til alt Folket i Landet, så kom Josefs Brødre og kastede
      sig til Jorden for ham.
  7.  Da Josef så sine Brødre, kendte han dem; men han lod fremmed
      over for dem, talte dem hårdt til og sagde til dem: "Hvorfra
      kommer I?" De svarede: "Fra Kana'ans Land for at købe Føde!"
  8.  Josef kendte sine Brødre, men de kendte ikke ham.
  9.  Da kom Josef de Drømme i Hu. han havde drømt om dem; og han
      sagde til dem; "I er Spejdere, I kommer for at se, hvor Landet
      er åbent!"
 10.  De svarede: "Nej, Herre, dine Trælle kommer for at købe Føde!
 11.  Vi er alle Sønner af en og samme Mand; vi er ærlige Folk.  dine
      Trælle er ikke Spejdere!"
 12.  Men han sagde: "Jo vist så! I kommer for at se, hvor Landet er
      åbent!"
 13.  De svarede: "Vi, dine Trælle. var tolv Brødre, Sønner af en og
      samme Mand i Kana'ans Land; den yngste er for Tiden hjemme hos
      vor Fader, og een er ikke mere!"
 14.  Men Josef sagde til dem: "Det er, som jeg siger eder: I er
      Spejdere!
 15.  Men nu skal I sættes på Prøve: Så sandt Farao lever, slipper I
      ikke herfra, uden at eders yngste Broder kommer hid!
 16.  Lad en af eder rejse hjem for at hente eders Broder, og imedens
      holdes I andre fangne; så vil det. vise sig, om eders Ord er
      Sandhed; og hvis ikke, så er I, så sandt, Farao lever,
      Spejdere!"
 17.  Derpå holdt han dem i Forvaring tre Dage.

 18.  Men Tredjedagen sagde Josef til dem: "Vil I beholde Livet, så
      skal I gøre således, thi jeg er en Mand, der frygter Gud:
 19.  Er I virkelig ærlige Folk, lad så en af eder blive tilbage som
      Fange i det Fængsel, som I sad i, medens I andre drager hjem med
      Korn til at stille Hungeren i eders Huse;
 20.  og bring så eders yngste Broder til mig, så skal eders Ord stå
      til Troende, og I skal slippe for at dø!" Og således gjorde de.
 21.  Da sagde de til hverandre: "Sandelig, nu må vi bøde for, hvad vi
      forbrød mod vor Broder, da vi så hans Sjælevånde, medens han
      bønfaldt os, og dog ikke hørte ham; derfor stedes vi nu i denne
      Vånde!"
 22.  Men Ruben tog til Orde og sagde til dem: "Sagde jeg eder ikke
      dengang: Forsynd eder ikke mod Drengen! Men I vilde ikke høre;
      se, nu kræves hans Blod!"
 23.  Således talte de. Men de vidste ikke, at Josef forstod det, thi
      han forhandlede med dem ved Tolk;
 24.  og han vendte sig bort fra dem og græd. Siden vendte han sig til
      dem og talte med dem; og han tog Simeon fra dem og lod ham
      fængsle for deres Øjne.

 25.  Så gav Josef Befaling til at fylde deres Sække med Korn og lægge
      Pengene tilbage i hver enkelts Sæk og give dem Rejsekost; og
      således skete det.
 26.  Så læssede de deres Korn på Æslerne og drog bort.
 27.  Men da en af dem i Natteherberget åbnede sin Sæk for at give sit
      Æsel Foder, fik han Øje på sine Penge, der lå oven i Sækken;
 28.  og han sagde til sine Brødre: "Mine Penge er kommet igen; se, de
      er i min Sæk!" Da sank Hjertet i Livet på dem, og de så
      forfærdede på hverandre og sagde: "Hvad har Gud dog gjort imod
      os!"

 29.  Og da de kom hjem til deres Fader Jakob i Kana'ans Land,
      fortalte de ham alt, hvad der var hændet dem, og sagde:
 30.  "Manden, der er Landets Herre, talte os hårdt til og holdt os i
      Forvaring, som var vi Folk, der vilde udspejde Landet;
 31.  men vi sagde til ham: Vi er ærlige Folk og ikke Spejdere;
 32.  vi var tolv Brødre, Sønner af en og samme Fader; een er ikke
      mere, og den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader i Kana'ans
      Land.
 33.  Så sagde Manden, der er Landets Herre: Derpå vil jeg kende, at I
      er ærlige Folk: Lad en af eder blive hos mig, og tag I andre
      Korn til at stille Hungeren i eders Huse og drag hjem!
 34.  Siden skal I bringe eders yngste Broder til mig, for at jeg kan
      kende, at I ikke er Spejdere, men ærlige Folk; så vil jeg
      udlevere eders Broder til eder, og I kan frit rejse i Landet."

 35.  Da de nu tømte deres Sække, fandt hver sin Pengepose i sin Sæk;
      og da de og deres Fader så Pengeposerne, blev de forfærdede.
 36.  Og deres Fader Jakob sagde til dem: "I gør mig barnløs; Josef er
      ikke mere, og Simeon er ikke mere, og nu vil I tage Benjamin;
      det går alt sammen ud over mig!"
 37.  Så sagde Ruben til sin Fader: "Du må tage mine to Sønners Liv,
      hvis jeg ikke bringer ham til dig; betro ham til mig, og jeg
      skal bringe ham tilbage til dig!"
 38.  Men han sagde: "Min Søn skal ikke rejse derned med eder, thi
      hans Broder er død, og han alene er tilbage; tilstøder der ham
      en Ulykke på den Rejse, I har for, så bringer I mine grå Hår ned
      i Dødsriget med Sorg!"

1.Mosebog 43
 39.  Men Hungersnøden var hård i Landet;


  1.  og da de havde fortæret det Korn, de havde hentet i Ægypten,
      sagde deres Fader til dem: "Køb os igen lidt Føde!"
  2.  Men Juda svarede ham: "Manden sagde os ganske afgjort: I bliver
      ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders Broder er med!
  3.  Hvis du derfor vil sende vor Broder med os, vil vi rejse ned og
      købe dig Føde;
  4.  men sender du ham ikke med, så rejser vi ikke derned, thi Manden
      sagde til os: I bliver ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders
      Broder er med!"
  5.  Så sagde Israel: "Hvorfor handlede I ilde imod mig og fortalte
      Manden, at I havde en Broder til?"
  6.  De svarede: "Manden spurgte os nøje ud om os og vor Slægt og
      sagde: Lever eders Fader endnu? Har I en Broder til? Og vi
      svarede ham på hans Spørgsmål; kunde vi vide, at han vilde sige:
      Bring eders Broder herned!"
  7.  Men Juda sagde til sin Fader Israel: "Send dog Drengen med mig,
      så vi kan komme af Sted og blive i Live og undgå Døden, både vi
      og du og vore Børn!
  8.  Jeg svarer for ham, af min Hånd må du kræve ham: bringer jeg ham
      ikke til dig og stiller ham for dit Åsyn, vil jeg være din
      Skyldner for bestandig;
  9.  havde vi nu ikke spildt Tiden, kunde vi have været tilbage to
      Gange!"
 10.  Så sagde deres Fader Israel til dem: "Kan det ikke være
      anderledes, gør da i alt Fald således: Tag noget af det bedste,
      Landet frembringer, med i eders Sække og bring Manden en Gave,
      lidt Mastiksbalsam, lidt Honning, Tragakantgummi, Cistusharpiks,
      Pistacienødder og Mandler;
 11.  og tag dobbelt så mange Penge med, så I bringer de Penge
      tilbage, som var lagt oven i eders Sække; måske var det en
      Fejltagelse;
 12.  og tag så eders Broder og drag atter til Manden!
 13.  Gud den Almægtige lade eder finde Barmhjertighed hos Manden, så
      han lader eders anden Broder og Benjamin fare - men skal jeg
      være barnløs, så lad mig da blive det!"

 14.  Så tog Mændene deres Gave og dobbelt så mange Penge med; også
      Benjamin tog de med, brød op og drog ned til Ægypten, hvor de
      fremstillede sig for Josef.
 15.  Da Josef så Benjamin iblandt dem, sagde han til sin
      Hushovmester: "Bring de Mænd ind i mit Hus, lad slagte og lave
      til, thi de skal spise til Middag hos mig."
 16.  Manden gjorde, som Josef bød,. og førte Mændene ind i Josefs
      Hus.
 17.  Men Mændene blev bange, da de førtes ind i Josefs Hus, og sagde:
      "Det er for de Penges Skyld, der forrige Gang kom tilbage i vore
      Sække, at vi føres herind, for at de kan vælte sig ind på os og
      kaste sig over os, gøre os til Trælle og tage vore Æsler."
 18.  Derfor trådte de hen til Josefs Hushovmester ved Døren til Huset
 19.  og sagde: "Hør os, Herre! Vi drog en Gang før herned for at købe
      Føde,
 20.  og da vi kom til vort Natteherberge og åbnede vore Sække, se. da
      lå vore Penge oven i hver enkelts Sæk, vore Penge til sidste
      Hvid. Men nu har vi bragt dem med tilbage
 21.  og desuden andre Penge for at købe Føde. Vi ved ikke, hvem der
      har lagt Pengene i vore Sække!"
 22.  Men han svarede: "Vær ved godt Mod, frygt ikke! Eders Gud og
      eders Faders Gud har lagt en Skat i eders Sække - eders Penge
      har jeg modtaget!" Og han førte Simeon ud til dem.
 23.  Så førte Manden dem ind i Josefs Hus og gav dem Vand til at
      tvætte deres Fødder og Foder til Æslerne.
 24.  Og de fremtog deres Gave, før Josef kom hjem ved Middagstid, thi
      de hørte, at de skulde spise der.

 25.  Da Josef trådte ind i Huset, bragte de ham den Gave, de havde
      med, og kastede sig til Jorden for ham.
 26.  Han hilste på dem og spurgte: "Går det eders gamle Fader vel,
      ham, I talte om? Lever han endnu?"
 27.  De svarede: "Det går din Træl, vor Fader, vel; han lever endnu!"
      Og de bøjede sig og kastede sig til Jorden.
 28.  Da han så fik Øje på sin kødelige Broder Benjamin, sagde han:
      "Er det så eders yngste Broder, som I talte til mig om?"  Og han
      sagde: "Gud være dig nådig, min Søn!"
 29.  Men Josef brød hurtigt af, thi Kærligheden til Broderen blussede
      op i ham, og han kæmpede med Gråden; derfor gik han ind i sit
      Kammer og græd der.
 30.  Men da han havde badet sit Ansigt, kom han ud, og han beherskede
      sig og sagde: "Sæt Maden frem!"
 31.  Så blev Maden sat frem særskilt for ham og for dem og for de
      Ægyptere, der spiste hos ham; thi Ægypterne kan ikke spise
      sammen med Hebræere, det er dem en Vederstyggelighed.
 32.  De blev bænket foran ham efter Alder, den førstefødte øverst og
      den yngste nederst, og Mændene undrede sig og så på hverandre;
 33.  og han lod dem bringe Mad fra sit eget Bord, og Benjamin fik fem
      Gange så meget som hver af de andre. Og de drak og blev lystige
      sammen med ham.

1.Mosebog 44

  1.  Derefter befalede han sin Hushovmester: "Fyld Mændenes Sække med
      Korn, så meget de kan have med sig, og læg hvers Pengesum oven i
      hans Sæk
  2.  og læg mit eget Sølvbæger oven i den yngstes Sæk sammen med
      Pengene for hans Korn!" Og han gjorde, som Josef bød.
  3.  Da Morgenen gryede, fik Mændene Lov at drage bort med deres
      Æsler.
  4.  Men før de var kommet ret langt fra Byen, bød Josef sin
      Hushovmester: "Sæt efter Mændene, og når du indhenter dem, sig
      så til dem: Hvorfor har I gengældt godt med ondt?
  5.  Hvorfor har I stjålet mit Sølvbæger? Det er jo min Herres
      Mundbæger, som han bruger til at tage Varsler af! Ilde har I
      handlet ved at gøre således!"

  6.  Og da han havde indhentet dem, sagde han det til dem.
  7.  Men de svarede: "Hvor kan min Herre tale således? Det være langt
      fra dine Trælle at gøre sligt!
  8.  Se, de Penge, vi fandt oven i vore Sække, bragte vi tilbage til
      dig fra Kana'ans Land - hvorfor skulde vi da stjæle Guld eller
      Sølv fra din Herres Hus!
  9.  Den af dine Trælle, det findes hos, skal dø, og desuden vil vi
      andre være din Herres Trælle!"
 10.  Han svarede: "Vel, lad det blive, som I siger: Den, Bægeret
      findes hos, skal være min Træl, men I andre skal være
      sagesløse!"
 11.  Så skyndte de sig at løfte hver sin Sæk ned på Jorden og åbne
      den,
 12.  og han undersøgte dem fra den ældstes til den yngstes, og
      Bægeret blev fundet i Benjamins Sæk.
 13.  Da sønderrev de deres Klæder, og efter at have læsset Sækkene
      hver på sit Æsel vendte de tilbage til Byen.

 14.  Da Juda og hans Brødre kom ind i Josefs Hus, hvor han endnu var,
      kastede de sig til Jorden for ham;
 15.  men Josef sagde til dem: "Hvad har I gjort! Ved I ikke, at en
      Mand som jeg forstår sig på hemmelige Kunster?"
 16.  Da sagde Juda: "Hvad skal vi svare min Herre, hvad skal vi sige,
      og hvorledes skal vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine
      Trælles Brøde! Se, vi er min Herres Trælle, både vi andre og
      han, Bægeret fandtes hos!"
 17.  Men han svarede: "Det være langt fra mig at handle således; den,
      Bægeret fandtes hos, skal være min Træl, men I andre kan i Fred
      drage hjem til eders Fader."

 18.  Da trådte Juda hen til ham og sagde: "Hør mig, min Herre, lad
      din Træl tale et Ord for min Herres Ører og lad ikke Vreden
      blusse op i dig mod din Træl, thi du er jo som Farao!
 19.  Min Herre spurgte sine Trælle Har I Fader eller Broder?
 20.  Og vi svarede min Herre: Ja, vi har en gammel Fader, og der er
      en Dreng, som blev født i hans Alderdom; en Broder til ham er
      død, og selv er han den eneste, hans Moder efterlod sig, og hans
      Fader elsker ham.
 21.  Så sagde du til dine Trælle: Bring ham med herned til mig, at
      jeg kan se ham med egne Øjne!
 22.  Men vi svarede min Herre: Drengen kan ikke forlade sin Fader,
      thi hans Fader dør, hvis han forlader ham!
 23.  Så sagde du til dine Trælle: Kommer eders yngste Broder ikke med
      herned, så bliver I ikke mere stedt for mit Åsyn!
 24.  Vi rejste så op til din Træl. min Fader, og fortalte ham, hvad
      min Herre havde sagt.
 25.  Da vor Fader siden sagde: Rejs atter hen og køb os lidt Føde!
 26.  svarede vi: Vi kan ikke rejse derned, hvis ikke vor yngste
      Broder følger med, thi vi bliver ikke stedt for Mandens Åsyn,
      medmindre vor yngste Broder er med!
 27.  Så sagde din Træl, min Fader. til os: I ved jo, at min Hustru
      fødte mig to Sønner;
 28.  den ene gik bort fra mig, og jeg sagde: Han er sikkerlig revet
      ihjel! Og jeg har ikke set ham siden;
 29.  hvis I nu også tager denne fra mig, og der tilstøder ham en
      Ulykke, bringer I mine grå Hår i Dødsriget med Smerte!
 30.  Kommer jeg derfor hjem til din Træl, min Fader, uden at
      Drengen. ved hvem han hænger med hele sin Sjæl, er med,
 31.  så bliver det hans Død, når han ser, at Drengen ikke er med.  og
      dine Trælle vil bringe din Træl vor Faders grå Hår i Dødsriget
      med Sorg.
 32.  Men din Træl skal svare sin Fader for Drengen, og jeg har
      forpligtet mig til at være hans Skyldner for bestandig, hvis jeg
      ikke bringer ham til ham;
 33.  lad derfor din Træl blive tilbage i Drengens Sted som min Herres
      Træl, men lad Drengen drage hjem med sine Brødre!
 34.  Thi hvorledes skulde jeg kunne drage hjem til min Fader, når jeg
      ikke har Drengen med? Jeg vil ikke kunne være Vidne til den
      Ulykke, der rammer min Fader!"

1.Mosebog 45

  1.  Da kunde Josef ikke længer beherske sig over for alle dem der
      stod hos ham, og han råbte "Lad alle gå ud!" Således var der
      ingen til Stede, da Josef gav sig til Kende for sine Brødre.
  2.  Så brast han i lydelig Gråd, så Ægypterne hørte det, og det
      spurgtes i Faraos Hus;
  3.  og Josef sagde til sine Brødre: "Jeg er Josef! Lever min Fader
      endnu?" Men hans Brødre kunde ikke svare ham, så forfærdede var
      de for ham.
  4.  Så sagde Josef til sine Brødre: "Kom hen til mig!" Og da de kom
      derhen, sagde Josef: "Jeg er eders Broder Josef, som I solgte
      til Ægypten;
  5.  men I skal ikke græmme eder eller være forknytte, fordi I solgte
      mig herhen, thi Gud har sendt mig forud for eder for at opholde
      Liv;
  6.  i to År har der nu været Hungersnød i Landet, og fem År endnu
      skal der hverken pløjes eller høstes;
  7.  derfor sendte Gud mig forud for eder, for at I kan få
      Efterkommere på Jorden, og for at mange hos eder kan reddes og
      holdes i Live.
  8.  Og nu, ikke I, men Gud har sendt mig hid, og han har gjort mig
      til Fader hos Farao og til Herre over hele hans Hus og til
      Hersker over hele Ægypten.
  9.  Skynd jer nu hjem til min Fader og sig til ham: Din Søn Josef
      lader sige: Gud har sat mig til Hersker over hele Ægypten; kom
      uden Tøven ned til mig
 10.  og tag Bolig i Gosens Land og bo i min Nærhed med dine Sønner og
      Sønnesønner, dit Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad du ejer og
      har;
 11.  der vil jeg sørge for dit Underhold - thi Hungersnøden vil vare
      fem År endnu - for at ikke du, dit Hus eller nogen, der hører
      dig til, skal gå til Grunde!
 12.  Nu ser I, også min Broder Benjamin, med egne Øjne, at det er
      mig, der taler til eder;
 13.  og I skal fortælle min Fader om al min Herlighed i Ægypten og om
      alt, hvad I har set, og så skal I skynde eder at bringe min
      Fader herned."
 14.  Så faldt han grædende sin Broder Benjamin om Halsen, og Benjamin
      græd i hans Arme.
 15.  Og han kyssede alle sine Brødre og græd ved deres Bryst; og nu
      kunde hans Brødre tale med ham.

 16.  Men det spurgtes i Faraos Hus, at Josefs Brødre var kommet, og
      Farao og hans Tjenere glædede sig derover:
 17.  og Farao sagde til Josef: "Sig til dine Brødre: Således skal I
      gøre: Læs eders Dyr og drag til Kana'ans Land,
 18.  hent eders Fader og eders Familier og kom hid til mig, så vil
      jeg give eder det bedste, der er i Ægypten, og I skal nyde
      Landets Fedme.
 19.  Byd dem at gøre således: Tag eder Vogne i Ægypten til eders Børn
      og Kvinder, sæt eders Fader op og kom hid;
 20.  bryd eder ikke om eders Ejendele, thi det bedste, der er i hele
      Ægypten, skal være eders!"
 21.  Det gjorde Israels Sønner så. Og efter Faraos Bud gav Josef dem
      Vogne og Rejsekost med;
 22.  hver især gav han dem et Sæt Festklæder, men Benjamin gav han
      300 Sekel Sølv og fem Sæt Festklæder;
 23.  og sin Fader sendte han ti Æsler med det bedste, der var i
      Ægypten og ti Aseninder med Korn, Brød og Rejsetæring til
      Faderen.
 24.  Så tog han Afsked med sine Brødre, og da de drog bort, sagde han
      til dem: "Kives ikke på Vejen!"

 25.  Således drog de hjem fra Ægypten og kom til deres Fader Jakob i
      Kana'ans Land;
 26.  og de fortalte ham det og sagde: "Josef lever endnu, og han er
      Hersker over hele Ægypten." Men hans Hjerte blev koldt, thi han
      troede dem ikke.
 27.  Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt til dem; og da han
      så Vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, oplivedes
      deres Fader Jakobs Ånd atter;
 28.  og Israel sagde: "Det er stort, min Søn Josef lever endnu; jeg
      vil drage hen og se ham, inden jeg dør!"

1.Mosebog 46

  1.  Da brød Israel op med alt, hvad han havde, og drog til
      Be'ersjeba, og han slagtede Ofre for sin Fader Isaks Gud.
  2.  Men Gud sagde i et Nattesyn til Israel: "Jakob, Jakob!" Og han
      svarede: "Se, her er jeg!"
  3.  Da sagde han: "Jeg er Gud, din Faders Gud, vær ikke bange for at
      drage ned til Ægypten, thi jeg vil gøre dig til et stort Folk
      der;
  4.  jeg vil selv drage med dig til Ægypten, og jeg vil også føre dig
      tilbage, og Josef skal lukke dine Øjne!"
  5.  Da brød Jakob op fra Be'ersjeba; og Israels Sønner satte deres
      Fader Jakob og deres Børn og Kvinder på de Vogne, Farao havde
      sendt til at hente ham på.
  6.  Og de tog deres Kvæg og al deres Ejendom, som de havde erhvervet
      sig i Kana'ans Land, og drog til Ægypten, Jakob og alt hans
      Afkom med ham;
  7.  således bragte han sine Sønner og Sønnesønner, sine Døtre og
      Sønnedøtre og alt sit Afkom med sig til Ægypten.

  8.  Følgende er Navnene på Israels Sønner, der kom til Ægypten,
      Jakob og hans Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte;
  9.  Rubens Sønner Hanok, Pallu. Hezron og Karmi;
 10.  Simeons Sønner Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og
      Kana'anæerkvindens Søn Sjaul;
 11.  Leois Sønner Gerson, Kehat og Merari;
 12.  Judos Sønner Er, Onan, Sjela, Perez og Zera; men Er og Onan døde
      i Kana'ans Land. Perezs Sønner var Hezron og Hamul.
 13.  Issakars Sønner Tola, Pua, Jasjub og Sjimron;
 14.  Zedulons Sønner Sered, Eloo og Jalel;
 15.  det var Leos Sønner, som hun fødte Jakob i Paddan-Aram; desuden
      fødte hun ham Datteren Dina; det samlede Tal på hans Sønner og
      Døtre var tre og tredive.
 16.  Gods Sønner Zifjon, Haggi. Sjuni, Ezbon, Eri, Arodi og Areli.
 17.  Asers Sønner Jimna, Jisjva. Jisjvi og Beria, og deres Søster
      Sera; og Berias Sønner Heber og Mallkiel;
 18.  det var Sønnerne af Zilpo, som Laban gav sin Datter Lea, og som
      fødte Jakob dem, seksten i alt;
 19.  Rakels, Jakobs Hustrus, Sønner Josef og Benjamin;
 20.  og Josef fik Børn i Ægypten med Asenat, en Datter af Potifera,
      Præsten i On: Manasse og Efraim;
 21.  Benjomins Sønner Bela, Beker, Asjbel, Gera, Nåman, Ebi, Rosj,
      Muppim, Huppim og Ard;
 22.  det var Rakels Sønner, som hun fødte Jakob, fjorten i alt;
 23.  Dons Søn Husjim;
 24.  Noffolis Sønner Jazeel, Guni, Jezer og Sjillem;
 25.  det var Sønnerne af Bilha, som Laban gav Rakel, og som fødte
      Jakob dem, syv i alt.
 26.  Hele Jakobs Familie, der kom til Ægypten med ham, fraregnet
      Jakobs Sønnekoner, udgjorde tilsammen seks og tresindstyve;
 27.  og Josefs Sønner, der fødtes ham i Ægypten, var to; alle de af
      Jakobs Hus, der kom til Ægypten, udgjorde halvfjerdsindstyve.

 28.  Men Juda sendte han i Forvejen til Josef, for at man skulde vise
      ham Vej til Gosen, og de kom til Gosens Land.
 29.  Da lod Josef spænde for sin Vogn og rejste sin Fader i Møde til
      Gosen; og da han traf ham, omfavnede han ham og græd længe i
      hans Arme;
 30.  og Israel sagde til Josef: "Lad mig nu kun dø, da jeg har set
      dit Ansigt, at du endnu lever!"
 31.  Men Josef sagde til sine Brødre og sin Faders Hus: "Jeg vil
      drage hen og melde det til Farao og sige til ham: Mine Brødre og
      min Faders Hus i Kana'an er kommet til mig;
 32.  disse Mænd er Hyrder, thi de driver Kvægavl, og de har bragt
      deres Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad de ejer, med.
 33.  Når så Farao lader eder kalde og spørger eder, hvad I er,
 34.  skal I sige: Dine Trælle har drevet Kvægavl fra Barnsben af
      ligesom vore Fædre! for at I kan komme til at bo i Gosens Land.
      Thi enhver Hyrde er Ægypterne en Vederstyggelighed."

1.Mosebog 47

  1.  Så drog Josef hen og meldte det til Farao og sagde: "Min Fader
      og mine Brødre er kommet fra Kana'ans Land med deres Småkvæg og
      Hornkvæg og alt, hvad de ejer, og befinder sig i Gosen."
  2.  Og han tog fem af sine Brødre med sig og forestillede dem for
      Farao.
  3.  Da nu Farao spurgte dem, hvad de var, svarede de: "Dine Trælle
      er Hyrder ligesom vore Fædre!"
  4.  Og de sagde til Farao: "Vi er kommet for at bo som Gæster i
      Landet, thi der er ingen Græsning for dine Trælles Småkvæg, da
      Hungersnøden er trykkende i Kana'an, og nu vilde dine Trælle
      gerne bosætte sig i Gosen."
  5.  Da sagde Farao til Josef: "Din Fader og dine Brødre er kommet
      til dig;
  6.  Ægypten står til din Rådighed, lad din Fader og dine Brødre
      bosætte sig i den bedste Del af Landet; de kan tage Ophold i
      Gosens Land; og hvis du ved, at der er dygtige Folk iblandt dem,
      kan du sætte dem til Opsynsmænd over mine Hjorde!"

  7.  Da hentede Josef sin Fader Jakob og forestillede ham for Farao,
      og Jakob velsignede Farao.
  8.  Farao spurgte Jakob: "Hvor mange er dine Leveår?"
  9.  Jakob svarede ham: "Min Udlændigheds År er 130 År; få og onde
      var mine Leveår, og ikke når de op til mine Fædres År i deres
      Udlændigheds Tid."
 10.  Derpå velsignede Jakob Farao og gik bort fra ham.
 11.  Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bosætte sig og gav dem
      Jordegods i Ægypten, i den bedste Del af Landet, i Landet
      Rameses, som Farao havde befalet.
 12.  Og Josef forsørgede sin Fader og sine Brødre og hele sin Faders
      Hus med Brød efter Børnenes Tal.

 13.  Der fandtes ikke mere brød Korn i Landet, thi Hungersnøden var
      overvættes stor, og Ægypten og Kana'an vansmægtede af Sult.
 14.  Da lod Josef alle de Penge samle, som var indkommet i Ægypten og
      Kana'an for det Korn, der købtes, og lod dem bringe til Faraos
      Hus.
 15.  Men da Pengene slap op i Ægypten og Kana'an, kom hele Ægypten
      til Josef og sagde: "Giv os Brødkorn, at vi ikke skal dø for
      dine Øjne, thi Pengene er sluppet op!"
 16.  Josef svarede: "Kom med eders Hjorde, så vil jeg give eder
      Brødkorn for dem, siden Pengene er sluppet op."
 17.  Da bragte de deres Hjorde til Josef, og han gav dem Brødkorn for
      Hestene, for deres Hjorde af Småkvæg og Hornkvæg og for Æslerne;
      og han forsørgede dem i det År med Brødkorn for alle deres
      Hjorde.
 18.  Men da Året var omme, kom de til ham det følgende År og sagde:
      "Vi vil ikke dølge det for min Herre; men Pengene er sluppet op,
      og Kvæget har vi bragt til min Herre; nu er der ikke andet
      tilbage for min Herre end vore Kroppe og vor Jord;
 19.  lad os dog ikke dø for dine Øjne, vi sammen med vor Jord, men
      køb os og vor Jord for Brødkorn, og lad os med vor Jord blive
      livegne for Farao, og giv os derfor Såsæd, så vi kan blive i
      Live og slippe for Døden, og vor Jord undgå at lægges øde!"
 20.  Da købte Josef al Jord i Ægypten til Farao, idet enhver Ægypter
      solgte sin Mark, fordi Hungersnøden tvang dem, og således kom
      Landet i Faraos Besiddelse;
 21.  og Befolkningen gjorde han til hans Trælle i hele Ægypten fra
      Ende til anden.
 22.  Kun Præsternes Jord købte han ikke, thi de havde faste Indtægter
      fra Farao, og de levede af de Indtægter, Farao havde skænket
      dem; derfor behøvede de ikke at sælge deres Jord.

 23.  Derpå sagde Josef til Folket: "Nu har jeg købt eder og eders
      Jord til Farao; nu har I Såsæd til Jorden;
 24.  men af Afgrøden skal I afgive en Femtedel til Farao, medens de
      fire Femtedele skal tjene eder til Såsæd på Marken og til Føde
      for eder og eders Husstand og til Føde for eders Børn."
 25.  De svarede: "Du har reddet vort Liv; måtte vi eje min Herres
      Gunst, så vil vi være Faraos Trælle!"
 26.  Således gjorde Josef det til en Vedtægt, der endnu den Dag i Dag
      gælder i Ægypten, at afgive en Femtedel til Farao; kun
      Præsternes Jord kom ikke i Faraos Besiddelse.

 27.  Israel bosatte sig nu i Ægypten, i Gosens Land; og de tog fast
      Ophold der, blev frugtbare og såre talrige.
 28.  Jakob levede i Ægypten i sytten År, så at Jakobs Levetid blev
      147 År.
 29.  Da nu Tiden nærmede sig, at Israel skulde dø, kaldte han sin Søn
      Josef til sig og sagde til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for
      dine Øjne, så læg din Hånd under min Lænd og lov mig at vise mig
      den Kærlighed og Trofasthed ikke at jorde mig i Ægypten.
 30.  Når jeg har lagt mig til Hvile hos mine Fædre, skal du føre mig
      fra Ægypten og jorde mig i deres Grav!" Han svarede: "Jeg skal
      gøre, som du siger."
 31.  Da sagde han: "Tilsværg mig det!" Og han tilsvor ham det. Da
      bøjede Israel sig tilbedende over Lejets Hovedgærde.

1.Mosebog 48

  1.  Efter disse Begivenheder fik Josef Melding om, at hans Fader var
      syg. Da tog han sine Sønner, Manasse og Efraim, med sig
  2.  Da det nu meldtes Jakob, at hans Søn Josef var kommet, tog
      Israel sig sammen og satte sig oprejst på Lejet
  3.  Jakob sagde til Josef: "Gud den Almægtige åbenbarede sig for mig
      i Luz i Kana'ans Land og velsignede mig;
  4.  og han sagde til mig: Jeg vil gøre dig frugtbar og give dig et
      talrigt Afkom og gøre dig til en Mængde Stammer, og jeg vil give
      dit Afkom efter dig Land til evigt Eje!
  5.  Nu skal dine to Sønner, der er født dig i Ægypten før mit komme
      til dig her i Ægypten, være mine, Efraim og Manasse skal være
      mine så godt som Ruben og Simeon;
  6.  derimod skal de Børn, du har fået efter dem, være dine; men de
      skal nævnes efter deres Brødres Navne i deres Arvelod
  7.  Da jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig, medens jeg var
      undervejs i Kana'an, da vi endnu var et stykke Vej fra Efrat, og
      jeg jordede hende der på vejen til Efrat, det er Betlehem".

  8.  Da Israel så Josefs Sønner, sagde han: "Hvem bringer du der?"
  9.  Josef svarede sin Fader: "Det er mine Sønner, som Gud har
      skænket mig her." Da sagde han:"Bring dem hen til mig, at jeg
      kan velsignedem!"
 10.  Men Israels Øjne var svækkede af Alderdom, så at han ikke kunde
      se. Da førte han dem hen til ham. og han kyssede og omfavnede
      dem.
 11.  Og Israel sagde til Josef: "Jeg: havde ikke turdet håbe at få
      dit Ansigt at se, og nu har Gud endog: ladet mig se dit Afkom!"
 12.  Derpå tog Josef dem bort fra hans Knæ og kastede sig til
      Jorden. på sit Ansigt.
 13.  Josef tog så dem begge, Efraim i sin højre Hånd til venstre for
      Israel og Manasse i sin venstre Hånd til højre for Israel, og
      førte dem hen til ham;
 14.  men Israel udrakte sin højre Hånd og lagde den på Efraims Hoved,
      uagtet han var den yngste.. og sin venstre Hånd lagde han på
      Manasses Hoved, så at han lagde Hænderne over Kors; thi Manasse
      var den førstefødte.
 15.  Derpå velsignede han Josef og sagde: "Den Gud, for hvis Åsyn
      mine Fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet
      mig: fra min første Færd og til nu,
 16.  den Engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne Drengene,
      så at mit Navn og mine Fædre Abrahams og Isaks Navn må blive
      nævnet ved dem, og de må vokse i Mængde i Landet!"

 17.  Men da Josef så, at hans Fader lagde sin højre Hånd på Efraims
      Hoved, var det ham imod,. og han greb sin Faders Hånd for at
      tage den bort fra Efraims Hoved og lægge den på Manasses;
 18.  og Josef sagde til sin Fader: "Nej, ikke således, Fader, thi
      denne er den førstefødte; læg din højre Hånd på hans Hoved!"
 19.  Men hans Fader vægrede sig og sagde: "Jeg ved det, min Søn, jeg
      ved det! Også han skal blive til et Folk, også han skal blive
      stor; men hans yngre Broder skal blive større end han, og hans
      Afkom skal blive en Mangfoldighed af Folkeslag!"
 20.  Således velsignede han dem på den Dag og sagde: "Med eder skal
      Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse!" Og
      han stillede Efraim foran Manasse.

 21.  Da sagde Israel til Josef: "Jeg skal snart dø, men Gud skal være
      med eder og føre eder tilbage til eders Fædres Land.
 22.  Dig giver jeg ud over dine Brødre en Højderyg, som jeg har
      fravristet Amonterne med mit Sværd og min Bue!"

1.Mosebog 49

  1.  Derpå kaldte Jakob sine Sønner til sig og sagde: "Saml eder, så
      vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste
      Dage:
  2.  Kom hid og hør, Jakobs Sønner, lyt til eders Fader Israel!
  3.  Ruben, du er min førstefødte, min Styrke og min Mandskrafts
      første, ypperst i Højhed, ypperst i Kraft!
  4.  Du skummer over som Vandet, men du mister din Forret; thi du
      besteg din Faders Leje.Skændigt handled du da han besteg mit
      Leje!

  5.  Simeon og Levi, det Broder Par, Voldsredskaber er deres Våben.
  6.  I deres Råd giver min Sjæl ej Møde, i deres Forsamling tager min
      Ære ej Del; thi i Vrede dræbte de Mænd, egenrådigt lamslog de
      Okser.
  7.  Forbandet være deres Vrede, så vild den er, deres Hidsighed, så
      voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i
      Israel!

  8.  Juda, dig skal dine Brødre prise, din Hånd skal gribe dine
      Fjender i Nakken, din Faders Sønner skal bøje sig for dig.
  9.  En Løveunge er Juda. Fra Rov stiger du op, min Søn! Han ligger
      og strækker sig som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække
      ham!
 10.  Ikke viger Kongespir fra Juda, ej Herskerstav fra hans Fødder,
      til han, hvem den tilhører; kommer, ham skal Folkene lyde.
 11.  Han binder sit Æsel ved Vinstokken, ved Ranken Asenindens Fole,
      tvætter i Vin sin Kjortel, sin Kappe i Drueblod,
 12.  med Øjnene dunkle af Vin og Tænderne hvide af Mælk!

 13.  Zebulon har hjemme ved Havets Byst, han bor ved Skibenes Kyst,
      hans Side er vendt mod Zidon.

 14.  Issakar, det knoglede Æsel, der strækker sig mellem Foldene,
 15.  fandt Hvilen sød og Landet lifligt; derfor bøjed han Ryg under
      Byrden og blev en ufri Træl.

 16.  Dan dømmer sit Folk så godt som nogen Israels Stamme.
 17.  Dan blive en Slange ved Vejen, en Giftsnog ved Stien, som bider
      Hesten i Hælen,så Rytteren styrter bagover!
 18.  På din Frelse bier jeg, HERRE!

 19.  Gad, på ham gør Krigerskarer Indhug, men han gør Indhug i Hælene
      på dem.

 20.  Aser, hans Føde er fed, Lækkerier for Konger har han at give.

 21.  Naftali er en løssluppen Hind, han fremfører yndig Tale.

 22.  Et yppigt Vintræ er Josef, et yppigt Vintræ ved Kilden, Ranker
      slynger sig over Muren.
 23.  Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør Angreb på ham,
 24.  men hans Bue er stærk, hans Hænders Arme rappe; det kommer fra
      Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe,
 25.  fra din Faders Gud han hjælpe dig!Og Gud den Almægtige, han
      velsigne dig med Himmelens Velsignelser oventil og Dybets
      Velsignelser nedentil, med Brysters og Moderlivs Velsignelser!
 26.  Din Faders Velsignelser overgår de ældgamle Bjerges
      Velsignelser, de evige Højes Herlighed. Måtte de komme over
      Josefs Hoved, over Issen på Fyrsten blandt Brødre!

 27.  Benjamin, den rovlystne Ulv, om Morgenen æder han Rov, om
      Aftenen deler han Bytte!"

 28.  Alle disse er Israels Stammer, tolv i Tal, og det var, hvad
      deres Fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af
      dem gav han sin særlige Velsignelse.

 29.  Og han sagde til dem som sin sidste Vilje: "Nu samles jeg til
      mit Folk; jord mig da hos mine Fædre i Hulen på Hetiten Efrons
      Mark.
 30.  i Hulen på Makpelas Mark over for Mamre i Kana'ans Land. den
      Mark, som Abraham købte af Hetiten Efron til Gravsted,
 31.  hvor de jordede Abraham og hans Hustru Sara, hvor de jordede
      Isak og hans Hustru Rebekka, og hvor jeg jordede Lea.
 32.  Marken og Hulen derpå blev købt af Hetiterne."
 33.  Dermed havde Jakob givet sine Sønner sin Vilje til Kende, og han
      strakte sine Fødder ud på Lejet. udåndede og samledes til sin
      Slægt.

1.Mosebog 50

  1.  Da kastede Josef sig over sin Faders Ansigt, græd og kyssede
      ham;
  2.  og Josef befalede de lægekyndige blandt sine Tjenere at
      balsamere hans Fader, og Lægerne balsamerede Israel.
  3.  Dermed gik fyrretyve Dage, thi så lang Tid tager Balsameringen:
      og Ægypterne begræd ham i halvfjerdsindstyve Dage.
  4.  Da Grædetiden var omme, sagde Josef til Faraos Husfolk: "Hvis I
      har Godhed for mig, så sig på mine Vegne til Farao:
  5.  Min Fader tog mig i Ed, idet han sagde: Når jeg er død, så jord
      mig i den Grav, jeg lod mig grave i Kana'ans Land! Lad mig
      derfor drage op og jorde min Fader og så vende tilbage hertil!"
  6.  Da sagde Farao: "Drag kun op og jord din Fader, som han har
      ladet dig sværge."
  7.  Så drog Josef op for at jorde sin Fader, og med ham drog alle
      Faraos Tjenere, de ypperste i hans Hus og de ypperste i Ægypten,
  8.  hele Josefs Hus og hans Brødre og hans Faders Hus, kun deres
      Kvinder og Børn, Småkvæg og Hornkvæg lod de blive tilbage i
      Gosen;
  9.  og med ham fulgte både Stridsvogne og Ryttere, så det blev en
      overmåde stor Karavane.
 10.  Da de kom til Gorenhåtad hinsides Jordan, holdt de der en
      overmåde stor og højtidelig Dødeklage, og han fejrede Sørgefest
      for sin Fader i syv Dage.
 11.  Men da Landets Indbyggere, Kana'anæerne, så denne Sørgefest i
      Gorenhåtad, sagde de: "Ægypterne holder en højtidelig
      Sørgefest." Derfor gav man det Navnet Abel Mizrajim; det ligger
      hinsides Jordan.

 12.  Og hans Sønner gjorde, som han havde pålagt dem;
 13.  hans Sønner førte ham til Kana'ans Land og jordede ham i Hulen
      på Makpelas Mark, den Mark, som Abraham havde købt til Gravsted
      af Hetiten Efron over for Mamre.
 14.  Efter at have jordet sin Fader vendte Josef tilbage til Ægypten
      med sine Brødre og alle dem, der var draget op med ham til hans
      Faders Jordefærd.

 15.  Da Josefs Brødre så, at deres Fader var død, sagde de: "Blot nu
      ikke Josef vil vise sig fjendsk mod os og gengælde os alt det
      onde, vi har gjort ham!"
 16.  Derfor sendte de Bud til Josef og sagde: "Din Fader pålagde os
      før sin Død
 17.  at sige til Josef: Tilgiv dog dine Brødres Brøde og Synd, thi de
      har gjort ondt imod dig! Så tilgiv nu din Faders Guds Tjenere
      deres Brøde!" Da græd Josef over deres Ord til ham.
 18.  Siden kom hans Brødre selv og faldt ham til Fode og sagde: "Se,
      vi vil være dine Trælle!"
 19.  Da sagde Josef til dem: "Frygt ikke, er jeg vel i Guds Sted?
 20.  I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode
      for at gøre, hvad nu er sket, og holde mange Folk i Live;
 21.  frygt ikke, jeg vil sørge for eder og eders Kvinder og Børn!"
      Således trøstede han dem og satte Mod i dem.

 22.  Josef blev nu i Ægypten, både han og hans Faders Hus, og Josef
      blev 110 År gammel.
 23.  Josef så Børn i tredje Led af Efraim; også Børn af Manasses Søn
      Makir fødtes på Josefs Knæ.
 24.  Derpå sagde Josef til sine Brødre: "Jeg dør snart, men Gud vil
      se til eder og føre eder fra Landet her til det Land, han
      tilsvor Abraham, Isak og Jakob."
 25.  Og Josef tog Israels Sønner i Ed og sagde: "Når Gud ser til
      eder, skal I føre mine Ben bort herfra!"
 26.  Josef døde 110 År gammel, og man balsamerede ham og lagde ham i
      Kiste i Ægypten.


2.Mosebog

2.Mosebog 1

  1.  Dette er Navnene på Israels Sønner, der sammen med Jakob kom til
      Ægypten med deres Familier:
  2.  Ruben, Simeon, Levi og Juda,
  3.  Issakar, Zebulon og Benjamin,
  4.  Dan og Naftali, Gad og Aser.
  5.  Jakobs Efterkommere udgjorde i alt halvfjerdsindstyve, men Josef
      var i Ægypten.
  6.  Imidlertid døde Josef og alle hans Brødre og hele dette
      Slægtled.
  7.  Men Israeliterne var frugtbare og formerede sig, og de blev
      mange og overmåde talrige, så at Landet blev fuldt af dem.

  8.  Da kom der en ny Konge over Ægypten, som ikke vidste noget om
      Josef;
  9.  og han sagde til sit Folk: "Se, Israels Folk bliver talrigere og
      stærkere end vi.
 10.  Velan, lad os gå klogt til Værks imod dem, for at de ikke skal
      blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i Krig, at
      de går over til vore Modstandere og kæmper mod os og til sidst
      forlader Landet!"
 11.  Så satte man Fogeder over dem til at plage dem med
      Trællearbejde, og de måtte bygge Forrådsbyer for Farao: Pitom og
      Ra'amses.
 12.  Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere
      bredte de sig, så Ægypterne fik Rædsel for Israeliterne.
 13.  Og Ægypterne tvang Israeliterne til Trællearbejde
 14.  og gjorde dem Livet bittert ved hårdt Arbejde med Ler og Tegl og
      alle Hånde Markarbejde, ved alt det Arbejde, de tvang dem til at
      udføre for sig.

 15.  Ægypterkongen sagde da til Hebræerkvindernes Jordemødre, af
      hvilke den ene hed Sjifra, den anden Pua:
 16.  "Når I forløser Hebræerkvinderne, skal I se godt efter ved
      Fødselen, og er det et Drengebarn, tag så Livet af det, men er
      det et Pigebarn, lad det så leve!"
 17.  Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke, som Ægypterkongen
      havde befalet dem, men lod Drengebørnene leve.
 18.  Da lod Ægypterkongen Jordemødrene kalde og sagde til dem:
      "Hvorfor har I båret eder således ad og ladet Drengebørnene
      leve?"
 19.  Men Jordemødrene svarede Farao: "Hebræerkvinderne er ikke som de
      Ægyptiske Kvinder, de har let ved at føde; inden Jordemoderen
      kommer til dem, har de allerede født!"
 20.  Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og
      såre talrigt;
 21.  og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham.
 22.  Da udstedte Farao den Befaling til hele sit Folk: "Alle
      Drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men Pigebørnene
      skal I lade leve!"

2.Mosebog 2

  1.  Og en Mand af Levis Hus gik hen og tog en Levi Datter til Ægte,
  2.  og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn. Da hun så, at det
      var en dejlig Dreng, skjulte hun ham i tre Måneder;
  3.  og da hun ikke længer kunde holde ham skjult, tog hun en Kiste
      af Papyrusrør, tættede den med Jordbeg og Tjære, lagde drengen i
      den og satte den hen mellem Sivene ved Nilens Bred.
  4.  Og hans Søster stillede sig noget derfra for at se, hvad der
      vilde ske med ham.
  5.  Da kom Faraos Datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik
      hendes Jomfruer ved Flodens Bred. Så fik hun Øje på Kisten
      mellem Sivene og sendte sin Pige hen for at hente den.
  6.  Og da hun åbnede den, så hun Barnet, og se, det var et
      Drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: "Det må
      være et af Hebræernes Drengebørn!"
  7.  Hans Søster sagde nu til Faraos Datter: "Skal jeg gå hen og
      hente dig en Amme blandt Hebræerkvinderne til at amme Barnet for
      dig?"
  8.  Faraos Datter svarede hende: "Ja, gør det!" Så gik Pigen hen og
      hentede Barnets Moder.
  9.  Og Faraos Datter sagde til hende: "Tag dette Barn med dig og am
      ham for mig, jeg skal nok give dig din Løn derfor!" Og Kvinden
      tog Barnet og ammede ham.
 10.  Men da Drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos
      Datter, og denne antog ham som sin Søn og gav ham Navnet Moses;
      "thi," sagde hun, "jeg har trukket ham op af Vandet."

 11.  På den Tid gik Moses, som imidlertid var blevet voksen, ud til
      sine Landsmænd og så på deres Trællearbejde. Og han så en
      Ægypter slå en Hebræer, en af hans Landsmænd, ihjel.
 12.  Da så han sig om til alle Sider, og efter at have forvisset sig
      om, at der ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og
      gravede ham ned i Sandet.
 13.  Da han den næste Dag igen gik derud, så han to Hebræere i
      Slagsmål med hinanden. Da sagde han til ham, der havde Uret:
      "Hvorfor slår du din Landsmand?"
 14.  Han svarede: "Hvem har sat dig til Herre og Dommer over os?  Vil
      du måske slå mig ihjel, ligesom du slog Ægypteren ihjel?" Og
      Moses blev bange og tænkte: "Så er det dog blevet bekendt!"
 15.  Da Farao fik Nys derom, søgte han at komme Moses til Livs, men
      Moses flygtede for Farao og tyede til Midjans Land, og der satte
      han sig ved en Brønd.

 16.  Præsten i Midjan havde syv Døtre; de kom nu hen og øste Vand og
      fyldte Trugene for at vande deres Faders Småkvæg.
 17.  Da kom Hyrderne og vilde jage dem bort, men Moses stod op og
      hjalp dem og vandede deres Småkvæg.
 18.  Da de nu kom hjem til deres Fader Reuel, sagde han: "Hvorfor
      kommer I så tidligt hjem i Dag?"
 19.  De svarede: "Der var en Ægypter, som hjalp os over for Hyrderne,
      ja han øste også Vand for os og vandede Småkvæget."
 20.  Da sagde han til sine Døtre: "Hvor er han da? Hvorfor har I
      ladet Manden blive derude? Byd ham ind, at han kan få noget at
      spise!"
 21.  Så bestemte Moses sig til at tage Ophold hos Manden, og han gav
      Moses sin Datter Zippora til Ægte,
 22.  og hun fødte en Søn, som han kaldte Gersom; "thi," sagde han,
      "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land."

 23.  Således gik der lang Tid hen, og imidlertid døde
      Ægypterkongen. Men Israeliterne stønnede og klagede under deres
      Trældom, og deres Skrig over Trældommen nåede op til Gud.
 24.  Da hørte Gud deres Jamren, og Gud ihukom sin Pagt med Abraham,
      Isak og Jakob,
 25.  og Gud så til Israeliterne, og Gud kendtes ved dem.

2.Mosebog 3

  1.  Moses vogtede nu Småkvæget for sin Svigerfader Jetro, Præsten i
      Midjan,og drev engang Småkvæget hen hinsides Ørkenen og kom til
      Guds Bjerg Horeb.
  2.  Da åbenbarede HERRENs Engel sig for ham i en Ildslue, der slog
      ud af en Tornebusk, og da han så nærmere til, se, da stod
      Tornebusken i lys Lue, uden at den blev fortæret.
  3.  Da sagde Moses: "Lad mig gå hen og se på dette underfulde Skue,
      hvorfor Tornebusken ikke brænder op."
  4.  Men da HERREN så, at han gik hen for at se derpå, råbte Gud til
      ham fra Tornebusken: "Moses, Moses!" Og han svarede: "Se, her er
      jeg!"
  5.  Da sagde han: "Kom ikke nærmere! Drag dine Sko af dine Fødder,
      thi det Sted, du står på, er hellig Jord!"
  6.  Og han sagde: "Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og
      Jakobs Gud." Da skjulte Moses sit Ansigt, thi han frygtede for
      at skue Gud.

  7.  Derpå sagde HERREN: "Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten,
      og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja,
      jeg kender deres Lidelser;
  8.  og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens Hånd og føre
      dem bort fra dette Land til et godt og vidtstrakt Land, til et
      Land, der flyder med Mælk og Honning, til Kana'anæernes,
      Hetiternes, Amoriternes, Perizzitemes, Hivviternes og
      Jebusiternes Egn.
  9.  Se, nu er Israeliternes Klageskrig nået til mig, og jeg har også
      set den Trængsel, Ægypterne har bragt over dem.
 10.  Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit Folk,
      Israeliterne, ud af Ægypten!"
 11.  Men Moses sagde til Gud: "Hvem er jeg, at jeg skulde kunne gå
      til Farao og føre Israeliterne ud af Ægypten?"
 12.  Han svarede: "Jo, jeg vil være med dig! Og dette skal være dig
      Tegnet på, at det er mig, der har sendt dig: Når du har ført
      Folket ud af Ægypten, skal I dyrke Gud på dette Bjerg!"
 13.  Men Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til Israeliterne og
      siger dem, at deres Fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal
      jeg så svare dem, hvis de spørger om hans Navn7"
 14.  Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Således
      skal du sige til Israeliterne: JEG ER har sendt mig til eder!"

 15.  Og Gud sagde fremdeles til Moses: "Således skal du sige til
      Israeliterne: HERREN, eders Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud
      og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit Navn til
      evig Tid, og således skal jeg kaldes fra Slægt til Slægt.
 16.  Gå nu hen og kald Israels Ældste sammen og sig til dem: HERREN,
      eders Fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret
      sig for mig og sagt: Jeg har givet Agt på eder og på, hvad man
      har gjort imod eder i Ægypten,
 17.  og jeg har sat mig for at føre eder ud af Ægyptens Elendighed
      til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes,
      Hivviternes og Jebusiternes Land, til et Land, der flyder med
      Mælk og Honning!
 18.  De vil høre på dig, og du skal sammen med Israels Ældste gå til
      Ægypterkongen, og I skal sige til ham: HERREN, Hebræernes Gud,
      har mødt os, tillad os derfor at drage tre Dagsrejser ud i
      Ørkenen og ofre til HERREN vor Gud!
 19.  Jeg ved vel, at Ægypterkongen ikke vil tillade eder at drage
      bort uden med Magt;
 20.  men jeg skal udrække min Hånd og ramme Ægypten med alle mine
      Undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give eder Lov
      til at drage af Sted.
 21.  Og jeg vil stemme Ægypterne gunstigt mod dette Folk, så at I,
      når I drager bort, ikke skal drage bort med tomme Hænder.
 22.  Enhver Kvinde skal bede sin Naboerske og de Kvinder, som er til
      Huse hos hende, om Sølv og Guldsmykker og Klæder, og I skal give
      eders Sønner og Døtre det på. Således skal I tage Bytte fra
      Ægypterne."

2.Mosebog 4

  1.  Moses svarede; "Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men
      siger, at HERREN ikke har åbenbaret sig for mig?"
  2.  Da sagde HERREN til ham: "Hvad har du der i din Hånd?" Han
      svarede: "En Stav!"
  3.  Og han sagde: "Kast den til Jorden!" Da kastede han den til
      Jorden, og den blev til en Slange, og Moses flyede for den.
  4.  Og HERREN sagde til Moses: "Ræk Hånden ud og grib den i Halen!"
      Da rakte han sin Hånd ud, og den blev til en Stav i hans Hånd.
  5.  "For at de nemlig kan tro, at HERREN, deres Fædres Gud, Abrahams
      Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for dig."
  6.  Og HERREN sagde fremdeles til ham: "Stik din Hånd ind på
      Brystet!" Da stak han sin Hånd ind på Brystet, og da han trak
      den ud, se, da var den hvid som Sne af Spedalskhed.
  7.  Derpå sagde han: "Stik atter Hånden ind på Brystet!" Så stak han
      atter Hånden ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var
      den igen som hans øvrige Legeme.
  8.  "Hvis de nu ikke tror dig og lader sig overbevise af det første
      Tegn, så vil de tro det sidste;
  9.  men hvis de end ikke tror på disse to Tegn og hører på dig, tag
      da Vand fra Nilen og hæld det ud på Jorden, så skal Vandet, som
      du tager fra Nilen, blive til Blod på Jorden."

 10.  Men Moses sagde til HERREN: "Ak, Herre, jeg er ingen veltalende
      Mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du
      har talet til din Tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig
      og tale for mig."
 11.  Da svarede HERREN ham: "Hvem har givet Mennesket Mund, og hvem
      gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, HERREN?
 12.  Gå derfor kun, jeg vil være med din Mund og lære dig, hvad du
      skal sige!"
 13.  Men han sagde: "Ak, Herre, send dog enhver anden end mig!"
 14.  Da blussede HERRENs Vrede op imod Moses, og han sagde: "Har du
      ikke din Broder Aron, Leviten? Han, ved jeg, kan tale for sig.
      Han er også allerede på Vej for at møde dig, og han vil glæde
      sig i sit Hjerte, når han ser dig;
 15.  du skal tale til ham og lægge ham Ordene i Munden, så vil jeg
      være med din og hans Mund og lære eder, hvad I skal gøre.
 16.  Han skal tale på dine Vegne til Folket; han skal være din Mund,
      og du skal være som Gud for ham.
 17.  Tag nu i din Hånd denne Stav, som du skal gøre Tegnene med!"

 18.  Derefter vendte Moses tilbage til sin Svigerfader Jetro og sagde
      til ham: "Lad mig vende tilbage til mine Landsmænd i Ægypten og
      se, om de endnu er i Live!" Og Jetro svarede Mose's: "Drag bort
      i Fred!"
 19.  Da sagde HERREN til Moses i Midjan: "Vend tilbage til Ægypten,
      thi alle de Mænd, der stod dig efter Livet, er døde."
 20.  Så tog Moses sin Hustru og sin Søn og satte dem på sit Æsel og
      vendte tilbage til Ægypten; og Moses tog Guds Stav i Hånden.
 21.  Men HERREN sagde til Moses: "Når du vender tilbage til Ægypten,
      så mærk dig dette: Alle de Undergerninger, jeg giver dig Magt
      til at udføre, skal du gøre for Farao; men jeg vil forhærde hans
      Hjerte, så han ikke lader Folket rejse.
 22.  Og da skal du sige til Farao: Så siger HERREN: Israel er min
      førstefødte Søn;
 23.  men da jeg sagde til dig: Lad min Søn rejse, for at han kan
      dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din
      førstefødte Søn!"

 24.  Men undervejs, i Natteherberget, kom HERREN imod ham og vilde
      dræbe ham.
 25.  Da greb Zippora en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud og
      berørte hans Blusel dermed, idet hun sagde: "Du er mig en
      Blodbrudgom!"
 26.  Så lod han ham i Fred. Ved den Lejlighed brugte hun Ordet
      "Blodbrudgom" med Hentydning til Omskærelsen.

 27.  Derpå sagde HERREN til Aron: "Gå Moses i Møde i Ørkenen!" Og han
      gik ud og traf ham ved Guds Bjerg og kyssede ham.
 28.  Og Moses fortalte Aron om alt, hvad HERREN havde pålagt ham, og
      om alle de Tegn, han havde befalet ham at gøre.
 29.  Derefter gik Moses og Aron den og kaldte alle Israeliternes
      Ældste sammen;
 30.  og Aron fortalte alt, hvad HERREN havde sagt til Moses, og denne
      gjorde Tegnene i Folkets Påsyn.
 31.  Da troede Folket, og da de hørte, at HERREN havde givet Agt på
      Israeliterne og set til deres Elendighed, bøjede de sig og
      tilbad.

2.Mosebog 5

  1.  Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: "Så siger
      HERREN, Israels Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan holde
      Højtid for mig i Ørkenen!"
  2.  Men Farao sagde: "Hvem er HERREN, at jeg skulde adlyde ham og
      lade Israeliterne rejse? Jeg kender ikke noget til HERREN, og
      jeg vil heller ikke lade Israeliterne rejse!"
  3.  De svarede: "Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage
      tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN. vor Gud, for at
      han ikke skal slå os med Pest eller Sværd!"
  4.  Men Ægypterkongen sagde til dem: "Hvorfor vil I, Moses og Aron,
      forstyrre Folket i dets Arbejde? Gå til eders Trællearbejde!"
  5.  Og Farao sagde: "Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have
      dem fri fra deres Trællearbejde!"

  6.  Samme Dag udstedte Farao følgende Befaling til Fogederne over
      Folket og dets Opsynsmænd:
  7.  "I skal ikke mere som hidtil give Folket Halm til Teglarbejdet;
      de skal selv gå ud og sanke Halm;
  8.  men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange Teglsten
      som hidtil, I må ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og
      derfor er det, de råber op og siger: Lad os drage ud og ofre til
      vor Gud!
  9.  Strengt Arbejde skal de Mennesker have, for at de kan være
      optaget deraf og ikke af Løgnetale."
 10.  Da gik Folkets Fogeder og Opsynsmænd ud og sagde til Folket:
      "Således siger Farao: Jeg vil ikke mere give eder Halm;
 11.  gå selv ud og sank eder Halm, hvor I kan finde det, men i eders
      Arbejde bliver der intet eftergivet!"
 12.  Da spredte Folket sig over hele Ægypten for at samle Halmstrå.
 13.  Men Fogederne trængte på og sagde: "I skal Dag for Dag yde fuldt
      Arbejde, ligesom dengang I fik Halm!"
 14.  Og Israeliternes Opsynsmænd, som Faraos Fogeder havde sat over
      dem, fik Prygl, og der blev sagt til dem: "Hvorfor stryger I
      ikke mere det fastsatte Antal Teglsten ligesom før?"
 15.  Da gik Israeliternes Opsynsmænd hen og råbte til Farao: "Hvorfor
      handler du således med din Fræne?
 16.  Dine Trælle får ingen Halm, og dog siger de til os: Lav
      Teglsten! Og dine Trælle får Prygl; du forsynder dig mod dit
      Folk."
 17.  Men han svarede: "I er dovne, det er det, I er! Derfor siger I:
      Lad os rejse ud og ofre til HERREN!
 18.  Gå nu hen og tag fat på eders Arbejde; I får ingen Halm, men I
      skal levere det samme Antal Teglsten!"

 19.  Israeliternes Opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle
      sige: "Der må intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af
      Teglsten!"
 20.  Og da de ved deres Bortgang fra Farao traf Moses og Aron, som
      stod og ventede på dem,
 21.  sagde de til dem: "HERREN se til eder og dømme eder, fordi I har
      vakt Afsky mod os hos Farao og hans Tjenere og lagt dem et Sværd
      i Hånden til at dræbe os med!"
 22.  Da vendte Moses sig igen til HERREN og sagde: "Herre, hvorfor
      har du handlet ilde med dette Folk? Hvorfor har du udsendt mig?
 23.  Siden jeg har været hos Farao og talt i dit Navn, har han
      handlet ilde med dette Folk, og frelst dit Folk har du ikke!"

6-1.  Men HERREN svarede Moses: "Nu skal du få at se, hvad jeg vil
      gøre ved Farao! Med Magt skal han blive tvunget til at lade dem
      rejse, og med Magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af
      sit Land!"

2.Mosebog 6
  2.  Gud talede til Moses og sagde til ham: "Jer er HERREN!
  3.  For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den
      Almægtige, men under mit Navn HERREN gav jeg mig ikke til Kende
      for dem.
  4.  Eftersom jeg har oprettet min Pagt med dem om at skænke dem
      Kana'ans Land, deres Udlændigheds Land, hvor de levede som
      fremmede,
  5.  har jeg nu hørt Israeliternes Klageråb over, at Ægypterne holder
      dem i Trældon, og jeg er kommet min Pagt i Hu.
  6.  Derfor skal du sige til Israeliterne: Jeg er HERREN, og jeg vil
      udfri eder fra det Trællearbejde, Ægypterne har pålagt eder, og
      frelse eder fra deres Trældom og udløse eder med udrakt Arm og
      med vældige Straffedomme;
  7.  og så vil jeg antage eder som mit Folk og være eders Gud, og I
      skal kende, at jeg er HERREN eders Gud, som udfrier eder fra
      Ægypternes Trællearbejde;
  8.  og jeg vil føre eder til det Land, jeg har svoret at ville
      skænke Abraham, Isak og Jakob, og give eder det i Eje. Jeg er
      HERREN!"
  9.  Moses kundgjorde nu dette for Israeliterne; men de hørte ikke på
      Moses, dertil var deres Modløshed for stor og deres
      Trællearbejde for hårdt

 10.  Da talede HERREN til Moses og sagde:
 11.  "Gå hen og sig til Farao, Ægyptens Konge, at han skal lade
      Israeliterne drage ud af, sit Land!"
 12.  Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Israeliterne har ikke hørt på
      mig, hvor skulde da Farao gøre det, tilmed da jeg er uomskåren
      på Læberne?"
 13.  Da talede HERREN til Moses og Aron og sendte dem til Farao,
      Ægyptens Konge, for at føre Israeliterne ud af Ægypten.

 14.  Følgende var Overhovederne for deres Fædrenehuse: Rubens,
      Israels førstefødtes, Sønner var: Hanok, Pallu, Hezron og Harmi;
      det er Rubens Slægter.
 15.  Simeons. Sønner var Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og
      Kana'anæerkvindens Søn Sjaul; det er Simeons Slægter.
 16.  Følgende er Navnene på Levis Sønner efter deres Nedstamning:
      Gerson, Kehat og Merari. Levis Levetid var 137 År.
 17.  Gersons Sønner var Libni og Sjimi efter deres Slægter.
 18.  Hehats Sønner var Amram, Jizhar, Hebon og Uzziel. Hehats Levetid
      var 133 År.
 19.  Meraris Sønner var Mali og Musji. Det er Levis Slægter efter
      deres Nedstamning.
 20.  Amram tog sin Faster Jokebed til Ægte; og hun fødte ham Aron og
      Moses. Amrams Levetid var 137 År.
 21.  Jizhars Sønner var Hora, Nefeg og Zikri.
 22.  Uzziels Sønner var Misjael, Elzafan og Sitri.
 23.  Aron tog Amminadabs Datter, Nahasjons Søster Elisjeba til Ægte;
      og hun fødte ham Nadab, Abibu, Eleazar og Itamar.
 24.  Koras Sønner var Assir, Elkana og Abiasaf; det er Koraiternes
      Slægter.
 25.  Arons Søn Eleazar tog en at Putiels Døtre til Ægte; og hun fødte
      ham Pinehas. Det er Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse
      efter deres Slægter.
 26.  Det var Aron og Moses, som HERREN sagde til: "Før Israeliterne
      ud af Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling!"
 27.  Det var dem, der talte til Farao, Ægyptens Konge, om at føre
      Israeliterne ud af Ægypten, Moses og Aron.

 28.  Dengang HERREN talede til Moses i Ægypten,
 29.  talede HERREN til Moses således: "Jeg er HERREN! Forkynd Farao,
      Ægyptens Konge, alt, hvad jeg siger dig!"
 30.  Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Se, jeg er uomskåren på
      Læberne, hvorledes skulde da Farao ville høre på mig?"

2.Mosebog 7

  1.  Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg gør dig til Gud for Farao,
      men din Broder Aron skal være din Profet.
  2.  Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din Broder
      Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne
      rejse ud af sit Land.
  3.  Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn
      og Undere i Ægypten.
  4.  Farao skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min Hånd på
      Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af
      Ægypten med vældige Straffedomme;
  5.  og når jeg udrækker min Hånd mod Ægypten og fører Israeliterne
      ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er HERREN."
  6.  Da gjorde Moses og Aron, som HERREN pålagde dem.
  7.  Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve År gammel, da
      de talte til Farao.

  8.  Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
  9.  "Når Farao kræver et Under af eder, sig så til Aron: Tag din
      Stav og kast den ned foran Farao, så skal den blive til en
      Slange!"
 10.  Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som HERREN bød; og da
      Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til
      en Slange.
 11.  Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og
      de, Ægyptens Koglere, gjorde også det samme ved Hjælp af deres
      hemmelige Kunster;
 12.  de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons
      Stav opslugte deres Stave.
 13.  Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem,
      således som HERREN havde sagt.

 14.  HERREN sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han
      vægrer sig ved at lade Folket rejse.
 15.  Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til
      Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der
      forvandledes til en Slange, i Hånden
 16.  og sig til ham: HERREN, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med
      det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen!
      Men hidtil har du ikke adlydt.
 17.  Så siger HERREN: Deraf skal du kende, at jeg er HERREN: Se, jeg
      slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og
      det skal forvandles til Blod,
 18.  Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal
      væmmes ved at drikke Vand fra Nilen."
 19.  Og HERREN sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk
      din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme
      og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der
      skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar."
 20.  Og Moses og Aron gjorde, som HERREN bød; Moses løftede Staven og
      slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt
      Vandet i Nilen forvandledes til Blod;
 21.  Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde
      drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten.
 22.  Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres
      hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke
      hørte på dem, således som HERREN havde sagt.
 23.  Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde
      han sig på Sinde.
 24.  Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand,
      thi de kunde ikke drikke Nilvandet.
 25.  Og således gik der syv Dage, efter at HERREN havde slået Nilen.

2.Mosebog 8

  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så
      siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
  2.  Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg
      plage hele dit Land med Frøer;
  3.  Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i
      dit Hus og dit Sovekammer og på dit Leje og i dine Tjeneres og
      dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge;
  4.  ja på dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne
      kravle op."
  5.  Da sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Hånd med
      Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og få Frøerne til
      at kravle op over Ægypten!"
  6.  Og Aron rakte sin Hånd ud over Ægyptens Vande. Da kravlede
      Frøerne op og fyldte Ægypten.
  7.  Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige
      Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten.
  8.  Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå i Forbøn hos
      HERREN, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, så vil
      jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til HERREN."
  9.  Moses svarede Farao: "Du behøver kun at befale over mig! Til
      hvilken Tid skal jeg gå i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit
      Folk om at få Frøerne bort fra dig og dine Huse, så de kun
      bliver tilbage i Nilen?"
 10.  Han svarede: "I Morgen!" Da sagde han: "Det skal ske, som du
      siger, for at du kan kende, at der ingen er som HERREN vor Gud;
 11.  Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit
      Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage."
 12.  Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses råbte til HERREN
      om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao;
 13.  og HERREN gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i
      Gårdene og på Markerne,
 14.  og man samlede dem sammen i Dynger, så Landet kom til at stinke
      deraf.
 15.  Men da Farao så, at han havde fået Luft, forhærdede han sit
      Hjerte og hørte ikke på dem, således som HERREN havde sagt.

 16.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Stav ud og
      slå Støvet på Jorden med den, så skal det blive til Myg i hele
      Ægypten!"
 17.  Og de gjorde således; Aron udrakte sin Hånd med Staven og slog
      Støvet på Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr;
      alt Støvet på Jorden blev til Myg i hele Ægypten.
 18.  Koglerne søgte nu også ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at
      fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over
      Mennesker og Dyr.
 19.  Da sagde Koglerne til Farao: "Det er Guds Finger!" Men Faraos
      Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som
      HERREN havde sagt.

 20.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for
      Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Så
      siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
 21.  Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser
      over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes
      Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor på;
 22.  men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre
      en Undtagelse, så der ingen Bremser kommer, for at du kan kende,
      at jeg HERREN er i Landet;
 23.  og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal
      dette Tegn ske!"
 24.  Og HERREN gjorde således: Vældige Bremsesværme trængte ind i
      Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet
      hærgedes af Bremserne.
 25.  Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå hen og bring
      eders Gud et Offer her i Landet!"
 26.  Men Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, thi til
      HERREN vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en
      Vederstyggelighed; og når vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad
      der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os?
 27.  Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN vor
      Gud, således som han har pålagt os!"
 28.  Farao sagde: "Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til HERREN
      eders Gud i Ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå
      i Forbøn for mig!"
 29.  Moses svarede: "Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i
      Forbøn hos HERREN, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans
      Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao så ikke igen narrer os
      og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til HERREN!"
 30.  Derpå gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos HERREN.
 31.  Og HERREN gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra
      Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke en eneste
      tilbage.
 32.  Men Farao forhærdede også denne Gang sit Hjerte og lod ikke
      Folket rejse.

2.Mosebog 9

  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så
      siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan
      dyrke mig!
  2.  Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med
      at holde dem fast,
  3.  se, da skal HERRENs Hånd komme over dit Kvæg på Marken, over
      Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Småkvæget med en
      såre forfærdelig Pest.
  4.  Og HERREN skal sætte Skel mellem Israels Kvæget og Ægypterens
      Kvæg, så der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører
      Israeliterne."
  5.  Og HERREN satte en Tidsfrist, idet han sagde: "I Morgen skal
      HERREN lade dette ske i Landet."
  6.  Den følgende Dag lod HERREN det så ske, og alt Ægypternes Kvæg
      døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr.
  7.  Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes
      Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke
      Folket rejse.

  8.  Derpå sagde HERREN til Moses og Aron: "Tag begge eders Hænder
      fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i
      Faraos Påsyn!
  9.  Så skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til
      Betændelse, der bryder ud i Bylder på Mennesker og Kvæg i hele
      Ægypten!"
 10.  Da tog de Sod fra Smelteovnen og trådte frem for Farao, og Moses
      kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i
      Bylder på Mennesker og Kvæg.
 11.  Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses på Grund af
      Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne såvel som alle de
      andre Ægyptere.
 12.  Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke hørte på dem,
      således som HERREN havde sagt til Moses.

 13.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for
      Farao og sig til ham: Så siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit
      Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
 14.  Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og
      mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er
      ingen som jeg på hele Jorden.
 15.  Thi ellers havde jeg nu udrakt min Hånd for at ramme dig og dit
      Folk med Pest, så du blev udryddet fra Jordens Overflade;
 16.  dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min
      Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt på hele Jorden.
 17.  Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det
      rejse.
 18.  Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr
      bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det
      blev til og indtil nu.
 19.  Derfor må du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har på
      Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig
      på Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og
      omkomme."
 20.  De blandt Faraos Tjenere, der frygtede HERRENs Ord, bragte nu
      deres Trælle og Kvæg under Tag;
 21.  men de, der ikke lagde sig HERRENs Ord på Hjerte, lod deres
      Trælle og Kvæg blive ude på Marken.
 22.  Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så
      skal der falde Hagl i hele Ægypten på Mennesker og Dyr og på
      alle Markens Urter i Ægypten!"
 23.  Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og HERREN sendte Torden
      og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og HERREN lod Hagl falde over
      Ægypten;
 24.  og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, så
      voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten,
      siden det blev befolket;
 25.  og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var på Marken,
      både Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned,
      og alle Markens Træer knækkede den;
 26.  kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.

 27.  Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: "Denne
      Gang har jeg syndet; HERREN har Ret, og jeg og mit Folk har
      Uret;
 28.  gå i Forbøn hos HERREN, at det nu må være nok med Guds Torden og
      Haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive
      længer!"
 29.  Moses svarede ham: "Så snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg
      udbrede mine Hænder mod HERREN; så skal Tordenen høre op, og
      Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden
      tilhører HERREN."
 30.  Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud
      HERREN."
 31.  Hørren og Byggen blev slået ned, thi Byggen stod i Aks, og
      Hørren i Blomst;
 32.  derimod blev Hveden og Spelten ikke slået ned, thi de modnes
      senere.
 33.  Da Moses var gået bort fra Farao og var kommet ud af Byen,
      udbredte han sine Hænder mod HERREN, og da hørte Tordenen og
      Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned.
 34.  Men da Farao så, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op,
      fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede
      deres Hjerte.
 35.  Faraos Hjerte blev forhærdet, så at han ikke lod Israeliterne
      rejse, således som HERREN havde sagt ved Moses.

2.Mosebog 10

  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao! Thi jeg har
      forhærdet hans og hans Tjeneres Hjerte, at jeg kan komme til at
      gøre disse mine Tegn iblandt dem,
  2.  for at du må kunne fortælle din Søn og din Sønnesøn, hvorledes
      jeg handlede med Ægypterne, og om de Tegn, jeg gjorde iblandt
      dem; så skal I kende, at jeg er HERREN."
  3.  Da gik Moses og Aron til Farao og sagde til ham: "Så siger
      HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe vil du vægre dig ved at
      ydmyge dig for mig? Lad mit Folk rejse, at de kan dyrke mig!
  4.  Men hvis du vægrer dig ved at lade mit Folk rejse, se, da vil
      jeg i Morgen sende Græshopper over dine Landemærker,
  5.  og de skal skjule Landets Overflade, så man ikke kan se Jorden,
      og opæde Resten af det, som er blevet tilovers for eder efter
      Haglen, og opæde alle eders Træer, som gror på Marken;
  6.  og de skal fylde dine Huse og alle dine Tjeneres og alle
      Ægypternes Huse således, at hverken dine Fædre eller dine Fædres
      Fædre nogen Sinde har oplevet Mage dertil, fra den Dag de kom
      til Verden og indtil denne Dag!" Dermed vendte han sig bort og
      forlod Farao.
  7.  Men Faraos Tjenere sagde til ham: "Hvor længe skal denne Mand
      styrte os i Ulykke? Lad dog disse Mennesker rejse og lad dem
      dyrke HERREN deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten går
      til Grunde?"
  8.  Moses og Aron blev nu hentet tilbage til Farao, og han sagde til
      dem: "Drag af Sted og dyrk HERREN eders Gud! Men hvem er det nu,
      der vil af Sted?"
  9.  Moses svarede: "Med vore Børn og vore gamle vil vi drage af
      Sted, med vore Sønner og vore Døtre, vort Småkvæg og vort
      Hornkvæg vil vi drage af Sted, thi vi skal fejre HERRENs
      Højtid."
 10.  Da sagde han til dem: "HERREN være med eder, om jeg lader eder
      rejse sammen med eders Kvinder og Børn! Der ser man, at I har
      ondt i Sinde!
 11.  Nej men I Mænd kan drage bort og dyrke HERREN; det var jo det, I
      ønskede!" Derpå jog man dem bort fra Farao.
 12.  Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd ud over Ægypten og få
      Græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde
      alt, hvad der vokser i Landet, alt, hvad Haglen har levnet!"
 13.  Moses rakte da sin Stav ud over Ægypten, og HERREN lod en
      Østenstorm blæse over Landet hele den Dag og den påfølgende Nat;
      og da det blev Morgen, førte Østenstormen Græshopperne med sig.
 14.  Da kom Græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele
      Ægyptens Område i uhyre Mængder; aldrig før havde der været så
      mange Græshopper, og ingen Sinde mere skal der komme så mange.
 15.  Og de skjulte hele Jordens Overflade, så Jorden blev sort af
      dem, og de opåd alt, hvad der voksede i Landet, og alle
      Træfrugter, alt, hvad Haglen havde levnet, og der blev intet
      grønt tilbage på Træerne eller på Markens Urter i hele Ægypten.
 16.  Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde:
      "Jeg har syndet mod HERREN eders Gud og mod eder!
 17.  Men tilgiv mig nu min Synd denne ene Gang og gå i Forbøn hos
      eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende Plage fra
      mig!"
 18.  Da gik Moses bort fra Farao og bad til HERREN.
 19.  Og HERREN lod Vinden slå om til en voldsom Vestenvind, som tog
      Græshopperne og drev dem ud i det røde Hav, så der ikke blev en
      eneste Græshoppe tilbage i hele Ægyptens Område.
 20.  Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod
      Israeliterne rejse.

 21.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så
      skal der komme et Mørke over Ægypten, som man kan tage og føle
      på!"
 22.  Da rakte Moses sin Hånd op mod Himmelen, og der kom et tykt
      Mørke i hele Ægypten i tre Dage;
 23.  den ene kunde ikke se den anden, og ingen flyttede sig af Stedet
      i tre Dage; men overalt, hvor Israeliterne boede, var det lyst.
 24.  Da lod Farao Moses kalde og sagde: "Drag hen og dyrk HERREN.
      Dog skal eders Småkvæg og Hornkvæg blive tilbage, men eders
      Kvinder og Børn må I tage med."
 25.  Men Moses sagde: "Du må også overlade os Slagtofre og Brændofre,
      som vi kan bringe HERREN vor Gud;
 26.  også vore Hjorde må vi have med, ikke en Klov må blive tilbage,
      thi dem har vi Brug for, når vi skal dyrke HERREN vor Gud, og vi
      ved jo ikke,hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til
      Stedet."
 27.  Da forhærdede HERREN Faraos Hjerte, så han nægtede at lade dem
      rejse.
 28.  Og Farao sagde til ham: "Gå bort fra mig og vogt dig for at
      komme mig for Øje mere; thi den Dag du kommer mig for Øje, er du
      dødsens!"
 29.  Da sagde Moses: "Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig
      for Øje!"

2.Mosebog 11

  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Een Plage endnu vil jeg lade
      komme over Farao og Ægypterne, og efter den skal han lade eder
      rejse herfra; ja, når han lader eder rejse med alt, hvad I har,
      skal han endog drive eder herfra!
  2.  Sig nu til Folket, at hver Mand skal bede sin Nabo, og hver
      Kvinde sin Naboerske om Sølv og Guld smykker!"
  3.  Og HERREN stemte Ægypterne gunstigt imod Folket, og desuden var
      den Mand Moses højt anset i Ægypten både hos Faraos Tjenere og
      hos Folket.
  4.  Moses sagde: "Så siger HERREN: Ved Midnatstid vil jeg drage
      igennem Ægypten,
  5.  og så skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den
      førstefødte hos Farao, der skal arve hans Trone, til den
      førstefødte hos Trælkvinden, der arbejder ved Håndkværnen, og
      alt det førstefødte af Kvæget.
  6.  Da skal der i hele Ægypten lyde et Klageskrig så stort, at dets
      Lige aldrig har været hørt og aldrig mere skal høres.
  7.  Men end ikke en Hund skal bjæffe ad nogen af Israeliterne,
      hverken ad Folk eller Fæ for at du kan kende, at HERREN gør Skel
      mellem Ægypterne og Israel.
  8.  Da skal alle dine Tjenere der komme ned til mig og kaste sig til
      Jorden for mig og sige: Drag dog bort med alt det Folk, der
      følger dig! Og så vil jeg drage bort !" Og han gik ud fra Farao
      med fnysende Vrede.
  9.  Men HERREN sagde til Moses: "Farao skal ikke høre på eder, for
      at mine Undergerninger kan blive talrige i Ægypten."
 10.  Og Moses og Aron gjorde alle disse Undergerninger i Faraos
      Påsyn, men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod
      Israeliterne drage ud af sit Land.

2.Mosebog 12

  1.  Derpå talede HERREN til Moses og Aron i Ægypten og sagde:
  2.  "Denne Måned skal hos eder være Begyndelsesmåneden, den skal hos
      eder være den første af Årets Måneder.
  3.  Tal til hele Israels Menighed og sig: På den tiende Dag i denne
      Måned skal hver Familiefader tage et Lam, et Lam for hver
      Familie.
  4.  Og dersom en Familie er for lille til et Lam, skal han sammen
      med sin nærmeste Nabo tage et Lam, svarende til Personernes
      Antal; hvor mange der skal være om et Lam, skal I beregne efter.
      hvad hver enkelt kan spise.
  5.  Det skal være et lydefrit, årgammelt Handyr, og I kan tage det
      enten blandt Fårene eller Gederne.
  6.  I skal have det gående til den fjortende Dag i denne Måned, og
      hele Israels Menigheds Forsamling skal slagte det ved Aftenstid.
  7.  Og de skal tage noget af Blodet og stryge det på de to
      Dørstolper og Overliggeren i de Huse, hvor I spiser det.
  8.  I skal spise Kødet samme Nat, stegt over Ilden, og I skal spise
      usyret Brød og bitre Urter dertil.
  9.  I må ikke spise noget deraf råt eller kogt i Vand, men kun stegt
      over Ilden, og Hoved, Ben og Indmad må ikke være skilt fra.
 10.  I må intet levne deraf til næste Morgen, men hvad der bliver
      tilovers deraf til næste Morgen, skal I brænde.
 11.  Og når I spiser det, skal I have Bælte om Lænden ,Sko på
      Fødderne og Stav i Hånden, og I skal spise det i største Hast.
      Det er Påske for HERREN.
 12.  I denne Nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslå alt det
      førstefødte i Ægypten både blandt Folk og Fæ; og over alle
      Ægyptens Guder vil jeg holde Dom. Jeg er HERREN!
 13.  Men for eder skal Blodet på Husene, hvor I er, tjene som Tegn,
      og jeg vil se Blodet og gå eder forbi; intet ødelæggende Slag
      skal ramme eder, når jeg slår Ægypten.

 14.  Denne Dag skal være eder en Mindedag, og I skal fejre den som en
      Højtid for HERREN, Slægt efter Slægt; som en evig gyldig Ordning
      skal I fejre den.
 15.  I syv Dage skal I spise usyret Brød. Straks den første Dag skal
      I skaffe al Surdejg bort af eders Huse; thi hver den, som spiser
      noget syret fra den første til den syvende Dag, det Menneske
      skal udryddes af Israel.
 16.  På den første dag skal I holde Højtidsstævne og ligeledes på den
      syvende Dag. Intet Arbejde må udføres på dem; kun det, enhver
      behøver til Føde, det og intet andet må I tilberede.
 17.  I skal holde det usyrede Brøds Højtid, thi på denne selv samme
      Dag førte jeg eders Hærskarer ud af Ægypten, derfor skal I
      højtideligholde denne Dag i alle kommende Slægtled som en evig
      gyldig Ordning.
 18.  På den fjortende Dag i den første Måned om Aftenen skal I spise
      usyret Brød og vedblive dermed indtil Månedens en og tyvende Dag
      om Aftenen.
 19.  I syv Dage må der ikke findes Surdejg i eders Huse, thi hver
      den, som spiser noget syret, det Menneske skal udryddes af
      Israels Menighed, de fremmede så vel som de indfødte i Landet.
 20.  I må ikke nyde noget som helst syret; hvor I end bor, skal I
      spise usyret Brød."

 21.  Da kaldte Moses alle Israels Ældste sammen og sagde til dem: "Gå
      ud og hent eder Småkvæg til eders Familier og slagt
      Påskeofferet;
 22.  og tag eder Ysopkoste, dyp dem i Blodet i Fadet og stryg noget
      deraf på Overliggeren og de to Dørstolper; og ingen af eder må
      gå ud af sin Husdør før i Morgen.
 23.  Thi HERREN vil gå omkring og slå Ægypterne, og når han da ser
      Blodet på Overliggeren og de to Dørstolper, vil han gå Døren
      forbi og ikke give Ødelæggeren Adgang til eders Huse for at slå
      eder.
 24.  Dette skal I varetage som en Anordning, der gælder for dig og
      dine Børn til evig Tid.
 25.  Og når I kommer til det Land, HERREN vil give eder, således som
      han har forjættet, så skal I overholde denne Skik.
 26.  Når da eders Børn spørger eder: Hvad betyder den Skik, I der
      har?
 27.  så skal I svare: Det er Påskeoffer for HERREN, fordi han gik
      Israeliternes Huse forbi i Ægypten, dengang han slog Ægypterne,
      men lod vore Huse urørte!" Da bøjede Folket sig og tilbad.
 28.  Og Israeliterne gik hen og gjorde, som HERREN havde pålagt Moses
      og Aron.

 29.  Men ved Midnatstid ihjelslog HERREN alle de førstefødte i
      Ægypten lige fra Faraos førstefødte, der skulde arve hans Trone,
      til den førstefødte hos Fangen, der sad i Fangehullet, og alt
      det førstefødte af Kvæget.
 30.  Da stod Farao op om Natten tillige med alle sine Tjenere og alle
      Ægypterne, og der lød et højt Klageskrig i Ægypten, thi der var
      intet Hus, hvor der ikke fandtes en død.
 31.  Og han lod Moses og Aron kalde om Natten og sagde: "Bryd op og
      drag bort fra mit Folk, I selv og alle Israeliterne, og drag ud
      og dyrk HERREN, som I har forlangt.
 32.  Tag også eders Småkvæg og Hornkvæg med, som I har forlangt, og
      drag bort; og bed også om Velsignelse for mig!"
 33.  Og Ægypterne trængte på Folket for at påskynde deres Afrejse fra
      Landet, thi de sagde: "Vi mister alle Livet!"
 34.  Og , Folket tog deres Dejg med sig, før den var syret, og de bar
      Dejtrugene på Skulderen, indsvøbte i deres Kapper.
 35.  Men Israeliterne havde gjort, som Moses havde sagt, og bedt
      Ægypterne om Sølv og Guldsmykker og om Klæder;
 36.  og HERREN havde stemt Ægypterne gunstigt mod Folket, så de havde
      givet dem, hvad de bad om. Således tog de Bytte fra Ægypterne.

 37.  Så brød Israeliterne op fra Rameses til Sukkot, henved 600.000
      Mand til Fods foruden Kvinder og Børn.
 38.  Desuden fulgte en stor Hob sammenløbet Folk med og dertil
      Småkvæg og Hornkvæg, en vældig Mængde Kvæg.
 39.  Og af den Dejg, de havde bragt med fra Ægypten, bagte de usyret
      Brød; den var nemlig ikke syret, de var jo drevet ud af Ægypten
      uden at få Tid til noget; de havde ikke engang tilberedt sig
      Tæring til Rejsen.
 40.  Den Tid, Israeliterne havde boet i Ægypten, udgjorde 430 År.
 41.  Netop på den Dag da de 430 År var til Ende, drog alle HERRENs
      Hærskarer ud af Ægypten.
 42.  En Vågenat var det for HERREN, i hvilken han vilde føre dem ud
      af Ægypten. Den Nat er viet HERREN, en Vågenat for alle
      Israeliterne, Slægt efter Slægt.

 43.  HERREN sagde til Moses og Aron: "Dette er Ordningen angående
      Påskelammet: Ingen fremmed må spise deraf.
 44.  Men enhver Træl, der er købt for Penge, må spise deraf, såfremt
      du har fået ham omskåret.
 45.  Ingen indvandret eller Daglejer må spise deraf.
 46.  Det skal spises i et og samme Hus, og intet af Kødet må bringes
      ud af Huset; I må ikke sønderbryde dets Ben.
 47.  Hele Israels Menighed skal fejre Påsken.
 48.  Dersom en fremmed bor som Gæst hos dig og vil fejre Påske for
      HERREN, da skal alle af Mandkøn hos ham omskæres; så må han være
      med til at fejre den, og han skal være ligestillet med den
      indfødte i Landet; men ingen uomskåren må spise deraf.
 49.  En og samme Lov skal gælde for den indfødte i Landet og for den
      fremmede, der bor som Gæst hos eder."

 50.  Og Israeliterne gjorde, som HERREN havde pålagt Moses og Aron.
 51.  På denne selv samme Dag førte HERREN Israeliterne ud af Ægypten,
      Hærskare for Hærskare.

2.Mosebog 13

  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  "Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der åbner
      Moders Liv hos Israeliterne både af Mennesker og Kvæg; det skal
      tilhøre mig!"

  3.  Og Moses sagde til Folket: "Kom denne Dag i Hu, på hvilken I
      vandrer ud af Ægypten, af Trællehuset, thi med stærk Hånd førte
      HERREN eder ud derfra! Og der må ikke spises syret Brød.
  4.  I Dag vandrer I ud, i Abib Måned.
  5.  Når nu HERREN fører dig til Kana'anæernes, Hetiternes,
      Amoriternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, som han tilsvor
      dine Fædre at ville give dig, et Land, der flyder med Mælk og
      Honning, så skal du overholde denne Skik i denne Måned.
  6.  I syv Dage skal du spise usyret Brød, og på den syvende Dag skal
      der være Højtid for HERREN.
  7.  I disse syv Dage skal der spises usyret Brød, og der må hverken
      findes syret Brød eller Surdejg hos dig nogetsteds inden dine
      Landemærker.
  8.  Og du skal på den Dag fortælle din Søn, at dette sker i
      Anledning af, hvad HERREN gjorde for dig, da du vandrede ud af
      Ægypten!
  9.  Det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke
      på din Pande, for at HERRENs Lov må være i din Mund, thi med
      stærk Hånd førte HERREN dig ud af Ægypten.
 10.  Og du skal holde dig denne Anordning efterrettelig til den
      fastsatte Tid, År efter År.
 11.  Og når HERREN fører dig til Kana'anæernes Land, således som han
      tilsvor dig og dine Fædre, og giver dig det,
 12.  da skal du overlade HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv; alt
      det førstefødte, som falder efter dit Kvæg, for så vidt det er
      et Handyr, skal tilhøre HERREN.
 13.  Men alt det førstefødte af Æslerne skal du udløse med et Stykke
      Småkvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde dets
      Hals; og alt det førstefødte af Mennesker blandt dine Sønner
      skal du udløse.
 14.  Og når din Søn i Fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette?
      skal du svare ham: Med stærk Hånd førte HERREN os ud af Ægypten,
      af Trællehuset;
 15.  og fordi Farao gjorde sig hård og ikke vilde lade os drage bort,
      ihjelslog HERREN alt det førstefødte i Ægypten både af Folk og
      Fæ; derfor ofrer vi HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv, for
      så vidt det er et Handyr, og alt det førstefødte blandt vore
      Sønner udløser vi!
 16.  Og det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et
      Erindringsmærke på din Pande, thi med stærk Hånd førte HERREN os
      ud af Ægypten."

 17.  Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til
      Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde:
      "Folket kunde komme til at fortryde det, når de ser, der bliver
      Krig, og vende tilbage til Ægypten."
 18.  Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i Retning af det
      røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten.
 19.  Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels
      Sønner i Ed og sagt: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben
      med eder herfra!"
 20.  De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved Randen af
      Ørkenen.
 21.  Men HERREN vandrede foran dem, om dagen i en Skystøtte for at
      vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; så
      kunde de rejse både Dag og Nat.
 22.  Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten
      om Natten.

2.Mosebog 14

  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  "Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi
      Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Bål Zefon skal I
      lejre eder ved Havet.
  3.  Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i
      Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde;
  4.  og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og
      jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og
      Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN!" Og de gjorde således.

  5.  Da det nu neldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede
      Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: "Hvor kunde
      vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!"
  6.  Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig;
  7.  han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne,
      alle bemandede med Vognkæmpere.
  8.  Og HERREN forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte
      efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en
      stærk Hånds Værn.
  9.  Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og
      øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde
      slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba'al Zefon.
 10.  Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på
      Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da
      råbte Israeliterne til HERREN;
 11.  og de sagde til Moses: "Er det, fordi der ingen Grave var i
      Ægypten, at du har fået os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det
      dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten?
 12.  Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og
      lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for
      os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen."
 13.  Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal
      I se HERRENs Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som
      I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere.
 14.  HERREN skal stride for eder, men I skal tie!"

 15.  Da sagde HERREN til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til
      Israeliterne, at de skal bryde op!
 16.  Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to
      Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund.
 17.  Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem,
      og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på
      hans Vogne og Ryttere,
 18.  og Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN, når jeg forherliger
      mig på Farao, hans Vogne og Ryttere."

 19.  Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik
      bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og
      stillede sig bag ved dem
 20.  og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det
      blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste
      Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten.

 21.  Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og HERREN drev Havet bort
      med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde
      Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig.
 22.  Da gik Israeliterne midt igennem Havet på tør Bund, medens
      Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.
 23.  Og Ægypterne, alle Faraos Heste,Vogne og Ryttere, satte efter
      dem og forfulgte dem midt ud i Havet.
 24.  Men ved Morgenvagtens Tid skuede HERREN fra Ild og Skystøtten
      hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden;
 25.  og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem
      frem. Da sagde Ægypterne: "Lad os flygte for Israel, thi HERREN
      kæmper for dem imod Ægypten!"

 26.  Men HERREN sagde til Moses: "Ræk din Hånd ud over Havet, så skal
      Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og Ryttere!"
 27.  Da rakte Moses sin Hånd ud over Havet; og Havet vendte tilbage
      til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de
      flygtende Ægyptere kom lige imod det, og HERREN drev Ægypterne
      midt ud i Havet.
 28.  Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og Rytterne i
      hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke
      en eneste af dem blev tilbage.
 29.  Men Israeliterne var gået gennem Havet på tør Bund, medens
      Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.
 30.  Og HERREN frelste på den dag Israel af Ægypternes Hånd, og
      Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred.
 31.  Da så Israel den Stordåd, HERREN havde udført mod Ægypterne; og
      Folket frygtede HERREN, og de troede på HERREN og på hans Tjener
      Moses.

2.Mosebog 15

  1.  Ved den Lejlighed sang Moses og Israeliterne denne Sang for
      HERREN: Jeg vil synge for HERREN, thi han er højt ophøjet, Hest
      og Rytter styrted han i Havet!
  2.  HERREN er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til
      Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og
      jeg vil ophøje ham.
  3.  HERREN er en Krigshelt, HERREN er hans Navn!

  4.  Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste
      Vognkæmpere drukned i det røde Hav,
  5.  Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet.
  6.  Din højre, HERRE, er herlig i Kraft, din højre, HERRE, knuser
      Fjenden.
  7.  I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din
      Harme løs, den fortærer dem som Strå.
  8.  Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en
      Vold, Strømmene stivnede midt i Havet.
  9.  Fjenden tænkte: "Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler
      Bytte, stiller mit Begær på dem; jeg drager mit Sværd, min Hånd
      skal udrydde dem."
 10.  Du blæste med din Ånde, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de
      vældige Vande.

 11.  Hvo er som du blandt Guder, HERRE, hvo er som du, herlig i
      Hellighed, frygtelig i Stordåd, underfuld i dine Gerninger!
 12.  Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem.
 13.  Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i
      din Vælde til din hellige Bolig.
 14.  Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk.
      15Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af
      Rædsel, Kana'ans Beboere tabte alle Modet.
 16.  Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de
      målløse som Sten, til dit Folk var nået frem, o HERRE, til
      Folket, du vandt dig, var nået frem.  17du førte dem frem og
      planted dem i din Arvelods Bjerge, på det Sted du beredte dig
      til Bolig, HERRE, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder
      grundfæsted.
 18.  HERREN er Konge i al Evighed!

 19.  Thi da Faraos Heste med hans Vogne og Ryttere drog ud i Havet,
      lod HERREN Havets Vande strømme tilbage over dem, medens
      Israeliterne gik gennem Havet på tør Bund.

 20.  Da greb Profetinden Mirjam, Arons Søster, Pauken, og alle
      Kvinderne fulgte hende med Pauker og Danse,
 21.  og Mirjam sang for: Syng for HERREN, thi han er højt ophøjet,
      Hest og Rytter styrted han i Havet!

 22.  Derpå lod Moses Israel bryde op fra det røde Hav, og de drog ud
      i Sjurs Ørken, og de vandrede tre Dage i Ørkenen uden at finde
      Vand.
 23.  Så nåede de Mara, men de kunde ikke drikke Vandet for dets bitre
      Smag, thi det var bittert; derfor kaldte man Stedet Mara.
 24.  Da knurrede Folket mod Moses og sagde: "Hvad skal vi drikke?"
 25.  Men han råbte til HERREN, og da viste HERREN ham en bestemt
      Slags Træ; og da han kastede det i Vandet, blev Vandet
      drikkeligt. Der gav han dem Bestemmelser om Lov og Ret, og der
      satte han dem på Prøve.
 26.  Og han sagde: "Hvis du vil høre på HERREN din Guds Røst og gøre,
      hvad der er ret i hans Øjne, og lytte til hans Bud og holde dig
      alle hans Bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe
      nogen af de Sygdomme over dig, som jeg bragte over Ægypterne,
      men jeg HERREN er din Læge!"

 27.  Derpå kom de til Elim, hvor der var tolv Vandkilder og
      halvfjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig ved Vandet der.

2.Mosebog 16

  1.  Så brød de op fra Elim, og hele Israeliternes Menighed kom til
      Sins Ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende Dag
      i den anden Måned efter deres Udvandring af Ægypten.
  2.  Men hele Israeliternes Menighed knurrede mod Moses og Aron i
      Ørkenen,
  3.  og Israeliterne sagde til dem: "Var vi dog blot døde for HERRENs
      Hånd i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os
      mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade
      hele denne Forsamling dø af Sult."

  4.  Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil lade Brød regne ned fra
      Himmelen til eder, og Folket skal gå ud og hver Dag samle så
      meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de
      vil følge min Lov eller ej.
  5.  Og når de på den sjette Ugedag tilbereder, hvad de har bragt
      hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre
      Dage."
  6.  Og Moses og Aron sagde til alle Israeliterne: "I Aften skal I
      kende, at det er HERREN, som har ført eder ud af Ægypten,
  7.  og i Morgen skal I skue HERRENs Herlighed, thi han har hørt
      eders Knurren mod HERREN; thi hvad er vel vi, at I knurrer mod
      os!"
  8.  Og Moses tilføjede: "Det skal ske, når HERREN i Aften giver eder
      Kød at spise og i Morgen Brød at mætte eder med; thi HERREN har
      hørt, hvorledes I knurrer mod ham; thi hvad er vi? Thi det er
      ikke os, I knurrer imod, men HERREN."

  9.  Derpå sagde Moses til Aron: "Sig til hele Israeliternes
      Menighed: Træd frem for HERRENs Åsyn, thi han har hørt eders
      Knurren!"
 10.  Og da Aron sagde det til hele Israeliternes Menighed, vendte de
      sig mod Ørkenen, og se, HERRENs Herlighed viste sig i Skyen.
 11.  Da talede HERREN til Moses og sagde:
 12.  "Jeg har hørt Israeliternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid
      skal I få Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I få Brød at
      mætte eder med, og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud."
 13.  Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i
      et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om
      Lejren,
 14.  og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint,
      skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim på Jorden.

 15.  Da Israeliterne så det, spurgte de hverandre: "Hvad er det?"
      Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: "Det
      er det Brød, HERREN har givet eder til Føde!
 16.  Og således har HERREN påbudt: I skal samle deraf, enhver så
      meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage
      deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage
      deraf til dem, der er i hans Telt!"
 17.  Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og
      andre mindre;
 18.  og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke
      for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde
      samlet, hvad han behøvede til Føde.
 19.  Derpå sagde Moses til dem: "Ingen må gemme noget deraf til næste
      Morgen!"
 20.  Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til
      næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev
      Moses vred på dem.
 21.  Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde
      behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det.

 22.  På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to
      Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde
      det til Moses;
 23.  men han sagde til dem: "Det er netop, som HERREN har sagt. I
      Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for HERREN. Bag, hvad I
      vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne
      til Side for at gemme det til i Morgen!"
 24.  De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet,
      og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri.
 25.  Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det
      Sabbat for HERREN; i Dag finder I intet ude på Marken.
 26.  I seks bage skal I samle det, men på den syvende Dag, på
      Sabbaten, er der intet at finde."
 27.  Alligevel var der nogle blandt Folket, der gik ud på den syvende
      Dag for at samle; men de fandt intet.
 28.  Da sagde HERREN til Moses: "Hvor længe vil I vægre eder ved at
      holde mine Bud og Love?
 29.  Betænk dog, at HERREN har givet eder Sabbaten! Derfor giver han
      eder på den sjette Dag Brød til to Dage. Enhver af eder skal
      blive, hvor han er, og ingen må forlade sin Bolig på den syvende
      Dag!"
 30.  Da hvilede Folket på den syvende Dag.

 31.  Men Israeliterne kaldte det Manna; det lignede hvide
      Korianderfrø og smagte som Honningkager.
 32.  Moses sagde fremdeles: "Således har HERREN påbudt: En Omer fuld
      deraf skal gemmes til eders Efterkommere, for at de kan se det
      Brød, jeg gav eder at spise i Ørkenen, da jeg førte eder ud af
      Ægypten!"
 33.  Og Moses sagde til Aron: "Tag en Krukke, kom en Omer Manna deri
      og stil den foran HERRENs Åsyn for at gemmes til eders
      Efterkommere!"
 34.  Og Aron gjorde, som HERREN havde pålagt Moses, og han stillede
      den foran Vidnesbyrdet for at gemmes.
 35.  Og Israeliterne spiste Manna i fyrretyve År, indtil de kom til
      beboede Egne; de spiste Manna, indtil de kom til Grænsen af
      Kana'ans Land.
 36.  En Omer er Tiendedelen af en Efa.

2.Mosebog 17

  1.  Så brød hele Israels Menighed op fra Sins Ørken og drog fra
      Lejrplads til Lejrplads efter HERRENs Bud. Men da de lejrede sig
      i Refidim, havde Folket intet Vand at drikke.
  2.  Da kivedes Folket med Moses og sagde: "Skaf os Vand at drikke!"
      Men Moses svarede dem: "Hvorfor kives I med mig, hvorfor frister
      I HERREN?"
  3.  Og Folket tørstede der efter Vand og knurrede mod Moses og
      sagde: "Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade
      os og vore Børn og vore Hjorde dø af Tørst?"
  4.  Da råbte Moses til HERREN: "Hvad skal jeg gøre med dette Folk?
      Det er ikke langt fra, at de vil stene mig."
  5.  Men HERREN sagde til Moses: "Træd frem for Folket med nogle af
      Israels Ældste og tag den Stav, du slog Nilen med, i din Hånd og
      kom så!
  6.  Se, jeg vil stå foran dig der på Klippen ved Horeb, og når du
      slår på Klippen, skal der strømme Vand ud af den, så Folket kan
      få noget at drikke." Det gjorde Moses så i Påsyn af Israels
      Ældste.
  7.  Og han kaldte dette Sted Massa og Meriba, fordi Israeliterne der
      havde kivedes og fristet HERREN ved at sige: "Er HERREN iblandt
      os eller ej?"

  8.  Derefter kom Amalekiterne og angreb Israel i Refdim.
  9.  Da sagde Moses til Josua: "Udvælg dig Mænd og ryk i. Morgen ud
      til Kamp mod Amalekiterne; jeg vil stille mig på Toppen af Højen
      med Guds Stav i Hånden!"
 10.  Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud til Kamp mod
      Amalekiterne. Men Moses, Aron og Hur gik op på Toppen af Højen.
 11.  Når nu Moses løftede Hænderne i Vejret, fik Israeliterne
      Overtaget, men når han lod Hænderne synke, fik Amalekiterne
      Overtaget.
 12.  Og da Moses's Hænder blev trætte, tog de en Sten og lagde under
      ham; så satte han sig på den, og Aron og Hur støttede hans
      Hænder, hver på sin Side; således var hans Hænder stadig løftede
      til Solen gik ned,
 13.  og Josua huggede Amalekiterne og deres Krigsfolk ned med
      Sværdet.

 14.  Da sagde HERREN til Moses: "Optegn dette i en Bog, for at det
      kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette
      Amalekiternes Minde under Himmelen!"
 15.  Derpå byggede Moses et Alter og kaldte det: "HERREN er mit
      Banner!"
 16.  Og han sagde: "Der er en udrakt Hånd på HERRENs Trone! HERREN
      har Krig med Amalek fra Slægt til Slægt!"

2.Mosebog 18

  1.  Da Jetro, Præsten i Midjan, Moses's Svigerfader, hørte om alt,
      hvad Gud havde gjort for Moses og hans Folk Israel, hvorledes
      HERREN havde ført Israel ud af Ægypten,
  2.  tog Jetro, Moses's Svigerfader, Zippora, Moses's Hustru, som han
      havde sendt hjem,
  3.  tillige med hendes to Sønner. Af dem hed den ene Gersom; "thi",
      havde han sagt, "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land";

  4.  og den anden hed Eliezer; "thi", havde han sagt, "min Faders Gud
      har været min Hjælp og frelst mig fra Faraos Sværd!"
  5.  Og Jetro, Moses's Svigerfader, kom med hans Sønner og Hustru til
      Moses i Ørkenen, hvor han havde slået Lejr ved Guds Bjerg,
  6.  og han lod Moses melde: "Jetro, din Svigerfader, kommer til dig
      med din Hustru og hendes to Sønner!"
  7.  Da gik Moses sin Svigerfader i Møde, bøjede sig for ham og
      kyssede ham; og da de havde hilst på hinanden, gik de ind i
      Teltet.
  8.  Moses fortalte sin Svigerfader om alt, hvad HERREN havde gjort
      ved Farao og Ægypten for Israels Skyld, og om alle de
      Besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes
      HERREN havde frelst dem.
  9.  Da glædede Jetro sig over alt det gode, HERREN havde gjort mod
      Israel, idet han havde frelst dem af Ægypternes Hånd.
 10.  Og Jetro sagde: "Lovet være HERREN, som har frelst eder af
      Ægypternes og Faraos. Hånd!"
 11.  Nu ved jeg, at HERREN er større end alle Guder, thi netop ved
      det, de i deres Overmod foretog sig imod dem, frelste han Folket
      af Ægypternes Hånd.
 12.  Derpå udtog Jetro, Moses's Svigerfader, Brændofre og Slagtofre
      til Gud; og Aron og alle Israels Ældste kom for at holde Måltid
      for Guds Åsyn med Moses's Svigerfader.

 13.  Næste Morgen tog Moses Sæde for at holde Ret for Folket, og
      Folket stod omkring Moses fra Morgen til Aften.
 14.  Men da Moses's Svigerfader så alt det Arbejde, han havde med
      Folket, sagde han: "Hvad er dog det for et Arbejde, du har med
      Folket? Hvorfor sidder du alene til Doms, medens alt Folket står
      omkring dig fra Morgen til Aften?"
 15.  Moses svarede sin Svigerfader: "Jo, Folket kommer til mig for at
      rådspørge Gud;
 16.  når de har en Retssag, kommer de til mig, og jeg dømmer Parterne
      imellem og kundgør dem Guds Anordninger og Love."
 17.  Da sagde Moses's Svigerfader til ham: "Det er ikke klogt, som du
      bærer dig ad med det.
 18.  På den Måde bliver jo både du selv og Folket der omkring dig
      ganske udmattet, thi det Arbejde er dig for anstrengende, du kan
      ikke overkomme det alene.
 19.  Læg dig nu på Sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et Råd, og
      Gud skal være med dig: Du skal. selv træde frem for Gud på
      Folkets Vegne og forelægge Gud de forefaldende Sager;
 20.  og du skal indskærpe dem Anordningerne og Lovene og lære dem den
      Vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre.
 21.  Men du skal af hele Folket udvælge dig dygtige Mænd, som frygter
      Gud, Mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig Vinding, og
      dem skal du sætte over dem som Forstandere, nogle over tusinde,
      andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over
      ti;
 22.  lad dem til Stadighed holde Ret for Folket. Alle vigtigere Sager
      skal de forebringe dig, men alle mindre Sager skal de selv
      afgøre. Let dig således Arbejdet og lad dem komme til at bære
      Byrden med dig.
 23.  Dersom du handler således og Gud vil det så, kan du holde ud, og
      alt Folket der kan gå tilfreds hjem."

 24.  Moses fulgte sin Svigerfaders Råd og gjorde alt, hvad han
      foreslog.
 25.  Og Mose's udvalgte dygtige Mænd af hele Israel og gjorde dem til
      Øverster over Folket, til Forstandere, nogle over tusinde, andre
      over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti.
 26.  De holdt derpå til Stadighed Ret for Folket; de vanskelige Sager
      forebragte de Moses, men alle mindre Sager afgjorde de selv.
 27.  Derpå tog Moses Afsked med sin Svigerfader, og denne begav sig
      til sit Land.

2.Mosebog 19

  1.  I den tredje Måned efter Israeliternes Udvandring af Ægypten, på
      denne Dag nåede de Sinaj Ørken.
  2.  De brød op fra Refdim og kom til Sinaj Ørken og slog Lejr i
      Ørkenen. Der slog . Israel Lejr lige over for Bjerget,
  3.  men Moses steg op til Gud. Da råbte HERREN til ham fra Bjerget:
      "Dette skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre for Israels Børn:

  4.  I har set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og hvorledes jeg bar
      eder på Ørnevinger og bragte eder hid til mig.
  5.  Hvis I nu vil lyde min Røst og holde min Pagt, så skal I være
      min Ejendom blandt alle Folkene, thi mig hører hele Jorden til,
  6.  og I skal blive mig et Kongerige af Præster og et helligt Folk!
      Det er de Ord, du skal tale til Israels Børn !"
  7.  Da gik Moses hen og kaldte Folkets Ældste sammen og forelagde
      dem alle disse Ord, som HERREN havde pålagt ham.
  8.  Og hele Folket svarede, alle som een: "Alt, hvad HERREN har
      sagt, vil vi gøre!" Da bragte Moses HERREN Folkets Svar.

  9.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil komme til dig i en
      tæt Sky, for at Folket kan høre, at jeg taler med dig, og for
      stedse tro også på dig!" Og Moses kundgjorde HERREN Folkets
      Svar.
 10.  Da sagde HERREN til Moses: "Gå til Folket og lad dem hellige sig
      i Dag og i Morgen og tvætte deres Klæder
 11.  og holde sig rede til i Overmorgen, thi i Overmorgen vil HERREN
      stige ned for alt Folkets Øjne på Sinaj Bjerg.
 12.  Og du skal rundt om spærre af for Folket og sige til dem: Vog
      eder for at gå op på Bjerget, ja for blot at røre ved Yderkanten
      deraf; enhver, der rører ved Bjerget, er dødsens!
 13.  Ingen Hånd må røre ved ham, han skal stenes eller skydes ned;
      hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, skal det miste
      Livet.  Når Væderhornet lyder, skal de stige op på Bjerget."
 14.  Så steg Moses ned fra Bjerget til Folket og lod Folket hellige
      sig, og de tvættede deres Klæder;
 15.  og han sagde til Folket: Hold eder rede til i Overmorgen, ingen
      må komme en Kvinde nær!"

 16.  Da Morgenen gryede den tredje Dag, begyndte det at tordne og
      lyne, og en tung Sky lagde sig over Bjerget, og der hørtes
      vældige Stød i Horn. Da skælvede alt Folket i Lejren.
 17.  Så førte Moses Folket fra Lejren hen for Gud, og de stillede sig
      neden for Bjerget.
 18.  Men hele Sinaj Bjerg hylledes i Røg, fordi HERREN steg ned derpå
      i Ild, og Røgen stod i Vejret som Røg fra en Smelteovn; og hele
      Folket skælvede så1e.
 19.  Og Stødene i Hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og
      Gud svarede ham med høj Røst.
 20.  Og da HERREN var steget ned på Sinaj Bjerg, på Toppen af
      Bjerget, kaldte han Moses op på Toppen af Bjerget, og Moses steg
      derop.
 21.  Da sagde HERREN til Moses: "Stig ned og indskærp Folket, at de
      ikke må trænge sig frem til HERREN for at se ham, at der ikke
      skal ske et stort Mandefald iblandt dem.
 22.  Selv Præsterne, som ellers træder frem for HERREN, skal hellige
      sig, for at ikke HERREN skal tynde ud i deres Rækker."
 23.  Da sagde Moses til HERREN: "Folket kan jo ikke stige op på Sinaj
      Bjerg, thi du har selv indskærpet os at afspærre Bjerget og
      hellige det."
 24.  Men HERREN sagde til ham: "Stig nu ned og kom atter herop sammen
      med Aron; men Præsterne og Folket må ikke trænge sig frem for at
      komme op til HERREN, at han ikke skal tynde ud i deres Rækker."
 25.  Da steg Moses ned til Folket og sagde det til dem.

