Home
  By Author [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Title [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Language
all Classics books content using ISYS

Download this book: [ ASCII ]

Look for this book on Amazon


We have new books nearly every day.
If you would like a news letter once a week or once a month
fill out this form and we will give you a summary of the books for that week or month by email.

Title: Norsk literaturhistorie - For gymnasiet, lærerskoler og høiere folkeskoler
Author: Broch, Chr, Seip, Martin
Language: Norwegian
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.
Copyright Status: Not copyrighted in the United States. If you live elsewhere check the laws of your country before downloading this ebook. See comments about copyright issues at end of book.

*** Start of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Norsk literaturhistorie - For gymnasiet, lærerskoler og høiere folkeskoler" ***

This book is indexed by ISYS Web Indexing system to allow the reader find any word or number within the document.



CHR. BROCH og M. SEIP

NORSK LITERATURHISTORIE

FOR GYMNASIET, LÆRERSKOLER OG
HØIERE FOLKESKOLER

MED ET TILLÆG OM DE FORSKJELLIGE
LITERATURARTER

SYVENDE UTGAVE



Kristiania
Marius Lunds Forlag
1913

Julius Thømtes Boktrykkeri — Kristiania



                         FORORD TIL 7DE UTGAVE.


I 6te utgave blev der gjort en del forkortelser og nogen forandringer
ellers. I 7de utgave er der gjort en del forandringer i avsnittet om den
nyere norske literatur, og et litet stykke om de nyeste forfattere er
føiet til. Omarbeidelsen har været gjort av kand. mag. _Didrik Arup
Seip_.

Av forordet til 2den utgave hitsættes:

„Træk av forfatternes liv, som nærmere belyser deres personlighet,
mindevers, citater av og om forfatterne, smaa eksempler paa deres
forfatterskap, som er særlig karakteristiske for den enkelte forfatter
eller for den tid han levde i — er tilføiet, dels for at gjøre boken
mer tiltrækkende for elevene og dels for at gi dem et fyldigere billede
baade av selve tidsalderen og av den enkelte forfatter. Det er vor tanke
at alt dette lettere stof bare skal være til gjennemlæsning.

Foruten i gymnasiet har vi tænkt os at boken kan brukes i andre skoler
for viderekomne, _amtsskoler_, _lærerskoler_, _lærerindekurser_ o. s.
v.“

                                                              M. Seip.



           I. Den gamle norsk-islandske (norrøne) literatur.


Den ældste bokstavskrift de nordiske folk hadde, var _runene_ (egl.
hemmelighet, hvisken, saa skrifttegn), som nordboene har lært av
goterne. Fra det 4de aarh. e. Kr. av findes rune-indskrifter i hele
Norden[1]. De blev ristet paa sten eller træ; dette er grunden til at de
mest er dannet av rette streker; de er egentlig en omdannelse av det
latinske (og græske) alfabet. — Rune-indskriftene er korte meddelelser;
paa gravhaugene blev ofte reist runestener med meddelelse om den døde og
om runeristeren eller den som hadde latt stenen reise. Ofte er runene
brukt til trylleformularer o. l. Runene kunde man ikke bruke til længere
beretninger, saa nogen skreven literatur kunde ikke gro frem; den kom
først da den _latinske bokstavskrift_ sammen med kristendommen blev
indført fra England. Før den tid var gamle sagn og kvæder overlevert
_mundtlig_ fra slegt til slegt.

Fra først av var der _ett sprog_ i Norden; men en tid før aar 1000 er
der _tre forskjellige sprog_, gammel-norsk (i Norge og paa Island),
gammel-dansk og gammel-svensk.

Den rikeste literatur i Norden vokste frem paa _Island_. Grunden til det
var for en stor del at mange av de mest storættede og dannede nordmænd
(især fra Vestlandet), som var misnøide med Harald Haarfagres haarde
styre, flyttet ut til Island, som i lange tider blev ved at være
fristat. Disse mænd og deres ætlinger holdt ved like det livlige samkvem
med folkene i Vest-Europa som de vestlandske høvdinger hadde hat siden
det 8de aarh. Og fordi øen laa saa langt borte, hadde de større trang
til at følge med i det som hændte i utenverdenen, især i Norge, som de
jo fremdeles kjendte sig knyttet til ved mange baand.

[Footnote 1: Alt i bronse-alderen (2000-500 f. Kr.) brukte man
billedlige fremstillinger, de saakaldte _helleristinger_.]


                        Eddakvad og skaldekvad.

Av den norsk-islandske literatur i den ældste tid maa vi først og fremst
nævne _Den ældre Edda_. Denne samling oldkvad blev fundet paa Island i
midten av det 17de aarhundrede; samleren er ukjendt[2]. „Den ældre Edda“
indeholder kvæder som for størstedelen er blit til i tiden mellem 850 og
1050: de fleste av digtene handler om guder og helter. Nordmændene er
det eneste germanske folkefærd som saa fuldstændig har sine gamle gude-
og heltesagn opbevart i ældgamle kvæder, takket være islændingene som
skrev dem ned. De viser ofte stor paavirkning av kristendommen, som
nordmændene lærte at kjende i Vesten.

Gudekvædene i „Den ældre Edda“ begynder med _Vǫluspá_ (uttales
Vaaluspaa), volvens (spaakvindens) spaadom. Volven fortæller Odin
hvorledes verden blev til og spaar om den skjæbne verden og æserne vil
faa. Det er det mest storslagne digt i samlingen. Efter Vǫluspá
kommer _Hávamál_ (Haavamaal), den høies taler. Det er Odin selv som
lægger frem visdommen sin her: han gir leveregler og moralsk lærdom.
Digtet gir os god greie paa det livssyn de gamle nordboer hadde. Der er
ogsaa et skjemtedigt i Edda-samlingen, _Trymskvida_[3] (kvadet om Trym).
Det fortæller om Tor som maatte klæ sig ut som Frøya og fare til
Jotunheim med Loke klædd ut som terne og hente igjen hammeren sin, som
jotnen Trym hadde stjaalet. Et av de ældste gudekvædene er _Rigstula_,
som fortæller om ophavet til de forskjellige stænder. De er alle ættet
fra Rig, d. v. s. Heimdal.

[Footnote 2: Før mente man at dette verk var samlet av den islandske
prest _Sæmund frode_ († 1133), og har derfor git det navnet _Sæmunds
Edda_ eller _Den ældre Edda_ til at skille det fra den senere omtalte
_Snorres Edda_ eller _Den yngre Edda_. Men efter nyere granskere er „Den
ældre Edda“ samlet ved begyndelsen av det 13de aarhundrede. Navnet
„Edda“ har man utledet av óðr, et digt, og det betyder læren om
skaldskap; navnet passer paa „Den yngre Edda“, men blev feilagtig brukt
om den ældre.]

Heltedigtene fortæller om de gamle sagnkjæmper. Hos alle de germanske
folk var der sagn om _Volsungene_ og den største av dem _Sigurd
Faavnesbane_. Men i Edda har vi den bedste form av sagnene. Andre av
heltedigtene fortæller om _Helge Hundingsbane_. Han er en særnordisk
helt, og vi hører ikke om ham hos nogen andre folk.

Vi kjender ikke digteren til et eneste av Edda-kvædene; i saa maate
ligner de folkevisene. Mange av dem maa være digtet av nordmænd; men det
er islændingene som har skrevet dem ned.

Ved siden av Edda-digtningen gik digtning av navngivne _skalder_.
Skaldedigtningen, som helt tilhører nordmænd og islændinger, varer til
det 14de aarhundrede. Tiden var rik paa stordaad; derfor var den ogsaa
rik paa digtning. I Norge og især paa Island vrimler det i denne tid av
skalder; at kunne gjøre vers eller ialfald ha greie paa skaldskap var
næsten likesaa nødvendig for en velopdragen ung islænding som at kunne
svømme, brytes og bruke vaaben. De islandske skalder drog ofte til
Norge; der var de ved hirden eller paa høvdinggaardene, blev holdt i
stor ære og fik rike gaver for sine kvæder. Skaldene digtet helst om de
store begivenheter, først og fremst om kongenes og høvdingenes
stordaader (_draapa_ eller _flokk_). Derfor blev deres digtning en av de
vigtigste kilder til fædrelandshistorien, som sagaskriverne, især
Snorre, bygger sin fremstilling paa. Skaldene samlet nemlig enten med
megen flid underretning hos øienvidner, eller de var selv øienvidner til
det de digtet om. Da saaledes Olav den hellige fylket sin hær ved
Stiklestad, dannet han en skjoldborg omkring sig av de sterkeste og
modigste mænd og bød saa skaldene at gaa ind i skjoldborgen. „I skal
være her og se det som her gaar for sig,“ sa han, „saa trænger man ikke
siden at fortælle eder det; men I skal selv fortælle det og digte om
det.“

[Footnote 3: Som eksempel paa humøret i dette digt anføres, at den
foregivne Frøya vakte Tryms forundring ved at fortære bl. a. en okse og
otte laks og drikke tre saald mjød til (et saald mer end en halvtønde).
Men den slue terne undskyldte denne sterke appetit med at Frøya ikke
hadde spist paa otte dager av længsel efter Jotunheim; at Frøyas øine
var saa skarpe, forklarte Loke av at hun ikke hadde sovet paa otte
nætter for længsel.]

Den betydeligste av de _norske_ skalder var *Øyvind Skaldaspillir*[4],
som især blev navngjeten ved sit kvad _Hákonarmál_, digtet ved _Haakon
den godes_ død. Efter hans tid kjender vi ikke mange _norske_ skalder,
naar vi undtar kongene. Men efter alle kongene like ned til Sigurd
Jorsalfarer har vi digt opbevart. Største skalden av dem var *Harald
Haardraade*. Han samlet ogsaa mer end nogen anden konge de islandske
skalder ved hirden sin.

De fleste skalder var altsaa _islændinger_. Skaldskapen gik næsten i arv
i visse ætter. Til en slik skalde-æt hørte *Egil Skallagrimsson*. Hans
far hadde flyttet ut til Island paa grund av uvenskap med Harald
Haardraade. Hans æt fik høvdingstilling i det nye land ogsaa. Egil blev
en mægtig høvding og vild viking. Han gjorde reiser baade til Rusland og
England og var ofte i Norge. Alt tidlig hadde han evne for skaldskap. Og
gjennem hele livet forstod han at gi baade sorg og glæde uttryk i digt.
Med stolthet digtet han om sine egne bedrifter. Blandt hans kvæder skal
vi merke _Hǫfuðlausn_, som han digtet paa en nat til ære for Eirik
Blodøks, for at berge livet da han engang var kommet i kong Eiriks magt.
Mest kjendt av digtene hans er _Sonatorrek_ (sønnetapet), som gir uttryk
for hans sorg da hans kjæreste søn Bodvar omkom paa havet. Der gaar en
mørk og tung stemning gjennem digtet, som ved slutten blir lettere, idet
skalden uttaler sin glæde over digterevnen, som skal trøste ham i
sorgen. I _Hærmændene paa Helgeland_ har Ibsen efterlignet dette kvad.

[Footnote 4: Tilnavnet har betydningen „skaldefordærveren“ — et økenavn
som blev git ham av hans fiender — ikke, som man før mente
„skaldefordunkleren“.]

Egil døde omtrent 90 aar gammel i et av _Haakon jarls_ sidste
regjerings-aar.

Under _Olav Tryggvesson_ levde islændingen *Hallfred Vandrædeskald*; han
blev hirdskald hos kong Olav og sluttet sig varmt til ham. Efter hans
død digtet han en draapa om Svolderslaget og Olavs død. Vi ser hans
beundring for kongen i ordene: „Hele Norden er blit folketom siden Olav
døde; al fred er borte.“

   Sagaen fortæller hvordan Hallfred fik sit tilnavn. Kong Olav spurte
   ham om han vilde være hans mand. Hallfred svarte: „Jeg vil ikke gaa
   dig eller nogen anden høvding tilhaande, uten du lover mig at du
   ikke jager mig fra dig hvad der saa hænder.“ Dette kunde kongen ikke
   helt gaa ind paa. „Saa dræp mig da heller!“ sa Hallfred. Kongen
   svarte: „Du er ret en vandrædeskald (d. e. en skald som er vanskelig
   at raa med); men min mand skal du være likevel.“ (Se om Hallfred i
   Storms oversættelse av Heimskringla s. 205 f.).

Hos _Olav den hellige_ var den djerve islænding *Tormod
Kolbrunarskald*[5], som kvad „Bjarkemaalet“ før slaget ved Stiklestad og
selv faldt i slaget. Tormods kvad er for det meste tapt.

Under Olav den hellige og _Magnus den gode_ levde islændingen *Sigvat
Skald*, mest kjendt ved _Bersǫglisvísur_ (Fritaler-viser), som virket
til at kong Magnus vendte om fra sin strenghet mot folket og blev mild,
saa han fik tilnavnet „den gode“. Han har ogsaa skrevet flere reisedigt.
Han er meget paavirket av vest-europæisk kultur.

Kong Harald Haardraade var som nævnt selv skald og glad i skaldskap:
mange skalder var derfor ved hans hird. Den ypperste av dem var
islændingen *Arnor Jarleskald*[6]. Da han kom til Norge, var Harald og
Magnus den gode konger begge to. Han kvad da et digt til ære for hver av
kongene.

[Footnote 5: Dette navn fik han fordi han digtet et kvad til en kvinde
paa Island med tilnavnet Kolbrun, d. e. den med sorte øienbryn.]

[Footnote 6: Han fik det tilnavn fordi han digtet om Orknøy-jarlene.]

   Dette hændte en vinter da begge kongene var i Nidaros. Arnor sa
   først frem kvadet til kong Magnus, og i saa høie toner priste han
   kongens tapperhet baade paa land og sjø, at kong Harald ikke kunde
   bare sig for at slænge ind de ord: „Ros denne konge saa meget du
   vil; men last ikke andre konger for det!“ Men da Arnor kom til
   følgende vers:

      „Ei du lot, du kongetvinger,
      dit navn blandt mennesker forglemmes;
      ei du flyr, du ransmænds øder,
      ild, ei staal i fylkingspidsen.
      Jeg dig priser naar dit hærskib
      straaler vidt som sol i aasen,
      naar dets gyldne smykker luer,
      baunen lik hen over bølgen,“

   blev kong Harald, som jo selv var skald, saaledes revet med av det
   skjønne kvad, at han ropte: „Sandelig helt kraftig kvæder denne
   mand!“ Da det var forbi, sa skalden frem kvadet til kong Harald. Da
   han var færdig med det, stimlet man om kong Harald for at høre hans
   mening om kvædene. Kongen sa: „Stor forskjel er der mellem disse
   kvæder; mit vil snart bli glemt; men kvadet om kong Magnus vil gaa
   fra mund til mund saa længe nordmænd bygger i Norge.“ Til løn for
   kvædene fik skalden et guldbeslaat spyd av kong Harald og av kong
   Magnus en guldring. „Høit skal begge kongsgavene bæres!“ sa han,
   drog ringen ind paa spydet og svang det i veiret. Kong Haralds
   spaadom gik i opfyldelse; for kvadet om ham er glemt for længe
   siden, mens der i sagaen er store stykker av kvadet om kong Magnus.

Under _Haakon Haakonsson den gamle_ træffer vi paa den største forfatter
i sagatiden, den islandske skald og historieskriver *Snorre Sturlasson*.
Hans ypperste kvad er _Háttatal_ (d. e. versmaalenes opregning)[7],
digtet til Haakon Haakonssons og Skule jarls pris. Snorre tror man ogsaa
er forfatter av en større del av _Den yngre Edda_. Her gjennemgaar han
de forskjellige versmaal og bruker „Háttatal“ som eksempel paa dem,
fremdeles forklarer han skaldenes eiendommelige uttryk og omskrivninger
og gir endelig til veiledning for skaldene en fremstilling av den gamle
gudelære. Den sidste skald av betydning var *Sturla Tordsson*, Snorres
brorsøn. Han var knyttet til Magnus Lagabøter. Fra hans tid av er det
slut med den egentlige skaldedigtning til ære for kongene og høvdingene.

[Footnote 7: Det har dette navn fordi det er skrevet i forskjellige
versmaal.]

Skaldedigtningen hadde i den første tid været jevn og enkel; men den
blev efter hvert mer og mer kunstig og vanskelig at forstaa, overlæsset
som den blev med billedlige uttryk, de saakaldte „_kenningar_“
(omskrivninger). Disse kunde nok i sig selv være poetiske, malende og
betegnende; men skaldene brukte dem ofte paa en kunstig maate, og der
skulde derfor mange forutsætninger til for at tyde dem.

   En ting kunde ikke nævnes med sit rette navn; en omskrivning maatte
   til. Saaledes kaldtes f. eks. skibet havhesten, ilden træets bane,
   blodet saarets vin, taarene øienlokkenes regn, panden brynsjøhimlen
   ɔ: himlen som hvælver sig over brynenes sjø (øiet) o. s. v.
   Krigeren kaldtes sverdets svinger, sverdet skjoldets ild, skjoldet
   krigens dække; krigeren kunde altsaa uttrykkes ved: Krigens dækkes
   ilds svinger. Ofte vidner dog disse omskrivninger om et eiendommelig
   lune, som f. eks. naar kokkepiken kaldes grytens gudinde, pølsen
   kjelens orm eller skjegget kindskog. Egil Skallagrimsson kalder sit
   hode „den ulvegraa hattefyld“; hans haar var nemlig ulvegraat.
   Kenningarne krævde nøie kjendskap til de gamle gude- og heltesagn,
   da de ofte hentydet til dem. For saa vidt fik kenningarne ikke liten
   betydning, da digtningen ved dem blev et middel til at bevare de
   gamle sagn fra glemsel. Man kunde f. eks. ikke vite at Frøyas taarer
   var guldet, uten at kjende sagnet om at Frøya graat gyldne taarer da
   hendes husbond hadde forlatt hende, eller at Fyrisvoldenes sæd eller
   Faavnes leie betydde guld, uten at kjende sagnet om Rolv Krake og
   Sigurd Faavnesbane. Hver gang nu en saadan omskrivning forekom i
   digt, blev mindet om vedkommende sagn frisket op.

Eiendommelig for alle gammelnorske vers var _bokstavrimet_. Det er slik
at i hvert linjepar to eller tre ord som der ligger vegt paa, begynder
med _samme_ konsonant eller helst med _forskjellig_ vokal[8]. Smlgn.
følgende vers av Egil Skallagrimssons „Sønnetapet“:

[Footnote 8: Bokstavrimet findes endnu i mange talemaater og ordsprog,
f. eks. løs og ledig, fri og frank, aker og eng, odel og eie, gjort
gjerning staar ikke til at ændre, tanker er toldfri o. s. v. Ogsaa flere
av vore nyere digtere bruker det ofte, f. eks. _Ivar Aasen_ og _Henrik
Ibsen_.]

   „Med min æt
   det mot enden lider,
   snart ene stander
   stormslagne ek;
   mødig vorder den mand
   som til gravens mulm
   bærer sine bedste
   barn og frænder.“


                            Lover og sagaer.

Det første som blev skrevet op med bokstavskrift, var _lover_. Saaledes
blev Frostatingsloven skrevet op under Magnus den gode, de islandske
lovene litt senere. Begge disse lovbøkene fik navnet _Graagaas_. Under
Magnus Lagabøter blev en _landslov_ for hele riket sat sammen paa
grundlag av de gamle lovene.

Likesom det helst var islændinger som var skalder, var det ogsaa helst
islændinger som skrev _sagaer_. Det første faste grundlag for
sagaskrivningen blev lagt av islændingen *Are Frode* („frode“ var ofte
tilnavn til sagn- og sagakyndige mænd). Are skrev i begyndelsen av det
12te aarhundrede sin _Islendingabók_, en kort fremstilling av Islands
ældste historie. Han la grundlaget for tidsregningen til stor nytte for
dem som senere skrev sagaer.

„Saga“ betyder egentlig „fortælling“, og de gik for en stor del i
længere tid _mundtlig_ fra æt til æt, før man i det 12te aarhundrede
begyndte at skrive ned den mundtlige overlevering, som var samlet av
„frode“ mænd alt i det 11te. Sandsynligvis er sagafortællingen først
opstaat i vikingnybygdene paa de britiske øer; den viser ofte
paavirkning av irsk sagafortælling. Sagaene er fulde av ypperlige
karakterskildringer. Fremstillingen er git i en kort og fyndig form,
stilen er ofte kunstnerisk utformet; men man merker tydelig at den er
vokset frem av den _mundtlige fortællekunst_.

Foruten „Islendingabók“ er _Landnámabók_ et vigtig grundlag for
sagaskrivningen. Den fortæller om alle landnaamsmændene og nævner deres
navn og deres ætter.

Det var mest om storættene paa Island der blev fortalt mundtlige sagaer.
Og det er storættene de _islandske ættesagaer_ særlig fortæller om. Det
blir fortalt om deres flytning til Island og om livet der; ofte samler
sagaen sig saa om en hovedperson i ætten, f. eks. i _Egils saga_, som
fortæller om Egil Skallagrimsson og hans fædre et par ætled op. De
fleste hændinger i ættesagaene gaar for sig 930-1030, den tid da
„sagaene gjordes“, som det heter i sagaene selv. Fra denne tid har vi
foruten Egils saga bl. a. den kjendte _Njaals saga_, som handler om
hædersmanden Njaal paa Bergtorskvaal og helten Gunnar paa Lidarende,
_Laxdølasaga_ om Kjartan Olavsson og hans kjærlighet til Gudrun,
_Gunnlaug Ormstunges saga_, en kort saga som fortæller om kampen om
Helga den fagre mellem Gunnlaug og Skalderavn. Den staar ved sin faste
bygning den historiske roman nær. Fra en senere tid er _Sturlungesaga_,
som fortæller om den vilde sturlungetid 1150-1270.

Foruten om Norge og Island skrev islændingene om Færøene, Orkenøene,
Grønland, til dels om Danmark og Sverige og nordboer i andre land. Vi
skal især merke _Færeyingasaga_, som mest handler om _Sigmund
Brestesson_.

Islændingene interesserte sig særlig for norske forhold, og de _norske
konge-sagaer_, som der er mange av, baade sagaer om en enkelt konge (f.
eks. Olav Tryggvesson og Olav den hellige) og sammenhængende rækker av
sagaer, skyldes mest islændingene. Island var mest blit bygget av
nordmænd, og beboerne holdt længe fast ved kjærligheten til sit gamle
hjem og mindene fra det; de glemte derfor heller ikke de mundtlige
fortællinger om kongene og deres færd. Ved sine langvarige og hyppige
besøk i Norge, især ved hirden, fik de leilighet til at holde ved like
disse fortællinger og føre dem videre.

   Islændingenes lyst til at høre nyt fra Norge var meget stor. Der
   fortælles saaledes en gang at der var stor trætte paa tinget, og at
   det var umulig for høvdingene at bli enige. Da kom der bud om at en
   av bispene, som hadde været i Saksland og hadde tat veien hjem over
   Norge, var kommet til landet og nu kom ridende til tinge. Med én
   gang var hele striden glemt, almindelig glæde bredte sig i
   forsamlingen, alle gik fra tinget, og bispen maatte gaa op paa en
   forhøining ved kirken og fortælle alt som var hændt i Norge mens han
   hadde været utenlands.

Størst fortjeneste av de norske kongesagaer har den navngjetne islandske
høvding og skald *Snorre Sturlasson*. Han var i lang tid lovsigemand paa
Island og var en rik og mægtig høvding, som kunde møte paa Altinget med
800-900 mand. Han var to ganger lang tid i Norge, hvor han mest holdt
sig til Skule jarl. Paa Island laa han stadig i strid med frændene sine
og blev tilsidst dræpt 1241.

Snorre syslet likesom mange andre av Islands og Norges stormænd i de
tider med digtning og historieskrivning. Hovedverket hans var
_Heimskringla_ (d. e. jordkloden, efter det første ord i boken), som
fortæller de norske kongesagaer fra de ældste tider til slaget paa Re
1177. Snorre følger ikke mekanisk kildene. Men han øver selvstændig
kritik overfor dem, og han retter endog feil hos dem. Han er saa at si
_moderne_ historieskriver i den forstand. Han har ogsaa forstaat med
kunst at støpe sammen de forskjellige beretninger, sagaer og skaldekvad
som har været hans kilder. Snorre var baade kunstner og videnskapsmand.

Omtrent paa samme tid som Norge hadde sin historieskriver i Snorre
Sturlasson, fik ogsaa _Danmark_ sin i *Saxo Grammaticus* (den boklærde).
Men mens Snorre skrev sit verk paa morsmaalet, skrev Saxo paa latin.
Snorres „Heimskringla“ blev derfor en folkebok; det blev Saxos historie
ikke.

Alt før Snorre skrev sine sagaer, hadde den islandske abbed *Karl
Jonsson* skrevet en større del av _Sverres saga_ under tilsyn av Sverre
selv. Den blev av en ukjendt forfatter ført videre kort efter Sverres
død. Efter Snorre skrev *Sturla Tordsson* _Haakon Haakonssons_ og
_Magnus Lagabøters sagaer_, som blev de sidste av de norske kongesagaer.
Grundene til det var flere. Da landet mistet sin selvstændighet, gik
ogsaa de gamle stormands-ætter til grunde, og det var hos dem
literaturen mest var skapt; fra deres liv hadde den ogsaa for en stor
del hentet emnet, og de hadde i det hele hat størst interesse for boklig
syssel. Fremdeles blev øen hjemsøkt av frygtelige ulykker (pest,
hungersnød, jordskjælv o. s. v.).

Endnu kan merkes _helte- og eventyr-sagaer_ eller de saakaldte
Fornaldarsǫgur (ɔ: sagaer om oldtiden) (_Volsungesaga_, _Rolv
Krakes saga_, _Ragnar Lodbroks saga_, _Fridtjovs saga_ o. fl.), som var
digtet over gamle, især nordiske sagn og eventyr. Ogsaa oversættelser av
_helgensagaer_ og den utenlandske _romanliteratur_, f. eks. romanene
eller sagaene om _Karl Magnus_ (d. e. Karl den store) og _Didrik av
Bern_ (d. e. Teodorik av Verona) vandt adskillig indgang i Norge ved det
sterkere aandelige samkvem med syden.

*Kongespeilet. Nedgangstid.* En merkelig bok fra det 13de aarhundrede er
_Kongespeilet_. Boken er skrevet av en norsk høvding, vistnok fra
Namdalen. Den viser at nordmændene paa den tid stod høit baade i
oplysning og kultur. Boken har form som en samtale mellem far og søn, og
den gir greie paa hvordan en kjøbmand skal bære sig ad naar han farer
utenlands, og hvorledes en mand skal skikke sig ved hirden og meget
andet. Om dette skrift uttaler den norske historieskriver _R. Keyser_
sig paa følgende maate: „Kongespeilet har altid været anset, og det
ganske vist med rette, for en av den norrøne eller oldnorske literaturs
største prydelser. Det fremstiller for os de sedelighetens, klokskapens
og slepenhetens grundsætninger, paa hvilke nordmændene i hine tider
trodde at det private liv likesaa vel som statsstyrelsen maatte bygges,
og lar os i denne fremstilling spore en aandelig utvikling, en sans for
religion, sedelighet, oplysning og videnskabelighet, samt en dannelse og
slepenhet hos folket, i det mindste hos dets høiere klasser, som man i
middelalderen, almindelig betragtet som barbariets tidsalder, og i
Norge, denne utkant av Europa, vanskelig skulde vente at finde.“[9]

[Footnote 9: Et eksempel paa hvorledes man skulde opføre sig ved hoffet,
er dette sted: „Om det skulde hænde at kongen siger noget som du ei
forstaar, saa du blir nødt til at spørre op igjen, maa du hverken sige
‚haa?‘ eller ‚hvad?‘, men bare ‚herre!‘ eller om du vil bruke flere ord:
‚Herre, la det eder ei fortryde at sige om igjen det I sa til mig; jeg
forstod det ikke tydelig!‘ Men la det dog hænde sig saa sjelden som
mulig at kongen skal trænge at sige dig en ting mer end én gang!“

En merkelig uttalelse (i „Kongespeilet“) i en tid da latinen overalt sat
i høisætet, er denne: „Vil du være fuldkommen i kundskap, da lær alle
sprog, helst det latinske og vælske (d. e. franske); for de tunger gaar
videst: _men glem ei dit eget tungemaal!_“]

I den norrøne literatur er der ogsaa mange videnskabelige og lærde verk,
nogen paa latin og nogen paa gammelnorsk. Mange av dem er oversat efter
utenlandske bøker.

Paa den norsk-islandske og al anden literatur i den tid var der meget
stor forskjel. I Norge og paa Island vokste det frem en folkelig
literatur, som var skrevet paa _morsmaalet_ av dannede læge mænd. Den
norske literatur blev derved folke-eie. I de andre europæiske land
derimot blev næsten alle bøker skrevet paa _latin_ av prester og munker;
det var en literatur _av_ lærde _for_ lærde, og folket blev saaledes
stængt ute fra den paavirkning som ellers kunde kommet det til gode
gjennem literaturen.

Den boklige dannelse stod i Norge og paa Island i det 12te og 13de
aarhundrede meget høit. Det som virket til dette, var først at
literaturen var skrevet paa morsmaalet; desuten var undervisningen, som
dels var privat, dels foregik paa de skoler som var knyttet til
klostrene eller til domkirkene, særdeles god. Der blev foruten i latin
og fransk ogsaa ofte git oplæring paa morsmaalet i lovkyndighet,
historie og skaldskap. Det bør ogsaa nævnes at hele kong Sverres æt
hadde megen interesse for literatur og paa enhver maate fremmet den
literære sans.

Fra førstningen av det 14de aarhundrede gik det norske folk sterkt
tilbake og fik mindre og mindre at si i Norden. En nærmere utredning av
de mange samvirkende grunder til det tilhører historien. Vi nævner her
som de vigtigste: _det sterke kongedømme_ under Sverres ætlinger, som
hadde tat fra folket næsten al del i styret og som følge derav
interessen for det offentlige liv, og som hadde knækket
stormands-ættene, de væsentlige bærere av aandslivet, fremdeles
_hansestædenes magt_, som mer og mer indskrænket nordmændenes egen
sjøhandel og derved hindret ungdommen i at besøke fremmede land, og
endelig _den sorte døds herjing_. En følge av dette landets forfald var
at ogsaa den literære sans døde bort, den _skrevne_ literatur svandt ind
til næsten ingenting, og skriftsproget gik som følge derav og av den
politiske forbindelse med Danmark efter hvert tapt. En stor mængde
_brev_ (mest paa gammel-norsk og mellem-norsk sprog), hvorav mange i den
senere tid er blit trykt, er det som først og fremst gir os oplysning om
Norges historie fra det 14de til det 16de aarhundrede. Det som ute
blandt folket fremdeles blev digtet, fristet nu igjen livet ved
_mundtlig overlevering_, likesom før den ældste literatur. Dette var
tilfældet med _viser_, _sagn_ og _eventyr_, som har holdt sig paa
folketungen ned til vor tid.



                          II. Folkedigtningen.


Mens den skrevne literatur i den sidste del av middelalderen liten eller
ingen betydning hadde, viser „_folkedigtningen_“ at folkets poetiske
sans og trang til digtning langtfra var utdød.

Alt i slutten av det 11te aarhundrede kom de _gamle stev_ til Norden fra
Vesteuropa. De var firlinjede lyriske vers med enderim. Men der er ogsaa
nogen _nye stev_, som kom til Norden først 4-500 aar senere. Nystevet er
ogsaa et firlinjet lyrisk vers, men det er ulikt gamlestevet og mer
moderne end det baade i form og melodi. Nystevet virker mer moderne i
indhold ogsaa.

Endnu lever stevdigtningen i Norge, men fuldt liv har den bare i
Sætesdalen. Mange stev blir digtet i øieblikket. „Aa stevjast“ er en
selskapslek, oftest kappestrid paa vers mellem gutter og jenter. Stevene
gir følelsesutbrud, ofte spotter eller egger de[10].

*Folkevisene* hadde sin blomstringstid i Norden fra det 12te til det
15de aarhundrede. Men de blev ikke skrevet ned før længe efter. I
Danmark skrev mange adelsdamer dem ned. Samlet og trykt blev mange av de
_danske_ i det 16de og 17de aarhundrede, en stor del ogsaa i den sidste
tid[11]; de _norske_ er samlet i vore dager[12]. Folkevisene har
naturligvis i tidens løp undergaat flere forandringer.

[Footnote 10: Jørgen Moe har skildret en stevkamp i „_Besøg i et
bondebryllup_“.]

[Footnote 11: De første samlinger er av _Vedel_ og _Peder Syv_, de
senere av _Svend Grundtvig_, _E. T. Kristensen_ og _Axel Olrik_.]

