Title: Mit Liv og Levned - som jeg selv har forstaaet det
Author: Fibiger, Johannes
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Mit Liv og Levned - som jeg selv har forstaaet det" ***


[ Afskriverens bemærkninger:

  Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men originalens
  stavning er for øvrigt bevaret. Manglende anførselstegn er kun
  indsat på de steder, hvor der ikke har været tvivl om deres
  placering.

  Kursiv tekst i originalen er gengivet med _understreg_, mens
  s p a t i e r e t tekst er gengivet med ~tilde~.

  Fodnoterne med nummer 4, 9, 13 og 28 var ikke markeret med
  ankertegn i originalteksten, men er forsøgt placeret et
  passende sted på den pågældende side. Især for fodnote 4's
  vedkommende er dette dog forbundet med nogen usikkerhed.

  En indholdsfortegnelse er tilføjet herunder.

    FORORD.

    FØRSTE BOG. SLÆGT OG BARNDOM.
      Første Kapitel. Falster.
      Andet Kapitel.  Kolding.
      Tredie Kapitel. Roskilde.

    ANDEN BOG.  UNGDOM.
      Første Kapitel. Theologi og Æsthetik.
      Andet Kapitel.  Familie og Venner.
      Tredie Kapitel. Christendom.
      Fjerde Kapitel. Sygdom og alskens Besvær.
      Femte Kapitel.  Uvirksomme Aar.
      Sjette Kapitel. Større Vennekreds.

    TREDIE BOG. FORLOVELSEN.
      Første Kapitel. Den lykkelige Begivenhed.
      Andet Kapitel.  Den Sommer for alle Somre.
      Tredie Kapitel. Min Familie.
      Fjerde Kapitel. Krigstiden.

    FJERDE BOG. ÆGTESTAND.
      Første Kapitel. Bryllup.
      Andet Kapitel.  Skoleliv og Præstestand.
      Tredie Kapitel. Omgangskreds og Studier.
      Fjerde Kapitel. Ilia og Mathilde.
      Femte Kapitel.  Kirkeligt.
      Sjette Kapitel. Slutning af Livet i Haderslev.

    FEMTE BOG.  ALDERDOM.
      Første Kapitel. I Kjøbenhavn.
      Andet Kapitel.  Familieliv.
      Tredie Kapitel. Litterært.
      Fjerde Kapitel. En Præstehistorie.
      Femte Kapitel.  Afsked med den gamle Kreds.
      Sjette Kapitel. Landsbyliv.

    NOTE.
]



                 JOHANNES FIBIGER

                MIT LIV OG LEVNED

          SOM JEG SELV HAR FORSTAAET DET

                     UDGIVET
                        AF

                  KARL GJELLERUP


                    KJØBENHAVN
 GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
  Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
                       1898



Non me cuiqvam mancipavi, nullius nomen fero, multum magnorum virorum
judicio credo, aliqvid et meo vindico.



FORORD.


Ved min Pleiefader Johannes Fibigers Død (13. Nov. 1897) tilfaldt
der mig den Opgave, at besørge Udgivelsen af det Memoireværk, som
han efterlod. Manuscriptet var allerede kjendt af Flere, som levende
ønskede at se det offentliggjort -- Prof. Høffding udtalte sig derom
i den Nekrolog, som han skrev til »Politiken« -- og det var ogsaa
Fibigers eget Ønske. Da vi talte derom i de sidste Dage, og hans
Hustru yttrede, at der var en Del Steder deri, som man ikke godt
kunde lade trykke af Hensyn til nulevende Personer, sagde han: »Aa,
det gjør saamænd ikke Noget, lad det blot blive trykt altsammen.«

»Altsammen« vilde nu imidlertid sige omtrent 1700 tæt skrevne
Kvartsider, og jeg havde allerede den Gang -- uden at kjende Værket
-- mine praktiske Tvivl om Udgivelsens Mulighed. Min Opgave blev
derved siden, efter Samraad med min Forlægger, nærmere bestemt som
den at reducere 1700 Sider til knap 600. Og da jeg havde gjort
mig fortrolig med Indholdet, forøgedes Vanskeligheden, men ogsaa
Interessen ved Opgaven, idet det stillede sig som en bydende
Fordring, ikke at meddele Uddrag, der sammenholdtes ved refererende
Overgangsstykker fra Udgiverens Pen; Strygningerne maatte foretages
saaledes, at Fortællingens Traad eller rettere Traade ingen Steder
brast. Memoireværket var i sine fem Bind en Bog -- om end en ofte
nok uformelig udførlig Bog -- og en Bog maatte det vedblive at
være; ja mer endnu -- den samme Bog. Dermed vare ogsaa saadanne
Forkortelsesforsøg udelukkede, der indskrænkede sig til et enkelt
Synspunkt: f. Ex. at man sagde, det kommer først og fremmest an paa
at faa alt om Forfatteren selv med; naar først det er bjerget, saa
kan man se hvad der bliver tilovers af Plads for det øvrige Stof.
Tvertimod maatte alle de givne Synspunkter fastholdes og gjennemføres.

Hvad der overhovedet muliggjorde i alt Fald nogenlunde at løse denne
ved første Blik næsten umulige Opgave, det var den Omstændighed, at
der var enkelte store sammenhængende Partier, som næsten udskilte
sig selv. Saavel en Norgesreise i Ungdomstiden som den senere Reise
til Italien var skildret med en Udførlighed, der ikke stod i noget
Forhold til disse Reisers Betydning for Forfatterens Udvikling. En
meget omfangsrig Fremstilling af Familien Waages Historie egnede sig
ogsaa bedre for et Familiearchiv end for Fibigers Levned og traadte,
ligesom Reiserne, afgjort ud af Rammen. Det vilde ganske vist have
været ønskeligt, at Forfatteren selv havde gjort et Uddrag af disse
Kapitler, som havde egnet sig for Offentliggjørelse; nu var der
imidlertid ikke andet at gjøre, end resolut at stryge dem helt og ved
en Note konstatere at her fandtes et Hul, og af hvad Art det var. Da
nu ogsaa et Par mindre Kapitler og større sammenhængende Partier af
andre Kapitler næsten udskilte sig ved første Blik, saa reduceredes
Manuscriptet, allerede før det egentlige Arbeide begyndte, med
henimod sexhundrede Sider.

Endnu gjaldt det imidlertid om, med den mindst mulige Skade for
Værket at gjøre det halvt saa stort. Her kom det nu Opgaven meget
tilgode, at disse Strygninger ikke fordelte sig ligelig paa alle fem
Bind. Det vil ved de fleste Memoirer være Tilfældet, at Ungdomstiden
er den interessanteste. Det er den, i hvilken Personligheden
tager Form, det er den, der ligger længst tilbage og derved faar
Tidsbilledets Interesse, det er endelig den, ved hvis Gjenoplevelse
Forfatterens Hjerte har været varmest, og som derfor er lykkedes
bedst. Denne almindelige Regel finder nu i alle Retninger fuldkommen
Anvendelse paa de af Fibiger efterladte Erindringer. Og hertil kommer
endnu, at de Diskretions-Strygninger, som unægtelig maatte foretages,
ogsaa blev talrigere, efter som man nærmede sig Slutningen. Herved
blev det da muligt at fare forholdsvis lempelig frem i den første
og værdifuldeste Halvdel af Bogen; og da saavel Fremstilling som
Stil overalt var mer end bred, var de Strygninger, jeg her maatte
foretage, ofte kun saadanne, som i hvert Fald havde været litterært
anbefalelige.

Et Par Steder -- jeg troer kun tre eller fire ialt -- har jeg
forandret Udtrykkene en Kjende, fordi jeg kun havde Valget mellem
at mildne Stedet lidt eller helt at udelade det, og det Sidste ikke
saa godt lod sig gjøre for Sammenhængens Skyld. Med Undtagelse deraf
har jeg ikke noget Steds tilladt mig at rette Stil i Manuscriptet,
selv hvor man kunde føle sig mest opfordret dertil. Min Pleiefaders
tydelige Haandskrift lod mig aldrig være i Tvivl om, hvad der stod,
og den temmelig langsomme og sirlige Omhu, hvormed han skrev og
gjennemsaae det Skrevne, udelukkede næsten overalt den Antagelse,
at der kunde være Skjødesløsheder af almindelig Art, som en Udgiver
f. Ex. i et lignende Tilfælde vilde være berettigt til at antage i
et Manuscript af mig. Jeg tør sige at Manuscriptet fra først til
sidst var feilfrit: det sagde til Punkt og Prikke hvad Forfatteren
vilde sige. Hvad der altsaa fandtes af Unøiagtigheder, forulykkede
Konstruktioner og undertiden direkte Sprogfeil var at betragte som
Forfattereiendommeligheder, der ikke turde udviskes af en glattende
Haand.

Hermed har jeg gjort Rede for mit Forhold til denne Bog som Udgiver,
og anser alle videre Bemærkninger for overflødige, da Værket vil tale
for sig selv.

                                                 Karl Gjellerup.



[Portræt: JOHANNES FIBIGER.]

MIT LIV OG LEVNED.



FØRSTE BOG.

SLÆGT OG BARNDOM.



FØRSTE KAPITEL.

FALSTER.


At jeg efter tresindstyve Aar skulde vende tilbage til den Ø, hvor
jeg har lært de første af alle Kunster, at staae paa mine Ben og
at bruge min Mund, har bidraget sit til, at jeg har faaet Lyst til
optegne mine Tanker om, hvad der har fyldt alle disse mine Aar.

At staae paa mine egne Ben og tale med min egen Mund synes mig at
være mit Livs Eiendommelighed; men synderlig vidt er jeg ikke kommen
dermed. Mit Liv skal ikke mindes mellem de Stores, men man har nu
eengang kun eet Liv, og til Tider kan man blive træt af i Aanden at
fare al Verden rundt for at søge efter Kundskaber, og finde, det
ligger nærmere at søge at faae opfyldt det gamle Krav: Kjend dig selv.

       *       *       *       *       *

Det var i Sommeren 1881, at jeg blev Præst for Ønslev og Eskilstrup
Sogne paa Falster. Da var jeg 60 Aar.

Naar jeg nu, paa Veien til mit andet Sogn, gaaer over den smukke
Landevei, som fører fra Nykjøbing til Gaabense Færgested, kan det
skee, at jeg tankefuld bliver staaende og seer tilbage gjennem
Tidernes Taage. Veien er en forholdsvis nymodens Bekvemmelighed, dog
har Jærnbanen allerede igjen gjort den forældet. For tresindstyve Aar
siden var den en smal Byvei, der bugtede sig mellem Risgjærder og
Piletræer, og havde Tid nok til et langt Svinkeærinde henimod Skoven,
hvor Galgekroen laa. Seer jeg nedad den i denne Skikkelse, opstaaer
der for mit Syn et Billede, der omtrent seer saaledes ud:

Det er Novemberveir, og gjennem Sølet arbeider sig en i Remme
hængende Karosse tungt nok frem. Den er overtrukken med trannet
Læder, som trekantet efter Diagonalen er rullet op paa den ene Side,
og paa den anden tilknappede Side forsynet med et i Læderet indsyet
Stykke Glas saa stort som en Haand, at man dog, naar det Oprullede
ogsaa var tilknappet, kunde paa denne Uhrskive see, om det var Nat
eller Dag. For Tiden er det en Mellemting.

Paa den lave Buk sees den kongelige Extraposts Rangsmærke, en Kudsk
i rød Trøie med gul Krave, lyseblaa Buxer, høi Hat med bredt hvidt
Baand om, og over Skuldren et bulet Messinghorn i en spraglet Snor.

Ved hans Side sidder i drapfarvet Kavai med mange trappelagte Slag
en Mand lidt under Middelhøide. Han seer endnu lavere ud, som han
med duvet Hoved stirrer tankefuld frem for sig. Den monstrøse høie
Cylinderhat er trykket dybt ned over Øinene, men ved Siderne kan man
see sort kruset Haar, og af de regelmæssige Bryn skjønne, at det er
en smuk, tænksom Pande, der skjules, ligesom af de smaa i Uldvanter
gæmte Hænder, at det er en Mand, der kun arbeider med sit Hoved. At
han arbeider stærkt, er tydeligt af de blege Kinder og nervøse Træk
om Øinene, og at han føler dybt og kjærligt, af det usædvanlig bløde
og blide Minespil om den fintformede Mund.

Kudsken fortæller maaske netop en Historie, og da den Reisende saa
jævnlig har underholdt sig med ham som sin Ligemand, kan der ogsaa
deri forekomme en drøi landlig Skjemt. Da trækker sig hans drømmende
Øine sammen med mange Rynker, det bløde Ansigt viser, hvad gladt
Minespil det er istand til, og han opslaaer en frisk hjærtelig
Latter. Saa synker han igen hen, og kun den let krogede Næse og den
fine, glatragede Hage sees under Hatten.

Under Vognlæderet klamre fire smaa Hænder sig fast til Døren, og to
smaa Drengeansigter, indbundne i strikkede Sjaler, kige nysgjerrig
ud. Den ene, halvtredie Aar, med Faderens mørke krusede Haar, den
anden, kun syv Fjerdingaar, noget lysere, mere rundkjæbet og mere lig
sin Moder; begge rødmussede og friske.

Over dem kommer et moderligt Ansigt tilsyne, ikke just smukt, men
indtagende nok og yderst bevægeligt. Efter Tidens over al Maade
smagløse Skik skæmmes det af en stor høiskygget Fiskebenshat, under
den brede Kappepiber fra det ene Øre til det andet, og et Par stive
Virekrøller hængte i et Baand paa hver Side af den stærke aabne
Pande. For Øieblikket er hun ifærd med at passe paa Drengene. De
store lyseblaa Øine spille af Iver, og den vidtudskaarne Mund bevæger
sig ustandseligt, medens den med overraskende Hurtighed udsender
vidtløftige Forklaringer over enhver Ting, de smaa Fingre pege paa,
blandede med kraftige Formaninger om ikke at strække sig for vidt ud
af den aabne Vogndør.

Kiger man dybere ind, ser man endelig paa Forsædet en tolvaars Dreng,
der har meget af Moderens, men intet af Faderens Træk. Efter sin Vane
søger han nu med æventyrlige Fortællinger og stærke Gesticulationer
at gjøre Indtryk paa Tilhørerne, men det er formodenlig spildt paa
den halvtsovende Tjenestepige, der ved hans Side vugger et sex Ugers
meget lille og fint Pigebarn paa sit Skjød.

Saaledes forestiller jeg mig mine Forældre den Dag, da de havde
givet sig paa den lange besværlige Reise til Jylland med deres tre
Børn. Den fjerde og ældste var min Moders Søn af første Ægteskab,
Caspar Smith. Hun var dengang 33 Aar og Fader 38. Tidspunktet var
den November 1822, da vor Verdensdel følte sig beængstet af at
Stormagterne sad i Verona og trak deres Fangereb tættere sammen, men
paa Falsters Landevei kan jeg ikke troe, at Sindene var trykkede af
saa store Ting.

Min Fader, Peder Grib Fibiger, havde været Overlærer ved Latinskolen
i Nykjøbing. Nu var han kaldet til Rector i Kolding.

Jeg, som var den mindste af de to, der stod ved Vogndøren, vidste
selvfølgelig intet hverken af Falster eller Jylland, og havde ingen
andre Bekymringer end det store Sjal, der hindrede mine oprørske
Frihedsbevægelser. Men ligefuldt gaar Erindringen en Del længere
tilbage end den kan række paa egen Haand. Familieminder blive snart
ligesaa levende som Ens egne. Er da Livet paa Falster end ikke Del
af mine første Minder, har jeg dog altid ikke blot havt Forvisningen
om, at jeg er født der, men ogsaa en levende Forestilling om, at der
havde jeg først taget denne Jord i Øjesyn.

Mine Forældre levede ikke længe her paa Falster, men det var de
første fire Aar af et lykkeligt Ægteskab, hvori de efter svære
Hjærtesorger og Prøvelser, hver paa sin Vis, endelig havde fundet
hinanden, og deri fundet Fredens Havn for Livet.

Det var en hed og tordensvanger Sommer, det Aar 1819, da deres
første Barn blev født. Lynene foer jævnlig knittrende ned i Sundet
og splintrede mangen gammel Eg derovre paa Lollands Kyst. Det var
trykkende, sagde Moder, at vende hjem om Aftenen til den lille
Kjøbstadsleilighed ovenpaa i Murmester Martens Gaard paa Langgaden.

For min Fader var det mindre trykkende. Han længtes efter sin
Skrivepult. Hans Vinduer vendte ud imod Sundet, der stod han med
Blikket hvilende paa Aftengløden over det stille Vand, og drømte de
Drømme, jeg saa godt kjender fra den Del deraf, han har givet mig
i Arv; og der saaes hans Lys sent i Natten, medens han gjorde sine
Oldtidssyner saa levende ved den Rigdom af Naturskjønhed, der fyldte
hans Sjæl.

Han var Filolog efter al sin Attraa og i alt sit Væsen, men desuagtet
en stor Romantiker og en sværmerisk Ven af Natur og Kunst; en stille,
musikalsk Natur. I den Tid, jeg kan mindes, var det altid hans Skik,
naar Dagen begyndte at hælde og hans Hoved var træt, at tage sin
Hustru under Armen og vandre Egnen rundt. Naar vi Børn sprang omkring
dem, vidste vi godt, hvad der boede i Forældrene. Hvoraf vi vidste
det, hører til Livets Hemmeligheder, for vi lyttede just ikke efter
deres Samtaler.

Da de nu forlode Falster, kan det vel have været med blandede og ikke
ganske samstemmende Følelser. Min Moder var en Øbo, og Jylland hende
et fremmed Land, hvor hun først skulde forsøge, om hun og hendes
kunde trives. Med min Fader var det anderledes; han følte sig som
Jyde, han drog til den Egn, hvor hans Slægt hørte hjemme.

Dog var han tidlig nok bleven omplantet paa sjællandsk Grund. Det
Billede af Familien, jeg foreløbig har givet, har sin Forhistorie,
og førend jeg igjen kommer tilbage til min egen Omplantning, maa jeg
betragte mine Forældres Slægt og tidligere Liv.

Man pleier i en Levnedsbeskrivelse at tale adskilligt om, hvorvidt
man mest ligner sin Fader eller sin Moder, eller hvilke Egenskaber,
man har fra den ene, hvilke fra den anden. Et Menneske er et Skud
paa Livets Træ, men skudt ud af to Grenes Forening. Jeg maa altsaa
have dem sammen for at forstaae mit Livs naturlige Udspring, og i den
Anledning maa jeg tale om deres Forening.

Min Fædreneslægts Familiehjem var Færgegaarden Snoghøi ved Lillebelt,
som dengang havde mere Betydning end nu, da hele Forbindelsen mellem
Øerne og Udlandet hovedsagelig gik over dets Skibsbro. Gaarden var
i Begyndelsen af forrige Aarhundrede først bleven erhvervet af
Tordenskjolds Kampfælle, Commandør ~Peder Grib~. Han havde faaet den
som en Hædersgave af Kongen som Løn for sine Fortjenester, sagde
man i Familien. Men da denne Forklaring kan være paavirket af nogen
Familiestolthed, anseer jeg den anden, at han havde kjøbt den for
sine Prisepenge, for mere sandsynlig. Hans Datter, som arvede den,
blev gift ~Lindam~, og i den Lindamske Familie giftede min Farfader,
~Gotfred Fibiger~, sig atter ind.

Om ham har jeg intet andet Minde end det i den Tids Stil høist
fornuftige og gudfrygtige Brev, hvori han bad en Ven af sig, som var
Huslærer paa Snoghøi, at frie for sig til den næstældste af Peder
Gribs Svigersøns Carl Lindams Døttre, Anne Sofie, som efter sin
Faders Død (1778) var bleven Arving til Snoghøi.

Frieriet var heldigt, og Gotfred Fibiger blev Eier af Snoghøi.
Han var fra Aalborg, var Jurist, og forenede nu med Tjenesten som
Postmester, Transportforvalter og Gjæstgiver ved Færgegaarden en
Virksomhed som Egnens Procurator. Med sin ~Anne Sofie~ havde han to
Sønner, Carl og Gotfred, men deres Moder døde efter sin anden Søns
Fødsel (1781) og næste Aar ægtede han hendes Søster ~Christiane~, som
blev min Bedstemoder.

Om min Farfader har jeg ikke videre at melde. Da han allerede døde
i Januar 1795, har hans Sønner ingen klar Erindring havt om ham,
desaarsag er der heller ingen kommen til mig.

Men hans Hustru Christiane har jeg baade selv kjendt og hørt end mere
om hende af min Moder, som elskede hende høit og bar stor Ærefrygt
for hende. Om hende kan man sige, at hendes Sønner og deres Slægt
efter dem har arvet baade Forstand og Hjærte, hvad de saa end tillige
have arvet efter deres Fader.

Hun var en kraftig, villiestærk og høitbegavet Kvinde, som efter sin
Mand overtog den vidtløftige Bestilling paa Gaarden og med moderlig
Kyndighed opdrog sin Søsters to og sine egne fire Sønner, indtil
den ældste af dem, ~Carl~, kom saa vidt, at han kunde blive hendes
Støtte i hvad Postvæsenet og Færgefarten angik. Den ældste af hendes
egne Sønner var min Fader, den anden, ~Christian~, blev i sin Ungdom
Sømand, de to yngste, ~Johan Adolf~ og ~Jakob Scavenius~ Fibiger blev
sendte til Kjøbenhavn til Kadetakademiet for at blive Militære. Til
disse mine Farbrødre kommer jeg oftere tilbage.

Den ældste af sine egne Sønner bestemte Moder Christiane til at
gaae den lærde Vei, og sendte derfor efter sin Mands Død den nu
elleveaarige Peder Grib til Roskilde Skole. At hun valgte denne
fjerntliggende By, kan have havt sine Grunde. Halvbroderen Gotfred
havde gaaet i Kolding Skole, men han havde ikke gjort sin Moder
Glæde. Hans forvidtsvævende Lyster havde havt for megen Magt over
ham, og han havde ikke naaet nogen ordentlig Stilling. Hun har maaske
ment, at Skolen ikke var uden Skyld deri. Der maa desuden have været
et nærmere Forhold mellem hendes Mand og Rectoren i Roskilde ~Johan
Henrik Tauber~, der ogsaa var fra Aalborg.

Hun søgte altsaa derhen og fik ham til endmere Betryggelse i Huset
hos Rectoren. Deri gjorde hun vistnok vel, men efter hans Livs
Førelse blev dermed ogsaa hans Fremtids Skjebne afgjort. Han fandt
meget mere der end Opdragelse og Lærdom, men det var dog en blandet
Lykke, der mødte ham i det bedste Hus, hans gode Moder kunde finde.

I Roskilde Rectorbolig, der dengang havde en tarveligere Skikkelse,
men dog ligesom nu fra Domkirkens Fod saae vidt ud over Fjorden og
de fjerne Skove, var der et livligt Hjem, fem Sønner og fire Døttre,
foruden Pensionærer og den Skare unge Venner, som især Døttrene, og
de vare meget egnede dertil, pleie at lokke fra Skolen til Rectorens
Hus.

Husfruen, ~Gregoriane f. Begtrup~, en Præstedatter fra Jylland,
Pleiedatter af Biskop Rotbøl i Viborg, og da hun blev gift, i Huset
hos Rector Worm i Horsens, var en stille elskværdig Moder, og af saa
god Dannelse, at hendes Børn og Pleiebørn kunde søge til hende om
Hjælp ved deres Lectier.

~Tauber~ selv var en følelsesfuld, endog sværmerisk Mand,
men ligefuldt et Forstandsmenneske, en Typus for sin Tid. En
Menneskekjender, der kunde tage Folk beregnende, men ikke mindre med
Taarer i Øinene favne dem med et Vennekys. Han var af tydsk Slægt;
hans Fader ~Emanuel Tauber~ var som Kobbersmedsvend indvandret fra
Augsburg, havde nedsat sig i Aalborg og var der bleven en velhavende
Mand.

Som Doctor theologiæ traadte Tauber altid frem i Skolen i præsteligt
Ornat, og førte en Strøm af god Aand med sig ind i den fra Læreres
og Disciples Side lige forvildede Republik. Den første Dag, han kom
i Horsens Skole, lagde Duxen pligtmæssigt med et dybt Buk et stort
Ris paa Kathedret. Han bød ham at kaste det bort, og fortalte siden
med Latter, at der som en Løbeild var gaaet det Ord gjennem Skolen:
Rectoren vil ingen Ris have! Han reformerede ikke just de tre Skoler,
han fik under sin Bestyrelse, dertil var han ikke gjennemgribende
nok. Provst Daniel Smith har i sin Skildring af ham sagt, at han
fordærvede dem, hvilket upaatvivlelig er en uretfærdig Dom. Han gav
i alt Fald et godt Exempel, som dengang høilig kunde behøves.

Min Fader var altsaa elleve Aar, da han af »den agende Post« blev
afleveret i Roskilde; og saa lovende det nye Hjem end saae ud, gik
det dog der som i andre velbefolkede Huse, at et Barn er mest henvist
til Børnene. Den jydske Landsbydreng med det indesluttede uharmoniske
Væsen, i sit Indre ubøieligt Høisind, i sit Ydre blød Eftergivenhed
eller Taushed, og intet andet Bindeled derimellem end Tungsind og
Trang til Forstaaelse, var ikke meget skikket til at gjøre sig
gjældende mellem Rectorsønner, der var vante til at spille Mestre paa
Pladsen. Fra sin Side har han altid elsket dem som sine broderlige
Venner, og de to, der som han blev Rectorer, beundrede han i høi
Grad og betragtede dem som sig langt overlegne. De var overmodige og
drillevorne og der var ingen Ende paa Historier om ~Pér's~ latterlige
Udseende, om hvor underlig han bar sig ad og hvor galt han kom fra
det. Ja, han gjorde, hvad et Menneske med hans Sind gjør, han forløb
sig, naar han gav sine Følelser Luft, og trak sig saa mismodig
tilbage i sin Skal.

En glad og sorgløs Ungdom falder ikke i ethvert Menneskes Lod. Ogsaa
jeg ligner min Fader deri, at jeg næppe veed, hvad den skjønne
Forestilling om Livets Vaar vil sige. Af smaa Optegnelser fra hans
Skoletid sees, at han stadig stred ærlig for »at erhverve sig og
befæste sig i Dyd«. Og hans Breve til Hjemmet ere i en meget vemodig
Tone, bestandige Forsikringer om, at han vilde blive et godt Menneske
og gjøre sin Moder Glæde. Stakkel, han var, hvad Livslyst angaaer,
altid bag de Glades Række. Medens han ikke havde Frejdighed nok til
at faae Tag med i Legen, har han staaet der og dreiet paa Dydens
haarde Reb.

Han var ikke religiøs i den Forstand, som ren Christendom tager det.
Den fandtes ikke i hans Kreds. Men en redelig og dybtfølende Dreng
som han var, blev han under Taubers Paavirkning greben af et høit
Sværmeri for sædelig Renhed, og som for enhver, der har levet under
Domkirkens Skygge, var dette hierarchiske Monument ham Symbolet paa
al Høihed i Livet. Mere ved sin Musik end ved sit Ord talte Kirken
til Sjælene, og hans Sjæl var idel Musik.

Hver Morgen gik Skolens Mesterlectie over i Kirken, »at synge for
Dronning Margrete«. Det var en Fortsættelse af Sjælemessen, og det
turde ikke undlades. Den strenge Marmordronning laa jo bag Altret,
og vogtede paa, at man ikke forsømte sin Pligt, saa længe man fik
hendes Legatpenge. Daniel Smith siger, »at denne Sangtime var en ren
Skandale, der blev gjort de værste Spektakler.« Paa min Fader har
den aldeles ikke gjort det Indtryk. Endnu 40 Aar efter, da jeg gik i
samme Skole, men ikke sang for Dronning Margrete, baade fordi hun var
sovet ind, og jeg ikke kunde synge, talte hans gamle Lærer Cantoren
Hartmann, med Rørelse om, hvorledes min Fader havde sunget; ham
kunde han stole paa, han svigtede aldrig Tonen. Ogsaa har det moret
mig at høre hans Ungdomsven, Præsten Winding, Fader til Musikeren
August Winding, paa sin barokke Maade forsikkre mig, at min Fader
var den første her i Landet, der forstod Beethoven, selvfølgelig med
Undtagelse af Winding selv.

Imidlertid stred han sig gjennem Skoletiden under mangen Sjælekamp,
bestandig bekymret for, at han stod langt tilbage for de Venner,
han levede iblandt. Det laa saa i hans samvittighedsfulde Sind. I
Virkeligheden var han baade den reneste Sjæl og den mest begavede
Aand iblandt dem. Men hans Sind var tungt, og hans Hjærte saaret, og
blev det alt mere, som Aarene gik. Han bar paa en Hemmelighed, som
voxede til en Lidenskab, der formørkede hele hans Ungdom.

Taubers ældste Datter, ~Christine Augusta~ (født 3. Maj, 1780)
var den af Familien, der nærmest stemte med ham, og hun blev hans
Veninde og hans Hjærtes Dronning. Jeg kommer ofte tilbage til hende,
hendes Følelse for min Fader er gaaet over paa mig, og jeg har hende
saameget at takke for, at jeg vel maa mindes hende med Kjærlighed.

Hun var meget smuk, med de samme store Træk, som hendes Faders
Portræt viser; hendes Sind var idel Godhed og lidt mere, Trang til
romantisk Venskab, men bagved det sværmeriske Blik i de klare blaae
Øine, bevarede hun dog altid en vis lønlig Iagttagelse af en Linie,
der ikke maa overskrides, en Egenhed, som jeg saa nødig jeg vil sige
noget satirisk om hende, ikke kan kalde andet end Forglemmigeis
Uskyldighed.

Hun var femten Aar, og han i sit tolvte, da de lærte hinanden at
kjende, en farlig Aldersforskjel for en sværmerisk Dreng. Der opstod
»et broderligt Forhold« mellem dem, men et saadant Forhold mellem
følsomme Sjæle blev i den Tid taget med en egen Alvor, og vogtet
som en Helligdom. De skrev de lange Breve til hinanden, som skulde
opklare Misforstaaelser i Samtaler, og som man stikker i Haanden
i Forbigaaende, og med bankende Hjærte venter Virkningen af. Mest
dreie de sig om Forskjellen paa mandlig og kvindelig Dyd, og den
store Vanskelighed ved at faae de reneste Hensigter forstaaede.
Men saadanne Ungdommeligheder udhule de dybeste Leier for Livets
Strømninger. Intet Under, at den lidenskabelige Discipel satte sit
ærlige Hjærte til hos sin Rectors klarøiede Datter.

Hun gjengjældte ikke hans Lidenskab, og han naaede aldrig til at
tilstaa den for hende. Forholdet er let forstaaeligt. Han var en
uudviklet Discipel, hun var en allerede beundret Dame -- Jomfru hed
det dengang. Det laa i hendes Karakter, at hun maatte gjøre Venskabet
saa inderligt som muligt, og dette var ikke løst Spil, hun mente det
med fuld Oprigtighed og svigtede det aldrig. Saaledes var det endnu
i hendes Alderdom.

Samme Aar Peder Grib blev Student (1801), han var da 17 og hun 21
Aar, gav hun sin Haand til en Mand, der var ti Aar ældre end hun,
og som hun heller ikke elskede i Ordets stærkeste Betydning. ~Peder
Møller~ var en smuk og fin Mand, rolig og mild, men fast. I en Alder
af 31 Aar var han allerede Assessor i Højesteret og vedligeholdt
indtil sin Alderdom en anseet Stilling mellem Hovedstadens
Embedsstand.

Da Drømmenes Boble saaledes var bristet, havde den unge Student intet
andet at gjøre end at træde sin Livsgjernings Mølle. Forholdet til
hans Elskede forblev som det var. Hun var hans Veninde, og han var
altid en kjær Gjæst i hendes Hus; hun var ikke forandret, men for ham
var der ikke længer Haab, kun Forsagelse tilbage.

Som han var idel dyb Alvor og dyb Følelse, lagde han begge Dele i sit
Studium. Han erhvervede sig en Lærdom i den klassiske Oldtids Skatte,
som næppe er bleven overgaaet af nogen Samtidig hos os; og han
forbandt den med en Følelse for disse Skattes Skjønhed, som er kommen
til Orde i hans Poesi. Han fandt ogsaa forsaavidt Anerkjendelse,
som han to Gange vandt Selskabet for de skjønne Videnskabers
Prismedaille, men han gjorde dog ikke det Indtryk, han haabede.
Fortjent synes jeg ikke, det er. Hans Hovedværk, Oversættelsen af
Sophokles Tragedier, overgaaer dog Dorphs nu almindelig brugte, i at
træffe Originalens mægtige Klang og heroiske Værdighed, ikke at tale
om, i Troskab. Hans sex Sange af Iliaden har Wilster spottet over.
Seer man paa antik Tone og Styrke i Sproget ere de dog fuldt saa gode
som Wilsters. Hvad min Fader egentlig mente med antik Skjønhed seer
man bedst af hans egne græske Oder, et Kunststykke, som jeg ikke
veed, nogen anden her i Landet har vovet sig til. Saavidt mit Øre
kan bedømme det gamle Sprog, ere de af fuldendt Ynde. Saadanne Ting
pleiede han at udgive i sine aarlige Skoleprogrammer, ledsagede af en
dansk Text, ligesaa kunstret. Et smukt Stykke af den Art er hans Digt
til Kolding Slotsruin, ledsaget af et Billede.

Som man ofte kan finde det hos tungsindige Mennesker havde han endnu
en anden Egenskab, en høi Grad af Sands for det Komiske. Det er som
de mere end det lettere Sind trængte til at ryste Byrden af i en
forsvarlig Latter; og som al Komik beroer paa en barok Modsætning,
gribes de, der kun altfor godt kjende Livets svære Modsætninger,
desto lettere deraf, naar de i ny Belysning stilles saa pudsigt til
Skue. Selvfølgeligt gribes de ligesaa meget deraf, naar Modsætningen
møder dem i tragisk Klædebon.

Først 1810 fik han Ansættelse som Adjunkt i Roskilde, hvor den
gamle Tauber, der havde taget sin Afsked 1808, endnu boede i
Rectorboligen. Han havde besværlige Forhold der, da Skolen var i
Uorden, og den brave Rector Schultz havde vanskeligt nok ved at faa
den gennemgribende Reform af 1810 indført. Han blev der til 1817, da
han blev kaldet til Overlærer i Nykjøbing. Samme Aar blev ogsaa i en
anden Henseende en lykkelig Overgang i hans Liv.

~Jakobine Katrine~, født 8. Januar 1789, var Taubers næstældste
Datter. Da der var ni Aar mellem hende og den ældste, Christina
Augusta, havde den inderlige Kjærlighed, der alle Dage omslyngede
dem, en egen Charakter. Den ældste vedligeholdt altid en moderlig
Myndighed over den yngre. Denne Afstand i Søstrenes Alder kom til
ligesom i Tal at udmaale Aarsagen til min Faders lange Strid. Han var
fire Aar yngre end den ene, og fem ældre end den anden, og medens
hans Hjærte haabløst hang ved den ældre, betragtede han den yngre som
et Barn.

Men Barnet sprang tidlig ud og var glimrende begavet, ikke saa smuk
som Søsteren, men udrettede med sine intelligente Træk, sin raske
Tunge og sine stærke Øine i en Hast, hvad der i hendes Alder skulde
udrettes, at vinde Hjærter. Hun opholdt sig meget i Kjøbenhavn i sin
Søsters gjæstfri og stærkt besøgte Hus, og fik først lige fyldt sine
19 Aar, da hun havde sig en ret anselig Brudgom, en smuk, hæderlig og
velstaaende Mand med et fint, høist tiltalende Væsen, Procurator ved
Hof- og Stadsretten ~Caspar Vilhelm Smith~.

Han var vel omtrent ligesaa meget ældre end hun som P. Møller var
ældre end hendes Søster, men hun var ikke den, der lod sig nøie med
faderligt Venskab, hun holdt sin Brudefakkel høit, og nød sin korte
Lykke af sit fulde flammende Hjærte. Ak, kun to Aar varede hendes
Ægteskab, hendes første Barn levede fem Uger, næste Aar, i April
1811, bortrev en hidsig Sygdom hendes Mand, og to Maaneder derefter
fødte den een og tyveaarige Enke den Søn, som hun gav Faderens Navn,
og som nu var hendes eneste Trøst.

Hun vendte saa tilbage til Roskilde og sad i Stilhed med sin lille
Dreng hos de gamle Forældre. Men ogsaa her lod Dødens kolde Haand
hende ingen Ro. Der var endnu to Døttre hjemme. Den ældste af disse,
Louise, en blomstrende livfuld Pige, 20 Aar, som stod hende nærmest
i Alder, blev pludselig bortreven fra hende.

Saa sneg Aarene sig bedrøvelig hen til 1816. Hendes Gjerning var
at pleie den livstrætte og i sin Skrøbelighed vanskelige Fader,
og at styrke sin tungsindige Moder. Naar hun fortalte os Børn om
denne hendes Prøvetid, sagde hun: Moder talte kun lidt, hun sang
sine Psalmer, og Fader talte kun om Evigheden. Han havde faaet et
Dødsbudskab. En Aften, da han traadte ind i sit Værelse, havde han
seet sig selv sidde ved Skrivebordet. Han havde ikke talt om det, men
da de undrede dem over, at han mod sin Sædvane ikke havde Lyst at
være i sin Stue, men sad i Dagligstuen, kom det ud af ham.

Hendes yngste Søster, Marie Elisabeth, dengang 16 Aar, var hende ikke
til Hjælp. Hun var et skrøbeligt Væsen, og hendes Sind blev senere
omtaaget. Saa sov den gamle Fader hen 26. Januar 1816 og det kjære
Familiehjem maatte nu opløses.

I denne Smertens Tid var det, at min Fader og Moder fandt hinanden.
Hvorledes, veed jeg intet nærmere om. Om saadanne Ting talte Moder
ikke. I det Udvortes var det ligefrem. Han boede i Byen, det Hus,
hvor han havde havt sit Barndomshjem laa kun faae Skridt fra Skolen;
og i de faa Timer, han havde tilovers, maa han dér have søgt sit
Selskab. Det Indvortes fremgaar af deres Liv.

Han trængte til Fred for sit lidende Hjærte og kunde ikke finde den
uden i Kjærlighed, og hun var den, som kjendte ham saa ganske, at hun
tilfulde forstod hans Indre. Hun havde baaret sex Aars smertelige
Byrde, Aar, som vel kunde gjøre hende til et andet Menneske end den
lykkelige unge Pige havde været. Begge var de erfarne nok til at
vide, at Livet har andre Opgaver end Ungdommens søde Sværmerier, og
at dybe Sjæle endnu er istand til at elske redeligt og opoffrende,
om ogsaa det første Ideal er skrinlagt, og det første høje Mod paa
Lykken er stækket.

Imidlertid stode de begge i det Forhold til den kjære Søster
Christine, at det kunde siges, at der var ingen af hendes Tanker og
Følelser, som ikke ogsaa gik over paa dem. Og deri havde Fader sin
sværeste Opgave. Havde han end hver Dag i sin Ungdom maatte sige sig
selv, at Kjærlighed aldrig skulde falde i hans Lod, saa havde han
nu fast formeget af denne glødende Ingrediens. Den ene Søster tog
ham med fast Haand, og havde visselig ikke Sind til at slippe nogen
Del af hans Liv. Den anden vilde dog ikke sættes tilside i den Del
af hans Kjærlighed, som hun mente at have Hævd paa. Hun kunde ikke
afsee de Timer, hvori hun »talte til ham med søsterlig Fortrolighed«,
eller de Breve, »som intet menneskeligt Øie havde seet, og som laa
forseglede i hendes Gjemme med Udskrift til ham. Hendes Mand havde
lovet at sende ham dem efter hendes Død«.

Nu skete der noget i deres Forlovelses Dage, i Sommeren 1817, der
bragte det til Orde, som Læberne ikke havde turdet hviske om,
Hjærterne næppe vide. Brødrene Tauber havde fra Drengetiden været
vante til at opholde sig en Del over min Faders Væsen. Rimeligvis
have de heller ikke været blinde for hans Hjærtes Hemmelighed, han
var for saa skarpe Øine let at gjennemskue. Om de have yttret noget
saarende, er ikke let at see; der havde kun været en Uenighed mellem
dem og Fader angaaende et Vers, der skulde sættes under deres Faders
Portræt. Nu havde Christine »i sin søsterlige Fortrolighed« talt
meget med ham om det Forhold, der burde opretholdes imellem dem,
som og mellem ham og hendes Brødre, og maaske ikke været fri for at
blande nogen Bitterhed ind ved Tanken om, hvad Fare der var for at
miste denne Hjærtensskat. Det er ikke tydeligt, hun selv forsikrer,
at der aldeles intet fornærmeligt er sagt. Han har imidlertid følt
det saa, og paa sin Hjemreise til Nykjøbing, hvortil han var bleven
kaldet i Mai Maaned, havde han i Roskilde, hvor han havde taget
Afsked med sin Forlovede, beklaget sig derover for hende, om end i en
Tone, hvoraf det fremgik, at han ikke tog sig det nær.

Men hun tog sig det overmaade nær. Oprørt over den bestandige
Fortrolighed, som Søsteren vilde vedligeholde med hendes Elskede, og
vred over, at der skulde siges noget paa ham, lod hun, heftig som
hun var og slagfærdig i sin Tale, Søsteren vide, at hun godt forstod
begge Sider af Sagen, og endte med, at hun sagtens selv havde digtet
hele Historien for at sætte ondt mellem ham og hendes Brødre. Dette
virkede saameget stærkere paa Søsteren, som hun selv maatte føle,
at hun var gaaet for vidt i sit Venskab, og maatte nu føle, at »han
havde svigtet den Tillid, hun havde havt til hans Charakter«. I et
meget bevæget Brev anklagede hun ham strengt, sendte ham den omtalte
forseglede Pakke tilbage, og forlangte sine Breve igjen, »da en
Forlovet er lidt letsindig med sligt.« Først efter flere Maaneder
svarer han:

»Kjæreste Veninde! Jeg modtog en Pakke og et Brev fra Dem, som jeg
maa tilstaae, jeg aldrig havde ventet.

At jeg ikke med et Ord har talt til Jakobine derom, vil De kunne
forstaae. Heller ikke behøver jeg at forsikkre Dem, hvor smerteligt
det er mig at være Aarsag til en Misforstaaelse mellem Dem og hende.
Men -- hvorledes kan Deres Brev tale til mig i en Tone, som om De
havde glemt, at De engang var Aarsag til min største Lykke og --
jeg vil ikke tilføie -- Ulykke, thi denne, jeg forsikkrer Dem det
helligt, har jeg aldrig tilskrevet Dem, men ene mig selv? Hvorledes
er det muligt, at De kan troe de Baand sønderrevne, som -- for
første Gang nødes jeg til at tilstaae Dem det med Ord -- min Ungdoms
første, inderligste og aldrig ganske udslukkede Kjærlighed knyttede?
Kun i den faste Tillid til Deres Venskab og Redelighed, at De strax
tilintetgjør dette Brev, kan jeg tale oprigtig til Dem. Hvor kan
De have glemt den inderlige lidenskabelige Heftighed, hvormed Jak
fra Barn af allerede rev os saa at sige til sig, og ikke nu tilgive
en Misforstaaelse fra hendes Side, som jeg rigtignok er Skyld i,
men, tro mig som en ærlig Mand paa mit Ord, ganske uskyldigt. Thi
jeg fortalte hende blot, som man fortæller om løst og fast, naar
man kommer fra en Reise, hvad De havde fortalt mig, at Deres Brødre
havde sagt om mig. Men for Alvor kan De da vel ikke tænke, at jeg
skulde have været saa ondskabsfuld at tilføie, De havde gjort det for
at sætte Splid mellem Deres Brødre og mig. Det er dog en aabenbar
Urimelighed; det maa jo tvertimod være Dem magtpaaliggende, at
jeg som Deres tilkommende Svoger er Deres Brødres Broder, som jeg
ogsaa er det, og det ret af Hjærtet. En ubetydelig Trætte kan jo
opstaae mellem de bedste Venner, og jeg vil aldeles ikke fragaae,
at det Brev, jeg i Anledning af Deres Faders Portrait fik Bloch til
at skrive til Emanuel, var en dum Streg af mig, som kun en Smule
Forfængelighed kan undskylde, men fra Hjærtet kom det ikke.

Vær ikke længere vred paa mig og Jak! De veed dog, at De har ikke
bedre Venner end os to. Aldrig, aldrig forsvinder de Følelser, som
den første Ungdoms lykkelige salige Dage nedlagde i vor Barm. Jeg
var eengang lykkelig. Jeg haaber ~forvist~ at blive det igjen. Men
aldrig, aldrig briste de Baand, med hvilke de helligste i Naturen,
fælles Opdragelse, Venskab, Fortrolighed og den varmeste Kjærlighed
forenede os[1]. Jak vil aldrig ophøre at være Deres Søster, og jeg
aldrig at være Deres trofasteste Ven.

 [1] _Sic._ En Feil i Texten eller Brev-Skjødesløshed. Udg.

Uden den strengeste Befaling af Dem tilbagesender jeg ikke det
dyrebareste Pant paa svundne Dages Glæder.«

Svaret fulgte strax:

»Kjære Fibiger! Med hvor inderlig Følelse jeg modtog og læste
Deres sidste Brev, kan De ikke forestille Dem, uden De fuldkommen
har kunnet forstaae, hvor smertelig det har været mig at tvivle,
undskylde og igjen tvivle om Deres Character i mer end to Maaneder,
da jeg i mer end tyve Aar har regnet Dem for min bedste Ven, og nu
end mere ansaae os for forbundne ved Jak. Tak fordi De saa venlig
oplyste mig. Jeg kan ikke et Øieblik tvivle om Deres Brevs Sandhed.
Og jeg skammer mig ved, at jeg ikke var mere overbærende med en
Overilelse af Jak. Jeg maa blot sige til min Undskyldning, at da
det skete, kom jeg til Roskilde een Dag efter at hun havde fulgt
Dem paa Reisen. Jeg savnede dem begge der, var bekymret for deres
Adskillelse, længtes efter en Hilsen fra Dem, og kunde da ikke bære
et Svar, hvori der laa en saa bitter Bebreidelse, som jeg, tilgiv
mig, tilskrev Dem. Jeg lovede i min Vrede aldrig at tale om Dem
til hende eller om hende til Dem. Vi har nu reist sammen, og jeg
har aldrig nævnt Deres Navn i hendes Nærværelse. Jeg troede, hun
kunde ikke lide, at jeg holdt af Dem, og hun frygtede, at De skulde
gjengjælde det mere, end hun vidste. Det var ikke unaturligt, og maa
være Dem kjært. Jeg vidste ikke, hvor skyldig jeg var, før Deres Brev
nu siger mig det. -- Hjælp mig at gjøre det godt igjen, og brænd
dette Brev, som jeg vil gjøre det ved Deres. Det Bedste vil vi bevare
som en hellig Skat. De har meget, overmaade meget af min Tilfredshed
i Hænder, min Søsters Ro og det kjæreste Barns Fremtids Lykke. Ham
kan De beskytte og betrygge endog mod hans Moders og min Daarlighed,
om det behøves, og i ham kan De engang give os hans uforglemmelige
Fader igjen. Og paa denne Mands Godhed har jeg maattet tvivle! Vogt
Dem, De ~synes~ ikke altid saa god, som De er. Kan De forandre noget
heri, saa gjør det, ikke mere for min Skyld, men De vil derved undgaa
mange ubehagelige Optrin .... Tak endnu engang Tak for Deres kjære
sande Brev, og tilgiv mig alt, hvad De har at tilgive mig, og vær min
Ven i Ord og Gjerning, ligesom jeg vist aldrig skal ophøre at være
Deres Veninde. Og som saadan beder jeg Dem laane mig mine Breve til
Dem til Gjennemlæsning. Det er Deres Eiendom, og jeg vil ikke berøve
Dem dem, men ombytte dem igjen med dem, som er mine. Send mig dem
snart, og lad os ikke tale mere om Fortiden, men trygt gaae frem paa
den rene faste Bane, den har lagt for os. Deres C. A. Møller.«

Da min Fader i Mai 1817 drog til Falster, var det hans Bruds første
Beslutning, allerede i Sommerens Løb at følge ham derhen som hans
Hustru. Men Søster Christine var af en anden Mening, af hvad Grund er
ikke klart. Hun udøvede nu eengang en blid Myndighed over dem begge,
og hendes Mening gik igjennem.

Først næste Sommer samledes saa Familien forat feire deres Bryllup,
5. August 1818, og det maatte nødvendig staae i Sæby Præstegaard.

Ære være vore gamle Præstegaarde! Upaatvivleligt kan der siges
meget paa Præster, men meget mindre paa deres Hjem. Der er faa
af Latinskolens priviligerede Stand, der ikke er i Familie eller
Gjæstevenskab med Præstefamilier; og de skulle ikke glemme,
at Beneficiarius med Frue -- nei, Madame hed det -- altid har
baade Husrum og Hjærterum for dem, til de Tider, de trænge til
Stikkelsbærbuske, Nøddehække og svale Havestuer. Og Sæby Præstegaard
var een af dem, der end ikke i Drømme kan tænkes bedre i god gammel
Stil. Rummelig høi Bindingsværks Bygning, bred Egetræs Trappe ned
til Gaarden, stor Dagligstue med Vinduer baade til Gaard og Have,
mægtig Storstue med gamle Familieportræter, Gjæsteværelser bag den
og forresten i hver mulig Krog i Huset, og stortræet Have, der fører
lige ud i Herregaardsskoven langs Tiis Søens brede klare Flade. Ikke
at tale om den store og skjønne Kirke, et Vidnesbyrd om Esbern Snares
fromme Gavmildhed. I den blev altsaa mine Forældre viede.

Præstekonen var min Moders Moster. Ogsaa Mormoder, Taubers gamle
fromme Enke, boede nu der hos sin Søster. Præsten Lassen var en
gammel Nathue, men af den bløde behagelige Slags. Forresten kom han
ikke til at vie mine Forældre. Der var en Lovbestemmelse, som forbød
at vie den, der ikke kunde fremvise Koppeattest, og min Fader havde
haft naturlige Kopper og var meget koparret, havde altsaa intet
Papir for Vaccine. Men, kongelig Forordning! Man tænke sig! Moders
næstældste Broder, Jens Worm Tauber, Præst i Nordrup, maatte da
paatage sig Vovestykket, og udførte det forsvarligt nok, som hans
lange hjærtelige Tale i Tidens Stil endnu viser mig.

Saa drog Ægteparret til Falster, ikke til nogen glimrende Stilling.
Kaarene var knappe, en Overlærers Løn var kun 800 Rdl. Jeg havde dog
i samme Stilling 1600. Men ved Hjælp af min Moders Husholdningstalent
og nogle Pensionærer, dem de elskede som deres Børn og som elskede
dem igjen, havde de dog forholdsvis et smukt Hjem.

Heller ikke for min Fader var det nogen let Opgave, der forelaa. En
overmaade forfalden Skole skulde bringes paa Fode, og han var ikke
just skabt til at gribe praktisk ind. Hans Ven og Rector i Roskilde,
Bloch, havde selv været Rector i Nykjøbing til 1815, og i de Breve,
han skrev til ham, udøser han ret sit Hjærte om det Uføre, han havde
at kjæmpe med under hans Eftermand.

»Her har man ikke den mindste Anelse om, hvad Filologi er, eller om
den Ærbødighed, man skylder de Udødeliges Manes. Jeg har aldrig hørt
Mage til Examination af Latin i øverste Klasse. Men det faaer ikke at
hjælpe. Siden jeg har faaet den, vil jeg absolut ikke tale et dansk
Ord i den, hvormeget end min Rector protesterer derimod.«

Rectoratet i Kolding havde han allerede dengang Haab om, da hans
Svoger, Erik Tauber, som beklædte det, havde havt Tilbud om et
theologisk Professorat ved Universitetet, hvilket han dog afslog --
»af ubegribelige Grunde,« siger min Fader.

Mine Forældre vare dog langtfra at beklage, at de endnu i tre Aar
vare bundne til Falster, da de havde dette Hjem inderlig kjært.
De havde ogsaa et landligt Tilhold i Sommertiden, som glædede dem
meget. Min Farbroder Christian Fibiger var den Tid Forpagter paa
Bramslykke paa Hardenberg Gods, en eiendommelig Mand, som jeg i min
Studentertid kom til at staae i et meget nært Forhold til. Mellem ham
og Fader var der et sandt Kjærlighedsbaand, snart mer end broderligt.
Deres Dannelse og Livsgjerning var saa forskjellig som mulig. Den
ene havde i al sin Ungdom vugget paa Havet mellem Europa og Asien
som simpel Matros og sled nu i sit Ansigts Sved med den Jord, som i
daarlige Tider bar ham Torne og Tidsler; den anden havde kun dyrket
Phantasiens Have og havde intet havt at bruge sine Arme til, men
ligefuldt var deres Sind og Hjærtelag saa ens, at deres Længsler fra
hver sin Side sloge sammen.

Min Moder havde endeløst meget at fortælle om disse Smaareiser til
den store Forpagtergaard, med Udsigt til de mægtige lollandske
Herresæder, deres Adelsslægter og Fortid, lige til den mystiske Side
af forfaldne og forladte Borgbygninger med de Beboere, der ikke
forlode dem, Gjengangerne. Paa Bramslykke blev den salig Grevinde
jævnlig seet. Sagtens maatte da Mørknings- og Reise-Æventyrene voxe
saaledes sammen med min gryende Forestillingsverden, at jeg tilsidst
troede at have spillet en ganske anden Rolle derved end den at skrige
paa en Barnepiges Arm.

Imidlertid gik Aarene og Kaarene bedrede sig. Prisen for
Pensionærerne steg, der kom Tillæg til Embedslønnen og Honorar for
Skrifter, og samtidig forøgedes Familien. Den ældste Søn, Christian,
blev født i det skjønne Foraar 1819, 31. Mai. Jeg fulgte efter paa
en barsk Vinterdag, 27. Januar 1821, og vor eneste, derfor dobbelt
kjære, Søster Christine d. 4. September 1822. Flere Helsøskene var vi
ikke. Den fjerde var Moders Søn af første Ægteskab, ham vi allerede
kjende som den veltalende Caspar. Født 16. Juni 1811 var han altsaa
allerede nu en lærd Skoledreng.

Tiden kom, at det første Hjem, som de havde faaet saa kjært, maatte
forlades. I et Brev til sin yngste Broder, Jakob Scavenius Fibiger,
dengang Lieutenant i Artilleriet og paa en flereaarig Reise i
Selskab med den senere adlede Peder Scavenius, efter hvis Fader
han var opkaldt, skriver min Fader, efter at have fortalt om sine
Fremtidsplaner.

»Jeg vilde dog nødig forlade dette yndige Sted. Fra mit
Studereværelse seer jeg over mod Lollands tæt med Skov bevoxede Kyst,
til Færgegaarden med sine Baade og Smaaskibe og Landeveien slyngende
sig op gjennem Skoven. Falsters Bredder ere ligesaa skovrige, og
overalt er Øen saa frugtbar og venlig, at den kun er at betragte
som en stor Have. Forfærdelig Hede har ellers hjemsøgt os i Sommer,
Torden hver Nat osv. -- -- -- Du seer, hvilken Spidsborger jeg er
bleven, at jeg snakker om Veir og Vind ligesom Maribo Avis. Men
sligt er Mærkværdigheder for os, som ikke har vandret over Alper og
Apenniner og kiget ned i Vesuvs Krater. Medens du har spadseret om
i Titus' Theater, har jeg kun paa Kathedret beskrevet det for mine
Disciple, har kun i Kobberstik seet Pantheon, Herculanum og Pompeji,
og kjender Genfersøen kun af Mathisons Vers.«

Min Morbroders hellige Professorat var altsaa blevet til Vind,
men det varede dog ikke længer end tre Aar, før han af ligesaa
»ubegribelige Grunde« modtog en Kaldelse til Direktør for det dengang
nyoprettede Sorø Akademi; og Fader blev hans Eftermand i Kolding
(1822).

Da var det, man en Novemberdag paa Gaabense Landevei kunde have det
Syn, som jeg har begyndt min Beskrivelse med. Og Fortsættelsen deraf
blev efter Datidens Befordringsmaade et otte Dages Zigeunerliv i et
barskt Klima. Jeg var i ubevidst Stand, men veed ligefuldt snart
bedre Besked om Reisen, end jeg vilde have vidst, hvis jeg havde
gjort den en Snes Aar senere.

Faldende over mine egne Ben paa Gaabense Skibsbro, blev jeg paa
Faders Arm bragt ud i en Seilsmakke, og da den første Skyllesø
bragte Passagererne til at skrige, blev jeg forvandlet til noget
uformeligt ved Hjælp af et Sjal, og ved næste Sø stuvet ned under
Dækket blandt andre Bylter. Men i Nyborg var jeg efter endnu værre
Modgang paa store Belt dog ikke mere modfalden, end at jeg kunde
tage Initiativet, thi der var just Marked i Byen. Det var Fader en
Umulighed at nægte sine Børn noget, ene med Undtagelse af Hug; dette
Æventyr maatte altsaa bestaaes, og vi vendte seirrig tilbage med
Bytte. Den øvrige Vei blæste jeg desaarsag paa Trompet, medens Broder
Christian rørte Trommen, og Caspar formentlig aad Kager.

Det tog dog en brat Ende. Pludselig blev jeg funden inde paa en vaad
Mark oven paa Barnepigen, der skraalede end høiere end jeg, fordi
hun saameget mere end jeg var istand til at gjøre den Betragtning,
at hendes Liv havde Ende. Vognen var væltet. Man væltede dengang
hyppigere end nu, men mellem de høie Hækker i de dybe Spor væltede
man ogsaa mageligere, ingen kom til Skade. Men værst var det for
Moder, da hun endelig fik Hovedet ud af Vognen, at see Fader staae og
baxes med den kullerske Hest.

En forbikjørende Vogn hjalp os videre, og endelig kom vi, efter endnu
engang at have svaiet paa Lillebelts Bølger, men dennegang under
Færgemanden, Farbroder Karls, egen Varetægt, en mørk Aften skumplende
opad Kolding Gade.



ANDET KAPITEL.

KOLDING.


Man pleier paa Psychologiens Vegne at lægge Mærke til, hvorlangt et
Barns Minder gaae tilbage.

Jeg troer nu at kunne huske, at da Vognen den mørke Aften holdt paa
Kolding Torv udenfor Rectorens Bolig, kom de ned ad Stentrappen med
Lys. Det var dette, at jeg saae Dør, Trappe og Ansigter skinne i
Lyset, mens der rundt om var Mørke, ikke andet. Den Kjendsgjerning,
at vi holdt vort Indtog gjennem alle Stuer til festlig Klang af
Tromme og Trompet, vil jeg derimod ikke indestaae for skriver sig
fra min egen Erindring. Den hører upaatvivlelig til Børnekamrets
tidt opfriskede Fortællinger. Men det med Lyset kunde ikke saaledes
fortælles. Jeg var dengang 1 Aar og 10 Maaneder.

Lad da Indtoget i Kolding være Udgangspunktet for mine Erindringers
Kjæde. Hvor stærkt denne Omverden af det første Hjem med alle dets
Rum lige til de mindste Kanter og Kroge har bevæget min Hjærnes Væv,
og øvet den i at have sine Syner paa denne Scene, derom vidner, at
endnu 60 Aar efter har jeg næppe nogen natlig Drøm, uden at den
foregaaer i disse gamle Stuer.

Kolding var dengang en saa mærkelig By, at om man nu kunde tage den
hel og holden og sætte den i et Musæum, vilde den være en værdifuld
Oplysning om svundne Tilstande.

Krogede snævre Gader med Bindingsværks Huse, hvis Stokværk paa
Bjælkehoveder hang det ene ud over det andet; en primitiv Stenbro, i
hvis Midte løb en Række brede, over alenbrede, men runde utilhugne
Stene, indrettede til ved Spring fra den ene til den anden at komme
frem paa det ufremkommelige; en Vandpost med Trug om paa Torvet,
en Gabestok paa Raadstuehjørnet; bagud brøstfaldne Plankeværker,
forrevne Hækker, overalt gjennembrudte Smuthuller; og fremfor alt
den store triste Slotsruin seende fra sin høie Voldbakke ned paa
denne underlige af Fortidens sære Mennesker beboede Rede, det var
Yderverdenen, og vort Hjemlige var et værdigt Led deraf.

Vor Bolig var den lange Gaard, som indtog hele Torvets nordlige Side.
Op til den førte en høi Stentrappe med Jærnrækværk og Bænke paa
den brede Afsats til at nyde Sommeraften paa i Snak med Naboerne.
Indenfor en stor fliselagt Forstue, deromkring rummelige Værelser
med Bjælkeloft, høitsiddende Vinduer med smaa Ruder, overskyggede
af en Række Lindetræer klippede i Firkanter. Fra et stort brolagt
Kjøkken med Klinkedør ud til Gaarden førte Trappen op til andet
Stokværk, bestaaende af et eneste tomt Loftsrum belyst af en
Vinduesrækkes smaa Blyruder. Først i de sidste Aar havde Formanden,
Morbroder Erik, ladet afdele et Par ret gode Værelser til Rectoren og
Skolebibliotheket i den ene Ende af Bygningen. Og alt som Drengene
voxte til, blev i den anden Ende gjort et Kammer til os og et Værelse
til Lærerinden. Men endnu blev der et temmelig stort Loftsrum
tilbage, hvor Tjenestepigerne havde Leie, og over hvis Gulv laa en
mægtig Tværbjelke, vort første Gymnastikapparat. Saaledes var Skikken
i Kolding; skjønt omtrent alle Huse havde to Stokværk foruden det
steile Tag, blev det øverste først taget i Brug, altsom Kulturen steg.

Der var Plads nok, og en underlig Labyrinth af overflødige
Kroge. Ikke mindre i Udenværkerne. Gaarden skraanede opefter mod
en Bagbygning til Stald og Lade. Fra den førte en Dør ud til
Slotsbakken, som høinede sig steilt lige fra Døren, og endnu mere
fra den til Siden liggende Have, hvor en tre Alen høi Graastensmur
støttede Bakken. At bestige denne Mur og ved Hjælp af Æbletræernes
Grene at komme over det høie Plankeværk, der reiste sig ovenpaa den,
hørte til Storværker for Smaafolk. Men daglig maatte det gjøres. At
hoppe gjennem Ladedøren var jo ingen Ting, og op paa Slotsbakken
maatte man jo; ogsaa ind i Ruinen gjennem Kjældergluggerne, eller
entrende opad Murrevner til Vinduesgabene.

Den Ruin med dens mægtige mørke Kældre, dens nedfaldne Taarntrapper,
dens Bjerge af Murbrokker, sønderslaaede Ornamenter og sære
fantastiske Sandstensansigter, dens høie Sale med grøntbegroede
Murtinder, og den blaa Himmel derover, alle disse Belysninger gjennem
Porte og Vinduesgab, blev mig saa hjemlig, at jeg, hvergang jeg
kjedede mig, og Børn kjede sig forfærdelig tidt, maatte op og afsøge
den. Heller ikke i Skumringen lod jeg mig afskrække, den Gru, den da
vakte, var uimodstaaelig.

Naar saa i Morgenstunden alt var saa høitidsfuldt, Allikerne
kaglede deroppe omkring Kjæmpetaarnet, som det kaldtes efter de to
Sandstenskolosser, som endnu stod paa Hjørnerne af det paa langs
spaltede Taarn, og Taagen lettede over Egnen -- hvor var da Udsigten
henrivende; udover Byens Tage med stille, rygende Skorstene, Aadalen
med sine høie kuplede Bakker, den blanke Slotssø og Skovene langs
Fjorden lige til Fyen i det Fjerne.

Kun elleve Aar, og naar man trækker de første tre--fire altfor
barnlige fra, saameget færre, tilbragte jeg i disse Omgivelser; men
det var nok til at gjøre mig til omtrent alt, hvad jeg siden er
bleven til, om end de Kildespring, som dengang blev aabnede, skulde
siden blive bedre ordnede. Selvfølgelig begyndte det med Dæmring
og endte med klarere Syner, men disse Stadier lader sig nu ikke
udskille. Jeg tager derfor de forskjellige Sider af min Udvikling
under eet, hvad Tiden angaar, og lader dem kun følge i Række for
bedre at kunne betragte dem hver for sig.

Mine Forældre var begge aldeles afgjort Aandens Folk; det faldt dem
vistnok aldrig ind, at deres Børn muligvis ogsaa kunde være blevet
til noget i praktiske Stillinger. At lære, hvad et Menneske paa
Aandsdannelsens høieste Trin har fornødent, lige fra den klassiske
Fortids Storværker til det nyeste Vers, fra de ypperste Kunstværker
til Bøgernes smaa Billeder, og gjennem Naturens daglige Fænomener til
dens evige Aand, det og intet mindre var Opgaven. Der maatte intet
slaas af derpaa, og havde de end kun smaa Midler, de havde store i
deres egen Aand; og hvad Bekostning angaaer, tog de hellere fra sig
selv, for at bringe deres Børn frem paa den ideelle Bane. Heller
ikke kan jeg mindes, at jeg selv i noget Øieblik, end ikke i det
mismodigste, har havt ringeste Tvivl om, at dette var min Vei for
Livet.

Saa gik alt med Liv og Lyst, som det var os i Kjødet baaret. Der
blev aldrig anvendt Straffe, næppe nok Tvang. Kun naar vi Drenge var
altfor uartige, kunde Moder øse os over med en skarp Formaningstale,
en sjelden Gang ogsaa gjøre et ikke videre skrapt Forsøg paa at slaa
løs paa os. Vi havde derom den Historie, at min Broder Christian paa
sin troskyldige Maade havde i al Alvor Sagt: Moder skulde rigtig
tage en Kjep saa tyk som en Arm og hugge os Unger. For han var det
flittige og samvittighedsfulde Element, jeg det letsindige og dovne.
Og sloges vi, var det ufeilbarlig min Skyld.

Faders Strenghed gik ikke engang saa vidt. Det var ham umuligt at
see vore Unoder fra anden end den naturlige og morsomme Side. Naar
jeg intet gad bestille af det, jeg skulde, og havde de vildeste
Streger for, satte han sig til med stor Udførlighed at beskrive, hvad
Følgen vilde blive. Begyndte med, at Gaardskarlen skulde sendes ud
i Skoven at skjære en forsvarlig Kjep; men Gaardskarlen, den store
Iver, som var min Ven, fremstod under den drastiske Skildring i en
meget gemytlig Skikkelse for min Phantasi, og idet Veien og Skoven
blev klarlig betegnet, fordybede jeg mig i den velbekjendte Skov,
hvor ingen bedre end jeg vidste, hvor de bedste Kjeppe sad, og inden
vi engang kom til at høre om Kjeppens Brug, end sige at føle den,
var ogsaa Fader bleven saa greben af sin egen pudsige Fantasi og
ikke mindre pudsige Udtryksmaade, at han fik sig en Latter, mens han
ragede mig i Haaret.

Langt mere Virkning havde det, naar hans bekymrede Fremtidssyner tog
en anden Retning, og han beskrev, hvorledes den Dreng, der ikke vilde
læse, maatte sættes til et Haandværk. Nu blev Skomageren fremdragen,
ham der var gift med Kokkepigen Ane og boede opad den høie Trappe i
Søndergade, og hvis Værksted med alle dets stramt lugtende Apparater,
belyst af den æventyrlige Glaskugle, netop var et af mine Drømmeriers
vanlige Tilholdssteder. Der blev i Forbigaaende talt om, at der
var noget, der hed en Spandrem -- jo, jeg kjendte den og vidste,
hvorledes den blev spændt over Støvlesaalen paa Skomagerens Knæ --
men naar den kom over Enden paa en Dreng, var det ingen Spøg. Jeg gad
blot vidst, om Fader selv kjendte den saa godt; jeg har en Mistanke
om, at han snarere tænkte paa Lukians Skomager. Vist var det, at han
dreiede af, og Forestillingen endte med et grangiveligt Syn paa en
Skomagerdreng, der kom fløitende og dandsende henad de brede Stene
opad Østergade med den ene af Rectorens Støvler under Armen og en
Tøffel til Stuepigen i hver Haand. Dette blev mig det sværeste.
Østergade saae vi paa langs nedad fra vore Vinduer, og dens Eslinie
udmaalte jeg altid Perspectivet af, naar jeg laa i Dagligstuevinduet
og kjedede mig. Nu at se mig selv som en snavset Skoledreng komme
fløitende længst ude fra, til Spøgelset mere og mere nærmede sig --
jeg kunde ikke faae det ud af mine Tanker igjen, og Virkningen var en
usigelig Angst for at synke ned i slig plebeiisk Stand.

Jeg var ligesaa stor en Aandsaristokrat som Fader, og havde det været
beregnet, hvad der kun var hans Lune, kunde han ikke have valgt noget
kraftigere Middel. Ligefuldt slog Midlet feil. Ogsaa deri lignede jeg
ham, at det blev ved Fantasien, og vendende og dreiende paa den fik
jeg dog ikke fat paa det Arbeide, den med sin truende Svøbe skulde
drive mig til.

Ganske vist lærte jeg tidlig nok at læse, takket være Moders Energi;
men for mig selv var det vigtigste derved, at jeg kunde prale for
Tjenestepigerne med, at jeg kunde læse ligesaa godt som de. Min
Fremgang var som et Føls, der er bundet bagved en Vogn. Den beroede
paa, at jeg maatte følge med min Broder, der var syv Fjerdingaar
ældre. Ethvert Skridt blev taget et Par Aar for tidlig, og blev
ikke taget helt ud, Benene var for korte. Formelt kunde jeg læse og
skrive, da jeg var fire Aar, i Virkeligheden lærte jeg ikke disse
ædle Kunster, før jeg var en fem, sex Gange saa gammel.

Min Fader underviste os ikke, hans Umage med vor Opdragelse var af
den Natur, jeg har talt om. Han beboede et Par afsondrede Stuer
ovenpaa, en fjern og høitidelig Helligdom, og kom kun ned, naar han
søgte Hvile og Opmuntring. Men Moder var ofte oppe hos ham, og tog
hun os med, var det en festlig Gang. Hans Liv var delt mellem det
stille Arbeide i hans Bibliothek og hans Gang paa Skolen.

Men Moder var ogsaa nok istand til at gjøre Fyldest for begge
Forældre og for mere end det. Foruden at bære Byrden af vor
Opdragelse og primitive Undervisning, var hun rastløs i at fuldbringe
de mærkværdigste huslige Bedrifter.

Om Foraaret og Sommeren igjennem syslede hun med Haveurter og
Blomster, og hun havde to Haver under sin Varetægt, en ved vor Bolig,
og en større ved Skolen. Det var det Arbeide, jeg var mest oplagt til
at hjælpe hende med. Om Efteraaret blev der slagtet i det Store til
Aarets Forsyning, og Hovedsagen var Grisen, vor fælles Ven, som vi i
dens korte Liv daglig besøgte i et Familietog med Fader i Spidsen.

Saa blev der lavet Kartoffelmel, en meget vidtløftig Proces, som jeg
ved anstrengt Betragtning af de mange Rivejærn, de store Vandkar,
som Hakkerne arbeidede Bundfaldet op af, og alle de blændende Kager,
der slikkede Solskin paa Sengelad i Gaarden, endnu har bevaret saa
tydelig i min Erindring, at jeg troer, jeg selv var istand til at øve
den Kunst. Produktet er skjønt nok at see til, men jeg vilde ogsaa
dengang nødig andet, og er mangen Gang bleven skraalende sat ud i
Kjøkkenet for der at spise mine Melboller op.

Saa blev der kjøbt Hør og Uld, og i det store Loftsrum sad Koner og
Piger paa Rad og lod Hørren gaae gjennem Heglens Tænder, skrabede
frem og tilbage med Karterne, og lagde de smukke Uldtøirer tilside
paa Kurven, mens vi Børn stode med Hænderne paa Ryggen og gloede og
hørte paa Snakken. Hørren spandt Moder selv Vintren igjennem, et
Arbeide, hun særdeles yndede, fordi det ikke hindrede hende, hverken
i at høre os læse eller selv at lade Munden løbe med Fortællinger.
Naar Væveren saa fik det Spundne slaaet op, skulde vi hen at betragte
hans skjønne Kunst, og naar Blegen var spændt ud, skulde vi ned til
Aaen og see, hvor deilig de lange Lærreder skinnede paa Græsset.

Saa blev der støbt Lys, og mig synes, jeg kan endnu lugte den
smeltede Talg, og see det runde Bord langsomt bevæge sig om sin Axe,
medens de fra dets Rand nedhængende Væger en for en blev dyppet i
det dampende Talgkar. Derved blev det ikke glemt at støbe trearmede
Helligtrekongerslys, med et Kræmmerhus Krudt ved Grunden af Grenene.
Naar de blev tændte paa den hellige Aften, maatte altid Fader være
med at staae og stirre paa dem i spændt Forventning, til Lyset naaede
Krudtet og Explosionen foregik.

Det var tarvelige Tider. Familien sad om sit ene hjemmestøbte
Talglys, kun naar der kom Fremmede, tændtes de fine Christiansfelder
Lys, ogsaa af Talg, men formede; begge Slags dog i Messingplader.

Under alt dette fik dog Moder Tid nok til det, der egentlig var
Sagen. Da de elementære Kunster vare overstaaede, kom vi til de rette
Aandens Skatte. Alskens Litteratur blev indøvet. Først naturligvis
Børnebøgerne, Campes og Salzmanns, og Billedbøgerne. Dem var der
mange af, skjønt langt fra saa glimrende som nu. Hvor de kom fra,
vidste vi ikke, men jeg troer, de mest skyldtes vor elskværdige
Tante Christines uudtømmelige Velgjørenhed. Vi havde aldrig seet
hende, men hun stod i en mystisk Baggrund som en Juleaftens- og
Fødseldags-Engel, og naar Ageposten kom, kom den fra hende. Mine
Yndlingsbøger var dog ikke de moralske Børnevenner, ikke engang
Robinson; nei, den naturhistoriske Billedbog i 3 tykke Bind, den var
mit Rige. Billederne var stive og ukarakteristiske, men i Mængde
meget fuldstændige, og at gjennemgaae atter og atter og indprente sig
Dyrenes mangfoldige Arter, gav mig den første Forsmag paa, hvad man
kunde kalde et Studium, og i et saadant har jeg altid været flittig.

I Dagligstuen var det Poesi, der blev læst, den ene Digter efter den
anden. Først var det Moder, der læste, siden i Almindelighed Broder
Christian, der var den skjønne Aand i den lille Kreds; naar vi da
ikke var saa lykkelige at faa Broder Caspar med, for han foredrog som
en hel Kunstner, og gav ovenikjøbet Scenen dramatisk. Hovedsagen var
dog Moders Forklaring, der stadig løb med som den æsthetiske Theori.

Vi kom meget tidlig til det Tydske, og naar Christian kom ind fra
Børnekammeret med Bogen, og sagde: »Moder, skal vi saa have en
Mundfuld Schiller,« og jeg i Hælene paa ham, fornam jeg, at nu gik
Tæppet op. Endelig blev der ogsaa ageret.

Som til andre Provindsbyer kom der ogsaa til Kolding jævnlig
omreisende Skuespillertrupper, og da den var en Grændseby mod
»Holsten«, og Nabobyen allerede var fuldstændig tydsk, kunde det
ogsaa skee, at disse spilte tydsk. Den Leilighed til Uddannelse
blev aldrig forsømt; og jeg seer endnu for mine Øine Fjællebodens
tarvelige Decorationer og de drabeligt gesticulerende Herrer og
Damer, medens til Sufflørens hvæsende Accompagnement Kotzebues
rørende Stykker gik over Scenen.

Sligt maatte ikke falde til Jorden, det maatte eftergjøres hjemme.
Maaneder igjennem blev der lavet Dragter og Papdekorationer, og
indøvet Roller, indtil »Fridolins Gang nach dem Eisenhammer«, dog
paa Dansk, endelig hædret med alle Familiens Venners Besøg og med
Fader paa Hæderspladsen kom til festlig Opførelse. Broder Christian
gav Titelrollen med Bravur, Overlærer Plougs Datter Gerhardine med
de lyse Krøller var Elskerinde, og hun vedblev at være det, saalænge
vi var i Kolding; men jeg, hvem kun en Jærnstøberkarls Rolle blev
betroet, kom kun maadeligt fra det. Den Kunst har altid ligget mig
for høit. Kun eengang, det var i Roskilde Skole, har jeg siden været
paa Brædderne, og da nydeligt pyntet ud som Pernille, men ligefuldt
gjorde jeg fuldkommen Fiasco.

Min Moder havde en overordentlig vidtstrakt Kundskab til dansk og
tydsk Litteratur, andre Sprog læste hun ikke. Til engelske Forfattere
benyttede hun Oversættelser, og de franske yndede hun ikke. Hun læste
med hele sin Sjæl, hun levede i det Fremstillede, hun elskede de
Personligheder, hun gjennem Levnetsbeskrivelser gjorde Bekjendtskab
med, og talte om dem, som om sine Venner. Hun var saa hengiven til
Læsning, at naar hun fik en Bog for sig, og Haanden under Kinden,
rejste hun sig ikke let, førend Bogen var ude; imens kunde vi støie
saameget vi vilde. Hvorledes hun fik Tid dertil, forstaar jeg ikke,
thi foruden de større huslige Arbeider syede og strikkede hun de
fleste af vore Klæder saavelsom sine egne, og spandt selv Tøiet
dertil. Men alt gik hurtig for hende.

Imidlertid var hun meget langt fra at tiltroe sig selv at kunne
meddele os den Dannelse, hun vilde vi skulde opnaae. Hun havde efter
den Tids Skik aldrig havt nogen ordentlig Undervisning. Vi fik
tidlig andre Lærere. Efterat en og anden Seminarist havde øvet os i
Skrivning og Regning, blev der antaget Hus-Lærerinde.

Den første var min Faders Cousine, Gotfredine Lindam. Om hende husker
jeg intet andet, end at jeg skraalede, naar hun klædte mig paa,
for hun kneb mig, naar jeg ikke vilde staae roligt. Den anden var
en Veninde af Moder, som efter et halvt Aar blev gift med Emanuel
Taubers Stedsøn. Hvad hun lærte mig, veed jeg ikke, men det var min
Fornøielse at læse i Haven, hvor hun havde saaet sin Kjærestes Navn
med Karse. Men den tredie blev vort Huses Stjerne, hendes Billede
indprægede sig uforglemmelig i min Erindring.

Hun var af den hernhutiske Menighed i Christiansfeld, hendes Moder
boede i dens Enkehus, og hendes Søster var udsendt som Lærerinde
til Neuwied. Men selv havde hun brudt med Brødremenigheden af
Misfornøielse med dens formelle Væsen, og havde aldeles intet
pietistisk Præg. Hun var overordentlig smuk med regelmæssige
imponerende Træk, store bestemte blaa Øine, prægtig Farve, stærkt
lyst Haar, og en baade blød og fast Figur. Hun satte alt Byens
Mandkjøn i Flamme, men vedligeholdt selv en kjølig Ro overfor
saadanne Anfegtelser. Da hun efter nogle Aar giftede sig, var det
med en usædvanlig lidt kjøn og lidt charakterfast, men fra Hjærtets
Side elskværdig og meget musikalsk Capellan, og hun blev den svage,
tilsidst hjælpeløse Mands Livs Støtte, kraftig, overlegen og trofast,
som hun var i alle Livets Forhold.

Hun var ret Moders kjære Veninde, og hvad hun ikke var for Moder,
var hun for os smaa, vi tilbad hende. Jeg omtaler hende noget
udførligere, fordi hun var den første Anledning til at mine barnlige
Øine blev aabnede for legemlig Skjønhed. Hendes Charakter har jeg
først senere lært at forstaae, men at hænge om hendes Hals og see
hende ind i de mærkværdige Øine og nævne hende med de kjærligste
Navne, var den sex, otte Aars Drengs Henrykkelse.

Ikke at det just fremmede Værket; jeg mindes ikke, hvad jeg lærte af
hende, det skulde da være at forstaae tydsk Tale; men dette lærtes
bedst, mens vi hang over hende ved Kakkelovnsbelysning i Mørkningen.
Fik jeg derimod oppe i Læsestuen en Tavle eller Skrivebog at passe,
gled jeg gjerne ned under Bordet, og saameget hun end trak i mig
og skjændte paa Tydsk, satte jeg dog et Æsels passive Modstand mod
hendes velmente Anstrengelser.

Til Undervisning hørte ogsaa Musik, og da Moder elskede den, og Fader
var en Kjender af første Rang, blev vi saa tidlig jeg kan mindes,
holdt til Klaveret. Men det lykkedes ikke. Musikalsk Begavelse er
vistnok arvelig, men Arveligheden er som bekjendt et lunefuldt Væsen,
ingen af os Børn arvede vore Forældres Evner i dette Stykke.

Min Fader musicerede ikke meget selv. Han havde, hvad der dengang var
ret almindeligt, fra sin Ungdom spillet Fløite, og undertiden hørtes
dens vemodige Toner oppe fra hans Værelse, men det var dog kun i min
tidligste Barndom. Han har sagtens mere benyttet Instrumentet for
at opfriske en Stemning eller Erindring end for egentlig at drive
Kunsten. Derimod samlede han om sig, hvad der i den lille By kunde
findes af musikalske Kræfter, hvortil den omtalte Capellan var ham
den bedste Støtte, og min uheldige Lærer, en Skolelærer, tilligemed
den gamle Organist gode Hjælpere. Han fik et ret anstændigt lille
Orchester bragt istand, som ogsaa benyttedes ved de Skolefester,
hvortil han altid selv skrev Cantaten. Ved saadanne Leiligheder har
jeg vel ogsaa sunget med i Choret, men det var meget svært at faae
mig gjort antagelig, og jeg har aldrig havt Stemme, saa meget jeg end
har anstrengt mig for at faae den frem.

Om Musiken samledes ogsaa større Selskab, og vort Hus var meget søgt.
Min Fader gjorde et høist elskværdigt Indtryk paa enhver, der kom ham
nær, endog Almuesfolket, saa lidt det end saae ham, talte om ham med
hjærtelig Veneration; det hørte vi Drenge en Del til, thi vi omgikkes
jævnlig den Slags Naboer. Han var imidlertid lidt vanskelig at komme
nær. Han tog ikke Del i Byens Selskabsliv, spillede ikke Kort, og
passede daarlig i Provindsembedsmænds kun lidet dannede Kreds. Kun
naar vi havde de omtalte Soireer, var han med Glæde Midtpunktet, ved
andre Besøg blev han paa sit Værelse.

Det var derfor Moder, der blandt saamange andre Hverv, ogsaa
overkom det at samle Husvenner. Og hun havde mange. Hvem der satte
Pris paa en Samtale ført med det Liv, den Kundskabsfylde og den
Verdenserfaring, ingen som hun i den Kreds kunde byde, kom jævnlig,
og især Eftermiddagstimerne, som paa Grund af den tidlige Spisetid
var Besøgstiden, gik hen dermed.

Imidlertid nærmede sig den Tid, da vi trods Hjemmets betydelige
Dannelsesmidler dog ikke vare tjente med at savne streng Methode; vi
to Drenge maatte i Latinskolen, og vi forberedte os dertil. Broder
Caspar, der var ti Aar ældre end jeg, afgik vel allerede i mit
ottende Aar til Universitetet, men han havde dog faaet Tid til at
føre os ind i Latinens Begyndelsesgrunde. Vi kunde paa en Høitidsdag
overraske Fader med de vanlige Remser af Grammatiken. Og mange andre
Herligheder havde den kjære Broder med sin Fantasi, sin klare Tanke
og sikkre Smag opladt for os.

Han var fuldelig sin Moders Søn, kun mindre satirisk. Medens hun
meget klart saae enhver Feil hos sine Venner, og ikke var fri for
skarpt at udtale dem, uden dog derfor at elske dem mindre, var det
hos ham, som han ikke saae det; han tildækkede det med den venligste
Dom. Ligefuldt havde han en mægtig Sands for det Komiske, Holberg var
hans Yndlingsforfatter, og han kunde fremstille hans Figurer som en
Skuespiller; men han opfattede ikke levende Mennesker saaledes. Med
sine voldsomme Fagter og sin rungende Latter var han heller ikke fri
for til Tider selv at være lidt af en komisk Figur, men ligefuldt var
han en streng Charakter, af dyb Alvor og Samvittighedsfuldhed, ingen
fik ham fra, hvad han vidste var Ret.

Hans stærke Stemninger kunde gaa over til Nervøsitet, og da han i den
Tid, han blev voxen, havde et svagt Helbred, kunde han i sygelige
Øieblikke have Hallucinationer, og fik i det sidste Aar, han var i
Skolen, epileptiske Anfald, som han i nogle Aar af sin Studentertid
vedblev at lide af. Ved sin overordentlig livfulde Opfattelse saavel
af Naturen som af Videnskab og Poesi har han hele Livet igjennem
havt stor Indflydelse paa mig, og den begyndte saa tidlig jeg kan
mindes. Jeg lærte gjennem ham at skjønne paa, hvad man i stort som
i smaat kalder det Romantiske. Naar vi gik ude, og han kunde staae
stille og betragte en sommerfrodig Eng, en rislende Bæk eller en
seilende Sky, i Skoven lytte til Træernes Susen og Fuglenes Liv, og i
Vinterskumringen fordybe sig i de faldende Sneflokke og Drivt mod den
mørke Skovkant, saa var det mig, som Naturens Aand først berørte mig,
naar jeg fornam, hvad han følte derved. Endnu mere, naar han med sin
dybt bevægede Stemme og stærke Mimik foredrog et rørende Digt for os,
altid var det min Betragtning, hvad Caspar følte derved. Ifølge min
betragtende Natur kunde det vel ogsaa være, at jeg over ham glemte,
hvad jeg selv skulde have følt derved.

Vi kom altsaa i Skole, det vil sige, da Broder Christian skulde i
Skole, maatte jeg følge med, som ved al Ting et Par Aar for tidlig.
Jeg sad ogsaa altid nederst i Klassen. Vistnok kunde der i Flokken
findes Drenge, der var endnu mere efterladende end jeg, skjønt der
hørte noget til; i alt Fald var der dem, der havde meget tungere ved
at lære; men det var min Faders Grundsætning, at hans Sønner ikke
maatte see ned paa de andre, og jeg mindst, jeg sad altsaa nedenfor
min Broder. Det var først efter min Faders Død, da den nye Rector
havde indført Omflytning efter Characterer, at jeg ved den sidste
Examen, jeg var til i Kolding, til min store Forbauselse blev den
øverste i Klassen, og dermed i hele Skolen, da jeg -- ogsaa for
tidlig -- var kommen op i den øverste Klasse, som var treaarig. Jeg
var da 13 Aar.

Det faldt mig dog ikke ind, at jeg virkelig fortjente den Plads,
saameget mindre som jeg følte Misforholdet derved, da jeg som den
yngste ogsaa var den mindste, og var vant til at see op til de
store Kammerater. Jeg vidste, at jeg i den Vinter ikke havde været
synderlig flittigere eller ordentligere end jeg pleiede. Det vidste
min Fader ogsaa, saalænge han levede.

Engang ved en Examenshøitidelighed, da han for Forsamlingen af
Byens Honoratiores oplæste Examens Udfald, og hver Discipel, naar
han blev nævnt, maatte træde frem og modtage sin Charakterbog i
Følge med nogle opmuntrende eller formanende Ord, sagde Fader, da
Raden endelig kom til mig, ikke andet end: Jo større Gris, desto
bedre Lykke. Forsamlingen lo, og jeg listede skamfuld af uden nogen
Glæde over mine udmærkede Godter. Jeg vidste, Fader havde Ret. Jeg
havde som sædvanlig rapset nogle flygtige Kundskaber sammen i det
sidste Øieblik, var mødt med den Fripostighed, hvormed jeg altid
har forstaaet at give halv Underretning Skin af fuld Vished, og
havde havt en ren Lotteri-Lykke. At jeg ligefuldt gjorde mig til
for Kammeraterne, og at min flittige Broder gjorde sig nogen tunge
Betragtninger over Skjebnens Uretfærdighed, følger af sig selv.

Jeg selv gjorde mig ogsaa Betragtninger. Jeg var mig ret godt
bevidst, hvormeget jeg stod tilbage i solide Egenskaber. Jeg havde
en ustyrlig Hang til at unddrage mig enhver Pligt, der kom i Lovens
Form. Jeg maatte forsømme Tid og Time, jeg maatte fare omkring paa
Steder, hvor jeg ikke maatte komme, jeg maatte udøve Bedrifter, som
kunde drage Straf eller Ulykker efter sig, jeg maatte som en Følge
deraf finde paa Udflugter og Løgn, naar jeg blev dragen til Ansvar.
Jeg vidste det meget godt, og fandt det derfor i sin Orden, hvad jeg
ogsaa tidtnok af min bekymrede Moder fik at høre, at jeg baade i
Kundskaber og god Opførsel stod tilbage for den Broder, jeg gik Side
om Side med.

Om Eftermiddagen og mod Aften var der altid lystigt Samkvem med
Naboernes Drenge, alt efter Aarstiden, Boltspil, Skøiteløb, Røverlege
og alt hvad vilde Streger vi i Have, Gaard, Ladebygninger, i Ruinen
eller ved Søen kunde finde paa. Der kunde mellem disse plebejiske
Kammerater være nok, der var større og stærkere end jeg, og naar
en saadan Flokkens Fører -- som Dreierens Anders, der gjerne var i
Spidsen -- med brutal Myndighed anviste mig min Plads i Slagordenen,
som i Reglen var den ringeste, føler jeg endnu den Stemning, hvormed
jeg indtog den. Den var ganske vist Ærgrelse over den bestandige
Tilsidesættelse, men der var ikke deri synderlig Tvivl om, at det
maatte være saa, jeg kunde ikke bruges til andet.

Hvad jeg derimod ikke saa tydelig vidste, men som ganske vist
ogsaa, og rimeligvis i ethvert Øieblik jeg levede, var tilstede,
var en urokkelig Selvfølelse, som holdt mig oppe under enhver
Tilsidesættelse. Det er denne bevidste eller ubevidste Fornemmelse af
Personlighedens høie Værd, som bærer baade Barnets Sorger og Mandens
Kors. Og det, der bærer, er ikke blot Haabet om, at det kan blive
bedre, det er ogsaa Troen paa, at det er bedre, end det seer ud til.
De andre kan nu gjerne sætte Foden paa min Nakke, om de magte det,
ligefuldt er jeg noget andet end alle de andre, og muligvis er jeg
noget bedre.

Det var en aabenbar Sag, at de raa Drenge, der kunde over mig i
en Leg eller ved et vildt Æventyr, ikke kunde maale sig med mig i
Begavelse og Livets indre Rigdom, og at heller ikke de, der i Skolen
sad over mig, derfor er kommet videre i Livet, har Tiden viist,
men jeg havde endnu ikke faaet Tid til at gjøre mig den Ting klar.
Ligefuldt var Selvfølelsen der, og den sagde mig, om ikke andet, saa
dog det, at naar jeg gik min Vei, var jeg mig selv.

Og jeg gik meget min Vei. Jeg udførte paa egen Haand, hvad der
ikke gaves mig Plads til i Flokken. Saa var jeg selv Fører og tog
rigelig for mig med ubunden Lidenskab baade af forbudne Frugter og
mere uskyldige Krumspring, af vilde og sære Fantasier, af hungrig
ustillet og uklaret Længsel, men da ogsaa, i uafladelig og anstrengt
Betragtning, af alt hvad der faldt for i Naturen, mellem Mennesker og
i Bøger, samlende og stablende op og rodende i Skatte, som jeg endnu
lever af. Ak, hvor har jeg ikke maattet føre disse i Barnet spirende
Følelser baade af Ydmyghed og Stolthed med mig Livet igjennem, og
hvor maa jeg ikke takke Gud for den Støtte i mit Inderste, hvormed
han har holdt mig oppe. Hvorledes den blev til mit Livs guddommelige
Klenodie og hellige Naadegave, komme vi paa sit Sted til.

       *       *       *       *       *

Kolding Skole var lille, men ikke daarligere end andre Skoler. En
Rødstensbygning med tre Stuer ved Jorden til de tre Klasser, og en
Kvistleilighed ovenpaa til Brug for Inspectøren, var hele Apparatet,
men ogsaa tilstrækkeligt, da den kun besøgtes af nogle og tredive
Disciple. Den laa paa samme Sted som den nuværende Bygning, og
ligesom i Roskilde var Kirkepladsen vor Legeplads. Umiddelbart op til
Bagsiden af Skolehuset stødte en god Frugthave, hvad der gav en meget
venlig Udsigt fra Vinduerne. Man kunde altsaa befinde sig vel der, og
det gjorde vi forsaavidt ogsaa, som de ydre Betingelser var der.

Sten Blicher har i sin »Juleferie« skildret et Collegium af Lærere
saa latterligt, at man fristes til at ansee det for Overdrivelse.
Det er det dog ikke, især naar man betænker, at det snart er et
Aarhundrede siden disse Typer gik igjennem vore Skoler. Kolding
Skoles Lærere kunde med deres Rector i Spidsen gjerne vises frem som
en lignende Samling af Originaler, naar man i en glad Ferie havde
Humør til at tage dem fra deres komiske Side. Dette skal heller ikke
være sagt til deres Forringelse. Tvertimod.

Enhver aandelig Stand, som lever sit egentlige Liv udenfor Verden,
vil efter sit Væsen være prydet med mærkværdige Personligheder.
Præste- og Degnestanden er bekjendt derfor, men ogsaa Videnskab og
Kunst fremavler snurrige Skikkelser, og gjør det desto mere, jo
alvorligere, jo mere fordybet i sin Dont den er. Det er Livet i den
bevægede Verden, der afsliber og afrunder og giver selv fremragende
Mennesker mere Snittet af Dusinmennesker efter Tidens Skik og Mode.
Skolemænd have dertil endnu en anden Egenskab behov. Er de, hvad
de helst maa være, og hvad de ypperste af dem altid have været,
Børnevenner, der forstaae og tage Del i de Smaaes ubundne Naturliv,
vil de selv faae noget af dets Præg. Børnevenner blive barnlige
Sjæle, og lade sig lettelig kjøre om og udlee af det kløgtige
Verdensfolk.

Min Fader har jeg beskrevet, og man vil forstaae, at han ikke kunde
frikjendes for at være et Stykke af en Original, endog født og baaren
dertil. Min Broder Caspar, som ogsaa blev Skolemand, var det ikke
mindre, og vilde rimeligvis være bleven det endnu mere, om han var
bleven ved Skolen.

Overlæreren ved Kolding Skole, Carl Plougs Fader, var det ogsaa i
nogen Maade, skjønt ikke i en saa fremtrædende Grad. En spinkel,
glatkæmmet, graahaaret Mand, der mest gik i lysegraa Klæder, med
det reneste og fineste Linned og de blankeste Støvler, hvis Knirken
forkyndte os hans Komme, var han af en ældre Skole end min Fader
og mindede om den bedste Side af de gamle Høreres Væsen. En høist
agtværdig Mand, strengt pligtopfyldende, et Mønster paa Orden, var
det upaatvivlelig i høi Grad til Skolens Bedste, at han boede paa
Skolen og var dens Inspectør. Men hans Undervisning var os mindre
til Behag. Hans Methode var stiv og gammeldags, og han var streng
mod vore Udskeielser. Men vor Grammatik lærte vi, og det vanlige
Skolegriseri blev vi vænte af med.

En over al Maade mærkelig Fremtoning var den ældste Adjunkt Borgen,
en gammel sværtbygget duvnakket Knub med sort Kalot dybt ned over de
buskede Øienbryn, med voldsomme Bevægelser og et Ansigt som en Dværg,
der kommer ud af en Sten. Men i hans Bryst sad et blødt barnligt
Hjærte, og han var i høi Grad en Børneven, mere sine Disciples
Kammerat end Lærer. Han botaniserede med os, han kigede Stjerner med
os, han tog os hjem til sig, og i en Bolig, hvor han levede i det
skrækkeligste Roderi med en Hustru underlig som han selv, viste han
os alle sine Snurrepiberier, for han var en Samler af hvadsomhelst.
Han havde mærkelige Maader at gjøre os Videnskaben anskuelig paa,
dem han vel ikke altid anvendte, men naar vi bade ham derom, var
han altid villig dertil til vor store Morskab. Saa lærte han os
Grammatik med Fingrene; de blev da skubbede ind eller trukne frem for
at betegne Casus. Og lærte os Geometri med Paavisning; han taug da
bomstille, viste mimisk Figurerne og sluttede Beviser ved theathralsk
at slaae ud med Armene, saa vi havde meget ondt ved at skjule vor
Latter. Men vor bedste Fornøielse var at formaae ham til at give
os, hvad der kaldtes en Forklaringstime. Da maatte vi spørge ham om,
hvad det skulde være, og vi satte selvfølgelig vor Vittighed i med
stor Alvor at friste ham til at variere latterlige Themaer. Om han
i sin Godmodighed fandt sig i, hvad han ansaae for gavnlig Frihed,
eller han i sin egen Rørelse ikke mærkede vore Narrestreger, er ikke
let at sige. Jeg skulde næsten troe det sidste; som naar vi fik en
Kat listet paa Armen af ham og han holdt et rørende Foredrag over
den kjære Mis, da løb aabenbart hans Følelse af med ham; thi han var
i høi Grad en Dyreven. Imidlertid lærte han os ikke saa lidt, baade
fordi vi elskede ham og fordi han virkelig havde en tjenlig Methode,
saa mærkelig den end var. Af ham lærte jeg mit første Hebraisk, og
Grundlaget for Botaniken, som siden har skaffet mig megen Glæde. Da
han i min Studentertid blev fjernet fra Skolen paa en ublid Maade,
sendte vi ham til Opreisning og Trøst en Hilsen fra hans taknemlige
Disciple i Skikkelse af det bekjendte skjønne og rørende Digt af Carl
Ploug.

En ogsaa paa sin Maade meget paafaldende, men ret fremragende Mand
var Adjunct og siden Overlærer Brøndum. Med energisk, begeistret,
overvældende Veltalenhed ledsaget af theatralske, men ham naturlige
Gesticulationer, foredrog han os Verdenshistorie og Geografi, og
med en forfærdende Bestemthed, ikke sjelden med en ligesaa kraftig
Kjep -- jeg kan dog ikke klage over det -- indpræntede han os de
dengang overmaade udførlige Lærebøger ledsagede af endnu udførligere
glimrende Skildringer, til en saadan Fuldkommenhed, at jeg siden,
da jeg kom i en anden Skole, ikke mere behøvede at uleilige mig med
disse Fag. Da jeg ved Examen artium afleverede min Skolelærdom for
gamle Werlauff, hørte han uden selv at sige synderligt, en halv Times
Tid paa min Ordstrøm og skrev mig saa to Præceteriser. Min Broder
gjorde samme Lykke, men der var intet særdeles derved. Brøndums
Disciple fik saa godt som altid Udmærkelse i hans Fag; det mærkelige
var kun, at hans Kunst endnu kunde staae sin Prøve efterat vi tre Aar
havde været ude af hans Varetægt. Han var ogsaa vor Gymnastik- og
Svømmelærer, og hans stærke Legeme havde derved Anledning til at vise
ligesaa smukke som voldsomme Bevægelser.

Han hørte, især førend han blev gift, til min Moders Husvenner, saa
jeg kjendte ham ligesaa godt fra Dagligstuen som fra Skolen. Saavidt
jeg veed, var der noget vanskeligt ved hans Kjærlighedshistorie, som
Moder hjalp ham med at faae i Orden. I min Fortælling »Mine Søstre«
har jeg benyttet ham som Model for den Figur, jeg har kaldet Sthør.
Dog kun hvad hans Udvortes og hans Optræden i Skolen angaaer, thi
de Udskeielser, jeg har lagt ind i denne Charakter, vedkomme ikke i
mindste Maade min kjære og hæderlige Lærer, om hvem jeg ikke veed
andet end godt.

Disse vare de mærkeligste af Skolens Mænd. Min Faders Undervisning,
der af de ældre Disciple betragtedes som Skolens Glandspunkt, kom jeg
og min Broder desværre ikke til at nyde godt af. Han læste i Reglen
kun i den øverste Klasse, og det var først efter hans Død, at vi blev
flyttede op i den.

Skjønt altsaa Skolelivet ikke savnede Opmuntring, gik det mig dog,
som det vel er gaaet mangen anden i disse Aaringer, ikke bedre end at
jeg stadig led af Utilfredsstillelse og Kjedsomhed, derfor og af alle
de Unoder, som denne Fandens Hovedpude fremavler.

De værste af disse var Uartighed hjemme, Udplyndring af Haven,
skjønt jeg ogsaa trolig hjalp Moder med Arbeidet i den, Kravlen
omkring paa farlige Steder, Slagsmaal og Gadedrengestreger. Sæderne
vare primitive, vi betragtede ogsaa Gaderne, især Torvet som god
Legeplads. De mere uskyldige var at streife omkring uden Maal og Med
som et nysgjerrigt Dyr.

Saalangt som man paa en halv Dags Tid kunde naae, var der intet Sted,
veisomt eller uveisomt, der ikke blev afsøgt. Hvert Krat og Kløft,
hver Sump, hvert Træ og Sten, hver stor Udsigt eller skjult Krog
kjendte jeg ligesaa godt som Stuerne hjemme. Hvad der ikke kunde
naaes tillands, maatte der soppes eller svømmes til, og hvad der end
ikke saaledes var til at række, blev ved Vintertid opsøgt paa Isen.
Selvfølgelig spillede den mægtige mystiske Ruin herved den største
Rolle, jeg har jo alt talt derom. Hvergang jeg hører Alliken skrige
og snakke om gamle Taarne, mindes jeg de uhyre Flokke af disse Fugle,
som den husede. Og naar jeg paa min Landsbykirke undertiden har seet
en halv Snes Storke samles til Afreise, tænker jeg paa, hvorledes de
gamle Mures hele store Kreds hver Afskedsdag i Høst blev tæt besat
med disse underlige knepprende Stylteben.

At undersøge Naturen i det Smaa som i det Store, at betragte dens
vide Syner som dens mindste Spil, i alskens Belysning, ved alt Slags
Veirlig, i Sommerens Rigdom som i Vinterens Øde, har altid været min
Lidenskab, den jeg endnu ikke har faaet stillet. Livet i Kolding har
lagt den første Grund til disse Idrætter; det tøilesløse Drengevæsen
hjalp til at gjøre rigere Erfaring end nogensinde siden.

Ogsaa derfor har jeg at takke Gud. Det førte videre, end jeg dengang
kunde gøre mig klart. Saa fattigt end Livet kan være, kan det dog
fantastisk opfattet oplyse og oplade Kunstens Tryllerige.

At være med i en Efteraarsdags Skumring at drive Kvæget hjem fra den
fælles Bymark, og i Flok med plumpe Karle og snavsede Drenge, væbnet
med en lang Knaldepidsk at komme farende under Hujen og Trængsel opad
den lange bakkede Læsbygade med de dampende Dyr foran sig, var vel
egnet til at hensætte en fantastisk Dreng i en Walter Scott'sk Scene.

At sidde, naar vi legede Røvere i Slotsruinen, i den store
Fængselskjelder dybest under Kjæmpetaarnet, hvor der var bælgmørkt,
naar man fra Dagslyset kom derned, men hvor man tydelig nok saae
enhver Krog, naar man havde været der et Kvarters Tid, og i sin
Ensomhed at lure paa, at den søgende Vagt kom, og saa med et Spring
at kaste sig over den forat hugge sig igjennem, mens den endnu var
blind, gav en Fornemmelse af Ingemannsk Gru.

At ligge i stadig Feide med Plebeiernes Parti, som vi Latinere altid
gjorde paa Grund af, at vor Skole laa paa den ene Side af Kirken,
Borgerskolen paa den anden, gav Erfaringer om, hvad krigersk Mod vil
sige. Og naar det ikke var let at komme vel hjem fra Skolen, da man
paa ethvert Gadehjørne kunde blive nødt til at hugge sig gjennem
Fjendens lurende Patrouiller, gav et lille Begreb om de Montaguers og
Capuleters Kaardeklirren i Veronas Gyder.