2.Mosebog 20

  1.  Gud talede alle disse Ord og sagde:
  2.  Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af
      Trællehuset.
  3.  Du må ikke have andre Guder end mig.
  4.  Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede
      af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i
      Vandet under Jorden;
  5.  du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en
      nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres
      Brøde på Børn af dem, som hader mig,
  6.  men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og
      holder mine Bud!
  7.  Du må ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke
      den ustraffet, der misbruger hans Navn!
  8.  Kom Hviledagen i Hu, så du holder den hellig!
  9.  I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning,
 10.  men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må
      du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter,
      din Træl eller Trælkvinde, dit Kvæg eller den fremmede inden
      dine Porte.
 11.  Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen, Jorden og Havet med alt,
      hvad der er i dem, og på den syvende Dag hvilede han; derfor har
      HERREN velsignet Hviledagen og helliget den.
 12.  Ær din Fader og din Moder, for at du kan få et langt Liv i det
      Land, HERREN din Gud vil give dig!
 13.  Du må ikke slå ihjel!
 14.  Du må ikke bedrive Hor!
 15.  Du må ikke stjæle!
 16.  Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste!
 17.  Du må ikke begære din Næstes Hus! Du må ikke begære din Næstes
      Hustru, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel eller
      noget, der hører din Næste til!

 18.  Men da hele Folket fornam Tordenen, Lynene og Stødene i Hornene
      og så det rygende Bjerg forfærdedes Folket og holdt sig
      skælvende i Frastand;
 19.  og de sagde til Moses: "Tal du med os, så vil vi lytte til; men
      lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!"
 20.  Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke, thi Gud er kommet for at
      prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke
      synder."
 21.  Da holdt Folket sig i Frastand medens Moses nærmede sig Mulmet,
      hvori Gud var.

 22.  HERREN sagde da til Moses: Således skal du sige til
      Israeliterne: I har selv set, at jeg har talet med eder fra
      Himmelen!
 23.  I må ikke gøre eder Guder ved Siden af mig; Guder af Sølv eller
      Guld må I ikke gøre eder!

 24.  Du skal bygge mig et Alter af Jord, og på det skal du ofre dine
      Brændofre og Takofre, dit Småkvæg og dit Hornkvæg; på ethvert
      Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig og
      velsigne dig.
 25.  Men hvis du opfører mig Altre af Sten, må du ikke bygge dem af
      tilhugne Sten, thi når du svinger dit Værktøj derover,
      vanhelliger du dem.
 26.  Du må ikke stige op til mit, Alter ad Trin, for at ikke din
      Blusel skal blottes over det.

2.Mosebog 21

  1.  De Lovbud, du skal forelægge dem, er følgende:
  2.  Når du køber dig en hebræisk Træl, skal han trælle i seks År,
      men i det syvende skal han frigives uden Vederlag.
  3.  Er han ugift, når han kommer til dig, skal han frigives alene;
      er han gift, skal hans Hustru frigives sammen med ham.
  4.  Hvis hans Herre giver ham en Hustru og hun føder ham Sønner
      eller Døtre, da skal Hustruen og hendes Børn tilhøre hendes
      Herre, og Trællen frigives alene.
  5.  Hvis han imidlertid erklærer: "Jeg har fået Kærlighed til min
      Herre, min Hustru og mine Børn, jeg vil ikke have min Frihed!"
  6.  da skal hans Herre føre ham hen til Gud og stille ham op ad
      Døren eller Dørstolpen, og hans Herre skal gennembore hans Øre
      med en Syl, og så skal han være hans Træl for Livstid.
  7.  Når en Mand sælger sin Datter som Trælkvinde, skal hun ikke
      frigives som Trællene.
  8.  Dersom hun pådrager sig sin Herres Mishag, efter at han har haft
      Omgang med hende, skal han tillade, at hun købes fri; han har
      ikke Lov at sælge hende til fremmede Folk, når han har gjort
      Uret imod hende;
  9.  hvis han derimod bestemmer, at hun skal være hans Søns Hustru,
      skal han behandle hende, som det tilkommer Døtre.
 10.  Hvis han tager sig en anden, har han ikke Lov at forholde den
      første den Kødspise, Klædning og ægteskabelige Ret, der
      tilkommer hende.
 11.  Forholder han hende nogen af disse tre Ting, skal hun frigives
      uden Vederlag og Betaling.

 12.  Den, der slår en Mand ihjel, skal lide Døden.
 13.  Gør han det imidlertid ikke med Forsæt, men styres hans Hånd af
      Gud, vil jeg anvise dig et Sted, hvor han kan ty hen.
 14.  Når derimod en handler med Overlæg, så han med List slår sin
      Næste ihjel, da skal du rive ham bort fra mit Alter, for at han
      kan lide Døden.
 15.  Den, der slår sin Fader eller Moder, skal lide Døden.
 16.  Den, der stjæler et Menneske, skal lide Døden, hvad enten han
      har solgt det, eller det endnu findes hos ham.
 17.  Den, der forbander sin Fader eller Moder, skal lide Døden.

 18.  Når der opstår Strid mellem Mænd, og den ene slår den anden med
      en Sten eller med Næven, så at han vel ikke dør deraf, men dog
      må holde Sengen,
 19.  så skal Gerningsmanden være sagesløs, hvis han kan stå op og gå
      ud støttet til sin Stok; kun skal han godtgøre ham hans
      Tidsspilde og sørge for hans Helbredelse.
 20.  Når en Mand slår sin Træl eller Trælkvinde med sin Stok, så de
      dør på Stedet, skal han straffes derfor;
 21.  men hvis de bliver i Live en Dag eller to, skal han ikke
      straffes; det er jo hans egne Penge.
 22.  Når Mænd kommer i Slagsmål og støder til en frugtsommelig
      Kvinde, så hun nedkommer i Utide, men der ellers ingen Ulykke
      sker, da skal han bøde, hvad Kvindens Mand pålægger ham, og give
      Erstatning for det dødfødte Barn.
 23.  Men hvis der sker en Ulykke, skal du bøde Liv for Liv,
 24.  Øje for Øje, Tand for Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod,
 25.  Brandsår for Brandsår, Sår for Sår, Skramme for Skramme.
 26.  Når en Mand slår sin Træl eller sin Trælkvinde i Øjet og
      ødelægger det, skal han give dem fri til Erstatning for Øjet;
 27.  og hvis han slår en Tand ud på sin Træl eller Trælkvinde, skal
      han give dem fri til Erstatning for Tanden.

 28.  Når en Okse stanger en Mand eller Kvinde ihjel, skal Oksen
      stenes, og dens Kød må ikke spises, men Ejeren er sagesløs;
 29.  men hvis Oksen allerede tidligere har villet stange, og dens
      Ejer er advaret, men alligevel ikke passer på den, og den så
      dræber en Mand eller Kvinde, da skal Oksen stenes, og dens Ejer
      skal også lide Døden;
 30.  men hvis der pålægges ham Sonepenge, skal han betale så stor en
      Løsesum for sit Liv, som der kræves af ham.
 31.  Også hvis den stanger en Dreng eller en Pige, skal han behandles
      efter samme Lovbud.
 32.  Men hvis Oksen stanger en Træl eller Trælkvinde, skal han betale
      deres Herre tredive Sekel Sølv, og Oksen skal stenes.

 33.  Når en Mand tager Dækket af en Cisterne eller graver en Cisterne
      uden at dække den til, og en Okse eller et Æsel så falder deri,
 34.  da skal Brøndens Ejer erstatte det; han skal give Dyrets Ejer
      Erstatning i Penge, men det døde Dyr skal tilfalde ham,
 35.  Når en Mands Okse stanger en andens Okse ihjel, skal de sælge
      den levende Okse og dele Pengene, og ligeledes skal de dele det
      døde dyr.
 36.  Men hvis det er vitterligt, at Oksen tidligere har villet
      stange, og dens Ejer ikke har passet på den, da skal han
      erstatte Okse med Okse, men det døde Dyr skal tilfalde ham.

2.Mosebog 22

  1.  Når en Mand stjæler en Okse eller et Får og slagter eller sælger
      dem, skal han give fem Okser i Erstatning for Oksen og fire Får
      for Fåret.
  2.  Hvis en Tyv gribes på fersk Gerning ved et natligt Indbrud og
      bliver slået ihjel, da bliver der ikke Tale om Blodskyld;
  3.  men hvis Solen er stået op. pådrager man sig Blodskyld.
      Erstatning skal han give, og ejer han intet, skal han sælges som
      Træl til Vederlag for det stjålne;
  4.  hvis derimod det stjålne findes levende i hans Besiddelse, da
      skal han give dobbelt Erstatning, hvad enten det er en Okse, et
      Æsel, eller et Får.

  5.  Når en Mand afsvider en Mark eller en Vingård og lader Ilden
      brede sig, så den antænder en andens Mark, da skal han give det
      bedste af sin Mark eller Vingård i Erstatning;
  6.  men breder Ilden sig ved at tage fat i Tjørnekrat, og Kornneg
      eller Sæd brænder, eller en Mark svides af, så skal den, der
      antændte Ilden, give simpel Erstatning.

  7.  Når en Mand giver en anden Penge eller Sager i Varetægt, og de
      stjæles fra hans Hus, da skal Tyven, hvis han findes, give
      dobbelt Erstatning;
  8.  men hvis Tyven ikke findes, skal Husets Ejer træde frem for Gud
      og sværge på, at han ikke har forgrebet sig på den andens Gods.
  9.  I alle Tilfælde hvor det drejer sig om Uredelighed med en Okse,
      et Æsel, et Får, en Klædning eller en hvilken som helst
      bortkommen Ting, hvorom der rejses Krav, skal de to Parters Sag
      bringes frem for Gud, og den, som Gud dømmer skyldig, skal give
      den anden dobbelt Erstatning.
 10.  Når en Mand giver en anden et Æsel, en Okse, et Får eller et
      andet Stykke Kvæg i Varetægt, og Dyret dør, kommer til Skade
      eller røves, uden at nogen ser det,
 11.  da skal han sværge ved HERREN på, at han ikke har forgrebet sig
      på den andens Ejendom, og det skal være afgørende imellem dem;
      Dyrets Ejer skal tage Eden god, og den anden behøver ikke at
      give Erstatning.
 12.  Stjæles det derimod fra ham, skal han give Ejeren Erstatning.
 13.  Hvis det sønderrives, skal han bringe det sønderrevne Dyr med
      som Bevis; det sønderrevne skal han ikke erstatte.
 14.  Når en låner et Dyr af en anden, og det kommer til Skade eller
      dør, uden at Ejeren er til Stede, skal han give Erstatning;
 15.  er Ejeren derimod til Stede, skal han ikke give Erstatning; var
      det lejet, er Lejesummen Erstatning.

 16.  Når en Mand forfører en Jomfru, der ikke er trolovet, og ligger
      hos hende, skal han udrede Brudekøbesummen for hende og tage
      hende til Hustru;
 17.  og hvis hendes Fader vægrer sig ved at give ham hende, skal han
      tilveje ham den sædvanlige Brudekøbesum for en Jomfru.

 18.  En Troldkvinde må du ikke lade leve.
 19.  Enhver, der har Omgang med Kvæg, skal lide Døden.
 20.  Den, der ofrer til andre Guder end HERREN alene, skal der lægges
      Band på.
 21.  Den fremmede må du ikke undertrykke eller forulempe, thi I var
      selv fremmede i Ægypten.
 22.  Enken eller den faderløse må I aldrig mishandle;
 23.  hvis I mishandler dem, og de råber om Hjælp til mig, vil jeg
      visselig høre på deres Klageråb,
 24.  og da vil min Vrede blusse op, og jeg vil slå eder ihjel med
      Sværdet, så eders egne Hustruer bliver Enker og eders Børn
      faderløse.
 25.  Når du låner Penge til en fattig Mand af mit Folk i dit Nabolag,
      må du ikke optræde som en Ågerkarl over for ham. I må ikke tage
      Renter af ham.
 26.  Hvis du tager din Næstes Kappe i Pant, skal du give ham den
      tilbage inden Solnedgang;
 27.  thi den er det eneste, han har at dække sig med, det er den, han
      hyller sit Legeme i; hvad skulde han,ellers ligge med? Og når
      han råber til mig, vil jeg høre ham, thi jeg er barmhjertig.
 28.  Gud må du ikke spotte, og dit Folks Øvrighed må du ikke
      forbande.

 29.  Din Lades Overflod og din Vinperses Saft må du ikke holde
      tilbage. Den førstefødte af dine Sønner skal du give mig.
 30.  Ligeså skal du gøre med dit Hornkvæg og dit Småkvæg; i syv Dage
      skal det blive hos Moderen, men på den ottende Dag skal I give
      mig det.
 31.  I skal være mig hellige Mænd; Kød af sønderrevne Dyr må I ikke
      spise, I skal kaste det for Hundene.

2.Mosebog 23

  1.  Du må ikke udsprede falske Rygter. Gør ikke fælles Sag med den,
      der har Uret, ved at optræde som uretfærdigt Vidne.
  2.  Du må ikke følge Mængden i, hvad der er ondt, eller i dit
      Vidnesbyrd for Retten tage Hensyn til Mængden, så du bøjer
      Retten.
  3.  Du må ikke tage Parti for den ringe i hans Retssag.
  4.  Når du træffer din Fjendes Okse eller Æsel løbende løse, skal du
      bringe dem tilbage til ham.
  5.  Når du ser din Uvens Æsel segne under sin Byrde, må du ikke lade
      ham i Stikken, men du skal hjælpe ham med at læsse Byrden af.
  6.  Du må ikke bøje din fattige Landsmands Ret i hans Retssag.
  7.  Hold dig fra en uretfærdig Sag; og den, som er uskyldig og har
      Ret. må du ikke berøve Livet; nej, du må ikke skaffe den Ret,
      som har Uret.
  8.  Tag ikke mod Bestikkelse, thi Bestikkelse gør den seende blind
      og fordrejer Sagen for dem, der har Ret.
  9.  Undertryk ikke den fremmede; I ved jo, hvorledes den fremmede er
      til Mode, thi I,var selv fremmede i Ægypten.

 10.  Seks År igennem skal du tilså dit Land og indsamle dets Afgrøde;
 11.  men i det syvende skal du lade det hvile og ligge urørt, så at
      de fattige i dit Folk kan gøre sig til gode dermed, og Markens
      vilde Dyr kan æde, hvad de levner; ligeså skal du gøre med din
      Vingård og dine Oliventræer.
 12.  I seks Dage skal du gøre dit Arbejde, men på den syvende skal du
      hvile, for at dine Okser og Æsler kan få Hvile og din
      Trælkvindes Søn og den fremmede hvile ud.
 13.  Hold eder alt, hvad jeg siger eder, efterrettelig; du må ikke
      nævne andre Guders Navn, det må ikke høres i din Mund.
 14.  Tre Gange om Året skal du holde Højtid for mig.
 15.  Du skal fejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise
      usyret Brød, som jeg har pålagt dig, på den fastsatte Tid i Abib
      Måned, thi i den Måned vandrede du ud af Ægypten, Man må ikke
      stedes for mit Åsyn med tomme Hænder.
 16.  Fremdeles skal du fejre Højtiden for Høsten, Førstegrøden af dit
      Arbejde, af hvad du sår i din Mark, og Højtiden for Frugthøsten
      ved Årets Udgang, når du har bjærget Udbyttet af dit Arbejde
      hjem fra Marken.
 17.  Tre Gange om Året skal alle dine Mænd stedes for den Herre
      HERRENs Åsyn.
 18.  Du må ikke ofre Blodet af mit Slagtoffer sammen med syret
      Brød. Fedtet fra min Højtid må ikke gemmes til næste Morgen.
 19.  Du skal bringe det første, Førstegrøden af din Jord, til HERREN
      din Guds Hus. Du må ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.

 20.  Se, jeg sender en Engel foran dig for at vogte dig undervejs og
      føre dig til det Sted, jeg har beredt.
 21.  Tag dig vel i Vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig
      imod ham, thi han skal ikke tilgive eders Overtrædelser, efterdi
      mit Navn er i ham.
 22.  Når du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg være dine
      Fjenders Fjende og dine Modstanderes Modstander,
 23.  Ja, min Engel skal drage foran dig og føre dig til Amoriterne,
      Hetiterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hivviterne og
      Jebusiterne, og jeg vil udrydde dem.
 24.  Du må ikke tilbede eller dyrke deres Guder eller følge deres
      Skikke; men du skal nedbryde dem og sønderslå deres Stenstøtter.
 25.  I skal dyrke HERREN eders Gud, så vil jeg velsigne dit Brød og
      dit Vand og holde Sygdomme borte fra dig.
 26.  Utidige Fødsler eller Ufrugtbarhed skal ikke forekomme i dit
      Land, og dine Dages Mål vil jeg gøre fuldt.
 27.  Jeg vil sende min Rædsel foran dig og bringe Bestyrtelse over
      alle de Folk, du kommer til, og jeg vil drive alle dine Fjender
      på Flugt for dig.
 28.  Jeg vil sende Gedehamse foran dig, og de skal drive Hivviterne,
      Kana'anæerne og Hetiterne bort foran dig.
 29.  Men jeg vil ikke drive dem bort foran dig i et og samme År, for
      at Landet ikke skal lægges øde, og for at Markens vilde Dyr ikke
      skal tage Overhånd for dig;
 30.  lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil du
      bliver så talrig, at du kan tage Landet i Besiddelse.
 31.  Jeg vil lade dine Landemærker nå fra det røde Hav til
      Filisternes Hav, fra Ørkenen til Floden, thi jeg giver Landets
      Indbyggere i eders Hånd, så du kan drive dem bort foran dig.
 32.  Du må ikke slutte Pagt med dem eller deres Guder.
 33.  De må ikke blive boende i dit Land, for at de ikke skal forlede
      dig til Synd imod mig, til at dyrke deres Guder, så det bliver
      dig til en Snare!

2.Mosebog 24

  1.  Og han sagde til Moses: "Stig op til HERREN, du og Aron, Nadab
      og Abih og halvfjerdsindstyve af Israels Ældste, og tilbed i
      Frastand;
  2.  Moses alene skal træde hen til HERREN, de andre ikke, og det
      øvrige Folk må ikke følge med ham derop."
  3.  Derpå kom Moses og kundgjorde hele Folket alle HERRENs Ord og
      alle Lovbudene, og hele Folket svarede enstemmigt: "Alle de Ord,
      HERREN har talet, vil vi overholde."
  4.  Da skrev Moses alle HERRENs Ord op; og tidligt næste Morgen
      rejste han ved Foden af Bjerget et Alter og tolv Stenstøtter
      svarende til Israels tolv Stammer.
  5.  Derefter sendte han de unge Mænd blandt Israeliterne hen for at
      bringe Brændofre og slagte unge Tyre som Takofre til HERREN.
  6.  Og Moses tog den ene Halvdel af Blodet og gød det i
      Offerskålene, men den anden Halvdel sprængte han på Alteret.
  7.  Så tog han Pagtsbogen og læste den op i Folkets Påhør, og de
      sagde: "Vi vil gøre alt, hvad HERREN har talet, og lyde ham!"
  8.  Derpå tog Moses Blodet og sprængte det på Folket, idet han
      sagde: "Se, dette er Pagtens Blod, den Pagt, HERREN har sluttet
      med eder på Grundlag af alle disse Ord."

  9.  Og Moses, Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels
      Ældste steg op
 10.  og skuede Israels Gud; under hans Fødder var der ligesom
      Safirfliser, som selve Himmelen i Stråleglans.
 11.  Men han lagde ikke Hånd på Israeliternes ypperste Mænd. De
      skuede Gud, og de spiste og drak.

 12.  Og HERREN sagde til Moses: "Stig op til mig på Bjerget og bliv
      der, så vil jeg give dig Stentavlerne, Loven og Budet, som jeg
      har opskrevet til Vejledning for dem."
 13.  Da bød Moses og Josua, hans Medhjælper op, og Moses steg op på
      Guds Bjerg;
 14.  men til de Ældste sagde han: "Vent på os her, til vi kommer
      tilbage til eder. Se, Aron og Hur er hos eder; er der nogen, der
      har en Retstrætte, kan han henvende sig til dem!"
 15.  Derpå steg Moses op på Bjerget. Da indhyllede Skyen Bjerget,
 16.  og HERRENs Herlighed nedlod sig på Sinaj Bjerg. Og Skyen
      indhyllede Sinaj Bjerg i seks Dage, men den syvende Dag råbte
      HERREN ud fra Skyen til Moses;
 17.  og medens HERRENs Herlighed viste sig for Israeliternes Øjne som
      en fortærende Ild på Bjergets Top,
 18.  gik Moses ind i Skyen og steg op på Bjerget. Og Moses blev på
      Bjerget i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.

2.Mosebog 25

  1.  HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  Sig til Israeliterne, at de skal bringe mig en Offerydelse; af
      enhver, som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal I
      tage min Offerydelse.
  3.  Og Offerydelsen, som I skal tage af dem, skal bestå af Guld,
      Sølv, Kobber,
  4.  violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår,
  5.  rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ,
  6.  Olie til Lysestagen, vellugtende Stoffer til Salveolien og
      Aøgelsen,
  7.  Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning på Efoden og
      Brystskjoldet.
  8.  Og du skal indrette mig en Helligdom, for at jeg kan bo midt
      iblandt dem.
  9.  Du skal indrette Boligen og alt dens Tilbehør nøje efter det
      Forbillede, jeg vil vise dig.

 10.  Du skal lave en Ark af Akacietræ, halvtredje Alen lang,
      halvanden Alen bred og halvanden Alen høj,
 11.  og overtrække den med pu1t Guld; indvendig og udvendig skal du
      overtrække den og sætte en gylden Krans rundt om den;
 12.  og du skal støbe fire Guldringe til den og sætte dem på dens
      fire Fødder, to Ringe på hver Side at den.
 13.  Så skal du lave Bærestænger af Akacietræ og overtrække dem med
      Guld,
 14.  og du skal stikke Stængerne gennem Ringene på Arkens Sider, for
      at den kan bæres med dem;
 15.  Stængerne skal blive i Ringene, de må ikke tages ud.
 16.  Og i Arken skal du nedlægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig.
 17.  Så skal du lave et Sonedække af purt Guld, halvtredje Alen langt
      og halvanden Alen bredt;
 18.  og du skal lave to Keruber af Guld, i drevet Arbejde skal du
      lave dem, ved begge Ender af Sonedækket.
 19.  Den ene Kerub skal du anbringe ved den ene Ende, den anden Kerub
      ved den anden; du skal lave Keruberne således, at de er i eet
      med Sonedækket ved begge Ender.
 20.  Og Keruberne skal brede deres Vinger i Vejret, således at de
      dækker over Sonedækket med deres Vinger, og de skal vende
      Ansigtet mod hinanden; nedad mod Sonedækket skal Kerubernes
      Ansigter vende.
 21.  Og Sonedækket skal du lægge over Arken, men i Arken skal du
      lægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig.
 22.  Der vil jeg mødes med dig, og fra Sonedækket, fra Pladsen mellem
      de to Keruber på Vidnesbyrdets Ark, vil jeg meddele dig alle de
      Bud, jeg har at give dig til Israeliterne.

 23.  Fremdeles skal du lave et Bord at Alkacietræ, to Alen langt, en
      Alen bredt og halvanden Alen højt,
 24.  og overtrække det med purt Guld og sætte en gylden Krans rundt
      om det.
 25.  Og du skal sætte en Liste af en Hånds Bredde rundt om det og en
      gylden Krans rundt om Listen.
 26.  Så skal du lave fire Guldringe og sætte dem på de fire Hjørner
      ved dets fire Ben;
 27.  lige ved Listen skal Ringene sidde til at stikke Bærestængerne
      i, så at man kan bære Bordet.
 28.  Og du skal lave Bærestængerne af Akacietræ og overtrække dem med
      Guld, og med dem skal Bordet bæres.
 29.  Og du skal lave de dertil hørende Fade og Kander, Krukker og
      Skåle til at udgyde Drikoffer med; af purt Guld skal du lave
      dem.
 30.  På Bordet skal du altid have Skuebrød liggende for mit Åsyn.

 31.  Fremdeles skal du lave en Lysestage af purt Guld, i drevet
      Arbejde skal Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, laves,
      således af dens Blomster med Bægere og Kroner er i eet med den.
 32.  Seks Arme skal udgå fra Lysestagens Side, tre fra den ene og tre
      fra den anden Side.
 33.  På hver af Armene, der udgår fra Lysestagen, skal der være tre
      mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,
 34.  men på selve Stagen skal der være fire mandelblomstlignende
      Blomster med Bægere og Kroner,
 35.  et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgår fra
      Lysestagen.
 36.  Bægrene og Armene skal være i eet med den, så at det hele udgør
      eet drevet Arbejde af purt Guld.
 37.  Og du skal lave syv Lamper til den og sætte disse Lamper på den,
      for at de kan lyse Pladsen foran op.
 38.  Dens Lampesakse og Bakker skal være af purt Guld.
 39.  Der skal bruges en Talent purt Guld til den og til alt dette
      Tilbehør.
 40.  Se til, at du udfører det efter det Forbillede, som vises dig på
      Bjerget.

2.Mosebog 26

  1.  Boligen skal du lave af ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og
      rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn med Keruber på i
      Kunstvævning.
  2.  Hvert Tæppe skal være otte og tyve Alen langt og fire Alen
      bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål.
  3.  Tæpperne skal sys sammen, fem og fem.
  4.  I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede
      Stykke, skal du sætte Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes
      skal du sætte Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet
      sammensyede Stykke;
  5.  du skal sætte halvtredsindstyve Løkker på det ene Tæppe og
      halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det
      andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke.
  6.  Og du skal lave halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde
      Tæpperne med hinanden, så at Boligen udgør et Hele.

  7.  Fremdeles skal du lave Tæpper af Gedehår til et Teltdække uden
      om Boligen, og her skal du lave elleve Tæpper,
  8.  hvert Tæppe skal skal være tredive Alen langt og fire Alen
      bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål.
  9.  Og du skal sy de fem af Tæpperne sammen for sig og de seks for
      sig; det sjette Tæppe, det, der kommer til at ligge over Teltets
      Forside, skal du lægge dobbelt.
 10.  Og du skal sætte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det
      yderste Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve
      Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede
      Stykke.
 11.  Og du skal lave halvtredsindstyve Kobberkroge og stikke dem i
      Løkkerne og sammenføje Teltdækket, så de udgør et Hele.
 12.  Men hvad angår det overskydende af Teltdækkets Tæpper, skal
      Halvdelen deraf hænge ned over Boligens Bagside,
 13.  og den overskydende Alen på begge Sider af Telttæppernes Længder
      skal hænge ned over begge Boligens Sider for at dække den.
 14.  Fremdeles skal du lave et Dække over Teltdækket af rødfarvede
      Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind.
 15.  Fremdeles skal du lave Brædderne til Boligen af Akacietræ til at
      stå op,
 16.  hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt.
 17.  På hvert Bræt skal der være to indbyrdes forbundne Tapper;
      således skal du indrette det ved alle Boligens Brædder.
 18.  Af Brædderne, som du skal lave til Boligen, skal tyve være til
      Sydsiden,
 19.  og til de tyve Brædder skal du lave fyrretyve Fodstykker af
      Sølv, to Fodstykker til de to Tapper på hvert Bræt.
 20.  Andre tyve Brædder skal laves til Boligens anden Side, som
      vender mod Nord,
 21.  med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt.
 22.  Og til Bagsiden, der vendet mod Vest, skal du lave seks Brædder.
 23.  Til Boligens Baghjørner skal du lave to Brædder,
 24.  som skal bestå af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker
      foroven, indtil den første Ring; således skal de begge indrettes
      for at danne de to Hjørner.
 25.  Altså bliver der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende
      seksten Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt.
 26.  Og du skal lave Tværstænger af Alkacietræ, fem til de Brædder,
      der danner Boligens ene Side,
 27.  fem til de Brædder, der danner Boligens anden Side, og fem til
      de Brædder, der danner Boligens Bagside mod Vest;
 28.  den mellemste Tværstang midt på Brædderne skal nå fra den ene
      Ende af Væggen til den anden.
 29.  Du skal overtrække Brædderne med Guld, og deres Ringe, som
      Tværstængerne skal stikkes i, skal du lave af Guld, og
      Tværstængerne skal du overtrække med Guld.
 30.  Og du skal rejse Boligen på den Måde, som vises dig på Bjerget.

 31.  fremdeles skal du lave et Forhæng af violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus; det skal laves i
      Kunstvævning med Keruber på.
 32.  Du skal hænge det på fire Piller af Akacietræ, overtrukne med
      Guld og med Knager af Guld, på fire Fodstykker af Sølv;
 33.  og du skal hænge Forhænget under Krogene og bringe Vidnesbyrdets
      Ark ind i Rummet bag ved Forhænget, og Forhænget skal danne eder
      en Skillevæg mellem det Hellige og det Allerhelligste.
 34.  Og Sonedækket skal du lægge over Vidnesbyrdets Ark i det
      Allerhelligste.
 35.  Men Bordet skal du stille uden for Forhænget, og Lysestagen over
      for Bordet ved Boligens søndre Væg; Bordet skal du altså stille
      ved den nordre Væg.
 36.  Fremdeles skal du lave et Forhæng til Teltets indgang af violet
      og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i
      broget Vævning;
 37.  og til Forhænget skal du lave fem Piller af Akacietræ, som du
      skal overtrække med Guld, med Knager af Guld, og du skal støbe
      fem Fodstykker dertil af Kobber.

2.Mosebog 27

  1.  Fremdeles skal du lave Alteret af Akacietræ, fem Alen langt og
      fem Alen bredt, firkantet skal Alteret være, og tre Alen højt.
  2.  Du skal lave Horn til dets fire Hjørner, således at de er i eet
      dermed, overtrække det med Kobber
  3.  og lave Kar dertil, for at Asken kan fjernes, ligeledes de
      dertil hørende Skovle, Skåle, Gafler og Pander; alt dets
      Tilbehør skal du lave af Kobber.
  4.  Du skal omgive det med et flettet Kobbergitter, og du skal sætte
      fire Kobberringe på Fletværket. på dets fire Hjørner.
  5.  Og du skal sætte Gitteret neden under Alterets Liste, således at
      Fletværket når op til Alterets halve Højde.
  6.  Fremdeles skal du lave Bærestænger til Alteret, Stænger af
      Akacietræ, og overtrække dem med Kobber.
  7.  Og Stængerne skal stikkes gennem Ringene, så at de sidder langs
      Alterets to Sider, når det bæres.
  8.  Du skal lave det hult af Brædder; som det vises dig på Bjerget,
      skal du lave det.

  9.  Boligens Forgård skal du indrette således: På Sydsiden skal der
      være et Forgårdsomhæng af tvundet Byssus, hundrede Alen langt på
      denne ene Side,
 10.  med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og
      Bånd af Sølv til Pillerne.
 11.  Og på samme Måde skal der på den nordre Langside være et Omhæng,
      hundrede Alen langt, med tyve Piller og tyve Fodstykker af
      Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne.
 12.  På Forgårdens Bredside mod Vest skal der være et Omhæng,
      halvtredsindstyve Alen langt, med ti Piller og ti Fodstykker,
 13.  og Forgårdens Bredside mod Øst skal være halvtredsindstyve Alen
      lang.
 14.  På den ene Side deraf skal der være femten Alen Omhæng med tre
      Piller og tre Fodstykker,
 15.  på den anden Side ligeledes femten Alen Omhæng med tre Piller og
      tre Fodstykker.
 16.  Forgårdens Indgang skal have et Forhæng på tyve Alen af violet
      og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i
      broget Vævning med fire Piller og fire Fodstykker.
 17.  Alle Forgårdens Piller rundt omkring skal have Bånd af Sølv,
      Knager af Sølv og Fodstykker af Kobber.
 18.  Omhænget om Forgården skal være hundrede Alen på hver Langside,
      halvtredsindstyve Alen på hver Bredside og fem Alen højt; det
      skal være af tvundet Byssus, og Fodstykkerne skal være af
      Kobber.
 19.  Alle Redskaber, der bruges ved Arbejdet på Boligen, alle dens
      Pæle og alle Forgårdens Pæle skal være af Kobber.

 20.  Fremdeles skal du pålægge Israeliterne at skaffe dig ren
      Olivenoli af knuste Frugter til Lysestagen, og der skal stadig
      sættes Lamper på.
 21.  I Åbenbaringsteltet uden for Forhænget, der hænger foran
      Vidnesbyrdet, skal Aron og hans Sønner gøre den i Stand, at den
      kan brænde fra Aften til Morgen for HERRENs Åsyn. Det skal være
      en evig gyldig Bestemmelse, der skal påhvile Israeliterne fra
      Slægt til Slægt.

2.Mosebog 28

  1.  Du skal lade din Broder Aron og hans Sønner tillige med ham
      træde frem af Israeliternes Midte og komme hen til dig, for at
      de kan gøre Præstetjeneste for mig, Aron og Arons Sønner, Nadab,
      Abihu, Eleazar og Itamar.
  2.  Og du skal tilvirke din Broder Aron hellige Klæder til Ære og
      Pryd,
  3.  og du skal byde alle kunstforstandige Mænd, hvem jeg har fyldt
      med Kunstfærdigheds Ånd, at tilvirke Aron Klæder, for at han kan
      helliges til at gøre Præstetjeneste for mig.
  4.  Klæderne, som de skal tilvirke, er følgende: Brystskjold, Efod,
      Kåbe, Kjortel af mønstret Stof, Hovedklæde og Bælte. De skal
      tilvirke din Broder Aron og hans Sønner hellige Klæder, for at
      de kan gøre Præstetjeneste for mig,
  5.  og dertil skal de bruge Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
      Karmoisinrødt Garn og Byssus.

  6.  Efoden skal du tilvirke af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i Kunstvævning.
  7.  Den skal have to Skulderstykker, der skal være til at hæfte på;
      den skal hæftes sammen ved begge Hjørner.
  8.  Og dens Bælte, som skal bruges, når den tages på, skal være af
      samme Arbejde og i eet med den; det skal være af Guldtråd,
      violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus.
  9.  Så skal du tage de to Sjohamsten og gravere Israels Sønners
      Navne i dem,
 10.  seks af Navnene på den ene Sten og de andre seks på den anden
      efter Aldersfølge;
 11.  med Stenskærerarbejde, som ved Gravering af Signeter, skal du
      indgravere Israels Sønners Navne i de 14 Sten, og du skal
      indfatte dem i Guldfletværk.
 12.  Disse to Sten skal du fæste på Efodens Skulderstykker, for at
      Stenene kan bringe Israels Sønner i Minde, og Aron skal bære
      deres Navne for HERRENs Åsyn på sine Skuldre for at bringe dem i
      Minde.
 13.  Og du skal tilvirke Fletværk af Guld
 14.  og to Kæder af purt Guld; du skal lave dem i snoet Arbejde, som
      når man snor Reb, og sætte disse snoede Kæder på Fletværket.

 15.  Fremdeles skal du tilvirke Retskendelsens Brystskjold i
      Kunstvævning på samme Måde som Efoden; af Guldtråd, violet og
      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus skal du
      lave det;
 16.  det skal være firkantet og lægges dobbelt, et Spand langt og et
      Spand bredt,
 17.  Og du skal udstyre det med en Besætning af Sten, fire Rækker
      Sten: Karneol, Topas og Smaragd i den første Række,
 18.  Rubin, Safir og Jaspis i den anden,
 19.  Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje,
 20.  Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde; og de skal omgives med
      Guldfletværk i deres Indfatninger.
 21.  Der skal være tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en
      for hvert Navn; det skal være graveret Arbejde som Signeter,
      således at hver Sten bærer Navnet på en af de tolv Stammer.
 22.  Til Brystskjoldet skal du lave snoede Kæder af purt Guld, snoet
      Arbejde, som når man snor Reb.
 23.  Til Brystskjoldet skal du lave to Guldringe og sætte disse to
      Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner,
 24.  og de to Guldsnore skal du knytte i de to Ringe på
      Brystskjoldets Hjørner;
 25.  Snorenes anden Ende skal du anbringe i det Fletværker og fæste
      dem på Forsiden af Efodens Skulderstykke.
 26.  Og du skal lave to andre Guldringe og sætte dem på
      Brystskjoldets to andre Hjørner på den indre, mod Efoden
      vendende Rand.
 27.  Og du skal lave endnu to Guldringe og fæste dem på Efodens to
      Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den er hæftet sammen
      med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte;
 28.  og man skal med Ringene binde Brystskjoldet fast til Efodens
      Ringe ved Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kommer til at
      sidde oven over Efodens Bælte og ikke løsner sig fra Efoden.
 29.  Aron skal således stedse bære Israels Sønners Navne på
      Retskendelsens Brystskjold på sit Hjerte, når han går ind i
      Helligdommen, for at bringe dem i Minde for HERRENs Åsyn.
 30.  Og i Retskendelsens Brystskjold skal du lægge Urim og Tummim, så
      at Aron.bærer dem på sit Hjerte, når han går ind for HERRENs
      Åsyn, og Aron skal stedse bære Israeliternes Retskendelse på sit
      Hjerte for HERRENs Åsyn.

 31.  Fremdeles skal du tilvirke Kåben, som hører til Efoden, helt og
      holdent af violet Purpur.
 32.  Midt på skal den have en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en
      Panserskjorte, omgivet af en Linning i vævet Arbejde, for at den
      ikke skal rives itu;
 33.  og langs dens nedeste Kant skal du sy Granatæbler af violet og
      rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn og mellem dem Guldbjælder
      hele Vejen rundt,
 34.  så at Guldbjælder og Granatæbler skifter hele Vejen rundt langs
      Kåbens nederste Kant.
 35.  Aron skal bære den, når han gør Tjeneste, så at det kan høres,
      når han går ind i Helligdommen for HERRENs Åsyn, og når han går
      ud derfra, at han ikke skal dø,

 36.  Fremdeles skal du lave en Pandeplade af purt Guld, og i den skal
      du gravere, som når man graverer Signeter: "Helliget HERREN."
 37.  Den skal du fastgøre med en violet Purpursnor, og den skal sidde
      på Hovedklædet, foran på Hovedklædet skal den sidde.
 38.  Aron skal bære den på sin Pande, for at han kan tage de Synder
      på sig, som klæder ved de hellige Gaver, Israeliterne frembærer,
      ved alle de hellige Gaver, de bringer; og Aron skal stedse have
      den på sin Pande for at vinde dem HERRENs Velbehag.

 39.  Kjortelen skal du væve i mønstret Vævning af Byssus. Og du skal
      tilvirke et Hovedklæde af Byssus og et Bælte i broget Vævning.

 40.  Også til Arons Sønner skal du tilvirke Kjortler, og du skal
      tilvirke Bælter til dem og Huer til Ære og Pryd.
 41.  Og du skal iføre din Broder Aron og hans Sønner dem, og du skal
      salve dem, indsætte dem og hellige dem til at gøre
      Præstetjeneste for mig.

 42.  Tillige skal du tilvirke Linnedbenklæder til dem til at skjule
      deres Blusel, og de skal nå fra Hoften ned på Lårene.
 43.  Dem skal Aron og hans Sønner bære, når de går ind i
      Åbenbaringsteltet eller træder frem til Alteret for at gøre
      Tjeneste i Helligdommen, at de ikke skal pådrage sig Skyld og
      lide Døden.  En evig gyldig Anordning skal det være for ham og
      hans Afkom efter ham.

2.Mosebog 29

  1.  Således skal du bære dig ad med dem, når du helliger dem til at
      gøre Præstetjeneste for mig: Tag en ung Tyr, to lydefri Vædre,
  2.  usyrede Brød, usyrede Kager, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød,
      smurte med Olie; af fint Hvedemel skal du bage dem.
  3.  Læg dem så i een Kurv og bær dem frem i Kurven sammen med Tyren
      og de to Vædre.
  4.  Lad derpå Aron og hans Sønner træde hen til Åbenbaringsteltets
      Indgang og tvæt dem med Vand.
  5.  Tag så Klæderne og ifør Aron Kjortelen, Efodkåben, Efoden og
      Brystskjoldet og bind Efoden fast på ham med Bæltet.
  6.  Læg Hovedklædet om hans Hoved og fæst det hellige Diadem på
      Hovedklædet.
  7.  Tag så Salveolien og udgyd den på hans Hoved og salv ham.
  8.  Lad dernæst hans Sønner træde frem og ifør dem Kjortler,
  9.  omgjord dem med Bælter og bind Huerne på dem. Og
      Præsteværdigheden skal tilhøre dem med evig Ret. Så skal du
      indsætte Aron og hans Sønner.

 10.  Før Tyren frem foran Åbenbaringsteltet, og Aron og hans Sønner
      skal lægge deres Hænder på Tyrens Hoved.
 11.  Slagt så Tyren for HERRENs Åsyn ved Indgangen til
      Åbenbaringsteltet
 12.  og tag noget af Tyrens Blod og stryg det på Alterets Horn med
      din Finger og udgyd Resten af Blodet ved Alterets Fod.
 13.  Tag så alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne
      med Fedtet på dem og bring det som Røgoffer på Alteret;
 14.  men Tyrens Kød, dens Hud og dens Skarn skal du brænde uden for
      Lejren. Det er et Syndoffer.

 15.  Derpå skal du tage den ene Væder, og Aron og hans Sønner skal
      lægge deres Hænder på dens Hoved.
 16.  Slagt så Væderen, tag dens Blod og spræng det rundt om på
      Alteret.
 17.  Skær så Væderen i Stykker, tvæt dens Indvolde og Skinneben, læg
      dem på Stykkerne og Hovedet
 18.  og bring så hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det er et
      Brændoffer for HERREN; en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN er
      det.

 19.  Derpå skal du tage den anden Væder, og Aron og hans Sønner skal
      lægge deres Hænder på dens Hoved.
 20.  Slagt så Væderen, tag noget af dens Blod og stryg det på Arons
      og hans Sønners højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og
      højre Tommeltå og spræng Resten af Blodet rundt om på Alteret.
 21.  Tag så noget af Blodet på Alteret og af Salveolien og stænk det
      på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner og deres
      Klæder. så bliver han hellig, han selv og hans Klæder og
      ligeledes hans Sønner og deres klæder.
 22.  Derpå skal du tage Fedtet af Væderen, Fedthalen, Fedtet på
      Indvoldene, Leverlappen, begge Nyrerne med Fedtet på dem, dertil
      den højre Kølle, thi det er en Indsættelsesvæder,
 23.  og en Skive Brød, en Oliebrødkage og et Fladbrød af Kurven med
      de usyrede Brød, som står for HERRENs Åsyn,
 24.  og lægge det alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lade
      dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
 25.  Tag det så igen fra dem og bring det som Røgoffer på Alteret
      oven på Brændofferet til en liflig Duft for HERRENs Åsyn, et
      Ildoffer er det for HERREN.
 26.  Tag derpå Brystet af Arons Indsættelsesvæder og udfør
      Svingningen dermed for HERRENs Åsyn: det skal være din Del.
 27.  Således skal du hellige Svingningsbrystet og
      Offerydelseskøllen. det, hvormed Svingningen udføres. og det,
      som ydes af Arons og hans Sønners Indsættelsesvæder.
 28.  Og det skal tilfalde Aron og hans Sønner som en Rettighed, de
      har Krav på fra Israeliternes Side til evig Tid; thi det er en
      Offerydelse, og som Offerydelse skal Israeliterne give det af
      deres Takofre, som deres Offerydelse til HERREN.

 29.  Arons hellige Klæder skal tilfalde hans Sønner efter ham, for at
      de kan salves og indsættes i dem.
 30.  I syv Dage skal de bæres af den af hans Sønner, som bliver Præst
      i hans Sted, den, som skal gå ind i Åbenbaringsteltet for at
      gøre Tjeneste i Helligdommen.
 31.  Så skal du tage Indsættelsesvæderen og koge dens Kød på et
      helligt Sted;
 32.  og Aron og hans Sønner skal spise Væderens Kød og Brødet i
      Kurven ved Indgangen til Åbenbaringsteltet;
 33.  de skal spise de Stykker, hvorved der skaffes Soning ved deres
      Indsættelse og Indvielse, og ingen Lægmand må spise deraf, thi
      det er helligt.
 34.  Og dersom der bliver noget af Indsættelseskødet eller Brødet
      tilovers til næste Morgen, da skal du opbrænde det
      tiloversblevne; spises må det ikke, thi det er helligt.

 35.  Således skal du forholde dig over for Aron og hans Sønner,
      ganske som jeg har pålagt dig. Syv Dage skal du foretage
      Indsættelsen;
 36.  daglig skal du ofre en Syndoffertyr til Soning og rense Alteret
      for Synd ved at fuldbyrde Soningen på det, og du skal salve det
      for at hellige det.
 37.  Syv dage skal du fuldbyrde Soningen på Alteret og hellige det;
      således bliver Alteret højhelligt; enhver, der kommer i Berøring
      med Alteret, bliver hellig".

 38.  Hvad du skal ofre på Alteret, er følgende: Hver Dag to årgamle
      Lam som stadigt Offer.
 39.  Det ene Lam skal du ofre om Morgenen og det andet ved Aftenstid.
 40.  Sammen med det første Lam skal du bringe en Tiendedel Efa fint
      Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie af knuste Oliven, og et
      Drikoffer af en Fjerdedel Hin Vin.
 41.  Og det andet Lam skal du ofre ved Aftenstid; sammen med det skal
      du ofre et Afgrødeoffer og et Drikoffer som om Morgenen til en
      liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.
 42.  Det skal være et stadigt Brændoffer, som I skal bringe, Slægt
      efter Slægt, ved Indgangen til Åbenbaringsteltet for HERRENs
      Åsyn, hvor jeg vil åbenbare mig for dig for at tale til dig,
 43.  og hvor jeg vil åbenbare mig for Israels Børn, og det skal
      helliges ved min Herlighed.
 44.  Jeg vil hellige Åbenbaringsteltet og Alteret, og Aron og hans
      Sønner vil jeg hellige til at gøre Præstetjeneste for mig.
 45.  Og jeg vil bo midt iblandt Israels Børn og være deres Gud;
 46.  og de skal kende, at jeg HERREN er deres Gud, som førte dem ud
      af Ægypten for at bo midt iblandt dem, jeg HERREN deres Gud!

2.Mosebog 30

  1.  Fremdeles skal du lave et Alter til at brænde Røgelse på: af
      Akacietræ skal du lave det,
  2.  en Alen langt og en Alen bredt, firkantet skal det være, og to
      Alen højt, og dets Horn skal være i eet med det.
  3.  Du skal overtrække det med purt Guld, både Pladen og Siderne
      hele Vejen rundt og Hornene, og sætte en Guldkrans rundt om;
  4.  og du skal sætte to Guldringe under Kransen på begge Sider, på
      begge Sidestykkerne skal du sætte dem til at stikke Bærestænger
      i, for at det kan bæres med dem;
  5.  og Bærestængerne skal du lave af Akacietræ og overtrække med
      Guld.
  6.  Derpå skal du opstille det foran Forhænget, der hænger foran
      Vidnesbyrdets Ark, foran Sonedækket oven over Vidnesbyrdet der,
      hvor jeg vil åbenbare mig for dig.
  7.  På det skal Aron brænde vellugtende Røgelse; hver Morgen, når
      han gør Lamperne i Stand, skal han antænde den.
  8.  Og når Aron sætter Lamperne på Lysestagen ved Aftenstid, skal
      han ligeledes antænde den; det skal være et stadigt Røgelseoffer
      for HERRENs Åsyn fra Slægt til Slægt.
  9.  I må ikke ofre et lovstridigt Røgelseoffer derpå, ej heller
      Brændofre eller Afgrødeofre, lige så lidt som I må udgyde
      Drikofre derpå.
 10.  Men een Gang om Året skal Aron skaffe Soning på dels Horn; med
      noget af Forsoningssyndofferets Blod skal han een Gang om Året
      skaffe Soning på det, Slægt efter Slægt. Det er højhelligt for
      HERREN.

 11.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 12.  Når du holder Mandtal over Israeliterne, skal enhver, som
      mønstres, ved Mønstringen give HERREN Sonepenge for sit Liv, at
      ingen Ulykke skal ramme dem i Anledning af Mønstringen.
 13.  Enhver, der må underkaste sig Mønstringen, skal udrede en halv
      Sekel i hellig Mønt, tyve Gera på en Sekel, en halv Sekel som
      Offerydelse til HERREN.
 14.  Enhver, der må underkaste sig Mønstringen, fra Tyveårsalderen og
      opefter, skal udrede HERRENs Offerydelse.
 15.  hen rige må ikke give mere, den fattige ikke mindre end en halv
      Sekel, når de bringer HERRENs Offerydelse til Soning for deres
      Sjæle.
 16.  Og du skal tage Sonepengene af Israeliterne og bruge dem til
      Tjenesten ved Åbenbaringsteltet. og de skal tjene til at bringe
      Israeliterne i Minde for HERRENs Åsyn, til Soning for eders
      Sjæle.

 17.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 18.  Du skal lave en Vandkumme med Fodstykke af Kobber til at tvætte
      sig i op opstille den mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og
      hælde Vand i den,
 19.  for at Aron og hans Sønner kan tvætte deres Hænder og Fødder
      deri.
 20.  Når de går ind i Åbenbaringsteltet, skal de tvætte sig med Vand
      for ikke at dø; ligeledes når de træder hen til Alteret for at
      gøre Tjeneste og brænde Ildofre for HERREN.
 21.  De skal tvætte deres Hænder og Fødder for ikke at dø. Det skal
      være en evig Anordning for ham og hans Afkom fra Slægt til
      Slægt.

 22.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 23.  Du skal tage dig vellugtende Stoffer af den bedste Slags, 500
      Sekel ædel Myrra, halvt så meget. 25O Sekel, vellugtende
      Kanelbark, 25O Sekel vellugtende Kalmus
 24.  og 500 Sekel Kassia, efter hellig Vægt, og en Hin Olivenolie.
 25.  Deraf skal du tilberede en hellig Salveolie, en krydret
      Blanding, som Salveblanderne laver den; en hellig Salveolie skal
      det være.
 26.  Med den skal du salve Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark,
 27.  Bordet med alt dets Tilbehør, Lysestagen med dens Tilbehør,
      Røgelsealteret,
 28.  Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens
      Fodstykke,
 29.  Således skal du hellige dem, så de bliver højhellige. Enhver,
      der kommer i Berøring med dem, bliver hellig" .
 30.  Ligeledes skal du salve Aron og hans Sønner og hellige dem til
      at gøre Præstetjeneste for mig.
 31.  Men til Israeliterne skal du sige således: Dette skal være mig
      en hellig Salveolie fra Slægt til Slægt.
 32.  Den må ikke udgydes på noget Menneskes Legeme, og i denne
      Blanding må I ikke tilberede lignende Salve til eget Brug,
      hellig er den, og hellig skal den være eder.
 33.  Den, der tilbereder lignende Salve eller anvender den på en
      Lægmand, skal udryddes af sin Slægt.

 34.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: Tag dig
      Røgelseoffer, Stakte, Onyksmusling, Galbanum og ren Virak, lige
      meget af hvert,
 35.  og tilbered deraf en krydret Røgelse, som Salveblanderne laver
      den, saltet, ren, til hellig Brug.
 36.  Deraf skal du støde en Del til Pulver, og noget deraf skal du
      lægge foran Vidnesbyrdet i Åbenbaringsteltet, hvor jeg vil
      åbenbare mig for dig. Det skal være eder højhelligt.
 37.  Den Røgelse, du tilbereder i denne Blanding, må I ikke tilberede
      til eget Brug. Hellig skal den være dig for HERREN.
 38.  Den, der tilbereder lignende Røgelse for at nyde dens Duft, skal
      udryddes af sin Slægt.

2.Mosebog 31

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Se, jeg har kaldet Bezalel, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas
      Stamme
  3.  og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i
      alskens Arbejde
  4.  til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og
      Kobber
  5.  og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde,
      kort sagt til at udføre alskens Arbejde.
  6.  Og se, jeg har givet ham Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme
      til Medhjælper, og alle kunstforstandige Mænds Hjerte har jeg
      udrustet med Kunstsnilde, for at de kan udføre alt, hvad jeg har
      pålagt dig,
  7.  Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark, Sonedækket derpå og alt
      Teltets Tilbehør,
  8.  Bordet med dets Tilbehør, Lysestagen af purt Guld med alt dens
      Tilbehør, Røgelsealteret,
  9.  Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens
      Fodstykke,
 10.  Pragtklæderne, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans
      Sønners Klædet til Brug ved Præstetjenesten,
 11.  Salveolien og den vellugtende Røgelse til Helligdommen.  Ganske
      som jeg har pålagt dig, skal de udføre det.

 12.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 13.  Du skal tale til Israeliterne og sige: Fremfor alt skal I holde
      mine Sabbater, thi Sabbaten er et Tegn mellem mig og eder fra
      Slægt til Slægt, for at I skal kende, at jeg HERREN er den, der
      helliger eder.
 14.  I skal holde Sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som
      vanhelliger den, skal lide Døden, ja enhver, som udfører noget
      Arbejde på den, det Menneske skal udryddes af sin Slægt.
 15.  I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde
      en fuldkommen Hviledag, helliget HERREN; enhver, som udfører
      Arbejde på Sabbatsdagen, skal lide Døden.
 16.  Israeliterne skal holde Sabbaten, så at de fejrer Sabbaten fra
      Slægt til Slægt som en evig gyldig Pagt:
 17.  Den skal være et Tegn til alle Tider mellem mig og
      Israeliterne. Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen og Jorden,
      men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.

 18.  Da han nu var færdig med at tale til Moses på Sinaj Bjerg,
      overgav han ham Vidnesbyrdets to Tavler, Stentavler, der var
      beskrevet med Guds Finger.

2.Mosebog 32

  1.  Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget,
      samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en
      Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet
      af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!"
  2.  Da sagde Aron til dem: "Riv de Guldringe af, som eders Hustruer,
      Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!"
  3.  Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til
      Aron.
  4.  Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og
      lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er
      din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"
  5.  Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod
      kundgøre: "I Morgen er det Højtid for HERREN!"
  6.  Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og
      Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for
      at lege.

  7.  Da sagde HERREN til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk,
      som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde;
  8.  hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har
      lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med
      de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"
  9.  Og HERREN sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set,
      at det er et halsstarrigt Folk.
 10.  Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg
      tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!"
 11.  Men Moses bønfaldt HERREN sin Gud og sagde: "Hvorfor HERRE skal
      din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med
      vældig Kraft og stærk Hånd?
 12.  Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem
      ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af
      Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du
      vilde gøre dit Folk!
 13.  Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor
      ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens
      Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg
      har talet, og de skal eje det evindelig!"
 14.  Da angrede HERREN den Ulykke han havde truet med at gøre sit
      Folk.

 15.  Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med
      Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på
      begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet.
 16.  Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset
      ind i Tavlerne.
 17.  Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til
      Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!"
 18.  Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det
      er Sang, jeg hører!"
 19.  Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen,
      blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og
      sønderslog dem ved Bjergets Fod.
 20.  Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i
      Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod
      Israeliterne drikke det.
 21.  Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden
      du har bragt så stor en Synd over det?"
 22.  Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger
      i det onde,
 23.  og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi
      vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud
      af Ægypten!
 24.  Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af!
      De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom
      denne Tyrekalv ud deraf!"

 25.  Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres
      Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler,
 26.  stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er
      for HERREN, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne
      sig om ham,
 27.  og han sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Bind alle
      Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren
      til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!"
 28.  Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt
      der af Folket henved 3000 Mand.
 29.  Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for HERREN,
      thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse
      komme over eder i Dag."

 30.  Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd ;
      men nu vil jeg stige op til HERREN, måske kan jeg skaffe Soning
      for eders Synd!"
 31.  Derpå gik Moses atter til HERREN og sagde: "Ak, dette Folk har
      begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld.
 32.  Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig
      af den Bog, du fører!"
 33.  HERREN svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg
      udslette af min Bog!
 34.  Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre
      det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil
      jeg straffe dem for deres Synd!"
 35.  Og HERREN slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den,
      Aron lavede.

2.Mosebog 33

  1.  HERREN sagde til Moses: "Drag nu bort herfra med Folket, som du
      førte ud af Ægypten, til det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og
      Jakob med de Ord: Dit Afkom vil jeg give det!
  2.  Jeg sender en Engel foran dig, og han skal drive Kana'anæerne,
      Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne
      bort
  3.  til et Land, der flyder med Mælk og Honning. Men selv vil jeg
      ikke drage med i din Midte, thi du er et halsstarrigt Folk; drog
      jeg med, kunde jeg tilintetgøre dig undervejs!"
  4.  Da Folket hørte denne onde Tidende, sørgede de, og ingen tog
      sine Smykker på.
  5.  Da sagde HERREN til Moses: "Sig til Israeliterne; I er et
      halsstarrigt Folk! Vandrede jeg kun et eneste Øjeblik i din
      Midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine Smykker af, så
      skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!"
  6.  Da aflagde Israeliterne deres Smykker fra Horebs Bjerg af.

  7.  Moses plejede at tage Teltet og slå det op udenfor Lejren i
      nogen Afstand derfra; han gav det Navnet "Åbenbaringsteltet".
      Enhver som vilde rådspørge HERREN, gik ud til Åbenbaringsteltet
      uden for Lejren.
  8.  Men hver Gang Moses gik ud til teltet, rejste alt Folket sig op
      og stillede sig alle ved Indgangen til deres Telte og så efter
      Moses, indtil han kom ind i Teltet.
  9.  Og når Moses kom ind Teltet, sænkede Skystøtten sig og stillede
      sig ved Indgangen til Teltet; da talede HERREN med Moses.
 10.  Men når alt Folket så Skystøtten stå ved Indgangen til Teltet,
      rejste de sig alle op og tilbad ved Indgangen til deres Telte.
 11.  Så talede HERREN med Moses Ansigt til Ansigt, som når den ene
      Mand taler med den anden, og derpå vendte Moses tilbage til
      Lejren; men hans Medhjælper Josua, Nuns Søn, en ung Mand, veg
      ikke fra Teltet.

 12.  Moses sagde til HERREN: "Se, du siger til mig: Før dette Folk
      frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig;
      og dog har du sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har fundet
      Nåde for mine Øjne!
 13.  Hvis jeg nu virkelig har fundet Nåde for dine Øjne, så lær mig
      dine Veje at kende, at jeg kan kende dig og finde Nåde for dine
      Øjne; tænk dog på, at dette Folk er dit Folk!"
 14.  Han svarede: "Skal mit Åsyn da vandre med, og skal jeg således
      føre dig til Målet?"
 15.  Da sagde Moses til ham: "Hvis dit Åsyn ikke vandrer med, så lad
      os ikke drage herfra!
 16.  Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet Nåde for dine
      Øjne, jeg og dit Folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der
      således vises os, mig og dit Folk, en Udmærkelse fremfor alle
      and1e Folkeslag på Jorden?"
 17.  HERREN svarede Moses: "Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi
      du har fundet Nåde for mine Øjne, og jeg kalder dig ved Navn."

 18.  Da sagde Moses: "Lad mig dog skue din Herlighed!"
 19.  Han svarede: "Jeg vil lade al min Rigdom drage forbi dig og
      udråbe HERRENs Navn foran dig, thi jeg viser Nåde, mod hvem jeg
      vil, og Barmhjertighed, mod hvem jeg vil!"
 20.  Og han sagde: "Du kan ikke skue mit Åsyn, thi intet Menneske kan
      se mig og leve."
 21.  Og HERREN sagde: "Se, her er et Sted i min Nærhed, stil dig på
      Klippen der!
 22.  Når da min Herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i
      Klippehulen, og jeg vil dække dig 1ned min Hånd, indtil jeg er
      kommet forbi.
 23.  Så tager jeg min Hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit
      Åsyn kan ingen skue!"

2.Mosebog 34

  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Tilhug dig to Stentavler ligesom
      de forrige, så vil jeg på Tavlerne skrive de samme Ord, som stod
      på de forrige Tavler, du slog i Stykker.
  2.  Gør dig så rede til i Morgen, stig om Morgenen op på Sinaj Bjerg
      og stil dig hen og vent på mig der på Bjergets Top.
  3.  Ingen må følge med dig derop, og ingen må vise sig noget Sted på
      Bjerget, end ikke Småkvæg eller Hornkvæg må græsse i Nærheden af
      dette Bjerg."
  4.  Da tilhuggede han to Stentavler ligesom de forrige, og tidligt
      næste Morgen steg Moses op på Sinaj Bjerg, som Gud havde pålagt
      ham, og tog de to Stentavler med sig.
  5.  Da steg HERREN ned i Skyen; og Moses stillede sig hos ham der og
      påkaldte HERRENs Navn.
  6.  Og HERREN gik forbi ham og råbte: "HERREN, HERREN, Gud, som er
      barmhjertig og nådig, langmodig og rig på Miskundhed og
      Trofasthed,
  7.  som bevarer Miskundhed mod Tusinder, som tilgiver Brøde,
      Overtrædelse og Synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som
      straffer Fædres Brøde på Børn og Børnebørn, på dem i tredje og
      fjerde Led!"
  8.  Da bøjede Moses sig hastelig til Jorden, tilbad
  9.  og sagde: "Har jeg fundet Nåde for dine Øjne, Herre, så drage
      min Herre med i vor Midte; thi det er et halsstarrigt Folk. Men
      tilgiv vor Brøde og vor Synd og lad os være din Ejendom!"

 10.  Han sagde: "Se, jeg vil slutte en Pagt; i hele dit Folks Påsyn
      vil jeg gøre Undere, som aldrig før er sket nogensteds på Jorden
      og blandt noget Folkeslag, og hele det Folk, i hvis Midte du
      lever, skal se HERRENs Værk; thi det, jeg vil udføre ved dig, er
      forfærdeligt.
 11.  Hold dig det efterrettelig, som jeg i Dag byder dig! Se, jeg vil
      drive Amoriterne, Kana'anæerne, Hetiterne, Perizziterne,
      Hivviterne og Jebusiterne bort foran dig!
 12.  Vogt dig vel for at slutte nogen Pagt med Indbyggerne i det
      Land, du kommer til, for at de ikke skal blive en Snare for dig,
      når de lever i din Midte.
 13.  Men I skal nedbryde deres Altre, sønderslå deres Stenstøtter og
      omhugge deres Asjerastøtter!
 14.  Thi du må ikke tilbede nogen anden Gud, thi "Nidkær" er HERRENs
      Navn, nidkær Gud er han.
 15.  Du må ikke slutte Pagt med Landets Indbyggere, og når de boler
      med deres Guder og ofrer til dem og man indbyder dig til at være
      med, må du ikke spise af deres Ofre;
 16.  og du må ikke af deres Døtre tage Hustruer til dine Sønner, så
      deres Døtre, når de boler med deres Guder, får dine Sønner til
      også at bole med dem.
 17.  Du må ikke gøre dig noget støbt Gudebillede.
 18.  Du skal lejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise
      usyret Brød, som jeg har pålagt dig, lå den fastsatte Tid i Abib
      Måned, thi i Abib Måned drog du ud af Ægypten.
 19.  Alt førstefødt tilhører mig; af dine Hjorde skal du ofre mig det
      førstefødte af Handyrene, både af Okset og småt Kvæg;
 20.  men de førstefødte Æsler skal du udløse med et Stykke småt Kvæg,
      og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde Halsen derpå;
      alle dine førstefødte Sønner skal du udløse. Du må ikke stedes
      for mit Åsyn med tomme Hænder
 21.  I seks Dage må du arbejde, men på den syvende skal du hvile; i
      Pløje og Høsttiden skal du holde Hviledag.
 22.  Du skal fejre Ugehøjtid med Førstegrøden af Hvedehøsten og
      Frugthøsthøjtid ved Jævndøgnstide.
 23.  Tre Gange om Året skal alle at Mandkøn hos dig stedes for den
      Herre HERREN Israels Guds Åsyn.
 24.  Thi jeg vil drive Folkeslag bort foran dig og gøre dine
      Landemærker vide, og ingen skal attrå dit Land, medens du drager
      hen for at stedes for HERREN din Guds Åsyn tre Gange 01n Året.
 25.  Du må ikke ofre Blodet af mit offer sammen med syret Brød.
      Påskehøjtidens Offer må ikke gemmes til næste Morgen.
 26.  Det bedste af din Jords Førstegrøde skal du bringe til HERREN
      din Guds Hus. Du må ikke koge et Hid i dets Moders Mælk!"

 27.  Og HERREN sagde til Moses: "Skriv disse Ord op, thi på Grundlag
      af disse Ord slutter jeg Pagt med dig og Israel."
 28.  Og han blev der hos HERREN fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter
      uden at spise eller drikke; og han skrev Pagtsordene, de ti Ord,
      på Tavlerne.

 29.  Da Moses steg ned fra Sinaj Bjerg med Vidnesbyrdets to Tavler i
      Hånden, vidste han ikke, at hans Ansigts Hud var kommet til at
      stråle, ved at han talede med ham.
 30.  Men Aron og alle Israeliterne så Moses, og se, hans Ansigts Hud
      strålede, og de turde ikke komme ham nær.
 31.  Men Moses kaldte på dem, og da vendte Aron og alle Menighedens
      Øverster tilbage til ham, og Moses talte til dem.
 32.  Derpå kom alle Israeliterne hen til ham, og han pålagde dem alt,
      hvad HERREN havde talet til ham på Sinaj Bjerg.
 33.  Men da Moses var færdig med at tale til dem, lagde han et Dække
      over sit Ansigt.
 34.  Hver Gang han derefter trådte frem for HERRENs Åsyn for at tale
      med ham, tog han Sløret af, indtil han kom ud igen; og når han
      kom ud, meddelte han Israeliterne, hvad der var blevet ham
      påbudt.
 35.  Da så Israeliterne, at Moses's Ansigts Hud strålede; og Moses
      lagde da Dækket over sit Ansigt, indtil han atter gik ind for at
      tale med ham.

2.Mosebog 35

  1.  Moses kaldte hele Israeliternes Menighed sammen og sagde til
      dem: Dette er, hvad HERREN har pålagt eder at gøre:
  2.  I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde
      Helligdag, en fuldkommen Hviledag for HERREN. Enhver, der den
      Dag udfører noget Arbejde, skal lide Døden.
  3.  På Sabbatsdagen må I ikke gøre Ild i nogen af eders Boliger.

  4.  Derpå sagde Moses til hele Israeliternes Menighed: Dette er,
      hvad HERREN har påbudt:
  5.  I skal tage en Offerydelse til HERREN af, hvad I ejer. Enhver,
      som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal komme med
      det, HERRENs Offerydelse, Guld, Sølv, Kobber,
  6.  violet og rødt Purpurgatn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår,
  7.  rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ,
  8.  Olie til Lysestagen, vellugtende Stofer til Salveolien og
      Røgelsen,
  9.  Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning på Efoden og
      Brystskjoldet.
 10.  Og alle kunstforstandige Mænd iblandt eder skal komme og lave
      alt, hvad HERREN har påbudt:
 11.  Boligen med dens Teltdække og Dække, dens Kroge, Brædder,
      Tværstænger, Piller og Fodstykker,
 12.  Arken med Bærestængerne, Sonedækket og det indre Forhæng,
 13.  Bordet med dets Bærestænger og alt dets Tilbehør og Skuebrødene,
 14.  Lysestagen med dens Tilbehør, dens Lamper og Olien til
      Lysestagen,
 15.  Røgelsealteret med dets Bærestænger, Salveolien og Røgelsen.
      Forhænget til Boligens Indgang,
 16.  Brændofferalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets
      Tilbehør, Vandkummen med dens Fodstykke,
 17.  Forgårdens Omhæng, dens Piller og Fodstykker og Forhænget til
      Forgårdens Indgang,
 18.  Boligens og Forgårdens Pæle med Reb,
 19.  Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder
      til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Brug ved
      Præstetjenesten.

 20.  Da forlod hele Israeliternes Menighed Moses.
 21.  Og enhver, som i sit Hjerte følte sig drevet dertil, og hvis Ånd
      tilskyndede ham, kom med HERRENs Offerydelse til Opførelsen af
      Åbenbaringsteltet og til alt Arbejdet derved og til de hellige
      Klæder.
 22.  De kom dermed, både Mænd og Kvinder; enhver, som i sit Hjerte
      følte sig tilskyndet dertil, kom med Spænder, Ørenringe,
      Fingerringe og Halssmykker, alle Hånde Guldsmykker. Og enhver,
      der vilde vie HERREN en Gave af Guld, kom dermed.
 23.  Og enhver, i hvis Eje der fandtes violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår, rødfarvede Væderskind eller
      Tahasjskind, kom dermed.
 24.  Og enhver, der vilde give en Offerydelse af Sølv eller Kobber,
      kom med HERRENs Offerydelse. Og enhver, der ejede Akacietræ til
      alt Byggearbejdet, kom dermed.
 25.  Og alle kunstforstandige Kvinder spandt med egne Hænder og kom
      med deres Spind, violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus.
 26.  Og alle Kvinder, som i Kraft af deres Kunstsnilde følte sig
      tilskyndede dertil i deres Hjerte, spandt Gedehårene.
 27.  Og Øversterne kom med Sjohamstenene og Ædelstenene til
      Indfatningen på Efoden og Brystskjoldet
 28.  og de vellugtende Stoffer og Olien til Lysestagen og til
      Salveolien og Røgelsen.
 29.  Enhver Mand og Kvinde af Israeliterne, som i sit Hjerte følte
      sig tilskyndet til at bringe, hvad der krævedes til Udførelsen
      af alt det Arbejde, HERREN gennem Moses havde påbudt, bragte det
      som en frivillig Gave til HERREN.

 30.  Derpå sagde Moses til Israeliterne: Se, HERREN har kaldet
      Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme
 31.  og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i
      alskens Arbejde
 32.  til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og
      Kobber
 33.  og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde,
      kort sagt til at udføre alskens Kunstarbejde.
 34.  Og tillige har han givet både ham og Oholiab, Ahisamaks Søn, af
      Dans Stamme Gaver til at lære fra sig.
 35.  Han har fyldt dem med Kunstsnilde til at udføre alskens
      Udskæringsarbejde, Kunstvævning, broget Vævning af violet og
      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og Byssus og almindelig
      Vævning, så de kan udføre alt Slags Arbejde og udtænke
      Kunstværker.

36-1. Derfor skal Bezal'el og Oholiab og alle andre kunstforstandige
      Mænd, hvem HERREN har givet Kunstsnilde og Kløgt, så de forstår
      sig på Arbejdet, udføre alt Arbejdet ved Helligdommens Opførelse
      i Overensstemmelse med alt, hvad HERREN har påbudt.

2.Mosebog 36
  2.  Derpå tilkaldte Moses Bezal'el og Oholiab og alle de
      kunstforstandige Mænd, hvem HERREN havde givet Kunstsnilde, alle
      dem, som i deres Hjerte følte sig tilskyndet til at give sig i
      Lag med Udførelsen af Arbejdet.
  3.  Og de modtog af Moses hele den Offerydelse, Israeliterne var
      kommet med til Arbejdet med Helligdommens Opførelse, for at det
      kunde blive udført. Men de blev ved at komme med frivillige
      Gaver til ham, Morgen efter Morgen.
  4.  Da kom alle de kunstforstandige Mænd, der udførte alt Arbejdet
      ved Helligdommen, hver fra den Del af Arbejdet, han var
      beskæftiget med,
  5.  og sagde til Moses: "Folket kommer med mere, end der kræves til
      Udførelsen af det Arbejde, HERREN har påbudt!"
  6.  Da bød Moses, at følgende Kundgørelse skulde udråbes i Lejren:
      "Hverken Mænd eller Kvinder skal yde mere som Offergave til
      Helligdommen!" Så hørte Folket op med at komme med Gaver.
  7.  Og det, der var ydet, var dem nok til at udføre hele Arbejdet,
      ja mer end nok.

  8.  Så lavede alle de kunstforstandige Mænd blandt dem, der deltog i
      Arbejdet, Boligen, ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og rødt
      Purpurgarn og karmoisinrødt Garn; han lavede dem med Keruber på
      i Kunstvævning,
  9.  hvert Tæppe otte og tyve Alen langt og fire Alen bredt; alle
      Tæpperne havde samme Mål.
 10.  Han syede Tæpperne sammen, fem og fem.
 11.  I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede
      Stykke, satte han Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes
      satte han Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet
      sammensyede Stykke;
 12.  han satte halvtredsindstyve Løkker på det ene Tæppe og
      halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det
      andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke.
 13.  Derpå lavede han halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde
      Tæpperne med hinanden, så at Boligen udgjorde et Hele.

 14.  Fremdeles lavede han Tæpper af Gedehår til et Teltdække uden om
      Boligen, og her lavede han elleve Tæpper,
 15.  hvert Tæppe tredive Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne
      havde samme Mål.
 16.  De fem af Tæpperne syede han sammen for sig og de seks for sig,
 17.  og han satte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det yderste
      Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve Løkker i
      Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke.
 18.  Og han lavede halvtredsindstyve Kobberkroge til at sammenføje
      Teltdækket med, så det udgjorde et Hele.
 19.  Fremdeles lavede han over Teltdækket et Dække af rødfarvede
      Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind.

 20.  Derpå lavede han Brædderne til Boligen af Akacietræ til at stå
      op,
 21.  hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt,
 22.  og på hvert Bræt to indbyrdes forbundne Tapper; således
      indrettede han det ved alle Boligens Brædder.
 23.  Af Brædderne, som han lavede til Boligen, var tyve til Sydsiden,
 24.  og til de tyve Brædder lavede han fyrretyve Fodstykker af Sølv,
      to Fodstykker til de to Tapper på hvert Bræt.
 25.  Andre tyve Brædder lavede han til Boligens anden Side, som
      vendte mod Nord,
 26.  med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt.
 27.  Og til Bagsiden, som vendte mod Vest, lavede han seks Brædder.
 28.  Til Boligens Baghjørner lavede han to Brædder,
 29.  der bestod af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker
      foroven, indtil den første Ring; således indrettede han dem
      begge for at danne de to Hjørner.
 30.  Altså blev der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende seksten
      Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt.
 31.  Derpå lavede han Tværstænger af Akacietræ, fem til de Brædder,
      der dannede Boligens ene Side,
 32.  fem til de Brædder, der dannede Boligens anden Side, og fem til
      de Brædder, der dannede Boligens Bagside mod Vest;
 33.  den mellemste Tværstang lavede han således, at den midt på
      Brædderne nåede fra den ene Ende af Væggen til den anden.
 34.  Brædderne overtrak han med Guld, og deres Ringe, som
      Tværstængerne skulde stikkes i, lavede han af Guld, og
      Tværstængerne overtrak han med Guld.

 35.  Derpå lavede han Forhænget af violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, han lavede det i
      Kunstvævning med Keruber på,
 36.  og han lavede dertil fire Piller af Akacietræ, som han overtrak
      med Guld, og Knagerne derpå lavede han af Guld, og han støbte
      fire Fodstykker af Sølv til dem.
 37.  Derpå lavede han et Forhæng til Teltets Indgang af violet og
      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i broget
      Vævning
 38.  og dertil fem Piller med Knager, hvis Hoveder og Bånd han
      overtrak med Guld, og fem Fodstykker af Kobber.

2.Mosebog 37

  1.  Derpå lavede Bezal'el Arken af Akacietræ, halvtredje Alen lang,
      halvanden Alen bred og halvanden Alen høj,
  2.  og overtrak den indvendig og udvendig med purt Guld og satte en
      gylden Krans rundt om den.
  3.  Derefter støbte han fire Guldringe til den og satte dem på dens
      fire Fødder, to Ringe på hver Side af den.
  4.  Og han lavede Bærestænger af Akacietræ og overtrak dem med Guld;
  5.  så stak han Stængerne gennem Ringene på Arkens Sider, for at den
      kunde bæres med dem.
  6.  Derpå lavede han Sonedækket af purt Guld, halvtredje Alen langt
      og halvanden Alen bredt,
  7.  og han lavede to Keruber af Guld, i drevet Arbejde lavede han
      dem, ved begge Ender af Sonedækket,
  8.  den ene Kerub ved den ene Ende, den anden Kerub ved den anden;
      han lavede Keruberne således, at de var i eet med Sonedækket ved
      begge Ender.
  9.  Og Keruberne bredte deres Vinger i Vejret, således at de dækkede
      over Sonedækket med deres Vinger; de vendte Ansigtet mod
      hinanden; nedad mod Sone,dækket vendte Kerubernes Ansigter.

 10.  Derpå lavede han Bordet af Akacietræ, to Alen langt, en Alen
      bredt og halvanden Alen højt,
 11.  og overtrak det med purt Guld og satte en gylden Krans rundt om
      det.
 12.  Og han satte en Liste af en Hånds Bredde rundt om det og en
      gylden Krans rundt om Listen.
 13.  Og han støbte fire Guldringe og satte dem på de fire Hjørner ved
      dets fire Ben.
 14.  Lige ved Listen sad Ringene til at stikke Bærestængerne i, så at
      man kunde bære Bordet.
 15.  Og han lavede Bærestængerne at Akacietræ og overtrak dem med
      Guld, og med dem skulde Bordet bæres.
 16.  Og han lavede af purt Guld de Ting, som hørte til Bordet, Fadene
      og Kanderne, Skålene og Krukkerne til at udgyde Drikoffer med.

 17.  Derpå lavede han Lysestagen af purt Guld, i drevet Arbejde
      lavede han Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, således at dens
      Blomster med Bægere og Kroner var i eet med den;
 18.  seks Arme udgik fra Lysestagens Sider, tre fra den ene og tre
      fra den anden Side.
 19.  På hver af Armene, der udgik fra Lysestagen, var der tre
      mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,
 20.  men på selve Stagen var der fire mandelblomstlignende Blomster
      med Bægere og Kroner,
 21.  et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgik fra den.
 22.  Bægrene og Armene var i eet med den, så at det hele udgjorde eet
      drevet Arbejde af purt Guld.
 23.  Derpå lavede han de syv Lamper til den, Lampesaksene og Bakkerne
      af purt Guld.
 24.  En Talent purt Guld brugte han til den og til alt dens Tilbehør.

 25.  Derpå lavede han Røgelsealteret af Akacietræ, en Alen langt og
      en Alen bredt, i Firkant, og to Alen højt, og dets Horn var i
      eet med det.
 26.  Og han overtrak det med purt Guld, både Pladen og Siderne hele
      Vejen rundt og Hornene, og satte en Guldkrans rundt om;
 27.  og han satte to Guldringe under Kransen på begge Sider til at
      stikke Bærestængerne i, for at det kunde bæres med dem;
 28.  Bærestængerne lavede han af Akacietræ og overtrak dem med Guld.
 29.  Han tilberedte også den hellige Salveolie og den rene,
      vellugtende Røgelse, som Salveblanderne laver den.

2.Mosebog 38

  1.  Derpå lavede han Brændofferalteret af Akacietræ, fem Alen langt
      og fem Alen bredt, firkantet, og tre Alen højt.
  2.  Han lavede Horn til dets fire Hjørner, således at de var i eet
      dermed, overtrak det med Kobber
  3.  og lavede alt Alterets Tilbehør, Karrene, Skovlene, Skålene,
      Gaflerne og Panderne; alt dets Tilbehør lavede han af Kobber.
  4.  Derpå omgav han Alteret med et flettet Kobbergitter neden under
      dets Liste, således at det nåede op til Alterets halve Højde.
  5.  Derefter støbte han fire Ringe til Kobbergitterets fire Hjørner
      til at stikke Bærestængerne i.
  6.  Bærestængerne lavede han at Akacietræ og overtrak dem med
      Kobber.
  7.  Og Stængerne stak han gennem Ringene på Alterets Sider, for at
      det kunde bæres med dem. Han lavede det hult af Brædder.

  8.  Derpå lavede han Vandkummen med Fodstykke af Kobber og brugte
      dertil Spejle, som tilhørte Kvinderne, der gjorde Tjeneste ved
      Indgangen til Åbenbaringsteltet.

  9.  Derpå indrettede han Forgården: Til Sydsiden det hundrede Alen
      lange Forgårdsomhæng af tvundet Byssus
 10.  med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og
      Bånd af Sølv til Pillerne.
 11.  Til Nordsiden hundrede Alen med tyve Piller og tyve Fodstykker
      af Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne.
 12.  Til Vestsiden det halvtredsindstyve Alen lange Omhæng med ti
      Piller og ti Fodstykker og med Knager og Bånd af Sølv til
      Pillerne.
 13.  Og til Forsiden mod Øst, der var halvtredsindstyve Alen bred,
 14.  det femten Alen lange Omhæng med fire Piller og tre Fodstykker
      til den ene Side af Indgangen,
 15.  og det femten Alen lange Omhæng med tre Piller og tre Fodstykker
      til den anden Side af Indgangen.
 16.  Alle Omhæng rundt om Forgården var af tvundet Byssus,
 17.  Fodstykkerne til Pillerne af Kobber,men deres Knager og Bånd af
      Sølv; alle Pillernes Hoveder var overtrukket med Sølv; og de
      havde Bånd af Sølv.
 18.  Forhænget til Forgårdens Indgang var af violet og rødt
      Purpurgarn i broget Vævning, karmoisinrødt Garn og tvundet
      Byssus, tyve Alen langt og fem Alen højt, svarende til Bredden
      på Forgårdens Omhæng.
 19.  Dertil hørte fire Piller med fire Fodstykker af Kobber; Knagerne
      var af Sølv og Overtrækket på Hovederne og Båndene ligeledes af
      Sølv.
 20.  Alle Pælene til Boligen og Forgården rundt om var af Kobber.

 21.  Her følger Regnskabet over Boligen, Vidnesbyrdets Bolig, som på
      Moses's Bud blev opgjort af Leviterne under Ledelse af Itamar,
      en Søn af Præsten Aron;
 22.  Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme havde udført
      alt, hvad HERREN havde pålagt Moses,
 23.  sammen med Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme, som udførte
      Udskæringsarbejdet, Kunstvævningen og den brogede Vævning af
      violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus.
 24.  Hvad angår Guldet, der anvendtes til Arbejdet, under hele
      Arbejdet på Helligdommen, så løb det som Gave viede Guld op til
 29.  Talenter og 730 Sekel efter hellig Vægt.
 25.  Det ved Menighedens Mønstring indkomne Sølv løb op til 100
      Talenter og 1775 Sekel efter hellig Vægt
 26.  en, Beka, det halve af en Sekel efter hellig Vægt, af enhver,
      der måtte lade sig mønstre, altså fra Tyveårsalderen og opefter,
      i alt 603 550 Mand:
 27.  De 100 Talenter Sølv medgik til Støbningen af Helligdommens og
      Forhængets Fodstykker, 100 Talenter til 100 Fodstykker, en
      Talent til hvert Fodstykke.
 28.  Men de 1775 Sekel anvendte han til Knager til Pillerne, til at
      overtrække deres Hoveder med og til Bånd på dem.
 29.  Det som Gave viede Kobber udgjorde 70 Talenter og 2400 Sekel.
 30.  Deraf lavede han Fodstykkerne til Åbenbaringsteltets Indgang,
      Kobberalteret med dets Kobbergitter og alt Alterets Tilbehør,
 31.  Fodstykkerne til Forgården rundt om og til Forgårdens Indgang og
      alle Teltpælene til Boligen og alle Teltpælene til Forgården
      hele Vejen rundt.

2.Mosebog 39

  1.  Af det violette og røde Purpurgarn og det karmoisinrøde Garn
      tilvirkede de Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen; og de
      tilvirkede Arons hellige Klæder, således som HERREN havde pålagt
      Moses.

  2.  De tilvirkede Efoden af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus,
  3.  idet de udhamrede Guldet i Plader og skar Pladerne ud i Tråde
      til at væve ind i det violette og røde Purpurgarn, det
      karmoisinrøde Garn og det tvundne Byssus ved Kunstvævning.
  4.  Derpå forsynede de den med Skulderstykker til at hæfte på; den
      blev hæftet sammen ved begge Hjørner.
  5.  Og dens Bælte, som brugtes, når den skulde tages på, var i eet
      med den og af samme Arbejde, af Guldtråd, violet og rødt
      Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, således som
      HERREN havde pålagt Moses.
  6.  Derpå tilvirkede de Sjohamstenene, indfattede i Guldfletværk og
      graverede som Signeter med Israels Sønners Navne;
  7.  og de fæstede dem på Efodens Skulderstykker, for at Stenene
      kunde bringe Israels Børn i Minde, således som HERREN havde
      pålagt Moses.

  8.  Derpå tilvirkede de Brystskjoldet i Kunstvævning på samme Måde
      som Efoden, af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus;
  9.  det var firkantet, og de lagde Brystskjoldet dobbelt; det var et
      Spand langt og et Spand bredt, lagt dobbelt.
 10.  De udstyrede det med fire Rækker Sten: Karneol, Topas og Smaragd
      i den første Række,
 11.  Rubin, Safir og Jaspis i den anden,
 12.  Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje,
 13.  Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde, omgivne med Guldfletværk
      i deres Indfatninger.
 14.  Der var tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en for
      hvert Navn; det var graveret Arbejde som Signeter, således at
      hver Sten bar Navnet på en af de tolv Stammer.
 15.  Til Brystskjoldet lavede de snoede Kæder af purt Guld, snoet
      Arbejde, som når man snor Reb.
 16.  Derpå lavede de to Guldfletværker og to Guldringe og satte disse
      to Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner,
 17.  og de to Guldsnore knyttede de i de to Ringe på Brystskjoldets
      Hjørner;
 18.  Snorenes anden Ende anbragte de i de to Fletværker og fæstede
      dem på Forsiden af Efodens Skulderstykker.
 19.  Og d lavede to andre Guldringe og satte dem på Brystskjoldets to
      andre Hjørner på den indre Rand, der vendte mod Efoden.
 20.  Og de lavede endnu to Guldringe og fæstede dem på Efodens to
      Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den var hæftet sammen
      med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte;
 21.  og de bandt med Ringene Brystskjoldet fast til Efodens Ringe ved
      Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kom til at sidde oven
      over Efodens Bælte og ikke kunde løsne sig fra Efoden, som
      HERREN havde pålagt Moses.

 22.  Derpå tilvirkede de Kåben, som hører til Efoden, i vævet
      Arbejde, helt og holdent af violet Purpur.
 23.  Midt på havde Kåben en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en
      Panserskjorte, omgivet af en Linning, for at den ikke skulde
      rives itu,
 24.  og langs Kåbens nederste Kant syede de Granatæbler af violet og
      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus,
 25.  og de lavede Bjælder af purt Guld, som de anbragte mellem
      Granatæblerne langs Kåbens nederste Kant hele Vejen rundt,
      mellem Granatæblerne,
 26.  så at Bjælder og Granatæbler skiftede hele Vejen rundt langs
      Kåbens nederste Kant, til at bære ved Tjenesten, som HERREN
      havde pålagt Moses.

 27.  Derpå tilvirkede de Kjortlerne til Aron og hans Sønner af Byssus
      i vævet Arbejde,
 28.  Hovedklædet af Byssus, Embedshuerne af Byssus, Linnedbenklæderne
      af tvundet Byssus,
 29.  og Bæltet af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og
      karmoisinrødt Garn i broget Vævning, som HERREN havde pålagt
      Moses.
 30.  Derpå lavede de Pandepladen, det hellige Diadem, af purt Guld og
      forsynede den med en Indskrift i graveret Arbejde som ved
      Signeter: "Helliget HERREN."
 31.  Og de fæstede en violet Purpursnor på den til at binde den fast
      med oven på Hovedklædet, som HERREN havde pålagt Moses.

 32.  Således fuldførtes alt Arbejdet ved Åbenbaringsteltets Bolig; og
      Israeliterne gjorde ganske som HERREN havde pålagt Moses;
      således gjorde de.

 33.  Derpå bragte de Boligen til Moses, Teltdækket med alt dets
      Tilbehør, Knagerne, Brædderne, Tværstængerne, Pillerne og
      Fodstykkerne,
 34.  Dækket af rødfarvede Væderskind og Dækket af Tahasjskind, det
      indre Forhæng,
 35.  Vidnesbyrdets Ark med Bærestængerne, Sonedækket,
 36.  Bordet med alt dets Tilbehør, Skuebrødene,
 37.  Lysestagen af purt Guld med Lamperne, der skulde sættes på den,
      og alt dens Tilbehør, Olien til Lysestagen,
 38.  Guldalteret, Salveolien, den vellugtende Røgelse, Forhænget til
      Teltets Indgang,
 39.  Kobberalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets
      Tilbehør, Vandkummen og Fodstykket,
 40.  Omhængene til Forgården, Pillerne og Fodstykkerne, Forhænget til
      Forgårdens Indgang, Rebene og Teltpælene, alt Tilbehør til
      Tjenesten i Åbenbaringsteltets Bolig,
 41.  Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder
      til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Præstetjenesten.
 42.  Nøjagtigt som HERREN havde pålagt Moses, udførte Israeliterne
      hele Arbejdet.
 43.  Da så Moses hele Arbejdet efter, og se, de havde udført det, som
      HERREN havde sagt; således havde de utdført det. Og Moses
      velsignede dem.

2.Mosebog 40

  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  På den første Dag i den første Måned skal du rejse
      Åbenbaringsteltets Bolig.
  3.  Sæt så Vidnesbyrdets Ark derind og hæng Forhænget op for Arken.
  4.  Og du skal bringe Bordet ind og ordne, hvad dertil hører, og
      bringe Lysestagen ind og sætte Lamperne på.
  5.  Stil Guldalteret til Røgelsen op foran Vidnesbyrdets Ark og hæng
      Forhænget op foran Boligens Indgang.
  6.  Stil Brændofferalteret op foran Indgangen til Åbenbaringsteltets
      Bolig
  7.  og stil Vandkummen op mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og
      hæld Vand deri.
  8.  Rejs Forgården rundt om og hæng Forhænget op foran Forgårdens
      Indgang.
  9.  Tag Salveolien og salv Boligen og alle Ting de1i, og du skal
      hellige den med alt dens Tilbehør, så den bliver hellig.
 10.  Du skal salve Brændofferalteret og alt dets Tilbehør og hellige
      Alteret, så det bliver højhelligt.
 11.  Og du skal salve Vandkummen og Fodstykket og hellige den.
 12.  Lad så Aron og hans Sønner træde hen til Åbenbaringsteltets
      Indgang, tvæt dem med Vand
 13.  og ifør Aron de hellige Klæder. salv og hellig ham til at gøre
      Præstetjeneste for mig.
 14.  Lad så hans Sønner træde frem, ifør dem Kjortler
 15.  og salv dem, som du salver deres Fader, til at gøre
      Præstetjeneste for mig. Således skal det ske, for at et evigt
      Præstedømme kan blive dem til Del fra Slægt til Slægt i Kraft af
      denne Salvning, som du foretager på dem.

 16.  Og Moses gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham; således
      gjorde han.
 17.  På den første Dag i den første Måned i det andet År blev Boligen
      rejst.
 18.  Moses rejste Boligen, idet han anbragte Fodstykkerne, rejste
      Brædderne, stak Tværstængerne ind, rejste Pillerne,
 19.  spændte Teltdækket ud over Boligen og lagde Teltdækkets Dække
      ovenover, som HERREN havde pålagt Moses.
 20.  Derpå tog han Vidnesbyrdet og lagde det i Arken, stak
      Bærestængerne i Arken og lagde Sonedækket oven på den;
 21.  så bragte han Arken ind i Boligen og hængte det indre Forhæng op
      og tilhyllede således Vidnesbyrdets Ark, som HERREN havde pålagt
      Moses.
 22.  Derpå opstillede han Bordet i Åbenbaringsteltet ved Boligens
      nordre Væg uden for Forhænget,
 23.  og han lagde Brødene i Række derpå for HERRENs Åsyn, som HERREN
      havde pålagt Moses.
 24.  Derpå satte han Lysestagen ind i Åbenbaringsteltet lige over for
      Bordet, ved Boligens søndre Væg;
 25.  og han satte Lamperne derpå for HERRENs Åsyn, som HERREN havde
      pålagt Moses.
 26.  Derpå stillede han Guldalteret op i Åbenbaringsteltet foran
      Forhænget,
 27.  og han tændte vellugtende Røgelse derpå, som HERREN havde pålagt
      Moses.
 28.  Derpå hængte han Forhænget op for Boligens Indgang.
 29.  Brændofferalteret opstillede han foran Indgangen til
      Åbenbaringsteltets Bolig og ofrede Brændofferet og
      Afgrødeofferet derpå, som HERREN havde pålagt Moses.
 30.  Derpå opstillede han Vandkummen mellem Åbenbaringsteltet og
      Alteret og hældte Vand deri til Tvætning.
 31.  Og Moses og Aron og hans Sønner tvættede deres Hænder og Fødder
      deri;
 32.  når de gik ind i Åbenbaringsteltet og trådte hen til Alteret.
      tvættede de sig, som HERREN havde pålagt Moses.
 33.  Så rejste han Forgården rundt om Boligen og Alteret og hængte
      Forhænget op for Forgårdens Indgang. Hermed var Moses færdig med
      Arbejdet.

 34.  Da dækkede Skyen Åbenbaringsteltet, og HERRENs Herlighed fyldte
      Boligen;
 35.  og Moses kunde ikke gå ind i Åbenbaringsteltet, fordi Skyen
      havde lagt sig derover, og HERRENs Herlighed fyldte Boligen.
 36.  Men under hele deres Vandring brød Israeliterne op, når Skyen
      løftede sig fra Boligen;
 37.  og når Skyen ikke løftede sig. brød de ikke op, men ventede, til
      den atter løftede sig.
 38.  Thi HERRENs Sky lå over Boligen om Dagen, og om Natten lyste Ild
      i Skyen for alle Israeliternes Øjne under hele deres Vandring.


3.Mosebog

3.Mosebog 1

  1.  HERREN kaldte på Moses og talede til ham fra Åbenbaringsteltet
      og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen af eder vil
      bringe HERREN en Offergave af Kvæget, da skal Offergaven, I vil
      bringe, tages at Hornkvæget eller Småkvæget.

  3.  Skal hans Offergave af Hornkvæget være et Brændoffer, så skal
      det være et lydefrit Handyr, han bringer; til Åbenbaringsteltets
      Indgang skal han bringe det for at vinde HERRENs Velbehag.
  4.  Så skal han lægge sin Hånd på Brændofferdyrets Hoved, for at det
      kan vinde ham HERRENs Velbehag, idet det skaffer ham Soning.
  5.  Derpå skal han slagte den unge Okse for HERRENs Åsyn, og Arons
      Sønner, Præsterne, skal frembære Blodet, og de skal sprænge
      Blodet rundt om på Alteret, som står ved Indgangen til
      Åbenbaringsteltet.
  6.  Så skal han flå Huden af Brændofferdyret og skære det i Stykker,
  7.  og Arons Sønner, Præsterne, skal gøre Ild på Alteret og lægge
      Brænde på Ilden;
  8.  og Arons Sønner, Præsterne, skal lægge Stykkerne tillige med
      Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på Alteret.
  9.  Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand, og
      Præsten skal bringe det hele som Røgoffer på Alteret; det er et
      Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.

 10.  Hvis hans Offergave, der skal bruges som Brændoffer, tages at
      Småkvæget, af Fårene eller Gederne, så skal det være et lydefrit
      Handyr, han bringer.
 11.  Han skal slagte det for HERRENs Åsyn ved Alterets Nordside, og
      Arons Sønner, Præsterne skal sprænge Blodet deraf rundt om på
      Alteret.
 12.  Så skal han skære det i Stykker, og Præsten skal lægge Stykkerne
      tillige med Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på
      Alteret.
 13.  Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand. Så skal
      Præsten frembære det hele og bringe det som Røgoffer på Alteret;
      det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.

 14.  Er hans Offergave til HERREN et Brændoffer af Fuglene, da skal
      Offergaven, han vil bringe, tages af Turtelduerne eller
      Dueungerne;
 15.  Præsten skal frembære den til Alteret og knække Halsen på den og
      bringe Hovedet som Røgoffer på Alteret, og dens Blod skal
      udpresses mod Alterets Side.
 16.  Så skal han udtage Kroen med dens Indhold og kaste den på
      Askedyngen ved Alterets Østside.
 17.  Derpå skal han rive Vingerne løs på den uden dog at skille dem
      fra Kroppen. Så skal Præsten bringe den som Røgoffer på Alteret
      på Brændet over Ilden; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en
      liflig Duft for HERREN.

3.Mosebog 2

  1.  Når nogen vil frembære et Afgrødeoffer som Offergave for HERREN,
      skal hans Offergave bestå af fint Hvedemel, og han skal hælde
      Olie derover og komme Røgelse derpå.
  2.  Og han skal bringe det til Arons Sønner, Præsterne; og Præsten
      skal tage en Håndfuld af Melet og Olien og al Røgelsen, det, som
      skal ofres af Afgrødeofferet, og bringe det som Røgoffer på
      Alteret, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN;
  3.  men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner
      som en højhellig Del af HERRENs Ildofre.

  4.  Men når du som Offergave vil bringe et Afgrødeoffer af Bagværk
      fra Bagerovnen, skal det bestå af fint Hvedemel, usyrede Kager,
      rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie.
  5.  Er derimod din Offergave et Afgrødeoffer, bagt på Plade, så skal
      det bestå af usyret fint Hvedemel, rørt i Olie;
  6.  du skal bryde det i Stykker og hælde Olie derover. Det er et
      Afgrødeoffer.
  7.  Men er din Offergave et Afgrødeoffer, bagt i Pande, skal det
      tilberedes af fint Hvedemel med Olie.
  8.  Det Afgrødeoffer, der tilberedes af disse Ting, skal du bringe
      HERREN; man skal bringe det til Præsten, og han skal bære det
      hen til Alteret;
  9.  og Præsten skal af Afgrødeofferet udtage det, som skal ofres
      deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer til en
      liflig Duft for HERREN.
 10.  Men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner
      som en højhellig Del af HERRENs Ofre.

 11.  Intet Afgrødeoffer, som I bringer HERREN, må tilberedes syret;
      thi Surdejg eller Honning må I aldrig bringe som Røgoffer, som
      Ildoffer for HERREN.
 12.  Kun som Offergave af Førstegrøde må I frembære disse Ting for
      HERREN, men de må ikke komme på Alteret til en liflig Duft.
 13.  Og du skal komme Salt i enhver Afgrødeoffergave, du frembærer,
      du må ikke undlade at komme din Guds Pagts Salt i dit
      Afgrødeoffer, men du skal frembære Salt med enhver af dine
      Offergaver.

 14.  Dersom du vil frembære HERREN et Afgrødeoffer af Førstegrøden,
      skal det, du frembærer som Afgrødeoffer af din Førstegrøde, være
      friske Aks, ristede over Ilden, knuste, af nyhøstet Korn;
 15.  og du skal hælde Olie derover og komme Røgelse derpå. Det er et
      Afgrødeoffer,
 16.  Al Røgelsen og det, som skal ofres af de knuste Aks og Olien,
      skal Præsten bringe som Røgoffer, et Ildoffer for HERREN.

3.Mosebog 3

  1.  Men er hans Offergave et Takoffer, så skal det, hvis han bringer
      det af Hornkvæget, være et lydefrit Han eller Hundyr, han
      bringer HERREN.
  2.  Han skal lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret
      ved Indgangen til Åbenbaringsteltet; og Arons Sønner, Præsterne,
      skal sprænge Blodet rundt om på Alteret.
  3.  Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære
      Fedtet, der dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
  4.  begge Nyrerne med det Fedt. som sidder på dem ved
      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
      Nyrerne.
  5.  Og Arons Sønner skal bringe det som Røgoffer på Alteret oven på
      Brændofferet på Brændet, der ligger på Ilden, et Ildoffer til en
      liflig Duft for HERREN.

  6.  Men hvis hans Offergave, der bringes som Takoffer til HERREN.
      tages af Småkvæget, skal det være et lydefrit Han eller Hundyr,
      han bringer.
  7.  Er den Offergave, han vil bringe. et Lam, skal han bringe det
      hen for HERRENs Åsyn
  8.  og lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret foran
      Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet deraf
      rundt om på Alteret.
  9.  Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære
      Fedtet, hele Fedthalen, skilt fra Rygraden, Fedtet, som dækker
      Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
 10.  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
      Nyrerne.
 11.  Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret,
      Ildofferspise for HERREN.

 12.  Men hvis hans Offergave er en Ged, skal han bringe den hen for
      HERRENs Åsyn
 13.  og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den foran
      Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet rundt om
      på Alteret.
 14.  Så skal han deraf frembære som sin Offergave, som et Ildoffer
      for HERREN, Fedtet, det dækker Indvoldene, og alt Fedtet på
      Indvoldene,
 15.  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
      Nyrerne.
 16.  Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret,
      Ildofferspise til en liflig Duft. Alt Fedt skal være HERRENs.
 17.  En evig Anordning skal det være for eder fra Slægt til Slægt,
      hvor I end bor: Intet Fedt og intet Blod må I nyde!

3.Mosebog 4

  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af Vanvare forsynder sig
      mod noget af HERRENs Forbud og overtræder et af dem, da skal
      følgende iagttages:

  3.  Er det den salvede Præst, der forsynder sig, så der pådrages
      Folket Skyld, skal han for den Synd, han har begået, bringe
      HERREN en lydefri ung Tyr som Syndoffer.
  4.  Han skal føre Tyren hen til Åbenbaringsteltets Indgang for
      HERRENs Åsyn og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den for
      HERRENs Åsyn,
  5.  og den salvede Præst skal tage noget af Tyrens Blod og bringe
      det ind i Åbenbaringsteltet,
  6.  og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv
      Gange for HERRENs Åsyn foran Helligdommens Forhæng;
  7.  og Præsten skal stryge noget af Blodet på Røgelsealterets Horn
      for HERRENs Åsyn, det, som står i Åbenbaringsteltet; Resten af
      Tyrens Blod skal han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som
      står ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
  8.  Men alt Syndoffertyrens Fedt skal han tage ud Fedtet, som dækker
      Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
  9.  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
      Nyrerne,
 10.  på samme Måde som det udtages af Takofferoksen. Og Præsten skal
      bringe det som Røgoffer på Brændofferalteret.
 11.  Men Tyrens Hud og alt dens Kød tillige med dens Hoved,
      Skinneben, Indvolde og Skarn,
 12.  hele Tyren skal han bringe uden for Lejren til et urent Sted,
      til Askedyngen, og brænde den på et Bål af Brænde; oven på Aske;
      dyngen skal den brændes.

 13.  Men hvis det et hele Israels Menighed, der forser sig, uden at
      Forsamlingen ved af det, og de har overtrådt et af HERRENs
      Forbud og derved pådraget sig Skyld,
 14.  da skal Forsamlingen, når den Synd, de har begået mod Forbudet,
      bliver kendt, bringe en ung, lydefri Tyr som Syndoffer; de skal
      føre den hen foran Åbenbaringsteltet,
 15.  og Menighedens Ældste skal lægge deres Hænder på Tyrens Hoved
      for HERRENs Åsyn, og man skal slagte den for HERRENs Åsyn.
 16.  Derpå skal den salvede Præst bringe noget af Tyrens Blod ind i
      Åbenbaringsteltet,
 17.  og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv
      Gange for HERRENs Åsyn foran Forhænget;
 18.  og han skal stryge noget af Blodet på Hornene af Alteret, som
      står for HERRENs Åsyn i Åbenbaringsteltet; Resten af Blodet skal
      han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som står ved
      Indgangen til Åbenbaringsteltet,
 19.  Men alt, Fedtet skal han tage ud og bringe det som Røgoffer på
      Alteret.
 20.  Derpå skal han gøre med Tyren på samme Måde som med den før
      nævnte Syndoffertyr. Da skal Præsten skaffe dem Soning, så de
      finder Tilgivelse.
 21.  Så skal Tyren bringes uden for Lejren og brændes på samme Måde
      som den før nævnte Tyr. Det er Menighedens Syndoffer.

 22.  Men hvis det er en Øverste. der forsynder sig og af Vanvare
      overtræder et af HERRENs Forbud og derved på drager sig Skyld,
 23.  og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal den
      Offergave, han bringer, være en lydefri Gedebuk.
 24.  Han skal lægge sin Hånd på Bukkens Hoved og slagte den der, hvor
      Brændofferet slagtes for HERRENs Åsyn. Det er et Syndoffer.
 25.  Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og
      stryge det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal
      han udgyde ved Brændofferalterets Fod.
 26.  Og alt dets Fedt skal han bringe som Røgoffer på Alteret ligesom
      Fedtet fra Takofferet. Da skal Præsten skaffe ham Soning for
      hans Synd, så han finder Tilgivelse.

 27.  Men hvis det er en af Almuen, der af Vanvare forsynder sig ved
      at overtræde et af HERRENs Forbud og derved pådrager sig Skyld,
 28.  og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal
      Offergaven, han bringer for den Synd, han har begået, være en
      lydefri Ged.
 29.  Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte
      Syndofferet der, hvor Brændofferet slagtes.
 30.  Præsten skal tage noget af Gedens Blod på sin Finger og stryge
      det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal han
      udgyde ved Alterets Fod.
 31.  Og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som Fedtet tages
      ud af Takofferet, og Præsten skal bringe det som Røgoffer på
      Alteret til en liflig Duft for HERREN. Da skal Præsten skaffe
      ham Soning, så han finder Tilgivelse.
 32.  Men hvis den Offergave, han vil bringe som Syndoffer, er et Lam,
      da skal det være et lydefrit Hundyr, han bringer.
 33.  Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte det som
      Syndoffer der, hvor Brændofferet slagtes.
 34.  Og Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og
      stryge det på Brændofferalterets Horn, men Resten af Blodet skal
      han udgyde ved Alterets fod,
 35.  og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som
      Takofferlammets Fedt tages ud, og Præsten skal bringe det som
      Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Da skal Præsten
      skaffe ham Soning for den Synd, han har begået, så han finder
      Tilgivelse.

3.Mosebog 5

  1.  Hvis nogen, når han hører en Forbandelse udtale, synder ved at
      undlade at vidne, skønt han var Øjenvidne eller på anden Måde
      kender Sagen, og således pådrager sig Skyld,
  2.  eller hvis nogen, uden at det er ham vitterligt, rører ved noget
      urent, hvad enten det nu er et Ådsel af et urent vildt Dyr eller
      af urent Kvæg eller urent Kryb, og han opdager det og bliver sig
      sin Skyld bevidst,
  3.  eller når han, uden at det er ham vitterligt, rører ved Urenhed
      hos et Menneske, Urenhed af en hvilken som helst Art, hvorved
      man bliver uren, og han opdager det og bliver sig sin Skyld
      bevidst,
  4.  eller når nogen, uden at det er ham vitterligt, med sine Læber
      aflægger en uoverlagt Ed på at ville gøre noget, godt eller
      ondt, hvad nu et Menneske kan aflægge en uoverlagt Ed på, og han
      opdager det og bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse
      Tilfælde,
  5.  så skal han, når han bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse
      Tilfælde, bekende det, han har forsyndet sig med,
  6.  og til Bod for den Synd, han har begået, bringe HERREN et Hundyr
      af Småkvæget, et Får eller en Ged, som Syndoffer; da skal
      Præsten skaffe ham Soning for hans Synd.

  7.  Men hvis han ikke evner at give et Stykke Småkvæg, skal han til
      Bod for sin Synd bringe HERREN to Turtelduer eller Dueunger, en
      som Syndoffer og en som Brændoffer.
  8.  Han skal bringe dem til Præsten, og Præsten skal først frembære
      den, der skal bruges til Syndoffer; han skal knække Halsen på
      den ved Nakken uden at rive Hovedet helt af
  9.  og stænke noget af Syndofferets Blod på Alterets Side, medens
      Resten af Blodet skal udpresses ved Alterets Fod. Det er et
      Syndoffer.
 10.  Men den anden skal han ofre som Brændoffer på den foreskrevne
      Måde; da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har
      begået, så han finder Tilgivelse.

 11.  Men hvis han ej heller evner at give to Turtelduer eller
      Dueunger, skal han som Offergave for sin Synd bringe en
      Tiendedel Efa fint Hvedemel til Syndoffer, men han må ikke hælde
      Olie derover eller komme Røgelse derpå, thi det er et Syndoffer.
 12.  Han skal bringe det til Præsten, og Præsten skal tage en
      Håndfuld deraf, det, som skal ofres deraf, og bringe det som
      Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Det er et
      Syndoffer.
 13.  Da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har begået
      på en af de nævnte Måder, så han finder Tilgivelse. Resten skal
      tilfalde Præsten på samme Måde som Afgrødeofferet.

 14.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 15.  Når nogen gør sig skyldig i Svig og af Vanvare forsynder sig mod
      HERRENs Helliggaver, skal han til Bod derfor som Skyldoffer
      bringe HERREN en lydefri Væder af Småkvæget, der er vurderet til
      mindst to Sølvsekel efter hellig Vægt;
 16.  og han skal give Erstatning for, hvad han har forsyndet sig med
      over for det hellige, med Tillæg af en Femtedel af Værdien.  Han
      skal give Præsten det, og Præsten skal skaffe ham Soning ved
      Skyldoffervæderen, så han finder Tilgivelse.
 17.  Når nogen, uden at det er ham vitterligt, synder ved at
      overtræde et af HERRENs Forbud, så han bliver skyldig og
      pådrager sig Skyld,
 18.  da skal han af Småkvæget bringe en lydefri Væder, der er taget
      god, som Skyldoffer til Præsten, og Præsten skal skaffe ham
      Soning for den uforsætlige Synd, han har begået, uden at den var
      ham vitterlig, så han finder Tilgivelse.
 19.  Det er et Skyldoffer; han har pådraget sig Skyld over for
      HERREN.

 20.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 21.  Når nogen forsynder sig og gør sig skyldig i Svig mod HERREN,
      idet han frakender sin Næste Retten til noget, der var ham
      betroet, et Håndpant eller noget, han har røvet, eller han
      aftvinger sin Næste noget,
 22.  eller han finder noget, som er tabt, og nægter det, eller han
      aflægger falsk Ed angående en af alle de Ting, som Mennesket
      forsynder sig ved at gøre,
 23.  så skal han, når han har forsyndet sig og føler sig skyldig,
      tilbagegive det, han har røvet, eller det, han har aftvunget,
      eller det, som var ham betroet, eller det tabte, som han har
      fundet,
 24.  eller alt det, hvorom han har aflagt falsk Ed; han skal erstatte
      det med dets fulde Værdi med Tillæg af en Femtedel. Han skal
      give den retmæssige Ejer det, den Dag han gør Bod.
 25.  Og til Bod skal han af Småkvæget bringe HERREN en lydefri Væder,
      der er taget god; som Skyldoffer skal han bringe den til
      Præsten.
 26.  Da skal Præsten skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn, så han
      finder Tilgivelse for enhver Ting, hvorved man pådrager sig
      Skyld.

3.Mosebog 6

  1.  HERREN taled fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Giv Aron og hans Sønner dette Bud: Dette er Loven om
      Brændofferet. Brændofferet skal blive liggende på sit Bål på
      Alteret Natten over til næste Morgen, og Alterilden skal holdes
      ved lige dermed.
  3.  Så skal Præsten iføre sig sin Linnedklædning, og Linnedbenklæder
      skal han iføre sig over sin Blusel, og han skal borttage Asken,
      som bliver tilbage, når Ilden fortærer Brændofferet på Alteret,
      og lægge den ved Siden af Alteret.
  4.  Derefter skal han afføre sig sine Klæder og tage andre Klæder på
      og bringe Asken uden for Lejren til et urent Sted.
  5.  Ilden på Alteret skal holdes ved lige dermed, den må ikke gå ud:
      og Præsten skal hver Morgen tænde ny Brændestykker på Alteret og
      lægge Brændofferet til Rette derpå og så bringe Takofrenes
      Fedtdele som Røgoffer derpå.
  6.  En stadig Ild skal holdes ved lige på Alteret, den må ikke gå
      ud.

  7.  Dette er Loven om Afgrødeofferet: Arons Sønner skal frembære det
      for HERRENs Åsyn, hen til Alteret.
  8.  Så skal han tage en Håndfuld af Afgrødeofferets Mel og Olie og
      al Røgelsen, der følger med Afgrødeofferet, det, der skal ofres
      deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret til en liflig Duft
      for HERREN.
  9.  Men Resten deraf skal Aron og hans Sønner spise; usyret skal det
      spises på et helligt Sted; i Åbenbaringsteltets Forgård skal de
      spise det.
 10.  Det må ikke bages syret. Jeg har givet dem det som deres Del af
      mine Ildofre; det er højhelligt ligesom Syndofferet og
      Skyldofferet.
 11.  Alle af Mandkøn blandt Arons Sønner må spise det; denne Del af
      HERRENs Ildofre skal være en evig gyldig Rettighed, de har Krav
      på fra Slægt til Slægt. Enhver, som rører derved, bliver hellig.

 12.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 13.  Dette er den Offergave, Aron og hans Sønner skal frembære for
      HERREN: En Tiendedel Efa fint Hvedemel, et dagligt Afgrødeoffer,
      Halvdelen om Morgenen og Halvdelen om Aftenen.
 14.  Det skal tilberedes på Plade med Olie, og du skal frembære det
      godt æltet, og du skal bryde det i Stykker; et Afgrødeoffer, som
      er brudt i Stykker, skal du frembære til en liflig Duft for
      HERREN.
 15.  Den Præst iblandt hans Sønner, der salves i hans Sted, skal ofre
      det; det skal være en evig gyldig Rettighed for HERREN, og som
      Heloffer skal det ofres.
 16.  Ethvert Afgrødeoffer fra en Præst skal være et Heloffer; det må
      ikke spises.

 17.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 18.  Tal til Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om
      Syndofferet. Der, hvor Brændofferet slagtes. skal Syndofferet
      slagtes for HERRENs Åsyn; det er højhelligt.
 19.  Den Præst, der frembærer Syndofferet, skal spise det; det skal
      spises på et helligt Sted, i Åbenbaringsteltets Forgård.
 20.  Enhver, som rører ved Kødet deraf, bliver hellig. Hvis noget af
      dets Blod stænkes på en Klædning, skal det Stykke, Blodet er
      stænket på, tvættes på et helligt Sted.
 21.  Det Lerkar, det koges i, skal slås i Stykker; og hvis det er
      kogt i et Kobberkar, skal dette skures og skylles med Vand.
 22.  Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; det er
      højhelligt.
 23.  Men intet Syndoffer må spises, når noget af dets Blod bringes
      ind i Åbenbaringsteltet for at skaffe Soning i Helligdommen; det
      skal opbrændes.

