Title: Veien til Skjønhed, Sundhed og et Langt Liv
Author: Laynard, Boyd
Language: Norwegian
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Veien til Skjønhed, Sundhed og et Langt Liv" ***


Denne teksten bruker gammeldags rettskrivning og språkformer.



                           Veien til Skjønhed,
                        Sundhed og et langt Liv.

                                   Af

                         Professor Boyd Laynard.

                        Authoriseret Oversættelse
                efter den engelske Originals 36te Oplag.

                                 Horten.
                           C. Andersens Forlag
                                  1910.

                    Horten, C. Andersens Bogtrykkeri.



Af Forfatterens Forord til første Oplag.


Jeg har lagt meget Arbeide og stor Omhyggelighed paa Udarbeidelsen
af dette Værk. Derfor sender jeg det ogsaa ud i Verden under
sikker Forvisning om, at det har en vigtig Opgave at udføre, hvad
Menneskeslægtens legemlige Forbedring angaar.

Hensigten med min alvorlige Bestræbelse har været at skrive en
letfattelig og praktisk Afhandling om de Veie og Maader, der fører til
Skjønhed, Helbred og et langt Liv, en sammentrængt folkelig Fremstilling,
som kunde fattes og forstaaes af alle Samfundsklasser. Noget af det, jeg
søger at paapege, vil maaske komme som en Overraskelse for mange, men
denne Overraskelse haaber jeg dog vil blive af en behagelig og velkommen
Art.

--Adskilligt af det anførte vil ogsaa forekomme dem underligt, som aldrig
for fuldt Alvor har betragtet Tilværelsens metafysiske Side; men alt,
hvad der er anført, er imidlertid grundet paa en solid videnskabelig og
Erfaringens Grundvold.

--Jeg ønsker endvidere at bede Læseren lægge Mærke til, at nærværende
Bog ikke er et _lærd_ Arbeide i den Betydning, at det blot skulde være
bestemt for lægevidenskabelig uddannede Folk; nei, ligesom det paa sit
Omraade vil være en Hjælp og Veiledning for _alle_, saaledes er det ogsaa
helt igjennem praktisk og enkelt anlagt.


I første Del

af denne Bog vil jeg søge at paavise, hvordan Skjønhed kan erhverves,
og hvorledes et ungdommeligt Udseende kan beholdes uden kunstige
Skjønhedsmidler.


I anden Del,

der handler om Sundhed og et langt Liv, gives der mangesidige Anvisninger
og Raad med Hensyn til Diæt og en sund Levemaade for de forskjellige
menneskelige Legemers Beskaffenhed og Tilstand. Ligesaa angives
forskjellige Maader, hvorpaa man uden Medicin kan kurere forskjellige
Svaghedstilstande og Sygdomme, og, hvad der er endnu bedre--endelig den
Maade, hvorpaa man kan forebygge dem.

Jeg har i dette Værk ofte anført Udtalelser og Erfaringer, der
skriver sig ikke alene fra de høieste medicinske, men ogsaa fra andre
videnskabelige Authoriteter. Paa den Maade har jeg ogsaa faaet officiel
Stadfæstelse paa mine egne Erfaringer og Iagttagelser.

Det er en kjendt og ganske naturlig Sag, at Menneskene i Almindelighed
sætter stor Pris paa Skjønhed. Dog selv saadanne Personer, som ikke
lægger nogen Bret paa Skjønhed, haaber jeg alligevel vil finde
Tilfredsstillelse og Interesse i Bogens belærende og indgaaende
Behandling af _Sundheden_; thi der findes vel ikke et Menneske, som ikke
sætter Pris paa den. «Sundhed er Velstand.» Et langt Liv i Besiddelse af
Sundhed og Kraft maa derfor betragtes som en af de største Velsignelser,
der er os givet.

                                                            Boyd Laynard.

London i Marts 1900.



Første Afsnit.

Skjønhed.



FØRSTE DEL.

Hvordan Skjønhed kan erhverves.


FØRSTE KAPITEL.

_Skjønhedens Værd og Fordele._

Plato, den bekjendte græske Vismand, udtalte, at de to største og
herligste Gaver, som Naturen er istand til at skjænke os, først og fremst
er en god Forstand og dernæst en harmonisk Skjønhed. Han satte disse
Velsignelser høiere end Rigdom, Byrd og Magt.

Kan være, at enkelte Mennesker har en anden Opfatning end den gamle
Vismand og siger: «Nei, maa vi da heller ønske os Helbred!» Dog lad os
da erindre, at lykkelige Besiddere af virkelig Skjønhed med Nødvendighed
ogsaa maa være i Besiddelse af Helbred; thi den førstnævnte Gave kan
ei være tilstede uden at sidstnævnte er det; medens Helbred ofte kan
findes, om Skjønheden mangler fuldstændig.

Skjønhed bør ei foragtes selv af dem, der træder Verdens Forfængelighed
under Fødder. Skaberen er Skjønhedens Gud, hvad næsten alt hans
Værk og al hans Gjerning viser. Et eneste Blik paa Naturen leverer
et tilstrækkeligt Bevis derfor. Se bare paa Paradisfuglene i deres
lysende Fjærbeklædning og Paafuglen med dens pragtfulde Hale; betragt
de flagrende Sommerfugle med deres fintformede, vakre Vingepar, og
Blomsterne, som synes at kappes med hinanden i Formens og Farverigdommens
Skjønhed. Og sluttelig over alle disse Ting--det menneskelige Legeme,
fuldkomment, saaledes som det burde være, fuldkomment som Herren
oprindelig skabte det.

Stiger vi et Trin lavere ned, kommer vi til at betragte Skjønhedens Værd
fra de verdslige Beregningers Synspunkt. Selv seet fra et saadant, eier
den mange og betydningsfulde Fordele. Næst Karakteren danner Ansigtet
det vigtigste Grundlag for Dannelsen af de Omstændigheder, som bidrager
til at udfylde vort Liv. Venskabsforbindelser bliver i Almindelighed
først indgaaet paa Grund af et eller andet tiltrækkende ved det
Ydre, et fagert, mildt Ansigtsudtryk, en høi Pande for Eksempel--og
det længe forinden Karakteren bliver kjendt. Og hvor mange af disse
Venskabsforbindelser mellem Mand og Kvinde gaar ikke senere over til
Kjærlighed!

«Mit Ansigt er min Formue,» siger Budeien i en gammel, engelsk Folkevise,
og dette er slet ikke nogen dum Paastand. Antagelig tænkte hun blot paa
Ægteskab, men bortseet fra Fordelene ved Skjønhed i denne Henseende,
har et godt Udseende ofte stort Værd i og under Kampen for Tilværelsen.
Inden de mange forskjellige Livskald og Virksomheder hænder det ofte, at
de, som har de mest tiltrækkende og intelligente Ansigter, vælges til at
fylde visse Pladser med Forbigaaelser af andre Ansøgere, som maaske var
mere skikkede derfor end de Foretrukne, men som til Gjengjæld manglede et
stateligt Ydre.--I talrige Livsforhold opdager baade Mænd og Kvinder, at
deres Ansigt i Virkeligheden har den størte Betydning for deres Lykke.
«Skjønheden,» er det bleven sagt, «er et gyldent Scepter, som udøver en
mægtig Indflydelse paa vort Ve og Vel. Den har afgjort Menneskeskjæbner,
regjeret Nationer og behersket Kongeriger.»


ANDET KAPITEL.

_Skjønhedens Begreb._

Den fuldkomne Skjønhed er bleven fremstillet af Digterens Pen, af
Malerens Pensel og Billedhuggerens Meisel, men Moder Natur ødsler den
sjelden paa sine Børn.

Der findes to Slags Skjønhed, den _virkelige_, hos den enkelte Person
forekommende, og den _uvirkelige_ eller tænkte og som Mønster opstillede.
De to Slags Skjønhed kaldes forøvrigt med et Par fremmede Ord: Den
_individuelle_ og den _ideelle_. Førstnævnte indbefatter alle de fagre
Træk og Egenskaber ved en og samme Persons Ansigt og Skikkelse; medens
sidstnævnte er et Udvalg af de skjønneste ydre Egenskaber og Fortrin
fra forskjellige Personer. Det var af et saadant Udvalg, samlet fra
de skjønneste Kvinder og de ædleste mandlige Skikkelser, at Grækerne
modellerede de formfuldendte Billedstøtter af sine Guder og Gudinder,
som altid er bleven anseet som Kunstens Mesterværker.

Hvad er Skjønhed? Den bedste Forklaring derpaa--udtrykt med et eneste
Ord,--er maaske _Harmoni_.

Det menneskelige Ansigts Skjønhed har man altid tænkt sig skulde omfatte
Formskjønhed i de forskjellige Ansigtstræk; Farvens Skjønhed skulde
komme tilsyne i Hudens forskjellige Afskygninger, Karakterens Skjønhed
i visse udprægede og blivende Egenskaber samt Udtrykkets Skjønhed ved
uvilkaarlige og tilfældige Følelser og Stemninger. Den Sagkyndige paa
dette Omraade, Englænderen Walker, mener, at Skjønheden for en stor Del
afhænger af Profilen,--og særlig af den Linje, som beskrives af Panden og
Næsen, gjennem hvis større eller mindre Indadbøiethed Skjønheden forhøies
eller formindskes. Jo mere Profilen nærmer sig en ret Linje, desto større
Statelighed, Kraft og samtidig Mildhed forlenes Ansigtet med.

Der er stor Forskjel paa Ynde og Skjønhed. Skjønheden bestaar, som
allerede sagt og paavist, i Ansigtstrækkenes fuldkomne Harmoni og rette
Forhold til hinanden, medens Ynde er noget, som neppe kan beskrives, men
som tiltrækker sig Opmærksomhed og som ofte fortryller den tilfældige
Iagttagers Blik. Man siger, at et Ansigt er yndigt, omtrent paa samme
Maade som man roser og beundrer et Maleri, skjøndt dette fra kunstnerisk
Synspunkt kan frembyde mange Ufuldkommenheder. Saaledes kan eksempelvis
en fin Hud, klare funklende Øine og en veldannet Næse gjøre et Ansigt
yndigt, uanseet den Omstændighed, at de øvrige Ansigtstræk ikke staar
i et saadant Forhold, at de danner en fuldkommen Harmoni af Skjønhed.
Og endvidere kan det hænde, at et behageligt Udtryk, som hviler over
et Ansigt, gjør dette yndigt, skjønt det i sig selv ikke alene ikke er
vakkert, men endog saare almindeligt. Ja Ynden i ikke saa ganske faa
Ansigter indskrænker sig næsten helt og holdent til et behageligt, friskt
Smil,--et Solskinssmil, som selv Katholikernes alvorlige og mørke Helgen
Sankt Antonius ikke kunde modstaa. Hos andre ligger den Ansigtsynde, som
straks griber og fængsler, hovedsagelig i Haarets Skjønhed og i den Smag,
hvormed det er bleven sat op, saaledes at det lemper sig efter Trækkene.


TREDIE KAPITEL.

_De tre Skjønhedstrin i Kvindens Liv._

Der findes tre tydelig markerede Trin af Skjønhed i Kvindens Udvikling,
og ethvert af dem danner en vigtig Periode i hendes Liv.

Det første Trin strækker sig fra Fødselen til Tiden for Kjønsmodenheden.
I denne Tid gjennemgaar Ansigtet og Skikkelsen sin Udvikling--Skikkelsen
bliver fyldigere og Formerne mere afrundede--for i sin Tid at folde sig
ud lig Blomsten i sin fulde Modenheds Glans.

Den anden Periode omfatter Tiden fra Kvindelighedens fulde Udvikling til
lad os sige med et jevnt Tal--Firtiaarsalderen. I Begyndelsen af denne
Tid i hendes Liv bliver hendes Hals fyldigere, hendes Røst faar en anden
Klang og Tone, hendes Øine straaler med stærkere Glans, og hele hendes
Skjønhed bliver mere fremtrædende og tiltrækkende.

Under det tredie Stadium, som sædvanligvis strækker sig fra Firti-
til Sekstiaarsalderen, tiltager Menneskets Huld og Trivsel baade hvad
Ansigtsudseende og Legemet forøvrigt angaar. Da Legemets Fedtstoffe
udsondres med langt mindre Hurtighed, ophober de sig i Cellevævene under
Huden og i andre Dele af det menneskelige Legeme. Dette udglatter ofte
de Rynker, som har begyndt at fure Huden, og gjengiver mange endnu en
Gang ungdommelig Friskhed, ja ofte endog Ungdommens Ynde. Denne Tid har
man kaldt «Fornyelsesperioden.» Naar den er forbi, kan det siges om
Skjønheden, at den er flygtet for bestandig.

Enkelte Kvinder bevarer sin Skjønhed længere end andre. En moderne
Forfatter ytrer derom: «Kvindernes legemlige Skjønhed burde vedvare, til
de er over seksti Aar. Og deres Ynde naar heller ikke sit Høidepunkt før
Tredive- eller Firtiaarsalderen. Den berømte, græske Skjønhed, Helene fra
Troja træder først frem firti Aar gammel.

Aspasia, der kan tilregne sig stor Andel i Grækenlands Blomstringstid,
var seks og tredive Aar, da hun ægtede Perikles, og tredive Aar senere
var hun endnu en statelig Kvinde. Kleopatra, Ægyptens vidtberømte
Dronning, var over tredive Aar, da hun vandt Feltherren Antonius’s
Hjerte. Diane de Poitiers var ogsaa seks og tredive Aar, da hun ved sin
straalende, modne Skjønhed lagde Kong Henrik den anden for sine Fødder.
Kongen var blot Halvdelen saa gammel, men hans Hengivenhed for hende
aftog aldrig. Anna af Østerrige var otte og tredive Aar, da hun beskreves
som den skjønneste Kvinde i Europa. Madame de Maintenon, den i sin Tid
altformaaende Dame ved det franske Hof og i Frankrig, var tre og firti
Aar, da hun blev formælet med Kong Ludvig, og Katharina af Rusland tre og
tredive Aar, da hun bemægtigede sig den Trone, som hun indehavde i hele
tre eller fire og tredive Aar.»


FJERDE KAPITEL.

_Muligheden af at opnaa Skjønhed._

At Skjønhed kan erhverves, benegter ingen, som omhyggeligt studerer
Sagen fra de forskjellige baade rent menneskelige og videnskabelige
Synspunkter.--Jeg mener Skjønhed i dens almene og vidstrakte Betydning,
ikke i dens indskrænkede Mening, som er Fuldkommenhed og blot Kunstnernes
Tankebillede, et Udslag af deres Indbildningskraft. Naturligvis kan der
ikke blive Tale om Forandring i Ansigtets Form, som for Exempel Næsens
Størrelse, Mundens Bredde, Læbernes Tykkelse, Øinenes Størrelse og Farve,
Ørernes Udseende eller Hagens Form. De er Naturens Kunstværk, dannede
saaledes for alle Tider og efter manges Anskuelser ogsaa for Evigheden.
Men trods dette staar dog den Kjendsgjerning fast, at Skjønhed eller
en Forskjønnelse af Ansigtet er mulig. Ansigtets Præg og Udtryk kan
forskjønnes ved at beherske og lede de forskjellige Sindsindflydelser;
ligesom Ansigtet i sin Almindelighed saavelsom Ansigtsfarven kan
forandres meget overraskende ved at man underkaster sig Sundhedens Love
og gjennemfører bestemte Regler, naar det gjælder Spørgsmaalet om Diæt og
sanitær Pleie. Reglerne for et saadant Liv skal jeg forsøge at fremstille
udførligere i de efterfølgende Kapitler.


FEMTE KAPITEL.

_Hvordan vi selv sætter Præg paa vort Ansigt._

«Jeg forlanger intet andet af dig,» sagde en Fader til sin Søn, da han
bød ham Farvel,--«end at dit Ansigt har samme rene og uskyldige Udtryk,
naar du vender tilbage.»

«En Mands Blik og Ansigtsudtryk,» ytrede Hazlitt, «er Resultatet af
mangeaarigt Arbeide. Det er bleven indpræget paa hans Ansigt ved
Begivenhederne i hans Liv, ja med Naturens egen Haand, og han kan
saaledes ikke saa let blive kvit samme.»

Folk er i Almindelighed hvad de synes at være, og vi har alle en Slags
Fornemmelsesevne i saa Henseende. Ja endog smaa Børn og en Del af de
høierestaaende Dyr læser med et eneste Blik i den Fremmedes Ansigt, om
han har en venlig eller en uvenlig, en ond eller god Karakter, og føler
sig straks tiltrukket eller frastødt af ham.

«Der findes ikke et Menneske paa Jorden,» siger Lavater, «som ikke
daglig sporer Indflydelse af de forskjellige Ansigters Udtryk; ikke et
Menneske, som ei kan træffe sammen eller mødes med et Ansigt, som det
finder overordentlig tiltalende og elskeligt eller usædvanligt stygt og
frastødende. Der findes ikke en eneste Person, som ei i mere eller mindre
Grad iagttager, sammenligner, bedømmer og værdsætter en anden efter hans
Udseende, naar de første Gang træffer sammen.»

At hvert enkelt Menneske er ansvarlig for det Ansigtsudtryk, det har,
kan neppe benegtes, naar vi indrømmer, at man selv danner sin Karakter
og kontrollerer sit eget Sind. Hvor vakkert et Ansigt end kan være med
Hensyn til Form og Træk, saa er det alligevel selve Ansigtsudtrykket, som
forhøier eller nedsætter det, som forskjønner eller vansirer det.

Vi begynder allerede at sætte Præg paa vore Ansigter i Livets Morgen,
i denne Ungdommens Spiretid, da Indtrykkene har større Indflydelse paa
Karakteren, og Sindet lettere formaar at sætte sit Stempel paa Udtrykket.
Paa den Tid, da en Mand eller Kvinde naar Trediveaarsalderen eller ofte
endog før, er Ansigtsudtrykket bleven næsten uforanderigt. Senere fordres
der megen Øvelse, nidkjær Agtpaagivenhed og Udvikling af nye Anlæg, om
det skal lykkes at udjevne dette mangeaarige Arbeide, dette ydre haarde
Skal og Form for den iboende Sjæl.

Behagelige Ansigtsudtryk erhverves sædvanlig i Ungdommen. De er, om vi
saa tør sige, en Sammensætning af mange Smil, glade Tanker og Sindets
Tilfredshed. Enhver Sindsbevægelse efterlader gjerne et eller andet
Indtryk paa Ansigtsudtrykkene; dog ikke saaledes, at det straks merkes
Spor derefter; men om det stadig vender tilbage, bliver sluttelig det
ydre Udseende en tro Afbildning af Karakteren, enten nu denne er god
eller slet.

Dr. Kellogg, den bekjendte Læge, har med Rette udtalt: «Skjønheden sidder
dybere end paa Overfladen. Dens virkelige Kilde har snarere sin Grund i
aandelige og moralske Egenskaber end i rent legemlige Træk. Et Ansigt,
som skjuler en værdiløs Karakter, kan aldrig være vakkert.… En ædel
Karakter kan aldrig træde frem gjennem et lumsk Ansigtsudtryk, hvor lidet
end Naturen har villet tage Hensyn til, at det ene skal være passende for
det andet. Ansigtet er saa helt og holdent et Sjælens Speil, ja ligefrem
et Gjenskin af Karakteren, at denne sidstes Skjønhed eller Slethed ikke
kan andet end fremtræde lige saa tydeligt som Haandskriften paa Væggen i
Profetens Tid, og man behøver ikke at være Profet for at kunne læse den.»

Den tyske Forfatter Winchelmann skriver: «Fuldkommen Skjønhed kan
aldrig findes i et Ansigt, hvis det ikke er roligt og frit fra al
Uro, idetmindste fra alt, som kan forandre og skjæmme de Træk, hvoraf
Skjønheden er sammensat.»


SJETTE KAPITEL.

_Hemmeligheden ved et Ansigts Forvandling._

At forandre det stadige Ansigtsudtryk, som vi saa at sige selv har
dannet og baaret i mange Aar af vort Liv, synes ved første Øiekast at
grændse til det umulige, ja at være lige saa forgjæves som de taabelige
Filosofers Stræben, naar de i Middelalderen bortødslede sin Tid og sin
Formue med Forsøg paa at opdage _Livselixir_. Men hvis vi omhyggelig
undersøger Læren om Ansigtets Forvandling, vil vi finde, at den er i fuld
Overensstemmelse med Fornuft og Virkelighed.

Som vi allerede har seet, er det Sindstilstanden eller Sjælen, som
danner og omdanner Ansigtsudtrykket. Dens hemmelighedsfulde Indflydelse
indvirker paa de myge, letbevægelige Ansigtsdele, paa samme Maade som
Lyset indvirker paa Fotografens meget ømfindtlige og modtagelige Plade.
I Virkeligheden er Ansigtet et Billede, som viser Sjælens vanlige Tanker
og Ønsker. De, som derfor ønsker at faa et vakkert Ansigtsudtryk, bør
først og fremst anstille en Undersøgelse i sit Indre for at bringe paa
det rene sin vanlige Tankegang og Sindsretning, og saaledes udfinde,
hvad der foraarsager et ubehageligt Udtryk eller hvad der fremkalder et
behageligt. Enkelte Mennesker har triste Ansigter, som er en Frugt af
triste Tanker og mørkt Sind. Disse melankolske og tungsindige Personer
har altid en mørk Opfatning af alt, hvad der sker i Verden; eller med
andre Ord, de trækker et Gardin for Sjælens Vindu og stænger saaledes
Solskinnet ude fra sit Liv. Saadanne Personer bør anstrenge sig af sin
yderste Viljekraft for at bryde med denne Vane; thi det er ei andet end
en saadan. Det kan vistnok tage lang Tid, før man kan skaffe sig et lyst
og livsfriskt Syn og Sind, men naar det engang er skeet, vil det komme
til at medføre en fuldstændig Forandring af Ansigtsudtrykket.

Mange er de skuffede Ansigter, som viser sig, hvor der er store
Folkemasser samlede, Mænd og Kvinder, som har begyndt Livet med stor
Ærgjerrighed, der aldrig er bleven tilfredsstillet, og hvori hvert
sveget Haab synes at have efterladt sig et Spor i Ansigtet. At oprykke
disse Bitterhedens Rødder synes at være vanskeligt, men ikke umuligt. Den
bedste Maade, hvorpaa det kan ske, er at begrave det forbigangne med den
indeværende Dags Arbeide og at glemme Gaarsdagens Forhaabninger ved at
haabe paa Morgendagen.

Endvidere findes der misfornøiede Ansigter, hvis Eiere bestandig sukker
efter Ting, som de ikke er i Besiddelse af, og som længes og higer efter
noget, de aldrig kan opnaa eller erholde. Men de maa søge paa alle Maader
at sætte mere Pris paa sine nuværende Forholde og erindre, at et nøisomt
Sind er mere end et dagligt Gjæstebud.

Blandt alle Ansigtstyper finder vi Repræsentanter for de sørgmodige og
triste, de tvære og sure, de let opirrede, de smaalige og gjerrige, de
svigefulde, de bedragerske og de listige, de haanlige og de stolte. Alle
disse lidet elskværdige Træk, som tydelig kommer tilsyne i Ansigtets
Udtryk, er Resultatet af, hvad der har rørt sig inderst i Sjælen. Hvor
de forekommer, findes ingen sand Skjønhed.--Med Rette siger den berømte
Forfatter Washington Irving: «Det er den guddommelige Majestæt i vort
Indre, der gjør, at guddommelig Majestæt kan fremtræde i det Ydre.»
Dette er ingen blot og bar henkastet Ytring, men en af Skjønhedens
store Hemmeligheder. Kunde vi vel for et Øieblik tænke os Slagmarkernes
store Apostel, Florence Nightingale eller en Fru Booth med frastødende
Ansigter, eller en David Livingstone eller en General Gordon med
modbydelige Ansigtstræk? Skjønt vi aldrig har seet disse menneskevenlige
og heltemodige Personers Ansigter eller maaske ikke engang et Portræt
af dem, saa staar de dog i vore Tanker--efter den Opfatning, vi har af
dem,--med Ansigter straalende af Ømhed, Tapperhed og Ædelmod.

For at omdanne Ansigtet maa man først omdanne Sindet. Mod Nedslagenhed og
Tristhed maa vi fremelske en glad og frydefuld Aand; Tverhed og Heftighed
hos os selv maa vi beseire med Venlighed og Ro, Freidighed og Tro paa
Fremgang, og dertil ved Selvprøvelse i Frimodighed og Tilfredshed drive
Surmuleri og idelig Bekymring paa Flugt.


SYVENDE KAPITEL.

_Helbreden i dens Forhold til Skjønheden._

Helbreden er uundværlig for Skjønheden; ja den er ligefrem dens
Forudsætning. Om Helbreden tabes, forsvinder ogsaa Skjønheden lidt efter
lidt.

Skjønheden bør være en Frugt af en fuldstændig Overensstemmelse mellem
de tre Dele af vort Væsen, nemlig Legeme, Sjæl og Aand. Den vil da ikke
mangle den Friskhed, som er en saa væsentlig Bestanddel af al sand Ynde
og Skjønhed, enten nu denne fremtræder i Rosens Knop eller paa den unge
Piges rødmende Kind. Der findes vistnok noget, som betegnes med Ordet
«sygelig Skjønhed», men det forsvinder med de flygtende Aar. Blivende
Skjønhed maa have sine Rødder dybt nede i den herlige Jordbund, som
heder Helbred og Sundhed. Gladstone har meget træffende ytret herom:
«Skjønheden er ikke en Tilfældighed, men den tilhører vedkommende
Gjenstands Væsen; den gjennemtrænger hele Skabningen, og hvor eller naar
den aftager eller trænges tilbage, har vi i denne Omstændighed et Bevis
paa den moralske Uorden, som bringer Forstyrrelse ind i Verden.»

Formens Ynde, Hudens Friskhed og Øinenes Glands har i Almindelighed mere
at gjøre med en virksom Lever og god Fordøielse end de fleste Mennesker
aner. «Sygdom er Hæslighed; Helbred er Skjønhed,» siger Annie Jannets
Miller. Helbreden reguleres af den Mad, vi spiser og fordøier, den Luft,
vi indaander, den Hvile og Søvn, vi nyder. Dertil kommer en regelmæssig
Overholden af Sundhedens Forskrifter. «Vore Legemer er vore Haver, hvor
vor Vilje er Gartneren,» siger Shakespeare, Englands udødelige Digter.

«Helbreden»,--skriver Dr. Nichols i sin populære Bog om Menneskets
Fysiologi,--«er en Tilstand af fuldkommen Udvikling, en harmonisk
Væxt og Sammenføining af Del efter Del, Organ efter Organ, hvor intet
er forkrøblet og heller intet for overdrevet stort. Heri ligger
Fuldkommenheden, naar der spørges om Symmetri og Skjønhed, som igjen ikke
er noget andet end Resultatet af Helhed og Helbred. Thi det kan paavises,
at Formerne og Proportionerne hos Menneskene og de høierestaaende,
nyttige Dyr, ogsaa er de skjønneste.» Naar hvert Ben har den bedste Form
og Størrelse, er der fuldkommen Proportion. Naar enhver Muskel har sin
tilbørlige Udvikling med den rette Mængde af Fedtstoffe i Cellevævene,
finder vi den høieste Formskjønhed; naar Hudens Beskaffenhed er finest,
Blodomløbet kraftigst og selve Blodet renest, fremtræder ogsaa Ansigtets
Glød, Glans, Farve og Tiltrækning bedst. Skjønheden er derfor mere et
Tegn paa Helbred; thi den er et Udtryk for sidstnævntes Tilstedeværelse.
Fuldkommen Skjønhed kan alene naaes og vedligeholdes ved fuldkommen
Helbred. Begrændset Skjønhed, henvisnende Skjønhed, aftagende Skjønhed
falder sammen med begrændset, henvisnende og aftagende Helbred, men den
er utilfredsstillende og tung. Kunstnere og Digtere forestiller sig
Skjønheden straalende af Sundhed, og kan ikke adskille disse Idealer.
Ingen Maler eller Billedhugger vilde kunne fremstille en Venus, en Diana
eller en Hebe anderledes end som den personificerede Sundhed og derfor
skjønne og livfulde.


OTTENDE KAPITEL.

_Skjønhedens Forgjængelighed og Aarsagerne dertil._

Skjønhedens Omveksling er mere slaaende i enkelte Personers Ansigter end
i andres. Mennesker med nervøst Temperament er mere udsat for den ydre
og indre Indflydelse, som i Almindelighed fremkalder de forskjellige
Forandringer i Ansigtsudtrykket.--

Blandt de Ting, som gjerne vil bekjæmpe Skjønheden og berøve den dens
Tiltrækning, er Veirforholdene, Forandringer i Temperaturen og andre fra
Luft- og klimatiske Forholde stammende Indflydelser; endvidere saadanne
skadelige Foreteelser som urigtig Diæt, Søvnløshed, Græmmelse, Ængstelse
og Vrede. Alle disse Forholde skal senere blive behandlede.

Der findes enkelte Personer, som altid ser bedre ud, naar vi møder dem
ude i det Frie end naar vi er sammen med dem indendørs; medens atter
andre viser et fordelagtigere Udseende i det afdæmpede Lys i et lukket
Værelse. Ligesaa findes der enkelte, som viser sig mere til sin Fordel
tidligt om Morgenen end længere frem paa Dagen; men paa den anden Side
kommer ogsaa Modsætningen frem hos andre Personer, saa de lig Sankt
Hansormen lyser vakrest i Mørke. Skjønhedens Foranderlighed er meget
mærkværdig ogsaa i en anden Henseende. Hos mange Personer ser den venstre
Halvdel af Ansigtet bedre ud end den høire. Denne Opdagelse gjordes
først af Kineserne. Sandheden af denne besynderlige Paastand kan man
let kontrollere ved at undersøge et Dusin Ansigter. Det paastaaes, at
Skuespillere og Sangere, idet hele taget Folk, som ofte staar Ansigt til
Ansigt med et større Publikum uvilkaarlig vender sig halvt til høire,
naar de ønsker at gjøre Indtryk paa sine Tilhørere.


NIENDE KAPITEL.

_Diætens Indflydelse paa Udseendet._

Vor daglige Mad og Drikke har meget at gjøre med Helbred og Sundhed, med
Skjønheden og Ansigtsudtrykket. Storædere er aldrig store Tænkere og har
derfor sjelden et aandfuldt eller klogt Udseende. Personer, hvis Mad
hovedsagelig bestaar af Kjød, udvikler i Almindelighed mere den dyriske,
sterkt sanselige end den aandelige Side af sin Natur. Dette har igjen
til Følge en vis Grovhed i Trækkene. Paa den anden Side gjør fuldstændig
Vegetarianisme let Ansigtet udtryksløst. Dog mere slaaende end alt andet
er den Virkning, som umaadelig Nydelse af stærke Drikke har paa Ansigtet.
Hvor kan det ikke forandre et fint og skjønt Ansigt og gjøre det yderst
grovt, ja saa frastødende, at det vækker Modbydelighed. Indflydelsen
af forskjellige Fødemidler paa Ansigtsudtrykket vil blive behandlet og
paavist i de Afsnit, som angaar Diætens Forhold til Helbreden.

Professor Kirk siger: «Ansigtet er bogstavelig formet af den Føde,
hvormed Maven forsynes. Der er ingen Tvil om, at ikke ogsaa andre Ting,
som for Eksempel den Luft, vi indaander, bidrager til at forme vore
Ansigter; men Mad og Drikke udgjør dog hovedsagelig det Materiale og
Stof, hvoraf de eiendommelige Træk i vore Ansigter er sammensatte.»

Hvis Føden er uheldig for sit Formaal, er det ikke let at forstaa,
hvordan Former og Træk skulde blive fint byggede. Der har vi for Eksempel
det fine Væv i Øiet, dette Organ, som jo i saa høi Grad giver Ansigtet
dets Udtryksfuldhed.--Der fordres passende Stof for at dette Cellevæv
skal vedligeholdes i nogenlunde god Orden. Selv om man bestryger Ansigtet
med al Verdens Skjønhedsmidler, men ikke giver nøie Agt paa de Stoffe og
Fødemidler, hvoraf Ansigtet fremstaar og dannes, kommer man aldrig til
at faa et friskt Udseende. Man maa passe og værne de Organer, ved hvis
Virksomhed Næringsstoffene skal beredes for Ansigtsdannelsen. Hvis disse
Organer paa en eller anden Maade bliver forsømte og saaledes taber Evnen
til at omdanne Føden i en for Fordøielsen passende Form, kan intet ydre
Middel skjænke nogen et friskt og sundt Udseende.



ANDEN DEL.

Huden og Ansigtsfarven.


TIENDE KAPITEL.

_Hudens eiendommelige Beskaffenhed._

Huden bestaar af tvende adskilte Lag, hvoraf det yderste kaldes Overhuden
og det inderste Læderhuden eller den egentlige Hud.

Som vi alle utvilsomt kjender af smertelig Erfaring, er Huden rigelig
forsynet med Blodkar og Nerver, hvorigjennem Følelsen af Berøring,
Smerte, Varme, Kulde, Tryk og lignende fornemmes. Den er ogsaa i Lighed
med Lungerne og Nyrerne et blodrensende Organ, og dens forunderlige
Forretninger udføres gjennem et stort Antal smaa Porer, som man kan
sammenligne med Afløbsrør, hvis sammenlagte Længde udgjør omkring
4½ norsk Mil; denne Angivelse er fremkommen efter den engelske
Videnskabsmand, Sir Erasmus Wilsons Beregning.--Nævnte fremragende
Hudspecialist grundede sin mærkværdige Beregning paa den Omstændighed,
at man kan anslaa 2800 Porer gjennemsnitlig paa en engelsk Kvudrattommes
eller 25,4 mm. Hud. Beregnes endvidere Længden af hver Pore til ¼ Tomme,
bliver den sammenlagte Længde af Porer eller Rør paa hver Kvadrattomme
paa Legemet 700 Tommer. Antallet Kvadrattommer paa et middelstort
Menneskes Ydre udgjør omtrent 2500, og Porernes Antal følgelig 7,000,000;
Længden af Uddunstningsrørene angivne i engelske Tommer er 1,750,000,
det vil sige 145,833 engelske Fod eller omtrent 45,000 Meter, hvilke som
bekjendt gjør 45 Kilometer eller 4 og en halv Sjømil.


ELLEVTE KAPITEL.

_Hudens Forhold til Helbred og Skjønhed._

Huden er et af Legemets vigtigste Organer, og de indviklede Funktioner,
som den udfører, er uundgaaelig nødvendige for vor Tilværelse. Hverken
Maven, Leveren eller endog Hjernen er saa nødvendig for vor Tilværelse
som Huden. Mennesket kan leve en Uge, ja længere endnu uden Føde, og
Leveren kan i flere Døgn ganske ophøre med sit Arbeide, inden Døden
indtræder; men om Hudens Virksomhed ophører eller standser, paafølger
Døden nogle Timer efter.

Da Leo den tiende besteg Pavestolen i Rom, foranstaltedes en stor
Procession gjennem Byen Florentz’ Gader. Ved denne Anledning blev
et Barns Legeme belagt med Bladguld, i den Hensigt at billedgjøre
«Guldalderen» eller _den gyldne Tid_, som nu skulde oprinde. Til
Deltagernes og Tilskuernes store Rædsel døde Barnet et Par Timer efter
i frygtelige Krampetrækninger. Den ulykkelige Hændelse skrev sig
helt naturlig deraf, at Hudens Porer var blevet tilstoppet, hvorved
Uddunstningerne hindredes.

Naar vi forsømmer at holde Huden ren og Porerne aabne ved Bad og
Bevægelse, tilstopper vi de fem og firti Kilometer Afløbsrør, som blev
omtalt i foregaaende Kapitel. Dette kan naturligvis ikke ske ustraffet;
Usundhed og daarlig Helbred indfinder sig da som en naturlig Følge, ja
man bliver endog udsat for farlige Sygdomme.

Hudens Hvidhed eller Gjennemsigtighed og dens Farve er altid bleven
anseet som nødvendige Betingelser for Skjønhed.--Hvor fintformede end
Ansigtstrækkene kan være, synes dog al Tiltrækning at være borte, hvis
Huden er gul eller har en sygelig Farve. Skjønheden forsvinder ogsaa mere
eller mindre, hvis Huden er besværet af Finner, Bylder, Rynker eller
Fregner.--Hudens Beskaffenhed og Tilstand bestemmer Ansigtsfarven, og
denne indvirker paa sin Side i høi Grad paa Ansigtets Skjønhed. Hvem har
vel nogensinde seet et stygt eller frastødende Ansigt i Besiddelse af en
god og frisk Farve? Man træffer naturligvis hver Dag Ansigter med skjær
Hud og røde Kinder; og de er altid behagelige at se paa.

Det ligger i det enkelte Menneskes Magt at værne om dette vigtige Organ,
Huden. De, som vil vinde og erholde Skjønhed, maa stadig have sin
Opmærksomhed henvendt paa den.


TOLVTE KAPITEL.

_Sindsbevægelsernes Indflydelse paa Huden._

Det er et ganske eiendommeligt Forhold, at enkelte Sindsbevægelser
angriber Huden og dens Funktioner paa samme Maade som en Forkjølelse.
Nedbrydende Lidelser, Sorg eller Frygt, formindsker Luftvekslingen
i Lungerne og Tilstrømningen af Aareblod, hvilket selvfølgelig gjør
Ansigtet blegt, forhindrer Uddunstningen og gjør de i Huden liggende
Nervers Virksomhed meget svag.--Vrede og andre heftige Lidenskaber søger
Luftvekslingen og Blodtilstrømningen paa Hudens Overflade, hvorved den
Rødme og Spænding i Ansigtet foraarsages, der er et saa fremtrædende
Kjendetegn paa en ophidset Sindstilstand.

Sindsbevægelsernes Indvirkning paa Huden er ofte saa stor, at den
fremkalder Sygdom. Lægen Cazenave gjør ved Opregningen af Hudsygdomme
den Bemærkning, at «stærke Sindsbevægelser, og i Særdeleshed Sorg, udøver
en mærkelig Indflydelse.» Naar han nævner «_Impetigo_», den latinske
Benævnelse paa en Slags Hudsygdom, siger han, at Sorg og Frygt undertiden
foraarsager denne Sygdom. En anden Authoritet, Dr. Bateman, omtaler to
Tilfælder af nævnte Sygdom, «_Impetigo_», som fremkaldtes ved stærke
Sindsbevægelser.