Saa igjen i geografisk Begeistring at tage sig for at forfølge en
Bæks Løb langt ude fra Skovkløften, gjennem stridigt Krat og vaade
Sumpe, klattrende langs Trærødder og hoppende over Stene, til man
efterat have fældet Dragen i en stakkels Snogs Skikkelse, og have
næret sig af bittre Bær, endelig at naae til Vandmøllens sorte
drippende Hjul, og faae Culturgrund under sig -- var det end ikke et
Stykke af Coopers Skovliv, var der dog intet i Veien for, at en Dreng
kunde gjøre det dertil.

Mine Forældres Hus var ikke noget christeligt Hjem, og vi Børn fik
ikke nogen christelig Opdragelse. De var ikke irreligiøse, men deres
Religion var Humanismens, hvortil hørte, at man ikke maa tale for
tidlig til Børn om, hvad de ikke kunne forstaae.

Den første Spire til Gudsfrygt blev lagt i min Sjæl af en stor,
rødmusset Bondepige, som var vor Kokkepige.

En Dag, det maa have været ved Begyndelsen af min Skoletid, stod jeg
i Kjøkkenet og betragtede, forat forslaae Tiden, hendes Gjerning
ved Skorstenen, mens jeg smaasnakkede med hende. Hun maa i sin
Troskyldighed have sagt noget om Guds Hjælp og Bønnen, og jeg i min
Vigtighed yttret mig skeptisk derom. Det husker jeg ikke. Men vel,
at hun vendte sig om fra Ilden, og sagde med et alvorligt, noget
forfærdet Ansigt: Be'er du da ikke din Bøn? -- Nei. -- Kan du da ikke
dit Fadervor? -- Jo, det kunde jeg. -- Saa skulde du rigtig skamme
dig og læse det. -- Jeg havde intet at svare, men glemte ikke hendes
Anvisning. For det første skammede jeg mig, for det andet tog jeg
mig for at afhjælpe den Mangel, og vænte mig fra den Dag til at sige
mit Fadervor hver Aften, naar jeg kom i Seng. Jeg holdt min Skik, og
hvorvel jeg endnu i mange Aar ikke kom væsentlig videre end overfor
Gud at skamme mig over min Synd, men overfor Verden at glemme det
igjen, skal jeg dog altid være den enfoldige Pige taknemlig, for hun
i min Fattigdom gav mig den bedste Skjærv, hun eiede.

Ogsaa med Jødedommen kom jeg i Forbindelse, om det ogsaa kun var,
ligesom med Christendommen, en udvortes Forbindelse. Vor Husvært var
en jødisk Kjøbmand, en lille hjulbenet Mand med sin Nations Træk
stærkt udprægede, som da han ved sit Talent var kommen til Velstand,
havde den Drøm at ville gjøre en chevallerisk Figur, holdt en smuk
Hest, og var Underofficer i det borgerlige ridende Korps. Sine
elegante Rideture benyttede han som klog Forretningsmand ogsaa til at
eftersee sine hemmelige Forretningsveie. Han drev nemlig, som alle
der ved Toldgrændsen, en betydelig Smughandel, men udenfor denne
efter Stedets og Tidens Moral undskyldelige Plet var han en hæderlig
Mand og en Typus for en jødisk Handelsmand, i Forretninger et fint
Øie for Fordelen, mod Slægt og Venner et varmt opoffrende og trofast
Hjærte. Dertil fast i sin Tro og streng i Overholdelse af sin hellige
Lovs Bud.

I hans Hus kunde man lære jødisk Skik at kjende. Der var ingen
jødisk Slagter i Byen, Husbonden slagtede selv. At være tilstede
derved var vel ikke tilladt, men at see de blanke tveæggede Knive,
stukne i smukke Læderskeder, gik an i et fortroligt Øieblik, og det
var mystisk nok, det var Oldtidens Offerknive. Og saa at udspørge
om de smaa Pergamentslæg, der var sømmede til Dørkarmen, og høre,
at lignende blev baarne om Armen; at see Manden om Sabbathen sidde
inde bag sin Butiks Glasdøre med sin Kaskjet paa og læse i sin store
hebraiske Bog; og at lytte til Familiens ustandselige Tale, naar de
kom hjem fra Synagogen i Fredericia med Hjærterne strømmende over af
Henrykkelse over den hellige Fest, alt dette var jo vistnok kun at
staa i Hedningernes Forgaard, men det gav Lyst til at vide mere.

Kager og anden Festmad blev altid bragt ind til os og fortæredes med
Glæde, men vi blev ikke budne ind, dertil var Husets Skik for streng.
Den tydeligste Forestilling om Religionens Kraft gav os Fasten. Der
var en Butiksdreng, en yderst godmodig Fyr, som var vor Ven, og ved
hvis Disk jeg har tilbragt mangen ledig Time. Naar Fastedagen kom,
gik han ude i Gaarden med os og havde et forknyt Udseende, han led
af Sult. Naar han da saae op mod Himlen og fortalte, at blot en
eneste Stjerne blev synlig, saa begyndte Sabbathen og han kom til det
herlige Bord, da var dette Tegn mere end noget prosaisk Klokkeslet
egnet til at berøre os som et himmelsk Mysterium.

Om jeg som andre kaade Drenge har været med til at spotte over
Jøderne, veed jeg ikke og troer ikke, men i Omgang med dem har jeg
altid viist Ærbødighed for deres Helligdom, og havt let ved det,
da jeg følte den. Intet Under, da her var en Alvor overfor det
Guddommelige, som vi ikke kjendte. Vor egen Helligdom gjorde ingen
Fordringer til os, den var knap nok tilstede. Dette Samliv med
en elskværdig israelitisk Familie troer jeg har bidraget til den
Forkjærlighed for Abrahams Folk, jeg alt mit Liv har næret.

Medens jeg taler om Religionen, skulde jeg ikke glemme dens Skygge,
Overtroen. Kolding var en gammeldags By og ret en Rede for Troens
skumle Misfostre. I vort Hjem levede vi i Oplysningens Glorie, som
jog Djævlene ud med et altafgjørende Vaaben, den Paastand: de er
ikke til. Hvilket dog ikke kunde forhindre, at de udenom Kredsen
opførte en vild Hexedands. Af Tjenestefolk og Kammerater modtoge vi
ligesaa daglige Efterretninger fra Mørkets Rige, som man nu faaer
Avisefterretninger, kun med den Forskjel, at Avisen var ikke til at
stole paa, men dette kunde man tage paa med Hænderne.

Kom vi ind i den store Kjøbmandsgaard yderst i Læsbygade, hvor der
stod en Pæl paa Gaardspladsen, vel til at binde Dyrene ved, fortalte
Gaardskarlen os, at naar han rørte ved den Pæl, hørte han det nede
fra Jorden raabe: Ryk op! For den var rammet ned gjennem Kjøbmandens
Moder, han havde selv kjendt hende og vidste godt, det var ikke
rigtig fat med hende.

Kjørte vi hjem fra Christiansfeld sent paa Aftenen, holdt Kudsken os
vaagne ved at vise os det Sted paa Veien, hvor hans Heste den og den
Nat havde mødt det han ikke kunde see, men Hestene desbedre, for lige
til den Omdreining, nu kom vi strax til den, havde de arme Dyr gaaet
og aset som i Mudder til op paa Livet, skjønt Veien var ligesaa jævn
som nu, og da de endelig var slupne, var de saa hvide af Skum og saa
forhivede, som havde de løbet løbsk.

Hvert Sted havde sin Gjenganger, vor Gaard havde ogsaa sin, han hed
Bahnsen, men er mig forresten ubekjendt. Varsler blev bestandig sete
og hørte, var der en Ildebrand, havde den og den seet Forbrand.
Vidner var der nok af, skulde Sagen mod Overtro være ført paa den
Basis, vilde den øjeblikkelig være tabt.

En Dag løb der en Nyhed gjennem Byen, som slog alle med Rædsel,
man samledes paa Gadehjørnerne forat faae Vished om de nærmere
Omstændigheder. En Præst paa Landet var blevet taget af Djævelen,
Beviset forelaa, man havde fundet hans ene Ben i Blaakjær Skov.
Ingen undrede sig derover, man havde længe ventet det, for han var
bleven seet sidde midt paa sit Gulv med Cyprianus for sig og med en
Kridtstreg skrevet rundt om sig, medens den Onde foer om udenfor
Kredsen med en Rive for at hale Troldebogen fra ham. Sagen var,
at han havde den hos en Landsbypræst sjeldne Egenskab at være en
rig Mand, og at blive beskyldt for at drive Aager med sit Mammon,
rimeligvis dog med ingen bedre Grund, end at han nu blev beskyldt
forat have faaet et saa bedrøveligt Endeligt, for han levede i
Velgaaende endnu en Del Aar derefter.

Selv min Moder, det mest afgjort Oplysningsmenneske, jeg har kjendt,
var ikke fri for at have sine Erfaringer. Det er i det Hele en Feil
at troe, at Oplysningstiden var fri for at hjemsøges af Angreb fra
Mørkets Rige, medens den heller intet vilde vide af dem fra Lysets.
De faldt ligesaa rigeligt dengang som nu.

Den Nat, hendes Moder døde i Sæby, havde hun i Nykjøbing hørt Vuggen
gaae ved sin Side, og hun havde seet en hvid Skikkelse ved den. I
Vuggen laa hendes første Barn med min Fader. Og min Broder Caspar
havde en Dag, han gik forbi Slotstaarnet, seet en uhyre Klo hæve sig
ud af Nedgangen til dets Fængselskjelder. Dette forfærdede os mest,
fordi det var nyt, og hans Sanddruhed var hævet over al Tvivl. Vi
vidste ikke dengang, at han led af Hallucinationer.

Med Undtagelse af Moders Syn og maaske Kudskens Heste, have disse
Ting ingen Betydning; men jeg nævner dem, fordi de har virket deres
til at sætte mit fantastiske Sind i en sygelig Bevægelse for lange
Tider. I den sørgelige Periode, da mit Helbred var aldeles nedbrudt
af Nervesvaghed, led jeg i de mange søvnløse Nætter overordentlig
meget af saadanne Fantasier, og den største Del af mit Liv har jeg
havt Tider, hvor det har ængstet mig indtil Svækkelse at være alene
i en Bolig, skjønt det samtidig har været min faste Overbevisning,
at der intet kunde møde mig. Thi jeg er intet Søndagsbarn, og har
aldrig mærket ringeste Spor af noget overnaturligt, saameget jeg end
kunde ønske at modtage et saadant Vidnesbyrd om en usynlig Verdens
Tilstedeværelse. Først paa mine gamle Dage har jeg ved at gjøre et
Studium af den mystiske Litteratur, forunderlig nok netop ved at
forvisse mig om dens Fænomeners Rigtighed ganske faaet Magt med min
Ængstelse. Forsaavidt hjælper Oplysning, men rigtignok i en modsat
Retning af den, som sædvanlig søges.

Efter Religionen skulde jeg efter god gammel Skik komme til Kongen.

Det var en meget stærk Fornemmelse af hvad Regimente vi levede under,
vi fik, naar Kongen kom til Byen, og som bekjendt lod Frederik
den sjette ikke let noget Aar gaae forbi uden at besøge sit Riges
Provindser. For den samvittighedsfulde Regent var det et strengt
Pligtarbeide, men for ungdommelige Tilskuere var det et rent Æventyr.

Saa kom Dagen. Alle Gader og alle Vinduer stoppede med Mennesker,
Tagstenene revne af, Hovederne stukne ud mellem Lægterne fra
Morgenstunden af Forventning. Naar da under Klokkernes Klang og
Trompetskrald først Landsener-Regimentet, saa det borgerlige ridende
Korps, saa lange Colonner af Bønder til Hest kom i vild Galop opad
Gaden, og endelig Kongens Vogn trukken af sex forpustede Bønderheste,
og derefter den lange Række Vogne med Følge af Embedsmænd, alle i
stormende Hast for at være tilstede, naar Kongen steg af, gjorde det
virkelig et helt østerlandsk Indtryk.

Det var i det Aar, jeg var i den nederste Klasse i Skolen. Vi vare
i spændt Forventning paa vore Pladser i den festlig smykkede Skole,
og det varede meget kort, saa kom Kongen. Med smaa hurtige Skridt
kom han ind og hilste venlig til alle Sider. Rectoren sagde en kort
Hilsen til Majestæten, og vinkede til Orchestret. Organisten svang
sin Bue, og Cantaten begyndte. Det var den Dag den smukke Ode af min
Fader: »Atter i denne stille Athenes Bo --« som sædvanlig ledsaget af
græsk Text, og med høi Begeistring sang jeg mine falske Toner med.

Saa opgav Kongen, hvad han vilde høre. Veed de Smaafyre noget
om Skjoldungerne? sagde han i vor Klasse. Brøndum henkastede et
Spørgsmaal, og i uafbrudt Remse gik Lectien fra den ene til den
anden. Kongen nikkede venlig og klappede en og anden af os paa
Hovedet, gik saa ind i den næste Klasse og sagde: »Lad mig høre
noget Latin, for min Græsk har jeg for længe siden glemt.« Og Faders
Disciple gjorde ligesaa god Besked som vi. Saa lo han ad nogle
Volter paa Gymnastikpladsen og forsvandt igjen, efterladende det
uforglemmelige Indtryk, at Kongesagaen var en Sandhed, vi havde selv
seet Begivenhedernes Helt.

Saa besaae den ufortrødne Mand i samme Fart Kirke, Raadhus, Hospital
og hvad der ellers kunde være, og lod Sprøiterne prøve paa Torvet,
hvorved han endog fik en Straale over sig, og rystede sig med høi
Latter. Spiste saa sin Mad og foer videre i samme Carriere.

Alt gik hurtigt nok, den eneste det gik for langsomt for, var en
smal opløben ung Herre, som i den gule Hestgardeuniform, med altfor
tydelig Kjedsomhed i hele sin Holdning som i sine velformede, men
slappe Træk stod og lænede sig til Skolens Dørstolpe. Det var den
syvende Frederik. Ham har jeg seet paa et lignende Besøg i Haderslev
Skole, mens jeg var Lærer der, men han gjorde langtfra et saa stærkt
Indtryk af en virkelig Konge, skjønt han dengang allerede stod i sin
bedste mythiske Glorie.

Endnu har jeg fra mit jydske Barndomsliv at mindes, hvad der maa
kaldes Hovedbegivenheden, Familiens Kjøbenhavnsreise. Kun een saadan
faldt i vort Lod. Reiser var i den Tid noget ganske andet end nu, og
mine Forældres Kaar var ikke saa gode, at de mer end eengang kunde
gjøre en saa betydelig Udgift.

Det var i mit første Skoleaar, i mit Livs tiende, i Sommeren 1830,
at den længe nærede Beslutning at gjensee fjerne Slægt og Venner kom
til Udførelse. Vi beredte os dertil, som større Folk til en større
Udenlandsreise.

Efter et kort Besøg i Roskilde naaede vi endelig trætte og
forskumplede paa den dengang forfærdelig opkjørte Roskilde Landevei
en silde Aften til Frederiksberg. Dér havde Onkel Møller med Tante
Christine deres Sommerbolig i en Gaard i Alleegaden, og jeg lærte da
første Gang at kjende det Hus, der senere blev mit andet Hjem.

Jeg har talt om min Tantes Ungdomshistorie og hendes kjærlige Væsen,
og jeg troer, at næst efter mine Forældre har heller ingen lige til
hendes Død, i en Alder af 88 Aar, omfattet mig med større Kjærlighed.
Hendes inderlige Vens og hendes kjæreste Søsters Børn var hende altid
som hendes egne. Selv var hun barnløs. Hendes Mand var af de stille
Folk, som ikke syntes at trænge til nogens Fortrolighed.

Det var ikke let at finde et bedre Tilholdssted end deres Hus. Min
Tante samlede alle den talrige Families Medlemmer, gamle og unge, og
Vennerne med, havde altid, hver Dag, Plads ved sit Bord for hvem der
vilde komme, og aabent Hjærte for deres Sorger og Glæder, og naar
hendes Mand sad for Enden af det lange Bord, saae man at han fandt
sig vel derved.

Selvfølgelig blev nu alle Kjøbenhavns Herligheder planmæssig
gjennemsøgte og foreviste med fuld Forklaring. Hvad jeg dengang saae,
kan jeg vistnok ikke i Erindringen skille fra mine senere Erfaringer,
men at Billedet af Hovedstaden var efter min Alder rigeligt og klart
nok, slutter jeg af, at da jeg siden vendte tilbage til den, veed jeg
ikke, at noget synderligt var mig nyt.

Paa Hjemreisen nød vi ogsaa rigelig det sjællandske Land, besøgte
Vollerslev hyggelige Præstegaard ved Gisegaard, hvor min anden
Morbroder Jens Worm boede, og Sæby Præstegaard, som jeg allerede har
beskrevet, og søgte saa tilbage til vor jydske Skole. Men de Aar, vi
endnu havde tilbage i Kolding, formørkedes af en tung Sky, der mer og
mer sænkede sig over vort Hjem, dog mere følelig for Moder end for os
ubekymrede Børn.

Allerede paa Reisen havde det undret Familien at see, at min
Fader, som før havde havt en smal Figur, var bleven meget svær og
ubehjælpelig i sine Bevægelser; og da han kom hjem, viste det sig
mere og mere, at denne Fedme ikke var sund, han blev en svagere Mand,
gik mindre ud og blev mere tungsindig. Saaledes holdt han sig endnu
oppe i to Aar, mens han som sædvanlig arbeidede flittig ved sin
Pult og altid til sent paa Natten. I den Tid oversatte han de sex
første Sange af Iliaden, men skulde ikke naae videre. I Efteraaret
1832 viste der sig en Svulst i Underlivet, som brød op med en
forfærdelig Blodopkastning. Vinteren sad han syg og uvirksom hen, der
samledes Vand i hans Legeme, og mod Foraaret steg Vattersoten til en
overvættes Grad.

Aldrig har vistnok min Moders Kraft og Udholdenhed viist sig saaledes
som i denne tunge Tid. Hun antog vel en ung Pige til at hjælpe med
Husholdningen, men med en Følelse af, at vi snart kunde komme til at
blive faderløse, forøgede hun om mulig sin Iver for at uddanne os ved
Læsning og Samtale, og sin Omhu for at vi skulde være med ved alt
hvad der kunde sees og opleves; og dertil pleiede hun den Syge ved
Dag og ved Nat.

Da Høsten kom, var den Syges Kræfter udtømte. Det var en Formiddag,
den 8. August 1833, at min Moder tog os ind, at vi sidste Gang skulde
see vor Fader. Forfærdede som vi var, vi kjendte jo ikke til Døden,
var det sværeste at høre den Døendes Rallen. Jeg husker, at jeg
først ikke vidste, hvad det var, men da jeg opdagede, at denne Lyd
kom fra Fader, der laa ubevægelig og ubevidst, var det ikke til at
udholde. Dog kunde jeg ikke saaledes bevæges af Sorgen som de, der
kjende den bedre.

Da vi igjen blev førte ud, foer jeg ud i Gaarden og strøg fortvivlet
frem og tilbage, forunderligt, mest fortvivlet over at jeg ikke kunde
sørge saameget som jeg burde over at Fader gik bort. Du skal sørge,
du skal ikke være en saadan hjærteløs Knegt som du pleier, sagde jeg
til mig selv, men jeg kunde ikke græde som Moder og de andre. Jeg
listede ind igjen og stod i min Angst og lyttede og lyttede til den
forfærdelige Lyd derinde i Sovekamret. Endelig efter nogle Timer tav
den, jeg hørte Moder hulke, og nu kom hun ind i Dagligstuen, segnede
om paa en Stol, tog os alle tre i Favn, og sagde: Nu har I ingen
Fader mere.

Under alt dette var i min Sjæl altid Forfærdelsen stærkere end
Sorgen. Jeg kunde ikke magte det Ubekjendte. Om Natten hørte jeg
min Faders Skridt og saae ham i forvirrede Drømme, og om Dagen
listede jeg om og stirrede med uhyggelig Angst paa de sørgelige
Forberedelser. Ved Begravelsen iagttog jeg saa spændt alt, hvad der
foregik, at da jeg 40 Aar efter gik efter min Broders Kiste ned ad
samme Gade og hørte de samme Klokker ringe, og stedede ham til Jorden
paa samme Kirkegaard, var det mig, som ingen Tid var gaaet, som om
disse Klokker havde ringet alle de Aar. Men blød kunde jeg ikke
blive, kun see og tænke.

Der gik ikke mange Dage efter Begravelsen, og i dem har jeg
sagtens drevet Tiden hen som jeg pleiede, drivende omkring som et
speidende Dyr. Saa faldt jeg hen i en svær Nervefeber, og vidste i
en Maanedstid af intet. Kræfterne groede vel til igjen, kun blev
mit Helbred ikke mere, hvad det havde været. I flere Aar følte jeg
mig afkræftet, hvergang samme Aarstid vendte tilbage, og med denne
Sygdom, maa jeg antage, har den Nervesvaghed, som jeg Livet igjennem
har lidt af, første Gang viist sig.

Vintren gik sin Gang, og vi kom meget ud. De nærmeste Venner stredes
om at have Moder hos sig om Aftenen, og jeg troer i Grunden hele
Byen følte Trang til at gjøre hende noget godt. Caspar kom hjem
for at hjælpe med at ordne Faders Efterladenskaber, og medens han
forfattede Katalogen, var jeg ivrig med at hente ham Bøgerne ned af
Bibliothekets Hyller.

Moder førte en lang Brevvexling med sine Søskende, om hvorledes hun
skulde indrette sig som Enke, og hvor hun skulde tage Bolig. Flere
Steder blev bragt i Forslag, især ville Erik Tauber gjerne have
hende til Frederiksborg. Men ogsaa hendes andre Brødre vare meget
opoffrende med at tilbyde hende Hjælp, saa hun var i Tvivl om, hvad
hun skulde vælge. Tilsidst havde hendes Barndomshjem dog saa megen
Magt over hende, at hun besluttede at nedsætte sig i Roskilde.
Saameget mere som hun havde mest Tillid til den Skole, der stod
under Faders Vens, Rector Blochs Bestyrelse, og hendes Brødre ogsaa
saaledes var villige til at yde hende aarlig Pengehjælp.

Saaledes blev det besluttet, at ved Foraarets Komme skulde vi afgaa
til Sjælland. Det maatte skee til Søs, thi saa lidt end Moder turde
beholde af sit store Huses Indbo, var der dog altid saameget Gods,
at der ikke kunde tænkes paa at føre det over Land. Der blev altsaa
gjort Aftale med en Jagtskipper, det var Befordringen dengang. I
Reglen gjorde enhver, der ikke havde rigeligere Raad, Reisen mellem
vore Lande paa disse Smaaskibe. De gjorde samme Tjeneste hos os, som
Trækskøiterne i Holland. Enhver veed det, men der er faa nulevende
som have prøvet det. Især Studenterne var henviste dertil. Vilde de
hjem i Ferien, kom de ofte til at ligge 8 til 14 Dage at brydes med
Modvind og Sø.

Det var ved Midten af April 1834, at den svære godmodige Skipper
Halmø var seilklar, agtende som en faderlig Ven at tage den lille
faderløse Familie under sin Varetægt. Det var deiligt Foraarsveir,
al Sorg og Sygdom var forsvunden -- af mig at sige -- Humøret var
udmærket. Situationen mageløs interessant, den store vide Verden laa
jo aaben.

Jagten laa langt ude paa Fjorden, og mens Aftenrøden sidste Gang
forgyldte den graa Ruin, den gamle By og hele den kjære hjemlige Egn,
gled vi paa den lange Fiskerbaad med sindige Aaretag, vi kjendte saa
godt Befordringen, ud gjennem Aaens Rørskove, hilste endnu engang
alle de uforglemmelige Bakkeskrænter og Skovvige, og fik saa Fod paa
den lille Seilers fuldtstuvede Dæk.



TREDIE KAPITEL.

ROSKILDE.


Førend vi naaede vort tilkommende Hjem, opholdt vi os nogle Uger i
Kjøbenhavn, selvfølgelig i Tante Christines smukke Hus. Hendes Hjærte
var ganske opfyldt af hendes egen og hendes Søsters Sorg, og der var
meget at faae lagt tilrette.

Conferentsraad P. Møller, som min Onkel nu kaldtes, boede dengang paa
Gammeltorv eller Nytorv, ligeoverfor Raadhuset. Jeg drev en Del Tid
hen med at hænge i Vinduet, og det første der mødte mit Øie var den
alvorsfulde Bygning derovre.

Hver Eftermiddag samledes alle Byens Vægtere der, for at faae deres
Ordrer for Natten. Det vrimlede saaledes af Vægtere, at de ikke
blot fyldte den svære Porticus, men som en Bisværm svævede langt
ud over Torvet. Et burlesk Skue at see det samlede Korps i dets
middelalderlige Ornat: en Læderkabuds som en omvendt Potte, en
lang plump Kofte med et gult Læderbælte om, og paa Nakken det fæle
Morderredskab med det skjønne Navn Morgenstjerne. Vi fik os en Latter
af dem, de gamle nu glemte Vægtere har altid været en Skive for
Vittigheden, mest for deres, som havde mest at takke dem for.

Jeg laa i Vinduet og havde mellem mig og Raadhuset den tætte Vrimmel
af fede Slagtere, fidtede Dragere, pluderhosede Amagere, rødkoftede
og knæskindbuxede Sjællændere, formummede Sælgekjællinger, søvnige
Droshker, og den endeløse Række af Vogne læssede med al den Proviant,
kommende og gaaende Kunder og jeg selv med skulde leve af. Et
evindeligt Marked, men ingenlunde til at have de Løier af som de
festlige Markedsdage i Kolding. Kun trist at see henover den store
Verdens rastløse Travlhed.

Imidlertid skulde de ideelle Formaal fremmes, vi skulde nyde godt af
det store Folkedannelsesmiddel og maatte nu opleve det epochegjørende
førstegang at være i det kongelige Theater. Dertil blev, som
sædvanlig, Elverhøi valgt. Jeg kjendte Stykket af Bogen, havde ogsaa
seet ret godt udstyrede Skuespil i Kolding; men nu havde Moder
forberedt os paa det ypperste af alt, Dramaet paa sin Høide, udført
af de Talenter, al Verden beundrede. Ligefuldt blev jeg skuffet;
det gik mig som det gaaer mig endnu. Min Natur er nu nøieseende
tiltrods for at Følelsen kan være høit stemt. Jeg kunde ikke finde
mig i de theatralske Fagter, det ikke naturlige Talesæt, de slæbende
effectfulde Skridt i de sirlige Ridderstøvler, al den Mangel paa
frisk Liv og virkelig Høihed, og saa de legetøisagtige Decorationer.

Nu, Fru Heiberg har jo holdt lange skjønne Taler over den skjønne
Plastik i theatralske Stillinger, og sand Kunst i Bournonvilles
Arrangementer; jeg har altid ønsket, at de Mennesker vilde lade alt
det Væsen fare, tage Tingen mere ligefrem, spille saa lidt som
muligt, men være som naturlige Mennesker er og tale af fuld Følelse
som man taler, naar saadanne Ting skeer, og endelig indskrænke sig
til at betegne Scenen med et skjønt Bagtæppe. Som Hellenerne gjorde,
det er jo det disse høie Muser lære, naar Tæppet gaaer op. »Det
kommer af, at De for sjælden besøger Theatret. Man lever sig ind
deri --« bemærkede engang Hartmann, da jeg beklagede mig for ham
over disse Ting. Han kan have Ret, men jeg ønsker ikke at leve mig
ind deri. Dengang havde jeg ganske vist ikke tænkt saaledes over alt
dette, ligefuldt stødte dog det samme mig.

Saa var det den 10. Mai 1834, at et høit Flyttelæs agede ud af
Vesterport med Broder Christian, mig og en skikkelig Tjenestepige
siddende foran paa en Sæk. Pigen var vor Veninde, hun havde af
Kjærlighed til Moder fulgt os fra Kolding. Moder havde altid Lykke
med saadan Kjærlighed. Hun fik ogsaa nogle Aar efter Pigen godt gift
med en flittig og trofast Skræder, og lønnede hende dermed for hendes
Hengivenhed.

Vi kjørte den lange Sommerdag, til vi ved Solbjergstid fik at see den
røde Aftenhimmel bag Domkirkens Taarne, og den vide Udsigt over den
blanke Fjord og dens skovklædte Næsser.

Da vi holdt udenfor det røde Hus paa Hjørnet af Graabrødrestræde og
vi stormede ind gjennem de smaa Stuer og ud i den ikke saa lille
Have, og saae alle Træer saa hvide og rosenrøde af Frugtblomster som
en eneste duftende Blomsterbuket, var alle Dagens Besværligheder
glemte. Det nye Hjem var et Paradis, og vi sov trygt paa de
Madradser, den gode Pige bredte ud for os paa Gulvet. Næste Dag
skulde Moder og Søster følge efter med Dagvognen.

Den Nat brændte Frederiksborg, det vil sige Byen Hillerød, thi
Slottets Brand indtraf 25 Aar efter -- og at Morbroders Hidsighed ved
denne Leilighed kostede ham hans Embede som Skolens Rector, blev for
vor Familie den sørgelige Følge deraf. Det var saa nærved, at det var
blevet dertil og ikke til Roskilde vi var komne den Aften, at der
allerede var udseet en Bolig til os, og den brændte.

Det var upaatvivlelig i alle Maader rigtigt, at det ikke var
denne Broder, hun var tyet til. En anden Broder havde hun derimod
megen Støtte af i denne Periode. Det var Frederik Tauber, som var
Stiftspræst ved Vallø Kloster. Hos ham tilbragte vi i de Aar vi var
i Roskilde vore Sommerferier, og da han var Enkemand og i høi Grad
elskede Moder, havde hun frit Raaderum i hans Hus. For os Drenge var
dette skjønne og eiendommelige Sted med sit imponerende Slot, sine
rige Haver og sine herlige Skove en stor Ting.

Men tilbage til Roskilde, min Slægts minderige Hjem.

Strax opgik Byens Herligheder ikke for mig. Jeg var altfor opfyldt af
jydsk Naturskjønhed, Roskilde syntes mig i alle Maader mere kjedelig,
det vil sige, mindre stemmende med mine romantiske Griller, end
Kolding.

I Skolen blev jeg og min Broder henviste til næstøverste Klasse, og
det lykkedes mig virkelig uden stor Uleilighed siden at holde min
Plads som den tredie i dette Hold.

Den første var den altid i sit Arbeide som i sit Væsen fuldfærdige
Carl Liebe, den anden min Broder, og jeg havde saameget lettere ved
at være den tredie, da de øvrige var nogen Stympere. Jeg var tilfreds
og gjorde ikke Fordring paa mere, jeg havde altid beklædt samme jævne
Stilling. En anden Sag er, at jeg ligefuldt ifølge det Forbehold,
hvorved min Selvfølelse altid i det Usynlige gjorde en ganske anden
Person af mig, end jeg var i det Aabenbare, intet Øieblik tvivlede
om, at mit indre Menneske stod høit over enhver Formands, hvorlidt
jeg end vidste, hvori dette indre Menneskes Værd egentlig bestod.

I Kolding var der en af Kammeraderne, med hvem jeg havde indgaaet
et af det Slags Drengevenskaber som kan nærme sig til det Sværmeri,
hvormed unge Piger tidt elske hinanden. Carl Liebe blev nu den anden,
hvem jeg kom i et saadant Forhold til. Da nu Alderen var skreden
noget frem, hvorvel man endnu var i Trøien, bestod vor Fortrolighed
i det, hans Hu mest stod til, at vi betroede hinanden, hvilke Damer
vi sværmede for. Jeg havde ganske vist intet virkeligt at betroe, men
han bar paa et flammende Hjærte, og jeg maatte for ikke rent at staae
tilbage, see til, hvad jeg kunde opdrive.

Min anden Ven, men ingenlunde saaledes »erklæret«, kun i et ligefrem
naturligt kammeradligt Forhold, var min nuværende kjære Svoger, Søren
Thrige, i alle Maader en Modsætning til Carl Liebe. I Skolen var han
et Aar forud for mig. Men i Hjemmet kom han til at staae mig desto
nærmere.

Allerede efter et halvt Aar blev vi flyttede op i den øverste Klasse,
der ligesom i Kolding var treaarig. Jeg kom derved til at gaae i
Klasse ogsaa med dem, der var to Aar forud for mig. Blandt dem var
der adskillige, der vandt mit Hjærte og som jeg følte mig æret ved at
kunne knytte mig til.

Der var Emil Mynster, en Neveu af Biskoppen. Han fik siden en saa
afgjørende Indflydelse paa min Charakter, at jeg noksom kommer
tilbage til ham.

Der var Christoffer Hage, siden Chef for et Handelshus i Nakskov, og
Fader til den Politiker af samme Navn, som nu er et saa fremragende
Medlem af Folkethinget. Han udmærkede sig ikke i Skolen, men hans
venlige og trofaste Væsen gjorde mig ham overmaade kjær.

Der var endelig Rudolf Puggaard, hans Fætter, hvis praktiske Evner,
maaskee ogsaa Rigdom, sikkrede ham en Del Overlegenhed over os andre.
Han havde en smuk Baad paa Fjorden, og jeg blev hans Seilkammerad,
en Idræt der ganske passede for mit Sind. Jeg erhvervede mig nogen
Sømandsdygtighed og blev hjemme mellem de forblæste Skrænter og
yndige Skovvige, Fjorden er saa rig paa, fyldte min Sjæl med alskens
frisk Veir, og var stolt af at kunne tage det op med Fiskerne i at
bestemme Kursen efter enhver Landkjending.

I Skoletimerne havde min Lærer ingen Glæde af mig. Min Efterladenhed
og urolige Natur var og blev i al min Skoletid uforbederlig. Jeg
forberedte mig meget lidt paa mine Lectier, vidste knap hvad vi havde
for; fandt derfor ogsaa paa alle de Kneb og Optøier, som den Slags
Drenge faae Timen til at gaae med. Dog gjorde jeg god Fremgang,
da jeg arbeidede desto flittigere paa, hvad jeg havde Lyst til;
læste enhver Bog der faldt mig i Hænderne, dannede mig adskillige
selvstændige Studier, og fremfor alt selvstændige Meninger, som jeg
ikke forsømte at forfægte som videnskabelige Resultater. Der var
ganske vist ingen Grundighed deri, men nok af Iver og Begeistring, og
ved Examen kom det mig tilgode. Jeg vidste ufuldkomment nok, hvad der
skulde vides, men vidste paa den anden Side noget mere. Jeg forstod
fortræffelig at benytte Øieblikkets Indskydelser, og kjendte ikke til
Ængstelse.

Denne Drift til at vide mere tiltalte adskillige af mine Lærere. En
Adjunkt Hansen, som skulde lære os Christendom og Mathematik, var
ikke synderlig heldig i nogen af Delene, men han var en god Mand
og havde flere Interesser. Han lærte mig Botanik, der saa lidt som
nogen anden Naturvidenskab hørte til Skolens Fag. Sommereftermiddagen
at strøife Egnen rundt med ham, og i hans Hjem at granske i Flora
Danica, var efter mit Sind. Endnu mere alene med sin Blikkasse paa
Ryggen at blive borte i Moser og Grøfter, følge Bækken gjennem tykt
og tyndt og glemme Tiden for at finde hvad der skulde voxe netop i
den Skov, og blive liggende ude paa Skrænterne med de vide Udsigter.
Saa blev der ingen Tid til at tænke paa Lectier og Stile for den
der altid kom for sildig hjem. Skolearbeidet maatte gjøres i
Mellemtimerne, som det kaldtes, de Tider der tilbragtes med at vente
paa Lærerne, der ogsaa kom for sildig.

En anden Adjunkt, Agerup, en høist elskværdig og aandfuld Mand, der
døde i sin beskedne Stilling, tog sig ogsaa af mig. Om Vinteraftener
tog han mig hjem til sig, og vi sad da til efter Midnat og studerede
Hebraisk. Davids Psalmer og Profeternes Taler begyndte at høine sig
over mine andre Idealer; baade Sprog og Indhold var mig for svært,
men netop at jeg ikke kunde magte det, gjorde at jeg ikke kunde
modstaae det. Ved saadanne Ting husker jeg ikke, at min Broder
var med; vistnok fordi han var tilstrækkelig beskjæftiget med sit
Skolearbeide, som han besørgede ganske anderledes samvittighedsfuldt
end jeg.

Mit Forhold til ham har altid bedrøvet mig, gjør det ogsaa nu, da
han er i Evigheden, endog langt mere end før. Jeg har ikke været ham
saa god en Broder, som jeg burde, og som han fortjente. Hvergang
jeg tænkte paa ham, elskede jeg ham, men jeg tænkte for lidt paa
ham. Jeg var altfor optagen af mine egne Lyster, til at kunne lægge
Mærke til, at han trængte til et fortroligere Forhold. Bedre gik det
heller ikke, da vi kom fra hinanden; Moder maatte stadig minde mig
om, at jeg skulde skrive til ham. Naar jeg saa gjorde det, vaagnede
Kjærligheden, og jeg skrev i min kjærligste Tone.

Han følte sig tilsidesat, og da han havde god Gave til at see sig
selv i mørk Belysning, blev de stærke og tidt pudsige Udtryk, som han
brugte derom, til noget mere end Spøg. Han var den af os, der mest
lignede vor Fader baade i Sind og Udseende.

Moder skiftede altid Vind og Sol fuldkommen ligelig mellem sine Børn.
Hvad hun i sit Hjærte tænkte om mig, er jeg ikke istand til at sige,
end ikke i den Tid, da vi kom i et ganske anderledes fortroligt
Forhold til hinanden. Jeg skulde troe, at hun endog i min Manddoms
Dage har næret en Del Ængstelse for mine farlige Veie, sagtens da
endnu mere dengang. Hun gjorde da, hvad der var rigtigt, hun nedsatte
mig i sine Ord, fordi jeg selv satte mig saa høit. Christian trængte
derimod til at støttes, og naar han sad med sit krøllede Hoved paa
hendes Skulder, og sagde: »Jeg vil være hos Moder, for hun holder
mest af mig,« var det ikke uden Grund, at hun kaldte ham sin bedste
Søn. Vi andre gjorde det ogsaa, og mens vi gjorde vor Ret gjældende
til ogsaa at have vor Del i ham, blev det vor familiære Talemaade at
kalde ham »vor fælles.«

Veninder havde vi ogsaa, men jeg havde ikke den Fornemmelse, at jeg
havde nogen Fremgang hos dem. Jeg var paa Kothurnen, og fandt ikke de
unge Piger værdige til at beundre dette Fodsmykke. Saa veltalende jeg
var i den lærde Kreds, saa kjedsommelig var jeg i en Selskabsleg. Kun
een af dem var jeg en virkelig Beundrer af, og nærmede mig til hende
kun med Ærbødighed. Hun fortjente det ogsaa, det er Margrete Thrige,
Søster til min Svoger Søren.

De hørte hjemme i Rectorboligen, og den var dengang et velsignet
Hjem. Den hvidhaarede, men endnu fuldkommen kraftige Fader var god
at komme til og hans Hustru var ret en Typus paa den Art Mødre, hvis
kjærlige Omhu og forstandige Raad enhver veed, man frit kan tage til
saameget man behøver.

Den ældste Datter -- ikke dog hendes, thi Bloch var anden Gang gift
-- var Sørens og Margretes Moder, Enken Margrete Thrige, et fint og
elskeligt Væsen. Det var hende vi med ærbødig Forundring hørte om,
at hun havde været den »Blonde Rene,« som Poul Møller besang for
»sit smalle Liv og sin Jomfrugang,« og som vi nu saae som den, »der
dulgte et Lig af sit yndige Bryst bag en sort Modest.« Men hun dulgte
visselig ikke sit af mild Kjærlighed spillende Ansigt, det var i høi
Grad værdt at see.

I hendes Bolig i Rectorgaardens øverste Etage med den store Udsigt
over Fjordens Skove og Bugter og den uendelige Solnedgangshimmel,
havde vi vore gladeste Sammenkomster. Indtil hun, til vor Sorg, anden
Gang giftede sig med den høist eiendommelige og i vor slesvigske
Politik saa hæderlig bekjendte Christian Paulsen, og fulgte ham til
Kiel, hvor han var Professor.

I Skolen var Bloch en mærkelig Patriarch. Hans Sind var saa mildt, at
han ikke mellem alle sine uarticulerede Mellemlyde kunde faae nogen
af de skruppende Ord frem, som vi saa godt kunde trænge til; kun i
en Vindueskrog kunde han hviske en faderlig Formaning til en Synder.
Han havde intet af min Faders Vid, dog kan jeg ikke sige andet end
at hans ubehjælpsomme Ord gjorde lige saa stor Virkning paa mig som
Faders morsomme. Vi nænnede ikke at bedrøve ham, men benyttede os
dog af hans Distraction, naar han henrykt gik op og ned i Klassen
og foredrog Horats, som han kunde udenad, eller naar han glemte os
over Beundring for Ciceros Rhetorik. Stor Lærdom havde han, men at
han egnede sig til at give sine Disciple Kjærlighed til den skjønne
Oldtid, synes mig ikke. Jeg kunde ikke godt andet end at finde, at
en Mand der alle sine Dage havde fortolket Verdens aandfuldeste og
mest veltalende Skrifter, gjerne deraf selv kunde have faaet noget
mere Aand, og være bleven idetmindste saa veltalende, at han kunde
udtrykke sig ordentlig. Men det lykkedes i Reglen ikke for den Slags
Filologer, dertil stode de det bevægede Liv og naturlig Tale for
fjernt. Hvilket ogsaa viste sig i, at de langt mere sværmede for
latinske Snirkler end for Homer og Herodot.

En ganske modsat Mand var Overlæreren Johannes Hage. Jeg saae
ham i en ulykkelig Periode, da han sønderknust ved Tabet af en
høitelsket og efter Sigende yndig Hustru ikke var sig selv mere.
Som et Kummerens Billede saae vi den rødhaarede, magre Mand i den
tarvelige graa Dragt hverdag liste hen paa Kirkegaarden og staae
og vride sine Hænder ved hendes Grav. Og paa Skolen kom han, sent
nok, slentrende som det fæleste Billede paa Vranteri, jeg nogensinde
har seet; skjældte os ud for snavsede og ækle Drenge, vi var, hug
os Stilebøgerne i Hovedet, og satte sig med Haanden under Kinden,
stønnende at han ikke kunde udholde at tale til saadanne Lømler.

Men naar han tilstrækkelig havde faaet os indskjærpet den for os
ganske morsomme Sandhed, at han vilde være fri for at høre os, hvad
vi havde at sige, var Vaas, saa tog han dog sig selv til at tale.
I Begyndelsen søvnig og snærrende, men alt som han glemte os over
sit Æmne, steg Foredraget til saa glimrende Skildringer, at jeg
ingen Lærer har lyttet til med mere Velbehag eller lært mere af. Han
var en ny Tids Mand, og enhver Ting han berørte, faldt alt gammel
Skoleskimmel af.

Domkirken -- ak ja! Forhaabentlig gjemme dens Hvælvinger ikke blot
Mindet om døde Konger, men ogsaa om levende Christendom, men det
sidste var den Tid rigtignok kun et Minde, og snart lige saa dødt som
Kongerne. Dens to Præster var ligesom Præsten ved Fruekirke af den
sørgelige Race, som unegtelig gjorde sig fortjent til at affærdiges
med det fæle Udtryk: Døden paa Prædkestolen. Det eneste, jeg veed
at sige til deres Undskyldning, er, at saaledes og ikke anderledes
var Præster dengang. Mynster roser sine første Prædkener, dog er jeg
bange for, at den Tid han læste dem op, er det ikke lykkedes hans
Tilhørere at opdage deres Værd.

I Roskilde blev der harpet Fjerdingprædkener af, og snøvlende sunget
vandede Psalmer som andre Steder, medens en enkelt agtbar Smaamand
eller gammel døv Kone saaes i Krogen af de tomme Stole. Kun den
øverste Stol var fuld af en af Skolens Klasser, som morede sig med at
skjære deres Navne i Pultbrættet, eller tankeløst at gloe paa de sære
Epitafier og Prædkestolens malede Uglebilleder.

Jeg maa kunne forskaffe en Attest paa, at jeg i April 1835 -- for
at følge min Broder, altsaa atter for tidlig -- har paa Kirkens
kolde Gulv givet min Haand paa den gamle Trosbekjendelse, men huske
det kan jeg ikke. Det eneste jeg mindes af alt hvad der angik min
Confirmation, er foruden at min Tante forærede mig en Brystnaal i
Form af en Nøgle, at der bag Domprovstens Sofa hjemme i hans Stue,
hvor han særskilt læste med os latinske Drenge, hang et Europas
Kort med en mørk fidtet Stribe henover Middelhavet, frembragt af
hans Nakke; og at han til den høitidelige Dag forud havde sagt os,
hvad Stykke vi skulde høres i paa Kirkegulvet, og den Lectie blev
upaaklagelig læst.

Hvad Kirken angaaer, saa var det først Architekturen der slog mig.
Den gjorde et stærkt Indtryk, skjønt jeg allerede dengang undrede mig
over, hvor skjæve og uregelmæssige Hvælvingerne ere. Dernæst var det
Musiken. Ikke Menighedssangen, den var der intet af, men Choret og
Orgelet.

Det første blev ledet af, eller rettere var skabt af Cantor Hartmann,
en egen gammel Bjørn, hvis Elefanttrin dundrede i alle Hvælvinger og
som indgjød Angst blot man saae ham; men han forstod, hvad kun faae
gjør, at faae det skrigende bort af Drengestemmer, og bringe de klare
Soprantoner frem med den uskyldige Klang, som gjør et saadant Chor
saa henrivende. Skade, at den Slags Chorsang er bleven afskaffet i
Kjøbenhavns Kirker, den hørtes dog endnu, da jeg var Præst der.

Og Orgelet, det fik at føle, hvem der slog det, det mærkeligste af
alle Mennesker, Mathison Hansen. Han var dengang ung, og Kjendere
mente, at ikke al hans Musik var god; men vidunderligt var det
dog for os at høre, naar han hele Timer igjennem fortabte sig i
Fantasier, mangen Gang vilde, endog burleske nok, men dog igjen saa
usigelig henrykte, og saa majestætiske, at det lød som gav selve
Kirkens Sjæl sig Luft i dem. Noget af den havde han i sig, dog ikke
meget, men som Kunstner en Divination af hvad den maa være. Han kom
en Del hjem til os, baade for Selskabs Skyld, og fordi han skulde
lære min Søster og mig Musik. Hun lærte adskilligt, men med mig gik
det som i Kolding. Musiken slap mig altid af Hænde som en Aand, jeg
dog helst af alt vilde fange.

Weyse kom i den Tid meget til Roskilde, han havde en Ven i Hertz,
Præsten for Frue Kirke af Bjerget, som var musikalsk begavet, havde
en rummelig Præstegaard ved Domkirkepladsen, stor skyggefuld Have,
god Velstand og et godt Bord, Ting Kunstnere ikke pleie at forsmaa.
Det var en Fest at sidde i en Krog af Kirken og lytte til den store
Kunstners Orgeltoner, naar han paa Sommer-Eftermiddage havde ensomt
trukket sig tilbage til Kirken. Det var for mig, hvad Musik altid
har været, den fuldkommen rene ophøiede aandelige Skjønhed, som
hensætter mig i en anden Verden. Om den i ethvert Tilfælde virkelig
er det, kan jeg ikke bedømme, der gives jo ogsaa ringere Musik, men
er dens Indhold kun af ideal Natur, er den altid for mig et himmelsk
Trylleri. Jeg forstaaer det som Orpheu's Tilhørere, Træerne og
Stenene.

Jeg havde Domkirkepladsen og den store Udsigt mod Nordvest daglig
for Øie. Vi var fra Hjørnet af Graabrødrestræde flyttet til det
gamle Bindingsværkshus som støttet til den lille gothiske Bygning,
der dengang var Gymnastikhus, nu er Bibliothek, gaaer hen mod
Provstegaarden. Der beboede vi først den ene, siden den anden af
Leilighederne ovenpaa, venlige smaa Værelser med de herligste
Solnedgange.

Der foregik meget der, baade indre og ydre Liv, og endnu mere af hvad
jeg kommer til i næste Afsnit. Saa tarveligt end Moders Hus var,
blev det dog ikke saa lidt søgt, baade af Ældre og Yngre. I en lille
By, hvor man mere frit kan følge sin egen Lyst, er i Almindelighed
Mennesker mindre skaaren over een Kam end i Hovedstæder, og om
Roskilde end deri maatte staae tilbage for det gamle Kolding, var
der dog nok af mærkelige Skikkelser, som mine Tanker møde, naar de
søge tilbage til det gamle Hjem, men de har havt for lidt Indflydelse
paa mit Liv til at det kan lønne sig at omtale dem.

Aarene gik, og om jeg end ikke blev ordentligere i Skolen, blev jeg
dog mere arbeidsom hjemme. I Mangel af bedre Oplysninger er jeg
nødt til at betragte det som et Vidnesbyrd om at Skolelærdommen og
dens Frugt ikke havde interesseret mig saameget som den burde, at
jeg ikke er istand til at huske noget af hvad der vedrører Afgangen
fra Skolen og Adgangsexamen ved Universitetet. Havde jeg ikke havt
endnu opbevaret det selvfølgelig i den skjønneste Latin affattede
Testimonium, som Bloch medgav mig, og af dettes Datum, 27. September
1837, kunnet see, naar Skolelivet fik Ende, og af Datidens Skik
kunnet slutte, at jeg maa have taget Examen artium i de første
Dage af October; og endelig af den Charakterliste, som heldigvis
ogsaa findes, kunnet overbevise mig om, at jeg dog udmærkede mig i
adskillige Fag, endog i Latin, og kun i latinsk Stil stod tilbage,
vilde jeg ikke engang have kunnet gjøre saameget Regnskab for denne
Overgang i mit Liv.

Medens altsaa de lærde Præstationer for største Delen er slupne
bort gjennem et Hul i min Hukommelse, mindes jeg bedre Kjørslen til
Kjøbenhavn i Selskab med de fire Commilitones, thi vi »optimæ spei
adolescentes« var kun fem i Flok. Afskeden fra Hjemmet var let, vi
kunde jo saa snart vende tilbage; Veien gik naturligvis saa lystig
som muligt, den visiterende Toldbetjent ved Vesterport blev hilst med
et »omnia mea mecum porto«, og et Latterchor; vi gjorde det bekjendte
snevre Sving gjennem Gaasegaden, og holdt udenfor den anselige
Gaard paa Vandkunstens Solside, hvor Tante Christine Møller med sin
sædvanlige moderlige Forsorg havde det Kvistværelse istand til os,
som blev min Broders og min første Bolig i Kjøbenhavn.



ANDEN BOG.

UNGDOM.



FØRSTE KAPITEL.

THEOLOGI OG ÆSTHETIK.


En ny Periode er i Almindelighed ikke strax en ny Periode. Mennesket
forandrer sig ikke saa let som Tid og Sted. Om man er Student eller
Skoledreng seer jo vel ikke blot i de unge Pigers Øine, men ogsaa
i Ens egne ud som var det en mægtig Forskjellighed, dog maa man
tage sig iagt for begge Slags Øine. De er meget ungdommelige. Jeg
troer virkelig, at jeg gjorde det saameget som man med Billighed kan
forlange af en ung Fyr, der havde staaet sig godt til sin Examen.

Heller ikke var jeg endnu færdig med det Præliminære, paa Dansk,
Videnskabens Forgaard. Der skulde den Gang i det første Aar endnu
tages to Examiner, en filologisk om Vinteren, hvortil ogsaa hørte
Historie, Hebraisk og noget høiere Mathematik, og en filosofisk
næste Sommer, hvortil hørte noget Fysik og Astronomi. Kunde man til
Filologien saa byde en Tilgift af noget, man havde studeret paa egen
Haand, kunde det føre til Udmærkelse.

Jeg tænkte intet andet derved, end at dette var en fornyet Skolegang,
som man ikke turde forsømme, at da det var morsomt at komme sammen
med saamange nye Ansigter fra alle Landets Egne, passede jeg mine
Timer paa Universitetet meget ordentligt, og da Lærdommen dog havde
faaet Charakteren af et friere Studium, behagede den mig mere.
I Filologien fulgte jeg min Faders Spor, og studerede i Stilhed
Persius's Satirer og Sofokles's Antigone. Og da Filosofiens Tid kom,
fordybede jeg mig i Sibberns ligesaa grundige som mangengang pudsige
Bøger, og lyttede med Begeistring til Martensens livfulde Foredrag --
en aldeles overjordisk Visdom, som rigtignok tiltrods for de bugnende
Anelser trykkede mig flad. Endogsaa bogstavelig, da Auditoriet blev
saa overfyldt baade af ældre Studenter og ikke Studenter, at vi, som
var de mindste, blev presset ind mod Væggen eller maatte krybe op i
Vinduerne. Alt dette tiltalte, og jeg kom fra begge Examinerne med
Udmærkelse i alle Hovedfagene og meget-godt i de mathematiske Fag.

Det sidste Efterslæt af Skolelærdommen var altsaa bragt i Lade, og
jeg stod overfor Livets store Spørgsmaal: Hvad skal du blive til?

Nu maatte min Sjæls indre Trang engang komme til Orde. Det skulde
vise sig, om der var nogen Sandhed i den Røst, der altid havde
hvisket: Hvad er vel det Arbeide, der saadan foreskrives, du vil dog
noget selv! Hvad vilde jeg da?

Ungdomsdrømme er Anelser om et høit Maal, men hvilken Skikkelse
Maalet har, hvilke Veie der føre til det, og hvor Foden skal sættes
Skridt for Skridt, forstaaes først naar Maalet forlængst er valgt.
Det hedder for en ung Student, hvilket Studium vil du vælge? Hvor
ligge dine Evner? Hvad vil du være og blive til?

Hvad mig angaaer, kan jeg ikke sige andet derom, end at jeg selv
vidste ingen Ting. Mine Idealer havde været Drømme, der nu svandt for
Dagslyset. Kun Gud vidste det, og han vilde det, jeg skulde blive
Kirkens Mand.

Men hvorledes bliver en saadan afgjørende Sag kundbar for et famlende
Menneske? Jeg tænker, ligesom andre Livets store Sager. De komme som
spæde Spirer frem af ubegribelig Jordbund. Der kan i Familier ligesom
i Folket komme noget til Orde uden at man seer Grunden dertil, dog
kan det have vidtrækkende Følger. Nu fortalte min Moder, at Fader, da
han saae den Dreng, hun havde født ham, udbrød: Han har et Par gode
Næver, de seer ud som de skulde bruges til at slaae i en Prædikestol.
Tilfældige Ord faae ingen Magt, uden der i Sjælen er Sangbund for
dem. Dette maa der have været hos mig, thi skjønt jeg ikke kan
indestaae for, at dette Ord just var Grunden til, at jeg fik den
Forestilling, at jeg skulde være Præst, saa var den dog, tiltrods for
Mangel paa Christendom, allerede fæstnet hos mig i min Skoletid.

Min Moder havde ogsaa den Tanke, og kan have yttret den eller
forudsat den i sine Yttringer, naar Leilighed var, men egentlig
paavirket mig har hun ikke. Det er mig selv, der har gaaet i
Styrelsens Ledebaand uden at fatte det, og uden endnu at vide andet
derom end at, da Tiden kom, ansaae jeg den Sag for afgjort. Ja, endnu
mere underligt, uden at jeg den Dag idag er istand til at sige, om
dette var det rette Kald for mig; kun at jeg er usigelig taknemlig
for at jeg, tiltrods for at det i saa mange Maader ikke er for mig,
dog har faaet det.

Ligefuldt kom der Betænkeligheder, da Afgjørelsen skulde træffes. Man
har kun eet Liv, og i den Alder troer man sig fri i Valget og har Sky
for Skjebnen, siden bliver man fortrolig med den. Betænkelighederne
bestod ikke just i Ængstelse for det hellige Kald, det forstod jeg
mig altfor lidt paa, snarere i, at der dog kunde være saa meget
andet, jeg havde Lyst til. Det var i November (1838), skummelt Veir
ude og ikke mindre i mit Sind. Yderst nedtrykt sad jeg og læste i min
hebraiske Bibel, den Side af Theologien kjendte jeg idetmindste, men
jeg vidste ikke, om jeg turde gaae videre, vilde gjerne have Raad.

Da skete det, som mest af alt viste, hvor jeg famlede i det. Den jeg
søgte Raad hos, var en Jøde uden Religion, og en Mand, som andre
mindst vilde have søgt til. Men han havde vundet mit Hjærte, jeg
troede paa ham.

Der var i Studenterverdenen en i flere Slægtled velkjendt Litterat,
Israel Levin, en lille sværtbygget, langarmet, platfodet Person
med et stort Hoved og intelligente Træk, en Typus paa sin forkuede
Race. Som bestandige Studenter ofte gjør, søgte han gjerne de
Yngstes Selskab, og var med sin utrættelige Veltalenhed og sin kun
altfor ofte ikke just fine, til Tider endog cyniske Livserfaring,
underholdende nok. Han havde udkaaret mig til sin særdeles Ven og
pleiede at gjøre lange Vandringer med mig til sent ud paa Aftenen, og
den Samtale, han gav et sokratisk Sving, var virkelig belærende.

Da jeg saa ved hans Undersøgelse af mit Væsen let kom til at yttre,
hvad der trykkede mig, gik han strax ind derpaa med stor Grundighed,
talte med dyb Alvor og meget rigtig om, hvad en Præst maa være, hvad
Trosliv, Prædikant og Sjælesørger vil sige. Endelig kom Raadet. Jeg
kunde gaae en af flere Veie. Enten kunde jeg skrive en Novelle, hvori
saadan Sjælekamp blev gjennemført, det vilde klare mine Tanker, og
som hos Goethe lette Byrden. Jeg sagde det ikke, men jeg følte strax,
at dette var et udenoms Sving. Meningen var kun at lade mig vide, at
denne aandrige Udvei laa ham selv nærmest. Saa fulgte da ogsaa det
andet: jeg kunde betroe mig til en Mand, jeg havde fuld Tillid til.
Hvem kunde det være? For Ex. Sibbern, og nu fordybede han sig i en
virkelig smuk Skildring af den gode Filosof, den Slags Undersøgelser
forstod han.

Det Raad syntes mig ikke daarligt. Jeg skrev virkelig Dagen efter
et langt Brev til Sibbern, som jeg tænkte selv at bringe ham. Men
da jeg havde faaet mig udtalt for mig selv, stod det klarere for
mig, at ingen dog kan tage sin Skjebne i sin egen Haand, og Valg og
Grunde vil ikke meget sige, der var intet andet for end at give sig
Gud i Vold. Jeg begyndte altsaa uden stort Mod, dog ganske ordentlig
paa Studiet, og fyldte min Dag med Forelæsningstimer. Heller ikke
fik jeg Grund til at fortryde det. Jeg var kun i en tvivlsom Grad
en Christen, men det forlangtes ikke heller. For det første var jeg
kun Theolog, og Theologien var netop dengang anseet for en ligesaa
hæderlig som naadig Frue at tjene, nok istand til at blænde. Jeg kom
da ogsaa snart høit op i fuld Flugt paa hendes fantastiske Vinger,
farlige nok.

Det laa saa i Tiden. Man maa have levet i den Tid for at kunne
gjøre sig en Forestilling om dens underlige Væsen, ja, for blot at
kunne troe paa Muligheden deraf. Under den tyske Filosofis Enevælde
ivrede alle Tanker for at bygge paa Fantasteriets Babelstaarn; hvad
vi hørte omkring os var intet mindre, end at enhver Stortaler satte
sin nærmeste Livsopgave i at bygge et endnu høiere. Universet med
alle dets store og smaa Lønkamre var afsøgt og klaret i Begrebet,
alle Gaader var løste, Hegel og hans berlinske Discipelskare havde
fuldbragt Værket. Men derved var ogsaa Kunstgrebet afsløret, og
Kampprisen fremlagt. Det maatte kunne eftergjøres og bringes endnu
videre, man skulde kun bygge sit eget System og gaae ud over Hegel,
og selv blive Aandeverdenens Stormand. Vi indaandede snart ingen
anden Luft, det eneste vi ved Universitetet hørte, der klang som en
Fremtidsrøst, var Martensens glimrende Tale, og der var ikke saa lidt
i den af luftige Stene til den Slags Bygning.

Theologien er nu den Gudinde, der byder Evighedens Forstaaelse frem
som den Ærens Krands, enhver af dens Adepter skal kunne vikle om sin
Pande, Panden være nu høi eller lav, blot han er den himmelske Frues
tro Svend, og hun havde dengang sin Glands-Periode. Alle Aander svor
til Theologien, den var Aandrighedens Helligaand, og havde vundet
sig en ny Skikkelse. Var hverken Skriftlærdom eller Kirkens Troslære
eller en Præsteskole, sligt var aflagte Stadier, den var speculativ.
Dette mystiske Ord, der optraadte med det »Absolutes« Klang, glimted
gjennem enhver af vor Mesters Kraftsætninger som Solens Blink i et
Vandspring. Hvorfra det kom vidste vi ikke, det foer forbi som et
Trylleri. Men da det kom til nogen bedre Forstaaelse, viste det sig
at være den Kunst med et eklektisk Aggregat af tydske Systemer at
kunne bringe Christendommens Mysterier ind under Begrebets Dagslys,
saa sikkert som havde man en Engel sat i Spiritus stillet frem til
Analysering.

Credo, ut intelligam, var Formlen, hvorefter den skulde analyseres.
Troen »poneres«, Englen sættes frem. Derefter begynder Intelligensen
at lade sine Straaler falde gjennem alle dens Hjærteslag, Nerver og
Muskler. Alt blev gjort fuldkommen klart, paa speculativ Maade; kun
var det ikke ganske klart, hvorledes det vilde gaae, hvis den bly
Genius, ubehageligt berørt af Intelligensens kolde Instrumenter,
skulde give sig til at forsvinde.

Credo, ut intelligam -- vi kom meget let hen over Credo,
Intelligensens glimrende Rustning var os Hovedsagen, og vi
høittalende Vaabensvende forsømte ikke at lade den blinke vidt
henover den aandløse Verden -- aandløs var den jo allerede dømt
at være fra Æsthetikens Dage af. Vi var en ny Tids Børn, og Folk
som Sibbern og Mynster, Clausen og Grundtvig maatte see at dække
sig, hvis Blinket skar dem i Øinene. Ak ja, Forfængeligheders
Forfængelighed! Heldigvis groede der dog ogsaa mere ægte Vin omkring
mig. Men der skulde gaae adskillige Aar inden jeg modnedes til at
faae Smag paa den, og den var der saameget at fylde i, at jeg maa
tage mig et længere Afsnit til at fortælle derom, inden jeg kan igjen
vende tilbage til Christendommen.

Fra October 1839 boede jeg paa Regentsen. For at faae Plads der, maa
jeg have gjort min Opvartning hos de lærde Foresatte, men derom har
jeg aldeles ingen Erindring. Kun at jeg den første Vinter beboede et
trist Rum nederst i sjette Gang ud til Kannikestræde, men om Foraaret
flyttede over i et solbeskinnet til Gaarden paa første Gang Nr. 4,
under alle Regentianernes Ven, den gode grønne Lind.

Min Moder var ikke istand til at understøtte sine Sønner med andet
end at tage imod os paa vore hyppige Besøg i Roskilde. Det var paa
Tide, at jeg selv skulde fortjene noget at leve af, men dette har
altid været min svage Side. Jeg var saa fattig som vel muligt, og
havde mere Lyst til at undvære end til at anstrenge mig.

Jeg var saa heldig at kunne faae min Middagsmad hos den kjære Tante
Christine Møllers altid aabne Bord, men forresten hjalp jeg mig med
mit knappe Communitetsstipendium. Min Føde hjemme bestod af Rugbrød
med Smør paa til 1 Mark Pundet, og en Kop Kjøbenhavnsk Melk eller
»Regentsthe« til. Stipendiet var 5 Rdl. om Maaneden, og hvorvel jeg
ikke brugte stort mere end det halve deraf til Mad, og bekymret lagde
det øvrige hen til Klæder, var det dog ikke muligt at komme igjennem
dermed. Dog gik det, ubegribeligt nok. Jeg kunde ganske vist have
bedet en og anden af mine Slægtninge om at hjælpe mig med en Skræder-
eller Skomagerregning, og det var ikke blevet mig afslaaet. Men
jeg har aldrig gjort det, saalidt som jeg nogensinde har laant af
Kammerader. Hellere var jeg tarvelig til det yderste. Min Moders Aand
var i mig. I den værste Nød kom der saa en og anden Hjælp af slet
betalte Undervisningstimer.

Endnu følgende mine Drengevaner gik jeg meget i Naturen, men
ogsaa naar jeg forlængede mine Vandringer til Dyrehaven og de
andre Kjøbenhavnske Skovegne, vovede jeg mig dog ikke ind paa
Beværtningssteder, men havde hellere mit Smørrebrød med i min
Botaniserkasse.

Paa disse Vandringer vænte jeg mig til at læse gaaende. Dosseringerne
ere bekvemme dertil, og Veiret agtede jeg lidet paa, blot det ikke
regnede. Jeg har paa de Veie læst mange Ting, ikke just lettere,
helst det strenge og vidtløftige, som Hegels Forelæsninger,
Æsthetiken, Religionsfilosofien, Historiens Filosofi, og Goethes
Skrifter, Romanerne, hans Levned og hans videnskabelige Sager,
hvoraf især Farvelæren beskjæftigede mig meget. I en senere Tid har
jeg ogsaa indtaget en stor Del af Søren Kierkegaards Skrifter paa
gaaende Fod. Det har altid syntes mig at forhøie Indtrykket, naar jeg
læser ude. Omgivelserne danne en skjøn Ramme, og de Drømme der under
Betragtning af Naturen komme af sig selv, faae et eget Liv, naar de
gjennemtrækkes af de store Forfatteres Tanker, man ved Læsningen er
opfyldt af.

Goethe gjorde jeg altsaa nu et grundigt Bekjendtskab med. Den første
der laante mig nogle Bind af ham, var Israel Levin, men jeg vilde
selv eie hans samlede Skrifter. For at opnaae dette tog jeg Mod
til mig og bad Reitzel om at maatte afbetale dem efterhaanden. Den
godmodige Mand tilstod mig det smilende, i Erindring om min Fader.
Han kunde ogsaa være ganske rolig, til ikke at betale en Gjæld havde
jeg altfor lidt Erfaring.

Men min kjære Moder kunde ikke være saa ganske rolig. Saameget
hun end havde læst med os, havde hun altid holdt Goethe udenfor
Huset. Hun lagde ham hen til samme Side som den hende ligesaa
lidt tiltalende franske Litteratur. Imidlertid var hendes og alle
Moralisters Frygt dog ikke saa begrundet, som den med Bøgerne paa
Bordet lettelig kan bevises at være.

Vi var hidsige, og vi forfegtede til sidste Ord en Digters Ret til
at give sit Billede helt, og vi væbnede os med filosofiske Fraser.
Men Moder kunde ligefuldt med fuld Føie svare: I mener det ikke. Hun
tænkte paa Digterens Frivolitet, hvorom vi ganske rigtig intet mente;
men vi kunde ikke blive enig med hende, fordi hun havde sin gode
Grund til ikke at ville høre noget om Kunstens Herlighed. Imidlertid
var Moders Ord ikke uden Magt over mig, det har de aldrig været.

Shakespeare dukkede paa samme Tid eller vel lidt senere op over min
hjemlige Horizont, thi for Moder havde ogsaa han været for stærk. Men
jeg havde min Ven Lunddahl at dele min Fryd med, og hos ham gik jeg
ikke feil. Han kunde Replikerne af Foersoms Oversættelse udenad, og
var istand til at give Falstaff paa staaende Fod. Ikke mindre at tage
til sin klangfulde Bas i Stumper af Macbeth, Othello og Kong Lear,
heller ikke mindre i det mindste i Aanden at sætte sit Liv til for
Desdemona og Imogen.

Med vore hjemlige Digtere gik det mig ikke særdeles godt.
Oehlenschlæger har aldrig ret været min Mand. Jeg savnede hos ham,
hvad der er en Digters rette Rustkammer, Charakterens Styrke og
Lidenskabernes Kogekjedel.

Af vore Lyrikere satte jeg ubetinget Poul Møller høist, saa lidt
han end har skrevet. Det var atter Charakteren, der tiltalte. Med
Christian Winther, som var Datidens udkaarne, næsten eneherskende
Sanger, gik det mig omtrent som med Goethe. Samme Tankegang, som
jeg anvendte paa de største Digtere, fulgte jeg i det Hele ved alt,
hvad jeg læste af skjøn Litteratur, og i den Tid læste jeg overmaade
meget i den Retning. Siden har jeg læst meget lidt udenfor mine
videnskabelige Studier; kun til Tider igjen vovet mig ud paa Kunstens
bevægelige Hav, men ellers mest maattet tære paa Indtrykkene fra
Ungdommens Dage. Selv at forsøge mig som Digter, var der i den Tid
af mit Liv ingen Tanke om, ikke engang en Forudfølelse af, at det
nogensinde kunde skee.

Universitetsstudiet blev derved en Del splittet og forsinket.
Imidlertid kom det mig tilgode, at jeg, siden jeg fik den
forunderlige drømmende Lediggang, som jeg led saameget af i min
Skoletid, aflagt, har været overordentlig flittig i al boglig Kunst.
Trods alt hvad jeg fik Tid til, holdt jeg mig dog ligesaa stadig til
mine theologiske Lectier som nogen anden flittig Student. Jeg saae
mig ogsaa i dette Fag ganske vist videre om, end hvad der forlangtes
i Collegiehefterne og i den Anvisning til at gjøre sig færdig paa
tre Aar, som Professor Clausen overrakte os. Jeg sled i den hegelske
Filosofi, saa mit Hoved knagede, men jeg forsømte heller ikke de
skjønne speculative Værker, hvori hans Disciple af christelig Retning
søgte med hans Tryllestav at tugte gammel Theologi til at flyde i
klarede Strømme gjennem Nutidens Hjærner. Stort troede jeg ikke paa
nogen af Delene, men jeg havde endnu intet andet at holde mig til,
og jeg gjorde min Pligt med at lære Kunststykket. I Følelsen af, at
det var, hvad det idetmindste for mig ogsaa i Virkeligheden var en
Skolelectie, indrettede jeg mig ogsaa ganske ordentlig derefter, i
Haab om dog om muligt at kunne gjøre Clausens Anvisning Fyldest. Et
ganske forgjæves Haab, Gud vilde det anderledes.



ANDET KAPITEL.

FAMILIE OG VENNER.


Ungdommen er Venskabets Tid, i det øvrige Liv maa man hovedsagelig
leve af den Beholdning, man har reddet af Venner fra de gode Dage.
Falde saa ogsaa de fra, er man ene. Lykkelig da den, der i Tide kan
skaffe sig en god Beholdning. Skolekammerader vil ikke meget sige,
de maa først undergaae en Omformning, før de blive brugelige for
Livet, og de fleste smelte bort under den. Først er man henvist til
Familien og dens Venner, der er Arven, man faaer for intet.

I den første Studentersommer gjorde Broder Christian og jeg en
Opdagelsesreise i Retning af at samle Familievenner. Vi kjørte med
Dagvogn til Præstø, og drog videre paa vor Fod til Kallehave, færgede
over Ulfsund, og kom som et Par unge Lemmer, der gjerne vilde fæstnes
til en gammel Stamme, til Provstegaarden i Stege. Visselig blev vi
ogsaa varmt nok fæstnede, der var Arme nok, som kappedes om at faae
det Arbeide gjort i en Hast. Alt gik i en Hast i det Hus.

Faderen, Daniel Smith, en Broder til min Moders første Mand og
min Faders Collega i Roskilde, lod sin Tunge løbe med ubegribelig
Hast, i Latter, i alskens ungdommelige Historier og i rørende Tale.
Sønnerne var alle hjemme i Ferietiden, og gjorde hver deres Talenter
saa høirøstet gjældende, at man kunde blive bange for, de ovre paa
den sjællandske Kyst skulde troe, der i det stille Stege avledes
Revolution i de hede Sommerdage. Saameget mere som der endnu var
stærkere Ferment.

Døttrene havde samme Tungegaver, og selvfølgelig varmere Hænder at
gesticulere med og varmere Blikke til at brænde Foredraget ind med.
Broder Caspar var ikke gaaet helt fri nogle Aar i Forveien, og det
havde vistnok været bedst for ham, om han havde pleiet den Følelse
for den ældste, han dengang fik. Jeg troer heller ikke, at hun
nogensinde glemte ham, men naar jeg sagde til ham: Hvorfor tog du dog
ikke Mine? Svarede han sørgmodig: Det var Synd, hun skulde vente paa
mig. Imidlertid blev hun aldrig gift.

Efter en fjorten Dags Tid drog vi videre til Lolland paa nye
Opdagelser. Jeg har allerede omtalt min Farbroder Christians Hus, nu
var det flyttet, han havde allerede i mange Aar havt Berritsgaard paa
Guldborgland i Forpagtning, og den Sommer vi besøgte ham, var hans
sextende Barn kommen til Verden.

Min Farbroder var en begavet og forholdsvis dannet Mand, djærv og
morsom. Efter sit varme Hjærte og den Kjærlighed han havde havt til
vor Fader, tog han mod os med Favntag, Kys og Taarer. Hans Hustru
indlemmede os uden videre i sin Flok, satte sin bedste Mad for os, og
saae moderlig vor meget mangelfulde Garderobe efter i Sømmene. Vore
Fættere vare praktiske Folk, og vore Kusiner havde jo vel Hjærter,
men os Herrer i Aandernes Rige syntes de dog at smage lidt formeget
af Melkestuen, hvorvel denne var yderst proper. Det var et fuldkommen
Driverliv, som jeg imidlertid havde det Udbytte af for første Gang at
see den landlige Bedrift, som nu er mig saa hjemlig.

Denne Reise gjorde jeg fire Aar i Træk omtrent i samme Form, men
siden somoftest i Selskab med min anden Farbroder Adolfs Børn. Denne
Gren af Familien, som i een Henseende var dens Glands og Stolthed,
var i en anden det tragiske Element i den.

Johan Adolf Fibiger havde tidlig udmærket sig ved sit litterære
Talent, men ogsaa ved sin ikke vel sete Frisindethed. Han havde fra
en ung Alder været Lærer ved Landkadetakademiet, og da den militære
Høiskole blev oprettet 1830, blev han kaaret til den første Bestyrer.
Han var militær Forfatter, redigerede Armeens Tidsskrift, og med
sin klare Tænkning, sit hurtige Hoved og sin Trang til Fremskridt
arbeidede han flittig paa Planer til Landets Forsvar. Han stiftede
en militær Læseforening med tilhørende selskabelig Sammenkomst,
og skaffede ogsaa Underofficeerer Adgang dertil. Man tænke sig,
Underofficeerer i deres Overordnedes Klub, og dette i Frederik den
sjettes Tid! Endog endnu vilde det være forfærdeligt.

I Fremskridtsaaret 1830 gjorde han sin Lykke, men kunde ikke
bevare den længe. Bestyrelsen af Høiskolen var delt mellem ham og
Abrahamson som Undervisningschef. Abrahamson gjorde sin Myndighed
gjældende paa en Maade min Onkel ikke mente at kunne finde sig i,
de var begge regjerende Aander, og stødte saa voldsomt sammen, at
Kongen maatte skille dem ad. Jeg veed ikke nøiere, om hvilke Punkter
det dreiede sig; at min Onkel ikke havde ganske Uret, synes mig at
fremgaae deraf, at Kongens mægtige Yndling fik samme Straf som han.
De blev begge fjernede fra deres Stilling, han blev Udskrivningschef
i Jylland, og Abrahamson i Fyen. Denne Katastrofe havde en
gjennemgribende Virkning paa hans Skjebne, han naaede ikke mere en
Stilling svarende til hans Evner, hans Ærgjerrighed var knækket, hans
litterære Virksomhed sank sammen, og samtidig blev hans Familieliv
ødelagt.

Hans Hustru var et saa eget Væsen, at man ikke skulde troe sligt
kunde findes. Hun og hendes Søster, Forpagterkonen paa Lolland, var
Døttre af en Underofficeer og Kasernemarketender, begge Skjønheder,
fine, elegante i sydlandsk Stil, skjønt deres Navn, Aasen, synes
norsk. Farbroder Adolf var i sin Ungdom en smuk Skikkelse, vittig,
dristig og fordomsfri. At han fandt sin Brud i Marketenderiet er let
forstaaeligt, og hans beskedne, troskyldige, men langtfra smukke
Broder, Sømanden, er formodentlig derved bleven hjulpen til sin. Den
første, Margrete, var i den sentimentale blufærdige Retning, den
anden, Marie, i den lattermild sandselige.

Da jeg lærte Tante Grete at kjende, nærmede hun sig allerede til de
halvhundrede Aar og var Moder til elleve Børn, hvoraf den yngste
var ti Aar, men var endnu en Skjønhed, slank og fint bygget, med
regelmæssige smalle Træk, høi klar Pande, ravnesorte Haar og et Par
mørke, overvældende store Øine, som naar de sværmerisk opsloges, saae
ud som en Helgens. Hun bevægede sig stille og afmaalt, talte med en
fin smægtende Stemme, og da hun yndede at gaae i hvidt, kan jeg ikke
ligne hende ved andet end »den hvide Dame«. Hun var svag og nervøs,
og blev i den Retning noget fordringsfuld. Hun kunde ikke taale at
see visse Farver og visse Ansigter. Sin Svogers, Artilleristens Børn,
der var lyshaarede, yndede hun ikke at see, deres Haar var saa grønt,
sagde hun; og en af hendes egne Døttre, der var lidt forvoxen, holdt
hun fjernet fra sig. Da hun kom til Berritsgaard, sagde hun medens
hendes Svoger hjalp hende af Vognen: »Det maa du love mig, Christian,
at du aldrig vil sige mig imod, mens jeg er her, for det kan jeg ikke
taale.« Han forsøgte selvfølgelig med Vittigheder, hvad der ikke
kunde gaae med Modsigelse. Sine Børn forgudede hun -- »kom og lad
mig see min deilige Datter!« Saa fortabte hun sig i Beskuelsen, og
det kan ikke nægtes, at naar Datteren omslyngede hende og saae op i
hendes Aandeøine, tog det sig ud.

Iøvrigt var hun forstandig, havde megen Skjønhedssands og førte et
smukt og smagfuldt Hus. Naar man havde overvundet sin Forbauselse,
fandt man hende elskværdig, og hun var meget kjærlig mod den »der
ikke var hende imod,« hvilket jeg nød godt af. Jeg holdt overmaade
meget af hende, og kunde tilbringe Timer i fortrolig Samtale med
hende.

Den ældste Søn, Adolf, var Familiens Afgud. Han var ogsaa, jeg kunde
gjerne sige, det mest begavede Menneske, jeg har kjendt; men det
forstaaer sig, Talenter staae først deres Prøve i Livets Arbeide,
og han blev for tidlig bortrykket til at det kunde skee. Voldsom
lidenskabelig, spillende bevægelig i Aand og Hjærte som i sit fine
elastiske Legeme, var han saa flyvende veltalende, saa aandfuld,
vittig, billedrig og smagfuld i sin Tale, at man timevis kunde lytte
til den som til Musik. Han kunde gjøre en Flok Børn forrykte af
Glæde, naar han med sin uudtømmelige Opfindsomhed tog sig for at
føre Legen an. Han skrev med stor Lethed smukke følelsesfulde eller
komiske Vers, spillede Komedie som en Skuespiller, gav en Pierrot som
ingen anden, og var i alle Maader et pragtfuldt Foster af den glade
Vaudeville-Tid.

Saa var han saa følelsesfuld, at naar han med sine livfulde
Bevægelser lagde Haanden paa Ens Skulder for at sige et hjærteligt
Ord, stod Taarerne ham i Øinene, og man fik en Fornemmelse af, at
han kunde sætte Livet til for sine Venner. For en stor Sag var der
ingen Tvivl om, at han kunde det, han satte i det mindste een Gang
sin Stilling til for Frihedens Sag, og vidste godt, hvad han vovede.
Han holdt i et politisk Selskab en Tale »for den demokratiske Aand i
Folket«, hvorfor han blev forviist til Holsten. »Skal Hæren føres mod
Folket, skyder jeg mig en Kugle for Panden,« sagde han, »jeg kan ikke
svigte min Faneed, og jeg kan ikke kjæmpe mod mit Folk.« Og jeg troer
ham til, at han havde holdt sit Ord.

Saa var han saa arbeidsom og nøiagtig i sine Studier, at han
udmærkede sig ved enhver Prøve, og blev en af dem, der bidrog til at
kaste Glands over den nye Høiskole. Denne havde i det Hele i sine
første Aar glimrende Elever, som hans Kammerad Verner Læssøe, der
i den Tid ikke saa lidt lignede ham, Oswald Marstrand, Andræ osv.
Allerede i en Alder af 27 Aar var han Captain i Ingeniørcorpset,
tiltrods for at han var en af de hidsigste i den liberale Kreds, en
nøie Ven af Orla Lehmann; men han blev kun 28 Aar.

Hans hele Temperament havde ført til adskillige Udskeielser i
erotisk Retning, en Kjærlighedshistorie med en ikke jævnbyrdig Pige
forfulgte ham i hans holstenske Forviisning, og Fortvivlelse derover
i Forening med den voldsomme Bevægelse, Frihedsforhaabningerne i
1839 satte ham i, gjorde, at en Forkjølelse, han havde paadraget sig
ved Ingeniørarbeide i den haarde Vestenhavs Storm, udviklede sig
til Lungetæring. I Haab om Bedring gik han med Fregatten Bellona i
Sommeren 1840 til Madeira, men vendte næste Foraar døende tilbage.
Han har ikke efterladt sig andre Skrifter end den smukke lille Bog:
Fortællinger af Danmarks Historie, skrevne til Folkeoplysning.
Stykker af den har ogsaa fundet Vei til Læsebøgerne. Hans Ven
Vilhelm Marstrand har gjort en fortrinlig Blyantstegning af ham;
selv var han ogsaa en dygtig Tegner. Den anden Søn, Axel, var i
alle Maader mere jævn. Han blev en brav Kavallerist, gjorde som
Eskadronschef god Tjeneste i den første slesvigske Krig, og lever
endnu med sin Familie i Kjøbenhavn[2].

 [2] Er død efter at dette blev skrevet. Udg.

De to yngste lignede mere Adolf. De havde begge samme velconstruerede
Hjærne, der kunde lære alt, hvad det skulde være, og saa hurtig det
skulde være, undtagen Musik, det havde ingen af den Gren af Familien
Sands for, men ogsaa saa stærke Lidenskaber, at det kastede en Skygge
over deres Liv. Otto døde som Rector i Horsens, temmelig nedbrudt paa
Sjæl og Legeme, Vilhelm fandt allerede som theologisk Kandidat, men
uden Christendom, fortvivlet over en ulykkelig Kjærlighed, sin Død af
Brystsyge i Neapel.

Døttrene var ligesaa mærkelige. Ilia, som var tre Aar ældre end jeg,
bar allerede, da jeg lærte hende at kjende, paa det Hjærtesaar, hun
aldrig forvandt, som vel endog blev sværere med Tiden, og maaskee
var det stærkeste Motiv til hendes verdensforsagende Liv. Hun var
kun 16 Aar, da hun forelskede sig i den i sin Ungdom overordentlig
smukke Oswald Marstrand, hendes Broders Ven. Hendes Lidenskab var
saa voldsom, at hun kunde gaae fra sig selv, endog engang besvimede
blot ved at see ham i Afstand. Han gjengjældte aldrig hendes Følelse,
skjønt Adolf, som ikke havde Betænkelighed ved noget dristigt Skridt,
friede for hende. Men hun var en overordentlig Charakter, hun bar
sin Smerte saa godt, at man intet kunde mærke, naar man ikke kjendte
Grunden til de tungsindige Trækninger, der uden Anledning kunde gaae
over hendes Aasyn. Hun var sædvanlig i høi Grad livfuld, hurtig
i sin Tale, aandfuld, vittig, noget satirisk, yndede Paradoxer,
hvorfor vi altid disputerede, men hun havde ikke den skjønt udformede
Veltalenhed som Broderen. Let og slank som Moderen var hun lysere og
havde intet af det smægtende Væsen, men mere af Faderens Træk. Hun
var smuk, men havde et eget paafaldende Væsen, og intet af andre unge
Pigers Lyster, jeg har for Ex. aldrig seet hende dandse.

Mathilde, der ogsaa er bleven bekjendt som dristig Forfatterinde,
var dengang et Barn, som endnu stod i Skygge for den Søster, der
var nærmest foran hende i Alder, Anna, en yndig lille Pige, altid
dandsende med flagrende Lokker, farende i Armene paa enhver, hun
blev henrykt over, seende ud som et Vidunderbarn med sine spillende
Træk og sin begeistrede Tale. Hun lignede mest sin ældste Broder,
men hun udviklede sig ikke ganske saaledes som vi havde ventet. Da
hun blev voxen, beholdt hun sit barnlige Væsen og sit gode Hjærte,
ogsaa de heftige Bevægelser, men hendes Interesser indskrænkede sig
væsentlig til det Familiære. Hun blev Moder til Karl Gjellerup. Af de
to mellemste Søstre udmærkede den ene sig ved blomstrende Skjønhed og
hjærtelig Følsomhed som Moderen, den anden, den noget forvoxne, som
lignede Ilia, ved en stærk, men af Skjebnen forknyttet Charakter.

Det var et forunderligt Sæt Børn, jeg har i ingen anden Familie
seet noget saa overraskende. Maatte altid tænke, formeget baade af
skarp Forstand og farlig Følelse. Men ikke vel organiseret. Selv
de stærkest begavede af dem havde dog ikke den Genialitet, som
frembringer af det Bedste i sin Retning. Deres Overlegenhed viste sig
mere i en Charakterstyrke, som intet skyer. Det var dem som i Kjødet
baaren, enten være den, jeg er, eller knuses, eller er Forholdene
for slappe til at knuse, saa forfalde. Deres Moder, tilsyneladende
det mest forsagende og sarteste Væsen, havde samme Urokkelighed. Hun
holdt sig til, at det var hende umuligt, physisk umuligt at være og
at gjøre andet end hun gjorde. Det blev Familiens Ulykke.

Medens de levede paa Høiskolen var det deres glimrende Tid. Vi var
nær ved at betragte det som en Æventyrverden, naar vi kom der. Den
vidtløftige Bygning -- den laa paa det nuværende Theaters Plads
med en Kanal bag sig -- med sin store Forhal, brede Korridorer,
Samlinger, Bibliothek, Laboratorium, Læsesale osv., som man maatte
forbi, inden man naaede Chefens Bolig, bidrog til at imponere, og
Familiens Talent til at sætte de mest burleske Festiviteter i Scene,
fuldendte Indtrykket. Det var vel i Vinteren 1835-36, da vi, indkomne
fra Roskilde, var med til Opførelsen af Barselstuen og derefter
Kostumebal. Oswald Marstrand var den smukke Barselkone, som hans
Broder har malet paa sit bekjendte Billede, Caspar gav mesterlig
Doctoren og Adolf ikke mindre Barberen. Ilia var som skabt til den
fornemme Frue, og jeg fik Lov til som Page at bære hendes Slæb, en
Rolle jeg da alle Dage har maattet spille med hende.

Men Lykken vendte sig altfor snart. Der viste sig mere og mere et
daarligt Forhold mellem Forældrene, og da jeg blev Student, levede
de allerede adskilte. Grunden til saadant er altid vanskelig at see.
Min Farbroder var som sine Brødre egnet til at være en god Fader og
Ægtemand, men økonomisk Ruin, som let nok kommer for en knap lønnet
Militær med en stor Familie og i en Stilling, hvor der maa gjøres
Hus, gjorde ham fortvivlet og han var hidsig. Han søgte at bøde paa
sine Kaar ved at sende sin Familie bort om Sommeren, hvorved det
gjæstfrie Forpagterhus paa Lolland var ham paa det hjærteligste
behjælpelig, men denne Adskillelse kunde ikke gjøre Forholdet bedre.
Da han i 1836 blev forflyttet til Jylland, blev det baade sværere og
bittrere. De levede ikke længe sammen i Veile, saa forlod hans Hustru
ham og flyttede til Kjøbenhavn med alle Børnene, paa den Datter nær,
som hun ikke kunde taale at see.

Der ymtedes om Utroskab fra hans Side, og saa vidt jeg veed, har hans
Hustru ved Skilsmissen gjort dette gjældende. Min anden Farbroders,
Scavenius Fibigers Hustru, som var mest indviet i Sagen, troede ikke
derpaa. Dog pleiede hun at sige: Grete kan have sine Feil, men hun
har ogsaa lidt meget, for Adolf er haard. Dog holdt hun meget af sin
Svoger; og Stiftsprovst Tryde, der som mæglende Præst havde Sagen
under Behandling, yttrede paa den anden Side, at saaofte han end
havde seet det ufordrageligste, havde han dog aldrig truffet haardere
Mennesker end denne Frue og hendes Datter. Thi det var det sørgelige,
at Ilia stod ved Moderens Side under disse Scener.

Skilsmissen blev fuldført i mit første Studenteraar, medens jeg endnu
ikke var kommen dem saa nær som senere. Selvfølgelig blev det paa
begge Sider deres Ulykke, og Børnene kom til at bøde for Forældrenes
Brøde. Han blev en ringere Mand, og hun hentæredes. Men dette kommer
jeg tilbage til.

For at fuldføre Familiekrøniken tager jeg her den yngste Gren af min
Fædreneslægt med.

Jakob Scavenius Fibiger var en lille, høiskuldret Knub, som hans
Brødre kaldte Kanonproppen fordi han var Artillerist, og paa Grund
af hans tilbageholdende og noget ubehjælpsomme Væsen, fra først af
ikke holdt høit i Ære. Men han var langtfra at fortjene det. I hans
store og smukke Hoved boede der lige saa store og smukke Tanker, og
med sin overordentlige Grundighed, Samvittighedsfuldhed og rolige
Flid arbeidede han sig efterhaanden frem til at blive sin Tids
ypperste Mathematiker og Artillerist her i Landet. Han talte ikke
meget, men havde dog en Del Vid, og den hjærtelige Latter tilfælles
med min Fader; var ligesaa rødmusset, lys og glad, som Fader var
bleg, sorthaaret og tung af Sind. Saa kjærlig og trofast en Sjæl som
man vel kunde see; ligesaa trykket af Næringssorg som Broderen --
hvor kunde i Frederik den sjettes Tid en Officer, der havde giftet
sig som Lieutenant og havde otte Børn, vel være andet? Men ligefuldt
den lyksaligste Ægtemand, alle Dage en henrykt Brudgom med sin lille
ligesaa elskværdige Hustru; og med sine Døttre, for den Sags Skyld
ogsaa andres Døttre, hængende om sin Hals. For alle unge Piger var
det en afgjort Sag, at han var sød. Han sad helst i Dagligstuen, og
regnede sine Formler med den ene Haand, mens den anden legede med
Pigebørnene. Naar han saa pustede efter et uendeligt Algebrastykke,
bredte han Armene vidt ud efter dem, og sang med travesteret Rørelse
en mozartisk Elskovsarie, og han kunde dem alle, han var ligesaa
musikalsk som min Fader. Et andet Talent havde han udviklet paa sine
Reiser; han var bleven en dygtig Kunstkjender og havde bragt smukke
Ting med hjem.

Hans Hus blev mig efterhaanden et andet Hjem, de kjære Gamle, og
Børneflokken, der havde arvet deres Hjærtelag, var det en ublandet
Nydelse at sidde hos. Der var ikke det Aandens Fyrværkeri som hos den
ulykkelige Broder, men der var solid Grund under. Man stredes ikke om
Brokkerne af de Vises Sten, men man lo, spillede og dandsede af sit
fulde glade Hjærte. Naar vi Unge kom paa det dengang yndede Thema,
hvad et Geni kunde tillade sig, saae Onkel op fra sit Arbeide, sled
sig med begge Hænder i Haaret og raabte: »Et Geni, det vil da sige et
Bagbæst!« Brast saa ud i høi Latter over sin Paradox.

Medens disse Familier var mine kjæreste, fandt jeg ogsaa i Møllers
Hus, hvor jeg boede i de to første Aar, en Del Ungdom af min
Mødreneslægt, men ingen af disse lønner det sig at omtale. Det
smukke Hjem, min Tantes moderlige Forsorg, hendes Bogskab, fyldt med
engelske Romaner, mest i tydsk Oversættelse -- hvorvel jeg i den Tid
ogsaa lærte Engelsk af min Ven Lægen Jens Blicher -- og Landstedet
om Sommeren, først paa Frederiksberg, siden paa Nygaard udenfor
Østerfælled, og mine stadige Vandringer ved Nat og ved Dag derud i
det Frie, var mit vigtigste Udbytte deraf.

Ungdommen er Venskabets Tid, og andre Venner fandt jeg paa
Universitetet. Vi havde, som litterære Ungersvende sædvanlig
have, en lille Forening, hvori vi skrev Afhandlinger, foredrog
og gjennemdiscuterede dem. Der var intet sandseligt derved,
Studenterkommers, Drik og sligt var i det Hele kommen saa stærkt
i Dekadence i denne ideelle Periode, at der paa Regentsen kun
fandtes Thekopper, ingen Glas. Vi kom sammen i Auditoriet paa Borchs
Collegium ganske nøgtern, men desmere berusede af Kastale og dens
moderne Afløbsrender. Nogle leverede abstract Filosofi, som ingen
af os forstod, andre sproglig Lærdom, som kjedede mig, jeg var
ubegribelig heldig med engang at finde, hvad der laa for mig. Jeg
skrev en lang saare dybsindig Afhandling, en Sammenligning mellem
Homer og Ossian, og saameget andet der end er forsvundet for mig,
har jeg tilfældigvis Concepten endnu. Naar jeg seer i den, kan jeg
ikke finde andet end at den, paa nogle Ungdommeligheder nær, er
omtrent ligesaa god, som jeg kunde skrive den endnu. Jeg forstaaer
ikke, hvor jeg har faaet alle de Tanker fra, de stemmer ikke med,
hvad jeg ellers mindes fra en Tid, da jeg ikke havde stort andet end
Skolelærdommen at tage til. Jeg burde mere have dyrket den Kunst, men
har ikke gjort det.

De andre forstod mig bedre, og jeg troer, at hvad der af dette Slags
kunde flyde ind i min ivrige Tale, har erhvervet mig mine bedste
Venner. I Foreningen vare vi atter en mindre Kreds, som forelskede
sig i hinanden. Ringere Udtryk kan der aldeles ikke bruges, naar man
vil holde sig til historisk Virkelighed og ikke være fornem. Det var
navnlig tre foruden min Uværdighed. Hvorfor jeg siger saa, kommer vi
siden til.

Der var Ludvig Mynster, Biskoppens Søn, et Særsyn af et Menneske.
Spinkel med en spæd Stemme, følelsesfuld indtil Kvindelighed, henrykt
over alt, hvad der havde poetisk Klædebon, selv om Lemmerne derunder,
som han ikke saae, var prosaiske nok, en Stueplante, der ikke kjendte
til djærvere Natur, men et rivende Hoved, der gik gjennem enhver
Examen med Udmærkelse, og en Hukommelse, som jeg ikke har kjendt
Mage til. Naar han hurtigst muligt havde slugt en Digtsamling, kunde
han recitere hele Sider af den udenad. Men naar han besang den bly
Martsviol, og vi drillende spurgte ham, om han havde seet den i Marts
og fundet den bly, kom han i Forlegenhed, han kjendte den kun fra
Digterne. Foruden Theologie studerede han Mennesker, og morede os med
de Træk, han havde observeret, der var omtrent af samme Natur, som om
han var gaaet paa Opdagelse i en Skov, og ikke lært de forskjellige
Træsorter at kjende, men fundet, at de svaiede med Grenene til en
eller anden Side, uden at have bemærket, at det var Vindens Retning,
der gjorde det. Skuespillerinder sværmede han stærkt for, ogsaa
Skuespillere, men forestilte sig dem som rene poetiske Metaforer.
Imidlertid var der nogen, om hvem Ordet elskværdig, kunde bruges
bogstavelig, var det ham, vi elskede ham som en Kvinde; men koket var
han langtfra; snarere sky. Man tilgive mig dette Udtryk, ogsaa mellem
Mandfolk kan der drives en Del Koketteri.

Siden blev han en gammel sygelig Pebersvend, tungt at sige, hans
Liv har været ulykkeligt. Hans svage Legeme hæmmede hans Aand, han
led meget. Men hans Character forandrede sig ikke, uden forsaavidt
Eiendommeligheder med Alderen antage et mere stivnet Præg. Han
studerede stedse Litteratur med Lidenskab, studerede ogsaa Mennesker,
helst litterære, og forstod dem paa sin Maade. Et lille Skrift mod S.
Kierkegaard viser, at han ikke har forstaaet ham.

Han beboede i sin Faders Tid et Kvistværelse i Bispegaarden, og
det var med en høitidelig Fornemmelse, at jeg sneg mig op ad den
store hieroglyf-besatte Trappe for at kaste mig i hans Arme som ved
et Stevnemøde. Da var det en Egenskab hos ham, at naar han hørte
nogen udenfor, gjemte han hurtig sit Arbeide som en ung Pige, der
overraskes ved noget ganske uskyldigt, men som hun dog rødmer over.
Men strax var han inde i en høitsvævende Samtale, og jeg gik aldrig
fra ham uden at have lært noget af Poesiens Mysterier, og hvad der
for mig var meget mere, uden at have nydt fuld lykkelig Kjærlighed.

I hans Familie kom jeg ikke. Saa fortræffelige Mennesker det end var,
havde de dog deres aristokratiske Anstrøg, som Ludvig ganske var
fri for. Enkelte Gange er jeg bleven bedt ned til Aftensbordet, og
Biskoppen converserede som altid behagelig og passende, men fjern.
Eengang ogsaa bedt til Bal, men der var jeg mindst hjemme. Jeg
dandsede vel saa godt som de andre, men havde Følelsen af -- hvad
skal jeg kalde det? -- ikke at være godt nok klædt. Den Bevidsthed at
være fattig har længe forfulgt mig.

En Ven i en anden Stil havde jeg i hans Fætter, Emil Mynster. Han
var min Skolekammerad, og skjønt han ogsaa var »rigere« end jeg,
det vil sige, jeg saae op til ham i Henseende til Stilling, gjorde
dog det gamle Skoleforhold strax en Forskjel. Vort Forhold var
ligesaa inderligt, men han var mere overlegen, han var min Mentor.
I Overlegenhed havde han ligesaa store Evner som den gamle Biskop,
hvem han ogsaa legemlig lignede saameget, at jeg kan tænke mig, at
han vilde være kommen til at see ud ganske som det Portræt, der
staaer foran i Mynsters Levnet -- Ordenerne ikke at forglemme --
hvis han havde opnaaet den Alder. Han var tre Aar ældre end jeg, og
to Aar ældre Student, var desuden tidlig udviklet, og havde en ældre
Mands Væsen. Med sit fuldklare Hoved, sin overordentlige Flid og
Regelmæssighed var det ham en let Sag at blive theologisk Candidat
tidligere end andre, men det hjalp ham ikke. Han forstod bedre
Filosofiens Væsen end vi andre, og havde fuldkommen gjort sig Rede
for, at den ikke førte til nogen Christendom. Dog kunde han ikke
opgive dens imponerende Bygning, og var kommen til det Resultat, som
hedder: Lykkelig den, der kunde blive en Troende. Dette var hans
korte Livs Motto. Med sine kjærlige, men forstandige Følelser værnede
han om os andre som Planter, det vilde være hans Livs Lykke at kunne
vende mod det hellige Sollys, om han end selv med et Suk maatte
staae i Skyggen. Han havde dannet sig en sokratisk Forestilling
om, hvad han i Guds Navn -- Nei! »hvem der dog kunde tro paa en
levende Gud!« -- i ~Evighedens~ Navn (det hed jo det Absolute) maatte
gjøre for hver Sjæl, der kom ham nær. Og han udførte det med en
urokkelig Samvittighedsfuldhed, med ligesaa fin Forstand som rørende
Kjærlighed, kun talende det Nødvendige, rolig i Væsen, men i Dybden
med en Helgens Sværmeri. Naar han var bevæget, kunde hans Ansigt
faae et helt forklaret Udtryk. Jeg veed ikke at have seet noget saa
henrykt inderligt som Glandsen i hans store blegblaae Øine og det
vemodige Smil paa de smalle Læber i saadanne Øieblikke. Jeg elskede
ham af al den Styrke, jeg dengang formaaede, og han gjorde den selv
til endnu mere, end jeg havde kunnet tænkt mig. Han gjorde den til et
Vendepunkt i mit Liv.

Min i Virkeligheden nærmeste og fortroligste Ven var imidlertid
Andreas Peter Lunddahl, en Kjøbenhavner fra Metropolitanskolen, men
visselig ikke med Hovedstadens Væsen. Høi, stærktbygget, bleg, meget
lys- og glathaaret, med det freidigste Udtryk, behageligt nok, skjønt
ikke hvad man kalder smuk, med alle Bevægelser, Ansigt og Lemmer saa
mærkværdig betegnende, at man bestandig maatte baade lee og røres
derover, var han saa overfyldt med Kjældermænd og andre latterlige
Talemaader, at han knap kunde aabne Munden uden at de faldt ud af
ham. Men han var tillige det alvorligste Menneske, der saa dybt som
nogen blev rystet af, hvad der kan røre.

Jeg kan næppe huske, hvor jeg først fandt ham og Ludvig Mynster, vi
var hverken Skolekammerader eller Studenter sammen. Det maa have
været i mit første Studentaar, thi da jeg tog Filosoficum, sad Ludvig
og hørte spændt til, høilig oprømt over, som han siden fortalte,
at jeg var kommen saaledes i med Sibbern, at vi syntes lige ivrige
begge to. Og da jeg næste Sommer gjorde en Feriereise med Lunddahl
til Møen, hvor vi drev vidtgaaende Abekattestreger med det Smithske
Selskab og derfra til Fods over Falster til Berritsgaard, og siden
til Maribo, hvor hans Familie hjalp os til at afsøge den yndige Sø
tillands og tilvands, da var vi allerede saa gamle Venner, at vi
snart intet mere havde at betroe hinanden, hvilket vel vil sige,
at vi havde kjendt hinanden et Aarstid. I min Skoletid har jeg
rimeligvis set ham i min Onkel Adolfs Familie, da han, saavidt jeg
veed, i den omtalte Komedie paa den militære Høiskole gav Gedske
Klokkers.

Det var Mode blandt de unge Filosofer systematisk at bevise, at Tiden
var forbi for Poesie og Kunst, det umiddelbare Stadium var man ude
over, kun Reflexionen var tilbage. Dette anfegtede imidlertid ikke
vor Kreds, om det i det Hele har anfegtet nogen. Maaskee dog Emil
Mynster, men for Ludvig var Poesien en Hovedsag i Livet, for mig var
Livet endnu saa ubekjendt, at jeg ikke havde noget at vente eller
frygte, og Lunddahl var en ligesaa troende Æsthetiker som Christen.
Han var tre Aar ældre end jeg og havde allerede oplevet meget. Hans
større Livserfaring i Forening med hans Styrke i kraftig at udhæve
Modsætninger og gaae til Bunds i hvad der har Værd for Livet og
stille det Uværdige blot, har væsentlig bidraget til at udvide mit
Blik i enhver Retning og fæstne mine Tanker under al den Aandernes
Strid.

Vi gik meget i Theatret sammen, og jeg tvivler om, at jeg fattige
Stakkel saa ofte havde faaet skrabet tre Mark sammen til en
Parterrebillet, havde han ikke rykket i mig. Men det kom igen, hvad
jeg har talt om ved min Drengetid. Naar min Ven var henreven af den
tragiske Høihed hos Øhlenschlæger, er jeg bange for, at min Følelse
ikke er slaaet til.

Han fik mig ogsaa med paa Concert, og gjorde mig til et uværdigt
Medlem af Musikforeningen, thi han var en fin Kjender, Ven med Tidens
Musikere, og havde selv en herlig Sangstemme. Forunderligt nok gjorde
Musiken, som jeg intet forstod af, stærkere Indtryk paa mig end
Tragedien.