3.Mosebog 7

  1.  Dette er Loven om Skyldofferet. Det er højhelligt
  2.  Der, hvor Brændofferet slagtes, skal Skyldofferet slagtes.  Dets
      Blod skal sprænges rundt om på Alteret,
  3.  og alt dets Fedt skal frembæres. Fedthalen, Fedtet, der dækker
      Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
  4.  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
      Lændemusklerne, og Leverlappen, som skal skilles fra ved
      Nyrerne.
  5.  Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer
      for HERREN. Det er et Skyldoffer.
  6.  Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; på et helligt
      Sted skal det spises; det er højhelligt.
  7.  Det er med Skyldofferet som med Syndofferet, en og samme Lov
      gælder for dem: Det tilfalder den Præst, der skaffer Soning ved
      det.
  8.  Den Præst, som frembærer nogens Brændoffer, ham skal Huden af
      det Brændoffer, han frembærer, tilfalde.
  9.  Ethvert Afgrødeoffer, der bages i Ovnen, eller som er tilberedt
      i Pande eller på Plade, tilfalder den Præst, der frembærer det;
 10.  men ethvert Afgrødeoffer, der er rørt i Olie eller tørt,
      tilfalder alle Arons Sønner, den ene lige så vel som den anden.

 11.  Dette er Loven om Takofferet, som bringes HERREN.
 12.  Hvis det bringes som Lovprisningsoffer, skal han sammen med
      Slagtofferet, der hører til hans Lovprisningsoffer, frembære
      usyrede Kager, rørte i Olie, usyrede Fladbrød, smurte med Olie,
      og fint Hvedemel, æltet til Kager, rørte i Olie;
 13.  sammen med syrede Brødkager skal han frembære sin Offergave som
      sit Lovprisningstakoffer.
 14.  Han skal deraf frembære een Kage af hver Offergave som en
      Offerydelse til HERREN; den tilfalder den Præst, der sprænger
      Blodet af Takofferet på Alteret.
 15.  Kødet af hans Lovprisningstakoffer skal spises på selve
      Offerdagen, intet de1af må gemmes til næste Morgen.
 16.  Er hans Offergaver derimod et Løfteoffer eller et
      Frivilligoffer, skal det vel spises på selve Offerdagen, men
      hvad der levnes, må spises Dagen efter;
 17.  men hvad der så er tilbage af Offerkødet, skal opbrændes på den
      tredje Dag;
 18.  og hvis der spises noget af hans Takoffers Kød på den tredje
      Dag, så vil den, som bringer Offeret, ikke kunne finde Guds
      Velbehag, det skal ikke tilregnes ham, men regnes for urent Kød,
      og den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde.
 19.  Det Kød, der kommer i Berøring med noget som helst urent, må
      ikke spises, det skal opbrændes. I øvrigt må enhver, der er ren,
      spise Kødet;
 20.  men enhver, som i uren Tilstand spiser Kød af HERRENs Takoffer,
      skal udryddes af sin Slægt;
 21.  og når nogen rører ved noget urent, enten menneskelig Urenhed
      eller urent Kvæg eller nogen Slags urent Kryb, og så spiser Kød
      af HERRENs Takoffer, skal han udryddes af sin Slægt.

 22.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 23.  Tal til Israeliterne og sig: I må ikke spise noget som helst
      Fedt af Okser, Får eller Geder.
 24.  Fedt af selvdøde og sønderrevne Dyr må bruges til alt, men I må
      under ingen Omstændigheder spise det.
 25.  Thi enhver, der spiser Fedtet af det Kvæg, hvoraf der bringes
      HERREN Ildofre, den, der spiser noget deraf, skal udryddes af
      sit Folk.
 26.  Og I må heller ikke nyde noget som helst Blod af Fugle eller
      Kvæg, hvor I end opholder eder;
 27.  enhver, der nyder noget som helst Blod, skal udryddes af sin
      Slægt.

 28.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 29.  Tal til Israeliterne og sig: Den, der bringer HERREN sit
      Takoffer, skal af sit Takoffer frembære for HERREN den ham
      tilkommende Offergave;
 30.  med egne Hænder skal han frembære HERRENs Ildofre. Han skal
      frembære Fedtet tillige med Brystet; Brystet, for at Svingningen
      kan udføres dermed for HERRENs Åsyn;
 31.  og Præsten skal bringe Fedtet som Røgoffer på Alteret, men
      Brystet skal tilfalde Aron og hans Sønner.
 32.  Desuden skal I give Præsten højre Kølle som Offerydelse af eders
      Takofre.
 33.  Den af Arons Sønner, der frembærer Takofferets Blod og Fedtet,
      ham tilfalder højre Kølle som hans Del.
 34.  Thi Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen tager jeg fra
      Israeliterne af deres Takofre og giver dem til Præsten Aron og
      hans Sønner, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på hos
      Israeliterne.
 35.  Det er Arons og hans Sønners Del af HERRENs Ildofre, den, som
      blev givet dem, den dag han lod dem træde frem for at gøre
      Præstetjeneste for HERREN,
 36.  den, som HERREN, den Dag han salvede dem, bød Israeliterne at
      give dem, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på fra Slægt
      til Slægt.

 37.  Det er Loven om Brændofferet, Afgrødeofferet, Syndofferet,
      Skyldofferet, Indsættelsesofferet og Takofferet,
 38.  som HERREN pålagde Moses på Sinaj Bjerg, den Dag han bød
      Israeliterne at bringe HERREN deres Offergaver i Sinaj Ørken.

3.Mosebog 8

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  "Tag Aron og hans Sønner sammen med ham, Klæderne, Salveolien,
      Syndoffertyren, de to Vædre og Kurven med de usyrede Brød
  3.  og kald hele Menigheden sammen ved indgangen til
      Åbenbaringsteltet!"
  4.  Moses gjorde som HERREN bød ham, og Menigheden forsamlede sig
      ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
  5.  Og Moses sagde til Menigheden: "Dette har HERREN påbudt at
      gøre."
  6.  Da lod Moses Aron og hans Sønner træde frem og tvættede dem med
      Vand.
  7.  Og han gav ham Kjortelen på, omgjordede ham med Bæltet, iførte
      ham Kåben, gav ham Efoden på, omgjordede ham med Efodens Bælte
      og bandt dermed Efoden fast på ham;
  8.  så anbragte han Brystskjoldet på ham, lagde Urim og Tummim i
      Brystskjoldet,
  9.  lagde Hovedklædet om hans Hoved og fæstede Guldpladen, det
      hellige Diadem, på Forsiden af Hovedklædet, som HERREN havde
      pålagt Moses.
 10.  Derpå tog Moses Salveolien og salvede Boligen og alle Tingene
      deri og helligede dem;
 11.  så bestænkede han Alteret syv Gange dermed og salvede Alteret og
      alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke for at
      hellige dem;
 12.  derpå udgød han. noget af Salveolien over Arons Hoved og salvede
      ham for at hellige ham.
 13.  Derefter lod Moses Arons Sønner træde frem, iførte dem Kjortler,
      omgjordede dem med Bælter og bandt Huer på deres Hoveder, som
      HERREN havde pålagt Moses.

 14.  Så førte han Syndoffertyren frem, og Aron og hans Sønner lagde
      deres Hænder lå Syndoffertyrens Hoved.
 15.  Derefter slagtede Moses den, tog Blodet og strøg med sin Finger
      noget deraf rundt om på Alterets Horn og rensede Alteret for
      Synd; men Resten af Blodet udgød han ved Alterets Fod; således
      helligede han det ved at skaffe Soning for det.
 16.  Så tog Moses alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge
      Nyrerne med Fedtet på dem og bragte det som Røgoffer på Alteret.
 17.  Men Tyren, dens Hud, Kød og Skarn, brændte han uden for Lejren,
      som HERREN havde pålagt Moses.

 18.  Derpå førte han Brændoffervæderen frem, og Aron og hans Sønner
      lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
 19.  Så slagtede Moses den og sprængte Blodet rundt om på Alteret;
 20.  og Moses skar Væderen i Stykker og bragte Hovedet, Stykkerne og
      Fedtet som Røgoffer,
 21.  men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand; og så
      bragte Moses hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det var et
      Brændoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN, som
      HERREN havde pålagt Moses.

 22.  Derpå førte han den anden Væder, Indsættelsesvæderen, frem, og
      Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
 23.  Så slagtede Moses den, tog noget af dens Blod og strøg det på
      Arons højre Øreflip og på hans højre Tommelfinger og højre
      Tommeltå.
 24.  Derpå lod Moses Arons Sønner træde frem og strøg noget af Blodet
      på deres højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og højre
      Tommeltå, Men Resten af Blodet sprængte han rundt om på Alteret.
 25.  Derpå tog han Fedtet, Fedthalen, alt Fedtet på Indvoldene,
      Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet på dem og den højre
      Kølle:
 26.  Og af Kurven med de usyrede Brød, som stod for HERRENs Åsyn, tog
      han en usyret Kage, en Oliebrødkage og et Fladbrød og lagde dem
      oven på Fedtstykkerne og den højre Kølle,
 27.  lagde det så alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lod
      dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
 28.  Derpå tog Moses det igen fra dem og bragte det som Røgoffer på
      Alteret oven på Brændofferet. Det var et Indsættelsesoffer til
      en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.
 29.  Så tog Moses Brystet og udførte Svingningen dermed for HERRENs
      Åsyn; det tilfaldt Moses som hans Del af Indsættelsesvæderen,
      som HERREN havde pålagt Moses.
 30.  Derefter tog Moses noget af Salveolien og af Blodet på Alteret
      og stænkede det på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner
      og deres Klæder, og helligede således Aron og hans Klæder og
      ligeledes hans Sønner og deres Klæder.

 31.  Og Moses sagde til Aron og hans Sønner: "Kog Kødet ved indgangen
      til Åbenbaringsteltet og spis det der tillige med Brødet, som er
      i Indsættelseskurven, således som Budet lød til mig: Aron og
      hans Sønner skal spise det!
 32.  Men hvad der levnes af Kødet og Brødet skal I opbrænde.
 33.  I syv bage må I ikke vige fra Indgangen til Åbenbaringsteltet,
      indtil eders Indsættelsesdage er omme; thi syv Dage varer eders
      Indsættelse.
 34.  Ligesom i Dag har HERREN påbudt eder at gøre også de følgende
      Dage for at skaffe eder Soning.
 35.  Ved Indgangen til Åbenbaringsteltet skal I opholde eder Dag og
      Nat i syv Dage og holde eder HERRENs Forskrift efterrettelig,
      for at I ikke skal dø; thi således lød hans Bud til mig!"
 36.  Og Aron og hans Sønner gjorde alt, hvad HERREN havde påbudt ved
      Moses.

3.Mosebog 9

  1.  Den ottende Dag kaldte Moses Aron og hans Sønner og Israels
      Ældste til sig
  2.  og sagde til Aron: "Tag dig en Kalv til Syndoffer og en Væder
      til Brændoffer, begge uden Lyde, og før dem frem for HERRENs
      Åsyn.
  3.  Og tal således til Israeliterne: Tag eder en Gedebuk til
      Syndoffer, en Kalv og et Lam, begge årgamle og uden Lyde, til
      Brændoffer
  4.  og en Okse og en Væder til Takoffer for at ofre dem for HERRENs
      Åsyn og desuden et Afgrødeoffer, rørt i Olie; thi i Dag vil
      HERREN vise sig for eder!"
  5.  Da tog de, hvad Moses havde pålagt dem, og bragte det hen foran
      Åbenbaringsteltet; og hele Menigheden trådte frem og stillede
      sig for HERRENs Åsyn.
  6.  Og Moses sagde: "Det er dette, HERREN har pålagt eder at gøre,
      for at HERRENs Herlighed kan vise sig for eder."

  7.  Så sagde Moses til Aron: "Træd hen til Alteret og bring dit
      Syndoffer og dit Brændoffer for at skaffe dig og dit Hus Soning
      og bring så Folkets Offergave for at skaffe det Soning, således
      som HERREN har påbudt!"
  8.  Da trådte Aron hen til Alteret og slagtede sin Syndofferkalv;
  9.  og Arons Sønner bragte ham Blodet, og han dyppede sin Finger i
      Blodet og strøg det på Alterets Horn; men Resten af Blodet
      hældte han ud ved Alterets Fod.
 10.  Derpå bragte han Syndofferets Fedt, Nyrer og Leverlap som
      Røgoffer på Alteret, således som HERREN havde pålagt Moses;
 11.  men Kødet og Huden opbrændte han uden for Lejren.
 12.  Derefter slagtede han Brændofferet, og Arons Sønner rakte ham
      Blodet, og han sprængte det rundt om på Alteret.
 13.  Så rakte de ham Brændofferet, Stykke for Stykke, tillige med
      Hovedet, og han bragte det som Røgoffer på Alteret.
 14.  Men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand og bragte
      det derpå som Røgoffer oven på Brændofferet på Alteret.

 15.  Derefter frembar han Folkets Offergave. Først tog han Folkets
      Syndofferbuk, slagtede den og ofrede den som Syndoffer på samme
      Måde som den før nævnte;
 16.  så frembar han Brændofferet og ofrede det på den foreskrevne
      Måde;
 17.  derefter frembar han Afgrødeofferet, tog en Håndfuld deraf og
      bragte det som Røgoffer på Alteret foruden det daglige
      Morgenbrændoffer;
 18.  så slagtede han Oksen og Væderen som Takoffer fra Folket. Og
      Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om på
      Alteret.
 19.  Men Fedtstykkerne af Oksen og Væderen, Fedthalen, Fedtet på
      Indvoldene, Nyrerne og Leverlappen,
 20.  disse Fedtdele lagde de oven på Bryststykkerne, og Fedtstykkerne
      bragte han som Røgoffer på Alteret,
 21.  men med Bryststykkerne og højre Kølle udførte Aron Svingningen
      for HERRENs Åsyn, som Moses havde påbudt.

 22.  Derefter løftede Aron sine Hænder over Folket og velsignede dem
      og steg så ned efter at have bragt Syndofferet, Brændofferet og
      Takofferet.
 23.  Moses og Aron gik derpå ind i Åbenbaringsteltet, og da de kom ud
      derfra, velsignede de Folket. Da viste HERRENs Herlighed sig for
      alt Folket;
 24.  og Ild for ud fra HERRENs Åsyn og fortærede Brændofferet og
      Fedtstykkerne på Alteret. Og alt Folket så det, og de jublede og
      faldt ned på deres Ansigt.

3.Mosebog 10

  1.  Men Arons Sønner Nadab og Abihu tog hver sin Pande, kom Ild i
      dem og lagde Røgelse derpå og frembar for HERRENs Åsyn fremmed
      Ild, som han ikke havde pålagt dem.
  2.  Da for Ild ud fra HERRENs Åsyn og fortærede dem, så de døde for
      HERRENs Åsyn.
  3.  Moses sagde da til Aron: "Det er det, HERREN talede om, da han
      sagde: Jeg viser min Hellighed på dem, der står mig nær, og min
      Herlighed for alt Folkets Øjne!" Og Aron tav.
  4.  Da kaldte Moses Misjael og Elzafan, Arons Farbroder, Uzziels
      Sønner, til sig og sagde til dem: "Kom og bær eders Frænder bort
      fra Helligdommen uden for Lejren!"
  5.  Og de kom og bar dem uden for Lejren i deres Kjortler, som Moses
      havde sagt.
  6.  Men Moses sagde til Aron og hans Sønner Eleazar og Itamar: "I må
      hverken lade eders Hår vokse frit eller sønderrive eders Klæder,
      ellers skal I dø og Vrede komme over hele Menigheden; lad eders
      Brødre, hele Israels Hus, begræde den Brand, HERREN har antændt;
  7.  og vig ikke fra Åbenbaringsteltets indgang, ellers skal I dø,
      thi HERRENs Salveolie er på eder!" Og de gjorde som Moses sagde.

  8.  Og HERREN talede til Aron og sagde:
  9.  Vin og stærk Drik må hverken du eller dine Sønner drikke, når I
      gået ind i Åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal
      være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt,
 10.  for at I kan gøre Skel mellem det hellige og det, der ikke er
      helligt, og mellem det urene og det rene,
 11.  og for at I kan vejlede Israeliterne i alle de Love, HERREN har
      kundgjort dem ved Moses.

 12.  Og Moses sagde til Aron og hans tilbageblevne Sønner Eleazar og
      Itamar: "Tag Afgrødeofferet, der er levnet fra HERRENs Ildoffer,
      og spis det usyret ved Siden af Alteret, thi det er højhelligt;
 13.  I skal spise det på et helligt Sted; det er jo din og dine
      Sønners retmæssige Del af HERRENs Ildofre; thi således er det
      mig påbudt.
 14.  Og Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen skal I spise på et
      rent Sted, du, dine Sønner og Døtre, thi de er givet dig tillige
      med dine Sønner som en retmæssig Del af Israeliternes Takofre;
 15.  Offerydelseskøllen og Svingningsbrystet skal man frembære sammen
      med de til Ildofre bestemte Fedtdele, for at Svingningen kan
      udføres for HERRENs Åsyn, og de skal tilfalde dig og dine Sønner
      tillige med dig som en evig gyldig Rettighed, således som HERREN
      har påbudt!"

 16.  Og Moses spurgte efter Syndofferbukken, men se, den var
      opbrændt. Da blev han fortørnet på Eleazar og Itamar, Arons
      tilbageblevne Sønner, og sagde:
 17.  "Hvorfor har I ikke spist Syndofferet på det hellige Sted?  Det
      er jo dog højhelligt, og han har givet eder det. for at I skal
      borttage Menighedens Skyld og således skaffe dem Soning for
      HERRENs Åsyn.
 18.  Se, Blodet deraf er ikke blevet bragt ind i Helligdommens Indre,
      derfor havde det været eders Pligt at spise det på det hellige
      Sted, således som jeg har påbudt!"
 19.  Men Aron svarede Moses: "Se, de har i Dag frembåret deres
      Syndoffer og Brændoffer for HERRENs Åsyn, og en sådan
      Tilskikkelse har ramt mig! Om jeg i Dag havde spist
      Syndofferkød, vilde HERREN da have billiget det?"
 20.  Da Mose's hørte dette, billigede han det.

3.Mosebog 11

  1.  HERREN talede til Moses og Aron og sagde til dem:
  2.  Tal til Israeliterne og sig: Af alle Dyr på Jorden må du spise
      følgende:
  3.  Alle Dyr, der har Klove, helt spaltede Klove, og tygger Drøv, må
      I spise.
  4.  Men følgende må I ikke spise af dem der tygger Drøv, og af dem,
      der har Klove: Kamelen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke
      Klove; den skal være eder uren;
  5.  Klippegrævlingen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove:
      den skal være eder uren;
  6.  Haren, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove; den skal
      være eder uren;
  7.  Svinet, thi det har vel Klove, helt spaltede Klove, men tygger
      ikke Drøv; det skal være eder urent.
  8.  Deres Kød må I ikke spise, og ved Åslerne af dem må I ikke røre;
      de skal være eder urene.

  9.  Af alt, hvad der lever i Vandet, må I spise følgende: Alt i
      Vandet, både i Havet og i Floderne, som har Finner og Skæl, må I
      spise;
 10.  men af alt, hvad der rører sig i Vandet, af alle levende Væsener
      i Vandet, skal det, som ikke har Finner eller Skæl, hvad enten
      det er i Havet eller Floderne, være eder en Vederstyggelighed.
 11.  De skal være eder en Vederstyggelighed, deres Kød må I ikke
      spise, og Ådslerne af dem skal I regne for en Vederstyggelighed.
 12.  Alt i Vandet, som ikke har Finner eller Skæl, skal være eder en
      Vederstyggelighed.

 13.  Følgende er de Fugle, I skal regne for en Vederstyggelighed, de
      må ikke spises, de er en Vederstyggelighed: Ørnen, Lammegribben,
      Havørnen,
 14.  Glenten, de forskellige Arter af Falke,
 15.  alle de forskellige Arter af Ravne,
 16.  Strudsen, Takmasfuglen, Mågen, de forskellige Arter af Høge,
 17.  Uglen, Fiskepelikanen, Hornuglen,
 18.  Tinsjemetfuglen,Pelikanen, Ådselgribben,
 19.  Storken, de forskellige Arter af Hejrer, Hærfuglen og
      Flagermusen.

 20.  Alt vinget Kryb der går på fire, skal være eder en
      Vederstyggelighed.
 21.  Af alt det vingede Kryb, som går på fire, må I dog spise
      følgende: Dem, der har Skinneben oven over Fødderne til at hoppe
      med på Jorden.
 22.  Af dem må I spise følgende: De forskellige Arter af Græshopper,
      Solamgræshopper, Hargolgræshopper og Hagabgræshopper.
 23.  Men alt andet vinget Kryb, der går på fire, skal være eder en
      Vederstyggelighed.

 24.  Ved følgende Dyr bliver I urene, enhver, der rører ved Ådslerne
      af dem, bliver uren til Aften,
 25.  og enhver, der bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og
      være uren til Aften:
 26.  Alle Dyr, der har Klove, men ikke helt spaltede, og som ikke
      tygger Drøv, skal være urene; enhver, der rører ved dem, bliver
      uren.
 27.  Alle firføddede Dyr, der går på Poter, skal være eder urene;
      enhver der rører ved et Ådsel af dem, bliver uren til Aften,
 28.  og den, som bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og
      være uren til Aften; de skal være eder urene.

 29.  Af Krybet, der kryber på Jorden, skal følgende være eder urene:
      Væselen, Musen, de forskellige Arter af Firben,
 30.  Anakaen, Koadyret, Letåen, Homedyret og Tinsjemetdyret.
 31.  Det er dem, som skal være eder urene af alt Krybet. Enhver, der
      rører ved dem, når de er døde, skal være uren til Aften;
 32.  alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent,
      alle Træting, Klæder, Skind, Sække, overhovedet alt, hvad der
      bruges ved et eller andet Arbejde; det skal lægges i Vand og
      være urent til Aften; derpå skal det være rent.
 33.  Og falder et af den Slags ned i et Lerkar, så bliver alt, hvad
      der er deri, urent, og ethvert sådant Kar skal I slå i Stykker;
 34.  alt spiseligt, som man kommer Vand på, og alt flydende, der
      tjener til Drikke, bliver urent i et sådant Kar.
 35.  Alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent;
      Ovne og Ildsteder skal nedbrydes, de er urene, og urene skal de
      være eder.
 36.  Dog bliver Kilder og Cisterner, Steder, hvor der samler sig
      Vand, ved at være rene; men den, der rører ved Ådslerne deri,
      bliver uren.
 37.  Falder et dødt Dyr af den Slags ned på nogen som helst Slags
      Sæd, der bruges til Udsæd, bliver denne ved at være ren;
 38.  men kommes der Vand på Sæden, og der så falder et dødt Dyr af
      den Slags ned på den, skal den være eder uren.

 39.  Når noget af det Kvæg, der tjener eder til Føde, dør, skal den,
      der rører ved den døde Krop, være uren til Aften.
 40.  Den, der spiser noget af den døde Krop, skal tvætte sine Klædet
      og være uren til Aften, og den, der bærer den døde Krop, skal
      tvætte sine Klæder og være uren til Aften.

 41.  Alt Kryb, der kryber på Jorden, er en Vederstyggelighed, det må
      ikke spises;
 42.  intet af det, der kryber på Bugen, og intet af det, der går på
      fire, så lidt som det, der har mange Ben, intet af Krybet, der
      kryber på Jorden, må I spise thi det er en Vederstyggelighed.
 43.  Gør ikke eder selv til en Vederstyggelighed ved noget som helst
      krybende Kryb, gør eder ikke urene derved, så I bliver urene
      deraf:
 44.  thi jeg er HERREN eders Gud, og I skal hellige eder og være
      hellige, thi jeg er hellig. Gør eder ikke urene ved noget som
      helst Kryb, der rører sig på Jorden;
 45.  thi jeg er HERREN, der førte eder op fra Ægypten for at være
      eders Gud; I skal være hellige, thi jeg er hellig!

 46.  Det er Loven om Dyr og Fugle og alle levende Væsener, der
      bevæger sig i Vandet, og alle levende Væsener, der kryber på
      Jorden,
 47.  til Skel mellem det urene og det rene, mellem de Dyr, der må
      spises, og dem, der ikke må spises.

3.Mosebog 12

  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig: Når en Kvinde bliver frugtsommelig
      og føder en Dreng, skal hun være uren i syv Dage; ligesom i den
      Tid hun har sin månedlige Urenhed, skal hun være uren.
  3.  På den ottende Dag skal Drengen omskæres på sin Forhud.
  4.  Derefter skal hun holde sig hjemme i tre og tredive Dage, medens
      hun har sit Renselsesblod; hun må ikke røre ved noget helligt
      eller komme til Helligdommen, før hendes Renselsestid er omme.
  5.  Føder hun derimod et Pigebarn, skal hun være uren i to Uger
      ligesom under sin månedlige Urenhed; og derpå skal hun holde sig
      hjemme i seks og tresindstyve Dage, medens hun har sit
      Renselsesblod.
  6.  Når hendes Renselsestid er omme, skal hun, både efter et
      Drengebarn og et Pigebarn, bringe et årgammelt Lam som
      Brændoffer og en Dueunge eller Turteldue som Syndoffer til
      Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang;
  7.  og han skal frembære det for HERRENs Åsyn og skaffe hende
      Soning, så hun bliver ren efter sit Blodtab. Det er Loven om en
      Kvinde. der føder, hvad enten det er en Dreng eller en Pige.
  8.  Men hvis hun ikke evner at give et Lam, skal hun tage to
      Turtelduer eller Dueunger, en til Brændoffer og en til
      Syndoffer, og Præsten skal skaffe hende Soning, så hun bliver
      ren.

3.Mosebog 13

  1.  Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
  2.  Når der på et Menneskes Hud viser sig en Hævelse eller Udslæt
      eller en lys Plet, som kan blive til Spedalskhed på hans Hud,
      skal han føres hen til Præsten Aron eller en af hans Sønner,
      Præsterne.
  3.  Præsten skal da syne det syge Sted på Huden, og når Hårene på
      det syge Sted er blevet hvide og Stedet ser ud til at ligge
      dybere end Huden udenom, så er det Spedalskhed, og så skal
      Præsten efter at have synet ham erklære ham for uren.
  4.  Men hvis det er en hvid Plet på Huden og den ikke ser ud til at
      ligge dybere end Huden udenom og Hårene ikke er blevet hvide.
      så skal Præsten lukke den angrebne inde i syv Dage;
  5.  og på den syvende Dag skal Præsten syne ham. Viser det sig da,
      at Ondet ikke har skiftet Udseende eller bredt sig på Huden,
      skal Præsten igen lukke ham inde i syv Dage;
  6.  og på den syvende Dag skal Præsten atter syne ham. Hvis det da
      viser sig, at Ondet er ved at svinde, og at det ikke har bredt
      sig på Huden, skal Præsten erklære ham for ren; da er det
      almindeligt Udslæt på Huden; han skal da tvætte sine Klæder og
      være ren.
  7.  Men hvis Udslættet breder sig på Huden, efter at han har ladet
      Præsten syne sig for at blive erklæret for ren, og hvis Præsten,
      når han anden Gang lader sig syne af ham,
  8.  ser, at Udslættet har bredt sig på Huden, så skal Præsten
      erklære ham for uren; det er Spedalskhed.

  9.  Når et Menneske angribes af Spedalskhed, skal han føres hen til
      Præsten,
 10.  og Præsten skal syne ham; og når der da viser sig at være en
      hvid Hævelse på Huden og Hårene derpå er blevet hvide og der
      vokser vildt Kød i Hævelsen,
 11.  så er det gammel Spedalskhed på hans Hud, og da skal Præsten
      erklære ham for uren; han behøver ikke at lukke ham inde, thi
      han er uren.
 12.  Men hvis Spedalskheden bryder ud på Huden og Spedalskheden
      bedækker hele den angrebnes Hud fra Top til Tå, så vidt Præsten
      kan se,
 13.  og Præsten ser, at Spedalskheden bedækker hele hans Legeme, så
      skal han erklære den angrebne for ren; han er blevet helt hvid,
      han er ren.
 14.  Men så snart der viser sig vildt Kød på ham, er han uren;
 15.  og når Præsten ser det vilde Kød, skal han erklære ham for uren;
      det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed.
 16.  Hvis derimod det vilde Kød forsvinder og han bliver hvid, skal
      han gå til Præsten;
 17.  og hvis det, når Præsten syner ham, viser sig, at den angrebne
      er blevet hvid, skal Præsten erklære den angrebne for ren; han
      er ren.

 18.  Når nogen på sin Hud har haft en Betændelse, som er lægt,
 19.  og der så på det Sted, som var betændt, kommer en hvid Hævelse
      eller en rødlighvid Plet, skal han lad sig syne af Præsten;
 20.  og hvis Præsten finder, at Stedet ser ud til at ligge dybere end
      Huden udenom og Hårene derpå er blevet hvide, skal Præsten
      erklære ham for uren; det er Spedalskhed, der er brudt frem
      efter Betændelsen.
 21.  Men hvis der, når Præsten syner det, ikke viser sig at være
      hvide Hår derpå og det ikke ligger dybere end Huden udenom, men
      er ved at svinde, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage;
 22.  og når det da breder sig på Huden, skal Præsten erklære ham for
      uren; det er Spedalskhed.
 23.  Men hvis den hvide Plet bliver, som den er, uden at brede sig,
      da er det et Ar efter Betændelsen, og Præsten skal erklære ham
      for ren.

 24.  Eller når nogen får et Brandsår på Huden, og det Kød, der vokser
      i Brandsåret, frembyder en rødlighvid eller hvid Plet,
 25.  så skal Præsten syne ham, og hvis det da viser sig, at Hårene på
      Pletten er blevet hvide og den ser ud til at ligge dybere end
      Huden udenom, så er det Spedalskhed, der er brudt frem i
      Brandsåret; og da skal Præsten erklære ham for uren; det er
      Spedalskhed.
 26.  Men hvis det, når Præsten synet ham, viser sig, at der ingen
      hvide Hår er på den lyse Plet, og at en ikke ligger dybere end
      Huden udenom, men at den er ved at svinde, så skal Præsten lukke
      ham inde i syv Dage;
 27.  og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og når den da har
      bredt sig på Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er
      Spedalskhed.
 28.  Men hvis den lyse Plet bliver, som den er, uden at brede sig på
      Huden, og er ved at svinde, så er det en Hævelse efter
      Brandsåret, og da skal Præsten erklære ham for ren; thi det er
      et Ar efter Brandsåret.

 29.  Når en Mand eller Kvinde angribes i Hoved eller Skæg,
 30.  skal Præsten syne det syge Sted, og hvis det da ser ud til at
      ligge dybere end Huden udenom og der er guldgule, tynde Hår
      derpå, så skal Præsten erklære ham for uren; det er Skurv,
      Spedalskhed i Hoved eller Skæg.
 31.  Men hvis det skurvede Sted, når Præsten syner det, ikke ser ud
      til at ligge dybere end Huden udenom, uden at dog Hårene derpå
      er sorte, da skal Præsten lukke den skurvede inde i syv dage;
 32.  og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og hvis da Skurven
      ikke har bredt sig og der ikke er kommet guldgule Hår derpå og
      Skurven ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom,
 33.  da skal den angrebne lade sig rage uden dog at lade det skurvede
      Sted rage; så skal Præsten igen lukke den skurvede inde i syv
      Dage.
 34.  På den syvende Dag skal Præsten syne Skurven, og hvis det da
      viser sig, at Skurven ikke har bredt sig på Huden, og at den
      ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så skal
      Præsten erklære ham for ren; da skal han tvætte sine Klæder og
      være ren.
 35.  Men hvis Skurven breder sig på Huden, efter at han er erklæret
      for ren,
 36.  da skal Præsten syne ham; og hvis det så viser sig, at Skurven
      har bredt sig, behøver Præsten ikke at undersøge, om der er
      guldgule Hår; han er uren.
 37.  Men hvis Skurven ikke har skiftet Udseende og der er vokset
      sorte Hår frem derpå, da er Skurven lægt; han er ren, og Præsten
      skal erklære ham for ren.

 38.  Når en Mand eller Kvinde får lyse Pletter, hvide Pletter på
      Huden,
 39.  skal Præsten syne dem; og hvis der da på deres Hud viser sig
      hvide Pletter, det er ved at svinde, er det Blegner, der er
      brudt ud på Huden; han er ren.

 40.  Når nogen bliver skaldet på Baghovedet, så er han kun
      isseskaldet; han er ren.
 41.  Og hvis han bliver skaldet ved Panden og Tindingerne, så er han
      kun pandeskaldet; han er ren.
 42.  Men kommer der på hans skaldede isse eller Pande et rødlighvidt
      Sted, er det Spedalskhed. der bryder frem på hans skaldede Isse
      eller Pande.
 43.  Så skal Præsten syne ham, og viser det sig da, at Hævelsen på
      det syge Sted på hans skaldede Isse eller Pande er rødlighvid,
      af samme Udseende som Spedalskhed på Huden,
 44.  så er han spedalsk; han er uren, og Præsten skal erklære ham for
      uren; på sit Hoved er han angrebet.

 45.  Den, der er spedalsk, den, som lider af Sygdommen, skal gå med
      sønder1evne Klæder, hans Hår skal vokse frit, han skal tilhylle
      sit Skæg, og: "uren, uren!" skal han råbe.
 46.  Så længe han er angrebet, skal han være uren; uren er han, for
      sig selv skal han bo, uden for Lejren skal hans Opholdsted være.

 47.  Når der kommer Spedalskhed på en Klædning enten af Uld eller
      Lærred
 48.  eller på vævet eller knyttet Stof af Lærred eller Uld eller på
      Læder eller Læderting af enhver Art
 49.  og det angrebne Sted på Klædningen, Læderet, det vævede eller
      knyttede Stof eller Lædertingene viser sig at være grønligt
      eller rødligt, så er det Spedalskhed og skal synes af Præsten.
 50.  Og når Præsten har synet Skaden, skal han lukke den angrebne
      Ting inde i syv Dage.
 51.  På den syvende Dag skal han syne den angrebne Ting, og dersom
      Skaden har bredt sig på Klædningen, det vævede eller knyttede
      Stof eller Læderet, de forskellige Læderting, så er Skaden
      ondartet Spedalskhed, det er urent.
 52.  Da skal han brænde Klædningen eller det af Uld eller Lærred
      vævede eller knyttede Stof eller alle de Læderting, som er
      angrebet; thi det er ondartet Spedalskhed, det skal opbrændes.
 53.  Men hvis Præsten finder, at Skaden ikke har bredt sig på
      Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller på de
      forskellige Slags Læderting,
 54.  så skal Præsten påbyde, at den angrebne Ting skal tvættes, og
      derpå igen lukke den inde i syv Dage.
 55.  Præsten skal da syne den angrebne Ting, efter at den er tvættet,
      og viser det sig da, at Skaden ikke har skiftet Udseende, så er
      den uren, selv om Skaden ikke har bredt sig; du skal opbrænde
      den; det er ædende Udslæt på Retten eller Vrangen.
 56.  Men hvis det, når Præsten syner det, viser sig, at Skaden er ved
      at svinde efter Tvætningen, så skal han rive det angrebne Sted
      af Klædningen eller Læderet eller det vævede eller knyttede
      Stof.
 57.  Viser det sig da igen på Klædningen eller det vævede eller
      knyttede Stof eller de forskellige Læderling, da er det
      Spedalskhed, der er ved at bryde ud; du skal opbrænde de
      angrebne Ting.
 58.  Men den Klædning eller det vævede eller knyttede Stof eller de
      forskellige Læderting, hvis Skade svinder efter Tvætningen, skal
      tvættes på ny; så er det rent.
 59.  Det er Loven om Spedalskhed på Klæder af Uld eller Lærred eller
      på vævet eller knyttet Stof eller på alskens Læderting; efter
      den skal de erklæres for rene eller urene.

3.Mosebog 14

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Dette er Loven om, hvorledes man skal forholde sig med Renselsen
      af en spedalsk: Han skal fremstilles for Præsten,
  3.  og Præsten skal gå uden for Lejren og syne ham, og viser det sig
      da, at Spedalskheden er helbredt hos den spedalske,
  4.  skal Præsten give Ordre til at tage to levende, rene Fugle,
      Cedertræ, karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist til den, der skal
      renses.
  5.  Og Præsten skal give Ordre til at slagte den ene Fugl over et
      Lerkar med rindende Vand.
  6.  Så skal han tage den levende Fugl, Cedertræet, det kamoisinrøde
      Garn og Ysopkvisten og dyppe dem tillige med den levende Fugl i
      Blodet af den Fugl, der er slagtet over det rindende Vand,
  7.  og syv Gange foretage Bestænkning på den, der skal renses for
      Spedalskhed, og således rense ham; derpå skal han lade den
      levende Fugl flyve ud over Marken.
  8.  Men den, der skal renses, skal tvætte sine Klæder, afrage alt
      sit Hår og bade sig i Vand; så er han ren. Derefter må han gå
      ind i Lejren, men han skal syv Dage opholde sig uden for sit
      Telt.
  9.  På den syvende Dag skal han afrage alt sit Hår, sit Hovedhår,
      sit Skæg, sine Øjenbryn, alt sit Hår skal han afrage, og han
      skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand; så er han
      ren.
 10.  Men den ottende dag skal han tage to lydefri Væderlam og et
      lydefrit, årgammelt Hunlam, desuden tre Tiendedele Efa fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie.
 11.  Så skal den Præst, der foretager Renselsen, stille den, der skal
      renses, tillige med disse Offergaver frem for HERRENs Åsyn ved
      Åbenbaringsteltets Indgang.
 12.  Og Præsten skal tage det ene Væderlam og frembære det som
      Skyldoffer tillige med den Log Olie, som hører dertil, og udføre
      Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
 13.  Og han skal slagte Lammet der, hvor Syndofferet og Brændofferet
      slagtes, på det hellige Sted, thi ligesom Syndofferet tilfalder
      Skyldofferet Præsten; det er højhelligt.
 14.  Derpå skal Præsten tage noget af Skyldofferets Blod, og Præsten
      skal stryge det på højre Øreflip af den, der skal renses, og på
      hans højre Tomme1finger og højre Tommeltå;
 15.  og Præsten skal tage noget af den Log Olie, som hører dertil, og
      hælde det i sin venstre Hånd,
 16.  og Præsten skal dyppe sin højre Pegefinger i den Olie, han har i
      sin venstre Hånd, og med sin Finger stænke Olien syv Gange foran
      HERRENs Åsyn.
 17.  Og af den Olie, han har tilbage i sin Hånd, skal Præsten stryge
      noget på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre
      Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.
 18.  Og Præsten skal hælde det, der er tilbage af Olien i hans Hånd,
      på Hovedet af den, der skal renses, og således skal Præsten
      skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn.
 19.  Derpå skal Præsten ofre Syndofferet og skaffe den, der skal
      renses, Soning for hans Urenhed.
 20.  Og Præsten skal ofre Brændofferet og Afgrødeofferet på Alteret
      og således skaffe ham Soning; så er han ren.

 21.  Men hvis han er fattig og ikke evner at give så meget, skal han
      tage et enkelt Lam til Skyldoffer. til at udføre Svingningen
      med, for at der kan skaffes ham Soning. desuden en Tiendedel Efa
      fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie
 22.  og to Turtelduer eller Dueunger, hvad han nu evner at give, den
      ene skal være til Syndoffer, den anden til Brændoffer.
 23.  Dem skal han den ottende Dag efter sin Renselse bringe til
      Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang for HERRENs Åsyn.
 24.  Så skal Præsten tage Skyldofferlammet med den Log Olie, som
      hører dertil, og Præsten skal udføre Svingningen dermed for
      HERRENs Åsyn.
 25.  Og han skal slagte Skyldofferlammet, og Præsten skal tage noget
      af Skyldofferets Blod og stryge det på højre Øreflip af den, der
      skal renses, og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå.
 26.  Og af Olien skal Præsten hælde noget i sin venstre Hånd,
 27.  og Præsten skal med sin højre Pegefinger syv Gangestænke noget
      af Olien, som er i hans venstre Hånd, for HERRENs Åsyn.
 28.  Og af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten stryge noget på
      højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre
      Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.
 29.  Og Resten af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten hælde på
      Hovedet af den, der skal renses, for at skaffe ham Soning for
      HERRENs Åsyn.
 30.  Derpå skal han ofre den ene Turteldue eller Dueunge, hvad han nu
      har evnet at give,
 31.  den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffet, sammen med
      Afgrødeofferet; og Præsten skal skaffe den, der skal renses,
      Soning for HERRENs Åsyn.
 32.  Det er Loven om den, der har været angrebet af Spedalskhed og
      ikke evner at bringe det almindelige Offer ved sin Renselse.

 33.  Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
 34.  Når I kommer til Kanåns Land, som jeg vil give eder i Eje, og
      jeg lader Spedalskhed komme frem på et Hus i eders Ejendomsland,
 35.  så skal Husets Ejer gå hen og melde det til Præsten og sige:
      "Der har i mit Hus vist sig noget, der ligner Spedalskhed!"
 36.  Da skal Præsten give Ordre til at flytte alt ud af Huset, inden
      han kommer for at syne Pletten, for at ikke noget af, hvad der
      er i Huset, skal blive urent; derpå skal Præsten komme for at
      syne Huset.
 37.  Viser det sig da, når han syner Pletten, at Pletten på Husets
      Vægge frembyder grønlige eller rødlige Fordybninger, der ser ud
      til at ligge dybere end Væggen udenom,
 38.  skal Præsten gå ud af Huset til Husets Dør og holde Huset lukket
      i syv Dage.
 39.  På den syvende Dag skal Præsten komme igen og syne det, og hvis
      det da viser sig, at Pletten har bredt sig på Husets Vægge,
 40.  skal Præsten give Ordre til at udtage de angrebne Sten og kaste
      dem hen på et urent Sted uden for Byen
 41.  og til at skrabe Lerpudset af Husets indvendige Vægge og hælde
      det fjernede Puds ud på et urent Sted uden for Byen.
 42.  Derefter skal man tage andre Sten og sætte dem ind i Stedet for
      de gamle og ligeledes tage nyt Puds og pudse Huset dermed.
 43.  Hvis Pletten så atter bryder frem i Huset, efter at Stenene er
      taget ud, Pudset skrabet af og Huset pudset på ny,
 44.  skal Præsten komme og syne Huset, og viser det sig da, at
      Pletten har bredt sig på Huset, så er det ondartet Spedalskhed,
      der er på Huset; det er urent.
 45.  Da skal man rive Huset ned, Sten, Træværk og alt Pudset på
      Huset, og bringe det til et urent Sted uden for Byen.
 46.  Den, som går ind i Huset, så længe det er lukket, skal være uren
      til Aften;
 47.  den, der sover deri skal tvætte sine Klæder, og den der spiser
      deri, skal tvætte sine Klæder.
 48.  Men hvis det, når Præsten kommer og syner Huset, viser sig, at
      Pletten ikke har bredt sig på det, efter at det er pudset på ny,
      skal Præsten erklære Huset for rent, thi Pletten er helbredt.

 49.  Da skal han for at rense Huset for Synd tage to Fugle, Cedertræ,
      karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist.
 50.  Den ene Fugl skal han slagte over et Lerkar med rindende Vand,
 51.  og han skal tage Cedertræet, Ysopkvisten, det karmoisinrøde Garn
      og den levende Fugl og dyppe dem i Blodet af den slagtede Fugl
      og det rindende Vand og syv Gange foretage Bestænkning på Huset
 52.  og således rense det for Synd med Fuglens Blod, det rindende
      Vand, den levende Fugl, Cedertræet, Ysopkvisten og det
      karmoisinrøde Garn.
 53.  Og den levende Fugl skal han lade flyve ud af Byen hen over
      Marken og således skaffe Huset Soning; så er det rent.
 54.  Det er Loven om al Slags Spedalskhed og Skurv,
 55.  om Spedalskhed på Klæder og Huse
 56.  og om Hævelser, Udslæt og lyse Pletter,
 57.  til Belæring om, når noget er urent, og når det er rent. Det er
      Loven om Spedalskhed.

3.Mosebog 15

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand får Flåd fra
      sin Blusel, da er dette hans Flåd urent.
  3.  Og således skal man forholde sig med den ved hans Flåd opståede
      Urenhed: Hvad enten hans Blusel flyder eller holder sit Flåd
      tilbage, er der Urenhed hos ham.
  4.  Ethvert Leje, som den, der lider af Flåd, ligger på, skal være
      urent, og ethvert Sæde, han sidder på, skal være urent.
  5.  Den der rører ved hans Leje, skal tvætte sine Klæder og bade sig
      i Vand og være uren til Aften;
  6.  den, der sidder på et Sæde, som den, der lider af Flåd, har
      siddet på, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være
      uren til Aften;
  7.  den, der rører ved en. der lider af Flåd, skal tvætte sine
      Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
  8.  Hvis den, der lider af Flåd, spytter på en, som er uren, skal
      denne tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til
      Aften.
  9.  Ethvert Befordringsmiddel, som bruges af den, der lider af Flåd,
      skal være urent.
 10.  Den, der rører ved noget, han har ligget eller siddet på, skal
      være uren til Aften; den, der bærer noget sådant, skal tvætte
      sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
 11.  Enhver, som den, der lider af Flåd, rører ved uden at have
      skyllet sine Hænder i Vand, skal tvætte sine Klæder og bade sig
      i Vand og være uren til Aften.
 12.  Lerkar, som den, der lider af Flåd, rører ved, skal slås itu, og
      alle Trækar skal skylles i Vand.
 13.  Men når den, der lider af Flåd, bliver ren for sit Flåd, skal
      han tælle syv bage frem, fra den Dag han bliver ren, og så
      tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i rindende Vand; så er han
      ren.
 14.  Og den ottende dag skal han tage sig to Turtelduer eller
      Dueunger og komme hen for HERRENs Åsyn ved Åbenbaringsteltets
      indgang og give Præsten dem.
 15.  Så skal Præsten bringe dem som Offer, den ene som Syndoffer, den
      anden som Brændoffer, og således skal Præsten skaffe ham Soning
      for HERRENs Åsyn for hans Flåd.

 16.  Når der går Sæd fra en Mand, skal han bade hele sit Legeme i
      Vand og være uren til Aften.
 17.  Enhver Klædning og alt Læder, der er kommet Sæd på, skal tvættes
      i Vand og være urent til Aften.
 18.  Og når en Mand har Samleje med en Kvinde, skal de bade sig i
      Vand og være urene til Aften.

 19.  Når en Kvinde har Flåd, idet der flyder Blod fra hendes Blusel,
      da skal hendes Urenhed vare syv Dage. Enhver, der rører ved
      hende, skal være uren til Aften.
 20.  Alt, hvad hun ligger på under sin månedlige Urenhed, skal være
      urent, og alt, hvad hun sidder på, skal være urent.
 21.  Enhver, der rører ved hendes Leje, skal tvætte sine Klæder og
      bade sig i Vand og være uren til Aften;
 22.  og enhver, der rører ved et Sæde, hun har siddet på, skal tvætte
      sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
 23.  Og hvis nogen rører ved noget, der har ligget på Lejet eller
      Sædet, hun har siddet på, skal han være uren til Aften.
 24.  Dersom en Mand ligger ved Siden af hende og hendes Urenhed
      kommer på ham, skal han være uren i syv Dage, og ethvert Leje,
      han ligger på, skal være urent.

 25.  Men når en Kvinde har Blodflåd i længere Tid, uden for den Tid
      hun har sin månedlige Urenhed, eller når Flåddet varer længere
      end sædvanligt ved hendes månedlige Urenhed, så skal hun, i al
      den Tid hendes urene Flåd varer, være stillet, som i de Dage hun
      har sin månedlige Urenhed; hun skal være uren;
 26.  ethvert Leje, hun ligger på, så længe hendes Flåd varer, skal
      være som hendes Leje under hendes månedlige Urenhed, og et hvert
      Sæde, hun sidder på, skal være urent som under hendes månedlige
      Urenhed;
 27.  enhver, der rører derved, bliver uren og skal tvætte sine Klæder
      og bade sig i Vand og være uren til Aften.
 28.  Men når hun bliver ren for sit Flåd, skal hun tælle syv Dage
      frem og så være ren.
 29.  På den ottende Dag skal hun tage sig to Turtelduer eller
      Dueunger og bringe dem til Præsten ved Åbenbaringsteltets
      Indgang.
 30.  Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer, den anden som
      Brændoffer, og således skal Præsten skaffe hende Soning for
      HERRENs Åsyn for hendes Urenheds Flåd.

 31.  I skal advare Israeliterne for deres Urenhed, for at de ikke
      skal dø i deres Urenhed, når de gør min Bolig, som er i deres
      Midte, uren.

 32.  Det er Loven om Mænd, der lider af Flåd, og fra hvem der går
      Sæd, så de bliver urene derved,
 33.  og om Kvinder, der lider af deres månedlige Urenhed, om Mænd og
      Kvinder, der har Flåd, og om Mænd, der ligger ved Siden af urene
      Kvinder.

3.Mosebog 16

  1.  HERREN talede til Moses, efter at Døden havde ramt Arons to
      Sønner, da de trådte frem for HERRENs Åsyn og døde,
  2.  og HERREN sagde til Moses: Sig til din Broder Aron, at han ikke
      til enhver Tid må gå ind i Helligdommen inden for Forhænget
      foran Sonedækket på Arken, ellers skal han dø, thi jeg kommer
      til Syne i Skyen over Sonedækket.
  3.  Kun således må Aron komme ind i Helligdommen: Med en ung Tyr til
      Syndoffer og en Væder til Brændoffer;
  4.  han skal iføre sig en hellig Linnedkjortel, bære Linnedbenklæder
      over sin Blusel, omgjorde sig med et Linnedbælte og binde et
      Linned Hovedklæde om sit Hoved; det er hellige Klæder; og han
      skal bade sit Legeme i Vand, før han ifører sig dem.
  5.  Af Israeliternes Menighed skal han tage to Gedebukke til
      Syndoffer og en Væder til Brændoffer.
  6.  Så skal Aron ofre sin egen Syndoffertyr og skaffe sig og sit Hus
      Soning.
  7.  Derefter skal han tage de to Bukke og stille dem frem for
      HERRENs Åsyn ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
  8.  Og Aron skal kaste Lod om de to Bukke, et Lod for HERREN og et
      for Azazel;
  9.  og den Buk, der ved Loddet tilfalder HERREN, skal Aron føre frem
      og ofre som Syndoffer;
 10.  men den Buk, der ved Loddet tilfalder Azazel, skal fremstilles
      levende for HERRENs Åsyn, for at man kan fuldbyrde Soningen over
      den og sende den ud i Ørkenen til Azazel.

 11.  Aron skal da føre sin egen Syndoffertyr frem og skaffe sig og
      sit Hus Soning og slagte sin egen Syndoffertyr.
 12.  Derpå skal han tage en Pandefuld Gløder fra Alteret for HERRENs
      Åsyn og to Håndfulde stødt, vellugtende Røgelse og bære det
      inden for Forhænget.
 13.  Og han skal komme Røgelse på Ilden for HERRENs Åsyn, så at
      Røgelsesskyen skjuler Sonedækket oven over Vidnesbyrdet, for at
      han ikke skal dø.
 14.  Så skal han tage noget af Tyrens Blod og stænke det med sin
      Finger fortil på Sonedækket, og foran Sonedækket skal han syv
      Gange stænke noget af Blodet med sin Finger.
 15.  Derefter skal han slagte Folkets Syndofferbuk, bære dens Blod
      inden for Forhænget og gøre med det som med Tyrens Blod, stænke
      det på Sonedækket og foran Sonedækket.
 16.  Således skal han skaffe Helligdommen Soning for Israeliternes
      Urenhed og deres Overtrædelser, alle deres Synder, og på samme
      Måde skal han gøre med Åbenbaringsteltet, der har sin Plads hos
      dem midt i deres,Urenhed.
 17.  Intet Menneske må komme i Åbenbaringsteltet, når han går ind for
      at skaffe Soning i Helligdommen, før han går ud igen. Således
      skal han skaffe sig selv, sit Hus og hele Israels Forsamling
      Soning.
 18.  Så skal han gå ud til Alteret, som står for HERRENs Åsyn, og
      skaffe det Soning; han skal tage noget af Tyrens og Bukkens Blod
      og stryge det rundt om på Alterets Horn,
 19.  og han skal syv Gange stænke noget af Blodet derpå med sin
      Finger og således rense det og hellige det for Israeliternes
      Urenheder.
 20.  Når han så er færdig med at skaffe Helligdommen,
      Åbenbaringsteltet og Alteret Soning, skal han føre den levende
      Buk frem.
 21.  Aron skal lægge begge sine Hænder på Hovedet af den levende Buk
      og over den bekende alle Israeliternes Misgerninger og alle
      deres Overtrædelser, alle deres Synder, og lægge dem på Bukkens
      Hoved og så sende den ud i Ørkenen ved en Mand, der holdes rede
      dertil.
 22.  Bukken skal da bære alle deres Misgerninger til et øde Land, og
      så skal han slippe Bukken løs i Ørkenen.

 23.  Derpå skal Aron gå ind i Åbenbaringsteltet, afføre sig
      Linnedklæderne, som han tog på, da han gik ind i Helligdommen,
      og lægge dem der;
 24.  så skal han bade sit Legeme i Vand på et helligt Sted, iføre sig
      sine sædvanlige Klæder og gå ud og ofre sit eget Brændoffer og
      Folkets Brændoffer og således skaffe sig og Folket Soning.
 25.  Og Syndofferets Fedt skal han bringe som Røgoffer på Alteret.
 26.  Men den, som fører Bukken ud til Azazel, skal tvætte sine Klæder
      og bade sit Legeme i Vand; derefter må han komme ind i Lejren.
 27.  Men Syndoffertyren og Syndofferbukken, hvis Blod blev båret ind
      for at skaffe Soning i Helligdommen, skal man bringe uden for
      Lejren, og man skal brænde deres Hud og deres Kød og Skarn.
 28.  Og den, der brænder dem, skal tvætte sine Klæder og bade sit
      Legeme; derefter må han komme ind i Lejren.
 29.  Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den tiende Dag i
      den syvende Måned skal I faste og afholde eder fra alt Arbejde,
      både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder.
 30.  Thi den Dag skaffes der eder Soning til eders Renselse; fra alle
      eders Synder renses I for HERRENs Åsyn.
 31.  Det skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste: det
      skal være en evig gyldig Anordning.
 32.  Præsten, som salves og indsættes til at gøre Præstetjeneste
      i. Stedet for sin Fader, skal skaffe Soning, han skal iføre sig
      Linnedklæderne, de hellige Klæder,
 33.  og han skal skaffe det Allerhelligste Soning; og
      Åbenbaringsteltet og Alteret skal han skaffe Soning; og
      Præsterne og alt Folkets Forsamling skal han skaffe Soning.
 34.  Det skal være eder en evig gyldig Anordning, for at der kan
      skaffes Israeliterne Soning for alle deres Synder een Gang om
      Året. Og Aron gjorde som HERREN bød Moses.

3.Mosebog 17

  1.  HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem:
      Dette har HERREN påbudt:
  3.  Om nogen af Israels Hus slagter et Stykke Hornkvæg, et Får eller
      en Ged i Lejren, eller han slagter dem uden for Lejren,
  4.  uden at bringe dem hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at
      bringe HERREN en Offergave foran HERRENs Bolig, da skal dette
      tillegnes den Mand som Blodskyld; han har udgydt Blod, og den
      Mand skal udryddes af sit Folk.
  5.  Dette er anordnet, for at Israeliterne skal bringe deres
      Slagtofre, som de slagter ude på Marken, til HERREN, til
      Åbenbaringsteltets Indgang, til Præsten, og ofre dem som Takofre
      til HERREN.
  6.  Præsten skal da sprænge Blodet på HERRENs Alter ved Indgangen
      til Åbenbaringsteltet og bringe Fedtet som Røgoffer, en liflig
      Duft for HERREN.
  7.  Og de må ikke mere ofre deres Slagtofre til Bukketroldene, som
      de boler med. Det skal være en evig gyldig Anordning for dem fra
      Slægt til Slægt!

  8.  Og du skal sige til dem: Om nogen af Israels Hus eller de
      fremmede, der bor iblandt eder, ofrer et Brændoffer eller
      Slagtoffer
  9.  og ikke bringer det hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at
      ofre det til HERREN, da skal den Mand udryddes af sin Slægt.

 10.  Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede, der bor iblandt
      dem, nyder noget Blod, så vender jeg mit Åsyn mod den, der nyder
      Blodet, og udrydde1 ham af hans Folk.
 11.  Thi Kødets Sjæl er i Blodet, og jeg har givet eder det til Brug
      på Alteret til at skaffe eders Sjæle Soning; thi det er Blodet,
      som skaffer Soning, fordi det er Sjælen.
 12.  Derfor har jeg sagt til Israeliterne: Ingen af eder må nyde
      Blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt eder, må nyde
      Blod.
 13.  Om nogen af Israeliterne eller af de fremmede, der bor iblandt
      dem, nedlægger et Stykke Vildt eller en Fugl af den Slags, der
      må spises, da skal han lade Blodet løbe ud og dække det med
      Jord.
 14.  Thi om alt Køds Sjæl gælder det, at dets Blod er dets Sjæl;
      derfor har jeg sagt til Israeliterne: I må ikke nyde Blodet af
      noget som helst Kød, thi alt Køds Sjæl er dets Blod; enhver, der
      nyder det, skal udryddes.

 15.  Enhver, der spiser seldøde eller sønderrevne Dyr, det være sig
      en indfødt eller en fremmed, skal tvætte sine Klæder og bade sig
      i Vand og være uren til Aften; så er han ren.
 16.  Men hvis han ikke tvætter sine Klæder og bader sig, skal han
      undgælde for sin Brøde.

3.Mosebog 18

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Jeg er HERREN eders Gud!
  3.  Som de handler i Ægypten, hvor I opholdt eder, må I ikke handle,
      og som de handler i Kana'ans Land, hvor jeg fører eder hen, må I
      ikke handle; I må ikke vandre efter deres Anordninger.
  4.  Efter mine Lovbud skal I handle. og mine Anordninger skal I
      holde, så I vandrer efter dem; jeg er HERREN eders Gud!
  5.  I skal holde mine Anordninger og Lovbud; det Menneske, der
      handler efter dem, skal leve ved dem. Jeg er HERREN!

  6.  Ingen af eder må komme sine kødelige Slægtninge nær, så han
      blotter deres Blusel. Jeg er HERREN!
  7.  Din Faders og din Moders Blusel må du ikke blotte; hun er din
      Moder, du må ikke blotte hendes Blusel!
  8.  Din Faders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Faders
      Blusel.
  9.  Din Søsters Blusel, hvad enten hun er din Faders eller din
      Moders Datter, hvad enten hun er født i eller uden for Hjemmet,
      hendes Blusel må du ikke blotte.
 10.  Din Sønnedatters eller Datterdatters Blusel må du ikke blotte,
      det er din egen Blusel.
 11.  En Datter, din Faders Hustru har med din Fader hun er din Søster
      hendes Blusel må du ikke blotte.
 12.  Din Fasters Blusel må du ikke blotte, hun er din Faders kødelige
      Slægtning.
 13.  Din Mosters Blusel må du ikke blotte, hun er din Moders kødelige
      Slægtning.
 14.  Din Farbroders Blusel må du ikke blotte, du må ikke komme hans
      Hustru nær, hun er din Faster.
 15.  Din Sønnekones Blusel må du ikke blotte, hun er din Søns Hustru,
      du må ikke blotte hendes Blusel.
 16.  Din Broders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Broders
      Blusel.
 17.  En Kvindes og hendes Datters Blusel må du ikke blotte, heller
      ikke må du ægte hendes Sønnedatter eller Datterdatter, så at du
      blotter hendes Blusel; de er hendes kødelige Slægtninge; det er
      grov Utugt.
 18.  Søster må du ikke tage til Søsters Medhustru, så længe Søsteren
      lever, så du blotter både den enes og den andens Blusel.

 19.  Du må ikke komme en Kvinde nær under hendes månedlige Urenhed,
      så du blotter hendes Blusel.
 20.  Med din Næstes Hustru må du ikke have Samleje, så du bliver uren
      ved hende.
 21.  Dit Afkom må du ikke give hen til at ofres til Molok; du må ikke
      vanhellige din Guds Navn. Jeg er HERREN!
 22.  Hos en Mand må du ikke ligge, som man ligger hos en Kvinde; det
      er en Vederstyggelighed.
 23.  Med intet som helst Dyr må du have Omgang, så du bliver uren
      derved; en Kvinde må ikke stille sig hen for et dyr til kønslig
      Omgang; det er en Skændsel.

 24.  Gør eder ikke urene med noget sådant, thi med alt sådant har de
      Folkeslag, jeg driver bort foran eder, gjort sig urene.
 25.  Derved blev Landet urent, og jeg straffede det for dets Brøde,
      og Landet udspyede sine Indbyggere.
 26.  Hold derfor mine Anordninger og Lovbud og øv ikke nogen af disse
      Vederstyggeligheder, det gælder både den indfødte og den
      fremmede, der bor iblandt eder
 27.  thi alle disse Vederstyggeligheder øvede Indbyggerne, som var
      der før eder, og Landet blev urent
 28.  for at ikke Landet skal udspy eder, når I gør det urent, ligesom
      det udspyede det Folk, som var der før eder.
 29.  Thi enhver, som øver nogen af alle disse Vederstyggeligheder,
      de, der øver dem, skal udryddes af deres Folk.
 30.  Så hold mine Forskrifter, så I ikke øver nogen af de
      vederstyggelige Skikke, som øvedes før eders Tid, at I ikke skal
      gøre eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud!

3.Mosebog 19

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Tal til hele Israeliternes Menighed og sig til dem: I skal være
      hellige, thi jeg HERREN eders Gud er hellig!
  3.  I skal frygte hver sin Moder og sin Fader, og mine Sabbater skal
      I holde. Jeg er HERREN eders Gud!
  4.  Vend eder ikke til Afguderne og gør eder ikke støbte
      Gudebilleder! Jeg er HERREN eders Gud !

  5.  Når I ofrer Takoffer til HERREN, skal I ofre det således, at I
      kan vinde Guds Velbehag.
  6.  Den Dag, I ofrer det, og Dagen efter må det spises, men hvad der
      levnes til den tredje Dag, skal opbrændes;
  7.  spises det den tredje Dag, er det at regne for råddent Kød og
      vinder ikke Guds Velbehag;
  8.  den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde, thi han
      vanhelliger det, som var helliget HERREN, og det Menneske skal
      udryddes af sin Slægt.

  9.  Når I høster eders Lands Høst, må du ikke høste helt hen til
      Kanten af din Mark, ej heller må du sanke Efterslætten efter din
      Høst.
 10.  Heller ikke må du bolde Efterhøst eller sanke de nedfaldne Bær i
      din Vingård; til den fattige og den fremmede skal du lade det
      blive tilbage. Jeg er HERREN eders Gud!

 11.  I må ikke stjæle, I må ikke lyve, I må ikke bedrage hverandre.
 12.  I må ikke sværge falsk ved mit Navn, så du vanhelliger din Guds
      Navn. Jeg er HERREN!
 13.  Du må intet aftvinge din Næste, du må intet røve; Daglejerens
      Løn må ikke blive hos dig Natten over.
 14.  Du må ikke forbande den døve eller lægge Stød for den blindes
      Fod, du skal frygte din Gud. Jeg er HERREN!
 15.  I må ikke øve Uret, når I holder Rettergang; du må ikke
      begunstige den ringe, ej heller tage Parti for den store, men du
      skal dømme din Næste med Retfærdighed.
 16.  Du må ikke gå rundt og bagvaske din Landsmand eller stå din
      Næste efter Livet. Jeg er HERREN!
 17.  Du må ikke bære Nag til din Broder i dit Hjerte, men du skal
      tale din Næste til Rette, at du ikke skal pådrage dig Synd for
      hans Skyld.
 18.  Du må ikke hævne dig eller gemme på Vrede mod dit Folks Børn, du
      skal elske din Næste som dig selv. Jeg er HERREN!

 19.  Hold mine Anordninger! Du må ikke lade to Slags Kvæg parre sig
      med hinanden; du må ikke så to Slags Sæd i din Mark; og du må
      ikke bære Klæder, der er vævede af to Slags Garn.

 20.  Når en Mand har Samleje med en Kvinde, og det er en Trælkvinde,
      en anden Mands Medhustru, som ikke er løskøbt eller frigivet, så
      skal Afstraffelse finde Sted; dog skal de ikke lide Døden, thi
      hun var ikke frigivet.
 21.  Og han skal bringe sit Skyldoffer for HERREN til
      Åbenbaringsteltets Indgang, en Skyldoffervæder,
 22.  og Præsten skal med Skyldoffervæderen skaffe ham Soning for
      HERRENs Åsyn for den Synd, han har begået, så han finder
      Tilgivelse for den Synd, han har begået.

 23.  Når I kommer ind i Landet og planter alskens Frugttræer, skal I
      lade deres Forhud, den første Frugt, urørt; i tre År skal de
      være eder uomskårne og må ikke spises;
 24.  det fjerde År skal al deres Frugt under Høstjubel helliges
      HERREN;
 25.  først det femte År må I spise deres Frugt, for at I kan få så
      meget større Udbytte deraf. Jeg er HERREN eders Gud!

 26.  I må ikke spise noget med Blodet i. I må ikke give eder af med
      at tage Varsler og øve Trolddom.
 27.  I må ikke runde Håret på Tindingerne; og du må ikke studse dit
      Skæg;
 28.  I må ikke gøre Indsnit i eders Legeme for de dødes Skyld eller
      indridse Tegn på eder. Jeg er HERREN!
 29.  Du må ikke vanhellige din Datter ved at lade hende bedrive Hor,
      for at ikke Landet skal forfalde til Horeri og fyldes med Utugt.
 30.  Mine Sabbater skal I bolde, og min Helligdom skal I frygte.  Jeg
      er HERREN!
 31.  Henvend eder ikke til Genfærd og Sandsigerånder; søg dem ikke,
      så I gør eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud!

 32.  Du skal rejse dig for de grå Hår og ære Oldingen, og du skal
      frygte din Gud. Jeg er HERREN!
 33.  Når en fremmed bor hos dig i eders Land, må I ikke lade ham lide
      Overlast;
 34.  som en af eders egne skal I regne den fremmede, der bor hos
      eder, og du1 skal elske ham som dig selv, thi I var selv
      fremmede i Ægypten. Jeg et HERREN eders Guld!
 35.  Når I holder Rettergang, må I ikke øve Uret ved Længdemål, Vægt
      eller Rummål;
 36.  Vægtskåle, der vejer rigtigt, Lodder, der holder Vægt, Efa og
      Hin, der holder Mål, skal I have. Jeg er HERREN eders Gud, som
      førte eder ud af Ægypten!
 37.  Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem. Jeg er
      HERREN!

3.Mosebog 20

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Sig til Israeliterne: Om nogen af Israeliterne eller de
      fremmede, der bor hos Israel, giver sit Afkom hen til Molok, da
      skal han lide Døden; Landets Indbyggere skal stene ham,
  3.  og jeg vender selv mit Åsyn imod den Mand og udrydder ham af
      hans Folk, fordi han gav sit Afkom hen til Molok for at gøre min
      Helligdom uren og vanhellige mit hellige Navn;
  4.  og ser end Landets Indbyggere igennem Fingre med den Mand, når
      han giver sit Afkom hen til Molok, og undlader at dræbe ham,
  5.  så vender jeg dog selv mit Åsyn imod den Mand og hans Slægt og
      udrydder ham og alle dem, der følger i hans Spor og boler med
      Molok, af deres Folk.

  6.  Det Menneske, som henvender sig til Genfærd eller Sandsigerånder
      og boler med dem, mod det Menneske vil jeg vende mit Åsyn og
      udrydde ham af hans Folk.

  7.  Helliger eder og vær hellige; thi jeg er HERREN eders Gud!
  8.  Hold mine Anordninger og gør efter dem. Jeg er HERREN, som
      helliger eder!

  9.  Thi enhver, som forbander sin Fader og sin Moder, skal lide
      Døden; han har forbandet sin Fader og sin Moder, derfor hviler
      der Blodskyld på ham.

 10.  Om nogen bedriver Hor med en anden Mands Hustru, om nogen
      bedriver Hor med sin Næstes Hustru, da skal de lide Døden,
      Horkarlen såvel som Horkvinden.
 11.  Om nogen har Samleje med sin Faders Hustru, har han blottet sin
      Faders Blusel; de skal begge lide Døden, der hviler Blodskyld på
      dem.
 12.  Om nogen har Samleje med sin Sønnekone, skal de begge lide
      Døden; de har øvet Skændselsdåd, der hviler Blodskyld på dem.
 13.  Om nogen ligger hos en Mand, på samme Måde som man ligger hos en
      Kvinde, da har de begge øvet en Vederstyggelighed; de skal lide
      Døden, der hviler Blodskyld på dem.
 14.  Om nogen ægter en Kvinde og hendes Moder, er det grov Utugt: man
      skal brænde både ham og begge Kvinderne; der må ikke findes grov
      Utugt iblandt eder.
 15.  Om nogen har Omgang med et Dyr, skal han lide Døden, og Dyret
      skal I slå ihjel.
 16.  Om en Kvinde kommer noget Dyr nær for at have kønslig Omgang med
      det, da skal du ihjelslå både Kvinden og Dyret; de skal lide
      Døden, der hviler Blodskyld på dem.
 17.  Om en Mand tager sin Søster, sin Faders eller sin Moders Datter,
      til Ægte, så han ser hendes Blusel, og hun hans, da er det en
      skammelig Gerning; de skal udryddes i deres Landsmænds Påsyn;
      han har blottet sin Søsters Blusel, han skal undgælde for sin
      Brøde.
 18.  Om en Mand har Samleje med en Kvinde under hendes månedlige
      Svaghed og blotter hendes Blusel, idet han afdækker hendes
      Kilde, og hun afdækker sit Blods Kilde, da skal de begge
      udryddes af deres Folk.
 19.  Du må ikke blotte din Mosters og din Fasters Blusel, thi den,
      der gør det, afdækker sin kødelige Slægtnings Blusel; de skal
      undgælde for deres Brøde.
 20.  0m nogen har Samleje med sin Farbroders Hustru, da har han
      blottet sin Farbroders Blusel, de skal undgælde for deres Synd
      og dø barnløse.
 21.  Om nogen tager sin Broders Hustru til Ægte, da er det en uren
      Gerning; han har blottet sin Broders Blusel; de skal blive
      barnløse.

 22.  Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem, at ikke
      Landet, jeg føler eder ind at bo i, skal udspy eder.
 23.  Følg ikke det Folks Skikke, som jeg driver bort foran eder, thi
      de har øvet alt dette; derfor væmmedes jeg ved dem
 24.  og sagde til eder: I skal få deres Land i Eje; jeg giver eder
      det i Eje, et Land, der flyder med Mælk og Honning. Jeg er
      HERREN eders Gud, som har udskilt eder fra alle andre Folkeslag.

 25.  I skal skelne mellem rene og urene Dyr og mellem urene og rene
      Fugle for ikke at gøre eder selv til en Vederstyggelighed ved de
      Dyr og de Fugle og alt, hvad der rører sig på Jorden, alt, hvad
      jeg har udskilt for eder og erklæret for urent.
 26.  Og I skal være mig hellige, thi jeg HERREN er hellig, og jeg har
      udskilt eder fra alle andre Folkeslag til at høre mig til.

 27.  Når der i en Mand eller Kvinde er en Genfærdsånd eller en
      Sandsigerånd, skal de lide Døden; de skal stenes, der hviler
      Blodskyld på dem.

3.Mosebog 21

  1.  Og HERREN sagde til Moses: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og
      sig til dem: Præsten må ikke gøre sig uren ved Lig blandt sin
      Slægt,
  2.  medmindre det er hans nærmeste kødelige Slægtninge, hans Moder
      eller Fader, hans Søn eller Datter, hans Broder
  3.  eller Søster, for så vidt hun var Jomfru og endnu hørte til hans
      Familie og ikke var gift; i så Fald må han gøre sig uren ved
      hende;
  4.  men han må ikke gøre sig uren ved hende, når hun var gift med en
      Mand af hans Slægt, og således pådrage sig Vanhelligelse.
  5.  De må ikke klippe sig en skaldet Plet på deres Hoved, ikke
      studse deres Skæg eller gøre Indsnit i deres Legeme.
  6.  Hellige skal de være for deres Gud og må ikke vanhellige deres
      Guds Navn, thi de frembærer HERRENs Ildofre, deres Guds Spise;
      derfor skal de være hellige.
  7.  En Horkvinde og en skændet Kvinde må de ikke ægte; heller ikke
      en Kvinde, der er forstødt af sin Mand, må de ægte; thi han er
      helliget sin Gud.
  8.  Du skal regne ham for hellig, thi han frembærer din Guds Spise;
      han skal være dig hellig, thi hellig er jeg HERREN, som helliger
      dem.
  9.  Når en Præstedatter vanhelliger sig ved at bedrive Hor, da
      vanhelliger hun sin Fader; hun skal brændes på Bål,

 10.  Den Præst, der er den ypperste blandt sine Brødre, han, over
      hvis Hoved Salveolien udgydes, og som indsættes ved at iføres
      Klæderne, må hverken lade sit Hovedhår vokse frit eller
      sønderrive sine Klæder.
 11.  Han må ikke gå hen til noget som helst Lig, end ikke ved sin
      Fader eller Moder må han gøre sig uren.
 12.  Han må ikke forlade Helligdommen for ikke at vanhellige sin Guds
      Helligdom, thi hans Guds Salveolies Vielse er på ham; jeg er
      HERREN!
 13.  Han skal ægte en Kvinde, der er Jomfru;
 14.  en Enke, en forstødt, en skændet, en Horkvinde må han ikke ægte,
      kun en Jomfru af sin Slægt må han tage til Hustru,
 15.  for at han ikke skal vanhellige sit Afkom blandt sin Slægt; thi
      jeg er HERREN, som helliger ham.

 16.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 17.  Tal til Aron og sig: Ingen af dit Afkom i de kommende Slægter,
      som har en Legemsfejl, må træde frem for at frembære sin Guds
      Spise,
 18.  det må ingen, som har en Legemsfejl, hverken en blind eller en
      halt eller en med vansiret Ansigt eller for lang en Legemsdel
 19.  eller med Brud på Ben eller Arm
 20.  eller en pukkelrygget eller en med Tæring eller en, der har
      Pletter i Øjnene eller lider af Skab eller Ringorm eller har
      svulne Testikler.
 21.  Af Præsten Arons Efterkommere må ingen, som har en Legemsfejl,
      nærme sig for at frembære HERRENs Ildofre; han har en
      Legemsfejl, han må ikke nærme sig for at frembære sin Guds
      Spise.
 22.  Han må vel spise sin Guds Spise, både det, som er højhelligt, og
      det, som er helligt,
 23.  men til Forhænget må han ikke komme, og Alteret må han ikke
      nærme sig, thi han har en Legemsfejl og må ikke vanhellige mine
      hellige Ting; thi jeg er HERREN, som helliger dem.
 24.  Og Moses talte således til Aron og hans Sønner og alle
      Israeliterne.

3.Mosebog 22

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Sig til Aron og hans Sønner, at de skal behandle Israeliternes
      Helliggaver, som de helliger mig, med Erefrygt, for at de ikke
      skal vanhellige mit hellige Navn. Jeg er HERREN!
  3.  Sig til dem: Enhver af alle eders Efterkommere, som i de
      kommende Slægter i uren Tilstand kommer de Helliggaver nær,
      Israeliterne helliger HERREN, det Menneske skal udryddes fra mit
      Åsyn. Jeg er HERREN!
  4.  Ingen af Arons Efterkommere, der er spedalsk eller lider af
      Flåd, må spise noget af Helliggaverne, før han bliver ren; den,
      der rører ved en, som er uren ved Lig, eller den, fra hvem der
      går Sæd,
  5.  eller den, der rører ved noget Slags Kryb, ved hvilket man
      bliver uren, eller ved et Menneske, ved hvem man bliver uren, af
      hvad Art hans Urenhed være kan,
  6.  enhver, der rører ved noget sådant, skal være uren til Aften og
      må ikke spise af Helliggaverne, før han har badet sit Legeme i
      Vand.
  7.  Når Solen går ned, er han ren, og derefter må han spise af
      Helliggaverne, thi de er hans Mad.
  8.  Selvdøde og sønderrevne Dyr må han ikke spise for ikke at gøre
      sig uren derved. Jeg er HERREN!
  9.  De skal overholde mine Forskrifter, at de ikke skal pådrage sig
      Synd og dø derfor, fordi de vanhelliger det. Jeg er HERREN, som
      helliger dem.
 10.  Ingen Lægmand må spise af det hellige; hverken den indvandrede
      hos Præsten eller hans Daglejer må spise af det hellige.
 11.  Men når en Præst for sine Penge køber sig en Træl, da må denne
      spise deraf, og ligeledes må hans hjemmefødte Trælle spise af
      hans Mad.
 12.  Når en Præstedatter ægter en Lægmand, må hun ikke spise af de
      ydede Helliggaver;
 13.  men når en Præstedatter bliver Enke eller forstødes uden at have
      Børn og vender tilbage til sin Faders Hus og er der som i sine
      unge År, da må hun spise af sin Faders Mad. Men ingen Lægmand må
      spise deraf.
 14.  Når nogen af Vanvare kommer til at spise af det hellige, skal
      han erstatte Præsten det hellige med Tillæg af en Femtedel.
 15.  Præsterne må ikke vanhellige de Helliggaver, Israeliterne yder
      HERREN,
 16.  og således bringe Brøde og Skyld over dem, når de spiser deres
      Helliggaver; thi jeg er HERREN, som helliger dem.

 17.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 18.  Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem:
      Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede i Israel bringer
      sin Offergave, hvad enten det er deres Løfteoffer eller
      Frivilligoffer, de bringer HERREN som Brændoffer,
 19.  så skal I bringe dem således, at I kan vinde Guds Velbehag, et
      lydefrit Handyr af Hornkvæget, Fårene eller Gederne;
 20.  I må ikke ofre noget Dyr, der har en Legemsfejl, thi derved
      vinder I ikke eders Guds Velbehag.
 21.  Når nogen bringer HERREN et Takoffer af Hornkvæget eller
      Småkvæget enten for at indfri et Løfte eller som Frivilligoffer,
      da skal det være et lydefrit Dyr, for at det kan vinde Guds
      Velbehag; det må ingen som helst Legemsfejl have;
 22.  et blindt Dyr eller et Dyr med Brud på Lemmerne eller et såret
      Dyr eller et Dyr, der lider af Bylder, Skab eller Ringorm,
      sådanne Dyr må I ikke bringe HERREN, og I må ikke lægge noget
      Ildoffer af den Slags på Alteret for HERREN.
 23.  Et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg med en for lang eller
      forkrøblet Legemsdel kan du bruge som Frivillig offer, men som
      Løfteoffer vinder det ikke Guds Velbehag.
 24.  Dyr med udklemte, knuste, afrevne eller bortskårne Testikler må
      I ikke bringe HERREN; således må I ikke bære eder ad i eders
      Land.
 25.  Heller ikke må I af en Udlænding købe den Slags Dyr og ofre dem
      som eders Guds Spise, thi de har en Lyde, de har en Legemsfejl;
      ved dem vinder I ikke Guds Velbehag.

 26.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 27.  Når der fødes et Stykke Hornkvæg, et Får eller en Ged, skal de
      blive syv Dage hos Moderen; men fra den ottende Dag er de
      skikkede til at vinde HERRENs Velbehag som Ildoffergave til
      HERREN.
 28.  I må ikke slagte et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg samme Dag som
      dets Afkom.
 29.  Når I ofrer et Lovprisningsoffer til HERREN, skal I ofre det
      således, at det kan vinde eder Guds Velbehag.
 30.  Det skal spises samme Dag, I må intet levne deraf til næste
      Morgen. Jeg er HERREN!
 31.  I skal holde mine Bud og handle efter dem. Jeg er HERREN!
 32.  I må ikke vanhellige mit hellige Navn, for at jeg må blive
      helliget blandt Israeliterne. Jeg er HERREN, som helliger eder,
 33.  som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er
      HERREN!

3.Mosebog 23

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Hvad angår HERRENs
      Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtidsstævner, da er mine
      Festtider følgende:
  3.  I seks Dage skal der arbejdes, men den syvende Dag skal være en
      fuldkommen Hviledag med Højtidsstævne; I må intet Arbejde gøre,
      det er Sabbat for HERREN, overalt hvor I bor.

  4.  Følgende er HERRENs Festtider med Højtidsstævner, som I skal
      udråbe, hver til sin Tid:
  5.  På den fjortende Dag i den første Måned ved Aftenstid er det
      Påske for HERREN.
  6.  På den femtende Dag i samme Måned er det de usyrede Brøds Højtid
      for HERREN; i syv Dage skal I spise usyret Brød.
  7.  På den første Dag skal I bolde Højtidsstævne, I må intet Arbejde
      gøre.
  8.  I skal bringe HERREN Ildoffer i syv Dage. På den syvende Dag
      skal der holdes Højtidsstævne, I må intet Arbejde gøre.

  9.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 10.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
      jeg vil give eder, og høster dets Høst, skal I bringe Præsten
      Førstegrødeneget af eders Høst.
 11.  Han skal udføre Svingningen med Neget for HERRENs Åsyn for at
      vinde eder Guds Velbehag; Dagen efter Sabbaten skal Præsten
      udføre Svingningen dermed.
 12.  Og på den Dag I udfører Svingningen med Neget, skal I ofre et
      lydefrit, årgammelt Lam som Brændoffer til HERREN,
 13.  og der skal høre to Tiendedele Eta fint Hvedemel, rørt i Olie,
      dertil som Afgrødeoffer, et Ildoffer for HERREN til en liflig
      Duft, og ligeledes en Fjerdedel Hin Vin som Drikoffer.
 14.  Brød, ristede Aks eller nyhøstet Horn må I ikke spise før denne
      Dag, før I har frembåret eders Guds Offergave. Det skal være
      eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt, overalt hvor
      I bor.

 15.  Så skal I fra Dagen efter Sabbaten, fra den dag I bringer
      Svingningsneget, tælle syv Uger frem - det skal være hele Uger -
 16.  til Dagen efter den syvende Sabbat, I skal tælle halvtredsinds
      tyve bage frem; da skal I frembære et nyt Afgrødeoffer for
      HERREN.
 17.  Fra eders Boliger skal I bringe Svingningsbrød, to Brød, som
      skal laves af to Tiendedele Efa fint Hvedemel og bages syrede,
      en Førstegrødegave til HERREN.
 18.  Og foruden Brødet skal I bringe syv lydefri, årgamle Lam, en ung
      Tyr og to Vædre, de skal være til Brændoffer for HERREN med
      tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer, et Ildoffer for HERREN til
      en liflig Duft.
 19.  Og I skal ofre en Gedebuk som Syndoffer og to årgamle Lam som
      Takoffer.
 20.  Og Præsten skal udføre Svingningen med dem, med de to Lam, for
      HERRENs Åsyn sammen med Førstegrødebrødet, de skal være HERREN
      helligede og tilfalde Præsten.
 21.  På denne Dag skal I udråbe og holde et Højtidsstævne; I må intet
      Arbejde gøre. Det skal være eder en evig gyldig Anordning,
      overalt hvor I bor, fra Slægt til Slægt.
 22.  Når I høster eders Lands Høst, må du ikke høste helt hen til
      Kanten af din Mark, ej heller må du sanke Efterslætten efter din
      Høst; til den fattige og den fremmede skal du lade det blive
      tilbage. Jeg er HERREN eders Gud!

 23.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 24.  Tal til Israeliterne og sig: Den første dag i den syvende Måned
      skal I holde Hviledag med Hornblæsning til Ihukommelse og med
      Højtidsstævne;
 25.  I må intet Arbejde gøre, og I skal bringe HERREN Ildofre.

 26.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 27.  På den tiende Dag i samme syvende Måned falder Forsoningsdagen;
      da skal I holde Højtidsstævne, faste og bringe HERREN Ildofre;
 28.  I må intet Arbejde gøre på denne Dag, thi det er
      Forsoningsdagen, den skal skaffe eder Soning for HERREN eders
      Guds Åsyn.
 29.  Thi enhver, som ikke faster på denne Dag, skal udryddes af sin
      Slægt;
 30.  og enhver, der gør noget som helst Arbejde på denne Dag, det
      Menneske vil jeg udslette af hans Folk.
 31.  I må intet Arbejde gøre. Det skal være eder en evig Anordning
      fra Slægt til Slægt, overalt hvor I bor.
 32.  Den skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste; på
      den niende Dag i Måneden om Aftenen, fra denne Aften til næste
      Aften skal I holde eders Hviledag.

 33.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 34.  Tal til Israeliterne og sig: Den femtende Dag i samme syvende
      Måned skal Løvhyttefesten fejres, den skal fejres i syv Dage for
      HERREN.
 35.  På den første Dag skal der holdes Højtidsstævne, I må intet
      Arbejde gøre.
 36.  Syv dage skal I bringe HERREN Ildofre; og på den ottende Dag
      skal I holde Højtidsstævne og bringe HERREN Ildofre; det er
      festlig Samling, I må intet Arbejde gøre.
 37.  Det er HERRENs Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtids
      stævner, ved hvilke der skal bringes HERREN Ildofre, Brændofre
      og Afgrødeofre, Slagtofre og drikofre, hver Dag de for den
      bestemte Ofre,
 38.  foruden HERRENs Sabbater og foruden eders Gaver og alle eders
      Løfteofre og alle eders Frivilligofre, som I giver HERREN.

 39.  Men den femtende Dag i den syvende Måned, når I har indsamlet
      Landets Afgrøde, skal I fejre HERRENs Højtid, og den skal fejres
      i syv Dage. På den første Dag skal der holdes Hviledag, og på
      den ottende dag skal der holdes Hviledag.
 40.  Den første Dag skal I tage eder smukke Træfrugter, Palmegrene og
      Kviste af Løvtræer og Vidjer fra Bækkene og i syv Dage være
      glade for HERREN eders Guds Åsyn.
 41.  I skal fejre den som en Højtid for HERREN syv Dage om Året; det
      skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt; i
      den syvende Måned skal I fejre den.
 42.  I skal bo i Løvhytter i syv Dage, alle indfødte i Israel skal bo
      i Løvhytter,
 43.  for at eders Efterkommere kan vide, at jeg lod Israeliterne bo i
      Løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders
      Gud!

 44.  Og Moses kundgjorde Israeliterne HERRENs Festtider.

3.Mosebog 24

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Byd Israeliterne at skaffe dig ren Olivenolie af knuste Frugter
      til Lysestagen, så Lamperne daglig kan sættes på.
  3.  I Åbenbaringsteltet uden for Forhænget foran Vidnesbyrdet skal
      Aron gøre den i Stand, så den bestandig kan brænde fra Aften til
      Morgen for HERRENs Åsyn. Det skal være eder en evig gyldig
      Anordning fra Slægt til Slægt;
  4.  på Guldlysestagen skal han holde Lamperne i Orden for HERRENs
      Åsyn, så de kan brænde bestandig.

  5.  Du skal tage fint Hvedemel og bage tolv Kager, to Tiendedele Efa
      til hver Kage,
  6.  og lægge dem i to Rækker, seks i hver Række, på Guldbordet for
      HERRENs Åsyn;
  7.  på hver Række skal du lægge ren Røgelse, og den skal være
      Brødenes Offerdel, et Ildoffer for HERREN.
  8.  Han skal bestandig hver Sabbatsdag lægge dem frem for HERRENs
      Åsyn; det skal være Israeliterne en evig Pagtspligt.
  9.  De skal tilfalde Aron og hans Sønner, som skal spise dem på et
      helligt Sted, thi de er højhellige; ham tilfalder de som en
      evig, retmæssig Del af HERRENs Ildofre.

 10.  En israelitisk Kvindes Søn, hvis Fader var Ægypter, gik ud
      blandt Israeliterne. Da opstod der Strid i Lejren mellem den
      israelitiske Kvindes Søn og en Israelit,
 11.  og den israelitiske Kvindes Søn forbandede Navnet og bespottede
      det. Da førte man ham til Moses. Hans Moder hed Sjelomit, en
      Datter af Dibri af Dans Stamme.
 12.  Og de satte ham i Varetægt for at få en Kendelse af HERRENs
      Mund.
 13.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
 14.  Før Spotteren uden for Lejren. og alle de, der hørte det, skal
      lægge deres Hænder på hans Hoved, og derefter skal hele
      Menigheden stene ham.
 15.  Og du skal tale til Israeliterne og sige: Når nogen bespotter
      sin Gud, skal han undgælde for sin Synd;
 16.  og den, der forbander HERRENs Navn, skal lide Døden; hele
      Menigheden skal stene ham; en fremmed såvel som en indfødt skal
      lide Døden når han forbander Navnet.

 17.  Når nogen slår et Menneske ihjel, skal han lide Døden.
 18.  Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det et levende
      Dyr for et levende Dyr.
 19.  Når nogen tilføjer sin Næste Legemsskade, skal der handles med
      ham, som han har handlet,
 20.  Brud for Brud, Øje for Øje, Tand for Tand; samme Skade, han
      tilføjer en anden, skal tilføjes ham selv.
 21.  Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det; men den,
      der slår et Menneske ihjel, skal lide Døden.
 22.  En og samme Ret skal gælde for eder; for den fremmede såvel som
      for den indfødte; thi jeg er HERREN eders Gud!

 23.  Og Moses sagde det til Israeliterne, og de førte Spotteren uden
      for Lejren og stenede ham; Israeliterne gjorde som HERREN havde
      pålagt Moses.

3.Mosebog 25

  1.  Og HERREN talede til Moses på Sinaj Bjerg og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
      jeg vil give eder, skal Landet holde Sabbatshvile for.  HERREN.
  3.  Seks År skal du beså din Mark, og seks År skal du beskære din
      Vingård og indsamle Landets Afgrøde;
  4.  men i det syvende År skal Landet have en fuldkommen
      Sabbatshvile, en Sabbat for HERREN; din Mark må du ikke beså, og
      din Vingård må du ikke beskære.
  5.  Det selvgroede efter din Høst må du ikke høste, og Druerne på de
      ubeskårne Vinstokke må du ikke plukke; det skal være et
      Sabbatsår for Landet.
  6.  Hvad der gror af sig selv, medens Landet holder Sabbat, skal
      tjene eder til Føde, dig selv, din Træl og din Trælkvinde, din
      Daglejer og den indvandrede hos dig, dem, der bor som fremmede
      hos dig;
  7.  dit Kvæg og de vilde Dyr i dit Land skal hele Afgrøden tjene til
      Føde.

  8.  Og du skal tælle dig syv Årsabbater frem, syv Gange syv År, så
      de syv Årsabbater udgør et Tidsrum af ni og fyrretyve År.
  9.  Så skal du lade Alarmhornet lyde rundt om på den tiende Dag i
      den syvende Måned; på Forsoningsdagen skal I lade Hornet lyde
      rundt om i hele eders Land.
 10.  Og I skal hellige det halvtredsindstyvende År og udråbe
      Frigivelse i Landet for alle Indbyggerne; et Jubelår skal det
      være eder; enhver af eder skal vende tilbage til sin Ejendom, og
      enhver af eder skal vende tilbage til sin Slægt;
 11.  et Jubelår skal dette År, det halvtredsindstyvende, være eder; I
      må ikke så og ikke høste, hvad der gror af sig selv i det, eller
      plukke Druer af de ubeskårne Vinstokke;
 12.  thi det er et Jubelår, helligt skal det være eder; I skal spise,
      hvad Marken bærer af sig selv.

 13.  I Jubelåret skal enhver af eder vende tilbage til sin Ejendom.
 14.  Når du sælger din Næste noget eller køber noget af ham, må I
      ikke forurette hinanden.
 15.  Når du køber noget af din Næste, skal der regnes med Årene siden
      sidste Jubelår; når han sælger dig noget, skal der regnes med
      Afgrøderne indtil næste Jubelår.
 16.  Jo flere År der er tilbage, des højere må du sætte Prisen, jo
      færre, des lavere, thi hvad han sælger dig, er et vist Antal
      Afgrøder.
 17.  Ingen af eder må forurette sin Næste; du skal frygte din Gud,
      thi jeg er HERREN din Gud!

 18.  I skal gøre efter mine Anordninger og holde mine Lovbud, så I
      gør efter dem; så skal I bo trygt i Landet,
 19.  og Landet skal give sin Frugt, så I kan spise eder mætte og bo
      trygt deri.
 20.  Men når I siger: "Hvad skal vi da spise i det syvende År, når vi
      hverken sår eller indsamler vor Afgrøde?"
 21.  så vil jeg opbyde min Velsignelse til Bedste for eder i det
      sjette År, så det bærer Afgrøde for de tre År;
 22.  i det ottende År skal I så, men I skal leve af gammelt Korn af
      den sidste Afgrøde indtil det niende År; indtil dets Afgrøde
      kommer, skal I leve af gammelt Korn.

 23.  Jorden i Landet må I ikke sælge uigenkaldeligt; thi mig tilhører
      Landet, I er kun fremmede og indvandrede hos mig;
 24.  overalt i det Land, I får i Eje, skal I sørge for, at Jorden kan
      indløses.
 25.  Når din Broder kommer i Trang, så han må sælge noget af sin
      Ejendom, skal hans nærmeste Slægtning melde sig som Løser for
      ham og indløse, hvad hans Broder har solgt.
 26.  Hvis en ingen Løser har, men selv bliver i Stand til at skaffe
      den fornødne Løsesum,
 27.  skal han udregne, hvor mange År der er gået siden Salget, og kun
      tilbagebetale Manden der købte det, for den Tid, der er tilbage,
      og derpå igen overtage sin Ejendom.
 28.  Er han derimod ikke i Stand til at skaffe den fornødne Sum til
      Tilbagebetalingen, så skal det, han har solgt, blive i Køberens
      Eje til Jubelåret; men i Jubelåret bliver det frit, så han atter
      kan overtage sin Ejendom.
 29.  Når en Mand sælger et Beboelseshus i en By med Mure om, gælder
      hans Indløsningsret kun et fuldt År efter Salget; hans
      Indløsningsret gælder et År.
 30.  Hvis derfor Indløsning ikke har fundet Sted, før et fuldt År er
      omme, går Huset i Byen med Mure om uigenkaldeligt over i
      Køberens og hans Efterkommeres Eje; det bliver ikke frit i
      Jubelåret.
 31.  Derimod henregnes Huse i Landsbyer, der ikke er omgivne af Mure,
      til Marklandet;for dem gælder Indløsningsretten, og i Jubelåret
      bliver de fri.
 32.  Men med Hensyn til Leviternes Byer, Husene i de Byer, der
      tilhører dem, da gælder der en ubegrænset Indløsningsret for
      Leviterne;
 33.  og når en af Leviterne ikke gør sin Indløsningsret gældende,
      bliver Huset, han solgte, i de Byer, der tilhører dem, frit i
      Jubelåret, thi Husene i Leviternes Byer er deres Ejendom blandt
      Israeliterne.
 34.  Heller ikke må Græsmarkerne, der hører til deres Byer, sælges,
      thi de tilhører dem som evigt Eje.
 35.  Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og ikke kan bjærge
      Livet, skal du holde ham oppe; som fremmed og indvandret skal
      han leve hos dig.
 36.  Du må ikke tage Rente eller Opgæld af ham, men du skal frygte
      din Gud og lade din Broder leve hos dig;
 37.  du må ikke låne ham Penge mod Renter eller give ham af din Føde
      mod Opgæld.
 38.  Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at
      give eder Kana'ans Land, for at være eders Gud.

 39.  Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og han må sælge sig
      selv til dig, må du ikke lade ham arbejde som Træl,
 40.  men han skal være hos dig som Daglejer eller indvandret; han
      skal arbejde hos dig til Jubelåret.
 41.  Da skal han gives fri sammen med sine Børn og vende tilbage til
      sin Slægt og sine Fædres Ejendom,
 42.  thi mine Trælle er de, som jeg førte ud af Ægypten; de må ikke
      sælges, som man sælger Trælle.
 43.  Du må ikke bruge din Magt over ham med Hårdhed; du skal flygte
      din Gud.
 44.  Men har du Brug for Trælle og Trælkvinder, skal du købe dem af
      de Folkeslag, der bor rundt om eder;
 45.  også af Børnene efter de indvandrede, der bor som fremmede hos
      eder, må I købe og af deres Familier, som er hos eder, og som de
      har avlet i eders Land; de må blive eders Ejendom,
 46.  og dem må I lade gå i Arv og Eje til eders Børn efter eder; dem
      må I bruge som Trælle på Livstid; men over Israeliterne, eders
      Brødre, må du ikke bruge din Magt med Hårdhed, Broder over
      Broder.

 47.  Når en fremmed eller en indvandret hos dig kommer til Velstand,
      og en af dine Brødre i hans Nabolag kommer i Trang, og han må
      sælge sig til den fremmede eller den indvandrede hos dig eller
      til en Efterkommer af en fremmeds Slægt,
 48.  så gælder Indløsningsretten for ham efter Salget; en af hans
      Brødre må indløse ham,
 49.  eller også må hans Farbroder eller Fætter eller en anden kødelig
      Slægtning af hans Familie indløse ham; han må også indløse sig
      selv, hvis han får Evne dertil.
 50.  Da skal han sammen med den, der købte ham, udregne Tiden fra det
      År, han solgte sig til ham, til Jubelåret, og Købesummen skal
      svare til det Åremål; hans Arbejdstid hos ham skal regnes som en
      Daglejers.
 51.  Er der endnu mange År tilbage, skal han i Løsesum udrede den
      tilsvarende Del af Købesummen.
 52.  Og er der kun få År tilbage til Jubelåret, skal han regne dermed
      og udrede sin Løsesum i Forhold til de År, han har tilbage.
 53.  Som en År for År lejet Daglejer skal han være hos ham; du må
      ikke roligt se på, at Køberen bruger sin Magt over ham med
      Hårdhed.
 54.  Men indløses han ikke på en af disse Måder, skal han frigives i
      Jubelåret, både han selv og hans Børn.
 55.  Thi mig tilhører Israeliterne som Trælle; mine Trælle er de, thi
      jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders Gud!

3.Mosebog 26

  1.  I må ikke gøre eder Afguder; udskårne Billeder og Stenstøtter må
      I ikke rejse eder, ej heller må I opstille nogen Sten med
      Billedværk i eders Land for at tilbede den; thi jeg er HERREN
      eders Gud!
  2.  Mine Sabbater skal I holde, og min Helligdom skal I frygte.  Jeg
      er HERREN!

  3.  Hvis I følger mine Anordninger og holder mine Bud og handler
      efter dem,
  4.  vil jeg give eder den Regn, I behøver, til sin Tid, Landet skal
      give sin Afgrøde, og Markens Træer skal give deres Frugt.
  5.  Tærskning skal hos eder vare til Vinhøst, og Vinhøst skal vare
      til Såtid. I skal spise eder mætte i eders Brød og bo trygt i
      eders Land.
  6.  Jeg vil give Fred i Landet, så I kan lægge eder til Hvile, uden
      at nogen skræmmer eder op; jeg vil udrydde de vilde Dyr af
      Landet, og intet Sværd skal hærge eders Land.
  7.  I skal forfølge eders Fjender, og de skal falde for Sværdet
      foran eder.
  8.  Fem af eder skal forfølge hundrede, og hundrede af eder skal
      forfølge ti Tusinde, og eders, Fjender skal falde for Sværdet
      foran eder.
  9.  Jeg vil vende mig til eder, jeg vil gøre eder frugtbare og
      mangfoldige, og jeg vil stadfæste min Pagt med eder.
 10.  I skal spise gammelt Korn, til I for det nye Korns Skyld må
      tømme Laderne for det gamle.
 11.  Jeg vil opslå min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke
      væmmes ved eder.
 12.  Jeg vil vandre iblandt eder og være eders Gud, og I skal være
      mit Folk.
 13.  Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten, for at I
      ikke mere skulde være deres Trælle; jeg sønderbrød eders
      Ågstænger og lod eder vandre med rank Nakke.

 14.  Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter alle disse Bud,
 15.  hvis I lader hånt om mine Anordninger og væmmes ved mine Lovbud,
      så I ikke handler efter alle mine Bud, men bryder min Pagt,
 16.  så vil også jeg gøre lige for lige imod eder og hjemsøge eder
      med skrækkelige Ulykker: Svindsot og Feberglød, så Øjnene sløves
      og Sjælen vansmægter. Til ingen Nytte sår I eders Sæd, thi eders
      Fjender skal fortære den.
 17.  Jeg vender mit Åsyn imod eder, så I bliver slået på Flugt for
      eders Fjender; eders Avindsmænd skal underkue eder, og I skal
      flygte, selv om ingen forfølger eder.

 18.  Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, så vil jeg tugte eder
      endnu mere, ja syvfold, for eders Synder.
 19.  Jeg vil bryde eders hovmodige Trods, jeg vil gøre eders Himmel
      som Jern og eders Jord som Kobber.
 20.  Til ingen Nytte skal I slide eders Kræfter op, thi eders Jord
      skal ikke give sin Afgrøde, og Landets Træer skal ikke give
      deres Frugt.

 21.  Og hvis I alligevel handler genstridigt imod mig og ikke adlyder
      mig, så vil jeg slå eder endnu mere, ja syvfold, for eders
      Synder.
 22.  Jeg vil sende Markens vilde Dyr imod eder, for at de skal røve
      eders Børn fra eder, udrydde eders Kvæg og mindske eders Tal, så
      eders Veje bliver øde.

 23.  Og hvis I alligevel ikke tager mod min Tugt, men handler
      genstridigt imod mig,
 24.  så vil også jeg handle genstridigt imod eder og slå eder syvfold
      for eders Synder.
 25.  Jeg vil bringe et Hævnens Sværd over eder til Hævn for den
      brudte Pagt; og søger I Tilflugt i eders Byer, vil jeg sende
      Pest iblandt eder, så I må overgive eder i Fjendens Hånd.
 26.  Når jeg bryder Brødets Støttestav for eder, skal ti Kvinder bage
      eders Brød i een Bagerovn og give eder Brødet tilbage efter
      Vægt, så I ikke han spise eder mætte.

 27.  Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, men handler genstridigt
      mod mig,
 28.  så vil også jeg i Vrede handle genstridigt mod eder og tugte
      eder syvfold for eders Synder.
 29.  I skal fortære eders Sønners Kød, og eders Døtres Kød skal I
      fortære.
 30.  Jeg vil lægge eders Offerhøje øde og tilintetgøre eders
      Solsøjler; jeg vil dynge eders Lig oven på Ligene af eders
      Afgudsbilleder, og min Sjæl skal væmmes ved eder.
 31.  Jeg vil lægge eders Byer i Ruiner og ødelægge eders Helligdomme
      og ikke indånde eders liflige Offerduft.
 32.  Jeg vil lægge eders Land øde, så eders Fjender, der bor deri,
      skal blive målløse derover;
 33.  og eder selv vil jeg sprede blandt Folkeslagene, og jeg vil gå
      bag efter eder med draget Sværd. Eders Land skal blive en Ørken,
      og eders Byer skal lægges i Ruiner.

 34.  Da skal Landet, medens det ligger øde, og I er i eders Fjenders
      Land, få sine Sabbater godtgjort, da skal Landet hvile og få
      sine Sabbater godtgjort;
 35.  medens det ligger øde, skal det få den Hvile, det ikke fik på
      eders Sabbater, dengang I boede deri.
 36.  Men dem, der bliver tilbage af eder, over deres Hjerter bringer
      jeg Modløshed i deres Fjenders Lande, så at Lyden af et raslende
      Blad kan drive dem på Flugt, så de flygter, som man flygter for
      Sværdet, og falder, skønt ingen forfølger dem;
 37.  de skal falde over hverandre, som om Sværdet var efter dem,
      skønt ingen forfølger dem; og I skal ikke holde Stand over for
      eders Fjender.
 38.  I skal gå til Grunde blandt Folkeslagene, eders Fjenders Land
      skal fortære eder.
 39.  De, der bliver tilbage af eder, skal sygne hen for deres
      Misgernings Skyld i eders Fjenders Lande, også for deres Fædres
      Misgerninger skal de sygne hen ligesom de.

 40.  Da skal de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning,
      den Troløshed, de begik imod mig. Også skal de bekende, at fordi
      de handlede genstridigt mod mig,
 41.  måtte også jeg handle genstridigt mod dem og føre dem bort til
      deres Fjenders Land; ja, da skal deres uomskårne Hjerter
      ydmyges, og de skal undgælde for deres Skyld.
 42.  Da vil jeg komme min Pagt med Jakob i Hu, også min Pagt med
      Isak, også min Pagt med Abraham vil jeg komme i Hu, og Landet
      vil jeg komme i Hu.
 43.  Men først må Landet forlades af dem og have sine Sabbater
      godtgjort, medens det ligger øde og forladt af dem, og de skal
      undgælde for deres Skyld, fordi, ja, fordi de lod hånt om mine
      Lovbud og væmmedes ved mine Anordninger.
 44.  Men selv da, når de er i deres Fjenders Land, vil jeg ikke lade
      hånt om dem og ikke væmmes ved dem til deres fuldkomne
      Undergang, så jeg skulde bryde min Pagt med dem; thi jeg er
      HERREN deres Gud!
 45.  Jeg vil til deres Bedste ihukomme Pagten med Fædrene, som jeg
      førte ud af Ægypten for Folkeslagenes Øjne for at være deres
      Gud.  Jeg er HERREN!

 46.  Det er de Anordninger, Lovbud og Love, HERREN fastsatte mellem
      sig og Israeliterne på Sinaj Bjerg ved Moses.

3.Mosebog 27

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen vil indfri et
      Løfte til HERREN med et Pengebeløb, et Løfte, der gælder
      Mennesker,
  3.  så skal Vurderingssummen for Mænd fra det tyvende til det
      tresindstyvende År være halvtredsindstyve Sekel Sølv efter
      hellig Vægt;
  4.  men for en Kvinde skal Vurderingssummen være tredive Sekel.
  5.  Fra det femte til det tyvende År skal Vurderingssummen for
      Mandspersoner være tyve Sekel, for Kvinder ti.
  6.  Fra den første Måned til det femte År skal Vurderingssummen for
      et Drengebarn være fem Sekel Sølv, for et Pigebarn tre.
  7.  Fra det tresindstyvende År og opefter skal Vurderingssummen være
      femten Sekel, hvis det er en Mand, men ti, hvis det er en
      Kvinde.
  8.  Men hvis Vedkommende er for fattig til at udrede
      Vurderingssummen, skal man stille ham frem for Præsten, og
      Præsten skal foretage en Vurdering af ham; Præsten skal foretage
      Vurderingen således, at han tager Hensyn til, hvad den, der har
      aflagt Løftet evner.

  9.  Hvis det drejer sig om Kvæg. hvoraf man kan bringe HERREN
      Offergave, så skal alt, hvad man giver HERREN, være helligt;
 10.  man må ikke erstatte eller ombytte det, hverken et bedre med et
      ringere eller et ringere med et bedre; men hvis man dog ombytter
      et Dyr med et andet, da skal ikke blot det, men også det, som
      det ombyttes med, være helligt.
 11.  Men er det et urent Dyr, af den Slags man ikke kan bringe HERREN
      som Offergave, skal man fremstille Dyret for Præsten,
 12.  og Præsten skal vurdere det, alt efter som det er godt eller
      dårligt; den Vurderingssum, Præsten fastsætter, skal gælde.
 13.  Men vil man selv indløse det, skal man foruden Vurderingssummen
      yderligere udrede en Femtedel.

 14.  Når nogen helliger HERREN sit Hus som Helliggave, skal Præsten
      vurdere det, alt efter som det er godt eller dårligt, og det
      skal da stå til den Værdi, Præsten fastsætter.
 15.  Men vil den, der har helliget Huset, selv indløse det, skal han
      betale Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så skal det
      være hans.

 16.  Hvis nogen helliger HERREN noget af sin Arvejord, skal
      Vurderingssummen rette sig efter Udsæden: en Udsæd på en Homer
      Byg skal regnes til halvtredsindstyve Sølvsekel.
 17.  Helliger han sin Jord fra Jubelåret af, skal den stå til den
      fulde Vurderingssum;
 18.  helliger han den derimod i Tiden efter Jubelåret, skal Præsten
      beregne ham Summen i Forhold til de År, der er tilbage til næste
      Jubelår, så der sker Fradrag i Vurderingssummen.
 19.  Vil da han, der har helliget Jorden, indløse den, skal han
      udrede Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så går den
      over i hans Eje.
 20.  Men hvis han ikke indløser Jorden og alligevel sælger den til en
      anden, kan den ikke mereindløses;
 21.  da skal den, når den i Jubelåret bliver fri, være HERREN
      helliget på samme Måde som en Mark, der er lagt Band på, og
      tilfalde Præsten som Ejendom.
 22.  Hvis nogen helliger HERREN Jord, han har købt, og som ikke hører
      til hans Arvejord,
 23.  skal Præsten udregne ham Vurderingssummen til næste Jubelår, og
      han skal da straks erlægge Vurderingssummen som Helliggave til
      HERREN;
 24.  i Jubelåret går Jorden så tilbage til den Mand, han købte den
      af, hvis Arvejord den var.
 25.  Enhver Vurdering skal ske efter hellig Vægt, tyve Gera på en
      Sekel.

 26.  Ingen må hellige HERREN noget af det førstefødte af Kvæget, da
      det som førstefødt allerede tilhører ham. Hvad enten det er et
      Stykke Hornkvæg eller Småkvæg, tilhører det HERREN.
 27.  Hører det derimod til de urene Dyr, kan man løskøbe det efter
      Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; indløses det ikke,
      skal det sælges for Vurderingssummen.

 28.  Intet, der er lagt Band på, intet af, hvad nogen af sin Ejendom
      helliger HERREN ved at lægge Band derpå, være sig Mennesker,
      Kvæg eller Arvejord, må sælges eller indløses; alt, hvad der er
      lagt Band på, er højhelligt, det tilhører HERREN.
 29.  Intet Menneske, der er lagt Band på, må løskøbes, det skal lide
      Døden.

 30.  Al Tiende af Landet, både af Landets Sæd og Træernes Frugt,
      tilhører HERREN, det er helliget HERREN.
 31.  Hvis nogen vil indløse noget af sin Tiende, skal han yderligere
      udrede en Femtedel.
 32.  Hvad angår al Tiende af Hornkvæg og Småkvæg, alt hvad der går
      under Staven, da skal hvert tiende dyr være helliget HERREN.
 33.  Der må ikke skelnes imellem gode og dårlige Dyr, og ingen
      Ombytning må finde Sted; hvis nogen ombytter et Dyr, skal ikke
      blot det, men også det, som det ombyttes med, være helligt; det
      må ikke indløses.

 34.  Det er de Bud, HERREN gav Moses til Israeliterne på Sinaj Bjerg.


4.Mosebog

4.Mosebog 1

  1.  HERREN talede således til Moses i Sinaj Ørken i
      Åbenbaringsteltet på den første Dag i den anden Måned af det
      andet år efter deres Udvandring fra Ægypten:
  2.  Optag det samlede Tal på hele Israelitternes Menighed efter
      deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved at tælle Navnene på
      alle af Mandkøn, Hoved for Hoved;
  3.  fra Tyveårsalderen og opefter skal du og Aron mønstre alle
      våbenføre Mænd i Israel, Hærafdeling for Hærafdeling;
  4.  en Mand af hver Stamme skal hjælpe eder dermed, Overhovedet for
      Stammens Fædrenehuse.
  5.  Navnene på de Mænd, der skal stå eder bi, er følgende: Af Ruben
      Elizur, Sjedeurs Søn;
  6.  af Simeon Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn;
  7.  af Juda Nahasjon, Amminadabs Søn;
  8.  af Issakar Netanel, Zuars Søn;
  9.  af Zebulon Eliab, Helons Søn;
 10.  af Josefs Sønner: Af Efraim Elisjama, Ammihuds Søn, af Manasse
      Gamliel, Pedazurs Søn;
 11.  af Benjamin Abidan, Gidonis Søn;
 12.  af Dan Ahiezer, Ammisjaddajs Søn;
 13.  af Aser Pagiel, Okrans Søn;
 14.  af Gad Eljasaf, Deuels Søn,
 15.  og af Naftali Ahira, Enans Søn.
 16.  Det var de Mænd, der udtoges af Menigheden, Øversterne for deres
      Fædrenestammer, Overhovederne for Israels Stammer.

 17.  Da tog Moses, og Aron disse Mænd, hvis Navne var nævnet,
 18.  og de kaldte hele Menigheden sammen på den første Dag i den
      anden Måned. Så lod de sig indføre i Familielisterne efter deres
      Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra
      Tyveårsalderen og opefter, Hoved for Hoved,
 19.  som HERREN havde pålagt Moses. Således mønstrede han dem i Sinaj
      Ørken.

