Home
  By Author [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Title [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Language
all Classics books content using ISYS

Download this book: [ ASCII | HTML | PDF ]

Look for this book on Amazon


We have new books nearly every day.
If you would like a news letter once a week or once a month
fill out this form and we will give you a summary of the books for that week or month by email.

Title: Fra Mindebo - Jyske Folkeæventyr
Author: Kristensen, Evald Tang
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.
Copyright Status: Not copyrighted in the United States. If you live elsewhere check the laws of your country before downloading this ebook. See comments about copyright issues at end of book.

*** Start of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Fra Mindebo - Jyske Folkeæventyr" ***

This book is indexed by ISYS Web Indexing system to allow the reader find any word or number within the document.



Google Books Library Project (http://books.google.com)



Note: Images of the original pages are available through
      the Google Books Library Project. See
      http://www.google.com/books?id=n6oTAAAAQAAJ


Afskriverens bemærkninger:

      Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men den oprindelige
      stavning er for øvrigt bevaret.

      S p a t i e r e t tekst i originalen er gengivet med _understreg_,
      mens formindsket tekst (fortællerens kommentarer) er gengivet med
      ~tilder~.



FRA MINDEBO.

Jyske Folkeæventyr

samlede og optegnede
af

EVALD TANG KRISTENSEN.



Aarhus.
Forfatterens Forlag.
1898.



Da Forlæggeren af de tre forudgaaende Samlinger af lignende
Størrelse, bestemte til at være Julebøger for Store og Smaa,
ikke længere vilde fortsætte, har jeg selv maattet paatage mig
Omkostningerne ved denne fjerde Samlings Udgivelse.

    September 1898.
                                                        E. T. K.

                 Jacob Zeuners Bogtrykkeri. Aarhus.



1. Per Vinters Skjorte.


Der var en Karl, der var i Tjeneste i Kjøbenhavn, han hed Per Vinter.
Da han havde udtjent og blev permitteret, var han ikke Ejer af mere
end tre Skilling, det var alle de Penge, han havde. Alligevel var han
saa fornøjet med at slippe ud af det Fængsel, at han gjorde en Vise
og gik og sang, og den begyndte saadan:

    »Jeg er Ejer af trende Skilling
    og kommer aldrig til at trænge.«

Naa, han gik frem ad Vejen og kom ind ad en Skov. Der møder han en
gammel Mand, og han hører den Sang.

Saa siger han: »Eftersom du er Ejer af saa mange Penge, vil du da
ikke give mig en Skilling?«

»Jo,« siger Per, »den kan du missel gjærne faa, a har nok i de to.«

Han giver ham denher Skilling og bliver ved hen ad Vejen. Den gamle
Mand gaar omkring i Skoven og møder ham igjen, og saa forlanger han
atter en Skilling og faar den.

Naa, Manden gaar nok en Gang omkring og møder Per for tredje Gang.
Han gaar og synger: »Jeg er Ejer af en enlig Skilling og kommer
aldrig til at trænge.«

»Saa kunde du gjærne give mig den Skilling.«

»Ja, den kan du godt faa,« og den gamle Mand faar den sidste Skilling.

Saa siger han: »Ja, nu har du vistnok givet mig alle dine Penge, nu
skal a gjøre dig noget godt igjen, og a kan gjøre dig ligesaa meget
godt, som du har gjort mig. Du kan følges med mig hjem. A har et
gammelt graat Øg, a vil give dig, at du skal ikke gaa imellem Huse
som hidtil, og a har en gammel Sabel, a har brugt i min Ungdom, den
vil a ogsaa give dig, og saa vil a lære dig et godt Raad. Nu er der
saadan Krig i England, for den tyrkiske Prins vil have den engelske
Konges Datter, og han vil ikke af med hende. Saa er de kommen til
at slaas om det, og Tyrkerne er saa nær, at de har belejret London.
Nu vil a, du skal tage derover og komme til at tage Del i Krigen. A
har ogsaa en gammel Sejersskjorte, som a vil give dig, den skal du
trække i, for saa længe du er i den, kan der ingen gjøre dig nogen
Fortræd. Alt det, du slaar efter med Sabelen, det slaar du ihjel, men
du skal passe, te du slaar ikke efter andet end det, du vil dræbe.
Du skal lade det gamle graa Øg raade sig selv og gaa, hvor det vil,
saa kommer du til England og mælder dig, at du er nys kommen af
den danske Konges Tjeneste, saa bliver du nok antagen. Men du maa
ikke glemme at forlange, at du vil passe dit Øg selv. Skulde det nu
træffe, at du skal komme af Sejersskjorten, saa der ingen Redning er
for dig, og du kan se, du skal slaas ihjel, saa skal du forlange,
naar de har faaet Livet af dig, at blive hakket i Finker, og dem skal
de komme i en Mantelsæk og hænge den paa det gamle graa Øg og saa
lade den gaa, som den vil. Saa kommer den tilbage til mig igjen.«

Nu havde han sat ham godt i Rette med det hele, og Per Vinter følger
saa med og faar Sagerne. Han ud og faar sadlet Øget og hænger
Mantelsækken bag ved Sadlen, og saa lader han hende daske af. Omsider
kommer han til London, og han mælder sig ved Kongen og vil da høre
til Hjælpetropperne.

Ja, Per Vinter skulde være velkommen, og han fik Staldplads til den
gamle graa og faar ogsaa Lov til selv at passe den.

Andendagen skal de ud imod Fjenderne. Tyrkerne var saa nær ved
London, at der kun var en Dags Rejse til dem. Saa siger Per til
Overgeneralen: »Nu maa vi herhen, for her er de fleste Folk.«

»Nej, det kan ikke gaa an,« siger han, »dem kan vi ikke binde an med.«

»Jo, vi maa herhen,« og han sætter den graa i Galop og hugger
løs. For hvert Hug faldt der en 3, 4 ad Gangen, og endelig maatte
Fjenderne paa Flugt. De retirerede en 2, 3 Mil den Dag, og Per Vinter
kommer hjem til Kongen. Saa siger Generalen til ham, at det kunde
ikke gaa an at faa Per Vinter ud i Morgen igjen, for han gjorde
saadan Uorden, at de ikke fik Armeen samlet de første Par Dage.
Sagen var, at han var bleven ræd for, at Per Vinter skulde blive
Overgeneral og han selv faa hans Afsked, det var han jo fortrødt ved.

Kongen tykte, det var noget sært Snak, at én Mand skulde kunne gjøre
saadan Uorden, og saa vilde han Andendags Morgen selv ud at se, om
det virkelig kunde være Tilfældet.

Siden de kommer udenfor, saa siger Per Vinter: »Ja, vi maa herhen,
hvor de fleste er.«

Nej, det kunde ikke gaa an, sagde Generalen. Men Per farer jo løs og
hugger ned. Kongen staar og ser paa det, og Fjenderne flygter. Ja,
den Mand var ikke til at kassere, og Kongen sætter ham til General
med det samme.

Nu bliver han ved at ture saa længe, til de faar drevet Tyrkerne
langt hen, og saa var de i Sikkerhed for dem. Da der er gaaet nogle
Dage, saa siger Kongen: »Du vil vel ikke have min Datter?«

»Jo,« siger han, »men hun vil vel ikke have mig.«

Kongen syntes jo, at Per Vinter kunde nok bestyre Riget, og saa vilde
han da hellere give Datteren til ham end til den tyrkiske Prins. Naa,
saa vil han hen og høre hans Datter ad, og han spørger om det.

Jo, det vilde hun nok, og saa skal de da have hinanden. Nok er det,
de bliver ogsaa gift.

Da de saa om Bryllupsaftenen skal i Seng, saa siger hun til ham: »Det
er dog en forfærdelig skiden Skjorte, du er i,« og hun vil ikke ligge
ved ham i saadan en Skjorte.

»Ja, den maa a ikke komme af,« siger han, »for hvis a faar den af,
saa er det forbi med mig,« og saa fortæller han hende, at det er en
Sejersskjorte, og saa længe han var i den, saa var der ingen, der
kunde gjøre ham noget.

»Ja pyt,« siger hun, »her er da ingen, der kommer og tager den fra
dig eller gjør dig Fortræd. Nu kan du trække af den i Nat, og saa
skal a give dig en anden, saa kan du endda trække i den i Morgen
igjen, om du vil.«

Ja ja, det kunde han da ogsaa. Hun henter en fin Skjorte, og han
trækker den anden af og lægger paa Stolen ved Siden af Sengen. Nu
trækker hun ogsaa af Klæderne og vil da forestille at i Sengen til
ham, men i det samme springer der en Lem op i Gulvet, og den tyrkiske
Prins kommer op. Han var godt kjendt med hende, kan vi forstaa, og
kunde saadan komme ind til hende om Natten. Prinsen snapper Skjorten
og jager sig i den, og saa tager han Sabelen. »Kjender du mig nu, Per
Vinter?« siger han.

»Ja, a gjør, men vil du nu ikke love mig, inden du slaar mig ihjel,
for det bliver nok Enden paa det, kan a tænke, te du hakker mig i
Finker, naar du har faaet Livet af mig, og saa kommer dem i den gamle
Mantelsæk, der hænger der ude i Stalden. Den hænger du paa det gamle
graa Øg, der staar der inde, og saa lader du det gaa, hvorhen det
vil. Det kan da ikke gjøre noget, du lover mig det.«

Nej, han skulde ogsaa nok gjøre det. Saa bliver Enden af det, at han
hugger Hovedet af Per og giver dernæst Befaling til at hakke ham i
Finker og komme dem i Mantelsækken og saa lade det gamle Øg gaa med
det, hvorhen det lystede.

Da de havde gjort det og ladet Øget gaa, saa gifter han sig med
Prinsessen og sætter den gamle Konge og Dronning i et Fangetaarn, for
det de havde været saa meget imod Giftermaalet, og saa er han nu
Konge i England.

Det var saadan om Vinteren, dether gik for sig. Saa en Aften rimmer
Øget uden for den gamle Mands Vinduer. »Naa,« siger han, »nu er det
graa Øg herude, saa er Per nok kommen af Skjorten,« siger han til
Konen. Han hen og lukker Døren op, og da staar Øget godt nok uden for.

Naa, saa tager han Sækken og smider den paa Gulvet, og Øget trækker
han ind. Han ryster Sækken ud paa Gulvet. »Er du her, Per Vinter?«

»Ja, misæl er a saa.«

»Nu er du nok kommen af Skjorten.«

»Ja, a er.«

Da stod Per Vinter der splitternøgen paa Gulvet, siden han fik det
sagt til ham. »Ja, a lod mig da narre,« siger han.

»Ja, det kan a skjønne paa. Men a faar at hjælpe dig endnu en Gang.
Nu vil a give dig det Ønske, at du kan skabe dig til hons Dyr du vil,
saa faar du se, om du kan faa Skjorten igjen.«

Han skabte sig saa til en Fugl og fløj strags til London. Der skabte
han sig om igjen til et Menneske og gik ind til en Værtshusholder og
bestilte Kvarter. »A skal nok betale dig, men a har ingen Penge lige
for Tiden,« siger han.

Saa hører han, der skulde være Hestemarked i London Andendagen, og
saa siger han til Værten: »Nu vil a skabe mig til en Hest, saa kan du
ride til Marked og sælge mig. Men du maa forlange saa meget for mig,
at ikke enhver render til og kjøber mig. Du skal bie, til Kongen
kommer, for han spørger nok, at der er kommen saadan en stor Hest til
Marked, og saa kommer han og vil se den.«

Da Værten hører, hvad Karl det er, han har for sig, saa faar han
Kvarter, og Andendags Morgen sætter han sig paa Hesten og rider en
Tur gjennem Markedet. Alle Folk vil se den Hest, for ingen havde set
én saa stor og svær før, og det kommer i Bladene den samme Dag. Saa
rider han hjem igjen og stalder ind, for de kongelige var endnu ikke
kommen.

Længere hen paa Dagen rider han atter en Tur over Markedet. Nu
var det strags kommen for Kongen, at ingen havde set Mage til
den Hest, og saa vil han ned og have den kjøbt til en Ridehest.
Værtshusholderen rider omkring, og det varer nu ikke længe, inden han
kommer for det kongelige. Han forlanger saa meget for den, at ingen
anden end Kongen kan give det, og han vil ogsaa have den. Siden han
saa kommer hjem, vil han have Dronningen ud at se den svære Hest, han
har kjøbt. Hun følger ogsaa ud med ad Stalden.

»Naa,« siger hun, »det er Per Vinter, du har kjøbt.«

»Per Vinter! ham der blev hakket i Finker.«

»Ja, det er det samme, det er Per Vinter. Gaa du nu hen og hent en
Slagter, at vi kan faa ham undlivet, ellers vorder det nok skidt.«

Nu gik der megen Snak i Kongens Gaard om den store Hest, han havde
kjøbt, og som han vilde have slagtet, og saa var der en gammel Amme,
som ogsaa hørte det. Hun havde været der, imens Per Vinter havde
Bryllup med Prinsessen, og hun var jo nysgjerrig og gik ned ad
Stalden.

»Er det dig, Per Vinter?« siger hun.

»Ja, det er.«

»Ja, nu skal du jo slagtes.«

»Ja, a skal saa, men du kan nok frelse mig, om du vil.«

»Hvordan skal det gaa til?« siger hun.

»Jo, idet Slagteren slaar mig for Panden, saa skal du være til Stede.
Der vil saa stritte noget Blod hen paa dit Forklæde, og det skal du
lade til, du bliver fortrødt over, og saa skal du rive Forklædet fra
dig og hytte det udenfor Kongens Sovekammervindue. Saa er a frelst
den Gang.«

Slagteren kommer, og den gamle Amme kommer, og der var jo mange, der
vilde se, hvordan det gik til med at slagte den store Hest. Idet han
nu slaar Hesten for Panden, stritter der noget Blod fra Ussen hen
paa hendes Forklæde, og hun river det fra og hytter det hen udenfor
Kongens Sovekammervindue.

Andendags Morgen stod der saa meget et stads Pæretræ udenfor Vinduet
og var groet op der om Natten, og det var fuldt af Pærer. »Aa,« siger
Kongen, siden han kom op, »sikket nydeligt Træ her er groet op i Nat.«

Han lukker Slagvinduet op og vil tage en af deher Pærer. Men
Dronningen raaber Allarm og siger: »Vaer dig, for det er Per Vinter,
der er kommen der at staa.«

»Per Vinter, der er slaaet ihjel!«

»Ja, men faa du Bud efter en Gartner, at vi kan faa det Træ fældet og
brændt, saadan at vi kan faa en Ende paa den Per Vinter.«

Den gamle Amme hører nu, at det skal gaa for sig med at hugge det Træ
om, der er kommet op, hvor hendes Forklæde laa, og hun lister sig ud
og hen til Træet. »Er det dig, Per Vinter?« siger hun.

»Ja, det er.«

»Ja, nu skal du jo skoves og hugges op.«

»Ja, a skal, men du kan nok frelse mig endnu en Gang, om Du vil.«

»Hvordan skal det gaa til?« siger hun.

»Jo, naar du vil komme ud og se paa, hvordan han fælder Træet. Saa
vil der springe en Gren hen paa dig, og den skal du tage og gaa hen
og hytte i Parken i Kongens Have, saa er a frelst den Gang.«

Andendags Morgen kommer Gartneren med Øgse og Sav og Sager og skal
til at fælde dether Træ, og denher gamle Amme er da ogsaa kommen ud
for at se, hvordan det skal gaa til. Idet Gartneren nu fælder Træet,
-- der springer jo altid nogle Grene af ved saadan en Lejlighed --
saa springer der én hen paa hende, og hun var helt fortrødt over det,
lod hun, og rejser af ned til Parken og kyler den der. Det blev der
jo ingen klog paa, og saa fik de Træet brændt op.

Andendags Morgen gaar Kongen ned i Parken, og da sidder der saa meget
en yndig Vildand dernede. »Havde en endda haft den,« siger han, »den
var endda rar at have til sin Frokost.« Den var ikke svar vild, lod
det, og han siger: »Naar jeg kommer af Klæderne og ud at svømme, saa
tror jeg, jeg kan sejle ud og tage hende.« Siden han kommer af alle
Klæderne og vil til at svømme i Vandet, og griber efter Anden, saa
smutter den fra ham og i Land. Skjorten laa der jo paa det andet Tøj,
for Kongen var naturligvis trukken af den ogsaa, og Anden griber i
Skjorten, og saa skaber den sig om til Per Vinter, og han trækker i
Skjorten.

»Kjender du mig nu?« siger han til Kongen, »nu er a kommen i Skjorten
igjen.«

Kongen bad ham da om at skaane hans Liv, for han vilde ikke svar
gjærne slaaes ihjel.

»Ja, men saa vil a have min gamle Sabel.«

Ja, den skulde han nok faa, siger Kongen, men den var jo inde paa
Slottet. De følges saa ad der ind, og han faar Sabelen. Saa tager Per
Vinter den gamle Konge og Dronning ud af Fangetaarnet og sætter den
unge Konge og Dronning derind i Stedet paa den samme Plads, hvor de
andre havde siddet. Derefter giftede han sig med den gamle Amme, der
havde hjulpet ham saa godt, og saa blev han Konge i England, og den
gamle Konge og Dronning blev ved at gaa ved ham og havde det godt
ogsaa.

    Kristen Hovstrup, Taars.



2. Prinsessen i Arabien.


Der var en Konge i England, han havde tre Sønner: Frederik, Kristian
og Vilhelm. Han var en svag Mand, og da han saa en Dag kom til at se
nogle Dokumenter igjennem, der var gjemte i hans Palads, fik han fat
i ét, hvorpaa der stod at læse, at der var en Slags Vand i et vist
Land, og det Vand kunde kurere for alle Slags Sygdomme, det var ogsaa
godt for Kjønhed. Saa sender han strags Frederik og Kristian ud at
rejse efter det. Han paalægger dem at hente det og være hjemme igjen,
inden to Aar var til Ende.

Men de to Aar gik, og der hørtes ingen Ting fra dem. Kongen var endnu
lige svag, og saa spørger Vilhelm en Dag: »Maa jeg ikke rejse efter
Vandet?«

»Nej, min kjære Søn,« siger Kongen, »du skal blive hjemme, nu har jeg
ikke andre end dig.«

Men han blev ved og fik endelig Lov. Nu rejser han fra et Landskab
til et andet, og endelig kommer han til Arabien. »Her vil jeg i
Land,« siger han til hans Følge, »og op i Skoven at se mig om, og jeg
kommer tilbage til Skibet inden 24 Timer. Men skulde jeg komme imod
noget, saa jeg ikke kan komme til den Tid, saa tænder jeg et Blus op
af Grene, der kan være jer til et Kjendetegn.«

Han kom saa i Land og red op gjennem Skoven. Der var kun Skov og
Ørken til alle Sider. Endelig kommer han til en Eremit.

»Hvor vil du hen?« siger Eremiten, »du er jo en Prins fra England.«

Ja, han vilde hen at søge om noget Vand, der kunde kurere for alle
Svagheder.

»Nu følger du den Sti der, og saa giver du Hesten af Sporene og lader
den rende til. Henne paa Stien staar der to Kjæmper og slaar paa en
Ambolt, dem skal du lige ride forbi, der staar én ved hver sin Side,
og du skal ind imellem dem. Saa bliver du ved at ride og kommer til
en stor Kjøbstad med Jærnport for. Naar du kommer igjennem den, er du
for et stort Bjærg, og der skal du ogsaa igjennem. Saa kommer du til
Stedet, hvor Vandet findes.«

Han takker Eremiten for Underretningen og rider. Det gaar, ligesom
han havde sagt, men da han var kommen igjennem Bjærget, var Hesten
saa udmattet, at han maatte staa af og give den noget Brød af hans
Mantelsæk. Det var paa en stor grøn Plads, og da han nu kommer til
at se sig om, opdager han tre Sten, som ligger der. Paa den ene Sten
stod der med hebraiske Bogstaver: Hvem der tapper af den Sten, han
faar ganske frisk og godt Vand. Paa den anden Sten stod der: Hvem der
tapper af denne Sten, og drikker af det Vand, den skal blive frisk
og sund i alle Retninger. Saa paa den tredje Sten stod: Hvem der
tapper og drikker af denne Sten, den skal blive smuk og kjøn. Da han
nu har set det, saa tapper han af den Sten og vasker hans Hest og
sig selv, og saa blev han saa kjøn, som noget Menneske kunde være.
Dernæst tappede han af den anden Sten og tog noget Vand med sig i
hans Flaske. Nu vidste han jo ikke, hvor han skulde hen, og hvordan
han skulde komme tilbage, men saa rider han helt stille og kommer da
til et stort Slot, der ligger paa højre Haand.

»Der maa jeg ned og se, hvad der er,« siger han til sig selv. Men
der var ingen Ting at finde foreløbig. Endelig kommer han ind i et
Værelse, hvor der staar et Bord dækket, og saa tager han sig noget at
leve af, for han var jo sulten. Derefter kommer han ind i et Kammer,
hvor der ligger en Prinsesse og sover. Men hun var ikke til at komme
til for ene Klokker, alting var helt tilbunden med dem. Han turde jo
ikke næsten røre ved nogen af dem, for at de ikke skulde give Lyd, og
hun var da ikke til at komme nær. Endelig finder han paa at trække af
hele hans Tøj, og saa optrævler han hans Skjorte i ene smaa Trævler
og omsvøber saa hver Klokke med en Trævl. Nu gik han i Seng og lagde
sig ved Prinsessen, for han var meget træt. Hun sov og blev ved at
sove. Da han havde hvilt sig noget, rejste han sig og gik igjen. Da
han kaster Øjet hen paa Væggen, faar han at se, at der hængte et
Sværd, og der stod skrevet paa det, at det var et Sværd, der kunde
vinde i enhver Strid, naar en blot svang det, og der var en Flaske
ved Siden af Sværdet, som en skulde drikke af for at faa Kræfter nok.
Han tager begge Dele med sig.

Saa siger han til sig selv: »Jeg maa helst faa Brød og Vin med mig
for ikke at omkomme under Vejs. Hvem véd, hvordan det kan gaa«. Han
tager saa et Brød og en Flaske Vin, da han kom ud i det Værelse, hvor
han havde spist, og endelig rejser han af ned til Stranden. Der nede
var de allerede under Sejl, for de havde ventet den Tid, der var
fastsat. Han gjorde Tegn til dem, og Matroserne kom saa i Land for at
tage imod ham. Men da han var bleven saa kjøn, kjendte de ham ikke nu
og vilde ikke tage ham med.

Da de kom ud til Kapitainen, sagde de: Det var ikke ham.

Jo, det maatte det nok være, mente han.

Aldrig saa snart de var sejlet ud til Skibet, tændte han Ilden, og
saa tog Kapitainen i Land.

»I maa tage mig med,« siger Prinsen, »for det er Prins Vilhelm.«

Naa, saa kom han om Bord, og de sejler af og kommer til _Frankrig_.
Der sender de Bud op til Kongen, at der laa en engelsk Prins paa
Reden, om det var tilladt at komme til Taffels.

Jo, det kunde nok tillades, han skulde være velkommen.

Saa kommer der jo ogsaa Brød paa Bordet, og de skar af det og spiste.
Saa siger den engelske Prins: »Vi har noget Brød her, vi kan skjære
saa meget vi vil af det, der er endda lige meget; saadant Brød har I
ikke her.«

»Nej,« siger de, »har I det?«

»Ja, det har vi rigtig nok.«

»Vil I ikke sælge det?« siger den franske Konge, da han saa, hvordan
de skar af det.

»Nej, vi vil ikke, men vi vil forære jer det. Men dersom der kommer
nogen og vil kjendes ved det, saa maa I udlevere det, og saa skal der
udleveres 10,000 Mand med det.«

Det gaar Kongen ind paa, og saa rejser de derfra og til
_Konstantinopel_. Der sender de ogsaa Bud om, at der laa en engelsk
Prins paa Reden, og han vilde nok tage Del med dem i Taflet, om det
kunde tillades.

»Jo, værsaagod,« siger Kejseren, og de kom ind og kom til at spise og
drikke.

Saa tager Prins Vilhelm en Flaske Vin, der stod paa Bordet, og
skjænkede og drak. »Det er lige godt god Vin, I har her i Anopel,
men det er dog ikke saadan Vin, som vi har i England. Der har vi det
saadan, at vi kan drikke af en Flaske, saa længe vi vil, og der er
dog lige meget Vin i Flasken.«

»Det var dog mærkeligt,« siger Kejseren.

»Ja, da kan vi godt faa saadan en Flaske Vin herop,« siger Prinsen,
og han hentede den, og de drak, og der var lige meget.

»Vil I ikke sælge den Flaske?« siger Kejseren.

»Jeg vil ikke sælge den, men forære den hen. Men det skal være
paa den Maade, at kommer der nogen og kjendes ved den, saa skal I
udlevere den og 10,000 Mand til Hest med fuld Oppakning.«

Saa rejser de videre og sejler ind til _Spanien_. Der beder Prinsen
ogsaa om at komme til Taffels.

Ja, det var der ikke noget i Vejen for.

Der var saadan Ufred i Landet; det var Frankrig, de havde Krig med,
og de laa saadan og døjede med det, for de kunde jo ikke slaa dem.
Saa siger Prinsen: »Ak, det er dog ikke noget at klage sig for. Jeg
har et Sværd, en kan vinde Sejr med, naar blot en kan svinge det.
Naar bare I har en Officer, der kan bruge Sværdet, saa kan I let
vinde Sejr med det.« Der bliver kaldt én Officer frem og en anden, og
de drak af Flasken, den ene lidt og den anden mere og den tredje saa
meget, at han kunde tage Sværdet og svinge det runden omkring. Han
ud i Striden, og det varede ikke mange Dage, inden han havde slaaet
Franskmændene ned allesammen. Saa vilde Kongen kjøbe det Sværd.

Nej, Prinsen vilde ikke have noget for det og forlangte det samme her
som de andre Steder. Derfra rejste han saa til _Polen_. Han mælder
sig og vil da nok have Lov til at komme til Taffels.

Ja, det var der ikke noget i Vejen for.

Som de nu sidder og spiser, siger Kongen af Polen: »Var det ikke en
Prins fra England, der sidder til Bords med os?«

»Jo, det er.«

»Ja, da har vi to Prinser her, som har siddet i Fangenskab i otte
Aar.«

»Har I det,« siger Prins Vilhelm, »saa er det vel mine Brødre. De har
været sendt ud for at skulle finde noget Vand til min Fader, for at
han kunde komme sig, men hvorfor sidder de her?«

»De er sat for Gjæld,« siger Kongen.

Naa, saa betaler han deres Gjæld og løser dem ud. De kommer med ham
ud paa Flaaden, og saa skal den til at sejle hjem ad til England. Han
fortæller dem nu, hvordan hans Rejse er gaaet, og at han har faaet
fat i Vandet. Saa bliver de fortrydelige paa ham og lister dem til at
faa Flaskerne fra ham og kommer Møg og Skidt i dem, men Vandet tager
de og kommer i andre Flasker.

Da de saa kommer til England, bliver der jo stor Glæde paa Faderen.
»Nu har jeg Vandet, Fader,« siger Vilhelm, »og jeg har ogsaa løst
mine Brødre. Tag nu og vask dig i det.«

Naa, han vaskede, men jo længere han toede sig, jo mere beskidt blev
han, og han sprudede og spragede. Han drak af det, men det var ene
Skidt. Saa siger de andre to: »Nej, han har altid holdt dig for Nar,
her har vi det rigtige Vand, nu skal du vaske dig i det.«

Naa, han vaskede, og han drak, og det gik helt fortræffeligt, kort
efter var han helt kommen sig.

»Ved I hvad, Fader,« siger Kristian og Frederik, »den Vilhelm er et
Skarn imod jer, han skulde lægges øde.«

Det var Faderen enig med dem i, og han kommanderer hans Jæger til
at tage ham med ud i Skoven og skyde ham og saa komme hjem med hans
Hjærte, for Faderen vilde jo ikke selv gjøre det.

De gaar saa med hinanden, Skytten og saa Vilhelm. Da skyder Skytten
et Skud. »Saa du noget?«

»Nej,« siger Skytten.

»Ja, jeg syntes, jeg saa en Hare.«

Lidt efter skød han igjen. »Saa du noget?« siger Vilhelm.

»Ja, jeg saa et lille Dyr, der løb.«

»Naa, gjorde du det. Ja, jeg véd nok, du er udsendt for at skyde mig,
men det kan du alligevel ikke bære dig til at gjøre. Men nu følges
vi ad hen i Faders Dyreskov, og der skyder vi et Raadyr. Saa tager
vi Hjærtet af den, det ligner et Menneskehjærte, og det rejser du
hjem med til Kongen, men jeg rejser bort herfra og kommer ikke mere
tilbage.«

Det gik Skytten ind paa, og de tog Hjærtet ud af Raadyret, og han kom
hjem med det. Prinsen rejste nu omkring i Landet og kom til sidst
ind paa Vestkysten af England. Der kom han til at tjene hos en stor
Grosserer og tjente hos ham i mange Aar.

Nu skal vi høre lidt om Prinsessen, der laa og sov. Hun vaagnede op
om Morgenen, og da saa hun, hvordan alle hele hendes Klokker var
bespændt med Regler, og hun kunde da ikke forstaa, hvordan det var
gaaet til. Slottet havde før været forønsket, og derfor var det, hun
laa og sov, men nu stod det i sin fulde Glands, som det før havde
været. Hun kunde altsaa skjønne, at der var én Ting særdeles, der
havde været der. Nu styrer hun sit Rige en Tid lang, som før det blev
forønsket, men saa kommer Tiden, da hun føder en Søn. Ham lader hun
oplære i det kongelige Væsen, og han bliver en 13, 14 Aar.

Saa tykte han, det var sært, han havde ingen Fader, og talte med
hende om det flere Gange.

Ja, hun kjendte ikke hans Fader, siger hun.

I Skolen lod de ham det ogsaa høre saadan af og til, at han var uægte
født. Endelig beslutter han sig til, han vil have hans Fader opsøgt.
Han faar hans Moder til at udruste en Flaade, og nu vil han om at se,
at han kan finde ham. De sejler saa og kommer til Frankrig, lægger
sig ind der paa Reden og sender Bud op, at hun var Arabiens Dronning,
der ønskede at komme til Taffels.

Saa laa dether Brød paa Bordet, og de skar allesammen af det, og der
var endda lige meget igjen. Da siger Dronningen: »Det sidste jeg saa
dether Brød, var det mit.«

»Ja, det er foræret os af en Prins i England,« siger Kongen, »men
vi er pligtige at udlevere det, naar nogen kjendes ved det, og saa
10,000 Mand.«

Ja, Brødet brød hun sig ikke om, men Folkene vilde hun godt have. Saa
kom de sejlende til Konstantinopel, der lagde de sig paa Reden og
sendte Bud op, og saa kom de til Taffels.

De skjænkede Vin af en Flaske, og der var endda lige meget i den. Saa
sagde Dronningen: »Det sidste jeg saa den Flaske, var den min.«

»Ja, den er foræret os af en Prins fra England,« sagde Kongen, »men
paa den Maade, at hvis nogen kjendes ved den, saa skulde vi udlevere
den og desuden 10,000 Mand til Hest.«

»Flasken maa I godt beholde,« sagde hun, »den bryder jeg mig ikke om,
men Soldaterne vil jeg nok have.«

Hun fik dem, og saa sejlede hun videre, til de kom til Spanien. Der
lægger de sig inde paa Reden, og saa sender de Bud op, at Dronningen
i Arabien laa der ude og ønskede at blive budt til Taffels, om det
kunde passe dem.

Ja, det var ikke sært, hun skulde være velkommen.

Saa blev hun og hendes Søn og Følge sat til Bords. Der hængte flere
Sværd der inde paa Væggene, og hun saa paa dem. Saa siger hun: »Der
hænger et Sværd, det sidste jeg saa det, var det mit.«

»Var det det?« siger Kongen, »ja, det er bleven mig foræret af en
engelsk Prins, men paa det Vilkaar, at hvis der skulde komme nogen og
kjendes ved det, saa skulde jeg udlevere det og saa desuden give ham
10,000 Mand.«

Ja, Sværdet brød hun sig ikke om, men Folkene vilde hun godt have, og
saa fik hun dem jo og rejste videre.