Han var ogsaa en Kjender af Billedkunsten, og vidste paa det nøieste
ethvert Sted og enhver Tid, hvor man kunde finde Kunstværker.
Christiansborg Galleri bestod dengang af ligesaa mange Sale, som de,
der nu optages af den ældre Kunst, men der var mange Gange flere
Malerier. Fra Loft til Gulvet var Væggene tæt behængte til enhver
Krog, vistnok mange Kopier eller af saa tvivlsomt Værd, at Høyen har
gjort Ret i at sætte største Delen ud, men ligefuldt var der meget at
lære deraf. Vi lærte det ogsaa saaledes, at ikke et eneste Billede
undgik vor Kritik. Jeg kunde det vidtløftige Katalog fuldstændig
udenad. Det samme var Tilfældet med det Moltkeske Galleri, der var
anbragt i et daarligt Baghus oven over et Snedkerværksted, uden at
det syntes at være gaaet op for Besidderen, at et eneste af dets
Malerier kunde være mere værd i Penge end et ordentligt Lokale.

Det maa erindres, at i den Tid var Billedkunsten saa tilsidesat i
Kjøbenhavns toneangivende Kredse, at f. Ex. Heiberg kunde yttre, at
han aldrig havde set Christiansborg Galleri. Forstaaer sig, han havde
seet Paris's Kunstskatte og savnede derfor ikke vore; men ligefuldt
vidner det ikke om Kjærlighed til Kunst, og at en Mand, der var en
Fører og Mester i en Tid, hvor æsthetiske Interesser overstraalede
alt andet, ikke havde Sands for, hvorledes det stod sig med hans
Fædreland i den Retning og hvad det besad eller ikke besad, er dog
eiendommeligt.

Indtil Thorvaldsens Musæum blev aabnet, var der ingen anden Samling
af Skulptur at faae at see end Kunstakademiets Gibsafstøbninger af
Antiker, snavset og daarlig nok holdt. Den gik med i Kjøbet, naar man
tog Billet til Udstillingen. Men da studerede vi den ogsaa saaledes,
at indtil det flygtigste Træk og den letteste Muskel var der intet,
der undgik os. Ægineterne var der, men foruden dem og Diskoskasteren
naaede vi efter den tidligere Tids Maade ikke længer tilbage i Tiden
end til Laokoon og Apollo fra Belvedere. Canovas Perseus stod ved
Siden af, men de bedste helleniske Sager vare endnu ikke erhvervede.

Ifølge alt dette var det da intet Under, at jeg i denne Retning ikke
fandt Sympathi hos andre af mine Venner end Andreas Lunddahl. Jeg
kjendte endnu ingen Kunstnere, den første, han førte mig til, var
Landskabsmaleren Gurlitt[3], en net trind lille Mand, der med sin
tydske Accent var meget veltalende, og ligesaa bevandret i den tydske
Poesie som vi andre. Jeg tilbragte mangen sværmerisk Time i hans
Atelier, og hørte ham ikke blot udbrede sig med stor Tænksomhed over
Kunstens Theorie, men ogsaa, mens han flittig malede, i dyb Rørelse
fortælle sine forskjellige Kjærlighedshistorier. Naar han kom i
Lidenskab, foer han hen og hentede Breve frem af sin Kommodeskuffe,
smed sig i Sofaen og læste, for at jeg skulde høre, hvor skammelig
hans utro Gjenstand havde behandlet ham. En Dame, som jeg siden saae
i en meget høi og værdig Stilling, havde just slaaet op med ham.

 [3] En Holstener. Gik efter 48 til Tydskland, hvor han blev
 en bekjendt Maler. Død for et Par Aar siden, høit i Firserne.
 Han bevarede en vemodig Kjærlighed til Danmark og navnlig en
 sværmerisk Erindring om Marstrand. Udg. Anm.

En Dag vi gik paa Gaden, mødte vi Oldgranskeren Thomsen. Lunddahl,
som kjendte alle Mennesker, standsede og hilste paa ham. Den snurrige
Mand nikkede betydningsfuldt, mumlede noget halvforstaaeligt, som --
Nu skal I see noget -- Jo! -- og trak af med os. Ved Frederiksholms
Kanal steg vi op paa et tarveligt Kvistværelse, hvor der sad en lille
sygelig udseende Maler og arbeidede paa et større Landskab, hvis Bag-
og Mellemgrund var temmelig færdig, men i Forgrunden var der kun
hensat nogle smukt udførte store Planter. Det var første Gang jeg
saae min siden saa kjære Ven Skovgaard. Jeg gik derfra til Gurlitt
og fortalte ham, hvad jeg havde seet. Men han udtalte sig fornemt
om dette Detaillemaleri, der ikke forstod sig paa de store Linier,
og hvorledes man fra en bred Forgrund maa ile dybt ind i Billedet.
Vilhelm Marstrand, som jeg kjendte paa Familieskabets Vegne, var
endnu i Italien, og Adolf, hos hvem jeg kunde have fundet fuld Glæde
over Kunst, var i sin holstenske Forvisningsstand.

Vi var Theologer, og vi gik stadig i Kirke, men ogsaa der var det den
nye Skole, som vi mest fandt værd at hylde. Jeg har ofte hørt Tidens
store Prædikant, Biskop Mynster, men hans skjønne følelsesfulde Tale
og pompøse Gesticulationer, der ganske rigtig havde alle de Fortrin,
han selv har skildret bedre end nogen anden, gjorde ikke det Indtryk
paa mig som paa de fleste andre. Jeg savnede Troen paa ham. Derimod
havde jeg, ligesom Lunddahl, der dog ogsaa var meget henreven af
Mynster, i høi Grad Tro paa Stiftsprovst Tryde. Han var bleven
Clausens Eftermand i 1838, og optraadte under lignende Auspicier som
Martensen, som den der speculativt haabede at løse Christendommens
Gaader. Det var Frugten af hans videnskabelige Studier, og indtil sin
Dødsdag bevarede han en stærk Tro paa den tydske Filosofie, altid
fordybet i dens nyeste Værker. Medens denne Side af ham ikke ganske
laa for mig, og medens hans Ivrighed i en theologisk Dispyt vel kunde
støde mig, maaske ogsaa fordi jeg ikke ganske var istand til at
forstaae ham, tiltrak mig destomere hans overordentlig elskværdige
Personlighed. Man kunde ikke see noget mere livsgladt, redeligt
og kjærligt Aasyn, indtil Henrykkelse stod hans Hjærtelag malet i
hans spillende Træk og klare Øine, og kom tilsyne i alle hans raske
Bevægelser.

Jeg hørte Tryde saa ivrig, at jeg opskrev hans Prædikener efter
Hukommelsen, naar jeg kom hjem, og naar jeg vilde have dem endnu
nøiagtigere, gik jeg hjem til ham og bad ham om hans Concept. For at
hylde vor Prædikant, satte vi en Subscription i Gang for at lade ham
male af Datidens mest renommerede Portrætmaler, Gertner; men vi var
ikke ganske fornøiede med Billedet. Da jeg var med blandt Indbyderne,
kom jeg ved denne Leilighed førstegang i Stiftsprovstens Hus. Til
egentlig Omgang førte dette dog først efterat Lunddahl var bleven
forlovet med hans yngste Datter, Efteraaret 1841. Foruden Venskab med
en høist elskværdig Familie, bragte dette mig i Aarenes Løb desuden
den Frugt, at jeg der saae en stor Del af Stadens betydeligste
litterære Personligheder, i Særdeleshed Brødrene Paludan-Müller, der
var af Familien, den geistlige desuden gift med Provstens ældste
Datter. I de endog ofte glimrende Selskaber, som jeg saaledes
undertiden blev et beskedent Medlem af, maatte jeg da finde det
smukt, at Tryde i sit store Hovedstads-Hjem saavidt muligt holdt paa
den Tarvelighed, der bedst sømmer sig for en Præst. Han samlede alt
hvad der havde et Navn eller blot et Haab om et i Aandens Verden, men
han beværtede sit Selskab foruden med den høitflyvende Samtale kun
med almindelige Retter og Rødvin.



TREDIE KAPITEL.

CHRISTENDOM.


Naar man med høie Tanker i Panden og med megen sammenskrabet om end
overfladisk Læsning, dertil er overmodig af Naturen og aabenmundet,
og fristet af egen Daarlighed og Samfundets Tone har vænnet sig til
en haanlig Maade at omtale andres Meninger paa, og til stivsindet
at forsvare sine egne, kan det ikke ventes andet, end at en saadan
Person maatte blive betragtet med noget mistænkelige Blikke af sine
Omgangsvenner, selv om han end har nok saa meget Hjærte for dem,
og noksaa meget er oplagt til at gaae i sig selv, naar han møder
berettiget Modstand. Thi det var jeg tiltrods for mit vigtige og
overlegne Væsen. Jeg var virkelig en trofast Sjæl, og i Stilhed mere
ydmyg, end jeg saae ud til. Jeg kunde ikke andet, af den Grund, at
jeg dog aldrig ophørte med at see op til de andre.

For dog ikke at være uretfærdig mod mig selv, vil jeg anføre en
Udtalelse derom fra dette Aar. Det er det Brev, hvormed jeg besvarede
min Moders Lykønskning til min Fødselsdag 27. Januar 1840.

»Kjæreste lille Moder! den bedste i Verden! Jeg kan da ikke noksom
takke dig for dit Brev, den kjæreste Gave, du kunde bringe mig. Jeg
seer, at du tænker paa mig, ikke blot for det udvortes Befindendes
Skyld, men paa hvad jeg er og virker og hvad der i Grunden ligger
mig nærmest. Dersom jeg har bragt dig nogen Glæder og Haab om flere,
saa er det ogsaa min kjæreste Tanke, om jeg paa denne Maade kunde
gjengjælde dig, hvad du er for os, hvad der ellers ikke staar i min
Magt. Men naar du taler om mine Kundskaber, mit Hoved og min Villie,
saa føler jeg mest, hvorlidt sandt der er i andres Ros, om det end
er fra en Moder. Jeg har Gud skee Lov al Grund til at se tilbage paa
det forrige Aar, det var vistnok det lykkeligste i mit Liv; jeg kan
ikke negte, at jeg i det er rykket uendelig langt frem, dog staaer
jeg nu med ligesaa store Savn, Følelse af mine egne Mangler og Haab
om Fremtiden, som ifjor, da næsten hele min Bane var mig ubekjendt.
Om min gode Villie og mine moralske Pligter vil jeg ikke tale, i den
Henseende kjender du mig udentvivl nok saa godt som jeg selv, for
en Moder forstaaer altid en halvkvædet Vise. Men hvad Kundskaber
og intellektuelle Kræfter angaaer, som du vist oftere har hørt mig
prale af end klage over, saa er det min herlige Videnskabs mindste
Sag at lære mig, hvorlidt de betyde. Vistnok har jeg lært meget godt
og glemt meget daarligt siden min Skolegang, og naar du betænker,
med hvilke sørgeligt ødelagte Sjæle den gode Prof. Bloch sendte sine
Disciple bort, kan du jo vel sige, at det allerede er store Ting,
men det viser dog kun hen paa de mange Mangler. Jeg gjennemgaaer i
denne Tid min Dogmatik, og du kan troe, den theologiske Philosophie
er en underlig Videnskab. Hver Mand troer, og Philosopherne vil
gjerne indbilde Folk, at de veed mer end andre Mennesker, men
tvertimod, af Philosophien faaer man intet at vide. Den siger kun,
hvordan man skal komme til at vide noget, og paa hvad Maade man skal
begribe det, saa maa man selv see til at gennemføre dens Regler
gjennem sin Kundskabsrække. Den siger os ikke, hvad vi skulle troe og
sætte vor Lid til, men hvordan vor Tro skal være, naar den i Sandhed
skal tilfredsstille. Kundskaben og vort eget Indhold kan vexle med
vor Udvikling, og paa ethvert nyt Trin maa Videnskaben belyse nye
Ting. Men fordi den selv er tom og dog vil omfatte alt, er den en
farlig Gjæst, thi intet er lettere end at bære dens Methode med sig
som om det var en dyb Indsigt, skjønt der dermed intet virkeligt
endnu er tænkt eller følt, hvorfor der da ikke er noget mere satanisk
end det Raad, Mephistopheles giver Studenten, kun bravt at studere
Metaphysiken. Hermed har jeg, kjæreste Moder, villet antyde vor
Videnskabs store Fortrin og store Fare. Den viser os al Verdens
høieste Lyksalighed, men ogsaa vor egen ringe Plads; paa den kan
der være Tomhed og Misfornøielse med sig selv, dog staar det høie
aldrig naaede Ideal for Øie. Thi en fuldkommen Theolog vilde være et
Menneske, som havde fattet den hele Verden, og dog ikke taget Skade
paa sin Sjæl.

Ved at skildre dig, kjære Moer, det videnskabelige Livs store Savn
og endnu større Tilfredsstillelse, er jeg vistnok kommen ind paa et
Gebet, som den, der kjender det af egen Erfaring, ikke godt kan finde
sig i, da Sorger og Glæder er noget ganske andet i Aandens Sphære end
i den ydre Verdens og den almindelige Følelses Sphære, men jeg haaber
dog, at du har forstaaet min Mening om hvorlidt jeg kan tage imod din
kjærlige Ros, da her en fast Villie og et klart Blik forekommer mig
en saa uopnaaelig Ting, at man maa opgive Tilliden til sig selv og
kun vente Hjælp fra høiere Steder.« -- -- -- Derefter en Mængde om
Dagens Begivenheder og Familieforhold.

Andreas Lunddahl, der vel var mest aandsbeslægtet med mig, oversaae
helst mine Unoder. Han havde ogsaa lettest derved, da han var min
Mester paa min egen Kampplads. Medens han derfor helst tog mig i
Forsvar, i alt Fald altid var mig god, var de to Mynstere strengere
imod mig. Alvorlige og ærlige Mennesker som de var, med høi Grad af
ligefrem ren Følelse, men uden at kunne komme til Klarhed med et saa
sammensat Væsen som mit, uden at kunne tænke sig, at der kunde være
virkelig Alvor og Kjærlighed under saameget Lapseri og Ironi, vilde
de, af Mangel paa Sympathi for mig, maaskee endog have maattet opgive
mig, dersom ikke Ludvig havde havt en egen naiv Maade at forklare sig
paa, hvad der stødte ham, og dersom ikke Emil havde været besjælet af
det ophøiede Formaal, han mente at burde forfølge med sine Venner.
Jeg har alt talt om dette Træk hos ham. Han tog sig for at redde mig;
han vilde intet mindre end gribe frelsende ind i mit Liv, og han
havde, saavidt jeg kan forstaae, allerede længe tænkt derpaa.

Naar jeg kalder det at frelse mig, var det dog ikke nærmest det at
gjøre mig til en Christen. Da det skete, blev han snarere ængstelig
for, at jeg gik en Vei, som han ikke mente var fremkommelig. Han var
selv en Tvivler, forsaavidt han ikke kunde forlige sine filosofiske
Anskuelser med den historiske Christendom. Naar han nu tydelig saae
mine Svagheder, satte han dem hovedsagelig i Mangel paa ren og
ærlig Følelse, i en Stolthed, som ikke vilde give sit Hjærte hen
i inderlige menneskelige Forhold. Ganske vist havde han ikke Ret
deri, men i mit Væsen saae det vistnok kun altfor meget saaledes ud.
Lunddahl fandt det som sagt for strengt, og brugte det Udtryk, at
naar der skulde holdes Dom over mig, vilde Emil M. være Advocatus
diaboli.

Jeg har altid havt den Vane, og har den endnu, at sige noget mere,
end jeg virkelig mener. Jeg ynder at overdrive, at gjøre Ytringerne
saa stærke, at de lyde som Paradoxer, dels af Hidsighed, dels ogsaa
ganske bevidst forat more mig over, hvad der saaledes kan siges og
med nogen Dristighed forsvares. Den Tid, da jeg ingen Betænkeligheder
gjorde mig, tvivler jeg ikke om, at dette kunde gaa saa vidt, at det
nødvendige Correction, som jeg dog havde deri, at jeg aldrig har
villet være ensidig, tvertimod har Natur til at følge en forstandig
Middelvei, ikke fik Tid til at komme til Orde.

Hvad værre var, jeg kunde ogsaa overdrive mine Følelser og stille
deres Frembrud i et fordelagtigt Lys, særdeles som en Kjender
analysere dem, og maatte dog bekjende for mig selv, at jeg til de
Tider, jeg dybest skulde have følt alt dette, havde havt mine Tanker
andetsteds henne. Jeg var den yngste i en meget følelsesfuld Kreds,
og kunde ikke undgaae den Forfængelighed gjerne at ville være med.
Disse Svagheder kjendte jeg vel hos mig selv, men tog dem dog let.
Men mine Venner vare bekymrede for mig, ogsaa mangengang ærgerlige
paa mig.

I Sommeren 1840 var Emil syg og opholdt sig i Roskilde hos sin Moder,
som var Enke. Han havde et svagt Bryst og havde spyttet Blod. Jeg
vidste ikke, at hans Sygdom var saa farlig som den var, og skrev ham
et Brev til, som i Virkeligheden var medfølende nok, men dog var
skæmmet af en Del Kaadhed af den Slags, som dengang var bleven min
Vane, at jeg udtrykte min Følelse paa en barok Maade, der skulde være
humoristisk opmuntrende; ved denne Leilighed det mindst passende
af alt. Ligefuldt svarede han mig i sin sædvanlige kjærlige og
skjøntformede Stil, takkende mig for, at jeg tænkte paa ham og sagde
mig med vemodig Alvor, at han i sin Svaghed mest af alt trængte til
Venners Støtte. Det rørte mig, jeg forsikkrede ham om mit Venskab,
men kunde dog ikke lade være tillige at forklare, at jeg havde Mistro
til det tydske Venskabssværmeri som noget vel sødt. Denne Traad optog
han og viste mig udførligt og smukt, hvad Betydning i en sønderrevet
og kold Tid de store tydske Forfatteres forherligede Venskab havde
lært, og belagde det med skjønne Citater af Schiller. Vore Breve
vexlede hurtigt, og jeg følte min Uret.

Da havde jeg sidst paa Aaret skrevet et Brev til Ludvig M., som blev
afgjørende for mig. Mellem ham og Fætteren bestod der et saadant
erklæret sværmerisk Venskab, som de efter Emils Anvisning nærede i
samme aandelig-erotiske Hensigt som Sokrates udvikler i Phædros.
Intet er for mig mere rørende end den lange Brevvexling mellem dem,
fyldt med den ømmeste tungsindige Kjærlighed, som nu efter begges Død
er kommen i min Eie. Som de delte alt hvad de oplevede med hinanden,
sendte de ogsaa hinanden de Breve, de fik fra andre, for psychologisk
at undersøge dem sammen, og lægge Planen til, hvorledes Brevskriveren
kunde drages ind i deres Kjærligheds Mysterium og derved frelses,
thi det var for dem en Religion. For Tiden var det mig, Vodet var
udkastet efter.

Hvad der stod i mit Brev, husker jeg ikke ganske, det er tabt; kun
at der var talt om christen Kjærlighed, og berørt den Ting at bede
for hinanden. For Ludvig har det vistnok været mest magtpaaliggende
at paavise et Charactertræk hos mig, som glædede ham. Men Emil var
ikke fuldt saa godtroende, han vilde i alt Fald have den Sag nærmere
undersøgt, haabede ogsaa at bringe mig videre, naar han kom til at
foreholde mig mine Ord. Saaledes blev han for mig et Redskab i Guds
Haand.

Da dette er et Vendepunkt, som har afgjørende Betydning for hele
mit Liv, maa jeg saavidt muligt gjøre mig Regnskab for, hvorledes
det blev beredt for mig. Det omtalte Brev var skrevet i et bevæget
Øieblik, i Følelsen af, hvad min Ven -- i samme Stemning som den
Biskop Mynster skildrer i sit Ungdomsliv -- jævnlig ytrede om sin
inderlige Trang til Gjenkjærlighed. Jeg havde i stærke Udtryk tilbudt
ham mit Hjerte, og det havde gjort ham godt, syg og nedtrykt som han
var. Men mine Udtryk havde, navnlig i religiøs Henseende, været for
vidtgaaende. Da han mindede mig om dem, kunde jeg ikke bære det, jeg
følte, at jeg ~christeligt~ ikke kunde gjøre Fyldest for dem. Jeg
var endnu ikke det Menneske, der kunde det; jeg var ikke den, der
fortjente, at mine Venner satte mig saa høit. Ludvig sendte som sagt
Brevet til Emil, og da jeg har deres Breve, kan jeg bedst oplyse
Forholdet ved at anføre, hvad Emil svarede:

»Tak, min kjæreste Ludvig, for den Talisman, du sendte mig fra det
rene mandige Hjærte, der slaaer i Johannes F. Jeg har ikke modtaget
den med Ydmyghed, men med Jubel over det herlige Menneskebryst, der
vil knytte sine Forhaabninger til mine. Talismanen kom til mig som
en Forpligtelse til et uhyre Arbeide. Maalet kjender jeg ikke endnu,
men jeg veed ret vel, hvad der er »die Forderung dieser Tage« for
mig, og jeg følte en uendelig Glæde derved. Ved intet kunde du bedre
hæve mig ud af denne dog lidt snevre Omgivelse, hvori jeg nu befinder
mig[4], end ved en saadan herlig Hilsen. Det er vist en skjøn Bøn, der
kan strømme ud af hans Læber, og jeg har glædet mig uendeligt over
Bønnens Samfund med ham, jeg som i den senere Tid hverken beder
eller føler nogen alvorlig Trang dertil. Ofte naar Livsfølelsen
vaagner fri og frisk hos mig, er det mig, som om den vilde komme i
Form af en let Bøn, dog uden at jeg veed, hvorhen den vilde vende
sig, jeg veed ikke ret, hvor det Øre er, som skal høre Bønner og
tage mod Taksigelsen, men alligevel føler jeg mig dog Gud nær i
Arbeidets friskeste Øieblikke, og det er mig nok, idetmindste indtil
videre. -- Det forekom mig hidtil just ikke, at Joh. F. behandlede
mig paa det Bedste; og derfor troede jeg, at han ansaae mig for en
livløs Bogorm og følte mig trykket i hans Nærværelse, men nu skal
jeg for Fremtiden modtage ham med Glæde og med Kjærlighed, uagtet
jeg vel troer, at Venskab og Kjærlighed aldrig vil kunne komme paa
Bane i vore Samtaler. Jeg har oftere lagt Mærke til hans alvorlige
Religiøsitet, men da tiltalte den mig ikke saa ganske, da den vilde
skaffe sig Plads i hans Bedømmelse af Hverdagsfortællingerne, af
Goethe o. a., men nu for Fremtiden skal jeg ære og elske ham for alt,
hvad jeg før har forsyndet imod ham.« --

 [4] Han var endnu i Roskilde.

       *       *       *       *       *

Det var Nytaarsdag 1841. Jeg var om Eftermiddagen kommen tilbage fra
en Julereise til Roskilde, og søgte om Aftenen til min Ven. Han tog
Brevet frem og læste de paagjældende Yttringer for mig. Det er altid
en svær Sag at høre sine egne Ord, og medens han læste dem, stod det
hele klart for mig. Han behøvede ikke at tilføie noget, sagde heller
ikke synderlig mere end, saavidt jeg mindes, med sin vemodige Mine:
»Kan du føle dette, og gjøre dette, er det stort.«

Jeg kunde uden Vanskelighed have svaret ham, at mine Ord vare for
stærke, at de maatte ikke tages altfor bogstaveligt. Christelig
Kjærlighed er en saa stor Ting, at det ingen Skam er at bekjende,
at man ikke er kommen vidt med den, og en Bøn lykkes saa sjelden,
selv for en god Christen, at blot et Ønske eller et Løvte om at
bede for en Ven, allerede har Værd nok, naar det ikke er falsk, og
dette var det ikke. Heller ikke var jeg uvant med at bekjende mine
Skrøbeligheder, jeg var tidtnok bleven ydmyget af dem. Snarere,
langt snarere var denne Udvei mig altfor smaalig, altfor uværdig.
Bekjendelse af min Uret var mig endnu intet, det Forfærdelige, der
faldt over mig, var, at jeg havde den Uret.

Der er Øieblikke i Livet, hvor der bagved et Ord eller en ringe
Tildragelse staaer i Tankens Mørke hele Hærskarer af Aander, der alle
med Lueblikke som Dommens Engle pege paa denne stakkels forbigaaende
Sag, og alle hviske, saa det raaber og hviner gjennem Sjælens
Hvælvinger, at den er den Draabe, som skal bringe et helt Livs bitre
Kalk til at flyde over.

Jeg havde vidst det, hver Dag og hver Time vidst det, at jeg havde
Uret, saa blodig Uret, at jeg ikke kunde staae for en ærlig Vens
Øine; og jeg var dog aldrig naaet til at gjøre Bod derfor. Gud
veed det, og jeg vidste det selv, at jeg elskede mine Venner, og
elskede mange Mennesker, foragtede ingen, men mit Væsen havde været
overmodigt og vidnet mod mig. Og nu, endog christelige Ord, der havde
været letsindige, saa jeg kunde gribes i dem! Nu kunde jeg ikke
længer bære det. Jeg veed ikke, hvad jeg sagde, jeg vidste i det
Øjeblik ikke, hvad jeg gjorde. Min eneste Tanke var at skjule mig af
Skam. Ud i Mørket med det Menneske, som ikke er værd at være i Lyset!
og jeg foer ud i Mørket, mens min Ven stod forbauset tilbage.

Jeg drev længe om paa Gaden i en Fortvivlelse, hvori ingen Tanke
kunde bringes til Klarhed. Jeg søgte hjem til min fattige Regentshule
og kastede mig i Mørket paa min Sofa. Jeg vred mig som et anskudt
Dyr, turde ikke røre mig af Stedet, og var dog opreven af den
rædsomme Angst, at hvert Minut gik, og jeg havde endnu intet gjort
for at bøde paa min Skam, noget der kunde ligne et Skridt til at
afkaste mit brødefulde Væsen.

Saa foer jeg op. Det var blevet sent, og jeg vidste, at min Ven gik
tidlig til Ro, da hans Helbred var svagt. Men det var mig umuligt at
lade Natten gaae uden at see ham og sige ham, hvad jeg skyldte ham,
og hvor uværdig jeg var dertil. Jeg løb og ravede som et Spøgelse,
jaget af en hellig Magt, hen til ham, famlede opad Trappen og bad
ved hans Dør at komme ind. Som han aabnede Døren og stod der halvt
afklædt i Lyset, saae han for mig forkomne Stakkel ud som en Præst,
der aabnede en Helligdom, jeg aldrig før havde turdet betræde, saa
tidt jeg end havde siddet i hans lille Stue.

»Jeg kan ikke, nei, jeg kan ikke finde Ro, før jeg har sagt dig, hvor
høit jeg elsker dig,« stønnede jeg og faldt ham om Halsen og kyssede
ham. Det var første Gang, det var skeet mellem os. »Det er det
eneste, jeg nu trænger til, jeg skal ikke sige mere.« Og jeg troer
heller ikke, der blev sagt mere. »Lad mig saa gaae,« sukkede jeg, og
hans Bevægelse var ogsaa saa stærk, at han for sin egen Skyld ikke
turde holde paa mig.

Jeg gik, og den Nat tilbragte jeg i virkelig Bøn. Jeg øvede mig i
den store Kunst at bede. Jeg lod mig ikke afskrække af, at det i
Begyndelsen gik maadeligt nok, jeg begyndte altid forfra igjen, til
jeg fandt, at det lykkedes mig at udøse alt mit forpinte Hjærte for
min Gud og Frelser. Og altid blev der mere, jeg trængte til at klage
for den evige usynlige Fader og for den hellige Frelsers Aasyn.
Og der kom mange lange kolde Vinternætter, da jeg i bestandig Bøn
væltede mig paa mit tarvelige Leie. Der var et forfærdeligt Syndedyb,
det var ikke til at udholde at see ned i; derom var der intet andet
at sige end: Vær mig Synder naadig. Hvad der er gjort, kan ikke
gjøres ugjort, jeg maa bære Skammen, og du faaer at bære over med
mig. Jeg er den ringeste af alle Syndere, og det følte jeg dybt nok.
Der var ogsaa et uendeligt Dyb at see ind i af fromt Haab: derom
kunde jeg ikke sige andet end: Fader, gjør ud af mig, hvad du vil,
jeg selv kan ikke andet end byde dig et villigt Hjærte. Og det vilde
jeg. Det var en virkelig Bedrøvelse efter Gud, som virker Omvendelse
til Salighed.

Og min Bøn blev hørt, Saligheden kom, Guds Aand sænkede sig naadig
i min Sjæl, uden at jeg i mindste Maade kunde fatte, hvorledes det
kunde skee. Der kom Glæde, usigelig og uudtømmelig Glæde, som om alt,
hvad jeg følte som Kulde og Mørke for bestandig var svundet. Det kom,
somom hele mit Indre udviklede sig og gav Rum for en hellig og salig
Luft.

Mod Morgen faldt jeg rimeligvis afmattet i Søvn. Men allerede den
første Morgen reiste jeg mig med den fulde Følelse af, at det Gamle
var forsvundet og alt var blevet nyt. Og hver Dag der gik, vænnede
jeg mig mere og mere til at regne hele mit foregaaende Liv for et
Mørke og en Kulde, jeg hverken vilde eller kunde have noget at gjøre
med, ja, som jeg ikke engang havde et saa tydeligt Begreb om, at jeg
ret vidste, hvad jeg kaldte idel Mørke. Jeg vilde intet vide af det,
jeg vilde fuldkommen glemme min Syndigheds Stand, begynde aldeles
forfra.

Tilbagefald kom der selvfølgelig nok af, forfærdelige og
ubegribelige. Men jeg tog dem med den Tanke, at nu var der atter
Mørke, og intet kunde gjøres, intet tænkes i det. Saa brød den frie
salige Følelse atter frem, og jeg vidste igjen ikke, hvad Mørket
var. Dog var den første Nat altid Frelsens Time for mig. Der gik
mange Aar hen, og altid vedblev det at staae for mig, som kun Mørke
laa bagved den, som var i den et Grændseskjel af en frelsende Haand
skudt ned midt i mit Liv. Aldrig har jeg heller mistet denne Følelse,
jeg har formelig levet af den idetmindste i den tidligere Del af min
præstelige Virksomhed. Og endelig, da jeg som ældre Mand har taget
mig for dybere at undersøge mit Livs Bevægelser, har det havt stor
Vanskelighed for mig at gjøre mig tydeligt, hvorledes jeg egentlig
har været før den Tid. Jeg kunde ikke komme til at gjennemleve det
saaledes som man maa det for at fatte det svundne. Saa grundig havde
jeg faaet det ud af mit Sjæleliv, og overhugget Erindringens Traad.
Jeg har formelig maattet studere de Feil jeg har, for at sætte dem
sammen til det, der maatte ansees for Hovedindholdet af det gamle
Væsen. Og heldigvis -- i den Henseende, ellers uheldigvis -- slæber
man da altid Unoder nok med sig gjennem hele Livet, som dertil kunde
benyttes, »en Levning af Ondskab«.

Hvad var det da, der skete med mig?

Jeg har ingen Grund til at tvivle paa, at det var den Omvæltning i
Livet, som i den christne Menigheds kraftige Tider ofte forekommer,
især hos dem, der af en eller anden Grund har været fjernere
fra christeligt Sjæleliv; at det var en Opvækkelse, Omvendelse,
Gjenfødelse eller hvad man vil kalde det -- det sidste Udtryk er
som bekjendt ikke hos os orthodox, fordi man vil have Gjenfødelsen
henlagt til Daaben. Det kan man jo, men da er det ikke det samme,
som hvad der i Skriften kaldes, at den hellige Aand falder paa et
Menneske og han annammer den. Jeg mener dog, at det netop var det,
der skete med mig.

Imidlertid er Sagen ikke bleven synderlig klarere, fordi man har
fundet et Udtryk for den. Efter Menneskers Natur, og efter hvad Gud
vil med enhver af os, kan den have meget forskjellige Former og
føre til forskjelligt Indhold. Man kan som bekjendt opvækkes til
hvilkensomhelst Slags Tro, ogsaa til den absurdeste; man kan opvækkes
til en ond Aand, som ikke er Guds Naadegave, snarere hans Straf. Jeg
maa altsaa see at retfærdiggjøre for mig selv, at det virkelig var
Sandhedens Aand, Faderen havde sendt mig, sendt mig i Jesu Navn, og
ikke i nogen Forvildelses Navn.

Lyset og Flammen med det vældig fremfarende Veir, der fyldte det
ganske Hus, var kommen som Kjærlighedens Aand. Gud er en Aand, og
de som tilbede ham, skulle tilbede ham i Aand og Sandhed. Gud er
Kjærlighed, og hvo, som bliver i Kjærlighed, bliver i Gud, og Gud i
ham.

At tilbede ham er at elske ham og ikke kunne takke ham nok for at man
kan det; er at elske alle dem, han elsker, sin Næste som sig selv.
Uden Kjærlighed til Næsten, er Kjærlighed til Gud intet, en Løgn.

Det var dette, der blev mig givet at lære. Jeg kunde nu have sat
mit Liv i med ubetinget Lydighed at underordne al min Tankegang
under disse Kirkens og Videnskabens Sætninger, hvorlidt de end er at
forstaae for menneskelig Tanke. Men lykkeligt for mig, at jeg ikke
forsøgte derpaa, det vilde ufeilbarlig have ført til nyt Skinvæsen,
som kunde være blevet værre end det første.

Vistnok kan jeg til Tider have taget feil deri, og have tænkt mig, at
der med det nye Lys ogsaa maatte være opgaaet noget for mig som en
fuldkomnere Maade at fatte, hvad der kaldtes den objective Sandhed --
Guds Væsen og hans Egenskaber, Treenighedens Mysterium, dens Forhold
til Verden, Liv og Død og de evige Boliger, Frihed og Nødvendighed,
og hvad nu disse høie Problemer hedde. Det var at undskylde, om jeg
havde taget feil deri, saa mangen christelig Filosof har gjort det,
og den speculative Dogmatik, som jeg var opdragen i, er jo fyldt med
saadanne Aandens Klarsyn. Jeg kan dog egentlig ikke erindre, at jeg
har lidt af saadanne Anfægtelser. Fortiden var forsvunden for mig, og
med den Speculationen. Hvad jeg med Aandens Klarsyn nu forstod var
intet andet, end at alt dette for det første maatte lægges tilside.
Hvad den hellige Aands Lys faldt over, var andre Ting.

Min eneste Visdom var, at Gud er Kjærlighed. Den Visdom kan ikke
begribes med Tanken, end sige med Videnskab; der er nok, der for
Videnskaben vidner derimod. Den kan kun fattes med det Hjærte, Gud
giver at elske, fattes med at lade videre Begriben fare. Kan være, at
dette er en fattig Visdom, men videre kunde jeg nu ikke komme.

Da jeg under Trængsel og Angst havde fundet Bønhørelse, og Lyset
kom som den evige Kjærligheds Flamme, følte jeg en uimodstaaelig
Trang til at prøve den i det mindste som i det største. Ingen
Betænkelighed faldt mig ind. Jeg reiste mig om Morgenen, bestemt paa
strax at tage til den hellige Gjerning. Heller ikke spildte jeg Ord
derpaa. At jeg i mit Indre var bleven en anden, var mindst af alt
det, der skulde fortælles, knap nok i Gjerningen forraades. Sagen var
jo ikke at vise det frem, Sagen var ene og alene virkelig at være
det; gik derfor fuldkommen prosaisk til.

Min Bolig saae mig vistnok ud som forvandlet, den var bleven
et Tempel for den fromme Kjærligheds Gud, men var i sin nøgne
Virkelighed dog kun et skummelt Regentskammer paa en kold Vinterdag.
Min Contubernal begyndte gabende at strække sig i Sengen. Han var
en inderlig brav og forstandig Fyr, der siden blev en større Mand
end jeg, blev Præst, og hele Landets Velgjører, da han var den, der
indførte Brugsforeninger, var ogsaa alle Dage en Præst, som Aandens
Flamme visselig var i; men dengang var han endnu kun en fordringsløs
og flittig Fortærer af Collegiehefter, og havde hidtil kun seet mig
ud som en af Theologiens mange Realister. Nu saae han mig langtfra
saaledes ud, nei, som en Broder i Gud, der, som han stod der og
søvnig nok fik sine Klæder paa -- gode forsvarlige Gangklæder, for
han var en forsynlig Bornholmer -- maatte elskes i al Evighed. Jeg
kunde ikke see mig mæt paa ham, saa elskelig han var, og saa varmt
mit Hjærte blev ved Synet af ham. Ikke at der blev talt et Ord derom,
kun de sædvanlige staaende Vittigheder, hvormed man pleier at hjælpe
paa trævent Morgenlune.

Karlen kom ind med Thepotten og det halve Rugbrød, en skikkelig
Mand, som hele Dagen brugte sine Ben, sikkert nok ikke plaget af
Evighedsdrømme, ligefuldt maatte han elskes i al Evighed, og det blev
givet ham tilkjende i den muntreste Tone: »Jørgen, vilde De besørge
mig dette, saa er De min Ven, og jeg skal ikke glemme Dem det af!«
Han nikkede og gjentog betænksomt Ærindet og forsvandt. Jeg saae
beundrende efter den trofaste Sjæl.

De sædvanlige Slobroksfyre begyndte at ryge deres Piber i Gaarden,
mens Stuen luftedes ud, og slæbte deres Tøfler frem og tilbage foran
Vinduet, gesticulerende til den filosofiske Behandling eller til
Beklagelserne over, at de ikke kunde lære deres Kirkehistorie --
ogsaa de maatte elskes i al Evighed, de var jo saa kjære Brødre. Hele
Gaardens Befolkning, ligetil den halte vrantne Portner, vi kaldte
Cerberus, og den pedantiske Regentsprovst, vi kaldte Trompetersen,
alle maatte de nyde godt af den evige Kjærlighed, skjønt det med de
to sidste fandtes vanskeligt.

Jeg troer ikke, nogen mærkede mit forandrede Sind, men naar jeg var
ene, øvede jeg mig, ligesom lyttende til Hjærtets Slag, om de ogsaa
var ægte, og prøvende, hvorlangt de sværmeriske Længsler kunde række.
Jeg var saa nøieseende med at undersøge Sandheden i mit Væsen, at
jeg kunde gaae op og ned ad Gulvet og spørge mig selv, om det var
naturlig og ærlig Følelse, naar jeg saaledes flyttede mine Fødder
og saaledes slog ud med Armene. Jeg havde dengang temmelig hurtige
Bevægelser, og jeg var kommen til at mistænke ogsaa dem for at de
kunde være falske. Jeg veed ikke af hvad Grund, men jeg kan mindes,
at jeg gjorde det. At mine Ord ikke mere skulde løbe af med mig,
mente jeg at være sikker paa, skjønt der derved var mindre Grund til
Tryghed.

Forøvrigt gik Dagene som de pleiede, kun at jeg ikke havde synderlig
Ro i mit Sind til Arbeide. Jeg løb hellere ud, og vilde gjerne see
saa mange som muligt, var oprømt og meget talende, baade fordi jeg
følte mig saa usigelig lykkelig, og fordi jeg skyldte enhver af de
elskelige Mennesker, jeg traf, at udøse alt mit Hjærtelag for dem,
dog uden at forraade, at mit Hjærtelag var anderledes end før, hvad
heller ikke var vanskeligt, da jeg pleiede at være oprømt og meget
talende. Dog var jeg tilmode, som kunde jeg faldet dem alle om
Halsen, om det kunde være skeet uden altfor meget Anstød.

Saaledes skete det ogsaa en Gang. Jeg pleiede hver Dag at gaae over
til min Broder Caspar, som boede paa Ehlers Collegium, og læse Hegels
Logik med ham. Mens han sad og læste for med stor Alvor, faldt det
overvældende over mig, hvad han dog var for en vidunderlig Broder,
og jeg reiste mig og gik hen og tog ham om Hovedet, og kyssede ham
paa Panden. Han slap forundret Tobakspiben ud af Munden, saae op
og sagde: »Holder du nu med eet saa meget af mig?« Begyndte derpaa
forfra paa den forfærdelig abstrakte Sætning, og der blev ikke talt
mere om den Ting. Den kjære Broder havde selv saa stærk en Følelse,
at intet i den Retning forbausede ham, kun viste han det ikke paa den
Maade.

En ganske anden Sag var det med de Venner, der maatte regnes til
de Indviede. Det var dem, jeg menneskelig talt skyldte alt, hvad
jeg havde naaet; jeg mente derfor, at min Taknemlighed for hvad
de havde gjort for mig, ikke kunde være stor nok; og jeg bragte
dem mit Takoffer ved for dem paa den mest uforbeholdne Maade
at aabenbare alt, hvad der foregik i mig lige til den sidste
Trevl af mit sjælelige Væv, lige til hvad der ikke egner sig til
Fortrolighed, fordi det ikke kan forstaaes af andre uden som Daarskab
og Barnagtighed. Men for mig var dette ingen Grund til at holde
noget tilbage; de maatte gjerne kalde mig en barnagtig Daare eller
ubegribelig Sværmer, naar jeg kun kunde have den Tilfredsstillelse at
sætte min Redelighed i intet at skjule.

Der begyndte en uendelig Udvexling af Tanker og Følelser, en Løben
til hinanden, tidlig og sildig, et uendeligt Skriveri af Breve,
der om muligt skulde yderligere oplyse, hvad det ikke var lykkedes
at faae frem i det mundtlige Ord. Ubunden Stil fandtes ikke
tilstrækkelig, ogsaa Vers, yderst maadelige, maatte tages til Hjælp;
og hvad der hverken i Vers eller Prosa kunde finde sit rette Udtryk,
maatte nøies med, hvad der i saadan Nidkjærhed tilsidst er den
sikreste Udvei, at løbe hinanden i Favnen og henrykte stirre hinanden
ind i Øinene.

Jeg var kommet til de rette Folk, de to Mynstere havde allerede i
flere Aar drevet et saadant Spil med hinanden, og synes at have
oprevet hinanden en Del ved deres Sjæleundersøgelser. Nu var det mig,
der skulde analyseres som et mærkværdigt psychisk Phænomen, og Emil
beredte mig en Del Vanskeligheder, som jeg dog maa være ham taknemlig
for, da de bidroge til at klare mine Tanker.

Han begyndte mildelig at foreholde mig, om min ubetingede Hengivelse
til min Frelser ogsaa virkelig var et Livsindhold, der havde blivende
Værd, om det ikke var et Ideal, jeg selv havde skabt mig, et Sværmeri
for et Blendværk. Han kaldte det endog en Havmand, jeg havde givet
mig i Favn. Jeg svarede, at der vistnok var Tider, da jeg havde
nok i Aanden, som den havde taget Bolig i mig, da den hele Verden
svandt bort for mig, og jeg selv »fattig i Aanden«, vilde kun fylde
mig med Himmerigs Aand; men et Blik i Skriften var dog nok til at
kalde mig tilbage til Christus, der visselig ikke var mit eget Værk.
Det tilfredsstillede ham dog ikke. Han vedblev at mene, at jeg ikke
»havde Forudsætninger nok« til at forstaae ham; skrev ogsaa til sin
Fætter, at om jeg kunde afvise hans første Tvivl, havde han andre paa
rede Haand, som jeg næppe vilde kunne magte. Hvilke disse vare, veed
jeg ikke, om jeg nogensinde fik fuldt ud fremlagt i alt Fald egnede
de sig ikke til at faa mig bort fra min egen Vei.

Imidlertid gik jeg ganske vist omkring som en hel Sværmer. Alt, hvad
Gud elsker, skulde jo elskes. Min gamle Kjærlighed til Naturen og
min Lyst til at betragte alt, hvad der forekom paa min Vei, var der
endnu, og baade mine Studier af Goethe, og min Broder Christians
anatomiske Præparater og Skeletdele havde kun forøget den. Men en ny
Form antog den nu. Min Kjærlighed i Gud bredte et paradisisk Skjær
over alle mine maalløse Venner, og jeg rørtes paa en ny Maade ved
at see dem i denne Belysning. Hvad der i det Indre som i det Ydre
kan være krænkende for venlig Følelse beskjæftigede mig mindre, jeg
oversaae det helst. Endnu mindre, hvad man kalder Naturens Grusomhed
og Rædsel. Først sent har jeg taget den op for Betragtningen, og
dannet mig min Theori derom.

Men medens jeg, i alt Fald til de Tider Sindet var høit, havde det
godt nok med mig selv, biede endnu Livets sværere Alvor paa mig. Med
mine Venner var jeg kommen nogenlunde tilrette, mens Forholdet til
min Familie stod tilbage. Ogsaa deri vilde Emil M. bane Veien for mig.

Det stemmede ganske med hans Trang til at hjælpe Mennesker frem og
til at iagttage, hvad Virkning det vilde gjøre paa dem, at han ikke
kunde bie mange Dage, før han maatte gjøre min Moder bekjendt med,
hvad der var foregaaet med mig. Han skrev et langt Brev til hende
derom, og da han kort efter kom til Roskilde, besøgte han hende,
og hun fik ham meget kjær. Hvorledes de er kommen ud af at udvexle
deres meget forskjellige Tanker, veed jeg ikke, men hvad Moder havde
at sige mig, er meget charakteristisk for hende. Hun kjendte sin
Dreng, lod Omvendelser være hvad de er, og gik strax til det næste,
at advare imod Venners Forgudelse af hinanden, og hun havde Ret. Der
var mere lavet i vort Væsen, end vi selv vidste det. Saa høit hun end
satte E. Mynster, var han dog ikke af hendes Folk, som han heller
ikke i den Skildring af deres Møde, som han selvfølgelig skikkede sin
Fætter, kunde lade være at opholde sig over hendes Tale og Væsen.
Anderledes med Lunddahl, ham kaldte hun i et andet Brev den bedste af
os allesammen.

Mit første Brev efter det, jeg kaldte min Omvendelse, var min
Lykønskning til hendes Fødselsdag (8. Januar), og jeg benyttede
denne Leilighed, for ikke at tale om mine Oplevelser, kun om min
Kjærlighed til min Moder. Jeg vidste, at Moder havde nogen Sky for
religiøse Bevægelser, i Særdeleshed for et helligt Væsen. Jeg vilde
ikke underholde hende med min Sjælehistorie, hellere lægge det
saaledes tilrette, som det kunde see mindst farligt ud for hende. Det
har altid været min Maade at sætte Kjærligheden over Sandheden, eller
rettere at lade den være selve Sandheden, i Henhold til det Ord:
Enhver skal bære sin egen Byrde, og dermed bære sin Del af de andres
Byrde. Om jeg har Ret deri, skal jeg ikke kunne sige, men for mig
staaer det saaledes, at hensynsløs Sandhed kan, naar Leiligheden er
til det, være af det Onde. Der er ikke noget godt ved ikke at skaane
hinanden. Og Dagen efter min egen Omvendelse at ville give mig til at
vidne for at omvende en Moder, der altid havde været omvendt, vilde
da været det værste og dummeste af alt.

Hun svarede mig ogsaa i den Tone, jeg havde ventet. Efter en længere
Fortælling om al den Glæde, hun paa sin Fødselsdag -- den 52de
-- havde havt af sin Datters og sine mange Venners Kjærlighed,
fortsætter hun:

»Dit Brev, min egen kjæreste Johannes, var et af de kjæreste, jeg har
fra dig, skjønt det bragte mig intet Nyt uden den glade Erkjendelse
af, at du ganske har forstaaet mig .... Du har seet min Uro og du har
delt den, ellers havde du ikke forstaaet mig. En indre Følelse siger
mig, at du er omgiven af større Farer end de fleste af dine Jævnlige.
Om det maaskee er den indre Drivt, du har til bestandig at være i de
forreste Rækker, veed jeg ikke. Om Følelse kan der ikke disputeres,
dog er denne indre Bevidsthed, kald den Følelse, Samvittighed, en
høiere Aands Indskydelse, maaske det eneste ubedragelige faste
Punkt, vi har at holde os til. Desuden er I voxet mig over Hovedet,
I Krabater! Men Gud skee Tak, jeg kjender en Styrer, som er over os
alle, og hos ham vil jeg sætte min Søn i Skole, og naar jeg saa i
mit stille Sind anbefaler dig til hans Varetægt, saa tør jeg ikke
engang bede ham være dig en mild Fører, for jeg veed, at dem, han
elsker tugter han. Kun det kan jeg love dig, at hvis han engang i sin
Retfærdighed skulde lade en streng Dom gaae over dig, at du kan tye
til din alt tilgivende og kjærlige Moder, som stedse er villig til at
dele din Sorg, trøste og muntre dig. Og hermed nok for i Aften. God
Nat, min egen gode Dreng. Alle gode Aander vaage over dig!«

Det er ikke let at sige, hvad Moder mente med de Farer, der omgav
mig. Hun kommer oftere tilbage dertil, og da hun allerede i October
forud udførlig taler derom, kan det ikke nærmest angaae min religiøse
Bevægelse. For endnu mere at belyse dette Punkt, maa jeg afskrive
ogsaa følgende Sted af et Brev fra 15. October 1840:

»Seer du, det forekommer mig tidt, som om jeg vilde være mere rolig,
naar jeg saae dig tilbringe din Tid mere paa Ungdommens sorgløse
tankeløse Maade, naar du levede mere med dine Jævnlige, og deltog i
deres Adspredelser og tildels delte deres Vildfarelser. Verden og
dens Bevægelser er dog vist ikke til for intet. -- Jeg holder af den
Følelse hos et ungt Menneske, som siger: Det er for store Fordringer
at gjøre til mig, at jeg allerede skal være viis, det hører en ældre
Alder til. Planten skal have Tid til at voxe, om den skal vinde sin
rette Omfang og Kraft. Dersom du var af et letsindigt Temperament,
vilde jeg advare dig derfor, hvorfor da ikke ogsaa mod det modsatte?
Desuden er du i den farlige Overgangsalder, da Legemet ikke er
stærkt, og hvor de vaagnende Lidenskaber har saamegen Magt. Jeg veed
det, at det er mine Børns Arvepart efter deres Forældre, at dybe og
stærke Lidenskaber boer i deres Indre. Vogt dig for at vække dem, før
du har physiske og aandelige Kræfter til at modstaae dem. De komme
først i en elskværdig Skikkelse, men tro mig, de vil have mer end een
ond Aand i deres Følge. Derfor fordyb dig ikke formeget i dig selv,
hvor dine Fjender boe. See at skaffe dig i nogle Aar en udadstræbende
Virksomhed. Lev mere imellem Mennesker, ikke altid mellem dem, som
dele og smigre dine Tilbøieligheder. Elsk, hjælp og bær over med dine
Venner, men prøv ikke paa at hæve dig over dem, om du ogsaa føler, at
du kan det, indtil Tidens Fylde kommer. Bestræb dig blot for at være
et godt Menneske og intet mere, og lad saaledes nogle Aar gaae hen,
og tro ikke, de er spilte. Jeg føler lidt Ængstelse ved at forurolige
dig med mine uklare Forestillinger om Farer, som du maaskee ingen
Anelser har om; men jeg har længe følt en indre Tilskyndelse, som jeg
troer at maatte følge, og jeg vil føle mig roligere, naar jeg har
lettet mit Hjærte.«

Moders Mening var vistnok, naar jeg skal sige den i Korthed, den
samme som jeg kjender fra enhver Periode i mit Liv, hendes Frygt for,
at Lysten til at være, hvad man nu kalder et Overmenneske, dengang
kaldte et Geni, skulde styrte mig i Vildfarelse og overanstrengende
Sjælekampe. Hun havde lidt saameget af min Faders tunge Sind, som
hovedsagelig bundede i, at han ikke kunde naae det Maal, han havde
sat sig i sine ideale Syner. Han var en stille og trofast Sjæl, men
hans Broder Adolfs Familie, den ulykkelige fraskilte Tante og hendes
geniale Børn, hvis daglige Omgang jeg var lidenskabeligt hengiven
til, og hvis Dyder jeg altid opvartede Moder med, medens hun ogsaa
sagtmodig nok sendte sine bedste Hilsener til dem -- de var ikke
stille Folk, de var kun altfor blussende af vild Lidenskab for det
aandrigst mulige, Sønnerne desværre ogsaa for kjødelige Lyster.

Hvad min humoristiske Farbroder, Scavenius Fibiger, udtrykte paa sin
Maade, at »et Geni det vil da sige et Bagbæst,« var vel ikke just
Moders Mening, men ved det Ord »mer end een ond Aand i elskværdig
Skikkelse,« tænkte hun dog paa noget lignende. Ikke paa kjødelige
Lyster, i den Retning gaaer hendes Formaning ikke, men vel paa
aandeligt Hovmod, hvortil der ogsaa var adskillig Grund; og naar jeg
i al Ydmyghed forsikkrede hende om det modsatte, da idetmindste paa
en ustyrlig Drift til at hidse baade Tanker og Hjærte og hele Livet
over Evne, og dertil var der al mulig Grund.



FJERDE KAPITEL.

SYGDOM OG ALSKENS BESVÆR.


Det skulde altfor snart komme, at jeg blev nødt til at »tye til den
alt tilgivende og kjærlige Moder, som var villig til at dele al min
Sorg,« og om det end vilde være for stærkt at sige, at det var paa
Grund af »en streng Dom, Gud i sin Retfærdighed lod gaae over mig,«
saa blev det dog en ligefrem Følge af Livet over Evne.

Den stærke Spænding, som det for et syndigt Menneske maatte medføre
at holde sig i en saa ophøiet Stemning, kunde ikke andet end at virke
paa det Legemlige. Der kom Tider, hvor den sank sammen, da føltes det
som en Sammensnøring af Brystet, og en Mathed i Lemmerne, og jeg var
fortvivlet som en Syg, naar han, saa godt han end har vogtet paa sig
selv, dog falder tilbage. Ikke just fordi Livet da var værre, jeg
følte ligefuldt Trangen til at lade Hjærtet flamme og Sjælen udgyde
sig i kjærlig Tale, men Hjærtet var som legemlig lukket, og Ordene
lød som eftergjorte.

Selvfølgelig en ligefrem Følge af nervøs Overanstrengelse. Jeg levede
i en sjælelig Rus, og maatte føle Jammeren, naar Legemet ikke kunde
mere, og kunde ikke tage imod den forstandige Forklaring af min
Tilstand. Den syntes mig at stride mod Aandens høie Natur, den jeg
troede paa. Ene aandelige Midler skulde hjælpe. Jeg vred mig i Bøn,
jeg løb til Vennerne, jeg kastede mig over Bøgerne, jeg fortsatte
det Natten igjennem, jeg jog Søvnen bort for at famle efter den Aand,
som evig maatte være vaagen; og naar den desuagtet faldt i Søvn, løb
jeg om paa ensomme Steder som den, der ikke var værdig til at komme
mellem Mennesker, saalænge jeg ikke havde Solstraalen at bringe.

Ligefuldt gik Livet sin daglige Gang, dets Skyggeside turde jeg
ingen lade mærke, det var min ensomme Sorg. Jeg fortsatte jævnt mine
Studier, jeg passede mine Undervisningstimer, jeg deltog i alt hvad
der tilbød sig af selskabelig Omgang, og fremfor alt var jeg ivrig
for at hjælpe min Moder, som i det Foraar havde mange Bekymringer.
Men under alt det levede jeg over Evne og kunde tilsidst ikke bære
det. Jeg naaede til Paasken, var i Roskilde under Festen, og fulgtes
derefter med Moder og Søster til Kjøbenhavn.

Da skete det, som vi en Dag var samlet hos hendes yngste Broder
Henrik Tauber paa Frederiksberg, at der om Eftermiddagen forefaldt
en Scene mellem mig og Moder. Vor Samtale var bleven til en Strid.
Hvoraf det nærmest foranledigedes, husker jeg ikke, men vort
sædvanlige Mellemværende laa nær nok. Hun havde formanet mig til at
føre et fornuftigt Liv, og jeg havde fortvivlet som jeg var, værget
mig med mine sædvanlige Vaaben, med at paakalde Aandens Drift og at
ophøie mine i hendes Øine farlige Venner.

Det endte med, at jeg kom i en Sjælstilstand, jeg ikke kunde bære.
Jeg gik ud, det var i Skumringen, en mørk sludfuld April Aften,
alle Mørkets Magter faldt over mig, og jeg var tilmode, som om
Erinyerne var efter mig, for jeg havde været ond mod min Moder. Jeg
famlede omkring paa de nærmeste Veie. Der laa dengang i Hjørnet
mellem Smallegaden og Falkoneralleen nogle gamle Steder med store
Haver og tilhørende Vænger, omkring hvis Hegn paa alle Sider løb
smalle Alleer. Jeg gik i de ensomme Gange, hulkede og pressede mit
buldrende Hoved mod Træerne, og anklagede mig selv for Gud og
Mennesker. Jeg kom tilbage og sad endnu ved Familiens Bord, men taus
og fortvivlet, gik saa endelig min ensomme Gang ind til Byen.

Mit Blod var i et forfærdeligt Oprør. Da jeg naaede ind i Gaderne,
vaklede Benene under mig, og da jeg gik over Frue Plads, sortnede
det for mine Øine, medens Hjærtet hamrede, som det skulde sprænge
mig. Jeg ventede, at Blodet skulde fare mig ud af Munden, og segnede
om paa Stentrappen udenfor Borchs Collegium. Der sad jeg hjælpeløs,
til en Student kom forbi, spurgte mig, hvordan jeg havde det, og paa
min Bøn om at hjælpe mig hen til Regentsen, tog mig broderlig under
Armen. Jeg krøb i Seng og tilbragte en Nat mellem Himmel og Helvede,
bestandig med den Fornemmelse, som mit buldrende Blod steg mig op i
Halsen og vilde strømme ud. Imidlertid holdt Hjærtet baade dengang
og saa utallige Gange senere, og næste Dag kunde jeg dog støtte paa
Benene, men maatte bevæge mig langsomt, at ikke de indre Beholdninger
skulde flyde over, syntes det mig.

Dette var Begyndelsen til den Sygelighed, som der medgik en stor Del
af mit Liv til at faae Magt med, og som bragte hele mit Liv i den
forknyttede Gjænge, jeg siden har maattet lade mig nøie med, men som
ogsaa i from Ydmyghed har baaret sin Frugt for mig.

Jeg følte saa tydeligt som noget, at jeg selv havde forvoldt min
Ulykke. Moders Ord: »Hvis Gud engang i sin Retfærdighed skulde lade
en streng Dom gaae over dig,« var mig aldeles ikke formeget, jeg gav
hende fuldkommen Ret. Ikke blot havde jeg selv paa en afsindig Maade
drevet Sindsbevægelserne til det Yderste, men havde ogsaa, i den Tro,
at siden Aandens Lys var opgaaet for mig, kunde jeg bemægtige mig al
Visdom og Kundskab og udføre Storværker af Kunst, ikke blot presset
min Tanke med alle Theologiens og Filosofiens Kunster, men ogsaa Dag
og Nat malet Masser af Papir fulde af Poesi -- dramatiske Scener,
hvori jeg mente at fremlægge mit Indres Herligheder -- idel værdiløst
Tøi, der snart gik i Ilden. Min Hjærne var efterhaanden bleven saa
overanstrengt, at hele Nervesystemet var som i et magnetiseret
Medium, bævende og flygtende ind i en Drømmeverden ved den mindste
Berørelse, medens Lemmerne af Kraftløshed maatte blive, hvor de var.
Jeg vidste det selv, og da jeg selv havde forskyldt det, stod det
strax for mig som den store Opgave, med min egen Villies Magt at
vende tilbage til et sundt og fornuftigt Liv.

Saa begyndte et nyt indre Arbeide modsat det forrige, ikke at hidse
mig, tvertimod at holde igjen af al Magt. Som før talte jeg ikke
derom, mine Nærmeste skulde ikke bebyrdes dermed, eller snarere,
jeg skammede mig for dem. Det var en Sag mellem mig og min Gud. Jeg
lagde Mærke til, at de Paroxysmer, der paa samme Maade som første
Gang jævnlig kom igjen, kunde ophjælpes, naar det kunde lykkes mig at
holde Sindet i Ligevægt. Naar nogle Dage var gaaede uden at noget var
mødt, som kunde hidse Blodet, vendte Kræfterne ganske godt tilbage.
Dette bestyrkede mig i den Tro, at min Villie var nok til at helbrede
mig.

Men ogsaa deri skulde jeg gjøre smertelige Erfaringer. Et sygt Sind
er ikke til at styre, blot en Samtale kunde trække mig formeget med,
og strax begyndte den kogende Kjedel at afkaste Laaget. De vaagne
Nætter førte Aandeskarer frem, og Adepten var altfor ung til at kunne
bortmane. Var der blot nogen svage Kræfter samlede sammen, kunde
Henrykkelsens Djævel igjen fare paa mig. Jeg begyndte igjen at løse
Tilværelsens Gaader og flamme af ætheriske Følelser, og medens jeg
sad under Regentsgaardens Lind med min Bog i Skjødet, som da ikke
var noget mindre end Hegel, begyndte Gaarden at løbe rundt for mig,
jeg vaklede og kastede mig paa min Seng, som et Lam, der føres til
Slagterbænken, i alt Fald med den Lighed med det Guds Lam, at jeg
ikke oplod min Mund.

Sommeren kom, og Sommeren gik under uafladelig Gjentagelse af de
samme Elendigheder og de samme Kampe for at hjælpe mig op igjen. Men
inden jeg kommer til at tale om, hvorledes jeg blev bragt dybest ned,
maa jeg gjøre en lang Omvei for at medtage, hvad der i vor Kreds
foregik i dette indholdsrige Aar.

Vi Venner havde skaffet os et Samlingssted i min Tantes, den
fraskilte Hustrus Hus[5]. Jeg var efterhaanden bleven fuldkommen
hjemme der. Emil Mynster var af mig bleven indført der som Lærer for
den næstyngste Datter Anna, og Lunddahl havde alt fra sin Skoletid
kjendt Familien. Foruden at vi søgte enhver Leilighed til at faa
os en aandfuld Conversation i det vistnok tarvelige, men smukke og
smagfulde Hjem, var det bleven vor faste Skik at tilbringe Søndag
Formiddag der, naar vi kom fra Kirke.

 [5] Se p. 81 ff. -- Udg.

Det var en underlig Samtale, der førtes der. Først og fremmest
sværmerisk christelig, men ingenlunde i sædvanlig Stil, nei,
speculativ, det vil sige, med den Blanding af altomfattende Filosofie
og filosoferende Æsthetik, som var den Tid egen, heldigvis dog ogsaa
med en god Tilsætning af munter Vittighed og alt det Ordgyderi, vi
kunde overkomme. I saadant Spil var Ilia en Mester. Naar hun med Ynde
henslængt i en Gyngestol vippede Lorgnettens Lidse mellem sine fine
Fingre, og i hurtige skarpt formede Replikker fuldkommen holdt os
Stangen, selv om vi steg nok saa høit, og var flere om hende, var det
umuligt andet end at beundre hende.

Efterhaanden kunde vor Ven Lunddahl ikke bære det; sørgelig for ham,
ikke to Mennesker kunde være mindre skabte for hinanden end hun og
han. Hans Hjærtelag var saa dybt og hæderligt som nogens, men hans
eiendommelige Væsen og Udtryksmaade, maaskee ogsaa hans Ydre var
Ilias Smag saameget imod, at kun en stærk Lidenskab kunde have bøiet
hende, men den var saameget mindre mulig, som hun alt havde sat sit
Hjærte til paa en anden.

Jeg saae, det var galt, men jeg turde ikke udtale det, turde ifølge
min Kjærlighed til ham vel ikke engang rigtig tænke det. Jeg var
hans Fortrolige og gjorde ærlig hvad jeg kunde for ogsaa at være
hans Vaabendrager i Kampen, kunde derfor heller ikke undgaae at nære
noget af hans Haab, skjønt jeg vel betænkt vidste, hvor haabløst det
i Virkeligheden var.

Det var i Foraaret 1840, et Aars Tid førend min Sygelighed var kommen
over mig. I den Sommer drog Ilia til sin Broder Adolf, som havde
Ingeniørarbeide ved Kolding. De boede i et Sted paa den anden Side af
Søen, hvorfra hun malede et Billede af Slotsbakken med dens Ruin til
mig. Lunddahl gjennemvandrede samme Sommer Jylland og paa Veien til
Kolding skrev han mig et forknyt Brev til: »Hun staaer mig alt for
høit, jeg har ikke, hvad hun fordrer og bør fordre. Jeg har aldrig
seet nogen Kvinde saa stor som hende, men jeg kan dog ikke lade fare
saa stolt en Begjering. Jeg kan undertiden gjøre mig ret stor og
prale dygtig for mig selv, men saa kommer det igjen -- jeg er kun en
Spurv i Tranedands.«

Adolf var syg, hans Lungers Tilstand var allerede saa temmelig
haabløs, og han tænkte at anvende det sidste Middel. Han søgte en
Plads paa Fregatten Bellona, der skulde gjøre en Verdensomseiling,
og gik med den til Madeira, for at tilbringe Vinteren der. Ilia kom
tilbage til Kjøbenhavn, og vi fortsatte vort vanlige Samliv, men der
var tunge Skyer, Dødsskyer over Hovedet baade paa hendes Familie og
os andre. E. Mynster var ogsaa syg, han havde flere Gange spyttet
Blod, men havde dog med sædvanlige Strenghed mod sig selv taget sin
Examen i dette Efteraar. Lunddahl var paa Fortvivlelsens Rand, og
jeg ikke langt derfra, jeg har jo beskrevet det. Men ingen skulde
mærke det paa os, naar vi samledes om Tantes Kaffebord og feirede
Sværmeriets høitstigende Symposion.

Imidlertid kom der Breve fra Adolf, fyldte med glimrende Skildringer
af hvad han oplevede og smukke Tegninger, men ogsaa med et Tungsind
saa dybt, at man ligesom mellem Linierne fornam Taarerne. Hans
Hjemvee var saameget mere smertelig, som han ikke ventede andet end
at døe i sin fortvivlede Ensomhed paa den fremmede Ø. Hans Moder og
Søstre havde i deres sørgelige Stilling intet andet at støtte sig til
end ham, han var dem alt, Indbegrebet af Livets Storhed og Skjønhed.
Der var eller havde været Grund dertil, men for dem endnu tillige
den, at det var deres Charakter at forgude hinanden. De selv og deres
Søskene var dem enestaaende og udkaarne Væsner.

Vi delte ganske vist deres Sorg, hvad der fyldte deres Hjærte, fyldte
ogsaa vort. Men dog var vi saa optagne af vort eget, at Sorg og Liv
og Død i sædvanlig Form kun var os Ting af underordnet Værd. Vi var
nu eengang i extatisk Stand, og for mig kom nu dertil det Omsving i
mit Indre, som saa pludselig brød ud. Visselig havde min forstandige
Moder nok at frygte af alt dette.

Lunddahl havde imidlertid fattet nyt Haab. Hans Tilbedte var ham i
den Vinter god. Som Ven agtede hun ham høit og begyndte at vise ham
Fortrolighed. »Der er en Mulighed for at det endnu kan blive godt.
Hun trænger til andre, hun veed det, og hun har tilstaaet det,«
skrev han til mig i Julen. Ja, stakkels Pige, det var sandt, men der
var kun altfor langt et Skridt tilbage. Da indtraadte der et Omslag
i dette Forhold, hvis Grund var saa charakteristisk for hele vort
Væsen, at jeg maa fortælle det.

Det havde stillet sig saa i vor Tankegang, at Kjærlighed var en
Helligdom, ikke en blot menneskelig Følelse, men et Liv i Gud. Vi
forvexlede naturlig Elskov med christelig Kjærlighed, og forestillede
os, at siden vor Hjærtens Dame ikke tilstrækkelig sank i vore Arme,
var det Kjærlighed i Gud, hun manglede. Jeg siger, i vore Arme, thi
vi elskede hende alle. Vistnok vilde kun een af os have hende til
Hustru, men vi andre attraaede dog ogsaa en dybere Kjærlighedens
Forstaaelse, en saadan som den vi vedligeholdt i vort Vennelag. Vi
satte derfor jævnlig ind paa hende med høie Ord og med dybtgaaende
Strid om Følelsers Værd og Ægthed, forat bringe hende til at forstaa
os, som vi forstode hinanden, for at faae hende til at overgive
sig til os. Engang kom det saa vidt, at hun grædende forlod Stuen,
og der kom stort Oprør og Forlegenhed i Leiren. Da E. Mynster om
Eftermiddagen kom til mig paa Regentsen, foreholdt jeg ham saa
skarpt, at han var gaaet for vidt i at trænge ind paa hende, at ogsaa
han forlod Stuen, efterat have svaret mig med faae sagtmodige Ord.

Nu var ogsaa jeg fortvivlet, jeg foreholdt mig selv den Uret, at jeg
havde saaret min Ven ved at svigte ham i den gode Strid, og jeg tog
Sagen paa mig. Jeg skrev strax et Brev til min Kusine, hvori jeg paa
min Maade søgte at opklare den forefaldne Scene, udlagde alt som det
varmeste og trofasteste Venskab, og talte i de Toner, jeg pleiede, om
en hellig Kjærlighedsflamme, der troer alt, haaber alt og fordrager
alt, og ønskede i alt Helligts Navn, at hun maatte dele den. Brevet
kunde jeg ikke lade være først at forelægge Emil, og han fandt, at
der burde gjøres endnu mere. Mine Breve til ham, alle mine extatiske
Udgydelser, maatte følge med som det egentlige Sprængstof, og han
skrev, hvad han kaldte en Indledning til dem, hvori han fortalte,
hvad der var foregaaet mellem ham og mig. Hun fik altsaa hele min
religiøse Bevægelse ligesom kastet ind over sig.

Ilia var dengang under sin høie Dannelses og skarpe Forstands fulde
Herredømme, og i vore aandelige Forhandlinger altid slagfærdig, men
hun var en inderlig kjærlig Sjæl, ogsaa from overfor det Hellige, kun
endnu ikke kommen til det bestemte Trin af christelig Bevidsthed,
hvori hun siden satte sin Styrke. Hun svarede mig med et udførligt,
smukt og hjærteligt skrevet Brev, hvori hun som gode Kvinder pleie,
udtalte paa en naturlig, men noget uklar Maade, at hun ikke var uden
Tro, havde megen Følelse for Christendom, og haabede paa, at Gud
ikke var saa streng, at han vilde forkaste hende, fordi hun ikke var
kommen videre, men maatte holde sig til hvad der i Religionen gik
hende til Hjærte.

Dette Brev tiltalte ikke mig, jeg havde haabet at faae hende videre.
Jeg viste Lunddahl det, og paa ham gjorde det den overraskende
Virkning, at fra det Øieblik var det forbi med hans Forelskelse.
Efter at have hørt saadanne Ord af hende, var hun ham ikke længer
den, over hvem han havde sagt, at han aldrig havde seet nogen Kvinde
saa stor. Men han forblev fremdeles hendes trofaste Ven, og hjalp
hende siden redelig i hendes store Sorg. Saaledes lagde dette Forhold
sig smukt tilrette, uden at nogen af dem havde behøvet at erklære
sig. »Over Evne« er dog altid godt for noget.

Det viste sig ogsaa snart, i hvilken Grad han havde taget feil. Jeg
har allerede omtalt Stiftsprovst Trydes Virkning paa os, og det, i
alt Fald hvad aandelige Herligheder angaaer, glimrende Hjem, som
Provstegaarden dengang var. Og medens han i min Tantes Hus maatte
opgive en haabløs Kjærlighed, tændtes her en haabefuld Flamme for
ham. Inden Sommeren var ude, var han forlovet med Trydes yngste
Datter, en aaben, livsglad og kjærlig Pige, den mest overgivne af
den livlige Flok, i alle Maader en Modsætning til Ilias tragiske
Skikkelse.

Det omtalte Angreb paa Ilia var foretaget endnu i Vintertiden, og
jeg vedblev i nogen Tid at forhandle med hende i samme Tone. Under
11. Februar melder jeg til E. Mynster: »Idag skrev jeg, efterat jeg
mundlig havde meddelt hende min Hensigt, et Brev til hende, hvori
jeg saa inderlig og dog kraftig, som jeg aldrig har talt til nogen,
thi jeg elsker hende høit, bad hende at følge Gjenfødelsens Vei. Nu
venter jeg atter, og haaber paa et godt Udfald.« Men der kom intet
videregaaende Udfald, kunde heller ikke dengang komme. Hendes Liv var
saa tynget af Sorg for hendes Kjæreste, at hun ikke kunde tage sig
selv for i den Grad, som vi forlangte. Hun skulde først fuldkommen
nedbrydes af Familiens frygtelige Nemesis, før Gud kunde vinde hendes
Liv.

Hendes Broders Helbred var paa Madeira bleven mere og mere elendigt,
og hans Sjæls Tilstand var ligesaa sørgelig. I hans Ensomhed havde
Fortvivlelsen over hans sammenstyrtede Idealer og Naget over de
Lidenskaber, der havde gjort hans høitflyvende Gang saa forjaget,
affødt en Livsbetragtning, der antog en dæmonisk Charakter. Det var
sønderrevne Sjæles sædvanlige Klagemaal, der overfører deres egen
Jammer paa al Verden. -- »Disse Mennesker kunne længe nok holde deres
Forfængelighed og Hykleris Pjalter sammen om deres ækle Saar, de
skal ikke narre mig. Jeg var ung og godtroende, og see, hvad der er
kommen ud deraf! Jeg har gjennemskuet dem, jeg seer alle disse Narre,
disse Slyngler, Løgnere og Vellystninger i al deres Nøgenhed. De
sledske for hinanden og lyve, de krumme Ryg for fint at tage de Prygl
de faae, de grine og maatte hellere skrige. Al Verden er en raadden
Byld, uskyldige Børn er kun Lastens Frø, selv Naturen gider jeg ikke
kalde skjøn, den lurer kun paa sit Bytte.« -- Det var Grundtonerne i
de Betragtninger, han i det uendelige varierede.

Det eneste han endnu havde tilbage, var hans Kjærlighed til hans
Moder og Søskene, en Følelse, der hos ham var ligesaa overstrømmende
stærk som hos disse. Hvad han i sine Breve fortalte dem, var derfor
endnu smukt og altid holdt i skjøn Stil, kun endte hver Scene gjerne
med: Jeg vendte mig og græd. Men da han i Forsommeren kom hjem paa et
Handelsskib, hvorpaa han havde lidt meget, brød hans grulige Stemning
ud i fuld Maade, dødssyg som han var og afmægtig til at styre den.

Han havde samlet paa den, ligesom paa Sygdommen i flere Aar. Da han
i Sommeren før laa i Kolding og Ilia var hos ham, havde Lunddahl,
som der besøgte dem havt meget at fortælle om det Sprog han førte;
vi fandt det dengang baade til at lee og græde over. Men som han sad
hjælpeløs sammensunken i sin Lænestol, og i al den Tid, der levnedes
ham af Hosten og Spytteskaalen, med sin frygtelige Veltalenhed gav
sin Verdenslede frit Løb, smykket med de mest nærgaaende Lignelser,
var det kun til at græde Blod over, saameget mere som han tog til
heller ikke at spare sine Nærmeste. Naar hans Søster efter den Tids
Skik en varm Sommerdag kom ind med en nedringet Kjole, kaldte han det
frækt at vise sin Nøgenhed, og den stakkels Pige skyndte sig grædende
bort. Da hans Farbroder havde faaet en Orden, og visselig ærlig havde
fortjent den, beskrev han udførlig, hvilke Kjelttringestreger han
havde begaaet for at faae den.

Saa faldt han atter hen i Klager over hvad Smærte det forvoldte
ham at afsløre Sandheden. Og naar jeg talte ham christelig til,
hvilket jeg ikke helt forsømte, skjønt jeg, overvældet som jeg var,
ikke kunde gjøre det, som jeg vilde, kunde han under Taarer udmale,
hvorledes al Religiøsitet systematisk var bleven ødelagt hos ham som
alle hans Kammerader, ligefra den parodiske Undervisning de havde
faaet paa Akademiet, til den frække Udhalertone, han havde mødt
overalt, hvorhen han vendte sig i Livet.

Ak ja, det Sande var, at hans Liv nu var forspilt. Det eneste Haab
for os var, at han dog ikke kunde mene alt hvad han sagde. Det havde
altid været hans Maade at drive sine Betragtninger til den yderste
Conseqvens -- endelig da ogsaa et Familietræk hos os alle --, og som
han nu næppe var sig selv mægtig mere, kunde han ikke modstaae en
Trang til at bruge sine sidste Kræfter til at bevise sine Paradoxer.
Forat forstaa, hvad vi led derunder, maa man vide, hvor høit vi satte
ham. Han havde altid været Familiens Afgud, og for sine Venner mer
end en Ven, deres Elskede. Tiltrods for hvad vi maatte høre, troede
vi endnu paa ham. Naar han med sine taarefyldte Øine rakte sine
Hænder ud imod os, følte vi et ganske andet Hjærtes Slag i hans Bryst
end hans Ord lød paa. Og jeg troer endnu paa, at vi ikke havde Uret.

Jeg kom daglig til ham, Lunddahl ogsaa, vi stod med hans Moder og
hans Søster omkring hans Seng. Men disse rystende Scener bidrog
væsentlig til, at min egen Sygelighed mer og mer tog Overhaand.
Sædvanlig gik jeg derfra i en Tilstand, saa mine Ben næppe kunde
bære mig hen til Rosenborg Have, hvor jeg kastede mig paa en Bænk,
beredt paa at lade mit Liv under mit Hjærtes Hamren. Jeg holdt ud
til hen i Juli Maaned, da kunde jeg ikke længer. Jeg maatte bort fra
Byen, og kom i en sørgelig Tilstand til mit sædvanlige Sommerhjem,
Berritsgaard paa Lolland. Der sad jeg i Ro og med god Forpleining
hele August Maaned, og fik gjennem Lunddahl Efterretninger om,
hvordan det gik i Kjøbenhavn.

Efter at han endnu i nogle Uger havde ligget hen, og hans mørke
Betragtninger var gaaet over til Feberfantasier, fik min stakkels
Fætter endelig udstridt samme Dag, han for et Aar siden havde forladt
sit Fædreland, den 27. August, og Døden dækker over alt. Han har
altid siden været mit Hjærte nær som min høit elskede uforglemmelige
Ven. Det samme har han været for enhver, der har kjendt ham, som vi
kjendte ham.

Samtidig laa Emil Mynster hen i en lignende Tilstand, men om hans
Leie var der Fred. Der var igjen brudt Blod ud af hans Bryst, han var
fuldkommen afkræftet og blev bragt paa Hospitalet. Hvad der foregik
i hans Sjæl, kunde jeg til min Bedrøvelse ikke erfare, da han var
berøvet Mælet. Men da jeg ingen Tvivl havde om, at han efter sin
klare Tanke opgjorde sit Liv, søgte jeg i et Brev, jeg sendte ham
fra Berritsgaard, at styrke ham til at see Døden imøde med Ro.

»Medens jeg var i Roskilde« -- skriver jeg, thi jeg besøgte Moder
paa Veien til Lolland -- »fik jeg selv en Øvelse i at være syg, og
da min Svaghed var foraarsaget ved det bestandige Ophold ved Adolfs
Sygeleie, havde mine sygelige Tanker taget det Sving, at jeg syntes
mig at gaae med Døden for Øinene. Især om Nætterne, naar jeg plagedes
af Søvnløshed, beskjæftigede jeg mig ofte ret levende med at tænke
mig Dødens Komme og berede mig paa den. Da tænkte jeg ogsaa paa dig.
Naar jeg selv havde Mod til at møde, hvad der end kunde træffe,
ønskede jeg ogsaa at kunne meddele det til dig. Men det varede kun
kort for mig, jeg havde let ved at vedligeholde min Sindsro, ja
endogsaa en glad Stemning, da jeg hver Dag havde de lykkeligste
Timer.«

Det var kun lempeligt udtrykt, for ikke at ryste ham mere end
fornødent. I Virkeligheden var disse Nætter noget af det gruligste,
jeg har oplevet, og jeg har kun oplevet altfor meget af den Slags.
Selvfølgelig udtrykte jeg mig ogsaa feil. Jeg beredte mig ikke til
Døden, den kan ingen berede sig til, men til Evigheden. Jeg kjæmpede
for at holde paa den salige Forvisning om nyt Liv, som jeg altid bar
i mig. Om mine velmente Ord hjalp min Ven, veed jeg saameget mindre,
som jeg ikke engang veed, om de kom til hans Kundskab.

Han havde sine Tvivl, eller rettere sine filosofiske Vanskeligheder.
Om de har strakt ogsaa til Opstandelses Troen, veed jeg ikke, jeg
erindrer ingen Udtalelser derom. Men jeg skulde troe det. Filosofie
lærer altid det hvad den kalder at opgaae i det Uendelige, og plager
sig selv i ufornøden Grad med Besvær ved at komme til individuel
Personlighed, som om der var andet til end netop det individuelle. Nu
laa han stille hen, og hans dybsindige Tale kunde saa lidt som hans
ustandselige Pen sige os mere derom. Gud give ham, at det maa have
været den Fred som overgaaer al Forstand, der har lagt sig over hans
lidende Sjæl i den lange tause Tid.

»Emil Mynster, der var mig den bedste af mine Venner,« skrev jeg til
Moder i September, »ligger hen som en Død. Jeg kommer daglig til ham,
men det anstrenger mig for meget, at jeg maa tale til ham alene uden
mindste Svar, som for et Speil.« Endnu staaer det saa tydeligt for
mig som var det igaar, hvor usigelig vemodig han løftede sine klare
Øine imod mig, og hvor skjønt hans Hoved var, med det lyse under
Sygdommen langt voxede Haar redt tilside over den stærke blanke Pande.

Først sidst i November sov han hen, kun 23 Aar. For min Forestilling
stod han dengang som en gammel Vismand. Den 1. December (1841) holdt
Tryde den glødende Tale ved hans Grav, som jeg i Ludvigs Afskrift har
endnu. Men jeg var ikke tilstede, jeg laa nu selv hjælpeløs hen.

Dette kan betragtes som Udgangen af den Periode i mit Liv, hvor
Venskabets hele Flamme belyst af det evige Lys saa ganske rev mig
hen, at den øvrige Verden blev mig lidet derimod. Jeg kan dog endnu
ikke gaae over til den næste Omvæltning i mit stakkels medtagne Liv.
Jeg er endnu ikke færdig med alt hvad der var at stride mig igjennem
i dette for mig saa betydningsfulde og saa smertefulde Aar.

       *       *       *       *       *

Min Broder Caspar havde endelig faaet sin Examen i November 1840.
Han havde da været Student i 11 Aar, og hans Langsomhed havde ofte
nok voldt Moder stor Bekymring. Han var et underligt Menneske,
en Blanding af de største Evner og det barnligste Sind. Som ægte
videnskabelige Naturer pleie, fortabte han sig i den Grad i enhver
Gren af sine Studier, at han ikke mærkede, at Aarene gik. Hvad han
skulde leve af, tænkte han ikke paa, uden forsaavidt han var høist
tarvelig. Maden sørgede den gode Tante Møller for, det Øvrige blev
bestridt af en lille Sum, han havde efter sin Fader. Men hvad han
havde, vidste han ikke, selv hans Klæder maatte vi andre eftersee og
skaffe ham nye, naar de gamle faldt af. Han lønnede os derfor med sit
glade Sind, sin velgjørende Latter, sin redelige trofaste Sjæl og
sin stærke Aand, men uden at han vidste det. Heller ikke, hvormeget
vi vogtede paa, om han var glad eller bedrøvet eller manglede noget,
vidste han.

Han havde i sit 23. Aar havt en lille Kjærlighedshistorie, som gik
ham meget nær. Det var med hans Kusine Vilhelmine Smith paa Møen, jeg
har allerede berørt det. For ham var det intet andet end den Nydelse
at staae i et fortroligt Venskabsforhold til en aandrig Dame, men
hun var lidenskabelig. Det endte med, at hun forraadte sit Hjærte i
de heftigste Ord, og han trak sig tilbage, idet han selvfornegtende
paatog sig hele Skylden.

Medens han led under Tvivl om det ikke var hans Pligt at binde
sig til hende, da det, skjønt uden hans Skyld var kommet saavidt,
betroede han sig til Moder, og gik da heri som i alt andet ikke feil
hos hende. Han fik et Svar, »som jeg aldrig i mit Liv kan takke dig
nok for,« siger han. Desværre har jeg ikke Svaret. Men hvad han
i to lange Skrivelser havde fremlagt for sin Moder, er i Sandhed
beundringsværdigt at læse. En saadan Forstand paa sig selv, en
saadan Redelighed i at fremdrage ethvert lille Træk, ogsaa hvor han
maatte skamme sig derover, og en saa dybtgaaende Undersøgelse af den
forelskede Dames Charakter og Hjærtensstand, veed jeg ikke noget Sted
at have seet gjort bedre. Hun glemte ham da heller aldrig.

Da han i sine første Studenteraar havde lidt meget af et epileptisk
Tilfælde, som nedbrød hans Helbred og forsinkede hans Arbeide; og da
han ved Siden af sit Fag bestandig drev grundige filosofiske Studier,
ikke som vi andre, men saaledes at han blev en virkelig lærd Kjender
af denne Videnskab, var der Grund nok til, at han ikke let kunde naae
til nogen Afslutning paa sin Forberedelse til den filologiske Examen.
Endelig besluttede han sig dog dertil.

Han havde en betydelig Lærdom, men denne Examen var dengang indrettet
paa det umulige Maal at ville omfatte alle videnskabelige Fag, ogsaa
Verdenshistorie, Theologie, Mathematik osv., i den Mening, at en
Storfilolog maatte være en Lærd i enhver forefaldende Disciplin.
Disse Bifag havde han ikke havt Lyst og Leilighed til at sætte sig
ind i. Jeg maatte skyndsomst muligt læse Theologie og Hebraisk
med ham, og hans Ven, Karl Berg, satte ham ind i Mathematiken.
Endelig hører der som bekjendt til at tage Examen den Evne til et
givet Øieblik at lade sit Lys skinne, en vis Fripostighed i at
gjøre det mest mulige ud af hvad man veed, og Færdighed i at dække
over hvad man ikke veed. Saadanne Egenskaber havde han efter sit
samvittighedsfulde og beskedne Væsen mindst af alt, og det endte med,
at han fik kun anden Charakter.

Han tog sig det meget nær, og han tyede igjen til Moder forat finde
Trøst; og hun gjorde, hvad den kjære Moder altid gjerne gjorde,
hun udøste sin Bekymring for mig. Jeg fik Brev paa Brev om, at jeg
maatte »gjøre noget for Caspar,« hvilket ikke vilde sige mindre,
end at, da hans Fremtidsbane, hvad Udsigten til at komme i god
Embedsvei, nu saae mindre heldig ud, han selv ogsaa var ubestemt paa,
hvorhen han skulde vende sig, skulde jeg gjøre Mit til at rydde hans
Betænkeligheder tilside og bane Vei for ham.

Da jeg under mine filosofiske Samstudier med ham, var kommen
efter, at hans Hovedinteresse var at udvide sine Sprogstudier til
Undersøgelsen af Sprogenes fælles Rødder, sammenlignende Gramatik som
det kaldtes, holdt jeg paa den Mening, at ingen maatte forurolige
ham i at forfølge sin Vei. Moder holdt derimod paa, at det frem
for alt var godt for ham at faae ham ud af de gamle Forhold, at han
ikke skulde blive en ren Særling af en Bogorm; og vi blev enige om
at begge Dele kunde forenes i, at han saae sig om i Udlandet paa en
længere Reise. Men allerede at faae ham bestemt dertil, var svært
nok, og jeg satte al min Veltalenhed paa at forestille ham det i det
skjønneste Lys. Heldigvis var der ikke pecuniære Vanskeligheder, da
han endnu havde den lille Capital, med hvis Rente han hidtil havde
hjulpet sig. Jeg følte mig noget ved saaledes at skulle være min
Broders Hovmester, min Iver og Vigtighed kan sees af et saadant Brev
til Moder:

»Det gjælder om at give ham de for hans Charakter og dens Mangler
fordelagtigste Begreber om en Reise. Thi endnu taler han om,
at han ikke har nogen Lyst til eller engang ønsker at træde i
nærmere Forbindelse med bekjendte Mænd eller at føres ind i deres
Selskabskredse, han vil kun flittig høre Forelæsninger og studere,
dertil trænger han for Øieblikket mest. Men da det nu er et Tryk
for ham, at han i sit Forhold til Verden ingen Holdning har, skulde
denne Reise være ham en lettere Vei til at opnaa dette, end han
kunde finde hjemme, Overgangen maa skee gjennem selve Studierne, paa
anden Maade er det ikke muligt, saadan er han nu eengang. Men dette
kan ogsaa let og sikkert skee ved de berlinske Professorer. Thi i
deres Selskabskredse, der let staae aabne for fremmede Studerende,
finder han det mest dannede Selskabsliv forbundet med den stærkeste
videnskabelige Interesse o. s. v. Med første Dampskib kjører han
altsaa rystende og bævende herfra, men er han først hjemme ved det
ene Universitet, flyttes han næsten uden at han veed af det efter
den tydske Methode til det næste, -- og vi see ham igjen som en
fuldkommen Jean de France.«

Efter saadan gammelklog Tankegang mente jeg i min Visdom at tjene
min Broder. At det Hele var hen i Veiret, og at han meget bedre end
jeg vidste, hvad han gik imøde, behøver næppe at siges. Han kom til
Berlin, hvor han forefandt en større Coloni af danske Studerende,
som levede et fornøieligt Liv med hinanden. Under den sammenlignende
Sprogforskning fandt han snart, at det var ham nødvendigt først
at bemægtige sig den store slaviske Sprogstamme, som den Tid var
ganske ubekjendt hos os, og efter sin grundige Maade fordybede
han sig saa ganske i denne, at den siden blev hans egentlige Fag.
Efter to Aars Ophold i Berlin, gik han i 1843, efter at have moret
sig fortræffelig ved at gjennemvandre Riesengebirge, til Krakau,
hvor han i polske Selskabskredse lærte med Færdighed at tale dette
velklingende Sprog, derfra til Wien, derfra til Pest og Prag, hvor
navnlig Lingvisten Kheil blev hans Ven. Kom saa i Efteraaret 1845
hjem til os, ganske vist ikke som en Jean de France, men som en
Videnskabsmand, der overalt hvor han kom frem, var bleven modtagen
med Ære og med Gjæstfrihed og personligt Venskab, og alle sine Dage
kunde vedligeholde en fortrolig Brevvexling med de betydeligste
Notabiliteter af sit Fag.

Paa den Reise han, samme Aar han døde, for sit Helbreds Skyld gjorde
til Carlsbad, besøgte han ogsaa Prag, men forefandt ikke længer sin
gamle Ven Kheil ilive. Hans Søn modtog ham paa det venligste, og har
gjort mere end dette. Efter hans Død sendte denne lærde Czecker os en
Skildring af den »danske Slavophil,« som han til Ære for sin Faders
Ven havde ladet trykke. Deri fremhæver han foruden hans litterære
Fortjenester navnlig to Træk af hans Charakter; hans velvillige
Opfattelser af Modstandere, idet han aftrykker et Brev om en russisk
Sprogmand, der havde forfulgt ham med et næsten latterligt Had,
og hans fuldkomne Mangel paa Ærgjerrighed, idet han med en pudsig
Motivering af Tomheden og det i Grunden Fordærvelige i saadanne
Æresbevisninger, nødig vilde modtage et Diplom, som Æresmedlem af
Pragernes Akademi. Ingen af os selv kunde have givet en sandere og
skjønnere Skildring af den kjære Broder. Jeg kan tilføie, at da han
herhjemme fik Titel af Professor, tilbagesendte han ogsaa denne
Titel, og da han blev Ridder, bar han aldrig sit Ordenstegn.

Hvem der altsaa i sin selvkloge Iver for hans Vel kom galt fra det,
var sikkert nok mig. Jeg havde overseet, at han i sin Person besad
en ganske anden Anbefaling end den nogen praktisk Verdensmand kunde
give ham. Imidlertid mærkede jeg næppe selv min Feiltagelse. Det var
en Egenhed ved vor Kreds, at vi satte vor Grundighed i at analysere
Mennesker, for, naar deres nærværende Trin var nøiagtig bestemt,
deraf at udlede den Fremgangsmaade, der maatte følges for at lede dem
ind paa det næste. Jeg var deri en Discipel af E. Mynster, som var
vor Mester i Kunsten. Hans og mine og Ludvigs Breve fra de Dage ere
opfyldte af saadanne Kunststykker. Dog maa jeg sige til Emils Ære,
at han selv kunde føle Faren derved, og naar han saae, han var gaaet
forvidt, tog han udførlig til at udvikle os, hvorledes han til sin
egen Bedrøvelse, sad fast i sine Knuder.

Endelig havde jeg ogsaa nogen Vanskelighed med min Broder Christian,
skjønt dette ikke vilde have havt stort at betyde, havde jeg ikke
været syg. Moder formanede mig idelig til at støtte ham, hvormed
hun egentlig vel mente, at nu, da han var kommen hende selv noget
fjernere, skulde jeg desmere pleie broderlig Omgang med ham. Jeg
savnede visselig heller ikke Hjærtelag dertil, men det var ikke let.

Da han var aldeles opgaaet i sine medicinske og naturvidenskabelige
Studier, og ikke delte nogen af mine religiøse og æsthetiske
Sværmerier, var vi kommen temmelig langt fra hinanden, boede heller
ikke mere sammen. Med sit eiendommelige Væsen, vexlende mellem
støiende Overgivenhed og ubehjælpelig Forlegenhed passede han heller
ikke i min temmelig forfinede Kreds. Vi mødtes kun, naar jeg søgte
ham, og i hans Omgang var jeg atter en fremmed Fugl.

Da jeg i Begyndelsen af September vendte tilbage fra Lolland, hvor
jeg foreløbig var bleven hjulpet noget op, fandt jeg Byen som ganske
forandret. Det var som alt var sunket sammen for mig. Adolf var død,
og hans Moders Hus, som var blevet mit egentlige Hjem, var opløst
i Sorg. E. Mynster laa paa sit Yderste, og jeg blev syg, naar jeg
saae til ham. Lunddahl tænkte kun paa sin Forlovelse og var ifærd
med at afgaae til Frederiksborg, hvor han var bleven Adjunkt. Ludvig
Mynster var svag og tilbageholdende; han besøgte ikke mig, og naar
jeg kom til ham, hørte han kun paa min Tale, uden at give mig noget
igjen. Moder var ogsaa syg, og havde ikke Leilighed til at see mig i
Roskilde, og Caspar var forsvunden uden at lade høre synderlig fra
sig. Endelig var gamle Onkel sovet hen det Efteraar efter sin lange
apoplektiske Svaghed, og skjønt min Tante altid viste mig samme
Godhed, var hun dog nødt til at indrette sig et mere indskrænket Hjem.

Saa kom mine Paroxysmer igjen og medtog mig forfærdeligt. Jeg kunde
intet foretage mig, kun ligge paa min Sofa og lade mit Hjærte banke
ud, saalænge det vilde, med en Fornemmelse, som naar det var færdigt,
var Livet det ogsaa. Det var det dog ikke. Naar et Par Døgn var
gaaet, rettede Legemet sig igjen, og jeg vandrede, først vaklende,
siden ret livlig om i det gamle Kjøbenhavns maleriske Yderkanter, som
jeg havde saa kjær. Een Ting hjalp mig fremfor alt, Sygdommen havde
den Charakter, at mens Blodet gik som en Vandmølles Klappren, og ikke
lod til at ville andet end sprænge den opslidte Maskine, gik Tankerne
ligefuldt saa høit som lysende Skyer og trækkende Svaner. Midt i mine
Ynkeligheder tilbragte jeg de festligste Timer.

Krøb jeg saa op, saa skrev og skrev jeg, kun ikke om Sygdommen, men
ud af de høie Tanker, at de hjemme ikke skulde vide for meget om,
hvad jeg led. Blev det mig for skummelt i min fattige Regentsstue,
listede jeg hen i Familien, og Farbroder Scavenius's gamle Gaard
i Studiestræde var mig nu det kjæreste Sted, der var Fred og
Kjærlighed. Jeg har et langt Brev til min Søster fra 4. October.
Efter en udførlig Udgydelse over Familiekjærlighed i den analyserende
Stil, som jeg yndede saameget, fortæller jeg om mine Beskjæftigelser
adskilligt, der levende sætter mig tilbage i Livet den Tid:

»Jeg hører, hvor behageligt Grethe og du har faaet det indrettet
sammen. Søren er vist ikke lidt glad over, naar I kunne faae nogen
Beskjæftigelse, hvori I alle kunne deltage[6]. Jeg sendte min Bog[7]
med Professor Poulsen, da Ludvig Mynster sagde, at I ønskede at bruge
den. Det er et smukt Foretagende at læse den sammen, men det er ogsaa
meget vanskeligt, gid det maa lykkes Eder. Paa Lolland prøvede vi
paa at indrette en saadan Conversation, men det endte med, at jeg
selv maatte læse det alt, hvormed de andre ogsaa paastode, at de var
bedst tjente. Saa anordnede jeg Scenen saa smukt som muligt; under en
stor Eg i Skoven sad jeg paa en Bjelke med Kredsen af de andre lidt
under mig, og foredrog meget ivrig hele Tasso. I Roskilde veed jeg
ikke, hvordan det er, jeg har mindre Dristighed til sligt, jeg aner
bestandig Mangel paa Deltagelse. Især naar Talen er om Goethe, veed
du jo, hvor jeg maa ryge sammen med Moder. Bryd du dig ikke om hendes
Meninger om ham -- hun maa gjærne vide, at jeg omgaaer hende -- kjend
du ham selv af hans Frugter. Dersom du ret vilde vove dig ind i hans
yndige Tankevæv, tvivler jeg ikke om, at du jo der i mangfoldig
Henseende vilde finde Correspondenter til indre Stemmer i dig selv.
Tænk blot paa Prindsessen i Tasso, ikke et Ord maa du lade gaae forbi
i hendes Replikker; om du kan følge dem, vil du finde hele Verdener,
der vel er værd at besøge. Vor Tid vilde ikke være saa bange for sin
egentlige Stifter, den usædelige Goethe, dersom den ret kjendte sine
egne dybeste Tanker. -- Jeg er Reconvalescent og er taget herhen til
Tante Amalies hyggelige Stue, hvor jeg morer mig med Tegning. Vi
snakke meget, mens jeg lader Blyantet gaae ..... Heller ikke har jeg
Grund til at klage, da min Phantasie staar mig meget godt bi, naar
jeg mangler Selskab. Skriv mig saa snart til, kjære Søsterlil!

 [6] S. Thrige var endnu ikke forlovet med min Søster, men en
 flittig Tilbeder.

 [7] Et Bind af Goethe.

                                                  Din Johannes.«

Ja, min Fantasi stod mig kun altfor godt bi, jeg levede et høit
Liv. Men det kunde ikke undgaaes, at Hjærnens stærke Arbeide
virkede paa Blodløbet. Jeg vilde ikke troe det, før de svære Anfald
af Congestioner til Hjærtet igjen slog mig ned, men det var dog
Overanstrengelse.

Moder læste det ud af mine Breve. Saa godt en saadan Skrivelse som
den anførte end saae ud, vakte den dog hendes Mistanke, og hun sendte
mig en lang Formaning til at tage Livet anderledes. -- »Giv blot for
en Tid slip paa dine kjære Digtere, paa Kunstnere og Malerisamlinger.
Sværm hverken for Kusiner eller Fættere, og skriv for Himlens Skyld
ingen Vers. Tro ikke, at en forfinet og, som du mener, forædlet
Nydelse af Livets Skjønheder er det eneste, der har Værd. Man kan
ikke hverdag drikke Vin og spise Sukkerbrød. Den sande Lykke, Fred,
Munterhed kan naaes ved simplere Midler.«

Jeg følte Sandheden heraf, men jeg var kommen saa vidt paa min
forjagede Vei, at jeg ikke kunde andet end at værge mig med
alle Midler mod den, der vilde spærre mig Veien. Det var mig en
Trossag, at jeg selv havde forskyldt min Elendighed, men jeg satte
Skylden i det gamle Menneskes Slethed, vilde ikke see, at det nye
handlede endnu værre med mig. Jeg vidste, jeg maatte holde igjen
paa Sindsbevægelserne, men jeg kunde, selv under Kampen derfor,
dog ikke undvære dem. Blot jeg nogle Dage, blot jeg en eneste Nat
igjennem kunde styre mit Hjærtes vilde Bølgegang, vilde det blive
godt, sagde jeg til mig selv. I denne Stemning fik den Modstandsaand,
der desværre altid har været mit naturlige Menneske, Magt med mig.
Jeg lod hele tre Uger gaae uden at svare, og først efter gjentagne
Mindelser, holdte i ligesaa rørende moderlig Tone, som hendes første
Brev, sendte jeg Moder et Svar, som jeg endnu skammer mig over som en
begaaet Forbrydelse.

Efter nogle Undskyldninger om Helbredet, det jeg nødigst vilde tale
om, skriver jeg: »Dit Brev har jeg ikke synderlig Lyst til at svare
paa, da det næsten intet indeholder, som passer paa mig, men en Del
Fordringer, som let kunde give mig Lyst til at svare noget haardt,
dersom jeg ikke vidste, at saadanne Anskuelser tilhøre en Charakter,
der nu eengang ikke lader sig forandre. Jeg vedbliver derfor at svare
med de smukke Ord, du omtaler.« -- Moder havde skrevet: »Jeg veed jo
ikke, om du er bedrøvet, fordi du synes, jeg nu ogsaa er slem ved
dig, eller du som sædvanlig har nogen søde venlige Ord tilrede til
lille Moder.« -- Saa vedbliver jeg med hvad der mindst er smukke Ord:
»Skjønt dine Ord fra Sandhedens Side er meget slemme, kan jeg dog
med Føie intet bebreide dig, da du efter dine Forhold har gjort dit
Bedste. Dine Anskuelser om et Menneskeliv og din Maade at behandle
det paa, er omtrent som om en Maler, der aldrig havde seet et nøgent
Menneske, vilde afbilde Leddene paa Lemmerne som Jærnhængsler, fordi
han seer, at andre Ting dreie sig om saadanne Led. Saaledes som du
foreslaaer, kunne vel mange andre Ting bevæge sig, men Aandens indre
Veie gjøre det nu eengang ikke. Lad os derfor ikke tale mere om den
Sag.«

Derefter fortæller jeg vidtløftig, hvorledes jeg havde indrettet min
Dag, saa tæt som muligt besat med theologiske og æsthetiske Studier,
kun afbrudt af den lange altfor svære Vandring ud paa Strandveien,
hvor jeg spiste til Middag, og selv paa denne Vei havde jeg en Bog
med, som jeg læste gaaende. Paa Tilbageveien saae jeg ind til den
syge E. Mynster, som ikke kunde tale. Dertil paastaaer jeg, at jeg
er i udmærket Stemning, skjønt jeg i Virkeligheden var meget syg
og fortvivlet nok. Sluttelig kommer jeg igjen tilbage til det, jeg
mindst skulde sige:

»Hvad der smerter mig mest i Eders Breve, er Savnet af oprigtig
Deltagelse i mine Interesser. Derom kan der naturligvis ikke være
Tale, saalænge du endog med Heftighed sætter dig imod dem. Du kan
troe, kjære Moder, at det vilde vederkvæge mig langt mere end
Medicin og Sundhedsregler, om jeg kunde føle, at jeg havde et Hjem,
der ikke var mig fremmedt, der med nogen Tillid kunde følge mig,
og beundre, hvad jeg maa hengive mig til. Dog ogsaa heri vilde det
være altfor haardt at bebreide Eder noget, da I dog paa Eders Maade
holde meget af mig. Hvad du ikke kan forstaae, kan jeg ikke fordre,
at du skal dele; og at du ikke kan det, er vistnok ikke din Skyld.
Verden indeholder flere Ulykker, end man tør lægge paa eet Menneskes
Skulder«.

Jeg skrev altid dengang i en overlegen Tone, men dette er det
haardeste, jeg nogensinde har udladt mig med til den mest velsignede
af alle Mødre. Ak saa dybt var jeg falden fra mit uendelige
Kjærlighedssværmeri. Jeg indbildte mig noget af den hellige Aand, og
mødte saa min Moder med det sædvanlige Vaas, at man skal kaste alle
Kjærlighedsbaand af sig for det Helliges Skyld. Som om min Moder
ikke var lige saa god en Christen som jeg. Dette maatte mest af alt
bedrøve hende.

