Title: Vrakets hemmelighet
Author: Osbourne, Lloyd, 1868-1947, Stevenson, Robert Louis, 1850-1894
Language: Norwegian
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Vrakets hemmelighet" ***


                 R. L. STEVENSON og LLOYD OSBOURNE

                        VRAKETS HEMMELIGHET

                     FORKORTET NORSK UTGAVE VED

                            ALF HARBITZ

                             KRISTIANIA

             FORLAGT AV H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD)

                                1914


                         NATIONALTRYKKERIET



FØRSTE KAPITEL.

Forhistorie.


Min far var en av de gløggeste forretningsmænd i staten Muskegon, og
det voldte ham stor sorg at jeg ikke viste nogetsomhelst anlæg for
kampen om pengene. Jeg har aldrig i mit liv brydd mig et fnugg om
andet end kunst. Da jeg var blit student, satte han mig i Muskegons
handelsakademi, et merkelig institut til utdannelse av spekulanter.
Og først da jeg i denne farlige skole hadde gjort en dundrende
fallit, fik jeg lov til at følge min lyst.

"Loudon," sa min far med smilende ansigt, "hvis du reiste til Paris,
hvor lang tid vilde du saa bruke til at bli en erfaren billedhugger?"

"Erfaren?" sa jeg. "Hvad mener du med det?"

"En mand som kan paata sig store opgaver," sa han, "baade i nøken og
patriotisk og symbolsk stil."

"Da maatte jeg ha tre aar," sa jeg.

"Og er Paris nødvendig?" spurte han.

"Det er det eneste sted," forsikret jeg.

"Ja jeg synes selv det klinger bedst," indrømmet han. "En ung mand,
hjemmehørende i vor stat, søn av en fremskutt borger, elev av de
største mestre i Paris," tilføiet han fornøiet.

"Men kjære dig, far, hvad mener du?" avbrøt jeg ham. "Jeg har aldrig
drømt om at bli billedhugger."

"Jo," sa han, "jeg har overtat leveransen av statuer til vort nye
kapitol. Hvis du vil, saa kan du reise til Paris og komme tilbake om
tre aar for at utføre det arbeidet. Det er en stor chanse for dig,
men jo før du reiser og jo flittigere du studerer, des bedre; for
hvis det første halve dusin statuer ikke tilfredsstiller publikums
smak i Muskegon, saa blir der spektakel."

Takket være kapitolet i Muskegon blev jeg altsaa billedhugger og kom
til Paris.

Paa veien avla jeg et besøk hos min slegt i Edinburgh. Det var
min onkel Adam, en meget stiv og ironisk herre, som moret sig med
at tiltro amerikanerne alle utiltalende egenskaper. Han blev ikke
engang forundret da jeg tilslut fortalte at mine venner gik nøkne om
sommeren, og at metodistkirken i Muskegon var dekorert med skalper.

Der var bare én i huset som jeg følte sympati for -- min bedstefar,
Alexander Loudon. Han hadde i sin tid været murer, og hadde arbeidet
sig op. I utseende, tale og væsen var han sterkt merket av sin
oprindelse, hvad der var edder og forgift baade for onkel Adam, min
tante og mine fættere og kusiner.

Det har sine fordele at være amerikaner. Det faldt mig aldrig
ind at skamme mig over min bedstefar, og han la hurtig merke til
forskjellen. Han hadde bevaret min mor i ømt minde, kanske fordi
han hadde den vane daglig at sammenligne hende med onkel Adam, som
han avskydde. Vi tok lange spaserturer sammen, besøkte et og andet
ølhus, hvor min bedstefar med stolthet forestillet mig for sine
gamle venner. "Dette er gutten til min Jeannie," sa han og kastet
et slør over resten av sine efterkommere. Maalet for vore utflugter
var en række melankolske utkantgater, hvor min bedstefar hadde været
bygmester og desværre altfor ofte ogsaa arkitekt. Jeg har sjelden set
forfærdeligere huser, men jeg vogtet mig vel for at si min mening,
jeg beundret høflig og spurte om prisen paa hvert ornament. Kapitolet
i Muskegon drøftet vi indgaaende. Jeg tegnet alle planerne efter
hukommelsen, min bedstefar regnet ut overslag og kritiserte skarpt
bygmestrene i Muskegon. Vi blev de bedste venner, og da jeg forlot
Edinburgh, hadde jeg uten selv at ane det gjort et storartet kup.

Og saa styrtet Loudon Dodd, søn av James K. Dodd, millionær i
Muskegon, sig ut i kunstnerlivet i Paris.

Hvert menneske har sin romantik. Min gyldne drøm var studenterlivet i
Quartier Latin. Derfor spiste jeg paa en tarvelig restaurant og bodde
paa et tarvelig hotel, skjønt jeg for mine maanedspenger kunde bodd
i det bedste strøk og gjerne hver dag kjørt til mine studier. Men da
vilde jeg bare været Loudon Dodd, søn av den amerikanske millionær;
nu var jeg en Quartier Latin student, og jeg svelget i min gyldne
romantik.

Men dette herlige liv hadde en skygge: jeg var født med svakhet for
god mat og god vin. Nu og da hændte det efter en lang og flittig dag
paa atelieret, at en bølge av motbydelighet førte mig langt bort
fra den sedvanlige kattestek med rødt blæk. En saadan aften -- det
var i mit andet aar i Paris -- hadde jeg et litet eventyr som jeg
maa fortælle, fordi det var indledningen til mit venskap med Jim
Pinkerton. Jeg sat ved en ensom middag en oktoberdag, det rustrøde
løv faldt og flagret paa boulevarden, og der bølget melankoli
i luften. Det var ikke nogen stor restaurant, men den hadde et
fristende vinkort. Dette forsket jeg med en iver som kom baade av
kjærlighet til vin og kjærlighet til vakre navn. Jeg stanset ved det
litet berømte og kjendte merke Roussillon. Jeg husket at det var en
vin jeg aldrig hadde smakt, bestilte en flaske, fandt den udmerket,
og bad nu efter min vane om en halv flaske til avslutning. Det viste
sig at de ikke hadde halvflasker av Roussillon. "Godt, en flaske," sa
jeg. Bordene i denne restaurant staar tæt sammen, og det næste jeg
husker, er at jeg førte en høirøstet samtale med sidebordet. Derefter
har jeg et klart minde om at jeg stirret rundt i et stort rum, hvor
alle ansigter vendte smilende mot mig. Jeg kan ogsaa huske hvad
jeg sa i det øieblik, men efter tyve aars forløp er skammen endnu
glødende i mig, og jeg vil bare antyde at jeg spilte paa patriotiske
strenger. Det var min hensigt at ta en flok av mine nye venner med
til et andet sted for at drikke kaffe, men ute paa fortauget fandt
jeg mig pludselig alene. Det overrasket mig litt, jeg begyndte
at tænke paa om jeg kanske burde latt være at drikke den sidste
flaske, og jeg besluttet at stive mig op med kaffe og kognak. Jeg
gik derfor ind i Café de la Source. Der var det overordentlig lyst og
varmt; alle ting stod skinnende klart, fra gjesternes ansigter til
avisernes overskrifter, og hele rummet svinget frem og tilbake som en
kjæmpekøie, fortere og fortere. En stund fornøiet jeg mig storartet
over dette sjeldne skue, jeg syntes jeg aldrig kunde bli træt av at
se paa det. Saa faldt jeg pludselig ned i bundløs tristhet, naadde i
næste minut med samme pludselighet til klarhet over at jeg var fuld,
og reiste mig for at gaa hjem og tilsengs.

Jeg hadde bare et par skridt til mit hotel. Der fik jeg mit tændte
lys hos portneren og steg saa op de fire trapper til mit værelse.
Skjønt jeg ikke kunde negte at jeg var fuld, var jeg paa samme tid
straalende fornuftig og praktisk. Jeg hadde bare én tanke, at komme
tidsnok op til mit arbeide næste morgen, og da jeg saa at klokken paa
min kamingesims var stanset, besluttet jeg at gaa ned igjen og gi
portneren besked. Jeg lot lyset brænde og døren staa oppe og gav mig
paa vei. Huset var ganske mørkt, men da der bare var de tre dører paa
hver trappeavsats, kunde jeg umulig gaa feil, jeg hadde ikke andet
at passe paa end at gaa ned og ned til jeg saa skinnet av portnerens
natlampe. Jeg tællet fire trapper: ingen portner. Det var naturligvis
mulig at jeg kunde ha regnet galt, jeg gik derfor endda en trappe ned
og endda en og endda en, og hele tiden tællet jeg, og tilslut hadde
jeg gaat ni trapper ned. Det var klart at jeg maatte ha gaat forbi
portnerstuen uten at lægge merke til den, jeg var naadd mindst fem
etager ned under gaten, jeg hadde styrtet mig i jordens indvolder.
At mit hotel altsaa var bygget over katakomber, forekom mig at være
en overordentlig interessant opdagelse, og hadde jeg ikke hat mit
arbeide næste dag at tænke paa, saa vilde jeg hele natten fortsat med
at utforske dette underjordiske rike. Men jeg maatte tidlig op, og
derfor var det tvingende nødvendig for mig at finde portneren. Jeg
gjorde helt om og kløv opfor trapperne. Jeg tællet en, to, tre, fire,
fem, seks og syv etager, og endnu var der ingen portner. Nu begyndte
jeg at bli træt av leken, og jeg besluttet at gaa tilsengs. Otte, ni,
ti, elleve, tolv og tretten etager tællet jeg, og min aapne dør var
likesaa haabløst forsvundet som portneren. Jeg husket at huset ikke
var mere end seks etager høit; altsaa maatte jeg nu mindst ha naadd
tre etager ovenfor taket. Da blev jeg ærgerlig. "Mit værelse maa og
skal være her," sa jeg, og jeg gik med fremstrakte armer mot døren.
Der var ingen dør og ingen væg; i stedet gapte foran mig en sort
korridor, som jeg en stund skred frem i uten at møte nogensomhelst
motstand. Og dette i et hus hvis hele flate rummet tre smaa værelser,
en smal trappeavsats og trappen! Det var simpelthen sludder, og jeg
begyndte at bli sint for alvor. Paa dette tidspunkt la jeg merke til
en lysstrime bortover gulvet, jeg strakte haanden frem, den grep om
en dørvrider, og uten omsvøp gik jeg ind. En ung dame var derinde,
hun holdt paa at gaa tilsengs, og hun var paa det nærmeste færdig med
sit toilette for natten.

"Jeg haaber at De vil undskylde mig," sa jeg, "men mit værelse er
nummer tolv, og alting er kommet i uorden i dette forbistrede huset."

Hun saa paa mig et øieblik. "Hvis De vil vente utenfor et øieblik,
saa skal jeg følge Dem dit," sier hun.

Saaledes blev saken ordnet med den største ro. Jeg ventet utenfor;
om en liten stund kom hun ut i morgenkjole, tok mig i haanden, førte
mig op en trappe til, saa jeg kom fire etager ovenfor husets tak,
og skjøv mig ind i mit eget værelse. Træt som jeg var efter mine
merkelige opdagelsesreiser, sovnet jeg straks.

Morgenen efter hadde jeg ikke lyst til at gaa til atelieret. I stedet
spaserte jeg til Luxembourghaven for der mellem spurvene og statuerne
og de faldende blade at gruble over nattens hændelser. Hadde jeg
drømt, eller hvad var sandhet?

I dagslyset viste huset de samme seks etager som ellers. Med al min
viden om arkitektur kunde jeg mellem dets mure ikke finde plads til
den lange korridor, likesaa litt som dets høide tillot saa uendelige
trapper. Men disse fænomener kunde ikke forvirre en filosof som
kjender virkningen av en god middag. Noget andet var det med den unge
dame. Jeg kunde huske hvert ord vi hadde sagt; jeg hadde talt, og hun
svart paa engelsk. Men ingen levende ung dame kunde optraadt med den
klarhet og den fornuft; ihvertfald kunde ikke jeg husket hende saa
klart. Altsaa var hele historien indbildning; katakomber, trapper,
den barmhjertige unge dame, altsammen var en drøm.

Jeg var netop naadd til dette resultat, da mit blik fæstet sig ved
en dame i brun jakke og med et farveskrin i haanden. Ved siden av
hende gik en mand -- nogen aar ældre end jeg -- med et staffeli under
armen. De var utvilsomt paa vei til galleriet, hvor damen sagtens
holdt paa med kopiering. Man kan tænke sig min forundring, da jeg i
hende gjenkjendte heltinden fra natten før. Vore øine møttes, og hun
saa straks ned -- litt forvirret, tror jeg, fordi hun husket hvilket
antræk jeg sidst hadde set hende i.

Om hun var styg eller vakker, det kan jeg den dag idag ikke si.
Men hun hadde optraadt saa klokt og venlig, og jeg hadde gjort en
saa ynkelig figur, at jeg øieblikkelig følte nødvendigheten av at
vise mig i et gunstigere lys. Den unge mand var kanske hendes bror,
kanske fandt jeg leilighet til at gjøre en undskyldning gjennem ham;
jeg stillet mig altsaa op i nærheten av galleridøren, og da han et
øieblik efter kom ut, stanset jeg ham. Saaledes gik det til at jeg
møtte min tredje skjæbne; for hele min løpebane er blit formet av
disse tre faktorer -- min far, kapitolet i Muskegon og min ven Jim
Pinkerton. Men den unge dame saa jeg aldrig mere. Saaledes leker
skjæbnen med os.

Den fremmede var, som jeg har fortalt, nogen aar ældre end jeg; han
var godt bygget, hadde et meget livlig ansigt, et hjertelig, urolig
væsen og graa, klare, blinkende øine.

"Maa jeg tale et ord med Dem?" sa jeg.

"Saa mange De vil," sa han.

Saa fulgte min undskyldning for det natlige besøk.

"De er en landsmand av mig," brøt han ut, "De maa være det efter
Deres ridderlige undskyldning. Desværre kjender jeg knapt selv den
unge dame. Jeg blev forestillet for hende her en kveld hos nogen
venner, og da jeg møtte hende idag, tilbød jeg naturligvis at bære
staffeliet. Vil De si mig Deres navn?"

"Jeg heter Loudon Dodd," sa jeg, "jeg er fra Muskegon og skal bli
billedhugger."

"Og mit navn er James Pinkerton. Det glæder mig at gjøre Deres
bekjendtskap."

Vi blev gaaende videre sammen, vi spiste lunch sammen og blev
øieblikkelig fortrolige venner, saa vi før kveld denne første dag
kjendte hverandres historie.

Pinkerton var blit slængt ut i verden da han var tolv aar gammel.
En omvankende fotograf løftet ham en dag op fra en landeveisgrøft
i New Jersey og tok ham med sig. Nogen aar flakket de rundt og tok
ferrotypier; den gamle døde, og den unge arvet hans forretning. "Det
var det liv jeg selv kunde valgt mig, herr Dodd. Jeg har set alle
de vidunderligste landskaper i det pragtfulde kontinent som vi skal
arve og eie. Jeg skulde ønske jeg hadde min samling av ferrotypier
her. Jeg tok dem som et minde og bare for min egen skyld. De viser
naturen i dens største og i dens blideste øieblikke." Mens gutten
drog fra sted til sted i de vestlige stater og territorier, læste
han alle de bøker han kunde overkomme, og med klare øine og vaakent
sind gjorde han sine iagttagelser av folket, landet, produkterne. Han
hadde laget sig sin egen livsanskuelse. At være ædel og patriotisk,
at samle kultur og penger med begge hænder og med samme glød -- det
var hans trosartikler. Da fotografierne ikke længer tilfredsstillet
hans ærgjerrighet, slog han ind paa andre forretninger. Først blev
han mægler i jernbanebilletter. "Jeg la hele min sjæl i det," sa
Pinkerton, "jeg omkalfatret systemet paa mindre end et aar." Det
lykkedes mig aldrig at forstaa principerne i denne forretning; den
dypeste mening var vist at snyte jernbanerne. Men Pinkerton saa
fremad. "Jeg visste hvad jeg trængte -- en formue, dannelse, et
vakkert hjem og en gjennemkultivert dame til hustru; for det er
visst, herr Dodd, enhver mand maa gifte sig med en kvinde som staar
over ham. Ellers stempler jeg det som bare sanselighet. Og ser De,
herr Dodd, saa lukket jeg det bedste agentur i Saint Jo, hvor jeg
tællet dollars i pottevis, drog avsted alene, uten en ven, uten at
kunne et fransk ord, og slog mig ned her. Jeg har sat min kapital ind
paa at bli kunstner." Jeg spurte om det var en gammel lyst hos ham
eller et pludselig indfald. "Ingen av delene, herr Dodd," sa han.
"Jeg sa til mig selv: Hvad er det vi trænger mest derhjemme? Mere
kultur og mere kunst, sa jeg, og saa valgte jeg det bedste sted, la
op penger og reiste hit for at lære."

Jeg følte mig skamfuld mens jeg hørte paa ham. Han hadde mere ild i
sin lille taa end jeg i hele min krop, han var bristefærdig av mod og
kraft. Da han foreslog mig at se paa hans arbeide, fulgte jeg ham med
interesse og haab.

Hans kvistværelse var væsentlig møblert med hans egne kufferter og
tapetsert med hans egne studier. Nu er der bare ett omraade hvor
jeg ikke kan smigre uten at rødme; naar det gjælder kunst har jeg
en romersk oprigtighet. Baade én og to ganger gik jeg væggene rundt
og speidet efter et glimt av talent, og han fulgte efter og speidet
i mit ansigt. Da vi hadde gaat den anden runde, var vi begge like
nedslaat.

"Aa, De behøver ikke at si noget," sa han tilslut.

"Vil De at jeg skal tale oprigtig? Jeg tror De spilder Deres tid," sa
jeg.

"Ser De ingenting som lover noget?" spurte han og saa paa mig med
litt nyt haab i sine klare øine. "Er der ingenting ved denne melonen
heller? Det var én som syntes den var god."

Jeg saa nøie paa melonen og rystet paa hodet. "Det gjør mig ondt,
Pinkerton," sa jeg, "men jeg kan ikke opmuntre Dem til at fortsætte."

Paa et øieblik var han like tapper igjen. "Jaja," sa han kjækt,
"igrunden er jeg ikke større overrasket. Men jeg vil ta kurset
helt tilslut allikevel, og lægge hele min sjæl i det. Det er ikke
bortkastet tid, det er kultur altsammen; det kan hjælpe mig til en
stilling ved et illustrert blad hjemme, og jeg kan altid bli kjøbmand
igjen," og han uttalte med største ro denne forfærdelige tanke som
vilde ha rystet hele Quartier Latin. "Jeg skal aldrig glemme Dem at
De hadde mod til at si mig det. Her er min haand, herr Dodd. De staar
over mig baade i kultur og talent."

"Det kan De ikke vite," sa jeg. "Jeg har set Deres arbeide, men De
har ikke set mit."

"Saa la mig se det straks," sa han.

Sandt at si var jeg næsten skamfuld over at ta ham med til mit
atelier; mit arbeide, som der ellers var nok at utsætte paa, raget
saa altfor høit over hans. Men han hadde faat hele sit humør igjen,
og paa veien forbauset han mig med sin muntre snak og sine nye
planer. Tilslut skjønte jeg hvorledes saken stod. Dette var ikke
en kunstner som hadde mistet alt haab i sin eneste kunst, men en
forretningsmand som kanske litt pludselig hadde faat vite at en
enkelt av hans tyve spekulationer var mislykket.

I virkeligheten søkte Pinkerton -- uten at jeg mistænkte ham for det
-- allerede trøst hos en anden av muserne. Han hadde faat den idé at
han skulde lønne mig for min oprigtighet og grundfæste vort venskap.
Han hadde en blok fremme og noterte hvad jeg sa, og da jeg i mit
atelier avslørte Muskegons genius for ham, saa holdt han igjen paa
med blyanten.

"Tar De en skisse av den?" spurte jeg.

"Aa, det er min hemmelighet. En mus kan hjælpe en løve," sa han.

Og jeg snakket -- om mig selv, mine planer, mine teorier. Pinkerton
noterte, og jeg talte som en professor til en ivrig lyttende
forsamling. Jeg ante ikke at altsammen blev opfattet galt, og endda
mindre ante jeg hvad Pinkerton agtet at bruke sine optegnelser til.
Vi hadde en lang, hyggelig kveld med megen veltalenhet og vin, vi
møttes igjen næste dag, og først flere uker efter fik jeg vite
meningen med de lange notater. En vakker dag blev jeg overrasket
av et nummer av Saint Jos ~Sunday Herald~, og der saa jeg til min
skræk en skildring -- og for en skildring -- av mig selv og Muskegons
genius.

"Litt fyldig figur", "lyst, intelligent smil", "geniets
umiddelbarhet". Og for nogen overskrifter og for nogen
misforstaaelser! Du store gud, om mine spotske venner i Paris fik se
dette vidunder av kunstkritik!

Det var heldig for venskapet mellem Pinkerton og mig at jeg samme
dag fik brev fra min far. "Min kjære gut," begyndte det, "jeg sender
dig et utklip, som har glædet mig særdeles, av et meget anset Saint
Jo-blad. Det er faa unge mænd paa din alder for hvem en avis ofrer to
hele spalter. Jeg ønsker bare at din kjære mor hadde staat og læst
det over min skulder, men vi maa haabe at hun paa et bedre sted føler
med mig. Naturligvis har jeg sendt et eksemplar til din bedstefar og
onkel i Edinburgh. Denne Jim Pinkerton synes at være et værdifuldt
bekjendtskap, han har vistnok et stort talent, og det er altid
fornuftig at holde sig tilvens med pressens mænd."

Ikke før hadde jeg læst disse ord, saa rørende taapelige som de
var, saa slog min harme mot Pinkerton over i taknemmelighet. Ingen
hændelse i mit liv -- uten kanske min fødsel -- hadde git min far saa
dyp en glæde som denne artikel i ~Sunday Herald~. Hvad skulde jeg saa
klage over!

Da jeg traf Pinkerton, tok jeg let paa saken. Min far var fornøiet,
sa jeg, han syntes brevet var udmerket skrevet; men selv satte jeg
ikke pris paa offentlighet, og jeg vilde derfor be ham la det bli med
den ene artikel.

Pinkerton blev høist ulykkelig. "Aa, jeg forstaar Dem," sa han, "jeg
har saaret Dem. Det er min mangel paa takt nu igjen." Saa maatte jeg
trøste ham, og løi saa godt jeg kunde.

Men det var dette sørgelige journalistiske indfald som gjorde os til
venner for livet.

Vort venskap blev snart sat paa prøve. Næste kvartalsdag kom ikke
den sedvanlige remisse fra min far. Jeg skrev og fik ikke svar,
telegraferte og fik saa løfte om brev. Jeg var baade urolig og harm,
men takket være mit romantiske liv som fattig student hadde jeg lagt
endel penger til side, saa jeg ikke kom i nogen virkelig forlegenhet.
Min ulykkelige far hjemme i Muskegon hadde al møie og angst. Mot en
række av uheld stred han for sit liv og sin formue, og naar han kom
hjem efter en fortvilet dag, saa var det for at læse og kanske graate
over det sidste haarde brev fra sit eneste barn -- det brev han ikke
hadde mod til at svare paa.

Næsten tre maaneder efter tiden fik jeg tilslut brev og den vanlige
anvisning. Han hadde hat en ond tid, men nu var tordenveiret over, og
snart skulde han være rikere end nogensinde, og saa snart han kunde
slippe fra, vilde han besøke mig i Paris.

Der gik igjen en tid uten at jeg hørte fra ham. Saa kom hans sidste
brev, usammenhængende og vaandefuldt. Boblen var bristet, han var
baade ruineret og syk.

Min stilling var vanskelig nok, men jeg hadde dog forstand til at
fatte og retskaffenhet til at gjøre min simple pligt. Jeg solgte
mine kuriositeter, eller rettere sagt jeg lot Pinkerton sælge dem
for mig. Han utførte denne opgave saa fortræffelig at jeg ialt
hadde fem tusen francs i lommen, heri medregnet det sidste av mine
kvartalspenger. Jeg beholdt fem hundrede og sendte resten til min far
i Muskegon. Pengene naadde tidsnok frem til at betale begravelsen.

Budskapet om hans død var neppe nogen sorg for mig. Jeg kunde ikke
forestille mig min far som fattig mand, han som altid hadde levet saa
høisindet og gavmildt.

Og nu kom min onde tid i Paris. Pinkerton vilde ha mig til straks
at opgi min kunst. "Følg mig," sa han, "og la os kaste os med hele
vor sjæl i det praktiske forretningsliv. Jeg har kapital, du kultur.
~Dodd & Pinkerton~, aldrig har jeg set et bedre navn i en annonse, og
du aner ikke, Loudon, hvad navnet betyr."

Jeg hadde sagt op mit værelse og sov i en krok av mit atelier. Naar
jeg vaaknet om morgenen, faldt mit blik paa Muskegons genius. "Hvad
skal det nu bli av dig, stakkars unyttige stendame?" tænkte jeg. "Og
hvad skal det bli av kunstneren?"

"Nei," sa jeg til Pinkerton. "Det er sandt at en billedhugger maa
ha enten penger eller indflydelse eller en djævelsk energi for at
komme nogen vei. Ingen av delene har jeg, men jeg er ikke saa feig
-- eller saa modig -- at jeg gir op uten kamp." Mine chancer var
noksaa ynkelige, sa jeg, men som forretningsmand hadde jeg slet ingen
muligheter. Jeg eide hverken lyst eller evne.

"Du gjør mig snart rasende," sa Pinkerton. "Du vil ha en til at gaa
fra vettet for en vakker solnedgangs skyld, men det liv hvor der
blir kjæmpet om formuer, det skal en ikke bry sig det duft om. Nei
da, det er ingenting værd at staa midt i hvirvelen, med sin ene fot
paa bankerotten og den andre paa en laant dollar, mens hele strømmen
svirrer rundt en som en mølle -- og saa kare i mynten paa trods av
skjæbne og lykke."

Jeg svarte med en præken om kunstens romantik. Jeg mindet ham om vore
venner som hadde valgt denne vakre fjeldsti gjennem livet, og som
nu klatret kjækt opover, fattige og fulde av haab. "Du vil aldrig
forstaa det, Pinkerton," sa jeg. "Du kikker efter utbyttet; det er
derfor du aldrig kunde lære at male, om du saa blev likesaa gammel
som Methusalem. Utbyttet betyr ingenting; kunstnerens øine er vendt
indad, han lever for en stemning."

Pinkerton rev sig i haaret. "Nei, jeg skjønner det ikke," sa han,
"ulykken er at jeg ikke har det mindste bruk for stemninger uten
solide maaltider til, og du kan ikke faa ut av hodet paa mig at det
er en mands pligt at bli rik, saasandt han kan."

Enten han nu skjønte mig eller ei, saa opdaget han snart at han
ikke kunde rokke mig; ti-tolv dager holdt vi paa med snak, saa lot
han emnet falde; han maatte reise hjem straks, fortalte han mig, nu
kastet han bare sine penger bort. Uten tvil skulde han ha reist for
længe siden, og det var sikkert for min skyld han hadde ventet.

Den sidste dag bad han mig til middag paa en restaurant, hvor jeg
før i mine rike dager hadde pleiet at gaa. Jeg saa der var noget som
tynget ham, og selv var jeg nedtrykt, saa middagen blev litet munter.

Ved kaffen fik han sagt det han vilde. Han talte saa varmt om sit
venskap og sin taknemmelighet for mig at jeg blev baade rørt og
skamfuld. "La mig faa tale ut!" fortsatte han. "Jeg ærer dig fordi
du av hele dit hjerte ofrer dig for kunsten; jeg kan ikke løfte mig
til dit syn, men jeg har saa meget poesi i min natur at jeg kan føle
med dig. Jeg vil at du skal føre det igjennem, og jeg mener at hjælpe
dig."

"Hvad er det for noget sludder, Pinkerton?" sa jeg.

"Det er ikke andet end hvad en ser hver dag," svarte han. "En ung
mand som er sprettende fuld av talent, og saa en forretningsmand som
ikke vet hvad han skal gjøre med pengene sine."

"Din nar, du er jo saa fattig som en kirkerotte."

"Vent bare til jeg faar mine jern i ilden!" svarte Pinkerton. "Jeg
er bestemt til at bli rik. Her er mit første bidrag. Ta det fra en
vens haand. Det er bare hundrede francs, du skal faa det samme hver
maaned, og naar min forretning begynder at vokse, skal vi lægge paa
saa det blir noget."

Det tok mig lang tid at faa avslaat hans tilbud. Og da han tilslut
gav sig, var vi begge like taknemmelige og forlegne. Om kvelden
reiste han, og paa veien hjem fra stationen følte jeg mig for første
gang fremmed i den store lyse by.

I de dager som nu kom, fik jeg føle hvad det vil si at være fattig i
Paris. Mit atelier maatte jeg snart opgi, og Muskegons genius forlot
mine veier. For at kunne eie en statue i legemsstørrelse, maa man
ha et atelier, et galleri, eller i det mindste en havestump til
sin raadighet. Jeg tænkte derfor at la geniusen bli staaende i mit
atelier; kanske kunde den gi min efterfølger en inspiration. Men
desværre var jeg blit uenig med verten, og for at være ubehagelig
paala han mig at fjerne min eiendom. Jeg lo hysterisk da jeg
forestillet mig statuen, mig selv og en kusk paa fart gjennem Paris'
gater uten skyggen av noget maal. Et kjærkomment tilbud reddet mig
fra disse pinlige muligheter, og jeg avhændet Muskegons genius for
tredive francs.

I et spisekvarter paa den ytre boulevard fik jeg kredit paa middag.
Aftensmat blev det forutsat at jeg ikke trængte, fordi jeg spiste hos
rike venner. Denne ordning var yderst uoverveiet. Min historie kunde
ta sig troværdig ut saa længe som mine klær var i god stand, men den
var mere end tvilsom efterat min frakke var blit frynset om kantene
og mine støvler hadde begyndt at sikle og pipe paa kafégulvene. Det
ene maaltid om dagen, som stemte godt med mine finansers tilstand,
gjorde ikke min mave fornøiet. Denne restaurant hadde jeg før ofte
besøkt for at smake hvorledes de studenter levet som var uheldigere
stillet end jeg. Da var jeg kommet ind med væmmelse og var gaat
med kvalme. Underlig fandt jeg det nu at jeg satte mig graadig,
at jeg reiste mig tilfreds og tællet timerne til min gjenkomst.
Men sult er en stor trollmand, og saa snart som jeg hadde brukt op
mine penger og ikke længer kunde mætte mig med chokolade og tykke
brødskiver, saa var jeg helt henvist til dette spisekvarter og til
sjeldne, lykkelige hændelser. Min ven Dijon kunde faa solgt nogen
av sine hastverksbilleder, eller en gammel ven kunde dra gjennem
Paris; da spiste jeg en middag efter min smak og avsluttet et rente-
og avdragsfrit Quartier Latin-laan som holdt mig med tobak og
morgenkaffe et par uker. En stor del av mine ensomme timer brukte jeg
til at utmale mig alle enkeltheter i indbildte fester.

Det blev værre. En dag merket jeg paa spisekvarteret en viss
kjølighet i vertens hilsen. Dagen efter var kulden aabenbar, den
tredje dag holdt jeg mig borte i min skræk og gik altsaa fastende i
otte og firti timer, og da jeg den fjerde dag kom tilbake, saa fik
jeg den likefremme besked at der ikke var mere mat for mig. Nu var
der bare én planke som skilte mig fra den nøkne sult, og jeg følte at
den skalv under mig. Jeg hadde en søvnløs nat, og om morgenen gik jeg
bent til maleren Myners atelier. Det var et skridt jeg længe hadde
tænkt paa og ikke vaaget. Jeg var ikke synderlig fortrolig med denne
engelskmand, og skjønt han hadde nok av penger, viste han sig paa
ingen maate opmuntrende mot tiggere.

Jeg fandt ham i arbeide med et billede som jeg med god samvittighet
kunde rose. Han malte væk mens jeg pratet, og jeg prøvde forgjæves at
komme til saken. Tilslut fik modellen lov til at hvile, og han snudde
sig mot mig.

"De kom ikke hit for at snakke alt dette tøvet," sa han.

"Nei," svarte jeg mat, "jeg kom for at laane penger."

"Vi har aldrig været fortrolige venner," sa han.

"Tak," sa jeg, "jeg kan ta mit svar," og jeg reiste mig med raseri i
hjertet.

"Naturligvis kan De gaa hvis De vil," sa Myner, "men jeg raader Dem
til at bli og høre paa mig."

"Hvad mere er der at si?" ropte jeg. "Ønsker De at ydmyge mig endda
mer?"

"De maa prøve at beherske Dem, Dodd," sa han. "Det er Dem som har
søkt denne samtale, og hvis De tror at den ikke er ubehagelig for
mig, saa tar De feil. De maa gi mig ordentlig greie paa Deres
utsigter før jeg kan avgjøre om jeg vil hjælpe Dem."

Paa denne maate "opmuntret" snublet jeg gjennem min historie. Jeg
fortalte at jeg hadde hat kredit paa et spisekvarter, men at det
nu var slut; at Dijon laante mig en krok av sit atelier, hvor jeg
modellerte alslags smaating som jeg endnu ikke hadde solgt noget av,
og at min fremtid var yderst usikker.

"Og Deres værelse?" spurte Myner.

"Aa, mit værelse er det ikke farlig med," sa jeg. "Min vertinde er
venligheten selv, hun har ikke engang nævnt sin regning."

"Det er vel ingen grund til at narre hende," sa Myner. "Nei, Dodd,
jeg synes ikke at det er hæderlig av os fremmede at dra fordel av
franskmændenes letvindte kredit, og saa rømme over kanalen eller
Atlanteren."

"Jeg tænker ikke paa at rømme," sa jeg.

"Hm," sa Myner. "Jo længer De blir, des større tap er det for Deres
venlige gamle vertinde. Nu skal jeg si Dem hvad jeg vil gjøre. Hvis
De samtykker i at reise, saa skal jeg betale Deres reise helt til
Muskegon, hvor Deres far bodde, og hvor hans venner uten tvil vil
hjælpe Dem til en stilling. Mere vil jeg ikke gjøre for Dem. Hvis jeg
trodde De hadde et stort talent, saa var det noget andet, men det
tror jeg ikke, og jeg raader Dem til at reise."

"Det sidste var ihvertfald ikke nødvendig," sa jeg.

"Det mener jeg at det var," svarte han fast. "Vil De saa ta mot mit
tilbud?"

"Nei tak," sa jeg.

Fra dette pinlige møte gik jeg bent til min gamle mesters atelier.

"Mester," sa jeg, "vil De ta mig i Deres atelier igjen -- men denne
gang som arbeider?"

"Jeg trodde Deres far var umaadelig rik," sa han.

Jeg forklarte at jeg nu var forældreløs og fattig.

Han rystet paa hodet. "Jeg har bedre arbeidere som gaar og venter,"
sa han.

"De pleide at si at mit arbeide var ganske godt."

"Ganske godt. Ja. Godt nok for en rikmands søn. Forresten trodde jeg
De vilde bli kunstner, ikke arbeider."

Paa en bænk paa den ytre boulevard, ikke langt fra Napoleons grav,
satte jeg mig for at ruge over min ulykke. Det var mørkt, trist veir,
og jeg hadde spist bare én gang paa tre dager. Jeg hadde ikke tobak,
mine klær og støvler var fillete og tilsølet. Og disse to mænd,
tænkte jeg, de hadde rost mit arbeide dengang jeg var rik, men nu da
jeg var fattig og trængte alt, saa hadde jeg ikke talent, saa var mit
arbeide ikke godt nok.

Skulde jeg indrømme at jeg var slaat, skulde jeg gi op? Jeg tænkte
paa de mange kunstnere som var blit frakjendt alle muligheter, og
som trods latter og ringeagt var naadd frem. Jeg tænkte paa ham som
hvilte under Invalidebygningens gyldne kuppel. Fra artilleriløitnant
til verdenshersker. Ved Napoleon, jeg skulde holde ut, og de to som
idag hadde haanet mig, skulde engang faa misunde mig min sukces.

Det var blit næsten mørkt da jeg vaaknet til min sult igjen.
Skjælvende sprang jeg op, og rystende av kulde gik jeg gjennem de
regnfulde gater, forbi de glitrende kafévinduer.

"Aa, herr Dodd," sa portneren, "her har været et rekommandert brev
til Dem. Budet kommer igjen med det imorgen."

Et rekommandert brev til mig! Hvad det kunde indeholde, ante jeg
ikke. Men løgnen fløt uvilkaarlig fra min mund.

"Endelig mine penger!" sa jeg. "Pokker saa ærgerlig at jeg ikke var
hjemme. Kan De laane mig hundrede francs til imorgen?"

Jeg hadde aldrig før prøvet at laane av portneren. Det rekommanderte
brev gav desuten en viss sikkerhet; han lot mig faa det han hadde,
omtrent seksti francs. Saa fort som mine skjælvende ben kunde bære
mig, sprang jeg rundt hjørnet til Café de Cluny. Jeg husker det
første glas pomard og den første vidunderlige oliven; saa længe jeg
lever vil jeg huske det. Over resten av maaltidet ligger en tyk sky
av burgunder eller kanske rettere av sult og tung mæthet.

Klart husker jeg min skam og fortvilelse da jeg morgenen efter
vaaknet og gjenkaldte mig hvad jeg hadde gjort, og hvorledes jeg
hadde bedraget den stakkars ærlige portner. Nu var skandalen over
mig! Jeg hadde solgt min selvagtelse og taket over mit hode for en
middag paa Café Cluny!

Mens jeg sat slik og angret, kom postbudet med det rekommanderte
brev. Det var stemplet San Francisco, hvor Pinkerton allerede sat til
halsen i mangfoldige forretninger. Det indeholdt et nyt tilbud om
hjælp, denne gang to hundrede francs om maaneden, og for det tilfælde
at jeg skulde være i øieblikkelig forlegenhet vedla han en anvisning
paa firti dollars. Jeg sa til mig selv at nød bryter alle love, og
bankene hadde saavidt aapnet da jeg kom med min anvisning.

Det var i begyndelsen av december at jeg solgte mig til slaveri.
Det lykkedes mig at overgaa mig selv og overskygge Muskegons genius
med en liten, men høist patriotisk "fanebærer"; jeg fik ham antat
paa salonen, og der stod han under hele utstillingen fuldstændig
ubemerket, og derfra kom han tilbake til mig likesaa patriotisk som
før. Jeg la hele min sjæl -- som Pinkerton vilde sagt -- i endel
pillerier, som kom tilbake fra kunsthandlerne like saa trofast som
fanebæreren. Og da jeg hadde holdt paa slik et halvt aars tid,
og allerede skyldte to hundrede dollars til Pinkerton og omtrent
et hundrede her og der i Paris, saa vaaknet jeg en morgen med en
frygtelig følelse av ensomhet; den nat hadde min forfængelighet drat
sit sidste suk. Jeg øinet ikke haab længer, jeg tilstod for mig
selv at jeg var slaat, og der jeg sat i min natskjorte ved vinduet
og stirret paa trætoppene ved hjørnet av boulevarden og fanget ind
musikken av den travle morgenfærdsel, skrev jeg mit farvel til Paris,
til kunsten, til hele mit tidligere liv og hele mit tidligere jeg.
"Jeg gir mig," skrev jeg; "naar dit næste bidrag kommer, skal jeg
reise bent til Vesten, og der kan du gjøre med mig som du vil."



ANDET KAPITEL.

Oplevelser med Pinkerton i San Francisco.


Paa min vei vestover tok jeg en sving indom mine slegtninger i
Edinburgh. Jeg forela onkel Adam min stilling, og bad ham om hjælp
fil at betale den gjæld jeg hadde. Onkel Adam svarte med at tilby mig
en post som kontorist i sin forretning, begynderløn atten shillings
om uken. Da blev min bedstefar, som hørte paa vor samtale, meget
fortørnet, og der utviklet sig en pinlig scene mellem ham og onkel
Adam. Utfaldet kom høist uventet for mig. Min bedstefar lot tilkalde
sin sakfører, og kastet baade onkel og mig paa dør. En time efter
stod jeg med en anvisning paa to tusen pund i haanden, og hadde
desuten en behagelig visshet om at den gamle bygmester ikke hadde
glemt mig i sit testamente. Bedstefar og jeg tok en lang spasertur,
denne gang ikke til nogen av hans forfærdelige huser, men efter en
naturlig og vakker impuls til det hvilested han hadde bygget sig.
"Jeg vilde du skulde se dette stedet," sa han. "Der er stenen. ~Mary
Murray, Født 1819, Død 1850~ -- det er din bedstemor, pen og god og
snild var hun. ~Alexander Loudon, Født Sytten Hundrede To Og Nitti,
Død~ -- og saa et hul; det er mig. Alexander er mit navn. De kaldte
mig Ecky da jeg var gut. Aa, Ecky, du er en gruelig gammel mand!"

Nogen dager efter stod jeg paa en anden kirkegaard -- i byen
Muskegon. Hele det ensformige, moderne Babel med de vældige,
stirrende husrækker hadde vokset, eller rettere sagt svulmet slik
siden min bortreise at jeg maatte spørre mig frem. Selve kirkegaarden
var flunkende ny. Men døden hadde været virksom; jeg maatte lete
længe mellem millionærernes pralende gravmæler og ungarske arbeideres
sorte kors, før tilfældet eller mit instinkt førte mig til min fars
grav. Stenen var reist -- det visste jeg allerede -- "i beundring,
av hans venner". Navnet stod med store bokstaver og stirret paa mig
-- ~James K. Dodd~. Det fór gjennem mig med bitter klage og anger at
jeg aldrig hadde visst hvad K'et betydde. Like sørgelig var resten
av mit ophold i Muskegon. Jeg blev der nogen dager for at besøke min
fars venner. Den pine kunde jeg spart mig, hans minde var allerede
bleknet. For hans skyld bød de mig velkommen, og for min skyld holdt
de med møie en samtale gaaende om hans forretningsdygtighet og hans
gavmildhet overfor almene formaal. Og saasnart jeg var gaat, husket
de ham ikke længer. Min far hadde elsket mig; jeg hadde latt ham leve
og dø ensom; da jeg kom tilbake var han død og begravet og glemt. Der
var en sjæl til som holdt av mig -- Pinkerton. Jeg maatte ikke to
ganger gjøre mig skyldig i den samme feil.

Og denne tanke var det kanske som mest hadde drevet mig vestover --
trods de to tusen skinnende pund som vilde gjort mig til en greve
i det nøisomme Quartier Latin. Et par dager efter var jeg midt i
hvirvelen av Pinkertons forretninger.

I samme aand som en skolegut gjør sig selv til helten i sine
røverromaner og oplever de utroligste eventyr, fløi Pinkerton gjennem
Kearney street i sit daglige stræv. Virkeligheten var hans romantik.
Hver dollar han tjente, hadde han likesom bragt iland fra et mystisk
dyp. Naar han slog med sin kjække haand ind i pengemarkedets net, saa
hadde han en glædelig følelse av at ryste tilværelsens grundpiller,
og likesom med et kamprop sætte folk til arbeide i fjerne land; han
følte at han fik guldet til at skjælve i millionærernes skap.

Jeg fik aldrig fuld oversigt over hans spekulationer; men der
var fem forskjellige forretninger som han vedkjendte sig og bar
som et banner. ~Thirteen Star Golden State Brandy~ -- et meget
usmakelig produkt -- fyldte en stor del av hans tanker, og blev
anbefalt til publikum i en veltalende men vildledende avhandling,
"Hvorfor drikke fransk brændevin? Et ord til den vise." Han holdt
et kontor for annonserende, han gav raad og utkast og forhandlet
som mellemmand med trykkere og plakatklistrere; kjøbmanden spurte
om idéer, teateragenten hadde bruk for lokalkjendskap, og alle og
enhver fik med sig et eksemplar av hans brochure, "Hvorledes, Naar,
Hvor, en haandbok for annonserende". Hver lørdag leiet han en liten
dampbaat som tok folk ut paa en fisketur for en pris av fem dollars
pro persona, snører og agn medregnet i billetten. Jeg har hørt at
der var dem -- utvilsomt gamle fiskere -- som tjente paa turen.
Leilighetsvis kjøpte han vrak og kondemnerte skibe; de sidste fandt,
uten at jeg kan si hvorledes, veien tilsjøs igjen under nye navn,
og pløide bølgerne i triumf under Bolivias eller Nicaraguas farver.
Tilslut var der en landbruksmaskin som straalte av rød og blaa
maling, og som utfyldte et "længe følt savn".

Men foruten i disse aapne foretagender spekulerte han paa mangfoldige
mystiske maater. Aldrig sov nogen dollar i hans eie; han holdt dem
alle flyvende likesom en jonglør med appelsiner. Da jeg begyndte at
faa en andel, lot han mig skimte min fortjeneste bare et øieblik; saa
forsvandt den igjen. Han kom straalende fra et ukeopgjør, klappet mig
paa skulderen og fortalte at han hadde tjent fabelagtige summer, og
saa bad han om at faa laane en kvart dollar til et glas.

"Hvad i al verden har du gjort av det?" kunde jeg spørre.

"Ind i møllen igjen. Altsammen anbragt igjen!" svarte han usigelig
fornøiet. "Anbringelse" var hans staaende uttryk. Han taalte ikke
det han kaldte spil. "Rør aldrig aktier, Loudon," sa han, "ingenting
andet end skikkelige forretninger." Men himmelen vet at mangen
forhærdet spiller vilde ha gyst tilbake for nogen av Pinkertons
anbringelser. En saadan forretning fik jeg tæften av. Det gjaldt
befragtningen av en ulykkelig skonnert bestemt til Mexico -- for at
smugle vaaben den ene vei og cigarer den anden. Dette foretagende
endte med forlis, konfiskation og en retssak med assurandørerne.
Pinkerton, som var interessert for en syvendedel, vilde aldrig gaa
nærmere ind paa denne sørgelige spekulation. "Det blev en skuffelse,"
var alt han sa; men jeg skjønte at hele hans forretning skalv i sine
grundvolde. Forresten varte det ikke længe før Pinkerton begyndte at
skjule for mig sine vildeste "anbringelser".

Vi hadde vort kontor midt i byen. Det var et høit og rummelig værelse
med mange og store speilglasvinduer. Et glasskap indeholdt omtrent
to hundrede flasker av Pinkertons Thirteen Star. Etiketten var
meget pragtfuld. Skapets dører svinget ustanselig paa hængslerne;
hver fremmed som kom ind paa kontoret, fik med sig en flaske. Jeg
protesterte litt mot denne ødselhet. "Kjære Loudon," sa Pinkerton,
"vil du da aldrig bli forretningsmand? Det er jo den billigste
annonse jeg har. Brændevinen koster mig næsten ingenting."

Paa den ene kant av det store bord midt i værelset sat to
maskinskriversker som ikke hvilte mellem klokken ni og fire, og den
andre ende var optat av en model av landbruksmaskinen. Paa væggene
hang nogen fotografier, blandt andet av skibet ~James L. Moody~,
strandet paa en nøken og vild kyst, og dernæst endel oljemalerier i
guldrammer. Disse billeder var for det meste relikvier fra Quartier
Latin, og jeg skal vise Pinkerton den retfærdighet at si at intet av
dem var daarlig, og at nogen var meget talentfulde. Efterhvert som
de blev avhændet, og det for pene priser, blev deres plads indtat av
lokale kunstneres arbeider. Disse fik jeg det hverv at kritisere.
Nogen av dem var fæle, men alle sælgelige. Det sa jeg, og jeg saa mig
selv som desertør, jeg bar vaaben i den gale leir. Fra nu av skulde
jeg se paa malerier ikke med en kunstners, men med en kunsthandlers
øine; strømmen som skilte mig fra alt det jeg elsket, blev bredere og
bredere.

"Nu, Loudon," hadde Pinkerton sagt den første morgen, -- "nu, Loudon,
skal vi gaa løs skulder mot skulder. Det er det jeg har længtet
efter, to hoder og fire armer. Du vil snart finde at det er akkurat
likedan som kunst -- altsammen iagttagelse og fantasi, men større
fart. Bare vent til du begynder at føle glæden i det."

Jeg kunde ha ventet længe. Det som Pinkerton kaldte arbeide, var og
blev for mig bare tom staahei.

Jeg sov i et litet rum indenfor kontoret, Pinkerton paa en patentsofa
i kontoret selv. Vi stod tidlig op, gik tidlig til frokost, og
begyndte klokken ni paa forvirringen, som for mig var og blev
babylonisk.

Nogen dager hadde Jim et usedvanlig energisk og tappert ansigt, han
snakket kortfattet, likesom han hadde frygtelig travelt, og der faldt
fra ham slike ytringer som "Longhurst fortalte mig det imorges"
eller "Jeg har det direkte fra Longhurst". Det var ikke rart, tænkte
jeg, at Pinkerton blev tilkaldt for at raadslaa sammen med slike
titaner; for hans raphet og opfindsomhet var hævet over al ros. I den
første tid, da han endnu talte aapent med mig om alle sine planer og
projekter, saa visste jeg aldrig om jeg mest beundret ham eller mest
moret mig over ham. Men de gode dager fik snart ende.

"Ja, det er nok utspekulert," sa jeg engang. "Men, Pinkerton, synes
du det er hæderlig?"

"Du synes ikke det er hæderlig?" klaget han. "Aa gud, at jeg skulde
faa høre slike ord fra din mund!"

"Det gjør mig ondt," sa jeg bare.

Men denne konflikt kom igjen, og litt efter litt blev Pinkerton
ræd for at betro sig til mig. Hvis der var noget som han gjorde
sig til av, saa var det sin ærlighet, og hvis der var noget som
han satte pris paa, saa var det min gode mening. Min egen stilling
var slet ikke let. Jeg skyldte ham jo saa meget, og da er det ikke
behagelig at optræde som kritiker; men tanken paa at jeg levet av
disse tvilsomme foretagender, var heller ikke behagelig. Jeg valgte i
min svakhet et mellemstandpunkt. De forretninger som Pinkerton ikke
likefrem fortalte mig om, foretrak ogsaa jeg at tie om heller end at
fremkalde nye scener. Dette var Pinkerton gløgg nok til at benytte
sig av, og det var en lettelse for os begge da han begyndte at hylle
sine planer i et mystisk slør.

Vor sidste disput gjaldt et kondemnert skib, som Pinkerton hadde
kjøpt for at reparere og sende tilsjøs igjen under et nyt navn. Han
gned sig i hænderne mens han fortalte mig det.

"Dette kan jeg ikke være med paa, Pinkerton," sa jeg.

Han hoppet høit. "Hvad er det nu for sludder!" skrek han. "Ingenting
som der er noget at tjene paa, finder naade for dine øine."

"Skibet er blit kondemnert av Lloyds agent," sa jeg.

"Lloyd, Lloyd! Jeg har sagt dig at Lloyd bare er en ring som alt
andet. Skibet er i fortræffelig stand, der er næsten ingenting i
veien med det."

"Jeg vil ikke tjene penger ved at vaage menneskeliv," var mit
ultimatum.

"Du store kineser, likesom ikke alle spekulationer var vaagespil! Jeg
skal si dig noget, Loudon, du er altfor fin for denne verden."

"Og du glemmer dine gamle idealer og din kultur bare for denne
evindelige pengejagtens skyld," sa jeg. "Du drømmer jo ikke om andet
end dollars."

Dette skud traf. "Det er sandt, Loudon," ropte han og rev sig i
haaret. "Du har aldeles ret. Jeg holder paa at bli materialist. Aa
tænk, at jeg maa si det om mig selv! Du er en trofast ven, Loudon,
nu har du reddet mig igjen. Hvad skal jeg gjøre for at vække den
aandelige side av mig? Jeg maa studere noget, noget rigtig tørt og
kjedsommelig. Hvad skal det være? Teologi? Algebra? Hvad er algebra?"

"Det er tørt og kjedsommelig nok, ~a² + 2ab + b²~."

"Men det virker stimulerende, hvad?"

Det svarte jeg ja til.

"Ja, saa vil jeg studere algebra," sa han. Og dagen efter fik han
opsporet en ung dame, en frøken Mamie McBride, som hadde baade evne
og vilje til at veilede ham paa disse blomsterløse vidder. De blev
enige om to timer hver uke, og han gik igang med flammende energi.
Timerne strakte sig snart ut til en hel aften, og de to ukentlige
timer blev øket til fire og derefter til fem. "Pas dig, du blir snart
dødelig forelsket i algebraisten," sa jeg.

"Det maa du ikke si, selv for spøk!" ropte han. "Jeg har altfor stor
ærefrygt for hende. Aa Loudon, jeg har aldrig set en kvinde med saa
fint og rent sind."

Dette lød svært inderlig i mine ører. En stund efter hadde jeg den
fornøielse at tilbringe en aften sammen med de to. Frøken Mamie
viste sig at være en pyntelig liten en med store, vandklare øine,
meget vakkert væsen og en strøm av de mest korrekte uttryk som jeg
nogensinde har hørt fra menneskelige læber. Jeg trak mine slutninger
av de øine som hun gav min ven, og da han dagen efter plumpet ut med
sine følelser for hende, opmuntret jeg ham til at gaa paa. Samme
kveld forlovet han sig.

I de dager gjorde vi op regnskapet for det første aar. Det viste at
jeg medregnet de to tusen pund som jeg hadde faat av min bedstefar,
var den stolte eier av 14.400 dollars. Men jeg maa tilføie at jeg
hadde tjent hele otte tusen dollars utenfor vor forretning. Dengang
jeg blev altfor træt av at sitte som blindemand paa Pinkertons
kontor, hadde han git mig den idé at arrangere endel søndagsutflugter
for det store publikum. Det gjorde jeg, og disse utflugter indbragte
mig baade popularitet i de brede lag og tre tusen dollars netto.
Endvidere hadde jeg engang hat det indfald at kjøpe endel værdiløse
grubeaktier. Straks efter blev der gjort et stort sølvfund i gruben,
aktierne fløi tilveirs, og jeg skilte mig av med mine i det rette
øieblik. Det var fem tusen dollars. Paa den anden side hadde jeg i
aarets løp brukt fire tusen dollars.

Jeg var altsaa rik. Hvorfor skulde jeg ikke vende tilbake til Paris?
Nogen glæde av forretningslivet fik jeg aldrig, og nu skulde Jim
gifte sig og trængte ikke mit selskap. Jeg snakket med Jim om det en
kveld.

"Ja, jeg har ventet dette, Loudon," sa han. "Det piner mig, men
naturligvis bør du reise. Du kan gjøre regning paa firti dollars om
uken, og tænk, for to aar siden var du næsten tigger."

"Jeg _var_ tigger," sa jeg.

"De slynglerne gav dig ingenting, og det er jeg glad for nu," sa Jim.
"Det blir en triumf for dig at komme tilbake, og om to aar skal Mamie
og jeg besøke dig."

Vi sat og pratet til sent paa nat. Jeg selv var saa glad over min
nyvundne frihet, og Jim var saa lykkelig over min lykke og saa stolt
av sin kjække Mamie, og værelset var blit saa fyldt med luftslotte at
vi slet ikke tænkte paa at sove. Kontorklokken hadde slaat baade to
og tre før Pinkerton strakte sig ut paa sin patentsofa.

Med min hjemreise til Paris i tankerne fortsatte jeg mit gamle
liv i San Francisco. Jeg hadde alle eftermiddager og to eller tre
aftener om uken til min raadighet, og dem brukte jeg til at studere
den merkelig maleriske by. Fra en "amatørpariser", som jeg før
hadde kaldt mig, blev jeg en omstreifer paa kaier og verfter og i
skumle gater, og jeg søkte bekjendtskap med alslags underlige typer.
Kinesiske og meksikanske spillehelveder, tyske hemmelige samfund,
logishus for sjøfolk og mange berygtede og farlige steder besøkte jeg.

En dag stod jeg nede ved en baatbrygge under Telegraph Hill. En stor
bark, kanske paa en atten hundrede tons, kom indover tæt rundt
pynten. Med ett saa jeg at to mænd ombord kastet sig over rælingen
og ned i en baat, de rev aarerne fra baatmanden og rodde som for
livet mot den bryggen hvor jeg stod. Paa forbausende kort tid naadde
de ind, og jeg saa at de begge var altfor godt klædt til at være
matroser.

"Nærmeste politistation!" skrek den første.

"Denne vei," sa jeg og sprang avsted med dem. "Hvad er paafærde? Hvad
er det for et skib?"

"Det er ~Gleaner~," svarte han. "Jeg er førstestyrmand, denne mand
tredjestyrmand, vi maa forklare os før mandskapet. Ser De, de kunde
slaa os sammen med kapteinen, og det har jeg ikke stor lyst paa. Jeg
har oplevet noget av hvert i mit liv, jeg har set koffernagler fly
som sand i storm -- men aldrig maken til skipperen vor. Der var ikke
stop med det fra Hook til Farallonerne, og den sidste blev skutt for
ikke seksten timer siden. Det var et saa fordømt mandskap som nogen
gang har gjort kvalm ombord, men folkene saa likevel bleke ut da
kapteinen begyndte med præmieskytningen sin."

"Aa, han er færdig nu," sa den anden. "Han kommer ikke til at gaa
tilsjøs igjen."

"Sludder," svarte hans overordnede. "Rækker han bare helskindet iland
og slipper at bli lynchet i de første ti minutter, saa greier han
sig endda. Rederne vil holde paa ham, de finder ikke en saa dygtig
kaptein hver dag i aaret."

"Ja, en skal lete efter hans like," sa den anden hjertelig. "Jeg tror
ikke der er betalt hyre ombord paa ~Gleaner~ de tre sidste turene."

"Ikke betalt hyre?" brøt jeg ut, for jeg var endnu ny i maritime
saker.

"Ikke til folkene forut," sa styrmanden. "Folkene rømte; de fik det
ikke saa hyggelig som de kanske hadde ventet. Det er ikke det første
skib som aldrig har betalt hyre."

Jeg kunde ikke la være at lægge merke til at vor fart avtok mer og
mer, og jeg undredes paa om ikke den store hastighet vi begyndte
med, var beregnet bare for galleriet. Visst er det ihvertfald, at
da vi hadde naadd politistationen, og styrmanden hadde fortalt sin
gruelige historie om fem mænd som var blit myrdet mellem Sandy Hook
og San Francisco, saa blev politiet sendt avsted akkurat fem minutter
for sent. Før vi kom ned, var skurken sluppet bort i folkemassen og
hadde fundet et tilflugtssted i en vens hus. Godt var det for ham
at han hadde skyndt sig; for da den frygtelige nyhet bredte sig, da
det sidste offer blev kjørt til hospitalet, og da de gjenlevende fra
myrderiet gik rundt og viste sine saar, saa skalv og glødet hele den
bydelen av raseri. Hvis kapteinen paa ~Gleaner~ var blit fundet, saa
hadde hans liv været litet værd.

Som jeg har sagt hadde jeg en mistanke om at Nares (saa het
styrmanden) vilde gi sin kaptein leilighet til at slippe bort. Da
jeg senere lærte ham godt at kjende, vilde han aldrig uttale sig
om ~Gleaners~ reise. Uten tvil hadde han grund til at være taus.
Paa veien til politistationen drøftet han flere ganger med Johnson,
tredjestyrmanden, om han ikke burde overgi sig selv likesaa vel som
at melde kapteinen. Han bestemte sig til ikke at gjøre det, da det
"sandsynligvis løp ut i ingenting, og selv om der blev mudder, saa
hadde han en mængde gode venner i San Francisco". Og det løp ut i
ingenting, men det maa ha været meget nær ved at bli noget, for Nares
forsvandt øieblikkelig ut av syne og holdt sig næsten likesaa godt
gjemt som sin kaptein.