Wilkinson udtaler om Huden: «Der ifører Kjærligheden sig den himmelske
Morgenrødme, som er dens rette Farvetone; der rødmer den blyge Uskyld.
Der sammenhober Hadet sin blege Ondskab, Misundelsen henter frem sin
grønne Galde, Vreden indhyller sig i Mørke og Fortvilelsen i Dødens
askegraa Farver.» Hykleriet laaner ofte Dragt af de nævnte Foreteelser,
men den virkelige Tilstand formaar ikke i Længden at skjule sig, men
giver sig klarlig tilkjende gjennem Hudens og dens Farvers Omveksling og
Forandring.

Med faa Ord sagt: Den menneskelige Natur kan i hele sin Sammensætning
lade sig efterspore og paavise i Hudens uendelige Omskiftelser.


TRETTENDE KAPITEL.

_Varmens, Kuldens og vekslende Veirlags Indflydelse paa Huden._

Stærk Hede ved direkte Paavirkning af Solstraalerne bør man altid undgaa
at udsætte sig for, særlig hvis man sætter Pris paa en skjær og fin Hud
og Ansigtsfarve. Under Indflydelse af brændende Sol faar Huden lettelig
Antydning til at blive grov og tør samt ikke saa sjelden brun eller
fregnet.

Hvad Kulden angaar, er dens første Virkning af hemmende Art. En
Sammentrækning finder Sted og følgelig slippes en mindre Mængde Blod
end vanlig hen til Haarkarene; ligeledes indtræder der en Formindskelse
af Blodtilløbet til de dybere beliggende Dele, der er længst fjernet
fra Varmens og Livets store Midtpunkt, hvilket atter fremkalder denne
Slappelse i Muskelsystemet, som vi alle kjender.

Men disse Virkninger er dog blot forbigaaende; et Tilbageslag indtræder
i Systemet, hvorunder den Blodstrøm, som standset, i Almindelighed
vender tilbage med større Kraft.--Dette bevirker i Huden den friske og
rødblomstrende Farve, som saa mange Personer faar en kold Vinterdag efter
en god Spadsertur i frisk Luft. I tørt Veir er Kulden blot sund for
friske Personer, især hvis de er i megen Bevægelse.

Men fugtig Luft har derimod en ganske anden Indflydelse paa Legemet. Da
dette er modtagelig for Fugtighed, opsuger det denne i store Mængder,
og Legemet tiltager i Vægt. Huden lider overordentlig meget af dens
Indvirkning, hvad man har Anledning til at se paa deres Hudfarve, som bor
i Holland. Fugtig Kulde er det mest usunde og helbredfarlige af alt Veir,
og er skadelige for baade gamle og unge.

Hvad Temperaturforandringens Indflydelse paa Huden angaar, da er en
hurtig Overgang eller Forandring meget farlig. Forandring fra Kulde
til Hede er, som de fleste ved, ikke saa farlig som fra Hede til
Kulde; thi den sidstnævnte er tilbøielig til at undertrykke Hudens
Afsondringsfunktioner og derved fremkalde Inflamation i Næsehinden,
Halsen o. s. v. Temperaturforandringer, som fremkaldes paa kunstig
Maade, for Exempel ved at gaa ud i kold Natteluft fra et varmt Rum, bør
man være yderst forsigtig med. De er i Virkeligheden meget skadeligere
end naturlige Forandringer i Veiret. En Person, som til Stadighed snart
er udsat for Hede, snart for Kulde, snart for Fugtighed og snart for tør
Luft, faar enten en seig Underhud eller stadig Udslet.--


FJORTENDE KAPITEL.

_Daarlig Ansigtsfarve, dens Aarsag og Midler derimod._

Daarlig Ansigtsfarve og Hud er i Regelen Følgen af, at man har forsømt
eller overtraadt Sundhedens Forskrifter, disse smaa Love, som for mange
synes saa ubehagelige, men i Virkeligheden er af den allerstørste Vægt
for vor Helbred og Velvære. Upassende Føde, uregelmæssige Vaner, uren
Luft, megen Nattevaagen og Foragt for Motion er altsammen noget, som øver
en skadelig Indflydelse paa Helbreden og Ansigtets Farve og Hud.

Der er et gammelt Ordsprog, som siger, at man bliver _grøn_ af
Misundelse, hvad der naturligvis er Overdrivelse, Men det er sikkert, at
Personer bliver blege og udtærede af Skuffelse, Sorg og Ængstelse, og at
en stadig Uro fremkalder Rynker.

En slap og sygelig Farve finder man ofte hos Mennesker, der lider af
daarlig Fordøielse. Grundaarsagen er ofte for meget Mad eller den
Vane at spise og drikke ufordøielige Sager. Den sygelige Hudfarve kan
ogsaa skrive sig fra træg Virksomhed i Leveren. De fleste bærer selv
Ansvaret for, at Leveren er i Uorden, skjønt de stadig beklager sig over
dette Organ. Sund Føde, regelmæssige enkle Maaltider med megen Luft og
Bevægelse er et Lægemiddel, som sjelden forfeiler sin Virkning: Det baade
forebygger Sygdom og helbreder den.

Bleg Ansigtsfarve og hvide Læber er ofte Tegn paa almindelig Svaghed.
Det kan være, at der ikke viser sig nogen særlig legemlig Kraftesløshed,
men ikke desto mindre mangler Systemet den Spænstighed, som betegner
fuldkommen Helbred. Ofte ligger Feilen i Blodmangel, som igjen har sin
Grund i en eller anden af følgende Aarsager: Utilstrækkelig Ernæring og
Mangel paa sund Føde eller Syre, udsvævende Liv eller for store Krav paa
Nerverne og Hjernen ved Overdrivelse paa mange Omraader, Overarbeide
og Nattevaagen; Tab af Blod eller anden i Legemet cirkulerende Vædske,
der danner en nødvendig Bestanddel af dets Krafttilførsel. Under
saadanne Omstændigheder maa man værne om Legemets Helbredstilstand i
sin Almindelighed og følge en sund Levemaade, førend Huden paany kan
gjenvinde sin Friskhed.


FEMTENDE KAPITEL.

_En for Huden og Ansigtsfarven skadelig Diæt._

Alle, der ønsker at erhverve vakker og frisk Hudfarve, bør, som allerede
antydet, være nøieregnende med hvad de spiser og drikker. Dette vil
maaske nødvenddiggjøre en Smule daglig Selvfornægtelse, men de, som
iværksætter den, bliver mere end belønnede ved de snart opnaaede
Virkninger.

For det første er det klogt at opgive Nydelsen af The og Kaffe; thi
begge er skadelige for en god Hudfarve. The er en af de mest almindelige
Aarsager til daarlig Fordøielse, og naar Kaffe drikkes i større
Portioner, fremkalder den ofte Bleghed, og paaskynder Forstyrrelser
i Organismen hos Personer af nervøst Temperament.--Alkoholholdige og
berusende Drikke bør ogsaa undgaaes af dem, der ønsker at beholde en
frisk Farve og en ren og skjær Hud. Isærdeleshed er stærke Vine og
maltholdige Drikke skadelige. Alle stivelsesagtige Fødemidler, ikke
mindst Brød, bør fortæres med Langsomhed og Maade. Smør og fede Sager
bør ogsaa anvendes sparsomt, eftersom de ofte er Aarsag i, at Huden faar
et smudsigt og daarligt Udseende og ikke sjelden fremkalder Finner og
Udslet. Sukker, Syltetøi og henkogte Sager bør ligeledes nydes med Maade.
Agurker, Pickles, Eddik saavelsom alle syrlige Fødemidler og Krydderier
maa helt undgaaes.

I et Opsæt af Dr. S. Rowbatham, en fremragende Læge i Manchester, finder
vi følgende interessante Uttalelse: «Personer med døsigt, slapt og ofte
ligblegt Udseende, med grov, sprukken Hud, Personer, som er magre og
knoklede og stadig besværede med snart en, snart en anden Sygdom, har jeg
altid fundet forslugne paa haard og grov Kost som Brød, Puddinger, Paier,
indbagte Sager og Melspiser i sin Almindelighed. Jeg vil ikke paastaa, at
disse Mennesker aldrig spiser andet; thi de er i Almindelighed Yndere af
al Slags kraftig Kost, men jeg mener, at Brød og Bagværk, bestaaende af
Havre og andet Slags Gryn danner deres fornemste Næring. Det samme kan
siges om dem, som er besværede af daarlige Tænder, Saar, Finner og alt
Slags Udslet, og som let faar Forkjølelse, Hovedpine o. s. v. Særlig er
dette ogsaa Tilfældet med dem, som lider af Forstoppelse, fordi mange
skadelige Stoffe derved tilbageholdes i Legemet, hvilke ellers skulde
afsondres. Mennesker derimod, som har et friskt og frodigt Udseende,
klar og gjennemsigtig Hud, som er fyldige og sjelden besværes af Sygdom,
men er livlige og muntre, har jeg altid fundet begjærlige efter friske
Grønsager, Frugt, Kjød, Fisk, og alle Slags sukkerholdige Stoffe, men kun
lidet lystne paa tyk og fast Grynmad.»


SEKSTENDE KAPITEL.

_Ernæring, som gjør Hudfarven smuk._

Spørgsmaalet om hvad man skal spise og drikke, hvis man giver Afkald
paa saa mange almindelig anvendte Fødemidler som de i foregaaende
Kapitel nævnte, vil maaske ved første Blik forefalde mangen at være et
vanskeligt Problem. Men ved nærmeste Eftertanke vil man dog finde, at der
endnu gives et rigt Forraad af Næringsmidler, mere end tilstrækkelige
for Legemets Behov. Kaffe og The er ikke de eneste Drikke, som kan
sættes frem paa vort Frokost- og Aftensbord. Kakaoen er uskadelig og
nærende; men varmt Vand er endnu bedre. Dette letter i væsentlig Grad
Fordøielsesorganerne deres Arbeide, samtidig som det renser Leveren. Det
bidrager derfor i høi Grad til at bevare Hudfarven frisk og ren. Melk
passer ogsaa for de fleste Mennesker og befordrer Hudens Blødhed og
Hvidhed. Istedetfor alt det Brød og Bagværk og al den stivelsesholdige
Føde, som man i Almindelighed sætter tillivs, bør man ved hvert Maaltid
spise rigelig Frugt; den være raa eller kogt. Den er Naturens Medicin, ja
en virkelig Livseleksir. Dersom man spiste mere Frugt, vilde man spare
mange Lægeregninger, og desuden vilde man kunne undvære Skjønhedsmidler,
der har til Formaal at skaffe Huden et tiltalende frisk Udseende.
Apelsiner, Æbler, Druer, Bananer, Jordbær, Rosiner og andre Frugter
renser Blodet, styrker Nervesystemet, regulerer Fordøielsen og dens
Organer, samt skjænker Kinderne Sundhedens rette Glød. Alt det Sukker,
vort Legeme behøver, indeholdes i Frugt; hvis vi derfor spiser moden
Frugt, kan vi gjerne banlyse Sukkerkoppen fra Bordet. Alle Slags grønne
Vækster bør vi ogsaa spise i stor Mængde; dog maa Poteter, Pastinaks,
Kaalrabi samt Næper anvendes med Maade. Spinat er fortræffelig baade for
Huden, Stofvekslingen og Leveren; ja den er endog et godt Lægemiddel i
Tilfælder, hvor sidstnævnte er angreben. Spinat indeholder nemlig store
Mængder Jern, som let fordøies. Kemikeren Bingo udtaler, at Spinat
indeholder mere Jern pr. Kvadrattomme end det mest berømte, jernholdige
Lægemiddel.

Undgaa altid Nydelsen af Flesk, Kalvekjød, Hummer, Krabbe, Østers og alle
Slags Skaldyr, hvis I vil bevare Huden frisk og Ansigtsfarven ren og
skjær.


SYTTENDE KAPITEL.

_Almindelige Regler for Hudens Pleie._

En af Hemmelighederne ved en frisk og følgelig god Hudfarve er
Porernes uhindrede Virksomhed. Denne kan bedst fremkaldes ved hyppige
Bad, Indaanding af frisk Luft og stadig Bevægelse. Undgaa varme og
menneskeopfyldte Værelser samt hurtige Temperaturforandringer. At sidde
i Nærheden af en stærk Ild, er selv om Vinteren skadelig for Huden, da
den derved let blir for tør og faar en daarlig Farve. De, som bestandig
holder sig i Nærheden af Varmen, faar aldrig en fin Hud eller en
gjennemsigtig, smuk Ansigtsfarve.

Vaskevandet er en anden Ting, som ofte angriber Hudfarven. Naar det er
urent, kan det ofte være et Middel til at fremkalde Finner og Kviser, og
hvis det er haardt, vil det gjerne gjøre en god Hud grov. For al Vaskning
af Ansigtet og Renselse af Legemet er Regnvand det bedste. Hvis saadant
ikke kan skaffes tilveie, er det bra at helde en Spiseske Boraks i
Vandkanden hver Gang den fyldes.

Med Hensyn til Sæbe er det nødvendigt, at man blot benytter de reneste
Sorter. Huden skades ofte ved, at man anvender daarlig og uren Sæbe.
Stærkt farvede og duftende Sæber er i Almindelighed de mest skadelige.
De bedste Sæber skal indeholde Tjære, Havremel eller Glycerin. Enkelte
benytter alene Havremel som Sæbe; isaafald bør det omdannes til en Deig i
Haanden og siden gnides ud over Ansigtet.

Endelig maa de, der vil bevare sin Hud frisk, undgaa at være længe oppe
ud over Kvelden. De, som tilbringer den halve Nat oppe og sover den
bedste Del af Dagen, faar blandt andet som Straf--en gulbleg, sygelig
Hudfarve.


ATTENDE KAPITEL.

_Et Par offentlige Hemmeligheder._

Bortset fra de diætiske og sundhedsgavnlige Regler, som allerede er
antydet, gives der intet fuldt paalideligt Middel til stadig at gjøre
Huden blød og smuk; man kjender vistnok mange Hemmeligheder, som siges at
skulle kunne frembringe Underværker, naar Talen er om Skjønhedsmidler. En
Del af disse kan vistnok være til nogen Nytte, naar Huden er i daarlig
Stand og hurtig trænger et Botemiddel.

Talrige er de styrkende Midler, som anbefales til udvortes Brug, men jeg
har liden Tro paa dem. Ja, adskillige af dem er meget mere skadelige end
gavnlige i sine Virkninger; isærdeleshed Eddiktilsætninger, Tinkturer og
Alunopløsninger. Slige Midler kan vistnok for en Tid rense Huden, men
indtørrer og indskrumper den, naar de benyttes oftere. Yderhudens fine
Væv behøver den næsten umærkelige, oljeagtige Fugtighed, som fremstaar
ved Uddunstningen. Denne forstyrres ved Anvendelsen af Tinkturer og
saadanne Sager, og tidlige Rynker bliver før eller senere Resultatet.
Det maaske ufarligste Middel er en Blanding af Citronsaft og Glycerin.
De, der vil benytte dette, bør indgnide Huden med nogle Draaber deraf
hver Morgen, efterat de har vasket sig.--Citronsaften gjør Huden hvid,
og Glycerinen gjør den blød. Men en en stor Del af de mest anseede
medicinske Authoriteter er af den Anskuelse, at den mest velgjørende
Indvirkning paa Huden fremkommer ved Gnidning. Dette kan ske ved Hjælp
af en Frotérbørste eller et grovt Haandklæde. Hver Morgen skal Ansigtet
gnides kraftigt et Par Minutter. Denne Fremgangsmaade vil bidrage meget
til at holde Porerne i Fedtkjertlerne aabne, og ved at anspore Hudens
Virksomhed skal den hindre Dannelsen af Pletter.

En anden Behandlingsmaade med Huden for at bevare den, bifaldt og hyldet
af adskillige Læger, er at massere (gnide) Huden med den saakaldte
Kjølepomade, _Coldcream_, der i uforfalsket Stand skal være tilberedt uf
fineste Olivenolje. Førend man gaar tilsengs om Aftenen bør man indgnide
Ansigtet med nævnte Pomade eller Salve, og bør Gnidningen af Kinderne
ske opover i Retning af Ørene; det som ikke opsuges af Huden, kan fjernes
med en fin Linserviet. Denne Behandling siges at skulle kunne «nære»
Huden og fremkalde jevn Fyldighed.


NITTENDE KAPITEL.

_Forskjønnelsesmidler og Faren ved deres Anvendelse._

Anvendelsen af Forskjønnelsesmidler kan føres tilhage helt til de
ældste Tider. I den gamle græske Digter Homers Bog om Helten Oddysseus
forekommer en Skildring af Heltinden Penelopes Toilette, og deri finder
vi Udtryk, som ordret oversat lyder: «Med salvede Kinder!» Heraf ser vi
altsaa, at Skjønhedsmidler allerede paa den Tid var i Brug. I det gamle
Testamentes Beretning om Dronning Jesabel læser vi, at hun «sminkede
sine Øienbryn og smykkede sit Hoved.» Den Skik at sminke Ansigtet,
endog blandt den mandlige Slægt, gik i Svang blandt Mederne, og deres
Konge Astyages, (589 f. Kr.), beskrives som «bemalet med Farve omkring
Øinene, sminket i Ansigtet og forsynet med Paryk.» Under Keiser Neros
Regjering finder vi, at Damerne i Rom tilbragte meget af sin Tid med
at pleie og sminke sine Ansigter. At farve Tænderne var dengang ogsaa
en meget almindelig Skik, som blev iagttaget selv af Keiserinden. Men
skjønt Skjønhedsmidlerne daterer sin Oprindelse helt fra Oldtiden, kan
de dog ikke derved bevise sin Nytte. Næsten alle Kvinder, som har været
bekjendte for stor Skjønhed og hvis ungdommelige Udseende har holdt sig
langt over den vanlige Alder, har undladt at benytte Sminke eller andre
kunstige Skjønhedsmidler. Sminke tillukker Hudens Porer, som det er
yderst nødvendigt at holde aabne, hvis man vil bevare sin Hud frisk og
vakker. De, der sætter Pris paa Helbred og Skjønhed, bør aldrig gjøre
Brug af den. En fremragende Læge udtaler: «Jeg har havt Anledning til at
iagttage en hel Del Tilfælder, hvor Udslet har havt sin direkte Aarsag i
Brugen af den Sminke og de Skjønhedsmidler, som sælges i Butikerne.»



TREDIE DEL.

Ansigtets Feil og Mangler.


TYVENDE KAPITEL.

_Misdannede Næser og deres Behandling._

Næsen er den mest fremstaaende Del af Ansigtet, og hvis den er skjæv,
vanskabt eller paa anden Maade uheldig af Form og Udseende, saa skjæmmes
hele Ansigtet deraf.

At forandre en Næses Form er dog ikke saa vanskeligt, som man skulde
tro; thi man har opfundet Instrumenter, som kaldes Næsemaskiner. Disse
er meget enkle Redskaber og udfører sit Arbeide ved at trykke paa Næsens
Bruskdele.

For nogle Aar siden havde en Medarbeider i «Philadelphia Times» en
Samtale med en Læge angaaende Omdannelsen af Næser, og han fik herunder
følgende eiendommelige Oplysninger: «Næsen er intet andet end et Stykke
Brusk, og dens Form kan let forandres. Mange Mennesker er besværede med
Næser, hvis Form hverken er behagelige for dem selv eller deres Venner.
Den franske Maskine bestaar af en liden Hylse i to Dele, der er forbundne
ved et Led. Den er forfærdiget af Jern og emaljeret, og dens Indre har
Form af en fuldt tildannet Næse af den Form og Type, som tilhører det
Ansigt, hvorom der er Tale. Paa denne Maade kan man faa en græsk eller
romersk Næse, Stumpnæse eller Ørnenæse eller hvilkensomhelst Form man
maatte ønske. Naar Instrumentet skal anvendes, bades Næsen ved Sengetid
først med varmt Vand, saa den bliver rigtig varm og myg; derpaa indgnides
den med Glycerin, Vasselin, Olivenolje eller et andet Fedtstof. Tilslut
paasættes Instrumentet, og Siderne trykkes sammen, hvorpaa det faar sidde
i Fred hele Natten. Det tages af om Morgenen, hvorpaa Næsen vaskes med
koldt Vand. Det er i Begyndelsen noksaa ondt, men naar Instrumentet har
været anvendt 2-3 Gange, er Smerten forbi. Efter en Maaneds Tid begynder
Næsen at antage sin nye Form, og efter 8 a 10 Ugers Forløb vil denne være
varig.»

Man har ogsaa i den senere Tid ved Operationer kunnet forandre Næsens
Form.

Rødhed paa Næsen er for nogle Personer Aarsag til megen Bekymring. En rød
Næse har dog sjelden noget at gjøre med Alkohol, skjønt Afholdstalere
undertiden med Forkjærlighed giver denne Skylden. Næsens Rødhed har i
Almindelighed mere sin Grund i hvad man spiser end hvad man drikker. Ofte
er det Resultatet af Fraadseri, af mægtige og ophidsende Fødemidlers
Fortæring eller overdreven Brug af Peber og andre Krydderier. Dersom
Ondet har sin Grund i en af disse Aarsager, er Botemidlet klart nok:
Undgaa sød, fed og mægtig Føde, spis mindre Kjød og lad Krydderierne
være. Forsag ligeledes The, Kaffe og alle alkoholiske Drikke.

En anden Aarsag til rød Næse kan for Damers Vedkommende være, at man
snører sig for haardt.


ENOGTYVENDE KAPITEL.

_Udstaaende Øren og deres Behandling._

Øren, som staar ud i mere eller mindre Grad, er mildest talt ingen
Prydelse. Denne Feil bør behandles medens man er ung, thi det er da
forholdsvis let, at faa Ørene til at antage en naturlig Stilling. Senere
i Livet bliver det visselig vanskeligere at rette paa denne Lyde, men
umuligt er det dog ikke.

Et bredt Bind kan bindes over Ørene om Natten, og kan ligeledes bæres en
stor Del af Dagen uden nogen større Uleilighed. Denne Behandlingsmaade
skal med Tiden delvis, om end ikke helt, rette Feilen.

Man kan ligeledes ad operativ Vei komme til Maalet og opnaa et betydeligt
sikrere Resultat.

«Ørets Skjønhed,» siger Walker, «er alt for lidet paaagtet. For et øvet
Øie frembyder det stor Skjønhed eller Hæslighed med Hensyn til Form,
Størrelse og Stilling.»


TOOGTYVENDE KAPITEL.

_Fed Hud, tør Hud og slap Hud._

Enkelte Menneskers Ansigter ser altid skinnende ud, visselig ikke paa
Grund af nogen himmelsk Glands, men paa Grund af et vist ubehageligt,
oljet Udseende. Dette skriver sig fra Overflod paa et fedtagtigt Stof
eller Serum, som opstaar ved en sygelig Virksomhed af Hudens Fedtkjertler
Det eneste, som hjælper herimod, er en flittig Brug af Sæbe, der bidrager
til at absorbere den overflødige Olje i Huden. Jo mere Alkali Sæben
indeholder, desto bedre opfylder den sin Hensigt.

Som en Modsætning til for meget Fedt i Huden staar formegen Tørhed. Dette
skriver sig fra forlidet Fedtafsondring og forekommer ofte ved daarlig
Fordøielse. Den bedste Behandling herimod er at gnide Huden daglig med
Olivenolje.

Slaphed i Huden opstaar ofte derved, at Fedtet under Huden delvis
absorberes; kanhænde er det ogsaa Resultatet af Afsætning af daarlig
organiseret Fedt. En Alunopløsning anbefales undertiden for at gjøre
Huden tæt, men Brugen heraf er ikke tilraadelig, da alle saadanne Midler
efter en Tids Brug er skadelige. Den bedste Maade er at lette Dannelsen
af sundt Fedt. Drik Kakao isteden for The og Melk og tag ind Levertran.


TREOGTYVENDE KAPITEL.

_Fregner, Solbrændthed og Finner._

Fregner bestaar af en Overflod af Farvestoffet i Huden, hvilket optræder
i smaa Flekker. De foraarsages i de fleste Tilfælde deraf, at Huden
udsættes for Solen. De, som har den fineste Teint, er mest udsatte for
at faa saadanne, hvilket bør være en Trøst for de Damer, som plages af
dem. Det er ikke almindelig bekjendt, at der findes to Slags Fregner,
nemlig Sommerfregner og Vinterfregner. Sommerfregnerne opstaar ved Solens
og Varmens Indvirkning i Sommertiden og forsvinder med det varme Veir;
medens de kolde Fregner dannes paa alle Aarets Tider og er medfødte hos
mange Personer. De, som har en skjær og blomstrende Teint, er lettere
udsat for Fregner end de, der har en mørkere Hudfarve. Fregner er
vanskelige at faa bort, naar de først en Gang har indfundet sig; det er
imidlertid ikke umuligt. Der findes mange meget gode Midler mod Fregner.
Det følgende er maaske det bedste: «To Spiseskeer Citronsaft, det samme
Kvantum Vand, en Spiseske Glycerin samt en toppet Theske Borax.» Dette
paastryges tre eller fire Gange om Dagen, hvorpaa Ansigtet efter 15-20
Minutters Forløb tørkes med et mygt Haaneklæde.

Solbrændthed er den mørke Farve, som fremkaldes i Huden ved for stærk
Varme, ved en brændende Vind eller for skarp Luft. Den er ikke paa langt
nær saa styg som Fregner, og endel Ansigter kan ogsaa vinde derved.
Damer, som ikke liker Solbrændthed bør bære Parasol. Hvis Ansigtet kun er
lidet solbrændt, bør det hver Aften vaskes med nysilet Melk. For stærkere
Tilfælder har man anbefalet en Blanding af en Spiseskeske Benzoëtinktur
og fem og otti Gram Rosenvand.

Hvad man i Almindelighed kalder Hudmark, er kun en let Hudsygdom. De
angriber sædvanlig Ansigtet, Hagen, Skuldrene og Brystet, og kan have
sin Grund i for tung Diæt, Indaanding af daarlig Luft eller Mangel
paa Bevægelse. I Kirurgiens tidligere Dage troede man, at de smaa
marklignende Legemer, som kan presses frem, var virkelige, levende
Parasiter, men Mikroskopet har fuldt bevist, at de er Ansamlinger af
Fedtstoffe, som tilstopper de naturlige Porer. Man kan ganske enkelt
pirke dem ud, hvilket kan ske med Fingerspidserne eller ved at presse en
Urnøgel over dem. Der findes ogsaa et Instrument, som er forfærdiget til
dette Brug. Inden man forsøger denne lille Operation, bør man udsætte
Huden for Damp flere Aftener paa Rad over en Kande med kogende Vand. Til
at forhindre Dannelsen af saadanne Forekomster som Hudmark, er intet
Middel bedre end en flittig Brug af god Sæbe og omsorgsfuld Tørkning med
et passe grovt Haandklæde.


FIREOGTYVENDE KAPITEL.

_Rynker._

Der gives mange Grunde til Dannelsen af Rynker, af hvilke den fornemste
er den tiltagende Alder. Longfellow siger poetisk: «Aarene har som Fugle
sænket sig ned for at drikke Glandsen af hendes Øine, og har efterladt
sig Spor ved Bredden.»

Den fysiologiske Forklaring paa disse Ansigtslinjer er den, at i samme
Grad som Alderen skrider frem, bliver Fedtet under Huden absorberet,
hvorfor Yderhuden bliver slap og danner Rynker. Bibehold af naturligt
Fedt maa derfor forebygge Hudens Rynkning. Rynker optræder ikke sjelden
efter en langvarig Sygdom og forsvinder, naar Helbreden vender tilbage og
Kinderne atter antager sin naturlige Fylde.

Hvad angaar de fortidlige Rynker, som undertiden indtræder efter
Trediveaarsalderen, saa foraarsages de ofte af Bekymring, Sorg,
Nedslaaethed og Sygdom. Undertiden kommer de ogsaa af, at man bor i for
varme Rum. Opvarmning med Gas og Damp fremskynder Dannelsen af Rynker,
forsaavidt man ikke modvirker Luftens Tørhed ved Fordampning af Vand.

Et udmærket Botemiddel mod Rynker er Anvendelsen af Coldcream, som før
er omtalt i Forbindelse med Teinten. Ansigtet bør først vaskes godt rent
med varmt Vand og derpaa tørres med et grovt Haandklæde. Medens Ansigtet
endnu er varmt, tager man lidt Coldcream og gnider det over Ansigtet til
den er aldeles indgneden. Femten Minutters Gnidning er ikke formeget.
Gnid altid i Retning opad mod Ørene og Issen. I Frankrige er denne Maade
at udslette Rynker paa, meget anvendt, og mange Damer har dette Middel at
takke for Muligheden af at modstaa Tidens Herjinger.


FEMOGTYVENDE KAPITEL.

_Vorter, Kopar osv._

Vorter er smaa, haarde Udvækster, der optræder paa Yderhuden. De har
i Almindelighed en konisk Form og sædvanlig en mørkere Farve end den
omgivende Hud. Disse smaa Tingester vokser meget langsomt og faar sin
Næring fra Læderhuden over hvilken de ligger.

Vorter er i Almindelighed vanprydende, isærdeleshed naar de sætter sig
paa fremstaaende Dele af Ansigtet. Man ser af og til en saadan paa
Næsetippen af en Dame, og man maa indrømme, at den virker alt andet
end smukt. Behandlingen af Vorter bestaar, efter Sir Erasmus Wilson, i
at bortskrabe den tørre og haarde Hud fra Vortespidsen og saa bestryge
denne med en liden Draabe Eddiksyre. Men man maa være varsom, at ikke
Eddiksyren render ned paa den omgivende Hud hvor den foraarsager
Inflammation og heftig Smerte Operationen foretages en eller to Gange om
Dagen, og man kan efterhaanden skrabe Vorten, indtil Ondet er helbredet.

Det Øieonde, som er kjendt under Navnet Hordeohun eller Sti, er ikke
alene mindre pent af Udseende, men er ogsaa ofte meget plagsomt. Endel
Mennesker faar let Sti og lider meget, ved at den optræder saa hyppigt.
Til Behandling af dette Onde forordner mange medecinske Autoriteter
Anvendelse af Grød og Badning med varmt Vand. Men Dr. Louis Fitzpatrik
offentliggjorde engang i det medecinske Tidsskrift _Lancet_ en Artikel om
Sti, hvori han sagde, at han efter lang Erfaring var kommet til, at det
bedste var en Lokalbehandling med Jod. Denne Behandling hæmmer kraftigt
Stiets Udvikling, medens Grød ofte befordrer den. Man bør holde ud
Øielaaget med Tommel- og Pegefingeren, medens man med en liden Pensel af
Kamelhaar bestryger Stiet med Jod.

Koparrede Ansigter paatræffes nu forholdsvis sjelden, takket være
Vaksinationen i Forbindelse med de bedre sanitære Forhold i Byerne. I
vore Forfædres Dage derimod, var det et meget almindeligt Syn at se
Mennesker, som var uhyggeligt vansirede af Kopper. Denne Plage er dog
ikke helt og holdent uddrevet, og man møder undertiden Mennesker, som
har faaet sit vakre Udseende ødelagt af den ubehagelige Sygdom. Ved
Elektrolyse kan man betydelig formindske de stygge Kopar, om man end ikke
helt og holdent kan udslette dem. Men Operationen er ganske dyr, da den
maa udføres af meget dygtige Specialister.


SEKSOGTYVENDE KAPITEL.

_Generende Haarvækst._

Generende Haarvækst er ofte en Kilde til megen Bekymring og Forargelse
hos det smukke Kjøn. Skjæg er en Prydelse i Mandens Ansigt, men naar
det viser sig i Kvindens, opvækker det ikke synderlig Beundring. De,
som let faar overflødigt Haar, bør ikke anvende Sæbe i Ansigtet,
thi altslags Fedtstof befordrer Haarvækst. Der findes en hel Del
Haarborttagningsmidler, men de er som Regel ætsende og som Følge deraf
skadelige for Huden; ja nogle er til og med meget giftige. De er derfor
ikke anbefalelsesværdige. Maaske er nedenstaaende det mest uskadelige:

    Ulæsket Kalk      400 Gram
    Potaske            60  --
    Svovellever        60  --

Dette stødes til fint Mel og opbevares paa en vel korket Flaske. Haaret
maa afklippes nær Huden, hvorpaa Pudret paastryges, opblandet i lidt
Vand. Efter to Minutters Forløb afskrabes det med en Trækniv.

For dem, som har Raad dertil, er dog Elektrolysen en meget bedre og
virksommere Metode, saaledes som berørt i foregaaende Kapitel.


SYVOGTYVENDE KAPITEL.

_Ond Aande, dens Aarsag og Behandling._

Endskjønt ond Aande ikke er en Ansigtssygdom, har den dog stor
Indflydelse paa Skjønheden. En Rose kan have et smukt Udseende, men hvem
vilde bryde sig om den, hvis den havde en ubehagelig Lugt. Ond Aande kan
opstaa ved en af følgende Grunde: Daarlige Tænder, en sygelig Tilstand i
Mundens, Svælgets eller Mavens Slimhinder, Benforraadnelse i Mund eller
Næse, samt ufordøiet Mads Forbliven i Maven.

Dersom den ubehagelige Lugt beror paa Mavens Tilstand, kan den fjernes
ved Fortæring af afførende Føde. Dersom den skriver sig fra en eller
anden lokal Aarsag, saasom daarlige Tænder eller en sygelig Tilstand i
Munden, kan den formindskes ved Gurgling. Det skal mærkes, at mange
Menneskers Aandedræt er ubehageligt, uden at man kan spore Aarsagen
dertil. Hos Kvinderne er Aandedrættet ofte daarligt under visse Perioder,
men dette forsvinder efterhaanden.



FJERDE DEL.

Haarets Betydning.


OTTEOGTYVENDE KAPITEL.

_Haarets Sammensætning og Vækst._

Den berømte Fysiolog Malpighi sammenligner Haaret, slig som det vokser
paa Hovedet, med en Plante i en Blomsterpotte. Ethvert Haar paa Legemet
bestaar af et hult Rør, som vokser ret ud fra en under Huden liggende
Haarrod. Haarets Farve afhænger af Farvestoffe inde i Røret, og sin
Glands faar det ved Afsondring af et oljeagtigt Stof fra endel smaa
Fedtkjertler omkring Roden. Hver Flek af Huden, med Undtagelse af
Hændernes Indside og Fodsaalerne, er af Naturen bestemt til Haarvækst,
men i de fleste Tilfælde er de saa fine og korte, at de paa den største
Del af Legemet er næsten usynlige.

Den almindelige Længde af et Kvindehaar varierer mellem 90 og 100
Centimeter. Sir Erasmus Wilson har regnet ud, at Haaret vokser halvanden
Linie om Ugen, hvilket vil sige omtrent 17 Centimeter om Aaret, saaledes
at en Olding paa otti Aar har ladet elleve Meter Haar falde for
Haarskjærerens Saks. For nøiagtig at kunne bestemme Haarets Tykkelse har
Sir Erasmus Wilson maalt Diameteren af mere end to tusen Haarstraa, som
havde tilhørt 30 forskjellige Personer. Paa Grundlag af disse Maalinger
har han fundet, at Tykkelsen varierer mellem 1/1500 og 1/400 Tomme; de
fineste varierer mellem det første Maal og 1/500 og de groveste mellem
1/400 og 1/140. Denne berømte Hudspecialist har endvidere beregnet, at
der findes 1000 Haarstraa paa en Kvadrattommes Overflade og 120000 paa
Hovedet. Et stort Hoved med tæt Haarvækst kan have lige til 200000 Haar.


NIOGTYVENDE KAPITEL.

_Haarets Affalden og Botemidlet derimod._

Haarets Affalden foraarsager ofte Bekymring hos dets Eier, og den Tanke
opstaar let, at man vil blive skaldet. Men i de fleste Tilfælde, især
hvis det indtræffer tidligt om Vaaren eller Høsten, har man ingen Grund
til at frygte for et stadigt Tab af Haar. Grunden til at Haaret falder
af, er at det er for tungt for Roden. Dersom Haaret faar vokse frit,
opnaar det en vis Længde og falder derpaa af, paa samme Maade som Fuglene
skifter Fjær og Pattedyrene bytter Pels. De affældte Haarstraa erstattes
af nye, som vokser ud af de samme Rødder. Selv om Haaret klippes og
holdes passe langt, indtræder ofte denne Proces.

Paa den anden Side kan Haarets Affalden have sin Grund i, at Rødderne
faar for lidet Næring, hvilket igjen er Følgen af en eller anden
Hudsygdom, eller det kan bero paa en almindelig Svaghedstilstand. Naar
Haaret viser Tilbøielighed til at falde af, er det klogt at lade det
klippe af ofte. Champonering er ogsaa udmærket til at styrke Haaret.
Rødderne egges derved til forhøiet Virksomhed, da Blodet derved føres til
Issens Overflade. Et godt Middel til Befordring af Haarvækst er følgende,
der er kjendt under Navn af Sir Erasmus Wilsons Opløsning:

    Eau de Cologne       60 Gram
    Spansk Fluetinktur   15 --
    Lavendelolje         10 Draaber

Opløsningen skal gnides ind paa Hovedet en eller to Gange om Dagen i
længere Tid, men hvis Hudløshed indtræder, maa man ophøre dermed nogen
Tid eller foretage Indgnidningen med større Mellemrum.


TRETTIENDE KAPITEL.

_For tidlig Skaldethed, dens Aarsag, Forebyggelse og Botemiddel._

Skaldethed har man kaldt en Civilisationens Sygdom, eftersom den aldrig
forekommer blandt uciviliserede Folkeslag. Det er en Eiendommelighed, at
Mænd lider mere af denne Sygdom end Kvinder, hvilket uden Tvil kommer af
Ulighed i Forhold og Beskjæftigelse. En af de fornemste Grunde hertil er,
at Mændene bærer tunge, tætsluttende Hatte. Disse trykker paa Blodkarene
og hindrer Haarrødderne at faa sin rette Næring. Brugen af Huer kan ogsaa
fremkalde en lignende Virkning, da de danner en tæt Hovedbedækning, som
ikke Naturen fordrer, og derved foraarsages en Forslapning og Udtørring
af Haarrødderne. En anden Grund til Skaldethed er stadigt Ophold i for
varme og af Gas oplyste Rum. Andre vigtige Faktorer ved Haarets for
tidlige Affalden er Sindsuro, for megen Ængstelse, overdreven Læsning,
Lidenskaber og Sorg. Foruden alle disse Grunde til Haarets Affalden kan
mange andre nævnes, saasom Uorden i Maven, almindelig Svaghed, Flas,
stadig Tobaksrøgning, stærke Drikke, Nattevaagen og uregelmæssige Vaner.