Forvirre hende kunde det dog ikke. Hun vidste bedre end jeg,
hvorledes det stod sig med den Sag. Det havde intet paa sig med min
stadige Paastand om, hvad jeg formaaede i min høie Stemning. Fem
Dage efter bad jeg hende, om jeg maatte komme ud til hende. Jeg giver
Skingrunde og skriver endnu en Del om de sædvanlige høie Interesser,
og mener, jeg skulde kun blive der en Ugestid, men i Virkeligheden
kunde jeg ikke mere. Hun svarer saa kjærligt som muligt, at hun
glædede sig usigeligt til at have mig hos sig, men havde ikke turdet
bede mig derom. -- »Vi skal nok være gode ved dig, naar du selv vil
være skikkelig. Tag nogle Bøger med dig, og du skal have Lov til at
fordærve din lille Søster.« -- Det vil sige, læse Göthe med hende.
Æsthetiken skulde altid smelte sammen med Theologien i en høiere
Enhed, men Enheden var, sørgelig at mindes, bleven til et temmelig
uforskammet Aandsaristokrati.

Om jeg kom til Roskilde dengang, husker jeg ikke. Det har næppe været
mig muligt. Det var i Begyndelsen af November, og den Maaned kom jeg
mest til at ligge i min Seng.

Det er en trist Historie, jeg har kun lidt Lyst at fortsætte den. Det
er muligt, at et Menneskes Evner maa udvikles ved, at det kommer til
Klarhed, hvor yderlig, hvor skarp og hensynsløs enhver Stemning kan
blive i sin Egenraadighed, og hvorledes ogsaa den ædleste Følelse
ved at kjæle for den som et Klenodie, man har kjøbt for al sin
Eie, kan slaae om i sit Vrængebillede. Det er muligt, at man for
at lære Templets Tinde at kjende, maa ud paa den svimlende Sten,
hvorfra Djævelen frister til at styrte sig ned. Der er Toner i de
hellige Ord, som ikke forstaaes, før man har været i den Ørk, hvor
Anfegtelserne sees som Spøgelser, og Eneboeren øiner dem, om han
end ikke magter dem. Men hvad der end kan høre til at lære Høiden
og Dybden og Bredden og Længden at kjende, vilde jeg dog ønske, at
jeg havde holdt min Mund med mine indre Erfaringer. De evig lange
Betragtninger, jeg opvartede med, ere visselig ikke behagelige at
læse. Min verdensomfattende Kjærlighed var bleven til Hensynsløshed
mod dem, der vare mig kjærest, min Ætherflugt med Profeter og Poeter
var bleven til en hovmodig Indbildning om at jeg alene forstod at
flyve. Jeg var en selvbehagelig og uærlig Populærfilosof, en syg
Stakkel paa mit Legeme og ikke mindre i mit Sind.

Hvad der foregik i den ynkelige Maaned November 1841, veed jeg knap
mer. Jeg laa paa min Sofa og kunde intet andet foretage mig end at
lytte efter mit Blods Hamren. Jeg krøb i min Seng, naar jeg fornam,
jeg ikke kunde støtte paa Benene; jeg listede ud, naar de igjen vilde
gjøre en Smule Tjeneste, men maatte sætte mig paa enhver Bænk, enhver
Trappesten, der tilbød sig. Og jeg følte kun lidt Ro, naar jeg kunde
naa hen til dem af mine Slægtninge, der forstyrrede mig mindst, fordi
jeg, mens de gjorde mest for mig i deres Kjærlighed, ansaae dem for
i deres Aandløshed mindst at kunne forstaae mig.

Da jeg ikke mere formaaede at læse og skrive, og dog ikke kunde
undvære nogen Hjælp til at komme igjennem den meningsløse Tid, tog
jeg, som den mindst foruroligende Bog, jeg vidste, til Peer Paars, en
skrækkelig Parodi paa min Tilstand. Men kom ikke en halv Side ned,
før jeg maatte skyde den fra mig; end ikke at see paa Bogstaverne
kunde jeg taale. Jeg led mest ved, at jeg ikke kunde udholde at
være ene, og dog endnu mindre kunde underholde mig med nogen. Min
kjærlige Broder Christian og min godmodige Fætter Vilhelm, begge
Læger, skiftedes til at sidde hos mig, mens jeg laa hen i fortvivlet
Taushed. Takket være de, for det gode, de gjorde mig. Men en underlig
Tak fik de. De var det mest beroligende for mig, fordi jeg kunde
antage, at de mindst vidste, hvad der var Grunden til min Elendighed.

Mine gode Onkler og Tanter kom jævnlig til mig, og sendte mig alt,
hvad de kunde tænke, maatte kvæge mig. Men min Bolig paa Regentsen
var mindst indrettet paa at huse en saadan Patient, og efter at der
var talt om at sende mig paa Hospitalet, fandt de det raadeligst at
gjøre langt mere for mig. Sidst i Maaneden, i de samme Dage, Emil
Mynster lukkede sine uforglemmelige Øine, flyttedes saa min Seng hen
i Farbroder Scavenius F.s Hus. Jeg troer endogsaa, han indrømmede
mig sit eget Værelse, idetmindste kunde det ganske ligne ham og hans
Hustru, den Tante Amalie, som havde al den Kjærlighed, jeg havde
indbildt mig at have.

Der laa jeg nogle Uger. De bedste Læger saae til mig og mente, jeg
havde en Hjærtesygdom. De gav mig meget Digitalis, men deraf blev
jeg endnu mere svækket. Saa rystede de paa Hovedet og mente, at den
Sygdom snart vilde gjøre Ende paa mit Liv. Det samme mente jeg selv,
hvergang Anfaldene kom over mig, og det gjorde de hver Dag. Det er
umuligt at være de kjære, nu hedengangne Sjæle taknemlig nok for,
hvad de gjorde for mig, men den Gang er jeg bange for, at jeg ikke
tænkte nok derpaa. Jeg havde nok i mit evige Mellemværende, og lærte
i de Dage og Nætter at lade Legeme være Legeme, og befale min Sjæl i
Guds Haand.

Moder kom til Byen forat hente mig hjem til sig, og jeg kom dog
saavidt paa Benene, at jeg turde forsøge derpaa. Jeg blev sat i en
lukket Vogn ved hendes Side med en Flaske kjølende Mixtur i Haanden.
Jeg tømte hele Flasken paa Veien, men jeg troer dog, at jeg mere end
den røde Drik skyldte Følelsen af Moders Haand i min, at jeg med
nogenlunde Fred naaede det kjære lille Hjem i Roskilde. Skulde jeg
nogetsteds kunde rette mig, saa maatte det være der, bestandig med
mit vildt fantastiske Hoved støttet til Moders utrættelige Skulder.



FEMTE KAPITEL.

UVIRKSOMME AAR.


At skifte Opholdssted er et anerkjendt Middel mod nervøse
Skrøbeligheder, at skifte Læge kan ogsaa undertiden være godt.

Moders Huslæge var ogsaa hendes Husven, og hans Børn vore Venner. Han
var en egen Mand, som skjønt han af Tænkemaade var en Nutidsmand, dog
i sit Væsen mindede om forrige Aarhundredes Cavallerer. Hans Nydelse
var at conversere Damer, og som en yndet Læge vidste han naturligvis
alle Byens og Egnens Krøniker og Hemmeligheder.

Han rystede paa Hovedet ad de kjøbenhavnske Læger, og forklarede
mig med sin behagelige Veltalenhed, at Dr. Mansas Digitalis og Ole
Bangs Piller endmere havde ødelagt mit Nervesystem. Jeg skulde kun
nyde Naturens primitive Gaver saa rigeligt som muligt, lade fem
være lige, glæde min Moder med en Latter, og mig selv med en Pibe
Tobak, og vilde jeg endelig have Medicin, kunde jeg tage mig en Snaps
saltet Brændevin, førend jeg gik min Morgentur. I nogle Uger tog jeg
Snapsen, men tog mig saa den Frihed at lægge den af, da jeg gjorde
den samme Erfaring, som jeg i Kjøbenhavn havde gjort med et mig til
Frokost ordineret Glas Portvin, at min Natur har Antipathi mod stærk
Drik. Ganske vist smager den ogsaa modbydelig, bemærkede han leende.
Men Tobakspiben vænte jeg mig efterhaanden til, og fik dermed den
Uvane. Den gjorde mig godt som en tankeløs Underholdning.

Underholdning var det, jeg trængte til, da min Ulykke kom indenfra;
men det var en vanskelig Vare at faa fat i den lange ledige Vinter
igjennem. Læse kunde jeg aldeles ikke, jeg kom ikke en Side til
Ende, om det saa kun var i en Avis, før Blodet bruste i mig. Ogsaa
Samtale maatte jeg være meget varsom med, og at være ene var mig
rent umuligt, det var at kalde al Elendigheden over mig. Nætterne
var min Ulykke, det er ikke til at beskrive, hvad jeg oplevede, naar
jeg vaagen paa min mørke Vagt lurede paa de Hærskarer af Spøgelser,
hele Egnen, hele Verden var befolket af, og af Mathed dysset i Søvn
saae dem i tindrende Klarhed og hørte dem buldrende trampe opad
Trappen og bryde ind ad Døren, saa jeg foer op med et Skrig. Jeg har
aldrig taget noget søvndyssende Middel, og vel vogtet mig for Opium
i nogensomhelst Skikkelse, men jeg troer, at kun en Opiumsspiser
kan gjøre sig en Forestilling om saadanne Aandescener. Ikke at mine
Tanker noget Øieblik svigtede mig, med ganske nøgtern Besindighed
satte jeg mig ind i Sagen, og gjorde mine Iagttagelser baade
psychologiske og æsthetiske om Drømmeverdenens Natur. Men det hjalp
mig ikke; at den kom og faldt over mig med al sin Frygtelighed var
det visse af Sagen.

Det eneste, der blev tilbage at støtte mig til, var da det stille
Liv i Dagligstuen med de hyggeligste af alle Fæller, Moder og
Søster. Men hvad skulde jeg foretage mig? At underholde dem med
mine Trængsler var baade Synd mod dem og for mig selv den største
Fare. Da maa jeg takke mit paa Hjælpekilder temmelig righoldige
Sind for, at jeg tvungen af Nøden udfandt den Kunst at fylde Tiden
med stille Betragtning af de udvortes Gjenstande, der omgav mig. Nu
da jeg desværre havde Tid nok, lod jeg mine Øine -- eller mit Øie,
for jeg har det efter min Moder kun at see med eet ad Gangen, hvile
paa enhver Gjenstand, ligegyldig hvilken, en Tallerken paa Dugen,
en Plante i et Glas eller en Potte, mine Stuefællers Klæder, deres
Bevægelser, min Moder ved Rokken og min Søster ved Vinduet med Bog
eller Sytøi, hele Stuens stille Belysning og alle Omridsene eller
rettere, hvor den ene Farve hørte op og den anden begyndte, hvilket
skjønt Forhold de alle stod i til hinanden, hvilke egne Nuancer de
antog i Skyggen, indtil Farven næsten, dog aldrig ganske forsvandt
i det dybeste Mørke. Hvorledes saa dette vexlede med forskjellig
Belysning, hvor fint det maatte bestemmes ved roligt Lys, hvor stærke
Modsætningerne kunde blive, naar Sollyset faldt ind, og hvor sikkre
de modsatte Farver kunde staae mod hinanden i Vinduesstokkenes
Skygger paa de hvide Gardiner, især naar der blev rullet ned for
Eftermiddagssolen.

Min værste Angst var at skulle være ene, og den tyngede mig desmere,
fordi jeg skammede mig ved at bekjende den, naar de andre tilfældig
gik ud. Saasnart jeg blev alene i Stuen, gik jeg strax fra Sands og
Samling, Blodet begyndte at bruse, og jeg blev syg. Jeg foreholdt mig
bestandig med alle tænkelige Grunde, hvor urimelig min Uro var, men
den grusomme Angst overfaldt mig dog, mod den hjalp intet Middel,
netop fordi den var ganske uforstaaelig. Den var mig i flere Aar en
grulig Plage, og er til Tider kommen igjen, saa jeg en stor Del af
mit Liv ikke har været sikker for den.

I de Aar jeg omgikkes ham, viste han mig det inderligste Venskab.
Desværre kunde jeg ikke gjøre ham Gjengjæld med at beundre hans
Kunst, men ringeagtede ham dog ikke derfor. Tvertimod ansaa jeg og
anseer endnu en Kunstner, om han end er maadelig for at staa saa høit
som det Trin, han i sin Kunst indtager, over andre Mennesker, der
Intet formaaer.

Jeg samlede hvad Billeder jeg kunde faae. I Bibliotheket fandt jeg
ikke andet end Thorvaldsens Værker. Men snart kom jeg i Besiddelse
af flere Billeder, der førte mig videre. Jeg havde i det Aar faaet
mig en Ven i Maleren Thorald Læssøe. Jeg husker ikke, hvor jeg
havde truffet ham. I de Dage behøvedes der ikke meget til at slutte
Venskab. Et Møde i et Atelier eller paa et Galleri, hvor man kom til
at gjøre nogle Bemærkninger, var nok til at fatte Interesse. Han
saae hyppig til mig i den Tid, jeg laa syg paa Regentsen, bragte
mig Druer og andre behagelige Sager og talte hjærtelig opmuntrende
til mig. Da jeg var kommen til Roskilde, sendte han mig saa en stor
Bunke Billeder, fortrinlige Raderinger, Kobberstik, Træsnit og sligt,
den Tid en endnu større Skat end nu, da man kan see ypperlige Ting i
enhver Journal.

Dette gav Stødet til, at jeg vovede mig videre. Jeg forelskede mig
saaledes i Raderingerne, at jeg ikke kunde lade være at copiere
Landskaber af Waterloo og Swanwelt. Og da jeg fandt, at det ikke
anstrengte mig synderlig mere med min Pen at efterligne Raderingens
fine Streger, end at eftergaae Naturens Linier og Farver, blev dette
mig en rig Kilde til stille Nydelse. Da jeg saa havde gjort en Række
Pennetegninger, som var i alt Fald til min egen Tilfredshed, gik jeg
til Naturen. Jeg kunde ikke sidde ude, men fra vore Vinduer oversaae
vi Kirkepladsen og en stor Del af Egnen. Saa tegnede jeg derefter,
først Enkeltheder, siden det Hele. Jeg mindes en Dag, jeg sad ved
Vinduet og arbeidede paa et stort Billede af Domkirken og Pladsen, og
var netop kommen ned til Forgrunden, hvor jeg havde gjort mig megen
Umage med et stort Asketræ, som hang ud over Domprovstens Havemur;
da blev Døren slaaet høit op, og Vilhelm Marstrand traadte ind. Jeg
havde ikke seet ham i fem Aar, han var netop kommen tilbage fra sin
første italienske Reise. Mens han paa sin lette naturlige Maade
gav Moder Haanden og ruskede i mig, havde han allerede kastet sit
Blik paa mit Billede og udbrød: Nei see, kan du gjøre saadan noget!
Ja, saavidt er jeg da kommen, svarede jeg, tænkende paa Asketræet,
men meget forlegen over at være bleven overrasket af et saadant
Kunstnerøie; og Samtalen gik videre, som om han aldrig havde været
borte.

Juleaften blev mig en af de tungeste og bragte mig dog den bedste
Glæde. Professor Blochs Familie ønskede, at vi skulde tilbringe den
hos dem, og Rectorboligen var os altid et kjært Sted at komme. For
mig var det ikke at tænke paa, det var i min allersvageste Tid. Men
skjønt jeg vidste, hvad det vilde koste mig at være ene, skjulte jeg
dog min Angst saa godt jeg formaaede, for at faa Moder og Søster til
at gaae. Saa sad jeg ene. Storm og Snesjap buldrede mod Ruderne,
og Stuen saae trist ud, men jeg fik ikke Tid til at tænke paa
Omgivelserne. Blodet buldrede i mig, som jeg skulde sprænges, og det
hjalp intet, at jeg gjennemgik hele Skalaen af de tidtnok indøvede
Beroligelsesmidler, at jeg forklarede mig selv paa det forstandigste,
at det hele var Indbildning, jeg blev mere og mere syg. Jeg søgte at
bevæge mig paa Gulvet, jeg stod og pressede Panden mod Ruden, jeg
kastede mig paa Sofaen, men det forfærdelige lod sig ikke afvende,
jeg maatte igjennem de ensomme Timer, om det saa skulde koste mit
Liv. Saa holdt jeg det ud, som jeg har holdt saamangen lang Nat ud,
ogsaa de værste Timer liste sig til Ende, og endelig kom Moder. Hun
havde forladt Selskabet tidligere for at see til mig, og blot at
see hende var allerede Hjælp. Hun sad noget hos mig og talte mig
tilrette, og da jeg var bleven lidt roligere, krøb jeg i Seng.

Som jeg endnu laa og kjæmpede med mig selv, hørte jeg glade Stemmer
under Vinduet, Smaalatter, Hvisken og afbrudte Udraab, det tog ingen
Ende. Nu har han da fulgt hende hjem, tænkte jeg, men dette er dog
for galt. Endelig blev der da Ende paa den Sigen Godnat, og Moder,
som stod øverst paa Trappen, modtog sin blussende Datter i sine Arme.
Hendes forlængst erklærede Elsker havde benyttet den korte Vei over
Kirkepladsen til at faa hendes Ja.

At den søde Søster sad længe hos Moder, inden de kom til Ro, var
naturligt nok, men for mig Stakkel var det usigelig tungt, at ligge
og vælte mig paa mit Leie uden at kunne deltage i deres Glæde. Jeg
maatte dog see min Søster, men min Tilstand var fortvivlet, saa
meget mere, som jeg maatte skjule den. Ak, kun altformeget af mit
Ungdomsliv er paa den Maade blevet mig forspildt.

Jeg fik mig altsaa en Svoger i Søren Thrige, men Overgangen var ikke
stor. Han havde siden Skoletiden været saa hjemme hos os, at han for
Moder var bleven som en Søn. Det har han og i Sandhed altid været,
ingen kunde gjøre mere for sin Svigermoder, end han har gjort.

Saaledes sad jeg Vinteren til Ende hos min Moder, kom nogenlunde
tilrette, og vendte med ganske godt Mod tilbage til min Regensstue i
Begyndelsen af April 1842. Mine Breve fra denne Maaned see meget godt
ud, men jeg kan ikke tro andet, end de har været til mere Bekymring
end Trøst for Moder. Hun saae kun deraf, at jeg havde styrtet mig ind
i mit forrige anstrengte Liv; det vilde næppe ende godt. Jeg taler
meget om, at gjøre alt aandelig, deri indbefattet Biblen saavelsom
den hedenske Oldtid, Kirkehistorien saavelsom Digternes Fantasmer.
Jeg klager stærkt over, at jeg ingen havde, der kunde dele mine
Tanker, og at Ensomheden var det, der tyngede mig. Alt dette er
udenoms Tale, jeg var syg, meget syg, og allerede i næste Maaned gik
de Afbrydelser i mit Arbeide, som jeg kun løseligt havde berørt, over
til fuldstændig og vedvarende Afmagt.

Saa kommer der sidst i Mai et helt trøstesløst Brev til Moder. Det er
den gamle Historie: jeg sad ensom ubeskjæftiget i min Stue, hvor jeg
hverken kunde udholde at være stille eller lindre mig ved at vakle ud
i Gaarden og faae mig en Samtale: jeg kunde end ikke i den letteste
Bog læse en Side til Ende; mine Hænder rystede, mit Blod hamrede, saa
Ribbenet og Kjødet paa venstre Side var ømme deraf, jeg forfærdedes
ved at see i Speilet, hvor indfalden og huløiet jeg saae ud; og under
alt dette min Bekymring for, hvorledes jeg skulde kunne bringe det
saavidt, at jeg kunde aabne mig en Levevei.

Moder var dog mindst den, der tabte Modet. Hun havde strax en god
Udvei for den nærmeste Fremtid. Hun havde lovet sin Broder, Frederik
Tauber, tidligere Præst paa Vallø, nu Præst i Eiby og Dalby ved
Kjøge, at tilbringe Sommeren hos ham, og han havde selv bedet hende
at tage mig med, og hun udkaster et tillokkende Billede af, hvor godt
jeg skulde have det der, blandet med en Del opmuntrende Spøg.

Efter min Hjemkomst fra Landet, forsøgte jeg mig igjen paa Regentsen,
men det gik endnu værre end før. Det var mig umuligt at blive der, og
da Moder foreslog mig at søge en Huslærerplads paa Landet, var det
mig ligesaa umuligt at vove mig dertil. Hun vidste ikke, hvor svag
jeg var. Da der nu kun var et halvt Aar tilbage, fik jeg Tilladelse
til først at nyde dette, naar mit Helbred var blevet bedre, og søgte
saa atter for denne Vinter tilbage til min moderlige Rede i Roskilde.

Der var i denne Sommer foregaaet noget i Roskilde, som jeg ikke kunde
holde mig uden for, og som voldte mig megen Sorg. Det er ogsaa mere
værd at fortælle end de andre Smaating, jeg oplevede, da det angaaer
en udmærket Mand.

Vilhelm Marstrand var, som jeg alt har omtalt, kommen hjem fra
sin første femaarige Sydlandsreise. Jeg havde kjendt ham fra min
Skoletid; han var min Halvbroders Fætter -- hans Moder var en Søster
til Broder Caspars Fader -- og han blev snart min Ven, skjønt der i
Alderen var ti Aars Forskjel paa os. »Jeg mener da, Venskabet behøver
ikke at være saa halvt som Fætterskabet,« sagde han. En Ære, jeg
skjønnede meget paa.

Vi havde i Kjøbenhavn havt et sluttet Selskab, som en Aften om Ugen
kom sammen hos hans Moster, Thea Smith, en gammel venlig Dame,
som vi alle kaldte Tante Thea, og som havde sin Bolig i Petersens
Jomfrukloster i Vimmelskaftet. Det var hendes Glæde at see Ungdommen
omkring sig, hun dækkede et rigeligt Bord, og var stolt af at
kunne see hvor stor en Flok, der tog Sæde om det. Vi kaldte det
Fætterklubben, fordi de fleste af hendes Gjæster stod i dette Forhold
til hinanden. Der var Brødrene Marstrand, særdeles Vilhelm og den
smukke Søofficeer Osvald, der var Brødrene Smith fra Møen, særdeles
den poetiske Theolog Troels, der var min Broder, Caspar Smith og
min Fætter Adolf Fibiger, og flere Fættere og flere Venner, som
Malerne Købke og Constantin Hansen og Architekten Bindesbøll, og
yngre Medlemmer holdt sig til, ogsaa Cousiner. Af dem, der beskedent
lyttede til den faste Stok var jeg. Stemningen var udmærket, naturlig
og hjærtelig, og tumlede sig i overstadig aandrig Lystighed. Det var
i mine første Studenteraar, jeg begyndte at komme der, medens Vilhelm
var borte, men ogsaa senere, mens han boede i en underlig gammel
Leilighed i Børsgaden, hvor han bedækkede de skumle Vægge med en
mægtig Samling af sine hjembragte Studier.

Saa saae jeg ham ikke igjen, før han i Vinteren 1841-42 slog ned i
Roskilde. Han havde der en stor Flok Cousiner. Hans Moster Rikke,
en svær og imponerende Frue, der med sin groteske Lystighed, sin
ustyrlige Lunefuldhed og sin uordentlige Paaklædning mest af alt
lignede en flot Italienerinde af Middelstanden, var gift med Byens
Borgemester og Byfoged, Justitsraad Foss, en snu Bonvivant, der
vendte og dreiede med Borgerstanden som han vilde, ved vexelvis at
bruge Magten i gammel Stil, og tage dem under Armen i ny.

De havde syv Døttre, alle smukke, men meget uopdragne, Huset var
stort, og Stillingen anselig, der kom mange, men alle forbausedes
over Familiens underlige Væsen. Altid Skrig og Skraal af Børnene,
der sloges i Krogene, Hvisken og Tisken af de unge Piger om deres
Kjærlighedshistorier, Forfærdelse over Besøg, naar man ikke var
paaklædt, og Moderen foer da altid om i Nattrøie, og forgik af Latter
eller rev sig i Haaret af Fortvivlelse. Faderen listede gjennem Stuen
med en Vinflaske under Armen for at faae sig en lun Time i sit
Contor med en Gjæst, som skulde vindes i et for Byens Vel vigtigt
Øiemed.

Da Vilhelm M. kom hjem, var han 31 Aar, var kjed af sit omvankende
Kunstnerliv, havde Lyst til at skabe sig et Hjem, og saae sig om
efter en Livsledsagerinde. Det var hans Natur ikke at gjøre mange
Omstændigheder, og Cousinerne var dog værd at see paa. Fra deres
Side var de spændte af Forventning om det skulde lykkes en af dem at
vinde den berømte Fætter; ikke at fortænke dem i, han var dengang en
meget smuk Mand, og de var ikke af de Tilbageholdne. Situationen var
dog ikke uden Fare, de havde Rivaler. Der var de fire Cousiner paa
Møen af et lignende varmt Temperament, dem stod han fra tidligere Tid
i nærmere Forhold til. Men hvad dem angik kunde man stole paa sin
Overlegenhed i Skjønhed. Farligere var det, at der fandtes endnu to
Cousiner i Ringsted, som i den blonde Art vel kunde tage det op med
de mørke Roskilde Damer. Det gjaldt at benytte Tiden, Huset straalede
i sin bedste Glands, Toiletterne kom virkelig i Orden, Øinene
løftedes mod Himlen og saae ængstelig til hinanden, og Fætteren kom.

Det lykkedes virkelig. Der kunde kun være Tale om de ældste, de
andre var for unge. »Naa, Vilhelm! hvem skal det saa være? Anna
eller Thekla?«, sagde Moderen med sydlandsk Frimodighed. Den
ældste var ikke saa lidt af en Kokette, som øvede sine Kunster paa
Skoleballerne. Den anden var en god og paa sin Maade forstandig Pige,
der opretholdt Dyden mellem en Flok, der idetmindste til Tider fandt
den mindre behagelig. Han valgte den sidste, og det varede meget
kort, inden de var forlovede.

Vilhelm M. leiede sig et Attelier paa Roskilde Hovedgade, og sad
der Sommeren igjennem, og malte smukke Ting. Særdeles en Mindeskive
til Byens Skytteselskabs Festsal, hvorpaa han portræterede alle de
hæderlige Borgermænd, grupperede om Fuglestangen, med sin kjære
tilkommende Svigerfader mellem den uniformerede Brandmajor, Værten
i Prindsen, og en bekjendt Husarritmester, der førte Byens Garnison.
I Baggrunden saaes Skibsbroen med Jagternes hængende Seil og
festlige Flag paa glødende Aftenhimmel. Ved dette halvsatiriske og
halvpatriotiske Billede gjorde han sig mangen Spas.

Jeg tilbragte en Del Formiddagstimer hos ham, medens jeg efter
min Hjemkomst fra Eiby var i Roskilde, og han gjorde en god
Blyantstegning af mig, som jeg har endnu. At slutte af den saae
jeg dog ikke slet saa sygelig ud, som man kunde vente af det
jeg havde gjennemgaaet. Ti eller endog tyve Aar efter var mit
Udseende betydelig værre; den vedvarende Sygdom udtærede mig først
efterhaanden.

Saa let det var gaaet for ham med at blive forlovet, saa besværligt
blev det ham at fortsætte Forbindelsen. Da han først havde faaet
gjort et kjønt Portræt af sin Thekla, et blomstrende lille Hoved
i halv Størrelse, der helt fyldte en oval Ramme, var han allerede
nærved for sit Vedkommende at have udtømt hende. Han gjorde sig
vistnok redelig Umage, men jeg troer ikke, det lykkedes ham at faae
stort mere ud af hende end en smuk Model. Hun gjorde sig ogsaa Umage,
hun havde sat hele sit Hjærte til paa ham, og hun var en opoffrende
Sjæl, som vilde finde sig i alt, naar det blot kunde lykkes hende at
tilfredsstille ham. Men det kunde det ikke. Hun var ret forstandig,
men uden synderlig Dannelse; hun beflittede sig samvittighedsfuldt
paa at være en ulastelig Pige, og hun var utrættelig i at imødekomme
ethvert af hendes Elskedes Ønsker, men hun havde den uheldigste
af alle Egenskaber at møde en Mand som ham med, hun var kjedelig.
Efterhaanden havde han ogsaa faaet Øinene bedre op for, hvad der
efter hans ubundne Liv ikke synderlig havde stødt ham fra først af,
hendes Hjems Uhyggelighed og den øvrige Families temmelig raa Væsen.

Mig undrede det ikke, det undrede mig mere, og i Grunden os alle,
at han havde taget hende. Han havde gjort et letsindigt Skridt,
han havde taget hende uden at elske hende. Det kunde endnu være,
ogsaa mindre end Elskov kan gjøre lykkelig, men hvad værre var, han
havde umodne Begreber om en saadan Forbindelse. Han havde aldrig
kjendt et godt Familieliv. Hans Fader var tidlig gaaet bort, og hans
tungsindige Moder førte som Enke et høist uhyggeligt Hus. Om det var
dette eller det var et medfødt Sind er ikke let at sige, men vist var
det, at baade han og hans Brødre med al deres store Begavelse, ogsaa
for Menneskekundskab, ikke forstod sig paa den kvindelige Charakters
Rigdom, hverken dens Finhed eller dens Styrke. Vilhelm maatte bøde
en Del derfor, og lærte først sent, at det er tungt at tage feil i
Livets bedste Forhold.

Dog holdt han længere ud i dette Forhold end man skulde have troet
det muligt for et Sind som hans. Det var hans gode Hjærtes Skyld.
Han havde Thekla siddende hos sig, mens han malede, han vandrede
rundt i Egnen med hende for at nyde Naturen, og han sad trolig om
Aftenen i hendes støiende Familie med et Par snavsede og uartige
Unger i Favnen. Han tog hende med til Kjøbenhavn, og viste hende
alt, hvad han sværmede for, og hun var henrykt, hun var stolt af sin
herlige Støtte. Men det hjalp alt sammen ikke, Forholdet blev ham
uudholdeligt, og omtrent paa samme Tid, som jeg saae mig nødt til at
tye tilbage til Roskilde, i Efteraaret 1842, havde han givet hende
Afsked.

Vintren gik, og der maatte tænkes paa mod Foraaret at faae mig
Stakkel anbragt i Kjøbenhavn. Jeg kunde dog ikke helt holde mig
borte fra Universitetet. Moder tog derfor den Beslutning at forlægge
sin Bolig til Frederiksberg, og hun leiede en Kvistetage yderst i
Smallegaden i et høit Sted, som staaer endnu. Det havde en vid Udsigt
over Frederiksberg Have og saalangt over Sletten mod Vest, som Øiet
kunde naa; vi fik altsaa noget til Vederlag for hvad vi forlode paa
den skjønne Roskilde Kirkeplads.

Men førend jeg flytter Skuepladsen, vil jeg anføre en Skildring
af mit Hovedæmne, af mig selv, som jeg dengang opfattede denne
Gjenstand. Jeg finder den i et Brev til min Ven Lunddahl af 12. Marts
1843:

-- -- Du beskriver dit Embede og din Forlovelse som Grundpiller
for dit Liv. Hvad skal jeg sige, som Skjebnen har henvist til ene
at tære paa den simple Bevidsthed om mit eget stillestaaende Jeg?
Og jeg maa dog ogsaa have saadanne Fornødenheder. Du kan troe, det
overfalder mig undertiden haardt nok, og skaffer mig da gjerne en
søvnløs Nat. Men jeg har nu saa ofte nedkjæmpet det, at jeg næsten i
Forveien kan sige, hvorlænge en saadan Dyst vil vare. Heller aldrig
maa jeg glemme den reelle Gavn, man kan have af en saa alvorlig
Prøvelse. Nu, da den har gjort mig til en Carricatur af mig selv,
fra et upraktisk Menneske til en Dagdriver, har jeg i Tide faaet et
endnu større Skrækkebillede af de behagelige Udørkener og romantiske
Flyvelyster, end jeg selv kunde lave mig; og min Hu staaer nu ikke
til andet end den forstandige Virksomhed, som Mennesker have drevet
før mig, og ville gjøre det efter mig. -- -- Du seer, jeg vil gjerne
gjøre noget ud af mine Smaaerfaringer, og vil gjerne reflectere over
mig selv som over al Verden. Men Gud bedre mig for min Filosofie,
den er rent borte. Jeg har i Vinter glædet mig ved at læse Historie.
Jeg kan forstaae, hvorledes man kan med Lidenskab komme til ganske
at hengive sig til den Videnskab. Mig har det været en sand Lise at
studere Menneskene, som de have været og som de ere. Historien er
det retteste og sikkreste Middel mod alt utidigt Sværmeri ... Ogsaa
i Evangeliet læser jeg hverdag et Kapitel, og sysler bestandig med
mine kjære Ideer derom ... Jeg kan kun sige, at Jesu Skikkelse stedse
bliver mig klarere og nærmere, uden at jeg egentlig arbeider derpaa.
Det maa komme af, at jeg ligesom daglig pleier Omgang med ham, idet
jeg vandrer med ham. Og kommer man ham nærmere, maa man ogsaa blive
hans Discipel. Der behøves vistnok nu som før intet andet end et
Lys over hans Person forat meddele den hellige Aand. Jeg troer at
hele min Aandsudvikling -- skjønt Sligt jo er fast umuligt at blive
sig bevidst -- er afhængig af hans Charakter, idet jeg ikke søger
nogen Sandheds Bekræftelse andre Steder end hos ham. Et Forhold der
naturligvis gjør mig baade vel tilmode og meget betænkelig. Thi
hvilke uhyre Fordringer til en stakkels Synder indeholder ikke denne
Tanke? Jeg gad sige som Luther undertiden slutter sine Breve: »Bed
for mig, thi jeg bliver daglig værre.«

Efter en stor Del Fortælling om Familien og vort daglige Liv -- thi
Brevet er, som jeg dengang havde Vane til, overordentligt langt --
tager jeg saa igjen til at filosofere:

»Du taler om Tidernes Tegn, om at Subjectiviteten nu viser sin
Magt. Jeg troer ikke, at man derfor kan sige, at den nu har
Regimentet. I gamle Dage, da man dog ikke tog det saa overdrevent
samvittighedsfuldt med at indgaae Ægteskaber, men tænkte, at om end
et Tyranni fra Mandens Side eller Tøffelregimente fra Konens, eller
alskens Brydninger fra begge Sider, skulde blive Følgen, saa var
derved ingen videre Skade skeet, man kunde vel endog tage Regres paa
anden Maade, da var denne egenkjærlige Magt upaatvivlelig snarere
den dominerende; den brød sig end ikke om sin Modstander. Naar den
nutildags fordrer sin Ret, er det vel snarere, fordi man føler bedre,
hvor Grændsen for det Objectives Gyldighed er, og ikke saameget vil
fradrage det noget som ordne Forholdet ved at anerkjende den relative
Ret paa begge Sider.« -- Det var før den Tid, da det Spandetske
Forslag om borgerligt Ægteskab havde vækket saamegen Røre, men vi
havde talt om, hvormange Mennesker der ogsaa i vor Kreds havde
maattet bøde for den Sædernes Løshed, den overvættes æsthetiske
Tid medførte. Ogsaa var S. Kierkegaards Billede af en Æsthetiker et
rystende Phænomen.

»Hver Tid har vistnok sine Tegn, men ville de endda holde sig til det
private Liv, frygter jeg dem ikke saameget. Det er dog det Terrain,
man med Billighed helst maa tilstaae Subjectiviteten som dets eget.
I Theologien er der jo rigtignok Fare paafærde, men jeg troer, at
der, som paa ethvert videnskabeligt Gebet, kan overmodig Umodenhed
kun holde sig meget kort, den vil snart efter en Overgangsperiode
ødelægge sig selv. Derimod i Politiken kunde der vel være god Grund
til at være bekymret, da Agitatorerne bestandig have frisk Forraad
til at nære Flammen med fra den stærkere og stærkere opvaagnende
Masse; og det er et Onde, som med Tiden snarere bliver værre end
bedre. Du læste vel Artiklen i »Fædrelandet« om den »moderne
Absolutisme«. Den sammenfatter i Korthed omtrent alle bestaaende
Samfundsformer som modne til Ødelæggelse. Men lad os alligevel ikke
hænge os i saadanne Phænomener, der dog aldrig kunne have mere
Værd, end at de jo ville forsvinde, naar noget bedre viser sig. Den
grundige Behandling, alle slige Materier i vore Dage dog virkelig
underkastes, og den smukke moralske Intelligens, der anvendes derpaa,
vil uagtet alle Dagbladenes Fadaiser og selvbehagelige Skarnstreger
ikke forfeile sin Virkning.« --

Paa Frederiksberg var jeg nu vendt tilbage til mine første
Studenteraars gamle Veie. Hvad havde jeg ikke gjennemlevet i de fem
Aar? Fra en umoden Dreng var jeg bleven til en i Aandens Kampe saa
forfaren Mand, at jeg maa troe, jeg siden den Tid ikke er kommen
videre. Livet skifter vel, og der kommer andet, men det tidligere
glemmes, og man bliver ikke rigere. Det er som med Kundskaber, man
lærer mere og mere, men man glemmer igjen ligesaa meget.

Næste Vinter (1843-44) tilbragte jeg igjen paa Regentsen.

Jeg erhvervede mig ogsaa tydske Venner. Aaret før (1842) havde en Ven
af Søren Thrige, Vilhelm Nitzch, besøgt os, en kielsk Professorsøn
og dengang selv Docent i Kiel, siden Professor i Kønigsberg og gift
med Sørens Halvsøster. Med en god Figur var han af Ansigt et af de
styggeste Mennesker, jeg har seet, men der boede en høi Aand og en
ædel Sjæl i ham, og han aabnede et nyt Rige for mig. Saa vel kjendt
jeg var med Tydskland, var det dog kun gjennem Bøger. Nu saae jeg
tydsk Dannelse levende; og han besad den i den Grad, at han var
en Typus paa den af den fineste Slags. Meget talende er de fleste
Tydskere, men han besad en Veltalenhed, som ogsaa hos dem er sjelden,
og hos os omtrent ukjendt. Udaf sin store baade lærde og æsthetiske
Dannelse vidste han at blande de livligste Skildringer og skjønneste
Citater ind i Samtalen, saa den blev mere end en Samtale, som en
Nydelse af skjøn Kunst, og dog gik alt let og naturligt som en Spøg.
Jeg har altid sukket efter at finde Mennesker, som forstaae at føre
en dannet Samtale, og erfaret, at de er meget sjeldne; desværre ogsaa
erfaret, at jeg daarlig nok selv forstaaer det. Han henrev mig, og
dog var de Uger, jeg nød i hans Selskab, mig yderst byrdefulde. Den
Sommer var i det Hele varm og smuk, og det var dens skjønneste Tid.
Men jeg havde just en Periode, hvori jeg mindst fjorten Døgn ikke fik
Søvn i mine Øine. Jeg vilde ikke lade mig mærke dermed, men vandrede
saa munter som muligt hele Dagen omkring i Egnen med vor tydske Ven.
Jeg begriber ikke, hvor jeg holdt det ud, men ligefuldt er de Dage
bleven staaende i min Erindring som et Pust af et bedre Liv. Nitzch
saae jeg ikke mere, men gjemmer et smukt Brev fra ham. Nu er han
forlængst død (1880).

Næste Aar traadte en anden Tydsker op. Vor kjære Veninde Margrete
Thrige var Aaret før bleven forlovet med en holstensk Præst
Steffensen, og som nygifte besøgte de nu den sjællandske Familie.
Moder havde indbudt dem til at boe hos os under deres Ophold i
Kjøbenhavn; hvor hun fik Plads dertil, er ikke let at forstaa.
Steffensen var en fin, høitdannet og begavet Mand, og vi fik atter
en Prøve paa tydsk Veltalenhed, men mere himmelhoch aufschwebend,
mere kirkelig, og jeg satte Pris derpaa. Man lærer først en Nation at
kjende, naar man seer den i Kjød og Blod, man forstaaer først dens
Tankegang, naar man hører Tonefaldet og seer Minespillet dertil.

Den tredie Tydsker, jeg kom i Venskab med, indfandt sig saa igjen
næste Aar i Kjøbenhavn med et Anbefalingsbrev fra Nitzch til mig. Han
var Fysiker, hed Dr. Meyn, og vilde studere under Ørsted. Atter det
samme fuldtfærdige veltalende Væsen, dannet nok, men ikke med den
fine Følelse, som hos de to andre havde gjort, at man ikke mærkede,
man havde vort Folks Modstandere overfor sig. Han forklarede mig
vidt og bredt Slesvigholstenernes utvivlsomme Ret, beskrev deres
høie Dyder, deres urokkelige Mod og Fortrøstning til deres gode Sag,
og deres derpaa begrundede Forvisning om Seir. Jeg havde meget lidt
beskjæftiget mig med Politik, kjendte vel Sagen af Bladene, men fik
dog et nyt Indtryk af den ved at høre den foredrage af en begeistret
Mand, der sprang ganske frisk og fersk udaf Partiets Midte. En saadan
Figur var dog værd at see i Nærheden, og da jeg havde det tydske
Folkeliv ligesom den tydske Litteratur meget kjær, og var vel oplagt
til at sætte mig ind i enhver menneskelig Sag, stødte hans Tale mig
ikke saa meget, som den vilde have stødt de fleste. Jeg blev vel ved
min og alle Danskes Mening, men hørte dog taalmodig paa ham, naar vi
i Vintertiden (1844-45) gjorde en Del Fodvandringer sammen.

Min Regenstid var gaaet til Ende i Foraaret 1844, og jeg var glad
ved at kunne flytte ud til Moder paa Frederiksberg. Jeg var nu
kommen saa vidt, at jeg ganske godt var istand til om end med nogen
Forsigtighed at fortsætte mine Examensstudier.

Dog trængte jeg endnu til en og anden Afbrydelse, hvorved jeg kunde
styrkes. Det blev en meget kold Sommer, en af de ubehageligste, jeg
mindes. Ved Midsommerstid var det saa koldt, at vi hyppig midt paa
Dagen kun havde 5° Varme. I Haab om noget bedre Veir havde dog Moder
arrangeret en Reise til Jylland. Jeg fulgtes med min Svoger Søren
Thrige.

Det var Himmelbjergsfest det Aar, og i en Tid, da Frihed og Fædreland
med høitidelig Forventning saaes at trække op som Tordenskyer
der glimrede i Solen, var det en stor Begivenhed. Fra Houlberg
Præstegaard, hvor vi var i Besøg, fik Søren og jeg os en Bondevogn,
og kjørte en regnfuld Morgen gjennem de tungsindige Frisenborg
Skove, over alle de brune vandperlende Lyngbakker, ad de endeløse
søvndyssende Sandspor, til vi en skjøn opklarende Aften endelig
naaede langs de blanke Søer til Ry Mølle.

Næste Formiddag laa vi paa Ryggen af Himmelbjerget. Om Middagen
samledes Selskabet fra alle Jyllands Egne, og fra Øerne med. Deroppe
fra saae man Landfolket overalt i smaa brogede Colonner rykke ned
over Lyngbakkerne, forsvinde i Dybderne, komme tilsyne over Engene,
langsomt skride frem langs Søbrederne, og endelig stige op ad Bjerget
fra alle Sider. Der saaes mange politiske Notabiliteter, Grundtvig
holdt Hovedtalen, mægtig men paa Grund af hans underlige Stemme
ikke synderlig hørlig. Den ene Tale fulgte nu efter den anden paa
sædvanlig Vis, som vi nu siger, men den Gang var det ingenlunde
sædvanligt. Jyden hørte til med vanlig Ro, og tænkte sit, mest vel
endnu ingen Ting. Saa kom den uundgaaelige Regn. Vi kom til Bords i
Festteltet, hvor Talerne blev til Raab imellem hverandre, og altsom
Tordenbygerne under dundrende Skrald bragte Vandet til at stige op
over Fødderne, blev Stemningen mere og mere henrykt, det vaade
Fædreland og den skyllende Frihed levede høiere og høiere, og Dagens
Helt Sten Blicher, blev mere og mere drukken.

Det mørknede, man maatte afsted, det gjaldt om at komme i Ly for
Natten, men Opgaven var fortvivlet, Kjøretøi var ikke at faae og paa
Bjerget var der dengang ingen Bygninger, alt uveisom Natur. Den halve
Mil til Kroen maatte vades gjennem et i Mulmet uforstaaeligt Søle,
og i Kroen var der ingen Mulighed for at finde Herberge. Da var vi
saa ubegribelig heldige efter megen Raab og Skrig at komme op i en
Vogn, hvor vi fandt os Ansigt til Ansigt med den farligste af alle
Bevægelsesmænd, Balthasar Christensen. Han var paa sit Høieste, og
ustandselig talende, satte han med dæmonisk Glæde os unge uskyldige
Mennesker ind i Agitationens gruopvækkende Hemmelighed, som han
paastod selv at have opfundet.

Saadanne Ting kunde jeg fortræffelig taale. Men ligefuldt ventede mig
i Hjemmet mine Plageaander med sædvanlig Ihærdethed. Jeg indsaae,
at jeg nu maatte have Examen, hvad det end skulde koste, og jeg
sparede ikke mig selv den Vinter. Jeg havde vel mange Kundskaber i
forskjellige Retninger, men de var samlede med lange Afbrydelser; i
flere Aar havde jeg maattet ligge ledig, og naar jeg kunde studere,
maatte jeg vælge, hvad jeg bedst kunde taale. Det meste laa mig
derfor allerede fjernere og maatte igjen opfriskes. Der var saa godt
som intet gjort af det Arbeide, der er nødvendig for paa en bestemt
Dag at kunne aflevere sin Kundskabsmasse.

Jeg var ligefuldt færdig i Forsommeren. Jeg har altid bestræbt mig
for, at ikke andre kjære Mennesker for min Skyld skulde blive nødte
til at opgive hvad de havde for. Min Søsters Bryllup var blevet
feiret i vor daværende lille Bolig i Løngangsstræde ligeoverfor
Vartou Kirke, i al Tarvelighed, men med desto større Glæde.

Søren Thrige var bleven ansat som Overlærer ved Slagelse Skole, efter
et Aars Tid at have været Adjunkt i Roskilde og sin Bedstefaders
Medhjælper. Festen, den 9. Mai 1845, havde været meget rørende i
sin hellige Del. Stiftsprovst Tryde havde viet dem i Frue Kirke, og
kom hjem til os; Professor Paulsen var tilstede som sin Stedsøns
Forlover. Alt gik til Moders Tilfredshed, skjønt og livligt, paa
det nær, at da Talen efter Bordet faldt paa slesvigsk Politik,
kunde Tryde og Paulsen i høi Grad ikke forliges, da Tryde holdt med
Slesvigholstenerne. Næste Dag fortsatte vi Festen i Roskilde.

Moder skulde nu tilbringe Sommeren hos de Nygifte, og glædede sig
selvfølgelig usigelig dertil, men hun kunde ikke forlade mig, før jeg
havde faaet Examen. Men hvilken Tilstand var jeg ikke i, da jeg en
hed Aften i Begyndelsen af Juni Maaned sad i mit lille Kammer, og med
skjøn Skrift paa et stort Ark opsatte mit Petitum, som det kaldes,
efter den Tids Skik i de fineste latinske Fraser, og efter min egen
Skik meget længere end det behøvedes.

Lykkeligvis er det min Natur, at mit Mod stiger med Faren, og naar
der er gjort, hvad der kan, naaer det til god Ro. Da Examensdagene
kom, var det mig en Morskab ved de skriftlige Arbeider at lade
min Pen løbe med alle mine Aandrigheder og Spidsfindigheder; og
den Morgen jeg skulde indstille mig til Examination, foer jeg hen
over Torvet med lettere Skridt end dem jeg kunde opdrive paa andre
Morgenture. Nu var jeg jo færdig, og det faldt mig ikke ind at
frygte for Slagets Udfald; skjønt jeg ligesaa let kunde have lidt et
Nederlag, da jeg i Virkeligheden ikke var ordentlig forberedt.

Ikke engang Tiden mellem den skriftlige og mundlige Examen, som
ellers er saa kostbar for Candidater, havde jeg kunnet benytte. Jeg
maatte som sædvanlig ud paa Landet at samle Kræfter.

Heller ikke laa Theologien mig i overvættes Grad paa Sinde. Jeg havde
dyrket den for at bemægtige mig, hvad der var Aandsføde for mig efter
mit Sind, og for nogenlunde at blive hjemme i en Videnskab, som
altid har den Betydning, at Kundskab til den umuligt kan undværes i
geistlig Stand. Den linguistiske og historiske Del af den havde jeg
ogsaa bragt det temmelig vidt i, og den systematiske Del var der
heller ikke just andet i Veien med, end at jeg ingen synderlig Tillid
havde til Systemet. Da jeg havde fundet det, jeg kunde bruge, havde
det heller ikke stor Interesse for mig længer. Ogsaa er det gaaet
mig saaledes, at jeg lige til min Alderdom ikke har turdet kalde
mig nogen egentlig Theolog, snarest kun Religionshistoriker, hvad
Videnskab angaaer. Dengang var det mig dog ikke ganske klart. Det er
først i Aarenes Løb, at jeg har lært, hvor nødvendigt det var mig,
ifølge den Førelse Gud havde forundt mig, ganske paa egen Haand ud af
min levende Christendom at finde mig tilrette i den ikke synderlig
levende Theologie.



SJETTE KAPITEL.

STØRRE VENNEKREDS.


Hvad der mest glædede mig ved at være kommen saavidt, var den
Beroligelse, jeg kunde forskaffe den kjære Moder ved at komme hjem
som en velmeriteret Candidat. Denne Glæde kom endog til at overstige
min Forventning, den blev en mærkelig Scene i hendes lille Stue. At
hun selv var i den høieste Henrykkelse, og overøste mig saaledes med
Kjærtegn og Ros, at jeg knap turde tage derimod, jeg havde langtfra
selv tænkt mig saameget derved, kunde vel være i sin Orden efter
al den Bekymring Moder havde gjennemgaaet for mig, men det morsomme
var, at der med udbredte Arme og taarefyldte Øine stod en Veninde ved
hendes Side, som saa snart hun kunde komme til, foer løs paa mig med
ligesaa overvældende Omfavnelser og Kjærtegn og Kys. Det var svært at
komme til Ro. Hvem der har været saa lykkelig at kjende Fru Louise
Lunding vil dog ikke undre sig over saa heftige Udbrud.

Det var Torsdag, den Aften Vilhelm Marstrand havde sit ugentlige
Selskab, jeg kunde ikke negte mig den Fornøielse at gaae derhen. Han
boede dengang i Stueetagen af Prindsens Palais ved Frederiksholms
Kanal, og havde indrettet sig en ugentlig Sammenkomst af omtrent de
samme Venner som i den ovennævnte Fætterklub, paa de kvindelige nær,
og til Gjengjæld nogle flere. Vi samledes i Mørkningen og sad om et
tarveligt Aftensbord med Smørrebrød og Øl, og en Themaskine paa et
Sidebord.

Da jeg kom, var der allerede nogen af de vanlige Gjæster, men Vilhelm
var endnu ikke kommen hjem. Vi sad lidt og samtalede, saa kom
han, og Aftenen gik som den pleiede, lystig leende eller alvorlig
forhandlende og disputerende. Jeg reiste mig noget tidligere end de
andre forat tage Afsked, da jeg var overmaade træt. »Hvad,« raabte
Vilhelm, »du vil da ikke hjem og læse nu. Tag en Styrkning, og
see til, du snart kommer til Bunden af Videnskabens Krus,« og han
skjænkede mig et Glas Øl. »Ja,« svarede jeg, »idag har jeg foreløbig
faaet Examen.« »Hvad!« raabte han. »Og det siger han først nu, som
det var ingen Ting. Nei, hvor du er affectert!« Høyen var imidlertid
kommen til og stod ved Siden af min Stol. Han rakte Armene ganske
rørt mod mig, og sagde i sin hjærteligste Tone: »Nei, Marstrand,
Fibiger er ikke affectert.«

Det var mit første Møde med denne mærkelige Mand. Ikke at jeg just
saae ham første Gang; han havde oftere besøgt vore Sammenkomster,
men da han efter sin Natur altid indtog et aandeligt Præsidium, og
med sin overvældende Veltalenhed let kom til ene at føre Ordet, havde
jeg som den, der mindst kvalificerede mig til at være andet end en
Tilhører i en saadan Kunstnerkreds, sømmelig holdt mig tilbage.
Det var første Gang, han saa at sige tog mig med, og selvfølgelig
glædede han mig ikke lidt, ved saa venlig at vise, at han forstod min
Stemning.

Han gjorde mere. Den Aften indbød han mig til at komme i hans eget
Hus, thi ogsaa han havde en ugentlig Aften, hvor han samlede en Kreds
af Kunstnere og med dem aandsbeslægtede Folk omkring sig. Dette
betragtede jeg som en ikke ringe Ære, da han var temmelig nøieseende
med hvem han indbød.

Jeg var ikke seen med at holde mig til. Ikke uden jeg var haardt
nødt dertil, forsømte jeg den glædelige Fredag Aften, og har den i
Løbet af hele min kjøbenhavnske Tid, baade før og efter min Embedstid
i Slesvig at takke for Bekjendtskab med mangen en betydelig Mand,
endelig da ogsaa elskværdige Kvinder. Idet jeg mindes denne lange
Række af Aar, tager jeg dem alle under Eet.

Af Høyens ældste Venner, J. Fr. Schouw og Hermann Freund, var
Freund allerede død i 1840, men hans Enke, den fine Skikkelse som
Skovgaard saa smukt har malet, hørte til Selskabet ligesom Sønnen,
Kunsthistorikeren Victor Freund, og Brodersønnen, Billedhuggeren
Christian Freund. Høyen havde selv ingen Børn, men deres Venners
betragtede de altid som deres Pleiebørn. Schouw har jeg ikke seet
der i Huset, men hans Datter Georgia var af de kjæreste Gjæster. Saa
var der Bissens Svoger Maleren Sonne og hans Broder Kobberstikkeren,
og særdeles H. V. Bissen selv, hvis djærve paalidelige Væsen gjorde
sig god Plads, som ogsaa hans Anskuelser om Kunst var fuldstændig
stemmende med Høyens. Af andre Billedhuggere var der Peters og
Herzog. Den mest talende var den morsomme frimodige Bindesbøll,
og saa Meldahl og L. P. Fenger var der. Og af Malere, Marstrand,
Constantin Hansen, Købke, Eddelien, Roed, Vermehren, Hilcker, Rump,
H. Hammer, Exner, Heinrich Hansen og særdeles Skovgaard og Lundby,
som ogsaa til andre Tider vare Familiens fortrolige Husvenner. Af
ikke Kunstnere saaes hyppigst Monrad, der som en Pleiesøn af Fru
Høyens Broder regnedes til Familien, ligesom senere hans Børn. Saa
Allen, Louis Ussing, Professor Keyser og Englænderen Stephens; og
Karl Ploug med sin livfulde Hustru og til Tider, men sjeldnere Orla
Lehmann og hans aandrige Frue, Puggaards Datter. Til og fra kom ogsaa
udenlandske Gjæster, den hyppigste var vel Welhaven[8].

 [8] Desuden mindes jeg en underlig Skikkelse, en bleg, duvnakket
 Mand, tyndt glat Haar, Øine der ikke lod sig see, sad han og krøb
 sammen og sagde ikke noget. Det var Sverrigs frugtbareste Digter
 Almqvist, Filolog, Præst, og tilsidst flygtet som Morder til
 Amerika. Han blev hæderligt modtagen hos Høyens, og jeg læste i
 den Anledning hans Tørnrosens bok.

Da jeg begyndte at komme der i Huset, boede de i et Baghus i
Gothersgaden, senere flyttede de til en tredie Sal i Løngangstræde.
Begge Steder var Leiligheden tarvelig, og Aftensbordet som i en
jævn Familie, thi Høyen havde kun smaa Indtægter. Da det ikke kunde
vides, hvormange Gjæster der vilde indfinde sig, havde det sine
Vanskeligheder altid at skaffe Plads ved Bordet; men Fru Høyen havde
en mærkelig Evne til at faae Stole og Borde og Madvarer til at holde
Skridt med Hjærtet og udvide og mangfoldiggjøre sig tilligemed
dette. Jeg blev snart hendes Fortrolige og blev i Krogene indviet i
hendes husmoderlige Bekymringer, men ogsaa i, hvorledes hendes Glæde
over hendes beundrede Mands Venner maatte og skulde overvinde alle
Vanskeligheder.

Høyen var overordentlig nøisom med Hensyn til sine personlige
Fornødenheder, han havde ogsaa været nødt dertil, da hans Stilling,
som af de Styrende blev anseet for temmelig overflødig, var slet
lønnet, og hans fuldkommen uegenyttige Charakter i Forening med den
for ham uundværlige Uafhængighed ikke egnede sig til at forbedre
Stillingen. Men saa lidt han havde at give af, gav han dog hellere
end han tog, og var i Sandhed en glad Giver.

Da han laa paa Frederiksborg for at ordne den derværende betydelige
Malerisamling, hændtes det hyppigt, at Bekjendte af ham kom derud,
og det var for dem og ham en ligestor Glæde, naar han personlig
viste dem om paa Slottet. Men derved gik den Betjent, som ellers
var Omviser, glip af sit Honorar. Dette oversaae Høyen ikke, men
gav hvergang Betjenten af sin egen Lomme de ham tilkommende Dalere,
hvilket selvfølgelig den Besøgende intet fik at vide om, og uagtet
Slotsbestyrelsen ogsaa lod som den ikke forstod, at han selv kunde
trænge til et anstændigt Honorar for sit store Arbeide. Saaledes var
han i alle Forhold.

Naar Talen kom paa hans lange Ophold i Italien, dvælede han helst ved
de elskværdige Træk, han havde fundet hos Landets Almuesfolk, endog
hos Droschkekudske og Dragere. Og da han paa en Reise i Slesvig kom
til os i Haderslev, kunde han ikke høre op med at tale om, hvilken
Glæde han havde havt af sin Kudsk paa den lange Vei fra Lygomkloster,
det var dog en almindelig Bondekarl, som for andre saae træven ud.
Men Høyen havde det menneskekjærligste og mest demokratiske Hjærte,
jeg nogensinde har truffet, han kunde faae ud af Mennesker, hvad
ingen anden kunde see.

Han var ogsaa det mest frisindede Menneske, jeg har kjendt, ja en af
de yderst faae, der virkelig vide, hvad Frihed er. Han bekjæmpede
vistnok enhver efter hans Syn feil Retning, og da han var meget
heftig, kunde han bekjæmpe den voldsomt, men naar han saa fik tænkt
sig om, kunde han blive formelig fortvivlet ved den Tanke, at han
kunde have forsyndet sig mod den Overbevisning, en anden efter sine
Kaar maatte have, og endnu mere over at have saaret en Følelse hos
ham, som maatte være ham hellig.

Saa nøieseende var han med at lade enhver have sin Frihed, at han
nødigst af alt vilde lede nogen, endog i den Kunst, hvori han var sin
Tids største Autoritet. Naar Kunstnerne hentede ham hjem til sig,
forat faae hans Dom over deres Arbeider, var der ingen Tvivl om, at
han ved første Øiekast saae Manglerne i enhver Henseende, men det var
langtfra saa let at faae ham til at udtale sig, og de maatte ofte nok
finde sig i, ikke at faae noget Raad af ham, næppe engang en Dom.
Lad dem selv, lad dem endelig selv! sagde han. Han var bange for at
bibringe dem noget, som ikke udsprang af dem selv.

Man beskyldte ham altid for at være partisk. Dette kunde ikke
undgaaes, da man offentlig hørte hans overlegne Domme, og de, der
følte sig trufne af dem, ømmede sig, og de der ikke hørte til hans
Omgangskreds havde en Mistanke om, at der blev talt noget meget slemt
i den. Men det havde dog en egen Sammenhæng med hans Partiskhed.
Overfor mangelfuldt og feilfuldt Arbeide var han ubøielig,
idetmindste med at tie stille med sin Ros. Skovgaard var en af dem,
han mest sigtedes for at begunstige, til Mishag for dem, der mente
sig at være større Landskabsmalere, for Ex. Gurlitt. Dog var det
saa langtfra, at han smigrede denne samvittighedsfulde Kunstner, at
først, da han havde malet det stille Dyrehavestykke med den sovende
Hjort i Forgrunden, og det var dog langt henne i hans Virksomhed,
da han allerede havde faaet flere Præmier, og hans Billeder klædte
Nationalgalleriets vægge, hørte jeg Høyen udbryde: »Nu er Skovgaard
bleven en Kunstner! Dette er dog endelig Kunst!«

At han skulde være partisk for nogen særegen Retning, kunde kun siges
af Uvidenhed. Med større Sandhed kunde man sige, at fra Kunstens
første Daggry til den Dag han levede, og fra China til Island kunde
der intet af Værd fremdrages, som han ikke havde lige kjær.

Paa samme omfangsrige Maade bedømte han den enkelte Kunstner. V.
Gertner, dengang den mest roste Portrætmaler, var han en bestemt
Modstander af, som heller ikke denne forfængelige Mand sparede ham.
En Aften Høyen var hos os, havde min Hustru talt om et Portræt af
ham, hun fandt fortræffeligt. Høyen hørte opmærksom paa hende, lænede
sig saa tilbage i den gode Lænestol, jeg pleiede at skyde hen for
ham, og begyndte: Ja, det er interessant, hvad han tidt formaaer. Og
nu holdt han et helt langt Foredrag over Gertners Kunst, hvori han
ligefra hans Begyndelse gjennemgik ethvert af hans Arbeider, endog
de mindst bekjendte, og fremhævede paa den mest anerkjendende Maade
ethvert af hans Fortrin, men rigtignok ogsaa hans Svagheder. Men et
Stemningsmenneske var han. Man maatte tage noget varsomt paa ham.
Havde nogen paastaaeligt rost denne Kunstner, især paa en andens
Bekostning, var han paa det heftigste bleven viist tilbage. Høyen
havde maaskee raabt! Det er noget Snavs tilhobe! Dog næppe, hvis det
havde været en Dame. Mod dem var han altid meget hensynsfuld, og
havde snarest svaret vittigt og leende.

Det er bleven en gjængse Tale hos dem, der ikke have kjendt ham, og
er formelig blevet slaaet fast som hans Eftermæle, at han paa en
bornert Maade fremelskede en national Kunst, alt skulde være saa
nordisk. Ja, da han havde seet, hvor usundt det mer og mer blev for
vore Kunstnere at hente alt deres Stof fra Italien, henviste han
til det Hjemlige og sagde: See paa det, som Hollænderne have seet
paa deres. Han fandt ogsaa, som Samtiden i det Hele fandt det i det
nationale Opsvings Tid, at den nordiske Oldtid, der havde affødt saa
rig en Poesi, ogsaa kunde med Fordel behandles af Billedkunsten, og
han glædede sig over, hvad hans Venner Freund og Bissen frembragte af
Mesterværker i den Retning.

Hans Lærdom var overordentlig, og støttet paa hans ligesaa
overordentlige Hukommelse var den ham altid nærværende. Naar han
vilde skildre en Kunstperiode, begyndte han med Tidens og Landets
Historie, og det ikke med abstracte Data, men med en saa levende
Skildring af Tidens Eiendommeligheder og Folkets Kaar, at Tilhørerne
fik en Fornemmelse af selv at have vandret paa de Steder og levet med
de Mennesker. Og tog han enkelte Kunstnere for, fik man deres Liv og
Charakter, og deres Beskyttere og Modstandere, Fyrster og Stormænd og
Publicum, saaledes fremlagt, at der hørte en Digter af stor Styrke
i Charakterskildring til at gjøre ham det efter. Dette opnaaede han
ikke saameget ved Udførlighed, som ved det personlige Indtryk han
vidste at stemple alt med.

Han var den ypperste Taler, jeg har hørt, men ingenlunde i den Stil,
store Talere ellers pleie at berømmes for, ikke det ringeste af det,
der har sit Forbillede i Cicero. Han talte hurtig og let, som En der
i daglig Tale er ivrig for at faae sagt, hvad han vil. Men alt som
hans Stemning steg, som de skjønne og ophøiede Syner begyndte at
udfolde sig for hans Øine og henrive hans Hjærte, steg Udtryksmaaden
i Værdighed og Glands, og Foredraget blev en mægtig Flugt baaren af
flammende Følelse.

Men hans Veltalenhed behagede ikke dem, der havde en anden
Forestilling om denne Kunst. Da han i Akademiets Sal holdt sin
glimrende Mindetale over Bissen, og Kongefamilien og alt hvad stort
var i Staden var tilstede, deriblandt ogsaa Fru Heiberg, gjorde denne
kunstforstandige Scenens Dronning den Bemærkning, at der i hans
Foredrag var gode Elementer til en Tale, men en Tale var det ikke.
Heri gav Biskop Martensen, som har fortalt mig det, hende fuldkommen
Ret. Nei, som den akademiske Prædikant talte han vistnok ikke, men
han talte saaledes, at selv de, der ikke forstode Bissens Kunst,
blev henrevne af Kjærlighed til en saadan Mand, og blev rystede over
hans Bortgang.

Mest henrev mig hans Skildring af den antike Kunst, den havde ogsaa
fortrinsvis hans Hjærte. Hellenerne elskede han over alle Folk. I
Grunden elskede han alle Folkeslag, det var en af hans Egenskaber,
og den var ikke »partisk«. Hos ethvert Folk satte han sig ind deres
Liv og Charakter, fremhævede deres bedste Egenskaber, og kunde have
sin Glæde af dem, han besøgte. Men af de nyere følte han sig mest
tiltrukken af Hollænderne, og saae i dem et Slægtskab med Hellenerne,
som han satte høiest paa denne Jord.

Om saadanne Ting talte jeg helst med ham, om Kunst talte vi mindre.
Jeg undgik helst det Æmne, da jeg ikke overfor ham havde Lyst til
at yttre mine Meninger derom. Jeg havde nok i andet, thi hans Dom
var ligesaa kyndig over Poesie og al Slags Litteratur, kun ikke over
Filosofi, den indlod han sig ikke gjerne med. Han mente ikke, at man
ved Filosofiens Hjælp faaer Syn paa, hvad der styrer Verden. Hans Syn
var grundet paa naturlig Betragtning og følelsesfuld Opfattelse, og
gik ud paa optimistisk, næsten barnlig Glæde over Livet.

Religionen var ham en vanskelig Sag, men i intet viste hans
Frihedssind i et renere og mere rørende Lys. Det fine Hensyn, han
altid tog til enhvers eiendommelige Udvikling, og den Frygt, han
havde for at forstyrre nogen i deres Følelser og Tanker om det
Høieste, en Eiendommelighed, der som alt omtalt, ogsaa gjorde sig
gjældende i hans Behandling af Kunstnere, viste sig ogsaa i det
Religiøse derved, at der var intet, som han var mere ængstelig for at
gribe forstyrrende ind i end i andres christne Tro.

Han havde arbeidet stærkt og ærligt for at komme ind i det religiøse
Liv, og læste altid, hvad han mente, der kunde tjene ham i denne
Sjælesag, i Særdeleshed Biblen, som der var faae, der kjendte saa
godt som han. Men han var en overordentlig kritisk Natur, og
hans store Kundskab til Oldtidens Aandsbevægelser virkede til,
at han maatte ansee dens Forkyndelse af det Overnaturlige for
Selvskuffelse, for smuk, men naturlig Dannelse af Legender. Jesus
og hans Disciple vare ham de største af alle Mennesker, men Kirkens
systematiske Udvikling vendte han sig med Misnøie fra, og sagde, at
da Christendommen var bleven Statsreligion, havde den gjort Mennesker
grummere end Hedenskabet. »See, hvor nænsomt Athenæerne tog paa
Sokrates,« sagde han, »og hvorledes behandlede man siden en Kjætter?«

Det var i det Hele ikke synderlig bekjendt for hans Venner, hvorledes
det stod sig med hans Tro. Kunstnere pleie ikke at være videre
opmærksomme paa den Sag. Ikke engang Skovgaard, som blandt de yngre
stod ham nærmest, og selv var en fast troende Christen, vidste det.
Bissen, der selv var en Fritænker og ikke skjulte det, vidste det
bedre, og rystede smilende paa Hovedet ad Høyen. Til mig talte han
ofte derom, altid i en bekymret Tone, og fortalte mig selv, hvorledes
han mente, han maatte komme igjennem for ikke at vække Forargelse:
»Jeg vilde ikke for nogen Pris forstyrre Skovgaard med mine Tvivl,«
sagde han, »eller Georgia« -- Skovgaards Hustru, Datter af J. Fr.
Schouw.

Engang jeg gik med ham i Mariekirken i Haderslev, paa hvis Alter der
stod et stort smukt Crucifix, blev han staaende foran dette, saae
længe paa det, og sagde saa i en dybt bedrøvet Tone: »Det er Døden.
Videre kan jeg ikke komme.« »Vi kan dog ikke undvære Opstandelsen,«
bemærkede jeg, men dertil svarede han intet. En Gang fandt jeg ham
liggende paa sin Sofa, læsende i Platons Phædon. Naar han befandt
sig ilde, læste han helst Ting, der kunde lede hans Tanker til
Evigheden. Da jeg kom, udbrød han: »O herlige Mennesker, Sokrates og
hans Disciple! Men jeg forsikkrer Dem, at engang jeg havde læst den
Bog, og efter den kom til at gjennemgaae Apostlenes Breve, det var i
Kundby Præstegaard« -- hans Hustrus Hjem -- »sagde jeg til mig selv,
hvorlangt dybere og langt høiere!« En anden Gang, det var da han var
en gammel Mand, ogsaa en trist Dag, da han var syg, fandt jeg ham
læsende i Poul Møllers Afhandling om Udødeligheden. Da sagde han:
»Jeg har læst den flere Gange, og jeg troede, jeg endnu kunde finde
noget i den, men jeg finder desværre intet for mig.« Jeg troer, han
kjæmpede lige til sin Død med sin Tvivl.

Vi stod alle i et Discipelforhold til Høyen; jeg troer endogsaa de
ældre betydelige Mænd, jeg har nævnet, da de i hans Sfære ikke var
meget videre end vi andre. Og da han saa godt som ene virkede ved
det mundtlige Ord og sin levende Personlighed, medens hans Skrifter
dels ikke dengang var os bekjendte, og kun de af dem, der ogsaa ere
levende Ord, nemlig de stenograferede Foredrag, ere ret betegnende
for ham, kunde jeg i min Beundring for ham ikke lade være at
sammenligne ham med Sokrates. Endog hans Udseende og det at han altid
var ung mellem de Unge gav Anledning dertil; ogsaa hans Stilling i
det dannede Samfund, idet ogsaa hans Opgave var at vise alle dem,
der vidste saa meget, at de i Virkeligheden vidste saa lidt. Han var
da endelig ogsaa -- at sige efter vore fredelige Forhold -- omtrent
ligesaa miskjendt og bagtalt som den store Hellener.

Af hans Kreds var P. Chr. Skovgaard den jeg nærmest sluttede mig
til. Hans rolige og i høieste Grad paalidelige Væsen, som dækkede
en dybttænkende og dybtbevæget Aand, tiltalte mig særdeles; og da
han dengang endnu ikke havde nogen større litterær Dannelse, hørte
han ogsaa gjerne min Tale. Han tegnede den Vinter (1846-47) hele
Selskabets Portræter hver for sig, ogsaa mit. Desværre indtraf det
Uheld, at han tabte sin Tegnemappe paa en Reise, hvorved alle disse
fortrinlige Billeder gik ud af Tilværelsen. Lundbyes maa dog være
bleven reddet, da jeg finder det i Tidsskriftet Ude og Hjemme mærket
med Aarstallet 1845. Han maa have udført det tidligere og ikke have
havt det med i Mappen, thi allerede den 3. Juni 1845 havde vi holdt
Afskedsfest for Lundbye, da han drog til Italien, som jeg seer af en
Sang, Svend Grundtvig havde skrevet til dette lille muntre Gilde.

J. Th. Lundbye havde jeg meget kjær, skjønt jeg ikke veed, om han
ganske gjengjældte min Kjærlighed. Dog talte han gjerne med mig om
sin Kunst og havde godmodig sine Løier af mine Bemærkninger om den
Retning, han var Fader til. Han var en fintdannet Mand med et mildt
stilfærdigt Væsen, der i Omgang mere bar Præget af end han udtalte
hvad der boede i hans Indre. Hos ham følte man mere end hos Skovgaard
med det aldeles fordringsløse Væsen, at man stod overfor en betydelig
Mand. Han var stærkt grebet af Tidens Bevægelser, og havde sluttet
sig til Grundtvig, hvis Sønner vare hans Venner. Da Krigen kom, var
det ham umuligt at blive hjemme. At saa et Vaadeskud skulde ramme
hans skjønne uopveielige Hoved, saae vistnok ud som noget af det
Rædsomste, Tilfældighedens grulige Lov kan byde, men det var dog
muligt, at Tilfældet dog ikke var saa dumt brutalt, som det den Gang
forekom os alle. Jeg kunde tænke mig, at om han selv kunde have taget
Ordet iblandt os i de Sorgens Dage, vilde han have sagt: »Hvad klage
I? Er det ikke endnu skjønnere at falde for sit Fædreland uden at
have behøvet at vende det blodige Vaaben mod noget Menneske? Og kunde
jeg ønske mig noget yndigere Liv end her paa Slesvigs aabne Mark, med
de hvislende Græsstraa omkring mig, og en Hare hoppende hen over min
Grav? Ganske stille vil jeg ligge, og ikke skræmme hverken den eller
Faarene, naar de vil lægge sig tæt op til mig.«

Hans vemodige Grundstemning var vistnok bleven forstærket ved en
dyb Smerte, han havde gjennemlevet i sin første Ungdom. Jeg har
vel hørt derom, men det er mig ikke saa bekjendt, at jeg tør tale
derom. Han havde knyttet sig meget nær ikke blot til Høyen, men
ogsaa til hans Familie. Hans særdeles Veninde var Fru Høyens Søster,
Hanne Westergaard, og dette Forhold var meget betegnende for ham.
Hun var af Udseende en meget fed og ubehjælpsom Skikkelse, talte
langsomt og utydeligt, og gjorde paa Forstandsmennesker Indtrykket
af at være temmelig enfoldig, men hun var overstrømmende hjærtensgod
og sværmerisk Grundtvigianer. Hun fortalte mig, at engang havde
der hjemme i hendes Faders Præstegaard, i Kundby, været En -- jeg
husker ikke hvem -- som havde talt til hende og en Veninde om, at
det var taabelig Overtro med denne Djævel. »Det gjorde os saa ondt,
saa ondt. Vi laa om Natten og græd i hinandens Arme, for vi skulde
miste den kjære Djævel.« Høyen havde for Skik at afbryde hende med et
utaalmodigt Raab, naar hun vilde arbeide sig op til at indblande en
confus Bemærkning i hans Tale; men han holdt inderlig af hende som en
Ungdomsveninde og kjær Husfælle. Ogsaa viste hele hans Kreds hende
megen Opmærksomhed, baade for hendes kjærlige Hjærte, og fordi dette
var en rig Beholdning for alle deres personlige Forhold. Man kunde
heller ikke andet, naar man saae hende rokke med sit store Hoved i
Henrykkelse over saadanne elskelige Mennesker.

Lundbye var nu ret hendes Hjærtensbarn. Han betroede hende alle sine
Sorger og Glæder, og han henvendte helst sine Breve til hende. Og
det var Breve, der i rige Skildringer af hans Kunstnerøies Syner og
i aandfuld Udgydelse af sine sværmeriske Følelser ikke stort mindre
kunde kaldes Kunstværker end de Tegninger, som han ledsagede dem med;
og som nu er Samlingernes Skatte. Det var det Mysterium han havde
opdaget, at denne enfoldige Sjæl med sit moderlige Hjærte forstod ham
bedre end den kritiske Verden, og det var rørende at see, hvor rig
hun, i sit lange ensformige Liv efter hans Død, følte sig ved at
have saadanne Klenodier, for hende ogsaa Hjærtensklenodier, i sine
Gjemmer.

Da han drog bort som Soldat, var vi af den Mening, at han havde en
dybere Følelse for den Dame, som siden ægtede Skovgaard, Georgia
Schouw. Vist var det, at han efterlod sin bedste Tegnebog med den
Paaskrift, at hvis han faldt, skulde den overgives til Frøken Schouw,
hvis hun vilde være saa god at modtage den. Hun ikke blot modtog den,
men viste den aldrig til nogen. Heller ikke gjorde Skovgaard det, da
han havde mistet sin fortræffelige Hustru; og efter hans Død fandtes
den med hans Paaskrift, hvori han anmodede Fru Høyen om at opbevare
den uaabnet for hans Børn.

Bergitte Høyen var et mærkeligt Menneske. Tiltrods for hendes djærve
Slagfærdighed, kunde man dog ikke lade være at elske hende for
hendes trofaste Hjærte. Høyen talte aldrig om, hvad Miskjendelse
og Krænkelse, han havde lidt, men hun havde gjemt dem med alle
Biomstændigheder, og naar hun havde En i en Krog, strømmede det ud
af hende med stærke Fagter og lysende Øine. Manget smukt Træk af
hans Liv har jeg paa den Maade faaet at vide. Hun var en udmærket
Husmoder, den skjønneste Renlighed og Orden, og rigelig Gjæstfrihed
vidste hun at forene med forstandig Sparsommelighed. En Formiddag,
jeg var kommen ind fra Landet og var gaaet op til dem, faldt det
hende ind, at jeg kunde trænge til Frokost, og hun ilede ud. Høyen,
som stod med mig i Døren ind til hans Værelse, saa efter hende med
rørt Mine, og sagde med sin blødeste Stemme: »Du skulde have seet
hende hjemme i hendes Faders Præstegaard. Hvor hun var glad og
kjærlig i sin Gjæstfrihed. Ja, hvor hun var skjøn.«

De havde været forlovet i 14 Aar. Grunden dertil og deres indbyrdes
Forhold er saa smukt beskrevet af L. Ussing, at jeg ikke vil gjentage
det. Blot nogle Smaatræk. Deres Ungdomskjærlighed var bestandig den
samme, og kunde i sin fuldkomne Naturlighed vise sig i meget pudsige
Skikkelser. Alle hans righoldige Breve fra hans Reiser stilede han
til hende; hun skulde have alle Betragtninger saa høit de end gik, og
hun forstod at skjønne paa dem. Til det Yderste var hans Sag altid
hendes. Brevene er nu trykte, men ikke alle de morsomme Kjælenavne,
han deri gav hende; og hun og hendes Søster var ikke mindre stærke i
at give ham dem igjen. De talte helst om ham som om et elsket Barn.
Det sværeste var, naar de en Tid maatte skilles. I 1835 skulde han
reise til England, og ventede sig stort Udbytte af den Reise. »Jeg
vaagnede om Natten,« fortalte han mig, »og hørte, at Gitte laa ganske
stille og græd. Hun vilde ikke lade mig mærke sin Sorg over at jeg
skulde bort, og troede, at jeg sov. Men jeg turde ikke tale til
hende, at det ikke skulde overvælde hende, og hun skulde have den
Sorg mere at bedrøve mig.«

Han havde aldrig selv Penge, han overgav dem alle til sin Hustru.
Men naar han gik ud, talte hun ham omhyggelig Lommepenge til, med
den Bemærkning at det ikke sømmede sig for en saadan Mand, ingen
Penge at have i sin Lomme. Og man maa sige til den sparsommelige
Husmoders Ære, at det var ligesaameget hendes Stolthed, naar han saa
rigelig delte dem ud til alle Sider, som naar han i Selskab trak det
skinnende hvide Lommetørklæde op, som hun havde sørget for at stoppe
i hans Mandarinlomme, og i anden Dragt gik han aldrig, selv i de
største Aftenselskaber. I Middagsselskaber kom han i Reglen ikke, han
havde ingen sort Kjole. Han havde dog et Par Ordener, men han bar dem
ikke. Engang skete det, at da han skulde holde Foredrag for en meget
stor og glimrende Forsamling i Alfred Hages Soirée, traadte han ind
i Salen i den gamle Mandarin. Den bedste med Lommetørklædet i hang
hjemme. Man tænke sig hans Frues Forfærdelse.

Men, jeg er med alt dette kommen mer end 30 Aar for langt ned i
Tiden, og maa vende tilbage for at finde min egen Ungdom igjen.
Tanken om min mærkelige Ven har holdt mig noget længe hen, men
jeg fortryder det ikke. Intet har vistnok bidraget saameget til
at uddanne og fæstne mit Syn paa Livet i alle dets Former, som at
jeg har været saa lykkelig i en Menneskealder igjennem at leve i
fortrolig Omgang med Høyen.

Efter endt Examen reiste jeg paa Landet med min Moder. Maalet var den
kjære Søsters nye lille Hjem i Slagelse. Jeg drev der om i Mark og
Skov paa min sædvanlige Vis og søgte at vinde mine Kræfter tilbage
saa godt som muligt. Drev det ogsaa til, at jeg paa min Fod kunde
vandre til Sorø; hvorfra jeg vendte tilbage til Roskilde, hvor jeg
havde strenge Ordrer til at ankomme i god Tid. Jeg var nød til at
adlyde, min Ven ~Brun Jul Fog~ er ikke den Mand, der lader sig afvise.

Denne Ven har jeg endnu ikke omtalt. Ikke fordi han nu først
indtraadte i min Historie, tvertimod, vi havde været ganske
fortrolige Dusbrødre fra min første Studentertid, men fordi jeg har
fulgt den ledende Traad i mit Livs indre Bevægelser, og i dem havde
han ikke havt den Del, som de allerede nævnte.

Vi var Studenter fra samme Aar, laa sammen paa Regentsen, hvor vi fik
indgaaet det fortrolige Venskab, som til min Glæde har varet indtil
nu.

Han steg efterhaanden Trin for Trin til vor Kirkes høieste
Værdigheder og er nu den ypperste. Han har ogsaa gjort det med en
saadan Sikkerhed, at det ved ethvert har syntes, som om der var
ingen andre til at indtage Pladsen end han. Jeg har tidt tænkt over,
hvorledes dette kan være lykkedes for ham. Han er ingen fremragende
Lærd, vel en overmaade veltalende Mand, men andre Talere have været
ligesaa beundrede. Og epokegjørende som Mynster var det, er han ikke,
fordi han ingen ny Tone og Tankegang har bragt ind, har meget mere
optaget Traaden efter Mynster. Nei, det er hele hans Væsen.

Han har ligefra sin Ungdom havt en egen, jeg kunde sige ubegribelig
Evne til altid at være den overlegne. Ikke fordi han i nogen Maade
stolt vil gjøre sig Plads, men uden at det mærkes, gjør han sig Plads.

Dog har han havt eiendommelige Vanskeligheder med sit Væsen. Han er
et Stemningsmenneske, og kan udaf sin Stemning sige mange underlige
Ting, som: »Aa ja, Dogmatik og Trosbekjendelse -- jeg har nu min
egen Religion.« Han har Hang til Paradoxer, sagde vi dengang. »Og
saa kan han ikke engang forsvare dem,« sagde den ivrige Disputator
Stiftsprovst Tryde, og lo hjærtelig. Mig synes dog, det ikke er
saameget det, som indre Oplevelser af den Slags, som andre, hvis de
have bevæget Liv nok til at kjende dem, helst tie stille med, men som
han ifølge sit ærlige Sind letter sin Samvittighed for ved frit at
bekjende dem. Han er af alle dem, jeg har kjendt, den der mindst gjør
en Røverkule af sit Hjærte. Ikke blot hans fortrolige Venner faae at
høre forbausende Ting, men hvad han faaer Lyst til at sige, siger han
til enhver, siger det ogsaa for det hele Selskab, og kommer i Orde
derfor og bliver bagtalt for Yttringer, man ikke finder værdige for
en Mand i hans Stilling.

I Roskilde, hvor han dengang var Adjunkt, fandt jeg ham ifærd med at
bygge Rede til den Brud, han vilde føre hjem.

Men heller ikke deri undgik han Omtale for at være en forbausende
Mand. Hun kunde været hans Moder, sagde man. I Virkeligheden var
Aldersforskjellen dog ikke saa synlig, da Fog altid har seet ældre
ud end han er; og Petra Guldberg, hvis Træk mindede om hendes
Bedstefader, Ministeren, længe vedligeholdt sin faste Skjønhed, den
først den lange sørgelige Sygdom, der endte hendes Liv, kunde bringe
til at falde sammen.

Min Moder havde altid foreholdt mig, at to Ting skulde man opsætte,
til man blev Candidat, at skrive Vers og at forlove sig. Vist er det
idetmindste, at den første Idræt havde jeg hidtil holdt tilraade
med, og den anden havde jeg ikke havt Tanke om. Men ligesaa vist,
at jeg allerede i mit første Candidataar fik begge Dele ganske godt
besørgede.

Jeg havde igjen taget til mit Yndlingsstudium, min hebraiske Bibel
og var standset ved Jeftas Offer, og fandt, hvad da ogsaa andre
have fundet, at det er et mægtigt Æmne for en tragisk Skildring.
Jeg havde ingen Erfaring, men jeg havde et stort Mod paa ikke at
skye nogen Opgave. Hele den hellige Historie laa for mit Syn, og i
Virkeligheden vilde jeg intet mindre end at gribe den helt i dens
store Vendepunkter. Dette lille Sagastykke skulde nu for det første
være et Forsøg, hvorved jeg kunde prøve mine Kræfter.

Jeg valgte den raa hebraiske Rhytme, som den foreligger i Texten. Med
den mente jeg at have den rette Tone til at bringe det gamle Folks
voldsomt bevægede Sjæledyb til Orde i. Ubarmhjærtig vilde jeg føre
den tragiske Collision igjennem med ubønhørlig Consequens, lade de
Ulykkelige mætte sig med al den Jammerklage, hvori Oldtiden er saa
stærk, og lade alt endes i den Død, hvorfor den gamle Religion ingen
Trøst har.

Saadanne Tanker fyldte mig, medens jeg ihærdig Vintren igjennem
arbeidede med at faae mig selv holdt til at være en rigtig Digter i
den Mening, jeg havde gjort mig derom. Hvad der ellers skulde blive
af mig, glemte jeg ganske derover. I Mai 1846 havde jeg den første
Afdeling færdig, da indtraadte en Forhindring, som gjorde, at den
anden Del først blev sluttet i December. Sommeren blev vel ikke uden
Poesi, men den blev af praktisk Natur.



TREDIE BOG.

FORLOVELSEN.[9]

 [9] I Manuscriptet begynder denne Bog med Familien Waages
 Historie, fortalt paa 140 Sider. Amalie Fibiger er født d. 6.
 April 1824 i Vetterslev, hvor Faderen Georg Holger Waage var
 Præst; snart (1828) forflyttedes han til Fruekirke i Kjøbenhavn
 og blev i Foraaret 1837 Direktør for Sorø Akademi. I November
 1842 døde hans Hustru, og en Maaned efter fulgte den ene Datter,
 Sigrid, og han selv hende i Graven. Amalie, dengang 18 Aar, var nu
 Hovedet for Familien, der bestod af to Søstre Edle og Frederikke,
 og to Brødre Olaf, og Vilhelm. Paa Faderens Begravelsesdag fik
 hun et Brev fra »Tante Caroline«, Fru Theodor Suhr (født Falk,
 Sødskendebarn til Fru Juliane Waages Moder), som i de kjærligste
 Udtryk tilbød hende at komme i Huset hos dem som Datter. Men hun
 kunde ikke beslutte sig til at skille sig fra sine Sødskende; hun
 havde allerede lagt den Plan at flytte til Kjøbenhavn, leie en
 lille Leilighed og selv styre Huset for den firsindstyveaarige
 Bedstemoder og sine Sødskende og saaledes holde Hjemmet sammen.
 Med nogen Betænkelighed gav ogsaa hendes Formynder, Faderens
 Ungdomsven Conferentsraad Holm, sit Samtykke og saaledes blev det.
 Hendes Cousine, Claudine Broager, og deres gamle Lærerinde, Jomfru
 Fohlman, blev ogsaa Medlemmer af den lille Familie i Fiolstræde.



FØRSTE KAPITEL.

DEN LYKKELIGE BEGIVENHED.


Det var i Efteraaret 1845, at Frøken Amalie Waage havde i sit fromme
moderlige Sind fundet, at hendes yngste Søster, Frederikke, der
nu var 13 Aar, og den kun lidet ældre Hjærtens-Søster Claudine,
kunde behøve en Lærer i deres Christendom. Intet Under, den kjære
Jomfru Fohlmann var ikke den, der just kunde lægge Aand ind i sin
Undervisning.

I den Anledning havde hun henvendt sig til sin faderlige Ven,
Stiftsprovst Tryde, og han, som altid har villet mig vel, var saa
god at skikke Bud efter mig. Jeg husker saa vel, hvorledes han,
gaaende op og ned i sin Præstestue, med den ham egne Blanding af
hellig Alvor og hjærteligt Skjelmeri i sit altid straalende Ansigt,
med en lille Tale satte mig ind i Forholdene, og standsede foran mig
med det Spørgsmaal -- ikke just med de Ord men dog den Mening -- om
jeg havde Mod til at vove mig ind i en saa fortryllende Jomfruborg.
Jo, jeg havde i den Retning Mod til hvad det skulde være, og havde i
dette Tilfælde desto bedre Mod, fordi jeg allerede kjendte en Del til
Faren. Jeg havde ofte seet de elskværdige Søstre i min nærmeste Kreds.

Naar jeg læste med de to Unge, sad den ældste Søster altid i Stuen,
ved sit Haandarbeide, paa sin vante Plads ved Vinduet. Hun kunde dog
nok have Lyst til at høre, hvad en saadan Lærer havde at foredrage.
Paa min Side lagde jeg saa al den Alvor, hvormed jeg selv var greben
af Evangeliet, ind i min Undervisning, og gjorde i alle Maader min
Gjerning saa godt, som jeg dengang formaaede. Efter min Vane var jeg
vistnok overmaade ordrig og vidtsvævende i mit Foredrag, og steg
vistnok i mine Betragtninger altfor høit, men dette hørte nu eengang
til den Læreform, vi alle vare vante til fra vor fælles Præsts,
Trydes Foredrag. Det var for mig hellige Timer, jeg troer ogsaa for
Tilhørerinderne alt efter deres forskjellige Alder; og naar der siden
kom en anden Frugt ud deraf end den, der ligefrem kan kaldes hellig,
saa havde jeg i disse Timer i alt Fald ingen Skyld deri.

Men vi mødtes ogsaa i andre Timer. Søstrene kom jævnlig i min
Farbroder Scavenius Fibigers Hus, og jeg var jo vant nok til at gaae
ind og ud der næsten som en Søn. Amalie var efter Nicolines Ophold i
Sorø bleven hendes meget kjære Veninde, og denne Cousine var af de
unge Piger, jeg færdedes imellem, den Tid ogsaa min nærmeste Veninde.

Et Bal som Tante Christine Møller i Januar Maaned gjorde paa sin
Adoptivdatters Fødselsdag bragte mig noget mere i Omtale end jeg
dengang fik at vide. Da den lykkelige Begivenhed siden indtraadte,
sagde min gamle Tante, der altid saae med Rørelse paa sligt: Ja, ja,
jeg saae jo nok, hvor trygt de to dandsede sammen. Det kunde altsaa
allerede dengang ikke længer hjælpe mig at gaae med en hvid Pind i
Munden. Dog troer jeg ikke, at mit eget Hjærte var kommen til nogen
Afgjørelse endnu. Hvad veed man vel i en saadan Sag? Kun er det vist,
at da Vaaren kom med Lys og Varme, blændede Lyset mig og Ilden slog
ud.

Ligefuldt var det et stort og farligt Foretagende, jeg havde for. Jeg
havde Grund til at sande, hvad min Ven Lunddahl, der var et meget
aarvaagent Vidne, thi vi saaes ofte i Trydes Hus, bemærkede: »Borgen
er høi, der hører mer end almindeligt Mod til at forsøge en Storm.«
Den var ogsaa allerede beleiret.

En fin og aandrig Herre, filosofisk æsthetisk Filolog, som havde
været Adjunct i Sorø og der en Ven af hendes Faders Hus, offrede sig
til hendes Tjeneste, og gjorde hvad jeg aldrig havde vovet udenfor
mine Undervisningstimer, besøgte hende i hendes jomfruelige Hjem,
og udfoldede der sin pikante Livsbetragtning med en egen klangfuld
Veltalenhed. Han yndede fransk Litteratur og havde dannet sig et
Ideal af fint reflecteret æsthetisk Luxus. Den Æsthetiker som Søren
Kierkegaard havde beskrevet, var dengang i Mode. Han var Fritænker,
og Lunddahl, der var ansat ved samme Skole som han, sagde derom:
»Naar han kommer med det, faaer jeg inderlig Lyst til at smide ham
ud af Vinduet.« Deri var jeg dog ikke ganske enig. Jeg saae ham i
Trydes Selskaber og fandt ham behagelig nok. Naar han som Midtpunktet
i en Kreds af skjønne Kvinder ret var i sit Es, lyttede jeg med
Beundring til de Cascader, hans Vid, hans Fortællertalent og hans
sententiøse Talesæt med behersket Ro, men ustandselig, lod risle for
vore Øren. Jeg vidste, at jeg var ganske ude af Stand til at gjøre
ham det efter, og følte mig som en ringe Størrelse overfor ham.

Ikke blot hans Venner haabede paa denne Forbindelse, men ogsaa i
videre Kredse blev der allerede talt derom som en Nyhed. En Dag,
Amalie og Edle var gaaede ud paa Christianshavn for at gjøre Fru
Heiberg et Besøg, mødte de paa Tilbageveien Heiberg i Overgaden, og
han var ikke den Mand, der kunde lade de to unge Piger gaae forbi.
»Aa, De har været ude hos min Kone, saa har de bestemt havt noget
at fortælle hende. Siig nu ogsaa mig, hvad det var, jeg vil saa
umaadelig gjerne vide det.« -- Nei, der var da ikke noget særdeles.
-- »Jo vist, jeg er overbevist om der var noget. Jeg kan see det paa
Dem. Noget rigtig glædeligt. Jeg troer næsten, jeg kunde vide, hvad
det er.« -- Nei, der maatte atter og atter forsikkres, at der ikke
var noget. -- »De kunde gjøre mig saa lykkelig ved at sige det. Tænk
Dem nu, naar jeg kommer hjem til Hanne, saa kommer hun mig imøde og
holder Hænderne paa Ryggen, og siger: Kan du gjætte? Ja, her har
været nogen som du ikke veed, hvem er, og jeg har faaet noget at
vide, som du ikke veed. Gjæt nu bare! Saa staaer jeg da der en net.
Men naar de bare vilde sige mig det, hvor var det da morsomt, naar
jeg kunde komme hjem og sige: Jeg veed noget, som du ikke veed. Nei,
du faaer det ikke at vide. Kan du nu gjætte?« De Løier blev han ved
at variere i det uendelige og holdt dem saalænge der paa Fortovet,
at de blev ganske fortvivlede. Det var blevet sent, og da de kom til
Knippelsbro, var den afspærret; det blev mørkt inden de kom hjem, og
de andre hjemme havde ventet med Middagsmaden. Formodentlig er det
gaaet Heiberg ligedan.

Paa den anden Side var mine Venner ængstelige for hans Overlegenhed.
Hos Trydes var de lige til det sidste saa uvisse om, hvem der vilde
gaae af med Seiren, at da det Budskab endelig lød: Amalie er bleven
forlovet! udbrød de alle: Med hvem? Og Lunddahl blev strax udsendt
forat studere det farlige Terræn. Det blev en morsom Scene. Han
ringede paa hos Amalie med saa bankende Hjærte, som om han selv var
Frieren, og forvildede sig, da han ikke vidste, hvorledes han skulde
komme til Sagen, i en forvirret Conversation, uden at hun forstod,
hvor han vilde hen. Da hun saa med straalende Ansigt udbrød: »Har De
seet Johannes?« raabte han: »Gud skee Lov, det lettede!« snurrede sig
rundt og foer afsted til sine spændte Damer.

Mig anfegtede alt dette imidlertid ikke, jeg fik heller intet at vide
deraf. Amalie ikke heller, skjønt hun dog hørte derom. Jeg var en
ubekjendt og fattig Person, men jeg glemte alle Betænkeligheder, naar
jeg fik Øie paa hende. Enten jeg dandsede med hende eller sad hos
hende, tænkte jeg kun paa at sige hende alt, hvad der fra den høieste
Alvor til Vrøvl og Latter pleiede at mylre i mit Hoved, og altid var
jeg i den syvende Himmel. Hvad Ængstelse de andre end kunde have for
den, de satte saa høit, saa havde jeg ingen.

Dette kan endnu undre mig, naar jeg tænker tilbage derpaa. Vistnok
havde jeg den fortræffelige Leilighed til at fremme min Sag i min
Farbroders Hus, hvor vi ved enhver Anledning var sammen, thi der var
jeg hjemme; men jeg kunde dog ikke vide, hvad der foregik paa andre
Steder, hvor jeg var meget langt fra at være hjemme. Dog svigtede mit
Haab og mit Mod mig intet Øieblik. Jeg troede paa hende, som om hun
allerede var min.

Der var intet, jeg kunde bygge min Tro paa, der var ikke Tanke
om, at hendes jomfruelige Hjærte skulde forraade sig ved en Mine
eller et Blik, end sige med et Ord. Heller ikke af Veninderne
kunde jeg udlokke noget. Nicoline talte gjerne om hende og altid
i Henrykkelsens Toner, men om hun har vidst noget om sin Venindes
Følelser for mig, hvad ikke er rimeligt, saa var hun trofast mod
hende, jeg fik intet at vide. Jeg maatte søge min Forvisning hos mig
selv.

Saaledes er jeg hvergang jeg har staaet overfor en afgjørende
Vending i mit Liv enten indvortes eller udvortes, hvergang hele
Livets Mod skulde samles for at bestaae, har jeg ikke gjort mange
Omstændigheder. Jeg har ikke engang sagt til mig selv, nu maa det
briste eller bære, men kun: Her maa jeg frem, her bærer det.

Jeg har troet paa Livet, at det vil blomstre, saasandt Vaaren ikke
udebliver. Jeg har troet paa Mennesker, at saasandt de er Mennesker,
finder jeg Støtte, Næring og Kjærlighedens Glæde hos dem. Jeg har
troet paa mig selv, at saasandt mit Hjærte flammer og min Tanke
lyser, skal jeg ikke nogen Dag savne Aandens Fest. Og jeg har troet
paa Gud, at som han hver Morgen lader sin Sol opgaae, saa skal det
Lys, jeg lever af, heller ikke slukkes, om jeg end selv kan have lidt
Olie nok i min Lampe.

Jeg har det efter min Fader. Naar man sagde til ham, kom ikke den
Bindehund nær, den bider, gik han lige hen til den og kløede den i
Nakken; og da den stakkels Hund ikke var istand til at slide sig ud
af sin Lænke, var den færdig at slide sig ud af sit gode Skind i sin
Kjærligheds Henrykkelse. Og Fader vendte sig leende til os og sagde:
Seer I, man skal have Tillid til en Hund. Jeg husker det godt, det
var i Gaarden i Kolding, og Hunden var vor Værts, Jødens Hund, som
hed Vagtmand, et stort sort Bæst, som vi altid gik langt uden om.

Jeg har det ogsaa efter min Moder. Naar de sagde til hende, du kan
ikke faae Raad til at lade de Drenge studere, du kan jo knap give
dem Klæder paa Kroppen, saa svarede hun: Jeg faaer at sye mine
egne Klæder om, saa maa de studere i dem. Og hun gjorde det, og vi
gjorde det, og glemte Klæderne. Endnu da jeg blev Student, havde jeg
Benklæder og Vest af det Slags.

Ogsaa endnu i denne Henrykkelsens Vinter maatte jeg see til at glemme
sligt. Jeg var endnu fattig og havde kun daarlige Klæder. Mine
Støvler var ogsaa saa som saa, og da jeg vilde hjælpe paa dem ved
Galosher, traf det sig, at jeg fik et Par meget klumpede Trægalosher,
som den Tid var kommet noget i Brug. Nicoline foragtede dem dybt,
men de var de billigste. Jeg husker det som idag, at jeg i smukt
Foraarsveir mødte min Elskede paa Slotspladsen, og hvor haardt det
var, at hun skulde see mig en lang Strækning komme sig imøde med en
Fodbedækning, hvori mine meget store Fødder toge sig endnu værre ud.
Det er jo paa Støvlerne, at man fortrinsvis kjender den fine Mand.

Vinteren randt. Jeg sad hjemme og beskuede den antike Skjønhed,
Jeftas Datter, og gik ud for at beskue den levende, og med Undtagelse
af at den ene var død og den anden levende, gik de saa temmelig i eet
for mig. Da Vaaren begyndte at udfolde Knupperne og Fuglene at udøse
deres Hjærter, havde jeg endt den første Afdeling af mit Digt, og
skrev det Datum under, som jeg nu har efterseet paa det gamle Blad
og fundet, at det var den 16. Mai. Jeg følte, at jeg trængte til at
trække Veiret for at samle mine Tanker til Bedste for begge mine
elskede Damer. Jeg skulde nu for Begges Vedkommende til at gaae over
til den anden og sværeste Afdeling.

I fire Dage øvede jeg mig i at gaae derhen, og jeg har ingen Tvivl
om, at i den Tid blev alle optænkelige Udsigter tilstrækkelig
gjennemtænkte, kun ikke den ene og dog saa nærliggende, at jeg kunde
komme til at gaae slukøret hjem igjen. Den fjerde Dags Aften i
Skumringen var det, efterat jeg flere Gange var gaaet op og ned i
Fiolstrædet, nær kommen til en Afgjørelse, men Modet, som ellers ikke
pleiede at svigte, befandtes dog endnu ikke at være modent. Men næste
Dag skulde det -- ikke briste eller bære -- nei, skulde det bære.

Det var Christi Himmelfartsdag, den 21. Mai, det regnede, en deilig
mild Foraarsregn. Moder var reist til Slagelse, til min Søster, og
jeg var ene i Huset. Jeg sad paa Bordet i min Stue, og gjennemtænkte
min Plan. Jeg vilde gaae i Kirke, det var sikkert nok, at der maatte
hun være, saa kunde jeg følge hende hjem. Da kom styrtende op til
mig min Broder Caspar med sin Ven Carl Berg. Han var sidste Efteraar
kommen hjem fra sin lange Reise, og de havde nu noget for angaaende
den anden Reise til Berlin og Kønigsberg, som han strax efter
tiltraadte. Jeg skulde være behjælpelig med noget, som havde Hast,
jeg husker ikke hvad, men fortvivlet var jeg, for jeg ikke kunde
komme afsted. Endelig fik jeg dem dog nogenlunde tilfredsstillede,
medens jeg under Discussionen klædte mig paa, og jeg ilede afsted til
Slotskirken.

Biskoppen var allerede midt i sin Prædiken, den var upaatvivlelig
udmærket, men jeg var blandt dem, der ikke blev opbyggede af den,
og dem findes der vel altid nogen af i en Kirke. Jeg blev staaende
nederst, støttende mig til Freunds Apostel, og da Forsamlingen
omsider brød op, saae jeg endelig mine Længslers Maal komme,
høinende sig over en hel Stab af Søstre og Veninder. Situationen
var vanskelig, men det skulde jo bære. Jeg fulgte dem ud gjennem
Forhallen, og ved Udgangen spurgte jeg hende, om hun tillod, at jeg
hilste paa hende i hendes Hjem, der var noget, jeg maatte tale med
hende om. Jo, saa vilde hun gaae hjem. Hendes Øine løftede sig ikke,
men der var noget i hendes Stemme, som syntes mig at kunne forenes
med min Tro. Jeg bukkede ærbødig og ilte bort.

Jeg gik en Omvei, gik op og ned og rundt i Smaagaderne, Modet var
høit. Da Afgjørelsens Time var kommen, var der Ro i Sjælen. Ikke
engang det sygelige Hjærte, hvis Slag ellers ved den ringeste
Forventning kunde være utaalelige, gjorde mig Besvær. Midt i en
Cyclon siger man der er blikstille. Efter en halv Times Tid fandt jeg
det passende at indfinde mig.