Saa kom hun til Polen. Der kom hun ogsaa til Taffels, og saa fortalte
Kongen om den engelske Prins, der havde været der, og om hans Brødre,
som han havde udløst af Fangenskabet. Endelig spørger han, om hun
ikke forlangte noget.

Jo, hun vilde nok have en Krigshær, og saa fik hun ogsaa der 10,000
Mand.

Endelig sejler hun til England. Hun gaar i Land og opslaar hendes
Telt i Nærheden af Hovedstaden. Saa sender hun Bud ind til Kongen, om
han havde ikke nogle Sønner, der havde rejst efter Livsens Vand til
ham, for saa skulde de komme ud til hende.

Jo, der blev svaret jo, han havde to Sønner, Kristian og Frederik,
og saa skal de jo ud og vise sig for hende. Først kommer Frederik.
Hun havde belagt hele Vejen ind til Byen med rødt Skarlagen; men han
turde ikke ride paa det og red saa ved Siden af. Da staar hun og ser
paa, hvordan han kommer, og Sønnen staar ved Siden af hende.

»Er det min Fader?« siger han.

»Jeg véd det ikke,« svarer hun, »jeg kjender ham ikke.«

Da han nu fremstiller sig, siger hun: »Hvorledes har du været, da du
var hos mig sidst?«

Det kunde han ikke svare til.

»Har du set mig før?« siger hun.

»Nej.«

»Ja, saa er her en Galge, du skal hænges op i, har du en Broder?«

Ja, han havde.

Saa blev der sendt Bud efter ham. Men ham gik det kort sagt lige
saadan, for han vidste heller ingen Ting og kjendte hende ikke. Han
blev altsaa ogsaa ophængt.

Nu blev der atter sendt Bud ind til Kongen, om han havde en Søn til.

Nej, han vidste i alt Fald ikke, hvor han var, og det var ogsaa én,
som ikke var til noget.

Ja, han skulde skaffe ham, ellers lagde hun Staden og Riget øde.

Da hun nu havde saa stor en Krigsmagt med sig, turde han ikke staa
imod, men bad om Henstand i fjorten Dage, og saa blev der sendt Bud
ud efter ham alle Steder og opslaaet Plakater alle Vegne. Saa kommer
Grossererens Husjomfru ind en Aften og siger, om det kunde ikke være
deres Handelsbetjent, der blev lyst efter, for der kom aldrig Brev
til ham, og han holdt sig altid for sig selv. Grossereren kalder ham
ind til sig og spørger, om det er ikke Prins Vilhelm. Saa maatte han
til at bekjende, hvem han var.

»Ja, du maa uopholdelig afsted,« sagde Grossereren, »for der bliver
lyst efter dig.«

Nu troede han jo, hans Liv havde Ende. Men det kom ikke til at gaa
saa galt til. Da han kommer til Hovedstaden, er Kongen saa glad ved
ham, for nu var det jo den eneste, han havde, da de andre var blevne
hængte i Galgen. Saa skal han ud at ride, for han skal jo ned at
fremstille sig for den fremmede Dronning. Men han gjorde sig tradsig
og vilde ikke ride derud. Anden Dagen beder hans Fader ham igjen om
at tage derud. Nej, det gik lige saadan, han vilde ikke. Endelig
tredje Dagen siger han, om de havde ikke hans gamle Mundering, han
var i, da han kom hjem. Jo, den var paa Munderingskammeret. Saa blev
den hentet, og han kom i den og kom op at ride. Saa red han derned,
te Pjalterne af Skarlagenet stod op omkring Fødderne af Hesten.
Dronningen stod uden for sit Telt og betragtede ham, og Drengen stod
ved Siden af hende.

Saa siger han: »Er det ikke min Fader?«

»Jeg haaber det, men véd det ikke,« svarte hun.

Da han nu kom frem for hende, sagde hun: »Hvorledes var du, da du var
hos mig sidst?«

»Ligesom jeg er her med Støvler og Sporer paa.«

»Kjender du mig da?«

»Jo, jeg gjør,« siger han.

»Det er rigtigt,« siger hun, »der er din Fader,« siger hun til
Sønnen. »Du skal med mig hjem, og vi skal have hinanden. Dine Brødre
hænger i Galgen der henne.« Saa fulgtes han med hende til Arabien, og
de blev gift og lever godt der.



3. Per Degn og Præstens Moder.


Der boede en Mand her ude ved _Vind Skov_, og han hed egentlig
_Søren Tandholm_. Af og til fik han en Arvepart, men det blev ikke
kjendt paa ham, og han fik aldrig noget ud af det, for Pengene gik
gjærne overstyr for ham. Endelig havde han igjen faaet en Arvepart,
og den skulde nu anvendes til Handelen, havde han bestemt. Men han
kjendte ikke stort til dether Handelsvæsen, det gjorde derimod en
Svoger, han havde nede paa _Kasted_ Mark, der hed Johan, han kjendte
Handelen til Gavns, og saa skulde de hjælpes ad. De bestemte dem saa
til at være Gaaseprangere, og de begav dem paa Rejse ned norden for
Randers for at kjøbe en Drøft Gjæs op.

Men da de kom til Randers, saa havde Søren Tandholm kast hans Penge
hen. Saa maatte de gaa tilbage igjen og finder dem ogsaa tæt ved
Galten Præstegaard. »Nu vil vi sali ikke længere,« sagde Søren, »vi
har kast Pengene hen én Gang og kan gjøre det igjen.«

De gaar saa ind i _Galten_ Præstegaard for at spise en Bid Brød.
Præsten spørger dem om, hvad de var for nogle Handelsmænd.

»Ja, vi er Gaaseprangere.«

»I véd vel ingen, der har fede Svin at sælge,« siger Præsten. »I
kommer saa meget omkring.«

Jo, de vidste en Kjøbmand i Randers, der havde 24, og de var rigtig
fede.

»Ja, det var jo rart, jeg fik det at vide,« siger Præsten, og han
sender hans Avlskarl afsted til Randers for at kjøbe de 6 bedste,
Kjøbmanden havde.

Dem kommer han saa ogsaa med. Saa var der en gammel Prygl der nede i
Byen, de kaldte _Per Degn_, han ringede Klokken Morgen og Aften, og
ham bliver der sendt Bud efter, han skal komme og hjælpe dem at faa
dem slagtet, for han gik saadan og hjalp ved et og andet baade der og
i Byen.

»Ja,« siger han Præsten, »det er nu godt nok, men naar vi faar nu det
mange Flæsk, hvordan skal vi saa faa det saadan hængt op, at vi kan
have det i Behold.«

»Ja vi kan hænge det i Vavenset,« siger Per Degn, »for saa kan a
passe paa det, og se efter det Morgen og Aften, og saa kan I hente
der oppe ved mig, naar I vil, og har Brug for det.«

Men det ene Svins Flæsk beholdt de hjemme i Præstegaarden, og saa
blev de andre hængt op efter Per Degns Raad. Han var jo ikke saa
tosset, for han tog af og til en god Skank hjem og solgte til andre,
hvem der vilde kjøbe af ham.

Da Præsten var bleven færdig med det Svins Flæsk, saa var Per Degn
ogsaa bleven færdig med de andre fem, og for nu at komme fra det paa
en god Maade saa kravler han en Aften op paa Taget af Vavenset og
river nogle Tagsten ned. Da nu Præsten sender Bud efter det andet
Svin, for de skulde have noget mere Flæsk at bruge, saa foregiver
han, at de er staallenes om Natten.

»Det var rart,« siger Præsten, »ja, vi maa have noget mere,« og saa
sender han hans Karl afsted efter 6 til af de bedste, de havde i
Randers.

De kom ogsaa, og Per Degn blev hent, den Gang de skulde slagtes, for
han skulde jo hjælpe til med dether som sædvanlig. »De Svin skal
ogsaa op i Vavenset og hænge,« siger Præsten, »lad os se, om de kan
gaa den samme Vej.«

Præsten han havde en gammel Moder, og hun var bleven noget barnet,
men havde lige godt faaet Mistanke til Per Degn, te han var noget
Skyld i, de andre var bleven væk, og saa begynder hun at sludre om,
te en kunde jo da nok tænke, det var Per Degn, der havde taget dem.
Saa giver hun Præsten ind, hvordan han har at bære sig ad. »Du skal
sige, at du skal til at gøre en Rejse til Kjøbenhavn. Men saa skal du
stoppe mig i en stor Kiste, du har, og saa skal den ned til Per Degn
og staa, til du kommer hjem igjen fra Rejsen.«

Saa blev det da saadan, te hun kom i Kisten, og Præsten havde givet
hende Brød og Kjød og Flæsk og Ost med, for hun skulde jo ligge og
leve godt. Saa bliver Kisten baaren ned til Per Degns at staa, og Per
Degn han faar noget af det syvende Svin samlet hjem.

Men lige som han kommer med en god Skaldt og smider paa Bænken med
de Ord: »Her er nu et godt Stykke af Præstens det syvende Svin,« saa
begynder den gamle at præke op der inde i Kisten og sige: »Ja, a
kunde jo nok tænke, te a behøvede ikke at ligge her for at faa det at
vide;« hun var som sagt noget barnet.

Men Per Degn stod netop tæt ved, og han hører, det sludrer der inde i
Kisten. Saa tager han en Hammer og Tang og vil brække den for at se,
hvordan det hængte sammen. Da laa denher gamle Kjælling og gabte lige
op opaa ham. Per Degn bliver arrig, og han tager en Kniv og skjærer
Munden ud til begge Ører paa hende, og saa tager han den største
Pølse, der var i Kisten, og stopper ned i Halsen af hende, saa han
kvæler hende med det samme.

Den Gang Præsten han kommer nu hjem fra Kjøbenhavn, saa vil han have
Kisten hent hjem, og det sker ogsaa. Da de lukker Kisten op, og han
ser den Elendighed, saa siger han: »Aa Herregud, nu har det gamle
Skind ikke kunnet se at bjærge sig, den Pølse er skreden for langt
ned i Halsen af hende og har kvold hende.«

Der kommer nu Bud efter Per Degn, om han vilde ikke komme op i
Præstegaarden, Præsten han vilde snakke med ham. »Hør, Peder,« siger
han, »kan du ikke faa min Moder besørget af Vejen en Aftenstund,
saadan og saadan er det gaaet til, og jeg er kjed af at kaste Muld
paa hende.«

»Jo, det kan a vel nok,« siger Per Degn, og han faar hende stoppet i
en Sæk, og saa rejser han af med hende. Sækken kyler han i en Krog
inden Døren ved sig selv, og om Natten tager han hende og bærer hende
op i Præstegaarden igjen. Nu havde de været ved at brygge den Dag,
og saa sætter han hende paa Hovedet i Ukarret (det Kar, hvori Øllet
staar og gjæres), og gaar nok saa frit hjem igjen.

Om Morgenen, da Pigerne de kommer ud og skal se til Øllet, da staar
denher gamle Mo'r der, og Pigerne ind til Præsten og fortæller ham
den Elendighed. Han kommer ud og ser, hvordan hun staar der, og saa
siger han: »Aa Herregud, nu har hun været tørstig, og har ikke kunnet
se at bjærge sig, saa er hun plumpet i Karret. Gaa ned og hent os Per
Degn.«

Han kommer, og Præsten siger til ham, aldrig snarere han ser ham:
»Hun er sku kommen igjen; du kommer til at skille mig ved hende endnu
en Gang.«

»Ja, a kan jo nok faa hende af Vejen,« siger Per Degn, »men der skal
Penge til.«

Dem faar han ogsaa. Saa spænder han for Præstens Vogn og tager hans
bedste Heste, og saa kjører han til Randers med hende. Der kjører
han op ad én Gade og ned ad en anden og kjørte, ligesom han vidste
ikke, hvad han kjørte efter. Imeldergodtid gjør han Hold uden for en
Skomagers Vinderer, og der sidder han paa Vognen og vinker og vinker
ad Skomageren, han skal komme ud.

Ja, han kommer endelig, og saa var det da, te Per vilde have Maal af
hans gamle Moder, hun skulde have et Par nye Sko nu paa hendes gamle
Alder.

»Du kan værsgod og lade hende komme af,« siger Skomageren.

»Nej, det kan hun ikke, du kan nok tage Maal af hende paa Vognen.«

Saa maatte han ind efter hans Maal. Nu faldt det ham lidt ulejlig med
at komme til Foden og faa Maal af den. »Let din Fod,« siger han til
hende.

»Du maa tale lidt højt til hende,« siger Per Degn, der sidder omme
paa Forsmækken, »for hun er noget tunghør.«

Skomageren blev vranten over det, te han kunde ikke ret komme afsted
med at faa Maal opaa Foden, og saa tager han i den og giver et
hurtigt Rip, te hun vælter ned paa Stenbroen.

Saa begynder Per Degn at huje og skrige og tage paa og siger: »Nu kan
det være, hun har brækket baade Arme og Ben, hvordan er det dog, du
staar og bærer dig ad med hende!« og han staar saa af og begynder at
lette ved hende.

»Aa,« siger han, »tu hun er jo død.«

»Hvis, hvis, ti stille,« siger Skomageren.

»Nej, a vil,« som han kunde bande, »ikke tie, du har jo slaaet hende
ihjel her paa Stedet.«

»Ti stille,« siger Skomageren, »a vil give dig 500 Daler, hvis du vil
tie.«

Dem fik han, og saa vender han hjem efter. Der gik jo Kræmmere den
Gang, og saa sidder der en Kræmmer i Vejgrøften og sover. Per Degn
gjør Holdt, staar af og tager Posen fra Kræmmeren, gaar saa et Stykke
hen og tager Krammet ud og vrider Kjællingen i den i Stedet. Posen
stiller han op paa sin Plads igjen og saa kjører han hjem med Heste
og Vogn.

Præsten spørger strags om, hvor hans gamle Moder er bleven af, men
Per Degn svarer blot: »Ja, nu bliver hun nok henne.«

Det træffet nu hverken værre end bedre, te den Kræmmer kom fra
Randers og gik efter Galten, og da han altid plejede at handle i
Præstegaarden, saa vilde han jo ogsaa derind den Gang. Pigerne fik at
se, te Kræmmeren kom ude paa Vejen, og de ind og fortæller Madammen
dether. Nu havde Præsten lovet hende en ny Kjole, saa fage Kræmmeren
kom, og hun blev nu saa lykkelig og glad over den nye Kjole, hun
skulde have.

Aldrig saa saare han kom ind, saa siger hun: »Har du smukt Kjoletøj
i Dag?«

»Udmærket,« siger Kræmmeren.

Saa skal han jo til at løse op for Posen. Nu var Kjællingen spændt
saa haardt ned i den, te da han faar løst op for den, saa rækker
hun op i en Fart med denher store Mund, og Kræmmeren bliver saa
forskrækket, te han render ud fra baade Pose og Kjæp.

Præsten kommer jo strags til Stede, og da han faar Øje paa, hvordan
det har sig, saa siger han: »Da er det ogsaa strængt med det gamle
Skind, nu maa de saa mænd bære hende hertil, for det hun ikke kan
gaa. Rend hen og hent Per Degn!«

»Hun er kommen igjen,« siger Præsten, lige saa snart han kommer.

»Ja, a tvivlte paa det,« siger han, »Pengene de slap for tidligt op.«

»Men véd du, hvad jeg tror,« siger Præsten, »jeg maa hellere tage den
gamle Følhoppe og ride min Vej, det er vist den, hun vil hjem og se
til, for den har været i Gaarden i saa mange Aar, og hun holdt saa
meget af den, saa kan hun da blive fri for at komme tiere.«

»Ja, det kan godt være,« siger Per Degn.

Nu havde hun haft Føl det samme Aar, det havde Følhoppen, og saa
tager Per en gammel Bøsse og fik bunden ved Siden paa Kjællingen,
og saa fik han hende sat op paa Føllet og bunden fast paa den. Den
Gang nu Præsten er kommen op at ride og kommen ud af Gaarden, saa
løser Per Degn Føllet og lader det løbe bag efter. Det længtes jo
efter Moderen, og Moderen efter Føllet. Øget vil ikke vel fra Byen,
det kronniede efter Føllet, og Føllet vil hen til Moderen. Der var
saadan en Stenmur paa begge Sider af Vejen op imellem Præstegaarden
og Kirken, og der kommer Præsten til at se sig tilbage.

»Uha,« siger han, »der kommer hun og vil skyde mig.« Han basker jo
paa det gamle Øg, og hun løb jo, hvad hun kunde, men Føllet kunde
ligevalle løbe stærkere. Da han saa kommer om ved en stor Dam, saa
var der ingen anden Udvej for ham end at ride derud, der troede
han jo ikke, hun vovede at ride ud i. Men hun lige godt bag efter
ham. Det gamle Øg kunde ikke holde ud at svømme med Præsten, og saa
drond de begge to. Føllet kunde ikke sandse at svømme i Land, og den
kunde da heller ikke bære den gamle, saa hun blev der ude og hele
Redeligheden blev der, og saa er den Historie forbi.

    Niels Rask, Mundelstrup.



4. Den æggelystne Præst.


Der var en Præst i _Voer_ for et hundrede Aar siden eller ogsaa to,
han var bleven saa lysten i Pandekager, og hans Kone døjede saa
forfærdelig for at skaffe alle de Æg, han kunde spise. Saa var der en
gammel Kone, som gik noget der i Præstegaarden og hjalp til med et
og andet, og hende snakkede Præstekonen med om det og klagede hendes
Nød; hun kunde ikke tilfredsstille hendes Mand, om hun kunde ikke
hjælpe hende?

»Ja, a véd det ikke, nu skal a se, hvad a kan gjøre.«

Om Søndagen, da Præsten var taget hen til Annexkirken, tager Konen
sig for at møde ham noget Tag, før han kommer hjem til Præstegaarden,
og siden hun var i Nærheden af ham, saa siger hun: »Aa-aa-aa, gaak,
gaak, gaak!« og saa lagde hun et Æg i Stien. Hun gik et bitte Stykke
igjen og saa satte hun sig og sagde: »Aa-aa-aa, gaak, gaak, gaak!« Da
hun har rejst sig, ligger der igjen et Æg.

Naa, saa naaer Præsten hende: »Hvad er der ved det, Marie, I klager
jer saadan? vil I ikke kjøre med hjem.«

»Nej, a har ikke Tid, a har lovet Fruen nogle Æg, I skulde have til
jer Middagsmad, men a har ikke faaet dem gjort end.«

Saa bliver Præsten gal i Hovedet og siger lige saa hastig til Karlen:
»Kjør!«

Da han kommer hjem, staar der en Pandekage paa Bordet, han skulde
have til Middag. Han farer hen og lægger til den, te det stegler
ud paa Gulvet baade Kage og Tallerken. Han vilde ikke have den
Pandekage, der var lavet af de Æg, den lede Kjælling havde gjort, og
fra den Tid af smagte han aldrig mere Æg.

    Kristen Kristoffersen, Taars.



5. Et andet Sind.


Der var en Kone, der havde tre Sønner, og hun besad stor Rigdom. Saa
tilbød hun dem, at hvilken af dem der vilde lade hende begrave ved
_Troms Kirke_ i Norge, den skulde have alt det, der var efter hende.
Men saa var der ingen af de to ældste, der vilde have med det at
gjøre. Den yngste af dem gav hende derimod Løfte paa det, og den Gang
hun saa ved Døden afgik, tog han det, der var, og lod hende begrave
som andre Mennesker i den samme Kirkegaard som alle andre Egnens
Folk. Saa siger Brødrene til ham, at han havde jo lovet Moderen at
faa hende begravet ved Troms Kirke, og derfor havde han faaet hendes
Midler, nu vilde de til at føre Sag med ham om Arven, for den gjorde
de Fordring paa Part i.

»Ja,« siger han, »I faar ikke noget, for Sagen er den, at da hun var
død, da fik hun et andet Sind.«

    Jens Mark, Vogslev.



6. Moderens Formaning.


De Folk, der boede i Kjølhus i _Sønderholm_, de var saa grov fattige.
Saa havde de en bitte Dreng, og da de skulde til at dø, havde de ikke
noget at give ham til Arvepart. Men saa sagde hans Moder til ham: »Du
skal huske paa, hver Gang Klokken ringer, at lægge dig paa dine Knæ
og læse dit Fadervor, og naar du ser nogen le, saa maa du ogsaa le,
og naar nogen græder, saa skal du ogsaa græde.«

Saa døde Forældrene, og nu stod han ene i Verden. Hans Fader havde
raadet ham til at høre ned til Herskabet paa _Restrup_, om han kunde
ikke faa Tjeneste der, og saa gik han derned.

Herremanden saa paa ham og sagde: »Du kan jo ingen Ting bestille, men
jeg vil lige godt tage dig, da du staar alene og ingen Forældre har,
du kan da gaa Ærender.«

Herremanden havde en Datter paa den samme Alder, og de var lige
store, saa de gik da og spøgte sammen. Men han huskede, hvad hans
Moder havde sagt; naar hun lo, saa lo han ogsaa, og han græd, naar
hun græd. Det traf saadan en Dag, der var nogle af Pigerne, der slog
nogle Legesager i Stykker for hende, og saa græd hun. Da græd han
lige saa stærkt. Det gav Folkene paa Gaarden jo Agt paa.

Nu gik Tiden hen, til de blev voksne. Drengen han var godt lid af
Herremanden, og han var villig og knøv. Men saa var der nogle, der
sagde til Manden, te der maatte vist være Fejl ved det, Karlen gik
nok og var bleven gode Venner med hans Datter. Det kunde han ikke
lide, og han gik nu og passede dem op og kom ogsaa selv ind paa det.
Saa vil han have ham væk. Han faar i Sinde at skrive et Brev ned til
Møllerkarlen i Restrup Mølle, det var jo hans egen Mølle, og deri
stod, at Overbringeren skulde kastes paa Møllen og males ihjel, for
han vilde være gode Venner med hans Datter. Saa sender han Drengen
afsted med det Brev, og han gaar med det en Morgen tidlig, aldrig saa
snart han var kommen op.

Han gik nu nok saa villig, men da han var kommen lige uden Porten,
saa ringer Kirkeklokken til Morgen i Sønderholm Kirke. Han falder
strags ned paa sine Knæ og læser sit Fadervor.

Det fik Staldkarlen at se, og han render hen og giver ham nogle gode
Lussinger: »Du skulde have, din dovne Slog, du giver dig saa gode
Stunder til at forrette de Ærender, du har faaet at gaa med.«

Drengen stikker i at græde, og Karlen snapper selv Brevet og gaar
med, for han vilde gjærne gjøre sig sleg for Herremanden. Den Gang
han kommer nu ud til Møllen med Brevet, og de faar det læst, saa tog
de ham og smed paa Møllen, og han blev malet ihjel med det samme.
Drengen kommer daskende lidt efter, Brev havde han jo ikke at besørge
nu, og han véd snart ikke, enten han skal gaa derhen, eller han
ikke skal. Da kommer Herremanden selv for at se, hvordan det er
gaaet, og han forundrer sig jo over at se ham. Saa spørger han ham
ud, og Drengen fortæller, hvordan det er gaaet. Da han var falden
paa Knæ, for det han hørte Kirkeklokken, var Staldkarlen kommen i
det samme og havde slaaet ham og taget Brevet. Herremanden skynder
sig nu ned til Møllen og hører der, hvordan det er gaaet med Karlen.
Det bliver han jo baade ærgerlig og harmet over, da Karlen var svært
til Maade for ham, men da saa Drengen fortæller ham, hvordan hans
Moder havde paalagt ham, før hun døde, at lægge sig paa Knæ, naar
Kirkeklokkerne ringede, saa kan han jo forstaa, at han er uskyldig i
det hele, og han fik endnu mere Godhed for ham. Det var, ligesom han
skulde frelses, og omsider indvilgede Herremanden ogsaa i at give ham
Datteren til Ægte.

    Juliane Marie Povlsdatter, Vogslev.



7. Prinsessen i Højen.


Der var en Konge, der hed _Lind_, og han havde en Søn. Saa var der en
anden Konge, der hed _Find_, og han havde en Datter. Forøvrigt var
de de bedste Venner af Verden, og det var Bestemmelsen imellem dem,
at deres Børn skulde være et Par. Men som saa tit blev de Uvenner
omsider, og saa maatte de unge hverken se eller høre hinanden. For at
nu hans Datter ikke skulde faa Prinsen, lod Kong Lind en Høj udhule,
og der inde lod han lave en Bygning til Datteren, og saa blev hun
sat derned, og der blev givet hende Mad med til syv Aar. Naar de var
omme, kunde hun vel ikke huske Prinsen mere, mente han. Saa blev
Højen muret til, og ingen vidste nu af hende at sige. Kong Finds Søn
rejste al Verdens Steder og søgte, men fandt ikke Prinsessen.

Det blev værre med Uenigheden imellem de gamle, og til sidst kom de
i Krig med hinanden. I den Krig faldt de begge to, og da der ingen
Arving var at finde til det ene Rige, blev Kong Finds Søn Arving
til dem begge; der var jo ingen til at gjøre ham Kong Linds Rige
stridigt, og saa lagde han dem sammen til ét. Han blev ved at lede
efter Prinsessen, men saa opgav han Haabet og rejste ud og fandt sig
en anden Brud. Han lidde hende rigtignok ikke ret, men nu skulde han
jo have sig en Kone. Saa var de syv Aar til Ende, og Pigen der nede i
Højen havde ingen Ting at leve af. I Førstningen havde hendes Fader
ladet noget gaa ned igjennem et bitte Hul til hende, men det var hørt
op, og nu led hun Mangel. Saa vidste hun ikke, hvad hun skulde gribe
til, Højen var groet efter, og hun tænkte da paa at grave sig ud med
hendes Hænder for at komme ud paa en Maade. Det var et møjsommeligt
Arbejde, men endelig fik hun da saa meget Hul, at hun kunde række en
Haand ud. Lige i det samme hængte der en Flagermus paa en Busk, og
den fik hun fat i og vrikkede Hovedet af den og drak dens Blod, for
hun var færdig at forsmægte. Kroppen trak hun helt ind til sig og tog
saa Skindet af, spiste Kjødet, men gjemte Skindet til siden. Da hun
nu havde gjort det, fik hun Kræfter til at arbejde videre og fik
omsider brækket saa meget Hul, at hun kom ud af Højen.

Nu stod hun og saa sig om og vidste ikke, hvor hun skulde hen.
Hun saa efter Hjemmet, men der stod kun nogle Mure tilbage, for
under Krigen var der bleven stukken Ild paa Slottet, og saa
var det brændt af. Nu samlede hun hendes Sager ud af Højen, og
Skindet af Flagermusen spilede hun ud paa nogle Pinde der udenfor.
Derpaa vandrede hun derfra ud i Verden. Hun gik lige forbi hendes
Barndomshjem, og saa blev hun ved at gaa, indtil hun fik Øje paa
Finds Slot. Det vilde hun nok se for at skjønne, hvorledes det stod
til der. Da var de ved at lave til Bryllup paa Slottet, og hun gaar
ind og tilbyder sin Tjeneste.

Ja, de spørger jo om, hvad hun kunde bestille, hun kunde vel ikke
noget, mente de. En af Køkkenpigerne tog Ordet og sagde, at de kunde
nok bruge hende i deher Dage, da de havde saa travlt. Ja, saa blev
hun der og gik og gjorde, hvad hun kunde.

Hun gik nu og spurgte ud, og saa hørte hun, at Prinsen havde ledt
efter hende i de mange Aar og først nu bestemt sig til at tage en
Brud, saa han maatte nok holde af hende endnu. Hun vilde da se at
finde en Lejlighed til at give sig til Kjende for ham.

Nu kom Bryllupsdagen. Det traf hverken værre eller bedre, end at
Bruden skulde have en Lille, og det maatte Brudgommen jo ikke vide.
Hun havde smaa Hænder og Fødder, og saa var hun kommen efter, at den
nye Pige havde dem lige saa smaa. Der kom da Bud ned til hende fra
Bruden Aftenen før, at hun skulde endelig komme op, hun vilde snakke
med hende. Hun kommer ogsaa, og Meningen af det var da, at Pigen
skulde klædes paa som Brud, for det var saa nær paa med den anden, at
hun ikke ret vel kunde tage afsted. Hun fik Brudeklæderne at prøve,
og alt passede grumme vel til hende, baade Sko og Klæder og det hele.
Aftalen blev nu gjort imellem dem, og hun maatte aflægge Ed paa, at
hun ikke skulde sige et Ord til ham, for at han ikke skulde mærke,
der var en Fejl i Røsten. Hun skulde være sløret tæt til og saadan
føres ned i Kirken, og naar hun kom tilbage, saa skulde hun ind og
aflevere det hele igjen.

Da de nu skulde afsted paa selve Bryllupsdagen, var hun altsaa
paaklædt i Brudens Sted, og saa blev hendes gamle Ridehest ført frem
for Døren, som hun havde haft at ride paa der hjemme, og den var
abildgraa. I det hun nu kommer uden for og skal til at paa den, siger
hun: »Buk, Blak, du har tilforn for mig baade nejet og skrabt«. Saa
faldt den paa Knæ med Forbenene, saa hun kunde staa op, for den var
afrettet til at ride paa, og den kjendte hendes Røst og var vant til
at gjøre, hvad hun sagde.

Brudgommen blev forbavset og kunde ikke forstaa dether. Han spørger
hende om, hvad det var, hun sagde, men hun svarte ham aldrig et Ord.

Saa rider de og kommer forbi Kong Linds Slot. I det samme siger hun:
»Her har tilforn været drukken baade Mjød og Vin, her roder nu baade
Høns og Svin.« Han holder an igjen og spørger om, hvad det var, hun
sagde, men hun svarte ikke.

Det var da helt forunderligt, tykte han, og nu holdt han sig ved
Siden af hende, til de kom forbi Højen, som hun havde siddet i. Da
siger hun: »Var det ikke for min store Nød, had' det ej blevet din
Død«. Det var jo Flagermusen, hun mente, og dens Skind hængte der
endnu og kunde sees fra Vejen.

Han spørger atter, men hun svarer ikke. Saa kommer de til Kirken
og blev viet. Han sætter en Ring paa hendes Finger og tager hende
i det samme ved Haanden og siger, at hun skulde her for Guds Alter
love ham, at hun skulde levere ham den Ring, naar han forlangte den.
Dertil maatte hun svare ja. Nu rider de hjem ad, men paa Vejen falder
der aldrig et Ord.

Saa tidlig de kommer hjem, bliver hun kaldt ind for den anden, der
laa i Sengen og var syg, og hun skulde gjøre hende Rede for al Ting.
Hun spørger jo først, om hun havde ikke snakket.

Nej, hun havde ikke, men blot sagt ja til, at hun vilde levere ham
Ringen selv.

»Den skal du fly mig«, siger hun.

Nej, det vilde hun ikke, for det havde hun lovet bestemt.

Ja, saa fik det være til Aften, men saa skulde hun af med den. Sagen
var, at det blev mældt, at Kongen vilde komme ind for at snakke med
hende, for det var blevet sagt for ham, at hun var upasselig, siden
hun havde været i Kirke.

Saa vilde hun lige godt ikke have ham derind, men vilde staa op og
klæde sig paa, og saa komme ind i Salen til ham. Hun gjør det ogsaa,
og de kommer til Bords.

Da de nu kommer til at sidde, saa siger han: »Hvad var det, du sagde
til den graa Hest, da vi skulde til at til Kirke?«

»Jeg sagde ingen Ting«, svarte hun.

»Jo, du sagde noget til den, og den faldt paa Knæ«.

»Ja, saa maa jeg ud til min Tærnelille, for hun har alle mine Ord i
Gjemme i Dag.«

Hun gik ogsaa ud i Kjøkkenet til hende og var saa forbitret, kaldte
hende til Side og sagde, at hun havde jo dristet sig til at tale med
ham.

Nej, hun havde blot talt med Hesten og sagt til den: »Buk, Blak, du
har tilforn for mig baade nejet og skrabt.«

Saa gaar Prinsessen ind og fortæller ham det.

Han svarer: »Det var da sært, det vækker saa gamle Minder hos mig,
hvordan er du kommen efter at sige det?«

Ja, det var da saadan kommen hende for.