Johnson møtte jeg derimot ofte. Jeg fik aldrig vite hvor manden var
fra. Selv kaldte han sig amerikaner, men baade hans væsen og hans
engelsk vidnet mot ham. Jeg tror at han var skandinav, og at han
længe hadde faret med engelske og amerikanske skibe. Det er mulig
at han som saa mange av sine landsmænd i lignende stilling allerede
hadde tapt sit morsmaal. Skjønt han oprindelig var mild, venlig og
pudsig spøkefuld av sind, hadde han saa længe været vant til den
grusomme disciplin tilsjøs, at hans historier -- som han fortalte
med en klukkende latter -- ofte fik mig til at gyse. Han var høi og
slank, hadde mørkt haar, kjække og renlinjede træk og et veirbrunet
ansigt. Naar han sat i en stol, saa kunde man ta ham for en baronet
eller en militærofficer, men bare han reiste sig, saa var det
matrosen som kom ruggende mot en, og bare han aapnet munden, saa var
det matrosen som pep og drævet paa sit ugrammatikalske kraakemaal.
Jeg trodde jeg snart skulde tapt ham av syne, men ifølge sjøfolkenes
uskrevne livsregler maatte han først sætte sin hyre overstyr. Han
sløste den stilfærdig bort i den lille gjestestue bak kaféen hos
"Black Tom"; der sat han med et utvalgt selskap av gamle venner,
alle fra Sydhavet, allesammen glad i en lang skrøne en kort pipe og
glasser bordet rundt.

Black Toms kafé var en fjerdeklasses saloon for kanaka-sjømænd, sterk
tobak, fæle cigarer, endda værre brændevin, brøstfældige guitarer og
banjoer. Der var vildskap nok i denne saloonen, og den hadde ord for
ikke altid at være farefri.

Men i gjestestuen bak sat den lille hyggelige sydhavsklub og pratet
om en helt anden verden. Gamle skonnertkapteiner var det, gamle
sydhavshandlere, kokker, styrmænd, folk som var mildnet under sit
ophold hos en bløtere race, folk som hadde faat sine tanker og sanser
aapnet av merkelige oplevelser. Dag efter dag kunde jeg med frisk
glæde høre paa deres fortællinger. Der formet sig i min fantasi et
billede av øerne og ølivet, steile strandbredder, spidse fjeldtopper,
den dype skygge av hængende skoger, den ustanselige brænding mot
revet og den usigelige fred i lagunen, sol, maane og stjerner av
vidunderlig klarhet; troskyldige mennesker i disse landskaper,
kvinder som var elskeligere end Eva; her var forbandelsen hævet, her
var der musik over livet, gjesten var velkommen, baaten gled frem, og
den lange nat gik med digte og korsang. For at fatte den længsel som
undertiden grep mig, maa man selv ha været en uheldig kunstner, selv
ha sultet paa Paris' gater, selv ha været spændt i aag sammen med en
forretningskraft som Pinkerton. Den grovkornede by San Francisco,
det travle kontor, hvor min ven Jim hver dag fra ti til fire gik op
og ned som en fanget løve, ja, nu og da bleknet selv mindet om Paris
for mig. Mangen mand som blev mindre fristet, vilde git op alt for at
gjøre sine syner til virkelighet, men jeg var for doven og for litet
eventyrlig av sind. Der maatte gjøre sig gjældende en magt utenfra,
og skjønt jeg ikke ante det, var skjæbnen allerede i arbeide med min
fremtid.

En eftermiddag sat jeg i en krok paa en stor saloon som skinnet av
speilglasruter og forsølvning. Med fottramp og pludselig larm av
mange stemmer blev døren svunget til side og stedet likesom indtat
med storm. Flokken som slik brøt ind -- det var mest sjømænd, og alle
var sterkt ophidset -- førte med sig i sin midte nogen mænd som hele
optrinnet dreiet sig om. Rundt hele baren fløi som ild i tørt græs
den nyhet at det var kaptein Trent og de overlevende fra en britisk
brig ~Flying Scud~. Et britisk orlogsskib hadde tat dem op paa Midway
Island; netop den dag var de kommet til San Francisco. Litt efter
fik jeg godt sigte paa dem. Fire brune karer; de stod ved disken med
glas i haanden, mens en flok av nysgjerrige trængte sig om dem. En
av dem var en kanaka -- kokken, hørte jeg; en anden hadde et bur med
en kanarifugl som nu og da kvidret; én bar sin venstre arm i bind,
han saa sykelig ut, som om det hadde været en styg skade og han endnu
ikke var rigtig bra; og kapteinen selv -- en rødmusset, blaaøiet,
tykfalden mand paa fem og firti -- hadde bandage om sin høire haand.
Hele optrinnet fandt jeg merkelig; især var det paafaldende at se
kaptein, kok og matroser spasere sammen gjennem gaterne og gaa paa
salooner i selskap, og som altid naar noget gjorde indtryk paa mig,
drog jeg min skissebok frem og stjal mig til at ta en skisse av de
fire skibbrudne. Dette interesserte det nysgjerrige publikum, det
aapnet en vei tvers gjennem rummet, og jeg fik saaledes anledning til
skarpt at iagtta kaptein Trents ansigt og optræden.

Opvarmet av whisky og opmuntret av tilhørernes ivrige spørsmaal
gav kapteinen sig nu til at fortælle historien om sit vanheld. Det
var bare nogen stumper som naadde mig, hvorledes han "braste fuldt
paa styrbords baug", hvorledes det "kom et kast fra nordnordvest",
og "der stod hun høit og tørt". Somme tider henvendte han sig til
en av mændene -- "Det var jo slik det gik til, Jack?" -- og manden
svarte: "Ja, slik var det, kaptein." Tilslut reiste han en ny bølge
av sympati med dette utbrud: "Fanden ta alle de admiralitetskarterne,
det sier jeg!" At dømme efter de nikkende hoder og det mumlende
bifald stod kapteinen i sit publikums opfatning som en gentleman
og en førsterangs navigatør. Nu var min skisse av de fire mænd og
kanarifuglen færdig; jeg spændte boken sammen og gik.

Litet drømte jeg om at dette var første scene i første akt av mit
livs drama, og dog sat denne scene -- eller rettere kapteinens ansigt
-- en stund igjen i mit minde. Nogen profet var jeg ikke, men jeg var
noget andet, en iagttager, og én ting visste jeg, jeg visste naar en
mand var ræd. Kaptein Trent paa den britiske brig ~Flying Scud~ hadde
været rap i munden, han hadde snakket høit og djervt; men i hans blaa
øine saa jeg angstgyset, og bak linjerne i hans ansigt skimtet jeg en
hvileløs frygt. Skalv han for sit certifikat? Efter min mening var
det en værre frygt som dirret gjennem ham da han snudde sig bort for
at drikke. Var det en følge av rystelsen da han mistet sin brig?
Jeg husket en ven av mig som hadde været med i en jernbaneulykke;
en hel maaned efter skalv han og fór sammen for ingenting. Skjønt
kaptein Trent ellers ikke gjorde indtryk av at være nervøs, saa sa
jeg til mig selv, dog uten at føle mig viss paa det, at der var noget
lignende i veien med ham.



TREDJE KAPITEL.

Auktionen over "Flying Scud".


Da jeg morgenen efter kom ind paa kontoret, fandt jeg Pinkerton dypt
sænket i ~Daily Occidental~.

"Loudon," sa han og saa op fra avisen, "du synes ofte at jeg har for
mange jern i ilden. Men min mening er, at naar du ser en dollar paa
jorden, saa ta den op! Og nu har jeg snublet over en hel dynge av dem
paa et rev midt ute i Stillehavet."

"Jim, Jim," sa jeg, "hvad er det nu for en vild idé!"

"Bare hør!" avbrøt han mig. "Det er forresten en kjedsommelig
artikel. De fyrene i ~Occidental~ eier ikke ild i sig. Men paalidelig
er den vist." Og han begyndte at læse:

 _Den britiske brig "Flying Scud's" forlis._

 Det britiske orlogsskib "~Tempest~", som igaar ankom hertil,
 medbringer kaptein Trent og fire mand fra den engelske brig
 "~Flying Scud~" som forliste den 12te februar paa Midway Island,
 hvor de som ved et under blev reddet dagen efter. "~Flying Scud~"
 var 200 registertons, hjemmehørende i London, og har været ute
 paa en to aars tur. Kaptein Trent avseilet fra Hongkong 8de
 december for San Francisco med en last av ris og endel stykgods
 -- silke, te og forskjellige kinavarer -- ialt til en værdi av
 10.000 dollars, fuldt assurert. Logbogen viser meget godveir med
 let bris, vindstille og enkelte byger. Da drikkevandet begyndte
 at bli raaddent -- dette var paa 28° n. b. 177° v. l. -- satte
 kaptein Trent kursen for Midway Island, hvor han efter en
 feilagtig oplysning i Hoyt's "North Pacific Directory" ventet at
 finde en kulstation. Han fandt en nøken sandbanke, omgit av et
 koralrev som for størstedelen laa under vand. Der var en mængde
 fugl, god fisk i lagunen, men intet brændsel, og det vand som de
 fik ved gravning, var brakt. Der var god holdebund -- sand og
 koraller -- paa femten favne vand utenfor nordsiden av den store
 banke. Her blev han opholdt av vindstille syv dager, i hvilken
 tid folkene var meget syke paa grund av det bedærvede vand,
 og først om aftenen den tolvte sprang der op en liten bris av
 n.n.o. Sent som det var lettet kaptein Trent dog straks anker og
 prøvde at komme ut. Mens skibet krydset op mot indløpet, løiet
 vinden pludselig av og sprang saa over til byger av n. og endog
 n.n.v. Briggen drev da iland paa sandbanken. Dette hændte litt
 før seks. Under forsøket paa at sætte ut en baat druknet finnen
 John Wallen og svensken Charles Holdorsen like ved skibssiden;
 ingen av dem kunde svømme, bygen var meget mørk, og brændingens
 larm kvalte hvert rop. John Brown, en anden av mandskapet, brak
 samtidig sin arm under støtet. Kaptein Trent fortalte endvidere
 ~Occidentals~ reporter, at briggen først hugget voldsomt med
 baugen, eftersom han tror mot koralrevet, derefter drev over
 dette og nu ligger i sand med baugen under vand og med slagside
 til styrbord. Ved det første støt maa den ha faat adskillig
 skade, da den trak vand forut. Hele risen vil sandsynligvis bli
 ødelagt, men den mere værdifulde del av ladningen var heldigvis
 i agterskibet. Kaptein Trent holdt paa med at utruste sig for at
 gaa tilsjøs i storbaaten, da "~Tempest~", som efter ordre anløp
 de forskjellige øer paa sin rute for at se efter skibsforlis,
 lykkeligvis kom og reddet den kjække kaptein fra al fare. Det
 er neppe nødvendig at tilføie, at baade officerer og mandskap
 fra det uheldige skib taler i høie toner om den venlighet som
 de møtte ombord paa orlogsskibet. Vi hitsætter de overlevendes
 navn: Jacob Trent, fører, fra Hull, England; Elias Goddedaal,
 styrmand, født i Christiansand, Sverige; Ah Wing, kok, født i
 Sana, Kina; John Brown, født i Glasgow, Scotland; John Hardy,
 født i London, England. "~Flying Scud~" er ti aar gammel og vil
 i formiddag efter ordre fra Lloyds agent bli solgt som den staar
 ved offentlig auktion for assurandørernes regning. Auktionen vil
 finde sted paa børsen kl. 10.

 ~Flere enkeltheter.~ -- Senere paa eftermiddagen fandt
 ~Occidentals~ reporter løitnant Sebright fra "~Tempest~" paa
 Paladshotellet. Herr Sebright hadde knap tid, men bekræftet
 kaptein Trents beretning i ett og alt. Han tilføiet at "~Flying
 Scud~" ligger aldeles trygt, og hvis der ikke kommer en voldsom
 storm av n. v., hvad der er høist usandsynlig, kan den holde til
 næste vinter.

"Du kommer aldrig til at skjønne dig paa literatur," sa jeg, da Jim
var færdig. "Dette er godt og ærlig arbeide, historien er klart
fremstillet. Jeg finder bare én feil, kokken er ikke kineser, han er
en kanaka, fra Hawaij, tror jeg."

"Hvorledes kan du vite det?" spurte Jim.

"Jeg saa hele selskapet paa en saloon igaar," sa jeg. "Jeg hørte
ogsaa historien, eller kunde hørt den av kaptein Trent selv, som
forresten var yderlig tørst og nervøs."

"Det kan være ett fett," sa Pinkerton. "Nu gjælder det bare de
dollars som ligger og venter paa revet."

"Vil det lønne sig?" spurte jeg.

"Likesaa godt som en sukkertrust!" utbrøt Pinkerton. "Ser du ikke
hvad den britiske officer sier om trygheten! Ser du ikke at ladningen
er værdsat til ti tusen! Skonnerter er billige netop nu, jeg kan faa
hvilken jeg vil for to hundrede og femti om maaneden. Det tar sig ut
som tre hundrede procent for mig."

"Du glemmer at risen er ødelagt, efter hvad kapteinen selv sier,"
indvendte jeg.

"Det er sandt," indrømmet Jim. "Men risen er bare for ballast at
regne, det er teen og silken jeg tænker paa. Vi skal bare faa vite
hvor meget der er av den sort. Jeg har ringt op Lloyds kontor;
kapteinen skal møte mig der om en time, og saa skal jeg bli saa
klok paa den briggen som om jeg hadde bygget den. Og forresten aner
du ikke hvad en kan samle paa et vrak -- kobber, bly, rig, ankre,
kjettinger, like til stentøiet, Loudon!"

"Der er en liten ting som du vist glemmer," sa jeg. "Først maa du
kjøpe vraket, og hvad vil det koste?"

"Hundrede dollars," svarte Jim.

"Hvorledes kan du gjette det?"

"Jeg gjetter ikke, jeg vet det," svarte Jim. "Kjære dig, jeg er
kanske en tosk naar det gjælder literatur, men du kommer altid til
at bli en dilettant i forretninger. Hvorledes tror du at jeg kunde
kjøpe ~James L. Moody~ for to hundre og femti, naar baatene alene var
værd fire ganger saa meget? Fordi mit navn stod øverst paa listen. Nu
staar det der igjen, og derfor kan jeg selv si prisen."

"Det lyder gaadefuldt," sa jeg. "Blir denne offentlige auktion
avholdt i en underjordisk hvælving? Kan en almindelig borger som for
eksempel jeg komme ind?"

"Altsammen gaar aapent for sig," svarte han harmfuldt. "Alle og
enhver kan komme, men der er ingen som byr imot os. Hvis nogen
gjorde det, vilde han bli frosset ut. Der er to millioner dollars
i ringen. Bare tænk dig at nogen bød over os -- jeg skal si dig,
Loudon, han vilde tro at hele byen var gaat fra forstanden. Han kunde
ikke faa gjort forretninger her mere end jeg kan danse. Skonnerter,
dykkere, mænd -- alt det han trængte -- vilde fly op i pris og kverke
ham."

"Men hvorledes kom du ind?" spurte jeg. "Du har da vel ogsaa engang
været utenfor?"

"Hele saken interesserte mig voldsomt, Loudon. Den var saa
romantisk. Saa skjønte jeg at der var mynt at tjene, og jeg studerte
forretningen tilbunds. Ingen ante at jeg spekulerte paa vrak, før
jeg en vakker dag trasket ind til Douglas B. Longhurst, sa ham alle
tal og enkeltheter og slængte bent i næsen hans: 'Vil De ha mig med
i denne ring? Eller skal jeg starte en ny?' Han brukte en halv time,
og da jeg kom ind igjen, saa sa han: 'Pink, jeg har sat Deres navn
paa.' Første gang jeg kom øverst, var det ~Moody~, nu er det ~Flying
Scud~."

Derpaa saa Pinkerton paa klokken, avtalte i hast at vi skulde møtes
utenfor børsen, og fløi avsted for at undersøke ladningsangivelsen
og snakke med skipperen. Mens jeg sat og røkte ut min cigaret, og
senere paa min vei nedover de larmende gater, kunde jeg ikke frigjøre
mine tanker fra dette forlis. Et syn av vraket forfulgte mig. Der
laa det langt borte i den stekende sol, under en sky av sjøfugl. Mit
hjerte higet mot dette eventyr, at fare over verdenshavet frem til
det forlatte skib.

Pinkerton møtte mig til den fastsatte tid, usedvanlig strunk og med
sammenbitte tænder, likesom han bar paa en stor beslutning.

"Naa?" spurte jeg.

"Naaja," sa han, "det kunde være bedre, men ogsaa værre. Den der
kaptein Trent er en ærlig kar. Saa snart han hørte at jeg var i
markedet, saa gav han grei besked om risen. Efter hans beregning er
der i det høieste tredive matter uskadt. Men angivelsen var mere
lovende. Av hele værdien er der for omtrent fem tusen dollars i te og
silke og nøtolje og slikt, altsammen i lasarettet, saa trygt som om
det laa i Kearney Street. Briggen fik ny kobberhud for et aar siden.
Det er ikke nogen guldgrube, men det er da en slump mynt, og vi skal
vaage det."

Klokken var nu næsten ti, og vi gik ind til auktionen. ~Flying
Scud~, som var saa vigtig for os, lot ikke til at ha vakt synderlig
opmerksomhet. Auktionarius var omringet av kanske et snes tilskuere,
for det meste svære karer, langbente, bredskuldrede og flotte. Det
surret av veddemaal. Man saa straks at disse fyrene var her for moro,
ikke i forretninger. Bak dem opdaget jeg min ven kaptein Trent, som
sagtens var kommet for at følge sit gamle skib til det sidste. Han
hadde idag nye, færdigsydde klær paa; de sat ikke videre godt. Op
av den øverste lomme paa venstre side stak et silkelommetørklæ, den
nederste lomme paa høire side bugnet av papirer. Pinkerton hadde
netop rost manden i høie toner. Han hadde jo ogsaa vist sig meget
ærlig, og jeg saa igjen paa ham for om mulig at finde denne dyd i
hans ansigt. Det var rødt og bredt og -- tænkte jeg -- falskt. Hele
manden saa ut som han skalv av en hemmelig angst, og der han stod
uten at vite at nogen iagttok ham, rev han i neglene sine, skulte mot
gulvet eller saa pludselig med forte, rædde øine op paa nogen som gik
forbi. Slik stod han til salget begyndte.

Auktionarius slog an en charmerende tone. "Fin brig -- ny kobberhud
-- værdifuldt utstyr -- tre gode baater -- utsøkt ladning -- hvad
auktionarius vilde kalde en solid forretning. Nei, mine herrer,
han vilde gaa endda længer, han vilde nævne et beløp, han betænkte
sig ikke paa at nævne et beløp, og med det ene og det andet, alle
ting sammenlagt, saa kunde kjøperen bringe ut saa meget som den
anslaatte værdi av ladningen, eller, mine herrer, med andre ord
en sum av ti tusen dollars." Øieblikkelig efter dette beskedne
regnestykke skingret et vældig "kykeliky" over talerens hode; alle
lo, auktionarius med, imøtekommende.

"Naa, mine herrer, hvad skal vi saa si?" spurte han og saa bent paa
Pinkerton. "Hvad skal vi si for denne enestaaende leilighet?"

"Et hundrede dollars," sa Pinkerton.

"Et hundrede dollars er budt av herr Pinkerton, et hundrede dollars.
Er der intet bedre bud? Et hundrede dollars, bare et hundrede --"

Auktionarius duret avsted omtrent slik, og jeg for min part saa baade
med sympati og forundring paa kaptein Trents skjælvende, angstfyldte
ansigt, da det gav et ryk i os alle --

"Og femti," sa en skarp røst.

Pinkerton, auktionarius og tilhørerne som alle var like meget inde i
ringens aapne hemmelighet, blev alle samtidig og like sterkt rystet.

"Jeg ber om forladelse," sa auktionarius, "var det et bud?"

"Og femti," gjentok røsten, som jeg nu kunde følge tilbake til dens
ophav. Talerens hud var graa og fuld av blemmer, hans tale sprang fra
den ene toneart til den anden, hans bevægelser syntes (likesom i St.
Veitsdans) at være litet under kontrol, han var daarlig klædt, han
førte sig paa én gang krypende og indbildsk, som om han var stolt av
at være der han var og gjøre det han gjorde, og dog halvt ventet at
bli kastet paa dør.

Pinkerton saa bort paa ham med et alt andet end venlig øiekast, rev
et blad ut av sin notisbok og rablet en linje med blyant, vinket paa
et bud og hvisket "til Longhurst". I næste sekund var gutten borte,
og Pinkerton snudde sig igjen mot auktionarius.

"To hundrede dollars," sa Jim.

"Og femti," sa fienden.

"Dette ser muntert ut," hvisket jeg til Pinkerton.

"Ja, men vent til Longhurst kommer," svarte han. "Det lille bestet
skal faa en lærepenge. Trehundrede," sa han høit.

"Og femti," kom ekkoet.

Det var omtrent i dette øieblik at mit blik igjen faldt paa kaptein
Trent. Hans røde ansigt var blit endda rødere, jakken var opknappet,
silketørklædet i flittig bruk, og hans klare sjømandsblaa øine
skinnet som glas. Endnu var han ræd, men nu var der, hvis jeg da
kunde læse i et ansigt, litt haab i hans angst.

"Jim," hvisket jeg, "se paa Trent. Jeg vedder at han ventet dette."

"Ja," var svaret, "der gaar noget svineri for sig her," og han
fornyet sit bud.

Budene nærmet sig tusen, da jeg la merke til en bevægelse i
ansigterne tvers overfor. Jeg saa bakover. Der kom en svær, blid mand
vaggende. Han vinket til auktionarius.

"Bare et ord, herr Borden," sa han, og saa til Jim: "Naa, Pink, hvor
høit er vi nu?"

Pinkerton sa summen. "Jeg har gaat saa høit paa mit eget ansvar, herr
Longhurst," tilføiet han og blev rød. "Jeg mente det var det rette."

"Det var det ogsaa," sa Longhurst og klappet ham paa skulderen. "Men
nu tar vi fat selv. De kan gaa til fem tusen, og hvis han ikke da gir
sig, saa skal vi la ham fornøie sig med den handelen."

"Men hvem er det?" spurte Pinkerton.

"Jeg har sendt Billy avsted for at finde det ut," og i samme øieblik
blev der rakt Longhurst et sammenfoldet papir. Det gik fra den ene
av os til den anden, tilslut kom det til mig. Der stod: "Harry D.
Bellairs, sakfører, forsvarte Clara Varden, har to ganger holdt paa
at miste sin bevilling."

"Den er drøi!" sa herr Longhurst. "Hvem kan det være som bruker saan
en rakkerfant? Ikke nogen som har penger, det kan De stole paa. End
om De prøvet et ordentlig bluff? Det vilde jeg gjøre. Er det Deres
kompagnon, herr Dodd? Glæder mig at gjøre Deres bekjendtskap." Og den
store mand trak sig tilbake.

"Naa, hvad sier du om Douglas B.?" hvisket Pinkerton og saa ærbødig
efter ham. "Seks fot gentleman i ett og alt, kultur fra top til taa."

Under dette interview hadde auktionen staat stille. Auktionarius,
tilskuerne, ja selv Bellairs visste alle at Longhurst var chefen og
Jim bare hans talerør. Men nu da den olympiske Jupiter var gaat,
fandt herr Borden det passende at gjøre sig streng.

"Naa, herr Pinkerton, byr De over?"

Og Pinkerton, som hadde bestemt sig til et ordentlig bluff, svarte:
"To tusen dollars."

Bellairs var like fattet. "Og femti," sa han. Men kaptein Trent var
blit blek.

"Gaa løs igjen, Jim," sa jeg. "Trent holder paa at bli myk."

"Tre tusen," sa Jim.

"Og femti," sa Bellairs.

Og saa vendte budene igjen tilbake til de tidligere hundreder og
femtier. Men i mellemtiden hadde jeg kunnet trække to slutninger.
Bellairs hadde git sit sidste overbud med et smil av tilfredsstillet
forfængelighet, og jeg kunde se at fyren kroet sig, stolt av sit
hæderfulde hverv og viss paa seier tilslut. Dernæst hadde Trent
skiftet farve ogsaa ved det andet hop paa tusen, og han blev
øiensynlig lettet da han hørte det paafølgende femti. Her laa der
en gaade under. De to var aabenbart paa samme parti, og dog hadde
de ikke hverandres fortrolighet. Og dette var ikke alt. Litt senere
hændte det at mit blik møtte kaptein Trent, da vendte han øinene
bort, og det med et underlig skyldbevisst uttryk. Ønsket han at
skjule sin interesse? Som Jim hadde sagt, der gik noget "svineri" for
sig her. Her stod de to mænd saa besynderlig forenet og besynderlig
adskilt, begge fast bestemt paa at tvinge vraket fra os, skjønt det
nu var oppe i en uhørt sum.

Hadde vraket større værdi end vi trodde? Der gik en pludselig glød
gjennem mit hode. Budene nærmet sig nu Longhursts grænse, fem tusen.
Om et minut var alt tapt. Da tok jeg den eneste sindssvake beslutning
i mit liv. Jeg rev et blad ut av min skissebok. "Hvis du ønsker at
gaa videre," skrev jeg, "saa sætter jeg ind alt det jeg eier."

Jim læste det og saa forvildet paa mig. Saa lysnet det i øinene
hans, han snudde sig mot auktionarius og bød: "Fem tusen et hundrede
dollars."

"Og femti," sa Bellairs.

Pinkerton rablet ned: "Hvad kan det være?" Jeg svarte paa samme
papir: "Jeg skjønner det ikke, men noget maa det være. Se paa
Bellairs, han gaar til ti tusen, bare prøv."

Bellairs gjorde det, og vi fulgte med. Nu hadde rygtet om det store
slag spredt sig, og der kom flere og flere tilskuere. Da Pinkerton
hadde budt ti tusen dollars (den høieste værdi av ladningen, selv
naar den laa trygt i San Franciscos havn), og da Bellairs hadde
slængt ut sit "Og femti," da steg forundringen til ophidselse.

"Ti tusen et hundrede," sa Jim, og i samme øieblik gjorde han et kast
med haanden, han fik et nyt uttryk i ansigtet, og jeg kunde se at han
hadde gjettet gaaden.

"Fra Kina," rablet han i sin notisbok. Og derefter med store,
skjælvende bokstaver og med et sving som løp utover margen: "Opium!"

"Javist," tænkte jeg. "Der er hemmeligheten." Jeg visste at der
knapt kom et skib fra en kinesisk havn, uten at det hadde en slump
av den kostbare gift gjemt paa et listig sted. Uten tvil var der en
saadan skat paa ~Flying Scud~. Hvor meget var den værd? Det visste vi
ikke, vi spilte i mørke. Men Trent visste det og Bellairs visste det,
og vi fik se paa dem og dømme.

Paa denne tid hadde hverken Pinkerton eller jeg vor fornuft.
Pinkerton var fra sig selv, hans øine glødet; jeg skalv over hele
kroppen. Men vi stanset ikke, og flokken saa paa os, snart i taushet,
snart med summende hvisken.

Sytten tusen hadde vi naadd, da Douglas B. Longhurst klemte sig frem
gjennem raden tvers overfor os og rystet meget sterkt paa hodet.
Jim svarte med tre ord: "For egen regning." Da den store mand hadde
læst dette, rystet han advarende med fingeren og forsvandt -- med et
bedrøvet ansigt, syntes jeg.

Skjønt herr Longhurst ikke visste noget om Bellairs, saa visste denne
tvilsomme sakfører alt om den store vrakspekulant. Han hadde set ham
komme, han saa ham gaa, og dog fortsatte budene. "Hallo," har han
tænkt, "det er altsaa ikke ringen jeg slaas med." Og han besluttet at
gjøre et hop.

"Atten tusen," sa han.

"Og femti," sa nu Jim.

"Tyve tusen," fra Bellairs.

"Og femti," fra Jim med en liten nervøs latter.

Som efter avtale vendte de nu tilbake til den gamle fart -- men denne
gang hadde Bellairs hundrederne og Jim femtierne. Imens hadde vor
idé bredt sig. Jeg kunde høre "opium" bli hvisket fra den ene til
den andre, og jeg opfattet ogsaa at man trodde vi hadde hemmelige
oplysninger. Og nu hændte noget som var høist eiendommelig for
San Francisco. Nær mig hadde der en stund staat en bredskuldret,
middelaldrende gentleman med et soigneret og tiltalende ydre.
Pludselig optraadte han som konkurrent, kjørte ~Flying Scud~ tilveirs
med fire fete bud paa tusen dollars hver og flygtet likesaa pludselig
fra valpladsen.

Helt siden Longhursts unyttige indgrep hadde Bellairs set urolig ut,
og efter dette nye angrep gav han sig til at rable en billet. Jeg
tænkte naturligvis at den skulde til kaptein Trent; men da den var
færdig, og Bellairs snudde sig og saa ind i tilskuerflokken, saa la
han til min usigelige forundring ikke merke til kapteinens nærvær.

"En gut, en gut!" hørte jeg ham si. "Aa hent en gut til mig."

Tilslut var der en som gik, men det var ikke kapteinen.

"~Han ber om nye instruktioner~," skrev jeg til Pinkerton.

"~Om penger~," skrev han tilbake. "~Skal jeg slaa? Nu gjælder det.~"

Jeg nikket.

"Tredive tusen," sa Pinkerton med et hop paa næsten tre tusen.

Jeg saa tvil i Bellairs' øine og straks efter en pludselig
beslutning. "Fem og tredive tusen," sa han.

"Firti tusen," sa Pinkerton.

Der kom en lang pause, men saa tilslut, netop som hammeren holdt paa
at falde: "Firti tusen og fem dollars."

Pinkerton og jeg vekslet megetsigende blikke. Bellairs hadde prøvet
et bluff; men da det ikke gik, vilde han hale tiden ut til hans bud
kom igjen.

"Fem og firti tusen dollars," sa Pinkerton; han talte som et spøkelse.

"Fem og firti tusen og fem dollars," sa Bellairs.

"Femti tusen," sa Pinkerton.

"Undskyld, herr Pinkerton. Var det saa at De gjorde et overbud?"
spurte auktionarius.

"Jeg -- jeg har litt vanskelig for at tale," gispet Jim. "Det var
femti tusen, herr Borden."

"Auktionarius," kom det i samme øieblik fra Bellairs, "jeg maa be Dem
vente et øieblik, mens jeg telefonerer. Jeg er her paa andres vegne,
og jeg har netop skrevet --"

"Det vedkommer ikke mig," sa auktionarius brutalt. "Jeg er her for at
sælge vraket. Gjør De et høiere bud end femti tusen?"

"Jeg skal tillate mig at forklare Dem," sa Bellairs med et fortvilet
forsøk paa værdighet, "at femti tusen var det beløp som blev nævnt
til mig, men hvis De vil la mig faa et øieblik til at telefonere --"

"Sludder!" sa auktionarius. "Gir De ikke noget bud, saa lar jeg herr
Pinkerton faa tilslaget."

"Jeg advarer Dem!" ropte sakføreren hæst. "Vogt Dem for hvad De
gjør. De er her for at sælge for assurandørerne -- ikke i Douglas
Longhursts tjeneste. Dette salg er før blit skammelig avbrutt for at
la den mand konferere med sine haandlangere."

"Der var ingen som klaget den gang," sa auktionarius temmelig mykt.
"De skulde klaget den gang."

"Jeg staar ikke her for at lede salget," svarte Bellairs. "Det blir
jeg ikke betalt for."

"Men det blir jeg, ser De," sa auktionarius med sin gamle
uforskammethet. "Ingen bedre end femti tusen? Ingen bedre, mine
herrer? Briggen ~Flying Scuds~ vrak, for femti tusen, første -- anden
-- tredje gang!" Bum!

"Store gud, Jim, kan vi betale de pengene?" ropte jeg, da hammerens
slag vækket mig likesom av en drøm.

"Vi skal reise dem," sa han hvit som et laken. "Det blir en helvedes
strid, Loudon. Gi mig en check paa dine penger. Møt mig om en time,
paa Occidental."

Jeg skrev min check, og jeg tør si at jeg aldrig kunde ha gjenkjendt
min underskrift. I næste øieblik var Jim borte, Trent var forsvundet,
bare Bellairs stod igjen og utvekslet injurier med auktionarius. Og,
hallo, da jeg klemte mig ut fra børsen, hvem anden løp saa paa mig
end Bellairs' bud!

Slik paa nippet var det at vi blev eiere av ~Flying Scud~.



FJERDE KAPITEL.

Mandskapet forsvinder.


Utenfor børsens port fandt jeg mig gaaende ved siden av den
middelaldrende mand som hadde gjort et saa kort og kraftig indhug i
det store slag.

"Jeg gratulerer, herr Dodd," sa han. "De og Deres ven kjæmpet
tappert."

"De gjorde det ikke lettere for os," sa jeg, "da De drev os op med
tusen ad gangen og fristet alle spekulanter i San Francisco til at
prøve sig."

"Det var et øiebliks galskap," sa han.

Der fulgte en lang passiar. Han sa mig sit navn -- Morgan, dommer
Morgan -- og bad mig besøke ham en søndag paa hans landsted.

"Hvad mener De om Bellairs?" spurte han.

"Baade og," sa jeg.

"Jeg skal si Dem," fortsatte dommeren, "at jeg ikke begriper at nogen
kan ha villet bruke en fyr som ham. Jeg kjender ham, han kjender
ogsaa mig, han har ofte hørt fra mig i retten. Jeg forsikrer Dem at
manden er yderlig reducert. Man kan ikke betro ham en dollar, og her
har han femti tusen at raade over. Jeg forstaar ikke hvem det er som
har hat slik tillid til ham, men jeg er aldeles viss paa at det maa
være en som er fremmed i San Francisco."

"Kanske en repræsentant for eierne?"

"Utænkelig!" sa dommeren. "Eierne i London vet ingenting om opium som
blir smuglet mellem Hongkong og San Francisco. Nei, jeg tænkte paa
kapteinen. Men hvor skulde han faa pengene fra -- foruten alt det han
har lagt ut for at kjøpe al den giften i Kina -- hvis han da ikke
opererte for nogen i Frisco; men i saa fald vilde ikke Bellairs ha
været brukt."

"Jeg tror jeg kan forsikre Dem at det ikke var kapteinen," sa jeg,
"for han og Bellairs kjender ikke hverandre."

"Var det ikke kapteinen, han med det røde ansigt og det kulørte
tørklæ? Jeg syntes han fulgte Bellairs' spil med den mest levende
interesse."

"Jo," sa jeg, "Trent er dypt interessert, han visste sandsynligvis
hvem Bellairs var, og han visste sikkert hvorfor han var der. Men jeg
tør sverge paa at Bellairs ikke kjendte Trent."

"Høist besynderlig," sa dommeren. "Ta imot en gammel sakførers raad
og skynd Dem avsted til Midway Island. Der ligger en god slump penger
paa bordet, og Bellairs & Co. er ikke de mænd som lar sig stanse av
bagateller."

Med dette avskedsord klemte dommer Morgan mig i haanden og tok ned
Montgomery Street, mens jeg gik ind i Occidental hotel. Jeg var godt
kjendt av personalet, og da jeg sa at jeg skulde vente paa Pinkerton
og lunch, blev jeg budt en stol indenfor disken, i kontoret. Her
sat jeg i en stille krok og begyndte at komme til mig selv efter
de voldsomme sindsbevægelser, og hvem anden kom saa flyvende ind og
bort til en telefon -- hvem anden end herr Henry D. Bellairs i egen
person! Kald det hvad De vil, men fristelsen var uimotstaaelig, og
jeg reiste mig og tok plads like bak mandens ryg.

"Central," sa sakføreren, "2241 og 584 B -- Hvem der? -- All right --
Bellairs -- Occidental; telefonen var i ustand paa det andet sted --
Ja, omtrent tre minutter -- Ja -- Ja -- Den sum, De nævnte, det gjør
mig ondt at si det -- Nei -- Jeg hadde ikke ret til -- Hverken mere
eller mindre -- det har jeg al grund til at tro -- Aa, Pinkerton,
Montana Block -- Ja -- Ja -- Godt, som De vil -- Færdig 584 B."

Bellairs snudde sig for at gaa. Da han fik øie paa mig, saa krummet
han sig og skalv, som om han var ræd for at jeg skulde fare løs paa
ham. "Aa, er det Dem!" brøt han ut. Men saa fattet han sig. "Herr
Pinkertons kompagnon, tror jeg. Det glæder mig at se Dem. Maa jeg
gratulere Dem med Deres held." Og saa forsvandt han med et krypende
buk.

Og nu fik jeg et vildt indfald. Det var klart at Bellairs hadde talt
med sin klient, og jeg kjendte nummeret. Jeg ringte.

"Central," sa jeg, "forbind igjen 2241 og 584 B."

"To to fire en," lød det med engelsk akcent -- og tydeligvis en
dannet mands stemme. "Er det Dem igjen, herr Bellairs? Jeg sier Dem,
det nytter ikke. Er det Dem, herr Bellairs? Hvem er det?"

"Jeg ønsker bare at gjøre Dem et eneste spørsmaal," sa jeg høflig.
"Hvorfor ønsket De at kjøpe ~Flying Scud~?"

Intet svar. Telefonen dirret og summet med fjern klang av alle de
mange samtaler i en stor by; men stemmen i 2241 var taus. Baade én og
to ganger gjentok jeg mit spørsmaal, men den engelske stemme hørte
jeg ikke mere. Manden var altsaa flygtet -- flygtet fra et nærgaaende
spørsmaal. Hvorfor? Jeg tok telefonkatalogen og fandt nummeret:
"2241, Fru Keane, Mission Street 942." Og det var alt jeg kunde
gjøre, hvis jeg ikke vilde kjøre til huset og personlig gjenta min
næsvishet.

Mens jeg igjen sat og ventet i min krok, hadde jeg en følelse av
noget utrygt, mystisk, kanske farefuldt i vort eventyr. Jeg saa for
mig vraket og kaptein Trents rædde øine, og jeg saa nu ogsaa en mand
som blev likblek, bare fordi han i en telefon fik rettet til sig et
enkelt spørsmaal.

Klokkens slag vækket mig av disse tanker. Det var nu tyve minutter
over den tid Pinkerton skulde komme. Og for mig som kjendte hans
umaadelige nøiagtighet, rummet disse tyve minutter en hel roman av
muligheter. Men de vokste langsomt til en time, og den ene time
blev næsten to, og endnu sat jeg i min krok som et bytte for den
forfærdeligste angst. Lunchtiden var næsten forbi, før jeg husket at
jeg ikke hadde spist. Gud skal vite at jeg ikke hadde lyst paa mat,
men jeg trængte til at styrke mig, om det saa bare var for at kunne
fordøie de slette nyheter. Jeg la bud paa kontoret til Pinkerton,
satte mig ved et bord og bestilte suppe, østers og champagne.

Endelig kom min ven. Han saa blek og sliten ut, vilde ikke ha mat,
bestilte bare te.

"Er det forbi?" sa jeg temmelig mat.

"Nei," svarte han, "jeg har klart det, Loudon -- saavidt. Jeg kunde
ikke ha opdrevet en cent til i hele Frisco. Folk liker det ikke.
Longhurst vendte mig ryggen."

"Men du har klart det."

"Loudon, jeg sier dig at jeg har betalt blod for de pengene!" skrek
min ven vildt. "Og altsammen er paa nitti dager; jeg kunde ikke faa
en eneste dag til. Hvis vi gaar igang med denne historien, Loudon,
saa faar du reise. Jeg maa bli her og slaas, saa gjerne som jeg
skulde dra avsted selv. Jeg skulde vise de fete slyngler til sjøfolk
hvad arbeide er. Men du skal gjøre dit yderste, Loudon, jeg stoler
paa dig. Du maa være som en glo fra den første til den sidste dag.
Skonnerten og den lasten maa, maa være her før om tre maaneder,
ellers er vi kaput. ~Kaput!~"

"Jeg sverger at jeg skal gjøre mit bedste, Jim. Men du sa: Hvis vi
gaar igang. Har vi da noget valg?"

"Det kommer jeg straks til," sa Jim. "Det er ikke saa at jeg tviler
paa denne spekulation. Den vil nok lønne sig, det er ikke det. Men
det er disse tre maaneders veksler, og jeg har utnyttet min kredit
til det yderste, ser du. Jeg tror ikke at der i hele Frisco findes
nogen uten mig som kunde ha reist de sidste ti tusen!" ropte han i
en pludselig glødende beundring for sig selv. "Men saa er der noget
til. Jeg haabet at du kunde ha solgt den opiumen i smaat paa øerne;
det er det tryggeste og gir mest av sig. Men med denne tre maaneders
frist maa du seile bent til Honolulu og saa hjem med damper. Jeg skal
se at ordne det for dig der og faa fat paa en mand. Hold skarpt utkik
efter ham naar du nærmer dig øerne; for det kan hænde at han kommer
ut i en hvalbaat eller en dampjolle og har pengene med sig."

I taushet, om end ikke uten et ryk i min samvittighet, samtykket jeg
i at bli smugler, og det endog opiumssmugler.

"Men sæt at opiumen er saa godt gjemt at jeg ikke kan finde den!" sa
jeg.

"Du maa finde den, om du saa skal skjære briggen op til fliser med
din pennekniv!" skrek Pinkerton. "Og jeg har allerede sikret mig en
skonnert. ~Norah Creina~ heter den, fire og seksti tons, stor nok for
os, siden risen er ødelagt."

"Det er godt," sa jeg. "Men du sa: Hvis vi gaar igang med dette!"

"Hør da," sa Jim. "Du er enig med mig i at Bellairs vilde gaat
høiere."

Nu skjønte jeg ham. "Ja. -- Saa det er _det_?" sa jeg.

Jim nikket. "Hvis Bellairs og den mand som staar bak ham, gir mig et
skikkelig tilbud, saa sier jeg: la gaa!"

En pludselig tanke, en pludselig frygt jog igjennem mig. End om min
barnagtige spøk hadde skræmt manden bort? Hadde jeg ødelagt denne
chance? Skamfølelse lukket min mund. Jeg kunde ikke faa mig til at
nævne mit møte med Bellairs eller den adresse jeg hadde opdaget.

"Vi trænger adskillig mer end femti tusen for at kunne dække vore
utgifter," sa jeg.

"Bellairs gaar til seksti tusen, ja til hundrede tusen, hvis han blir
tat paa den rette maaten," svarte Pinkerton. "Husk hvorledes det gik
paa slutten."

"Det er ogsaa mit indtryk," sa jeg. "Men kanske var de femti tusen
som Bellairs hadde lov til at by, virkelig den høieste pris."

"I saa fald," sa Jim med graat alvor, "kan han ta ~Flying Scud~ for
femti tusen, og lykke til. Jeg foretrækker tapet."

"Er det saa galt fat med os!"

"Vi har strukket haanden længere ut end vi kan trække den ind igjen,"
sa Jim. "Vet du, de femti tusen jeg har laant, staar os i sytti tusen
før vi er klar igjen. Det blir over ti procent maaneden, og endda
kunde ingen anden i verden greiet det saa godt. Det var et mirakel.
Jeg maatte beundre mig selv. Aa, hadde vi bare hat fire maaneder! Men
endda kan det gaa, og det maa gaa. Og hvad blir det ikke at tale om
og huske i hele vort liv! Men," brøt han av, "først maa vi prøve den
trygge vei. Til den fanten Bellairs!"

Igjen holdt jeg paa at fortælle ham om Missionsgate adressen. Men
jeg hadde latt det gunstige øieblik glide forbi, og denne fortielse
maatte jeg da ogsaa bekjende. Desuten følte jeg mig sørgelig viss paa
at det allerede var for sent, og at manden var reist for to timer
siden. Altsaa tidde jeg fremdeles. Vi ringte op til sakføreren for at
høre om han var hjemme, og kjørte saa straks.

Bellairs' hus laa i en temmelig skummel gate. Kontoret var rent,
men yderst knapt møblert. Vi saa en bokhylde, en stol, en gammeldags
sekretær og intet mere.

"Herr Pinkerton og kompagnon!" sa Bellairs med et nervøst anfald av
høflighet. "Jeg skal hente stoler til Dem."

"Paa ingen maate," sa Jim. "Har ikke tid. Det er forretninger, hr.
Bellairs. Imorges kjøpte jeg, som De vet, vraket av ~Flying Scud~."

Sakføreren nikket.

"Og kjøpte det," fortsatte min ven, "for en pris som ikke staar i
noget rimelig forhold til ladningens opgivne værdi."

"Og nu har de tænkt Dem om og vil helst komme fra handelen. Det
ventet jeg," svarte sakføreren. "Jeg vil ikke skjule for Dem at min
klient var misfornøiet med mig, fordi jeg gik saa høit. Vi blev begge
litt for hete tilslut, herr Pinkerton. Men jeg skal være ganske
oprigtig -- jeg vet naar jeg har med gentlemen at gjøre. Læg saken
i mine hænder, saa tror jeg at jeg endnu kan faa min klient til at
overta kjøpet, saa De" -- han gransket vore ansigter -- "ikke lider
noget tap," sluttet han skingrende.

Her overrasket Pinkerton mig.

"Det er vel tyndt," sa han. "Jeg har vraket, jeg vet der er en
formue i det, og jeg agter at beholde det. Jeg ønsker bare et par
oplysninger for at slippe unødige utgifter. Kan De gi mig nogen
nyttige vink, saa behøver de bare at nævne en sum. Men læg merke
til at jeg først betaler naar skibet kommer tilbake, og hvis Deres
oplysninger har vist sig rigtige. Jeg kjøper ikke katten i sækken."

Sakførerens ansigt hadde et øieblik lysnet, men blev nu meget
bedrøvelig. "Jeg antar De vet mere om vraket end jeg," sa han. "Jeg
vet bare jeg fik i opdrag at kjøpe det, og prøvde, og ikke kunde."

"Det er godt, herr Bellairs," sa Jim. "Vil De saa bare si mig deres
klients navn og adresse."

"Jeg finder ikke at jeg har ret til at opgi hverken hans navn eller
hans adresse," svarte sakføreren. "Men hvis De ønsker det, skal jeg
med fornøielse sondere ham."

"Jasaa," sa Jim og satte hatten paa. "Ikke netop imøtekommende, hvad?
-- De staar fast? -- Skal vi si en Dollar?"

"Herr Pinkerton!" brast sakføreren ut i en meget fornærmet tone, og
jeg for min part var næsten ræd for at Jim hadde tat feil av manden
og nu gik for vidt.

"De har ikke bruk for en dollar idag?" sier Jim. "Godt, vi har begge
vor tid optat, og jeg skal straks gaa til den høieste pris jeg vil gi
--"

"Stop med dette, Pinkerton!" avbrøt jeg ham. "Jeg vet adressen:
Mission Street 924."

Jeg kan ikke si hvem der blev mest overrasket, Pinkerton eller
Bellairs.

"Hvorfor har du ikke sagt mig det, Loudon?"

"Du spurte mig ikke," svarte jeg og følte at jeg blev rød op i
tindingerne, mens han saa tungt paa mig.

Det var Bellairs som brøt tausheten, og som nu gratis gav mig den
kundskap jeg endnu savnet. "Naar De vet herr Dicksons adresse," sa
han og skjulte ikke sin lyst til at bli os kvit, "saa antar jeg at
jeg ikke behøver at opholde Dem længer."

Jeg var dødsens ulykkelig, da vi kom ut. Men min ven bad ikke om
forklaring. Han var øiensynlig ræd for at komme ind paa det farlige
emne. Men tilslut, da vi nærmet os Mission Street, kunde jeg ikke
bære spændingen længer.

"Du spør mig ikke om den adressen," sa jeg.

"Nei," sa han hurtig og mykt, "hvad var det med den. Det vilde jeg
gjerne vite."

Den myke tone var endda værre at taale end tausheten. "Jeg maa be
dig om ikke at spørre mig," sa jeg. "Det er en sak som jeg ikke kan
forklare."

I samme øieblik som de dumme ord var sagt, i samme øieblik vilde jeg
ha git alverden for at kalde dem tilbake. Og hvad vilde jeg ikke ha
git, da Pinkerton klappet mig paa haanden og svarte: "Det er bra,
kjære dig, ikke et ord til, jeg er viss paa at altsammen er som det
skal være!" At si mere nu var over min evne; men i mit stille sind
lovet jeg dyrt og hellig at jeg skulde gjøre det yderste jeg orket
i denne vanvittige spekulation, og at jeg skulde hugge mig selv i
stykker, før Jim skulde tape en eneste dollar.

Saa var vi fremme, og jeg fik andre ting at tænke paa.

"Herr Dickson? Han er reist," sa vertinden.

Hvorhen var han reist?

"Det aner jeg ikke," svarte hun. "Han var aldeles fremmed for mig."

"Hvorledes sendte han sin bagage, frue?" spurte Pinkerton.

"Han hadde ikke nogen," var svaret. "Han kom igaaraftes og gik igjen
idag bare med en pakke."

"Naar gik han?" spurte jeg.

"Ved middagstid," svarte vertinden. "Der var en som ringte op og
spurte efter ham, og jeg tænker mig at han har faat en underretning;
for han gik straks efter, skjønt værelserne var leiet for uken. Han
saa meget nedslaat ut. Jeg tænker mig det har været et dødsfald."

Mit hjerte sank. Var det virkelig min idiotiske spøk som hadde drevet
ham bort! Igjen spurte jeg mig selv: Hvorfor? og svirret et øieblik
rundt i en hvirvel av umulige hypoteser.

"Hvorledes saa han ut, frue?" hørte jeg saa Pinkerton si.

"Han var glatraket," sa vertinden, og viste sig ute av stand til at
gi en mere nøiagtig skildring.

"Stans ved det nærmeste apotek," sa Pinkerton til kusken. Vi gik
derind og satte telefonen i virksomhet.

"Naar anløper den første Kina-damper Honolulu?"

"~City of Pekin.~ Den kastet los idag klokken halvto," lød svaret fra
dampskibsselskapets kontor.

"Det er klart som blæk," sa Jim. "Han har rømt, saa sandt som jeg
heter Pinkerton. Han vil komme os i forkjøpet paa Midway Island."

Jeg følte mig ikke aldeles viss paa dette. Der var nogen enkeltheter,
som Pinkerton ikke kjendte, for eksempel kapteinens merkelige angst.
Og den tanke at jeg hadde skræmt Dickson til at flygte, sat endnu
fast i hodet mit.

"Burde vi ikke se paa passagerlisten?" sa jeg.

"Dickson er saant et fordømt almindelig navn," sa Jim, "og forresten
har han nok tat sig et nyt."

"Kanske heter han ikke engang Dickson," sa jeg.

"Rimeligvis ikke," sa Jim, som var blit staaende med sammentrukne
bryn.

"Hvad skal vi gjøre?" spurte jeg.

"Det naturligste var at skynde paa skonnerten," sa han. "Men jeg vet
ikke. Jeg har telefonert til kapteinen at gaa løs med hodet ned og
benene i luften, og han er vel paa farten nu. Jeg tror vi maa ha fat
i Trent, Loudon. Trent var med i det op til halsen. Selv om han ikke
vilde kjøpe, saa kunde han gi os et godt vink."

"Men hvor finder vi ham?"

"Naturligvis gjennem det britiske konsulat."

Paa konsulatet hørte vi at kaptein Trent hadde tat ind paa et
sjømandshotel. Dit kjørte vi.

"Kaptein Jacob Trent?"

"Kaptein Trent fra vraket? Han reiste klokken tolv, han og en til av
mændene. Kanakaen reiste litt før, han tok med ~City of Pekin~. De
bodde alle her. Her kan De se navnene i boken."

Jeg trak boken til mig og saa paa de fire navn, som alle var skrevet
med samme haandskrift -- en stor og klodset skrift: Trent, Brown,
Hardy og (istedetfor Ah Wing) Jos. Amalu.

"Pinkerton," sa jeg med ett, "har du den ~Occidental~ paa dig?"

"Her," sa Pinkerton.

Jeg læste gjennem beretningen om vraket.

"Se her," sa jeg, "her er navnet. Elias Goddedaal, styrmand. Hvorfor
kommer vi aldrig over den mand?"

"Var han ikke sammen med de andre paa den saloonen, hvor du saa Dem?"

"Jeg tror ikke det," sa jeg. "De var bare fire, og ingen av dem saa
ut til at være styrmand."

"Her har ikke bodd andre end disse fire," sier kontoristen. "De er
alle borte nu. Kapteinen kom med en kjærre, han og den ene av mændene
drog selv avsted med sit tøi. Kanakaen var gaat litt før, og den
sidste er ogsaa borte."

"Saa Goddedaal, styrmanden, har ikke bodd her?"

"Nei, ingen andre end de fire," sier kontoristen. "Var det meget
magtpaaliggende for Dem at finde disse mænd?"

"Vi har kjøpt vraket," forklarte jeg, "og det var nogen oplysninger
vi ønsket, saa det er meget ærgerlig at alle skal være reist."

Der hadde dannet sig en liten gruppe om os; for vraket var endnu et
interessant emne. Nu tok en av tilskuerne ordet; en gammel sjøulk var
det.

"Jeg tror naa ikke styrmanden er væk," sa han. "Han var svært syk,
var ikke ute av sykelugaren hele tiden paa ~Tempest~; det har jeg
hørt."

Jim tok mig i ærmet. "Tilbake til konsulatet," sa han.

Men heller ikke paa konsulatet visste man noget om Goddedaal. Lægen
paa ~Tempest~ hadde meldt ham syk, han hadde sendt ind sine papirer,
men aldrig fremstillet sig personlig for autoriteterne.

"Er der lagt telefon til ~Tempest~?" spurte Pinkerton.

"Blev lagt igaar," sa kontoristen.

"Vil De spørre ombord? Det er meget vigtig for os at finde herr
Goddedaal."

Kontoristen vendte sig til telefonen. "Desværre," sa han straks
efter, "Goddedaal har forlatt skibet, og ingen vet hvor han er."

"Har De betalt hjemreisen for folkene?" spurte jeg.

"Imorges betalte vi kanakaens billet til Honolulu. Jeg forstod paa
kaptein Trent at de andre skulde reise hjem i følge."

"Saa vil det kanske undre Dem at høre at de allerede er reist?" sa
jeg.

"De maa ta feil," svarte han.

"De er allikevel reist," sa jeg.

"Jeg er viss paa De tar feil," gjentok han.

"Maa jeg laane telefonen et øieblik?" sa Pinkerton. Jeg hørte at han
ringte op til det trykkeri, hvor vi pleiet at sende vore annonser.
Mere hørte jeg ikke, for jeg husket pludselig den store klodsede
haand i sjømandshotellets protokol, og spurte kontoristen om han
kunde vise mig kaptein Trents skrift. Jeg fik vite at kapteinen ikke
kunde skrive, fordi han hadde skadet sin haand litt før briggen
forliste. Den sidste del av logboken var indført av Goddedaal, og
Trent hadde undertegnet alle papirer med venstre haand. -- Nu var
Pinkerton færdig med telefonen.

"Det er alt vi kan gjøre. Nu til skonnerten," sa han. "Efter dette
vrøvl frem og tilbake skal det være en trøst at se paa et skikkelig
stræv."

Men da vi kom ned til bryggen, saa var der ikke det mindste stræv, og
paa ~Norah Creina~ var der ikke andet tegn til liv end kabysrøken.
Med blekt ansigt hoppet Pinkerton ombord.

"Hvor er kapteinen paa denne --?" Han sluttet ikke sætningen, fordi
han forgjæves lette efter et uttryk som var kraftig nok.

Et hode stak ut av kabysdøren.

"I kahytten, spiser middag," sa kokken rolig og snudde paa skraaen.

Nede i kahytten fandt vi en fet, mørk, stilfærdig mand som alvorlig
tok til sig av et velforsynet bord.

"Naa," sa Jim, "saa det er dette De kalder at sætte fart paa!"

"Hvem er De?" sa kapteinen.

"Jeg! Jeg er Pinkerton," sa min ven brysk, som om navnet var en
talisman.

"Høflig er De ikke, hvem De saa er!" var svaret. Men Jim hadde
dog opnaadd en viss virkning, for kapteinen kom sig paa benene og
tilføiet i hast: "En maa ha sig en bit mat, vet De, herr Pinkerton."

"Hvor er Deres styrmand?" sa Jim hvast.

"Oppe i byen," svarte den anden.

"Oppe i byen!" snerret Pinkerton. "Nu skal jeg si Dem hvad De er --
De er en snytenstrup, og hvis jeg ikke var ræd for at faa skidt paa
støvlerne mine, saa skulde jeg sparke Dem og middagen Deres ut i
dokken."

"Jeg skal ogsaa si Dem noget," gav kapteinen igjen og blev mørkerød i
ansigtet, "jeg vilde ikke føre dette skib for Dem, om De saa la Dem
paa knæ. Jeg har hat med gentlemen at gjøre til i dag."

"Jeg kan si Dem navnene paa nogen gentlemen som De aldrig mere faar
noget at gjøre med, og det er hele Longhursts selskap," sa Jim. "Og
jeg skal endnu i kveld faa en kaptein herned som er en sjømand, og
nogen sjøfolk med ham."

"Jeg gaar naar jeg selv vil, og det er imorgen tidlig," skrek
kapteinen efter os da vi gik iland.

"Hele verden er forrykt idag; jeg tror den maa ha snudd bunden
op!" klaget Pinkerton. "Og hvor skal jeg nu faa tak i en kaptein?
Longhurst er gaat hjem for en time siden, og alle mennesker er hver
paa sin kant."

"Det vet jeg," sa jeg. "Stig ind!" Og saa til kusken: "Kjender De
Black Tom?"

Dit rullet vi. Bak baren fandt vi, som jeg hadde haabet, Johnson
midt i et barokt optrin. Bordet var veltet paa kant; i et hjørne
av værelset stod en sydhavshandler og blaaste paa mundspil; midt
paa gulvet danset Johnson med en anden sjømand, de holdt hverandre
om livet og vagget tungt. Værelset var baade koldt og trangt; et
gasblus tæt over de dansendes hoder lyste osende; mundspillet var
hæst og alle ansigter alvorlige som i kirke. Naturligvis vilde det
været taktløst at forstyrre denne høitidelige lystighet; vi satte os
og ventet taalmodig. Tilslut hadde organisten brukt op sin pust og
sluttet pludselig midt i en takt. Straks stoppet ogsaa danserne; et
øieblik sjanglet de, endnu med armene om hverandre, saa skiltes de og
saa sig rundt efter bifald.

"Meget godt danset!" var det en som sa. Men det lot til at denne
kompliment ikke var varm nok. "Aa," sa Johnson, "nogen sjømand er jeg
kanske ikke, men danse det kan jeg." Og den andre føiet til patetisk:
"Føtterne mine er saa lette som fjær."

Jeg skyndte mig at si nogen rosende ord og drog saa Johnson alene
med ut i korridoren. Der fortalte jeg ham saa meget om vor stilling
som jeg fandt nødvendig, og bad ham -- hvis han ikke selv vilde føre
skonnerten -- finde en flink mand til os.

"Jeg!" brøt han ut. "Jeg kunde ikke gjøre det mere end jeg kunde
prøve at spasere til helvede!"

"Jeg trodde De var styrmand," sa jeg.

"Vist er jeg styrmand," klukket Johnson, "og De faar mig ikke tilsjøs
som noget andet. Men jeg skal si Dem noget, jeg tror jeg kan faa
Arty Nares til Dem. De har set Arty; førsteklasses navigatør."
Og han forklarte mig at Nares hadde løfte om en stor bark, naar
~Gleaner~-historien var gaat i glemme, og at han nu holdt sig svært
stille og gjerne vilde ha luftforandring.