Der findes uheldigvis ingen Hjælpemidler for Skaldethed, som kommer af at
Haarrødderne er blevet ødelagte, hvilket i Almindelighed er Tilfældet med
alderstegne Personer. Men om Haartabet indtræder i tidligere Aar, behøver
man ikke at fortvile, hvis man anvender rigtig Behandling. Hvis Ondet
har sin Grund i nogen af de før omtalte Forhold, maa disse forandres.
Hvis den, som lider af Haaraffald, har en svag Helse, kan han med Fordel
tage Levertran eller en Opløsning af Jern og Kinin. Til udvortes Brug er
efter min Erfaring en Opløsning af Parafin særdeles velgjørende, og er
ofte blevet anvendt med Fordel, naar alle andre Midler har slaaet feil.
Opløsningen bestaar af:

    Parafinolje        1½ Deciliter
    Lavendelolje       10 Draaber
    Spansk Fluetinktur  7 Gram

Opløsningen maa før den anvendes ristes godt, og lidt af den gnides ind i
Haarrødderne hver Morgen og Aften.

Den berømte pastor John Wesley forordnede at gnide den skaldede Del af
Hovedet hver Morgen og Aften med en raa spansk Løg, indtil Huden bliver
rød, samt derpaa bestryge Stedet med lidt Honning. Jeg har imidlertid
ikke kjendt nogen, som har havt Mod til at prøve Kuren.


ENOGTRETTIENDE KAPITEL.

_For tidlig Graasprængthed, dens Aarsager, Forebyggelse og Botemiddel_

Vore Forfædres Haar graanede først i en langt fremskreden Alder, medens
det nutildags slet ikke er usædvanligt at se middelaldrende, ja til og
med unge Personer med Sølvtraade i Haaret.

Fortidligt graanende Haar har i de fleste Tilfælde sin Oprindelse i en af
de Grunde, der i foregaaende Kapitel angives for fortidlig Skaldethed.
Aandelig Anstrengelse i Forbindelse med et stillesiddende Liv er maaske
det, som mest bidrager til at gjøre Haaret hvidt. Undertiden kan man
ogsaa spore en lokal Aarsag, for Eksempel Flas eller Nevralgi, hvorved
Feilen ligger i de Nerver, som behersker Næringsprocessen. Enkelte
Mennesker (de saakaldte Albinos) er hvide fra Fødslen af, hvilket har sin
Grund i Mangel paa Farvestof i Haaret. En heftig Sygdom kan undertiden
gjøre, at Haaret bliver graat, men under saadanne Omstændigheder hænder
det ofte, at Farven vender tilbage igjen med fuld Helbredelse. Der findes
mange paalidelige Eksempler paa, at Haaret er blevet hvidt paa Grund af
stærk Frygt eller Sorg. Et slaaende Eksempel herpaa er fortalt om en
oprørsk Sepoy i den indiske Hær, som blev taget tilfange og fremført
for at underkastes Forhør. Fortællingen lyder saaledes: Berøvet sin
Uniform og fuldstændig nøgen omringedes han af Soldaterne, og blev da
først opmærksom paa sin farlige Stilling. Han skjalv voldsomt, Skræk
og Fortvilelse stod malet i hans Ansigt, og endskjønt han besvarede
de Spørgsmaal, som rettedes til ham, syntes han ligesom bedøvet af
Frygt. I Løbet af en halv Time, medens alles Øine var rettede paa ham,
blev hans Haar graat; det havde ved hans Indtræden været kulsort. De
Omkringstaaendes Opmærksomhed fæstedes først derpaa af den Sergeant,
under hvis Opsigt han var, og som raabte: «Han graaner!» Og langsomt, men
sikkert foregik Forandringen for alles Øine, indtil den i Løbet af en
halv Time var fuldstændig.

Det er overflødigt at sige, at fortidlig Graasprængthed bedst forhindres
ved at undgaa de Indflydelser, som foraarsager den. De, som finder at
deres Haar begynder at vise Tegn til Graasprængthed, vil finde, at den
før beskrevne Parafinopløsning er meget nyttig ved at hjælpe Haarkarrene
at afsondre det nødvendige Farvestof. I de fleste Tilfælde vil man
fuldstændig helbredes derved.


TOOGTRETTIENDE KAPITEL.

_Flas, dets Aarsag og Behandling._

Mange Mennesker plages af en Ubehagelighed, der er kjendt under Navnet
Flas. Den karakteriseres af, at Hovedet stadig er bedækket af fine,
hvide, glindsende Skjæl, som ved Kjæmning eller Børstning af Haaret
falder ned paa Klæderne. Undertiden optræder denne Tilstand paa Næsen og
Kinderne ligesaameget som paa Hovedet. Forekomsten kan have sin Grund i
Uorden i Fedtkjertlerne, i flere Slags Eksem, Udslet eller lignende Ting.
I Tilfælde af, at Flasset ophober sig, foraarsager megen Kjæmning stort
Tab af Haar. Ofte hænder det ogsaa, at Haaret bliver tørt, glandsløst
eller til og med graat.

Et nyttigt Middel er en eller et Par Gange i Ugen at vaske Haaret med
en Opløsning af 15 Gram Boraks i en halv Liter Kamfervand. En anden
Opløsning er 15 Gram Jernvinsten i en halv Liter lunkent Vand.


TREOGTRETTIENDE KAPITEL.

_Haarets Pleie i Almindelighed._

«Skjønhed hos Mand eller Kvinde er en Gave fra Gud,» siger Sir W.
Duvenant; «men den høieste Skjønhed er Haaret, uden hvilket der ikke
findes nogen fuldkommen Skjønhed.»

De, som af Naturen er blevet velsignet med et vakkert Haar, bør pleie
det med den yderste Omsorg, thi den ypperste Haarvækst kan formindskes
eller helt og holdent tabes paa kort Tid ved urigtig Behandling eller
mangelfuld Pleie.

For at gjøre Haaret stærkt og friskt, bør man ofte vaske det med varmt
Vand, gnide Haarbunden godt og tørke Haaret godt efterpaa. En velgjørende
Virkning har det at børste Haaret en fem Minutters Tid hver Morgen Denne
enkle Behandling stimulerer Rødderne, befordrer Væksten og gjør Haaret
mygt og glindsende. Man bør anvende en stor Børste med langt Haar, men
en, som hverken er for stiv eller for myg. Dersom Haaret skal holdes i
god Stand, maa det klippes periodisk og aldrig tillades at vokse over en
vis Længde. Jo kortere Haaret holdes, jo stærkere bliver det; de som har
tørt Haar kan ikke bruge noget bedre Middel end lidt Olivenolje, der er
meget sundere end de almindelige Pomader, som gaar i Handelen. Lad aldrig
Haaret svides i Toppen. Denne Operation er Parykmagerens Opfindelse og er
kun velgjørende for hans Kasse, da der ikke findes nogetsomhelst Bevis
for, at det gavner Haaret eller befordrer dets Vækst. Haaret bør hverken
limes fast til Hovedet med Pomade eller børstes ret op, da begge disse
Metoder er skadelige.


FIREOGTRETTIENDE KAPITEL:

_Haarfarvningsmidler og Faren ved deres Brug._

I en af sine Sange bebreider Ovidius sin Heltinde, fordi hun har ødelagt
sine silkebløde Fletninger med giftige Farver. Han udraaber: «Har jeg
ikke sagt dig, at du skal slutte med at farve dit Haar? Nu har du intet
tilbage at farve. Og dog var intet skjønnere end dine Lokker, som naaede
dig til Knærne, og som var saa fine, at du var ræd for at kjæmme dem. Du
heldte Gift over dit eget Hoved, og nu skal Tyskland sende dig Slavehaar,
og en beseiret Nation skal forsyne dig med Krigsudrustning.»

Mange Personer er ført paa Vildspor, og har ligesom denne Skjønhed brugt
Farver for at forskjønne sit Haar; siden har de dog opdaget, at de netop
derved har ødelagt det. Næsten alle Haarfarvningsmidler, som gaar i
Handelen, indeholder Bly, og ofte i saa store Mængder, at de foraarsager
Blyforgiftning. De, som sætter Pris paa sine Lokker, bør derfor undgaa
Farvningsmidler.

Jeg har hørt Tale om en Dame, som forsøgte at sætte en vakker gylden
Farve paa Haaret, men som til sin store Skræk opdagede, at det blev
græsgrønt.

Det eneste Farvningsmiddel, der kan anbefales som uskadeligt, er
almindelig Valnødsaft. Denne gjør Haaret mørkebrunt eller sort, alt efter
den Vandmængde, den spædes med.

En stor Ubehagelighed ved alle Haarfarvningsmidler er, at
Farvningsprocessen maa gjennemgaaes hver Dag, hvis ikke den, der anvender
den, skal gjøre sig latterlig for andre. Haaret vokser stadigt og hvad
der er Rod idag er Stamme imorgen.


FEMOGTRETTIENDE KAPITEL.

_Kunsten at opsætte Haaret klædeligt._

Haaret er en af Ansigtets største Prydelser. At opsætte det saaledes, at
det klæder Ansigtet, er en Kunst, der bør studeres af alle, som ønsker
at forbedre sit personlige Udseende. En vis Arrangering af Haaret kan
være meget passende for det ene Ansigt, medens det kan være det modsatte
for et andet. Saaledes bør f. Eks. Damer med stort Ansigt aldrig drage
Haaret haardt tilbage, men lade det falde lidt løst rundt Panden uden dog
at være udstaaende ved Siden af Ansigtet. De, som har lidet Ansigt eller
lav Pande, bør kjæmme Haaret løst tilbage og vise saa meget som muligt af
Panden; ligeledes ved Siderne for at give Hovedet størst muligt Udseende.
Lidt Eksperimentering vil snart vise, hvilken Haaropsætning, der er
fordelagtigst. Enhver bør derfor søge at opsætte sit Haar saaledes, at
det passer til Ansigtet.



FEMTE DEL.

Tændernes Værdi.


SEKSOGTRETTIENDE KAPITEL.

_Tændernes Anatomi._

Efter Naturens almindelige Ordning har ethvert Individ to Sæt Tænder. Det
første Sæt, der fremtræder i Barndommen, holder sig blot nogle Aar, og
siden kommer det virkelige Sæt, som skal vare hele Livet igjennem. Takket
være de menneskelige Daarskaber, kan de dog sjelden fylde sin Opgave
helt. Naar Antallet af Tænder er fuldt hos et voksent Menneske udgjør
det 32, som er ligelig fordelt i begge Kjæver. De har flere forskjellige
Former og har faaet forskjellige Benævnelser. Paa Forsiden af hver Kjæve
sidder fire Fortænder; umiddelbart efter disse kommer Øientænderne;
endvidere følger siden efter hverandre to mindre Kindtænder samt bag
disse paa hver Side tre Jæksler, af hvilke den inderste sædvanligvis
kaldes Visdomstanden. Denne Visdomstand kommer i Almindelighed saa sent
som mellem attende og femogtyvende Aar.

Hvad Bygningen angaar, bestaar en Tand af flere Væv, der skiller sig
fra hverandre i sin kemiske Sammensætning. Tandens Indre udgjøres af en
tyk Bensubstans, der kaldes «Dentin»; Roden er beklædt med et Lag af
«Cement», medens Kronen er overtrukket med et Stof af stor Haardhed, der
kaldes «Emalje», og som tjener til at beskytte Tænderne mod Slitage. Inde
i selve Tandlegemet strækker der sig en Kanal, der kaldes Pulpkaviteten.
Denne indeholder et Væv, som er rigt forsynet med Nerver, fra hvilke
Smerterne ved Tandpine har sit Udspring.


SYVOGTRETTIENDE KAPITEL.

_Tænderne og Skjønheden._

Tænderne udøver stor Indflydelse paa Ansigtets Form, Karakter og Udtryk
i Almindelighed. Den ovale Ansigtsform, der er nødvendig for den sande
Skjønhed, hviler meget paa Dannelsen af Mund og Hage, hvis Form og Liv
atter dannes af Kjæverne, som paa sin Side er afhængig af Tændernes
Regelmæssighed. Om Munden er aldrig saa velformet bliver dens gode
Udseende ødelagt af vanstelte og uregelmæssige Tænder. Hvis det fulde
Antal Tænder ikke haves, sammentrækkes Kjæverne, og Følgen bliver ofte et
indknebet Udseende i den nedre Del af Ansigtet. En amerikansk Forfatter
har sagt, at «ingen Kvinde med vakre Tænder kan siges at være styg.»
Det er imidlertid godt at huske, at en Tandlæge her kan komme Naturen
tilhjælp.


OTTEOGTRETTIENDE KAPITEL.

_Tændernes Indflydelse paa Helbreden._

Mr. George James Platt siger i sin udmærkede Bog om «Forretningsliv», at
Halvdelen af det menneskelige Livs Ulykker og Lidelser først og fremst
beror paa Mangel af Tænder.

En god Helbred forekommer aldrig, hvis Tænderne er daarlige eller man
mangler en stor Del af dem. Ufuldstændig Tygning er en af Hovedaarsagerne
til daarlig Fordøielse og de mange alvorlige Plager, som følger dermed.
Eksperimenter har for længe siden paavist, at Maden ikke kan fordøies
ordentlig, hvis den ikke er ordentlig tygget, inden den kommer ned i
Maven.

En velkjendt Tandlæge skriver: «Fordøielsen begynder i Munden og
alligevel tænker man lidet derpaa. Men om vi nu betænker, at Madens
Blanding med Spyttet finder Sted under Tygningen, saa er det klart, at
en kemisk Forandring foregaar, og Spyttets Indvirkning bereder Madens
fuldstændige Fordøielse gjennem Mavesafterne. Men Maden bliver ikke
tilstrækkelig blandet med Spyt, hvis Munden mangler Tænder, eller hvis
man har den Uvane, at «sluge Maden i sig», enten nu dette sker af fri
Villie eller af Tvang. I Almindelighed vil man se, at de, som spiser
meget hurtig, er blege og magre.»


NIOGTRETTIENDE KAPITEL.

_Aarsagen til Tændernes Forfald._

Dr. Ritter i Berlin har fundet, at af 637 Personer, hvoraf 400 var under
15 Aar gamle, havde kun 41, eller lidt over 5% fuldstændig friske Tænder.

Hvorfor forfalder Tænderne? Svaret bliver, at de aldrig gjør det paa
naturlig, men altid paa unaturlig Vei. Feilen ligger ikke i Naturen, thi
den har konstrueret vore Tænder til at vare Livet ud. Det er os selv,
som her er at bebreide, thi vi ødelægger dem ved de daarlige Vaner,
som vor saakaldte Civilisation fører med sig. Dette bevises af, at
uciviliserede Folk aldrig lider af daarlige Tænder. Syrlige Stoffe er
det, som hovedsagelig angriber Tændernes Emalje og ødelægger den. Hertil
maa først og fremst regnes Pickles, Eddik og syrlige Mad- og Drikkevarer.
Umodne Frugter er ogsaa skadelige for Tænderne. Mange Tandpulvere tærer
paa Tænderne istedenfor at bevare dem. Dette er især Tilfældet med dem,
som gjør Tænderne hurtig rene. De er sammensatte af kemiske Syrer, Alun,
Oxalsyre, Vinstensyre og andre Stoffe, som er mere eller mindre skadelige
for vore dyrebare Tænder.


FIRTIENDE KAPITEL.

_Tændernes almindelige Pleie._

Renslighed er først og fremst Hovedtingen, naar der er Spørgsmaal om at
bevare sine Tænder friske. Hvis man rengjorde sine Tænder efter hvert
Maaltid, vilde Tandlægen snart finde, at hans Arbeide ikke lønnede sig.
Men at følge en saadan Regel turde have sin Vanskelighed, især for dem,
som ikke har stillesiddende Arbeide. Dog bør Tænderne rengjøres baade
Morgen og Aften. Inden man gaar tilsengs, er det af den aller største
Vigtighed, at man fjerner hver eneste Madsmule, som kan have samlet sig
mellem Tænderne. Disse smaa Stykker af Føden opblødes og gjærer i Mundens
Varme og Fugtighed, og naar de surner, ødelægger de Tændernes Emalje.
Hvad Tandpulver angaar, saa gjør man bedst i ikke at benytte dette, da
det omtrent altid er skadeligt i Længden. Almindelig Sæbe og Vand er
det aller bedste Renselsesmiddel, men uheldigvis er Menneskene aldrig
fornøiet med saadanne enkle og billige Middel. Det bedste Middel til
at gjøre Tænderne hvide er lidt Sod, der er fuldstændig uskadeligt, og
som, naar det har været anvendt nogle Gange, gjør Tænderne glindsende
som Perler. Benyt aldrig haarde Tandbørster, da de let foraarsager, at
Tandkjødet trækker sig tilbage fra Tænderne, og disse gaar istykker,
om den Del, der ikke er beskyttet af Emaljen, bliver udsat for Luften.
Tandbørsten maa dog heller ikke være for myg. En anden meget god Regel
er den, at man undgaar at tage meget varme eller meget kolde Stoffe i
Munden, ligesom man bør afholde sig fra Mad og Drikke af syrlig Natur
samt umoden Frugt. Brug aldrig Tænderne til at knække Nødder med. Denne
dumme Vane, der er meget almindelig blandt Børn, foraarsager ofte
alvorlig Skade paa Tænderne.


ENOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Nogle Ord om kunstige Tænder._

Tandlægekunsten har i de senere Aar gjort store Fremskridt. Et Sæt gode,
kunstige Tænder kan knapt skjelnes fra naturlige, hvis det ikke var for
deres større Glands og Hvidhed. Til en Begyndelse er det vel forenet
med endel Uleilighed at bruge kunstige Tænder, og der fordres en vis
Taalmodighed for at vænne sig til dem, men efter kort Tids Forløb har man
liden Ubehagelighed af dem, og de er uden Tvil et uvurderligt Gode for
alle, som har mistet sine naturlige Tyggeorganer. Sir John Forber har med
Rette sagt: «Blandt de store Velsignelser, for hvilke Samfundet i den
senere Tid har Kunstens store Fremskridt at takke, er det ikke mange,
som mere berører den personlige Komfort end de, der har sit Udspring i
Tandlægekunsten, især hvad angaar Indsætningen af kunstige Tænder. At
gjengive det menneskelige Ansigt dets tabte Skjønhed, er i og for sig
ingen ringe Gave til det svage Kjøn, men paany at gjengive de ældre deres
tabte Evne til at tygge Maden, er en Velsignelse af uberegnelig Gavn, som
ikke kan værdsættes ret af andre end dem, der har faaet den.»

Et Sæt kunstige Tænder kan nu faaes ganske billigt, om det end varierer
en Smule i Pris. Dog raades ingen til at kjøbe af de allerbilligste.



SJETTE DEL.

Vækst og Figur.


TOOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Fuldkommenhed i Vækst og Figur; deres rette Proportioner._

Naturen arbeider efter et strængt matematisk System, og den Maade,
hvorpaa de menneskelige Legemer dannes, er ingen Undtagelse fra Regelen.
Hele Legemet er seks Gange Fodens Længde, uden Hensyn til, hvadenten
Figuren er tyk eller tynd, om den tilhører en Kjæmpe eller Dverg.
Afvigelse fra denne Regel er en Fragaaelse fra fuldkommen Skjønhed
i Vækst. Ansigtet, fra den høieste Del af Panden til Hagen, er en
Tiendedel af hele Personens Længde. Det samme gjælder Haanden, regnet
fra Haandleddet til Spidsen af Langfingeren. Fra den høieste Del af
Brystet til Pandens Høide, er en Syvendedel af hele Figurens Længde.
Høiden fra Fødderne til den øverste Del af Hovedet er lig Længden mellem
Fingerspidserne, naar Armene er udstrakte. Hvis Ansigtets Længde fra
Haaret til Hagen deles i tre ligestore Dele, falder den øverste Linje i
Øienbrynene, og den andre ved Næsens nederste Del.

De rigtige Proportioner paa en fuldkommen Kvindefigur er følgende: En
Kvinde, som er 5 Fod og 5 Tommer høi, bør veie 144 Skaalpund og maale
43 Tommer over Brystet (Maalet taget over Armene), samt 24 Tommer rundt
Livet; den øvre Del af Armene bør være 13½ til 14 Tommer og Haandleddet 6
Tommer; Ankelen bør være 6 Tommer, Læggen 14 og Laaret 20 Tommer.


TREOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Høi Vækst og hvorledes den opnaaes._

Professor Hilslicks Iagttagelser angaaende Menneskets Vækst har vist,
at, den hurtigste Udvikling finder Sted efter Fødslen, idet et Barn
det første Aar af sin Tilværelse vokser omtrent 8 Tommer. Tilvæksten
formindskes saa lidt efter lidt, indtil det tredie Aar, da Barnet har
naaet Halvparten af den Længde, som det faar i den modne Alder. Efter fem
Aarsalderen sker Udviklingen meget regelmæssig til det sekstende Aar og
udgjør i Medium to Tommer om Aaret. Efter Sekstenaarsalderen er Væksten
meget ringe og udgjør omtrent tre Femtedels Tomme om Aaret; fra atten til
tyve er Øgningen i Høide sjelden mere end en Tomme. Med fem og tyve Aar
ophører Væksten undtagen i specielle Undtagelsestilfælde.

Heraf fremgaar, at Menneskeslægten har faaet fem og tyve Leveaar for
at vokse. Det er Almindelighed Menneskenes egen Feil, at de er smaa
af Vækst. Til noget af det, som befordrer Kroppens Vækst og hjælper os
til at blive høie, hører frisk Luft, regelmæssige Legemsøvelser, at gaa
tidligt tilsengs om Aftenen og mindst otte Timers Søvn. «Jo mere Sol og
Dagslys man faar,» siger Dr. Allinson, «desto større Udsigt har man til
at blive høi.»

En forkrøblet Vækst er ofte en Følge af, at man paa en eller anden Maade
har gjort Vold mod Sundhedslovene. Tobaksrøgning er en af de fornemste
Grunde til, at opvoksende Gutter hindres i sin Udvikling; den har skabt
tusenvis af Dverge. De mandlige Individer, som ønsker at bliver høie,
bør afholde sig herfra, indtil de har naaet Mandshøide. At krybe sammen
i Sengen er en anden Maade at hindre Væksten paa; sov derfor altid i en
tilstrækkelig lang Seng og stræk Kroppen ud saa langt som muligt.

Hvad Diæten angaar, saa er Grynspiser meget gunstig for Befordring af
Legemets Vækst. Skotternes høie Vækst kan i høi Grad tilskrives, at de
meget lever af Havregrød.


FIREOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Overdreven Fedme, dens Aarsag og Botemiddel._

Faa Personer er fornøiet med sin Lod her i Livet, og det selv i
Spørgsmaal, som angaar Legemet. Fede Mennesker længter efter at blive
magre, og deres magre Medmennesker sukker efter den Fyldighed, som de
Fede foragter. De, som er kommet paa den gyldne Middelvel, er bedst
stillet. Fedme medfører mange Uleiligheder, og vi undres ikke paa, at
mange ønsker at tabe noget af sin Vægt.

Dr. Emmet Densmore siger, at «den drivende Aarsag til stor Fedme, er
Indtagelse af mere Føde end Legemet trænger, hvilket har tilfølge, at
dette ikke formaar tilstrækkelig at afsondre de overflødige Stoffe.» Han
mener med andre Ord, at formegen Fedme foraarsages af formegen Mad, og
deraf følger jo tydeligt, hvor Botemidlet ligger.

Raadet for fede Personer kan derfor sammenfattes i følgende Regler:
Spis, drik og sov saa lidet som muligt, men tag desto mere Bevægelse ved
at gaa, kjøre paa Velociped, springe, ro eller dyrke anden Idræt, som
fremkalder Svedning. De, som ikke har Anledning til at faa Bevægelse i
fri Luft, kan muligens finde en anden Maade at skaffe Legemet Arbeide
paa. Visse Spise- og Drikkevarer maa man afholde sig fra, og til disse
hører fornemmelig Supper, Smør og alle fede Sager, Sukker og søde Sager,
melholdige Spiser, Melk, Bakkelser, Poteter, Grønsager, Chokolade, Kakao,
Øl og tunge Vinsorter. Af Kjød bør man kun spise det magre.


FEMOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Magerhed og dens Behandling._

For stor Magerhed kan skrive sig fra en eller anden Feil i Fordøielsen,
f. Eks. en Mangel paa Evne til at tilgodegjøre sig de nærende Stoffe.

Nogle Mennesker spiser bestandig, og bliver alligevel aldrig fede.
Magerhed tilhører deres Natur, og selv ikke den største Overflod af Mad
vil nogensinde kunne forandre deres magre Tilstand, medens atter andre
vilde kunne opnaa en vis Fyldighed, hvis de underkastede sig en rigtig
Behandling. Deres Mangel paa Fedme kan have sin Grund i forskjellige
Forhold, f. Eks. urigtig Diæt, Overanstrengelse i Arbeide eller Studier,
Uro eller for lidet Søvn.

Behandlingen af magre Personer bør være stik modsat af den, der før er
givet for fede.

Saalidet Bevægelse som muligt, sov ti Timer, sørg for en glad
Sindsstemning og spis saadant, som befordrer Dannelsen af Fedt. Undgaa
Eddik, spirituøse Drikke, The, Kaffe og sur Frugt. Undgaa fremfor alt
Uro. «Le og bliv fed,» er ikke bare et tomt Udtryk.


SEKSOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Skutryg og dens Behandling._

Skutryg skyldes i de fleste Tilfælde stillesiddende Beskjæftigelse, men
undertiden skriver den sig ogsaa fra svag Helbred.

Der findes i Handelen Rygbandager, som kan anvendes for at rette paa
denne Legemsfeil, og de svarer som Regel udmærket til sit Formaal.
Men for at fremkalde en fuldstændig Bedring, maa man følge en bestemt
Regel. Man maa vænne sig til altid at sidde i opreist Stilling og sove
paa Madras med kun en Hovedpude. At holde Hænderne paa Ryggen, naar man
tager en Spadsertur, gjør ogsaa god Virkning. Anvendelsen af Haandvægte
er en udmærket Gymnastik for Personer, som har Tilbøielighed til at gaa
ludende.


SYVOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Kunsten at faa en veldannet Brystkasse._

Den bedste Tid at uddanne sin Brystkasse paa, er naturligvis den
tidligste Ungdom. I denne Periode af Livet er Ribbenene bruskagtige og
elastiske, og derfor kan Brystets Vækst lettere befordres ved Opøvelse af
dets Muskler. Men man behøver dog ikke at fortvivle selv i en fremskreden
Alder, thi man kan opnaa et meget godt Resultat ved en klog Behandling.

Aandedrætøvelser er fortrinlige til at udvide Brystet. En Mand, som
skriver om dette Emne, siger: Jeg har seet svage og sygelige Børn
forvandles til friske Væsener ved Aandedrætsøvelser, som de daglig maatte
gjennemgaa. Disse Øvelser styrker Ryggen, sætter Skulderbladene paa
sin rette Plads og gjør Nakken til hvad den skal være ifølge Naturens
Bestemmelse, nemlig en rund, stø Søile til at bære Hovedet. Kanhænde har
vi ikke megen overflødig Tid, men vi kan dog udføre de enkleste Øvelser,
da de ikke fordrer nogen ekstra Tid. Hver Gang vi gaar ud i Luften, kan
vi fylde vore Lunger med ren, frisk Luft og fortsætte dermed, til vore
Pligter kalder os ind igjen. Dernæst bør vi erindre, at det er til Skade
for Figurens Skjønhed saavelsom for Helsen, at lade den øvre Del af
Kroppen synke sammen, og naar den Øvelse at gaa ret er blevet en Vane,
kan vi ophøre at tænke derpaa.

Andre Maader at udvide Brystkassen paa findes ogsaa, f. Eks. Brugen af
Armvægter, Roning, fritstaaende Gymnastik osv.


OTTEOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Midjen; Faren ved Snøring._

En smal Midje er ingen sand Type paa Skjønhed. Den naturlige og
behagelige Figur, som vi ser hos Venus fra Milo, fremstiller ingen
saadanne Konturer. Vi ler af de kinesiske Kvinder, som klemmer sammen
sine Fødder og vansirer dem; men hvad skal vi sige om de dannede Damer i
vort eget Land, der handler endnu mere naragtigt, naar de klemmer sammen
selve Livsorganerne ved at bruge trange Snørliv rundt Midjen?

Naar Legemsorganerne paa denne Maade presses sammen, hindres de fra
at udføre sit naturlige Arbeide, og Følgen deraf bliver, at der ikke
alene opstaar almindelig Sygelighed, men der fremkaldes ofte alvorlige
Beskadigelser. Snøring er altid blevet forkastet af medicinske
Autoriteter. Eiendommelig nok kan denne Uvane paavises saa langt tilbage
i Tiden som 316 f. Kr., idet den berømte Læge Hippokrates meget skarpt
klandrede sin Tids Damer, fordi de snørede sammen sine Ribben, saa
Aandedrættet hemmedes. Vor Tids Læger hæver atter og atter sin Røst mod
dette Onde, men Damerne vender altid det døve Øre til.

Dr. T. G. Thomas, som er en fremstaaende Autoritet paa Kvindesygdommenes
Omraade, siger: «Den Klædedragt, som Kvinderne nu for Tiden bærer,
har stor Tilbøielighed til at bevirke Sygdomme i Underlivet. For at
Aandedrætsorganerne skal kunne virke frit, maa Brystet frit kunne bevæge
sig, og specielt er dette nødvendigt, hvad angaar den nedre Del af
Brystkassen, hvor de vigtige Respirationsorganer har Sæde.»

En anden Autoritet er Dr. Samuel Kennedy, som siger: «Denne forfærdelige
Sygdom, (Kræft i Brystet) saavelsom 25% af alle Brystsygdomme kommer
af Snøring, og det samme gjælder Blegsot og Hjertefeil af forskjellige
Slags, ligesom ogsaa mange Rygradslidelser. Derfor burde det anstilles
et Korstog mod dette Onde, som truer Kvindens Vel over hele Jorden, og i
dette Tog skulde alle Læger, Forældre Ægtemænd og Brødre forene sig.»



SYVENDE DEL.

Hænder, Negle, Arme og Fødder.


NIOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Hændernes Pleie._

Hændernes og Neglenes Tilstand angiver i Regelen hvilken Samfundsstilling
en Person indtager. Grove og skrubbede Hænder er visselig ikke noget,
man behøver at skamme sig over, da de bliver saadanne af ærligt Arbeide,
men ikke desto mindre tror jeg, at Arbeiderne mangen Gang kunde være i
Besiddelse af smukkere Hænder, hvis de lagde mere an paa at pleie dem og
holde dem rene.

Idealet af en Haand bør være en smal, men samtidig fyldig Form, hvid Hud,
men ikke af livløs Hvidhed og Fingrene bør smalne af mod Neglene.

Naar Hænderne er blevet grove af Arbeide, kan dette hjælpes paa ved Omhu
og Pleie. At bruge regelmæssig Handsker bidrager meget til at gjøre
Hænderne myge og hvide. Et godt Middel for Hænderne er en Blanding af
lige Dele Citronsaft og Glycerin med en liden Tilsætning af Boraks.
Vær altid forsigtig med den Sæbe, som anvendes. Sæbe, som indeholder
meget Soda, er ofte Aarsagen til at Huden er haard eller tør. Hænderne
rengjøres lettere med varmt end med koldt Vand, men de bør altid efterpaa
skylles med koldt Vand. Sprukne Hænder behandles bedst ved, at man gnider
dem med et Stykke Citron. Til at borttage Blækflekker af Huden er intet
bedre end at bestryge dem med Salmiakspiritus.


FEMTIENDE KAPITEL.

_Neglenes Pleie._

Neglene, som spiller en vigtig Rolle i Hændernes Skjønhed, bør være af
oval Form, lidt gjennemsigtige og af en bleg, lyserød Farve. De bør
hverken holdes for lange eller klippes for korte, da Fingerspidserne
behøver Beskyttelse for ikke at blive haarde eller for afstumpede. Det er
en daarlig Vane at skrabe Neglenes Overflade eller at klippe bort Kanten
af Negleroden. En Neglebørste er det bedste, man kan anvende for at holde
Neglene i god Stand. Et udmærket Middel til at gjøre Neglene hvide er
følgende Blanding:

Fortyndet Svovlsyre 15 Gram, Myrratinktur 7 Gram, Kildevand 120 Gram.

Gjør først Neglene rene med Sæbe og dyp derpaa Fingrene i Opløsningen.


ENOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Armens og Haandleddets Pleie._

En Dame med magre Hænder og knoklede Haandled frembyder et sørgeligt,
for ikke at sige løierligt Syn, naar hun er balklædt. For at Armene skal
faa et vakkert Udseende, maa de ogsaa have stærke Muskler. «Magre Arme
tyder paa daarlig Helbred og nedsatte Kræfter,» siger M. Charles Blanc,
en berømt fransk Autoritet, i en Udtalelse om Klædelighed. Gymnastik er
det bedste Middel for tilbørlig Udvikling af Armene, og intet overgaar
i denne Henseende Brugen af Armvægter eller Roning. En smukt bygget Arm
bør lidt efter lidt aftage i Omfang fra Akselen til Haandleddet, og
Haandleddet bør være tyndt, men uden Tegn til at være knoklet.

Mange moderne Damer pleier at lade sine Arme «polere» inden de gaar paa
Bal. Denne Poleringsproces bestaar i grundig at indgnide Huden med en
Blanding af Glycerin og Rosenvand og derpaa indsmøre den med Coldcream,
som bliver siddende i et Kvarters Tid og derpaa fjernes med et Stykke
mygt, hvidt Flonel. Armene gnides siden grundigt med Toiletpudder.

Behandlingen pleier at have en meget forskjønnende Virkning paa Huden.


TOOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Føddernes Pleie._

Af alle Legemets enkelte Lemmer er i Regelen Fødderne de, som volder mest
Besvær; faa er de Personer, som ikke paa en eller anden Maade lider paa
Grund af dem.

For trangt og daarligt siddende Skotøi er de almindeligste Aarsager til
saadanne Plager som Ligtorne, store Ledknuder og indgroede Negle. Undgaa
«velformede», spidse Sko, der klemmer Fødderne sammen som de kinesiske
Bandager, og som er virkelige Torturredskaber for de, der bruger dem.

Næst for trangt Skotøi er daarligt passende Strømper den væsentligste
Grund til ømme Fødder, og man bør altid have Strømper med saa faa Sømme
som muligt. Det ypperste Middel til at holde sine Fødder i god Stand er
at bade dem ofte med varmt Vand, i hvilket man har lagt en Haandfuld
Salt. Det er specielt velgjørende for dem, som lider af ømme og trætte
Fødder.


TREOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Føddernes Sygdomme og deres Behandling._

Mange er de Sygdomme, som plager Fødderne, og mange er de, som er
beheftede med dem. Ligtorne er uden Tvil den hyppigst forekommende
Uleilighed, og vi skal derfor først beskjæftige os med disse plagsomme
Udvækster. De udgjør en af vor Civilisations Straffe. Hvilken Erfaring
har vel de Vilde om en værkende Ligtorn? Et af de bedste og enkleste
Midler mod Ligtorne og et, som desuden har faaet Sanktion af en saa stor
medicinsk Autoritet som Sir Benjamin Brodie, er paa det angrebne Sted
at bære et lidet rundt Stykke Læder eller endnu bedre et Stykke Knusk,
indsmurt med Blysalve. I Midten skjærer man ud et Hul saa stort som
Ligtornen.

En Knude eller Svulst paa Stortaaens Underside er en myg Ligtorn, som
behandles virksomst ved Paastrygning af Jod hver Aften. Anstrængelser af
Fødderne maa undgaaes.

Frostknuder, som mest angriber Fingre, Tær og Hæle, opstaar ved at
Blodets Cirkulation standser i stærk Kulde. De bedste Midler til at
forhindre dette, er Brugen af Uldstrømper og Uldvanter samt ikke at
udsætte Hænder og Fødder for Ildens Indvirkning, naar de er kolde. Et
godt Lægemiddel mod Frostknuder er Jodsalve, som indgnides paa dem.

I varmt Veir plages endel Mennesker af Fodsved, som ogsaa ved sin
ubehagelige Lugt bliver en Ubehagelighed for andre. De, som lider heraf,
bør bruge let Skotøi og ofte bade Fødderne i varmt Vand med en Tilsætning
af Salmiak eller Klorkalk.

Et andet Onde, som besværer endel Mennesker, er indgroede Negle.
Behandlingen bestaar i, at man tyndskraber Midten af Neglen langs
efter, saa at den let bøier sig, hvorpaa man skjærer den af udenfor det
indvoksede Sted. Man forebygger dette Onde ved at bruge Skotøi med brede
Tær.



OTTENDE DEL.

Kunsten af en Persons Ansigtstræk at kunne slutte sig til hans Karakter.


FIREOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Hvad forstaaes ved Fysionomik?_

Det er sagt, at «Ansigtet er en aaben Bog.» En Person kan ikke være en
Skurk uden at vise det. Hvor meget han end søger at forstille sig, maa
dog de daarlige Træk undertiden vise sig i hans Ansigt. Fysionomiken
er den Kunst eller den Videnskab, som lærer os at læse i denne det
menneskelige Ansigts aabne Bog. «Kjend dig selv,» siger den navnkundige
Solon, en af Grækenlands syv Vise. Men Fysionomiken sætter os ikke alene
istand til at udøve Selvkundskab, men ogsaa til at kjende andre, hvilket
under mange Forhold i Livet kan være til umaadelig stor Nytte. «Mennesket
selv bør udgjøre Emnet for Menneskeslægtens fornemste Studium.»