Nu tror hun, alt er godt, og spiser videre. Men saa siger han: »Hvad
var det, du sagde, da vi kom forbi Kong Linds Slot?«

»Jeg sagde ingen Ting.«

»Jo vist gjorde du, du skal sige mig det.«

»Ja, saa maa jeg ud til min Tærnelille, for hun har alle mine Ord i
Gjemme.«

Da hun nu kommer ud og faar hende kaldt til Side, skjælder hun dygtig
ud og er helt forbitret. »Du har jo sagt noget til ham«, siger hun.

Nej, hun havde ikke, det var til sig selv, hun havde sagt det.

Ja, saa siger hun, hvad det er, og Bruden kommer ind og fortæller
ham, at hun havde sagt: »Her har tilforn været drukken baade Mjød og
Vin, her roder nu baade Høns og Svin.«

Han siger: »Det vækker sære Minder hos mig«, og sad og spekulerede
paa, hvordan hun havde faaet de Ord i Munden.

Nu troede hun, det hele var i Orden, men saa sagde han igjen: »Hvad
var det, du sagde, da vi red forbi Højen, og vi saa Flagermuseskindet
udspilet paa Pindene?«

Ja, det havde hun glemt, hun kunde ikke mindes, hun havde sagt noget.

»Jo, jeg vil have det at vide.«

»Ja, saa maa jeg ud til min Tærnelille, hun har alle mine Ord i
Gjemme.«

Hun er yderlig forbitret, da hun kommer ud til hende og skjænder paa
hende, fordi hun atter har sagt noget til ham ved Højen.

»Nej, jeg sagde blot saadan for mig selv: Var det ikke for min store
Nød, had' det ej blevet din Død.«

Naa, saa gaar hun ind og fortæller ham det. Han blev endnu mere
forbavset og kunde ikke spekulere ud, hvordan de Ord var falden hende
i Munden.

Derefter bliver Taffelet hævet, og nu er alting i god Behold. Om
Aftenen, da de skal ind i Brudekammeret, siger han, om hun vilde nu
give ham den Ring, hun havde faaet i Kirken i Dag.

Ja, den havde hun glemt at faa med sig derind.

»Hvordan kunde du dog glemme den?« siger han, »jeg bad dig jo om at
give mig den, naar jeg forlangte den, og hvad kunde saa bevæge dig
til at lægge den fra dig i Dag? Du maa give mig den.«

Ja, nu skulde hun hen til hendes Tærnelille, for hun havde alle
hendes Sager i Gjemme. Hun gaar ud og er saa forbitret paa Pigen.
Meningen var jo til Slutning, at hun vilde have Ringen.

»Nej, jeg vil selv overlevere den i hans Haand, for det har jeg
svoret for Guds Alter.«

Bruden skjældte ud, og hun gav gode Ord, men lige nær kom hun.
Omsider blev de enige om, at Pigen skulde gaa ind i Kammeret lige bag
efter Bruden og tage om hende og saa give ham Ringen i Haanden, ilag
Bruden slukkede Lyset.

Som sagt saa gjort, og de gaar. Pigen kommer bag efter og lister
saa stille, hun kan, og saa rækker hun Haanden ud og skal give ham
Ringen. »Har du den?« siger han til hende.

»Ja, jeg har«, og han rækker ud og vil tage den, men i Stedet for
at tage fat paa Ringen saa tager han Haanden og holder ved den, og
saa rykker han til og faar hende trukket frem. Nu viser det sig, at
der er to, og da griber han fat i hende og gjør Allarm. Da der saa
kommer Lys, ser han, at det er hans gamle Brud, han er viet til, han
kan nok kjende hende, og saa bliver den anden jaget bort med Skam og
Skjændsel. Saa blev der Glæde i Gaarde, og siden lever de godt med
hinanden.

    Johanne Svendsdatter, Ø.-Brønderslev.



8. Mit Ophold paa det forønskede Slot.


Min Fader var en gammel Husmand, der boede ude ved _Hurup_, og han
drev det meget med Fiskeri. A var med ham ude hver Morgen og Aften
at røgte Bundgarnet, for han var en fattig Mand og havde ikke andre
til at hjælpe sig. Det var en Morgen tidlig, vi var ude at røgte, da
kommer der et Fartøj, som er sort over det hele, og Sejl og alting
var sort, og det styrede lige ind imod Garnet. Saa siger min Fader:
»Læg da Aarerne til og lad os komme fra det, for de styrer jo lige
ind imod os.«

A lagde jo ogsaa til, men vi var ikke komne fra Garnet, inden de var
helt inde paa os. De holder saa an og siger: »Værsgod, vil I ikke om
Bord?«

Jo, vi turde jo ikke sige nej, og vi kommer op. Da kommer Kapitainen
hen til min Fader og siger: »Er det din Søn?«

»Ja, det er«, siger han.

»Vil du ikke sælge ham?«

»Nej, det vil a rigtignok ikke«, siger han, »for ham kan a ikke
undvære, a er en fattig Mand og kan ikke holde Karl.«

»Aa«, siger Kapitainen, »naar du faar en god Betaling, saa sælger du
ham nok, a vil give to hundrede Rigsdaler for ham.«

»Nej«, siger han.

»A vil give tre hundrede Rigsdaler.«

Saa gaar a hen til min Fader og siger: »Tag de 300 og lad ham faa
mig, dem Penge kan I have godt af.«

Kapitainen lovede, a skulde faa det godt, ilag a var ved ham, og saa
blev de akkorderet om det, og min Fader fik Pengene. A kom saa med
Skibet, og det varede ikke mere en 1, 2, 3, 4, 5, saa kom vi til en
Bro, og det var saa mørkt, te a kunde hverken høre eller se. Saa
siger Kapitainen: »Nu gaar du her i Land.«

A maatte føle mig frem op langs noget Plankeværk, og Kapitainen sagde
mig ikke nogen Besked om, hvor a skulde hen. Naa, a gaar jo og stager
og stavrer omkring og kommer endelig til en stor Port. Den staar
aaben, og a gaar derind og kommer først ind i ét Værelse og saa i et
andet, og der var ingen Ting at opdage. Endelig kommer a ind i et
Værelse, hvor der var dækket Bord, og a var sulten, saa a var godt
tilfreds med det. Endelig er a mæt og gaar ind i et andet Værelse,
hvor der er to opredte Senge. Der gaar a i den ene, men det var mig
ikke muligt at falde i Søvn, for det var jo en sær Omstændighed, a
var i. Omsider hører a én Dør gaa op og saa en anden i, og der blev
saadan Maaslen. Saa kommer der et Fruentimmer ind til mig og klæder
sig af og lægger sig i Sengen ved mig. Om Morgenen, da a vaagner,
ligger der et pænt Sæt Klæder paa Stolen i Stedet for mine gamle
Pjalter, og dem trak a uden videre i, der var jo ikke andre. Saa
gik a og saa mig om paa Slottet næste Dag, og det bliver Aften, og
Kvindfolket kom den Nat igjen. Hun sagde ikke noget, og a gjorde
heller ikke, og det bliver atter Morgen. Varm Spise fik a hver Dag og
ellers alt, hvad a behøvede.

Saa tredje Aften bestemmer a mig lige vel til at spørge hende til.
»Hvad er det for et Fruentimmer, her ligger?« siger a.

Ja, hun var en Prinsesse, der var forønsket, og hun maatte aldrig se
Lys, men maatte godt have et Karlmenneske til Selskab.

Naa, ja det var jo godt nok, og a var der i halvtredje Aar. Hun var
god ved mig, og a havde ingen Nød, og vi blev da saadan ret godt
kjendt med hinanden. Saa en Aften siger a, a vilde saa forfærdelig
gjærne hjem og se til mine gamle Forældre.

»Det kan du og faa Lov til«, siger hun, »du kan gaa ned til Broen i
Morgen, saa ligger Skibet der, og du sejler hjem og maa blive væk i
tre Dage. Skibet bliver liggende og venter dig, men saa snart det
løsner det første Skud, saa skal du gjøre dig færdig til at gaa. Naar
det andet Skud bliver løsnet, skal du være ved Stranden, og ved det
tredje Skud skal du være paa Skibet, ellers kommer du ikke tilbage.«

Om Morgenen, a vaagnede, da laa der et Sæt meget pænere Klæder paa
Stolen, og der laa en Pung med mange Penge i. A trækker i Stadsen
og tager Pungen, og saa rejser a af ned til Skibet. Saa snart a er
kommen om Bord, saa sejler vi og kommer i Land i Hurup.

Skipperen siger til mig, da a gik fra Borde: »Nu maa du vide, at du
siger dine Forældre Farvel, naar du hører det første Skud, og at du
er ved Stranden, naar du hører det andet, saadan at du kan være om
Bord, naar det tredje Skud bliver løsnet, for saa sejler vi.«

Naa, a kom hjem og kunde knap kjende det, for min Fader havde faaet
Huset bygget op for de 300 Daler, og nu var det snart at se til som
en hel Gaard. De var saa glade ved at se mig igjen, men det fik en
anden Lyd, inden Udenden kom, og det maa a mi Sandhed lide under i
deher Dage. De er jo nysgjerrige og spørger mig ud, og a fortæller
jo, te a har det godt, men a kan aldrig faa hende at se. »Hun er
vist kjøn«, siger a, »men vi maa aldrig have Lys paa Slottet og hun
kommer ikke, inden det er mørkt.« Saa gav min Moder mig nogle Væger,
a skulde trimle imellem Fingrene, naar hun laa i Sengen ved mig, og
saa tænde Lys for at faa hende at se.

Tredjedagen kom saa det første Skud, og a sagde Farvel. Da det andet
kom, sad a i Baaden og sejlede ud til Skibet, og da saa det tredje
kom, var a om Bord. Nu sejlede a tilbage, og saa kom a i min gamle
Stilling. Der var Mad nok til mig, og a kom i Seng, og hun kom og
lagde sig. Endelig falder hun i Søvn, for a kan vel tænke, hun var
træt, hun sad vel sagtens inde om Dagen og skulde løske en Trold.
A tænder saa Lys og sidder og betragter hende paa alle Maader. Da
falder en varm Tælledrip ned paa hendes Bryst, og saa vaagner hun og
siger: »Du har jo tændt Lys, og jeg sagde dig endda, der maatte ikke
komme Lys til mig, nu kan du ikke være her længere.«

Lyset bliver slukket, og a ligger og spekulerer. Endelig falder a i
Søvn, og om Morgenen, a vaagner, da ligger mine gamle Pjalter der, og
a maa jo i dem, men a døjede med det. Saa kommer a ind til Bordet,
men nej, der var ingen Mad. Saa maa a ud og kommer ned til Broen, men
der var intet Skib. A stak mig ud ved Plankeværket, og saa kommer a
ud i noget Udørken og Skidt og gik der og vankede. Det var den mest
øde Tid, a har haft i mine Dage.

Da a har gaaet saadan en to, tre Dage, kommer a til et Sted, hvor
en Hund, en Falk og en Løve stod og sloges om en gammel Krikke, der
var gaaet i Bløde der ude. A gik forbi og skottede efter dem. Men de
havde set mig, og saa stod de og snakkede sammen. Løven siger: »Det
var slemt, den Person ikke delte det imellem os.«

»A kan hente ham«, siger Hunden.

Han render hen og kalder paa mig, og a troede jo straks, de vilde
splitte mig ad.

Han giver mig saa et Pons i Ryggen og siger: »Kom tilbage!«

»Hvad skal det blive til?« tænker a ved mig selv, men a maa jo med og
sjokker efter ham som et fortabt Faar.

Da a er kommen derhen, siger Løven: »Hør, du kunde dele det Krikke
viselig imellem os, saa vi skal ikke staa og slaas om det.«

Ja, a vidste jo ikke, hvad a skulde, og havde ikke noget at dele med.
Saa fornemmer a i min Bukselomme og faar fat i en stor rusten Kniv,
a havde haft til at bøde Garnene med, den havde jo ligget der længe
nu, og begynder at flæske i dether Krikkekjød. Nogle Stumper smider
a til Hunden, og Kropstykket og Benene faar Løven, og Hovedet faar
Falken. De tykte, det var godt delt, og a dasker videre.

Saa siger Løven: »Det var skidt, den Dreng fik ikke en Belønning.«

»A skal snart hente ham«, siger Hunden.

Han kommer og giver mig igjen et Stød i Enden: »Kom med tilbage«,
siger han.

A var ikke svar glad ved det, men a maatte jo med. »Nu er a mi
Sandhed færdig for min Livstid«, tænker a ved mig selv.

»Du skal have en Belønning«, siger de til mig, »men vi har ingen
Geldter.« »A vil ønske«, siger Løven, »du kan blive 15 Gange saa
stærk, som a er, og kan gjøre dig til en Løve, naar du vil.« Hunden
siger: »A vil ønske, du kan blive 15 Gange saa hurtig til at løbe
som a, og gjøre dig til en Hund, naar du vil.« Falken siger: »A vil
ønske, du kan komme til at flyve 15 Gange saa langt i ét Træk og 15
Gange saa udholdende som a, og gjøre dig til en Falk, naar du vil.«

A tænkte jo, det var noget Sludder, de stod der og vrøvlede op, og
a dasker videre; men det var en odlet Gang der i den Udørken. »Aa,
Herregud, kunde a nu have blevet en Falk og saa fløjet over til
Slottet.« Straks saa fik a Vinger og blev til en Falk, og saa fløj
a hen over Skoven og Slotshaven. Da saa a, hun sad der godt nok og
løskede en Trold.

Saa lagde hun Mærke til mig og sagde: »Aa se, der sidder da en dejlig
Fugl, maa a ikke have Lov til at bære den ind paa Slottet.«

Jo--o, det fik hun da Lov til.

Hun tager mig og bærer mig ind.

Saa ønsker a: »Gid a havde nu været Jens igjen«, og straks saa var a
Menneske.

»Naa, det er dig«, siger hun, da hun ser, hvem det er, »men du maa
ikke være her.«

Hun bar mig ud, og a maatte sidde paa Grene igjen.

Anden Dagen bar hun mig atter ind i Fugleskikkelse, og a gjorde mig
til Menneske. »Naa, er det dig igjen, men du maa ikke være her paa
nogen mulig Maade for Trolden.«

»Hvad bestaar egentlig den Trolds Styrke af?« siger a.

Det vidste hun ikke, men skulde nok faa det at vide af ham. »Du maa
ikke være her paa Slottet, det véd du nok«, og saa bar hun mig ud
igjen som en Falk, og a sad paa Grene til Dagen efter.

Da havde hun faaet det at vide. I Arabien var et Bjærg, og der var en
Drage i det; inden i den var der en Ræv, og inde i den var en Falk,
og inde i den et Æg, og hvis én kunde faa det Æg og slaa lige midt i
hans Pande, saa var han død, men det var umuligt at faa det Æg, det
vidste hun godt.

»A vil lige godt prøve det«, siger a, for a vidste, a havde en Styrke
15 Gange saa stor som en Løve. Saa laa a paa Slottet den Nat, og
næste Morgen laa der lige godt pæne Klæder og Penge til, men ingen
Ting andet. A skabte mig i Falk og fløj til Arabien.

Det varede en 14 Dage, og da a kom der til Kongeslottet, saa mældte
a mig som Hjorde og vilde nok have Plads, og a fik det ogsaa. Dagen
efter skal a ud med Faarene. Dragen skulde have syv fede Faar hver
Dag, og ham, der hidtil havde været Hjorde, han kom med de syv Faar
ud til mig. Saa siger a: »Hvor skal du hen med dem?«

»Dem skal Dragen have.«

»Aa, driv du hjem med dem igjen«, siger a, og det gjør han.

Saa kommer Dragen og vil have hans Faar.

»Nej, du kan godt nære dig til i Morgen«, siger a, »saa kan du faa
fjorten«. Og det maatte han lade sig besige med.

Anden Dagen kommer a atter ud, og saa kommer den anden drivende med
de 14 Faar. »Hvor skal du hen med dem?«

»Dem skal Dragen have.«

»Driv du kun hjem igjen«, siger a.

Saa kom Dragen, og han var sulten, men a sagde: »Du kommer til at bie
til i Morgen, saa skal du faa 21.«

Ja, det maatte han finde sig i.

Tredje Dagen kommer han drivende med de 21 Faar. »Hvor skal du hen
med dem?« siger a.

»Det er til Dragen.«

»Han skal ingen have.«

Saa kommer Dragen og er saa gal.

»Vil du have nogen Faar«, siger a, »saa kom herud.«

Saa skaber a mig til Løve, og Dragen faldt an paa mig, og saa blev
der en stor Kamp. Endelig bliver han udmattet, og a blev ogsaa. Han
sagde: »Ak havde a endda haft en Drik koldt Vand, saa skulde a have
revet dig ihjel!« og saa siger a: »Havde a haft en Flaske Vin af
Kongens allerbedste Vin, saa skulde a snart have gjort det af med
dig.« Tjeneren, der var dreven der ud med Faarene, han hørte, hvad a
sagde, og løb hjem efter Vinen og slog den i Halsen af mig. Saa rev
a Dragen ihjel.

Nu blev der saadan Glæde i Kongens Gaard, for nu var de fri for at
give de Faar til Dragen, og Kongen vilde haft mig til at faa hans
Datter. Men a vilde ikke. A var der i 14 Dage, og der blev gjort stor
Stads af mig, men saa fløj a tilbage til Slottet, der var forønsket.
A lægger mig i Sengen, og Prinsessen hun kommer.

»Naa, du har saa været i Arabien«, siger hun.

»Ja a har.«

»Det er forfærdelig, saa skidt tilpas Trolden har været i de sidste
otte Dage«, siger hun, »a kan ikke vide, hvad han fejler.«

Næste Morgen gaar a ud i Haven og ser mig om. Endelig kommer a saa
vidt, te a faar Øje paa Trolden og Raad til at slaa ham Ægget i
Panden. Saa var han død med det samme.

Nu var Slottet frelst, og det hele var frelst, og saa vilde
Prinsessen nok have mig til Mand. Men Araberne var fortrydelige over,
te a saadan var rømt fra dem, og de vilde saa føre Krig paa os. A
gaar i Spidsen bestandig, for a var jo svært forvoven, og saa var der
en Fæstning, a stod i, den tog de, og a blev taget til Fange og blev
lagt i Bast og Baand. Endelig blev a løst ud af en Officer og sendt
her hjem til Danmark, og siden har a ikke set noget til Slottet
eller Prinsessen.

    Teglbrænder Jens Kristensen, Gl.-Trudsholm.



9. Kikkert, Taske og Hest.


Der var en Hjøvremand, der passede alt Kræet for en Kjøbstad, og
saa havde han en Søn til at hjælpe ham. Folkene i Byen drev dem ud
til ham, og han tog saa imod dem, som Skik var i forrige Tider. Saa
snakkede Folk med denher Dreng om, te de tykte, det var noget skidt
noget, han gik saadan, han lærte jo ikke at bestille noget og blev
aldrig andet end Hjøvredreng. Endelig beslutter han sig til at ville
rejse fra Faderen og ud i Verden.

»A vil ikke være her længere, a vil ud og se mig om«, siger han til
ham.

»Jammen det er galt, a kan ikke passe Kræet ene, saa kommer a til at
give mit Kald op, og saa har a ikke noget at fortjene.«

Ja, det var nu det samme, »nu i Morgen rejser a«, siger Drengen, og
det blev ogsaa saadan. Han tog Afsked med Faderen og rejste.

Han gik et langt Sæt og traf ikke at faa Arbejde. Endelig en Dag
kommer han ind i saadan en forfærdelig stor Aførk med Bjærge og Dale
og Buske og Krat. Der træffer han én, som gaar og vogter Faar i den
Tørgi. Han spørger ham om, hvad han tog sig for.

»Det kan du jo se«, siger han, »a gaar og passer mine Faar.«

»Hvad er dit Navn?« siger Drengen.

»A har intet videre Navn, end a kaldes Bjærgmanden; men hvad er du
for en én?«

Ja, han var en Dreng, der rejste om at faa Arbejde.

»Saa kan a bruge dig«, siger Bjærgmanden.

Drengen spurgte, om det var ikke for strængt.

»Nej, det kan du nok komme over, du skal blot spise og drikke og leve
godt og ingen Ting bestille.«

Ja, saa vilde han ogsaa tage imod Pladsen, og han kommer med
Bjærgmanden hen til en Hule, der var ned i et stort Bjærg. »Her er
min Bolig«, siger han, og de kommer ind.

Der var en gammel Kjælling der inde, det var Bjærgmandens Moder, og
hende siger han til: »Nu har a fanget én, der skal sættes ind og
fedes, og naar han saa er bleven fed nok, skal han slagtes og spises.«

Det kunde være godt nok, tykte hun, og saa blev Drengen lukt ind i et
lille Rum, og han faar ikke andet at æde end sød Mælk og Hvedebrød og
Nøddekjærner. Bjærgmanden kom af og til ind og følte paa ham, om han
tog sig noget.

Saa en Aften hører han Bjærgmanden sige til hans Moder: »Er han ikke
fed nok nu?«

»Jo, han kan ikke blive federe«, siger hun.

»Saa skal han slagtes i Morgen; kan du saa slagte ham? Men det kan
vel blive strængt nok for dig, for han er vel dygtig stærk.«

»Jo«, siger hun den gamle, »det kommer a nok over, for a tykkes, han
lader saa villig og from, a kommer nok afsted med at slagte ham.«

»Naar du saa faar ham slagtet, saa tager du et Stykke af ham og
steger i Panden og sætter i Kakkelovnskrogen, til a kommer hjem i
Aften.«

Ja, det skulde hun nok.

Da Kjællingen kommer ind til Drengen om Morgenen, siger hun: »Ja, i
Dag skal du slagtes.«

Det lod han til at finde sig godt nok i.

»Vil du nu være villig at komme afsted med?«

»Jo, det skal a nok være«, siger han.

»Ja, kom saa ud, vi maa helst faa Ende paa det.«

Han gaar ogsaa godvillig med hende.

»Læg nu dit Hoved ned paa denher Blok.«

»Jammen du maa helst vise mig, hvordan a skal lægge det. Læg nu dit
Hoved først.«

Saa tager han Øksen og hugger til, saa var Kjællingen kappet af. Han
river et Stykke ud af hende og faar stegt i Panden og sætter det hen
i Kakkelovnskrogen, men Kroppen faar han slæbt ind i Sengen og sætter
Hovedet til Kroppen og dækker det hele pænt til. Da det var nu til
Side, saa render han hans Vej.

Da Bjærgmanden kommer hjem om Aftenen, ser han hen til den gamle og
siger: »Aa, den gamle Stakkel, nu er hun gaaet til Ro, ja, hun har
haft en stræng Dag.« Saa gaar han hen og tager Stegen, og spiser
ogsaa noget af den, for han tykte, det smagte helt godt.

Endelig gaar han hen til Sengen og vil have Ord med hende, men
hun svarer ikke. Han tager Dynen til Side og rusker i hende, da
falder Hovedet fra Puden og ned paa Gulvet. Saa kan det nok være,
Bjærgmanden blev gal. »Nej, se nu til den skammelige Dreng, der har
han nu narret den gamle og faaet Livet af hende, og saa er det din
egen Moder, du har spist af.« Drengen var han nu saa meget gal paa
og gik og bandede over ham: »Kunde a endda faa fat paa den Knægt,
men nu er han jo rendt hans Vej. Ja, hvis a kan faa fat i ham tiere,
saa skal han saadan blive belønnet.« Naa, saa fik han jo hans Moder
begravet, og saa gik han ene og snagede omkring.

Saa skal vi høre lidt om Drengen. Han gaar saa længe, til han kommer
til en Kjøbstad, hvor Kongen boede. Der faar han Hestestalden spurgt
op, og saa lader han sig mælde ved Staldmesteren, om han ikke kunde
faa Arbejde der.

Jo, han svarte: »Naar du opfører dig vel, kan du faa Plads som
Stalddreng.«

Saa var han der et Sæt, og Staldmesteren var godt tilfreds med ham.
Endelig beslutter han sig til at ophøie ham, for han tykte, at
Stalddrengen var for god til at gaa der i Stalden, og saa gaar han
ind for Kongen og mælder, at der var kommen saadan en Dreng rejsende
og havde søgt Tjeneste, og han havde taget ham til Staldtjeneste. Der
opførte han sig saa dejlig, at han tykte, den Dreng skulde være noget
andet.

»Lad ham komme ind, jeg vil se ham«, siger Kongen.

»Du skal ind, for at Kongen kan se dig«, sagde Staldmesteren.

»Hvad vil han mig?«

»Ikke andet end godt, gaa du kuns.«

Da han saa kommer frem for Kongen, siger han: »Jeg hører, at du er
saadan en flink Dreng i Stalden, saa jeg har besluttet at ophøje dig.
Du maa da hellere komme ind og hjælpe dem ude i Køkkenet.«

Altsaa bliver han Kokkedreng og var der inde et Sæt. Da mælder
Køkkenmesteren for Kongen, at det var saadan en flink Dreng, han var
snart for god til at være i den Stilling, Kongen skulde sætte ham
lidt højere op.

»Jeg maa da hellere tage ham og sætte ham ind i mit Raad«, sagde
Kongen.

Men det fortrød de andre af Kongens Tjenere paa, og til sidst
snakkede de om at faa ham fordreven, for han blev mere og mere gjæv
med Kongen, og de var ræd for, han skulde blive den ypperste. Saa
gaar de til en gammel Minister og siger: »Du er gammel og klog, kan
du ikke opfinde et Raad til at faa ham væk? Du kunde jo tænke noget
op, som er umuligt for ham at skaffe, saa skal vi nok faa ham væk.«

Saa gik han og studerede. Endelig en Dag siger han: »Ja, nu véd a,
hvad a vil sige. Han har sagt, hvor der er en _Guldkikkert_, som han
kan skaffe, og naar en ser i den, kan en se over hele Verden, og
ingen Ting kan da være skjult for én, hverken over Jorden eller under
Jorden.«

»Ja, det er ham umuligt at skaffe, lad ham kuns komme frem for
Kongen.«

Ministeren gaar saa ind og fortæller: saadan og saadan havde han sagt.

»Det var da en dejlig Ting at faa«, siger Kongen, »lad ham komme ind,
saadan en Kikkert maa vi have.«

Saa gaar de ud til Drengen og siger: »Du skal ind til Kongen.«

Ja, han kommer ogsaa ind.

»Har du sagt, at du kan skaffe en Guldkikkert, som en kan se i over
hele Verden, og ingen Ting kan være skjult hverken over Jorden eller
under Jorden?«

»Nej, det har a aldrig tænkt, langt mindre sagt.«

»Jo, du maa have sagt det, ellers kunde de jo ikke have kommet og
fortalt mig det, og derfor skal du skaffe den, ellers skal du miste
dit Liv.«

Saa kunde han gaa med det, og han gaar ned ad Gaden og har ikke mere
Glæde end til sig selv. Da kommer han forbi et lille Hus, og der
kommer en gammel Kone ud af. »A tykkes, du ser saa nedslagen ud«,
siger Konen, »hvad er der ved det med dig?«

Ja, det kunde ikke nytte, han sagde hende det, for det kunde hun ikke
raade ham i.

»Ja, det kunde endda være«, siger hun, a har raadet mange, og de har
befundet dem vel ved det. »Kom ind og fortæl mig, hvad det er.«

Naa ja, saa gaar han ogsaa med ind og fortæller saadan og saadan, det
var jo en Misundelse fra hans Medtjeneres Side, mente han.

»Ja, den Guldkikkert kan du nok skaffe, for den findes ved den
Bjærgmand, du var ved, den Gang du skulde slagtes, og den staar paa
en lille Hylde over hans Hoved. Men du skal være der bestemt, naar
Klokken slaar 12, for imellem 12 og 1 da sover han, men du maa være
ganske listelig for ikke at vække ham. Drag du kun af, Vejen kjender
du, og a skal nok være til Rede og hjælpe dig i Land med det, men du
kan ikke se mig. Du vil komme i mere Forlegenhed siden, men kom kun
til mig med, hvad du mangler, a skal nok hjælpe dig. Har du aldrig
hørt Snak om en Heks?«

»Jo, a har«, siger han.

»Ja, a er saadan en én, a er tillige med en Mesterheks.«

Saa gik han, og kom lykkelig hen til Bjærgmandens til Kl. 12, og
han fik godt nok fat i Guldkikkerten, der stod paa Hylden over
Bjærgmandens Hoved. Saa rejste han af hjem ad og kom op til Kongen
med den, og det var saa meget dejligt. Kongen skulde straks ud at se
i den, og han kikker over hele Verden, saa ingen Ting var skjult for
ham. Nu var Kongen saa meget godt tilfreds med ham.

Saa skulde deher Skalke til at studere paa noget igjen, for det fik
de ham ikke fordreven med. De gik til den gamle Minister, og han
gik nogle Dage og spekulerede. Saa kom han: »Véd I nu, hvad a har
spekuleret ud? Nu vil a fortælle Kongen, te han har sagt, han vidste
af en _Guldtaske_ at sige, naar en slaar paa den ene Ende, saa kommer
det ene Regiment Soldater ud efter det andet, og det kan de blive ved
med, saa længe det skal være. Naar en saa ikke vil have flere, saa
skal en slaa paa den anden Ende, saa gaar de ind i Tasken igjen.«

»Ja, det var da saa meget en grum én«, siger de, »det maa vi have
fortalt for Kongen.«

Da han hører det, siger han: »Den maa jeg have,« og han sender Bud
efter Drengen. Da han kommer ind for Kongen, spørger han jo, om han
har sagt saadan og saadan.

Nej, han havde ikke, og det kunde han aldrig finde paa.

»Jo, naar du kan skaffe det ene, saa kan du ogsaa skaffe det andet,
du sagde lige saadan, da der var Tale om Kikkerten, men du kom jo
lige godt med den, og naar du nu ikke kommer med Tasken, skal du
miste Livet.«

Saa gaar Drengen med det og søger ned til den gamle Heks.

»Hvad er der nu ved det?« siger hun.

Ja, Kongen havde da sagt saadan og saadan, og det var der da ingen
Raad til at skaffe.

»Jo, du kan nok faa den, men det vil blive vanskeligt. Den Taske det
er netop Bjærgmandens Hovedpude. Du skal være der som forrige Gang
bestemt Kl. 12, og du maa være ganske listelig, men a skal nok være
der og hjælpe dig det, a kan.«

Naa, det gaar dem lykkelig og vel, og han faar Tasken og kommer op
med den til Kongen.

»Ja, vi skal ud i Gaarden og have den prøvet«, siger han, »vi maa se,
om det er sandt, at Krigsfolkene ogsaa vil komme.«

Saa gaar de ud i Gaarden, og han flyer Kongen Tasken. Han slaar, og
de kommer ud, det ene Regiment efter det andet, og Gaarden blev helt
fuld af Mennesker, baade Kavalleri og Artilleri. Det var da saa
meget en herlig Ting, tykte Kongen.

»Men kan de nu komme derind igjen?«

»Ja, det skal vi prøve.«

Han slaar paa den anden Ende, og saa stimler de ind lige saa stærkt.

»Nej«, siger Kongen, »det er en uundværlig Ting at have saadan én«,
og nu blev han meget mere gjæv med ham.

Saa skulde deher Skalke til at spekulere igjen, og de gik til
Ministeren, om han kunde spekulere noget mere ud. Saa gik der nogle
Dage. Da kommer han og siger: »Véd I nu, hvad a har tænkt op?«

»Nej.«

»Nu vil a sige, han har sagt, te han véd, hvor der er en _Hest med en
Guldbjælde ved hver Haartave_, og naar én rider paa den Hest, saa kan
en høre den til Verdens Ende.«

Det kommer nu ind for Kongen, og han bliver da kaldt ind for ham.
»Har du sagt, at du kan skaffe en Hest med en Guldbjælde ved hver
Haartave?« og saadan og saadan. »Den Hest maa jeg have.«

Nej, det havde han ikke sagt, og det var ham umuligt at skaffe saadan
en Hest.

»Jo, det kan du nok, og du har ogsaa sagt det. Hvis du ikke skaffer
Hesten, saa skal du miste dit Liv.«

Saa gaar han med det, og han søger ned til den gamle Heks igjen.