[Footnote 12: av _J. Moe_, _Landstad_, _S. Bugge_ og _Moltke Moe_. En
meget stor del av de norske viser er endnu utrykt. En liten samling
„Norske folkeviser fra middelalderen“ ved _Knut Liestøl_ og _Moltke Moe_
kom ut 1912.]

I alle tre nordiske riker var der en rigdom paa folkeviser, som vældet
frem „som en frisk rindende strøm“. Deres indhold er ofte beslegtet. Om
de fleste kan det derfor være vanskelig at avgjøre hvor de først er blit
til. Men denne likhet viser at der har været livlig samkvem mellem de
nordiske folk i den tid.

Forfatterne av denne folkedigtning kjender man ikke; bare saa meget kan
man slutte sig til at ialfald en stor del av de _danske_ viser er blit
til blandt de høiere stænder; for det første dreier de sig oftest om
riddernes liv, og for det andet var de danske bønder den gang saa
underkuet og stod saa lavt, at de i det hele var litet skikket til
digtning. Folkevisene blev først sunget paa ridderborgene av omvankende
sangere, siden trængte de ned til folkets hytter, hvor de i senere tider
for en stor del er fundet igjen. I _Norge_ derimot hørte forfatterne
vistnok ofte til bondestanden.

Efter indholdet kan folkevisene deles i _to hovedarter_: _sagnviser_
eller _mytiske_ viser, som fortæller om overnaturlige væsener, personer
og handlinger, og de _historiske_ viser, som gir skildringer av
middelalderens begivenheter og liv. Hertil kommer _kristelige_
folkeviser.

Av _sagnvisene_ maa først og fremst nævnes _kjæmpevisene_, som er de
ældste. De henter emnene fra gude- og heltesagn, som altsaa har holdt
sig gjennem tidene, men litt efter litt er blit ændret under paavirkning
av kristendommen og den voksende kultur. De gamle æser og hedenske
helter er blit til kristne kjæmper og helter. „Trymskvida“ i „Den ældre
Edda“ f. eks. blev gjort om til en vise, hvori Tor blev til Torekall og
Trym grimme jutulen. I Norge har man to viser om idrætshelten Heming,
_Hemingen og Harald kongen_.

Ogsaa helter fra fremmede land (f. eks. _Karl den store_ og hans
kjæmper, _ridder Roland_ og _Holger Danske_) blir ofte behandlet i
visene; disse viser eller emnet til dem er da kommet til Norden fra
utlandet, især fra Tyskland, et vidnesbyrd om den samfærdsel som den
gang fandt sted mellem de nordiske riker og sydligere land. Ofte er
flere emner smeltet sammen i én vise. Kjæmpevisene er i almindelighet
fyndige, djerve og malende.

En anden art av sagnvisene er de _naturmytiske_, som fortæller os om de
forunderlige væsener man i den tid og like til vor tid har opfyldt hele
naturen med: riser og troll i bergene, alver og huldrer i skog og eng,
havmænd, havfruer og nøkker i havet og elvene, og om den maate disse
væsener griper ind i menneskelivet paa. En av de smukkeste og mest
kjendte av de naturmytiske viser er visen om _Elverhøi_. Ogsaa om
gjengangere handler enkelte av disse viser, f. eks. _Den onde
stedmoder_.

De _historiske_ viser er to slags, dels _ridderviser_, dels saadanne som
handler om bekjendte historiske personer, de _egentlig historiske_
viser.

Blandt _riddervisene_ findes de skjønneste folkedigtninger; de gir et
friskt, levende og farverikt billede av riddernes liv fra vugge til
grav; de fortæller os om deres daader og om deres daglige færd, deres
jagt og deres vennelag, om deres troskap i kjærlighet, deres tapperhet
og deres ædle eller ialfald djerve tænkemaate. Som eksempler paa
riddervisene kan nævnes: _Axel og Valborg_, _Dalebu Jonson_ og _Bendik
og Aarolilja_.

De _egentlig historiske_ viser handler om historiske begivenheter eller
personer som i særlig grad har gjort indtryk paa folket, som f. eks.
Valdemar Seiers dronninger _Dagmar_ og _Bengjerd_, og _Kristjern den
anden_ o. fl. Av de _norske_ har vi bare faa bevart, f. eks. om jarlen
_Alv Erlingsson_ og _Kungssonen av Norigsland_. Ogsaa gjennem disse
simple, men gripende viser faar man en levende forestilling om
middelalderens liv og tænkesæt i Norden, om man end ikke kan bygge paa
dem som paalidelige historiske kilder.

Av de _kristelige_ visene er der ikke saa faa. Den mest kjendte er
_Draumkvæe_; det fortæller om drømmene til Olav Aasteson, som sov fra
julaften til trettendedagen, og da fik han se den skjæbne de onde og de
gode fik efter døden.

Endelig kan nævnes de norske _skjemteviser_; av dem er flere av senere
oprindelse, f. eks. _Ramnabryllaup i Kraakelund_, _Han Mass og han
Lasse_, _Truls med bogin_, _Mannen og kjerringi_ o. fl.

Eiendommelig for mange av folkevisene er _omkvædet_, som er med hvert
vers. Oprindelig hadde omkvædet ikke noget at gjøre med den episke
folkevise. Det er en levning av „stevstammen“, en indledning av lyrisk
indhold („gamlestev“). Disse viser var oprindelig _danse_viser, d. v. s.
de blev sunget under en slags dans, idet de som var med, tok hverandre i
hændene og dannet en ring. Den som førte dansen, sang visen, og efter
den gik ringen i takt. I Norden blev der saa til den lyriske indledning
knyttet en episk vise, som ingen sammenhæng hadde med indledningen. For
hvert vers blev en linje eller flere av stevstammen tat med, og omkvædet
var der. Dette omkvæd sang alle med. Senere søkte man stundom at knytte
omkvædet til visen, saa det i fyldig form gav det indtryk visen skulde
gi (f. eks. „Ve da vorde hende Bengjerd!“ „Kjenner du Dalebu Jonsson?“)
— Sangdansen, som kom fra Vesteuropa, blev utbredt over hele Norden og
har holdt sig paa Færøene til vor tid. I Norge kom den i glemme ved
Hardanger-felen, som førte med sig runddansene.

   De egte gamle folkeviser har været kilden til ny digtning og har
   fundet efterlignere baade ute blandt folket og blandt digterne. Av
   dem som har efterlignet folkevisen, skal vi av digterne i
   fællesliteraturen nævne _Ewald_, _Edvard Storm_ og _Claus Frimann_,
   av de nyere danske _Oehlenschläger_, _Ingemann_ og _Hertz_ og av de
   nyere norske _Landstad_ og _Welhaven_. Folkeviser har ogsaa stundom
   ligget til grund for senere tiders dramatiske digtninger, f. eks.
   for _Oehlenschlägers_ „Aksel og Valborg“ og _Ibsens_ „Gildet paa
   Solhaug“, og for _Garborgs_ episke digtning „I Helheim“.

Ved siden av folkevisene har vi *folkesagn*. De er dels _mytiske_ (især
_naturmytiske_), dels _historiske_.

De _naturmytiske_ sagn handler om de samme overnaturlige væsener som de
naturmytiske viser.

De _historiske_ sagn er mest om _Hellig Olav_, og om hvorledes han gjør
riser til sten og faar troll til at bygge kirker for sig (smlg.
Welhavens _En vise om Hellig Olav_). Hellig Olav er guden Tors
efterfølger, og han har Tors røde skjeg. Mange av de historiske sagn
fortæller ogsaa om _den sorte død_, „mannadauden“, om hvorledes den la
hele daler øde (_Jostedalsrypa_ o. fl.).

Mens visene og sagnene ofte knytter sig til historiske begivenheter, er
dette aldrig saa med *folke-eventyrene*. Det som eventyret fortæller, er
ikke bundet til noget enkelt sted eller nogen bestemt tid. Her heter det
oftest bare: „Det var engang.“ Personene og stedene i eventyrene har som
regel ikke en gang noget navn, og hænder det, er det almindelige navn
som _Per_ og _Paal_, eller ogsaa er det navn som er en ren lek av
indbildningskraften (_Mumle Gaase-egg_, _Soria Moria slot_, _Østenfor
sol og vestenfor maane_ o. s. v.). I eventyrene blir det overnaturlige
og naturlige blandet om hinanden. Troll og trollkjærringer forekommer
ved siden av konge, amtmand, prest og skriver. En stor del av dem er om
_Askeladden_ (den klodsete, fillete, som graver i asken). I dem faar man
se hvorledes den som blir regnet for ringe og ubetydelig, ved egen
dygtighet kommer frem til herlighet og lykke. Det gaar gjerne saa i
eventyret, at klokskapen seirer over tankeløsheten og dumheten, at det
gode faar sin løn og det onde blir straffet. I mange av dem er der et
kostelig og eiendommelig lune, som f. eks. i _Manden som skulde stelle
hjemme_, _Far sjøl i stua_, _Gudbrand i Lia_, _Kjærringa mot strømmen_,
_Mestertyven_ og _Herremandsbruden_.

Næsten alle sagn og eventyr er skrevet op i den seneste tid[13].



        III. Den norsk-danske literatur under rikenes forening.
                          (Fællesliteraturen.)


               1. Reformationstiden (omtrent 1500-1560).

Da tyrkerne tok det bysantinske rike, fremkaldte det en ny
kulturstrømning, som alt var forberedt ved korstogene. En mængde græske
videnskapsmænd flyttet til Italien, og her økte de den interesse for den
gamle klassiske literatur som før var vakt. Her vokste ogsaa fra det
14de aarhundrede frem en national literatur (_Dante_, _Petrarca_,
_Boccaccio_). Interessen for den klassiske literatur bredte sig saa til
de andre landene i Europa. Den nye _almenmenneskelige_ dannelse, som
blev grundlagt ved de klassiske studier, er det man har kaldt
_humanismen_. Den førte til _renæssanse_ (gjenfødelse) av kunst og
videnskap. Det var humanismen som mest virket til at gi pavekirken
dødsstøtet i saa mange land; for den fremkaldte bibelkritikken (_Erasmus
fra Rotterdam_) og en dypere og mer videnskabelig drøftelse av de
religiøse spørsmaal. Ved dette blev veien ryddet for den lutherske
_reformation_, som ikke længe efter Luthers egen optræden med rivende
fart trængte ind i Danmark. Alt paa riksdagen 1536 blev den vedtat
indført i riket, efterat den i flere aar under stor tilslutning var blit
præket rundt om i landet.

[Footnote 13: De _norske_ sagn av _Faye_, _Asbjørnsen_ og _Johannes
Skar_, eventyrene av _Asbjørnsen_ og _Moe_, _Sophus Bugge_ o. fl.]

Opfindelsen av _boktrykkerkunsten_ virket ogsaa sterkt til fremme av
aandslivet rundt i Europa. Nye idéer gik ved hjælp av den fortere end
nogen gang før fra land til land og trængte ogsaa ned til de lavere lag
av folket. I de fleste landene, ogsaa i _Danmark_, gav reformationen og
opfindelsen av boktrykkerkunsten støtet til en _literatur_ paa
_morsmaalet_, som fort blomstret frem.

I Danmark var der i den senere middelalder en sterk _tysk_ indflytning,
og den fik stor indflydelse blandt alle stænder og i alle forhold. Den
satte ogsaa sine dype merker i sproget, som i høi grad blev fortysket;
de nu saa almindelige forstavelser _an-_, _be-_, _for-_ (ver-) tok
saaledes den gang til at trænge ind i sproget. Det _tyske sprog_ blev i
høiere lag endog ofte brukt til _talesprog_, mens _latinen_ blev
_skriftsprog_. De for resten temmelig faa skrifter Danmark har at opvise
i middelalderen, var næsten alle paa latin. Selv fædrelandshistorien
skrev Saxo paa latin, som vi har hørt. Rigtig nok gjorde som nævnt
reformationen for en tid morsmaalet igjen til skriftsprog, for det var
reformatorene om at gjøre at virke paa den menige mand og vende hans hu
til den nye lære. Den latinske messe skulde overalt avskaffes og dansk
gudstjeneste indføres; de katolske helgenhistorier maatte bort, og
bibelen bli git menigmand i hænde. I reformationstiden blev (navnlig ved
Kristiern Pedersen) den grundvold for en dansk national literatur lagt
som ialfald enkelte mænd (f. eks. Vedel og Peder Syv) bygde paa i det
følgende saakaldte lærde tidsrum. Først da blev den tyske indflydelse
paa sproget sterk igjen.

Reformationstidens literatur var næsten bare _religiøs_, en naturlig
følge av at det var trosskiftet som den gang mest optok sindene.

Øverst blandt forfatterne i denne tid staar *Kristiern Pedersen*, en
trofast ven av Kristiern den 2den. Han har skrevet saa betydelige
arbeider paa morsmaalet og brukt det saa dygtig at han i Danmark endog
har faat navn av den danske literaturs far. Ham skyldes for en væsentlig
del _den første fuldstændige danske bibeloversættelse_ (1550), som blev
kaldt _Kristian den 3djes danske bibel_ (oversat efter Luthers tyske
oversættelse).

„Ingen skal tro,“ siger han selv, „at evangelierne er helligere paa ett
tungemaal end et andet; havde nogen af apostlerne skrevet evangelierne
til Danmarks rige, da havde han dem visselig skrevet paa ret danske; thi
hvert menneske bør at kunne dem paa sit eget maal.“ Ved siden herav gav
han ut _Saxos historie_, som ellers let kunde gaat tapt.

Kristiern Pedersen byttet gamle uforstaaelige ord med nye brukelige og
fik større fasthet i retskrivningen, „særdeles for unge folks skyld,
piger og drenge, som gjerne ville lære at læse og skrive ret danske og
stave hende tilbørlig, som hende bør at staves og skrives,“ siger han
selv.

Kristiern Pedersen blev mer og mer optat av reformationsstriden. Hans
største motstander her var en anden dansk humanist, *Povl Helgesen*, en
elev av Erasmus fra Rotterdam. Han stod først velvillig til
reformationen, men stilte sig siden ivrig mot den. Hans motstandere
kaldte ham derfor „Povl Vendekaabe“. Hans _strids_skrifter var mest
kjendt.

Mer som taler end som skribent virket *Hans Tausen* († 1561 som biskop
i Ribe). Han har bl. a. git ut en _postil_ og digtet en del _salmer_.

Den _poetiske_ literatur var i den tid naturlig nok mest _salmer_. De
færreste var originale; de fleste var oversættelser av _tyske_ (f. eks.
_Vor Gud han er saa fast en borg_) eller omarbeidelser av _latinske_
salmer (f. eks. _Et barn er født i Betlehem_).

I _Norge_ var der i reformationstiden _ingen_ selvstændig literatur;
reformationen fremkaldte der ikke et eneste skrift. Mens
_boktrykkerkunsten_ naadde til Danmark alt under kong Hans i 1482 (den
første bok paa dansk, _Den danske rimkrønike_, blev trykt i 1495),
tryktes der i _Norge_ ingen bok før omkring midten av det 17de
aarhundrede. Men nu begyndte atter interessen at bli vakt for den gamle
norske literatur, og man tok til at oversætte kongesagaene fra
gammel-norsk til _dansk_; dette sprog blev nemlig under foreningen med
Danmark og især efter reformationen _fælles skriftsprog_ for Danmark og
Norge. Dette gik naturlig for sig. I de sidste aarhundreder av
middelalderen merker vi en utvikling i alle de vest-europæiske sprog.
Denne utvikling griper ogsaa sprogene i Norden. Likesom gammel-dansk
blev uforstaaelig i Danmark, blev gammel-norsk vanskelig at skjønne for
nordmænd. I vort land hadde vi da ingen norsk overklasse som kunde skape
et mer moderne skriftsprog. Magthaverne var danske; det var da deres
sprog som blev vort officielle skriftsprog. Da saa reformationen kom med
religionen og bibelen paa dansk, var det naturlig at de spirer som
maatte være til et norsk skriftsprog, blev kvalt. Talesproget derimot
blev ved at være norsk i by og bygd, og det var først i langt senere tid
at den „dannede dagligtale“ mistet det meste av sit norske præg.


                2. Det lærde tidsrum (omtr. 1560-1710).

I dette tidsrum blev morsmaalet efter hvert atter sat tilside i Danmark
likesom i det øvrige Europa, og _latinen_ paany det almindelige
skriftsprog. Det fortælles om en prest at han endog skrev skudsmaal for
sine sognefolk paa latin. Bare enkelte røster hævet sig mot dette.

Ved de lærde skoler drev man oplæringen helt paa latin. Barna maatte
betale pengebøter for hvert dansk ord de talte, eller de fik ris naar de
talte sit morsmaal, likesaa vel som naar de „stimede eller sloges“; de
skulde ikke en gang bruke det naar de lekte. Lærebøkene var alle paa
latin, ogsaa grammatikken. Det var saavidt barna overhodet fik lære at
læse og skrive paa dansk. Ved universitetet gik likeledes alt,
forelæsninger og samtaler, for sig paa latin. Dersom nogen paa én gang
sa mer end tre ord i morsmaalet, uten i forveien av en eller anden grund
at ha bedt om lov, skulde han for hver gang bøte en hvid. Almuebarna fik
bare gjennem mundtlig undervisning litt kristendomskundskap. Der var
ingen skoler paa landet. Hele oplæringen bestod i, „at degnen nogen
ganger om uken, eller hvor flere (lands-)byer hørte til ett sogn, i det
mindste én gang hver maaned, samlet landsbyens ungdom i en gaard og med
høi røst læste Luthers lille katekismus for dem, samt nogen sanger og
bønner, og lot barna gjenta det saa længe til noget hang ved. Fire
ganger om aaret overhørte presten dem, og ved visitasen lot biskopen dem
sige frem Fadervor, de tre trosartikler og de ti bud; én sa for og de
andre efter“.

I denne tid blev dansken sterkt fyldt op med tyske ord, baade plattyske
og høityske. Nu var det mest ord med forstavelsene _ge-_ og _er-_ som
trængte ind. Men mens mange av de tyske ordene som trængte ind i slutten
av middelalderen, endnu har fuldt liv i dansken, er en mængde av de
tyske laane-ordene fra denne tiden trængt ut igjen siden, og de er
aldrig blit folkelige ord. Ogsaa mange franske laane-ord trængte ind i
denne tid, men de er næsten alle sammen trængt ut igjen.

Den gamle danske _adel_ hadde nu sin glanstid; tidsrummet (indtil 1660)
er derfor ogsaa blit kaldt „_Adelsperioden_“. Adelsmændene var oftest
rike, mægtige og dannede, og de arbeidet i sit fædrelands interesse.
Flere av dem var ogsaa lærde videnskabsmænd.

Et rikt _videnskabelig_ arbeide, først og fremst i _teologisk_ retning,
blev utført i dette tidsrum, mest i den første halvdel; men trods sin
store flid fik den tids lærde forfattere liten betydning for menigmand,
som i det hele blev stillet utenfor paavirkning av literaturen. Det
gjaldt i denne saakaldte _ortodoksiens_ (rettroenhetens) tid fremfor alt
at slaa fast den rette lære. Ja, man syslet ogsaa med slike ørkesløse
spørsmaal, som f. eks. om hvad Adam og Eva spiste i paradis, hvilket
sprog de salige taler o. s. v. Prestene gav fra prækestolene oftest
lærde og tørre avhandlinger, som tilhørerne ikke forstod, og som derfor
gjerne dysset dem i en blid søvn. Kristian 4 gav endog ut en forordning
om vækkere i kirken.

Der var i det hele tilbakegang med hensyn til den folkelige literatur,
som var begyndt at komme frem i reformationstiden.

Aandslivets tilstand i _Norge_ var ikke lys i det 16de og 17de
aarhundrede. De gamle stormands-ætter fra sagatiden var blit knækket i
de foregaaende aarhundreder, og den nye _adel_ Norge fik, var meget
faatallig og desuten fremmed; for det var næsten bare danske indflyttere
som fik adelsbrev. _Borgerstanden_ gjorde sig vistnok fri i det 16de
aarhundrede fra hanseaterne; men det var først ved slutten av det 17de
aarhundrede at Norge kunde siges at ha faat en nogenlunde velhavende og
oplyst handelsstand (særlig i Bergen). _Embedsmændene_ stod dengang paa
et temmelig lavt standpunkt. _Bøndene_ var, som vi straks skal høre,
oftest raa og uvidende.

Indførelsen av reformationen, som var gaat meget raskt for sig i
Danmark, og som der hadde fremkaldt et nationalt aandsliv, gik det
langsomt med i Norge. De nye danske prester, som efter hvert kom op til
Norge, blev ofte i begyndelsen jaget bort eller slaat ihjel, da bøndene
ingen forandring vilde ha i de katolske kirkeskikker. Lister-presten,
forfatteren _Peder Claussøn_, fortæller saaledes at i somme prestegjeld
var én eller to, i andre flere, ja, i et sogn endog 7 prester
ihjelslaget. Han har kjendt en telemarking, siger han, „hvis fader haver
ihjelslaget 3 prester, og naar denne var drukken, bad han Gud at han
ikke maatte dø førend han havde slaget saa mange prester ihjel.“ Det var
derfor i lang tid meget vanskelig at faa prester til at reise hit op.
Rent uvidende mennesker, som saavidt kunde læse op en præken av en
postil, eller studenter, som var faldt igjennem til eksamen, fik ofte
norske preste-embeder paa landsbygden. Pengebegjærlighet, drukkenskap og
andre laster var hyppige beskyldninger mot de geistlige i Norge i det
16de og førstningen av det 17de aarhundrede. En slik sjeldenhet var
prester som hadde studert ved „svarteskolen“ i Wittenberg, at almuen
holdt dem for trollmænd, som „kunde mer end sit Fadervor“ (f. eks.
Røken-presten med „svarteboka“). Følgen av alt dette var, at den største
vankundighet og overtro bredte sig mangesteds blandt almuen, ja, man
faldt enkelte steder tilbake til hedensk vildskap. Regjeringen gjorde
ikke noget for at utbrede oplysning og kundskap. Sproget la ogsaa
hindringer iveien; det varte længe før bøndene lærte at forstaa det
danske sprog som blev talt i kirkene, og som alle bøker var skrevet paa.
Skole-oplæringen stod sørgelig lavt. Elevene ved de lærde skoler maatte
to ganger aarlig gjøre tiggerreiser rundt i bispedømmet, forat de kunde
holde sin skolegang ved like. Bare faa av dem kunde siden studere videre
ved universitetet. Folkeoplæringen var ynkelig. Bøndene kunde oftest
ikke læse. Skolelærerne „tjente mer ved at ligge og fiske“, heter det,
end ved at undervise, og desuten gjorde de ofte militærtjeneste. Først i
1736, da konfirmationen blev indført, blev det paabudt at alle skulde
lære at læse; men det blev likevel ikke fuldt ut fulgt.

Landet led ogsaa i den tid av mange ulykker (hungersnød, pest osv.). At
den boklige sans ikke kunde trives under slike forhold, siger sig selv.

Det vigtigste literære arbeide som blev gjort i denne tid, var _Peder
Claussøns oversættelse av de norske kongesagaer_. Denne bok gjorde ikke
litet til at vække nationalfølelsen, følelsen av at være et eget folk,
og denne nationalfølelse var det som i løpet av det 18de aarhundrede ved
den stigende oplysning og velstand sterkere og sterkere traadte frem,
ikke mindst i literaturen, og som gjorde folket modent til at staa paa
egne ben.


                        Den prosaiske literatur.

Av lærde _teologer_ staar professor *Niels Hemmingsen*, „den danske
Melanchton“, høiest. Han blev endog kaldt „Danmarks almindelige lærer“.
Han gav ut en mængde fremragende teologiske arbeider paa latin. Av store
_videnskapsmænd_ for resten skal først nævnes *Tyge Brahe* († 1601),
som gjorde store opdagelser i _astronomien_.

   Ogsaa *Ole Rømer* var en fremragende astronom og naturgransker. Han
   opdaget saaledes lysets forplantning og hastighet. _Lægevidenskapen_
   hadde betydelige dyrkere i *Tomas Bartholin* og *Niels Steensen
   (Steno)*. Den sidste grundla ogsaa en ny videnskap, _geologien_.
   *Ole Worm* dyrket foruten lægevidenskapen ogsaa _oldgranskningen_ og
   er blit kaldt „den danske oldgransknings far“. Han var den første
   som vakte opmerksomheten for de islandske haandskrifters[14]
   betydning for Nordens historie. Alle disse skrev paa latin.
   Islændingen *Tormod Torfæus* (Torvesen) skrev en stor _Norges
   historie_ paa latin og oversatte flere _islandske sagaer_ til latin.
   Han bodde i Norge.

I én gren av literaturen hævdet morsmaalet for en tid sin ret; det var i
_historieskrivningen_. *Anders Sørensen Vedel* (rikshistoriograf og
Fredrik den 2dens hofprest), † 1616, en vel begavet mand, som
interesserte sig varmt for morsmaalet og det nationales fremgang i det
hele, ryddet vei her, idet han _oversatte Saxo Grammaticus’s historie_ i
slutten av det 16de aarhundrede.

Da der manglet papir til trykningen, rettet _Tyge Brahe_, som var Vedels
personlige ven, i et latinsk digt en opfordring til folket: „I danske
kvinder! Skaane har en papirmølle; ofrer av kjærlighet til fædrelandet
eders lintøi, at ikke vore herlige forfædres ros skal dølges i glemsels
nat!“ Efter opfordring av den danske dronning, gav Vedel ogsaa ut
_hundrede danske folkeviser_, som derved blev tilgjængelige for alle, og
sansen for dem blev holdt levende i folket (se side 17).

[Footnote 14: Paa denne tid blev haandskrifter baade til Snorres Edda og
den ældre Edda fremdrat.]

Av Vedels egentlige hovedverk, en fortsættelse av Saxos historie, blev
bare litet færdig; men alt hans samtidige, rikskansleren *Arild
Huitfeldt* († 1609), gav ut paa morsmaalet en _Danmarks riges
krønike_, som strakte sig like ned til Kristian den 3djes død. Med det
16de aarhundrede slutter næsten al historieskrivning paa morsmaalet i
dette tidsrum.

Noget senere blev _morsmaalet_ selv gjort til emne for behandling,
særlig av *Peder Syv* († 1702), en tid rektor, senere prest paa
Sjælland. Foruten _danske ordsprog_ og _danske folkeviser_ gav han ut en
_dansk grammatik_, det første arbeide av den slags som kom i morsmaalet.
Men hvorledes latinen var trængt igjennem, kan man se av at selv han,
som for sine fortjenester av morsmaalet har faat navnet „den danske
sprogforsknings far“, fandt det nødvendig „sommesteds at give en ganske
mening paa latine for des bedre at blive forstaaet“.

Endelig skal vi nævne et _mindeskrift_, som blev skrevet paa den tid, og
som er drat frem i vore dager. Det er *Leonora Christina Ulfeldts*
_Jammersminde_. Hun blev uskyldig kastet i fængsel og sat der i 23 aar,
utsat for de skammeligste forhaanelser av høie og lave. Da hun endelig
blev fri, gav hun i „Jammersmindet“ en gripende skildring av sit
kvalfulde liv i fængslet. Hvad formen angaar, er dette skrift blit kaldt
„det 17de aarhundredes første danske prosa-verk“.

Som nævnt var det mest i Bergen at vi merker noget til _norsk_ aandsliv
i den tid. Bergen var den største by i Norden, og den by i Norge som
stod i livligst samkvem med utlandet. Her maatte de nye idéer derfor
først vise sig. Herfra gik den „første literære fornyelse“ ut. — Bispen
_Geble Pederssøn_ i Bergen var vor første humanist. Han interesserte sig
især for skolen i sin by. I Bergen var det ogsaa at interessen for
Norges gamle historie holdt sig. Flere arbeidet med oversættelser av de
gamle sagaer. Blandt dem skal vi især merke lagmand _Mattis Størssøn_
(† 1569), som gav et utdrag av de gamle kongesagaer. Han skrev ogsaa
et klageskrift mot de tyske kjøbmænd. Han var en anset mand og
regjeringen brukte ham til flere vigtige hverv.

Mest kjendt av Bergens-humanistene var allikevel *Absalon Pederssøn
Beyer*, Geble Pederssøns elev og fostersøn. Han studerte ved
universitetene i Kjøbenhavn og Wittenberg, hvor han tok magistergraden.
Siden blev han lektor ved stiftsskolen i Bergen og til slut slotsprest.
Han døde i 1574.

I sine 14 sidste leve-aar førte Absalon Pederssøn en dagbok, som er
bevart under navnet _Bergens kapitelsbog_. Han fortæller her de mindste
smaating, som f. eks. at et par elever fra stiftsskolen en
søndagseftermiddag gaar i vinkjelderen istedenfor i kirken. Men
smaatingene gjør netop boken til et levende og egte kulturbillede fra
Bergen i den tid. Desuten har Absalon Pederssøn skrevet en _Norges
beskrivelse_.

   Den sidste bok er merkelig ved at forfatteren viser sterk
   nationalfølelse og med styrke uttaler sin sorg over Norges
   tilbakegang og sit haap om at landet igjen maa reise sig av dvalen.
   Han siger om Norge i gamle dager, at da „var hun udi agt og ære; da
   havde hun en guldkrone paa sit hoved og en forgyldt løve med en
   blodøks; — — da udbredte Norige sin magt og vinger,“ og at
   „Noriges rige haver standet udi sin blomster og været et sterkt og
   mandigt rige blandt andre kongeriger; men,“ siger han senere: „Fra
   den dag Norige kom under Danmark og miste sin egen herre og konning,
   saa haver det og mist sin manddoms styrke og magt og begynder at
   blive gammel og graahærd og saa tung, at det ei kan bære sin egen
   uld. — — Idet at hun er vorden træt og gammel af seilas og formaar
   ikke mere at drage udenlands, haver hun i sin rasendes alderdom, i
   hvilken hun bliver til barn paa det ny igjen, tilbudet en stor hob
   af hansestæderne, at de maa ikke alene seile her i riget, men ogsaa
   garpe[15] plante sig fast blandt disse klipper, hvilke som haver
   faaet det norske sand i deres sko, at de vil ikke gjerne herud
   igjen, men vil dø derpaa, at bergefisk og norsk smør er udi deres
   hansestæder en god ret.“ Han mener om Norge, at „hun gaar paa
   krykker og stylter og vil snart falde omkuld. — — Dog kunde vel
   Norige engang vaagne op af søvne, dersom hun finge en regenter over
   sig; thi hun er ikke aldeles saa forfalden og forsvækket, at hun jo
   kunde komme til sin magt igjen. — — Udi folket er endnu noget af
   den gamle dyd, manddom og styrke.“

[Footnote 15: Garp var før navn paa de tyske kjøbmænd i Bergen.]

Litt senere end disse humanister i Bergen levde sogneprest til Undal
*Peder Claussøn Friis*. Han blev sogneprest og provst paa Lister alt da
han var 21 aar gammel, og det var han hele sit liv, til han døde i
70-aarsalderen (1614). Peder Claussøn har i mange maater lært av de før
nævnte humanister i Bergen; men han staar over dem alle baade i
fremstillingsevne og i kundskaper. Han har læst mer baade av den gamle
norrøne literatur og av nyere fremmed. Størst betydning har han som
_saga-oversætter_. Han oversatte Heimskringla og de kongesagaer som
fortsætter den. Snorre Sturlasson var den gang ikke kjendt som
historieskriver, saa den lærde islænding _Arngrim Jonsson_ siger at
Peder Claussøn har „utgravet Snorre av glemselens sorte nat“. Hr. Peders
oversættelse blev en folkebok i Norge. Den blev i det 19de aarhundrede
avløst av _Jac. Aalls_ oversættelse. — Peder Claussøn skrev den første
norske naturhistorie, _Om Diur, Fiske, Fugle oc Trær udi Norrig_. Han
skriver her i et klart og letfattelig sprog; men han fortæller mange
fabler som viser han er bundet av sin tids overtro; av og til nævner han
likevel uttrykkelig at dette er „superstits“ (ɔ: overtro). Et par
stykker her er oversættelse av det gammelnorske „Kongespeilet“. Likesom
Absalon Pederssøn skrev han en _Norrigis Bescrifuelse_ og desuten andre
geografiske verk. Ingen av hans skrifter blev trykt før efter hans død.

Peder Claussøn var en kraftig og nidkjær prest og maatte utstaa mangen
kamp med de stridige listerbønder, især om ordningen av tienden. Men han
var en folkelig prest, som personlig var avholdt av sin menighet. Efter
hans død har folkesagnet beskjæftiget sig med ham. Og paa Lister lever
endnu hans minde.