Jeg ropte Pinkerton ut og fortalte ham det. "Nares!" sa han. "Jeg
skulde staa paa hodet, hvis jeg fik en mand som hadde hat Nares'
bukser paa sig! Vet du, Loudon, det er den bedste styrmand i San
Francisco." Med denne begeistring var saken avgjort. Johnson lovet
at sende Nares til os før klokken seks morgenen efter, og saloonens
sorte vert, Black Tom, som vi saa raadslog med, gav os tilsagn om
fire flinke og endog ædru matroser til samme klokkeslet.

Gaterne var fuldt oplyst da vi kom ut fra Black Toms saloon. Gate
efter gate gnistret av gas eller elektricitet, linje efter linje av
fjerne lys klatret opover de steile bakker mot mørket som hvælvet sig
over dem, og paa den andre siden avmerket hundrede dirrende lanterner
hundrede skibes plads paa havnen.

Ved et av de første plankeverker saa jeg en plakatklistrer i arbeide.
Jeg kastet et blik paa plakaten, og læste:

                  TO HUNDREDE DOLLARS I BELØNNING.

                   Officerer og mandskap paa den

                   #FORLISTE BRIG "FLYING SCUD"#

                   som personlig eller skriftlig
          henvender sig til James Pinkerton, Montana Block

               FØR MIDDAG IMORGEN, TIRSDAG, DEN 12TE,

                             vil motta

                  TO HUNDREDE DOLLARS I BELØNNING.

"Dette har du fundet paa, Pinkerton," sa jeg.

"Ja. De har været forte. Men det er ikke alt, Loudon. Nu skal du høre
det bedste. Vi vet at vor mand er syk. Ser du, et eksemplar av den
plakaten er sendt til hvert hospital, hver doktor og hvert apotek i
San Francisco."

Naturligvis kunde Jim faa greiet slike ting forholdsvis billig, men
jeg syntes allikevel at det var et flot indfald, og det sa jeg.

"Hvad betyr nogen faa dollars nu?" sa han trist. "Det er om tre
maaneder det kniper, Loudon."

Vi gik videre i taushet, ikke uten at skjælve. Og heller ikke da vi
litt efter sat og spiste, kom humøret op. Først da han hadde varmet
sig med et tredje glas champagne, fik Pinkerton renset strupen og saa
paa mig vaandefuldt.

"Loudon," sa han, "der var et emne som du ikke ønsket at uttale dig
om. Jeg vil bare spørre dig, det var vel ikke fordi -- fordi du var
misfornøiet med mig?" Og hans stemme dirret.

"Aa Pinkerton," sa jeg, "jeg har hele denne dag beundret dig. Jeg
synes du har gjort mirakler. Med hensyn til den adressen --"

"Nei, Loudon, ikke et ord til! Jeg bryr mig ikke om at høre det."

"For at si dig sandheten, saa har jeg liten lyst til at fortælle
det," sa jeg, "for det er noget jeg skammer mig over."

"Skammer dig over, Loudon? Aa si ikke det, bruk ikke et saant uttryk,
selv for spøk!" protesterte Pinkerton.

Vi sat tause igjen. Jeg nikket. "Vet du hvad jeg er mest trist for,
Jim?" sa jeg saa. "Nu blir jeg ikke forlover ved dit bryllup."

"Mit bryllup!" gjentok han og sukket ogsaa. "Der blir ikke noget
bryllup for mig nu. Jeg gaar til hende ikveld for at gi hende fri,
hvis hun vil. Jeg tror det er det som har pint mig hele dagen. Jeg
føler det som jeg ikke hadde ret til saa dristige foretagender,
efterat jeg er blit forlovet."

"Aa Jim, du vet det var min skyld," sa jeg. "Du skal gi mig skylden."

"Nei," sa han, "vi gik fra vettet begge to. Men det er fælt."

Saa drog Jim avsted i sit sørgmodige erende, og jeg gik alene hjem
til kontoret, tændte gassen og satte mig til at gruble over dagens
merkelige begivenheter og over den farlige og utaknemmelige opgave
som ventet mig i den nærmeste fremtid.



FEMTE KAPITEL.

Veiene skilles.


Jeg var ulykkelig da jeg lukket øinene, og det var til en forvirret
følelse av ulykke at jeg morgenen efter igjen aapnet dem. Jeg maa
en stund ha ligget sløv og elendig, før jeg opfattet at der blev
banket paa døren. Men da strømmet mine aandsevner tilbake i sine
sedvanlige kanaler, og jeg husket med ett gaarsdagens hændelser og
det mangfoldige arbeide som ventet mig idag. Denne tanke var som en
krigstrompet. Paa et øieblik var jeg ute av sengen, sprang gjennem
kontoret hvor Pinkerton sov dødstungt paa sin sofa, og stod i
natdragt i døren for at motta vore gjester.

Der stod Johnson smilende, og bak ham kaptein Nares med hatten ned
over øinene og en cigar hængende i mundviken. Bak ham igjen stod
øverst i trappen en flok matroser, ~Norah Creinas~ nye mandskap, og
polerte væggene med ryg og albuer. Jeg førte straks de to officerer
ind i vort kontor og rystet saa Jim lempelig til bevissthet. Han
satte sig op og stirret aandsfraværende paa den nye kaptein.

"Jim," sa jeg, "dette er kaptein Nares. Kaptein, herr Pinkerton."

Nares nikket, fremdeles uten et ord, og jeg syntes han mønstret os
temmelig skarpt.

"Aa godmorgen, kaptein Nares," sa Jim. "Det glæder mig at gjøre Deres
bekjendtskap. Jeg kjender Dem godt av omtale."

Alt ialt var denne tale kanske ikke saa svært velvalgt. Nares mottok
den ihvertfald med et grynt.

"Naa, kaptein," fortsatte Jim, "De vet hvad det gjælder? De skal
føre ~Norah Creina~ til Midway Island, bryte op et vrak, seile til
Honolulu og hjem igjen."

"Ja," svarte Nares koldt, "av en grund som De sagtens kjender, saa
kunde jeg ha lyst paa denne turen, men der er da nogen ting vi først
faar snakke om. De kunde imens la Johnson ta folkene ned og sætte dem
til at overhale riggen. De bestene ser ædru ut," tilføiet han med
væmmelse, "og de trænger arbeide, skal de holde sig."

Dette blev ordnet; Nares saa sin underordnede forsvinde og trak
pusten dypt.

"Nu er vi alene og kan tale," sa han. "Hvad er der saa paa bunden av
denne historie? Den er blit avertert som det var Barnums museum. Hver
kjæft snakker om den. Det liker jeg ikke, for jeg holder mig helst
i det stille akkurat nu. Ihvertfald vil jeg vite alt før jeg tar
skibet."

Saa fortalte Pinkerton hele historien, først koldt og nøiagtig, men
efterhvert mere og mere flammende, Nares sat og røkte og gryntet bare
nu og da. Men hans øine forraadte ham, de skinte.

"De ser altsaa," sluttet Pinkerton, "der er al sandsynlighet for at
Trent er drat til Honolulu, og det tar ikke saa stor part av femti
tusen dollars at leie en skonnert derfra ned til Midway. Derfor
trænger jeg en mand!" skrek Jim med smittende kraft. "Det vraket er
mit, jeg har betalt det med rede penger, og blir det nødvendig at
slaas for det, saa vil jeg ogsaa ha kamp. Hvis De ikke er tilbake om
nitti dager, saa sier jeg Dem likefrem at jeg kommer til at gjøre en
slik fallit som der sjelden har været set her paa kysten. Det gjælder
liv eller død for Dodd og mig. Kanske kommer der til et spændtak der
paa øen, og da jeg hørte Deres navn igaarkveld, og nu da jeg saa de
øinene Deres, saa sa jeg: Nares er manden for mig!"

"Jeg tænker," sa Nares og studerte asken paa sin cigar, "at jo før
jeg faar skonnerten utenfor Farallonerne[1], des bedre vil De være
fornøiet."

 [1] Øer utenfor Kalifornia-kysten.

"De er den mand jeg har drømt om!" ropte Jim og hoppet paa sofaen.
"Der er ikke fem procent snyteri i Deres hjernekasse."

"Men saa var det noget andet," sa Nares. "Jeg hørte noget snak om en
superkargo."

"Det er herr Dodd, min kompagnon," sa Jim.

"Én kaptein er nok paa det skib jeg er ombord paa," sa kapteinen tørt.

"Nu skal De ikke straks skuffe mig," sa Jim, "med at snakke uten at
tænke Dem om. Jeg kan ikke la Dem føre firmaets bøker, vel? Dette her
er ikke bare manøvrering, det er et forretningsforetagende, og den
del er i hænderne paa min kompagnon. De fører skibet, De sørger for
at bryte op vraket og holde folkene i aande, og De faar nok hænderne
fulde. Men der er én ting som De maa forstaa; arbeidet maa gjøres til
herr Dodds tilfredshet; for det er herr Dodd som betaler."

"Man pleier at være tilfreds med mig," sa Nares og blev mørkerød i
ansigtet.

"Det er jeg ogsaa viss paa at vi blir!" sa Pinkerton. "Jeg forstaar
Dem. De er pigget at ta paa, men De er paalidelig fra øverst til
nederst."

"Min stilling faar være klar," sa kapteinen, kanske litt formildet.
"Jeg tar ikke hyre som navigeringsofficer; det er allerede langt nok
ut av veien for mig at gaa ombord paa denne lilleputskonnerten."

"Aa jeg skal si Dem noget," svarte Jim med et muntert blink.
"Hvis De vil føie Dem med ballasten, saa skal vi gjøre den til en
skonnertbark."

Nares lo. Den taktløse Pinkerton hadde endda en gang vundet en seier
i takt. "Men saa var der én ting til," sa kapteinen og gav sig
stiltiende med hensyn til superkargoen. "Hvad sier eierne?"

"Aa, det kan De overlate til mig. Jeg hører til Longhursts selskap,
vet De," sa Jim og kunde ikke la være at briske sig litt. "Den som er
god nok for mig, er god nok for dem."

"Hvem er det?" spurte Nares.

"M'Intyre og Spittal," sa Jim.

"Saa kan De bare gi mig Deres visitkort, og De behøver ikke at bry
Dem med at skrive," sa kapteinen. "M'Intyre og Spittal kan jeg putte
i lommen."

Skryt mot skryt. Slik var det altid med Nares og Pinkerton -- de
to forfængeligste mænd jeg har kjendt. Da kapteinen saaledes hadde
hævdet sin stilling, reiste han og tok avsked med et par stive nik.

"Jim," sa jeg da døren slog igjen efter ham, "jeg liker ikke den
mand."

"Det blir du nødt til, Loudon. Det er en typisk amerikansk sjømand --
tapper som en løve, aldrig staar han fast, og han er høit anskrevet
hos sine redere. Den mand har ry."

"For brutalitet tilsjøs," sa jeg.

"Si hvad du vil," svarte Pinkerton. "Det var en heldig time da vi fik
ham. Jeg skulde gjerne betro Mamies liv til ham imorgen."

"Naa, og Mamie?" sier jeg.

Jim stanset med benklærne halvveis paa. "Hun er den kjækkeste lille
sjæl som gud har skapt!" brøt han ut. "Jeg holdt paa at ruske dig op
inat, men du saa rent utslitt ut, og saa lot jeg dig sove. Jeg haaber
du ikke tar det ilde op at jeg ikke straks fortalte dig nyheten."

"Hvilken nyhet?" spurte jeg.

"Nu skal du høre," sier Jim. "Jeg fortalte hende hvordan vor stilling
er, og at jeg ikke syntes at jeg kunde gifte mig nu. 'Er du træt
av mig?' sier hun da. Gud velsigne hende. Naa, jeg forklarte hele
historien en gang til, baade at jeg kanske blev ruinert, at du
absolut maatte reise, at jeg ikke kunde tænke mig nogen anden til
forlover, og saa videre. 'Hvis du ikke er træt av mig, saa vet jeg en
maate at ordne det paa,' sier hun. 'La os bli viet imorgen, saa kan
Dodd være forlover før han reiser.' Det sa hun saa friskt og lyst, og
det nyttet ikke alt det jeg snakket om ruin. 'Des mer vil du trænge
mig,' sa hun. Og hun liker dig saa godt, hun synes du er saa stilig
og fornem, og var like saa opsat som jeg paa at ha dig til forlover.
Og vet du, hun sat oppe til klokken tre imorges for at gjøre færdig
en dragt til brylluppet. Jeg var lykkelig da jeg saa paa hende,
Loudon, og paa naalen som gik og gik, bare fordi hun skulde gifte
sig med mig. Jeg kunde næsten ikke tro det; det var som et storartet
gammelt eventyr, og pokkeren ta mig om jeg skjønner hvad jeg har
gjort for at fortjene det."

Slik øste han ut av sit overfulde hjerte.

Knapt hadde vi faat frokosten tillivs, saa maatte Jim springe avsted
for at ordne med brylluppet, mens jeg overtok at greie med skibets
forsyninger. Tæt utenfor ~Norah Creina~ raget nogen svære skuter op,
saa jeg syntes den var endda mindre end ellers. Ombord hersket den
vildeste uorden, og paa bryggen laa der opstablet fater og kasser og
blikdaaser, verktøi og taugruller, saa det var en gaade hvorledes
altsammen skulde faa plads ombord. Johnson var i kulen, han hadde rød
skjorte og grove kalikobukser, og hans øine tindret av travelhet. Jeg
vekslet et par ord med ham, gik saa agterut den smale gang mellem
huset og rækken og ned i kahytten, hvor kapteinen og kommissæren sat
ved et glas vin.

Mens kommissæren bredte sine papirer ut, stirret jeg med stor
utilfredshet paa det lille rum som jeg nu i saa lang tid skulde kalde
mit hjem. Paa styrbord side var der en lugar for kapteinen, paa
bakbord et par skidne køier, den ene over den anden; agter støtte de
mot et ildelugtende skap. Væggene var gule og klamme, gulvet sort
og fettet; der var et rot av halm, gamle aviser og tomme pakkasser.
Av prydelser var der bare et glasopsats, et termometer fra et eller
andet ærbødig averterende whisky-firma og en svingelampe. Jeg kunde
ikke forutse at jeg, før der var gaat en uke, skulde finde denne
kahyt baade hyggelig, lys og luftig, ja endog rummelig.

Imidlertid tok kommissæren fat paa sine forretninger. Folkene
blev kaldt ind, de underskrev sine kontrakter, og han indførte
deres signalement efter kapteinens diktat paa den gamle spøkefulde
amerikanske maate, f. eks.: "Blaat haar og røde øine, næsen fem fot
syv, legemshøide brukket."

I tiden mellem morgen og kveld at utstyre en skonnert for sjøen og
at improvisere et bryllup kræver en vældig kraftutfoldelse. Hele
dagen var Jim og jeg paa farten. Snart lo vi, snart holdt vi paa at
graate, og snart hadde vi en pludselig angstfuld raadslagning. Paa
hvert andet hjørne blev vi av vore egne kjæmpestore plakater mindet
om vor fortvilede handel. I mellemstunderne fandt jeg tid til at
hænge utenfor et halvt dusin guldsmedbutikker, og min bryllupsgave,
som jeg paa min vandring tilslut fik utvalgt, blev naadig mottat.
Jeg tror sandelig at dette var mit sidste erende, før den gamle,
lurvete og venlige prest blev ført fra sit hjem til vort kontor, hvor
saa i tusmørket Mamie og Jim blev gjort til ett. Det var en pudsig
og rørende scene -- kontordamerne med sine blide ansigter og vakre
buketter, Mamie saa alvorlig og from, og Jim -- hvorledes skal jeg
skildre den stakkars Jim. Han begyndte med at dra presten tilside i
den fjerneste krok av kontoret. Hvad han sa, vet jeg ikke, men jeg
har grund til at tro at han fremholdt sin uskikkethet, for han gav
sig til at graate. Jeg saa at den gamle prest oprigtig rørt prøvde
at trøste og opmuntre ham, og en gang hørte jeg dette uttryk: "Jeg
forsikrer Dem, herr Pinkerton, der er ikke mange som kan si det" --
hvorav jeg sluttet at min ven dog hadde mildnet sine selvbebreidelser
med litt retfærdig skryt. Derefter vendte Jim sig til mig, og
skjønt han ikke greiet mer end et eksplosivt "Loudon!" og et vildt
haandtryk, saa forplantet dog noget av hans sindsbevægelse sig til
hans forlover. Under en almindelig forvirring kom vi saa til vielsen.
Jim gik aldeles fra sans og samling, og den velærværdige viste sin
sympati baade i stemme og væsen. Han sluttet med faderlig at lykønske
Mamie -- som han kaldte "min kjære" -- til en saa fortræffelig mand,
og paastod at han sjelden hadde viet et saa interessant par. Paa
dette tidspunkt blev der som en glorie over festen rakt ind til os
et kort fra Douglas B. Longhurst med lykønskninger og fire dusin
Perrier-Jouet. En flaske blev aapnet, og pastoren klinket med bruden,
og brudepikerne smisket og nippet, og jeg løftet glasset og holdt
en tale med bakkantisk luftighet. Men den stakkars Jim maatte la
vinen staa urørt. "Se ikke paa den!" fik jeg hvisket til ham. "I din
tilstand vil du bli saa fuld som en alke." Og Jim klemte min haand
med et "Gud velsigne dig, Loudon! -- nu frelste du mig igjen!"

Straks efter fulgte saa aftensmaten paa Frank Hotel med temmelig
skjælvende munterhet, og saa kjørte vi med halvparten av champagnen
-- jeg vilde ikke motta mere -- ned til ~Norah Creina~.

"Nei for et søtt litet skib!" utropte Mamie da vi viste hende
fartøiet. "Og hvor kjæk De maa være, herr Dodd, som tør reise i noget
saa bittelitet saa langt ut paa havet!" Og jeg saa at jeg var steget
i hendes agtelse.

Ombord paa det søte lille skib hersket en rædselsfuld uorden, og hos
alle folkene træthet og surhet. Johnson laa i halvsøvne utover bordet
i kahytten, og kapteinen sat i sin egen lugar og røkte, mens kokken
og de fire matroser langet hermetikkasser ned i lasarettet.

"Her er ikke noget sted for Dem," sa Nares og reiste sig. "Vi kan
ikke stoppe arbeidet, skal vi komme avsted imorgen. De forstyrrer
bare folkene."

Jeg holdt paa at svare hvast, men Jim, som kjendte typen, skyndte sig
at helde olje i det oprørte hav.

"Kaptein," sa han, "jeg vet vi kommer til uleilighet, og at De har
hat et fælt slit. Men vi vil bare be Dem drikke et glas vin med os i
anledning av mit bryllup og herr Dodds bortreise."

"Da skal jeg ikke se paa en halvtime," sa Nares. "Johnson, børst av
en stol til fruen. Og dere kan ha dere væk en halvtime," ropte han
til folkene.

Hans tone var ikke mere elskværdig end hans sprog; men da Mamie
vendte sine øines brand mot ham og uttalte en levende beundring for
hans mod, saa blev bjørnen tilslut formildet og gav os endog -- og
det var saa godt som en undskyldning -- en skisse av dagens ærgrelser.

"Halvparten av alle vore forsyninger var gale," sa han. "Jeg skal
vri halsen om paa kjøbmanden en dag. Saa kom to best fra en avis og
vilde pumpe mig, til jeg truet med at sparke dem ned paa bryggen.
Derefter var det en fordømt missionær som vilde arbeide sig over til
Raiatea eller hvor det nu var. Han bandte da han gik."

Det lille selskap som var begyndt saa uhyggelig, sluttet under
vinens og kvindeøinenes tegn i latter og glæde. Med sin plysjes
Gainsborough-hat og sin lyse silkedragt sat Mamie som en dronning i
dette fæle rum. Johnson stirret blindt paa hende, og selv jeg, som
ellers ikke hørte til hendes beundrere, var næsten forelsket i hende
den kveld.

Det blev derfor et muntert farvel. Jeg stod og stirret efter de to
skikkelser da de forsvandt i mørket. Efter den lange, møisomme og
bevægede dag var jeg nu tilslut alene og fri. Kanske var det mest
trætheten som gjorde mig saa tung om hjertet. Mens jeg stod og saa
mot den taakede himmel eller mot de bølgende lys i vandet, syntes
jeg næsten at jeg ikke hadde haab igjen. Da lynte der med ett forbi
mig et billede av ~City of Pekin~, som nu ilte med tretten knobs
fart til Honolulu -- med Trent og kanske med den mystiske Goddedaal
ombord -- og denne tanke fik blodet til at fosse gjennem mit legeme.
Det var likesom vi ikke eiet en chance, der vi endnu laa bundet til
jernsøiler og sløset de kostbare øieblikke bort. "Men la dem komme
først!" tænkte jeg. "La dem bare! Vi kommer efter!" Og mine tanker
sænket sig ned i muligheten av en blodig kamp.

Det varte længe før arbeidet ombord sluttet, og før jeg fik søvn paa
mine øine, og knapt et øieblik efter, syntes jeg, var det at jeg
blev vækket av mændenes skraal og kjettingernes hvin.

Skonnerten hadde kastet los før jeg kom paa dæk. I daggryets taakede
halvmørke saa jeg slæperen foran os med glødende lys og tykt veltende
røk. Ved siden av os taarnet den oplyste by sig op og svulmet i den
raa taake. Det var underlig at se den fortsætte med at brænde saa
ødselt de halvt slukte lys, efterat dæmringen var blit sterk nok til
at vise mig og til at la mig kjende den ensomme skikkelse nede ved
husmasserne.

Eller var det mit øie og ikke heller mit hjerte som kjendte den
skyggen i halvmørket mellem lygterne? Jeg vet ikke. Jim var det
ihvertfald, han var kommet ned for at faa et sidste blik av skibet,
og vi fik vinket farvel og vekslet et rop uten ord.

Solen var endnu ikke oppe, da slæperen kastet trossen, gav os tre
fløit som salut, og snudde ind mot kysten som laa og skinte bortover
i dagens første straaler. Der var ikke andet skib i sigte, da ~Norah
Creina~ for fulde seil i en frisk nordostbris begyndte sin lange og
ensomme reise til vraket.



SJETTE KAPITEL.

"Norah Creina".


Jeg elsker at gjenkalde mig den lykkelige ensformighet i en
stillehavsreise, naar passaten ikke døser av, og skibet dag efter
dag gaar sin hastige gang. Passatskyernes berglandskaper følger med
i alle lysets vekslinger -- de mørkner for stjernerne, visner i
maaneskjæret, staar som en mur i aftengløden, glider ved daggry ut
i bølgende taakebanker, løfter ved middagstid sine snehvite topper
mellem himmelens blaa tak og havets blaa gulv. Saa er det skonnertens
egen travle lille verden med saa mange uvante billeder, spidding av
delfiner fra baugsprydet, den hellige krig mot haierne, kokken som
lager brød paa storluken, reving av seilene før en vældig byge, bygen
selv, det pludselige ryk i ens hjerte, himmelens aapnede sluser; og
glæden og livets nye deilighet, naar alt var over, solen fremme igjen
og vor fiende bare en flek nede i læ. Jeg elsker at gjenkalde mig
og gid jeg kunde gjengi dette liv, det uforglemmelige, det næsten
glemte. Lang tids glæde blir like saa litt som lang tids smerte dypt
avmerket i vort minde. Over en del av vort livs kart ligger en
rosenrød, ufortolkelig dis, og det er alt.

Men én ting ved jeg at jeg var frydefuldt viss paa. Dag efter dag
stod termometret i den solgyldne kahyt paa 84° F. Dag efter dag strøk
luften med den samme vidunderlige friske mildhet om mit ansigt. Dag
efter dag flammet solen, nat efter nat lyste maanen, eller stjernerne
traadte frem i sit tindrende følge. Og hvilket lykkelig velvære hos
mig selv! Jeg var kommet hjem til mit eget klima, og jeg saa med ynk
tilbake paa de fugtige og vinterlige "tempererte" soner.

Havets og himmelens lysskiftninger holdt mig i lek med blyanten,
og jeg savnet heller ikke aandelig arbeide av en anden art, nemlig
i studiet av min meget sammensatte ven kapteinen. Jeg kalder ham
ven her paa terskelen, men det er at se for langt frem i tiden.
Dengang var jeg altfor forfærdet over hans barbari, altfor forvirret
av hans skiftende humør og altfor ofte harmfuld over hans smaa
forfængeligheter til at betragte ham som andet end mit livs kors.
Men i sine sjeldne elskværdige timer kunde han glemme de svakheter
som hang ved ham, og da kunde han faa ogsaa mig til at glemme dem,
og litt efter litt vandt han hos mig en slags utilgivende venskap.
Tilslut fik jeg et mere høisindet syn paa hele hans karakter. Jeg saa
feilene som disharmonier i et harmonifølge i musik, og da gik jeg med
paa dem og fandt dem maleriske, likesom vi i naturen kan godkjende og
beundre en vulkans røkhode eller det giftige sumpkrat.

Han var av en god slegt og kunde ha faat den høieste utdannelse.
Hans sind var ustyrlig fra første stund av, og det er sandsynlig
at han hadde arvet denne skavank, saa han ikke hadde hele skylden
for bruddet med sit hjem. Han løp sin vei tilsjøs; blev frygtelig
mishandlet ombord, noget som bare gjorde ham endda haardere; rømte i
en sydamerikansk havn; viste sig flink og tjente godt, unge gutten
som han var; faldt saa mellem tyver og blev røvet; hyret sig for
fri hjemreise, og banket en morgen paa hos en gammel dame, hvis
frugthave han før ofte hadde plyndret. Denne anbefaling ser tvilsom
ut, men Nares visste hvad han gjorde. Synet av frugttyven, der han
stod utenfor døren og skalv i sine filler, rørte ved et bløtt sted i
peppermøens hjerte. "Jeg hadde altid likt den gamle damen," sa Nares,
"selv dengang da hun pleide at jage mig ut av haven, og rystet paa
sine falske krøller efter mig naar jeg gik forbi; jeg syntes det
var en hyggelig gammel pike. Naa, da hun den morgen kom ut i døren,
saa mindet jeg hende om den tid og sa jeg var aldeles knækket, og
saa drog hun mig bent ind og hentet eplepaien frem." Hun klædde ham
op, fik ham paa skolen og sendte ham tilsjøs igjen. Siden var han
velkommen hos hende, hvergang han kom hjem fra en tur, og da hun
døde, efterlot hun ham alt hvad hun eiet. "Det var snild gammel
pike," kunde han si. "De skulde bare ha set hende og mig spasere
sammen i haven, mens gamlen skulte til os over gjærdet. Hun bodde i
huset ved siden av gamlen min, og det var nok mest av den grund jeg
gik der. Han skulde faa vite hvorledes det var fat med mig, skjønner
De, og jeg vilde før gaat til Fanden selv end til ham. Og noget som
svidde endda værre i ham, det var at han før hadde ligget i trætte
med den gamle damen om mig og frugthaven, det fik ham til at skumme,
tænker jeg. Ja, jeg var et best da jeg var ung, men jeg var altid
snild mot den gamle damen." Siden den gang hadde han slaat sig op i
sit fag, og saa snart som nu røken av ~Gleaner~-historien var drevet
væk, vilde han sikkert faa skib. Han var omtrent tredive, en spræk
og kraftig kar med blaa øine, tykt ekfarvet haar som grodde langt
ned i panden, glatraket og spids om haken, en god sanger, en mester
paa trækspil, sjømandens instrument, en hurtig iagttager, en logisk
tænker, elegant i sine ord, naar han vilde, og desuten det værste
ubest paa havet.

Hans behandling av folkene kunde vakt oprør paa en slavegalei, slik
ertet, haante og tyranniserte han dem. Sæt at rormandens øine hadde
forvildet sig. "Din ..... lille, sauefjæsede hollænder," brølte
Nares, "vil du ha en støvle i næsen for at holde kursen. Se at faa
limet øiet dit til det kompasset, ellers skal jeg vise dig rundt
fartøiet med støvlesaalen min." Eller sæt at en mand blev staaende
agter, hvor han kanske hadde blit ropt hen for ikke et minut siden.
"Herr Daniells, vil De gjøre mig den tjeneste at holde Dem klar
av det storskjøtet!" kunde kapteinen begynde med skrækindjagende
høflighet. "Mange tak. Og vil De være saa venlig at si mig hvad i
helvede De har at gjøre her?" Og saa fortsatte han med en række
spottegloser som allesammen ramte og sved. Hans ansigt var da saa
truende og frygtelig at de ulykkelige mænd skalv og krøp. Altfor ofte
fulgte der slag og spark; altfor ofte har jeg hørt og set og kokt
ved det feige overfald. Og ofret reiste sig fra dækket igjen og krøp
sløvt forut -- men med hevn i sit hjerte.

Det ser underlig ut at jeg kom til at like denne tyran, og underlig
at jeg kunde staa ved siden av og ikke gripe ind. Men jeg var ikke en
slik hanekylling at jeg la mig imellem offentlig. Jeg vilde heller se
et par mænd bli mishandlet, end la halvparten av os bli slagtet i et
mytteri og den anden halvpart ende i galgen. Og privat protesterte
jeg ustanselig.

Aldrig har jeg møtt en mand med et merkeligere sind. Han hadde en
forstand som dømte til det yderste retfærdig, men paa samme tid
dirret hans nerver av smaalig ondskap, og saa handlet han efter sine
nerver og ikke efter sin forstand. Sin far hadde han hadet, men han
kunde gi en fortryllende frisk og ærlig skildring av den gamle knark.

Og underlig var i mine øine ogsaa hans mod. Aldrig har der levet
nogen taprere mand, han bød al fare velkommen, han flammet op naar
den kom, hvor pludselig det saa var. Men paa den anden side har
jeg aldrig kjendt nogen saa nervøs som ham, aldrig nogen som var
saa tynget av de onde muligheter i livet. Hans mod var som is. Han
kunde lægge vort lille fartøi med rælingen under, og la det gaa slik
i en byge, til jeg trodde vi var fortapt, og folkene av sig selv
sprang til sine pladser. "Se der," kunde han si, "jeg skulde tvile
paa der er en mand ombord som vilde latt det gaa saa længe som jeg
denne gang. De faar slutte med at tænke at jeg ikke kan manøvrere en
skonnert. Jeg tænker jeg kan holde det saa nær ved at gaa rundt som
nogen anden kaptein paa denne skuten, fuld eller ædru." Og straks
efter kunde han ønske sig langt væk, og utbrede sig over farerne paa
sjøen, især farerne med skonnertriggen, som han avskydde, og videre
over de forskjellige maater at gaa tilbunds paa, og om den uendelige
flaate av skibe som i tidernes løp hadde glidd ut fra land og aldrig
vendt tilbake. "Men jeg er likeglad," slog han saa om, "jeg skjønner
ikke hvorfor en skal ønske at leve. Hvis jeg endda var tolv aar og
kunde klyve op i andre folks epletrær, saa skulde jeg ikke si noget.
Men der er ikke mening i alt det som kommer siden. At faa drukne
paa en skikkelig maate er godt nok for mig." Det var vanskelig at
forestille sig en mere nedslaaende tale for en stakkars landkrabbe i
en svart nat.

Men jeg fik se mere av mandens mørke fasthet, før vor tur var slut.

Da jeg om morgenen den syttende dag kom paa dæk, hadde briggen to
rev i seilene og fløi vildt avsted gjennem de svære sjøer. Hittil
hadde det været susende passatvind og surrende seil. Vi nærmet os
allerede øen. Ophidselsen holdt igjen paa at overmande mig; de
sidste dager hadde min eneste bok været patentloggen, som hang ut
fra hakkebrettet, og min største interesse den daglige observation
og vor sneglegang tvers over kartet. Mit første blik, som var vendt
mot kompasset, og mit andet, som gik til loggen, fortalte mig det jeg
ønsket. Vi laa vor kurs, vi hadde gjort over otte knob siden klokken
ni kvelden før, og jeg trak et tungt, tilfreds pust. Men saa var der
noget fremmed og vinterlig over himmel og hav som pludselig fik mit
hjerte til at stanse. Jeg saa at skonnerten var likesom mindre end
ellers, og mændene var tause og stod og stirret ut. Nares gav mig
ikke saa meget som skyggen av en hilsen. Han lot ogsaa til at iagtta
skibets adfærd med angstfuld iver. Endda mindre likte jeg at Johnson
selv stod ved rattet, som han stadig dreiet paa med synlig møie, og
naar sjøerne løftet sig bak os, svarte og vældige, saa kastet han
blikket lynsnart rundt og dukket med hodet likesom han verget sig
mot et slag. Av disse tegn skjønte jeg at der var noget usedvanlig
igjære, og jeg skulde git en rummelig næve med dollars for at faa et
likefrem svar paa de spørsmaal som jeg ikke vaaget at stille. Hadde
jeg vaaget det trods kapteinens ansigt, saa vilde han bare mindet mig
om min stilling som superkargo og paa en ufordøielig maate raadet mig
til at gaa ned. Der var altsaa ikke andet at gjøre end at bruke mine
egne øine, til det behaget kapteinen at gi mig besked. Dette gjorde
han før jeg ventet. Det var litt efter, da vi sat ved frokosten.

"Ser De, herr Dodd," begyndte han og saa litt underlig paa mig, "nu
er der kommet et forretningsspørsmaal. Denne sjøen har vokset mer
og mer i de sidste to dagene, og nu er den ikke hyggelig længer.
Barometret falder, vinden friskner, og jeg liker det ikke. Hvis jeg
lægger bi, saa faar vi kanske en storm at ride av, og kan drive gud
vet hvor langt. Hvis jeg holder kursen, saa naar vi frem til den øen
imorgen eftermiddag og kan ligge i læ av den, hvis vi ikke greier at
løpe ind. Det spørsmaal som De skal avgjøre, er om De vil la kaptein
Trent komme først, eller om De vaager det som kan hænde. Jeg skal
nok føre skibet til deres tilfredshet," tilføiet han med et stygt
grin. "Nu faar superkargoen vælge."

"Kaptein," svarte jeg med hjertet i halsen, "at vaage er bedre end
sikkert at tape."

"Hele livet er bare hasard," svarte han. "Men der er én ting til.
Det gjælder nu eller aldrig. Om en time kan ikke erkeengelen Gabriel
lægge bi, om han kom ned for at prøve."

"Det er bra. Gaa paa!" sa jeg.

"Gaa paa skal være," sa han og gav sig i lag med frokosten, mens han
hele tiden ytret ønske om at være hjemme i San Francisco igjen.

Da vi kom paa dæk igjen, tok han rattet fra Johnson -- det later til
at de ikke kunde stole paa nogen av folkene -- og jeg stod tæt ved
siden av. Kulingen hadde allede frisknet, den suste over hoderne
paa os, somme tider med et hujende hyl som sendte mit hjerte ned i
støvlerne. Sjøen forfulgte os uten hvil; skansen laa ofte nede i
vandskorpen, og vi maatte lukke dørene til kahytgangen.

"Og alt dette sker til bedste for Pinkertons dollars!" brøt kapteinen
med ett ut. "Det er mangen en kjæk kar som gaar tilbunds, herr Dodd,
for slike svin til at presse paa som Deres ven. Hvad bryr de sig
om et skib eller to? Assurert! Hvad er nogen menneskeliv mot nogen
tusen dollars! Det de kræver, er en kvik reis fra havn til havn og en
fordømt tosk av en kaptein til at drive skuten frem som jeg gjør med
denne."

Jeg trak mig bort saa snart jeg kunde uten at være uhøflig. Denne
tone smakte mig slet ikke, og heller ikke var det behagelige tanker
den vakte. Her satte jeg mit eget og syv andre menneskers liv paa
spil. Og hvorfor? For at finde og sælge en stor mængde av en meget
farlig gift, var det eneste svar. Og hvis det nu gik saa galt at jeg
snart blev stedet for den evige domstol, saa vilde dette svar ta sig
sørgelig ut under en kryds-eksaminering. "Men la gaa, Jim," tænkte
jeg, "jeg gjør det for din skyld."

Før klokken elleve tok vi det tredje rev i storseilet, og Johnson
fyldte kahytten med et stormseil av prima duk, og sat med benene
over kors og strævet sammen med et par av folkene for at faa det i
orden. Ved middagstid flygtet jeg fra dækket og satte mig paa min
køie, svimmel, sløv, lammet av skræk. Den stakkars ~Norah Creinas~
forfærdelige løp, naar den basket avsted for sit bare liv likesom
en hjort, kvæstet mig mellem bordet og bænkene. Stormens vilde jagt
fór ustanselig forbi med et brøl av mange slags larm: vindens hyl,
tømmerets knirken, hvin av taugender, hammerslag av blokker, sjøens
brak, og jeg kunde ha tænkt mig at der somme tider var endda en lyd
til, en mere menneskelig røst som overdøvet larmen, det var likesom
en engels verop; jeg kunde ha tænkt at jeg kjendte navnet paa den
engelen, og at hans vinger var sorte. Det var ikke til at forstaa at
noget verk av menneskers kunst længe kunde utholde havets grusomme
mishandling, slik som skonnerten blev kastet fra fjeldside til
fjeldside, slik som den blev slaat og strukket i alle led og sener,
som om den var et barn paa pinebænken. Der var ikke én planke som
ikke skrek høit om naade.

Hele resten av den dag og hele den paafølgende nat sat jeg i
sofakroken eller laa uten søvn i min køie, og først om morgenen blev
jeg igjen drevet paa dæk. En uhyggeligere ventetid har jeg aldrig
oplevet. Johnson og Nares avløste hverandre stadig ved rattet. Naar
en av dem efter tur kom ned, gjaldt hans første blik barometret, han
banket paa det og rynket panden; det sank og sank ubønhørlig. Var det
Johnson som kom, saa tok han en bit mat i skapet, spiste staaende,
sa kanske nogen hæseblæsende ord, at det var "dævelen til nat at
forkjøle sig i paa dæk", slængte sig saa ned paa sin køie og sov sine
to timer. Men kapteinen hverken spiste eller sov. "Er det Dem, Dodd?"
kunde han si efter at ha forsket barometret. "Ja nu er vi hundrede og
fire mil fra øen, og vi lænser alt det vi er god for." Saa bet han
tænderne ind i en cigar, og sat sine to timer og stirret og blunket
mot kahytslampen gjennem en sky av røk.

Morgenen brøt frem uhyggelig klar, luften var altfor
gjennemskinnelig, himmelen skyfri, horisontens rand ren og sterk.
Vinden og de vilde, svulmende bølger jaget os utrættelig. Jeg stod
paa dæk og rystet av angst; det var som jeg ikke eiet magt over mit
legeme; mine knær var som papir naar skibet styrtet ned i de gapende
dale; mit hjerte stanset naar et svart fjeld faldt som en lavine ved
siden av os og vand og skum fosset rundt benene mine. Jeg visste bare
ett at ønske -- at opføre mig hæderlig trods al frygt, at redde min
karakter, hvad vei det saa gik med mit liv. Det blev frokosttid, og
jeg fik med nød svelget noget varm te. Saa maatte jeg sjangle mig
ned for at ta tiden, jeg avlæste kronometret med taake for øinene, og
jeg undret mig over hvad det nyttet at ta observationer paa at skib
som blev slynget slik frem mellem flyvende sjøer. Formiddagen seg
frem i en pinefuld, ensformig fare. Middagen kom, og vort sted blev
avsat paa kartet med en ængstelig nøiagtighet som syntes mig halvt
tragisk og halvt latterlig, siden det næste par øine som skulde se
dette papir, kanske var øinene paa en nysgjerrig fisk. Klokken blev
ett, den blev to; kapteinen mørknet og raste, og hvis jeg nogensinde
har set slumrende mord i en mands øine, saa er det i hans. Gud hjælpe
den matros som hadde negtet at adlyde.

Pludselig snudde han sig mot styrmanden som stod ved rattet.

"To streker til bakbord," hørte jeg ham si, og han tok rattet selv.

Johnson nikket, gned øinene med sin vaate haand, passet paa et
gunstig øieblik da skibet gik opad bakke, og kom sig frem til
storevant, hvor han saa kløv tilveirs. Op, op saa jeg ham gaa, han
klynget sig fast under hvert stygt jump, han vandt sig frem naar
skonnerten igjen bevæget sig litt roligere, og tilslut saa jeg at
han entret ind i tversalingen, holdt sig fast med den ene arm rundt
masten og stirret ut mot horisonten i sydvest. Øieblikket efter
rutsjet han ned bardunet og stod paa dækket med et grin, et nik og en
gestus med fingrene som betydde "ja". Et sekund efter stod han igjen
ved rattet; det trætte ansigtet svedet og smilte, og hans haar og
hans fillete klær pisket om ham i vinden.

Nares gik ned efter sin kikkert og stod taus og forsket havlinjen,
jeg ogsaa med mine uvæbnede øine. Litt efter litt begyndte jeg
i vandets hvite ørken at skjelne ut et sted hvor hvitheten var
tættere; himmelen var der ogsaa hvitlig og taaket som en byge. Og
litt efter litt dirret der mot mine ører en lyd som var dypere og
frygteligere end stormens hyl -- brændingers tordnende dur. Nares
gned kikkerten mot ærmet og rakte den til mig. En uendelig bølgerække
danset i glassets runding, nu og da et blekt hjørne av himmelen eller
horisontens sterke linje ruflet av bølgekammene, og saa med ett --
et øiebliks glimt av det vi hadde reist saa lang vei og betalt saa
dyrt for at se: masterne og riggen paa en brig tegnet paa himmelen,
med et merke flagrende fra stormasten og de fillete strimler av et
topseil fykende fra rærne. Paany og paany søkte jeg frem dette syn.
Der var ikke tegn til noget land. Vraket stod mellem hav og himmel;
men efterhvert som vi nærmet os, opdaget jeg at det blev forsvaret av
en række brændinger som trak sig nedover paa begge sider og saaledes
avmerket det nærmeste segment av revet. Skumsprøiten hang over dem
som en røk nogen hundrede fot høit, og larmen av de ustanselige
eksplosioner rullet som en kanonade.

Paa en halv time var vi tæt inde, kanske likesaa længe løp vi langs
den frygtelige mur henimot dens bortre side, og snart blev nu sjøen
og skibets gang roligere. Vi var kommet i læ av øen, som jeg for en
forms skyld faar kalde denne ring av skum og dis og torden. Vi stak
et rev ut, kuvendte og styrte mot indløpet.



SYVENDE KAPITEL.

Øen og vraket.


Alle mand var fulde av glæde. Det viste sig i deres kvikhet og deres
lyse ansigter. Johnson smilte bredt ved rattet, Nares studerte kartet
over øerne med fred i sine øine, og folkene klynget sig sammen forut,
snakket og pekte. Saa sikker var vor redning, saa vidunderlig blev
vi tiltrukket av en fot jord, efterat saa mange soler var sunket og
steget paa et tomt hav.

Men jeg for min part byttet bare den ene frygt mot den anden. Ikke
før var jeg sikker paa at jeg selv skulde naa maalet, saa begyndte
jeg at føle mig overbevist om at Trent var kommet før mig. Jeg kløv
op i vantet og utspeidet ivrig ringen av koralrev og braat og den
blaa lagune som de sluttet inde. De to smaa øer indenfor begyndte at
træde tydelig frem -- Middle Brooks og Lower Brooks Island kaldte vor
"Directory" dem: to lave sandstriper, overgrodd av krat; de hadde
en glitrende strand, var begge en engelsk mil eller halvanden lang,
de gik fra øst til vest og var skilt av en trang kanal. Over dem
svævet millioner av skraalende, skrattende, skrikende sjøfugler,
sorte og hvite. Med merkelige gnistringer svang denne malstrøm av
vinget liv sig hit og dit i det sterke solskin, den hvirvlet gjennem
sig selv, og nu og da brast den istykker og spredte sig over hele
lagunen. Over revet hang en tynd sky. Litt til siden stod tæt ved
brændingens tordnende linje ~Flying Scud~ med alle seil undtagen
topseilet pent beslaat, og med flagget -- med unionen ned -- flyvende
fra stormasten. Og hvor jeg saa hen, var der ikke andre tegn til
mennesker eller menneskers arbeide. Ingen Honolulu-skonnert laa der
fuld av væbnede rivaler, ingen røk steg fra det baal hvor jeg hadde
forestillet mig at Trent sat og laget et maaltid av sjøfugl. Det lot
til at vi var kommet tidsnok, og jeg pustet dypt ut.

Nu hadde vi allerede braattene tæt ved os, lodhiveren var paa sin
plads, og kapteinen tok post i fokketversalingerne for at lodse os
mellem lagunens koralskjær. Alle forhold var til gunst for os; lyset
var bak solen lavt nede, vinden endnu frisk og stø, og tidevandet
holdt paa at snu. Et øieblik efter skjøt vi for fuld fart mellem to
molohoder av skummende vand, loddet fór ut, kapteinen brølte ned sine
ordrer, og skonnerten snodde sig frem mellem alle lagunens spredte
farer, og ved et glas i den første hundevakt ankret vi utenfor
nordostenden av Middle Brooks Island paa fem favne vand. Seilene blev
beslaat, baatene tømt for alle de mangfoldige ting som samler sig i
løpet av en reise, varpankeret sendt iland og dækkene ryddet. Gode
tre kvarters arbeide var det, og hele den tid raste jeg rundt paa
dækket likesom en mand som har forfærdelig tandverk. Forandringen
fra det vilde hav til lagunens ro hadde forstyrret mine nerver, jeg
kunde ikke holde hænder og føtter stille. Mændenes langsomhet, slitne
som de var efter de sidste barske oplevelser, irriterte mig som en
personlig fornærmelse, og sjøfuglenes meningsløse skrik gjorde mig
saa tungsindig som om det var en klagesang. Det var en fryd da jeg
tilslut med Nares og et par matroser kunde gaa i baaten og sætte
avsted mot ~Flying Scud~.

"Den ser bedrøvelig ut, hvad?" sa kapteinen og nikket mot vraket, som
laa omtrent en halv engelsk mil borte. "Ser ut som den ikke liker
pladsen sin, og som om kaptein Trent har faret ilde med den."

Baaten skummet over lagunens krusede vand. ~Flying Scud~ vilde været
liten nok ved siden av bryggerne i San Francisco, men den var omtrent
tre ganger saa stor som ~Norah Creina~, som saa længe hadde været
vort rike, og da vi strøk op langs siden, var den som et fjeld for
os. Den laa med baugen mot revet, hvor bølgernes umaadelige, blaa væg
ustanselig veltet sig op og bruste ned, og for at komme paa styrbord
side av den maatte vi gaa under agterspeilet. Roret var haardt
bakbord, og vi kunde læse --

                            FLYING SCUD
                                HULL

Paa den andre siden hang omtrent en halv favn av en repstige ut over
rækken, og her kløv vi op.

Indenbords var det et rummelig skib med en hytte som løftet sig
omtrent tre fot over dækket, og med et litet hus forut, straks agter
for fokkemasten, til folkenes køier og kabyssen. Der var bare én baat
paa huset og to større baater paa dæk, en paa hver kant av huset. Med
tropisk økonomi var skibet malt hvitt baade utvendig og indvendig.
Overalt laa et tykt lag av minder efter de utallige sjøfugl.

Fuglene selv flakset og skrek hele tiden rundt i riggen, og da vi
saa ind i kabyssen, veltet en flok mot os og drev os tilbake. De
hadde svære, stygge neb, og nogen av de sorte fuglene var saa store
som ørner. Halvt begravet i fuglenes søl saa vi i kulen endel kar
og kasser, og da de var blit litt renset, viste det sig at være
vandkander og nogen kvarttønder salt kjøt med et kolonialt merke.
Disse saker var uten tvil samlet her, før ~Tempest~ kom i sigte, og
mens Trent og hans mænd ikke hadde andet i vente end at prøve at naa
Honolulu i baatene. Ellers var der ingenting at se paa dæk.

Med en skyhet som næsten var ærefrygt, gik Nares og jeg ned til
kahytten. Trappen svingte og sluttet bent foran et tverskibs skot
som skar hytten i to. Den forreste del dannet et forraadsrum og
indeholdt desuten køieplads for kokken, efter det Nares mente, og
andenstyrmand. Den bakre del hadde tre rum, i midten hovedkahytten,
paa bakbord side styrmandens lugar og paa styrbord side kapteinens.
Kahytten var mørk, for fuglene hadde dækket skylightet med sit søl;
her lugtet stramt og muggent, og her var tykt av fluer som ustanselig
slog os i ansigtet. Jeg undret mig over hvorledes de hadde fundet
vei til Midway Reef; et skib maatte ha bragt dem hit, og det for
længe siden, for antallet var uendelig. Paa gulvet var der et rot
av klær, bøker, nautiske instrumenter, alslags pynt og saadant kram
som der kan velte ut av sjømandskister efter en lang tur eller ved
en pludselig leilighet. Det var underlig at staa her i denne mørke
kahyt, saa nær brændingens torden og fuglenes vilde skrik, og røre
ved saa mange ting som andre mennesker hadde eiet og baaret paa
sine varme legemer -- gamle underklær, pyjamas, lerretsdragter,
sydvester, lodsjakker, lugteflasker, broderte skjorter, silketrøier
-- klær for nattevakten tilsjøs eller for dagen paa hotelverandaen
iland, og mellem alt dette ogsaa bøker, cigarer, fantasipiper, tobak,
mange nøkler, en rusten pistol og en masse billige kuriositeter fra
Østasien.

Saa vendte vi os til bordet som stod dækket. Der var matrester igjen
-- et glas marmelade, kaffegrums i muggerne, brød, en boks kondensert
melk, og nogen ting som vi ikke kunde bestemme. Bordduken, oprindelig
rød, hadde en mørkebrun flek ved kapteinens plads, øiensynlig av
kaffe. Paa den anden kant var den brettet tilbake, og der stod et
blækhus og skrivesaker paa det bare bord. Rundt bordet stod endel
stoler uten orden, som om mændene var blit færdige med at spise og
hadde sittet og røkt og pratet. En stol laa istykkerslaat paa gulvet.

"Se! De førte ind loggen," sa Nares og pekte paa blækhuset.
"Overrumplet som sedvanlig. Gad vite om nogensinde en kaptein som har
forlist, har hat sin logbok à jour? Som regel har han en maaned at ta
ind. For en almindelig lurvet engelskmand!" tilføiet han foragtelig.
"Marmelade -- og ristet brød til gammeln! For nogen griser!"

Der var noget i denne kritik over de fraværende som støtte mig.
Jeg hadde sandelig ikke nogen sympati for kaptein Trent og hans
forsvundne folk; men synet av denne forlatte kahyt gjorde mig trist.
At menneskers arbeide dør er likesaavel sørgelig som menneskenes egen
død, og jeg hadde en uvilkaarlig og meningsløs følelse av at der var
hændt noget tragisk her.

"Jeg blir syk av dette," sa jeg. "La os komme paa dæk og puste ut."

Kapteinen nikket. "Her _er_ ensomt," sa han.

Da vi kom paa dæk, var solen allerede nede, og det skumret.

"Rør ikke det, din tosk!" ropte kapteinen til en av matroserne som
drak av vandtanken. "Det vandet er raattent."

"Undskyld," svarte manden. "Det smaker ganske friskt."

"La mig se," sa Nares, og han tok øsen og holdt den til munden. "Ja,
det er godt. Det maa ha raatnet og saa blit friskt igjen. Noksaa
rart, Dodd, hvad? Skjønt jeg har set det samme paa en Kap Horner."

Der var noget i hans stemme som fik mig til at se ham ind i ansigtet.
Han løftet sig paa tærne for at se sig om paa skibet, og hans uttryk
var nysgjerrig og ophidset.

"De tror ikke selv hvad De sier," brøt jeg ut.

"Aa, De kan ikke vite hvad jeg gjør!" svarte han. "Den ting er slet
ikke umulig. Men det er noget andet som jeg ikke rigtig forstaar.
Naa, frem med haandspakene, og la os se hvad slags vand der er i
lagunen."

Snart lød pumpernes raslende mislyd, og strømme av ildelugtende vand
flommet over dækket og skar dale i den seige guano. Nares lænte sig
mot rækken og saa forskende paa vandet fra skibets buk, som om det
hadde en særlig interesse for ham.

"Hvad er i veien?" spurte jeg.

"Jeg skal si Dem det straks," svarte han. "Men først noget andet. Ser
De de baatene der, en paa hytten og de to paa siderne? Naa, hvor er
den baaten som Trent laaret da han mistet matroserne?"

"Han fik den vel ombord igjen," sa jeg.

"Og hvorfor da?" svarte kapteinen.

"Saa maa det ha været en anden," foreslog jeg.

"Her kan ha været én paa storluken, det vil jeg ikke negte,"
indrømmet Nares, "men jeg skjønner ikke hvad de skulde bruke den til,
hvis det ikke var til at gaa ut med i maaneskinsnætter og spille paa
trækspil."

"Men det betyr da ikke stort," sa jeg.

"Kanske ikke," sa han og saa over skulderen bort paa spygattene.

"Og hvor længe skal vi holde paa der," spurte jeg. "Vi pumper jo
simpelthen lagunen op. Kaptein Trent sa selv at den var sunket og var
fuld av vand forut."

"Gjorde han det?" sa Nares tørt. Og næsten mens han talte, slurpet
pumperne, slurpet igjen, og folkene kastet stængerne fra sig. "Hvad
faar De ut av det?" spurte han. "Nu skal jeg fortælle Dem noget
Dodd," fortsatte han dæmpet; "dette skib er likesaa helt som ~Norah
Creina~. Jeg hadde en anelse om det før vi kom ombord, og nu vet jeg
det."

"Det er ikke mulig!" brøt jeg ut. "Hvad sier De da om Trent?"

"Ingenting. Jeg vet ikke om han er en løgner eller bare en gammel
kjærring. Jeg fortæller bare faktum. Og jeg kan fortælle Dem litt
til," fortsatte han. "Jeg har selv støtt med dyptgaaende fartøier, og
jeg skal si Dem, at da hun støtte første gang og før hun hadde lagt
sig fast, saa vilde syv-otte timers arbeide faat hende av, og det
maatte hver mand forstaa som har været et par aar tilsjøs."

Jeg holdt paa at rope høit, men Nares stanset mig. "La ikke de der
faa greie paa det!" sa han. "Tænk hvad De vil, men si ingenting."

Jeg saa mig rundt. Tusmørket gled over i kveld. Blinket av en
lanterne viste skonnertens plads et stykke borte. Vore mænd stod i en
klynge i kulen, og ansigterne paa dem blev oplyst av deres glødende
piper.

"Hvorfor fik ikke Trent den av?" spurte kapteinen. "Hvorfor prøvde
han at kjøpe den tilbake i Frisco for en saa fabelagtig sum, naar han
selv kunde seilet den hjem?"

"Kanske kjendte han ikke dens værdi før da."

"Jeg skulde ønske vi kjendte værdien nu," utbrøt Nares. "Men jeg vil
ikke ta modet fra Dem. Det gjør mig ondt for Dem, Dodd, jeg vet hvor
nedslaaende dette maa være, og det bedste jeg har at si, er at De kan
stole paa mig. Jeg har ikke brukt lang tid herned, og jeg skal gjøre
hvad jeg kan."

Der var noget fast og venlig i hans stemme, og i næste øieblik gav
vi hverandre et haardt haandtryk.

"Vi skal nok klare det," sa han. "Vi er efterhvert blit gode venner,
De og jeg, og jeg skal ikke ta mindre i for det. Og la os nu faa
aftensmat."

Da vi hadde spist, rodde vi i straalende maaneskin ind til Middle
Brooks Island. Øen var omgit av en flat strandbred; midten var
overgrodd av tykt krat, hvor sjøfuglene holdt til. Først prøvde vi at
trænge frem gjennem krattet, men det viste sig farlig at forstyrre
disse mængder av sovende sjøfugl. Rederne sank, og eggene blev knust
under vore føtter, vinger slog os i ansigtet, neb truet vore øine, og
der var et øredøvende skrik.

"Vi faar gaa rundt langs stranden," sa Nares, da vi hadde gjort vort
tilbaketog.

Matroserne lette efter egg, saa der var ingen til at følge os. Vor
vei gik langs vandet. Paa den ene side hadde vi krattet, paa den
anden lagunens flate, hvor maanelyset laa som en bred sti, og bak
den linjen av de evige brændinger, skiftende mellem mørke og lys,
hævende sig høit og skraat faldende. Stranden var overstrødd med
vrakstumper og drivtømmer, der var to master fra kinesiske djunker og
agterstevnen av et europæisk skib. Alt dette saa vi paa med en skygge
av angst og alvor, og vi talte om farerne paa havet og de skibbrudnes
skjæbne. Paa denne stilfærdige maate kom vi over halvveis rundt øen,
fra dens sydlige ende saa vi paa kort hold over til dens nabo; paa
hele den vestlige side gik vi i skygge av krattet, og kom saa ytterst
paa den anden ende igjen frem i maanelyset.

Omtrent en halv engelsk mil borte til høire laa skonnerten og gynget
svakt for ankrene. Omtrent en halv mil ned stranden viste et oprør
blandt fuglene os det sted hvor folkene endnu samlet egg. Og bent
foran os, i en liten indskjæring av vandet, opdaget vi en baat som
laa høit og tørt paa land.

Nares kastet sig tilbake i skyggen av buskene.

"Hvad dævelen er dette?" hvisket han.

"Trent?" sa jeg med bankende hjerte.

"Vi er nogen fordømte idioter som gik iland uten vaaben," sa han.
"Men jeg vil ha greie paa det der." I skyggen saa hans ansigt
næsten hvitt ut, og hans stemme røbet en sterk ophidselse. Han tok
signalpipen op av lommen. "Jeg kunde faa lyst til at spille en
melodi," sa han med barsk humor, satte den mellem tænderne og gik
aapent ut i maanelyset. Vi gik frem med rappe skridt og saa os rundt
hele tiden. Ikke et blad rørte sig, og da vi kom frem til baaten,
gav den tilstrækkelige beviser for at den hadde ligget her længe.
Det var en atten fots hvalbaat av den almindelige type, forsynt med
aarer og tollepinder. To eller tre kvarttønder laa midt i baaten;
den ene av dem maatte være aapnet, den stinket forfærdelig, og disse
tønder viste sig at bære samme New Zealands merke som kjøtet ombord
paa vraket.

"Her er da baaten," sa jeg, "saa nu er en av Deres gaader blit
opklaret."

"Hm," sa han. Der var litt vand i bunden, og han bøide sig og smakte
paa det.

"Ferskt," sa han. "Bare regnvand."

"Det har De ikke noget at si om?" spurte jeg.

"Nei," sa han.

"Naa, men hvad er det da som er galt?" ropte jeg.

"Aa," svarte han, "en hvalbaat, fem bunkeaarer og en tønde stinkende
flesk."

"Med andre ord, altsammen."

"Hør nu," nedlot han sig til at forklare, "jeg har slet ikke bruk
for en fjerde baat, men en baat av denne sort sætter kronen paa det
hele. Jeg vil ikke si at typen ikke er almindelig paa dette farvand,
tvertimot, handelsskuterne paa øerne bruker dem for brændingens
skyld. Men hvad skulde ~Flying Scud~ med den? En langfarer som gik
mellem store havne, Kalkutta, Rangun, Frisco, Kanton? Nei, det
skjønner jeg ikke."

Mens vi talte, stod vi og bøide os over rælingen. Kapteinen var
nærmest baugen, og han lot fanglinen gli gjennem haanden. Med ett
halte han linen til sig og stirret og stirret paa enden av den.

"Noget galt med den?" spurte jeg.