»Hvad er der nu ved det?« siger hun.

»Ja, nu har de fundet paa noget andet, nu har de bildt Kongen ind,
te a kan skaffe en Hest med en Bjælde ved hver Haartave, og naar en
rider paa den, saa kan en høre den til Verdens Ende.«

»Ja, den Hest kan du nok faa, den staar inde i Bjærgmandens Stald,
men det vil ikke blive nemt at faa den ud i den korte Tid, der vil
blive Travle. Nu skal vi have en hel Del Bomuld med os, for der maa
ikke være en eneste Bjælde aaben, de skal allesammen stoppes med
Bomuld, for saa snart Hesten rører sig, saa klinger alle Bjælderne,
og saa er Bjærgmanden vaagen. Da er vi ovre det hele.«

Naa, de kommer ogsaa derhen, og Heksen følger med og hjælper. Der var
mange Bjælder at stoppe, men de fik dem dog stoppet inden Kl. 1, og
saa fik de Hesten ud og kom lykkelig og vel hjem med den. Saa siger
Heksen: »Nu skal vi have alle Bomuldstotterne tagen ud, og saa rider
du ind i Staden og op til Slottet i fuld Galop, saa det kan rigtig
bjældre. Det er den gamle Minister, der har voldt dig al den Fortræd
af Misundelse, men nu kan han ikke finde paa mere, og saa er du fri.
Nu skal du forlange, at Kongen skal lade ham hænge. Men lad mig nu
se, du taler ingen Mennesker til om, at her bor en Heks, for ellers
kommer a nok om ad dig og gjør dig et Puds for det.«

Naa, saa takker han hende for Hjælpen, og saa rider han op gjennem
Staden til Slottet, te det klingrede, og alle Folk strømmede da
saadan sammen fra alle Gaderne for at høre dether. Der var jo ikke
det mindste at se af Hesten saa næsten andet end Guld for alle deher
Guldbjælder. Nu maatte han udbede sig af Kongen alt hvad han vilde.
Saa siger han: »For det første udbeder a mig, te den gamle Minister
skal hænges.«

»Hvorfor skal han det?« siger Kongen.

»Jo, han er ondskabsfuld, han har sat efter mig hele Tiden, siden a
kom her, men det lykkedes ham ikke.«

Nej, det kunde ikke ske, sagde Kongen, han elskede ham saa højt.

»Ja, det kan godt være«, siger han, »men sker det ikke, saa er alle
de tre Sager mit, som a er kommen med.«

»Ja, det faar du ikke med det gode«, siger Kongen.

»Saa vil a have det med det onde. A skal nok se, a faar fat paa
Tasken, og saa slaar a alle mine Krigsfolk ud, saa kan Kongen komme
med hele hans Krigsstyrke, saa vil vi prøve det med hverandre.«

Nu vidste Kongen jo godt, at han kunde gjøre, hvad han sagde; han
havde taget Tasken fra Bjærgmanden og kunde vel ogsaa nok tage den
fra ham, og saa siger han: »Nej, lad os nu ikke drive det saa vidt,
jeg er bange for, du faar Magten paa en Maade alligevel. Nu skal vi
være gode Venner og saa lade alt det andet være glemt. Har du Lyst
til det, maa du faa Prinsessen og hele Riget.«

Jo, det tykte han ogsaa godt nok om, det Tilbud vilde han ikke lade
gaa fra sig.

Lav de saa havde haft Bryllup, og alting var i Orden, saa siger han,
at han vilde hjem og se til hans gamle Forældre. Prinsessen spurgte,
om hun maatte komme med.

»Ja, det maa du godt«, siger han, »men de er fattige.«

Det var det samme, hun vilde gjærne se dem. Saa rejser de hjem til de
gamle. De blev saa forundrede ved at se alle de kongelige Folk, der
saadan kom kjørende, og kunde jo ikke forstaa, hvad det var. Men saa
fortæller han jo, te han var deres Søn og havde saadan affenseret, te
han nu var bleven Konge der og der. Saa siger Prinsessen: »Lad os nu
tage de gamle Forældre med os, de skal ikke være her, og vi har nok
til dem.«

»Naa ja, tykkes du det, saa er det og med min Villie.«

»Ja, saa kan du nu lægge din Hjøvrestok ned«, siger han til Faderen,
og saa gjorde han det, og de tog med dem hjem. De gamle fik fine
Klæder og fik en pæn Lejlighed at bo i, og saa lever de der og lider
allesammen godt med hverandre.

    Niels Hansen Li, Vejen.



10. Den forskudte Dronning.


Der var et Sted, hvor de var ved at kjøre Møg ud om Foraaret, og
Konen var gammel og havde tre voksne Børn, to Piger og en Søn.
Den ene af Pigerne skulde giftes, men saa vilde Moderen bestemme,
hvor mange Børn hun skulde have. De havde netop faaet kjøbt nogle
Kullerfisk, og hun tager en Kuller og skjærer den i tre Stykker,
og saa gjør hun hendes Kunster med dem. Hoved- og Halestykket
skulde være Piger, og Mellemstykket en Dreng, og nu var det jo
Bestemmelsen, at Datteren skulde have de Stykker at spise. Men uden
at Konen lagde Mærke til det, kom Tjenestekarlen ind, det var ham,
der kjørte Møg, og han var sulten og saa deher Stykker Fisk, der var
lavet saa pænt til. Han tykte, de saa godt ud, og saa snap han det
mindste Stykke, det var jo Halestykket, og spiste det. Konen tænkte,
at Datteren havde taget det, eftersom Bestemmelsen var, og saa blev
der ikke mere ud af det for det første.

Der gaar en Tid hen, men saa bliver Karlen saa før, og han kunde da
ikke begribe, hvordan det havde sig. Endelig kommer han i Tanker om,
at han maatte da være med Børn, og vil da en Dag gaa hen og se, om
han kan komme over det paa en Maade. Han kommer til en Lind og lægger
sig der under for at hvile sig. Da bliver han forløst og faar et
lille Pigebarn. Derefter rejser han sig og gaar hans Vej, saa faar
det at blive til, hvad det kan, med Barnet. Da er der en Fugl, som
kaldes _Gan_, den flyver ned og tager Barnet op i sin Rede til sig.
I den samme Tid var Kongen ude paa Jagt, og havde Lakajer og Skytter
og Jagthunde med sig. Han var en ganske ung Konge, kuns atten Aar,
og de andre var ridende, men selv var han kjørende i en Karet. Saa
rendte Hundene hen til Træet, som Fuglen var i, og de gnislede og peb
og vilde ikke derfra. Han kaldte, men de smut derhen igjen. Saa siger
han til Tjenerne, de skulde se efter, hvad der var i det Træ, for én
Ting Mærkelighed maatte der være.

Ja, han kunde ikke vel gaa derop.

Men Kongen vilde ikke lade sig besige med det, og han befaler ham at
gjøre det.

Saa maa han derop. Da laa der et Pigebarn i en Rede.

»Tag det med dig herned!« raabte Kongen.

Ja, han kunde ikke.

»Det skal du, og du skal svare til, det kommer velbeholden ned.«

Saa kommer han med Barnet, og Kongen tager det og sidder med det paa
Skjødet der inde i Vognen.

Han kommer hjem til Moderen og forlanger, at hun skal opfostre ham
det Barn. Hun vokser op og bliver saa smuk, og da hun er voksen, vil
han ægte hende. Det var Moderen saa meget imod, da de ikke vidste,
hvor hun var fra. Men Kongen svarte, at han var lige glad, han vilde
nu have hende, og det var ham lige meget, enten det var hende med
eller imod.

Dertil svarer Moderen: Ja, saa skulde hun lave saadan et Bad for ham,
te han aldrig skulde glemme det.

De holder altsaa Bryllup, og det varer i 18 Dage; men Moderen var
saa gal, te hun var ved at gaa af hendes gode Skind og i Hundens.
Nu var Kongen hjemme ved hans unge Dronning i to Aar, og hun bliver
frugtsommelig. Da sker det, at der kommer Krig paa, og Kongen maa
med. I det Lag han er henne, gjør hans Dronning Barsel og faar
et skjønt Drengebarn. Den gamle Dronning tager og brækker et Ben
i Stykker paa det, lægger ham derefter i en Begkiste, hun har
faaet lavet til det samme, og saa ud paa Havet med den. Da Kongen
kommer hjem fra Krigen, begynder hans Moder at fortælle op om, hvor
forskrækkelig den unge Dronning havde været. Hun havde saadan banket
hende og været saa ond imod hende, og nu havde hun da ogsaa gjort
Barsel og faaet en Dreng. Men ham havde hun brækket Benene paa og
taget Livet af omsider. Kongen sagde ingen Ting til det, men var god
nok ved hans Dronning lige godt.

Han var nu hjemme i to Aar til, og da kom der atter Krig paa, saa
han skal afsted igjen. Hans Dronning var igjen frugtsommelig og gjør
Barsel, i Lag han var henne. Den gamle Dronning tager og brækker den
ene Arm paa det Barn, og saa lægger hun det i en Begkiste og sætter
den ud paa Havet. Da Kongen bliver ventet hjem, tager hans Moder ud
imod ham og taler nok saa venlig til ham.

Saa viser hun ham hendes Hænder, og han ser, der er snart ikke Hud
paa dem. »Se, saa ilde har hun tilredt mig og handlet med mig«, sagde
Dronningen. »Jeg har nok sagt dig, hvad Spøgelse hun er, men du har
aldrig villet tro mig. Vi véd jo ikke, hvad hun stammer fra, og saa
meget er vist, hun er ikke værd at have. Nu har hun faaet det andet
Barn, og det brækkede hun Armene paa, og til sidst fik hun det da af
med Livet.«

Kongen sagde ingen Ting, men gik ud til hans Dronning og blev ved at
holde lige meget af hende.

Nu var han hjemme igjen i to Aar, og da bliver Dronningen atter
frugtsommelig. Saa kommer der Krig paa for tredje Gang, og Kongen
maa afsted. Lav han er borte, gjør Dronningen Barsel og faar et kjønt
Drengebarn. Kongens Moder kratter Øjnene ud paa det, og lægger det
saa i en Begkiste, som hun sætter ud paa Havet. Da Kongen kommer hjem
igjen, drager hans Moder ud imod ham og fortæller, at hans Kone havde
været saa ond og saa ond imod hende. Her kunde han se, hvordan hun
havde kradset Neglene af hendes Fingre, og hvordan hun havde faaet
store Huller i Ansigtet. Det havde hans Kone gjort alt sammen. Nu
havde hun ogsaa gjort Barsel og først kradset Øjnene ud paa Barnet
og derefter taget det helt af med Livet. »Dersom hun nu ikke kommer
væk«, sagde hun, »saa kan jeg heller ikke være her, det er ikke til
at holde ud.«

Hun følger saa med ind paa Slottet, for at han ikke skal glemme det.
Han gaar nu ind til hans Kone og spørger hende, om det er sandt, hvad
hans Moder har sagt. Nej, det var ikke, og hun fortæller, hvordan
Moderen har taget Barnet, saa hun ikke vidste, hvad det blev til. Men
nu lod det til, han troede Moderen bedst, for han sagde, at nu fik
hun at rejse hendes Vej.

Ja, naar det ikke kunde blive anderledes, saa vilde hun ogsaa godt
rejse. Han vilde give hende 400 Daler i Rejsepenge og en Karet og
Kusk og Tjener, og saa rejste hun af med det.

Den Gang hun kjørte ud af Kongens Port, da græd hun saa forfærdelig,
for hun var jo saa harmet og elendig, og tørrede sig med hendes
Lommeklæde, saa det var helt gjennemblødt.

Hen paa Eftermiddagen siger Kusken: »Hvor skal vi lægge os ind i Nat?«

Hun svarer: »Vi skal have Nattely under den Stjærne, der sidder lige
i Øster.«

Naa, saa kjører han efter den, og de kommer dertil, lige før det blev
mørkt. De hører efter, om de kan faa Herberg. Der bliver svart ja, og
de faar fra, og saa kommer de ind og faar noget at spise.

Som de nu sidder ved Bordet, siger Dronningen, om de kan ingen
Æventyrer fortælle.

Nej, ikke noget videre, siger de, men de tænkte nok, hun kunde, der
havde rejst saa meget.

Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille
Tilspørgen, og om de kunde forklare hende det, vilde hun give dem 200
Daler og en Karet med Kusk og Tjener. Men kunde de ikke, skulde de
give hende lige saa meget. Det Forslag fik de ikke at fortryde paa.

Nej, de ønskede nok at høre hendes Spørgsmaal.

Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan
mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af
Hænde.«

De spekulerede og spekulerede og blev ved at sidde og spekulere, til
Klokken var tolv om Natten. Saa maatte de give dem tabt, og hun fik
de 200 Daler og Karet og Kusk og Tjener.

Den Gang hun gik ud og skulde rejse videre, saa hun, der sad en bitte
Dreng ved Siden af Kakkelovnen og sad og skrev. Han var halt, og hun
spørger saa, om det var deres egen.

Ja tu, det var det da nok paa en Maade og endda ikke.

Hvordan det kunde da være? siger hun.

»Ja, vi har fundet ham ved Siden af Havet i en Begkiste, der var
dreven i Land, og hans ene Ben var brækket. Det kunde vi ikke faa
lægt, for Saaret var for gammelt, og derfor er han saa halt.«

Saa spørger hun, om hun maatte tage ham, i Fald hun kunde kurere ham.

Ja, det maatte hun med Glæde og alt Gode.

Saa vilde hun prøve paa det. Hun tager hendes Lommeklæde frem og
vrider en Drop af det og lader falde paa Benet. Da kom det sig og
blev lige saa lige, som det aldrig havde været brækket, og hun tager
ham saa med sig.

De kjørte igjen den næste Dag, og hen paa Eftermiddagen spørger
Kusken om, hvor de skal lægge sig ind i Nat.

Ja, under den Stjærne, der vendte lige i Sønder.

De kjører og kommer dertil saadan i Mørkningen. Det Sted var dobbelt
saa stort som det, de var i sidste Nat. Saa spørger de jo, om de
kunde faa Losi.

Jo, de havde Plads nok, og de fremmede kommer ind og faar noget at
spise.

Saa, som de nu sidder ved Bordet, spørger hun efter, om de kunde
ingen Æventyrer fortælle.

Nej, ikke saadan videre, svarer de, men hun maatte vist kunne
fortælle, der havde rejst saa meget.

Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille
Tilspørgen, og om de kunde forklare hende det, vilde hun give dem 200
Daler og en Karet med fire for, samt Kusk og Tjener. Men kunde de
ikke, skulde de give hende lige saa meget. Det var kun et Forslag,
hun vilde gjøre dem.

Ja, det vilde de godt gaa ind paa, og de ønskede nok at høre hendes
Spørgsmaal.

Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan
mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af
Hænde.«

Nej, det kunde de ikke finde ud af, de spekulerede endda til Midnat,
nej, saa vilde de hellere give de Ting.

Om Morgenen, de skal kjøre videre, sidder der en bitte Dreng ved
Siden af Kakkelovnen med saadan en daarlig Arm.

Om det var deres egen? siger hun.

Nej, det var det just ikke, og saa var det dog paa en Maade, for de
havde fundet ham ved Stranden i en Begkurv.

Hvad der gik af hans Arm?

Ja, den var brækket, den Gang de fandt ham, og de kunde ikke faa den
kureret.

Saa spørger hun, om hun maatte faa ham, naar hun kunde kurere ham.

Ja, siger de, naar han kunde faa det saa godt, vilde de nok være
skilt ved ham.

Saa tog hun Drengen og vred igjen en Drop af Lommeklædet og lod falde
paa Armen. Da kom han sig og kom saa med hende.

Hen paa Eftermiddagen spørger Kusken om, hvor de skal være i Nat.

Ja, han kunde kjøre til den Stjærne, som vendte lige i Vester.

Ud paa Aftenen kom de til en Gaard, og den var dobbelt saa stor som
den sidste. Nu havde hun jo tre Kareter med hendes egen, og Kusk og
Tjener til dem alle tre. De hører efter, om de kan faa Natteherberg.

Jo, det kunde de godt faa, og saa faar de fra og kommer ind og faar
noget at spise.

Som de nu sidder ved Bordet, siger hun, om de kunde ingen Æventyrer
fortælle.

Nej, ikke saadan videre, men de tænkte nok, hun kunde, der havde
rejst saa meget.

Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille
Tilspørgen, og om de kunde svare hende paa den, vilde hun give dem
200 Daler og en Karet med fire for og Kusk og Tjener, men kunde de
ikke, skulde de give hende lige saa meget, de maatte ikke fortryde
paa, at hun saa bad om lige saa meget igjen.

Nej, det var ikke sært, Forslaget var godt nok, og de vilde gjærne
høre hendes Spørgsmaal.

Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan
mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af
Hænde.«

De spekulerede og blev ved med det til Midnat, og saa var det forbi,
nu maatte de give hende, hvad hun skulde have.

Om Morgenen, da hun skulde rejse videre, sad der en bitte Dreng i
Vuggen og var blind, og hun spørger, om det var deres.

Ja, paa en Maade, men i Grunden ikke, for de havde fundet ham nede
ved Stranden, han var dreven i Land i en Begkiste, og begge hans
Øjne var krattet ud og hængte langt nede paa Kinderne af ham. De
havde nok sat dem ind, men han kunde ikke se med dem.

Saa spørger hun, om hun maatte ikke tage ham, i Fald hun kunde gjøre
ham seende igjen.

Jo, det var ikke sært, de kunde ikke levere ham til nogen bedre.

Hun havde endnu saa meget af Taarerne i hendes Lommeklæde, at hun
kunde vride nogle Dropper i Øjnene af ham, og den Gang hun fik det
gjort, saa kunde Drengen se. Saa tog hun ham med, og nu havde hun
alle hendes tre Børn, og de var friske og raske.

»Hvor skal vi nu kjøre hen?« siger Kusken.

»Ja, du skal kjøre lige tilbage igjen og ind i Kongens Gaard.«

Det gjør han, og Kongen kommer selv ud og tager imod dem. Da han ser
alle de Kareter, nu var der jo fire i alt, og faar hans Dronning og
Børn at se ogsaa, bliver han saa glad, at han kan ikke styre sig, men
tager efter hende med alle Hænder og løfter hende af Vognen og faar
hende ind.

Men hun siger nej, hun vil ikke ind, undtagen han vil gjøre ved hans
Moder saadan, som hun havde gjort ved hendes Børn.

Nu fortalte hun, hvordan den gamle Dronning havde baaret sig ad, og
han siger, at det vilde han nok, for hun havde ikke fortjent bedre.
Saa siger han til en gammel Røgter, han havde, at han skulde gaa
ind og lægge Reb paa og saa slæbe hende i det ned til Havet. Nu
bliver den gamle Dronning klog paa, at det var den unge Dronning, der
var kommen, og hun vil da ud og tage imod hende, men saa springer
Røgteren til og lægger en Rendesnøre omkring Halsen af hende og
slæber saa af med hende. Nu skulde han jo brække hendes Ben og Arme
og kratte Øjnene ud paa hende, naar hun kom derned, og det gjorde han
ogsaa. Til sidst skød han hende ud i Havet, og saa kravlede hun op
paa en stor Sten der ude, og naar der kommer nogle Søfolk der forbi,
saa sidder hun og haajer og vinker ad dem, de skal komme og tage
hende med, men det gjør de jo ikke, og hun bliver siddende og sidder
der endnu. Den unge Dronning derimod tager ind til Kongen igjen, hun
viser ham Børnene, og han er glad ved at se dem, og saa lever de nok
saa fornøjet sammen, og der skal være af den Kongefamilie endnu.

    Larsine Kristine Jens-Kristiansdatter, Kvissel.



11. De tre Lærdomme.


Der var en Mand, der havde tre Døtre. Saa en Dag kom der en Mand
kjørende i en fin Karet med fire for og vilde bejle til én af
Døtrene. Han kunde faa hvad for én han vilde have af dem, og Enden
paa det blev, at han fik den ældste, som hed _Maren_. Saa tog han
hende med sig hjem, hun satte sig ved Siden af ham i Kareten, og de
kjørte. Næste Aar kom der en Bejler igjen, og han fik den næste, som
hed _Karen_. Akkurat lige saadan gik det med den tredje, der hed
_Mette_, og nu var de altsaa forsørgede til Hobe. En skjønne Dag
vilde den gamle hen og se til hans Døtre, og han kommer saa til den
første. Da var det en Bjærgmand, hun var bleven gift med.

Hun var jo glad ved at se hendes Fader, og han skulde da have noget
til Føden. Svigersønnen siger saa til Konen, om de skulde nu ikke
have Bygsuppe. Han gik ud i Laden og løb Panden imod en Stolpe, te
Blodet sprang ud af ham, og Konen skulde da holde et Fad under. Saa
lavede hun Bygsuppe af det Blod. Den gamle Mand tykte, det var en
skjøn Maade at lave Bygsuppe paa, og han vilde nok selv prøve den
Kunst.

Saa vilde han hen til den anden. Da han kom der, skulde de have kogt
Fisk til Middag. Han sagde til Konen om at komme med et Dejtrug, og
saa sejlede han ud i en Dam, der var tæt ved. Konen var med, og saa
spurgte han hende, om hans Øjne var røde.

Nej, og han fiskede videre. Saa spørger han anden Gang og endelig
tredje Gang. Da siger hun ja, og saa dukker han ned og kommer op med
Favnen fuld af Fisk. Det læsser han i Truget, og saa sejler han til
Land. De fik nu Fisk at spise, og den gamle Mand tykte, det var en
herlig Kunst.

Endelig rejser han hen til den tredje Datter. Han kommer lige i
Mørkningen, og de skal have Lys tændt. Den unge Mand sagde til hans
Kone om at hente en Glød. Den holdt han Fingrene til, og saa holdt
han dem i Vejret, da var der tre Lys.

Det var ogsaa en skjøn Maade, tykte den gamle.

Endelig rejser han hjem igjen, og saa fortæller han Konen, at han
havde lært noget godt ved Døtrene. »Nu vil vi have Bygsuppe i Dag«,
siger han.

Hun gjør Kors for sig og siger: »Hvor vil vi faa Bygsuppe fra, det er
alt for fint til os.«

»Ja, tag nu et Fad og følg med ud i Laden«, siger han.

Saa render han Panden imod en Stolpe, men det blev ikke til andet, da
han rendte Bus, end at han fik en dygtig Bule og kom til at ligge i
Sengen en Tid.

Da han var kommen sig, vilde han, de skulde have Fisk til Middag.

»Ja, hvor skal vi faa det fra?« siger Konen.

»Det bliver min Sag, skaf mig Dejtruget ned.«

Saa bærer de det ud i Møddingspytten, og han stiller saa der.

»Er mine Øjne røde?« siger han.

»Nej.«

Han spørger atter om det.

»Aa, Sludder, dine Øjne er ikke mere røde, end de var før.«

»Du skal sige ja, naar a spørger om det igjen.«

Saa spørger han for tredje Gang, og hun siger: »Ja, nu er de røde.«
Han dukker da ned i Pytten, men kommer op uden Fisk. Det var han
gnaven over.

Da det blev Aften, vilde de til at have Lys tændt. »Hvorhen skal vi
faa det Lys fra?« siger Konen.

»Lad mig kuns om det«, siger han, »hent mig en Glød.«

Saa stak han tre Fingre til Gløden.

»Hvorfor gjør du det?« siger Konen.

»Jo, for saadan gjorde min Svigersøn.«

»Jammen du er jo ingen Bjærgmand.«

Han jager nu Fingrene til Gløden, men griber dem til sig igjen.
»Kanske det er den fejle Haand«, siger han, og prøver saa med den
ogsaa. Men det var lige nær, han fik Fingrene brændt og maatte ligge
i Sengen en Tid.

»Hvad vil du befatte dig med saadanne Kunster for?« siger hun Konen.

»Jo, saadan gjorde min Svigersøn, ham Bjærgmanden.«

»Jammen du er jo ingen Bjærgmand.«

Nok er det, han fik ikke andet end Skam for al hans Lærdom.

    Mette Sofie Larsen, Bindslev.



12. Ræven paa Fangst.


En Kone boede i Nærheden af en Skov, og hun havde en Hund, der stod
bunden ved Huset, og saa en Kat. En Dag hun skulde til Kjøbstad,
sagde hun til Katten: »Kan du nu passe godt paa de Pølser, der hænger
i Skorstenen, at Ræven ikke skal tage dem.«

Jo, det skulde den nok, og den sprang op paa Skorstenen og sad og
kikkede paa Pølserne, som hængte der oppe. Da den havde siddet lidt,
saa tænkte den ved sig selv: »Det kan da ikke gjøre noget, a lugter
til dem.« Den strækker sig saa langt, at den lige kan snuse til
dem, men idet den saa rører ved dem, saa falder den ene ned. Ræven
er lige i det samme ved Døren, og den springer til og snapper den.
Katten bliver forskrækket over dether, og hvad den faar at gjøre, den
ud og faar Hunden løst, og han sætter jo efter Ræven og naaer ham
lige i det Øjeblik, da han springer ind i hans Hule, saa han altsaa
blot faar snust til Halen af ham. Ræven blev saa forskrækket over den
Fare, han havde været i, at han blev siddende i Hulen i tre Dage og
turde ikke komme op.

Endelig kunde han ikke holde det ud længere, men maatte op for at faa
noget til Føden. Da han kommer ind i Skoven, træffer han et gammelt
Føløg, der gaar med sit Føl. »God Dag«, siger Ræven, »i Dag skal
enten dit Føl dø, heller ogsaa a skal.«

»Ja«, siger det gamle Øg, »det er ikke saa farlig en Sag. Mit Føl det
maa du godt faa, hvis du lige bare vil gjøre mig en Tjeneste først.«

Ja, hvad det da var? siger Ræven.

»Ja, a har traadt en Torn ind i min ene Bagfod, dersom du vil trække
den ud, maa du faa Føllet.«

Naa, det gamle Øg letter Foden, og Ræven skal til at se efter, om han
kan opdage, hvor den sidder. Men allerbedst, som han staar og kikker,
saa giver hun et Hvin og sparker ham for Panden, saa han triller
langt hen i Skoven. Han maa altsaa gaa hans Vej med en slunken Mave
og er helt flov ved at komme saadan afsted.

Da han kommer noget længere ind i Skoven, da møder han der en So, der
gik med en hel Flok smaa Grise. Saa siger Ræven: »God Dag, enten skal
du dø, heller a skal, heller a vil ha' din' smaa Grise.«

»Mine smaa Grise maa du gjærne faa«, siger Soen, »men først maa du
gjøre mig den Tjeneste at bide i mit højre Øre, ilav a synger en
Salme.«

Ja, det vilde Ræven da nok. Han snapper i Øret paa Soen og bider godt
fast. Hun giver sig til at skrige af fuld Hals, og alle Svin i Skoven
de stimler sammen om at komme hende til Hjælp, og de havde nær ædt
Ræven, saa det var med Nød og Næppe, han slap derfra med Livet.

Ræven havde intet faaet at æde endnu, og han var nær ved at omkomme
af Sult. Saa tænker han ved sig selv: »Nu vil a gaa ned til Stranden
og se, om a kan finde nogle døde Fisk, de kan da hverken slaa eller
bide mig ihjel.« Da han nu gaar derned, møder han en Faareflok, og
den gamle Vædder han kommer et langt Stykke bag efter, for han kunde
ikke følge med.

Da Ræven faar Øje paa ham, saa tænker han: »Ham kunde a maaske faa
Bugt med.« Efter at han nu først har sagt Goddag, saa siger han:
»Enten skal du dø, heller ogsaa a skal.«

»Haa--aa«, siger Vædderen »a vil gjærne dø, a er saa gammel og stiv
og kan ikke følge med Faarene længere. Hvis du nu vil gaa hen og
sætte din Ende mod den Knold der, og saa gabe lige saa højt du kan,
saa vil a løbe lige levende ind i dig.«

Ja, Ræven han sætter sig jo og spiler hans Gab op, og Vædderen han
tager Rend til, ligesom han skulde til at bukkes med én. Saa kommer
der et vældig stort Bø--ø, og saa farer han lige ind i Gabet paa
Ræven og splitter ham ad, saa Ræven var død med det samme.

Men da Konen kom hjem fra Kjøbstaden og fik at høre, hvordan Katten
havde passet paa Huset, saa blev hun fornærmet paa den, og den fik
aldrig mere Lov til at have Opsigt med det.

    Lærer Jørgen Nielsen, Romme.
    (Efter Sognefoged Rasmus Kristensen, Ut).



13. Den dristige Skrædder.


Der boede en Skrædder ved Navn _Rasmus_, og en Smed, der hed _Mads_,
i én og samme By. Skrædderen gik paa en Krykke og var meget stolt,
som Skrædderne jo gjærne er. Nu var det meget Skik i den By, at Folk
samledes om Aftenen ved Smeden og drøftede Dagens Tildragelser, og
saa sad de jo og fortalte et og andet der, og der faldt ogsaa af og
til mange store Ord. Saa var det en Aften, den ene gjorde sig til af,
at han var saa dristig, og den anden var meget mere dristig. De var
da kort sagt dristige til Hobe og fortalte meget om, hvad Karle de
var. Smeden turde gaa op om Natten og slaa tre Slag paa Kirkedøren
med hans Hammer, og Skrædderen sagde: det regnede han for ingen Ting,
det var én af hans mindste Kunster, han turde tage hans Saks og gaa
op i Kirken ved Midnatstid og give tre Klip i Alterdugen, uden at det
skulde gjøre ham noget.

Der sad en Tjenestekarl inde imellem dem, det var saadan en lun
Broder, og han tænkte: »Da skal a se, om a kan ikke kurere goden
Skrædder«, og saa trækker han sig saa tilbage og rejser af hen til
Skrædderens Hus.

Det blev nu bestemt i Forsamlingen, at Smeden og Skrædderen skulde
gjøre deres Vovestykker Aftenen efter, og saa gik hver til sit.

Da Skrædderen kom hjem, skulde han til at have noget at spise, han
kommer humpende paa hans Krykker og sætter sig til Bords. Han levede
meget af Øllebrød, og hans Potte stod altid paa Bordet. Saa tager
han fat paa Skeen og begynder at lange til dether Øllebrød. Men
lige som han nu putter Skeen ned i Potten, giver den et Hop, og saa
bliver Skrædderen jo lidt varm om Ørerne. Han langer nok en Gang til
den, men den hopper igjen. Skrædderen er nu helt forskrækket, men
prøver dog tredje Gang, da hopper den helt hen til Vinduet. Karlen
havde nemlig gjemt sig udenfor og havde faaet en Strikke anbragt paa
Potten, saa det var ham, der fik den til at hoppe, hver Gang han gav
et Ryk. Nu smider Skrædderen baade Ske og det hele, og saa snapper
han Krykkerne og humper hen til Smeden, der var lige ved at gaa i
Seng. Det spøgte i hans Hus, sagde han, og han kunde ikke være i det.

»Du kommer til at følge med mig hjem«, siger han, »og se, hvordan det
forholder sig.«

»Ja, det er vist ikke saa farligt«, siger Smeden, »te a behøver at
følge med dig, du var saa meget Karl i Aften før.«

Men nok er det, Smeden maa med hjem. Men de kunde ingen Ting opdage,
og alting var roligt.

»Ja, du husker jo nok«, siger Smeden, da han vil til at gaa, »te det
er i Morgen Aften, vi skal til at op til Kirken.«

»Jo, det husker a nok, det skal være en smal Sag for mig at gjøre
det.«

De gaar nu hver til sit og kommer i Seng, men da begynder det igjen
med et forfærdeligt Spektakel ved Skrædderens. Da havde Karlen lavet
en Rumlepotte, og det var med den, han gjorde Spektaklet. Skrædderen
turde ikke være i Sengen, og han turde heller ikke gaa af den. Til
sidst blev det ham dog for galt, han kunde og turde ikke blive
der, snapper Klæderne under Armen og springer, som han er, om til
Nabogaarden, hvor Manden hed Hans.