Ogsaa i Oslo levde der nogen humanister som bispen _Jens Nilssøn_. Men
baade han og de andre skrev paa latin og fik derfor ingen betydning for
folket. Litt mer betydning fik forskjellige beskrivelser over enkelte
landsdeler som _Lauritz Hummers_ „Beskrivelse over den fordums
blomstrende by Hamar“ (1565), en beskrivelse over Namdalen (1597), over
Lofoten og Vesteraalen (1591) o. fl.


                        Den poetiske literatur.

_Den poetiske literatur_ i det lærde tidsrum stod i almindelighet meget
lavt. Der var ingen mangel paa poeter, men paa poesi. Den tids digtere
var i regelen aand- og smag-løse rim-smeder uten nogensomhelst poetisk
sans. En bergensk lénsmand leverte endog „den danske lov“ paa vers.
Deres digtning hadde oftest ingen rot i det virkelige liv, og for at
vise sin lærdom, spækket de, likesom de prosaiske forfattere, sine digt
med lærde hentydninger og citater av den klassiske literatur. Det var en
_kunst-poesi_, som næsten bare la vegt paa formen. Denne smagsretning
var fra Tyskland trængt ind i Danmark. Ogsaa den opstyltede franske
_hyrdepoesi_ (hvori de høihælede hyrdinder gik omkring med lam med røde
silkebaand om halsen) fik mange efterlignere.

Meget faa av disse digtere har hat nogen indflydelse paa aandslivet i
sin eller følgende tider, og selv de bedste er i større og mindre grad
smittet av de gjængse feil.

*Anders Arrebo* († 1637) blev i ung alder bisp i Trondhjem, men blev
avsat paa grund av onde rygter, som blev spredt ut om hans levnet, og
som han selv ved sin uforsigtighet for en del gav grund til. Siden blev
han prest i Danmark. Hans betydeligste arbeider er hans _oversættelse av
Davids salmer_ paa vers, som fik sine fleste læsere i _Norge_, og hans
digt om skabelsen _Hexaëmeron_ (Seksdagsverk), som handler om: „Verdens
første uges seks dages prægtige og mægtige gjerninger“, frit bearbeidet
efter en fransk digter.

„Hexaëmeron“ er ogsaa merkelig ved at Arrebo brukte et regelmæssig
versemaal, det aleksandrinske[16], og derved la grunden til den senere
versekunst. Før hadde man bare brukt at tælle stavelsene. I den nyere
tid har han derfor faat navn av den danske digte_kunsts_ far.

   *Anders Bording* var meget anset i samtiden for sin „behagelige
   rimkunst“. Han skrev ogsaa vers med en viss lethet og hadde et
   merkelig herredømme over sproget. Han gav ut den første danske
   politiske avis, _Den danske Mercurius_, skrevet paa vers.

En betydelig digter var *Tomas Kingo* (av skotsk æt, † 1703 som bisp
over Fyn). Hans salmer lever endnu den dag idag paa menighetens tunge i
Norden; hans verdslige digtning stod derimot ikke over hans samtids og
har derfor delt skjæbne med den. Han fik i opdrag av styrelsen at
utarbeide en ny kirkesalmebok for de forenede riker. Han gav nu ut en,
hvori halvdelen var hans egne salmer; men den møtte motstand og blev
ikke godkjendt. En kommission blev nedsat til at arbeide ut en ny; den
fik navnet _Kingos salmebok_, da den ogsaa for en stor del skylder Kingo
sin tilblivelse, om den end ikke er av ham. Den blev indført som
kirkesalmebok i begge riker. Kingos _passions-_ og _paaskesalmer_ hører
til hans bedste og mest kjendte. Av enkelte salmer skal her nævnes: _Som
den gyldne sol frembryder_; _Skriv dig, Jesus, paa mit hjerte_ og _Lov
og tak og evig ære_ (se Landstads salmebok).

Kingo hadde varm interesse for morsmaalet og utviklingen av en national
literatur. Han siger ogsaa han har til hovedformaal for sin digtning at
gi sine landsmænd salmer og sanger, som ikke var laant andenstedsfra.
„Thi,“ siger han selv, „de danskes aand er dog ikke saa fattig og
forknyt, at den jo kan stige ligesaa høit mod himmelen som andres,
alligevel at den ikke bliver ført paa fremmede og udlændiske vinger.“
Herfor leverte Kingo selv det bedste bevis. Med ædel harme lastet han,
med tanke paa det tyske hofparti, dem, „der maaske i _tredive aar_ haver
ædt fædrelandets brød i Hans Majestæts tjeneste og haver dog ikke villet
lære _tredive danske ord_, fordi de ikke haver villet tage dette
vadmelssprog paa sine silketunger.“

[Footnote 16: Dette navn efter et fransk episk digt fra det 13de
aarhundrede om Aleksander den store, hvori det første gang blev brukt.]

I _Norge_ var det fra Bergen det første „poetiske“ tilskud til
fællesliteraturen kom. Her blev omkring 1560 skrevet _Bergens
rimkrønike_; man kjender ikke forfatteren til denne „krønike“, som paa
vers gir Bergens historie fra de ældste tider. I Bergen levde ogsaa
_Dorothea Engelbrektsdatter_. Men det var utenfor Bergen, helt oppe i
Nordland, at den eneste virkelige _digter_ levde. Det var *Petter Dass*,
som har faat navnet „digteren paa Alstahaug“. Han blev født i Alstahaug
paa Helgeland og døde som prest sammesteds i september 1707, 60 aar
gammel. Han var utpræget _folkelig_ digter, et særsyn i dette tidsrum.
Sin meste tid levde han i Nordland, som han ogsaa har skildret i sit
hovedverk, _Nordlands trompet_, en beskrivelse av Nordlands amt paa rim;
den arbeidet han paa i 14 aar. „Nordlands trompet“ er endnu sammen med
enkelte av Petter Dass’s viser (f. eks. den djerve _Dalevise:
Fjeldbyggen agter paa tiden_),[17] hans _Dr. Martin Luthers lille
katekismus, forfattet i bekvemme sange under føielige melodier_ og hans
_Aandelig tidsfordriv eller bibelske visebog_, en yndet folkelæsning,
mest hos nordlændingen. Han skrev ogsaa en mængde _leilighetsvers_, mest
bryllups- og begravelsesvers, „salve for rindendes øine“, „ligstøtter“,
„liglagen“ eller „blæksalver“, som det hette i den tids sprog. I disse
leilighetsdigt viste han sig som egte barn av sin tid og delte dens
feil. Først flere aar efter hans død kom hans skrifter i trykken. Mens
han levde, fandtes hans arbeider, saa nær som „Dalevisen“, bare i
avskrifter. Siden er hans bøker kommet i mange oplag. Av
katekismussangene er der mindst 27 utgaver.

[Footnote 17: hvorav følgende vers hitsættes:

   „Gjennem granskov og furu
   kom jeg til en, hedte Guru,
   gav mig møsse-brømme[18]
   og rømme.
   Udi bunken laa
   fluer, stor’ og smaa,
   ilde ud det saa,
   maatte gaa derpaa;
   blev det maaltid ædet,
   jeg sveded,
   saa jeg nær nedstyrted af sædet.

   Som det nu lakked til kvelden,
   ind kom fru Guru med felden;
   feldens haar var mange
   og lange;
   fremmed rytteri
   paa fribytteri
   skjulte sig deri,
   ginge paa parti;
   de rede ei paa sale,
   de kale;
   men min ryg fik det at betale.

   Ryggen den blev skrammereret;
   ve dem, hvor de mig skamfered!
   Ak, hvor bide kunde
   de hunde!
   Hver sin skaal ei sveg,
   plukked surt min steg,
   grædende og bleg
   gik jeg af den leg;
   jeg blev vis for silde,
   hvor ilde
   mig bekom fru Guru sit gilde!“
]

[Footnote 18: bløt ost, laget av myse.]

                      [Illustration: Petter Dass.]

Hans _religiøse_ digtning er kraftig og naturlig. Av hans salmer er
kanske _O Jesus, for din alterfod_ (se Landstad), den mest kjendte. I
sin _verdslige_ digtning skrev han ofte om de mest hverdagslige ting.
Han skildrer for os jevnt og simpelt, men friskt og levende Nordlands
natur, nordlændingen og hans liv, hans møie, hans næring, hans hytter og
hans naust, hans klædedragt, hans baater og hans garn, alt like til
torsken paa hjeld og silden i tønde. Han digtet om det han selv hadde
set og oplevd; derfor fik hans digtning noget for den tid usedvanlig
selvstændig og eiendommelig ved sig. Over det strenge, alvorlige liv der
oppe og det haarde stræv for det daglige ophold la hans digtning paa
samme tid et poetisk skjær, og paa grund av det hjemlige indhold slog
hans sanger saa merkelig an blandt folket og har holdt sig paa
folkemunde til vore dager. Blandt de høiere klasser fik hans bøker
derimot næsten ingen indgang. Den kjærlighet og varme interesse som
baade hans person og hans skrifter endnu den dag idag blir omfattet med
av nordlændingen, vidner om at han har hat en indflydelse som faa paa
det folk han har levd og virket iblandt. Hans digtning blir sammenfattet
under navnet: „Hr. Petterdigt“.

Som et eksempel paa hvor høit hans digtning staar blandt almuen, kan
følgende fortælling tjene: En vefsen-væring kom ind i en boklade i
Bergen og spurte om de hadde Petter-digt. Det hadde de ikke, men mange
andre gode bøker. „Nei,“ sa han, „har I ikke Petter-digt, saa gir jeg
det en god dag altsammen!“

Høsten 1908 blev et monument over ham avslørt paa Alstahaug.

   Som gut var Petter Dass meget kvik og opvakt. Der fortælles saaledes
   et skjelms-stykke av ham fra gutte-aarene, da han gik paa skole i
   Bergen. En gang, heter det, kom han ind til en kjending, en
   kjøbmand, som sat i sin slaabrok ved et bord og talte penger.
   Kjøbmanden moret sig over gutten, som med en liten hammer banket i
   vægger og gulv, og la ikke merke til at han hadde listet sig til at
   slaa nogen smaaspiker gjennem slaabrokken, som hang ned paa gulvet.
   Da det var gjort, sprang Petter op, tok næven fuld av penger paa
   bordet og rendte ut gjennem døren. Kjøbmanden skulde sætte efter
   gutten, men kom ikke av flekken.

   Da han blev voksen, var han temmelig liten og undersat. Han var
   meget livlig, talte fort og manglet aldrig et godt svar. I sine
   yngre aar var han en aarrække kapellan i Nordland. En slik
   kapellanstilling var den gang ikke meget misundelsesværdig. Han
   pleide at faa 12 riksdaler om aaret og en støvlehud foruten mat og
   drikke.

      „Mit embeds indkomster var aldrig saa god’,
      at jeg kunde kjøbe en sko til min fod
      og hoser at skjule min’ hæle,“

   siger han selv. Men da han blev sogneprest til Alstahaug, blev hans
   kaar gode. Alstahaug var paa hans tid „det rigeste og formuendste
   kald, ikke alene i Nordlandene, men i al Trondhjems stift. En prest
   kunde leve der oppe som en herre.“ Som prest var Petter Dass likesaa
   samvittighetsfuld og nidkjær som modig, kraftig og djerv. Peder
   Claussøn siger om Alstahaug at kaldet for presten var forbundet „med
   stor livsfare til sjøs, naar han uddrager til de kirker paa øerne,
   som ligger to eller tre mile ude i aabenbar hav.“ Petter Dass siger
   ogsaa selv i sin „Nordlands trompet“:

      „Vort Nordland saaledes beliggendes er:
      Guds lov maa forkyndes blandt øer og skjær
      uagtet al fare og møie;
      thi sker det og tit,
      at en talendes mund
      maa søge sin grav i den dybeste grund
      og lukke blandt fiske sit øie.“

   En enkelt gang kan ogsaa et suk undslippe ham over den barske natur,
   som naar han siger:

      „Naar andre kan frydes ved straalende sol,
      er vi elementernes slaver.“

   Men han bevarte sin freidighet. Da saaledes hans riktladde jægt en
   høst gik under paa Stadhavet, utbryter han: „Mit gods er nedsjunken,
   men ikke mit sind.“ Og at han ikke var ræd for at finde sin grav paa
   havet, ser vi av følgende vers:

      „Hvad vil en Guds tjener bekymre sig ved
      at ham er udvalt et begravelses sted
      som mennisken ikke kan finde?
      Om han ikke bæres af venner herud,
      han kan dog med Mose begraves af Gud
      og lukkes saa rolig derinde.“

   I sine sidste leve-aar var han plaget av haarde legemlige lidelser.
   Herom siger han selv saa gripende:

      „I seks aar har jeg været svag
      og aldrig havt en rolig dag.
      Forløs mig nu, min fromme Gud,
      det syvend’ aar af fængslet ud!

      Og om min pine fattes prov
      og flere skudsmaal har behov,
      spørg hver en stolpe og hvert bret
      som er udi mit sengested!

      Spørg bjelkerne i huset er,
      spørg døre, vægge, tag og spær,
      spørg bord og bænke, de skal dig
      fortælle hvor det er med mig!“

   Der findes i folkemunde mange sagn om hr. Petter. Mest kjendt er vel
   det sagn, at han paa en og samme søndag skulde ha holdt fropræken i
   Bergens domkirke, høimesse i Kjøbenhavn og saa igjen aftensang i
   Bergen. — Da han døde, var sorgen saa almindelig at alle
   jægteskippere i Nordland da skal ha sat et stykke sort vadmel paa
   hver side av jægtens seil. Like til bortimot vor tid brukte nogen at
   gjøre det.

*Dorothea Engelbrektsdatter* († 1716), „Bergens sangmø“, en from
prestekone i Bergen, digtet mest _salmer_ (_Sjælens sangoffer_,
_Taare-offer_), f. eks. _Dagen viger og gaar bort_ (se Landstads
salmebok). Mange av dem er endnu vel kjendte blandt de norske bønder.

   Dorothea Engelbrektsdatter blev sat høit av samtiden; kravene til en
   digter var den gang ikke meget store. Endog _Kingo_ siger til hendes
   pris:

      „Gaar nu, gaar hen, I ni berømteste gudinder!
      at bukke eder dybt for en af Nordens kvinder,“

   og _Petter Dass_ uttaler sin beundring med lignende ord:

      „Nymferne beregnes ni,
      én dertil, saa tælles ti,
      det skal Dorthe blive.“

   Selv _Holberg_ yder hende sin ros som „den første poetinde som de
   nordiske riker har havt.“ Av en unavngiven beundrer blev der sagt
   hende en mere velment end egentlig heldig kompliment i følgende
   linjer:

      „Ei Nilus selv, ei Rhen
      er nær saa vanderig
      som Dorotheæ pen.“

   Hun hadde derimot selv ikke store tanker om sin digtergave. I
   fortalen til en utgave av hendes samlede digt siger hun likesaa
   smukt som beskedent:

      „En fugl med nebbet kvidrer smukt
      og skaberen tør love.
      Hvi skulde da min mund staa lukt
      og ingen lovsang vove?

      Er ikke rimene saa net
      som de vel burde være,
      da lad det være ret og slet,
      naar Gud kun faar sin ære!“

   I et digt til _Petter Dass_ kalder hun sig mer beskedent end
   smagfuldt „en poete-unge, der byder frem hvad hun formaar“. Kingo og
   Dorothea traf hinanden en gang i et selskap i Kjøbenhavn; ved bordet
   skulde der rimes, som sedvane var paa den tid. Kingo begyndte:

      „Jeg havde rimet nær, men vidste ikke hvad;
      for mesterinden mig saa nær paa armen sad.“

   Dorothea svarte straks:

      „O mageløs poet! du kald mig ikke saa!
      At du min mester est, al verden skjønner paa.“

   Disse rim gik et helt aarhundrede fra mund til mund, og man fandt
   dem høist merkelige. Under hendes portræt, som pryder utgaven av
   hendes samlede digt, staar følgende vers, som sandsynligvis er av
   hende selv:

      „Jeg sidder slet for verdens flok,
      som paa mig kaster øiet,
      men pyntet og stafferet nok
      naar Gud kun er fornøiet.“


          3. Ludvig Holberg og hans samtid (omtr. 1710-1750).

I det lærde tidsrum var avhængigheten av _det fremmede_ blit større og
større i _Danmark_, mens det langt mindre hadde været saa i _Norge_. Til
skriftsprog brukte man næsten bare _latin_. Og ikke bare det; men de
lærde stelte mer og mer med snurrepiperier, disputationer og gagnløse
undersøkelser, som efter Holbergs ord var at ligne med „keglespil,
hvorunder man nedslaar for at opsætte og igjen opsætter for at nedslaa“.

_Tysk_ tok paa samme tid mer og mer overhaand som talesprog eller fyldte
dansken op med fremmede ord og vendinger. I den mængde egenhændige brev
man har fra Kristian 4, blander han tysk, dansk og latin paa den mest
ugenerte maate sammen. Ved hoffet talte man oftest tysk; da Holbergs
komedier blev opført, „blev der i den kongelige loge lagt en tysk
oversættelse til hjælp for dem som ikke kunde forstaa den danske
Holberg“. Hæren blev kommandert paa tysk. Den danske adel, som var blit
knækket ved indførelsen av enevældet i 1660, blev trængt unda av en ny,
tysk hofadel; den blev fulgt av en sværm tyske haandverkere og
handelsmænd. Det førte med sig at tyskheten bredte sig ogsaa i de lavere
samfundslag. Det tyske sprog blev talt og læst i byene, især i
Kjøbenhavn, likesaa almindelig som det danske, saa morsmaalet blev
stadig brukt næsten bare av bondestanden og almuen i byene. Tyske bøker
var meget billigere end danske og blev derfor meget utbredt. Desuten fik
i denne Ludvig den 14des tidsalder, da Frankrike var mønster for de
europæiske stater, _fransk_ sprog og _franske_ moder indpas, til og med
blandt borgerstanden. Heller ikke de danske bønder var i sin underkuede
og fornedrede stilling paa nogen maate skikket til at virke noget til
fremme av et nationalt liv. De tænkte bare paa sin daglige gjerning, og
slog sig til ro naar de hadde maten for dagen og kunde betale skat i ret
tid.

_Overtroen_ hadde i den lærde tid faat en grænseløs utbredelse. Hekser
var blit brændt i mængdevis; saaledes blev der f. eks. i kort tid paa
Als og øene omkring brændt 52 hekser. I Kristiania blev i aaret 1670 paa
én gang brændt 7 hekser. Kometer, formørkelser, jordskjælv o. s. v.
holdt man for varsler om ulykker. En „professor i den hellige skrift“
skrev endog, at da der et aar var set en komet paa himlen, saa var der
ganske rigtig ogsaa _det aar tilforn_ i Krakau født en kalv med to
hoder. Det er ikke overdrivelser naar Holberg i „Erasmus Montanus“ lar
Jeronimus sige, at der 14 dager efter sidste formørkelse faldt 6
kandidater gjennem til eksamen, alle fornemme personer og blandt dem to
provstesønner. Prestene var ofte ikke stort bedre end menigmand.
Saaledes fortælles det at en prest stundom pleide at kaste en levende,
rød hane ind i ilden for at slukke en ildebrand. Overtroen hadde ogsaa
sin literatur, som blev meget læst av folket.

Overtroen, det lærde pedanteri og ringeagten for det hjemlige raadde
hvor man vendte blikket hen. Danmark var, siger Holberg, „fast det
eneste land paa jorden hvor man fandt folk som gjorde sig en ære av ikke
at forstaa sit eget morsmaal, og som heller læste pølsesnak paa fransk
end de grundigste skrifter paa sit eget sprog“. Der hadde, som vi har
set, bare været enkelte lyspunkter (vi minder om navn som Vedel, Peder
Syv og Kingo), som tydet paa en forandring til det bedre.

En sand skildring av denne tid har vistnok den danske digter _Christian
Wilster_ git os i sit digt „Ludvig Holberg“:

   „Hver mand som med kløkt gik i lærdom til bund,
   _latin_ paa papiret kun malte,
   med fruene _fransk_ og _tysk_ med sin hund
   og _dansk_ med sin tjener han talte.“

Intet under derfor at Wilster senere i digtet lægger Holberg disse ord i
munden:

   „Nu, der skal en dygtig lukekniv til
   det ukrud i veksten at kue.“

Det var i slike samfundsforhold folk som den lærde pedant Erasmus
Montanus, den storskrytende officer Jakob von Tyboe, den forkuede bonde
Jeppe paa Bjerget og den indbildske nar Per degn kunde bli til.

Der skulde mod til at ta fat her og viljekraft til at holde ut i kampen;
for der var nok at rette angrep mot i alle stænder, nok at rydde av
veien og bygge op for den som hadde aapent øie for det sørgelige ved
tilstanden og for det man trængte for at faa den forandret. En mand med
disse egenskaper kom i _Ludvig Holberg_, som med sin skarpe forstand og
det utviklede blik paa livet han hadde faat ved læsning og reiser i
utlandet, ikke kunde andet end se al denne vranghet i det rette lys. Han
kunde ogsaa fremstille den saa sandt og træffende at folk maatte faa
øinene op, enten de vilde eller ikke.

*Ludvig Holberg* blev født den 3dje december 1684 i Bergen. Hans far var
oberstløitnant _Christian Holberg_, som vist var av trøndersk bonde-æt
og kjendt fra forsvaret av Halden 1660. Da baade faren og moren døde
tidlig, kom gutten i huset hos sin morbror Peder Lem. En gang hadde han
her laget et satirisk vers om en slegtning av morbrorens kone. Hun blev
meget sint over det og bad sin mand straffe ham. Morbroren, som var en
spøkefuld mand, tok ham ind til sig og satte først et morskt ansigt op,
men sluttet med at sige at naar han en anden gang vilde gjøre vers,
skulde han være saa god at file dem noget bedre. Sine barne-aar levde
Holberg, paa et kort ophold i Gudbrandsdalen nær, i Bergen. Denne
livlige handelsby, som var saa nøie forbundet med utlandet, har sikkert
faat stor indflydelse paa ham, og den har git ham en mangfoldighet av
indtryk, som har været av betydning for hans senere utvikling. Han siger
selv at Bergen „kan lignes med Noæ ark, hvorudi der er alleslags
kreaturer; thi folk fra alle verdens kanter strømmer did hen, sætter sig
ned der og forener sig med indbyggerne. Der er idelig en raaben og
skrigen, som der høres saa stor at den ene ikke kan høre hvad den anden
siger.“ Holberg har vistnok tat flere av typene til sine komedier fra
denne by.

                    [Illustration: Ludvig Holberg.]

Ogsaa en stor del av sin ungdom levde Holberg i Norge. Da han var blit
student 1702, reiste han nemlig straks fra Kjøbenhavn og drog tilbake
til Norge; for at tjene sit brød blev han huslærer paa Voss. Da han
siden (1704) hadde tat teologisk eksamen, tok han en lignende post i
Bergen. Her vaaknet nu hans reiselyst, som snart blev saa sterk at han
solgte det lille han eide for 60 riksdaler; med denne sum reiste han da
trøstig ut i verden. Nu begynder hans utenlandsreiser, som fik saa stor
betydning for hans senere livsgjerning. I flere av Europas hovedstæder
og universitetsbyer lærte han nemlig den almindelige europæiske dannelse
at kjende paa nært hold; her fik han et videre, mer fordomsfrit syn. De
mange ulike forhold han kom ind i, og den skare mennesker han kom til at
træffe sammen med, skjærpet hans syn og gjorde hans menneske-kundskap
rikere.

Paa sin _første_ reise kom han til _Holland_, som hele Norges vestkyst
den gang stod i livlig samkvem med. Paa denne reise gjorde han ogsaa en
avstikker til _Tyskland_, hvor han hadde flere eventyr.

   I Aachen drev nøden ham saaledes til at forsøke en gjerning „som han
   aldrig enten før eller siden har tænkt paa at ville gjøre“, nemlig
   at rømme gjennem en bakdør, da han ikke kunde betale sin vert. Men
   da verten længe hadde forstaat hvorledes det stod til, laa han paa
   lur efter ham; han blev grepet og maatte betale sin sidste skilling.
   „Dette,“ siger Holberg, „svævede mig en lang tid derefter for
   øinene, enten jeg vaagede eller sov; jeg drømte tit at jeg havde
   samme kromand over halsen paa mig, og over ti gange at han slæbte
   mig ind i vertshuset igjen.“

Endelig kom han tilbake til Norge (1705), efterat hans penger for længe
siden var brukt op. Han slog sig nu ned i Kristiansand, hvor han for
sine sprogkundskaper blev saa anset at folk pekte paa ham paa gaten og
sa: „Der gaar den lærde kar som kan snakke baade fransk, italiensk,
polsk, moskovitisk og tyrkisk“, saa han blev „ligesaa berømt som
Mitridates, kongen af Ponto, hvilken, som historierne fortæller, har
kunnet 22 sprog“. Han blev saaledes her langt mer paaskjønnet end under
sit ophold i Amsterdam paa sin første reise. For der agtet man ikke „de
lærdeste professores saa meget som en skipper“.

Da han hadde samlet en del penger, drog han ut paa sin _anden_
utenlandsreise vaaren 1706, denne gang til _England_; han var to aar i
_Oxford_ og greide sig ved at undervise.

   Her maatte han ta mot mange stikpiller for sit ungdommelige
   utseende. Saaledes hændte det ham i et vertshus hvor han tændte sin
   pipe og begyndte at røke, at en engelsk borger som sat ved siden av
   ham, brast i latter og utbrøt: „Gutten vil røke tobak!“ I Holland
   var det før gaat ham likedan; saaledes var han i det reisepas han
   fik da han skulde reise fra Amsterdam til Aachen, blit kaldt
   „_drengen_ Ludvig Holberg fra Amsterdam“, et uttryk han ikke likte.
   Paa veien gik det ham ikke bedre. En prest gav ham en gang det
   spørsmaal: „Hør, min lille mand, naar rømte du av skole?“ Men
   Holberg bombarderte ham saa med latin, at presten snart kom paa
   andre tanker.

Fra Oxford drog han til _London_; der saa han alt det merkværdige „man
kan se uten penger“. Derfra vendte han tilbake til Danmark (1708).

Holberg saa aldrig mer Norge igjen og slog sig efter sin tilbakekomst
ned i Kjøbenhavn; Danmark blev saaledes hans andet fædreland. Men det
norske præg han hadde faat i barne- og ungdomsaarene, blev aldrig
utslettet hos ham. Man kan derfor sige at den _norske_ indflydelse med
ham begyndte at gjøre sig gjældende i fællesliteraturen gjennem hans
lune, virkelighetssans, forstandsmæssige nøkternhet og naturlige sprog.
Av Holbergs skrifter kan man ogsaa se at han ikke glemte Norge og
nordmændene. Likesom sin far bar han for at vise sin norske herkomst
„fjeld og gran“ i sit segl, og da han blev baron, likeledes i sit
adelsvaaben. Med sine skrifter tænkte han ikke bare paa Danmark, men paa
Norge ogsaa; det var begge „_disse rigers almue_“ (almenhet) han hadde
for øie.

Fra Kjøbenhavn gjorde Holberg senere _tre_ nye utenlandsreiser. Paa sin
_fjerde_ reise (1714), som var den vigtigste, var han halvandet aar i
_Paris_; derfra tok han veien til _Italien_.

   Han blev en tid liggende syk i Genua og hadde senere fjerdedagsfeber
   under næsten hele reisen. I Rom indrettet han sig for længere tid.
   Her var han sin egen kok og blev da saa dygtig i kokekunsten at man
   ikke skulde kunne sige om ham „at han kom som en dosmer til Rom og
   kom likesaa klok tilbake igjen“. Men forat ikke matlagingen skulde
   hindre ham i hans literære sysler, „hadde han pen og blæk ved ovnen
   og sat der med boken i den ene haand og sleven i den andre“. Da han
   hadde været en vinter i Rom, vendte han tilfots tilbake til Paris og
   var da „blit saa brun i ansigtet at man skulde tænke han var blit en
   morian, og saa tyk som en borgermester“.

I sit 32te aar kom han tilbake til Kjøbenhavn. Han hadde her før søkt at
slaa sig gjennem ved at holde private forelæsninger for studentene; „de
kom i hobetal paa mit kollegium“, siger han, „hvor de med stor flid
baade hørte og optegnede alt, hvad jeg dikterede; men da jeg skulde
betales derfor, fornam jeg de havde lært den kunst at gjøre sig
usynlige, saa den eneste frugt jeg havde af mit arbeide, var, at jeg fik
en dyb kompliment naar jeg mødte dem paa gaden, hvilket var vel
kjendetegn paa taknemmelighed, men hjalp lidet paa min fattigdom.“ Nu
var han saa heldig om kort tid at bli lønnet professor (1717), vistnok i
et fag han foragtet, nemlig metafysik; men han blev endelig derved sat i
stand til at slippe næringssorger; han var før blit utnævnt til
ekstraordinær professor uten løn, nogen aar efter utgivelsen av sit
første verk: _Introduktion_ (indledning) _til de europæiske rigers
historie_ (1711). Siden blev han professor i latin, saa i sit egentlige
fag, _historie_. Tilsidst blev han kasserer (kvæstor) for universitetet.
Ved sin forfattervirksomhet tjente han efter hvert en stor formue. Da
han var ugift, testamenterte han størsteparten av den til Sorø akademi.
Han blev derfor ophøiet til baron. Holberg døde 1754 og ligger begravet
i Sorø kirke.

Vi skal nu omtale Holbergs _forfattervirksomhet_ som _digter_ og som
_prosaisk_ (_historisk_ og _populærfilosofisk_) forfatter.

Det var et _digt_ som først skaffet ham ry, det store komiske heltedigt
_Peder Paars_ (1719), som blev trykt som gatevise med titel: „En
sandfærdig, ny vise om Peder Paars, som gjorde en reise fra Kallundborg
til Aars[19] o. s. v., af Hans Mikkelsen, borger og indvaaner i
Kallundborg“. Endvidere var der blandt andet i titelen gjort opmerksom
paa at i visen stod „skjønne anmerkninger nedenunder efter den nye
mode“, og at den „klang vel til alle slags instrumenter, især til
hakkebret eller lire“. I „Peder Paars“, det første betydelige satiriske
digterverk i vor literatur, har Holberg git en parodi paa heltedigtet,
idet han har brukt dettes høitidelige stil i sin skildring av de
ubetydeligste personer og begivenheter. Men det som egentlig var
Holbergs mening med digtet, og som gav det saa stor betydning, var de
skarpe angrep han rettet i det mot feil og daarskaper i samtiden
indenfor alle stænder.

„Peder Paars“ vakte vældig opsigt, og man lærte stykker av det utenad;
men mange blev ogsaa harme over skriftet, da de mente at Holberg hadde
sigtet netop til dem med det. Man kjendte nemlig den gang bare slike
personlige satirer.

[Footnote 19: Aarhus.]

   En fremragende lærd, professor _Gram_, tok det saaledes for avgjort,
   at Holberg hadde tænkt paa ham naar han i skildringen av et
   slagsmaal mellem de lærde fortæller at „en sølvbeslagen tyk Homerus

      traf med saadan fart paa en magisters pande,
      at magistralske blod som øl af tudekande
      af lærde hjerne flød.“

   Han eide nemlig en slik bok, som nok for resten egentlig bare var
   beslaat med messing. Den mægtige etatsraad _Rostgaard_, som eide øen
   Anholt, klaget endog til kongen, Fredrik den 4de, forat forfatteren
   kunde bli straffet og boken brændt, da den indeholdt krænkende
   uttalelser om folket paa øen. Men av det blev der ikke noget, da
   kongen moret sig over digtet, og fandt „at det ikke bestod av andet
   end lutter fingeret (opdigtet) skjemt som heller kunde blit utelatt
   end skrevet“. Likevel var det mange som længe holdt Holberg for en
   farlig person, som let kunde komme til at blotte deres svakheter, om
   de ikke var forsigtige. Der fortælles at en mand endog en gang bad
   ham om at skrive en personlig satire over en bror han hadde, som
   førte et ugudelig liv, saa denne kanske kunde bli bedre. Men Holberg
   svarte med et citat: „Det er ikke mennesker, men kun deres feil vi
   gjennemhegler“, og la til: „Ti dersom jeg skulde gaa utenfor denne
   grænse og laste hver enkelt, saa maatte jeg begynde med mig selv.“

Holberg holdt frem med sin djerve kamp trods de mange fiender han fik
ved det. Han skjønte at det var ved satirisk digtning han for det første
hadde mest utsigt til at virke noget til gagn for folket. Det han derfor
hadde begyndt i „Peder Paars“, utførte han videre i _komediene_, som han
paa faa aar skrev mange av. Her tok han de enkelte stænder hver for sig
og gav dem med deres daarskaper til pris for latteren. I „Peder Paars“
vil man finde frøet til mange av komediene.