Den store Fysionomist Lavater siger i sine Arbeider: «Jeg lærer ingen
Sortekunst, ingen unaturlig Videnskab, hvis Hemmelighed jeg burde have
skjult, og som skader tusen Gange mere, end den kan gavne, og som
følgelig er vanskelig at opdage. Jeg lærer kun en Videnskab, som baade
er almindelig kjendt og paatagelig, og jeg fremlægger mine Følelser og
Iagttagelser samt Resultaterne af dem. Man burde aldrig glemme, at det
ydre Udtryks Hensigt just er at vise, hvad der tildrager sig i Sjælen, og
at hvis man vilde berøve os denne Kilde til Kundskab, vilde man derved
bringe os ned til fuldstændig Uvidenhed; at ethvert Menneske af Naturen
har et vist Maal af fysionomisk Instinkt, ligesaa vist som ethvert
velskabt Menneske er født med to Øine, at alle Mennesker i Omgangen med
hverandre trækker fysionomiske Slutninger, alt eftersom deres Omdømme
er mere eller mindre klart, at det er velkjendt, at de fleste Mennesker
efter sin Omgang med andre trækker Fordel af det Kjendskab til andre, som
allerede det første Blik giver, og at samme Forhold har fundet Sted længe
inden dette Spørgsmaal kom under offentlig Debat.»


FEMOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes Karakteren fremtræder i Næsens Form._

«Det er noksaa besynderligt,» sagde den store Napoleon, «men naar jeg
ønsker udført et Arbeide, som kræver et klogt Hoved, saa vælger jeg
helst en Mand med stor Næse, forudsat at han forøvrigt har de nødvendige
Forudsætninger. Mine Iagttagelser af Personer har altid vist mig, at en
stor Næse og et godt Hoved altid hører sammen. Jeg synes bedst om en
Mand med en tilstrækkelig udformet Næse.» Det er bemærkelsesværdigt, at
næsten alle store Folkeledere har havt store Næser, især Ørnenæser og
romerske Næser. Lavater bemærker, at smaa Næsebor sædvanligvis er Tegn
paa Forsagthed og liden Foretagsomhed. De vidt aabne Næsebor derimod er
et ligesaa sikkert Tegn paa Følsomhed, der let kan udarte til Særhed.
«Den rette græske Næse,» siger en anden Forfatter, «antyder en forfinet
Karakter, Kjærlighed til de skjønne Kunster, Sluhed, List og større
Tilbøielighed til at handle indirekte end direkte.»

«En Næse med skarp Ryg,» skriver Tagliacossi, «viser Tilbøielighed til
Vrede; en tyk og nedtrykket Næse antyder lastefulde Tilbøieligher;
en stor, solid og but Mæse er Tegn paa Mod og Djervhed; en krum Næse
(Ørnenæse) viser et kongeligt og ædelmodigt Sind, medens en kroget Sjæl
aabenbarer sig ved en Næse, som er bøiet til den ene Side.»

Enkelte Mennesker har Papegøienæser og er, ligesom Papegøierne selv,
store Pratmagere.


SEKSOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes Karakteren viser sig i Mundens, Læbernes, Tændernes og Hagens
Form._

«Som Læberne er, saaledes er Karakteren,» siger Lavater. «Faste Læber,
fast Karakter; svage, rødlige Læber og svag, letbøielig Karakter. Godt
skaarne, store og forholdsmæssige Læber, som paa begge Sider har samme
Runding, kan vel antyde Tilbøielighed til Nydelse, men de paatræffes
aldrig hos et daarligt, lavt, tarveligt, falskt, krybende, lastefuldt
Ansigt. En Mund uden Læber, som blot viser en Streg, antyder Kulde, Flid,
Sans for Orden, Nøiagtighed og Sparsomhed, og hvis den hæver sig ved
begge Mundviger, viser den Tilgjorthed, Fordringsfuldhed og Ondskab.

Meget tykke Læber staar altid i Forbindelse med Sandselighed og Sløvhed,
og gjennemskaarne, skarpt tegnede Læber med Ængstelse og Gjerrighed.
Rolige Læber, tæt sluttede uden at være sammenpressede og skarpt
skaarne er et sikkert Tegn paa Omtænksomhed, Takt og Fasthed. En noget
overhængende Overlæbe betegner sædvanlig Godhed. Har Underlæben et Søk i
Midten, aabenbarer det Fantasirigdom. En lukket, ikke tynd eller tilgjort
Mund viser Mod og Tapperhed.

Lange Tænder er Tegn paa Svaghed og Sagtmodighed. Hvide, rene, vel
placerede Tænder, der vises straks Munden aabnes, men som ikke skyder
sig frem og heller ikke viser sig helt og holdent, paatræffes aldrig hos
voksne Personer, uden at de er gode, kloge, ærlige, oprigtige og trofaste.

Spids Hage ansees sædvanlig som Tegn paa Sluhed og List, men der findes
mange agtværdige Personer med en saadan Hage. Den fede Dobbelthage viser
sædvanlig en Godfjot, og den kantede Hage paatræffes sjelden uden hos
forsigtige, velvillige, bestemte Personer. En flad Hage betyder Kulde og
Tørhed, liden Hage Frygt og rund Hage med Søk i, Velgjørenhed.»


SYVOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes Karakteren fremtræder i Øinene og Øienbrynene._

«Blaa Øine,» siger Lavater, «er i Regelen mere betegnende for Svaghed,
Sygelighed og Efterladenhed end brune og sorte. Det er sandt, at mange
kraftige Mennesker har blaa Øine, men man finder dog mere Styrke,
Mandighed og Eftertanke i Forbindelse med brune Øine end med blaa.»

«Personer med graa Øine,» siger Dr. Leask, «er i Almindelighed skarpe,
kraftige og i Begyndelsen kolde, men man kan forlade sig paa deres
Sympati under en virkelig Sorg. Søg blandt Menneskehedens Velgjørere og
du vil give mig ret.» «Sorte Øine,» siger Buffon, «viser i Almindelighed
Sundhed, et fast Sindelag, ikke vaklende, men modigt, sandt og ærligt.
Nærsynthed aabenbarer den dygtige Planlægger og den forslagne Handlingens
Mand. Smaa og dybtliggende Øine viser Djervhed, naar der er Spørgsmaal
om Modstand, Intriger og Rænkespil samt Evne til at udholde store
Lidelser. Store Øine kjendetegner en gjerrig Mand, især hvis de er meget
udstaaende. Øine, som er i stadig Bevægelse, antyder Kortsynthed, Frygt
og Bekymring. Røde Øine betegner Mod og Styrke. Klare Øine, som bevæges
langsomt, viser Helten, som djerv og godmodig, udfører store Gjerninger
og frygtes af sine Fiender.»

«Øienbrynene,» siger Quintilianus, «giver delvis Øinene deres Form. Ved
dem sammentrækkes, hævss eller sænkes Panden. Vrede viser sig naar de
sammentrækkes, Sorg naar de sænkes og Munterhed naar de udjevnes.» «Jeg
har aldrig truffet paa en dyb Tænker,» siger Lavater, «eller en tapper
og klog Mand, med svage, høie Øienbryn, som i nogen Grad deler Panden i
to. Svage Øienbryn viser Flegma og Svaghed, endskjønt mange koleriske
Mennesker har det; men denne Svaghed i Øienbrynene er en Formindskelse i
Kraft og Ild. Jo nærmere Øienbrynene ligger Øinene, desto alvorligere,
dybere og fastere er Karakteren; jo fjernere fra Øinene, desto mere
flygtig, letbevægelig og lidet foretagsom.»


OTTEOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes Karakteren spores i Hovedets og Pandens Form._

«Hovedets ydre Form,» siger Huart, «er som den bør være, naar den
ligner en hul Kugle, som er noget indtrykket paa Siderne, samt noget
fremskydende i Panden og Nakken. En specielt flad Pande eller tver
Afslutning i Nakken, er ingen gode Tegn paa Klogskab. Men et godt Tegn
er det, naar en liden Person har et stort Hoved og en høi Person har et
nogenlunde lidet Hoved.»

«Vi kan,» siger Lavater, «dele Panderne, seet i tre Hovedklasser:
de bagoverhældende, de lodrette og de fremskydende. Enhver af disse
Klasser har en Mængde Variationer. Jo længere Panden er desto større
Begavelse findes der, men desto mindre Handiekraft; jo mere sammentrykt,
kort og fast Pande, desto mere Koncentration, Fasthed og Stadighed
findes der i Karakteren; jo mere jevnt krum Profilen er, desto ømmere
og bøieligre er Karakteren; jo rettere, desto mere ihærdig og streng.
Fuldstændig Lodrethed fra Panden til Øienbrynene viser Mangel paa
Forstand. Fuldstændig Lodrethed med en svag Bue i Overkant viser udpræget
Tilbøielighed for kold, rolig og dyb Tænkning. En fremskudt Pande
viser Svaghed, Umodenhed og Dumhed. Bagoverheldende Pander betyder i
Almindelighed overlegen Fantasikraft, Kvikhed og Skarphed. Pander med
mange udstaaende Knuder viser Fasthed, Haardhed, stærk Viljekraft og
Udholdenhed. Øine med vel tegnede, bestemte og faste Buer forekommer kun
hos ædle og store Mænd. En blaa «_vena frontalis_»[1] i Form af en Y og
forenet med en aaben, jevn, hvælvet Pande, aabenbarer overordentlige
Naturgaver og en ædelmodig Karakter.»

[1] Ansigtsblodaarer, som tegner sig paa Panden, en paa hver Side,
løbende næsten lodret, noget paaskraa ovenfra, indad mod den indre Ende
af Øienbrynet.

L--u.


NIOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes Karakteren viser sig i Haarets Farve og Beskaffenhed._

«Lyst, fint, gjennemsigtig Haar,» siger en tysk Fysionomist, viser altid
en svag, ømtaalig, pirrelig eller ogsaa en forsagt og let fortrykt
Karakter. Det sorte, krøllede Haar vokser aldrig paa et ømtaaligt,
marvfyldt Hoved. Liden Irritabilitet følger med kort, haardt, krøllet
Haar, men mest med det linfarvede og det fine. Lyst Haar betegner sjelden
uhæderlige Egenskaber, hvilket ofte er Tilfældet med mørkebrunt eller
sort i Forbindelse med lyse Øienbryn. Mænd med langt Haar er altid mere
kvindelige end mandlig.

Aristoteles siger: «Ligesom svagt Haar er Tegn paa en Rædhare, saaledes
er et stærkt Haar Tegn paa Mod. Dette passer ikke alene paa Mennesker,
men ogsaa paa Dyr. De ræddeste blandt Dyrene er Raadyret, Haren og
Faaret, og disses Haar er svagere end andre Dyrs. Løven og Vildsvinet er
de modigste, hvilket viser sig i deres overordentlig stærke Haar.»



Andet Afsnit.

Sundhed og et langt Liv.



NIENDE DEL.

Sindsbevægelsernes Indflydelse paa Sundheden.


SEKSTIENDE KAPITEL.

_Sjælens Magt over Legemet._

Sjælens Indflydelse paa Materien er en af de dybeste Hemmeligheder i vort
Væsen. Faa Personer har fuldt Begreb om Styrken af denne mægtige Kraft,
som stadig virker inde i dem, enten til godt eller ondt.

«Sindstilstanden,» siger Dr. S. Smith, «paavirker den fysiske Tilstand,
og Livets Varighed beror helt og holdent paa den fysiske Tilstand;
heraf følger, at i samme Grad som Sjælen kan indvirke paa Legemets
Beskaffenhed, kan den ogsaa have Indflydelse paa Livets Længde. Det
er umuligt at bibeholde Legemets Funktioner i en naturlig og kraftig
Tilstand, naar Sjælen lider. Enhver turde maaske have lagt Mærke
til, hvorledes Personer, som er truffet af en stor Ulykke, er blevet
forandrede i Udseende. En Person for Eksempel, der for et Aar siden blev
rammet af en Ulykke, som gik ham til Hjertet, er nu forvandlet til en
Skygge af sig selv; endnu nogle Maaneder, og han er ikke mere.»

Hvor utroligt det end lyder, har man dog Eksempler paa, at Fantasien
har foraarsaget eller stillet Smerte, ja til og med fremkaldt eller
fordrevet Sygdom. De iblandt os, som lider af Nevralgi for Eksempel, ved
meget vel, at den bedste Maade at befri sig fra Smerterne er at forsøge
at glemme dem, medens de ofte bliver større, hvis man tænker paa dem.
«Den enkle Tro eller Overbevisning,» siger Dr. Tuke, «at en Muskel ikke
kan sammentrækkes eller slappes, er tilstrækkelig til hos en følsom
Person eller en, i hvilken Følsomhed er blevet fremkaldt, at foraarsage
midlertidig Mangel paa Kraft.» Samme Forfatter taler om, hvorledes
Frygten eller Faren har Indflydelse paa Karsystemet, og giver som
Illustration herpaa følgende Fortælling om en intelligent Dame, med hvem
han var meget godt kjendt. Han siger: «En Dag gik hun forbi en offentlig
Indretning og saa en liden Gut, hvem hun nærede speciel Interesse for,
komme ud gjennem en Jerngrind. Hun lagde Mærke til, at han slap Grinden
efter at han havde aabnet den, og at den formodentlig vilde klemme ham,
hvad hun antog vilde ske med saadan Kraft, at Guttens Fod vilde blive
knust. Det skeede dog ikke. ‘Det var umuligt,’ sagde hun, ‘i Ord eller
Handling at være hurtig nok til at at forebygge, hvad jeg antog vilde
ske, og i selve Virkeligheden fandt jeg, at jeg ikke kunde røre mig af
Stedet, thi en uhørt Smerte opstod i min egen Fod, tilsvarende den, som
jeg troede vilde skades paa Gutten. Jeg kunde blot lægge min Haand paa
den for at lindre den vold-Smerte, og jeg er vis paa, at jeg ikke rørte
mig paa nogen Maade, hvorved jeg kunde have vrikket eller strukket den.
Det var med den største Vanskelighed at jeg naaede mit Hjem, som laa en
halv Kilometer fra Stedet, og da jeg tog af Strømpen, fandt jeg en Ring
omkring Fodleddet, som om det var blevet bestrøget med rød Saft, samt
en stor Flek af samme Farve paa Ydersiden. Den følgende Morgen var hele
Foden inflammeret, og jeg maatte holde Sengen i lang Tid.’»

Et lignende Tilfælde omtales i _Carter on Pathology and Treatment of
Hysteria_. «En Frue, som passede sin lille Gut, der legte, saa at en tung
Vinduesramme faldt over hans Haand og hug af tre Fingre, hvorved hun blev
saa overvældet af Frygt, at hun ikke formaaede at yde ham nogensomhelst
Hjælp. En Læge blev i al Hast budsendt, og da denne havde forbundet
Gutten, vendte han sig mod Moderen, som sad og jamrede sig, idet hun
klagede over Smerte i Haanden. Da han undersøgte hende hende fandt han,
at de tre Fingre, tilsvarende dem, som var skadede paa Barnet, var
ophovnede og inflammerede, endskjønt hun ikke tør havde havt noget ondt
i dem. Efter fire og tyve Timers Forløb gjordes Indskjæringer i dem, og
Værk randt ud. Dødkjød blev senere fjernet, og tilslut heledes Saarene.»


ENOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Sjælens Magt til at fremkalde Sygdomstilstand hos Legemet._

Nogle Personer indbilder sig stadig, at de er Offer for en eller anden
Sygdom, og de føler sig aldrig rolige, hvis de ikke har en Læge til at
passe sig. Deres Samtaler angaar hovedsagelig deres smaa Plager, og deres
største Fornøielse er at høre, hvorledes deres Venner beklager dem. Hvis
saadanne Personer virkelig er syge, er det paa Grund af deres mørke
Sindstilstand. Alleslags Sygdomme kan fremkaldes i Legemet ved hvad man
i Sjælens Fysiologi kan kalde Tilbøielighed derfor. Ved at fæste Sjælens
Opmærksomhed paa en særskilt Del af Legemet kan en Sygdom forværres eller
til og med fremkaldes uden ydre Aarsag.

«Hvis Opmærksomheden henledes paa Maven,» siger Dr. Tuke, «foraarsager
dette en Følelse af Tunghed, som kan forvolde Vanskeligheder i
Fordøielsen. En Følelse af Spændthed eller andre Ubehageligheder kan
man let, som hver og en ved, fremkalde i de forskjellige Organer.
Tankernes Retning mod Hjertet har i Almindelighed en forstyrrende
Indflydelse paa dettes regelmæssige Virksomhed. Visselig udøver stærke
Sindsbevægelser meget større og mere øieblikkelige Virkninger, men hvis
man kan fæste Opmærksomheden ved dets Slag, erfarer man, at der opstaar
Uregelmæssighed, undertiden endog Smerte.»

Dr. W. B. Carpenter siger i sin “_Principles of Menthal physiologi_”
følgende: «Hvis man med Hensigt retter Opmærksomheden paa en Del af
Legemet, saa er dette, endog uden nogen Sindsbevægelse, tilstrækkelig til
at fremkalde Fornemmelser der, hvilket synes at bero paa en Forandring i
Blodcirkulationen, og hvis denne Tilstand automatisk holdes ved Magt, ved
at Opmærksomheden stadig holdes fæstet derpaa, saa kan denne Forandring
blive en Kilde til Slaphed, ikke alene i Livsværksamheden, men ogsaa med
Hensyn til Næringstilførsel. Derfor kan der ikke findes berettiget Tvil
om, at ikke Sygdom ofte beror paa indbildte Plager, især hvis man dvæler
ved ubehagelige Fornemmelser.»


TOOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Sjælens Indflydelse paa Sygdommes Helbredelse._

Mr. John Brown fortæller en Historie om en syg Person, som gik til en
Læge og beklagede sig over svære indre Smerter. Doktoren skrev en Recept,
som han gav ham med de Ord: «Tag dette, saa bliver De bra om fjorten
Dage.» Patienten kom tilbage efter et Par Ugers Forløb, aldeles frisk og
med et Udseende, som tydede paa fuldstændig Helbredelse. Lægen var ikke
lidet stolt over Kurens gode Resultat, men da han havde glemt, hvilket
Lægemiddel han havde foreskrevet, gjorde han nogle Spørgsmaal for at
komme paa det rene hermed. Han begyndte: «De er blevet frisk?» «Ja,
aldeles frisk; jeg har aldrig følt mig saa bra i hele mit Liv.» «Vis mig
den Medicin, De tog.» «Jeg har spist op Recepten, som De sagde, at jeg
skulde gjøre.»

Manden havde bogstavelig talt slugt Papiret og blev helbredet derved,
eller rettere ved sin Tro paa at han handlede efter Lægens Forskrifter.

Denne enkle Fortælling kan forklare meget, der ellers betragtes som
overnaturligt eller mirakuløst. Pilgrimme er blevne helbredede fra
Sygdomme ved at valfarte til en eller anden Helgens Grav, og tusenvis af
Mennesker er blevet hjulpet af Kvaksalvere og værdiløse Patentmediciner.
I alle saadanne Tilfælde fremkaldes Bedringen ved Sjælens Forventning.
Tro og Haab er Naturens mægtigste Kræfter, naar det gjælder Helbredelse
af Menneskenes Sygdomme.

Et andet Eksempel herpaa er et Tilfælde, som observeredes af Sir Humphry
Davy, da han i den første Tid af sin Praksis som Læge assisterede Dr.
Beddoes ved Eksperimenter med Indaanding af Kvælstofoxydul. Dr. Beddoes
var kommet til det Resultat, at Kvælstofoxydul var et sikkert Middel
mod Lamhed, hvorfor han udvalgte en Patient til at eksperimentere
med, og betroede ham til Davys Behandling. Inden han anvendte Gasen,
førte han et lidet Termometer ind under Patientens Tunge for at
undersøge Temperaturen. Den lamme Mand, som ikke havde nogen Anelse
om den Behandling, han skulde underkastes, men som var overbevist om
Sikkerheden af Dr. Beddoes Metode, havde ikke før kjendt Termometret
mellem sine Læber, før han troede, at Operationen var i fuld Gang, og i
et enthusiastisk Udraab erklærede han allerede at kjende en velgjørende
Virkning i hele sit Legeme. Davy syntes, at Tilfældet var altfor
fristende til at lade gaa sig ud af Hænderne. Han gjorde intet mere, men
bad Patienten komme igjen næste Dag. Samme Ceremoni gjentoges med samme
Resultat, og efter to Ugers Forløb var Manden frisk, uden at noget andet
Lægemiddel end Patientens Indbildningskraft var blevet anvendt.


TREOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes Bekymring dræber._

Mange Menneskers Helbred tager Skade og deres Liv forkortes uden anden
Grund end stadig Græmmelse. Et Gram Græmmelse, siger et gammelt Ordsprog,
dræber et Menneske. Men det er ikke de store Modgange i Livet, de svære
Tab og Prøvelser, som for det meste stempler Panden med Bekymring,
berøver Gangen dens Spænstighed og borttørker selve Livssaften. Saadant
bæres ofte med heltemodig Tapperhed; men den Græmmelse som dræber,
hidrører som Regel fra de daglig tilbagevendende Bekymringer og smaa
Fortrædeligheder.

At leve uden Græmmelse er ikke let, især for Personer af nervøst
Temperament. Alligevel er det muligt, og man kan komme did ved Viljens
seirende Magt.

«Græmmelse,» siger Sir Andrew Clark, «er dræbende. Det er den forvænnede
Levevis, som forkorter Menneskenes Liv. Naturen lader aldrig et Menneske
overanstrenge sig, hvis det ikke selv overtræder dens Love, hvis man ikke
tager stimulerende Sager til ubeleilige Tider, røger meget eller tager
ind Opium. Hvis man fører et regelmæssigt Liv, følger Sundhedens Love og
vandrer paa den fysiologiske Retfærdigheds Vei, saa vil man aldrig finde,
at man arbeider for strængt. Jeg har endnu aldrig seet et Tilfælde, hvor
Helbreden er brudt af den blotte Overanstrængelse, men jeg medgiver, at
det fremfor alt er nødvendigt at øve Sindsro. Prøv at træne Eders Vilje i
denne Henseende, thi Viljen har meget at sige med Hensyn til at fremkalde
Ro; at tage Tingene som de er, og ikke bekymre sig om Morgendagen, som
ikke er vor, men tage Dagen som den er og anvende den paa bedste Maade.
De, som stadig grubler over det forgangne, eller graver nysgjerrigt i det
kommende, lever aldrig noget virkeligt Liv.»


FIREOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes voldsomme Lidenskaber skader Helbreden._

Ingen kan overgive sig til heftige Lidenskaber som Vrede, Skinsyge,
Had, Avind og Begjærlighed, uden at skade sin Helbred. Vrede er den
mest ødelæggende af alle Sindsbevægelser, hvis den faar Lov at bryde ud
med fuld Kraft. Dens Udbrud bringer sædvanligvis Uorden i Systemet ved
at afbryde den regelmæssige Virksomhed i Organerne, og derved angribes
Hjernen og Hjertet mest. Man har seet Eksempler paa, at et Vredesudbrud
næsten øieblikkelig har foraarsaget Galdefeber, Inflammation af Leveren,
Hjertet eller Hjernen, ja til og med Sindssygdom. Naar man ofte overgiver
sig til Vrede, kan dette let have tilfølge Gulsot, Slag eller større
Modtagelighed for Nervefeber eller Lungebetændelse. Efter et Anfald af
Vrede kan Moderens eller Ammens Melk foraarsage Konvulsjoner hos Barnet.
Der findes en gammel Teori, som siger, at Mundens Spyt bliver giftigt
ved Vrede, og dette har en Del Sandsynlighed for sig. Det synes at være
bevist ved den Omstændighed, at de fleste Bid af Dyr læges langsommere,
hvis Dyret har været ophidset, end ellers vilde være Tilfældet.

Jeg behøver ikke at opholde mig ved de mange Tilfælder, hvor Døden
pludselig er foraarsaget af Vrede, thi Historien er fuld af saadanne,
og Ligsyn aabenbarer daglig nye. Den, som ikke kan beherske sit Lune,
holder, saa at sige, sit Liv i sin Haand. Det er ogsaa en sørgelig
Sandhed, at vi ikke en eneste Gang kan give Vreden Plads og efterpaa være
legemlig de samme som før; noget i vort Liv er forspildt.


FEMOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Latter som Medecin._

Den velgjørende Virkning, som Latter har, kan forstaaes hos Mennesker med
godt Humør. En spøgefuld Person er altid i godt Huld med et blomstrende
Udseende og med Øine, som straaler af Livslyst. «Le og bliv fed,» er en
Formaning, som mange Mennesker burde følge. En god Latter har en mere
velgjørende Indvirkning paa Nervesystemet end hvilkensomhelst Medecin.
Hufeland siger i sin Afhandling om Glæden: «Glædens ydre Udtryk,
Latteren, maa ikke tilsidesættes. Den er den mest helsebringende af alle
Kropsbevægelser, thi den ryster op baade Legeme og Sjæl paa en Gang,
befordrer Fordøielsen, Blodcirkulationen og Luftvekslingen i Lungerne,
samt forhøier Livskraften i alle Retninger.

Man har mange Eksempler paa, at Mennesker er blevet helbredet af
alvorlige Sygdomme ved et pludseligt Latterudbrud. Der laa saaledes
to Mænd syge i et Værelse, den ene i Hjernebetændelse, den anden i et
ondartet Tilfælde af en anden Sygdom. De var begge saa meget medtagne,
at man maatte vaage over dem om Natten, og det var Tvil underkastet,
hvorvidt nogen af dem vilde blive friske igjen. Det blev tilladt en
Herre at vaage hos dem om Natten, og det blev paalagt ham at tilsige
Sygepleiersken, naar Medicinen skulde gives. Om Natten sovnede baade
Vogteren og Sygepleiersken. Den sidstnævnte af de Syge laa og saa paa
Klokken og saa, at Tiden var inde til at give Feberpatienten hans Drik.
Han kunde ikke tale høit, ei heller røre nogen Del af sit Legeme med
Undtagelse af Armene, hvorfor han greb en Pude, som det lykkedes ham
at slaa Vogteren i Ansigtet med. Denne for op fortumlet, og herunder
faldt han overende paa Gulvet og vækkede baade Sygepleiersken og
Feberpatienten. Det hele forekom begge de syge saa løierligt, at de lo af
Hjertens Lyst en lang Stund. Da Doktoren kom ind om Morgenen fandt han,
at der var indtraadt stor Bedring hos begge Patienterne, og sagde, at han
aldrig hadde paatruffet en saa hastig Vending til det bedre. Inden kort
Tid var begge oppe og friske.

Naar alt kommer til alt,» siger Dryden, «saa er det godt at le, og hvis
et Halmstraa kan frembringe Latter, saa er det et Lykkens Redskab.»


SEKSOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Nogle Vink om hvordan man skal kunne holde sig ung og bevare et
ungdommeligt Udseende._

Lord Lytton og andre har skrevet Romaner, i hvilke de har fremstillet
sine Helte, beklædte med evig Ungdom ved Opdagelsen af Livseliksirens
Hemmelighed. I Virkeligheden findes der naturligvis ingen saadanne Midler
mod Tidens Herjinger, og dog kan man sige, at enkelte Mennesker aldrig
bliver gamle. De er stadig unge, fulde af Liv og bærer sine Aar med meget
større Lethed end andre, som har et mindre sangvinsk Temperament. Den
store Hemmelighed ved at holde sig ung ligger i, at man holder Sindet
ungt og friskt, Hjertet let og lader Livets smaa Bekymringer fare.

Ved personlig Iagttagelse i en lang Række af Aar, og ved Behandling af
mange hundrede Personer har jeg fundet, at de, som ser yngre ud end
de virkelig er, altid har et ungt og friskt Sindelag, medens de, som
ser ældre ud end de virkelig burde gjøre, er for tidligt gamle baade i
Tanker og Vaner. Deraf følger, at hvis vi vil bibeholde et ungdommeligt
Udseende, maa vi bevare Ungdommelighed i det Indre. Legemet er et
Modstykke til Sjælen; som det indre Menneske er, saaledes viser ogsaa
det ydre sig. Det beror meget paa os selv, om vi bliver gamle. Mange
ældes fortidlig, fordi de lægger bort ungdommelige Lyster og Interesser
og tilegner sig gamle Folks Vaner, paa samme Maade som en Del Mennesker
bliver kraftesløse og svage, naar de med en Smule Anstrængelse skulle
kunne ryste af sig sin fysiske Dvaletilstand og løfte sig op til Sundhed
og Kraft.

En middelaldrende Dame, som tilhører de alvorlige Kvækere, omtalte for
mig, at hun nylig havde sluttet med sit stillesiddende Liv og begyndt
at kjøre Velociped, fordi hun ellers vilde blive gammel før Tiden. «Jeg
pleiede at føle mig nitti Aar gammel,» sagde hun, «men nu føler jeg mig
som firti.» Hendes Udseende modsagde sandelig ikke hendes Ord, thi hun
var virkelig blevet yngre, Tusenvis af Personer vilde ligesom denne Dame
blive forynget ved at opøve et ungdommeligt Sind.



TIENDE DEL.

Diætens Indflydelse paa Helbreden.


SYVOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Fordøielsens Vidunder._

Den Proces, hvorigjennem Føden forvandles til Næring for Legemets Ophold,
er et af de mange Undere i vor Organisme. Fordøielsen begynder i Munden,
hvor Føden sønderdeles ved Tændernes Virksomhed og opblandes med Spyt.
Denne Vædske synes at være meget vigtig i og for Madens Tilberedelse for
de Forandringer, som den videre skal gjennemgaa. Den afsondres fra tre
Par Kjertler, som ligger i en liden Afstand fra Mundhulen og staar i
Forbindelse med den gjennem Kanaler. Naar Maden er blevet godt tygget,
rulles den sammen af Tungen, som fører den frem til Svælget og ind i
Spiserøret, gjennem hvilket den fortsætter sin Vei til Mavesækken.
Mavesækken er enslags Sæk eller Pose, som tillader en ganske betydelig
Udvidelse. Dens Slimhinde er besat med tusenvis af Kjertler, som
afsondrer en sur Vædske, der er kjendt under Navnet Mavesaft. Denne
afsondres, naar Føden kommer i Mavesækken, opløser Maden og forvandler
den til en grødagtig Masse, som kaldes Chymus. Men Processen bliver
meget lettet af Mavens Muskelvirksomhed, thi denne holder Føden i stadig
Bevægelse frem og tilbage og fører saaledes enhver Del deraf i Berøring
med den opløsende Vædske. Efter en Stund sammentrækker Mavesækken sig og
presser Føden, som nu er forvandlet til Chymus, ind i den første Del af
Tarmkanalen, hvor den blandes med Galde fra Leveren og Mavespytkirtlernes
Saft. Føden gaar videre gjennem Tyndtarmen, som er omtrent tyve Fod
lang, drevet frem ved en ormlignende Sammentrækning af Musklerne. Al den
Næring, som er færdig til at absorberes, optages nu og tilføres Blodet,
medens de ufordøielige Stoffe lidt efter lidt trænges ind i Tyktarmen og
Endetarmen og tilslut forlader Legemet.


OTTEOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Kunsten at tygge._

Selv Spisningen er en Kunst. God Fordøielse og altsaa god Helbred er i
høi Grad afhængig af den Maade, hvorpaa vi tygger Maden. Personer, som
sluger Maden i sig, er i Regelen magre og lider af daarlig Fordøielse.
Den rigtige Maade at spise paa, er at lade Maden blive i Munden til den
er blevet nok tygget og blandet med Spyt. Det er høist nødvendigt at al
Mad, til og med af løs Beskaffenhed, som f. Eks. Havregrød, kommer i
Berøring med Mundens Saft, og det kan kun ske ved Tygning, Mr. Gladstone
tilskrev sin udmærkede Helbred hovedsagelig den Omstændighed, at han
tyggede enhver Kjødbid fem og tyve Gange.


NIOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Maaltidernes Indflydelse paa Sundheden._

«Spis aldrig, naar Appetiten mangler,» er en enkel, fysiologisk
Grundsætning, som enhver bør følge, der sætter Pris paa sin Helbred.
Det er meget bedre at undvære et almindeligt Maaltid end at spise, naar
Maven ikke har Behov for Føde. Et stort Misgreb er det at spise mellem
de regelmæssige Maaltider, hvad mange pleier at gjøre. Maven behøver et
vist Maal af Hvile og kan ikke arbeide stadig, uden skadelige Følger. For
at skaffe sig en virksom Fordøielse, bør man helst lade fem Timer gaa
mellem hvert Maaltid. Aftensmaaltidet bør ikke indtages senere end tre
Timer før Sengetid. Det er ogsaa det sundeste aldrig at indtage mere end
tre Maaltider om Dagen. Man bør huske, at det ikke er den Fødemængde, vi
spiser, men den, som fordøies og tilgodegjøres af Legemet, der holder os
friske og stærke.


SYTTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes man faar god Appetit._

God Appetit maa regnes som en af Livets Behageligheder. Maden er blevet
os givet af en algod Skaber saavel til Nydelse som til Ophold. De, som
aldrig føler Længslen efter Mad, har aldrig et fornøiet og muntert Sind,
men bliver i Almindelighed melankolske, mørke og pessimistiske. Men hvis
man vil sikre sig en god Appetit, maa man have regelmæssige Maaltider.
De, som ikke spiser regelmæssigt, men indtager sin Middag den ene Dag
Klokken to, den anden klokken tolv eller et, vil aldrig komme til at være
i Besiddelse af rigtig god Madlyst. Det samme er Tilfældet med Søvnen;
den, som ikke hviler paa bestemte Tider, men gaar tilsengs naarsomhelst,
naar han synes det passer, kan umulig skaffe sig en god Nats Hvile.
Naturen hader Uregelmæssighed og vil altid opponere derimod. En anden
Regel, der bør følges af dem, som ønsker at skaffe sig god Appetit, er
aldrig at drikke mellem Maaltiderne. Mange ødelægger Appetiten til Middag
ved at spise Kager om Formiddagen, medens andre gjør det samme med en Kop
Kaffe, et Glas Øl eller Vin. Røgning har ogsaa samme Virkning.


ENOGSYTTIENDE KAPITEL.

_Sindstilstande, som hindrer Fordøielsen._

Sjælen udøver en stærk Indflydelse paa Fordøielsen, saavelsom paa
Appetiten, hvilket mange ved af praktisk Erfaring. En god Appetit kan
næsten øieblikkelig tabes ved en eller anden Sindsbevægelse, foraarsaget
f. Eks. af en daarlig Nyhed, et Udbrud af daarligt Lune eller lignende.
Mennesker, som stadig græmmer sig over alle mulige Smaating og aldrig
ved, hvad det er at have et roligt Sind, nyder meget mindre af sin Mad
end de, som har et sangvinsk Temperament, og de faar desuden ogsaa meget
mindre Næring af den. Dette er en af Grundene til at Personer, som bærer
paa Bekymringer, altid er magre.

«Erfaring,» siger Dr. Comb, «maa have lært os, at vi altid sidder ned og
nyder Bordets Glæder med meget større Lyst og Appetit, naar Sindet er
let og frit, end naar vi gaar tilbords overvældede af Bekymring, eller
har hele Sjælens Opmærksomhed rettet paa en eller anden vigtig Sag.»

Den tyske Fysiolog Hufeland bemærker, at han ikke kjender noget bedre
Hjælpemiddel ved Fordøielsen end Latter, og den Vane vore Forfædre havde
at opvække denne ved Hjælp af Gjøglere og Narre, var grundet paa sande,
medicinske Principper. Prøv med et Ord at opmuntre og glæde Deltagerne i
Eders Maaltider, thi den Ernæring, som man faar under Spøg og Munterhed,
kommer sikkert til at fostre godt og let Blod.


TOOGSYTTIENDE KAPITEL.

_Forskjellige Fødemidlers Indflydelse paa vore Lidenskaber og
Tilbøieligheder._

At Fødens Beskaffenhed udøver moralsk Indflydelse paa ethvert Individ,
er et Faktum, som alle Fysiologer fremholder, skjønt de sjelden gjør
det med den Vægt, som det fortjener. Vore Tanker, vore Handlinger, vore
Bestræbelser, vore Luner og Lidenskaber, alle røber de mere eller mindre
Indflydelse af den Mad, vi spiser og de Drikke, vi nyder. De, som spiser
meget Kjød, er sædvanligvis mere livlige, lidenskabelige og irritable end
de, som sjelden faar animalsk Føde.

Lord Byrons Biograf fortæller følgende: «En Dag, da jeg sad ret overfor
ham, sysselsat med en Beafsteg, sagde han, efter at have iagttaget mig en
Stund: ,Moore, synes De ikke, at man bliver sint af at spise Beafsteg?»

Skuespilleren Kean siges at have afpasset sin Diæt efter den Rolle,
han skulde spille, og herunder valgte han Faarekjød til Elskerroller,
Oksekjød til Morderroller og Svinekjød til Tyranernes.

Der siges om Maleren Fuselli, at han pleiede at spise raat Kjød for i
sit Sind at fremkalde fantasifulde Billeder, og i samme Hensigt spiste
Mr. Radeliffe ukogt Kjød i den Tid han skrev sin bekjendte Bog «Udolphos
Mysterier.»

Saadanne Indfald som disse savner dog videnskabelig Værdi. De bedste
Beviser paa at Føden har Indflydelse paa Lidenskaber og Tilbøieligheder,
finder vi maaske i den store Forskjel mellem planteædende og kjødspisende
Dyr, og hvorpaa Løven og Lammet er de bedste Eksempler. Middelveien er
vistnok den, der giver et fornøiet, roligt, muntert og eftertænksomt
Sindelag.


TREOGSYTTIENDE KAPITEL.