Den Gang han kommer i Porten, saa kommer Karlen: »Hvad, er det dig,
Rasmus Skrædder! hvordan er det, du kommer her?«

Ja, han klager sig saa ynkelig, om han maatte da ikke ligge ved ham
til Dag, det var saa og saa galt der hjemme med Spøgeri, og han turde
da ikke ligge der.

»Nej, a har aldrig haft saadan en Halvandenben til at ligge ved mig,
du kan gaa ind til Hans og faa en Seng at ligge i.«

Ja, han maa jo til det, og de var ogsaa saa naadige at lukke ham ind,
og han faar en Seng, han kan ligge i til Dag.

Saa skulde Skrædderen have hans Davre om Morgenen, inden han gik
hjem, og som han sidder og æder den, skal han jo til at fortælle hans
Hændelser om Natten. Karlen sad helt rolig og hørte paa det.

Naa, saa gaar Tiden hen, og det bliver Aften. Da møder Skrædderen
ved Smeden igjen, og de rejser af op til Kirken. Smeden gaar ind ad
Vaabenhuset og slaar hans tre Slag paa Døren, og Skrædderen staar
bagved. Da lukker Smeden Døren op og lader Skrædderen gaa ind, og
derefter smækker han Døren i med saadant Knald, at det rystede hele
Kirken. Skrædderen glemte helt baade Alterdug og Saks, for han
besvimede og var helt bevidstløs, da de kom ind til ham, saa de
maatte bære ham hjem.

    Skrædder Kristen Sørensen, Lime.



14. Snedkerens Hævn.


Der boede en Snedker i en vis By, og han var ikke meget gudfrygtig
af sig, hvorfor han aldrig gik i Kirke, og desaarsag fik han tit
en lille Irettesættelse af Præsten. Det holdt Snedkeren ikke af,
hvorfor han ved Lejlighed søgte at hævne sig paa ham. En Søndag, mens
Folk sad i Kirken, da gik han op i Vaabenhuset og ombyttede alle
Kvindfolkenes Træsko -- det var nemlig den Gang Skik, at Kvindfolkene
satte deres Træsko i Vaabenhuset, førend de gik ind i Kirken --
saadan at der ikke var et eneste lige Par. Den Gang de kom saa ud af
Kirken, blev der jo en syndig Forvirring, inden enhver fandt sine.
Degnen, der havde staaet og hørt paa Striden en Tid, blev tilsidst
utaalmodig og smed alle Træskoene uden for Kirken, saa kunde enhver
der lede sine op.

En anden Gang gik Snedkeren over Kirkegaarden og saa to af Præstens
Kalve gaa der inde. Han fik fat i den ene og førte den hen til
Kirkeklokken, som hængte i et Stillads ude paa Kirkegaarden, og
bandt Klokkestrængen til Kalvens Hale. Saa gik han sin Vej og lod den
staa. Det var sent om Aftenen, og lidt efter, da nogle kom gaaende
der forbi, hørte de Klokken klemte, og hver Gang den gav et Slag, gav
den saadan en underlig Lyd i Tilgift. Naar Kalven vilde løbe, kom den
til at trække i Klokkestrængen, og saa gav det et Klemt, men straks
efter trak Klokken den tilbage, og den sagde: Bø! De Vejfarende løb
nu hen til Præsten og fortalte ham, at Kirkeklokken var i Gang, og
hver Gang den havde givet et Slag, kom der saadan en underlig Lyd.
Præsten var gaaet i Seng, men kom nu op og fik en Del Folk med sig op
paa Kirkegaarden for at se, hvad det kunde være. Da saa de, at det
var Præstens Kalv, der var bunden der. Præsten anede straks, at det
var Snedkeren, der havde været paa Spil.

En anden Gang, da Snedkeren kom over Kirkegaarden, fik han Præstens
So lokket hen til Kirkedøren og lukkede den inde i Kirken. Derefter
gik han hen og kaldte paa Præsten og sagde, at han endelig maatte
komme op, for der var Spøgeri i Kirken. Præsten kom i Klæderne og fik
fat i en hel Del bevæbnede Folk med forskjellige Redskaber, for han
skulde jo op og mane dether Spøgeri ned. Da de kom til Kirkedøren,
var der ingen, der vilde lukke op og gaa først ind. Endelig blev
det bestemt, at Degnen skulde lukke op, og Præsten skulde saa holde
sig tæt bag ved ham. Men idet han nu aabner Døren, springer Soen ud
imellem Benene paa ham og farer afsted med ham. Degnen troede, det
var den Slemme selv, og raabte til Præsten: »Faawal, Faae, mæ tow
han da.« Soen løb hjem med Degnen og lagde ham paa Præstens Mødding.

Nu havde Præsten jo igjen Mening om, at det var Snedkeren, der var
paa Spil, og han satte ham atter i Rette for hans Skarnsstykker. Saa
tænkte han: »Nu maa a se at hævne mig, saa det kan batte noget.« Der
laa en Mølle i Pastoratet, og han vidste, at Præsten tit kom i Besøg
der. Der laa et Gangbræt over Aaen, og det skulde Præsten gaa over
paa, naar han skulde ned til Møllen. Saa en Vinterdag havde Snedkeren
faaet opspurgt, at Præsten vilde i Besøg, og han gaar da ned og saver
Pælene over, som Brættet var lagt paa, men dog ikke helt, saa de lige
kunde holde sig. Derefter gaar han hen bag et Træ og skjuler sig der
for nu at blive Vidne til, hvordan det vilde gaa, naar Præsten kom.
Han tænkte ingen Ting paa og spaserede midt ud paa Brættet, men da
skred det ud i Aaen, og Præsten sad i Vand lige til Halsen og kunde
ikke redde sig selv op. Da Snedkeren nu havde faaet ham anbragt der,
kom han gaaende ad Vejen der forbi, ligesom tilfældigt, og udbrød: »I
men kjære Hr. Pastor, hvordan er det dog, I sidder i det. Nu skal a
skynde mig og løbe ind i Møllen og hente Hjælp, saadan at vi kan faa
jer op.« Da han kom ind i Møllen, talte han dog ingen Ting om. Konen
bød ham sidde ned og faa en Bid Mad, og da han var færdig med det,
sagde han til hende: »A skal love for, vor Præst han sidder godt i
det.«

»Hvordan det?« siger hun.

»Jo, da a kom gaaende med Vejen, da sad han ude i Aaen lige efter
Halsen.« Nu fik Konen travlt og fik Folk sendt ud at hjælpe Præsten
op. Først nu syntes Snedkeren, han havde faaet Hævn nok for alle de
Irettesættelser, Præsten havde givet ham.

Snedkeren kom til sidst galt af Sted. Han var gaaet ud for at se
paa, hvordan Rakkerne flaaede en Hest, og da de saa var færdige med
at tage Skindet af, tog de og slog det over Hovedet paa Snedkeren.
Fra den Tid maatte han finde sig i at blive regnet med til Rakkernes
Lag. Det burde nu ogsaa hævnes, og da Rakkerne, der ogsaa var
Skorstensfejere, en bestemt Dag skulde hen at rense Skorstenene paa
en nærliggende Herregaard, og han fik det at vide, gik han derhen
efter at have anskaffet sig et Pund Krudt. Da én af dem var kommen op
i en Skorsten og næsten igjennem den, satte han Fyr til og hvistede
saa Skorstensfejeren oven ud af den, saa han faldt ned i Graven, der
var uden om Gaarden. Saadan gik han omkring til alle Skorstenene og
fik efterhaanden gjort ved dem allesammen, saa de fik en god Dukkert
hver.

    Sognefoged Rasmus Kristensen, Ut.



15. Røverslottet.


En Konge havde tre Sønner, og den ene af dem skulde være Konge efter
ham, men den anden skulde have en stor Arvepart. Saa vilde han ud i
Verden at se sig om, og han sagde, at han rejste for at træffe hans
Lykke. Men han rejste vidt omkring og lod ikke til at kunne træffe
den. En Formiddag kom han forbi et Slot, hvorpaa der stod med store
Bogstaver: Drager du ind, er du ulykkelig, og drager du forbi, er du
endnu mere ulykkelig. Saa beslutter han sig til at drage ind. Han
red paa et Mulæsel, og da han kom indenfor Porten, kom der en stor
rødskjægget Person og tog hans Æsel, og en anden rødskjægget Karl tog
i ham selv og hyt ham ind for Hunden, ilag en tredje lukkede Porten
for ham. Han formodede saa, de tre var Brødre, men de gjorde ikke
noget hyggeligt Indtryk paa ham. De bød ham nu ind, og saa skulde han
have noget at spise. Han fik Mad, og en Pige kom og vartede op ved
Bordet. Saa da det var til Side, siger han, at nu maatte han helst se
efter at komme afsted igjen.

Nej, han skulde vente at faa Middagsmad, de skulde have Suppe.

Ja, saa biede han saa længe. Men den Suppe lidd han ikke godt, for
den var lavet paa ene Menneskefingre, der var skilt ad i hvert Led.
Nu tykte han endnu mindre om at være der, men de blev ved at holde
ham ved Snak, til det blev Aften, og saa maatte han lige godt til at
blive der Natten over.

Han faar Aftensmad, og saa siger den ældste af Karlene: »Du kan godt
faa et Kammer for dig selv at ligge i, og det kan du lukke af.«

Ja, det var godt nok, siger han.

Men han maatte intet Lys tage med sig. De fører ham derind, og saa
kan han gaa i Seng, naar han vil. Nu gaar han og føler omkring, og
saa støder han paa nogle døde Menneskekroppe. De hængte paa en Bjælke
der inde fra den ene Ende af den til den anden. Han tager én af dem
og lægger i Sengen med Natlue paa, og saa tager han en hel Del af de
andre ned og smider sammen i en Dynge, kravler op paa den og slaar
tre Fjæl op i Loftet. Derefter gaar han op og lægger sig der oppe en
lidt.

Saa kom Røverne ind i Kammeret, og Mesteren for dem havde en Knippel,
som han giver ham, der laa i Sengen, et Skrald med og sagde: »Der
har du den, for det jeg tog dit Æsel.« Saa giver han Knippelen til
den anden Røver, og han slog til ham i Sengen og sagde: »Den skal
du have, for det jeg hyt dig ind for Hunden.« Saa fik den tredje
Knippelen, og han gav det tredje Skrald med de Ord: »Den skal du
have, for det jeg lukkede dig ind.« Nu skulde Pigen til at slaa, men
hun kunde ikke. »Ja, saa kan jeg«, sagde Mesteren.

Da de nu var gaaet ud af Kammeret, kom Prinsen i Tanker om, at han
vilde ikke være der til Dag, om der var Raad til. Han føler omkring
paa Loftet og finder et Tov, og saa hænger han det fast i Vinduet og
lader det gaa ned til Jorden. Det kunde nok naa, og han kommer saa
ned i Tovet. Det var tæt ved Aaen, og nu svømmer han over den. Da
stod han i en Ellebusk og var helt drivvaad. Men Røverne havde dog
mærket Uraad, og de kommer ogsaa ned til Aaen. Mesteren siger, at han
var nok rendt langs med Aaen, men de andre mente, at han var svømmet
over til den anden Side. De fik dog ikke Mesteren til at tro det, og
saa gik de ind igjen, uden at der blev gjort videre Undersøgelse.

Da Prinsen nu ikke mærkede dem længere, forsøgte han paa at komme
langs med Aaen, og det varer saa ikke længe, inden han støder paa
et andet Slot. Der boede en Konge, for i de Tider var der mange
Smaakonger. Han mældte sig nu ved Staldmesteren om Morgenen og vilde
have Tjeneste. Han bliver ogsaa antaget som Stalddreng, da den, de
hidtil havde haft, var bleven syg.

Nu skulde han hver Morgen vande Hestene ved Aaen, og det var tæt
ved det Sted, hvor Røverne ogsaa vandede deres. Da kunde han se
hans Æsel og var vis paa, at han fik det aldrig mere. Derover græd
han. Det lagde Staldmesteren Mærke til, og han gik op til Kongen og
mældte om den Dreng, der saadan græd hver eneste Morgen. Saa bliver
Drengen selv ført derop og bliver forhørt. Nu fortæller han hele
Omstændigheden for Kongen og alt det hele, hvordan det var gaaet ham
der paa Røverslottet.

»Det kan jeg ikke forstaa«, siger Kongen, »de Folk der er mine bedste
Venner. Men hvordan mener du, det kan bevises, hvad du her har
fortalt?«

Det var nemt at bevise, siger Prinsen, »for jeg kan klæde mig ud som
en Tiggerkjælling og kan gaa derover med en Kurv paa Armen, og saa
gaar du imidlertid derover paa et lille Besøg og ser, hvordan det
gaar mig.«

Ja, det gik Kongen ind paa. Tiggerkjællingen kom saa og bankede paa,
og den ene rødskjæggede Karl kom og lukkede op, men huggede den
straks i igjen, da han saa, hvem det var.

»Hvad gjør du det for?« siger Kongen, der var kommen først ind og var
bleven vel modtagen.

»Aa, det var ikke andet end en Tiggerkjælling.«

»Lad hende komme ind«, siger Kongen, »hende kan vi faa mange Nyheder
af.«

»Véd du noget nyt?« siger Kongen.

»Ja, det er ikke saa meget gammelt«, siger hun, »det sidste jeg var
her, mist jeg mit Æsel.«

»Saa har du været her før«, siger Kongen.

»Ja, og det er Røvere, der bor her.«

»Hvad siger du! kan du bevise det?«

»Ja, jeg kan«, og saa begynder Røverne at vise Kongen omkring, for
det forlangte han. Men saa var der et Kammer, de ikke kom ind i.

»Hvad er det for ét?« siger Kongen.

»Det er et Rustkammer.«

»Nej, det er netop det villeste Bevis for, at vi er i en Røverrede«,
siger Prinsen.

De gaar saa derind, og da faar de de døde Kroppe at se, for det var
netop det Værelse, han havde ligget i. »I er jo Røvere«, siger Kongen
og er helt ivrig, og han griber med det samme hans Sabel og hugger
Hovedet af Mesterrøveren, te det snurrede. Prinsen griber ogsaa hans
Sabel og hugger Hovedet af den anden og den tredje.

»Hvad skal vi nu gjøre ved Pigen?« siger Kongen.

»Hende skal jeg ægte«, siger Prinsen, »for hun har intet ondt
bedrevet og vilde ikke slaa til mig med Knippelen.«

»Saa vil jeg skjænke dig Slottet her at bo i.«

Kongens Folk maatte nu over at hjælpe dem at faa alle de Lig
begravet, og saa blev der ordentlig ryddet op der inde. Der fandtes
saadan Rigdom, at det var helt umaadeligt, og den skulde Prinsen
ogsaa have. Saa holdt han Bryllup med Pigen i otte Nætter og Dage, og
saa levede de i mange mange Aar paa det Slot og holdt godt Venskab
med Kongen.

    Jens Gudesen, Siem.



16. Flugten fra Trolden.


Der var en Mand, som havde mange Børn og døjede med at forsørge dem.
Saa sagde den ældste, at han vilde ud i Verden at forsøge hans Lykke.
Da han kommer ud paa Vejen, kommer han i Møde med en Mand, der siger:
»Hvor vil du hen, min Dreng?«

Ja, han vilde hen og se, om han kunde faa sig en Tjeneste.

»Saa kan du komme til at tjene mig.«

»Ja, lige saa vel dig som en anden.«

Saa siger Manden: »Din Bestilling skal være at moge under en Bøl
og saa fodre ham og en Hest. Hesten ham skal du give Hakkelse for
Bagdelen og Ild i Krybben, men Bøllen ham kan du give for Næsen som
et andet Høved.«

Drengen følger nu med ham hjem, og saa viser han ham omkring. Da han
har faaet det at se, gaar Manden ud igjen, og Drengen gaar nu og ser
paa Arbejdet. Han kunde ikke forstaa, hvordan han skulde faa alt det
Mog ud, saa meget som der var, og han gav sig straks i Lag med det.
Manden havde forbudt ham at komme sønden for Huset, der var noget,
han ikke maatte se, og da han nu havde moget i flere Dage, og det
næsten ikke kunde blive kjendt, saa tænkte han paa at rømme derfra,
for der var jo ingen Udvej til at udføre hans Bestilling, tykte han.

»Men hvad mon der er sønden for Huset?« tænkte han, »det vil a dog
have at se, inden a render.«

Han lister sig da derom, og saa ligger der to store Hunde, og der
sidder en Jomfru og spinder.

Drengen bliver ræd for Hundene og hummer sig noget tilbage. »Kom du
kuns nærmere«, siger Jomfruen, »og snak med mig. Hvant er du kommen
her?«

Ja, han fortæller jo, hvordan det er gaaet til, og hvad han skal
udføre.

»Det kan du slet ikke gjøre noget ved«, siger hun, »men vil du være
tro, skal a hjælpe dig.«

Ja, det vilde han da.

Saa sætter hun de to Hunde hen at moge, og det varer kun et Øjeblik,
saa er det Arbejde færdigt. Saa siger hun igjen: »Nu skal du gaa
hen og fodre Hesten med Hakkelse for Næsen og Ild for Enden og saa
fodre Bøllen, som du plejer. Saa gaar du ind og finder et Fyrjærn og
en Kjæmmekam, og der ligger ogsaa en lille Gren, du skal have med,
for de tre Dele kan være dig til stor Nytte, og dem putter du i din
Lomme. Saa vil vi flygte begge to, men du maa bruge dig, for nu er
det Tiden. Du lægger Bidsel og Saddel paa Hesten og trækker saa den
ud.«

Han skynder sig ogsaa alt det han kan og finder Delene og trækker
Hesten ud. De sætter dem saa begge to op og rider. Da de havde redet
en bitte Krumme, saa siger Jomfruen: »Se dig tilbage, om du fornemmer
ingen Ting til.«

Nej, han mærkede ikke noget.

Et Stød efter siger hun det samme igjen. »Mærker du ikke noget endnu?«

»Jo, nu kommer Trolden.«

»Pas saa paa, naar han kommer saa nær, at han vil tage efter Halen af
Hesten, at du tager og smider den Kjæmmekam bag over dig.«

Han smed den ogsaa, og da blev der en Sandbanke bag ved dem saa stor
og saa lang.

»Det var prægtigt«, siger Trolden vredt, »det skal du ikke have gjort
for intet.« Han tilbage og henter den blaa Bøl, og den skraber sig
saa gjennem Sandbanken.

Saa siger Jomfruen til ham igjen, at han skal se tilbage.

»Ja, nu er han lige bagved os.«

»Saa skal du smide Fyrstaalet bagved dig.«

Da han havde gjort det, var der den største Ild, saa Trolden paa
ingen Maade kunde komme igjennem den. »Det skal du ikke have gjort
for intet«, siger Trolden, »men det er der ingen Fare ved«, og han
hentede den blaa Bøl, og den pissede i Ilden og slukkede den. Saa
knøg Trolden igjennem som ingen Ting.

»Mærker du ikke noget?« siger Jomfruen.

»Nej«, siger han, og Hesten løb af al Kraft.

»Mærker du endnu ikke noget?« siger hun et Stød efter.

»Jo, nu kan a høre ham, nu er han ikke langt henne.«

»Pas nu paa at smide den Gren, naar han tager efter Halen af Hesten.«

Da han saa gjorde det og var kommen nær nok, smed Drengen Grenen ned
for ham, og da blev der den største Skov, der var saa tæt og stor, te
Trolden kunde aldeles ikke komme igjennem. Nu skulde han hjem efter
den blaa Bøl, og han var jo arrig.

»Nu gjælder det om, at vi kan redde os«, siger Jomfruen, »vi har ikke
langt til Kristenjord, men det varer heller ikke længe, inden han
kommer igjen.«

»Ja ja«, siger Trolden, da han kom til Skoven, »a skal nok tage jer«,
og han var gal i Hovedet. Han kommer snart igjennem, for Bøllen kunde
gjøre ryddeligt, hvor den kom.

»Mærker du ikke noget?« siger Jomfruen til Drengen.

»Nej«, siger han, og Hesten løb af al Magt.

Lidt efter siger hun igjen: »Mærker du ikke noget endnu?«

»Jo, a tykkes, a hører ham.«

»Det bliver ikke mere, end vi kan redde os«, siger Jomfruen. Saa
kommer de for en Grøft, og der springer Hesten over. Da kom den paa
Kristenjord, og saa var de frelst, for der kunde Trolden ikke komme.
Men han var saa nær, at han rykkede en Lok Haar af Halen paa Hesten,
og saa siger han: »Havde du ikke været hos mig saa længe, saa havde
du ikke kunnet gjøre mig det Spil.«

Nu stod de af Hesten og lagde dem lige saa trætte og faldt snart i
Søvn. Da de vaagnede igjen og kom til dem selv, sagde Jomfruen: »Nu
skal du hugge Hovedet af Hesten og sætte til hans R..«

Nej, det kunde han ikke gjøre, sagde Drengen, for det den havde været
dem saa tro.

»Jo, du skal gjøre det, ellers hugger jeg dig ihjel«, siger Jomfruen.

Saa gjorde han det, og nu blev Hesten til det pæneste Mandfolk, en
kunde se for sine Øjne. Det var en Prins, og han og Jomfruen var
Søskende. Saa rejste de hjem til det Land, hvor de var fra, og Kongen
deres Fader tog imod dem med stor Glæde. Trolden havde stjaalet dem
fra ham for flere Aar siden, og saa havde han fortroldet Sønnen til
en Hest. Nu blev Drengen gift med Søsteren, for det hun vilde have
ham, han havde jo dog frelst dem, og saa fik Prinsen Riget at raade
over efter hans Faders Død.

    Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.



17. Jomfru Nøggel.


Et Sted var der en Bro, som Folk ikke kunde komme over uden en Time
før Solen stod op, og en Time efter at den var gaaet ned, for ellers
kom der en Trold eller Bjærgmand op underneden Broen og tog dem, der
kom og færdedes paa den.

Saa var der et Par Folk, som havde en Søn, og han var ude at tjene.
En Gang vilde de hen at besøge ham og skulde over den Bro. Manden
havde nok hørt, hvordan det forholdt sig der, men brød sig ikke om
den gamle Snak, sagde han, og saa blev de for silde paa Færde og kom
til Broen, efter at Solen var gaaet ned. Da han kom midt paa Broen,
stod Hestene stille, og han kunde ikke piske dem af Stedet. Der kom
nu en Trold op til dem og spurgte dem, hvad de holdt der efter.

Ja, Hestene vilde ikke gaa længere, siger han.

»Da kan jeg hjælpe dig, dersom du vil give mig det, der sidder næst
ved din Kones Bryst.«

»Det kan a sagt gjøre«, siger Manden, »riv et Stykke af din Særk og
smid ned til ham«, siger han til Konen.

Hun gjør det, men Stykket kom straks op igjen.

»Da skulde en vel ikke tro, det var ligefrem et Stykke Kjød«, siger
Manden, »men saadan maa det være.«

Konen krympede sig ved det, men de kunde ikke blive holdende der. Hun
skar et Stykke af og smed ned, men det kom ogsaa op igjen. Saa vidste
de ikke, hvad de skulde; nu fik Trolden selv at sige dem, hvad det
var.

Ja, det var hendes Foster, han vilde have, siger han, og det var en
Dreng. Naar han var tolv Aar gammel, skulde de sende ham hen til
denher Bro.

Det lovede de straks, for Manden troede ikke, det fik noget at
betyde, og aldrig saa snart han havde sagt ja til det, saa kunde de
kjøre. De kom hjem, og en Tid efter fødte Konen en Dreng. Nu kunde de
nok forstaa, at det fik noget at betyde.

Da han blev tolv Aar, sendte de ham et Sted hen med en lille Bylt
under Armen, saadan te han kunde komme over Broen.

Da han kom midt paa den, sank han ned og blev ved at synke længe,
indtil han kom til en grøn Sti, og den fulgte han, til han kom til
et lille Hus. Der gik han saa ned. I Kakkelovnskrogen sad en gammel
Heks, han havde aldrig set saa grim en gammel Kjælling, og ved Bordet
sad en bitte Pige, han havde aldrig set saa kjøn en bitte Pige. Hende
tykte han straks saa godt om, og hun hed _Venete_. Han fik noget at
spise, og saa skulde han i Seng.

Da han var kommen til Ro, hørte han nok, Bjærgmanden kom hjem, og
han kom ind til ham om Morgenen, lav han laa i Sengen, og sagde: »Nu
skal du staa op. Her er en Greb og en Skovl, du skal gaa ud og moge
vor Faaresti, og den skal være ren inden i Aften, a kommer hjem.« Der
havde været 100 Faar i den i 100 Aar, uden at den havde været moget,
og dersom den ikke var i Stand til Aften, saa skulde han af med Livet.

Saa gik Bjærgmanden sin Vej, og Drengen tog Skovl og Greb og
begyndte, men lige straks satte han sig paa Dørtrinet og græd, for
han kunde jo forstaa, det Arbejde kunde han ikke udføre. Som han nu
sad der, kom den lille Pige hen til ham og spurgte, hvad han græd for.

Saa fortæller han, hvad det var. »Der kom en Mand ind til mig og
sagde, a skulde moge Faarestien inden Aften, og hvis a ikke blev
færdig, skulde a miste mit Liv. Men a kan jo godt forstaa, a kan
umulig blive færdig, for Stien har ikke været moget i hundrede Aar,
og a er saa kjed af at komme af med Livet.«

»Vil du være mig tro og aldrig forlade mig, saa skal a nok hjælpe
dig«, siger Venete, og saa tager hun Greben og begynder at moge. Da
hun havde arbejdet en lille Tid, var alting, som det skulde være, og
i god Orden, da Bjærgmanden kom hjem.

Han spurgte straks, om Faarestien var moget.

Hun siger ja, og da han nu fik at se, det var sandt, saa siger han:
»Den slog dig ikke under Øret, der har lært dig det.«

Næste Morgen kom han hen til Sengen med en Hammer og en Sav og en Fil
og sagde: »Her er nogle smaa Pinde, og dem skal du bygge en Lade af i
Dag. Den skal være saa lang og saa vid, og den skal være færdig inden
Aften, og har du den ikke bygget, naar a kommer hjem, skal du dø.«

Han satte sig og græd ligesom Dagen før, og Venete kom igjen hen til
ham og sagde: »Hvad er der nu ved det med dig?«

Ja, saa fortalte han, te han skulde bygge en Lade af de Pinde, og det
kunde han jo ikke.

»Vil du være mig tro og aldrig forlade mig«, sagde hun, »saa skal a
hjælpe dig.«

Det lovede han, og saa tog hun Haandværkstøjet og huggede og savede
en lille Tid, og straks stod Laden fiks og færdig.

Da Bjærgmanden kom hjem, sagde han: »A kan se, Laden staar der, og
den har ikke slaaet dig under Øre, der har lært dig det.«

De kom saa i Seng, og næste Morgen kom Bjærgmanden igjen ind til
Drengens Seng og sagde: »Her er et sort Faar, og det skal du vaske
hvidt. Hvis du ikke gjør det, inden a kommer hjem, saa skal du af
med Livet.«

Naa, han gav sig til at vaske paa Faaret, men det kunde lidt nytte,
Dyret blev ved at være lige sort, og saa satte han sig og græd. Saa
kom Venete og hjalp ham ligesom forhen, og han lovede at være hende
tro og aldrig forlade hende.

»Nu skal vi afsted i Nat«, siger hun, »vi kan ikke være her længere,
for det er ikke alene dig, men ogsaa mig, der skal dø, a er kommen
her til paa en lignende Maade, men a har været her saa længe, te a
har lært nogle af deres Kunster. Nu flygter vi, saa snart Bjærgmanden
er kommen hjem, og naar du nu vil være mig tro, som du har lovet mig,
saa skal a nok hjælpe dig.«

Da Bjærgmanden kom hjem, gik han straks hen til Faaret og saa efter,
om det var bleven hvidt. »Har du selv gjort det?« siger han til
Drengen.

Ja, han havde.

»Hm hm, den har ikke slaaet dig under Øre, der har lært dig det.«

Saa gik Bjærgmanden ind, og de kom i Seng allesammen. Men de unge
sov jo ikke. Saa rejste Venete sig og skrev paa Ildstedet: Svit svat
svie, svar, naar hun taler. Paa Kjøkkendøren skrev hun ligesaadan, og
til sidst paa Sengestokken. Saa rendte de. Da de var komne noget hen,
sagde hun: »A tør ikke se tilbage, men det skal du gjøre, ogsaa lige
saa tit, for at se, om de ikke kommer efter os.«

Noget ud paa Natten vaagnede Bjærgkjællingen og sagde: »Jeg drømmer,
jeg drømmer.«

»Hvad drømmer du?« siger Bjærgmanden.

»Jeg drømmer, te Venete er rendt bort med Knægten.«

»Kald paa hende da«, siger Bjærgmanden.

Saa kaldte hun: »Venete!«

»Ja, Mo'r!« svarede det paa Skorstenen.

»Der kan du høre, jeg kunde nok vide, Venete var her; lad mig nu have
Ro.«

Hun ligger lidt igjen, saa siger hun: »Jeg drømmer, jeg drømmer.«

Han vaagner og siger: »Hvad drømmer du?«

»Jeg drømmer, te Venete er rendt væk med Knægten.«

Saa bliver han halvt ond, for hun havde jo spurgt, og Pigen havde
svaret, men han siger jo alligevel: »Kald paa hende da.«

Hun siger: »Venete!« og det svarer: »Ja, Mo'r!« paa Kjøkkendøren.

»Lad mig nu have Ro til at sove«, siger han.

De falder da hen lidt igjen. Lidt efter begynder hun at klage sig
over den Drømmen ligesom forhen. Da bliver han helt rasende og siger:
»Saa kan du jo kalde paa hende da.«

Hun raaber: »Venete!«

»Ja, Mo'r, jeg er her jo«, sagde det lige ved dem. »Der kan du høre,
hun er her«, siger Bjærgmanden arrig. Saa varer det atter en lille
Tid, da begynder Bjærgkjællingen igjen at vrimpe og siger: »Jeg
drømmer, jeg drømmer.« Da blev han for Alvor vred og vilde banke
hende. »Nu vil jeg kalde«, siger han, »saa skal du se, hun er her
godt nok. Venete!« raaber han, men det svarer ikke.

Nu kan det nok være, de kom af Sengen i en Fart, og saa satte de
efter dem.

Drengen saa sig jævnlig tilbage, og saa siger han: »Nu er de lige tæt
i Hælene paa os.«

Dertil svarte Venete: »Nu gjør a mig til en _Dam_, og saa skal du
være en _And_, der sejler i Dammen.«

Saa kommer Bjærgmanden og hans Kone til Dammen. »Der er hun, der er
han!« Men de kunde ikke komme til ham.

»Saa render vi hjem efter vort Asketrug og sejler ud efter ham.«

Da saa Bjærgfolkene var rejst, gjorde Venete sig til Menneske igjen,
og de rendte det de kunde videre frem. Han saa sig tilbage: »Saa, nu
er de her igjen.«

»Saa gjør a mig til et _Træ_, og du skal være en _Rose_, der sidder
i Toppen.«

Da Bjærgfolkene kom til Træet, siger de: »Der sidder Rosen oppe i
Træet. Nu maa a hjem efter min Saks, og klippe den af med«.

Saa løb de tilbage igjen, og straks var Venete og Knøsen igjen
Mennesker og løb videre. Han saa tilbage og sagde: »Nu er de her
straks igjen med Saksen.«

»Ja, saa gjør a mig til en _Kirke_, og saa skal du være en _Ugle_,
der sidder oppe i Glamhullet.« Da Bjærgfolkene kom til Kirken, blev
de saa fnysende vrede og fløj imod Kirken, saa de fløj ud til alle
Sider som smaa Flintesten, og det er dem, vi har i deher Dage at
skjære Fødderne paa.

Naa, saa var Venete og Knøsen dem kvit. Saa siger hun: »Nu skal du
ikke kalde mig Venete længere nu skal du kalde mig _Jomfru Nøggel_,
og saa skal du love mig, du aldrig vil kysse nogen, for hvis du gjør
det, saa glemmer du mig.«

Det lovede han, og saa gik hun hen ved Siden af en Mose, hvor hendes
Forældre boede, men han gik hjem til hans Faders og Moders Gaard.
Da han nu kom hjem, saa kjendte hans Moder ham straks, og hun vilde
kysse ham, for hun blev saa hjærtelig glad ved ham. Men han skubbede
hende til Side og vilde ikke kysse hende. Han talte ikke om, hvorfor
han saadan bar sig ad, men da han var kommen i Seng og falden i Søvn,
gik Moderen hen og kyssede ham. Da han saa vaagnede, kunde han ikke
huske Jomfru Nøggel længere.