Vi omtaler her med nogen ord _skuespilkunstens_ utvikling i
middelalderen. Likesom det antike drama fremgik ogsaa middelalderens
skuespil av gudsdyrkelsen. Man fremstillet scener av den bibelske
historie for at gjøre gudstjenesten saa haandgripelig som mulig. Senere
blev disse forestillinger lagt utenfor kirken: paa kirkegaardene,
torvene og gatene, og efter hvert blev ogsaa andre end geistlige med.
Tilsidst kom den kirkelige karakter helt bort, og geistlige blev endog
forbudt at være med. Skuespillene, som fra først av var paa latin, blev
nu skrevet paa morsmaalet og handlet mest om verdslige emner. Efterat
saaledes skuespillet var plantet om paa verdslig grund, fik man i
slutten av middelalderen omreisende skuespillertrupper. Desuten opførte
elevene ved latinskolene dels latinske dramaer for sprogøvelsens skyld,
dels stykker, skrevet paa morsmaalet (_skolekomedier_). Denne skik kom
ogsaa til _Danmark_ i det 16de aarhundrede. Men de originale danske
skolekomedier var baade meget faa og litet værdifulde.

I 1722 blev den første danske skueplads aapnet i Kjøbenhavn. Her blev
alt samme aar flere av Holbergs komedier opført, først „Den politiske
kandestøper“. Før hadde skuespilkunsten staat meget lavt i Danmark, og
heller ikke nu var det store publikum, som endnu hadde mere smag for
gjøglere og „den sterke mand“, utviklet nok til i længden at holde en
nationalscene oppe. Vistnok gjorde komediene den første tid stor lykke;
men teatret maatte likevel snart lukke, da flere andre ting ogsaa kom i
veien.

Likesom „Peder Paars“ vakte komediene ogsaa paa enkelte hold harme og
uvilje mot forfatteren.

   Nogen holdt det for upassende for en professor og en alvorlig mand
   at skrive slikt „gjekkeri“ som komedier. En forfatter spurte ham
   saaledes: „Hvorledes kan I skrive saadan skjemt, da I dog selv er
   saa ærbar?“ Holberg svarte: „Hvorledes kan I skrive saadanne
   alvorlige ting, da I dog selv er saa komediantisk (naragtig)?“ Man
   opfattet den gang i almindelighet ogsaa komedier som bare morskap og
   tidsfordriv og satte komedieforfattere i klasse med linedansere og
   taskenspillere. Andre kjendte sig eller sine venner igjen i Holbergs
   figurer og var fornærmet over den maate han, som de mente, hadde
   ført dem frem paa. Men Holberg tænkte vistnok oftest ikke paa
   bestemte personer; men det var klart, at saasandt han tok emne til
   sine komedier hvor han fandt det, og saasandt disse var tro
   avspeilinger av det virkelige liv, maatte ogsaa mange kjende sig
   rammet av dem. En officer, som var blit harm over Holbergs angrep
   paa militærstanden i „Jacob von Tyboe“, stanset ham saaledes paa
   gaten med de ord: „Jeg gaar ikke av veien for en nar.“ „Men det gjør
   jeg“, svarte Holberg og gik til side.

Holberg hadde, som nævnt, ingen egentlige mønstre hat for sine komedier
i den ældre danske literatur. Forbilledene fandt han andensteds, for det
første i den _klassiske lystspildigtning_, særlig hos den latinske
komedieskriver _Plautus_, saa i de italienske _folkekomedier_ eller
_maskekomedier_,[20] som den gang var meget yndet, og endelig fremfor
alt hos den franske lystspildigter _Molière_. Men der er stor forskjel
paa ham og Holberg. Det viser sig bedst i valget av emner. Molière var
hofdigter, Holberg hentet emner helst fra det jevne, borgerlige
hverdagsliv; det gjorde hans stykker i særlig grad _nationale_ og
forstaaelige for alle. Desuten forstod han, selv naar han laante av
andre, merkværdig at holde paa sin eiendommelighet.

Det som især særmerket Holberg som komedieforfatter, var hans evne til
_karakterskildring_. Hans figurer var grepet like ut av livet, saa folk
saa sig selv igjen som de gik og stod, og den tids liv er skildret saa
tydelig, at som _Oehlenschläger_ har sagt, „om Kjøbenhavn sank i jorden,
og man om nogen aarhundreder kun utgrov Holbergs komedier, saa vilde man
saa godt kjende digterens tidsalder derav som vi kjender den romanske
tid av Pompeji og Herkulanum“. De mest kjendte av hans komedier, som
_Den politiske kandestøper_, _Jean de France_, _Jeppe paa Bjerget_,
_Barselsstuen_, _Jacob von Tyboe_, _Erasmus Montanus_, _Den
stundesløse_, _Ulysses von Ithacia_ o. fl., er talende vidnesbyrd om
det. Holberg har i regelen i sine stykker en række staaende figurer som
den gamle spidsborger Jeronimus, den taapelige gaardskarl Arv og de
overgivne og vittige tjenere Henrik og Pernille. Disse figurer blir
allikevel ikke ensformige, da de er meget variert.

[Footnote 20: De blev kaldt saa fordi der var en række staaende figurer
med faste masker og dragter i dem.]

Holberg var en mester i at opfinde _komiske scener_[21]. _Dialogen_ er
fuld av træffende uttryk og vendinger fra dagligtalen; flere av dem er
ogsaa blit staaende talemaater, f. eks.: „Friskt mod, Antonius!“ „Du
drak som en skjelm!“ „Tal dansk, din hund!“ „Likesaa hos os!“
„Nachspillet (efterspillet) blir det artigste!“ Paa en fængslende
_handling_ la Holberg mindre vegt.

I Holbergs senere leve-aar brydde man sig ikke længer om komediene;
smagen hadde tat en anden retning, saa man holdt dem for simple og
grove. Vistnok kunde hans uttryksmaate stundom være noget grovkornet;
men pertentligheten begyndte ogsaa paa den anden side at gaa svært vidt.
Man vilde nu se bare riddere og fyrster paa scenen, ikke „gemene folk“;
ja, man var blit saa fin paa det, at man endog blev støtt over at Henrik
i „Den politiske kandestøber“ viste sig „med ukjæmmet haar og uten
hansker“, og man taalte ikke at høre f. eks. ordet „kanalje“ paa scenen.

Blandt Holbergs digterverker maa endnu nævnes et som mer end noget andet
virket til at gjøre hans navn europæisk kjendt, _Nils Klims
underjordiske reise_ (1741), som er en satire over Europas forhold i det
hele; det var en av grundene til at Holberg denne gang ikke brukte
morsmaalet, men latin. Nils Klim er holdt i en stil som om alt sammen
skulde være ramme alvor; en tysk lærd, som fremholdt den mening at
jorden var hul, lot sig endog narre til at bruke Nils Klim til bevis for
at han hadde ret i sin paastand. — Mønsteret til Nils Klim hadde
Holberg i de opdigtede reise-skildringer, som var meget læst paa den
tid.

[Footnote 21: Eksempler paa det er Jeppe i baronens seng og i galgen, og
den scene av „Den politiske kandestøber“, hvor Herman von Bremenfeld som
borgermester i sin knipe kryper under bordet, eller den scene av „Jean
de France“, hvor Arv sitter paa sækken som Hans Fransen har gjemt sig i;
Arv kommer med de latterligste utflugter (f. eks. at han sitter paa
smør) og siger tilsidst: „Det er min tro ikke Hans Fransen.“ Fremdeles
den scene av „Jakob von Tyboe“ hvor soldatene og studentene fører krig
med hverandre; de sidste kommer væbnet med _bøker_.]

Holberg var ikke bare stor digter, men stod ogsaa høit som _prosaisk_,
særlig _historisk_ forfatter. Han var endelig i 1730 blit professor i
historie, som var hans egentlige videnskap, endda han klager over at de
kildeskrifter han maatte bruke, ofte var slik, „at man kunde forgi
rotter med dem“. Holberg uttalte sig selv om nytten av _historien_ paa
følgende maate: „Jeg holder den historiske videnskap næst Guds ord for
den nyttigste og vigtigste af alle, naar den bliver læst med de rette
øine. Jeg lærer deraf at kjende lande; jeg lærer at kjende mennesker;
jeg lærer at kjende mig selv; ja, jeg lærer at spaa; thi man kan af
forbigangne ting dømme om tilkommende.“ Vi ser saaledes hvor stor
betydning det historiske studium hadde for ham selv, og det var hans
ønske at historien kunde faa samme betydning for andre. Med dette maal
for øie var det han skrev sine historiske verker. Han skrev de fleste av
dem efter sin „poetiske raptus“. Han siger selv i fortalen til sidste
bind av komediene (1726): „Dette bliver uden tvil mit sidste poetiske
skrift; thi jeg bliver nu meget alvorlig.“ Og i virkeligheten er der et
_vendepunkt_ i Holbergs forfatterliv ved denne tid. Han var træt av at
skrive komedier og av de ubehageligheter han utsatte sig for ved dem.
Desuten var tiden ikke god for teaterstykker. Ved Kjøbenhavns brand i
1728 brændte ogsaa teatret. Og pietismen, som fik magten især under
Kristian den 6te, banlyste skuespil; først efter Kristian den 6tes død
skrev Holberg atter nogen komedier for nationalscenen, som da blev
aapnet igjen.

Alt før han blev professor, hadde Holberg, som nævnt, skrevet sin
„Introduktion til de europæiske rigers historie“. Nogen aar efter hadde
han git ut en _Introduktion til natur- og folkeretten_. Her gjør Holberg
flere av de moderne europæiske tanker kjendt for et nordisk publikum.
Men de betydeligste av Holbergs _historiske_ skrifter var følgende:
_Danmark og Norges beskrivelse_ (1729); _Danmarks riges historie_ i tre
deler; _Almindelig kirkehistorie_; _Adskillige store heltes og
berømmelige mænds sammenlignede historier og bedrifter_; _Adskillige
heltinders og navnkundige damers sammenlignede historier_ og _Bergens
beskrivelse_. I sin historieskrivning trængte Holberg krigshistorien
tilbake som den mindre vigtige del; derimot la han vegten paa det som
kunde vise folkets „egenskaper“ og utvikling i forskjellige retninger,
likesom han skildret fremragende personligheter, gav „berømmelige mænds
portraits“, som han selv siger.

Til Holbergs _populær-filosofiske_ skrifter hørte hans _Moralske tanker_
(1744); en stor del av hans _Epistler_ hører ogsaa hit. Disse
avhandlinger i brevform var over 500 i tal og handler om adskillige
historiske, politiske, metafysiske (oversanselige), moralske,
filosofiske, item (fremdeles) skjemtsomme materier. Denne behandling av
de mest ulike ting vidner om Holbergs mangfoldige interesser, alsidige
kundskaper og hans merkelige evne til at skrive underholdende om alle
ting. Likesom hans _levnetsbeskrivelse_ i 3 brev paa latin („til en
fornem mand“), gir de mangen oplysning om hans personlighet. Hans sidste
bok var _Moralske fabler_. Flere av Holbergs skrifter blev oversat paa
fremmede sprog, og hans ry kom saaledes til utlandet.

   For det meste var Holberg selv forlægger til sine skrifter og solgte
   dem ogsaa selv fra sin bolig. Der fortælles en historie om en
   student som veddet med en anden om at han skulde faa Holberg, som
   just ikke utmerket sig ved høflighet, til at følge sig helt ned
   trappene. Studenten gik op til Holberg og bad om et eksemplar av
   hans Danmarks historie. Holberg lot ham selv vælge ut et eksemplar;
   saa gik studenten — men uten at betale. Holberg løp nu efter for at
   faa betaling, og dermed hadde studenten vundet veddemaalet.

Holberg blev ikke skattet efter fortjeneste av sin samtid. Hans
begravelse gik for sig i al stilhet. Liket blev ført fra Kjøbenhavn til
Sorø for at begraves der. Det heter i et brev herom: „Baron Holberg blev
hentet herfra af fire sjællandske øg; de tvende bønder udgjorde
komitaten (følget).“ Ingen sørgefest blev holdt; ingen mindestøtte blev
reist til hans ære.

   Det la endog utlændinger merke til. Saaledes fortælles der at en ung
   dansk reisende besøkte den tyske forfatter _Lessing_. Den reisende
   talte fra først til sidst bare om Danmark, dets lærde mænd, dets
   store genier og det danske borgersind, indtil Lessing endelig blev
   kjed av det og avbrøt ham: „Apropos, mein Herr, wo steht denn
   eigentlich die Bildsäule, die die Dänen ihrem grossen Holberg
   gesetzt haben?“ Den reisende tidde.

Holberg var en _selvstændig_ og _uavhængig_ karakter og en _aapen_ og
_sand_ natur, som hadde avsky for alt hykleri. I det _religiøse_ var
Holberg adskillig paavirket av tidens engelske og franske tænkere. Han
hævdet sterkt toleranse, og mente at de religiøse spørsmaal maatte staa
under fornuftens dom. Han staar allikevel fjernt fra rationalismen slik
som den mest utviklet sig i Frankrike i anden halvdel av aarhundredet.
Han uttaler sig for resten altid med en viss varsomhet om religiøse
spørsmaal. Han vilde utrydde al vantro og var imot al død ortodoksi, al
skinhellighet og vanekristendom, likesaa vel som mot den mørke pietisme
som raadde under Kristian den 6te.

Ytringsfriheten hadde ogsaa en varm talsmand i Holberg. „Bogcensuren,“
sa han, „gjør at man ikke kan vente at se andet udkomme, end hvad flaut,
lavt, krybende, marvløst, mat og udpisket er.“

   Mange som ikke hadde større kjendskap til ham, mente han var
   menneskefiendsk, fordi han hadde et tillukket og tilbakeholdent
   væsen. Han hatet ogsaa al paatrængenhet, vilde helst være personlig
   ubemerket og ønsket frihet til at greie sig som han vilde. Men paa
   samme tid lot han andre ha samme frihet, ja, for ham kunde folk
   gjerne gaa med „en porcellæns spølkum paa hodet istedenfor hat“, om
   de fandt nogen moro i det. De som kjendte ham bedre, delte ikke den
   almindelige mening om hans utilgjængelighet. Paa sine
   utenlandsreiser i tidligere aar blev den vittige, kvikke mand med
   det fint formede ansigt og det ungdommelige utseende meget yndet av
   dem som han kom mer sammen med. I Oxford f. eks. var han en velset
   gjest blandt studentene, og han fik mange venner der. Men i de
   senere aar tvang hans sykelighet (som blev større og større) ham til
   at føre et meget stille og endnu mer regelmæssig liv end før, om
   vinteren i byen, om sommeren paa et landgods, saa han kan sige om
   sig selv at hans nysgjerrighet efter at se fremmede steder, „hvilken
   tilforn haver gjort ham til et perpetuum mobile“, nu med alderen var
   forsvundet i den grad, „at om Konstantinopel laa udi næste provins
   Fyn, tog han udi betænkning at reise over beltet at bese samme
   stad.“ „Det er“, siger han alt da han sender ut sidste bind av
   komediene (1726), „med lystige poeter ligesom med katte, hvilke fra
   en overmaade kaadhed, som naturen haver indplantet i dem udi
   opveksten, henfalder til en overmaade alvorlighed. Mit blod, efter
   min barbers sigelse, begynder nu at blive temmelig flegmatisk og ser
   ikke nær saa levende ud iaar som ifjor, hvorudover jeg haver sat mig
   for at slutte en evig fred med jordens klode, saaledes, at vi lader
   hinanden herefter være uskaarne paa begge sider; thi jorden bliver
   gammel, saa der bider ingen tugt mer paa hende, jeg bliver ogsaa
   gammel og derfor gjerne planter gevær.“ Holberg holdt meget av
   landlivet; „jeg finder behag“, siger han, „i at se jordens grønt
   fremspire og indhøstes, at se kjør og faar gaa ligesom i procession
   til deres samlingsplads morgen og aften.“ Opholdet paa landet var
   ogsaa gagnlig for hans helse, saa han ikke var som den samme mand
   paa landet og i byen.

Endda Holberg syntes bedst om at leve et rolig liv, blandet han sig
likevel tit med glæde i folkelivet og studerte det i vertshus og paa
andre steder. Han gav sig ofte i samtale med menigmand, især paa landet,
og han vilde overhodet gjerne være tilstede der hvor han kunde gjøre
iagttagelser.

   Holberg likte godt „fruentimmerselskap“. I mandfolkselskap fik han
   vin og tobak, og det var ikke efter hans smak, i fruentimmerselskap
   derimot te, kaffe og jevn snak, som han likte bedst i sine ledige
   timer. „Naar jeg haver studeret mig en hovedpine til,“ siger han,
   „besøger jeg ingen hellere end madame N. N., som fortæller mig intet
   uden hvad hun haver spist den dag, eller hvormange egg hendes høns
   haver udlagt den uge eller andre saadanne materier hvorved hjernen
   ikke brydes, eller hovedets sener strækkes.“ Dette kan synes at tyde
   paa en viss ringeagt for kvinden, ialfald som hun den gang var; men
   at han paa den anden side ikke tviler paa hendes evner og dygtighet,
   naar hun fik rikere anledning til at prøve sine kræfter end
   tilfældet den gang var, viser han bl. a. i sit _Forsvarskrift for
   kvindekjønnet_, hvori han f. eks. lar kvinden uttale:

      „Hvis mere os betroet var,
      vi kunde mer forrette.“

   Om kvindens stilling uttaler han sig ogsaa i „Nils Klim“ paa
   lignende maate.

   De mange særegenheter og peppersvendvaner Holberg efter hvert la sig
   til, hindret ham i at gifte sig. Han satte ogsaa for store krav til
   en hustru, og efterat han i et av sine epigrammer har regnet op alle
   de egenskaper en saadan skulde ha og ikke ha, føier han til: „Kort
   at sige: Jeg vil ha en saadan hustru som neppe er at finde; det er
   at sige: Jeg vil ikke gifte mig.“ I et selskap tok en gang en dame
   fat paa ham og spurte ham hvorfor han ikke giftet sig; „jeg spurte
   hende da,“ fortæller han, „om hun snorkede i søvne, og da hun
   tilstod saadant, sagde jeg, at saadan ringe ting var nok for mig til
   at paastaa en skilsmissedom, hvorpaa jeg gik bort og efterlod hende
   i heftig latter.“ I en av sine satirer taler kan ogsaa paa en meget
   morsom maate om alle de sorger og ubehageligheter man kan bli utsat
   for i egteskapet. Hvorledes barneflokken kan gi grund til stadig
   uro, viser han i følgende ikke meget lyse skildring:

      „ — — — — Nu en, nu anden tid
      du høre maa med sorg, fortræd og hjerteklappen,
      _Lars_ faldt med stolen om, _Mads_ hovedkulds af trappen;
      i fingeren sig skar _Marie_ med en kniv.
      _Pernille_ med en saks har bragt sig fast om liv.
      _Jens_ brød sit ben itu, _Per_ fik et hul i panden,
      _Nils_ viklede sin fod, _Paul_ stødte sig med kanden,
      _Hans_ har udi sin hals en mægtig knappenaal.
      _Frans_ hartad briste vil, har sig forædt af kaal.
      _Dorthea_ man med magt maa trække udi skole;
      hun trodsig er og stiv, fast som en utæmt fole.“

   Holberg blev ofte beskyldt for gjerrighet. Selv siger han at „han
   holder karrighed for en ligesaa stor lyde som overdaad“. Det var
   vistnok nærmest hans i høi grad tarvelige og regelmæssige levevis
   som var skyld i at man trodde han var gjerrig. Trods sin meget
   omtalte gjerrighet kunde han være meget godgjørende, og „han gav
   aarlig de fattige saa meget som andre pleier at koste paa en dagtyv
   af lakei“. Dog saa han sine folk an. Derfor kunde det i én gate hete
   om ham: „Se, der gaar den gnier som gjør ingen mand godt!“ Men i en
   anden: „Gud lade den mand leve som er saa god imod fattige!“ Han
   gjorde ogsaa meget for bøndene paa sit landgods og hjalp dem paa en
   klok maate, lettet deres byrder og gjorde husene deres bedre eller
   bygget dem op fra grunden av. „Og da jeg saadant havde gjort,“
   fortæller han selv, „kaldte jeg bønderne sammen og sa: ‚Nu har jeg
   gjort mit; nu maa I gjøre eders!‘“

   Som nævnt hadde Holberg daarlig helse; han led meget av hodepine,
   hadde ofte feber-anfald og var brystsvak. Han var derfor tit
   opfarende og pirrelig. „En hund som gjør, en dør som tilslaaes, kan
   bringe mig af skik,“ siger han. Naar han skrev vers, „kostede moksen
   (næsten) hvert blad ham en dygtig hovedpine og tolv skilling udi
   kaffe at jage den paa dør med“. Hans tilstand var saadan, siger han,
   at „glæde, bedrøvelse, frygt, mod, mathed, hurtighed, hidsighed og
   koldsindighed“ idelig skiftet hos ham, „ligesom de onde væsker
   sætter sig nu i en del, nu i en anden del av legemet“. For at jage
   bort det daarlige humør tok han sin tilflugt enten til at læse
   lystige skrifter eller selv at skrive skjemt; det viser at
   tungsindet slet ikke var ham medfødt, men hitført av ytre aarsaker.
   At denne hans fremgangsmaate ofte hjalp, viser følgende fortælling
   herom av den danske digter _Hauch_: En mand som bodde i samme hus
   som Holberg i den tid han skrev sine første stykker, forsikret til
   en av Hauchs bekjendte at han og de andre i huset næsten hver dag
   hørte Holberg le høit under arbeidet. Ja, stundom naar han kom ind
   til ham, var han faldt ned av stolen av latter og laa og lo paa
   gulvet. Det er da ogsaa rimelig, mener Hauch, at „den mand fra hvem
   et slikt væld av lystighet er utgaat over verden, tillike selv i
   høieste grad maatte gripes av sine egne digtersyner, og at de
   komiske skikkelser han visste at fremmane, ogsaa maatte virke paa
   ham selv med den samme magt hvormed de endnu den dag idag likesom
   springer frem av hans digtninger og virker paa læserne“. Musikken,
   som han hadde megen sans for, var til stor opmuntring for ham. En
   aften i uken, fortæller han, var han „gemenligen i det musikalske
   collegio (forening)“. Han spilte selv fløite og fiolin; ja, i Oxford
   blev han holdt for en av dem „der aller bedst forstod at traktere
   (behandle) en fløite“. Musik kunde røre ham til taarer. Det
   fortælles at han engang ved en kirkekoncert gik bak en kirkepille
   for at skjule sine taarer hver gang et visst rørende sted blev
   gjentat.

Holberg var helt igjennem satirisk anlagt. I _satiren_ og _komedien_,
hvor han ret kan faa bruk for sit vid og lune, er han i sit rette
element. Skjønt Holbergs digterbegavelse saaledes var avgrænset til et
bestemt omraade, har han dog faat en betydning for den dansk-norske
literatur som ingen anden. Hans digtning vil aldrig bli forældet, og vi
føler ogsaa dens indflydelse utigjennem hele den følgende tid.

Men nogen egen skole av forfattere er ikke gaat ut fra ham. I sin
komedie-digtning fik han for saa vidt likesaa litt nogen efterfølger som
han hadde hat nogen forgjænger i den dansk-norske literatur. Overhodet
har han hat mere indflydelse paa folket og literaturen i almindelighet
end paa nogen bestemt forfatter.

Og ikke bare i Danmark og Norge blev hans navn kjendt og hans verker
læst, men ogsaa i de fleste andre landene i Europa.

Efter sine egne uttalelser i forskjellige skrifter hadde Holberg selv et
_tredobbelt maal_ med sin literære virksomhet. Det var _fædrelandets
ære_, _morsmaalets utvikling_ og _folkets vel_ han vilde fremme, og
derved, som han siger, „gjøre sig vel fortjent av fædrelandet“.

Det var sit _første_ maal, _fædrelandets ære_, han hadde for øie naar
han taler om at han ved sine skrifter vilde utfylde manglene i de
forenede rikers literatur, saa disse land ikke længer skulde staa
tilskamme for fremmede nationer og faa bebreidelser av dem. Om den
danske kultur hadde de saa smaa tanker at Holberg i et brev til en
hollandsk lærd fandt at burde underrette ham om at „det kongerige
Danmark ligger udi den part af verden, som gemenlig kaldes Europa;
indbyggerne gaar paa 2 ben og har en næse mellem øinene ligesom de
leydenske borgere“. Hvor ilde det før Holbergs tid stod til med en
alsidig, folkelig literatur i Danmark og derfor ogsaa med den boklige
sans baade blandt borgere og bønder, fremgaar f. eks. for borgerstandens
vedkommende av et sted i „Den politiske kandestøber“. Henrik har fortalt
Antonius at hans husbond sitter og læser; saa siger Antonius: „Da er han
mere gudfrygtig end jeg.“ For bondestandens vedkommende ser vi det av
„Erasmus Montanus“, hvor denne vil kaste en bok i hodet paa broren
Jakob; her siger Jakob at det maa være en bibel da den er for stor til
at være en evangeliebok eller katekismus. Disse eksempler viser at der
blandt menigmand paa den tid neppe var tale om at læse i andre end
religiøse bøker, og av dem var igjen størsteparten ikke originale, men
oversatte. Av andre skrifter fandtes der meget faa som var forfattet paa
morsmaalet og saaledes forstaaelige for menigmand.

Det blev derfor Holbergs _anden_ opgave at skaffe _morsmaalet_ dets ret,
gjøre literaturen til folkets eiendom og derved vække sansen for en mer
omfattende læsning. Han vilde ogsaa at de studerende skulde lære at
kjende morsmaalet og bruke det i tale og skrift. „En grundig
optugtelse,“ siger han selv, „bestaar derudi, at den studerende oplæres
først i gudsfrygt og gode seder, dernæst i landets sprog og endelig
aller sidst i fremmede tungemaal; ti det sidste er sirlig og nyttig, men
det første fornødent.“ Det var som _national_ forfatter Holberg vilde
gjøre sin europæiske dannelse frugtbar, og det var hans ønske at gjøre
sit til „at morsmaalet som uforskyldt lidet eller intet taltes udi store
huse, med tiden kunde blive hofsproget“; han siger ogsaa selv at han
skrev „for folk ei ene, men og sproget at polere,“ og han mener at „det
i sig selv haver alle de behageligheder som noget sprog kan bryste sig
af“. Naar man husker paa hvor litet morsmaalet til hans tid var utviklet
som skriftsprog, maa man ogsaa undres over den lethet han bruker det
med, og den fuldkommenhet han fører det frem til. Hans stil var jevn og
naturlig. „Hvad jeg skal sige, siger jeg enfoldig og tydelig,“ siger han
selv, og han følte „væmmelse ved alt det som var affekteret og ligesom
sat paa stylter“.

Holberg forstod at han bare ved at gjøre literaturen _folkelig_ og
forstaaelig kunde naa sit _tredje_ store maal: _at virke paa hele
folket_. Sit folks vel og fremgang hadde han nemlig altid for øie med
sin forfattervirksomhet. Han vilde ved sine skrifter vække folket til
_selvtænkning_ og _selvkritik_; han siger ogsaa selv om de studerende
mænd at de heller burde „skjærpe sine hoveder ved _idelig eftertanke_
end opfylde dem med vidtløftig læsning og med _andres_ tanker og
meninger“. Han vilde utvikle og opdra sit folk ved at faa det til at
følge med i det som ute i Europa _virkelig_ fortjente at bli lagt merke
til, og ved at gi det leilighet til at se alle sine daarskaper, sin
overtro og sine fordomme. Saaledes skrev han ikke engang sine _komedier_
saa meget for at more som for at _forbedre_ sit folk, og han uttaler at
han i sine komedier vil skildre saadanne laster „som vores nation i
særdeleshet inklinerer (er tilbøielig) til“. Naar han i digtningen saa
et middel til at indskjærpe „en god og nyttig _moral_“, fulgte han
herved en opfatning som paa hans tid og længe efter var den gjængse. Men
det store ved Holberg var at han forstod at fremsætte moralen paa en saa
fornøielig, tiltrækkende og virkningsfuld maate. At det ogsaa lyktes ham
gjennem sit forfatterskap at forbedre sit folk, ser vi av de ord han
selv i fuld bevissthet om sin betydning kan uttale om sine komediers
virkning, „_at de har omstøbt disse rigers almue som i en anden form_“.
Det er ogsaa sikkert at aandslivet i Danmark og Norge ved hans død i
mange maater stod høiere end da han begyndte sin gjerning.

Av det som ovenfor er sagt, kan man se Holbergs tredobbelte betydning
som den _egentlige grundlægger av fællesliteraturen_, som dyrkeren av
_morsmaalet_ og som _folkets opdrager_.

                   *       *       *       *       *

*Andre forfattere paa Holbergs tid.* Av _prosaiske_ forfattere fra samme
tid som Holberg, kan nævnes den danske teolog *Erich Pontoppidan* (†
1764), en tid bisp i Bergen. Han var en from mand med mange kundskaper;
han drev alsidige studier. Mest kjendt er han blit ved sin _forklaring_
til Luthers katekismus, som kom ut 1737. Han gav ogsaa ut en ordsamling
over det _norske almuemaal_,[22] over „saadanne rare (sjeldne) norske
ord som gemenligen ikke forstaaes av danske folk“. Han mente at de mange
fremmede ord som dansken var opfyldt av, burde bli avløst av ord fra de
norske bygdemaal.

[Footnote 22: Alt i 1646 hadde presten _Kristen Jensen_ i Bergens stift
git ut den første ordbok over norsk bygdemaal.]

   Ved siden av Holberg dyrket flere den _historiske_ videnskap med
   held, saaledes *Hans Gram*. En anden historisk forfatter var *Jacob
   Langebek*. Baade Gram og Langebek brukte mest _morsmaalet_; men de
   skrev ikke som Holberg for folket. Det er betegnende at Langebek i
   fortalen til sit _Danske magasin_ bad om undskyldning fordi han
   skrev paa dansk. Endelig skal nævnes islændingen professor *Arne
   Magnusson*, som ikke har skrevet stort, men han samlet mange gamle
   haandskrifter. Størsteparten av dem blev desværre ødelagt under
   ildebranden i Kjøbenhavn 1728. Med stort stræv og med hjælp av sine
   islandske venner fik han samlet en stor del haandskrifter paany.

De _poetiske_ forfattere var mange den gang i Danmark; efter Holbergs
utsagn var de „flere end fluer i september“[23].

Bare faa av digterne, som _Brorson_ og _Stub_, har skrevet noget som
eftertiden har læst.

*Hans Adolph Brorson*, bisp i Ribe († 1764), var som _salmedigter_ en
værdig efterfølger av Kingo. Hans salmer utmerket sig ved inderlighet og
varme og ofte ved en jevn og folkelig tone. Som eksempler kan nævnes: _I
denne søte juletid_; _Den store, hvite flok vi se_ og _Her kommer dine
arme smaa_ (se Landstad).

Mens Brorson helt holdt sig til en enkelt gren av den lyriske digt-art,
den religiøse, møter vi hos *Ambrosius Stub* († 1758) en lyrisk
begavelse av mer omfattende natur. Men hans rike evner fik ikke utfolde
sig paa grund av de uheldige vilkaar han maatte leve under. Han døde i
stor fattigdom. Hans sanger og viser var usedvanlig naturlige for den
tid at være. Han er blandt de sangere som fører bud om vaarens komme, er
der sagt om ham. Men ynden og friskheten i hans viser var noget samtiden
ikke forstod sig paa; derfor blev de litet agtet paa. Flere av hans digt
er improvisationer, d. v. s. de er digtet i øieblikket.

[Footnote 23: Et godt eksempel paa den smagløse poesi har vi i følgende
linjer av en ode til Fredrik den 5tes salving. Digteren var _Wadskiær_,
som den gang var meget anset og endog professor i digtekunst ved
Kjøbenhavns universitet, i hans haand var censuren over de danske
digterverker som kom ut paa den tid, lagt:

   „Skingrer, I Sorø omsinglende skove,
   egen med bøgen antræde en dans!
   Alting er muntert og lystigt til hove,
   hver mand fornøiet tillands og tilvands.
   Skummer, I Sorø omcirklende søer!
   Sjunger, I Sorø udsirende møer!
   Hopper, I mure, I marker, I gjærder!
   Hele naturen har glade gebærder.“
]

Mens det er den norskfødte Holberg som helt fylder tidsrummet, er der
litet literært liv hjemme i _Norge_. Fædrelandsforræderen _Povel Juul_
har skrevet et par læredigt i tidens stil. Rundt om i landet, især i
Nordland, er der flere som prøver at efterligne Petter Dass. Særlig er
versemaalet fra „Nordlands trompet“ blit populært. Et par forsøk paa at
skrive digt paa norsk bygdemaal blev gjort av prestesønnen _Ole
Camstrup_ fra Bergens stift og _Nils Pedersen Heyberg_ fra Telemarken.
Især et bryllupsdigt av den sidste har en viss betydning som
kulturskildring.