_De skadelige Virkninger af Overmættelse._

Napoleon lod engang falde den Ytring, at flere Mennesker dør af formeget
end forlidet Mad. Dette er en fysiologisk Sandhed, der kan bestyrkes af
enhver praktiserende Læge i Landet. Thi tusenvis af Mennesker holder
daglig paa at grave sin egen Grav med Tænderne. Mange tror, at jo mere
Mad man kan tvinge ned gjennem Halsen, desto stærkere bliver man. Men
Overmaal i alt, som angaar Legemet, er farligt, og Spisning og Drikning
er ikke nogen Undtagelse fra denne Regel. En Middag paa fire eller fem
Retter, som er almindelig blandt de høiere Samfundsklasser, er ofte en
Anledning til at man spiser formeget og bliver udsat for ubehagelige
Følger. Megen Forandring i Mad, som fortæres under samme Maaltid, har
tilfølge, at Fordøielsesorganerne faar en meget besværlig Opgave at
fylde. Dette kommer af, at ethvert særskilt Fødemiddel ved Fordøielsen
fordrer en særskilt Kraftanstrængelse af Maven og forskjellig Tid
for at fordøies. Forskjellige Stadier af Fordøielsen opstaar altsaa
samtidig, hvorhos der dannes en upassende Blanding af Fødemidlerne i
Maven, hvilket maa overanstrænge de føielige, men stundom ogsaa oprørske
Fordøielsessafter.

Man siger jo, at til og med en Mark vender sig mod sin Undertrykker,
hvorfor det ikke er underligt, om Maven i Vrede vender sig mod sin Eier
og straffer ham med daarlig Fordøielse eller overdreven Fedme.

Andre Samfundsklasser gjør sig ogsaa skyldig i Overdrivelse med sine
færre Retter. Man spiser ofte det for meget og med særdeles skadelige
Følger. Det er en god Regel at slutte Spisningen lidt før man er aldeles
mæt. Det er Overmaal, omend aldrig saa lidet, der skader.


FIREOGSYTTIENDE KAPITEL.

_Drikke til Maden._

Vi bør aldrig drikke uden at være tørstige og altid ophøre, naar Tørsten
er slukket. Det er ikke bra at drikke umiddelbart før Maden, da dette
udspænder Maven og opspæder Mavesafterne, hvilket følgelig hindrer
Fordøielsen. Den mest passende og naturlige Tid at drikke paa, er ved
Slutten af Maaltidet, da en Vædske er meget virksom til at lette Madens
Opløsning og Fordøielse. Som Regel drikker Menneskene mere end deres
Legeme taaler.

At drikke formeget, selv om Drikken bestaar af rent Vand, er en ikke
ualmindelig Aarsag til Svaghed og mange andre Lidelser. Hvis man optager
mere Vædske i Systemet end dette passende kan tilgodegjøre sig, bliver
Følgen, at naar denne afsættes gjennem Huden eller Nyrerne, bortfører den
andre Stoffe, som Legemet behøver.

Dr. Rudichum bemærker, at «Vand i stor Mængde virker som urindrivende
Middel, saalænge der i Blodet findes løse Stoffe, som kan bortføres med
det. Dette har naturligvis sin Gyldighed ogsaa ved andre Vædsker, som Øl,
The, Kaffe osv.»


FEMOGSYTTIENDE KAPITEL.

_Omtrentlig Tid for de vigtigste Fødemidlers Fordøielse._

Da enkelte Fødemidler fordøies lettere end andre, gjør man klogt i at
studere Letfordøieligheden af de forskjellige animalske og vegetabilske
Stoffe, som udgjør den daglige Føde. Hvis man i Almindelighed valgte
sin Mad mere omhyggeligt, vilde der ikke forekomme saa mange Uordener i
Fordøielsen.

Følgende Tabel viser den omtrentlige Tid, som de forskjellige Fødemidler
behøver for at fordøies

                                Timer    Min.
    Ris, kogt                       1      00
    Æg, vispede                     1      30
    Ørret, stegt                    1      30
    Æbler, søde, raa                1      30
    Vildt, kogt                     1      30
    Sago, kogt                      1      45
    Korn, kogt                      2      00
    Melk, kogt                      2      00
    Lever (Okse) ristet             2      00
    Æg, ferske, raa                 2      00
    Æbler, sure, raa                2      00
    Melk                            2      15
    Æg, stegte                      2      15
    Gaas, stegt                     2      30
    Kalkun, stegt                   2      30
    Sukkerbrød                      2      30
    Frikassé, varm                  2      30
    Flødekage                       2      50
    Æg, blødkogte                   3      00
    Oksesteg                        3      00
    Faarekjød, kogt                 3      00
    Bønnesuppe                      3      00
    Hønsesuppe                      3      00
    Flesk, salt, kogt               3      15
    Faaresteg                       3      15
    Brød,                           3      15
    Smør                            3      30
    Ost, gammel                     3      30
    Brød, nybagt                    3      30
    Poteter, kogte                  3      30
    Æg, haardkogte                  3      30
    Mais, kogt                      3      45
    Bønner, kogte                   3      45
    Laks, salt, kogt                3      45
    And, stegt                      4      00
    Kalvesteg                       4      30
    Kaal, kogt                      4      30
    Flesk, stegt                    5      15
    Nyretalg (Okse) stegt           5      30


SEKSOGSYTTIENDE KAPITEL.

_De forskjellige Fødemidlers forskjellige Næringsværdi for Legemet._

Menneskenes Mangel paa Kjendskab til den relative Næringsværdi af de
forskjellige Fødemidler er i Sandhed beklagelsesværdig. Man indbilder
sig, at det ikke har noget at betyde, hvad vor Diæt bestaar af. Endel
Fødemidler danner Kjød og frembringer Varme i meget høiere Grad end
andre; nogle danner intet Kjød og har ingen anden Virkning end at skaffe
Maven haardt Arbeide. Vi behøver Mad, som baade frembringer Varme og
danner Kjød for at opholde Livet; og det er yderst vigtigt for Sundhedens
Bestaaen, at vor Næring indeholder begge Dele i rigelig Mængde. Den
store Forskjel i Fødemidlernes Sammensætning viser sig deri, at der i
100 Kg. Ost er 31 Kg. kjøddannende Stof dg 25 Kg. varmedannende, medens
i det Brød, man sædvanligvis spiser samtidig, er af 100 Kg. kun 7 Kg.
kjøddannende og 48 Kg. varmedannende Stof. I samme Kvantum Erter er 23
Kg. kjøddannende og 60 Kg. varmedannende Stof, hvilket danner en slaaende
Modsætning til Gulerødder, i hvilke der kun findes 1 Kg. kjøddannende og
12 Kg. varmedannende Stof.

Nedenstaaende Tabel viser den relative Værdi af de hovedsageligste
Fødemidler, i deres Egenskab at frembringe Varme og danne Kjød. Saadanne
Sager som Sukker, Smør, Talg, Fedt osv. er ikke medtagne, da de kun
frembringer Varme.

    =============================================================
                 |Kjøddannende|Varmegivende| Vand |Mineralholdige
     Fødemidler  |Bestanddele |Bestanddele |i Pct.|    Stoffe
                 |   i Pct.   |   i Pct.   |      |     i Pct.
    -------------+------------+------------+------+--------------
    Ost          |     31     |     25     |  39  |       5
    Tørre Erter  |     23     |     60     |  14  |       3
    Kogt Kjød    |     22     |     14     |  63  |       1
    Havremel     |     17     |     69     |  11  |       3
    Kornmel      |     14     |     68     |  16  |       2
    Fisk         |     14     |      7     |  78  |       1
    Hvedemel     |     13     |     66     |  20  |       1
    Maismel      |     11     |     73     |  13  |       1
    Kakaobønner  |     10     |     86     |   1  |       3
    Flesk        |      8     |     63     |  28  |       1
    Brød         |      7     |     49     |  42  |       2
    Ris          |      7     |     92     |  42  |       1
    Grønne Erter |      7     |     36     |  54  |       3
    Melk         |      5     |      8     |  86  |       1
    Sago         |      4     |     82     |  13  |       1
    Poteter      |      2     |     23     |  74  |       1


SYVOGSYTTIENDE KAPITEL.

_Hvori en sund Diæt bestaar._

«Jo længere jeg lever,» siger Sidney Smith i sin lystige Fremstilling
af Vigtigheden af at holde Diæt, «desto mere overbevist bliver jeg
om, at Halvdelen af Menneskeslægtens Elendighed kommer af smaa
Uregelmæssigheder i Organismen, af at en Kanal er bleven igjenfyldt, at
Føden trykker paa et urigtigt Sted og mange andre Ting. Det Selvbedrag
og de Misforstaaelser, hvori Menneskene gjør sig skyldige, er komiske
og forbausende. En Bekjendt af mig spiser Aftens sent; først sætter han
tillivs en kraftig Suppe, derpaa Hummer, siden Bagværk og saa opspæder
han altsammen med Vin. Næste Dag aflægger jeg ham et Besøg. Han agter at
sælge sit Hus i Byen og trække sig tilbage til Landet. Han er ængstelig
for sin ældste Datters Helse. Hans Udgifter vokser stadig og intet kan
beskytte ham for Ruin, hvis han ikke snart trækker sig tilbage. Alt
dette kommer af Hummeren, og naar den overanstrængte Natur har havt Tid
til at faa Bugt med sin Kraftdyrsbelastning, saa friskner Datteren til,
Forretningerne er i god Orden og enhver Tanke paa Landet er banlyst fra
hans Sind. Paa samme Maade bliver gamle Venskabsforbindelser opløste ved
ristet Ost, og haardt saltet Kjød har ledet til Selvmord. Ubehagelige
Følelser i Legemet fremkalder tilsvarende Fornemmelser i Sjælen, og en
ynkelig Rolle spilles paa Grund af en Bid ufordøielig Mad.»

Om vi end kan le af den originale Forfatters Humør, saa ligger der dog
en hel Del Sandhed i hans Ytring om Diæten. Valget af en passende Føde
er af den yderste Vigtighed for vor Sundhedstilstand. «Jeg er kommet til
den Slutning,» siger den fremstaaende Læge, Sir H. Thompson, «at mere
end Halvdelen af de Sygdomme, som efter Middelalderen forbitrer Livet
for Middelklasserne og de høiere Klasser i Samfundet, har sin Grund i
Diætfeil, som burde kunne undgaaes, men som bereder mange Mennesker en
ulykkelig, gavnløs og smertefuld Tilværelse og fører andre til en altfor
tidlig Grav.»

Hvori bestaar da en sund Diæt? Der findes, saa at sige, forskjellige
diætiske «Skoler». For Eksempel den vegetariske, hvor al animalsk Føde
undgaaes, og «Densmore» Skolen, som forbyder alle stivelsesholdige
Fødemidler og betragter Brød som en Dødsbærer istedenfor en Livbringer.
Saadanne diætiske Systemer kan være passende for visse Konstitutioner,
men ingen saadanne almindelige Regler kan opstilles. Efter grundige
Undersøgelser er jeg kommet til den Overbevisning, at en maadelig og
blandet Diæt er den bedste for Mennesker i Almindelighed. Jeg holder
paa, at animalsk Føde bør indtage den anden Plads i vor Diæt, og der bør
ikke spises større Kvantum end 125 Gram. Frugt og Grøntsager bør danne
en vigtig Del af Middagsmaaltidet, og selv ved de øvrige Maaltider bør
de fortæres istedenfor Syltetøi, Kage osv. Hvad angaar stivelsesholdige
Næringsmidler, blandt hvilke regnes Brød, saa maa man nyde dem med stor
Maadelighed, naar Aarene tiltager. De jordartholdige Stoffe[2], som de
indeholder, og som er nødvendige for at styrke Benbygningen hos de unge,
fortætter Vævene hos de gamle, og frembringer let Atkræftelse.

[2] F. Eks. fosforsur Kalk og lign.

De af Læserne, som ønsker at leve længe, maa iagttage stor Maadelighed
i Fortæringen af animalsk Føde. Blandt Hundredeaaringer turde man knapt
kunde paavise nogen, som spiser meget Kjød.

«Jo langsommere en Person vokser,» siger Hufeland, «desto senere naar han
frem til Modenhed; og jo længere Tid det tager for hans Evner at udvikle
sig, desto længere kommer hans Liv til at vare, thi en Skabnings Livstid
forlænges i samme Grad som Tiden for hans Udvikling. Alt, som derfor
paaskynder Omsætning af Livskraft, forkorter Livet, og jo heftigere
Livsvirksomheden er, desto kortere bliver følgelig Livet. Hvis De vil
leve længe, saa lev maadelig og undgaa stimulerende, hidsende Diæt.»

Graham forklarer i sine «_Lectures_», at enhver Fysiolog maa medgive,
at Kjød giver en mere stimulerende og hurtigere Puls og en hedere Hud,
paaskynder Legemets Livsfunktioner, foraarsager større Udtømning af
Livskræfterne og slider ud Legemet betydelig hurtigere end en passende
vegetabilsk Føde. «Af denne Grund,» sagde han, «paatræffer man aldrig
høi Alder hos saadanne Folkeslag, som hovedsagelig lever af Kjødspiser.
Patagonierne, hvis klimatiske og andre Forhold, med Undtagelse af de
diætiske, er usædvanlig gunstige for en høi Livsalder, bliver sjelden saa
gamle som sytti Aar; og dog er deres Livstid gjennemsnitlig længere end
andre kjødspisende Nationers.»


OTTEOGSYTTIENDE KAPITEL.

_Diæt, som befordrer Sjælens Udvikling og aandelig Kultur._

Hjernen fordrer Næring paa samme Maade som alle andre Legemets Væv.
Enhver aandelig Anstrængelse foraarsager et vist Forbrug eller Spaltning
af noget af denne hemmelighedsfulde graa Substans, som udgjør en Hoveddel
af Hjernen. Det er bevist ved Undersøgelse af Hjernens Stofomsætning,
at jo livligere Sjælsanstrængelserne er, desto større Portion Fosfor
anvendes og omsættes. Hjernen hos en sindssvag Person indeholder mindre
end Halvdelen af den Mængde Fosfor, som findes hos et Menneske med
almindelig Forstand, og jo mere begavet en Person er, desto mere Fosfor
indeholder hans Hjerne. Denne mærkelige Omstændighed paavistes først af
de berømte franske Kemikere Vauqualin og L’Harittee. De, som anstrænger
sin Hjerne meget, bør fortære den Føde, som indeholder mest Fosfor.
Fisk er for en stor Del sammensat af denne Substans, og svarer saaledes
udmærket til Hensigten, hvorfor den ofte bør forefindes paa Bordet.
Æbler og Bananer er ogsaa rige paa Fosfor, medens mange andre Fødemidler
indeholder det i mindre Grad.

Dr. Albert J. Bellows siger angaaende Næring for Hjernen: «Den Mængde
fosforholdig Føde, som indeholdes i et Dyrs Kjød, og den fysiske og
aandelige Virksomhed, som frembringes deraf, staar i direkte Forhold
til dette Dyrs Livlighed. Saaledes giver Ørretten, Laksen eller Gjedden
mere aandelig Kraft end den søvnige Torsk, Aal eller Flyndre, og Kjødet
af den vilde Bisonokse eller af Vildsvinet mere end af den tamme
Okse eller Svin; samt den virksomme Arbeidsokse mere end det sovende
Svin eller Kalven, som opfødes og gjødes indenfor en Indhegning uden
Legemsbevægelse. Det samme gjælder Kjødet af vilde og tamme Fugle. Ved at
tage Hensyn til denne Regel, kan man have stor Hjælp under Valget af Føde
til Hjernen.»

Endel Autoriteter anser vegetarisk Diæt særlig gunstig for dem, som
har aandelig Anstrængelse, og som tilstræber intellektuel Udvikling.
Sir John Sinclaire siger: «Vegetarisk Føde har en god Indflydelse paa
Sjælskræfterne og bidrager til at bevare Finhed i Følelsen, Livlighed
i Indbildningen og en Skarphed i Omdømmet, som sjelden paatræffes hos
dem, som spiser rigelig animalsk Føde.» Den berømte Franklin paastod,
at vegetarisk Diæt bør foretrækkes af dem, som arbeider med Tanken,
eftersom den frembringer Klarhed i Begribelsen, Hurtighed i Opfattelsen.
Vegetariske Fødemidler udvider aldrig Karrene eller belaster Systemet, og
derfor afbryder de heller ikke Sjælens stærkere Bevægelser, medens Heden,
Mættelsen og Tyngden, som fremkaldes af den animalske Føde, modsætter
sig mere kraftige Anstrengelser. Maadeligheden ligger derfor ikke saa
meget i Kvantiteten, der mere eller mindre reguleres af Appetiten, som
i Kvaliteten, nemlig i forholdsvis meget vegetariske Fødemidler. Som
Bevis paa Sandheden af den Paastand, at vegetarisk Diæt befordrer Klarhed
i Forstanden og Hurtighed i Tanken, og at Overgang fra vegetabilsk
til animalsk Føde har skadelige Følger, opgiver en af mine Bekjendte,
at han mere end en Gang blandt sine Forpagteres Børn i Irland, har
udvalgt en Gut, som har udmærket sig ved den skarpe Intelligens, som er
almindelig blandt de irske Gutter, naar de anvendes som Visergutter eller
Stalddrenge paa Godserne, inden de er blevet gjødet med bedre Mad end
den, som de fik i Fædrehjemmet. Gutterne var i Begyndelsen livlige og
intelligente og udviste en Skarpsindighed, som langt overgik hvad man
finder hos Ynglinge af ganske høie Samfundsklasser i England. Men han
fandt altid, at i samme Grad som disse Gutter blev vant til animalsk, og,
ifølge almindelig Opfatning, bedre Føde, saa slappedes deres Livlighed
og de blev træge og dumme. Efter hans Overbevisning var denne Forandring
hos dem en Følge af Forandringen i Diæt, og ikke noget, som foraarsagedes
af, at deres Sind fordærvedes ved Omgangen med de andre Tjenere. I
Virkeligheden mistede de hele den Livlighed, som er medfødt for alle
irlandske Gutter, hvad enten de stammer fra Allens vidstrakte Myrer eller
Mayos og Galways tørre Klippeegne. Han tror derfor ogsaa, at Folkets
Karakter ikke saa meget afhænger af Klimaet som af Føden, thi ingen Dele
af Jorden kan være mere ulig hinanden, end disse to Dele af Irland.

Cullen siger i sine Afhandlinger om «_Materia Mediæa_», at Finhed i
Følelsen, Livlighed i Fantasien, Hurtighed i Opfattelsen og Skarphed i
Omdømmet som oftest følges af en svag Legemskonstitution. Det er visslig
sandt, at samme Tilstand let følges af Rædhed, Ubestemthed og Tvil,
medens derimod en stærk Person besidder mere af den Fasthed i Omdømmet
og Bestemthed i sin Beslutning, som passer for høiere og virksommere
Livsforhold. Den værdifuldeste Sjælstilstand synes imidlertid iallefald
at tilhøre en mindre Grad af Legemsstyrke og Fasthed.


NIOGSYTTIENDE KAPITEL.

_Frugt som Føde og Medecin; dens for skjellige Virkninger paa Legemets
Konstitution._

Man spiser ikke nok Frugt, og specielt er dette Tilfældet med
Arbeidsklassen, som synes at betragte Frugt mere som en Luksusartikel end
som et Fødemiddel. I forskjellige andre Lande er Forholdet anderledes,
og næsten ved hvert Maaltid er Bordet forsynet med Frugt. Man vilde
spare ganske betydelig ind paa sine Udgifter til Læge, hvis der spistes
mindre Kjød og mere Frugt. Vore Haver er Landets ypperste Apothek, og den
Medecin, de indeholder, er tilvisse mere velsmagende end Medecin af andet
Slags.

En af de bedste Frugter er Æblet. Den store Mængde Fosfor, som det
indeholder, gjør det til et meget vigtigt Fødemiddel for Hjernen.
Æblesyren er særdeles nyttig for stillesiddende Personer, hvis
Lever har en træg Virksomhed og behøver Stimulering. De er Naturens
Merkurialpiller. Mytologien fremstiller Æblet som Gudernes Føde, og naar
disse kjendte, at de blev gamle og svage, fortærede de denne Frugt for
at forynge sine Legems- og Sjælskræfter. Æbler er ogsaa meget sundt for
Huden og Teinten.

Blandt andre Frugter, som er nyttige ved sine medecinske Egenskaber, er
ogsaa Jordbærene, der indeholder meget Jern, og derfor er udmærkede for
blodfattige Personer.

Bananer er, ligesom Æbler, rige paa Fosfor, og bør derfor spises meget
af dem, som arbeider med Hjernen. Der findes heller ingen bedre Diæt
for Tyfuspatienter end Bananer. De kan spises i Form af en Velling af
Bananmel eller ogsaa stegte.

Tomater, om hvilke man ikke er enige, hvorvidt de tilhører Frugter
eller Grøntsager, har en kraftig Virkning paa Leveren og Tarmerne. De
indeholder en stor Mængde Jern og er specielt at anbefale for Tilfælder
af Blodmangel.

Appelsiner er nyttige for at forebygge Forstoppelse og for at rense
Blodet; det samme kan siges om Granatæbler og Citroner.

Smaafrøet Frugt som Hindbær og Figener etc. virker baade som Føde og
Medicin for Legemet. Det Sukker, de indeholder, er nærende, deres Syrer
renser Blodet og deres Frø virker forløsende.

I Nødder har vi alle de Næringsstoffe, som vi finder i Kjød, Æg, Smør,
Ost og Melk, Nødder indeholder fra 35% til 53% Fedt i envulgeret Form,
hvilket gjør, at det let smeltes af Maven. Nødder indeholder ogsaa mere
Æggehvide end Kjødet.


OTTIENDE KAPITEL.

_Grøntsager som Føde og Medecin!_

Som jeg før har bemærket, bør Grøntsager udgjøre en vigtig Del af vor
Diæt. Det er godt muligt at afholde sig fuldstændig fra al animalsk Føde,
og alligevel have den bedste Helse; men at banlyse Frugt og Grøntsager
fra vore Maaltider, vilde være at fremkalde Sygdomme hos os.

Poteter, som er vor almindeligste Grøntsagesort, er en meget
helsebringende Artikkel i vor daglige Næring; paa Grund af den Mængde
Vand, de indeholder (75 Procent i raa Tilstand) bør de imidlertid spises
sammen med andre Fødemidler. Angaaende Poteters Egenskaber, siger Dr. F.
W. Pavy i sin «Treatise on Food», at den Mængde kvælstofholdige Stoffe,
som de indeholder, er for liden, til at de alene skulde kunne være en
passende Føde; men sammen med Sager, der er rige paa Kvælstof, saasom
Kjød, Fisk osv., er de et nyttigt og billigt Næringsmiddel. I melet
Tilstand er Poteter let fordøieligt, men naar de er faste, vandholdige
eller voksagtige, giver de Fordøielsesorganerne meget at gjøre og bør
derfor i denne Tilstand undgaaes af daarlige Maver. Ferske Poteter
kan være mere lokkende end gamle, men er, som det fremgaar af det
foregaaende, vanskelige at fordøie. Poteter har stor Anseelse for sin
Evne til at modvirke Skjørbug.

Turnips danner et let og sundt Fødemiddel. Paa mange Personer har de en
lakserende Virkning og bør derfor spises i rigelig Mængde af alle, der
lider af haard Mave.

Pastinakker er et velsmagende og nærende Fødemiddel. Jeg kjender en Mand
paa Øen Wight, som levede i tre Maaneder udelukkende paa denne Vækst og
ikke saa ud, som han havde lidt Nød under Eksperimentet, men jeg vil ikke
anbefale mine Læsere en saa exentrisk Diæt.

Gulerødder er temmelig nærende, men tungt fordøielige for enkelte
Personer, da de let foraarsager Gasdannelser.

Løg indeholder Svovl og har paa Grund deraf helsebringende Egenskaber.
Om denne Vækst siger Dr. H. Datton i en Artikel i «Medical Brief»:
«Da Svovel er et vigtigt Element i vort Legeme, maa Forbruget deraf
erstattes af et Næringsstof i vor Føde, og i hele vort diætiske Forraad
synes intet at byde dette rigeligere og i mere letfordøielig Form end
Løgen; den er, fra et fysiologisk Standpunkt seet, nødvendig for at vi
skal være fuldstændig friske. Naar den er godt tilberedt--hvad enten den
er kogt, stegt eller stuet--er den let fordøielig og indeholder Næringens
Hovedbestanddele saavelsom Svovl. Og hvis den anvendes raa som Krydder
til Maden, saa er den et udmærket Middel til at styrke Maven til dens
Opgave efter Maaltidet.»

Kaal og andre grønne Vækster er i og for sig af liden Næringsværdi, men
blandede med andre Ting udgjør de vigtige Fødemidler. De renser Blodet og
har Tilbøielighed til at virke som Laksativ. Spinat er specielt nyttig
for blodfattige Personer paa Grund af den store Jernmængde de indeholder.

Vandkarse virker i nogen Grad som Krydder og befordrer derfor Fordøielsen
og modvirker den Tilbøielighed til Kolik, som andre raa Grønsager gjerne
fremkalder. Ifølge Xenofons Opgave levede de gamle Persere næsten
udelukkende paa Vandkarse, som de ansaa for særdeles sundt. Peberrod er
høist værdifuld som stimulerende Middel for dem, som lider af daarlig
Fordøielse og er maaske det bedste Middel til at forhindre Gasdannelse.

Agurker er de usundeste af alle raa Grøntsager og bør aldrig spises af
dem, som lider af daarlig Fordøielse. Bedst vilde det være for alle at
undgaa dem.


ENOGOTTIENDE KAPITEL.

_Nogle farlige Fødemidler._

Ved Fortæring af Svinekjød fremkalder man i Legemet visse Uordener, som
ingen anden Diæt kan fremkalde. Det er uden Tvil af denne Grund, at
Moseloven forbyder Fortæring af Svinekjød og erklærer det for urent.
Selv Muhammed forbyder dets Fortæring, og hans to hundrede Millioner
Efterkommere, som for Tiden findes, vægrer sig ved at røre «det urene
Dyr». Svinet er i Sandhed et meget urent Dyr, og intet andet Dyr i hele
Verden har saa væmmelige Vaner. Det spiser alt, hvad der kommer i dets
Vei, til og med døde Dyr, der er gaaet i Forraadnelse. En amerikansk
Forfatter siger, at et «Svin forlader gjerne et delikat Maaltid af
Nødder i Skogen for at kjæmpe med Gribbene om de stinkende Levninger af
et dødt Mulæsel.» Sir James Paget var den, som først opdagede i Svinet
den yderst lille Parasit, som har faaet Navnet _Trichina Spiralis_.
Hvis denne mikroskopiske Mark ikke uskadeliggjøres ved tilstrækkelig
Kogning, saa indgaar den i Menneskets Mave og foraarsager smertefulde
Symptomer, der i Løbet af nogle Uger kan ende med Døden. Disse Parasiter
har i enkelte Tilfælde gjennemtrængt hele Muskelsystemet, og man har talt
optil 50 000 paa en Kvadrattomme. Heldigvis er disse Sygdomstilfælder
temmelig sjeldne, men de forekommer dog imellem og beviser, at alle, som
spiser Svinekjød, udsætter sig for denne Fare. Bændelorm er en oftere
forekommende Parasit, der udvikler sig i Menneskets Mave som en Følge af,
at man spiser Svinekjød. Næsten hvert Tilfælde af Bændelorm skriver sig
fra Brugen af denne Mad. Ligeledes kan de fleste Tilfælder af Kjertler,
Galdesyge, Mavekathar og andre lignende Plager, der saa ofte piner
Menneskene, for en stor Del tilskrives deres Kjærlighed til Flesk.

Lever, der i saa stor Udstrækning spises af Arbeidsklassen, er et andet
Næringsmiddel, som fører urene Stoffer ind i Legemet. Som de fleste
ved, er Leveren den største Afsondringskjertel i Legemet. En af dens
Opgaver er at afsondre Galde, som indeholder en vis Portion giftigt Stof.
Nyrerne er ligeledes skadelige, da de er Organ for modbydelige Stoffes
Adskillelse fra Blodet.

Angaaende Pølser giver jeg det Raad at lade dem være, forsaavidt man ikke
bestemt ved, hvad de indeholder. De stadige Politirapporter bør oplyse
enhver om den Fare han løber ved at kjøbe disse velsmagende, men mystiske
Madvarer.


TOOGOTTIENDE KAPITEL.

_Vore Drikke og deres forskjellige Indvirkning paa Legemet._

Naar man drikker sin Kaffe, The eller Chokolade til Frokost, tænker
man som Regel ikke paa, hvilken Indflydelse ens Valg af Drikke har paa
ens aandelige og legemlige Velbefindende. Baade The og Kaffe er blevet
fordømt af mange fremstaaende Læger, og jeg tror neppe uden Grund.

The og Kaffe ligner hverandre meget i sin Sammensætning og i sine
Egenskaber. De indeholder begge en vis Mængde sammentrækkende Stoffe,
saasom Garvesyre, der i The gaar op til 15% og i Kaffe til 5%; begge
indeholder et flygtigt aromatisk Stof, som udvikles ved Tørring og
Brænding, og begge indeholder en krystalliserbar Substans, kjendt under
Navnet Téin og Koffëin. Denne Substans har man skilt fra The og Kaffe
og anstillet Forsøg dermed, hvilke viser, at den er en dræbende Gift,
som kan foraarsage øieblikkelig Død baade for Mennesker og lavere Dyr.
Naturligvis bevises ikke derved, at Indholdet af vore The- og Kaffekander
er direkte giftigt, ligesaalidet som Tobak kan siges at være giftig,
fordi om et fem hundredels Gram af dens Nikotin dræber en Padde. Ikke
desto mindre beviser det dog, at saadanne Drikke som Kaffe og The mildest
talt er skadelige for vort Legeme indtil en vis Grad, og at derfor
enhver staar sig paa at forsage dem. The er en af de kraftigste Aarsager
til daarlig Fordøielse. Den lammer Spyttets Indflydelse paa Maden og
hindrer Maven i dens Virksomhed. At overdreven Thedrikning gjor Personer
nervøse, er en velkjendt og bevist Sag, som ikke behøver at fremholdes.
Muskeldirringer, Mavekathar, Pirrelighed og Søvnløshed er nogle af de
Straffe, som før eller senere rammer stærke Thedrikkere.

Liebig siger om Kaffe: «De, som har svage eller følsomme Organer, kan
let overbevise sig om, at en Kop stærk Kaffe efter Maden straks afbryder
Fordøielsen. Først efterat den er blevet absorberet eller fjernet,
kjender man Lettelse. For dem, der har god Fordøielse, tjener derimod
Kaffen af samme Grund til efter Maden at berolige den af Vin og Krydder
ophidsede Maves Virksomhed.»

Kaffe er ingenlunde passende for svage og pirrelige Personer. Da den
stimulerer uden at indeholde Næring, paaskynder den Organernes Udnyttelse
og fremkalder let Bleghed og Afmagring. Kakao eller Chokolade bør
høiligen foretrækkes fremfor The og Kaffe, da de er mindre skadelige for
Legemet. De indeholder baade Mad og Drikke i Spørgsmaalet om Næring, og
de fede æggehvide- og stivelsesholdige Stoffe i deres Sammensætning er i
høi Grad nærende.

Melk er en udmærket Drik for Personer med svag Helse, isærdeleshed
hvis de er ude af Stand til at fortære megen fast Føde. Men for dem,
som har stærk Helse og god Appetit, er Melk temmelig overflødig. «Den
fremstiller,» siger Dr. Lancaster, «al den Føde, som vi anvender, og som
ikke er af medicinsk Natur. En Beaf og et Glas Melk danner derfor en
diætisk Feiltagelse. Melk bør altid drikkes sagte i smaa Slurker, ikke
mere end en Theske ad Gangen, ellers løber den i Maven sammen til en stor
Masse, som bliver vanskelig at smelte.»

Hvad angaar alkoholholdige Drikke, har der været talt og skrevet saameget
om deres daarlige Følger, at man kunde være fristet til at forbigaa
dem i Taushed. Dog turde nogle faa Antydninger angaaende Virkningen af
Alkohol paa Legemets System ikke være ubeføiet.

Alkohol er intet Næringsstof, hvad endel Personer urigtig antager.
Paa ingen Maade nærer den Legemet, ligesom den hverken giver eller
underholder Kræfter. Den kan ikke producere Blod, og af dette alene
dannes Kjød, Ben, Nerver og Muskler; men den hindrer de naturlige
Forandringer, som foregaar i Blodet og lammer de nærende og
tilbagevirkende Funktioner.

Man tror ofte, at Alkohol letter Fordøielsen, men dette er en
Feiltagelse, hvorom næsten alle Autoriteter er enige. Den Indvirkning,
som Alkohol har paa Mavesaften, er, at den ødelægger dens Grundstof
(Pepsin), hvilket kemiske Eksperimenter har bevist. Dette er Grunden til,
at saamange Spiritusdrikkere lider af Mavekathar. En anden Feiltagelse
er den Forestilling, at Alkohol formindsker Kuldens Indflydelse paa
Legemet. Thi i Virkeligheden har den den Virkning paa Legemet, at dette
lettere udsættes for Forkjølelse, da den kunstige og tilfældige Varme,
som fremkaldes, altid ledsages af Kulde.

At Alkohol forkorter Livet kan neppe nægtes, naar vi erindrer, at
Fortæring af tre Centiliter om Dagen har den Virkning paa Hjertet,
at dets Virksomhed øges 3 Slag i Minuttet. Naar man lægger et saadant
Ekstraarbeide paa det Livsorgan, som bestemmer Blodomløbet, maa med
Nødvendighed Legemssystemet udslides længe før den Tid Naturen har
bestemt.


TREOGOTTIENDE KAPITEL.

_Vand som Føde, stimulerende Middel og Medecin._

Vand maa betragtes som Fødemiddel, da det danner en nødvendig Bestanddel
af ethvert Væv i vort Legeme, foruden at det udgjør en Hovedbestanddel
af det Blod, som rinder i vore Aarer. Vi tilfører Legemet store Mængder
med Vand i Form af almindelige Fødemidler, af hvilke mange indeholder
indtil 75% deraf. Men ikke engang dette er nok til at møde Legemets Behov
og erstatte, hvad der forbruges af det. En fuldvoksen Mand mister daglig
to og en halv Liter Vand, hvoraf Halvdelen afsættes gjennem Huden og
Lungerne.

Bortseet fra, at Vandet udgjør Næring for Legemet, virker det ogsaa som
stimulerende Middel, men uden den slappende Reaktion, som følger med
Brugen af Vin. Naar vi drikker et Glas Vand, øges Hjertevirksomheden
lidt, hvilket gjør at Blodet rinder fortere og frembringer en oplivende
Virkning paa hele Legemet.

Dr. George Keith priser i sin Bog «_Fads of an old Fysician_» varmt
Vand som et fortræffeligt stimulerende Middel. «Varmt Vand,» siger han,
«virker stimulerende ved at give færdiglavet Varme eller Kraft, naar
Organerne ikke er istand til at danne dette af varmedannende Føde.» Varmt
Vand letter saaledes eller erstatter snarere Legemets kemiske Funktioner.

Alkohol derimod hindrer disse Funktioner og bevirker altsaa, at Legemets
Virksomhed nedsættes og fos Anledningen taber i Styrke; paa Høiden af
sin Virkning stiver den op Legemet for Øieblikket ved en hemmelig nervøs
Pirring, men snart følger en Reaktion, og Svaghed indtræder.

Vand kan ogsaa betragtes som Medecin, da det renser hele Systemet,
befordrer Fordøielsen i høi Grad og virker lakserende, i Tilfælde af
at det drikkes om Morgenen. Varmt Vand istedenfor The, Kaffe og alle
andre Drikke er et udmærket Middel mod daarlig Fordøielse, især hvis man
drikker et Glas ved Slutten af hvert Maaltid. Jeg kjender flere enkelte
Tilfælde, som er blevet helbredet ved dette enkle Middel, efterat alle
andre er slaaet feil.


FIREOGOTTIENDE KAPITEL.

_Luften som Fødemiddel._

Luften har længe af Videnskabsmænd været erkjendt som et Fødemiddel. Den
er ogsaa paa sin Maade et Fødemiddel for Legemet, ligesaameget som Kjød,
Brød, Frugt, Grøntsager og andre Næringsmidler er det paa sin Maade.
Et Menneske kan leve Dage, ja Uger, uden at en Smule fast Føde kommer
indenfor dets Læber; men det kan ikke leve mere end et Par Minutter uden
Luft. Surstof, som er det hovedsagelig opholdende Element i Luften,
udgjør en Femtedel af hele Jordens Atmosfære; de øvrige fire Femtedele
er Kvælstof. Uden Surstof kan intet Dyr og ingen Vækst leve, hvorfor det
er saa at sige selve Livet. Ved enhver Indaanding af Lungerne kommer
det værdifulde Surstof oplivende ind i Blodet, understøtter alle dets
Funktioner og hjælper det at bortrydde de gamle Stoffe samt erstatter dem
med nye. Et andet vigtigt Arbeide, som udføres af Surstoffet, er at det
frembringer animalsk Varme. Dette sker derved, at det langsomt forbrænder
det Kul, som indeholdes i Blodet og i Legemets Cellevæv. Naar alt kommer
til alt, er Livets Fænomen intet andet end en Ild, som stadig brænder
inde i os, og hvis Brændsel udgjøres af den Surstofgas, vi indaander, og
den Føde, vi spiser.

Enhver maa derfor indse, hvor vigtigt det er for os stadig at indaande
frisk Luft med normalt Forhold af livgivende Surstof. Vi behøver den
ikke alene med visse Mellemrum, som den daglige Føde, men hvert Øieblik,
baade Dag og Nat. En Spadsertur i frisk Luft om Eftermiddagen er af liden
Nytte, hvis vi hele Aftenen sidder indestængt i et daarligt ventileret
Rum og sover om Natten under lignende Omstændigheder.



ELLEVTE DEL.

Hygieniske og andre Indflydelser paa Sundheden.


FEMOGOTTIENDE KAPITEL.

_Lyset og dets Indflydelse paa Sundheden._

Blandt de ydre Kræfter, som udøver en velgjørende Indflydelse paa
Sundheden, er ingen af større Betydning end Lyset. Hudens Farve, Skjønhed
og Helse beror i høi Grad paa dets Indflydelse. Et dagligt Solskinsbad
er mere velgjørende for Huden end alle Skjønhedsmidler og under alle
Omstændigheder billigere. Saadanne Mennesker som f. Eks. Grubearbeidere,
der tilbringer sit Liv paa mørke Steder, er uden Undtagelse blege og
affældige samt har daarlig Teint. Lignende Fænomener kan man iagttage
i Planteverdenen. Naar Planter berøves Lyset, ophører deres Blade at
tilgodegjøre sig Atmosfærens Kulsyre, hvorfor de bliver blege, vandige
og svage. Det herlige Solskin, som forlener Roserne i Haven deres
overordentlige Farve, er samme Kraft som fremkalder Roserne paa Pigens
Kind.