Da jeg traadte ind i Stuen, saae jeg den opfyldt af unge Damer,
gladelig samlede om Kaffebordet. Alle var de mine Cousiner og
nærmeste Veninder, et Selskab, der for mig ikke var synderlig
fjernere end en Flok Søstre. At see deres Ansigter, da Fætter
Johannes med stram Høitidelighed »ønskede at tale med Frøken Amalie
Waage.« Der var ikke mindste Tvivl om, hvad han helst ønskede at tale
om, men var det nu? Nogle spærrede Munden op, andre gjemte Ansigtet
bag en andens Ryg. Men jeg kunde ikke hjælpe dem, jeg saae dem ikke,
jeg tog Sagen, som om Stuen havde været tom. »Frøken Amalie er i
det andet Værelse,« meldte den agtbare Lærerinde med tilsvarende
Høitidelighed, og aabnede Døren ind til Bedstemoders Stue.

Da jeg havde lukket Døren efter mig og stod der alene, aabnede den
næste Dør sig lydløst, mit Hjærtes Dronning gled ind og blev staaende
med bøiet Hoved. Jeg gik hen til hende og sagde blot: »Kjære Amalie,
jeg er kommen for at sige Dem, at jeg elsker Dem saa høit, at jeg
ikke kan leve uden Dem.« -- Jeg fik ikke udtalt, før hendes Hoved laa
paa min Skulder.

Tidt har jeg maattet høre, at jeg havde havt den Dristighed, saadan
uden videre at tiltale hende med hendes Fornavn. Men hvad skulde jeg
sige, jeg havde ingen Undskyldning, behøvede da nu heller ingen.
Efter et kort ubeskriveligt Øieblik, med hinanden i Favn, men
uden at nogen af os kunde faae mere sagt, bad jeg, om jeg maatte
forlade hende, kun et Øieblik, og foer useet af de andre gjennem
Soveværelset ned ad Trappen. Lærerinden styrtede ind til hende
raabende: »Men har du sagt Nei!«

Hvad min Mening nu var med atter at fare et Kvarterstid om i Gaderne,
veed jeg lige saa lidt som det øvrige. Men jeg troer dog, min Elskede
har ogsaa skjønnet derpaa, medens hun sad med Hænderne for sine Øren,
og ikke svarde den allarmerede Jomfru Fohlmann med stort andet end
sine Taarer.

Da jeg kom tilbage, havde jeg ingen anden Følelse, end at jeg var
fuldkommen hjemme i den Stue, hvor jeg aldrig var kommen før uden
med bankende Hjærte som en høitidelig Lærer i Christendom. Men hvad
kan ikke det udrette bestandig at have været der med alle sine
fantastiske Tanker og lyksalige Drømme! Jeg kastede mig i Sofaen og
fik mig en hjærtelig Latter af den kjære Venindeflok, der som en
skræmmet Fuglesværm var faren ud til al Verdens Hjørner forat udraabe
Nyheden. Havde jeg før været sikker i min Sag ved overnaturligt Mod,
saa var jeg nu saa rolig ved den, som om al Verden maatte finde den
lige saa meget i Orden som jeg. Jeg holdt jo den ypperste Kvinde i
Verden i min Arm, hvad brød jeg mig saa om Verden! Det var jo mig,
ikke den, der havde faaet hende.

Regnen var forlængst stillet af i Rørelsens søde Draabefald,
Vaarsolen lyste op til Fest, alle Blade og Blomster bredte sig som
de skulde forgaae af sværmerisk Længsel og alle Fugle jublede som
de var fra Forstanden af Himmelfartsfryd, og min Elskede slog det
lange hvide Sjal om sine Skuldre og bandt sin med Rosenrødt fodrede
Straahat under sin Hage, og vi dandsede ned ad Trappen for første
Gang at forsøge at træde Kjærlighedsstien sammen. Nei, hvor det
lykkedes. De rislende Bølger, som saa os gaae forbi, var af samme
Mening, de vilde kysse vore Fødder. De Mennesker, vi mødte, var af
samme Mening, de stod stille og vendte sig om, for dog engang at faae
et Glimt af det tabte Paradis at see; og vore egne Ansigter, naar de
mødtes, kunde let være af samme Mening, de saa intet andet end Guds
Have. Og den Dag idetmindste var den ikke lukket og havde intet tabt
af sin Uskyldighed.

Hvor dog et syndigt Menneske kan være lykkeligt, naar Gud vil! Hvor
dog alle Taabeligheder kunne forsvinde for den ene store Tanke at
leve og døe i glædesdrukken Kjærlighed. Hvem der faaer en saadan
Kvinde, slipper hende forvist aldrig, det er ikke at takke ham for.

Aftenen tilbragte vi i min Farbroders Familie, og der var der Fest.
De kjære Slægtninge deltoge saa inderlig i min Lykke, og var selv
saa henrykt over at faae den beundrede Veninde forvandlet til et Led
af Familien, at deres Glæde snart ikke stod tilbage for min. Da jeg
silde fulgte min Elskede hjem og ved hendes Dør tog Afsked med hende
skete det, at jeg vovede at trykke det første Kys paa hendes Læber. I
mange Maader kunde mine Læber være uværdige til et saadant Møde, men
i een Henseende kunde de dog kaldes rene: det var med Undtagelse af
Moder og Søster første Gang jeg havde kysset en Kvinde.

Man siger, at det at vaagne den næste Morgen efter at have forlovet
sig er den sværeste Prøvelse. Da falder den Tanke dæmonisk over den,
der vaagner af Rusen: Hvad har du gjort? Jeg undgik Prøvelsen paa en
meget naturlig Maade, jeg vaagnede ikke den næste Morgen, saasom jeg
vel havde vogtet mig for at afkorte min Fest ved at sove. Kun altfor
mange Nætter har jeg maattet kjæmpe mig igjennem sjælelig og legemlig
Elendighed, nu fik jeg Opreisning ved eengang at opleve, at al Tanke
om Søvn forsvandt for Jubel af Glædens Aander. Det kjøbenhavnske
Baghus, hvori jeg laa og hvori jeg var ene, var som en Tryllehave, og
da en Spurv ved Daggry begyndte at kvidre under Taget, lød det som
dens Sangfugle opstemte deres Frydesang. Jeg væltede mig paa mit Leie
som et glædesdrukkent Barn, og at spørge: Hvad har du dog gjort?
vilde forekommet mig ligesaa latterligt, som om Aladdin havde spurgt
sig selv: »Hvorfor lod du dog ikke den Lampe ligge?« Det var mig og
ingen anden, der havde Lampen, jeg gjemte den paa mit Bryst, og jeg
har ikke ladet Nureddin tage den.

Jeg sprang op for at forkynde Budskabet for mine Kjæreste. Den
lange Skrivelse slutter: »-- En Ting har jeg glemt, det er de søde
Svigerinder. Dem havde jeg ikke tænkt synderligt paa i Forveien, og
faaer dem nu oven i Kjøbet. Edle vilde ikke være syg den Dag[10],
hun løb omkring ligesom de andre, og holdt det endda ikke saa galt
ud til Aften. Den lille Frederikke synger og dandser hele Tiden,
og fortæller hele vor Kjærlighedshistorie, som hun ganske fint har
vidst at observere. Claudine er mere stille, forsmaaer dog heller
ikke en Dands med Onkels Drenge, og de raabe Hurra for Frederikke og
Claudine. Og den gamle Bedstemoder og Jomfru Fohlmann hører da ogsaa
til Familien.

 [10] Hun havde hele Vinteren lidt af en fæl Halsbetændelse.

Jeg kan ikke skrive mere, lille Moder! Tænk paa din glade Søn
Johannes.«

Amalie føiede nu en Side til i de Ord, som hun har sin Styrke i.
At Moder øieblikkelig satte Pen til Papiret og med sit Moderhjærte
overstrømmende af Henrykkelse over at see sine Længslers Maal
opfyldt, lod sin altid hurtige Pen løbe med flommende Væde, og at min
Søster gjorde omtrent det samme, behøver næppe at siges. Ogsaa den
kjære Tante Christine Møller bør nævnes i Ihukommelse af, at da hun
saae os træde ind ad Døren, mindedes hun Göthes Ord:

»Es schien die Thüre zu klein, die hohen Gestalten einzulassen, die
nun zusammen betraten die Schwelle!« Og siden med sværmerisk Blik
oftere gjentog: »Ja, »die hohen Gestalten«.«



ANDET KAPITEL.

DEN SOMMER FOR ALLE SOMRE.


Efterat Amalie Morgenen efter Begivenheden havde været hos Suhrs
og Charlotte Falck og hos Aagesens for at faae Absolution for sit
Forræderi imod Familien, og til Visittid havde fremstillet mig med
ny Hat og Handsker, for at hendes Valg om muligt kunde vinde Bifald,
hvilket da ogsaa blev hende tilstaaet, saasom man nu eengang var nødt
til at finde sig i at skjænke hende Bifald, naar man saae hendes
Ansigt, blev vi efter Pintsen indbudt til et fint Middagsselskab paa
Sølyst, og vor Skaal udbragt af Onkel Theodor, det vil sige Hr. Agent
Suhr med al Værdighed. Jeg haaber, at jeg har svaret anstændig, men
husker det rigtignok ikke. Forsommeren randt ubegribelig hurtig, dels
med lignende Udflugter, dels med henrivende Aftenvandringer ved Byen,
uden dog derfor at forsømme andre Tider paa Dagen. Da Sommerferien
kom, havde Suhrs som sædvanlig indbudt Amalie og hendes Søskene til
deres Landsted, og dertil været saa venlige at føie en Indbydelse,
om at den Uundgaaelige vilde glæde hende med to Gange om Ugen at
tilbringe Dagen hos hende.

For bekvemt at kunne efterkomme denne Pligt, satte jeg mig derfor en
skjøn Aftenstund i en Omnibus forat indkvartere mig i Torbæk Kro.
Naar jeg om Aftenen kom fra Sølyst, havde jeg min store Fornøielse af
inde fra min Stue at høre paa Fiskernes støiende Sammenkomster ude
i Skjænkestuen. Jeg blev i Studenterhumør derved, og i et Brev til
Moder beskrev jeg kaadt nok Livet i Torbæk saaledes:

»Byen er, saavidt jeg mærker, beboet af tre Slags Folk, Mennesker,
Kjøbenhavnere og Svin. De første staae paa det høieste Trin saavel
i legemlig som hjærtelig Dannelse. De er store og stærke, hvide
Buxer, islandsk Uldtrøie og lange Transtøvler, drikke Brændevin
og Øl, Lørdag Aften ogsaa Punsch, leve christeligt og nære sig af
Kjøbenhavnere og Fisk. Til Punschen skyde de de blanke Hatte i
Nakken, trumfe i Bordet og synge gammeldags Drikkeviser, sværmeriske
Kjærlighedssange og moderne skandinaviske ... Paa Sølyst lever man
ganske herligt, idetmindste saalænge Fru Heiberg endnu ikke er
ankommen. Jeg troer heller ikke, at Amalie og jeg, hvis Protectrice
hun ellers er, ville tage os Komedien nær. En yndig Havesal med to
Kabinetter er indrettet til dem, med Fortepiano, bløde Sofaer og
Lænestole og et meget stort Toiletspeil. Amalie har betroet mig det,
men jeg maa ingen sige det til osv.«.

Hermed havde det en egen Sammenhæng, som ikke var glædelig. Gamle
Theodor Suhr sværmede stærkt for Fru Heiberg, men tog hendes Mand
med, og havde hver Sommer det berømte Kunstnerpar hos sig. Han var
en egen Mand. Under sin tørre Skal havde han et brændende Hjærte,
det han nu i temmelig høi Grad havde sat til paa den pikante
Skuespillerinde. Hun tiltrak ham vistnok ligemeget ved sit fine Væsen
og sin Berømmelse. Han kjedede sig med sin Familie og saae i Hjemmet
kjedelig ud; desto mere tiltalte det ham at finde en Dame, som
foruden det skjønne Indtryk hun gjorde paa enhver, forstod at føre en
fortrolig Samtale med ham, gik ind paa hans Interesser og drog hans
gode Sider frem.

I Grunden var der vel egentlig ikke noget ondt deri, men den
forunderlige Modsætning mellem hans og den skjønne Kunstnerindes
Skikkelse kunde dog ikke andet end at give Anledning til en Del
Satire. Værre var det, at det heller ikke kunde andet end at gjøre
Forholdet mellem ham og hans brave Hustru endnu ringere, end det før
havde været. Dog veed jeg, at hun, tiltrods for, hvad der var kommen
dem paatværs, dog altid holdt af ham, og satte ham høit og virkelig
var ham en trofast Hustru. Fru Heiberg var ogsaa forstandig nok til
at vise hende al den Opmærksomhed, hun kunde; men det var svært, thi
mod hende var Fru Suhr stram nok.

Nu var hun til Aars, men var dog endnu en meget statelig Dame, med
fornemt Udseende og kraftig Holdning. Man mærkede ikke paa hende, at
noget trykkede hende, ikke engang det, at hun var bleven saa tunghør,
at det var besværligt at føre en Samtale med hende. I Selskabet
repræsenterede hun med stor Værdighed, men hun trængte til noget mere
hjærteligt, og da hendes Mands Broderdatter, som hun mest havde om
sig, mindre tilfredsstillede hende, udøste hun gjerne sit Hjerte for
Amalie.

Saalænge Heibergs var paa Sølyst, dreiede alt sig om dem. Suhr var
meget omhyggelig for at gjøre dem Livet i hans Hus saa behageligt som
muligt. Til Heibergs astronomiske Studier anskaffede han endogsaa et
stort Teleskop med alt Tilbehør, og den lærde Digter syntes at finde
god Behag i et saa vel udstyret og mageligt Landliv. Han var i det
bedste Humør, opmuntrede Selskabet med sit fine Væsen og muntrede sig
selv ved evige Løier med de unge Piger. Fruen havde en anden Smag,
hun lod sig helst tilbede af ældre Herrer, og Suhr skaffede hende
rigelig Leilighed dertil ved sine jævnlige store Middagsselskaber. Os
viste hun megen Velvillie. Et Par Elskende, som ikke havde Øie for
andet end hinanden, syntes at være noget, hun kunde have Lyst til at
studere. Amalie fandt hendes Væsen naturligt og hjærteligt og holdt
af hende; jeg kunde ikke ganske samstemme med hende deri. Mindst
behagede det mig, at hun forsøgte at give Amalie et lille Cursus i,
hvad hun kaldte et smukt Væsen, men som i Virkeligheden var et efter
hendes Mening klædeligt Koketteri.

Af de mange fremragende Mænd, jeg saae paa Sølyst, morede os mest
de tre meget forskjellige Personligheder: Tscherning, Peder Bang
og Kammerherre Scavenius. De var alle tre Suhrs nærmeste Venner.
Tscherning, som han omgikkes mest, morede ham med sin friske
Veltalenhed og sin uudtømmelige Strøm af nye Ideer og mærkelige
Projecter, dem vi andre ogsaa havde godt af, naar de foredroges over
Borde. Bang var hans Consulent i Pengesager og tiltalte ham ved sit
aldeles ligefremme Forretningsvæsen. For os andre var han kun morsom
ved sin fuldstændige Formløshed. Scavenius var af Familien, men
lod ogsaa ved sit kluntede Hovmod tilstrækkelig føle, at han ikke
behøvede at genere sig. Naar han saae et kostbart Stykke følte han
paa det og spurgte, hvad det havde kostet; og Suhr drillede ham da
med paa den mest ligegyldige Maade at nævne en overdreven Pris, vel
vidende, at det ikke smagte ham, at nogen kunde eie dyrere Ting end
han.

       *       *       *       *       *

I saadant Selskab var jeg selvfølgelig ganske tilovers, holdt mig
derfor mest taus og til Væggen, troligt efterkommende den Anvisning,
som Moder tidtnok havde fundet det fornødent at give mig i min
Barndom, at lade som jeg ikke var til. Desmere brugte jeg mine Øine
og Øren og havde Fornøielse deraf. Var derfor glad over, at man i det
rige Hus var saa kjærlig mod Amalie, at man altid tog mig fattige Fyr
med. Den Aandrighed, som jeg ifølge den Selvfølelse, ingen Alders-,
Stands- eller Formuesoverlegenhed kunde betage mig, følte mig i
Besiddelse af, forbeholdt jeg min Elskede og gjorde ikke noget Forsøg
paa at gjøre den gjældende i Selskabet. Jeg fandt det heldigere for
mig at blive anseet for en ubetydelig end for en paatrængende Person;
var derfor kun saa venlig og høflig, som jeg formaaede. Dette var mig
nu heller ikke saa vanskeligt, da jeg i Virkeligheden var saa optagen
af een, at jeg ikke kunde overkomme mere.

Amalie har betegnet mit Væsen med et mindeværdigt Ord. Da jeg kom
tilbage som Præst til Kjøbenhavn, var de gamle Suhrs døde, og Amalie
fandt ikke, der var Anledning nok til at søge Omgang med Ole Suhrs
Hus. I et Selskab spurgte Biskop Martensen hende, hvorfor vi ikke
mere kom til Suhrs, vi havde dog staaet i saa nært Forhold til
Familien. Hun forklarede, at den yngre Slægt havde hun aldrig stemmet
synderligt med, nu var det Selskab, der samledes der, fremmed for
hende, og noget Venskab kunde der dog aldrig komme ud deraf. Ja, men
der gives dog Grader i Venskab, mente Biskoppen. Jeg har nu altid
syntes, vedblev Amalie, at min Mand passede saa lidt i den Kreds, at
da han først begyndte at komme der, var det mig ligesom jeg ~maatte
oversætte for dem, hvad han sagde~, før de kunde begribe ham. Det kan
jeg saa godt forstaae, svarede Martensen med sin grundige Mine.

Som sagt kunde jeg tilbringe to Dage om Ugen paa Sølyst, men de
øvrige savnedes der heller sjelden Leilighed til at besøge min Kjære.
Vi fordybede os da i Haven og Skoven og talte selvfølgelig idelig
om al Naturens Herlighed, som den speilede sig i vore Hjærters
Herlighed. Naturen var der heller intet at sige paa. Endog Kjendere,
som ikke er Elskere, maatte indrømme, at den viste sin skjønneste
Side frem i den Sommer. Men Talen kunde der vel med Grund siges
det paa, som Kjendere pleie at lade den høre, at Elskovstale kan
vanskelig komme ud af at være rigtig sand.

Min var det idetmindste ikke. Saa henrivende -- at sige i min
Ledsagerindes Øren -- jeg end kunde tale om Luftens Toner, om Havets
vexlende Stemninger, om Skyggespillet i Lunden, om Blomst og Blad og
hvad Nattergalen sagde, og Aftenklokken i det Fjerne og alt det, som
jeg saa siden henne i Krostuen satte paa Vers, saa brød jeg mig i
Virkeligheden ikke stort derom, Versene, det kunde være, dem gjentog
jeg altid for mig selv, men om ellers alle de Ting speilede sig i
Hjærtet eller ikke fik jeg ikke efterseet, jeg saae mere efter, hvad
der var i Dybet, end hvad der speilede sig i Overfladen.

Tiltrods for at jeg gjerne vilde være poetisk, er jeg dog bange for,
at jeg kun altfor snart faldt ud af Rollen, og mere underholdt min
Elskede med besværlige psychologiske Undersøgelser, der forurolige
baade Tanken og Hjærtet, end med skjønne Syner, der lette Sindet. Jeg
frygter for, at hun snart begyndte at føle, at det var en vanskelig
Mand, hun havde faaet sig, hvori hun ikke havde Uret. Det har været
mit Livs Plage, at jeg har en ustyrlig Trang til at sige for meget,
og i enhver Sag, stor eller liden, at ville have en anden Mening end
andre Mennesker, og ikke at ville lade mig selv eller andre have
Fred. Hun skulde nu til at sætte sig ind deri, til »at oversætte min
Tale«, og det gik ikke uden from Forsagelse fra hendes Side.

Hvad hører der dog ikke til, at to Mennesker kunne voxe sammen, om
de end er nok saa kjærlige Sjæle? Fortvivlet, jo kjærligere de er,
desto vanskeligere bliver det. Kjølige Hjærter komme let over det.
De gjør ikke store Fordringer, de indrette sig paa at have Terrænet
delt imellem sig og hver sin Plads at røre sig paa, saa nikke de af
og til til hinanden over Hegnet. Men vil man først intet vide af
Hegn, hverken Tjørn eller Rosenhæk, vil man have Hjærte lagt lige paa
Hjærte og lytte til, om Slagene stemme, og have alle Tankens Fostre
frem i Lyset, at see, om de ogsaa rigtig er Søstre, saa bliver det en
mer end menneskelig Opgave. Elskende Sjæle ville Salighed, men den
hører kun hjemme i Paradis.

Sølyst var nu just ikke noget Paradis, hvad saa end Fortidens Digtere
har villet gjøre det til. Imidlertid havde det skjønne Sted for os
to dog saameget af Luftningen fra Guds Have i de Sommerdage, at det
idetmindste bragte os til at føle Opgaven. Kjærlighedsbreve er en dyb
Hemmelighed, det forstaaer sig. Men da jeg skriver, hvad der vel
ikke bliver læst, før vi alle ere døde, kan jeg vel nok tillade mig
selv den Nydelse at afskrive nogle Prøver paa, hvordan vi dengang
søgte at løse Opgaven.

Endog medens jeg var i Torbæk, skrev vi omtrent daglig. Der skulde
jo meddeles, hvad der var oplevet efterat vi -- ogsaa daglig --
havde forladt hinanden. Hendes endte sædvanlig med den bedste af
alle Sætninger: Saa venter jeg min Elskede ved Laagen Kl. -- Mine
indeholdt mest lyriske Skildringer, som 6. August:

»Du er et godt Menneske imod mig -- det bedste Menneske under Solen,
maa jeg sige idag: iaftes vilde jeg have sagt; det mest henrivende
Menneske under Maanen. Jeg sad oppe ved Concertsalen og hørte en
smeltende Ouverture af Mozart, Maanen stod over Stranden, saaledes,
at Sølyst Havepynt ragede ud i et glimtende Straalehav. Det var mig
ubegribeligt og smerteligt, at jeg ikke længer havde dig i min Arm,
og jeg tænkte i mit Sværmeri: see, saaledes lægger min Sjæl sig som
et Luehav om hendes, ja, som den straalefyldte Strand favner den
yndige Høi, hun pleier at staae paa. Sjelden har noget Billede saa
levende speilet sig i min Stemning. Da Musiken taug, og jeg reiste
mig for at vandre hjem, var det med den Tanke: Ja, er Kjærligheden
ikke evig, saa er den ingen Ting, men er den det, saa er den først en
Perle, man giver al sin Eie for, dernæst en uhyre Perle, hvori som
i Himmeldybet al Verden indesluttes. I hvad Forbindelse jeg kom til
saadanne Tanker, maa du selv udfinde. -- --«

Vi havde, som det saa tidt skete, siddet i Skoven, og jeg havde udøst
alt mit Hjærte for hende, om min egen Uværdighed, mine skiftende
Stemninger, min Frygt for at plage hende med mit Væsen, og hvorledes
alt dette maatte forklares. Til disse besværlige Undersøgelser svarer
hun mig næste Morgen, 18. August:

»Ja, du min egen Kjære! Jeg troer nok, jeg tør sige, kunde du end i
alle andre Henseender have faaet den, der stod høit over mig, saa
troer jeg ikke, du kunde finde nogen, der fuldkomnere kunde hengive
sig til dig. Ja, det gaaer saa vidt, at naar der kan være et og andet
hos mig, som jeg enten selv kan finde galt, eller som andre bebreide
mig, saa sørger jeg ikke saameget derover for min egen Skyld, som
for at du skal have En, der har de Feil og Mangler, saa jeg gjerne
kan sige, at hele mit Væsen gaaer op i dig, men deri finder jeg den
høieste Lykke. Den Følelse var ret saa inderlig hos mig igaar Aftes,
da vi sad sammen i Skoven, og jeg ret sad og fordybede mig i dit
Væsen. Jeg ønskede kun at kunne hengive mig, leve og opoffre mig for
dig, og det kan slet ikke nytte, hvad du siger, jeg troer alligevel,
at du føler ligesaadan for mig. Det er vistnok ikke sandt, hvad du
sagde iaftes, at du maatte sige Nei, naar jeg spurgte dig, om du
ene kunde leve for mig; og det var heller slet ikke sandt, naar jeg
svarede, at det forlangte jeg heller ikke. Det var dog med en lidt
resigneret og smertelig Følelse, jeg sagde det. Men jeg mener blot
det, at om du ogsaa studerer nok saa meget, og hengiver dig til de
høie Interesser, der beskjæftiger dig, saa hører dog dit egentlige
Liv mig til, og med det lever du dog fuldkommen for mig, ikke sandt?
Andet ønsker jeg jo heller ikke. Du kan da nok tænke, at jeg ikke
kunde ønske, at du altid skulde gaae og sværme og kun tænke paa mig,
det var jo en afskyelig og tillige dum Egoisme og Forfængelighed.
Det maa jo netop være min høieste Glæde, at du ret skulde blive til
noget. -- --«

Stemningerne skiftede stærkt. Der var foruden mit sædvanlige
Mellemværende mellem de høiere og lavere Følelser, endnu i den Sommer
en ganske naturlig og meget forstandig Tanke, der endelig ogsaa angik
os begge, den hvad jeg duede til i Verden, og hvad jeg skulde blive
til i den, som nok kunde ængste mig, skjønt jeg rigtignok ikke tog
mig synderlig af den. En Adjunktplads i Sorø var bleven ledig, og
jeg tænkte paa at søge den, men saa vidt jeg husker, gjorde jeg
ikke noget virkeligt derved; maaskee har jeg indgivet en Ansøgning,
men vist ikke fremstillet mig for nogen af de Styrende. Heller ikke
Amalie yndede den Plan. Med disse Tanker skrev jeg d. 25. August:

»Du, hvis Psychevinger jeg trænger til forat løfte mig over Jorden,
du vil jo nok have Taalmodighed med mig paa de kummerlige Veie, jeg
har at gaae paa. Jeg er igjen iaften af de Tanker, du nok kjender
hos mig, at jeg føler mig saa uendelig ringe. Ikke just afmægtig,
men endnu kun ved Begyndelsen af Evighedens Bane. Andre vilde, om
jeg sagde dem det, ikke betænke sig paa at kalde det et affectert
Hængehovederi, jeg selv vilde ogsaa kalde det saa, om jeg ikke
allerede var vant til, at det saa ideligt vender tilbage, at jeg ikke
kan fornegte det. Men dig kan jeg gjerne sige det, du vil ikke spotte
mig, du troer mig, naar jeg siger, det er sandt, om du end kan have
Grund til at skamme mig ud.

Jeg traf i Eftermiddag paa Universitetet Carl Thomsen, som meget
venlig kom hen og hilste paa mig. Jeg fortalte ham min Sorøske Plan;
vi gik op i Lunddahls Værelse, som ikke var hjemme, og vi sad længe
og talte sammen. Han fortalte mig meget om Sorø, især om Wegener, og
i alt, hvad han sagde, var der en saadan Forstand og smuk Tænkemaade,
dertil Lærdom og klar Dom, at jeg ganske indtagen i ham tænkte:
See der igjen et Menneske, som er mig langt overlegen, skjøndt jeg
maaskee af Naturen er ligesaa godt udrustet som han, bestemt til
ligesaameget og burde have opnaaet ligesaameget. Og hvormeget mere er
det ikke Tilfældet med de Mænd, han talte om? Den Tanke har jeg ikke
kunnet slippe den hele Aften, og nu gaaer det som sædvanligt ud over
dig, du min tro Ledsagerinde paa min Tankes forvildede Veie.

Hvor det er underligt at boe midt inde i et Kvarter af den travle By.
Den silde arbeidende Snedker høvler og saver, Moderen synger sit
Barn i Søvn, de større løbe og lege og skrige i Gaardene; paa den ene
Side stiger en Violin til de høieste Toner, paa den anden gjør en
Fløite sig forgjæves Flid med at faae en Vals i Takt. Mine pjaltede
Gjenboere afvexlende klamres og synge rørende Kjærlighedsviser i
stort Chor, og de arme Djævle lade formodentlig Flasken gaae rundt
dertil. Kattene miaue Serenader, og altsom det bliver mere stille,
hører jeg den evige Pladsken af Springvandet nede i Gaarden, hvortil
Bagerens Faarekyllinger svare som Pibe til Tromme. Saa Klangen af
Portklokken og Lyden af Vinduer, der hist og her lukkes, naar man
gaaer i Seng; og i alt det dog den dybeste Ensomhed og en Slags
Stilhed, der meget godt passer til min Stemning, naar jeg staaer i
Vinduet og lader mine Øine søge de evige Stjerner, der gaae deres
Baner, som da Kong Pharaos Vismænd udmaalte dem. Det var det med min
egen Ringhed -- du maa ikke mistænke mig for, at jeg ikke vel nok og
hjærteligt nok føler mit Broderskab med mit fattige Naboskab. Gud
glæde dig med den grønne uskyldige Susen.«

Jeg boede i Kronprindsessegaden i et Baghus, hvis Ende vendte ud til
Adelgadens Baghuse. Dertil svarede min forstandige Brud udaf sit
redelige Hjærte:

»Jeg kan saa tydelig sætte mig ind i din hele Stemning og de
Følelser, du omtaler, er mig ogsaa kun altfor vel bekjendte fra mig
selv. Du har visselig Ret i, at jeg ikke vil spotte dig, tværtimod
vil jeg optage enhver af dine Følelser i mit Indre, tænke over dem og
forstaae dem, som det var mine egne. Da jeg læste dine Yttringer om
dig selv og din egen Ringhed, kom jeg til at tænke paa, hvad Mynster
saa smukt siger i en af sine Betragtninger, og som greb mig meget, da
jeg læste det. Han omtaler den besynderlige Ustadighed hos Mennesket,
at man undertiden kan føle sig hævet, lykkelig og tilfreds med sig
selv, ja endogsaa næsten overmodig, og til andre Tider igjen saa
ringe, saa ussel og ubetydelig, og begge Dele, siger han, er lige
langt fra den sande Ydmyghed, som sætter al sin Lid til Gud, trofast
strider til det Maal, og kun vil være noget ved ham og i ham. Dette
udvikler han nu langt smukkere end jeg for Øieblikket kan huske det,
men der har altid forekommet mig at være en stor Sandhed deri. Det er
vist langt fra altid Beskedenhed, men der blander sig vist tidt en
Del Forfængelighed i de Følelser, der bringe os til at føle os saa
ringe overfor andre, ligesaa meget maaskee som i dem, der bringer os
til at oversee andre. Men jeg veed i Grunden ikke, hvorfor jeg siger
dig alt dette, som du dog veed og kan forklare langt bedre end jeg.
Du maa da endelig ikke troe, jeg vil belære dig eller bebreide dig
noget, men det er Ting, jeg tidt har sagt mig selv, og ved at læse
dit Brev, kom de igjen frem for mig. Du veed jo forresten nok, at
jeg slet ikke vil tillade dig at rive ned paa en vis Person ved Navn
Johannes. For ham holder jeg af, og der er ingen, der bedre end jeg
veed, hvor elskværdig og fortræffelig han er, og han staaer slet ikke
tilbage for nogen af de andre. Du kan saa sige om dem, hvad du vil,
fordi de er ældre og maaskee lidt mere lærde, det er ogsaa alt. Vil
du nu bare see, du er artig, ellers skal jeg nok correxe dig, naar
jeg faaer fat paa dig, kan du troe, din lille uartige Dreng! Men du
er dog deilig alligevel, og jeg holder uhyre meget af dig.

Det er ellers forunderligt nok, at den Beskrivelse, du gjør over
din Ensomhed midt i Byens Støi, netop svarer til de Tanker, der
beskjæftigede mig, da jeg iaftes sad paa Bænken udenfor Gaarden paa
den Tid i Tusmørket, som jeg holder saameget af, da der endnu er et
Skjær af Aftenrøden i Luften, og Stjernerne begynde at komme frem.
Jeg saae ud over Kjøbenhavn og tænkte paa, hvor du nu var. Det syntes
mig saa underligt, at du sad alene derinde, og jeg ikke var hos dig.
Det maa dog have været en egen sympathetisk Følelse, der har sagt mig
det i det Øieblik. Troer du ikke det? -- --«

Ja, saameget har vi levet sammen, at vi tidtnok har moret os med at
opdage, at vi tænke samtidig de samme Tanker. Hendes Alvorsprædiken
til mig var da heller ikke andet end mine egne Tanker. Alligevel
trænger jeg desværre til den endnu, faaer den ogsaa endnu.

Hun var i September i Hørsholm hos hendes Forældres gamle Venner,
Birkedommer Neergaards Familie. De forstode at gjøre det godt for
Mennesker, de indrettede en god gammeldags Tur til Dyrehaven, hvor
Vilhelm Holm og jeg maatte mødes med dem og tilbringe en lang skjøn
Dag i Skoven i det gladeste Selskab, og de fik siden mig ud til
Hørsholm, at jeg i to Dage kunde nyde denne Sværmeriets klassiske
Egn. Desuden gik Brevene hverdag frem og tilbage, et af dem anslaaer
min høieste Tone:

»Min egen inderlig elskede Amalie! Tak for igaar, og mit Hjærtes
daglige uudtømmelige Tak for det, du altid nærværende og fraværende
er for mig. Du skulde have hørt den Prædiken, Fog holdt igaar, og
som vel var saa overstrømmende frisk, fordi han om Morgenen havde
holdt den for sin Hustru -- saa vilde du forstaae, hvad jeg mener ved
det, den ene er for den anden. Han talte om, hvad Christus er for
os, men herved er jeg desværre kommen til min sædvanlige Fantasi,
at gjøre min Elskede til min Frelser. Dog, du vil tilgive mig, men
du maa ikke gjøre det paa den Betingelse, at du anseer mine Ord
for Spøg; derfor vil jeg aldrig have Ord om dig ansete, saa maa du
hellere lade være at tilgive mig. Maaskee er det dig en forargelig
Tale, eller i alt Fald en Hemmelighed, og en underlig Hemmelighed er
det ogsaa, men derfor ikke mindre antastelig og hellig, da det er
en Guds Hemmelighed. Jeg veed meget vel, at Frelsen er kommen til
mig fra den længst Henfarne, der viste sig for fjerne Slægter, og er
ikke at finde i et eller andet Menneske, men alligevel kan jeg ikke
lade være at gjentage for mig de Ord: Lyksalige de Øien, der saae
dig, de Øren, som hørte dig. For mig er altid det Nærmeste det først
ret kraftige. Kan det da undre dig, at jeg søger mig min Frelsers
Afbillede i hans mest benaadede Tjenerinde. Jeg kan ikke undvære ham,
og priser da Gud, fordi han ikke er død, men opstanden for at leve i
os og tage Bolig i dig. O, bliv for hans Skyld ikke vred og ikke kjed
af mine underlige Paastande. Jeg vilde ikke sige det, om mit Hjærte
ikke idelig strømmede over, og i dette Øieblik er saa fyldt af denne
Følelse, at jeg ikke kan holde den tilbage. Og tro mig, jeg har dog
stærkt gjort Vold paa mig selv for ikke at sige mere. Du kjære, kjære
Pige, hvad var jeg dog bleven til, om jeg ikke havde mødt dig, eller
om jeg ikke havde været værdig til din Tro, din Kjærlighed og dit
Haab, da jeg mødte dig?«

Hun svarede:

»Min kjære, kjære Johannes! Du skal ikke vente paa Svar, jeg griber
strax Pennen. Dit Brev glædede mig som sædvanligt. Du veed ikke, hvad
det er for en Salighed for mig at høre dig tale saa varmt, jeg kan
gjerne sige glødende, om din Kjærlighed til mig. Jeg føler mig saa
ubeskrivelig lykkelig, men tillige saa ydmyg derved. Du maa dog love
mig, at du ikke vil tale derom paa den Maade som i dette Brev. Du har
Ret i, at det for mig næsten er en Hemmelighed, hvad du mener dermed,
og uagtet jeg vil tilstaae, at jeg var svag nok til at ønske, at du
havde skrevet alt, hvad du tænkte, da du siger, du har gjort Vold
paa dig, for ikke at sige mere, saa føler jeg mig dog saa ængstelig
tilmode derved; og jeg maa tænke ved mig selv, hvad er jeg dog,
at han taler saaledes til mig? Hvor er det dog muligt, at jeg kan
have den Indflydelse paa ham, som staaer saa høit over mig i enhver
Henseende? Ak, jeg føler desværre, hvor meget jeg selv trænger til en
Frelser, jeg er langtfra saa god og gudfrygtig, som jeg burde være.
Jeg veed ikke selv, hvorledes det er, men jeg synes næsten, at jeg
ikke mere saa levende trænger til at udøse mit Hjærte for Gud som
før; jeg føler mig nu altid saa lykkelig, saa fuld af glade, ogsaa
gode Tanker, og min Bøn bliver som oftest kun en Bøn for dig. Men
det er dog ikke ret, og det maa ogsaa blive anderledes, føler jeg
godt. Nu skulde vi hjælpe hinanden, ikke sandt? og gjensidig være
hinanden en frelsende Ven. Saaledes synes jeg, det er smukt og godt,
og vistnok den gode Gud behageligt, ham til hvem alle vore Tanker og
Følelser maa stunde, og uden hvem vi dog intet ere. --«

Sommeren gik til Ende, og som fra een Side dens Begyndelse havde
aabnet en ny Periode i mit Liv, gjorde dens Slutning det fra en anden.

Udbyttet af mine Undervisningstimer var for ringe, jeg trængte til en
bedre Stilling. Jeg fik og modtog gjerne Tilbud om at blive Hovmester
for den umyndige Lensgreve Christian Petersdorff, som, endnu kun
14 Aar, blev opdragen hos Overpræsident Lange i Kjøbenhavn. Første
November 1846 begyndte jeg denne Virksomhed og tilbragte nu de fire
næste Aar i Langes ligesaa elskværdige som høitdannede Familie. De
beboede første Sal i den store Gaard paa Gammeltorv mellem Nygade og
Klædeboderne, hvis Frontespice Abildgaard har decoreret, og jeg og
min Elev havde to store smukke Værelser i Messaninen.

Lange var ingen almindelig Typus paa en Bureaukrat. En energisk
Arbeider med et kjæmpestærkt Legeme havde han tidlig tjent sig op til
Deputeret i Cancelliet, og var nu i samme Aar bleven Overpræsident.
Han var let at tjene. Aldeles optagen som jeg var baade af min
Kjærlighed og mine høitflyvende aandelige Udsigter, kunde jeg mangen
Gang være altfor forsømmelig i min Hovmestergjerning. Han kunde da i
Forbigaaende give mig en Paamindelse, men han gjorde det altid med
en fin Følelse for, at ogsaa den letteste Berøring var mig tung at
bære, og et velvilligt Blik for, at det kun daarligt stod i min Magt
at forandre mig. I saa Henseende har jeg meget at takke ham for.
Hans Døttre var kjærlige og aandfulde Sjæle, der havde en betydelig
litterær Dannelse. De to ældste var allerede gifte, den yngste, der
ogsaa var noget ældre end jeg, var hjemme, og gav Huset Glands med
sin glimrende Conversation og ligesaa glimrende Fortepianospil. Hun
var ikke smuk, men meget behagelig i Omgang, og er ikke bleven gift.
Jeg havde alle meget kjær, særdeles den brave Moder, der saa venligt
tog sig af mig.

Der var ikke Spor af fornem Fjernhed, vi omgikkes med al den
Frimodighed, som godt Venskab, der er tryg til alle Sider, medfører,
og da aandfulde Damers Selskab altid har behaget mig meget, kunde de
Timer, jeg tilbragte i deres Stue, kun været til Glæde, men de var
det ikke altid. Mine Lidenskaber gjorde mig ufornuftig, og om jeg
end gjorde mig Umage for at bevare et net Væsen, heller ikke just
veed, nogensinde at have ført mig upassende op, var min Stemning dog
for min egen Fornemmelse jevnlig ikke til at raade med. Selv saa god
Omgang var mig en Lænke, jeg sad mest som paa Naale af Længsel efter
to Ting, enten at komme vel nedad Trappen forat kaste mig over Bog og
Pen, eller at fare hen til min Elskede.

Min Bog var det gamle Testamente, og min Pen den Pensel, hvormed
jeg malede den til Døden viede Jeftas Datter. Aldrig har vel nogen
stridt med et mere smerteligt Æmne, og min Opgave var fuldkommen
ubarmhjærtig at drive Fortvivlelsen til den yderste Hjælpeløshed --
Himlen lukt, og paa Jorden en Offerkniv. Var det da dette, der gjorde
min Stemning saa trykket? Mindst af alt. Det tragiske har som Livets
Høihed altid gjort et opløftende Indtryk paa mig, og Opløftelse, selv
om det er Korsdød, der løftes til, havde jeg i mit Livs Korsgang
vænnet mig til at føle som noget festligt. At falde ud af den løftede
Stemning, var min eneste Plage, og Hverdagens Trivialitet min
egentlige Fjende.

Saa kræsen var jeg, at ikke engang det kjedsommelige Slid med min
tungnemme Elev var mig det sværeste; det kunde jeg komme igjennem
som jævnt Arbeide, man knap behøver at have sine Tanker ved. Men
hvad jeg kaldte min pligtmæssige Conversation med Damerne, løb
jeg mig fast i. Hvad jeg i Øieblikket havde en virkelig Glæde af,
kritiserede jeg i næste Øieblik afveien som dum Tidsspilde, og var i
min Forvænthed nærved at ansee som Ulykke.

Sagen var ogsaa, at mit Helbred endnu var meget svagt, jeg led stærkt
af min gamle Sygdom, og min Levevis gjorde den ikke bedre. Naar jeg
var færdig med Læsetimerne, og det var kun et Par Formiddagstimer,
løb jeg mig en Tur, men paa Veien bruste de høie Fantasier i mit
Hoved, og naar jeg ør i Hovedet og med rystende Ben kom hjem, satte
jeg mig strax til at forme paa de forfærdelige Scener, jeg havde
udkastet. Trængte jeg til Hvile, tændte jeg mig hellere en Pibe
Tobak, hvad jeg heller ikke havde godt af.

Det var, saavidt jeg mindes, den første Vinter, jeg var i Langes
Hus, at de en Formiddag, da de vilde kalde mig op til Frokost, fandt
mig besvimet paa Gulvet, og at jeg, medens Bevidstheden stred for
at komme igjen, saae et overordentligt grimt, men yderst velvilligt
Ansigt virre frem og tilbage for mine Øine. Det var en hæderlig
Tante, Overpræsidentens Søster, der stænkede mig med Vand, men det
kan ikke nægtes, at hun ogsaa med Ro beseet, lignede en Del efter
en skikkelig Grib. Da jeg kjendte min Svaghed og før havde havt det
Tilfælde, trøstede jeg den ængstelige Gruppe omkring mig med at tage
Sagen fra den komiske Side, og takkede den gode Tante Lotte, fordi
hun dog endelig engang holdt sit Hoved ordentlig paa sine Skuldre.
Dette gav Anledning til meget dybsindige psychologiske physiologiske
Undersøgelser ved Kaffebordet, uden at vi dog kom nærmere til de
rette Bestemmelser om Forholdet mellem Sjæl og Legeme.

Mit tragiske Digt fik jeg færdigt til Jul 1856, og skulde da til at
tænke paa at gjøre min Elskede delagtig i min Hemmelighed. Lade det
trykke, faldt mig ikke ind. Jeg skrev det altsaa af saa pænt som
muligt, og fik en Bogbinder, som jeg haabede ikke vilde læse det, til
at sætte et Bind om det. Men det hjalp ikke stort paa Modet. Ganske
vist pleiede jeg at betro Amalie alle mine Tanker, og hun havde
rimeligvis allerede, mig selv uafvidende, faaet saamange ogsaa af de
vildeste, at hun kunde tænke sig, jeg kunde finde paa det værste; men
jeg haabede dog endnu at kunne gjælde for en anstændig theologisk
Candidat. Lagde jeg nu dette for hende, kunde hun see mig med eet
omskiftet til et vanvittigt Geni, og hvilket Slag vilde det ikke være
for hende? Vinteren gik hen, jeg vendte og dreiede min lille Bog
mellem Hænderne, og det blev ikke til andet end det, jeg saa tidt har
tænkt ved, hvad jeg har skrevet: der behøver jo intet Menneske at see
det, hvad er det saa andet end en Fantasi!

Endelig, da det var hendes Fødselsdag den sjette April, fik jeg
Mod til at bringe min Elskede mit første forfærdelige dramatiske
Arbeide -- »i det gamle Testamentes Stil«. Ak ja, den ulykkelige
Stil, hvad har den ikke forvoldt mig! Imidlertid gjorde den mere
Lykke, end jeg havde turdet haabe. Hun udfandt ganske rigtigt med sit
dybe Sind, hvad jeg for at formilde mine Spøgelser havde sagt i det
Tilegnelsesdigt, jeg nødvendigvis maatte lade følge med:

    Forfærdes ei, min gode fromme Pige,
    for denne Bog, der lukt med Dødens Spænder,
    i Skrig begyndt, med kvalte Klager ender
    uden at unde os en Himmelstige.

    Det er en Ørk, hvor Skjebnens Aander krige,
    og Mænd med Klingen mellem hvide Tænder
    vildt Buen spænde med de brune Hænder
    og ingen vil fra Hevn og Bytte vige.

    Dog var din Aand der, og hvor den er, breder
    den Fredens Telt, saa blodbestænkte Heder
    maae ogsaa mildt i Aftengløden smile.
    Men peger ogsaa kjækt paa Gryets Lue --
    Du selv, endnu et Barn, jo maatte skue
    al Dødens Gru, og fandt dog Sjælens Hvile.

Hun bar Bogen med sig som sin Skat og nød den i Stilhed, til hun blev
saa fortrolig med alle dens vilde Fagter, at hun endog kunde finde
dem skjønne, snart mere end jeg selv. Saaledes havde jeg da gjort al
den Lykke, jeg dengang eftertragtede. I sit Hjærtes Uskyldighed tog
hun den endog med til Sølyst, og læste den -- man tænke sig -- for
Fru Heiberg; fik da ogsaa med Fruens fineste Smil den Bemærkning,
man kunde vente: »Han skulde hellere skrive noget i en lettere Stil,
saadan for Theatret.«



TREDIE KAPITEL.

MIN FAMILIE.


Min Moder var i samme Efteraar 1847 flyttet til Roskilde. Der havde
hun nu begge sine Børn, Christine og Caspar, og havde Grund nok til
at være træt af Kjøbenhavn, da hun, siden hun især for min Skyld drog
dertil, havde ført et besværligt og uroligt Liv. Hun havde maattet
støtte sine knappe Kaar ved at fylde sit Hus med Pensionærer, og
hvorvel hun forsaavidt var heldig, som det var Familiens Børn, var
det dog en mærkværdig Samling, hun havde at trækkes med.

Der var Johannes Tauber, den nu noksom bekjendte Demokrat og
Rigsdagsmand. Han var den Tid theologisk Student, og jeg, som skulde
sætte ham ind i de Mysterier, han havde en naturlig Sky for, har
ved mit høitstigende Foredrag af Martensens Dogmatik vist bidraget
min Del til at skræmme ham derfra. Han havde ondt ved at holde sit
grinevorne Ansigt til Alvor, og naar Theologien tav, skyndte han sig
at nyde sine i hans Øine over al Maade komiske Husfæller.

Disse vare de to Søskene Ilia og Otto Fibiger. Filologen Otto
var i sin selvlavede Flegma vittig og skarp nok, men naar han i
sin temmelig opskruede Pessimisme, som han af lignende Grunde
havde tilfælles med sin afdøde Broder Adolf, men hos ham saae
helt anderledes ud, gik tilveirs i en barsk Skildring af Livets
modbydelige Jammer, var Johannes færdig at revne af Latter. Man
kunde da ogsaa fristes dertil, naar man maatte høre en lang vranten
Udvikling af, at naar man havde glemt, om man havde kommet Sukker i
sin Kaffe, havde man en dobbelt Ulykke over sig, enten maatte man
smage paa Kaffe uden Sukker eller paa noget med dobbelt Portion
Sukker i, begge Dele nok til at tage Livet af sig. Forøvrigt
lignede han Ilia meget, var udmærket begavet, og som hun havde han
ganske forskjellige Sider. Trods hans forfløine Meninger var han et
elskværdigt Menneske.

Ilia var ikke fri for paa lignende Maade at lave sit Væsen og med
Behag at bære dette til Skue. Men det var hendes »uendelige Mangel
paa alt det, de kalde praktisk«, hun mest agerede med. »Naar nogen
blot vilde lægge i hendes Kakkelovn, skulde hun nok selv besørge det
Arbeide at sidde hele Dagen med Hænderne i Skjødet og stirre ind
i Ilden. Hvad skulde hun ellers, hun kunde jo ikke læse andet end
Dansk, og det havde hun læst altsammen. Naar nogen vilde hjælpe hende
med det, de kalde Abc, vilde hun dog prøve paa, om hun kunde finde et
Ord i et fransk Lexicon.«

Paa Bunden af det pudsige Væsen, hvormed hun holdt os andre hen,
laa der en sørgelig Tragedie. Hun var nedsunken i sit Tungsind, men
talte man muntert til hende, dukkede hun let som en Fugl op deraf,
og hendes hurtige Tale kunde da svirre som Lærkevinger med de raske
Bemærkninger, hun ikke mente stort med. Kom hun en sjelden Gang i
Selskab, som vel kun var hos Familien, viste hun sig som den fine
aandfulde Dame, hun i Virkeligheden var og som lyste ud af hendes
distingverede Skikkelse. Saaledes saae Amalie hende og beundrede
hende.

Efterat det bevægede og i en underlig Knude af religiøst, æsthetisk
og lidenskabeligt Væv sammenviklede Liv, som vi havde ført indtil
1841 i hendes Moders Hus, var endt med Elskeren Lunddahls Forlovelse,
Skriftefaderen Emil Mynsters Død og min Sygdom og fleraarige
Fraværelse, var hendes Moder mer og mer sunket sammen under sine
Sorger og tæredes hen. Hendes ældste Søns sørgelige Skjebne, de
Fortvivlelsens Aander, der sledes om ham paa hans Sygeleie og tog ham
med i Døden, Sammenstyrtningen af alle de glimrende Forhaabninger,
der havde fulgt hans raske Spor, kunde Moderen ikke bære, og de
pinlige Tanker om Forholdet til den fraskilte Mand, som skulde, men
daarligt kunde, underholde hende og Børnene, var vel istand til at
gjøre Ende paa stærkere Kræfter end dem, hendes svage Væsen kunde
byde over. Ilia var hendes Støtte og var i Sandhed Manden i Huset, de
andre Døttre vare ikke til stort, og Sønnerne havde nok i at vare sig
selv.

Under disse Forhold kom tilsyne, hvad der boede i min mærkelige
Cousine, og enhver maatte indrømme, at det var sandt, hvad hun altid
gjorde Fordring paa, at være ene i sit Slags -- en ren Undtagelse,
som hun selv ikke vidste Reglen for, kaldte hun det. Hun besad en
Styrke, som intet i Verden kunde bøie, heller ikke de Sorger, hendes
Liv var saa rigt paa. Medens hun pleiede sin Moder Dag og Nat, og ved
enhver Leilighed førte Kampen for hende overfor Faderen, havde hun
dog nok af Munterhed til ikke at behøve at vise sig som den nedkuede.
Hun havde sig selv saameget i sin Magt, at hun øieblikkelig kunde
kaste sig ind i enhver Slags Stemning, ogsaa den lattermilde og
vittig converserende lige indtil Kaadhed. Kun kunde hun vanskeligst
holde Maade og have et Væsen som de andre, dertil var hun for opreven.

Ved Siden af den Kampstilling til Værn for den Ret, hun mente at
have, og i alt Fald efter sin Natur ogsaa havde, gjemte hun paa et
Dyb af Kjærlighed, selvforglemmende, opoffrende og fuldbevidst om, at
det ikke var formeget at sætte Livet til derfor, som gjorde, at man
altid maatte beundre hende, helst elske hende. Det var den skjønne
Side af hendes Væsen, og blev siden hendes Storhed, Kilden til det
Værk, som har sat hende et varigt Minde. Men den Tid flød dette
Hjærteliv endnu i Familiekjærlighedens snævrere Kanal, og det er et
Spørgsmaal, om det nogensinde i Virkeligheden kom synderlig udover
den.

Det havde ogsaa sin Tragedie. Hun bar paa den altid lige stærke
Lidenskab for den Mand, der havde forsmaaet hendes Ungdoms
Kjærlighed, hun bar paa den til sit sidste Suk, og jeg troer, at
dette Saar smertede hende endnu mere end alle Familiesorgerne. Det
var i alt Fald det og ikke Forældrenes Forhold, der som en strid,
ofte uhyggelig og altid ligesom af Hjærteblod rødnet Understrøm, gik
gjennem den poetiske Production, der i disse Aaringer begyndte at
dynge sig op under hendes Hænder. Thi hun sad ikke med Hænderne i
Skjødet i de grublende Nætter, og det var en anden Ild end Ovnens,
hun stirrede ind i.

Hendes ulykkelige Moder havde endt sine Lidelser i Foraaret 1844, og
det staaer endnu tydeligt for mig den Morgen, jeg efter Dødsbudskabet
kom til dem. Det var paa Frederiksberg i en lav Stueetage og et
skummelt Veir. Saa at see Ilia klædt i rent Hvidt som en Dødens
Engel sidde ved Sengen, og paa den udstrakt en Skikkelse mere lig en
Benrad end en nylig Hensovet, og sidde uden Taarer i den vanlige
grublende Stilling med Hænderne i Skjødet; og saa fare op med sin
hurtig henkastede Tale at optælle alle de praktiske Vanskeligheder,
som hun var nødt til at overlade til mig, for hun selv kunde intet,
det var saa eiendommeligt, at ogsaa jeg glemte Sorgen for at betragte
min mærkelige Veninde.

Hun drog til Randers til sin Broder Axel, der stod ved
Dragonregimentet der, men blev der ikke længe; hun kunde i det Hele
vanskeligt finde sig i at leve i en Familie. Hun prøvede paa at føre
sin egen Husholdning i Kjøbenhavn med sin yngste Søster Mathilde hos
sig og søgte at faae en lille Skole i Gang for at hjælpe sig, men
heller ikke det gik. Om hun ogsaa gjorde andre Forsøg, husker jeg
ikke, men da jeg forlod min Moders Hus i November 1846, flyttede hun
hen til hende tilligemed Broderen Otto. Der syntes hun at befinde sig
bedre. Jeg troer, det behagede hende, at da Moder var saa forskjellig
fra hende, at de ligesom tilhørte to forskjellige Verdensdele,
behøvede hun ikke at dele sit indre Liv med hende, og da Moder gjerne
vilde opmuntre hende, kunde hun frit vende sin burleske Side frem, og
gjemme, hvad der var bagved, hvilket var hendes Lidenskab.

Ogsaa dette varede dog kun et Aar. Broder Caspar var efter sin
Hjemkomst fra Kønigsberg, bleven ansat som Adjunct i Roskilde, og
hjemførte i Foraaret 1847 sin Brud, en Mecklenburgerinde, som han
havde boet hos, da hun som Enke sad i Berlin og leiede nogle Værelser
ud.

Til samme Tid var Svoger Søren Thrige fra Slagelse bleven forflyttet
til Roskilde, og som Overlærer dragen ind i sine Forældres gamle
Hjem, den øverste Etage i Rectorboligen, hvor han boede allerede som
Adjunct, da han blev gift med min Søster. Da Moder saaledes havde
to Børn i Roskilde, og tillige endelig ogsaa havde mig fra Haanden,
kunde hun ikke modstaae Fristelsen til atter at søge til sin gamle
By. Efter alt, hvad hun havde arbeidet og stridt for, fandt hun
ogsaa her en rolig Havn i en lille Leilighed, hvor hun levede alene
med sin Tjenestepige.

Ilia blev da igjen hjemløs. Hos sin Fader var det hende umuligt at
være, hun tog da en Huslærerindeplads paa Morsø, og levede der til
Krigen kom.

Hendes Søstre havde dog faaet sig et Hjem, men daarligt nok var det.
Efter deres Moders Død mente deres Fader igjen at kunne samle sine
Børn om sig, og hans Hjærte trængte upaatvivlelig dertil, da han
virkelig var en meget kjærlig Fader. Desværre havde han ogsaa sine
daarlige Sider, og de vare blevne værre under Skilsmissen. Kjed som
han var af sin aandløse Sessionstjeneste tog han sin Afsked og kom
til Kjøbenhavn; og med en Pessimists Syn paa Ægteskabet gav han sig
for at forbedre sine fortvivlede Pengesager til at søge sig en anden
Hustru, som kunde bringe ham Formue, og med Tillid til, hvad en
Verdensmand formaaede, mente han, at dette i en Alder af 52 Aar endnu
kunde lade sig gjøre. Han var saa uheldig som muligt. Han giftede sig
med en ældre Dame, som eiede mindre end han havde troet, var grim og
dum, og hvis ulidelige Luner efterhaanden udartede til Sindssyge,
dog kun periodevis. Hun plagede ham i den Grad, at han fik at føle,
at Ægtestanden var værre end Skilsmissen. For i det mindste at have
Ro om Natten for hendes evindelige Vrøvl og Plagerier, begyndte han
at tage Sovedrik af altfor stærke Varer, hvorover hun paa sin Side
beklagede sig overfor mig. Maaskee overdrev hun, drikfældig blev han
ialtfald ikke, skjønt det syntes mig, at hans Udseende tog af. Naar
jeg saae til ham, var han endnu altid den livfulde og aandsoverlegne
Mand.

Det var det Hjem, han skaffede sine Pigebørn, Sønnerne var Studenter.
Stedmoderen kunde ikke fordrage dem, de da heller ikke hende. I sin
Sindssyge drev hun det til at klappe deres Klæder og lagde Ild i
deres Kammer, og da det begyndte at brænde og Politiet kom, beskyldte
hun dem for at have sat Ild paa Huset. De maatte da snarest muligt
see at komme bort og finde sig en Plads som tjenende Kvinder.
Mathilde kom til Lolland i Nærheden af sin Farbroder, hvor hun efter
nogle Aar begyndte at lade høre fra sig som Forfatterinde.

       *       *       *       *       *

Naar jeg siger, Moder havde faaet sine Børn i Havn, var dog Christian
tilbage, og ham var hun i disse Aaringer meget bekymret for. Som
Candidat paa almindeligt Hospital levede han det sædvanlige lystige
Liv med sine Kammerader, og dette kan, seet fra Hjemmet, see raat
nok ud. Medens han derefter et Aars Tid gjorde Tjeneste ved Bistrup
Hospital, blev han under Betragtningen af baade Sindssyges og ikke
Sindssyges Extravagancer paa den anden Side tungsindig, og det
trykkede ham end mere, at han bar paa en ulykkelig Kjærlighed til
Tante Møllers Adoptivdatter, som vi betragtede som vor Cousine.

Han tog imod et Tilbud at reise udenlands som Læge og Bevogter af
en sindssyg Mand. Han fik Leilighed til at besøge de berømteste
Lægeanstalter i Tydskland og Frankrig, og som han var flittig og
fuldt optagen af sin Videnskab, var det store Ting for ham. Men trods
alt, hvad der kunde tiltale hans svage Lune eller hans videnskabelige
Trang, havde han et yderst besværligt Hverv, og kom temmelig mismodig
hjem i Efteraaret 1847. Det er jo som bekjendt ikke saa ganske let
at vende tilbage fra de rigere Lande til sin tarvelige Hjemstavn, og
for ham gjorde Omstændighederne det endnu tungere. Hans Elskede havde
vendt sit Sind andetsteds hen, han var uden Erhverv og i alle Maader
fortrykt af en Overgangstid Mørke.

I den Vinter strømmede da Moders Breve over af det sædvanlige Emne,
at jeg maatte gjøre noget forat styrke den kjære Broder. Jeg var
villig nok, men jeg seilede selv paa høi Sø, og havde idetmindste
aandeligt ingen Tid til at see mig om. Jeg gjorde da, hvad der laa
mig lige for, jeg førte ham til min Amalies Hus, og jeg troer, det
for det første var ham en ganske god Trøst. Saa kom Krigen, og hans
som alt Folkets Skjebne tog en anden Gjænge.



FJERDE KAPITEL.

KRIGSTIDEN.


Saa kom Krigen. Vistnok var den længe nok forberedt; de politiske
Forviklinger var kommen saadan i Haardknude, at de tilsidst maatte
løses paa Alexanders Maade, men ligefuldt kom den som et Tordenveir,
ingen havde seet trække op. Da jeg sidst i Februar en Morgen mødte
min Farbroder Adolf i Vimmelskaftet, og jeg standsede ham med de
Ord: »Har du hørt, at Louis Philippe er jaget ud af Frankrig?« foer
han forfærdet tilbage og vilde ikke tro mig. Han var dog en dreven
Politiker og kyndigere i de Forhold end jeg.

Hele Striden med Tydskerne havde ikke gjort et saa stærkt Indtryk
paa mig som paa det rette nationale Parti. Jeg bevægede mig jo vel
i dets Midte, navnlig i den Høyenske Kreds, men at »al vor Fortræd
er tydsk«, troede jeg ikke paa. Det var, som hele den hundredaarige
Periode, hvoraf vi havde for en stor Del levet af Tydskland, hvor
vore Digtere havde skrevet paa Tydsk, vore Videnskabsmænd været
tydske Filosofer, og vore ypperste Statsmænd været tydsktalende var
glemt og skulde fornægtes. Det oprørte min Retfærdighedsfølelse.

Det gik mig ligesaa med Frihedsbevægelsen. Jeg var mere betragtende
Kritiker end Enthusiast.

Allerede 1839, da Orla Lehmann og Karl Ploug vilde formaae
Studenterne til at gaae til Kongen med en Frihedsadresse, stemte
jeg imod og holdt mig til det større Parti, der samlede sig om
Madvig og Peder Kierkegaard. Ikke fordi jeg savnede Hjærte for
Friheden, jeg er meget mere en født Frihedsmand og kan ikke aande
i anden Luft. Men da jeg tillige indsaa, at dertil hører, at man
gjennemgaaende maa være retfærdige Folk, der ville leve velvilligt
og christeligt med hinanden og lade Modstandere deres Frihed, og
dette ikke er at opnaae, mente jeg, at praktisk taget, burde man
finde sig i Forholdene og holde tilbage med alt revolutionært Skrig.
Naar Høyen raabte: »Alle Cancelliherrerne paa Løgtepælene langs ad
Slotspladsen,« for paa den Høide kunde han komme, oprørte det mig
ikke blot som hjærteløs, men som tom Tale, da han mindst af alt var
Manden til at indfrie sit Ord ved Handling. Alt dette smagte saa
forskrækkeligt af lært fransk Væsen.

Den 20. Januar døde Christian den ottende, og har nogensinde
Kongedømmet viist sig i en lurvet Skikkelse, saa var det, da hans
Ligvogn humpede ud af Byen. Det gamle Stillads skumplede saa uhøvisk
afsted og Følget tog sig saa daarligt ud og Stemningen var saa
uvillig og raa, at man kunde faae ondt af at være Vidne dertil. Jeg
stod i Vimmelskaftet og saae det. Det var hos Oberst Stenstrups,
som hverken var af de Liberale eller Nationale, men som en militær
Familie henviist til at være Royalister, og jeg kan indestaae for
Stemningen. Der var ingen der gad tage sin Hat af for den døde
Konge, Folket var mere oplagt til at pibe i Fingrene. Og det ikke
fordi Kjøbenhavns Borgerskab var særdeles frisindet, det er ikke
Laugsfolkets Væsen, men fordi alle havde som en Fornemmelse af, at
det var et raadent Lig, der laa i Vognen. Visselig var Dommen baade
uretfærdig og hjærteløs, men den var der, selv i Samfundets fineste
Lag. Saavidt var det kommet med Enevoldskongen.

Af den mystisk-politiske Treenighed: Gud, Kongen og Fædrelandet, var
Kongen foreløbig borte. At Christian den ottende var død og Frederik
den syvende levede var foreløbig ingen Trøst, man ventede sig endnu
mindre af ham, kun en forvirret Misstemning saae Fremtiden an.
Kong Christian fortjente det ikke personlig, han var dog baade en
Fædrelandsven og en Kirkemand, og man var ikke uvidende derom, hvad
man saa end forøvrigt vidste om hans Synder.

Han havde seet i Naade til Grundtvigianismen, og hjulpet den til at
faae Ordet, og den brugte det. Dens Maade at besynge Fædrelandet
paa blev den nye Tids Løsen. Alle Talere og Digtere, ligegyldigt om
de hørte derhen eller ikke, stemmede i med. Disse Toner: Danmark er
Vorherres Øiesten, Dannerfolket er Hjærtefolket, og dets Modstandere
er Thurser og Trolde; enten vi forstaae os paa Politik eller ikke,
det veed vi, at vort Folks Sag er Guds egen Sag, de stødte i den Grad
baade min Smag og min Retsfølelse, at jeg ikke kunde give Kielerne
ganske Uret deri, naar de yndede at fremhæve Forfængeligheden som
de Danskes Hovedegenskab. At vi fra begge Sider kjæmpede for en og
samme Ting, for Frihed og Nationalitet, mens Kampen stod om, hvor den
nationale Grændse laa, ved Eideren eller Kongeaaen, var utvivlsomt;
og at hver fra sin Side og fra sit Synspunkt forsvarede sit Omraade
baade Land og aandelige Eiendele saa godt man formaaede, var mig,
politisk taget, en ligefrem Sag, men Skryderiet var mig ogsaa fra
begge Sider lige ubehageligt.

At denne Stemning, som under min Virksomhed i Slesvig skulde blive
mig endnu tydeligere, allerede dengang var mig bevidst nok, har jeg
tilfældigvis endnu et bestemt Vidnesbyrd om.

Jeg behøver ikke at minde om, hvorledes den dristige Reisning af
Oprørsfanen virkede som et Stød i Kjøbenhavn og alt Landet. Fulde af
Forventning og høi Stemning strømmede vi alle sammen til de Møder,
de politiske Førere gjorde Opraab til, og der var Nyt at høre. Ikke
just Politik, den ansaae jeg ikke for særdeles ny, hverken hvad
Frihedens eller den slesvigholstenske Sag angaaer, men Krigen, det
var virkelig Nyt. Da jeg paa det store Casino-Møde den 20. Marts
efter forskjellige andre Taler, hørte Tscherning gaae den Sag, som
endnu ingen havde turdet nævne, lige paa Livet, og med mægtig Røst
udraabe: »Fordre de Slesvig, saa svare vi med Krig!« negter jeg ikke,
at der gik en Gysen igjennem mig. Jeg saae øieblikkelig hele den
forfærdelige Udsigt, og jeg er nu eengang ingen Ynder af Krig.

Den følgende Dag saae jeg fra mit Vindue Gammeltorv efterhaanden
fyldes saa tæt, at fra den ene Mur til den anden stod Hoved ved
Hoved. Jeg foer ned at føie mit af den nye Tids Frihedsaand
høit løftede Hoved til de andres. Time efter Time ventede vi
rolig og taalmodig. Man sagde os, at inde paa Raadhuset stred
Borgerrepræsentanterne med Magistraten, som ikke vilde indlade sig
paa at være med til den Beslutning at gaae til Kongen og bede ham
om et Systemskifte, som Aftalen havde været paa Mødet Aftenen før.
Da hørtes ovre fra en Gruppe nærmest Raadhuset Sang løfte sig --
»Danmark deiligst Vang og Vænge,« og hele den vrimlende Folkemængde
istemte den gamle høitidsfulde Tone. Som et svulmende roligt rullende
Hav, ikke som en Oprørssang, snarere som en Psalme i den fyldte
Kirke, gik den henover Hovedstadens minderige Torv. Det var engang at
fornemme hvad en Folkesang har at sige, aldrig har det været bedre
forstaaet. Det var vel ikke blot mig alene, Taarerne løb ned ad
Kinderne paa.

Endelig kom saa Folkets Førere tilsyne under Raadhusets Colonnade, og
det overraskende saaes, Overpræsidenten gik virkelig i Spidsen. Han
var bleven overmandet af Borgerrepræsentanternes og Casinomødernes
Formand L. N. Hvidt, som kort og godt havde sagt ham: Gaaer De
ikke med, saa gaaer vi alene. Ved Synet af min store Præsident med
det hvide Ordensbaand over sit brede Bryst som Anfører for hele det
liberale Væsen, det han fra Cancelliets Pallads i en Menneskealder
havde foragteligt holdt nede, maatte jeg lee ved mig selv, jeg
kjendte jo Manden saa vel, og jeg fik endnu mer at more mig over.
Saasnart han kom hjem efter den vældige Bedrift, strøg han al den
Ære, han havde indhøstet for den, af sig ligesaa rask som han
kastede Generalskjolen, og gik lige over til A. S. Ørsted, som boede
skraas overfor os, forat undskylde, hvad han havde vovet paa. »Som
de beklagelige Forhold nu engang ere, kunde jeg efter min bedste
Overbevisning ikke gjøre andet.« -- »Ja ja, kjære Ven, jeg forstaaer
det,« svarede Ørsted, og klappede ham paa Skuldren. Jeg fik det
altsammen frisk ved Middagsbordet, da han forklarede sin bekymrede
Familie de beklagelige Forhold og sin vanskelige Stilling, og den
blev beroliget ved at høre, at den Minister, han havde været med til
at styrte, ikke tog sig det mere nær. Ørsted forstod ham saa godt,
og vidste vistnok bedre end han, at den gode Lange ikke var den
eneste, der tabte Hovedet. Men har vel ogsaa tænkt, det gjør jeg da
idetmindste ikke.

Imidlertid sluttede vi alle til, Arm i Arm, sex Mand høi, i den
lange Colonne, som endnu ikke havde tømt Torvet, da Spidsen naaede
Slottet: Jeg gik med Høyen, som nu var saa glad, at han ganske
glemte at faae Cancelliherrerne paa Lygtepælene. Vi vare naaede
til Høibroplads, da det med Jubel lød hen over Mængden: Kongen har
afskediget Ministeriet! Vi saae som blændede paa hinanden: kan en
Statsomvæltning gaae saaledes til? Jo, det kunde den. Ikke saameget
som en opplantet Kanon eller en svingende Garderhest. Lad saa hele
Europa ryste paa Hovedet og tvivle. Ene hos os kunde den det.

Saa gik vi alle glade hjem og gned os i Hænderne og priste vor
Konge. Nu var han Folkets Afgud og levede siden deraf. Man kan
ikke undre sig derover. Lad ham saa i et lystigt Lag have sagt:
»En Constitution, de kan faae ti for een, om de vil,« saa kunde
han dog i betydningsfulde Øieblikke ogsaa være Konge og var da en
høist tiltalende Konge. Det er saadanne Øieblikke, der mindes og
blive historiske. Selv har jeg kun eengang været Vidne dertil. Det
var da han tog imod et skandinavisk Studentertog paa Fredensborg og
beværtede os fint i Haven. Da vi drog gjennem Slottets Kuppelsal,
sad han oppe paa Galleriet i daglig Dragt med en Fez paa Hovedet, og
holdt en Tale til os saa værdig, hjærtelig og gjæstfri patriarchalsk,
at han henrev Broderfolkenes Studenter og Videnskabsmænd. Jeg gik med
Welhaven og Munch, de var enige om, at ingen kunde have gjort det
bedre.

Det var en Tid, da hver Dag havde historisk Betydning. Næste Dag,
22. Marts, ankom den slesvigske Deputation i den underlige Hensigt
at faae Kongens Sanction paa en Stat, som de havde taget fra ham og
allerede var ifærd med at forsvare med Vaabenmagt. Slotspladsen og
Høibroplads var igjen saa tætpakket med Mennesker som vel muligt, da
de kjørte op til Slottet forat stedes for Kongen, og saa forbittret
man end var paa dem, insulterede blev de dog ikke. De fik endog en
begeistret Hilsen fra en, der stod ved min Side. Det var vor Ven fra
det Stenstrupske Hus, Harald Neergaard[11]. Han pegede med udrakt Arm
paa dem og raabte: See paa dem, det er dog engang Mænd! Folk gloede
arrigt paa ham, men gjorde ham dog intet. Saa kom Monrad, som nu var
Minister, med ilsomme Skridt trængende sig gjennem Mængden for at
naae til Slottet og bivaane Tydskernes Audiens. Han havde en temmelig
daarlig Overfrakke paa, og havde ikke faaet den børstet, den var
fuld af Dun og Haar. Heller ikke han blev hilset. Folket var vel paa
Høiden, men havde ingen Øvelse i at give det tilkjende.

 [11] See S. 136.

Naar de fem slesvigholstenske Herrer ansaae det for en stor Bedrift
at vove sig ind mellem det kjøbenhavnske Folk og heller ikke følte
sig sikker i Hotellet, saa man maatte føre dem til Alfred Hages Hus,
og give dem Vagt af Studentercorpset, laa Faren vistnok for største
Delen i deres egen Indbildning. Hvad vildt Folkeopløb vilde sige, maa
de have kjendt bedre fra deres eget Hjem end fra vort. Skræmmede vare
de i alt Fald; det var alle, der kom fra Revolutionslandet.

Den ypperste af de Fordrevne var Regjeringspræsidenten Scheele.
Han var en Ven af min Overpræsident, og søgte til hans Hus, da han
kom til Kjøbenhavn. Naar jeg kom ned om Aftenen, sad han hyppig i
Dagligstuen. Det havde da sin store Interesse for mig at lytte til
hans Fortællinger om Scenerne derovrefra. Hvorledes han havde maattet
løbe ud af Byen Slesvig, havde faaet fat i en Vogn udenfor Byen, og
havde hele Veien siddet med spændte Pistoler, beredt til at sælge
sit Liv saa dyrt som muligt; var i Flensborg kommen i Selskab med en
Flok Dragonofficerer, der førte Regimentets Fane med sig, men ikke
en Mand af Regimentet; og hvor forsigtig han havde maattet snige
sig gjennem de slesvigske Byer, og hvor han priste sig ikke mindre
lykkelig, for han ikke var bleven kjendt i de danske, alt med mange
charakteristiske Omstændigheder. Naar der saa, mens han fortalte,
hørtes nogen Larm paa Gaden, en Hob drog syngende forbi, et Hurra
hørtes fra en Kjelder eller sligt, Byen var jo yderst livlig i alle
de Aftener, foer han sammen og saae sig vildt om, med et Blik som om
han greb til Pistolerne.

Jeg smilte ad det ved det fredelige Thebord, men hos ham var det at
undskylde. Han havde seet det rasende Folk, og mens han løb, havde de
strakt en anden fin Embedsmand til Jorden med et Hug af en Spade.

Scheele gik ydermere i den Tid aldrig ud uden at bære et tyk Stok,
hvis Greb var en skarp Øxe. Han var vist ogsaa Manden for i fornødent
Fald at bruge den. Men som han tog feil i at mene, at det fornødne
Fald kunde indtræde i Kjøbenhavn, saa havde han ogsaa ondt med at
faae sig sikkret for den Fare at kjendes paa Sproget. Han talte altid
meget forsigtig Dansk, daarligt nok, men saa godt han kunde. Men
det gik ikke i den Langeske Familie, de svarede ham stadig væk paa
det fineste Tydsk, indtil han overvældet af de mange tydske Stemmer
endelig som i Distraction selv faldt over i sit Modersmaal. Han var
en klog Karl, og blev siden som bekjendt Frederik den syvendes Mand.

Ogsaa Anders Sandøe Ørsted kom i den Tid en Del til Langes, og det
var morsomt at høre, hvilke forfærdelige Vittigheder han og hans Ven
Kollerup Rosenvinge kunde ryste af sig over det liberale Parti. De
Herrer talte om Martsministrene, at sige de demokratiske, ganske i
samme Tone som Royalister nu tale om Berg og andre Venstreførere, og
lo dertil saa de rystede.

Imidlertid begyndte Krigsbuldret, og alle vi Yngre, en Del Ældre
med, samledes hver Morgen paa Rosenborg Plads, for det første for at
exercere paa Livet. Det var herlige Dage, man aandede bogstavelig
en bedre Luft end man var vant til. Skjønnere Foraar mindes jeg
ikke at have seet, det skulde da være 1834, da jeg holdt mit Indtog
i Sjælland. Det var som Naturen holdt Glædesfest for den unge
Frihedsaand. Det meste af April var det varm og sommerklar Luft, og
Træerne strakte deres udfoldede Knupper med Længsel ud efter den.
Kommandoordene skraldede, Vaabengrebene raslede, men under alt det
kunde jeg ikke lade være at fryde mit Øie med Slottets varme Glød mod
den blaa Luft, og de kaglende Alliker og de klare, brede Skygger,
som Kastanietræernes Rækker lod falde hen over den bajonetglimtende
Vaabenplads.

Jeg var, naar jeg selv skal sige det, rask til Vaabenhaandværket. Jeg
var heller ikke ukjendt med det. I mine første Studenteraar havde
jeg været et saa fremragende Medlem af Studentercorpset, og min
sorte hvidkantede Uniformskjole med det røde Bryst, de hvide Buxer
og den colossale Chacot havde klædt mig saa net, at jeg endog var
bleven valgt til Underofficier, og havde min store Møie med at slippe
fra denne kjedsommelige Værdighed. Vor største Ærgjerrighed var
Bajonetfægtningen. Ved den mente vi utvivlsomt at sikkre os Seiren,
da Underofficiererne fortalte os, at den Kunst forstod Tydskerne
aldeles ikke.

En Morgen kom Vermehren løbende og raabte: Nu skal I høre en
splinterny Vise, og han som var en god Sanger og en Virtuos i
alskens Udtale, foredrog paa bredt sjællandsk Bondemaal den tappre
Landsoldat. Det gjorde nu umaadelig Virkning. Aldrig har den
epochegjørende Sang behaget mig saameget som i den Stil, hvori
jeg saaledes førstegang hørte den. Hvoraf blev Følgen, at jeg med
sædvanligt Paradoxmageri ved Langes Frokostbord opstillede den
Sætning, at vor nye Krigssang langt overgik Marseillaisen.

Vaabenøvelserne, der ogsaa udstrakte sig til Marsher til Dyrehaven
og fingerede Træfninger, havde Charakteren af ungdommelig Leg, men
Meningen var dyb Alvor nok. Fra Dag til Dag kom der Anmodninger til
Corpset, om nogen vilde melde sig til frivilligt at afgaae til Hæren,
og hver Gang traadte en Flok rask frem, flere end der forlangtes.
Vilde da ogsaa jeg møde paa den blodige Valplads? Ja til Tider. Jeg
var høirøstet nok med, da vor 1100 Mand stærke Bataillon omringede
vor Chef, Oberst la Cour, og forlangte, at han skulde føre os samlede
over til Hæren.

Men virkelig Krig var mig nu eengang en svær Sag. Jeg kunde ikke
tænke mig at skulle sætte min Kugle eller min Bajonet i et levende
Menneskes Bryst, saameget mere som en Tydsker efter mine Anskuelser
ikke i den Grad var en Forbryder som efter andres. Jeg slog derfor
mine Tvivl ned med at lægge Afgjørelsen over paa mit Fædreland.
Kaldte det mig, var jeg beredt til at lyde.

Hæren var begyndt at samles, og intet har rørt mig saameget som Synet
af den første Udrykning.

Kongen havde om Eftermiddagen den 29. Marts paa Exercerpladsen taget
Afsked med de kjøbenhavnske Batailloner. Næste Morgen tidlig, da jeg
endnu laa i Sengen hørte jeg klingende Spil og Hurraraab. Jeg foer
op og til Vinduet, og saae Torvet tæt fyldt med Mennesker, og som en
blinkende Aa af i Takt rokkende Bajonetter med de røde Compagnifaner
over dem trække sig gjennem Mængden fra Nørregade skraas over Torvet
og forsvinde i Frederiksberggade. Da fik jeg klarlig for Øie, hvad
det vil sige: »Min Pige vilde med.« Paa Siden af Geledderne, ja midt
inde i dem havde Bønderpiger, røde Liv, grønne Skjorter, guldstykkes
Huer, jo i fuld Uniform, faaet hver sin Ven under Armen, og halede ud
med lange Skridt for at holde Tridt, og andre trængte sig frem fra
Siderne, ogsaa Mødre, og vinkede hver af sin, og tog fat og rakte
Smaating, som Karlene stak til sig, alt mens det rungende Hurra lød
over Pladsen. Det Syn i den milde Morgensol er ikke til at glemme, og
det underligt vemodige at see denne svinde i den mørkskyggede Gade,
og at vide, hvor de drog hen. Taarerne løb mig ned over Kinderne,
mens jeg klædte mig paa og løb ud til Jærnbanen for endnu at være
Vidne til: »Der kan du se, min Ven!« Jo, jeg havde nok Ret, Sangen er
mere greben ud, idetmindste af vort Folkeliv, end Marseillaisen.

Hver Dag havde jeg Breve fra Moder, som beskrev de samme Scener i
Roskilde. »Her er en uhyre Tummel i Byen i disse Dage. Bestandig
strømmer der Tropper til baade med Jærnbanen og til Fods og til Hest.
Vi høre ikke andet end Musik, Sange og Hurraraab hele Dagen. Byens
Folk trakterer Tropperne ved Jærnbanen, og holder Taler og følger dem
med Dannebrogsfaner ud af Byen. I Morgen kommer her ligesaa mange.
Casper sværmer for at faae en Kuglebøsse og lære at skyde, men vi er
bange for at han skal falde baglæns, naar den gaaer af.«

Roskilde var dengang Endepunktet for Jærnbanen fra Kjøbenhavn. Og
hvad Dannebrogsfanen angaaer kan gjøres den historiske Bemærkning, at
fra de Dage skrev sig den Skik, at den kom i privat Brug, hver Mand
vilde have sin. Roskilde var ogsaa en i høieste Maade patriotisk By.
Der drog en hel Flok af dens Ungersvende med i Krigen som Frivillige.
Deriblandt Blochs to Sønner, hvad der da alene var nok til at sætte
Familiens Stemning i den stærkeste Bølgegang.

Broder Christian drog ud med de første som Læge ved tiende Bataillon;
og jeg havde da som sædvanligt efter Moders Ordre travlt med at faae
ham ekviperet. Han var ogsaa en Timestid hos Moder, og hun fulgte ham
ud gjennem de lange Gader for først at tage Afsked med ham ude paa
Ringstedveien. Gamle Moder var ogsaa en Illustration til: Min Pige
vilde med.

En bittrere Sorg ramte de Familier, hvis Medlemmer stode mod hinanden
i hver sin Leir. Efter det nære Forhold, hvori de tydske Landsdele
havde staaet til de danske var dette temmelig almindeligt og gik i
Særdeleshed ud over Kvinderne. Den mest bekjendte af de Familier
der maatte friste den Sorg var Danneskjolds. Ogsaa i vor nærmeste
Kreds oplevede vi en Del af den Slags. Margrete Thrige var gift med
den holstenske Præst Steffensen, og hendes Halvsøster Sofie Paulsen
forlovet med min kielske Ven Nitzch, endnu en anden Roskilde Veninde,
Elna Hansen med sin tydske Ingeniør Nørmchen. Og Amalies to Cousiner
Frederikke og Edle Stenstrup havde hver sin hidsige Slesvigholstener,
Jes Tygesen og Harald Neergaard. De ulykkelige Elskerinder maatte tie
med deres Sorger, men da de paa begge Sider var trofaste Mennesker,
lagde det sig efterhaanden tilrette i lykkelige Ægteskaber. Det var
i disse Aar mærkeligt at see, hvad en saadan sextenaarig Pige som
Edle Stenstrup kunde vise for en utrolig Styrke og Selvbeherskelse i
saadanne Hjærtesager. I et af sine Breve taler Moder rørt om Amtmand
Johansen fra Haderslev, som hun saae i Roskilde. Han havde to Sønner
mellem Fjenderne, og to Døttre gifte med fordrevne Embedsmænd, men
netop derfor havde ingen Medlidenhed med den gamle nedbøiede Mand
uden Moder, efter hvem jeg har det.

Som alle andre var ogsaa jeg stærkt beskjæftiget ikke blot med at
følge Begivenhedernes Gang, svært nok, da jeg maatte exercere og
manøvrere mine 6 Timer om Dagen, til liden Baade for min Elev, det
var nu saa Krigens Gang, som alle maatte finde sig i, men ogsaa, hvad
der endnu var det sværeste, med at opsamle alle de Efterretninger
om de mange Faldne, Saarede og Fangne, som vare at opspore baade i
tydske og danske Aviser og bringe dem til de bekymrede Familier baade
mundtlig og skriftlig. Det gjaldt især om nøiagtig at gjennemgaae
alle Listerne, ogsaa til mine forlovede Veninders Bedste de tydske.
Fandtes de Savnede ikke paa dem, var det allerede en Trøst, og for
mig selv en Trøst, at der i den Henseende ikke lykkedes saa lidt
for mig. Da imidlertid mine Bemærkninger om de Smaating jeg selv
oplevede, ikke have megen Interesse og jeg ikke skriver Danmarks
Historie, men kun min egen, vender jeg heller tilbage til mine egne
Hjærtesager.

Jeg havde levet den lykkeligste Vinter inden Døre med min Elskede.
Til Julen havde jeg forsynet hendes Dagligstue med et smukt Bogskab,
hvori vi gjemte vore Yndlingsforfattere; ovenover satte jeg det
skjønne Dionysos-Hoved, Ariaden kaldet, og paa Kakkelovnen den
ungdommelige Herakles Hoved. Saadanne Ting trængte til Forklaring,
hvisaarsag der med hver Foræring fulgte et Digt, som vi begge fandt
meget fint, og ikke mindre hvad der med eller uden Breve kunde
indfinde sig af den Slags.

I Mai var jeg med min Præsidents Familie flyttet til et Landsted,
ved Ordrup, hvorfra der er en rig Udsigt over Ordrups Krat og
Dyrehaven og de smukke Skovhuse, den puggaardske Familie har opført
som Appendix til dens Hovedhjem Skovgaard. I det ene boede min Ven
Rudolf Puggaard, i det andet hans Svoger Orla Lehmann. Desuden havde
jeg kun en kort Vei til Sølyst og kunde mødes med Amalie paa de vante
Steder. Det kunde ogsaa hænde, at Overpræsidenten bragte hende med
ud i sin lille Vogn. Paa Ordrupsdal boede H. Chr. Ørsteds Svigersøn
Dahlstrøm og paa Ordrupshøi Kollerup Rosenvinge, som begge var Langes
daglige Omgang, saa jeg fik nok af reactionær Conversation. Til
Amalie klagede jeg, at der ikke faldt anden Politik, end den, hvis
Omkvæd var: Danmark har ingen Regjering, og der kan hverdag ventes en
Revolution som i Paris.

Sidst i Juni drog Amalie med sine Søstre og Cousiner til Broksø, sex
unge Piger i Flok, usigelig lykkelige over igjen at skulle sværme i
de Lunde, hvor de havde nydt deres glade Barndomsdage. I Juli fulgte
jeg efter, og gjorde nu Bekjendtskab med dette idylliske Sted.

I Slutningen af Juli reiste jeg som sædvanligt med min Elev til
Fyen, og kort derefter begav Amalie sig med sine Søskene til Sølyst.
Jeg forkjølede mig paa Reisen, og var nogle Dage febersyg, som i
det temmelig kolde Veir med daglige Regnskyl gjorde mig nedtrykt og
dobbelt lod mig føle Kjedsomheden over den uhyggelige Familie, jeg
sad hos paa Kjærup.

Enhver veed, hvorledes Stemningen var i det Aar. Der var ingen
Familie, som ikke havde nogen af sine Kjæreste paa Valpladsen, og
intet Menneske, der ikke følte at man ikke kunde vide, hvorlænge
man beholdt sin fædrene Jord under sig. Man reves om Aviserne,
man kom løbende med Skillingsbladene, og var man paa Landet,
sendte man ridende Bud til Byen eller anfaldt enhver Vogn. Man
græd over vore dog altid besmykkede Nederlag og jublede over vore
problematiske Seire. Endelig fandt man af Fortvivlelse over Slesvigs
Skjebne Vaabenstilstanden værre end Krig, og derom var der hidsige
Partikampe, og vilde Rygter om de Reactionæres Intriger. De gode
Roskilde Folk var særdeles oprørte, og Moder søgte altid til mig om
de paalideligst mulige Efterretninger.

Naar der da i Juli Maaned var megen Tale om »det Suhrske Komplot,«
om at Ussing og David delte Penge ud, at Arbeiderhobe trak Sammen,
og Kanoner var opkjørte om Slottet, og Lærerne i Roskilde midt
under Examens Travlhed foer ind til Kjøbenhavn for at spørge Nyt;
beroligede jeg Moder med en Betragtning over, at Krigen rimeligvis
nok vilde bryde ud igjen, da Tydskerne fra deres Synspunkt ikke
kunde tage mod de Betingelser, der hidtil var budt dem. Men »naar
man kommer løbende med Rygter om Uroligheder, pleier jeg at svare:
Aa Sludder! Der er to Omstændigheder, der gjør, at Kanonerne
forblive rolige i deres Baas paa Tøihuset, den ene at Onkel
Scavenius raader for Kanonerne, og han gjør ikke en Kat fortræd,
den anden, at der ikke findes nogen Kat at gjøre Fortræd. Hvad Suhr
angaaer, kan jeg svare for, at Fru Heiberg betyder mere i det Hus
end revolutionslystne Politikere. Og hvad Arbeiderne angaaer, saa
er der vel visse Haandværkslaug, som Snedkere og Vævere, der ere i
Nød, og som jævnlig komme til Overpræsidenten og klage sig, men det
vedkommer ikke den Sag, det er en gammel Skade, som har sin Grund i
Møbelmagaziner og Fabriker, og som de nu, da alle har Medlidenhed med
dem der klage sig, benytte Leiligheden til at komme frem med.«

Hvorpaa Moder med sit sædvanlige Humør svarer: Tante Rikke[12] havde
lovet os, at hendes Mand skulde bringe et Par Hoveder hjem med,
men Caspar havde den Vittighed, at der var ingen andre at faae end
»Fædrelandets,« som havde tabt sit, og det var ikke fundet endnu.
Hvori jeg var enig med min satiriske Broder.

 [12] Fru Foss, Borgermesterens Frue.

Den politiske Side af mit Sind var altsaa i tilstrækkelig Virksomhed,
men i mine ligesaa talrige som lange Breve til min Elskede er der
ikke Spor deraf. En reisende Litterat fører altid Bøger med sig.
Da jeg om Sommeren forlod Kjøbenhavn, mens hun ikke var der, havde
jeg lagt paa hendes Bord et Bind af Søren Kierkegaard og en Roman,
selv førte jeg samme Slags Læsning med mig foruden min bestandige
Bibel. S. Kierkegaards Skrifter af opbyggelig Retning udkom i de Aar,
og vi var begge lige opfyldte af dem. Amalie stjal Herregaardens
Toilettetimer forat fordybe sig i et Bind Taler, og jeg laa i de
søvnløse Nætter i min Feber og læste Kjærlighedens Gjerninger.

Saa kom Vinteren, og den blev for mig en betydningsfuld Tid. Mit
ihærdige Bibelstudium bar endelig en ordentlig Frugt, løftet af
Sommerens Krigsaand, samlede jeg mig til Israels Hovedtragedie,
og som jeg levede midt mellem det gamle og nye Parti her hjemme,
havde jeg søgt min forbilledlige Heros i Profeten Jeremias. Hans
voldsomme Kamp mod det nationale Partis vanvittige Overmod, hans
ulykkevarslende Forkyndelse af den Guds Straf, det vilde føre til, og
hans rørende Klager over hans Fædrelands Undergang, var Toner ud af
mit Hjærte. Jo mere Kanonerne lød i mit Øre, desto mere opildnedes
min Fantasi. At Lykken siden blev os bedre end det saae ud Paasketid,
gjorde mig intet Afbræk, de Tanker jeg eengang havde grebet, var mig
nok til at sætte mig ind i Forholdene hos det gamle Israel. Endog
min Kierkegaardske Stilling til Kirken hjalp mig til at være med i
Profetens forfærdelige Angreb paa Præsteskabet.

Jeg arbeidede derfor med Held, hvad Handlingen og Forstaaelsen af
Personlighederne angaaer, og arbeidede saa hurtigt, at jeg allerede i
Februar havde den første og væsentlige Del renskreven og det øvrige
lagt tilrette. Bogen blev ogsaa fuldt færdig, inden vi flyttede paa
Landet, og min styrkede Selvfølelse ved at være kommen saa vidt,
havde til Følge, at jeg endelig fik Mod til at bringe Jeftas Datter
til en Boghandler.

En Digters egen Dom er som bekjendt upaalidelig, men naar der ligger
mere end en Menneskealder imellem, og hans Sind er af den Natur,
at han er mere tilbøielig til at give Modstanderne end sig selv
Ret, faaer den dog noget mere Værd. Jeg har nu saa aldeles glemt
Bogens Indhold, at da jeg nylig saae den igjennem, maatte jeg ikke
blot see efter i Personlisten forat faae at vide, hvem de talende
Personer er, men endog undersøge Titelbladet, forat underrette mig
om, naar den er udkommen. Der manglede blot, at jeg ogsaa skulde have
glemt Forfatterens Navn. Jeg kan altsaa nu see paa den som paa en
andens Arbeide, og min derpaa byggede Dom er da, at det vidtløftige
og i sit Indhold saa mægtige Drama er i det Hele godt componeret;
Forfatteren har forstaaet, hvad der foregik, han har ogsaa rigtig
tegnet de Skikkelser, der er saa fremmede for andre Folk og andre
Tider. Men Stilen -- alle dens underlige Omsvøb og Formaliteter har
for det første gjort hver Scene og hele Bogen altfor lang, og dens
fremmedagtige Udtryksmaade har helt igjennem tilsløret Replikernes
Følelsesstyrke. Dertil kommer endnu min usalige Hang til at udvikle
til det yderste alt hvad jeg kunde udtænke, uden at agte paa, at ene
Udførligheden var nok til at bringe Læseren til Fortvivlelse. Intet
Under, at det læsende Folk ikke lagde Bogen hen, men sletikke tog
den i Haanden. Og den ulykkelige Forlægger -- ja, han sagde mig, at
en af hans Venner havde leende bemærket: Det bliver nok en ordentlig
Jeremiade for dig.

Underligt nok blev det dog ikke en Jeremiade for mig. Jeg havde nydt
mine aandelige Glæder, og da jeg dengang ikke videre trængte til
Penge, brød jeg mig ikke stort om, hvad Fremgang Bogen fik. Det er
maaske min Feil, at det altid har ligget mig altfor lidt paa Hjærte,
om jeg ved mit Arbejde ogsaa udrettede noget for andre. Jeg tager
min egen Høst hjem og er dermed tilfreds. Imidlertid havde jeg dog
den Glæde, at de faae af mine Nærmeste, som læste Bogen, ydede mig
fuld Anerkjendelse.

Min Ven Fog, som jeg havde sendt Haandskriftet, svarede i sin
eiendommelige Stil: »Jeg har læst og gjenlæst og atter læst Digtet,
og har havt mange smukke Planer om at tilskrive dig ret omstændelig
derom. Ja, væmiseris! jeg har sporet min Pegasus og begyndt et langt
ræsonnerende Epos, der var beregnet paa dine Øren alene, da jeg netop
i dette Øieblik gjorde den Opdagelse, at min Pegasus er et Æsel,
hvorfor jeg viselig holdt ham over mit Tællelys for idetmindste paa
den Vis at forhjælpe ham til en Flugt til Skyregionen. Saa faaer du
da kun den Erklæring: Skynd dig at bringe det Digt til Trykken! Thi
det eneste Resultat, jeg er kommen til, er det, at jeg siden jeg
begyndte at læse det vaagende og sovende har drømt om Jerusalem, om
dens Sønner og Døttre, om springende Profeter og forladte Kvinder i
Kongens Haver, om Mænd hvis Hals er som Davids Taarn, der skuer ud
mod Damaskus, og om Sønner der forbandes af deres Fædre. Og denne
Drøm er af den Natur, at jeg ønsker at mange maatte drømme den med
mig. Iøvrigt frabeder jeg mig alle mulige Spydigheder til »min meget
udviklede æsthetiske Forstand,« som ikke har en eneste Kategori,
hvori den kan indeslutte min Tanke; men hvis du selv eller nogen
anden vil spørge mig om min høiere Mening, meget ydmyg tyer til
Digterens egne Ord, idet jeg med slet fordulgt Stolthed svarer: »Ja
hans Læber er som Palmens Frugt -- finde I en saadan, saa see min
Ven, thi som andres Venner er han ikke.« Her har du, kjære Johannes,
hvad jeg i kort Begreb kan sige om dit Digt og dets Forfatter.« -- --
--

Videre skrev han i Anledning af den nu udkomne Jeftas Datter: »Tak
for din Fantasis Førstefødte, pyntelig som den kom til mig i
Silke og Guld, og for disse Meddelelser om dens gode og glædelige
Modtagelse i denne syndige Verden, hvilke have frydet min Sjæl,
som om det var dens eget Foster, der var hilset med Kjærlighed og
Bifald. At du har glædet dig ved Høyens saa grundige Dom, begriber
jeg, og indseer, at naar saadanne Autoriteter have talt, gjør Folk
af Grovbrødsdeig som jeg og mine Lige bedst i at stikke Piben ind og
tie som en Mur. Tilmed kunde Høyen gjerne forandre sit Bifald til den
bittreste Dadel, naar det skulde komme ham for Øre, at en sjællandsk
Landsbypræst havde den Dristighed at dele hans Mening. Derfor tager
jeg det Parti hellere at tilbageholde min Berømmelse over det
Nærværende forat profetere om dit Tilkommende, idet jeg lover og
tilsiger Jeremja en endnu hæderligere Modtagelse. Jeftas Datter synes
mig at henhøre under det, man kalder Studier, og ved sin rent lyriske
Charakter i samme Sindsretning stundom at kræve for stor Anstrengelse
for Læseren, hvorved den friske Nydelse for meget hæmmes.«

Deri havde han upaatvivlelig Ret. Jeg havde selv fra først af tænkt
mig min første lille Bog som en Øvelse, hvormed jeg vilde prøve mine
Kræfter, og som en Indledning til et betydeligere Arbeide.

Naar jeg nu dertil føier, at Høyen paa sin ekstatiske Vis havde
udbrudt: »Ingen af vore Digtere har gjort det for Norden, som her
er gjort for det gamle Testamente;« og at Frederik Helveg, som jeg
har anseet for den grundigste Kjender af den israelitiske Oldtid,
vi her i Landet har, og foruden sin Theologi er en vidt belæst og
tænksom Æsthetiker, siden han sagde mig, at han anseer min Jeremias
for den bedste Bog, jeg har skrevet, saa kan jeg virkelig ikke klage
over, at dette Digt ikke blev forstaaet. Det blev, fordi disse Mænds
Fordring til Poesi gik i samme Retning som min daværende, snarere
overvurderet. De var alle tre Mænd, jeg saae op til som mig langt
overlegne, saa dette kunde sagtens være mig nok.

Bogen udkom næste Aar 1850, saavidt jeg husker i Foraaret. Jeg maa
altsaa vende tilbage til 1849.

Den store litterære Begivenhed i Vinteren 1848-49 var Adam Homo, et
Bevis paa, at det ingenlunde var hos mig alene, at Folkets store Kamp
ikke optog alle andre Interesser. Mine Yttringer derom i et Brev
til min Moder (Januar 1849) tilbagekalder mig det første Indtryk af
Realismens Indtog i den høiere Poesi:

Vi arbeide med agtværdig Flid i Adam Homo, thi man kan ikke føre sig
som dannet Cavaller i Hovedstaden, naar man ikke kan tale med om den.
Det er en sur Suppe at faae ned, men mit Haab staaer til, at vi blive
frygtelig kloge paa, hvorledes Verden aller virkeligst er, naar vi
faaer den fuldelig indtaget. Fru Heiberg har læst den tre Gange, og
siger sukkende: Hvad skal man læse efter saadan en Bog? Ussing mener,
at den er ligesvis som Biblen, en Bog for alle Bøger og ufeilbar. Jeg
haaber, at I er dannede Mennesker, og kan den udenad.

Krigen brød ud igjen, medens jeg med min Profet sad midt i min egen
Krig. Den 21. Marts tog jeg Afsked med det ulykkelige Linieskib,
Christian den ottende. Det var en kold, klar Dag jeg med Vilhelm
Marstrand gik ud paa Nyholm og ombord i Skibet. Det var saa hurtigt
blevet rustet, at Møblementet endnu laa spredt paa Dækket, og den
nye Maling ikke var tør, saa jeg ved at gaa ned ad en Trappe fik en
Smøre paa min blaa Kappe, den jeg siden, da det skjønne Skib var
forsvundet, ikke lod tage af, men beholdt som et historisk Minde.
Osvald Marstrand var tredie Officier i Skibet, commanderede underste
Batteri og forestod de nautiske Instrumenter. Han havde paa Dækket
faaet opsat en ny Construction af et Compas; hvori Nyheden bestod,
veed jeg ikke, men den maa ikke have været efter den gode gamle
Marines Hoved, for medens Osvald viste os den, gik Næstcommanderende,
Capitain Krieger forbi, trak spottende paa Skuldren og sagde: Naa,
det skal vel stort hjælpe!

Osvald havde altid været seet noget skjævt til af den gamle Stok,
som En der vilde gjøre sig vigtig med ufornøden Lærdom, skjønt
intet var fjernere fra hans beskedne Væsen. Alene det, at han var
den eneste Søofficier, der gjennemgik den militære Høiskole, blev
anseet som Mangel paa god Corpsaand, som om man ikke lærte nok paa
Søcadetakademiet og ombord. Nu, det varede ikke mer end fjorten Dage,
før han og Krieger viste, at de elskede deres Flag lige høit. De var
begge blandt de sidste i Skibet og endte deres Dage med det.

Det var da sidste Gang jeg saae Osvalds skjønne vemodige
Skikkelse. Han var ligesom hans Hjærtensven Adolf Fibiger af dem,
hvis Ungdomsliv, trykket af Tidens Brydning mellem Frisind og
Militærstramhed, mellem Romantik og Hverdagslivets smaa Forhold,
fortæredes i Mismod over ikke at kunne finde det, der er værdt at
offre sit varme Hjærte. Adolf var vildere i sine Lidenskaber og begik
Daarskaber. Osvald var tilsyneladende rolig, og faldt aldrig ud af
sin fine ridderlige Holdning, men led ikke mindre, snarere mere af
sit vanskelige Hjærte. Han var tilbedt af Damerne, men trak sig med
Anstand ud af ethvert Forhold, der truede med at binde, og vænte sig
til den bittre Filosofi, at man ligesaa godt kunde tage den ene som
den anden. Det var sørgeligt i vore Sammenkomster hos Vilhelm, at
høre ham med rolig Veltalenhed stadig vende og dreie dette hjærteløse
Thema. Ingen var mere fortvivlet derover end hans Broder, der baade
elskede ham saa høit, og bedst vidste, paa hvilke Veie han havde
samlet al den Bitterhed. Dette i Følge med det meget Bryderi han
havde havt i sin Stand, gjorde, at han sidste Gang gik ombord som en
Mand, der helst søgte en Leilighed til at offre sit Liv med Ære. Vi
havde en Følelse deraf. Da det var skeet, behøvede vi næppe at nævne
det, førend vi forstode hinanden.