"Vet De, Dodd," sa han med en underlig stemme, "at denne fanglinen er
skaaret av? En sjømand vil altid seise enden av et taug, men dette er
skaaret tvert av med det kolde staal. Det her maa ikke folkene se,"
tilføiet han. "Vent litt til jeg faar gjort det istand saa det blir
naturlig."

"Og hvad tror De altsammen betyr?" spurte jeg.

"Det betyr én ting," sa han. "Det betyr at Trent var en løgner. Jeg
tror at ~Flying Scuds~ historie var mere broget end han gav den ut
for."

En halv time efter laa hvalbaaten agterut for ~Norah Creina~, og
Nares og jeg søkte vore køier, tause og meget forvirrede efter vore
sidste opdagelser.



OTTENDE KAPITEL.

Kahytten paa "Flying Scud".


Solen hadde ikke opløst morgenbanken, og lagunen, øerne og
brændingernes mur som nu begyndte at minke, laa endnu klart farvet
av daggryets mørke glød, da vi igjen steg op paa ~Flying Scuds~ dæk
-- Nares, jeg selv, styrmanden og to av matroserne -- med et dusin
blanke, nye økser for at gaa løs paa det sterke skib. Jeg tror vi
alle pustet glade ut; saa dypt ligger hos mennesket lysten til at
ødelægge, saa heftig kan jagten rive en med. Og det leketøi vi skulde
slaa i stykker, var en langfarer, og den skjulte skat vi jaget, var
en stor formue.

Dækkene blev spylet, storluken løftet av og en enkelt talje
tilrigget, før baaten kom med frokosten. Jeg var blit saa mistænksom
overfor vraket, at det høilig lettet mig at se ned i rummet og finde
at det var fuldt eller næsten fuldt av paatagelig ris, pakket efter
kinesisk skik i runde matter. Da vi hadde spist, vendte Johnson og
matroserne sig til lasten, mens Nares og jeg slog skylightet op og
gav os til at rumstere i kahytterne.

Jeg er ikke istand til at skildre disse dages arbeide i den rette
orden. I mindet har jeg en nattemare av slit, hete, hast og
forvirring, sveden strømmer som regn over ansigtet, rotterne piler
avsted, fra skibets bund staar der kvælende dunster, og økserne
hugger og splintrer.

Nares og jeg begyndte vore operationer med at flytte klær, stentøi,
tepper, kjøtbokser, kortsagt alle løse saker op fra kahytten og
stable dem i en haug rundt rattet. Derefter vendte vi os til
kapteinens rum paa styrbord side. Vi brukte uldtepperne som kurv
og sendte op bøker, instrumenter og klær for at øke vor dynge paa
dækket. Saa la Nares sig ned paa hænder og føtter og begyndte
at grave frem under sengen. Den ene kasse efter den anden med
manilla-cigarer lønnet ham. Jeg aapnet en av kasserne og halshugget
cigarbundtene, men forgjæves -- intet hemmelig opiumsgjemme opmuntret
mig til at fortsætte.

"Jeg tænker jeg har det nu!" ropte Nares, og da jeg snudde mig, saa
jeg at han hadde trukket frem en svær jernkasse som var fæstet til
skottet med kjede og hængelaas. Paa den stirret han nu, ikke med den
triumf som øieblikkelig flammet i mit bryst, men med et litt taapelig
forundret uttryk.

"Ved Gud, nu har vi det!" ropte jeg.

"La os først se hvad det er," sa han tørt. Han lempet kassen paa
siden og slog laasen op med nogen økseslag. Jeg kastet mig ned ved
siden av ham, da han igjen stillet kassen med bunden ned og løftet
lokket. Jeg kan ikke si hvad jeg ventet; for en million i diamanter
vilde kanske ha tilfredsstillet mig; mine kinder brændte, mit hjerte
hamret som det vilde briste, og se der! saa tok han op en bunke
papirer og en checkbok av den almindelige sort. Jeg snappet efter
bunken for at se hvad der laa under, men kapteinens haand faldt tungt
og haardt paa min.

"Stop der!" sa han ikke uvenlig, "orden i tingene!"

Og han løp gjennem papirerne med et alvorlig ansigt og hadde vist
glemt mig og min utaalmodighet; for da han var færdig, sat han en
stund og tænkte, plystret et par stumper, bandt saa papirerne sammen
igjen, og først da tok han bundten op.

Jeg saa en cigarkasse, ombundet med noget fiskesnøre, og fire fete
lerretsposer. Nares skar snøret av og aapnet kassen. Den var omtrent
halvfuld av guldmynter.

"Og poserne?" hvisket jeg.

Kapteinen rispet dem op en efter en, og en strøm av sølvpenger raslet
ned paa kassens rustne bund. Uten et ord satte han sig til at tælle
guldet.

"Hvad er dette?" spurte jeg.

"Skibets penger," svarte han og fortsatte umedgjørlig sit arbeide.

"Skibets penger?" gjentok jeg. "Og der er checkboken til at trække
paa rederne? Og det har Trent glemt efter sig?"

"Han har vel det," sa Nares barskt, og jeg opgav at si mere før han
var færdig.

Det blev tre hundrede og otte og sytti pund sterling, omtrent nitten
pund av det i sølv; alt dette la vi igjen ned i kassen.

"Og hvad mener De om dette?" spurte jeg.

"De har set noget av det underlige i denne historie, Dodd," svarte
han, "men ikke det hele. Det er mynten som forvirrer Dem; men det
som jeg ikke forstaar, er papirerne. Vet De at kapteinen paa et skib
har ansvaret for alle kontanter, han gir forskud, mottar fragt og
passagerpenger og tar paa kredit i hver havn! Alt dette gjør han
som rederens betroede agent, og han beviser sin ærlighet med de
kvitterte regninger. Jeg skal si Dem at kapteinen paa et skib før
glemmer sig selv igjen, end han glemmer disse regninger som borger
for hans karakter. Jeg har kjendt mænd som druknet under forsøket paa
at redde dem -- daarlige karer ogsaa, men slik er førerens ære. Og
denne kaptein Trent som hadde god tid, og som ikke var truet av noget
værre end en fri hjemreise paa et britisk orlogsskib, han har lagt
altsammen igjen. Jeg vil ikke bruke for sterke uttryk, siden faktum
taler mot mig, men det hele er umulig."

Snart efter kom middagen over til os, og vi spiste paa dæk i barsk
taushet. Hver sat for sig og grublet for at finde en løsning paa de
mange gaader. Jeg kom til at tænke paa den første gang jeg hadde set
kaptein Trent. Scenen i saloonen stod igjen levende for mig, jeg
stirret igjen ind i kanakaens øine.

"Én ting er da sikker!" ropte jeg og reiste mig. "Det er den
kanakaen jeg saa paa baren sammen med Trent, han som aviserne og
hyrekontrakten gjorde til en kineser. Jeg vil lete gjennem sakerne
hans og slaa det fast."

"Vel", sa Nares, "jeg vil hvile litt til."

Vi hadde endnu ikke været i den forreste lugar, der hvor Nares
mente at styrmanden og kokken hadde holdt til. Dit gik jeg. Rummet
var næsten bart; nogen faa fotografier var stiftet paa væggen; en
enkelt kiste var der, aapen og, som alle de andre, plyndret. Endel
toshillings romaner viste at den maatte ha tilhørt en europæer. Det
var altsaa klart at kokken ikke hadde sovet agter, og jeg maatte lete
andensteds.

Folkene hadde revet ned rederne og skræmt fuglene ut av kabyssen, saa
jeg kunde komme ind uten motstand. Rummet var fælt, ildelugtende og
fuldt av fluer. I den inderste krok fandt jeg en pyntelig kiste av
kamfertræ, beslaat med messing, en slik som kinesere, sjømænd og alle
folkeslag som farer paa Stillehavet, elsker høit. Av dens ydre kunde
jeg ikke trække nogen slutning, og underlig nok var det indre skjult.
Alle de andre kister hadde staat aapne og indholdet været strødd
omkring; det samme saa vi senere i folkenes rum; men denne kiste av
kamfertræ var baade lukket og laaset.

Jeg slog den op med en øks og dukket som en toldbetjent mine hænder
ned i indholdet. Først grov jeg rundt i lin og uld, saa fandt jeg
silke og trak frem endel strimler dækket med mystiske bokstaver. Og
de avgjorde spørsmaalet, for jeg saa at det var en slags sengeforhæng
som er yndet hos de lavere klasser i Kina. Der manglet heller ikke
andre vidnesbyrd, for eksempel en natdragt av et usedvanlig mønster,
en trestrenget kinesisk violin, et silkelommetørklæ fuldt av røtter
og urter, og et pyntelig apparat til at røke opium tillikemed en
rundelig forsyning av denne gift. Kokken hadde altsaa været kineser,
men i saa fald, hvem var Jos. Amalu? Eller hadde Jos. stjaalet
kisten, før han hyret sig under falsk navn og hjemsted? Det var
mulig, men som en løsning førte det mig bare ind i en endda mørkere
forvirring. For hvorfor var denne kiste blit overset, dengang de
andre blev tømt eller flyttet?

"Naa, hvorledes er det gaat Dem?" spurte kapteinen, og hans stemme og
farven i hans ansigt fortalte mig at jeg ikke hadde været alene om at
gjøre opdagelser.

"Jeg har fundet en kinesers kiste i kabyssen," sa jeg, "og fyren har
ikke engang tat sin opium med."

"Saa?" sa Nares rolig. "Kast saa øinene paa det der og tilstaa at De
er slaat!" Og med et mægtig sving bredte han ut paa dækket et par
aviser.

Jeg stirret sløvt paa dem.

"Ser De ikke, Dodd!" ropte kapteinen skarpt og førte en skidden
tommelfinger langs titelen. "~Sydney Morning Herald~, 26. november,
kan De forklare det?" ropte han med stigende kraft. "Tretten dage
efter at dette nummer var utkommet i Sydney, lettet skuten anker i
Hongkong. Hvorledes kom ~Sydney Morning Herald~ til Hongkong paa
tretten dager? Trent saa ikke land, og han talte ikke med noget skib
før han kom hit. Altsaa maa han ha faat avisen her eller i Hongkong.
Jeg lar Dem vælge!" ropte han og sank ned paa dyngen av klær, som om
han var træt av hele livet.

"Hvor fandt De dem?" spurte jeg. "I den sorte kufferten der?"

"Akkurat," sa han. "De behøver ikke at bry Dem med den. Der er ikke
andet end en blyant og en gammel kniv."

Jeg saa allikevel ned i kufferten og det med godt utbytte.

"Enhver har sit fag, kaptein," sa jeg. "De er sjømand, og De har git
mig en mængde vink; men jeg er kunstner, og tillat mig at fortælle
Dem at dette er likesaa underlig som alt det andre. Kniven er en
paletkniv, blyanten en Winsor og Newton, en B B B. En paletkniv og en
B B B paa en lastebrig, det er mot naturens love."

"Det kunde gjøre en hund gal," sa Nares.

"Og den er brukt av en kunstner," sa jeg. "Se hvorledes den er
spidset -- ikke til at skrive med. En kunstner, og bent fra Sydney.
Hvorledes faar De ham hit?"

"Det er naturlig nok," svarte Nares. "De kablet ham hit forat han
skulde illustrere denne røverromanen."

Vi sat tause en stund.

"Kaptein," sa jeg tilslut, "der er noget fandens fordægtig ved denne
briggen. De har jo været tilsjøs en god del av Deres liv, De maa ha
set og hørt noget av hvert. Naa, hvad er dette? Er det assuranse, er
det sjørøveri? Hvad kan det bety?"

"Ja, Dodd", svarte Nares, "De har ret i at jeg har været tilsjøs
størsteparten av mit liv. Og jeg kjender mange maater at vri sig frem
paa for en uærlig kaptein. Men ingen av dem har det mindste gran at
gjøre med Trent. Hele denne greien med Trent er aldeles vetløs, det
er bort i natten altsammen, en idiotisk drøm. Det gaar ikke slik for
sig med skibe som landkrabber tror. En berømt skuespillerinde reiser
ikke mere offentlig end et skib, blir heller ikke mere interviewet,
eller mere snytt, eller mere efterrendt av alle slags vimsepettere
med messingknapper. Og skibet har noget at tape, det har kapital, og
skuespillerinden bare karakter -- hvis hun har det. Alle havne verden
rundt er fulde av folk som staar færdige til at sparke kapteinen ind
i bodsfængslet, hvis han ikke er saa blank som en dollar og saa ærlig
som morgenstjernen. Og hvad Lloyds angaar, som holder vakt i hver
krok av de tre verdenshave, og assuranse-iglerne og konsulerne, det
kan De bare forstaa ved at tænke Dem en grønskolling med et hundrede
og femti detektiver efter sig."

"Men paa sjøen?" sa jeg.

"De skjønner da ingenting," sa kapteinen. "Hvad nytter det til --
paa sjøen? De maa jo ind til en havn, De kan ikke bli til evighet
ute paa sjøen. Nei, ~Flying Scud~ er bare sludder; hvis denne greien
har nogen mening, saa er den ihvertfald ikke til at fatte for en
menneskelig hjerne. Jeg stemmer for at bruke økserne mere og prate
mindre", sa han og reiste sig. "Der er vel endda endel idioti igjen
paa denne fænomenale briggen."

Men det viste sig at vi var færdige med vore opdagelser for den
dag, og vi forlot briggen ved solnedgang like saa kloke som før.
Det bedste av byttet -- bøker, instrumenter, papirer, silketøi,
kuriositeter -- tok vi med os i et uldteppe, og da vi hadde spist, og
bordet var ryddet, og Johnson sat ved et trist parti cribbage mellem
sin høire og venstre haand, saa tømte kapteinen og jeg vort uldteppe
ut paa gulvet og begyndte at gjennemgaa byttet.

Først tok vi bøkerne for os. Der var temmelig mange av dem for en
slik lasteskute at være. Officererne paa ~Flying Scud~ hadde et helt
litet bibliotek av fagverker og skjønliteratur. Der var Findlays
fem "directories", alle gjennemrablet med rettelser og tilføielser,
der var endel navigationsbøker, en signalcode og en orangefarvet
bok utgit av admiralitetet, "Øerne i det østlige Stillehav", bind
III, som efter aarstallet maatte være den sidste autoritet, og
som viste merker av flittig bruk. Et bind av Macaulays "Essays"
og en shillings-Shakespeare, endel romaner, Miss Braddon, Walter
Scott, Auerbachs "Auf der Höhe" paa tysk, og en slump godtkjøps
detektivfortællinger utgjorde resten av biblioteket.

"Denne admiralitets-manden gir et deilig billede av øen vor,"
bemerket Nares, som hadde slaat op Midway Island. "Han sier ikke
stort om tristheten, men en ser at han kjender stedet."

"Kaptein," ropte jeg, "der rører De ved endda en underlig ting i
denne idiotiske historien. Se her," fortsatte jeg ivrig og trak op av
lommen en krøllet stump av den ~Daily Occidental~ som jeg hadde arvet
efter Jim. "Midway Island, hvor han efter en feilagtig oplysning i
Hoyt's North Pacific Directory ventet at finde o. s. v., staar her.
Hvor er Hoyt?"

"La os se paa det," sa Nares. "Jeg har den boken selv." Han tok den
ned fra hylden i sin køie, bladet frem til Midway Island og læste
høit. Der stod uttrykkelig at Pacific Mail Company var ifærd med at
oprette et depot her, og at de allerede hadde en station paa øen.

"Hvem kan ha git en slik oplysning," sa Nares.

"Da kan en ikke dadle Trent. Værre løgn har jeg aldrig været ute for,
det er som et præsidentvalg."

"Det er Deres Hoyt," sa jeg, "et pent, nyt exemplar. Men si mig, hvor
er Trents Hoyt?"

"Han tok den med sig," klukket Nares; "han lot alt andet ligge,
regninger og penger og hele greien; men noget maatte han ta med, for
ellers vilde det tat sig rart ut paa ~Tempest~. Hurra, sier han saa,
jeg tar Hoyt."

"Og har det ikke faldt Dem ind," fortsatte jeg, "at alverdens
Hoyter ikke kunde narret Trent, siden han hadde den der røde
admiralitetsboken, en senere og officiel publikation, som endda
behandler Midway Island meget utførlig."

"Det staar fast!" ropte Nares. "Hoyt har han fundet frem i San
Francisco, der han skulde bortforklare hvorfor han egentlig gik hit
med skibet. Det ser ut som han gik hit med hensigt. Hvad? Men det
stemmer ikke med den hæseblæsingen paa auktionen. Det er det gale med
denne historie. Vi kan lage et halvt dusin teorier som passer for
seksti-sytti procent av den, men naar de er færdige, saa hænger der
altid en favn eller to av løst taug paa den andre enden."

Blandt papirerne var der litet av interesse. Men saa kom der et
fotografi som overgik alle de andre opdagelser.

"De er ikke pene, hvad, Dodd?" sa Nares og rakte mig billedet.

"Hvem?" spurte jeg.

"Trent og mandskapet," sa han. "Det er et historisk billede av
banden."

Jeg holdt kortet mot lyset uten stor nysgjerrighet; jeg hadde set
kaptein Trent engang og næret ikke noget ønske om at se ham igjen.
Det var et fotografi av briggens dæk, med matroserne samlet i kulen,
officererne paa hytten. Nedenunder var skrevet: "Briggen ~Flying
Scud~, Rangun", og en dato, og over hver enkelt av mændene stod hans
navn.

Jeg saa paa det, og pludselig dirret jeg i hele kroppen, søvn og
træthet veg fra mine øine, likesom taaken letter i kanalen, og med
gispende forundring saa jeg den fotografiske fremstilling av en
flok fremmede. "I. Trent, fører" øverst paa kortet viste mig en
liten spids mand med buskede øienbryn og hvidt helskjeg, klædt i
diplomatfrakke og hvite benklær, med en blomst i knaphullet, den
skjeggede hake stukket frem og munden fast lukket. Der var ikke meget
av en sjømand i hans ydre, men nok av pedanten, en tør, nøiagtig mand
som kunde gaa for presten i en streng sekt, og hvad han saa ellers
var, kaptein Trent fra San Francisco var han ikke. Ogsaa hans mænd
var allesammen nye for mig; kokken, en umiskjendelig kineser i sin
karakteristiske dragt, stod for sig selv paa hyttetrappen. Men med
størst nysgjerrighet vendte jeg mig kanske til den mand som blev
kaldt "E. Goddedaal, førstestyrmand." Han som jeg aldrig hadde set,
han var kanske identisk, han kunde være nøkkelen og kilden til hele
mysteriet, og jeg forsket hans træk med en detektivs øine. Han var
høi og svær, tilsyneladende lys som en viking, hans haar stod i vilde
krøller rundt hodet, og to umaadelige bakkenbarter sprang frem fra
hans kinder likesom hugtænderne paa et kjæmpedyr. Med dette mandige
utstyr og den trodsige holdning kom uttrykket i hans ansigt daarlig
overens. Det var heftig, heroisk og kvindagtig. Jeg tænkte mig at han
var sentimental; det vilde ikke undret mig at se ham graate.

Jeg lette frem min skissebok og fandt tegningen av kaptein Trent og
de overlevende fra den britiske brig ~Flying Scud~ paa baren i San
Francisco.

"Nares," sa jeg, "jeg har fortalt Dem hvorledes jeg først saa kaptein
Trent paa den saloonen i Frisco, hvorledes han kom med sine mænd,
blandt dem en kanaka med en kanarifugl i bur, og hvorledes jeg siden
saa ham paa auktionen, dødelig ræd og likesaa forundret som alle
andre, da budene fløi tilveirs. Nuvel," sa jeg, "der er den mand som
jeg saa der" -- og jeg la skissen foran ham -- "der er Trent fra San
Francisco og der er hans tre mænd. Kan De finde nogen av dem paa
fotografiet, saa skal jeg være Dem meget forbunden."

Nares sammenlignet i taushet de to billeder. "Ja," sa han tilslut,
"dette letter endel, det klarner horisonten. Vi kunde ha gjettet
noget slikt efter den dobbelte forsyning av kister."

"Forklarer det noget?" spurte jeg.

"Det kunde forklare alt undtagen auktionen," svarte Nares. "Det
passer altsammen saa godt som et sammenlægningsspil, hvis De utelater
den maate som de folkene bød vraket op paa. Og der er vi kommet
til en stenmur. Men hvad det saa er for noget, Dodd, saa er det
ihvertfald noget dævelskap."

"Og ser ut som sjørøveri," tilføiet jeg.

"Ser ut som hokuspokus!" ropte kapteinen. "Nei, De skal ikke indbilde
Dem noget. Deres eller mit hode er stort nok til at sætte et navn paa
denne historien."



NIENDE KAPITEL.

"Flying Scuds" ladning.


Av vort arbeide i de følgende dager kan jeg bare gi en meget
summarisk fremstilling. Ruffen var stoppet med proviantkasser, rummet
var næsten fuldt av ris, i lasarettet var teen og silken stuvet.
Alt dette maatte vi grave ut, og det utgjorde bare en del av vort
arbeide. Rummet var overalt panelt; et stykke, hvor der kanske
engang hadde været stuvet noget særlig ømfindtlig last, hadde en
ekstra klædning av entoms bord, og i bunden var der mellem bjelkerne
et løst panel. Hver bjelke og hvert bord, selve tømmeret i skroget
kunde indeholde skjulestedet. Det var derfor nødvendig, efterhvert
som vi skred frem, at ødelægge en stor del av skibets indre hud og
utstyr, og at undersøke det som blev igjen, likesom doktoren naar han
lytter efter en lungesygdom. Kom der fra en bjelke eller et skot en
tvilsom lyd, saa maatte økserne til -- et frygtelig slit, som blev
rent dræpende paa grund av al tørraattenheten. Hver kveld saa et
dypere indhug i ~Flying Scuds~ ben, og hver kveld saa os like langt
fra maalet. I denne stadig nye skuffelse svigtet ikke modet mig, men
humøret gik det ut med, og Nares blev ogsaa taus og grætten. Naar vi
hadde spist aftensmaten, sat vi en times tid og døset i kahytten. Vi
talte knapt et ord, og en fremmed vilde ha trodd at vi var uvenner,
men i virkeligheten vokste vor fortrolighet i dette arbeidets tause
kameratskap.

Alt fra begyndelsen av hadde det undret mig at finde folkene saa
villige paa kapteinens mindste ord. Jeg tør ikke si at de likte ham,
men jeg er viss paa at de beundret ham umaadelig. Et mildt ord fra
hans mund var høiere skattet end smiger og en halv dollar fra mig;
hvis han slappet litt paa sin vanlige strenge holdning, saa var
han straks omgit av smilende tjenstiver. Men selv denne frygt og
beundring for kapteinen svigtet os tilslut. Folkene gik trætte av
den haabløse leting og det uendelige slit. De begyndte at skulke og
knurre. Øieblikkelig faldt straffen over dem, og straffen øket igjen
knurringen. Fra dag til dag blev det værre at holde dem til arbeidet,
og hvert øieblik følte vi nu deres uvilje.

Trods al forsigtighet visste hver mand ombord hvad vi lette efter,
og der var ogsaa lækket ut litt kjendskap til de motsigelser som saa
høilig hadde forbauset mig. Jeg kunde høre folkene avhandle kaptein
Trents karakter og fremsætte forskjellige teorier om hvor opiumen
var gjemt. Folkene maatte ha lyttet til vore samtaler, og jeg fandt
derfor ikke nogen skam i til gjengjæld at spionere paa dem. Da jeg
saaledes engang hadde hørt noget oprørsk snak, fik jeg et lykkelig
indfald. Jeg sov paa det den nat og forebragte det om morgenen.

"Kunde jeg ikke friske folkene op med en præmie?" sa jeg.

"Det er alle de mænd De har, og De er superkargoen," lød svaret.

For et menneske med kapteinens karakter var dette svar det samme som
ubetinget tilslutning, og mændene blev følgelig ropt agter. Aldrig
hadde kapteinen vist et mere truende ansigt. Alle trodde at en udaad
var blit opdaget, og at der skulde bli forkyndt en overraskende straf.

"Hør her!" slængte han til dem over skulderen, mens han gik op og
ned. "Hr. Dodd vil sætte op en præmie for den mand som først finder
opiumen. Der er to maater til at faa et æsel i fart -- begge er gode
til sin tid; den ene er svepen og den andre er gulerøtter. Hr. Dodd
vil prøve gulerøtterne. Hør nu, gutter" -- og her vendte han for
første gang ansigtet mot dem -- "hvis den opiumen ikke er fundet om
fem dager, saa kan dere komme til mig efter svepen."

Han nikket til mig, og jeg tok traaden op. "Nu skal dere høre hvad
jeg tilbyr," sa jeg. "Jeg sætter op et hundrede og femti dollars.
Hvis nogen selv finder stoffet, faar han alle pengene. Hvis nogen kan
sætte os paa sporet av hvor vi skal lete, faar han et hundrede og fem
og tyve, og resten faar den mand som er saa heldig at træffe paa det.
Vi vil kalde det Pinkerton prisen, kaptein," tilføiet jeg med et smil.

"Hør her, folk," ropte kapteinen. "Jeg forhøier denne jack-potten til
to hundrede og femti dollars i guld."

"Tak, kaptein," sa jeg, "det var vakkert gjort."

"Det var venlig ment," svarte han.

Dette tilbud blev ikke gjort til unytte. Folkene hadde knapt begyndt
at summe i sin overvældende forundring, før den kinesiske kok traadte
frem med mange smil og buk.

"Kaptein," begyndte han, "jeg tjene 10 aar merikansk flaate, tjene
seks aar stuert postbaat. Vite meget."

"Oho!" sa Nares, "saa du vet meget? Hvorfor har du ikke visst noget
før?"

"Jeg tænke snart præmie," svarte kokken med smilende værdighet.

"Saa snak væk," sa kapteinen.

"Jeg se meget ris," sa kineseren. "Jeg tænke hele tiden, kanske meget
opium meget ris."

"Hvad sier De til det, Dodd?" spurte kapteinen. "Kanske har han ret,
for hvor kan stoffet ellers være? Men hvis han ikke har ret, saa
ødelægger vi et hundrede og femti tons god ris uten nytte."

"La os bare gaa paa," sa jeg. "Risen er ingenting, den drar hverken
den ene eller den anden vei."

"Det ventet jeg av Dem," svarte Nares.

Saa tok vi fat paa den nye leting.

Rummet var nu næsten tømt. Matterne, som der gik firti av paa en
ton, fyldte nu kulen og bakken. Vi hadde altsaa seks tusen matter
at undersøke, et hundrede og femti tons værdifuld føde at ødelægge.
Bevæbnet med en stor kniv angrep hver mand stabelen fra sin kant,
flenget ind i den nærmeste matte, slet den op med hænderne og øste
risen ut paa dækket, hvor den flommet over, tilslut fløt ned i
spygattene og nu og da spydde fra hullerne. Rundt om vraket, som
saaledes var blit forvandlet til et eventyrlig kornmagasin, sværmet
sjøfuglene i myriader. Synet av saa meget mat gjorde dem forstyrret,
de hugget ned blandt os med øredøvende hæse skrik, de basket mot
ansigterne vore, de snappet kornet mellem fingrene paa os. Mændene,
hvis hænder blødde efter disse overfald, vendte sig vildt til angrep,
de støtte sine kniver ind i fuglene, trak dem røde ut og tok igjen
fat paa at grave i risen, uten at ænse de klodsede skabninger som
kjæmpet og døde mellem vore føtter. Det var et merkelig billede -- de
svævende og dukkende fugler, de døde som farvet risen med sit blod,
spygattene som spydde brødkorn, mændene som hidset av guldjagten
slet, myrdet og skrek; over alt dette riggens høie labyrint og
Stillehavets straalende himmel. Hver mand slet i haabet om femti
dollars og jeg i mit haab om femti tusen. Ikke underlig da, om vi
vadet i blod og mat.

Ved titiden om formiddagen blev denne scene avbrutt. Nares, som netop
hadde flenget op en ny matte, drog frem og slynget ned i risen en
blikboks med papiromslag.

"Hvad er det!" ropte han.

Et skrik kom fra alle mand. I næste øieblik ropte de et hurra som
skræmte sjøfuglene; de glemte sin egen skuffelse, de klynget sig
rundt kapteinen og grep med skjælvende hænder ind i rismatten. Boks
efter boks drog de ut, seks i alt, indpakket i papir, og papiret
hadde en paaskrift trykt med kinesiske bokstaver.

Nares vendte sig mot mig og tok min haand. "Jeg begyndte at tro at vi
aldrig skulde faa se denne dag," sa han. "Jeg lykønsker Dem, Dodd,
til at ha fuldført det."

Hans stemme rørte mig dypt, og da ogsaa Johnson og de andre mænd
trykket sig rundt mig for at gratulere, kom der taarer i mine øine.

"Dette er fem-taels bokser, godt og vel to pund," sa Nares og veiet
en av dem i haanden. "Si to hundrede og femti dollars i hver matte.
Gaa paa, gutter! Vi skal gjøre hr. Dodd til millionær før kveld."

Det var underlig at se hvor rasende vi gik løs. Mændene hadde
nu ingenting at vente; den blotte forestilling om store summer
inspirerte dem. Matterne blev flenget, og risen fløt os til knæs
i kulen, sveden randt ned i øinene og blindet os, armene verket
pinefuldt, og dog minket ikke vor ild. Middagen kom; vi var for
trætte til at spise, for hæse til at tale, og dog hadde vi knapt
spist, saa var vi paa føtterne igjen og grov i risen. Før kveld var
der ikke en matte tilbake, og vi stod ansigt til ansigt med det
forbløffende resultat.

Av alle de uforklarlige ting i ~Flying Scuds~ historie var dette mest
uforklarlig. Bare tyve av de seks tusen matter indeholdt opium, i
hver af dem fandt vi samme mængde, omtrent tolv pund, i alt to hundre
og firti pund. Efter den sidste notering i San Francisco blev opium
solgt for litt over tyve dollars pundet, men i Honolulu, hvor den var
forbudt, kunde man faa op til firti.

Naar man tok denne høie Honolulu-pris, saa var værdien av opiumen
paa ~Flying Scud~ mindre end ti tusen dollars, mens den i San
Francisco bare gik op til omtrent fem tusen. Og femti tusen var
den pris som Jim og jeg hadde betalt. Og Bellairs vilde gaat endda
høiere! Der er ikke ord som kunde uttrykke min forbauselse.

Man kan indvende at vi endnu ikke var sikre. Der kunde være et
skjulested til, og selv i den timen glemte vi det ikke. Aldrig har
et skib været slik gjennemsøkt; dag efter dag grov vi med voksende
fortvilelse i briggens indvolde, vi hidset mændene op med løfter
og gaver; aften efter aften sat Nares og jeg ansigt til ansigt i
den trange kahyt og grublet over nye muligheter. Men resultatet var
urokkelig; i hele skibet blev der ikke andet av værdi igjen end
tømmeret og kobbernaglerne. Vor sak var jammerfuldt klar. Vi hadde
betalt femti tusen, leiet skonnerten, betalt eventyrlige renter av
pengene, og hvis alt gik godt, saa kunde vi indvinde femten procent
av vort første utlæg. Vi var ikke bare fallit, vi var komiske
fallenter -- en sikker skive for haan paa gaten. Jeg haaber jeg bar
dette slag med en nogenlunde tapper mine; jeg hadde jo længe forutset
utfaldet. Men tanken paa Jim og Mamie verket i mig som en fysisk
smerte, og jeg veg tilbake for samtale og kameratskap.

I denne sindstilstand var jeg, da kapteinen foreslog at vi skulde gaa
iland paa øen. Jeg saa at han hadde noget at si, og frygtet bare for
at det kunde være trøst, for jeg orket saavidt at bære min græmmelse,
ikke at tale om andres sympati, og dog hadde jeg ikke andet valg end
at samtykke i hans forslag.

En stund gik vi tause langs bredden. Solskinnet var en flammeovn, den
stirrende sand og den skjærende lagune pinte vore øine; fugleskriket
og den fjerne dur av brænding dannet en vild symfoni.

"Jeg behøver ikke at fortælle Dem at spillet er tapt?" spurte Nares.

"Nei," sa jeg.

"Jeg tænkte at gaa tilsjøs imorgen," fortsatte han.

"Det bedste De kan gjøre," sa jeg.

"Skal vi si Honolulu?" spurte han.

"La os holde os til programmet," brøt jeg ut.

Der kom en ny taushet.

"Vi har været gode venner, De og jeg, Dodd," begyndte Nares igjen med
nogen møie. "Vi har gjennemgaat slike ting som sætter en mand paa
prøve. Haardt arbeide har det været, grundig motgang har vi møtt, og
nu er vi grundig slaat. Men hele tiden har der ikke været et ondt ord
mellem os. Jeg sier ikke dette for at rose mig selv. Det er mit fag,
det er hvad jeg blir betalt for, hvad jeg har lært. Men med Dem var
det en anden sak. Altsammen var nyt for Dem, og det glædet mig at
se, hvor tappert De gik løs og holdt ut dag efter dag. Og nu at se
hvorledes De har tat denne skuffelse! De maa la mig si Dem, Dodd, at
De har staat kjækt og mandig helt igjennem i denne tid og faat alle
til at like Dem og beundre Dem. De maa ogsaa la mig si at jeg har
tat mig likesaa nær av denne vrakhistorien som De; jeg har ondt for
at puste, naar jeg tænker paa at vi er slaat, og hvis jeg trodde det
nyttet at vente, saa skulde jeg ligge her til vi sultet ihjel."

Jeg prøvde forgjæves at takke ham for disse elskværdige ord.

"Jeg tok Dem ikke med iland for at høre ros," avbrøt han mig. "Vi
forstaar hverandre nu. Det jeg vilde tale om, er mere vigtig. Hvad
skal vi gjøre med ~Flying Scud~ og røver-romanen?"

"Det har jeg virkelig ikke tænkt paa," sa jeg. "Jeg vil bare prøve at
komme tilbunds i saken, og hvis den falske kaptein Trent er til at
finde paa jordens overflate, saa agter jeg at finde ham."

"Saa behøver De bare at snakke," sa Nares. "De kan gi reporterne et
storartet kup, og jeg skal si Dem hvorledes det vil gaa. Historien
vil bli telegrafert og trykt med svære overskrifter og pyntet op,
og den vil træffe den falske kaptein Trent paa en meksikansk bar og
slaa overende den falske Goddedaal i en krok ensteds ved Nordsjøen
og spænde benene under Hardy og Brown i en matroskneipe i Greenock.
Aa, der er ikke tvil om at De kan faa et regulært familieopgjør.
Spørsmaalet er bare om De virkelig ønsker det."

"Jeg ønsker bare én ting," sa jeg. "Det er at jeg ikke vil gjøre mig
selv og Pinkerton offentlig til nar: saa moralsk -- og smugler opium;
nogen fordømte idioter -- betaler femti tusen for katten i sækken."

"Javist kan det ødelægge Dem set fra et forretningsstandpunkt,"
indrømmet kapteinen. "Men hvad vil De gjøre? Her ligger noget fanteri
under, men se, hvis vi traf over truppen, saa vilde de fornemste av
artisterne smyge sig væk med pengene i haandkufferten, og De fik bare
samlet en flok gamle faarehoder av nogen sjøulker som bare kjendte
den ene side av forretningen. Husk, de stakkars djævlene maa gaa dit
det blir sagt dem, og hvis De rusker op i denne greien, saa kan De by
ti mot en paa at det blir de uskyldige som faar svi for den. Det var
en anden sak hvis vi skjønte operationen, men det gjør vi ikke, ser
De; der er en god slump rare kroker i livet, og mit raad er at la den
forbandede floken begrave sig selv."

"De taler som om vi hadde det i vor magt," indvendte jeg.

"Og det har vi," sa han.

"End folkene vore?" spurte jeg. "De vet altfor meget, og hvem kan
holde dem fra at snakke?"

"Det kan en boardingmaster," svarte Nares. "De drikker sig fra vettet
første kveld de er i land, og om morgenen krydser de med forskjellige
skibe ut av den gyldne port. Kan jeg ikke holde dem fra at snakke! De
behøver ihvertfald ikke at snakke før om seks maaneder, eller -- hvis
vi er heldige, og der ligger en hvalfanger færdig -- om tre aar. Og
til den tid er det en gammel historie."

"Er det ikke det som heter shanghaiing?" spurte jeg. "Jeg trodde det
hørte til i røverromaner."

"Aa, røverromanerne er rigtige nok," svarte kapteinen, "bare paa det
nær at hændelserne kommer tættere end i det virkelige liv."

"Og vi kan altsaa holde denne historie for os selv," sa jeg.

"Der er bare én person som kan sladre," sa kapteinen. "Skjønt jeg
tror ikke hun har noget igjen at fortælle."

"Hvem er _hun_?" spurte jeg.

"Gamla der," svarte han og pekte paa vraket. "Der kunde jo komme
nogen til denne gudsforlatte øen, han kunde danse ind i det vraket,
hvor vi er blit gamle av at lete, og bukke sig og ta op netop den
ting som fortæller hele hemmeligheten. De skurkene har ødelagt Dem og
Pinkerton, de har gjort mig graa med sine rebuser, men allikevel, her
er mange muligheter som jeg ikke bryr mig om at rote op i, og De maa
la mig stelle med gamla paa min egen vis."

"Værsaagod," sa jeg. "Men, kaptein, der er noget De har glemt."

"Hvad er det?" spurte han.

"En falsk kaptein Trent, en falsk Goddedaal, et helt falskt mandskap
er reist hjem," sa jeg. "Hvis vi har ret, saa vil ingen av dem vise
sig der. Og tror De at en saadan omstændighet vil gaa stille forbi?"

"Sjømænd," sa kapteinen, "bare sjømænd! Reiste de sammen og til samme
sted, saa var det noget andet, men en til Hull, en til Sverige,
en til Clyden, en til Thames -- hvad er det? Ingenting nyt. Bare
én sjømand væk -- drukken eller druknet -- den rette slut for en
sjømand!" Der var en bitter klang i hans stemme.

Vi reiste os. "Har De lyst til at bli her en stund?" sa kapteinen.
"Jeg maa ombord, der er meget at gjøre, før vi gaar tilsjøs. Jeg skal
sende baaten efter Dem ved spisetid."

Jeg tok med glæde mot dette forslag. Som kapteinen hadde forstaat,
trængte jeg ensomhet. Jeg tænkte paa Jim, paa Mamie, paa vor tapte
formue og vore tapte haab, den mørke fremtid, og jeg sank saa dypt
i tristhet at jeg knapt merket hvor jeg gik. Tilfældet førte mine
skridt til en kant hvor der var litet fugl. Uten at bli forstyrret
naadde jeg til det høieste punkt av øen, og her var det at en sidste
opdagelse igjen vækket mig til bevissthet.

Fra det flate sted hvor jeg stod, saa jeg ut over lagunen, revet og
mot den runde horisont. Nær mig hadde jeg søsterøen, vraket, ~Norah
Creina~ og ~Norahs~ baat, som allerede kom indover. For solen stod
nu lavt og flammet over havet, og paa skonnerten steg der røk fra
kabyssen.

Derfor hadde jeg ikke tid til at undersøke min opdagelse nøiere,
skjønt den var baade rørende og fantasivækkende. Det jeg saa, var de
svarte kul efter et vrakbaal. Alle tegn tydet paa at det maatte ha
flammet høit og brændt i flere dager, og jeg saa straks for mig et
billede av en flok skibbrudne som uten hus i denne fortapte avkrok av
verden holdt sit signalbaal brændende. I næste øieblik naadde mig et
hallo fra baaten, jeg brøt mig frem gjennem krattet og fuglesværmene
og sa for altid, haaber jeg, farvel til den øde ø.



TIENDE KAPITEL.

Honolulu.


Den sidste nat paa Midway fik jeg litet søvn; om morgenen laa jeg
længe og døset, og da jeg tilslut kom paa dæk, gik skonnerten for
fulde seil gjennem indløpet og mot det aapne hav. Tæt ved siden
rullet et vældig braat sig op langs revet med tordnende larm, og bak
os laa vraket og spydde røk i morgenluften. Hvirvlerne drev allerede
langt ned i læ, flammerne glitret allerede i kahytsskylightet, og
de skræmte sjøfugl hadde spredt sig over hele lagunen. Eftersom vi
fjernet os, stod flammerne fra ~Flying Scud~ høiere, og længe efter
at vi hadde tapt Midway Island av syne, hang endnu røken i horisonten
likesom fra en damper langt borte. Men snart var heller ikke røken
at se, ~Norah Creina~ var igjen alene i den tomme verden av skyer
og vand, og det første som brøt horisontens linje, var elleve dager
efter de tørre fjeld paa Oahu.

Siden har jeg ofte tænkt med glæde paa at vi slik ødela resterne av
~Flying Scud~. Nu var vrakets hemmelighet bjerget.

Først ved daggry kom vi nær øen. Vi holdt langs kysten, saa tæt inde
som vi vaaget. Det var en frisk bris og skyfri himmel. Under farten
saa vi hele tiden de nøkne fjeldsider og de forkrøblede kokospalmer
paa den litt melankolske øgruppe.

Vi krydset den dag frem og tilbake, og i mørket krøp vi forsigtig
frem mot Pearl Locks, hvor jeg efter avtalen med Jim skulde møte
smuglerne. Natten var heldigvis mørk og sjøen smul. Efter vore
instruktioner viste vi ikke noget lys paa dæk, bare en rød lanterne
hang fra hver av kranbjelkerne et par fot over vandet. Vi satte
en utkik paa baugsprydet, en anden i tversalingerne, og alle mand
flokket sig forut for at speide efter ven og fiende. Nu var det
øieblik kommet da vi satte baade frihet og penger paa spil, og det
for en sum som var saa liten for en mand i min fortvilede stilling,
at jeg kunde ledd høit av bitterhet.

En stund saa vi ikke andet end fjeldenes mørke omrids, de indfødte
fiskeres fakler som glitret her og der utenfor stranden, og midt
foran os byen Honolulus lysvrimmel. Om en stund viste en rød stjerne
sig indenfor os, og den syntes at glide vuggende nærmere. Dette var
det avtalte signal, og vi skyndte os at vise svarsignalet, vi sænket
et hvitt lys fra skansen, slukket de to andre, og la skonnerten bi.
Stjernen nærmet sig langsomt, lyden av aarer og av menneskestemmer
kom til os over vandet, og saa blev vi praiet:

"Er det herr Dodd?"

"Ja," svarte jeg. "Er Jim Pinkerton der?"

"Nei," svarte stemmen. "Men her er en av hans mænd, en som heter
Speedy."

"Det er mig, herr Dodd," tilføiet Speedy selv. "Jeg har breve til
Dem."

"Vel," svarte jeg. "Kom ombord og la mig se min post."

Følgelig gled en hvalbaat op langs siden, og tre mænd entret ombord.
Det var min gamle San Francisco ven Speedy, en liten vissen fyr som
het Sharpe, og en svær, rødmusset mand som saa frygtelig forranglet
ut, hans navn var Fowler.

"Vi har slette nyheter til Dem, herr Dodd," sa Fowler. "Deres Firma
er gaat fallit."

"Allerede!" brøt jeg ut.

"Tja, folk syntes heller det var et under at Pinkerton holdt det
gaaende saa længe. Vraket var for meget for deres kredit. En stor
forretning var det sikkert, men De hadde for litet kapital, og da
saa striden begyndte, saa maatte De gaa. Pinkerton greide sig fint
igjennem, syv procent til kreditorerne, litt kritik, men ingenting
at ta sig nær av, aviserne tok lemfældig paa ham ogsaa -- Jim hadde
vel sine forbindelser der. Det eneste gale er at hele denne ~Flying
Scud~ historien kom i bladene med alt det andre; i Honolulu er de
blit lysvaakne, og jo før vi faar opiumen ind og dollarerne ut, des
bedre for os alle sammen."

"De maa undskylde mig, mine herrer," sa jeg. "Min ven, kapteinen her,
vil drikke et glas champagne med Dem, mens De venter; jeg maa læse
mine breve først."

De knurret litt, og unegtelig saa al venting farlig ut; men de var
godmodige nok til at forstaa min uro og lot mig slippe op paa dæk. I
lyset av en lanterne som jeg smuglet ind under rælingen, læste jeg
saa de motfaldne, ulykkelige og fortvilede breve fra Jim Pinkerton.

I det første brev var han endnu saa modig at han ønsket at slaas med
Ægyptens pyramider. Og Mamie holdt likesom Moses og Aron hans armer
op, naar han følte sig træt.

Allerede i det andet brev er sammenbruddet kommet. En stakkars
regning paa to hundrede dollars har sat en stopper for hans utstrakte
operationer, og han er blit krævet til ansvar for opimot to hundrede
og femti tusen. Men endnu er han fuld av arbeidslyst og viss paa at
der ihvertfald blir et pent utbytte til kreditorerne.

I det tredje brev er der ikke haab igjen. Aviserne har været grusomme
mot ham, de har været umenneskelige. Mamie daanet da hun fik rede paa
katastrofen.

Og saa det sidste brev. Jim er syk og nedbrutt. Han har tat en post
som kontorist, men er ute av stand til at regne tre tal sammen. Mamie
er blit maskinskriverske. Det er forbi med ham som forretningsmand,
han vil bare hvile ut. Ellers maa han dø av sorg og elendighet. "Hvis
du finder noget paa vraket, saa stol paa Speedy, la ikke kreditorerne
faa fat i det. Jeg hjalp dig da du hadde det ondt, hjælp nu du mig.
Jeg vet at du nødig gjør dette som jeg foreslaar. Men husk at det
gjælder liv og død for Jim Pinkerton."

Desuten var der en lægeattest som lød mistrøstig nok.

Disse sørgelige breve fra min ven, som før hadde været saa frisk
og freidig, gjorde naturligvis et dypt indtryk paa mig. Da jeg var
færdig med dem, stod jeg længe og stirret ind mot Honolulu, mens jeg
grublet over hvad jeg kunde gjøre og ikke gjøre for Jim.

Jeg tænkte længe frem og tilbake, og herrerne nede i kahytten fik
tid til at prøve sin taalmodighet, før jeg kom til nogen beslutning.
Det var galt nok at jeg hadde været villig til at bli opiumssmugler.
Kunde jeg ogsaa bli bedrager? Nei, saa langt kunde jeg ikke gaa, selv
for min syke vens skyld. Da vilde jeg heller finde mig en stilling
og med min løn hjælpe ham til den ferie han trængte saa haardt. Men
nu var ogsaa smuglingen unyttig; hvorfor skulde jeg indlate mig paa
den risiko bare for at gavne vore kreditorer? Jeg gik altsaa ned i
kahytten for at gi herrerne den besked at de hadde umaket sig ombord
uten nytte. Jeg hadde ikke noget opium til dem.

Men da jeg kom ned og saa de utaalmodige ansigter og regnet ut
hvor længe de hadde ventet, saa var jeg ikke mand for at la dem
gaa skuffet iland. Jeg følte mig langt fra ædel da jeg trods min
beslutning indlot mig med smuglerne, men jeg fik ihvertfald en
fornøielig time. Fowler og Sharpe var begge umaadelig gløgge; til at
begynde med gjorde de mig den ære at tillægge mig sine egne udyder,
og før de var færdige, saa de paa mig næsten med ærefrygt. Denne
ophøiede stilling vandt jeg ved likefrem at fortælle sandheten og
ved oprigtig at vise min likegyldighet for utfaldet. Uten at tænke
paa det var jeg en stor diplomat. Da jeg for eksempel nævnte at jeg
bare hadde to hundrede og firti pund opium, saa vekslet smuglerne
megetsigende blikke som betydde: "Det er nok en farlig kar at ha med
at gjøre!" Men da jeg skjødesløst foreslog fem og tredive dollars
pundet -- som en forbedring av deres tilbud om tyve -- og sluttet med
disse ord: "Hele saken interesserer mig forresten ikke. Vil De ikke
ha det for den pris, saa la være, og fyld glassene" -- da hadde jeg
den usigelige glæde at se Sharpe nugge advarende bort i Fowler, og at
se Fowler kvæle det gemytlige tak som allerede stod paa hans læber,
og istedet stamme: "Nei, ikke mere vin, tak, herr Dodd!" Og dette
var ikke alt, men da handelen var sluttet med tredive dollars pundet
-- en fin liten forretning for mine kreditorer -- og vore venner
rodde sin vei i hvalbaaten, saa viste det sig at de undervurderte
lydens forplantning i stille vand, og jeg fik ogsaa den glæde at høre
følgende vidnesbyrd:

"Det er en fulas, den Dodd," sa Sharpe.

Og Fowler svarte i bas: "Fanden om jeg skjønner meningen hans."

Saa blev vi igjen alene paa ~Norah Creina~, og hele den nat laa jeg
og tænkte paa vor ruin, paa min syke ven i San Francisco, paa den
mørke fremtid.

Utpaa morgenen sprang der op en frisk bris, som bar os triumferende
gjennem det vanskelige indløp til den lille havn. Jeg husker at jeg
la merke til et hornet udyr av et moderne krigsskib paa havnen, men
jeg var saa dypt nede i melankoli, at jeg ikke saa nærmere paa det.

Jeg hadde ogsaa knap tid. De herrer Sharpe og Fowler var kvelden før
blit overtydet om at jeg var en løgner av første rang; denne venlige
tro førte dem ombord ved første leilighet for at tilby mig hjælp og
gjestfrihet. Jeg hadde forretninger at ordne, jeg trængte baade hjælp
og fornøielser, jeg likte Fowler uten at vite hvorfor, og kortsagt,
jeg lot dem gjøre med mig som de vilde. Da ingen kreditor blandet
sig ind, brukte jeg i fred den første halvpart av dagen til sammen
med Sharpe at undersøke te- og silkemarkedet, spiste lunch med ham,
og blev ved firetiden overgit i Fowlers hænder. Denne herre eiet en
bungalow ute ved Waikikistranden. I selskap med endel ungdom fra
Honolulu tok jeg et sjøbad, en række cocktails, en middag, og utover
natten poker og forskjellige slags spirituosa. At sitte til den lyse
morgen og tape sine penger til blek, beruset ungdom er en fornøielse
som efter min mening blir overvurdert. Men i min sindsstemning den
nat var det mig en sand glæde at gjøre ende baade paa mine -- eller
mine kreditorers -- penger og paa Fowlers champagne. Om morgenen
vaaknet jeg med mild hodepine, og i et gunstig øieblik listet jeg mig
uten skrupler bort fra det støiende hus.

Det var søndag, saa jeg behøvde ikke at tænke paa forretninger. Jeg
vendte mig mot stranden. En stund gik min vei mellem tykninger av
grønne tornetrær med nogen hus her og der. Jeg gik og fornøiet mig
over billeder fra de indfødtes liv: nøkne barn og svin om hverandre,
en ung fyr som sov under et træ, en gammel herremand med briller som
sat og stavet i sin hawaijske bibel, det litt forstyrrende skue av en
dame som badet i en kilde, og glimtet av overdaadig farvede klær i
den dype skygge av husene. Saa fandt jeg en vei langs selve stranden;
paa den ene side hadde jeg den glitrende, brølende brænding og bugten
som skinte av mange seil, paa den andre steile, tørre fjeld som steg
op mot krateret og den blaa himmel.

Jeg kom rundt en sving av stranden, og saa med ett signalstationen,
som laa paa den ytterste kant av et stup mot havet, utsat for
passatvindens hele kraft. Vindens og brændingens støi overdøvet mine
skridt, saa jeg kom ind uten at bli hørt.

Det var to mennesker som jeg paa den maate overrasket, utkiksmanden
med grissent skjeg, hvasse sjømandsøine og med et tydelig præg av
ensomt liv over sig, den andre en gjest, en gammelagtig, prækende
fyr i de britiske orlogsmatrosers praktiske tropedragt; han sat
paa bordet og røkte. Man bad mig elskværdig komme ind, og snart
sat jeg og fornøiet mig over sjømandens snak. Han holdt paa med at
sammenligne engelske og amerikanske sjøfolk, og han var alt ialt
glad for at han ikke var amerikaner, sa han. Det gjorde jo ikke mig
noget, og jeg tror endog at jeg glemte at forsvare mig, for mit blik
hadde forvildet sig til hans hat, og paa baandet læste jeg "H. M. S.
Tempest".

"Det var vist Deres skib som fandt mandskapet paa ~Flying Scud~?" sa
jeg.

"Det var det," sa han. "Og et svineheld var det for de guttene. Et
fordømt utrivelig sted, den Midway Island!"

"Jeg kommer netop derfra," sa jeg. "Det var mig som kjøpte vraket."

"Det er Dem med den hvite skonnert?" sa han.

Jeg svarte ja. "Og naturligvis," fortsatte jeg, "er jeg noksaa optat
av hele historien, saa jeg skulde ønske De vilde fortælle mig noget
om de mænd som blev reddet."

"Det gik slik til," sa han. "Vi hadde ordre til at gaa indom Midway
for at se efter skibbrudne, og vi hadde løpet distancen omtrent ut
dagen før. Vi gik for halv fart hele natten og mente at være fremme
ved middagstid, for gamle Tooths -- omforladelse, kapteinen -- likte
ikke det stedet om natten. Naa, der er en ekkel strøm rundt Midway;
det vet De som har været der, og den maa ha sat os nedover. Ved seks
slag, da vi skulde været mange mil borte, saa var det en som saa et
seil, og hei og hallo, det var masterne paa en fuldrigget brig! Det
varte ikke længe før vi saa at den stod paa grund og hadde flagget
flyvende med unionen ned. Det brøt stygt over revet, og vi la os godt
utenfor og sendte en baat ind. Jeg gik ikke med, stod bare og saa
paa, men det later til at de allesammen var saa medtat at de ikke
visste om de stod paa hodet eller paa benene. En av dem holdt paa
med at tute og med at vri hænderne sine. Trent kom først, han hadde
en blodig klut om haanden. Jeg var saa nær ham som jeg nu er Dem, og
det skjønte jeg at der var ikke fillen igjen av ham -- pusten hans
skranglet i lungerne da han kom ned leideren. Og efter Trent kom
styrmanden."

"Goddedaal!" utbrøt jeg.

"Det kaldte han sig ja, men ikke var det hans rigtige navn. Han var
en gentleman som hadde gaat paa maskerade. En av officererne vore
kjendte ham hjemmefra, han gaar bort til ham og strækker haanden
frem, og saa sier han: 'Hallo, Norrie, gamle ven!' sier han. Den
andre kom kjæk og stram -- slik viser blodet sig. Men ikke før hørte
han navnet sit, saa blev han saa hvit som dommedagen, han glor paa
Sebright som om han var et spøkelse, og saa rullet han rent overende.
'Bær ham ned i min lugar,' sier Sebright. 'Det er stakkars Norrie
Carthew,' sier han."

"Og hvordan -- hvordan var denne Carthew?" gispet jeg.

"Stuerten i officersmessen fortalte han hørte til en av de bedste
familier i England. Han kunde været baronet."

"Men at se til?" rettet jeg ham.

"Omtrent som De eller jeg," var det umedgjørlige svar. "Ikke større
at se til. Jeg visste ikke han var en gentleman, men jeg har jo ikke
set ham pudset op."

"Hvorledes det!" ropte jeg. "Aa ja, nu husker jeg; han var jo syk
hele veien til Frisco, ikke sandt?"

"Syk eller nedfor eller noget saant. Jeg tror nu han ikke hadde lyst
til at vise sig. Han holdt sig nede, og stuerten, som bar maten ind
til ham, fortalte at han spiste omtrent ingenting. I San Francisco
blev han hentet i land om natten. Men nu skal De høre. Hans bror var
nok død, han som hadde godset. Denne hadde turet, saa han tilslut la
sig rent ut med forældrene. Ingen visste hvor han var drat hen. Og
her gik han og slet paa en handelsbrig, forliste paa Midway, og hadde
ikke andet for sig end en lang reise i aapen baat. Han kommer ombord
paa vort skib, og ved gud saa er han en stor godseier og kan sitte i
parlamentet imorgen om han vil! Det er bare naturlig at han holdt sig
gjemt, det vilde baade De og jeg gjort i hans sted."

"Kanske," sa jeg. "Men de andre saa De vel mere av?"

"Javist," sier han, "og ikke var der noget ondt i dem. Der var en
Hardy, en australier. Der var ingenting sludder med Hardy. Han hadde
eiet mange penger, og han var nu fant, og han tok det som det var.
Han hadde hjertet paa rette sted, og god skolegang hadde han faat,
han kunde baade fransk og latin som en indfødt."

"Fortalte de meget om vraket?" spurte jeg.

"Der var ikke stort at si," svarte han.

"Er herr Sebright ombord?"

"Han er iland idag," svarte matrosen. "Jeg bar en kuffert op til
hotellet for ham."

Jeg maatte tænke over alt dette som jeg ved et saa pudsig tilfælde
hadde faat vite. Jeg sa derfor farvel og gik indover. Det hvirvlet
i hodet paa mig. Nu syntes jeg at jeg stod paa terskelen til hele
mysteriet. Jeg kjendte Dicksons virkelige navn -- det var Carthew;
og jeg visste hvor de penger kom fra som vi hadde kjæmpet mot
paa auktionen -- de var en del av Carthews arv. I mit galleri av
illustrationer til vrakets historie hang der nu et nyt billede,
kanske det mest dramatiske av alle. Det viste mig dækket paa et
krigsskib i hin fjerne del av det vældige hav, officerer og matroser
stod som nysgjerrige tilskuere, og en mand av fornem slegt, en mand
som under falskt navn hadde seilet paa en handelsbrig, og nu var
reddet fra den yderste fare, faldt om som en okse ved den blotte lyd
av sit eget navn. Jeg tænkte paa min egen oplevelse i telefonen.
Denne Dickson, Goddedaal, Carthew maatte ha en meget følsom -- eller
en meget betynget samvittighet. Saa husket jeg det fotografi jeg
hadde fundet paa ~Flying Scud~. Netop en saadan mand kunde være
istand til saadanne svakheter og kriser. Kanske stod denne Goddedaal
(eller Carthew) bak hele mysteriet.

Én ting var selvsagt; jeg maatte tale med Sebright og doktoren. Jeg
gik tilbake og sa farvel til herr Fowler, gav mig paa vei til byen
og tilbragte resten av den dag med at slænge rundt paa hotellets
kjølige verandaer. Først ved nitiden om kvelden blev min taalmodighet
belønnet.

"Der er den herre De har spurt efter," sa kelneren.

Jeg saa en mand som bevæget sig overordentlig slapt og bar en
spaserstok med elegant møie.

"Jeg tror at jeg har den fornøielse at tale med løitnant Sebright,"
sa jeg.

"Æh, ja," svarte helten, "men æh, jeg kjender Dem ikke, hvad?"

"Det var min hensigt at gjøre Deres bekjendtskap," sa jeg meget
rolig; for uforskammethet kan jeg betale med samme mynt -- kanske
min eneste krigerske dyd. "Jeg er tilfældigvis i den stilling at jeg
kan gjøre en av Deres venner en tjeneste eller ihvertfald gi ham en
kjærkommen underretning."

Det sidste var en tribut til min samvittighet. Jeg kunde ikke
indbilde mig selv at jeg hadde evne eller lyst til at gjøre herr
Carthew nogen tjeneste, men jeg følte mig viss paa at det vilde glæde
ham at høre at ~Flying Scud~ var brændt.

"Jeg vet ikke -- jeg -- jeg -- forstaar Dem ikke," stammet mit offer.
"Jeg har ingen venner i Honolulu, hvad?"