                4. Oplysningstiden (omtrent 1750-1800).

Efter Holbergs tid følger til slutten av aarhundredet _Oplysningstiden_
med sine forskjellige brytninger, paa det religiøse omraade mellem
kristendom og fritænkeri, paa det sociale mellem de høiere og lavere
stillede i samfundet og endelig mellem det fremmede væsen, mest
tyskheten, og det nationale.

Aarsaken til disse brytninger, som ogsaa satte sine dype merker i
literaturen, maa søkes i de nye meninger, netop med hensyn til det
religiøse og sociale, som kom fra utlandet, mest fra England (_John
Locke_) og Frankrike (_Voltaire_ og _Rousseau_), og som alt Holberg
tildels hadde uttalt. Disse meninger (kravene paa trosfrihet, paa de
almindelige menneskerettigheter, folkefrihet og likhet for alle borgere)
trængte nu ogsaa mer og mer frem til Norden og grep sindene. Det var
ministeren _Struensee_ som førte retningen op paa dens høidepunkt i
Danmark. Av betydning for literaturen var hans indførelse av
_trykkefriheten_ (1770). Men tre aar efter, da _Ove Guldberg_ var blit
minister, blev den meget indskrænket, og senere (1799) blev den for en
tid helt ophævet, da regjeringen fandt at den blev misbrukt.

Som vi nævnte, var det oprindelig fra _engelske_ og _franske tænkere_ de
nye meninger skrev sig. Disse tænkere begyndte alt i den sidste halvdel
av det 17de aarhundrede at øve sterk kritik paa samtidens meninger og
institutioner; alt skulde kunne begripes, _forklares_; der skulde være
en „_oplysning_“ eller rettere „_opklaring_“, en „_Aufklärung_“, ikke
rettet paa det store, menige folk, men næsten bare for en liten kreds,
„de dannede“, som den store mængde skulde laane sit lys fra. Der kom ut
_tidsskrifter_ og _videnskabelige arbeider_ i populær form av stor
betydning, som økte „_oplysningen_“; men _forstanden_ blev paa denne
maate den eneste evne som blev dyrket, og man la bare vegt paa „_det
nyttige_“. Tiden har faat navn av denne oplysning og dannelse som man
prøvde at meddele. Man gjorde meget for „_skolevæsenet_“ og
„_almenvellet_“ i det hele; men den almindelige folke-oplysning stod
allikevel temmelig lavt; og der blev ikke megen selvstændig tilegnelse
av oplysning, og liten evne til at bruke den. Det at alt skulde
forklares, kom ogsaa frem i den tids _kristendom_. Prestene prækte ofte
bare om rent jordiske ting, liketil „potetesavl, staldforing og
koppe-indpodning“. „Held den mand som eier en bakke mot syd i hvilken
han kan sætte sine poteter!“ saaledes skal en præken ha begyndt.
Istedenfor de kristelige læresætninger traadte i Norden som i det øvrige
Europa _rationalismen_ med sin tro paa _Gud_ og med sin lære om _dyden_
(et ulastelig liv) og en med den følgende _lyksalighet_.

En retning, som i mange maater stod i strid med rationalismen, var
_pietismen_, som alt paa Holbergs tid var trængt op til Norden fra
Tyskland. En virkning av den hadde det været at _konfirmationen_ var
indført (1736); det hadde den store betydning, at det blev paabudt at
alle skulde lære at læse. Pietismen var, likesaa vel som rationalismen,
omend ut fra et rent motsat standpunkt, en protest mot det 17de
aarhundredes døde rettroenhet, og den saa paa læren med likegyldighet;
ved det kom den ofte til at arbeide haand i haand med rationalismen.
Begge retninger arbeidet meget for humane formaal og gagnlige reformer;
og begge retninger er vigtige forutsætninger for det vigtige omslag som
kom ved overgangen til det 19de aarhundrede.

„_Dyd_“ og „_nytte_“ blev tidens grundkrav, dens løsen. Man dømte hver
tings værd efter den nytte man mente den kunde gjøre. Et slikt syn
maatte da ogsaa øve indflydelse paa _literaturen_, som ogsaa helst
skulde være „_nyttig_“, gi belæring.

Men som vi siden nærmere skal se, blev der i dette tidsrum, særlig ved
_Rousseau_, ogsaa vakt et sværmeri for naturen og for et naturliv, urørt
av civilisationen.

_Tyskeriet_, som i Holbergs senere leve-aar var trængt noget tilbake,
bredte sig igjen sterkt i denne tid. Men da Guldberg blev minister,
satte han stop for den tyske paavirkning, og kronprins Fredrik, som
overtok regjeringen 1784, gik helt i Guldbergs spor. De norske digtere i
dette tidsrum dannet ogsaa en gagnlig motvegt mot den tyske indflydelse.


                        Den prosaiske literatur.

   Den _prosaiske_ literatur tok et betydelig opsving i dette tidsrum.
   For stilen og sproget blev gjort meget av lærere ved _Sorø akademi_,
   fremfor alt av den aandfulde, filosofiske og politiske forfatter
   *Jens Schielderup Sneedorff*, som skrev et sjelden formfuldendt
   sprog. Han var „sprogrenser“ og fortsatte det arbeide filosofen
   *Eilschow* hadde begyndt litt før 1750 med at lage danske kunstord,
   vistnok mest efter tysk mønster. Eilschow laget saaledes ord som
   _overflade_, _bisag_ og _personlighed_. Av _filosofiske_ forfattere
   kan fremdeles nævnes *Tyge Rothe*. Likesom Sneedorff interesserte
   han sig varmt for at de danske bønder skulde faa bedre kaar, og alle
   disse tre hadde en dypere forstaaelse av Holbergs store betydning
   end de fleste i samtiden.

   Som _religiøs_ forfatter optraadte _rationalismens_ fremste talsmand
   hofprædikanten *Christian Bastholm*. Hans mange skrifter blev meget
   utbredt og læst. Bastholm var ogsaa en fremragende taler. Blandt
   rationalismens dygtigste _motstandere_ kan av _danske_ nævnes den
   ædle og modige biskop *Nicolai Edinger Balle*. Av rationalismens
   motstandere i _Norge_ kan nævnes den kraftige biskop *Johan Nordahl
   Brun* (se s. 72). Brun og Balle virket baade ved taler og skrifter.

Det _historiske_ studium blev fortsat med stor iver, og her hadde man
alt fra tidligere tider en god grundvold at bygge paa. Vi skal nævne
nordmanden *Gerhard Schøning*, som skrev _Norges riges historie_ til aar
995, og dansken *Peter Suhm*, som skrev en _Historie af Danmark_, som
gaar til aar 1400. Disse mænd grundla sammen med den norske bisp *Johan
Ernst Gunnerus* „_Det trondhjemske videnskapsselskap_“ 1760. Dette
selskap fik stor betydning for Norge, da landet ved det fik et literært
midtpunkt, og det virket til at øke nationalbevisstheten.

   Fra denne tid har vi en stor samling av _beskrivelser_ over
   landskaper og steder, over almuens seder, skikker og sprog. Disse
   vidner om megen interesse for fædrelandet og gir os værdifulde
   oplysninger om tidens folkeliv. Til de bedste av dem hører presten
   *Hans Strøms* beskrivelse over Søndmør og presten *Hans Jacob
   Willes* over Seljord. Hans Strøm var ogsaa _naturhistoriker_.

   Endelig skal det nævnes at _morsmaalet_ blev gjort til emne for
   nærmere studium. Professor *Jacob Baden*, som ogsaa hadde et navn
   som klassisk filolog og literær kritiker, var den første som holdt
   forelæsninger ved universitetet over det danske sprog.


                        Den poetiske literatur.

Til at fremme den _poetiske_ literatur blev der gjort meget i
„Oplysningstiden“. Man satte saaledes ofte op _præmier_. Alt dette blev
ofte mer til skade end til gagn for poesien, for det hindret den frie
utvikling. Alt _Holberg_ vilde bruke poesien i det „_nyttiges_“, i
moralens tjeneste; nu la man endnu meget sterkere hovedvegten paa den
likefremme belæring et digt kunde gi. Likesom Horats holdt man det for
digtningens opgave at forene det nyttige med det behagelige. Poesien
skulde bare være den skjønne dragt for nyttig lærdom. Det saakaldte
_læredigt_ blev derfor ogsaa en av de vanligste digtformer. Det i denne
tid stiftede „_Selskap til de skjønne og nyttige videnskapers
forfremmelse_“, det saakaldte „smagende“, skulde ogsaa ta sig av
poesien, lede den i de rette spor og fastsætte smagen; men dette hadde
just et slikt aandløst, prosaisk syn paa poesien og satte trange grænser
baade for dens formaal, indhold og form.

Med Holberg var en national _komisk_ poesi blit til i Danmark og Norge.
Nu gjaldt det da at fylde ut manglene i de forenede rikers poetiske
literatur paa _andre_ omraader. I Tyskland var der alt begyndt et mægtig
arbeide for utviklingen av den hjemlige literatur med emner som var
hentet fra den dunkleste oldtid. Dette arbeide hadde vistnok trods sin
svulst og famlen stor betydning for den tyske digtning; men da det blev
overført til Danmark, blev det farlig for den _danske poesis_
selvstændighet paa grund av den indflydelse tyskerne derved fik paa den.
Dette blev især tilfældet da den tyske digter _Klopstock_, banebryteren
for en national tysk digtning, kom til Danmark. Hans verker, hvorav vi
nævner hans store epos _Messias_, hans _dramaer_, med emne fra den
germanske oldtid, og hans _oder_, var vistnok storslagne, men i høi grad
svulstige og unaturlige. Sproget var tungt og overlæsset. Rimet foragtet
han. Han hævdet mot den gjængse mening digtekunstens selvstændige
betydning. Klopstock blev ved midten av aarhundredet indkaldt til
Kjøbenhavn, bodde her i mange aar og blev i den tid beundret og
efterlignet.

Det var helst de _norske_ digtere som arbeidet mot den retning Klopstock
skapte. De brukte andre mønstre. Den første av dem som var upaavirket av
Klopstock, var *Christian Braunman Tullin* (f. 1728, raadmand og
told-direktør i Kristiania, † 1765). Han tok teologisk embedseksamen,
men kom aldrig til at bli prest. Han slog sig ned i sin fødeby
Kristiania og bodde der til sin død. Hans mønstre var ikke de tyske, men
de _engelske_ digtere. Ved sit digt _Maidagen_, som egentlig blev
skrevet til et bryllup, brøt han nye veier for den _lyriske_ digtning i
Danmark og Norge. Han priser her naturlivet, det oprindelige, ikke av
kulturen forfinede liv. Digtet vakte stor opsigt i Kjøbenhavn. Hans
_naturskildring_ hadde uvant varme og liv og hans _sprog_ var sjelden
formfuldendt. Men det var ikke den smagfulde og naturlige stil, som
samtiden satte mest pris paa; den priste især at hans digtning var
belærende og nyttig.

   Endda Tullin var sykelig og av naturen indesluttet, blev han likevel
   paa grund av sin aandfuldhet og sit jevne lune drat ind i
   selskapslivet, og var ofte det midtpunkt alt dreide sig om. Ofte
   maatte han til fornøielse for selskapet improvisere vers. Da han f.
   eks. en gang kom paa et besøk til Bogstad, fik han ikke lov til at
   ta av sig reiseklærne før han hadde improvisert følgende:

      „Skjønt jeg paa denne tid saa ulyksalig fryser
      at hver en draape blod av kuld’ i kroppen gyser,
      saa skal det ønske dog mit hjerte tænde an:
      Gid Bogstad staa i flor til verden staar i brand!“

Senere vandt Tullin prisen for et par pris-opgaver: _Om søfartens
oprindelse og virkninger_ og _Om skabningens ypperlighed_, som var
stillet op av det „smagende“ selskap.

Sterkt paavirket av _Klopstock_ var den danske digter *Johannes Ewald*.
Han blev født i Kjøbenhavn 1743.

   Ewald mistet tidlig sin far, og hans mor, som om en tid giftet sig
   igjen, kom nu til at staa ham mer fjernt. Ewald hadde som barn en
   usedvanlig livlig fantasi, og han hadde de mest eventyrlige planer.
   Hans lyst til eventyr mistet han heller ikke da han blev ældre. Han
   var en urolig natur, som let gav efter for sine indskydelser og
   lidenskaper. Digtning arbeidet han for det første ikke med. Han var
   efter eget sigende langt fra enten at ville eller at kunne skrive
   vers. Som student vilde han være med i den krig som den gang blev
   ført mellem Fredrik II og østerrikerne, saa han paa en hurtig maate
   kunde vinde ære. Han rømte hjemmefra og kom først i preussisk,
   senere i østerriksk krigstjeneste. Efterat han flere ganger hadde
   utmerket sig i kampen, rømte han fra tjenesten, da det efter hans
   mening ikke gik ham som det burde; efter mange vanskeligheter kom
   han hjem igjen til Kjøbenhavn. En gang maatte han staa flere timer i
   vand til langt op paa livet for at slippe fra sine forfølgere. Det
   var det vist som la spiren til den gigtsygdom som senere blev værre
   ved hans mindre ordentlige liv, og som tilsidst helt brøt ned hans
   legeme.

   Det som for en stor del hadde faat ham til denne eventyrlige
   utflugt, var kjærligheten til en ung pike, Arense Hulegaard; for
   hendes skyld vilde han vinde ære. Men av sine forældre blev hun
   tvunget til at gifte sig med en anden. Hans livsglæde fik da et
   haardt støt. Endda Ewald da alt var kommet vel igjennem teologisk
   embeds-eksamen, gav han nu op enhver tanke om at søke noget embede
   og bestemte sig til „at slentre livet igjennem som han bedst kunde“.
   Hans sygdom tok stadig til, og for at glemme sin nød og sorg slog
   han sig paa flasken, og knækte ved det end mer sin helse. Lægen
   forbød ham at drikke punsj og paabød te, fortæller Oehlenschläger;
   men saa drak han punsj av en te-potte.

Ewald var den første digter i Danmark som saa poesien som sit
_livskald_; han forberedte sig ved et grundig studium av den europæiske
literatur (Shakespeare, Corneille, Klopstock) til sin digtervirksomhet,
og skjønt han var syk og i de usleste kaar, forskutt av sin familie og
litet paaskjønnet av sin samtid, la han ikke pennen ned før døden tvang
ham til det. Og at han ikke tok arbeidet let, viser de utkast man har
fundet efter ham tydelig. Likesom Klopstock tok Ewald gjerne sine emner
fra _det religiøse_ eller fra _den nordiske sagnverden_. Men heller ikke
han kunde gjøre sig helt fri fra tidens opfatning, at digtningen først
og fremst skulde være nyttig. Der gaar saaledes en dobbelthet gjennem
hans poesi.

Ewald vakte første gang almindelig opmerksomhet ved sin simple, men
gripende _klagesang over Fredrik den femte_.[24] I dette digt var han
ogsaa, likesom i mange andre av sine lyriske digt, meget mer naturlig
end i sin dramatiske digtning. Han stod derfor ubetinget høiest som
_lyriker_, og i hans dramatiske arbeider er det ogsaa de lyriske
partier, de indlagte romanser og viser som er bedst. Folkevisetonen har
han heldig truffet i _Liden Gunver_. Men han maatte desværre ofte av
„trang til smaapenge“ øde sine kræfter bort paa bestilte leilighetsvers.
Ved slike anledninger visste han ofte ikke mer end at „bruden var 25
aar, og verset skulde trykkes in quarto“, og han fortæller om disse vers
at ofte var „trang deres far og melankoli deres mor“.

[Footnote 24: hvori følgende skjønne vers:

   „Hold taare op at trille,
   og du, vor cithar, stille!
   Nu bæres kongen bort til graven.

   Vis, naadig og retfærdig,
   dig og din trone værdig!
   Ta disse navne med i graven!

   Farvel vor døde glæde!
   Vi kan ei mer end græde;
   ta disse taarer med i graven!“

Han siger selv om dette digt: „Det var vist den gang mine egne varme
følelser og ikke kunsten som hjalp mig.“]

I sine _dramaer_ var han sterkt paavirket av Klopstock, som han i høi
grad beundret. Han holdt det for en lykke at bli „kjendt, taalt og
yndet“ av ham. Man fik ikke rigtig tak i personene i hans dramaer, og
der var ingen skarp grænse sat mellem guder, helter og jevne fiskere; de
talte alle paa samme høittravende maate. Men ved at ta emnet fra den
gammel-nordiske tid brøt Ewald bevisst med klassicismen eller den
klassiske humanisme. Ewald blev saaledes forløper for den senere
_romantiske_ digtning i Danmark og særlig for _Oehlenschläger_.

Ewalds første skuespil var det bibelske drama _Adam og Eva_, hvor han er
paavirket baade av Corneille og Klopstock. Hans første nationale drama
var _Rolf Krage_. Men dette stykke fik ikke god kritik og gjorde ingen
lykke, baade fordi emnet var hentet fra den danske sagnhistorie, ikke
fra den klassiske oldtid, noget man den gang krævde, og fordi stykket
var skrevet i prosa, ikke i de franske tragediers vanlige versemaal,
aleksandrinen. Kritikken av stykket gik Ewald meget nær. Til dette kom
at hans gigtsygdom tok til.

Da Ewald i 1773 flyttet til _Rungsted_, et fiskerleie ved Øresund, fik
han det forholdsvis godt et par aars tid; her blev han vel pleiet. Den
herlige natur her virket mægtig paa hans let mottagelige sind. I
Rungsted skrev han sit kjendte digt _Rungsteds lyksaligheder_, og her
blev hans syngespil _Balders død_ til. Stykket blev lønnet med en
„overordentlig pris“ av 50 riksdaler av det „smagende“ selskap. I
Rungsted skrev han ogsaa i _Levnet og meninger_, som er særdeles livlig
og aapent skrevet, træk av sit liv; men man kan ikke altid lite paa det
han fortæller.

Fra Rungsted kom Ewald til et andet fiskerleie; men her fik han det
vondt. Hans sidste dager blev atter noget lysere, da han flyttet tilbake
til Kjøbenhavn. Det gjorde ham ogsaa godt at man nu var begyndt at sætte
større pris paa hans digtning. „Balders død“ blev endog opført paa det
kongelige teater til indtægt for ham, og huset gjenlød av leverop for
digteren, som var tilstede, men alt stod paa gravens rand.

Hans sidste dramatiske arbeide blev syngespillet _Fiskerne_, som ganske
visst er hans bedste skuespil. Han tok her en virkelig begivenhet til
emne. Nogen fattige fiskere hadde nemlig med fare for livet berget en
engelsk skipper, men hadde avslaat løn for det. Denne daad digtet Ewald
om i „Fiskerne“. Heltene i stykket var selv tilstede ved opførelsen.
Sproget er let og moderne.

   Det er næsten uforklarlig hvorledes han, slik han var da, idet han
   vel mer end nogensinde hadde det „travelt med at være syk“, som han
   selv en gang siger, kunde magte et større arbeide som „Fiskerne“.
   Alt i 1778 blir han kaldt en jammerfuld skikkelse, som „laa med
   knærne sammentrukket op mot brystet, ryggen konvulsivisk krummet,
   hænder og fingrer stive og fulde av gigtknuter, men ansigtet ædelt
   og herlig dannet og de store, blaa øine straalende av overjordisk
   glans“.

Ewalds sidste sang: _Utrust dig, helt fra Golgata_, vidner om hans dype
religiøse følelse. Hans sang, _Kong Kristian stod ved høien mast_ (i
„Fiskerne“) viser hans varme kjærlighet til fædrelandet og dets minder.
Religiøsitet og fædrelandskjærlighet, som synd og sygdom ikke magtet at
slette ut hos ham, blev saaledes ved midt under hans store elendighet at
danne grunddraget i hans karakter og hans digtning.

Han døde 1781 og blev fulgt til graven av et likfølge saa stort som man
endnu ikke hadde set det i Kjøbenhavn.

*Bredal og teaterstriden.* Som før nævnt brydde man sig ikke stort om
Holbergs komedier længer. Ved siden av beundringen for Klopstock og den
tyske poesi var der en likesaa ensidig beundring for de _franske
tragedier_ og de _italienske syngespil_, som med sin unatur og sin
opstyltede stil just faldt i smagen. Paa den tid optraadte netop i
Kjøbenhavn et italiensk opera-selskap og en fransk skuespillertrup. Den
franske tragedie, som i det 17de aarhundrede naadde sin høieste
utvikling gjennem _Corneille_ og _Racine_, hadde faat sit præg av Ludvig
den 14des hof. Dens form var vistnok elegant, men stiv og høittravende,
en feil, som efterlignernes tragedier led endnu mer av; paa fremmed
jordbund blev det den rene karikatur. Fællesliteraturen fik ogsaa snart
paa syngespillets og tragediens omraader sine repræsentanter i de to
nordmænd _Bredal_ og _J. N. Brun_ og i _Ewald_.

_Nils Krog Bredal_ skrev syngespil. Det mest kjendte var hans
_Tronfølgen i Sidon_. Stykket slog gjennem hos publikum; men av
kritikken blev det ilde medfaret; den 18-aarige _Rosenstand-Goiske_,
utgiver av _Den dramatiske journal_, tok sterkt fat paa det. Bredal
hevnet sig ved i et litet efterstykke, som han kaldte „Den dramatiske
journal“, at bringe den unge kritiker paa scenen. Da stykket blev
opført, kom det nu bent frem til slagsmaal mellem dets velyndere,
officerene, og dets motstandere, studentene. De sidste blev kastet ut,
og stykket blev spillet til ende; men slagsmaalet blev senere fortsat
ute paa gaten. Begivenheten gav anledning til _Ewalds_ stykke _De
brutale klappere_.

*Nationalfølelsen i Norge. Det norske selskap.* Der hadde blandt
nordmændene i løpet av det 18de aarhundrede utviklet sig en dypere og
dypere _nationalfølelse_, baade hos borgerstanden og hos embedsstanden,
hvis norske element blev sterkere og sterkere. Nordmændene tok til at
kjende sig som et særskilt folk; de kom med forskjellige krav som
tydelig viser det. Særlig kom frem et krav paa et _universitet_.[25] I
krigen mot Karl den 12te hadde nordmændene tat ærefuld del ved
sjøheltene Kort Adelers, Ivar Huitfeldts og Tordenskjolds bedrifter. Det
var mest norske sjøfolk paa flaaten. Norske bønder dannet kongens
livvakt, og da man opløste den, var nordmændene meget krænket over det.
_J. N. Brun_ synger herom:

[Footnote 25: Ønsket om det kom alt op under Fredrik den 3dje i en
beskeden begjæring av de norske studenter. Senere blev der av
fremragende mænd som biskop _Gunnerus_, _J. N. Brun_ o. fl. talt og
skrevet om det. Gunnerus leverte ogsaa ind et forslag til Struensee, men
uheldigvis like før hans fald. Det var naturlig at kravet ikke kom frem
under Guldberg, som ikke engang likte navnet nordmand, og som selv har
skrevet: „Ingen nordmand er til; vi er alle borgere av den danske stat.“
Men i førstningen av Fredrik den 6tes regjering kom det høilydt frem
igjen, og de mænd som mest har æren av at ønsket endelig blev opfyldt,
er presten _Nicolai Wergeland_ og grev _Herman Wedel-Jarlsberg_.]

   „Den vrede livvakts vaabenbrak
   forklarer trolig nordmands sak.“

Næringsveiene begyndte at komme op i Norge, mest handelen og
skibsfarten; det førte velstand og magt med sig. Alt dette økte
nationalfølelsen. Nordmændene holdt sig ogsaa for en stor del fri for
tyskheten, som bredte sig saa sterkt i Danmark; de stod nemlig med
skibsfart i nært samkvem med England og Frankrike. De norske
kjøbmandssønner fik ofte sin utdannelse i Vesteuropa og fik derved
større sprogkundskap og almendannelse end de danske.

Denne selvstændighetsfølelse viste sig sterkest blandt de norske
studenter i Kjøbenhavn. De norske og de danske studenter slos paa
universitetstrappene paa tørre næver, og nordmændene prøvde at faa de
bedste pladsene ved forelæsningene. Sit sterkeste utslag fik de norske
studenters selvstændighetsfølelse i *Det norske selskap* (dannet 1772).
Det var nordmændenes trang til i den fremmede by at skille sig ut og
være sammen som fik dem til at danne denne forening. Det var den gang
begyndt at bli almindelig at kjendinger eller landsmænd kom sammen paa
kaffehus i egne værelser. De norske studenter kom sammen i et slikt
kaffehus i Sværtegaten hos madam Juel. Det var begyndelsen til „Det
norske selskap“.

   Samlingsstedet beskriver _Welhaven_ saa: „Selskapets
   forsamlingsværelser var kun fattig utstyrt med møbler og andre
   bekvemmeligheter. Man hadde nogen gamle høiryggete stoler langs
   væggene, og et langt bord, der stod midt paa gulvet i den første
   stue. Ved siden av dette rum var endnu et par kamre, hvor man kunde
   føre fortroligere eller mere animert samtale, og i et av disse sat
   den meget yndede vertinde madam Juel ved tebordet. Blandt medlemmene
   var det et eget værdighetstegn at ha adgang til dette gemak.
   Undertiden gik en eller anden nedenunder i den offentlige kafé,
   hvorfra kredsen var opsteget, og derfra bragtes uten tvil mangt et
   underholdningsstof tilbake til selskapet. Til ‚Det norske selskaps‘
   inventarium hørte et eiendommelig stykke, versprotokollen, der
   efterhaanden utfyldtes med alskens flygtige rim; dens hovedindhold
   dannes av viser og alskens indfald, hvortil ofte et netop uttalt ord
   eller en ubetydelig hændelse kunde gi anledning.“ Den danske digter
   _Rahbek_ fortæller at det var blandt hans „skjønneste nydelser at
   høre den deilige fædrelandssang ‚For Norge, kjæmpers fødeland‘,
   istemt her av fulde hjerter, med tindrende øine og jublende stemmer.
   Mig gjennemglødet den, som hadde jeg selv været ‚blandt klipper
   fødd‘“. Det var nordmands-aanden, siger han, som var over dette
   selskap.

Foreningen var fra først av nærmest beregnet paa selskabelig
underholdning; men senere fik den avgjørende betydning for literaturen.
„Det norske selskap“ hævdet nemlig at poesien skulde være fri og
selvstændig. Det kom til at danne en kraftig motvegt mot tyskheten i den
dansk-norske literatur. Dets medlemmer tok nemlig som Holberg og Tullin
sine mønstre i den engelske og tildels den franske poesi. De fleste av
dem hadde megen sans for et jevnt, naturlig og let sprog. Særlig Wessel
hadde syn for godt sprog og god stil. De kunde derfor ikke forlikes med
den klopstockske stil med dens „hastemte toner“.[26] Paa denne maate kom
de ogsaa til at staa mot Ewald i meget, endda de skjønte at han i
virkeligheten var en stor digter. Ogsaa de franske tragedier og de
italienske syngespil med efterligningene hjemme maatte „Det norske
selskap“ være mot. Endda det gik ut over en av dem som selv var med i
selskapet, J. N. Brun, som vi snart skal se, la selskapet ikke fingrene
mellem naar det gjaldt at gjøre nar av utvekstene i literaturen.

[Footnote 26: I _Geburtsdagskarmen_ (fødselsdagssang) gjør Wessel nar av
den opstyltede stil som den gang var vanlig i leilighetsdigt. Følgende
linjer av digtet kan tjene til eksempel:

   „Træd alle luftens hære i geleder,
   formér kolonner mellem begge poler!
   Giv agt og presentér gevær!
   Fremad marsch og retter eder!
   Og nu forkynd det høit, du hule torden,
   for alle himle og for hele jorden,
   gjentag det skov og berg og dale,
   saa høit som I var splittergale:
   Det er Hr. Herman Anton Jensens fødselsdag!“
]

Næsten alle de norske digterne fra den tiden var med i „Det norske
selskap“; _Edvard Storm_ holdt sig borte fra selskapet og var aldrig med
i det. I 1775 stiftet nogen danske forfattere _Det danske
literaturselskap_, som ogsaa vokste frem av nogen møter i et kaffehus.
Her dyrket man ensidig den klopstockske retning. Nogen større betydning
for literaturen fik aldrig det selskap.

*Johan Nordahl Brun* (f. 1745 i Trøndelagen, † 1816) skrev det første
originale sørgespil som blev opført paa den danske skueplads. Han var
ikke mer end fire aar gammel da han kunde læse „saa rent og raskt i hver
dansk bok som nogen voksen“, og i elleve-aarsalderen hadde han under sin
mors veiledning alt læst en stor del av bibelen to ganger igjennem.

Bruns læselyst hindret ham likevel ikke i paa samme tid at utvikle sit
legeme ved alskens idrætter. Han var „en flink jæger og dristig
skiløper“. Som student blev han huslærer i Trondhjem, og da han i
Kjøbenhavn hadde tat embeds-eksamen, som han bare læste i tre maaneder
til, kom han tilbake til Trondhjem, hvor biskop _Gunnerus_ lærte ham at
kjende. Bispen tok ham med som sekretær paa en længere tur til
Kjøbenhavn. Her var det nu han begyndte som sørgespildigter, idet han i
den da gjængse og yndede franske tragediestil skrev sit sørgespil
_Zarine_. Det er blit mest kjendt ved at det nærmest gav anledning til
_Wessels_ mesterlige parodi „Kjærlighed uden strømper“. „Zarine“ var ved
sin unatur og sin opstyltede stil just i tidens smag og gjorde derfor
megen lykke. Han skrev ogsaa et nyt stykke, _Einar Tambeskjælver_; men
det blev ikke opført i Kjøbenhavn. Man var nemlig fornærmet over at de
danske i stykket spilte en saa ynkelig rolle overfor de tapre norske.

J. N. Brun var mer _lyriker_ end dramatiker. Som _salmedigter_ staar han
meget høit; mest kjendt av hans salmer er kanske _Jesus lever, graven
brast_ og _Aand over aander, kom ned fra det høie_ (se Landstad). Hans
fædrelandssanger: _Bor jeg paa det høie fjeld_ og _For Norge, kjæmpers
fødeland_, er paa grund av sin djervhet og freidighet endnu ikke gaat i
glemme. Av lyriske digt av ham ellers skal nævnes _Den norske vinter_ og
bergensernes sang _Jeg tok min nystemte cithar i hænde_.

Som prest og senere bisp i Bergen var han en sterk motstander av
rationalismen (se s. 62). Ved sin mægtige og ildfulde personlighet og
ved sin begavelse som taler gjorde han et sterkt indtryk paa tilhørerne.
Der fortælles om en stril at han følte sig sterkt grepet av at ha hørt
Brun, skjønt han ikke kunde mindes andet av hele prækenen end disse ord:
„O, du menneske!“ Men dem skulde han huske saalænge han levde!

                  [Illustration: Johan Herman Wessel.]

Med *Johan Herman Wessel* (født i Vestby sogn nær Kristiania 1742, †
1785) kom Holbergs vid og lune tilbake i literaturen. Han var en
slegtning av Tordenskjold, og som dennes glimt brøt frem gjennem
krudtdampen, brøt hans glimt frem gjennem tobaksskyen, siger _Jonas
Lie_. Som student begyndte han at lægge sig efter nyere sprog og
literatur, og han prøvde at slaa sig gjennem ved sprogundervisning.
Nogen embeds-eksamen kom han aldrig til at ta. Kort efter at J. N. Bruns
„Zarine“ var opført, skrev Wessel sit hovedverk, som skulde gjøre hans
navn udødelig; det var hans _Kjærlighed uden strømper_ (1772). Med ett
slag gjorde den ende paa de franske sørgespil og de italienske syngespil
i Danmark. Handlingen er høist ubetydelig; boken fortæller om en
kjøbenhavnsk skræddersvend som skal staa brudgom, men som mangler hvite
strømper. De andre personer er ogsaa almindelige hverdagsmennesker. Det
maatte naturligvis bli av uendelig komisk virkning naar Wessel i et
stykke med en slik handling og slike personer nøie iagttok alle den
franske tragedie-stils eiendommeligheter: de unaturlige arier, hele
personalets død, den nøiagtige overholdelse av tidens, stedets og
handlingens enhet efter Aristoteles’s anvisning (d. v. s. at alle
stykkets akter i tid fulgte like efter hinanden og gik for sig paa samme
sted) o. s. v. Alle personene optræder i en fælles stue, hvor de
spaserer ut og ind. Grete maa giftes „idag“, om hun nogensinde skal bli
gift. Blandt de mange komiske træk kan ogsaa nævnes hvorledes Wessel
ofte lar personenes patetiske tale pludselig bli avbrutt av de mest
dagligdagse vendinger. Helten, som i de franske tragedier og de danske
efterligninger under høittravende talemaater lot dyd og elskov kjæmpe
med hinanden[27], har Wessel parodiert i skrædder-svenden Johan von
Ehrenpreis.[28] Ved sin komiske kraft og sit sprudlende vid hadde
„Kjærlighed uden strømper“ ogsaa værd i og for sig, ikke bare som
parodi. Det gjorde ogsaa stor lykke; man lærte lange stykker av det
utenad som før av „Peder Paars“. Wessel, som før hadde levd ganske
ukjendt, blev med ett berømt; hans navn kom paa alles læber.