Af Vilhelm Marstrand havde jeg iøvrig i det Aar megen Morskab; for
han var mærkelig i Retning af Hjærteanliggender. I et Brev, fra
Juli 1849, fortæller jeg Amalie, som var paa Broksø, derom: Vilhelm
M. havde lovet at komme og følge mig udaf Porten, men han udeblev
da, som jeg nok havde ventet, saasom han er utilregnelig paa Grund
af visse Sorger. Jeg har siddet længe hos ham i Formiddag, og vi fik
som sædvanligt mangfoldige Materier afhandlede. Men alle slap de ud
til, at Skjebnen har udseet sig ham til det Offer, hvori den vil
fremstille det sørgelige Ideal for alle Pebersvende. Tragedien synes
virkelig at nærme sig sit Høidepunkt. Han kan ikke male, han gider
ikke at reise, han driver fortvivlet om som en Fugl uden Mage. Først
troede jeg, det var den almindelige Sommerkjedsommelighed i Byen,
og foreslog ham, at reise over til Armeen, hvor der upaatvivlelig
for Tiden maa være godt Selskab for Malerøine. Men da han ved
Ordet Armeen slængte Cigaren, og begyndte at lade sit Lune gaae
ud over Selskab af lutter Mandfolk, blev jeg virkelig ængstelig
for Tilfældet, og forsøgte at studere Patientens Tilstand ved at
fremføre for hans Blikke nogle af de mange kvindelige Modeller, jeg
har Hovedet fuldt af, idet jeg dog viselig gik udenom Dronningen
for dem alle, at han ikke skulde blive mig farligere, end han
allerede er. Men ak, jeg fandt, at Sygen er værre end jeg havde
troet, den er allerede reflecteret. Han begyndte at filosofere og
han inddelte: »See, af dem, der er i en Alder, som passer sig for
mig, er de ypperste naturligvis allerede tagne« -- jo, min er det,
det kan du lide paa, tænkte jeg -- »og de, der er tilbage, har let
Hensigter« -- jeg frydede mig i Stilhed over dem, jeg veed, ingen
Hensigter har -- »Saa de ganske unge, saadan paa en 17-18 Aar, en
af dem kunde man dog ikke forsvare at tage, om man ogsaa kunde faae
hende. En Pige maa dog have Tid til at nyde sin Ungdom, og skal
ikke lænkebindes til en gammel Mand. Synes du vel?« -- Nei, det
syntes jeg ikke, og tænkte paa vor søde Frede, mens jeg holdt en
kraftig Tale om, at Lykken i det Kapitel er bedre end Forstanden:
Skyd Hjærtet op i Livet, og drag ud blandt Kvindefolket, saa flyer
Lykken dig nok den Himmelsendte, som hverken er for gammel eller
ung. Han vred sig ærgerlig, og malte i nogen Tid taus løs paa sit
Lærred. Saa begyndte han igjen: »Hvor skal jeg finde dem? Hvor er der
Kvinder, der henriver En? Jeg kjender ingen.« -- Jeg blev bange for
at han skulde forlange min Hjælp, og udtalte mig, synes mig, meget
net om, at i det Stykke duer Anvisning ikke, skal man tage med sit
eget Hjærte, maa man ogsaa see med sine egne Øine. Men altid kom
hans sædvanlige Grubleri igjen. Han reiste sig, gik noget omkring,
fik saa fat paa et Papir og et Blyant og begyndte at tegne: »Det
er netop Ulykken,« forklarede han, »at jeg allerede er kommen til
den Alder, da Følelsen ikke har den Friskhed længer. Hvergang jeg
seer en Pige, som jeg tænker, kunde blive en god Kone for mig, er
Følelsen dog ikke stærkere, end at jeg ligesaa godt kunde lade det
Forhold falde igjen, som jeg kunde pleie og frede det, og saa maaskee
faae noget ud af det, naar jeg vilde. Og det er utaaleligt, der maa
være en Nødvendighed, som binder og tvinger, ellers vil Forstandens
Betænkeligheder strax ødelægge mig.« -- Meget vel, mente jeg, det
skader heller ikke, at Forstanden er en stadig Følgesvend, derfor kan
Følelsen dog blive lige stærk og ærlig. Jeg sagde det just ikke, men
jeg kjender hans svage Side, et eller andet selvlavet Ideal løber saa
let af med ham, og jeg er ikke ganske uden Frygt for, at han en af
Dagene kunde komme med noget han ikke er tjent med. Under alt dette
sad han og tegnede den ene kostelige Frierscene efter den anden,
Ting der, om han gad opbevare dem, gjerne kunde komme til at smykke
Samlingerne. Der var ogsaa Tid dertil, for jeg har naturligviis kun
angivet Samtalens vigtigste Led, men med al Udførlighed varede den
vel et Par Timer, og havde mange morsomme Episoder, som nok kunde
fortjene at gjengives.

Saa ringede det, og med det Udraab: »Nei, det er ikke til at udholde
at leve alene!«, foer han op og løb mod Døren, med saa vidt udstrakte
Arme, som om han vilde fange sig en rigtig Hjærtenskjær. Døren gaaer
op, og hvem træder ind? -- Onkel Theodor (Suhr) med sin stive Ryg og
imponerende Knirkestøvler, men skinnende af Galanteri og Behagelighed
-- »Om han maatte have den Ære og Glæde at see Hr. Professoren paa
Sølyst, hans Vogn stod til hans Raadighed, den skulde hente ham,
han vilde træffe Professor Heiberg og Frue osv.« -- Overgangen var
saa brat, at jeg formelig maatte sunde mig paa, hvem han mente, om
Akademiets høithædrede Professor virkelig var den samme som min
morsomme Elskovsjæger. Men hvem kan vide, hvad Tegnet betyder? Skulde
Sølyst være Stedet? Tag Jer iagt, for min Ven er nok istand til at
tage, hvem han vil.

Jeg har havt mange Samtaler af dette Slags med ham baade i hans
tidligere Kjærlighedsperiode og senere, men de er gangne mig af
Minde; man kommer jo ikke let til at optegne sligt. Men det Brev,
hvoraf dette er et Stykke, er skrevet samme Dag. Det kan da nok
fortjene at tages med som et frisk og paalideligt Vidnesbyrd om den
geniale Mands fast utrolige Oprigtighed og elskværdige Naivitet.

Imidlertid brugte han virkelig baade Øine og Hjærte og Forstanden
med, han kunde nok have Ret i, vel ogsaa Erfaring i, at Hensigter var
det, han mest maatte være bange for. Saa kunde jeg endelig under 19.
Februar 1850, melde min Moder en Begivenhed, som det efter mit Syn
paa Sagen ikke var let at tale alvorligt om:

»Kjæreste bedste Moder! Iaften faaer du den glædeligste Nyhed. Vor
Ven Malermesteren har fæstet sig en Hjærtenskjær, som skal være en
overmaade elskelig, forstandig og kunstfærdig Kvinde, og hedder Grete
Weidemann, af Hjemstavn Vesterbro og af en Familie, som ikke er
ukjendt i det Verdenshjørne.

Jeg har endnu ikke seet ham, han er ikke til at fange. Jeg forsøgte
det Kl. 8 imorges, men ogsaa da var han allerede ude, jeg kan
tænke for strax at leie Værelser og bestille Bryllup. Skade, for
han maa være meget fornøielig at betragte. Om Aftenen er han
naturligvis endnu mindre at faae at see, for hun spiller og synger
saa uforligneligt deiligt, at hans musikalske Øre nødvendigvis maa
lytte til det langt ud paa Natten. Imidlertid gjør jeg for ham, hvad
jeg kan. Jeg har netop idag maattet forsøge mig i de udførligste
Skildringer af denne mærkelige Mester, da man her hos Langes er
meget nysgjerrig efter at erfare, hvorledes det Vidunder af en
Mand seer ud, som med Storm har kunnet indtage et i deres Øine saa
høitstaaende og af alle i deres Kreds saa beundret Væsen, som denne
kunstforstandige Dame skal være. -- --«

Man maa ingenlunde tage min lystige Tone for Satire. Med tilbørligt
Hensyn til min daværende Maade at udtrykke mig paa, maa jeg netop
ansee det for det bedste Bevis paa, hvor glad jeg var ved denne
»lykkelige Begivenhed.«[13]

 [13] I Manuscriptet følger her en vidtløftig Beskrivelse (120
 Sider) af en Norges-Reise, som Fibiger i dette Aar foretog sammen
 med L. Ussing.



FJERDE BOG.

ÆGTESTAND.



FØRSTE KAPITEL.

BRYLLUP.


De første tredive Aar af mit Liv nærmede sig deres Ende, det var sent
nok at begynde paa at tjene sit Folk og skaffe sig en Arne. Men jeg
har altid været noget sent paafærde, det var da ogsaa tidlig nok,
forat naae det Maal, jeg har naaet.

Da jeg kom tilbage fra Norge, var jeg uden Erhverv, og det var i
Sandhed en fattig Kjæreste, min trofaste Brud tog under Armen, da
hun den Morgen i al sin Glorie mødte mig i Grønningen. Fattigdommen
trykkede mig dog ikke, den var jeg vant nok til; jeg havde jo hende,
og hun forlod mig forvist ikke, om jeg saa aldrig blev til noget. Jeg
maa dog formodentlig have tænkt paa at blive til noget. Idetmindste
tænkte jeg paa at gifte mig.

For det første havde jeg dog nok med at udkramme alt, hvad jeg
hjembragte fra det nordiske Land. Vi reiste til Roskilde, men der
fandt jeg ikke megen Indgang for min Tale, alt var i feberagtig
Bevægelse over Aarets voldsomme Begivenheder, og hvad der skulde
komme. Seiren ved Isted havde mere med Skræk end med Svøbe fordrevet
den største Del af den tyske Embedsstand fra Slesvig, og den
Stilling, som Søren Thrige havde været udseet til allerede før
Krigen, havde igjen aabnet sig for ham. Han var allerede udvalgt til
Rector i Haderslev, og Talen var kun om at besætte de øvrige Pladser
ved den nye danske Skole. Jeg talte med derom som om enhver anden
Sag, men, da han sagde til mig: »Har du Lyst til at være med?« veed
jeg med Sikkerhed, at jeg ikke før havde tænkt derpaa. Men jeg pleier
heller ikke at bruge Tid til at tænke over en Beslutning og svarede
øieblikkelig: »Hvorfor ikke!« Og Sagen var afgjort.

Amalie og jeg kunde da strax gaa over til vor egen Side af Sagen
og dens nærmere Omstændigheder. Kanonerne tordnede jo endnu paa
Dannevirke, og ingen kunde sige med Sikkerhed, om de tydske eller
danske Aviser havde Ret i, hvem der skulde blive Herrer i Slesvig.
Det var Galskab ikke at afvente de europæiske Tilstandes Opklarelse.
Vinteren maatte idetmindste gaa hen, før vi kunde tænke paa at sætte
Bo under kvindeligt Regimente. Holm fandt dertil, at de 700 Rdl., jeg
kunde faae i Løn, selv om alt gik godt, ikke var nok til en Families
Fornødenheder, og Suhr, for hvem al Livet var Vinter, indsaae ikke,
at een Vinter fortjente en Tanke, saameget mere som alle Elskere,
undtagen han selv, for ham var nogle Narre.

Disse Betragtninger havde nu aldeles ingen Plads fundet paa vor
Fantasis righoldige Blade. Min Brud fandt Embedsgagen stor nok,
og det var hende, der forstod den Sag, ikke jeg; den Mad, hun
vilde sætte for mig, kunde jeg sagtens spise. Kanonerne var høist
tillokkende, det var interessant at faae dem at høre. En ren
Umulighed var det at være Vintren over alene, idetmindste for mig.

Enden blev altsaa, at da jeg den 17. September havde faaet at vide,
at Madvig, der forestod den tilkommende slesvigske Lærdom saavelsom
al anden Lærdom, havde indstillet mig, og han log mig vide, at jeg
kun skulde holde mig færdig til Afreise, saa tog Fader Holm mig
under Armen, og førte mig i Egenskab af snarlig Brudgom til Suhr,
hvis Velsignelse efter alt, hvad han havde gjort for Amalie, var
nødvendig. Den stive Kjøbmand og Skeptiker i alle Kjærlighedssager
viste sig overvunden, og da han havde ladet os berøre de kolde Ender
af sine Fingre, havde han endogsaa i sin anden Haand et Papir,
hvorpaa var optegnet under Livsforsikkringsanstaltens Haand og Segl,
hvorledes han rigelig vilde forsørge Amalie som Enke. I Sandhed en
uhyre Tanke, men det var nu hans Maade at være fornuftig paa, og alt
ordentlig betænkt, kunde jeg da heller ikke blive gift uden det. Han
fortrak ikke en Mine derved, men jeg har ingen Tvivl om, at hans
Hjærte var stærkt i Bevægelse i Retning af den egenvillige Dame.

Med idel Solskinsforhaabninger forlod jeg saa Kjøbenhavn den 23.
September efter den Tids Maade om Aftenen. Der var kun Jærnbane til
Roskilde, og i Selskab med min Rector reiste jeg Natten igjennem med
Deligencen, naaede næste Middag Odense, og fik der ~Edvard Lembcke~
ind til os i Vognen, saasom han var den nye Skoles Conrector. Det
var den bedste Medgift, det var muligt at faae til det lidet lovende
Omgangsliv i en lille By, og til den Skolegjerning, der endnu laa
indhyllet i Jævndøgnsveirets Regnskyer. Vi tog øieblikkelig til paa
fødte Aandrigheders Maader at behandle alt, hvad der ligger mellem
Himmel og Jord. Saaledes er vi da ogsaa omtrent bleven ved alle de
Dage og Nætter, jeg har havt den Lykke at kunne skifte Ord med den
elskelige Mand. Der var kun en Sag, hvori jeg blev nødt til at gjøre
nogen Indskrænkning i vor Fortrolighed. Han hadede Tydskerne af hele
sit glødende Hjærte, alle som een lige til Barnet i Vuggen -- det
vilde han dog ikke spidde, kun tage det og opdrage det paa Dansk, saa
det ikke skulde lære en Stavelse af sit Modersmaal. Men i alt andet
smeltede vore Meninger sympathetisk sammen lige fra det Øieblik vi
kom paa Siden af hinanden.

Der blev ogsaa Leilighed til at gjøre en grundig Begyndelse. Vi var
nødt til at være sammen fra Morgen til Aften i en Uges Tid eller
mere, da ingen af os havde Hus og Hjem eller noget at bestille,
Skolen kunde ikke begynde endnu. Vi var en mørk Regnveirsaften bleven
sat af i en skummel gammel Gjæstgivergaard med klippede Lindetræer
udenom, forsaavidt godt nok, det mindede om gamle Kolding. Men jeg
har altid været en Hader af Værtshusliv, og min sædvanlige Udvei at
forvandle Værtshuset til et Hjem ved at slutte Venskab med Værtens
Familie, lod sig for det første ikke udføre, saasom Værten i sin
Egenskab af Fører for Byens Hjemmetydskere, maalte os, som om det
havde været hans Hverv at arrestere os. Ligefuldt blev dog denne
frastødende Vært siden min Ven. Han var Forstander for det Hospital,
hvorved jeg strax efter blev Præst, og naar han bragte mig min
maanedlige Løn, forsømte jeg ikke at holde ham fast til en Samtale,
og han viste sig da som en forstandig og brav Mand. Vi var heller
ikke uden familiære Berøringspunkter, det er man da ikke let i vort
Land, selv om man tager Hertugdømmerne med. Han var Morbroder til de
Søskene Thygesen, som var Amalies Venner, og det behagede i høi Grad
min Collega »Agenten« at tale om denne sin lærde og aandrige Familie.
Hans Svoger, Bonden, var forresten dansk, og naar den politiske Strid
kom paa Tale, yttrede han med et stramt Smil: Ja, der er forskjellige
»Ansigter« i vor Familie.

Mit Venskab med ham maatte nu helst blive en Hemmelighed, da han
var en af dem, vor strenge Øvrighed helst vilde strax have jaget
over Grændsen. Men jeg fik andre Venner med ildesete »Ansigter«. En
Snedker, hos hvem jeg efter i Selskab med Lembcke at have afsøgt
adskillige borgerlige Huse, endelig fik leiet den fortryllende Ting,
som de Nygiftes Rede er, var ogsaa af den hjemmetydske Art, og
derfor ikke til at tale om, men desto mere til at føle for, saasom
han var en »Christen«, det vilde der i Egnen sige en Christiansfelder
Ven, en hernhutisk Pietist, i Virkeligheden en høist rørende
Sværmer, der med et Suk over Verdens Forfængelighed gjorde mig det
fortryllende Sted i Orden, men gjorde det med samvittighedsfuld
Forsynlighed og til redelig billig Pris.

Det var Snedker Holgersens gode Tid -- efter Verdens Tankegang.
Efterat jeg var flyttet fra ham, gik det stærkt tilbage for ham.
Han blev mer og mer forfalden til mystiske Grublerier og tabte
sin Arbeidskraft. Da jeg lærte ham at kjende, havde han endnu et
Møbelmagasin i Salen ovenpaa, men efterhaanden forsvandt det, han
leiede hele Forhuset ud og trak sig tilbage til Baghuset. Da jeg
sidste Gang besøgte ham i 1859 for at tage Afsked med ham, fandt
jeg en udmagret krumbøiet Skikkelse i en stribet Nattrøie i et
lille daarligt Værksted siddende over en gammel Postil. Han vendte
aandsfraværende glasagtige Øine mod mig, rakte mig saa med Salvelse
sin knoklede Haand, og begyndte en underlig Tale om at være eet
med Gudfader og i Forløserens Blod at bære Korset for alle hans
Skabninger, og ønskede mig Velsignelse til den Gjerning som noget,
der skulde gjøres, men som han ikke lod til at tiltroe mig Naadegave
nok til. Han sukkede ikke længer, men med et Suk skiltes jeg fra
dette levende Billede paa gammel tydsk Haandværkermystik. Dette var
mit første Indblik i Borgerstandens aandelige Liv i den slesvigske
By, og det viste mig strax, at her var adskilligt andet at gjøre end
at drive national Storpolitik.

Jeg leiede altsaa Mystikerens Værelser ovenpaa, paa Salen nær, som
han formedelst Verdens Forfængelighed endnu ikke kunde undvære, og
nu begyndte et uendeligt Skriveri til den Dame, som havde lovet mig
at tage de tre pæne Stuer med Kjøkken, Pigekammer og andre udvortes
Bekvemmeligheder under sin Varetægt. Rigtignok ikke som i tidligere
Dage hver Dage et Breve, for Brevene var dengang endnu dyre, men man
kunde jo gjøre dem desto længere, og det blev fra begge Sider ikke
forsømt.

Brylluppet blev feiret med fuld Glands den 29. November 1850 i
Suhrs gamle Gaard paa det kjære Gammeltorv. Skjønt min Familie, som
gjæstfrit nok blev tagen med, var aldeles fremmed der, havde vi dog
ikke kunnet negte Amalies gamle Venner, i Særdeleshed den trofaste
Tante Caroline den Glæde at gjøre en glimrende Fest for os. Tryde
holdt sin kjærligste og skjønneste Tale ved Frue Kirkes Alter,
Vennerne sang til Peter Heises Toner, Etatsraad Suhr udbragte med
Værdighed Brudeparrets Skaal, gamle Tante Møller skinnede blidelig
ved hans Side som en Romantikens dalende Sol, jeg takkede det bedste,
jeg i min Stil formaaede for alt det Venskab, jeg havde nydt i det
rige Hus, og en skjøn Frostaften, vendte vi saa, som Stjernerne
begyndte at blinke, de længe nok slidte Gader Ryggen.



ANDET KAPITEL.

SKOLELIV OG PRÆSTESTAND.


Skolen blev aabnet den 7. October. Det laa ganske i Thriges Væsen,
hurtig og uden mange Ord som han er, heller ingen høitidelige Ord at
spilde paa denne store nationale Sag. En Regnveirs Mandagmorgen gik
vi hen i den sorte skumle Bygning, som ligger paa Kirkepladsen, og
efterat en Svamp havde fuldbragt Nationalitetsforvandlingen ved at
afviske, hvad der med store Kridtbogstaver stod paa Kathedertavlen:
Tod allen Dänen! tog vi uden Indledning 24 danske Drenge under
Behandling, for det første fordelte i fire Rum.

Min Bestilling blev det først og fremmest at lære dem Christendom,
og altsom vi fik en øverste Klasse, hvilket vi det første Aar ikke
havde, som Kronen paa Værket at foredrage Kirkens Historie; saa og
at danne mulige Theologer ved at læse Evangeliet paa Græsk og første
Mose Bog paa Hebraisk. Dernæst at lære dem at skrive ordentlig Dansk
og give dem Begreb om dansk Litteratur. Men da dermed endnu ikke
Timernes Antal var fyldte, og ingen anden Lærer fandtes, blev jeg
ogsaa Tegnelærer, endog en Tid Skrivelærer. Tegningen beholdt jeg
altid, dels af Lyst og dels fordi det var mig en Hvile efter de andre
noget anstrengende Fag.

Hvorvidt jeg nu kan have vakt noget dybere religiøst Liv hos mine
Disciple, har jeg ingen bestemte Beviser paa. Jeg søgte ikke at
fremavle christeligt Væsen, det har jeg aldrig ønsket. Det var
dengang som nu min Mening, at skal Troen have Magt med Mennesker,
maa den være inderlig forenet med hele deres Livsbetragtning, og
hos litterært dannede Folk med deres videnskabelige Overbevisning.
Jeg bredte derfor mine hellige Tanker udover den øvrige Lærdom, og
fremhævede navnlig i Litteraturhistorien Psalmedigtningen langt
stærkere end vore Litterater pleie at gjøre.

En Skole er en behagelig Republik, naar den tages med Velvillie, og
det gjorde vi alle under vor yderst forekommende Rectors Anførsel.
Der var ikke Tale om nogen anden Stemning, heller ikke mellem Lærerne
indbyrdes. Vi var ikke ganske efter Nutidens Tugt, vi var kun paa
Overgangen. Vi vilde noget ordentligt og intet Sløseri, men vi vilde
det dog efter gammel gemytlig Skik.

At blive Præst havde jeg, da jeg drog til Slesvig, ikke gjort mig
andre Tanker om, end at det maatte gaae, som Gud vilde. Det kom ogsaa
som en Guds Gave, uden at jeg søgte det. Et Hospital for halvhundrede
gamle Kvinder havde sin egen lille Kirke, og Tjenesten ved den
havde været forbunden med Diakonatet ved Byens Hovedkirke. Men
Frederik Helweg, som var Diakonus, havde ikke Lyst til dette Annex,
saameget mere som dermed ogsaa var forbunden Sjælesorg og Prædiken
i Byens Arbeids- og Sygehus. Han foreslog derfor mig at overtage
disse Bestillinger, og jeg pleier ikke at gjøre mig Betænkeligheder
ved Arbeide, der bydes mig, skjønt Gud veed, der kunde være
Betænkeligheder nok ved at faae to Kirker foruden Skolearbeidet, jeg
fik det da ogsaa at føle.

Der var ingen Formaliteter, som der i det Hele ikke var i Slesvig
i de Dage. Jeg begyndte min Kirketjeneste midt i December, og lod
Øvrigheden sørge for saadanne Ting som Kaldelse, Ordination og
høitidsfuld Indsættelse. Det blev ogsaa besørget derefter. Jeg var
allerede bleven en kjær Præst og Ven for mine alderstegne Søstre, da
jeg først den 26. Januar 1851 blev ordineret, derefter kaldet til
Præst den 31. Januar, og endelig, efter tre Maaneder den 16. Marts
indsat af Provsten.

Min Ordination var en mærkelig Høitidelighed. Superintendent i
Nord-Slesvig var, førend Bispedømmet for hele Slesvig blev oprettet,
en gammel Landsbypræst i Jordkjær ved Aabenraa, hed Jens Hansen, en
stor svær Mand med et knoldet Hoved. Da han den Vintermorgen, jeg
var ankommen til Præstegaarden, viste sig i sin Dagligstuedør med
de gule Uldstrømper op over Buxerne, de store Lædertøfler og hvid
Nathue, saae han mindst ud som en Biskop, mest som Landsbyens Møller.
Han satte sig strax ved sin Morgenpibe til at underholde mig med,
hvad der vel er den fornemmeste Kunst. Det er Regnekunsten, men den
rigtige Regnekunst er ikke saadanne Barnagtigheder, som de har for
henne i Skolen, nei, det er ordentlige Knuder, som ikke kan løses
efter Regnebogen, men som der skal et grov stærkt Hoved til, og dem
knækker man lige med eet -- han slog begeistret ud med Haanden --
ved en Indskydelse! »Kan De for Ex. sige mig, naar man siger: I tyve
Gjæs! Og de svarer: Vi er ikke tyve, men var vi en hel Gange saa
mange og en halv Gang saa mange, og en hel Gaas og en halv Gaas og
en Gase, saa var vi tyve. Hvormange var der da? Kan De see, De kan
ikke!« Nei, jeg kunde ikke, jeg stirrede forbauset paa hans knudrede
Hovedknub, hvor Nathuen var skubbet tilbage over de strittende Haar.
»Saadanne Nødder skal der Geni til at knække«, -- og han opgav mig
Nød paa Nød. Men jeg befandtes aldeles intet Geni at være, jeg følte
mig lille, da han reiste sig i sin imponerende Høide og sjokkede ind
at stoppe sig en ny Pibe.

Den mindre fornemme Kunst, hans Theologi, viste sig dog ikke at være
nær saa farlig. Hans Bispeexamen bestod i, at han flyede mig et Par
Opgaver, som jeg om Eftermiddagen skrev adskilligt om i Gjæstekamret,
mens jeg inde i Storstuen hørte ham med en underlig syngende
Gravrøst, der forekom mig at vare ligesaa længe som jeg skrev, vie et
Par Folk. Mine Papirer lagde han i sin Skuffe med den Bemærkning, at
dem vilde han læse en anden Gang, for næste Morgen skulde vi holde
Ordination. Og hvad mundtlig Examen angaaer, saa fik den at være:
»De Herrer Kjøbenhavnere kommer altid med noget nyt, det kan vi ikke
indlade os paa.«

Ordinationen forekom mig, Gud forlade mig det, som en Slags
Spøgelsesscene. Det var en kold mørk Vintermorgen, og medens jeg stod
i den lille skumle Kirkes Chor første Gang iført min nye Præstekjole,
saae jeg lydløst skride op ad Gangen en tre fire underlige
Bjørneskikkelser. Det var Nabopræster, som over deres Samar[14], som
de kaldte Præstekjolen, havde svære Pelse og Sivsko paa Fødderne. I
Stolestaderne sad der et Par Rækker Bønderfolk, der udaf Pontoppidans
gamle Psalmebog sang med saa kraftig Røst, at hvergang der kom et R
lød det, som rullede en Vogn gjennem Kirkens Mure. Har nogen hørt
den rette Udtale af Affenr-r-rô (Aabenraa), vil han forstaae det.
Ordinationstalen var ikke ilde; thi Superintendenten var en alvorlig
Christen, men jeg kunde ikke faae mig selv fra at sammenblande den
med den mystiske Brudevielse fra Aftenen før, ligesom jeg havde
sammenblandet denne med mine theologiske Reminiscenser. Og da
jeg holdt min Prædiken, var det mig fast, som jeg havde en Flok
Gjengangere fra forrige Aarhundrede for mig.

 [14] Jeg gad vidst, om denne underlige Benævnelse skriver sig fra
 Spansk, hvor Zamarro betyder en Faarepels.

Da jeg allerede i et Par Maaneder forinden havde gjort præstelig
Gjerning, og ikke engang blev rigtig Præst derefter, forsaavidt det
endnu varede sex Uger, inden jeg blev indsat, er det ikke at undres
over, at min Ordination ikke fik nogen afgjørende Betydning for mig.

Det første, jeg havde at gjøre, eller rettere allerede fra først af
havde gjort, var da at gaae ned til ~Hospitalet~ -- man gaaer ned ad
en temmelig høi Bakke i Byens Søndergade og over Broen, saa ligger
det strax sønden for Aaen -- og fra Stue til Stue underholde mig med
min fattige alderstegne Menighed, saa broderligt som muligt om alle
deres Skrøbeligheder.

Der var en, hed Hedevig, hun var saa elendig af Vattersot, at alle
hendes Lemmer var som en oppustet Blære, og dertil led hun Nat og Dag
den ulideligste Pine i sit Ansigt, især sin Næse, og kunde ikke ligge
i sin Seng, men fik alle de lange Nætter kun Nattesøvn i sin Stol.
Aa, mi Neis, mi Neis! kunde jeg høre hende stønne, allerede naar jeg
kom i Forstuegangen.

Da jeg nu ikke kunde blive Natten over, saa var der En, der kunde
det. Det var hende med det firkantede og rynkede Ansigt, den
skarptskaarne Opnæse, og de smaa vandfulde Øine. Ved Nat og ved Dag
kunde Marie Winfeld det, i Jesu Navn, som en af de tjenende Aander,
udsendte til Hjælp for dem, der skulde arve Saliggjørelsen; ingen
Engel som dem, der sidde paa Skyerne, nei, en forsvarlig jordisk
en, i godt hjemmegjort Hvergarn, pæn altid skinnende hvid Hue og
tærnet Lærreds Forklæde helt om paa den brede kantede Ryg. Hun kunde
lægge Puderne til Rette i Sædet, og brede Vattet behændigt udover
alle stakkels Hedevigs Lemmer, og hun kunde synge og bede paa godt
Sønderjydsk og slaae de yndigste Psalmer op i den gamle Spændebog og
fremfor alt see den Syge ind i Ansigtet med en Kjærlighed som en Guds
Aabenbaring. Altid sukkede Staklen: Du maa ikke forlade mig! Men naar
Marie med Glædestaarer sagde: Forlade dig! Nei, vi to Søstre skal
være sammen i Paradis, i Jesu velsignede Navn! saa hjalp der ingen
Modstand, man var nødt til at see Paradiset staae vidtaabent der i
den fattige Stue med de fire mørke Alkovesenge. Og vist var det, at
saaledes blev Korset baaret i de ni Aar, jeg saae det. Korset, sagde
Marie, skal vi ikke ogsaa takke Gud for det? Vor Herre bærer den
tykke Ende. Har han baaret saa meget for os, skal vi saa ikke ogsaa
bære noget for ham? Og hendes Ansigt straalede som de Kvinders, der
saae Herren i hans jordiske Dage. Jeg troer heller ikke, de har seet
synderlig anderledes ud, hvad saa end Kunstnerne gjøre dem til. I
alt Fald var min Maries Lægedomsflaske ligesaa fyldt med Kjærligheds
Parfume som den evangeliske Maries Alabasterkrukke.

Desværre var der i en anden Seng En, som brugte en anden Slags
Flaske, en tre Pægles Flaske, som hun i Mørkningen fik snildelig
gjemt i Sengen, naar Marie ikke mærkede det, og om Morgenen var ikke
en Draabe af Høkerens Fuselfri gaaet til Spilde, desmere af Lisbets
Forstand. Det var Maries største Sorg, og det varede længe, inden jeg
fik det at vide, jeg maatte selv opdage Lisbets Tilstand, for »man
skal skjule Syndernes Mangfoldighed«; paa den anden Side dog ogsaa
tage en Søster i Enrum inden man henter to eller tre af Menigheden.
Aar og Dag stod hun paa sin Vare som Habakuk og prædikede som han,
endelig fik Præsten det at vide. Men hvad skulde man sige, »i Mørket
driver den Onde sit Spil, og en anden kan ogsaa være en Synder« -- og
Marie vendte sig om mod Vinduet og tørte sine Øine med Fligen af sit
Forklæde.

I den tredie Seng var der ogsaa En, som gjorde Marie Sorg. Den med
Flasken bekjendte altid grædende sin Synd, men denne var forhærdet,
hun kunde ikke med Bekjendelsen. »Der var nok dem, der kunde vide
noget med sig selv, men hun vidste ingen Ting, nei, Gud skee Lov!« Og
hun skjævede til Hedevig.

Sagen var, at stakkels Hedevig, som altid blev holdt til at takke Gud
for de Dage, der var gaaede, vel vidste, at de ikke altid var gaaede,
som de skulde. I bedre Dage var hun engang falden i Vandet, og var
bleven trukken halvdød op. Man var enig om, at dette var Grunden
til hendes Vattersot. Om dog Vandet fra Haderslev Dam saaledes kan
blive siddende under Huden ved Guds Tilskikkelse, maa jeg overlade
Videnskaben at afgjøre. Værre var det, at der ogsaa var dem, der
som Hjobs Venner ansaae det for en Guds Straf. Marie vidste ingen
Ting, og »hvad man it veed, skal man it sej«. Men der var mange, der
vidste, at Hedevig havde drevet det temmelig vidt med og havt en
lille Næringsvei med at signe og spaae.

Der var fjorten Stuer, og alle havde de deres Mysterier, men det
maa være nok med denne ene, første Stue til venstre i den øverste
Bygning, velsignet Ihukommelse! Nu er de alle døde, de kjære Sjæle,
og Hedevig er sikkert nok i Paradis. Marie har ikke sluppet hendes
Haand, og St. Peter maatte ingen Christen være, om han ikke var vegen
for hendes Grunde.

Denne gamle Gaard, stiftet og af nyt opbygget og med Fundats forsynet
af gamle Hertug Hans Aar 1569, maa jeg vel takke Gud for, det er den,
der har lært mig at være Præst. Det er hos de Fattige, man skal lære
det, de have Lægen mest behov, og hos de Gamle og Skrøbelige, der
er Korset tungest, og Opstandelsen nærmest. Der var vistnok hverken
Daab, Confirmation eller Brudevielser, saa jeg havde ikke meget med
Kirkebøger at gjøre, men desmere med Begravelser. En efter anden
bleve mine Søstre i Gud baarne ind i Kirken og der med fuld Pomp
omflyttede i Evigheden. Det var Høitid og bidrog meget til at gjøre
dem til mine Venner. Jeg gjorde det mest mulige ud af Ligtaler,
opdrev al den Ros for den Døde og al den Formaning for de Levende,
som jeg kunde, og har, hvad end strengere Præster ville sige, aldrig
fortrudt, at saa begyndte jeg og saaledes er jeg vedbleven. Det var
Kjærlighedens Evangelium, jeg forkyndte, og ved Afskeden skal det
høres, at vi have elsket hinanden.

Der kom mange udenfra, især i Begyndelsen. En ny og ung Præst bliver
sædvanlig søgt, og om det end siden blev ringere med Besøget, da
Folk havde faaet hørt, hvad jeg havde at sige, og der var bedre
Prædikanter i Byen end jeg, havde jeg dog altid den Tilfredsstillelse
at have min Kreds. Den bestod mest af de Stille i Menigheden, de
gammeldags Pietister, der havde en Fornemmelse af, at jeg hørte til
de Opvakte.

Min største Glæde havde jeg af Sjælesorgen, den gik af sig selv. Jeg
kom strax i et fortroligt Forhold til dem, jeg saae ind til, og jeg
havde nok af det fromme Livs Erfaringer til at støtte den til. Troen
blev der ikke gjort meget Væsen af, det var en given Sag, at vi alle
vare troende, det kom kun an paa, at vi kunde have Frelsens Glæde af
den i et flammende Hjærte og et saligt Haab. Uden Kjærlighed ingen
Tro og heller intet Haab. Derom kom jeg vanskelig til Rette med mine
Foresatte. Jeg blev kaldt en Schleiermachersk Følelsestheolog, eller
blev endog befunden at have i det Stykke et Stænk af Katholicismen.
Dog var jeg saalangt som muligt fra et Par af mine Venner, der
virkelig blev Katholiker.



TREDIE KAPITEL.

OMGANGSKREDS OG STUDIER.


Da vi er ved det kirkelige, begynder jeg med disse to eiendommelige
kirkelige Skikkelser.

Den ene var Jørgen Laurits Hansen, Præst i Fjelstrup ved Haderslev.
Han var en afgjort Grundtvigianer, en Svoger til J. Chr. Lindberg,
og havde ligesom Lindberg mest Sind til med juridisk Skarpsindighed
at forsvare en stærk Autoritetstro. Han polemiserede stadig mod
Protestantismen, lod os høre dens Holdningsløshed og at vi ikke
tilstrækkelig kjendte den gamle Kirke, saa vi i Spøg kaldte ham
Papisten. Han havde nemlig været Kateket i Fredericia og der levet i
Omgang med den katholske Præst, der havde indviet ham i sin Kirkes
Mysterier og lært ham, hvad han ofte kom tilbage til som en mærkelig
Ting, den Kunst at læse en virkelig Messe. Dette grublede han
bestandig over, studerede Kirkefædrene og fandt, at de var Katholiker
og ikke Protestanter, hvori han forsaavidt havde Ret. Endelig fik
den Trang, der paa saa mange Maader har Magt over trofaste Sjæle,
at faae fuld Sikkerhed i sin Salighedssag, Overhaand, og han kunde
ikke længer udholde sin Stilling i vor Kirke. Vi havde ikke tiltroet
ham saamegen Kraft, da han vel var en brav og ærlig Sjæl, men ikke
nogen betydelig Mand, og syntes dengang nok at sætte Pris paa et godt
Embede og de Velstands Nydelser, det medfører. Men med Eet opgav han
det, drog til Kjøbenhavn, blev tilligemed sin Familie Katholik og
Medarbeider ved den katholske Tidende, hvormed han næppe har tjent
sig mere end til det tarveligste Underhold. Det skete først, efter
at jeg selv var flyttet til Kjøbenhavn, og der saae jeg ham stadig
paa min Morgenvandring, naar han med lange Skridt ilede ned ad
Bredgaden til sin Messe. Engang jeg med ham og Kofoed-Hansen gik paa
Volden, tog han nidkjær til at prædike for mig saa vedholdende, at
jeg endelig maatte standse ham med det Udbrud: Men, kjære Hansen, De
kan da nok vide, at De ikke kan gjøre mig til Katholik. Det blev det
sidste Ord, jeg kom til at skifte med ham.

Kofoed Hansen, som stod hos, sagde intet, men han har muligvis taget
sig den Prædiken til Indtægt, thi han var den anden, der skulde gaae
den Vei. Dog tog det meget lang Tid, inden han blev modnet dertil.
Han var og er en høist eiendommelig Mand og hørte i al min slesvigske
Tid til mine nærmeste Venner.

Fra den æsthetiske Side var han sværmerisk Romantiker og levede
deri i nøieste Forstaaelse med Lembcke. Fra den religiøse var
han Kierkegaards trofaste Fælle, og opgav sin Embedsstilling, da
Kierkegaard havde eftervist, at den var en Forbrydelse, men tog den
atter tilbage efter et halvt Aars Betænkningstid, da Regjeringen ikke
vilde opgive en saadan Mand. Men han var besværlig at omgaaes, da
hans Meninger stred imod alle almindelige Begreber, dog fandt vi os
villige og i Grunden beundrende deri. Han var saa reactionær, at han
ligesom Pave Pius vilde have Dagblade, Jærnbaner, Telegrafer og alle
Nutidens stolte Opfindelser afskaffede, og alle Rigsdage jagede fra
hinanden med Stokkeprygl. Dog var han en mild, elskværdig Mand, som
vi alle holdt meget af, og som det gjorde os inderlig ondt for, naar
han ikke kunde komme igjennem med sine Grublerier. Som Prædikant var
han vidtløftig og uklar paa Grund af altfor mange Omsvøb, men han
gjorde et eget dybt Indtryk ved en Alvor i det Usigelige, der lod ane
mer end der var.

Der var kun een Mening om, at han var os andre langt overlegen. Det
er nu Provster altid, men det var ikke derfor. Nei, hans Gjerning
ansaaes altid for saa betydningsfuld, at der ikke kunde overkommes
meget af den. Vi andre kunde ogsaa studere og til sine Tider komme
igjennem mange og svære Bøger, men naar det hed, nu læser Provsten
Tertullian, følte vi det som noget overordentligt. At det gik ligedan
med hans Forretninger, blev et Kors for mig. En Prædiken som hans
kunde ikke holdes hver Søndag, og alle de Begravelser kunde han ikke
finde sig i. Han forlangte derfor ofte min Hjælp, og jeg følte mig
æret ved at blive benyttet som Capellan. Men meget besværligt blev
det mig dog, medens han det omtalte Halvaar forsvandt i Ørken, det
vil sige en sjællandsk Herregaard, og jeg maatte hjemme besørge al
hans Præstegjerning. Hans Sjælesorg maatte jeg nu altid paatage mig i
hans Sogn, Gammel Haderslev, hvor jeg blev Smaafolks Husven. Endelig
ogsaa i det Aar, Søren Kierkegaard førte sit afgjørende Stormløb mod
Kirken, optage den Kamp, der egentlig tilkom ham. Hvorledes jeg med
megen Anstrengelse udførte det, kommer jeg siden til.

Han gjorde i Grunden en Del af mig, men egentlig Tak fik jeg ikke, da
han ikke lod det komme til Orde. Min Hustru var fornærmet paa mine
Vegne. En Gang kom jeg endog galt fra det. Da jeg vilde gjøre en
Feriereise, bad jeg ham en Gang at prædike for mig, da jeg saa mange
Gange havde gjort det for ham. Men han svarede temmelig vrantent, at
hans Prædiken passede ikke for min Kreds, Almueskredsen. Da følte jeg
mig meget lille.

Jeg vilde gjerne have støttet mig til ham, da mit Sind ogsaa gik i
Kierkegaards Retning, men det lod sig ikke gjøre. Han vilde være
ene paa sin aandelige Høide, og han blev alene, der var ingen der
vidste, hvad han vilde. Han havde ogsaa i en sørgelig Grad ondt
ved at komme igjennem. Han var luxuriøs i sin Levevis og yndede
at give sin Præstegaard noget af Herregaardens Glands. Derved kom
han ikke blot til at leve over Evne og blev forgjældet, men maatte
ogsaa lide af Samvittighedspine, fordi hans Christenpligt paabød ham
Askesen. Naturen elskede han og tilbragte megen Tid i den, især med
Planteverdenen, som han særlig studerede. Jeg flakkede meget om med
ham i den smukke Baad, han holdt paa Søen, og der blev talt om, at
Naturen oplod Mysterier for ham, som ingen kunde fatte, hvori han
kunde have Ret, da Naturens Aand er det ufatteligste af alt. Det var
altid kun faa Ord, man fik at høre af ham, men jeg satte sammen og
gjemte derpaa, havde ogsaa, naar han ikke talte, mine Mærker paa hans
Væsen. Jeg var i alle Maader som den mystiske Doctors Famulus.

Med mine øvrige geistlige Brødre stod jeg mig ligesaagodt som
med denne min Foresatte. Jeg kom meget ud paa Landet og havde
Fornemmelsen af, at hvor jeg kom, var det hos gode Venner. Ogsaa
i Byen havde vi fortræffelig Omgang. Vi indrettede os ugentlige
Sammenkomster, vexelvis hos Thriges, hos Lembckes, hos Kofoed Hansen,
hos Helwegs og hos Apothekeren Aggersborgs, hvor der var et fint Hus,
overdaadig Beværtning, og høist hjærtelige Mennesker. Fru Pauline
Aggersborg, var og er en mærkelig Dame, skjøn, aandrig og sværmerisk,
høit patriotisk, var hun af de ægteste »slesvigske Piger«, som hun
ogsaa var opdragen paa en Gaard der i Egnen og havde, længe før
hun blev gift med sin kjøbenhavnske Mand, spillet en fremragende
Rolle ved Skamlingsbankens Fester. Hun var ogsaa betydelig nok til
at have sin bedste Glæde af at samle det lærde Selskab i sit Hus.
Ogsaa hendes gode redelige og meget dannede Mand sluttede sig nær
til os, saameget mere som han var en Fætter til Maleren Skovgaard og
var kjendt med vor kjøbenhavnske Kreds. Endelig søgte ogsaa ugifte
Adjuncter og andre Løsgjængere til, og Præster kom ind fra Landet,
især min kjære Ven, C. D. Møller i Vonsbæk.

Det var et høist tiltalende Selskab, vore Hustruer var udmærkede
Husmødre, saa vi levede godt i det Kjødelige, og det Aandelige bragte
vi selv med baade ved Vinterens Lampeskin og Sommerens Solskin, i de
skjønne Haver, paa Baadene i Søen og paa de skovklædte Bredder.

Som jeg var den yngste, var vort Hus fra først af det mindste, men
dog ogsaa istand til at rumme Selskabet. Aaret efter flyttede vi hen
i en smuk Kjøbmandsgaard paa »store Pappegøie«, hvis Have gik ned til
Søen, hvor ogsaa jeg holdt en Jolle til at roe ud med Sommeraftener.
Søen var »Haderslev Dam«, som strækker sig en Mils Vei ind i Landet,
og især i sin Vestende er omgivet af smukke Skove, som give venlige
og maleriske Udsigter. Om Vinteren løb jeg paa Skøiter der. Vi kom
nu bedre med, vi havde nogle af de anseligste Stuer i Byen, og mine
Indtægter bleve efterhaanden gode. Jeg blev Collaborator og fik en
Overlærers Løn, og Præsteembedets Indtægt og nogle Pensionærer hjalp
efter. Det var en lykkelig Tid, vi havde Fornemmelsen af at høre til
den bedste Kreds i Byen som i Egnen. Egnen er skjøn, og vi forstod at
nyde den.

Slesvig var et interessant Land, en ny Opdagelse for alle Danske. I
den skjønne Aarstid skulde Erobringen besees, Reisende og deriblandt
mangen god Ven hjemmefra kom og gik. Vi selv skulde ogsaa besee
det, og langs de yndige Kyster fra Kolding til Aabenraa laa jo
Præstegaardene ikke længer borte end Dagsreiser, og overalt venlige
Ansigter. Saa kom Ferierne, som Skolelivet, saa strengt det end kan
være til daglig, dog har forud for andre Bestillinger, da førtes
Reiserne længere ud, til Flensborg, Slesvig og Rendsborg, hvor vi
havde kjære Slægtninge og Ungdomsvenner, mine og Amalies Cousiner med
deres Mænd. Heller ikke var der let noget Aar, hvor en Sjællands-
eller Jyllandsreise blev forsømt.

Det var skjønne Dage, den lykkeligste Periode i mit Liv. Men i andre
Maader ogsaa den strengeste. Aldrig har jeg faaet mere og sværere
Arbeide gjort. Det var den Tid, da jeg foruden mit Skolearbeide
først og fremmest skulde uddanne mig til Præst. Ikke saameget for
min Menigheds Skyld, den kunde have hjulpet sig med mindre, som for
min egen, udarbeidede jeg mine Prædikener paa det omhyggeligste og
kunde bruge flere Dage om Ugen dertil. Det gjaldt jo om at faae
hele den hellige Lære omsat i den Form, som er brugelig i Livet,
at faae Færdighed i at tale om enhver Trossætning med Lethed og
Kraft i et Sprog, som kan gaae til Hjærtet, og at kunne behandle
ethvert Livstilfælde, stort eller dagligdags, med den Inderlighed,
som kan hjælpe til Frelse, det gjaldt om hele en begyndende Præsts
Udvikling. Min Prædiken maatte jeg saa om Søndagen holde to Gange, og
derefter gaae omkring i Hospitalets og Sygehusets Stuer, og alt som
jeg fik flere christelige Venner i Byen, endnu dertil udstrække min
Sjælesorg saavidt, at jeg ikke godt nogen Dag kunde gaae fra Skolen,
uden at jeg maatte om i de smaae Gader, for at see til dem, der syge
og sorrigfulde ere. Foruden alt dette havde jeg saa ydermere mine
private Aandsfornødenheder at tilfredsstille.

Jeg har aldrig kunnet være uden et større videnskabeligt Arbeide,
helst et saa omfattende, at det gaaer fra Aar til Aar, og jeg bliver
saa optaget deraf, at jeg længes efter at opspare enhver ledig time
dertil. Det laa mig derfor, nu jeg var kommen til Ro efter mine
Hjærteanliggender, paa Sinde, at kun altfor lang Tid var gaaet hen
for mig, uden at jeg var trængt ind i det, der syntes mig at maatte
ligge nærmest for mig.

For at forstaae Christendommens Væsen og Stilling i Aandshistorien,
maa de andre Religioner kjendes, og til at lære en Religion at
kjende, er det ikke nok at læse en Beretning om den, man maa leve med
den. I min kjøbenhavnske Tid baade som Student og Candidat havde jeg
læst meget til Religionshistorien henhørende, og havde deri fundet
meget, der kunde gaae mig til Hjærte som Folkeslagenes virkelige
religiøse Liv; men det var dog kun Oversigtsskrifter, jeg havde holdt
mig til, og denne anden Haands Kundskab var langtfra nok til at
tilfredsstille mig.

Jeg var fra min Bibels gamle Pagt vant til at gaa lige til Kilden,
og havde Erfaring nok i, at de Lærdes Gjengivelser, hvad Oplysninger
der end kan faaes af dem, dog ingenlunde gjør samme Indtryk som det
gamle Folks egen Tale. Det var den oprindelige Duft af Oldtidens
Livstræer, jeg vilde indaande og ikke kunde undvære, fordi Oldtiden
nu eengang er min Elskede, Nutidens Skjønheder ufortalte.

Og medens jeg sad Aar efter Aar og med Lexikon og Grammatik stred med
enhver Stavelse i det uopdyrkede Zendsprogs forskjellige Dialekter,
til jeg fik ethvert Textord til Livs, og ligesaa mange Aar vendte og
dreiede paa Hieroglyfernes vanskelige Figurer og endnu vanskeligere
Constructioner, blev der Tid nok til at forsøge paa at leve med de
gamle Folk, at følge deres Aands og Hjærtes Flugt ligesaa nøie som
deres Bogstavers Sving, og i Fantasien at kunne gaae ind og ud med
dem i deres Templer og Palladser og fattige Huse, og med Lovbogen
i Hænde og Hovedet fuldt af Legendernes Vrimmel og Begivenhedernes
Fortælling at sætte sig ind i deres Føreres Forestillinger og
Følelsesliv. Der skal Tid til det, men man skal ikke fortryde
det. Det er værdt at faae sit eget Indre saa stærkt udvidet, som
nødvendigt er for at kunne være med i saa overordentlig fjerne
Forhold, og Mennesker er altid værd at kjende. De være, som de vil,
saa ender det dog med, at man faaer dem kjære, og det er for mig den
egentlige Sag. Jeg har tilsidst ogsaa føiet Talmud til, og jeg siger
om den som om det Øvrige. Man læse Folianterne paa Hebraisk og de
almindelige Anmærkninger med, og oversætte dem Ord for Ord paa godt
Dansk, og spørge alle Synederiets kloge Herrer til Raads, man vil
ikke blot komme til at forstaae sit Evangelium bedre end før, men --
det er idetmindste gaaet mig saaledes -- endog tiltrods for deres
rædsomme Lovtrækkeri, faae Hjærte for Jesu Fjender. Man faaer altid
Hjærte for Mennesker, naar man forstaaer dem.

Jeg begyndte med vor nordiske Oldtid, naturligvis, fordi Fædrelandet
altid ligger nærmest, men det havde ogsaa en ydre Foranledning.
Medens der i Haderslev blev samlet til et dansk Skolebibliothek,
fik vi som det nødvendigste, som den rigtige nationale Helligdom,
en fuldstændig Samling af den oldnordiske Litteratur i gode
Arnemagnæanske Udgaver. De lokkede mig, det var jo endogsaa min Pligt
at tage dem til Indtægt, jeg var jo Lærer i dansk, og hvad var vel
dansk? nei i nordisk Litteratur.

Fra først af gik jeg til Studiet af det Oldnordiske blot i litterær
Hensigt, med den Bitanke derfra at fremme min Poesi. Jeg skrev ogsaa
største Delen af en Knud den hellige, og det tegnede til at blive
en forsvarlig Tragedie. Jeg tænkte endvidere som Hovedsagen paa en
Brynhild -- nu har min Pleiesøn gjort det. Men altsom jeg trængte
dybere ind i de gamle Skatte, greb Helligdommen mig. Det opgik for
mig, at hvad der er gjort for den af Mænd som Finn Magnussen og N.
M. Petersen, af Grundtvig og Øhlenschlæger er kun Poesi og mythisk
Naturallegori hver efter sin Opfattelse; hvad der staaer tilbage, er
at vise, hvad vore Forfædres virkelige Religion har været. Deri saae
jeg mit Hverv.

Jeg havde i Kjøbenhavn kun læst meget lidt Islandsk; det var, mens
jeg hørte Petersens Forelæsninger. Nu gjennemgranskede jeg Eddaerne
og alt, hvad vi havde af Sagaer, samlede alt, hvad der oplyste min
Gjenstand ligetil det mindste Vink, og oversatte alle Versene ligetil
det mest sammenknudrede Skaldemaal. Ogsaa Saxo og alt, hvad der hos
ham kan findes af Levninger af den gamle Tro tog jeg med. Skrev saa
Aar efter Aar et Værk, som blev meget udførligt, da jeg deri indførte
alle mine Texter, baade Vers og ubunden Stil, og behandlede dem
med største Omhu, idet jeg skildrede Aandeskikkelsernes Charakter,
deres moralske og dogmatiske Værd, og hvad Indflydelse de kunde have
havt paa deres Folks Tænkemaade og Liv. Jeg fulgte min egen Vei og
brød mig ikke om, hvad filosofiske og poetiske Syner, der har været
uddraget deraf, jeg vilde kun have den historiske Virkelighed frem.

Jeg fik vel ikke deraf ud, hvad mit senere Studium har forvisset
mig om, at Asatroen er en ufuldkommen overleveret og uudviklet raa
Forgrening af den ariske (indisk-persiske) Stamme, hvilket navnlig
viser sig i moralsk Henseende. Men jeg fik dog klart frem, at den
ligesom den helleniske, er en heroisk Religion, en Trosform, der
lægger Hovedvægten paa Skikkelsernes menneskelige Charakterer, deres
forskjellige Evner i Visdom og Styrke som ogsaa i Mangler og Udyder.

Der er ikke som i Zend-Avesta, hvor den samme Kamp skildres, gjort
Regnskab for, om Guderne eller deres Fjender have Ret; meget mere
have ingen af dem Ret; de maa alle falde, Tiderne maa skifte og Nyt
maa komme, som i Prometheus' Haab.

Det vil sees, hvor forfærdeligt jeg med saadanne Tanker maatte
forsynde mig mod den herskende Stemning, den, det var en ren
Trossag for, snart fastere end Christendommen, at Asatroen er det
allerypperste under Solen, saa ypperlig, at den ene er nok til at
slaa alle Tydskere.

Et enkelt Kapitel af dette større Arbeide, Fjølsvinsmaal eller Sangen
om Svigdag og Menglød fik jeg frem i det Program, hvormed vi 1854
indviede den nye Skolebygning. Det blev det eneste, som jeg fik
bekjendtgjort af mine lange og besværlige Studier i den Retning, og
det er da ikke gaaet bedre med de senere, dem jeg i et andet Afsnit
af mit Liv kommer tilbage til.



FJERDE KAPITEL.

ILIA OG MATHILDE.


Det var det Pestens Aar 1853. Den der fik det største Navn i Kampen
mod den blodløse Fjende, var min Veninde Ilia. Hun blev hele Landets
Beundring men var ligefuldt det underlige Menneske, hun var.

Hun havde sidst boet hos sin Broder Otto i Flensborg, hvor han
samtidig med mig var bleven Collaborator. Da han vilde gifte sig i
Forsommeren det Aar, maatte hun forlade ham, men sendte mig forinden
Frugten af sine rolige Timer. Jeg havde ikke før vidst, hvormed hun
fyldte sit ensomme og tilsyneladende uvirksomme Liv. Hun havde saa
lidt talt derom, at medens hun boede hos min Moder, pleiede hun at
sige noget saadant som: »Hvorfor skal man foretage sig noget. Naar
Kakkelovnen brænder og Spurvene synge under Taget, saa har de jo
overtaget Arbeidet. Der er saamange, der har travlt, jeg er en, der
er tilovers.«

Nu aabnede jeg en tyk Pakke og ud kom en hel Bunke Tragedier, saavidt
jeg husker 15, og alle meget lange. Jeg blev opfordret ikke til at
sige min Dom, nei, kun til at ~opfatte~ dem. Men det oversteg mine
Kræfter. Jeg prøvede med et Par, men hvad jeg saa skrev derom, viste
kun, at jeg var kommen aldeles galt fra det. Jeg blev underrettet om,
at »der er to Maader at forstaae paa, enten ved uendelig Overlegenhed
eller ved Kjærlighed.« Jeg kunde bruge hvilken Methode jeg vilde,
naar jeg kun kunde »magte den, saa jeg skabende kunde sammenfatte og
saa opfatte. Fik jeg ved første Blik det rette Syn paa Sagen, var
det uendelig Overlegenhed. Men ikke at slaae sig til Ro i den Tanke
at have forstaaet, saalænge der er mindste Uklarhed tilbage, er
Charakterens Redelighed.« Jeg gjorde mig rigelig Flid, men jeg maa
indrømme, at jeg bukkede under for Fristelsen til at slaae mig til
Ro ligeoverfor, hvad der i mine Øine saae ud som et helt Bjerg af
Uklarhed. Jeg manglede da vistnok »den uendelige Overlegenhed«, og
jeg forsøgte det med den Ingrediens, jeg ikke troede at mangle, med
Kjærlighed.

Saa mildt og imødekommende som muligt gjorde jeg opmærksom paa,
at det ikke kunde ventes, at Læsere vilde føle det saa stort og
inderligt, som Forfatterinden upaatvivlelig havde følt det, dertil
var Stilen hverken klar eller stærk nok, heller ikke den dramatiske
Bygning virkningsfuld nok.

Derved begik jeg for det første den Feil at sige »Forfatterinden«.
Det gik mig dermed, som det siden er gaaet mig med hendes Søster
Mathilde, der tog det Ord som en Fornærmelse. Det gjorde Ilia dog
ikke, hun tog al Ting fromt og dybsindig forklarende. -- »Det Ord maa
du endelig aldrig bruge mere, thi er jeg overhovedet noget, saa er
jeg det i sin oprindelige Skikkelse uden nogen unaturlig kvindelig
Bøining. Hvad jeg har gaaet igjennem, er det at være en Undtagelse.
Hvad dette vil sige, kan du, som staaer paa din naturlige Plads,
næppe gjøre dig nogen Idee om. At være Kvinde, at vide, at jeg som
Kvinde staaer over al offentlig Anerkjendelse, at det, der ellers
er Lønnen, for mig snarere er en Nedværdigelse -- thi den simpleste
naturlige Kvinde, der har Hus og Hjem og passer det, er mere end jeg,
der i bedste Tilfælde kun bliver en Undtagelse -- at være Kvinde og
dog skrive! Efter hele sin Natur, efter sit Hjærtes inderlige Attraa
bestemt til at være, og saa nøies med -- at frembringe, at digte!« --
Deri maa hun have storlig Ret.

Om hendes Digterkald i det Hele vedbliver hun saa: »Hvorledes du
vilde svare mig, var mig af større Vigtighed i Henseende til mit
Forhold til dig« -- hun havde takket mig, fordi jeg havde svaret
hende venligt -- »end til Sagen selv, thi den har jeg nu engang
paa Naade og Unaade overgivet i Skjebnens Haand. Selv Dagen før
jeg begyndte -- skjønt færdig med Verden, som jeg da var, var den
Udvei aldrig falden mig ind. Aar i Forveien -- jeg vaagnede op af
en forunderlig Drøm og tænkte: Skulde man ikke sværge paa, naar man
hørte det fortælle, at den, der drømte saaledes, var født til Digter?
Men aldrig kom det i mine Tanker at betragte det anderledes end som
en aparte Tilfældighed. Og heri seer jeg min Retfærdiggjørelse. Hvad
jeg er eller ikke er, jeg har ikke selv valgt. Jeg føler mig ikke
beskæmmet, ligesaa lidt som jeg føler mig stolt, thi jeg troer kun
at have gjort, hvad der blev mig budet. Hvorledes jeg har gjort det,
er min Sag. Hvad det er værdt, hvad Plads der anvises det i Verden,
angaaer ikke mig. I verdslig Henseende veed jeg kun, at jeg er ganske
retsløs. Det har jeg lært, det har jeg følt, og jeg nøies villig
dermed. Thi megen Løn har jeg faaet forud. Arbeidet selv er Løn, og
den Fred og den Klarhed, der følger med slig stille Beskjæftigelse.
Noget Maal har det aldrig været mig; det vigtigste i Verden har det
aldrig været mig, thi under Arbeidet var alt andet glemt, og altsaa
al Sammenligning borte; efter Arbeidet var der altid noget, som laa
mig nærmere paa Hjærtet.«

Visselig en skjøn Bekjendelse, og sand for en saadan Charakter. Ogsaa
for mig er den som talt ud af mit Hjærte. Men tilbage er der dog den
Hovedsag: »Om den, der drømte saaledes, var født til Digter.« Derom
siger hun videre:

»Det eneste, der ikke foruroliger mig, er Tvivl om Arbeidets Værd.
Jeg har følt dem -- dog tænkte jeg selv dengang ikke videre end: naa
ja, Herregud! Skjønt det vistnok var gaaet mig til Hjærte, om jeg
havde faaet dem bekræftede, og saa havde kunnet modtage Bekræftelsen.
Men nu er jeg rolig. Jeg veed vel, der er Feil og meget betydelige
Mangler, men jeg veed ogsaa, at der ikke med et eneste falsk Ord,
en eneste forloren Talemaade er bødet paa Manglerne. Jeg har gjort,
hvad jeg kunde og ikke forlangt at gjøre mere. Det gjælder kun om
jeg overhovedet har havt Ret til at skrive eller ikke, men i den
Henseende føler jeg mig sikker i mig selv. Det er en Sag mellem mig
og en høiere Magt, ikke mellem mig og de Læsere, som aldrig er komne
i mine Tanker, før Alt var færdigt, og knap da. Seer du, derfor
spørger jeg ikke om nogen Dom, thi det er jo ikke mig der dømmes.
Man kunde ligesaa godt skjænde paa Postbudet, naar man fik onde
Breve.«

Alt sammen smukt og godt, naar man er født til Digter. Men om de Feil
og Mangler, som hun siger, hun veed der er, og som der ikke maa bødes
paa med forlorne Talemaader, har jeg mine Tvivl. Den Selverkjendelse
naaede ikke længer end til at en Synder som jeg vovede at sætte
Fingren paa dem.

Jeg maa have talt noget om, at det ikke er ganske nok selv at have
følt det; Poesi er en Kunst, og Kunst er den Ting at give egne
Følelser det Udtryk, at de kan staae som et Værk for sig. Hvorved jeg
formodentlig har henvist til en Udtalelse af Poul Møller om objectiv
Poesi. Derpaa svarer hun, og det er endog efter den svære Krise paa
Cholerahospitalet, da jeg endelig havde maattet melde hende, at jeg
ikke havde kunnet finde nogen Forlægger til hendes Arbeider:

»Gud velsigne Poul Møller, den ærlige Mand, som selv siger, at han
ikke veed nogen Besked. Han veed det virkelig ikke heller, naar han
bliver staaende ved den almindelige Benævnelse at kalde Dramaet
den objective Poesi. Subjectivitetens voldsomme Overstrømmen, der
gestalter sig som objectiv Poesi i den opløste og dog som Stykkets
almindelige Sjæl samlede Digter, voxer frem i nye Subjectiviteter.
Denne Gjensidighed, denne paa eengang til det yderste drevne
Væren og Ikkeværen, det er Sagen. Den objective Poesi fordrer den
subjectiveste Digter. O Øhlenschlæger! O du herlige Unschuld! Men
hans Geni var overordentligt, det beviser det bedst i sin Forvildelse.

»Men det var ved min Tro, jeg slap. Jeg troer, at det jeg har
skrevet, har Værdi, at det har det Fortrin, at have saa at sige
suget det dramatisk Væsentlige ud og fremstillet det paa det mindre
Væsentliges Bekostning. Og navnlig i den dramatiske Poesi er i en
vidunderlig Grad det mindre Væsentlige groet frem i en Yppighed, saa
det for almindelige Øine ganske dækker det Væsentlige -- nei, det
Væsentliges Savn. -- Altsaa, jeg troer det, jeg troer, om Stykkerne
selv, og jeg ~troer~, at de engang vil komme ud, naar Tiden kommer.
Jeg troer, at de baade have Betydning og ville indtage deres Plads,
troer, at det vil gaae mig her som allevegne, at jeg vil faae langt
mere Ære end mig tilkommer.«

Saadanne Udtalelser -- og de komme bestandig igjen vendte paa mange
Maader -- røre mig nu mere end de, saavidt jeg mindes, gjorde
dengang. Jeg føler mig beslægtet med hendes Sind, og har havt
Leilighed nok til at øve mig i de samme Betragtninger. Jeg har jo
ogsaa hele Hyller fulde af Skrifter, hvis Tid til at see Lyset aldrig
kommer, og som jeg maa sige om, at jeg er taknemlig nok blot for den
Glæde, jeg har havt af Arbeidet, og dog kan tænke med Sorg paa, at de
skal tilintetgjøres, thi de har min Kjærlighed.

Om hendes Poesis Værd vil jeg nødig tale. Dengang syntes jeg meget
lidt om den, men det er muligt, at jeg var for optaget af mit eget
til at kunne vurdere andres, og nu staaer det kun dunkelt for mig.
Det er ikke hendes Poesi, det er hendes Charakter, der har været
tiltrækkende for mig, skjønt den Egenhed, at hun altid paa det
fineste selv undersøgte den, var mig vanskelig at finde mig i.

»Om mig selv vilde jeg tale, om mig selv, som langtfra at kunne
stille Fordringer, bestandig, naar jeg tænker paa det, hvori jeg
er forskjellig fra andre, er tilmode, som om jeg ikke noksom kunde
undskylde mig, og undskyldende forklare, hvordan det dog gik til, at
jeg blev en saadan. Dog mere og mere fatter jeg det Urigtige deri.
See, jeg veed det, at jeg har ingen Ret i Verden, men netop derved
taber Verden sin Ret overfor mig. For den der kunde forstaae mig,
vilde jeg have som en Slags Ret. Men den, der ikke kan forstaae mig
som jeg er, hvorfor undskylde og forklare sig for dem? Dog har jeg
gjort det. Jo mere jeg selv følte det forunderlige i mit Standpunkt,
des nødigere vilde jeg ansees for et andet Væsen end jeg er, thi
kun i mig selv og min medskabte Natur har jeg min Undskyldning. Saa
prøvede jeg da paa at forklare mig. Men det var vanskeligt, thi for
hvem forklarede jeg mig? Siig mig, for hvem? For den som ikke kunde
forstaae? Ja, det er noget misligt, thi see! det tager Ligevægten
bort. Skulde jeg tænke mig at være den Overlegne -- min Illusion er
næsten altid bevidst, jeg vælger den, saadan eller saadan. Det er en
fattig Bekjendelse, men jeg vedgaaer min Fattigdom. Skulde jeg som
den Overlegne -- Ligemand kunde jeg ikke være uden at troe derpaa --
saa i Spøg narre det, jeg vil sige, i dem, og indbilde dem, at jeg
ansaae Spillet for saa ganske lige -- skulde jeg vende tilbage til
det Gamle: at gavne (mig) og fornøie (dem)? Jeg haaber, at jeg aldrig
vilde havt Evne dertil, jeg veed, at jeg aldrig har prøvet derpaa. --
Skulde jeg være den Underlegne? Skulde jeg gribe den Illusion? -- der
jo gjerne i sig selv kan være Sandhed, men af mig dog kun antaget som
Illusion -- at jeg intet forstod af det, jeg har givet mig af med, at
jeg i god Tro havde gjort mit Arbeide, og nu i god Tro viste det frem
for den Indsigtsfulde, ventende hans Dom. O, I lidet Troende! Enten
gjælder det Hele kun mig, kun mig personlig, er den Vei, hvorved jeg
skal føres til Erkjendelse -- eller -- Seer I da ikke den Dom, der
overgaaer Poesien ved at den engang gives i en Kvindes Haand?

Det har gjort mig forunderlig ondt, saaledes bestandig at blive
skjævt opfattet, jeg selv personlig. Du skriver, at jeg har sagt,
at jeg »føler mig rolig ved en fortiende og underforstaaende Natur
i Modsætning til at give Ordet, hvad Følelsens er.« -- Ja dette er
vistnok en meget hovmodig Yttring, en Sammenstilling af mig selv i
Modsætning til andre. Men bær over med mig, Johannes? Jeg vil betroe
dig, hvad jeg vilde sagt. Jeg har eengang følt mig meget trykket,
meget, vel, skræmmet af de Skriftsteder du anfører, og kan skee
flere andre, at troe det en Pligt, en Betingelse at skulle udtale sig
i Sligt. Seer du, i den seneste Tid har jeg stødt paa en Forfatter,
som gjør opmærksom paa den Forskjel, der var paa den mundlige
Bekjendelse, da den var livsfarlig, og saa nu, da den er ligesom ved
at hæve sig selv frem over andre. Det slog mig saa forunderligt,
maaskee fordi det stemmer med min Natur. Jeg blev lykkeligere end den
lyssky Fugl, der finder et dunkelt Skjul, uden derfor at dømme om
dem, der finde sig vel i det fuldeste Solskin. Jeg søgte at udtrykke
mig som jeg kunde, og jeg troede, jeg havde sagt, ikke at jeg
følte mig rolig ved, men at jeg ~nu rolig fulgte~ min fortiende og
underforstaaende Natur. Jeg troede, jeg havde sat det i Modsætning,
ikke til andre, ikke til overhovedet at give »Ordet, hvad Følelsens
er,« men til ~min egen Tilstand~ i den Tid, jeg selv troede at maatte
gjøre dette. Kjære Johannes! Tro ikke andet, end at jeg selv dybt
føler den Naturforskjel, der er mellem disse to Yttringer.«

»Naar jeg betænker dette, og veed, hvor sikker jeg var paa at have
brugt omtrent de af mig anførte Ord, som vistnok kun maadelig
udtrykte, hvad jeg vilde sige, men som dog intet indeholdt af det
Arrogante, ja som udgik fra en ganske modsat Følelse -- naar jeg
betænker dette, og tillige hvor utallige Gange det kan være gaaet
mig paa samme Maade, kan jeg længes efter den Tid, da jeg skal
ansees som sindssvag og utilregnelig. Thi dertil maa det komme, skal
Sagen udvikle sig consequent i den eengang tagne Retning. Du troer
maaskee jeg siger dette med Bedrøvelse. O nei, jeg føler mig formelig
hyggelig ved Tanken. Mener du det er Spøg? Ja, forsaavidt Spøg og
Alvor er ganske eet og det samme. Naar jeg, som nu, har skrevet
meget, og har skrevet mig lidt træt og ganske rolig -- underligt nok,
man begynder rolig og ender rolig, og dog er der en stor Forskjel paa
Begyndelsens og Endens Ro -- men den endelige Ro er denne: enten er
jeg en sindssvag Stakkel eller den ualmindelig Begavede, da kommer
det i Grunden ikke mig ved. Ja, idetmindste i dette Øieblik kan jeg
med fuld Oprigtighed sige, at jeg vil begge Dele lige gjerne.

Jeg er saa glad nu, og Veiret er saa yndigt. Her er altid saadan en
underlig stille Fuglekvidder udenfor mine Vinduer. Af alt, hvad jeg
skal reise fra i Flensborg, vil jeg vist savne den mest. -- --

Farvel, kjæreste Johannes! og vær saa rimelig eller rettere saa
ædelmodig som du kan mod din hengivne

                                                          Ilia.«

Det rører mig inderligt at gjennemgaa disse Udtalelser igjen. De er
saa søsterlig fortrolige, at jeg for min Del ikke kan beklage mig
over, at hun i nogen særdeles Grad har taget mig med blandt dem, der
ikke kunde forstaae, og som der derfor intet er at forklare for. Jeg
vilde ønske, at jeg havde havt mine Svar, jeg gad seet, om jeg har
været saa ædelmodig, som hun bad om. Jeg er bange for, at jeg ikke
har været det, for jeg var, saavidt jeg husker, meget misfornøiet med
denne urokkelige Tro paa sin Ret overfor alt, hvad der ellers ansees
for fornuftigt og rigtigt. Men naar jeg tænker paa hendes vemodige
Skikkelse, taber jeg Lysten til at forsvare min eller nogen andens
Ret. Hun var virkelig »en Undtagelse,« og maatte friste den Skjebne,
der ligger for dem, der maa leve for det, der ikke kan udrettes i
Forstaaelse med denne Verden.

Da hendes Broder samme Aar var død i Neapel, skriver hun: »Det er
mig næsten en Beroligelse, siden vi har faaet den sidste Tidende om
Vilhelm. Jeg staaer nu paa en god Fod med Døden. Det er for mig som
en fast Ansættelse, han har faaet, saa man kan være tryg for hans
Fremtid. Saaledes lader man dem reise -- ak, det er alt meget, naar
der er Een i Verden, man af al Magt vilde holde tilbage eller klynge
sig til, og følge til det fremmede Land.«

Der var to Typer i hende: en Ophelia, der med rørende Ro kunde sige:
»Jeg var ude at plukke Blomster, og I troer, jeg var ene -- nei, med
mine Arme om min Elskedes Hals, dér hviler jeg i al Evighed.« Og en
Jeanne d'Arc, der naar Hæren er splittet, griber Fanen og raaber:
»Mig følger I, jeg er den eneste i al Verden, der kan føre Kongen til
Rheims.«

Nu greb hun Fanen.

Da hun i Kjøbenhavn havde indrettet sig i Professorgaarden i
Kannikestræde hos gamle Werlauffs, hvor hendes Venner, Louis Ussings
Familie boede, udbrød Cholera, og tog snart det Omfang, at Mennesker
laa og døde i Hobevis uden at kunne finde Pleie. I Hospitalerne
flygtede det kvindelige Personale, eller maatte skrabes sammen af
det upaalideligste Udskud, og Lægerne var hjælpeløse. Da gik hun i
al Stilhed ind paa almindeligt Hospital, den værste af alle Stadens
Pesthuler, og meldte sig i Porten som den, der vilde være Gangkone.
Den tilkaldte Læge saae forbauset paa hendes fine Skikkelse, hvis
Præg af en Dame mindst af alt passede til den Tjeneste, og raadede
hende paa det indstændigste derfra. Men hun blev ved sit, og fik Lov
til at prøve derpaa.

Hun gjorde sin Tjeneste som den »der stod paa en god Fod med Døden,«
og, som hun siden fortalte, Døden med dens værste Gruligheder, og det
afskrækkende ved at være over og ved Nat og Dag at betjene Offrene
for denne ogsaa for Sandserne saa rystende Pest, var for hende
endnu ikke det værste. Nei, disse Fruentimmer, hun maatte færdes
imellem, med Haanden paa al deres Gjerning, og stadig Vidne til deres
Opførsel, og uden at kunne lukke Ørerne for deres Snak, det var som
at være bleven Medlem af en Forbryderbande, som at være kommen til
Huse i et Pøbel-Bordel. Hun maatte stikke Hovedet ud af Vinduet for
ikke at høre deres værste Talemaader, og da nogle af dem blev jagne
bort, fordi de ingen Ting bestilte, beskyldte de hende til Afsked for
at have stjaalet deres Sager.

Forinden hun gik til denne Post, havde hun opgjort sit Bo. Det var i
Juli Maaned, at hun skrev:

»Kjæreste gode Johannes! Jeg skulde i Seng, men jeg synes, jeg maa
skrive et Par Ord til dig først. Du regner mig det jo ikke til det
Onde, at jeg har tøvet saa længe med at besvare dit sidste Brev. Du
maa troe, det er ikke nogen Mangel af Paaskjønnelse. Jeg takker dig
af Hjærtet derfor, og for al din Venlighed fra Moders Tid og indtil
nu. Du maa ikke lee, men jeg har i Aften beskjæftiget mig med at
bringe mine Sager i Orden. Jeg har ikke mindste Smule Dødsanelse, men
vi er jo alle Mennesker, især i Choleratiden. Imorgen vil jeg see at
lægge mine Papirer tilrette, som det i en Hast lader sig gjøre, og,
ikke sandt! skulde jeg gaae bort, saa tager du dig jo nok af Sagen,
som om det var din egen, men med det samme Hensyn til hvorledes
jeg i Enkelthederne ønsker det, som om det var mig selv, der endnu
var derved. Jeg skal lægge en Optegnelse paa hvad der for mig er
vigtigt at see iagttaget ved de øvrige Papirer. Desværre er der
noget ufuldendt og noget kun paabegyndt, som jeg saa inderlig gjerne
vilde havt færdigt. Men jeg har aldrig været Herre over at gjøre
og ikke gjøre, jeg maa lade det staae hen, som det kan falde sig.
Lee kun af mig, kjære Johannes, men jeg har nu saadan en Idee. Jeg
har altid tænkt mig som en Slags Sandsynlighed -- nei, som det, jeg
egentlig troede, vilde skee, at medens jeg levede, vilde det saadan
trække hen, og intet af mit videre blive agtet, fordi jeg dog ikke
rigtig kunde taale nogen Slags Udmærkelse, men efter min Død vilde
det blive anderledes. Du seer, at jeg forstaaer at indrette det godt
for mig selv. Jeg har endogsaa tænkt, at det vilde indbringe en Del
Penge, og efterhaanden blive en lille Arv for mine Søstre. Og i Aften
forekommer dette mig sandsynligere, end nogensinde. Ogsaa i denne
Henseende har jeg mine egne Ønsker, som du jo nok vil sørge for,
bliver fulgte. Dog vil jeg ikke nærmere omtale det her, men lægge det
ved mine øvrige Papirer i mit Messingskrin. Dersom jeg skulde døe,
vil det blive sendt til dig. Indholdet tager du jo nok i Forvaring
eller besørger det efter Adressen, og Skrinet beder jeg dig beholde
som en Erindring.

Saa veed jeg virkelig ikke mere, uden at jeg beder dig at hilse
Amalie og Edle saa meget, og bede dig selv bære lidt over med mig.
Du skal have al din mulige Frihed til at gjøre dig lystig over mig,
dersom jeg ikke døer, al den fuldkomneste Ret til med stille Stemme
at tale om sære Forudanelser, dersom jeg virkelig gaaer bort --
Skade, du ikke er Mystiker. Men Sagen er, at Du i begge Tilfælde
vilde irre lidt i din Opfatning eller Fremstilling, thi jeg er
hverken latterlig, det jeg veed, eller høitidelig, men et reelt
fornuftigt Menneske, som gjerne vil have Redelighed paa sine Sager.
Gamle Anes Logerende, som er Naalemagersvend, har gjort det samme
angaaende sit Værktøi. Idag var det protocolleret, og om sex Uger
skal det thinglæses. Seer du det, slet saamange Ophævelser gjør jeg
ikke.

Lev nu ret vel, kjæreste Johannes! Dersom jeg døer, da tænk
undertiden paa gamle Dage, da jeg erhvervede meget af hvad jeg siden
gjorde Brug af, og hils Andreas Lunddahl paa det hjærteligste.

                             Din hengivne Veninde Ilia Fibiger.«

Hun siger intet om hvad hun havde for, men ad anden Vei erfoer vi det
snart.

Da Pesten havde udraset, og hendes Hjælp ikke længer var fornøden,
forlod hun Hospitalet og vendte tilbage igjen til sine Venner i
Kannikestræde. Men som »en lyssky Fugl« -- som hun iøvrigt ikke var
uden i Indbildningen -- befandt hun sig ikke vel i det daglige Liv.
Hun trængte til en Valplads, hvor hun kunde sætte Livet paa at blive
tro mod det Høieste. I November (1853) skriver hun:

»Jeg er saa lidt, saa lidt skikket til at have noget med denne
Verden at gjøre anderledes end ganske stille inden lukkede Døre. Al
Ting skræmmer mig. Bare Fru Fog (hendes Broder Axels Svigermoder)
idag begyndte en Tale om, at jeg havde sagt, at der var fugtigt hos
Mathilde -- jeg forsikkrer dig, det var som min sidste Time var
slaaet. Et Hav af Snak, nei af veltalende Ord væltede sig frem for
mig, det var som jeg ufeilbarlig maatte gaae til Bunds og finde min
Død i de brusende Bølger. Jeg var fortabt, jeg gav strax complet
tabt med den Undskyldning, at jeg havde forvexlet Fugtighed og
Kakkelovnsos, at der var meget deiligt, og at de endelig maatte lade
mig være. Saaledes ogsaa hos Minona (Fru Ussing). Hun overfusede mig
aldrig med Ord og Taler, men jeg kunde dog gaae i den forunderligste
Angst for at gjøre noget galt eller ikke tilpas. Ja, jeg slog da
ogsaa en Flaske Vin itu og en lille Lyseplade -- nei, saa troer jeg
dog ikke, der var mere.«

Dette var nu en Særhed eller, om man vil, en Svaghed hos hende, at
hun renommerede en Del med sin Udygtighed til huslig Gjerning, og
unegtelig var den saaledes, at man kunde frygte for at give hende
noget i Hænderne, det gik galt. Hun behagede sig noget deri som
Genialitet. Naar hun dog ligefuldt paatog sig Ting, hvortil der hørte
den høieste Grad af praktisk Forstand og husmoderlig Dygtighed,
antager jeg, at hun forligede det med sin sædvanlige Sætning, at
den Overlegne, den Dygtigste og den Enfoldige, den Udygtige havde
ligemeget hendes Agtelse. Er man den Udygtige, gjør man i dybeste
Ydmyghed, hvad der skal gjøres. Ganske vist sandt, naar man er nødt
til at gjøre det, men at paatage sig det for at udrette et Storværk,
er dog noget andet. Denne Dristighed i Ydmyghed fik desværre
meget tragisk Betydning for hendes Liv, den gjorde hendes sidste
Anstrengelser frugtesløse og hendes Livs Afslutning sørgelig.

Nu blev hun altsaa Vaagekone, som hun kalder det, det vil sige, at da
hun havde ønsket at fortsætte sin Hospitalstjeneste, og man fandt,
der vel kunde være Brug for en dannet og samvittighedsfuld Kvinde til
at have Opsigt med den hidtil ukontrollerede Nattetjeneste, havde man
oprettet en saadan Post for hende. Hun fik en god Bolig paa Frederiks
Hospital og indrettede sig hyggelig nok, vidste ogsaa at skaffe sig
Tid til sine med vanlig Iver drevne aandelige Sysler, kun Skade,
at hun nødvendigvis skulde gaae til denne i sig selv fornuftige og
hæderlige Virksomhed med sin sædvanlige Egenskab, den »ikke at vide,
om hun var sindssvag.« Derom skriver hun:

»Jeg har faaet min Instrux for Hospitalet, og det eneste jeg kan
sige, er at de kanskee kunde lede hele Landet rundt og ikke finde En,
der passede mindre til den Post end jeg -- blandt skikkelige Folk
da. Jeg skal see efter alle mulige Ting lige indtil Vaagekonernes
Strømper, paasee »at de omgaaes forsigtig med Ild og Lys, handle
sparsommelig med Tørv og Trækul, at Kjedler og andet behandles med
Skaansomhed, at Patienternes The og Sukker ikke formindskes,« og Gud
veed, hvad andet. Alt dette var dog muligt -- det vil sige, ikke
for mig. Men den sidste Passus er næsten uudgrundelig. Jeg skal
nemlig udtrykkelig være der »hele Natten« fra halvti til Morgen, og
desforuden »komme der« flere Gange ogsaa om Natten. Jeg forsikkrer
dig, da jeg læste det, havde jeg en Følelse, som om jeg hellere vilde
være en af de Sindssvage, jeg skal passe paa, at Vaagekonen ikke
»slaaer eller paa anden Maade molesterer,« end jeg vil være saadan
en Politibetjent af Overvaagekone. Med Medicinen skal jeg ogsaa
paasee alt det, som jeg slet ikke kan vide og ikke forstaaer. Regn nu
dertil, at Mathilde baade aandelig og legemlig er næsten ødelagt af
Hede, at jeg er overlæsset af Arbeide, og saa uskikket til at ordne
mine egne Sager at jeg næsten ikke veed anden Udvei end at sætte mig
paa min Skammel med Hænderne i Skjødet og lade fem være lige, til
Fremmede forbarme sig over mig -- eller til Flyttekarlene kommer og
læsse mit Tøi og mig selv hulter til bulter paa Børen og bære os hen
paa Hospitalet -- regn det sammen, om du ellers kan regne i den Slags
benævnte Tal, saa kan du tænke, at jeg er just ikke saameget lystig.
Ja, hver har sit, den ene Sorg og den anden Bedrøvelse. Men et Par
hundrede Aars Søvn kan gjøre godt for begge Dele.«

Imidlertid gik det altsammen, hun holdt ret godt tilfreds ud i denne
ganske vist besværlige Stilling i hele sex Aar, og hendes Virksomhed
har upaatvivlelig været til Velsignelse. Naar hun med sine lydløse
Skridt og i sin Yndlingsdragt, hvid Kjole og et fint Kniplingsklæde
over Hovedet svævede gjennem Sygestuerne i stille Nattetimer, og
snart satte sig hos en, snart hos en anden Patient, og lagde sin
Haand paa den Febersyges Pande og talte kjærlige Ord til den, der laa
i Pine, har jeg hørt yttre af Folk, der selv havde nydt godt deraf,
at det var dem, som om Gud havde sendt dem sin Trøstens Engel i de
lange Nætter. Hun gjorde i Almindelighed to eller tre Runder hver
Nat, og naar hun de samme lange Nætter igjennem sad i sin enlige
Stue, mættede hun sin Sjæl med Kierkegaards klosterlige Visdom,
og lod sin Pen løbe i Tragediens selvfølgelig uendelig subjective
Repliker. Saa sov hun til om Eftermiddagen, og gik saa undertiden ud
i Byen, naar Dagen hældede.

Saaledes maa jeg nu lade hende gaae til den næste Periode i hendes
Liv, den endnu besværligere, der begyndte efterat jeg var forflyttet
til Kjøbenhavn. Men siden jeg er ved Familien, vil jeg fortsætte med
mine Tanker om hendes yngste Søster ~Mathilde~.

Ikke saa smuk hverken af Ansigt eller Bygning som Ilia, heller ikke
saa betydelig en Personlighed havde hun dog den Lighed med hende, at
hun vaklende mellem Ubehjælpsomhed i Livet og uimodstaaelig Trang
til aandeligt Storværk, gav Stød til mere end hun selv magtede, og
kunde ligesom Søsteren, naar den geniale Virksomhed slog hende feil,
finde sig i et fattigt Liv og jævn Syssel. Men iøvrigt var der stor
Forskjel paa dem. For Ilia var det Hovedsagen at være noget, som har
evig Betydning for Gud og Mennesker. Poesiens Væsen var for hende
ærlig Følelse, Kunstens Fordringer kom først i anden Række. Hos
Mathilde var Formen Hovedsagen; hvad hun opnaaede skyldtes hendes
glimrende Stil. Deri havde hun en mærkværdig Styrke, ethvert lille
Brev var at læse som et Kunstværk ikke blot for Sprogets Skyld, men
for det Væld af skjønne Følelser hun kunde udøse deri. Men større
Indhold var der ikke just i hende, hverken af Ideer eller af Sands
for Livets Begivenheder og raadende Personligheder. Da hun havde
afleveret sine nærmeste Omgivelser og sine kritiske ikke meget
omfangsrige Tanker, var hun i Virkeligheden færdig.

Mod havde hun nok af, og den dristige Optræden af en saa ung Pige
er aabenbart det, der mest har moret Heiberg, da han blev hendes
Impressario. Ogsaa havde hun et ganske godt Greb paa at ledsage
sine spillende, dristige og, om det behøvedes, naivt tilslørede
Repliker med Øiekast, der indeholdt, eller i alt Fald kunde tydes
som de indeholdt en noget mere personlig Ild end den litterære
Begeistrings. Og som æsthetisk Autoritet savnede Heiberg ingenlunde
Smag for den Slags Kunstnydelse. Da saa hendes første Bog blev baaren
frem af hans Fortale og af den overlegne Virkning Dommen i hans
Kreds endnu havde, naaede hun strax, som min Ven Vilhelm Holm skrev:
»en aldeles herostratisk Berømmelse, alle Mennesker tale om hende.
Ministerkriser, Executionstropper, Regjeringscommisærer formaae intet
mod hende. Du skulde høre Conversationen i en Kreds af kjøbenhavnske
Damer -- stakkels Pige, og dog vil hun hæve dem til Ideen og et
ideelt platonisk Ægteskab. Hun er alt udsolgt og udkommer i andet
Oplag.« Det var i Vintren 1850 til 51.

Alle de Breve jeg fik var fulde af hende. Fru Roed, som ogsaa var et
æsthetisk Centrum, skrev: »Vi drøfte to modsatte Vidundre: Sibberns
venlige Bog (anden Del af Gabrieles Breve), og den berømte Amazone
Clara Raphael, som har erobret den høie Fortjeneste at aabne Slusen
for den Strøm, der suser os om Ørerne, Kvindernes Opdragelse.«

Larmen forøgedes ved at den traf sammen med den over Spandets
Forslag om borgerlig Vielse, en Sag, der i den Grad opbragte alle
gode Christne, at de mindre gode, som maa opfinde det Slagord, der
altid hører til en Hovedstad, tog sig for at sige Spandet gale mig
istedetfor Fanden gale mig.

En af dem, der stemte haardest mod Slusernes Aabning, var min altid
conservative Ven B. J. Fog. Han udøste bestandig sit Hjærte for mig i
lange Breve, og om min nysudsprungne Cousine finder jeg den for ham
eiendommelige Udtalelse:

»Hun mangler ikke Familiens begavede Aand, men jeg troer ikke, hun
er i Familie med dit Hjærte. Stakkels Clara Raphael! Det maa være
forskrækkeligt at være forelsket i Ideen. Ja, i vor Ungdom talte man
meget om de Ting, og jeg veed ogsaa af Erfaring, hvad det er for en
ulykkelig Kjærlighed. Det er en ny Tantalus, Vandet staaer klart
og læskende og kvægende op til Læberne, Frugterne hænger smilende
og søde foran Øinene, og Vandet er til at drikke, Frugterne til at
spise, de trække sig ikke tilbage, men Tantalus's Læber ere for
stolte til at bøie sig mod Vandspeilet, Haanden for fornem til at
række efter Frugterne, fordi man eengang har faaet det Indfald,
at der først er Vand paa Bunden af Vandet, og Frugter der, hvor
Livstræets Frugter høre op. Ak, jeg maa laane af mine Hedninger:
Quod petis, hic est. Stakkels Pige! Det er en grusom Skjæbne, jeg
kan have Medlidenhed med hende, jeg der forlængst har tilgivet vor
Herre, ikke blot at han har skabt Ænderne i Gadekjæret, men endog,
at han har skabt Mennesker i Verden.« -- Dette er forsaavidt ganske
sandt, men det gaaer dermed som med mange af Fogs Betragtninger, at
det kan bruges om alt hvad Nyt, Mennesker vil have frem i Verden. Man
kan blive ved det Gamle og beundre og elske det, men man maa ikke
fortænke Mennesker i, at det undertiden kan falde dem ind, at der kan
gjøres et Skridt fremad.

Endelig ogsaa en Udtalelse fra »den af Publicum mindre fine Portion.«
Den tager Sagen hverken æsthetisk eller filosofisk, men ømmer sig
under de Hug, den faaer, og det er menneskeligt. Vor Farbroder
Christian, Forpagteren paa Lolland skriver:

»Mathilde tilbragte et Aar eller lidt længere en halv Mil herfra os
hos en meget agtværdig Skovriderfamilie. Hun blev optaget med al
mulig Godhed og Velvillie i enhver Familie hvor Leilighed tilbød
hende Adgang. At det samme var Tilfældet her i Huset, behøver jeg
ikke at sige dig. Kort efter hendes Afreise her fra udkom Clara
Raphael, hvori ikke alene vi, men de fleste, i hvis Hus hun havde
været, faaer sit Testimonium paa graat Papir. Vi der kjendte
Forholdene, kunde strax gjenkjende de Historier, hvoraf de fleste
ere fortalte eller givne forud til Bedste her i Huset. Hun vil næppe
blive vel modtaget her i Egnen mere.«

Ogsaa han havde Ret. Ganske vist maa man lade unge Forfattere have
Lov til og det kan da hænde ældre med, at tage deres Modeller
fra deres nærmeste Omgivelser. Karl Gjellerup beskrev ogsaa vor
Præstegaard i sin første Novelle og det morede mig at finde mig
selv kommende ind i Dagligstuen, naar Lysene blev tændte, med en
buddistisk Foliant under Armen, og sætte min Pibe i Krogen, for først
at ryge den, naar Damerne var gaaede i Seng. Men det kommer an paa,
med hvad Hjærtelag Modellerne sees. Forpagtergaarden paa Lolland
havde været Mathildes og hendes Sødskendes andet Hjem fra deres
Barndom, og deres Farbroder og Moster der havde gjort nok saa meget
for dem som deres egne Forældre. Der hører da mere end almindelig
Hensynsløshed til at offre dem paa sin skarpe Satires Alter. Men
det var nu disse Søskenes Egenhed, at det var dem i Kjødet baaret
at see dybt ned paa deres landlige Slægtninge. Og saa var det den
heibergske Periodes Program, at alle, hvem det ikke var lykkedes at
bestige Aandrighedens høie Hest, hørte kun hen under Dyrehavsbakkens
Publikum. Men Perioden var allerede saa temmelig vunden til Ende,
derfor lod Recensenterne hende ogsaa haardt nok vide, at siden hun
raabte saa høit paa Ideen, burde hun ikke seet feil ad, at en dygtig
Landmand, som dertil er en kjærlig og from Sjæl, lever ogsaa for
Ideen.

Ilia havde ogsaa sine Storhedstanker, men hun var ikke paa den
Maade forfængelig. Jeg troer, det var ærligt ment, naar hun skrev
om sin Æventyrbog: »Denne lille Bog sender jeg dig i sin simple
Hverdagskjole, da den kun er til at gjemme hen. Jeg beder dig at tage
venlig imod den, og see den med lidt bedre Øine end jeg, som virkelig
ikke ret kan taale at see den trykt. Det er underligt, det gaaer
mig i eet og alt stik modsat Mathilde, som altid har Clara Raphael
liggende paa Bordet.«

Efter at hun havde forladt almindelig Hospital flyttede hun sammen
med sin Søster. »Jeg er lidt beklemt derved, skriver hun, men det
gaaer vel nok. Mathilde er til daglig Brug det nøisomste Menneske af
Verden.« Det var hun ogsaa, men begge Søstre havde den Egenskab, at
de ikke kunde udholde at boe sammen med andre. Det skulde da heller
ikke holde ud mere end den Vinter.

Mathildes andre Bøger skal jeg ikke have nogen Mening om, da jeg
ikke erindrer at have læst dem. »Et Besøg« var Ussing ret tilfreds
med, men »Minona« kaldte han noget ynkeligt Vrøvl. Hun havde ingen
Glæde mere af Forfatterskabet. Ved sin første Bog havde hun kunnet
bære, hvad Satire der faldt af, da den gjorde saa stor Opsigt. Men
da Heiberg, som ingen Sands havde for Kvindens Emancipation, havde
opgivet hende, og hun under Corsarkritikens Behandling var bleven
en parodisk Figur, som med vanlig Grovhed maatte paa Bræderne i
Studenterkomedien, sank hendes Mod sammen, hvad Poesien angaaer. Som
hun dog virkelig har givet det første og stærkeste Stød til hvad der
nu kaldes Kvindesagen, samlede alle begeistrede Kvinder sig om hende,
og foruden hendes virkelig glimrende Brevvexling[15], har hun af og
til siden ladet »Ideen« komme til Orde i deres Blade.

 [15] Nu udgiven af hendes Broderdatter Margrete.

Siden har hun havt en tung Skjebne. Hun maatte tage til sin første
Gjerning for at underholde sig, og var flere Steder Lærerinde. Men
det var vanskeligt, hun var bleven en altfor offentlig og pikant
Person. Hvor hun kom frem, blev hun farlig for Mændene og ubehagelig
for Husmødrene, hvad hun selv ikke havde noget imod, det gav Livet
mere Indhold. Da der af den Grund var opstaaet noget Misforhold i
jydske Præstefamilier, leiede hun sig en Bondestue i en øde Egn, og
da hun ikke kunde holde længer ud der, drog hun til Kjøbenhavn forat
uddanne sig til en lærdere Lærerinde. Der faldt hun i 1857 i en
ondartet Feber, og medens hun gjennemgik denne paa Frederiks Hospital
under sin Søsters Pleie, fattede hun en sværmerisk Kjærlighed til
Overlægen, siden Ministeren Fenger, som ogsaa var Ilias Ven. Han
viste hende en særdeles Godhed og var siden altid hendes Patron.
Trængte hun til noget, bragte han hende det, en Paraply, et Uhr eller
ogsaa blot Smaating til behagelig Erindring. Det morede da os andre
at see hende altid bære disse Gjenstande hos sig, kysse dem og med et
Suk: Det er Fengers! vendte Øinene mod Himlen. Hun havde allerede nu
en gammel Jomfrus Manerer.

Samtidig med hendes Sygdom laa ogsaa Amalie dødssyg til ud paa
Vinteren. Hun kjendte endnu ikke Mathilde personlig, men i sin
lidende Tilstand tænkte hun meget paa, hvor hjemløs hun var, havde
endog en drømmeagtig Indskydelse om, at hun skulde gjøre noget for
hende. Hun bad hende derfor om, at komme over til os. Saa tilbragte
hun Sommeren (1858) i Haderslev, kom sig godt, og syntes at befinde
sig vel hos os, men forlod os dog i Efteraaret, nedsatte sig igjen i
Kjøbenhavn og nærede sig meget smaat af noget Oversætterarbeide. Saa
blev hun efter Fengers Raad og ved hans Hjælp Telegrafist, og var den
første Kvinde, der fik en saadan Embedsstilling (1863). Hun var ansat
ved flere Stationer, Haderslev, Nysted, Helsingør og tilsidst Aarhus,
hvor hun i Juni 1872 døde af en Brystbetændelse, 42 Aar gammel.
Heller ikke der havde hun dog kunnet undgaa at komme i sværmerisk
Forhold til en Telegrafist af Amalies Fætterskab, vistnok et ganske
uskyldigt Forhold, men hun var nu eengang af romantisk Tilbøielighed,
og Jakob Stenstrups Hjærte var som hans Søskenes af noget vulkansk
Natur. Han døde og hun lod sig lukke ind i Gravkapellet, hvor
man fandt hende knælende ved hans Kiste. Jeg har derom to meget
lidenskabelige Breve fra hende. Men naar hun udbryder: »Jeg kan ikke
udholde det længere, naar min Vei skal gaae over Lig!« bliver man dog
ikke klogere paa Forholdet mellem dem. Aaret efter fulgte hun ham i
Døden.

Ualmindelig var hun som hele Slægten, og blev en Stridens Gjenstand,
men der var ikke Ondt i hende, meget mere baade alvorlig Sandhed og
dybt Hjærtelag. Af sin inderste Sjæl stræbte hun altid mod Ideen, som
hun kaldte det, hvorved hun vel nærmest forstod et betydningsfuldt
Liv, ophøiede Tanker og sværmeriske Følelser, men tog dog ogsaa
Alvor og Redelighed i ethvert Forhold med. Derfor var hun ogsaa
meget samvittighedsfuld i sin tarvelige praktiske Syssel, og tjente
agtværdig sit Brød, da hun ikke længer kunde straale som Geni. Mig
og min Hustru var hun en trofast Veninde, og tog meget smukt og
selvfornegtende imod det, naar Amalie gav hende en Mindelse om ikke
at lade sine smaa erotiske Anliggender gaae for vidt.



FEMTE KAPITEL.

KIRKELIGT.


Paa et Præstemøde i Aabenraa, St. Hansdag 1855, hvor vor Psalmebog
med al ønskelig Nidkjærhed blev forhandlet[16], havde Leth anmodet
mig om at prædike ved Gudstjenesten. Da jeg den Tid ikke godt kunde
gjøre noget uden at strække mig adskilligt videre, end der behøvedes,
skrev jeg tillige en Psalme, som jeg lod omdele i Kirken, for at
hædre Festens Herre.

 [16] I den udeladte Begyndelse af dette Kapitel, fortaltes om de
 nordslesvigske Præsters forgjæves Forsøg paa at faa et Tillæg til
 Psalmebogen indført.

Saa prædikede jeg om Døberen. Dog ikke om Daaben som Indgangen til
Guds Rige, men om Forsagelsen som Betingelsen for at være derinde,
som den omtalte Psalme sluttede:

    Nei, ned i Tvætningsvandet,
    der Satans Væsen døer,
    ~Forsagelse~, ei Andet,
    er Rigets snevre Dør.

Jeg fremstillede Profeten som det levende Billede af denne tunge
Betingelse, som den der vel er mindre end den mindste i Guds Rige,
men ligefuldt er den Cherub, der vogter Indgangen; Forsagelsen staaer
først i vor Bekjendelse, den kommer vi ikke udenom. Mig syntes, det
var god kirkelig Orden, men det gik ikke.

Øverst i Kirken sad Grundtvigianernes Førere, og efter dem den Skare
af Præster, som var vante til med Bæven see mod Grundtvigs Opdagelse.
Nu at byde denne Kreds, at Loven skal et christent Menneske igjennem,
dens Bud skal holdes, Loven, den man havde saa lidt Brug for, at
Grundtvig sagde, Budene skulde ud af Katechismen, dette var jo
ligefrem Oprør, og jeg fik visselig ingen Tak for den Dags Tjeneste.

Men for mig havde den desto mere Betydning. Det var første Gang, jeg
fik Ordet om denne hellige Skikkelse og hans store Sag, den, der
i det Aar mest af alt laa mig paa Hjærte. Jeg var begyndt paa min
Johannes den Døber, og fik inden Aarets Udgang skrevet de tre første
Handlinger. Dermed havde det endnu en anden Sammenhæng. Det var ikke
fra Grundtvigs Leir, men ganske andetsteds fra, at den Aand kom, som
for mig igjen løftede paa de Kunstens Vinger, der havde været saa
yderlig modfalden siden mit Nederlag med min Jeremias.

Jeg havde i al den Tid, ~Søren Kierkegaard~ skrev, søgt min Aands
bedste og frommeste Føde hos ham, uden at lade mig anfegte af
hans underlig beregnende Fremgangsmaade. Nu var det det Aar, da
hans sidste voldsomme Angreb paa alt Kirkevæsen faldt i den Grad
forskrækkende over Landet, og først og fremmest over Præstestanden,
at Fr. Boisen vel kunde have Ret, naar han kaldte ham den store
Præstepiner. Bevægelsen i Haderslev blev saa stærk, at det kunde
kaldes en aandelig Revolutionstid. Byens Redaktør forkyndte stadig
i sit Blad, at Kirkens sidste Tider var komne; vor Provst pakkede
ind for at gaae ud af Kirken, og en ung Skolelærer samlede hveranden
Aften en vrimlende Mængde i et meget stort Lokale, og udmyntede for
Almuen med profetisk Talestrøm Kierkegaards groveste Varer. De
Troende saae forfærdede paa hinanden, de havde dog ment, at de var
Christne, og de Vantroe gik i Klubben og gjorde Vittigheder om de
Præster, hvis Præk man nu skulde nyde fuld Frihed for, al den Stund
det var en Forbrydelse at gaae i Kirke, en Forbrydelse, man iøvrigt
vidste sig godt nok fri for.

Redaktøren var Peder Christian Koch, en eiendommelig Datidens
Figur; en falleret Kjøbmand, men en Mand med mange Slags Talenter.
Han malede, han opfandt et nyt musikalsk System, og fremfor alt
redigerede han som politisk Koryfæ og en af Stammerne for den
nationale Bevægelse sit Blad Dannevirke saa aandrigt som ingen
anden i den ganske Verden, seende ned paa Kjøbenhavnerne, som ikke
forstode, hvad Land vi var komne til, nu ogsaa os Præster, som endnu
mindre forstode den hellige Sag, som han tilligemed sine øvrige
Fortrin, fremfor alle sad inde med. Han var Manden for den ægte gamle
Christendom -- den sønderjydske Pietisme, som i mange Maader faldt
sammen med det Kierkegaardske Oprør -- han havde levet med dens
folkelige Profeter, og vidste, hvad Kamp mod den officielle Kirke var.

Da han nu en Dag i April 1855 var gaaet noget videre end sædvanligt
i sine Angreb, idet han i sit Blad havde sagt, at Præsterne ~hverken
kunde eller vilde~ røgte den Tjeneste, Herren har sat dem til, fandt
jeg, at en Mand, der intet andet gjorde end at bruge store Ord, ikke
burde gjøre det uimodsagt. Og da jeg just næste Dag prædikede i
Provstens Kirke, og saae Koch sidde lige for mig, sluttede jeg min
Tale med en ganske kraftig Udtalelse om at et Dagblad ikke burde
belære Folket om, hvad det ingen Forstand har paa, og hvad der kunde
skade Folket at faae at løbe med. Der var dog de Præster, der baade
gjorde, hvad de kunde, og gjerne vilde gjøre mere, om Gud gav dem
Naade dertil.