"Den ven jeg mener, er en engelskmand," svarte jeg. "Det er herr
Carthew, som De tok op paa Midway. Mit firma kjøpte vraket, jeg
kommer netop tilbake efter at ha brutt det op, og der er noget som
jeg nødvendigvis maa underrette herr Carthew om. Jeg maa derfor be
Dem om hans adresse."

Man vil se hvor hurtig jeg hadde opgit alt haab om at interessere
den engelske bjørn. Han for sin part stod som paa glør, han skalv av
rædsel for at bli hængende i et tvilsomt bekjendtskap; jeg saa det,
og anslog ham til at være et sky, sløvt, forfængelig, uelskværdig dyr
uten tilsvarende evne til at verge sig -- omtrent som en snegl som
har mistet sit hus, og jeg sluttet at han var villig til hvadsomhelst
for at slippe bort. Og ganske rigtig, et øieblik efter var han
flygtet og hadde efterlatt et ark papir med denne paaskrift:

                          ~Norris Carthew,
                            Stallbridge-le-Carthew,
                                        Dorset.~

Senere hadde jeg den fornøielse at møte min motstander da han skulde
ned til sit skib, han gjorde mig den ære saavidt at kjende mig igjen,
og hans hilsen var saa motbydelig tør at jeg ikke fik overtalt mig
selv til at se den eller svare paa den.

Men kan tænke sig hvor forundret jeg blev, da jeg en halv time efter
fik indbydelse fra ~Tempest~.

"Dear Sir," lød det, "vi interesserer os naturligvis alle for ~Flying
Scuds~ vrak, og da jeg nævnte at jeg hadde hat den fornøielse at
gjøre Deres bekjendtskap, blev der uttrykt et almindelig ønske om at
De vilde komme og spise middag ombord. Det vil være os alle en stor
glæde" osv. osv., og billetten sluttet med en forsikring om at "J.
Lascelles Sebright" var min ærbødige.

"Nei, herr Lascelles Sebright," tænkte jeg, "det er De ikke. De har
nævnt Deres eventyr, min ven, De har faat en liten tilrettevisning;
denne billet er blit diktert, og jeg blir indbudt (trods Deres
melankolske protest) ikke for at tale om ~Flying Scud~, men for at
la mig utspeide av nogen som har interesse for Carthew -- jeg vedder
det er doktoren. Og alt dette kommer av at De gav mig adressen."
Jeg svarte straks ja og tak, og til den fastsatte tid førte ~Norah
Creinas~ baat mig under ~Tempests~ kanoner.

I motsætning til Sebright selv viste hans officerskamerater en
gutagtig interesse for min tur. Der blev talt meget om ~Flying Scud~,
hvorledes den var forlist, hvorledes jeg hadde fundet den, og om
veiret, ankerpladsen og strømmen rundt Midway Island. Carthew blev
flere ganger nævnt uten forlegenhet. Naar de fortalte mig litet om
manden, saa var det fordi de ikke hadde meget at fortælle. Hans
merkelige tilsynekomst hadde interessert dem, og de syntes synd
i ham fordi han var saa længe syk. Jeg fik slet ikke det indtryk
at officererne prøvde at undgaa dette emne; det var klart at de
simpelthen ikke hadde noget at skjule.

Alt saa naturlig ut; det var bare doktoren som jeg ikke var saa
sikker paa. Det var en høi, kantet, likefrem mand paa den gale side
av de femti, allerede graa. Han hadde en hvileløs mund og buskede
øienbryn, talte sjelden, men da muntert, og hans store, tause latter
var smittende. Hvis Carthew hadde foregit sygdom -- og alt syntes at
peke i den retning -- saa var her den mand som visste alt -- eller
ihvertfald meget. Hans sterke, faste ansigt fortalte om en mand som
ikke vilde handle i uvidenhet og ikke lot sig føre bak lyset. Dette
ansigt rummet heller ikke bløt medynk overfor forbryderen. Kortsagt,
han passet meget slet til den rolle jeg hadde git ham i mine teorier,
og forundring og nysgjerrighet kjæmpet i mit sind.

Efter en pludselig impuls foregav jeg at være uvel og bad doktoren om
at faa tale med ham.

"Der er ingenting i veien med mig, dr. Urquart," sa jeg da vi var
blit alene.

Han saa fast paa mig med sine graa øine, men han sa ingenting, bare
mumlet for sig selv og trak paa munden.

"Jeg ønsker at tale med Dem om ~Flying Scud~ og Carthew," fortsatte
jeg. "De maa ha ventet det. Jeg er viss paa De vet alt, og De
forstaar jeg vet meget. Hvorledes skal vi stille os til hverandre, og
hvorledes skal jeg forholde mig overfor Carthew?"

"Jeg forstaar Dem ikke helt," svarte han efter en pause, tidde saa
litt igjen, "det er aanden jeg hentyder til, herr Dodd."

"Aanden i mine spørsmaal?" spurte jeg.

Han nikket.

"Jeg tror vi endnu misforstaar hverandre," sa jeg. "Det er netop
aanden som jeg spør om. Jeg har kjøpt ~Flying Scud~ for en ruinerende
sum, det var Carthew som gjennem en agent bød mig op, og som følge
derav er jeg bankerot. Men selv om jeg ikke har fundet nogen formue
paa vraket, saa har jeg fundet umiskjendelige vidnesbyrd om uærlig
færd. Husk min stilling, jeg er blit ruinert gjennem denne mand som
jeg aldrig har set, jeg kunde med rette ønske hevn eller erstatning,
og De vil vel indrømme at jeg har midler til at tiltvinge mig begge
dele."

Han gjorde ikke tegn til at svare paa denne utfordring.

"Kan De da ikke forstaa," fortsatte jeg, "i hvilken aand jeg kommer
til en mand som ganske vist er inde i hemmeligheten, og spør ham
ærlig og likefrem: Hvorledes skal jeg forholde mig overfor Carthew?"

"Jeg maa be Dem tale tydeligere," sa han.

"De hjælper mig ikke meget," svarte jeg. "Men prøv om De kan forstaa
mig. Min samvittighet er ikke saa svært fin, men jeg har dog
samvittighet. Carthew kan jeg faa tak paa, og jeg har paa ingen maate
lyst til at opgi en fordel, jeg er meget nysgjerrig efter at faa
vite alt. Men paa den anden side ynder jeg ikke forfølgelser; De maa
tro at jeg ikke er den mand som vil gjøre galt værre eller velte nye
byrder paa den ulykkelige."

"Ja, jeg tror jeg forstaar Dem," sa han. "Sæt at jeg gir Dem mit ord
paa at hvad der saa er hændt, saa var der undskyldninger -- sterke
undskyldninger, ja meget sterke?"

"Det vilde ha stor vegt for mig, doktor," svarte jeg.

"Jeg kan gaa videre," svarte han. "Sæt at jeg eller De hadde været
der. Efterat en viss begivenhet hadde fundet sted, saa er det et
stort spørsmaal hvad vi selv vilde gjort -- det er endog et spørsmaal
hvad vi kunde ha gjort. Eller ta mig. Jeg skal være aapen mot Dem og
tilstaa at jeg kjender sammenhængen. De har kunnet gjette Dem til
hvorledes jeg med min kundskap har handlet. Efter min handlemaate maa
De prøve at dømme om selve arten av den kundskap som jeg hverken har
lyst eller ret til at dele med Dem."

Jeg kan ikke gjengi den stride overbevisning og den sikre
dommerfasthet i dr. Urquarts tale. For den som ikke hørte ham, kan
det ta sig ut som han fodret mig med gaader, men jeg som hørte,
syntes at jeg hadde faat en lære og en kompliment.

"Jeg takker Dem," sa jeg, "jeg indser at De har sagt saa meget som
De kan, mere end jeg hadde ret til at vente. Jeg opfatter det som et
bevis paa tillid, og jeg skal gjøre mig fortjent til den."

Jeg har aldrig siden møtt dr. Urquart; men han præget sig saa dypt i
mit minde at jeg synes jeg endnu ser ham. Og jeg hadde sandelig grund
til at huske manden, om saa bare for det han hadde fortalt mig nu.
Det var vanskelig at lage en teori som stemte med det jeg visste om
~Flying Scud~, men en teori, hvor helten kunde fortjene agtelse eller
ihvertfald medynk fra en mand som dr. Urquart, var det mig aldeles
umulig at sætte sammen. Her sluttet da mine opdagelser. Jeg fik ikke
vite mere før jeg fik vite alt.



ELLEVTE KAPITEL.

Krydsforhør og vrange svar.


Jeg har sagt meget ondt om San Francisco, men byen hevnet sig ædelt
da jeg kom tilbake. Aldrig har den hat en festligere maske; solen
skinte, luften var frisk og gylden, alle mennesker hadde blomster i
knaphullet og smil i ansigtet.

Mit maal var en styg og forfalden bygning i en sidegate. "Franklin
H. Dodge. Damptrykkeri" stod der paa façaden. I et støvet indelukke
paa kontoret sat Jim alene foran et bord. Han var sørgelig forandret,
han saa baade syk og lurvet ut. Før hadde han styrtet sig over dagens
arbeide som en hest over havren, og nu sat han her og stirret sløvt
paa et regnskap, tygget paa sin pen og sukket tungt. Han var saa
fordypet i pinefulde tanker at han hverken hørte eller saa mig.

"Jim!" sa jeg tilslut.

"Loudon!" gispet han, hoppet op fra stolen og stod og skalv.

I næste øieblik var jeg over skranken, og vi gav hverandre haanden.

"Stakkars gamle ven!" utbrøt jeg.

"Gudskelov at du er hjemme igjen!" hikstet han og klappet mig paa
skulderen.

"Jeg har ikke gode nyheter, Jim," sa jeg.

"Du er kommet -- det er den gode nyhet jeg trænger," svarte han. "Aa
som jeg har længtet efter dig, Loudon!"

"Jeg kunde ikke gjøre det du skrev om," sa jeg lavt. "Kreditorerne
har faat altsammen. Jeg kunde ikke gjøre det."

"Hysj!" svarte Jim. "Jeg var gal da jeg skrev. Jeg kunde aldrig set
Mamie i ansigtet hvis vi hadde gjort det. Aa Loudon, du vet ingenting
om livet før du kjender en saadan kvindes hjertensgodhet. Det er en
aabenbaring."

"Det var det jeg haabet at høre, Jim," sa jeg.

"Og ~Flying Scud~ var altsaa svindel. Jeg forstod ikke rigtig dit
brev, men det fandt jeg ut."

"Svindel er et mildt uttryk," sa jeg. "Kreditorerne vil aldrig tro at
vi har været saa dumme. Og det minder mig om," sa jeg for at slippe
bort fra det emne, "hvorledes gik det med fallitten?"

"Du kan være glad du var borte," svarte Jim og rystet paa hodet.
"Du kan være glad du ikke saa aviserne. ~Occidental~ kaldte mig en
femterangs dumme-petter med vand i hodet. Og de andre, huf, Loudon.
Det var stygt mot en nygift mand. Men jeg strammet mig op med ~Flying
Scud~. Hvad fik du ialt ut av den? Jeg skjønner ikke rigtig den
historien."

"Dævelen om du gjør!" tænkte jeg for mig selv og sa høit: "Vi hadde
ikke held nogen av os. Jeg fik ikke mere end til at dække de løpende
utgifter, og du røk overende straks. Hvorledes kom vi til at gaa saa
snart?"

"Aa, det skal vi snakke om siden," sa Jim og kastet sig. "Nu maa jeg
ta fat paa bøkerne igjen. Du gjorde bedst i at gaa hjem til Mamie.
Hun venter dig utaalmodig. Hun betragter dig som en bror, Loudon."

Enhver plan var velkommen, bare den lot mig utsætte min fortælling.
Jeg skyndte mig til Bush Street. Jeg fandt Mamie ved skrivemaskinen.
Paa den nydeligste maate rakte hun mig begge hænder, rullet frem en
stol til mig og bød mig en æske av mine yndlingscigaretter.

Jeg tror nok at hun altid hadde ment at ta elskværdig mot mig, men
den store hjertelighet som jeg fandt, fløt fra en uventet kilde.
Kaptein Nares hadde med en venlighet som jeg aldrig kan glemme ham,
stjaalet en time fra sine forretninger, gjort en visit hos Mamie og
skildret mit arbeide med vraket. Det sa ikke Mamie noget om, hun fik
mig til at fortælle mine eventyr selv.

"Aa, kaptein Nares var bedre!" sa hun saa. "Av Dem har jeg bare
faat vite at De er likesaa beskeden som kjæk. Aa, det nytter ikke
om De negter. Da jeg hørte hvorledes De hadde slitt hele dagen som
en almindelig arbeider, med blødende hænder og brukne negler -- og
hvorledes De bad kapteinen bare gaa paa i stormen, dengang han selv
var ræd -- og om det frygtelige mytteri" -- (Nares hadde ikke spart
paa farverne) -- "og hvorledes De strævet slik for vor skyld, saa
følte jeg at vi aldrig kunde fuldtakke Dem."

"Mamie," sa jeg, "tal ikke om tak; det ordet er ikke paa sin plads
mellem venner. Jim og jeg har været rike sammen, nu skal vi være
fattige sammen. Det første jeg har at gjøre, er at finde en stilling,
saa jeg kan sende Dem og Jim ut paa landet for at ta en god lang
ferie -- det trænger Jim."

"Jim kan ikke ta Deres penger."

"Det blir han nødt til," ropte jeg. "Tok ikke jeg hans?"

Litt efter kom Jim selv, og straks slog han ind paa det forbandede
emne. "Nu, Loudon," sa han, "har vi aftenen for os. Ta saa fat paa
historien."

"Men først," sa jeg og talte bare med læberne, mens mine tanker for
tusende gang strævet med at arrangere historien paa bedste maate,
"vil jeg gjerne faa vite noget om fallitten."

"Aa, la os være fri for den nu!" brøt Jim ut. "Vi betalte syv
procent, og et under var det at vi klarte det saapas. Bobestyreren
--" (her fik han en kvælning og brøt av). "Kom saa med vraket. Jeg
skjønner ikke rigtig sammenhængen; for mig ser det ut som der ligger
noget under."

"Ihvertfald var der ingenting _i_ det," sa jeg og lo tvungent.

"Det ønsker jeg at dømme om," svarte Jim.

"Det er merkelig saa litet lyst du har til at snakke om fallitten,"
sa jeg -- utilgivelig dumt for en mand i min stilling.

"Og jeg synes du har merkelig litet lyst til at komme ind paa
vraket," sa Jim.

Nu kunde jeg ikke længer vike unda, og jeg kastet mig med tilgjort
munterhet ut i min historie. Jeg fortalte den med fart og liv,
skildret øen og vraket, gjengav folkenes væsen og tale, holdt
spændingen vedlike -- -- -- nei, jeg strammet den altfor sterkt;
da jeg stanset -- jeg kan ikke si sluttet hvor der ikke var nogen
slutning -- da saa Jim og Mamie forbauset paa mig.

"Og saa?" sa Jim.

"Det er alt," sa jeg.

"Men hvorledes forklarer du det," sa han.

"Jeg kan ikke forklare det," sa jeg.

Mamie virret ulykkespaaende med hodet.

"Men ved den store Cæsars aand, pengene blev jo budt!" skrek Jim.
"Dette er tøv og sludder, Loudon. Jeg tror gjerne at du og Nares
gjorde deres bedste, men saa er dere blit narret. Jeg sier at opiumen
er i skibet den dag idag, og jeg sier at jeg skal faa tak i den."

"Der er ikke andet end gammelt træ og jern i skibet, har jeg sagt!"
svarte jeg.

"Du skal faa se!" sa Jim. "Næste gang reiser jeg selv, og jeg tar
Mamie med. Longhurst vil ikke negte mig en skonnert. Bare vent til
jeg faar lett gjennem vraket."

"Men det kan du ikke!" ropte jeg. "Vraket er brændt."

"Brændt!" brøt Mamie ut og reiste litt paa sig.

Der kom en lang pause.

"Undskyld, Loudon," begyndte Jim tilslut, "men hvorfor i hete noksagt
brændte du det?"

"Det var et indfald av Nares," sa jeg.

"Dette er virkelig yderst merkelig," indskjøt Mamie.

"Ja, jeg maa si at det var uventet at høre," tilføiet Jim. "Hvad
mente Nares at vinde ved at brænde det?"

"Det betydde jo ingenting; vi hadde fundet alt som var at finde," sa
jeg.

"Saa De er sikker paa det?" spurte Mamie.

"Vi _var_ sikre!" utbrøt jeg. "Vi hadde gravet os gjennem hele
skibet."

"Ja, jeg begynder at tro at De var sikre," svarte hun med
betydningsfuldt eftertryk.

Jim kastet sig hastig imellem. "Jeg skjønner ikke, Loudon, at du
lægger saa liten vegt paa alle de underligheter som der er med dette
vraket."

"Aa pyt, hvorfor holde paa med dette længer?" ropte Mamie og reiste
sig med et sæt. "Herr Dodd fortæller os hverken hvad han tænker eller
hvad han vet."

"Mamie!" sa Jim.

"Aa, du behøver ikke være saa bekymret for hans følelser, James; han
bekymrer sig ikke om dine. Og dette er heller ikke første gang han
har været hemmelighetsfuld. Har du glemt at han kjendte adressen, og
ikke fortalte dig den før manden var sluppet bort?"

Jim vendte sig bønlig mot mig -- nu stod vi alle. "Loudon," sa han,
"det er sandt, det er til at bli forstyrret av. For guds skyld, du
maa opklare det for os."

"Ja, Jim," sa jeg, "der er mere end det jeg har fortalt, og jeg
skulde ikke prøvet at holde det skjult for dig. Jeg skulde sagt
straks at jeg har forpligtet mig til at tie. Du maa stole paa mig.
Det jeg ikke har fortalt -- og forresten er det litet jeg vet selv
-- det vedkommer ikke os, det kan hverken gjøre os fattigere eller
rikere, og jeg har git mit æresord paa at tie. Du maa stole paa mig
og prøve at tilgi mig."

"Kanske er jeg svært dum, herr Dodd," tok Mamie fat med skræmmende
blidhet, "men jeg trodde at De foretok denne reise som repræsentant
for min mand og med hans penger. Nu sier De at De har forpligtet Dem,
men jeg trodde at De først og fremst hadde pligter overfor James.
De sier at det ikke vedkommer os, men vi er fattige, og min mand er
syk, og det vedkommer os svært meget at faa vite hvorledes vi har
tapt vore penger, og hvorfor vor repræsentant kommer tilbake med
ingenting. De ber os stole paa Dem, og vi spør os selv om vi ikke har
stolt altfor meget paa Dem."

"Jim kjender mig," sa jeg.

"Ja, De tror De kan gjøre med James hvad De vil. Men desværre var det
nok en uheldig dag for Dem da vi blev gift, for jeg er ikke blind.
Mandskapet forsvinder, skibet blir solgt for en stor sum penger, De
kjender den mands adresse og sier den ikke, De finder ikke det De
skulde finde, og allikevel brænder De skibet. Og da vi saa ber Dem
om forklaring, saa har De forpligtet Dem til at tie. Men det har
ikke jeg forpligtet mig til, jeg vil ikke staa taus og se paa at min
stakkars mand blir bedraget av sin naadige ven. Jeg skal gi Dem hele
sandheten. Herr Dodd, De er blit kjøpt og solgt."

"Mamie," ropte Jim, "ikke mere av dette! Det er bare mig du saarer.
Hadde ikke Loudon været, saa kunde jeg ikke set dig i ansigtet. Han
har reddet min ærlighet."

"Aa du," sa hun, "du er en godhjertet nar, og det elsker jeg dig
for. Men jeg er en klarhodet kvinde, og jeg kan se at denne mand er
en hykler. Kom han ikke her idag og paastod at han vilde ta en post
og dele sin surt fortjente løn med dig til du var frisk igjen! Det
vilde han. Aa, jeg kan bli rasende. Hans løn! En del av hans løn! Det
vilde været din usle del av ~Flying Scud~. Men vi trænger ikke Deres
barmhjertighet. Jeg kan gudskelov arbeide for min mand! De kan gaa
med Deres penger. For De er rik, De tør ikke negte det, De tør ikke
se mig i ansigtet og prøve at negte det, De er rik -- rik med vore
penger -- min mands penger --"

Himmelen maa vite til hvilken høide hun vilde løftet sig, slik som
hun blev hvirvlet med av sine egne ord. Jeg vinket et farvel til Jim
og flygtet fra den ulike kamp, hjertesyk og fortvilet.

Jeg var ikke naadd langt ned i gaten, da jeg hørte nogen komme
springende efter mig. Det var Jim. Han var fulgt efter for at gi mig
et brev som længe hadde ventet paa min hjemkomst.

Jeg tok det som i drømme. "Dette var en forbandet historie," sa jeg.

"Tænk ikke haardt om Mamie," bad han. "Hun er slik, det er altsammen
bare høistemt trofasthet. Og naturligvis vet jeg at der ikke er noget
galt. Men du ser, Loudon, du var ikke rigtig likefrem. Enhver kunde
ha -- jeg mener -- jeg mener --"

"Ikke bry dig om det, stakkars Jim. Hun er en kjæk liten en og en
trofast kone, og jeg syntes hun var pragtfuld."

"Det maa bli godt igjen," sa han.

"Det kan det aldrig," sa jeg og sukket, "og prøv bare ikke at rette
paa det. Du skal ikke nævne mig uten med en ed. Og gaa nu hjem til
hende. Farvel, du min bedste ven. Farvel, og gud velsigne dig. Vi
møtes aldrig mere."

"Aa Loudon, at vi skulde opleve at si saadant til hverandre!" brøt
han ut.

I en underlig sorgfuld likegladhet drev jeg gjennem gaterne, og da
jeg kom forbi Poodle Dog, drev jeg derind og tok et bord. En opvarter
kom hen, og jeg maa sagtens ha gjort en bestilling, for litt efter
fandt jeg mig selv ifærd med at spise middag. Paa den hvite duk foran
mig laa brevet; adressen var skrevet av en kontoristhaand, brevet
hadde engelsk frimerke og var stemplet Edinburgh. Da jeg hadde faat
suppen og et glas vin ned, vaaknet et sted i min hjerne en svak
nysgjerrighet, og mens jeg ventet paa den næste ret og undret mig
over hvad jeg vel hadde bestilt, aapnet jeg konvolutten og begyndte
at læse det epokegjørende dokument.

 "~Kjære herr Dodd~, -- Jeg har faat det triste opdrag at meddele
 Dem, at Deres udmerkede bedstefar herr Alexander Loudon døde den
 17. ds. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

 Da døden nærmet sig, talte han endda kjærligere end sedvanlig om
 Dem -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

 Jeg vedlægger en avskrift av testamentet, hvorav De vil se at
 De deler likt med herr Adam. Deres arv beløper sig til henimot
 sytten tusen pund -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

 For alle tilfældes skyld vedlægger jeg en anvisning paa seks
 hundrede pund -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

                                            Deres ærbødige
                                         ~W. Rutherford Gregg.~"

"Gud velsigne den gamle hædersmand!" tænkte jeg, og jeg sat en stund
fordypet i minder.

Og saa kom glæden. Jeg var reddet, jeg var rik, jeg var fri, jeg
kunde beskytte Carthew, faa Jim paa fote igjen, selv reise til Paris,
alle muligheter aapnet sig for mig, og -- -- -- og -- -- --

"Kreditorerne!" sa jeg høit for mig selv og sank bakover i stolen.
Altsammen, helt til den sidste skilling, tilhørte dem. Min bedstefar
var død for tidlig til at frelse mig.

Da gik der vilde tanker gjennem hodet mit. Jeg kunde flygte med mine
penger, mine kreditorer skulde faa lete efter mig i de blodigste
avkroker av verden. Eller naar jeg først sat trygt bjerget et sted,
saa kunde jeg gjennem en listig agent træffe en billig overenskomst
med dem. Dette haab førte mig igjen til fallitten. Det var underlig,
tænkte jeg; saa ofte som jeg hadde spurt Jim, hadde han dog aldrig
villet gi mig svar. Nu maatte jeg ha fuld besked; jeg maatte gaa hjem
til ham straks; tanken bød mig imot, men jeg maatte.

Jeg lot maten staa, betalte for hele middagen, naturligvis, og kastet
en guldmynt til opvarteren, jeg var likeglad; jeg visste ikke hvad
der var mit, og brydde mig ikke om det; jeg maatte ta det jeg kunde
faa, og gi det jeg var istand til; at røve og at sløse, slik blev vel
min nye skjæbne. Jeg gik og plystret, jeg strammet mig op til først
at møte Mamie, saa den hele verden, og tilslut en fantastisk dommer
i retten. Jeg tændte en cigar for at gi mig en kjækkere mine, og
dampende skred jeg ind med en sikkert elendig mislykket overlegenhet.

Min ven og hans kone sat ved et fattig maaltid -- nogen stekte
kjøtbeter, kolde levninger fra frokosten og en sørgelig kaffekande.

"Jeg ber om undskyldning, fru Pinkerton," sa jeg, "for at jeg
indfinder mig her, hvor jeg vist ikke blir savnet; men der er en
forretningssak som jeg nødvendigvis maa tale om."

"Aa, ta ikke hensyn til mig," sa Mamie, reiste sig og seilte ind i
soveværelset.

Jim stirret efter hende og rystet paa hodet; han saa elendig gammel
og daarlig ut.

"Hvad er det nu?" sa han.

"Kanske husker du at du ikke gav mig svar paa mine spørsmaal," sa jeg.

"Dine spørsmaal?" stammet Jim.

"Ja, jeg hadde ogsaa mine spørsmaal," sa jeg. "Og hvor litet jeg saa
kan ha tilfredsstillet Mamie med mine svar, maa jeg allikevel faa
minde dig om at du slet ikke gav noget svar."

"Du mener om fallitten?" spurte Jim.

Jeg nikket.

Han vred sig i stolen. "Jeg skal si dig den rene sandhet," sa han.
"Jeg skammer mig. Aa Loudon, jeg har narret dig fra først av, det
er skrækkelig at tilstaa. Og her kom du hjem og gjorde mig netop
det spørsmaal jeg var ræd for. Hvorfor røk vi saa snart? Dit skarpe
forretningsblik har ikke narret dig. Hvorfor ja? Det er pointet,
det er min skam. Da Mamie tok saa paa vei i eftermiddag, saa sa min
samvittighet hele tiden: Du er manden!"

"Hvad var det, Jim?" spurte jeg.

"Det som jeg har været borte i hele tiden, Loudon," jamret han.
"Hvorledes skal jeg kunne se dig i ansigtet og si det!" Og han
hikstet: "Det var aktier."

"Og det var du ræd for at fortælle mig!" ropte jeg. "Din stakkars,
gamle, triste drømmer! Hvad hadde det at bety? Hvorledes er jeg
stillet, det er det jeg maa vite. Jeg har en vigtig grund. Er jeg
fri? Har jeg faat raadighet over boet, eller hvad skal jeg gjøre for
at faa det ordnet? Og hvilken dato faar bevidnelsen? Du aner ikke
hvor meget der avhænger av det!"

"Dette er det værste av alt," sa Jim. "Hvorledes skal jeg faa sagt
det!"

"Hvad mener du?" ropte jeg og saa alle slags forfærdelige muligheter
for mig.

"Jeg er ræd for at jeg ofret dig, Loudon," sa han og saa ynkelig paa
mig.

"Ofret mig?" gjentok jeg. "Hvad mener du?"

"Jeg vet det vil saare din ømtaalige stolthet noget forfærdelig,"
sa han, "men hvad skulde jeg gjøre? Alting saa fortvilet ut.
Bobestyreren" -- (navnet blev som vanlig sittende fast i halsen
paa ham, og han begyndte paa en frisk). "Der var endel snak,
reporterne fløi allerede efter mig, det var noget med den meksikanske
forretning, jeg blev vetskræmt, og jeg visste ikke hvad jeg gjorde."

Jeg vet ikke hvor længe han kunde fortsat med disse pinefulde omsvøp
og antydninger; og jeg var allerede fra mig selv av rædsel. Hvad i al
verden hadde han gjort?

"Jim," sa jeg, "du maa tale ret ut. Jeg orker ikke mer".

"Ja," sa han -- "jeg vet det var hensynsløst -- jeg forklarte at du
ikke var forretningsmand, bare en maler som det var gaat ut for, og
at du fra først av ikke skjønte dig paa nogen ting, mindst av alt
paa penger og regnskaper. Jeg sa at jeg aldrig fik lært dig de mest
elementære ting. Jeg maatte si det paa grund av nogen anførsler i
bøkerne --"

"For Guds skyld!" ropte jeg. "Pin mig ikke længer! Hvad beskyldte du
mig for?"

"Beskyldte dig for?" gjentok Jim. "For det jeg nu fortæller dig. At
der ikke var nogen kontrakt om kompaniskap. Jeg forklarte at du bare
var en slags kontorist, som jeg kaldte min kompagnon for at gi dig
mod. Og saa fik jeg dig opført som kreditor for din løn og de pengene
du hadde laant mig. Og --"

Jeg tror at jeg ravet. "Kreditor!" brølte jeg. "Kreditor! Jeg er slet
ikke med i fallitten?"

"Nei," sa Jim. "Jeg vet det var hensynsløst --"

"Fanden i den hensynsløsheten! Læs der!" skrek jeg og dasket brevet
ned paa bordet foran ham. "Og rop din kone ind, og spis ikke dette
sølet" -- og jeg feiet det kolde kjøt ned i den tomme kamin -- "men
la os gaa og faa en champagnesouper. Jeg har vist spist, men jeg skal
gjerne spise ti ganger en slik kveld. Læs der, dit asen! Jeg er ikke
gal. Hør, Mamie," fortsatte jeg og aapnet døren til soveværelset,
"kom herut og la os være venner igjen, og kys Deres mand, og saa gaar
vi ut og fester som vi aldrig har gjort før. De hadde ret, Mamie, jeg
var rik hele tiden, men jeg visste det ikke."



TOLVTE KAPITEL.

Paa reise med rakkerfanten.


I løpet av den uke som jeg nu sammen med Jim og Mamie tilbragte i
Calistoga, var de begge saa venlige at la mig slippe for spørsmaal.
Mamie og jeg blev næsten likesaa gode venner som før, og Jim fik
hurtig sine klare og energiske øine igjen. Den fjerde dag hadde han
fundet ut at egnen hadde store muligheter, og før jeg reiste hadde
jeg kjøpt den lokale avis med trykkeri, underskrevet en kontrakt
om kompaniskap -- for paa anden maate vilde ikke Jim motta mine
penger -- og saaledes endda engang anbragt mig mellem hjulene i hans
maskineri.

Første kveld i San Francisco hadde jeg Nares hos mig til middag.
Hans solbrændte ansigt, hans originale væsen og tale gjenkaldte
den tid som knapt var omme og dog allerede syntes fjern. Gjennem
al musik og snak i spisesalen var det som jeg hørte brændingens
brøl og sjøfuglenes skrik rundt Midway. Saarene paa vore hænder var
endnu ikke læget, og her sat vi ved et virkelig utsøkt bord og drak
isavkjølet champagne.

"Ja, nu er ~Flying Scud~ begravet med alle sine gaader," sa jeg.
"Amen, og hvil i fred."

"Det tror ikke jeg, Dodd," sa Nares. "Der er nogen spektakler i
ovnen, og bakeren heter Bellairs. Han slog kloen i mig den dag vi kom
ind. Jeg kjendte ham efter Deres skildring, og jeg lot ham prøve at
pumpe mig. Han vet ikke saa litet og er forresten fuld av mistanke.
Det brygger op til ubehageligheter for nogen."

Det forundret mig at jeg ikke hadde tænkt paa dette før. Bellairs
hadde været bak kulisserne, han hadde kjendt Dickson, han visste om
mandskapets flugt, det var næsten utænkelig at han ikke skulde ha
mistanke, og hadde han det, saa vilde han sikkert prøve at slaa mynt
paa saken.

Og ganske rigtig, tidlig næste morgen hadde jeg manden hos mig. Efter
endel omsvøp foreslog han mig bent ut at vi skulde gaa sammen og dele
utbyttet.

"Gaa sammen om hvad?" spurte jeg.

"Tør jeg spørre om De reiste til Midway for Deres sundhets skyld?" sa
han.

"Det tror jeg ikke," svarte jeg.

"Nei," fortsatte han, "og De kan være viss paa at jeg ikke vilde
tat dette skridt uten at ha noget at støtte mig til. Paatrængenhet
hører ikke med til min karakter. Men De og jeg har den samme plan i
tanken. Hvis vi kan arbeide i fællesskap, saa stiller jeg til Deres
raadighet mit kjendskap til loven og en betydelig øvelse i vanskelige
underhandlinger av lignende art. Skulde De negte at samtykke, saa kan
jeg bli Dem en frygtelig og -- jeg beklager det selv -- kanske en
farlig konkurrent."

"Har De lært dette utenad?" spurte jeg gemytlig.

Der kom et truende glimt, men i næste øieblik var han igjen like
krypende. "Jeg kommer som ven," sa han, "og jeg tror De undervurderer
de oplysninger jeg sitter inde med. Jeg kan for eksempel si paa
dollaren hvor meget De har tjent eller rettere sagt tapt, og jeg vet
at De siden har hævet en stor anvisning paa London."

"Hvad slutter De av det?" spurte jeg.

"Jeg vet hvor den anvisning kom fra," ropte han og fór tilbake som om
han hadde vaaget et dristig angrep og straks angret det.

"Saa?" sa jeg.

"De glemmer at jeg var herr Dicksons fortrolige agent," forklarte
han. "De hadde hans adresse, herr Dodd. Vi to var de eneste som han
stod i forbindelse med her. De slutninger jeg trækker, er ganske
indlysende; De ser hvor aapent jeg optræder overfor Dem, De ser hvor
meget jeg vet, og De vil sikkert forstaa hvor meget bedre det var,
hvis jeg visste alt. I hvor høi grad jeg kan skade Dem, overlater jeg
til Dem selv at bedømme."

"Det skal jeg ogsaa bedømme selv," sa jeg. "De kan gjøre hvad De vil
for mig. Farvel."

Han kunde ikke skjule sin rasende skuffelse og forundring, og i
gangen fik han uten tvil et anfald av St. Veitsdans.

Jeg bragte paa det rene at sakføreren paa grund av mislig adfærd
netop hadde mistet sin bevilling, og denne opdagelse gjorde min uro
endda større. Jeg tænkte paa den ukjendte Carthew som hadde været
villig til at betale ti tusen pund for et vrak for at skjule en
hemmelighet, og nu hadde han dette rovdyr efter sig, en slyngel
uten penger og nu uten arbeide, offentlig stillet i gapestokken og
hadefuldt stemt mot hele verden. Disse tanker tynget mig hele dagen;
jeg undret mig paa hvor meget sakføreren visste, hvor meget han
gjettet sig til, og naar han vilde aapne angrepet.

Nogen av disse gaader har jeg aldrig faat opklaret. Carthews navn
lurte han vel ut av en matros paa ~Tempest~. Men da han fik adressen,
var jeg tilfældigvis i nærheten. Det gik slik til. En kveld spaserte
jeg i hotellets gaard, hvor musikken spilte. Et stykke borte opdaget
jeg Bellairs i samtale med en mand som jeg syntes jeg kjendte. En
portier gav mig det nødvendige vink. Den fremmede var en engelsk
marineofficer som var hjemsendt som syk fra Honolulu. Nu kjendte jeg
min ven løitnant Sebright.

Imidlertid var Bellairs forsvundet. Jeg gik bort til officeren.

"Vet De hvem det var De talte med, herr Sebright?" begyndte jeg.

"Nei," sa han, "er det noget galt med ham?"

"Det er en berygtet sakfører som nylig er blit fratat sin bevilling,"
sa jeg. "Jeg skulde ønske jeg hadde set Dem tidsnok. Jeg haaber De
ikke fortalte ham noget om Carthew."

Han blev rød op i panden. "Det gjør mig gruelig ondt," sa han,
"men han var høflig, og jeg ønsket at bli av med ham. Det var bare
adressen han bad om."

"Og De gav ham den?"

"Det gjør mig gruelig ondt, men jeg lot ham nok faa den."

"Gud tilgi Dem!" sa jeg bare og gik.

Dagen efter tok jeg mig en tur ut til sakførerens kontor. Jeg fandt
bare en gammel kone som laa og skurte trappen.

"Sakfører Bellairs?" sa hun. "Han reiste østover imorges."

Nu var saken klar. Bellairs var paa sporet, og jeg kom snart til den
beslutning at jeg endda engang vilde blande mig ind i Carthews og
~Flying Scuds~ historie. Samme kveld skrev jeg til Jim og sa farvel.
Derefter skrev jeg et brev til dr. Urquart og bad ham advare Carthew.

Ti dager efter stod jeg ombord i ~City of Denver~. Mit sind var nu
kommet i likevegt igjen. Jeg sa til mig selv at jeg vilde reise til
Paris og Fontainebleau for at bli kunstner igjen, og at jeg ikke
tænkte mere paa Carthew eller Bellairs, uten kanske med et smil over
min taapelighet. Den ene kunde jeg ikke hjælpe selv om jeg vilde, den
andre kunde jeg ikke finde og ikke stanse.

Men tilfældet var igjen efter mig, denne gang med et barokt
reiseeventyr. Min sidemand ved bordet den kveld var en Friscomægler
som jeg kjendte saa løselig. Jeg fandt at han var reist to dager før
mig, og at dette var den første baat som efter hans ankomst avgik
fra New York for Europa. To dager før mig, det betydde én dag før
Bellairs. Saa snart middagen var forbi, fik jeg fat i forvalteren.

"Bellairs?" sa han. "Nei, ikke paa første, det er jeg viss paa. Han
maa være paa anden. Listerne er ikke færdige, men -- hallo! Harry D.
Bellairs? Er det navnet? Jovist er han med."

Morgenen efter saa jeg ham paa fordækket. Han sat i en stol og hadde
et slitt pumaskind over knærne; han læste i en bok eller stirret ut
over havet. Nu og da snakket han med folk rundt sig; engang da et
barn faldt, tok han det op og trøstet det. Jeg forbandet ham i mit
hjerte; jeg var viss paa at baade boken og barnet og venligheten var
hjælpemidler i en teaterforestilling, og at han allerede snuste efter
sine reisefællers hemmeligheter. Jeg gad ikke gjøre noget for at
holde mig skjult for ham. Men han saa aldrig mot min kant, og først
om kvelden fik jeg vite at han hadde lagt merke til mig.

Jeg stod og røkte ved døren til maskinrummet, for luften var litt
skarp, da der løftet sig en stemme tæt ved mig i mørket.

"Undskyld, herr Dodd," sa den.

"Er det Dem, Bellairs?" svarte jeg.

"Bare et eneste ord. Deres reise med dette skib staar ikke i
forbindelse med vor samtale?" spurte han.

"Nei," sa jeg, og da han saa endnu nølte, var jeg saa høflig at
tilføie "God aften"; da sukket han og gik.

Dagen efter var han der igjen med stolen og pumaskindet, han læste
og saa ut over havet med samme vedholdenhet; idag var der ikke noget
barn at løfte op, men i stedet viste han sig opmerksom overfor en syk
kvinde. Der er ingenting som lettere fæstner mistanke end slik stadig
at iagtta en mand; tilslut kan han ikke pudse næsen sin uten at man
beskylder ham for hemmelige planer; jeg tok mig en tur forut for at
se paa kvinden. Det var en stakkars fattig, gammel, styg kone. Jeg
følte at jeg skyldte Bellairs enslags avbigt for mine uretfærdige
tanker, og da jeg saa at han stod ved rælingen, gik jeg bort til ham.

"De er vist meget glad i havet," sa jeg.

"Jeg blir aldrig træt av at se paa havet, herr Dodd. Dette er min
første atlanterhavstur. Jeg synes at det er en straalende oplevelse."
Og til min store forundring gav han sig til at citere Byron, og det
med kraft og følelse.

"De er glad i poesi ogsaa?" spurte jeg.

"Jeg læser meget," svarte han.

Og saa viste det sig at denne mand, som jeg trodde var en listig
skurk helt igjennem, eiet baade følsomhet og følelse.

Vi kom ofte i snak de følgende dager, og tilslut maatte jeg tilstaa
at jeg likte manden, hvor sterkt jeg end avskydde hans profession.
Stakkars djævel, der var ikke andet end skjælvende, nervøs svakhet
i ham, han var fuld av sentimentalitet, ikke blottet for evner, men
eiet ikke det som mod het. Hans kjækhet var fortvilelse, avgrunden
bak ham skræmte ham frem, han hørte til de mennesker som før dræper
et menneske, end de tilstaar at de har stjaalet en tiøre. Jeg er
viss paa at den kommende samtale med Carthew red hans fantasi som en
nattemare. Men han tænkte ikke paa at vike. Nødvendigheten skubbet
ham i ryggen, sulten, hans gamle fiende, hvisket i øret paa ham, og
jeg undret mig paa om jeg mest beundret eller mest avskydde dette
dirrende heltemod til ondt.

Hans liv hadde været sørgelig. Han var søn av en farmer i staten
New York. Faren blev ruinert og reiste vestover. Den sakfører
og pengeutlaaner som hadde ødelagt ham, følte kanske anger; som
enslags erstatning tilbød han at forsørge en av hans sønner. Det
blev Harry. Han gjorde sig nyttig paa kontoret, han samlet op nogen
stumper av fagkundskap, læste likt og ulikt, var et flittig medlem
av Unge mænds kristelige forening, og kunde gjerne været helten i
en søndagsfortælling. Hans vertindes datter blev hans onde skjæbne.
Han viste mig et fotografi av hende; det var en stor, vakker,
feiende, vulgær, pyntet pike uten karakter eller ømhet eller sjæl.
Den sykelige og beskedne gut bodde der i huset; naar hun ikke var
optat med andet, saa lekte hun med ham. Litt efter litt blev hun hans
dages lys og hans drømmes glæde. Han slet haardt, likesom Jakob, for
en hustru, han overgik sin chef i gløghet og paagaaenhet, han blev
forfremmet til førstekontorist, og opmuntret av hundrede friheter,
nedtrykt av tanken paa sin ungdom og sine skrøpeligheter, fridde han
samme kveld og fik bare latter til svar. Ikke et aar gik før hans
aldrende chef tok ham til kompagnon. Han fridde igjen og fik ja,
hadde i to aar et bekymringsfuldt egteskap, og fandt en morgen at
hans kone var rømt med en feiende handelsreisende og hadde efterlatt
til ham en vældig gjæld. Gjælden og ikke den handelsreisende var
nok den vigtigste grund til flugten; hun kunde ikke længer skjule
sine forpligtelser, hun var træt av Bellairs, saa tok hun den
handelsreisende som hun kunde tat en drosche. Dette slag gjorde
det av med hendes mand; hans kompagnon var død, han var nu alene
i forretningen, syk og nedtrykt, og gjælden hang som en klump om
foten hans; snart kom konkursen; han flygtet fra by til by og sank
stadig til mere lurvet praksis. Man skal huske at han hadde lært den
slags forretninger, hvor det bedste og største maal er at holde sig
nøiagtig paa lovens yderste grænse. Med denne fortid blev han nu som
en lutfattig fremmed drevet ut i storbyens hvirvel. Man kan ikke
undre sig over at utfaldet blev som det blev.

"Har De hørt fra Deres kone siden?" spurte jeg.

"Jeg er ræd De vil tænke daarlig om mig," sa han ynkelig.

"Har De tat hende til naade igjen?" spurte jeg.

"Nei, det har jeg dog for stor selvagtelse til at gjøre," svarte han,
"og jeg er heller ikke blit fristet til det. Hun synes likefrem at
ha faat antipati mot mig, og jeg tror dog at ingen kunde været mere
overbærende end jeg."

"Men De hører endnu fra hende?" spurte jeg.

"Jeg overgir mig til Dem, herr Dodd," svarte han. "Verden er meget
haard, og jeg har selv fundet det bitterlig haardt at leve. Hvor
meget værre da for en kvinde som, selv om det er hendes egen skyld,
er kommet i en saa uheldig stilling!"

"Med andre ord, De underholder hende."

"Jeg kan ikke negte det," indrømmet han. "Det har været en møllesten
om min hals. Men jeg tror hun er taknemmelig. De kan se selv."

Han rakte mig et brev. En klodset, uvidende skrift, men fiolet blæk
og fint rosa papir med monogram. Et taapelig, hjerteløst og graadig
brev med bøn og smiger.

"Hun er virkelig taknemmelig," sa han ivrig.

"Det er hun," sa jeg. "Har hun noget krav paa Dem?"

"Nei da, vi blev skilt," var svaret. "Jeg lot mig øieblikkelig skille
fra hende."

"Hvad slags liv fører hun nu?" spurte jeg.

"Det vet jeg ikke, herr Dodd, og jeg sætter min ære i ikke at vite
det."

Man vil se at jeg var glidd ut i en skjendig fortrolighet med den
mand som jeg var reist ut for at motarbeide. Min medynk for manden,
hans beundring for mig, og den fornøielse han fandt i mit selskap,
var de baand som jeg blev lænket med; dertil kom min ukritiske
interesse for alle sider av livet og den menneskelige karakter. Visst
er det ihvertfald at vi daglig tilbragte flere timer sammen, og at
jeg var næsten likesaa meget paa fordækket som i salonen. Denne
fortrolighet førte mig til en saa taapelig handlemaate, at jeg blir
rød naar jeg tænker paa det.

Vi kom til Liverpool en formiddag i tæt regn. Jeg hadde ingen planer,
bare ulyst til at la min skurk slippe bort; det endte med at vi tok
ind i samme hotel, spiste middag sammen, spaserte sammen gjennem de
vaate gater og gik i teater sammen. Jeg hadde den største moro av
hans naive og høitidelige kritik. Av barmhjertighet mot mig selv
overdriver jeg kanske den fornøielse hans selskap gav mig. Jeg
trænger alle mulige undskyldninger, naar jeg skal tilstaa at jeg gik
tilsengs uten at ha nævnt et ord om saken Carthew, men ikke uten
at ha avtalt en tur til Chester dagen efter. I Chester besøkte min
skurk og jeg alle seværdigheter. Mange dager i træk hadde vi nu
følge rundt til en række av Englands byer. Enhver som saa os, maatte
faa det indtryk at vi var to sedvanlige amerikanske turister. Hvem
skulde tænkt sig at den ene var en skurk som skalv for at nærme sig
handlingens sted, og den andre en hjælpeløs amatørdetektiv som ventet
paa at noget skulde hænde.

Der hændte ogsaa et par smaating, og de utfyldte min opfatning av
sakføreren, men til at beskytte Carthew kunde jeg ikke bruke dem.

I Gloucester tilbragte vi en søndag, og jeg foreslog at vi skulde gaa
til gudstjenesten i katedralen. Til min forundring hadde Bellairs
sin egen ~-isme~ som han var trofast mot, han lot mig gaa alene til
katedralen og stjal sig en øde vei til et eller andet Bethel eller
Ebenezer. Da vi møttes til lunch, spøkte jeg litt med ham, og han
blev nervøs.

"De behøver ikke at bruke omsvøp overfor mig, herr Dodd," sa han med
ett. "Si bare at De betragter mig som en hykler."

Jeg blev litt forvirret. "De vet hvad jeg mener om Deres profession,"
svarte jeg tamt.

"Undskyld at jeg forfølger spørsmaalet videre," sa han. "Hvis
De finder mit liv brødefuldt, vil De saa ha mig til at forsømme
naademidlerne? Fordi De synes at jeg feiler paa ett punkt, saa vil De
kanske at jeg skal gaa den onde vei i alle ting? Visselig, kirken er
for synderen."

"Bad De om velsignelse over Deres sidste foretagende?" snerret jeg.

Han fik et slemt anfald av St. Veitsdans, hans ansigt fortrak sig,
og øinene glimtet. "Jeg skal si Dem hvad jeg gjorde!" skrek han. "Jeg
bad for en ulykkelig mand og for en elendig kvinde som han prøver at
underholde."

Jeg kan ikke paastaa at jeg fandt noget svar.

Den andre lille hændelse var i Bristol. Jeg hadde mistet min
reisefælle av syne nogen timer. Fra denne utflugt kom han tilbake med
tykt mæle, slingrende skridt og en hvitkalket ryg. Jeg hadde halvt
ventet dette, men da jeg saa det, kunde jeg gjerne graatt. Alle slags
skrøpeligheter var stablet op paa den svake ryg -- huslig ulykke,
nervesygdom, et frastøtende ydre, tomme lommer, en sørgelig last.

Og fremdeles reiste vi sammen. Hver av os var ræd for at forlate den
andre, hver av os var ræd for at tale, eller visste ikke hvad han
skulde si. Vi drev som et skib uten ror, fra by til by drev vi, og
tilslut satte en liten lokalbane os av i Stallbridge-Minster, som var
den station som laa vort virkelige bestemmelsessted nærmest.

Mens vi som vanlig gjorde en runde i byen, tok regnet til at øse
ned. Vi vadet hjem til hotellet og sat resten av den eftermiddag og
lyttet til den piskende og hujende musik. To timer snakket jeg om
likegyldige ting og holdt samtalen møisommelig vedlike; to timer sat
jeg med en fast beslutning om straks at gjøre min pligt -- og jeg
utsatte det fra det ene øieblik til det næste. For at stramme mit mod
op bestilte jeg ved middagen noget mousserende vin. Den viste sig
at være gyselig, og jeg kunde ikke faa den ned; Bellairs, som hadde
omtrent saa meget smak som en kaalorm, tømte flasken. Vinen har
sikkert gjort ham het i hodet; sikkert har han ogsaa forstaat at vi
nu nærmet os en krise, og at jeg endnu samme kveld maatte ta aapent
standpunkt som hans fiende. Tilslut flygtet han. Middagen var forbi,
nu kom det øieblik da jeg hadde forpligtet mig selv til at bryte
tausheten. Ingen undskyldninger gjaldt nu længer. Jeg gik op efter
tobak, som jeg følte var ret og slet nødvendig i den foreliggende
situation, og da jeg kom ned igjen, var manden borte. Opvarteren sa
mig at han var gaat ut.

Hvad jeg saa ellers er, hidsig er jeg ikke. Jeg forfulgte ikke
Bellairs. Jeg tænkte at han var kjørt til Stallbridge-le-Carthew,
men jeg kjørte ikke efter. Jeg hadde ikke lyst til saa lang en tur
paa det uvisse i øsende regn. Efter at ha kjedet mig usigelig utover
kvelden og haanet mig selv for mit slette spil i hele denne taapelige
farce, fandt jeg ut at det var klokest at gaa tilsengs. Paa veien
op til mit værelse saa jeg i et glimt hvad jeg burde og skulde ha
gjort for længe siden -- nemlig skrevet til Carthew, fortalt hvad jeg
visste, git en skildring av Bellairs, og saa latt ham forsvare sig
eller flygte. Men nu var det for sent, og med den største selvforagt
kastet jeg mig i min seng.

Jeg aner ikke hvad klokken var, da jeg blev vækket av Bellairs, som
kom ind med et lys i haanden. Han hadde været fuld, for han var
tilsølet fra top til taa, men nu var han ædru. Han skalv av et heftig
sindsoprør, og flere ganger under den samtale som nu kom, brast han
pludselig ut i taarer.

"Jeg maa be Dem ikke harmes fordi jeg forstyrrer Dem paa denne
tid av natten," sa han. "Jeg forsvarer mig ikke, jeg har ingen
undskyldning, jeg har vanæret mig selv, jeg er blit retfærdig
straffet; jeg viser mig for Dem for at bønfalde Dem om at staa mig
bi, eller, Gud hjælpe mig, saa tror jeg at jeg mister min forstand."

"Hvad i alverden er nu galt?" spurte jeg.

"Jeg er blit røvet," sa han. "Jeg har ingenting at si til mit
forsvar, det var min egen feil, jeg er blit retfærdig straffet."

"Bevare mig," sa jeg, "hvem kan finde paa at røve nogen et slikt sted
som her."

"Det har jeg ingen mening om," svarte han. "Jeg aner det ikke. Jeg
laa fra mig selv i en grøft. Dette er nedværdigende for mig at maatte
bekjende; i selvforsvar kan jeg bare si at De kanske selv av bare
venlighet har nogen skyld for min skam. Jeg er ikke vant til saadanne
fyldige vine."

"Hvad slags penger var det?" spurte jeg. "Kanske kan vi komme paa
spor efter dem."

"Det var engelske sovereigns. Jeg vekslet i New York. Gud i himmelen,
hvor jeg hadde slitt for de pengene!"

"Det lyder ikke opmuntrende," sa jeg. "De kan jo gaa til politiet,
men det ser noksaa haabløst ut."

"Jeg haaber ingenting av politiet," sa Bellairs. "Mine haab, herr
Dodd, gjælder ene og alene Dem. Jeg kunde let overbevise Dem om at et
litet laan vilde være en udmerket pengeanbringelse, men jeg sætter
heller min lid til Deres gode hjerte. Vort bekjendtskap begyndte
paa en usedvanlig maate, men nu har De kjendt mig en tid, og vi har
været -- jeg kan næsten si fortrolige. Jeg har aapnet mig overfor
Dem som jeg har gjort overfor faa, og De har hørt venlig paa mig.
Det er grunden til at jeg tør vække Dem paa denne tid av natten. Men
tænk Dem i mit sted -- hvorledes kunde jeg sove -- hvorledes kunde
jeg faa drømme om at faa sove, i dette mørke av anger og fortvilelse!
Jeg hadde en ven i nærheten -- ja, det vovet jeg at tænke om Dem, og
jeg flygtet hit uvilkaarlig, likesom en druknende mand klynger sig
til et halmstraa. Disse uttryk er ikke overdrevne, de er matte mot
hvad jeg føler. Og husk hvor let De kan gi mig haab igjen, ja, min
fornuft igjen. Et litet laan som skal bli betalt tilbake efter Deres
ønske. Fem hundrede dollars vilde være rundelig." Han iagttok mig med
brændende øine. "Fire hundrede var nok. Jeg tror, herr Dodd, at jeg
med sparsomhet kunde greie mig med to."

"Og saa vil De betale mig tilbake av Carthews pung?" sa jeg. "De maa
ha mig undskyldt. Men jeg skal si Dem hvad jeg vil gjøre, jeg skal
følge Dem ombord paa en dampbaat, betale Deres reise helt til San
Francisco, og gi forvalteren femti dollars, som han skal la Dem faa
i New York."

Han slukte mine ord, hans ansigt var en brand av listig eftertanke.
Jeg kunde læse der, saa klart som i en bok, at han bare tænkte paa at
narre mig.

"Og hvad skal jeg gjøre i San Francisco?" spurte han. "Jeg har mistet
min bevilling, jeg har ikke arbeide, skal jeg tigge? Og De vet at jeg
ikke staar alene," tilføiet han; "andre er avhængige av mig."

"Jeg skal skrive til Pinkerton," svarte jeg. "Jeg er viss paa at han
kan hjælpe Dem til en post, og i mellemtiden, indtil tre maaneder
efter Deres ankomst, skal han hver første og femtende utbetale til
Dem personlig femogtyve dollars."

"Herr Dodd, jeg kan neppe tro at De mener dette tilbud alvorlig,"
svarte han. "Har De glemt sakens omstændigheter? Vet De at disse
mennesker er de rikeste i denne del av landet? Jeg hørte nogen
snakke om dem i saloonen inat. Deres formue maa beløpe sig til mange
millioner dollars bare i faste eiendomme, og De tilbyr mig nogen faa
hundrede dollars i stikpenger."

"Det er ikke stikpenger, det er en almisse, herr Bellairs," svarte
jeg. "Jeg gjør ingenting for at hjælpe Dem i Deres motbydelige plan,
men jeg ønsker ikke at De skal sulte."

"Gi mig da bare et hundrede dollars, og la gaa med det," ropte han.

"Jeg skal gjøre det jeg har sagt, hverken mere eller mindre."

"Vogt Dem!" skrek han. "De handler som en taape, De vinder en fiende
og ingenting andet, det advarer jeg Dem om." Og igjen slog han over.
"Sytti dollars, bare sytti dollars, i naade og barmhjertighet. De har
et godt hjerte. Tænk paa min stilling, husk min ulykkelige kone."

"De skulde tænkt paa hende før," sa jeg. "Jeg har sagt mit sidste
ord, og jeg ønsker at sove."

"Er det Deres sidste ord? Jeg ber Dem overveie begge sider, min
ulykke, Deres egen fare. Jeg advarer Dem, jeg bønfalder Dem, overvei
det grundig før De svarer," slik halvt bad og halvt truet han med
foldede hænder.

"Mit sidste ord," sa jeg.

Da foregik der en skrækkelig forandring med ham. I den storm av sinne
som nu rystet ham, kom bundfaldet av hans rus igjen til overflaten;
hans ansigt blev forvridd, hans ord vanvittige av raseri, og et
anfald av St. Veitsdans vrængte hans bevægelser.

"De vil kanske tillate mig at si Dem min likefremme mening," begyndte
han, tilsynelatende rolig, i virkeligheten glødende av raseri. "Naar
jeg er en forklaret helgen, saa skal jeg se Dem hyle efter en draape
vand og juble over at se Dem. Deres sidste ord! Jeg slænger det i
ansigtet paa dig, din spion, din falske ven, fete hykler som du er!
Jeg avskyr dig, jeg avskyr dig, jeg spytter paa dig! Jeg er paa
sporet, hans spor, dit spor, jeg lugter blod, jeg skal krype efter
det, jeg skal sulte for at følge det! Jeg skal jage dig tildøde, jage
dig, jage dig tildøde! Hvis jeg var sterk, saa skulde jeg rive dine
indvolde ut, her i dette værelse -- rive dem ut -- jeg skulde rive
dem ut! Fanden, fanden, fanden! Du tror jeg er svak! Jeg kan bite,
bite dig tilblods, bite dig, ødelægge dig -- -- -- --"

Slik raste han uten vet, da scenen blev avbrutt av verten og nogen
tjenere som kom ind i natlige kostymer. Til dem overgav jeg den
vanvittige.

"Faa ham ind paa sit værelse," sa jeg, "han er bare fuld."

Det sa jeg, men jeg visste bedre. Efter hele mit studium av herr
Bellairs var der dog blit en opdagelse igjen til det sidste øieblik
-- hans latente og uhelbredelige galskap.



TRETTENDE KAPITEL.

Stallbridge-le-Carthew.


Længe før jeg vaaknet var sakføreren forsvundet, og hadde
efterlatt sig sin ubetalte regning. Jeg visste hvor han var gaat
hen, jeg maatte følge, og ved titiden kjørte jeg avsted til
Stallbridge-le-Carthew.

Mens jeg kjørte tænkte jeg paa den voldsomme scene om natten. Jeg
hadde faat en anden opfatning av den mand jeg forfulgte. Jeg tænkte
om ham som nu var ute i sit farlige erende, at han ikke vilde la sig
stanse, hverken av frygt eller fornuft. En sjakal hadde jeg kaldt
ham, men han var heller en gal hund. Formodentlig vilde han springe,
ikke gaa, og mens han sprang, saa kanske hylte og fraadet han; om den
store kinesiske mur reiste sig tvers over hans vei, saa gik han løs
paa den med neglene.

Veien hadde ført over en bakke, og gik nu steilt nedover til
bunden av dalen. Saa løp den mellem indgjærdede marker og hele
tiden i skygge av trær. Langt om længe fik jeg det første glimt av
herresætet inde i en tæt park. Der var vand med mange svaner, der var
pragtfulde, gammeldagse blomsterhaver, høie parkmure, en fornem allé
frem til huset. Dette laa paa en terrasse; façaden hadde over seksti
vinduer. Det var umulig ikke at se med forundring paa et sted som
var blit til gjennem saa mange generationer, hadde kostet saa mange
tons myntet guld, og blev holdt istand av saa stor en tjenerflok. Men
overalt var det stille, jeg saa forgjæves efter nogen gartner, jeg
lyttet forgjæves efter lyd av arbeide. Selv det lille vertshus som
klynget sig op til porten, holdt likesom pusten i ærefrygt for sin
store nabo.