[Footnote 27: som f. eks. i „_Zarine_“, hvor det heter:

   „O, elskov, skulde du mot dyd i hjertet stride,
   hvor vilde det dig gaa! Hvad maatte jeg ei lide?
   Skjønt yndet av min sjæl, du rene, spæde lyst
   dog maatte give tapt for dyden i mit bryst.
   Ja, himmelsendte dyd! Mit hjertes herskerinde,
   du bør, du maa, du skal mot elskov seier vinde,
   du fra min ungdom var min fryd, min ro, min løn.
   Vig derfor, elskov, vig, du hjertets yngste søn!“
]

[Footnote 28: smlgn. følgende scene i stykket:

_Johan_ sætter sig i egte tragisk postyr:

   „O! hvilken kval og strid! Mit hjerte splittes ad!
   Dyd! Elskov! kan I to ei søbe av et fad?
   En av jer vinde maa, den anden maa fordømmes,
   to store i en sæk kan ingenlunde rømmes;
   men sækken som I to kan ikke rømmes i,
   tilgavns undgjælde maa for eders klammeri;
   mit hjerte revner snart; jeg elsker eder begge;
   du, elskov, er mit liv, du, dyd, min kjæledægge!
   Jeg pleier ellers gaa derfra hvor slagsmaal er;
   men jeg de stridende med mig i hjertet bær.
   Omsonst at fly, omsonst at ville dem forlige;
   her er ei andet for, jeg dommen maa avsige:
   Min kjæledægge, dyd, ja seieren er din;
   du ene herske bør i stolte helters sind!
   Vig, lille snottede! som skyter folk med pile,
   som til min uheld har min Grete lært at smile.
   Min Grete? Nei! Hvis da? Maaske Mads Madsens? Ja!
   Jeg skjælver for min dyd og skynder mig herfra.
   Til Mette: Kan jeg nu gaa?
   _Mette_: Ja vist.“
]

Efter „Kjærlighed uden strømper“ kom Wessel ikke til at gi ut noget
dramatisk verk av betydning. Han kunde ikke samle sig til noget stort
arbeide. Han sat smaat i det, var tit sykelig, og saa drak han ikke
litet. Han hadde faat en fast post som oversætter for teatret med en
indtægt av 150 riksdaler aarlig. I sine senere aar skrev han flere
_komiske fortællinger_ paa vers, f. eks. _Gaffelen_, _Smeden og
bageren_, _Posthuset_ og _Hundemordet_ og _Brodne kar i alle lande_.[29]
Wessel skrev ogsaa digt av anden art, som _Ode til søvnen_ og _Ode til
nøisomhed_.

Wessels skrifter kan rummes i ett bind; men hans fortjenester av vor
literatur kan ikke rummes i ett aarhundrede; de er uforgjængelige; for
han satte stop for det opstyltede, bombastiske sprog som truet med at
faa magten i literaturen. Selv hadde han utpræget sans for simpelhet og
naturlighet i uttryksmaaten.

[Footnote 29: Flere av fortællingene blev trykt i hans poetiske ukeblad
_Votre serviteur_. Med dette blad tok Wessel sig det ellers meget let.
Et nummer kunde læses paa nogen faa minutter, da trykken var stor, og
der var langt mellem linjene. Bladet var paa 6 smaa sider; de to første
blev brukt til titelblad, mens den sidste ofte var blank. Det hændte
jevnlig at der blev stoppet op midt i et digt med uttalelser som f.
eks.:

   „Jeg beder læseren mig resten kreditere,
   han derom læse skal i nr. 16 mere,“

eller:

   „Jeg kan saa sandt
   ei skrive mer
   for denne gang.
   Adieu so lang!“
]

Wessel var særdeles elskværdig og godmodig og var derfor meget likt av
sine venner i „Det norske selskap“. Her kunde han endog i sine senere
aar ryste av sig noget av det tungsind som mer og mer fik magten hos
ham, og som hans nedenfor meddelte epigrammer over ham selv tydelig nok
viser. Mellem vennene var det han oftest kom frem med alle sine vittige
indfald. Men han kunde nok ogsaa ellers gi beviser paa sit lune og sin
evne til at gi træffende svar.

   Vi skal meddele nogen av de eiendommeligste træk og fortællinger som
   er opbevart om ham: I „Det norske selskap“ drev man tit løier med
   hverandre, men i al gemytlighet. Det gik mest ut over et av
   medlemmene, _Bendix Prahl_, da han indbød adskillig til det. En gang
   hadde han tat avsked med selskapet for længere tid da han skulde paa
   en sjøreise; men nogen dager efter maatte skibet vende tilbake til
   Kjøbenhavn for uveir. Prahl gik i land og like op i „Det norske
   selskap“. Wessel stod i et vindu i salen og saa ham nede paa gaten.
   Fort avtalte han med alle som var inde, at ingen maatte lægge
   mindste merke til Prahl naar han kom ind, før Wessel hadde talt til
   ham. Prahl kom meget høitidelig ind, fuld av forventning over
   opsigten en saa uventet tilbakekomst vilde vække. Ingen forundring
   blev ytret, ingen velkomst, ingen glæde; hver blev ved sit. Bare
   Wessel gik mot ham fra vinduet langsomt og likegyldig, tok ham ved
   en knap og sa: „Ih, sé, far, der har du jo faat dig en ny frak!“
   Prahls ærgrelse over en saa lunken mottagelse brøt nu ut i ord, og
   med den en almindelig gottende latter.

   Blandt selskapsbrødrene var en Bertelsen, som gjerne vilde hete
   Bartholin. „Det skal du straks komme til,“ sa Wessel, „naar du gir
   et halvanker vin.“ Ankeret kom op, Wessel stod ved tappen, og for
   hver skaal de drak, gjorde han et vers. Den nye Bartholin blev
   feiret og var lyksalig. Endelig var vinen drukket, og Wessel kom med
   sidste vers:

      „Nu tønden er tom, og tappen er tør,
      nu heter du Bertelsen likesom før.“[30]

   En ven besøkte ham og fandt to bøker paa hans kones dragkiste. „Men,
   Wessel!“ utbrøt vennen lystig, „er det dine bøker _alle_ de?“ „Nei,“
   svarte Wessel, „jeg har laant de _fleste_.“

   „Nei, Wessel!“ sa en gang en ven til ham, „du maa prøve paa at gjøre
   din lykke; du maa gaa til minister Guldberg. Det er selv en lærd
   mand, et godt hode; han vil vist gjøre noget for dig.“ „Det gaar
   umulig an,“ svarte Wessel. „Hvorfor?“ „Jeg har ingen paryk.“ „Den
   skal du faa.“ „Jeg har heller ingen bukser.“ „Jeg skal laane dig et
   par smukke silkebukser.“ Han gik til Guldberg. Ministeren spør:
   „Hvem er De?“ „Jeg heter Wessel.“ Guldberg er endnu ikke rigtig med.
   Wessel tror det er parykken som gjør ham ukjendelig, tar den av og
   putter den i lommen. Nu kjender Guldberg ham og spør hvad han kunde
   tjene ham med. „Deres excellense! det maatte være et embede hvor der
   er meget at tjene og litet at bestille; til det kjender jeg mig mest
   oplagt.“ Guldberg vil ikke rigtig forstaa ham, dreier forlegen sin
   snusdaase i haanden og spør om igjen. „Nu,“ sa Wessel, „saa gi mig
   en pris tobak, far!“ Den fik han, bukket og gik.

   En gang han var i selskap hos den danske digterinde _Charlotte
   Biehl_, hvor han bare fik smørbrød, blev han sterkt opfordret til at
   digte et vers; det blev det kjendte:

      „At smørrebrød er ikke mat,[31]
      og kjærlighet er ikke hat,
      det er for tiden hvad jeg vet
      om smørrebrød og kjærlighet.“

   Over en brygger skrev han følgende gravskrift:

      „Her ligger Walt,
      han gjorde malt,
      og det var alt.“

   En pike, som hadde hjulpet ham med en frak, fik et nytaarsvers:

      „Du lille vakre Karen Bach!
      For hvert et mødig sting du stak
      paa en mig høist nødvendig frak,
      som sprak,
      tak!“

   Om hvorledes Wessel blev forlovet, fortæller fru _Dunker_ i sin bok
   „Gamle dage“: En gang i et selskap kom Wessel til at sitte ved siden
   av sin vordende hustru ved bordet. Hun gav sig i snak med ham og
   spurte hvorfor han ikke giftet sig nu, da han hadde saa megen
   indtægt at han kunde leve med familie. Han svarte at der hørte mer
   til at gifte sig end en tarvelig indkomst; man maatte ogsaa ha noget
   at sætte bo med. „Jeg har tusen daler, jeg!“ sa hun, og nu var da
   saken avgjort.

   Wessel skrev en gang denne gravskrift over sig selv:

      „Han aat og drak, var aldrig glad,
      hans støvlehæler gik han skjæve;
      han ingenting bestille gad,
      tilsidst han gad ei heller leve.“

   Da Wessel arbeidet mindre og mindre og levde mer og mer uordentlig,
   sank han mer og mer ned i fattigdom, saa han ikke engang hadde ved
   til at lægge i ovnen.

   Der fortælles, „at naar han eide en i hans øine noget betydelig sum,
   var han tilbakeholden, ja, likesom hovmodig mot sine venner“.
   Pengesummen var ham til bryderi; han kom ut av sin likegladhet og
   fik bekymringer. En gang stod han i teatret og viste sig usedvanlig
   frastøtende mot de venner som stod ved siden av ham. Paa én gang
   blev han meget venlig og snaksom. „Hvad gaar der av dig, Wessel?“ sa
   de, „hvad er der hændt dig? Du er jo som et andet menneske!“ „Aa,“
   sa han, „i dette øieblik blev mine penger stjaalet ut av lommen!“ Nu
   var han fri den sorg og kunde nyde skuespillet og sine venners
   selskap.

[Footnote 30: Denne anekdote er ogsaa blit fortalt om en noget ældre
norsk digter _Stenersen_.]

[Footnote 31: Eller: „At smørrebrød er ei min mat.“]

Wessel hadde ikke store tanker om sig selv og sin egen betydning, og han
viker med elskværdig beskedenhet og uten misundelse pladsen for
_Baggesen_ da denne optræder. I Wessels senere aar blev mangel paa
selvtillid mer og mer hans grundstemning. Derom vidner det han en gang
skrev under sit portræt:

   „Han syntes født til bagateller,
   og noget stort han blev ei heller.“

At andre ikke delte hans mening, ser vi f. eks. av _Baggesens_ vers ved
Wessels død:

   „Graat smeltet hen i smil naar Wessels lune bød,
   og glædens smil forsvandt i taarer ved hans død.“

Av de norske digtere som levde samtidig med eller kort efter Wessel,
var, foruten _Johan Nordahl Brun_, følgende de betydeligste: _Claus
Fasting_, _Thomas de Stockfleth_, brødrene _Peter Harboe Frimann_ og
_Claus Frimann_, _Edvard Storm_, _Jonas Rein_, _Jens Zetlitz_ og _Envold
Falsen_. De fleste av dem hadde været med i „Det norske selskap“. Hos
dem alle træder nationalfølelsen ofte sterkt frem, efterat de hadde
bosat sig som embedsmænd rundt omkring i Norge. Der var en sterk trang
hos flere av dem til at skrive om _fædrelandske_ emner, om norsk natur
og norsk folkeliv. Det blev en hjemlig, _patriotisk-lyrisk_ digtning,
som i den senere tid længe blev fortsat i en begeistret lovprisning av
den nyvundne frihet.

Ogsaa en anden omstændighet virket i høi grad til at præge disse
digteres poesi. Som før nævnt var, især fra Frankrike gjennem
_Rousseau_, den mening blit utbredt, ogsaa i Norden, at livet blandt de
dannede stænder i meget var unaturlig og kunstig. Man skulde mest mulig
vende tilbake til den oprindelige _naturtilstand_, føre livet paa
enklere og naturligere maate. Denne naturlige maate at leve paa fandt
man nu hos de frie, norske bønder, som bodde i de avsidesliggende daler
og var urørt av den moderne kultur. Derfor sang de norske digtere den
gang saa begeistret om den norske bonde.

*Claus Fasting* († 1791 som raadmand i Bergen) var flere aar i
Kjøbenhavn, da han hadde tat teologisk eksamen. Han utmerket sig mest i
_satiren og epigrammet_. Som _prosaforfatter_ førte han et sjelden smukt
sprog. Hans _Provincial-blade_, som han begyndte at gi ut da han var
flyttet tilbake til sin fødeby Bergen, viser det klart. Som kritiker var
han aandfuld og skarp. _Rahbek_ kalder hans „Provincial-blade“ alle
journalisters „mønster og fortvilelse“. Fasting var ædel og fintdannet;
han tænkte baade dypere og friere end de fleste i samtiden. Men han blev
i det hele ikke paaskjønnet efter fortjeneste mens han levde.

*Thomas de Stockfleth* († 1808) var prestesøn fra Gudbrandsdalen. Han
skrev naturbeskrivende digt i tidens smag. For sit digt _Sarpen_ fik han
en pris, som var stillet op av „Selskapet for de skjønne og nyttige
videnskaper“ for et „forsøk i den malende poesi“. Stockfleth skrev siden
et digt paa gudbrandsdalsk bygdemaal, _Heimatkomsten_.

*Peter Harboe Frimann* († 1839 som konferensraad) sluttet tidlig at
digte, endda han hadde begyndt godt med sine smukke beskrivende digt
(som _Hornelen_) og romansen _Aksel og Valborg_.

*Claus Frimann* († 1829 som sogneprest til Daviken i Nordfjord) drog
snart fra Kjøbenhavn hjem til Norge. Han var en egte _folkedigter_ i
likhet med _Petter Dass_, vel kjendt med sit lands natur og sit folks
liv og vilkaar; „hvad jeg bedst kjender, derom kan jeg bedst synge“,
siger han selv. Hans digtsamlinger _Syngende sømand_ og _Almuens sanger_
indeholder simple, trohjertige sanger. Ved de livlige og kraftige
skildringer fra naturen og folkelivet eller fra fædrelandshistorien blev
sangene hans ogsaa virkelig menigmands eiendom. Til de bedste hører
_Birkebeinsang_, _Fiskersang_, _Gjæterguttens sang_ og _Kjeld Stub_. Det
han ellers digtet, som efter samtidens smag mest var belærende, blev
uten betydning.

Claus Frimanns digterliv var saa langt, at hans første arbeide kom ut
1777 paa samme tid som bøker av Wessel og Ewald, og hans sidste arbeide
i 1829, samtidig med Wergelands første store verk „Skabelsen, mennesket
og Messias“.

   _Welhaven_, som „igjen opdaget“ Claus Frimann og gav ut det bedste
   av hans digtning, fortæller om et besøk hos ham paa en ferie-reise:
   „Det var en liten mand med et butformet, rødmusset ansigt, hvori
   øinene var ualmindelige klare og smukke. Uagtet han haltet litt, var
   hans bevægelser lette og livlige.“ Welhaven siger at hans baatfolk
   talte med ærbødighet om den gamle; „men de kaldte ham allikevel
   ‚sildepresten‘, fordi hans garn og øvrige fiskeredskaper var de
   bedste i det hele provsti“. „I min erindring,“ saaledes slutter
   Welhaven sin beretning, „ser jeg ham helst vandre paa de smukke
   skrenter der omgav hans bolig, og hvor en lys og munter vekst av
   frodige løvtrær og blomstrende busker skygget hans vei.“

*Edvard Storm* († 1794) var prestesøn fra Vaage i Gudbrandsdal. Han
forlovet sig med en bondejente i hjembygden; men hans far var imot det,
og han skal ha faat jenten til at slaa op med sønnen. Han flyttet da til
Kjøbenhavn bodde der de sidste 20 aarene han levde. Han bestyrte
„Efterslegtens skole“ og fik _Oehlenschläger_ paa skolen sin. Han blev
ogsaa teaterchef.

Storm var ikke med i „Det norske selskap“, og han satte Ewald meget
høit. Mest kjendt er han som forfatter av _Sinklarvisen_. Hans døleviser
paa _gudbrandsdalsk bygdemaal_ har heller ikke tapt sin levekraft; de
blir sunget den dag i dag. Mest kjendt er vel _Heimreisi fraa sætri_.
Derimot var hans læredigt, salmer og fabler ikke av stor betydning.

*Jonas Rein*, „den sande sorgs ulignelige sanger“, *Jens Zetlitz*,
„glædens muntre sanger“, og *Envold Falsen* hører til de sidste norske
digtere som kommer ind under „fællesliteraturen“.

Rein og Zetlitz, begge prester, var _lyriske_ digtere, Falsen mest
_dramatisk_. _Rein_ var sykelig og tungsindig; det gav ogsaa hans
digtning dens præg. Han var med paa Eidsvold 1814 som repræsentant fra
Bergen, hvor han var prest. _Zetlitz_ digtet viser og patriotiske
sanger. Han hadde et lyst og muntert sind. Han siger selv i en vise:

   „Jeg er saa glad som nogen mand;
   ti Norge er mit fødeland,
   og derfor er jeg vel tilmode,
   og frihet, skjemt og glasses klang
   er gjerne emnet for min sang.“

Hans lystige og freidige viser vandt ogsaa stort bifald i denne gyldne
tid for _selskapssangene_ og _drikkevisene_. Hans _Sange for den norske
bondestand_ kan ikke i sin helhet maale sig med det han ellers har
digtet.

_Envold Falsen_ var født i Danmark, men kom i sin tidligste barndom til
Norge. Alt i 10-aarsalderen blev han student, 22 aar gammel assessor og
senere justitiarius i overhofretten i Kristiania. Han gjorde lykke som
_dramatisk_ forfatter, især ved skuespillet _Dragedukken_. Han skrev
ogsaa et _skrift om et norsk universitet_. Han fik stor indflydelse paa
aandslivet i Kristiania, hvor han bodde den største del av sit liv.
Falsen var nordmand med liv og sjæl. „Norge!“ utbryter han i slutten av
sit skrift om et norsk universitet, „dig helliger jeg disse blade,
frugten av en borgers varme kjærlighet. — Maatte de kunne avbetale en
del av min gjæld til dig! Du blev mig mer end fødeland.“ Han uttaler som
sit inderlige og stadige ønske: „Norge, bli kraftfuldt, bli lykkelig,
som du er skjønt!“ I 1801 og 1808 skrev han patriotiske krigssanger.
Under krigen gav han ut et blad _Budstikken_. Han endte i tungsind sit
liv 1808.


          Danske digtere ved slutningen av „Oplysningstiden“.

*Knud Lyne Rahbek* († 1830) skrev meget og fik ikke liten indflydelse
paa samtiden; men hans forfatterskap stod i det hele ikke høit, og det
manglet dybde. Med sin livlige aand og sin varme interesse for literatur
og teaterkunst forstod han at samle alle hovedstadens skjønaander hos
sig paa „_Bakkehuset_“, hvor han bodde med sin begavede og elskværdige
hustru _Kamma_ (_Karen Margrete_), født _Heger_. Her paa Bakkehuset blev
alle møtt med den største forekommenhet og velvilje; særlig tok de
venlige vertsfolk sig av unge, fremspirende talenter.

   Den danske forfatterinde _fru Gyllembourg_ fortæller om hvorledes
   det gik til hos Rahbeks: „Den fattige, den som verden oversaa, men
   som besad noget kunstnerværd, nogen fortjeneste, var sikker paa at
   bli mottat med et varmt haandtryk og et mildt ansigt av den altid
   ungdommelige Knud Lyne og at bli forstaat og oplivet for mange dager
   av hans aandrike hustru. Hvor mange samlet sig ikke der av alt hvad
   nationen har at opvise av herlig og udmerket! I denne kreds, under
   dette lave tak, hvor meget er der ikke grundlagt, som siden har
   spiret og baaret frugt likesom havens trær og blomster, plantet og
   pleiet av Kammas haand! Hadde Sokrates levd, han hadde besøkt dette
   hus med Plato og Alkibiades.“

   Rahbek var sammen med alle uten hensyn til parti; han var saaledes
   paa en gang medlem av „Det norske selskap“ og „Det danske
   literaturselskap“. Hans dus-brødre var utallige; han kunde paa samme
   tid være dus med fire generationer paa én gang.

Rahbeks _digtning_ gik i alle mulige retninger. I _drikkevisen_ og
_selskapssangen_ stod han høiest, og naar hans venner bad ham til
selskap eller en festlig sammenkomst, pleide de at lægge til: „Ja, saa
kommer du, Rahbek, og tar en vise med!“

Som _prosaisk_ forfatter har han en stor plads i „Oplysningstidens“
literatur, og han virket meget til utvikling av den prosaiske stil. Han
gav ut to tidsskrifter. Det ene var _Minerva_, som han redigerte sammen
med den i Norge fødte danske digter _Christen Pram_, en varmhjertet
mand, som hele sit liv arbeidet for _almen-oplysningen_. Det andet
tidsskrift var _Den danske tilskuer_, som Rahbek gav ut alene. Begge
tidsskrifter blev meget læst og var en virkelig magt i tiden. Treti aar
gammel blev Rahbek professor i _literaturhistorie_. Hans arbeider i
denne retning blev av ikke liten betydning for kjendskapet til
fællesliteraturens historie; men han var som kritiker altfor velvillig
og derfor ikke paalidelig. Endelig skal vi nævne hans _samling av
folkeviser_, som han gav ut sammen med _Werner Abrahamson_ og _Rasmus
Nyerup_.

Rahbek var en egte repræsentant for sin tid og skjønte ikke den nye
aandsretning som fra førstningen av det 19de aarhundrede mer og mer fik
indpas i literaturen. Om end hans indflydelse derfor altid sank, maatte
allikevel vemod gripe hans landsmænd da han døde; for med ham sank en
hel tidsalder i graven, med ham døde den sidste repræsentant for en
ældre retning i literaturen.

*Peter Andreas Heiberg* († 1841) var av norsk æt. Han var en
stridslysten natur og arbeidet for de nye frihets- og likhetstanker.
Tyskeriet hatet han. Han hadde sin styrke i _satiren_; den kommer frem i
hans _lystspil_ som i de andre skrifter av ham. I sin _Sproggranskning_
tok han fat paa alt det bestaaende. Han uttalte sig her med skjærende
spot om alt mulig.[32] Han blev landsforvist for sin optræden; han slog
sig da ned i Paris, hvor han levde resten av sit liv.

[Footnote 32: Eksempler: _Konge_: En mand som er saa skikkelig at ta sig
skylden paa for det hans ministre gjør. _Tro undersaat_ er enhver som
roser regjeringen, hvorledes den end handler. _Dansk_: En plet paa et
velopdragent menneske, som gjør ham uduelig til et vigtig embede i
Danmark. _Satire_ betyder vittighet naar den gaar løs paa andre, men
ondskap naar den træffer os selv. _Judicium_ (dømmekraft):
Overensstemmelse med vore egne meninger. Den mand har et godt judicium,
er det samme som: Den mand er av samme mening som jeg.]

Den revolutionære digter *Malte Conrad Brun* († 1826) blev ogsaa
landsforvist og drog likesom Heiberg til Paris, hvor han blev en kjendt
geograf.

*Jens Baggesen* blev født 1764 i Korsør.

Alt som skolegut skrev han digt. _Ewald_ læste nogen av dem paa
sykesengen og skrev et par opmuntrende linjer til den unge digter. Det
mindtes Baggesen altid siden med stolthet. Han læste ogsaa alt i sin
barndom videnskabelige og religiøse skrifter og skjønliteratur i mængde,
og ved siden av dyrket han tegnekunst og musik, lærte navigation og
bygde skib, rodde og gymnastiserte, saa man i hans 12te aar var rent i
knipe med hvad han skulde bli; man vilde gjøre ham til „maler, musikus,
bygmester, skibskaptein og prest“.

Han var en usedvanlig rikt utrustet digternatur og forstod at finde
uttryk for de forskjellige stemninger. Han hadde livlig fantasi og klar
forstand, en letvakt følelse og et spillende vid; men alle disse gode
egenskaper tapte meget i værd ved at han manglet dybde og fasthet og var
meget forfængelig og nydelsessyk.

I behandling av _sproget_ var Baggesen en mester som faa, og han fik
stor betydning for stil-utviklingen. Ved sit første arbeide _Komiske
fortællinger_, som fik Wessel til i et rimbrev at hilse ham som sin
eftermand, blev han alt som ung student berømt. Hans ry vokste ved hans
senere skrifter (_Skjemtsomme rimbreve_ o. fl.). Høiest stod han som
_komisk_ og _satirisk_ digter. I hans mer alvorlige digtning kommer ofte
et overdrevent føleri til syne. Dette var for resten en almindelig feil
i tidens alvorlige digtning.

   _Rahbek_ pleide gjerne at fortælle en historie som rigtig viser
   Baggesens følelsesliv med dets usandhet og usundhet. En aften da
   Rahbek kom hjem fra et selskap, fandt han Baggesen i en
   patetisk-melankolsk sindsstemning vandre frem og tilbake utenfor
   huset i maaneskin. Rahbek hilste og spurte om han vilde ligge hos
   ham om natten; men Baggesen svarte mørk: „Jeg gaar i stranden.“
   Rahbek tidde og gik ind. Baggesen fulgte ham. Rahbek klædde sig av,
   Baggesen gik op og ned ad gulvet. „Ja,“ sa Rahbek, da han var kommet
   under dynen, og Baggesen ikke gjorde mine til at følge hans
   eksempel, „enten du nu gaar i seng eller i stranden, vil du da være
   saa god at slukke lyset naar du gaar!“ Han snudde sig saa og sov
   rolig ind. Næste morgen laa Baggesen i søt slummer ved siden av ham.

Skjønt Baggesen i 1811 fik fast stilling som professor i Kiel, førte han
likevel rent et flagreliv rundt om i Europa. Sin første reise har han
skildret i _Labyrinten_, som utmerker sig ved sit rike og skiftende
indhold og sin livlige form; men vi møter ogsaa her i høi grad hans
sedvanlige feil.

Fremmede sprog lærte han let; han skrev tysk og fransk som sit morsmaal,
gav ut flere arbeider paa disse sprog og kom derved efter hvert mer og
mer bort fra fædrelandet.

Da han kjendte døden nærmet sig, vilde han gjerne vende hjem og lukke
sine øine der; men han døde paa hjemreisen (1826).

Som ældre blev den før saa beundrede digter svigtet av sine venner og
sat til side av publikum, ja, blev endog anset uværdig til „at bære navn
av dansk digter“. Dette var en følge av den langvarige og bitre strid
mellem ham og det oehlenschlägerske parti. Denne strid skal bli omtalt
nærmere under Oehlenschläger.



                    IV. Den nyere danske literatur.


*Romantikken.* I „Oplysningstiden“ skulde alt være „til nytte“, endog
poesien. Digtning hadde ikke noget værd i og for sig, men var en god
maate at gi nyttig belæring paa, og den var passelig til at fylde ut
ledige timer med. Men i førstningen av det 19de aarhundrede kom det til
rent brud med dette syn. I Tyskland hadde alt _Lessing_ brutt med
nyttesynet. Og de store tyske digterne _Goethe_ og _Schiller_ hadde
hævdet og vist at kunst og digtning hadde værd i og for sig selv, og
kunde skape videre syn for det skjønne og det store i livet. I slutten
av aarhundredet kom der en retning i Tyskland, som har faat navnet
_romantikken_. De mest kjendte av den romantiske digterskole var
_Tieck_, _Novalis_ og brødrene _Schlegel_. Det var _følelsen_ og
_fantasien_ romantikken vendte sig til. Og skulde en finde næring for
følelseslivet, maatte en vende sig fra det prosaiske hverdagslivet.
_Rousseau_ hadde præket at man maatte vende tilbake til den oprindelige
og naturlige tilstand. Den fandt romantikerne i gamle dager eller ute
paa landet hos bonden. Derfor tok de tyske romantiske digterne emnene
helst fra fædrelandshistorien eller fra folkedigtningen. Paa den maaten
vokste det frem en sans for det _nationale_ sammen med romantikken.

Romantikerne kjendte sig ogsaa drat mot det vidunderlige og det
hemmelighetsfulde.[33] Denne trang fik de ogsaa tilfredsstillet i
fortiden; eller de tok sine emner fra _Orienten_, som den gang var
hyllet ind i meget mystik. Romantikerne priste _geniet_, som naadde det
høieste uten stræv. Og det var bare geniet som _kunde_ naa det høieste.
Ogsaa i _religiøs_ henseende er romantikken et tilbakeslag mot
rationalismen.

Oplysningstiden hadde hat et sterkt _verdensborgerlig_ (kosmopolitisk)
præg. Den ældste romantik hadde samme præg; men snart blev digtningen
mer og mer _national_. Den retning kalder vi for _national-romantikken_.
Det viste sig ogsaa i videnskapen. Den tok til at granske mer den
hjemlige kultur. Baade sprogvidenskapen og den historiske videnskap blev
helt omskapt paa denne tid. En ny videnskap vokste frem:
folkeminne-granskingen.

[Footnote 33: Denne trang viste sig sterkt i Tyskland alt i den
saakaldte _„Sturm und Drang“-periode_ (fra 1768), en tid, siger en dansk
forfatter, „som ogsaa kastet sine dønninger ind i Danmark, og som for
nutiden vel er mest kjendt ved sværmeriet og raseriet for Goethes
‚Werther‘. En voldsom gjæring griper manges sind, sterke lidenskaper
kommer i bevægelse, høitflyvende idéer med bakefter følgende slaphet, en
underlig higen efter det hemmelighetsfulde, magi og frimureri, og som en
mørk bakgrund hyppig vanvid, stundom selvmord“. Perioden fik navn efter
et skuespil av _Max Klinger_ „Sturm und Drang“.]

I Tyskland var det især _Herder_ som hadde vakt interessen for
folkedigtningen og for det nationale. Han gav ut folkedigtning fra hele
verden, oversat til tysk i _Stimmen der Völker in Liedern_. Herder mente
at et folks eiendommelighet først og fremst kom til syne i
folkedigtningen. Og det gjaldt at utvikle eiendommeligheten hos hvert
enkelt folk. Herder fik saaledes meget at sige for utviklingen av
nationalitetstanken.

Til Danmark og Norden naadde denne retning med _Oehlenschläger_. Men
jordbunden var ikke uforberedt til at ta mot det nye. _Slaget paa
Kjøbenhavns red_ (2den april 1801) hadde vakt nationalfølelsen. Den som
kom med de nye tankene til Danmark var den norskfødte _Henrik Steffens_.
Han var opdrat i Danmark, men var tidlig reist til Tyskland. Der var han
blit grepet av romantikken. Den likesaa aandfulde som ildfulde unge
filosof[34] kom i 1802 til Kjøbenhavn og holdt nogen begeistrede og
vækkende foredrag om romantikken. Disse foredragene fik meget at sige
for flere av Danmarks senere store mænd. Blandt dem var Oehlenschläger,
som alt hadde digtet en del før. Nu blev han helt grepet av romantikken.

*Adam Gottlob Oehlenschläger* var født i Kjøbenhavn 1779.

   Hans far var slotsforvalter ved Fredriksberg slot, og hans mor var
   borgerdatter fra Kjøbenhavn. „Vemodens følelse,“ siger han selv, „og
   en dyp alvor fik jeg fra hende, fra min far sundhet og munterhet.
   Indbildningskraft og ild hadde de begge, han mer for det lystige;
   det tragiske fik jeg i arvelod fra min mor.“ De omgivelser han levde
   i som barn, virket meget til at nære hans livlige indbildningskraft.
   Slottet var bebodd bare om sommeren, og da „vrimlet det derute av
   mennesker, av smukke, pyntede damer; hele hoffet var der“. Om
   vinteren var der tomt i slottet, og da kunde han tumle sig om i de
   store saler og beundre maleriene i dem. Hans forældre hadde ikke
   raad til at gi ham ordentlig skolegang, og like til han var 12 aar,
   hadde han næsten bare „proppet sig med romaner, eventyr og
   skuespil“. Da fik han friplads hos Edvard Storm i
   „Efterslegts-selskapets realskole“, hvor han gik i fire aar. Her
   gjorde kameratene nar av ham for hans underlige dragt, gamle saker
   som hans far hadde kjøpt av garderobemesteren: kronprinsens høirøde
   vendte kjole, kongens stive støvler og et par grønne bukser, sydd av
   et kassert billardklæde.