Saa kom han op paa Herregaarden og fik en Forvalterplads. Nu
rygtedes det, at den Pige der i Mosehuset hun var kommen hjem til
hendes Moder, og hun var saa kjøn. Saa vilde Førstekarlen der paa
Herregaarden ned og tale med denher unge Pige om Aftenen. De sad og
talte sammen hele Aftenen, og da han havde rejst sig og gjorde sig
færdig til at gaa hjem, sagde han: »A kunde for Resten gjærne faa Tid
til at sidde lidt her endnu, om ogsaa det er over Sengetid.«

»Det maa du godt«, sagde hun, »men saa skal du gaa ud og sætte
Stangen for Yderdøren.«

Ja, det var nemt at gjøre. Han gaar ud og tager Stangen og sætter for
Døren.

Lige i det samme siger hun: »Der kan du staa ved den, og den ved dig
til i Morgen, Solen kommer.«

Saa blev han staaende til Dag. Da han kom hjem, spurgte de ham,
hvordan han havde haft det.

»Ja, saa udmærket«, siger han.

Næste Aften saa vilde Andenkarlen ned at prøve det, og de sad og
snakkede til Sengeaften. Han vilde ogsaa blive der lidt endnu.

»Ja, det maa du godt«, siger hun, »men saa skal du tage Ildtangen og
en Tørv og gaa ud og lægge Ilden her ude.«

Ja, det var han villig til, og saa stod han jo og makkede og makkede
og kunde ikke faa Ilden lagt.

Saa sagde hun: »Der kan du staa ved den og den ved dig til i Morgen,
Solen kommer.«

Han blev staaende, og da han kom, spurgte de ham, hvordan det var der
nede i Mosehuset.

Aa, det var saa udmærket morsomt, og saa vilde Tredjekarlen derned
den tredje Aften. Da det var bleven Sengeaften, skulde han jo til at
hjem, men vilde nok blive der lidt endnu.

Ja, det kunde han gjærne, »men her har a en bitte Kalv, kan du gaa ud
og faa den ind først.«

Ja, det var han villig til.

Men den var tvære og ikke saa nem at komme afsted med. »Nu kan du
blive staaende ved den og den ved dig, til i Morgen, Solen kommer.«
Hun havde sagt, han skulde have i Kalvens Hale, og saa skulde den nok
selv vise Vej, og han havde ogsaa faaet fat i Halen. Saa løb den med
ham, og han løb efter den til om Morgenen, Solen kom, saa kunde han
gaa hjem.

Imidlertid var Forvalteren bleven forlovet med Datteren der paa
Herregaarden, og saa skulde Brylluppet være. Der kom tre Vogne til at
kjøre til Kirken, og hver af de tre Karle kom til at kjøre én. Da de
saa kjørte over Mosen hen til Kirken, saa gik Stjærtenavlen itu paa
den forreste Vogn. Saa siger Kusken, det var jo Førstekarlen: »A tror
bestemt, den unge Pige i Mosehuset hun har en Stang, der kan passe,
maa a ikke gaa hen og laane den?«

Jo, det maatte han jo gjærne, og han laante saa Stangen til hendes
Yderdør. Den passede akkurat.

Saa kjørte de lidt igjen, da gik Seltræerne itu paa den næste Vogn.
Saa siger Andenkarlen: »Derhenne i det bitte Hus der har de en
Ildklemme, a er vis paa, den kan akkurat passe«; om han maatte ikke
løbe hen og laane den?

Jo, det maatte han gjærne, og han fik den ogsaa.

Den passede akkurat, og saa kjørte de lidt igjen. Saa styrtede den
ene Hest. »Det er vel saa sært at faa den for«, siger Tredjekarlen,
»men der henne i det Hus har de en Kalv, den er a vis paa, Tøjet kan
passe til, og den kan trække og er god til at rende? maa a ikke gaa
hen og laane den?«

Jo, og han kommer derhen og vil laane Kalven. »Ja, det kan du godt«,
siger Jomfruen, »men saa vil a med til Brylluppet, og vil ogsaa sidde
ved Brudebordet. Naar I kommer tilbage, skal I holde og tage mig med.«

Han kom saa med Kalven, og den kom for og kunde godt trække. De kom
nu til Kirken uden videre Uheld, og da de kjørte hjem, holdt de uden
for Mosehuset, og hun kom med. Saa skulde de til Bordet at spise. Da
de skulde have Eftermaden, tog hun en Sølvdaase op af hendes Lomme
og tog to Hvedekjærner af den og lagde paa hendes Tallerken. Saa kom
der en hvid Due ind ad Vinduet og fløj hen og tog begge Kjærner. Saa
siger Jomfru Nøggel: »Glem nu ikke din lille Mage, ligesom Knøsen han
glemte Jomfru Nøggel.«

Da hun sagde det Ord og nævnede hendes Navn, saa blev han saa
underlig, for nu kunde han huske hende. »Hvordan kan det være, a har
glemt dig?« siger han, »a kyssede ingen, da a kom hjem.«

»Nej, du vilde ikke kysse mig«, siger hans Moder saa, »men a kyssede
dig, da du var falden i Søvn.«

Saa siger han: »Ja, hvad der er sket her i Dag, det skal vi have
gjort om igjen. Hun hører mig til, og a hører hende til«, og saa
fortalte de deres Livs Hændelser der over Borde. »Havde hun ikke
været«, siger Knøsen til sidst, »saa havde a ikke været i Live her i
Dag.« Forbindelsen blev nu hævet med Herremandens Datter, og saa drak
Knøsen Bryllup med Jomfru Nøggel bag efter, og de lever saa godt.

    Ane Katrine Bærtelsen, Lomborg.



18. De gode Hjælpere.


En Mand havde tre Sønner, og de hed _Povl_ og _Per_ og _Esben
Naasvis_. Nu var han meget fattig og kunde ikke evne at holde dem
hjemme længere, end til de blev konfirmerede, og da Povl var den
ældste, saa skulde han først ud at tjene. Faderen gav ham mange gode
Formaninger med paa Vejen, og saa rejste han af, men meget forknyt
var han. Saa kommer han om ved et stort Kongeslot, og der gaar Kongen
udenfor.

»Hvor skal du til at hen, min Søn?« siger Kongen.

»Ja, a skal hen og være mig om en Tjeneste.«

Saa spørger Kongen, om han ikke vil tjene ham.

»Jo, det vil a godt.«

Naa, saa skulde han med ham ind, og Kongen sætter ham da for, han
skal gjøre et Skib, der kunde gaa baade paa Land og paa Vand, »og
naar du kan gjøre det, saa skal du have min Datter og det halve
Kongerige, men hvis du ikke kan, saa skal der skjæres en Øl baade af
din Bug og af din Bag, og saa strøes Salt og hede Emmer i.«

Naa, saa skulde han til at ud i Skoven og faa sig noget Træ. Han faar
en Madpose lavet til, og saa gaar han, og han begynder at save og
hugger og tumler. Da han saadan har arbejdet en Tid, sætter han sig
paa en Trærod og løser for Madposen. Da kommer der en gammel fattig
Mand til ham, og det var ingen anden end Vorherre. Han sagde: »Vil du
ikke give mig en Meldmad med dig eller blot et bitte halvt Stykke,
for jeg er saa sulten.«

»Nej, a kan ikke undvære noget, for a har saa meget at bestille, a
skal have et Skib gjort, der kan gaa baade paa Land og Vand, og hvis
a ikke faar det lavet, saa er der sat mig saa haard en Straf for.«

Den gamle Mand bød endda til at ville arbejde med, hvis han kunde
faa et bitte Stykke Mad, men Povl sagde: »Nej, saadan en gammel Mand
ser ikke ud til at kunne arbejde.« Han fik altsaa ikke noget, og den
gamle maatte gaa igjen. Men saa varede det ikke længe, inden hans
Madpose slap op, og han fik intet Skib færdigt. Straffen blev saa
udført paa ham, som Kongen havde bestemt, og saa kunde han rejse med
det.

Ja, saa blev Per konfirmeret, og saa skulde han ud i Verden. Ham gik
det akkurat lige saadan som den anden, og han fik ogsaa en Øl skaaren
af sin Bug og sin Bag, og saa blev der strøet Salt og hede Emmer i.

Saa kom Turen til Esben Naasvis, nu var han bleven konfirmeret.
Faderen var saa bange for ham, da han drog afsted, og gav ham saa
meget gode Formaninger med paa Vejen. Han rejste med et frit Mod og
sagde, at han skulde nok skikke sig godt i Verden.

Da han kom om ved Kongeslottet, stod Kongen udenfor, og saa siger
han: hvad han rejste efter?

Ja, han vilde da helst have sig en Tjeneste.

Saa tilbød Kongen ham at blive, og han skulde ogsaa til at bygge
Skibet, hvis han kunde det, skulde han have hans Datter og det hele
Kongerige.

Esben Naasvis tænkte mest paa Datteren, for hende havde han set og
funden stor Behag i, men Riget brød han sig ikke stort om. Han kunde
ogsaa snart forstaa, at han behagede hende. Saa skulde han til at
ud i Skoven, og hun havde en rigtig god Madpose til ham og ønskede
ham Velsignelse paa Rejsen, for hun vilde gjærne, det skulde gaa ham
godt. Saa rejste han af.

Nu havde han ikke nænnet til at spise synderlig hjemme ved Faderen,
og han var sulten og satte sig straks til at løse for Madposen. Da
kommer den gamle fattige Mand ogsaa til ham. Om han maatte ikke faa
et bitte Stykke med?

»Jo, a har en stor Madpose«, sagde Esben, »den kan nok slaa til til
os begge.«

Saa spiste de begge to med god Appetit, og da det var til Side,
hjalp den gamle ham at arbejde. Det var Esben godt tilpas med, for
han havde taget sig et Arbejde paa, som han ikke kjendte det mindste
til; han var saa ung og havde aldrig givet sig af med at være
Skibstømmermand. Naar Esben forhuggede noget, saa var den gamle til
Rede og rettede det. Det varede ikke længe, inden Skibet var færdigt,
og de saa nu efter at faa Ende paa Madposen. Saa siger den gamle:
»Naar du sejler nu hjem, kommer du nok til nogle paa Vejen, som du
kan bruge og maa tage med.«

Ja, saa sagde han den gamle Farvel og rejste af. Lidt efter kommer
han omkring ved én, der staar og nager i et Kjødben. »Hvad staar du
og nager der i det Ben for?«

»Jo, for a kan aldrig faa Kjød nok«, siger han.

»Kom du saa og sid paa med mig.«

Længere hen kom han til én, der stod og sugede i en Øltap. »Hvad
staar du og suger i den Tap for?«

»Det gjør a, for a kan aldrig faa Øl nok.«

»Kom saa og sid op med mig.«

Da han nu var kommen op, sejlede de videre. Saa kom de til én, der
stod med hans ene Fod i hans Haand. »Hvad staar du der med din Fod i
din Haand for?«

»Jo, for a kan rende til Verdens Ende fra en halv Time før Solen gaar
ned, og til den er nede, og endda komme tilbage, før den er helt
nede.«

»Kom du saa og sid op.«

Længere henne kom han til én, der stod og bankede i Jorden med en
stor Nødde. »Hvad staar du der og banker i Jorden for?«

»A kan banke saadan, de kan høre det til Verdens Ende.«

»Kom du og sid paa med mig.«

Endelig kom han til én, der laa og luttede hen ad Jorden med et Par
lange Ører. »Hvad ligger du der og lutter efter?« siger Esben.

»Jo, a kan høre hvert Ord, der bliver sagt, helt til Verdens Ende.«

»Kom du og sid paa med mig.«

Saa sejlede han, til han kom ind paa Slottet, og Skibet gik lige godt
over Bakker som over Dale, og over Land som Vand. Saa gaar han ind
og mælder sig for Kongen, at nu var han der med Skibet. Kongen og
Dronningen og Datteren kom nu ud og skulde se paa det Skib, og det
gik lige godt over alt. Saa blev der Sorg paa Kongen, nu skulde han
jo til at miste hans Kongerige. Men saa finder han paa at forhale
Tiden for Brylluppet og sætte ham noget for, som han ikke kunde
udføre, og maaske komme af med Livet ved, saa var han skilt ved ham.

Først sætter han ham til at spise tolv Tønder Kjød paa én Gang.
»Efter det strænge Arbejde er du bleven alt for mager«, siger han,
»du skal have lidt at styrke dig paa.«

Han faar saa Kjødet og rejser af med det hen til det bitte Hus, hvor
han havde de Folk, han havde faaet op med at sejle. Da han var kommen
sejlende til Slottet, satte han dem nemlig ind i et bitte Hus og
forseglede Døren, for at han kunde have dem der, naar han skulde have
godt af dem. Han taler saa til den, der aldrig kunde faa Kjød nok, og
beder ham hjælpe sig, for han begyndte at vente efter Bryllupsdagen.

Jo, det var han saa meget villig til, og de andre vilde ogsaa godt
hjælpe ham. Det var nogle gode Hjælpere, han der havde faaet, for den
første Mand han spiste en Tønde Kjød lige saa hastig, som alle de
andre var om én.

Det varede nu ikke mange Dage, inden det Kjød var fortæret. Saa gaar
han op paa Slottet og mælder, at nu var han færdig med det. Saa siger
Kongen: »Du er ikke fed nok endnu. Nu skal du først drikke 12 Tønder
godt Øl, inden du skal have Bryllup.«

Han rejser af med Øllet ned til det bitte Hus og beder ham, der var
saa god til drikke, om at hjælpe sig. Han var villig nok til det, og
de andre hjalp til, og saa varede det kun nogle faa Dage, inden det
var til Side.

Saa mældte han sig igjen ved Kongen. Ja, det var godt nok, men Kongen
havde nu faaet noget mere spekuleret ud.

Nu skulde han gaa til Verdens Ende og hente en Kjedel Tevand, der
skulde bruges til Brylluppet, og det skulde han komme tilbage med,
inden Solen gik ned, ellers fik han ikke Datteren. Da var Solen ikke
uden en halv Time i Vejret.

Nu begyndte Esben at blive forknyt med sig selv. Men han kom jo i
Tanker om ham, der var saa god til at rende, og saa skyndte han sig
hen til det bitte Hus og forklarede ham Sagens Lejlighed. Den Gang
han fik Besked, afsted lod han klø. »Naar Solen ikke er uden en halv
Time i Vejret, saa kan den jo snart søkke.« Tiden gik, og den halve
Time var snart omme, og der var ingen Ting at se endnu. Da beder han
ham, der var saa god til at banke, om han vilde ikke have bunket,
for at den anden skulde stræbe at løbe og komme igjen, da det var nu
nærved Tiden. Jo, han banker, men der kommer ingen. Saa beder han
Lutteren, om han vilde nu ikke have lagt sig ned og luttet efter,
om Renderen var kommen til Verdens Ende, for Solen var da saa lidt
i Vejret, og det var ikke fri, han var noget ængstelig nu. Jo, han
lægger sig og siger: »Han har været der og faaet Tevandet, og det
varer ikke mange Minutter, inden vi har ham.« Imens de snakkede om
ham, saa havde de ham ogsaa paa Pletten, og Esben Naasvis var glad og
skyndte sig afsted med Tevandet op til Kongen.

Saa var alt godt, og nu blev Brylluppet holdt, Kongen kunde indse, at
han ikke kunde faa nogen villere Svigersøn. Der blev saa travlt med
at lave paa det Gilde og byde sammen til det, og a blev ogsaa bøjen.
De foræret mig en Boksnæse og en Papirsforkel og et Par Glassko, og
saa bad de mig, om a vilde ikke gaa dem til Haande paa Bryllupsdagen.
A har nu altid været saa villig og gik og hjalp med at vende Stegene
og røre i Potter og Pander. Men saa vilde Ilden brænde vel stærkt, og
de bad da, om a vilde ikke rende ud og hente et Par vaade Tørv, at
det skulde ikke brænde slet saa stærkt. Da a stod og vendte Stegene,
da breddes min Boksnæse, og da a fik de vaade Tørv i mit Forkel, saa
gik det i Stykker. Da a saa gik og stampede i Stenbroen, gik mine
Glassko i Stykker. Se saa var det til Side med alle de Dele, a var
bleven foræret. Snip snap snude, nu er mit Emter ude.

    Marie Frederikke Schnevoigt, Tindbæk.



19. Hesten Blank.


For omtrent en 50 Aar siden levede der en Konge i Spanien, han var
Enkemand, og saa blev han gift og fik en ung Hustru. En Dag gik hun
ude i Skoven at forlyste sig, og da blev hun pludselig henreven af en
Heks. Kongen havde saa en Karl, der tjente ham, og han lod hans Ord
lyde med, at det ikke var umuligt at tilvejebringe Dronningen. Nogle
Dage efter blev Kongens Søn ogsaa henreven af en Heks, det var én,
han havde med den første Kone. Saa lod Karlen hans Ord lyde med, at
han ogsaa kunde skaffe ham imod at faa en god Betaling. Hvorpaa det
Rygte kommer for Kongen, og han skikker Bud til Karlen, han skulde
komme ind, Kongen vilde snakke med ham.

Karlen kommer ogsaa ind, og Kongen spørger ham: »Mon det virkelig
passer, at du har sagt, du kan skaffe min Kone og min Søn til Veje
igjen?«

Han siger ja, det troede han nok, han kunde, men han vilde have otte
Dages Respit og høre sig for, hvor Heksen hun boede. Saa bliver han
lige godt lidt forskrækket for sig selv, han kunde nok indse, det var
vel meget, han havde taget sig paa. Saa gik han en Dag ude i Skoven
og græd.

I samme Lag kommer der en Heks til ham, og den siger: »Hvad græder du
for, min Søn?«

Ja, han fortalte hende hele Omstændigheden fra først til sidst.

»Nu skal du gaa tilbage til Kongen«, siger hun, »og forlange tolv
tusend Rigsdaler, for Vejen er lang og besværlig. Du skal ogsaa
forlange tolv Spænd Heste og en Kusk til hvert Spænd. Dernæst
forlanger du tolv Køer eller Stude, og de skal slagtes og hugges
i Stykker og Stumper, i Fjerdinger og Halvfjerdinger, ligesom du
kan. Skindene skal være paa den ene Vogn, og dem maa du ikke røre
undervejs, dem skal du have med til Afstedet. Heksen hun bor sønden
for Solen og norden for Vinden og vesten for det babyloniske Taarn,
og naar du saa kommer paa en halv Mil nær hendes Hjem, saa udviser
hun Ulve, Bjørne og alle glubendes Dyr for at fange og fortære dig,
men saa skal du have det Kjød at smide ud, saa de kan have det at
ro dem ved i Sted for dig. Naar du saa kommer til Heksen, og du
forlanger Dronningen og Sønnen, saa vil hun først se, om du kan nogen
Ting fra den sorte Skole. Saa omvandler hun Prinsen til en Hest, og
du skal da finde ham imellem 25 andre Heste. Men du skal ikke tage
nogen af de pæne Heste, du skal tage den allergrimmeste, der er,
for det er Sønnen. Saa omvandler hun Dronningen til en Hvedekage,
og hende skal du finde imellem en hel Del andre. Du tager blot den
midterste, og saa tager du din Kniv og forestiller, ligesom du vil
skjære Kagen over. Saa giver hun sig til Kjende, og du har da fundet
dem begge to.«

Nu lader vi det bero ved det, og saa lader vi det komme tilbage igjen
til Kongen. Karlen kommer saa ind til ham og siger, at nu vil han
begive sig paa Rejsen, men den er lang og besværlig, og han maa have
tolv tusend Daler i Rejsepenge, og saa maa han have tolv Spænd Heste
og en Karl og Kusk for hvert Spænd. »Dernæst skal jeg have tolv Køer
eller Stude, lige meget hvilke det er.«

Alle disse Dele faar han, og saa slagter han Studene og hugger dem i
Stumper, lægger dem og Huderne paa Vognen og kommer til Kjøren. Han
fortsætter Rejsen i lang Tid. De kjører og kjører den evige Kjøren,
men omsider kommer de til de Dyr, der var sendt ud for at fange ham.
Nu skulde Hestene løbe alt hvad de kunde, og han og Karlene vilde
smide ud af Kjødet. De glubende Dyr var der i hundredevis, og han bad
Karlene smide ud af Vognene saa stærkt som de kunde, det ene Stykke
efter det andet. Siden han nu kommer over den halve Mil, saa kjører
han i Fred og Ro, og omsider naaer han da til Heksens Bopæl.

Han bad om at komme hende ved Tale. Hun kom ogsaa straks, og han
spurgte, om det var muligt, hun vilde udlevere den Dronning og den
Kongesøn med det gode, ellers skulde han sætte hende en Ring i Næsen,
hun kunde ikke rode af sig i tre Aar.

Hun svarte, te hun vilde ikke lige straks, han skulde tjene dem
først. »Nu omvandler jeg Sønnen til en Hest, og saa finder du ham
allerførst«, hvorpaa hun udviste ham 25 smukke Heste i Stalden, og
saa skulde han gjætte, hvilken af dem der var Sønnen.

Han staar og ser lidt paa dem. »Saadanne smukke Heste, som her er«,
siger han, »dem kan jeg ikke bruge, for kommer jeg paa Ryggen af dem,
saa førend jeg véd, saa rider jeg paa Papir. Men her staar et gammelt
graat Mulæsel, det maa jeg have.«

»Det passer rigtig«, siger hun, »for det var netop Sønnen. Jeg vil
endnu en Gang se, om du har lært noget i den sorte Skole.«

Det mente han nok.

»Nu i Morgen omvandler jeg Dronningen til et Hvedebrød, og saa maa du
gjætte, hvilket det er.«

Dagen efter bliver der stilt saa mange Hvedebrød an for ham, te
det var rasendes, og nu skulde han gjætte, hvilket af dem der var
Dronningen. »Jeg vil tage nærmest for Haanden«, svarer han, »jeg
tager den midterste Kage«, hvorpaa han tog hans Lommekniv og vilde
skjære den over.

Saa siger Dronningen: »Skjær mig ikke, for her er jeg.«

Nu har han altsaa fundet hende. Men saa siger Heksen: »Jeg har endnu
en Ting, jeg vil prøve dig med, om du har lært noget ordentlig i den
sorte Skole. Der gaar en vild Hest ude i Skoven. Kan du fange den,
saa faar du Dronningen og Mulæselet med dig hjem.«

Nu var gode Raad dyre. Næste Morgen gaar Karlen ned i Stalden til
Mulæselet og siger til det: »Dersom du nu var Kongens Søn, saa skulde
du give mig et godt Raad, men da du er et Mulæsel, saa kan du jo
ikke.«

Æselet svarer ham og siger: »Det kan jeg. Du skal grave et Hul ude
i Skoven lige saa stort, som jeg er, og der skal du sætte mig i.
Saa skal du tage alle de Huder, som du har med dig, og dem skal du
lægge ovenpaa mig. Saa skal du kjøbe tolv Tønder Hesteskosøm og strø
ovenpaa Huderne, og endelig lidt Muld ovenpaa. Men naar du har put
mig i Graven, saa tager du Bidselet af mig, og det skal du staa med
tæt ved Graven og ringle med. Den vilde Hest vil da komme lige saa
rasendes og slaa Fødderne ned over Hullet. Men for at den ikke skal
træde mig ihjel, er det du lægger Huderne og Sømmene ovenpaa. Saa
staar den ganske stille, og saa kan du lægge Bidselet paa den. Du kan
da komme op paa den, og saa rider du paa den hen til Heksen. Du skal
blive ved at lade mig være et Mulæsel, indtil vi kommer hjem. Saa
skal du nok faa Besked paa, hvorledes du kan frelse mig, saa jeg kan
blive en Kongesøn igjen.«

Han gjorde, som Mulæselet havde sagt, gravede Hullet og satte den
ned i det. Dernæst lagde han alle Huderne ovenpaa Ryggen af det, og
saa strøede han Hesteskosømmene ovenpaa igjen og endelig lidt Muld
for at dække det hele. Men Bidselet havde han jo taget af, og saa
stod han tæt ved Hullet og ringlede med det. Da kom Hesten farende,
den hed _Blank_ og var saa rasende, at den kunde høres en Mil væk.
Som han nu stod der allerbedst, var Hesten der, den kom i saadan
Galop og stod med en Fart helt stille paa Mulæselets Ryg. Men den var
sukken igjennem alle Sømmene og stod paa de bare Huder. Saa lagde han
Bidselet paa Blank og satte sig op paa den. Men i Forvejen havde han
lejet Folk til at kaste Mulæselet op igjen.

Saa red han, og Æselet gik bag efter som et Føl. Nu kom han tilbage
til Heksen og spurgte hende, om hun havde mere at sætte ham for, for
nu med det første vilde han sætte hende noget for.

»Nej«, svarte hun, »jeg tør ikke have mere med dig at bestille, for
du er langt klogere end jeg; den Hest har jeg aldrig kunnet fange.«

Altsaa er han nu færdig til Hjemrejsen, hvorpaa han kjøber sig 24
Stude, og dem slagter han. Huderne solgte han, for dem havde han
ingen Brug for, men Kjødet beholdt han, og det hug han i Smaastumper,
for nu vidste han af Erfaring, at Vejen var lang og meget farlig. Da
han kom til Grændserne, hvor de Uhyrer opholdt sig, saa straks han
betraad Pladsen, saa havde han dem i hundrede- og tusendvis, Ulve
og Bjørne og glubende Dyr. Han kjørte rask til og befalede Karlene
at smide ud saa stærkt de kunde. De smed ét Stykke efter et andet,
saa længe der var noget tilbage, men da det hele var smidt ud, og
de endnu havde et lille Stykke Vej tilbage, raabte han til de andre
Kuske, at de skulde slippe Heste og Vogne og komme hen paa hans Vogn
og kjøre med ham. De kom ogsaa og kjørte paa den ene Vogn, og Ulvene
og Bjørnene tog til Takke med Hestene, der blev tilbage. Paa den
Maade reddede de dem da godt over Grændsen, og saa kjørte de hjem.

Da de kom i Kongens Skov, saa vilde de hvile dem en lille Tid, og
Karlen og Dronningen de lagde dem ved Siden af hinanden; men han tog
hans Sværd og lagde det imellem sig og Dronningen. I den samme Tid
kom der en Rejsendes forbi, og han kjendte Dronningen og Karlen. Saa
løb han straks op til Kongen og fortalte, at han havde set dem ligge
til Hobe ude i Skoven. Kongen gik straks ud i Skoven med ham, der
havde set dem. De laa og sov lige godt. Saa vækker Kongen Karlen og
siger til ham: »Det var min Mening at slaa dig ihjel, men da jeg ser,
at du har lagt dit Sværd imellem jer, og at du altsaa er uskyldig,
vil jeg spare dit Liv. Jeg ser nok, at du har skaffet min Dronning
til Veje, men hvor er min Søn?«

»Den skal jeg skaffe dig i Morgen«, siger Karlen.

Saa tog Kongen sin Dronning ved Armen og rejste hjem.

Om Morgenen efter siger Mulæselet til Karlen: »Du skal nu skjære mit
Hoved af og vende det om, saa det kommer til at vende til modsat
Side, og saa sætte det til igjen.«

Han skar ogsaa Hovedet af og vendte det omkring, saa Munden kom til
at sidde tilbage, og saa snart han havde sat den til Kroppen, saa
stod der den dejligste Kongesøn, nogen har set, hvorpaa Karlen rejste
op med ham til Kongen og spurgte ham, om det ikke var hans Søn.

»Jo«, svarte Kongen, »det er netop ham, og nu skal du faa alt, hvad
du begjærer, for din Ulejlighed.«

Siden lever de i Flor og Herlighed, og Kongen og Dronningen holdt
Bryllup paany med stor Glæde.

    Roland Peder Andreassen, Slotved Fattiggaard.



20. Dug, Faar og Kølle.


Der var to Brødre et Sted, den ene var rigtig fattig, og den anden
var rig. Den fattige Mand havde Kone og mange Børn, og han trængte
ikke sjælden til Hjælp. Hans Broder maatte jo tit hjælpe ham i en
snæver Vending, men han var ogsaa slem til at benytte sig af ham og
sende Bud til ham om at komme og hjælpe sig med et og andet. Naar han
saa var færdig til at tage hjem om Aftenen, sagde de der oppe: ja, nu
skulde han have saa mange Tak, og det var den Betaling, han fik. Det
kunde de ikke vel leve af, og Konen blev især noget kjed af at høre
det alle Tider.

En Dag kom der Bud, at han skulde komme og hjælpe dem at slagte en
stor So, og saa siger hun til Manden: »Du skal ikke saadan gaa for
ene Tak; naar du er færdig og skal afsted, skal du sige, om du ikke
maa faa Svinehovedet til Jul.«

»Det faar a vel ikke«, siger han, »men a kan jo sagt sige det.«

Nu gik det saadan, at de sagde Tak, ligesom de plejede, og saa sagde
han det om Svinehovedet.

»Ja, tu tag det saa og rejs til Helvede med det«, sagde Broderen.

Den Gang han kommer hjem, bliver Konen saa glad. »Der kan du se, det
hjalp, nu har vi noget til Jul.«

»Ja, hvad kan det hjælpe, a skal jo til Helvede med det.«

Konen tykte, det var rent galt, at han skulde tøde en Dag med den
Tur, og maaske én Dag ikke kunde gjøre det. Men Manden vilde afsted.

Han kommer saa afsted tidlig om Morgenen.

Da han nu kommer næsten derned til Helvede, stod der en gammel Mand
og savede Brænde. Han sagde: »Hvor skal du hen med det Svinehoved?«

Ja, saa fortalte han, te han skulde til Helvede med det, hans Broder
havde sendt ham derned.

»Ja, du skal ikke kere dig efter, hvad din Broder siger. Naar du nu
kommer ind, spørger Ham selv dig vel om, hvad du skal have for det
Svinehoved. Saa skal du svare, te det har du ikke tænkt paa at faa
noget for, men du vil gjærne have den gamle skidne _Dug_, der ligger
uden for Døren. Naar du saa faar den og siger: Bred Dug, staar der
de fineste Retter paa den, og saa kan du leve lige saa godt som de
kongelige.«

Naa, saa kom han ind til Ham selv, og han spurgte ham om, hvad han
skulde have for Svinehovedet.

»Det kan a vel ikke faa noget for«, siger han, »men a vil gjærne have
den gamle skidne Dug, der ligger uden for Døren.«

»Ja tu, saa tag den, men den har ellers ikke slaaet dig paa Mund, der
har lært dig det.«

Saa rejste han af hjem ad med hans Dug. Han kom om ved en stor Gaard,
og der boede en rig Kone. Hende gik han ind til og sad og hvilte sig
lidt. Saa spørger Konen ham om, hvor langt han havde været henne.

Ja, han havde været i Helvede.

»Hvordan kan det være, du gaar med den gamle skidne Dug?«

Ja, saa fortæller han, hvordan han havde faaet den.

»Aa, det var da en rar Dug. Det bliver for sildig for dig, bitte
Mand, at komme til dit Hjem i Aften, du kan godt blive her og komme
til at ligge i vort Gjæstekammer.«

Det sagde han Tak for, han kunde ogsaa nok indse, det vilde blive for
sildig at komme hjem. Hun beværter ham nu godt, og saa følger hun
ham til Sengs. Han var saa forsigtig at tage Dugen med, og han lagde
den ved Fødderne af Sengen. Den Gang han var falden i Søvn, saa kom
Værtinden listende ind med en anden skiden Dug, og den lagde hun i
Steden for den, han havde.

Om Morgenen, da han kom op, blev han godt beværtet igjen, og saa
rejste han af med hans Dug. Paa Vejen kom han om ved et Fald pæne
grønne Agre, og han breder Dugen og vil til at holde Maaltid. Men
den laa lige saa slatte, og der vilde ikke til at komme Mad paa den.
Da han nu mærker, at den Dug ingen Ting duer til, saa vender han om
og gaar tilbage.