 20.  Rubens, Israels førstefødtes, Sønner, deres Efterkommere efter
      deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene
      Hoved for Hoved, alle af Mandkøn fra Tyveårsalderen og opefter,
      alle våbenføre Mænd,
 21.  de, som mønstredes af Rubens Stamme, udgjorde 46500.
 22.  Simeons Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, så mange af dem, som mønstredes ved Optælling
      af Navnene Hoved for Hoved, alle af Mandkøn, fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd,
 23.  de, som mønstredes af Simeons Stamme, udgjorde 59 300.
 24.  Gads Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres
      Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og
      opefter, alle våbenføre Mænd,
 25.  de, som mønstredes af Gads Stamme, udgjorde 45650.
 26.  Judas Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd,
 27.  de, som mønstredes af Judas Stamme, udgjorde 74600.
 28.  Issakars Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd,
 29.  de, som mønstredes af Issakars Stamme, udgjorde 54 400.
 30.  Zebulons Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd,
 31.  de, som mønstredes af Zebulons Stamme, udgjorde 57 4OO.
 32.  Josefs Sønner: Efraims Sønner, deres Efterkommere efter deres
      Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra
      Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd,
 33.  de, som mønstredes af Efraims Stamme, udgjorde 40500;
 34.  Manasses Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd,
 35.  de, som mønstredes af Manasses Stamme, udgjorde 32200.
 36.  Benjamins Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd.
 37.  de, som mønstredes at Benjamins Stamme, udgjorde 35400.
 38.  Dans Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres
      Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og
      opefter, alle våbenføre Mænd,
 39.  de, som mønstredes af Dans Stamme, udgjorde 62 700.
 40.  Asers Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd,
 41.  de, som mønstredes af Asers Stamme, udgjorde 41 500.
 42.  Naftalis Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd,
 43.  de, som mønstredes af Naftalis Stamme, udgjorde 53 400.

 44.  Det var dem, som mønstredes, dem, Moses og Aron og Israels tolv
      Øverster, en for hvert Fædrenehus, mønstrede.
 45.  Og alle, som mønstredes af Israeliterne efter deres Fædrenehuse
      fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd i Israel,
 46.  alle, som mønstredes, udgjorde 603 550.
 47.  Men Leviterne efter deres Fædrenestamme mønstredes ikke sammen
      med dem.

 48.  HERREN talede til Moses og sagde:
 49.  Kun Levis Stamme må du ikke mønstre, og dens samlede Tal må du
      ikke optage sammen med de andre Israeliters.
 50.  Du skal overdrage Leviterne Tilsynet med Vidnesbyrdets Bolig,
      alle dens Redskaber og alt dens Tilbehør; de skal bære Boligen
      og alle dens Redskaber, de skal betjene den, og rundt om Boligen
      skal de have deres Lejr.
 51.  Når Boligen skal bryde op, skal Leviterne tage den ned, og når
      Boligen skal gå i Lejr, skal Leviterne rejse den. Enhver
      Lægmand, der kommer den nær, skal lide Døden.
 52.  Israeliterne skal lejre sig hver i sin Lejrafdeling og under sit
      Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling,
 53.  men Leviterne skal lejre sig rundt om Vidnesbyrdets Bolig, for
      at der ikke skal komme Vrede over Israelitternes Menighed; og
      Leviterne skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved
      Vidnesbyrdets Bolig.
 54.  Og Israeliterne gjorde ganske, hvad HERREN havde pålagt Moses.

4.Mosebog 2

  1.  HERREN talede til Moses og, Aron og sagde:
  2.  Israeslitene skal lejre sig hver under sit Felttegn, under sit
      Fædrene hus's Mærke; i en Kreds om Åbenbaringsteltet skal de
      lejre sig.

  3.  På Forsiden mod Øst skal Juda lejre sig under sin Lejrs
      Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling, med Nahasjon, Amminadabs
      Søn, som Øverste over Judæerne;
  4.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 74600
      Mand.
  5.  Ved Siden af ham skal Issakars Stamme lejre sig med Netanel,
      Zuars Søn, som Øverste over Issakariterne;
  6.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 54 40O
      Mand.
  7.  Dernæst Zebulons Stamme med Eliab, Helons Søn, som Øverste over
      Zebuloniterne;
  8.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 57 400
      Mand.
  9.  De mønstrede i Judas Lejr udgør i alt 186 400 Mand, Hærafdeling
      for Hærafdeling. De skal bryde op først.

 10.  Ruben skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Syd,
      Hærafdeling for Hærafdeling, med Elizur, Sjedeurs Søn, som
      Øverste over Rubeniterne;
 11.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 46 500
      Mand.
 12.  Ved Siden af ham skal Simeons Stamme lejre sig med Sjelumiel,
      Zurisjaddajs Søn, som Øverste over Simeoniterne;
 13.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 59300
      Mand.
 14.  Dernæst Gads Stamme med Eljasaf, Reuels Søn, som Øverste over
      Gadiferne;
 15.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 45 650
      Mand.
 16.  De mønstrede i Rubens Lejr udgør i alt 151 450 Mand, Hærafdeling
      for Hærafdeling. De skal bryde op i anden Række.

 17.  Derpå skal Åbenbaringsteltet, Leviternes Lejr, bryde op midt
      imellem de andre Lejre; i den Rækkefølge, de lejrer sig, skal de
      bryde op, hver på sin Plads, Felttegn for Felttegn.

 18.  Efraim skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Vest med
      Elisjama, Ammihuds Søn, som Øverste over Efraimiterne;
 19.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 4O 5OO
      Mand.
 20.  Ved Siden af ham skal Manasses Stamme lejre sig med Gamliel,
      Pedazurs Søn, som Øverste over Manassiterne;
 21.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 32 200
      Mand.
 22.  Dernæst Benjamins Stamme med Abidan, Gidonis Søn, som Øverste
      over Benjaminiterne;
 23.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 35 400
      Mand.
 24.  De mønstrede i Efraims Lejr udgør i alt 1O8 100 Mand,
      Hærafdeling for Hærafdeling. De skal bryde op i tredje Række.

 25.  Dan skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Nord,
      Hærafdeling for Hærafdeling, med Ahiezer, Ammisjaddajs Søn, som
      Øverste over Daniterne;
 26.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 62 700
      Mand.
 27.  Ved Siden af ham skal Asers Stamme lejre sig med Pagiel, Okrans
      Søn, som Øverste over Aseriterne;
 28.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 4l 5OO
      Mand.
 29.  Dernæst Naftalis Stamme med Ahira, Enans Søn, som Øverste over
      Naftaliterne;
 30.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op fil 53 4OO
      Mand.
 31.  De mønstrede i Dans Lejr udgør i alt 157600 Mand. De skal bryde
      op sidst, Felttegn for Felttegn.

 32.  Det var de mønstrede af Israeliterne efter deres Fædrenehuse,
      alle de mønstrede i Lejrene, Hærafdeling for Hærafdeling, 603
      550 Mand.
 33.  Men Leviterne mønstredes ikke sammen med de andre Israelitter,
      således som HERREN havde pålagt Moses.
 34.  Og ganske som HERREN havde pålagt Moses, slog Israeliterne Lejr,
      Felttegn for Felttegn, og i den Rækkefølge brød de op, enhver
      med sine Slægter, med sit Fædrenehus.

4.Mosebog 3

  1.  Følgende var Arons og Moses's Efterkommere, på den Tid HERREN
      talede på Sinaj Bjerg.
  2.  Navnene på Arons Sønner var følgende: Nadab, den førstefødte,
      Abihu, Eleazar og Itamar;
  3.  det var Navnene på Arons Sønner, de salvede Præster, som
      indsattes til Præstetjeneste.
  4.  Men Nadab og Abihu døde for HERRENs Åsyn, da de frembar fremmed
      Ild for HERRENs Åsyn i Sinaj Ørken, og de havde ingen
      Sønner. Således kom Eleazar og Itamar til at gøre Præstetjenest:
      for deres Fader Arons Åsyn.

  5.  HERREN talede til Moses og sagde:
  6.  Lad Levis Stamme træde frem og stil dem frem for Præsten Aron,
      for at de kan gå ham til Hånde.
  7.  De skal tage Vare på, hvad han og hele Menigheden har at
      varetage foran Åbenbaringsteltet, og således udføre Arbejdet ved
      Boligen,
  8.  og de skal tage Vare på alle Åbenbaringsteltets Redskaber og på,
      hvad Israeliterne har at varetage, og således udføre Arbejdet
      ved Boligen.
  9.  Altså skal du overgive Aron og hans Sønner Leviterne; de er ham
      overgivet som Gave fra Israeliterne.
 10.  Men Aron og hans Sønner skal du sætte til at tage Vare på deres
      Præstetjeneste; enhver Lægmand, som trænger sig ind deri, skal
      lide Døden.

 11.  HERREN talede til Moses og sagde:
 12.  Se, jeg har selv udtaget Leviterne af Israelitternes Midte i
      Stedet for alt det førstefødte, der åbner Moders Liv hos
      Israeliterne, og Leviterne er blevet min Ejendom;
 13.  thi mig tilhører alt det førstefødte. Dengang jeg dræbte alt det
      førstefødte i Ægypten, helligede jeg mig alt det førstefødte i
      Israel, både af Mennesker og Dyr; mig HERREN skal de tilhøre.

 14.  HERREN talede til Moses i Sinaj Ørken og sagde:
 15.  Du skal mønstre Levis Sønner efter deres Fædrenehuse, efter
      deres Slægter; alle af Mandkøn fra en Måned og opefter skal du
      mønstre.
 16.  Da mønstrede Moses dem på HERRENs Bud, som der var ham pålagt.

 17.  Følgende var Levis Sønner efter deres Navne: Gerson, Kehat og
      Merari.
 18.  Følgende var Navnene på Gersons Sønner efter deres Slægter:
      Libni og Sjimi;
 19.  Hehats Sønner efter deres Slægter var: Amram, Jizhar, Hebron og
      Uzziel;
 20.  Meraris Sønner efter deres Slægter var: Mali og Musji. Det var
      Leviternes Slægter efter deres Fædrenehuse.

 21.  Fra Gerson nedstammede Libniternes og Sjimiternes Slægter; det
      var Gersoniternes Slægter.
 22.  De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og
      opefter blev optalt, de, som mønstredes af dem, udgjorde 7500.
 23.  Gersoniternes Slægter havde deres Lejrplads bag ved Boligen mod
      Vest.
 24.  Øverste for Gersoniternes Fædrenehus var Eljasar, Laels Søn.
 25.  Gersoniterne havde ved Åbenbaringsteltet at tage Vare på selve
      Boligen og Teltdækket, dets Dække, Forhænget for
      Åbenbaringsteltets Indgang,
 26.  Forgårdens Omhæng, Forhænget for Indgangen til Forgården, der
      omgav Boligen og Alteret, og dens Teltreb, alt Arbejdet dermed.

 27.  Fra Kehat nedstammede Amramiternes, Jizhariternes, Hebroniternes
      og Uzzieliternes Slægter; det var Kehatiternes Slægter.
 28.  De, der mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og
      opefter blev optalt, udgjorde 8600, som tog Vare på, hvad der
      var at varetage ved Helligdommen.
 29.  Kehatiternes Slægter havde deres Lejrplads ved Boligens Sydside.
 30.  Øverste for Kehatiternes Slægters Fædrenehus var Elizafan,
      Uzziels Søn.
 31.  De havde at tage Vare på Arken, Bordet, Lysestagen, Altrene,
      Helligdommens Redskaber, som brugtes ved Tjenesten, og Forhænget
      med dertil hørende Arbejde.
 32.  Øverste over Leviternes Øverster var Eleazar, Præsten Arons Søn,
      som havde Tilsyn med dem, der tog Vare på, hvad der var at
      varetage ved Helligdommen.

 33.  Fra Merari nedstammede Maliternes og Musjiternes Slægter; det
      var Meraris Slægter.
 34.  De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og
      opefter blev optalt, udgjorde 6200.
 35.  Øverste for Meraris Slægters Fædrenehus var Zuriel, Abibajils
      Søn. De havde deres Lejrplads ved Boligens Nordside.
 36.  Merariterne var sat til at tage Vare på Boligens Brædder,
      Tværstænger, Piller og Fodstykker, alle dens Redskaber og alt
      det dertil hørende Arbejde,
 37.  Pillerne til Forgården, som var rundt om den, med Fodstykker,
      Pæle og Reb.

 38.  Foran Boligen, på Åbenbaringsteltets Forside mod Øst, havde
      Moses, Aron og hans Sønner deres Lejrpladser, og de tog Vare på
      alt det, Israeliterne havde at varetage ved Boligen. Enhver
      Lægmand, der trængte sig ind i det, måtte lide Døden.
 39.  De mønstrede af Leviterne, de, som Moses og Aron mønstrede på
      HERRENs Bud efter deres Slægter, alle af Mandkøn fra en Måned og
      opefter, udgjorde i alt 22 OOO.

 40.  HERREN sagde til Moses: Du skal mønstre alle førstefødte af
      Mandkøn blandt Israeliterne fra en Måned og opefter og optage
      Tallet på deres Navne.
 41.  Så skal du udtage Leviterne til mig HERREN i Stedet for alle
      Israelitternes førstefødte og ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet
      for alt det førstefødte af Israelitternes Kvæg.
 42.  Og Moses mønstrede, som HERREN havde pålagt ham, alle
      Israelitternes førstefødte;
 43.  og da Navnene på dem fra en Måned og opefter optaltes, udgjorde
      de førstefødte af Mandkøn, alle de, som mønstredes i alt
 22.  273.
 44.  Derpå talede HERREN til Moses og sagde:
 45.  Tag Leviterne i Stedet for alle Israelitternes førstefødte og
      ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet for deres Kvæg, så at
      Leviterne kommer til at tilhøre mig HERREN.
 46.  Men til Udløsning af de 273, hvormed Antallet af Israelitternes
      førstefødte overstiger Leviternes Antal,
 47.  skal du tage fem Sekel for hvert Hoved, efter hellig Vægt skal
      du tage dem, tyve Gera på en Sekel;
 48.  og Pengene skal du give Aron og hans Sønner som Udløsning for de
      overskydende.
 49.  Da tog Moses Løsepengene af de overskydende, dem, der ikke var
      udløst ved Leviterne;
 50.  af Israelitternes førstefødte tog han Pengene, 1365 Sekel efter
      hellig Vægt.
 51.  Og Moses gav Aron og hans Sønner Løsepengene efter HERRENs Bud,
      som HERREN havde pålagt Moses.

4.Mosebog 4

  1.  HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
  2.  Optag blandt Leviterne Tallet på Kehatiterne efter deres
      Slægter, efter deres Fædrenehuse,
  3.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
      der skal gøre Tjeneste med' at udføre Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet.
  4.  Kehatiternes Arbejde ved Åbenbaringsteltet skal være med de
      højhellige Ting.
  5.  Når Lejren bryder op, skal Aron og hans Sønner gå ind og tage
      det indre Forhæng ned og tildække Vidnesbyrdets Ark dermed;
  6.  ovenover skal de lægge et Dække af Tahasjskind og derover igen
      brede et ensfarvet violet Purpurklæde; derpå skal de stikke
      Bærestængerne ind.
  7.  Og over Skuebrødsbordet skal de brede et violet Purpurklæde og
      stille Fadene, Kanderne, Skålene og Krukkerne til Drikofferet
      derpå, og Brødet, som stadig skal ligge fremme, skal ligge
      derpå;
  8.  ovenover skal de brede et karmoisinrødt Klæde og dække dette til
      med et Dække af Tahasjskind; derpå skal de stikke Bærestængerne
      ind.
  9.  Så skal de tage et violet Purpurklæde og dermed tildække
      Lysestagen, dens Lamper, Sakse, Bakker og alle Oliekrukkerne, de
      Ting, som bruges ved Betjeningen deraf,
 10.  og de skal lægge den med alt dens Tilbehør i et Dække af
      Tahasjskind og så lægge det på Bærebøren.
 11.  Over Guldalteret skal de ligeledes brede et violet Purpurklæde
      og dække dette til med et Dække af Tahasjskind; derpå skal de
      stikke Bærestængerne ind.
 12.  Og de skal tage alle Redskaber, som bruges ved Tjenesten i
      Helligdommen, og lægge dem i et violet Purpurklæde og dække dem
      til med et Dække af Tahasjskind og lægge dem på Bærebøren.
 13.  Fremdeles skal de rense Alteret for Aske og brede et rødt
      Purpurklæde derover
 14.  og på det lægge alle Redskaberne, som bruges til Tjenesten
      derved, Panderne, Gaflerne, Skovlene og Skålene, alle Alterets
      Redskaber, og derover skal de brede et Dække af Tahasjskind;
      derpå skal de stikke Bærestængerne ind.
 15.  Når så ved Lejrens Opbrud Aron og hans Sønner er færdige med at
      tilhylle de hellige Ting og alle de hellige Redskaber, skal
      Kehatiterne træde til og bære dem; men de må ikke røre ved de
      hellige Ting; thi gør de det, skal de dø. Det er, hvad
      Kehatiterne skal bære af Åbenbaringsteltet.
 16.  Med Eleazar, Præsten Arons Søn, påhviler Tilsynet med Olien til
      Lysestagen, den vellugtende Røgelse, det daglige Afgrødeoffer og
      Salveolien og desuden Tilsynet med hele Boligen og alt, hvad der
      er deri af hellige Ting og deres Tilbehør.

 17.  HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
 18.  Sørg for, at Kehatiternes Slægters Stamme ikke udryddes af
      Leviternes Midte!
 19.  Således skal I forholde eder med dem, for at de kan blive i Live
      og undgå Døden, når de nærmer sig de højhellige Ting: Aron og
      hans Sønner skal træde til og anvise hver enkelt af dem, hvad
      han skal gøre, og hvad han skal bære,
 20.  for at de ikke et eneste Øjeblik skal komme til at se de hellige
      Ting; thi gør de det, skal de dø.

 21.  HERREN talede til Moses og sagde:
 22.  Optag også Tallet på Gersoniterne efter deres Fædrenehuse, efter
      deres Slægter;
 23.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen skal du
      mønstre dem, alle, der skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejdet
      ved Åbenbaringsteltet.
 24.  Dette er Gersoniternes Arbejde, hvad de skal gøre, og hvad de
      skal bære
 25.  De skal bære Boligens Tæpper, Åbenbaringsteltet med dets Dække
      og Dækket af Tahasjskind ovenover, Forhænget til
      Åbenbaringsteltets Indgang,
 26.  Forgårdens Omhæng og Forhænget for Indgangen til Forgården, der
      er rundt om Boligen og Alteret, dens Teltreb og alle Redskaber,
      som hører til Arbejdet derved; og alt, hvad der skal gøres
      derved, skal de udføre.
 27.  Efter Arons og hans Sønners Bud skal Gersoniterne udføre deres
      Arbejde både med det, de skal bære, og med det, de skal gøre; og
      I skal anvise dem alt, hvad de skal bære, Stykke for Stykke.
 28.  Det er det Arbejde, Gersoniternes Sønners Slægter skal have ved
      Åbenbaringsteltet, og de skal varetage det under Itamars,
      Præsten Arons Søns, Tilsyn.

 29.  Merariterne skal du mønstre efter deres Slægter, efter deres
      Fædrenehuse;
 30.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen skal du
      mønstre dem, alle, som skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejde
      ved Åbenbaringsteltet.
 31.  Dette er, hvad der påhviler dem at bære, alt, hvad der hører til
      deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet: Boligens Brædder, dens
      Tværstænger, Piller og Fodstykker,
 32.  Pillerne til Forgården, som er rundt om den, med Fodstykker,
      Pæle og Reb, alle tilhørende Redskaber og alt, hvad der hører
      til Arbejdet derved; Stykke for Stykke skal I anvise dem alle de
      Ting, det påhviler dem at bære.
 33.  Det er det Arbejde, der påhviler Merariternes Slægter, alt, hvad
      der hører til deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet, under
      Itamars, Præsten Arons Søns, Tilsyn.

 34.  Så mønstrede Moses og Aron og Menighedens Øverster Kehatiternes
      Sønner efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse,
 35.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
      som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet,
 36.  og de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 2750.
 37.  Det var dem, som mønstredes af Kehatiternes Slægter, alle dem,
      der skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, som Moses og
      Aron mønstrede efter HERRENs Bud ved Moses.

 38.  De, der mønstredes af Gersoniterne efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse,
 39.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
      som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet,
 40.  de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, efter deres
      Fædrenehuse, udgjorde 2630.
 41.  Det var dem, som mønstredes af Gersoniternes Slægter, alle dem,
      der skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, som Moses og
      Aron mønstrede efter HERRENs Bud.

 42.  De, der mønstredes af Merariternes Slægter efter deres Slægter,
      efter deres Fædrenehuse,
 43.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
      som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet,
 44.  de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 3200.
 45.  Det var dem, som mønstredes af Merariternes Slægter, som Moses
      og Aron mønstrede efter HERRENs Bud ved Moses.

 46.  Alle, som mønstredes, som Moses og Aron og Israels Øverster
      mønstrede af Leviterne efter deres Slægter, efter deres
      Fædrenehuse,
 47.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtreds års alderen,
      alle, som skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet både med
      hvad der skulde gøres, og hvad der skulde bæres,
 48.  de, der mønstredes af dem, udgjorde 8580.
 49.  Efter HERRENs Bud ved Moses anviste man hver enkelt af dem, hvad
      han skulde gøre eller bære; det blev dem anvist, som HERREN
      havde pålagt Moses.

4.Mosebog 5

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Byd Israeliterne at fjerne alle spedalske fra Lejren, alle, der
      lider af Flåd, og alle, der er blevet urene ved Lig;
  3.  både Mænd og Kvinder skal I fjerne og føre uden for Lejren, for
      at de ikke skal gøre deres Lejr uren, hvor jeg bor midt iblandt
      dem.
  4.  Det gjorde Israeliterne så; de førte dem uden for Lejren,
      således som HERREN havde pålagt Moses.

  5.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  6.  Sig til Israeliterne: Når en Mand eller Kvinde begår nogen af
      alle de Synder, som Mennesker begår, således at han gør sig
      skyldig i Svig mod HERREN, og det Menneske derved pådrager sig
      Skyld,
  7.  så skal de bekende Synden, de har begået, og Gerningsmanden skal
      erstatte det, han har forbrudt sig med, efter dets fulde Værdi
      med Tillæg af en Femtedel og give det til den, han har forbrudt
      sig imod.
  8.  Og hvis denne ikke har efterladt sig nogen Løser, hvem han kan
      yde Erstatningen, så skal Erstatningen, som ydes, tilfalde
      HERREN, det vil sige Præsten, foruden den Soningsvæder, ved
      hvilken der skaffes ham Soning.
  9.  Al Offerydelse, alle Helliggaver, som Israeliterne frembærer til
      Præsten, skal tilfalde ham.
 10.  Alle Helliggaver skal tilfalde ham; hvad nogen giver Præsten,
      skal tilfalde ham.

 11.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 12.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Hustru forser sig
      imod sin Mand og er ham utro,
 13.  idet en anden Mand har Samleje med hende, uden at det er kommet
      til hendes Mands Kundskab, og uden at det er blevet opdaget,
      skønt hun har besmittet sig, og uden at der er noget Vidne imod
      hende, da hun ikke er grebet på fersk Gerning,
 14.  og han gribes af Skinsygens Ånd, så han bliver skinsyg på sin
      Hustru, som også i Virkeligheden har besmittet sig, eller han
      gribes af Skinsygens Ånd, så han bliver skinsyg på sin Hustru,
      skønt hun ikke har besmittet sig,
 15.  så skal Manden bringe sin Hustru til Præsten og medbringe som
      Offergave for hende en Tiendedel Efa Bygmel; han må hverken
      hælde Olie over eller komme Røgelse på, thi det er et Skinsyge
      Afgrødeoffer, et Minde Afgrødeoffer, der skal minde om Brøde.
 16.  Så skal Præsten føre hende frem og stille hende for HERRENs
      Åsyn.
 17.  Og Præsten skal tage helligt Vand i et Lerkar, og af Støvet på
      Boligens Gulv skal Præsten tage noget og komme i Vandet.
 18.  Så skal Præsten stille Kvinden frem for HERRENs Åsyn, løse
      hendes Hår og lægge Minde Afgrødeofferet i hendes Hænder; det er
      et Skinsyge Afgrødeoffer; og Præsten skal have den bitre Vandes
      Forbandelsesvand i Hånden.
 19.  Derpå skal Præsten besværge Kvinden og sige til hende: "Hvis
      ingen har haft Samleje med dig, hvis du ikke har forset dig imod
      din Mand og besmittet dig, så skal dette den bitre Vandes
      Forbandelsesvand ikke skade dig.
 20.  Men har du forset dig imod din Mand og besmittet dig, og har en
      anden end din Mand haft Samleje med dig"
 21.  Præsten besværger nu kvinden med Forbandelsens Ed og siger til
      hende "så gøre HERREN dig til en Forbandelse og Besværgelse i
      dit Folk, idet han lader din Lænd visne og din Bug svulme op;
 22.  Forbandelsesvandet her komme ind i dine Indvolde, så din Bug
      svulmer op og din Lænd visner!" Og kvinden skal sige: "Amen,
      Amen!"
 23.  Derpå skal Præsten skrive disse Forbandelser op på et Blad og
      vaske dem ud i den bitre Vandes Vand
 24.  og give Kvinden den bitre Vandes Forbandelsesvand at drikke, for
      at Forbandelsesvandet kan komme ind i hende til bitter Vånde.
 25.  Derefter skal Præsten tage Skinsyge Afgrødeofferet af Kvindens
      Hånd, udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn og bære det hen
      til Alteret.
 26.  Og Præsten skal tage en Håndfuld af Afgrødeofferet, det, som
      skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret og derpå
      give Kvinden Vandet at drikke.
 27.  Når han har givet hende Vandet at drikke, vil
      Forbandelsesvandet, dersom hun har besmittet sig og været sin
      Mand utro, blive til bitter Vånde, når det kommer ind i hende,
      hendes Bug vil svulme op og hendes Lænd visne, og Kvinden bliver
      en Forbandelse i sit Folk.
 28.  Men dersom Kvinden ikke har besmittet sig, dersom hun er ren,
      bliver hun uskadt og kan få Børn.

 29.  Det er Loven om Skinsyge; når en Hustru forser sig imod sin Mand
      og besmittes,
 30.  eller når en Mand gribes af Skinsygens Ånd og bliver skinsyg på
      sin Hustru, så skal han fremstille Hustruen for HERRENs Åsyn, og
      Præsten skal handle med hende efter alt i denne Lov;
 31.  Manden skal være sagesløs, men sådan en Hustru skal undgælde for
      sin Brøde.

4.Mosebog 6

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand eller Kvinde
      vil aflægge et Nasiræerløfte for således at indvie sig til
      HERREN,
  3.  skal han afholde sig fra Vin og stærk Drik; Vineddike og stærk
      Drik må han ikke drikke, ej heller nogen som helst drik af
      Druer; han må hverken spise friske eller tørrede Druer;
  4.  så længe hans Indvielse varer, må han intet som helst nyde, der
      kommer af Vinstokken, hverken umodne Druer eller friske Skud.
  5.  Så længe hans Indvielsesløfte gælder, må ingen Ragekniv komme på
      hans Hoved; indtil Udløbet af den Tid han indvier sig til
      HERREN, skal han være hellig og lade sit Hovedhår vokse frit.
  6.  Hele den Tid han har indviet sig til HERREN, må han ikke komme
      Lig nær;
  7.  selv når hans Fader eller Moder, hans Broder eller Søster dør,
      må han ikke pådrage sig Urenhed ved dem, thi han bærer sin Guds
      indvielse på sit Hoved.
  8.  Så længe hans Indvielse varer, er han helliget HERREN.
  9.  Men når nogen uventet og pludselig dør i hans Nærhed, og han
      således bringer Urenhed over sit indviede Hoved, skal han rage
      sit Hoved, den Dag han atter bliver ren; den syvende Dag skal
      han rage det;
 10.  og den ottende Dag skal han bringe to Turtelduer eller Dueunger
      til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang.
 11.  Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer og den anden som
      Brændoffer og skaffe ham Soning, fordi han har syndet ved at
      røre ved Lig. Derpå skal han samme Dag atter hellige sit Hoved
 12.  og atter indvie sig til HERREN for lige så lang Tid, som han før
      havde indviet sig, og bringe et årgammelt Lam som Skyldoffer;
      den forløbne Tid regnes ikke med, da han har bragt Urenhed over
      sit indviede Hoved.

 13.  Dette er Loven om Nasiræeren: Når hans indvielsestid er til
      Ende, skal han begive sig til Åbenbaringsteltets Indgang
 14.  og som Offergave bringe HERREN et årgammelt, lydefrit Væderlam
      til Brændoffer, et årgammelt, lydefrit Hunlam til Syndoffer og
      en lydefri Væder til Takoffer,
 15.  en Kurv med usyret Bagværk, Kager af fint Hvedemel, rørte i
      Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie, desuden det
      tilhørende Afgrødeoffer og de tilhørende Drikofre.
 16.  Så skal Præsten bringe det for HERRENs Åsyn og ofre hans
      Syndoffer og Brændoffer,
 17.  og Væderen skal han ofre som Takoffer til HERREN tillige med de
      usyrede Brød i Kurven; derpå skal Præsten ofre hans Afgrødeoffer
      og Drikofer.
 18.  Så skal Nasiræeren ved Indgangen til Åbenbaringsteltet rage sit
      indviede Hoved og tage sit indviede Hovedhår og kaste det i
      Ilden under Takofferet.
 19.  Og Præsten skal tage den kogte Bov af Væderen og een usyret Kage
      og eet usyret Fladbrød af Kurven og lægge dem på Nasiræerens
      Hænder, efter at han har afraget sit indviede Hovedhår.
 20.  Og Præsten skal udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn; det
      tilfalder Præsten som Helliggave foruden Svingningsbrystet og
      Offerydelseskøllen. Derefter må Nasiræeren atter drikke Vin.
 21.  Det er Loven om Nasiræeren, der aflægger Løfte, om hans
      Offergave til HERREN i Anledning af Indvielsen, foruden hvad han
      ellers evner at give; overensstemmende med Løftet, han aflægger,
      skal han forholde sig efter den for hans Indvielse gældende Lov.
 22.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 23.  Tal til Aron og hans Sønner og sig: Når I velsigner
      Israeliterne, skal I sige til dem:
 24.  HERREN velsigne dig og bevare dig,
 25.  HERREN lade sit Ansigt lyse over dig og være dig nådig,
 26.  HERREN løfte sit Åsyn på dig og give dig Fred!
 27.  Således skal de lægge mit Navn på Israeliterne, og jeg vil
      velsigne dem.

4.Mosebog 7

  1.  Da Moses var færdig med at rejese Boligen og havde salvet og
      helliget den med alt dens Tilbehør og ligeledes salvet og
      helliget Alteret med alt dets Tilbehør,
  2.  trådte Israels Øverster, Overhovederne for deres Fædrenehuse,
      Stammernes Øverster, der havde forestået Mønstringen, frem
  3.  og førte deres Offergave frem for HERRENs Åsyn, seks lukkede
      Vogne og tolv Stykker Hornkvæg, en Vogn for hver to Øverster og
      et Stykke Hornkvæg for hver een, og de bragte dem hen foran
      Boligen.
  4.  Da sagde HERREN til Moses:
  5.  Modtag dette af dem, for at det kan bruges til Arbejdet ved
      Åbenbaringsteltet, og giv Leviterne det med Henblik på hver
      enkeltes særlige Arbejde!
  6.  Så modtog Moses Vognene og Hornkvæget og gav Leviterne dem.
  7.  To Vogne og fire Stykker Hornkvæg gav han Gersoniterne med
      Henblik på deres særlige Arbejde,
  8.  og fire Vogne og otte Stykker Hornkvæg gav han Merariterne med
      Henblik på deres særlige Arbejde under Itamars, Præsten Arons
      Søns, Ledelse.
  9.  Derimod gav han ikke Kebatiterne noget, thi dem var Arbejdet med
      de hellige Ting overdraget, og de skulde bære dem på Skuldrene.
 10.  Fremdeles bragte Øversterne Offergaver til Alterets indvielse,
      dengang det blev salvet, og Øversterne bragte deres Offergaver
      hen foran Alteret.
 11.  Da sagde HERREN til Moses: Lad hver af Øversterne få sin Dag til
      at bringe sin Offergave til Alterets Indvielse.

 12.  Den, som første Dag bragte sin Offergave, var Nahasjon,
      Amminadabs Søn af Judas Stamme.
 13.  Og hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 14.  en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 15.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 16.  en Gedebuk til Syndoffer
 17.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Nahasjons, Amminadabs Søns, Offergave.

 18.  Anden Dag bragte Netanel, Zuars Søn, Issakars Øverste, sin
      Offergave;
 19.  han bragte som Offergave et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 20.  en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 21.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 22.  en Gedebuk til Syndoffer
 23.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Neanels, Zuars Søns, Offergave.

 24.  Tredje Dag kom Zebuloniternes Øverste, Eliab, Helons Søn;
 25.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 26.  en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 27.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 28.  en Gedebuk til Syndoffer
 29.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Eliabs, Helons Søns, Offergave.
 30.  Fjerde Dag kom Rubeniternes Øverste, Elizur, Sjedeurs Søn;
 31.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 32.  en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 33.  en ung Tyr, en Væder,
 34.  et årgammelt Lam til Brændoffer, en Gedebuk til Syndoffer
 35.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Elizurs, Sjødeurs Søns, Offergave.

 36.  Femte Dag kom Simenoiternes Øverste, Sjelumiel, Zurisjaddajs
      Søn;
 37.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 38.  en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 39.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 40.  en Gedebuk til Syndoffer
 41.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke. og
      fem årgamle Lam. Det var Sjelumiels, Zurisjaddajs
      Søns,Offergave.

 42.  Sjette Dag kom Gaditernes Øverste, Eljasaf, Deuels Søn;
 43.  hans Offergaver et Sølvfad, der vejede l3O Sekel, og en Sølvskål
      på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel,
      rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 44.  en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 45.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 46.  en Gedebuk til Syndoffer
 47.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Eljasafs, Deuels Søns, Offergave.

 48.  Syvende Dag kom Efraimiternes Øverste, Elisjama, Ammihuds Søn:
 49.  hans offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 50.  en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 51.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 52.  en Gedebuk til Syndoffer
 53.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Elisjamas, Ammihuds Søns, Offergave.

 54.  Ottende Dag kom Mannassiternes Øverste, Gamliel, Pedazurs Søn;
 55.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 7O Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 56.  en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 57.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 58.  en Gedebuk til Syndoffer
 59.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Gamliels, Pedazurs Søns, Offergave.
 60.  Niende dag kom Benjaminiternes Øverste, Abidan, Gidonis Søn;
 61.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 62.  en Kande på IO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 63.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 64.  en Gedebuk til Syndoffer
 65.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem, Vædre, fem Bukke og
      fem årgamle Lam. Det var Abidans, Gidonis Søns, Offergave.

 66.  Tiende Dag kom Daniternes Øverste, Ahiezer, Ammisjaddajs Søn;
 67.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 68.  en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 69.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 70.  en Gedebuk til Syndoffer
 71.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Ahiezers, Ammisjaddajs Søns, Offergave.

 72.  Elevte Dag kom Aseriternes Øverste, Pagiel, Okrans Søn;
 73.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 7O Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 74.  en Kande på 1O Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 75.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 76.  en Gedebuk til Syndoffer
 77.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Pagiels, Okrans Søns, Offergave.

 78.  Tolvte Dag kom Naftaliternes Øverste, Ahira, Enans Søn;
 79.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 80.  en kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 81.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 82.  en Gedebuk til Syndoffer
 83.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Ahiras, Enans Søns, Offergave.

 84.  Det var Gaverne fra Israelitternes Øverster til Alterets
      Indvielse, dengang det blev salvet: 12 Sølvfade, 12 Sølvskåle,
      12 Guldkander,
 85.  hvert Sølvfad på 130 Sekel og hver Sølvskål på 70 Sekel, alle
      Sølvkar tilsammen 2400 Sekel efter hellig Vægt;
 86.  12 Guldkander, fyldte med Røgelse, hver på 1O Sekel efter hellig
      Vægt, alle Guldkander tilsammen 12O Sekel.
 87.  Kvæget til Brændofferet var i alt 12 unge Tyre, 12 Vædre, 12
      årgamle Lam med tilhørende Afgrødeofre, 12 Gedebukke til
      Syndoffer;
 88.  Kvæget til Takofferet var i alt 24 unge Tyre, 60 Vædre, 60 Bukke
      og 60 årgamle lam. Det var Gaverne til Alterets indvielse, efter
      at det var salvet.

 89.  Da Moses gik ind i Åbenbaringsteltet for at tale med HERREN,
      hørte han Røsten tale til sig fra Sonedækket oven over
      Vidnesbyrdets Ark, fra Pladsen mellem de to Keruber. Og han
      talede til ham.

4.Mosebog 8

  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  Tal til Aron og sig til ham: Når du sætter Lamperne på, skal du
      sætte dem således, at de syv Lamper kaster Lyset ud over Pladsen
      foran Lysestagen!
  3.  Det gjorde Aron så; han satte Lamperne på således, at de vendte
      ud mod Pladsen foran Lysestagen, som HERREN havde pålagt Moses.
  4.  Men Lysestagen var lavet af Guld i drevet Arbejde, fra Foden til
      Kronerne var den drevet Arbejde; efter det Forbillede, HERREN
      havde vist ham, havde Moses lavet Lysestagen.

  5.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  6.  Udtag Leviterne af Israelitternes Midte og rens dem!
  7.  Således skal du gå frem, når du renser dem: Stænk Renselsesvand
      på dem og lad dem gå hele deres Legeme over med Ragekniv, tvætte
      deres klæder og rense sig.
  8.  Derpå skal de tage en ung Tyr til Brændoffer med tilhørende
      Afgrødeoffer af fint Hvedemel, rørt i Olie, og du skal tage en
      anden ung Tyr til Syndoffer.
  9.  Lad så Leviterne træde hen foran Åbenbaringsteltet og kald hele
      Israelitternes Menighed sammen.
 10.  Når du så har ladet Leviterne træde frem for HERRENs Åsyn, skal
      Israeliterne lægge deres Hænder på Leviterne.
 11.  Derpå skal Aron udføre Svingningen med Leviterne for HERRENs
      Åsyn som et Offer fra Israeliterne, for at de kan udføre HERRENs
      Arbejde.
 12.  Så skal Leviterne lægge deres Hænder på Tyrenes Hoved, og
      derefter skal du ofre den ene som Syndoffer og den anden som
      Brændoffer til HERREN for at skaffe Leviterne Soning.
 13.  Derpå skal du stille Leviterne frem for Aron og hans Sønner og
      udføre Svingningen med dem for HERREN.
 14.  Således skal du udskille Leviterne fra Israeliterne, så at
      Leviterne kommer til at tilhøre mig.
 15.  Derefter skal Leviterne komme og gøre Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet; du skal foretage Renselsen og udføre
      Svingningen med dem,
 16.  thi de er skænket mig som Gave af Israelitternes Midte; i Stedet
      for alt hvad der åbner Moders Liv, alle førstefødte hos
      Israeliterne, har jeg taget mig dem til Ejendom.
 17.  Thi mig tilhører alt det førstefødte hos Israeliterne, både af
      Mennesker og Kvæg. Dengang jeg slog alle de førstefødte i
      Ægypten, helligede jeg dem til at være min Ejendom.
 18.  Jeg tog Leviterne i Stedet for alt det førstefødte hos
      Israeliterne
 19.  og skænkede Leviterne som Gave til Aron og hans Sønner af
      Israelitternes Midte til at udføre Israelitternes Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet og skaffe Israeliterne Soning, for at ingen
      Plage skal ramme Israeliterne, om de selv nærmer sig
      Helligdommen.

 20.  Og Moses, Aron og hele Israelitternes Menighed gjorde således
      med Leviterne; ganske som HERREN havde pålagt Moses med Hensyn
      til Leviterne, gjorde Israeliterne med dem.
 21.  Leviterne lod sig rense for Synd og tvættede deres Klæder, og
      Aron udførte Svingningen med dem for HERRENs Åsyn, og Aron
      skaffede dem Soning, så de blev rene.
 22.  Derpå kom Leviterne for at udføre deres Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet under Arons og hans Sønners Tilsyn; som HERREN
      havde pålagt Moses med Hensyn til Leviterne, således gjorde de
      med dem.

 23.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 24.  Dette er, hvad der gælder Leviterne: Fra Femogtyveårsalderen og
      opefter skal de komme og gøre Tjeneste med Arbejdet ved
      Åbenbaringsteltet.
 25.  Men fra Halvtredsårsalderen skal de holde op med at gøre
      Tjeneste og ikke arbejde mere;
 26.  de kan gå deres Brødre til Hånde i Åbenbaringsteltet med at tage
      Vare på, hvad der skal varetages; men Arbejde skal de ikke mere
      gøre. Således skal du gøre med Leviterne i alt, hvad de har at
      varetage.

4.Mosebog 9

  1.  HERREN talede således til Moses i Sinaj Ørken i den første Måned
      af det andet År efter deres Udvandring fra Ægypten:
  2.  Israeliterne skal fejre Påsken til den fastsatte Tid,
  3.  på den fjortende Dag i denne Måned ved Aftenstid skal I fejre
      den til den fastsatte Tid; overensstemmende med alle
      Anordningerne og Lovbudene om den skal I fejre den!
  4.  Da sagde Moses til Israeliterne, at de skulde fejre Påsken;
  5.  og de fejrede Påsken i Sinaj Ørken den fjortende Dag i den
      første Måned ved Aftenstid; nøjagtigt som HERREN havde pålagt
      Moses, således gjorde Israeliterne.

  6.  Men der var nogle Mænd, som var blevet urene ved et Lig og
      derfor ikke kunde fejre Påske den Dag. Disse Mænd trådte nu den
      Dag frem for Moses og Aron
  7.  og sagde til ham: "Vi er blevet urene ved et Lig; hvorfor skal
      det da være os forment at frembære HERRENs Offergave til den
      fastsatte Tid sammen med de andre Israelitter?"
  8.  Moses svarede dem: "Vent, til jeg får at høre, hvad HERREN
      påbyder angående eder!"

  9.  Da talede HERREN til Moses og sagde:
 10.  Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af eder eller eders
      Efterkommere er blevet uren ved et Lig eller er ude på en lang
      Rejse, skal han alligevel holde Påske for HERREN;
 11.  den fjortende Dag i den anden Måned ved Aftenstid skal de holde
      den; med usyret Brød og bitre Urter skal de spise Påskelammet.
 12.  De må intet levne deraf til næste Morgen, og de må ikke
      sønderbryde noget af dets Ben. De skal fejre Påsken i
      Overensstemmelse med alle de Anordninger, som gælder for den.
 13.  Men den, som undlader at fejre Påsken, skønt han er ren og ikke
      på Rejse, det Menneske skal udryddes af sin Slægt, fordi han
      ikke har frembåret HERRENs Offergave til den fastsatte Tid. Den
      Mand skal undgælde for sin Synd.
 14.  Og når en fremmed, der bor hos eder, vil bolde Påske for HERREN,
      skal han holde den efter de Anordninger og Lovbud, som gælder
      for Påsken. En og samme Lov skal gælde for eder, for den
      fremmede og for den indfødte.

 15.  Den Dag Boligen blev rejst, dækkede Skyen Boligen, Vidnesbyrdets
      Telt; men om Aftenen var der som et Ildskær over Boligen, og det
      holdt sig til om Morgenen.
 16.  Således var det til Stadighed: Om dagen dækkede Skyen den, om
      Natten Ildskæret.
 17.  Hver Gang Skyen løftede sig fra Teltet, brød Israeliterne op, og
      der, hvor Skyen stod stille, slog Israeliterne Lejr.
 18.  På HERRENs Bud brød Israeliterne op, og på HERRENs Bud gik de i
      Lejr, og så længe Skyen hvilede over Boligen, blev de liggende i
      Lejr;
 19.  når Skyen blev over Boligen i længere Tid, rettede Israeliterne
      sig efter, hvad HERREN havde foreskrevet dem, og brød ikke op.
 20.  Det hændte, at Skyen kun blev nogle få Dage over Boligen; da gik
      de i Lejr på HERRENs Bud og brød op på HERRENs Bud.
 21.  Og det hændte, at Skyen kun blev der fra Aften til Morgen; når
      Skyen da løftede sig om Morgenen, brød de op. Eller den blev der
      en Dag og en Nat; når Skyen da løftede sig, brød de op.
 22.  Eller den blev der et Par Dage eller en Måned eller længere
      endnu, idet Skyen i længere Tid hvilede over Boligen; så blev
      Israeliterne liggende i Lejr og brød ikke op, men når den
      løftede sig, brød de op.
 23.  På HERRENs Bud gik de i Lejr, og på HERRENs Bud brød de op; de
      rettede sig efter, hvad HERREN havde foreskrevet dem, efter
      HERRENs Bud ved Moses.

4.Mosebog 10

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Du skal lave dig to Sølvtrompeter; i drevet Arbejde skal du lave
      dem. Dem skal du bruge, når Menigheden skal kaldes sammen, og
      når Lejrene skal bryde op.
  3.  Når der blæses i dem begge to, skal hele Menigheden samle sig
      hos dig ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
  4.  Blæses der kun i den ene, skal Øversterne, Overhovederne for
      Israels Stammer, samle sig hos dig.
  5.  Når I blæser Alarm med dem, skal Lejrene på Østsiden bryde op;
  6.  blæser Alarm anden Gang, skal Lejrene på Sydsiden bryde op:
      tredje Gang skal Lejrene mod Vest bryde op, fjerde Gang Lejrene
      mod Nord; der skal blæses Alarm, når de skal bryde op.
  7.  Men når Forsamlingen skal sammenkaldes skal I blæse på
      almindelig Vis, ikke Alarm.
  8.  Arons Sønner, Præsterne, skal blæse i Trompeterne; det skal være
      eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt.
  9.  Når I drager i Krig i eders Land mod en Fjende, der angriber
      eder, og blæser Alarm med Trompeterne, skal I ihukommes for
      HERREN eders Guds Åsyn og frelses fra eders Fjender.
 10.  Og på eders Glædesdage, eders Højtider og Nymånedage, skal I
      blæse i Trompeterne ved eders Brændofre og Takofre; så skal de
      tjene eder til Ihukommelse for eders Guds Åsyn. Jeg er HERREN
      eders Gud!

 11.  Den tyvende Dag i den anden Måned af det andet År løftede Skyen
      sig fra Vidnesbyrdets Bolig.
 12.  Da brød Israeliterne op fra Sinaj Ørken, i den Orden de skulde
      bryde op i, og Skyen stod stille i Parans Ørken.
 13.  Da de nu første Gang brød op efter Guds Bud ved Moses,
 14.  var Judæernes Lejr den første, der brød op under sit Felttegn,
      Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Nahasjon,
      Amminadabs Søn.
 15.  Issakariternes Stammes Hær førtes af Netanel, Zuars Søn,
 16.  og Zebuloniternes Stammes Hær af Eliab, Helons Søn.
 17.  Da derpå Boligen var taget ned, brød Gersoniterne og Merariterne
      op og bar Boligen.
 18.  Så brød Rubens Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for
      Hærafdeling; deres Hær førtes af Elizur, Sjedeurs Søn.
 19.  Simeoniternes Stammes Hær førtes af Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn,
 20.  og Gaditernes Stammes Hær af Eljasaf, Deuels Søn.
 21.  Så brød Kehatiterne, der bar de hellige Ting, op; og før deres
      Komme havde man rejst Boligen.
 22.  Så brød Efraimiternes Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling
      for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elisjema, Ammihuds Søn.
 23.  Manassiternes Stammes Hær førtes af Gamliel, Pedazurs Søn,
 24.  og Benjaminiternes Stammes Hær af Abidan, Gidonis Søn.
 25.  Så brød Daniternes Lejr op under sit Felttegn som Bagtrop i hele
      Lejrtoget, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af
      Ahiezer, Ammisjaddajs Søn.
 26.  Aseriternes Stammes Hær førtes af Pagiel, Okrans Søn,
 27.  og Naftalitemes Stammes Hær af Ahira, Enans Søn.
 28.  Således foregik Israelitternes Opbrud, Hærafdeling for
      Hærafdeling. Så brød de da op.
 29.  Men Moses sagde til Midjaniten Hobab, Reuels Søn, Moses's
      Svigerfader: "Vi bryder nu op for at drage til det Sted, HERREN
      har lovet at give os; drag med os! Vi skal lønne dig godt, thi
      HERREN har stillet Israel gode Ting i Udsigt."
 30.  Men han svarede ham: "Jeg vil ikke drage med; nej, jeg drager
      til mit Land og min Slægt."
 31.  Da sagde han: "Forlad os ikke! Du kender jo de Steder, hvor vi
      kan slå Lejr i Ørkenen; vær Øje for os!
 32.  Drager du med os, skal vi give dig Del i alt det gode, HERREN
      vil give os."

 33.  Derpå brød de op fra HERRENs Bjerg og vandrede tre Dagsrejser
      frem, idet HERRENs Pagts Ark drog i Forvejen for at søge dem et
      Sted, hvor de kunde holde Hvil.
 34.  Og HERRENs Sky svævede over dem om Dagen, når de brød op fra
      Lejren.
 35.  Og hver Gang Arken brød op, sagde Moses: "Stå op, HERRE, at dine
      Fjender må splittes og dine Avindsmænd fly for dit Åsyn!"
 36.  Og hver Gang den standsede, sagde han: "Vend tilbage, HERRE, til
      Israels Stammers Titusinder!"

4.Mosebog 11

  1.  Men Folket knurrede højlydt for HERREN over deres usle Kår; og
      da HERREN hørte det, blussede hans Vrede op, og HERRENs Ild brød
      løs iblandt dem og åd om sig i den yderste Del af Lejren.
  2.  Da råbte Folket til Moses, og Moses gik i Forbøn hos HERREN.  Så
      dæmpedes Ilden.
  3.  Derfor kaldte man dette Sted Tabera, fordi HERRENs Ild brød løs
      iblandt dem.

  4.  Men den sammenløbne Hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten.
      Så tog også Israeliterne til at græde igen, og de sagde: "Kunde
      vi dog få Kød at spise!
  5.  Vi mindes Fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og
      Agurkerne, Vandmelonerne, Porrerne, Hvidløgene og Skalotterne,
  6.  og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi
      ser aldrig andet end Manna."
  7.  Mannaen lignede Horianderfrø og så ud som Bellium.
  8.  Folket gik rundt og sankede den op; derpå malede de den i
      Håndkværne eller stødte den i Mortere; så kogte de den i Gryder
      og lavede Kager deraf; den smagte da som Bagværk tillavet i
      Olie.
  9.  Når Duggen om Natten faldt over Lejren, faldt også Mannaen ned
      over den.

 10.  Og Moses hørte, hvorledes alle Folkets Slægter græd, enhver ved
      Indgangen til sit Telt; da blussede HERRENs Vrede voldsomt op,
      og det vakte også Moses's Mishag.
 11.  Da sagde Moses til HERREN: "Hvorfor har du handlet så ilde med
      din Tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet Nåde for dine Øjne,
      siden du har lagt hele dette Folk som en Byrde på mig?
 12.  Mon det er mig, der har undfanget hele dette Folk, mon det er
      mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min Favn
      skal bære det hen til det Land, du tilsvor dets Fædre, som en
      Fosterfader bærer det diende Barn?
 13.  Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette Folk Kød? Thi de
      græder rundt om mig og siger: Skaf os Kød at spise?
 14.  Jeg kan ikke ene bære hele dette Folk, det er mig for tungt.
 15.  Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg
      har fundet Nåde for dine Øjne, så at jeg ikke skal være nødt til
      at opleve sådan Elendighed!"

 16.  HERREN svarede Moses: "Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels
      Ældste sammen, Mænd, som du ved hører til Folkets Ældste og
      Tilsynsmænd, før dem hen til Åbenbaringsteltet og lad dem stille
      sig op hos dig der.
 17.  Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget
      af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at
      de kan hjælpe dig med at bære Folkets Byrde, så du ikke ene skal
      bære den.
 18.  Men til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skal
      I få Kød at spise! I har jo grædt højlydt for HERREN og sagt:
      Kunde vi dog få Kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten!
      Derfor vil HERREN give eder kød at spise;
 19.  og ikke blot een eller to eller fem eller ti eller tyve Dage
      skal I spise det,
 20.  men en hel Måned igennem, indtil det står eder ud af Næsen, og I
      væmmes derved, fordi I har ringeagtet HERREN, der er i eders
      Midte, og grædt for hans Åsyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af
      Ægypten!"
 21.  Moses svarede: "600000 Fodfolk tæller det Folk, jeg bar om mig,
      og du siger: Jeg vil skaffe dem Kød, så de har nok at spise en
      hel Måned!
 22.  Kan der slagtes så meget Småkvæg og Hornkvæg til dem, at det kan
      slå til, eller kan alle Fisk i Havet samles sammen til dem, så
      det kan slå til?"
 23.  HERREN svarede Moses: "Er HERRENs Arm for kort? Nu skal du få at
      se, om mit Ord går i Opfyldelse for dig eller ej."

 24.  Da gik Moses ud og kundgjorde Folket HERRENs Ord. Og han samlede
      halvfjerdsindstyve af Folkets Ældste og lod dem stille sig rundt
      om Teltet.
 25.  Så steg HERREN ned i Skyen og talede til ham; og han tog noget
      af den Ånd, der var over ham, og lod den komme over de
      halvfjerdsindstyve Ældste, og da Ånden hvilede over dem, kom de
      i profetisk Henrykkelse noget, som ikke siden hændtes dem.
 26.  Imidlertid var to Mænd blevet tilbage i Lejren, den ene hed
      Eldad, den anden Medad. Også over dem kom Ånden, thi de hørte
      til dem, der var optegnede, men de var ikke gået ud til Teltet,
      og nu kom de i profetisk Henrykkelse inde i Lejren.
 27.  Da løb en ung Mand ud og fortalte Moses det og sagde: "Eldad og
      Medad er kommet i profetisk Henrykkelse inde i Lejren."
 28.  Josua, Nuns Søn, der fra sin Ungdom af havde gået Moses til
      Hånde, sagde da: "Min Herre Moses, stands dem i det!"
 29.  Men Moses sagde til ham: "Er du skinsyg på mine Vegne? Gid alt
      HERRENs Folk var Profeter, gid HERREN vilde lade sin Ånd komme
      over dem!"
 30.  Derpå trak Moses sig tilbage til Lejren med Israels Ældste.

 31.  Da rejste der sig på HERRENs Bud en Vind, som førte Vagtler med
      sig fra Havet og drev dem hen over Lejren så langt som en
      Dagsrejse på begge Sider af Lejren i en Højde af et Par Alen
      over Jorden.
 32.  Så gav Folket sig hele den Dag, hele Natten og hele den næste
      Dag til at samle Vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var
      ti Homer. Og de bredte dem ud til Tørring rundt om Lejren.
 33.  Medens Kødet endnu var imellem Tænderne på dem, før det endnu
      var spist, blussede HERRENs Vrede op imod Folket, og HERREN lod
      en meget hård Straf ramme Folket.
 34.  Og man kaldte Stedet Kibrot Hattåva, thi der blev de lystne Folk
      jordet.
 35.  Fra Kibrot-Hattåva drog Folket til Hazerot, og de gjorde Holdt i
      Hazerot.

4.Mosebog 12

  1.  Mirjam og Aron tog til Orde mod Moses i Anledning af den
      kusjitiske Kvinde, han havde ægtet - han havde nemlig ægtet en
      kusjitisk Kvinde -
  2.  og sagde: "Har HERREN kun talet til Moses? Mon han ikke også har
      talet til os?" Og HERREN hørte det.
  3.  Men den Mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget
      andet Menneske på Jorden.

  4.  Da sagde HERREN i det samme til Moses, Aron og Mirjam: "Gå alle
      tre ud til Åbenbaringsteltet!" Og de gik alle tre derud.
  5.  Men HERREN steg ned i Skystøtten og stillede sig ved Indgangen
      til Teltet og kaldte på Aron og Mirjam, og de gik begge derud.
  6.  Da sagde han: "Hør, hvad jeg siger: Når der ellers er en Profet
      iblandt eder, giver jeg mig til Kende for ham i Syner eller
      taler med ham i Drømme.
  7.  Anderledes er det med min Tjener Moses: han er tro i hele mit
      Hus;
  8.  med ham taler jeg Ansigt til Ansigt, ikke i Syner eller Gåder,
      han skuer HERRENs Skikkelse; hvor tør I da tage til Orde mod min
      Tjener Moses?"
  9.  Og HERRENs Vrede blussede op imod dem, og han gik bort.
 10.  Da så Skyen trak sig bort fra Teltet, se, da var Mirjam hvid som
      Sne af Spedalskhed, og da Aron vendte sig mod Mirjam, se, da var
      hun spedalsk.
 11.  Da sagde Aron til Moses: "Ak, Herre, lad os dog ikke undgælde
      for den Synd, vi i Dårskab begik!
 12.  Lad hende dog ikke blive som et dødfødt Barn, hvis Kød er halvt
      fortæret, når det kommer ud af Moders Liv!"
 13.  Moses råbte da til HERREN og sagde: "Ak, gør hende dog rask
      igen!"
 14.  Og HERREN svarede Moses: "Hvis hendes Fader havde spyttet hende
      i Ansigtet, måtte hun da ikke have båret sin Skam i syv Dage?
      Derfor skal hun i syv Dage være udelukket fra Lejren; så kan hun
      atter optages."
 15.  Da blev Mirjam udelukket fra Lejren i syv Dage, og Folket brød
      ikke op, før Mirjam atter var optaget.
 16.  Så brød Folket op fra Hazerot og slog Lejr i Parans Ørken.

4.Mosebog 13

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  "Send nogle Mænd af Sted for at undersøge Kana'ans Land, som jeg
      vil give Israeliterne; een Mand af hver Fædrenestamme skal I
      sende, og kun Mænd, der er Øverster iblandt dem!"
  3.  Da udsendte Moses dem fra Parans Ørken på HERRENs Bud, Mænd, der
      allevar Overhovederfor Israeliterne.
  4.  Deres Navne var følgende: Af Rubens Stamme Sjammua, Zakkurs Søn,
  5.  af Simeons Stamme Sjafat, Horis Søn,
  6.  af Judas Stamme Kaleb, Jefunnes Søn,
  7.  af Issakars Stamme Jigal, Josefs Søn,
  8.  af Efraims Stamme Hosea, Nuns Søn,
  9.  af Benjamins Stamme Palti, Rafus Søn,
 10.  af Zebulons Stamme Gaddiel, Sodis Søn,
 11.  af Josefs Slamme, det er Manasses Stamme, Gaddi, Susis Søn,
 12.  af Dans Stamme Ammiel, Gmallis Søn,
 13.  af Asers Stamme Setur, Mikaels Søn,
 14.  af Naftalis Stamme Nabi, Vofsis Søn,
 15.  af Gads Stamme Geuel, Mtakis Søn.
 16.  Det var Navnene på de Mænd, Moses udsendte for at undersøge
      Landet. Men Moses gav Hosea, Nuns Søn, Navnet Josua.

 17.  Og Moses sendte dem af Sted for at undersøge Kana'ans Land.  Og
      han sagde til dem: "Drag herfra op i Sydlandet og drag op i
      Bjergene
 18.  og se, hvordan Landet er, og om Folket, som bor der, er stærkt
      eller svagt, fåtalligt eller talrigt,
 19.  om Landet, de bor i, er godt eller dårligt, og om Byerne, de bor
      i, er Teltlejre eller Fæstninger,
 20.  og om Landet er fedt eller magert, om der findes Træer deri
      eller ej. Vær ved godt Mod og tag noget af Landets Frugt med
      tilbage!" Det var netop ved den Tid, de første Druer var modne.

 21.  Så drog de af Sted og undersøgte Landet lige fra Zins Ørken til
      Rehob, Egnen hen imod Hamat.
 22.  Så begav de sig op i Sydlandet og kom til Hebron; der boede
      Ahiman, Sjesjaj og Talmaj, Anaks Efterkommere. Men Hebron var
      grundlagt syv År før Zoan i Ægypten.
 23.  Da de nåede Esjkoldalen, afskar de en Ranke med en Drueklase,
      som der måtte to Mand til at bære på en Bærestang, og plukkede
      nogle Granatæbler og Figener.
 24.  Man kaldte dette Sted Esjkoldalen med Hentydning til den
      Drueklase, Israeliterne der skar af.

 25.  Efter fyrretyve Dages Forløb vendte de tilbage efter at have
      undersøgt Landet;
 26.  og de kom til Moses og Aron og hele Israeliternes Menighed i
      Parans Ørken i Kadesj og aflagde Beretning for dem og hele
      Menigheden og viste dem Landets Frugt.
 27.  De fortalte ham: "Vi kom til landet, du sendte os til; det er
      virkelig et Land, der flyder med Mælk og Honning, og her er
      Flugt derfra;
 28.  men stærkt er Folket, som bor i Landet, og Byerne er befæstede
      og meget store; ja, vi så også Efterkommere af Anak der.
 29.  Amalek bor i Sydlandet, Hetiterte, Jebusiteme og Amoriterne i
      Bjerglandet og Kana'anæerne ved Havet og langs Jordan."
 30.  Da søgte Kaleb at bringe Folket til Tavshed over for Moses og
      sagde: "Lad os kun drage op og underlægge os det, thi vi kan
      sikkert tage det!"
 31.  Men de Mænd, der havde været med ham deroppe, sagde: "Vi kan
      ikke drage op imod dette Folk, thi det er stærkere end vi!"
 32.  Og de talte nedsættende til Israeliterne om Landet, som de havde
      undersøgt, og sagde: "Landet, som vi har rejst igennem og
      undersøgt, er et Land, der fortærer sine Indbyggere, og alle de
      Folk, vi så der, var kæmpestore.
 33.  Vi så der Kæmperne Anaks Sønner, der er af Kæmpeslægten og vi
      forekom både os selv og dem som Græshopper!"

4.Mosebog 14

  1.  Da opløftede hele Menigheden sin Røst og brød ud i Klageråb, og
      Folket græd Natten igennem.
  2.  Og alle Israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele
      Menigheden sagde til dem: "Gid vi var døde i Ægypten eller her i
      Ørkenen!
  3.  Hvorfor fører HERREN os til dette Land, når vi skal falde for
      Sværdet og vore Kvinder og Børn blive til Bytte? Var det dog
      ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?"
  4.  Og de sagde til hverandre: "Lad os vælge os en Fører og vende
      tilbage til Ægypten!"
  5.  Da faldt Moses og Aron på deres Ansigt foran hele den
      israelitiske Menigheds Forsamling.
  6.  Men Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, der havde været med
      til at undersøge Landet, sønderrev deres Klæder
  7.  og sagde til hele Israelitternes Menighed: "Landet, vi har rejst
      igennem og undersøgt, er et såre, såre godt Land.
  8.  Hvis HERREN har Behag i os, vil han føre os til det Land og give
      os det, et Land, der flyder med Mælk og Honning.
  9.  Gør kun ikke Oprør imod HERREN og frygt ikke for Landets
      Befolkning, thi dem tager vi som en Bid Brød; deres Skygge er
      veget fra dem, men med os er HERREN; frygt ikke for dem!"
 10.  Hele Menigheden tænkte allerede på at stene dem; men da kom
      HERRENs Herlighed til Syne for alle Israelitterne ved
      Åbenbaringsteltet.

 11.  Og HERREN sagde til Moses: "Hvor længe skal dette Folk håne mig,
      og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til Trods for
      alle de Tegn jeg har gjort i det?
 12.  Jeg vil slå det med Pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre
      til et Folk, større og stærkere end det!"
 13.  Men Moses sagde til HERREN: "Ægypterne har hørt, at du i din
      Vælde har ført dette Folk bort fra dem;
 14.  og ligeledes har alle dette Lands Indbyggere hørt, at du, HERRE,
      er midt iblandt dette Folk, thi du, HERRE, åbenbarer dig
      synligt, idet din Sky står over dem, og du vandrer foran dem om
      Dagen i en Skystøtte og om Natten i en Ildstøtte.
 15.  Hvis du nu dræber dette Folk alle som een, vil de Folk, der har
      hørt dit Ry, sige:
 16.  Fordi HERREN ikke evnede at føre dette Folk til det Land, han
      havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i Ørkenen.
 17.  Derfor, HERRE, lad din Vælde nu vise sig i sin Storhed, således
      som du forjættede, da du sagde:
 18.  HERREN er langmodig og rig på Miskundhed, han forlader
      Misgerning og Overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og
      han hjemsøger Fædrenes Brøde på Børnene i tredje og fjerde Led.
 19.  Så tilgiv nu dette Folk dets Misgerning efter din store
      Miskundhed, således som du har tilgivet dette Folk hele Vejen
      fra Ægypten og hertil!"

 20.  Da sagde HERREN: "Jeg tilgiver dem på din Bøn.
 21.  Men så sandt jeg lever så sandt hele Jorden skal opfyldes af
      HERRENs Herlighed:
 22.  Ingen af de Mænd, der har set min Herlighed og de Tegn, jeg har
      gjort i Ægypten og i Ørkenen, og dog nu for tiende Gang har
      fristet mig og ikke villet lyde min Røst,
 23.  ingen af dem skal se det Land, jeg tilsvor deres Fædre! Ingen af
      dem, der har hånet mig, skal få det at se;
 24.  kun min Tjener Kaleb lader jeg komme til det Land, han har været
      i, og hans Efterkommere skal få det i Eje, fordi han havde en
      anden Ånd og viste mig fuld Lydighed.
 25.  Men Amalekiterne og Kana'anæerne bor i Lavlandet. Vend derfor om
      i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!"

 26.  Fremdeles talede HERREN til Moses og Aron og sagde:
 27.  "Hvor længe skal jeg tåle denne onde Menighed, dem, som
      bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israelitternes Knurren,
      hørt, hvorledes de knurrer imod mig.
 28.  Sig til dem: Så sandt jeg lever lyder det fra HERREN, som I har
      råbt mig i Øret, således vil jeg handle med eder!
 29.  I Ørkenen her skal eders Kroppe falde, alle I, der blev
      mønstret, så mange I er fra Tyveårsalderen og opefter, I, som
      har knurret imod mig.
 30.  Sandelig, ingen af eder skal komme til det Land, jeg med løftet
      Hånd svor at ville giver eder at bo i, med Undtagelse af Kaleb,
      Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn.
 31.  Eders små Børn, som I sagde vilde blive til Bytte, dem vil jeg
      lade komme derhen, og de skal tage det Land i Besiddelse, som I
      har vraget,
 32.  men eders egne Kroppe skal falde i Ørkenen her,
 33.  og eders Sønner skal flakke om i Ørkenen i fyrretyve År og
      undgælde for eders Bolen, indtil eders Kroppe er gået til Grunde
      i Ørkenen.
 34.  Som I brugte fyrretyve Dage til at undersøge Landet, således
      skal I undgælde for eders Misgerninger i fyrretyve År, eet År
      for hver Dag, og således få mit Mishag at føle.
 35.  Jeg HERREN har sagt det: Sandelig, således vil jeg handle med
      hele denne onde Menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i
      Ørkenen her skal de gå til Grunde, i den skal de dø!"

 36.  Og de Mænd, Moses havde udsendt for at undersøge Landet, og som
      efter deres Tilbagekomst havde fået hele Menigheden til at
      knurre imod ham ved at tale nedsættende om Landet,
 37.  de Mænd, der havde talt nedsættende om Landet, fik en brat Død
      for HERRENs Åsyn:
 38.  kun Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, blev i Live af de
      Mænd, der var draget hen for at undersøge Landet.

 39.  Men da Moses forebragte alle Israelitterne disse Ord, grebes
      Folket af stor Sorg;
 40.  og tidligt næste Morgen drog de op mod det øverste af
      Bjerglandet og sagde: "Se, vi er rede til at drage op til det
      Sted, HERREN har talet om, thi vi, har syndet."
 41.  Da sagde Moses: "Hvorfor vil I overtræde HERRENs Bud? Det vil
      ikke gå godt!
 42.  Drag ikke derop, thi HERREN er ikke iblandt eder; gør I det,
      bliver I slået af eders Fjender!
 43.  Thi Amalekiterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal
      falde for Sværdet; I har jo vendt eder fra HERREN, og HERREN er
      ikke med eder!"
 44.  Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af
      Bjerglandet; men HERRENs Pagts Ark og Moses forlod ikke Lejren.
 45.  Da steg Amalekiterne og Kana'anæerne, der boede der i
      Bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til Horma.

4.Mosebog 15

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
      jeg vil give eder at bo i,
  3.  og I vil ofre HERREN et Ildoffer, Brændoffer eller Slagtoffer,
      af Hornkvæg eller Småkvæg for at indfri et Løfte eller af fri
      Drift eller i Anledning af eders Højtider for at berede HERREN
      en liflig Duft,
  4.  så skal den, der bringer HERREN sin Offergave, som Afgrødeoffer
      bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin
      Olie
  5.  desuden skal du som Drikoffer til hvert Lam ofre en Fjerdedel
      Hin Vin, hvad enten det er Brændoffer eller Slagtoffer.
  6.  Men til en Væder skal du som Afgrødeoffer ofre to Tiendedele Efa
      fint Hvedemel, rørt i en Tredjedel Hin Olie;
  7.  desuden skal du som Drikoffer frembære en Tredjedel Hin Vin til
      en liflig Duft for HERREN.
  8.  Og når du ofrer en ung Tyr som Brændoffer eller Slagtoffer for
      at indfri et Løfte eller som Takoffer til HERREN,
  9.  skal du foruden Tyren frembære som Afgrødeoffer tre Tiendedele
      Efa fint Hvedemel, rørt i en halv Hin Olie;
 10.  desuden skal du som Drikoffer frembære en halv Hin Vin, et
      Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
 11.  Således skal der gøres for hver enkelt Tyr, hver enkelt Væder
      eller hvert Lam eller Ged;
 12.  således skal I gøre for hvert enkelt Dyr, så mange I nu ofrer.
 13.  Enhver indfødt skal gøre disse Ting på denne Måde, når han vil
      bringe et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
 14.  Og når en fremmed bor hos eder, eller nogen i de kommende Tider
      bor iblandt eder, og han vil bringe et Ildoffer til en liflig
      Duft for HERREN, skal han gøre på samme Måde som I selv.
 15.  Inden for Forsamlingen skal en og samme Anordning gælde for eder
      og den fremmede, der bor hos eder; det skal være eder en evig
      gyldig Anordning fra Slægt til Slægt: hvad der gælder for eder,
      skal også gælde for den fremmede for HERRENs Åsyn;
 16.  samme Lov og Ret gælder for eder og den fremmede, der bor hos
      eder.

 17.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 18.  Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
      jeg fører eder til,
 19.  og spiser af Landets Brød, skal I yde HERREN en Offerydelse.
 20.  Som Førstegrøde af eders Grovmel skal I yde en Kage som
      Offerydelse; på samme Måde som Offerydelsen af Tærskepladsen
      skal I yde den.
 21.  Af Førstegrøden af eders Grovmel skal I give HERREN en
      Offerydelse, Slægt efter Slægt.

 22.  Dersom I synder af Vanvare og undlader at udføre noget af alle
      de Bud, HERREN har kundgjort Moses,
 23.  noget af alt det, HERREN har pålagt eder gennem Moses, fra den
      Dag HERREN udstedte sit Bud og frem i Tiden fra Slægt til Slægt,
 24.  så skal hele Menigheden, hvis det sker af Vanvare uden
      Menighedens Vidende, ofre en ung Tyr som Brændoffer til en
      liflig duft for HERREN med det efter Lovbudene dertil hørende
      Afgrødeoffer og Drikoffer og desuden en Gedebuk som Syndoffer.
 25.  Og Præsten skal skaffe hele Israelitternes Menighed Soning, og
      dermed opnår de Tilgivelse; thi det skete af Vanvare, og de bar
      bragt deres Offergave som et Ildoffer til HERREN og desuden
      deres Syndoffer for HERRENs Åsyn, for hvad de gjorde af Vanvare.
 26.  Således får både hele Israelitternes Menighed og den fremmede,
      der bor hos dem, Tilgivelse; thi alt Folket har Del i den Synd,
      der bliver begået af Vanvare.

 27.  Men hvis et enkelt Menneske synder af Vanvare, skal han bringe
      en årgammel Ged som Syndoffer.
 28.  Og Præsten skal skaffe den, der synder af Vanvare, Soning for
      HERRENs Åsyn ved at udføre Soningen for ham, og således opnår
      han Tilgivelse.
 29.  For den indfødte hos Israelitterne og den fremmede, der bor
      iblandt dem, for eder alle gælder en og samme Lov; når nogen
      synder af Vanvare.

 30.  Men den, der handler med Forsæt, hvad enten han er indfødt eller
      fremmed, han håner Gud, og det Menneske skal udryddes af sit
      Folk.
 31.  Thi han har ringeagtet HERRENs Ord og brudt hans Bud; det
      Menneske skal udryddes, hans Misgerning kommer over ham.

 32.  Medens Israelitterne opholdt sig i Ørkenen, traf de en Mand, som
      sankede Brænde på en Sabbat.
 33.  De, der traf ham i Færd med at sanke Brænde, bragte ham til
      Moses, Aron og hele Menigheden,
 34.  og de satte ham i Varetægt, da der ikke forelå nogen bestemt
      Kendelse for, hvad der skulde gøres ved ham.
 35.  Da sagde HERREN til Moses: Den Mand skal lide Døden; hele
      Menigheden skal stene ham uden for Lejren!
 36.  Hele Menigheden førte ham da uden for Lejren og stenede ham til
      Døde, som HERREN havde pålagt Moses.

 37.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 38.  Tal til Israelitterne og sig til dem, at de Slægt efter Slægt
      skal sætte Kvaster på Fligene af deres Klæder, og at de på hver
      enkelt Kvast skal sætte en violet Purpursnor.
 39.  Det skal tjene eder til Tegn, så at I, hver Gang I ser dem, skal
      komme alle HERRENs Bud i Hu og handle efter dem og ikke lade
      eder vildlede af eders Hjerter eller Øjne, af hvilke I lader
      eder forlede til Bolen
 40.  for at I kan komme alle mine Bud i Hu og handle efter dem og
      blive hellige for eders Gud.
 41.  Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at
      være eders Gud. Jeg er HERREN eders Gud!

4.Mosebog 16

  1.  Men Kora, en Søn af Jizhar, en Søn af Levis Søn Kehat, og Datan
      og Abiram, Sønner af Ejiab, en Søn af Rubens Søn Pallu, gjorde
      Oprør.
  2.  De gjorde Oprør mod Moses sammen med 250 israelitiske Mænd,
      Øverster for Menigheden, udvalgte i Folkeforsamlingen, ansete
      Mænd.
  3.  Og de samlede sig og trådte op imod Moses og Aron og sagde til
      dem: "Lad det nu være nok, thi hele Menigheden er hellig, hver
      og en, og HERREN er i dens Midte; hvorfor vil I da ophøje eder
      over HERRENs Forsamling?"
  4.  Da Moses hørte det, faldt han på sit Ansigt.
  5.  Derpå talte han til Kora og alle hans Tilhængere og sagde: "Vent
      til i Morgen, så vil HERREN give til kende, hvem der tilhører
      ham, og hvem der er hellig, så at han vil give ham Adgang til
      sig; den, han udvælger, vil han give Adgang til sig.
  6.  Således skal I gøre: Skaf eder Pander, du Kora og alle dine
      Tilhængere,
  7.  og læg så i Morgen Gløder på og kom Røgelse på for HERRENs Åsyn,
      så skal den, HERREN udvælger, være den, som er hellig; lad det
      nu være nok, I Levisønner!"
  8.  Fremdeles sagde Moses til Kora: "Hør nu, I Levisønner!
  9.  Er det eder ikke nok, at Israels Gud har udskilt eder af Israels
      Menighed og givet eder Adgang til sig for at udføre Arbejdet ved
      HERRENs Bolig og stå til Tjeneste for Menigheden?
 10.  Han har givet dig og med dig alle dine Brødre, Levis Sønner,
      Adgang til sig og nu attrår I også Præsteværdigheden!
 11.  Derfor, du og alle dine Tilhængere, som har rottet eder sammen
      mod HERREN, hvad er Aron, at I vil knurre mod ham!"

 12.  Da sendte Moses Bud efter Datan og Abiram, Eliabs Sønner, men de
      sagde: "Vi kommer ikke!
 13.  Er det ikke nok, at du har ført os bort fra et Land, der flyder
      med Mælk og Honning, for at lade os dø i Ørkenen, siden du oven
      i Købet vil opkaste dig til Herre over os!
 14.  Du har sandelig ikke ført os til et Land, der flyder med Mælk og
      Honning, eller givet os Marker og Vinbjerge! Tror du, du kan
      stikke disse Mænd Blår i Øjnene? Vi kommer ikke!"
 15.  Da harmedes Moses højlig og sagde til HERREN: "Vend dig ikke til
      deres Offergave! Ikke så meget som et Æsel har jeg frataget dem,
      ej heller har jeg gjort en eneste af dem noget ondt!"

 16.  Og Moses sagde til Kora: "I Morgen skal du og alle dine
      Tilhængere komme frem for HERRENs Åsyn sammen med Aron;
 17.  og enhver af eder skal tage sin Pande, lægge Gløder på og komme
      Røgelse på og frembære sin Pande for HERRENs Åsyn, 25O Pander,
      du selv og Aron skal også tage hver sin Pande!"
 18.  Da tog hver sin Pande, lagde Gløder på og kom Røgelse på, og så
      stillede de sig ved indgangen til Åbenbaringsteltet sammen med
      Moses og Aron;
 19.  og Kora kaldte hele Menigheden sammen imod dem ved Indgangen til
      Åbenbaringsteltet. Da kom HERRENs Herlighed til Syne for hele
      Menigheden,
 20.  og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
 21.  "Skil eder ud fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu
      tilintetgøre den!"
 22.  Men de faldt på deres Ansigt og sagde: "O Gud, du Gud over alt
      Køds Ånder, vil du vredes på hele Menigheden, fordi en enkelt
      Mand synder?"
 23.  Da talede HERREN til Moses og sagde:
 24.  "Tal til Menigheden og sig: Fjern eder fra Pladsen omkring
      Koras, Datans og Abirams Bolig!"

 25.  Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels Ældste,
 26.  og han talte til Menigheden og sagde: "Træk eder tilbage fra
      disse ugudelige Mænds Telte og rør ikke ved noget af, hvad der
      tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres
      Synders Skyld!"
 27.  Da fjernede de sig fra Pladsen om Koras, Datans og Abirams
      Bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen
      til deres Telte med deres Hustruer og Børn, store og små.
 28.  Og Moses sagde: "Derpå skal I kende, at HERREN har sendt mig for
      at gøre alle disse Gerninger, og at jeg ikke handler i
      Egenrådighed:
 29.  Dersom disse dør på vanlig menneskelig Vis, og der ikke rammer
      dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har HERREN ikke
      sendt mig;
 30.  men hvis HERREN lader noget uhørt ske, så Jorden spiler sit Gab
      op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer
      levende ned i Dødsriget, da skal I derpå kende, at disse Mænd
      har hånet HERREN!"
 31.  Og straks, da han havde talt alle disse Ord, åbnede Jorden sig
      under dem,
 32.  og Jorden lukkede sit Gab op og slugte dem og deres Boliger og
      alle Mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede;
 33.  og de for levende ned i Dødsriget med alt, hvad der tilhørte
      dem, og Jorden lukkede sig over dem, og de blev udryddet af
      Forsamlingen.
 34.  Men hele Israel, der stod omkring dem, flygtede ved deres Skrig,
      thi de sagde: "Blot ikke Jorden skal opsluge os!"
 35.  Og Ild for ud fra HERREN og fortærede de 250 Mænd, der frembar
      Røgelse.

 36.  Da talede HERREN til Moses og sagde:
 37.  "Sig til Eleazar, Præsten Arons Søn, at han skal tage Panderne
      ud af Branden og strø Gløderne ud noget derfra; thi hellige
 38.  er de Pander, der tilhørte disse Mænd, som begik en Synd, der
      kostede dem Livet. De skal udhamre dem til Plader til Overtræk
      på Alteret, thi de frembar dem for HERRENs Åsyn, og derfor er de
      hellige; de skal nu tjene Israelitterne til Tegn."
 39.  Da tog Præsten Eleazar Kobberpaladerne, som de opbrændte Mænd
      havde frembåret, og hamrede dem ud til. Overtræk på Alteret
 40.  som et Mindetegn for Israelitterne om, at ingen Lægmand, ingen,
      som ikke hører til Arons Efterkommere, må træde frem for at ofre
      Røgelse for HERRENs Åsyn, for at det ikke skal gå ham som Kora
      og hans Tilhængere, således som HERREN havde sagt ham ved Moses.

 41.  Men Dagen efter knurrede hele Israels Menighed mod Moses og Aron
      og sagde: "Det er eder, der har, dræbt HERRENs Folk!"
 42.  Men da Menigheden samlede sig mod Moses og Aron, vendte de sig
      mod Åbenbaringsteltet, og se, Skyen dækkede det, og HERRENs
      Herlighed kom til Syne.
 43.  Da trådte Moses og Aron hen foran Åbenbaringsteltet,
 44.  og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
 45.  "Fjern eder fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre
      dem!" Da faldt de på deres Ansigt,
 46.  og Moses sagde til Aron: "Tag din Pande, læg Gløder fra Alteret
      på og kom Røgelse på og skynd dig så hen til Menigheden og skaf
      den Soning, thi Vreden er brudt frem fra HERREN, Plagen har
      allerede taget fat!"
 47.  Da tog Aron det, således som Moses havde sagt, og løb midt ind i
      Forsamlingen. Og se, Plagen havde allerede taget fat blandt
      Folket, men han kom Røgelsen på og skaffede Folket Soning.
 48.  Og som han stod der midt imellem døde og levende, hørte Plagen
      op.
 49.  Men de, der omkom ved Plagen, udgjorde 14700 Mennesker foruden
      dem, der omkom for Koras Skyld.
 50.  Så vendte Aron tilbage til Moses ved Indgangen til
      Åbenbaringsteltet, efter at Plagen var ophørt.

4.Mosebog 17

  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  "Sig til Israelitterne, at Øversterne for Fædrenehusene skal
      give dig en Stav for hvert Fædrenehus, tolv Stave i alt, og
      skriv så hver enkelts Navn på hans Stav
  3.  og skriv Arons Navn på Levis Stav, thi hvert Overhoved for
      Fædrenehusene skal have een Stav.
  4.  Læg dem så ind i Åbenbariogsteltet foran Vidnesbyrdet, der, hvor
      jeg åbenbarer mig for dig.
  5.  Den Mand, jeg udvælger, hans Stav skal da grønnes; således vil
      jeg bringe Israelitternes Knurren imod eder til Tavshed, så jeg
      kan blive fri for den."
  6.  Moses sagde nu dette til Israelitterne, og alle deres Øverster
      gav ham en Stav, så der blev en Stav for hver Øverste efter
      deres Fædrenehuse, tolv Stave i alt, og Arons Stav var imellem
      Stavene.
  7.  Derpå lagde Moses Stavene hen foran HERRENs Åsyn i Vidnesbyrdets
      Telt.

  8.  Da Moses næste Dag kom ind i Vidnesbyrdets Telt, se, da var
      Arons Stav, Staven for Levis Hus, grønnedes; den havde sat Skud,
      var kommet i Blomst og bar modne Mandler.
  9.  Da tog Moses Stavene bort fra HERRENs Åsyn og bar dem ud til
      Israelitterne, og de så på dem og tog hver sin Stav.
 10.  Men HERREN sagde til Moses: "Læg Arons Stav tilbage foran
      Vidnesbyrdet, for at den kan opbevares til Tegn for de
      genstridige, og gør Ende på deres Knurren, så jeg kan blive fri
      for den, at de ikke skal dø!"
 11.  Og Moses gjorde som HERREN havde pålagt ham; således gjorde han.

 12.  Men Israelitterne sagde til Moses: "Se, vi omkommer, det er ude
      med os, det er ude med os alle sammen!
 13.  Enhver, der kommer HERRENs Bolig nær, dør. Skal vi da virkelig
      omkomme alle sammen?"

4.Mosebog 18

  1.  HERREN sagde til Aron: Du tillige med dine Sønner og dit
      Fædrenehus skal have Ansvaret for Helligdommen, og du tillige
      med dine Sønner skal have Ansvaret for eders Præstetjeneste.
  2.  Men også dine Brødre, Levis Stamme, din Fædrenestamme, skal du
      lade træde frem sammen med dig, og de skal holde sig til dig og
      gå dig til Hånde, når du tillige med dine Sønner gør Tjeneste
      foran Vidnesbyrdets Telt;
  3.  og de skal tage Vare på, hvad du har at varetage, og på alt,
      hvad der er at varetage ved Teltet, men de må ikke komme de
      hellige Ting eller Alteret nær, at ikke både de og I skal dø..
  4.  De skal holde sig til dig og tage Vare på, hvad der er at
      varetage ved Åbenbaringsteltet, alt Arbejdet derved, men ingen
      Lægmand må der komme eder nær.
  5.  Men I skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved
      Helligdommen og Alteret, for at der ikke atter skal komme Vrede
      over Israelitterne.
  6.  Se, jeg har selv udtaget eders Brødre Leviterne af
      Israelitternes Midte som en Gave til eder, de er givet HERREN
      til at udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet.
  7.  Men du tillige med dine Sønner skal tage Vare på eders
      Præstegerning i alt, hvad der angår Alteret og det, der er inden
      for Forhænget, og udføre Arbejdet derved. Som en Gave skænker
      jeg eder Præstedømmet; men enhver Lægmand, der trænger sig ind
      deri, skal lide Døden.

  8.  HERREN talede fremdeles til Aron: Se, jeg giver dig, hvad der
      skal lægges til Side af mine Offerydelser; alle Israelitternes
      Helliggaver giver jeg dig og dine Sønner som eders Del, en evig
      gyldig Rettighed.
  9.  Følgende skal tilfalde dig af det højhellige, fraregnet hvad der
      opbrændes: Alle deres Offergaver, der falder ind under
      Afgrødeofre, Syndofre og Skyldofre, som de bringer mig til
      Erstatning; som højhelligt skal dette tilfalde dig og dine
      Sønner.
 10.  På et højhelligt Sted skal du spise det, og alle af Mandkøn må
      spise deraf; det skal være dig helligt.
 11.  Fremdeles skal følgende tilfalde dig som Offerydelse af deres
      Gaver: Alle Gaver fra Israelitterne, hvormed der udføres
      Svingning, giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en
      evig gyldig Rettighed; enhver, som er ren i dit Hus, må spise
      deraf.
 12.  Alt det bedste af Olien, Mosten og Kornet, Førstegrøden deraf,
      som de giver HERREN, giver jeg dig.
 13.  De første Frugter af alt, hvad der gror i deres Land, som de
      bringer HERREN, skal tilfalde dig; enhver, som er ren i dit Hus,
      må spise deraf.
 14.  Alt, hvad der lægges Band på i Israel, skal tilfalde dig.
 15.  Af alt Kød, som de bringer til HERREN, såvel af Mennesker som af
      Dyr, skal alt, hvad der åbner Moders Liv, tilfalde dig; dog skal
      du lade de førstefødte Mennesker udløse, og ligeledes skal du
      lade de førstefødte urene Dyr udløse.
 16.  Hine skal du lade udløse, når de er en Måned gamle eller
      derover, med en Vurderingssum af fem Sekel efter hellig Vægt,
      tyve Gera på en Sekel.
 17.  Men de førstefødte Stykker Hornkvæg, Lam eller Geder må du ikke
      lade udløse; de er hellige, deres Blod skal du sprænge på
      Alteret, og Fedtet skal du bringe som Røgoffer, et Ildoffer til
      en liflig Duft for HERREN;
 18.  men Kødet tilfalder dig; ligesom Svingningsbrystet og højre
      Kølle tilfalder det dig.
 19.  Al Offerydelse af Helliggaver, som Israelitterne yder HERREN,
      giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en evig
      gyldig Rettighed; det skal være en evig gyldig Saltpagt for
      HERRENs Åsyn for dig tillige med dine Efterkommere.

 20.  HERREN sagde fremdeles til Aron: Du skal ingen Arvelod have i
      deres Land, og der skal ikke tilfalde dig nogen Lod iblandt dem;
      jeg selv er din Arvelod og Del blandt Israelitterne.

 21.  Men se, Levisønnerne giver jeg al Tiende i Israel som Arvelod
      til Løn for det Arbejde, de udfører ved Åbenbaringsteltet.
 22.  Israelitterne må herefter ikke komme Åbenbaringsteltet nær, for
      at de ikke skal pådrage sig Synd og dø;
 23.  kun Leviterne må udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet, og de
      skal have Ansvaret derfor. Det skal være eder en evig gyldig
      Anordning fra Slægt til Slægt. Men nogen Arvelod skal de ikke
      have blandt Israelitterne;
 24.  thi Tienden, Israelitterne yder HERREN som Offerydelse, giver
      jeg Leviterne til Arvelod. Derfor sagde jeg dem, at de ikke skal
      have nogen Arvelod blandt Israelitterne.

 25.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 26.  Tal til Leviterne og sig til dem: Når I af Israelitterne
      modtager Tienden, som jeg har givet eder som den Arvelod, I skal
      have af dem, så skal I yde HERREN en Offerydelse deraf, Tiende
      af Tienden;
 27.  og denne eders Offerydelse skal ligestilles med Offerydelsen af
      Kornet fra Tærskepladsen og Overfloden fra Vinpersen.
 28.  Således skal også I yde HERREN en Offerydelse af al den Tiende,
      I modtager af Israelitterne, og denne HERRENs Offerydelse skal I
      give Præsten Aron.
 29.  Af alle de Gaver, I modtager, skal I yde HERRENs Offerydelse, af
      alt det bedste deraf, som hans Helliggave.
 30.  Og sig til dem: Når I yder det bedste deraf, skal det
      ligestilles med Offerydelsen af, hvad der kommer fra
      Tærskepladsen og Vinpersen.
 31.  I må spise det hvor som helst sammen med eders Familie, thi det
      er eders Løn for eders Arbejde ved Åbenbaringsteltet.
 32.  Når I blot yder det bedste deraf, skal I ikke for den Sags Skyld
      pådrage eder Synd og ikke vanhellige Israelitternes Helliggaver
      og udsætte eder for at dø.

4.Mosebog 19

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde:
  2.  Dette er det Lovbud, HERREN har kundgjort: Sig til
      Israelitterne, at de skal skaffe dig en rød, lydefri Kvie, der
      er uden Fejl og ikke har båret Åg.
  3.  Den skal I overgive til Præsten Eleazar, og man skal føre den
      uden for Lejren og slagte den for hans Åsyn.
  4.  Så skal Præsten Eleazar tage noget af dens Blod på sin Finger og
      stænke det syv Gange i Retning af Åbenbaringsteltets Forside.
  5.  Derpå skal Kvien brændes i hans Påsyn; dens Hud, Kød og Blod
      tillige med Skarnet skal opbrændes.
  6.  Derefter skal Præsten tage Cedertræ, Ysop og karmoisinrødt Uld
      og kaste det på Bålet, hvor Kvien brænder.
  7.  Så skal Præsten tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand og
      derefter vende tilbage til Lejren. Men Præsten skal være uren
      til Aften.
  8.  Ligeledes skal den Mand, der brænder Kvien, tvætte sine Klæder
      med Vand og bade sit Legeme i Vand og være uren til Aften.
  9.  Og en Mand, der er ren, skal opsamle Kviens Aske og lægge den
      hen på et rent Sted uden for Lejren, hvor den skal opbevares for
      Israelitternes Menighed for at bruges til Renselsesvand. Det er
      et Syndoffer.
 10.  Og den, der opsamler Kviens Aske, skal tvætte sine Klæder og
      være uren til Aften. For Israelitterne og den fremmede, der bor
      iblandt dem, skal dette være en evig gyldig Anordning:
 11.  Den, der rører ved en død, ved noget som helst Lig, skal være
      uren i syv Dage.
 12.  Han skal lade sig rense for Synd med Asken på den tredje og
      syvende Dag, så bliver han ren; men renser han sig ikke på den
      tredje og syvende Dag, bliver han ikke ren.
 13.  Enhver, der rører ved en død, et Lig, og ikke lader sig rense
      for Synd, besmitter HERRENs Bolig, og det Menneske skal udryddes
      af Israel, fordi der ikke er stænket Renselsesvand på ham; han
      er uren, hans Urenhed klæber endnu ved ham.

 14.  Således er Loven: Når et Menneske dør i et Telt,, bliver enhver,
      der træder ind i Teltet, og enhver, der er i Teltet, uren i syv
      Dage;
 15.  og ethvert åbent Kar, et, der ikke er bundet noget over, bliver
      urent.
 16.  Ligeledes bliver enhver, der på åben Mark rører ved en, der er
      dræbt med Sværd, eller ved en, der er død, eller ved
      Menneskeknogler eller en Grav, uren i syv Dage.
 17.  For sådanne urene skal man da tage noget af Asken af det brændte
      Syndoffer og hælde rindende Vand derover i en Skål.
 18.  Derpå skal en Mand, der er ren, tage en Ysopstængel, dyppe den i
      Vandet og stænke det på Teltet og på alle de Ting og Mennesker,
      der har været deri, og på den, der har rørt ved
      Menneskeknoglerne, den ihjelslagne, den døde eller Graven.
 19.  Således skal den rene bestænke den urene på den tredje og
      syvende Dag og borttage hans Synd på den syvende Dag. Derefter
      skal han tvætte sine Klæder og bade sig i Vand, så er han ren,
      når det bliver aften.
 20.  Men den, som bliver uren og ikke lader sig rense for Synd, han
      skal udryddes af Forsamlingen; thi han har besmittet HERRENs
      Helligdom, der er ikke stænket Renselsesvand på ham, han er
      uren.
 21.  Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den, der stænker
      Renselsesvandet, skal tvætte sine Klæder, og den, der rører ved
      Renselsesvandet, skal være uren til Aften.
 22.  Alt, hvad den urene rører ved skal være urent, og enhver, der
      rører ved ham, skal være uren til Aften.

4.Mosebog 20

  1.  Derpå nåede Israelitterne, hele Menigheden, til Zins Ørken i den
      første Måned, og Folket slog sig ned i Kadesj. Der døde Mirjam,
      og der blev hun jordet.
  2.  Men der var ikke Vand til Menigheden; derfor samlede de sig mod
      Moses og Aron,
  3.  og Folket kivedes med Moses og sagde: "Gid vi var omkommet,
      dengang vore Brødre omkom for HERRENs Åsyn!
  4.  Hvorfor førte I HERRENs Forsamling ind i denne Ørken, når vi
      skal dø her, både vi og vort Kvæg?
  5.  Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I vilde have os hen til
      dette skrækkelige Sted, hvor der hverken er Korn eller Figener,
      Vintræer eller Granatæbler, ej heller Vand at drikke?"
  6.  Men Moses og Aron begav sig fra Forsamlingen hen til
      Åbenbaringsteltets indgang og faldt på deres Ansigt. Da viste
      HERRENs Herlighed sig for dem,
  7.  og HERREN talede til Moses og sagde:
  8.  "Tag Staven og kald så tillige med din Broder Aron Menigheden
      sammen og tal til Klippen i deres Påsyn, så giver den Vand; lad
      Vand strømme frem af Klippen til dem og skaf Menigheden og dens
      Kvæg noget at drikke!"
  9.  Da tog Moses Staven fra dens Plads foran HERRENs Åsyn, som han
      havde pålagt ham;
 10.  og Moses og Aron kaldte Forsamlingen sammen foran Klippen, og
      han sagde til dem: "Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få
      Vand til at strømme frem til eder af denne Klippe?"
 11.  Og Moses løftede sin Hånd og slog to Gange på Klippen med sin
      Stav, og der strømmede Vand frem i Mængde, så at Menigheden og
      dens Kvæg kunde drikke.
 12.  Men HERREN sagde til Moses og Aron: "Fordi I ikke troede på mig
      og helligede mig for Israelitternes Øjne, skal I ikke komme til
      at føre denne Forsamling ind i det Land, jeg vil give dem!"
 13.  Dette er Meribas Vand, hvor Israelitterne kivedes med HERREN, og
      hvor han åbenbarede sin Hellighed på dem.

 14.  Fra Kadesj sendte Moses Sendebud til kongen af Edom med det Bud:
      "Din Broder Israel lader sige: Du kender jo alle de
      Besværligheder, som er vederfaret os,
 15.  hvorledes vore Fædre drog ned til Ægypten, hvorledes vi boede
      der i lange Tider, og hvorledes Ægypterne mishandlede os og vore
      Fædre;
 16.  da råbte vi til HERREN, og han hørte vor Røst og sendte en Engel
      og førte os ud af Ægypten. Se, nu er vi i Byen Kadesj ved
      Grænsen af dine Landemærker.
 17.  Lad os få Lov at vandre igennem dit Land. Vi vil hverken drage
      hen over Marker eller Vinhaver eller drikke Vandet i Brøndene;
      vi vil gå ad Kongevejen, vi vil hverken bøje af til højre eller
      venstre, før vi er nået igennem dit Land!"
 18.  Men Edom svarede ham: "Du må ikke vandre igennem mit Land,
      ellers drager jeg imod dig med Sværd i Hånd!"
 19.  Da sagde Israelitterne til ham: "Vi vil følge den slagne
      Landevej, og der som jeg eller mit Kvæg drikker af dine
      Vandingssteder, vil jeg betale derfor det er da ikke noget at
      være bange for, jeg vil kun vandre derigennem til Fods!"
 20.  Men han svarede: "Du må ikke drage her igennem!" Og Edom rykkede
      imod ham med mange Krigere og stærkt rustet.
 21.  Da Edom således formente Israel at drage igennem sine
      Landemærker, bøjede Israel af og drog udenom.

 22.  Derpå brød Israelitterne, hele Menigheden, op fra Kadesj og kom
      til Bjerget Hor.
 23.  Og HERREN talede til Moses og Aron ved Bjerget Hor ved Grænsen
      til Edoms Land og sagde:
 24.  "Aron skal nu samles til sin Slægt, thi han skal ikke komme ind
      i det Land, jeg vil give Israelitterne, fordi I var genstridige
      mod mit Bud ved Meribas Vand.
 25.  Tag Aron og hans Søn Eleazar og før dem op på Bjerget Hor;
 26.  affør så Aron hans Klæder og ifør hans Søn Eleazar dem, thi der
      skal Aron tages bort og dø!"
 27.  Da gjorde Moses som HERREN bød, og de gik op på Bjerget Hor i
      hele Menighedens Påsyn;
 28.  og efter at Moses havde afført Aron hans Klæder og iført hans
      Søn Eleazar dem, døde Aron deroppe på Bjergets Top. Men Moses og
      Eleazar steg ned fra Bjerget,
 29.  og da hele Menigheden skønnede, at Aron var død, græd de over
      Aron i tredive Dage, hele Israels Hus.

4.Mosebog 21

  1.  Men da Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede i Sydlandet,
      hørte, at Israel rykkede frem ad Atarimvejen, angreb han Israel
      og tog nogle af dem til Fange.
  2.  Da aflagde Israel et Løfte til Herren og sagde: "Hvis du giver
      dette Folk i min Hånd, vil jeg lægge Band på deres Byer!"
  3.  Og HERREN hørte Israels Røst og gav Kana'anæerne i deres Hånd,
      hvorefter de lagde Band på dem og deres Byer. Derfor gav man
      Stedet Navnet Horma.

  4.  Så brød de op fra Bjerget Hor i Retning af det røde Hav for at
      komme uden om Edoms Land. Undervejs blev Folket utålmodigt
  5.  og talte mod Gud og Moses og sagde: "Hvorfor førte I os ud af
      Ægypten, når vi skal dø i Ørkenen? Her er jo hverken Brød eller
      Vand, og vi er lede ved denne usle Føde."
  6.  Da sendte HERREN Giftslanger blandt Folket, og de bed Folket så
      en Mængde af Israel døde.
  7.  Så kom Folket til Moses og sagde: "Vi har syndet ved at tale
      imod HERREN og dig; gå i Forbøn hos HERREN, at han tager
      Slangerne fra os!" Og Moses gik i Forbøn for Folket.
  8.  Da sagde HERREN til Moses: "Lav dig en Slange og sæt den på en
      Stang, så skal enhver slangebidt, der ser hen på den, leve!"
  9.  Da lavede Moses en Kobberslange og satte den på en Stang; og
      enhver, der så hen på Kobberslangen, når en Slange havde bidt
      ham, beholdt Livet.

 10.  Så brød Israelitterne op og slog Lejr i Obot;
 11.  og de brød op fra Obot og slog Lejr i tjje Håbarim i Ørkenen
      østen for Moab.
 12.  Derfra brød de op og slog Lejr i Zereddalen.
 13.  Derfra brød de op og slog Lejr i Ørkenen hinsides Arnon, som
      udspringer på Amoriternes Område, thi Arnon var Moabs Grænse mod
      Amoriterne.
 14.  Derfor hedder det i Bogen om HERRENs Krige: Vaheb i Sufa og
      Dalene, Arnon og Dalenes Skrænt,
 15.  som strækker sig til Ars Sæde og læner sig til Moabs Grænse.
 16.  Derfra brød de op til Beer; det er det Be'er, HERREN havde for
      Øje, da han sagde til Moses: "Kald Folket sammen, så vil jeg
      give dem Vand!"
 17.  Da sang Israelitterne denne Sang: Brønd, væld frem! Syng til
      dens Pris!
 18.  Brønd, som Høvdinger grov, som Folkets ædle bored med
      Herskerspir og Stave! Fra Ørkenen brød de op til Mattana;
 19.  fra Mattana til Nahaliel; fra Nahaliel til Bamot;
 20.  fra Bamot til halen på Moabs Højslette, til Pisgas Top, som
      rager op over Ørkenen.

 21.  Israel sendte nu Sendebud til Amoriterkongen Sihon og lod sige:
 22.  "Lad mig få Lov at drage igennem dit Land! Vi vil ikke dreje ind
      på Marker eller i Vinhaver, vi vil ikke drikke Vand af Brøndene,
      vi vil følge Kongevejen, indtil vi er nået igennem dit Land!
 23.  Men Sihon tillod ikke Israel at drage igennem sit Land; derimod
      samlede han alt sit krigsfolk og rykkede ud i Ørkenen imod
      Israel, og da han nåede Jaza, angreb han Israel.
 24.  Men Israel slog ham med Sværdet og underlagde sig hans Land fra
      Arnon til Jabbok, til Ammoniternes Land; thi Jazer ligger ved
      Ammoniternes Grænse;
 25.  og Israel indtog alle disse Byer, og Israel bosatte sig i alle
      Amoriternes Byer, i Hesjbon og alle tilhørende Småbyer.
 26.  Thi Hesjbon var Amoriterkongen Sihons By; han havde angrebet
      Moabs forrige konge og frataget ham hele hans Land indtil Arnon.
 27.  Derfor synger Skjaldene: Kom hid til Hesjbon, lad den blive
      bygget og grundfæstet, Sihons By!
 28.  Thi Ild for ud fra Hesjbon, Ildslue fra Sihons Stad, den
      fortærede Moabs Byer, opåd Arnons Højder.
 29.  Ve dig, Moab! Det er ude med dig, Kemosjs Folk! Han gjorde sine
      Sønner til Flygtninge og sine Døtre til Krigsfanger for Sihon,
      Amoriternes Konge.
 30.  Og vi skød dem ned, Hesjbon er tabt indtil Dibon; vi lagde dem
      øde til Nofa, som ligger ved Medeba.
 31.  Så bosatte Israel sig i Amoriternes Land.
 32.  Derpå sendte Moses Spejdere til Jazer; og de erobrede det
      tillige med tilhørende Småbyer, og han drev de der boende
      Amoriter bort.

 33.  Derpå vendte de om og drog ad Basan til. Da rykkede Og, Kongen
      af Basan, ud imod dem med alle sine Krigere og angreb dem ved
      Edrei.
 34.  Men HERREN sagde til Moses: "Frygt ikke for ham! Thi jeg giver
      ham og alle hans krigere og hans Land i din Hånd, så at du kan
      handle med ham, som du handlede med Amoriterkongen Sihon, der
      boede i Hesjbon."
 35.  Da slog de ham og hans Sønner og alle hans Krigere, så at ikke
      en eneste af dem undslap, og derpå underlagde de sig hans Land.

4.Mosebog 22

  1.  Derefter brød Israelitterne op derfra og slog Lejer på Moabs
      Sletter hinsides Jordan over for Jeriko.

  2.  Da Balak, Zippors Søn, så alt, hvad Israel havde gjort ved
      Amoriterne,
  3.  grebes Moab af Rædsel for Folket, fordi det var så talrigt, og
      Moab gruede for Israelitterne.
  4.  Da sagde Moab til Midjaniternes Ældste: "Nu vil denne
      Menneskemasse opæde alt, hvad der er rundt omkring os, som
      Okserne opæder Græsset på Marken!" På den Tid var Balak, Zippors
      Søn, Konge over Moab.
  5.  Han sendte nu Sendebud til Bileam, Beors Søn, i Petor, der
      ligger ved Floden, til Ammoniternes Land, og bad ham komme til
      sig, idet han lod sige: "Se, et Folk er udvandret fra Ægypten;
      se, det har oversvømmet Landet og slået sig ned lige over for
      mig.
  6.  Kom nu og forband mig det Folk, thi det er mig for mægtigt:
      måske jeg da kan slå det og jage det ud af Landet. Thi jeg ved,
      at den, du velsigner, er velsignet, og den, du forbander,
      forbandet!"
  7.  Da gav Moabs og Midjans Ældste sig på Vej, forsynede med
      Spåmandsløn, og da de kom til Bileam, overbragte de ham Balaks
      Ord.
  8.  Han sagde til dem: "Bliv her Natten over, så skal jeg give eder
      Svar, efter som HERREN vil tale til mig!" Moabs Høvdinger blev
      da hos Bileam.
  9.  Men Gud kom til Bileam og spurgte: "Hvem er de Mænd, som er hos
      dig?"
 10.  Men Bileam svarede Gud: "Zippors Søn, Kong Balak af Moab, har
      sendt mig det Bud:
 11.  Se, et Folk er udvandret fra Ægypten og har oversvømmet Landet!
      Kom nu og forband mig det, måske jeg da kan overvinde det og
      jage det bort!"
 12.  Men Gud sagde til Bileam: "Du må ikke gå med dem, du må ikke
      forbande det Folk, thi det er velsignet!"
 13.  Næste Morgen stod Bileam op og sagde til Balaks Høvdinger: "Vend
      tilbage til eders Land, thi HERREN vægrer sig ved at give mig
      Tilladelse til at følge med eder!"
 14.  Da brød Moabs Høvdinger op, og de kom til Balak og meldte:
      "Bileam vægrede sig ved at følge med os!"

 15.  Men Balak sendte på ny Høvdinger af Sted, flere og mere ansete
      end de forrige;
 16.  og de kom til Bileam og sagde til ham: "Således siger Balak,
      Zippors Søn: Undslå dig ikke for at komme til mig!
 17.  Jeg vil lønne dig rigeligt og gøre alt, hvad du kræver af
      mig. Kom nu og forband mig det Folk!"
 18.  Men Bileam svarede Balaks Folk: "Om Balak så giver mig alt det
      Sølv og Guld, han har i sit Hus, formår jeg dog hverken at gøre
      lidt eller meget imod HERREN min Guds Befaling;
 19.  bliv derfor også I her Natten over, for at jeg kan få at vide,
      hvad HERREN yderligere vil tale til mig!"
 20.  Da kom Gud om Natten til Bileam og sagde til ham: "Er disse Mænd
      kommet til dig for at hente dig, så følg med dem; men du må ikke
      gøre andet, end hvad jeg siger dig!"
 21.  Så stod Bileam op næste Morgen og sadlede sit Æsel og fulgte med
      Moabs Høvdinger.

 22.  Men Guds Vrede blussede op, fordi han fulgte med, og HERRENs
      Engel stillede sig på Vejen for at stå ham imod, da han kom
      ridende på sit Æsel fulgt af sine to Tjenere.
 23.  Da nu Æselet så HERRENs Engel stå på Vejen med draget Sværd i
      Hånden, veg det ud fra Vejen og gik ind på Marken; men Bileam
      slog Æselet for at tvinge det tilbage på Vejen.
 24.  Da stillede HERRENs Engel sig i Hulvejen mellem Vingårdene, hvor
      der var Mure på begge Sider;
 25.  og da Æselet så HERRENs Engel, trykkede det sig op til Muren, så
      det trykkede Bileams Fod op mod Muren, og han gav sig atter til
      at slå det.
 26.  HERRENs Engel gik nu længere frem og stillede sig i en Snævring,
      hvor det ikke var muligt at komme til Siden, hverken til højre
      eller venstre.
 27.  Da Æselet så HERRENs Engel, lagde det sig ned med Bileam. Da
      blussede Bileams Vrede op, og han gav sig til at slå Æselet med
      Stokken.
 28.  Men HERREN åbnede Æselets Mund, og det sagde til Bileam: "Hvad
      har jeg gjort dig, siden du nu har slået mig tre Gange?"
 29.  Bileam svarede Æselet: "Du har drillet mig; havde jeg haft et
      Sværd i Hånden, havde jeg slået dig ihjel!"
 30.  Men Æselet sagde til Bileam: "Er jeg ikke dit eget Æsel, som du
      har redet al din Tid indtil i Dag? Har jeg ellers haft for Vane
      at bære mig således ad over for dig?" Han svarede: "Nej!"
 31.  Da åbnede HERREN Bileams Øjne, og han så HERRENs Engel stå på
      Vejen med draget Sværd i Hånden; og han bøjede sig og kastede
      sig ned på sit Ansigt.
 32.  Men HERRENs Engel sagde til ham: "Hvorfor slog du dit Æsel de
      tre Gange? Se, jeg er gået ud for at stå dig imod, thi du
      handlede overilet ved at rejse imod min Vilje.
 33.  Æselet så mig og veg tre Gange til Side for mig; og var det ikke
      veget til Side for mig, havde jeg slået dig ihjel, men skånet
      dets Liv!"
 34.  Da sagde Bileam til HERRENs Engel: "Jeg har syndet, jeg vidste
      jo ikke, at det var dig, der trådte i Vejen for mig. Men hvis
      det er dig imod, vil jeg atter vende tilbage."
 35.  HERRENs Engel sagde til Bileam: "Følg blot med disse Mænd, men
      du må kun sige de Ord, jeg siger dig!" Så fulgte Bileam med
      Balaks Høvdinger.

 36.  Da Balak nu hørte, at Bileam var undervejs, gik han ham i Møde
      til Ar Moab ved den Grænse, Arnon danner, den yderste Grænse.
 37.  Og Balak sagde til Bileam: "Sendte jeg dig ikke Bud og bad dig
      komme? Hvorfor kom du da ikke til mig? Skulde jeg virkelig være
      ude af Stand til at lønne dig?"
 38.  Bileam sagde til Balak: "Se, nu er jeg kommet til dig; men mon
      det står i min Magt at sige noget? Det Ord, Gud lægger mig i
      Munden, må jeg tale!"
 39.  Da fulgte Bileam med Balak, og de kom til Hirjat Huzot.
 40.  Balak ofrede her Hornkvæg og Småkvæg og sendte noget til Bileam
      og Høvdingerne, der var hos ham.
 41.  Næste Morgen tog Balak Bileam med sig og førte ham op til Bamot
      Bål, hvorfra han kunde øjne den yderste Del af Folket.

4.Mosebog 23

  1.  Og Bileam sagde til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig
      syv unge Tyre og syv Vædre herhen!"
  2.  Balak gjorde, som Bileam sagde, og Balak og Bileam ofrede en Tyr
      og en Væder på hvert Alter.
  3.  Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit
      Brændoffer, så vil jeg gå hen og se, om HERREN mulig kommer mig
      i Møde. Hvad han da lader mig skue, skal jeg lade dig vide." Så
      gik han op på en nøgen Klippetop.
  4.  Da kom Gud Bileam i Møde. Og han sagde til ham: "Jeg har gjort
      de syv Altre i Stand og ofret en Tyr og en Væder på hvert."
  5.  Og Gud lagde Bileam Ord i Munden og sagde: "Vend tilbage til
      Balak og tal således til ham!"
  6.  Da vendte han tilbage til ham, og se, han stod ved sit
      Brændoffer sammen med alle Moabs Høvdinger.
  7.  Og han fremsatte sit Sprog: Fra Aram lod Balak mig hente, Moabs
      Konge fra Østens Bjerge: "Kom og forband mig Jakob, kom og kald
      Vrede ned over Isrrael!"
  8.  Hvor kan jeg forbande, når Gud ej forbander, nedkalde Vrede, når
      HERREN ej vreds!
  9.  Jeg ser det fra Klippernes Top, fra Højderne skuer jeg det, et
      Folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til
      Hedningefolkene.
 10.  Hvem kan måle Jakobs Sandskorn, hvem kan tælle Israels Støvgran?
      Min Sjæl dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som deres!

 11.  Da sagde Balak til Bileam: "Hvad har du gjort imod mig! Jeg lod
      dig hente, for at du skulde forbande mine Fjender, og se, du har
      velsignet dem!"
 12.  Men han svarede: "Skal jeg ikke omhyggeligt sige, hvad HERREN
      Iægger mig i Munden?"
 13.  Da sagde Balak til ham: "Følg med mig til et andet Sted, hvorfra
      du kan se Folket, dog kun den yderste Del deraf og ikke det
      hele, og forband mig det så fra det Sted!"
 14.  Og han tog ham med til Udkigsmarken på Toppen af Pisga og rejste
      der syv Altre og ofrede en Tyr og en Væder på hvert.
 15.  Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit
      Brændoffer, medens jeg ser efter, om der møder mig noget!"
 16.  Da kom Gud Bileam i Møde og lagde ham Ord i Munden og sagde:
      "Vend tilbage til Balak og tal således!"
 17.  Så kom han hen til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer
      sammen med Moabs Høvdinger; og Balak spurgte ham: "Hvad har
      HERREN sagt?"
 18.  Da fremsatte han sit Sprog: Rejs dig, Balak, og hør, lyt til
      mig, Zippors Søn!
 19.  Gud er ikke et Menneske, at han skulde lyve, et Menneskebarn, at
      han skulde angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han
      taler uden at fuldbyrde det?
 20.  Se, at velsigne er mig givet, så velsigner jeg og tager intet
      tilbage!
 21.  Man skuer ej Nød i Jakob, ser ej Trængsel i Israel; HERREN dets
      Gud er med det, og Kongejubel lyder hos det.
 22.  Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn.
 23.  Thi mod Jakob hjælper ej Galder, Trolddom ikke mod Israel. Nu
      siger man om Jakob og om Israel: "Hvad har Gud gjort?"
 24.  Se, et Folk, der står op som en Løvinde, rejser sig som en Løve!
      Det lægger sig først, når det har ædt Rov og drukket de dræbtes
      Blod.