[Footnote 34: Hans fætter _Grundtvig_ kalder ham „lynildsmanden“.]

Da han var seksten aar, begyndte han at læse til artium; men da han
snart blev kjed av det, vilde han bli skuespiller; han tok derfor
oplæring i fegtning, dans og sang. Han prøvde en stund at være
skuespiller, men blev ikke i længden tilfredsstillet ved det. Han gav
det hele op, tok atter fat paa studiene og blev student i 1800. Han var
meget paa Bakkehuset og blev senere gift med Kamma Rahbeks yngre søster.
I 1802 blev han kjendt med Henrik Steffens og hørte hans foredrag. Han
blev senere en personlig ven av Steffens som gjorde ham kjendt med det
romantiske syn paa digtning. Særlig har den romantiske genilære gjort
sterkt indtryk paa Oehlenschläger.

Første gang han var hos Steffens, talte de sammen fra 11 om formiddagen
til 3 om natten. Det romantiske digt _Guldhornene_[35], hvormed vi kan
sige at romantikken i den danske literatur begynder, var frugten av
dette hans første samvær med Steffens; hans digtning sprang her
„pludselig ut som bøkeskogen en sommernat“. Han læste det op for
Steffens, som brøt ut: „Ei, min bedste, De er jo virkelig digter!“
Oehlenschläger svarte at han fast selv var av den formodning. Og han var
ikke andet end digter hele sit liv. Han opgav embeds-eksamen og gav ut
en større samling _Digte_, hvori findes den smukke dramatiske idyl _St.
Hansaften-spil_, en livlig skildring av det brokete folkeliv i Dyrehaven
i Kjøbenhavn; litt senere gav han ut to bind _Poetiske skrifter_, som
blandt andet indeholdt _Aladdin eller den forunderlige lampe_, et digt i
dramatisk form efter et eventyr i „1001 nat“; her lar han Aladdin,
„naturens muntre søn“, ved et under finde det som „nattens grubler
forgjæves grunder paa“. Dette digt var likesom hans eget livs eventyr.
„Hadde jeg ikke selv,“ siger han, „i den hos mig opdagede digterevne en
forunderlig lampe, der satte mig i besiddelse av alverdens skatter! Og
fantasien var mig en ringens aand, som bragte mig hvorhen jeg vilde.“

[Footnote 35: Digtet handlet om de to berømte guldhorn som var fundet
paa samme sted med et mellemrum av 100 aar. Det ene blev fundet av en
fattig kniplepike 1639, det andre av en bonde 1734. En nat i mai 1802
var hornene forsvundet fra kunstkammeret. De var stjaalet av en guldsmed
som smeltet dem om. Men det visste man ikke da Oehlenschläger skrev sit
digt, og han tok hændelsen allegorisk (billedlig), og fortalte at gudene
hadde tat hornene igjen, fordi man saa „kun guldets lue, ikke det
ærværdig høie“.]

I 1805 gjorde Oehlenschläger en længere utenlandsreise. I Tyskland blev
han kjendt med Goethe og med førerne for den romantiske skole. Men snart
kom han mer og mer bort fra de tyske romantikere, og til slut kom det
til formelig brud. Han holdt allikevel fast ved det romantiske syn paa
digtning, men utviklet sig selvstændig.

Fra utlandet sendte Oehlenschläger hjem en række av sine mest kjendte
digterverker, og da han kom hjem, blev han utnævnt til professor i
æstetik, saa han helt kunde leve for sin digtning.

Den betydeligste av hans _tragedier_ er _Hakon jarl_, som fremstiller
hedenskapets kamp mot kristendommen; av de andre gjorde især _Aksel og
Valborg_ stor lykke; den bygger paa en gammel folkevise og skildrer den
trofaste kjærlighets styrke. Fremdeles kan nævnes _Balder hin gode_,
_Palnatoke_ og _Væringerne i Myklagard_. I sine tragedier viser
Oehlenschläger sig paavirket av _Schiller_; ogsaa hos ham var netop den
pragtfulde lyriske patos det mest fremherskende, den strengere
karaktertegning mindre fremtrædende.

Likesom til tragediene finder han ogsaa til romansene emnet mest i den
gamle tid. Av romansene skal vi nævne romanse-cyklene (d. e.
sammenhængende rækker av romanser) _Nordens guder_ og _Helge_, og de
enkelte romanser _Hakon jarls død_, _Ridderen ved kulsvierhytten_ o. fl.
Av hans romantiske fortællinger kan nævnes _Vaulundurs saga_ og _Hroars
saga_, av hans episke digt _Tors reise til Jotunheim_.

Oehlenschlägers digtning har sin største betydning ved at den var
_national_ som ingen dansk digtning før. Oehlenschläger foldet ut det
som hadde vist sig som spirer alt hos _Ewald_. Han hentet sine emner fra
den gammelnordiske tid, fra sagn, sagaer, gudelære og folkeviser, og
viste sit folk det store og skjønne i fortidens liv, slik som det hadde
vist sig for hans digtersyn. Han vakte derved de historiske minder til
live i folket, „slog likesom den levende bro mellem fortid og nutid“ og
styrket nationalfølelsen. I Oehlenschlägers behandling av den
gammelnordiske tid mangler der meget paa historisk nøiagtighet; hos ham
er heltene baade mer bløte og mer veltalende end de virkelig var. Men
man maa huske at kjendskapet til oldtiden den gang var litet mot nu.
Senere digtere, som _Ibsen_ og _Bjørnson_, har skildret fortidens liv
sandere; men _Oehlenschläger_ ryddet vei; det er hans store fortjeneste.
_Holberg_ hadde hat stor betydning for det nationales fremvekst ved at
vælge emner fra sit folks liv i _samtiden_. _Oehlenschläger_ aapnet nu
øinene for _fortidens_ nationale liv.

Oehlenschläger hadde alt som ung mand naadd sin høieste utvikling som
digter (fra 1802-1814 hadde han skrevet alle sine ypperste arbeider);
men han blev ved at skrive til sin høie alderdom. Men meget av det han
skrev, staar ikke paa høide med hans første verker.

Vi har før (s. 85) nævnt den langvarige _strid_ Oehlenschläger laa i med
_Baggesen_ (1814-1818). Den strid, siger en samtidig forfatter, var
mellem det gamle og det nye, mellem „den gamle, strenge, regelmæssige
_form_[36] med dens fattige indhold og en ny _indholdsfylde_, som
vistnok undertiden traadte noget formløs frem, men som til gjengjæld
utmerket sig ved en ulike større rigdom, friskhet og dybde.“ I denne
strid stod Baggesen næsten alene, mens Oehlenschläger hadde det store
publikum paa sin side og mest lot sine venner („tylvten“) føre kampen
for sig. Oehlenschläger viste efter Baggesens død sin anerkjendelse av
motstanderen ved at faa teatret til at feire en mindefest til hans ære,
og ved selv at skrive en smuk epilog til denne fest.

[Footnote 36: Baggesen siger selv likefrem at det vigtigste ved
digtningen er „velklang, liv og rigtighet i sproget“.]

Det blev ny strid da _J. L. Heiberg_ traadte frem som en slags
overdommer, og hævdet at digtningen maatte være en _enhet av indhold og
form_. Netop fordi det var som romansedigter (episk-lyrisk digter) at
Oehlenschläger efter Heibergs mening naadde denne sammensmeltning av
indhold og form, satte Heiberg ham høiest i den slags digtning; derimot
søkte han at paavise svakheter i hans skuespil. Trods denne kritik fra
enkelte hold var Oehlenschlägers digterbane i det hele lys og skjøn. Han
blev i sit liv som ingen dansk digter æret og priset av sit folk. Dette
ry naadde ogsaa de to andre skandinaviske land; sit sterkeste uttryk fik
det da den svenske digter _Esaias Tegnér_ (i 1829) i Lunds domkirke
kronet ham med laurbærkransen som den nordiske digterkonge:

   „Skaldernas Adam är här, den nordiska sångarekungen, tronarvingen i
   diktningens värld; ty tronen är Goethes.“

Fire aar senere blev han ogsaa varmt hyldet paa et besøk i _Norge_. Av
de norske digtere var især _A. Munch_ begeistret for ham.

Paa hans 70-aarige fødselsdag blev der i Kjøbenhavn holdt en fest for
ham, hvor _Grundtvig_ talte til hans pris og overrakte ham en
laurbærkrans fra de danske kvinder.

Oehlenschläger døde i begyndelsen av 1850.

Oehlenschläger var en usedvanlig vakker mand, i sine senere aar noget
fyldig og svær. Han var en sund, aapen og troskyldig, men ikke meget dyp
natur. Han hadde et varmt hjerte og var fuld av freidig livsmod, hadde
et aapent øie for al jordens herlighet og kjendte sig umiddelbart
tiltalt av det skjønne og ædle i livet hvor han møtte det. I sine
_Erindringer_ har han selv git os en livlig skildring av sit liv.

*Nicolai Frederik Severin Grundtvig* blev født 1783 i en prestegaard paa
Sjælland. Hans forældre var alvorlige kristne, og mens han var barn,
gjorde kristendommen sterkt indtryk paa ham. Bibelen var han tidlig
fortrolig med. Foruten i den læste han ogsaa historiske skrifter og
alleslags gamle folkebøker.

Han blev student i 1800 og tok nogen aar efter teologisk embeds-eksamen.
I sine studie-aar og første kandidat-aar var han nærmest rationalist;
han var, som han selv siger, „uten aand og uten tro“. Men i 1810 skedde
det religiøse gjennembrud hos ham.

Han blev nu kapellan hos sin far, men kom snart tilbake til Kjøbenhavn,
hvor han blev prest. Men en tid efter blev han paa grund av et skrift
mot den rationalistiske teologiske professor _Clausen_ sat under tiltale
og dømt til en mulkt; han la derfor ned sit embede. I 1839 blev han
atter prest i Kjøbenhavn og var det til sin død. Ved studentmøtet i 1851
gjestet han _Norge_ og fik megen hyldning. I sine sidste aar hadde han
titel av biskop. Han døde i 1872, 89 aar gammel.

„Hælvten skald og hælvten bok-orm“, som han kalder sig selv, virket
Grundtvig hele sit lange liv baade som _prest_, _digter_, _historiker_
og _folke-oplysningsmand_. Han begyndte tidlig og virket med kraft og
begeistring baade i skrift, i tale og handling. Hans mægtige
personlighet gjorde sterkt indtryk. I sine ældre aar hadde han et
ærværdig, hvitt skjeg, som naadde ham ned paa brystet.

Som _prest_ traadte han op mot rationalismen og mot den aandelige død i
kirken. I sin dimispræken stod Grundtvig frem og spurte: „Hvi er Herrens
ord forsvundet av hans hus?“ Senere gjorde han selv en eiendommelig
religiøs opfatning gjældende; han mente at det mundtlige, levende ord i
den apostoliske bekjendelse (d. e. trosartiklene) og daabsordet som
tros-kilde stod over det skrevne ord i bibelen. Han mente at
gudsbilledet ikke var helt tapt ved syndefaldet, og han la megen vegt
paa at den kristne ogsaa maatte la det _menneskelige_ komme til sin ret,
at man ogsaa skulde glæde sig ved al jordens herlighet. Han holdt ogsaa
sterkt frem glæden over evangeliet. Motstanderne har derfor kaldt hans
kristendom „den glade kristendom“. Religionsfriheten hadde en varm
talsmand i Grundtvig. Det religiøse parti som sluttet sig til ham, har
faat navn av „_grundtvigianere_“ og har ogsaa hat utbredelse i _Norge_.
Grundtvig var meget veltalende. „Hans ord og præken var som en vældig
fos, som bruser ned fra en klippetind.“

Grundtvig hadde læst Shakespeare’s, Goethes, Schillers og de tyske
romantikeres verker og var paavirket av dem. Det var som _lyrisk_ digter
han mest utmerket sig, først og fremst som _salmedigter_. Av hans mange
digterverker kan merkes _Salmer og aandelige sange_ og _Optrin af
kjæmpelivets undergang i nord_. Av hans mange salmer og religiøse digt
kan nævnes: _Paaskemorgen slukker sorgen_, _Fred til bod for bittert
savn_, _Kirken den er et gammelt hus_ og _Deilig er den himmel blaa_. Av
hans andre lyriske digt (hvoriblandt flere fædrelandssanger) hører
_Modersmaalet_ og _Det er saa yndig at følges ad_ til de mest kjendte.

Som _historiker_ fordypet han sig i studiet av Nordens fortid. Likesom
Oehlenschläger vilde han vække denne til live hos folket. Grundtvig har
skrevet mange aandfulde historiske verker; det mest fremtrædende er
_Haandbog i verdenshistorien_. Han har ogsaa git en _fordansking_ av
Saxo og Snorre. I _Nordens mytologi_ forklarer han gudesagnene paa en
dypsindig maate; han ruller her op en stor rigdom av syner, og i dette
verk lærer man at kjende hans syn paa menneskelivet, historien og
Norden.

Alt Grundtvigs arbeide, i skrift og tale, hadde til hensigt at _vække
kristenlivet_ og at _opdra_ og _forædle_ folket gjennem sand
_oplysning_. Han siger selv i sin _Høiskolesang_:

   „Hvad solskin er for det sorte muld,
   er sand oplysning for muldets frænde.“

Han arbeidet for en utbredt læsning av morsmaalet, mens han vilde ha
latinlæsningen i skolene væk; han skrev mange avhandlinger i kirke- og
skolespørsmaal; fremdeles arbeidet han for at almuen skulde være med i
det offentlige liv, og endelig oprettet han „_folkehøiskoler_“ „for at
samle folket om det fælles sprog og de fælles minder“, som han selv sa.
I disse skoler skulde undervisningen saa meget som mulig bli git gjennem
frie foredrag (det „levende“ ord) og ikke være bundet til eksamener. Det
var hans tanke at der fra disse skoler skulde gro frem en ny, national
kultur. Siden er der oprettet mange folkehøiskoler i alle de nordiske
land. Flest er der i Danmark. Folkehøiskolene og grundtvigianismen har
faat stor betydning for oplysningen.

*Bernhard Severin Ingemann* († 1862) var en helt igjennem romantisk
digter.

Ingemanns digtning var i førstningen sterkt paavirket av det usunde i
den tyske romantik, og den var derfor i høi grad sværmerisk og
fantastisk, likesom emnene næsten altid var gru-opvækkende. Men han rev
sig efter hvert mer løs herfra. Mest kjendt er Ingemann for sine
_historiske romaner_ (_Valdemar Seier_, _Erik Menveds barndom_, _Kong
Erik og de fredløse_ og _Prins Otto af Danmark_). De er i Danmark blit
„til folkelæsning som ingen andre bøker saa nær som bibel og salmebok“.
Ingemann digtet mange _salmer_, milde, barnlige og inderlige, som han
selv var. Til de mest kjendte hører _Deilig er jorden_, _Glade jul_ og
_Lover Herren, han er nær_.

Ingemann fik større læsekreds end de fleste andre danske digtere, fordi
han skrev saaledes at han kunde bli forstaat av barnet og den menige
mand. Faa digtere har ogsaa været saa avholdt som han. Han levde et
langt og lykkelig liv i sit smukke hjem i Sorø, hvor han siden 1822 var
lærer i dansk sprog og literatur ved akademiet.

*Carsten Hauch* († i Rom 1872) blev født paa Fredrikshald. Hans far
var dansk, moren norsk. Da han var tre aar gammel, kom han til Bergen,
hvor faren var blit stiftamtmand, og senere blev han opdrat hos provst
Hertzberg i Kvinnherred i Hardanger. I sit 13de aar flyttet han med sin
far til Kjøbenhavn. Hans senere liv og hans virksomhet tilhører Danmark.

Hauch hadde tidlig sluttet sig varmt til Oehlenschläger, og i striden
mot Baggesen hadde han været med i „tylvten“. Han blev professor i
æstetik efter Oehlenschläger.

Hauch har skrevet _lyriske_ digt, f. eks. _Polsk fædrelandssang_,
romaner, f. eks. _En polsk familie_, som gir en gripende skildring av
Polens sidste kamp, og _Robert Fulton_ (dampskibets opfinder) og endelig
nogen _skuespil_.

*Steen Steensen Blicher* († 1848) blev født i Jylland og levde det
meste av sit liv der, først som adjunkt, saa som landmand og endelig som
prest.

Blicher var den første _nationale novelleforfatter_. Han har skrevet en
mængde noveller. Av dem som skildrer _den jyske natur_ og _det jyske
folkeliv_ (f. eks. _Marie_ og _Hosekræmmeren_), utmerker flere sig ved
naturtroskap og stor poetisk skjønhet. Blicher har ogsaa skrevet
_lyriske_ digt, flere sanger som aander varm kjærlighet til fædrelandet,
og mindekvad over historiske personer, f. eks. _Snorre Sturlasson_. Et
bind digt og fortællinger paa jysk bondesprog har han git ut under
titelen _E bindstouw_ (En strikkestue).

Ved siden av sin digtervirksomhet arbeidet Blicher hele livet for
folke-oplysning, og han var en av de første som sluttet sig til
Grundtvigs folkehøiskoletanke.

*Poul Martin Møller* († 1838) bodde en tid paa Bakkehuset hos Rahbeks.
Han var i nogen aar lektor i filosofi ved Kristiania universitet og
senere professor i filosofi i Kjøbenhavn. Han har ikke skrevet meget:
men hans poetiske arbeider, _lyriske digt og viser_, samt et brudstykke
av en novelle, _En dansk students eventyr_, er friskt og livlig skrevet.
Likesom Hauch var han med i „tylvten“. Sin fedrelandskjærlighet har han
smukt uttrykt i digtet _Glæde over Danmark_, skrevet paa havet, ombord
paa en kinafarer som han i sin ungdom reiste med som skibsprest. Han har
ogsaa skrevet en del filosofiske og kritiske avhandlinger i et naturlig
sprog.

Poul Møller hadde klar og skarp forstand, var aandfuld og livlig. Han
var fuld av livlyst, især i sine yngre aar, aapen, likefrem og godmodig.

Poul Møllers stedbror og aandsfrænde *Christian Winther* var en av
Danmarks mest nationale _lyrikere_ og _romanse-digtere_.

Hans sprog er paa en gang farverikt og naturlig, og hans vers er
ualmindelig velklingende. Det bedste han har skrevet, er _Træsnit_ (med
det bekjendte _Henrik og Else_), en række _romanser_ med scener fra det
danske folkeliv.

Av hans andre mindre digt skal vi nævne de vel kjendte: _Flugten til
Amerika_, _Dansen i skoven_ og _Matrosen_. Ogsaa fra den romantiske
middelalder har han hentet sine emner, f. eks. i digtet _Hjortens
flugt_, som han skrev i sin alderdom.

*Hans Christian Andersen* († 1875) blev født i Odense 1805. Hans
forældre var fattige skomakerfolk. Det varte længe før H. C. Andersen
blev anerkjendt som digter; han maatte først taale megen spot og haard
kritik. Av dem som alt tidlig tok sig hjertelig av ham og forsvarte ham,
var _Oehlenschläger_. Efter hvert slog han mer og mer igjennem; mest
gjorde hans _eventyr_ ham berømt.

H. C. Andersen har skrevet _lyriske digt_, _romaner_, _reise-skisser_ og
_dramaer_. Av hans skuespil staar _eventyrkomediene_ (f. eks. _Ole
Lukøie_) høiest. Men det som gjør ham til en _stor_ digter, er
_eventyrene_. De er snart lystige som _Svinedrengen_, lunefulde som
_Flipperne_ og _Prinsessen paa erten_ eller satiriske som _Det er ganske
vist_, snart rørende som _Den lille pige med svovlstikkerne_ og _De
vilde svaner_ eller hjertegripende som _Historien om en moder_, som i
oversættelse endog skal ha naadd helt til hinduene og særlig ha tiltalt
dem.

H. C. Andersens ry er naadd langt utenfor Danmarks grænser; hans eventyr
er oversat paa næsten alle europæiske sprog. Ved et besøk i _Norge_ i
1871 blev der holdt en fest i Tøienhaven i Kristiania for ham, hvor den
norske eventyr-fortæller _Jørgen Moe_ talte varme og anerkjendende ord
til ham. Sit merkelige livs historie har H. C. Andersen fortalt paa en
livlig og eiendommelig maate i _Mit livs eventyr_.

                   *       *       *       *       *

De hittil nævnte digtere i dette aarhundrede var alle _romantikere_, mer
eller mindre paavirket av _Oehlenschläger_. En anden række digtere
samlet sig om _J. L. Heiberg_, og hos dem var _refleksionen_ eller
_tænkningen_ mer fremtrædende, likesom de ogsaa la megen vegt paa
_formen_. De tok mer end digterne av den oehlenschlägerske retning
emnene fra livet i _samtiden_.

*Johan Ludvig Heiberg* var søn av _P. A. Heiberg_. Han fik tidlig sans
for digtning; ogsaa for musik, filosofi, naturvidenskap, astronomi og
lægekunst hadde han stor interesse. Men det blev digtningen han ofret
sig for. Med offentlig understøttelse var han tre aar hos faren i Paris.
Saa blev han lektor i dansk sprog og literatur i Kiel, senere
teater-direktør i Kjøbenhavn og hadde titel av professor. Han døde 1860.

Heiberg var især dramatiker. Hundrede aar efter at _Holberg_ hadde skapt
den danske skueplads, vakte Heiberg den _nationale komedie_ til live
igjen ved sine _vaudeviller_, tildels efter franske forbilleder. I sine
vaudeviller skildrer Heiberg paa en livlig maate det jevne borgerfolks
liv. Der var ved opførelsen en jubel i teatret som man ikke hadde været
vidne til siden Holberg. Visene i dem blev gateviser, og mange av
replikkene blev gjængse talemaater. De mest kjendte av disse vaudeviller
er: _Kong Salomon og Jørgen hattemager_, _Aprilsnarrene_, _Recensenten
og dyret_, _De uadskillelige_, _Ja_ og _Nei_. Av Heibergs andre poetiske
arbeider har det _historisk-romantiske_ skuespil _Elverhøi_ gjort stor
lykke. Heibergs værdifuldeste verk er _Nye digte_; her staar bl. a. hans
satiriske „apokalyptiske komedie“ _En sjæl efter døden_.

Heiberg skrev ogsaa aandfulde _filosofiske_ og _literatur-historiske_
avhandlinger og hadde i det hele stor indflydelse paa samtiden som
kritiker og smagsdommer. Sine kritiske avhandlinger skrev han i et
ukeblad han selv gav ut, _Kjøbenhavns flyvende post_. Han la vind paa
„at sige sin mening bestemt og fyndig, samt blande i foredraget noget
salt og pepper“. I alt han skrev, viste han fin smag og stor sans for
formens skjønhet.

*Henrik Hertz* († 1870) var juridisk kandidat, men levde bare for
digtningen. Han hadde titel av professor. I striden mellem „tylvten“ og
Heiberg stilte han sig paa Heibergs side i sine anonyme
_Gjengangerbreve_, som ved sin lette og elegante form levende mindet om
Baggesen. Hertz er mest kjendt som _dramatisk_ digter. Hans dramatiske
forfatterskap var især to slags: _romantiske_ skuespil og
_nutidskomedier_. Av den første slags er det mest kjendte: _Svend
Dyrings hus_ (som bygger paa gamle folkeviser, især paa visen om _Den
onde stedmor_). Av nutidskomediene kan nævnes _Amors genistreger_ og
_Indkvarteringen_. Han har ogsaa skrevet en del mindre digt (f. eks.
_Fregatten Ørnens_ _brand_ og _Den danske soldat_). I alt han skrev, la
han likesom Heiberg stor vegt paa formen.

*Frederik Paludan Müller* († 1876) var juridisk kandidat, men ofret
sig næsten helt for digtningen. Han var paavirket av den engelske digter
_Byron_. Hans hovedverk er _Adam Homo_, et _episk-satirisk_ digt i tre
deler, hvori han med varme og begeistring for det sande og gode blotter
al den usselhet, svakhet og egenhjærlighet som kan findes hos en
saakaldt bra og skikkelig mand. Han gjør ogsaa i „Adam Homo“ nar av det
meget usunde og usande som var i romantikken. Over Paludan Müllers
senere arbeider hviler der et dypt religiøst alvor.

*Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd* († 1856), J. L. Heibergs mor,
begyndte sin forfattervirksomhet senere end sin søn, i sit 53de aar, og
blev sikkert tilskyndet av ham til det. Likesom han skildret det
kjøbenhavnske hverdagsliv i sine vaudeviller, gjorde hun det samme i
sine _noveller_. Hun skrev ikke under navn, men gik længe under navn av
_Forfatterinden til en hverdagshistorie_, som var hendes første bok.

   Blandt de mange mindre fremtrædende digtere i denne tid kan nævnes
   *Christian Wilster*, som skrev lyriske digt (som „Ludvig Holberg“)
   og gav ut en ypperlig oversættelse av Homers _Iliade_ og _Odyssé_.

Den begeistring for frihet og fædreland som blev vakt ved
juli-revolutionen (1830), og som senere end mer blev næret ved den
første slesvigske krig (1848), gav ogsaa digtningen sit præg. Det var
mest blandt studentene begeistringen ytret sig, og deres fører var
redaktøren og digteren *Carl Ploug* († 1894). Han arbeidet utrættelig,
baade som taler og forfatter, for Slesvigs danskhet og for
skandinavismen. Han stod i spidsen for den første studentfærd til Upsala
i 1843. Hans digtning, som næsten helt er _lyrisk_, er mest
fædrelandssanger, historiske mindesanger og leilighetsdigt (_Nordens
enhet_ er især kjendt).

I høi grad knyttet til studentlivet er ogsaa *Jens Christian Hostrup*
(† 1892). Det var især det friske, muntre og ungdommelige i det han
gav uttryk for i sine _studentviser_ og _studentkomedier_. Flere av de
sidste, som _Gjenboerne_ og _En spurv i tranedans_ (hvor han stiller
studentene frem som bærere av aandslivet i motsætning til den jevne,
prosaiske borgerstand, „filisterne“), blev ogsaa opført paa det
kongelige teater i Kjøbenhavn. Baade de og hans senere _komedier_ (f.
eks. _Eventyr paa fodreisen_ og _Soldaterløier_) hører til de mest
nationale og mest yndede danske lystspil; de er blit sande
folkekomedier. De er ogsaa ofte opført paa _norske_ teatre. De er
skrevet med liv og humør.

*Hans Egede Schack* († 1859) var ivrig med i studentlivet og siden i
det politiske liv. Han er mest kjendt for sin fortælling _Fantasterne_.
Her viser han den store fare ved et ensidig fantasiliv, og paa samme tid
er der skarp satire over mange forhold i samtiden. Boken blev meget læst
og fik meget at sige for flere av de senere forfattere, saaledes ogsaa
for Bjørnson og Ibsen.

   *Meïr Aron Goldschmidt* (av jødisk æt) gav først i lang tid ut
   vittighetsbladet _Korsaren_ og siden tidsskriftet _Nord og syd_.
   Denne aandfulde forfatter har ogsaa skrevet en række noveller; av
   dem kan nævnes _En jøde_, _Hjemløs_, _Ravnen_ og
   _Kjærlighedshistorier fra mange lande_. *Johan Carl Christian
   Brosbøll* skrev under navnet „*Carit Etlar*“. Hans mange store og
   smaa fortællinger vidner om megen opfindsomhet og evne til livlig
   fremstilling; de er som oftest temmelig eventyrlige og fantastiske.
   *Herman Fredrik Ewald* har skrevet _nutidsfortællinger_ (f. eks.
   _Valdemar Krones ungdomshistorie_) og _historiske romaner_ som
   _Svenskerne paa Kronborg_ o. fl. Av *Vilhelm Bergsøes* fortællinger
   er _Fra Piazza del popolo_[37] mest læst. Foruten romaner og
   noveller har han ogsaa skrevet _lyriske_ digt. *Christian Richardt*
   begyndte med at skrive studentviser, men var mest _lyrisk_ digter.
   *H. V. Kaalund* var _lyriker_. (_Paa det jevne_). Han har skrevet
   mange digt for barn. Endelig kan som væsentlig _dramatisk_ digter
   nævnes *Erik Bøgh*. Han har dels selv skrevet, dels bearbeidet en
   mængde (omtrent 100) _vaudeviller_, _farcer_ og _komedier_. Han har
   ogsaa forfattet _viser_ og _humoristiske fortællinger_. Erik Bøgh
   var først skolelærer og kirkesanger, saa en tid skuespiller ved et
   omreisende selskap, saa i tre aar portræt-tegner i Sverige og bodde
   saa en tid i Kristiania, hvor hans farce _Nytaarsaften 1848_ vakte
   megen røre. Senere var han teaterdirektør i Kjøbenhavn og utfoldet
   en stor virksomhet som avisredaktør.

[Footnote 37: Navnet paa en aapen plads i Rom.]

*Søren Kierkegaard* († 1855) var en filosof som fik stor betydning for
literaturen i de nordiske land, ikke mindst i Norge. I en mængde, dels
filosofiske, dels opbyggelige skrifter (f. eks. _Enten — eller_,
_Stadier paa livets vei_, _Kjærlighedens gjerninger_, _Indøvelsen i
kristendom_ og tidsskriftet _Øieblikket_) arbeidet han med aandfuldhet
og kraft for det han holdt for sand og egte kristendom. Eiendommelig for
ham er den vegt han lægger paa at den enkelte i sin kristendom skal staa
alene like overfor Gud, og at man skal vende al jordisk nydelse ryggen;
det kristelige liv, mente han, maatte være et liv i forsagelse.

                   *       *       *       *       *

*Realisme.* De danske forfattere i det 19de aarhundrede som hittil er
omtalt, hører i det hele og store til den _romantiske_ retning i
poesien; men hos flere av dem var der en større eller mindre
tilbøielighet til at skildre virkeligheten saaledes som den er, hvad man
kalder _realistisk_ poesi. Dette viser sig alt sterkt i _Blichers_ jyske
noveller, senere hos _J. L. Heiberg_ og de digtere som var paavirket av
ham.

De ord av „Adam Homo“[38]:

   „Skal man nødvendig Mads og Mette ligne
   fordi man ikke Hagbart er og Signe?“

kan i det hele brukes om den evne til at finde poesien i _hverdagslivet_
som var eiendommelig for den _heibergske_ digter-gruppe. I femti-aarene
er der meget som peker mot realismen, f. eks. Schacks „Fantasterne“. Men
et avgjort omslag i retning av _realisme_ kommer først omkring 1870.
Støtet til det kom især fra den nyere _franske_ literatur, og i
spidsen for bevægelsen i Danmark gik den begavede og aandrike
_literaturkritiker_ *Georg Brandes*, som ogsaa fik stor betydning for
utviklingen i Norge.

Vi skal i korthet nævne de mest kjendte forfattere som avgjort sluttet
sig til den nye retning. Først i rækken staar *Holger Drachmann* (†
1908). Der er en sjelden ungdommelig kraft og glød i hans digt, hvad
enten de er av lyrisk eller episk natur, og hans sprog er usedvanlig
kraftig og malende (smlgn. digtene _I cirkus maximus_ og _Androkles og
løven_). Drachmanns mest kjendte digtsamlinger er: _Ungdom i digt og
sang_, _Sange ved havet_ og _Dæmpede melodier_. Av hans _fortællinger_
staar hans _sjømandshistorier_ (f. eks. _Paa sjømands tro og love_)
høiest ved sin djerve og friske naturlighet. I den senere tid skrev han
ogsaa nogen _dramaer_; av dem har _Strandby folk_, _Der var engang_ og
_Gurre_ gjort megen lykke paa scenen.

[Footnote 38: som findes i første utgave av boken.]

   *Sophus Schandorph* († 1901) tok emnet til sine _noveller_ ofte
   fra de lavere samfundslag. *Jens Peter Jacobsen* († 1885) er mest
   kjendt for romanene _Marie Grubbe_ og _Niels Lyhne_. *Herman Bang*
   († 1912) skrev romaner og noveller fra det moderne liv. Han var
   paavirket av _Jonas Lie_ og av den franske digter _Zola_. *Henrik
   Pontoppidan* har skrevet mange fortællinger og romaner. Mest kjendt
   er den store romanrække _Lykkeper_. *Gustav Wied* er satiriker; han
   har skrevet baade fortællinger og skuespil, mest komedier.

   Fra slutten av 1880-aarene var der en række _lyrikere_ som stillet
   sig i motsætning til Georg Brandes og realismen. *Johannes
   Jørgensen* er mest kjendt blandt dem. Fra først av hørte han med til
   kredsen om Brandes. Siden har han helt vendt sig mot den, mest i
   religiøs henseende; han har gaat over til katolicismen. Han har git
   ut flere digtsamlinger; i de sidste aar har han mest skrevet
   religiøse verker.