Saa kommer han igjen om ved den Mand, der stod og savede Brænde. »Det
hjalp ikke med den Dug«, siger han, »der blev ingen Mad sat paa den.«

»Saa har du vist ladet dig narre. Men du kan jo gaa ind til Ham selv
og faa den byttet. Naar du kommer ind, saa spørger han: hvad du skal
have for den Dug. Saa skal du sige, at du kan vel ikke faa noget for
den, men vil da gjærne have det _sorte Faar_, der staar bunden inde
i Stuen et Stykke fra Døren. Naar du vrider i Halen af det Faar, saa
gjør den Penge, lige saa mange du ønsker, og den bliver ved, saa
længe du vrider.«

Naa, saa kommer han ind og siger, at han vil gjærne af med Dugen.

»Hvad skal du have for den?« siger Ham selv.

»Ja, a kan vel ikke faa noget for den, men a vilde da gjærne have det
sorte Faar, der staar bunden her inde.«

»Tu tag det, men den har ikke slaaet dig paa Mund, der har lært dig
det.«

Han rejste nu derfra med det sorte Faar.

Paa Hjemvejen kom han forbi den samme Gaard. Han tykte, at det var
bedst at hvile sig lidt, og tænkte ogsaa paa at blive der om Natten.

Konen kom nok saa sleg imod ham og sagde: »A tykker, du kommer med et
sort Faar, har du faaet det for Dugen.«

»Ja, a har.«

»Det var da sært, du vilde gjøre den Handel.«

»Jo, det var ikke sært, for det Faar kan gjøre Penge, og den bliver
ved det, saa længe en vrider den i Halen.«

»Aa, det bliver for sildig for dig at komme hjem i Aften, du kan godt
ligge i vort Gjæstekammer i Nat.«

Ja, det var saa meget godt, og da han gik i Seng, bandt han Faaret
ved Sengestolpen og bestemte sig til, at han vilde passe ret godt
paa det. Men han var træt og faldt snart i Søvn. Værtinden kom saa
listende ind paa Hosefødder med et andet sort Faar og byttede dem om.

Da han kom op om Morgenen, fik han noget at leve af, og saa drog han
af hjem ad med hans Faar. Da han var kommen et Stykke hen, vilde han
til at prøve Faaret. Han begyndte at vride i Halen, men det blev med
hende som med andre Faar og ikke et Haar bedre.

Det kunde ikke hjælpe at komme hjem med det, kunde han nok forstaa,
og saa giver han sig paa Vej tilbage til Helvede. Da han nu kommer
til Manden, siger han: »Naa, du har nok ladet dig narre igjen.«

Ja, han havde prøvet det, og det kunde ikke gjøre Penge.

»Naar du nu kommer ned til Ham selv, og han spørger som sædvanlig,
hvad du skal have for det Faar, saa skal du sige, at det har du ikke
tænkt at faa noget for, men du vil gjærne have den _Kølle_, der staar
i en Krog der inde. Naar du siger: Spring, Kølle! saa slaar den
alle dine Uvenner ihjel, og den hjælper dig til at faa de andre Ting
igjen.«

Naa, saa kommer han ind og tilbyder Faaret. Ham selv spørger om, hvad
han skal have for det.

»Ja, a har ikke tænkt paa at faa noget for det, men a vilde gjærne
have den Kølle, der staar henne i den Krog.«

»Den kan du godt faa, men den har ikke slaaet dig paa Munden, der har
givet dig det ind.«

Han faar Køllen og rejser af. Paa Hjemvejen kommer han til Gaarden og
gaar ind. »Hvad, a tykkes, du har faaet en Kølle«, siger hun, »hvad
vil du have den til?«

»Ja, den er vel til at slaa med som andre Køller«, siger han, for han
var jo bleven klogere nu.

Saa snakkede hun jo om, at han kunde godt blive der og ligge i
deres Gjæstekammer. Det var han ogsaa godt tilfreds med. Da han var
kommen i Seng, lod han til at være trængende til at sove, og han laa
stille hen, som om han sov fast. Da kommer Konen listende og vil
tage den. Men saa siger han: »Spring, Kølle!« og nu begynder den at
gjennemtærske hende saa forfærdelig. Hun jamrer sig og siger, te hvis
han vilde holde op med det, vilde hun give ham baade Faar og Dug
igjen, som hun havde taget, og aldrig narre ham mere. Ja, saa sagde
han: »Stat, Kølle!« og nu holdt den op.

Han fik nu alle hans tre Ting og drager af med dem. Da han var kommen
til de pæne grønne Agre, satte han sig og lagde Dugen ned i Græsset.
Aldrig saa snart han nu sagde: »Bred Dug«, saa stod der de dejligste
Retter, og han sad som ved et kongeligt Taffel.

I det samme kom der nogle fine nogle kjørende. »Nej, sikken Bonde der
sidder«, siger de, »og sikken Levemaade han sidder med.« Der staar én
af Vognen og gaar hen til ham. »Da sidder du og har det godt«, siger
han, »det var dog en dejlig Mad.«

Ja, da kunde han vise ham mere endnu, og saa begynder han at vride
Faaret i Halen. Den gjør nu Penge alt det den kan, og dem, der sad i
Vognen, de blev saa begjærlige, at de sprang ned og begyndte at samle
i Vognen. Saa siger han til Køllen: »Spring, Kølle!« og nu begyndte
den at slaa løs paa dem. Den slog først den ene og saa den anden
ihjel, og de havde jo faaet Pengene læsset op, saa han behøvede blot
at tage Faaret og Dugen med, og saa kjørte han hjem med Heste og Vogn
til hans fattige Kone.

Da hun og Børnene saa ham, blev de svært glade. De kom ind og fik
Dugen bredt, og saa spiste de; ja, Børnene havde aldrig faaet saadan
Levemaade, de var som fødte paany.

Konen spurgte saa, om det Faar ogsaa var deres.

Ja, det var, og nu vilde han vise dem, hvad det duede til. Et af
Børnene skulde løbe over til den rige Broder og laane en Skjæppe. Han
kom med den, og den var noget aaben i Lugerne. Saa vred han Faaret i
Halen, og Skjæppen blev fuld af Guldpenge. Da de hældte dem af, var
der kommet en Skilling til at sidde inde imellem Staverne, men han
vilde ikke pilke efter den, og saa bar de Skjæppen hjem.

Da den rige Mand saa den, sagde han: »Har I nu saa mange Penge, at I
maaler dem i en Skjæppe?«

Ja, de gjorde.

»Hvor har I faaet dem fra?«

»I Helvede«, svarte Drengen.

Den rige Mand vilde nu over at se, om det var sandt. Han spørger om
de havde faaet alt det for Svinehovedet.

Ja, de havde.

Da havde han lige slagtet en gammel Galt, og saa vilde han afsted
med det Hoved derned. Han kommer ogsaa til Gang og træffer godt nok
Manden, der stod og savede Brænde.

»Hvor vil du hen?« siger han.

»Det har a ikke glemt«, siger den rige Mand, han gav et kort Svar.

Da han nu kommer ind til den Slemme med Hovedet, spørger han ham,
hvad han skal have for det. Ja, han vilde have en Dug, der kunde
dække sig selv, og saa et Faar, der kunde gjøre Penge, og saa en
Kølle.

»Naa, det er dig, der har narret mig mine Sager fra, saa skal du da
og ske en Ulykke.« Han tog ham med ind i et Kammer, og der stod en
blodig Hugknot og et Kar Blod. Nu hug han Hovedet af ham, og saadan
Ende tog det med den rige Mand. Men de andre fattige Folk de lever
fremdeles godt der hjemme.

    Marie Frederikke Schnevoigt, Tindbæk.



21. Kjællingens gode Raad.


En svær fornem Herre var gift, men saa døde Konen fra ham, og han
sad Enkemand en Tid. Saa friede han til en anden stor Herremands
Datter, men hun vilde ikke have ham og sagde nej. Faderen vilde, at
hun skulde have ham, for det han var saa rig, og han truede med, at
hun skulde ingen Ting arve efter ham, hvis hun ikke vilde have ham.
Saa siger hun: »Ja man gjør meget for Mads Skyld, sagde Jomfruen, hun
skulde sove hos Herremanden«, og saa blev hun jo tvungen til det, og
fik saa Gilde med ham.

Men hun skulde altid høre det Sprog: Ja, man maa gjøre meget for
Mads Skyld, og slem var han ved hende. Saa træffer det en Dag, der
var Selskab, at han siger det flere Gange, og alle Gjæsterne hørte
det: »Ja, man maa gjøre meget for Mads Skyld«, sagde Jomfruen, hun
skulde sove hos Herremanden. Hun tog sig det saa nær, at hun gik ud
i Kjøkkenet og stod og græd.

Saa kommer der en gammel Kjælling ind i det samme og vil tigge.
»Herregud, Madam, hvant er det, hun saadan græder for, hun er saa rig
og har nok, og saadan gammel Stakkel som mig har ingen Ting andt end
det, a kan tigge.«

»Jammen du kan have meget bedre end jeg«, siger Herremandens Kone.

»Maa a da spørge om Aarsagen til, at I saadan sørger.«

»Det kan du ingen Ting gjøre ved«, siger hun igjen.

»Ja, en kan jo aldrig vide, hvad saadan en gammel Kjælling kan
udrette. Sig mig det.«

Ja, saa fortalte hun, hvordan hun skulde høre det alle Tider.

»Aa, det har ingen Nød«, siger Kjællingen, »det er der gode Raad for,
giv dig kuns tilfreds.«

Saa var Herremanden og hans Gjæster taget ud paa Jagt, og det blev
taaget og Aften. Han kom helt fra de andre, og som han har redet et
stort Stykke, bliver han et Lys vaer. Han rider efter det og kommer
til et bitte Hus. Der spørger han, om de kunde ikke vise ham Vej.

»Nej«, siger der en gammel Kjælling, »a kan lidt gaa og slet ikke
rende. Men han kan blive her, til det bliver Dag, og han kan se.«

Ja, det var han nok nødt til, siger han, han kunde ingen Steder
finde. Hun var saa fedtet og saa beskidt, denher gamle Kjælling, te
han holdt ikke af at blive, og han var rigtig saa led ved hende. Men
som sagt, han var nødt til at give sig til Taals.

Som han nu sidder der, bliver han saa meget pinendes tørstig. Saa
siger han, om hun kunde ikke give ham en Taar at drikke, blot en Taar
Vand.

»Jo, du kan saamænd«, siger hun, og hun gaar hen og kommer tilbage
med et bitte Krus, der var saadan et Skaad i den ene Side af. Han
tænker saa ved sig selv, han vil drikke af det Skaad, for paa det
Sted drak Kjællingen vel ikke af Kruset.

Men da han saa havde drukket, siger hun: »Aa Herregud, Sønlil, tu du
kunde nu endda passe at drikke af det Skaad, som a har alle Tider
drukket af. Derfor er Skaaret netop blevet der. Det er saa min
Sandten baade mit Drikkekrus og mit Pissekrus.«

Det var en rar Forklaring den at høre paa.

Da det blev hen imod Dag, saadan han kunde komme derfra, saa han
efter at komme afsted, og glad var han ved at komme fra den gamle
slemme fedtede Kjælling.

Da han var henfaer, rejser Kjællingen ogsaa af, og hun kommer hen til
Herregaarden igjen og beder Goddag, for det var jo netop hende, der
havde været der før. »Hør nu, Madam«, siger hun, »naar jer Mand nu
lader jer høre det igjen, saa skal I svare og sige: Ja, man maa gjøre
meget for Tørsts Skyld, sagde Herremanden, han drak af Kjællingen
hendes Drikkekrus og Pissekrus.«

Madammen takker Kjællingen for det, og hun gaar.

Saa staar det hen, til der bliver Selskab igjen, da kommer
Herremanden som sædvanlig med sit: Man gjør meget for Mads Skyld,
sagde Jomfruen, hun skulde sove hos Herremanden. Saa tager hun Ordet
og siger: »Ja saa mænd, man gjør ogsaa meget for Tørsts Skyld, sagde
Herremanden, han drak af Kjællingen hendes Drikkekrus og Pissekrus«,
og saa gik hun ud i Kjøkkenet.

Han sad og lydde noget paa dether, og saa gaar han ud i Kjøkkenet til
hende og siger: »Hvad var det te du sagde?«

»Det véd du vel bedst selv, for du har vel erfaret det.«

Med det samme siger han: »Vil du love mig aldrig at lade mig det
høre mere, saa skal a heller aldrig lade dig det høre mere.« Siden
levede de ordentlig sammen.

    Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.



22. Ræven, der blev narret.


Gaarden _Hjortnæs_, der nu er Fæste til Børglum, har i sin Tid kun
været et lille Hus. Der boede for mange Aar siden i Fristrup en
Arbejdsmand, der hed _Kristen Helledi_. En Dag gik han ned for at
fiske i Aaen der sønden for, og saa fangede han en _Sølvfisk_. Den
tager han med sig hjem. I det han nu gaar forbi en lille Hytte, som
Hyrderne brugte at sidde i om Sommeren, naar det var godt Vejr, eller
naar de vilde være Skygge -- de havde nemlig mange Stude paa Gaarden
den Gang, og dem skulde han jo passe -- da kommer der en Trold ud af
Hytten, og han ser Sølvfisken og spørger ham, om han vil sælge den.

Ja, det kunde han godt; »hvad vil du give?« siger han.

»A vil give dig en _Høne_, der lægger et Æg for hvert Skridt, den
tager.«

»Det var ikke saa gal en Handel«, tykte Kræn Helledi, og han faar
Hønen, og den anden faar Fisken.

Det var nu om Søndagen, dether passerede, og om Mandagen, da Kristen
skulde til Hove paa Børglum, fik han saa meget Æggemad med sig,
baade kogte Æg og Æggekage, for Hønen havde lagt en dygtig Mængde Æg
allerede, og Kristens Børn havde ogsaa faaet dem, de kunde æde. Der
boede en Ræv i Bakken ovenfor Fristrup og østen for Klosteret, og han
sad i hans Dør og saa, hvordan deher Børn de løb uden for og var saa
fornøjede. Saa gik han ned til Konen og sagde: »Hvordan kan det være,
dine Børn er saa godt tilpas i Dag?«

»Jo«, siger hun, »det er ikke saa sært, for vor Faaer han var i Gaar
ude paa Fiskefangst, og saa fangede han en Sølvfisk; den byt han
væk og fik en Høne for, der lægger et Æg for hvert Trin, den tager,
derfor har vi faaet saa mange Æg, og dem kan Børnene godt lide.«

»Det var rart«, siger Ræven, »kunde jeg ikke laane den Høne lidt, jeg
skulde have Fremmede én af Dagene.«

»Jo, det kan du godt«, siger hun, »nu har vi allerede en hel Del Æg,
men du maa bringe os den snart igjen.«

Det lovede han, og saa rejste han af med Hønen.

Da Manden kom hjem om Aftenen, skjændte han paa Konen, for det hun
saadan havde skilt sig ved den. Søndagen efter vil han atter ud paa
Fangst i Klostergrøft, og da er han saa heldig at fange en _Fisk med
Guldhale_. I det han nu gaar tilbage og kommer forbi den bitte Hytte,
saa kommer Trolden ud igjen og vil bytte med ham. Nu vil han give ham
en _Gris_, for hvert Trin den tog, faldt der en Side Flæsk fra den,
og den Handel vilde Kristen nok gjøre.

Nu fik de Flæsk nok der hjemme, og Dagen efter fik han dygtig med
Flæsk med sig paa Kloster til Hove. Ræven laa udenfor sin Dør og
saa, hvordan Kristen Helledis Børn løb uden for Huset og var saa
fornøjede og muntre. Saa gik han ned til Konen og spurgte hende om,
hvordan det havde sig. Hun fortæller ham, hvordan en Gris de havde
faaet, og han vil gjærne laane den af hende, saa skulde han nok snart
komme tilbage med det hele.

Da Kræn Helledi kommer hjem og savner Grisen, maa Konen jo fortælle
ham, hvordan det er gaaet, og han gaar saa og spekulerer lidt paa,
hvordan han skal nu bære sig ad med Ræven. Der var ikke andet at
gjøre, tykte han, end at gaa op og grave Ræven ud, og det kunde han
jo og sagtens gjøre, men saa var han bange for, den skulde bide Hønen
og Grisen ihjel, inden han fik Hold i det. Saa en Søndag Morgen tager
han Spaden paa Nakken, og gaar øster ud igjennem Fristrup By op østen
for Bakken, som Klosteret ligger paa, og saa gjennem Børglum By, til
han staar lige nord for Rævens Bolig. Da lister han sig stille op
over Bakken og kommer lige oven for Rævens Dør. Den laa lige uden for
og slikkede Solskin, og saa jager Kristen Helledi til med Spaden og
stikker den ned mellem Døren og Ræven, saa den kan ikke smutte ind
igjen, men maa løbe sin Vej. Nu giver han sig til at grave sig ind i
Bakken og finder Sagerne. Han tager baade Hønen og Grisen med hjem og
har det nu godt.

Ejeren paa Klosteret fandt paa en Tid efter, at han skulde til
Hjortnæs at bo, og saa byggede han sig der et Hus, for i de Tider
kunde Herren jo jage Hovbønderne, hvorhen de vilde. Han begyndte at
dyrke op af Heden, og der var nok af den, saa det til sidst blev til
en stor Gaard. Det er fra den Mand, jeg stammer.

    Lærer Hjortnæs, Brensted.



23. Det fundne Barn.


Der var en Præst, som havde meget for Vane at gaa ud paa Kirkegaarden
om Aftenen, og Præstegaarden laa tæt ved Kirken, som den gjør saa
mange Steder. Men hans Kone var ikke saa meget godt fornøjet med
dette her, de levede ellers rart sammen og havde det saa godt, men
den Nattegang var hun ikke glad ved. Saa træffer det en Aften, da
han atter er paa Vej til Kirkegaarden, at han hører én staa og kaste
med en Spade der ude. »Hvad mon det skal betyde?« tænkte han ved sig
selv, og gaar saa hen for at se efter, hvordan det forholder sig, og
hvem det er; men Personen mærker, at der kommer én, og saa render den
sin Vej.

Præsten gaar hen til Stedet og finder, at der er kastet et lille Hul,
og der staar en lille bitte Ligkiste ved Hullet. Han bliver saa sær
ved det Syn, men bliver endnu mere forundret, da han faar Laaget op,
for det var ikke smækket anderledes paa, end at det magelig kunde
tages af. Der laa nemlig et levende Barn i Kisten. Præsten grunder
over, hvordan det skal forstaaes, og tænker, at det maa være en
Fejltagelse; men her var ikke Tid til lang Grunden, altsaa tager han
Barnet med sig hjem for det første. Nu holdt han ikke af at aabenbare
det for hans Kone, da han nok skjønnede, det var bedst, at den Sag
gik af i Stilhed, og saa kom han heldigvis i Tanker om, at der boede
en Kone ude paa Heden, som havde tjent ham, og hendes Mand var for
nylig død, men hun havde et lille spædt Barn, der laa ved Brystet,
og saa kunde han maaske faa hende til at føde dether op ogsaa. Han
gaar saa derud den samme Nat, banker paa Døren og faar Konen i Tale.
Ja, saadan og saadan forhavde det sig, her var et lille Barn, som han
havde fundet ude paa Kirkegaarden, og nu havde han tænkt sig, at hun
kunde tage imod det for gode Ord og Betaling. Men det gjaldt jo om
at holde det hemmelig, og derfor maatte hun helst sige, at der var
kommet en Pige fra en Kjøbstad til hende med det. Pigen var kommen
galt afsted og skulde nok betale for Barnets Opdragelse, men det
skulde være dulgt.

Konen lovede at tage sig af Barnet, og det blev Præsten glad over,
han tog ned i hans Lomme og flyede hende nogle Penge, og saa var den
Sag afgjort. Men Barnet havde saadan nogle kostbare Klæder paa sig,
og dem beslutter de, at hun skal tage af og gjemme, og saa klæde det
op som et fattigt Barn. Da den Aftale var gjort, og alting var til
Side, gik Præsten hjem, og nu var det blevet Dag.

Da han kom ind, sad Konen og drak Kaffe og spiste Frokost. »Men hvor
har du dog været den heleste Nat?« Ja, han vidste det snart ikke, han
var gaaet ud i Marken i Aftes og var gaaet omkring saadan i Tanker,
og saa var Tiden svunden hen for ham, saa han snart ikke vidste, hvor
den var bleven af. Saa fik han en Kop Kaffe at varme sig paa, for han
var baade forfrøssen og sølle og søvnig, og da Konen var saa venlig
imod ham, vilde han ogsaa lyde hende i at gaa hen at sove.

Nu gik Præsten tit ud til det Kvindfolk paa Heden for at fly hende
Penge og se til Barnet og høre til, hvad Folk sagde, og saadan, og de
Besøg kunde hans Kone ikke ret forstaa sig paa, hun var ikke saa fri
for at være noget sørgende over det, men turde heller ikke spørge ham
om noget. Da en Tid faar gaaet, og Drengen er bleven stor, fortæller
han hende noget om denher Pige fra Kjøbstaden, der havde sat et Barn
af ved Konen paa Heden, og de havde jo selv kun en lille Pige, saa
han vilde, at de skulde tage Drengen til dem, det kunde ikke gjøre
dem det mindste, og det var en stor Almisse at gjøre imod Barnet.
Konen sagde ja, og saa kom Drengen i Præstegaarden, men Præsten
gjemte det Tøj af Barnets.

Drengen blev lært godt op og kom som voksen til en Herregaard der i
Sognet for at være Skytte. En Dag sagde Præstekonen, at hun syntes,
det var sært, der kom ikke nogen Frier til deres Datter.

»Aa«, siger Præsten, »det kan ogsaa være det samme, for hun er
forlovet.«

»Er hun forlovet?« siger Konen, »da har jeg aldrig mærket til noget,
sig mig endelig, hvem det er.«

Ja, det var den lille Fyr, der nu var Skytte.

»Aa, hvad kan det hjælpe, vi kan ikke give vor Datter noget, og han
har heller ikke noget.«

»Det skal du aldrig bekymre dig om«, siger han, »vi havde jo heller
ikke noget, da vi kom sammen.«

En Dag kom Forvalteren paa Herregaarden kjørende til Præstegaarden
med Herremandsenken i Besøg. Som de nu sad og snakkede, sagde hun, at
hendes Ærende da egentlig var at faa Præsten til at hjælpe sig med at
sætte nogle Papirer op. Nu var hun hen paa Alderen og havde haft saa
megen Sorg, derfor mente hun, det var paa Tiden at faa bestemt, hvem
der skulde arve hende, og nu vilde hun da have Forvalteren det hele
tilskrevet, for han var hendes Mands Broder og havde været hos hende
i mange Aar.

Saa vilde Præsten vide, hvad særdeles Sorg hun da havde haft.

Ja, han vidste jo nok, at hendes Mand var død, og saa en Maaned efter
fødte hun noget til Verden, som var saadan en Waanfar, det havde
Forvalteren sagt, og han havde sørget for at faa det af Vejen.

»Da har jeg intet saadant Barn kastet Muld paa«, siger Præsten.

Nej, det vidste hun nok, Forvalteren havde sagt, at hun kunde ikke
taale at faa det at se, og derfor havde han kastet det hen i al
Stilhed paa Kirkegaarden, og hun troede ham jo godt nok, for det var
hendes Mands Broder.

»Ja, det var ingen Waanfar«, siger Præsten, og saa render han ind
efter hans Kirkebog og slaar op i den; der kunde hun se, at det var
et levende Barn, der var født paa den Tid og fundet paa Kirkegaarden.

Om han kunde gjøre noget Bevis for, at det var hendes? siger hun.

»Ja, det tænker jeg«, og saa springer han ind efter det kostbare Tøj,
som Barnet havde paa sig: om hun kunde kjende det?

»Ja«, siger hun, »det kan jeg kjende, for jeg har vædt det med mine
grædende Taarer, ilav min Mand døde, da sad jeg og syede paa det. Men
hvor er Barnet?«

Ja, for Øjeblikket vidste han det ikke, det kunde være muligt, han
kunde være i Præstegaarden, for det var ikke saa sjælden, han kom
der. Præsten render nu ud i Haven og træffer ham godt nok der ude,
han og Datteren gik og spaserede med hinanden. Saa kommer han ind med
ham og siger, at her var hendes Søn. De farer i hinandens Favn, og
hendes Kinder, der før var bleghvide, blev nu blusrøde, og der blev
stor Glæde. Saa blev Forvalteren kaldt ind, og Enken sagde, at han
skulde pakke sig øjeblikkelig, hun vilde ikke mere se ham for sine
Øjne, for hun kunde jo godt forstaa, hvifor han havde saadan baaret
sig ad.

Den Gang alt det var nu gaaet for sig, fik Præstekonen først Sagens
Sammenhæng at vide. Hun tager da Ordet og fortæller om, hvor tit hun
havde været sørgmodig og nedslagen, for det hendes Mand havde gaaet
ud til den Kone, og nu vilde hun ikke længere dølge den Sorg, hun
saadan havde haft, for nu var det hele jo blevet vendt om til Glæde.
Da Besøget var endt, kjørte Sønnen hjem med Moderen i Steden for
Forvalteren, og nu skulde han ikke være Skytte længere. Om en Tid
bliver han saa gift med Præstens Datter, og paa den Maade fik hun et
bedre Gifte, end Præstekonen havde tænkt, for de blev straks Ejere af
Herregaarden og levede godt med hinanden.

    Ane Sofie Lavridsdatter, Øster-Bording.



24. Det glemte Løsen.


En Mand gik inde i Skoven med en Sæk og vilde samle Spaan. Da
han havde faaet nogle i den, hørte han under Jorden i en Høj tæt
ved Siden af sig en Stemme, der sagde: »Bjærgehimmel, luk op!«
Saa aabnede Højen sig, og en lille skjægget Pusling kom ud og
gik længere ind i Skoven. Lidt efter gik Manden hen til Højen og
sagde lige saadan, som han havde hørt: »Bjærgehimmel, luk op!« Jo,
ganske rigtig, saa aabnede Højen sig, og han gik ind og fandt saa
mange Guld- og Sølvgjenstande. Saa gaar han ud igjen, hælder den
Smule Spaaner af Sækken, som han har samlet, og kommer saa meget
Guld og Sølv i den, han kan bære. Dernæst gaar han ud og siger:
»Bjærgehimmel, luk i!« Da lukkede Højen sig, og han gik ud.

Saa kunde han ikke bare sig for at fortælle en anden fattig Mand,
hvordan han var kommen afsted, og han vilde da prøve, om han kunde
gjøre lige saa god en Træfning. Altsaa tager han en Sæk og gaar ud
til den samme Høj. Da han har ventet noget, er han ogsaa heldig nok
til at høre Bjærgmanden inde i Højen sige: »Bjærgehimmel, luk op!« og
da han nu er gaaet ud, kommer Manden med sin Sæk, men for at ingen
skulde overraske ham, mens han var der inde, saa var det første, han
gjorde, at sige: »Bjærgehimmel, luk i!« Nu fyldte han saa meget i
Sækken, som han kunde omtrent bære, og saa skulde han jo til at ud
igjen, men han havde glemt, hvad han skulde sige, og da Bjærgmanden
kom tilbage igjen, stod han bag ved Døren og sagde: »Bjærge, bjærge,
bjærge!« mere kunde han ikke huske.

Saa sagde Bjærgmanden: »Naa, det er dig, der har været her og har
stjaalet mit Guld og mit Sølv, da skal du aldrig komme til at stjæle
hverken fra mig eller nogen mere.« Saa slog han ham ihjel.

    P. Andersen Bjerregaard, Brandstrup.



25. De tre Ønsker.


Den Gang Vorherre og Sankt Peder de vandrede paa Jorden, da var
de en Gang blevne baade sultne og tørstige. Saa kom de ind til en
gammel Kone og bad om en Krumme at æde og drikke; og hun gav dem
ogsaa det bedste, hun havde, det var jo ikke saa meget, for hun havde
det fattigt og tarveligt. Da de skulde saa gaa igjen, siger de, at
de havde ikke noget at give hende for det, men hun maatte faa tre
Ønsker. De tænkte nu, hun vilde bede om Guds Rige for det første, men
det tænkte Konen ikke paa.

Hun vidste nu aldrig, hvad hun skulde finde paa at bede om. Endelig
kom hun i Tanker om, at hun havde noget Hør, der var saa stakket at
spinde, og saa ønsker hun, at det maa blive langt. Dernæst havde hun
noget Brændsel, der var saa slemt at faa i Stykker, og saa ønsker
hun, at hvad hun slog paa, det maatte straks gaa i Sønder. Endelig
mindedes hun, at hun havde saa langt at gaa efter Vand, og saa
ønskede hun, at de to sorte Kander, hun havde at hente Vand i, de
maatte selv kunne daske til Kjelden efter Vand og blive fyldt, naar
hun sagde til dem, at de skulde gaa.

Naa, saa havde hun jo hendes tre Ønsker. Saa vilde hun til at prøve
dem, og først skulde det saa prøves med Kanderne. Deher to sorte
nogle pikkede ogsaa af, og hun tykte jo, det saa saa morsomt, og
i det samme rækker hun Hænderne i Vejret, saadan i hendes Glæde,
og slaar saa ned med dem paa hendes Laar. De gaar øjeblikkelig i
Stykker, og hun falder om paa Stedet, hvor hun staar, og kan hverken
støde eller gaa. Som hun nu laa der, blev hun saa elendig i Sind, og
hendes Næse blev snattet. Saa vilde hun snyde den med Fingrene og
tørre det af paa hendes Skjørt, men da bliver Næsen saa lang, og hun
rykker den helt derom. Saadan gik det hende med hendes Ønsker, og hun
ligger der nok den Dag i Dag.

    Byriel Jensen, Grynderup.



26. Det stærke Øl.


To fattige Folk kom sammen og fik en Hedeparcel ind til en Landevej.
Saa siger Konen til Manden: »Skulde vi ikke have lidt Øludsalg,
saadan vi kunde tjene et Par Skilling?«

Jo, han tykte godt nok om det, og saa kjøbte han tre Oksehoveder,
og hun bryggede tre Slags Øl af én Skjæppe Malt. Den ene kaldte hun
Rusendal, den anden Mellemspir og den tredje Slyk-atter.

Saa en Dag kommer der en Rejsendes ad Vejen og kommer ind og vil
kjøbe et Glas Øl. Da var Konen ene inde, og hun siger jo, hvad for Øl
han vil have.

Ja, saa forlanger han et Glas Mellemspir. Det smagte jo ikke af andet
end Vand, og han bliver saa gal, te han slaar Glasset imod Gulvet og
render ud af Døren uden at betale. Konen gaar saa ud til Manden og
siger, te deres Øl var meget for stærk, for der var kommen én ind og
havde faaet af Mellemspir, og han blev saa rusendes, at han løb ud af
Døren og slog Glasset i Gulvet; de kom til at have noget mere Vand i
Øllet.

Saa kjøbte han tre Oksehoveder til, og saa fik de seks Tønder Øl. Men
nu vilde ingen kjøbe det, og de havde da nok deres hele Levetid.

    Niels Kr. Graversen, Karsbæk, Lem.



27. Syner i Spejlet.


Der var en forfærdelig klog Mand en Gang, og han kunde spaa noget
ogsaa. Saa boede der en anden gammel Mand en lang Vej derfra, og
alle hans Søskende var døde, han var endda den ældste af dem. Han
beslutter sig da til at ville rejse hen til den kloge Mand for at faa
at vide af ham, hvorfor han var bleven saa gammel mere end alle hans
Brødre og Søstre, de havde endda været saa mange.

Da han nu gaar hen ad Landevejen, faar han Øje paa en Bivej, der
kom og stak til, og der kommer et Fruentimmer gaaende med den. Hun
kommer ind paa Landevejen og gaar ved den ene Side af den, men han
gaar ved den anden Side. Saa gaar han over til hende og siger: »Hvor
vil du hen, min Pige?«

»Hvad kommer det jer ved«, siger hun saa spids.

»Aa nej, saa mænd gjør det ikke«, siger han, »men da vi gaar ad én
Vej, tykkes a, vi kunde gaa og snakke.«

Ja, hun brød sig ikke meget om Snak, siger hun.