 25.  Da sagde Balak til Bileam: "Vil du ikke forbande det, så velsign
      det i alt Fald ikke!"
 26.  Men Bileam svarede og sagde til Balak: "Har jeg ikke sagt dig,
      at alt, hvad HERREN siger, det gør jeg!"
 27.  Da sagde Balak til Bileam: "Kom, jeg vil tage dig med til et
      andet Sted, måske det vil behage Gud, at du forbander mig det
      fra det Sted."
 28.  Og Balak førte Bileam op på Toppen af Peor, der rager op over
      Ørkenen.
 29.  Så sagde Bileam til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig
      syv unge Tyre og syv Vædre herhen!"
 30.  Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Tyr og en Væder på
      hvert Alter.

4.Mosebog 24

  1.  Men da Bileam så, at HERRENS Hu stod til at velsigne Israel, gik
      han ikke som de forrige Gange hen for at søge Varsler, men
      vendte sig mod Ørkenen
  2.  og Bileam så op og fik Øje på Israel; som lå lejret Stamme for
      Stamme. Da kom Guds Ånd over ham,
  3.  og han fremsatte sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så siger
      Manden, hvis Øje er lukket,
  4.  så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden,
      som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje:
  5.  Hvor herlige er dine Telte, JIakob, og dine Boliger, Israel!
  6.  Som Dale, der strækker sig vidt, som Haver langs med en Flod,
      som Aloetræer, HERREN har plantet, som Cedre ved Vandets Bred.
  7.  Dets Spande flyder over med Vand, dets Korn fåt rigelig Væde.
      Mægtigere end Agagerdets Konge, og ophøjet er dets kongedømme.
  8.  Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn; det
      opæder de Folkeslag der står det imod, søndrer deres Ben og
      knuser deres Lænder
  9.  Det lægger sig, hviler som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør
      vække det! Velsignet, hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig
      forbander!

 10.  Da blussede Balaks Vrede op mod Bileam, og han slog Hænderne
      sammen; og Balak sagde til Bileam: "For at forbande mine Fjender
      bad jeg dig komme, og se, nu har du velsignet dem tre Gange!
 11.  Skynd dig derhen, hvor du kom fra! Jeg lovede dig rigelig Løn,
      men mon har HERREN unddraget dig den!"
 12.  Men Bileam sagde til Balak: "Sagde jeg ikke allerede til
      Sendebudene, du sendte mig:
 13.  Om Balak så giver mig alt det Sølv og Guld, han har i sit Hus,
      kan jeg ikke være ulydig mod HERREN og gøre noget som helst af
      egen Vilje; hvad HERREN siger, vil jeg sige!
 14.  Vel, jeg drager til mit Folk, men kom, jeg vil lade dig vide,
      hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage."
 15.  Derpå fremsatte han sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så
      siger Manden, hvis Øje er lukket,
 16.  så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden,
      som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje:
 17.  Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En Sterne
      opgår af Jakob, et Herskerspir løfter sig fra Israel! Han knuser
      Moabs Tindinger og alle Setsønnernes Isse.
 18.  Edom bliver et Lydland, og Seirs undslupne går til Grunde,
      Israel udfolder sin Magt,
 19.  og Jakob kuer sine Fjender.

 20.  Men da han så Amalekiterne, fremsatte han sit Sprog: Det første
      af Folkene er Amalek, men til sidst vies det til Undergang!
 21.  Og da han så Keniterne, fremsatte han sit Sprog: Urokkelig er
      din Bolig, din Rede bygget på Klippen.
 22.  Kain er dog hjemfalden til Undergang! Hvor længe? Assur skal
      føre dig bort!
 23.  Derpå fremsatte han sit Sprog: Ve! Hvo bliver i Live, når Gud
      lader det ske!
 24.  Der kommer Skibe fra Kittæernes Kyst; de kuer Assur, de kuer
      Eber men også han er viet til Undergang!
 25.  Så drog Bileam tilbage til sin Hjemstavn; og Balak gik også
      bort.

4.Mosebog 25

  1.  Israeliterne slog sig derpå ned i Sjitim. Men Folket begyndte at
      bedrive Hor med de moabitiske Kvinder;
  2.  og da de indbød Folket til deres Guders Slagtofre, spiste Folket
      deraf og tilbad deres Guder.
  3.  Og Israel holdt til med Bål Peor; derover blussede HERRENs Vrede
      op mod Israel,
  4.  og HERREN sagde til Moses: "Kald alle Folkets Overhoveder sammen
      og hæng dem op for HERREN under åben Himmel, for at HERRENs
      Vrede må vige fra Israel!"
  5.  Og Moses sagde til Israeliternes Dommere: "Enhver af eder skal
      slå dem af sine Mænd ihjel, der har holdt til med Ba'al Peor!"

  6.  Og se, en af Israeliterne kom og førte en midjanitisk Kvinde hen
      til sine Landsmænd lige for Øjnene af Moses og hele
      Israeliternes Menighed, medens de stod og græd ved Indgangen til
      Åbenbaringsteltet.
  7.  Da nu Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, så det, trådte
      han frem af Menighedens Midte, greb et Spyd,
  8.  fulgte den israelitiske Mand ind i Sengekammeret og gennemborede
      dem begge, både den israelitiske Mand og Kvinden, hende gennem
      Underlivet. Da standsede Plagen blandt Israeliterne.
  9.  Men Tallet på dem, Plagen havde kostet Livet, løb op til 24000.

 10.  Da talede HERREN således til Moses:
 11.  Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, har vendt min Vrede fra
      Israeliterne, idet han var nidkær iblandt dem med min Nidkærhed,
      så at jeg ikke tilintetgjorde Israeliterne i min Nidkærhed.
 12.  Derfor skal du sige: Se, jeg giver ham min Fredspagt!
 13.  Et evigt Præstedømmes Pagt skal blive hans og efter ham hans
      Efterkommeres Lod, til Løn for at han var nidkær for sin Gud og
      skaffede Israeliterne Soning."

 14.  Den dræbte Israelit, han, der dræbtes sammenmed den midjanitiske
      kvinde, hed Zimri, Salus Søn, og var Øverste for et Fædrenehus
      blandt Simeoniterne;
 15.  og den dræbte midjanitiske Kvinde hed Hozbi og var en Datter af
      Zur, der var Stammehøvding for et Fædrenehus blandt
      Midjaniterne,

 16.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 17.  "Fald over Midjaniterne og slå dem;
 18.  thi de faldt over eder med de Rænker, de spandt imod eder i den
      Sag med Peor og med Hozbi, den midjanitiske Høvdings Datter,
      deres Landsmandinde, der dræbtes, den Dag Plagen brød løs for
      Peors Skyld."

4.Mosebog 26

  1.  Efter denne Plage talede HERREN til Moses og Eleazar, Præsten
      Arons Søn, og sagde:
  2.  "Hold Mandtal over hele Israeliternes Menighed fra
      Tyveårsalderen og opefter, Fædrenehus for Fædrenehus, alle
      våbenføre Mænd i Israel!"
  3.  Da mønstrede Moses og Præsten Eleazar dem på Moabs Sletter ved
      Jordan over for Jeriko
  4.  fra Tyveårsalderen og opefter, som HERREN havde pålagt Moses.
      Og Israeliterne, som var udvandret fra Ægypten, var følgende:

  5.  Ruben, Israels førstefødte; Rubens Sønner: Fra Hanok stammer
      Hanokiternes Slægt, fra Pallu Palluiternes Slægt,
  6.  fra Hezron Hezroniternes Slægt og fra Karmi Karmiternes Slægt.
  7.  Det var Rubeniternes Slægter, og de af dem, som mønstredes,
      udgjorde 43730.
  8.  Pallus Søn var Eliab;
  9.  Eliabs Sønner: Nemuel, Datan og Abiram; det var den Datan og den
      Abiram, Menighedens udvalgte, som satte sig op imod Moses og
      Aron sammen med Koras Tilhængere, da de satte sig op imod
      HERREN;
 10.  og Jorden åbnede sit Gab og slugte dem sammen med Kora, da hans
      Tilhængere omkom, idet Ilden fortærede de 25O Mænd, og de blev
      et Tegn til Advarsel.
 11.  Men Koras Sønner omkom ikke.

 12.  Simeons Sønners Slægter var følgende: Fra Nemuel stammer
      Nemueliternes Slægt, fra Jamin Jaminiternes Slægt, fra Jakin
      Jakiniternes Slægt,
 13.  fra Zera Zeraiternes Slægt og fra Sjaul Sjauliternes Slægt.
 14.  Det var Simeoniternes Slægter, 22200.
 15.  Gads Sønners Slægter var følgende: Fra Zefon stammer
      Zefoniternes Slægt, fra Haggi Haggiternes Slægt, fra Sjuni
      Sjuniternes Slægt,
 16.  fra Ozni Ozniternes Slægt, fra Eti Eriternes Slægt,
 17.  fra Arod Aroditernes Slægt og fra Ar'eli Ar'eliternes Slægt.
 18.  Det var Gads Sønners Slægter, de af dem, som mønstredes, 4O5OO.

 19.  Judas Sønner var Er og Onan. men Er og Onan døde i Kana'ans
      Land.
 20.  Judas Sønners Slægter var følgende: Fra Sjela sammer
      Sjelaniternes Slægt, fra Perez Pereziternes Slægt og fra Zera
      Zeraiternes Slægt;
 21.  Perezs Sønner: Fra Hezron stammer Heztoniternes Slægt og fra
      Hamul Hamuliternes Slægt.
 22.  Det var Judas Slægter, de af dem, som mønstredes, 76500.

 23.  Issakars Sønners Slægter var følgende: Fra Tola stammer
      Tolaiternes Slægt, fra Pua Puniternes Slægt;
 24.  fra Jasjub Jasjubiternes Slægt og fra Sjimron Sjimroniternes
      Slægt.
 25.  Det var Issakars Slægter, de af dem, som mønstredes, 64 300.

 26.  Zebulons Sønners Slægter var følgende: Fra Sered stammer
      Serediternes Slægt, fra Elon Eloniternes Slægt og fra Jale'el
      Jale'eliternes Slægt.
 27.  Det var Zebuloniternes Slægter, de af dem, som mønstredes, 60
      508

 28.  Josefs Sønners Slægter var følgende: Manasse og Efraim;
 29.  Manasses Sønner: Fra Makir stammer Makiriternes Slægt; Makir
      avlede Gilead, fra Gilead stammer Gijeaditernes Slægt;
 30.  Gileads Sønner var følgende: Fra Abiezer stammer Abiezriternes
      Slægt, fra Helek Helekiternes Slægt,
 31.  fra Asriel Asrieliternes Slægt, fra Sjekem Sjekemiternes Slægt,
 32.  fra Sjemida Sjemidaiternes Slægt og fra Hefer Heferiternes
      Slægt;
 33.  men Zelofhad, Hefers Søn, havde ingen Sønner, kun Døtre;
      Zelofhads Døtre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza.
 34.  Det var Manasses Slægter, og de af dem, som mønstredes, udgjorde
      52700.

 35.  Efraims Sønners Slægter var følgende: Fra Sjutela stammer
      Sjutelaiternes Slægt, fra Beker Bekeriternes Slægt og fra Tahan
      Tahaniternes Slægt;
 36.  Sjultelas Sønner var følgende: Fra Eran stammer Eraniternes
      Slægt.
 37.  Detvar Efraimiternes Slægter, de af dem, som mønstedes,
      32500. Det var Josefs Sønners Slægter.

 38.  Benjamins Sønners Slægtervar følgende: Fra Bela stammer
      Belaiternes Slægt, fra Asjbel Asjbeliternes Slægt, fra Ahiram
      Ahiramiternes Slægt,
 39.  fra Sjufam Sjufamiternes Slægt og fra Hufam Hufamiternes Slægt.
 40.  Belas Sønner: Ard og Na'aman; fra Ard stammer Arditernes Slægt,
      fra Na'aman Na'amiteroes Slægt.
 41.  Det var Benjamins Sønners Slægter, og de af dem, som mønstredes,
      udgjorde 45600.

 42.  Dans Sønners Slægter var følgende: Fra Sjuham stammer.
      Sjuhamiternes Slægt. Det var Dans Slægter, Slægt for Slægt.
 43.  Alle Sjuhamiternes Slægter, de af dem, som mønstredes, udgjorde
      64 400.

 44.  Asers Sønners Slægter var følgende: Fra Jimna stammer
      Jimniternes Slægt, fra Jisjvi Jisjviternes Slægt og fra Beri'a
      Beri'aiternes Slægt;
 45.  fra Beri'as Sønner: Fra Heber stammer Hebriternes Slægt og fra
      Malkiel Malkieliternes Slægt.
 46.  Asers Datter hed Sera.
 47.  Det var Asers Sønners Slægter, og de af dem, som mønsttedes,
      udgjorde 53400.

 48.  Naftalis Sønners Slægter var følgende: Fra Jaze'el stammer
      Jaze'eliternes Slægt, fra Guni Guniternes Slægt,
 49.  fra Jezer Jezeriternes Slægt og fra Sjillem Sjillemiternes
      Slægt,
 50.  Det var Naftalis Slægter, Slægt for Slægt, og de af dem, som
      mønstredes, udgjorde 45400.

 51.  Det var dem af Israeliterne, som mønstredes, 601730.

 52.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 53.  Til dem skal Landet udskiftes til Arv og Eje efter de optalte
      Navne.
 54.  En stor Stamme skal du give en stor Arvelod, en lille Stamme en
      lille; enhver af dem skal der gives en Arvelod efter Tallet på
      de mønstrede i den.
 55.  Dog skal Landet udskiftes ved Lodkastning; de skal have deres
      Arvelodder efter Navnene på deres fædrene Stammer;
 56.  ved Lodkastning skal enhver Stamme, stor eller lille, have sin
      Arvelod tildelt.

 57.  Følgende er de af Leviterne, der mønstredes, Slægt for Slægt:
      Fra Gerson stammer Gersoniternes Slægt, fra Kehat Kehatiternes
      Slægt og fra Merari Merariternes Slægt.
 58.  Følgende er Levis Slægter: Libniternes Slægt, Hebroniternes
      Slægt, Maliternes Slægt, Musjiternes Slægt og Koraiternes Slægt.
      Kehat avlede Amram.
 59.  Amrams Hustru hed Jokebed, Levis Datter, som fødtes Levi i
      Ægypten; hun fødte for Amram Aron, Moses og deres Søster Mirjam.
 60.  For Aron fødtes Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar.
 61.  Men Nadab og Abihu omkom, da de frembar fremmed Ild for HERRENs
      Åsyn.
 62.  De af dem, der mønstredes, udgjorde 23000, alle af Mandkøn fra
      en Måned og opefter. De mønstredes nemlig ikke sammen med de
      andre Israeliter, da der ikke var givet dem nogen Arvelod blandt
      Israeliterne.

 63.  Det var dem, der mønstredes af Moses og Præsten Eleazar, da
      disse mønstrede Israeliterne på Moabs Sletter ved Jordan over
      for Jeriko.
 64.  Blandt dem var der ingen, som var mønstret af Moses og Præsten
      Aron, da de mønstrede Israeliterne i Sinaj Ørken;
 65.  thi HERREN havde sagt til dem, at de skulde dø i Ørkenen.
      Derfor var der ingen tilbage af dem undtagen Kaleb, Jetunnes
      Søn, og Josua, Nuns Søn.

4.Mosebog 27

  1.  Men Zelofhads Døtre, hvis Fader var en Søn af Hefer, en Søn af
      Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse - de hørte altså til
      Josefs Søn Manasses Slægter, og deres Navne var Mala, Noa,
      Hogla, Milka og Tirza - trådte hen
  2.  og stillede sig frem for Moses, Præsten Eleazar, Øversterne og
      hele Menigheden ved Indgangen til Åbenbaringsteltet og sagde:
  3.  "Vor Fader døde i Ørkenen han hørte ikke med til Koras
      Tilhængere, dem, der rottede sig sammen mod HERREN, men døde for
      sin egen Synds Skyld og han havde ingen Sønner.
  4.  Hvorfor skal nu vor Faders Navn udslettes af hans Slægt, fordi
      han ingen Søn havde? Giv os Ejendom blandt vor Faders Brødre!"
  5.  Og Moses lagde deres Sag frem for HERRENs Åsyn.

  6.  Da talede HERREN således til Moses:
  7.  "Zelofbads Døtre har Ret i, hvad de siger; giv dem Ejendom til
      Arvelod mellem deres Faders Brødre og lad deres Faders Arvelod
      tilfalde dem
  8.  Og til Israeliterne skal du tale og sige således: Når en Mand
      dør uden at efterlade sig nogen Søn, da skal I lade hans Arvelod
      gå i Arv til hans Datter;
  9.  har han heller ingen Datter, skal I give hans Arvelod til hans
      Brødre;
 10.  har han heller ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til hans
      Farbrødre;
 11.  og har hans Fader ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til
      hans nærmeste kødelige Slægtning, som så skal arve den. Det skal
      være Israeliterne en retsgyldig Anordning, som HERREN har pålagt
      Moses."

 12.  Og HERREN sagde til Moses: "Stig op på Åbarimbjerget her og se
      ud over Landet, som jeg vil give Israeliterne.
 13.  Og når du har set ud over det, skal også du samles til din Slægt
      ligesom din Broder Aron;
 14.  I var jo genstridige mod mit Ord i Zins Ørken, dengang
      Menigheden yppede Kiv, så at I ikke helligede mig i deres Påsyn
      ved at skaffe Vand." Det er Meriba Kadesjs Vand i Zins Ørken.

 15.  Og Moses talte således til HERREN:
 16.  "Måtte HERREN, Gud over alt Køds Ånder, indsætte en Mand over
      Menigheden,
 17.  som kan drage ud og hjem i Spidsen for dem og føre dem ud og
      hjem, for at ikke HERRENs Menighed skal blive som en Hjord uden
      Hyrde!"
 18.  Da sagde HERREN til Moses: "Tag Josua, Nuns Søn, en Mand, i hvem
      der er Ånd, læg din Hånd på ham,
 19.  fremstil ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden og indsæt
      ham således i deres Påsyn;
 20.  og overdrag ham noget af din Værdighed, for at hele
      Israeliternes Menighed kan adlyde ham.
 21.  Men han skal træde frem for Præsten Eleazar, for at han kan
      skaffe ham Urims Kendelse for HERRENs Åsyn; på hans Bud skal han
      drage ud, og på hans Bud skal han vende hjem, han og alle
      Israeliterne, hele Menigheden."
 22.  Moses gjorde som HERREN havde pålagt ham; han tog Josua og
      fremstillede ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden;
 23.  og han lagde sine Hænder på ham og indsatte ham, således som
      HERREN havde påbudt ved Moses.

4.Mosebog 28

  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  Byd Israeliterne og sig til dem: I skal omhyggeligt bringe mig
      mine Oergaver, min Ildofferspise til en liflig Duft, til de
      fastsatte Tider!
  3.  Og sig til dem: Dette er det Ildoffer, I skal bringe HERREN:
      Hver Dag to årgamle, lydefri Lam som dagligt Brændoffer;
  4.  det ene Lam skal du ofre om Morgenen, det andet ved Aftenstid;
  5.  og som Afgrødeoffer dertil en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt
      i en Fjerdedel Hin Olie af knuste Frugter
  6.  det er det daglige Brændoffer, som ofredes ved Sinaj Bjerg til
      en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN
  7.  fremdeles som Drikoffer dertil en Fjerdedel Hin Vin for hvert
      Lam; i Helligdommen skal derudgydes Drikoffer af stærk Drik for
      HERREN.
  8.  Det andet Lam skal du ofre ved Aftenstid; med samme Afgrødeoffer
      og Drikoffer som om Morgenen skal du ofre det, et Ildoffer til
      en liflig Duft for HERREN.
  9.  På Sabbatsdagen skal det være to årgamle, lydefri Lam og som
      Afgrødeoffer to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, med
      tilhørende Drikoffer,
 10.  et Sabbatsbrændoffer på hver Sabbat foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Drikofer.

 11.  På den første Dag i hver Måned skal I som Brændoffer bringe
      HERREN to unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr,
 12.  og som Afgrødeoffer dertil for hver Tyr tre Tiendedele Efa fint
      Hvedemel, rørt i Olie, som Afgrødeoffer for hver Væder to
      Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie,
 13.  og som Afgrødeoffer for hvert Lam en Tiendedel Efa fint
      Hvedemel, rørt i Olie, et Brændoffer til en liflig Duft, et
      Ildoffer for HERREN;
 14.  desuden de tilhørende Drikofre, en halv Hin Vin for hver Tyr, en
      Tredjedel Hin for hver Væder og en Fjerdedel Hin for hvert
      Lam. Det er det månedlige Brændoffer for hver af Årets Måneder.
 15.  Tillige skal der foruden det daglige Brændoffer ofres HERREN en
      Gedebuk som Syndoffer med tilhørende Drikoffer.

 16.  På den fjortende Dag i den første Måned skal dervære Påske for
      HERREN.
 17.  Den femtende Dag i den Måned er det Højtid; i syv Dage skal der
      spises usyrede Brød.
 18.  På den første Dag skal der være Højtidsstævne, intet som belst
      Arbejde må I udføre.
 19.  Da skal I bringe som Ildoffer, som Brændoffer for HERREN, to
      unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr skal I tage
 20.  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel rørt i Olie; tre
      Tiendedele Efa skal I ofre for hver Tyr, to Tiendedele for hver
      Væder
 21.  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
 22.  desuden en Buk som Syndoffer for at skaffe eder Soning.
 23.  Foruden Morgen brændofferet, det daglige Brændoffer, skal I ofre
      det.
 24.  Sådanne Ofre skal I bringe hver af de syv Dage som Ildofferspise
      til en liflig Duft for HERREN; de skal ofres med tilhørende
      Drikoffer foruden det daglige Brændoffer.
 25.  På den syvende Dag skal I holde Højtidsstævne; intet som helst
      Arbejde må I udføre.

 26.  På Førstegrødens Dag, når I bringer HERREN Afgrødeoffer af den
      ny Afgrøde på eders Ugefest, skal I holde Højtidsstævne; intet
      som helst Arbejde må I udføre.
 27.  Da skal I som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN ofre to
      unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam
 28.  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
      Tiendedele Efa for hver Tyr, to Tiendedele for hver Væder
 29.  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
 30.  desuden en Gedebuk for at skaffe eder Soning.
 31.  Foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer skal
      I ofre det, lydefri Dyr skal I tage, med tilhørende Drikofre.

4.Mosebog 29

  1.  På den første Dag i den syvende Måned skal I holde
      Højtidsstævne, intet som helst Arbejde må I udføre; I skal fejre
      den som en Hornblæsningsdag.
  2.  Da skal I som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN ofre en
      ung Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr;
  3.  som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
      Tiendedele Efa for Tyren, to Tiendedele for Væderen
  4.  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
  5.  desuden en Gedebuk som Syndoffer for at skaffe eder Soning;
  6.  alt foruden Nymånebrændofferet med tilhørende Afgrødeoffer og
      det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre
      efter de derom gældende forskrifter, til en liflig Duft, et
      Ildoffer for HERREN.

  7.  På den tiende dag i samme syvende Måned skal I holde
      Højtidsstævne, I skal faste og må intet som helst Arbejde
      udføre.
  8.  Da skal I som Brændoffer til en liflig duft for HERREN ofre en
      ung Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr skal I tage,
  9.  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
      Tiendedele Efa for Tyren, to Tiendedele for Væderen
 10.  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
 11.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden Soningssyndoffe,
      det og det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og
      Drikofre.

 12.  På den femtende Dag i den syvende Måned skal I holde
      Højtidsstævne, I må intet som helst Atbejde udføre, og I skal
      holde Højtid for HERREN i syv Dage.
 13.  Da skal I som Brændoffer, som Ildoffer til en liflig Duft for
      HERREN ofre tretten unge Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam,
      lydefri Dyr skal det være,
 14.  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
      Tiendedele Efa for hver af de tretten Tyre, to Tiendedele for
      hver af de to Vædre
 15.  og en Tiendedel for hvert af de fjorten Lam;
 16.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 17.  På den anden Dag skal I ofre tolv unge Tyre, to Vædre og fjorten
      årgamle Lam, lydefri Dyr,
 18.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
 19.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 20.  På den tredje Dag skal I ofre elleve unge Tyre, to Vædre og
      fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr,
 21.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
 22.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 23.  På den fjerde Dag skal I ofre ti Tyre, to Vædre og fjorten
      årgamle Lam, lydefri Dyr,
 24.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
 25.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 26.  På den femte Dag skal I ofre ni Tyre, to Vædre og fjorten
      årgamle Lam, lydefri Dyr,
 27.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene,Vædrene og
      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
 28.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 29.  På den sjette Dag skal I ofre otte Tyre, to Vædre og fjorten
      årgamle Lam, lydefri Dyr,
 30.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
 31.  desuden en Gedebuk til Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 32.  På den syvende dag skal I ofre syv Tyre, to Vædre og fjorten
      årgamle Lam, lydefri Dyr,
 33.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
 34.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 35.  På den ottende Dag skal I holde festlig Samling, I må intet som
      helst Arbejde udføre.
 36.  Da skal I som Brændoffer, som Ildoffer til en liflig Duft for
      HERREN ofre en Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr,
 37.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyren, Væderen og
      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
 38.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 39.  Disse Ofre skal I bringe HERREN på eders Højtider, bortset fra
      eders Løfte og Frivilligofre, hvad enten det nu er Brændofre,
      Afgrødeofre, Drikofre eller Takofre.  30-1. Og Moses talte til
      Israeliterne, ganske som HERREN havde pålagt Moses.

4.Mosebog 30
  2.  Moses talte fremdeles til Overhovederne for Israelitternes
      Stammer og sagde: Dette er, hvad HERREN har påbudt:
  3.  Når en Mand aflægger et Løfte til HERREN eller ved Ed forpligter
      sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, må han ikke bryde
      sit Ord, men skal holde hvert Ord, der er udgået af hans Mund.

  4.  Men når en Kvinde aflægger et Løfte til HERREN og forpligter sig
      til Afholdenhed i en eller anden Retning, medens hun endnu i
      sine unge År opholder sig i sin Faders Hus.
  5.  og hendes Fader, når han hører om hendes Løfte og den
      Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, ikke siger
      noget til hende, så skal alle hendes Løfter stå ved Magt, og
      enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal
      stå ved Magt.
  6.  Hvis hendes Fader derimod formener hende det, samme Dag han får
      det at høre, skal ingen af hendes Løfter eller af de
      Forpligtelser til Afholdenhed, hun har påtaget sig, stå ved
      Magt, og HERREN skal tilgive hende, fordi hendes Fader har
      forment hende det.

  7.  Hvis hun bliver gift medens der påhviler hende Løfter eller en
      Forpligtelse, hun har påtaget sig ved et uoverlagt Ord,
  8.  og hendes Mand ikke siger noget til hende, samme Dag han får det
      at høre, skal hendes Løfter stå ved Magt, og den Forpligtelse
      til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved Magt.
  9.  Hvis hendes Mand derimod formener hende det, samme Dag han får
      det at høre, gør han dermed det Løfte, der påhviler hende, og
      den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig ved et
      uoverlagt Ord, ugyldig, og HERREN skal tilgive hende.
 10.  En Enkes og en forstødt Hustrus Løfte, enhver Forpligtelse til
      Afholdenhed, hun har påtaget sig, er bindende for hende.
 11.  Hvis en Kvinde i sin Mands Hus aflægger et Løfte eller ved Ed
      forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning,
 12.  og hendes Mand, når han får det at høre, ikke siger noget til
      hende og ikke formener hende det, skal alle hendes Løfter stå
      ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har
      påtaget sig, skal stå ved Magt.
 13.  Hvis hendes Mand derimod, samme Dag han får det at høre, gør det
      ugyldigt, så står intet af det, hun har udtalt, ved Magt,
      hverken hendes Løfter eller den påtagne Forpligtelse til
      Afholdenhed; hendes Mand har gjort dem ugyldige, og HERREN skal
      tilgive hende.
 14.  Ethvert Løfte og enhver ved Ed påtagen Forpligtelse til Faste
      kan hendes Mand stadfæste eller gøre ugyldig.
 15.  Men hvis hendes Mand tier stille over for hende til næste Dag,
      stadfæster han alle hendes Løfter og alle de Forpligtelser til
      Afholdenhed, hun har påtaget sig; han har stadfæstet dem, thi
      han sagde ikke noget til hende, samme Dag han fik det at høre;
 16.  og hvis han vil gøre dem ugyldige, en Tid efter at han fik det
      at høre, skal han undgælde for hendes Brøde.

 17.  Det er de Anordninger, HERREN gav Moses om Forholdet mellem Mand
      og Hustru og mellem Fader og Datter, medens hun endnu i sine
      unge År opholder sig i hans Hus.

4.Mosebog 31


  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  "Skaf Israelitterne Hævn over Midjaniterne; så skal du samles
      til din Slægt!"
  3.  Da talte Moses til Folket og sagde: "Udrust Mænd af eders Midte
      til Kamp, for at de kan falde over Midjan og fuldbyrde HERRENs
      Hævn på Midjan;
  4.  1OOO Mand af hver af Israels Stammer skal I sende i Kamp!"
  5.  Af Israels Tusinder udtoges da 1000 af hver Stamme, i alt 12.000
      Mand, rustede til Kamp.
  6.  Og Moses sendte dem i kamp, 1OOO af hver Stamme, og sammen med
      dem Pinehas, Præsten Eleazars Søn, der medbragte de hellige
      Redskaber og Alarmtrompeterne.

  7.  De drog så ud i kamp mod Midjaniterne, som HERREN havde pålagt
      Moses, og dræbte alle af Mandkøn;
  8.  og foruden de andre, der blev slået ihjel, dræbte de også
      Midjans Konger, Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba, Midjans fem
      Konger; også Bileam, Beors Søn, dræbte de med Sværdet.
  9.  Og Israelitterne bortførte Midjaniternes kvinder og Børn som
      Krigsfanger, og alt deres Kvæg alle deres Hjorde og alt deres
      Gods tog de med som Bytte;
 10.  og alle deres Byer på de beboede Steder og alle deres Teltlejre
      stak de Ild på.
 11.  Og alt det røvede og hele Byttet, både Mennesker og Dyr, tog de
      med sig,
 12.  og de bragte Fangerne, Byttet og det røvede til Moses og Præsten
      Eleazar og Israelitternes Menighed i Lejren på Moabs Sletter ved
      Jordan over for Jeriko.

 13.  Men Moses, Præsten Eleazar og alle Menighedens Øverste gik dem i
      Møde uden for Lejren,
 14.  og Moses blev vred på Hærens Førere, Tusindførerne og
      Hundredførerne, som kom tilbage fra Krigstoget.
 15.  Og Moses sagde til dem: "Har I ladet alle Kvinder i Live?
 16.  Det var jo dem, der efter Bileams Råd blev Årsag til, at
      Israelitterne var troløse mod HERREN i den Sag med Peor, så at
      Plagen ramte HERRENs Menighed.
 17.  Dræb derfor alle Drengebørn og alle kvinder, der har kendt Mand
      og haft Samleje med Mænd;
 18.  men alle Piger, der ikke har haft Samleje med Mænd, skal I lade
      i Live og beholde,
 19.  Men selv skal I lejre eder uden for Lejren i syv Dage, enhver,
      som har dræbt nogen, og enhver, som har rørt ved en dræbt, og
      rense eder på den tredje og den syvende Dag, både I selv og
      eders Krigsfanger.
 20.  Og enhver Klædning, enhver Læder ting, alt, hvad der er lavet af
      Gedehår,og alle Træredskaber skal I rense!"

 21.  Og Præsten Eleazar sagde til Krigerne, der havde været med i
      Kampen: "Dette er det Lovbud, HERREN har givet Moses:
 22.  Kun Guld, Sølv, kobber, Jern, Tin og Bly,
 23.  alt, hvad der kan tåle Ild, skal I lade gå gennem Ild, så bliver
      det rent; dog må det renses med Renselsesvand. Men alt, hvad der
      ikke kan tåle Ild, skal I lade gå gennem Vand.
 24.  Og eders klæder skal I tvætte på den syvende Dag, så bliver I
      rene og kan gå ind i Lejren."

 25.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
 26.  "Sammen med Præsten Eleazar og Overhovederne for Menighedens
      Fædrenehuse skal du opgøre det samlede Bytte, der er taget, både
      Mennesker og Dyr.
 27.  Derefter skal du dele Byttet i to lige store Dele mellem dem,
      der har taget Del i Krigen og været i Kamp, og hele den øvrige
      Menighed.
 28.  Derpå skal du udtage en Afgift til HERREN fra krigerne, der har
      været i Kamp, et Stykke af hver fem Hundrede, både af Mennesker,
      Hornkvæg, Æsler og Småkvæg;
 29.  det skal du tage af den Halvdel, som tilfalder dem, og give
      Præsten Eleazar det som Offerydelse til HERREN.
 30.  Men af den Halvdel, der tilfalder de andre Israelitter, skal du
      tage et Stykke af hver halvtredsindstyve, både af Mennesker,
      Hornkvæg, Æsler og Småkvæg, alt Kvæget, og give det til
      Leviterne, som tager Vare på, hvad der er at varetage ved
      HERRENs Bolig!"

 31.  Da gjorde Moses og Præsten Eleazar, som HERREN havde pålagt
      Moses.
 32.  Og det, de havde taget, det tiloversblevne af Byttet, som
      Krigsfolket havde gjort, udgjorde 675000 Stykker Småkvæg,
 33.  72 000 Stykker Hornkvæg,
 34.  61 000 Æsler
 35.  og 32008 Mennesker, Kvinder, der ikke havde haft Samleje med
      Mænd.
 36.  Den Halvdel, der tilfaldt dem, der havde været i Kamp, udgjorde
      altså et Tal af 337500 Stykker Småkvæg,
 37.  hvoraf Afgiften til HERREN udgjorde 675 Stykker Småkvæg,
 38.  36000 Stykker Hornkvæg, hvoraf 72 i Afgift til HERREN,
 39.  3O5OO Æsler, hvoraf til i Afgift til HERREN,
 40.  og 16000 Mennesker, hvoraf 32 i Afgift til HERREN.
 41.  Og Moses overgav Afgiften, HERRENs Offerydelse, til Præsten
      Eleazar, som HERREN havde pålagt Moses.
 42.  Og af den Halvdel, som tilfaldt de andre Israelitter, og som
      Moses havde taget som deres del fra de Mænd, der havde været i
      Kamp
 43.  denne Menighedens Halvdel udgjorde 337 500 Stykker Småkvæg,
 44.  36 OOO Stykker Hornkvæg,
 45.  30 500 Æsler
 46.  og 16000 Mennesker
 47.  af den Halvdel, som tilfaldt de andre Israelitter, udtog Moses
      et Stykke for hver halvtredsindstyve, både af Mennesker og Kvæg,
      og gav dem til Leviterne, som tog Vare på, hvad der var at
      varetage ved HERRENs Bolig, som HERREN havde pålagt Moses.

 48.  Da trådte Førerne for Hærens Afdelinger, Tusindførerne og
      Hundredførerne, hen til Moses
 49.  og sagde til ham: "Dine Trælle har holdt Mandtal over de
      krigere, der stod under os; og der manglede ikke en eneste af
      os;
 50.  derfor frembærer nu enhver af os som Offergave til HERREN, hvad
      han har taget af Guldsmykker, Armbånd, Spange, Fingerringe,
      Ørenringe og Halssmykker, for at skaffe os Soning for HERRENs
      Åsyn."
 51.  Moses og Præsten Eleazar modtog Guldet af dem, alskens med Kunst
      virkede Smykker;
 52.  og alt Offerydelsesguldet, som de ydede HERREN, udgjorde 16750
      Sekel, hvilket Tusindførerne og Hundredførerne bragte som Gave.
 53.  Krigerne havde taget Bytte hver for sig.
 54.  Så modtog Moses og Præsten Eleazar Guldet af Tusindførerne og
      Hundredførerne og bragte det ind i Åbenbaringsteltet, for at det
      skulde bringe Israelitterne i Minde for HERRENs Åsyn.

4.Mosebog 32

  1.  Rubeniterne og Gaditerne havde meget Kvæg i store mængder. Da de
      nu så Jazers Land og Gileads Land, fandt de, at Stedet egnede
      sig til Kvægavl.
  2.  Derfor kom Gaditerne og Rubeniterne og sagde til Moses og
      Præsten Eleazar og Menighedens Øverste:
  3.  "Atarot, Dibon, Ja'zer, Nimra, Hesjbon, Elale, Sebam, Nebo og
      Beon,
  4.  det Land, HERREN har erobret for Israels Menighed, er et Land,
      der egner sig til Kvægavl, og dine Trælle ejer Hjorde."
  5.  Og de sagde: "Dersom vi har fundet Nåde for dine Øjne, så lad
      dine Trælle få dette Land i Eje; før os ikke over Jordan!"

  6.  Men Moses sagde til Gaditerne og Rubeniterne: "Skal eders Brødre
      drage i Krig, medens I bliver boende her?
  7.  Og hvorfor vil I betage Israelitterne Modet til at drage over
      til det Land, HERREN har givet dem?
  8.  Det gjorde eders Fædre, da jeg fra Kadesj Barnea sendte dem hen
      for at se på Landet;
  9.  da de var draget op til Esjkoldalen og havde set på Landet, det
      og de Israelitterne Modet til at drage ind i det Land, HERREN
      havde givet dem.
 10.  Men HERRENs Vrede blussede den Gang op, og han svor:
 11.  De Mænd, der er draget op fra Ægypten, fra Tyveårsalderen og
      opefter, skal ikke få det Land at se, jeg tilsvor Abraham, Isak
      og Jakob, fordi de ikke viste mig fuld lydighed,
 12.  med Undtagelse af Kenizziten Kaleb, Jetunnes Søn, og Josua, Nuns
      Søn, thi de viste HERREN fuld Lydighed!
 13.  Og HERRENs Vrede blussede op mod Israel, og han lod dem vanke om
      i Ørkenen i fyrretyve År, indtil hele den Slægt var gået til
      Grunde, der gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
 14.  Og se, I træder nu i eders Fædres Fodspor, en Yngel af Syndere,
      for yderligere at øge HERRENs Vrede mod Israel!
 15.  Når I viger bort fra ham, vil han lade det blive endnu længer i
      Ørkenen, og I bringer Fordærvelse over hele dette Folk."

 16.  Da trådte de frem for ham og sagde: "Vi vil kun bygge Kvægfolde
      til vore Hjorde her og Byer til vore Familier;
 17.  men selv vil vi ruste os til Kamp og drage i Spidsen for
      Israelitterne, til vi har bragt dem hen til deres Sted; imens
      skal vore Familier blive i de befæstede Byer i Ly for Landets
      indbyggere.
 18.  Vi vil ikke vende tilbage til vore Huse, før enhver af
      Israelitterne har fået sin Arvelod;
 19.  thi vi vil ikke have Arvelod sammen med dem på den anden Side af
      Jordan og længere borte, eftersom vi har fået vor Arvelod her på
      denne Side af Jordan på Østsiden."
 20.  Da sagde Moses til dem: "Hvis I gør det, hvis I ruster eder til
      Kamp for HERRENs Åsyn,
 21.  hvis alle eders kamprustede Mænd overskrider Jordan for HERRENs
      Åsyn og bliver der, indtil han har jaget sine Fjender bort fra
      sit Åsyn,
 22.  og hvis I først vender tilbage, når Landet er undertvunget for
      HERRENs Åsyn, skal I være sagesløse over for HERREN og Israel,
      og så skal Landet her blive eders Ejendom for HERRENs Åsyn.
 23.  Men hvis I ikke gør det, se, da synder I mod HERREN, og da skal
      I få eders Synd at mærke, den skal nok finde eder.
 24.  Byg eder Byer til eders Familier og Folde til eders Småkvæg og
      gør, som I har sagt!"
 25.  Da sagde Gaditerne og Rubeniterne til Moses: "Dine Trælle vil
      gøre, som min Herre byder;
 26.  vore Børn, Kvinder, Hjorde og alt vort Kvæg skal blive der i
      Gileads Byer,
 27.  men dine Trælle vil drage over og tage Del i Krigen, så mange
      som er rustet til Kamp for HERRENs Åsyn, således som min Herre
      har sagt."

 28.  Så gav Moses Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
      Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse Befaling
      om dem,
 29.  og Moses sagde til dem: "Hvis Gaditerne og Rubeniterne, så mange
      som er rustet til Kamp for HERRENs Åsyn, går over Jordan sammen
      med eder og Landet bliver eder underlagt, skal I give dem Gilead
      i Eje;
 30.  men hvis de ikke går over sammen med eder, rustede til Kamp,
      skal de have Bopæl anvist blandt eder i Kana'ans Land."
 31.  Da svarede Gaditerne og Rubeniterne: "Hvad HERREN har talt til
      dine Trælle, vil vi gøre;
 32.  vi vil, rustede til Kamp for HERRENs Øjne, drage over til
      Kana'ans Land, men vor Arvelod på den anden Side af Jordan
      bliver i vort Eje."

 33.  Da gav Moses Gaditerne, Rubeniterne og Josefs Søn Manasses halve
      Stamme Amoriterkongen Sihons Kongerige og kong Og af Basans
      kongerige, Landet med Byerne og deres Område, Landets Byer rundt
      om.
 34.  Så byggede Gaditerne Dibon, Atarot, Aroer.
 35.  Atarot Sjofan, Ja'zer, Jogbeba,
 36.  Bet Nimra, Bet Haran, befæstede Byer, og Kvægfolde;
 37.  og Rubeniterne byggede Hesjbon, Elale og Kirjatajim,
 38.  Nebo og Ba'al Meon, hvis Navne ændredes, og Sibma; og de
      opkaldte Byerne, som de byggede, efter deres Navne.
 39.  Og Manasses Søn Makirs Sønner drog til Gilead og erobrede det og
      drev de der boende Amoriter bort;
 40.  og Moses overdrog Gilead til Manasses Søn Makir, og han bosatte
      sig der;
 41.  men Manasses Søn Jair drog hen og erobrede deres Teltbyer og
      kaldte dem Jairs Teltbyer.
 42.  Og Noba drog hen og erobrede Kenat med tilhørende Småbyer og
      kaldte det Noba efter sit eget Navn.

4.Mosebog 33

  1.  Følgende er de enkelte Strækninger på Israelitternes Vandring,
      de tilbagelagde på Vejen fra Ægypten, Hærafdeling for
      Hærafdeling, under Anførsel af Moses og Aron.
  2.  Moses optegnede på HERRENs Bud de Steder, de brød op fra,
      Strækning for Strækning; og følgende er de enkelte Strækninger
      efter de Steder, de brød op fra:

  3.  De brød op fra Rameses på den femtende Dag i den første Måned;
      Dagen efter Påske drog Israelitterne ud, værnede af en stærk
      Hånd, for Øjnene af alle Ægypterne,
  4.  medens Ægypterne jordede alle de førstefødte, som HERREN havde
      slået iblandt dem; thi HERREN havde holdt Dom over deres Guder.
  5.  Israelitterne brød altså op fra Ra'meses og slog Lejr i Sukkot.
  6.  Så brød de op fra Sukkot og slog Lejr i Etam, der ligger ved
      Ørkenens Rand.
  7.  Så brød de op fra Etam og vendte om mod Pi Hakirot over for
      Ba'al Zefon og slog Lejr over for Migdol.
  8.  Så brød de op fra Pi Hakirot og drog tværs igennem Havet til
      Ørkenen; og de vandrede tre Dagsrejser i Etams Ørken og slog
      Lejr i Mara.
  9.  Så brød de op fra Mara og kom til Elim; i Elim var der tolv
      Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og der slog de
      Lejr.
 10.  Så brød de op fra Elim og slog Lejr ved det røde Hav.
 11.  Så brød de op fra det røde Hav og slog Lejr i Sins Ørken.
 12.  Så brød de op fra Sins Ørken og slog Lejr i Dofka.
 13.  Så brød de op fra Dofka og slog Lejr i Alusj.
 14.  Så brød de op fra Alusj og slog Lejr i Refdim, hvor Folket ikke
      havde Vand at drikke.
 15.  Så brød de op fra Refdim og slog Lejr i Sinaj Ørken.
 16.  Så brød de op fra Sinaj Ørken og slog Lejr i Kibrot Hatta'ava,
 17.  Så brød de op fra Hibrot Hatta'ava og slog Lejr i Hazerot.
 18.  Så brød de op fra Hazerot og slog Lejr i Ritma.
 19.  Så brød de op fra Ritma og slog Lejr i Rimmon Perez.
 20.  Så brød de op fra Rimmon Perez og slog Lejr i Libna.
 21.  Så brød de op fra Libna og slog Lejr i Aissa.
 22.  Så brød de op fra Aissa og slog Lejr i Kehelata.
 23.  Så brød de op fra Kebelata og slog Lejr ved Sjefers Bjerg.
 24.  Så brød de op fra Sjefers Bjerg og slog Lejr i Harada.
 25.  Så brød de op fra Harada og slog Lejr i Makhelot.
 26.  Så brød de op fra Makhelot og slog Lejr i Tahat.
 27.  Så brød de op fra Tahat og slog Lejr i Tara.
 28.  Så brød de op fra Tara og slog Lejr i Mitka.
 29.  Så brød de op fra Mitka og slog Lejr i Hasjmona.
 30.  Så brød de op fra Hasjmona og slog Lejr i Moserot.
 31.  Så brød de op fra Moserot og slog Lejr i Bene Ja'akan.
 32.  Så brød de op fra Bene Ja'akan og slog Lejr i Hor Haggidgad.
 33.  Så brød de op fra Hor Haggidgad og slog Lejr i Jotbata.
 34.  Så brød de op fra Jofbata og slog Lejr i Abrona.
 35.  Så brød de op fra Abrona og slog Lejr i Ezjongeber.
 36.  Så brød de op fra Ezjongeber og slog Lejr i Zins Ørken, det er
      Kadesj.
 37.  Så brød de op fra Kadesj og slog Lejr ved Bjerget Hor ved Randen
      af Edoms Land.

 38.  Og Præsten Aron steg på HERRENs Bud op på Bjerget Hor og døde
      der i det fyrretyvende År efter Israelitternes Udvandring af
      Ægypten, på den første Dag i den femte Måned;
 39.  og Aron var l23 År gammel, da han døde på Bjerget Hor.
 40.  Men Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede, i Sydlandet i
      Kana'ans Land, hørte, at Israelitterne var under Fremrykning.

 41.  Så brød de op fra Bjerget Hor og slog Lejr i Zalmona.
 42.  Så brød de op fra Zalmona og slog Lejr i Punon.
 43.  Så brød de op fra Punon og slog Lejr i Obot.
 44.  Så brød de op fra Obot og slog Lejr i Ijje Ha'abarim ved Moabs
      Grænse.
 45.  Så brød de op fra Ijje Ha'abarim og slog Lejr i det gaditiske
      Dibon.
 46.  Så brød de op fra det gaditiske Dibon og slog Lejr i Almon
      Diblatajim.
 47.  Så brød de op fra Almon Diblatajim og slog Lejr på
      Abarimbjergene over for Nebo.
 48.  Så brød de op fra Abarimbjergene og slog Lejr på Moabs Sletter
      ved Jordan over for Jeriko;
 49.  og de slog Lejr ved Jordan fra Bet Jesjjimot og til Abel Sjittim
      på Moabs Sletter.

 50.  Og HERREN talede til Moses på Moabs Sletter ved Jordan over for
      Jeriko og sagde:
 51.  "Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan
      til Kana'ans Land,
 52.  skal I drive Landets Beboere bort foran eder og tilintetgøre
      alle deres Billedværker, alle deres støbte Billeder skal I
      tilintetgøre, og alle deres Offerhøje skal I ødelægge;
 53.  I skal underlægge eder Landet og bosætte eder der, thi eder har
      jeg givet Landet i Eje;
 54.  og I skal udskifte Landet mellem eder ved Lodkastning efter
      eders Slægter, således at I giver en stor Slægt en stor Arvelod
      og en lille Slægt en lille. Der, hvor Loddet falder for dem,
      skal deres Del være; efter eders Fædrenestammer skal I udskifte
      Landet mellem eder.
 55.  Men hvis I ikke driver Landets Beboere bort foran eder, så skal
      de, som I levner af dem, blive Torne i eders Øjne og Brodde i
      eders Sider, og de skal bringe eder Trængsel i det Land, I bor
      i,
 56.  og hvad jeg havde tænkt at gøre ved dem, gør jeg da ved eder."

4.Mosebog 34

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Byd Israelitterne og sig til dem: Når i kommer til Kana'ans Land
      det er det Land, der skal tilfalde eder som Arvelod, Kana'ans
      Land i hele dets Udstrækning
  3.  så skal eders Sydside strække sig fra Zins Ørken langs med Edom;
      eders Sydgrænse skal mod Øst begynde ved Enden af Salthavet;
  4.  så skal eders Grænse dreje sønden om Akrabbimpasset, nå til Zin
      og ende sønden for Kadesj Barnea; så skal den løbe hen til Hazar
      Addar øg nå til Azmon;
  5.  fra Azmon skal Grænsen dreje hen til Ægyptens Bæk og ende ved
      Havet.
  6.  Hvad Vestgrænsen angår, skal det store Hav være eders Grænse;
      det skal være eders Vestgrænse.
  7.  Eders Nordgrænse skal være følgende: Fra det store Hav skal I
      udstikke eder en Linie til Bjerget Hor;
  8.  fra Bjerget Hor skal I udstikke en Linie til Egnen hen imod
      Hamat, så at Grænsen ender ved Zedad;
  9.  derpå skal Grænsen gå til Zifron og ende ved Hazar Enan. Det
      skal være eders Nordgrænse.
 10.  Men til Østgrænse skal I afmærke eder en Linie fra Hazar Enan
      til Sjefam;
 11.  og fra Sjefam skal Grænsen gå ned til Ribla østen for Ajin, og
      Grænsen skal løbe videre ned, til den støder til Bjergskrænten
      østen for Kinneretsøen;
 12.  derpå skal Grænsen løbe ned langs Jordan og ende ved
      Salthavet. Det skal være eders Land i hele dets Udstrækning til
      alle Sider.

 13.  Og Moses bød Israelitterne og sagde: Det er det Land, I skal
      udskifte mellem eder ved Lodkastning, og som efter HERRENs Bud
      skal gives de ni Stammer og den halve Stamme.
 14.  Thi Rubeniternes Stamme efter deres Fædrenehuse og Gaditernes
      Stamme efter deres Fædrenehuse og Manasses halve Stamme har
      allerede fået deres Arvelod.
 15.  De to Stammer og den halve Stamme har fået deres Arvelod
      hinsides Jordan over for Jeriko, mod Øst, mod Solens Opgang.

 16.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
 17.  Navnene på de Mænd, der skal udskifte Landet mellem eder, er
      følgende: Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn;
 18.  desuden skal I udtage een Øverste af hver Stamme til at udskifte
      Landet.
 19.  Navnene på disse Mænd er følgende: Af Judas Stamme Kaleb,
      Jefunnes Søn,
 20.  af Simeoniternes Stamme Sjemuel, Ammihuds Søn,
 21.  af Benjamins Stamme Elidad, Kislons Søn,
 22.  af Daniternes Stamme een Øverste, Bukki, Joglis Søn,
 23.  af Josefs Sønner: af Manassiternes Stamme een Øverste, Hanniel,
      Efods Søn,
 24.  og af Efraimiternes Stamme een Øverste, Kemuel, Sjiftans Søn,
 25.  af Zebuloniternes Stamme een Øverste, Elizafan, Parnaks Søn,
 26.  af Issakariternes Stamme een Øverste, Paltiel, Azzans Søn,
 27.  af Aseriternes Stamme een Øverste, Ahihud, Sjelomis Søn,
 28.  og af Naftaliternes Stamme een Øverste, Pedael, Ammibuds Søn.
 29.  Det var dem, HERREN pålagde at udskifte Kana'ans Land mellem
      Israelitterne.

4.Mosebog 35

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses på Moabs Sletter ved Jordan
      over for Jeriko og sagde:
  2.  byd Israelitterne, at de af de Besiddelser, de får i Arv, skal
      give Leviterne nogle Byer at bo i; I skal også give Leviterne
      Græsmarker rundt om disse Byer,
  3.  Disse Byer skal de have at bo i, og deres Græsmarker skal de
      have til deres Kvæg, deres Hjorde og andre Dyr.
  4.  Græsmarkerne om Byerne, som I skal give Leviterne, skal strække
      sig 1000 Alen fra Bymuren ud til alle Sider;
  5.  og uden for Byen skal I til Østside opmåle 2OOO Alen, til
      Sydside 2000, til Vestside 2OOO og til Nordside 2OOO, med Byen i
      Midten. Det skal tilfalde dem som Græsgange til Byerne.
  6.  Hvad de Byer angår, som I skal give Leviterne, så skal I give
      dem de seks Tilflugtsbyer, som Manddrabere kan ty ind i, og
      desuden to og fyrretyve Byer.
  7.  De Byer, I skal give Leviterne, bliver således i alt otte og
      fyrretyve Byer med tilhørende Græsmarker.
  8.  Og af de Byer, I skal give dem af Israelitternes Besiddelser,
      skal I lade de større Stammer give flere, de mindre færre; hver
      Stamme skal give Leviterne så mange af sine Byer, som svarer til
      den Arvelod, der tildeles den.

  9.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 10.  Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan
      til Kana'ans Land,
 11.  skal I udse eder nogle Byer, I kan have som Tilflugtsbyer, så at
      en Manddraber, der begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen.
 12.  I disse Byer skal I have Ret til at søge Tilflugt for
      Blodhævneren, for at ikke Manddraberen skal dø, før han er
      blevet stillet for Menighedens Domstol.
 13.  Det skal være seks Byer, I skal afstå til Tilflugtsbyer;
 14.  de tre skal I afstå hinsides Jordan og de tre andre i Kana'ans
      Land; de skal være Tilflugtsbyer.
 15.  Israelitterne, de fremmede og de indvandrede iblandt dem skal
      have Ret til at søge Tilflugt i de seks Byer, så at enhver, der
      begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen.

 16.  Men slår han ham ihjel med et Jernredskab, så er han en
      Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden;
 17.  og slår han ham ihjel med en Sten, som han har i Hånden, og som
      kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og Manddraberen
      skal lide Døden;
 18.  og slår han ham ihjel med et Træredskab, som han har i Hånden,
      og som kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og
      Måddraberen skal lide Døden.
 19.  Blodhævneren skal dræbe Manddraberen; når han træffer ham, skal
      han dræbe ham.
 20.  Og støder han til ham af Had eller kaster noget på ham i ond
      Hensigt, så han dør deraf,
 21.  eller slår han ham med Hånden i Fjendskab, så han dør deraf,
      skal drabsmanden lide Døden, thi han er en Manddraber;
      Blodhævneren skal dræbe Manddraberen, når han træffer ham.

 22.  Støder han derimod til ham af Vanvare, ikke i Fjendskab, eller
      kaster han et Redskab på ham, uden at det er i ond Hensigt,
 23.  eller rammer han ham uden at se ham med en Sten, som kan slå en
      Mand ihjel, så han dør deraf, og han ikke er hans Uven eller har
      pønset på ondt imod ham,
 24.  så skal Menigheden dømme Drabsmanden og Blodhævneren imellem på
      Grundlag af disse Lovbud;
 25.  og Menigheden skal værne Manddraberen mod Blodhævneren, og
      Menigheden skal føre ham tilbage til hans Tilflugtsby, hvorhen
      han var tyet, og der skal han blive boende, indtil den med
      hellig Olie salvede Ypperstepræst dør.
 26.  Men hvis Manddraberen for lader sin Tilflugtsbys Område, hvorhen
      han er tyet,
 27.  og Blodhævneren træffer ham uden for hans Tilflugtsbys Område,
      så kan Blodhævneren dræbe Manddraberen uden at pådrage sig
      Blodskyld;
 28.  thi han skal blive i sin Tilflugtsby indtil Ypperstepræstens
      Død; først efter Ypperstepræstens Død kan Manddraberen vende
      tilbage til den Jord, han ejer.
 29.  Det skal være eder en retsgyldig Anordning fra Slægt til Slægt,
      hvor I end bor.

 30.  Når nogen slår et Menneske ihjel, må man kun dræbe Manddraberen
      efter flere Vidners Udsagn. Et enkelt Vidnes Udsagn er ikke nok
      til en Dødsdom.
 31.  I må ikke tage mod Sonebøde for en Manddraber, når han har
      forbrudt sit Liv; han skal lide Døden,
 32.  Heller ikke må I tage mod Sonebøde, således at den, der er tyet
      til sin Tilflugtsby, før Ypperstepræstens Død kan vende tilbage
      og bosætte sig i Landet.
 33.  Vanhelliger ikke det Land, I er i, thi Blodet vanhelliger
      Landet, og Landet får kun Soning for det Blod, der er udgydt
      deri, ved dens Blod, der har udgydt det.
 34.  Gør ikke det Land urent, I er bosat i, og i hvis Midte jeg bor;
      thi jeg HERREN bor midt iblandt Israels Børn.

4.Mosebog 36

  1.  Overhovederne for Fædrenehsene i Gileaditernes Slægt Gilead var
      en Søn af Manasses Søn Makir af Josefs Sønners Slægter trådte
      frem og talte for Moses og Øversterne, Overhovederne for
      Israelitternes Fædrenehuse,
  2.  og sagde: "HERREN har pålagt min Herre at udskifte Landet mellem
      Israelitterne ved Lodkastning, og min Herre har i HERRENs Navn
      påbudt at give vor Frænde Zelofhads Arvelod til hans Døtre.
  3.  Men hvis de nu indgår Ægteskab med Mænd, der hører til en anden
      af Israels Stammer, så unddrages deres Arvelod jo vore Fædres
      Arvelod, og således øges den Stammes Arvelod, som de kommer til
      at tilhøre, medens den Arvelod, der er tilfaldet os ved
      Lodkastning, formindskes;
  4.  og når Israelitterne får Jubelår, lægges deres Arvelod til den
      Stammes Arvelod, som de kommer til at tilhøre, og således
      unddrages deres Arvelod vor fædrene Stammes Arvelod."

  5.  Da udstedte Moses efter HERRENs Ord følgende Bud til
      Israelitterne: "Josefs Sønners Stamme har talt ret!
  6.  Således er HERRENs Bud angående Zelofhads Døtre: De må indgå
      Ægteskab med hvem de ønsker, men det må kun være Mænd af deres
      Faders Stammes Slægt, de indgår Ægteskab med.
  7.  Thi ingen Arvelod, der tilhører Israel, må gå over fra en Stamme
      til en anden, men Israelitterne skal holde fast hver ved sin
      fædrene Stammes Arvelod.
  8.  Enhver Datter, som får en Arvelod i en af Israelitternes
      Stammer, skal indgå Ægteskab med en Mand af sin fædrene Stammes
      Slægt, for at Israelitterne kan beholde hver sine Fædres Arvelod
      som Ejendom;
  9.  og ingen Arvelod må gå over fra den ene Stamme til den anden,
      men Israelitternes Stammer skal holde fast hver ved sin
      Arvelod!"

 10.  Zelofhads Døtre gjorde da, som HERREN pålagde Moses,
 11.  idet Mala, Tirza, Hogla, Milka og Noa, Zelofhads Døtre, indgik
      Ægteskab med deres Farbrødres Sønner;
 12.  de indgik Ægteskab med Mænd, som hørte til Josefs Søn Manasses
      Sønners Slægter, så at deres Arvelod vedblev at tilhøre deres
      fædrene Slægts Stamme.

 13.  Det er de Bud og Lovbud, HERREN gav Israelitterne ved Moses på
      Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko.


5.Mosebog

5.Mosebog 1

  1.  Dette er de Ord, Moses talte til hele Israel hinsides Jordan i
      Ørkenen, i Arabalavningen, lige over for Suf, mellem Paran og
      Tofel, Laban, Hazerot og Di Zahab,
  2.  elleve Dagsrejser fra Horeb, regnede over Seirs Bjerge til
      Kadesj Barnea.
  3.  I det fyrretyvende År på den første Dag i den elevte Måned
      kundgjorde Moses Israelitterne alt, hvad HERREN havde pålagt ham
      angående dem,
  4.  efter at han havde slået Amoriterkongen Sihon, der boede i
      Hesjbon, og Kong Og af Basan, der boede i Asjtarot og Edrei.
  5.  Hinsides Jordan i Moabs Land tog Moses sig for at fremsætte
      følgende Lovudlægning:

  6.  HERREN vor Gud talede til os ved Horeb og sagde: "I har nu længe
      nok opholdt eder ved Bjerget her;
  7.  bryd derfor op og drag til Amoriternes Bjerge og til alle deres
      Naboer i Arabalavningen, på Bjergene, i Lavlandet, i Sydlandet
      og ved Kysten, til Kana'anæernes Land og Libanon, lige til den
      store Flod, Eufratfloden.
  8.  Se, jeg giver Landet i eders Magt; drag derind og tag det Land i
      Besiddelse, som jeg tilsvor eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob,
      at ville give dem og deres Afkom efter dem."

  9.  Dengang talte jeg til eder og sagde: "Jeg kan ikke ene bære
      eder.
 10.  HERREN eders Gud har gjort eder talrige, og se, I er nu så mange
      som Stjernerne på Himmelen;
 11.  måtte kun HERREN, eders Fædres Gud, gøre eder tusinde Gange så
      talrige endnu og velsigne eder, som han har forjættet eder;
 12.  men hvorledes skal jeg ene kunne bære hele Besværet og Arbejdet
      med eder og eders Stridigheder?
 13.  Sørg derfor for at finde nogle kloge, forstandige.og erfarne
      Mænd i hver Stamme, som jeg kan sætte i Spidsen for eder!"
 14.  Dertil svarede I og sagde: "Det Forslag, du har fremsat, er
      godt!"
 15.  Derfor tog jeg Overhovederne for eders Stammer, kloge og erfarne
      Mænd, og satte dem i Spidsen for eder som Øverste over tusinde,
      hundrede, halvtredsindstyve eller ti og som Tilsynsmænd over
      eders Stammer.
 16.  Dengang gav jeg så eders Dommere det Påbud: "Hold Forhør, når
      der er Stridigheder mellem eders Landsmænd, og døm retfærdigt,
      når en Mand har en Sag, enten det er med en Landsmand eller med
      en, der bor som fremmed hos ham;
 17.  vis ingen Personsanseelse for Retten; hør på den ringeste som på
      den største og frygt ikke for nogen; thi Dommen er Guds! Men
      Sager, som er eder for vanskelige, skal I forebringe mig, så
      skal jeg holde Forhør i dem!"
 18.  Og dengang gav jeg eder så Pålæg om alt, hvad I skulde gøre.

 19.  Derpå brød vi op fra Horeb og drog gennem hele denne store,
      grufulde Ørken, som I selv har set, i Retning af Amoriternes
      Bjerge, således som HERREN vor Gud havde pålagt os. Og vi kom
      til Kadesj Barnea.
 20.  Da sagde jeg til eder: "I er nu kommet til Amoriternes Bjerge,
      som HERREN vor Gud vil give os.
 21.  Se, HERREN din Gud har givet Landet i din Magt, drag derfor op
      og tag det i Besiddelse, således som HERREN, dine Fædres Gud,
      har sagt til dig. Frygt ikke, men vær uforsagt!"
 22.  Da kom I alle hen til mig og sagde: "Lad os sende nogle Mænd i
      forvejen til at udspejde Landet for os og bringe os Underretning
      om den Vej, vi skal drage op ad, og om de Byer, vi kommer til!"
 23.  Jeg billigede det og udtog tolv Mænd iblandt eder, en af hver
      Stamme.
 24.  De begav sig på Vej og drog op i Bjergene og kom til Esjkoldalen
      og udspejdede den;
 25.  og de tog nogle af Landets Frugter med og bragte dem ned til os,
      og de meldte os tilbage: "Det er et herligt Land, HERREN vor Gud
      vil give os!"

 26.  Men I vilde ikke drage op, I var genstridige mod HERREN eders
      Guds Befaling.
 27.  I knurrede i eders Telte og sagde: "Af Had til os førte HERREN
      os ud af Ægypten for at give os i Amoriternes Hånd og lade os gå
      til Grunde!
 28.  Hvor er det dog, vi skal hen? Vore Brødre tog Modet fra os, da
      de sagde: Det er et Folk, der er større og højere end vi, og der
      er store Byer med himmelhøje Fæstningsværker, ja, vi så endog
      Efterkommere af Anakiterne der!"
 29.  Men jeg sagde til eder: "Lad eder ikke skræmme og frygt ikke for
      dem!
 30.  HERREN eders Gud, der vandrer foran eder, vil selv stride for
      eder, som I så, han gjorde det for eder i Ægypten
 31.  og i Ørkenen, hvor du så, at HERREN din Gud bar dig, som en Mand
      bærer sin Søn, hele den Vej I har vandret, lige til I nåede
      hertil!"
 32.  Men alligevel troede I ikke på HERREN eders Gud,
 33.  skønt han vandrede foran eder på Vejen for at udsøge Lejrpladser
      til eder, om Natten i Ilden, for at I kunde se, hvor I skulde
      gå, og om dagen i Skyen.

 34.  Men da HERREN hørte eders Ord, blev han vred og svor:
 35.  "Ikke en eneste af disse Mænd, af denne onde Slægt, skal få det
      herlige Land at se, som jeg svor at ville give eders Fædre,
 36.  undtagen Kaleb, Jefunnes Søn; han alene skal få det at se, og
      ham og hans Børn vil jeg give det Land, han har betrådt, fordi
      han har vist HERREN fuld Lydighed!"
 37.  Også på mig blev HERREN vred for eders Skyld, og han sagde:
      "Heller ikke du skal komme derind!
 38.  Josua, Nuns Søn, der står i din Tjeneste, han skal komme derind;
      sæt Mod i ham, thi han skal skaffe Israel det i Eje."
 39.  Og dets små Børn, som I sagde skulde blive til Bytte, eders
      Børn, som i Dag ikke kender Forskel på godt og ondt, de skal
      komme derind, dem vil jeg give det, og de skal tage det i
      Besiddelse.
 40.  I selv derimod skal vende om og begive eder på Vej til Ørkenen i
      Retning af det røde Hav!"

 41.  Da svarede I og sagde til mig: "Vi har syndet imod HERREN! Vi
      vil drage op og kæmpe, som HERREN vor Gud har befalet os!" Og
      alle iførte I eder eders Våben og vilde i Letsindighed drage op
      i Bjergene.
 42.  Men HERREN sagde til mig: Sig til dem: Drag ikke op og indlad
      eder ikke i Kamp, thi jeg er ikke iblandt eder; gør I det,
      bliver I slået af eders Fjender!"
 43.  Men da jeg sagde det til eder, adlød I ikke, men var genstridige
      mod HERRENs Bud og formastede eder til at drage op i Bjergene.
 44.  Da drog Amoriterne, der bor i Bjergene der, ud imod eder, og de
      forfulgte eder som Bier og slog eder fra Seir til Horma.
 45.  Da I så kom tilbage, græd I for HERRENs Åsyn; men HERREN vilde
      ikke høre eder og låne eder Øre.
 46.  Så blev I hele den lange Tid i Kadesj.

5.Mosebog 2

  1.  Så vendte vi om og brød op til Ørkenen i Retning af det røde
      Hav, således som HERREN havde pålagt mig, og i lang Tid vandrede
      vi rundt om Seirs Bjerge.
  2.  Da sagde HERREN til mig:
  3.  "Nu har I længe nok vandret rundt om Bjergene her; vend eder nu
      mod Nord!
  4.  Men byd Folket og sig: Når I nu drager igennem eders Brødres,
      Esaus Sønners, Landemærker, de, som bor i Seir, og de bliver
      bange for eder, så skal I tage eder vel i Vare
  5.  for at indlade eder i Krig med dem; thi jeg vil ikke give eder
      så meget som en Fodsbred af deres Land; thi Esau har jeg givet
      Seirs Bjerge i Arv og Eje.
  6.  Fødevarer at spise skal I købe af dem for Penge, også Vand at
      drikke skal I købe af dem for Penge;
  7.  thi HERREN din Gud har velsignet dig i alt, hvad du har taget
      dig for, han har sørget for dig på din Vandring gennem denne
      store Ørken; i fyrretyve År har, HERREN din Gud nu været med
      dig, du har ikke manglet noget."
  8.  Derpå drog vi fra Elat og Ezjongeber ad Arabavejen gennem vore
      Brødres, Esaus Sønners Land, de, som bor i Se'ir; så drejede vi
      af og drog videre ad Vejen til Moabs Ørken.

  9.  Og HERREN sagde til mig: "Du må ikke angribe Moab eller indlade
      dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af deres
      Land i Eje; thi Lots Sønner har jeg givet Ar i Eje.
 10.  Fordum beboedes det af Emiterne, et stort og talrigt Folk,
      kæmpestore som Anakiterne;
 11.  også de henregnes ligesom Anakiterne til Refaiterne, men
      Moabiterne kalder dem Emiter.
 12.  I Se'ir boede derimod fordum Horiterne, som Esaus Sønner drev
      bort og udryddede foran sig, hvorefter de bosatte sig der i
      deres Sted, ligesom Israel gjorde ved sit Ejendomsland, som
      HERREN gav dem.
 13.  Bryd nu op og gå over Zeredbækken! Så gik vi over Zeredbækken.
 14.  Der var gået otte og tredive År fra vort Opbrud fra Kadesj
      Barnea, til vi gik over Zeredbækken, til hele din Slægt af
      våbenføre Mænd var uddød af Lejren, således som HERREN havde
      svoret dem;
 15.  også HERRENs Hånd havde været imod dem, så de blev udryddet af
      Lejren til sidste Mand.

 16.  Men da alle våbenføre Mænd var uddøde af Folket,
 17.  talede HERREN til mig og sagde:
 18.  Når du nu drager gennem Moabs Landemærker, gennem Ar,
 19.  og således når hen til Ammoniterne, så må du ikke angribe dem
      eller indlade dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig
      noget af Ammoniternes Land i Eje; thi det har jeg givet Lots
      Børn i Eje.
 20.  Også det henregnes til Refaiternes Land; det beboedes fordum af
      Refaiter, men Ammoniterne kalder dem Zamzummiter.
 21.  Det var et stort og talrigt Folk, kæmpestore som Anakiterne.
      Men HERREN udryddede dem foran dem, så de drev dem bort og
      bosatte sig der i deres Sted,
 22.  ligesom han gjorde for Esaus Sønner, der bor i Se'ir, for hvem
      han udryddede Horiterne, så de drev dem bort og bosatte sig der
      i deres Sted, og de bor der den Dag i dag.
 23.  Men Avvijiterne, der boede i Landsbyer i Egnene henimod Gaza,
      dem drev Kaftorerne, der var udvandret fra Kaftor, bort og
      bosatte sig der i deres Sted.
 24.  Bryd nu op og gå over Arnonfloden! Se, jeg har givet Hesjbons
      Konge, Amoriten Sihon, og hans Land i din Hånd; giv dig kun til
      at drive ham bort og føre Krig med ham!
 25.  Fra i Dag af begynder jeg at vække Frygt og Rædsel for dig hos
      alle Folkeslag under Himmelen; blot de hører om dig, skal de
      ryste og bæve for dig!

 26.  Da udsendte jeg Sendebud fra Kedemots Ørken til Kong Sihon af
      Hesjbon med følgende fredelige Tilbud:
 27.  "Lad mig drage gennem dit Land; jeg skal holde mig til Vejen
      uden at bøje af til højre eller venstre.
 28.  Fødevarer at spise skal du sælge mig for Penge, og Vand at
      drikke skal du give mig for Penge, jeg beder kun om at måtte
      drage igennem til Fods,
 29.  således som Esaus Sønner, der bor i Se'ir, og Moabiterne, der
      bor i Ar, tillod mig, indtil jeg kommer over Jordan ind i det
      Land, HERREN vor Gud vil give os!"
 30.  Men Kong Sihon i Hesjbon vilde ikke tillade os at drage igennem;
      thi HERREN din Gud forhærdede hans Ånd og gjorde hans Hjerte
      hårdt for at give ham i din Hånd, som det nu er sket.
 31.  Derpå sagde HERREN til mig: "Se, jeg har allerede begyndt at
      give Sihon og hans Land i din Magt; giv dig kun til at drive ham
      bort for at tage hans Land i Besiddelse!"
 32.  Så rykkede Sihon med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved
      Jaza;
 33.  og HERREN vor Gud gav ham i vor Magt, og vi slog ham og hans
      Sønner og alle hans Krigere.
 34.  Og vi indtog dengang alle hans Byer og lagde i enhver By Band på
      Mænd, Kvinder og Børn uden at lade en eneste undslippe;
 35.  kun Kvæget tog vi selv som Bytte, tillige med hvad vi røvede i
      de erobrede Byer.
 36.  Fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen, der ligger i Dalen, og
      til Gilead var der ikke en By, som var os uindtagelig; HERREN
      vor Gud gav dem alle i vor Magt.
 37.  Men på Ammoniternes Land forgreb du dig ikke, hverken det, der
      ligger langs Jabbokfloden, eller Byerne i Bjergene, således som
      HERREN vor Gud havde påbudt.

5.Mosebog 3

  1.  Derpå brød vi op og drog mod Basan. Og Kong Og af Basan rykkede
      med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved Edrei.
  2.  Da sagde HERREN til mig: "Frygt ikke for ham, thi jeg giver ham
      i din Hånd tillige med hele hans Folk og Land, og du skal gøre
      ved ham, som du gjorde ved Sihon, Amoriterkongen i Hesjbon."
  3.  Så gav HERREN vor Gud også kong Og af Basan og alle hans Krigere
      i vor Hånd, og vi slog ham, så ikke en eneste undslap.
  4.  Vi indtog dengang alle hans Byer; der var ikke een By, vi ikke
      fratog dem, i alt tresindstyve Byer, hele Landskabet Argob, Ogs
      Kongerige i Basan,
  5.  lutter Byer, der var befæstet med høje Mure, Porte og Portslåer,
      foruden de mange åbne Byer;
  6.  og vi lagde Band på dem, ligesom vi havde gjort ved Kong Sihon i
      Hesjbon, i enhver By lagde vi Band på Mænd, Kvinder og Børn;
  7.  men alt Kvæget, og hvad vi røvede fra Byerne, tog vi selv som
      Bytte.
  8.  Således erobrede vi dengang Landet fra de to Amoriterkonger
      hinsides Jordan fra Arnonfloden til Hermonbjerget
  9.  Zidonierne kalder Hermon Sirjon, men Amoriterne kalder det Senir
 10.  alle Byerne på Højsletten, hele Gilead og hele Basan lige til
      Salka og Edrei, Byer i kong Ogs Rige i Basan.
 11.  Thi Kong Og af Basan var den eneste, der endnu var tilbage af
      Refaiterne; hans Kiste, en Jernkiste, står jo endnu i Rabba i
      Ammon, ni Alen lang og fire Alen bred efter vanligt Mål.

 12.  Således tog vi dengang dette Land i Besiddelse. Landet fra
      Aroer, der ligger ved Arnonfloden, og Halvdelen af Gileads
      Bjerge med Byerne der gav jeg Rubeniterne og Gaditerne;
 13.  men Resten af Gilead og hele Basan, Ogs Rige, gav jeg til
      Manasses halve Stamme, hele Landskabet Argob. (Det er hele dette
      Basan, man kalder Refaiterland.)
 14.  Manasses Søn Jair erobrede hele Landskabet Argob indtil
      Gesjuriternes og Ma'akatiternes Egne og kaldte dem Ja'irs
      Teltbyer efter sig selv, som de hedder endnu den Dag i Dag.
 15.  Og Makir gav jeg Gilead;
 16.  og Rubeniterne og Gaditerne gav jeg Landet fra Gilead til
      Arnonfloden med Dalens Midtlinie som Grænse og til Jabbokfloden,
      Ammoniternes Grænse,
 17.  og Arabalavningen med Jordan som Grænse fra Kinneret til
      Arabaeller Salthavet ved Foden af Pisgas Skrænter mod Øst.

 18.  Dengang gav jeg eder følgende Påbud: "HERREN eders Gud har givet
      eder dette Land i Eje; men I skal, så mange krigsdygtige Mænd I
      er, drage væbnede i Spidsen for eders Brødre Israelitterne
 19.  kun eders Kvinder, Børn og Kvæg (jeg ved, at I har meget Kvæg)
      skal blive tilbage i de Byer, jeg giver eder
 20.  indtil HERREN bringer eders Brødre til Hvile ligesom eder, og de
      også får taget det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil
      give dem hinsides Jordan; så kan enhver af eder vende tilbage
      til den Ejendom, jeg har givet eder!"

 21.  Og Josua gav jeg dengang følgende Påbud: "Du har med egne Øjne
      set alt, hvad HERREN eders Gud har gjort ved disse to Konger;
      således vil HERREN også gøre ved alle de Riger, du drager over
      til.
 22.  Du skal ikke frygte for dem; thi HERREN eders Gud vil selv kæmpe
      for eder!"

 23.  Og dengang bad jeg således til HERREN:
 24.  "Herre, HERRE! Du har begyndt at vise din Tjener din Storhed og
      din stærke Hånd! Thi hvem er den Gud i Himmelen og på Jorden,
      der kan gøre sådanne Gerninger og Storværker som du?
 25.  Lad mig da få Lov at drage over og se det herlige Land hinsides
      Jordan, det herlige Bjergland og Libanon!"
 26.  Men HERREN var vred på mig for eders Skyld og hørte mig ikke,
      men han sagde til mig: "Lad det være nok, tal ikke mere til mig
      om den Sag;
 27.  men stig op på Pisgas Tinde, løft dit Blik mod Vest og Nord, mod
      Syd og Øst, og tag det i Øjesyn. Thi du kommer ikke til at drage
      over Jordan dernede;
 28.  men sig Josua, hvad han skal, og sæt Mod i ham og styrk ham, thi
      det bliver ham, der skal drage over i Spidsen for dette Folk, og
      ham, der skal give dem det Land, du ser, i Eje."
 29.  Så blev vi i Dalen lige over for Bet Peor.

5.Mosebog 4

  1.  Og nu, Israel! Hør de Anordninger og Lovbud, som jeg vil lære
      eder at holde, for at I kan blive i Live og komme ind og tage
      det Land i Besiddelse, som HERREN, eders Fædres Gud, vil give
      eder.
  2.  I må hverken lægge noget til eller trække noget fra, hvad jeg
      byder eder, men I skal holde HERREN eders Guds Bud, som jeg
      pålægger eder.
  3.  I har med egne Øjne set, hvad HERREN gjorde i Anledning af Ba'al
      Peor: Hver eneste Mand, som fulgte Ba'al Peor, udryddede HERREN
      din Gud af din Midte.
  4.  Men I, som holdt fast ved HERREN eders Gud, er alle i Live den
      Dag i Dag.
  5.  Se, jeg har lært eder Anordninger og Lovbud, således som HERREN
      min Gud har pålagt mig, for at I skal handle derefter i det
      Land, I skal ind og tage i Besiddelse;
  6.  hold dem og følg dem! Thi det skal være eders Visdom og eders
      Kløgt i de andre Folks Øjne. Når de hører om alle disse
      Anordninger, skal de sige: "Sandelig, det er et vist og klogt
      Folk, dette store Folk!"
  7.  Thi hvor er der vel et stort Folk, som har Guder, der kommer til
      det, således som HERREN vor Gud gør det, når vi kalder på ham;
  8.  og hvor er der vel et stort Folk, der har så retfærdige
      Anordninger og Lovbud som hele denne Lov, jeg forelægger eder i
      Dag?

  9.  Kun skal du vogte dig og omhyggeligt tage Vare på dig selv, at
      du ikke glemmer, hvad du med egne Øjne har set, og at det ikke
      viger fra dit Hjerte, så længe du lever; og du skal fortælle
      dine Sønner og dine Sønners Sønner derom.
 10.  Glem ikke den Dag, du stod for HERREN din Guds Åsyn ved Horeb,
      da HERREN sagde til mig: "Kald mig Folket sammen, for at jeg kan
      kundgøre dem mine Ord, så de kan lære at frygte mig, så længe de
      lever på Jorden, og lære deres Sønner det samme!"
 11.  Da trådte I frem og stod ved Bjergets Fod, medens Bjerget
      brændte i lys Lue helt ind i Himmelen, hylet i Mørke, Skyer og
      Mulm;
 12.  og da HERREN talede til eder ud fra Ilden, hørte I kun Ordene,
      men nogen Skikkelse så I ikke, kun en Røst fornam I.
 13.  Da kundgjorde han eder sin Pagt, som han bød eder at holde, de
      ti Ord, og han skrev dem på to Stentavler.
 14.  Og mig bød HERREN dengang at lære eder Anordninger og Lovbud,
      som I skulde overholde idet Land, I nu skal over og tage i
      Besiddelse.

 15.  Eftersom I ikke så nogen Skikkelse, dengang HERREN talede til
      eder på Horeb ud fra Ilden, så vogt eder nu omhyggeligt for
 16.  at handle så ryggesløst, at I laver eder et Gudebillede, en
      Stenstøtte i en eller anden Skikkelse, enten det nu er et
      Afbillede af en Mand eller en Kvinde
 17.  eller et Afbillede af et eller andet Dyr, der lever på Jorden,
      eller et Afbillede af en eller anden vinget Fugl, der flyver
      under Himmelen,
 18.  eller et Afbillede af et eller andet Kryb, der kryber på Jorden,
      eller et Afbillede af en eller anden Fisk i Vandet under Jorden;
 19.  og når du løfter dit Blik til Himmelen og ser Solen og Månen og
      Stjernerne, hele Himmelens Hær, så vogt dig for at lade dig
      forføre til at tilbede og dyrke dem. Thi HERREN din Gud har
      tildelt alle de andre Folk under hele Himmelen dem;
 20.  men eder tog HERREN og førte ud af Smelteovnen, af Ægypten, for
      at I skulde være hans Ejendomsfolk, som I nu er.
 21.  Men HERREN blev vred på mig for eders Skyld og svor, at jeg ikke
      skulde komme over Jordan ind i det herlige Land, som HERREN din
      Gud vil give dig i Eje,
 22.  thi jeg skal dø i Landet her; jeg skal ikke komme over Jordan,
      men I skal komme over og tage dette herlige Land i Besiddelse.
 23.  Så vogt eder for at glemme HERREN eders Guds Pagt, som han
      sluttede med eder, og for at lave eder noget Gudebillede i
      Skikkelse af noget som helst, HERREN din Gud har forbudt dig
 24.  Thi HERREN din Gud er en fortærende Ild, en nidkær Gud!

 25.  Når du får Børn og Børnebørn, og I bliver gamle i Landet, og I
      da handler så ryggesløst, at I laver eder Gudebilleder i en
      eller anden Skikkelse og gør, hvad der er ondt i HERREN din Guds
      Øjne, så at I fortørner ham,
 26.  så kalder jeg i Dag Himmelen og Jorden til Vidne imod eder på,
      at I hastigt skal blive udryddet af det Land, I skal over Jordan
      og tage i Besiddelse; I skal ikke få noget langt Liv der, men
      visselig gå til Grunde;
 27.  og HERREN vil splitte eder mellem Folkene, og kun nogle få af
      eder skal blive tilbage blandt de Folkeslag, HERREN driver eder
      hen iblandt.
 28.  Der skal I komme til at dyrke Guder, der er Menneskehænders
      Værk, Træ og Sten, som hverken kan se eller høre, spise eller
      lugte!
 29.  Der skal I så søge HERREN din Gud, og du skal finde ham, når du
      søger ham af hele dit Hjerte og hele din Sjæl.
 30.  I de kommende Dage, når du er i Nød, og alle disse Ting kommer
      over dig, skal du vende om til HERREN din Gud og adlyde hans
      Røst.
 31.  Thi en barmhjertig Gud er HERREN din Gud; han slipper dig ikke
      og lader dig ikke gå til Grunde og glemmer ikke Pagten med dine
      Fædre, som han tilsvor dem.

 32.  Thi gransk dog i de henfarne Tider, der gik forud for dig, lige
      fra den Tid af da Gud skabte Menneskene på Jorden, og fra den
      ene Ende af Himmelen til den anden, om der er sket noget så
      stort som dette, eller om dets Lige er hørt.
 33.  Har noget Folk hørt Guds Røst ud fra Ilden, således som du hørte
      det, og levet?
 34.  Eller har nogen Gud søgt at komme og hente sig et Folk midt ud
      af et andet Folk ved Prøvelser, Tegn og Undere, ved Krig, med
      stærk Hånd og udstrakt Arm og store Rædsler, således som du med
      egne Øjne så HERREN eders Gud gøre med eder i Ægypten?
 35.  Du fik det at se, for at du skulde vide, af HERREN og ingen
      anden er Gud.
 36.  Fra Himmelen lod han dig høre sin Røst for at undervise dig, og
      på Jorden lod han dig se sin store Ild, og hans Ord hørte du ud
      fra Ilden.
 37.  Og fordi han elskede dine Fædre og udvalgte deres Afkom efter
      dem og selv førte dig ud af Ægypten ved sin store Vælde
 38.  for at drive Folk bort foran dig, der er større og mægtigere end
      du selv, og lade dig komme ind i deres Land og give dig det i
      Eje, som det nu er sket,
 39.  derfor skal du i Dag vide og lægge dig på Sinde, at HERREN og
      ingen anden er Gud oppe i Himmelen og nede på Jorden.
 40.  Og du skal holde hans Anordninger og Bud, som jeg pålægger dig i
      Dag, for at det kan gå dig og dine Børn efter dig vel, og for at
      du alle Dage kan leve længe i det Land, HERREN din Gud giver
      dig!

 41.  På den Tid udskilte Moses tre Byer hinsides Jordan, på den østre
      Side,
 42.  som Tilflugtsteder for Manddrabere, der uforsætligt slår et
      andet Menneske ihjel uden i Forvejen at have båret Nag til ham,
      for at de kan redde Livet ved at ty til en af disse Byer,
 43.  nemlig Bezer i Ørkenen på Højsletten for Rubeniterne, Ramot i
      Gilead for Gaditerne og Golan i Basan for Manassiterne.

 44.  Dette er den Lov, Moses forelagde Israelitterne.
 45.  Dette er de Vidnesbyrd, Anordninger og Lovbud, Moses kundgjorde
      Israelitterne, da de drog bort fra Ægypten,
 46.  hinsides Jordan i Dalen lige for Bet Peor i det Land, der havde
      tilhørt Amoriterkongen Sihon, som boede i Hesjbon, og som Moses
      og Israelitterne havde slået, da de drog bort fra Ægypten.
 47.  De havde erobret hans og Kong Og af Basans Land, de to
      Amoriterkonger hinsides Jordan, på den østre Side,
 48.  fra Aroer ved Arnonflodens Bred til Sirjons Bjerg, det er
      Hermon,
 49.  tillige med hele Arabalavningen hinsides Jordan, på den østre
      Side, lige til Arabahavet neden for Pisgas Skrænter.

5.Mosebog 5

  1.  Moses kaldte hele Israel sammen og sagde til dem: Hør, Israel,
      de Anordninger og Lovbud, som jeg kundgør eder i Dag! Lær dem og
      hold dem omhyggeligt.
  2.  HERREN vor Gud sluttede en Pagt med os ved Horeb.
  3.  Det var ikke med vore Fædre, HERREN sluttede den Pagt, men med
      os, vi, der i Dag er her til Stede, alle vi, der er i Live.
  4.  Ansigt til Ansigt talede HERREN med eder på Bjerget ud fra
      Ilden.
  5.  Jeg stod dengang som Mellemmand mellem HERREN og eder og
      kundgjorde eder HERRENs Ord; thi I var bange for Ilden og turde
      ikke stige op på Bjerget.

  6.  Han sagde: Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten,
      af Trællehuset.
  7.  Du må ikke have andre Guder end mig.
  8.  Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede
      af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i
      Vandet under Jorden;
  9.  du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en
      nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres
      Brøde på Børn af dem, som hader mig,
 10.  men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og
      holder mine Bud!
 11.  Du må ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke
      den ustraffet, der misbruger hans Navn!
 12.  Tag Vare på Hviledagen, så du holder den hellig, således som
      HERREN din Gud har pålagt dig!
 13.  I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning,
 14.  men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må
      du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter,
      din Træl eller Trælkvinde, din Okse eller dit Æsel eller noget
      af dit Kvæg eller den fremmede inden dine Porte, for at din Træl
      og Trælkvinde kan hvile ud ligesom du selv.
 15.  Kom i Hu, at du selv var Træl i Ægypten, og at HERREN din Gud
      førte dig ud derfra med stærk Hånd og udstrakt Arm; det er
      derfor, HERREN din Gud har pålagt dig at fejre Hviledagen!
 16.  Ær din Fader og din Moder, således som HERREN din Gud har pålagt
      dig, for at du kan få et langt Liv, og det må gå dig vel i det
      Land, HERREN din Gud vil give dig.
 17.  Du må ikke slå ihjel!
 18.  Du må ikke bedrive Hor!
 19.  Du må ikke stjæle!
 20.  Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste!
 21.  Du må ikke begære din Næstes Hustru. Du må ikke attrå din Næstes
      Hus, hans Mark, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel
      eller noget, der hører din Næste til!

 22.  Disse Ord talede HERREN til hele eders Forsamling på Bjerget ud
      fra Ilden, Skyen og Mulmet med vældig Røst uden at føje noget
      til; og han skrev dem op på to Stentavler og gav mig dem.
 23.  Men da I hørte Røsten, der lød ud fra Mørket, medens Bjerget
      stod i lys Lue, kom I, alle Overhovederne for eders Stammer og
      eders Ældste, hen til mig
 24.  og sagde: "Se, HERREN vor Gud har ladet os skue sin Herlighed og
      Storhed, og hans Røst har vi hørt ud fra Ilden; i Dag har vi
      oplevet, at Gud kan tale med Mennesker, uden at de dør.
 25.  Men hvorfor skal vi dø? Thi denne vældige Ild vil fortære os;
      hvis vi skal blive ved at høre på HERREN vor Guds Røst, må vi
      dø!
 26.  Thi hvilken dødelig har nogen Sinde som vi hørt den levende Guds
      Røst ud fra Ilden og levet?
 27.  Træd du hen og hør alt, hvad HERREN vor Gud siger; siden skal du
      så sige os alt, hvad HERREN vor Gud taler til dig, og vi skal
      høre det og gøre derefter."
 28.  Og da HERREN hørte, hvorledes I talte til mig, sagde han til
      mig: "Jeg har hørt, hvad dette Folk siger til dig, og alt, hvad
      de har sagt til dig, er ret;
 29.  gid de alle Dage må have et sådant Hjerte, at de frygter mig og
      holder alle mine Bud, for at det må gå dem og deres Børn vel
      evindelig.
 30.  Gå derfor hen og byd dem at vende tilbage til deres Telte;
 31.  men bliv du stående her hos mig, så skal jeg kundgøre dig alle
      Budene, Anordningerne og Lovbudene, som du skal lære dem, og som
      de skal holde i det Land, jeg vil give dem i Eje!"
 32.  Gør derfor omhyggeligt således, som HERREN eders Gud har pålagt
      eder, uden at vige til højre eller venstre;
 33.  følg altid den Vej, som HERREN eders Gud har pålagt eder at gå,
      at I kan blive i Live og få det godt og leve længe i det Land,I
      skal tage i Besiddelse!

5.Mosebog 6

  1.  Dette er Budet, Anordningerne og Lovbudene, som HERREN eders Gud
      har påbudt at lære eder at handle efter i det Land, I skal over
      og tage i Besiddelse,
  2.  for at du alle dine Levedage må frygte HERREN din Gud og holde
      alle hans Anordninger og Bud, som jeg giver dig, du selv, din
      Søn og din Sønnesøn, og få et langt Liv.
  3.  Hør derfor, Israel, og gør omhyggeligt efter dem, for at det kan
      gå dig vel, og for at I må blive overvættes talrige, således som
      HERREN, dine Fædres Gud, har forjættet dig, i et Land, der
      flyder med Mælk og Honning.

  4.  Hør, Israel! HERREN vor Gud, HERREN er een.
  5.  Og du skal elske HERREN din Gud af hele dit Hjerte, af hele din
      Sjæl og af hele din Styrke.
  6.  Disse Bud, som jeg pålægger dig i Dag, skal du tage dig til
      Hjerte;
  7.  og du skal indprente dine Børn dem og tale om dem, både når du
      sidder i dit Hus, og når du vandrer på Vejen, både når du lægger
      dig, og når du står op;
  8.  du skal binde dem som et Tegn om din Hånd, de skal være som et
      Erindringsmærke på din Pande,
  9.  og du skal skrive dem på Dørstolperne af dit Hus og på dine
      Porte.

 10.  Og når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, han tilsvor dine
      Fædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dig, store og smukke
      Byer, som du ikke har bygget,
 11.  Huse, der er fulde af alt godt, som du ikke har samlet,
      udhuggede Ciesterner, som du ikke har udhugget, Vingårde og
      Olivenhaver, som du ikke har plantet, og du spiser dig mæt,
 12.  vogt dig da for at glemme HERREN, som førte dig ud af Ægypten,
      af Trællehuset;
 13.  HERREN din Gud skal du frygte, ham skal du dyrke, og ved hans
      Navn skal du svælge!
 14.  I må ikke holde eder til andre Guder, til nogen af de omboende
      Folks Guder,
 15.  thi HERREN din Gud er en nidkær Gud i din Midte; ellers vil
      HERREN din Guds Vrede blusse op imod dig, så han udrydder dig af
      Jorden.

 16.  I må ikke friste HERREN eders Gud, som I gjorde ved Massa.
 17.  I skal omhyggeligt holde HERREN eders Guds Bud, Vidnesbyrd og
      Anordninger, som han har pålagt dig;
 18.  og du skal gøre, hvad der er ret og godt i HERRENs Øjne, for at
      det må gå dig vel, og du må komme ind og få det herlige Land i
      Eje. som HERREN tilsvor dine Fædre,
 19.  idet han jager alle dine Fjender bort foran dig, som HERREN har
      sagt!

 20.  Når din Søn i Fremtiden spørger dig: "Hvorledes har det sig med
      de Vidnesbyrd, Anordninger og Lovbud, som HERREN vor Gud gav
      eder?"
 21.  så skal du svare din Søn således: "Vi var engang Faraos Trælle i
      Ægypten; men HERREN førte os ud af Ægypten med stærk Hånd.
 22.  Og HERREN udførte Tegn og store, ødelæggende Undere på Ægypten,
      på Farao og hele hans Hus, lige for vore Øjne;
 23.  men os førte han ud derfra for at føre os ind og give os det
      Land, han havde tilsvoret vore Fædre.
 24.  Dengang pålagde HERREN os at handle efter alle disse
      Anordninger, idet vi frygter HERREN vor Gud, for at det altid må
      gå os vel, for at han kan lade os blive i Live, som det hidtil
      er sket.
 25.  Og vi skal stå som retfærdige for HERREN vor Guds Ansigt, når vi
      handler efter alle disse Anordninger, således som han har pålagt
      os!"

5.Mosebog 7

  1.  Når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, du skal ind og tage
      i Besiddelse, og driver store Folk bort foran dig, Hetiterne,
      Girgasjiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Periiterne, Hivviterne
      og Jebusiterne, syv Folk, der er større og mægtigere end du,
  2.  og når HERREN din Gud giver dem i din Magt, og du overvinder
      dem, så skal du lægge Band på dem. Du må ikke slutte Pagt med
      dem eller vise dem Skånsel.
  3.  Du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give en af deres
      Sønner din datter eller tage en af deres Døtre til din Søn;
  4.  thi så vil de få din Søn til at falde fra HERREN, så han dyrker
      andre Guder, og HERRENs Vrede vil blusse op imod eder, og han
      vil udrydde dig i Hast.
  5.  Men således skal I gøre ved dem: Deres Altre skal I nedbryde,
      deres Stenstøtter skal I sønderslå, deres Asjerastøtter skal I
      omhugge, og deres Gudebilleder skal I opbrænde.
  6.  Thi du er et Folk, der er helliget HERREN din Gud; dig har
      HERREN din Gud udvalgt til sit Ejendomsfolk blandt alle Folk på
      Jorden.
  7.  Det er ikke, fordi I er større end alle de andre Folk, at HERREN
      har fattet Velbehag til eder og udvalgt eder, thi I er det
      mindste af alle Folk;
  8.  men fordi HERREN elskede eder, og fordi han vilde holde den Ed,
      han tilsvor eders Fædre, derfor var det, at HERREN med stærk
      Hånd førte eder ud og udløste dig af Trællehuset, af
      Ægypterkongen Faraos Hånd;
  9.  så skal du vide, at HERREN din Gud er den sande Gud, den
      trofaste Gud, der i tusinde Slægtled holder fast ved sin Pagt og
      sin Miskundhed mod dem, der elsker ham og holder hans Bud,
 10.  men bringer Gengældelse over den, der hader ham, så han udrydder
      ham, og ikke tøver over for den, der hader ham, men bringer
      Gengældelse over ham.
 11.  Derfor skal du omhyggeligt handle efter det Bud, de Anordninger
      og Lovbud, jeg i Dag giver dig!

 12.  Når I nu hører disse Lovbud og holder dem og handler efter dem,
      så skal HERREN din Gud til Løn derfor holde fast ved den Pagt og
      den Miskundhed, han tilsvor dine Fædre.
 13.  Han skal elske dig, velsigne dig og gøre dig mangfoldig, han
      skal velsigne Frugten af dit Moderliv og Frugten af din Jord,
      dit Korn, din Most og din Olie, Tillægget af dine Okser og dine
      Fårs Yngel i det Land, han tilsvor dine Fædre at ville give dig!
 14.  Velsignet skal du være fremfor alle andre Folk; ingen Mand eller
      Kvinde hos dig skal være ufrugtbar, ej heller noget af dit Kvæg;
 15.  og HERREN vil holde alle Sygdomme fra dig; ingen af Ægyptens
      onde Farsoter, som du jo kender, vil han påføre dig, men han vil
      lægge dem på alle dem, der hader dig.

 16.  Og alle de Folk, som HERREN din Gud giver dig, skal du fortære
      uden Skånsel; du må ikke dyrke deres Guder, thi det vilde blive
      en Snare for dig.
 17.  Og skulde du sige ved dig selv: "Disse Folk er større end jeg,
      hvor kan jeg drive dem bort?"
 18.  så frygt ikke for dem, men kom i Hu, hvad HERREN din Gud gjorde
      ved Farao og hele Ægypten,
 19.  de store Prøvelser, du selv så, Tegnene og Underne, den stærke
      Hånd og den udstrakte Arm, hvormed HERREN din Gud førte dig ud;
      således vil HERREN din Gud gøre ved alle de Folkeslag, du
      frygter for.
 20.  Ja, også Gedehamse vil HERREN din Gud sende imod dem, indtil de,
      der er tilbage og holder sig skjult for dig, er udryddet.
 21.  Vær ikke bange for dem, thi HERREN din Gud er i din Midte, en
      stor og frygtelig Gud.
 22.  HERREN din Gud skal lidt efter lidt drive disse Folkeslag bort
      foran dig. Det går ikke an, at du udrydder dem i Hast, thi så
      bliver Markens vilde Dyr dig for talrige.
 23.  Men HERREN din Gud skal give dem i din Magt, og han skal slå dem
      med stor Rædsel, indtil de er udryddet.
 24.  Og han skal give deres Konger i din Hånd, og du skal udrydde
      deres Navn under Himmelen; ingen skal kunne holde Stand over for
      dig, til du har udryddet dem.
 25.  Deres Gudebilleder skal I opbrænde; du må ikke lade dig friste
      til at tage Sølvet eller Guldet på dem, for at du ikke skal
      lokkes i en Snare derved, thi det er HERREN din Gud en
      Vederstyggelighed,
 26.  og du må ikke føre nogen Vederstyggelighed ind i dit Hus, for at
      du ikke skal hjemfalde til Band ligesom den, nej, du skal nære
      Afsky og Gru for den, thi den er hjemfaldet til Band!

5.Mosebog 8

  1.  Alle de Bud, jeg i Dag pålægger dig, skal I omhyggeligt handle
      efter, for at I må blive i Live og blive mangfoldige og komme
      ind og tage det Land i Besiddelse, som HERREN tilsvor eders
      Fædre.
  2.  Og du skal komme i Hu, hvorledes HERREN din Gud i disse
      fyrretyve År har ført dig i Ørkenen for at ydmyge dig og sætte
      dig på Prøve og for at se, hvad der boede i dit Hjerte, om du
      vilde holde hans Bud eller ej.
  3.  Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig så Manna at spise,
      en Føde, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, for at
      lade dig vide, at Mennesket ikke lever af Brød alene; men ved
      alt, hvad der udgår af HERRENs Mund, lever Mennesket.
  4.  Dine klæder blev ikke slidt af Kroppen på dig, og dine Fødder
      hovnede ikke i disse fyrretyve År:
  5.  Så vid da og tag dig til Hjerte, at HERREN optugter dig, som en
      Mand optugter sin Søn.
  6.  Og hold HERREN din Guds Bud, så du vandrer på hans Veje og
      frygter ham.
  7.  Thi HERREN din Gud vil føre dig ind i et herligt Land, et Land
      med Vandbække, Kilder og Strømme, der vælder frem på Bjerg og
      Dal,
  8.  et Land med Hvede og Byg, med Vinstokke, Figentræer og
      Granatæbletræer, et Land med Oliventræer og Honning,
  9.  et Land, hvor du ikke skal tære Fattigmands Brød, hvor du intet
      skal mangle, et Land, hvis Sten giver Jern, og i hvis Bjerge du
      kan hugge Kobber.

 10.  Men når du så spiser dig mæt, skal du love HERREN din Gud for
      det herlige Land, han gav dig.
 11.  Vogt dig for at glemme HERREN din Gud, så du ikke holder hans
      Bud, Lovbud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig.
 12.  Når du da spiser dig mæt og bygger gode Huse og bor i dem,
 13.  og dit Hornkvæg og Småkvæg øges, og dit Sølv og Guld øges, og
      alt, hvad du ejer, øges,
 14.  lad så ikke dit Hjerte blive hovmodigt, så du glemmer HERREN din
      Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset,
 15.  ham, som ledte dig i den store, grufulde Ørken med dens
      Giftslanger og Skorpioner og vandløse Ødemarker, ham, som lod
      Vand vælde frem til dig af den flinthårde Klippe,
 16.  ham, som i Ørkenen gav dig Manna at spise, som dine Fædre ikke
      kendte til, dig til Ydmygelse og Prøvelse, for i de kommende
      Dage at kunne gøre vel imod dig!
 17.  Og sig ikke ved dig selv: "Det er min egen Kraft og min egen
      Hånds Styrke, der har skaffet mig den Rigdom."
 18.  Men kom HERREN din Gud i Hu; thi ham er det, der giver dig Kraft
      til at vinde dig Rigdom for at stadfæste den Pagt, han tilsvor
      dine Fædre, således som det nu er sket.
 19.  Men hvis du glemmer HERREN din Gud og holder dig til andre Guder
      og dyrker og tilbeder dem, så vidner jeg for eder i Dag, at I
      skal gå til Grunde.
 20.  Som de Folk, HERREN lader gå til Grunde for eder, skal I gå til
      Grunde, til Straf for at I ikke vilde adlyde HERREN eders Gud!

5.Mosebog 9

  1.  Hør, Israel! Du drager nu over Jordan for at komme og gøre dig
      til Herre over Folk, der er større og mægtigere end du selv,
      over store Byer med himmelhøje Fæstningsværker;
  2.  over et stort Folk, høje som Kæmper, Anakiternes Efterkommere,
      som du selv kender, og om hvem du selv har hørt sige: Hvem kan
      holde Stand mod Anakiterne!"
  3.  Så skal du nu vide, at det er HERREN din Gud, der går foran dig
      som en fortærende Ild; han vil ødelægge dem, og han vil underku
      dem for dig, så du kan drive dem bort og ødelægge dem i Hast,
      således som HERREN har sagt dig.
  4.  Når HERREN din Gud jager dem bort foran dig, tænk så ikke: "For
      min Retfærdigheds Skyld lod HERREN mig komme ind og tage dette
      Land i Besiddelse!" Thi det er for disse Folks Ugudeligheds
      Skyld, at HERREN driver dem bort foran dig!
  5.  Det er ikke for din Retfærdigheds eller dit ædle Hjertes Skyld,
      du kommer ind og tager deres Land i Besiddelse, nej, det er på
      Grund af disse Folks Ondskab, at HERREN driver dem bort foran
      dig, og fordi han vil opfylde det Ord, han tilsvor dine
      Fædre,.Abraham, Isak og Jakob.
  6.  Så vid da, at det ikke er for din Retfærdigheds Skyld, at HERREN
      din Gud giver dig dette herlige Land i Eje; thi du er et Folk
      med hårde Halse!

  7.  Kom i Hu, glem ikke, hvorledes du fortørnede HERREN din Gud i
      Ørkenen! Lige fra den Dag I drog ud af Ægypten, og til I kom til
      Stedet her, har I været genstridige mod HERREN.
  8.  Ved Horeb fortørnede I HERREN, og HERREN blev vred på eder, så
      han vilde ødelægge eder.
  9.  Da jeg var steget op på Bjerget for at modtage Stentavlerne, den
      Pagts Tavler, som HERREN havde sluttet med eder, opholdt jeg mig
      på Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter uden at spise
      eller drikke,
 10.  og HERREN gav mig de to Stentavler, beskrevne med Guds Finger;
      og på dem stod alle de Ord, HERREN havde talt til eder på
      Bjerget ud fra Ilden, den Dag I var forsamlet.
 11.  Da de fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter var omme, gav HERREN
      mig de to Stentavler, Pagtens Tavler.
 12.  Og HERREN sagde til mig: "Stå op og skynd dig ned herfra, thi
      det Folk, du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; hastigt er
      de veget fra den Vej, jeg foreskrev dem: de har lavet sig et
      støbt Billede!"
 13.  Og HERREN sagde til mig: "Jeg har set dette Folk, og se, det er
      et Folk med hårde Halse;
 14.  lad mig i Fred, så jeg kan ødelægge dem og udslette deres Navn
      under Himmelen; så vil jeg gøre dig til et Folk, mægtigere og
      større end det!"
 15.  Da vendte jeg mig bort og steg ned fra Bjerget med Pagtens to
      Tavler i mine Hænder, medens Bjerget brændte i lys Lue;
 16.  og jeg så, og se, I havde syndet mod HERREN eders Gud, I havde
      lavet eder en støbt Tyrekalv; hastigt var I veget fra den Vej,
      HERREN havde foreskrevet eder.
 17.  Da greb jeg de to Tavler og kastede dem ud af mine Hænder og
      knuste dem for eders Øjne.
 18.  Og derpå faldt jeg ned for HERRENs Åsyn fyrretyve Dage og
      fyrretyve Nætter ligesom forrige Gang, uden at spise eller
      drikke, for alle eders Synders Skyld, som I havde begået, idet I
      gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, så I fortørnede ham.
 19.  Thi jeg frygtede for, at HERREN skulde tilintetgøre eder i den
      Vrede og Harme, som opfyldte ham imod eder. Og HERREN bønhørte
      mig også den Gang!
 20.  Også på Aron blev HERREN vred, så han vilde tilintetgøre ham;
      men den Gang gik jeg også i Forbøn for Aron.
 21.  Men eders syndige Værk, Kalven, tog jeg og brændte; og jeg
      knuste og malede den til fint Støv, og Støvet kastede jeg i
      Bækken, som løber ned ad Bjerget.

 22.  Også i Tabera, Massa og Hibrot Hatta'va fortørnede I HERREN.
 23.  Og da HERREN lod eder rejse fra Kadesj Barnea og bød eder drage
      op og tage det Land i Besiddelse, som han vilde give eder,
      trodsede I HERREN eders Guds Befaling, og I troede ikke på ham
      og adlød ham ikke.
 24.  I har været genstridige mod HERREN, så længe jeg har kendt eder.

 25.  Så faldt jeg ned for HERRENs Åsyn i de fyrretyve Dage og
      fyrretyve Nætter, fordi HERREN havde sagt, at han vilde
      tilintetgøre eder,
 26.  og jeg bad til HERREN og sagde: "Herre, HERRE, ødelæg ikke dit
      Folk og din Ejendom, som du udløste ved din store Magt og førte
      ud af Ægypten med stærk Hånd!
 27.  Kom dine Tjenere i Hu, Abraham, Isak og Jakob; giv ikke Agt på
      dette Folks Halsstarrighed, på dets Ugudelighed og på dets Synd,
 28.  for at man ikke skal sige i det Land, du førte os ud fra: Fordi
      HERREN ikke evnede at føre dem til det Land, han havde lovet
      dem, og fordi han hadede dem, derfor førte han dem ud for at
      lade dem omkomme i Ørkenen!
 29.  De er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud ved din store
      Kraft og din udstrakte Arm!"

5.Mosebog 10

  1.  Ved denne Tid sagde HERREN til mig: Tilhug dig to Stentavler
      ligesom de forrige og stig op til mig på Bjerget; lav dig også
      en Ark af Træ!
  2.  Så vil jeg på Tavlerne skrive de Ord, der stod på de forrige
      Tavler, som du knuste, og du skal lægge dem ned i Arken!"
  3.  Da lavede jeg en Ark af Akacietræ og tilhuggede to Stentavler
      ligesom de forrige og steg op på Bjerget med de to Tavler i
      Hånden.
  4.  Og han skrev på Tavlerne det samme, som var skrevet første Gang,
      de ti Ord, som HERREN havde talt til eder på Bjerget ud fra
      Ilden, den Dag I var forsamlet. Og HERREN overgav mig dem.
  5.  Så vendte jeg mig bort og steg ned fra Bjerget og lagde Tavlerne
      i den Ark, jeg havde lavet, og der blev de liggende, som HERREN
      havde pålagt mig.

  6.  Og Israelitterne drog fra Be'erotbene-Ja'akan til Mosera. Der
      døde Aron, og der blev han jordet, og hans Søn Eleazar blev
      Præst i hans Sted.
  7.  Derfra drog de til Gudgoda og fra Gudgoda til Jotbata, en Egn
      med Vandløb.

  8.  På den Tid udskilte HERREN Levis Stamme til at bære HERRENs
      Pagts Ark og til at stå for HERRENs Åsyn og tjene ham og
      velsigne i hans Navn, som det sker den Dag i Dag.
  9.  Derfor fik Levi ikke Arvelod og Del sammen med sine Brødre;
      HERREN selv er hans Arvelod, som HERREN din Gud lovede ham.

 10.  Men jeg blev på Bjerget lige så længe som forrige Gang,
      fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, og HERREN bønhørte mig også
      denne Gang; HERREN vilde ikke tilintetgøre dig.
 11.  Da sagde HERREN til mig: "Rejs dig og bryd op i Spidsen for
      Folket, for at de kan komme og tage det Land i Besiddelse, jeg
      tilsvor deres Fædre at ville give dem!"

 12.  Og nu, Israel! Hvad andet kræver HERREN din Gud af dig, end at
      du skal frygte HERREN din Gud, så du vandrer på alle hans Veje,
      og at du skal elske ham og tjene HERREN din Gud af hele dit
      Hjerte og hele din Sjæl,
 13.  så du holder HERRENs Bud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger
      dig, for at det må gå dig vel.
 14.  Se, Himmelen og Himlenes Himle og Jorden med alt, hvad der er på
      den, tilhører HERREN din Gud;
 15.  men kun til dine Fædre fattede han Velbehag, så han elskede dem,
      og eder, deres Afkom, udvalgte han af alle Folkeslag, som det nu
      er kendeligt.
 16.  Så omskær nu eders Hjerters Forhud og gør ikke mer eders Nakker
      stive!
 17.  Thi HERREN eders Gud er Gudernes Gud og Herrernes Herre, den
      store, vældige, forfærdelige Gud, som ikke viser Personsanseelse
      eller lader sig købe,
 18.  som skaffer den faderløse og Enken Ret og elsker den fremmede og
      giver ham Brød og klæder.
 19.  Derfor skal I elske den fremmede, thi I var selv fremmede i
      Ægypten.
 20.  HERREN din Gud skal du frygte: ham skal du tjene, ved ham skal
      du holde fast, og ved hans Navn skal du sværge!
 21.  Han er din Lovsang, og han er din Gud, han, som har gjort disse
      store og forfærdelige Ting imod dig, som du med egne Øjne har
      set!
 22.  Halvfjerdsindstyve i Tal drog dine Fædre ned til Ægypten, og nu
      har HERREN din Gud gjort dig talrig som Himmelens Stjerner!