Jeg kunde see paa ham, at det gik ham nær, og gik derfor til ham om
Eftermiddagen, og fandt ham ganske rigtig yderst opbragt. Bleg af
Harme foer han op og ned ad Gulvet og raabte paa det uforsvarlige
i at byde ham Sligt paa et Sted, hvor han ikke kunde svare. Jeg
forklarede ham ret sagtmodig, at i den Henseende var han dog ikke
forfordelt, at han i sit Blad havde et langt kraftigere Vaaben
end jeg i min Prædikestol. Men forøvrigt var jeg kommen for i al
Venlighed at bede ham ikke at gjøre det. Det gjorde mig inderlig
Ondt, at han var vred paa mig, hans Fjende vilde jeg for ingen Pris
være.

Han var imidlertid ikke let at stille tilfreds, en hidsig og stolt
Mand, som han var. Han blev ved sit, at det var skammeligt at angribe
ham paa et Sted, hvor han ikke kunde svare. »Nu, saa kan De jo lade
mig sige min Mening i Bladet,« sagde jeg, »der har De god Leilighed
til at svare.« Da han havde sundet sig noget derpaa, klarede det op
for ham. Det var ikke blot det bekvemmeste, men det var ham altid
det vigtigste at gjøre sit Blad saa betydningsfuldt som muligt. At
faae et saadant Ordskifte ind i det, var altid noget, han havde ogsaa
allerede aabnet sine Spalter for Indsigelser fra Grundtvigiansk
Side. Boisen og Hagen havde ført deres Sag i hans Blad, og flere den
Kierkegaardske.

At føre en Strid med ham, som der intet var kommet ud af, var derimod
ikke min Mening. Da fik jeg en Tanke, som jeg har været taknemlig
for som en Aandens Indskydelse, Gud gav mig. »Vi er mere enige, end
De troer!« sagde jeg, »De seer i mig en af de Præster, der skal føle
Svøben, ganske vist kan jeg ogsaa godt behøve den. Men forresten har
jeg altid været af dem, der med Bæven sidde ved Kierkegaards Fod.«
-- Han begyndte at ville omfavne mig. -- »Lad mig nu faae Lov til at
lægge Folket denne vældige Kjæmpes Sag paa Hjærtet, saaledes som jeg
forstaaer den, uden at De slaaer mig ned eller stopper Munden paa
mig. Jeg kan jo fra Tid til anden skrive et Stykke og søge at lægge
disse svære Dommedags Slag tilrette, saaledes at christne Mennesker
kunne faae besindige Tanker om hvad det er, der skeer med os, at det
dog ikke skal forstyrre dem saaledes, at de faae fortvivlede Tanker
om sig selv og onde om deres Medmennesker.« Nu omfavnede han mig
virkelig, og paa denne Grundvold enedes vi strax i denne Samtale om,
at jeg, saavidt muligt skulde hver Uge sende ham et Stykke, der kunde
læses som Indgang til Helligdagen.

Imidlertid var det heller ikke min Hensigt at indlade mig paa en saa
mislig og af selve den vrede Profet saa forbudt Sag som at være hans
Vaabendrager og Udlægger. Jeg har aldrig hverken havt Lyst til eller
gjort mig Uleilighed for at efterspore hans mange hemmelighedsfulde
Veie og kløgtig anlagte Løbegrave; dette hans Væsen ansaae jeg for
at høre til hans verdslige, ikke til hans hellige Menneske. Heller
ikke lagde jeg Vægt paa hans Trang til i Stormløb at omstyrte Kirken,
og at tage enhver stakkels Sjæl ind i det Kammer, hvor Døren skulde
holdes saa vel lukt, at ingen skulde kunne opdage, hvad man der har
for med sin Gud. De Ting havde jeg saa tidt udfegtet med Ilia, at
jeg vidste, man ingen Vei kommer med denne Slags Finheder. Hvad jeg
vilde, var intet andet, end nu, da Sjælene var i Angst, med fornyet
Alvor, men ganske ligefrem at fremlægge den gamle Sag, hvad der hører
og hvad der ikke hører til et Menneskes Frelse. Om Kirken skulde staa
eller falde, indlod jeg mig ikke paa, bestandig forvisset om, at den
kan bygges paa mange Maader, men bliver dog ligefuldt aldrig andet
end den, der nok staaer, om end Taarnene falde.

Jeg gik derfor udenom de forskjellige Partiers Sikkerhedsbreve paa
deres Salighed, og fastholdt i Lighed med Kierkegaard, at der ingen
Sikkerhed gives uden den inderste Menings Alvor med at gaae indad den
Port, der er snever for Kjød og Blod, men aaben og let for den, der
har Guds Aand at glæde sig over. Og kom saaledes igjennem uden anden
Modstand end strax efter min første Artikel en hidsig Irettesættelse
for at bruge for stærke Ord fra en Præst af den gamle Skole -- Johan
Buntsen Koch -- som jeg i Fred lod være det, det var, og adskillig
Larm, som P. Chr. Zahle af og til i forresten meget veltalende
Artikler gjorde, om at alt Præsteskab skulde absolut »feies ud som
Spindelvæv.« Grundtvigianerne talte dertil uden Hensyn til mig
deres egen Sag om deres Daabspagt, og en nidkjær Lægmand, som kom
Statskirken for nær, havde Ubehagelighed med Øvrigheden.

Jeg var begyndt med dette Arbeide den 11. April (1855) og fortsatte
det til Advent. Mit første Stykke, det jeg blev saa haardt angreben
for af en Embedsbroder, lød saaledes:

»Det er nutildags ved adskillige Herrens Tilskikkelser bleven en
Anfegtelsens Tid for christne Folk. Det skal nu prøves, om vi ere
sikkre paa vor Tro. Jeg for min Del haaber vistnok paa, at vi gjennem
Prøvelserne skulle renses til nye Mennesker, men ligesaa vist anseer
jeg det dog for, at vi ikke blive det, om vi ikke gjøre dobbelt Alvor
af at bekjende vor Tro for hverandre. Jeg har derfor tænkt under
ovenstaaende Titel[17] hver Uge at byde Dannevirkes Læsere et Par
christelige Ord som Indgang til Helligdagen.

 [17] Løverdags Læsning.

»Vor Tro »er en fast Overbevisning om det, som ikke sees;« det
Usynlige, som er evigt, skulde have meget mere Magt over os end det
Synlige, som er timeligt. Men enhver af os veed ret vel, at vi agte
langt mere paa vore daglige Forretninger og Fornøielser end paa vor
Synd og Frelse, og det bliver til vor Fordærvelse. Var blot Straffen
for vore Synder en borgerlig Straf, skulde vi nok ræddes for den.

»Tænke vi os for Ex., at en af os var greben paa fersk Gjerning, og
blev nu hentet af Retstjeneren og ført langs ad Gaden, ligbleg af
Angst og skjælvende som et Espeløv baade af Angst og Skam, dertil
hulkende som et Barn, fordi vi ikke engang havde den Opreisning, at
vi led uskyldig; og Gangen nu gik til Raadstuen, hvor Vand og Brød,
Pidsk eller andet deslige ventede os, medens vor Ære, og med den vor
borgerlige Næring eller Embedsstilling for bestandig gik i Løbet.
-- Ja, det er et meget stygt Billede, men ikke styggere, langt fra
saa stygt, som naar en Sjæl i den evige Verden bliver slæbt bort af
onde Aander. Dog vil ogsaa dette skee, som Herren siger det i Matth.
5, 25-26 og 18, 34-35. Tænke vi os altsaa, at dette skete, og skete
med rette for det onde og bedrageriske Sind, der er i vore Tanker,
og alle de onde og løgnagtige Ord, der er i vor Mund, og alt det
Syndeskarn, enhver af os daglig vælter sig i, og vi nu bleve førte
langs ad Gaden, medens Vinduerne vare fyldte af medlidende eller
spottende Ansigter, da skulde vi vel ræddes for vor Synd og for hvad
den fører til, mener jeg. Men tænke vi os dernæst, at en medlidende
Sjæl traadte frem, og sagde: Nei, stands! tag mig istedetfor dette
stakkels Menneske. Han har vistnok fortjent den Straf, men jeg kan
ikke udholde at see det, jeg vil lide for ham. Og nu tog Rettens
Tjenere denne opoffrende Mand istedetfor mig, og nu blev han slæbt
afsted til samme Straf, og fik næppe Tid til at raabe tilbage til
mig: Glem mig dog ikke, elsk mig blot lidt for hvad jeg gjør for dig!
Da vilde dog vel mit stridige Hjærte blive rørt for Alvor engang,
mener jeg. Men dette er jo dog ganske det samme, som vor Frelser har
gjort for os, nøiagtig det samme; blot paa det nær, at han endnu har
gjort langt mere, som han selv siger i Matth. 20, 28.

»Dette er vor Tro; men nu vore Gjerninger? Kunne vi, fordi vi ere
frelste af Troen, tage os det let med dem? Vi behøve blot at tænke
os, at om vi ved den opoffrende Mands Hjælp vare blevne frigivne paa
Veien til Raadstuen, gik hen og begik den samme Forbrydelse igjen.
Var dette da hans Mening? Var det derfor, han havde skaffet os
løsgivne? Derom taler han for Ex. i Matth. 18, 32 fl.

»Maaskee nu En og Anden kunde finde, at dette er en haard Tale, der
ikke stemmer med Evangeliets kjærlige Aand. Jeg mener dog, at det
netop er Evangeliets ligefremme Mening. Derfor gjør vi bedst i at
tage det alvorligt med vor Synd og Frelse.«

Jeg har anført dette Stykke som en Prøve paa, i hvad Stil jeg mente
helst at kunne virke i den Retning, jeg havde foresat mig. Da nu S.
Kierkegaard døde den 11. November 1855, fandt jeg det var nok, og
sluttede med en Oversigt og Forklaring af hvad jeg havde ment, og med
et Fred over den døde Profet. (24. November).

Det er nu saa, at Evangeliets dybestgaaende Ord er det ikke let at
tage imod selv for de frommeste Christne, selvfølgelig ogsaa for mig
selv. Mine hellige Venner af jævne Lægfolk vare i det Hele bedst
tilfredse med mig, skjønt ogsaa de kunde yttre deres Misfornøielse
over, at jeg ikke talte i deres Tone. Men de stærke Ord var dem
dog til Behag. I det Hele lod man mig med Fred gjøre min lille
Gjerning. De der var forfærdede over Kierkegaard, læste sig til bedre
Klarhed, og det var jo dem, jeg nærmest skrev for; og de der lige
til Kirkens Omvæltning fulgte ham, lod mig være den lille Mand, der
ikke mægtede mere end han gjorde. Jeg fik mange af de mest modsatte
Yttringer om Stemningen, baade mundtlige og skriftlige -- en af dem
sluttede med: »Luk De Deres Kirkedør og skriv udenpaa: Her vrøvles
ikke mere af J. Fibiger, Sjælemyrder.« -- men jeg havde foresat mig
intet Hensyn at tage dertil. Embedsbrødrene af den gamle Skole vare
vistnok meget misfornøiede, da de ikke kunde see det anderledes end
en Fordømmelse af deres Færd. Endogsaa en af mine kjæreste Venner,
Præsten i Moltrup, Hertel, den fromme redelige og kjærlige Sjæl,
varm Fædrelandsven og slesvigsk Fører, gik saa vidt, at han sagde,
hvad jeg skrev, var ikke af Gud, men af Djævelen og gjorde Mennesker
fortvivlede. Men det var heldigvis til Redactøren, han havde sagt
det, ikke til mig, saa jeg behøvede ikke at høre det.

Hvad der derimod var mig det sværeste, var hvorledes det ville blive
optaget af dem, jeg mindst af alle vilde fjernes fra, de Elskede
derhjemme. Min tro Hustru behøvede jeg nu ikke at frygte for. Med sin
rige Aand og sit store Hjærte har hun altid fulgt mig, naar det kunde
lykkes mig at gjøre noget, der duer. Er hun ikke med, maa jeg sande,
at det ikke duer. Saaledes ogsaa med dette. Ogsaa Søster Edle var
altid hjemme i alt, hvad christeligt er; og de andre gjemte helst paa
deres Følelser. Men der var endnu een, hende det allermest kom mig an
paa, min Moder. Hun vilde altid det inderligste og høieste med mig,
men nu fik hun en svær Strid i sin Sjæl. Hun tilhørte en anden Tid,
og havde havt sit Livs Støtte i andre christelige Toner, dem hun da
endelig ogsaa kunde finde i Evangeliet, det er rigt nok dertil. Nu
skete det, hvad hun tidtnok havde frygtet, at jeg fjernede mig fra
hende, dette kunde hun ikke udholde.

»Ak, Johannes! skriver hun: Du har kastet et Bjerg imellem os, men
vi maa see at nærme os hinanden. Vore Veie maa ikke være adskilte.
Kjærlighedens Gud vil bære over med os begge, hvor vi ere faret vild.«

Det var iøvrig, som Moder sagde, at de rigtige Hellige var ikke
meget at stole paa, de var og blev aandløse. De kunde ikke paa nogen
Maade finde sig i, at jeg ikke fordømte Dands, Skuespil osv., og
ikke mere indskjærpede Sabbathen. Og jeg kunde ikke finde mig i den
usande Lovtjeneste. Jeg vidste saa klart som noget, at jeg tilhørte
den modsatte Leir. Det vilde være ligesaa dumt for mig at forsøge
paa at blive Pietist, som det nu vilde være at give mig til at være
Venstre-Bonde. --

Ogsaa med Kirkens synlige Smykke havde jeg i disse Aaringer en Del at
skaffe. Det var den Side af mit Væsen, som efter mine hellige Venners
Mening var af den syndige Verden, og efter Kierkegaards Mening hørte
til Forbrydelserne, mit æsthetiske Selv, som skaffede mig den Ære og
det Besvær at blive benyttet dertil.

Paa Kunstvenners Anmodning havde jeg allerede ved den altid over al
Maade velvillige Conferentsraad Holms Hjælp skaffet Byen en smuk
Udstilling af en vigtig Samling Gibsafstøbninger fra Thorvaldsens
Musæum i fuld Størrelse og ellers meget vanskelige at faae.

Min anden Deltagelse i disse Sager var at skaffe Alterbilleder til
de nye Kirker. Det blev en lang Historie. Jeg havde imidlertid i min
Ven Roed baade en paalidelig Kunstner, en praktisk og en kirkelig
Mand at henvende mig til, hvorfor Sagen mærkværdig nok virkelig kom
til en god Ende, idet jeg allerede 1855 fik Lov til at bestille
tre store Alterbilleder hos Roed til god anstændig Pris, som han
endog paa sin sindige Maade efterhaanden fik betydelig forhøiet.
Kunstneren var tilfreds, han fik lang Tids Arbeide, og jeg havde
den Glæde i den Anledning at see den kjære Ven flere Gange hos os,
naar han skulde tage Pladsen til sine Billeder i Øiesyn. Saaledes
blev efterhaanden Øddis, Thyrstrup og Stenderup Kirker forsynede med
virkelig betydelige Kunstværker, og da det af dem, der gjorde mest
Lykke, Ecce homo, blev malet to Gange, tillige Sommersted Kirke.

For mig var det skjønne Aar, jeg fik saa meget udrettet. Men ogsaa
overordentlig svære. Foruden mit Skolearbeide og mine stærke
Anstrengelser til Bedste for min Døber, som jeg ikke gjerne forsømte
nogen Dag, havde jeg et mangengang overvældende Besvær med Sjælesorg.
Jeg var saa anstrengt, at jeg virkelig var meget nær ved at segne
under Byrden. Mit Helbred var yderst svækket, ofte ligesaa meget som
før jeg blev gift; og ingen maatte vide det. Det klæder en Præst ilde
at tale om selv at være syg, det er jo de andre, der er det. Jeg fik
da heller ikke Lov til at være det. Engang jeg meldte mig syg ved et
Convent, fik jeg mange Skjænd, og man vedtog i den Anledning, at den
der udeblev blev mulkteret.

Mine Embedsbrødre forlangte bestandig min Hjælp i deres Kirker, og
det var mig en christelig Æressag aldrig at sige Nei. I Vintren
til 1855 maatte jeg under Vacancen i Gammel Haderslev besørge
Confirmandundervisningen med tilhørende Confirmation. En Del af
Sommeren 1856 og hele 1858 maatte jeg alene bestyre dette Embede,
medens Kofoed-Hansen sad i Sjælland og betænkte sig paa, om han
under sine Kierkegaardske Anfegtelser turde vende tilbage til sit
Præstedømme. Saa var der Forfald paa Landet. Tre Præster, Ludvig
Møller i Starup, og efter hans Død hans Efterfølger Tolderlund og
Egede Glahn i Sommersted havde efter hinanden længere Sygdomme,
og hvem skulde gjøre deres Arbeide uden jeg? Eller der var intet
Forfald, blot de ønskede en Fridag eller en Høitidsdag, jeg var ogsaa
deres Skriftefader.

Ogsaa i Byen var der kun altfor meget at gjøre. Den Sommerske[18]
Bevægelse vilde ikke lette sig, og alle de stakkels Almuesfolk,
som han havde skræmmet fra Kirken, men dog ikke kunde undvære den,
søgte til mig. I langsommelige Samtaler maatte jeg Dag ud og Dag
ind gjennemgaa deres sværmeriske og dybt rystede Tanker med dem,
og jeg behøvede i Sandhed al den Sagtmodighed og Besindighed,
jeg kunde opdrive, for ikke at skaie ud hverken af Utaalmodighed
eller Fortvivlelse over den daarlige Hjælp vore kolde Kirker i
Virkeligheden bød dem, hvorover jeg da selv var mismodig nok. Man
kunde let nok sige: hold en rigtig bevæget Gudstjeneste! Men naar der
ingen kom i Kirke?

 [18] En antikirkelig hellig Bevægelse (Karikatur af den
 Kierkegaardske) reist af den føromtalte Skolelærer Mogens Sommer,
 hvis Personlighed Manuscriptet helliger en halv Snes Sider, som
 desværre maatte gaa ud. U. Anm.

Da der saaledes var rigelig Anledning til at erfare, at det
oversteg mine Kræfter paa eengang at være Præst og Overlærer i den
høie Lærdom, henrykt Digter og flittig Videnskabsmand, aandrig
Selskabsmand og kjærlig Ægtemand, og at det navnlig truede stærkt
med at gaae ud over det sidste, som dog var den første Pligt,
gav jeg efter for Hustrus og Families Raad, og søgte af og til
Præsteembeder baade i Slesvig og Kongeriget. Men jeg var kommen frem
i en Tid, da der var stort Overflod paa geistlige Ansøgere, og da
mine Indtægter allerede var ganske gode, henved 2000 Rdl., var en
rigeligere Stilling endnu ikke at opnaae, og en ringere vilde jeg
ikke have, ihukommende, hvad Kierkegaard saa smukt havde indskjærpet,
da han kaldte Præsterne de jævnt avancerende. Hvilket jeg udlagde
derhen, at en Præst skylder sin Hustru og sin Familie at have et
smukt og gjæstfrit Hjem, og naar han tillige er benaadet med at være
Æsthetiker, skal han ikke kaste Skylden paa sin Hustru; han skylder,
efter selve Kierkegaards Exempel, ogsaa sig selv det. Alt naturligvis
efter at »Indrømmelsen« er gjort. Eller om man vil have en bedre
christelig Grund: jeg har en ganske god Erfaring i, hvor kvalfuldt
det er, ikke at have noget at tage til, naar Næsten trænger. Jeg selv
har været fattig nok i mine Dage, men jeg duer ikke til at forlange
det af andre. Jeg seer af Breve, at jeg i den Tid maatte forstrække
Broder Caspar med 600 Rdl. -- Vi blev altsaa endnu nogle Aar, hvor vi
var, indtil jeg blev sat ind i en Stilling, jeg mindst duede til, en
Guds Prøvelse, som jeg ikke bestod.



SJETTE KAPITEL.

SLUTNING AF LIVET I HADERSLEV.


Under alle disse aandelige Brydninger glædede jeg mig dobbelt over
at have Freden inden Døre. Som jeg havde vidst fra den første Dag
jeg kom ind i deres Kreds, havde jeg foruden min mærkelige Hustru
faaet en rig Medgift i hendes Søskene. Søstrene var nu hos os, og
udfyldte saa skjønt som dette kan gjøres den Tomhed, et barnløst Hjem
ellers maa friste. De gjorde det som gode Engle efter det kjærlige
og trofaste Sind, som er dem eget. Aldrig mindes jeg at have hørt
et haardt Ord af dem, aldrig seet saameget som en uvenlig Mine, saa
meget end mit ustyrlige Væsen kunde opfordre dertil. Jeg begriber
ikke, hvorledes det er muligt at forene en saa uafbrudt Venlighed
med en saa fuldkommen Troskab mod Sandheden. Af Brødrene har Vilhelm
samme fredelige Væsen, men Olaf ligner mere Amalie.

Edle havde sin indre Historie. Men hvor stærk en Lidenskab hun end
havde at brydes med, naar hun sad taus, og hvor bittre Taarer hun end
kan have fældet, naar hun var ene, har jeg dog aldrig seet den Styrke
svigte hende, hvormed hun i Stilhed bar sin egen Byrde, og i det
aabenbare bar andres; og det aabenbare var den Fred, som Kjærlighed
i Gud breder over et Ansigt.

Frederikke var under Lykkens Blomsterregn. Var hun i Kjøbenhavn,
blev hun forkjælet af sin Svigerfader (Conferentsraad Holm). Var hun
hjemme, hvilket mest kun var om Sommeren, var der sørget efor, at
Elskeren saameget som muligt kunde være tilstede, og ved sit friske,
veltalende og aandfulde Væsen var han Glandsen i vor Kreds.

Kun 1856 var en Fastetid. Ensomhed i Hjemmet, Edvard Holm var paa sin
store Udenlandsfærd, og Brevene udsatte for Skjæbnens Luner, hvad
punktlig Ankomsttid angaaer. Det var ogsaa en kold og mørk Sommer,
hvor Hjærtevarmen nok kunde behøves. Høyen besøgte os i Juni Maaned,
og da vi vilde vise ham den skjønne Egn ved Thorning Mølle, sneede
det. I den Sommer giftede min Broder Christian sig. Han havde efter
Krigen flakket om i forskjellige militære Stillinger, medens hans
Hjærte altid var bundet til vor Tante Møllers Adoptivdatter, en
livlig blond jydsk Pige, vi var voxede op med som vor Cousine. Det
var et haardt Slag for ham, da hun forsmaaede hans redelige Hjærte
og tog den cavallermæssige Officier. Ogsaa den kjære Tante bedrøvede
det, da hun i ham mindedes sin Ungdoms Elsker, vor Fader. Sorgen
blev endnu større, da hendes Datter døde Aaret efter i Barselseng.
Christian var dengang i Aarhus som Læge ved Dragonregimentet, og kjed
af Mangel paa hjemligt Tilhold, søgte han sig noget hidsig en Brud.
Den han fandt, var den nu som Forfatterinde bekjendte Fru Elfride.

Vi drog da til Aarhus for at feire hans Bryllup, og forefandt hos
Elfrides Forældre, Justitsraad Møller, et lidet hyggeligt Hus,
men blev ellers modtagne venligt og festligt nok. Jeg viede dem i
Domkirken, og Gildet stod med behørig Pomp, forhøiet ved, at jeg fik
min gamle Ven og i høi Grad samstemmende Aandsfælle, Troels Smith,
ved min Side.

Vi fulgte de Nygifte til Silkeborg, hvor Christian var bleven
Districtslæge. Veiret var hundsk, saa Naturnydelse var der ikke
stort af. Jeg fornyede Bekjendtskabet med Hostrup, vi var jo
Studenter fra samme Aar, og havde ligget paa Regentsen sammen. Men
han var tilbageholdende og ordknap. Jeg syntes dog, jeg var aaben og
hjærtelig nok. Chr. Richardt, som jeg forefandt hos ham, var ligedan.
Jeg maa ikke have været efter deres Smag, og det er da deres Maade
intet at sige, hvad vel ogsaa kan være det rigtigste, men morsomt er
det ikke. Jeg synes dog, jeg forstaaer mig paa alle Retninger, men
jeg har maattet gjøre den Erfaring, at andre Retninger ikke synes om
mig.

Det var et byrdefuldt Aar ogsaa i det huslige. Vor smukke Bolig i
Gammel Haderslev med Have ned til Søen var bleven os opsagt, og da
den nye, jeg havde leiet ved Siden af Skolen, endnu ikke var færdig,
maatte vi for Vinterhalvaaret foreløbig flytte til et iøvrigt ogsaa
kjønt Hus paa Naffet. Det var dobbelt Flytning, Vintren blev som de
to foregaaende meget streng, jeg var vexelvis ophidset af Hede og
knuget af Kulde, og Legemet havde ondt ved at holde ud. Dog foer jeg
afsted i en tynd Mandarin, og jeg husker, hvor glad jeg saae mig om,
da alt var stillet tilrette i den nye Bolig.

Langt værre var det, at Amalies Helbred ogsaa var meget svagt, og
medførte til Tider Tungsind, det var svært for os begge at arbeide os
igjennem. Jeg finder fra det Aar adskilligt i mine Optegnelser, som
levende minder mig om vort dybeste Samliv. Saaledes:

»Netop som jeg havde skrevet den sidste Linie af fjerde Handling i
min Døber, kom Amalie ind, og som hun desværre oftere gjør, udtalte
hun sin dybe Melankoli over som barnløs intet at have at leve for,
og som en aandsfraværende Mands Hustru heller ikke meget at støtte
sig til. Da hun ikke følte Lindring ved min sædvanlige Trøst, blev
jeg desværre heftig og skjærpede den til en Tale om afgjort at leve
for Evigheden. Hun svarede mig, som Hiob kunde svare, med at afdække
Sorgens umaadelige Dyb og at gaae i Rette med Gud, som var saa
streng mod hende. Jeg maatte betvinge mit utidige Døber-Mod, og med
Kjærlighed drage hende til det christelige Haab. Og saa velsignet en
gudhengiven Kjærlighed hun har, at jeg aldrig har havt større Glæde
end af den Inderlighed, hvormed hun tolkede sin Bedrøvelse over
sig selv, og sin Længsel efter Frelsen. Vor Aftenbøn fik meget at
betyde.«

Det sidste angaaer den Skik, jeg fra vort Ægteskabs Begyndelse
havde indført, at hver Aften, naar vi var komne i Seng, bad jeg med
hende foruden Fadervor en Bøn for os selv, vore Kjæreste, Menighed,
Fædreland og Hus og Hjem. Ogsaa ved Middagsbordet havde jeg indført
Bøn.

       *       *       *       *       *

Det var atter et Dødsens Aar, dette 1857, Pest og Elendighed, og for
os mærket ved, at vi begge kom i Livsfare. Med mig dog for intet at
regne, kun en Smule Forskrækkelse[19], men Amalie maatte lide blandt
Aarets Offre.

 [19] En Snestorm paa Storebelt, paa Reise til København. Skibet
 var lige ved at forlise. Udg. Anm.

Den stærke og tørre Hede havde gjort sin Gjerning. Blodgangssoten
var udbrudt med en Styrke, som endnu overgik Jammeren i 1853. Jeg
fik i Sandhed baade Hjærte og Hænder fulde af bedrøvelig Gjerning,
alle de samme Scener foregik som i det tidligere Aar, og det var
forsaavidt sværere som Folks Mod var meget sunket. Sygdommen var i
hvert Hus, ogsaa i vort, underneden hos Værtens, og min Søsters Børn
i Skolebygningen ved Siden af kom meget nær til Døden. Men jeg selv
holdt mig ligesaa godt som forrige Gang, mit eget Besvær var for
intet at regne. Nei, det Forfærdelige, som hang mig over Hovedet, var
at Amalie, som allerede havde lidt af Overanstrængelse paa Reisen,
blev svagere og svagere, og maatte sidst i October gaae til Sengs,
dog ikke af Blodgangen, men af den endnu værre Tyfus, som fulgte i
dens Spor.

Vor Bolig laa paa Solsiden med høie Vinduer, men snævre Stuer.
Der var hedt og trangt, og eftersom Sygdommen skred frem og blev
farlig, blev det os tungt at skaffe den rette Pleie. Jeg havde kun
Frederikke til Hjælp, Edle var i Kjøbenhavn. Vi delte Arbeidet,
saagodt vi kunde, jeg vaagede den halve Nat, og hun den halve, men
ingen af os var rigtig kyndige i Sygepleie. Der var svære Tanker at
bære, naar jeg i Nattens Ensomhed sad i den anden Stue bag den aabne
Dør og lyttede til den Syges Aandedræt. Som jeg altid er forud med
mine Tanker, udmalede jeg mig til den mindste Omstændighed, hvad der
vilde blive af mig, om jeg mistede min Elskede, og den Fremtid, jeg
saae ind i, blev saa elendig som muligt. En skrækkelig Nat staaer
uforglemmelig for mig. Det var meget varmt, og overtræt havde jeg
lagt mig paa min Seng i Sygestuen, men uden at sove. Hun begyndte at
stønne stærkere og raabte: »Jeg vil op! Lad mig komme ud!« Det kolde
Omslag om hendes Hoved var gledet bort, og Heden var stegen. Jeg foer
ned i Gaarden efter frisk koldt Vand, men da jeg kom med Spanden, sad
hun henne i en Krog paa Gulvet, sammenkrøben og forvildet. Aldrig har
jeg fundet mig saa hjælpeløs. Dog hjalp det kjølende noget, og jeg
fik hende til lidt Ro igjen.

Jeg finder optegnet fra 10. November:

»Daglig at være omgiven af Lidende, Døende og Døde kan tilsidst
forvandle den hele Jord for Ens Øine til et Lig, der fortæres.
Paa mig har det dog ikke gjort den Virkning. Det bæres med høit
Mod i Gud, han maa have Æren. Nei, med mig er det ingen Ting, men
min Hustru, min Elskede! Hun har nu ligget i fjorten Dage, ingen
Hvile Nat eller Dag, lige forpint i Hoved som i Lemmer, og frister
kun Livet ved koldt Vand og Medicin. Dog bærer hun det fromt og
stille, og styrker sig indenfra ved høie Syner. Naar jeg sidder
over hende Natten igjennem, har jeg for at holde mig vaagen ved
en let Beskjæftigelse taget Kuglers Arkitektur-Værk frem. Det er
ikke noget betydeligt, hvad deri findes, men naar jeg drømmer mig
ind i alle disse Underværker af Kirkebygninger, bliver Verden lys
for mig som saadant et himmelstræbende Chor. Hun veed det ikke, men
har dog lignende Syner. Forleden blev hun ført gjennem lysskinnende
Hvælvinger og ledet op til Altret ved Præstens Haand. En anden Gang
steg Englen med Døbefonten fra Fruekirke i Kjøbenhavn frem ved Siden
af hendes Seng, og det tyktes hende, at der var slet intet andet at
tænke derved end: »Alle skulle de toes i Lammets Blod.« Idag bad hun
mig dog at love hende snart at søge Forflyttelse herfra, hun kunde
ikke trives i denne pestbefængte By. Det har ganske oprevet hende at
være Vidne til disse Scener.«

Saaledes gik det hen indtil Jul, altid mellem Angst og Haab.
Imidlertid var Edle, som var bleven opholdt hos sin Bedstemoder, der
den Vinter laa paa det sidste Leie, endelig kommen, og det var os en
væsentlig Støtte.

Endelig Juleaften, da vi i al Tarvelighed havde pyntet et lille
Julebord, og jeg havde telegraferet efter det glædeligste af alle
Mennesker, Broder Olaf, havde jeg den usigelige Trøst at kunne tage
min Elskede som et Barn paa mine Arme, og bære hende ind paa Sofaen
i Dagligstuen. Vemodigt nok, hun var saa let. Saaledes gik det endnu
en Maanedstid, hver Dag maatte jeg lægge mine Arme ind under hende,
løfte hende varsomt, og bære hende ind og lægge hende forsigtig paa
Sofaen, for atter paa samme Maade at bringe hende tilbage, naar
hun begyndte at blive træt. Dog saa underligt kjært at have hende
paa mine Arme, og at mærke, at hun efterhaanden blev tungere. Mod
Foraaret begyndte det endelig at blive ordentlig bedre. Hun kunde
nu gaae, og i Sommerens Løb kom vi saa vidt, at vi igjen turde vove
os paa Reise; skjøndt hendes Ben vedbleve at være svage, og som det
gjerne gaaer efter saadan svær Sygdom, aldrig gjenvandt Ungdommens
Lethed.

Imidlertid havde jeg fuldført mit store Værk, Johannes den Døber, og
havde under Amalies Sygdom faaet det trykt. Forhandlingerne derom,
Arbeidet derved, endelig endog den for mig saa afgjørende Begivenhed,
at det nu traadte frem til al Verdens Bedømmelse, hvad jeg saa længe
havde taust baaret hos mig selv, berørte mig langt fra saa stærkt,
som naturligt var, at det maatte gjøre. Jeg vilde ikke engang kunne
erindre noget af de Ting, hvis jeg ikke endnu havde de skriftlige
Mindesmærker derom.

Hvad Virkning eller ikke Virkning, Bogen har gjort, har jeg, ligesom
ved mine andre Bøger, ikke faaet synderligt at vide om. Hvad der
har været skrevet derom, fik jeg kun flygtigt læst noget af og har
forlængst glemt. Om hvorledes det gaaer mig dermed har jeg allerede
talt ved Jeremias (3. B. S. 233). Jeg kan da kun afskrive, hvad jeg
forefinder i mine Gjemmer fra den Tid.

Bladet »Fædrelandet« var dengang den øverste Autoritet, idetmindste
for den Kreds, hvortil jeg hørte. Deri stod der en længere Recension,
jeg troer af den Tids Storliterat, Clemens Petersen, som siden
forsvandt og gik til Udlandet. Den var ganske anerkjendende, men
forøvrigt dog saa overfladisk, at han ikke havde lagt Mærke til det
tragiske Moment i Slutningen, Profetens Kamp med Døden.

Med den theologiske Verden var jeg ikke saa heldig. I evangelisk
Ugeskrift stod der en ganske kort Anmeldelse, som forraadte, at
Anmelderen kun havde læst Begyndelsen af Bogen. Han forkastede den
aldeles, navnlig fordi Profeten var opfattet som en reflecteret, ikke
som en umiddelbar Charakter. Det var nu Tidens Kunstudtryk, hvad man
mente dermed var ikke tydeligt.

Theologerne toge i det Hele intet Hensyn til min Skildring, eller
om de læste den, fandt de den urigtig opfattet eller anstødelig
med Hensyn til Helligdommen. Det sidste blev især gjort gjældende
af stærke Christne, for hvem det altid er en Brøde at gjøre en
Helligdom forstaaelig. Min kjære Cousine Ilia var den, det laa
nærmest at føre deres Sag, og hun lagde ikke Fingrene imellem. Jeg
har maaske allerede anført formeget af hendes Breve, men dette er saa
eiendommeligt, at jeg dog finder det værdt at tilføie.

                           »St. Anna Hospital 21. November 1857.

Kjæreste Johannes! Skjønt jeg maa skamme mig ved at skrive dig til,
saa søvnig som jeg er, vil jeg dog hellere lade staae til og gjøre
det, mens jeg har Lyst. Desuden er jeg en saa daarlig Raisonneur, at
jeg vist ligesaa godt kan udtrykke mig sovende som vaagende -- ja,
hvem veed? kanskee bedre. Lykken er Daarens Formynder, og min Skjebne
har jo i visse Maader været at komme sovende til alt. Og i værste
Tilfælde har jeg da noget at skyde Skylden paa. Men du maa ikke tage
det for nøie med store og smaae Bogstaver og andre slige Bagateller,
thi det gaar altsammen paa Slump, naar jeg er som iaften[20].

 [20] Den Indgang har omtrent ethvert af hendes Breve.

Først takker jeg dig saameget for din Bog og dine venlige Breve.
Bogen har jeg læst ud i Aften. Hvad jeg synes om den, veed ingen
bedre end jeg, jeg veed det med den yderste Vished af Verden. Hvad
jeg veed, det veed jeg, hvad jeg synes, det synes jeg, og hvad jeg
gjør, det gjør jeg, og det -- jeg tør nok sige det, med en Sikkerhed
som faa. Men har kun to Grunde, som ret beset er een: fordi det er
saadan, fordi det skal være saadan. Derfor synes jeg det, derfor
gjør jeg det, det Æsthetiske. I den virkelige Verden er jeg saa stor
en Stakkel som nogen. Jeg veed nok, det har forarget dig før og
vil sagtens ogsaa forarge dig nu. Men hvad jeg gjør i den Retning,
gjør jeg i Kraft af en guddommelig Magtfuldkommenhed. En guddommelig
Magtfuldkommenhed i Løierpoesien, ikke andet. Og deri har du min
Hovedindvending mod din Bog. Du har taget feil, du vil tage Poesien
for mere. Du feiler -- Jeg, Ilia Fibiger, en af disse Løiers større
Profeter, siger dig, du feiler. Poesiens Løier -- deri bestaaer dens
Uskyldighed. Den har ikke det mindste med Christendommen at bestille.
Den er Hedenskab, skyldig eller uskyldig, alt efter som den giver sig
for hvad den er, eller for hvad den skaffer af Veien. Jeg kan tale
derom. Jeg har selv engang skrevet noget religiøst, ogsaa en Tragedie
»ikke bestemt til Opførelse.« Netop, det var Hemmeligheden. Ikke
bestemt til Opførelse, derfor skriver man det. O Søren! Søren! Søren!
Du har sagt det. Det Christelige skal gjøres, det poetiske d. e.
hedensk skjønne -- skrives. O, Søren! Søren! Søren! Du har sagt det.
Forskjellen paa Helten og Digteren er den, at Helten er Bedriftens
lykkelige Elsker, Digteren den ulykkelige. Lad gaae med Elskov,
Storhed, Verdens Lykke! Hvor let fanger man ikke den som ulykkelig
Elsker? Hvor gjerne var man nu ikke den lykkelige? -- Men i det
Religiøse har man Valget -- og at ~vælge~ at være ulykkelig Elsker --
o Johannes! Dog gjorde jeg det ikke dengang. Ikke af Eftertanke, men
af Instinct. Det var mit Middel, det ufeilbarste af alle Midler til
at skyde mig det paatrængende Christelige fra Livet. Det var 1852.
Derfor er jeg heller aldrig bleven mere end jeg er. Men at jeg er
dette med en vis Uskyldighed, skylder jeg det, at jeg saa fuldkommen
forstaaer det selv. Jeg veed, jeg er Digter, jeg veed, jeg er kun
Digter. Jeg veed, at den ringeste Vaagekone, der sover om Natten,
fordi hun om Dagen ikke har havt Ro for sin husvilde Nabokone med
Børn, dem hun har givet Ly af Barmhjærtighed, er mere end jeg.

Seer du, Johannes! Det er min Indvending mod din Bog. Min bestemte
absolute Indvending, der rammer saa vel mit syvende som dit tredie
Stykke. Mit dog mindre, forsaavidt det ikke har -- tilgiv, kjæreste
Johannes! -- forgrebet sig paa nogen hellig Skikkelse eller noget
helligt Navn. Efter min Samvittighed er dette ikke tilladt. -- Dog,
jeg feilede: mit Stykke rammer[21] haardere, netop af denne Grund.
Det ligger det almindelige, det personlige nærmest; thi det der har
frembragt det, var en langt stærkere og inderligere Opfordring til
~mig~. En Profet er en Profet, ikke directe mig eller dig.

 [21] _Sic._ Skrivefeil for rammes? Udg. Anm.

Og veed du vel saa, at i den Grad er det æsthetisk-kritiske Element
overveiende i min Natur, at hvad mit eget angaaer, da ligger det mig
nærmest paa Hjærte, ikke at det er, christeligt, Synd, men at det
er, æsthetisk, ~galt~: uskjønt. Det er kun psykologisk rigtigt. Men
ak, jo rigtigere, desto uskjønnere. Og Skjønheden er den ikke den
skyldige Digtekunsts høieste Lov?

Jeg er kun et Fruentimmer, jeg er kun en Digter. Endnu aldrig, sagde
den gamle Kritiker (Heiberg) aldrig siden Verdens Skabelse havde
et Fruentimmer formaaet at være Digter i den Retning. Og han læste
videre og tilføiede: Jeg maa tage mine Ord tilbage. Hvorfor er nu
denne Magt mig given? Er det kun fordi jeg fuldkommen, fuldkommen
fattede, at den var ~given~; at jeg selv er intet? Nei, fordi jeg
tillige fattede, at ~den~ var intet -- en broget Sæbeboble, som
seiler glædeligt hen gjennem Luften. Mænd! Hvor ere I Børn! Skal en
Kvinde lære Eder? Ja, det skal hun. Selv uden at sige et Ord, skal
hun det. Derved at denne Magt lagdes i Kvindens Haand, fremstilledes
det tydeligt, hvordan den er kun Løier. See, det forstod jeg fra
først af, og kun saaledes forstod jeg det som Mulighed, at jeg kunde
gjøre det, de andre havde stræbt efter, det jeg aldrig havde tænkt
paa.

Og saaledes haaber jeg paa Tilgivelse for at jeg gik den lette og
grønnende Vei, ikke den trange og besværlige Sti. I Sandhed, den har
været ensom og vildsom nok, hverken himmelsk eller jordisk, næsten
lige langt fra Engle og Mennesker.

Gute Nacht! Gute Nacht! Schlafe wohl!

Du maa aldrig tiere skrive til mig, som om jeg var aparte christelig.
I Livet og i Gjerningen har jeg ikke mere end til yderste Nødsbehov.

                                     Din trofaste Veninde Ilia.«

Skade, at dette ikke blev bekjendtgjort til Bedste for Kvindesagen.
Jeg tvivler ikke paa, at alle de, der skrive Noveller, ville flokkes
om min Veninde, jublende over »den Magt, der lagdes i Kvindens Haand.«

Men atter Skade, at vistnok ogsaa de allerfleste Mænd ville give
hende Ret. Jeg burde derfor helst intet have svaret, men smukt have
taget mig denne Prædiken til Hjærte, og baaret min Skam i Taushed.
Men da jeg er af en meddelsom Natur, kunde jeg det ikke. Jeg svarede
da med den sædvanlige Undskyldning, at større Digtere end jeg havde
valgt sig christne Emner, og at jeg ikke havde ment andet dermed
end saa godt jeg kunde at forherlige vor Helligdom. Men denne Tale
indbragte kun mig og de større Digtere yderligere Irettesættelser.

Da jeg saaledes var paa det nærmeste sat ud baade af den synlige
og usynlige Synagoge, maatte jeg søge min Trøst i hvad jeg af
Behageligheder kunde høre fra mindre kirkelige Venner. Vilh.
Marstrand skriver i Julen:

»Kjære Johannes! Jeg vil haabe, at dette Brev med min Lykønskning til
det nye Aar maa træffe dig i en god Stund, hvori Sindet er roligt og
gladt, saa at du gider slaa en lille Passiar af med os herovre, thi
jeg veed jo, at din kjære Kone har været og maaskee endnu er meget
syg, hvad der jo har bedrøvet os meget. Eders By har i det Hele været
vel betænkt med slige Gjenvordigheder. Men saa udstraaler der jo
ogsaa af dens Mørke saa funklende Glædesblus, at man maa undre sig
-- ja, din Bog har interesseret mig meget, den har grebet mig med
sin mægtige Alvor og dybe Poesi. For os Lægfolk har den oplyst os om
den mærkelige historiske Tid, hvori Forjættelsen skulde opfyldes.
Hvilken uhyre Opgave at fremstille den, og saa Johannes, som man
almindelig kun tænker paa som døbende Christus, stiller du op for
os som den mest storartede tragiske Heros, og som dog tilsidst selv
fortvivler og tvivler om Christus er den rette. -- Jeg kunde nok lide
den Anmeldelse, der stod i Fædrelandet, og kan slet ikke samstemme
med dem, der mene, at man ikke skal bruge Biblen til poetisk Stof;
thi det veed du nok, er en yndet Sætning. Men hvordan skulde det saa
gaae med alt det fortræffelige, der er malet af Bibelen. Jeg har
taget fat paa din Jeremias, og læser den med megen Interesse efter at
jeg har læst Johannes -- og før havde jeg dog ikke Øie for den, saa
at jeg aldrig havde læst ud. Prof. Høyen har talt med megen Roes om
din Døber, og har forelæst en Del af den i hans Fredagsmøder, men jeg
var ikke tilstede.«

Derefter taler han om Dagens Kunst; jeg tager det med, da dette Brev
ikke er kommen med i Raffenbergs Samling:

»Jeg maler forskjellige Sager, hellige og profane, nordiske og
italienske, ligesom Lunet byder det. Jeg har flere Holbergiana for,
især et større, 5. Act af det lykkelige Skibbrud, hvor Philemon er
stævnet for Retten af Magisteren, og alle Vidnerne træde op. Det er
et godt Emne, da alle Holbergs Hovedfigurer der paa eengang samvirke.
Caspar var her nylig og fortalte, at han ogsaa sysler med Holberg,
og hans Bog skal tillige indeholde hans Levnet. Jeg har tænkt paa at
tegne ham et lille Vignet til Titelbladet. Det skal forestille hvor
Holberg i Rom laver sin Mad, hvad han selv morsomt fortæller. Nu er
jeg tillige ifærd med at male et Portræt af Tryde til Frue Kirke, og
Fru Heiberg skal ogsaa paa Tapetet. Roed er snart færdig med sin Ecce
homo, og der er meget smukt i. En Kjærlighed i Gjennemførelsen, som
bøder meget paa hans sædvanlige Mangel paa Livlighed i Opfatningen.
Men han maler sig altid fattig paa sine Billeder. Det er ellers
magert nok, hvad dette Nordens Athen producerer af Kunst -- du skulde
see et Musernes Tempel, der reiser sig paa Kongens Nytorv, det er en
Skandale. Og saa har den gode Cultusminister saa lidt Agtelse for
Kunsten, at han gjør en Mand til Overhoved, der ikke har Anelse om
Kunst. Jeg venter en skjøn Dag, at han ogsaa sættes over os. Men den
værste Brøst er dog mellem Kunstens egne Dyrkere. Det maa vel ogsaa
engang komme til en Krise iblandt dem, hvor alt det raadne kunde
blive skaaret bort -- dog, et forgjæves Ønske, thi Bunden, hvori
Træet voxer, er sur.«

Efter adskillig Tale om Familien, byder han mig saa en god Tegning
til Tak: »Den er af min Phantasikreds, der er af en lavere Natur, men
du stiger ogsaa gjerne ned til den, ikke sandt?«

Fra Roed fik jeg et lignende Brev, tilligemed Efterretninger om de
omtalte Malerier. Saadanne Udtalelser sætter jeg Pris paa. Kunstnere
give sig ikke ud for at være særdeles Kjendere hverken i Poesi
eller Religion eller Oldtid, men som jeg altid har fundet, at de i
Virkeligheden fatte Oldtidens Digtere nok saa godt som Filologerne,
og gaae til det Religiøse med en ren Følelse uhildet af Theologiens
Betænkeligheder og Fordringer, saa takker jeg dem for at have gjort
det samme ved min Bog.

Broder Caspar tog Sagen med sin vante Ro og sit Holbergske Humør. Da
han sendte mig sin Holbergs Levned, udkommen i Foraaret 1858, skrev
han en lille komisk Dialog mellem Poeten i Haderslev og Skolemesteren
i Roskilde om nogle Sprogunøiagtigheder, men henholdt sig iøvrigt
til en Recension i Dansk Maanedsskrift, som var tilstrækkelig
anerkjendende. Tillige fik jeg fra ham at vide, hvad jeg aldeles
ikke havde tænkt paa, at blandt Kjøbenhavns Geistlighed blev min Bog
opfattet som et Angreb paa Statskirken i Kierkegaardsk Aand. Fog var
navnlig ilde berørt deraf, og havde vel derfor ikke takket mig for
Bogen, jeg havde sendt ham. Mundtlig udtalte han sig siden derom.
Nu, selvfølgelig kan Døberens Prædiken altid opfattes som et Angreb
paa enhver Statskirke, ligesom vor Herre Jesu egen. Dog kan ingen
Christen afvise dem. Ogsaa kan det, som jeg selv har forklaret min
daværende Synsmaade, meget godt siges, at den kierkegaardske Strid
havde havt nogen Indflydelse paa min Fremstilling af Profeten, og
at jeg ogsaa i mit stille Sind har leet af den Tanke, at i saa Fald
maatte Gamaliel være Biskop Mynster, skjønt jeg aldrig har tilladt
mig at yttre det. Men ligefuldt behøvedes der hele Fogs urokkelige
Tro paa det Bistaaendes Eneret til at være, forat see Digtet i
det Lys. Planen til det var ældre end denne Periode, og de faae
Yttringer, der haves af Profeten kunne dog ikke godt udlægges paa
anden Maade end jeg -- kun altfor vidtløftigt -- har gjort det. Det
gaaer altid saa, at om end en Tidsstemning kan give Stød til Farten,
faaer dog Æmnets Mægtighed under Udførelsen en saadan Myndighed over
en Forfatter, at han vel kan have Grund til at blive ærgerlig over,
at et smaaligt Partistandpunkt skal gjøres gjældende mod hans Syn paa
den store Sag.

Jeg havde altsaa været ret heldig med dette betydelige Foretagende.
Jeg forlangte ikke bedre, og hvad Mangler der kunde være, tilskrev
jeg mig selv. Det faldt mig ikke ind, at jeg skulde have overvundet
alle Vanskeligheder, der er dog det i Bogen, der er godt, og dette
var i Grunden ogsaa indrømmet fra alle Sider. Dette gav mig Mod til
strax at sætte det næste Værk paa Stabelen. Jeg vilde nu frem i en
anden Retning.

Jeg længtes efter den hjemlige Romantik, og da jeg, saa at sige paa
Embeds Vegne, var godt hjemme baade i vore Kjæmpeviser og i hele
Middelalderens kirkelige og sædelige Splid, valgte jeg mig et dertil
svarende Æmne, og skrev i Løbet af næste Sommer (1858) min »Kors og
Kjærlighed«. Skjønt jeg kun havde et Par Timer til min Raadighed de
fem Dage om Ugen, var jeg dog færdig til September. Og saa godt var
jeg fornøiet med mit Værk, at jeg uden videre Omstændigheder, uden
engang at lade det gjennemgaae den sædvanlige Censur hos Lembcke, lod
det trykke.

Jeg havde ment, at nu var jeg kommen saa vidt, at jeg vel turde være
Forfatter paa egen Haand. Men jeg fik andet at vide. De offentlige
Bedømmelser, forsaavidt der fremkom nogen, vare saa mistrøstige som
muligt. I »Dagbladet«, som nu var blevet det dominerende Organ, og
som var antichristeligt og præstehadende i en lignende Form som nu
»Politiken«, forkyndte en Recensent under mange aandrige Vendinger,
at han ikke havde forstaaet et eneste Ord af det Hele, hvilket vel
var det sandeste af det, han sagde. Og i Byens Avis »Dannevirke«, som
efterat min christelige Kampfælle, P. Chr. Koch havde solgt den, var
bleven en Aflægger af Dagbladet, blev det samme gjentaget og forøget
med, at jeg tituleredes »Jephta Fibiger« og »Sognepave«.

Med mine Nærmeste gik det mig ikke bedre. At Ilia vilde føle sig
ligesaa mimosa-agtig krænket ved Berøringen af hendes elskede gamle
Viser, hendes Monopol, som hun før havde gjort paa sin elskede
»Sørens« Vegne, kunde jeg vide i Forveien. Mere undrede det mig, at
Broder Caspar var ligesaa misfornøiet -- »Middelalderen er jævn og
simpel, dens poetiske Efterladenskaber er ganske uromantisk osv.« --
Forunderligt, hvad Mennesker kunne finde paa. Men gamle Danmarks egne
Kjæmpeviser har nu eengang enhver sat sig fast i og troer alene at
forstaae. Jeg maatte da høre, at jeg nu havde forgrebet mig paa denne
nationale Helligdom ligesom før paa Bibelen. At de i Virkeligheden
ikke synderlig er Danmarks egne men mest indførte Varer, og at
Middelalderen er det den er, hvad saa end disse Viser sige, vilde man
ikke høre, og havde dengang endnu temmelig lidt hørt.

Ussing talte i en anden Tone: »Din »Kors og Kjærlighed« har glædet
mig overordentlig, ikke blot ved den deilige Udmaling især af de
kristelige Personer, men ogsaa ved det rige Billede, den giver af
hele Tiden og dens Aand. For mig er den en Berigelse, en Opfattelse
af det skjulte, jeg kan ikke see, at der er kommet det mindste
Fremmede ind i din Behandling. Fra den historiske Side forekommer den
mig mesterlig. Men -- gid alle dog vilde være saa ærlige som Fog,
og sige, det er din Form, der piner dem. De ville ikke have Besvær
med at læse et Digterværk, de ville ikke knække Skallen paa Nødden,
derfor faae de ikke Kjærnen at smage. Du veed, at jeg ogsaa selv har
lidt af den Mening, og jeg vilde give meget til, at din Form ikke var
saa haard, for at alle kunde føle den Fylde af Poesi og see de rige
Billeder af Fortidens Historie, dine Digte gjemme.« -- Dette er nu
den Charakter, jeg har maattet beholde.

Jeg havde tilegnet Høyen Bogen, og deri tog jeg ikke feil. Foruden
Lembcke, der til min Overraskelse virkelig denne Gang var helt
tilfreds med mig, og min tro Ven Vilh. Marstrand, var Høyen den
eneste, der ordentlig gik ind paa Sagen. Han takkede mig med de
to smukke Breve, som er trykte i Ussings Bog om hans Levned. Hvad
jeg dengang svarede ham, veed jeg ikke, men hvad jeg nu vilde
svare, er dette: Naar han siger: »Den forfærdelige Kamp mellem det
Kirkelige og Verdslige, den urolige Gjæring i Aanden og i Kjødet,
dette Naboskab mellem Himmel og Helvede, dette Liv som en Drøm,
hvori de besynderligste Syner aabenbare sig, vexle og smelte over
i hinanden, alt dette var for mig nyt, endnu har ingen af vore
Digtere følt saaledes, anet saaledes« -- saa var det netop dette, jeg
havde haabet at frembringe. Men naar han tilføier: »Den usædvanlige
Rigdom af Lyrik, der vælder ud af Deres Pen som en krystalklar
Kilde gjennemsigtig, ren kvægende, ja undertiden næsten berusende,
skulde den ikke af og til ligesom overvælde og rive Skikkelserne med
sig, der dog skulde vandre sikkert langs dens skjønne Bredder.« --
Forunderligt, lige det modsatte af de andres Tale om min strenge Form
og haarde Vers og han oplyser dette ved at Hovedfiguren, Skjalm, som
har et aabent Øie for al Usandheden i Kirkens saavel som i Kongens
Færd, er bleven mere blød og drømmende end man maatte vente, at man
føler formeget, at »Gammen har udhugget hans høire Øie, og drukket
Hælvten af hans Hjærteblod« -- saa vilde jeg for det første sige, at
det netop er dette, man ogsaa i ham, den ypperste, skulde føle. Men
dernæst vilde jeg til min Undskyldning bemærke, at ogsaa de store
Digtere, som er vore Forbilleder, have havt en Tilbøielighed til at
forme deres Hovedfigur, den, hvori de mest selv taler, af et blødere
Stof.

Nu, de Store tilgiver man alt, men en Smaamand som jeg kunde ikke
faae Lyd. Nei, jeg kunde ikke faae Lyd. En og anden havde sagt mig
noget godt i Stilhed, men ingen vilde sige det offentlig, og naar jeg
opgjorde alle Papirerne, blev dog Udfaldet, at jeg var sat udenfor.
Jeg blev, som det kaldes, tiet ihjel.

Da jeg havde sundet mig noget paa dette, fandt jeg, at jeg ogsaa
helst burde blive udenfor, idetmindste for det første: Jeg holdt
derfor Møde med min Muse for at takke hende for hendes hidtidige
Omfavnelser, men at frabede mig videre Besøg af hende. Hvorledes hun
saa igjen fik fat i mig, hører til næste Periode af mit Liv. Ogsaa
var baade min Forlægger kjed af mig, og jeg havde i andre Retninger
rigeligt nok at tage Vare paa, kun altfor meget. Jeg havde da endelig
ogsaa nu skrevet fire Bøger, alle meget indholdsrige, og i hver af
dem udtømmende nok, synes mig, behandlet en høist betydningsfuld
Vending af Menneskelivet; og til at brede mig mere i Efterslæt
havde jeg ingen Drivt. Endnu havde jeg Hellas og det gamle Norden
og Reformationen ikke at tale om Nutiden tilbage, men der skulde
Tid til. Den Tugt, jeg havde faaet, maatte sætte sig og gjøre sin
Virkning.

Jeg havde imidlertid søgt adskillige Embeder paa Landet, men det var
ikke saa bestemt, at jeg endnu skulde være Landsbypræst. I Foraaret
1859 blev Kapellaniet ved Garnisonskirken i Kjøbenhavn ledigt. Det
var Familiens Ønske at faae mig til Kjøbenhavn, og jeg gav efter og
søgte Embedet, men uden Haab om at faae det. Monrad vilde have enten
Brandt ved Vartov Kirke eller Fenger, begge ældre og mere anselige
end jeg, men Kongen vilde ikke høre noget om disse Grundtvigianere;
han holdt stivt paa en Præst i Kjøge, der var Frimurer. Saa blev der
omsider sluttet Compromis, man søgte længere ned i Rækken og traf paa
mig, uværdig, idetmindste i den Henseende, at jeg i ingen Maade havde
holdt mig til.

Jeg vidste ikke om det var et Ønske, jeg havde faaet opfyldt, eller
om det var en Besværlighed, jeg gik imøde efter høiere Ordre eller
efter Guds Tilskikkelse. Jeg vidste i det Hele ikke andet end at det
var svært at flytte.

Grædende tog jeg Afsked med mine fattige Venner i Byen, og ikke
mindre tungt var det sidste Gang at gaae Stuerne igjennem i mit
Hospital. Fra hver Seng stønnede de: saadan en Præst faae vi aldrig
mere. Og jeg kunde med Sandhed svare: Saadan en Menighed faaer jeg
heller aldrig mere. Ikke fordi nogen af os havde særlig Fortjeneste,
men fordi vi passede saa velsignet til hinanden. Min enfoldige
Christendom havde slaaet an hos disse enfoldige Mennesker, medens den
af større Aander altid har været befundet utilstrækkelig.

Mine Medlærere tog den bedst mulige Afsked med mig. Ved et smukt
Gilde holdt Lembcke Festtalen til mig, saa smigrende, at jeg kunde
begynde mit Svar med den Bemærkning, at jeg var tilmode derved,
som om han havde staaet og prædiket over en Afdød, dem roser man jo
altid. Disciplene bragte mig en Foræring, som jeg siden har havt
megen Glæde af, Statuetter af Bissens Apolle og Athene, som endnu
staae paa mine Reoler. Men Usikkerhed var der over det Hele. Ingen,
heller ikke jeg selv, vidste, om Forandringen var til mit Bedste.

Kun fra en Side var det en Lettelse for mig at vende Slesvig Ryggen.
Jeg havde altid været misfornøiet med de politiske og administrative
Tilstande der, og den hele dertil hørende Tænke- og Udtryksmaade; nu
blev jeg befriet idetmindste for at være et nærværende Vidne dertil.
Jeg havde ogsaa længe været bekymret for, hvorledes dette skulde
ende, og det var ikke at kalde nogen stor Lettelse ikke selv at være
med i den forfærdelige Krise, dog var det altid en Bekvemlighed, hvad
Hus og Hjem angaaer. Der kan heller ikke tænkes nogen sørgeligere
Tilfredsstillelse end den at jeg saa snart fik Ret i min bekymrede
Forudfølelse.

       *       *       *       *       *

Vor sønderjydske Tid var til Ende, vi havde kun at sætte vort Gods i
en Jagt for siden selv at følge efter i en Diligence. Forinden dog
sidste Gang at gaae henover de skjønne Skovbakker langs den kjære Sø,
Skuepladsen for saamange Glæder i vort Livs lykkeligste Aar. Aar,
hvori vi vel havde været prøvede haardt nok, men ogsaa havde lært,
hvad der skulde være den faste Grundvold, som kunde bære, hvad der
siden ydermere skulde gives den at bære -- bære, maatte jeg dog ikke
sige Ruinerne af et Liv, som nu begyndte at gaae ned ad Bakke. Livet
begynder tidlig nok derpaa, i alt Fald paa ikke at have den Fremgang,
som man eengang havde et saa lyst Haab om. Det gaaer dermed som med
Verdensperioderne, man veed ikke, at man er i Nedgang, før man er
saa langt henne, at man ikke mere er til at hjælpe op. Ligefuldt
har man jo frit Lov til at mene eller haabe, at man bestandig er i
Opgang, og kan fra en anden Side seet ogsaa have Ret deri. Alt dette
med Livets Frugt og Udbytte maa nu henstilles til Guds Naade.



FEMTE BOG.

ALDERDOM.



FØRSTE KAPITEL.

I KJØBENHAVN.


Vi kom til Kjøbenhavn i den mørke Novembertid. Vort Gods var endnu
paa Havet, og vi maatte indkvartere os hos Edvard og Frederikke, i
en lille tredie Sals Leilighed i St. Pederstræde. Edvard var dengang
Adjunct ved Metropolitanskolen. Der sad jeg i et Kvistværelse og
skrev min Tiltrædelsesprædiken uden stort Mod. Jeg havde en Anelse
om, at jeg gik lignende Novemberstorme imøde som dem, min Ven Skipper
Bonde havde kjæmpet med den Jagt, som førte vort Huses ubevidste
Indhold rundt om Fyen og Sjælland.

Næste Søndag gik jeg hen i min Kirke -- eller rettere i min Menighed,
da den paa Grund af Garnisonskirkens Restauration sad i Slotskirken
-- og stod og lyttede til Blædels Prædiken. Kirken var stormende
fuld, og fuld af det bedste, rørte Aasyn og taarefyldte Øien, et
skjønt Syn, men trykkende for mig. Hvor skulde min Røst kunne gjøre
sig gjældende ved Siden af den beundrede Sogneherres? Jeg gik ud
til Fader Holm, hvor Familien var samlet til Middag, og efter
den Stemning jeg var i, udlod jeg mig med, at den Salighedernes
Prædiken, jeg kom fra -- det var Allehelgensdag -- var den
skjønneste, jeg nogensinde havde hørt. Pauline[22], som sværmede for
Blædel, sendte mig et ømt Taksigelsens Blik, men de andre trak paa
Skuldrene.

 [22] Datter af Conferentsraad Holm, gift med Pastor Scharling.

Næste Søndag, den 13. November, indsatte Provst Balthasar Münter mig.
Han havde været min Svigerfader Waages Ven, og min Hustru til Hjælp
i hendes Sorgens Dage, for hendes Skyld modtog han mig med faderlig
Venlighed.

I det store Øieblik manglede jeg som sædvanligt ikke Mod. Jeg holdt
min Prædiken om Troen -- den kongelige Mand i Kapernaum -- med
fuld Kraft, og jeg tilfredsstillede min Familie og mine Venner, i
Særdeleshed den jeg helst vilde, min Hustru. Jeg har ikke siden tænkt
paa den Prædiken, men nu tog jeg den frem og læste den, og jeg kan
ikke negte, at efter de 33 Aar finder jeg den endnu saa god, at jeg,
efter mine Evner og min Maade at tage Helligdommen paa, ikke kan
tænke mig den bedre. Men ak! min Maade er ikke andres Maade.

Jeg holdt endnu to lignende Prædikener til Aftensang, om det gamle og
nye Menneske (1. Advent) og om de hellige Skrifter (2. Advent); da
kom Blædel en Eftermiddag til mig, og fortalte mig i en lang Tale,
at han havde været saa dybt bekymret for mig, at han for min Skyld
havde tilbragt vaagne Nætter. Det Ord, han havde hørt af mig, var
ikke det, der i Jesu Christi Navn skulde forkyndes. Jeg hørte saa
rolig som muligt paa ham, og forstod kun altfor vel, at jeg, som
talte ud af mit eget Indre efter hvad Gud havde givet mig, ikke kunde
blive den Kirkens Mand som han. Men det var for vidtløftig en Sag
til paa Stedet at forklare; jeg følte mig ogsaa mere beskjæmmet end
jeg havde Lyst til at forsvare mig, og han var mere kommen for selv
at tale end at høre paa mig. Jeg fik ham derfor ikke svaret stort
andet, end at jeg følte, vi var saa forskjellige, at vi vistnok kom
til at følge hver sin Aandsretning. Det var i al Venskabelighed,
men det foruroligede mig dog, at jeg siden hørte, at han ikke blot
havde omtalt dette vort Mellemværende for andre, men ogsaa omsat mine
Yttringer i den Form, at jeg skulde have frabedt mig enhver Kritik
fra hans Side.

Hans Ideal var i fuldkommen Rettroenhed og i alle sine Handeler at
staae paa Kirkens Grund, hvordan det saa end gik i Livet, og han
mistænkte mig for at være af for frie Tanker og et for æsthetisk
Sving. I det Hele var han ilde berørt ved at skulle have mig ved sin
Side, og hans Ord havde meget at sige i Menigheden, jeg hørte snart,
at der blev advaret imod mig.

Vi havde kjendt hinanden fra Studentertiden, og jeg havde ikke
forsømt ham; jeg havde besøgt ham, naar jeg kom til Kjøbenhavn, med
al Agtelse for den allerede udmærkede Præst, og med Tak for den
Prædiken, jeg hørte af ham. Ligefuldt modtog han mig temmelig stramt,
da jeg kom. Først bebreidede han mig, at det havde varet saa længe
efter min Ansættelse, inden jeg havde skrevet til ham, forklarede
mig saa tørt, hvorledes Kirkens Forretningssager var ordnede, og
udviklede endelig med den ham egne Overlegenhed og veltalende Form,
hvad Opgaven i den hellige Tjeneste er, i det han sammenfattede sin
Maade i det følelsesfulde Udtryk: »Jeg elsker vor Herre Jesu Christi
Kirke høiest af Alt.« Hvorved jeg tænkte, men sagde det dog ikke, at
man dog gjerne kunde elske Herren selv endnu mere end hans Kirke.

Jeg kan dog ikke troe, at Grunden til hans stive Modtagelse blot var
det, at jeg beskjæftiget med at opsætte velstilede Skrivelser til
Biskop og Provst var kommen sidst til ham. Snarere det, at han havde
ønsket og haabet, at jeg greben af hvad han allerede havde udrettet,
skulde have ilet til ham glad over at have faaet en saadan aandelig
Broder og kirkelig Fører. Han var jo Forkjæmperen for den Retning,
der nu kaldes den indre Mission, og Frimodt sluttede sig næste Aar
til ham. Vi tilhørte grundforskjellige Aandsretninger, og satte begge
vort Liv paa vort eget. Og vort eget mener jeg i sin Kjerne bedst kan
betegnes ved den Sætning, der kom frem i vor første Samtale, den om
hvad vi hver for sig elskede høiest.

Til Tjenestebrug og Selskabsbrug var der imidlertid altid et
godt Forhold mellem os. Jeg forstod strax min Stilling, han var
Sogneherren, jeg den Underordnede, han var Manden med den store ham
inderlig hengivne Menighed, jeg fandt kun liden Indgang, han var
den fuldfærdige Dogmatiker og Kirkens rettroende Støtte, jeg maatte
hjælpe mig med hvad Gud havde forundt mig, og det naaede ikke længer
end til Enfoldighed i Theologien og hjærtelig Tro paa hvad jeg havde
følt og oplevet. Jeg troer ogsaa han efterhaanden blev ret tilfreds
med denne min Maade at tage Forholdet paa.

Jeg vandt kun liden Indgang, det var det aabenbare. Der kom ikke
mange til min Gudstjeneste. Hvorfor jeg ikke opnaaede mere, er ikke
bleven mig klart. Man kjender saa lidt sig selv. Mine Prædikener blev
dog altid til under from Bevægelse og Aandens Flamme, og Talent til
Fremstilling tør jeg heller ikke just frakjende mig selv. Men der maa
være noget ved min Person, som ikke tiltaler Mængden.

Jeg klagede min Nød for min kjære Biskop, og han svarede mig paa
sin Maade ved strax med et Slagord at bestemme Sagen: »Det skal De
ikke tage Dem nær, sagde han. Den store Mængde er ikke det samme
som en stor Menighed. De mange er kun mange Muligheder, ikke mange
Virkeligheder.« Det kunde han sagtens sige, han som havde begge Dele.
Men jeg gik skamfuld og sukkende fra min Kirke og tænkte, at naar
jeg ikke engang havde Mulighederne, kunde jeg endnu mindre haabe paa
Virkelighederne.

I Sognet laa Fattigvæsenets store Drengeskole. Den afgav en 30-40
Confirmander hvert Halvaar, et Arbeide, som ikke kunde overkommes
eller forlanges af Sognepræsten. Det var ulønnet, og havde desuden
den Besværlighed, at en Del af Flokken var saa frisk indfanget fra
Gaden, at de ikke engang kunde læse. Heller ikke kunde de rummes
i min Stue, jeg maatte gaae hen i deres Skole og yde dem mine
Formaninger i særskilte Timer, mens mine andre Confirmander skulde
have deres hjemme. Imidlertid var dog det meget Besvær lønnende for
Hjærtet. Disse Fyre, der lige let gik paa Hænderne som paa Benene,
var forvildede nok, men i det Hele dog troskyldige og godmodige.
Havde jeg Penge at uddele til dem, og det ikke var muligt at udfinde,
hvem der mest trængte, da de alle syntes lige fattige, kunde jeg
trøstig spørge dem selv. De var strax ivrige til at forklare i hvis
Hjem det saa værst ud med Sygdom og Næringsløshed, og halede med
rørte Miner de værste Stakler frem. Alt som jeg saa besøgte deres
Familier rundt om i de skumle Gyder og oppe paa Tagkamrene, blev jeg
de Fattiges Præst. Det var jeg da godt nok vant til fra Haderslev.

Fra de Fattige med Tilbehør af »Halte, Blinde og Krøblinger,« kom jeg
til dem »der ligge ved Veie og Gjærder.« Til vor Kirke hørte efter
god gammel militær Skik Stokhuset, hvor man skyldigst bar Kongens
Bolt og Jærn, men forresten nød en rundelig Frihed. Nogle sløsede
af med Arbeide paa Fæstningsværkerne og i Haverne, andre arbeidede
for sig selv i Værkstederne, men alle sonede de i Anstaltens
Marketenderi, for Fyraften var der ikke knapt med. Røverreden var
dengang sin Opløsning nær, da det til April skulde have Ende med
det Væsen, og Fangerne allerede for en Del havde udtjent eller
var blevne benaadede. En 80 Stykker var der dog endnu tilbage, en
Elite, som havde gjort sig fortjent til at holdes paa Livstid, og
nu skulde afgaae til Tugthusene. Jeg gik der ud hver anden Søndag,
blev sluppen ind i den skumle Gaard mellem Skildvagter og opplantede
Kanoner, hvoraf dog ingen vilde gjøre Mennesker noget ondt, og steg
op under Taget, hvor et Loft var indrettet til en Slags Kirke. Der
prædikede jeg -- efter en kort og lempelig Indgang om Straffens
Nødvendighed og Retfærdighedens Velsignelse -- med god Fred Naadens
og Kjærlighedens Evangelium, medens mine 80 andægtige Tilhørere saae
uhyre tungsindige ud.

Mod Foraaret tog jeg dem til Alters, og baade derved og da jeg
sidste Søndag i Marts holdt en Afskedsprædiken for dem, forsømte jeg
ikke, ihukommende vor fælles Frelser, at give enhver af dem Haanden,
hvilket øiensynligt var det, jeg mest opbyggede dem med. En høi
sorthaaret ret smuk Karl med et grulig sorgfuldt Udtryk takkede mig
underlig tilbageholdende med den Bemærkning, at han aldrig havde
troet, at Præsten kunde give saadan En sin Haand. Han havde været
med, da der blev skaaret Halsen over paa nogle Uskyldige. En anden,
en svær firkantet Mand, med en ferm Forretningsmine, blev tilbage for
at tale i Enrum med mig. Han forklarede mig med stor Selvsikkerhed,
at det var en Feiltagelse, at han ikke var bleven benaadet, men naar
jeg nu vilde anbefale ham, vilde han sikkert nok blive det. Han
saae ud, saa jeg nødig vilde have mødt ham paa en Vei. Og da jeg
forespurgte mig om ham hos Husets Commandant, fik jeg at vide, at han
havde været Anfører for en Røverbande i Vendsyssel, og var den værste
af dem alle. Saaledes gaae de to Røvere paa Korset igjen til enhver
Tid.

Vor Kirke blev endelig færdig efter Restauration, og indviet i
Efteraaret 1860. Som sædvanlig havde der været megen Snak og Strid
om hvad der var foretaget, og Menigheden, det vil sige Blædels, var
misfornøiet. Kirkeværgen, Hofvinhandler Lorenz Petersen, var temmelig
egenraadig. Som en rig Handelsmand var han i Forretninger vant til at
byde, mente ogsaa at forstaae at bygge, men var ikke nogen kirkelig
Mand, og hørte ikke til »Menigheden.« For Indtægtens Skyld holdt han
paa, at enhver Siddeplads skulde betales, havde derfor forbeholdt
Sidedøre og Sidegange for dem, der havde kjøbt Nøgler, og holdt kun
Porten aaben for de Staaende. Derover var Blædel dybt krænket paa
Menighedens Vegne, og som Herre i Kirken bød han Betjentene at lukke
op, Dørene fra først af, og Stolene ved Begyndelsen af Gudstjenesten.
Saa mødte Kirkeværgen ved Døren, og med løftet Stok, blev der sagt,
befalede han Betjentene at holde sig til hans Ordre.

Det kom til hidsige Scener, thi Blædel var ingenlunde sagtmodig, naar
han mødte Modstand. Han forlangte af os andre Kirkens Præster, at vi
i Samling skulde gaae med ham til Kirkens Patron, Stadens Commandant,
for i Menighedens Navn at fordre Frihed i Guds Hus. De to Katecheter
var villige, men at fire Præster skulde træde an foran Generalen
forat forlange noget, han ikke forstod sig paa, syntes mig dog en
altfor snurrig Demonstration. Jeg sagde derfor Nei, og mente, at
vilde Sognepræsten have sit Forlangende sat igjennem, kunde han mere
passende bede General Schepelern, der vel var en Formens, men ogsaa
en imødekommende Mand, at holde et Møde af de stridige Parter for at
forliges om et anstændigt Forhold. Generalen fandtes villig dertil,
og vi kom alle til at sidde om et stort Bord i hans Sal under hans
Præsidium.

Blædel førte sin Sag paa sin veltalende Maade, men ogsaa, hvad han
altid havde Vane til, i overdrevne Udtryk. Hofvinhandleren blev
mere og mere rød i Kammen, og da det kom til Scenen med Stokken,
protesterede han heftig og fremstillede dette Optrin helt anderledes.
Da reiste Blædel sig i hele sin Værdighed og sagde høit og skarpt:
Hvad Hr. Petersen der siger, er Løgn! Generalen kaldte til Orden for
et saa uparlamentarisk Udtryk, men Kirkeværgen var allerede faren op
som en rasende, kunde ikke faae et Ord frem, og syntes med voldsomme
Fagter at ville gaae løs paa Blædel, men betænkte sig dog saameget,
at han styrtede hen i en Vinduesfordybning, og stod med bortvendt
Ansigt og hulkede. Generalen var meget ilde stedt. Han var mindst af
alt vant til den Slags Optræden, og det var tydeligt, at det gjorde
ham ondt baade for den ene og den anden Part. Han betænkte sig lidt,
da han ikke ret vidste, hvorledes han skulde tage det Væsen, hans
Myndighed i denne Kreds var ham heller ikke klar. Saa formanede
han i en lille Tale Kirkens Folk til Forsonlighed, og lod os gaae,
anbefalede os nærmere at betænke os, og forøvrigt henvisende til
Ministeriet.

Saa skete der intet videre. Vinhandleren vilde intet mere have med
Kirken at skaffe, og vi fik til Kirkeværge en Oberst, som var af
Menigheden, og Blædel kunde siden gjøre, hvad han vilde. Jeg var lige
saa ilde berørt af denne Scene som Schepelern, og vi afhandlede den
jævnlig, naar jeg gjorde ham min Opvartning eller han gjengjældte
mit Besøg. Jeg gik ogsaa til Petersen, og sagde ham, at hvorvel jeg
nok kunde ønske noget mere Frihed i Kirken, fandt jeg dog, at han
istedetfor Anerkjendelse af den Uleilighed, han havde havt, var
bleven uforsvarlig behandlet; thi han havde virkelig med Opoffrelse
af Tid og Kræfter gjort sig sin bedste Flid med Bygningsarbeidet. Han
tog høflig mod mig, men vilde dog helst ikke see os mere.

Vor egen Biskop stod jeg i al min sjællandske Tid i det bedste
Forhold til. Han betragtede mig, noget mere end jeg fortjente, som
sin Discipel, og behandlede mig saa venligt, at naar jeg kom til
ham, holdt han paa mig, saa vi kunde sidde flere Timer i fornøielig
Samtale.

Han var ganske ligefrem og kunstløs i sit Væsen, og gjorde sig
selv ingen Uleilighed med at finde paa noget at tale om. Men naar
man bragte ham ind i noget, der interesserede ham, holdt han af at
udtømme Æmnet og ikke som en Verdensmand at gaae fra det ene til det
andet. Han kunde da blive saa livfuld og fordringsløs, at man kunde
disputere med ham som en Student.

Han var ingen primitiv Filosof, han begyndte ikke med Tankens Tvivl
om alt og Naturens Atomstrømning fra Evighed til Evighed, men med Tro
paa Sandheden af Menneskenes almindelige Syner, paa en guddommelig
Mening med al Skabningen. At Verden er skabt i Tiden og til ved
Tidernes Fuldendelse gjennem Synd, Frelse og Opstandelse at komme til
evig og salig Fred var ham en afgjort Sag, som der ikke skal spildes
Ord paa at bevise. Hans Opgave var at forme Troen for Tanken, og deri
var han en Mester. Med overlegen Klarsyn havde han strax sit System
færdigt, og fremlagde det med blændende Veltalenhed; men han tog ikke
altfor meget med af Livets Mangfoldighed. Hverken historisk eller
psychologisk trængte han dybt ind i Begivenhedernes Forviklinger
eller Menneskelivets Dybder. I det Store havde han tænkt over alle
Livets Former og satte dem med største Sikkerhed ind hver paa sin
Plads, hvor de hørte hen; men det var, som han ikke ret havde naaet
til at anskueliggjøre sig deres virkelige Udseende.

Engang jeg sad hos ham, og jeg, da Talen var falden paa
Missionsvæsnet, havde, som jeg pleier, fremhævet den katholske
Missions Fortjenester fremfor Protestantismens kummerlige Resultater,
fortalte jeg ham en lille Historie, som jeg havde læst i en ung
fransk Naturforskers Reise. Denne Mand var selv en saa god Sjæl, at
han paa sin Vandring gjennem aldrig af Europæere besøgte Egne, var
bleven de Vilde saa kjær, at da han døde i Urskoven, begravede de
ham smukt, og bragte trofast hans Eiendele tilbage til den franske
Consul i Siam. Inde mellem Bagindiens Bjerge havde han gjæstet en
Missionsstation, hvor en Biskop sad med et Par yngre Medhjælpere. En
Forfølgelse var udbrudt, Hedningerne myrdede de Christne, og en af de
yngre Præster havde de ikke blot pidsket halvt til Døde, men lovet
ham, at han næste Dag skulde gjennemgaae samme Lidelse. Om Aftenen,
da han laa og vaandede sig i sin Smerte, og hans Biskop sad over
ham, stønnede han mest over, hvad der ventede ham næste Dag. »Trøst
dig, min Søn,« sagde Biskoppen, »jeg skal i Jesu Navn tage den Pine
for dig.« Næste Morgen gik Biskoppen Hedningerne imøde, de greb ham
og udførte den grulige Straf paa ham, men dermed havde Forfølgelsen
Ende, og Christendommen gik end mere seirende frem. Den katholske
Biskop havde fortalt det, som noget der faldt af sig selv, siges der.

Saaledes er de Folks Mission, og det den Dag idag, bemærkede jeg.
»Hvor var det muligt?« sagde Martensen, og faldt i Tanker, uden at
udtale sig videre. Paa samme Maade gik det en anden Gang, da jeg
efter Talmud og Josefs jødiske Historie fortalte ham Træk af hvad
Farisæerne var istand til at offre og lide for deres Lovsætninger.
Intet Under, at disse Folk maatte udrydde Jesus. Han og de kunde ikke
være i Landet sammen, sagde jeg. Men det var, som om Biskoppen ikke
før havde havt Leilighed til at tænke paa saadanne Ting. Han var
heller ikke tilfreds med at jeg ved mine religionshistoriske Studier
gik tilbage til Kildeskrifterne, man kom derved ikke til noget
Resultat, mente han. Det var nu den filosofiske Tids Orm, at først og
fremmest skulde Systemet udformes; om det var bygget paa mer eller
mindre grundige Studier, kom det ikke saameget an paa, man kunde jo
siden eftergaae det.

Ligefuldt var han mindst af alt den der vilde byde Skin for
Virkelighed. Han troede paa sit System, og havde ogsaa god Grund
dertil, da der intet overraskende eller urimeligt er deri. Han
lærer hverken ny Christendom eller ny Verdensfilosofi, men, som en
Cicerone i alle vore aandelige Skattes Musæum, gaaer han omkring i
den store Samling og holder sit Lys for enhver Ting, at det maa
sees, at ret forstaaet, er den rige Arv fra Fortiden god Sandhed[23].
Hans Hovedegenskaber var Fasthed i sin Overbevisning og fuldstændig
Oprigtighed, endog vidtdreven Aabenhjærtethed i sine Udtalelser.

 [23] Den nu herskende orthodoxe Retning med dens Sky for enhver
 dybere og aandfuld Forklaring af Helligdommene, yndede han ikke.
 »Vi leve i en realistisk Tid,« sagde han. »Dette er den kirkelige
 Realisme. Nei det kommer an paa at sætte Ideerne i Bevægelse.«

Ministrene laa han alle i Strid med, vel med Undtagelse af Ørsted; og
den fuldkommen afhængige Stilling, som Biskoppen efter vor Forfatning
maa indtage overfor Ministeriet, kunde ikke andet end give Anledning
til Krænkelser for en aandeligt saa høitstaaende Mand. Men han tog
det med al Overlegenhed. »Disse Mennesker,« sagde han til mig, »de
kommer og de gaaer, og man kan sige om dem som om Vinden, at man veed
ikke, hvorfra de kommer eller hvor de farer hen. Kun i eet ligne de
hinanden, at de alle er lige uvidende i de Sager, de skulle lede,« og
saa lo han hjærteligt.

Han var en from Mand, og altid inderlig opfyldt af den hellige Sag
han førte. Det var smukt at see ham, naar han ved Talen derom lagde
Haanden paa sit græske nye Testamente, som altid laa opslaaet paa
hans Bord og var saa opslidt, at det næppe kunde hænge sammen,
hvorfor ogsaa hans Hustru, da hun syntes, det blev for galt, listede
det fra ham, og lagde et nyt af samme Udgave istedet. Skarp Modstand
tog han ganske fromt. Om Kierkegaard talte han mere med Bedrøvelse
end med Vrede. »Han kjender mig dog saa godt,« sagde han, »vi har
jo været Omgangsvenner, og nu at skulle høre al den Haan, det har
jeg dog ikke fortjent af ham.« Da Ploug angreb ham saa fælt, som
sædvanligt knaldende løs med alle sine Vittigheder og Ukvemsord,
sagde han bekymret: »Jeg er virkelig bange for, at Ploug er et ondt
Menneske.« »Nei, det maa De ikke troe, svarede jeg, han er meget
mere i private Forhold en rigtig brav Mand og en trofast opoffrende
Ven.« -- »Ja, jeg vilde gjerne troe det, sagde Biskoppen, men hvad
skal man sige, naar man har saadanne Artikler liggende for sig? Er
det en Maade at føre Sagen paa, selv om man er overbevist, om at
den er god? Saadanne Udtryk, høre de til Sagen?« -- »Nei, ganske
vist ikke, svarede jeg, men det er jo tidt saa med disse kampfærdige
Litterater, at de kan være meget rimelige, naar man taler med dem,
men faaer de en Pen i Haanden, farer der strax en Djævel i dem.«
Deraf lo han.

Grundtvig, som Mynster havde behandlet saa haanlig, havde Martensen
meget Hjærte for. Men som han selv var Ordenens Mand og havde saavel
sine aandelige Skatte som sin Stilling i Livet klart opgjorte, kunde
han ikke finde sig i Grundtvigs Uregelmæssigheder og Vaklen. »Han
er ikke nær saa modig, som han lader,« sagde han. »Naar det kommer
til Stykket, er han feig.« Og han fortalte, hvorledes Grundtvig ved
forskjellige Leiligheder var gaaet af Veien. Deri troede jeg ham
ikke ganske. Jeg mente, at han forvexlede Grundtvigs Eftergivenhed
med hans gode gammeldags Tro paa, at man saavidt muligt, endog noget
længer, maa bøie sig for sin af Gud beskikkede Biskop, saalænge denne
er en Christen.

Med alt dette var Martensen dog sin Tids største geistlige Mand, jeg
sætter ham over Mynster. Efter Balthasar Mynster blev Fog vor Provst
i Stadens militære Del, og han er jo min Ven, saa jeg kan visselig
ikke klage paa min Øvrighed for den Tid, jeg var i Kjøbenhavn. Ogsaa
min kjære Biskop beholdt jeg, saalænge jeg var i Sjællands Stift.



ANDET KAPITEL.

FAMILIELIV.


Hovedstadsfolk pleie at have deres By meget kjær, saa kjær at de
mene, der intet Steds i den hele Verden er til at boe uden der. De
ægte Kjøbenhavnere have samme Følelse. Som Hellenerne havde Jordens
Navle i deres Delfi, og Israeliterne i deres Tempelbjerg, findes
den Helligdom ogsaa paa Hjørnet af Østergade og Kjøbmagergade, hvor
man stiller sit Uhr. Jeg har intet imod denne fixe Idee, jeg har
selv delt den, men den har dog sine Vanskeligheder. Jo større en By
bliver, desto vanskeligere er det i det store Hjem at finde sig en
Bolig, man kan føle sig saa vel i, at man fornemmer, man har selv et
lille Hjem. Man flytter bestandig og finder det ikke, saa gik det
ogsaa os.

Bedst havde vi det, mens vi boede i Kronprindsessegade, hvor vi fra
en tredie Sal saae ud over Slotshaven, men der var kun fire Stuer,
og da Edle skulde have den ene, blev der ingen Spisestue. Selskabet
var omtrent det samme som i tidligere Tider, den ene Dag var vi
hos Familie og Venner, den anden havde vi dem hos os. Vort Hjem
var forsaavidt lykkeligt, og vort Samliv blev i dette Tidsrum ikke
forknyttet af nogen dybere Sorg; kun eet Savn var der nu som før i
vort Hus, der var ingen Børn.

Saa skete det en mørk Vinterdag, det var vor Bryllupsdag, den 29.
November 1860, at min Cousine Amalie kom ind ad Døren med en lille
tre Aars Dreng ved sin Haand. Hans Moder, hendes Søster Anna[24],
havde i det Aar mistet sin Mand, Præsten i Landet og Ryde paa Lolland
C. A. Gjellerup, og var i det Efteraar kommen til Kjøbenhavn med
sine Børn, men svag som hun var og efter Flyttebesværlighederne
sengeliggende, skikkede hun nu sin Dreng hen til os med Bøn om at
beholde ham saalænge, til hun kunde komme til Kræfter igjen.

 [24] Søster til Ilia og Mathilde Fibiger, se S. 85. Udg. Anm.

Smaafyren blev bænket ved Kaffebordet, og fik efter at have knaset
sine Sukkerstykker og Smaakager nok at tage Vare paa med Billeder
og andet improviseret Legetøi, men endnu mere med at udbrede sig om
sine Livserfaringer. Hans Øine spillede, hans Kinder blussede, og
han slog tappert ud med sine buttede Hænder, som altid fuldkommen
sikker paa at have Publikum paa sin Side[25]. Saaledes sad han,
midt i Sofaen med sit lille lyse Hoved lidt over Bordet og alle
sine Sager bredte ud til begge Sider, da min Broder Caspar kom ind.
»Det var da en deilig Dreng,« udbrød han, »hvad hedder du?« -- »Jeg
hedder Karl Adolf Gjellerup, og jeg er født i Roholte den 2. Juni
1857, for det er min egen anden Juni,« lød Svaret øieblikkeligt med
klar Røst og fuldstændig udviklet Udtale, ikke at tale om rhetorisk
Gesticulation. »Hvor er du kommen fra?« -- »Fra Landet By, der er et
høit Kirketaarn, Moder har tegnet det, og jeg har sat Kulører paa med
min egen Farvelade, som jeg fik af Tante Amalie til min Fødselsdag,
og der er to Heste, og de er store, og der er Hans, han tager mig op
at ride. Jeg har ogsaa selv en Hest, den har Hans gjort og den gaaer
i Gallop. Den slog mig af, men Hans sagde, at jeg fik godt Styr paa
den igjen. Moder har den hjemme i Stalden.«

 [25] En Egenskab, han ikke just har bevaret. Udg. Anm.

Indtrykket af det ustandselige Foredrag var uimodstaaeligt, og
endnu samme Aften blev vi enige om, at man ikke burde udsætte den
tappre lille Fyr for, at han ikke skulde have nogen til at hjælpe
ham op igjen, naar hans Kjephest slog ham af. Hans Moder fældte en
Del Taarer, men efterat det var blevet aabenbart, at vi ikke turde
slippe, hvad der af Enkers Værge og Faderløses Formynder var os
tiltænkt og efterat det i Familieraad var besluttet, at staae fast
paa den vistnok ingenlunde rigtige, men almindelig antagne Sætning,
at en Dreng trænger til en Faders Varetægt, blev hans lille Seng
-- den 6. Dcbr. -- sat ind i Hjørnet af vort Sovekammer, og siden
den Tid sov vi roligere og vaagnede gladere. Det var aftalt at han
skulde tilbringe hveranden Søndag hos sin Moder, og forøvrigt see
hende og sine Søstre, naar de kom til os; og vi kom heller ikke til
at fortryde det. Han fandt sig vel hos os, og vendte søvnig, men
tilfreds tilbage; havde gjerne sine Arme om Amalies Hals, kaldte
hende sin Moder, og talte om Moder paa Nørrebro som en Eiendel mere.

Moder Amalie gav ham en mønsterværdig Opdragelse og Moder Anna
forkjælede ham. Fader var der kun een af, destomere blev han seet paa
som et Vidunder, men havde den Feil, at han fordærvede Drengen ved
at lee, naar Moder krævede Alvor. Altsammen ganske naturligt og til
Glæde for alle Parter, ikke mindst for den lille, han hang ved os
som det kjærligste Barn, og har altid paa god barnlig Maade bevaret
dette Forhold. Han gjennemgik hurtig en Drengs sædvanlige Stadier,
først at være Hest, saa Kudsk, saa Konge og Keiser Napoleon med alle
Stolene efter sig som sin Stab, og endelig at kunne læse saa høit og
saa rigtigt, at Fader maatte ind at høre det. Saa fik han Mæslinger,
det var en svær Tid. Naar han lod de Billeder falde, som jeg bragte
ham, og ikke kunde fortælle mig, hvad de forestilte, blev jeg meget
forknyt, men det varede, Gud skee Lov, dog ikke længe.

Jeg pleiede at tage ham med paa mine Morgenvandringer, og skjønt han
under sin uafladelige Tale ikke kunde faae seet til sine Ben, men
hvert Øieblik faldt over dem og blev hængende i min Haand, var han
dog ufortrøden. Om vi ogsaa gik over Isen og han blev rød og blaa af
Kulde, gav han dog aldrig tabt, og saa træt han kunde være efter en
lang Vandring, skulde Moder dog have alle vore Æventyr, naar vi kom
hjem. Han var kun fire Aar, da vi paa en Søreise til Haderslev havde
en fæl Storm, og han blev saa søsyg, at jeg havde meget ondt af ham.
Men da vi naaede Fjorden og jeg bar ham op paa Dækket indhyllet i et
Sjal, begyndte han strax med straalende Ansigt og udstrakte Arme paa
sine veltalende Foredrag over alt hvad han saae, og holdt ved lige
til Byen.

Da han blev syv Aar, satte jeg ham i Efterslægtskolen og anbefalede
ham paa det bedste til min Ven Brix. Men jeg var forfærdelig
ængstelig for, hvorledes han uskadt skulde naae til Østergade, og
fulgte ham derfor derhen hver Morgen, men kunde ikke længe blive ved
at hente ham om Middagen for ikke at forringe ham formeget i de andre
Drenges Øine.

Da Tiden kom, at han skulde begynde paa det latinske, satte jeg ham i
den saakaldte Haderslev Læreres Skole, fordi den var min Svogers og
Lærerne mine Venner.

Han var 17 Aar, da han blev Student, og da vi Aaret efter[26], i
1876, holdt vort Sølvbryllup i Næsby Præstegaard hos Olaf Waage,
reiste han sig efter at Høitidstalen var holdt, og henvendte under
Taarer en Tale til sine Pleieforældre, takkende os for alt, hvad vi
havde været for ham, og dertil havde gjort ham delagtig i saa mange
kjære og betydelige Menneskers Omgang. Dermed kan jeg ogsaa omtrent
sige, at hans Opdragelse og vor Indvirkning paa ham var afsluttet, nu
begyndte han at gaae sine selvstændige Veie. Der kom andre Sorger,
usigelig tunge, ligefuldt er han dog intet Øieblik bleven os mindre
kjær, og er den Dag idag vor egen elskede Dreng.

 [26] _Sic._ K. Gj. blev Student 74. Udg. Anm.

Alt som de voxte til, blev ogsaa hans Søstre, Margrete og Elisabeth
os kjære, og siden vi ere komne paa Landet, har de altid tilligemed
deres Moder tilbragt en Sommermaaned i vor Præstegaard.

Medens vor Familiekreds saaledes blev udvidet, var det mindre
Tilfældet med vort Forhold til dens ældre Led, Ilia og Mathilde. At
vi var flyttede til Kjøbenhavn, bragte os dem ikke nærmere. Mathilde
var fraværende ved sine Telegrafstationer, og Ilia gik afsluttet i
sig selv sine egne Veie.

Ilia havde samtidig med at vi forlod Haderslev, opgivet sin Stilling
som Overvaagekone ved Frederiks Hospital, og dannet sig en ny
Virkekreds. Hun vilde efter sit lidenskabelige Hjærtes inderste Trang
have Børn, som hun kunde kalde sine egne, tog derfor Hittebørn til
sig. Mente dog ikke dermed at danne et ordentligt Børnehjem, men
indrettede sig efter sit verdensforsagende Sind som en fattig Kone,
der maa slide for Brødet til sig og sine faderløse Børn. Hun leiede
sig en af Smaaleilighederne i Østerfælleds Arbeiderboliger, og sad
der med sine Smaa uden Tjenestepige eller anden Hjælp uden hvad hun
kunde skaffe sig hos en Nabokone, skjønt hun efterhaanden sankede
sig ikke mindre end sex spæde Stakler af den usleste Slags, fundne
efter Aviser eller hos Fattigvæsenet og i Pleiestiftelser. Da saae
man hende med et mørkt Sjal over Hovedet og en Kurv paa Armen, gaae
til Byen for at hente sine Fornødenheder, og hjemme at feie, vaske og
koge Mad og sidde og flaske de mindste.

Et af dem kaldte hun sit eget Barn frem for de andre, som nok ogsaa
var hendes, men dog mere fra Hjærtets Side; og efter sit mystiske
Sværmeri talte hun saaledes derom, at man kunde fristes til at troe,
at hun mente det bogstaveligt, eller i alt Fald havde drømt sig
saaledes ind i den Forestilling, at hun ikke kunde undvære at leve
i den. Det var et Pigebarn med et bredt Ansigt med sorte tjavsede
Haar, som var fundet nøgent indsvøbt i Avispapir paa en Trappe, og
var blevet afleveret til Politiet. Efter Bekjendtgjørelsen derom
ilede hun strax til Fattigvæsenets Contor og fik det udleveret til
sig. Da det var hendes eget, skulde det ogsaa bære baade hendes
og Drømmebarnets Faders Navn, og da jeg skulde døbe det, kunde jeg
ikke undgaae at kalde det Osvalde Fibiger. Med de andre, hvoraf dog
nogle havde bekjendte Forældre, havde hun adskillige Bryderier, da
Forældrene vilde gjøre sig ublu Fordel af Forretningen, men ved sin
store Ihærdighed lykkedes det hende dog ikke blot at faae fuldstændig
Ret over dem, men endogsaa at faa dem adopterede.

Hendes Foretagende vakte al den Opsigt og Medfølelse, som hendes
rørende Opoffrelse fortjente, saa jeg kan ikke troe, at hun havde
behøvet at sukke i Fattigdom, dersom hun havde sat en lignende Kraft
paa at samle Penge, som den hun satte paa at samle dem, de skulde
forbruges til. I det mindste savnedes der ikke endog en større Sum,
naar der var Tale om at kjøbe Barnet. At der ogsaa strømmede rigelig
ind med gode Raad, følger af sig selv, men dem tog hun ikke imod,
hun vilde kun hvad hun vilde, og desværre kun det, der hørte hjemme
i Alfernes Rige. Hendes Mening var, ikke blot at hjælpe Børnene ud
af Fattigforsørgelsens Uselhed, men ogsaa ved sin Opdragelse at hæve
dem til Kaar, hvori alle Aandens Goder kunde blive deres Rigdom.
Dette vilde vist nok ogsaa være gjørligt, hvis hun havde skaffet dem
den første Betingelse for en bedre Opdragelse, et godt og hyggeligt
Hjem. Men da nu eengang hun alene var Børnenes Moder, og ingen i den
hele Verden maatte komme imellem dem og hende, kom der intet andet ud
deraf end sørgelig Hjælpeløshed. Hun anstrengte sig til det Yderste,
hun sled sig op, men, i hvad man hos Arbeidsfolk kalder 2 Værelser
med Kjøkken alene med sex smaa Børn, og uden Kræfter til engang at
holde Orden og Renlighed, og Børnene alene hjemme, mens hun gik sine
lange Veie forat hente sine Fornødenheder og at besøge de formaaende
Veninder, som støttede hende, det maatte nødvendig føre til, at
Børnene, trods alt det Vidunderlige hun saae i dem, blev uvorne og
snavsede Unger og Huset en sædvanlig Fattigbolig, hvis betegnende
Lugt og mistænkelige Stole og Gulv jeg saa vel kjendte. Og saa
dertil, at hun som altid, ved Nattetid var, ikke Forfatterinde, men
den Digter, hvis Kald det var at lære Verden, hvad Poesi er.

Et forfærdeligt Syn fra den Tid kan jeg aldrig faae ud af Øiet. En
af hendes Smaa var død, og jeg maatte besørge Begravelsen paa vor
Kirkegaard. Det var en skummel Vinterdag med Snepletter paa den
opblødte Jord. Da vi var færdige med den lille Forretning hun og jeg
alene, og jeg, mens en snavset Karl kastede Graven til, havde taget
Afsked for at unde hende den Ensomhed, hun ikke kunde undvære, saae
jeg mig et Stykke derfra om efter hende. Stille sammenbøiet sad hun
paa et Gravhegn, Sneflokker faldt paa hendes sorte Kyse, og den tynde
Skikkelse saae ud som en forkommen Fugl paa sin Pind. Det var i de
Fattiges Gravrække, samme Sted, hvor hun selv kom til hvile.

Ak ja, usigelig rørende saae hun altid ud, men ogsaa usigelig
bedrøvelig. Det var, som man bestandig saae skrevet over hende:
Dette kan ikke gaae. Jeg tænkte saa tidt derpaa, naar jeg saae
hende med sin Torvekurv paa Armen og Lorgnetten dinglende uden
paa det tarvelige Sjal med matte Skridt komme vandrende gjennem
Kronprindsessegade, hvor vi dengang boede. Mager og sygelig, kun
holdt oppe af den mægtige Aand, og dog ikke holdt saameget oppe, at
det var til at komme frem. Saaledes gik hun i syv Aar, da blev hun i
Foraaret 1867 heftig angreben af en Brystbetændelse, laa længe, og
led meget. Det kunde lidet hjælpe, at Veninder og Venner flokkedes
om hende. At Stuen var fuld af Mennesker gjorde den ikke mindre
uhyggelig, og en sørgelig ensom Fugl var hun dog i Virkeligheden.
Ingen forstod hende.

Ikke før end i den sidste Samtale, jeg havde med hende, fik hun Mod
til at tale til mig om hvad der dog altid havde været vitterligt
imellem os, den dybeste Smerte i hendes Liv. Hun nævnte Osvald
Marstrand, og sagde med faa Ord, hvad det havde været for en Lidelse,
men ogsaa en Støtte for hendes Hjærte alt Livet igjennem at leve i
denne ene trofaste Kjærlighed. Mere fik hun ikke sagt, og jeg havde
intet at sige dertil, kun at tænke, hvad dog Menneskesjælen er for
et ubegribeligt Væsen. Denne Mand havde hun ikke siden hun var 16
Aar seet synderlig til, havde kun i Forbigaaende talt med ham, og
upaatvivlelig aldrig om hvad der havde noget Sammenhæng med det dybe
Hjærtesaar, og havde i al den Tid vidst, at han ikke brød sig om
hende, og dog havde denne Hemmelighed hele Livet igjennem, jeg vil
ikke sige fyldt hendes Sjæl, der var overmaade meget andet i den,
som vistnok ligefuldt var kommet til Frembrud, men dog, da den nu
eengang var der, været den lønlige Drivfjeder til hendes mærkelige
Gjerninger. Den Maade, hvorpaa hun selv forklarede disse, havde vel
tillige en anden Grund, hendes inderlige Sympathi med Kierkegaards
Aand, men at hun blev saa greben af den, kan jeg dog heller ikke
andet end henføre til, at hun i sin hemmelige Lidenskab følte sig,
ligesom han, som en ensom Fugl, som »en Undtagelse.«

Da jeg kom igjen, havde hun allerede Natten igjennem ligget i urolig
Dødskamp, levende endnu, men død for Verden, og ikke længe efter at
jeg var gaaet, drog hun sit sidste Suk, den 10. Juni 1867, anden
Pinsedag, i sit 49. Aar.

Begravelsen var en vanskelig Sag. Hun havde levet og var død som S.
Kierkegaards aller trofasteste, maaskee eneste Discipel, og havde,
medens han laa paa sit sidste Leie, søgt til ham, men var ikke bleven
modtaget. Hun havde efter hans Bud holdt sig aldeles borte fra
Kirken, og havde kun modstræbende og af udenoms Grunde besluttet sig
til at benytte dens Hjælp ved Børnenes Daab eller Begravelse; det
var da ogsaa kun mig, hvis Tjeneste hun vilde tage imod. Saa gik det
da hende ligesom det var gaaet hendes Mester, at tiltrods for hendes
Indsigelse derimod i Live kom hun dog efter sin Død til at lide
den Tort at komme anstændig i Jorden. Hendes Søskende indrettede
Begravelsen i Nørrebros Kirke, og jeg fandt mig ikke beføiet til
i hendes Navn at gjøre Indsigelse, hvad jo ogsaa vilde have været
ubegribeligt, da hun af alle blev anseet for en ualmindelig from
Christen. Det var hun ogsaa paa kierkegaardsk Vis, men hvad det vil
sige, vilde det have været spildt Umage at forsøge paa at forklare
Folk.