"Carthews vaaben," det lille, meget hyggelige vertshus, var bare et
appendiks til den familie hvis navn det bar. Portrætter i kobberstik
av hedengangne Carthew'er prydet væggene, og saa vidt jeg husker,
var der ikke andre billeder i dette fornemme vertshus. Det forundret
mig ikke at høre at verten var en exkjeldermester, vertinden en
exkammerpike fra det store hus.

Jeg fandt ut at det var uhøflig at komme til vertshuset og la være
at se hallen. Det var ogsaa min pligt at fodre svanerne, hilse paa
paafuglene, og beundre de to verker av Rafael. Denne slegt som aldrig
hadde udmerket sig, og som efter portrætterne at dømme var slap og
sløv, den eiet virkelig to malerier av Rafael. Jeg var ikke saa dum
at gjøre motstand, for jeg kunde ha bruk for velvilje før jeg var
færdig, og jeg fik straks min løn i to vigtige nyheter. Den første
var at Norris Carthew var ute og reiste, den anden at der hadde
været en fremmed før mig den dag, og at han allerede hadde set de
forskjellige kuriositeter.

"Ja," sa undergartneren, som var min fører, "en amerikansk gentleman
var det. Det vil si, jeg vet ikke rigtig om det var netop en
gentleman, men meget høflig det var han."

Det lot til at han hadde været saa høflig at vise sin beundring med
mange superlativer. "Men det var naturlig at han interesserte sig
for stedet," sa min fører, "for herr Carthew hadde været venlig mot
ham over i Amerika. Han var svært taknemmelig og ualmindelig glad i
blomster."

Dette hørte jeg med stor forundring. For nogen faa timer siden hadde
jeg set manden som en ren galehuskandidat; han var pengelæns i et
fremmed land, sandsynligvis var han gaat uten frokost. Norris' fravær
hadde været et knusende slag for ham; manden skulde altsaa ha været
sort fortvilet. Og nu hørte jeg at han var i sit bedste humør, hadde
smigret og beundret, lugtet paa blomster og talt som en bok. Denne
karakterstyrke forbløffet mig.

"Dette er underlig," sa jeg til undergartneren, "jeg har selv den
fornøielse at kjende herr Carthew, og jeg tror ikke nogen av vore
venner der vestfra har været i England. Hvem kan denne mand være? Det
kunde ikke -- nei det er umulig at han har vovet. Han het vel ikke
Bellairs?"

"Jeg hørte ikke navnet hans. Vet De noget mot ham?" brøt min fører ut.

"Ja," sa jeg, "Carthew vilde sikkert ikke ha sluppet ham ind."

"Gud trøste mig," sa gartneren. "Han talte saa vakkert ogsaa, jeg
trodde det var enslags skolelærer. Kanske det var bedst om De gik
straks til herr Denman? Jeg viste ham til Denman da vi hadde set alt
hernede. Denman er vor kjeldermester," tilføiet han.

Dette forslag var velkomment. Vi avbrøt rundturen og gik en benvei
til baksiden av huset.

Med ett stanset min fører mig.

"Den høivelbaarne lady Ann Carthew," hvisket han. Jeg saa over hans
skulder og fik øie paa en gammel dame som med en stok humpet bortover
havestien. Hun maatte ha været overordentlig vakker i sin ungdom, og
trods sin haltende gang hadde hun en usedvanlig og næsten truende
værdighet. Tungsind var præget i hvert træk, og hendes øine likesom
stirret ind i ulykke.

"Hun saa trist ut," sa jeg, da hun var humpet forbi.

"Det er heller ikke rart," sa gartneren. "Den gamle herr Carthew
døde for knapt et aar siden, lord Tillibody, hendes naades bror, to
maaneder efter; saa kom det sørgelige ulykkestilfælde med den unge
herr Carthew, han kom avdage paa jagten, og han var hendes naades
yndling. Herr Norris har aldrig staat høit i gunst hos hende."

"Det har jeg hørt," sa jeg deltagende. "Du store verden, saa trist!
Men er det ikke anderledes nu, efterat Carthew er kommet hjem?"

"Aa nei, det er heller værre end nogensinde. Da herr Norris kom,
saa lot det til at hun blev glad ved at se ham, og vi var alle
fornøiet, for alle som kjender den unge herre, kan ikke andet end
like ham. Men det varte ikke længe. Samme kveld hadde de en samtale,
og de blev vist uvenner. Hendes naade tok svært paa vei, det var som
i gamle dager, men endda værre. Og morgenen efter saa reiste herr
Norris igjen. 'Denman, jeg kommer aldrig igjen,' sa han og tok ham i
haanden. Men jeg skulde ikke sagt alt dette til en fremmed," sa han
med en pludselig frygt for at han var gaat for vidt.

Han hadde ogsaa fortalt mig meget, og meget som han ikke forstod
selv. Den kveld Carthew var kommet hjem, hadde han fortalt sin
historie; den gamle dame hadde noget mere end dødsfald at sørge over:
blandt de billeder hun saa, naar hun gik slik stirrende bortover
stien, var et av Midway Island og ~Flying Scud~.

Denman blev litt forvirret da han hørte mine spørsmaal. Han
underrettet mig om at Bellairs allerede var gaat.

"Jeg skal si Dem at det ikke var for at se huset han kom," sa jeg.
"Og hvad det saa var, saa har han opnaadd det han vilde. Det var
uheldig at jeg ikke skulde finde herr Carthew hjemme. Hvad er hans
adresse for øieblikket?"

"Herr Carthew er paa reise," svarte Denman tørt.

"Bravo!" ropte jeg. "Jeg la en fælde for Dem der, herr Denman. Nu
behøver jeg ikke at spørre; jeg vet at De ikke gav den fremmede
adressen."

"Nei, det gjorde jeg ikke," sa kjeldermesteren.

Men jeg følte mig viss paa at Bellairs hadde hat større held med sig
end jeg; ellers vilde han endnu været her og dyrket herr Denman.

Jeg slap ikke for at bli ført gjennem hele det vældige hus, og
mens jeg saa paa de pragtfulde værelser, tænkte jeg hele tiden
paa Bellairs. Ved hvilket lykkelig tilfælde hadde han opsnappet
adressen? At han ikke hadde kunnet spørre sig til den, var jeg
overbevist om. Jeg trængte et lignende held. Ellers -- ellers fik
han fat i sit bytte, og da maatte de store eker falde, malerierne av
Rafael bli spredt, huset leiet ut til en eller anden opkomling, og
det gamle navn, som hadde en saa sterk klang i fem-seks prestegjeld,
svinde bort til bare et minde. Alt dette avhang nu av mig. Hvad
Bellairs hadde gjort, maatte jeg ogsaa gjøre. Tilfælde eller list,
list eller tilfælde -- jeg tænkte og tænkte.

Og med de samme tanker kom jeg tilbake til vertshuset. Ifølge min
beslutning om at holde mig tilvens med alle mennesker glattet jeg
øieblikkelig ansigtet og sa tak til en indbydelse om at spise
middag med familien. Jeg satte mig altsaa tilbords med herr Higgs,
exkjeldermesteren, fru Higgs, exkammerpiken, og frøken Agnes Higgs,
en syvaaring med viltert haar. Samtalen fløt i det uendelige rundt
det store hus og den høie familie. Steken, puddingen og sheddarosten
kom og gik, og endnu flommet strømmen som før. Fire generationer av
Carthew-slegten var blit drøftet, og vi hadde latt herr Henry omkomme
paa jagten og begravet ham i midten av et helt sørgende grevskap, før
det lykkedes mig at bringe min fortrolige ven herr Norris paa bane.
Straks blev exkjeldermesteren diplomatisk og exkammerpiken følsom.
Norris lot til at ha været den eneste i familien som overhodet hadde
vist nogen egenskaper, og hans maal, stakkars fyr, hadde nærmest
været at gaa fanden i vold. Han var ikke stor gutten, før hestefoten
stak frem. Han var ikke nogen rigtig Carthew, han viste smak for
slette fornøielser og slet selskap, røvet fuglereder sammen med en
staldgut før han var elleve aar, og da han var tyve og burde ha
tat litt hensyn til sin familie, saa drev han med en ransel paa
ryggen hele grevskapet rundt, tok skisser og slog sig ned paa simple
vertshuse. Han eiet ikke stolthet, hørte jeg, han blev venner med
hvemsomhelst, og jeg fik en litt saarende hentydning til at det
kanske var dette karaktertræk hos helten som jeg skyldte mit eget
bekjendtskap med ham. Desværre var herr Norris ikke bare en underlig
skrue, han var desuten en ranglefant. Ved universitetet husket man
endnu hans gjæld, og endda bedre husket man de høist humoristiske
omstændigheter da han blev relegeret. "Han var spøkefuld av sig,"
forklarte fru Higgs.

Men først da han kom ind i diplomatiet, begyndte kjedeligheterne for
alvor. "Det var saan en skrækkelig gjæld," sa exkammerpiken. "Og
tænk, hele tiden var han den peneste og snildeste unge herre som De
kunde se for Deres øine."

"Da herr Carthew fik høre om gjælden, saa blev der et fælt opstyr,"
fortalte Higgs. "Det ringte, og jeg gik ind selv, for jeg trodde det
var kaffen. Der stod herr Carthew. 'Higgs,' sier han og peker med
stokken, for han hadde en tur av gigten sin, 'gi besked om jagtvognen
øieblikkelig til denne min søn som har bragt vanære over sig.' Herr
Norris sa ingenting, han sat bare og lutet med hodet og rørte ikke
paa sig. De kunde puffet mig overende med et halmstraa," sa Higgs.

"Hadde han gjort noget rent galt?" spurte jeg.

"Nei da, herr Dodsley!" sa fruen -- hun hadde opfattet mit navn slik.
"Han har aldrig gjort noget rigtig galt i hele sit syndige liv. Det
var stor skam det hele. Ikke det mindste andet end partiskhet."

"Naa, naa!" sa kjeldermesteren advarende.

"Aa, jeg bryr mig ikke om dig," svarte fruen. "Du vet selv det er
sandt, Higgs, og det vet allesammen."

Mens jeg fik disse oplysninger og meninger, forsømte jeg ingenlunde
barnet. Hun var ikke meget tiltalende, men heldigvis hadde hun
naadd en bestikkelig alder. For en shilling i haanden, sixpence i
sparebøssen, og en amerikansk gulddollar som jeg fandt i lommen,
kjøpte jeg hende med hud og haar. Hun erklærte at hun vilde følge mig
til verdens ende, og saa snart middagen var forbi, kløv hun op paa
mit fang for at vise mig sin store skat, et frimerkealbum som hun
hadde faat av onkel William.

Det er faa ting som jeg avskyr hjerteligere end gamle frimerker.
Men det lot til at jeg skulde tilbringe den dag med at se paa
kuriositeter, og jeg fandt mig ydmygt i min skjæbne. Til min
forundring var boken ikke daarlig fyldt, saa onkel William maa
sagtens ha begyndt paa samlingen selv. Der var de forskjellige
engelske pennymerker, russiske med det farvede hjerte, ganske
ulæselige Thurn-und-Taxis, de trekantede fra Kap, vestaustralske med
svanen, det seilende skib fra Guiana. Paa alle disse saa jeg med
døsige øine, somme tider sovnet jeg vist ogsaa, og formodentlig var
det i et saadant øieblik at jeg mistet albumet, og at der faldt ut en
mængde "dubletter", som de vist heter.

Og her var mot al sandsynlighet det lykkelige tilfælde kommet, for da
jeg galant plukket dem op, saa studset jeg over det uforholdsmæssig
store antal av franske 25 centimes merker. Der maatte være nogen som
skrev hyppig fra Frankrike hit til Stallbridge-le-Carthew. Kunde det
være Norris? Paa et merke fandt jeg bokstavet C, paa et andet kom jeg
til C H; men ellers var stemplet ikke til at læse paa noget merke. Og
da fjerdeparten av Frankrikes byer begynder med "chateau", saa var C
H en meget utilstrækkelig ledetraad.

Her kom fru Higgs mig uventet til hjælp. Hvis den fremmede var saa
interessert for frimerker, sa hun, og betragtet mig vist som en
monoman i dette stykke, saa burde han se herr Denmans album. Herr
Denman hadde samlet i firti aar, og hans samling var værd mange
penger. "Agnes," sa hun, "spring over til herr Denman og si at her er
en fremmed som gjerne vilde se frimerkerne hans."

"Gjerne dubletterne ogsaa," ropte jeg, "saa kunde vi bytte."

En halv time efter kom herr Denman selv anstigende med et uhyre av et
album under armen.

"Ja, herr Dodsley," sa han, "da jeg hørte at De selv var samler, saa
gik jeg fra alt. For det sier jeg at alle frimerkesamlere er likesom
frimurere."

Om dette er sandt, vet jeg ikke; men der er ikke tvil om at man
sætter sig selv i en vanskelig stilling naar man falskelig gir sig ut
for samler.

"Ah, her er den andre serien!" kunde jeg si efter at ha raadført mig
med teksten ved siden av. "Det røde -- nei det lilla mener jeg --
ja det er pragtstykket. Skjønt naturligvis, det er som De sier,"
skyndte jeg mig, "dette gule paa det tynde papir er det sjeldneste."

Jeg vilde snart blit avsløret, hvis jeg ikke i selvforsvar hadde
traktert herr Denman med hans yndlingsdrik -- en saa fortræffelig
portvin at den aldrig kunde være modnet i vertshusets kjelder, men
sikkert en mørk nat var bortført dit fra hvælvingerne i det store
hus. Hver gang herr Denman spurte mig om min mening, saa skyndte jeg
mig at fylde hans glas, og da vi kom til dubletterne, var han ikke
længer farlig. Gud forbyde at jeg skulde si han var beruset; men hans
øine var stive, og han snakket uten stans.

Ogsaa blandt herr Denmans dubletter var der mange av de franske 25
centimes merker. Jeg stjal mig til at undersøke dem. Jeg fandt igjen
C og C H i stemplet; derefter fulgte et A, og i slutten av ordet et
Y. Navnet forekom mig kjendt, men jeg kunde ikke gjette mig til de
manglende bokstaver. Endelig kom jeg over et merke med et tydelig L
foran Y, og paa et øieblik hadde jeg hele ordet. Chailly, det var
navnet, Chailly-en-Bière, byen i selve Barbizon -- ah, det var det
rette sted at gjemme sig -- det var det rette sted for Norris, som
hadde trasket gjennem England for at ta skisser -- det rette sted for
Goddedaal som hadde efterlatt en paletkniv paa ~Flying Scud~. Bare
merkelig, at mens jeg drev England rundt sammen med Bellairs, saa
ventet Norris mig paa selve det sted som var mit egentlige maal.

Om herr Denman har vist sit album til Bellairs, og om Bellairs
likesom jeg fandt adressen ved hjælp av et frimerke, det faar jeg
aldrig vite, og det var ogsaa likegyldig. Vi stod likt nu; mit hverv
her var fuldbragt, min interesse for frimerker døde skamløst hurtig,
den forbausede Denman blev bukket ut, jeg bestilte min vogn og
fordypet mig i togtabellen.



FJORTENDE KAPITEL.

Ansigt til ansigt.


Jeg faldt ned i Barbizon ved totiden en dag i september. Det er den
døde tid paa dagen; alle de flittige er ute og maler, og de dovne
driver omkring i skogen eller paa sletten, den bugtede landevei er
tom og øde og vertshuset forlatt. Des mere glædet det mig at finde en
av mine gamle kamerater i spiseværelset; hans byklær avmerket at han
skulde reise, og haandkufferten laa ved siden av ham paa gulvet.

"Hvad, Stennis," ropte jeg, "du er den sidste jeg ventet at finde
her."

"Du vil ikke finde mig her længe. For slike antikviteter som os duer
ikke denne kroken længer."

"Er her ingen gjenlevende?" spurte jeg.

"Fra vor geologiske periode? Ingen."

Saa faldt vi i snak om gamle dager. Vi var begge litt rørt over saa
uventet at møtes her, hvor vi før hadde hatt saa mange lystige ture
-- og nu begge allerede saa forandret.

"Hvad slags beduiner er det som har leiret sig mellem ruinerne?"
spurte jeg.

"Ungdom, Dodd, bare fordømt, genert ungdom. For nogen krybdyr! At
tænke sig at vi har været slik."

"Kanske var vi ikke saa gale," sa jeg.

"Bli ikke trist," sa han. "Vi var da ihvertfald angelsaksere begge
to, og det eneste undskyldende træk nu er det samme."

Tanken paa den mand jeg søkte, vaaknet igjen. "Fortæl mig om ham!"
ropte jeg.

"Hvem? det undskyldende træk? Aa, det er en meget tiltalende fyr,
litt slap i fisken og fin, men virkelig tiltalende. Han er britisk
helt gjennem, den naive britte. Kanske er han det altfor meget for
dine transatlantiske nerver. Men forresten burde du komme godt ut
av det med ham, for han beundrer det allerfæleste av alt fælt i den
store republik; han læser store dynger av amerikanske aviser. Jeg sa
han var naiv."

"Hvad er det for nogen aviser?" spurte jeg.

"San Francisco aviser," svarte han. "Han faar en haug av dem to
ganger om uken og studerer dem som bibelen. Det er en av hans
svakheter, men han har ogsaa én til, han er vældig rik. Han har
tat Massons gamle atelier -- husker du det? Og det har han møblert
uten tanke paa pengene. Der bor han omgit av dyre vine og kunst.
Naar denne Madden følger ungdommen paa utflugter, har han en kurv
champagne med. Han er meget snild og meget melankolsk og noksaa
hjælpeløs. Ja, og saa har han endda en svakhet. Han maler. Han har
aldrig lært noget, og han er over tredive, og han maler."

"Hvorledes?" spurte jeg.

"Ikke daarlig," var svaret. "Det er det rareste. Her kan du forresten
se selv."

Jeg gik hen og saa paa billederne rundt væggen. Der var alle de gamle
og nogen nye som var kommet efter min tid. Jeg stanset ved et av dem,
et billede som var plumpt gjort, mest med paletkniven, farven nogen
steder udmerket, andre steder bare som lere. Men det var selve scenen
og ikke kunsten eller mangelen paa kunst som jeg saa paa. Forgrunden
var sand og krat og vrakstumper, mellemgrunden en lagune, lukket inde
av en mur av brændinger, bak den en blaa strime av havet. Himmelen
var skyfri, og jeg kunde høre braattenes torden. For stedet var
Midway Island.

"Ja," sa jeg, "der er noget godt ved det. Hvad er det?"

"Et fantasistykke," svarte han. "Derfor liker jeg det. I vor tid er
der faa som har saa pas fantasi som en havesnegl."

"Madden sa du jo han het."

"Madden," gjentok han.

"Har han reist meget?"

"Det aner jeg ikke. Han er yderst litet autobiografisk. Han sitter og
røker og smaaler, og somme tider spøker han litt. Men mest tiltaler
han mig, fordi han ser ut som og er en gentleman."

"Har han store, blonde bakkenbarter likesom hugtænder?" spurte jeg og
tænkte paa fotografiet av Goddedaal.

"Slet ikke. Hvorfor da?"

"Skriver han mange breve?" fortsatte jeg.

"Gud vet. Men hvorfor tar du saa paa vei?"

"Jeg tror jeg kjender manden," sa jeg. "Jeg har lett og spurt efter
ham. Jeg tror det er min bror som er blit borte for længe siden."

"Ikke tvillinger, i hvertfald," svarte Stennis.

Og saa kom en vogn kjørende frem utenfor vertshuset, og han sa farvel.

Helt til middag spaserte jeg om paa markerne, fyldt av uro og
utaalmodighet. Det mørknet da jeg gik tilbake, og da jeg kom ind, var
lamperne tændt, suppen blev servert, og værelset summet av latter og
snak. Jeg tok plads og fandt at jeg sat tvers overfor Madden. Han
var over seks fot høi og velbygget, haaret var mørkt med sølvstænk,
øinene mørke og venlige, munden meget elskværdig; tænderne skinnende,
linned og hænder udadlelige; engelske klær, engelsk stemme og engelsk
væsen -- manden skilte sig sterkt ut fra selskapet. Allikevel
følte han sig hjemme her, og det saa ut som han nød en viss rolig
popularitet blandt de støiende gutter. Han hadde en underlig fnisende
latter som lød nervøs selv naar han virkelig moret sig, og som stemte
daarlig med hans høie skikkelse og mandig melankolske ansigt.

Jeg var ræd for at se paa ham, jeg tænkte at mit blik vilde røbe
min ophidselse, og tilfældet var mig saa gunstig at vi snart blev
forestillet paa en naturlig maate. Mit første nip av Château Siron,
en portvin som jeg længe hadde staat i kjølig forhold til, drev mig
til et utrop.

"Nei den gaar ikke an!" ropte jeg paa engelsk.

"Noget græsselig søl, hvad?" sa Madden paa samme sprog. "Tør jeg be
Dem prøve min. De kalder den chambertin, og det er det ikke, men den
smaker ganske godt, og her i huset findes ingenting som er til at
drikke."

Jeg takket; altsammen gik an, naar det bare banet vei til at lære
manden at kjende.

"Deres navn er Madden," sa jeg. "Min gamle ven Stennis fortalte mig
om Dem da jeg kom."

"Ja. Det var kjedelig han reiste. Jeg føler mig som en bedstefar
blandt disse guttene," svarte han.

"Mit navn er Dodd," fortsatte jeg.

"Det har jeg hørt av madame Siron," sa han.

"Dodd, fra San Francisco. Tidligere av Pinkerton og Dodd."

"Montana Block?" sa han.

"Netop," sa jeg.

Ingen av os saa paa hinanden.

"Det er et pent billede De har der," fortsatte jeg. "Forgrunden er
kanske lit leret, men lagunen er udmerket."

"De burde jo vite det," sa han, og der kom en ny pause.

"De kjender vist en mand som heter Bellairs?" begyndte han igjen.

"Aa!" brøt jeg ut. "De har hørt fra doktor Urquart?"

"Netop idag," svarte han.

"Naa ja, det haster ikke med Bellairs," sa jeg. "Det er en lang og
noksaa taapelig historie. Men jeg tror vi har en god del at fortælle
hverandre, og kanske var det bedst at vente til vi blev mere for os
selv."

"Det mener jeg ogsaa," sa han. "Disse fyrene skjønner nok ikke
engelsk, men vi vil ha det hyggeligere hos mig."

"Bare et spørsmaal," sa jeg. "Kjender De min stemme igjen?"

"Deres stemme?" gjentok han. "Hvorledes da? Jeg har aldrig hørt den
før."

"Vi har allikevel talt med hverandre en gang før," sa jeg, "og jeg
gjorde Dem et spørsmaal som De ikke svarte paa, og som jeg siden med
tusen ganger større grund har kunnet rette til mig selv."

Han bleknet pludselig. "Du store Gud!" sa han, "er De den mand i
telefonen?"

Jeg nikket.

"Ja ja," sa han, "det vil holde haardt at tilgi Dem det spørsmaal.
For nogen nætter jeg har hat! Den lille hvisken har plystret i øret
mit hver dag siden. Hvem kunde det være? Hvad kunde det bety? Jeg
tror det har pint mig værre end -- end det andre." Han tidde og drak
sit glas langsomt ut.

"Vi kunde gjerne drevet hverandre til galskap med disse gaaderne," sa
jeg. "Jeg har ofte tænkt at hodet mit maatte ryke."

Carthew lo sin fnisende latter. "Og endda var det hverken Dem eller
mig som fik den værste gaaden," sa han.

"Hvem da?" spurte jeg.

"Assurandørerne," sa han. "De skjønte ingenting av det. At ikke de
mistet forstanden, det er den største gaade for mig."

Middagen var ikke før forbi, saa tok han mig med til sit atelier.
Han hadde nogen forbløffende billeder -- en Rousseau, en Corot, en
Whistler og andre. Værelset var hyggelig og vakkert møblert; slik
luksus var et særsyn i Barbizon.

"Her kan vi være i fred," sa han. "Sæt Dem og fortæl mig hele Deres
historie."

Jeg gjorde det, begyndte med den dag da Jim viste mig notisen i
~Daily Occidental~, og sluttet med frimerkealbumet og Chaillymerket.
Det tok lang tid, for Carthew var umættelig efter enkeltheter, og den
gamle ottedagsklokken i hjørnet hadde slaat tolv slag, før jeg var
færdig.

"Og nu er det min tur," sa han. "Jeg har en fæl historie at fortælle.
De vil undre Dem over at jeg kan sove. Jeg har fortalt den en gang
før, herr Dodd."

"Til lady Ann?" spurte jeg.

"Ja," sa han, "og sandt at si saa hadde jeg svoret aldrig at fortælle
den igjen. Men De har jo enslags ret, De har betalt dyrt for den, det
vet gud."

Med det begyndte han. En ny dag hadde dæmret og hanerne gol i
landsbyen da han sluttet.



FEMTENDE KAPITEL.

Den forstøtte søn.


~Singleton Carthew~, Norris' far, var svært bygget og svakt utstyrt
med livskraft, ømfindtlig som en musiker, træg som et faar og
samvittighetsfuld som en hund. Han opfattet sin stilling alvorlig,
ja høitidelig; de lange saler, de tause tjenere var i hans blaa øine
likesom ceremonier i en religion, hvor han var den menneskelige
gud. Han hadde den dumme mands utaalsomhet for dumhet hos andre,
den forfængelige mands skræk for at hans egen svakhet skulde bli
avsløret. Og paa begge maater ærgret og fornærmet Norris ham. Han
trodde at hans søn var en dumrian, og han mistænkte sin søn for at
gjengjælde denne kompliment med renter. Deres samvær hadde en meget
enkel historie; de møttes sjelden, de trættet ofte. For sin mor, en
heftig, haard, praktisk kvinde, som allerede følte sig skuffet av sin
mand og sin ældste søn, var Norris bare en ny skuffelse.

Guttens feil betydde dog ikke stort; han var bare forknyt,
fredsommelig, passiv, blottet for ærgjerrighet og energi. Livet
hadde ikke megen tiltrækning for ham, han saa paa det som en underlig
og langtækkelig forestilling, den moret ham ikke, og han følte sig
ikke fristet til at overta nogen rolle. Det undret ham at se paa sine
forældre og sin bror, han syntes de gjorde sig overflødig møie for
saa mange ting; for ham var ikke en eneste ting nødvendig. Han var
født desillusionert, verdens løfter vækket ikke ekko i hans bryst,
arbeide og ry var for ham tomme ord. Han var glad i friluftsliv og
i kameratskap, men var like godt kamerat med den ene som med den
andre, de tjente bare som botemiddel mot ensomheten. Og han hadde
sans for billedkunst. En rad av vakre malerier saa paa hans barndom,
hans slegt hadde paa sin vis været kunstelskere, Norris blev den
første som selv holdt blyanten. Denne lyst hos ham blev sterkere og
sterkere, og dog lot han sig tvinge næsten uten kamp. Den tid kom da
han skulde reise til Oxford, og han gjorde bare svak motstand. Han
var dum, sa han, det nyttet ikke at presse ham gjennem trædemøllen,
han ønsket at bli maler. Disse ord rammet hans far som et lyn, og
Norris skyndte sig at gi efter.

Til Oxford gik han, lydig og haabløs, og i Oxford blev han helten
i sin egen kreds. Han var rap og behændig, flink i mange slags
sport, naar han bare gad, og hans merkelige melankolske ensomhet gav
ham en plads for sig. Han bestemte moden i sin klik. Misundelige
venner prøvde at parodiere hans uskrømtede mangel paa livslyst og
frygt; det var en slags ny-byronisme, men roligere og værdigere.
"Ingenting betydde noget," det var hovedformelen. Skjønt han
altid mente at være høflig, kunde han virke yderst utfordrende paa
college-autoriteterne. Hans likegladhet skar som uforskammethet, og i
et utbrud av sit letsind (motvegten til hans melankoli) blev han midt
i det andet aar relegeret.

Dette var noget nyt i Carthews annaler, og Singleton utnyttet
leiligheten. Han hadde længe hat for skik at profetere vanære og
ruin for sin yngste søn. Kanske smertet det ham at det gik sønnen
saa galt, men saa var det jo en trøst at faa ret i sine spaadomme.
Gamle Carthew varierte "det var det jeg sa dig" paa mange nye maater,
han nævnte galgen sammen med sin søns navn, og talte om hans lille
studentergjæld som om han maatte pantsætte sit gods for at dække den.

"Jeg synes ikke det er pent," sa Norris, "jeg levet paa colleget
akkurat som du sa jeg skulde. Jeg er lei for jeg blev relegeret, og
det har du ret til at skjende for, men du har ikke ret til at gaa løs
paa mig for den gjældens skyld."

Virkningen paa en dum mand som hadde grund til at være sint, er det
overflødig at skildre. Singleton raste.

"Jeg skal si dig noget, far," sa Norris tilslut, "jeg tror ikke det
nytter. Du skulde heller la mig bli maler. Det er det eneste jeg har
et fnugg av interesse for."

"Naar du staar slik til halsen i skam," sa faren, "saa burde du
ihvertfald vise dig saa velopdragen at du ikke kom igjen med en slik
letsindighet."

Vinket blev fulgt, og Norris plaget aldrig mere sin far med den
letsindighet. Han blev sendt utenlands for at studere fremmede
sprog, hvad han lærte paa en meget dyr maate. Der kom en ny høst av
gjæld, nye veklager, denne gang med fuld ret, uten at de gjorde noget
indtryk paa Norris. I Oxfordhistorien var han blit ubillig behandlet,
og med en ondskap og et stivsind som undret hos en saa fredsommelig
og svak fyr, negtet han fra den dag at ta det mindste hensyn til
penger. Han sløste bort det han vilde, han lot sig bli utplyndret
av sine tjenere, han saadde insolvens, og da høsten var moden,
forkyndte han det for sin far med utaalelig ro. Han fik stillet sin
egen kapital til raadighet, og blev puttet ind i diplomatiet med den
besked at han nu maatte greie sig selv.

Det gjorde han til han var femogtyve aar. Da hadde han brukt op
sine penger, lagt sig til en pen ny gjæld og -- som saa mange andre
melankolske og likeglade mennesker -- faat den kjedelige vane at
spille hasard. Gamle Singleton reddet endda engang sit navns ære,
denne gang for en eventyrlig pris, og Norris blev igjen bragt flot,
men paa strenge betingelser. En sum av tre hundrede pund om aaret
skulde kvartalsvis bli ham utbetalt av en sakfører i Sydney, Ny
Syd Wales. Han maatte ikke skrive. Hvis han nogen kvartalsdag ikke
indfandt sig hos sakføreren, vilde han bli betragtet som død og
tilskuddet inddrat. Kom han hjem til Europa, vilde det i alle de
større blade bli bekjendtgjort at hans slegt fornegtet ham.

Det var et meget tirrende træk hos ham som søn at han altid var
høflig, altid retfærdig, og i hver huslig storm altid rolig. Da disse
sidste lyn slog ned, opførte han sig som om han bare var fjernt
interessert, han stak penger og skjend i lommen, lystret ordre, gik
ombord og kom til Sydney. Nogen mænd er med fyldte femogtyve aar
endnu gutter; slik var det med Norris. Atten dager efterat han var
steget iland, hadde han brukt sine penger for et kvartal. Han blev
bukket ut av alle de kontorer hvor han nu søkte alle slags urimelige
poster. Tilslut blev han ogsaa bukket ut av sit logis, og fandt sig
henvist til i en meget elegant sommerdress at leire sig sammen med
byens utskud.

Han gik til sakføreren.

"Min tid er kostbar, herr Carthew," sa sakføreren. "De behøver ikke
at tale om Deres særegne stilling. De er ikke den første mand som er
blit sendt hitned av sin familie. I slike tilfælder handler jeg efter
et system. Jeg forærer Dem en sovereign, værsaagod. Hver dag vil min
kontorist utbetale Dem en shilling, hver lørdag to. Godmorgen."

"Jeg faar vel takke Dem," sa Carthew. "Jeg er saa ynkelig stillet at
jeg ikke engang kan avslaa et bidrag som bare er til at sulte ihjel
av."

"Sulte ihjel!" sa sakføreren og smilte. "Ingen sulter ihjel her med
en shilling om dagen. Jeg har engang hat gaaende en ung gentleman som
seks aar i træk gik i en evig rus paa det bidrag."

Siden glemte Carthew aldrig billedet av den smilende sakfører. "De
tre minutters samtale var det eneste jeg hadde faat av ordentlig
opdragelse," sier han. "Det var hele livet i et nøtteskal."

I to-tre uker kom nu Norris hver morgen paa slaget ti lurvet og
huløiet til sakførerens dør. Den lange dag og den endda længere nat
tilbragte han i parken i selskap med kanske den laveste klasse paa
jorden, slusken i Sydney.

Den tid glemte han aldrig.

En morgen kom han i prat med en diskemand som hadde tilbragt natten
paa bænken nærmest hans. Det var en liten munter, rødhaaret fyr som
het Hemstead.

"Jeg er uten plads for tiden," fortalte Hemstead.

"Og jeg har aldrig hat nogen," sa Norris.

"Jeg kjender en gentleman naar jeg ser ham," klukket Hemstead.

"Jeg kan bruke penger," sa Norris, "og kjender litt til hester og til
sjøen. Men det er ikke til at leve av her."

"End om De prøvde det ridende politi!" foreslog hans nye kamerat.

"Har gjort det og blev sparket ut," var svaret. "Blev ikke tat for
god av lægerne."

"Hvad sier De da om jernbanerne?" spurte Hemstead.

"Hvad sier _De_?"

"Aa, jeg er ikke nogen kropsarbeider," sa den lille mand stolt. "Men
der kan De være viss paa arbeide."

"Si mig hvor jeg skal gaa!" ropte Norris.

Det hadde øsregnet i dager og uker, landet var mange steder
oversvømmet, jernbanerne krævde stadig flere folk, og daglig
averterte direktøren, men de "arbeidsløse" foretrak plyndring og
offentlig barmhjertighet, og selv en amatør av en jernbanearbeider
stod i høi pris. Om kvelden den dag han hadde truffet Hemstead,
fandt Norris sig -- efter en langvarig reise og et togskifte for at
passere et jordskred -- i en lerskjæring bak Syd Clifton, og tok fat
paa de første timers kropsarbeide i sit liv.

Uker i træk strømmet regnet ned. Hele fjeldets skraaning gled mot
sjøen, skred av lere, sten og oprotet skog styrtet ned paa stranden
eller ut i brændingen. Huser blev baaret avsted og knust som nøtter;
andre blev truet og forlatt, døren var laast, skorstenen kold,
folkene flygtet. Nat og dag flammet leirbaalet; nat og dag blev der
skjænket gloende kaffe for de slitne arbeidere; nat og dag gjorde
avdelingsingeniøren sin runde og opmuntret sine mænd med de rette
grove og hjertelige ord. Nat og dag klikket telegrafen med sørgelige
nyheter og angstfulde spørsmaal. Paa linjen kom bare faa tog, de krøp
sig frem og signaliserte og stanset ved det truede hjørne, likesom
de var levende og lugtet faren. Kommandanten paa denne post trak saa
i hast sine arbeidere tilbake, gav (med tør strupe) signal til at
avancere, og hele laget stillet sig ved linjen i skjælvende taushet,
og saa brøt de ut i et kort hurra naar toget klarte det farlige punkt
og fór videre, kanske gjennem det bleke solskin mellem to byger,
kanske med blinkende lamper i det tætte, regnfulde tusmørke.

Saaledes gik nætter og dager. Carthew var syk av søvnløshet og kaffe,
hans hænder var bare saar i saar, og dog følte han en sjælelig
fred og et legemlig velvære som han aldrig før hadde kjendt. Det
stadige legemlige arbeide i fri luft gav lægedom for hans indgrodde
skepticisme. At faa toget frem var det staaende problem, han fik
ikke tid til at spørre om det var nødvendig. Carthew, dovenkroppen,
ødelanden, den drivende dilettant, han blev rost og forfremmet.
Ingeniøren udmerket ham fremfor de andre, og da blev Carthew likefrem
stolt av sin plebeiiske gjerning.

Nu nærmet kvartalsdagen sig. Norris tænkte paa de femogsytti pund
som snart ventet paa ham, og paa sin forpligtelse til at være i
Sydney den dag. I et ledig øieblik gik han til vertshuset i Clifton
og bestilte et ark papir og en flaske øl. Han hadde faat en god
stilling som han vilde tape hvis han kom til Sydney, skrev han, og
han bad sakføreren motta brevet som et bevis for at han opholdt sig
i kolonien, og gjemme pengene til næste kvartalsdag. Svaret kom med
omgaaende post og var ikke bare imøtekommende, men venlig. "Endskjønt
det som De foreslaar, strider mot vilkaarene i mine instruktioner,
tar jeg dog gjerne ansvaret ved at indvilge i Deres anmodning. Jeg
maa tilstaa at Deres opførsel har narret mig paa en glædelig maate.
Min erfaring har ikke lært mig at stille store forventninger til
gentlemen i Deres stilling."

Regnet minket, men Norris fulgte nu som en av de faste formænd et
arbeidslag ind i den graa ødemark av fjeld og skog. Naar han om
kvelden sat med sine kamerater rundt baalet, saa var togene som gik
forbi paa linjen, deres nærmeste, ja deres eneste naboer foruten de
vilde dyr i skogene. Vakkert veir, let og ensformig arbeide, lange
timers døsig prat ved leirbaalet, lange, søvnløse nætter, naar han
stod op og gik ind i den maanelyse skog og tænkte paa sin taapelig
forspildte ungdom, dette var gangen i et liv som han snart hadde
faat nok av. Han savnet trætheten, den rasende hast, uvissheten,
baalene, midnatskaffen, hele den plumpe, søle-flekkede poesi i de
første slitsomme uker. I midten av oktober opgav han sin stilling og
sa farvel til teltleiren og til Bald Mountains skulder.

Klædt i sine grove klær, med en bylt over skulderen og sin
sammensparte løn i lommen, kom han for anden gang til Sydney, og gik
fornøiet og halvt forvildet rundt i de hyggelige gater. Han lot sig
drive med strømmen likesom en tømmerstok i elven. Tilslut kom han
til parken og drev omkring der, husket sin skam og sine lidelser og
saa nysgjerrig paa sine efterfølgere. Hemstead, som ikke var meget
mere lurvet og slet ikke mindre munter end før, fandt han der, og han
talte til ham som til en gammel familieven.

"De gjorde mig en god tjeneste dengang," sa han. "Jeg haaber De selv
har hat held med Dem."

"Nei saagu," svarte den lille mand. "Altsammen ligger nede, ser De.
Der er ingen stillinger at faa som jeg vil ha. Jeg vil ikke være
nogen træl," tilføiet han fast.

Efter det princip, at den mand som er for stolt til at være træl, som
regel ikke er for beskeden til at la sig understøtte, gav Carthew ham
en halv sovereign. Og da nu sulten pludselig begyndte at gnage i ham,
tok han veien til Paris House. Med sin bylt over skulderen stanset
han utenfor og saa paa færdselen.

"Ja saa sandelig!" ropte en stemme. "Det er Carthew!"

Han vendte sig og fandt en vakker, solbrændt ung fyr, litt for
trivelig, klædt i det fineste av alle fine antræk, og med blomster
for tyve kroner utstillet i sit knaphul. Norris hadde under sin
første glade tid i Sydney møtt ham ved en avskedssouper, hadde endog
fulgt ham ombord paa en skonnert fuld av kakerlakker, som Tom Hadden
skulde gjøre en seks maaneders tur med mellem øerne, og hadde siden
bevart ham i muntert minde. ~Tommy~, som Tom Hadden het i hele
Sydney, var arving til en betydelig formue, som hans fremsynte far
hadde sat saa sørgelig godt fast. Indtægten lot herr Hadden leve i
al pragt omtrent tre maaneder av tolv; resten av aaret tilbragte han
i eksil mellem øerne. Nu var han for omtrent en uke siden kommet
tilbake; han flakset i drosche Sydney rundt og luftet glansen av seks
nye dresser. Men denne likefremme fyr halte Carthew i arbeidstrøien,
og det trods den umiskjendelige bylt over skulderen, paa samme maate
som han kunde sagt tak for sidst til en hertug.

"La os ta et glas!" ropte han muntert.

"Jeg er netop paa vei til Paris House for at spise lunch," svarte
Carthew. "Det er lang tid siden jeg sidst hadde et skikkelig maaltid."

"Storartet!" sa Hadden. "Jeg har spist frokost for bare en halv time
siden men vi skal faa et privat værelse, og jeg vil se at faa noget
tillivs. Det vil stive mig op. Det blev en frygtelig rangel igaar
kveld, og det er ikke tal paa de fyrer jeg har møtt i dag." At møte
en bekjendt og drikke et glas med ham var for Tom et og det samme.

De sat snart i hjørnet i anden etage og spiste og pratet. Den
underlige likhet i deres stilling nærmet dem til hverandre, og
de begyndte snart at tale fortrolig. Carthew berettet om sine
oplevelser i parken og sit slit som jernbanearbeider. Hadden gav
sine iagttagelser som amatør-koprahandler i Sydhavet og malte et
humoristisk billede av livet paa en koralø. Carthew skjønte at hans
forvisningstid hadde været mest indbringende, men Haddens utrustning
hadde rigtignok væsentlig bestaat av porter og brun sherry til eget
bruk.

"De sier at hvis det var to til at bære utgiften, saa vilde
fortjenesten bli større," sa Carthew. "Hvorledes da?"

"Jeg skal vise det! Jeg skal regne det ut!" svarte Hadden ivrig,
og med en blyant og baksiden av spiseseddelen gav han sig til at
utføre mirakler. Han var en mand eller la os heller si en gut med
usedvanlige evner til at lage projekter. Fik han det svakeste vink om
en spekulation, saa flommet tallene fra ham nedover papiret.

Litt efter litt tok planen form; den straalende bygning reiste sig,
om end uten grundmur, og haren sprang endnu om i fjeldet, men suppen
blev allerede servert i et sølvfat. Om nogen faa dager kunde Carthew
raade over et hundrede og femti pund, Hadden kunde skyte fem hundrede
til. Hvorfor skulde de ikke faa et par andre med, leie et gammelt
skib og ta en tur med sin egen skonnert? Carthew var en gammel
yachtseiler, Hadden sa sig istand til at arbeide "ikke saa litet".
Penger maatte man utvilsomt kunne faa opdrevet. Hvorledes kunde
ellers saa mange skibe krydse rundt mellem øerne? Og de som arbeidet
paa sit eget skib, var sikker paa endda større fortjeneste.

"Men læg merke til, Carthew, altsammen maa gaa i Deres navn," sa
Tommy da han straalende reiste sig fra bordet. "Jeg har kapital, ser
De; men De er paa det tørre, om det skulde gaa galt."

"Jeg trodde vi netop hadde bevist at det var ganske trygt," sa
Carthew.

"Ingenting er trygt i forretninger, kjære ven," svarte vismanden,
"ikke engang bokholderi."

De kjørte til Currency Lass, et vertshus med tehave, som eieren,
kaptein Bostock, hadde oprettet for den formue han hadde tjent sig
under en lang, eventyrlig og nu og da historisk virksomhet mellem
øerne. Overalt fra Tonga til Admiralitetsøerne kjendte han knepene
og kunde han lyve paa hver dialekt. Han hadde set slutten paa
sandaltræet, slutten paa oljen og begyndelsen av kopraen. Paa Fiji
var han i Sir Arthur Gordons tid blit sigtet paa livet, og hvis han
nogensinde bad, saa glemte han sikkert ikke Sir Arthurs navn. Han var
blit spiddet paa Ny Irland -- ved den leilighet blev hans styrmand
dræpt -- den berømte "hevn" over briggen ~Jolly Roger~; men de
troløse indfødte tjente litet paa sin ondskap, og Bostock fik trods
deres vaaben fem og sytti frivillige arbeidere ombord, av hvem ikke
mere end et dusin døde av mishandling. Desuten hadde han en haand med
i den elskværdige spøk som kostet Patterson livet, og da den falske
biskop steg iland, bad og lyste velsignelsen over de indfødte, saa
stod Bostock, klædt i en brodert chemise fra varelageret, ved hans
høire side og dundret amen. Dette var hans yndlingshistorie naar
han sat trygt mellem gode venner. "To hundrede arbeidere for en
pøsfuld amener," pleide han at kalde historien, og fortsættelsen, den
virkelige biskops død, var i hans øine en ualmindelig humoristisk
hændelse.

Mange av disse enkeltheter fik Carthew vite underveis.

"Hvorfor skal vi besøke den gamle skurk?" sa han.

"Vent til De hører ham," svarte Tommy. "Den mand vet alt."

Da de steg ut av droschen, opdaget Hadden at han kjendte kusken, en
svær, rødmusset, kortpustet mand paa omtrent firti.

"Har De kjørt mig før?" spurte Tommy.

"Mange ganger, herr Hadden," svarte kusken. "Sidst da De kom hjem fra
øerne."

"Saa stig ned og faa et glas," sa Tommy og gik foran ind i haven.

Kaptein Bostock kom selskapet imøte. Det var en seig, sur, gammel
mand med fiskeøine.

"En flaske øl til kusken ved det bordet der," sa Tom. "Og ved dette
bord det bedste De har, og De maa gjøre os selskap. Dette er min
ven, herr Carthew. Jeg kommer i forretninger, Billy, jeg ønsker at
raadspørre Dem som ven, jeg vil handle paa øerne for egen regning."

Utvilsomt var kapteinen en guldgrube av gode raad, men han fik ikke
anledning til at vise det. Han kunde ikke faa avsluttet en sætning,
før Hadden drev ham av marken med en salve av nei'er og rettelser.
Denne projektmaker, hvis ansigt blusset av inspiration, forela ham
et spørsmaal, og saa snart han prøvde at svare, var Hadden straks
i strupen paa ham, drog hans kjendsgjerninger i tvil, haante hans
politik og dundret somme tider løs fra en vældig høide av moralsk
harme.

"De maa undskylde," sa han engang, "jeg er en gentleman, herr Carthew
er en gentleman, og vi agter ikke at gjøre den slags forretninger.
Ser De ikke hvem De taler til? Kan De ikke tale fornuft?"

"Jeg kan vel ikke det," svarte gamle Bostock, "naar jeg ikke faar
høre min egen stemme to sekunder i træk. Det var bøsser og brændevin
vi gjorde det med."

"Til Bloksbjerg med bøsser og brændevin," sa Tommy. "Det gaar
anderledes for sig i vore dager." Saa drev Tommy paa igjen. Carthew
kunde ikke la være at smile. Han begyndte at se mindre alvorlig paa
planen; Hadden var en altfor uansvarlig fører.

"Nu skal De høre paa mig!" sa Hadden til kaptein Bostock. "Penger har
vi, og jeg har erfaring. Det vi ønsker, er en billig, god baat, en
flink kaptein og en anbefaling til et firma som vil gi os kredit paa
varerne."

"Jeg skal si Dem én ting," sa kaptein Bostock. "Jeg har set mænd som
Dem bli stekt og spist, og klaget over efterpaa. Nogen var seige, og
nogen smakte vondt," tilføiet han barskt.

"Hvad mener De med det?" ropte Tom.

"Jeg mener at jeg er likeglad," skrek Bostock. "Jeg har ikke
forsikret Deres liv. Men fanden skjære mig om det ikke gjør mig ondt
for kannibalerne som skal prøve at spise hodet Deres."

Kanske var det ikke nødvendig at ta kaptein Bostocks sprog alvorlig.
Men utvilsomt var Hadden ikke tilfreds. Han reiste sig, møtet holdt
paa at bli avbrutt, da en ny stemme pludselig blandet sig ind.

"Undskyld, men hvis De vil kjøpe til mig det skib jeg vil ha, saa
skal jeg skaffe Dem varerne paa kredit."

Det var kusken som snudde sig mot dem med disse forbløffende ord.

"Hvad, hvad mener De?" gispet Tommy.

"Bedst at si dem hvem jeg er," sa kusken.

"Er det trygt, Joe?" spurte Bostock.

"Faar vaage det," svarte kusken.

"Mine herrer," sa Bostock og reiste sig pludselig, "maa jeg
forestille kaptein Wicks fra ~Grace Darling~."

"Ja, det er mig," sa kusken. "De vet jeg har været i forlegenhet, og
jeg vil ikke negte at det var mig som slog, og hvor skulde jeg faa
bevis for at det var selvforsvar? Derfor trak jeg mig bort og tok en
drosche, og nu har jeg kjørt i tre aar og er ikke blit klokere for
det."

"Undskyld," sa Carthew. "Hvad gik anklagen ut paa?"

"Drap!" sa kaptein Wicks, "og jeg negter ikke at det var noget i det.
Jeg skal heller ikke prøve at negte at jeg var ræd for retten, for
ellers stod jeg ikke her. Men visst og sandt er det at det var aapent
mytteri. Spør Billy her. Han kjender sammenhængen."

Carthew pustet tungt. Han hadde en underlig, halvt frydefuld følelse
av at vade dypere i livets strøm. "Hvad var det De vilde si?" spurte
han.

"Jeg hørte det herr Hadden talte om," sa kapteinen. "Og jeg er træt
av denne droschingen, og jeg vil gjerne i arbeide igjen. Nu skal De
faa mit tilbud. Jeg sætter ind det jeg eier -- saan en hundrede pund.
Mit gamle firma vil gi mig kredit og ta chancen; de vet hvad jeg
duer til. Og tilslut saa trænger De en flink kaptein. Jeg har ført
skonnerter i ti aar. Spør Billy om jeg kan manøvrere en skonnert."

"Jeg vet ingen som er bedre," sa Billy.

"Men hør her!" ropte Hadden. "De kan rende rundt i en drosche uten at
nogen gjør et spørsmaal. Men prøv at komme paa skansen av et skib,
saa blir De fakket."

"Jeg faar holde mig væk til sidste øieblik og ta et andet navn,"
svarte Wicks.

"Men klareringen? Og hvad for et navn?" sa Tommy.

"Aa, der er gamle Kirkup, han er blit farmer ensteds, han faar laane
mig navnet sit."

"De talte som om De visste om et skib," sa Carthew.

"Det gjør jeg," sa Wicks. "Skonnertyachten ~Dream~ -- en velsignet
dævel til at gaa. Grant Sanderson var det som eiet den. Han var rik
og gal, og da han døde av feber, saa var der baade flere testamenter
og flere enker efter ham, og alle enkerne anla sak mot hverandre, det
var en evig historie, og imens laa ~Dream~ og raatnet. Tilslut var
det da en av enkerne som fik ret, og nu er ~Dream~ tilsalgs. Den blir
billig, den har hat god tid til at raatne."

"Hvor stor er den?"

"Aa, stor nok. Hundrede og nitti. Vi maa ha en mand til, skjønt det
er næsten synd, naar en kan faa indfødte for næsten ingenting. Og saa
maa vi ha en ordentlig kok. Jeg vet en vi kan bruke, Amalu heter han,
det er altid bedst at ha en indfødt, De kan snu ham som De vil, og
han vet ikke nok til at holde paa sin ret."

Fra det øieblik kaptein Wicks sluttet sig til samtalen, fik Carthew
sin interesse og tillid igjen. Hvad saa manden ellers hadde gjort,
saa var han øiensynlig baade godslig og dygtig. Hvis han trodde paa
foretagendet, vilde skyte penger til, bragte erfaring med, saa var
Carthew mere end villig til at gaa paa. Og hvad Hadden angaar, saa
var hans glas fuldt, han og Bostock tilgav hverandre i champagne;
skaal fulgte paa skaal; det blev foreslaat og med begeistring
vedtat at forandre skonnertens navn -- naar den først var kjøpt --
til ~Currency Lass~, og "Currency Lass Island Trading Company" var
praktisk talt grundet før kveld.

Tre dager efter stod Carthew for sakføreren, fik sine hundrede og
femti pund, og bad temmelig mykt om en ny velvilje.

"Jeg har en mulighet for at komme frem i verden," sa han. "Imorgen
aften venter jeg at bli medeier av et skib."

"Farlig eiendom, herr Carthew," sa sakføreren.

"Ikke hvis eierne gjør arbeidet selv," var svaret.

"Det er mulig," sa den anden. "Men er De sjømand? Jeg trodde De hadde
været i diplomatiet."

"Jeg er en gammel yachtseiler," sa Norris, "og jeg faar gjøre det saa
godt jeg kan. Men det er noget jeg maa si Dem. Det blir umulig for
mig at være tilstede her næste kvartalsdag; vi tænker at ta en seks
maaneders tur mellem øerne."

"Desværre, herr Carthew, det kan jeg ikke gaa med paa."

"Jeg mener paa samme vilkaar som sidst."

"Denne gang er forholdene helt anderledes," sa sakføreren. "Sidst
hadde jeg grund til at tro at De var i kolonien, nu vil De efter
Deres egne ord bryte overenskomsten. Hvis De gjør det, og jeg faar
beviser for det -- jeg skal betragte denne samtale som fortrolig --
saa er min pligt klar. De maa komme her paa kvartalsdagen, eller De
mister Deres bidrag."

"Dette er baade haardt og meningsløst," sa Carthew.

"Jeg har mine instruktioner," sa sakføreren.

"Læser De i Deres instruktioner at jeg ikke har lov til at skaffe mig
et ærlig utkomme?"

"La os tale frit ut," sa sakføreren. "Jeg finder ingenting om et
ærlig utkomme i disse instruktioner. Jeg har ingen grund til at tro
at mine klienter bryr sig om det. Jeg har al grund til at tro at
de bare vil ha Dem til at bo her i kolonien, herr Carthew, og ikke
andet."

"Hvad mener De med det?" spurte Norris.

"Jeg mener at Deres familie ikke ønsker at se mere til Dem. Aa, det
kan være urigtig av den; men jeg maa holde mig til mit opdrag."

"Det er sandt," sa Carthew og rødmet dypt, "min familie vil ikke se
mig mere. Men jeg reiser ikke til England, jeg reiser til øerne."

"Jeg vet ikke om De reiser til øerne," sa sakføreren og saa ned paa
sine papirer.

"Undskyld, jeg har den fornøielse at underrette Dem om det."

"Jeg er ræd for, herr Carthew, at jeg ikke kan betragte denne
meddelelse som officiel," var det langsomme svar.

"Jeg er ikke vant til at faa mit ord drat i tvil!" ropte Carthew.

"Hyss! Jeg tillater ingen at tale saa høit paa mit kontor," sa
sakføreren. "Og hvad den sak angaar -- De later til at være en
forstandig ung mand -- saa tænk paa hvad jeg vet om Dem. De er en
forstøtt søn, Deres familie betaler for at være Dem kvit. Hvad har De
gjort? Det vet jeg ikke. Men det vilde være meget taapelig av mig at
vove noget paa et æresord fra den mand om hvem jeg vet saa meget og
ikke mere. Denne samtale er meget ubehagelig. Hvorfor fortsætte den?
Skriv hjem, faa mine instruktioner ændret, saa skal jeg ændre min
optræden. Ellers ikke."

"Jeg er meget glad i tre hundrede om aaret," sa Norris, "men jeg kan
ikke betale saa høi pris for dem. Jeg faar ikke den fornøielse at se
Dem igjen."

"Som De vil," sa sakføreren. "Men jeg advarer Dem, og det er venlig
ment. De kommer igjen og ber, og da har jeg ikke andet valg end at
vise Dem ut paa gaten."

"God aften," sa Norris.

"God aften," svarte sakføreren og ringte paa sin kontorist.

Saaledes gik det til at Norris ikke saa sin juridiske raadgivers
ansigt igjen i de sidste travle uker i Sydney. Han var allerede langt
ute paa sjøen, da Hadden kom til ham med en Sydney-avis som han
hadde sittet og døset over i skyggen av kabyssen, og viste ham en
annonse.

"Herr Norris Carthew anmodes indstændig om uopholdelig at indfinde
sig paa herr -- --'s kontor, hvor der venter ham en vigtig
underretning."

"Den faar vente paa mig seks maaneder," sa Norris med let stemme, men
han kjendte dog en prikkende nysgjerrighet.



SEKSTENDE KAPITEL.

Spekulanterne paa "Currency Lass".


Om formiddagen den 26. november klarerte fra Sydneys havn skonnerten
~Currency Lass~. Eieren, Norris Carthew, var ombord i den noget
usedvanlige stilling som styrmand. Førerens navn var opgit at være
William Kirkup. Kokken var en gut fra Hawaij, Joseph Amalu. Desuten
var der to mand forut, Thomas Hadden og Richard Hemstead, den sidste
valgt dels paa grund av sit lette sind, dels fordi han hadde en
altmuligmands hændighet med verktøi. ~Currency Lass~ var bestemt til
sydhavsøerne, først til Butaritari i Gilbert-gruppen; men i havnen
opfattet man reisen som mere end halvt en fornøielsestur. En ven av
den avdøde Grant Sanderson kunde i det høimastede skib ha gjenkjendt
den forvandlede og omdøbte ~Dream~, og hvis Lloyds inspektør var blit
tilkaldt for at yde sin tjeneste, hadde han fundet overflødig meget
stof til kritik.

De tre aars uvirksomhet hadde ætt sig dypt ind i ~Dream~. Den var
følgelig blit solgt for en bagatel over sin opbrækningsværdi, og de
tre eventyrere hadde knapt set sig istand til at gi den de mest
nødvendige reparationer. Riggen var dog tildels blit fornyet. Alle
Grant Sandersons gamle seil var blit lappet, og de gamle master stod
endnu og kunde ha undret sig over sig selv. "Jeg har ikke hjerte
til at røre dem," pleide kaptein Wicks at si naar han kek opover
deres skyhøide, og "saa raatten som vor fokkemast" var en godkjendt
lignelse ombord. Kapteinen saa dog med klare øine og sa sin mening
frit ut, og skjønt han hadde et forbausende varmblodig mod og tok
livets farer i samme aand som en hund paa sporet, saa krævde han
bestemt en stor hvalbaat. "De kan vælge mellem nye master og ny rig
eller den baaten," sa han. "Jeg gaar ikke tilsjøs uten en av delene."
Og hans medeiere var blit tvunget til at samtykke, og de saa seks og
tredive pund av sin lille kapital forsvinde som et blink.

Alle fire hadde strævet haardt næsten seks uker for at bli færdig, og
skjønt kaptein Wicks naturligvis hverken var at se eller høre, hadde
de dog en femte mand til hjælp, en kar med busket, rødt skjeg, som
han somme tider la væk naar han gik nedenunder. Og kaptein Kirkup lot
sig heller ikke se før det sidste øieblik; da viste han sig at være
en rødlig sjømand med skjeg som en arabisk profet. Hele veien ut over
havnen blæste hans melkehvite bakkenbarter for vinden og kunde øines
fra land: men ikke før hadde ~Currency Lass~ vendt agterspeilet til
fyrtaarnet, saa gik han ned en fem sekunders tid og kom glatbarbert
tilbake. Saa mange forklædninger og listigheter var nødvendige for at
komme tilsjøs med et usjødygtig skib og en kaptein som var "savnet".
Og alt dette kunde endda vist sig utilstrækkelig, hvis ikke Hadden
hadde været saa godt kjendt av alle; nu saa man med overbærende
øine paa hele turen som et pudsig indfald av Tom. Saa kom det til
at skibet hadde været en yacht; det var noksaa naturlig at la det
beholde nogen av sine gamle, farlige friheter.