5.Mosebog 11

  1.  Så elsk da HERREN din Gud og hold hans Forskrifter, hans
      Anordninger, Lovbud og Bud alle Dage:
  2.  jeg taler ikke til eders Børn, der ikke har oplevet det og set
      det; betænk derfor i Dag HERREN eders Guds Optugtelse, hans
      Storhed, hans stærke Hånd og udstrakte Arm,
  3.  hans Tegn og Gerninger, som han gjorde midt i Ægypten mod Farao,
      Ægypterkongen, og hele hans Land,
  4.  og hvad han gjorde ved Ægypternes Hærmagt, deres Heste og Vogne,
      som han, da de forfulgte eder, lod det røde Havs Vande skylle
      hen over og tilintetgjorde for stedse,
  5.  og hvad han gjorde for eder i Ørkenen, lige til I kom til Stedet
      her,
  6.  og hvad han gjorde ved Datan og Abiram, Rubens Søn Eliabs
      Sønner, hvorledes Jorden åbnede sin Mund og slugte dem tillige
      med deres Huse og Telte og alt, hvad der var i ledtog med dem,
      midt iblandt hele Israel!
  7.  Thi med egne Øjne har I set al den Stordåd, HERREN har øvet!

  8.  Så hold da alle de Bud, jeg i Dag pålægger dig, for at I kan
      vinde Styrke og komme og tage det Land i Besiddelse, som I skal
      over og tage i Besiddelse,
  9.  og for at I kan få et langt Liv på den Jord, HERREN tilsvor
      eders Fædre at ville give dem og deres Afkom, et Land, der
      flyder med Mælk og Honning.
 10.  Thi det Land, du skal ind og tage i Besiddelse, er ikke som
      Ægypten, hvorfra I drog ud! Når du der havde sået din Sæd, måtte
      du vande Landet med din Fod, som en Urtehave;
 11.  nej, det Land, I skal over og tage i Besiddelse, er et Land med
      Bjerge og Dale, der drikker Vand, når Regnen falder fra
      Himmelen,
 12.  et Land, som HERREN din Gud har Omhu for, og som HERREN din Guds
      Øjne stadig hviler på, fra Årets Begyndelse og til dets
      Slutning.

 13.  Og hvis I nu lyder mine Bud, som jeg i Dag pålægger eder, så I
      elsker HERREN eders Gud og tjener ham af hele eders Hjerte og
      hele eders Sjæl,
 14.  så vil jeg give eders Land dets Regn i rette Tid, både
      Tidligregn og Sildigregn, så du kan høste dit Korn, din Most og
      din Olie;
 15.  og jeg vil give Græs på din Mark til dit Kvæg; og du skal spise
      dig mæt.
 16.  Men vogt eder, at ikke eders Hjerte dåres, så I falder fra og
      dyrker andre Guder og tilbeder dem;
 17.  thi da vil HERRENs Vredeblusse op imod eder, og han vil lukke
      Himmelen, så der ikke falder Regn, og Jorden ikke giver Grøde,
      og I skal hurtigt udryddes af det herlige Land, HERREN vil give
      eder.

 18.  I skal lægge eder disse mine Ord på Hjerte og Sinde, binde dem
      som et Tegn om eders Hånd og lade dem være et Erindringsmærke på
      eders Pande,
 19.  og I skal lære eders Børn dem, idet I taler om dem, både når du
      sidder i dit Hus, og når du vandrer på Vejen, både når du lægger
      dig, og når du står op.
 20.  Og du skal skrive dem på Dørstolperne af dit Hus og på dine
      Porte,
 21.  for at I og eders Børn må leve i det Land, HERREN tilsvor eders
      Fædre at ville give dem, så længe Himmelen er over Jorden.
 22.  Thi hvis I vogter vel på alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger
      eder at holde, så I elsker HERREN eders Gud og vandrer på alle
      hans Veje og hænger fast ved ham,
 23.  så skal HERREN drive alle disse Folk bort foran eder, og I skal
      underlægge eder Folk, der er større og mægtigere end I.
 24.  Hver Plet, eders Fodsål betræder, skal tilhøre eder; fra Ørkenen
      til Libanon og fra den store Flod, Eufratfloden, til Havet i
      Vest skal eders Landemærker strække sig.
 25.  Ingen skal kunne holde Stand for eder; Skræk og Rædsel for eder
      skal HERREN eders Gud lade komme over hele det Land, I betræder,
      således som han lovede eder.

 26.  Se, jeg forelægger eder i Dag Velsignelse og Forbandelse,
 27.  Velsignelsen, hvis I lyder HERREN eders Guds Bud, som jeg i Dag
      pålægger eder,
 28.  og Forbandelsen, hvis ikke lyder HERREN eders Guds Bud, men
      viger bort fra den Vej, jeg i Dag foreskriver eder, for at holde
      eder til andre Guder, I ikke før kendte til.
 29.  Og når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, du skal ind og
      tage i Besiddelse, så skal du lægge Velsignelsen på Garizims
      Bjerg og Forbandelsen på Ebals Bjerg.
 30.  De ligger jo hinsides Jordan, bag ved den, mod Vest, i de
      Kanånæeres Land, der bor i Arabalavningen, lige over for Gilgal
      ved Sandsigerens Træ.
 31.  Thi I står jo nu i Begreb med at overskride Jordan for at gå ind
      og tage det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give
      eder. Når I da har taget det i Besiddelse og bosat eder der,
 32.  skal I omhyggeligt handle efter alle de Anordninger og Lovbud,
      jeg i Dag forelægger eder!

5.Mosebog 12

  1.  Dette er de Anordninger og Lovbud, I omhyggeligt skal handle
      efter i det Land, HERREN, dine Fædres Gud, giver dig i Eje, så
      længe I lever på Jorden.
  2.  I skal i Bund og Grund ødelægge alle de Steder, hvor de Folk, I
      driver bort, dyrker deres Guder, på de høje Bjerge, på Højene og
      under alle grønne Træer!
  3.  I skal nedbryde deres Altre og sønderslå deres Stenstøtter, I
      skal opbrænde deres Asjerastøtter og omhugge deres Gudebilleder
      og udrydde deres Navn fra hvert sådant Sted.
  4.  I må ikke bære eder således ad over for HERREN eders Gud;
  5.  men til det Sted, HERREN eders Gud udvælger blandt alle eders
      Stammer for at stedfæste sit Navn og lade det bo der, skal I
      søge, og der skal du gå hen;
  6.  derhen skal I bringe eders Brændofre og Slagtofre, eders Tiender
      og Offerydelser, eders Løfteofre og Frivilligofre og de
      førstefødte af eders Hornkvæg og Småkvæg;
  7.  der skal I holde Måltid for HERREN eders Guds Åsyn og sammen med
      eders Husstand være glade over alt, hvad I erhverver, hvad
      HERREN din Gud velsigner dig med.
  8.  I må ikke bære eder ad, som vi nu for Tiden gør her, hvor enhver
      gør, hvad han finder for godt;
  9.  thi endnu er I jo ikke kommet til det Hvilested og den Arvelod,
      HERREN din Gud vil give dig.
 10.  Men når I er gået over Jordan og har fæstet Bo i det Land,
      HERREN eders Gud vil give eder til Arv, og han får skaffet eder
      Ro for alle eders Fjender trindt omkring, så I kan bo trygt,
 11.  da skal det Sted, HERREN eders Gud udvælger til Bolig for sit
      Navn, være det, hvorhen I skal bringe alt, hvad jeg pålægger
      eder, eders Brændofre og Slagtofre, eders Tiender og
      Offerydelser og alle eders udvalgte Løftofre, som I lover
      HERREN;
 12.  og der skal I være glade for HERREN eders Guds Åsyn sammen med
      eders Sønner og Døtre, eders Trælle og Trælkvinder og Leviten
      inden eders Porte; thi han har jo ingen Arvelod og Del som I
      andre.
 13.  Vogt dig for at ofre dine Brændofre på et hvilket som helst
      Sted, dit Øje falder på.
 14.  Men på det Sted HERREN udvælger i en af dine Stammer, der skal
      du ofre dine Brændofre, og der skal du gøre alt, hvad jeg
      pålægger dig.
 15.  Derimod må du, så meget du lyster, slagte Kvæg og nyde Kød rundt
      om i dine Byer, alt som HERREN din Gud velsigner dig; urene og
      rene må spise det, som var det Gazeller eller Hjorte.
 16.  Kun Blodet må ikke nyde; det skal du lade løbe ud på Jorden som
      Vand.

 17.  Men inden dine Porte må du ikke nyde Tienden af dit Korn, din
      Most og din Olie eller de førstefødte af dit Hornkvæg og Småkvæg
      eller noget af dine Løfteofre og Frivilligofre eller nogen af
      dine Offerydelser;
 18.  men for HERREN din Guds Åsyn, på det Sted, HERREN din Gud
      udvælger, skal du nyde alt dette sammen med din Søn og Datter,
      din Træl og Trælkvinde og Leviten inden dine Porte, og du skal
      være glad for HERREN din Guds Åsyn over alt, hvad du erhverver
      dig.
 19.  Vogt dig vel for at glemme Leviten, så længe du lever i dit
      Land!
 20.  Når HERREN din Gud udvider dine Landemærker, som han har lovet
      dig, og du da får Lyst til Kød og siger: "Jeg vil have Kød at
      spise", så spis kun Kød, så meget du lyster.
 21.  Hvis det Sted, HERREN din Gud udvælger for der at stedfæste sit
      Navn, ligger langt fra dig, så må du slagte af dit Hornkvæg og
      Småkvæg, som HERREN giver dig, således som jeg har pålagt dig,
      og spise det inden dine Porte, så meget du lyster.
 22.  Men du skal spise det, som man spiser Gazeller og Hjorte; både
      urene og rene må spise det.
 23.  Kun må du ufravigeligt afholde dig fra at nyde Blodet; thi
      Blodet er Sjælen, og du må ikke nyde Sjælen tillige med Kødet.
 24.  Du må ikke nyde det, men du skal lade det løbe ud på Jorden som
      Vand.
 25.  Afhold dig fra at nyde det, for at det kan gå dig og dine Børn
      efter dig vel, idet du gør, had der er ret i HERRENs Øjne.
 26.  Men dine hellige Gaver og Løfteofre skal du komme med til det
      Sted, HERREN udvælger;
 27.  og du skal bringe dine Brændofre, både Kødet og Blodet, på
      HERREN din Guds Alter; og Blodet af dine Slagtofre skal udøses
      på HERREN din Guds Alter, men Kødet må du spise.
 28.  Adlyd omhyggeligt alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger dig,
      for at det kan gå dig og dine Børn efter dig vel til evig Tid,
      idet du gør, hvad der er godt og ret i HERREN din Guds Øjne.

 29.  Når HERREN din Gud udrydder de Folk, du drager hen at drive
      bort, og du har drevet dem bort og bosat dig i deres Land,
 30.  så vogt dig for at lade dig lokke til at gå i deres Fodspor,
      efter at de er udryddet foran dig, og for at spørge dig for
      angående deres Guder, idet du siger: "Hvorledes plejede disse
      Folkeslag at dyrke deres Guder? Således vil også jeg bære mig
      ad."
 31.  Således må du ikke bære dig ad over for HERREN din Gud; thi alt,
      hvad der er HERREN en Vederstyggelighed, alt, hvad han hader,
      har de gjort over for deres Guder; ja, de brændte endog deres
      Sønner og Døtre til Ære for deres Guder!
 32.  Alt, hvad jeg pålægger eder, skal I omhyggeligt udføre. Du må
      hverken lægge noget til eller trække noget fra.

5.Mosebog 13

  1.  Når en Profet eller en, der har Drømme, opstår i din Midte og
      forkynd dig et Tegn eller et Under,
  2.  og det Tegn og Under, han talte til dig om, indtræffer, og han
      samtidig opfordrer eder til at holde eder til andre Guder, som I
      ikke før kendte til, og dyrke dem,
  3.  så må du ikke høre på den Profets Tale eller på den, der har
      Drømmen; thi HERREN eders Gud sætter eder på Prøve for at se, om
      I elsker HERREN eders Gud af hele eders Hjerte og hele eders
      Sjæl.
  4.  HERREN eders Gud skal I holde eder til, ham skal I frygte, hans
      Bud skal I holde, hans Røst skal I adlyde, ham skal I tjene, og
      ved ham skal I bolde fast.
  5.  Men hin Profet eller den, der har Drømmen, skal lide Døden; thi
      fra HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten og udløste
      dig af Trællehuset, har han prædiket Frafald for at drage dig
      bort fra den Vej, HERREN din Gud bød dig at vandre på; og du
      skal udrydde det onde af din Midte.

  6.  Dersom din Broder eller Halvbroder, din Søn eller Datter, din
      Hustru, som du favner, eller din Ven, der er dig kær som dit
      eget Liv, hemmeligt vil lokke dig til at gå hen og dyrke andre
      Guder, som hverken du eller dine Fædre før kendte til,
  7.  af de Folkeslags Guder, der bor rundt om eder, være sig nær
      eller fjernt, fra den ene Ende af Jorden til den anden,
  8.  så må du ikke føje ham eller høre på ham; og du må ikke have
      Medlidenhed med ham, vise ham Skånsel eller holde Hånd over ham,
  9.  men du skal slå ham ihjel; din Hånd skal være den første, der
      løfter sig imod ham for at slå ham ihjel, siden alle de andres
      Hånd.
 10.  Du skal stene ham til Døde, fordi han søgte at forføre dig til
      Frafald fra HERREN din Gud, der førte dig ud af Ægypten, af
      Trællehuset.
 11.  Og det skal høres i hele Israel, så de gribes af Frygt og ikke
      mere øver en sådan Udåd i din Midte!

 12.  Kommer det dig for Øre, at der i en af dine Byer, som HERREN din
      Gud giver dig at bo i,
 13.  er optrådt Niddinger af din egen Midte, som har forført deres
      Bysbørn til at gå hen og dyrke fremmede Guder, som I ikke før
      kendte til,
 14.  så skal du omhyggeligt undersøge, efterforske og udgranske
      Sagen, og hvis det viser sig, at det virkelig forholder sig så,
      at der er øvet en sådan Vederstyggelighed i din Midte,
 15.  da skal du hugge indbyggerne i den By ned med Sværdet, idet du
      lægger Band på den og alt, hvad der er deri; også Kvæget der
      skal du hugge ned med Sværdet.
 16.  Og alt Byttet, der er taget der, skal du samle sammen midt på
      Torvet, og så skal du opbrænde Byen og Byttet, der er taget der,
      som et Heloffer til HERREN din Gud; derefter skal den for evigt
      ligge i Ruiner og aldrig mer bygges op.
 17.  Og intet af det bandlyste må blive hængende ved din Hånd, for at
      HERREN må standse sin flammende Vrede og vise dig Barmhjertighed
      og i sin Barmhjertighed gøre dig mangfoldig, som han tilsvor
      dine Fædre,
 18.  fordi du adlyder HERREN din Guds Røst, så du vogter på alle hans
      Bud, som jeg i Dag pålægger dig, og gør, hvad der er ret i
      HERREN din Guds Øjne!

5.Mosebog 14

  1.  HERREN eders Guds Børn er I, derfor må I ikke indridse Mærker på
      eder eller afrage Håret over Panden for de dødes Skyld.
  2.  Thi du er et Folk, der er helliget HERREN din Gud, og dig har
      HERREN udvalgt til at være hans Ejendomsfolk blandt alle Folk på
      Jorden.

  3.  Du må ikke spise noget, som er en Vederstyggelighed.
  4.  De Dyr, I må spise, er følgende: Okser, Får og Geder,
  5.  Hjorte, Gazeller, Antiloper, Stenbukke, Disjonantiloper,
      Oryksantiloper og Vildgeder.
  6.  Og alt det Kvæg, som har spaltede Klove, begge Klove helt
      spaltede, og tygger Drøv, det Kvæg må I spise.
  7.  Men følgende må I ikke spise af dem, der tygger Drøv, og af dem,
      der har Klovene helt spaltede: Kamelen, Haren og
      Klippegrævlingen, thi de tygger vel Drøv, men har ikke Klove; de
      skal være eder urene;
  8.  ej heller Svinet, thi det har vel Klove, men tygger ikke Drøv;
      det skal være eder urent. Deres Kød må I ikke spise, og ved
      deres Ådsler må I ikke røre.

  9.  Af alt, hvad der lever i Vandet, må spise følgende: Alt, hvad
      der har Finner og Skæl, må I spise.
 10.  Men intet, der ikke har Finner og Skæl, må I spise; det skal
      være eder urent.

 11.  Alle rene Fugle må I spise.
 12.  Men følgende Fugle må I ikke spise: Ørnen, Lammegribben,
      Havørnen,
 13.  Glenten, de forskellige Arter af Falke,
 14.  alle de forskellige Arter af Ravne,
 15.  Strudsen, Takmasfuglen, Mågen, de forskellige Arter af Høge,
 16.  Uglen, Hornuglen, Tinsjemetfuglen,
 17.  Pelikanen, Ådselgribben, Fiskepelikanen,
 18.  Storken, de forskellige Arter af Hejrer, Hærfuglen og
      Flagermusen.
 19.  Alt vinget Kryb skal være eder urent og må ikke spises.
 20.  Men alle rene Fugle må I spise.

 21.  I må ikke spise noget selvdødt Dyr. Du kan give det til den
      fremmede inden dine Porte, at han kan spise det, eller du kan
      sælge det til en Udlænding. Thi du er et Folk, der er helliget
      HERREN din Gud. Du må ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.

 22.  Du skal give Tiende af al din Afgrøde, der vokser på Marken, År
      for År;
 23.  og for HERREN din Guds Åsyn, på det Sted, han udvælger til Bolig
      for sit Navn, skal du nyde Tienden af dit Korn, din Most og din
      Olie og de førstefødte af dit Hornkvæg og Småkvæg, for at du kan
      lære at frygte HERREN din Gud alle Dage.
 24.  Men når Vejen er dig for lang, så du ikke kan bringe det derhen,
      eftersom det Sted, HERREN din Gud udvælger for der at stedfæste
      sit Navn, ligger for langt borte fra dig, fordi HERREN din Gud
      velsigner dig,
 25.  så skal du gøre det i Penge og pakke Pengene ind og tage dem med
      og drage til det Sted, HERREN din Gud udvælger,
 26.  og du skal for Pengene købe alt, hvad dit Hjerte begærer,
      Hornkvæg og Småkvæg, Vin og stærk Drik og alt, hvad du har Lyst
      til, og nyde det der for HERREN din Guds Åsyn og være glad
      sammen med din Husstand.
 27.  Og Leviten inden dine Porte må du ikke glemme; thi han har ikke
      Arvelod og Del som du.
 28.  Men hver Gang der er gået tre År, skal du tage al Tienden af din
      Afgrøde i det År og samle den inden dine Porte,
 29.  så at Leviten, der jo ikke har Arvelod og Del som du, og den
      fremmede, den faderløse og Enken inden dine Porte kan komme og
      spise sig mæt deraf; det skal du gøre, for at HERREN din Gud må
      velsigne dig i al den Gerning, du tager dig for.

5.Mosebog 15

  1.  Hvert syvende År skal du holde Friår.
  2.  Og Friåret skal holdes således: Enhver, der har en Fordring på
      sin Næste, skal give Afkald derpå; han må ikke kræve sin Næste
      og sin Broder, når et Friår er udråbt for HERREN.
  3.  Udlændinge må du kræve; men det, du har til gode hos din Broder,
      skal du give Afkald på.
  4.  Dog, der bliver ingen fattige hos dig; thi HERREN din Gud vil
      rigeligt velsigne dig i det Land, HERREN din Gud vil give dig i
      Arv og Eje,
  5.  hvis du blot vil adlyde HERREN din Guds Røst, så du omhyggeligt
      handler efter alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger dig.
  6.  Thi HERREN din Gud vil velsigne dig, som han lovede dig, og du
      skal låne ud til mange Folk, men selv skal du ikke låne; og du
      skal få Magt over mange Folk, men de skal ikke få Magt over dig.

  7.  Når der findes en fattig hos dig, en af dine Brødre inden dine
      Porte et steds i dit Land, som HERREN din Gud vil give dig, må
      du ikke være hårdhjertet og lukke din Hånd for din fattige
      Broder;
  8.  men du skal lukke din Hånd op for ham og låne ham, hvad han
      savner og trænger til.
  9.  Vogt dig for, at ikke sådan nedrig Tanke kommer op i dig: "Der
      er ikke længe til det syvende År, Friåret!" så du ser med onde
      Øjne på din fattige Broder og ikke giver ham noget; thi da vil
      han råbe til HERREN over dig, og du vil pådrage dig Synd.
 10.  Men du skal give ham villigt uden at være fortrydelig i dit
      Hjerte over at skulle give ham; thi for den Sags Skyld vil
      HERREN din Gud velsigne dig i alt dit Virke, i alt, hvad du
      tager dig for.
 11.  Thi der vil aldrig mangle fattige i Landet; derfor byder jeg dig
      Du skal villigt lukke din Hånd op for din nødlidende og fattige
      Broder i dit Land.

 12.  Når en af dine Brødre, en hebraisk Mand eller Kvinde, sælger sig
      til dig, skal han trælle for dig i seks År, men i det syvende
      skal du give ham fri.
 13.  Og når du giver ham fri, må du ikke lade ham gå med tomme
      Hænder;
 14.  men du skal give ham rigeligt med af dit Småkvæg og fra din Lo
      og din Perse; efter som HERREN din Gud velsigner dig, skal du
      give ham.
 15.  Du skal komme i Hu, at du selv var Træl i Ægypten, og at HERREN
      din Gud udløste dig; derfor byder jeg dig dette i dag.
 16.  Men hvis han siger til dig: "Jeg vil ikke forlade dig, thi jeg
      har fået Kærlighed til dig og dit Hus og har det godt hos dig",
 17.  så skal du tage en Syl og stikke den igennem hans Øre ind i
      Døren, og så skal han være din Træl for Livstid. Og på samme
      Måde skal du bære dig ad med din Trælkvinde.
 18.  Du må ikke være fortrydelig over at skulle give ham fri; thi han
      har ved sit Arbejde i de seks År ydet dig det dobbelte af en
      Daglejers Løn; og HERREN vil velsigne dig i alt, hvad du tager
      dig for.

 19.  Alle førstefødte Handyr, der fødes dig mellem dit Hornkvæg og
      Småkvæg, skal du hellige HERREN din Gud; du må hverken bruge det
      førstefødte af dine Okser til Arbejde eller klippe Ulden af det
      førstefødte af dine Får.
 20.  For HERREN din Guds Åsyn skal du sammen med din Husstand fortære
      det År efter År på det Sted, HERREN udvælger.
 21.  Men hvis de har en Lyde, hvis de er lamme eller blinde eller har
      en anden slem Lyde, må du ikke ofre dem til HERREN din Gud.
 22.  Inden dine Port kan du, både de rene og urene iblandt eder,
      fortære dem som Gazeller eller Hjorte.
 23.  Kun Blodet må du ikke nyde; det skal du lade løbe ud på Jorden
      som Vand.

5.Mosebog 16

  1.  Tag Vare på Abib Måned og hold Påske for HERREN din Gud; thi i
      Abib Måned førte HERREN din Gud dig ved Nattetide ud af Ægypten.
  2.  Og som Påskeoffer til HERREN din Gud skal du slagte Småkvæg og
      Hornkvæg på det Sted, HERREN din Gud udvælger fil Bolig for sit
      Navn.
  3.  Du må ikke spise syret Brød dertil. I syv Dage skal du spise
      usyret Brød dertil, Trængselsbrød thi i største Hast drog du ud
      af Ægypten for at du kan ihukomme den Dag, du drog ud af
      Ægypten, så længe du lever.
  4.  Hele syv dage må der ikke findes Surdej nogetsteds inden for
      dine Landemærker. Af Kødet, som du slagter om Aftenen den første
      Dag må intet ligge Natten over til næste Morgen.
  5.  Du har ingensteds Lov at slagte Påskeofferet inden dine Porte,
      som HERREN din Gud giver dig;
  6.  men på det Sted, HERREN din Gud udvælger til Bolig for sit Navn,
      der skal du slagte Påskeofferet om Aftenen ved Solnedgang, på
      det Tidspunkt du drog ud af Ægypten.
  7.  Og du skal koge det og spise det på det Sted, HERREN din Gud
      udvælger, og næste Morgen skal du vende hjemad og drage til dine
      Boliger.
  8.  I seks dage skal du spise usyrede Brød, og på den syvende skal
      der være festlig Samling for HERREN din Gud, du må intet Arbejde
      udføre.
  9.  Syv Uger skal du tælle frem; den Dag du sætter Seglen til
      Hornet, skal du begynde at tælle.
 10.  Så skal du fejre Ugefesten for HERREN din Gud med så mange
      frivillige Gaver, du vil give, efter som HERREN din Gud
      velsigner dig.
 11.  Og du skal være glad for HERREN din Guds Åsyn på det Sted,
      HERREN din Gud udvælger til Bolig for sit Navn, sammen med din
      Søn og Datter, din Træl og Trælkvinde, Leviten inden dine Porte,
      den fremmede, den faderløse og Enken, som bor hos dig.
 12.  Og du skal komme i Hu, at du var Træl i Ægypten, og omhyggeligt
      holde disse Anordninger.

 13.  Løvhyttefesten skal du fejre i syv Dage, når du har indsamlet
      Udbyttet fra din Tærskeplads og din Perse;
 14.  og du skal være glad på din Højtid sammen med din Søn og Datter,
      din Træl og Trælkvinde, Leviten, den fremmede, den faderløse og
      Enken inden dine Porte.
 15.  Syv Dage skal du holde Højtid for HERREN din Gud, på det Sted
      HERREN udvælger, thi HERREN din Gud vil velsigne dig i alt, hvad
      du avler, og alt, hvad du arbejder med; derfor skal du kun være
      glad.

 16.  Tre Gange om Året skal alle af Mandkøn hos dig stedes for HERREN
      din Guds Åsyn, på det Sted han udvælger, på de usyrede Brøds
      Fest, Ugefesten og Løvhyttefesten; og man må ikke stedes for
      HERRENs Åsyn med tomme Hænder;
 17.  men enhver skal komme med, hvad han kan give efter den
      Velsignelse, HERREN din Gud giver dig.

 18.  Dommere og Tilsynsmænd skal du indsætte dig overalt inden dine
      Porte, som HERREN din Gud vil give dig, rundt om i dine Stammer,
      og de skal dømme Folket på retfærdig Vis.
 19.  Du må ikke bøje Retten, ikke vise Personsanseelse og ikke tage
      imod Bestikkelse; thi Bestikkelse gør Vismænd kolde og
      forplumrer de retfærdiges Sag.
 20.  Ret, kun Ret skal du stræbe efter, for at du kan leve og beholde
      det Land, som HERREN din Gud vil give dig.

 21.  Du må ikke plante dig nogen Asjerastøtte, noget som helst Træ
      ved Siden af det Alter, du rejser for HERREN din Gud.
 22.  Heller ikke må du rejse dig nogen Stenstøtte; dem hader HERREN
      din Gud.

5.Mosebog 17

  1.  Du må ikke ofre HERREN din Gud en Okse eller et Stykke Småkvæg,
      som har nogen Lyde, nogen som helst Fejl; thi det er HERREN din
      Gud en Vederstyggelighed.

  2.  Når der et steds i din Midte inden dine Porte, som HERREN din
      Gud vil give dig, findes nogen, Mand eller Kvinde, der gør, hvad
      der er ondt i HERREN din Guds Øjne, og overtræder hans Pagt,
  3.  idet han går hen og dyrker andre Guder og tilbeder dem, Solen,
      Månen eller Himmelens hele Hær, hvad jeg ikke har pålagt eder,
  4.  og det bliver dig meldt, så du får det af høre, da skal du
      omhyggeligt undersøge Sagen, og hvis det viser sig, at det
      virkelig forholder sig således, at der er øvet en sådan
      Vederstyggelighed i Israel,
  5.  da skal du føre Manden eller Kvinden, som har øvet denne Udåd,
      ud til Byporten, hvad enten det nu er en Mand eller en Kvinde,
      og stene dem til Døde.
  6.  På to eller tre Vidners Udsagn skal Dødsdommen udføres; den må
      ikke udføres på et enkelt Vidnes Udsagn.
  7.  Vidnernes Hånd skal først løfte sig imod ham for at slå ham
      ihjel, siden alle de andres Hånd. Således skal du udrydde det
      onde af din Midte.

  8.  Når en Retssag angående Blodsudgydelse eller et
      Ejendomsspørgsmål eller Legemsskade, når i det hele en eller
      anden Retstrætte inden dine Porte er dig for vanskelig, skal du
      stå op og drage til det Sted, HERREN din Gud udvælger,
  9.  og henvende dig til Levitpræsterne og den Dommer, som er der til
      den Tid, og spørge dem til Råds, så skal de give dig til Hen,
      hvorledes der skal dømmes i Sagen.
 10.  Og du skal rette dig efter den Afgørelse, de giver dig til kende
      fra det Sted, HERREN udvælger, og omhyggeligt handle efter alt
      det, som de lærer dig.
 11.  Efter den Vejledning, de giver dig, og efter den Kendelse, de
      kundgør dig, skal du handle uden at vige til højre eller venstre
      fra, hvad de giver dig til Kende.
 12.  Og den Mand, der formaster sig til ikke at lyde Præsten, som gør
      Tjeneste der for HERREN din Gud, eller Dommeren, den Mand skal
      dø, og du skal udrydde det onde af Israel.
 13.  Og det skal høres i hele Folket, så de gribes af Frygt og ikke
      mere handler formasteligt.

 14.  Når du kommer ind i det Land, HERREN din Gud vil give dig, og
      får taget det i Besiddelse og fæstet Bo der, og du så får den
      Tanke, at du vil have en Konge over dig ligesom alle de andre
      Folk rundt om dig,
 15.  så må du kun sætte den Mand til Konge over dig, som HERREN din
      Gud udvælger. Af dine Brødres Midte skal du tage dig en
      konge. En fremmed, der ikke hører til dine Brødre, må du ikke
      tage til konge over dig.
 16.  Kun må han ikke holde mange Heste og sende Folket tilbage til
      Ægypten for at skaffe sig mange Heste; thi HERREN har jo sagt
      til eder: "I må ikke mere vende tilbage ad den Vej!"
 17.  Heller ikke må han have mange Hustruer, for at hans Hjerte ikke
      skal forledes til Frafald, og han må ikke samle sig Sølv og Guld
      i Overflod.
 18.  Når han så har sat sig på Tronen, skal han skaffe sig en
      Afskrift af denne Lov hos Levitpræsterne;
 19.  og han skal have den hos sig og læse i den alle sine Levedage,
      at han kan lære at frygte HERREN sin Gud, så han tager Vare på
      alle denne Lovs Ord og på disse Anordninger og holder dem,
 20.  for at hans Hjerte ikke skal hovmode sig over hans Brødre eller
      vige til højre eller venstre fra Budet, at han og hans Sønner i
      lange Tider må have Kongemagten i Israel.

5.Mosebog 18

  1.  Levitpræsterne, hele Levis Stamme, skal ikke have arvelod og Del
      sammen med det øvrige Israel, men leve af HERRENs Ildofre og af
      det, der tilfalder ham.
  2.  Han må ikke eje nogen Arvelod blandt sine Brødre; HERREN er hans
      Arvelod, som han lovede ham.
  3.  Og dette skal være den Ret, Præsterne har Krav på hos Folket,
      hos dem, der slagter Ofre, være sig Okser eller Småkvæg: Han
      skal give Præsten Boven, Kæberne og Kaljunet.
  4.  Det første af dit Korn, din Most og din Olie og den første Uld
      af dine Får skal du give ham.
  5.  Thi ham har HERREN din Gud udvalgt blandt alle dine Stammer, så
      at han og hans Sønner altid skal gøre Præstetjeneste i HERRENs
      Navn.

  6.  Når en Levit inden dine Porte et steds i Israel, hvor han har
      haft sit Ophold, kommer til det Sted, HERREN udvælger det står
      ham frit for at komme, hvis han vil
  7.  må han gøre Præstetjeneste i HERREN sin Guds Navn, lige så vel
      som alle hans Brødre, de andre Leviter, der står for HERRENs
      Åsyn der.
  8.  De skal nyde samme Ret, fraregnet hvad enhver er kommet til ved
      Salg af sin Fædrenearv.

  9.  Når du kommer ind i det Land, HERREN din Gud vil give dig, må du
      ikke lære at efterligne disse Folks Vederstyggeligheder.
 10.  Der må ingen findes hos dig, som lader sin Søn eller datter gå
      igennem. Ilden, ingen, som driver Spådomskunst, tager Varsler,
      er Sandsiger eller øver Trolddom,
 11.  ingen, som foretager Besværgelse eller gør Spørgsmål til Genfærd
      og Sandsigerånder og henvender sig til de døde;
 12.  thi enhver, der gør sligt, er HERREN vederstyggelig, og for
      disse Vederstyggeligheders Skyld er det, at HERREN din Gud
      driver dem bort foran dig.
 13.  Ustraffelig skal du være for HERREN din Gud.
 14.  Thi disse Folk, som du skal drive bort, hører på dem, der tager
      Varsler og driver Spådomskunst; men sligt har HERREN din Gud
      ikke tilladt dig.
 15.  HERREN din Gud vil lade en Profet som mig fremstå af din Midte,
      af dine Brødre; ham skal I høre på.
 16.  Således udbad du dig det jo af HERREN din Gud ved Horeb, den Dag
      I var forsamlede, da du sagde: "Lad mig ikke mere høre HERREN
      min Guds Røst og se denne vældige Ild, at jeg ikke skal dø!"
 17.  Da sagde HERREN til mig: "De har talt rettelig!
 18.  Jeg vil lade en Profet som dig fremstå for dem af deres Brødre
      og lægge mine Ord i hans Mund, og han skal sige dem alt, hvad
      jeg byder ham!
 19.  Og enhver, der ikke vil høre mine Ord, som han taler i mit Navn,
      ham vil jeg kræve til Regnskab.
 20.  Men den Profet, der formaster sig til at tale noget i mit Navn,
      som jeg ikke har pålagt ham at tale, eller taler i en anden Guds
      Navn, den Profet skal dø!"
 21.  Og hvis du tænker ved dig selv: "Hvorledes skal vi kende det
      Ord, HERREN ikke har talt?"
 22.  så vid: Hvad en Profet taler i HERRENs Navn, uden at det sker og
      indtræffer, det er noget, HERREN ikke har talt. I Formastelighed
      har Profeten udtalt det, og du skal ikke være bange for ham!

5.Mosebog 19

  1.  Når HERREN din Gud får udryddet de Folk, hvis Land HERREN din
      Gud vil give dig, og du får dem drevet bort og har bosat dig i
      deres Byer og Huse,
  2.  da skal du udtage dig tre Byer midt i dit Land, som HERREN din
      Gud giver dig i Eje.
  3.  Du skal sætte Vejen til dem i Stand og dele dit Landområde, som
      HERREN din Gud tildeler dig, i tre Dele, for at enhver
      Manddraber kan ty derhen.
  4.  Men om de Manddrabere, der har Ret til at ty derhen for at redde
      Livet, gælder følgende: Når nogen af Vanvare slår sin Næste
      ihjel, uden at han i Forvejen har båret Nag til ham,
  5.  når således en går med sin Næste ud i Skoven for at fælde Træer,
      og hans Hånd svinger Øksen for at fælde et Træ, og Jernet farer
      ud af Skaftet og rammer hans Næste, så han dør, da må han ty til
      en af disse Byer og redde Livet,
  6.  for at ikke Blodhævneren i Ophidselse skal sætte efter
      Manddraberen og, fordi Vejen er for lang, indhente ham og slå
      ham ihjel, skønt han ikke havde fortjent Døden, eftersom. han
      ikke i Forvejen havde båret Nag til ham.
  7.  Derfor giver jeg dig dette Bud: Tre Byer skal du udtage dig!
  8.  Og dersom HERREN din Gud udvider dine Landemærker, som han
      tilsvor dine Fædre, og giver dig hele det Land, han lovede at
      give dine Fædre,
  9.  fordi du omhyggeligt overholder alle disse Bud, som jeg i Dag
      pålægger dig, idet du elsker HERREN din Gud og vandrer på hans
      Veje alle Dage, så skal du føje endnu tre Byer til disse tre,
 10.  for at der ikke skal udgydes uskyldigt Blod i dit Land, som
      HERREN din Gud giver dig i Eje, så du pådrager dig Blodskyld.

 11.  Men når en Mand, som bærer Nag til sin Næste, lægger sig på Lur
      efter ham, overfalder ham og slår ham ihjel, og han så flygter
      til en af disse Byer,
 12.  skal hans Bys Ældste sende Bud og lade ham hente hjem derfra og
      overgive ham i Blodhævnerens Hånd, og han skal lade sit Liv.
 13.  Skån ham ikke, men rens Israel for den uskyldiges Blod, at det
      må gå dig vel.

 14.  Du må ikke flytte din Næstes Markskel, som tidligere Slægter har
      sat, ved den Arvelod, du får tildelt i det Land, HERREN din Gud
      vil give dig i Eje.

 15.  En enkelt kan ikke optræde som Vidne mod en Mand, når det angår
      Misgerning eller Synd, hvad Synd det end er, han begår; kun på
      to eller tre Vidners Udsagn kan en Sag afgøres.
 16.  Når et ondsindet Vidne optræder mod nogen og beskylder ham for
      Lovbrud,
 17.  skal begge de stridende fremstille sig for HERRENs Åsyn, for de
      Præster og Dommere, der er til den Tid,
 18.  og Dommerne skal undersøge Sagen grundigt, og hvis det viser
      sig, at Vidnet er et falsk Vidne, der har aflagt falsk
      Vidnesbyrd mod sin Broder,
 19.  så skal I gøre med ham, som han havde til Hensigt at gøre med
      sin Broder; du skal udrydde det onde af din Midte.
 20.  Når da de andre hører det, vil de gribes af Frygt og ikke mere
      øve en sådan Udåd i din Midte.
 21.  Du må ikke vise Skånsel: Liv for Liv, Øje for Øje, Tand for
      Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod!

5.Mosebog 20

  1.  Når du drager i Krig mod din Fjende og får Øje på Heste, Vogne
      og Krigsfolk, der er talrigere end du selv skal du ikke blive
      bange for dem; thi HERREN din Gud er med dig, han, som førte dig
      op fra Ægypten
  2.  Når I rykker ud til Kamp, skal Præsten træde frem og tale til
      Folket,
  3.  og han skal sige til dem: "Hør, Israel! I rykker i Dag ud til
      Kamp mod eders Fjender, lad ikke eders Hjerte være forsagt,
      frygt ikke, forfærdes ikke og vær ikke bange for dem!
  4.  Thi HERREN eders Gud drager med eder for at stride for eder mod
      eders Fjender og give eder Sejr."
  5.  Og Tilsynsmændene skal tale således til Folket: "Er der nogen,
      som har bygget et nyt Hus og endnu ikke indviet det, må han have
      Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke en anden skal indvie
      det, om han falder i Slaget.
  6.  Og er der nogen, som har plantet en Vingård og ikke taget den i
      Brug, må han have Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke en
      anden skal tage den i Brug, om han falder i Slaget.
  7.  Og er der nogen, som har trolovet sig med en kvinde, men endnu
      ikke taget hende til Hustru, må han have Lov at vende hjem til
      sit Hus, for at ikke en anden skal tage hende til Hustru, om han
      falder i Slaget."
  8.  Og Tilsynsmændene skal fremdeles tale til Folket og sige: "Er
      der nogen, som er bange og forsagt, må han have Lov at vende
      hjem til sit Hus, for at ikke hans Brødre skal blive forsagte,
      som han selv er det!"
  9.  Når så Tilsynsmandene er færdige med at tale til Folket, skal
      der sættes Høvedsmænd i Spidsen for Folket.

 10.  Når du rykker frem til Angreb på en By, skal du først tilbyde
      den Fred.
 11.  Hvis den da tager mod Fredstilbudet og åbner sine Porte for dig,
      skal alle Folk, som findes i den, være dine livegne og trælle
      for dig
 12.  Vil den derimod ikke slutte Fred, men kæmpe med dig, da skal du
      belejre den,
 13.  og når HERREN din Gud giver den i din Hånd, skal du hugge alle
      af Mandkøn ned med Sværdet.
 14.  Men Kvinderne, Børnene, Kvæget og alt, hvad der er i Byen, alt,
      hvad der røves i den, må du tage som Bytte, og du må gøre dig
      til gode med det, som røves fra dine Fjender, hvad HERREN din
      Gud giver dig.
 15.  Således skal du bære dig ad med alle de Byer, som ligger langt
      fra dig og ikke hører til disse Folkeslags Byer her;
 16.  men i disse Folks Byer, som HERREN din Gud giver dig i Eje, må
      du ikke lade en eneste Sjæl i Live.
 17.  På dem skal du lægge Band, på Hetiterne, Amoriterne, Kanånæerne,
      Periiterne, Hiiterne og Jebusiteme, som HERREN din Gud har
      pålagt dig,
 18.  for at de ikke skal lære eder at efterligne alle deres
      Vederstyggeligheder, som de øver til Ære for deres Guder, så I
      forsynder eder mod HERREN eders Gud.

 19.  Når du ved Belejringen af en By må holde den indesluttet i lang
      Tid for at indtage den, må du ikke ødelægge de Træer, der hører
      til den, ved at svinge Øksen imod dem; fra dem får du Føde ; dem
      må du ikke hugge om; thi mon Markens Træer er Mennesker, at de
      også skulde rammes af Belejringen?
 20.  Kun Træer, du ved, ikke bærer spiselig Frugt, må du ødelægge og
      fælde for at bygge Belejringsværker mod den By, som er i Krig
      med dig, til den falder.

5.Mosebog 21

  1.  Når man i det Land, HERREN din Gud vil give dig i Eje, finder en
      liggende dræbt på Marken, uden at det vides, hvem der har slået
      ham ihjel,
  2.  da skal dine Ældste og Dommere gå ud og måle Afstanden til de
      Byer, som ligger rundt om den dræbte.
  3.  Derpå skal de Ældste i den By, der ligger nærmest ved den
      dræbte, tage en Kvie, som ikke har været brugt til Arbejde eller
      båret Åg,
  4.  og Byens Ældste skal trække Kvien ned i en dal med
      stedserindende Vand, som ikke dyrkes og besåes, og der i Dalen
      skal de sønderbryde Nakken på Kvien.
  5.  Så skal Præsterne, Levis Sønner, træde til thi dem har HERREN
      din Gud udvalgt til sin Tjeneste og til at velsigne i HERRENs
      Navn, og efter deres Ord skal al Trætte og enhver Sag, der
      vedrører Legemsskade, afgøres
  6.  og alle de Ældste i den By, der ligger nærmest ved den dræbte,
      skal tvætte deres hænder over Kvien, hvis Nakke blev sønderbrudt
      i Dalen,
  7.  og bekende: "Vore Hænder har ikke udgydt dette Blod, og vore
      Øjne har ikke set det!
  8.  Tilgiv, HERRE, dit Folk Israel, som du udløste, og lad ikke dit
      Folk Israel undgælde for det uskyldige Blod!" Så skal der
      skaffes dem Soning for Blodskylden.
  9.  Du skal skaffe det uskyldige Blod bort fra dig. Det skal gå dig
      vel, når du gør, hvad der er ret i HERRENs Øjne.

 10.  Når du drager i Krig mod dine Fjender, og HERREN din Gud giver
      dem i din Hånd, og du tager Fanger iblandt dem
 11.  og blandt Fangerne får Øje på en Kvinde, som ser godt ud, og får
      Kærlighed til hende og ønsker at tage hende til Ægte,
 12.  da skal du føre hende ind i dit Hus, og hun skal klippe sit Hår
      af, skære sine Negle,
 13.  aflægge sin Fangedragt og opholde sig en Månedstid i dit Hus og
      græde over sin Fader og Moder. Så kan du gå ind til hende og
      ægte hende, så hun bliver din Hustru.
 14.  Men hvis du ikke mere synes om hende, skal du give hende fri, du
      må ikke sælge hende for Penge; du må ikke være hensynsløs imod
      hende, eftersom du har krænket hende.

 15.  Når en Mand har to Hustruer, en han elsker, og en han
      tilsidesætter, og de føder ham Sønner, både Yndlingshustruen og
      den tilsidesatte, og den førstefødte er den tilsidesattes Søn,
 16.  så må Manden, når han skifter sin Ejendom mellem Sønnerne, ikke
      give Yndlingshustruens Søn Førstefødselsretten til Skade for den
      førstefødte, den tilsidesattes Søn.
 17.  Men han skal anerkende den førstefødte, den tilsidesattes Søn,
      som førstefødt, og give ham dobbelt Del af alt, hvad han ejer;
      thi han er Førstegrøden af hans Manddomskraft, og hans er
      Førstefødselsretten.

 18.  Når nogen har en vanartet og genstridig Søn, der ikke vil adlyde
      sine Forældres Røst og, selv når de trygler ham, ikke adlyder
      dem,
 19.  så skal hans Forældre tage ham med Magt og føre ham ud til de
      Ældste i hans By og til Porten der
 20.  og sige til Byens Ældste: "Vor Søn her er vanartet og
      genstridig: han vil ikke adlyde os, men er en Ødeland og
      Drukkenbolt."
 21.  Derpå skal alle Mændene i hans By stene ham til Døde. Således
      skal du udrydde det onde af din Midte, og hele Israel skal høre
      det og gribes af Frygt.

 22.  Når en Mand har gjort sig skyldig i en Synd, der straffes med
      Døden, og aflives, og du hænger ham op i et Træ,
 23.  så må hans Lig ikke blive hængende Natten over i Træet; men du
      skal begrave ham samme Dag; thi en hængt er en Guds Forbandelse,
      og du må ikke gøre dit Land urent, som HERREN din Gud vil give
      dig i Eje.

5.Mosebog 22

  1.  Når du ser din Broders Okse eller Får løbe løse om, må du ikke
      undlade at tage dig af dem, men du skal bringe dem tilbage til
      din Broder.
  2.  Og hvis din Broder ikke bor i Nærheden af dig, eller du ikke
      ved, hvis byret er, skal du tage det ind i dit Hus, og det skal
      være hos dig, indtil din Broder spørger efter det; så skal du
      give ham det tilbage.
  3.  På samme Måde skal du forholde dig med hans Æsel, med hans
      Klæder og med alt, hvad der bliver borte for din Broder, når du
      finder det. Du må ikke undlade at tage dig af det.
  4.  Når du ser din Broders Okse eller Æsel styrte på Vejen, må du
      ikke undlade at tage dig af dem, men du skal hjælpe ham med at
      få dem op.

  5.  En kvinde må ikke bære Mandsdragt, og en Mand må ikke iføre sig
      Kvindeklæder; thi enhver, der gør det, er HERREN din Gud en
      Vederstyggelighed.

  6.  Når du på din Vej træffer på en Fuglerede i et Træ eller på
      Jorden med Unger eller Æg, og Moderen ligger på Ungerne eller
      Æggene, må du ikke tage Moderen sammen med Ungerne;
  7.  Ungerne kan du tage, men Moderen skal du lade flyve, for at det
      må gå dig vel og du må få et langt Liv.

  8.  Når du bygger et nyt Hus, skal du sætte Rækværk om Taget, for at
      du ikke skal bringe Blodskyld over dit Hus, hvis nogen falder
      ned derfra.

  9.  Dut må ikke så to Slags Sæd i din Vingård, ellers hjemfalder det
      hele til Helligdommen, både Sæden, du såede, og Udbyttet af
      Vingården.
 10.  Du må ikke pløje med en Okse og et Æsel sammen.
 11.  Du må ikke bære Tøj, som er vævet både af Uld og Hør.

 12.  Du skal sætte Kvaster i de fire Hjørner af din Kappe, som du
      hyller dig i.

 13.  Når en Mand efter at have ægtet en Kvinde og søgt Samkvem med
      hende får Uvilje imod hende
 14.  og siger hende skammelige Ting på og udspreder ondt Rygte om
      hende, idet han siger: "Jeg tog denne Kvinde til Ægte, men da
      jeg havde Samkvem med hende, fandt jeg ikke hos hende Tegnet på,
      at hun var Jomfru!"
 15.  så skal den unge Kvindes Forældre bringe Jomfrutegnet hen til
      Byens Ældste i Byporten;
 16.  og Pigens Fader skal sige til de Ældste: "Jeg gav denne Mand min
      Datter til Hustru, men han har fået Uvilje imod hende,
 17.  og nu siger han hende skammelige Ting på og siger: Jeg har ikke
      hos din Datter fundet Tegnet på, at hun var Jomfru! Men her er
      Jomfrutegnet!" Og dermed skal de brede Klædet ud for Byens
      Ældste.
 18.  Da skal Byens Ældste tage Manden og revse ham;
 19.  og de skal pålægge ham en Bøde på hundrede Sekel Sølv og give
      den unge Kvindes Fader dem, fordi han udspredte ondt Rygte om en
      Jomfru i Israel. Og han skal beholde hende som Hustru og har
      ikke Lov til at skille sig fra hende, så længe han lever.
 20.  Men hvis Beskyldningen er sand, hvis den unge kvindes Jomfrutegn
      ikke findes,
 21.  skal man føre hende hen foran hendes Faders Husdør, og Mændene i
      hendes By skal stene hende til Døde, fordi hun har begået en
      Udåd i Israel ved at bedrive Hor i sin Faders Hus.  Således skal
      du udrydde det onde af din Midte.

 22.  Når en Mand gribes i Samleje med en gift Kvinde, skal de begge
      dø, både Manden, der lå hos kvinden, og Kvinden selv.  Således
      skal du udrydde det onde af Israel.

 23.  Når en Mand inde i Byen træffer en Jomfru, der er trolovet med
      en anden, og har Samleje med hende,
 24.  skal I føre dem begge ud til Byens Port og stene dem til Døde,
      Pigen fordi hun ikke skreg om Hjælp i Byen, og Manden, fordi han
      krænkede sin Næstes Brud. Således skal du udrydde det onde af
      din Midte.
 25.  Men hvis Manden træffer den trolovede Pige ude i det fri og
      tiltvinger sig Samleje med hende, skal kun Manden, der havde
      Samleje med hende, dø.
 26.  Pigen derimod skal du ikke gøre noget; hun har ikke begået nogen
      Synd, som fortjener Døden; thi dermed er det, som når en
      overfalder sin Næste og slår ham ihjel;
 27.  han traf hende jo ude i det fri, og den trolovede Pige skreg,
      men ingen kom hende til Hjælp.
 28.  Når en Mand træffer en Jomfru, der ikke er trolovet, og
      tiltvinger sig Samleje med hende, og de gribes på fersk Gerning,
 29.  skal den Mand, der havde Samleje med hende, give Pigens Fader
      halvtredsindstyve Sekel Sølv og tage hende til Ægte, fordi han
      krænkede hende; og han har ikke Ret til at skille sig fra hende,
      så længe han lever.

 30.  Ingen må ægte sin Faders Hustru eller løfte sin Faders Tæppe.

5.Mosebog 23

  1.  Ingen, der er gildet ved Knusning eller Snit, har Adgang til
      HERRENS Forsamling.
  2.  Ingen, som er født i blandet Ægteskab, har Adgang til HERRENs
      Forsamling; end ikke i tiende Led har hans Afkom Adgang til
      HERRENs Forsamling.
  3.  Ingen Ammonit eller Moabit har Adgang til HERRENs Forsamling;
      end ikke i tiende Led har deres Afkom nogen Sinde Adgang til
      HERRENs Forsamling,
  4.  fordi de ikke kom eder i Møde med Brød eller Vand undervejs, da
      I drog bort fra Ægypten, og fordi han lejede Bileam, Beors Søn,
      fra Petor i Aram Nabarajim, imod dig til at forbande dig;
  5.  men HERREN din Gud vilde ikke høre på Bileam, og HERREN din Gud
      forvandlede Forbandelsen til Velsignelse, fordi HERREN din Gud
      elskede dig.
  6.  Du skal aldrig i Evighed bekymre dig om deres Velfærd og Lykke!
  7.  Derimod må du ikke afsky Edomiterne, thi det er dine Brødre.
      Heller ikke Ægypterne må du afsky, thi du har levet som fremmed
      i deres Land.
  8.  Deres Efterkommere må have Adgang til HERRENs Forsamling i
      tredje Led.
  9.  Når du går i Krig mod dine Fjender og lægger dig i Lejr, så vogt
      dig for alt, hvad der er utilbørligt.
 10.  Findes der nogen hos dig, der på Grund af en natlig Hændelse
      ikke er ren, skal han gå uden for Lejren, han må ikke komme ind
      i Lejren;
 11.  når det lakker mod Aften, skal han tvætte sig med Vand, og når
      Solen går ned, må han atter komme ind i Lejren.
 12.  Du skal have en afsides Plads uden for Lejren, hvor du kan gå
      for dig selv;
 13.  og du skal have en Pind i dit Bælte, og når du sætter dig
      derude, skal du med den grave et Hul og bagefter tildække dine
      Udtømmelser.
 14.  Thi HERREN din Gud drager med midt i din Lejr for at hjælpe dig
      og give dine Fjender i din Magt; derfor skal din Lejr være
      hellig, for at han ikke skal se noget hos dig, der vækker
      Væmmelse, og vende sig fra dig.

 15.  Du må ikke udlevere en Træl til hans Herre, når han er flygtet
      fra sin Herre og søger Tilflugt hos dig.
 16.  Han må tage Ophold i din Midte på det Sted, han selv vælger,
      inden dine Porte, hvor han helst vil være, og du må ikke gøre
      ham Men.

 17.  Ingen af Israels Døtre må være Skøge, og ingen af Israels Sønner
      må være Mandsskøge.
 18.  Du må ikke for at opfylde et Løfte bringe Skøgefortjeneste eller
      Hundeløn til HERREN din Guds Hus; thi begge dele er HERREN din
      Gud en Vederstyggelighed.

 19.  Du må ikke tage Rente af din Broder, hverken af Penge, Fødevarer
      eller andet, som man kan tage Rente af.
 20.  Af Udlændinge må du tage Rente, men ikke af din Broder, hvis
      HERREN din Gud skal velsigne dig i alt, hvad du tager dig for i
      det Land, du skal ind og tage i Besiddelse.

 21.  Når du aflægger et Løfte til HERREN din Gud, må du ikke tøve med
      at indfri det; thi ellers vil HERREN din Gud kræve det af dig,
      og du vil pådrage dig Skyld.
 22.  Men hvis du undlader at aflægge Løfter, pådrager du dig ingen
      Skyld.
 23.  Hvad du engang har sagt, skal du holde, og du skal gøre, hvad du
      frivilligt har lovet HERREN din Gud, hvad du har udtalt med din
      Mund.

 24.  Når du kommer ind i din Næstes Vingård, må du spise alle de
      Druer, du har Lyst til, så du bliver mæt; men du må ingen komme
      i din Kurv.
 25.  Når du går igennem din Næstes Sæd, må du plukke Aks med din
      Hånd, men du må ikke komme til din Næstes Sæd med Segl.

5.Mosebog 24

  1.  Når en Mand tager en Kvinde til Ægte, og hun ikke vinder hans
      Yndest, fordi han finder noget ved hende, der vækker Ubehag hos
      ham, og han skriver hende et Skilsmissebrev og giver hende det i
      Hænde og sender hende ud af sit Hjem,
  2.  så må hun efter at have forladt hans Hjem gå hen og gifte sig
      med en anden Mand;
  3.  får denne anden Mand også Uvilje imod hende og skriver hende et
      Skilsmissebrev og giver hende det i Hænde og sender hende ud af
      sit Hjem, eller dør den anden Mand, der havde taget hende til
      Ægte,
  4.  så har hendes første Mand, som havde sendt hende bort, ikke Ret
      til igen at tage hende til Hustru, efter at hun er blevet uren.
      Thi det er HERREN en Vederstyggelighed, og du må ikke bringe
      Brøde over det Land, HERREN din Gud vil give dig i Eje.

  5.  Når en Mand nylig har taget sig en Hustru, skal han ikke drage
      med i Krig, og der skal ikke pålægges ham nogen som helst
      Forpligtelse; han skal have Frihed til at blive hjemme et År og
      glæde sin Hustru, som han har ægtet.
  6.  Man må ikke tage en Håndkværn i Pant, heller ikke den øverste
      Møllesten; thi det var at tage Livet selv i Pant.

  7.  Når nogen gribes i at stjæle en af sine Brødre blandt
      Israelitterne og gør ham Fortræd eller sælger ham, da skal en
      sådan Tyv lade sit Liv. Du skal udrydde det onde af din Midte.

  8.  Tag dig i Vare med Spedalskhed, så du meget omhyggeligt handler
      efter alt, hvad Levitpræsterne lærer eder; som jeg har påbudt
      dem, skal I omhyggeligt handle.
  9.  Kom i Hu, hvad HERREN din Gud gjorde ved Mirjam undervejs, da I
      drog bort fra Ægypten.

 10.  Når du yder din Næste et Lån, må du ikke gå ind i hans Hus for
      at tage Pant af ham.
 11.  Du skal blive stående udenfor, og den Mand, du yder Lånet, skal
      bringe Pantet ud til dig.
 12.  Hvis han er en fattig Mand, må du ikke lægge dig til Hvile med
      hans Pant;
 13.  ved Solnedgang skal du give ham Pantet tilbage, for at han kan
      lægge sig til Hvile i sin Kappe. Da velsigner han dig derfor, og
      du står retfærdiggjort for HERREN din Guds Åsyn.

 14.  Du må ikke forurette en nødlidende, fattig Daglejer, hvad enten
      han hører til dine Brødre eller de fremmede inden dine Porte
      nogetsteds i dit Land.
 15.  Dag for Dag skal du give ham hans Løn, så at Solen ikke går ned
      derover, thi han er nødlidende og venter med Længsel derpå.
      Ellers råber han til HERREN over dig, og du pådrager dig Skyld.

 16.  Fædre skal ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke
      lide Døden for Fædres Skyld. Enhver skal lide Døden for sin egen
      Synd.

 17.  Du må ikke bøje Retten for den fremmede og den faderløse, og du
      må ikke tage Enkens Klædning i Pant.
 18.  Men kom i Hu, at du var Træl i Ægypten, og at HERREN din Gud
      udløste dig derfra. Derfor byder jeg dig at handle således.

 19.  Når du bjærger din Høst på din Mark og glemmer et Neg på Marken,
      må du ikke vende tilbage for at hente det; det skal tilfalde den
      fremmede, den faderløse og Enken, for at HERREN din Gud kan
      velsigne dig i alt, hvad du tager dig for.
 20.  Når du slår dine Oliven ned, må du ikke bagefter gennemsøge
      Grenene; den fremmede, den faderløse og Enken skal det tilfalde.
 21.  Når du høster din Vin, må du ikke holde Efterhøst; den fremmede,
      den faderløse og Enken skal det tilfalde.
 22.  Kom i Hu, at du selv var Træl i Ægypten; derfor byder jeg dig at
      handle således.

5.Mosebog 25

  1.  Når der opstår Strid mellem Mænd, og de møder for Retten, skal
      man dømme dem imellem; den, der har Ret, skal frikendes, den
      skyldige dømmes.
  2.  Og dersom den skyldige idømmes Prygl, skal Dommeren lade ham
      lægge sig på Jorden og i sit Påsyn lade ham få det Antal Slag,
      der svarer til hans Forseelse.
  3.  Fyrretyve Slag må han lade ham få, men heller ikke flere, for at
      din Broder ikke skal vanæres for dine Øjne, når han får endnu
      flere Slag.

  4.  Du må ikke binde Munden til på en Okse, når den tærsker.

  5.  Når flere Brødre bor sammen, og en af dem dør uden at efterlade
      sig nogen Søn, må hans Enke ikke gifte sig med en fremmed Mand
      uden for Slægten; men hendes Svoger skal gå til hende og tage
      hende til Ægte, idet han indgår Svogerægteskab med hende.
  6.  Og den første Søn, hun føder, skal bære den afdøde Broders Navn,
      for at hans Navn ikke skal udslettes af Israel.
  7.  Men hvis Manden er uvillig til af ægte sin Svigerinde, skal hun
      gå hen til de Ældste i Byporten og sige: "Min Svoger vægrer sig
      ved at opretholde sin Broders Navn i Israel og vil ikke indgå
      Svogerægteskab med mig!"
  8.  Derpå skal de Ældste i Byen stævne ham for sig og tale ham til,
      og hvis han da fastholder sin Beslutning og erklærer sig uvillig
      til at ægte hende,
  9.  skal hans Svigerinde i de Ældstes Påsyn gå hen til ham, drage
      hans Sko af hans Fod og spytte ham i Ansigtet og tage til Orde
      og sige: "Således gør man ved den Mand, som ikke vil opbygge sin
      Broders Slægt!"
 10.  Og hans Navn i Israel skal være: den barfodedes Hus.

 11.  Når der opstår Trætte mellem to Mænd, og den enes Hustru kommer
      til for at fri sin Mand fra den andens Slag, og hun rækker sin
      Hånd ud og tager fat i den andens Blusel,
 12.  da skal du hugge hendes Hånd af; du må ikke vise Skånsel.

 13.  Du må ikke have to Slags Vægtlodder i din Pung, større og
      mindre.
 14.  Du må ikke have to Slags Efaer i dit Hus, en større og en
      mindre.
 15.  Fuldvægtige Lodder og Efaer, der holder Mål, skal du have, for
      at du kan få et langt Liv i det Land, HERREN din Gud vil give
      dig.
 16.  Thi en Vederstyggelighed for HERREN din Gud er enhver, der øver
      sligt, enhver, der begår Svig.

 17.  Kom i Hu, hvad Amalekiterne gjorde imod dig undervejs, da I drog
      bort fra Ægypten,
 18.  hvorledes de kom imod dig undervejs og uden at frygte Gud
      huggede alle dine udmattede Efternølere ned, da du var træt og
      nødig.
 19.  Når derfor HERREN din Gud giver dig Ro for alle dine Fjender
      rundt om i det Land, HERREN din Gud vil give dig i Arv og Eje,
      da skal du udrydde ethvert Minde om Amalek. Glem det ikke!

5.Mosebog 26

  1.  Når du kommer ind i det Land, HERREN din Gud giver dig til Arv,
      og tager det i Besiddelse og bosætter dig deri,
  2.  skal du tage en Del af Førstegrøden af alle de Jordens Frugter,
      som du høster af det Land, HERREN din Gud giver dig, og lægge
      dem i en Kurv og begive dig til det Sted, HERREN din Gud
      udvælger til Bolig for sit Navn.
  3.  Når du så kommer til den Præst, som er der på den Tid, skal du
      sige til ham: "Jeg vidner i Dag for HERREN din Gud, at jeg er
      kommet ind i det Land, HERREN tilsvor vore Fædre at ville give
      os."
  4.  Så skal Præsten tage Kurven af din Hånd og sætte den hen foran
      HERREN din Guds Alter.
  5.  Derpå skal du tage til Orde og sige for HERREN din Guds Åsyn:
      "En omvankende Aramæer var min Stamfader; han drog ned til
      Ægypten og boede der som fremmed med nogle få Mænd, men der blev
      han til et stort, mægtigt og talrigt Folk.
  6.  Men Ægypterne mishandlede og plagede os og pålagde os hårdt
      Trællearbejde;
  7.  da råbte vi til HERREN, vore Fædres Gud, og HERREN hørte vor
      Røst og så til vor Elendighed, Møje og Trængsel;
  8.  og HERREN førte os ud af Ægypten med stærk Hånd og udstrakt Arm,
      med store, forfærdelige Gerninger og med Tegn og Undere;
  9.  og han førte os til dette Sted og gav os dette Land, et Land,
      der, flyder med Mælk og Honning.
 10.  Og her bringer jeg nu Førstegrøden af Frugterne af den Jord, du
      har givet mig, HERRE!" Derpå skal du stille Kurven hen for
      HERREN din Guds Åsyn og tilbede for HERREN din Guds Åsyn
 11.  og så være glad over alt det gode, HERREN din Gud giver dig,
      sammen med din Husstand, Leviten og den fremmede, der bor i din
      Midte.

 12.  Når du det tredje År, Tiendeåret, er færdig med at aflevere hele
      Tienden af din Afgrøde og har givet Leviten, den fremmede, den
      faderløse og Enken den, så de kan spise sig mætte inden dine
      Porte,
 13.  da skal du sige for HERREN din Guds Åsyn: "Jeg har leveret det
      hellige ud fra mit Hus, jeg har også givet Leviten, den
      fremmede, den faderløse og Enken det efter alt dit Bud, som du
      har givet os; jeg har ikke overtrådt noget af dine Bud og intet
      glemt.
 14.  Jeg har ikke spist deraf, medens jeg havde Sorg, jeg har ikke
      været uren, da jeg afleverede det, og jeg har ikke givet en død
      noget deraf, jeg har adlydt HERREN min Guds Røst, jeg har
      handlet nøje efter dit Bud.
 15.  Se derfor ned fra din hellige Bolig, fra Himmelen, og velsign
      dit Folk Israel og den Jord, du gav os, som du tilsvor vore
      Fædre, et Land, der flyder med Mælk og Honning!"

 16.  I Dag byder HERREN din Gud dig at handle efter disse Anordninger
      og Lovbud; hold dem derfor omhyggeligt af hele dit Hjerte og
      hele din Sjæl!
 17.  Du har i dag ladet HERREN tilsige dig, at han vil være din Gud,
      og at han vil sætte dig højt over alle Folk, som han har skabt,
      til Pris og Berømmelse og Ære.
 18.  Og HERREN har i Dag ladet dig tilsige ham, at du vil være hans
      Ejendomsfolk, som han har sagt dig, og tage Vare på alle hans
      Bud,
 19.  og at du vil gå på hans Veje og holde hans Anordninger, Bud og
      Lovbud og høre hans Røst, og at du vil være HERREN din Gud et
      helligt Folk, som han har sagt.

5.Mosebog 27

  1.  Derpå bød Moses og IsraeLs Ældste Folket: "Hold alle de Bud, jeg
      i Dag pålægger eder!
  2.  Og den Dag I går over Jordan ind i det Land, HERREN din Gud vil
      give dig, skal du oprejse dig nogle store Sten og kalke dem
      over,
  3.  og på dem skal du skrive alle denne Lovs Ord, så snart du er
      kommet over, for at du kan drage ind i det Land, HERREN din Gud
      vil give dig, et Land, der flyder med Mælk og Honning, som
      HERREN, dine Fædres Gud, lovede dig.
  4.  Og når I er kommet over Jordan, skal I oprejse disse Sten, om
      hvilke jeg i Dag giver eder Pålæg, på Ebals Bjerg og kalke dem
      over.
  5.  Og der skal du bygge HERREN din Gud et Alter, et Alter af Sten,
      som du ikke har svunget Jern over;
  6.  af utilhugne Sten skal du bygge HERREN din Guds Alter, og på det
      skal du ofre Brændofre til HERREN din Gud,
  7.  og du skal ofre Takofre og holde Måltid der og være glad for
      HERREN din Guds Åsyn.
  8.  Og på Stenene skal du skrive alle denne Lovs Ord tydeligt og
      klart!"

  9.  Derpå talte Moses og Levitpræsterne til hele Israel og sagde:
      "Hør efter i Stilhed, Israel! I Dag er du blevet HERREN din Guds
      Folk!
 10.  Så lyt da til HERREN din Guds Røst og hold hans Bud og
      Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig!"

 11.  Og Moses bød på denne Da: Folket:
 12.  "Når I er kommet over Jordan, skal den ene Del af eder tage
      Plads på Garizims Bjerg for at velsigne Folket, nemlig Simeon,
      Levi, Juda, Issakar, Josef og Benjamin;
 13.  og den anden skal tage Plads på Ebals Bjerg for at forbande,
      nemlig Ruben, Gad, Aser, Zebulon, Dan og Naftali."

 14.  Og Leviterne skal tage til Orde og med høj Røst sige til alle
      Israels Mænd:
 15.  "Forbandet være den, som laver et udskåret eller støbt Billede,
      HERREN en Vederstyggelighed, Værk af en Håndværkers Hænder, og
      stiller det op i Løndom!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
 16.  "Forbandet enhver, som ringeagter sin Fader eller Moder!" Og
      hele Folket skal svare: "Amen!"
 17.  "Forbandet enhver, som flytter sin Næstes Skel!" Og hele Folket
      skal svare: "Amen!"
 18.  "Forbandet enhver, som fører den blinde på Vildspor!" Og hele
      Folket skal svare: "Amen!"
 19.  "Forbandet enhver, som bøjer Retten for den fremmede, den
      faderløse og Enken!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
 20.  "Forbandet enhver, som har Samleje med sin Faders Hustru; thi
      han har løftet sin Faders Tæppe!" Og hele Folket skal svare:
      "Amen!"
 21.  "Forbandet enhver, som har Omgang med noget Slags Kvæg!" Og hele
      Folket skal svare: "Amen!"
 22.  "Forbandet enhver, som har Samleje med sin Søster, sin Faders
      eller Moders Datter!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
 23.  "Forbandet enhver, som har Samleje med sin Hustrus Moder!" Og
      hele Folket skal svare: "Amen!"
 24.  "Forbandet enhver, som snigmyrder sin Næste!" Og hele Folket
      skal svare: "Amen!"
 25.  "Forbandet enhver, som lader sig købe til at myrde en uskyldig!"
      Og hele Folket skal svare: "Amen!"
 26.  "Forbandet enhver, som ikke holder denne Lovs Ord i Hævd og
      handler efter dem!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"

5.Mosebog 28

  1.  Men dersom du adlyder HERREN din Guds Røst og handler efter alle
      hans Bud, som jeg i Dag pålægger dig, så vil HERREN din Gud
      sætte dig højt over alle Folk på Jorden;
  2.  og alle disse Velsignelser vil komme over dig og nå dig, dersom
      du adlyder HERREN din Guds Røst:
  3.  Velsignet skal du være i Staden, og velsignet skal du være på
      Marken!
  4.  Velsignet dit Livs, din Jords og dit Kvægs Frugt, både Tillægget
      af dine Okser og dit Småkvægs Yngel!
  5.  Velsignet din kurv og dit Dejtrug!
  6.  Velsignet skal du være, når du går ind, og velsignet skal du
      være, når du går ud!
  7.  Når dine Fjender rejser sig imod dig, skal HERREN slå dem på
      Flugt foran dig; ad een Vej skal de drage ud imod dig, men ad
      syv skal de flygte for dig.
  8.  HERREN skal byde sin Velsignelse være med dig i dine Lader og i
      alt, hvad du tager dig for, og velsigne dig i det Land, HERREN
      din Gud giver dig.
  9.  HERREN skal gøre dig til sit hellige Folk, som han tilsvor dig,
      når du holder HERREN din Guds Bud og vandrer på hans Veje.
 10.  Og alle Jordens Folk skal se, at HERRENs Navn er nævnet over
      dig, og frygte dig.
 11.  HERREN skal give dig Geder i Overflod, Frugt af dit Moderliv,
      Frugt af dit kvæg og Frugt af din Jord i det Land, HERREN
      tilsvor dine Fædre at ville give dig.
 12.  HERREN skal åbne dig sit rige Forrådskammer, Himmelen, for at
      give dit Land Regn i rette Tid og for at velsigne alt, hvad du
      tager dig for, og du skal låne ud til mange Folk, men selv skal
      du ikke låne.
 13.  HERREN skal gøre dig til Hoved og ikke til Hale, og det skal
      stadig gå opad for dig og ikke nedad, når du lytter til HERREN
      din Guds Bud, som jeg i Dag pålægger dig, og omhyggeligt handler
      efter dem
 14.  uden at vige til højre eller venstre fra noget af de Bud, jeg i
      Dag pålægger eder, ved at holde dig til. andre Guder og dyrke
      dem.

 15.  Men hvis du ikke adlyder HERREN din Guds Røst og omhyggeligt
      handler efter alle hans Bud og Anordninger, som jeg i Dag
      pålægger dig, så skal alle disse Forbandelser komme over dig og
      nå dig:

 16.  Forbandet skal du være i Staden, og forbandet skal du være på
      Marken!
 17.  Forbandet din Kurv og dit Dejgtrug!
 18.  Forbandet dit Livs og din Jords Frugt, Tillægget af dine Okser
      og dit Småkvægs Yngel!
 19.  Forbandet skal du være, når du går ind, og forbandet skal du
      være, når du går ud!
 20.  HERREN skal sende Forbandelsen, Rædselen og Truselen over dig i
      alt, hvad du tager dig for, indtil du i en Hast bliver
      tilintetgjort og går til Grunde for dine onde Gerningers Skyld,
      fordi du forlod mig.
 21.  HERREN skal lade Pesten hænge ved dig, indtil den helt har
      udryddet dig fra det Land, du skal ind og tage i Besiddelse.
 22.  HERREN skal ramme dig med Svindsot, Feberglød, Betændelse og
      Hede, med Tørke, Kornbrand og Rust, og de skal forfølge dig,
      indtil du er gået til Grunde.
 23.  Himmelen over dit Hoved skal blive som Kobber, Jorden under dig
      som Jern.
 24.  Regnen over dit Land skal HERREN forvandle til Sand og Støv, som
      falder ned over dig fra Himmelen, indtil du er ødelagt.
 25.  HERREN skal slå dig foran dine Fjender; ad een Vej skal du drage
      ud imod dem, men ad syv skal du flygte for dem, og du skal blive
      en Skræmsel for alle Riger på Jorden.
 26.  Dine Lig skal blive Føde for alle Himmelens Fugle og Jordens
      vilde Dyr, og ingen skal skræmme dem bort.
 27.  HERREN skal slå dig med Ægyptens Svulster, med Bylder, Skab og
      Skurv, der ikke kan læges.
 28.  HERREN skal slå dig med Vanvid, Blindhed og Vildelse.
 29.  Ved højlys Dag skal du famle dig frem, som den blinde famler sig
      frem i Mørket; alt, hvad du tager dig for, skal mislykkes for
      dig, du skal kues og plyndres alle Dage, og ingen skal frelse
      dig.
 30.  Den Kvinde, du trolover dig med, skal en anden favne; det Hus,
      du bygger dig, skal du ikke komme til at bo i; den Vingård, du
      planter, skal du ikke plukke Druer i;
 31.  din Okse skal slagtes for dine Øjne, men du skal ikke spise
      deraf; dit Æsel skal røves i dit Påsyn og ikke komme tilbage til
      dig; dit Småkvæg skal komme i Fjendevold, og ingen skal hjælpe
      dig;
 32.  dine Sønner og Døtre skal prisgives et fremmed Folk, og med egne
      Øjne skal du se det og vansmægte af Længsel efter dem Dagen
      lang, uden at du formår noget.
 33.  Frugten af dit Land og af al din Møje skal fortæres af et Folk,
      du ikke kender; du skal kues og mishandles alle Dage;
 34.  du skal blive afsindig ved alt, hvad du må se på.
 35.  HERREN skal slå dig på knæ og Læg med onde Svulster, der ikke
      kan læges, ja fra Fodsål til Isse.
 36.  Dig og din Konge, som du sætter over dig, skal HERREN føre til
      et Folk, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, og der
      skal du dyrke fremmede Guder, Træ og Sten.
 37.  Du skal blive til Rædsel, Spot og Spe for alle de Folk, HERREN
      fører dig hen til.
 38.  Udsæd i Mængde skal du bringe ud på Marken, men kun høste lidt,
      thi Græshopperne skal fortære den;
 39.  Vingårde skal du plante og dyrke, men Vin skal du ikke komme til
      at drikke eller oplagre, thi Ormene skal opæde Druen;
 40.  Oliventræer skal du have overalt i dit Land, men med Olie skal
      du ikke komme til at salve dig, thi dine Oliven skal falde. af.
 41.  Sønner og Døtre skal du avle, men du skal ikke beholde dem, thi
      de skal gå i Fangenskab.
 42.  Alle dine Træer og dit Lands Afgrøde skal Insekterne bemægtige
      sig.
 43.  Den fremmede, som er hos dig, skal hæve sig op over dig, højere
      og højere, men du skal synke dybere og dybere.
 44.  De skal låne til dig, men du skal ikke låne til dem; de skal
      blive Hoved, og du skal blive Hale.

 45.  Alle disse Forbandelser skal komme over dig, forfølge dig og nå
      dig, til du er lagt øde, fordi du ikke adlød HERREN din Guds
      Røst, så du holdt hans Bud og Anordninger, som han pålagde dig;
 46.  de skal til evig Tid følge dig o: dit Afkom som Tegn og Undere.
 47.  Eftersom du ikke vilde tjene HERREN din Gud med Fryd og Hjertens
      Glæde, fordi du havde Overflod på alt,
 48.  skal du komme til at tjene dine Fjender, som HERREN vil sende
      imod dig, under Hunger og Tørst, Nøgenhed og Mangel på alt; han
      skal lægge Jernåg på din Nakke, indtil de har lagt dig øde.
 49.  HERREN skal opbyde imod dig et Folk fra det fjerne, fra Jordens
      yderste Ende, et Folk med Ørnens Flugt, et Folk, hvis Sprog dut
      ikke forstår,
 50.  et Folk med hårde Ansigter, der ikke tager Hensyn til de gamle
      eller viser Skånsel mod de unge;
 51.  det skal opæde dit Kvægs og din Jords Frugt, indtil du er lagt
      øde; det skal ikke levne dig Korn, Most eller Olie, tillæg af
      dine Okser eller Yngel af dit Småkvæg, indtil det har
      tilintetgjort dig;
 52.  det skal belejre dig i alle dine Byer, indtil dine høje, stærke
      Mure, som du stoler på, er styrtet sammen overalt i dit Land;
      det skal besejre dig overalt inden dine Porte overalt i dit
      Land, som HERREN din Gud giver dig.
 53.  Og du skal fortære din Livsfrugt, Kødet af dine Sønner og Døtre,
      som HERREN din Gud giver dig, under den Trængsel og Nød, din
      Fjende bringer over dig;
 54.  selv den mest forvænte og blødagtige af dine Mænd skal se skævt
      til sin Broder, til sin Hustru, der hviler i hans Favn, og til
      de sidste Sønner, han har tilbage,
 55.  så han ikke under en eneste af dem Kødet af sine Børn, som han
      fortærer, fordi der ikke er levnet ham noget under den Trængsel
      og Nød, din Fjende bringer over dig overalt inden dine Porte.
 56.  Og den mest forvænte og blødagtige af dine Kvinder, som aldrig
      har prøvet at træde med sin Fod på jorden for Blødagtighed og
      Forvænthed, skal se skævt til sin Mand, der hviler i hendes
      Favn, og til sin Søn og Datter,
 57.  så hun ikke under dem Efterbyrden, der går fra hende, eller de
      Børn, hun føder; men i Mangel på alt fortærer hun dem selv i
      Løndom under den Trængsel og Nød, din Fjende bringer over dig
      inden dine Porte!

 58.  Hvis du ikke omhyggeligt handler efter alle denne Lovs Ord, som
      står skrevet i denne Bog, og frygter dette herlige og
      forfærdelige Navn, HERREN din Gud,
 59.  så skal HERREN sende uhørte Plager over dig og dit Afkom,svare
      og vedholdende Plager og ondartede, vedholdende Sygdomme,
 60.  og lade alle Ægyptens Sygdomme, som du gruer for, komme over
      dig, og de skal hænge ved dig;
 61.  ja endog alle mulige Sygdomme og Plager, som der ikke er skrevet
      om i denne Lovbog, skal HERREN lade komme over dig, til du er
      lagt øde.
 62.  Medens I før var talrige som Himmelens Stjerner, skal der kun
      blive nogle få Mænd tilbage af eder, fordi du ikke adlød HERREN
      din Guds Røst.
 63.  Og ligesom HERREN før havde sin Glæde af at gøre vel imod eder
      og gøre eder mangfoldige, således skal HERREN da have sin Glæde
      af at tilintetgøre eder og lægge eder øde, og t skal drives bort
      fra det Land, du nu skal ind og tage i Besiddelse.
 64.  HERREN skal adsplitte dig blandt alle Folkeslagene fra den ene
      Ende af Jorden til den anden, og der skal du dyrke fremmede
      Guder, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, Træ og
      Sten;
 65.  og blandt disse Folk skal du ikke få Ro eller finde Hvile for
      din Fod; thi der skal HERREN give dig et skælvende Hjerte,
      udtærede Øjne og en vansdsmægtende Sjæl.
 66.  Det skal syne,s dig, som hang dit Liv i en Tråd; du skal ængstes
      ved Dag og ved Nat og aldrig føle dig sikker på dit Liv.
 67.  Om Morgenen skal du sige: "Gid det var Aften!" Og om Aftenen:
      "Gid det var Morgen!" Sådan Angst skal du gribes af, og så
      forfærdeligt bliver det, dine Øjne får at se.
 68.  Og HERREN skal føre dig tilbage til Ægypten på Skibe, ad den
      Vej, som jeg lovede dig, du aldrig mere skulde få at se; og der
      skal I stille eder til Salg for eders Fjender som Trælle og
      Trælkvinder, men der skal ingen være, som vil købe eder!

5.Mosebog 29

  1.  Det er den Pagts Ord, som HERREN bød Moses at slutte med
      Israelitterne i Moabs Land foruden den Pagt, han havde sluttet
      med dem ved Horeb.

  2.  Og Moses kaldte hele Israel sammen og sagde til dem: I har set
      alt, hvad HERREN i Ægypten for eders Øjne gjorde ved Farao og
      alle hans Tjenere og hele hans Land,
  3.  de store Prøvelser, I så med egne Øjne, disse store Tegn og
      Undere.
  4.  Men hidindtil har HERREN ikke givet eder Hjerte til at forstå
      med eller Øjne til at se med eller Ører til at høre med.
  5.  I fyrretyve År har jeg ført eder om i Ørkenen; eders Klæder blev
      ikke slidt af Kroppen på eder, og dine Sko blev ikke slidt af
      Fødderne på dig;
  6.  Brød fik I ikke at spise, og Vin og stærk Drik fik I ikke at
      drikke, for at I skulde kende, at jeg er HERREN eders Gud.
  7.  Og da I kom til Stedet her, drog Kong Sihon af Hesjbon og Kong
      Og af Basan ud til Kamp imod os, men vi slog dem
  8.  og erobrede deres Land og gav Rubeniterne og Gaditerne og
      Manasses halve Stamme det til Arvelod.

  9.  Tag derfor Vare på denne Pagts Ord og gør efter dem, for at I
      kan få Lykke til al eders Gerning.
 10.  I står i Dag alle for HERREN eders Guds Åsyn, eders
      Stammeoverhoveder, Dommere, Ældste og Tilsynsmænd, hver Mand i
      Israel,
 11.  eders Småbørn og Hustruer og de fremmede, der opholder sig i din
      Lejr, både dine Brændehuggere og Vandbærere,
 12.  for at indtræde i HERREN din Guds Pagt og det Edsforbund, HERREN
      din Gud.i Dag slutter med dig,
 13.  for at han i dag kan gøre dig til sit Folk, så han bliver din
      Gud, som han lovede dig og tilsvor dine Fædre, Abraham, Isak og
      Jakob.
 14.  Og ikke med eder alene slutter jeg denne Pagt og dette
      Edsforbund,
 15.  men både med dem, der i Dag står her hos os for HERREN vor Guds
      Åsyn, og med dem, der i Dag ikke er til Stede hos os her.

 16.  Thi I ved jo selv, at vi boede i Ægypten, og at vi drog igennem
      de forskellige Folkeslags Lande,
 17.  og I så deres væmmelige Guder og de Afgudsbilleder af Træ og
      Sten, af Sølv og Guld, som de har.
 18.  Så lad der da ikke iblandt eder findes nogen Mand eller Kvinde,
      Slægt eller Stamme, hvis Hjerte i Dag vender sig bort fra HERREN
      vor Gud, så de går hen og dyrker disse Folks Guder; lad der ikke
      iblandt eder nådes nogen Rod, hvoraf Gift og Malurt vokser op,
 19.  så at han, når han hører dette Edsforbunds Ord, i sit Hjerte
      lover sig selv alt godt og tænker: "Det skal nok gå mig vel,
      selv om jeg vandrer med genstridigt Hjerte!" Thi så vil han
      ødelægge både frodigt og tørt.
 20.  HERREN vil ikke tilgive den Mand, nej, hans Vrede og Nidkærhed
      skal blusse op mod sådan en Mand, og al den Forbandelse, der er
      optegnet i denne Bog, vil lægge sig på ham, og HERREN vil
      udslette hans Navn under Himmelen!
 21.  HERREN vil udskille ham af alle Israels Stammer og bringe Ulykke
      over ham i Overensstemmelse med alle de Pagtens Forbandelser,
      som er skrevet i denne Lovbog.
 22.  Og når den kommende Slægt, eders Børn, der kommer efter eder.
      og de fremmede, der kommer langvejsfra, ser de Plager, der har
      ramt dette Land, og de Sygdomme, HERREN har hjemsøgt det med,
 23.  Svovl og Salt, hele Landet afsvedet, så det ikke kan tilsåes og
      ingen Afgrøde give, og ingen Urter kan gro deri, som dengang
      Sodoma og Gomorra, Adma og Zebojim blev ødelagt, da HERREN lod
      dem gå under i sin Vrede og Harme, da skal de spørge,
 24.  og alle Folkeslag skal spørge: "Hvorfor har HERREN handlet
      således med dette Land? Hvorledes hænger det sammen med denne
      vældige Vredesglød?"
 25.  Så skal man svare: "Det er, fordi de sveg den Pagt, HERREN,
      deres Fædres Gud, havde sluttet med dem, da han førte dem ud af
      Ægypten,
 26.  og gik hen og dyrkede fremmede Guder og tilbad dem, Guder, som
      de ikke før havde kendt til, og som han ikke havde tildelt dem;
 27.  derfor blussede HERRENs Vrede op imod dette Land, så han lod al
      den Forbandelse, som er optegnet i denne Bog, komme over det,
 28.  og derfor oprykkede han dem fra deres Land i Vrede og Harme og
      heftig Forbitrelse og slængte dem ud i et fremmed Land, som det
      nu er sket."

 29.  De skjulte Ting er for HERREN vor Gud, men de åbenbare er for os
      og vore Børn evindelig, at vi må lære at handle efter alle denne
      Lovs Ord!

5.Mosebog 30

  1.  Men når alt dette kommer over dig, både Velsignelser og
      Forbandelsen, som jeg har forelagt dig, og du lægger dig det på
      Sinde ude blandt alle de Folkeslag, HERREN din Gud forstøder dig
      hen iblandt,
  2.  og tillige med dine Børn af hele dit Hjerte og hele din Sjæl
      omvender dig til HERREN din Gud og adlyder hans Røst i alt, hvad
      jeg i. Dag byder dig,
  3.  så vil HERREN din Gud vende din Skæbne og forbarme sig over dig
      og samle dig fra alle de Folk, HERREN din Gud, spreder dig
      iblandt.
  4.  Om så dine forstødte befinder sig ved Himmelens Ende, vil HERREN
      din Gud samle dig sammen og hente dig derfra.
  5.  Og HERREN din Gud vil føre dig ind i det Land, dine Fædre havde
      i Eje, og du skal få det i Eje, og han vil gøre dig endnu
      lykkeligere og talrigere end dine Fædre.
  6.  Og HERREN din Gud vil omskære dit Hjerte og dit Afkoms Hjerte,
      så du elsker HERREN din Gud" af hele dit Hjerte og hele din
      Sjæl, for at du må leve.
  7.  Og HERREN din Gud vil bringe alle dine Forbandelser over dine
      Fjender og Avindsmænd, der har forfulgt dig.
  8.  Da skal du omvende dig og adlyde HERREN din Guds Røst og handle
      efter alle hans Bud, som jeg i Dag pålægger dig.
  9.  Og HERREN din Gud vil give dig Overflod i alt, hvad du tager dig
      for, Overflod af dit Livs, dit Kvægs og din Jords Frugt; thi
      HERREN skal atter komme til at glæde sig over dig til dit
      Bedste, som han glædede sig over dine Fædre,
 10.  fordi du adlyder HERREN din Guds Røst og holder hans Bud og
      Anordninger, der er optegnet i denne Lovbog, fordi du af hele
      dit Hjerte og hele din Sjæl omvender dig til HERREN din Gud.

 11.  Thi Budet, som jeg i Dag pålægger dig, er dig ikke ufatteligt og
      er heller ikke langt borte.
 12.  Det er ikke i Himmelen, så du måtte sige: "Hvem skal stige op
      til Himmelen for os og hente det ned til os og kundgøre os det,
      så vi kan handle derefter?"
 13.  Ikke heller er det hinsides Havet, så du måtte sige: "Hvem skal
      drage over Havet for os og hente det til os og kundgøre os det,
      så vi kan handle derefter?"
 14.  Nej, Ordet er dig ganske nær, i din Mund og i dit Hjerte, så du
      kan handle derefter.

 15.  Se, jeg forelægger dig i Dag Livet og Lykken, Døden og Ulykken!
 16.  Hvis du lyder HERREN din Guds Bud, som jeg i Dag pålægger dig,
      så at du elsker HERREN din Gud og vandrer på hans Veje og holder
      hans Bud, Anordninger og Lovbud, så skal du leve og blive
      mangfoldig, og HERREN din Gud vil velsigne dig i det Land, du
      skal ind og tage i Besiddelse.
 17.  Men hvis dit Hjerte vender sig bort, og:du ikke er lydig, men
      lader dig forføre til at tilbede fremmede Guder og dyrke dem,
 18.  så kundgør jeg eder i Dag, at I visselig skal gå til Grunde; I
      skal ikke komme til at leve længe i det Land, du skal ind og
      tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan.
 19.  Jeg tager i Dag Himmelen og Jorden til Vidne mod eder på, at jeg
      har forelagt eder Livet og Døden, Velsignelsen og
      Forbandelsen. Så vælg da Livet, for at du og dit Afkom må leve,
 20.  idet du elsker HERREN din Gud og adlyder hans Røst og hænger ved
      ham; thi deraf afhænger dit Liv og Tallet på de Dage, du kommer
      til at bo i det Land, HERREN svor at ville give dine Fædre,
      Abraham, Isak og Jakob.

5.Mosebog 31

  1.  Da Moses var færdig med at tale disse Ord til hele Israel,
  2.  sagde han til dem: "Jeg er nu 12O År gammel og kan ikke mere
      færdes som før; og HERREN har sagt til mig: Du skal ikke komme
      over Jordan der!
  3.  Men HERREN din Gud vil selv drage over i Spidsen for dig, han
      vil udrydde disse Folkeslag for dig, så du kan tage deres Land i
      Besiddelse. Og Josua skal drage over i Spidsen for dig, som
      HERREN har sagt.
  4.  Og HERREN skal handle med dem, som han handlede med
      Amoriterkongerne Sibon og Og og med deres Land, som han ødelagde;
  5.  og HERREN skal give dem i eders Magt, og l skal handle med dem i
      Overensstemmelse med alle de Bud, jeg gav eder.
  6.  Vær frimodige og stærke, frygt ikke og forfærdes ikke for dem;
      thi HERREN din Gud vil selv drage med dig; han vil ikke slippe
      og ikke forlade dig!"

  7.  Derpå lod Moses Josua kalde og sagde til ham i hele Israels
      Nærværelse: "Vær frimodig og stærk; thi du skal føre dette folk
      ind i det Land, HERREN svor at ville give deres Fædre, og give
      dem det i Eje.
  8.  HERREN selv vil gå foran dig, han vil være med dig og ikke
      slippe eller forlade dig; frygt derfor ikke og vær ikke bange!"

  9.  Derpå nedskrev Moses denne Lov og overgav den til Præsterne,
      Levis Sønner, der bar HERRENs Pagts Ark, og til alle Israels
      Ældste.
 10.  Og Moses bød dem: "Hvergang der er gået syv År, i Friåret, på
      Løvhyttefesten,
 11.  når hele Israel kommer for at stedes for HERREN din Guds Åsyn på
      det Sted, han udvælger, skal du læse denne Lov højt for hele
      Israel.
 12.  Kald da Folket sammen, Mænd, Kvinder og Børn og de fremmede, som
      bor inden dine Porte, for at de kan høre og lære at frygte
      HERREN eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne Lovs
      Ord;
 13.  og deres Børn,som endnu ikke har lært den at kende, skal høre
      den og lære at frygte HERREN eders Gud, alle de Dage I lever i
      det Land, som I skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået
      over Jordan!"

 14.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Nu nærmer Tiden sig, da du skal
      dø. Kald derfor Josua bid og stil eder i Åbenbaringsteltet, for
      at jeg kan give ham mine Befalinger!" Og Moses og Josua gik hen
      og stillede sig i Åbenbaringsteltet.
 15.  Da åbenbarede HERREN sig i teltet i en Skystøtte, og Skystøtten
      stillede sig ved Teltets Indgang.

 16.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Når du har lagt dig til Hvile
      hos dine Fædre, vil dette Folk give sig til at bole med fremmede
      Guder, det Lands Guder, det kommer til, og det vil forlade mig
      og bryde min Pagt, som jeg har sluttet med det.
 17.  Men til den Tid skal min Vrede blusse op imod det, og jeg vil
      forlade dem og skjule mit Åsyn for dem; det skal ædes op, og
      mange Ulykker og Trængsler skal ramme det.Til den Tid skal det
      sige: Mon det ikke er, fordi min Gud ikke er i min Midte, at
      disse Ulykker har ramt mig?
 18.  Og jeg vil til den Tid helt skjule mit Åsyn for det for alt det
      ondes Skyld, det øvede, da det vendte sig til fremmede Guder.
 19.  Så skriv nu denne Sang op, lær Israelitterne den og læg den i
      deres Mund, for at denne Sang kan være mit Vidne mod
      Israelitterne.
 20.  Thi jeg vil føre dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre, et
      Land, der flyder med Mælk og Honning; men når det har spist sig
      mæt og mæsket sig, vil det vende sig til fremmede Guder og dyrke
      dem, og det vil ringeagte mig og bryde min Pagt.
 21.  Når da Ulykker og Trængsler i Mængde rammer det, skal denne Sang
      være det et Vidne; thi aldrig må den dø på dets Afkoms
      Læber. Jeg ved jo, hvad de pønser på allerede nu, før jeg har
      ført dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre."
 22.  Da skrev Moses på den Dag denne Sang op og lærte Israelitterne
      den.

 23.  Derpå bød han Josua, Nuns Søn, og sagde: "Vær frimodig og stærk;
      thi du skal føre Israelitterne ind i det Land, jeg tilsvor
      dem. Jeg vil være med dig!"

 24.  Da Moses var færdig med at nedskrive denne Lovs Ord fra Ende til
      anden i en Bog,
 25.  bød han Leviterne, der bar HERRENs Pagts Ark:
 26.  "Tag denne Lovbog og læg den ved Siden af HERREN eders Guds
      Pagts Ark, for at den der kan være Vidne imod dig;
 27.  thi jeg keder din Genstridighed og Halsstarrighed. Se, endnu i
      mit levende Live har I været genstridige mod HERREN, hvor meget
      mere da ikke, når jeg er død!
 28.  Kald nu alle eders Stammers Ældste og eders Tilsynsmænd sammen
      hos mig, for at jeg kan fremsige disse Ord for dem og kalde
      Himmelen og Jorden til Vidne imod dem:
 29.  Thi jeg ved, at når jeg er død, vil t handle ilde og vige bort
      fra den Vej, jeg har anvist eder, og Ulykken skal ramme eder i
      de kommende Tider, fordi l gør, hvad der er ondt i HERRENs Øjne,
      og krænker ham med eders Hænders Gerning."

 30.  Derpå fremsagde Moses denne Sang fra Ende til anden for hel
      Israels Forsamling:

5.Mosebog 32

  1.  Lyt til, I Himle, lad mig tale, Jorden høre mine Ord!

  2.  Lad dryppe som Regn min Lære, lad flyde som Dug mit Ord, som
      Regnskyl på unge Spirer, som Regnens Dråber på Græs.
  3.  Thi HERRENs Navn vil jeg forkynde, Ære skal I give vor Gud!

  4.  Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje er
      Retfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han.
  5.  Skændselsmennesker sveg ham, en forvent og vanartet Slægt.
  6.  Er det sådan, I lønner HERREN? Du tåbelige, uvise Folk! Er han
      ej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig?

  7.  Kom Fortidens Dage i Hu, agt på henfarne Slægters År; spørg din
      Fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig!
  8.  Da den Højeste gav Folkene Eje, satte Skel mellem Menneskenes
      Børn, bestemte han Folkenes Grænser efter Tallet på Guds Sønner,
  9.  men HERRENs Del blev Jakob, Israel hans tilmålte Lod.
 10.  Han fandt det i Ørkenlandet, i Ødemarken, blandt Ørkenens Hyl;
      han værnede det med vågent Øje og vogtede det som sin Øjesten.
 11.  Som Ørnen, der purrer sin Yngel ud og svæver over sine Unger,
      løftede han det på sit Vingefang og bar det på sine Vinger.
 12.  HERREN var dets eneste Fører, ingen fremmed Gud var hos ham.
 13.  Han lod det færdes over Landets Høje, nærede det med Markens
      Frugter, lod det suge Honning af Klippen og Olie af Bjergets
      Flint,
 14.  Surmælk fra Køer, Mælk fra Småkvæg, dertil Fedt af Lam og Vædre,
      af Tyre fra Basan og Bukke og Hvedens Fedme tillige, og Drueblod
      drak du, Vin.

 15.  Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev
      tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om
      sin Frelses Klippe.
 16.  De æggede ham med fremmede, med Vederstyggeligheder tirrede de
      ham;
 17.  de ofred til Dæmoner, der ej er Guder, til Guder, de ej før
      kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders
      Fædre frygtede.
 18.  Klippen, der avled dig, slog du af Tanke og glemte den Gud, der
      fødte dig!

 19.  Da HERREN så det, forstødte han dem af Græmmelse over sine Børn
 20.  og sagde: "Jeg vil skjule mit Åsyn for dem og se, hvad Ende det
      tager med dem; thi de er en bundfalsk Slægt, Børn, som er uden
      Troskab;
 21.  de ægged mig med det der ikke er Gud, tirrede mig ved deres
      tomme Gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et Folk, tirre
      dem ved et Folk af Dårer.
 22.  Thi der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til Dødsrigets
      Dyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder Bjergenes
      Grunde.
 23.  Jeg hober Ulykker over dem og opbruger mine Pile imod dem.
 24.  De udmagres af Sult og hentæres af Pestglød og giftig Sot; så
      sender jeg Vilddyrs Tænder og Slangers Gift imod dem.
 25.  Ude slår Sværdet Børnene ned og inde i Kamrene Rædselen både
      Yngling og Jomfru, diende Børn og grånende Mænd.

 26.  Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres Minde blandt
      Mennesker ud,
 27.  men jeg frygtede, at Fjenden skulde volde mig Græmmelse, deres
      Avindsmænd tage fejl og tænke: Det var vor egen Hånd, der var
      stærk, ej HERREN, der gjorde alt dette.
 28.  Thi de er et rådvildt Folk, og i dem er der ikke Forstand.
 29.  Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv!
 30.  Hvor skulde een kunne forfølge tusind, og to slå ti Tusind på
      Flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og HERREN givet
      dem til Pris!
 31.  Thi deres Klippe er ikke som vor, det ved vore Fjender bedst
      selv!
 32.  Thi fra Sodoma stammer deres Vinstok og fra Gomorras Marker;
      deres Druer er giftige Druer, og beske er deres Klaser;
 33.  som Dragegift er deres Vin, som Øglers gruelige Edder.
 34.  Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine Gemmer
 35.  til Hævnens og Regnskabets Dag, den Stund, deres Fod skal vakle?
      Thi deres Undergangs Dag stunder til; hvad der venter dem,
      kommer i Hast."
 36.  Thi Ret skaffer HERREN sit Folk og forbarmer sig over sine
      Tjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hver
      og en.
 37.  Da spørger han: "Hvor er nu deres Gud, Klippen, på hvem de
      forlod, sig,
 38.  som åd deres, Slagtofres Fedme og drak deres Drikofres Vin?  Lad
      dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et Skjul!
 39.  Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side.  Jeg
      døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, "g ingen kan
      frelse fra min Hånd.
 40.  Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg lever
      evindelig,
 41.  jeg hvæsser mit lynende Sværd, og min Hånd tager fat på Dommen,
      jeg hævner mig på mine Fjender, øver Gengæld mod mine
      Avindsmænd.
 42.  Mine Pile gør jeg drukne af Blod, og mit Sværd skal svælge i
      Kød, i faldnes og fangnes Blod og fjendtlige Høvdingers
      Hoveder!"

 43.  I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod;
      han hævner sig på sine Fjender, og skaffer sit Folks Land
      Soning!

 44.  Og Moses kom og fremsagde hele denne Sang for Folket, han og
      Josua, Nuns Søn.
 45.  Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse Ord for hele
      Israel,
 46.  sagde han til dem: "Læg eder alle de Ord på Sinde, som jeg i Dag
      har vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine Sønner dem, at
      de omhyggeligt må handle efter alle denne Lovs Bud;
 47.  thi det er ikke tomme Ord uden Betydning for eder, men af dem
      afhænger eders Liv, og ved at følge det Ord skal I få et langt
      Liv i det Land, som l skal ind og tage i Besiddelse efter at
      være gået over Jordan."

 48.  Selv samme Dag talede HERREN til Moses og sagde:
 49.  "Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs Land over for
      Jeriko, og se ud over Kana'ans Land, som jeg vil give
      Israelitterne i Eje!
 50.  Og så skal du dø på det Bjerg, du bestiger, og samles til din
      Slægt, ligesom din Broder Aron døde på Bjerget Hor og samledes
      til sin Slægt,
 51.  fordi I handlede troløst imod mig iblandt Israelitterne ved
      Merihat Kadesjs Vand i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig
      iblandt Israelitterne.
 52.  Thi her ovre fra skal du se ud over Landet, men du skal ikke
      komme derind, ind i det Land, jeg vil give Israelitterne!

5.Mosebog 33

  1.  Dette er den Velsignelse, hvormed den Guds Mand Moses velsignede
      Israel før sin Død
  2.  Han sagde: HERREN kom fra Sinaj, fra Seir fremstråled han for
      dem, brød frem i Lysglans fra Parans Bjerge og kom fra Meribat
      Kadesj. Ved hans højre lued Ild dem i Møde.
  3.  Visselig, han elsker sit Folk, alle hans hellige er i hans
      Hænder; og de sætter sig ved din Fod og tager mod Ord fra dig.
  4.  En Lov har Moses pålagt os. Hans Eje er Jakobs Forsamling,
  5.  og han blev Konge i Jesjurun, da Folkets Høvdinger kom sammen,
      og Israels Stammer forsamled sig.

  6.  Måtte Ruben leve og ikke dø, hans Mænd blive dog et Tal!

  7.  Og disse Ord sagde han om Juda: Hør, HERRE, Judas Råb og lad ham
      komme til sit Folk! Strid for ham med dine Hænder, vær ham en
      Hjælp mod hans Fjender!

  8.  Om Levi sagde han: Giv Levi dine Tummim, din Yndling dine Urim,
      ham, som du prøved ved Massa og bekæmped ved Meribas Vand,
  9.  som sagde om sin Fader: "Jeg så ham aldrig!" som ikke brød sig
      om sine Brødre og ikke kendtes ved sine Sønner, thi de holdt dit
      Ord og holdt fast ved din Pagt.
 10.  De skal lære Jakob dine Lovbud og Israel din Lov, bringe
      Offerduft op i din Næse og Helofre på dine Altre.
 11.  Velsign, o HERRE, hans Kraft, find Behag i hans Hænders Værk.
      Knus Lænderne på hans Fjender, på hans Avindsmænd, så de ej
      rejser sig mer!

 12.  Om Benjamin sagde han: Benjamin er HERRENs Yndling, han bor
      bestandig i Tryghed, den Højeste skærmer ham og bor imellem hans
      Skrænter.

 13.  Om Josef sagde han: Hans Land er velsignet af HERREN med det
      kosteligste fra Himlen oventil og fra Dybet, som ruger for
      neden,
 14.  med det kosteligste, Solen frembringer, med det kosteligste,
      Måneskifterne fremkalder,
 15.  med det bedste fra de ældgamle Bjerge og det kosteligste fra de
      evige Høje,
 16.  med det kosteligste af Jorden og dens Fylde og Nåde fra ham, der
      boede i Tornebusken. Det skal komme over Josefs Hoved, over
      Issen på ham, som er Hersker blandt sine Brødre.
 17.  Som den unge Okses er hans Højhed, som Vildoksens er hans Horn;
      med dem nedstøder han Folkene, så vidt som Jorden strækker
      sig. Sådan er Efraims Titusinder, sådan er Manasses Tusinder!

 18.  Om Zebulon sagde han: Glæd dig, Zebulon, over din Udfart, du,
      Issakar, over dine Telte!
 19.  Til Bjerget stævner de Folkeslag, der ofrer de Retfærds Ofre,
      thi Havets Overflod dier de og Havsandets skjulteste Skatte!

 20.  Om Gad sagde han: Priset være han, der skaffer Plads for Gad!
      Han ligger som en Løve og flænger både Arme og Hjerneskal;
 21.  han udså sig en Forlodsdel, thi der tilfaldt hans Lod ham. Og
      Folkets Høvdinger samled sig. Han fuldbyrdede HERRENs Ret og
      hans Beslutninger sammen med Israel!

 22.  Om Dan sagde han: Dan er en Løveunge, som springer frem fra
      Basan.

 23.  Om Naftali sagde han: Naftali er mæt af Nåde og fuld af HERRENs
      Velsignelse, Søen og Søvejen har han i Eje.

 24.  Om Aser sagde han: Aser være den velsignede blandt Sønnerne, han
      være sine Brødres Yndling og dyppe sin Fod i Olie!
 25.  Dine Portslåer er Jern og Kobber, som dine dage skal din Styrke
      være.

 26.  Der er ingen som Jesjuruns Gud, der farer frem over Himmelen for
      at hjælpe dig, over Skyerne i sin Højhed!
 27.  Den evige Gud er en Bolig, og hernede er de evige Arme.  Fjenden
      drev han bort for dit Åsyn og sagde: "Tilintetgør dem!"

 28.  Så kom Israel til at bo i Tryghed, Jakobkilden for sig selv, i
      et Land med Korn og Most, ja, hvis Himmel drypper med Dug.
 29.  Held dig, Israel, hvo er som du, et Folk, der får Sejr ved
      HERREN! Han er din Frelses Skjold, haner din Højheds Sværd. Dine
      Fjender slesker for dig, over deres Høje skrider du frem.

5.Mosebog 34

  1.  Derpå steg Moses fra Moabs Sletter op på Nebobjerget, til Toppen
      af Pisga, lige over for Jeriko; og HERREN Ind ham skue ud over
      hele Landet: Gilead lige til Dan,
  2.  hele Naftali, Efraims og Manasses Land, hele Judas Land indtil
      Havet i Vest,
  3.  Sydlandet og Jordanegnen, Sænkningen ved Jeriko, Palmestaden,
      lige til Zoar.
  4.  Og HERREN sagde til ham: "Det er det Land, jeg tilsvor Abraham,
      Isak og Jakob, da jeg sagde: Dit Afkom vil jeg give det!  Nu har
      jeg ladet dig skue ud over det med dine egne Øjne; men du skal
      ikke drage derover"

  5.  Og Moses, HERRENs Tjener, døde der i Moabs Land, som HERREN
      havde sagt.
  6.  Og han begravede ham i Dalen i Moab lige over for Bet Peor.
      Indtil denne Dag har intet Menneske kendt hans Grav.
  7.  Moses var 120 År, da han døde; hans Øje var ikke sløvet og hans
      Livskraft ikke svundet.
  8.  Og Israelitterne græd over Moses i tredive Dage på Moabs
      Sletter, indtil Tiden for Dødeklagen over Moses var til Ende.
  9.  Og Josua, Nuns Søn, var fuld af Visdoms Ånd, fordi Moses havde
      lagt sine Hænder på ham, og Israelitterne adlød ham og gjorde,
      som HERREN havde pålagt Moses.

 10.  Men i Israel opstod der ikke mere en Profet som Moses, hvem
      HERREN omgikkes Ansigt til Ansigt,
 11.  når der ses hen til alle de Tegn og Undere, HERREN Ind ham
      udføre i Ægypten over for Farao, alle hans Tjenere og hele hans
      Land,
 12.  og til den vældige Kraft og alt det forfærdelige og store, Moses
      udførte i hele Israels Påsyn.


Josua

Josua 1

  1.  Efter at HERRENs Tjener Moses var død, sagde HERREN til Moses's
      Medhjælper Josua, Nuns Søn:
  2.  "Min Tjener Moses er død; bryd nu op tillige med hele dette Folk
      og gå over Jordan derhenne til det Land, jeg vil give dem,
      Israeliterne.
  3.  Ethvert Sted, eders Fod betræder, giver jeg eder, som jeg lovede
      Moses.
  4.  Fra Ørkenen og Libanon til den store Flod, Eufratfloden, hele
      Hetiternes Land, og til det store Hav i Vest skal eders
      Landemærker nå.
  5.  Så længe du lever, skal det ikke være muligt for nogen at holde
      Stand imod dig; som jeg var med Moses, vil jeg være med dig; jeg
      vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.
  6.  Vær frimodig og stærk, thi du skal skaffe dette Folk det Land i
      Eje, som jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem.
  7.  Vær kun helt frimodig og stærk. så du omhyggeligt handler efter
      hele den Lov, min Tjener Moses pålagde dig, vig ikke derfra til
      højre eller venstre, for at du må have Lykken med dig i alt,
      hvad du tager dig for.
  8.  Denne Lovbog skal ikke vige fra din Mund, og du skal grunde over
      den Dag og Nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad
      der står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din Færd,
      og Lykken vil følge dig.
  9.  Har jeg ikke budt dig: Vær frimodig og stærk; vær ikke bange og
      bliv ikke forfærdet, thi HERREN din Gud er med dig i alt, hvad
      du tager dig for!"

 10.  Josua bød derpå Folkets Tilsynsmænd:
 11.  "Gå omkring i Lejren og byd Folket: Sørg for Rejsetæring, thi om
      tre Dage skal I gå over Jordan derhenne for at drage ind og tage
      det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give eder i
      Eje!"
 12.  Men til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme sagde
      Josua:
 13.  "Husk på, hvad HERRENs Tjener Moses bød eder, da han sagde:
      HERREN eders Gud bringer eder nu til Hvile og giver eder Landet
      her!
 14.  Eders Kvinder og Børn og Kvæg skal blive i det Land, Moses gav
      eder hinsides Jordan; men I selv, alle våbenføre, skal væbnet
      drage over i Spidsen for eders Brødre og hjælpe dem,
 15.  indtil HERREN har bragt eders Brødre til Hvile ligesom eder, når
      også de har taget det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud
      vil give dem. Så kan I vende tilbage til eders eget Land og tage
      det i Besiddelse, det, som HERRENs Tjener Moses gav eder østpå
      hinsides Jordan!"
 16.  Da svarede de Josua: "Alt, hvad du har pålagt os, vil vi gøre,
      og vi vil gå overalt, hvor du sender os;
 17.  som vi har adlydt Moses i alt, vil vi adlyde dig. Måtte kun
      HERREN din Gud være med dig, som han var med Moses!
 18.  Enhver, som sætter sig op imod dine Befalinger og ikke adlyder
      dine Ord i alt, hvad du pålægger ham, skal dø. Vær kun modig og
      uforsagt!"

Josua 2

  1.  Josua, Nuns Søn, udsendte hemmeligt fra Sjittim to Mænd som
      Spejdere med den Befaling: "Gå hen og undersøg Landet, særlig
      Jeriko!" De gav sig da på Vej og kom ind i et Hus til en Skøge
      ved Navn Rahab, og der lagde de sig til Hvile.
  2.  Da blev der meldt Kongen af Jeriko: "Se, der er kommet nogle
      israelitiske Mænd hertil i Nat for at udspejde Landet!"
  3.  Og Kongen af Jeriko sendte Bud til Rahab og lod sige: "Udlever
      de Mænd, som er kommet til dig; thi de er kommet for at udspejde
      hele Landet!"
  4.  Men Kvinden tog og skjulte de to Mænd og sagde: "Ja, Mændene kom
      ganske vist til mig, men jeg vidste ikke, hvor de var fra;
  5.  og da Porten skulde lukkes i Mørkningen, gik Mændene bort. Jeg
      ved ikke, hvor de gik hen! Sæt hurtigt efter dem, så kan I
      indhente dem!"
  6.  Men hun havde ført dem op på Taget og skjult dem under
      Hørstænglerne, som hun havde bredt ud på Taget.
  7.  Mændene satte så efter dem ad Vejen til Jordan hen til
      Vadestederne, og Porten blev lukket, så snart Forfølgerne var
      udenfor.
  8.  Før de to Mænd endnu havde lagt sig, kom hun op på Taget til
      dem;
  9.  og hun sagde til dem: "Jeg ved, at HERREN har givet eder Landet,
      thi vi er grebet af Rædsel for eder, og alle Landets Indbyggere
      er skrækslagne over eder.
 10.  Thi vi har hørt, hvorledes HERREN lod Vandet i det røde Hav
      tørre bort foran eder, da I drog ud af Ægypten, og hvad I gjorde
      ved de to Amoriterkonger hinsides Jordan, Sihon og Og, på hvem I
      lagde Band.
 11.  Da vi hørte det, blev vi slaget af Rædsel og tabte alle Modet
      over for eder; thi HERREN eders Gud er Gud oppe i Himmelen og
      nede på Jorden.
 12.  Men tilsværg mig nu ved HERREN, at I vil vise Godhed mod mit
      Fædrene hus, ligesom jeg har vist Godhed mod eder, og giv mig et
      sikkert Tegn på,
 13.  at I vil lade min Fader og Moder, mine Brødre og Søstre og alt,
      hvad deres er, blive i Live og redde os fra Døden!"
 14.  Da sagde Mændene til hende: "Vi indestår med vort Liv for eder,
      hvis du ikke røber vort Forehavende; og når HERREN giver os
      Landet, vil vi vise dig Godhed og Trofasthed!"