Saa holdt jeg for en overmaade stor især kvindelig Forsamling min
Tale, hvori jeg skildrede hendes ligesaa betydningsfulde som rørende
Korsgang, og fortav, hvad baade hun og jeg pleiede at fortie. Men
underligt nok, af hendes Nærmeste fik jeg ingen stor Tak. Hendes
Søstre vilde intet høre om Korsgangen, de saae den som en lykkelig
og festlig Gang gjennem Livet, baaren af Glædens og Skjønhedens
Engle. Og Mathilde skildrede dette i et smukt lille Skrift, som hun
tillige med en Samling af hendes Digte udgav til hele Kvindekredsens
Beundring og Opbyggelse. Til den Ende havde hun samlet den Afdødes
Papirer, som var testamenterede til mig, og hvoraf især Dagbogen
vidnede for min og ikke hendes Opfattelse. Hun beholdt dem, og jeg
veed ikke, hvor hun har gjort af dem, jeg saae dem aldrig mere.
Imidlertid kunde hun forsaavidt have Ret, som Ilia altid havde havt
Styrke nok til for sine Nærmeste at holde det høie og glade Sind
oppe, og dybere gjorde de sig ingen Uleilighed med at forstaa hende.

En mere besværlig Arv efter hende fik jeg i hendes Børn. Dem havde
hun med al Høitidelighed overdraget til mig, og der stod jeg med sex
meget lidt lovende og daarligt nok udseende Pigebørn, hvoraf den
ældste var ni Aar. Imidlertid var Gud baade Daarens og de Umyndiges
Formynder. Efter en Del Forhandlinger blev de alle anbragte i gode
Familier, dels hos velhavende Folk, der tog dem af Godhed, dels for
Penge, der af samme Godhed indkom. Saaledes blev dog min mærkværdige
Venindes store og fromme Haab ikke just til Skamme, men rigtignok,
efter mit Syn, mere ved andres end hendes egen Hjælp.



TREDIE KAPITEL.

LITTERÆRT.


Man pleier at klage over at Kjøbenhavns Præster ere saa
overbebyrdede, at det er umuligt for dem at besørge deres Gjerning
forsvarligt. Imidlertid, naar jeg daglig anvendte et Par Timer
til christelige Besøg, beholdt jeg fordetmeste Eftermiddagen og
idetmindste Aftenerne til mit eget Brug, og dertil endnu nogle
Formiddagstimer de fire Dage, jeg ikke havde Confirmandundervisning.
Naar jeg sammenligner dette med det Arbeide, jeg havde i Haderslev,
hvor jeg foruden min daglige Skolegang havde to Gudstjenester hver
Søndag og ikke stort mindre af Sjælesorg, fordi jeg forholdsmæssig
var langt mere søgt, havde min Forflyttelse snarere medført en
Lettelse end yderligere Bebyrdelse.

Hovedsagelig kommer det altid an paa, hvad man vil bruge sin Tid
til. Tid er, om ikke just Penge, saa dog for den der forstaaer at
bruge den, det Mammon, som ingen kan stjæle fra mig. Jeg har derfor
altid samlet stærkt paa Tid, og saasom jeg er meget gjerrig, havt
alle Timer tæt besatte, alt for tæt, til min Hustrus Kjedsommelighed.
Poesien var jeg bleven noget kjed af, siden der var kommet meget Kors
og saa lidt Kjærlighed ud af min Kors og Kjærlighed, eller rettere,
jeg var bleven saa usaattes med dens Muse, at jeg helst vilde lade
være at lukke op, naar det var hende der ringede. Jeg tog derfor fat
paa mit Studium af de gamle Religioner.

Jeg har tidliger udtalt mig om, hvorledes jeg i vor Asa-Tro og dens
Nabo, den finske, havde fundet Anledning nok til at søge den rette
Sammenhæng i Asien, jeg vendte mig derfor til Østerland. Ifølge de
gjængse Forestillinger maatte Veda først og fremmest lokke som det
rette Grundlag. Den skulde dog ikke blive det for mig.

Derimod fandt jeg hvad jeg søgte, i Zend-Avesta. Her er en Tro,
som i Sandhed har kunnet gjøre et Oldtidsfolk godt, fordi den i
Virkeligheden er den Hængsel, hvorom al Religion, der har noget
Værd, maa dreie sig, det Renes Seier over det Urene. Det var et
Udgangspunkt, der var værd at begynde med, og et Spor, der var værd
at træde. Jeg tog da Texten for mig, og den er idetmindste bragt i
Orden, takket være Westergaard. Jeg gjennemgik den Ord for Ord, og
helmede ikke, før jeg havde hver Stavelse tydet.

Det havde været det naturligste, om jeg fra først af havde henvendt
mig til Westergaard. Det havde jeg ogsaa forsøgt, men fandt ham
dengang ikke meget oplagt til at staae mig bi. Han havde dengang
allerede lagt dette Studium paa Hyllen, og holdt ingen Forelæsninger
over disse Sprog; havde vel heller ingen Tillid til en Theolog,
der vilde forsøge sig deri. Men da L. Ussing en Gang ønskede nogen
Oplysning fra den Side, kom jeg til at sende ham det. Han undrede sig
over, at jeg havde faaet saa meget gjort, og fandt, som rimeligt var,
at Westergaard var den rette Dommer over sligt; bad ham derfor om at
læse det.

Nu viste den lærde Mand sig fra en anden Side for mig. Han gjennemgik
samtlige fire tykke Bind saa nøiagtig, at ethvert Sted, hvor han
fandt noget at udsætte eller tilføie, noterede han det i Randen
med Blyant. Hvad han fandt Anledning til at bemærke, var dog kun
Smaating, som ingen Indflydelse har paa Indholdet. I dets Helhed var
han godt fornøiet med mit Arbeide, det havde aabenbart interesseret
ham. Han indrømmede endog, at hvad der endnu stod tilbage i fuld
nøiagtig Oversættelse -- noget der da ikke var min Feil, men
Videnskabens -- i Virkeligheden havde meget lidt at sige med Hensyn
til den religionshistoriske Behandling.

De Frugter, som mit Liv med de persiske Lysdyrkere siden har baaret,
ere ikke komne andre tilgode end mig selv. En Afhandling, jeg paa
Søren Thriges Opfordring havde skrevet til hans historiske Aarbog,
syntes mig selv en smuk og klar Udsigt over det jeg udførligt havde
behandlet i mit store Værk, dog blev kun Halvdelen af den trykt,
det øvrige vilde Forlæggeren ikke have. Og mit Digt Panthea, hvori
jeg i hele 16 lange Sange i forskjelligartede Vers skildrede Kyros'
Kamp mod Babylon, er blevet staaende roligt paa min Hylle mellem alt
det øvrige. For mig selv er disse Studier blevne et stille Liv i
det fjerne Østen, og en Beskjæftigelse, som har været mig Hvile for
Sjælen i mange tunge Tider. Jeg tilbragte al min kjøbenhavnske Tid
dermed, og endnu en Del Aar paa Landet, saa jeg med Goethe kan sige:

    Zwanzig Jahre liess ich gehn,
    und genoss was mir beschieden,
    eine Reihe völlig schön
    wie die Zeit der Barmakiden.

Selvfølgelig maatte dette vidtløftige Studium føre meget mere
med sig. Det nærmest Fornødne var samtidigt at sætte mig dybest
muligt ind i den hinduiske Litteratur, da denne baade i Aanden er
saa beslægtet med den persiske, som to Broderfolk kunne være det
med hinanden, og dog er, hvad det hovedsagelig kom mig an paa at
eftervise, Zoroasters Religion et Brud med det oprindelig Ariske,
foretaget for paa en ny Maade at fremhæve Forskjellen paa det Gode,
Velsignelsesrige, og det Onde, det Ødelæggende, paa Livets og Dødens
Rige saavel i kosmisk som ethisk Henseende. Zoroaster er den, der har
opdaget denne dybeste Kløft i den menneskelige Bevidsthed, den, der
har indført Djævelen og hans Rige i Aandens Historie.

Da jeg, som sagt, ikke kunde overkomme indiske Sprog, maatte jeg
herved holde mig til Oversættelser. Jeg gjennemgik Veda, Brahmanam,
Purana, Manus Lovbog og hvad jeg ellers i vore Bibliotheker kunde
forskaffe mig, mest i engelske eller tydske Oversættelser, Ramagana
i Gorresio's 5 italienske Bind, og Mahabharata i Fouchés 9 franske,
og sammensøgte alle de Afhandlinger i Tidsskrifterne, som jeg fandt
tjenlige til at oplyse det store Virvar af religiøse Forgreninger.
Jeg kom derfra til Buddhismens, baade i de indiske og chinesiske
Lande; og føiede dertil nogen Kundskab til de chinesiske Oldskrifter
efter Jesuiternes latinske Oversættelser, tillige med hvad jeg kunde
opdrive af nyere chinesisk Litteratur.

Af alt dette gjorde jeg mig Uddrag og systematiske Registre, og
vedblev at skride fra den ene Religion til den anden. Jeg gik over
til Amerika og levede med Inkaer, Azteker, Rødhuder og Eskimoer, og
jeg behandlede efter Schoolcrafts Anvisning Indianerne og efter Rinks
Grønlænderne ligesaa grundigt som Asiaterne.

Min Plan antog efterhaanden overvættes Omfang. Min Mening var intet
mindre end at danne et omfattende System af alle Hedenskabets,
eller »den naturlige Religions« Former; at undersøge fra Grunden
Religionens Væsen og Ophav, at forklare alle dens Forestillingers
og dens Billedverdens naturlige Fremkomst og give en Udsigt over
Forgreningernes eller de enkelte Religioners Eiendommeligheder hver i
sin Retning, og stille dem overfor den sande Religion som den, der i
Guds egen Aand har ladet alle menneskelige Ideer komme til deres Ret
og endelige Forklaring.

Jeg fortsatte dette Studium lige til min Alderdom, men jeg har derved
fordybet mig i Kildeskrifter, som ene er nok til et Livs Arbeide.
Jeg har i mine Landsbypræste-Aar baade i Sjælland og her arbeidet
i Hieroglyferne, og kom virkelig deri saavidt, at jeg ikke blot
fortolkede alle de Texter, der ere at faae her i Landet, men ogsaa
for at tage det samvittighedsfuldt med Sproget, forfattede mig et
Lexikon saa udførligt, at der i alle de Texter, der ere komne mig i
Hænde ikke findes noget Ord, der ikke deri er forklaret i alle sine
Betydninger. Denne ægyptiske Lærdom har jeg benyttet til et System
af Nillandets Religion, som jeg efter min Maade har udført i 3 svære
Bind. Den eneste, jeg har meddelt det, er M. Goldschmidt, som ønskede
at benytte det til sin Religion. Men han fik ikke gjort synderlig
Brug af det, da han ikke var istand til at læse Hieroglyferne. Da han
havde forsømt Sproget, kom Nemesis over ham. Hun tillod ham end ikke
at tolke hendes Navne.

Derefter gik jeg tilbage til mine gamle Venner Israeliterne, og
arbeidede mig igjennem deres Talmud. Jeg har oversat Mishnahs sex
Dele og kortelig fortolket dem efter Gemarah-Glosserne.

Den helleniske Litteratur havde jeg altid for Haanden. Platon og
Digterne seer jeg af mine Papirer, at jeg i de Aaringer har taget
det saa grundigt med, at jeg har skrevet fuldstændige Gjengivelser
af Gangen i Platons Dialoger, og udførlige Bedømmelser af hvert
enkelt Drama saavel Tragikernes som Aristofanes, og har endog taget
de latinske Tragedier med, som gaae under Senecas Navn. Ogsaa
Historikerne gjennemgik jeg, især Herodot og Plutarch, idet det kom
mig an paa at eftervise, hvor paalidelige deres Efterretninger om
Asien og Ægypten ere.

Allermest tiltrak mig Pausanias' Reisebog. Jeg føiede Strabons
Efterretninger til, og skaffede mig derved i Forening med Nutidens
Haandbøger en ret grundig Kundskab til hellenisk Cultur og Folketro.
Det var igjen et stort Studium, som tillige førte mig videre.

Den stadige Paavirkning af mærkelige Sagn og klassisk Kunst, æggede
saa stærkt til at forsøge mine egne Kræfter, at jeg ikke længere
kunde holde den forstyrrende Muse fra Døren. Pennen havde jeg altid
i Haanden forat ophobe mine Samlinger, og hvad var der at gjøre,
naar den snart af sig selv skrev Vers istedetfor tøre Notitser? Der
opstod Sagn efter Sagn. Det bedste er vel det Stykke om Sokrates og
Aristides' Datterdatter, Myrto, som er trykt i »Ude og Hjemme«.

Alt dette ligger nu hen mellem glemte Sager, men adskilligt har dog
seet Lyset. I 1865 fik jeg udgivet et lille Bind af syv saadanne
Stykker, som jeg kaldte »Nogle Sagn.« Bogen blev saa lidt paaagtet,
at jeg ikke hørte andet om den, end at en Recensent, efter i Hast at
have affærdiget en Række Smaabøger, sluttede med, at »endelig havde
ogsaa Forfatterinden Ilia Fibiger udgivet nogle Sagn.«

Saalidt Lykke end Familienavnet har gjort, har det dog havt den
Egenskab, at der bagved det laa saa store Forestillinger om sit eget
Værd, at det ikke har kunnet bringes til Taushed. Endnu førend jeg
var færdig med Sagnene, havde jeg i 1863 skrevet et længere Digt i
Hexametre, kaldet Sisyfos. Det har en religionshistorisk Mening,
jeg vilde vise den helleniske Aands Storhed og Skjønhed, men ogsaa
hvorledes den ikke kan faae Stenen over Bjerget, men stolt af sin
verdslige Herlighed maa i al Evighed fortsætte sin titaniske Kamp.
Jeg turde derfor ikke vise Høyen det, jeg var bange for, han skulde
udstøde mig af Synagogen, og tiltrods for min Opsætsighed havde jeg
dog Synagogen saa kjær, at jeg ikke kunde undvære den. Derimod viste
jeg Broder Caspar det, men han dømte, at det i sig selv kunde være
godt nok, kun var Verscæsuren ikke altid rigtig holdt efter klassisk
Regel, og udgives kunde det ikke, da Publikum umuligt vilde kunne
finde Smag deri. Saa rettede jeg Cæsuren og lod Digtet ligge.

I 1866 føiede jeg et andet Epos til af lignende Omfang, ogsaa 12
Sange. Det var det nordiske Sagn om Høgne og Hedin. Jeg vilde nu
vise, at den nordiske Aand med alt sit vilde Vaabenbrag, ikke kom
videre end den helleniske med sin Culturkamp, den aad sig selv op.
Men det gik ikke. Hellenerne kunde man sagtens slaa sig til Ridder
paa, de var jo nu eengang gaaede ud af Sagaen, men det frie, det
mægtige Norden, Forjættelsens Land, der fører til Seier Folkenes
Sag, det er Helligbrøde. Man tænke sig Freja afklædt de sentimentale
Dyder, Dannekvindens Hjærte tilgav det ikke.

Endelig skrev jeg næste Aar (1867) en Tragedie i Trimetre med
Chorsange efter Sagnet om Helenas Død hos Pausanias. Naar undtages de
Erinyesange, der medens Udaaden fuldføres paa den ulykkelige Skjønne,
trække sig for længe ud, og efter deres Indhold er ubehagelige at
følge, synes jeg meget godt om dette Stykke. Handlingen er stærk
og spændende, og saavel ordnet og sammensluttet som i en fransk
Tragedie fra den klassiske Tid; Indholdet er sværmerisk Erotik, og
Versene have et frit let Sving, med velklingende og dog maadeholden
Billedrigdom; lige til sidste Linie har jeg, klog af Skade, lagt
den største Vægt paa den fine Smag. Men galt gik det mig ligefuldt.
Fjenden kom dennegang fra min egen Leir, nu var det igjen ikke
strengt nok i Stilen. Jeg havde ment saa overmaade fint psychologisk
at forene de forskjellige Sagn, om at Helena til sin Skam havde
været i Troia, og til sin Ære dog ikke været der, men Høyen -- for
denne Gang havde jeg været saa uheldig at vise ham det -- fældede
den Høiesteretsdom, at jeg paa egen Haand havde lavet en ny og falsk
Helena. Desaarsag blev stakkels Helena ikke vel seet i det fine
Selskab. Det har nu altid været hendes Skjebne. Jeg har jo selv
beskrevet, hvorledes hun af den Grund blev skjændeligt aflivet; men
ligefuldt dog ikke kan aflives, hun gaaer igjen.

Af disse tre Stykker havde jeg tænkt at danne et Bind, som jeg
kaldte »den evige Strid«. Men Tanken er eet, Handling er noget
andet. Mine skjønne Vers blev hjemme i 13 Aar, og jeg var alt
bleven en gammel verdensforsagende Landsbypræst. Saa traf det sig,
at jeg engang (i 1878) kom til at rode op i en temmelig stor Dynge
af begravede Aandsbørn, og standsede ved dette Stridens Barn. Det
klyngede sig atter til mit Hjærte, jeg kunde ikke slippe det, og
jeg pakkede det ind og sendte det til Edvard Lembcke, i det Haab at
da Høiesteretsdommen ikke var proklameret, kunde den maaskee endnu
underkjendes. Det blev den, han svarede kort og godt, at Bogen
fandtes værdig til at udgives[27]. Meget behageligt, men hvorledes
skulde jeg faae den udgivet? Jeg var for fattig til at betale
Trykningen, og mit Navn var forlængst blevet saa ilde medhandlet,
at en Forlægger vilde byde sin Dreng at lukke Skodderne. Jeg vidste
derfor ikke bedre Raad end først at forklæde Navnet, og kalde det
Diodoros, som skulde være en Oversættelse af mit Fornavns hebraiske
Form, og dernæst ydmygeligst at bede min høit ansete Ven at tale min
Sag for en ligesaa høit anseet Forlægger. Det var det snildeste, jeg
nogensinde har udtænkt, hans Anbefaling virkede det utrolige. »Hegel
sagde ingen Ting, men var glad og fornøiet,« skrev han, og Bogen kom
ud. Endnu mere, under sin Forklædning gjorde den saamegen Lykke,
at jeg i et stort Blad fik at læse en lang og grundig og overmaade
rosende Anmeldelse, og den var til min Forbauselse af -- Erik Bøgh.
Dog blev Bogen ikke bedre solgt, end at da jeg siden kom igjen,
tog Hegel trævent imod mig, tog vel imod Bogen, men Lykken blev
derefter. Forsaavidt fik Caspar Ret.

 [27] L. svarede dog ikke saa tørt, som man efter dette Udtryk
 maatte antage. Han skrev: »Jeg vilde anse det for et Tab for den
 danske Litteratur, der dog i vor Tid (1878) ikke har Raad til ret
 mange Tab, om Digte med en saadan Skjønhed og Fylde af Tanker ikke
 skulde komme ud.« Udg. Anm.

Det jeg kom igjen med (i 1880) var en virkelig god Bog, efter mit
Sind da. Jeg havde kaldt den ~Graabroderen~ efter Hovedfiguren, der
paa det nærmeste er mig selv. Ved en anden, en sværmerisk og halvt
forrykt Klosterjomfru har jeg benyttet Ilia som Model, men har dog i
høi Grad overdrevet hendes Eiendommeligheder.

I den Tid, det var det sidste Aar, jeg var i Vallensved, var jeg en
flittig Digter, og lod desaarsag Hieroglyferne saa temmelig hvile i
et Par Aar. Foruden mit allerede omtalte Digt ~Panthea~, som ikke er
udgivet, men blev færdig paa Sjællands Grund, kunde jeg til Falster
medbringe en hel Roman i fuld Nutidsstil, mit første Arbeide paa det
Omraade. Da jeg korrigerede det i min nuværende Stue, medens jeg
var til Huse hos min Formands Enke, morede det mig at mærke, hvor
hendes Døttre var pinte af Nysgjerrighed forat faae at vide, hvad der
var i de Ark, Posten bragte mig. Den nye Præst var i mange Maader
ubegribelig, men dette var endnu det mærkeligste. Bogen er kaldet
~mine Søstre~, og hel Fantasi, som den er, indeholder den intet
andet end et Par unge Pigers Hjærtens Oplevelser i deres Moders, en
tarvelig Enkes Hjem, i en lille By i Løbet af et Aarstid. Det er saa
lidt som muligt, dog løb den op til 400 Sider, og skaffede mig den
Glæde ret af Hjærtet at fortælle om mit Ungdomshjem, Roskilde.

Siden har jeg, foruden tre Nutids Komedier, som ikke er kommen
længer end til min Hylle, ikke skrevet, eller rettere samlet, for
skrevet var det til meget forskjellige Tider, andet end et lille Bind
Smaadigte, 100 i Tallet (1884). Jeg kaldte dem ~Sorgens Genier~, thi
de indeholde de mørke og pinlige Betragtninger, som have fulgt mig
Livet igjennem.

Saamegen Lyst jeg end jævnlig har havt til at slippe ogsaa de glade
Fugle løs, lige fra mine første Sværmerier for min Brud til den
gamle Mands Frydesang over sin hjemlige Lykke, saa er alt dette saa
eget for mit indre Liv, det er saadanne Hjærtens Hemmeligheder og
saa underlige Stemninger, at det vel endog ikke engang vilde kunde
forstaaes selv af mine Venner, end mindre af det læsende Folk, med
mindre jeg havde været en Mand af den Betydning, at man blot for at
lære ham at kjende, havde villet lytte til hans Ord. Men en saadan
Mand er jeg jo ikke.[28]

 [28] I Manuscriptet følger her et Kapitel (paa 125 Sider) om
 den italienske Reise, som mine Pleieforældre foretog i 1863,
 derefter et mindre Kapitel »Krigen«. Dette maatte overspringes,
 da det gaar udenfor den biografiske Ramme. Men det indeholder
 en Række Yttringer om de slesvigske Forhold, der baade ere saa
 charakteristiske for Forfatteren og tillige have saa megen
 Interesse, da de bero paa personlige Iagttagelser og Indtryk, at
 de paa ingen Maade kunde udelades. Man finder dem i en Note ved
 Værkets Slutning. Udg. Anm.



FJERDE KAPITEL.

EN PRÆSTEHISTORIE.


Præstehistorier er der nok af i Verden, og jeg kunde gjerne fortælle
omtrent saalænge som det skulde være. Jeg vil imidlertid kun
berette en, som hørte til det offentlige Liv, og som fik adskillig
Indflydelse paa min Skjebne.

Jeg har aldrig beskjæftiget mig med Politik paa anden Maade end at
jeg som Tilskuer har fulgt Begivenhedernes Gang. Desuagtet blev jeg i
1872 indviklet i en Slags politisk Sag, som vakte en Del Opsigt. Ved
Rigsdagens Aabning paaligger det som bekjendt Kjøbenhavns Præster
paa Omgang at prædike ved Høitideligheden i Slotskirken. Den Præst,
hvis Tur det var, Harald Ipsen i Citadellet, var en saa afgjort
Modstander af al Folkefrihed, af Grundlov, Rigsdag og alt hvad dertil
hører, at han ikke paa nogen Maade vilde forrette den Tjeneste. Han
kom til mig i en vildt ophidset Stemning, og sagde mig, at han vilde
ikke, han kunde ikke tale de hellige Ord til disse Mennesker, han
vilde ikke kaste Perler for Svin eller det Hellige for Hunde, han
var mere tilsinds at jage alt det Pak fra hinanden med en Kjep. Jeg
maatte prædike for ham. Det var nu ingen ringe Ting at forlange, da
denne Høitidelighed falder den første Mandag i October, altsaa i
Reglen Morgenen efter Confirmationsdagen, og jeg havde at confirmere
henved 100 Confirmander og vidste, hvor træt jeg efter min daværende
Helbredstilstand vilde være. Jeg sagde derfor Nei, men Ipsen var
ikke til at stille tilfreds. »De kan afsætte mig, men jeg gjør det
ikke!« Han foer til Stiftsprovsten og opførte samme Scene, men havde
der bedre Lykke. Jeg modtog skriftlig Tilhold om, at da jeg var den
næste paa Listen, maatte jeg i Ipsens Forfald overtage Tjenesten. Nu,
Øvrighedens Bud maa lydes, tænkte jeg, og satte mig i en temmelig
daarlig Stemning Søndag Aften til at forfatte denne vanskelige
Prædiken.

Jeg havde valgt en Text, som gjerne kunde kaldes dristig, men jeg
anseer nu aldrig Guds Ord for at være for dristige: »Jeg beder til
Gud, at I intet Ondt maa gjøre. Ikke at vi skulle synes dygtige, men
at I skulle gjøre det Gode, om end vi skulde være som udygtige. Thi
vi formaae intet mod Sandhed men for Sandhed.« 2. Kor. 13, 7. Jeg
havde taget dette Ord, fordi der det Aar var en almindelig Frygt
for, at Venstrepartiet, der første Gang var kommen i Flertal i
Folkethinget, vilde bruge sin Magt til at tvinge sit Program igjennem
og helst styrte Ministeriet. Min Mening var ikke just at kalde dette
ligefrem ondt, jeg vilde i det Hele ikke gjøre nogen egen Mening
gjældende, men kun minde om, uden at sige det, at det selv i en god
Mening muligvis kunde blive Folk til Skade, man kunde komme til at
fortryde det.

Lige foran den lave Prædikestol sad Partiets Førere med den dengang
almægtige J. A. Hansen i Spidsen, og jeg havde let ved at see, at
allerede Texten, som jeg læste med Eftertryk, begyndte at vække Uro.
Anføreren fixerede mig med sine skarpe Øine, og hele Talen igjennem
kunde jeg see hans Ansigt blive mere og mere ophidset. Min Tale var
dog ikke til det. Tiltrods for min Ærgrelse over at være bleven
paabyrdet denne ubehagelige Forretning var den holdt i min sædvanlige
Stil. Vel med nogen kraftig Skildring af hvad alt Partivæsen fører
til, men uden at paabyrde noget af Partierne det mere end dets
Modstandere. Hovedindholdet var Opfordring til Fordragelighed og Fred
i den christne Kjærligheds Navn. Men det hjalp ikke.

J. A. Hansen sendte strax Ministeren en skarp Klage over Prædikanten,
forlangte mig tilrettevist, og da dette ikke lykkedes, formulerede
han siden sit Forlangende derhen, at det i Fremtiden ikke maatte
tillades Prædikanten selv at vælge sin Text. Det var vel ogsaa
den, der blev anseet for det egentlig fornærmelige, ligesom i
Haderslev Hospital, hvor den fornærmede klagede over ikke just
hvad de andre havde sagt, men at de »havde slaaet de skrappeste
Psalmer op imod hende.« Holt var Cultusminister, og han holdt ikke
af stærke Rivninger. Han vilde helst stille de mægtige Modstandere
noget tilfreds og havde intet imod, om jeg fik en liden Rivaf for
min Vigtighed. Ogsaa de øvrige Regjeringsherrer var ilde ved Sagen,
man holder allermindst af at foruleiliges af Præsterne. Venstre var
rasende og raabte paa, at jeg med mine Ord om det menige Folk havde
angrebet Grundloven. Forsaavidt sandt, jeg havde ikke anseet _vox
populi_ for _vox Dei_.

Ogsaa Kirkens fine Mænd var betænkelige. Fog tog den Prædiken frem,
han selv havde holdt for Rigsdagen, og læste den for mig som
en Anvisning om, hvorledes sligt skulde gjøres. Den handlede om
Alverden og dens Historie og om Fædrelandskjærlighed i Særdeleshed.
Paa den Maade kan man unegtelig komme passende, og naar man er en
stor Taler, meget smukt fra enhver Ting. De mere ængstelige gik
videre. Stiftsprovst Rothe kom med sin vanlige Hast farende op til
mig, og fortalte, hvad der var hændet ham. Han havde selv været i
Løvens Hule, uforvarende havde han forvildet sig derind. Han havde
confirmeret en Dreng, som Kirkebogen viste, var Jens Andersen Hansens
Søn, men der var ved dette Navn ikke faldet ham noget mistænkeligt
ind, før han paa sin Visitrunde stod udenfor en Dør ude paa
Vesterbro, hvorpaa var at læse: J. A. Hansen, Rigsdagsmand. Da løb
det ham koldt ned ad Ryggen, men i Guds Navn, en Christen maa frem,
om Foden end skal brænde. Det var en haard Dyst, Uhyret var farligt,
det forkyndte ham snerrende, at det ikke lod sig afspise med mindre,
end at Ministeren ufortøvet gjorde sin Pligt og Synderen fik sin
Tugt. Det var nu den gode Provsts Ærinde til mig, at jeg dog endelig
maatte ydmygeligst gjøre den farlige Afbigt, vi gik mørke Tider imøde.

Det fandt jeg nu ingen Grund til, men, føielig som jeg er, skrev jeg
dog et Brev til Fjenden, om at der var ingen Grund til at tage saadan
paa Veie, det havde ikke været min Mening at fornærme nogen, hvad der
var sagt om Folket og dets Førere, var sagt for alle Tider og alle
Sager, ligemeget til Høire som til Venstre, hvorfor jeg paa min Maade
forklarede ham ganske venligt og christeligt, at han fik at tage sig
til Hjærte, at vi alle ere Syndere, end ogsaa han. Men dermed kom jeg
ikke videre. Som jeg ikke gjerne sender noget Brev bort uden at have
forelagt det for min kjære Hustru, saa søgte jeg ogsaa hendes Bifald
for dette. Men hun sagde: Nei, det maa du ikke; det vil dog blive
opfattet, som du er bleven bange og gjør Afbigt. Heller ikke er det
helt sandt, du har dog tænkt paa Venstre ved hvad du sagde, og dette
er en Udflugt bag efter. Den ærlige Kvinde havde Ret, og Brevet kom
ikke videre. Da saa Prædikenen skulde trykkes, vilde jeg igjen i et
ganske kort Forord gjøre opmærksom paa, at min Tale lige saavel kunde
gjælde Høire som Venstre, men heller ikke dette tillod min Censor, og
reddede saaledes den Ære, som jeg selv sætter for lidt Pris paa.

Dette kom mig i saa høi Grad tilgode, at det forskaffede mig den
eneste Ære, der nogensinde er bleven gjort af mig. Da Prædikenen
udkom, jublede Høirepressen for de Skrub, Venstre formentlig havde
faaet. Poeten og Godsforvalteren F. L. Mynster skrev endog et helt
Skrift om den Sag, hædrede mig som en Kjæmpe for den gode Sag,
lignede mig ved Mester Ole Vind, og hvad veed jeg? og lod Piecen
colportere over hele Landet til Agitation. Og der sad jeg, som ikke
havde ment noget med det.

Det morsomste var, at heller ikke min ærede Modstander havde ment
noget med det. Aaret efter holdt Johannes Kok den Prædiken, som Ipsen
havde været for rasende til at holde, og jeg ikke havde forstaaet
at gjøre skrap nok. Han forstod det bedre. Han gik ligefrem løs paa
Venstres Synder, og inddelte sin Tale efter de forskjellige Sager,
de vilde sætte igjennem, belæggende enhver af Delene med de behørige
Grovheder, smukt ordnede. Det var engang en Forargelse, men der blev
intet talt derom. Det Hele havde været en Komedie, der skulde ærgre
Ministeriet, og da den nu engang var opført, var der ingen Grund til
at give den igjen.

Min Sag havde imidlertid faaet det Endeligt, at den var bleven sendt
Biskoppen til Erklæring, og det var ret noget for Martensen. Den
brave Hyrde tog fast om Værget, naar Kirkens Ret skulde hævdes, og
hans lange Udtalelse træffer nøiagtig min egen Mening ved hvad jeg
havde sagt, uden at jeg i nogen Maade havde gjort ham opmærksom
derpaa.

Biskoppen skrev saaledes:

Efter at Pastor Fibiger har talet om dem, der paa Thinge eller i
Folkemøder føre deres egen eller deres Meningsfællers Sag, siger han:
»Selv den der kløgtigst og kunstigst beregner sine Midler, slaaer
dog som Grundfarven ind i sin kløgtige Væv den Tro, at hans Sag dog
tilsidst er Sandhedens Sag; det er kun Midlerne, der kunne falde
noget kunstige; og det menige Folk, som kun lidet er istand til at
see, hvad Vaaben der bruges, kun at de føre til Seir, troer ligefrem
paa, at Sagen der strides for, er intet andet end Sandhed og Ret.« Og
paa et andet Sted siger han: »Hvad ere Mennesker, naar Gud fanger de
Kloge i deres egen Kløgt, og de maa selv see, at det var Blendværk;
naar han lader det menige Folk fare hen paa meningsløse Veie, og de
maa selv erfare, det var Daarskab?« Af disse Steder har Hr. J. A.
Hansen taget en Forargelse, der er blottet for enhver objectiv og
almengyldig Grund, og kun kan betragtes som en Følelsessag for ham
selv.

Thi ingenlunde har Pastor Fibiger, som det forekommer Hr. J. A.
Hansen, udtalt noget politisk Partistandpunkt. Han har udelukkende
holdt sig til religiøse og moralske Synspunkter, har helt igjennem
talt om det sandhedskjærlige Sindelag og den moralske Selvstændighed,
der er Betingelsen for den politiske Virksomhed, naar denne skal
blive til Gavn, uden at indlade sig paa selve det politiske Stof som
saadant, eller paa nogen Maade at ville give politiske Raad, hvad der
ikke hører til det kirkelige Embede, der bør begrændse sig til det
Religiøse og Ethiske som Grundlag for det Politiske. Det vil ikke
være muligt for nogen af denne Tale at kunne kjende, til hvilket
politisk Parti Pastor Fibiger selv hører, eller om han overhovedet
hører til noget politisk Parti.



FEMTE KAPITEL.

AFSKED MED DEN GAMLE KREDS[29].

 [29] I den udladte første Del af dette Kapitel fortælles om
 Broderen Christians Død og om Besøget i Kolding ved hans
 Begravelse (1873).


Jeg havde levet den længste Tid af mit Liv i Kjøbenhavn, 13 Aar som
Student og Candidat, og 15 Aar som Præst, og Staden var bleven mit
egentlige Hjem. Udenfra seet var der intet Hus, der var mig fremmedt,
og især i den nordlige Del, hvor jeg mest havde min præstelige
Virksomhed, kunde jeg ogsaa ved de fleste af Husene tænke paa, hvilke
kjære Mennesker der boede bag Vinduerne. Alle de, hvis Sorger og
Ulykker jeg havde delt, og hvis Festdage jeg havde været med til,
vare mig kjære. Jeg gik i Gaderne som i en Selskabssal, hvor jeg vel
ikke kjendte alle, men jeg kunde dog ikke komme gjennem nogen Gade
uden at møde Venner, og de pjaltede kunde ligesaa vel opholde mig
med en Samtale som de fine. Dog som det gaaer i en god Omgangskreds,
at i Aarenes Løb, falder snart den ene, snart den anden fra, og før
man faaer seet sig om, bliver der tomt i Rækkerne. Præsten føler det
mest, han maa begrave dem, han maa ligesom offre det ene Liv efter
det andet, og gaae ene hjem. Saaledes gik det ogsaa i vor nærmeste
Kreds. Hvert Aar maatte jeg ved Graven udgyde mit Hjærtes Klage over
de kjære Slægtninge og Venner, og var der end altid nok af Bekjendte,
var dog de Gamle, de egentlige borte.

Den første, vi mistede, mens vi boede i Kjøbenhavn, var ogsaa den
bedste, Familiens Sol, Farbroder Scavenius. Han var med sine 70 Aar
endnu ganske vel tilpas, ved vanligt Humør og saae sund og rødmusset
ud. Faa Dage før havde han besøgt os, og gjort Løier med, at han
kunde stjæle, hvad vi havde, for vore Døre stode aabne, da han kom.
Men en Morgen, da han vilde staae op, blev han pludselig ramt af et
saa forfærdeligt Slag, at han ikke mere kunde give noget Livstegn fra
sig. Kun naar hans Hustru lagde sin Haand i hans, rørte han svagt sin
for at kjærtegne hende, som den gamle Elsker, han var. Saaledes laa
han ubevægelig og med lukkede Øine en Uges Tid, da sov han stille
hen, den 11. October 1861.

Ved Begravelsen gjorde jeg min første Erfaring i at stede en Hærens
Øverste tiljorde, en Tjeneste jeg fik Øvelse nok i under den kommende
Krig. Hele Krigsstanden var samlet, Garnisonspladsen fyldt med
Soldater og Kanonerne opkjørte, Kongen tilstede, i alle Maader fuld
Generalshonnør. Han havde jo ogsaa været Minister, og Kongen havde
ham kjær fra den Tid, han havde været hans Discipel. Men i min Tale
fandt jeg mig ikke forpligtet til at tage særdeles Hensyn til den
glimrende Forsamling. Jeg skildrede ham i jævn Stil, som han var
imellem os og jeg bedst kjendte ham, fortalte om hans Liv i Hjemmet,
tog endog de pudsige Træk med, og lod saa de høie Herrer om det, de
vidste bedre end jeg.

Det var yndigt at se den søde Tante i hendes Sorg. Hun græd
bitterlig, og der var intet Haab om, at hendes Savn kunde lindres i
denne Verden. Det var jo hendes Livs eneste og altid lige inderlig
Elskede, der var borte; og i sin Kjærlighed var den gamle Moder
med de mange Børn ganske som en nygift. Men overvældes af Sorgen
kunde hun dog ikke, dertil var hun for gudhengiven. Hun sad syv Aar
Enke med sine ugifte Døttre, de to Tvillinger, og kunde endnu gjøre
Sommerreiser til sine Børn i Fyen og paa Langeland, saa overvældede
en Hjærtesygdom hende, og hun sov hen den 28. Januar 1868. Det var
streng Vinter og jeg laa i min Seng af Feber. Jeg var fortvivlet, men
jeg sagde til Lægen: Jeg bryder mig ikke om hvad De siger, jeg skal
og vil i Kirken. Jeg stod op, naaede derhen, og det gik, som jeg
oftere har erfaret, at naar jeg først er indenfor Kirkens Døre, er
Sygdommen udenfor. Jeg fik af mit fulde Hjærte og under mange Taarer
talt over den, der i Sandhed har været mig en anden Moder.

Endnu en tredie Moder havde jeg, for de kjære Kvinder har altid
været mig gode. Det var gamle Tante Christine Møller. Hun havde nu
siddet Enke i 26 Aar, men ført det samme gjæstfrie Hus, altid med
sine ældre og yngre Venner omkring sig, og altid den samme statelige
Dame, som ønskede at gjøre et godt Indtryk. Ogsaa lykkedes det hende
ganske godt at bevare sin Aands og sit Hjærtes Evner til sine 87
Aar, den sværmeriske Følelse, den romantiske Tankegang forenet med
blid rolig Holdning. Ligesom Moder saae hun mig ogsaa gjerne som sin
Sjælesørger. Hendes Religion var en naturlig ren Kjærlighed, hun
troede paa Evigheden, men hun vilde gjerne leve, hun fandt endnu
dette Liv skjønt. Den sidste Dag, da jeg sad hos hende og talte mildt
christeligt, mens hun laa afmægtig hen, slog hun sine Øine op imod
mig og sagde sukkende: Ja, det er sandt, men du kan troe, det er
tungt at døe. En Times Tid efter, sov hun hen, den 12. Februar 1867.
Saaledes var der nu af den ældre Slægt ingen andre end Moder alene
tilbage.

Hun var nu over 80 Aar og sad med Fred hos min Søster i Thriges
Skolebygning. Hendes Helbred var som i alle de sidste tyve Aar
hun levede, meget svagt, men hun holdt sin Aandsfriskhed oppe.
Mine Prædikener, som hun i mine første Præsteaar havde havt noget
vanskeligt ved at finde sig i, havde hun dog, da jeg forlod
Haderslev, i den Grad savnet, at jeg regelmæssigt maatte sende hende
dem, og hun fik dem saa kjære, at hun med egen Haand afskrev hele
Bunker af dem, inden hun sendte mig dem tilbage.

Da jeg i 1874 blev Landsbypræst, var hun 85 Aar, og jeg kunde ikke
længer tjene hende med mine Prædikener, da jeg ingen længer skrev.
Men jeg sørgede dog for, at min Søster hver Søndag Morgen kunde lægge
et godt langt Brev foran hende paa hendes Seng; og saa læse det for
hende hver Dag, til det næste kom.

I Januar 1879 fyldte hun sit 90. Aar, men spandt dog endnu den Vinter
paa sin Rok. Det duer rigtignok ikke til noget, hvad Moder spinder,
sagde min Søster, men hun har dog alle de gode Tanker derved, som
hun altid har rost Rokken for at sætte i Gang. Vintren gik hen som
sædvanligt, men efter Paaske var hendes Kræfter udtømte, hun vilde
mod hendes Sædvane i de sidste Dage i Paaskeugen ikke op af sin
Seng. Søster Christine der vidste, at jeg skulde holde Confirmation
om Søndagen, vilde ikke sende Bud efter mig. Saaledes skete det, at
jeg ikke var tilstede, da Moder Søndag Morgen umærkeligt ikke mere
aabnede sine Øine. Gud være takket for rolig Hengang hun fik. Hun
havde i Sorg og Smerte lukket saamange af sine Elskedes Øine, nu blev
det hende forundt ikke selv at føle Dødens Smerte.

Hendes Forældre saavelsom hele hendes Slægt hviler paa Roskilde gamle
Graabrødre Kirkegaard. Derhen førte vi hendes Legem og samledes til
Sørgefest i Kapellet. Jeg talte som jeg efter mit Hjerte maatte tale
over min Moder, men jeg maa ikke have været heldig med at udtrykke
min Stemning. Caspar bebreidede mig temmelig stærkt, at det var for
ringe, hvad jeg havde sagt. Du har dog kunnet tale over andre sagde
han, skulde du da ikke kunne vise os et bedre Billede af en saadan
Moder, som vi har havt? -- Ja, det er netop Sagen. Andre kan man
løfte saa høit som Kjærligheden og Beundringen er til, men jeg idet
mindste kan det ikke ved hvad der i den Grad er mit eget.

Caspar kom selv ikke længe til at savne den Moder, han satte høiest
af alt. Hans forskjellige Svageligheder samlede sig efterhaanden til
Sukkersyge, og hans før saa bevægelige Skikkelse blev stiv og bøiet.
Han arbeidede med sin vanlige Flid, følte vel, det gik mod Enden,
men haabede dog, han skulde naae det Maal, han havde sat sig, at faae
sit sidste Arbeide, den russiske Litteraturs Historie færdig. Det
lykkedes ogsaa saa vidt, at en afsluttet temmelig stor Del af den,
til Begyndelsen af dette Aarhundrede, kunde udgives efter hans Død.
Men da kunde han ikke mere. Hans Læge skikkede ham til Carlsbad, men
denne Kur viste sig saa forfeilet, at den tog hans sidste Kræfter
fra ham. Dog skaffede den ham den Glæde, at han fik Leilighed til at
gjensee sit kjære Prag, og hvorledes han der blev modtaget, har jeg
allerede fortalt[30]. Efter sin Hjemkomst forsøgte han at ligge paa
Landet i Torbæk, men blev bragt døende hjem og sov hen med Fred den
4. September 1881.

 [30] Pag. 135.

Saa maatte jeg nu ogsaa begrave ham, og nu sparede jeg i Sandhed
ikke paa den Ros, som han havde fundet, jeg havde holdt igjen paa
ved Moders Jordefærd. Jeg gjennemgik grundigt alt hans Væsen, og
skildrede udførligt det samme som hans bøhmiske Ven, Kheil har
sammenfattet i Slutningen af sit allerede omtalte Mindeskrift over
ham.

Amalies Familie har jeg altid regnet for min egen, men jeg kan
dog ikke negte, nu da jeg er ved at overveie den Sag, at Blodets
Baand dog gjør en betydelig Forskjel. Naturgrunden er en anden. I
Kjøbenhavn findes den nu i Huset Holm, som dengang endnu sad i sit
smukke Hjem, Vesterbro 125. Men deri foregik ogsaa en Forandring.
Den gamle Frue døde i Januar 1865, og da Edvard boede i Husets
Kvistetage, maatte Frederikke overtage Husholdningen for begge
Familier.

Conferentsraad Holm havde i sin lange Virksomhed tiltrods for
sin Beskedenhed efterhaanden erhvervet sig en stor Anseelse.
Som en alvorlig, from og mild Christen var han høit agtet i
kirkelige Kredse, og Medlem af Kirkecommissionen. Og som Mæsenas
i Kunstens Verden var han Stifter af Musikforeningen og dens
bestandige Direktør, og i Kunstakademiet var han Æresmedlem og sad
i Commissionen for dets Reform; da nogle Kunstnere stiftede en
Radereforening, toge de ham til Formand og fandt sig vel derved,
og, som jeg alt har fortalt, naar vi vilde have Kunstsager til
Provindsen, havde vi kun at henvende os til ham. Han selv havde en
smuk Samling i sit Hus, og havde han faaet noget nyt, var det hans
Glæde at samle de Kyndige med Høyen i Spidsen for at nyde det med
dem. Musikere havde han regelmæssig hos sig i gode Aftenselskaber, og
de maatte yde deres Bedste. Weyse og Hartmann vare hans Venner, Gade
strøg sin Violin ved Kvartetten, Heyse var Familiens Troubadur, ved
Indvielsen af Villaen paa Vesterbro satte han en henrivende Musik til
den skjønne fantastiske Cantate, Molbech havde skrevet.

Fader Holm blev gammel og var meget lykkelig i sin Familie. Han døde
samme Foraar som min Moder i en Alder af 85 Aar. Det var haardt for
hans Børn, men da han var hensovet den 28. Mai 1879, samledes vi til
en meget opbyggelig Sørgefest. Olaf Waage holdt en fortræffelig Tale.

~Høyen~ var tidligere gaaet bort (April 1870) og havde efterladt et
smerteligt Skaar i vor Kreds. Hans Endeligt er saa smukt og sandt
beskrevet af L. Ussing, at jeg intet har at tilføie. Hans Enke talte
fortrolig med mig, om hvorledes Begravelsen kunde ordnes, og det
havde sine Vanskeligheder. Han selv havde udtalt det Ønske, at der
ingen offentlig Ære skulde vises ham, ingen Tale holdes over ham,
som det hed. Jeg forestillede hende, at det ikke lod sig gjøre.
Det kunde ikke hindres, at en betydelig Forsamling af Byens bedste
Folk vilde indfinde sig, og jeg vidste af Erfaring, hvilket fattigt
ja pinligt Indtryk det gjør, at lade et saadant Møde hengaae i
Taushed, man fortryder det, hvilket jeg navnlig fik Bekræftelse paa
ved Tschernings Begravelse, som jeg i 1874 fik den Ære at forrette
Tjeneste ved. Jeg omstemte hende og hun besluttede sig til Begravelse
fra Frue Kirke i sædvanlig Form.

Høyen havde ingen Familie. Men baade han og hans Hustru vare
saaledes, at deres Venners Børn var som deres egne. Jeg har allerede
fortalt Exempler derpaa i den Skildring, jeg har givet af ham i
2. Bog. H. E. Freund, død 1840, havde vel været hans nærmeste og
kjæreste Ven, og han værnede trolig om hans Familie, den stille
fromme Frue og hendes Børn, Victor og Olympia, hele Vennekredsen
dyrkede dem. Det var yderst svagelige Mennesker, men af en høi Aand
og høist elskværdige. Moderen og Datteren døde 1869, medens jeg var
deres Sjælesørger. Victor saae ud som en Kjæmpe og tog Mad til sig
derefter, men han var saa skrøbelig, at han ikke kunde komme en
Gade til Ende, og ikke tale uden hvert Øieblik at puste for at faa
Veiret. Han kom jævnlig til os, og jeg fik ham meget kjær for hans
Liv og Munterhed og store Lærdom navnlig i Kunsthistorie, hvorom hans
udmærkede Bog om hans Fader vidner. Efter hans Bortreise fik jeg
jævnlig lange Breve fra ham, fulde af de skjønneste Betragtninger i
en egen rhetorisk Stil. Han døde i Sabinerbjergene i September 1881.
Hans Fætter, den brave og dygtige Billedhugger, Christian Freund, var
derimod kjernesund og er det endnu. En glad Sjæl og god Ægtemand, jeg
har selv viet ham.

Den mærkelige Bolig, som Freund havde faaet malet af Hilker i den
fineste pompeianske Stil og som i sig selv var en meget anselig
Leilighed, gik over til H. V. ~Bissen~. Han var jævnaldrende med
Høyen og saae ud til at være en meget kraftig Mand, men under det
stærkt formede og skjæggede Hoved var der en spinkel nervesvag Krop.
Han brugte altid Koldvandskur, og gik uden Hat og Halstørklæde,
helst i Bluse, og levede strengt tarveligt. Naar han beskrev, hvilke
Mirakler det gjorde, naar han skjældte paa Theevandsfolk og uldne
Klæder og slog kraftig ud dertil, fornam man en Sundhedsaande udgaae
fra ham, men det var kun Blendværk. Da han modellerede mig i 1863,
kunde han kun arbeide en Timestid ad Gangen, hans Arme var for matte
til at løftes længere Tid. Aaben og hjærtelig som han var, uegenyttig
og uden Forfængelighed var det en Glæde at omgaaes ham. Han var et
af de fortræffelige Mennesker, der har Hjærte for alt hvad der duer,
og alt hvad der fører et naturligt Liv saa smaat det end kan være.
Han havde sine Værksteder fulde af Træer og Dyr, Katte, Kaniner,
Skildpadder og Firben, Slanger i Træernes Grene og Fugle i Toppen og
han kjælede for dem alle. Og fik hans Barnebarn fat i ham, kunde han
gaae timevis med det paa Armen og lade det nappe ham i Skjægget. Man
sagde, han forkjælede og fordærvede Barnet, det gjorde han dog ikke,
hans egne Børn blev særdeles dygtige Mennesker. Den ældste, Vilhelm
er nu ligesom Faderen.

Kun Christendom kunde han ikke med. Udviklet i en vantro Tid og paa
Kant med den Tids smægtende Romantik, havde han faaet et skarpt Syn
paa Religionen. Han levede og døde uden Kirke eller Præst, hvorfor
skal da en saadan Mand begraves fra Kirken, hvor kun Præsten kan
tale til hans Ære, og hvor det ikke er sømmeligt at tale uden paa
christelig Viis? Men deri er nu vi Danske uforbederlige. Tankeløs
Skik er det eneste, vi kunne tænke os, og at dybere Spørgsmaal
reises, have vi Skræk for. Jeg holdt altsaa min Tale over ham i
Frue Kirke (17. Marts 1868) og mit Sind staaer mindst af alt til at
udelukke nogen af Synagogen. Der var jo nok at sige til den store
Mands Ære, og det Christelige havde jeg frit Lov til at forbeholde
mine tause Betragtninger. Om Høyens Tale over ham ved Festen paa
Akademiet har jeg allerede talt paa sit Sted.

En anden Sag var det med ~Vilh. Marstrand~, som Aaret i Forveien
havde mistet sin Hustru (26. Januar 1867). Han var ikke den,
der med Forstands-Ræsonnement og bar Naturtilbedelse vilde sætte
Christendommen Stolen for Døren, han havde intet høiere Ønske, end
at faae Guds Rige klart udfoldet for Øine og Hjærte. Kunde han det
ikke, anklagede han ingen anden sig selv, sin flygtige Natur og sin
Syndeskyld. Ogsaa i hans Kunst fordybede han sig med Alvor i de
hellige Emner, og naar han fremstillede dem, havde han dybe Tanker
derved og vidste at afvinde de noksom behandlede bibelske Scener ny
Interesse. Den gribende Fremstilling af Thomas, som han vilde have
skjænket til Nørrebros Kirke, for, som han sagde: Jeg maa dog ogsaa
give mit Bidrag til Kirken, fik han desværre ikke malet, men den
legemstore Carton, som er bleven ødelagt, synes mig det skjønneste,
han nogensinde har gjort. Derved gjorde han sig mange Betragtninger
over, hvorfor Thomas maatte sees staaende, ikke knælende foran Jesus.
Han er jo gaaet hen for at røre ved ham, og nu tør han ikke, sagde
han. Naar vi talte om saadanne Ting, og jeg baade villig gik ind paa
hans Tanker og søgte at føre dem videre, havde han sin Glæde deraf.
Ogsaa Bloch har jeg talt med om hans hellige Billeder, men ham kunde
jeg mindre stemme med. Han tog det ogsaa fromt christeligt, men
han havde ikke Marstrands sunde Sands for det naturlige, og dermed
bibelske. At Djævelen for Ex. svæver om Bjerget, og ikke tør komme
derop, er ikke bibelsk.

Endnu mere kom dette frem ved hans Hovedværk, den store Nadvere, som
han arbeidede længe paa, og ikke forgjæves. Det er vel omtrent det
ypperste, der er malet her i Landet. Endelig hans sidste Arbeide, de
betroede Pengesummer, som var bestemt til Bankbygningen, men til hans
store Bedrøvelse blev afbrudt ved hans Sygdom, heldigvis dog ikke
førend han havde faaet malet flere forskjellige Billeder af Scenen. I
Anledning af dette Emne, som han selv havde valgt, havde han en Strid
med Bankbestyrelsen. Han holdt stivt paa sit, og gjorde Paastand
paa, at hvad man end vilde lægge deri, saa skulde Pengemændene finde
sig i at ogsaa deres Institut paa sin Hovedvæg fik en staaende
Paamindelse om at tone christeligt Flag.

Ja, han var vistnok ingen skoleret Christen, det er i det Hele ikke
let nogen selvstændig Lægmand, men han var en alvorlig og tænksom
Bibellæser, og saae op til Helligdommen som det Høieste. Nu døde
hans gode Hustru, det var et forfærdeligt Slag for ham. Det kom ham
uforberedt, hun havde et kraftigt Helbred, men en pludselig tyføs
Feber rev hende bort. Og som han altid havde været plaget af Tvivl
om sit Livs og sin Kunsts Værd, var Ægteskabet blevet ham en Støtte.
Hjemmet var blevet hans Livs Lysside, og al dets Befolkning en altid
glædelig Gjenstand for hans Kunst.

Da jeg saa Morgenen efter hendes Død fandt ham siddende i hans
Malerstue sammenkrympet, rystet og grædende, blev jeg virkelig
forfærdet, jeg havde ikke ventet det. Men det gaaer jo i
Almindelighed gode Mennesker saaledes, at naar man maa skilles,
hører det med til Smerten, at man ikke har været nok for hinanden.
Hvorledes skulde vel ogsaa et saa kjæmpende, grublende og af Naturen
omskifteligt Menneske kunne dele alt med sin Hustru. Ogsaa hun var
heller ikke meget meddelsom. Men dyb Trang havde han dog dertil som
til alt godt.

Alt dette betroede han mig med sin sædvanlige Oprigtighed, men som
alle oprigtig Sørgende trykkede ham Tanken om at skulle udholde alt
hvad der følger med en høitidelig Jordefærd. Jeg troede derimod, at
det vilde gjøre ham godt og sagde ham det. Det viste sig ogsaa, at
jeg ikke tog feil deri. Vi havde i vor Kirke et Chor af gode klare
Drengestemmer, og den uskyldige Maade hvorpaa de foredrog Psalmen
rørte ham dybt. Og da efter den Skik, som ellers for de Sørgende er
den sværeste, hele Forsamlingen gik forbi ham for at trykke hans
Haand, rørte de ham saa stærkt, at han gjentagne Gange udtalte sig
om, hvor det havde været ham kjært at trykke alle de deltagende
Venners Hænder, og Kirken var dog overfyldt. Han var som forvandlet,
han henfaldt i længere Tid i et formeligt Sværmeri for alle de gode
Mennesker, han var omgiven af, og han skjulte det saa lidt, at mange
undrede sig over hans stærke Stemning. For mig var det en Glæde at
være Vidne dertil. Det blev et virkeligt og blivende Fremskridt
i hans Charakter, og siden den Tid var det en dobbelt Hjærtens
Nydelse at see ham i hans Familiekreds, naar han sad med sine Børn
og Søskenebørn i sine Arme, og hvor de elskede ham. Det er ogsaa
tydeligt nok at see i hans Breve fra disse Aar[31].

 [31] Trykt i Raffenbergs Samling.

Der gik fire Aar, og hans Helbred blev efterhaanden svagere,
medens hans Aand dog endnu holdt sig i sin Styrke. Det er de Aar,
hvorfra Mesterværkerne, den store Nadvere og det store Billede i
Universitetets Festsal stamme.

Han havde oftere lidt af Svækkelse i Ryg eller Underliv, men hans
muskelstærke Legeme havde kunnet bære det. Han var saa stærk, at
naar han, for at prøve den Kur, gik hen i et Gymnastiklokale, sagde
han leende: Det kan kun lidt hjælpe der at trækkes med en Karl. Naar
jeg tager fat, trækker jeg ham strax overende. Nu skete det for ham
ligesom for hans Fætter, min Broder Caspar, at hans Svækkelse viste
sig at være Sukkersyge, og hans Kræfter tog stærkt af. Han holdt
sig endnu til Efteraaret 1871, skjønt han gik svagt; da sank han
pludselig uden Smerte ned af sin Malerstol, og hans venstre Side
var lammet. Da jeg kom til ham, laa han i sin Seng, og beskrev mig
Tilfældet, men haabede endnu at kunne reise sig. Det saae mig dog
betænkeligt ud, da det var at vente, at Slaget vilde komme igjen.

Jeg talte da til ham om Døden paa samme Maade, som vi tidt nok havde
talt derom. Men han kunde ikke forsone sig med Døden. Jeg er saa
rastløs, sagde han, jeg higer altid efter de store Opgaver, der
foreligge. For at mildne Tanken havde jeg ogsaa oftere udtalt den
Tanke, at i Evigheden vilde der vistnok blive endnu mere Skjønhed
for en Kunstnersjæl at nyde end her; men derom vilde han intet høre,
kun Sjæleangst og uopnaaelig Hellighed brød ind paa ham. Ogsaa havde
han, som de fleste da have, sine lønlige Tvivl om det evige Livs
Virkelighed.

Saa var det den 15. Marts 1873, at vi stod om hans Seng og stirrede
paa de kjære afsjælede Træk. Et Lig er en ubegribelig Ting. Man see
kun noget paa det, saa synes man at Aasynet bevæger sig, og man
ryster desmere, for man atter seer, det er Blendværk, kun en minderig
Bygning, men Beboeren er borte. Hvor ofte har jeg ikke seet det? Det
er baade til at gaae fra Forstanden af, og at miste sin Tro ved.

Sørgefesten var glimrende, men ikke kirkelig. Det var i Akademiets
Festsal, omringet af alle de stille antike Kjæmper, at jeg kom til
at holde min Tale over ham, og en egen Sag for mig der at staae paa
Høyens Plads. Dog er det endnu en Trøst, at det lykkedes mig at
faae sagt saameget, at jeg ikke har mere at tilføie. Om hans Kunst
fandt jeg mig ikke beføiet til at tale, kun om det Sind, hvoraf den
fremkom, i det jeg skildrede hans Charakter og Væsen paa samme Maade
som jeg har gjort det i denne Bog[32].

 [32] Talen findes i den omtalte Bog af Raffenberg.

Endnu efter 20 Aar er det mig en stadig Sorg, at han er borte. Naar
jeg sidder her i min Ensomhed og tænker paa, hvordan de nu alle er
borte, er der ingen, jeg mere ønsker, vilde træde ind igjen, end den
kjære Vilhelm. Ja, naar jeg i mystiske Timer drømmer om, hvad jeg
kunde faae at vide, om en af de elskede Afdøde kom til mig, er der
ingen, jeg hellere gad udspørge om Evighedens Hemmelighed end ham.
Dog skal man ikke vente at faa Livets og Dødens Gaader løste paa den
Maade. Man maa betænke, at om man kom til Tale med de Afdøde, vilde
man erfare, at heller ikke de ere i Besiddelse af den Visdom, vi
drømme om. De have ikke seet mere og forstaaet mere end de er istand
til at fatte, og enhver fatter kun, hvad Gud giver. Enhver fatter
sit, og jeg mit.



SJETTE KAPITEL.

LANDSBYLIV.


Jeg havde længe følt, at jeg som Præst i Kjøbenhavn ikke var paa min
rette Hylle, og ikke udrettede, hvad jeg burde; dog blev jeg holdt
fast der af saa mange Baand. Nu brast det ene efter det andet, og i
disse Dødens Aar tænkte jeg flittigt nok paa at forlade Byen. Men
Tiderne vare vanskelige. Theologiens Glorie fra min Ungdom hvilede
endnu som en Nemesis over den geistlige Verden i Skikkelse af en
saadan Frodighed af Ansøgere, at da jeg efter adskillige Skuffelser,
søgte Vallensved ved Næstved, havde jeg 73 Medbeilere at overvinde,
og dog var dette Kald ikke større, end at Ministeren, min Regensven
Worsaae, selv raadede mig fra at tage imod det.

Det var i November 1874, at jeg drog ind i min Præstegaard, forat
tilbringe Vintren hos Enken, Madame Buchholtz. Der saae tarveligt
ud, Stuehuset var godt og grundmuret, opført af min Formand, men
de øvrige Længer kun altfor maleriske, og jeg saa uerfaren, at jeg
fandt, det skjønneste ved dem var de grønne Tage. Det blev en haard
Vinter, og jeg kom forfrossen til Kjøbenhavn, naar jeg vilde see til
det skjønne Hjem i Frederiksgaden, mens jeg dog allerede var saa vant
til Kulden, at jeg ikke kunde udholde Heden i de kjøbenhavnske Stuer.
Men da Vaaren kom, og Amalie med Søstrene, paa hendes Fødselsdag
den 6. April, rullede ind i Gaarden i den nye Landauer, som min
kjøbenhavnske Menighed havde skjænket mig, havde vi da aldrig seet
saa deiligt et Foraarsveir.

Nu faldt der ny Glands over Gaarden, de tarvelige Stuer kom ved Hjælp
af vore Kunstskatte til at see ud efter noget, og den lille begroede
Have blev taget under kunstmæssig Behandling af en Gartner, der om
han end ikke vidste andet af sin Kunst, dog vidste, hvad æsthetisk
Fantasi er. Jeg tog et nyt Stykke Jord ind, jeg tegnede lange flotte
Sving paa Gangene og stampede dem af med mine Vinterstøvler, jeg
tegnede Lysthuse og Bænke i klassisk Stil til Beundring for min nye
Ven Tømmermanden, og Figen og Vinstok paa Solsiden, og Klematis og
vild Vin paa Skyggesiden, og nyplantede Frugttræer og Jordbærland
trivedes deiligt i den nye Jord under Himlens Velsignelse. Naar vi
saa i en rød Aftenstund sad paa vor Havetrappe, beviste jeg klarlig
for mine Tilhørerinder, at de beboede den skjønneste Plet paa Jorden,
og da Sommergjæsterne kom, sandede de, at Beviserne var uomstødelige.

Men jeg havde havt en streng Vinter at stride mig igjennem. Jorden
frøs og Sneen føg, mens Slaget stod mellem mig og min nye Menighed.
Min ulykkelige Rigsdagsprædiken havde forfulgt mig ud paa Landet.
Hvermand vidste, at denne Præst var det Uhyre af en Høiremand, der
ligefor den glorværdige Rigsdags Øine havde angrebet Kong Frederiks
Kongegave paa Livet. Man skrev mig bekymret til fra Kjøbenhavn om,
hvorledes det gik mig, Bønderne havde jo svoret sig sammen om ikke
at taale mig. Jeg vidste intet derom, og forandrede heller intet i
min Slagplan.

Jeg gik først til Sognefogden, det var at tage Tyren ved Hornene.
Skulde jeg smides ud, var det ham, der skulde besørge Forretningen.
Store Jens Pedersen -- for der var endnu to Jens Pedersener -- var
Egnens Fører, og vidste al Politiken udenad, han behøvede ikke at
læse sig til den, hvad han ogsaa daarligt nok kunde, han tog den
store J. A. Hansen under Armen paa ethvert Møde. Jeg traf ham ikke
hjemme, men hans forstandige og fromme Kone tog imod mig med Glæde
over at see den nye Præst. Næste Morgen, som jeg stod i min Dør, seer
jeg den høie knoklede Sognefoged med lange Skridt, Hatten i Nakken og
svingende sin Stok komme ind ad Porten. -- »Naa, det var kjønt, at
De kommer, jeg traf Dem ikke igaar. Kom nu ind til en fornuftig Pibe
Tobak og en varm Kop Kaffe, for det er koldt.« Og det kan hænde, det
blev en ordentlig Samtale, for stortalende var han, men heldigvis,
og det skal siges til hans Ros, ogsaa meget varmhjærtet: Da han fik
at vide, at Præsten var en Frihedsmand, hvis høitflyvende Ideer om
nyt Folkeliv og alt det andet, han ikke engang selv kunde over, og
Præsten desuden var saa rask i Vendingen, at der ingen Tid blev til
at komme til Frihedens praktiske Paragrafer, glødede hans Ansigt af
Glæde, saa han formelig omfavnede mig, inden han kom afsted, og det
uagtet der ingen Brændevin blev hældt i Kaffen.

Det var en god Begyndelse, jeg maatte nu sørge for en god
Fortsættelse. Jeg gik hver Dag ud at afsøge Sognet, og det var ikke
større, end at jeg paa min Fod kunde naae til dets Grændse. Jeg
gik ind i hvert Hus, spurgte hvem der boede, opskrev Navnene i min
Lommebog, og satte mig saa til i fornøielig Samtale at undersøge
Navnenes Betydning i Skikkelse af Levnedsbeskrivelse af dem alle,
store og smaa.

Og idetmindste en Gang om Aaret, maatte hele Registret gjennemgaaes,
for at eftersee, om alle disse Bogstaver af Kjød og Blod var i Orden.
Denne Fremgangsmaade anbefaler jeg begyndende Landsbypræster. Man maa
være sit Folks Ven, før man kan blive dets Præst.

I Sognet er der ingen Skov, men tæt om dets nordre Side breder sig
herlige Skove. De tilhører Herremanden paa Gunderslev Holm, og han
elsker sine Træer og lader dem staae, til de blive til brede Kjæmper.
De nærmeste Skove gik vi ud i, naar Dagen hældede, og satte os og
hørte paa alle de smaa Fugle som tale. De fjernere forbeholdtes
Søndagen. Da kjørte vi en Mils Vei eller to ud, forrest Landaueren,
derefter Fjælevognen, fra den lød der stadig Latter og Sang.

Man kommer til en Skovplet, hvor Solen faaer Plads til at falde ned
paa en Stensætning vel de 100 Alen lang, og er man behændig, kan man
klattre op paa Overliggeren i Midten og føle sig saa stolt i Sædet,
som den Konge der ligger derunder. Skyggerne glide sagtelig hen
over alle de mossede Stene, og man bliver længe siddende. Endelig
vandrer man Arm i Arm hen langs Bavelse Sø, gjennem den Dyrehave,
hvor alle Træerne ere af dem, der skal staae, og man kommer til et
Herberge, som Herremanden har ladet bygge paa Bakken. Søen er bleven
blank, og de røde Skyer graane, men man vil nødig hjemad, før Maanen
stiger. Saa kommer man endelig igjen i Vognene, de vugge gjennem
Skovene, og man ager atter forbi den store tæt indesluttede Eng,
hvor Taagen har lagt over alt, hvad der dandser derinde af Usynligt,
eller sover derinde af svære Køer. De unge Piger synge, og ved det
sidste Led siger den Kone, hvis Sorger og Glæder, man ogsaa kjender,
venskabeligt Godnat.

Det er sjællandske Glæder, og de blev nydt Aar efter Aar, uden andre
Begivenheder, end at Pigebørnene blev ældre, skiftede ogsaa med andre
lignende, baade Familiens og andre, vor Dreng bragte sine Venner med,
og han selv begyndte at blive en Forfatter, som beskrev os alle,
og vakte Oprør i Egnen, naar den gjenkjendte sine egne Figurer i de
Bøger, han ved Juletid bragte os i Guldsnit.

Livet omkring mig kunde nu være en saa skjøn Idyl, som ønskes kunde,
men naar jeg i Skumringen atter og atter gik min Have rundt især i
mørke Efteraarsaftener, filosoferede jeg meget over, at det ikke var
det. Det gik mig som i Kjøbenhavn, vi vilde for enhver Pris være
lykkelige Mennesker, og Næringssorgen kom over os. Embedet var kun
jævnt, og som det gaaer de fleste Folk paa Landet, havde jeg ved
at see paa Indtægterne, glemt at gjøre ordentlig Afregning med de
Fradrag, som Skat, Skyld og alskens Udgift til landlige Fornødenheder
medførte. Jeg fik intet af Tienden og havde kun Marken at leve af,
men min Forpagter med sin Familie skulde ogsaa leve af den. Marken
var god og stor, men Priserne paa Guds Gaver sank i Menneskenes Øine.
Da han ikke kunde længer, satte jeg, hellere end at lade ham gaa
fattig bort, hans Afgift ned med en Trediedel; og nu kunde han nok,
men ikke jeg komme igjennem Terminerne.

Saa indsaae jeg, at jeg maatte gjøre en Forandring, og igjen, saa
nødig jeg vilde, tiltræde Ansøgerens tunge Bane. Jeg søgte flere
sjællandske Embeder, og da jeg var velseet i Ministeriet, gjorde
Herrerne der deres bedste for mig, men det gik ikke, min stakkels
Rigsdagsprædiken var endnu efter mig. Ministeren, Fischer, vilde
intet høre om mig, han ansaae mig for en af sin Fjendes, Biskop
Martensens, vigtigste Drabanter. Der gik derfor nogle Aar, da
blev Fischer fjernet, og mine Velyndere i Ministeriet, Linde og
Joncquieres fik let hans Efterfølger stemt for mig. Jeg blev i
Sommeren 1881 kaldet til Ønslev og Eskilstrup her paa Falster, med
retsgyldigt Løfte om at faae dobbelt saa meget at bestille, men ogsaa
dobbelt store Indtægter.

Da jeg kom tilbage til min Fødeø, havde jeg vel ingen Minder om
den fra min Barndom, men det rørte mig dog at tænke paa, hvad mine
Forældre havde oplevet der. Da jeg saae det Hus i Nykjøbing, hvor
jeg er født, kunde jeg ikke lade være at gaa ind og kjøbe mig en Hat
hos den Hattemager, der boer i Stuen, for at gjøre hans Bekjendtskab
og høre hans Fortælling om, hvad han vidste om forrige Tider. Meget
velvillig viste han mig ogsaa den solide Decoration af marmorpoleret
farvet Stuk, som mine Forældre havde berømmet, og som er der endnu
ligesaa frisk som dengang.

Min Fader havde sagt, at hele Falster er som en Have. Det er den vel
ikke ganske, men naar jeg her fra mit Skrivebord seer ud over min
aabne Gaard og over Landsbyens Tage over til Skoven, og seer den
skifte sin Dragt mellem blaalig sort, lysegrønt, mørkegrønt og brunt,
Aar efter Aar, sander jeg dog Faders Ord. Gaarden har jeg lagt med
pæne Græspletter og gruset Kjørebane, og sat en klassisk Søile i
Midten efter egen Tegning, og udført af Hjulmanden, ham med de mange
Børn, dem jeg døber og confirmerer og vier hvert Aar. De Træer, jeg
har sat i den, Birke og amerikanske Aske, voxe godt til, ligesom den
klippede Hæk ind til Haven, hvor den mod Syd skraaner ned mod en stor
Dam, omringet af gamle Træer og ældre Graasten. Den Del af Haven har
jeg selv anlagt med meget romantiske Gange, at de Unge kunne see
Maanen og sig selv i det blanke Vand, og vi fra det smukke Lysthus
ogsaa see paa dem.

Ønslev Sogn strækker sig langs Guldborgsund til ind imod Nykjøbing,
og er skovrigt i Sydenden, men meget lavtliggende, desto mere
frugtbart. Naar man hvor Landeveien høiner sig, seer ud over det, er
det velgjørende for Øiet at see, hvor alt bugner af Træplantning og
farverige Agre, og Sundets Blink og Lollands Skove længst ude. Ved
Udkanterne boe nogle Herremænd, men jeg har ikke duet synderligt i
deres Selskab, dertil er jeg altfor stiv en Aristokrat.

Eskilstrup Sogn er mere bakket og ligeledes omgivet af Skove. Det
tiltaler mig i høi Grad, at et Stykke af den store Statsskov tilhører
mig selv, og da Skovrideren bestyrer hvad Præsten ikke forstaaer,
maatte jeg strax opsøge ham i hans Hule, og fandt baade Hulen og ham
meget tiltrækkende. En lang tynd Mand af min Alder med spillende Træk
og heftige Lader, et af de bedste og hjærteligste Mennesker, jeg har
kjendt, Kjendemærket derpaa er, at han ikke blot aldrig har eiet en
Bøsse -- at skyde paa de uskyldige Raadyr, der hoppe i hans Skov,
vilde han ansee for en Forbrydelse som at skyde paa Mennesker -- men
ogsaa Smaakrybet elsker han saaledes, at han nøie seer sig for, og
griber en i Armen, at man ikke skal komme til at træde paa Myrernes
Sti. Da han fortalte, hvorledes han havde seet en Rotte forsvare
sin Unge mod Katten, sluttede han: Jeg tager min Hat dybt af for
Rotten. Og med stor Alvor gjorde han denne chavalereske Bevægelse.
Han studerede Naturfilosofi og foredrog den begeistret. Berregaard
hed han og var en Søn af Frederik den Syvendes gamle Ven, Generalen,
men ham meget ulig.

Jeg fandt i hans Bogskabe hele Rækker af de til det Overnaturliges
Videnskab henhørende Værker, og da jeg altid er meget begjerlig efter
at faae aabnet mig nye Synsvidter, studerede jeg dem flittigt og
anskaffede mig selv de nyttigste af dem.

Først det omfattende Værk af Perty, Professor i Medicin i Bern, en
Samling af alle den saakaldte Overtros Huler og Veie, nøiagtig belyst
med alle de Historier, der derom ere fortalte, og med Forfatterens
egen rationalistiske Filosofi. Ved at gjennemgaae det dannede jeg
mig strax en Forestilling om den indre Sammenhæng mellem hele denne
Mørkets Verden, og fandt, at skjønt disse overordentlig talrige
Fortællinger fra alle Lande og alle Tider selvfølgelig ikke saaledes
kunne factisk begrundes, at de kunne bestaae for en modvillig Kritik,
gives der dog indre Mærker paa, om de ere opspundne eller virkelig
oplevede. Det virkelige Spøgeri har en egen Maade at komme frem
paa, meget forskjellig fra romantisk Fantasi. Da Mennesker nu ikke
kjender den, og den ikke passer til sædvanlige Forestillinger, er der
ingen Rimelighed for, at naar saadanne Mærker bestandig komme igjen
paa de forskjelligste Steder, i Paris eller i Assens, at de skyldes
Indbildning. Al den Stund de ikke tiltale denne.

Jeg havde allerede selv dannet mig denne Theori, da jeg siden til min
Tilfredsstillelse fandt at den langt tidligere var fundet og anseet
for paalidelig hos de betydeligste af dem, der have vovet sig ind paa
dette Omraad. Hypnosen, eller som den tidligere kaldtes, Magnetismen,
er jo nu anerkjendt af Videnskaben. Spiritismen staaer tilbage, den
er ogsaa noget for sig og savner i høi Grad endnu sin Theori. Der er
meget Selvbedrag eller vitterligt Bedrag i den, dog er den allerede
nu saa grundigt undersøgt, navnlig af Physikeren Crookes i London, at
dens Hovedphænomener maa ansees for fastslaaede.

I 1888 havde vi beredt os paa en god Reise, men den blev forhindret
ved Amalies tunge Sygdom. Det var St. Hansdag, at hun følte sig ilde,
da vi kjørte hjem fra Hanenau Skovridergaard, hvor vi havde taget
Afsked med vor Ven Berregaard. Hun maatte gaae til Sengs da vi kom
hjem. Saa blev Reisen først udført næste Aar, gik opad Rhinen til
Schweitz, hvor vi laa en rolig Tid i Brunnen i den smukke Pension Auf
der Mauer, og havde stor Glæde af det ikke Overnaturlige.

Denne Sommer 88 var en grusom rystende Tid, ikke ulig den i 1857, men
min Elskede forvandt dog ganske godt dette Angreb. Døden havde kun
banket paa. Ikke som da den tidligere havde seet ind til os, da fik
den Overmagt, og det kunde ikke forvindes. Det var Søster Edle, den
da tog fra os.

Sidst i Juli 1882 maatte hun underkaste sig en Operation, men
derefter var hendes Kræfter udtømte. Hun laa i otte Dage uden klar
Bevidsthed, da sov hun hen, den 5. August 1882.

Jeg gik hjemme i min Have, sorrigfuld i min Ensomhed. I en skyggefuld
Gang kom der mig da et Syn forbi, et Tankesyn, med de legemlige Øine
saae jeg intet, men saa levende var det dog, at jeg aldrig kan glemme
det. Jeg saae Edle vandre roligt hen forbi mig med sit blide fromme
Aasyn. Hun var helt klædt i Hvidt og gjorde et Indtryk paa mig ganske
som jeg saae en Engel. Ved hendes Side gik Amalie og bøiede sig
bekymret ind mod hende. Det var i de Dage hun laa paa sit Dødsleie,
og hendes Søster sad over hende.

Hun havde elsket vor Karl ligesaa høit som vi selv, og testamenteret
ham en Del af sin lille Formue. Dette satte ham istand til at gjøre
den Reise, han har beskrevet i sit »Vandreaar«, og som i mange Maader
skaffede ham et betydeligt Udbytte som Forfatter og Verdensmand.

Imidlertid levede vi vort sædvanlige idylliske Liv. I den stille
Vinter rykke vi nærmere sammen om vor Lampe, læse sammen og bearbeide
det Læste fortrolig med hinanden. I Sommertiden lukke vi Naturens Bog
vidt op, og det er Umagen værd her paa vor Ø.

Næstefter at kunne see henover Menneskers Boliger, og kunne sige, i
dem alle boer mine Venner, er da ogsaa det at see ud over et Land,
man har kjært som sit Hjem, det der gjør Sjælen mest godt. Veien
til Eskilstrup er for Folk uden Sjæl kun en kjedelig Landevei,
men mig fryder den, hvergang jeg kommer der; og naar jeg seer det
rigtbebyggede Land og over det det røde Taarn hæve sig -- for vi boer
ikke i et Land som Tydskland, hvor man ikke seer en Menneskebolig før
man kommer til Byen -- siger jeg: hvilket Land i Verden har saadanne
Kirketaarne, og saa ordentlig opstillede, at man overalt kan see fra
det ene til det andet og til flere endnu? Ikke saadanne Træspidser,
der see ud som de i Legetøisæsker, nei, svære Fæstningstaarne paa
Guds Borg, der sige: Lad see, om I kan flytte os.

Jo, Ære være vore Landsbykirker! I Storstæder kan man gjerne see ned
paa dem som paa alt andet, men paa Landet er det dem, der bærer det
Hele. Og saa er de fra de Tider, da vort Folk dog vandt nogen Seire,
siden har vi ikke forstaaet andet end at dukke os for Nederlag. I
Eskilstrup Kirke havde jeg opdaget, at der under Kalken i Choret
sporedes en Del punkterede Ringe, der maatte være Glorier, og jeg
fandt, at deres Glorier ikke burde fordunkles af Tidernes Daarlighed.
Jeg talte til Musæumsdirektøren derom, og han sendte Professor
Kornerup fra Roskilde hertil. Det var noget for ham. Den ligesaa
livlige som lærde Mand klattrede med sine 68 Aar til min Forfærdelse
rask opad de høie Stiger og bankede løs. Først paa den lange Række
af 13 Glorier, der sidde over Chorbuen ud imod Kirken, upaatvivlelig
Herren midt i sin Apostelrække. Jeg havde ventet mig meget af den.
Men ak, Farven var aldeles forsvunden, som det synes, afskrabet
med Flid. Men inde i Choret var vi heldigere. Midt i Alterapsissen
kom en stor Regnbueglorie frem, og i den Marias Kroning. Derom
Evangelisternes Emblemer, og under neden atter tolv Apostelmænd. Paa
den søndre Sidevæg en stor Forestilling, Flugten til Ægypten. Josef
holder Grimen paa det kjære fromme Asen, og foran gaaer en Række
store Engle.

Mest fornøier mig de fire Apostle, der staae ved venstre Side af
Altret, kun et Par Skridt fra mig. De er godt og ganske naturalistisk
tegnede, og ligne mest gode fromme Landsbypræster, der ikke agte
at skrue sig op til at see ud som Apostle, kun at være kjære
Embedsbrødre. Og saa er de fra Valdemar Seirs Dage. Snart 700 Aar har
de siddet under Kalken uden at forsage, fordi ingen vidste, at de
var til. Men nu steg de frem, og Professoren, som kan alt kirkeligt
Billedværk paa sine Fingre, vidste strax at datere dem. Mig er det
en Bestyrkelse at vide, at naar Biskop Absalon visiterede, kunde han
finde samme Slags Præster i vore Kirker som vor nuværende Biskop.

Det var nu iaar. Men heller ikke de øvrige tolv Aar, jeg nu har
været her, har jeg savnet lærd Bistand. Den ypperste Mand her var
Biskop Monrad. Han var ikke altid let at omgaaes, men jeg skal dog
ikke klage paa ham, da det snarest var min egen Skyld, naar det ikke
ganske gik som det skulde. Han saae mig gjerne hos sig, og læste med
Interesse mine Bøger, kunde ogsaa betroe mig sine sjælelige Sorger.
Den Egenskab, jeg af alle hans mærkelige Egenskaber satte mest Pris
paa, men som var mindst bekjendt af dem, der kun saae ham paa den
politiske Kampplads, var den, at han ikke blot var mild i sin Dom,
og kunde ikke lide, at der taltes ilde om nogen, men saa streng mod
sig selv, at naar han havde noget ubehageligt Sammenstød med nogen,
kunde man være vis paa næste Gang at finde ham saa meget mere venlig.
Grunden var, at han i Dybet var en virkelig from og derfor kjærlig
Sjæl. Den klare og skarpe Jurist som han var, var der inderst i ham
en dyb Tro til Mennesker. I Politik troede han, at kunde faae dem
til, hvad der for ham stod som det Rette, og blev skuffet deri. I
Theologien fandt han sig mest fortrolig med sine Kirkefædre, dem han
altid sad fordybet i; men var desuagtet streng confessionel. Han var
et rigtig Pligtmenneske. Da jeg sidste Gang var hos ham, sagde han:
De kan troe, det er en Prøvelse saaledes at føle, at dette gamle
Menneske ligesom trinvis synker sammen, det er som at mærke, at det
Jordiske smulrer bort. Dog sad han endnu og arbeidede og hurtigere
end andre. Kort efter faldt det sammen. Hans Hustru reiste bort paa
et Par Dage for at see til sin døende Fader. Ved Afskeden sagde han
til hende: Du seer mig sandsynligvis ikke mere. Og det skete. Mens
han sad ved sit Arbeidsbord, sank hans Hoved ned over Bogen, og hans
Liv var ude. 1887.

En anden ganske forskjellig Ven har jeg nydt meget godt af i den
sidste Periode. Det er Filosofen Harald Høffding, Karls Fætter. En
rolig, mild, høist omgjængelig Mand. Han kommer her gjerne engang om
Aaret og tilbringer en Uges Tid her, roser vort Hjem og er selv et
lysende Exempel paa godt gammeldags Præstegaardsliv. Han er en god
Theolog og kjender alt, hvad der fra den Side kan siges, men han har
opgivet at bruge det, for at tage Livet ene fra den ethiske Side.

Om der er et andet Liv end dette, hvad man kalder et evigt, lader
han staae hen. Det vil vise sig, om der er, siger han. De mystiske
Tildragelser, jeg har talt om, gaaer han ind paa, naar man blot ikke
deraf vil bevise et Rige bagved Døden, men blive ved det, der er
fundet, at Sjælelivet har i visse Tilstande et større Omfang end i de
normale. Underligt nok ville de fleste Præster ikke engang indrømme
det, de kalde det altsammen Djævelskab. Endog Monrad var af saadan
Mening. Man skulde dog synes, at denne »Occultisme« maatte ligge en
Christen nær. Men derom vilde Monrad intet høre. Da jeg engang talte
til ham derom, sagde han strengt afvisende: »Dette er jeg aldeles
udenfor.« Saa fik jeg da at tale om andre Ting.

Men hvad saa end Theologerne sige, saa gaaer Tiden, og Verden
forandrer sig, og Theologerne med. Siden Oldtidens Undergang har
den vel i ingen Tidsalder saaledes skiftet Udseende, som siden
Tændstikkerne og Galoskerne blev opfundne. Der bliver nu i hvert Sogn
bygget idetmindste en Snes nye Steder om Aaret, og Bønderne begynde
at bygge Villaer med Architectur.

Ogsaa Oplysningen er naaet til sit Høidepunkt, eller vel allerede
ud derover og ifærd med at liste den kummerlige Vei nedad mod raa
Smagløshed. I Oldtiden fik den sin Fuldendelse i to Skikkelser,
i Verdens Konge Augustus og Guds Riges Konge Christus. Efter dem
blev den ført ud i det Brede ad alle Verdens Landeveie. Videnskaben
samlede til Dynge, beskrev og ordnede, de Guds Mænd prædikede
og fortolkede, sloges ned, men sloges dog endnu mere om Magten,
men intet virkeligt Fremskridt kunde mere gjøres; Aandens herlige
Kræfter gik hurtigere tilbage, end Samtidens Tanker selv var istand
til at fatte. Verdensaanden har kun det Indhold den har. Naar det
er forbrugt, kan Livstræet ikke brede sig videre og ikke bære bedre
Frugt. Det kan lægge sin Sæd for kommende Slægter, men det tager de
tusinde Aar, inden de kunne begynde at hæve den, og atter tusinde
Aar, inden de forstaae, at de ikke er komne videre end det de
forefandt.

Paa en Maade ligner Slægten det enkelte Menneske, men det er kun
tilsyneladende. Slægten er et Naturvæsen med denne Verdens Kaar, og
det er rigtigt at kalde den et Træ, forsaavidt dette staaer sin Tid,
saa ældes det og giver Plads for andre Træer, der igjen ikke komme
videre. Men det enkelte Menneske har i sit Indre en anden Verden.
Hvad vi have af Slægten, udfolde vi i vor jordiske Levetid og naae
vort Høidepunkt i godt eller ondt, men da indtræder Forskjellen.
Forsaavidt vi er aandelige Mennesker, gaae vi ikke tilbage, tvertimod
hvad vi have vundet, bliver altid klarere, stærkere og mere
livsfriskt. Vi lægge ikke blot Sæden for andre, for selv at døe,
men vi staae, naar det udvortes Menneske gaaer til Grunde, i det
indvortes som endnu unge, og yngre end nogensinde, beredte til selv
at være det nye Liv -- ogsaa i det Onde.

Og medens jeg er ifærd med at see mit jordiske Liv til Ende, skulde
jeg endnu overtænke, hvad jeg har faaet ud af dette, og hvad jeg har
af Indhold til at gaae et nyt Liv imøde. Saa er dette da det Udbytte,
jeg har af mit Liv, at det er blevet mig forundt at elske, elske alt
det Gud elsker, alt det, som han i sin første Velsignelse har givet
Mennesket at herske over, og i sin anden at beherske med Kjærlighed
-- Fisken i Havet, Fuglen under Himlen og Kvæget og al Jorden og
alt det Kryb, der kryber paa Jorden, endelig ogsaa det der groer op
af Jorden til vor Beundring, vor Aands og vort Legems Føde, den
moderlige Jord, og Luften, der vifter over den, og Vandene, der kvæge
den, og Sol og Maane og Stjerner, som han lader opgaae over baade
Onde og Gode, henrykkes over alt det vidunderlige Farvespil, Lyset
lader det sees i.

»Men Menneskenes Børn har han allermest kjær, Gud aander paa Øiet,
naar det græder.« Saa har jeg da mest elsket Mennesker, jeg har ikke
kunnet andet, de har mit Hjærte, blot jeg seer dem. Mit Livs sande
Udbytte er mine Venners Kjærlighed, og deraf er den rigeste Skat
atter den, jeg har hjemme ved min Side.

»Nu hælder Aaret i sin Gang, snart ødes Eng og Lund. Farvel med al
din Lyst og Sang, du korte Sommerstund!« Jeg sidder her og seer
Birkens Løv hænge gyldent og den kobberbrune Skov bagved, og Naboens
Mark, hvor den unge Sæd spirer saa saftig grøn, saaledes er Livet.
Saa usigelig skjønt, at ingen kan male det saa fint, og ingen tænke
sig det saa yndigt. Men i Nat raste Storm og Regn, saa min Hustru
forfærdedes. Alt dette maa forlades, alt dette maa komme til Ro.

Det er en trist Psalme den: »Gaa nu hen og grav min Grav,« mit
Sind kan ikke stemme med den. Jeg kan ikke sige: »Ak, i Verden er
der koldt, alt dens Lys er kun en Skygge.« Dog kalder jeg det en
Høitidsdag, den da der skal siges: »Far da vel, det er fuldbragt,
Dagens Sol og Nattens Stjerne!« Det er saa festligt at tænke paa at
skulle see den Sol, som aldrig gaaer ned, og de Stjerner, som ere
Englenes milde Øine. Jeg længes efter at skue Evighedens Dybder, og
efter alle de Sjæle og alle de Helligdomme, jeg længes efter at falde
ned for min Frelser og bekjende alle mine Synder.



NOTE.

~Udtalelser af Forfatteren om de slesvigske Forhold~.

(Jfr. Anmærkning Pg. 346).


I Tilslutning til den Bemærkning hvormed tredie Bog ender, minder
Forfatteren i Kapitlet »Krigen« om sin Misfornøielse med de politiske
og administrative Tilstande i Slesvig og den dertil hørende Tænke-
og Udtryksmaade -- »en den Gang temmelig enestaaende Mening« -- og
udtaler sig nærmere om den daværende Stemning, at »al vor Fortræd var
tydsk, Danmark Guds Have, vort Folk hans Kjæledægge, Hjertefolket,
den syvende Menighed, alle yndige Dyders Hjem og alt fromt Barnesinds
Vugge.«

Under dette Tryk gik det mig nu saaledes, at jeg ikke kunde finde,
det sømmede sig for os at mene, at Tydskerne ere en saa usel
Menneskerace, at de næppe har Lov til at være til, end sige at gaae
i Spidsen; al den Stund, min historiske Kundskab gik ud paa, at vor
Plads i Verden saa temmelig er at være deres aandelige Vasaller. Men
at blot den Ting at være en Tydsker, at tale det store Sprog, og at
have det kjært, skulde kaldes en Ulykke og en Nedværdigelse for et
Menneske, og forsaavidt han selv vilde vælge det, maatte forbydes
ham, kan man vel smile ad som en Dumhed, men det er dog tungt, naar
alt Folket hildes i Dumheden.

Sit politiske Udslag fik nu dette Væsen i Sprogrescriptet, den
skjønneste Blomst af vor Statsmandsvisdom, Danskhedens beundrede
Storværk, hvis Retfærdighed var saa klar, at den var ligefrem til
at tilbede. I Virkeligheden dog den Forholdsregel, der selv om den
ikke hovedsagelig kan have forvoldt vor Ulykke, dog fra sin Side har
gjort, hvad der for det første kunde gjøres for at skyde til det
hældende Læs. Men ingen turde tvivle om den gode retfærdige Sag. Nei,
ingen uden tilfældigvis de to Mænd, som allermest havde Myndighed til
at tale om den. Det var Grundtvig, for han vidste, hvad Frihed er,
man kan og maa dog ikke binde Munden paa Mennesker. Og Martensen, paa
eengang en af dem, der mest i Virkeligheden elskede sit Fædreland og
har vovet sig meget vidt for at forsvare dets Sag, og tillige som
født Flensborger bedst kjendte det omstridte Land. Men der var ingen
Ende paa det Skrig, der reiste sig imod ham, og ikke er forstummet
lige til nu.

Ogsaa jævne Folk indsaae det, naar de vilde, og naar de saae den
Elendighed, der fulgte deraf. Min redelige og fromme Ven Vilhelm
Holm havde været i Angeln paa en Sommerreise, og beskrev mig i et
Brev det sørgelige ved at see Præsterne prædike for tomme Bænke,
og at være nødte til at gjennemføre Dansk i Skoler, hvor det ikke
blev forstaaet, og ingen havde Lyst til at lære det; ikke at tale
om alt det øvrige Spioneri, som hørte til for den, der baade af
Pligt og Lyst var sin Regjerings Mand i Sognet. »Nei, at være mere
Politibetjent end Præst, skal jeg virkelig ikke have noget af,«
sluttede Vilhelm. Men Fædrelandets Sag, svarede man. At slaae de
Slyngler ned, og at gjenindsætte Dansken i dens ældgamle Rettigheder
osv. Ak ja, ældgamle, men desværre ikke nulevende. Jeg hørte en Præst
forsvare det danske Kirke- og Skolesprog i hans Sogn med at han
virkelig havde fundet en gammel Kone, der endnu talte dansk, og han
var ganske rørt derover.

Sin kjære Familie, som man elsker for Liv og Død kan man dog, om man
er et ærligt og christeligt Menneske, ogsaa see Feil hos og bedrøves
over. Men at tale om Feil hos det mageløse danske Folk -- naar det
da ikke var den Feil, ikke at være haardt nok og hade nok -- var
saa forbudet som en Overtrædelse af Guds store Bud, og undergivet
en temmelig streng Straf, den at udelukkes af menneskeligt Selskab.
Vilde man gjøre det offentligt gjældende, kunde der vederfares En
noget værre.

At give en virkelig fri Forfatning som i Kongeriget kunde ikke
ladet sig gjøre, Forsøget med Rigsraadet førte til intet. Men en
haard Absolutisme af den gamle Enevældes Skole kunde dog heller
ikke gjøre godt, som nu Tidsaanden var rykket frem. Dog fik vi hvad
endnu værre var, en Absolutisme kun til Værn for den ene Synsmaade;
og et Tvangsregimente, der føles dybt ned i det daglige Liv kunde
ikke andet end opirre. Dansk Væsen skulde herske, og vilde desværre
undertrykke. Ingen Tale om nogen Slags Forhandlingsfrihed. Intet
tydsksindet Blad kunde udkomme, og hvad der indførtes fra Tydskland,
blev confiskeret paa Grændsen; undertiden ogsaa hvad der kom fra
Danmark, naar den skarpe Censur ikke fandtes tilstrækkelig. Al tydsk
Undervisning i hvad af Land, der laa nordenfor Sprogrescriptets
Grændse, var forbudt. En ellers meget spagfærdig Candidat, som
underviste en Snes Drenge fra de tydske Familier i Haderslev, fik
Ordre til at lukke, og to gamle Søstre, som i al Loyalitet nærede sig
med en lille Pigeskole, holdt sig kun ved personlig Velvillie.

Det værste var dog det Overmod, hvormed tydsk Sprog og Dannelse blev
behandlet i det daglige Liv. Det var Synd at sige at Tydskerne vare
opsætsige. Hvor de traf sammen med os, hørtes der aldrig et tydsk
Ord af dem, de talte dansk, saa godt de kunde; og idet mindste for
mig, som saae med deltagende Øine, saae det ud, som de ængstelig nok
listede sig langs Murene i deres hjemlige By, og deres Kvinder og
Børn tav stille, naar de kunde frygte, en Dansk kunde høre, hvad de
sladrede indbyrdes. Der var en almindelig Følelse af, at Tydsk og
Tydskere havde egentlig ikke Lov at være i Landet. Kom de saa for en
Embedsmand, fik de det at mærke.

Vor Amtmand, ellers en fin og forekommende Mand, fortalte os til en
Cigar efter Bordet, hvorledes han bar sig ad, hvorledes vi altsaa
alle burde bære os ad:

»Naar nogen kommer og taler Tydsk i mit Contor, lader jeg ham vide,
at det Sprog bruges ikke her. Naar han da beklager, at han ikke
er istand til at forstaa mig, da han er en Fremmed, siger jeg ham
paa Tydsk, at jeg ikke taler hans Sprog. Forklarer han da meget
ydmygt, for sledske nok er de alle, at han som Reisende ikke har
havt Leilighed til at lære Dansk, siger jeg ham paa Tydsk, at da
har han at medbringe en Tolk; en dansk Embedsmand taler ikke Tydsk.
Læg Mærke til, mine Herrer, at det siges ham paa Tydsk, saadan skal
de Karle have det.« Dog troer jeg, at denne Mand hørte til dem af
Embedsstanden, der behandlede Fjenden billigst. Han havde været ansat
i Rendsborg og var fuldkommen hjemme i det Tydske.

Dertil ville nu saagodt som alle mine Landsmænd svare mig, at
Tydskerne have gjort os saa usigelig megen Uret, at der nok kunde
behøves at tage til Gjenmæle; og lige fra Lovgivning til det daglige
Samliv bære de sig nu ligesaadan ad og endnu værre. Kan være, men
det er da ikke deres Feil, man skal lære af sine Modstandere. Heller
ikke havde vi dengang lidt anden Overlast af dem, end den vi selv
vare gaaet ind paa. I det internationale Retsspørgsmaal havde vi
saa temmelig vundet Processen. Og hvad det nuværende angaaer, have
jo de danske Slesvigere ikke Absolutismens Tryk over dem, de have
Pressefrihed, Foreningsfrihed og Forsamlingsfrihed efter tydsk Lov og
Ret, og de bruger den djærvt nok. Kun Sproget stræber man at udrydde,
og deri er en Forskjel. Vi kunde ikke haabe paa at udrydde det tydske
Sprog, saa gjerne vi end ellers vilde det.

Dette er en meget vidtrækkende Forskjel; vi er det lille Folk og
vort Sprog ukjendt og uanseligt. En Stormagt der har Midler til at
sætte sin Villie igjennem, kan gjøre, hvad den vil -- Karl Gustav
udryddede ubarmhjærtigt det danske Sprog i sine nye Provindser --,
men vi kunde ikke haabe at komme til Ende med andet end hvad vi kunde
faae andre Stormagters Samtykke til. Og Krigens første Aarsag, det
at tvinge en Del af det store aandsmægtige Folk, til at blive under
vort Scepter, naar de ikke vilde, kunde vel efter juridisk Statsret
forsvares, men ikke vække Medfølelse. Vore nordiske Stamfæller følte
med os hvad Frygten for at Tydskerne skulde gjøre Gjengjæld angaaer,
men heller ikke synderlig videre. Især i Norge var Misfornøielsen
med vort Tvangsherredømme temmelig stærk, de kjendte det fra dem
selv, sagde de. Politik er nu ingen ideal Sag, den er et Væv af
Klogskabshensyn. Men det var netop det eiendommelige ved hele vor
Politik i den Periode, at alle tog den som en fantastisk ophøiet Kamp
for Sandhed og Ret, ingen vilde høre noget om at komme forsigtigt
og klogt igjennem. Lad saa vor Fremgangsmaade end være det Ideal af
Retfærdighed, som vi have villet gjøre den til, ligefuldt var den i
den Grad uklog, at det er vanskeligt at fatte for enhver, der ikke
har været med i den lidenskabelige Forblindelse. Madvig har Ret,
mener jeg. Det eneste der havde været at gjøre, var at faa Slesvig
delt medens dette var muligt. Men Slesvigerne vilde ikke paa Grund
af deres Provindsfølelse, og vore Magthavere ikke paa Grund af deres
»utvivlsomme Ret«. Ak ja, Statsret vil ikke sige meget, naar de
historiske Forhold ere gaaede ud over dem.

Uveiret trak op over os i hele Frederik den syvendes Tid. Vi havde
ved andre Stormagters Hjælp faaet Hertugdømmerne i Hænde, men
Tydskerne var tvungne og var ikke til Sinds at finde sig i Ordningen
længere end til Leiligheden kom til at kuldkaste den. De vaagede
over Tractaterne og lurede paa enhver Overtrædelse af dem. Saa kom
det aabenbare Brud paa dem, Novemberforfatningen, og samtidig døde
Kongen, saa Arvespørgsmaalet kunde reises. Paa Grund heraf har
det altid været forfegtet af vore Nationale, at det var aldeles
ligegyldigt, hvorledes vi havde styret Hertugdømmerne, og i hvad
Forhold til hinanden vi havde villet stille dem. Tydskland vilde
i alle Tilfælde have frarøvet os dem, saasnart Tiden var gunstig
dertil, uden at føre andet Forsvar for sin Vold end Ulvens Retsgrund.
Det er muligt. Men vil man høre den Statsmands Ord, som begyndte
sine Storværker med vor Undertrykkelse, saa er der dog adskilligt at
bemærke derved.

Bismarck har flere Gange stærkt fremhævet, og der er ingen Grund
til ikke at troe ham deri, at det aldeles ikke var let at gaae mod
Danmark; Aar for Aar havde det i den første slesvigske Krig viist
sig, at de andre Stormagter ikke var tilsinds at lade Tydskland
tage sit Bytte. Sagen havde ikke forandret sig, hvad de store
Ligevægtshensyn angaaer, og havde Bismarck ikke forstaaet paa anden
Maade at bestikke den uvederhæftige Napoleon, var han maaskee dog
ikke kommen til Ende dermed. Derimod havde Sagen paa anden Maade
i høi Grad forandret sig, og det kunde vi takke os selv for. Vi
havde ikke mistet de ikke tydske Magters gode Villie til at støtte,
hvad der var deres egen Fordel at støtte, men vi havde mistet deres
Stemnings Medfølelse.

Alt hvad jeg ovenfor har udtalt som mine egne Bekymringer, gik
selvfølgelig i en uhyre forstørret Maalestok, baaret i det Skjulte af
Brevvexling og i det Offentlige af alle Blades saftige Skildringer
udover hele den tydske Folkevrimmel lige til fjerne Verdensdele, og
vakte en national Harme, som blev lige dybt følt hos Fyrsten som hos
Almuesmanden; og vi skulde faae at føle, at Tydskland var os lige saa
overlegen i at kunne skaffe sine Meninger og Stemninger Indgang i den
store Verden, som det var det i Hærmagt. Der kom til at gaae hen over
Europa en Fornemmelse af, at Danmark havde opført sig baade uklogt
og usømmeligt ved ikke at tage noget Hensyn til det store høitstemte
tydske Folks nationale Følelser. Ved de store Hoffer kunde man med
nogen Ret tale om, at vi var et Folk af utopiske Chauvinister, og i
Rusland føie til, en Rede for farlige Lidenskaber. Dermed havde vi
givet vore Modstandere et af de farligste Vaaben i Hænde. Selv de,
der endnu vilde støtte os af Retsgrunde, var blevne yderlig kjede af
en Sag, der i andre Maader var kommen i Vanry.

Saa døde Kongen, saa pludselig og uventet, sagde man. Men det var da
heller ikke just nogen Sag, man kunde lade ude af Betragtning, med
det skrækkelig uordentlige Liv han førte. Og vi var uberedte og ikke
rustede til Krig -- i sin Blindhed for hvad der forestod, havde man
end ikke i Folkets mest velhavende Periode tænkt paa, at den nærmest
liggende Opgave var at reise sin Forsvarsevne til den størst mulige
Styrke. Medens vi end ikke efter Kjøbenhavnernes Mening havde nogen
Konge, vi kunde stole paa, og medens Hæren var paa sit ringeste Trin,
vilde vi saa komme paatværs med Novemberforfatningen, det værste, man
kunde byde Tydskerne, i sædvanlig utopisk Tro paa, at al Verden vilde
indsee dens soleklare Ret. Nei, Bismarck indsaae den slet ikke, han
indsaae meget mere, at nu var Øieblikket der, da det store Slag kunde
slaaes. Vi havde bidraget temmelig meget til at det kunde gjøres. Han
har rimeligvis takket os i sit Hjærte for at vi havde hjulpet ham til
den store Fordel, at det var saa langt fra, at det var for svært at
faae hele den store og mangehovede Nation, ogsaa Østerrig med, at han
tvertimod kunde lade al Verden vide, at han ikke længer kunde styre
sine rasende Landsmænd. Tingen var gjort ham lettere end han selv
havde turdet haabe.

Og vor Regjering -- Madvig har sagt, at man i vort Statsraad kunde
lære, hvor lidt Forstand der hører til at sidde i en Regjering --
og ingen tør modsige ham. Til Krigsminister havde vi Lundbye, min
fordums Omgangsven, en indtil Sygelighed mistrøstig Pessimist, som
ingen anden Udsigt havde end den, at al Ting gaaer naturligvis
i Vadsken. Krigsførelsen blev saa derefter tiltrods for Hærens
beundringsværdige opoffrende Kamp. Det viste sig, hvad der altid er
et Mærke paa et Folks Ulykkestime, at ingen turde overtage Ansvaret.
Monrad forsøgte det, men havde ikke Styrke dertil, og blev en
fortvivlet Mand.





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Mit Liv og Levned - som jeg selv har forstaaet det" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.