Et underlig skib hadde de gjort det til. Den høie rig blev skjæmmet
av de lappede seil, og den elegante kahyt var forvandlet til et
varelager med grove hylder. Og det liv de levet i denne uregelrette
skonnert, var likesaa merkelig som skibet selv. Bare Amalu sov forut,
de andre holdt til i pragtrum, de hvilte paa silkesofaer, og i Grant
Sandersons parketterte røkesalon satte de sig til en middag av salt
kjøt og poteter -- daarlige og ofte knappe maaltider. Hemstead
knurret, og Tommy gjorde undertiden oprør og øket spiseseddelen med
noget hermetik eller med en flaske av sin egen brune sherry. Men
Hemstead knurret av vane, og Tommys oprør varte bare det ene øieblik;
ellers var altsammen føielighet. De hadde ikke saa smaa savn at bære.
~Currency Lass~ hadde omtrent ikke andet end løk og poteter i sit
spisekammer. Desuten hadde den et utvalg av varer for to tusen pund,
tat paa kredit, og det var hele deres haab og formue. Av det levet
de -- som mus i sit eget kornmagasin. De spiste av sin fremtidige
fortjeneste; jo knappere maaltidet var, des mer i sparebanken.

Skjønt de hadde en republikansk regjeringsform, var der ikke nogen
farlig mangel paa disciplin. Wicks var den eneste sjømand ombord,
saa der blev ikke kritik, og desuten var han saa godlynt og munter
at ingen fandt paa at motsi ham. Carthew gjorde sit bedste, baade
fordi han likte arbeidet og likte kapteinen, Amalu kokte saa godt
han kunde, og selv Hemstead og Hadden viste god vilje. Tommys
avdeling var varelageret, han arbeidet i rummet og i kahytten,
til Sydney-lapsen var ugjenkjendelig. Hemsteads provins var
reparationerne, og han hadde hænderne fulde. Alle ting ombord var
like medtat. Lamperne lækket: det samme gjorde dækkene. Dørvriderne
blev sittende igjen i haanden, pumperne negtet at suge, og baderummet
holdt paa at fylde hele skibet. Wicks paastod at alle naglerne for
længe siden var væk, og at det bare var rusten som bandt skibet
sammen. "De skulde ikke faa mig til at le slik, Tommy," sa han, "jeg
er ræd for at nyse agterspeilet ut av hende." Og til Hemstead kunde
han si: "At lappe paa ting som ikke har noget indvortes, det er det
dummeste jeg har set." Disse stadige pudsigheter hjalp utvilsomt til
at gjøre landkrabberne trygge; de spiste og lo under forhold som
kunde ha kuet Nelson.

Veiret var hele tiden pragtfuldt, vinden fast og stø. Skibet seilet
som en heks.

Efter otte og tyve dages reise fra Sydney kom de juleaftens kveld
frem til øen. Hele natten krydset de utenfor indløpet til lagunen,
de holdt sig paa pladsen ved hjælp av fiskernes lys paa revet og
palmernes omrids mot den skyede himmet. Ved daggry la de bi og
signaliserte efter lods. Men de indfødte fiskere maatte ha set deres
lys om natten og sendt bud til nybygget, for en baat var allerede
underveis. Den kom utover lagunen under et svært pres av seil, og
nu og da la den sig i et vindkast saa farlig over at de trodde den
skulde gaa rundt; men den tilbakela veien paa en elegant maate,
luffet behændig op langs siden og sendte ombord en hvit mand klædt i
pyjamas og med et vildt ydre.

"Godmorgen, kaptein! Glædelig jul, allesammen, og godt nytaar!" sa
han og tok en overhaling henimot en bardun.

"De er da ikke lodsen?" utbrøt Wicks og studerte ham med dyp
mistillid. "De har aldrig tat et skib ind -- si ikke det til mig."

"Jeg skulde tro det," svarte lodsen. "Jeg er kaptein Dobbs, det er
jeg, og naar jeg tar kommandoen, saa kan kapteinen gaa ned og barbere
sig."

"De er jo fuld, mand!" ropte kapteinen.

"Fuld!" gjentok Dobbs. "De kan ikke ha set meget av livet, hvis De
kalder det fuld. Jeg har just begyndt. Til kvelden kanske, saa er jeg
vel passe fuld. Men nu er jeg saa ædru som nogen."

"Dette gaar ikke," svarte Wicks. "Jeg kan ikke la Dem seile
skonnerten min i land."

"Værsaagod," sa Dobbs, "De kan ligge og raatne der De er, eller prøve
paa at seile den i land likesom kapteinen paa ~Leslie~. Det var ogsaa
en forretning; han misundte mig de tyve dollars lodspenger og tapte
tyve tusen i varer og en flunkende ny skonnert; han flekket kjølen
bent av, og den sank paa mindre end fem og tyve minutter og ligger
paa tyve favner med varer og alting."

"Hvad er det De sier?" ropte Wicks. "Varer? Hvad var ~Leslie~ for et
skib?"

"Adressert til Cohen & Co., fra Frisco," svarte lodsen, "og de
trængte haardt til det. Der ligger en bark indenfor og laster for
Hamburg -- De kan se rærne derborte, og to skibe til er ventende fra
Tyskland, et om to maaneder og et om tre. Cohen & Co.s agent, han
heter Topelius, har lagt sig tilsengs med gulsot, saan har det tat
paa ham. Det vilde vel de fleste gjort, hvis de var i hans sko. Ingen
varer, ingen kopra,[2] og to tusen ton tonnage ventende. Hvis De har
noget kopra ombord, kaptein, saa er her chancen for Dem. Topelius vil
betale med guld og gi tre cents. Hvad han saa skal betale, saa er det
slumpeheld for ham. Og slik gaar det, naar en snyter lodsen."

 [2] Kokoskjerner.

"Undskyld mig et øieblik, kaptein Dobbs. Jeg maa tale med min
styrmand," sa kapteinen, hvis ansigt var begyndte at skinne.

"Værsaagod," svarte lodsen. "De har vel ikke tænkt paa at by mig en
slurk, bare til at stive mig op paa? Dette her tar sig saa forbandet
lurvet ut, det gir en skonnert et daarlig ry."

"Det skal vi tale om naar ankeret er i bunden," svarte Wicks, og han
drog Carthew tilside. "Hør," hvisket han, "her er en formue."

"Hvor meget tror De?" spurte Carthew.

"Jeg kan ikke si nogen sum -- jeg tør ikke," sa kapteinen. "Vi kunde
seile tyve aar og ikke faa en saan chance igjen. Og tænk om der
skulde komme et skib til idag? Det er mulig. Og vanskeligheten er
denne Dobbs. Han er saa fuld som en orlogsgast. Hvorledes kan vi
stole paa ham? Vi er ikke assurert, desværre!"

"End om De tok ham tilveirs og fik ham til at peke hvor kanalen
gaar?" foreslog Carthew. "Hvis det stemte med kartet, og han ikke
faldt ned, saa kunde vi kanske vaage det."

"Alt er farlig her," svarte kapteinen. "Ta De rattet. Husk, at hvis
der kommer to ordrer, saa følg min, ikke hans. Stil kokken forut med
forseilet og de to andre ved storskjøtet, men pas paa at de ikke
sætter sig paa det." Saa ropte han paa lodsen; de kløv tilveirs i
fokkeriggen, og litt efter blev der brølt ned den kjærkomne ordre at
fire av paa skjøterne og brase fuldt.

Et kvarter paa ni juledags morgen lot de ankeret falde.

Den første tur med ~Currency Lass~ endte altsaa med et held som de
ikke kunde drømt om. I ret linje som en brevdue hadde den bragt varer
for to tusen pund til det sted hvor der var størst bruk for dem. Og
kaptein Wicks -- eller rettere kaptein Kirkup -- viste at han var
mand for at utnytte denne fordel. To hele dager gik han op og ned
verandaen sammen med Topelius, to hele dager sat hans kamerater i
vertshuset nær ved og iagttok slaget, og lamperne var endnu ikke
tændt om kvelden den anden dag, da fienden overgav sig. Wicks kom til
Sans Souci, som saloonen het, næsten sort i ansigtet, og med et par
øine som var blodsprængte og dog klare som brændende fyrstikker.

"Kom ut, gutter," sa han, og da de var kommet et stykke bort mellem
palmerne, fortsatte han med en stemme som ikke var til at kjende
igjen, "jeg har gjort ham bet."

"Hvad mener De?" spurte Tommy.

"Jeg har solgt varerne," svarte Wicks, "eller rettere, jeg har bare
solgt endel av dem, for jeg holdt igjen alt kjøtet og halvparten
av melet og kjeksen, og ved gud, vi har endnu proviant for fire
maaneder! Ved gud, det er likefrem tyveri."

"Men hvad har De solgt det for?" gispet Carthew, hvis nerver blev
skaket av kapteinens voldsomme ophidselse.

"Jeg maa fortælle det litt efter litt," skrek Wicks og løste paa sit
halstørklæ, "ellers eksploderer jeg. Jeg har ikke bare solgt det,
gutter, jeg har presset ut en fragt til Frisco og tilbake, og det paa
mine egne betingelser. Først narret jeg ham til at tro at jeg vilde
ha kopra, og det kunde han naturligvis ikke gaa med paa, og hvergang
han viste klørne sine, saa kom jeg med kopraen, og tilslut gav han
sig! Jeg vilde ikke ta andet end kopra, ser De, og jeg fik alle de
velsignede pengene kontant. Og summen? Naa, hele dette eventyr,
medregnet to tusen pund kredit, koster os to tusen syv hundrede og
litt til. Det er alsammen betalt tilbake, med en tredive dages tur
har vi betalt for skonnerten og varerne. Hvem har hørt maken! Og det
er ikke alt. For desuten," sa kapteinen og hamret ordene frem, "har
vi tretten hundrede velsignede pund fortjeneste at dele. Jeg presset
ham til fire tusen!" skrek han, og hans stemme brast som en skoleguts.

Et øieblik stirret de som lammet paa hverandre. Tommy var den første
som tænkte videre.

"Kom," sa han, "vi maa tilbake til saloonen. Idag maa jeg drikke mig
fuld!"

"Dere maa undskylde mig, gutter," sa kapteinen alvorlig. "Jeg tør
ikke smake noget. Hvis jeg drak et eneste glas øl, saa tror jeg jeg
fik slag. De sidste timerne har næsten gjort det av med mig."

"Saa et kraftig hurra for kapteinen," foreslog Tommy.

Men Wicks holdt op en skjælvende haand. "Ikke det heller, gutter,"
bad han. "Tænk paa den andre fysakken. Naar jeg er slik, hvordan er
det da med Topelius! Hvis han hørte os rope hurra, saa dat han bent
overende."

I virkeligheten bar Topelius sit nederlag med værdig ro, men
mandskapet paa den forliste ~Leslie~, som var i samme firmas
tjeneste, tok i sin trofasthet saken mere bittert. Grove ord og
hadske blik blev almindelige. En gang hujet de efter kaptein Wicks
fra saloonverandaen; gutterne fra ~Currency Lass~ drog ut paa
den andre siden, nogen minutter holdt der paa at bli stor kamp i
Butaritari, og skjønt leiligheten gik forbi uten slag, hadde den hos
begge partier øket misstemningen.

Men slike smaatterier gjorde ikke noget skaar i de heldige
spekulanters lykke. Fem dager til laa skibet i lagunen, og bare for
Tommy og kapteinen var der litt arbeide; for Topelius' indfødte
losset ladningen og fyldte ballast. Tiden gik som en behagelig drøm,
og nytaarsdags morgen lettet ~Currency Lass~ anker for anden gang og
satte seil for Frisco, fremdeles fulgt av vakkert veir og god lykke.
Den kom gjennem det stille belte uten at bli meget forsinket; i
bidevind og med ballast av koral overgik den sig selv, og selskapet
ombord kunde hygge og dovne sig endda mere end før, fordi de nu hadde
en mand til ombord. Det var baatsmanden paa ~Leslie~. Han hadde
raket uklar med sin egen kaptein, hadde allerede brukt op sin hyre
i Butaritaris salooner, var blit lei av stedet, og mens alle hans
skibskamerater koldt negtet at sætte sin fot ombord paa ~Currency
Lass~, saa hadde han tilbudt at arbeide sig over til kysten. Han var
fra det nordlige Irland, midt mellem skotsk og irsk, grovskaaren,
høirøstet, humørfyldt, voldsom av sind, paa mange maater en prægtig
kar og en erfaren og paapasselig sjømand. Han var i en helt anden
stemning end sine nye skibskamerater. Istedenfor at vinde en uventet
formue hadde han mistet alle sine ting, desuten var han yderst
misfornøiet med maten ombord og virkelig forfærdet over skonnertens
tilstand. Den første dag tilsjøs vilde en av de fine dørene ikke la
sig aapne, og Mac -- som de kaldte ham -- brukte sin styrke paa den
og rev den fra hængslerne.

"Dævelen!" sa han. "Dette skib er raattent!"

"Jeg tror Dem, gutten min," sa kaptein Wicks.

Dagen efter stod sjømanden med næsen tilveirs.

"De skulde ikke se paa de masterne," sa kapteinen, "De kunde faa et
anfald og falde overbord."

Mac snudde sig mot ham med hvasse øine. "Jeg ser en tørraatten flek
deroppe som jeg kunde stikke næven min ind i," sa han.

"Gad vite om en ikke kunde stikke hodet ind?" svarte Wicks. "Men det
hjælper ikke at snuse efter ting som en ikke kan rette paa. Ta og
hiv loddet, det vil muntre Dem op."

"De er en hul bror, kaptein," sa Mac.

Bare én gang gav han dem en prøve paa sin ustyrlighet. Han talte ofte
om den. "Jeg er hidsig av mig," kunde han si, ikke uten stolthet;
men han viste det bare denne ene gang. Han vendte sig med ett mot
Hemstead i kulen, kastet ham mot fokkebommen, kastet ham saa under
den og hadde løftet ham op og slaat ham overende en gang til, før
nogen fik suk for sig.

"Stop med det!" brølte Wicks og sprang op. "Det der vil jeg ikke vite
av."

Mac vendte sig straks høflig mot kapteinen. "Jeg vilde bare lære ham
at opføre sig skikkelig," sa han. "Han kaldte mig irlænder."

"Gjorde han det!" sa Wicks. "Det er en anden sak. Hvorledes fandt du
paa det, din tosk? Du er ikke stor nok til at kalde nogen mand for
det."

"Men er De ikke irsk?" spurte Carthew litt efter.

"Kanske," svarte Mac, "men jeg lar ikke nogen Sydneykylling si det
til mig. Nei," tilføiet han og blev med ett het i ansigtet, "ikke
nogen britte i verden. Hør, De er en ung spradebasse, ikke sandt? Sæt
at jeg kaldte Dem det. Det skal jeg vise Dem, vilde De si, og saa
vilde De puste det ut av mig paa flekken."

Den 28. januar, paa 27° 20' n. b., 177 v. l., sprang vinden pludselig
over til vest; den var ikke sterk, men smaabyget og med regnskurer.
Kapteinen som var utaalmodig efter at komme østover, drog nytte
av vinden og skværet bommen plat for gat. Det var Tommys tørn ved
rattet, og da der bare manglet en halv time til vaktskiftet (kl. 7,30
om morgenen) fandt kapteinen det ikke umaken værd at avløse ham.

Kastene var haarde, men korte. Der var ingenting som en kunde kalde
byge, ikke nogen fare for skibet, knapt nok mere end sedvanlig for
de tvilsomme rundholter. Alle mand var paa dæk i sine oljeklær og
ventet paa frokost. Kabyssen røk, skibet lugtet av kaffe, alle var
oprømt, fordi det bar østover med gode ni mils fart. Pludselig revner
den raatne fok. Det var likesom en erkeengel med et uhyre sverd
hadde skaaret et kors i den. Alle mand sprang til for at bjerge
det slængende seil, og i dette opstyr hændte det at Tommy Hadden
mistet fatningen. Megen tid har han siden brukt til at forklare
hvorledes det hele gik til, og om disse forklaringer er det nok at
si at alle var forskjellige og ingen av dem fyldestgjørende. Den
store kjendsgjerning blir igjen at storbommen gibbet, rev med sig
taljen, brækket stormasten omtrent tre fot over dækket og vippet den
overbord. Næsten et helt minut stred den mistænkte fokkemast kjækt
imot, saa fulgte den efter, og da vraket var klaret, stod der av hele
den vakre bygning som fik skibet til at skumme frem over havet, to
takkede stumper igjen.

At bli avmastet er i disse umaadelige og øde havstrækninger kanske
den værste ulykke som kan ramme en. La skibet gaa rundt og tilbunds,
saa er da pinen over. Mænd som er lænket til et skrog, kan i maaned
efter maaned speide ut mot den tomme horisont og tælle de usynlige
skridt av døden som nærmer sig. Der er ikke anden hjælp end baatene,
og hvad slags hjælp er det! Der laa nu ~Currency Lass~ vingeløs paa
havet, og den eneste menneskelige kyst -- Kauai i Sandwichsøerne --
var omtrent et tusen engelske mil borte i sydøst. At reise dit i
aapen baat? Over den vei ruget al slags ulykker, frygt for galskap og
frygt for døden.

Det var et alvorlig selskap som satte sig til frokost, men kapteinen
hjalp sine kamerater med et smil.

"Naa gutter," sa han og tok en slurk av den varme kaffe, "nu er vi
da færdig med ~Currency Lass~. Men den holdt da sammen saa længe at
den gjorde os rike. Og nu har vi en god, stiv, rummelig baat. Her er
seks liv og en slump penger at redde. Saa gjælder det bare hvor skal
vi gaa?"

"Det er to tusen mil til Sandwichsøerne, tror jeg," sa Mac.

"Aanei, saa galt er det ikke," svarte kapteinen. "Men det er galt
nok, godt og vel tusen."

"Jeg kjender en mand som engang reiste tolv hundrede mil i aapen
baat," saa Mac, "og han hadde alt han trængte. Han kom iland paa
Marquesas-øerne, og fra den dag og saa længe han levet, satte han
aldrig sin fot paa noget som kunde flyte. Han sa han vilde heller
sætte en pistol til hodet og puste hjernen ut."

"Ja ja, san," sa Wicks. "Jeg husker godt et baatsmandskap som kom
netop til Kauai omtrent fra det sted hvor vi nu ligger. Da de naadde
op under land, var de rivende gale. Der var en jernkyst og en fæl
brænding. De indfødte praiet dem fra fiskerbaater og skrek at de
ikke maatte prøve at gaa ind. Hvad brydde de sig om det! Der var
landet, det var alt som de visste, og de drev baaten mot land hvor
det brøt som værst, og de druknet alle uten en. Nei, baatreiser er
ikke efter min smak," sluttet kapteinen mørkt.

Tonen overrasket hos en mand med hans utæmmelige sind. "Naa,
kaptein," sa Carthew, "De har noget andet i lommen. Frem med det."

"Det er sandt," indrømmet Wicks. "Der ligger nogen rev her omkring,
det er likesom vandkopper paa kartet. Jeg har set paa dem, og der er
et -- Midway eller Brooks heter det -- bare firti mil herfra, som jeg
har fundet noget om. Det viser sig at Pacific Mail har en kulstation
der," sa han enkelt.

"Jeg vet at der er ikke noget slikt," sa Mac. "Jeg har selv været
kvartermester paa den linjen."

"Vel," sa Wicks, "der er boken. Læs hvad Hoyt sier -- læs løit og la
de andre høre."

Hoyts falske oplysning (som læserne kjender) var ikke til at komme
forbi. Tvil var umulig, og nyheten i sig selv frydefuld. Hver
for sig begyndte at drømme om en velstelt ø med brygge, kulskur,
haver, stjernebanneret og bestyrerens hvite villa. De saa sig selv
dovne bort nogen uker i et hyggelig logis, derefter gaa ombord paa
Kinabaaten som romantiske skibbrudne og dog med lommerne fulde av
penger, saa de bestilte champagne og blev opvartet av en række
tjenere. Frokosten som var begyndt saa mat, sluttet i fryd og glæde,
og alle mand gik straks igang med baaten.

Nu da alle rundholter var borte, var det ikke nogen let sak at faa
baaten paa vandet. Endel av den nødvendige last blev først stuvet
ombord. Mynten blev pakket i en sterk kiste og surret til agtertoften
for at være bjerget i tilfælde av en kantring. Saa blev et stykke av
skanseklædningen skaaret væk helt ned til dækket, baaten blev svinget
tverskibs, med en slak line fastgjort til begge mastestumperne og
heldig vippet ut. De hadde bare firti engelske mil at reise og
ventet gjestfrihet der de kom, men de tok allikevel med sig vand og
mat i overflod. Amalu og Mac, begge indbarkede sjøfolk, hadde med
sine kister, som var hovedkvarteret i deres liv. To andre kister
blev fyldt med haandkufferter, oljeklær, uldtepper. Hadden glemte
ikke den sidste kasse av sin brune sherry, kapteinen tok journalen,
instrumenter, kronometret, og Hemstead tok sin banjo, som han pleide
at spille sentimentalt paa om kveldene.

Klokken var omtrent tre om eftermiddagen, da de satte avsted. Vinden
var endnu vestlig, saa de maatte ta til aarerne. "Naa, vi har da
faat noget ut av dig!" nikket kapteinen som farvel til ~Currency
Lass~, som blev mindre og mindre og snart ikke var at se. Litt efter
blev det stille med meget regn. De spiste sit første maaltid, og de
som hadde frivakt, la sig til at sove i bunden under en brølende
regnskur. Den ni og tyvende dæmret frem av forrevne skyer; der er
ikke et øieblik da en baat paa sjøen tar sig mere elendig liten ut.
De saa rundt paa himmel og hav med et gys av ensomhet og angst. Ved
solopgang blæste passaten kraftig op fra den rette kant. De satte
seil, baaten fløi, og ved firetiden om eftermiddagen var de kommet
nær frem til den lukkede del av revet. Kapteinen stod op paa toften,
holdt sig i masten og studerte øen gjennem sin kikkert.

"Naa, hvor er stationen Deres?" ropte Mac.

"Jeg finder den ikke," svarte kapteinen.

"Og det vil De aldrig gjøre heller!" sa Mac med en klang av
fortvilelse og triumf i stemmen.

Sandheten blev snart klar for alle. Ingen bøier, ingen sjømerker,
ingen lys, ingen kul, ingen station. De skibbrudne rodde gjennem
en lagune og gik iland paa en ø, hvor der ikke var andre tegn til
mennesker end vrakstumper, og ikke anden lyd end av havet. For
sjøfuglene som holdt til der under mit besøk, var dengang spredt til
de fjerneste dele av stillehavet, og hadde bare efterlatt nogen fjær
og eggeskal som minder.

For at naa til dette sted hadde de hele natten slitt med aarerne,
og for hver time fjernet sig længer fra det trygge skib. Saa liten
baaten var, talte den dog om menneskers liv, den var en ensom liten
tingest paa det store hav, men i sig selv menneskelig. Øen som de
hadde byttet den med, var vild og øde, et sted for nød, ensomhet og
sult. Kvelden hadde sterkt lys og skygge. De sat eller laa uten at
tale, tænkte ikke engang paa at spise, disse mænd som av en løgnagtig
bok var bedraget for liv og rigdom. Saa godmodig hadde hele selskapet
været at ingen hadde sagt et ondt ord til Hadden, som bar skylden for
disse ulykker. Men det nye slag var for meget for dem, og det var
harmfulde øine som saa paa kapteinen.

Men netop ham var det som vækket dem av deres sløve fortvilelse.
Knurrende adlød de, trak baaten ovenfor tidevandsmerket og fulgte
ham til toppen av den sørgelige ø. Derfra saa de ut over hele
horisontens ring; en del av den mørknet under den kommende nat, en
del var farvet av solnedgangens glød og oversvømmet av solnedgangens
skyer. Her slog de leir og laget sig et telt av aarerne, masten og
seilene. Og her var det at Amalu, uten at nogen sa det til ham,
av bare vane og instinkt tændte et baal og kokte mat. Natten var
kommet, og stjernerne og nymaanens sølvsigd lyste over deres hoder,
før maaltidet var færdig. Den kolde sjø skinnet rundt dem, og ilden
glødet mot deres ansigter mens de spiste. Tommy hadde aapnet sin
kasse, og den brune sherry gik rundt, men det varte længe før der
blev nogen samtale.

"Saa faar det bli Kauai, allikevel?" spurte Mac med ett.

"Her er det fælt nok for mig," sa Tommy. "La os ta det tilbunds her
hvor vi er."

"Jeg kan fortælle én ting," sa Mac, "hvis nogen bryr sig om at høre.
Da jeg var paa en av Kinabaatene, stak vi engang indom denne øen. Den
ligger i kursen fra Honolulu."

"Saa fanden!" skrek Carthew. "Det avgjør det. La os bli. Vi maa ha et
stort baal flammende; der er nok av vrak."

"Fuldt op av vrak!" sa irlænderen. "Ingenting andet end vrak og
kistebord."

"Men det maa være et ordentlig blus," indskjøt Hemstead. "Et baal som
dette kan en vel ikke se langt væk."

"Ikke det?" sa Carthew. "Se rundt."

De gjorde det, og de saa nattens uendelighet, havets nøkne, blanke
ansigt og stjernernes blik, og deres stemmer døde i brystet paa dem
ved dette syn. I denne forfærdelige ensomhet var det likesom man
maatte se dem fra Kina paa den ene kant, fra Kalifornien paa den
anden.

"Aa, min gud, det er fælt!" hvisket Hemstead.

"Frygtelig," sa Mac og blev taus igjen.

"Bedre end en baat, allikevel," sa Hadden. "Jeg har faat nok av
baater."

"Det som plager mig, er pengene," brøt kapteinen ut. "Fire tusen pund
i guld og sølv -- og saa ingen ting at bruke dem til."

"Jeg liker ikke at ha dem i baaten," sa Tommy.

"Hvem skal stjæle dem her?" sa Mac med en ond latter.

Men hans kamerater reiste sig, klatret ned til baaten og bar den
uvurderlige skatkiste paa to aarer op i lyset fra baalet.

"Se paa den herligheten der!" ropte Wicks. "Veksler for to tusen
pund, det er ingenting at vise frem, det kan en stappe i vestelommen.
Men resten! Over firti pund avoirdupois i myntet guld og to centner
chilisølv! Hvad, er ikke det nok til at hente en flaate? Vil De si at
det ikke virker paa et skibskompas? Vil nogen si at utkikken ikke vil
snu sig hit og _lugte_ det?" skrek han.

Mac, som ikke hadde del i vekslerne, de firti pund guld og de to
centner sølv, hørte paa dette med barsk utaalmodighet og utstøtte en
hæs latter. "De skal faa se!" sa han, "De skal komme til at ønske at
vekslerne var brændt, før De er færdig med dette." Og han snudde sig,
gik ut av baalets lysning og stod og stirret ut over sjøen.

Hans ord fik de smaa gnister av godt humør til at slukne. Selskapet
faldt hen i bitter taushet, og Hemstead tok banjoen frem og begyndte
at spille, og litt efter sentimentalt at synge "Home, sweet home".
Men han var ikke kommet langt paa vei, saa blev instrumentet snappet
fra ham og slængt i baalet, og han vendte sig med et utrop og saa ind
i Macs rasende ansigt.

"Fanden ta mig om jeg taaler dette!" skrek kapteinen og sprang op.

"Jeg har sagt jeg var hidsig av mig," sa Mac i en nedslaat tone som
overrasket meget hos en mand med hans karakter. "Er det ikke nok
at holde ut allikevel, om han ikke skal ta fat slik." Og til alles
forundring og skræk stod han med ett og skalv i en hæs hulken. "Jeg
skammer mig over mig selv," sa han litt efter. "De maa undskylde mig
allesammen for min hidsighet, især den vesle manden som der ikke er
noget ondt i, og her er min haand ogsaa, hvis han vil ta imot dem."

Det barbariske og sentimentale optrin gled hurtig over, men det
efterlot sterke og forskjellige indtryk. Kanske var alle glade da
taushet fulgte den altfor velvalgte musik; Macs undskyldning og hans
opførsel bakefter gav hans ulykkesfæller en høiere mening om ham.
Men den disharmoniske tone hadde lydt, og en efterklang sat igjen.
De menneskelige lidenskaper hadde brutt frem, om end bare for et
øieblik, her paa denne vilde, nøkne ø, og alle tænkte skjælvende paa
hvilke rædsler der kunde komme.

Det blev besluttet at ta vakt om vakt for at holde stadig utkik efter
skibe, og Tommy krævde at ta den første. De andre krop ind i teltet,
og det varte ikke længe før deres snorken blandet sig med brændingens
brøl. Da stjal Tommy sig ned til bredden med sin sherry-kasse og
sænket den paa en favn vand. Men den stormende ustadighet i Macs sind
hadde intet at gjøre med vin; hos denne bastardkelter var der større
muligheder til godt og ondt end hans kamerater ante.

Der kom tre regndager. Det øste uten naade ned fra himmelen. Baalet
blev snart slukket, og da de forgjæves hadde brukt op et par æsker
fyrstikker, besluttet de at vente paa bedre veir. De levet saa i
elendighet paa raa hermetik og kjeks.

Om morgenen den 2. februar var alle skyer blæst bort. Solen steg i
al sin pragt, paany kunde de skibbrudne sætte sig ved et livgivende
baal og drikke varm kaffe. Senere holdt de baalet vedlike, dette
arbeide sysselsatte en mand hele dagen og de andre en times tid.
To ganger om dagen badet de i lagunen, deres største, næsten deres
eneste fornøielse. Ofte fisket de med godt utbytte i lagunen.
Resten av dagen tilbragte de med at dovne sig, streife omkring,
fortælle skrøner og diskutere. Kinabaatenes rute blev beregnet med
størst mulig nøiagtighet; siden lot de dette emme ligge som altfor
pinefuldt. Da baatreisen engang var opgit og den fortvilede flok
hadde valgt at vente her paa hjælp eller paa sult, saa var det ingen
som længer hadde mod til at se stillingen i øinene, langt mindre
til at tale om den med sine kamerater. Men den fortiede rædsel jaget
dem; i hver doven time, i hvert taust øieblik kom den igjen og pustet
sit gys gjennem dem og drog deres blik ut mot horisonten. I et slags
panisk selvforsvar gav de sig saa til at prate om et eller andet
emne. Og hvad hadde de paa dette øde sted at tale om uten sin skat?

Skatten var jo det eneste merkelige som de saa. Disse veksler
og kontanter hersket over deres sind som en katedral, og de gav
problemer at løse som kunde binde tankerne og faa mange timer til at
gaa. To tusen pund skyldte de til Sydney-firmaet, to tusen pund var
ren fortjeneste og skulde deles mellem seks. De hadde truffet avtale
om forholdet mellem deltagerne. Hvert pund kapital som var indskutt,
og hvert pund hyre blev regnet for en "lot". Av dem kunde Tommy
kræve fem hundrede og ti, Carthew et hundrede og sytti, Wicks et
hundrede og firti, Hemstead og Amalu ti hver, otte hundrede og firti
"lotter" ialt. Hvad var værdien av en lot? Dette blev først diskutert
i luften, og hovedsagelig med Tommys sterke lunger. Derefter fulgte
en række unøiagtige beregninger, tilslut blev de enige om at lotten
skulde gjælde for £2 7s. 7¼d. Dette var jo galt, summen av andelene
blev ikke £2.000, men bare £1.996 6s., og der var altsaa en rest paa
£3 14s. Men det var det bedste tal de fandt, og utbyttet var saa
storartet at deltagerne ikke fandt grund til at være kritiske. Wicks
hadde sat ind £100 og hadde tilgode sin kapteinsløn for to maaneder;
hans del blev £333 4s. 6¾d. Carthew hadde sat ind £150; han fik £401
18s. 6½d. Tommys £500 var vokset til £1.213 12s. 9¾d., og Amalu og
Hemstead, som bare hadde bidraget med sin hyre, fik £22 16s. 10½d.
hver.

Da de en stund hadde grublet over disse tal, var der bare et kort
skridt til at aapne kisten, og da kisten først stod aapen, saa var
glansen av pengene uimotstaaelig. Enhver følte at han maatte se sin
skat adskilt fra de andres, eie og veie den i tung mynt. Og her
kom en uoverstigelig mur i veien. Der var omtrent sytten shilling
i engelsk sølv; resten var chilisølv, og chilidollaren, som var
tat efter en kurs av seks paa et pund sterling, var praktisk talt
deres mindste mynt. Det blev derfor avgjort at de skulde dele bare
pundene og kaste shillings og pence i et fælles fond. Dette utgjorde,
iberegnet de tre pund fjorten shillings som var igjen fra før, ialt
syv pund en shilling.

"Jeg skal si hvad vi skal gjøre," sa Wicks. "La Carthew og Tommy
og jeg ta et pund hver, og Hemstead og Amalu dele de andre fire og
spille mynt og krone om shillingen."

"Sludder!" sa Carthew. "Tommy og jeg er allerede sprækkefærdige. Vi
kan ta en halv sovereign hver og la de andre tre ha firti shillings."

"Det er fan ikke værdt at dele," indskjøt Mac. "Jeg har kort i kisten
min. Hvorfor kan dere ikke spille om de fillepengene?"

Forslaget bød dem en uventet fornøielse i kjedsomheten. Mac fik
en part som eier av kortene. De spilte fem partier cribbage, og
da Amalu, den overlevende i turneringen, var blit slaaet av Mac,
fandt de at middagstimen var forbi. Efter et hastig maaltid kastet
de sig igjen over kortene, denne gang efter Carthews forslag til
"van John".[3] Dette var omtrent klokken to om eftermiddagen den
9. februar, og de spilte med vekslende held tolv timer i træk, sov
tungt, og stod sent op om morgenen for at fortsætte spillet. Hele
den dag spilte de og stanset bare for at sluke litt mat i sig. Tommy
var borte en lang stund, og kom dryppende tilbake med sherrykassen.
Natten faldt paa; de trak sig nærmere til baalet. Det var ved
totiden om morgenen at Carthew et øieblik saa op fra spillet. Han
saa maaneskinnet i havet, pengene som var stablet op, spillernes
ophidsede ansigter. Det var likesom der i hans øre klang musik,
og maanen lyste vel endnu paa en sjø, men en anden sjø, og Kasino
taarnet sig op mellem lampeglitrende haver, og pengene klirret paa
det grønne bord. "Du store gud!" tænkte han, "sitter jeg nu og
spiller igjen!" Han saa nysgjerrig paa gruppen rundt sandbordet. Han
og Mac hadde vaaget og vundet som gamle spillere; foran dem laa guld
og sølv i en svær dynge. Amalu og Hemstead hadde sin kapital i behold
og vel saa det, men Tommy var gruelig langt nede i læ, og kapteinen
var reducert til omtrent femti pund.

 [3] Noget lignende som vort "halvtolv".

"La os slutte med dette her," sa Carthew.

"Gi ham et glas, og be ham holde kjæft," var det en som sa; en ny
flaske blev trukket op, og spillet gik sin gang.

Carthew hadde selv vundet for meget til at trække sig tilbake eller
si mere, og hele natten igjennem maatte han ta del i daarskapen. Han
gjorde ædelmodige forsøk paa at tape, men vandt bare des mer, saa
han tilslut blev fortvilet. Det dæmret av dag, den 11. februar. Han
var da kortgiver og vandt fremdeles. Han hadde netop git rundt, og
allesammen hadde gjort svære indsatser. Kapteinen hadde sat ind alt
det han hadde igjen -- tolv pund i guld og nogen dollars -- og da
Carthew saa hemmelig paa sine kort før han la dem op, fandt han at de
var uindtagelige.

"Nei, nei," brøt han ut, "dette er en motbydelig historie, og det
skal være slut." Med det samme viste han frem sine kort, rev dem
istykker og reiste sig.

Selskapet stirret og mumlet av bare forbauselse, men Mac kom ham
ædelmodig til hjælp.

"Vi har hat nok av det, tænker jeg," sa han. "Men naturligvis var det
bare spøk, og her er mine jetons tilbake. -- Hit med alle jetons,
gutter!" og han øste sin gevinst op i kisten, som heldigvis stod nær
ham.

Carthew kom hen og næsten vred haanden av ham. "Dette skal jeg aldrig
glemme," sa han.

"Men hvad skal vi gjøre med den kanakagutten og den andre knerten?"
spurte Mac lavt. "De har begge vundet, ser De."

"Det er sandt," sa Carthew høit, "Amalu og Hemstead, tæl gevinsten
deres; Tommy og jeg betaler det!"

Det blev gjort uten snak. De to var bare glade ved at faa sin
gevinst, fra hvilken kant den saa kom, og Tommy, som hadde tapt
omtrent fem hundrede pund, var vel fornøiet med denne ordning.

"Men Mac?" spurte Hemstead. "Skal han miste alt?"

"Du faar undskylde mig," svarte irlænderen, "men du gjør bedst i at
passe fjæset dit, for jeg er ikke av den slags. Hvis jeg mente jeg
hadde vundet pengene ærlig og redelig, saa skulde ikke en sjæl faat
dem fra mig. Men jeg trodde det var spøk; der tok kanske jeg feil,
men der er ikke den mand her paa øen som er stor nok til at forære
penger til min mors søn."

"Ja, Mac, De er en gentleman," sa Carthew og hjalp ham med at skovle
hans gevinst op i skatkisten.

"Nei, dævelen, en fordrukken sjømand," sa Mac.

Kapteinen hadde en stund sittet med ansigtet i hænderne. Nu reiste
han sig mekanisk, han skalv og vaklet som en drukkenbolt efter en
rangel. Men i næste øieblik forvandlet hans ansigt sig, og hans
stemme runget over øen: "Seil, hei!"

Alle snudde sig ved ropet, og derute i morgenens vilde lys stevnet
ret mot Midway briggen ~Flying Scud~ av Hull.



SYTTENDE KAPITEL.

En dyr handel.


Det skib som saaledes viste sig for dem, hadde længe flakket om paa
havene, eftersom fragterne tilbød sig. For to aar siden var det
seilet fra London til Kap det gode haab, derfra til Indien, til
Arkipelagus, og nu var det bestemt til San Francisco i det haab at
arbeide sig hjem rundt Kap Horn. Dets kaptein var en Jacob Trent.
Han hadde for omtrent fem aar siden trukket sig tilbake til en liten
forstadsvilla, et kaalstykke, en gig og ledelsen av noget som han
kaldte en bank. Navnet syntes at ha været vildledende. Laantagere
pleide at vælge sig ting til pryd og nytte i frontbutikken,
sukkerbrød og ruller av dobbeltbredt klæde blev betrodd mot pant,
og en av chefens pligter var at daske i sin gig hver lørdags kveld
fra den ene kunde til den anden og indkræve størsteparten av deres
ukeløn. Han levet altsaa et virksomt liv, som for en mand av
rottetypen var fuldt av lønlige glæder. Et uventet tap, en retssak og
dommerens forstaaelsesløse optræden gav ham avsmak for forretningen.
"De kalder det en bank," sa dommeren, "men mig forekommer det at
være et pantelaanekontor uten bevilling." Og han sluttet med denne
skræmmende tale: "Herr Trent, jeg maa advare _Dem_, _De maa ta Dem_
i agt, ellers faar vi snart se Dem igjen." Paa mindre end en uke
hadde kapteinen skilt sig av med banken, huset, giggen og hesten
og var gaat tilsjøs med ~Flying Scud~, som han førte til eiernes
største tilfredshet. Men glorien slap ham ikke; han var en almindelig
sjømand, sa han, men han lot en aldrig faa lov at glemme at han hadde
været bankchef.

Hans styrmand, Elias Goddedaal, var en vældig viking at se til, seks
fot og tre tommer høi og av tilsvarende bredde, sterk, ædruelig,
arbeidsom, musikalsk og sentimental. Han gled stadig over i svenske
melodier, især i moll. Han hadde betalt ni dollars for at høre Patti;
for at høre Nilsson hadde han rømt fra et skib og to maaneders
hyre, og til enhver tid gik han gjerne ti engelske mil for en god
koncerts skyld. Ombord hadde han tre skatte: en kanarifugl, et utsøkt
trækspil og Shakespeares verker. Han hadde den evne som er særegen
for skandinaverne, at vinde folk for sig ved første blik; der var
noget saa naivt og uskyldig over ham. Han var uten frygt, uten dadel,
haabløst fattig og fornøiet.

Holdorsen var andenstyrmand, han sov agter, men spiste oftest sammen
med folkene.

En av mandskapet maa jeg nævne. Det var en skotte som het Brown. En
liten, mørk, tykfalden en med hundeøine, utrolig mild og harmløs. Han
tumlet om mellem have og byer som et stilfærdig offer for en enkelt
last. "Det er drikken som er det gale med mig, ser De," sa han sky
til Carthew, "og det er en stor skam for mig, som kommer av saa god
slegt."

Slik var det fartøi som bragte glæde til de skibbrudnes hjerter.
Efter trætheten og de dyriske sindsbevægelser i den gjennemspillede
nat var de nu, da de saa frelsen saa nær, ute av stand til at styre
sig. Deres hænder skalv, deres øine skinte, de lo og skrek som barn,
mens de pakket sammen. Men Wicks hadde for sterkt hode til at la sig
rive med.

"Rolig, gutter!" sa han. "Vi gaar ombord paa et skib som vi ikke vet
nogen ting om. Vi har en kiste fuld av penger, det ser de, og vi kan
ikke negte det. Naa, sæt at det er noget rakkerpak! Jeg mener at vi
skal ha pistolerne færdige."

De hadde nogen revolvere som de nu ladet og stak i lommen; derefter
pakket de sine ting sammen hastig og muntert. Solen stod endnu ikke
ti grader over havet i øst; men briggen var allerede nær land, den
la bi før de hadde faat baaten paa vand og under høie rop rodde mot
indløpet.

Det blæste friskt, og skummet sprøitet i ansigtet paa dem. De saa
union jack flagre op paa ~Flying Scud~, mændene som flokket sig ved
rælingen, kokken i kabysdøren, kapteinen paa skansen med marvhjelm og
kikkert. Og hele det kjendte billede, hyggen, selskapet og trygheten
i dette skib som de nærmet sig med korte aaretak, gjorde dem gale av
glæde.

Wicks var den første som grep linen og kløv ombord; hjælpende hænder
tok ham da han kom, og halte ham over rælingen.

"Kapteinen, antar jeg?" sa han og vendte sig mot den stive gamle mand
med marvhjelmen.

"Kaptein Trent," svarte den gamle mand.

"Ja, jeg er kaptein Kirkup, og dette er mandskapet paa
Sydney-skonnerten ~Currency Lass~, som blev avmastet den 28. januar."

"Vel, vel," sa Trent. "Heldig for Dem at jeg saa signalet Deres. Jeg
visste ikke jeg var saa nær denne fordømte øen, her maa gaa strøm mot
syd; da jeg kom paa dæk imorges ved otte slag, trodde jeg det var et
skib som brændte."

Der var blit truffet den avtale at de andre skulde vente i hvalbaaten
og passe paa skatten, mens Wicks gik ombord og forrettet høfligheten.
En talje blev sendt ned til dem; til den gjorde de sin uvurderlige
kiste fast og gav ordre til at heise. Men den uventede vegt var for
meget for manden ved taljen, to andre sprang til for at hjælpe ham,
og Trent blev opmerksom.

"Et svært løft!" ropte han hvast, og til Wicks: "Hvad er det for
noget? Jeg kan ikke huske at jeg har set saa tung en kiste før."

"Det er penger," sa Wicks.

"Hvad for noget!" ropte Trent.

"Mynt," sa Wicks, "bjerget fra vraket."

Trent saa hvast paa ham. "La den kisten gaa ned igjen, Goddedaal,"
kommanderte han, "skyv baaten fra og hal den agterut med en line."

"Vel, vel!" fra Goddedaal.

"Hvad dævelen er galt?" spurte Wicks.

"Ingenting," svarte Trent. "Men De maa tilstaa at det tar sig
underlig ut naar en baat dukker op midt paa havet med en halv ton
mynt og alle mand bevæbnet," tilføiet han og pekte paa Wicks' lomme.
"Baaten Deres ligger godt og trygt agterut, mens De følger mig ned og
gjør rede for Dem."

"Er det alt!" sa Wicks. "Journalen og papirerne mine er saa rigtige
som postskibene, ingenting lummert med os." Og han praiet sine venner
i baaten, bad dem ha taalmodighet og snudde sig for at følge kaptein
Trent.

"Denne vei, kaptein Kirkup," sa Trent. "Ta mig ikke ilde op at jeg er
forsigtig, jeg mener ikke at fornærme Dem, men de Kina-elvene sliter
paa nerverne. Jeg vil bare bli viss paa at alting er som De sier; det
er min pligt, og De vilde gjort det samme. Jeg har ikke altid været
skibskaptein, jeg har været bankchef, og da lærer en forsigtighet.
Da faar en holde øiet aapent om lørdagskveldene." Og med tør,
forretningsmæssig gemytlighet fandt han frem en flaske brændevin.

Kapteinerne skaalte, papirerne blev gjennemgaat, historien om
Topelius og den store handel blev fortalt og paaskjønnet. Trents
mistænksomhed var snart overvundet, men i stedet fik han et anfald av
dyp eftertanke og sat længe stiv og stum og trommet paa bordet.

"Er det saa mere?" spurte Wicks.

"Hvordan ser det ut indenfor?" spurte Trent saa pludselig som om
Wicks hadde rørt ved en fjær.

"Lagunen er bra, -- ikke noget plunder at snakke om."

"Jeg har god lyst til at gaa ind," sa Trent. "Jeg skulde set efter
riggen. Det kan være gjort paa en dag. Folkene Deres gir os vel en
haandsrækning?"

"Det kan De gaa ut fra," sa Wicks.

"Saa gjør vi det," sa Trent. "Et sting i tide sparer ti siden."

De gik op paa dæk. Wicks ropte nyheterne ned til sine kamerater.
Foremersseilet blev fyldt igjen; briggen løp ind i lagunen med
hvalbaaten dansende i sit kjølvand og blev lagt for anker utenfor
Middle Brooks Island litt før otte. De skibbrudne gik ombord,
frokosten blev servert, bagagen heist ombord og stablet op i kulen,
og alle mand tok fat paa riggen. Hele dagen varte arbeidet; de to
mandskaper kappedes. Middagen blev servert paa dækket, officererne
spiste agter, folkene hygget sig forut. Trent var i glimrende
humør, han delte ut grog til alle mand, aapnet en flaske kapvin til
officerernes bord og underholdt sine gjester med mange historier fra
sit liv som bankchef i Cardiff.

Eftermiddagen slet frygtelig paa mændene fra ~Currency Lass~.
Utmattet som de allerede var av søvnløshet og mange sindsbevægelser,
arbeidet de tilslut bare paa nerverne, og da Trent tilslut var
tilfreds med riggens tilstand, ventet de ivrig paa ordren om at
seile. Men det var som kapteinen ikke hadde hast. Han drev langsomt
frem og tilbake i dyp eftertanke. Om en stund ropte han paa Wicks.

"De er jo i kompani allesammen, kaptein Kirkup?" spurte han.

"Ja vi arbeidet paa deling," var svaret.

"Da har De kanske ikke noget imot at jeg ber alle drikke te nede i
kahytten?" spurte Trent.

Wicks var forbauset, men gjorde selvfølgelig ikke nogen indvending,
og litt efter satte de seks fra ~Currency Lass~ sig sammen med
Trent og Goddedaal til et maaltid av marmelade, smør, ristet brød,
sardiner, hermetisk tunge og rykende te. Maten var ikke videre god,
men den smakte de skibbrudne som manna. Goddedaal opvartet dem
med næsten kvindelig elskværdighet. Siden husket de at Trent tok
liten del i disse opmerksomheter, men mest sat og grublet, saa han
tilsynelatende snart husket og snart glemte sine gjesters nærvær.

Med ett talte han til kineseren.

"Ut med dig," sa han og ventet til manden var forsvundet i trappen.
"Naa, mine herrer," fortsatte han, "jeg skjønner at dere danner
etslags aktieselskap, og derfor har jeg bedt dere alle herned; for
der er noget som vi maa komme til klarhet over. Dere ser hvordan
dette skibet er, et godt skib, tør jeg si, og dere ser hvordan maten
er, god nok for sjøfolk."

De mumlet hastig sit samtykke og ventet nysgjerrig.

"Naa," fortsatte Trent, som sat og rullet brødkuler og saa stivt paa
midten av bordet, "jeg er naturligvis glad for at jeg kan ta dere med
til Frisco. Den ene sjømand skal hjælpe den anden, det er mit motto.
Men naar en ønsker noget her i verden, saa maa en betale for det,
slik er det." Han lo en kort, glædeløs latter. "Det er ikke nogen
mening i at jeg skal tape paa min venlighet."

"Det har vi heller ikke tænkt, kaptein," sa Wicks.

"Vi er villige til at betale en rimelig sum," tilføiet Carthew.

Goddedaal, som sat ved siden av ham, rørte ham med albuen, og de to
styrmænd vekslet et betydningsfuldt blik. Kaptein Trents karakter
blev fortalt og forstaat i det tause sekund.

"Rimelig," gjentok kapteinen. "Jeg ventet paa det. Men her er det mig
som bestemmer hvad som er rimelig. Her er jeg dommer. Hvis De ønsker
et laan, saa har De at betale for det" -- han skyndte sig at rette --
"hvis De ønsker at reise med mit skib, saa har De at betale min pris.
Det er et rigtig forretningsprincip, skulde jeg tro. Jeg trænger ikke
dere; dere trænger mig."

"Godt," sa Carthew, "hvad _er_ saa Deres pris."

Kapteinen rullet brødkuler. "Hvis jeg gjorde som dere," sa han,
"dengang dere fik klem paa den kjøbmanden fra Gilbertøerne, saa kunde
jeg nok overraske dere. Dengang hadde dere overtaket; nu er det min
tur. Den ene gang dere, den anden gang mig, det er ærlig spil. Hadde
dere naade med den Gilbertkjøbmanden!" skrek han hvinende. "Ikke
saa at jeg sier noget om det. I kjærlighet og forretninger er alt
tillatt." Og han lo igjen en liten frossen fnis.

"Naa?" sa Carthew alvorlig.

"Dette skib er mit, tænker jeg?" spurte han skarpt.

"Det er det ingen som har negtet," sa Mac.

"Jeg sier det er mit!" gjentok Trent hvast, likesom han prøvde at
gjøre sig sint. "Og jeg sier dere allesammen, at hvis jeg presset paa
som dere, saa tok jeg rub og stub. Men der er to tusen pund som ikke
tilhører dere, og jeg er en ærlig mand. Gi mig de to tusen pund som
dere eier, saa skal jeg la dere reise med mit skib, og sætte hver
mand i land i Frisco med femten pund i lommen og kapteinen her med
femogtyve."

Goddedaal la sit ansigt mot bordet, som om han skammet sig.

"De spøker bare," sa Wicks, purpurrød i ansigtet.

"Gjør jeg?" sa Trent. "De har frit valg. Det er ingen som tænker paa
at tvinge Dem. Dette skib er mit, men den der Brooks Island tilhører
ikke mig, og dere kan ligge der og dø, om dere har lyst, for mig."

"Det er mere end den velsignede briggen Deres er værd!" ropte Wicks.

"Det er ihvertfald min pris," svarte Trent.

"Og mener De at si at De vil sætte os iland der og la os sulte
ihjel?" ropte Tommy.

Kaptein Trent lo for tredje gang. "Sulte ihjel? Det behøver dere
ikke. Jeg skal sælge dere al den proviant dere vil ha, med passende
fortjeneste."

"Undskyld," sa Mac, "men med mig er det anderledes. Jeg skulde
arbeide mig over, jeg har ikke nogen part i de tusen pund og
ingenting i lommen heller, og jeg vil gjerne faa vite hvad De har at
si til mig."

"Jeg er ikke nogen haard mand," sa Trent, "og det gjør ingen
forskjel. De kan bli med som de andre, men naturligvis faar De ikke
nogen femten pund."

Det var en saa forbløffende og umaadelig frækhet at alle trak pusten
dypt, og Goddedaal løftet ansigtet og saa sin overordnede strengt ind
i øinene.

Men Mac gjorde mere. "Og De skal være en britisk sjømand! Gid De
maatte raatne indvendig!" skrek han.

"Et ord til, og jeg lægger Dem i jern!" sa Trent.

"Og hvor skulde jeg være mens De holdt paa med det?" spurte Mac. "Og
det efter strævet med riggen Deres ogsaa! Gamle blodsuger som De er,
De har ikke engang saapas høflighet som en væggelus, men nu skal De
faa lære."

Han løftet ikke engang stemmen da han uttalte denne trusel, og ingen
av de tilstedeværende, Trent mindst av alle, ventet det som nu
skedde. Irlænderens haand kom pludselig frem bak bordet, en aapen
foldekniv balanserte paa haandflaten; der kom et lynsnart kast; Trent
sprang halvt op, snudde sig litt likesom for at flygte fra bordet, og
kastet blev hans bane. Projektilet traf ham i halsaaren, han faldt
fremover, og hans blod fløt mellem fatene paa bordduken.

Pludseligheten i angrepet og katastrofen, den øieblikkelige
forandring fra fred til krig og fra liv til død, holdt alle mand
fjetret. Et øieblik blev de sittende rundt bordet og stirret med
aapen mund paa den dræpte kaptein og det flommende blod. I næste
sekund var Goddedaal sprunget op, hadde revet sin stol til sig og
svang den høit i luften med et brøl som gjorde dem døve. Der var
ikke tanke paa kamp hos ~Currency Lass~ folkene, ingen av dem trak
sit vaaben frem, alle stimlet hjælpeløst bort fra den skandinaviske
berserk. Hans første slag sendte Mac i gulvet med en brukken arm.
Hans næste knuste hodet paa Hemstead. Han vendte sig fra den ene
til den anden, truet og trompetet som en saaret elefant og hylte i
seiersørske. Men der var ikke overlæg, ikke et glimt av fornuft i
denne kampvildskap; han forfulgte ikke sin seier, men dænget nye slag
paa Hemstead, saa stolen blev splintret, og kahytten runget. Denne
grusomhet mot den døde mand vækket livsinstinktet hos Carthew, han
hadde sin revolver i haanden og hadde sigtet og fyrt før han visste
av det. Den øredøvende larm av skuddet blev fulgt av et skjærende
skrik; kjæmpen stanset, svaiet, vaklet og faldt hovedkuls over sit
offer.

I den dumpe stilhet som nu fulgte, hørte de fottrin paa dækket
og straks efter i trappen, og der viste sig et ansigt, det var
andenstyrmand Holdorsen, i kahytsdøren. Carthew splintret det med et
nyt skud, for han var en blinkskytter.

"Pistolerne!" skrek han og sprang mot trappen med Wicks i hælene,
Tommy og Amalu efter. De trampet over Holdorsens lik, fløi op trappen
og frem i det skumrende lys av en blodrød solnedgang. Endnu var
styrken like, men ~Flying Scud~ folkene drømte ikke om forsvar, de
flygtet vildt mot luken til ruffen. Brown var forrest, han kom sig
ned usaaret, kineseren stupte efter med en kule i siden, og de andre
entret op i riggen.

Der kom en vild ro over Wicks og Carthew, kampen gav dem deres kraft
igjen. De satte Tommy paa vakt ved fokke- og Amalu ved stormasten,
mens de selv gik ned i kulen, øste en æske patroner ut paa dækket og
fyldte kamrene. De stakkars djævler tilveirs jamret høit om naade.
Men tiden til at vise naade var omme, glasset var brygget, og de
maatte tømme det tilbunds; siden saa mange var faldt, maatte alle
falde. Lyset var svakt, de billige revolvere skjøt usikkert, de
hylende stakkarer gjorde sig flate mot master og rær eller fandt et
øiebliks ly i de hængende seil. Myrderiet tok lang tid, men tilslut
var det gjort. Londoneren Hardy blev skutt paa fokkeraaen og blev
hængende -- forfærdelig at se -- i givtaugene. Wallen, den andre, fik
kjæven knækket paa storemerstversalingerne og blottet sig og skrek,
skrek, til et nyt skud sendte ham ned paa dæk.

Dette hadde været fælt nok, men endda værre var det som stod igjen.
Det var Brown i folkelugaren. Tommy tigget for ham med hæs hulken.
"Den ene manden kan ikke skade os. Vi kan ikke gjøre mere av dette.
Jeg talte med ham da vi spiste middag. Det er saan en godslig liten
en. Vi kan ikke gjøre det. Ingen kan gaa derned og myrde ham. Det er
altfor græsselig."

"En igjen, saa blir vi alle hængt," sa Wicks. "Brown maa gaa samme
vei." Den svære mand var likblek og skalv som aspeløv, og han hadde
ikke før sluttet at tale, saa gik han til rælingen og kastet op.

"Vi faar aldrig gjort det hvis vi venter," sa Carthew. "Nu eller
aldrig," og han marsjerte mot luken.

"Nei, nei, nei!" hylte Tommy og klynget sig fast i hans trøie.

Men Carthew slængte ham væk og gik ned trappen, hjertesyk av avsky
og skam. Kineseren laa paa gulvet, han jamret sig endnu; rummet var
bekmørkt.

"Brown!" ropte Carthew. "Brown, hvor er du?"

Han hadet sig selv, fordi han prøvde at lokke sit offer med saadan
lumskhet; men der kom ikke svar.

Han grov i køierne, de var alle tomme. Saa famlet han videre mot det
forreste rum, hvor der var et rot av taugkveiler og proviant.

"Brown!" sa han igjen.

"Her," svarte en skjælvende stemme, og det stakkars usynlige offer
kaldte ham ved navn og utgød i mørket en uendelig, hakkende bøn om
naade. Det var bare en følelse av fare, en dristighet, som hadde git
Carthew kraft til at gaa ind i ruffen, og her gjemte fienden sig og
graat og tigget som et skræmt barn. De skrækkelige ydmyge bønner
gjorde mordet ti ganger mere oprørende. Carthew løftet revolveren
og lot den synke, han løftet den igjen og trykket ogsaa av -- eller
trodde at han gjorde det -- med al sin magt, men der fulgte ingen
eksplosion, og da randt resten av hans mod helt ut, og han snudde sig
og flygtet fra sit offer.

Wicks sat paa storluken, han løftet ansigtet -- det var som en
oldings -- og spurte med sit blik. Carthew rystet paa hodet. Med
en saadan fatning som en mand kan opbyde naar han gaar til galgen,
reiste Wicks sig, gik til luken og ned. Brown trodde det var Carthew
som kom igjen, og med en stammende bøn krøp han halvt ut av sit
gjemsel. Wicks tømte revolveren mot stemmen, den brast over i klynk
og jammer likesom en mus. Saa blev der stilt, og morderen sprang op
paa dæk som en besat.

De andre tre hadde nu samlet sig paa forluken, og Wicks satte sig
mellem dem. Der blev ikke gjort noget spørsmaal. De sat tæt sammen
likesom barn i mørke, og hver av dem følte hvorledes de andre dirret.
Tusmørket tyknet, og der var ikke anden lyd end brændingens brøl og
nu og da en hikstende hulken fra Tommy Hadden.

"Gud, om der kom et skib!" ropte Carthew med ett.

Wicks fór op og saa tilveirs, og han rystet da han saa liket som hang
i fokkeraaen.

"Hvis jeg gaar tilveirs, saa falder jeg," sa han stille. "Jeg orker
ikke mer."

Det var Amalu som frivillig entret helt op til knappen, stirret rundt
den mørknende horisont og meldte at der var ingenting i sigte.

"Det er det samme," sa Wicks. "Vi kan ikke sove --"

"Sove!" kom som et ekko fra Carthew, og han syntes at hele
Shakespeares ~Macbeth~ dundret i galop gjennem hans hode.