 15.  Derpå hejsede hun dem med et Reb ned gennem Vinduet, thi hendes
      Hus lå ved Bymuren, og hun boede ved Muren;
 16.  og hun sagde til dem: "Gå ud i Bjergene, for at eders Forfølgere
      ikke skal træffe eder, og hold eder skjult der i tre Dage,
      indtil eders Forfølgere er vendt tilbage; efter den Tid kan I gå
      eders Vej!"
 17.  Mændene sagde til hende: "På denne Måde vil vi bære os ad med at
      holde den Ed, du har ladet os sværge
 18.  Når vi kommer ind i Landet, skal du binde denne røde Snor fast i
      det Vindue, du har hejst os ned igennem, og så skal du samle din
      Fader og din Moder, dine Brødre og hele dit Fædrenehus hos dig i
      Huset.
 19.  Enhver, som så går uden for din Husdør, må selv tage Ansvaret
      for sit Liv, uden at der falder Skyld på os; men hvis der lægges
      Hånd på nogen af dem, som bliver i Huset hos dig, hviler
      Ansvaret på os.
 20.  Hvis du derimod røber vort Forehavende, er vi løst fra den Ed,
      du lod os sværge!"
 21.  Da sagde hun: "Lad det være, som I siger!" Så lod hun dem drage
      bort; og hun bandt den røde Snor fast i Vinduet.
 22.  Men de begav sig ud i Bjergene og blev der i tre Dage, indtil
      deres Forfølgere var vendt tilbage. Og Forfølgerne ledte overalt
      på Vejen uden at finde dem.

 23.  Derpå begav de to Mænd sig på Tilbagevejen, og efter at være
      steget ned fra Bjergene gik de over Floden; og de kom til Josua,
      Nuns Søn, og fortalte ham alt, hvad der var hændet dem.
 24.  Og de sagde til Josua: "HERREN har givet hele Landet i vor Magt,
      og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over os!"

Josua 3

  1.  Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og hele Israel brød
      op fra Sjittim sammen med ham og kom til Jordan, og de tilbragte
      Natten der, før de drog over.
  2.  Efter tre Dages Forløb gik Tilsynsmændene omkring i Lejren
  3.  og bød Folket: "Når I ser HERREN eders Guds Pagts Ark og
      Levitpræsterne komme bærende med den, så skal I bryde op fra
      eders Plads og følge efter
  4.  dog skal der være en Afstand af 2000 Alen mellem eder og den; I
      må ikke komme den for nær for at I kan vide, hvilken Vej I skal
      gå; thi I er ikke kommet den Vej før!"
  5.  Og Josua sagde til Folket: "Helliger eder; thi i Morgen vil
      HERREN gøre Undere iblandt eder!"
  6.  Og Josua sagde til Præsterne: "Løft Pagtens Ark op og drag over
      foran Folket!" Så løftede de Pagtens Ark op og gik foran Folket.
  7.  Men HERREN sagde til Josua: "I Dag begynder jeg at gøre dig stor
      i hele Israels Øjne, for at de kan vide, at jeg vil være med
      dig, som jeg var med Moses.
  8.  Du skal byde Præsterne, som bærer Pagtens Ark: Når I kommer til
      Kanten af Jordans Vand, skal I standse der ved Jordan!"
  9.  Da sagde Josua til Israeliterne: "Kom hid og hør HERREN eders
      Guds Ord!"
 10.  Og Josua sagde: "Derpå skal I kende, at der er en levende Gud
      iblandt eder, og at han vil drive Kana'anæerne, Hetiterne,
      Hivviterne, Perizziterne, Girgasjiterne, Amoriterne og
      Jebusiterne bort foran eder:
 11.  Se, HERRENs, al Jordens Herres, Ark skal gå foran eder gennem
      Jordan.
 12.  Vælg eder nu tolv Mænd af Israels Stammer, een Mand af hver
      Stamme.
 13.  Og så snart Præsterne, som bærer HERRENs, al Jordens Herres,
      Ark, sætter Foden i Jordans Vand, skal Jordans Vand standse, det
      Vand, som kommer ovenfra, og stå som en Vold."

 14.  Da Folket så brød op fra deres Telte for at gå over Jordan med
      Præsterne, som bar Arken, i Spidsen,
 15.  og da de, som bar Arken, kom til Jordan, og Præsterne, som bar
      Arken, rørte ved Vandkanten med deres Fødder Jordan gik overalt
      over sine Bredder i hele Høsttiden
 16.  standsede Vandet, som kom ovenfra, og stod som en Vold langt
      borte, oppe ved Byen Adam, som ligger ved Zaretan, medens det
      Vand, som flød ned mod Arabaeller Salthavet, løb helt bort;
      således gik Folket over lige over for Jeriko.
 17.  Men Præsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, blev stående på tør
      Bund midt i Jordan, medens hele Israel gik over på tør Bund,
      indtil hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan.

Josua 4

  1.  Da nu hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan,
      sagde HERREN til Josua:
  2.  "Vælg eder tolv Mænd af Folket, een Mand af hver Stamme,
  3.  og byd dem: Tag eder tolv Sten her, midt i Jordan, hvor
      Præsterne stod stille, bring dem med over og stil dem på den
      Plads, hvor I holder Rast i Nat!"
  4.  Så lod Josua de tolv Mænd kalde, som han havde til Rede af
      Israeliterne, een Mand af hver Stamme;
  5.  og Josua sagde til dem: "Gå foran HERREN eders Guds Ark midt ud
      i Jordan, og tag så hver en Sten på Skulderen, svarende til
      Tallet på Israeliternes Stammer,
  6.  for at det kan tjene til Tegn iblandt eder. Når eders Børn i
      Fremtiden spørger: Hvad Betydning har disse Sten for eder?
  7.  så skal I sige til dem: De betyder, at Jordans Vand standsede
      foran HERRENs Pagts Ark; da den drog over Jordan, standsede
      Jordans Vand. Og disse Sten skal være Israeliterne et Mindetegn
      til evig Tid!"
  8.  Da gjorde Israeliterne, som Josua bød, og tog tolv Sten midt i
      Jordan, som HERREN havde sagt til Josua, svarende til Tallet på
      Israeliternes Stammer, og de bragte dem med over til det Sted,
      hvor de holdt Rast, og stillede dem der.
  9.  Og tolv Sten rejste Josua midt i Jordan på det Sted, hvor
      Præsterne, som bar Pagtens Ark, stod stille, og der står de den
      Dag i Dag.

 10.  Men Præsterne, som bar Arken, blev stående midt i Jordan, indtil
      alt, hvad HERREN havde pålagt Josua at sige til Folket, var
      udført, i Overensstemmelse med alt, hvad Moses havde pålagt
      Josua; og Folket gik skyndsomt over.
 11.  Da hele Folket så havde tilendebragt Overgangen, gik HERRENs Ark
      og Præsterne over og stillede sig foran Folket.
 12.  Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme drog væbnet
      over i Spidsen for Israeliterne, som Moses havde sagt til dem;
 13.  henved 40000 Mand i Tal, rustede til Strid, drog de foran HERREN
      over til Jerikos Sletter til Hamp.
 14.  På den Dag gjorde HERREN Josua stor i hele Israels Øjne, og de
      frygtede ham alle hans Livs Dage, som de havde frygtet Moses.

 15.  Da sagde HERREN til Josua:
 16.  "Byd Præsterne, som bærer Vidnesbyrdets Ark, at stige op fra
      Jordan!"
 17.  Og Josua bød Præsterne: "Stig op fra Jordan!"
 18.  Så steg Præsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, op fra Jordan, og
      næppe havde deres Fødder betrådt det tørre Land, før Jordans
      Vand vendte tilbage til sit Leje og overalt gik over sine
      Bredder som før.
 19.  Og Folket steg op fra Jordan den tiende Dag i den første Måned
      og slog Lejr i Gilgal ved Østenden af Jerikolandet.

 20.  Men de tolv Sten, som de havde taget op fra Jordan, rejste Josua
      i Gilgal,
 21.  og han sagde til Israeliterne: "Når eders Børn i Fremtiden
      spørger deres Fædre: Hvad betyder disse Sten?
 22.  så skal I fortælle eders Børn det og sige: På tør Bund gik
      Israel over Jordan derhenne;
 23.  thi HERREN eders Gud lod Jordans Vand tørre bort foran eder,
      indtil I var kommet over, ligesom HERREN eders Gud gjorde med
      det røde Hav, som han lod tørre bort foran os, indtil vi var
      kommet over,
 24.  for at alle Jordens Folk skal kende, at HERRENs Arm er stærk, at
      de må frygte HERREN eders Gud alle Dage."

Josua 5

  1.  Men da alle Amoriterkongerne vesten for Jordan og alle
      Kana'anæerkongerne ved Havet hørte, at HERREN havde ladet
      Jordans Vand tørre bort foran Israeliterne, indtil de var gået
      over, blev de slaget af Rædsel og tabte Modet over for
      Israeliterne.

  2.  På den Tid sagde HERREN til Josua: "Lav dig Stenknive og omskær
      på ny Israeliterne!"
  3.  Da lavede Josua sig Stenknive og omskar Israeliterne ved
      Forhudshøjen.
  4.  Og dette var Grunden til, at Josua omskar dem: Alt Mandkøn af
      Folket, som drog ud af Ægypten, alle våbenføre Mænd, var døde
      undervejs i Ørkenen, efter at de var draget ud af Ægypten.
  5.  Hele Folket, som drog ud, havde nok været omskåret, men af det
      Folk, som var født i Ørkenen under Vandringen, efter at de var
      draget ud af Ægypten, var ingen blevet omskåret;
  6.  thi i fyrretyve År havde Israeliterne vandret i Ørkenen, indtil
      hele Folket, de våbenføre Mænd, som var draget ud af Ægypten,
      var døde, fordi de ikke havde adlydt HERRENs Røst, hvorfor
      HERREN havde svoret, at han ikke vilde lade dem se det Land,
      HERREN havde tilsvoret deres Fædre at ville give os, et Land,
      der flyder med Mælk og Honning.
  7.  Men deres Børn, som han havde ladet træde i deres Sted, dem
      omskar Josua; thi de var uomskårne, eftersom de ikke var blevet
      omskåret under Vandringen.
  8.  Da så hele Folket var blevet omskåret, holdt de sig i Ro, hvor
      de var i Lejren, indtil de kom sig.
  9.  Men HERREN sagde til Josua: "I Dag har jeg bortvæltet Ægypternes
      Forsmædelse fra eder." Og han kaldte dette Sted Gilgal, som det
      hedder den Dag i Dag.
 10.  Medens Israeliterne lå i Lejr i Gilgal, fejrede de Påsken om
      Aftenen den fjortende Dag i Måneden på Jerikos Sletter;
 11.  og Dagen efter Påsken spiste de af Landets Afgrøde, usyrede Brød
      og ristet Korn;
 12.  selv samme Dag hørte Mannaen op, da de nu spiste af Landets
      Afgrøde; Israeliterne fik ikke Manna mer, men spiste det År af
      Høsten i Kana'ans Land.

 13.  Og det skete, medens Josua opholdt sig ved Jeriko, at han så op
      og fik Øje på en Mand, som stod foran ham med draget Sværd i
      Hånden. Josua gik da hen til ham og sagde: "Er du en af vore
      eller en af vore Fjender?"
 14.  Han svarede: "Ingen af Delene, jeg er Fyrsten over HERRENs Hær;
      lige nu er jeg kommet!" Da faldt Josua til Jorden på sit Ansigt
      og tilbad og sagde til ham: "Hvad har min Herre at sige sin
      Tjener?"
 15.  Og Fyrsten over HERRENs Hær svarede Josua: "Drag dine Sko af
      Fødderne, thi det Sted, du står på, er helligt!" Det gjorde
      Josua.

Josua 6

  1.  Men Jeriko var lukket og stængt for Israelitterne, ingen gik ud
      eller ind.
  2.  Da sagde HERREN til Josua: "Se, jeg giver Jeriko og dets Konge
      og Krigere i din Hånd.
  3.  Alle eders våbenføre Mænd skal gå rundt om Byen, een Gang rundt;
      det skal I gøre seks Dage;
  4.  og syv Præster skal bære syv Væderhorn foran Arken. Men den
      syvende Dag skal I gå rundt om Byen syv Gange, og Præsterne skal
      støde i Hornene.
  5.  Når der så blæses i Væderhornet, og I hører Hornets Lyd, skal
      alt Folket opløfte et vældigt Krigsskrig; så skal Byens Mur
      styrte sammen, og Folket kan gå lige ind, hver fra sin Plads."

  6.  Josua, Nuns Søn, lod da Præsterne kalde og sagde til dem: "I
      skal bære Pagtens Ark, og syv Præster skal bære syv Væderhorn
      foran HERRENs Ark!"
  7.  Og han sagde til Folket: "Drag ud og gå rundt om Byen, således
      at de, som bærer Våben, går foran HERRENs Ark!"
  8.  Da nu Josua havde talt til Folket, gik de syv Præster, som bar
      de syv Væderhorn foran HERREN, frem og stødte i Hornene, medens
      HERRENs Pagts Ark fulgte efter;
  9.  og de, som bar Våben, gik foran Præsterne, som stødte i Hornene,
      og de, som sluttede Toget, fulgte efter Arken, medens der
      blæstes i Hornene.
 10.  Men Josua bød Folket: "I må ikke opløfte Krigsskrig eller lade
      eders Røst høre, og intet Ord må udgå af eders Mund, før den Dag
      jeg siger til eder: Råb! Men så skal I råbe!"
 11.  Så lod han HERRENs Ark bære rundt om Byen, een Gang rundt, og
      derpå begav de sig tilbage til Lejren og overnattede der.
 12.  Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og Præsterne bar
      HERRENs Ark,
 13.  og de syv Præster, som bar de syv Væderhorn foran HERRENs Ark,
      gik og stødte i Hornene; de, som bar Våben, gik foran dem, og
      de, som sluttede Toget, fulgte efter HERRENs Ark, medens der
      blæstes i Hornene.
 14.  Anden Dag gik de een Gang rundt om Byen, hvorefter de vendte
      tilbage til Lejren; således gjorde de seks Dage.

 15.  Men den syvende Dag brød de op tidligt, ved Morgenrødens
      frembrud og gik på samme Måde syv Gange rundt om Byen; kun på
      denne Dag drog de syv Gange rundt om Byen;
 16.  og syvende Gang stødte Præsterne i Hornene, og Josua sagde til
      Folket: "Opløft Krigsskriget! Thi HERREN har givet eder Byen.
 17.  Og Byen skal lyses i Band for HERREN med alt, hvad der er i den;
      kun Skøgen Rahab skal blive i Live tillige med alle dem, som er
      i hendes Hus, fordi hun skjulte Sendebudene, som vi udsendte.
 18.  Men I skal tage eder vel i Vare for det bandlyste, så I ikke
      attrår og tager noget af det bandlyste og derved bringer Bandet
      over Israels lejr og styrter den i Ulykke.
 19.  Men alt Sølv og Guld og alle Kobber og Jernsager skal helliges
      HERREN; det skal bringes ind i HERRENs Skatkammer!"
 20.  Så opløftede Folket Krigsskrig, og de stødte i Hornene og da
      Folket hørte Hornene, opløftede det et vældigt Krigsskrig; da
      styrtede Muren sammen, og Folket gik lige ind i Byen; således
      indtog de Byen.
 21.  Derpå lagde de med Sværdet Band på alt, hvad der var i Byen,
      Mænd og Kvinder, unge og gamle, Hornkvæg, Småkvæg og Æsler.

 22.  Men til de to Mænd, som havde udspejdet Landet, sagde Josua: "Gå
      ind i Skøgens Hus og før Kvinden og alt, hvad hendes er, ud
      derfra, som I tilsvor hende!"
 23.  De unge Mænd, som havde været Spejdere, gik da ind og førte
      Rabab ud tillige med hendes Fader og Moder og hendes Brødre,
      hele hendes Slægt og alt, hvad hendes var; de førte dem ud og
      lod dem stå uden for Israels Lejr.
 24.  Men på Byen og alt, hvad der var i den, stak de Ild; kun Sølvet
      og Guldet og Kobber og Jernsagerne bragte de ind i HERRENs Hus's
      Skatkammer.
 25.  Men Skøgen Rahab og hendes Fædrenehus og alt, hvad hendes var,
      lod Josua blive i Live, og hun kom til at bo blandt Israeliterne
      og gør det den Dag i Dag, fordi hun havde skjult Sendebudene,
      som Josua havde sendt ud for at udspejde Jeriko.

 26.  På den Tid tog Josua Folket i Ed, idet han sagde: "Forbandet
      være den Mand for HERRENs Åsyn, som indlader sig på at opbygge
      denne By, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge
      Grunden og hans yngste at sætte dens Portfløje ind."

 27.  Således var HERREN med Josua, og hans Ry udbredte sig over hele
      Landet.

Josua 7

  1.  Men Israeliterne forgreb sig på det bandlyste, idet Akan, en Søn
      af Karmi en Søn af Zabdi, en Søn af Zera, af Judas Stamme,
      tilvendte sig noget af det bandlyste. Da blussede HERRENs Vrede
      op mod Israeliterne.

  2.  Derpå sendte Josua nogle Mænd fra Jeriko til Aj, som ligger ved
      Bet Aven, østen for Betel, og sagde til dem: "Drag op og udspejd
      Egnen!" Og Mændene drog op og udspejdede Aj.
  3.  Da de kom tilbage til Josua, sagde de til ham: "Lad ikke hele
      Folket drage derop; lad en to-tre Tusind Mand drage op og
      indtage Aj; du behøver ikke at umage hele Folket med at drage
      derop, thi de er få!"
  4.  Så drog henved 3000 Mand af Folket derop; men de blev slået på
      Flugt af Ajjiterne,
  5.  og Ajjiterne dræbte seks og tredive Mand eller så af dem; de
      forfulgte dem uden for Porten indtil Stenbruddene og huggede dem
      ned på Skråningen. Da sank Folkets Mod og blev til Vand.
  6.  Men Josua og Israels Ældste sønderrev deres Klæder og faldt på
      deres Ansigt på Jorden foran HERRENs Ark og blev liggende til
      Aften og kastede Støv på deres Hoveder.
  7.  Og Josua sagde: "Ak, Herre, HERRE! Hvorfor lod du dette Folk gå
      over Jordan, når du vilde give os i Amoriternes Hånd og lade os
      gå til Grunde? Havde vi dog blot besluttet os til at blive
      hinsides Jordan!
  8.  Ak, Herre! Hvad skal jeg sige, nu Israel har måttet tage Flugten
      for sine Fjender?
  9.  Når Kana'anæerne og alle Landets Indbyggere hører det, falder de
      over os fra alle Sider og udsletter vort Navn af Jorden; hvad
      vil du da gøre for dit store Navns Skyld?"
 10.  Da sagde HERREN til Josua: "Stå op! Hvorfor ligger du på dit
      Ansigt?
 11.  Israel har syndet, thi de har forbrudt sig imod min Pagt, som
      jeg pålagde dem; de har tilvendt sig noget af det bandlyste, de
      har stjålet; de har skjult det, de har gemt det i deres
      Oppakning.
 12.  Derfor kan Israeliterne ikke holde Stand over for deres Fjender,
      men må flygte for dem; thi de er hjemfaldne til Band!  Jeg vil
      ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder Bandet af eders
      Midte.
 13.  Stå derfor op, lad Folket hellige sig og sig: Helliger eder til
      i Morgen, thi så siger HERREN, Israels Gud: Der er Band i din
      Midte, Israel; og du kan ikke holde Stand over for dine Fjender,
      før I skaffer Bandet bort fra eder!
 14.  I Morgen skal I træde frem Stamme for Stamme, og den Stamme,
      HERREN rammer, skal træde frem Slægt for Slægt, og den Slægt,
      HERREN rammer, skal træde frem Familie for Familie, og den
      Familie, HERREN rammer, skal træde frem Mand for Mand.
 15.  Den, som da rammes, fordi han har det bandlyste Gods, skal
      brændes tillige med alt, hvad der tilhører ham; thi han har
      brudt HERRENs Pagt og begået en Skændselsdåd i Israel!"

 16.  Tidligt næste Morgen lod Josua Israel træde frem Stamme for
      Stamme, og da blev Judas Stamme ramt.
 17.  Derpå lod han Judas Slægter træde frem, og Zeraiternes Slægt
      blev ramt. Derpå lod han Zeraiternes Slægt træde frem Familie
      for Familie, og Zabdi blev ramt.
 18.  Derpå lod han dennes Familie træde frem Mand for Mand, og da
      blev Akan ramt, en Søn af Harmi, en Søn af Zabdi, en Søn af
      Zera, af Judas Stamme.
 19.  Da sagde Josua til Akan: "Min Søn, giv HERREN, Israels Gud, Ære
      og Pris, og fortæl mig, hvad du har gjort, skjul ikke noget for
      mig!"
 20.  Akan svarede Josua: "Ja, det er mig, som har syndet mod HERREN,
      Israels Gud. Således gjorde jeg:
 21.  Jeg så imellem Byttet en prægtig babylonisk Kappe, 200 Sekel
      Sølv og en Guldtunge på halvtredsindstyve Sekel; det fik jeg
      Lyst til, og jeg tog det; se, det ligger nedgravet i Jorden midt
      i mit Telt, Sølvet nederst."
 22.  Da sendte Josua nogle Folk hen, og de skyndte sig til Teltet, og
      se, det var gemt i hans Telt, Sølvet nederst;
 23.  og de tog det ud af Teltet og bragte det til Josua og alle
      Israeliterne og lagde det hen foran HERREN.
 24.  Men Josua tog sammen med hele Israel Akan, Zeras Søn, og Sølvet,
      Kappen og Guldtungen og hans Sønner og Døtre, hans Hornkvæg,
      Æsler og Småkvæg, hans Telt og alt, hvad der tilhørte ham, og
      førte dem op i Akors dal.
 25.  Og Josua sagde: "Hvorfor har du styrtet os i Ulykke? HERREN skal
      styrte dig i Ulykke på denne Dag!" Derpå stenede hele Israel
      ham, og de brændte eller stenede dem.
 26.  Og de opkastede en stor Stendysse over ham, som står der den Dag
      i Dag. Da lagde HERRENs heftige Vrede sig. Derfor fik Stedet
      Navnet Akors Dal, som det hedder den Dag i Dag.

Josua 8

  1.  Derefter sagde HERREN til Josua: "Frygt ikke og vær ikke bange!
      Tag alt Krigsfolket med dig, bryd op og drag mod Aj! Se, jeg
      giver Kongen af Aj og hans Folk, hans By og hans Land i din
      Hånd!
  2.  Og du skal gøre det samme ved Aj og dets Konge, som du gjorde
      ved Jeriko og dets Konge; men Godset, I røver der, må I selv
      beholde som Bytte, ligeledes Kvæget der. Læg Baghold vesten for
      Byen!"
  3.  Derpå brød Josua op og drog med alt Krigsfolket op mod Aj; og
      Josua udvalgte sig 30000 tapre Mænd og sendte dem bort om
      Natten,
  4.  idet han bød dem: "Se, I skal lægge eder i Baghold vesten for
      Byen, ikke for langt fra den, og hold eder alle rede.
  5.  Jeg og alle de Folk, som er med mig, vil nærme os Byen, og når
      de gør Udfald imod os ligesom forrige Gang, flygter vi for dem.
  6.  Når de så følger efter os så langt, at vi får dem lokket bort
      fra Byen, idet de tænker, at vi flygter for dem ligesom forrige
      Gang,
  7.  skal I bryde frem fra Bagholdet og tage Byen, thi HERREN eders
      Gud vil give den i eders Hånd.
  8.  Og når I har indtaget byen, skal I stikke den i Brand. Således
      skal I gøre, det er mit Bud til eder!"
  9.  Derpå sendte Josua dem bort, og de gik hen og lagde sig i
      Baghold mellem Betel og Aj, vesten for Aj; men Josua blev den
      Nat iblandt Krigsfolket.

 10.  Tidligt næste Morgen mønstrede Josua Folket, og sammen med
      Israels Ældste drog han op til Aj i Spidsen for Folket.
 11.  Hele den Styrke, som var med ham, rykkede nærmere, til de havde
      Byen foran sig; og de lejrede sig norden for Aj med Dalen mellem
      sig og Aj.
 12.  Derpå tog han henved 5000 Mand og lagde dem i Baghold mellem
      Betel og Aj, vesten for Byen;
 13.  og Krigerne blev bragt i Stilling, hele Hæren, som var norden
      for Byen, og den Del, som lå i Baghold vesten for Byen; men
      Josua begav sig om Natten ned i Dalen.
 14.  Da nu Kongen af Aj så det, skyndte Byens Mænd sig og rykkede
      tidligt om Morgenen ud til Kamp mod Israel, Kongen med hele sin
      Styrke, til Skråningen, hvor Lavningen begynder, uden at vide
      af, at der var lagt Baghold imod ham vesten for Byen;
 15.  og da Josua og hele Israel lod sig slå på Flugt af dem og
      flygtede ad Ørkenen til,
 16.  blev alt Folket i Byen stævnet sammen til at forfølge dem, og de
      forfulgte Josua og lod sig lokke bort fra Byen;
 17.  ikke een Mand blev tilbage i Aj, men alle drog de ud for at
      forfølge Israel, og de lod Byen stå åben, medens de forfulgte
      Israel.

 18.  Da sagde HERREN til Josua: "Ræk Spydet i din Hånd ud mod Aj; thi
      jeg giver det i din Hånd!" Og Josua rakte Spydet i sin Hånd ud
      mod Byen.
 19.  Og Bagholdet brød hurtigt op fra sin Plads og løb hen til Byen,
      da han rakte Hånden ud, indtog den og skyndte sig at stikke den
      i Brand.
 20.  Da Mændene fra Aj vendte sig om og så Røgen fra Byen stige op
      mod Himmelen, var de ude af Stand til at flygte til nogen af
      Siderne, idet Folket, som var flygtet ad Ørkenen til, vendte sig
      om mod deres Forfølgere.
 21.  Og da Josua og hele Israel så, at Bagholdet havde indtaget Byen,
      og at Røgen fra byen steg til Vejrs, vendte de om og slog
      Mændene fra Aj;
 22.  og da hine rykkede ud fra Byen imod dem, kom de midt ind imellem
      Israeliternes to Afdelinger, som huggede dem ned uden at lade en
      eneste af dem undkomme eller slippe bort.
 23.  Men Kongen af Aj fangede de levende og bragte ham til Josua.
 24.  Da Israel nu havde hugget alle Ajs Indbyggere ned på åben Mark,
      på Skråningen, hvor de forfulgte dem, og de alle til sidste Mand
      var faldet for Sværdet, vendte hele Israel tilbage til Aj og
      slog det med Sværdet.
 25.  Alle de, der faldt på den Dag, Mænd og Kvinder, udgjorde 12000,
      alle Indbyggerne i Aj.
 26.  Og Josua trak ikke sin Hånd med det udrakte Spyd tilbage, før
      han havde lagt Band på alle Ajs Indbyggere.
 27.  Kun Kvæget og Godset, de røvede i denne By, beholdt Israeliterne
      som Bytte efter den Befaling, HERREN havde givet Josua.
 28.  Og Josua stak Aj i Brand og gjorde den til en Ruinhob for
      bestandig, til den Ødemark, den er den Dag i Dag.
 29.  Men Kongen af Aj hængte han på en Pæl og lod ham hænge til
      Aften; og da Solen gik ned, tog man på Josuas Befaling hans Lig
      ned af Pælen og kastede det hen ved Indgangen til Byens Port. Og
      man opkastede over ham en stor Stendysse, som står der den Dag i
      Dag.

 30.  Da byggede Josua HERREN, Israels Gud, et Alter på Ebals Bjerg,
 31.  som HERRENs Tjener Moses havde pålagt Israeliterne, i
      Overensstemmelse med, hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, et
      Alter af utilhugne Sten, hvor over der ikke var svunget Jern; og
      de bragte HERREN Brændofre og ofrede Takofre der.
 32.  Og han skrev der på Stenene i Israeliternes Påsyn en Afskrift af
      Mose Lov, som denne havde skrevet,
 33.  idet hele Israel og dets Ældste, Tilsynsmænd og Dommere stod på
      begge Sider af Arken lige over for Levitpræsterne, som bar
      HERRENs Pagts Ark, de fremmede såvel som de indfødte, den ene
      Halvdel hen imod Garizims Bjerg, den anden Halvdel hen imod
      Ebals Bjerg, således som HERRENs Tjener Moses forhen havde
      påbudt at velsigne Israels Folk.
 34.  Så oplæste han alle Lovens Ord, Velsignelsen og Forbandelsen,
      alt som det var skrevet i Lovbogen;
 35.  ikke et Ord af alt, hvad Moses havde påbudt, undlod Josua at op
      læse for hele Israels Menighed, Mændene, Kvinderne og Børnene og
      de fremmede, som var draget med iblandt dem.

Josua 9

  1.  Da alle Kongerne på den anden Side af Jordan, i Bjergene og i
      Lavlandet og langs hele det store Havs Kyst hen imod Libanon,
      Hetiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Perizziterne, Hivviterne og
      Jebusiterne, hørte, hvad der var sket,
  2.  samlede de sig for i Fællesskab at kæmpe mod Josua og Israel.

  3.  Men da Indbyggerne i Gibeon hørte, hvad Josua havde gjort ved
      Jeriko og Aj,
  4.  greb også de til en List; de gik hen og forsynede sig med
      Rejsetæring, læssede nogle slidte Sække og nogle slidte,
      sprukne, stoppede Vinsække på deres Æsler
  5.  og tog slidte, lappede Sko på Fødderne og slidte Klæder på
      Kroppen, og alt deres Rejsebrød var tørt og mullent.
  6.  Så gik de til Josua i Lejren ved Gilgal og sagde til ham og
      Israels Mænd: "Vi kommer fra et fjernt Land; slut derfor Pagt
      med os!"
  7.  Israels Mænd svarede Hivviterne: "Det kunde være, at I bor her
      midt iblandt os, hvorledes kan vi da slutte Pagt med eder?"
  8.  De sagde til Josua: "Vi er dine Trælle!" Josua spurgte dem så:
      "Hvem er I, og hvorfra kommer I?"
  9.  Og de svarede ham: "Fra et såre fjernt Land er dine Trælle
      kommet for HERREN din Guds Navns Skyld; thi vi har hørt hans Ry
      og alt, hvad han gjorde i Ægypten,
 10.  og alt, hvad han gjorde mod de to Amoriterkonger hinsides
      Jordan, Kong Sihon af Hesjbon og Kong Og af Basan, som boede i
      Asjtarot.
 11.  og vore Ældste og alle Indbyggerne i vort Land sagde til os: Tag
      Rejse tæring med eder, drag dem i Møde og sig til dem: Vi er
      eders Trælle; slut derfor nu Pagt med os!
 12.  Vort Brød her var endnu varmt, da vi tog det med hjemmefra,
      dengang vi begav os af Sted for at drage til eder; men se, nu er
      det tørt og mullent;
 13.  og vore Vinsække her var nye, da vi fyldte dem; se, nu er de
      sprukne; og vore Klæder og Sko her er slidte, fordi Vejen var så
      lang!"
 14.  Så tog Mændene af deres Rejsetæring; men HERREN rådspurgte de
      ikke.
 15.  Og Josua tilsagde dem Fred og sluttede Overenskomst med dem og
      lovede at lade dem leve, og Menighedens Øverster tilsvor dem
      det.

 16.  Men tre Dage efter at de havde sluttet Pagt med dem, hørte de,
      at de var fra den nærmeste Omegn og boede midt iblandt dem.
 17.  Og Israeliterne brød op og kom den tredje Dag til deres Byer,
      det var Gibeon, Kefira, Beerot og Kirjat Jearim.
 18.  Men Israeliterne dræbte dem ikke, fordi Menighedens Øverster
      havde, tilsvoret dem Fred ved HERREN, Israels Gud. Da knurrede
      hele Menigheden mod Øversterne;
 19.  men alle Øversterne sagde til hele Menigheden: "Vi har tilsvoret
      dem Fred ved HERREN, Israels Gud, derfor kan vi ikke gøre dem
      noget ondt.
 20.  Men dette vil vi gøre med dem, når vi skåner deres Liv, at der
      ikke skal komme Vrede over os for den Ed, vi svor dem:
 21.  De skal blive i Live, men være Brændehuggere og Vandbærere for
      hele Menigheden." Og hele Menigheden gjorde, som Øverstene havde
      sagt.
 22.  Og Josua lod dem kalde og talte således til dem: "Hvorfor førte
      I os bag Lyset og sagde, at I havde hjemme langt borte fra os,
      skønt I bor her midt iblandt os?
 23.  Derfor skal I nu være forbandede, og ingen af eder skal nogen
      Sinde ophøre at være Træl; Brændehuggere og Vandbærere skal I
      være ved min Gus Hus!"
 24.  De svarede Josua og sagde:"Det var blevet dine Trælle sagt, at
      HERREN din Gud pålagde sin Tjener Moses, at når han gav eder
      hele Landet, skulde I udrydde alle Landets Indbyggere foran
      eder. Da påkom der os stor Frygt for, at I skulde tage vort Liv;
      derfor handlede vi således.
 25.  Men se, nu er vi i din Hånd; gør med os, som det tykkes dig godt
      og ret!"
 26.  Da handlede han således med dem; han friede dem fra
      Israeliternes Hånd, så de ikke dræbte dem;
 27.  men Josua gjorde dem den Dag til Brændehuggere og Vandbærere for
      Menigheden og for HERRENs Alter på det Sted, han vilde
      udvælge. Og det er de den Dag i Dag.

Josua 10

  1.  Da Kong Adonizedek af Jerusalem hørte, at Josua havde indfaget
      Aj og lagt Band på det som han havde gjort ved Jeriko og Kongen
      der, gjorde han ved Aj og Kongen der og at Gibeons Indbyggere
      havde sluttet Overenskomst med Israel og var optaget imellem
      dem,
  2.  så påkom der ham stor Frygt; thi Gibeon var en stor By, som en
      af Kongsbyerne, større end Aj, og alle Mændene der var tapre
      Krigere.
  3.  Derfor sendte Kong Adonizedek af Jerusalem Bud til Kong Hobam af
      Hebron, Kong Piram af Jarmut, Kong Jafia af Lakisj og Kong Debir
      af Eglon og lod sige:
  4.  "Kom op til mig og hjælp mig med at slå Gibeon, thi det har
      sluttet Overenskomst med Josua og Israeliterne!"
  5.  Da samledes fem Amoriterkonger, Kongerne i Jerusalem, Hebron,
      Jarmut, Lakisj og Eglon, og de drog op med hele deres Hær og
      slog Lejr uden for Gibeon og angreb det.

  6.  Men Mændene i Gibeon sendte Bud til Josua i Lejren i Gilgal og
      lod sige: "Lad ikke dine Trælle i Stikken, men kom hurtigt op
      til os, hjælp os og stå os bi; thi alle Amoriterkongerne, som
      bor i Bjergene, har samlet sig imod os!"
  7.  Da drog Josua op fra Gilgal med alle Krigerne, alle de
      kampdygtige Mænd.
  8.  Og HERREN sagde til Josua: "Frygt ikke for dem, thi jeg giver
      dem i din Hånd; ikke een af dem skal kunne holde Stand imod
      dig!"
  9.  Og Josua faldt pludselig over dem, efter at han i Nattens Løb
      var draget derop fra Gilgal,
 10.  og HERREN bragte dem i Uorden foran Israel og tilføjede dem et
      stort Nederlag ved Gibeon; og de forfulgte dem hen imod Opgangen
      ved Bet Horon og slog dem lige til Azeka og Makkeda.
 11.  Og da de flygtede for Israeliterne og netop var på Skråningen
      ved Bet Horon, lod HERREN store Sten falde ned på dem fra
      Himmelen helt hen til Azeka, så de døde; og de, som dræbtes af
      Haglstenene, var flere end dem, Israeliterne dræbte med Sværdet.
 12.  Ved den Lejlighed, den Dag HERREN gav Amoriterne i Israeliternes
      Magt, talte Josua til HERREN og sagde i Israels Nærværelse:
      "Sol, stat stille i Gibeon, og Måne i Ajjalons Dal!"
 13.  Og Solen stod stille, og Månen standsed, til Folket fik Hævn
      over Fjenden. Således står der jo skrevet i de Oprigtiges
      Bog. Og Solen blev stående midt på Himmelen og tøvede næsten en
      hel Dag med at gå ned.
 14.  Og hverken før eller siden har der nogen Sinde været en Dag som
      denne, en Dag, da HERREN adlød et Menneskes Røst; thi HERREN
      kæmpede for Israel.
 15.  Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal.

 16.  Men de fem Konger flygtede og skjulte sig i Hulen ved Makkeda.
 17.  Og der blev bragt Josua den Melding: "De fem Konger er fundet
      skjulte i Hulen ved Makkeda."
 18.  Da sagde Josua: "Vælt store Sten for Hulens Indgang og sæt nogle
      Mænd udenfor til at vogte den.
 19.  Men I andre må ikke standse, forfølg eders Fjender, hug
      Efternølerne ned og lad dem ikke komme ind i deres Byer; thi
      HERREN eders Gud har givet dem i eders Hånd!"

 20.  Da Josua og Israeliterne så havde tilføjet dem et meget stort
      Nederlag og gjort det helt af med dem kun enkelte undslap og
      reddede sig ind i de befæstede Byer
 21.  vendte hele Folket uskadt tilbage til Josua i Lejren ved
      Makkeda, uden at nogen havde vovet så meget som at knurre imod
      Israeliterne.
 22.  Da sagde Josua: "Luk op for Hulens Indgang og før de fem Konger
      ud af Hulen fil mig!"
 23.  Det gjorde de så og førte de fem Konger ud af Hulen til ham,
      Kongerne af Jerusalem, Hebron, Jarmut, Lakisj og Eglon.
 24.  Da de nu havde ført disse fem Konger ud til Josua, kaldte Josua
      alle Israels Mænd sammen og sagde til Krigsøversterne, som var
      draget med ham: "Kom hid og sæt Foden på disse Kongers Nakke!"
      Og de kom og satte foden på deres Nakke.
 25.  Da sagde Josua til dem: "Frygt ikke og vær ikke bange, vær
      frimodige og stærke! Thi således vil HERREN handle med alle
      eders Fjender, som I kommer til at kæmpe med!"
 26.  Derefter lod Josua dem nedhugge og dræbe og ophænge på fem Pæle,
      og de blev hængende på Pælene til Aften.
 27.  Men ved Solnedgang lod Josua dem tage ned af Pælene og kaste ind
      i den Hule, de havde skjult sig i, og for Indgangen til Hulen
      væltede man store Sten, som ligger der den Dag i Dag.

 28.  Makkeda indtog Josua samme Dag, og han slog Byen og dens Konge
      ned med Sværdet; han lagde Band på den og på hver levende Sjæl i
      den uden at lade nogen undkomme; og han gjorde det samme ved
      Makkedas Konge, som han havde gjort ved Jerikos Konge.

 29.  Derpå drog Josua med hele Israel fra Makkeda til Libna, og han
      angreb Libna;
 30.  og HERREN gav også denne By og dens Konge i Israels Hånd, og den
      og hver levende Sjæl i den slog han ned med Sværdet uden at lade
      nogen undkomme; og han gjorde det samme ved dens Konge, som de
      havde gjort ved Jerikos Konge.

 31.  Derpå drog Josua med hele Israel fra Libna til Lakisj, og, han
      slog Lejr udenfor og angreb Byen;
 32.  og HERREN gav Lakisj i Israels Hånd, og den følgende Dag indtog
      han Byen, og den og hver levende Sjæl i den slog han ned med
      Sværdet, ganske som han havde gjort ved Libna.
 33.  Da rykkede Kong Horam af Gezer Lakisj til Hjælp; men Josua slog
      ham og hans Folk ned uden at lade nogen undkomme.

 34.  Så drog Josua med hele Israel fra Lakisj til Eglon, og de slog
      Lejr udenfor og angreb Byen;
 35.  og de indtog den samme Dag og slog den ned med Sværdet; og på
      hver levende Sjæl i den lagde han den Dag Band, ganske som han
      havde gjort ved Lakisj.

 36.  Derpå drog Josua med hele Israel op fra Eglon til Hebron, og de
      angreb Byen
 37.  og indtog den og slog den ned med Sværdet, både Kongen der og
      alle de Byer, der hørte under den, og hver levende Sjæl i den
      uden at lade nogen undkomme, ganske som han havde gjort ved
      Eglon, og han lagde Band på Byen og hver levende Sjæl i den.

 38.  Derpå vendte Josua sig med hele Israel imod Debir og angreb
      Byen;
 39.  og han undertvang den tillige med dens Konge og alle de Byer der
      hørte under den; og de slog dem ned med Sværdet og lagde Band på
      hver levende Sjæl i dem uden at lade nogen undkomme; det samme,
      han havde gjort ved Hebron og ved Libna og Kongen der, gjorde
      han også ved Debir og Kongen der.

 40.  Således slog Josua hele Landet, Bjerglandet, Sydlandet,
      Lavlandet og Bjergskråningerne og alle Kongerne der uden at lade
      nogen undkomme, og på hver levende Sjæl lagde han Band, således
      som HERREN, Israels Gud, havde påbudt;
 41.  Josua slog dem fra Kadesj Barnea indtil Gaza, og hele Landskabet
      Gosjen indtil Gibeon.
 42.  Og alle hine Konger og deres Lande undertvang Josua med et Slag;
      thi HERREN, Israels Gud, kæmpede for Israel.
 43.  Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal.

Josua 11

  1.  Da Kong Jabin af Hazor hørte herom sendte han Bud til Kong Jobab
      af Madon og Kongerne af Sjimron og Aksjaf.
  2.  og til Kongerne nordpå i Bjergene, i Arabalavningen sønden for
      Kinnerot, i Lavlandet og på Højdedraget vestpå ved Dor,
  3.  til Kana'anæerne i Øst og Vest, Amoriterne, Hivviterne,
      Perizziterne og Jebusiterne i Bjergene og Hetiterne ved Foden af
      Hermon i Mizpas Land;
  4.  og de drog ud med alle deres Hære, Krigsfolk talrige som Sandet
      ved Havets Bred, og med en stor Mængde Heste og Stridsvogne.
  5.  Alle disse Konger slog sig sammen og kom og lejrede sig i
      Forening ved Meroms Vand for at angribe Israel.
  6.  Men HERREN sagde til Josua: "Frygt ikke for dem! Thi i Morgen
      ved denne Tid vil jeg lade dem ligge faldne foran Israel; deres
      Heste skal du lamme, og deres Vogne skal du brænde!"
  7.  Da kom Josua med hele Hæren uventet over dem ved Meroms Vand og
      kastede sig over dem,
  8.  og HERREN gav dem i Israels Hånd, så de slog dem og forfulgte
      dem til den store Stad Zidon, til, Misrefot Majim og Mizpes
      Lavning i Øst, og huggede dem ned, så ikke en eneste af dem blev
      tilbage.
  9.  Josua gjorde derpå med dem, som HERREN havde sagt ham; deres
      Heste lammede han, og deres Vogne brændte han.

 10.  Ved den Tid vendte Josua om og indtog Hazor, og Kongen huggede
      han ned med Sværdet; Hazor var nemlig fordum alle disse
      Kongerigers Hovedstad;
 11.  og de huggede hver levende Sjæl i den ned med Sværdet og lagde
      Band på dem, så ikke en levende Sjæl blev tilbage; og Hazor stak
      han i Brand.
 12.  Alle hine Kongsbyer med deres Konger undertvang Josua, og han
      huggede dem ned med Sværdet og lagde Band på dem, som HERRENs
      Tjener Moses havde påbudt.
 13.  Men ingen af de Byer, som lå på deres Høje, stak Israel i Brand,
      alene med Undtagelse af Hazor; den stak Josua i Brand.
 14.  Kvæget og alt det andet, der røvedes fra disse Byer, beholdt
      Israeliterne som Bytte; men alle Menneskene huggede de ned med
      Sværdet til sidste Mand uden at lade en eneste levende Sjæl
      blive tilbage.
 15.  Hvad HERREN havde pålagt sin Tjener Moses, havde Moses pålagt
      Josua, og det gjorde Josua; han undlod intet som helst af, hvad
      HERREN havde pålagt Moses.

 16.  Således indtog Josua hele dette Land, Bjerglandet, hele
      Sydlandet, hele Landskabet Gosjen, Lavlandet, Arabalavningen,
      Israels Bjergland og Lavland,
 17.  fra det nøgne Bjergdrag, som højner sig hen imod Seir, indtil
      Ba'al Gad i Libanons Dal ved Hermonbjergets Fod; og alle deres
      Konger tog han til Fange, huggede dem ned og dræbte dem.
 18.  I lang Tid førte Josua Krig med disse Konger
 19.  Der var ingen By, som sluttede Overenskomst med Israeliterne,
      undtagen Hivviterne, som boede i Gibeon. Alt tog de i Kamp;
 20.  thi HERREN voldte, at de forhærdede deres Hjerter, så de drog i
      Kamp mod Israel, for at de skulde lægge Band på dem uden Skånsel
      og udrydde dem, som HERREN havde pålagt Moses.

 21.  Ved den Tid drog Josua hen og udryddede Anakiterne af
      Bjerglandet, af Hebron, Debir og Anab, og af hele Judas og hele
      Israels Bjergland; på dem og deres Byer lagde Josua Band.
 22.  Der blev ingen Anakiter tilbage i Israeliternes Land, kun i
      Gaza, Gat og Asdod blev der Levninger tilbage.

 23.  Således indtog Josua hele Landet, ganske som HERREN havde sagt
      til Moses, og Josua gav Israel det i Eje efter deres Afdelinger,
      Stamme for Stamme. Og Landet fik Ro efter Krigen.

Josua 12

  1.  Følgende to Konger i Landet blev overvundet af Israeliterne og
      deres Land taget i Besiddelse af dem, Landet østen for Jordan
      fra Arnonfloden til Hermonbjerget og hele Arabalavningens østre
      Del:
  2.  Amoriterkongen Sibon, som boede i Hesjbon og herskede fra Aroer
      ved Arnonflodens Bred og fra Midten af Floddalen over Halvdelen
      af Gilead indtil Jabbokfloden, der er Ammoniternes Grænse,
  3.  og over Arabalavningen indtil Kionerotsøens Østside og
      Arabahavets, Salthavets, Østside hen imod Bet-Jesjimot og
      længere Syd på hen imod Egnen ved Foden af Pisgas Skrænter;
  4.  og Kong Og af Basan. som hørte til dem, der var tilbage af
      Refaiterne, og boede i Asjtarot og Edrei
  5.  og herskede over Hermonbjerget, Salka og hele Basan indtil
      Gesjuriternes og Måkatiternes Landemærke og over Halvdelen af
      Gilead indtil Kong Sihon af Hesjbons Landemærke.
  6.  HERRENs Tjener Moses og Israeliterne havde overvundet dem, og
      HERRENs Tjener Moses havde givet Rubeniterne, Gaditerne og
      Manasses halve Stamme Landet i Eje.

  7.  Følgende Konger i Landet blev overvundet af Josua og
      Israeliterne hinsides Jordan, på Vestsiden, fra Ba'al Gad i
      Dalen ved Libanon til det nøgne Bjergdrag, som højner sig mod
      Seir, og deres Land givet Israels Stammer i Eje af Josua efter
      deres Afdelinger,
  8.  i Bjerglandet, i Lavlandet, i Arabalavningen, på Skråningerne, i
      Ørkenen og i Sydlandet, Hetiterne, Amoriterne, Kana'anæerne,
      Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne:
  9.  Kongen i Jeriko een; Kongen i Aj ved Betel een;
 10.  Kongen i Jerusalem een; Kongen i Hebron een;
 11.  Kongen i Jarmut een; Kongen i Lakisj een;
 12.  Kongen i Eglon een; Kongen i Gezer een;
 13.  Kongen i Debir een; Kongen i Geder een;
 14.  Kongen i Horma een; Kongen i Arad een;
 15.  Kongen i Libna een; Kongen i Adullam een;
 16.  Kongen i Makkeda een; Kongen i Betel een;
 17.  Kongen i Tappua een; Kongen i Hefer een;
 18.  Kongen i Afek een; Kongen i Lassjaron een;
 19.  Kongen i Madon een; Kongen i Hazor een;
 20.  Kongen i Sjimron Meron een; Kongen i Aksjaf een;
 21.  Kongen i Ta'anak een; Kongen i Megiddo een;
 22.  Kongen i Kedesj een; Kongen i Jokneam ved Karmel een;
 23.  Kongen i Dor ved Højdedraget Dor een; Kongen over Folkene i
      Galilæa een;
 24.  Kongen i Tirza een; tilsammen en og tredive Konger.

Josua 13

  1.  Da Josua var blevet gammel og til Års, sagde HERREN til ham: "Du
      er blevet gammel og til Års, og der er endnu såre meget tilbage
      af Landet at indtage.
  2.  Dette er det Land, som er tilbage: Hele Filisternes Landområde
      og alle Gesjuriterne,
  3.  Landet fra Sjihor østen for Ægypten indtil Ekrons Landemærke i
      Nord det regnes til Kana'anæerne de fem Filisterfyrster i Gaza,
      Asdod, Askalon, Gat og Ekron, desuden Avviterne
  4.  mod Syd, hele Kana'anæerlandet fra Meara, som tilhører
      Zidonierne, indtil Afek og til Amoriternes Landemærke,
  5.  og det Land, som mod Øst grænser til Libanon fra Ba'al Gad ved
      Hermonbjergets Fod til Egnen hen imod Hamat.
  6.  Alle Indbyggerne i Bjerglandet fra Libanon til Misrefot Majim,
      alle Zidonierne, vil jeg drive bort foran Israeliterne. Tildel
      kun Israel det som Ejendom, således som jeg har pålagt dig.
  7.  Udskift derfor dette Land som Ejendom til de halvtiende
      Stammer." Manasses halve Stamme
  8.  såvel som Rubeniterne og Gaditerne havde nemlig fået deres
      Arvelod, som Moses gav dem hinsides Jordan, på Østsiden, således
      som HERRENs Tjener Moses gav dem,
  9.  fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen midt nede i Dalen, hele
      Højsletten fra Medeba til Dibon,
 10.  alle de Byer, som havde tilhørt Amoriterkongen Sibon, der
      herskede i Hesjbon, indtil Ammoniternes Landemærke,
 11.  fremdeles Gilead og Gesjuriternes og Ma'akatiternes Landemærke,
      hele Hermonbjerget og hele Basan indtil Salka,
 12.  hele det Rige, der havde tilhørt Og af Basan, som herskede i
      Asjtarot og Edrei, den sidste, der var tilbage af Refaiterne;
      Moses havde overvundet dem alle og drevet dem bort.
 13.  Men Israeliterne drev ikke Gesjuriterne og Ma'akatiterne bort,
      så at Gesjur og Ma'akat bor i blandt Israel den Dag i bag.
 14.  Kun Levis Stamme gav han ingen Arvelod; HERREN, Israels Gud, er
      hans Arvelod, således som han tilsagde ham.

 15.  Moses gav Rubeniternes Stamme Land, Slægt for Slægt,
 16.  og de fik deres Område fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen
      midt nede i Dalen, hele Højsletten indtil
 17.  Hesjbon og alle de Byer, som ligger på Højsletten, Dibon,
      Bamot Ba'al, Bet Ba'al Meon,
 18.  Jaza, Kedemot, Mefa'at,
 19.  Kirjatajim, Sibma, Zeret Sjahar på Dalbjerget,
 20.  Bet-Peor ved Pisgas Skrænter. Bet-Jesjimot
 21.  og alle de andre Byer på Højsletten og hele det Rige, der havde
      tilhørt Amoriterkongen Sibon, som herskede i Hesjbon, hvem Moses
      havde overvundet tillige med Midjans Fyrster Evi, Rekem, Zur,
      Hur og Reba, der var Sihons Lydkonger og boede i Landet;
 22.  også Sandsigeren Bileam, Beors Søn, havde Israeliterne dræbt med
      Sværdet sammen med de andre af dem, der blev slået ihjel.
 23.  Rubeniternes Grænse blev Jordan; den var Grænseskel. Det var
      Rubeniternes Arvelod efter deres Slægter, de nævnte Byer med
      Landsbyer.

 24.  Og Moses gav Gads Stamme, Gaditerne, Land, Slægt for Slægt,
 25.  og de fik følgende Landområde: Jazer og alle Byerne i Gilead og
      Halvdelen af Ammoniternes Land indtil Aroer, som ligger østen
      for Rabba,
 26.  og Landet fra Hesjbon til Ramat-Mizpe og Betonim, og fra
      Mahanajim til Lodebars Landemærke;
 27.  og i Lavningen Bet-Haram, Bet-Nimra, Sukkot og Zafon, Resten af
      Kong Sihon af Hesjbons Rige, med Jordan til Grænse, indtil Enden
      af Kinnerets Sø, hinsides Jordan, på Østsiden.
 28.  Det var Gaditernes Arvelod efter deres Slægter: de nævnte Byer
      med Landsbyer.

 29.  Og Moses gav Manasses halve Stamme Land, Slægt for Slægt;
 30.  og deres Landområde strakte sig fra Mahanajim over hele Basan,
      hele Kong Og af Basans Rige og alle Jairs Teltbyer, som ligger i
      Basan, tresindstyve Byer,
 31.  Halvdelen af Gilead og Asjtarot og Edre'i, Ogs Kongsbyer i Basan;
      det gav han Manasses Søn Makirs Sønner, Halvdelen af Makirs
      Sønner, Slægt for Slægt.

 32.  Det er alt, hvad Moses udskiftede på Moabs Sletter hinsides
      Jordan over for Jeriko, på Østsiden.
 33.  Men Levis Stamme gav Moses ingen Arvelod; HERREN, Israels Gud,
      er deres Arvelod, således som han tilsagde dem.

Josua 14

  1.  Følgende er de Landstrækninger, Israeliterne fik til Arvelod i
      Kana'ans Land, som Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
      Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse tildelte
      dem
  2.  ved Lodkastning som deres Ejendom i Overensstemmelse med det
      Påbud, HERREN havde givet Moses om de halvtiende Stammer.
  3.  Thi Moses havde givet de halvtredje Stammer Arvelod hinsides
      Jordan; men Leviterne gav han ikke Arvelod iblandt dem.
  4.  Josefs Efterkommere udgjorde nemlig to Stammer, Manasse og
      Efraim; og Leviterne fik ikke Del i Landet, men kun Byer at bo i
      tillige med de tilhørende Græsmarker til deres Hjorde og Kvæg.
  5.  Hvad HERREN havde pålagt Moses, gjorde Israeliterne, og de
      udskiftede Landet.

  6.  Da trådte Judæerne frem for Josua i Gilgal, og Kenizziten Kaleb,
      Jefunnes Søn, sagde til ham: "Du ved, hvad det var, HERREN
      talede til den Guds Mand Moses i Kadesj Barnea om mig og dig.
  7.  Fyrretyve År gammel var jeg, dengang HERRENs Tjener Moses
      udsendte mig fra Kadesj Barnea for at udspejde Landet; og jeg
      aflagde ham Beretning efter bedste Overbevisning.
  8.  Men mine Brødre, som var draget med mig, gjorde Folket modløst,
      medens jeg viste HERREN min Gud fuld Lydighed.
  9.  Og Moses svor den Dag: Sandelig, det Land, din Fod har betrådt,
      skal være din og dine Efterkommeres Arvelod til evig Tid, fordi
      du har vist HERREN min Gud fuld Lydighed!
 10.  Og se, nu har HERREN opfyldt sit Ord og holdt mig i Live fem og
      fyrretyve År, siden dengang HERREN talede dette Ord til Moses,
      al den Tid Israel vandrede i Ørkenen, og se, jeg er nu fem og
      firsindstyve År.
 11.  Endnu den Dag i Dag er jeg rask og rørig som på hin Dag, da
      Moses udsendte mig; nu som da er min Kraft den samme til Kamp og
      til at færdes omkring.
 12.  Så giv mig da dette Bjergland, som HERREN dengang talede om; du
      hørte det jo selv. Thi der bor Anakiter der, og der er store,
      befæstede Byer; måske vil HERREN være med mig, så jeg kan drive
      dem bort, som HERREN har sagt!"
 13.  Da velsignede Josua ham, og han gav Kaleb, Jefunnes Søn, Hebron
      til Arvelod.
 14.  Derfor tilfaldt Hebron Kenizziten Kaleb, Jefunnes Søn,, som
      Arvelod, og den hører ham til den Dag i Dag, fordi han viste
      HERREN, Israels Gud, fuld Lydighed.
 15.  Men Hebron hed forhen Arbas By; han var den største Mand blandt
      Anakiterne. Og Landet fik Ro efter krigen.

Josua 15

  1.  Loddet faldt for Judæernes Stamme efter deres Slægter således,
      at deres Landområd strækker sig hen, imod Edoms Område, Zins
      Ørken mod Syd, yderst mod Syd.
  2.  Deres Sydgrænse begynder ved Enden af Salthavet, ved den sydlige
      Bugt,
  3.  og løber sønden om Akrabbimpasset, går videre til Zin, strækker
      sig opad sønden om Kadesj-Barnea og går derpå videre til Hezron
      og op til Addar; så drejer den om mod Karka'a,
  4.  går videre til Azmon og fortsætter til Ægyptens Bæk; så ender
      Grænsen ved Havet. Det er deres Sydgrænse.
  5.  Østgrænsen er Salthavet indtil Jordans Udløb. Nordgrænsen
      begynder ved Havets Bugt ved Jordans Udløb;
  6.  derpå strækker Grænsen sig opad til Bet Hogla og går videre
      norden om Bet Araba; så strækker Grænsen sig opad til Rubens Søn
      Bohans Sten;
  7.  derpå strækker Grænsen sig fra Akors Dal op til Debir og drejer
      nordpå til Gilgal, som ligger lige over for Adummimpasset sønden
      for Dalen; derefter går Grænsen videre over til Vandet ved
      Sjemesjkilden og ender ved Rogelkilden;
  8.  derpå strækker Grænsen sig op i Hinnoms Søns Dal til Sydsiden af
      Jebusiternes Bjergryg, det er Jerusalem; derpå strækker Grænsen
      sig op til Toppen af Bjerget lige vesten for Hinnoms Dal ved
      Refaimdalens Nordende;
  9.  derpå bøjer Grænsen fra Toppen af dette Bjerg ben til Neftoas
      Vandkilde og løber videre til Byerne på Efronbjerget; så bøjer
      Grænsen om til Ba'ala, det er Kirjat-Jearim;
 10.  derpå drejer Grænsen om fra Ba'ala mod Vest til Seirbjerget, går
      videre til Jearimbjergets nordre Udløber, det er Kesalon: så
      strækker den sig ned til Bet Sjemesj og går videre til Timna;
 11.  derpå løber Grænsen i nordlig Retning til Bjergryggen ved Ekron;
      så bøjer Grænsen om til Sjikkaron, går videre til Ba'alabjerget,
      løber til Jabne'el og ender ved Havet.
 12.  Vestgrænsen er det store Hav. Det er Grænsen rundt om Judæernes
      Område efter deres Slægter.

 13.  Men Kaleb, Jefunnes Søn, gav han et Stykke Land imellem Judæerne
      efter HERRENs Befaling til Josua: Anaks Stamfader Arbas By, det
      er Hebron;
 14.  og Kaleb drev de tre Anakiter bort derfra, Sjesjaj, Abiman og
      Talmaj, der nedstammede fra Anak.
 15.  Derfra drog han op mod Debirs Indbyggere; Debir hed fordum
      Kirjat Sefer.
 16.  Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det,
      giver jeg min datter Aksa til Hustru!"
 17.  Og da Benizziten Otniel, Kalebs Broder, indtog det, gav han ham
      sin Datter Aksa til Hustru.
 18.  Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader
      om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte
      hende: "Hvad vil du?"
 19.  Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse!" Siden du har bortgiftet
      mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav han
      hende de øvre og de nedre Vandkilder.

 20.  Judæernes Stammes Arvelod efter deres Slægter er:
 21.  Byerne i Udkanten af Judæernes Stamme ved Edoms Grænse i
      Sydlandet er følgende: Kabzeel, Eder, Jagur,
 22.  Kina, Dimona, Arara,
 23.  Kedesj Hazot, Jitnan,
 24.  Zif, Telam, Bealot,
 25.  Hazor Hadatta, Kerijjot Hezron, det er Hazor,
 26.  Amam, Sjema, Molada,
 27.  Hazar Gadda, Hesjmon, Bet Pelet,
 28.  Hazar Sjual, Be'ersjeba med Småbyer,
 29.  Ba'ala, Ijjim, Ezem,
 30.  Eltolad, Betul, Horma,
 31.  Ziklag, Madmanna, Sansanna,
 32.  Lebaot, Sjilhim og En Rimmox; tilsammen ni og tyve Byer med
      Landsbyer.

 33.  I Lavlandet: Esjtaol, Zora, Asjna,
 34.  Zanoa, En Gannim, Tappua, Enam, 35 Jarmut, Adullam, Soko, Azeka,
 36.  Sja'arajim, Aditajim, Gedera og Gederotajim; tilsammen fjorten
      Byer med Landsbyer.
 37.  Zenan, Hadasja, Migdal Gad,
 38.  Dilan, Mizpe, Jokte'el,
 39.  Lakisj, Bozkaf, Eglon,
 40.  Kabbon, Lamas, Hitlisj,
 41.  Gederot, Bet Dagon, Na'ama og Makkeda; tilsammen seksten Byer
      med Landsbyer.
 42.  Libna, Eter, Asjan,
 43.  Jifta, Asjna, Nezib,
 44.  Keila, Akzib og Maresja; tilsammen ni Byer med Landsbyer.
 45.  Ekron med Småbyer og Landsbyer;
 46.  fra Ekron til Havet alt, hvad der ligger på Asdodsiden, med
      tilhørende Landsbyer;
 47.  Asdod med Småbyer og Landsbyer; Gaza med Småbyer og Landsbyer
      indtil Ægyptens Bæk med det store Hav som Grænse.

 48.  I Bjerglandet: Sjamir, Jattir, Soko,
 49.  Danna, Kirjat Sefer, det er Debir,
 50.  Anab, Esjtemo, Anim,
 51.  Gosjen, Holon og Gilo; tilsammen elleve Byer med Landsbyer.
 52.  Arab, Duma, Esjan,
 53.  Janum, Bet Tappua, Afeka,
 54.  Humta, Kirjat Arba, det er Hebron, og Zior; tilsammen ni Byer
      med Landsbyer.
 55.  Maon, Karmel, Zif, Jutta,
 56.  Jizre'el, Jokdeam, Zanoa,
 57.  Hain, Gibea og Timna; tilsammen ti Byer med Landsbyer.
 58.  Halhul, Bet Zur, Gedor,
 59.  Ma'arat, Bet Anon og Eltekon; tilsammen seks Byer med
      Landsbyer. Tekoa, Efrata, det er Betlehem, Peor, Etam, Kulon,
      Tatam, Sores, Kerem, Gallim, Beter og Menoho; tilsammen elleve
      Byer med Landsbyer.
 60.  Hirjat Ba'al, det er Hirjat Jearim, og Rabba; tilsammen to Byer
      med Landsbyer.

 61.  I Ørkenen: Bet Araba, Middin, Sekaka,
 62.  Nibsjan, Ir Mela og En Gedi; tilsammen seks Byer med Landsbyer.

 63.  Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, kunde Judæerne ikke
      drive bort; og Jebusiterne bor i Jerusalem sammen med Judæerne
      den Dag i Dag.

Josua 16

  1.  For Josefs Sønner faldt Loddet således: Mod Øst går Grænsen fra
      Jordan ved Jeriko, ved Jerikos Vande, op gennem Ørkenen, som fra
      Jeriko strækker sig op i Bjergland,et til Betel;
  2.  fra Betel fortsætter den videre til Arkiternes Landemærke, til
      Atarot,
  3.  og strækker sig nedad mod Vest til Ja Detiternes Landemærke, til
      Nedre Bet Horons Landemærke og til Gezer og ender ved Havet.

  4.  Og Josefs Sønner, Manasse og Efraim, fik Arvelodder.
  5.  Efraimiternes Landemærke efter deres Slægter var følgende:
      Grænsen for deres Arvelod er mod Øst Atarot Addar og går til
      Øvre Bet Horon;
  6.  derpå går Grænsen ud til Havet. Mod Nord er Grænsen Mikmetat;
      Grænsen går så mod Øst til Ta'anat Sjilo, løber videre østen om
      Janoa,
  7.  strækker sig så fra Janoa ned til Atarot og Na'ara, støder op
      til Jeriko og ender ved Jordan.
  8.  Fra Tappua går Grænsen mod Vest til Kanabækken og ender ved
      Havet. Det er Efraimiternes Stammes Arvelod efter deres Slægter.
  9.  Dertil kommer de Byer, som udskiltes til Efraimiterne inden for
      Manassiternes Arvelod, alle Byerne med Landsbyer.
 10.  Men de fordrev ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, og således
      er Kana'anæerne blevet boende midt i Efraim indtil den Dag i
      Dag, idet de siden blev Hoveriarbejdere.

Josua 17

  1.  Og Loddet faldt for Manasses Stamme: thi han var Josefs
      førstefødte. Makir, Manasses førstefødte, Gileads Fader - han
      var nemlig Kriger - fik Gilead og Basan.
  2.  Og de øvrige Manassiter fik Land efter deres Slægter, Abiezers,
      Heleks, Asriels, Sjekems, Hefers og Sjemidas Sønner; det er
      Josef's Søn Manasses mandlige Efterkommere efter deres Slægter.
  3.  Men Zelofhad, en Søn af Hefer, en Søn af Gilead, en Søn af
      Makir, en Søn af Manasse, havde ingen Sønner, kun Døtre; og hans
      Døtre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza.
  4.  De trådte frem for Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
      Øversterne og sagde: "HERREN bød Moses give os Arvelod iblandt
      vore Brødre!" Da gav han dem efter HERRENs Bud en Arvelod
      iblandt deres Faders Brødre.
  5.  Således faldt ti Parter på Manasse foruden Landet Gilead og
      Basan hinsides Jordan.
  6.  Thi Manasses døtre fik Arvelod blandt hans Sønner. Men Landet
      Gilead tilfaldt Manasses øvrige Efterkommere.

  7.  Og Manasses Grænse går fra Aser til Mikmetat, som ligger østen
      for Sikem; derpå går Grænsen mod Syd til Befolkningen i
      En-Tappua.
  8.  Manasse fik Landskabet Tappua; men Byen Tappua ved Manasses
      Grænse tilfaldt Efraimiterne.
  9.  Derpå strækker Grænsen sig ned til Kanabækken, sønden om Bækken;
      Byerne der tilfaldt Efraim, midt iblandt Manasses Byer; Manasses
      Landområde ligger norden for Bækken. Grænsen ender derpå ved
      Havet.
 10.  Sydsiden tilhører Efraim og Nordsiden Manasse. Havet danner
      Grænse; mod Nord støder de op til Aser, mod Øst til Issakar.
 11.  I Issakar og Aser tilfaldt følgende Byer Manasse: Bet-Sjean med
      Småbyer, Jibleam med Småbyer, Befolkningen i Dor med Småbyer,
      Befolkningen i En-Dor med Småbyer, Befolkningen i Ta'anak med
      Småbyer og Befolkningen i Megiddo med Småbyer, de tre Højdedrag.
 12.  Men Manassiterne kunde ikke drive disse Byers Indbyggere bort,
      det lykkedes Kana'anæerne at holde sig i disse Egne.
 13.  Da Israeliterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til
      Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.

 14.  Da talte Josefs Sønner til Josua og sagde: "Hvorfor har du kun
      givet mig een Lod og een Part til Arvelod, skønt jeg er et
      talrigt Folk, eftersom HERREN hidtil har velsignet mig?"
 15.  Josua svarede dem: "Når du er et talrigt Folk, så drag op i
      Skovlandet og ryd dig Jord der i Perizziternes og Refaiternes
      Land, siden Efraims Bjergland er dig for trangt!"
 16.  "Da sagde Josefs Sønner: "Bjerglandet er os ikke nok, og alle
      Kana'anærerne, som bor på Slettelandet, både de i Bet-Sjean med
      Småbyer og de på Jizre'elsletten, har jernbeslagne Vogne!"
 17.  Da sagde Josua til Josefs Slægt, til Efraim og Manasse: "Du er
      et talrigt Folk og har stor Kraft; du skal ikke komme til at
      nøjes med een Lod,
 18.  men et Bjergland skal tilfalde dig, thi det er skovbevokset.  og
      når du rydder det, skal det tilfalde dig med Udløberne derfra;
      thi du skal drive Kana'anæerne bort, selv om de har jernbeslagne
      Vogne; du er nemlig stærkere end de."

Josua 18

  1.  Hele Israeliternes Menighed kom sammen i Silo, og de rejste
      Åbenbaringsteltet der, da de nu havde underlagt sig Landet.

  2.  Men der var endnu syv Stammer tilbage af Israeliterne, som ikke
      havde fået deres Arvelod tildelt.
  3.  Josua sagde derfor til Israeliterne: "Hvor længe vil I endnu
      nøle med at drage hen og tage det Land i Besiddelse, som HERREN,
      eders Fædres Gud, har givet eder?
  4.  Udse eder tre Mænd af hver Stamme, som jeg kan udsende; de skal
      gøre sig rede og drage Landet rundt og affatte en Beskrivelse
      derover til Brug ved Fastsættelsen af deres Arvelod og så komme
      tilbage til mig.
  5.  De skal dele det i syv Dele; Juda skal beholde sit Område mod
      Syd og Josefs Slægt sit mod Nord.
  6.  Og I skal så affatte en Beskrivelse over Landet, delt i syv
      Dele, og bringe mig den; så vil jeg kaste Lod for eder her for
      HERREN vor Guds Åsyn.
  7.  Thi Leviterne får ingen Del iblandt eder, da HERRENs Præstedømme
      er deres Arvelod; og Gad, Ruben og Manasses halve Stamme har på
      Jordans Østside fået deres Arvelod, som HERRENs Tjener Moses gav
      dem!"

  8.  Da begav Mændene sig på Vej; og Josua bød de bortdragende
      affatte en Beskrivelse over Landet, idet han sagde: "Drag Landet
      rundt, affat en Beskrivelse over det og kom så tilbage til mig;
      så vil jeg kaste Lod for eder her for HERRENs Åsyn i Silo!"
  9.  Så begav, Mændene sig på Vej og drog igennem Landet og affattede
      en Beskrivelse derover, By for By, i syv Dele; og derpå kom de
      tilbage til Josua i Lejren ved Silo.
 10.  Men Josua kastede Lod for dem i Silo for HERRENs Åsyn og
      udskiftede der Landet til Israeliterne, Afdeling, for Afdeling.

 11.  Da faldt Loddet for Benjaminiternes Stamme efter deres Slægter;
      og det Område, der blev deres Lod, kom til at ligge mellem Judas
      og Josefs Sønner.
 12.  Deres Nordgrænse begynder ved Jordan, og Grænsen strækker sig op
      til Bjergryggen norden for Jeriko og mod Vest op i Bjerglandet,
      så den ender i Bet-Avens Ørken;
 13.  derfra går Grænsen videre til Luz, til Bjergryggen sønden for
      Luz, det er Betel, og strækker sig ned til Atarot-Addar over
      Bjerget sønden for Nedre-Bet-Horon.
 14.  Derpå bøjer Grænsen om og løber som Vestgrænse sydpå fra Bjerget
      lige sønden for Bet-Horon og ender ved Kirjat-Ba'al, det er den
      judæiske By Kirjat-Jearim; det er Vestgrænsen.
 15.  Sydgrænsen begynder ved Udkanten af Kirjat-Ba'al, og Grænsen går
      til Neftoas Vandkilde;
 16.  derpå strækker den sig ned til Randen af Bjerget lige over for
      Hinnoms Søns dal norden for Refaimdalen og videre til Hinnoms
      Dal sønden om Jebusiternes Bjergryg og til Rogelkilden;
 17.  så drejer den nordpå og fortsætter til Sjemesjkilden og videre
      til Gelilot lige over for Adummimpasset, derpå ned til Rubens
      Søn Bohans Sten
 18.  og går så videre til Bjergryggen norden for Bet-Araba og ned i
      Arabalavningen;
 19.  så går den videre til bjergryggen norden for Bet-Hogla og ender
      norden for Salthavets Bugt ved Jordans Udløb; det er Sydgrænsen.
 20.  Mod Øst danner Jordan Grænse. Det er Benjaminiternes Arvelod med
      dens Grænser efter deres Slægter.

 21.  Og Benjaminiternes Stammes Byer efter deres Slægter er følgende:
      Jeriko, Bet-Hogla, Emek-Keziz,
 22.  Bet-Araba, Zemarajim, Betel,
 23.  Avvim, Para, ofra,
 24.  Kefar-Ammoni, Ofni og Geba; tilsammen tolv Byer med Landsbyer.
 25.  Gibeon, Rama, Be'erot,
 26.  Mizpe, Kefira, Moza,
 27.  Rekem, Jirpe'el, Tar'ala,
 28.  Zela, Elef, Jebus, det er Jerusalem, Gibeat og Kirjat-Jearim;
      tilsammen fjorten Byer med Landsbyer. Det er Benjaminiternes
      Arvelod efter deres Slægter.

Josua 19

  1.  Det andet Lod faldt for Simeon, for Simeoniternes Stamme efter
      deres Slægter; og deres Arvelod kom til at ligge inde i
      Judæernes Arvelod.
  2.  Til deres Arvelod hørte: Be'er-sjeba, Sjema, Molada,
  3.  Hazar-Sjual, Bala, Ezem,
  4.  Eltolad, Betul, Horma,
  5.  Ziklag, Bet-Markabot, Hazar-Susa,
  6.  Bet-Lebaot og Sjaruhen; tilsammen tretten Byer med Landsbyer.
  7.  En-Rimmon, Token, Eter og Asjan; tilsammen fire Byer med
      Landsbyer.
  8.  Desuden alle Landsbyerne rundt om disse Byer indtil
      Ba'alat-Be'er, Rama i Sydlandet. Det er Simeoniternes Stammes
      Arvelod efter deres Slægter.
  9.  Fra Judæernes Del blev Simeoniternes Arvelod taget; thi
      Judæernes Del var for stor til dem; der for fik Simeoniterne
      Arvelod inde i deres Arvelod.

 10.  Det tredje Lod faldt for Zebuloniterne efter deres Slægter.
      Deres Arvelods Landemærke når til Sarid:
 11.  og deres Grænse strækker sig vestpå op til Mar'ala, berører
      Dabbesjet og støder til Bækken, som løber østen om Jokneam;
 12.  fra Sarid drejer den østpå, mod Solens Opgang, hen imod
      Kis-Idt-Tabors Område og fortsætter til Daberat og op til Jafia;
 13.  mod Øst, mod Solens Opgang, løber den derpå over til Gat-Hefer,
      til Et-Kazin og videre til Rimmona og bøjer om til Nea;
 14.  derfra drejer Grænsen i nordlig Retning til Hannaton og ender i
      Dalen ved Jifta-El.
 15.  Og den omfatter Kattat, Nabalal, Sjimron, Jid'ala og Betlehem;
      tilsammen tolv Byer med Lands-byer.
 16.  Det er Zebulonilernes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer
      med Landsbyer.

 17.  For Issakar faldt det fjerde Lod, for Issakariterne efter deres
      Slægter;
 18.  og deres Landemærke var: Jizre'el, Kesullot, Sjunem,
 19.  Hafarajim, Sji'on, Anabarat,
 20.  Rabbit, Kisjjon, Ebez,
 21.  Remet, En-Gannim, En-Hadda og Bet-Pazzez.
 22.  Og Grænsen berører Tabor, Sja-hazim og Bet-Sjemesj og ender ved
      Jordan; tilsammen seksten Byer med Landsbyer.
 23.  Det er Issakariternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte
      Byer med Landsbyer.

 24.  Det femte Lod faldt for Aseriternes Stamme efter deres Slægter.
 25.  Deres Landemærke var: Helkat, Hali, Beten, Aksjaf,
 26.  Alammelek, Am'ad og Misj'al; derpå berører Grænsen Harmel mod
      Vest og Sjihor-Libnat,
 27.  drejer så østpå til Betbagon og berører Zebulon og Dalen ved
      Jifta-El mod Nord; derpå går den til Bet-Emek og Ne'iel og
      fortsætter nordpå til Kabul,
 28.  Abdon, Rebob, Hammon og Hana indtil den store Stad Zidon;
 29.  så drejer Grænsen mod Rama og til den befæstede By Tyrus; derpå
      drejer Grænsen mod Hosa og ender ved Havet; desuden Mahalab,
      Akzib,
 30.  Akko, Afek, Rebob; tilsammen to og tyve Byer med Landsbyer.
 31.  Det er Aseriternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte
      Byer med Landsbyer.

 32.  For Naftaliterne faldt det sjette Lod, for Naftaliterne efter
      deres Slægter.
 33.  Deres Landemærke går fra Helet, fra Allon-Beza'anannim og
      Adami-Nekeb og Jabne'el indtil Lakkum og ender ved Jordan;
 34.  så drejer Grænsen vestpå til Aznot-Tabor, fortsætter derfra til
      Hukkok, berører Zebulon mod Syd, Aser mod Vest og Jordan mod
      Øst.
 35.  Befæstede Byer er: Ziddim, Zer, Hammat, Rakkat, Kinneret,
 36.  Adama, Rama, Hazor,
 37.  Hedesj, Edre'i, En-Hazor,
 38.  Jir'on, Migdal-El, Horem, Bet-Anat og Bet-Sjemesj; tilsammen
      nitten Byer med Landsbyer.
 39.  Det er Naftaliternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte
      Byer med Landsbyer.

 40.  For Daniternes Stamme efter deres Slægter faldt det syvende Lod.
 41.  Deres Arvelods Landemærke var: Zor'a, Esjtaol, Ir-Sjemesj,
 42.  Sja'alabbin, Ajjalon, Jitla,
 43.  Elon, Timna, Ekron,
 44.  Elteke, Gibbeton, Ba'alat,
 45.  Jehud, Bene-Berak, Gat-Rim-mon,
 46.  Me-Ja1'kon og Rakkon og Egnen hen imod Jafo.
 47.  Men Daniternes Område blev dem for trangt; derfor drog Daniterne
      op og angreb Lesjem, indtog det og slog det med Sværdet; derpå
      tog de det i Besiddelse og bosatte sig der og gav Lesjem Navnet
      Dan efter deres Stamfader Dan.
 48.  Dette er Daniternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte
      Byer med Landsbyer.

 49.  Da Israeliterne var færdige med Udskiftningen af Landet, Stykke
      for Stykke, gav de Josua, Nuns Søn, en Arvelod imellem sig.
 50.  Efter HERRENs Påbud gav de ham den By, han udbad sig,
      Timnat-Sera i Efraims Bjerge; og han befæstede Byen og bosatte
      sig der.

 51.  Det er de Arvelodder, som Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
      Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse
      udskiftede ved Lodkastning i Silo for HERRENs Åsyn ved
      Åbenbaringsteltets Indgang. Således blev de færdige med
      Udskiftningen af Landet.

Josua 20

  1.  Og HERREN talede til Josua og sagde
  2.  "Tal til Israeliterne og sig: Afgiv de Tilflugtsbyer, jeg talede
      til eder om ved Moses,
  3.  for at en Manddraber, der uforsætligt og af Vanvare slår en
      ihjel, kan ty til dem, så at de kan være eder Tilflugtssteder
      mod Blodhævneren.
  4.  Når han tyr hen til en af disse Byer og stiller sig i Byportens
      Indgang og forebringer sin Sag for Byens Ældste, skal de optage
      ham i Byen hos sig og anvise ham et Sted, hvor han kan bo bos
      dem;
  5.  og når Blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere
      Manddraberen til ham, thi han har slået sin Næste ihjel af
      Vanvare uden i Forvejen at have båret Nag til ham;
  6.  han skal blive boende i denne By, indtil han har været stillet
      for Menighedens Domstol, eller den Mand, som på den Tid er
      Ypperstepræst, dør; derefter kan Manddraberen vende tilbage til
      sin By og sit Hjem, den By, han er flygtet fra."

  7.  Da helligede de Kedesj i Galilæa i Naftalis Bjerge, Sikem i
      Efrims Bjerge og Kirjat-Arba, det er Hebron, i Judas Bjerge.
  8.  Og østen for Jordan afgav de Bezer i Ørkenen, på Højsletten, af
      Rubens Stamme, Ramot i Gilead at Gads Stamme og Golan i Basan af
      Manasses Stamme.
  9.  Det var de Byer, som fastsattes for alle Israeliterne og de
      fremmede, som bor iblandt dem, i det Øjemed at enhver, der
      uforsætligt slår en ihjel, kan ty derhen og undgå Døden for
      Blodhævnerens Hånd, før han har været stillet for Menighedens
      Domstol.

Josua 21

  1.  Derpå trådte Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse frem for
      Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de
      israelitiske Stammers Fædrenehuse
  2.  og talte således til dem i Silo i Kana'ans Land: "HERREN bød ved
      Moses, at der skulde gives os nogle Byer at bo i med tilhørende
      Græsmarker til vort Kvæg."
  3.  Da afgav Israeliterne i Følge HERRENs Bud af deres Arvelod
      følgende Byer med Græsmarker til Leviterne.

  4.  Loddet faldt først for Kehatiternes Slægter, således at Præsten
      Arons Sønner blandt Leviterne ved Lodkastningen fik tretten Byer
      af Judas, Simeoniternes og Benjamins Stammer,
  5.  mens de andre Hehatiter ved Lodkastningen efter deres Slægter
      fik ti Byer af Efraims og Dans Stammer og Manasses halve Stamme.
  6.  Gersoniterne fik ved Lodkastningen efter deres Slægter tretten
      Byer af Issakars, Asers og Naftalis Stammer og Manasses halve
      Stamme i Basan.
  7.  Merariterne fik efter deres Slægter tolv Byer af Rubens, Gads og
      Zebulons Stammer.

  8.  Og Israeliterne afgav ved Lodkastning følgende Byer med
      Græsmarker til Leviterne, således som HERREN havde påbudt ved
      Moses.
  9.  Af Judæernes og Simeoniternes Stammer afgav de følgende ved
      Navn, nævnte Byer.
 10.  Arons Sønner, der hørte til Kehatiternes Slægter blandt Levis
      Sønner - thi for dem faldt Loddet først - fik følgende:
 11.  Man gav dem Anaks Stamfader Arbas By, det er Hebron, i Judas
      Bjerge, med omliggende Græsmarker;
 12.  men Byens Mark og Landsbyer gav man Kaleb, Jefunnes Søn, i Eje.
 13.  Præsten Arons Sønner gav man Hebron, en af Tilflugtsbyerne for
      Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Libna med omliggende
      Græsmarker,
 14.  Jattir med omliggende Græsmarker, Esjtemoa med omliggende
      Græsmarker,
 15.  Holon med omliggende Græsmarker, Debir med omliggende
      Græsmarker,
 16.  Asjan med omliggende Græsmarker, Jutta med omliggende Græsmarker
      og Bet-Sjemesj med omliggende Græsmarker; tilsammen ni Byer af
      de to Stammer;
 17.  og af Benjamins Stamme Gibeon med omliggende Græsmarker, Geba
      med omliggende Græsmarker,
 18.  Anatot med omliggende Græsmarker og Alemet med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer.
 19.  Præsternes, Arons Sønners, Byer udgjorde i alt tretten Byer med
      omliggende Græsmarker.

 20.  Kehatiternes Slægter af Leviterne, de øvrige Kehatiter, fik de
      Byer af Efraims Stamme, som tildeltes dem ved Lodkastning.
 21.  Man gav dem Sikem, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med
      omliggende Græsmarker i Efraims Bjerge, Gezer med omliggende
      Græsmarker,
 22.  Kibzajim med omliggende Græsmarker og Bet-Horon med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
 23.  og af Dans Stamme Elteke med omliggende Græsmarker, Gibbeton med
      omliggende Græsmarker,
 24.  Ajjalon med omliggende Græsmarker og Gat-Rimmon med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
 25.  og af Manasses halve Stamme Tånak med omliggende Græsmarker og
      Jibleam med omliggende Græsmarker; tilsammen to Byer;
 26.  i alt ti Byer med omliggende Græsmarker tilfaldt de øvrige
      Kehatiters Slægter.

 27.  Blandt Leviternes Slægter fik fremdeles Gersoniterne af Manasses
      halve Stamme Golan i Basan, en af Tilflugtsbyerne for
      Manddrabere, med omliggende Græsmarker og Asjtarot med
      omliggende Græsmarker; tilsammen to Byer;
 28.  og af Issakars Stamme Kisjjon med omliggende Græsmarker, Daberat
      med omliggende Græsmarker,
 29.  Jarmut med omliggende Græsmarker og En-Gannim med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
 30.  og af Asers Stamme Misj'al med omliggende Græsmarker, Abdon med
      omliggende Græsmarker,
 31.  Helkat med omliggende Græsmarker og Rehob med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
 32.  og af Naftalis Stamme Bedesj i Galilæa, en af Tilflugtsbyerne
      for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Hammot-Dor med
      omliggende Græsmarker og Hartan med omliggende Græsmarker;
      tilsammen tre Byer;
 33.  Gersoniternes Byer efter deres Slægter udgjorde i alt tretten
      med omliggende Græsmarker.

 34.  De øvrige Leviter, Merariternes Slægter, fik af Zebulons Stamme
      Jokneam med omliggende Græsmarker, Karta med omliggende
      Græsmarker,
 35.  Rimmona med omliggende Græsmarker og Nahalal med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
 36.  og hinsides Jordan over for Jeriko af Rubens Stamme Bezer i
      Ørkenen på Højsletten, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere,
      med omliggende Græsmarker, Jaza med omliggende Græsmarker.
 37.  Kedemot med omliggende Græsmarker og Mefa'at med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
 38.  og af Gads Stamme Ramot i Gilead, en af Tilflugtsbyerne for
      Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Mahanajim med omliggende
      Græsmarker,
 39.  Hesjbon med omliggende Græsmarker og Ja'zer med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
 40.  Byerne, der ved Lodkastningen tilfaldt de øvrige Levitslægter,
      Merariterne efter deres Slægter, udgjorde i alt tolv.
 41.  Levitbyerne inden for Israeliternes Ejendom udgjorde i alt otte
      og fyrretyve med omliggende Græsmarker.
 42.  Disse Byer skulde hver for sig have de omliggende Græsmarker
      med; det gjaldt for alle disse Byer.

 43.  Således gav HERREN Israel hele det Land, han havde tilsvoret
      deres Fædre at ville give dem, og de tog det i Besiddelse og
      bosatte sig der.
 44.  Og HERREN gav dem Ro rundt om, ganske som han havde tilsvoret
      deres Fædre, og ingen iblandt deres Fjender kunde holde Stand
      over for dem; alle deres Fjender gav HERREN i deres Hånd.
 45.  Ikke eet af alle de gode Ord, HERREN havde talet til Israels
      Hus, faldt til Jorden; alle sammen gik de i Opfyldelse.

Josua 22

  1.  Derpå lod Josua Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
      kalde til sig
  2.  og sagde til dem: "I har holdt alt, hvad HERRENs Tjener Moses
      bød eder, og adlydt mig i alt, hvad jeg har påbudt eder.
  3.  I har ikke svigtet eders Brødre i denne lange Tid; indtil denne
      Dag har I holdt HERREN eders Guds Bud.
  4.  Men nu har HERREN eders Gud skaffet eders Brødre Ro, som han
      lovede dem; vend derfor nu tilbage til eders Telte i det Land,
      hvor eders Ejendom ligger, som HERRENs Tjener Moses gav eder
      hinsides Jordan.
  5.  Kun må I omhyggeligt agte på at holde det Bud og den Lov,
      HERRENs Tjener Moses pålagde eder, at elske HERREN eders Gud,
      vandre på alle hans Veje, holde hans Bud, holde fast ved ham og
      tjene ham af hele eders Hjerte og hele eders Sjæl!"
  6.  Og Josua velsignede dem og lod dem drage bort, og de begav sig
      til deres Telte.
  7.  Den ene Halvdel af Manasses Stamme havde Moses givet Land i
      Basan, den anden Halvdel derimod havde Josua givet Land sammen
      med deres Brødre i Landet vesten for Jordan. Og da Josua lod dem
      drage hver til sit efter at have velsignet dem,
  8.  vendte de tilbage til deres Telte med store Rigdomme, med Kvæg i
      Mængde, med Sølv og Guld, Kobber og Jern og Klæder i stor
      Mængde; og det Bytte, de havde taget fra deres Fjender, delte de
      med deres Brødre.

  9.  Så forlod Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
      Israeliterne i Silo i Kana'ans Land og vendte tilbage til
      Gilead, det Land, de havde fået i Eje, hvor de havde nedsat sig
      i Følge HERRENs Bud ved Moses;'
 10.  og da Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kom til
      Gelilot ved Jordan i Kana'ans Land, byggede de et Alter der ved
      Jordan, et stort Alter. der sås viden om.
 11.  Men det kom Israeliterne for Øre, at Rubeniterne, Gaditerne og
      Manasses halve Stamme havde bygget et Alter på Grænsen af
      Kana'ans Land, ved Gelilot ved Jordan, på Israeliternes Side.
 12.  Og da Israeliterne hørte det, samledes hele Israeliternes
      Menighed i Silo for at drage i Kamp imod dem.
 13.  Da sendte Israeliterne Pinehas, Præsten Eleazars Søn, til
      Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead
 14.  tillige med ti Øverster, een Øverste for hver af alle Israels
      Stammer; hver af dem var Overhoved for sin Stamme iblandt
      Israels Tusinder;
 15.  og da de kom til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
      i Gilead, talte de således til dem:
 16.  "Således siger hele HERRENs Menighed: Hvad er det for en
      Troløshed, I har begået mod Israels Gud, at I i Dag har vendt
      eder fra HERREN ved at bygge eder et Alter og vise Genstridighed
      mod HERREN?
 17.  Har vi ikke nok i Brøden med Peor, som vi endnu den Dag i Dag
      ikke har fået os renset for, og for hvis Skyld der kom Plage
      over Israels Menighed?
 18.  Og dog vender I eder i Dag fra HERREN! Når I i Dag er
      genstridige mod HERREN, vil hans Vrede i Morgen bryde løs over
      hele Israels Menighed.
 19.  Hvis det Land, I har fået i Eje, er urent, så gå over til det
      Land, der er HERRENs Ejendom, der, hvor HERRENs Bolig står, og
      nedsæt eder iblandt os; men vær ikke genstridige mod HERREN, ej
      heller mod os ved at bygge eder et Alter til foruden HERREN vor
      Guds Alter!
 20.  Dengang Akan, Zeras Søn, øvede Svig med det bandlyste, kom der
      da ikke Vrede over hele Israels Menighed, skønt han kun var en
      enkelt Mand? Måtte han ikke dø for sin Brøde?"

 21.  Da svarede Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
      overhovederne for Israels Tusinder således:
 22.  "Gud, Gud HERREN, Gud, Gud HERREN ved det, og Israel skal vide
      det: Hvis det er i Genstridighed eller Troløshed mod HERREN, i
      den Hensigt at vende os fra HERREN,
 23.  at vi har bygget os et Alter, gid han så må unddrage os sin
      Hjælp i Dag! Hvis det er for at bringe Brændofre og Afgrødeofre
      derpå eller for at bringe Takofre derpå, så straffe HERREN det!
 24.  Nej, vi har gjort det af Frygt for det Tilfælde, at eders Børn
      engang i Fremtiden skulde sige til vore: Hvad har I med HERREN,
      Israels Gud, at gøre?
 25.  HERREN har jo sat Jordan som Grænse imellem os, og eder,
      Rubeniter og Gaditer; I har ingen Del i HERREN! Og således kunde
      eders Børn få vore til at høre op med at frygte HERREN.
 26.  Derfor tænkte vi: Lad os bygge dette Alter, ikke til Brændoffer
      eller Slagtoffer,
 27.  men for at det kan være Vidne mellem os og eder og mellem vore
      Efterkommere efter os om, at vi vil forrette HERRENs Tjeneste'
      for hans Åsyn med vore Brændofre, Slagtofre og Takofre, for at
      eders Børn ikke engang i Fremtiden skal sige til vore: I har
      ingen Del i HERREN!
 28.  Og vi tænkte: Hvis de i Fremtiden siger således til os og vore
      Efterkommere, så siger vi: Læg dog Mærke til, hvorledes det
      HERRENs Alter er bygget, som vore Forfædre rejste, ikke til
      Brændofre eller Slagtofre, men for at det kunne være Vidne
      mellem os og eder.
 29.  Det være langt fra os at være genstridige mod HERREN eller vende
      os fra HERREN i Dag ved at bygge et Alter til Brændoffer,
      Afgrødeoffer og Slagtoffer foruden HERREN vor Guds Alter, som
      står foran hans Bolig!"

 30.  Da Præsten Pinehas og Menighedens Øverster og Overhovederne for
      Israels Tusinder, som ledsagede ham, hørte de Ord, som
      Rubeniterne, Gaditerne og Manassiterne talte, var de tilfredse,
 31.  og Pinehas, Præsten Eleazars Søn, sagde til Rubeniterne,
      Gaditerne og Manassiterne: "I Dag erkender vi, at HERREN er
      iblandt os, siden I ikke har øvet denne Svig imod HERREN; derved
      har I frelst Israeliterne fra HERRENs Hånd!"
 32.  Derpå vendte Pinehas, Præsten Eleazars Søn, og Øversteme tilbage
      fra Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead til
      Israeliterne i Kana'ans Land og aflagde dem Beretning,
 33.  og Israeliterne var tilfredse ved Meddelelsen, og Israeliterne
      priste Gud og tænkte ikke mere på at drage i Kamp mod dem for at
      ødelægge det Land, Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve
      Stamme boede i.
 34.  Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kaldte
      Alteret: Vidne; "thi," sagde de, "det skal være Vidne mellem os
      om, at HERREN er Gud!"

Josua 23

  1.  Efter længere Tids Forløb, da HERREN havde skaffet Israel Ro for
      alle dets Fjender rundt om, og Josua var blevet gammel og til
      Års,
  2.  lod Josua hele Israel, de Ældste, Overhovederne, Dommerne og
      Tilsynsmændene kalde til sig og sagde til dem: "Jeg er blevet
      gammel og til Års.
  3.  I har selv set alt, hvad HERREN eders Gud har gjort ved alle
      disse Folkeslag foran eder; thi det var HERREN eders Gud, som
      kæmpede for eder.
  4.  Se, jeg har tildelt eders Stammer som Arvelod disse Folk, som er
      tilbage af alle de Folkeslag, jeg udryddede fra Jordan til det
      store Hav vestpå;
  5.  og HERREN eders Gud vil trænge dem tilbage foran eder og drive
      dem bort foran eder, og I skal tage deres Land i Besiddelse, som
      HERREN eders Gud lovede eder.

  6.  Vær nu stærke og faste, så I giver Agt på og handler efter alt,
      hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, og ikke viger derfra til
      højre eller venstre
  7.  og ikke indlader eder med disse Folk, som er tilbage iblandt
      eder; I må ikke påkalde deres Guders Navne eller sværge ved dem,
      ikke dyrke eller tilbede dem,
  8.  men I skal holde fast ved HERREN eders Gud som hidtil.
  9.  Derfor drev jo HERREN store og mægtige Folkeslag bort foran
      eder. Ingen har kunnet holde Stand over for eder til denne Dag;
 10.  een Mand iblandt eder jog tusinde på Flugt; thi det var HERREN
      eders Gud, som kæmpede for eder, som han havde lovet eder.
 11.  Våg da for eders Livs Skyld omhyggeligt over, at I elsker HERREN
      eders Gud!
 12.  Thi dersom I falder fra og slutter eder til Levningerne af disse
      Folk, som er tilbage iblandt eder, og, besvogrer eder med dem
      eller, indlader eder i Forbindelse med dem,
 13.  så skal I vide for vist, at HERREN eders Gud ikke mere vil drive
      disse Folkeslag bort fra eder, men de skal blive eder en Snare
      og en Fælde, en Svøbe i eders Sider og Torne i eders Øjne,
      indtil I selv bliver udryddet fra dette herlige Land, som HERREN
      eders Gud gav eder.

 14.  Se, jeg går nu al Støvets Gang; så betænk da med hele eders
      Hjerte og hele eders Sjæl, at ikke eet af alle de gode Ord,
      HERREN eders Gud talede til eder, faldt til Jorden; alle sammen
      er de gået i Opfyldelse for eder; ikke eet Ord deraf faldt til
      Jorden.
 15.  Men ligesom alle de gode Ord, HERREN eders Gud talede til eder,
      gik i Opfyldelse på eder, således vil HERREN også lade alle sine
      Trusler gå i Opfyldelse på eder, indtil han har udryddet eder
      fra dette herlige Land, som HERREN eders Gud gav eder.
 16.  Når I overtræder HERREN eders Guds Pagt, som han pålagde eder,
      og går hen og Dyrker andre Guder og tilbeder dem, så vil HERRENs
      Vrede blusse op imod eder, og I vil hastelig blive udryddet fra
      det herlige Land, han gav eder!"

Josua 24

  1.  Derpå kaldte Josua alle Israels Stammer sammen i Sikem og lod
      Israels Ældste og Overhoved, Dommere og Tilsynsmænd kalde til
      sig; og de stillede sig op for Guds Åsyn.
  2.  Da sagde Josua til hele Folket: "Så siger HERREN, Israels Gud:
      Hinsides Floden boede eders Forfædre i gamle Dage, Tara,
      Abrahams og Nakors Fader, og de dyrkede andre Guder.
  3.  Da førte jeg eders Stamfader Abraham bort fra Landet hinsides
      Floden og lod ham vandre omkring i hele Kana'ans Land, gav ham
      en talrig Æt og skænkede ham Isak.
  4.  Og Isak skænkede jeg Jakob og Esau, og Esau gav jeg Se'irs
      Bjerge i Eje, medens Jakob og hans Sønner drog ned til Ægypten.
  5.  Derpå sendte jeg Moses og Aron, og jeg plagede Ægypterne med de
      Gerninger, jeg øvede iblandt dem, og derefter førte jeg eder ud;
  6.  og da jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, og I var kommet til
      Havet, satte Ægypterne efter eders Fædre med Stridsvogne og
      Ryttere til det røde Hav.
  7.  Da råbte de til HERREN, og han satte Mørke mellem eder og
      Ægypterne og bragte Havet over dem, så det dækkede dem; og I så
      med egne Øjne, hvad jeg gjorde ved Ægypterne. Og da I havde
      opholdt eder en Tid lang i Ørkenen,
  8.  førte jeg eder ind i Amoriternes Land hinsides Jordan, og da de
      angreb eder, gav jeg dem i eders Hånd, så I tog deres Land i
      Besiddelse, og jeg tilintetgjorde dem foran eder.
  9.  Da rejste Zippors Søn, Kong Balak af Moab, sig og angreb Israel;
      og han sendte Bud og lod Bileam, Beors Søn, hente, for at han
      skulde forbande eder;
 10.  men jeg vilde ikke bønhøre Bileam, og han måtte velsigne eder;
      således friede jeg eder af hans Hånd.
 11.  Derpå gik I over Jordan og kom til Jeriko; og Indbyggerne i
      Jeriko, Amoriterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hetiterne,
      Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne angreb eder, men jeg
      gav dem i eders Hånd.
 12.  Jeg sendte Gedehamse foran eder, og de drev de tolv
      Amoriterkonger bort foran eder; det skete ikke ved dit Sværd
      eller din Bue.
 13.  Og jeg gav eder et Land, I ikke havde haft Arbejde med, og Byer,
      I ikke havde bygget, og I tog Bolig i dem; af Vinhaver og
      Oliventræer, I ikke plantede, nyder I nu Frugten.
 14.  Så frygt nu HERREN og tjen ham i Oprigtighed og Trofasthed, skaf
      de Guder bort, som eders Forfædre dyrkede hinsides Floden og i
      Ægypten, og tjen HERREN!
 15.  Men hvis I ikke synes om at tjene HERREN, så vælg i Dag, hvem I
      vil tjene, de Guder, eders Forfædre dyrkede hinsides Floden,
      eller Amoriternes Guder, i hvis Land I nu bor. Men jeg og mit
      Hus, vi vil tjene HERREN!"

 16.  Da svarede Folket: "Det være langt fra os at forlade HERREN for
      at dyrke andre Guder;
 17.  nej, HERREN er vor Gud, han, som førte os og vore Fædre op fra
      Ægypten, fra Trællehuset, og gjorde hine store Tegn for vore
      Øjne og bevarede os under hele vor Vandring og blandt alle de
      Folk, hvis Lande vi drog igennem;
 18.  og HERREN drev alle disse Folk og Amoriterne, som boede her i
      Landet, bort foran os. Derfor vil vi også tjene HERREN, thi han
      er vor Gud!"

 19.  Da sagde Josua til Folket: "I vil ikke kunne tjene HERREN, thi
      han er en hellig Gud; han er en nidkær Gud, som ikke vil tilgive
      eders Overtrædelser og Synder.
 20.  Når I forlader HERREN og dyrker fremmede Guder, vil han vende
      sig bort og bringe Ulykke over eder og tilintetgøre eder, skønt
      han tidligere gjorde vel imod eder."

 21.  Da sagde Folket til Josua: "Nej HERREN vil vi tjene!"
 22.  Josua sagde da til Folket: "I er Vidner imod eder selv på, at I
      har valgt at tjene HERREN.
 23.  Så skaf da de fremmede Guder bort, som I har hos eder, og bøj
      eders Hjerte til HERREN, Israels Gud!"
 24.  Da sagde Folket til Josua: "HERREN vor Gud vil vi tjene, og hans
      Røst vil vi lyde!"

 25.  Derpå lod Josua samme bag Folket indgå en Pagt, og han fastsatte
      det Lov og Ret i Sikem.
 26.  Og Josua opskrev disse Ord i Guds Lovbog; og han tog en stor
      Sten og rejste den der under den Eg, som står i HERRENs
      Helligdom;
 27.  og Josua sagde til hele Folket: "Se, Stenen her skal være Vidne
      imod os; thi den har hørt alle HERRENs Ord, som han talede til
      os; den skal være Vidne imod eder; at I ikke skal fornægte eders
      Gud!"
 28.  Derpå lod Josua Folket drage bort hver til sin Arvelod.

 29.  Efter disse Begivenheder døde HERRENs Tjener Josua, Nuns Søn 110
      År gammel.
 30.  Og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Sera i Efraims Bjerge
      norden for Bjerget Ga'asj.
 31.  Og Israel dyrkede HERREN, så længe Josua levede, og så længe de
      Ældste var i Live, som overlevede Josua, og som havde kendt hele
      det Værk, HERREN havde øvet for Israel.

 32.  Men Josefs Ben, som Israeliterne havde bragt op fra Ægypten
      jordede de i Sikem på den Mark Jakob havde købt af Hamors,
      Sikems Faders, Sønner for hundrede Kesita, og som han havde
      givet Josef i Eje.

 33.  Da Arons Søn Eleazar døde jordede de ham i hans Søn Pinehass By
      Gibea, som var givet ham i Efraims Bjerge.


Dommer

Dommer 1

  1.  Efter Josuas Død adspurgte Israelitterne HERREN og sagde: "Hvem
      af os skal først drage op til Kamp mod Kana'anæerne?"
  2.  HERREN svarede: "Det skal Juda; se, jeg giver Landet i hans
      Hånd!"
  3.  Juda sagde da til sin Broder Simeon: "Drag op med mig i min Lod
      og lad os sammen kæmpe med Kana'anæerne, så skal jeg også drage
      med dig ind i din Lod!" Så gik da Simeon med ham.

  4.  Juda drog nu op, og HERREN gav Kana'anæerne og Perizziterne i
      deres Hånd, så de slog dem i Bezek, 10000 Mand.
  5.  Og da de stødte på Adonibezek i Bezek, angreb de ham og slog
      Kana'anæerne og Perizziterne.
  6.  Adonibezek flygtede, men de satte efter ham, og da de havde
      grebet ham, huggede de Tommelfingrene og Tommeltæerne af ham.
  7.  Da sagde Adonibezek: "Halvfjerdsindstyve Konger med afhugne
      Tommelfingre og Tommeltæer havde jeg stadig til at sanke Smuler
      under mit Bord; hvad jeg har gjort, gengælder Gud mig!" Derpå
      førte man ham til Jerusalem, og der døde han.
  8.  Og Judæerne angreb og indtog Jerusalem, huggede Indbyggerne ned
      og stak Ild på Byen.

  9.  Senere drog Judæerne ned til Kamp mod Kana'anæerne i Bjergene, i
      Sydlandet og i Lavlandet.
 10.  Og Juda drog mod Kana'anæerne i Hebron - Hebron hed fordum
      Kirjat Arba og slog Sjesjaj,Ahiman og Talmaj.
 11.  Derfra drog han op mod Indbyggerne i Debir, der fordum hed
      Kirjaf-Sefer.
 12.  Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det, ham
      giver jeg min Datter Aksa til Hustru!"
 13.  Og da Kenizziten Otniel,Kalebs yngre Broder, indtog det, gav han
      ham sin Datter Aksa til Hustru.
 14.  Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader
      om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte
      hende: "Hvad vil du?"
 15.  Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse! Siden du har bortgiftet
      mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav
      Kaleb hende de øvre og de nedre Vandkilder.

 16.  Moses's Svigerfaders, Keniten Kobabs, Sønner, drog sammen med
      Judæerne op fra Palmestaden til Arads Ørken og bosatte sig hos
      Amalekiterne.

 17.  Juda drog derpå ud med sin Broder Simeon, og de slog
      Kana'anæerne, som boede i Zefat, og lagde Band på Byen; derfor
      blev den kaldt Horma.
 18.  Og Juda indtog Gaza med dets Område, Askalon med dets Område og
      Ekron med dets Område.
 19.  Og HERREN var med Juda, så han tog Bjerglandet i Besiddelse;
      Lavlandets Indbyggere kunde han nemlig ikke drive bort, fordi de
      havde Jernvogne.
 20.  Haleb gav de Hebron, som Moses havde sagt. Og han drev de tre
      Anaksønner bort derfra.
 21.  Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, fik Judæerne ikke drevet
      bort, og Jebusiterne bor den Dag i Dag i Jerusalem sammen med
      Judæerne.

 22.  Men også Josefs Hus drog op og gik mod Betel; og HERREN var med
      dem.
 23.  Da Josefs Hus udspejdede Betel Byen hed fordum Luz
 24.  fik Spejderne Øje på en Mand, der gik ud af Byen; og de sagde
      til ham: "Vis os, hvor vi kan komme ind i Byen, så vil vi skåne
      dig!"
 25.  Da viste han dem, hvor de kunde komme ind i Byen. Derpå huggede
      de dens Indbyggere ned, men Manden og hele hans. Slægt lod de
      drage bort,
 26.  og Manden begav sig til Hetiternes Land og byggede en By, som
      han kaldte Luz; og det hedder den endnu den Dag i Dag.

 27.  Men Indbyggerne i Bet-Sjean og dets Småbyer og i Ta'anak og dets
      Småbyer, Indbyggerne i Dor og dets Småbyer, i Jibleam og dets
      Småbyer og i Megiddo og dets Småbyer fik Manasse ikke drevet
      bort; det lykkedes Kana'anæerne at blive boende i disse Egne.
 28.  Da Israelitterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til
      Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.

 29.  Efraim fik ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, drevet bort;
      men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem i Gezer.

 30.  Zebulon fik ikke Indbyggerne i Kitron og Nahalol drevet bort;
      men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem og blev
      Hoveriarbejdere.

 31.  Aser fik ikke Indbyggerne i Akko drevet bort, ej heller
      Indbyggerne i Zidon, Mahalab, Akzib, Afik og Rehob.
 32.  Men Aseriterne bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede
      i Landet, thi de magtede ikke at drive dem bort.

 33.  Naftali fik ikke Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet-Anat drevet
      bort, men bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i
      Landet: Men Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet Anat blev deres
      Hoveriarbejdere.

 34.  Amoriterne trængte Daniterne op i Bjergene og lod dem ikke komme
      ned i Lavlandet;
 35.  og det lykkedes Amoriterne at blive boende i Har-Heres, Ajjalon
      og Sja'albim. Men senere, da Josefs Hus fik Overtaget, blev de
      Hoveriarbejdere.

 36.  Edomiternes Landemærke strakte sig fra Akrabbimpasset til Sela
      og højere op.

Dommer 2

  1.  HERRENs Engel drog fra Gilgal op til Betel. Og han sagde: "Jeg
      førte eder op fra Ægypten og bragte eder ind i det Land, jeg
      tilsvor eders Fædre. Og jeg sagde: Jeg vil i Evighed ikke bryde
      min Pagt med eder!
  2.  Men I må ikke slutte Pagt med dette Lands Indbyggere; deres
      Altre skal I bryde ned! Men t adlød ikke min Røst! Hvad har I
      dog gjort!
  3.  Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran eder, men
      de skal blive Brodde i eders Sider, og deres Guder skal blive
      eder en Snare!"
  4.  Da HERRENs Engel talede disse Ord til alle Israelitterne, brast
      Folket i Gråd.
  5.  Derfor kaldte man Stedet Bokim. Og de ofrede til HERREN der.

  6.  Da Josua havde ladet Folket fare, drog Israelitterne hver til
      sin Arvelod for at tage Landet i Besiddelse.
  7.  Og Folket dyrkede HERREN, så længe Josua levede, og så længe de
      Ældste var i Live, som overlevede Josua og havde set hele det
      Storværk, HERREN havde øvet for Israel.
  8.  Og Josua, Nuns Søn, HERRENs Tjener, døde, 110 År gammel;
  9.  og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Heres i Efraims
      Bjerge norden for Bjerget Ga'asj.
 10.  Men også hele hin Slægt samledes til sine Fædre, og efter dem
      kom en anden Slægt, som hverken kendte HERREN eller det Værk,
      han havde øvet for Israel.
 11.  Da gjorde Israelitterne, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og
      dyrkede Ba'alerne;
 12.  de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af
      Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder,
      og tilbad dem og krænkede HERREN.
 13.  De forlod HERREN og dyrkede Ba'al og Astarte.
 14.  Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem i
      Røveres Hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til Pris for de
      omboende Fjender, så de ikke længer kunde holde Stand mod deres
      Fjender.
 15.  Hvor som helst de rykkede frem, var HERRENs Hånd imod dem og
      voldte dem Ulykke, som HERREN havde sagt og tilsvoret dem.
      Således bragte han dem i stor Vånde. Men når de så råbte til
      HERREN,
 16.  lod han Dommere fremstå, og de frelste dem fra deres Hånd, som
      udplyndrede dem.
 17.  Dog heller ikke deres Dommere adlød de, men bolede med andre
      Guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den Vej, deres Fædre
      havde vandret på i Lydighed mod HERRENs Bud; de slægtede dem
      ikke på.
 18.  Men hver Gang HERREN lod Dommere fremstå iblandt dem, var HERREN
      med Dommeren og frelste dem fra deres Fjenders Hånd, så længe
      Dommeren levede; thi HERREN ynkedes, når de jamrede sig over
      dem, som trængte og undertrykte dem.
 19.  Men så snart Dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu
      værre end deres Fædre, idet de holdt sig til andre Guder og
      dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde Gerninger
      og genstridige Færd.

 20.  Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han sagde: "Efterdi
      dette Folk har overtrådt min Pagt, som jeg pålagde deres Fædre,
      og ikke adlydt min Røst,
 21.  vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de
      Folk, som Josua lod tilbage ved sin Død,
 22.  for at jeg ved dem kan sætte Israel på Prøve, om de omhyggeligt
      vil følge HERRENs Veje, som deres Fædre gjorde, eller ej."
 23.  HERREN lod da disse Folkeslag blive og hastede ikke med at drive
      dem bort; han gav dem ikke i Josuas Hånd.

Dommer 3

  1.  Dette var de Folkeslag, HERREN lod blive tilbage for ved dem at
      sætte Israel Prøve, alle de Israelitter, som ikke havde kendt
      til Kampene om Kana'an,
  2.  alene for Israelitternes Slægters Skyld, for at øve dem i Krig,
      alene for deres Skyld, som ikke havde kendt noget til de
      tidligere Krige:
  3.  De fem Filisterfyrster, alle Kana'anæerne, Zidonierne og
      Hetiterne, som boede i Libanons Bjerge fra Ba'al-Hermon til hen
      imod Hamat.
  4.  De blev tilbage, for at Israel ved dem kunde blive sat på Prøve,
      så det kunde komme for Dagen, om de vilde lyde de Bud, HERREN
      havde givet deres Fædre ved Moses.
  5.  Og Israelitterne boede blandt Kana'anæerne, Hetiterne,
      Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne.
  6.  De indgik Ægteskab med deres Døtre og gav deres Sønner deres
      Døtre til Ægte, og de dyrkede deres Guder.
  7.  Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne; de
      glemte HERREN deres Gud og dyrkede Ba'alerne og Asjererne.

  8.  Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem til
      Pris for Kong Kusjan-Risjatajim af Aram Naharajim, og
      Israelitterne stod under Kusjan Risjatajim i otte År.
  9.  Da råbte Israelitterne til HERREN, og HERREN lod en Befrier
      fremstå iblandt Israelitterne, og han frelste dem, nemlig
      Kenizziten Otniel, Kalebs yngre Broder.
 10.  HERRENs Ånd kom over ham, og han blev Dommer i Israel; han drog
      ud til Kamp, og HERREN gav Kong Kusjan Risjatajim af Aram i hans
      Hånd, så han fik Overtaget over ham.
 11.  Og Landet havde Ro i fyrretyve År, og Kenizziten Otniel døde.

 12.  Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs
      Øjne. Da gav HERREN Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi
      de gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
 13.  Han fik Ammoniterne og Amalekiterne med sig, drog ud og slog
      Israel og tog Palmestaden.
 14.  Og Israelitterne stod under Kong Eglon af Moab i atten År.