Saa kunde det ogsaa være, mente han. De gaar en lidt, derher to, og
siger aldrig et Ord. Saa kommer der en Stikvej igjen, og der skrider
et Menneske hen ad den, han var en af de sorte. Da han naaer dem,
siger han: »Hvor vil I to hen?«

»Ja«, siger Manden, »a vilde hen til en klog Mand, der bor her i
Nærheden, og have at vide, hvorfor a er bleven saa gammel, nu er alle
mine Søskende døde, og a var endda den ældste af dem. Hvor vil du
hen?« siger den gamle til den sorte.

Ja, han vilde ogsaa hen til den Mand og have at vide, hvorfor han var
bleven saa sort mere end andre Folk.

Saa kommer Pigen til Mælet og siger: »Ja tu, da vilde a og hen til
den samme Mand og have at vide, hvorfor a er bleven saa tyk mere end
andre Fruentimmer.« ~(Dette siges meget knibsk).~

Naa, ja saa fulgtes de ad, men de naaede ikke dertil inden om
Aftenen, og da kunde de ingen Ting faa at vide af Manden, de maatte
blive der til næste Morgen. Saa da det blev Dag, taler han til den
gamle Mand og siger: »Vil du komme her ind!«

Ja, han kom ind i en stor pæn Stue, og der var et forfærdelig stort
Spejl, der kunde naa fra Gulvet og til Loftet.

»Nu skal du staa forved det Spejl«, siger han, »og se, hvad der
foregaar i det.«

Ja, det skulde han nok.

Saa gaar han bag ved Spejlet, det gjør Spaamanden, og saa kommer der
fire store stærke Arbejdskarle der inde i Spejlet slæbende og bærende
med noget Træ, og det giver de dem til at arbejde paa og hugger det
til, saa der omsider bliver rejst en Galge af det. Den Gang Galgen er
rejst, saa er der en Krog i Hammeren, og der gjør de et Stykke Reb
fast med et Snæreøje paa, saadan at det hængte ned fra Krogen, og saa
satte de en trebenet Stol neden under og gik deres Vej. Paa Stedet,
de var gaaede, saa kom der et retten pænt ungt Menneske og sprang
op paa Trebenet og slog Løkken om Halsen. Dernæst sparkede han til
Trebenet, og saa hængte han. Saa kommer den kloge Mand ind ad Stuen
til ham igjen og siger: »Hvad saa du nu i Spejlet?«

»Aa, Herre Gud! der saa a et ynkeligt Syn, a saa fire stærke Karle
rejse en Galge der inde og binde et Stykke Reb op i den, og paa
Stedet, de var gaaede, kom der et ret kjønt ungt Menneske og hængte
sig.«

»Ja«, siger den kloge Mand, »det skulde du have gjort for ti Aar
siden, saa havde du ikke blevet saa gammel.«

»Aa, Herre Gud! kunde I ikke sige mig andet, saa maatte a hellere
have blevet hjemme, a vil hellere vente i ti Aar, end a vil tage mig
saadan noget for.«

Saa kommer Pigen ind i Stuen, og nu skulde hun se, hvad der foregik
i Spejlet. Manden gik bag ved det, og saa viste der sig en stor grøn
Mark midt i Spejlet og noget Krat ved den ene Side, og noget Skov
ved den anden. Saa kommer der en Jæger gaaende, og han havde en Flok
Hunde med sig. De rejser en Hare der paa den grønne Mark, og som de
nu løber og snøvser efter den, saa faar de den jaget ind i Krattet,
og da de kommer der ind, saa jager de den ud og hen ad Skoven og faar
den atter ud paa den grønne Mark, og saa atter ind i Skoven, men der
blev den henne for dem.

Saa kommer den kloge Mand ind til hende og siger: »Naa, min Pige,
hvad saa du der inde?«

»Aa, Skidt! a saa ikke andet end noget Narrestreger og noget Pjank,
a saa en dejlig grøn Mark med Skov paa den ene Side og Krat paa den
anden. Saa kom der en Jæger gaaende med hans Hunde, og de rejste en
Hare, som de først jog ind i Krattet, og siden jog de den over ad
Skoven, derfra ud paa den grønne Mark og saa atter ind i Skoven; der
blev den henne.«

»Fik de den saa ikke?« sagde den gamle.

»Nej, de gjorde ikke.«

»Naa, lige saa ræd som den Hare var for Hundene, lige saa ræd skulde
du have været for Karlene.«

»Ja, Skidt«, siger hun, »kunde I ikke sige mig andet, det vidste a
selv.« ~(Siges meget spodsk).~

»Ja, naar du vidste det selv, saa var det unyttigt for dig at have
rejst her hen og sat dine Penge til.«

»Ja, saa vil a sige jer Farvel, a skal ikke komme til jer mere.«

»Saa var det ... ja, hvem var det nu, den tredje var?« ~siger
Fortælleren henvendt til dem, der sidder og lytter til hans
Fortælling.~ -- »Det var den sorte!« ~siger Tilhørerne.~ »Naa, ham
kan du puste i Enden, til han bliver hvid«, ~siger Fortælleren og
giver Tilhørerne en lang Næse.~

    Peder Stald, Holstebro.



28. Præstens Lig.


Der var en Møller et Sted, som havde saadan en pæn Kone. Saa havde
han mærket, at Præsten havde faaet Snaagger til at gaa om til hende,
og han siger da en Aften, som de sad og spiste deres Nadver, at han
vilde ad By om anden Dagen; og Karlen skulde have hans Ridehoppe
fodret og sadlet til Klokken fire om Morgenen.

»Hvor vil du da hen?« siger Konen.

Ja, han vilde hen at besøge hans Svoger, som boede mange Mil henne.

»Det er da sært, at du ikke har snakket om den Tur før«, siger Konen,
»nu skal vi til at slagte i Morgen og har saa ondt ved at undvære
dig.«

Ja, han havde da helt glemt at sige det, men Rejsen kunde ikke
opsættes, og han skulde i hvert Fald afsted, hun maatte ikke vente
ham hjem de første to tre Dage.

Næste Morgen rejser han ogsaa, og den samme Dag faar Konen Bud hen
til Præsten, at hendes Mand var bortrejst og kom ikke hjem før om et
Par Dage. Straks var Præsten til rede og kommer om til Konen, men de
havde jo deres Slagten for. Konen trøster ham imidlertid med, at de
snart er færdige, og han kan være saa god at sætte sig ind i Stuen
paa en Stol imens. Naa, Præsten gaar ind og sætter sig paa en Stol
forved den aabne Kakkelovn, men det varer for længe, og han falder
i Søvn. Som han nu sidder der og snorksover, og hælder bag over paa
Stolen, imens alle Folkene er inde i en Sidestue ved deher Kjødværker
og gjør det i Stand, saa kommer Manden hjem, og efter at have bundet
Ridehoppen uden Gaarden lister han hen til Dagligstuevinduet og ser
Præsten, og der stod en Gryde Tælle ved Ilden og kogte. Altsaa gaar
han lige saa stille ind og tager en Skaalfuld af denher koghede Tælle
og hælder i Halsen af Præsten. Da det er nu gjort, saa han ud af
Døren og ud til Ridehoppen, og saa i fuld Galop om for Døren.

Saa raaber Møllerkonen ind i Dagligstuen: »Præst, nu kommer Mølleren,
nu kommer min Mand!« men han sov lige stiv. Mølleren kommer jo ind,
og han beder God-aften og Velkommen, men Præsten svarer ikke, som
rimeligt kunde være. Saa gaar han ind i Sidestuen til Folkene, og
Konen tager godt imod ham, og hun faar en Pande Flæsk paa Ilden, at
han kan faa en lækker Bid til Nadver. Saa er det han siger: »Hvordan
kommer det sig, te Præsten er her i Aften?«

»Han er saa mænd kommen her ned og vilde sidde og holde Snak med
dig«, siger Konen, »og a bad ham om at sætte sig ned, men ved det du
ikke er hjemme, saa er han siddet og falden i Søvn.«

I det samme havde hun Maden færdig, og saa skulde de til at spise.
Som de nu er ved at sætte dem til Bords, siger Konen: »Da tal til
Præsten og lad ham komme ind og faa noget med!«

Men Pigen kunde ikke faa ham vaagen, og saa skulde Mølleren selv hen
og tale. Han væltede Stolen med ham, men kunde lige godt ikke faa ham
vaagen, og saa lod han ham ligge og gik ind og spiste det, han vilde.
Da det var nu besørget, siger han: »A maa vel hellere bære Præsten
hjem, det er ikke værd at have ham til at sidde her«, og saa tager
han ham paa Nakken og rejser af.

En lidt derfra boede en Skomager, og han og Svenden var endnu oppe,
de sad og syede, og Mesteren var ved at slaa Pinde i Støvlehæle.
Mølleren havde stillet sig op imod Vinduet med Præsten, saadan at han
vendte Ansigtet lige ind i Stuen, og saa kom han i Tanker om at lade
ham staa der og gaar saa hjem igjen.

Saa siger Svenden: »Mester, der staar Præsten ude.«

»Ti stille, jeg ser ham nok!« og dermed slaar han lige ud af Vinduet
med Hammeren og slaar ham for Panden, te han væltede baglænds over.
Saa tager Svenden Ordet, da de havde siddet lidt, og siger: »Han
bliver liggende.«

Det hører Skomagerkonen, og hun stikker i at tude og jamre,
at hendes Mand havde slaaet Præsten ihjel, og nu blev de helt
ulykkelige. »Det var ogsaa en sørgelig Ting, at du skulde gjøre dig
gal for det, det kunde jo da ikke hindre os noget, om ogsaa Præsten
stod op til vort Vindue.«

Saa siger Svenden: »Har du ikke en stor Sæk? saa skal a nok hjælpe
dig af med den Elendighed.«

Jo, han havde én, der kunde tage tolv Skjæpper, og saa faar han den
døde Præst i den og render af med ham ud fra Byen. Det frøs noget den
samme Nat, og der kommer han daskende nær efter to Tyve, som havde
været henne at stjæle, og hver løb med en Side Flæsk i deres Sæk. Saa
mærkede de jo, han kom nærere og nærere, og han raaber dem an: »Kan
I ikke vente efter mig, I Tyvepak!«

De bliver da saa fornumne, te de smed deres Sække og rendte hen og
puttede dem et Sted. Da Svenden kom til Stedet, lægger han hans Sæk
og tager den ene af deres, og saa han hjem ad igjen, nu var han skilt
ved Præsten.

Da han nu kommer tilbage, siger Konen: »Blev du ham ledig?«

»Ja, a byttede ham hen og fik en Side Flæsk for ham.«

»Da Gud ha' Lov!« siger Konen, »en Side Flæsk er god at have til
Vinter, vi har ikke noget ellers til Brødet.«

Ja, han tykte ogsaa, den var værd at tage, og derfor gjorde han den
Handel, og de var alle sammen saa meget godt fornøjede med det.

Da nu de her to Tyve havde siddet lidt og kukkeluret, og al Ting
blev ved at være roligt, gaar de tilbage igjen og finder godt nok
begge deres Sække, de laa der begge to, ligesom de var skiltes ved
dem, og saa tager de hver sin og lister af hjem. De sad begge to
til Leje i ét Hus, og saa gik jo hver Mand ind til sin Kone med sin
Sæk. Ved det de nu faar løst op for deres Sække, finder den ene Tyv
Præsten i hans Pose, og han havde ikke agtet andet, end at det var
en Side Flæsk, han gik med, men øjeblikkelig flyver han jo ind til
den anden Mand og siger, hvordan det forhar sig, og han kan nu paa
ingen Maade forstaa, hvordan Præsten er kommen i hans Pose. Men han
maa jo selv have puttet ham i. Ja, et underligt Spil var det nu,
hvordan den Præst kunde komme til at staa inde imellem den Gaardmands
Flæskesider. Men nu var det om, hvordan de skulde blive ham ledig
igjen, og de bliver da ens om, at de vilde prøve at blive skilt ved
ham henne paa det samme Sted, hvor de havde faaet ham. Der hængte
meget Kjød og Flæsk i det Kammer, og saa kunde de sagtens faa Præsten
stukken ind imellem det. Men nu blev det jo for silde den Nat at
komme afsted med ham, og saa maatte de vente til Aftenen efter.

De havde brækket en nedre Væg ned og var gaaet ind af, og den var
ikke muret op endnu, da de kom slæbende med ham. Men uheldigvis havde
Manden sat en Karl til Vagt der inden for med en Buløkse i Haanden,
og ham tænkte de ikke paa, saa det havde nær gaaet dem galt. Det kom
dem nok noget underligt for med den Væg, der endnu var i den samme
Stilling. Den ene turde nu ikke gaa ind først, og den anden turde
heller ikke. Saa bliver de ens om at putte Præsten ind først, og da
Karlen, der stod Vagt, hører, at der er nogen i Hullet, saa slaar
han til med Buløksen, og de andre, der var uden for, dem tog Pokker
ved. Saa raaber han ind til Manden, at nu havde han slaaet én, og den
havde vist faaet det, den havde godt af, for han hørte ikke noget til
den. De kommer jo saa med Lys i Haanden og trækker Personen ind, og
da er det Præsten.

»Kan nu nogen tro paa et eneste Menneske«, siger de, »siden Præsten
ogsaa har været ude paa Professionen, han er vor næste Nabo, og vi
véd, han trænger ikke til det. Saa er det jo ogsaa ham, der stjal
vort Flæsk sidste Nat, siden han kjender Vejen og kommer i Nat igjen.«

Men nu var de jo lige godt kjede af, at de havde slaaet ham ihjel,
og de maa til at finde paa et andet Raad. Præsten havde en lille
Kariol at kjøre til Sogne i og saa en blind Hest, og der skikker de
Bud om til Præstegaarden, at Præsten var inde hos dem og vilde kjøre
ad By, saa de skulde skynde dem at sende Kjøretøjet derom. De sætter
nu Præsten paa Vognen og viser den blinde Hest paa Vejen efter Vejle
te'n. Den bliver ved ind ad Landevejen og kommer til Vejle saadan op
ad Formiddagen, som der havde været Marked i Byen Dagen før. Deher
Vesterbo-Pottemænd havde sat deres Potter uden for Fortovet og havde
endnu ikke faaet dem samlet ind, og saa kjører Præsten først igjennem
én Mands Potter, og der næst ved holdt en gammel Kone.

Saa siger hun: »Da véd a, Faa'r er ikke gal, Faa'r vil vel ikke
kjøre os vore Kar i Stykker!« Men han kjørte lige godt ind i hendes
ogsaa.

Saa bliver denher gamle Kone noget ivrig og springer hen og lægger
ham én ved Hovedet, te han væltede baglænds ned af Agestolen. Naa,
Præsten blev jo samlet op, og der samledes Folk til, og Enden paa det
blev, at Konen kom i Forhør. Der var Vidner nok paa, at hun havde
ikke givet ham andet end en Lussing med den bare Haand, og Hjernerne
var endda slaaet ud af Hovedet paa ham, saa han maatte have faaet
hans Død ved at falde haardt med Hovedet ned imod Brostenene eller
Karrene. Men det var jo egentlig blot et Uheld, og Kjællingen kom
ikke i saa svær megen Ulejlighed for det. Præsten blev jordet i
Vejle, og der blev holdt en pæn lille Auktion over hans Befordring.

Se, saadan kan det gaa, naar en besøger en anden Mands Kone.

    Povl Madsen, Gadbjærg.



29. Den kloge Dronning.


Der var en ung Konge i Østerrig, der var ugift. Nu bilder han sig
selv ind, at han var et af de kjønneste unge Mennesker, der var til,
og saa bestemte han med sig selv, at han vilde ikke giftes, uden
han kunde faa et Fruentimmer, der var lige saa kjøn som han, og saa
skulde hun tillige med være klog og dygtig i Musik. Han siger saa til
én af hans Ministre, at han skulde rejse ud i Landet og opsøge ham et
Kvindfolk til Dronning, der var saadan, som han ønskede det, og ven
han kunde finde én med de Dyder, saa skulde han faa hans Ulejlighed
godt betalt. Ministeren rejser nu ogsaa paa det Vilkaar.

Han kommer saa en Aften til en Skov, og der ser han et Lys lige
udenfor Skovkanten. Han var naturligvis ridende, og saa rider han
derhen, binder Hesten og gaar ind. Der sidder en gammelagtig Mand og
Kone i Stuen, og saa beder han Godaften. Da han nu har sat sig ned,
hører han saadan en fortræffelig Musik inde i en anden Stue, han
havde aldrig hørt Magen til Musik.

»Det er dog dejligt at høre paa«, siger han til denher gamle Mand.

»Ja, det er vor Datter«, siger han, »hun sidder og forlyster sig
saadan lidt i Mørkningen.«

Naa, saa spørger han, om han kunde ikke blive der om Natten, det var
mørkt udenfor, og Vejen var ham ubekjendt.

»Jo«, siger han den gamle, »naar han vil være tilfreds med
Lejligheden, som den kan blive, men a kan jo nok se, han er en fornem
Herre.«

Jo, det vilde han gjærne være tilfreds med, og han tager til Takke.
Saa faar de Hesten ind, og han faar lidt at leve af. Det var et Par
galante gamle Folk, og de gjorde det for ham, saa godt de kunde.

Saa siger han, om det kunde ikke være ham tilladt at gaa ind i den
anden Stue og staa og høre paa Musikken en lidt.

Jo, han kommer ogsaa derind, men hun sidder og passer hendes. Han ser
paa hende og er straks enig med sig selv om, at det er den skjønneste
Jomfru, han nogensinde har set. »Mon du skulde ikke her træffe det,
du leder efter?« siger han til sig selv. Da han kommer ind igjen til
den gamle, siger han: »Det er et dejligt Fruentimmer, jer Datter, hun
ser overmaade godt ud.«

»Ja saa mænd«, siger den gamle, »hun ser ud, som Folk er flest.«

»Hun er vist nok ogsaa klog«, siger Ministeren.

»Ja, de skal være godt lært, der kan binde hende i Spørgsmaal«, siger
Faderen, »det har hidtil ingen gjort.«

Naa, saa bliver der ikke snakket mere om det, og de kommer til
Sengs. Næste Morgen, da han er kommen op, tager han Afsked og rejser
øjeblikkelig hjem til Kongen.

»Nu tror a nok, a har truffet det, a skulde«, siger han til ham, »det
er en Kvinde, som er saa over Maade skjøn, og hun er ogsaa udmærket
til Musik, for det har a hørt.«

»Naa, det var saa de to Dele«, siger Kongen, »men saa var det
Klogskaben.«

»Ja, hendes Fader sagde, at den skulde være godt lært, der kunde
binde hende i Spørgsmaal.«

»Det skal prøves«, siger Kongen, og saa skriver han et Brev til
hende, lægger et Kvintin Bomuld inden i det, og beder hende lave ham
en Undertrøje og et Par Underbukser af det Bomuld. Kunde hun gjøre
det, saa vilde han ægte hende. Det Brev bliver saa sendt over til
hende.

»Hvad er der ved det?« siger Faderen.

Ja, saadan og saadan, Kongen havde skrevet til hende, at han vilde
have hende til Dronning, hvis hun kunde arbejde det Bomuld til Trøje
og Underbukser.

»Det kan du jo ikke«, siger Faderen.

Saa gaar hun ud i Haven og skjærer en Pind af Længelse som en Finger.
Den lægger hun inden i et Brev til Kongen og skriver, at hvis han
kan lave hende Spinderok og Garnvindel af det Stykke Træ, saa kunde
hun og skaffe det andet. Da Kongen læser det, siger han: »Ja, hun er
klog, for det ene kan ikke lade sig gjøre, og det andet kan heller
ikke. Hun skal bedre prøves af.« Saa skriver han til hende igjen, at
hun skal komme over at besøge ham; men hun skulde hverken komme Nat
heller Dag, heller Midnat heller Middag, hverken maatte hun komme
ridende, kjørende heller gangende, ikke heller være i Klæder heller
naagen.

Da det Brev nu kommer over til hende, siger Faderen: »Naa, hvad
skriver han nu?«

»Ja, dether er strængt«, siger hun, »a maa hverken komme ved Nat
heller Dag, og hverken kjørende heller ridende heller gangende.«

»Det kan jo ikke lade sig gjøre.«

»Ja, vi maa finde paa Raad, nu skal du følge med mig, og vi har en
gammel Vædder, den tager du med dig, og saa skal vi være der, i Lag
Solen gaar ned. Da spænder du Vædderen for mig, og saa slæber den
mig op paa Slottet. A tager et Fiskegarn om mig, og saa er a da ikke
naagen.«

Naa, de kommer saa op for Slotsdøren, og Kongen kommer ud og tager
imod hende. »Nu kommer a, ligesom a skulde«, siger hun.

»Du har vundet«, siger han, »nu beder jeg dig komme indenfor.«

Hun bliver saa fint paaklædt og ser nu saa grum ud. Der bliver saa
anrettet til Brylluppet.

Da de nu er færdige med det, siger han: »Du er klog, det véd jeg, men
nu vil jeg sige dig én Ting. I hvad Dom og Raad jeg giver ud, maa du
ingen Ting sige til det, for ellers skal du rejse.« Det gik hun ind
paa.

Der gik nu en længere Tid hen, men saa træffer det en Gang, at der
kommer to Bønder kjørende til Stads, og den ene havde en Følhoppe
for og den anden en Hest. Om Natten, da de var paa Hjemvejen, kommer
de til et Værtshus og kjører ind i Stalden, og der foler den Mands
Hoppe. Men da de kom ud til Befordringen, havde Føllet arbejdet sig
hen og laa bag ved den anden Mands Hest. De kommer nu op at trættes
om Føllet, den ene vilde tilegne sig det, og den anden vilde ogsaa.

»Mit Øg har folet, og saa er det mit«, siger den ene.

»Føllet er mit«, sagde den anden, »for det stod bag ved min Hest.«

»Det kan jo ikke være tænkeligt, at Hesten har faaet et Føl.«

»Ja, det er det samme, a tilegner mig nu Føllet.«

»Vi vil op til Kongen og have Sagen fremlagt for ham«, sagde saa den
anden.

De gaar saa op til Kongen. »Vi er komne i Træde«, sagde de, »og beder
Kongen dømme os imellem.«

»Hvad er det da?« siger han.

»Vi lagde Vognlag sammen, for vi skulde til Kjøbstad i Gaar; men da
vi saa var kommen paa Hjemvejen i Aftes og kjørte ind i en Krostald,
der fik det ene af vore Bæster et Føl. Han siger, at det er hans, og
a siger det er mit, for da vi kom ud til dem, da stod Føllet ved min
Hest.«

»Ja«, siger Kongen, »hvor Føllet ligger, den ejer det.«

Naa, saa tager han Føllet og beholder det. Men den anden Mand kunde
ikke give det af sit Hoved, og der var jo endda for Resten ingen Raad
nu, da Kongen havde dømt. Saa gaar han om til Dronningen en Dag, da
Kongen ikke var hjemme, og hende fortæller han hele Redeligheden.

»Ja«, siger hun, »jeg kunde jo nok sige dig et Raad, men du maa ikke
sige, det er mig, der har givet dig det, for saa skal jeg rejse væk.«

Nej, det skulde han da heller ikke.

»Nu gaar du ud paa Landevejen i Morgen tidlig og har to Mand med dig.
Der kommer Kongen saa kjørende. Saa skal du have et Fiskegarn spændt
tværs over Landevejen og gaar og pluser der foran Garnet. Naar Kongen
ser det, siger han: I tossede Folk, tror I, I kan fange Fisk paa den
tørre Landevej. Saa skal du tage til Orde og svare: Det kan ikke være
mere umuligt, end at en Hest kan faa et Føl.«

Saa rejser Manden af med det, og han bærer sig ad, som Dronningen har
sagt. Kongen kommer og faar dether Svar, og saa bliver han vred og
siger til Kusken: »Vend straks om og kjør hjem.« Saa gaar han ind
til Dronningen. »Hvad har du nu lavet«, siger han, »jeg fik et snært
Svar af en Mand her ude paa Vejen, og det er kommet fra dig.«

Nej, hun havde ingen Ting sagt.

Saa gaar der Bud ud efter Bondemanden, og han kommer ind. Kongen
siger saa til ham: »Det Svar, du gav mig, har du ikke taget af dig
selv. Her staar et ladt Gevær, og her staar en lille Pose med saa
meget som et Fjerdingkar Guldstykker. Nu kan du raade dig selv, hvad
du vil helst, enten have det, der er i Posen, eller det, der er i
Geværet, og du maa have et Kvarter at betænke dig i. Naar det er
omme, maa du sige mig, hvem der har lært dig det Svar.«

Da Tiden var omme, var han jo i en grov Betryk, men han maa til at
sige, at det havde Dronningen sagt.

Naa, saa kan han tage Posen. »Føllet er nu dit, og saa er det vel
godt.« Derefter gaar Kongen ind til Dronningen, og han siger: »Ja, nu
skal du jo rejse, for du har blandet dig i mine Sager.«

»Det er og det samme«, siger hun, »saa skal jeg rejse i Morgen, men
maa jeg da ikke i Aften faa et Gjæstebud holdt med mine Venner til
Afsked?«

Jo, det vilde han da ikke nægte hende.

Der blev nu mange budt sammen, og Kongen skulde da ogsaa komme til
Stede. Saa fremtog hun tre Mænd og bad dem i al Stilhed om at faa
Kongen beruset. Da de indbudne saa sad ved Maaltidet, sagde hun til
ham: »Maa jeg tage med ud af Slottet det, jeg holder mest af?«

Jo, den Bøn vilde han ikke nægte hende.

Saa fortsætter de med Lystigheden, og Mændene gjør deres Bedste, saa
Kongen bliver drukken. Da det bliver hen ad Morgenstunden, siger hun
til dem, at de skal lægge Kongen ud i hendes Karet, og saa sætter hun
sig ogsaa op og kjører nu hjem til hendes Faders lille Hus ved Skoven.

Endelig vaagner Kongen. »Hvor er jeg?« siger han, han kunde ikke
straks finde sig til Rette i de simple Værelser. »Du er her ved mig«,
siger Dronningen, »og jeg er hjemme hos mine Forældre. Det var dig,
jeg ønskede mig ud af Slottet, for du er den, jeg holder mest af.«

»Du er mig for klog«, sagde Kongen, »du er klogere end jeg. Følg
med mig hjem igjen, og saa kunde vi for den Sags Skyld gjærne bytte
Klæder, og du blive Konge og antage Regjeringen, for det er du mest
skikket til. For Fremtiden skal vi nok leve godt sammen, for nu skal
du dømme i Sagerne, naar jeg ikke kan finde ud af dem.« Saa blev det
saadan, og hun blev ved at være Dronning.

    Niels Hansen Li, Vejen.



Efterskrift.


Sandsynligvis vil denne lille Samling Æventyr være den sidste af
den Slags, jeg udgiver. Om der overhovedet bliver udgivet flere af
mine Æventyr, tør jeg ingen Mening have om. Fra alle Sider optaarner
Hindringerne sig om mig. Indtægterne ved mit Bogsalg bliver stadig
mindre, og Udgifterne større -- det er endog gaaet saa vidt nu, at
jeg er bleven sat i Bygningsafgift paa Grundlag af de mange uafsatte
Bøger, jeg ligger inde med. Nu er jeg heller ikke længere ung, og kan
derfor ikke personlig virke nok for Udbredelsen af Bøgerne.

Denne Bog er lagt til Rette efter samme Plan som de tidligere tre:
der er givet lidt af alt, baade det alvorlige og det skjæmtende, det
mere sandsynlige og det helt ud æventyrlige. For Resten kan Indholdet
tale for sig selv. Billeder har jeg maattet give Afkald paa,
uagtet jeg ret meget ønskede at have et Par med ligesom tidligere.
Meddelerne staar i Regelen anførte under hver Historie, men meddeles
dog her i Samling for en Oversigts Skyld.

 Tømrer Kristian Hovstrup, Taars. 1.
 Teglbrænder Jens Kristensen, Gl.-Trudsholm. 2, 8.
 Brøndgraver Niels Rask, Mundelstrup. 3.
 Skrædder Kristen Kristoffersen, Taars. 4.
 Husmand Jens Mark, Vogslev. 5.
 Aftægtskone Juliane Marie Povlsdatter, Vogslev. 6.
 Madam Johanne Svendsdatter, Ø.-Brønderslev. 7.
 Husmand Niels Hansen Li, Vejen. 9, 29.
 Aftægtskone Larsine Kristine Jens-Kristiansdatter, Kvissel. 10.
 Kone Mette Sofie Larsen, Bindslev. 11.
 Sognefoged Rasmus Kristensen, Ut. 12, 14.
 Skrædder Kristen Sørensen, Lime i Salling. 13.
 Indsidder Jens Gudesen, Siem. 15.
 Aftægtsmand Niels Kristian Jensen, Fredbjærg. 16, 21.
 Madam Ane Katrine Bærtelsen, Lomborg. 17.
 Indsidderske Marie Fred. Schnevoigt, Tindbæk v. Randers. 18, 20.
 Almisselem Roland Peder Andreassen, Slotved v. Sindal. 19.
 Lærer Hjortnæs, Brensted. 22.
 Spindekone Ane Sofie Lavridsdatter, Ø.-Bording. 23.
 Aftægtsm. P. Andersen Bjerregaard, Brandstrup v. Rødkjær. 24.
 Gaardmand Byriel Jensen, Grynderup, Farsø. 25.
 Husmand Niels Krist. Graversen, Lem v. Ringkjøbing. 26.
 Husejer Peder Stald, Holstebro. 27.
 Aftægtsmand Povl Madsen, Gadbjærg. 28.



Indholdsliste.


                                              Side
  1. Per Vinters Skjorte                         2
  2. Prinsessen i Arabien                       12
  3. Per Degn og Præstens Moder                 24
  4. Den æggelystne Præst                       32
  5. Et andet Sind                              33
  6. Moderens Formaning                         34
  7. Prinsessen i Højen                         36
  8. Mit Ophold paa det forønskede Slot         44
  9. Kikkert, Taske og Hest                     53
 10. Den forskudte Dronning                     64
 11. De tre Lærdomme                            74
 12. Ræven paa Fangst                           77
 13. Den dristige Skrædder                      80
 14. Snedkerens Hævn                            83
 15. Røverslottet                               86
 16. Flugten fra Trolden                        91
 17. Jomfru Nøggel                              95
 18. De gode Hjælpere                          105
 19. Hesten Blank                              112
 20. Dug, Faar og Kølle                        119
 21. Kjællingens gode Raad                     127
 22. Ræven, der blev narret                    130
 23. Det fundne Barn                           133
 24. Det glemte Løsen                          138
 25. De tre Ønsker                             139
 26. Det stærke Øl                             140
 27. Syner i Spejlet                           141
 28. Præstens Lig                              145
 29. Den kloge Dronning                        151
     Efterskrift                               158





*** End of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Fra Mindebo - Jyske Folkeæventyr" ***

Doctrine Publishing Corporation provides digitized public domain materials.
Public domain books belong to the public and we are merely their custodians.
This effort is time consuming and expensive, so in order to keep providing
this resource, we have taken steps to prevent abuse by commercial parties,
including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Doctrine Publishing
Corporation's ISYS search for use by individuals, and we request that you
use these files for personal, non-commercial purposes.

+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort
to Doctrine Publishing's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a
large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the use of
public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Keep it legal -  Whatever your use, remember that you are responsible for
ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just because
we believe a book is in the public domain for users in the United States,
that the work is also in the public domain for users in other countries.
Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we
can't offer guidance on whether any specific use of any specific book is
allowed. Please do not assume that a book's appearance in Doctrine Publishing
ISYS search  means it can be used in any manner anywhere in the world.
Copyright infringement liability can be quite severe.

About ISYS® Search Software
Established in 1988, ISYS Search Software is a global supplier of enterprise
search solutions for business and government.  The company's award-winning
software suite offers a broad range of search, navigation and discovery
solutions for desktop search, intranet search, SharePoint search and embedded
search applications.  ISYS has been deployed by thousands of organizations
operating in a variety of industries, including government, legal, law
enforcement, financial services, healthcare and recruitment.



Home