"Vi kan ikke sitte her og hakke tænder," sa Wicks, "før vi har ryddet
skibet, og jeg kan ikke gaa igang med det før jeg har faat brændevin,
og brændevinen er i kahytten, og hvem vil gaa ned efter den?"

"Det skal jeg," sa Carthew, "hvis nogen har fyrstikker."

Amalu rakte ham en æske, og han gik agter og ned trappen og ind i
kahytten, snublende over lik. Saa tændte han en fyrstik, og hans blik
faldt paa to levende øine.

"Naa?" spurte Mac, for ham var det som endnu levet i denne slagterbod
av en kahyt.

"Det er gjort, de er alle døde," svarte Carthew.

"Kristus," sa irlænderen og daanet.

Brændevinet blev fundet i den døde kapteins lugar, det blev baaret op
paa dæk, alle mand tok en dram og begyndte saa paa arbeidet. Natten
var kommet, og først om nogen timer steg maanen op. En lygt blev sat
paa storluken for at gi Amalu lys mens han vasket dækkene, og de
andre tok kabyslanternen for at kunne utføre begravelsen. Holdorsen,
Hemstead, Trent og Goddedaal blev først sendt ut; den sidste aandet
endnu da han gled over rælingen. Wallen fulgte efter, og saa gik
Wicks, som var styrket av brændevinet, tilveirs med en baatshake og
fik Hardy løs. Kineseren var den sidste, han var fra sig, talte høit
paa sit ukjendte maal mens de bar ham op, og først med plasket av det
synkende legeme sluttet hans pluddervælsk. Brown blev de i taushet
enige om at la ligge. Kjøt og blod orket ikke mer.

Hele denne tid hadde de drukket ublandet brændevin som vand, tre
flasker stod paa forskjellige steder, og ingen gik forbi uten at ta
en slurk. Tommy stupte mot stormasten, Wicks faldt med ansigtet mot
hyttetrappen og rørte sig ikke mere, Amalu var forsvundet. Carthew
var den sidste, han stod og svaiet ved fremspringet av hytten, og
lanternen som han endnu bar paa, svaiet med. Det summet i hodet paa
ham, det yret av brutte tanker, mindet om dagens forfærdeligheter
flammet op og dalte igjen i ham, likesom skinnet av en lampe i sterk
træk. Og saa fik han en drukkenbolts inspiration.

"Der maa ikke bli mere av dette," tænkte han, og tumlet igjen ned i
kahytten.

Holdorsens lik var borte. Det skjønte han først ikke, han stod og
stirret paa det tomme gulv, husket saa og smilte. Fra kapteinens
lugar tok han den aapne kasse med et dusin og tre flasker brændevin,
satte lanternen ind i den og gik forsigtig videre. Mac var nu igjen
ved bevissthet, hans øine var vilde, hans ansigt fortrukket av smerte
og blussende rødt av feber, og Carthew husket at han hadde ligget
der hele tiden alene og hjælpeløs og skulde ligge slik hele natten,
saaret, kanske døende. Men nu var det for sent, al fornuft var
flygtet fra det tause skib. Hvis Carthew kunde naa paa dæk igjen, saa
var det alt han kunde haabe. Han saa med ynk bort paa den ulykkelige
som laa der, saa skubbet han sig i sin tragiske fuldskap op trappen,
veltet kassen overbord og faldt hjælpeløs omkuld i spygattene.



ATTENDE KAPITEL.

En farlig auktion.


I det første røde gry vaaknet Carthew. Han blev sittende der han
hadde ligget, og han stirret paa den bølgende morgenbanke og paa
briggens rær og hængende seil, likesom en mand som vaakner i en
fremmed seng. Han saa sig rundt med et barns naive forundring, men
mest av alt undret han sig over hvad der feilte ham, hvad det var han
hadde tapt, hvad ondt der var gjort mot ham, noget som han visste
var sørgelig, men allikevel hadde glemt. Og saa, med ett, rullet
sandheten over ham i hele sin vælde, likesom en elv bryter dæmningen.
Hans minde uttømte sig med ord og billeder som han aldrig mere skulde
glemme, og han sprang op, stod et øieblik med haanden for panden og
begyndte at gaa som rasende frem og tilbake ved hytten. Mens han gik,
vred han sine hænder. "Aa gud -- aa gud -- aa gud," sa han omigjen og
omigjen, uten tanke paa at be, bare som et smertesrop.

En stund efter blev han var at nogen iagttok ham; det var kapteinen
som sat og saa paa ham over fremspringet av hytten; hans øine var
underlig blinde likesom av feber, og hans pande bølget med dype
rynker. Carthew saa sig selv i et speil. De sendte hverandre et
blink, og saa igjen bort, og Carthew flygtet fra sin medskyldiges
øine og stod og lænte sig mot hakkebrettet.

En time gik, lyset blev sterkere og sterkere, solen steg og drak op
skyerne; en time med taushet paa skibet, en time med usigelig kval
for de lidende. Browns plaprende bønner, skrikene fra de to i riggen,
stumper av den døde Hemsteads sange, alt dette fløt sammen og gjentok
sig skjærende i Carthews hode. Han hverken frikjendte eller fordømte
sig selv; han tænkte ikke, han led. I det klare vand som han stirret
paa, forandret og gjentok billederne sig, Goddedaal som en rasende
berserk, det blodrøde lys av solnedgangen som de var sprunget ut mot,
ansigtet paa den pludrende kineser da de kylte ham over rælingen,
ansigtet paa kapteinen da han vaaknet fra fuldskapen til anger. Og
tiden gik, og solen svømte høiere, og hans pine blev ikke mindre.

Den svakeste av de ulykkelige mænd gav hjælp og lindring til de
andre. Amalu vaaknet som de andre syk og forpint, men lydighetens
vane hersket i hans enkle sjæl, og forfærdet over at være saa sent
oppe gik han bent ind i kahytten, tændte ild og begyndte at stelle
til frokost. Klirringen av fater, suset av ilden, den tynde røk
som steg ret tilveirs, sprængte trolddommen. De fordømte følte
paany vanens gode tørre land under sine føtter, de rørte igjen ved
sundhetens kjendte ledebaand, de fik en følelse av den velsignede
fornyelse og atterkomst av alle jordiske ting. Kapteinen drog op en
pøs vand og begyndte at bade sig. Tommy satte sig overende, saa en
stund paa og fulgte saa langsomt hans eksempel, og Carthew husket
sine sidste tanker fra natten og skyndte sig til kahytten.

Mac var vaaken, hadde kanske ikke sovet. Over hans hode kvidret
Goddedaals kanarifugl skingert i sit bur.

"Hvorledes er det med Dem?" spurte Carthew.

"Armen er brukket," svarte Mac, "men det kan jeg taale. Det er dette
sted jeg ikke kan holde ut. Jeg vilde ha kræket mig paa dæk nu."

"Bli her allikevel," sa Carthew. "Det er dødsens varmt deroppe og
ingen vind. Jeg skal vaske bort dette --" og han stanset, han fandt
ikke ord for det uhyggelige smuds i kahytten.

"Tak for det," svarte irlænderen. Han talte mildt og mykt, likesom
et sykt barn med sin mor. Nu var der ingen hidsighet i ham, og mens
Carthew hentet en pøs og svaber og stuertens svamp og begyndte at
rense slagmarken, saa laa han snart med aapne øine og saa paa, og
snart lukket han dem igjen, og sukket som om han holdt paa at daane.
"Jeg maa be dere alle tilgi mig," begyndte han igjen litt efter,
"det er des større skam for mig som fik dere op i ulykken, at jeg
ingenting kunde gjøre da det gjaldt. De frelste mit liv, De er en fin
skytter."

"For guds skyld, tal ikke om det!" ropte Carthew. "Det er ikke til at
tale om; De vet ikke hvordan det var. Det var ingenting hernede, her
slos vi. Men paa dæk -- aa min gud!" Og Carthew presset den blodige
svamp mot ansigtet og stred et øieblik med et anfald av hysteri.

"Rolig, rolig, Carthew. Det er gjort nu," sa Mac. "De kan takke gud
for at De ikke ligger hjælpeløs og med smerter paa kjøpet."

Mere blev ikke sagt, og kahytten var godt renset, da et slag med
skibsklokken kaldte Carthew til frokost. Tommy hadde i mellemtiden
været flittig, han hadde halt hvalbaaten helt forut og allerede
heiset ned i den en liten dunk med kjøt, som han hadde fundet aapen
ved siden av kabysdøren. Det var tydelig at han bare tænkte paa ett:
at slippe bort.

"Vi har et helt skib fuldt av proviant at forsyne os av," sa han.
"Hvad blir vi her for? La os komme avsted straks til Hawaij. Jeg har
allerede begyndt at gjøre os istand."

"Mac har faat en arm brukket," sa Carthew. "Hvorledes skal han klare
reisen?"

"Brukket armen?" gjentok kapteinen. "Er det alt? Den skal jeg se paa
efter frokosten. Jeg trodde han var død som alle de andre. Den gale
manden slog som en --" og her, idet han nævnte slaget, brast stemmen
for ham, og hele samtalen sluttet.

Efter frokosten gik de tre hvite mænd ned i kahytten.

"Jeg kommer for at stelle med armen Deres," sa kapteinen.

"Undskyld, kaptein," sa Mac, "men det første De har at gjøre, er at
faa skibet tilsjøs. Vi kan tale om armen siden."

"Aa, det har ikke saan velsignet hast," svarte Wicks.

"Naar det næste skib seiler ind, vil De si noget andet," sa Mac.

"Det er aldeles usandsynlig," indskjøt Carthew.

"Indbild Dem bare ikke det," sa Mac. "Hvis De trænger et skib, saa
kommer fanden ikke et eneste i nærheten paa seks aar; men hvis De
ikke gjør det, saa kan De bande paa at De faar se en hel flaate."

"Det er akkurat hvad jeg sier!" ropte Tommy. "Det er da fornuft! La
os bare skynde os væk med hvalbaaten!"

"Og hvad sier kaptein Wicks om hvalbaaten?" spurte Mac.

"Jeg foretrækker briggen," sa Wicks.

"Vet De hvad!" ropte Tommy. "Det er taapelig snak. Hvad kan De bruke
briggen til? De tør ikke gaa ind noget sted med den. Hvilken havn vil
De seile til?"

"Til havsens bund, gutten min," svarte Wicks. "Briggen skal forlise.
Jeg skal si Dem hvor, det er omtrent firti engelske mil til luvart av
Kauai. Vi maa holde os nær til den er sunket, og naar først masterne
er under vand, saa er den ikke længer ~Flying Scud~, og vi har
aldrig hørt tale om den briggen, og det er mandskapet fra skonnerten
~Currency Lass~ som tar den første baat til Sydney."

"Kaptein, det er de første kristne ord jeg har hørt!" ropte Mac. "La
saa bare min arm være, og se at faa briggen ut."

"Jeg er likesaa ivrig som Dem, Mac," svarte Wicks, "men der findes
ikke et pust av vind. La mig bare se paa armen, og ikke mere snak."

Armen blev saa spjelket, Browns lik blev hentet fra ruffen, hvor det
laa stivt og koldt, og overgit til lagunens vand, og kahytten blev
færdigvasket. Alt dette var gjort før middag, og klokken var over tre
da de første smaa krusninger riflet lagunen; vinden kom i en tør byge
som snart fæstnet til en stø bris.

Alle hadde ventet med febrilsk utaalmodighet, én desuten med
hemmelig og angstfuld eftertanke. Kaptein Wicks var manden for en
sneiseiler, han kunde føre en skonnert i en skotsk reel, han følte
den paa munden og styrte dens luner likesom en rytter sin hest, og
den paa sin side kjendte sin herre og adlød ham som en hund. Men ved
et ikke usedvanlig tilfælde hadde hans erfaring og dygtighet meget
snevre grænser. Paa dækket av en skonnert var han en stor mester;
ombord paa en brig var han en dilettant. Omigjen og omigjen hele
formiddagen utover hadde han gjennemtænkt sine manøvrer og indstudert
sine ordrer, hele tiden med den samme nedslaathet og træthet. Det
var gjetverk, det var tilfældighet; skibet kunde bære sig ad som han
ventet, men kanske ikke. Sæt at det svigtet ham, saa stod han der
hjælpeløs, uten erfaring. Hadde ikke alle mand været saa trætte,
hadde han ikke frygtet for at smitte dem med sin egen mistillid, saa
kunde han ha bugsert den ut. Men disse grunde var avgjørende, og han
maatte nøie sig med at ta alle mulige forholdsregler. Følgelig drog
han Carthew tilside, forklarte med ængstelig taalmodighet hvad de
hadde at gjøre, og gjennemgik med ham de forskjellige seil og braser.

"Jeg haaber jeg kan huske det," sa Carthew. "Det ser græsselig rotet
ut."

"Det er en motbydelig rig," indrømmet kapteinen, "bare fordømte
lommetørklær altsammen. Og saa ikke en eneste sjømand paa dæk. Aa,
hadde det nu bare været en brigantine! Men det er et held at indløpet
er saa klart, der er ingen manøvrering at snakke om. Først lænser
vi til vi kommer op under øen, saa braser vi op og ligger saa meget
sydost som vi kan, til vi er paa den linjen der, og der baut skib og
ret ut for bakbords halser. Har De det?"

"Ja, jeg skjønner det," svarte Carthew noksaa ulykkelig, og de to
usakkyndige studerte en lang stund i taushet den indviklede rig over
hoderne paa dem.

Men tiden kom til at omsætte disse fantasiøvelser i virkelighet.
Seilene blev firt ned, og alle mand hev ind paa ankerkjettingen.
Hvalbaaten blev kastet los, mesan- og topseil blev sat, rærne braset
op, og mesanskjøtet blev halet hardt styrbord.

"Hiv an paa ankeret, Carthew."

"Ankeret klart, kaptein!"

"Sæt klyverne."

Det blev gjort, og briggen laa endnu som forhekset. Wicks, som
hadde hodet fuldt av storseilet paa en skonnert, søkte tilflugt hos
mesanen. Først halte han i skjøtet, saa slakket han av paa det, men
uten resultat.

"Bras op den fordømte tingesten der!" brølte han tilslut glorød i
ansigtet. "Det er ikke mening skapt i den."

Det var det sidste forvirrende støt for den stakkars kaptein, at ikke
før hadde han braset op mesanen, saa fik briggen vind i seilene.
Naturens love syntes ham at være ophævet; han fandt ikke sammenhængen
mellem aarsak og virkning. Des mere omhyggelig var han for ikke at
gjøre sine amatørmatroser nervøse. Han stod der med et ansigt som en
fakkel, men han gav sine ordrer med fynd og klem, og nu da skibet var
i fart, trodde han virkelig at hans vanskeligheter var over.

De andre seil blev nu sat, og briggen begyndte at glide paa vandet
som en levende ting, der klang musik om baugen, og fuglene fløi og
skrek over mastene. Stykke for stykke begyndte indløpet at aapne sig
og den blaa sjø at komme tilsyne mellem braattene mot revet paa begge
sider. Stykke for stykke begyndte øens lave land at løfte sig forut.
Rærne blev braset op, mesanskjøtet halet an igjen, briggen blev holdt
klos op til vinden, den tok saken med alvor, og var snart naadd nær
til det punkt hvor den kunde gaa over stag og ligge ut av lagunen i
en eneste baut.

Wicks tok selv roret og svulmet av seiersglæde. Han gav briggen fulde
seil for at faa fart paa den og begyndte at brøle sine ordrer: "Klar
til at vende. Ror i læ. Skjøter og halser. Stræk storseilet." Og saa
de ulykkelige ord: "Det er nok med storseilet. Rend forut og bras
rundt fokken."

At faa en skværrigger til at stagvende er en sak som kræver erfaring
og behændighet, og en mand som er vant til en skonnerts snappe
bevægelser, vil let være for snar med en brig. Det gik saa nu. Ordren
kom for tidlig, topseilene bakket; skibet var som lænket. Selv nu
kunde de ha bjerget det, hadde de bare lagt roret om. Men overhodet
at tænke paa at drive agterover, langt mer da at tænke paa at dra sig
nytte av det, var en fremmed tanke for en slettopper-mand. Istedet
skyndte Wicks sig med at kovende, en manøvre som der ikke var plads
til, og ~Flying Scud~ tok grund paa en banke av sand og koral omtrent
tyve minutter paa fem.

Wicks var ikke mand for at greie en skværrigger, det hadde han vist.
Men han var sjømand og født kaptein i alle slike tilfælder hvor
intelligens ikke er nødvendig, og hvor øine i hodet og et hjerte
under trøien strækker til. Før de andre hadde faat tid til at forstaa
uheldet, brølte han nye ordrer, han fik seilene git op og tok lodskud
rundt skibet.

"Hun ligger godt," sa han og gav ordre til at sætte en baat ut med
styrbords anker.

"Stop!" ropte Tommy. "De vil ikke sætte os til at varpe den av?"

"Det vil jeg," svarte Wicks.

"Jeg gir ikke en haand til saanne narrestreker," svarte Tommy. "Jeg
er dødstræt." Han gik bort og satte sig opgit paa storluken. "De
satte os paa; De faar faa os av igjen!" føiet han til.

Carthew og Wicks snudde sig mot hverandre.

"Kanske De ikke vet hvor trætte vi er," sa Carthew.

"Tidevandet stiger!" ropte kapteinen. "De vil da ikke vi skal gaa
glip av høivandet!"

"Aa sludder, det er tidevand imorgen ogsaa!" sa Tommy.

"Og jeg skal si Dem noget," tilføiet Carthew, "brisen løier mer
og mer av, og solen er snart nede. Vi kan komme op i de værste
vanskeligheter i mørket, og det uten andet end smaa blaf."

"Jeg negter ikke det," svarte Wicks og stod en stund likesom i dyp
eftertanke. "Men det som jeg ikke forstaar," brøt han ut, "det er
hvad dere er gjort av! At bli paa dette stedet er mere end jeg orker.
Der gaar solen ned som bare blod -- og at bli her er mere end jeg
orker!"

De andre saa forfærdet paa ham. At han faldt, deres hovedstøtte, at
han gav efter for rædselen, det næsten lammet dem. Men det gav en
anden, uset tilhører den leilighet han hadde ventet paa. Da briggen
støtte, hadde Mac krøpet op kahytstrappen, han viste sig nu.

"Kaptein Wicks," sa han, "det er mig som har bragt disse ulykker over
dere allesammen. Jeg er lei for det, jeg ber allesammen tilgi mig, og
hvis der er nogen som kan si 'jeg tilgir dig', saa vil det gjøre mig
lettere tilsinds."

Wicks stirret forfjamset paa manden; saa fik han igjen magt over sig
selv. "Vi bor i glashus allesammen her," sa han, "vi har ikke noget
med at kaste sten paa hverandre. Jeg tilgir dig saa gjerne, og gid
det bare maa gjøre dig godt."

De andre talte paa samme maate.

"Jeg takker dere for det; dere har været gentlemen mot mig," sa Mac.
"Men der er noget andet som jeg har paa hjerte. Jeg haaber vi er
allesammen protestanter."

Det viste sig at de var det. Man skulde ellers tro at det ikke var en
glædelig historie for den protestantiske religion at bli blandet op
i.

"Det er som det skal være," fortsatte Mac. "Og hvorfor skal vi ikke
be fadervor? Det kan ikke være noget ondt i det."

Han snakket paa samme rolige, bønfaldende, barnlige maate som om
morgenen, og de andre samtykket i hans forslag og knælte uten et ord.

"Knæl om De vil!" sa han. "Jeg vil staa." Og han lukket øinene.

Saa blev bønnen sagt til akkompagnement av brændinger og
sjøfuglskrik, og alle reiste sig friskere og lettere tilsinds. Helt
til nu hadde enhver for sig dvælet ved de brødefulde minder eller
bare hentydet til dem i et øiebliks hete som straks var blit fulgt
av taushet. Nu hadde de i flok set sin samvittighet i øinene, og
det værste var over. Og dette var ikke alt. Men bønnen "forlat os
vor skyld", som faldt ind saa passende efterat de selv hadde tilgit
ophavsmanden til deres ulykker, den lød som en syndsforladelse.

Ved solnedgang spiste de aftens paa dæk, og ikke længe efter la de
fem skibbrudne -- skibbrudne endda en gang -- sig til at sove.

Dagen dæmret het og stille. De hadde sovet for tungt til at føle sig
forfrisket, de vaaknet trætte, reiste sig overende og stirret rundt
med sløve øine. Bare Wicks, som forutsaa en dags haardt arbeide, var
livligere av sig. Han gik først til pumpen, peilet den en gang og
saa en gang til, og blev staaende der med et barskt uttryk, saa alle
kunde se at han var misfornøiet. Saa rystet han sig, klædte sig av
til skindet, kløv op paa rælingen og løftet armene til et jump. Den
dukkert fik han ikke. Han blev staaende som en støtte, med øinene
mot horisonten.

"Ræk hit den kikkerten," sa han.

I en-to-tre var de alle paa vei tilveirs, den nøkne kaptein forrest
med kikkerten.

Paa den nordlige horisont var der en stripe graa røk.

"Hvad faar De det til?" spurte de Wicks.

"Kan ikke si det, mastene er ikke oppe endnu. Men efter den vei røken
lægger sig, saa maa den stevne bent hit."

"Hvad kan det være for en?"

"Kanske en postdamper til Kina," svarte Wicks, "og det kan ogsaa være
en velsignet orlogsmand som kommer for at se efter skibbrudne. Her!
Vi har ikke tid til at staa og glo. Paa dæk, gutter!"

Han var den første paa dæk, som han hadde været den første tilveirs,
halte ned flagget, bandt det igjen til signalfaldet og heiste det op
med unionen ned.[4]

 [4] Nemlig som tegn paa at skibet er i nød.

"Hør nu paa mig," sa han og drog bukserne paa sig, "og alt som jeg
sier, maa dere bite dere fast i. Hvis det er en orlogsmand, saa
render den som den hadde noget vondt efter sig, det gjør alle de
skibene som ikke har noget at bestille og faar sine utgifter betalt.
Det er vor chance, for vi vil følge med den, og de gir sig ikke tid
til at se paa noget to ganger eller spørre om noget. Jeg er kaptein
Trent; Carthew, De er Goddedaal; Tommy, De er Hardy; Mac er Brown;
Amalu -- stop! vi kan ikke gjøre ham til kineser! Aa, Wing maa ha
rømt, Amalu hadde lurt sig ombord, saa gjorde jeg ham til kok og
brydde mig aldrig med at paamønstre ham. Har De det? Si Deres navn."

Og den bleke flok gjentok alvorlig sin lekse.

"Hvad het de andre to?" spurte han. "Han som Carthew skjøt i
kahytstrappen, og han som jeg traf i kjæven paa fokketversalingerne?"

"Holdorsen og Wallen," var det en som sa.

"Vel, de er druknet," fortsatte Wicks, "druknet ved siden mens de
prøvde at sætte en baat ut. Vi fik en byge over os inat, derfor
var det vi drev iland." Han sprang bort til kompasset. "Byge av
nord-nordvest-halvt-vest; blæste haardt, alle sammen hulter til
bulter, taljeløperne i beknep, og Holdorsen og Wallen skyllet
overbord. Naa? Har dere faat det ind i hodet?" Han hadde faat trøien
paa sig nu, og talte med en febrilsk utaalmodighet og kraft som
runget som sinne.

"Men er det trygt?" spurte Tommy.

"Trygt?" brølte kapteinen. "Det er den værste hasard, din maanekalv.
Hvis det skibet er bestemt til Kina -- det ser det forresten ikke ut
til -- saa er det ute med os den dag vi kommer dit. Og er det bestemt
den andre veien, saa kommer det fra Kina, hvad? Naa, hvis der er en
mand ombord som nogen gang har sat sine øine paa Trent eller en av de
andre her fra briggen, saa ligger vi allesammen i jern om to timer.
Trygt? Nei, det er ikke trygt, det er en elendig liten chance til at
slippe fra galgen."

Da de hørte dette, slog angsten tak i alle.

"Var det da ikke hundrede ganger bedre at bli paa briggen?" ropte
Carthew. "De vilde hjælpe os til at faa den flot."

"Dere faar mig til at kaste hele dagen bort med prat!" ropte Wicks.
"Hør her, da jeg peilet pumpen imorges, var der to fot vand mot bare
otte tommer igaaraftes. Hvad er galt? Jeg vet ikke, det kan være
ingenting, det kan ogsaa være en styg skade. Og da har vi ikke andet
igjen end en reise paa tusen mil i aapen baat, hvis dere foretrækker
det."

"Men det kan jo være ingenting, og ihvertfald er tømmermændene deres
nødt til at hjælpe os," indvendte Carthew.

"Du store kineser!" ropte kapteinen. "Hvordan støtte den? Med baugen.
Og den ligger dypest med baugen nu. Hvis nogen tømmermand gir sig til
at grave der, hvor gaar han saa først hen? Ned i ruffen, tænker jeg.
Og hvad skal vi saa si om alt det blodet dernede? Saa er vi straks en
morderbande, og veien er klar. Er der nogen anden som skal søle tiden
væk? Nei? Naa, gudskelov for det! Nu, alle mand. Jeg gaar ned, og jeg
lar dere bli igjen paa dæk. Dere tar dækket av den baaten der, og
saa aapner dere pengekisten. Vi er fem ialt. Ta op fem kister og del
pengene likt mellem dem -- læg dem paa bunden -- og skynd dere som
tigere. Pak dem ind i uldtepper eller seil eller klær, saa de ikke
klirrer. Det blir dygtig tunge kister, men det faar ikke hjælpe. De,
Carthew -- nei pokkern -- De, Goddedaal, bli med ned. Vi har et godt
stykke arbeide for os."

Og han kastet et blik til paa røken og skyndte sig ned med Carthew i
hælene.

Journalerne blev fundet i kahytten, bak kanarifuglens bur. Der var
to, en ført av Trent, en av Goddedaal. Wicks saa først paa den ene,
saa paa den anden, og rynket panden.

"Kan De efterligne andres skrift?" spurte han.

"Nei," sa Carthew.

"Ikke jeg heller!" sa kapteinen. "Hallo! dette er endda værre. Her
er Goddedaals à jour, han maa ha ført ind i den før aftens. Se selv:
Iagttat røk. -- Kaptein Kirkup med fem mand fra skonnerten ~Currency
Lass~. -- Ah, dette er bedre," tilføiet han og vendte sig til den
anden journal. "Gamlen har ikke skrevet noget paa hele fjorten dager.
Vi faar gi avkald paa Deres journal, herr Goddedaal, og holde os til
gamlens -- til min, mener jeg; men jeg vil ikke skrive, jeg har mine
grunde til at la være. De skal skrive. Sæt Dem ned og før ind det jeg
sier."

"Hvorledes skal vi forklare at min er væk?" spurte Carthew.

"De har aldrig holdt nogen," svarte kapteinen. "Utilgivelig slurv."

"Og den nye haandskrift?" sa Carthew. "De begyndte. Hvorfor stanser
De og lar mig fortsætte? Og De maa jo ihvertfald underskrive."

"Aa, jeg har hat et uheld, saa jeg ikke kan skrive."

"Et uheld?" gjentok Carthew. "Det lyder utrolig. Hvad slags uheld?"

Wicks la sin haand mot bordet, med indsiden op, og drev en kniv
gjennem den.

"Denslags uheld," sa han. "Der er en maate at komme til luvart av de
fleste vanskeligheter, hvis en bare har et hode paa skuldrene sine."
Han begyndte at forbinde sin haand med et lommetørklæ, og saa imens
paa Goddedaals journal. "Hallo!" sa han. "Dette gaar aldrig an for os
-- det er en umulig skrøne. Se her, først prøver denne kaptein Trent
en vanvittig kurs, eller rettere sagt han er tusen engelske mil for
langt syd. Og her viser det sig at han var nær denne øen den sjette,
at han saa seiler alle disse dagene og er tæt opunder den igjen ved
daggry den ellevte."

"Goddedaal sa de hadde været fordømt uheldige," sa Carthew.

"Ja, det ser ikke ut som det virkelige liv -- det er alt jeg kan si,"
svarte Wicks. "Aa se her, prøv at binde denne bandagen fast; jeg
bløder som en gris."

Mens Carthew stelte med lommetørklædet, sank hans patient hen i dyp
eftertanke; hans øine blev taakede, hans mund stod halvaapen.

"Jeg har det," brøt han ut og sprang op paa dæk. "Her, gutter!"
ropte han. "Vi kom ikke hit den ellevte, vi kom hit om kvelden den
sjette, og har siden ligget her i stille. Saa snart dere er færdige
med de kistene," tilføiet han, "saa kan dere rulle ut nogen kjøt- og
vandtønder; det vil ta sig bedre ut -- likesom vi utrustet os til
baatreisen."

Og han var tilbake om et øieblik og laget istand den nye journal.
Goddedaals blev omhyggelig ødelagt, og de begyndte paa jagten efter
skibets papirer. Av alle kvaler i denne aandeløse morgen var kanske
dette den værste. Hit og dit fór de to mænd og lette; de bandte,
de støtte hverandre overende, de blev gjennemvaate av sved, de
frøs av rædsel. Det blev ropt ned til dem at skibet virkelig var en
orlogsmand, at den var tæt inde, at den firte en baat ut, og endnu
lette de forgjæves. Ved hvilket uheld de gik forbi jernkassen med
pengene og kvitteringerne, er det vanskelig at forestille sig; men de
saa den ikke. Tilslut blev de vigtige dokumenter fundet i lommen paa
Trents stastrøie, hvor han hadde latt dem ligge siden han sidst var
iland.

Wicks smilte for første gang den formiddag. "Ikke et øieblik for
tidlig," sa han. "Ta saa De disse andre; jeg er ræd jeg kunde blande
dem sammen hvis jeg bar begge dele."

"Hvad er dette for nogen?" spurte Carthew.

"Det er ~Currency Lass~ papirerne," svarte han. "Be til gud at vi maa
faa bruk for dem igjen."

"Baaten er i lagunen," ropte Mac ned; han hadde sittet paa skylightet
og holdt utkik mens de andre arbeidet.

"Tid til at gaa paa dæk, Goddedaal," sa Wicks.

Da de snudde sig for at gaa ut av kahytten, gav kanarifuglen sig til
at synge.

"Min gud!" ropte Carthew med et gulp. "Vi kan ikke la den fuglen
sulte ihjel. Den tilhørte Goddedaal."

"Ta den med!" ropte kapteinen, og de gik op paa dæk.

Et fælt best av en moderne orlogsmand laa tæt utenfor revet. Over
lagunen kom en stor, hvit baat skummende for mange aarer. Flagget
vaiet agter.

"Et ord til," sa Wicks. "Mac, De har jo været i kinesiske havne? Vel,
saa kan De tale for Dem selv. Dere andre holdt jeg ombord hele tiden
i Hongkong; jeg haabet dere vilde rømme, men dere narret mig og blev
paa briggen. Det vil gjøre det lettere at lyve."

Baaten var nu tæt ved, en gut paa agtertoften var den eneste officer,
og en stakkar var det nok, for folkene pratet mens de rodde.

"Gudskelov, de har bare sendt en liten kadet!" støtte Wicks frem.
"Hardy, forut med dig! Jeg vil ikke ha nogen dæksfolk paa skansen,"
ropte han, og disse skjend strammet hele mandskapet op likesom en
kold dusch.

Baaten kom elegant langs siden, og kadetten steg ombord, hvor han
blev høflig mottat av Wicks.

"De er fører av dette skib?" spurte han.

"Ja," sa Wicks. "Trent er mit navn, og dette er ~Flying Scud~ av
Hull."

"De er nok kommet i forlegenhet," sa kadetten.

"Hvis De vil følge mig agter, saa skal jeg fortælle Dem det hele," sa
Wicks.

"De ryster jo, mand!" brøt kadetten ut.

"Det vilde kanske De ogsaa gjøre i mit sted," svarte Wicks, og han
fortalte hele historien om det raatne vand, den lange stille, bygen,
de to matroser som var druknet; han fortalte den fort og hett,
likesom en forbryder som ber for sig i retten. I saloonen i San
Francisco hørte jeg den samme mand fortælle den samme historie, og
selv da fyldte hans opførsel mig med mistanke. Men kadetten var ikke
nogen iagttager.

"Naa, kapteinen har vældig hastverk," sa han, "men jeg fik ordre om
at gi Dem al den hjælp jeg kunde, og signalisere efter en baat til
hvis jeg trængte flere folk. Hvad kan jeg gjøre for Dem?"

"Aa, vi skal ikke opholde Dem," svarte Wicks. "Vi er aldeles færdige,
gud velsigne Dem -- folkenes kister, kronometret, papirerne,
altsammen."

"Mener De at forlate den?" ropte kadetten. "Jeg synes den ligger
pent. Kan vi ikke faa skibet av?"

"Det kunde vi let nok, men hvorledes vi skulde holde hende flytende,
er et andet spørsmaal. Baugen er slaat ind," svarte Wicks.

Kadetten blev rød op til øinene. Han var ukyndig, og han visste at
han var det, trodde at han allerede var avsløret, og frygtet for
at røbe sig igjen. Ingenting var fjernere fra hans tanke end at
kapteinen skulde narre ham. Hvis kapteinen var tilfreds, godt, saa
var han det ogsaa. "Vel," sa han. "Be folkene faa sine kister ombord."

"Goddedaal, sæt folkene til at faa kisterne ombord," sa Wicks.

De fire ~Currency Lass~ gutter hadde ventet i skjælvende spænding.
Den kjærkomne nyhet kom over dem som solskin ved midnat, og Hadden
brast i en storm av taarer, han hulket høit mens han halte paa
taljen. Men arbeidet gik ikke senere for det; kister, mænd og bylter
kom i en-to-tre over siden, baaten blev støtt fra, den gled ut av
~Flying Scuds~ lange skygge, og dens baug blev rettet mot indløpet.

Saa langt var de altsaa kommet. Det foregivne vrak hadde passert
mønstringen, de var kvit det, de var kommet trygt bort, og vandet
videt sig ut mellem dem og dets fældende vidnesbyrd. Paa den anden
kant nærmet de sig mer og mer orlogsskibet, som godt kunde bli deres
fængsel og bøddelkjærre. Endnu visste de hverken hvor det kom fra
eller hvor det var bestemt, og angsten laa som et fjeld paa deres
hjerte.

Det var Wicks som paatok sig at tale. Lyden var svak i Carthews ører,
likesom uendelig langt borte, men hvert ords mening ramte ham som en
kule. "Hvad sa De skibet het?" spurte Wicks.

"~Tempest~, vet De vel," svarte kadetten.

"Vet De vel." Hvad kunde det bety? Kanske ingenting, kanske at
skibene hadde truffet hverandre før. Wicks samlet sit mod igjen.
"Hvor er den bestemt?" spurte han.

"Aa, vi skulde bare se indom de fæle øerne her," sa kadetten. "Saa
gaar vi til San Francisco."

"De kommer fra Kina likesom vi?" fortsatte Wicks.

"Hongkong," sa kadetten og spyttet over siden.

Hongkong. Saa var spillet tapt. Med det samme de gik ombord, blev de
grepet. Vraket vilde bli undersøkt, blodet fundet, kanske blev der
soknet i lagunen, og de dødes legemer kom til syne for at vidne. En
næsten ustyrlig impuls bød Carthew at reise sig fra toften, skrike
høit og hoppe overbord; det saa altfor taapelig ut at lyve længer,
at spøke med det uundgaaelige, at trække den pinefulde spænding ut
endda nogen hundrede sekunder, naar skammen og døden synlig nærmet
sig. Men den utæmmelige Wicks holdt stand. Hans ansigt var som et
kranium, hans stemme ikke til at kjende igjen; selv den sløveste
matros eller kadet -- skulde man tro -- maatte lægge merke til dette
altfor talende ansigt og denne brutte stemme. Dog holdt han endnu
stand; han vilde ha visshet.

"Hyggelig plads, Hongkong?" sa han.

"Sandelig om jeg vet," sa kadetten. "Vi laa der bare halvanden dag;
vi anløp for ordre og kom like hertil. Værste tur De kan tænke
Dem." Og han fortsatte med at skildre og klage over ~Tempests~
kjedsommelige reise.

Men Wicks og Carthew gav ikke længer agt paa ham. De la sig bakover
mot rælingen og pustet dypt, kroppen var likesom lammet, men tankerne
gik hurtige og glade; saa stor fare var de nu forbi, saa frydefuldt
nær var hvilen, saa sandsynlig var redningen tilslut. For reisen
med orlogsmanden var nu tryg; siden nogen faa dages fare, arbeide,
aandsnærværelse i San Francisco, saa var hele den gruelige historie
slettet ut, saa blev Wicks til Kirkup igjen, og Goddedaal blev
Carthew -- mænd som stod utenfor al mistanke, mænd som aldrig hadde
hørt tale om ~Flying Scud~ og aldrig hadde set Midway Reef for sine
øine.

Saa kom de langs siden, under de mange matroshoder og kanonmundinger,
de kløv ombord som søvngjængere og stirret i blinde paa den høie rig,
de hvite dæk, det yrende skibsmandskap, de hørte folk tale likesom
langt borte, og visste ikke hvad de svarte.

Og saa faldt en haand bløtt ned paa Carthews skuldre.

"Hvad, Norrie, hvor dætter du ned fra? Hele verden venter paa dig.
Vet du ikke at du har arvet dit kongerike?"

Han snudde sig, saa ansigtet paa sin gamle skolekamerat Sebright og
faldt sanseløs om.

Doktoren var hos ham, da han en stund efter kom til sig selv i
løitnant Sebrights lugar. Han aapnet øinene, saa haardt ind i det
fremmede ansigt og talte med underlig, høitidelig kraft:

"Brown maa gaa samme vei," sa han, "nu eller aldrig." Her stanset
han, og da han var blit litt klarere, saa talte han igjen: "Hvad var
det jeg sa? Hvor er jeg? Hvem er De?"

"Jeg er lægen paa ~Tempest~," var svaret. "De er i løitnant Sebrights
lugar, og De skal kaste al uro fra Dem. Deres gjenvordigheter er
forbi nu, herr Carthew."

"Hvorfor kalder De mig det?" spurte han. "Aa, nu husker jeg --
Sebright kjendte mig! Aa!" Og han stønnet og skalv. "Send Wicks
ned til mig, jeg maa tale med Wicks straks!" skrek han og grep om
doktorens haandled med ubevisst voldsomhet.

"Godt," sa doktoren. "La os slutte en avtale. De skal drikke ut dette
glas, og jeg skal hente Wicks."

Og han gav den ulykkelige mand et opiat som fik ham til at sove inden
ti minutter og sandsynligvis frelste hans forstand.

Doktorens næste forretning var at se til Mac, og mens han stelte med
armen, fik han manden til at si navnene paa det reddede mandskap. Nu
kom turen til kapteinen, og der er ikke tvil om at han ikke længer
var den mand som vi har set; følelsen av fuldstændig tryghet, et
solid maaltid og et godt glas grog hadde forenet sig om at slappe
hans aarvaakenhet og nedsætte hans energi.

"Naar hændte dette?" spurte doktoren og saa paa saaret.

"For over en uke siden," svarte Wicks, som bare tænkte paa sin
journal.

"Hvad!" ropte doktoren, og han løftet hodet og saa kapteinen ind i
øinene.

"Jeg husker det ikke saa nøie," stammet Wicks.

Denne aabenbare løgn firedoblet doktorens mistanke.

"Det er sandt, hvem er det som heter Wicks?" spurte han let.

"Hvem sa De?" gispet kapteinen og blev hvit som papir.

"Wicks," gjentok doktoren. "Hvem av dere er det? Men det er da et
liketil spørsmaal."

Wicks bare stirret paa ham i taushet.

"Hvem er Brown da?" drev doktoren paa.

"Hvad taler De om? Hvad mener De med dette?" ropte Wicks og rev sin
halvt forbundne haand bort, saa blodet sprøitet i ansigtet paa lægen.

Han tørket det ikke av, han saa stivt paa sit offer og spurte videre.
"Hvorfor maa Brown gaa samme vei?" spurte han.

Wicks faldt skjælvende ned paa en bænk. "Carthew har fortalt Dem
det," skrek han.

"Nei," svarte doktoren, "det har han ikke. Men De og han har faat mig
til at tænke, og jeg tror der er noget galt."

"Gi mig litt grog," sa Wicks. "Jeg vil heller fortælle det selv end
ha Dem til at grave og gjette. Fanden om det er halvparten saa fælt
som De ellers kunde tro."

Og ved hjælp av et par glas sterk grog blev tragedien paa ~Flying
Scud~ fortalt for første gang.

Det var en lykkelig række av tilfældigheter som bragte historien til
doktoren. Han forstod og ynket de ulykkelige mænds stilling og kom
dem storsindet til hjælp. Han og Wicks og Carthew -- saasnart denne
var blit frisk igjen -- holdt hundrede raadslagninger. Det var ham
som attesterte at "Goddedaal" var for syk til at flyttes, og som
smuglet Carthew iland om natten, det var ham som holdt Wicks' saar
aapent, saa han kunde underskrive med sin venstre haand, ham som
tok alt deres chilisølv og den første dag i San Francisco fik det
vekslet i guld. Han brukte sin indflydelse i messen til at binde
munden paa de unge officerer, saa Carthews navn ikke kom i aviserne.
Og han gjorde dem en endda vigtigere tjeneste. Han hadde en ven i San
Francisco, en millionær; for denne mand forestillet han Carthew, en
ung gentleman, sa han, som nylig hadde arvet et umaadelig gods, men
var plaget av jødiske kreditorer som han prøvde at ordne sig med i al
stilhet. Millionæren kom villig til hjælp, og det var med hans penger
de gik til kamp mot vrak-kompaniet.

Saa sandt ~Currency Lass~ folkene kunde forsvinde under nye navn,
betydde det ikke stort om briggen skulde bli kjøpt, eller om der
blev opdaget nogen merkeligheter paa vraket. Nu var en av dem blit
gjenkjendt, og alt var anderledes. Den mindste skandale var nu
farlig. Man vilde spørre Norris hvorledes han, som var seilet med
en skonnert fra Sydney, saa kort tid efter dukket op i en brig
fra Hongkong. Og fra det ene spørsmaal til det andre vilde hans
skibskamerater bli drat med. De kom paa den tanke at forebygge al
fare ved at dra nytte av Carthews rigdom og kjøpe briggen under et
alias, og dette blev sat i verk likesaa energisk som forsigtig.
Carthew leiet logis alene og under et falskt navn, fik fat i den
første den bedste sakfører -- det var Bellairs -- og gav ham i opdrag
at kjøpe vraket.

"Hvilken pris?" spurte Bellairs.

"Jeg vil ha det," svarte Carthew. "Prisen er likegyldig."

"Det er det samme som ingen pris," sa Bellairs. "Si en sum."

"La os si ti tusen pund da!" svarte Carthew.

Imens maatte kapteinen gaa op og ned gaterne, vise sig i konsulatet,
bli krydseksaminert av Lloyds agent og plaget for de tapte papirers
skyld, underskrive med venstre haand og gjenta sin løgn for hver
skipper i San Francisco. Hvert øieblik kunde han løpe ind i armene
paa en gammel ven som praiet ham med navnet Wicks, eller møte en ny
fiende som frakjendte ham navnet Trent. Og det sidste hændte ham
virkelig, men med sin rappe kløgt slap han ut av fælden. Det hændte i
konsulatet -- det værste av alle steder -- at han pludselig hørte en
grov stemme spørre efter kaptein Trent. Hjertet sat i halsen paa ham
da han snudde sig.

"De er ikke kaptein Trent!" sa den fremmede og trak sig unda. "Hvad
er dette for noget? Jeg hører at De gaar for kaptein Trent -- kaptein
Jacob Trent -- en mand jeg har kjendt siden jeg var saa stor."

"Aa, De tænker paa min onkel, han som hadde banken i Cardiff," svarte
Wicks med fortvilet frækhet.

"Jeg har aldrig hørt at han hadde nogen nevø!" sa den fremmede.

"Her ser De ham!" sier Wicks.

"Og hvorledes har gamlen det?" spurte den anden.

"Frisk som en fisk," svarte Wicks, og blev her til alt held kaldt ind
av kontoristen.

Siden gik det glat til selve auktionsdagen, da samtalen med Jim
igjen skræmte ham fra vettet. Han var ræd da han kom til auktionen;
han visste bare at Carthew hadde en mand der, han visste ikke hvem
manden var, eller hvilke instruktioner han hadde faat. Man skulde
tro at kaptein Wicks er et "godt liv". Det maa være umulig for ham
at faa slag, ellers vilde det hændt ham der, da han var vidne til
det sindssyke kapløp, og saa den gamle brig og dens ikke synderlig
værdifulde ladning bli tilslaat en fuldstændig fremmed mand for femti
tusen pund.

Der var truffet den avtale at han skulde undgaa Carthew og fremforalt
Carthews logis, forat det ikke skulde være mulig at spore nogen
forbindelse mellem mandskapet og den pseudonyme kjøper. Men tiden til
at vise forsigtighet var nu omme, og han hastet ut til Mission Street.

Carthew møtte ham i døren.

"Bare væk herfra," sa Carthew, og de tok fart nedover gaten. "Alt er
forbi!" sa nu Carthew.

"Aa, De har hørt om salget?" sa Wicks.

"Salget!" ropte Carthew. "Det hadde jeg glemt." Og han fortalte om
stemmen i telefonen og det forfærdelige spørsmaal: "Hvorfor ønsket
De at kjøpe ~Flying Scud~?"

Dette spørsmaal, som kom efter det vanvittige salg, kunde rystet
forstanden ut av en stor filosof. De syntes at alverden hadde
sammensvoret sig mot dem, at stenene og guttene paa gaten kjendte
deres brødefulde hemmelighet. Flugt var det eneste de tænkte paa.
Sin skat pakket de i belter om livet, sine kister sendte de til en
opdigtet adresse i British Columbia, og samme eftermiddag forlot de
San Francisco.

Deres vei gik om Los Angelos og videre med Syd-Pacific-banen. Carthew
reiste hjem til England, de tre andre tok av til Mexico.



NITTENDE KAPITEL.

Slutning.


"Men hvad vil De gjøre med Bellairs?" spurte jeg Carthew.

Han tok saken meget let.

"Aa, han er fattig, og jeg er rik," svarte han. "Jeg kan tillate mig
at smile av ham. Jeg reiser bare langt bort, en dyr reise, forstaar
De. Det er alt. Tror De ikke Persien kunde passe? Der er ikke maken
til Persien. Hvad sier De om at slaa følge?"

Saaledes gik det til at jeg ikke den gang blev boende i Barbizon.
Dagen efter tok vi toget til Konstantinopel, og fortsatte derfra til
Teheran.

Og Bellairs?

Jeg vet bare at han paa en eller anden maate kom sig tilbake til San
Francisco. Længe efter sendte Pinkerton mig et utklip av en avis. Der
stod at Bellairs var død paa et sykehus.

Da Carthew sa farvel til sine kamerater fra ~Currency Lass~, reiste
de til Mexico. Der levet de høit en tid. Saa tok Hadden og irlænderen
en tur til guldmarkerne i Venezuela, mens Wicks drog alene til
Valparaiso. Den dag idag er der en Kirkup i den chilensiske flaate;
jeg saa navnet i aviserne forleden. Hadden blev snart træt av
gruberne, og for en tid siden møtte jeg ham i Sydney. Han fortalte
mig da at Mac var blit slaat ihjel under et overfald paa guldtoget.

Nu er der altsaa bare tre igjen av folkene fra ~Currency Lass~, for
Amalu kan man jo neppe regne. Han bor paa sit eget stykke land i
Moui, han har endnu Goddedaals kanarifugl og er en gnier med sine
penger. Han hadde ikke litet at begynde med; for baade Hemsteads og
Carthews parter blev delt likt mellem de andre fire -- Mac medregnet.

Og hvorledes jeg kunde møte Hadden i Sydney -- ja, det er ogsaa en
historie.

Stakkars Jim Pinkerton gjorde en vældig fallit en gang til, og denne
gang var der virkelig kompaniskap mellem os -- han hadde jo negtet
at ta imot mine penger paa anden maate -- saa jeg blev ribbet næsten
nøken.

Det fik Carthew høre.

"Vi er jo venner, Dodd," sa han, "og jeg har jo mange flere penger
end jeg burde ha."

Vi talte frem og tilbake, og tilslut fandt vi paa en ordning som ikke
gik min forfængelighet altfor nær.

Carthew kjøpte en skonnert og ansatte mig som superkargo. Han er ofte
med en tur mellem Sydhavets øer, og om han ikke blir rikere av denne
spekulation, saa er skonnerten stor og komfortabel. Carthew maler, og
jeg modellerer, og et liv under disse himmelstrøk gaar bare altfor
hurtig.

Jim Pinkerton har det ogsaa godt. Han har en fin forretning ute i
Vesten, og hans kompagnon holder ham i ørene hver gang han vil gjøre
altfor store spræl. Hans kompagnon? Det er kaptein Nares, saa Jim er
sikkert paa det tørre nu. Han lever lykkelig med sin Mamie, som han
stadig beundrer like høit. Han har faat sig sin egen avis ogsaa, og
er godt paa vei til at bli senator. Sidst han skrev til mig, vilde
han ha mig til at opgi skonnerten og bli redaktør i hans blad.

Siden vort opgjør i San Francisco har han aldrig spurt mig om vrakets
hemmelighet.



INDHOLD


                                                      Side
 Kap. 1. Forhistorie                                     3
  "   2. Oplevelser med Pinkerton i San Francisco       26
  "   3. Auktionen over "Flying Scud"                   43
  "   4. Mandskapet forsvinder                          58
  "   5. Veiene skilles                                 77
  "   6. "Norah Creina"                                 88
  "   7. Øen og vraket                                 100
  "   8. Kahytten paa "Flying Scud"                    111
  "   9. "Flying Scuds" ladning                        124
  "  10. Honolulu                                      136
  "  11. Krydsforhør og vrange svar                    154
  "  12. Paa reise med rakkerfanten                    167
  "  13. Stallbridge-le-Carthew                        184
  "  14. Ansigt til ansigt                             195
  "  15. Den forstøtte søn                             202
  "  16. Spekulanterne paa "Currency Lass"             222
  "  17. En dyr handel                                 247
  "  18. En farlig auktion                             263
  "  19. Slutning                                      290



ASCHEHOUGS KRONEBIBLIOTEK SERIE 1911

       *       *       *       *       *

#Vilhelm Krag: Major von Knarren#

Først i rækken er kommet Vilhelm Krags "Major von Knarren", som nu
forekommer mig langt rikere og mere stemningsfuld end da jeg første
gang læste den. Boken har en munter, indsmigrende menneskelighet og
megen humor og forfatteren evner at lægge et romantisk skjær over
personerne ved at sætte dem i lys av en enkelt stor følelse i deres
liv.

(Fernanda Nissen i "Sociald.")

Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.

       *       *       *       *       *

#A. Conan Doyle: Hunden fra Baskerville#

Der er liv og fart over skildringen, en rent dæmonisk kraft i
handlingen, saa man iler fra side til side, indtil man under aandeløs
spænding har fulgt den verdensberømte Sherlock Holmes fra begyndelse
til slut gjennem en av de sindrigst uttænkte og mest gaadefulde
detektivhistorier, man kan tænke sig. "Hunden fra Baskerville" er en
av de bøker man sluker, og som kun har den feil at de aldrig blir
lange nok.

~Overs. av Elisabeth Brochmann.~

Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.

       *       *       *       *       *

#George Ohnet: Jernverkseieren#

Den franske originalutgave av denne bog (Le Maitre de Forges) er
solgt i en kvart million eksemplarer, likesom bogen er dramatisert
og opført tusener av ganger hele verden over. Forfatteren er ogsaa
alment erkjendt som en ualmindelig underholdende fortæller, og det er
sagt, at det er umulig at aapne en av hans bøker uten at fortsætte
til sidste side.

~Overs. av Hans Brekke.~

Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.

       *       *       *       *       *

#Rudyard Kipling: I dronningens klær#

Med et uuttømmelig fond av straalende humør, med psykologisk
genialitet og en rigdom av spænding og eventyr fortæller Kipling
om sine tre musketerer, hvis berømmelse forlængst har overstraalet
Dumas'. Kiplings soldaterhistorier var det som skapte forfatterens
verdensry og gjorde hans navn kjendt og kjært over det hele britiske
rike.

~Overs. av C. J. Hambro.~

Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.

       *       *       *       *       *

#Fredrik Viller: Gamle Friks diamant#

Som bekjendt skjuler sig under dette pseudonym en av vore
fremtrædende sjøofficerer. Fortællingen, som er overmaade
underholdende og sammenspundet med likefrem forbausende dygtighed,
griper straks læserens interesse og holder denne fangen gjennem hele
bogen. Interessen forøkes yderligere derved at handlingen foregaar
paa hjemlig grund.

Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.

       *       *       *       *       *

#Hermann Sudermann: Den graa dame#

"Den graa dame" er en oversættelse av "Frau Sorge", som overalt
ansees for at være forfatterens bedste og inderligste bog. Den
alvorlige men samtidig yndefulde handling interesserer straks. En
vakker bog, som det er en glæde at læse.

~Overs. av Helene Lassen.~

Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.

       *       *       *       *       *

Hele serien (6 bind) sælges samlet for kr. 5.40



ASCHEHOUGS KRONEBIBLIOTEK SERIE 1912

       *       *       *       *       *

#Robert Barr: En livlig dame#

Med vid og lune skildrer forf. en forvænt amerikansk dollarprinsesses
ekstravaganser. "En livlig dame" er en yderst fornøielig bog, som paa
den behageligste maate vil faa en ledig time til at forsvinde. Til
reiselekture egner den sig fortræffelig.

~Overs. av Signe Graff.~

Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.

       *       *       *       *       *

#Olaf Benneche: Marie Louise Reventlow#

Et av den nyere norske literaturs smukkeste verker. Det er
forfatterens debutbog, som med en gang satte ham i række med vore
fremragende forfattere. Den fængslende handling, som foregaar ved
midten av forrige aarhundrede, er friskt og malende irettelagt for
læseren. Bogen fører med sig et pust fra de gode gamle dage.

Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.

       *       *       *       *       *

#Guy Boothby: Doktor Nikola#

Denne bog er blit verdensberømt. Og det er ikke saa forunderlig, for
det er en av de mest spændende bøker som er skrevet, -- den formelig
dirrer av spænding. Sikkert er det, at faar man "Doktor Nikola" i
haanden, har man ondt for at slippe den. Den har fængslet sine læsere
hittil, og vil gjøre det endnu længe fremover.

~Overs. av A. H.~

Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.

       *       *       *       *       *

#Alexandre Dumas: Den sorte tulipan#

Dumas' navn borger for at bogen er baade spændende og god. "Den sorte
tulipan" er en av de mest læste av hans mange romaner. Den læses paa
alle sprog, og unge som gamle blir like revet med av den spændende
handling, som fanger ens interesse fra første til sidste optrin. Den
historiske ramme, som er lagt om skildringerne, gir det hele et skjær
av eventyrlig glans, som forhøier nydelsen av bogen.

~Overs. av C. W. N.~

Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.

       *       *       *       *       *

#Rudyard Kipling: Paa bølgen den blaa#

For den store almenhed staar Kipling specielt som Indiens forfatter.
Mange aner ikke at han har skrevet likesaa beundringsværdige
fortællinger fra sjøen. Disse sjøfortællinger, som nu forelægges, er
baade friske og morsomme, samtidig som de gir glimrende beviser for
digterens skapeevne.

~Overs. av C. J. Hambro.~

Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.

       *       *       *       *       *

#R. L. Stevenson: Snappet op#

Med stor sanddruhed og glimrende fantasi har den bekjendte skotske
forfatter tilrettelagt en spændende handling fra den tid, Stuarterne
gjorde forsøk paa at erobre Skotland tilbake. Med den dypeste
interesse følger man bogens unge helt fra den ene eventyrlige
situation til den anden.

~Overs. av Alf Harbitz.~

Pris indb. i shirtingsbind kr. 1.00.

       *       *       *       *       *

Hele serien (6 bind) sælges samlet for kr. 5.40



ASCHEHOUGS KRONEBIBLIOTEK SERIE 1913

       *       *       *       *       *

#A. Assollant: Den røde baron#

Dette er en roman av den gamle, underholdende art, noget i genre med
Dumas: "De tre musketerer". Den foregaar dels i Frankrige, dels i
Canada paa Ludvig XIV's tid. Hele denne eventyrperiodes betagende
glans hviler over den. Den historiske bakgrund er for størstedelen
henlagt til krigene mellem englænderne og franskmændene, hvor begge
parter tok de indfødte i deres amerikanske besiddelser til hjælp. Og
alt dette er skrevet med en gallisk esprit som gjør bogen usedvanlig
fængslende.

       *       *       *       *       *

#Elinor Glyn: Hvad var grunden?#

Av nulevende engelske forfattere er Elinor Glyn en av de mest
kjendte. Den fortælling som her indføres paa norsk, hører til
forfatterindens nyeste og bedste. De spændende begivenheder, den
udmerkede dialog og de livlige scener fra den moderne engelske
societet vil sikre denne bog en meget stor læsekreds.

       *       *       *       *       *

#H. Rider Haggard: Dronningen av Sabas ring#

Sir Henry har tilbragt et snes aar i Afrika, og det kjendskab han har
erhvervet sig til landet i forbindelse med hans glimrende fantasi
har sat ham istand til derfra at skrive en række bøker, blandt
hvilke denne er en av de mest spændende. Dronningen av Sabas folk er
trængt tilbake til et utilgjængelig fjeldland, hvor fire englændere
tilfældigvis kommer hen og oplever de vidunderligste eventyr blandt
resterne av dette folk, som endnu regjeres av en direkte descendent
av kong Salomo og den fra bibelen kjendte dronning av Saba.

       *       *       *       *       *

#A. W. Marchmont: Da jeg var tsar#

Der er om denne bog sagt at det er den mest spændende "politiske"
roman som er utkommet efter "Fangen paa Zenda". Og det er sandt, at
har man begyndt at læse den, saa maa man følge den unge amerikaners
hændelser paa hans vei fra tsarens nærmeste omgivelser til det
underjordiske nihilistiske Rusland, gjennem situationer saa fortættet
av spænding at de næsten tar pusten fra en.

       *       *       *       *       *

#George Ohnet: Død over Bonaparte!#

Dette er en av den kjendte og yndede romanforfatters bedste bøker;
den utkom for et par aar siden og gir i en livlig fremstilling,
hvor historiske fakta og digterens fantasi er sammenarbeidet til
et kunstnerisk hele, en skildring fra førstekonsulens tid, hvor de
mest fremragende royalister sammensverger sig mot Napoleon for at
gjenindføre kongedømmet i Frankrig. Spændende politiske begivenheder
og kjærlighedskonflikter veksler paa en maate, som er den berømte
romanforfatter værdig.

       *       *       *       *       *

#Mark Twain: Spionen fra Louisiana og andre fortællinger, satirer og
humoresker#

Mark Twain er betegnet som verdens største humorist. Det er mulig at
dette er sterkt sagt, men i den foreliggende bog formaar han ialfald
at holde læserens lattermuskler i stadig virksomhed. Den første
fortælling "Spionen fra Louisiana" er desuten umaadelig spændende og
saa glimrende fortalt, at den er aldeles betagende. Men det bedste
av det hele er kanske denne fortællings forbløffende avslutning, som
bevirker at latteren ogsaa her faar overhaand.

       *       *       *       *       *

Hele serien (6 bind) sælges samlet for kr. 5.40





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Vrakets hemmelighet" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.