 15.  Men da Israelitterne råbte til HERREN, lod HERREN en Befrier
      fremstå iblandt dem, Benjaminiten Ehud, Geras Søn, som var
      kejthåndet. Da Israelitterne engang sendte Ehud til Kong Eglon
      af Moab med Skat,
 16.  lavede han sig et tveægget Sværd, en Gomed langt, og bandt det
      til sin højre Hofte under Kappen.
 17.  Derpå afleverede han Skatten til Kong Eglon af Moab Eglon var en
      meget fed Mand
 18.  og da han var færdig dermed, ledsagede han Folkene, der havde
      båret Skatten, på Vej,
 19.  men selv vendte han om ved Pesilim ved Gilgal og sagde: "Konge,
      jeg har noget at tale med dig om i Hemmelighed!" Men han bød ham
      tie, til alle de, der stod om ham, var gået ud.
 20.  Da Ehud kom ind til ham, sad han i sin svale Stue på Taget, hvor
      han var alene; og Ehud sagde: "Jeg har et Gudsord til dig!"  Da
      rejste han sig fra sit Sæde,
 21.  men idet han stod op, rakte Ehud sin venstre Hånd ud og greb
      Sværdet ved sin højre Side og stak det i Underlivet på ham,
 22.  så endog Grebet gik i med Klingen; og Fedtet sluttede om
      Klingen, thi han drog ikke Sværdet ud af Livet på ham; og
      Skarnet gik fra ham.
 23.  Så gik Ehud bort gennem Søjlegangen, lukkede Døren til Stuen for
      ham og låsede den.
 24.  Efter at han var gået bort, kom Kongens Folk, og da de fandt
      Døren til Stuen låset, tænkte de, at han tildækkede sine Fødder
      i det svale Hammer;
 25.  men da de havde biet, indtil de skammede sig, uden at han åbnede
      Døren til Stuen, hentede de Nøglen og lukkede op; og se, der lå
      deres Herre død på Gulvet.
 26.  Men Ehud slap bort, medens de blev opholdt, og han satte over
      ved Pesilim og undslap til Seira.
 27.  Så snart han derpå nåede Efraims Bjerge, lod han støde i Hornet;
      og Israelitterne fulgte ham ned fra Bjergene, idet han gik i
      Spidsen for dem.

 28.  Og han sagde til dem: "Følg mig ned, thi HERREN har givet eders
      Fjender Moabiterne i eders Hånd!" Og de fulgte ham ned og fratog
      Moabiterne Vadestederne over Jordan og lod ikke en eneste komme
      over.
 29.  Ved den Lejlighed nedhuggede de omtrent 10000 Moabiter, lutter
      stærke og dygtige Mænd, ikke een undslap.
 30.  Således blev Moab den Gang underkuet af Israel; og Landet havde
      Ro i firsindstyve År.

 31.  Efter ham kom Sjamgar, Anats Søn. Han nedhuggede Filisterne, 600
      Mand, med en Oksedriverstav; også han frelste Israel.

Dommer 4

  1.  Men da Ehud var død, blev Israelitterne ved at gøre, hvad der
      var ondt i HERRENs Øjne.
  2.  Derfor gav han dem til Pris, for Kana'anæerkongen Jabin, som
      herskede i Hazor; hans Hærfører var Sisera, som boede i
      Harosjet-Haggojim.
  3.  Da råbte Israelitterne til HERREN. Thi Jabin havde 900
      Jernvogne, og han trængte Israelitterne hårdt i tyve År.

  4.  Profetinden Debora, Lappidots Hustru, var på den Tid Dommer i
      Israel;
  5.  hun sad under Deborapalmen imellem Rama og Betel i Efraims
      Bjerge, og Israelitterne drog op til hende med deres
      Retstrætter.
  6.  Hun sendte nu Bud efter Barak, Abinoams Søn fra Kedesj i
      Naftali, og sagde til ham: "Har ikke HERREN, Israels Gud, budt:
      Bryd op, drag hen på Tabors Bjerg og tag 10000 Mand af Naftali
      og Zebulon med dig,;
  7.  så skal jeg drage Jabins Hærfører Sisera med hans Vogne og
      Hærstyrke hen til dig ved Kisjonbækken og give ham i din Hånd!"
  8.  Barak svarede hende: "Hvis du vil gå med, vil jeg gå; men hvis
      du ikke går med, går jeg ikke!"
  9.  Da sagde hun: "Vel, jeg går med, men så får du ikke Æren af den
      Færd, du begiver dig ud på, thi HERREN vil overgive Sisera i en
      Kvindes Hånd!" Så brød Debora op og drog af Sted til Kedesj med
      Barak.
 10.  Barak stævnede nu Zebulon og Naftali sammen i Kedesj, og 10000
      Mand fulgte med ham derop; også Debora gik med.
 11.  Men Keniten Heber havde skilt sig fra Keniterne, Moses's
      Svigerfader Hobabs Sønner, og slået Telt i Egnen hen imod
      Elon-Beza'anannim ved Kedesj.

 12.  Da Sisera fik Melding om, at Barak, Abinoams Søn, var draget op
      på Tabors Bjerg,
 13.  stævnede han alle sine Stridsvogne, 900 jernbeslagne Vogne, og
      hele sin Krigsstyrke fra Harosjet Haggojim til Kisjonbækken.
 14.  Da sagde Debora til Barak: "Bryd nu op! Thi det er i Dag.
      HERREN vil give Sisera i din Hånd. Er HERREN ikke draget foran
      dig?" Barak steg da ned fra Tabors Bjerg, fulgt af de 10000
      Mand.
 15.  Og foran Barak bragte HERREN Uorden iblandt alle Siseras
      Stridsvogne og i hele hans Hær. Sisera sprang af sin Vogn og
      flygtede til Fods;
 16.  men Barak satte efter Vognene og Hæren lige til Harosjet
      Haggojim, og hele Siseras Hær faldt for Sværdet, ikke een blev
      tilbage.

 17.  Sisera var imidlertid flygtet til Fods til Keniten Hebers Hustru
      Jaels Telt, thi der var Fred imellem Kong Jabin af Hazor og
      Keniten Hebers Slægt.
 18.  Da gik Jael Sisera i Møde og sagde til ham: "Tag dog ind hos
      mig, Herre, du bar intet at frygte!" Han tog da ind i Teltet hos
      hende, og hun dækkede ham til med et Tæppe.
 19.  Og han sagde til hende: "Giv mig lidt Vand at drikke, thi jeg er
      tørstig!" Da åbnede hun Mælkesækken og gav ham at drikke og
      dækkede ham atter til.
 20.  Så sagde han til hende: "Stil dig hen i Teltdøren, og hvis der
      kommer en og spørger, om der er nogen herinde, så sig nej!"
 21.  Men Jael, Hebers Hustru, greb en Teltpæl og tog en Hammer i
      Hånden, listede sig ind til ham og slog Pælen igennem hans
      Tinding, så den trængte ned i Jorden; thi han var faldet i dyb
      Søvn, træt som han var; således døde han.
 22.  Og se, Barak, søm forfulgte Sisera, kom forbi. Da gik Jael ham i
      Møde og sagde til ham: "Kom, jeg skal vise dig den Mand, du
      søger efter!" Så kom han ind til hende. Og se, der lå Sisera død
      med Teltpælen gennem Tindingen.

 23.  Således lod Gud på den Dag Kana'anæerkongen Jabin bukke under
      for Israelitterne;
 24.  og Israelitternes Hånd faldt hårdere og hårdere på
      Kana'anæerkongen Jabin, til de fik ham tilintetgjort.

Dommer 5

  1.  Da sang Debora og Barnk, Abinoams Søn, denne Sang:
  2.  Frem stod Høvdinger i Israel, Folket gav villigt Møde, lover
      HERREN!
  3.  Hør, I Konger, lyt, I Fyrster: Synge vil jeg, synge for HERREN,
      lovsynge HERREN, Israels Gud!

  4.  HERRE, da du brød op fra Seir, skred frem fra Edoms Mark, da
      rystede Jorden, Himmelen drypped, Skyerne drypped af Vand;
  5.  Bjergene bæved for HERRENs Åsyn, for HERREN Israels Guds Åsyn!

  6.  I Sjamgars, Anats Søns, Dage, i Jaels Dage lå Vejene øde,
      vejfarende sneg sig ad afsides Stier;
  7.  der var ingen Fører i Israel mer, til jeg Debora stod frem, stod
      frem, en Moder i Israel.
  8.  Ofre til Gud hørte op, med Bygbrødet fik det en Ende. Så man vel
      Skjold eller Spyd hos Israels fyrretyve Tusind?

  9.  For Israels Førere slår mit Hjerte, for de villige af Folket!
      Lover HERREN!
 10.  I, som rider på rødgrå Æsler, I, som sidder på Tæpper, I, som
      færdes på Vejene, syng!
 11.  Hør, hvor de spiller mellem Vandtrugene! Der lovsynger de
      HERRENs Frelsesværk, hans Værk som Israels Fører. Da drog
      HERRENs Folk ned til Portene.

 12.  Op, op, Debora, op, op, istem din Sang! Barak, stå op! Fang dig
      Fanger, du Abinoams Søn!
 13.  Da drog Israel ned som Helte, som vældige Krigere drog HERRENs
      Folk frem.
 14.  Fra Efraim steg de ned i Dalen, din broder Benjamin var blandt
      dine Skarer. Fra Makir drog Høvedsmænd ned, fra Zebulon de, der
      bar Herskerstav;
 15.  Issakars Førere fulgte Debora, Naftali Baraks Spor, de fulgte
      ham ned i Dalen. Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store.
 16.  Hvorfor blev du mellem Foldene for at lytte til Hyrdernes
      Fløjter? Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store!
 17.  Gilead blev på hin Side Jordan, og Dan, hvi søgte han fremmed
      Hyre? Aser sad stille ved Havets Strand; han blev ved sine Vige.
 18.  Zebulon var et Folk, der vovede Livet, Naftali med på Markens
      Høje.

 19.  Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana'ans Konger ved Ta'anak,
      ved Megiddos Vande de fanged ej Sølv som Bytte!
 20.  Fra Himmelen kæmped Stjernerne, fra deres Baner stred de mod
      Sisera!
 21.  Kisjon Bæk rev dem bort, Kisjons Bæk, den ældgamle Bæk. Træd
      frem, min Sjæl, med Styrke!
 22.  Da stampede Hestenes Hove under Heltenes jagende Fart.
 23.  "Forband", sagde HERRENs Engel "forband Meroz og dem, der bor
      deri! fordi de ikke kom HERREN til Hjælp kom HERREN til Hjælp
      som Helte!"
 24.  Velsignet blandt Kvinder være Jael, Keniten Hebers Hustru,
      velsignet blandt Kvinder i Telte!
 25.  Han bad om Vand, hun gav ham Mælk, frembar Surmælk i kostbar
      Skål.
 26.  Med Hånden griber hun Pælen, med sin højre Arbejdshammeren,
      fælder Sisera, kløver hans Hoved, knuser, gennemborer hans
      Tinding.
 27.  For hendes Fødder han segned og faldt; der, hvor han segned, der
      lå han fældet!
 28.  Gennem Vinduet spejded Siseras Moder, gennem Gitteret stirred
      hun ud: "Hvi tøver hans Vogn med at komme? Hvi nøler hans
      Forspands Hovslag?"
 29.  Da svarer den klogeste af hendes Fruer, og selv hun giver sig
      samme Svar: "Sikkert de deler det vundne Bytte, en Pige eller to
      til Mands,
 30.  Bytte af spraglede Tøj er til Sisera, et broget Klæde eller to
      til hans Hals!"
 31.  Således skal alle dine Fjender forgå, HERRE, men de, der elsker
      dig, skal være, som når Sol går op i sin Vælde! Derpå havde
      Landet Ro i fyrretyve År.

Dommer 6

  1.  Men da Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne,
      gav han dem syv År i Midjans Hånd.
  2.  Og Midjan fik Overtaget over Israel. For at værge sig mod Midjan
      indrettede Israelitterne sig de Smuthuller, som findes i
      Bjergene, Hulerne og Klippeborgene.
  3.  Hver Gang Israelitterne havde sået, kom Midjaniterne,
      Amalekiterne og Østens Stammer og drog op imod dem
  4.  og lejrede sig imod dem, ødelagde Jordens Afgrøde lige til Egnen
      om Gaza og levnede intet at leve af i Israel, ej heller Småkvæg,
      Hornkvæg eller Æsler;
  5.  thi de drog op med deres Hjorde og Telte og kom talrige som
      Græshopper, så hverken de selv eller deres Kameler kunde tælles,
      og de trængte ind i Landet for at hærge det.
  6.  Således blev Israel rent forarmet ved Midjaniternes indfald, og
      Israelitterne råbte til HERREN.
  7.  Men da Israelitterne råbte til HERREN over Midjaniterne,
  8.  sendte han en Profet til dem, og denne sagde til dem: "Så siger
      HERREN, Israels Gud: Jeg førte eder op fra Ægypten, jeg førte
      eder ud af Trællehuset,
  9.  jeg friede eder af Ægyptens Hånd og af deres Hånd, der trængte
      eder, og jeg drev dem bort foran eder og gav eder deres Land.
 10.  Og jeg sagde til eder: Jeg er HERREN eders Gud; frygt ikke
      Amoriternes Guder, i hvis Land I bor! Men I adlød ikke min
      Røst!"

 11.  Da kom HERRENs Engel og satte sig under Egen i Ofra, som
      tilhørte Abiezriten Joasj, medens hans Søn Gideon var ved at
      tærske Hvede i Vinpersen for at have den i Sikkerhed for
      Midjaniterne.
 12.  HERRENs Engel viste sig for ham og sagde til ham: "HERREN er med
      dig, stærke Kriger!"
 13.  Men Gideon svarede ham: "Ak, Herre! Hvis HERREN er med os,
      hvorledes er da alt dette kommet over os? Og hvad er der blevet
      af alle hans Undergerninger, som vore Fædre fortalte os om, idet
      de sagde: Førte HERREN os ikke ud af Ægypten? Nu har HERREN
      forstødt os og givet os i Midjans Hånd!"
 14.  Da vendte HERREN sig til ham og sagde: "Drag hen i denne din
      Kraft, så skal du frelse Israel af Midjans Hånd; sandelig, jeg
      sender dig!"
 15.  Men han svarede ham: "Ak, Herre! Hvorledes skal jeg kunne frelse
      Israel? Se, min Slægt er den ringeste i Manasse og jeg den
      yngste i mit Fædrenehus!"
 16.  Han svarede ham: "HERREN vil være med dig, og du skal hugge
      Midjaniterne ned alle som een!"
 17.  Da sagde han til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne,
      så lad mig få et Tegn på, at det er dig, som taler med mig;
 18.  gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage til dig og bringer dig
      min Gave og stiller den frem for dig!" Han svarede: "Jeg skal
      blive, til du kommer tilbage!"

 19.  Gideon gik da ind og tillavede et Gedekid og usyrede Brød af en
      Efa Mel; Kødet lagde han i en Kurv, og Suppen hældte han i en
      Krukke og bar det ud til ham under Egen. Da han kom hen til ham
      med det,
 20.  sagde Guds Engel til ham: "Tag Kødet og det usyrede Brød. Læg
      det på Klippen der og hæld Suppen ud derover!" Og han gjorde
      det.
 21.  Da udrakte HERRENs Engel Spidsen af den Stav, han havde i
      Hånden, og rørte ved Kødet og Brødet. Og Ild slog op af Klippen
      og fortærede Kødet og Brødet; og HERRENs Engel forsvandt for
      hans Blik.
 22.  Gideon skønnede nu, at det havde været HERRENs Engel; og han
      sagde: "Ve, Herre, HERRE, jeg har jo set HERRENs Engel Ansigt
      til Ansigt!"
 23.  Men HERREN sagde til ham: "Fred være med dig! Frygt ikke, du
      skal ikke dø!"
 24.  Da byggede Gideon HERREN et Alter der og kaldte det "HERREN er
      Fred"; det står endnu den Dag i Dag i Abiezriternes Ofra.

 25.  Samme Nat sagde HERREN til ham: "Tag ti af dine Trælle og en
      syvårs Tyr; nedbryd din Faders Ba'alsalter og hug Asjerastøtten
      om, som står derved;
 26.  byg så af Stensætningen HERREN din Gud et Alter på Toppen af
      Klippen her og tag Tyren og brænd den som Brændoffer med Træet
      af den omhuggede Asjerastøtte!"
 27.  Gideon tog da ti af sine Trælle og gjorde, som HERREN bød ham;
      men han gjorde det om Natten, thi af Frygt for sin Familie og
      sine Bysbørn turde han ikke gøre det om Dagen.
 28.  Da Byens Folk næste Morgen tidlig så Ba'alsalteret nedbrudt,
      Asjerastøtten ved Siden af hugget om og Tyren ofret på det
      nybyggede Alter,
 29.  sagde de til hverandre: "Hvem mon der har gjort det?" Og da de
      spurgte sig for og foretog en Undersøgelse, blev der sagt, at
      det var Gideon, Joasjs Søn.
 30.  Og Byens Folk sagde til Joasj: "Udlever din Søn, for at han kan
      lide Døden, thi han har nedbrudt Ba'alsalteret og omhugget
      Asjerastøtten ved Siden af!"
 31.  Men Joasj svarede alle dem, der stod omkring ham: "Vil I
      virkelig stride for Ba'al eller hjælpe ham? Den, der strider for
      ham, skal dø inden i Morgen! Er han Gud, så lad ham stride for
      sig selv, siden hans Alter er nedbrudt!"
 32.  Ved den Lejlighed fik Gideon Navnet Jerubba'al, idet man sagde:
      "Lad Ba'al stride med ham, siden han har nedbrudt hans Alter!"

 33.  Alle Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer sluttede sig
      sammen, satte over Jordan og slog Lejr på Jizre'elsletten.
 34.  Da iklædte HERRENs Ånd sig Gideon, og han stødte i Hornet; og
      Abiezriterne fylkede sig om ham.
 35.  Og da han sendte Bud ud i hele Manasse, fylkede de sig også om
      ham; og han sendte Bud ud i Aser, Zebulon og Naftali, og de drog
      op før at møde Fjenderne.
 36.  Da sagde Gideon til Gud: "Hvis du vil frelse Israel ved min
      Hånd, som du har lovet,
 37.  så lægger jeg nu dette Fåreskind på Tærskepladsen, og falder der
      så Dug alene på Skindet, medens Jorden ellers bliver ved at være
      tør, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Hånd, som du
      har lovet."
 38.  Og det skete således. Da han næste Morgen vred Skindet, pressede
      han Dug af det, en hel Skålfuld Vand.
 39.  Men Gideon sagde til Gud: "Vredes ikke på mig, når jeg endnu
      denne ene Gang taler til dig, lad mig blot denne Gang endnu
      prøve med Skindet: Lad Skindet alene være tørt, medens der
      falder Dug på Jorden rundt om!"
 40.  Da gjorde Gud således om Natten: Skindet alene var ført, men der
      faldt Dug på Jorden rundt om.

Dommer 7

  1.  Næste Morgen tidlig brød Jerubba'al, det er Gideon, op med alle
      sine Folk og lejrede sig ved Harodkilden, medens Midjaniternes
      Lejr var nedenfor på Sletten, norden for Morehøjen.
  2.  Da sagde HERREN til Gideon: "Du har for mange Folk hos dig, til
      at jeg kan give Midjaniterne i deres Hånd; gjorde jeg det, vilde
      Israel gøre sig stor over for mig og sige: Min egen Kraft
      skaffede mig Sejr!
  3.  Lad derfor udråbe for Folket: Enhver, som er ræd og angst, skal
      vende hjem!" Gideon sigtede dem da, og 22000 Mand af Folket
      vendte hjem, medens 10000 blev tilbage.
  4.  Men HERREN sagde til Gideon: "Endnu er der for mange Folk; før
      dem ned til Vandet, der vil jeg sigte dem for dig. Den, jeg
      siger skal gå med dig, han skal gå med; men enhver, om hvem jeg
      siger til dig: denne skal ikke gå med dig, han skal ikke gå!"
  5.  Da han havde ført Folket ned til Vandet, sagde HERREN til
      Gideon: "Alle dem, der laber Vandet med Tungen som Hunde, skal
      du stille for sig; ligeså alle dem, der lægger sig på Knæ for at
      drikke,!"
  6.  Og Tallet på dem, der labede, var 300; derimod lagde Resten af
      Folket sig på Knæ for at drikke af Vandet, idet de førte det til
      Munden med Hånden.
  7.  Da sagde HERREN til Gideon: "Med de 300 Mand, som labede, vil
      jeg frelse eder og give Midjaniterne i din Hånd; men Resten af
      Folket skal drage hver til sit!"
  8.  Derpå tog han Folkets Krukker og deres Horn fra dem; og alle
      Israelitterne lod han drage hjem, hver til sit, men de 300 Mand
      beholdt han hos sig. Og Midjaniternes Lejr var nede på Sletten.

  9.  Samme Nat sagde HERREN til ham: "Stå op og drag ned imod Lejren,
      thi jeg har givet den i din Hånd!
 10.  Men er du bange for at drage derned, så begiv dig med din Tjener
      Pura ned til Lejren
 11.  og hør, hvad de siger der; så vil du få Mod til at drage ned
      imod Lejren!" Han gik da med sin Tjener Pura ned til Lejrens
      Forposter.
 12.  Midjaniterne, Amalekiterne og alle Østens Stammer havde lejret
      sig på Sletten mangfoldige som Græshopper, og deres Kameler var
      utallige, mangfoldige som Sandet ved Havets Bred.
 13.  Just som Gideon kom, var en Mand i Færd med at fortælle en anden
      noget, han havde drømt, idet han sagde: "Jeg har haft en Drøm!
      Se, et Bygbrød kom rullende ned mod Midjaniternes Lejr, og da
      det kom til Teltet, stødte det til det og væltede det over Ende,
      så at Teltet faldt."
 14.  Da sagde den anden: "Det kan ikke betyde andet end Israelitten
      Gideons, Joasjs Søns, Sværd; Gud har givet Midjan og hele Lejren
      i hans Hånd!"
 15.  Da Gideon hørte Beretningen om Drømmen og dens Tydning, tilbad
      han og vendte derefter tilbage til Israels Lejr, hvor han sagde:
      "Stå op, thi HERREN har givet Midjaniternes Lejr i eders Hånd!"

 16.  Derpå delte han de 300 Mand i tre Afdelinger og gav dem alle
      Horn og tomme Krukker med Fakler i;
 17.  og han sagde til dem: "Giv Agt på mig og gør som jeg! Når jeg
      kommer til Udkanten af Lejren. skal I gøre som jeg;
 18.  når jeg og alle de, der er hos mig, støder i Hornet, skal I også
      støde i Hornene rundt om hele Lejren og råbe: For HERREN og for
      Gideon!"
 19.  Da nu Gideon og de 100 Mand. der var hos ham, kom hen til
      Udkanten af Lejren ved Begyndelsen af den midterste Nattevagt,
      lige som man havde stillet Vagtposterne ud, stødte de i Hornene
      og slog deres Krukker itu.
 20.  Så blæste de tre Afdelinger i Hornene og slog Krukkerne itu; men
      de holdt Faklerne i deres venstre Hånd og i deres højre Hånd
      Hornene for at blæse i dem, og de råbte: "HERRENs Sværd og
      Gideons!"
 21.  Og de blev stående, hvor de stod, rundt om Lejren, hver på sin
      Plads. Da vågnede hele Lejren. og de skreg op og flygtede.
 22.  Og da de blæste i de 300 Horn, satte HERREN den enes Sværd mod
      den andens i hele Lejren, og de flygtede til Bet Sjitta hen imod
      Zerera, til Bredden ved Abel Mehola over for Tabbat.

 23.  Derpå stævnedes Israelitterne sammen fra Naftali, Aser og hele
      Manasse, og de satte efter Midjaniterne;
 24.  og Gideon sendte Bud ud i hele Efraims Bjergland og lod
      kundgøre: "Drag Midjaniterne i Møde og afskær dem Adgangen til
      Vandet lige til Bet-Bara ved Jordan!" Da stævnedes alle
      Efraimiterne sammen, og de afskar dem Adgangen til Vandet lige
      til Bet-Bara ved Jordan
 25.  og tog Midjaniternes to Høvdinger Oreb og Ze'eb til Fange; Oreb
      dræbte de på Orebs Klippe, Ze'eb i Ze'ebs Perse; og de forfulgte
      Midjaniterne og bragte Orebs og Ze'ebs Hoveder til Gideon
      hinsides Jordan.

Dommer 8

  1.  Men Efraimiterne sagde til ham: "Hvorfor handler du således over
      for os, at du ikke kaldte os til, da du drog i Kamp mod
      Midjaniterne?" Og de gik stærkt i Rette med ham.
  2.  Men han svarede dem: "Hvad er min Dåd i Sammenligning med eders?
      Er ikke Efraims Efterhøst bedre end Abiezers Vinhøst?
  3.  I eders Hånd gav Gud Midjaniternes Høvdinger Oreb og Ze'eb, hvad
      har jeg formået i Sammenligning med eder?" Og da han talte
      således, lagde deres Vrede sig mod ham.

  4.  Da Gideon nåede Jordan, gik han og de 300 Mand, der var med ham,
      over, udmattede og sultne.
  5.  Han sagde da til Folkene i Sukkot: "Giv Folkene, der følger mig,
      nogle Brød, thi de er udmattede, og jeg er i Færd med at
      forfølge Midjaniterkongerne Zeba og Zalmunna!"
  6.  Men Høvedsmændene i Sukkot svarede: "Har du allerede fået fat i
      Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine Folk Brød?"
  7.  Da sagde Gideon: "Til Gengæld skal jeg tærske eders Kroppe med
      Ørkentorne og Tidsler, når HERREN bar givet Zeba og Zalmunna i
      min Hånd!"
  8.  Så drog han derfra til Penuel og sagde det samme til dem; og da
      Folkene i Penuel gav ham samme Svar som Folkene i Sukkot,
  9.  tiltalte han dem på lignende Måde og sagde: "Når jeg kommer
      uskadt tilbage, vil jeg nedbryde Borgen her!"

 10.  Zeba og Zalmunna befandt sig imidlertid med deres Hær i Karkor,
      henved 15000 Mand; det var alle dem, der var tilbage af Østens
      Stammers, Hær; de faldne udgjorde 120000 våbenføre Mænd.
 11.  Og Gideon drog op ad Teltboernes Vej østen for Noba og Jogbeha
      og slog Hæren, der ikke anede Uråd.
 12.  Zeba og Zalmunna flygtede, men han satte efter dem og fangede de
      to Midjaniterkonger Zeba og Zalmunna og slog hele Hæren med
      Rædsel.

 13.  Da Gideon, Joasjs Søn, vendte tilbage fra Kampen, fra
      Herespasset,
 14.  fik han fat i en ung Mand fra Sukkot og spurgte ham ud, og den
      unge Mand skrev Navnene på Høvedsmændene og de Ældste i Sukkot
      op til ham, syv og halvfjerdsindstyve Mænd.
 15.  Så drog han til Folkene i Sukkot og sagde: "Se, her er Zeba og
      Zalmunna, som I hånede mig med, da I sagde: Har du allerede fået
      fat i Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine udmattede Mænd
      Brød?"
 16.  Derpå greb han Byens Ældste, tog Ørkentorne og Tidsler og
      tærskede Folkene i Sukkot med dem;
 17.  og Borgen i Penuel brød han ned og dræbte Folkene i Byen.
 18.  Men til Zeba og Zalmunna sagde han: "Hvorledes var de Mænd, I
      ihjelslog ved Tabor?" De svarede: "De lignede dig, de så begge
      ud som Kongesønner!"
 19.  Da sagde han: "Mine Brødre, min Moders Sønner var det! Så sandt
      HERREN lever; havde I skånet deres Liv, havde jeg ikke slået
      eder ihjel!"
 20.  Derpå sagde han til sin førstefødte Søn Jeter: "Stå op og dræb
      dem!" Men den unge Mand drog ikke sit Sværd; han havde ikke Mod
      dertil, fordi han endnu var ung.
 21.  Da sagde Zeba og Zalmunna: "Stå selv op og giv os Dødsstødet,
      thi som Manden således hans Styrke!" Så stod Gideon op og dræbte
      Zeba og Zalmunna. Og han tog de Halvmåner, deres Kameler havde
      om Halsen.

 22.  Derefter sagde Israelitterne til Gideon: "Vær vor Hersker, du
      selv og siden din Søn og din Sønnesøn, da du nu har frelst os af
      Midjaniternes Hånd!"
 23.  Men Gideon svarede dem: "Hverken jeg eller min Søn vil herske
      over eder; HERREN skal herske over eder!"
 24.  Derpå sagde Gideon til dem: "Jeg har noget at bede eder om:
      Enhver af eder skal give mig de Ringe, der findes mellem hans
      Bytte!" Hine havde nemlig Guldringe, thi de var Ismaeliter.
 25.  De svarede: "Ja, vi vil gerne give dig dem!" Så bredte han sin
      Kappe ud, og enhver af dem lagde de Ringe, der fandtes mellem
      hans Bytte, derpå.
 26.  Vægten af Guldringene, som han havde bedt om, udgjorde 1700
      Sekel Guld bortset fra Halvmånerne, Ørenringene og
      Purpurklæderne, som Midjaniterkongerne bar, og Kæderne på
      Kamelernes Halse.
 27.  Gideon lavede deraf en Efod, som han gav Plads i sin Fødeby
      Ofra; og alle Israelitterne bolede med den, og den blev Gideon
      og hans Hus en Snare.

 28.  Således bukkede Midjaniterne under for Israelitterne, og de
      rejste sig ikke mere; og Landet havde Ro i fyrretyve År, så
      længe Gideon levede.

 29.  Og Jerubba'al, Joasjs Søn, begav sig til sit Hjem og opholdt sig
      der.
 30.  Gideon havde halvfjerdsindstyve Sønner, der var avlede af ham,
      thi han havde mange Hustruer.
 31.  Han havde en Medhustru i Sikem; hun fødte ham en Søn, som han
      gav Navnet Abimelek.
 32.  Gideon, Joasjs Søn, døde i en høj Alder og blev jordet i sin
      Fader Abiezriten Joasjs Grav i Ofra.
 33.  Men da Gideon var død, gav Israelitterne sig atter til at bole
      med Ba'alerne og gjorde Ba'al-Berit til deres Gud;
 34.  og Israelitterne kom ikke HERREN deres Gud i Hu, ham, som
      frelste dem fra alle deres Fjender, der omgav dem på alle
      Kanter.
 35.  Og de handlede ikke vel mod Jerubba'als, Gideons, Hus, trods alt
      det gode, han havde gjort Israel.

Dommer 9

  1.  Jerubba'als Søn Abrimelek begav sig til sine Morbrødere i Sikem
      og talte til dem og til hele sin Moders Fædrenehus's Slægt og
      sagde:
  2.  "Sig til alle Sikems Borgere: Hvad båder eder vel bedst, at
      halvfjerdsindstyve Mænd, alle Jerubba'als Sønner, eller at en
      enkelt Mand hersker over eder? Kom i Hu, at jeg er eders Bød og
      Blod!"
  3.  Hans Morbrødre talte da alle disse Ord til alle Sikems Borgere
      til Gunst til ham; og deres Hu vendte sig til Abimelek, idet de
      sagde: "Han er vor Broder."
  4.  De gav ham derpå halvfjerdsindstyve Sekel Sølv fra Ba'al Berits
      Hus, og for dem lejede Abimelek nogle dårlige og frække Folk,
      som sluttede sig til ham.
  5.  Derpå drog han til sin Faders Hus i Ofra og slog sine Brødre,
      Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønner, ihjel på een Sten. Kun
      Jotam, Jerubba'als yngste Søn, blev tilbage, thi han havde
      skjult sig.
  6.  Derefter samledes alle Sikems Borgere og hele Millos Hus og gik
      hen og gjorde Abimelek til Konge ved Egen med Stenstøtten i
      Sikem.

  7.  Da Jotam fik Efterretning herom, gik han hen og stillede sig på
      Toppen af Garizims Bjerg og råbte med høj Røst til dem: "Hør
      mig, Sikems Borgere, så skal Gud høre eder!
  8.  Engang tog Træerne sig for at salve sig en Konge. De sagde da
      til Olietræet: Vær du vor Konge!
  9.  Men Olietræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Fedme,
      for hvilken Guder og Mennesker priser mig, for at give mig til
      at svæve over Træerne?
 10.  Så sagde Træerne til Figentræet: Kom du og vær vor Konge!
 11.  Men Figentræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Sødme
      og min liflige Frugt for at give mig til at svæve over Træerne?
 12.  Så sagde Træerne til Vinstokken: Kom du og vær vor Konge!
 13.  Men Vinstokken svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Most,
      som glæder Guder og Mennesker, for at give mig til at svæve over
      Træerne?
 14.  Da sagde alle Træerne til Tornebusken: Kom du og vær vor Konge!
 15.  Og Tornebusken svarede Træerne: Hvis I mener det ærligt med at
      salve mig til eders Konge, kom så og søg ind under min Skygge;
      men hvis ikke, så vil Flammer slå op af Tornebusken og fortære
      Libanons Cedre!
 16.  Hvis I nu er gået ærligt og redeligt til Værks, da I gjorde
      Abimelek til Konge, og hvis I har handlet vel mod Jerubba'al og
      hans Hus og gengældt ham, hvad han gjorde -
 17.  min Fader kæmpede jo for eder og vovede sit Liv for at frelse
      eder af Midjaniternes Hånd,
 18.  men I har i bag rejst eder mod min Faders Hus, dræbt hans
      Sønner, halvfjerdsindstyve Mænd, på een Sten og sat hans
      Trælkvindes Søn Abimelek til Konge over Sikems Borgere, fordi
      han er eders Broder
 19.  ja, hvis I i Dag er gået ærligt og redeligt til Værks mod
      Jerubba'al og hans Hus, så gid I må få Glæde af Abimelek, og gid
      han må få Glæde af eder;
 20.  men hvis ikke, så slå Flammer op fra Abimelek og fortære Sikems
      Borgere og Millos Hus, og Flammer slå op fra Sikems Borgere og
      Millos Hus og fortære Abimelek!"
 21.  Derpå tog Jotam Flugten og flygtede til Be'er; og der tog han
      Ophold for at være i Sikkerhed for sin Broder Abimelek.

 22.  Da Abimelek havde haft Magten over Israel i tre År,
 23.  sendte Gud en ond Ånd mellem Abimelek og Sikems Borgere. og
      Sikems Borgere faldt fra Abimelek,
 24.  for at Voldsgerningen mod Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønner
      kunde blive hævnet og deres Blod komme over deres Broder
      Abimelek, som havde dræbt dem, og over Sikems Borgere, som havde
      sat ham i Stand til at dræbe sine Brødre.
 25.  Sikems Borgere lagde da Baghold på Bjergtoppene, og de
      udplyndrede alle vejfarende, der kom forbi dem. Dette meldtes
      Abimelek.

 26.  Nu kom Ga'al, Ebeds Søn, med sine Brødre og flyttede ind i
      Sikem; og Sikems Borgere fattede Tillid til ham.
 27.  De begav sig ud i Marken, plukkede Druer og pressede dem og
      fejrede deres Vinhøstfest. Og de gik ind i deres Guds Hus, hvor
      de spiste og drak og udstødte Forbandelser over Abimelek.
 28.  Da sagde Ga'al, Ebeds Søn: "Hvem er Abimelek, og hvad er Sikem,
      at vi skal være hans Trælle! Var ikke Jerubba'als Søn og hans
      Foged Zebul Trælle for Hamors, Sikems Faders, Mænd hvorfor skal
      vi da være hans Trælle?
 29.  Havde jeg blot Magten over Folket her, skulde jeg nok skaffe
      Abimelek af Vejen!"
 30.  Da Zebul, Byens Høvedsmand, hørte Ga'als, Ebeds Søns, Urd,
      blussede hans Vrede op,
 31.  og han sendte Bud til Abimelek i Aruma og lod sige: "Se, Ga'al,
      Ebeds Søn, og hans Brødre er kommet til Sikem, og se, de
      ophidser Byen imod dig; forstærk derfor din Hær og ryk ud!
 32.  Og nu, bryd op ved Nattetide med dine Folk og læg dig i Baghold
      på Marken;
 33.  og kast dig så over Byen tidligt om Morgenen, når Solen står op!
      Når da han og hans Folk rykker ud imod dig, kan du gøre med dem,
      hvad der falder for!"
 34.  Abimelek brød da op ved Nattetide med alle sine Folk, og de
      lagde sig i Baghold imod Sikem i fire Afdelinger.

 35.  Da gik Ga'al, Ebeds Søn, ned og stillede sig op ved Byporten.
      Og Abimelek og hans Folk rejste sig fra deres Baghold.
 36.  Da Ga'al fik Øje på Folkene, sagde han til Zebul: "Se, der
      stiger Folk ned fra Bjergtoppene!" Men Zebul sagde til ham: "Det
      er Bjergenes.Skygge, du tager for Mænd!"
 37.  Men Ga'al sagde atter: "Der stiger Folk ned fra Landets Navle,
      og en anden Skare kommer i Retning af Sandsigernes Træ!"
 38.  Da sagde Zebul til ham: "Hvor er nu dine store Ord fra før: Hvem
      er Abimelek, at vi skal være hans Trælle? Der er de Folk, du lod
      hånt om - ryk nu ud og kæmp med dem!"
 39.  Ga'al rykkede da ud i Spidsen for Sikems Borgere for at kæmpe
      mod Abimelek.
 40.  Men Abimelek slog ham på Flugt, og mange faldt og lå dræbte helt
      hen til Byporten.
 41.  Abimelek tog så Ophold i Aruma; og Zebul jog Ga'al og hans
      Brødre bort fra Sikem.

 42.  Næste Dag begav Folket sig ud på Marken, og det meldtes
      Abimelek.
 43.  Han tog da sine Folk og delte dem i tre dele og lagde Baghold på
      Marken; og da han så Folket drage ud, overfaldt han dem og slog
      dem.
 44.  Og Abimelek og den Afdeling, han havde hos sig, brød frem og tog
      Stilling ved Indgangen til Byen, medens de to andre Afdelinger
      kastede sig over alle dem, der var ude på Marken; og huggede dem
      ned;
 45.  og efter at Abimelek hele Dagen igennem havde angrebet Byen,
      indtog han den, dræbte Folkene deri, nedbrød Byen og strøede
      Salt på den.

 46.  Da hele Besætningen i Sikems Tårn hørte det, begav de sig ben
      til Kælderrummet i El Berits Hus.
 47.  Og da Abimelek fik Melding om, at hele Besætningen i Sikems Tårn
      var samlet,
 48.  gik han med alle sine Folk op på Zalmonbjerget. Her greb han en
      Økse, afhuggede et Knippe Grene, løftede det op og tog det på
      Skulderen; og han sagde til sine Folk: "Skynd eder at gøre det
      samme, som I så, jeg gjorde!"
 49.  Alle Folkene afhuggede da også hver sit Knippe og fulgte efter
      Abimelek og lagde det oven på Kælderrummet og stak Ild på
      Kælderrummet oven over dem. Således omkom også hele Besætningen
      i Sikems Tårn, henved 1000 Mænd og Kvinder.

 50.  Derefter drog Abimelek mod Tebez, og han belejrede Byen og
      indtog den.
 51.  Inde i Byen var der et stærkt befæstet Tårn; derhen flygtede
      alle Mænd og Kvinder, alle Byens Indbyggere, idet de stængede
      efter sig og tyede op på Tårnets Tag;
 52.  Abimelek rykkede da frem til Tårnet og angreb det; men da han
      nærmede sig Tårnets Indgang for at stikke Ild derpå,
 53.  kastede en Kvinde en Møllesten ned på Abimeleks Hoved og knuste
      hans Hjerneskal.
 54.  Da råbte han i Hast til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og dræb
      mig, for at det ikke skal siges, at en Kvinde har slået mig
      ihjel!" Og Våbendrageren gennemborede ham, så han døde.
 55.  Men da Israelitterne så, at Abimelek var død, begav de sig hver
      til sit.

 56.  Således gengældte Gud det onde, Abimelek havde øvet mod sin
      Fader ved at dræbe sine halvfjerdsindstyve Brødre;
 57.  og al Sikemiternes Ondskab lod Gud komme over deres egne
      Hoveder. På den Måde kom Jotams, Jerubba'als Søns, Forbandelse
      over dem.

Dommer 10

  1.  Efter Abimelek fremstod som Israels Befrier Tola, en Søn af
      Dodos Søn Pua, en Mand af Issakar, som boede i Sjamir i Efraims
      Bjerge.
  2.  Han var Dommer i Israel i tre og tyve År. Da han døde, blev han
      jordet i Sjamir.

  3.  Efter ham fremstod Gileaditen Jair; han var Dommer i Israel i to
      og tyve År.
  4.  Han havde tredive Sønner, som red på tredive Æsler, og de havde
      tredive Byer, som endnu den Dag i Dag kaldes Jairs Teltbyer; de
      ligger i Gilead.
  5.  Da Jair døde, blev han jordet i Kamon.

  6.  Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs
      Øjne, idet de dyrkede Ba'alerne og Astarterne og Aramæernes,
      Zidons, Moabs, Ammoniternes og Filisternes Guder og faldt fra
      HERREN og undlod at dyrke ham.
  7.  Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han gav dem til Pris
      for Filisterne og Ammoniterne,
  8.  som kuede og mishandlede Israelitterne i det År; i atten År
      kuede de alle Israelitterne hinsides Jordan i Amoritemes Land i
      Gilead.
  9.  Og Ammoniterne satte over Jordan for også at angribe Juda,
      Benjamin og Efraims Slægt, så at Israelitterne kom i stor Nød.
 10.  Da råbte Israelitterne til HERREN og sagde: "Vi har syndet imod
      dig, thi vi har forladt HERREN vor Gud og dyrket Ba'alerne!"
 11.  Men HERREN svarede Israelitterne: "Har ikke Ægypterne,
      Amoriterne, Ammoniterne, Filisterne,
 12.  Zidonierne, Amalekiterne og Midjaniterne mishandlet eder? Og da
      I råbte til mig, frelste jeg eder af deres Hånd.
 13.  Men I forlod mig og dyrkede andre Guder! Derfor vil jeg ikke
      mere frelse eder!
 14.  Gå nu hen og råb til de Guder, I udvalgte eder, og lad dem
      frelse eder i eders Nød:"
 15.  Da sagde Israelitterne til HERREN: "Vi har syndet! Gør med os,
      hvad dig tykkes godt, men frels os blot nu!"
 16.  Og de skilte sig af med de fremmede Guder og dyrkede HERREN; da
      kunde han ikke længer holde ud at se Israels Nød.

 17.  Ammoniterne stævnedes sammen, og de slog Lejr i Gilead; også
      Israelitterne samlede sig, og de slog Lejr i Mizpa.
 18.  Da sagde Folket, Gileads Høvdinger, til hverandre: "Hvis der
      findes en Mand, som vil tage Kampen op med Ammoniterne, skal han
      være Høvding over alle Gileads Indbyggere!"

Dommer 11

  1.  Gileaditen Jefta var en dygtig Kriger. Han var Søn af en Skøge.
      Gilead avlede Jefta.
  2.  Men Gileads Hustru fødte ham Sønner, og da de voksede op, jog de
      Jefta bort med de Ord: "Du skal ikke have Arv og Lod i vor
      Faders Hus, thi du er en fremmed Kvindes Søn!"
  3.  Jefta flygtede da for sine Brødre og bosatte sig i Landet Tob,
      hvor nogle dårlige Folk samlede sig om ham og deltog i hans
      Strejftog.

  4.  Efter nogen Tids Forløb angreb Ammoniterne Israel.
  5.  Og da Ammoniterne angreb Israel, drog Gileads Ældste hen for at
      hente Jefta hjem fra Landet Tob.
  6.  De sagde til Jefta: "Kom og vær vor Fører, at vi kan tage Kampen
      op med Ammoniterne!"
  7.  Jefta svarede Gileads Ældste: "Har I ikke hadet mig og jaget mig
      bort fra min Faders Hus? Hvorfor kommer I da til mig, nu I er i
      Nød?"
  8.  Men Gileads Ældste sagde til Jefta: "Derfor kommer vi jo nu
      tilbage til dig! Vil du drage med os og kæmpe med Ammoniterne,
      skal du være Høvding over os, over alle Gileads Indbyggere!"
  9.  Jefta svarede Gileads Ældste: "Dersom I fører mig tilbage, for
      at jeg skal kæmpe med Ammoniterne, og HERREN giver dem i min
      Magt, så vil jeg være eders Høvding!"
 10.  Da sagde Gileads Ældste til Jefta: "HERREN hører Overenskomsten
      mellem os; visselig vil vi gøre, som du siger!"
 11.  Da drog Jefta med Gileads Ældste; og Folket gjorde ham til deres
      Høvding og Fører. Og alle sine Ord udtalte Jefta for HERRENs
      Åsyn i Mizpa.

 12.  Derpå sendte Jefta Sendebud til Ammoniternes Konge og lod sige:
      "Hvad er der dig og mig imellem, siden du er draget imod mig for
      at angribe mit Land?"
 13.  Ammoniternes Konge svarede Jeftas Sendebud: "Jo, Israel tog mit
      Land, da de drog op fra Ægypten, lige fra Arnon til Jabbok og
      Jordan; giv det derfor tilbage med det gode!"
 14.  Men Jefta sendte atter Sendebud til Ammoniternes Konge
 15.  og lod sige: "Således siger Jefta: Israel har ikke taget Moabs
      eller Ammoniternes Land!
 16.  Men da de drog op fra Ægypten, vandrede Israel igennem Ørkenen
      til det røde Hav og kom derpå til Kadesj.
 17.  Da sendte Israel Sendebud til Edomiternes Konge og lod sige: Lad
      mig drage igennem dit Land! Men Edomiternes Konge ænsede det
      ikke. Ligeledes sendte de Bud til Moabiternes Konge, men han var
      heller ikke villig dertil. Israel blev da boende i Kadesj.
 18.  Derpå drog de igennem Ørkenen og gik uden om Edomiternes og
      Moabiternes, Land, og da de nåede Egnen østen for Moab, slog de
      Lejr hinsides Arnon; men de betrådte ikke Moabs Enemærker, thi
      Arnon er Moabs Grænse.
 19.  Israel sendte derpå Sendebud til Kongen af Hesjbon,
      Amoriterkongen Sihon, og lod sige: Lad os drage igennem dit Land
      for at nå hen, hvor vi skal!
 20.  Men Sihon nægtede Israelitterne Tilladelse til at drage gennem
      hans Land; og Sihon samlede hele sin Hær, og de slog Lejr i Jaza
      og angreb Israel.
 21.  Da gav HERREN, Israels Gud, Sihon og hele hans Hær i Israels
      Hånd, så at de slog dem. Og Israel underlagde sig hele det Land,
      Amoriterne boede i;
 22.  de underlagde sig hele Amoriternes Område fra Arnon til Jabbok
      og fra Ørkenen til Jordan.
 23.  Således drev HERREN, Israels Gud, Amoriterne bort foran sit Folk
      Israel; og nu vil du underlægge dig deres Land!
 24.  Ikke sandt, når din Gud Kemosj driver nogen bort, så tager du
      hans Land? Og hver Gang HERREN vor Gud driver nogen bort foran
      os, tager vi hans Land.
 25.  Er du vel bedre end Zippors Søn, Kong Balak af Moab? Stredes han
      med Israel, eller indlod han sig i Kamp med dem,
 26.  da Israelitterne bosatte sig i Hesjbon med Småbyer, i Aroer med
      Småbyer og i alle Byerne langs Arnon nu har de boet der i 300
      År? Hvorfor tilrev I eder dem ikke dengang?
 27.  Det er ikke mig, der har forbrudt mig mod dig, men dig, der
      handler ilde mod mig ved at angribe mig. HERREN, Dommeren, vil i
      Dag dømme Israelitterne og Ammoniterne imellem!"
 28.  Men Ammoniternes Konge ænsede ikke Jeftas Ord, som hans Sendebud
      overbragte.

 29.  Da kom HERRENs Ånd over Jefta; og han drog igennem Gilead og
      Manasse; derpå drog han til Mizpe i Gilead, og fra Mizpe i
      Gilead drog han mod Ammoniterne.
 30.  Og Jefta aflagde HERREN et Løfte og sagde: "Dersom du giver
      Ammoniterne i min Hånd,
 31.  så skal den, som først kommer mig i Møde fra min Husdør når jeg
      vender uskadt, tilbage fra Ammoniterne, tilfalde HERREN, og jeg
      vil ofre ham som Brændoffer!"
 32.  Så drog Jefta i Kamp mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i hans
      Hånd,
 33.  så at han tilføjede dem et stort Nederlag fra Aroer til Egnen
      ved Minnit, tyve Byer, og til Abel Keramim. Således bukkede
      Ammoniterne under for Israelitterne.

 34.  Men da Jefta kom til sit Hjem i Mizpa, se, da kom hans Datter
      ham i Møde med Håndpauker og Dans. Hun var hans eneste Barn
      foruden hende havde han hverken Søn eller Datter.
 35.  Da han fik Øje på hende, sønderrev han sine Klæder og råbte:
      "Ak, min Datter, du har bøjet mig dybt, og det er dig, der
      styrter mig i Ulykke! Thi jeg har åbnet min Mund for HERREN og
      kan ikke tage mit Ord tilbage!"
 36.  Da svarede hun ham: "Fader, har du åbnet din Mund for HERREN, så
      gør med mig, som dit Ord lød, nu da HERREN har skaffet dig Hævn
      over dine Fjender, Ammoniterne!"
 37.  Men hun sagde til sin Fader: "En Ting må du unde mig: Giv mig to
      Måneders Frist, så jeg kan gå omkring i Bjergene for at begræde
      min Jomfrustand sammen med mine Veninder!"
 38.  Han sagde: "Gå!" og lod hende drage bort i to Måneder; og hun
      gik bort med sine Veninder for at begræde sin Jomfrustand i
      Bjergene.
 39.  Da de to Måneder var omme, vendte hun tilbage til sin Fader, og
      han fuldbyrdede det Løfte, han havde aflagt, på hende; og hun
      havde ikke kendt Mand. Og det blev Skik i Israel,
 40.  at Israels Døtre hvert År går hen for at klage over Gileaditen
      Jeftas Datter fire Dage om Året.

Dommer 12

  1.  Derpå stævnedes Efraimierne sammen, og de drog nordpå; og de
      sagde til Jefta: "Hvorfor drog du i Kamp mod Ammoniterne uden at
      opfordre os til at gå med? Nu brænder vi Huset af over Hovedet
      på dig!"
  2.  Men Jeffa svarede dem: "Jeg og mit Folk var i Krig, og
      Ammoniterne trængte os hårdt; da sendte jeg Bud efter eder, men
      I hjalp mig ikke imod dem;
  3.  og da jeg så, at ingen kom mig til Hjælp, vovede jeg Livet og
      drog mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i min Hånd. Hvorfor
      drager I da nu i Kamp imod mig?"
  4.  Derpå samlede Jefta alle Gileads Mænd og angreb Efraimiterne; og
      Gileads Mænd slog Efraimiterne.
  5.  Og Gileaditerne afskar Efraimiterne fra Jordans Vadesteder.
      Hver Gang så en af de efraimitiske Flygtninge sagde: "Lad mig
      komme over!" spurgte Gileads Mænd: "Er du Efraimit?" Og når han
      svarede: "Nej!"
  6.  sagde de til ham: "Sig Sjibbolet!" Og når han da sagde Sibbolet,
      fordi han ikke kunde udtale Ordet rigtigt, greb de ham og
      huggede ham ned ved Jordans Vadesteder. Ved den Lejlighed faldt
      42000 Efraimiter.

  7.  Jefta var Dommer i Israel i seks År. Så døde Gileaditen Jefta og
      blev jordet i sin By i Gilead.
  8.  Efter ham var Ibzan fra Betlehem Dommer i Israel.
  9.  Han havde tredive Sønner; tredive Døtre giftede han bort, og
      tredive Svigerdøtre hjemførte han til sine Sønner.
 10.  Han var Dommer i Israel i syv År. Så døde Ibzan og blev jordet i
      Betlehem.

 11.  Efter ham var Zebuloniten Elon Dommer i Israel. Han var Dommer i
      Israel i ti År.
 12.  Så døde Zebuloniten Elon og blev jordet i Ajjalon i Zebulons
      Land.

 13.  Efter ham var Abdon, Hillels Søn, fra Piraton Dommer i Israel.
 14.  Han havde fyrretyve Sønner og tredive Sønnesønner, som red på
      halvfjerdsindstyve Æsler. Han var Dommer i Israel i otte År.
 15.  Så døde Abdon, Hillels Søn, fra Piraton og blev jordet i Piraton
      i Efraims Land på Amalekiterbjerget.

Dommer 13

  1.  Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENS
      Øjne, og HERREN gav dem i Filisternes Hånd i fyrretyve År.

  2.  Der levede i Zora en Mand af Daniternes Slægt ved Navn Manoa;
      hans Hustru var ufrugtbar og havde ingen Børn født.
  3.  Nu viste HERRENs Engel sig for Kvinden og sagde til hende: "Se,
      du er ufrugtbar og har ingen Børn født; men du skal blive
      frugtsommelig og føde en Søn.
  4.  Vogt dig vel for at drikke Vin eller stærk Drik og for at spise
      noget som helst urent!
  5.  Thi se, du skal blive frugtsommelig og føde en Søn. Der må ikke
      komme Ragekniv på hans Hoved, thi Drengen skal være en Guds
      Nasiræer fra Moders Liv af; og han skal gøre de første Skridt
      til at frelse Israel af Filisternes Hånd!"

  6.  Kvinden gik nu hen og sagde til sin Mand: "Der kom en Guds Mand
      til mig, og han så ud som en Guds Engel; såre frygtindgydende;
      jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og sit Navn gav han mig
      ikke til Kende.
  7.  Han sagde til mig: Se, du skal blive frugtsommelig og føde en
      Søn; drik nu ikke Vin eller stærk Drik og spis intet som helst
      urent, thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af
      til sin Dødedag!"

  8.  Da bad Manoa til HERREN og sagde: "Ak, HERRE, lad den Guds Mand,
      du sendte, atter komme til os for at lære os, hvorledes vi skal
      bære os ad med den Dreng, der skal fødes!"
  9.  Og Gud bønhørte Manoa; og Guds Engel kom atter til Kvinden,
      medens hun sad ude på Marken, men Manoa, hendes Mand, var ikke
      hos hende.
 10.  Da skyndte Kvinden sig hen til sin Mand, fortalte ham det og
      sagde til ham: "Se, den Mand, som kom til mig forleden, har vist
      sig for mig!"
 11.  Manoa stod da op og gik med sin Hustru, og da han kom hen til
      Manden, sagde han til ham: "Er du den Mand, som talte til
      Kvinden?" Og han sagde: "Ja!"
 12.  Så sagde Manoa: "Når nu dit Ord går i Opfyldelse, hvorledes skal
      vi da forholde os og bære os ad med Drengen?"
 13.  HERRENs Engel svarede Manoa: "Alt det, jeg talte om til Kvinden,
      skal hun vogte sig for;
 14.  intet af, hvad der vokser på Vinstokken, må hun spise; Vin og
      stærk Drik må hun ikke drikke, og intet urent må hun spise; alt,
      hvad jeg bød hende, skal hun overholde!"
 15.  Da sagde Manoa til HERRENs Engel: "Vi vilde gerne holde dig
      tilbage og tillave dig et Gedekid!"
 16.  Men HERRENs Engel svarede Manoa: "Selv om du holder mig tilbage,
      spiser jeg ikke af din Mad; men vil du ofre et Brændoffer, så
      bring HERREN det!" Thi Manoa vidste ikke, at det var HERRENs
      Engel.
 17.  Og Manoa sagde til HERRENs Engel: "Hvad er dit Navn? Når dit Ord
      går i Opfyldelse, vil vi ære dig!"
 18.  Men HERRENs Engel svarede: "Hvorfor spørger du om mit Navn? Du
      skal vide, det er underfuldt."
 19.  Da tog Manoa Gedekiddet og Afgrødeofferet og ofrede det på
      Klippen til HERREN, ham, som handler underfuldt, og Manoa og
      hans Hustru så til.
 20.  Og da Flammen slog op imod Himmelen fra Alteret, steg HERRENs
      Engel op i Alterflammen, medens Manoa og hans Hustru så til; og
      de faldt til Jorden på deres Ansigt.
 21.  Og HERRENs Engel viste sig ikke mere for Manoa og hans Hustru.
      Så forstod Manoa, at det var HERRENs Engel.
 22.  Og Manoa sagde til sin Hustru: "Vi er dødsens, thi vi har set
      Gud!"
 23.  Men hans Hustru sagde til ham: "Havde HERREN i Sinde at dræbe
      os, havde han ikke modtaget Brændoffer og Afgrødeoffer af vor
      Hånd; heller ikke havde han ladet os se alt det og nu kundgjort
      os sådanne Ting!"

 24.  Og Kvinden fødte en Søn, som hun gav Navnet Samson. Drengen
      voksede op, og HERREN velsignede ham;
 25.  og HERRENs Ånd begyndte at drive på ham i Dans Lejr mellem Zora
      og Esjtaol.

Dommer 14

  1.  Engang Samson kom ned til Timna, så han en af Filisternes Døtre
      der.
  2.  Og da han kom tilbage derfra, fortalte han sin Fader og Moder
      det og sagde: "Jeg har set en Kvinde i Timna, en af Filisternes
      Døtre; nu må I hjælpe mig at få hende til Hustru!"
  3.  Hans Fader og Moder svarede ham: "Findes der da ingen Kvinde
      blandt dine Landsmænds Døtre eller i hele dit Folk, siden du vil
      gå hen og tage dig en Hustru hos de uomskårne Filistere?" Men
      Samson svarede sin Fader: "Nej, hende må du hjælpe mig til, thi
      det er hende, jeg synes om!"
  4.  Hans Fader og Moder forstod ikke, at det kom fra HERREN, som
      søgte en Anledning til Strid over for Filisterne. På den Tid
      havde Filisterne nemlig Magten over Israel.

  5.  Samson tog nu med sin Fader og Moder ned til Timna. Da de nåede
      Vingårdene uden for Timna, se, da kom en ung Løve brølende imod
      ham.
  6.  Så kom HERRENs Ånd over ham, og han sønderrev den med sine bare
      Næver, som var det et Gedekid; men sin Fader og Moder fortalte
      han ikke, hvad han havde gjort.
  7.  Derpå drog han ned og bejlede til Kvinden; thi Samson syntes om
      hende.
  8.  Da han efter nogen Tids Forløb vendte tilbage for at ægte hende,
      gik han hen for at se til Løvens Ådsel, og se, da var der en
      Bisværm og Honning i Løvens Krop.
  9.  Han tog da Honningen i sine Hænder og spiste deraf, medens han
      gik videre; og da han kom til sin Fader og Moder, gav han dem
      noget deraf, og de spiste; men han sagde dem ikke, at han havde
      taget Honningen fra Løvens Krop.

 10.  Så drog Samson ned til Kvinden; og de holdt Gilde, som de unge
      havde for Skik.
 11.  Da de så ham, udvalgte de tredive Brudesvende til at ledsage
      ham.
 12.  Og Samson sagde til dem: "Jeg vil give eder en Gåde at gætte;
      hvis I i Løbet af de syv Gildedage kan sige mig Løsningen, vil
      jeg give eder tredive Linnedkjortler og tredive Sæt klæder;
 13.  men kan I ikke sige mig den, skal I give mig tredive
      Linnedkjortler og tredive Sæt klæder!" De svarede: "Sig din Gåde
      frem og lad os høre den!"
 14.  Da sagde han til dem: "Fra Æderen kom Æde, fra den stærke
      Sødme!" Men da de tre Dage var omme, havde de ikke kunnet gætte
      Gåden,
 15.  og den fjerde Dag sagde de til Samsons Hustru: "Lok din Mand til
      at sige os Løsningen, ellers brænder vi dig og din Faders Hus
      inde! Har I budt os herhen for at tage alting fra os?"
 16.  Da hang Samsons Hustru over ham med Gråd og sagde: "Du hader mig
      jo og elsker mig ikke! Du har givet mine Landsmænd en Gåde at
      gætte, og mig har du ikke sagt Løsningen!" Han svarede hende:
      "Jeg har ikke sagt min Fader eller Moder den, og så skulde jeg
      sige dig den!"
 17.  Men hun hang over ham med Gråd, de syv Dage Gildet varede; og
      den syvende Dag sagde han hende Løsningen, fordi hun plagede
      ham.  Så sagde hun sine Landsmænd Gådens Løsning;
 18.  og den syvende Dag, før han gik ind i Kammeret, sagde Byens Mænd
      til ham: "Hvad er sødere end Honning, og hvad er stærkere end en
      Løve?" Men han svarede dem: "Havde I ikke pløjet med min Kalv,
      havde I ikke gættet min Gåde!"

 19.  Da kom HERRENs Ånd over ham, og han drog ned til Askalon, slog
      tredive Mænd ihjel der, trak deres Tøj af dem og gav Klæderne
      til dem, der havde sagt Løsningen på Gåden. Og hans Vrede
      blussede op, og han drog tilbage til sin Faders Hus.
 20.  Men Samsons Hustru blev givet til den Brudesvend, som havde
      været hans Brudefører.

Dommer 15

  1.  Efter nogen Tids Forløb, i Hvedehøstens Tid, besøgte Samson sin
      Hustru og havde et Gedekid med, og han sagde: "Lad mig gå ind i
      Kammeret til min Hustru!" Men hendes Fader tillod ham det ikke,
  2.  men sagde: "Jeg tænkte for vist, at du havde fået Uvilje mod
      hende, derfor gav jeg hende til ham, der var din Brudesvend; men
      hendes yngre Søster er smukkere end hun, lad hende blive din
      Hustru i Søsterens Sted!"
  3.  Da sagde Samson til dem: "Denne Gang er jeg sagesløs over for
      Filisterne, når jeg gør dem Fortræd!"
  4.  Så gik Samson hen og fangede 300 Ræve; derpå tog han Fakler,
      bandt Halerne sammen to og to og fastgjorde en Fakkel midt
      imellem;
  5.  så tændte han Faklerne, slap Rævene løs i Filisternes Korn og
      stak Ild både på Negene og Kornet på Roden, også på Vingårde og
      Oliventræer.
  6.  Da Filisterne spurgte, hvem der havde gjort det, blev der sagt:
      "Det bar Samson, Timnitens Svigersøn, fordi han tog hans Hustru
      og gav hende til hans Brudesvend." Da gik Filisterne op og
      brændte hende og hendes Faders Hus inde.
  7.  Men Samson sagde til dem: "Når I bærer eder således ad, under
      jeg mig ikke Ro, før jeg får hævnet mig på eder!"
  8.  Så slog han dem sønder og sammen med vældige Slag, og derpå steg
      han ned i Fjeldkløften ved Etam og tog Ophold der.

  9.  Filisterne drog nu op og slog Lejr i Juda og spredte sig ved
      Lehi.
 10.  Da sagde Judas Mænd: "Hvorfor er I draget op imod os?" Og de
      svarede: "Vi er draget herop for at binde Samson og handle mod
      ham,som han har handlet mod os!"
 11.  Så steg 3000 Mand fra Juda ned til Fjeldkløften ved Etam og
      sagde til Samson: "Ved du ikke, at Filisterne har Magten over
      os?  Hvad er det dog, du har voldt os?." Han svarede dem: "Som
      de har handlet mod mig, har jeg handlet mod dem!"
 12.  Men de sagde til ham: "Vi er kommet ned for at binde dig og
      overgive dig til Filisterne!" Da sagde Samson til dem: "Sværg
      mig til, at I ikke vil slå mig ihjel!"
 13.  De svarede ham: "Nej, vi vil Kun binde dig og overgive dig til
      dem; slå dig ihjel vil vi ikke!" Så bandt de ham med to nye Reb
      og førte ham op af Fjeldkløften.
 14.  Men da han kom til Lehi, og Filisterne hilste hans Komme med
      Jubelråb, kom HERRENs Ånd over ham, og Rebene om hans Arme blev
      som svedne Sytråde, og hans Bånd faldt skørnet af hans Hænder.
 15.  Og da han fik Øje på en frisk Æselkæbe, rakte han sin Hånd ud,
      greb den og huggede 1000 Mand ned med den.
 16.  Da sagde Samson: "Med en Æselkæbe har jeg flået dem sønder og
      sammen, med en Æselkæbe har jeg fældet 1000 Mand!"
 17.  Med disse Ord kastede han Kæbebenet fra sig, og derfor kaldte
      man Stedet Ramat Lehi.
 18.  Og da han var meget tørstig, råbte han til HERREN og sagde: "Ved
      din Tjeners Hånd har du skaffet os denne vældige Sejr, skal jeg
      da nu dø af Tørst og falde i de uomskårnes Hånd?"
 19.  Da åbnede Gud Lavningen i Lehi, og der vældede Vand frem deraf;
      og da han havde drukket, fik han sin Livskraft igen.  Derfor
      kaldte man denne Kilde En Hakkore; den findes i Lehi endnu den
      Dag i Dag.

 20.  Han var Dommer i Israel i Filistertiden i tyve År.

Dommer 16

  1.  Samson drog så til Gaza. Der så han en Skøge og gik ind til
      hende.
  2.  Da det spurgtes blandt Folkene i Gaza, at Samson var kommet
      derhen, gik de hen og lagde sig på Lur efter ham ved Byporten;
      men de holdt sig rolige Natten over, idet de sagde: "Vi vil
      vente, til det bliver lyst; så slår vi ham ihjel!"
  3.  Samson blev liggende den halve Nat, men ved Midnatstide stod han
      op, greb fat i Byportens to Fløje og begge Portstolper, rykkede
      dem op tillige med Portslåen, tog dem på Skuldrene og bar dem op
      på Toppen af Bjerget over for Hebron.

  4.  Siden fik han Kærlighed til en Kvinde ved Navn Dalila i
      Sorekdalen.
  5.  Da kom Filisternes Fyrster til hende og sagde til hende: "Se at
      lokke ud af ham, hvad det er, der giver ham hans vældige
      Kræfter, og hvorledes vi kan få Bugt med ham, så vi kan binde og
      kue ham, så vil vi hver give dig 1100 Sekel Sølv!"
  6.  Dalila sagde da til Samson: "Sig mig dog, hvad det er, der giver
      dig dine vældige Kræfter, og hvorledes man kan binde og kue
      dig!"
  7.  Samson svarede hende: "Hvis man binder mig med syv friske
      Strenge, som ikke er blevet tørre, bliver jeg svag som ethvert
      andet Menneske."
  8.  Filisternes Fyrster bragte hende da syv friske Strenge, der ikke
      var blevet tørre, og med dem bandt hun ham;
  9.  samtidig havde hun Folk liggende på Lur i Kammeret. Da sagde hun
      til ham: "Filisterne er over dig, Samson!" Men han rev Strengene
      over, og de brast som Blårgarn, der kommer Ild for nær; og
      hvorledes det hang sammen med hans Kræfter, kom ikke for Dagen.
 10.  Da sagde Dalila til Samson: "Se, du har narret mig og løjet for
      mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!"
 11.  Han svarede hende: "Hvis man binder mig med nye Reb, som aldrig
      har været brug til noget, bliver jeg svag som ethvert andet
      Menneske!"
 12.  Da tog Dalila nye Reb og bandt ham. Så sagde hun til ham:
      "Filisterne er over dig, Samson!" Samtidig lå der Folk på Lur i
      Kammeret. Men han flåede Rebene af sine Arme, som var det Tråde.
 13.  Da sagde Dalila til Samson: "Hidtil har du narret mig og løjet
      for mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!" Han svarede
      hende: "Hvis du væver mine syv Hovedlokker ind i Rendegarnet og
      slår dem fast med Slagelen, bliver jeg svag som ethvert andet
      Menneske."
 14.  Så dyssede hun ham i Søvn og vævede hans syv Hovedlokker ind i
      Rendegarnet og slog dem fast med Slagelen. Og hun sagde til ham:
      "Filisterne er over dig, Samson!" Så vågnede han og rykkede
      Væven op sammen med Rendegarnet.
 15.  Da sagde hun til ham: "Hvor kan du sige, du elsker mig, når du
      ingen Fortrolighed har til mig? Tre Gange har du nu narret mig
      og ikke sagt mig, hvad det er, der giver dig dine vældige
      Kræfter!"
 16.  Da hun således stadig pinte og plagede ham med sine Ord, blev
      hans Sjæl træt til Døden,
 17.  og han talte rent ud og sagde til hende: "Ingen Ragekniv er
      kommet på mit Hoved, thi jeg har fra Moders Liv af været en Guds
      Nasiræer; hvis mit Hår rages af, mister jeg mine Kræfter og
      bliver svag som alle andre Mennesker."

 18.  Da nu Dalila skønnede, at han havde talt rent ud til hende,
      sendte hun Bud efter Filisternes Fyrster og lod sige: "Kom nu
      herop, thi han har talt rent ud til mig!" Og Filisternes Fyrster
      kom op til hende og bragte Pengene med.
 19.  Så dyssede hun ham i Søvn imellem sine Knæ og kaldte på en Mand,
      som ragede hans syv Hovedlokker af. Da blev han svagere og
      svagere, og Kræfterne veg fra ham.
 20.  Derpå sagde hun: Filisterne er over dig, Samson!" Da vågnede han
      og tænkte: "Jeg skal nok slippe fra det ligesom de andre Gange
      og ryste det af mig!" Men han vidste ikke, at HERREN var veget
      fra ham.
 21.  Da greb Filisterne ham og stak Øjnene ud på ham; derpå bragte de
      ham ned til Gaza og lagde ham i Kobberlænker; og han måtte dreje
      Kværnen i Fangehuset.
 22.  Men hans Hovedhår begyndte at vokse igen, efter at det var raget
      af.

 23.  Filisternes Fyrster samledes nu for at holde en stor Offerfest
      til Ære for deres Gud Dagon og for at fornøje sig; og de sagde:
      "Vor Gud gav os i Hænde Samson, vor Fjende!"
 25.  Da de nu var kommet i godt Lune, sagde de: "Hent Samson, at vi
      kan more os over ham!" De lod da Samson hente fra Fangehuset, og
      de morede sig over ham. De stillede ham op ved Søjlerne;
 24.  Og da Folket så ham, priste de deres Gud og råbte: "Vor Gud gav
      os i Hænde Samson, vor Fjende, ham, som vort Land monne skænde,
      på manges Liv gjorde Ende!"
 26.  Da sagde Samson til den unge Mand, som holdt ham i Hånden: "Slip
      mig og lad mig røre ved Søjlerne, som bærer Hallen, så jeg kan
      læne mig til dem!".
 27.  Hallen var fuld af Mænd og Kvinder; der var alle Filisternes
      Fyrster, og på Taget var der henved 3000 Mænd og Kvinder, som så
      til, medens de morede sig over Samson.
 28.  Da råbte Samson til HERREN og sagde: "Herre, HERRE, kom mig i Hu
      og giv mig Kraft, o Gud, kun denne ene Gang, så jeg kan hævne
      mig på Filisterne for begge mine Øjne på een Gang!"
 29.  Så greb Samson om de to Midtersøjler, som bar Hallen, og
      stemmede sig imod den ene med højre og imod den anden med
      venstre Hånd.
 30.  Og Samson sagde: "Lad mig dø sammen med Filisterne!" Derpå
      bøjede han sig med sådan Kraft, at Hallen styrtede sammen over
      Fyrsterne og alle Folkene derinde. Således dræbte han ved sin
      Død flere, end han havde dræbt i levende Live.
 31.  Men hans Brødre og hele hans Faders Hus drog ned og tog ham,
      bragte ham op og lagde ham i hans Fader Manoas Grav mellem Zora
      og Esjtaol. Han var Dommer i Israel i tyve År.

Dommer 17

  1.  I Efraims Bjerge levede en Mand, som hed Mika.
  2.  Han sagde til sin Moder: "De 1100 Sekel Sølv, du har mistet, og
      for hvis Skyld du udtalte en Forbandelse, som jeg selv hørte,
      se, de Penge er hos mig; jeg har taget dem, men nu vil jeg give
      dig dem tilbage."  Da sagde hans Moder: "HERREN velsigne dig,
      min Søn!"
  3.  Så gav han sin Moder de 1100 Sekel Sølv tilbage; og Moderen
      sagde: "Disse Penge helliger jeg HERREN og giver min Søn, for at
      han kan lave et udskåret og støbt Billede."
  4.  Så gav han sin Moder Pengene tilbage; og Moderen tog 200 Sekel
      Sølv deraf og gav dem til Guldsmeden, som lavede et udskåret og
      støbt Billede deraf, og det fik sin Plads i Mikas Hus.
  5.  Manden Mika havde et Gudshus, og han lavede sig en Efod og en
      Husgud og indsatte en af sine Sønner til sin Præst.
  6.  I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han
      fandt for godt.

  7.  Nu var der i Betlehem i Juda en ung Mand af Judas Slægt; han var
      Levit og boede der som fremmed.
  8.  Denne Mand forlod sin By Betlehem i Juda for at slå sig ned som
      fremmed, hvor det kunde træffe sig, og på sin Vandring kom han
      til Mikas Hus i Efraims Bjerge.
  9.  Da spurgte Mika ham: "Hvorfra kommer du?" Han svarede: "Jeg er
      Levit og har hjemme i Betlehem i Juda, og jeg er på Vandring for
      at slå mig ned som fremmed, hvor det kan træffe sig."
 10.  Da sagde Mika til ham: "Tag Ophold hos mig og bliv min Fader og
      Præst; jeg vil give dig ti Sekel Sølv om Året og holde dig med
      Klæder og give dig Kosten!"
 11.  Så gik Leviten ind på at tage Ophold hos Manden, og den unge
      Mand var ham som en af hans egne Sønner.
 12.  Mika indsatte så Leviten, og den unge Mand blev Præst hos ham og
      tog Ophold i Mikas Hus.
 13.  Da sagde Mika: "Nu ved jeg, at HERREN vil gøre vel imod mig,
      siden jeg har fået en Levit til Præst!"

Dommer 18

  1.  I de Dage var der ingen Konge i Israel, og i de Dage var
      Daniternes Stamme i Færd med at søge sig en Arvelod, hvor de
      kunde bo, thi hidindtil var der ikke tilfaldet dem nogen Arvelod
      blandt Israels Stammer.
  2.  Daniterne udtog da af deres Slægt fem stærke Mænd fra Zora og
      Esjtaol og udsendte dem for at udspejde og undersøge Landet, og
      de sagde til dem: "Drag hen og undersøg Landet!" De kom da til
      Mikas Hus i Efraims Bjerge og overnattede der.
  3.  Da de kom i Nærheden af Mikas Hus og kendte den unge Levits
      Stemme, tog de derind og spurgte ham: "Hvem har ført dig herhen,
      hvad tager du dig for på dette Sted, og hvorfor er du her?"
  4.  Han svarede dem: "Det og det har Mika gjort for mig; han har
      lejet mig til Præst."
  5.  Da sagde de til ham: "Adspørg da Gud, at vi kan få at vide, om
      vor Færd skal lykkes!"
  6.  Præsten sagde da til dem: "Far med Fred, HERREN våger over eders
      Færd!"
  7.  Så drog de fem Mænd videre og kom til Lajisj; og de så, at Byen
      levede trygt på Zidoniernes Vis, at Folket der levede sorgløst
      og trygt og ikke manglede nogen Verdens Ting, men var rigt, og
      at de boede langt fra Zidonierne og intet havde med Aramæerne at
      gøre.
  8.  Da de kom tilbage til deres Brødre i Zora og Esjtaol, spurgte
      disse dem: "Hvad har I at melde?"
  9.  De svarede: "Kom, lad os drage op til Lajisj, thi vi har set
      Landet, og se, det er såre godt! Hvorfor holder I eder
      uvirksomme? Nøl ikke med at drage hen og underlægge eder Landet!
 10.  Thi Gud bar givet det i eders Hånd et Sted, hvor der ikke er
      Mangel på nogen Verdens Ting! Når l kommer derhen, kommer I til
      et Folk, der lever i Tryghed, og det er et vidtstrakt Land!"

 11.  Så brød 600 væbnede Mænd af Daniternes Slægt op fra Zora og
      Esjtaol,
 12.  og de drog op og slog Lejr i Kirjat Jearim i Juda; derfor kalder
      man endnu den Dag i Dag dette Sted hans Lejr; det ligger vesten
      for Kirjat Jearim.
 13.  Derfra drog de over til Efraims Bjerge; og da de kom til Mikas
      Hus,
 14.  tog de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, til
      Orde og sagde til deres Brødre: "Ved I, at der i Husene her
      findes en Efod, en Husgud og et udskåret og støbt Billede? Så
      indser I vel, hvad I har at gøre!"
 15.  De begav sig derhen og kom til den unge Levits Hus, Mikas Hus,
      og hilste på ham,
 16.  medens de 600 væbnede danitiske Mænd stod ved Porten.
 17.  Og de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, gik op
      og tog det udskårne og støbte Billede, Efoden og Husguden,
      medens Præsten og de 600 væbnede Mænd stod ved Porten.
 18.  Hine gik ind i Mikas Hus og tog det udskårne og støbte Billede,
      Efoden og Husguden. Præsten sagde til dem: "Hvad er det, I gør?"
 19.  Og de svarede ham: "Stille, læg Fingeren på Munden og følg med
      os og bliv vor Fader og Præst! Hvad båder dig vel bedst, at være
      Præst for een Mands Hus eller for en Stamme og Slægt i Israel?"
 20.  Da blev Præsten glad, tog Efoden, Husguden og Gudebilledet og
      sluttede sig til Krigsfolkene.
 21.  Derpå vendte de om og drog bort, idet de stillede Kvinderne og
      Børnene, Kvæget og Trosset forrest i Toget.

 22.  Da de var kommet et Stykke fra Mikas Hus, stævnedes Mændene i de
      Huse, der lå ved Mikas Hus, sammen, og de indhentede Daniterne.
 23.  Da de råbte efter Daniterne, vendte disse sig om og sagde til
      Mika: "Hvad er der i Vejen, siden du har kaldt Folk til Hjælp?"
 24.  Han svarede: "I har taget min Gud, som jeg havde lavet mig,
      tillige med Præsten og er rejst eders Vej! Hvad har jeg nu
      tilbage? Hvor kan I spørge mig, hvad der er i Vejen?"
 25.  Men Daniterne svarede ham: "Lad os ikke høre et Ord mere fra
      dig, ellers kunde det hænde, at nogle Mænd, som er bitre i Hu,
      faldt over eder, og at du satte både dit eget og dine Husfolks
      Liv på Spil!"
 26.  Dermed drog Daniterne deres Vej, og da Mika så, at de var ham
      for stærke, vendte han om og begav sig tilbage til sit Hus.

 27.  De tog så Guden, som Mika havde lavet, tillige med hans Præst og
      drog mod Lajisj, mod et Folk, der levede sorgløst og trygt,
      huggede dem ned med Sværdet og stak Ild på Byen,
 28.  uden at nogen kunde komme den til Hjælp, thi den lå langt fra
      Zidon, og de havde intet med Aramæerne at gøre. Den ligger i Bet
      Rehobs Dal. Så byggede de Byen op igen og bosatte sig der;
 29.  og de gav den Navnet Dan efter deres Stamfader Dan, Israels Søn;
      men før var Byens Navn Lajisj.
 30.  Derpå stillede Daniterne Gudebilledet op hos sig; og Jonatan, en
      Søn af Moses's Søn Gersom, og hans Efterkommere var Præster for
      Daniternes Stamme, indtil Landets Indbyggere førtes i
      Landflygtighed.
 31.  Og det Gudebillede, Mika havde lavet sig, stillede de op hos
      sig, og det stod der, al den Tid Guds Hus var i Silo.

Dommer 19

  1.  I de Dage, da der ingen Konge var i Israel, var der en Mand, en
      Levit, der boede som fremmed i Udkanten af Efraims Bjerge. Han
      tog sig en Kvinde fra Betlehem i Juda til Medhustu.
  2.  Men Medhustruen blev vred på ham, forlod ham og tog til sin
      Faders Hus i Betlehem i Juda. Da hun havde været der en fire
      Måneders Tid,
  3.  drog hendes Mand af Sted efter hende for at overtale hende til
      at vende tilbage. Han havde sin Tjener og et Par Æsler med. Da
      han kom til hendes Faders Hus, fik den unge Kvindes Fader Øje på
      ham og kom ham glad i Møde;
  4.  og hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, holdt på ham, så at
      han blev hos ham i tre Dage; og de spiste og drak og overnattede
      der.
  5.  Tidligt om Morgenen den fjerde Dag gjorde han sig rede til at
      drage bort; men den unge Kvindes Fader sagde til sin Svigersøn:
      "Styrk dig først med en Bid Brød, så kan I siden drage bort!"
  6.  De blev da og spiste og drak begge to sammen, og den unge
      Kvindes Fader sagde til Manden: "Bestem dig til at blive Natten
      over og gør dig til gode!"
  7.  Men Manden gjorde sig rede til at drage bort. Da nødte hans
      Svigerfader ham, så han atter overnattede der.
  8.  Tidligt om Morgenen den femte Dag vilde han drage bort, men den
      unge Kvindes Fader sagde til ham: "Styrk dig først!" De ventede
      da, til Dagen hældede, og spiste og drak begge to.
  9.  Så gjorde Manden sig rede til at drage bort med sin Medhustru og
      sin Tjener. Men hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, sagde
      til ham: "Se, det lider mod Aften, overnat dog her; se, Dagen
      hælder, bliv dog her i Nat og gør dig til gode, så kan I i
      Morgen tidlig begive eder på Vej og du drage til dit Hjem!"
 10.  Men Manden vilde ikke blive Natten over; han begav sig på Vej og
      kom ud for Jebus, det er Jerusalem, fulgt af sine to belæssede
      Æsler, sin Medhustru og sin Tjener.

 11.  Da de var i Nærheden af Jebus og Dagen hældede stærkt, sagde
      Tjeneren til sin Herre: "Kom, lad os tage ind her i Jebusiternes
      By og blive der Natten over!"
 12.  Men hans Herre svarede: "Vi vil ikke tage ind i en By, der ejes
      af fremmede, som ikke hører til Israelitterne, men vi vil drage
      videre til Gibea!"
 13.  Og han sagde til sin Tjener: "Kom, lad os tage hen til et af de
      andre Steder og overnatte i Gibea eller Rama!"
 14.  De drog så videre, og Solen gik ned, som de var ved Gibea i
      Benjamin.
 15.  Så bøjede de af i den Retning for at nå til Gibea og overnatte
      der. Da han var kommet derind, Blev han på Byens Torv; men der
      var ingen, som bød dem ind i sit Hus for Natten.
 16.  Så kom der om Aftenen en gammel Mand fra sit Arbejde på Marken,
      og Manden var fra Efraims Bjerge og boede som fremmed i Gibea,
      medens Stedets Indbyggere var Benjaminiter;
 17.  og da den gamle Mand så op og fik Øje på den vejfarende Mand på
      Byens Torv, spurgte han: "Hvorhen gælder Rejsen, og hvorfra
      kommer du?"
 18.  Han svarede ham: "Vi er på Rejse fra Betlehem i Juda til
      Udkanten af Efraims Bjerge, hvor jeg har hjemme; jeg har været i
      Betlehem i Juda og er nu på Vejen hjem; men der er ingen, som
      byder mig ind i sit Hus,
 19.  skønt jeg har både Strå og Foder til vore Æsler og Brød og Vin
      til mig selv, din Trælkvinde og din Træls Tjener; vi mangler
      intet!"
 20.  Da sagde den gamle Mand: "Vær velkommen! Lad kun alt, hvad du
      trænger til, være min Sag; men på Torvet må du ikke overnatte!"
 21.  Så førte han ham ind i sit Hus og sørgede for Foder til Æslerne;
      og da de havde tvættet deres Fødder, spiste de og drak.

 22.  Men medens de gjorde sig til gode, se, da omringede Mændene i
      Byen, Niddinger som de var, Huset og hamrede på Døren og råbte
      til den gamle Mand, Husets Ejer: "Før Manden, som er taget ind i
      dit Hus, herud, så at vi kan stille vor Lyst på ham!"
 23.  Men Manden, der ejede Huset, gik ud til dem og sagde til dem:
      "Nej, mine Brødre, gør dog ikke noget ondt! Når denne Mand er
      taget ind i mit Hus, må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!
 24.  Se, her er min Datter, som er Jomfru; hende fører jeg herud, så
      kan I skænde hende og handle med hende, som I finder for godt!
      Men mod denne Mand må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!"
 25.  Men Mændene vilde ikke høre ham. Så greb Manden sin Medhustru og
      førte hende ud på Gaden til dem, og de stillede deres Lyst på
      hende og mishandlede hende Natten igennem til om Morgenen; først
      da Morgenen gryede, slap de hende.
 26.  Ved Morgenens Frembrud kom Kvinden og faldt sammen ved Indgangen
      til den Mands Hus, hvor hendes Herre var, og lå der, til det
      blev lyst.
 27.  Og da hendes Herre om Morgenen lukkede Husets Dør op og gjorde
      sig rede til at drage videre, se, da lå Kvinden, hans Medhustru,
      ved Indgangen til Huset med Hænderne på Tærskelen.
 28.  Han sagde da til hende: "Rejs dig og lad os komme af Sted!"  Men
      der kom intet Svar. Så løftede han hende op på Æselet og rejste
      til sit Hjem.
 29.  Men da han kom hjem, greb han en Kniv, tog sin Medhustru, skar
      hende i tolv Stykker, Ledemod for Ledemod, og sendte Stykkerne
      rundt i hele Israels Land;
 30.  og han gav de Mænd, han udsendte, den Befaling: "Således skal I
      sige til alle Israels Mænd: Er sligt hidtil hændet, siden
      Israelitterne drog op fra Ægypten? Overvej Sagen, hold Råd og
      sig eders Mening!" Og enhver, som så det, sagde: "Sligt er ikke
      hidtil hændet eller set, siden Israelitterne drog op fra
      Ægypten!"

Dommer 20

  1.  Da rykkende alle Israelitterne ud, og Menigheden samledes som
      een Mand fra Dan til Be'ersjeba for HERREN i Mizpa; også fra
      Gileads Land kom de.
  2.  Alle Folkets Støtter, alle Israels Stammer indfandt sig i Guds
      Folks Forsamling, 400000 Mand Fodfolk, væbnet med Sværd.
  3.  Benjaminiterne hørte, at Israelitterne var draget op til Mizpa.
      Og Israelitterne sagde: "Fortæl dog, hvorledes denne Misgerning
      gik for sig!"
  4.  Da tog Manden, Leviten, den myrdede Kvindes Mand, til Orde og
      sagde: "Jeg og min Medhustru kom til Gibea i Benjamin for at
      overnatte der.
  5.  Så rejste Gibeas Borgere sig imod mig og omringede mig om Natten
      i Huset; mig vilde de dræbe, og min Medhustru skændede de, så at
      hun døde.
  6.  Da tog jeg min Medhustru, skar hende i Stykker og sendte
      Stykkerne rundt i hele Israels Arvelods Område, fordi de havde
      begået grov Utugt og Skændselsdåd i Israel!
  7.  Nu er I her, alle Israelitter, sig nu eders Mening og kom med
      eders Råd!"
  8.  Da rejste hele Folket sig som een Mand og sagde: "Ingen af os
      vil vende hjem, ingen af os vil begive sig til sit Hus!
  9.  Men således vil vi handle med Gibea: Vi vil drage op imod det
      efter Lodkastning,
 10.  og vi vil udtage ti Mænd af hundrede af alle Israels Stammer,
      hundrede af tusind og tusind af titusind til at hente Fødemidler
      til Folket, til dem, som er kommet for fuldt ud at gengælde
      Gibea i Benjamin den Skændselsdåd, de har øvet i Israel!"

 11.  Derpå samlede alle Israels Mænd sig mod Byen, alle som een.
 12.  Og Israels Stammer sendte Mænd ud i hele Benjamins Stamme og lod
      sige: "Hvad er det for en Misgerning, der er sket hos eder?
 13.  Udlever nu Mændene i Gibea, de Niddinger, for at vi kan dræbe
      dem og skaffe Misgerningen bort fra Israel!" Men Benjaminiterne
      vilde ikke høre deres Brødre Israelitternes Ord.
 14.  Og Benjaminiterne stævnede sammen fra deres Byer til Gibea for
      at drage i Kamp mod Israelitterne.
 15.  Da Benjaminiterne fra Byerne mønstredes den bag, udgjorde de
      25000 våbenføre Mænd, foruden dem af Gibeas Indbyggere, der
      mønstredes, 700 udsøgte Krigere;
 16.  af alle disse Krigsfolk var 700 udvalgte Krigere kejthåndede; de
      kunde alle slynge med Sten, så de ramte på et Hår uden at fejle.
 17.  Da Israels Mænd mønstredes, fraregnet Benjamin, udgjorde de
      400000 våbenføre Mænd, der alle var Krigere.

 18.  De brød så op og drog til Betel og rådspurgte Gud; og
      Israelitterne sagde: "Hvem af os skal først drage i Kamp mod
      Benjaminiterne?" HERREN svarede: "Det skal Juda!"
 19.  Så brød Israelitterne op om Morgenen og slog Lejr uden for
      Gibea.
 20.  Og Israels Mænd rykkede ud til Kamp imod Benjamin, og Israels
      Mænd stillede sig op til Kamp imod dem for at angribe Gibea.
 21.  Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea og fældede den Dag
      22000 Mand af Israel.
 23.  Da drog Israelitterne op til Betel og græd lige til Aften for
      HERRENs Åsyn; og de adspurgte HERREN: "Skal jeg atter tage
      Kampen op med min Broder Benjamins Sønner?" Og HERREN svarede:
      "Drag op imod ham!"
 22.  Folket, Israels Mænd, tog sig da sammen og stillede sig atter op
      til Kamp på samme Sted som den første Dag;
 24.  og Israelitterne rykkede Benjaminiterne på nært Hold den anden
      Dag.
 25.  Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea for at møde dem den
      anden Dag, og de fældede yderligere 18000 Mand af Israelitterne,
      alle sammen våbenføre Mænd.
 26.  Så drog alle Israelitterne, hele Folket, op til Betel; og de
      græd og sad der for HERRENs Åsyn og fastede den Dag lige til
      Aften, og de ofrede Brændofre og Takofre for HERRENs Åsyn.
 27.  Derpå rådspurgte Israelitterne HERREN i de Dage var Guds Pagts
      Ark der,
 28.  og Pinehas, en Søn af Arons Søn Eleazar, gjorde i de Dage
      Tjeneste ved den - og de sagde: "Skal jeg atter drage i Kamp mod
      min Broder Benjamins Sønner eller lade være?" HERREN svarede:
      "Drag i Kamp, thi i Morgen giver jeg ham i din Hånd!"

 29.  Israelitterne lagde nu Baghold rundt om Gibea.
 30.  Og Israelitterne drog op mod Benjaminiterne på den tredje Dag og
      stillede sig op til Angreb på Gibea ligesom de tidligere Gange.
 31.  Da nu Benjaminiterne gjorde Udfald mod Hæren, blev de afskåret
      fra Byen og lokket ud på Vejene til Betel og Gibeon; til at
      begynde med huggede de nogle al Folkene ned på åben Mark ligesom
      de tidligere Gange, omtrent tredive Mand af Israel,
 32.  og Benjaminiterne tænkte nu: "Vi har slået dem ligesom før!"
      Men Israelitterne sagde: Lad os flygte og således afskære dem
      fra Byen og lokke dem ud på Vejene!"
 33.  Så brød alle Israels Mænd op fra deres Plads og stillede sig op
      til Kamp i Ba'al-Tamar, medens Bagholdet brød op fra sin Plads
      vesten for Geba.
 34.  Nu rykkede 10000 Mand, udvalgte Folk af hele Israel, frem for
      Gibea, og Kampen blev hård; men de vidste ikke, at Ulykken var
      ved at ramme dem.
 35.  Så slog HERREN Benjamin foran Israel, og Israelitterne fældede
      den Dag 25100 Mand af Benjamin, alle våbenføre Mænd;
 36.  da indså Benjaminiterne, at de var slagne. Israelitterne trak
      sig tilbage for Benjamin, idet de stolede på Bagholdet, de havde
      lagt mod Gibea;
 37.  og Bagholdet kastede sig i en Fart over Gibea og drog frem og
      huggede hele Byens Befolkning ned med Sværdet.

 38.  Der var truffet den Aftale mellem Israels Mænd og Bagholdet, at
      de skulde lade en Røgsøjle stige op fra Byen.
 39.  Da Israels Mænd vendte om i Kampen, huggede Benjamin til at
      begynde med henved tredive af Israels Mænd ned, thi de tænkte:
      "Visselig, vi har slået dem ligesom i den forrige Kamp."
 40.  Da nu Søjlen, Røgstøtten, begyndte at stige op fra Byen, vendte
      Benjamin sig om, og se, Røgen slog op mod Himmelen fra hele
      Byen,
 41.  og samtidig vendte Israels Mænd om fra Flugten. Da blev
      Benjamins Mænd forfærdede, thi de indså, at Ulykken havde ramt
      dem;
 42.  og de gjorde omkring for Israels Mænd og flygtede ad Ørkenen
      til.Men Kampen fortsattes i Hælene på dem. Og de fra Byerne
      huggede ned for Fode iblandt dem;
 43.  de omringede Benjaminiterne og forfulgte dem, til de havde Geba
      foran sig mod Øst.
 44.  Af Benjamin faldt 18000 Mand, lutter dygtige Krigere.
 45.  De gjorde omkring og flygtede og deres Forfølgere gjorde på
      Vejene en Efterhøst på 5000 Mand: de forfulgte dem skarpt, til
      de fik dem tilintetgjort, og huggede 2000 Mand ned af dem.
 46.  De, der faldt af Benjamin den Dag, var således i alt 25000
      våbenføre Mænd, alle tapre Folk.
 47.  De gjorde omkring og flygtede ud i Ørkenen til Rimmons Klippe,
      600 Mand stærke, og blev der i fire Måneder.
 48.  Men Israels Mænd vendte tilbage til Benjaminiterne og huggede
      dem ned med Sværdet, både Mennesker og Kvæg, overhovedet alt.
      hvad der var, og desuden stak de Ild på alle Byerne der.

Dommer 21

  1.  Men Israels Mænd havde i Mizpa aflagt den Ed: "Ingen af os vil
      give en Benjaminit sin Datter til Ægte!"
  2.  Da nu Folket var kommet til Betel, sad de der lige til Aften for
      Guds Åsyn og opløftede deres Røst, græd heftigt
  3.  og sagde: "Hvorfor, HERRE, Israels Gud, er dog dette hændet i
      Israel, så at vi i Dag må savne en Stamme af Israel?"
  4.  Tidligt næste Morgen byggede Folket et Alter der og ofrede
      Brændofre og Takofre.
  5.  Derpå sagde Israelitterne: "Hvem blandt alle Israels Stammer
      undlod at drage op med Forsamlingen til HERREN?" Der var nemlig
      svoret en dyr Ed på, at enhver, der undlod at drage op til
      HERREN i Mizpa, skulde dø.
  6.  Men nu gjorde det Israelitterne ondt for deres Broder Benjamin,
      og de sagde: "I Dag er en Stamme hugget af Israel!
  7.  Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem
      Hustruer, eftersom vi har svoret ved HERREN, at vi ikke vil give
      dem nogen af vore Døtre fil Ægte?"
  8.  Så spurgte de: "Er der måske en af Israels Stammer, der undlod
      at drage op til HERREN i Mizpa?" Og se, der var ingen kommet til
      Lejren, til Forsamlingen, fra Jabesj i Gilead.

  9.  Så blev Folket mønstret, og se, der var ingen af Indbyggerne fra
      Jabesj i Gilead.

 10.  Da sendte Menigheden 12000 Mand af de tapreste Folk derhen med
      den Befaling: "Drag hen og hug Indbyggerne i Jabesj i Gilead ned
      med Sværdet tillige med deres Kvinder og Børn.
 11.  Således skal I bære eder ad: Alle af Mandkøn og alle Kvinder,
      der har haft Omgang med Mænd, skal I lægge Band på!"
 12.  De fandt så hos Indbyggerne i Jabesj i Gilead 400 unge Piger,
      der var Jomfruer og ikke havde haft Omgang med nogen Mand, og
      dem førte de til Lejren i Silo i Kana'ans Land.
 13.  Derpå sendte hele Menigheden Sendebud hen for af underhandle med
      Benjaminiterne, der befandt sig på Rimmons Klippe, og tilbyde
      dem Fred.
 14.  På det Tidspunkt vendte Benjaminiterne så tilbage, og de gav dem
      de Kvinder fra Jabesj i Gilead, som man havde ladet i Live.  Men
      de var ikke nok til dem.

 15.  Da gjorde det Folket ondt for Benjamin, fordi HERREN havde gjort
      et Skår i Israels Stammer.
 16.  Og Menighedens Ældste sagde: "Hvad skal vi gøre for dem, der er
      tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom alle Kvinder i
      Benjamin er udryddet?"
 17.  Og de sagde: "Hvorledes kan der reddes en Rest af Benjamin, så
      at ikke en Stamme i Israel går til Grunde?
 18.  Vi kan jo ikke give dem nogen af vore Døtre til Ægte!"
      Israelitterne havde nemlig svoret og sagt: "Forbandet være den,
      som giver Benjaminiterne en Hustru!"
 19.  Da sagde de: "Se, HERRENs Højtid fejres jo hvert År i Silo!"
      Det ligger norden for Betel, østen for Vejen, der fører op fra
      Betel til Sikem, og sønden for Lebona.
 20.  Og de bød Benjaminiterne: "Gå hen og læg eder på Lur i
      Vingårdene!
 21.  Se så nøje til, og når de unge Kvinder fra Silo kommer ud for at
      opføre deres Danse, skal I komme frem af Vingårdene og røve hver
      sin Hustru af de unge Kvinder fra Silo og så drage hjem til
      Benjamins Land!
 22.  Når så deres Fædre eller Brødre kommer for at gå i Rette med
      eder, skal I sige til dem: Skån os, thi vi fik os ikke alle en
      Hustru i Krigen! Det er jo ikke eder, der har givet os dem; i så
      Fald vilde I have forbrudt eder!"
 23.  Det gjorde Benjaminiterne da, og de tog sig Hustruer af de
      dansende Kvinder, som de røvede, een til hver; derpå vendte de
      tilbage til deres Arvelod, opbyggede deres Byer og boede i dem.
 24.  Og samtidig drog Israelitterne derfra, hver til sin Stamme og
      Slægt, og de gik derfra hver til sin Arvelod,

 25.  I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han
      fandt for godt.


Rut

Rut 1

  1.  I Dommernes Dage blev der engang Hungersnød i Landet. Da drog en
      Mand fra Betlehem i Juda til Moabiternes Land for at bo der som
      fremmed med sin Hustru og sine to Sønner.
  2.  Manden bed Elimelek, hans Hustru No'omi og hans to Sønner Malon
      og Hiljon, Efratiter fra Betlehem i Juda, og de kom til
      Moabiternes Land og opholdt sig der.
  3.  Så døde Elimelek, No'omis Mand, og hun sad tilbage med sine to
      Sønner.
  4.  De tog sig moabitiske Hustruer; den ene hed Orpa, den anden
      Rut. Men da de havde boet der en halv Snes År,
  5.  døde også de to, Malon og Kiljon, så at Kvinden sad alene
      tilbage efter sine to Sønner og sin Mand.
  6.  Da brød hun op med sine Sønnekoner for at vende hjem fra
      Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at
      HERREN havde set til sit Folk og givet dem Brød.

  7.  Så drog hun sammen med sine to Sønnekoner bort fra det Sted,
      hvor hun havde opholdt sig, men på Hjemvejen til Judas Land
  8.  sagde No'omi til sine to Sønnekoner: "Vend nu tilbage hver til
      sin Moders Hus! HERREN være barmhjertig imod eder, som I har
      været imod de døde og mig;
  9.  HERREN give eder, at I må finde Ro, hver i sin Mands Hus!" Og
      hun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt
 10.  og sagde til hende: "Nej! vi vil følge dig hjem til dit Folk!"
 11.  Men No'omi sagde: "Vend tilbage, mine Døtre! Hvorfor vil I drage
      med mig? Bærer jeg endnu Sønner i mit Skød, som kan blive eders
      Mænd?
 12.  Vend tilbage, mine Døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel til
      at blive en Mands Hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnu
      havde Håb, selv om jeg endnu i Nat tilhørte en Mand og virkelig
      fødte Sønner,
 13.  skulde I så derfor vente, til de blev voksne? Skulde I derfor
      stænge eder inde og leve ugifte? Nej, mine Døtre, det gør mig
      såre ondt for eder, thi mig har HERRENs Hånd ramt!"
 14.  De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin
      Svigermoder, men Rut klyngede sig til hende.
 15.  Da sagde hun: "Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk
      og sin Gud; vend du også tilbage og følg din Svigerinde!"
 16.  Men Rut svarede: "Nød mig ikke til at forlade dig og vende
      tilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du
      tager Bolig, der vil jeg tage Bolig; dit Folk skal være mit
      Folk, og din Gud skal være min Gud;
 17.  hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. HERREN ramme
      mig både med det ene og det andet: Kun Døden skal skille os ad!"
 18.  Da No'omi så, at det var hendes faste Vilje at drage med
      hende. holdt hun op at tale til hende derom,
 19.  og de drog da videre sammen, indtil de kom til Betlehem. Men da
      de kom til Betlehem, blev der Røre i hele Byen, og Kvinderne
      sagde: "Er det No'omi?"
 20.  Men hun sagde til dem: "Kald mig ikke No'omi; kald mig Mara",
      thi den Almægtige har voldet mig megen bitter Smerte!
 21.  Rig drog jeg herfra, og fattig har HERREN ført mig tilbage.
      Hvorfor kalder I mig No'omi, når HERREN har vidnet imod mig og
      den Almægtige tilskikket mig Ulykke?"

 22.  Således vendte No'omi tilbage fra Moabiternes Land tillige med
      sin Sønnekone, Moabiterinden Rut, og de kom til Betlehem først
      på Byghøsten.

Rut 2

  1.  No'omi havde en Slægtning på sin Mands Side, en formuende Mand
      af Elimeleks Slægt ved Navn Boaz.
  2.  En Dag sagde Moabiterinden Rut til No'omi: "Jeg vil gå ud i
      Marken og sanke Aks efter den, for hvis Øjne jeg finder Nåde."
      Hun svarede hende: "Ja, gør det, min Datter!"
  3.  Så gik hun hen og sankede Aks på Marken efter Høstfolkene; og
      det traf sig, at Marken tilhørte Boaz, som var af Elimeleks
      Slægt.
  4.  Boaz kom just gående fra Betlehem; han sagde da til Høstfolkene:
      "HERREN være med eder!" Og de svarede: "HERREN velsigne dig!"
  5.  Derpå sagde Boaz til den Karl, som havde Opsyn med Høstfolkene:
      "Hvor hører denne unge Kvinde hjemme?"
  6.  Karlen, som havde Opsyn med Høstfolkene, svarede: "Det er en
      moabitisk Pige; det er hende, som fulgte med No'omi tilbage fra
      Moab;
  7.  hun sagde: Lad mig få Lov at sanke og samle Aks blandt Negene
      efter Høstfolkene! Så kom hun og har holdt ud lige fra i Morges
      tidlig til nu uden at unde sig et Øjebliks Hvile."
  8.  Da sagde Boaz til Rut: "Hør, min Datter! Du skal ikke gå hen og
      sanke Aks på nogen anden Mark! Nej, gå ikke herfra, men hold dig
      til mine Piger her;
  9.  hold Øje med, hvor de høster på Marken, og gå bag efter. Jeg har
      pålagt Karlene, at de ikke må fortrædige dig; og bliver du
      tørstig, kan du gå hen til Karrene og drikke af det, Karlene
      øser op!"
 10.  Da faldt hun på sit Ansigt, bøjede sig til Jorden og sagde til
      ham: "Hvorledes har jeg fundet Nåde for dine Øjne, så du viser
      mig Velvilje, skønt jeg er fremmed?"
 11.  Boaz svarede hende: "Man har fortalt mig alt, hvad du har været
      for din Svigermoder efter din Mands Død, hvorledes du forlod din
      Fader og din Moder og dit Fædreland for at drage til et Folk, du
      ikke tidligere kendte;
 12.  HERREN gengælde dig, hvad du har gjort, og din Løn blive rigelig
      fra HERREN, Israels Gud, under hvis Vinger du kom og søgte Ly!"
 13.  Hun sagde: "Så har jeg da fundet Nåde for dine Øjne, Herre,
      siden du har trøstet mig og talt venligt til din Trælkvinde,
      skønt jeg ikke er så meget som en af dine Trælkvinder!"

 14.  Ved Spisetid sagde Boaz til hende: "Kom herhen og spis med og
      dyp din Bid i Eddiken!" Så satte hun sig hos Høstfolkene, og han
      rakte hende så meget ristet Korn, at hun kunde spise sig mæt og
      endda levne.
 15.  Da hun rejste sig for at sanke Aks, bød Boaz sine Karle: "Lad
      hende også sanke mellem Negene og fornærm hende ikke;
 16.  I kan også trække nogle Aks ud af Knipperne til hende og lade
      dem ligge, så hun kan sanke dem op, og I må ikke skænde på
      hende!"
 17.  Så sankede hun Aks på Marken lige til Aften; og da hun tærskede,
      hvad hun havde sanket, var det omtrent en Efa Byg.

 18.  Derpå tog hun det og gik til Byen, og hendes Svigermoder så,
      hvad hun havde sanket; og Rut tog og gav hende, hvad hun havde
      levnet efter at have spist sig mæt.
 19.  Da sagde hendes Svigermoder til hende: "Hvor har du sanket Aks i
      Dag, hvor har du været? Velsignet være han, der viste dig
      Velvilje!" Så fortalte hun sin Svigermoder, hvem hun havde været
      hos, og sagde: "Den Mand, jeg var hos i Dag, hedder Boaz!"
 20.  Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "HERREN, som ikke har
      unddraget de levende og døde sin Miskundhed, velsigne ham!" Og
      No'omi sagde fremdeles til hende: "Den Mand er en nær Slægtning
      af os; han er en af vore Løsere."
 21.  Moabiterinden Rut sagde: "Han sagde også til mig: Hold dig kun
      til mine Folk, indtil de er helt færdige med min Høst!"
 22.  Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "Du gør ret, min Datter. i at
      følge med hans Piger, at man ikke skal volde dig Men på en anden
      Mark!"
 23.  Så holdt hun sig til Boazs Piger og sankede Aks der, indtil
      Byghøsten og Hvedehøsten var til Ende; og hun blev boende hos
      sin Svigermoder.

Rut 3

  1.  Men hendes Svigermoder No'omi sagde til hende: "Min Datter, skal
      jeg ikke søge at skaffe dig et Hjem, hvor du kan få det godt?
  2.  Nu vel! Boaz, hvis Piger du var sammen med, er vor Slægtning;
      se, han kaster i Nat Byg på Tærskepladsen;
  3.  tvæt dig nu og salv dig, tag dine Klæder på og gå ned på
      Tærskepladsen; men lad ikke Manden mærke noget til dig, før han
      er færdig med at spise og drikke;
  4.  når han da lægger sig, mærk dig så Stedet, hvor han lægger sig,
      og gå hen og løft Kappen op ved hans Fødder og læg dig der, så
      skal han nok sige dig, hvad du skal gøre!"
  5.  Hun svarede: "Jeg vil gøre alt. hvad du siger!"

  6.  Så gik hun ned på Tærskepladsen og gjorde alt, hvad hendes
      Svigermoder havde pålagt hende.
  7.  Da Boaz havde spist og drukket og var vel tilpas, gik han hen og
      lagde sig ved Korndyngen; så gik hun sagte hen og løftede Kappen
      op ved hans Fødder og lagde sig der.
  8.  Ved Midnatstide blev Manden opskræmt og bøjede sig frem, og se,
      da lå der en Kvinde ved hans Fødder.
  9.  Da sagde han: "Hvem er du?" Og hun svarede: "Jeg er Rut, din
      Trælkvinde! Bred Fligen af din Kappe ud over din Trælkvinde; thi
      du er Løser!"
 10.  Da sagde han: "HERREN velsigne dig, min Datter! Den Godhed, du
      nu sidst har udvist, overgår den, du før udviste, at du nu ikke
      er gået efter de unge Mænd, hverken fattige eller rige!"
 11.  Så frygt nu ikke, min Datter! Alt, hvad du siger, vil jeg gøre
      imod dig; thi enhver i mit Folks Port ved, at du er en dygtig
      Kvinde.
 12.  Det er rigtigt. at jeg er din Løser, men der er en anden, som er
      nærmere end jeg.
 13.  Bliv nu her i Nat; og hvis han i Morgen vil løse dig, godt, så
      lad ham gøre det; men er han uvillig til at løse dig, gør jeg
      det, så sandt HERREN lever. Bliv kun liggende, til det bliver
      Morgen!"

 14.  Så blev hun liggende ved hans Fødder til Morgen; men hun stod
      op, før det ene Menneske endnu kunde kende det andet, thi han
      tænkte: "Det må ikke rygtes, at en Kvinde er kommet ud på
      Tærskepladsen!"
 15.  Derpå sagde han: "Tag og hold det Klæde frem, du har over dig!"
      Og da hun holdt det frem, afmålte han seks Mål Byg og lagde det
      på hende. Så gik hun ind i Byen.
 16.  Da hun kom til sin Svigermoder, sagde denne: "Hvorledes gik det,
      min datter?" Så fortalte hun hende alt, hvad Manden havde gjort
      imod hende,
 17.  og sagde; "Disse seks Mål Byg gav han mig med de Ord: Du skal
      ikke komme tomhændet til din Svigermoder!"
 18.  Da sagde hun: "Hold dig nu rolig, min Datter, indtil du får at
      vide, hvilket Udfald Sagen får; thi den Mand under sig ikke Ro,
      før han får Sagen afgjort endnu i Dag!"

Rut 4

  1.  Boaz var imidlertid gået op til Byporten og havde sat sig der.
      Og se, den Løser, Boaz havde talt om, kom netop forbi. Da
      tiltalte han ham og sagde: "Kom og sæt dig her!" Da den anden
      kom og satte sig,
  2.  fik han fat i ti af Byens Ældste og sagde: "Sæt eder her!" Og de
      satte sig der.
  3.  Da sagde han til Løseren: "Den Marklod, som tilhørte vor
      Slægtning Elimelek, vil No'omi, der er kommet tilbage fra Moab,
      sælge.
  4.  Derfor tænkte jeg, at jeg vilde lade dig det vide og sige: Køb
      den i Overværelse af dem, der sidder her, og mit Folks Ældste!
      Vil du løse den, så gør det; men vil du ikke, så sig til, at jeg
      kan vide det; thi der er ingen anden til at løse end du og
      derefter jeg selv!" Han svarede: "Jeg vil løse den!"
  5.  Da sagde Boaz: "Men samtidig med at du køber Marken af No'omi,
      køber du også Moabiterinden Rut, den afdødes Enke, for at rejse
      den afdødes Navn over hans Arvelod!"
  6.  Da svarede Løseren: "Så kan jeg ikke blive Løser, da jeg derved
      vilde skade min egen Arvelod. Løs du, hvad jeg skulde løse, thi
      jeg kan ikke!"
  7.  Nu havde man i gamle Dage i Israel den Skik til Stadfæstelse af
      Løsning og Byttehandel, at man trak sin Sko af og gav den anden
      Part den; således blev en Sag vidnefast i Israel.
  8.  Idet nu Løseren sagde til Boaz: "Køb du den!" trak han derfor
      sin Sko af.
  9.  Da sagde Boaz til de Ældste og alle dem, der var til Stede: "I
      er i Dag Vidner på, at jeg køber alt, hvad der tilhørte
      Elimelek, og alt, hvad der tilhørte Kiljon og Malon, af No'omi;
 10.  og tillige køber jeg mig Moabiterinden Rut, Malons Enke, til
      Hustru for at rejse den afdødes Navn over hans Arvelod, at den
      afdødes Navn ikke skal udslettes blandt hans Brødre og fra hans
      Hjemstavns Port; I er Vidner i Dag!"
 11.  Da sagde alle Folkene, som var i Byporten, og de Ældste: "Vi er
      Vidner! HERREN lade den Kvinde, der nu drager ind i dit Hus,
      blive som Rakel og Lea, de to, der byggede Israels Hus. Bliv
      mægtig i Efrata, og dit Navn vorde priset i Betlehem!
 12.  Måtte dit Hus blive som Perezs Hus, ham, Tamar fødte Juda, ved
      de Efterkommere, HERREN giver dig af denne unge Kvinde!"

 13.  Så ægtede Boaz Rut, og hun blev hans Hustru; og da han gik ind
      til hende, lod HERREN hende blive frugtsommelig, og hun fødte en
      Søn.
 14.  Da sagde Kvinderne til No'omi: "Lovet være HERREN, som ikke lod
      dig uden Løser i Dag, og hans Navn skal prises i Israel.
 15.  Han blive din Trøster og Forsørger i din Alderdom; thi din
      Sønnekone, som viste dig Kærlighed, har født ham, hun, som er
      dig mere værd end syv Sønner!"
 16.  Da tog No'omi Barnet i sin Favn, og hun blev dets Fostermoder.
 17.  Og Naboerskerne gav ham Navn, idet de sagde: "No'omi har fået en
      Søn!" Og de kaldte ham Obed. Han blev Fader til Davids Fader
      Isaj.

 18.  Dette er Perezs Slægtebog: Perez avlede Hezron,
 19.  Hezron avlede Ram, Ram avlede Amminadab,
 20.  Amminadab avlede Nahasjon, Nahasjon avlede S