Fra de tidligste Perioder i Medicinens Historie er Solvarmen anseet som
en vigtig Faktor, naar det gjaldt Spørgsmaalet om at bevare Helsen og
forlænge Livet. «Gamle Folk,» siger Hippocrates, «er om Vinteren dobbelt
gamle og om Sommeren ynngre end sin Alder.» For at kunne tilgodegjøre sig
Fordelene ved Sollyset fuldt ud, byggede de gamle Romere Terasser ovenpaa
sine Huse, og kaldte disse _Solaria_, og her nød de sine Solluftbad.

Dr. Forbes Winslov siger i sit Arbeide om Lysets Indflydelse følgende:
«Der kan ikke findes bestaaende Livskraft eller en sundt udviklet
Legemskonstitution uden Lys. Hvis det var muligt for et Menneske hele sit
Liv at færdes i et absolut mørkt Rum, vilde dets Legemes Væv saavelsom
dets aandelige Evner undergaa alvorlige Omdannelser og Svækkelse. Der,
hvor Lyset ikke faar trænge frem, træffer man de største legemlige Lyder,
aandelig Slappelse, Sygdomme og tidlige, ofte pludselige Dødsfald.
Materiel saavelsom moralsk og aandelig Farveløshed eller Bleghed
indtræder, naar Lysets livgivende Kraft holdes borte. En stor Mængde
Vidnesbyrd stadfæster paa det bestemteste Lysets uvurderlige Nytte. Man
behøver blot at sammenligne de skinnende, røde, glade Ansigter hos dem,
som bor paa Landet og arbeider paa de aabne, solbelyste Marker, med de
blege, flegmatiske Ansigter, de tærede Træk og det forsagte Udtryk hos
de Mennesker, hvis Kald i Livet berøver dem Lysets helsebringende og
velgjørende Indflydelse.»


SEKSOGOTTIENDE KAPITEL.

_Frisk Luft og dens Indflydelse paa Sundheden._

Det er umuligt at overvurdere Betydningen af frisk Luft. Der er sagt:
«Ved Luften lever vi, bevæger vi os og er til. Luften er Naturens store
Læge. Sundheden betror sig til Luften som sin mest trofaste Ven. Den
svage styrkes og den trætte vederkvæges af Luften.»

Atmosfærens Luft er i ren Tilstand sammensat af Surstof, Kvælstof og
lidt Kulsyregas. Den Luft, som har været indaandet, er blevet berøvet
største Delen af sit Surstof og er mættet med en tilsvarende Mængde
Kulsyregas. Derfor er det nødvendigt for Sundhedens Bevaring, at vi ikke
indaander samme Luft omigjen. For at undgaa dette bør vore Rum ventileres
godt. I et foregaaende Kapitel (Luften som Fødemiddel) har jeg allerede
paapegt Surstoffets livgivende Egenskaber, og denne Gas indaander vi
stadig af Luften og udaander Kulsyregas. Det er Indaanding af saadan
Luft istedenfor den friske, som foraarsager Hovedpine, søvnløse Nætter,
Lungetæring og andre Sygdomme.

«I et indestængt Soverum,» siger Dr. W. W. Hall, «bliver Luften mere og
mere udskjæmt for hvert Minut, thi Kulsyregas, som er en dødelig Gift,
dannes i Lungerne og udaandes ved hvert Aandedræt; da den forener sig med
Fugtighed er den tungere end almindelig Luft og synker ned i Nærheden af
Gulvet. Det sidste, man derfor bør gjøre, er at sælge sin Seng, men i
Virkeligheden synes den fattige, at han af alle sine Møbler lettest kan
undvære den, og derfor bliver ofte Sygdom Fattigdoms Følge.»

Dr. J. Lave Notter siger i sin Artikel om Luften: «Virkningen af at
indaande Luft, som i sig har optaget Forbrændingsgaser, kan man se paa de
Arbeidere, som er tvungne til at brænde Gas en stor Del af Dagen under
sit Arbeide. Luftrørssygdomme er sædvanlige hos disse, og i samme Grad
som Luften er bortskjemt, lider de af Hovedpine, Slaphed og Tunghed i
Legemet. Et andet Eksempel paa de skadelige Virkninger af Gas, har man
i den Omstændighed, at i Sparebankafdelingen i Queen Victoria Street i
London, hvor 1200 Personer er sysselsatte, har Indføring af elektrisk
Lys istedenfor Gas, i saa høi Grad formindsket Tilfælderne af Fravær paa
Grund af Sygdom, at det ekstra Arbeide, man har faaet, har betalt det
elektriske Lys.»

Dr. A. Ransome siger i sin Afhandling om frisk Luft, at han er af den
Mening, at Sygdomme i Aandedrætsorganerne oftere kommer af utilstrækkelig
Bedækning af Legemet og Indaanding af urene Partikler i Luften, end
at Luftrørene til Lungerne er direkte udsat for kold Luft. Hvad der i
Almindelighed kaldes «Forkjølelse», er ofte Indaanding af bedærvet Luft
i overbefolkede Rum, eller ogsaa Resultatet af en eller anden Uorden i
Blodcirkulationen, som igjen er opstaaet ved, at den har været svag i
en eller anden Del af Legemet, eller at Legemets Overflade er blevet
forskjellig udsat for Kulde. Hvis man er godt klædt, og Blodet ved
Bevægelse sendes kraftigt gjennem Legemet, og den Luft man indaander er
ren Landluft, saa hænder det yderst sjelden, at man tager Skade af at
indaande den.


SYVOGOTTIENDE KAPITEL.

_Maaden at aande paa og dens Indflydelse paa Sundheden._

Der findes en ret og en uret Maade at aande paa, og det har meget
forskjellig Virkning paa vort Legeme, om vi aander paa den ene
eller anden af disse Maader. En absolut Betingelse for at vinde
Helse og et langt Liv, er at aande gjennem Næsen. Det er det bedste
Beskyttelsesmiddel mod smitsomme Sygdomme.

Næseborene er forsynede med Slimhinder, der tjener som
Filtreringsapparater og hindrer Luftens urene Stoffe i at passere ind i
Lungerne. Aanding gjennem Næsen giver os desuden den Fordel, at Luften
varmer om Vinteren og gjøres fugtig om Sommeren, saa at vi faar omtrent
samme Klima hele Aaret. Dette er i Sandhed en stor Gave af Forsynet, men
hvor faa er det ikke, som benytter sig af den!

De, som har for Vane altid at aande gjennem Næsen, lider meget mindre end
andre af Forkjølelser, Halsonder og Brystlidelser.

Da Gud skabte Mennesket, indblæste han i dets Næse en levende Aande, og
denne Maade at aande paa kan ikke forbedres.

En bekjendt amerikansk Artist har skrevet en Bog med Titelen: «Luk
Munden». I denne Bog læser vi, «at ingen Mennesker paa Jorden, som er
vaagnet op efter et Mareridt, kan nægte, at da de vaagnet fandt de Munden
og Svælget vidt aabent, tørt og feberagtigt. Intet Menneske er blevet
redet af Maren, medens det sov med lukket Mund. Man kan altsaa trække
den Slutning, at Søvn med aaben Mund er Aarsag til denne uhyggelige
og farlige Sygdom--jeg siger farlige, thi ethvert Anfald af Mareridt
kan, vil jeg paastaa, let gaa over til Kvælning. En Mand, som har
Mareridt, holder paa at kvæles. Naar hans Legeme hviler og Aandedrættet
som Følge deraf er svagt, bliver den for heftige Indaanding af Luft
i de sovende Lunger gjennem den aabne Mund, for stærk i Forhold til
den svage Udaanding, hvorved der opstaar Ophidselse og Feber, indtil
Kvælning finder Sted; og Følelsen af Hindring foraarsages af Hindringen
mod at aande frit. Man synes at være blevet plaget i lang Tid af disse
græsselige Fornemmelser, endskjønt Anfaldet i Høiden ikke varer mere end
halvandet Minut (det længste Tidsrum man kan leve uden at aande); havde
Anfaldet varet længere, vilde Kvælning have været Følgen. Fugt derfor
dine Læber og din Hals og luk Munden, ellers banker Døden paa din Dør.»


OTTEOGOTTIENDE KAPITEL.

_Legemsbevægelse og dens Indflydelse paa Sundheden._

Man kan ikke overvurdere Nytten af Legemsbevægelse, hvad Sundheden
angaar. Bevægelse er nødvendig i alle Livets Perioder, thi uden den
bliver Hjertet svagt, Blodcirkulationen mindre kraftig, Lungerne gjør
sit Arbeide ufuldstændigere, og enenhver Del af Legemet lider mere
eller mindre. Dr. C. Wilson siger: «Ikke blot Musklerne selv faar Gavn
af Legemsbevægelser ved at de sættes i Virksomhed, men gjennem sin
Virksomhed paaskynder de Blodcirkulationen til Hjertet; Hjertet selv
slaar kraftigere, en større Blodmængde sendes gjennem Lungerne, mere
Surstof bliver optaget i Legemet, større Varmemængde udvikles, og Huden
tilligemed andre Afsondringsorganer sættes i Virksomhed for at afsondre
den overflødige Varme og Produkterne af Forbrændingsprocessen i Legemet.
Saaledes bringes Hjertet, Lungerne, Huden og andre af Legemets Organer
i større Virksomhed ved Muskelvirksomheden; Hjernen og Nervesystemet
styrkes, Fordøielsen forbedres, og hele Legemsmaskineriet holdes i god
Stand.»

Blandt Bevægelser i fri Luft kan ingen maale sig med en Spadsertur;
ingen anden Motion kan erstatte denne med Hensyn til at fornye
Livskraften og bevare Legemet sundt. Man bør gaa temmelig hurtig, men
jevnt, kaste Skuldrene tilbage og svinge Armene i Overensstemmelse
med Benenes Bevægelser. Man vil da finde, at Spadserturen har havt en
meget opfriskende Indflydelse paa Legemet. «Ved Spadserture,» siger
Forsyth, «befordres Appetiten og Uddunstningen, Legemet holdes ved
jevn Temperatur, Sindet oplives ved Veksling af de Gjenstande, man
ser, Lungerne styrkes, deres Arbeide lettes, og Stivheden, som kommer
af, at man sidder formeget, fjernes. Enkelte Sygdomme og de besværlige
hysteriske og hypokondre Lidelser er blevet helbredet ved flittige
Spadserture.»

Velocipedridning er i vore Dage en populær Maade at tage Motion paa.
Den er et passende Tidsfordriv for baade unge, ældre, ja selv gamle
Personer, naar den bare sker med Maade. En af de største Farer ved
Velocipedridning er, at den let drives til Overmaal. Jeg kjender mange
Til fælde, hvor dette har skeet og med de alvorligste Følger. Dr.
Schott i Nauheim i Tyskland, som nøie har studeret Velocipedridning fra
hygienisk Standpunkt, udtaler sig saaledes: «Det er med Velocipedridning
som med Bjergbestigning, at den paaskynder Hjertevirksomheden og
saaledes øger Pulsen. Dette har helt naturligt Tilbøielighed til at
udvide Hjertet under Virksomheden, endskjønt denne Proces gaar tilbage
igjen under Hvilen; og Hjertet gjenindtager sin normale Størrelse. Men
ved voldsom eller formegen Velocipedridning, naar Pulsen slaar 140 Slag
i Minuttet, forandrer Omstændighederne sig. Hjertet gjenindtager ikke
sin normale Størrelse, hvad der tydelig viser sig i det trætte Udseende
hos Velocipedryttere efter et Kapridt. Skulde denne anstrængende Motion
fortsætte, saa vilde ogsaa Hjertet vedvarende blive udvidet og farlige
Følger opstaa.»

Jo ældre Velocipedrytteren er, desto lettere antager Hjertemusklerne
utilbørlige Proportioner, og da Pulsaarene bliver mindre elastiske med
Aarene, er Faren stor for en ældre Person. Aandedrættet faar en vis Lyd;
som er en usvigelig Advarsel for Gymnastikere, men den forfeiler ofte sit
Maal hos Velocipedrytteren, thi ved den stærke Træk, som foraarsages ved
hans Fart, faar han mere Surstof end det er nødvendigt.

Roning er en udmærket Sport for dem, som er unge og stærke. Den sætter
et stort Antal Muskler i Virksomhed og foraarsager en friere og fuldere
Udvidelse af Lungerne. Svømning kan ogsaa høilig anbefales i samme
Hensigt.

Blandt andre Sysselsættelser, som tjener til at udvikle Muskelsystemet
og befordre Sundheden, kan nævnes Boldspil, Fodbold, Tennis og
Bjergbestigning. Men til at øve alle Muskler i Legemet findes naturligvis
intet saa kraftigt som den systematiske Gymnastik. Haandvægter er
specielt nyttige til at udvikle Muskelsystemet. Ved Brug af disse er
mange svage Personer blevet stærke.


NIOGOTTIENDE KAPITEL.

_Om Bad og deres Indflydelse paa Sundhedstilstanden._

Renslighed er en Sundhedskilde.--«Renslighed kommer næst Gudsfrygt.»

Yderhuden udstøtes stadig i Form af smaa Skjæl, som blandes med de salte,
sure og fede Afsondringer fra selve Huden og afsætter sig paa Legemets
Overflade. Hvis ikke disse Partikler ofte bortskaffes ved Vaskning,
tilstopper de Hudens Porer, hindrer Uddunstningen og skader Sundheden
alvorligt. Et lunkent eller varmt Bad er mere at anbefale end et koldt,
specielt for Renslighedens Skyld. Kolde Bad har en Tilbøielighed til
at gjøre Huden haard og skjællet; det samme kan ogsaa siges om meget
varme Bad. Varme Bad er ogsaa afgjort svækkende, og udsætter os for
Forkjølelse. Man bør derfor efter disse tage en afkjølende Dusch.

Angaaende Bad skriver Sir Erasmus Wilson følgende: «Vandets Temperatur
bør være saa høi, at det kjendes lunkent, men heller ikke mere. Thi er
koldt Vand skadeligt for Huden, saa er varmt Vand det meget mere, især om
Vinteren. Varmen forhøier Blodcirkulationen partielt og stimulerer endel
Nerver; disse bliver maaske umiddelbart udsatte for kold Luft. Kan vi vel
undre os over, at Huden ved saadanne Yderligheder bliver iriteret, haard
og sprukken, og at Teinten farer ilde?» Personer med stærk Legemsbygning
kan tage kolde Bad, som maadelig anvendte sikkert bidrager til Sundhed.
Men mange skjæbnesvangre Følger har kolde Bad havt for dem, som ikke har
taalt dem. Sjøbad er høist velgjørende for de fleste. Salt Vand føles
ikke saa koldt paa Legemet som ferskt.

Hvad angaar den rette Tid for Bad, saa gjør man klogt i at give Agt paa
følgende Regler og Advarsler, der er udfærdigede af The Royal Humane
Society:

«Bad aldrig før mindst to Timer efter et Maaltid. Lad være at bade, naar
De er udmattet af Træthed eller af en anden Grund. Lad være at bade,
naar Legemet er i Afkjølelse efter et Svedebad. Lad være at bade i fri
Luft, hvis et kort Ophold i Vandet foraarsager en Følelse af Kulde og
Følelsesløshed i Hænder og Fødder. Bad, naar Legemet er varmt, under
Forudsætning af, at man kommer hurtigt ned i Vandet. Lad være at afkjøle
Legemet ved at sidde eller staa afklædt paa Stranden eller i Baaden,
efter at have været i Vandet. Vær ikke forlænge i Vandet, men gaa straks
op, hvis der mærkes nogen Følelse af Kulde. Stærke og kraftige Personer
kan bade om Morgenen paa fastende Mave. De unge og svage gjør klogt i at
bade to eller tre Timer efter et Maaltid, helst efter Frokost. De, som
lider af Svimmelhed, Besvimelse eller Hjerteklap og andre Hjertefeil, bør
ikke bade uden sin Læges Tilladelse.»


NITTIENDE KAPITEL.

_Ægteskabet og dets Indflydelse paa Sundheden._

Statistiken viser, at gifte Personer lever længere end ugifte. Af en
Folketælling, som foretoges i England i den Hensigt at sammenligne
Alderen af et bestemt Antal gifte Personer af begge Kjøn med det samme
Antal ugifte, fremgaar det, at 78 gifte Mænd opnaar en Alder af firti
Aar, medens blot 41 ugifte opnaar samme Alder. Forskjellen er endnu
større, efterhaanden som Alderen tiltager. I Sekstiaarsalderen lever
98 gifte mod 27 ugifte, medens Forholdet i Nittiaarsalderen er 9 til
3. Samme Regel holder ogsaa Stik med Hensyn til det kvindelige Kjøn.
Gifte Kvinder i Trediveaarsalderen kan gjennemsnitlig vente at leve i
36 Aar længere, men de ugifte kun 30. Af dem, som bliver 45 Aar, er 72
gifte Kvinder mod 52 ugifte; Forskjellen er altsaa næsten en Trediedel.
Dog beviser saadanne statistiske Opgaver ikke helt og holdent hvad
De synes at bevise. Dr. Haydn Brown fremholder meget træffende, at
Ægteskab «ikke alene befordrer Sundheden, men Sundheden befordrer ogsaa
Ægteskabets Indgaaelse, og hvis alle gifte Personer var forblevet ugifte,
og alle ugifte var gifte, saa vilde Ægteskabet uden Tvil have syntes
at være usundt.» Der er ingen Tvil om, at Ungkarle tager mindre Vare
paa sin Sundhed end den gifte Mand, da de ikke har, saa at sige, nogen
Ægtehalvdel, som holder Øie med dem. De har heller ikke i Almindelighed
nogen, som deler deres Bekymringer og Sorger, hvorfor de ogsaa har
større Byrder at bære. Undertiden giver ogsaa ugifte Mænd, især under
Middelalderen, efter for Drukkenskab, Spil og andre Laster, som slutter
med aandelig og legemlig Slappelse. Bacon siger: «I Ungdommen er Kvinden
vor Kjæreste, i Middelalderen vor Ledsagerinde, i Alderdommen vor
Pleierske, og derfor burde alle Mænd være gunstig stemt mod Ægteskabet.»

Hufeland siger, at Ægtestanden er en ufravigelig Betingelse for
Menneskehedens moralske Fuldkommenhed. Han paastaar, at det paa den
ene Side forhindrer svækkende Udsvævelser, og paa den anden Side kold
og unaturlig Ligegyldighed. Det holder Nydelsen inden rimelige og
tilbørlige Grændser, medens det befordrer huslige Glæder, som er de
reneste og bedste. Det er den Stand, der bedst fremmer saavel moralsk
som fysisk Sundhed, og den, som bedst bevarer Sindet i denne lykkelige
Ligevægt, som er saa gunstigt for et langt Liv.

Tidlige Ægteskaber er dog ikke tilraadelige. De er ofte skadelige for
Sundheden, foruden at de medfører mange andre Ubehageligheder. Under
gunstige Omstændigheder bør Manden gifte sig mellem 25-30 Aar, Kvinden
mellem 21-25.


ENOGNITTIENDE KAPITEL.

_Hundrede Beskjæftigelser og deres respektive Indflydelse paa Sundheden
og et langt Liv._

En Persons Beskjæftigelse udøver stor Indflydelse paa hans Livslængde.
Da dette er Tilfælde, tilkommer det enhver Fader ved Valget af Sønnens
Livskald at se efter, at det ikke er et saadant, at det skader Sundheden
og forkorter Livet. Desværre ofres Sundheden ofte paa Mammons Alter.
Dødelighedssifrene er i de forskjellige Livskald saa forskjellige, at
der, hvor de er størst, er de tre Gange større, end hvor de er mindst.
Nedenfor følger en Liste over forskjellige Beskjæftigelser, opsat efter
Dødelighedssifrene. Vi begynder med det høieste Siffer og slutter med det
laveste. Tallet efter Beskjæftigelsen angiver Dødelighedssifrene:

Værtshusholdere i Industridistrikter 2.030; Havnearbeidere 1.829;
Teglstensarbeidere 1.810; Blyarbeidere 1.783; Hoteltjenere 1.725;
Krudtarbeidere 1.706; Hotelværter i London 1.685; Frugt- og Grønthandlere
1.652; Kulsjauere 1.528; Knivsmede 1.516; Maskinindustriarbeidere
1.509; Glasarbeidere 1.487; Bryggere 1.427; Dagarbeidere i London
1.413; Værktøiarbeidere 1.412; Arbeidere i Tingruber 1.409; Apothekere
1.392; Kobberslagere 1.381; Uld- og Silkefarvere 1.370; Sjømænd 1.352;
Skiferarbeidere 1.322; Hotelværter i Landdistrikter 1.320; Feiere 1.311;
Arbeidere i Blygruber 1.310; Spigersmede 1.301; Formænd og Bærere
1.284; Arbeidere i Kobbergruber 1.230; Vaabensmede 1.228; Bybud 1.222;
Musiklærere og Musikanter 1.214; Færgeroere 1.199; Zinkarbeidere 1.198;
Stenhuggere 1.176; Droschekuske 1.153; Kulgrubearbeidere i Wales 1.143;
Bomuldsfabrikanter 1.141; Hattemagere 1.109; Frisører 1.099; Slagtere
1.096; Bogtrykkere 1.096; Bødkere 1.088; Gibsarbeidere 1.087; Bogbindere
1.060; Vognmagere 1.041; Klædeshandlere 1.014; Sagførere 1.010;
Tobaksarbeidere 1.002; Murere 1.001; Skræddere 989; Finsnedkere 979;
Læger 966; Fiskog Fuglehandlere 963; Urmagere 936; Gasværksarbeidere og
Laasesmede 925; Silkearbeidere 921; Bagere og Konditorer 920; Skomagere
920; Bogholdere 915; Grovsmede 914; Kulgrubearbeidere i Yorkshire 912;
Papirfabrikarbeidere 904; Talg og Sæbearbeidere 897; Maltarbeidere 884;
Mattefabrikarbeidere 873; Diversehandlere 859; Fiskere 845; Møllere
845; Journalister 833; Jernbanekonduktører 925; Jurister og Advokater
821; Lokomotivførere 818; Jernhandlere 807; Kulhandlere 803; Snedkere
783; Jernbanebogholdere og Tjenestemænd 781; Arkitekter, Billedhuggere,
Artister og Gravører 778; Hjulmagere 778; Kulgrubearbeidere i Durham
og Northumberland 774; Sagarbeidere 768; Tjenere i Privathuse 757;
Garvere 756; Jernmalmbrydere 744; Tegelbrændere 741; Kulgrubearbeidere
i Derbyshire og Nottinghamshire 727; Værftstømmermænd 713;
Kniplingsarbeidere 709; Strømpefabrikarbeidere 698; Agerbrugsarbeidere
666; Grosserere 664; Skolelærere 604; Landbrugere 563; Havegartnere 553;
Præster 533.



TOLVTE DEL.

Søvnen og dens Forhold til Sundheden.


TOOGNITTIENDE KAPITEL.

_Søvnens Natur og Mysterium._

«Velsignet være den, som først opfandt Søvnen!» udbrød Sauche. «Den
omslutter Menneskene som en Kappe.» Dette er ikke daarligt sagt af en saa
udannet Mand som han; men vi maa vende os til Englands udødelige Sanger
for at faa en fuldstændig Definition paa Søvn. Hør, hvad han siger om den:

    «Den gyder Balsam i det trætte Sind
    Og skjænker Kraft til Livets store Strid.»

Philip Sidney taler om Søvnen som «den Fattiges Rigdom og Fangens
Forløsning,» og Dryden siger, at det er «den bedste af alle Kræfter,
Sindets Fred, som opreiser alt det, der er forfaldent, og hvis Balsam
fornyer Lemmerne og gjør dem dueelige til at udføre Dagens Arbeide.»

Hvad er Søvnen? Fra fysiologisk Synspunkt er den en Aareladning eller
en Bortflyden af Blodet fra Hjernen. Denne Forklaring af Søvnen fik
man først ved Iagttagelser, som udførtes i Paris paa Hjernen af en
Tigger, som havde faaet sin Hovedskalle indslaaet. Man maatte indsætte
en Sølvskive for at dække Hullet, og herunder observerede man, at naar
Manden faldt isøvn, sammentrak hans Hjerne sig og gjenvandt ikke sin
naturlige Størrelse og Form førend han vaagnede.

Vi ved alle, hvor vanskelig det er at falde isøvn, naar Hjernen er blevet
overanstrængt eller paa nogen Maade irriteret. Dette kommer af, at al
Sjælsvirksomhed udvider Hjernen og fylder den med Blod. Derfor er det
klart, at Sjælsro er nødvendigt, for at man skal falde isøvn.

Over Søvnens Mysterium i metafysisk Henseende kan Fysiologien ikke kaste
meget Lys. «For dem, som er vaagne,» siger Heraklit, «findes en fælles
Verden; men naar vi sover, trækker enhver sig tilbage til sin egen
private Verden.»


TREOGNITTIENDE KAPITEL.

_Søvnens Indflydelse paa Sundheden._

Søvnen er Naturens store Fornyer. De, som har den bedste Helbred og
lettest bærer sine Aar, er de, som sover godt. Vort Legeme bruger stadig
baade Materiale og Kraft, og Søvnen er næst efter Føden det, som fornyer
hvad vi har forbrugt og tabt.

Dr. Forbes Winslow siger: «Inden Menneskenes Fysiologi er intet mere
klart bevist end dette, at Hjernen forbruger sig selv og sine Kræfter i
den vaagne Tilstand, og at dette erstattes under Søvnen. Hvis ikke det
gjenvundne gaar op imod, hvad vi har udgivet, saa visner Hjernen, og
dette er Vanvid. Deraf kom det, at de som i Englands tidligere Historie
dømtes til at dø ved at hindres fra at sove, altid døde helt vanvittige;
af samme Grund bliver ogsaa de Mennesker vanvittige, som dør af Sult, thi
naar Hjernen ikke faar nogen Næring, kan de heller ikke falde isøvn.
De praktiske Slutninger, vi kan trække, er først og fremst, at de, som
tænker mest og arbeider mest med Hjernen, behøver mest Søvn; endvidere
at den Tid, som tages fra den nødvendige Søvn, er ruinerende for Sjæl og
Legeme.»

En anden medecinsk Autoritet skriver: «Den, som ringeagter Legemets og
Sjælens Krav paa den Mængde Hvile og Søvn, som Naturen opstiller, kommer
før eller senere til dyrt at faa betale, for at han har overtraadt denne
vigtige Sundhedslov. Naturen er den bedste Bogholder, som Verden endnu
har seet; man kan trække for store Veksler, men man maa altid betale
tilbage til sidste Øre og undertiden med høie Renter. Det gaar ikke an
at stjæle fra Naturen. Jeg tror ikke, at man bør vækkes om Morgenen,
og det af følgende Grunde: Naar en Person falder isøvn, er han i
Reparationsværkstedet, som det heder i Jernbanesproget. Hans Legeme med
alt dets indviklede Maskineri undersøges og sættes i Orden til næste Dags
Arbeide. Hvad der er forbrugt den foregaaende Dag, repareres. Naturen
selv udfører dette Arbeide. Den ved hvad det trætte Legeme behøver, paa
samme Tid, som den forstaar at sætte Hjertet i Gang for at drive Blodet
gjennem Aarerne.»


FIREOGNITTIENDE KAPITEL.

_Betingelsen for sund Søvn._

Legemets Stilling er en vigtig Faktor i Spørgsmaalet at faa en sund,
helsebringende Søvn. Man bør ikke ligge i en sammenkrøben Stilling,
og aldrig paa Ryggen. Høire Side er den bedste at ligge paa, thi naar
Legemet ligger i denne Stilling, kan Maven lettest tømme sit Indhold over
i Tarmkanalen; Leveren trykker heller ikke saa haardt Tarmerne. Enkelte
Mennesker sover bedst, naar Hovedet er opstøttet med høie Puder, medens
andre foretrækker at ligge i næsten vandret Stilling. For dem, som lider
af Søvnløshed, er det maaske en Fordel at have høie Puder, da derved
Blodet rinder ned fra Hjernen; men under almindelige Omstændigheder er
en lav Pude at foretrække. Enhver bør have et Soverum, der er mindst ti
Fod i hver Retning. Da det er yderst nødvendigt at have tilstrækkelig
Luftveksling, bør man altid have et Vindu eller en Ventil aaben nogle
Tommer. Hverken Gas eller Stearinlys bør faa brænde i Soverummet, da
begge Dele udskjæmmer Luften og gjør den uskikket til at indaandes.
Det er meget sundere at sove paa en Madras end i en Dunseng. Man bør
endvidere være varsom i Valg af Tapeter til Soveværelset. Dr. W. W. Hall
siger, at «ikke alene er grønne Tapeter giftige, forsaavidt de ikke er
godt fernisserede eller malede, men det samme er ogsaa Tilfældet med
røde Tapeter; thi det Stof, som bruges til at fæste den røde Farve,
indeholder Arsenik, og det samme gjør grønne Tapeter, Tepper og Gardiner.
Det er sikkert, at kalkede Vægge i Soveværelset er sundere end de, som er
tapetserede, hvilken Farve Tapeterne end har.»


FEMOGNITTIENDE KAPITEL.

_Søvn i forskjellige Aldre._

Der er sagt. «Seks Timers Søvn for en Mand, syv for en Kvinde og otte for
en Daare.» Men dette er et særdeles dumt Ord, som det vilde være meget
uklogt at følge. I Virkeligheden kan ingen bestemt Regel opstilles for
hvormeget Søvn en fuldvoksen Person behøver. Det beror for en stor Del
paa Individets Sundhed, Sinds- og Legemsbeskaffenhed. Fredrik den store
undte sig blot fem Timers Søvn; John Hunter fem Timer; General Elliot,
Helten ved Gibraltar, fire Timer, og Hertugen af Wellington endnu mindre.
Men der findes svært faa «Jernhjerter», og medens fire eller fem Timers
Søvn kan være nok for endel Personer, har andre virkelig Brug for otte
eller ni. Personer med nervøst Temperament behøver mest Søvn.

Hvad Børn angaar, behøver de naturligvis betydelig mere Søvn end voksne.
Hos Diebørn er Bevidstheden saa lidet udviklet, at en meget kort Stund
i vaagen Tilstand er tilstrækkelig til at fremkalde Udmattelse. I de
første fire til seks Uger bør Barnet ikke være vaagent mere end to Timer
i Døgnet, og efterhaanden som det vokser, bør denne Tid udstrækkes. I
Alderen mellem et og to Aar behøver Barnet 16 til 18 Timers Søvn; mellem
to og tre Aar 15 til 17 Timer; mellem fire og seks Aar 13 til 15 Timer;
mellem seks og ni Aar 10 til 12 Timer og mellem ni og fjorten Aar 8 til
10 Timer. Otte Timer er senere det Maal af Søvn, som de fleste Mennesker
har Behov for i den resterende Del af sit Liv.


SEKSOGNITTIENDE KAPITEL.

_Søvnløshed._

Vi har allerede seet, at en vis Grad af Anemi eller Blodudtømning fra
Hjernen er nødvendig for at fremkalde Søvn. Derfor er det nødvendigt at
de, som ønsker at sove roligt, undgaar alt, der irriterer og foruroliger
Sindet, naar de gaar til Hvile. Blandt Søvnens mange Fiender er
Bekymring, Uro, Sorg og for meget Tankearbeide. En stor Del Søvnløshed
har ogsaa sin Grund i den slemme Brug af for sen Aftensmad, thi derved
holdes Fordøielsesorganerne i Virksomhed, naar de skal hvile. Usedvanlig
stor fysisk Træthed kan undertiden være et Middel til at fremkalde
Søvnløshed. Man har saaledes Eksempel paa Velocipedryttere, som efter en
lang anstrængende Ridning har maattet ligge flere Nætter vaagne uden at
det lykkes dem at sovne fuldstændig ind. Kulde er ogsaa ofte en Grund til
Søvnløshed, thi naar Lemmerne er kolde, bevirkes større Blodtilførsel til
Hjernen.

Ikke engang den stærkeste Person kan undvære en Nats Hvile uden Straf. En
gammel Regel siger: «Lettere at forebygge end at bote.» For at forebygge
Søvnløshed maa man undgaa at spise kraftige Aftensmaaltider, idetmindste
ikke senere end tre Timer før man gaar tilsengs. Gjør intet Forsøg paa
at søvne, thi dette indeholder en Anstrængelse, men lad Søvnen komme af
sig selv. Men naar Søvnen vægrer sig for at komme, er det en god Maade
at fremkalde den paa at trætte ud Hjernen uden at anstrænge den. Det kan
ofte ske ved at tælle til Hundrede omigjen og omigjen. En from Missionær,
som led af Søvnløshed, pleiede at læse Fadervor lige til at Satan
bedøvede ham for at slippe at høre Bønnen, og dette Middel forfeilede
aldrig sin Virkning.


SYVOGNITTIENDE KAPITEL.

_Drømme og Drømmere._

Man tror i Almindelighed, at Drømme kun forekomme under ufuldstændig Søvn
og blot nogle Minutter før man vaagner. En Drøm kan synes at strække sig
over Perioder af Dage eller Uger, men i Virkeligheden er den blot et
Øiebliks Værk, hvilket er konstateret ved forskjellige Eksperimenter med
sovende Personer.

Dr. Macnish har i sin «Philosophy of Sleep» fremsat en meget fornuftig
Teori angaaende Drømme. Han siger: «Jeg tror, at Drømme er Gjenoplivelse
eller Tilbagevenden af Tanker, som før paa en eller anden Maade har
beskjæftiget Sindet. De er gamle Ideer, som har vaagnet til Liv, enten
i sin oprindelige Form eller sammenhængende blandet med hverandre.
Jeg betviler Muligheden af, at en Person kan drømme om noget, som han
ikke før paa en eller anden Maade har havt i Tankerne. Hvis de Ting,
som man ved forskjellige Tilfælder har tænkt paa, rives løs fra sin
Sammenhæng og blandes om hinanden, hvilket ofte sker, saa giver de
Ophavet til urimelige Kombinationer; men Elementerne af Drømmen har
dog en Forudsætning, om de end aabenbarer sig i en ny Form, som savner
Sammenhæng.»

En eiendommelig Omstændighed ved de, der drømmer, er at deres Evne til
Omdømme er aldeles ophævet. De drømmer f. Eks., at de samtalede med en
Bekjendt, om hvem de dog ved, at han er død eller langt borte. Naar de
vaagner, ser de straks det urimelige i altsammen, men dette kunde de
ikke fatte under Søvnen. «Vi begaar under Drømmen», siger Miss Cobbe,
«Handlinger, for hvilke vi, hvis de var virkelige, vilde udgyde Taarer
af Blod, og dog føler vi aldrig den mindste Samvittighedskval. Den
almindelige Tanke, naar man er vaagen: ‘Jeg vil ikke gjøre det, thi det
er uret,’ synes aldrig at hindre os fra at tilfredsstille hvilkensomhelst
Nykke, der kan komme over os under Drømmen. En fremragende Filantrop,
som i mange Aar har beklædt et høit Dommerembede, begaar stadig
Forfalskninger i Drømme, men han angrer det aldrig, før han har faaet
høre, at han vil blive hængt. En Dame, der er beskjæftiget med at
undervise Børn, ser en Gut gjøre Grimaser til hende, hvorfor hun griber
ham og tvinger ham ind mellem Stængerne i et Løvebur.»

De, som plages meget af ubehagelige Drømme, bør afholde sig fra at spise
meget tilaftens og vogte sig for at sove paa Ryggen.


OTTEOGNITTIENDE KAPITEL.

_Døsighed om Dagen._

I Modsætning til de ulykkelige Tilværelser, som plages af Søvnløshed,
findes der mange, som lider af utilbørlig Døsighed, og som i Lighed
med den fede Dreng i Pickwick stadig falder isøvn. Aarsagen til denne
stadige Følelse af Søvnighed ligger ofte i, at de fortærer mere Føde,
end Legemet behøver, og saaledes mere end det kan omsætte. Fordøielsen
begunstiger Søvnen derved, at Maven trækker Blodet fra Hjernen, saa at
denne kommer i en Tilstand af Blodfattigdom. Dette er Grunden til, at de
fleste faar Trang til Søvn efter en god Middag og gjerne tager sig en
liden Lur. En anden Aarsag til Døsighed er Legemssvaghed. Dette kommer
af den Omstændighed, at Hjernen er et af de Organer, som først kjender
Virkningen af, at Blodmængden formindskes, eller at Blodet svækkes.

Et Middel mod Døsighed, naar den optræder hos sunde og stærke Personer,
er at spise mindre ved hvert Maaltid. Men hvis Døsigheden har sin Grund i
Svaghed, maa Personens Helbred i Almindelighed forbedres.



TRETTENDE DEL.

Sandseorganer og Sjælsevner.


NIOGNITTIENDE KAPITEL.

_Øiet og dets Bevaring._

Meget træffende har man kaldt Øiet «Sjælens Speil.» Dr. Addison siger om
Synsorganet: «Synet er det mest fuldkomne og mest behagelige af alle vore
Sandser; det fylder Sjælen med den største Omveksling af Tanker, samtaler
med sin Gjenstand paa de største Afstande og fortsætter sin Virksomhed
længst uden at trættes eller blive kjed. Følelsen kan visselig give os en
Forestilling om Udstrækning, Form og alle andre Begreber, som opfattes
af Øiet, med Undtagelse af Farve; men samtidig er den ogsaa meget
indskrænket og begrændset i sin Virksomhed hvad angaar Antal, Størrelse
og Afstand af de forskjellige Gjenstande. Vort Syn synes bestemt til at
udfylde alle disse Mangler og kan betragtes som et Slags finere og mere
vidtstrakt Følelsesorgan, som spreder sig over en uendelig Masse Legemer,
fatter de største Tal og bringer forskjellige af Universets fjerneste
Dele inden vor Rækkevidde.»

Øiet er et usedvanlig fint og dygtigt sammensat «Camera Obscura»--et
mørkt Rum, saadant som den Kasse Fotograferne benytter. Det har
Linser fortil og en fin Nervehinde (Nethinden) bagtil for Billedernes
Modtagelse. Naar vi ser paa en Gjenstand, dannes dens Billede i de
mindste Detaljer paa Øiets bagre Del, som kaldes Nethinden, og omvendt
ligesom i Fotografiapparatet. Men Nethinden, som staar i Forbindelse med
Hjernen, overfører Billedet opretstaaende og fuldstændig til Hjernen.

Blandt Øiets mange Undere er dets Evne til at lempe sig efter Gjenstande,
som staar paa forskjellig Afstand. Det kan med Tydelighed se en stor
Gjenstand paa ti Kilometers Afstand, og næste Øieblik kan det indstille
sig til at opdage en Gjenstand paa ti Centimeters Afstand. Det er derfor
et sammensat Tele- og Mikroskop.

For at bevare Øinene og hindre dem fra at blive overanstrængt kan det
være nyttigt at faa nogle Vink. Først og fremst er det nødvendigt
at mindes, at alt, som har en svækkende Indflydelse paa Helbreden i
Almindelighed, ogsaa sedvanlig svækker Synet. Taaget Luft og sandfyfdte
Vinde, Solhede og skarp Kulde er skadelige for Øinene. Udtræt dem aldrig.
Straks man mærker, at de er trætte, maa man lade dem hvile fra det, der
anstrænger dem. Lad Lyset falde paa de Gjenstande, som man er sysselsat
med, men ikke paa Øinene. Læsning og Skrivning i Skumringen eller ved
ufuldstændig Belysning er meget skadelig og bør aldrig finde Sted. Naar
Øinene er trætte, kan man bade dem med koldt Vand, som baade vederkvæger
og styrker dem. Det er ikke klogt at anstrænge Øinene, fordi man ikke
liker Briller; brug dem straks de behøves. Mange Personer har fordærvet
sine Øine ved at vente forlænge med at bruge Briller, skjønt de virkelig
trængte dem.

Farveblindhed er ganske almindelig nu for Tiden, især Rødblindhed, og
sedvanligvis medfødt. Undertiden kan den faaes paa Grund af overdreven
Tobaksrøgning.


HUNDREDE KAPITEL.

_Øret og Hørselen; Tilfælder af Døvhed._

En almindelig Grund til Døvhed er Ansamling af Voks i Ørene. Dette kan
opmyges med nogle Draaber Olivenolje, som derpaa kan skylles ud med en
liden Sprøite og varmt Vand. Undertiden kan Ørevokset foranledige hvad
man kalder «Ørehoste». Man har paatruffet Tilfælde, hvor en besværlig
Hoste har holdt sig i Aarevis trods Behandling, indtil det tilfældigvis
har vist sig, at Aarsagen ikke havde sit Sæde i Lungerne, men i Ørene.
Mange Personer har kun sin egen Dumhed at takke for at de savner
Hørsel. En ofte forekommende Grund til Døvhed er f. Eks. Forsømmelsen
af at tørke Ørene efter Vaskning. En anden Aarsag er den Vane at skrue
Haandklædesnippen ind i Øret for at rense det. Det forekommer endvidere,
at man kjøber Øreskeer af upraktisk Konstruktion. Dette Værktøi har jo
til Hensigt at rense Øret, men kan isteden skade, da det sammenpresser
Ørets Afsondringer. Naar man vasker Ørene, bør man vogte sig for at komme
nær den Del af Mellemøret, som ligger yderst, d. v. s. Trommehinden.

Døvhed kommer ofte af svag Helbred. Under saadanne Omstændigheder kan man
tage Levertran og lidt Jernopløsning.

Der findes naturligvis utallige andre Aarsager til Tabet af Hørselen, af
hvilke mange er indviklede Øresygdomme, som fordrer dygtig Lægebehandling.

Slaa aldrig Børn paa Øret. Denne Uvane driver ikke sjelden Luften med
saadan Kraft til Trommehinden, at denne brister. Jeg tror, at Børns
Mangel paa Hørsel ofte har sin Grund i denne grumme og tankeløse Straf.


HUNDREDEOGFØRSTE KAPITEL.

_Stemmen, dens Uddannelse og Bevaring._

Menneskets Taleorgan er blevet lignet ved et Kirkeorgel. Ligheden er
næsten fuldstændig, hvilket fremgaar af at _Bælgerne_ repræsenteres af
Lungerne, _Tungerne_ af Stemmebaandene, _Piberne_ af Luftstruben ovenfor
Stemmebaandene, og Lydkammeret, hvor Tonerne faar Resonans, gjenfindes i
Mundhulen.

Ved fuld Anvendelse af Taleorganet bliver dette stærkere, kraftigere,
mere vellydende og bøieligt. Dette kan bedst ske ved Sangøvelser, men man
kan ogsaa paa en fortræffelig Maade øve Stemmen ved at tale offentlig
eller læse høit, ifald man ikke har Øre for Musik. En vakker Stemme
har megen Tiltrækning, det være sig i almindelig Samtale, Sang eller
Foredrag, og enhver bør søge at erhverve sig en saadan. Ungdomstiden
er den mest passende Tid for Stemmens Uddannelse, da den kan siges at
være fæstnet ved det femogtyvende Aar. Men selv i de senere Aar er den
modtagelig for ydre Indflydelse og kan forbedres betydelig ved Øvelse.

For at bevare Stemmen maa man pleie Tænderne, Struben og Lungerne. Til
og med Tabet af en eneste Tand kan i nogen Grad skade Udtalen. Fortsæt
aldrig at synge eller tale, naar Stemmen bliver hæs og Struben slap efter
en lang Anstrængelse. At holde Munden lukket, naar man gaar ud i Kulden
fra et varmt Værelse, er en Regel, som, hvis den strængt følges, vil
spare en for mange Forkjølelser, der ikke sjelden fremkalder Hæshed og
tilfældig Tab af Stemmen.

Hvad angaar langvarigt Tab af Stemmen, kan dette have sin Grund i
Hysteri, især hvis den følger paa et tilfældigt Stemmetab efter en
Forkjølelse.

Dr. A. T. Schofield giver Eksempel paa et saadant Tilfælde. «En Patient
kommer og forklarer med Vanskelighed i en anstrængt Hvisken, at han eller
hun (thi de findes af alle Aldere og Klasser) har været ude af Stand
til at tale i to Maaneder eller to Aar, og at alle Midler har været
forsøgt uden Resultat. En kort Undersøgelse viser, at Luftstruben er
ganske frisk, og saa begynder det tilsyneladende Mirakel med Behandling.
Patienten, som ikke er paa sin Post, raaber «aah, aah» og begynder først
lavt, siden stadig høiere og høiere at udtale og tilslut at raabe høit
hvert Bogstav i Alfabetet, og dette varer i omtrent en halv Time. I disse
Tilfælder gjør ikke Patienten sig skyldig i nogetsomhelst Bedrageri. Han
_kunde_ virkelig ikke tale, fordi han _troede_, at han ikke kunde.»


HUNDREDEOGANDET KAPITEL

_Hukommelsen og dens Opøvelse._

En god Hukommelse er paa mange Maader en stor Gave i Livets Forhold,
thi en daarlig foraarsager ofte vedkommende megen Fortræd og pekuniære
Tab, foruden alle de Ubehageligheder, som man derved volder andre. I
Lighed med vore andre Evner, er Hukommelsen for en stor Del afhængig af
Helbreden. En fuldkommen Hukommelse findes blot i den fuldstændig friske
Hjerne i et fuldstændig friskt Legeme.

Hukommelsen er ofte i mærkværdig Grad stærkere eller svagere hos samme
Person, afhængig af hans Helbredstilstand. Reisende fortæller, at de
undertiden har været saa trætte, at de endog har glemt sit eget Navn. Men
efterat de har hvilt en Stund og faaet lidt Mad, er Hukommelsen kommet
igjen. At Hukommelsen pludselig svigter, kan indtræffe selv under vanlige
Forhold, hvilket mange ved af Erfaring. En Dame har fortalt mig, at hun
en Dag mødte en Bekjendt, som hun ikke havde truffet paa lang Tid, og
som ønskede hendes Adresse. Til sin store Forbauselse, (og visselig ogsaa
til hans) kunde hun hverken huske, Husnummeret, Gaden eller den Bydel,
hvor hun boede.

De, som lider af daarlig Hukommelse, bør søge at afhjælpe det. Paa samme
Maade som hvilketsomhelst andet svagt Organ i Legemet kan forbedres
og styrkes ved passende Opøvelse, kan dette ogsaa finde Sted med
Hukommelsen. En Maade at opøve Hukommelsen paa, er at paase, at de Ting,
som vi ønsker at huske, har gjort et saa stærkt Indtryk paa Hjernen, at
de saa at sige er blevet en Del af dens Bygning. Dette kan bedst ske,
ved alvorligt at rette Sjælsevnerne og Blikket paa den angjældende Sag
og gjentage dette flere Gange. Vi glemmer aldrig de Tildragelser eller
Ting, som har forekommet os usædvanlige eller eiendommelige, men alle
dagligdagse Ting gaar os snart af Minde. Grunden dertil er, at de første
gjør Indtryk paa Hjernen, hvilket derimod de sidste ikke gjør. Derfor
bør alt, hvad vi vil huske paa, uudslettelig indplantes i Hjernen.
Hr. Hermann Rothe siger, at «den bedste Tid at opøve Hukommelsen paa,
er om Aftenen, naar Lyset er svagt og Sindet ikke let distraheres af
andre Ting, eller ogsaa tidligt om Morgenen, straks efter at man er
vaagnet, naar Sjælsevnerne er klare. Cato og Cicero handlede efter
denne Grundsætning og styrkede sin Hukommelse ved enten om Aftenen eller
følgende Morgen at gjentage den foregaaende Dags Hændelser. Hukommelsen
bør opøves paa regelmæssige Tider; men disse Tider bør ikke være hverken
med forlangt Mellemrum eller af for lang Varighed, ei heller bør de
komme for ofte. Følgen af at man overskrider disse Regler er den, at
Hukommelsen bliver forvirret og de Ting, man ikke mindes, sammenblandede.
Hvis man skal huske en hel Mængde Ting let og fuldstændig, maa de
omhyggelig ordnes i Tanker, og deres naturlige indbyrdes Sammenhæng
gjøres saa fuldstændig som mulig. Paa denne Maade fremkaldes det ene af
det andet, og det hele kan opfattes med et eneste Blik. Ting, som er
vanskelige at fæstne i Hukommelsen, kan vi betragte i Sammenhæng med
et ydre Tegn, en Streg under et Ord eller en Mening, et Tegn i Margen,
med farvet Blyant, hvorved muligvis Farven kan staa i Forbindelse med
Omstændigheden. Undertiden kan vi mindes en vanskelig Ting ved at
indprente i Sjælens Øie det første Bogstav, Stavelse eller Ord, eller
hvis der er flere Ting, ved at forbinde Begyndelsesbogstaverne i hver
Mening til et Ord, eller de første Ord til en Sætning og lære denne.»

At den Mad, vi spiser, udøver et vist Maal af Indflydelse paa
Sjælsvirksomheden og Hukommelsen, er en Omstændighed, som mange
offentlige Talere kjender af egen sørgelig Erfaring. Om dette Emne siger
Dr. Kirk i sin Bog «Papers on Health», at naar visse Stoffe indføres i
Maven og Fordøielsen begynder, saa føles det, at den aandelige Virksomhed
møder uovervindelige Vanskeligheder, og hele Sjælssystemet viser sig
snart at savne Nervesubstans til at arbeide med. Denne Substans er i hele
sin Udstrækning optaget med at søge at formindske det uheldige Materiale,
der er overladt den som Føde. Og selv den bedste Føde kan være af saadan
Natur, hvis den ikke er tilstrækkeligt kogt. Saaledes er Forholdet f.
Eks. med Ris, hvis den ikke er godt tilberedt ved langvarig Kogning. I
visse Tilfælde kan dette helt og holdent berøve os Evnen til at tænke
sammenhængende. Hvis nogle Personer spiser kraftig Ost før de prædiker
eller taler offentlig, og de er afhængige af Stemningen for Øieblikket,
saa vilde de finde, at Fødemidlet i Maven optager Nervesystemet saaledes,
at Hjernen ikke kan faa hvad den behøver til sin frie Virksomhed.


HUNDREDEOGTREDIE KAPITEL.

_Stamning og dens Helbredelse._

Stamning har sin Grund i Mangel paa Evne til at benytte den Muskelkraft,
som er nødvendig for at tale. I næsten hvert Tilfælde er den fremkaldt
ved Hermning og bibeholdt ved Sindsuro og Vane. En Autoritet i denne
Henseende siger, at den skrider saa langsomt frem, at det knapt kan
mærkes, fra en vis Hakken ved enkelte Leiligheder til en stadig Stamning,
efterfulgt af voldsomme Anstrængelser for at tale og megen Forvridning
af Ansigtet; disse to Stadier, der synes saa forskjellige, fremkaldes af
samme Aarsag og er i Virkeligheden de samme, skjønt Sygdommen optræder
voldsommere i det ene Tilfælde end i det andet. Hvis denne ringe Hakken,
som kun optræder imellem, ikke vises nogen Opmærksomhed, kan den hos
en følsom Person og især hos den, som taler hurtigt, blive større og
større, indtil den lidt efter lidt har udviklet sig til fuld Stamning.

Stamning kan ikke bødes paa i Løbet af nogle Uger, Tid og stor Omhu
kræves, inden den kan afhjælpes. Jeg tilraader Iagttagelse af følgende
Regler, som er befundet at være udmærkede.

1. Før man begynder at tale, drager man først et dybt Aandedræt. Derved
fyldes Lungerne med Luft, og Stamning kan ikke opstaa af Mangel herpaa.

2. Man bør øve sig i at lade Læberne, Tænderne og Tungen udføre sine
forskjellige Funktioner, naar de Bogstaver skal udtales, som fordrer
deres respektive Brug.

3. Læg stærk Vægt paa hvert Ords sidste Stavelse. Derved udtales det
følgende Ord lettere.

4. Træk altid Aanden ved Slutten af hver fuld Sætning, og lad Sætningerne
være korte.

5. Begynd hver Sætning langsomt og tydelig med temmelig lav Stemme, og
udtal hver Stavelse med størst mulig Nøiagtighed.

6. Hav altid paa det rene hvad De vil sige, og naar De taler, saa ofre
hele Opmærksomheden paa det Emne, der tales om.



FJORTENDE DEL.

Maaden at forebygge Sygdomme paa. Sygdomme helbredede ved Diæt og andre
enkle Midler.


HUNDREDEOGFJERDE KAPITEL.

_At forebygge Sygdomme._

Man har regnet ud, at de almindeligst forekommende Sygdomme i England og
Wales koster Landet aarlig 20.000.000 Ugers Arbeide.

For en stor Del kunde denne Sygelighed undgaaes, hvis blot Privatfolk
vilde iagttage fornødne Forsigtighedsregler. Det bedste Middel til at
hindre omtrent alle almindelige Sygdomme er frisk Luft, Renslighed,
Luftveksling i Værelserne, sund Føde og rent Vand. Lord Playfair har
sagt: Paa samme Tid, som omkring 20% af Ofrene dør af sine Saar paa
Slagmarken eller efterpaa, men 80% bukker under for de Sygdomme, som
følger med Feltlivet, saa er ogsaa i fredelige Sysler Forholdet det, at
Procenten af dem, som træffes af en voldsom Død, er liden i Forhold til
alle dem, som bukker under, fordi de har overtraadt Sundhedslovene. Disse
er ligesaa bestemte og ufravigelige som andre Naturlove. Hvis man gaar
til Kanten af en Afgrund og kaster sig ud, saa trækkes man af Tyngdeloven
nedad med stadig større Hastighed, indtil man slaar sig ihjel nede paa
Bunden. Man stiller sig selv under Tyngdekraftens Lov og kan aldrig
haabe, at den skal forandre sig for at redde en fra ens egen Daarskab.
Paa samme Maade er det med Sundhedslovene. Hurtige, stenge ufravigelige
og uforanderlige i sin Virksomhed straffer de alle Overtrædelser. Men
Menneskene er ikke fødte for at de skal visne og dø, men for at de skal
vokse i Kraft og leve den for dem bestemte Tid. Helbred er den normale
Tilstand, som følger af at lyde Loven; Sygdom er Straffen for dens
Overtrædelse. Paa Grund af saadan Overtrædelse maa England hvert Aar ofre
110 000 Liv, medens 220 000 Personer unødvendig ligger syge Aaret rundt.
Og hvorfor? Fordi hverken de, som har Magten, eller Folket vil lære at
kjende og lyde enkle sanitære Love. Ingen Farsot kan modstaa streng
Renslighed og Luftveksling. Der var en Periode paa tusen Aar da ingen
Mand eller Kvinde i Europa nogensinde tog et Bad, og i et Aarhundrede af
denne Periode døde firti Milioner Mennesker af Pest, en Sygdom, som tager
mest Fart, naar Renslighed ikke iagttages. Men nu udgjør meget frisk
Luft, godt Vand og Bortryddelse af alt Skarn udenfor og i Boligerne,
Betingelserne for baade Almenhedens og den enkeltes Sundhed; vi fordrer
Renslighed baade hvad angaar Byerne og deres Beboere. Det er en Lov, som
er enkel baade at lære og anvende, men Stoltheden reiser sig imod den,
ligesom Tilfældet tidligere var med den Spedalske, da han fik Besked om
at bade sig i Jordan. «Hvis Profeten havde paalagt dig noget vanskeligt,
vilde du da ikke have gjort det? Hvor meget mere, naar han kun har sagt
dig: Vask dig, saa bliver du ren».

Lord Lubbock siger i sin Bog «The Pleasures of Life,» at «Sundhedens
Fordringer er tydelige nok: Regelmæssige Vaner, daglig Motion, Renslighed
og Maadelighed i alt, i Mad saavel som i Drikke, vil holde de fleste
Mennesker ved en god Helbred».

Ved en Forelæsning i Manchester gav Dr. John Falham følgende
fortræffelige Regler mod smitsomme Sygdomme:

1. Renslighed er den bedste Beskyttelse mod Smitte og det bedste
Desinfektionsmiddel, som findes. Hvis man i Almindelighed blot brugte
rigelig med rent Vand og holdt sig selv og sit Hus rent samt brød sig om
at slippe frisk Luft ind i sine Værelser, saa vilde man sjelden behøve at
anvende Desinfektionsmidler eller Medecin mod smitsomme Sygdomme.

2. Findes en smitsom Sygdom i Hjemmet, hold da Fremmede borte fra det.
Afstæng de Syge for sig selv, og send Bud til Sundhedskommissionen,
som kommer til at tage sine Forholdsregler. Læg alle smittede Klæder i
Vand. Naar den Syge er frisknet til, maa alle Sengklæder og hele Huset
decinficeres.

3. Hvis man ønsker at hindre Smitten fra at brede sig til andre Medlemmer
af Familien, saa før helst den Syge til Sygehuset, hvor han bliver godt
pleiet, og hvor han har større Udsigt til at blive frisk end i Hjemmet.
Isaafald kan Hjemmet straks decinficeres.

4. Gjør Huset omhyggeligt rent og befri det for alle Spor af Sæbe og al
Fugtighed, som har samlet sig under Møbler og andre Gjenstande. Filler,
Tøistykker eller smudsigt Lintøi, som har været benyttet af den Syge,
gjør man klogest i at brænde op. Man ved da Størrelsen af sit Tab, og
undgaar al Fare fra den Kant for Fremtiden.

5. De, som passer den Syge, bør være yderst renslige og omhyggeligt vaske
sine Hænder, inden de spiser. Forsømmelser i denne Henseende har kostet
mangen Pleierske hendes Liv, thi Bakterierne overføres let under saadanne
Omstændigheder fra uvaskede Hænder til Maden.

6. Sørg for at Bækkenet holdes nøiagtig rent og daglig skylles med varmt
Vand.


HUNDREDEOGFEMTE KAPITEL.

_Naturens helbredende Evne._

«Doktor, ingen Mediciner!» sagde Keiser Napoleon. «Vi er Maskiner som er
konstrueret for at leve. Vi er indrettede for det Øiemed og vor Natur er
saadan. Arbeid ikke imod Livsprincipperne. Lad dem i Fred; lad dem have
Frihed til at forsvare sig; det virker meget bedre end eders Mediciner.»
Saaledes tænkte den store Selvhersker, og i hans Ord ligger i det hele
taget en vis Sandhed, som Verden endnu har igjen at lære. Mange Mennesker
tager straks sin Tilflugt til Medicinflasken eller Pilleæsken, saasnart
de kjender lidt ondt. De venter ikke for at undersøge, paa hvilken Maade
de har forbrudt sig imod Sundhedslovene, om de muligens skulde kunne
rette paa sin Afvigelse fra dietiske og hygieniske Retfærdigheds Veie.

«Sygdom,» siger Dr. D. H. Kress, «kommer aldrig uden Grund, og
Bedring kan kun finde Sted ved at Grunden eller Grundene fjernes. Ved
Behandlingen af en Sygdom, er det derfor yderst vigtigt eller rettere
aldeles nødvendigt, saa hurtigt som muligt at forvisse sig om dens første
Ophav.

Ved Anvendelse af Medicin og andre terapeutiske Midler er det muligt at
hindre, forandre eller bortrydde ubehagelige Symptomer, men hvis ikke
disse fjernes eller Opmærksomheden ikke fæstes paa Sygdommens Aarsag,
saa er Patienten i Virkeligheden ikke bedre, thi Sygdommen er fremdeles
tilstede. Man er blot bedraget, naar man tror, at Symptomerne udgjør
Sygdommen, og før eller siden kommer man til at indse sin rette Tilstand.

Dr. H. Sinclair Paterson gjør følgende Bemærkning i sin Bog «Life,
Function, Health.» Mange taabelige Ytringer er faldt om Læger, og jeg
vil ikke forsvare dem, som stadig anvender stærkt virkende Mediciner
for alt muligt; jeg tror, at der forekommer ganske meget overdrevent
inden Lægepraksien, og at Patienter ofte er tilbøielige til at beundre
dette. Man nærer Uvilje mod at behandles med enkle Midler. Vi har en
Forestilling om at vi bør tage en eller anden Medicin--jo vondere desto
bedre. Men jeg tror, at i fem af seks Tilfælde er den bedste Behandling
intet andet end omhyggelig Pleie, Undgaaelse af saadan Diæt, som kan
forværre Sygdommen, fuldstændig Næring, Anordninger til at skaffe Hvile
og Søvn og en passende Mængde Lys og Luft.»

Dr. Oliver Wendel Holmes siger i sin Bog «Border Lines of Knowledge:»
Medicinens Vanære har været dette uhørte System af Selvbedrag, paa hvis
Befaling Gruber er blevet tømt for sine irrede Metaller, Tarmer af Dyr
er blevet tømte for sin Urenslighed, Slangers Giftkjertler er blevet
udpressede, og alle disse urimelige Ting er blevet tvunget ned gjennem
Menneskestruber for at hjælpe Patienter, som har lidt af Mangel paa
passende ydre Anordninger, Føde eller andre livgivende Midler.


HUNDREDEOGSJETTE KAPITEL.

_Forkjølelser og deres Natur samt Maaden at forebygge og behandle dem
paa._

Der findes mange Slags Forkjølelser, som angriber forskjellige af
Legemets Organer. Men alle er de Resultatet af Slaphed i Nerverne og en
abnorm Reaktion, som er fremkaldt af Kulde. Den almindeligste Forkjølelse
er naturligvis den, som angriber Hoved, Hals og Bryst. Nogle Mennesker
er lettere udsat for Forkjølelse end andre og disse bør være specielt
forsigtige. Man taler ofte ringeagtende om Forkjølelsen og lader den
skjøtte sig selv, men denne Forsømmelse lægger ofte en Grund, som slutter
med alvorlige Sygdomme. Den bedste Maade at forebygge Forkjølelse paa er
at iagttage følgende Regler. 1). Spis meget varmefrembringende Mad, naar
det er koldt. 2). Undgaa at forsømme et regelmæssigt Maaltid, især hvis
man er udsat for koldt og ugjæstmildt Veir. Enhver har lettere for at
forkjøle sig, naar han er fastende end naar Legemet er godt forpleiet.
3). Undgaa pludselige Temperaturforandringer, f. Eks. ved at gaa fra
et varmt Værelse ind i et koldt eller at sidde nær en Ild og lade den
slukne. Undgaa ligeledes daarlig ventilerede og ophedede Rum. 4). Tag
meget Motion i fri Luft, men vogt eder for at overanstrenge Legemet.
Omnibuskuske, Lokomotivførere og andre, som er udsatte for alslags Veir,
er mærkværdig fri for Forkjølelse af den Grund, at de stadig er ude i fri
Luft. 5). Brug aldrig Skjærf. 6). Hold Fødderne varme.

Det bedste Middel mod Forkjølelse er en flere Timers Spadsertur om Dagen
i frisk Luft. Om Aftenen bør Fødderne og Benene bades i Sennepsvand for
at borttage Blodtilstrømningen til Hjernen, og man bør spise en Portion
varm Velling eller Havresuppe for at fremkalde Svedning. Vær ikke ræd
for at have Soveværelsevinduet lidt aabent om Natten, tiltrods for De
er forkjølet. Frisk Luft uden Træk har aldrig skadet selv den mest
ømfindtlige Person.


HUNDREDEOGSYVENDE KAPITEL.

_Daarlig Fordøielse eller Mavekatarrh._

Mavekatarrhens Symptomer varierer meget i Natur og Styrke. Ved den
enklere Form af Mavekatarrh, der i Almindelighed kaldes Mavesurhed,
har man maaske blot en ubehagelig, tung og brændende Følelse i Brystet
eller Maven efterat man har spist et rigeligt Maaltid. Men ved kroniske
Tilfælde, som sædvanligvis gaar under Navn af Mavekatarrh, indtræffer
ofte Tabet af Madlysten; et forvænt eller udartet Begjær efter Mad;
Følelse af Tyngde eller Smerte i Brystet eller Maven; sure Opstød; træg
Afføring, vekslende med Diarré; tung Hovedpine; ildelugtende Aandedræt;
belagt Tunge.

Mavekatarrh har sin Grund i forskjellige Aarsager, der næsten alle kan
forebygges. Den er ofte en Følge af at man har spist for mægtig Mad,
af utilstækkelig Tygning af Føden, sene Aftenmaaltider eller forlidet
Motion. Blandt andre Faktorer, som kan bidrage til at fremkalde dette
Onde, kan nævnes formeget Sjælsanstrængelse eller Bekymring, daarlig
Luftveksling, formegen Tankevirksomhed umiddelbart efter Maaltiderne,
utjenlig Føde og umaadelig Fortæring af stærke Drikke.

For at kunne helbrede Mavekatarrh maa man først og fremst undersøge
hvoraf den er kommet og om muligt bortrydde Aarsagen. Diæten maa
naturligvis reguleres og kun meget letfordøielig Føde fortæres. Undgaa
The, Kaffe, stærke Drikke, raa Grøntsager, Pickles, Kalvekjød, Flesk,
Hummer, Ost og Nødder. Hvis man undgaar alleslags Drikke undtagen varmt
Vand, vil man finde, at dette er et enkelt, men usvigeligt Middel mod
den mest haardnakkede Mavekatarrh. Jeg har seet et Tilfælde, hvor denne
Behandling har hjulpet, efterat alt andet var mislykkedes. Et Glas varmt
Vand bør drikkes ved Slutten af hvert Maaltid.


HUNDREDEOGOTTENDE KAPITEL.

_Forstoppelse og dens Helbredelse uden Medicin._

Forstoppelse forekommer oftere hos Kvinder end hos Mænd, hvilket
hovedsagelig kan tilskrives de førstes mere stillesiddende Liv. Hyppig
Forstoppelse angriber ofte Sundheden i Almindelighed ganske betydelig, og
kan til og med efter en Række Aar føre til et eller andet organisk Onde;
derfor er det meget nødvendigt, at sørge for en regelmæssig Afføring.
Mangel paa Motion og uregelmæssig Diæt er de vigtigste Aarsager til
Forstoppelse. De, som lider deraf, bør spise lidet animalsk Føde og
aldrig drikke The eller Kaffe. Grød af grovt Havremel bør udgjøre Dagens
første Maaltid, og grovt, brunt Brød spises istedenfor hvidt. Frugt
og ferske Grøntsager bør spises i stor Mængde, da de har en udmærket
lakserende Virkning. En Appelsin eller et Glas Vand paa fastende Hjerte
har hjulpet mange. Man bør undgaa stadig at tage Medicin for at faa
Afføring. Følgen bliver den, at Indvoldene slappes og tilslut bliver ude
af Stand til at opfylde den Hensigt, hvortil de af Naturen er bestemt. Og
snart indtræffer den Tid, da den ofte benyttede Medicin ophører at virke,
hvorved de alvorligste Følger kan opstaa.

Dr. Parkes siger, at «den stadige Brug af Laksermidler ødelægger
Fordøielsen og Absorberingen, og Anvendelsen af Klyster, som i og for sig
er mindre skadelig, har ogsaa sine Mangler. Idetheletaget bør man kunne
faa ordentlig Afføring ved at tage fornøden Motion, og specielt ved at
bringe Bugmusklerne i Bevægelse eller ved at spise Klidbrød, Honning,
Frugt og saadanne mildt løsende Fødemidler; fremkalder imidlertid ikke
disse den tilsigtede Virkning, er det bedre at underkaste sig en vis Grad
af Forstoppelse end at faa den Uvane stadig at bruge Laksermiddel.»


HUNDREDEOGNIENDE KAPITEL.

_Nevralgi; hvorledes den opstaar og hvorledes den helbredes ved Diæt._

Nevralgi kommer af forlidet Næring for Nerverne; dog i de fleste Tilfælde
ingenlunde af Mangel paa Blod, men af at Blodet er tykt og urent. Romberg
siger om Nevralgi: «Det er en Nerves Bøn om sundt Blod.»

Nervesmerter kan fremtræde i næsten hver Del af Legemet, men oftest
sætter de sig i Ansigtet eller i Hovedet. Der findes naturligvis mange
terapeutiske Midler mod Nevralgi, og blandt disse er det vigtigste Kinin.
Hvis man kan, gjør man dog altid bedst i at klare sig uden Medicin, da
den altid skader paa en Kant, selv om den gavner paa en anden. Det eneste
virkelige Middel mod Nevralgi er en forstandig Diæt og Motion. En liberal
Diæt er bedst for Nevralgi. Den bør omfatte en ikke for stor Mængde Kjød,
meget Melk og melkeholdige Stoffe samt Levertran, hvis man taaler den.
Alle stimulerende Midler, som Kaffe, The og stærke Drikke, maa undgaaes.
Motion i fri Luft maa tages daglig, da den høilig styrker Nervesystemet
og fordriver det overflødige Blod, som saa ofte er Grunden til denne
Sygdom.


HUNDREDEOGTIENDE KAPITEL.

_Rheumatisme; dens Aarsager, Forebyggelse og Behandling._

Rheumatisme er en Sygdom, som er i stærk Tiltagen i vort Land. Der
findes tre Slags af den nemlig rheumatisk Feber eller akut Rheumatisme,
Muskelrheumatisme og kronisk Rheumatisme. Baade det ene og det andet
Slags fremkaldes af at man udsætter sig for Kulde og Fugtighed, som f.
Eks. at man gaar i vaade Klæder eller ligger i fugtige Lagener. Visselig
forberedes Legemet ogsaa for denne Sygdom ved uret Diæt og ved Indførelse
af skadelige Stoffe i Blodet. Jeg er af samme Overbevisning som Dr. T. R.
Allinson, naar han paastaar, at Brugen af formeget Kjød og stærke Drikke
for en stor Del bærer Ansvaret for den overhaandtagende Rheumatisme.
Han forsikrer, at hvor man ikke spiser Kjød eller drikker Vin, er denne
Sygdom næsten ukjendt.

De, som lider af Rheumatisme, giver jeg det Raad at leve hovedsagelig paa
melholdige Stoffe, Frugt og Grøntsager. Vin og maltholdige Drikke maa man
afholde sig fra. Men hvis man vil tage en stimulerende Drik, er Whisky
den mindst farlige.

Det er ikke almindelig kjendt, at Selleri er et udmærket Middel mod
Rheumatisme. Mange er blevet helbredede kun ved dette. Sellerien bør
skjæres i Biter og koges i Vand til den bliver aldeles myg. Patienten
bør fortære baade Selleri og Vand. Det kan serveres som Suppe med ristet
Brød.


HUNDREDEOGELLEFTE KAPITEL.

_Gigt; dens Aarsag og Behandling._

Der findes ingen Medicin, som kan helbrede Gigt. Det eneste Middel ligger
i Patientens egen Haand, og det bestaar i en streng Maadeholdenhed i
Spørgsmaalet om Mad og Drikke.

Gigt fremkaldes altid af umaadelig Fortæring af stærke Drikke,
isærdeleshed fyldige Vine, eller af formeget Mad, især Kjød. Undertiden
kommer det af begge disse Ting i Forening. De, som lever maadelig og som
er meget i Bevægelse, besværes sjelden af Gigt. Den kan med Rette kaldes
de Riges Plage, da den oftest viser sig, hvor man fører et yppigt Liv i
Magelighed og Uvirksomhed. Hos enkelte Mennesker er det desværre en Arv
fra tidligere Slægter, idet Fædrenes Synder hevnes paa Børnene i tredie
og fjerde Led. Naar altsaa Gigt virkelig er forekommet i Slægten før,
saa er det af yderste Vigtighed at Tilbøieligheder for Sygdommen, som
kan vise sig, ikke faar Lov til at udvikles. Man maa derfor iagttage den
største Nøiagtighed med Hensyn til Diæten. Det siges, at Gigten ofte
hopper over et Slægtled og oftere angriber Børnebørnene end Børnene. En
medicinsk Autoritet forklarer dette paa følgende Maade: «Det hænder, at
en meget gigtbrudden Mands Søn, med Eksemplet stadig for sine Øine lever
saa nødtørftigt, at han holder Fienden paa Afstand; men Børnebørnene,
som staar helt og holdent under Indflydelse af de nedarvede Anlæg, men
derimod ikke har det afskrækkende Eksempel for Øinene, tager sig ikke
specielt ivare og falder derfor snart som Offer for den uhyggelige
Fiende.»

For at fremkalde Bedring af Gigt maa man absolut afholde sig fra alle
Maltdrikke og alslags Vin, samt undgaa animalsk Føde. En enkel Diæt maa
holdes, hovedsagelig bestaaende af Grøntsager, Tapioka, Arrowrod, Sago,
Kavringer, Melk, ristet Brød, Vand og andre lignende Fødemidler. Man bør
ikke spise Sukker eller søde Sager, da de fremkalder Dannelsen af Syre og
forværrer Gigten.

Dr. Craigie siger i sin «Elements of the Practise of Physics»: «En
Diæt, som bestaar af Brød og Melk eller Ris og Melk, eller Mel af
stivelsesholdigt Korn og Melk er fuldstændig istand til at forebygge
Tilbøielighed til Gigt og til at bortrydde en saadan Tilbøielighed,
hvis den allerede findes. En saadan Diæt er ogsaa fuldt istand til at
forhindre Sygdommen fra at optræde i sin uregelmæssige Form, og at
angribe Hjernen og dens Hinder eller Hjertet og Lungerne. Hvis der
behøves yderligere Bevis for den Paastand, at en rimelig Diæt paa Melk og
Gryn eller kogte Grøntsager og Melk, som baade nødvendig og passende for
Helbredelse af Gigt, er fuldt paalidelig og mindre skadelig end animalsk
Diæt, saa kan man finde det i de Omstændigheder, som man har iagttaget i
de fysiologiske Forhold mellem Maven og Lungerne.»

Dr. Anna Kingsford i Paris taler i sit Arbeide «The Perfect Way of Diet»
om Tilbøieligheden for Gigt og siger blandt andet: «Et af den animalske
Diæts Resultater er, at den fremkalder en Tilstedeværelse af Syre i
Urinen, medens den vegetabilske Føde gjør den alkalisk. Menneskeurinens
sædvanlige Reaktion er sur, og man kalder dette den normale Reaktion,
da man møder denne næsten udelukkende hos alle, som lever paa blandet
Diæt. Men Reaktionen bliver neutral eller alkalisk, naar man forlader
den animalske Føde, og med Syren forsvinder ogsaa for en stor Del
Dannelsen af de faste Stoffe, som, naar de sammenhobes, danner Sten.
Beskaffenheden af de Stoffe, som indføres i Maven, har endvidere en
uhørt Indflydelse paa Dannelsen af Grus, og vi ved, at Urinsyre, som,
naar den forekommer i for store Mængder, udgjør den fornemste Faktor
ved Stendannelse og Gigt, har sit Udspring i ufuldstændig Forbrænding
af kvælstofholdige Stoffe, thi naar disse ikke bliver fuldstændig
oksyderede, danner de Urinsyre istedenfor de Urinbestanddele, som de
normalt skulde danne. Man kan derfor vente, at hos dem, som spiser store
Mængder af Kjød, findes der formeget Urinsyre og følgelig Tilbøielighed
til Gigt, Stendannelse og Nyrekolik. For at forebygge eller helbrede
disse Sygdomme er saaledes vegetarisk Diæt nødvendig.»

Dr. Cheyne opgiver, at Prinsen af Condé blev helt helbredet af Gigt ved
fuldstændig at give Afkald paa Vin, Kjød og Fisk.


HUNDEDEOGTOLVTE KAPITEL.

_Den oprørske Lever._

For mange Personer er Leveren en stadig Aarsag til Plage, en uafbrudt
Arne for Sygdomme. Den bærer Ansvaret for en stor Del af saadanne
Plager som Irritabilitet, Nedslaaethed, Melankoli, Døsighed, Hovedpine,
Søvnløshed og mange andre lignende Uordener i Nervesystemet. Lykkelig
den, som ikke mærker, at han har et Organ som den oprørske Lever! Næsten
alle Leverens Uordener har sin Grund i det Materiale, der tilføres
den,--de Fødemidler, vi fortærer, og den Luft, vi indaander. At spise
formeget er en Maade at fremkalde Ubehagelighed i Leveren; at drikke
formeget, især fyldige Vine og maltholdige Drikke, er en anden. The og
Kaffe er ogsaa upassende Drikke for dem, som lider af Uordener i Leveren.
Andre Faktorer, som udøver en skadelig Indflydelse, og som særskilt bør
fremholdes, er stillesiddende Vaner, Ophold i indestængte Rum og Mangel
paa passende Motion.

Et udmerket Middel mod træg Lever er megen Motion i fri Luft sammen med
klog Forsigtighed med Hensyn til Mad.


HUNDREDEOGTRETTENDE KAPITEL.

_Nervøsitet og dens Behandling._

«Nervestærke Mennesker er Jordens Salt,» siger Dr. Schofield. «Hvis vi
behøver en første Minister, en seierrig General, en dygtig Administrator,
en paalidelig Dommer, en duelig Læge, en fremragende Skuespiller, saa maa
vi have en med rigtig stærke Nerver.»

Men der findes mange Slags Nervøsitet, som har sin Grund i en høit
udviklet nervøs Konstruktion, og en Del af disse har ganske alvorlige
Symptomer. En ofte forekommende Grund til Nervøsitet er Mavekatarrh. I
Virkeligheden er alle Former af Mavekatarrh i mere eller mindre Grad
Følger af nervøse Rykninger. Undertiden kommer den af Uvirksomhed i
Leveren, Forstoppelse eller Blodfattigdom. Kaffe, The, spirituøse Drikke
og Tobaksrøgning bærer ogsaa Skylden for mange Menneskers daarlige Nerver.

De almindeligste Symptomer paa Nervøsitet er Pirrelighed, nervøs, urolig
Opførsel, indbildte Vanskeligheder, Sammenfaring ved enhver Lyd, Frygt
for Mørke osv.

«En nervøs Person,» siger Dr. W. W. Hall, «er en syg Person; ikke syg
i nogen særskilt Del af Legemet, men i hvereneste Haarsbred af det, og
det kommer af, at Nerverne paavirkes af et Slags Blod, som er i ubrugbar
Stand. Nerverne faar sin Næring fra Blodet, og Nerver og Blodkar gaar
Side om Side til hver eneste Del af det menneskelige Legeme. Hvis
disse Nerver underholdes af naturligt, friskt Blod, saa hersker der et
Velbefindende over hele Legemet; hvis Blodet er daarligt, foraarsager
dette et unaturligt Indtryk paa hver Nerve, og naar disse Millioner af
Traade kommer frem til Hjertet med sin Klage, saa er det ikke underligt,
at der opstaar Forvirring og almindelig Uorden i Sindet og Ubehag i
Legemet.»

Alle, som lider af Nervesygdomme, bør søge at skaffe sig sundt Blod
ved at give Agt paa sin Diæt. The, Kaffe, spirituøse Drikke og alle
stimulerende Fødemidler maa banlyses. Hvis Patienten røger, saa maa
han afstaa fra denne Vane, da den er meget skadelig for Nervesystemet.
Tilstrækkelig Motion maa daglig tages i frisk Luft. Man maa gaa tidlig
tilsengs og sove i mindst ni Timer.


HUNDREDEOGFJORTENDE KAPITEL.

_Rødme; dens Fysiologi og Behandling._

Rødme, som ikke sjelden forekommer hos nervøse Personer, skriver sig
fra visse Sindsbevægelsers Indflydelse paa det vasomotoriske Centrum
eller den Del af det centrale Nervesystem, som bestemmer Blodkarrenes
Virksomhed. Væggene i Kapillærkarrene udvides, og foraarsager saaledes
et usædvanligt stort Blodtilløb, som i Ansigtet frembringer en Rødme,
der i Almindelighed ansees som Bevis paa Forvirring eller Blyghed. Hos
enkelte Mennesker kan dog Rødme betragtes som en Sygdom, og naar dette
er Tilfældet, er den meget vanskelig at helbrede. Enkelte Autoriteter
for ordner diætisk Behandling, bestaaende i Afholdenhed fra Sukker og
andre søde Sager, Smør og alle fede Stoffe, The, Kaffe og spirituøse
Drikke, Krydder og Tobak. Men jeg tror, at Rødmen bedst kan helbredes
ved aandelig Selvtræning. De, som lider deraf, bør begive sig ud blandt
Fremmede og øve sig i at konversere. De bør søge at bibeholde sin
Aandsnærværelse og sin Selvtillid. Lidt efter lidt kommer de da til at
overvinde sin Forlegenhed og helbrede sig selv.


HUNDREDEOGFEMTENDE KAPITEL.

_Hovedpine; dens Symptomer og Behandling._

Der findes forskjellige Former af den almindelige og besværlige Plage,
som er kjendt under Benævnelsen Hovedpine.

En af disse er den nervøse Hovedpine, der som oftest følges af Galdesyge.
Personer med nervøst Temperament er mest udsatte for den, og den er
almindeligere hos Kvinder end hos Mænd. Som Behandling for denne Slags
Hovedpine forordner en fremstaaende Autoritet varme Hovedbad, efterfulgt
af lunkne Omslag, varme Drikke samt varme Omslag paa Maven.

Et andet Slags Hovedpine er den, som opstaar ved at Hjernens Blodkar
er for overfyldte. Hovedet brænder, Ansigtet er rødt, Øinene røde,
Nakkeaarerne opsvulmede, og hele Hovedet føles, som om det skulde springe
istykker. Kolde Vandomslag paa Hoved og Nakke pleier at lindre. Alle
stimulerende Fødemidler maa undgaaes, samt Kaffe, The, Spirituosa og
stærke Krydderier helt tilsidesættes. Kjød maa spises med Maade. Det er
ogsaa bra at sove med Hovedet lidt høit for at hindre Blodtilstrømning
til Hjernen.

Et andet Slags Hovedpine har sin Grund i utilstrækkelig Blodtilførsel
til Hjernen. Denne Hovedpine er i Almindelighed forbundet med en nervøs
Slappelse og kjendes paa en Følelse af Svimmelhed, naar man reiser sig
op, hvilken igjen forsvinder, naar man lægger sig ned. Hovedmassage er en
meget velgjørende Behandling for dette Slags Hovedpine, men naturligvis
kan ingen virkelig Helbredelse fremkaldes, før hele Legemet er blevet
bra.


HUNDREDEOGSEKSTENDE KAPITEL.

_Tæring og dens hygieniske Behandling._

Tæring er en Sygdom, der før betragtedes som uhelbredelig; medens man nu
kan nære alt Haab om at blive frisk, hvis Sygdommen behandles med Omhu i
sine første Stadier.

At man paadrager sig Tæring mere ved Forholdene i ens Bolig end ved
Arv fra Forældrene, er en Anskuelse, som nu næres af mange fremragende
medicinske Autoriteter. Næsten ethvert Tilfælde af denne Sygdom kan
spores tilbage til et Liv under daarlige hygieniske Forholde. Undertiden
har en Familie i flere Generationer beboet et Hus, som har været fugtigt
eller paa anden Maade usundt ved sine Omgivelser, og dette har været
Grunden til, at de forskjellige Familiemedlemmer har faaet samme Sygdom.

Sir Richard Thorne sagde i et Foredrag i Londons Lægeforening, at en
fugtig Mark og Udestængelse af Luft og Solskin hørte til de vigtigste
Aarsager til Tæringens Udbredelse. Det var bedre at betale høiere Husleie
og faa sundere Boliger end vedvarende at tro paa den falske Fordom, at
Tæring ligger i Familien. Den gjør ikke det, den ligger i Huset.

Det eneste Botemiddel for Tæring er frisk Luft, passende Motion og sunde
Omgivelser. Der er oprettet adskillige Sanatorier mod denne Sygdom, hvor
Patienten hovedsagelig behandles med frisk Luft og det med god Fremgang.
Det første var Nordrach Colonie i Badisk Schweitz i Tyskland, der
aabnedes af Dr. Otto Walther. Den eneste Medicin er frisk Luft, Motion
og passende Diæt. Dette har vist sig at bevirke rene Undere med Hensyn
til at sætte Patienterne istand til at frigjøre sig for Bacillerne og
gjenvinde Helbreden.

I Windsor Magazine for Februar 1900 læses en Artikkel om dette
Sanatorium, hvori det heder, at «Nordrach Colonie er det eneste Hus,[3]
som er bygget udelukkende i den Hensigt at helbrede Tæring. Det ligger
mod Sydost, og alle Værelser, tyve ialt, vender til denne Side; følgelig
faar de Patienter, som ikke kan komme ud, saa meget Sol som muligt.
Vinduerne er store, saa de kan slippe ind saa meget Luft som muligt.
Værelserne, atten Fod i Firkant, er helt og holdent panelede og malede.
Korketæpper bedækker Gulvene, og Møblementet er af enkleste Slags.
En Seng, et Par Stole, et Klædeskab, en Chaiselongue, et lidet Bord,
varmt og koldt Vand, en Dusch og elektrisk Ringeledning, det er alt.
Opvarmningen sker ved Hjælp af en elektrisk Ovn, men i mange Tilfælde
bryder ikke Patienterne sig noget om den, saa hærdede er de blevet ved
stadig at være udsat for Veirlaget, thi enten det er Regn eller Solskin,
maa de tage sine regelmæssige Spadserture, forsaavidt som de er stærke
nok til at gaa.»

[3] Vistnok ei længer det eneste, da vi ogsaa her i Norge har flere, der
er bygget udelukkende i denne Hensigt f. Eks. Lyster Sanatorium i Sogn.
(O. Anm).

«To Sanatorier,» fortsætter Forfatteren, «et i Mendip Hill og et i
New Forest er nylig blevet opførte efter samme Principer som Nordrach
Colonie, og de har hidtil været godt besøgt. Om man i nogen større Grad
oprettede saadanne og satte dem i Forbindelse med det Kjærlighedsarbeide,
som udføres af de forskjellige Foreninger for Modarbeidelse af Tæring,
saa er det mere end troligt, at denne uhyggelige Sygdoms Dødsliste vil
blive mindre og mindre og tilslut i Fremtiden helt forsvinde.»



FEMTENDE DEL.

Veien til et langt Liv.


HUNDREDEOGSYTTENDE KAPITEL.

_Individuelle Anlæg for høi Alder._

Aarsagerne til et langt Liv, slig som de fremstilles af Hufeland, kan i
Korthed angives saaledes:

1). Hele Fordøielsessystemet maa være friskt og i god Orden. Uden en god
Mave er det umuligt at opnaa en høi Alder.

2). Et velbygget Bryst og gode Aandedrætsorganer.

3). Et Hjerte, som ikke let bliver oprørt.

4). En tilstrækkelig og jevnt fordelt vital Kraft og et godt Humør.

5). Stærk naturlig Evne til at helbrede og læge, saa at alle daglige Tab
ikke alene bliver reparerede, men godt reparerede. Dette afhænger af en
god Fordøielse og en rolig, jevn Blodcirkulation.

6). En feilfri og harmonisk udviklet Legemskonstitution.

7). Ingen Del af Legemet i det Ydre eller det Indre maa være meget svagt.

8). Legemets Væv maa holde «den gyldne Middelvei,» være stærke og
holdbare, men ikke for tørre eller stive.


HUNDREDEOGATTENDE KAPITEL.

_Omstændigheder, som befordrer høi Alder._

Man finder ialmindelighed, at «det ikke er de Rige eller Store, ei heller
de, som tager meget Medicin der bliver gamle, men de, som er meget i
Bevægelse, meget ude i frisk Luft og som spiser enkelt og maadeligt.»
Og sikkert er det, at Personer som de sidst beskrevne har den bedste
Udsigt til at leve længe. Endvidere er det klart, at Livslængden beror
paa Individets Sysselsættelse. Usunde Beskjæftigelser er ialmindelighed
uheldige. Det bør ogsaa mærkes, at ikke alene passende Bevægelse, men
ogsaa Kropsarbeide, hvis det ikke er for strengt, skjænker Sundhed og høi
Alderdom.


HUNDREDEOGNITTENDE KAPITEL.

_Leveregler for Opnaaelse af høi Alder._

Følgende Regler overgiver jeg til dem, som ønsker at leve længe.

1). Undgaa al Overdrivelse, især i Mad og Drikke.

2). Vælg saadanne Fødemidler, som er mest nærende for Legemet, og som har
mindst skadelig Indflydelse paa det.

3). Betragt frisk Luft, som eders bedste Ven. Indaand den mest mulig
om Dagen og sov om Natten med Vinduet halvaabent. Dette er en af de
vigtigste Betingelser for at naa en høi Alder.

4). Hold eder rene baade paa Sjæl og Legeme. «Renslighed kommer næst
efter Gudsfrygt.» Den er et Værn mod Sygdom.

5). Pin ikke eder selv med Bekymringer og Græmmelse.

6). Lær eder at elske Arbeidet og hade Lediggang. Den, som er lad, bliver
aldrig hundrede Aar.

7). Skaf eder en Interesse. Den, som har det, dør ikke af at ældes
fortidligt. Han har altid Beskjæftigelse enten for Sjælen eller for
Legemet, og derfor bibeholdes disse friske og stærke.

8). Tag regelmæssig Motion i fri Luft, men undgaa Overanstrængelse.

9). Gaa tidlig tilsengs og skaf eder tilstrækkelig Søvn.

10). Tag eder ivare for Heftighed.

11). Skaf eder et Maal i Livet. En Mand, som ikke har noget Livsmaal
lever sjelden længe.

12). Søg en god Ledsager for Livet, men ikke fortidligt.

Til disse mine egne Raad vil jeg føie følgende fortræffelige Vink af
Hufeland.

1. Forsøg fremfor alt at undertrykke eders Lidenskaber.

2. Man bør vænne sig til at betragte Livet ikke som et Maal, men som et
Middel til at naa den høiere Fuldkommenhed og forlade sig paa Forsynet.
Man har da den bedste Nøgle til Bestemmelsen af sin Gang gjennem Livets
Labyrint og den største Sikkerhed mod Angreb paa Sindsroen.

3. Lev altid for Dagen, men i Ordets rette Betydning, d. v. s. anvend
hver Dag saaledes, som om den var den sidste, uden at bekymre dig for
Morgendagen.

4. Forsøg at danne eder en saa sand Opfatning som muligt af enhver
Hændelse, og I vil finde, at den største Del af denne Verdens Ulykker
kommer af Feiltagelser, falske Interesser eller Forhastelse.

5. Anse hvert Menneske som godt, indtil I bliver overbevist om det
modsatte ved ubedragelige Beviser; og selv under saadanne Omstændigheder
bør vi betragte de Feilende som misledede, der snarere fortjener vor
Medlidenhed end vort Had.

6. For at befordre Tilfredshed og Sindets Fred er det nødvendigt at
haabe. Jeg mener ikke blot Haab, hvad dette Liv angaar, men Haab om en
Tilværelse hinsides Graven. Efter min Formening er Haabet om Udødelighed
det eneste, som gjør Livet værd at leve og skjænker os Kraft til at bære
dets Byrder.


HUNDREDEOGTYVENDE KAPITEL.

_Hvad der forkorter Livet._

Nedenfor gives en Fortegnelse over aandelige, fysiske, moralske og andre
Indflydelser, som indvirker ufordelagtigt paa vort Liv og formindsker vor
jordiske Tilværelses Aar.

Forfalskede Madvarer, Ukyskhed, ond Samvittighed, Vrede, Uro, daarlig
Luft, tidligt Giftermaal, Uvirksomhed, ufornuftig Brug af Medicin,
Umaadelighed, utilstrækkelig Søvn, Skinsyge, usunde Boliger, Mangel paa
Luftveksling i Værelset, heftig Bevægelse, Mangel paa nødvendig Motion,
Misundelse, formegen Munterhed, feilagtig Diæt, formegen trættende
Bevægelse, Sorg, Had, unødig Bekymring, overdreven Tobaksrøgning,
Urenslighed, usundt Klima, usund Beskjæftigelse, Nattevaagning, sene
Aftensmaaltider, Sindsanstrængelse, Overflod af Mad, ufuldstændig
Tygning, Græmmelse, Pirrelighed.


HUNDREDEOGENOGTYVENDE KAPITEL.

_Hvad der forlænger Livet._

I Modsætning til de skadelige Indflydelser, som nylig er blevet opregnet,
og som bidrager til at forkorte Livet, gjengives nedenfor endel, der har
en velgjørende Virkning paa Helbredstilstanden og tjener til at forlænge
Livet. Mange af dem er allerede paa Forhaand blevet fremholdt.

God Samvittighed, jevnt Lune, Nøisomhed, Munterhed, Renslighed,
passende Selskab, daglig Bevægelse, Latter, Maadelighed i Mad og
Drikke, Giftermaal, sunde Omgivelser, sund Diæt, at lægge sig tidlig og
staa op tidlig, otte eller ni Timers Søvn, Kyskhed, sundt Klima, sund
Beskjæftigelse, Haab, Glæde, Fortæring af Grøntsager, omhyggelig Tygning
af Maden, Gudsfrygt og Haab om evigt Liv, tilstrækkelig Adspredelse og
Hvile, godt ventilerede Beboelses- og Soveværelser.


HUNDREDEOGTOOGTYVENDE KAPITEL.

_Diætens Indflydelse paa høi Alder._

«Hvis nogen ønsker at opnaa en høi Alder,» siger Dr. Fordyce, «maa han
være nøieregnende med at spise maadeligt og ikke drikke Vin eller andre
stærke Drikke. Hvis man ikke spiser mere end man tiltrænger, behøver man
ikke at bruge Vin, Krydder eller andre stimulerende Stoffe for at lette
Fordøielsen. Overdreven Spisning udtrætter Legemet uden Nytte.»

En anden gammel Læge, som levede inden Afholdsbevægelsen kom istand,
skriver: «Vand er den eneste sunde Drik, og den, som bedst opløser og
fortynder de faste Stoffe i vore Fødemidler. Vandet styrker Mavens
Spænstighed uden at udtømme dens Kraft og forsyner Afsondringskarrene
samt Legemets almindelige Behov af Fugtighed med den enkleste, mildeste
og under alle Forhold mest passende Vædske.»


HUNDREDEOGTREOGTYVENDE KAPITEL.

_Kunsten at opnaa hundrede Aar._

Der siges, at en berømt Læge, som i sine sidste Timer var omgivet af
mange af sine Embedsbrødre, der beklagede hans Bortgang, sagde til dem:
«Mine Herrer jeg efterlader tre store Læger.» Paa Spørgsmaal om hvilke
disse var, svarede han: «Renslighed, Bevægelse og Nøisomhed.»

De, som ønsker at leve til de bliver hundrede Aar, maa gjøre det til sin
Livsopgave at naa denne høie Alder. I Ungdommen at «brænde Lyset i begge
Ender» er ingen god Begyndelse. Alle Sundhedslove maa studeres og følges
fra Livets første Tid. Hver Gang vi forsynder os mod Naturens retfærdige
Love, berøver vi os selv Timer, Dage, Uger, Aar af vort Liv.


HUNDREDEOGFIREOGTYVENDE KAPITEL.

_Fortidlig Alderdom og dens Aarsager._

Endel Kvinder og Mænd ser ældre ud i Firtiaarsalderen end andre gjør
i Sekstiaarsalderen. Fortidlig Alderdom er en af de Uleiligheder, for
hvilke vi selv og ikke Naturen bærer Ansvaret. Mange stemples dermed
allerede i sin Ungdom. Blandt de fornemste Grunde til fortidlig Slaphed,
kan nævnes daarlige Vaner, Nattevaagen, stimulerende Mad og Drikke,
Overanstrængelse af enten aandelige eller legemlige Evner, fortidlige
Giftermaal, Bekymring, Ængstelse og Græmmelse. Kort sagt, alt, som
foraarsager utilbørlig Udnyttelse af Sjæl eller Legeme, paaskynder
Alderdommens Svagheder.


HUNDREDEOGFEMOGTYVENDE KAPITEL.

_Merkværdige Eksempler paa høi Alder._

Det merkværdigste Eksempel paa høi Alder, som møder os i Englands
Historie, er Thomas Carn, som ifølge Kirkebøgerne i S. Leonard,
Shoreditch, døde den 28de Januar 1588 i den overordentlig høie Alder af
207 Aar.

Peter Garden, som blev 131 Aar gammel, var født i Aberdeenshire og
døde den 12 Jan. 1775. Næsten lige til han døde var han sysselsat med
Agerbrugsarbeide.

Grevinden af Desmond, som naaede 140 Aar, boede i Waterford og døde under
Kong Jacob den førstes Regjering. Hun bibeholdt sin fulde Vigør lige til
en meget høi Alder.

Thomas Parr, som blev 152 Aar gammel, fødtes 1483 i Alherbury. Han levede
under ti Konger og Dronninger og begroves i Westminster Abbey. Hans
Regler for at opnaa høi Alder var: «Hold Hovedet koldt ved Nøgterhed,
Fødderne varme ved Bevægelse; staa tidlig op og gaa tidlig tilsengs; og
hvis de har Tilbøielighed til at blive tyk, saa vær nøisom baade med
Hensyn til Diæt og Søvn.»

Henry Jenkins var 169 Aar gammel, da han døde den 8de December 1670.

Josef Suerington fødtes 1637 og døde 1797 i en Alder af 160 Aar.

En Mulat, hvis Navn ikke kjendes, døde i Frederick Town i 1797 og var da
180 Aar gammel.

En Negerkvinde ved Navn Louisa Fruxo boede i Juni 1780 i Cordova,
Sydamerika, 175 Aar gammel.

Petratsch Zortan, 185 Aar gammel, blev født i 1537 i Kofrock i Ungarn,
hvor han boede i 180 Aar.

J. Effingham døde i Cornwall 1757 i en Alder af 144 Aar. Han var født af
fattige Forældre og opdraget til at arbeide. Han levede et meget nøgternt
Liv, drak aldrig stærke Drikke og spiste sjelden animalsk Føde. Ligetil
sit hundrede Aar vidste han knapt hvad Sygdom var, og han vandrede fem
Kilometer otte Dage før sin Død.

Dr. William Mead, en meget fremstaaende Læge, som boede i Ware i
Hertfordshire, døde den 28de Oktober 1652 i en Alder af 148 Aar og ni
Maaneder. Han levede et fuldstændigt nøgternt og regelmæssigt Liv.

Evan Williams, som blev 145 Aar gammel, døde i 1782.

James Sands i Harborne, Staffordshire, sagdes at have levet henimod 140
Aar og hans Hustru 120 Aar.

Jonathan Hartop i Byen Aldbonrough i Yorkshire døde 1791 i en Alder af
135 Aar. Han kunde læse lige til det sidste uden Briller.

Jeremias Gilbert, som var født i Apethorpe, Northamptonshire, døde i
Luton i den fremskredne Alder af 132 Aar.

John Maxwell døde 1785 i Keswick Lake i Cumberland 132 Aar gammel. Nogle
Dage før sin Død gik han tilfods femten Kilometer.

Skomageren John Baglis i Northampton, som døde den 4de April 1706, var
ved sin Død 130 Aar gammel.

Thomas Martin, som boede i Helmsley i Yorkshire, var født i 1674 og døde
i November 1804 130 Aar.

Martha Hanna døde i April 1808 i Cullybackey i en Alder af 126 Aar.

Esmina Diamond, en Negerkvinde, døde i Kingston paa Jamaica i Juli 1812 i
en Alder af 130 Aar.

Paa Øen Anglesea levede den 1ste Mai 1809 en Kvinde ved Navn Winifred
Rees, som da havde naaet den patriarkalske Alder 119 Aar og næsten syv
Maaneder. Hun havde alle sine Sjælsevner i fuldt Behold; hendes Øine var
lige gode, som da hun var femti Aar, og besynderlig nok havde hun knapt
et graat Haar paa Hovedet. Den 27de Mars 1809 gik hun 24 Kilometer for at
besøge en Bekjendt og medførte en Pakke, som veiede næsten 10 Kilo.

Cornelius Madigan døde i Mai 1812 i Cahirmurphy i Irland i en Alder af
117 Aar.

John Urssulak, en Silkevæver i Lemburg, døde Vaaren 1812 og var da 116
Aar gammel. Han var ualmindelig frisk og rørig og vandrede en hel norsk
Mil Dagen før han døde.

Fru Jane Ludson døde i sit Hjem i London den 28de Mai 1816 i den
fremskredne Alder af 116 Aar. Hun havde alle sine Evner i Behold lige til
det sidste.

Charles Haverin døde i Juni 1813 i Derrymore nær Newry i Irland i 115
Aarsalderen.

David Ferguson, en Skotte, døde 124 Aar gammel den 6te August 1818 i
Dunkirk i Kent.

Paa Kirkegaarden i Cachen ved Cardiff læses paa en Gravsten følgende
Indskrift: «Herunder hviler Støvet af William Edwards, død den 24de
Februar 1668 i en Alder af 168 Aar.»

«Den ældste Mand i Wien», siger Daily News’ Korrespondent i nævnte
Blad for 25de Oktober 1898, «har nylig feiret sin hundreogellevte
(Fødselsdag.) Han er slet ikke lig en Mumie, men tvertom frisk og rask.
Han er født 1787. Paa Spørgsmaal om hvorledes han havde levet i yngre
Aar, svarede han: «Jeg har altid arbeidet haardt, og været hungrig efter
Arbeidet. Kjød var ikke dengang saa dyrt som nu, og jeg spiste altid et
Par Skaalpund til mit Maaltid og drak en halv Liter let ungarsk Vin.
Den gamle Mand beskriver paa følgende Maade Grunden til sin lykkelige
Alderdom: Jeg har aldrig græmmet mig eller plaget mig med unødige
Bekymringer. Jeg har arbeidet til jeg blev træt og derpaa sovet til det
blev Tid at arbeide igjen. Det er de, som sætter sig ned og græmmer sig
over sine Uheld, som bliver gamle før Tiden, og en hel Nats Sorg har
endnu aldrig saameget som forskaffet nogen en Øres Indtægt eller gjort en
Modgang lettere at bære!»»


HUNDREDEOGSEKSOGTYVENDE KAPITEL.

_Høi Alder hos store Mænd._

Følgende Tabel fremstiller den Alder, ved hvilken fremstaaende Mænd
er døde. Ingen af dem har dog opnaaet nogen særlig høi Alder. Stor
Aandsanstrængelse befordrer aldrig høi Alder.

    100 -- Fontenelle.
     99 -- Titian.
     90 -- Sofokles.
     89 -- Mikael Angelo. Gladstone.
     88 -- John Wesley.
     86 -- Earl Russel-Edmund Halloy. Carlyle.
     85 -- Cato. Newton. Benjamin Franklin.
     84 -- Voltaire. Tallyerand. Sir William Herschel.
           Jeremias Bentham.
     83 -- Wellington. Gøthe. Victor Hugo. Bismarck.
           Tennyson.
     82 -- Arnauld.
     81 -- Buffon. Edward Young. Sir Edvard
           Coke. Lord Palmerstone.
     80 -- Plato. Wordsworth. Ralph Waldo
           Emerson. Kant. Thiers. William Kuller
           Bryant. Ruskin.
     79 -- William Harvey. Robert Stephenson.
           Henry Cavendish.
     78 -- Galileo. Corneille.
     77 -- Thomas Telford. Sir Joseph Barks. Lord
           Beaconsfield.
     76 -- Bossuet.
     75 -- Haydn. Dugald Stewart.
     74 -- Händel. Fredrik den store. Dr. Jenner.
     73 -- Charles Darwin. Thorvaldsen.
     72 -- Charlemagne. Samuel Richardson. Allen
           Ramsey. John Loch. Necker.
     71 -- Linné.
     70 -- Columbus. Lord Chatham. Petrarch.
           Copernicus. Spellanzani. Boerhaare. Gall.


HUNDREDEOGSYVOGTYVENDE KAPITEL.

_Opnaaelse af høi Alder, tiltrods for legemlig Svaghed._

Et slaaende Eksempel paa at en høi Alder kan opnaaes af et spædt Legeme
og en svækket Konstitution er Lewis Cornaro. Han var en Venetianer af
adelig Byrd, som levede i det femtende og sekstende Aarhundrede og blev
næsten hundrede Aar.

Ifølge sin Selvbiografi levede han et Liv i Drukkenskab og Fraadseri,
og som Følge heraf fandt han sit Legeme, som af Naturen var svagt, saa
nedbrudt allerede i Firtiaars Alderen, at han tvilede paa nogensinde
at blive bra igjen. I fuld Overbevisning om, at jo ældre et Menneske
bliver og jo mindre Kraft det besidder, desto mindre Føde behøver det at
fortære, besluttede han at begynde et nyt Liv og holde en enkel og knap
Diæt og føre et yderst regelmæssigt Liv. «Følgen var,» siger han, «at
jeg efter nogle Dage begyndte at mærke, at et saadant Levevis passede for
mig, og ved at følge dette fandt jeg, at jeg, inden et Aar var gaaet, var
fri for alle Sygdomme.»



                        Første Afsnit: Skjønhed.

               Første Del: Hvordan Skjønhed kan erhverves.

    Kap.                                                              Side.

      1. Skjønhedens Værd og Fordele                                     9

      2. Skjønhedens Begreb                                             12

      3. De tre Skjønhedstrin i Kvindens Liv                            15

      4. Muligheden af at opnaa Skjønhed                                18

      5. Hvordan vi selv sætter Præg paa vort Ansigt                    20

      6. Hemmeligheden ved et Ansigts Forvandling                       24

      7. Helbreden i dens Forhold til Skjønheden                        28

      8. Skjønhedens Forgjængelighed og Aarsagerne dertil               31

      9. Diætens Indflydelse paa Udseendet                              33

                   Anden Del: Huden og Ansigtsfarven.

     10. Hudens eiendommelige Beskaffenhed                              35

     11. Hudens Forhold til Helbred og Skjønhed                         37

     12. Sindsbevægelsernes Indflydelse paa Huden                       40

     13. Varmens, Kuldens og vekslende Veirlags Indflydelse
         paa Huden                                                      42

     14. Daarlig Ansigtsfarve, dens Aarsag og Midler derimod            45

     15. En for Huden og Ansigtsfarven skadelig Diæt                    48

     16. Ernæring, som gjør Hudfarven smuk                              51

     17. Almindelige Regler for Hudens Pleie                            54

     18. Et Par offentlige Hemmeligheder                                56

     19. Forskjønnelsesmidler og Farer ved deres Anvendelse             59

                 Tredie Del: Ansigtets Feil og Mangler.

     20. Misdannede Næser og deres Behandling                           61

     21. Udstaaende Øren og deres Behandling                            64

     22. Fed Hud, tør Hud og slap Hud                                   66

     23. Fregner, Solbrændthed og Finner                                68

     24. Rynker                                                         71

     25. Vorter, Kopar o. s. v.                                         73

     26. Generende Haarvækst                                            76

     27. Ond Aande, dens Aarsag og Behandling                           78

                       Fjerde Del: Haarets Pleie.

     28. Haarets Sammensætning og Vækst                                 80

     29. Haarets Affalden og Botemidlet derimod                         82

     30. Fortidlig Skaldethed, dens Aarsag, Forebyggelse og
         Botemiddel                                                     84

     31. Fortidlig Graasprængthed, dens Aarsager, Forebyggelse
         og Botemiddel                                                  87

     32. Flas, dets Aarsag og Behandling                                90

     33. Haarets Pleie i Almindelighed                                  91

     34. Haarfarvningsmidler og Faren ved deres Brug                    93

     35. Kunsten at opsætte Haaret klædeligt                            95

                       Femte Del: Tændernes Pleie.

     36. Tændernes Anatomi                                              96

     37. Tænderne og Skjønheden                                         98

     38. Tændernes Indflydelse paa Helbreden                            99

     39. Aarsagen til Tændernes Forfald                                101

     40. Tændernes almindelige Pleie                                   103

     41. Nogle Ord om kunstige Tænder                                  105

                       Sjette Del: Vækst og Figur.

     42. Fuldkommenhed i Vækst og Figur: deres rette
         Proportioner                                                  107

     43. Høi Vækst og hvorledes den opnaaes                            109

     44. Overdreven Fedme, dens Aarsag og Botemiddel                   111

     45. Magerhed og dens Behandling                                   113

     46. Skutryg og dens Behandling                                    115

     47. Kunsten at faa en veldannet Brystkasse                        116

     48. Midjen; Faren ved Snøring                                     118

               Syvende Del: Hænder, Negle, Arme og Fødder.

     49. Hændernes Pleie                                               120

     50. Neglenes Pleie                                                122

     51. Armens og Haandledets Pleie                                   123

     52. Føddernes Pleie                                               125

     53. Føddernes Sygdomme og deres Behandling                        127

             Ottende Del: Kunsten af en Persons Ansigtstræk
                 at kunne slutte sig til hans Karakter.

     54. Hvad forstaaes ved Fysionomik?                                128

     55. Hvorledes Karakteren fremtræder i Næsens Form                 131

     56. Hvorledes Karakteren viser sig i Mundens, Læbernes,
         Tændernes og Hagens Form                                      133

     57. Hvorledes Karakteren fremtræder i Øinene og Øienbrynene       135

     58. Hvorledes Karakteren spores i Hovedets og Pandens
         Form                                                          137

     59. Hvorledes Karakteren viser sig i Haarets Farve og
         Beskaffenhed                                                  139

                 Andet Afsnit: Sundhed og et langt Liv.

               Niende Del: Sindsbevægelsernes Indflydelse
                             paa Sundheden.

     60. Sjælens Magt over Legemet                                     143

     61. Sjælens Magt til at fremkalde Sygdomstilstand hos
         Legemet                                                       147

     62. Sjælens Indflydelse paa Sygdommens Helbredelse                149

     63. Hvorledes Bekymring dræber                                    152

     64. Hvorledes voldsomme Lidenskaber skader Helbreden              154

     65. Latter som Medicin                                            156

     66. Nogle Vink om hvordan man skal kunne holde sig
         ung og bevare et ungdommeligt Udseende                        159

             Tiende Del: Diætens Indflydelse paa Helbreden.

     67. Fordøielsens Vidunder                                         161

     68. Kunsten at tygge                                              163

     69. Maaltidernes Indflydelse paa Sundheden                        164

     70. Hvorledes man faar god Appetit                                165

     71. Sindstilstande, som hindrer Fordøielsen                       167

     72. Forskjellige Fødemidlers Indflydelse paa vore Lidenskaber
         og Tilbøieligheder                                            169

     73. De skadelige Virkninger af Overmættelse                       171

     74. Drikke til Maden                                              173

     75. Omtrentlig Tid for de vigtigste Fødemidlers Fordøielse        175

     76. De forskjellige Fødemidlers forskjellige Næringsværdi
         for Legemet                                                   178

     77. Hvori en sund Diæt bestaar                                    181

     78. Diæt, som befordrer Sjælens Udvikling og aandelig
         Kultur                                                        185

     79. Frugt som Føde og Medicin; dens forskjellige Virkninger
         paa Legemets Konstitution                                     190

     80. Grøntsager som Føde og Medicin                                193

     81. Nogle farlige Fødemidler                                      197

     82. Vore Drikke og deres forskjellige Indvirkning paa
         Legemet                                                       200

     83. Vand som Føde, stimulerende Middel og Medicin                 205

     84. Luften som Fødemiddel                                         207

              Ellevte Del: Hygieniske og andre Indflydelser
                             paa Sundheden.

     85. Lyset og dets Indflydelse paa Sundheden                       209

     86. Frisk Luft og dens Indflydelse paa Sundheden                  212

     87. Maaden at aande paa og dens Indflydelse paa Sundheden         215

     88. Legemsbevægelsen og dens Indflydelse paa Sundheden            218

     89. Om Bad og deres Indflydelse paa Sundhedstilstanden            222

     90. Ægteskabet og dets Indflydelse paa Sundheden                  225

     91. Hundrede Beskjæftigelser og deres respektive Indflydelse
         paa Sundheden og et langt Liv                                 228

                 Tolvte Del: Søvnen og dens Forhold til
                               Sundheden.

     92. Søvnens Natur og Mysterium                                    231

     93. Søvnens Indflydelse paa Sundheden                             233

     94. Betingelsen for sund Søvn                                     235

     95. Søvn i forskjellige Aldre                                     237

     96. Søvnløshed                                                    239

     97. Drømme og Drømmere                                            241

     98. Døsighed om Dagen                                             244

               Trettende Del: Sandseorganer og Sjælsevner.

     99. Øiet og dets Bevaring                                         246

    100. Øret og Hørselen: Tilfælder af Døvhed                         249

    101. Stemmen, dens Uddannelse og Bevaring                          251

    102. Hukommelsen og dens Opøvelse                                  254

    103. Stamning og dens Helbredelse                                  258

               Fjortende Del: Maaden at forebygge Sygdomme
                  paa. Sygdomme helbredede ved Diæt og
                           andre enkle Midler.

    104. At forebygge Sygdomme                                         260

    105. Naturens helbredende Evne                                     265

    106. Forkjølelser og deres Natur samt Maaden at forebygge
         og behandle dem paa                                           268

    107. Daarlig Fordøielse eller Mavekatarrh                          270

    108. Forstoppelse og dens Helbredelse uden Medicin                 272

    109. Nevralgi; hvorledes den opstaar og hvorledes den
         helbredes ved Diæt                                            274

    110. Rheumatisme, dens Aarsager, Forebyggelse og Behandling        276

    111. Gigt, dens Aarsag og Behandling                               278

    112. Den oprørske Lever                                            282

    113. Nervøsitet og dens Behandling                                 284

    114. Rødme, dens Fysiologi og Behandling                           286

    115. Hovedpine, dens Symptomer og Behandling                       288

    116. Tæring og dens hygieniske Behandling                          290

                  Femtende Del: Veien til et langt Liv.

    117. Individuelle Anlæg for høi Alder                              293

    118. Omstændigheder, som befordrer høi Alder                       295

    119. Leveregler for Opnaaelse af høi Alder                         296

    120. Hvad der forkorter Livet                                      299

    121. Hvad der forlænger Livet                                      300

    122. Diætens Indflydelse paa høi Alder                             301

    123. Kunsten at opnaa hundrede Aar                                 302

    124. Fortidlig Alderdom og dens Aarsager                           303

    125. Merkværdige Eksempler paa høi Alder                           304

    126. Høi Alder hos store Mænd                                      309

    127. Opnaaelse af høi Alder tiltrods for legemlig Svaghed          311





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Veien til Skjønhed, Sundhed og et Langt Liv" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.