   I slutten av 1890-aarene begyndte en retning som har faat navnet
   _Den jyske bevægelse_. Først og fremst vilde den skildre bondelivet,
   føre „landluft“ ind i literaturen. De fleste av forfatterne i denne
   „skole“ var fra Jylland, og de tar emnene mest derfra. De bruker
   mange jyske ord og vendinger. *Jeppe Aakjær* har skrevet _lyriske_
   digt, oftest paa jysk dialekt, og _fortællinger_. *Johannes V.
   Jensen* har i mange noveller og fortællinger skildret bonden og hans
   sans for virkeligheten. Den samme virkelighetssans mener han at
   finde i det moderne amerikanske liv; fra det har han ogsaa tat
   emnene til et par fortællinger. Fra sine reiser verden rundt har han
   git mange skildringer. Mest kjendt av hans verker er _Bræen_ med
   myter fra istiden. Han bruker et billedrikt og formfuldendt sprog.
   *Jakob Knudsen* har git ut en række romaner fra jysk bondeliv. Mest
   kjendt er _Den gamle prest_.



                     V. Den nyere norske literatur.


            1. Frihetsbegeistringens tid (omtr. 1814-1830).

Mens den _danske_ literatur i førstningen av det 19de aarhundrede
utviklet sig saa rikt, stod det aandelige og literære liv i _Norge_ paa
samme tid lavt. Da Norge hadde faat eget universitet 1811 (aapnet 1813),
og den politiske forbindelse mellem Norge og Danmark blev opløst 1814,
blev det umiddelbare aandelige og literære samliv mellem rikene avbrutt.
Den nyere tyske digtning, som fik saa meget at sige for den _danske_
literatur i denne tid, fik liten betydning for den _norske_. Ved den
langvarige krig var ogsaa Norges forbindelse med England blit avbrutt.
Hertil kom at de politiske begivenheter saa sterkt optok sindene. Det
var først omkring 1830 at Norge tok til at faa en selvstændig literatur
av større betydning. Flere av de gamle digterne levde endnu, som _J. N.
Brun_, _Claus Frimann_, _Zetlitz_ og _Rein_; men det var litet de skrev.
De unge gik mest i de gamle spor, og begivenheten i 1814 paavirket for
en tid bare endnu sterkere de norske digtere i samme retning. Men
enkelte av dem var ogsaa tildels paavirket av de tyske romantikere og av
_Ingemann_ og _Oehlenschläger_. Deres digtning var mest
_patriotisk-lyrisk_; det var det frie og selvstændige „klippeland“ de
sang om. „Norges fjelde“ og „Gamle Norge“, storverket paa Eidsvold og de
gjæve fædre blev lovsunget i høie toner; men de kjendte litet til det
lands natur og folk som de priste; deres digtning blev derfor uvirkelig
og svævende. De sprang over de 400 mørke forenings-aar og knyttet det
nye, frie Norge umiddelbart til det gamle, sagatidens, da nordmanden
efter Wolffs ord gik

   „i stormgang fast, saa jorden bævet“,

og da efter Bjerregaards utsagn

   „kjæmpere ganger langs Dovrefjelds sider,
   vandrer til ledingefærd som til dans“.

Deres fædrelandssanger var fyldt av svulst og skryt; de er temmelig
ensformige, om der end i nogen av dem er baade kraft og begeistring. I
dem alle er der en elskværdig, barnlig glæde over friheten og
fædrelandet. Sit mest høittravende uttryk fik fædrelandskjærligheten i
Wolffs nationalsang. Her heter det:

   „Om kloden rokkes end, dets[39] fjelde
   skal stormen dog ei kunne fælde.“

*Lyder Sagen* († 1850) var i sine student-aar ofte gjest hos Rahbeks
paa Bakkehuset. Han virket mange aar som lærer i morsmaal ved
latinskolen i Bergen. Han fik meget stor betydning ved den sans for
literatur han forstod at gi sine elever; blandt dem var digterne
_Wolff_, _Welhaven_, _P. A. Jensen_ og _Jonas Lie_, av andre _Ole Bull_,
_Herman Foss_, _Fredrik Stang_ og _Hartvig Lassen_. „Sagen var,“ er der
sagt om ham, „en av de lærere, av hvilke man lærer alt eller intet, en
fin, attisk aand, som ved sin personlighet, og næsten kun ved den, hadde
en ualmindelig evne til at vække beslegtede naturer.“ Hans undervisning,
fortæller P. A. Jensen, gik mest ut paa at vække og skjærpe sansen for
det skjønne; derfor la han særlig vegt paa et smukt sprog ved
stilskrivningen og „drev uavbrutt paa med ‚indenadlæsningen‘, og det
saaledes at man paa en gang lærte at læse, at tænke og at skjønne“.
Kjendt er hans regel for læsning: lydelig, tydelig og prydelig. Han
virket ogsaa meget til at fremme det literære og kunstneriske liv i
Bergen. „Hans hus stod aapent for alle fremmede, som, om de var av nogen
betydenhet, aldrig forsømte at avlægge ‚Bergens digter‘ sine besøk.“
Hans digtning var mest _leilighetsvers_. Han gav ogsaa ut en læsebok.

   Lyder Sagen var en utpræget og eiendommelig natur, livlig og vittig.
   Han var meget selskabelig og interesserte sig levende for at studere
   mennesker. „Ofte traf man ham spaserende med en bondemand, en
   eplekjærring, en kjører eller en drager, stundom med en halvdrukken
   slusk.“

*Johan Storm Munch* († 1832 som biskop i Kristiansand) var søstersøn
til _Edvard Storm_. Han gav ut _lyriske_ digt (digtsamlingen
_Fjeldblomster_). De mest kjendte er fædrelandssangene _De tre høie ord_
og _Norges løve_. J. St. Munch var paavirket av den nyere tyske og
danske digtning, mest av _Oehlenschläger_. Han interesserte sig ogsaa
varmt for sagatiden. Han gav ut tidsskriftet _Saga_ sammen med _Jacob
Aall_. Her kom det flere oversættelser til norrøne sagaer av utgiverne.
De tok ind mange norske ord i skriftsproget.

[Footnote 39: d. e. Norges.]

*Conrad Nicolai Schwach* († 1860; sorenskriver i Telemarken) skrev en
mængde _leilighetsdigt_. Blandt hans _fædrelandssanger_ kan nævnes hans
flagsang _Mens Nordhavet bruser mot fjeldbygt strand_. Hans elskværdige
munterhet og lune kommer ofte frem.

*Simon Olaus Wolff* († 1859; prest i Telemarken) skrev ikke meget.
Mest lykke har hans fædrelandssang _Hvor herlig er mit fødeland_ og det
varme billedrike digt _Nordhavet_ gjort.

*Henrik Anker Bjerregaard* († 1842; høiesteretsassessor i Kristiania)
vandt ved sin _Sønner av Norge, det ældgamle rike_ den pris som blev sat
op av en privatmand i Kristiania for den bedste nationalsang.
Bjerregaard var allikevel i det hele ikke nogen betydelig digter. Med
_syngespillet Fjeldeventyret_ (1824), som _Waldemar Thrane_ satte sin
ypperlige musik til, fik han betydning for literaturen. Dette stykke er
ikke bare morsomt, saa det endnu den dag idag øver tiltrækning paa
publikum; men det gir ogsaa virkelig enkelte gode billeder av det norske
folkeliv; især er lensmand Østmo og Mons Østmo udmerket tegnede
karakterer. Bøndene i stykket taler norsk bondemaal. „Fjeldeventyret“
var det første _nationale skuespil_.

*Mauritz Christoffer Hansen* († 1842) var længe lærer paa Kongsberg og
blev tilsidst bestyrer av middelskolen der. „Nu har Kongsberg sølv“, sa
_Henrik Wergeland_ da Mauritz Hansen kom dit. Han har skrevet en del
lyriske digt; men det er som _novelleforfatter_ han har størst
betydning. Han gav ut en mængde noveller; men da han var trykket av
næringssorger, skrev han ofte bare for fortjenestens skyld. Derfor er
meget av hans digtning mindre værdifuldt. I førstningen var han sterkt
paavirket av _de tyske romantikere_ og _Ingemann_, og derfor er mange av
hans noveller høist fantastiske og unaturlige (f. eks. _Othar af
Bretagne_, _Palmyra_ o. fl.). Han prøvde at skildre bondelivet i nogen
mindre fortællinger (_Luren_, _Den gale Kristian_, o. fl.); men det var
mest i novellene fra livet i smaastædene, som han virkelig kjendte til,
at han kunde gi gode og træffende skildringer. Til hans bedste
fortællinger hører _Moderen_, _Tolderen paa Lahelle_, den vakre idyl
_Lille Alvilde_, hans sidste fortælling _Tone_ o. fl.

Vi vil ogsaa nævne en forfatter fra denne tid, hvis største betydning
kanske ligger i det at han var Henrik Wergelands opdrager og lærer, hans
far *Nicolai Wergeland*. Slegten var fra gaarden Verkland i Brekke i
Sogn. Nicolai vokste op i Bergen og blev student derfra. Senere tok han
teologisk embeds-eksamen i Kjøbenhavn og blev saa adjunkt og prest i
Kristiansand. Han blev her gift med _Alette Thaulow_, som hørte til en
indflyttet dansk familie.

Nicolai Wergeland hørte helt til „Oplysningstiden“; han var ren
rationalist. Endda han var i Kjøbenhavn da romantikken brøt gjennem med
Oehlenschläger, var han saagodtsom upaavirket av den. Han prøvde sig
tidlig som digter; men det viste sig at digter var han ikke. I sine
digteriske forsøk er han paavirket av engelsk digtning. Og i det hele
søkte han — likesom de norske forfattere i det 18de aarhundrede — sin
aandelige næring i det franske og det engelske aandsliv.

Det var først med sin avhandling om et norsk universitet, _Mnemosyne_,
Nicolai Wergeland vakte opmerksomhet (jfr. s. 69). For denne avhandling
fik han en pris som var stillet op av fire privatmænd og blev delt ut av
„Selskapet for Norges vel“ (stiftet 1809). Der klinger en tone av harme
mot Danmark under hele fremstillingen. Denne harme faar et voldsomt
uttryk i en bok han gav ut 1816, _En sandfærdig beretning om Danmarks
politiske forbrydelser mot kongeriket Norge_.

I 1814 var han med i riksforsamlingen og blev en av førerne der. Siden
blev han sogneprest i Eidsvold. Han tok ofte del i den literære strid
som stod om hans berømte søn, og han hadde altid stor indflydelse paa
Henrik Wergeland. Han døde 1848.


                  2. Norskhetstiden (omtr. 1830-1840).

Den retning som hadde fundet uttryk i Nicolai Wergelands bok om
„Danmarks politiske forbrydelser mot Norge“, blev henimot 1830 sterkere
og sterkere. Flere og flere gav Danmark skylden for vor nationale
nedgangstid; de vendte sig fra alt dansk og vilde gjerne vise sin
selvstændighet og norskhet i alt, ogsaa i klædedragt og levemaate; man
skulde klæde sig i vadmel og hjemmetøi og spise bjørnekjøt. I loven for
en forening som blev stiftet 17de mai 1833, heter det: „Mænd og kvinder
skal herefter kun gaa i hjemmevirkede tøier; ingen maa kjøpe silkebaand,
bomuldsstrømper, kostbare kammer, utenlandske knapper. Dog har mændene
tilladelse til at kjøpe kaliko (en slags bomuldstøi) til halskraver“.
Til grund for al denne norskhetsiver laa en oprigtig kjærlighet til
fædrelandet og til den frie forfatning, en kjærlighet som striden med
Karl Johan om 17de mai ogsaa sterkt virket til at fremme. Denne strid,
som naadde sit høidepunkt i det bekjendte „Torvslag“ (se s. 112), fik
nordmændene til at staa paa post og verne grundloven mot mulige
overgrep.

Bøndene hadde før næsten ingen del tat i statslivet, men overlatt dette
til embedsmændene. I det blev der nu en forandring. Bøndene begyndte at
gjøre sin magt gjældende, og mange bønder blev valgt til Stortinget. I
pressen fik man et ytterliggaaende bondeblad _Statsborgeren_, som mest
prøvde at efterspore „lovstridige handlinger“ av embedsmænd. Bladet tok
gjerne ind de løseste rygter og egget derved til hat mot embedsstanden.
Paa samme tid gav det sit hat mot danskene luft; især var det forbitret
over at der var danske skuespillere ved teatret.

   „Vil I lære vort Dovre at herme
   efter Frederiks pjattende by!“

heter det blandt andet. Fra den anden side lød det derimot at norsk
sprog var ubrukelig paa scenen, og nordmænd umulige som skuespillere.

Omkring 1830 brøt striden løs mellem de to partier som efter hvert hadde
dannet sig. Striden blev haard og kvass, ikke mindst fordi de to partier
hadde faat to likesaa begavede som stridslystne førere i _Henrik
Wergeland_ og _Johan Sebastian Welhaven_. „_Norskhetspartiet_“ var
størst, og det fik Wergeland til fører; det andet parti,
„_Intelligenspartiet_“, som vilde holde paa forbindelsen med det danske
aandsliv, blev ført av Welhaven. Striden stod paa utigjennem
treti-aarene, og man har kaldt dette tidsrum _Norskhetstiden_.

                   [Illustration: Henrik Wergeland.]

*Henrik Arnold Wergeland* blev født i Kristiansand 1808. Der var
sogninger, striler og søndmøringer i fars-ætten; i morens slegt var der
dansk og skotsk blod. Han kom i 1817 til Eidsvold, da faren, Nicolai
Wergeland, blev sogneprest der. Her vokste sønnen op under paavirkning
av sin patriotiske far. Da han var 11 aar, kom han paa Kristiania
latinskole. Alt da han var skolegut, skrev han vers og komedier, som
blev opført naar han var hjemme i juleferiene. Faren sa i sin dagbok om
ham: „Henrik har et besynderlig glimt i øinene som jeg ikke ser hos mine
andre barn“. I 1825 blev Henrik student, og han begyndte at studere
teologi. Han kastet sig med liv og lyst ind i studentlivet. Han siger
selv at han længtet efter „at trykke verden til sig som en bror“, og sit
liv skildrer han paa følgende maate:

   „Mit liv var vintersolen
      under polen.
   Morg’nens gyldne, aft’nens røde
   straaler blidt hinanden møde
      med et kys;
   den hele dag
   var et gyldent vingeslag.“

   I denne tid skildres han, siger professor _Olaf Skavlan_ i sin bok
   om ham, som „en sterkvokset, skulderbred kar paa 69 tommer.
   Kindskjeg, lyst, gult haar, strøket glat til siden, briller med
   sterke rammer, stort, sort halstørklæ, grøn frak med høie opslag,
   høit opknappet i halsen. Blaa vest med blanke knapper. Ansigtet
   avlangt, overordentlig lys, skjær, hvit hud, frisk og rødmusset
   farve i kindene. Temmelig stor næse, graa eller graablaa, litt
   glasagtige øine, som ser ned til siden, sterke buler i panden, ikke
   store øienbryn. Litt storlemmet, med et temmelig litet hode, sterkt
   tilbaketrykt ved panden foran og indklemt i nakken, et eiendommelig
   kast med hodet og glimt i øinene, blikket halvveis tilveirs over
   brillene.“

Henrik Wergeland var en helt igjennem _eiendommelig_ natur, barnslig og
troskyldig, djerv, aapen og likefrem. Sa en ham et varmt og venlig ord,
var han straks hans ven; hans venner sa ogsaa at det var som et
gjestebud at være sammen med ham paa tomandshaand; men likesaa let kunde
venskapet ryke, dersom han opdaget noget hos vennen han ikke likte. Han
var heftig, voldsom og stridslysten. Han var i det hele i høi grad et
øiebliksmenneske; „jeg kan la mig ene og alene lede av den første impuls
uten at overveie tid, sted og de rimelige følger“, siger han; følgen var
at han fik mange ubehageligheter, som f. eks. den lange og kostbare
injuriesak med prokurator Praëm, som han hadde kaldt „en forbryder mot
stat og menneskehet“. Han kunde naar noget gik ham imot, kjende meget
sterk smerte ved det; men det gik snart over; han hadde en freidighet og
livsfriskhet som overvandt alt. Sin øieblikkelige sorg sang han ofte
bort i et digt:

   „Se, min vemod blir fryd, min fryd sang!“

Han siger selv i et digt da „Morgenbladet“ hadde beskyldt ham for at
være i daarlig lune:

   „Jeg i slet lune, Morgenblad? jeg som kun behøver et glimt av solen
   for at briste i høi latter av en glæde jeg ikke kan forklare mig?

   Naar jeg lugter til et grønt blad, glemmer jeg bedøvet
   fattigdom, rigdom, fiender og venner.

   Min kats stryken mot min kind utglatter alle hjertesaar.
   I min hunds øie sænker jeg mine sorger som i en dyp brønd.

   Jeg hate? Naar en fugl flyver over mit hode, er mit hat fluks tusen
      alen borte.
   Det flyver hen med sneen, det gaar med de første bølger fra land og
      langt ut i havet.

   Men hvi skulle ikke mine aarer vredes?
   Berøv ikke landskapet dets brusende bækker!
   Høistærede vidjebusker, tillat bækken at skumme naar den gaar imellem
      stener!“

Hans venner klaget over at det var umulig at føre en samtale i
sammenhæng med ham; han sprang fra det ene til det andre, og naar man
trodde man hadde ham inde i en fornuftig passiar, bad han om pen og blæk
og rablet ned et digt. Han siger ogsaa om sig selv i et digt, at

   „om manges dom er sand,
   er et raskt nedrablet digt,
   hvad i verden mest er likt
   — Henrik Arnold Wergeland.“

At han var saa avhængig av øieblikkets stemning, gjorde at han i
ungdommen ikke sjelden var vild og utskeiende og gjorde mange gale
streker. Men det skjulte han aldrig. Han gjorde sig heller værre end han
var. Han hadde en viss trodsig lyst til at male sig sort, og naar han da
hørte: „Nei, har du nu gjort det gale igjen!“ — saa svarte han: „Ja,
naturligvis — og det — og det!“ Han var meget godhjertet og gavmild
mot alle nødlidende og fattige; hadde han set sin fiende lide nød, hadde
han gjerne git ham sine klær og sin sidste skilling. Naar han var
hjemme, maatte moren gjemme sengeteppene, saa han ikke skulde gi dem
bort, og hans far sa om ham „at han delte sit brød med den fattige og
trak sin kjole av og gav den til den som ingen hadde“. Hans
_menneskekjærlighet_ var grunddraget i hans karakter. „Maten blir mig
bitter i munden,“ siger han et sted, „ved at vite saa megen elendighet;
jeg synes ikke jeg har ret til at spise mig mæt.“

   Han reiste ofte hjem til Eidsvold paa besøk, og hans søster fru
   _Collett_ har i sin bok _I de lange nætter_ git en livlig skildring
   av ham i hans hjem:

   „Jeg ser og hører ham endnu naar han kom i tre sæt ned ad trappen,
   fór sagte fløitende og i dansetakt gjennem stuen med den
   evigblomstrende nellik i brystet. — — Jeg husker at jeg stod en
   gang ved vinduet og saa ut; han fór fløitende gjennem stuen og var
   alt i døren, da han kom tilbake, tok mig om halsen og kysset mig, og
   ut fløi han igjen, uten et ord. — — Hvor han kunde være
   elskværdig, hvor han _var_ elskværdig! Selv lo han næsten ikke, han
   fløitet likesom latteren ut; men i hans nærhet sprudlet der evige
   fontæner av latter, liv og lystighet. Man kunde ikke bli rigtig vred
   paa ham, hvad han end sa og tok sig for. Henrik hadde anlæg til alle
   huslige dyder, til alt som gjør familielivet let og dog høiere
   beaandet. Alle hans egenskaper hadde noget av barnets. Han var
   snild, nøisom, altid glad, taknemlig for det mindste, en elskværdig
   søn.“ Om hans værelse fortæller hun: „En barkstol stod foran hans
   bord, en tiurfjær tjente ham som pen. Paa muren hadde han malt en
   legemsstor, dansende neger, hvilket sigtet til et sagn om at de
   sorte tror, at de, naar de syngende og dansende styrter sig i
   flammene, kommer tilbake til sit fædreland. Bøndene korset sig naar
   de kom i døren. — — Midt paa væggen et kolossalt eksemplar av
   grundloven, bevogtet av tvende jetteskikkelser i døledragt med biler
   og økser. Dyreriket var ogsaa mangfoldig repræsentert. Fugler
   flagret løse omkring, fisker og levende snoger i glas. Bella (hans
   hund) paa en pute, med forgyldt halsbaand, hvorpaa den indskrift:

      ‚Er du lydig, klok og from,
      saa skal du hete Bella;
      men er du lumsk og bisk og dum,
      saa skal du hete _Nella_ —‘,[40]

   ikke at glemme hans yndling, den gamle kanin, som ‚enøiet[41],
   trebenet, fiolblaa og fin‘ hinket gemytlig omkring mellem mose,
   stener og løvbusker. Paa bordet raget en uhyre kvast av vilde
   vekster og blomster op av et gammelt drikkehorn, og her sat han,
   visselig selv det sælsomste naturprodukt.“ Et andet sted siger hans
   søster om ham: „Et barn, et godslig, snildt barn var han. Kritikløs,
   uberegnet, blot følgende sit hjertes tilskyndelser. Altid forelsket,
   altid i ekstase! Alle originalers, for ikke at sige karikaturers
   velynder og trofaste beskytter! ... Alle oversittende damers trøst
   paa ballene! Ja, saadan var han!“

   Wergeland skildrer paa en meget morsom maate i sin bok _Hasselnødder
   med og uden kjerne_ sine mange ungdomsforelskelser. En gang — det
   var da han endnu var skolegut — hadde han set av en avis at hans
   tilbedte var i byen og bodde hos sin tante; han fik en kamerat til
   at bli med sig til tantens hus. Da det var blit mørkt, stod
   kameraten buk for ham mens han kiket ind gjennem vinduet. Han blev
   henrykt over skyggen av hendes skjønne græske profil paa væggen. Da
   saa kameraten skulde se, blev han bristefærdig av latter ved at
   opdage at det var skyggeridset av ryggen til tanten som hadde
   pukkel, som Wergeland hadde tat for den græske profil. Da Wergeland
   kom hjem, fik han se at den avis det hadde staat i at hans elskede
   var i byen, var aarsgammel. En anden gang var han forelsket i to paa
   én gang. „Jeg var student,“ fortæller han, „og anvendte første
   halvaar flittigen til at gruble over spørsmaalet om jeg ikke kunde
   forlove mig med nr. 2 og dog vedbli at elske nr. 1. Et frierbrev
   blev skrevet hver dag, sønderrevet og kastet ut av vinduet i haven,
   saa min gamle vertinde trodde epletrærne kastet blomster for tidlig
   det aar.“ Saa skriver han endelig og blir indbudt til huset paa
   nærmere bekjendtskap. „Hver søndag skulde dette gaa for sig. Jeg
   pyntet mig og gik modig ned ad trappene og henad de første gater;
   men ak — la mig tilstaa min skam; likesom naar man skal til
   tanddoktoren, sank motet ved hvert skridt som nærmet mig til huset!
   Nok — jeg kom der aldrig.“ Saa faar han høre at hans tilbedte er
   flyttet over til Ladegaardsøen (ɔ: Bygdø); han faar fat i en uhyre
   kikkert og speider derover. I fjorten dager er han det lykkeligste
   menneske, til han pludselig faar vite at han har tat feil av
   landstedet, og at det var „kjøbmand P.s ikke altfor smukke kone“ han
   hadde set gjennem kikkerten. Det rette sted kom nu i kikkerten, og i
   de næste fjorten dager var han saa lykkelig at opdage en
   fruentimmerskikkelse som _kunde_ være hende. Men saa faar han en dag
   høre at hun er forlovet, og i sin fortvilelse fatter han en mængde
   planer. Han vet ikke om han nu skulde bli sviregast, eller om han
   for alvor skulde kaste sig over boken, om han skulde springe ut av
   vinduet, drukne sig, ta gift, hænge sig, knuse hodet mot væggen, gaa
   over til katolicismen og bli munk, eller om han skulde bli
   arbeidsmand, være færgemand en tid, stenbryter en tid, grøftegraver
   en tid o. s. v. Et andet sted fortæller han hvorledes han tre ganger
   frir, men uten resultat. Først sendte han sin elskede en sølvkurv
   med jordbær og et halvskutt rugaks med de linjer av „Frithjofs
   saga“[42]:

      „Det første jordbær som blev rødt,
      det første aks sig modent bøiet,
      gav han sin Ingeborg fornøiet.“

   Men han fik kurven tilbake. Saa skriver han et frierbrev paa tre
   ark, men er saa utaalmodig at han selv samtidig reiser avsted; men
   posten er ikke kommet endnu. Da den en stund efter kommer, maa han
   selv levere frierbrevet. Han sitter nu i sin fortvilelse og fortærer
   en hel mængde te, kaker og syltetøi, mens hans elskede læser de tre
   ark i sideværelset. Svaret blev — et blidt nei. Saa gjør han endnu
   nogen forsøk paa et bal, men styrter bort fra det „med et dumpt brøl
   og tre neier i livet“ og springer ut over en laavebro for at knuse
   hodet mot en sten, men kom allikevel fra det med livet. Vi skal
   tilføie at gjennem Wergelands første digtning gaar som en rød traad
   kjærligheten til et kvindelig ideal, „den kvinde som jeg alene
   kjender naar jeg er længst fra alle kvinder,“ og som han kalder
   „Stella“.

   Endnu et par smaatræk, som viser hans eiendommelige maate at være
   paa, fortjener at nævnes. En gang steg han ut av karjolen midt paa
   landeveien for at tvinge en uvasket bondegut ned i elven. — En tid
   av sit liv gik han med lommene fulde av træfrø og kastet en næve ut
   nu og da paa sine spaserturer; — „for ingen kunde vite hvad som
   grodde efter det“. — Endog i sit sidste leve-aar holdt han paa
   sykeleiet paa med at pakke ind og la omsende smaa portioner frø av
   „de nyttige kjøkken-urter“ og moret sig som et barn ved det.

[Footnote 40: Verset lød egentlig saaledes:

   „Naar jeg er ærlig og honnet,
   mit rette navn er Bella.
   Men hvis jeg lumpen er og slet,
   da vil jeg hete Nella.“
]

[Footnote 41: i Wergelands eget digt „Min lille kanin“ staar
„en-_øret_“.]

I student-aarene var Wergeland meget med i den politiske striden. Især
var han med i striden om 17de mai. Det er meget han som har æren av at
den dagen blev en national festdag. 1828 hadde Karl Johan negtet
nordmændene at holde fest den dagen. Aaret efter var meget folk ute og
gik i gatene; særlig var der mange paa torvet. Saa blev der sendt
kavalleri mot dem; det var det bekjendte _Torvslag_ 17de mai 1829.
Wergeland var med og fik et sabelrap over ryggen. Senere gik han stadig
i spidsen for 17de mai-festingen, og han holdt mange 17de mai-taler, saa
folk kaldte ham ofte for „17de mai-kongen“. I hans senere aar kom det
tit en mængde mennesker op til huset hans og ropte „hurra for syttendes
mai og Henrik Wergeland, som indstifta da’n“. „Ingen dag staar han saa
levende for mig i al sin ungdoms friskhet som denne“, siger hans hustru.

[Footnote 42: Esaias Tegnérs _Frithjofs saga_ var oversat av _Herman
Foss_, og den blev meget læst.]

   I sine „Syttende-mais-bekjendelser“ siger han selv: „Hør nu bare
   hvad jeg har lidt paa og for denne dag! 17de mai 1829 fik jeg ikke
   alene et sabelrap, men kom for livstid paa det sorte bret. Et andet
   aar mistet jeg hørslen til julen fordi man fyrte av en i jorden
   nedgravet metalsvingbasse[43] hvorpaa jeg hadde lagt mit trætte
   hode. Nok en 17de mai fik jeg armen av led ved ikke at trække tenen
   rapt nok til mig ved avfyringen av et kongehul. En anden 17de mai
   hadde jeg nær revet armen ganske fra skulderen, og spiddet saa mange
   mennesker som der av tynde studenter kunde gaa paa en almindelig
   raketstang, d. e. efter min beregning tolv, naar hver gives
   tykkelsen av ¾ kvarter, og stangen er to alen lang. Man kunde ikke
   faa raketten av, hvorfor jeg tok mit piperør av og holdt raketten
   horisontalt i venstre haand, mens jeg i høire holdt pipehodet til
   fængkrudtet og blaaste til. En ildsky, som borttok øienbryn,
   øienhaar, pandehaar, samt skjeggets førstegrøde, blindet mig i
   første øieblik; men hvor forfærdedes jeg da jeg fik at vite at
   raketten var faret midt imellem en sværm kamerater og mot husvæggen,
   som den paa et hængende haar hadde stukket i brand! Kun mit
   skrækkelige utseende og det fra julen hentede sprichwort: ‚Det er
   17de mai i hvad du gjør!‘ avledet forbitrelsen. Endnu en 17de mai
   sprang jeg i fjorden i fulde klær fordi baaten var overlæsset, og
   man erindret om at Fridtjovs helter pleide at gjøre saa ved lignende
   anledning. Er det nok?“

Alt i student-aarene skrev Wergeland lyriske digt i mængdevis, farcer og
skuespil; senere utigjennem aarene skrev han ogsaa flere mer eller
mindre vittige farcer om forhold og personer i samtiden. Det satiriske
træder i det hele sterkt frem i hans digtning; han hadde en sjelden evne
til at se det som var komisk.

[Footnote 43: en liten kanon som kan dreies rundt.]

I hans første digtning møter vi mange av frihets- og likhets-tankene fra
oplysningstiden. Han var begeistret for den hellenske frihetskamp, den
polske opstand og for juli-revolutionen (1830). Mange av digtene hans
fra denne tiden som _Det befriede Europa_ og _Cæsaris_ viser det.

Den engelske literatur fik meget at sige for Wergelands utvikling; først
og fremst kom han under indflydelse av _Shakespeare_, og hans første
skuespil er bent frem laget efter Shakespeares mønster. Han kjendte sig
aandsbeslegtet med _Byron_; gjennem Byron blev han ogsaa paavirket av
_Shelley_. Man merker ogsaa paavirkning av _Schiller_ og _Sturm und
Drang_-digterne. Han brydde sig mindre om den tyske og den danske
_romantik_; men han er allikevel ikke helt upaavirket av den.

Hovedverket i hans ungdomsdigtning er _Skabelsen, mennesket og Messias_
(„republikanernes bibel, menneskehetens epos“ kalder han det selv). Det
er et drama paa over 700 sider, som han like før sin død omarbeidet og
kaldte _Mennesket_. Han stiller sig her den store opgave at skildre alle
tings tilblivelse, utvikling og endemaal. Dette verk er kaldt nøklen til
hele Wergelands digtervirksomhet; det indeholdt hans trosbekjendelse og
hans program; i det fremstilte han sine idealer og satte som maalet for
menneskehetens utvikling: frihet, sandhet, kjærlighet. Menneskene skulde
danne et frihetens og broderkjærlighetens samfund paa jorden, en idé som
„gjennemglødet hans hele væsen og bestemte hans hele virken“. Han holdt
altid selv dette arbeide for sit hovedverk, og at det har ligget ham
sterkt paa hjerte, ser vi av at han endog tar det for sig igjen paa
dødsleiet og omarbeider det, „at man dog“, som han selv siger, „skulde
se hvad jeg har villet“. „Maatte jeg blot fuldføre dette“, skriver han i
et av sine brev paa dødsleiet, „saa er jeg færdig og beredt, i hvad der
skal ske“. „Skabelsen, mennesket og Messias“ utmerker sig ved dype
tanker og skjønne billeder, paa samme tid som det ofte er tungt og
uklart. Digteren fik ikke tid til at gi sine tanker ordnet sammenhæng og
avrundet form. Han digtet med en forunderlig lethet, med
improvisationens hurtighet. Men hans fantasi var saa tøilesløs at
billedene kommer hulter til bulter og ofte kan være rent uforstaaelige.
Det var da „Skabelsen, mennesket og Messias“ kom ut, striden brøt løs
mellem de to partier.

*Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven* var født i Bergen 1807. Faren var
prest der ved St. Jørgens hospital for spedalske; paa morsiden var han i
slegt med _J. L. Heiberg_ (s. 96); med ham hadde han stridbarheten, den
skarpe kritiske evne og den fine formsans tilfælles. Faren var en
elskelig, mild og fredelig mand, en dygtig taler, men uten særlig
fremragende evner. Moren hadde, siger _Henrik Jæger_, „en skarp tunge og
var et lyst hode, altid livlig, altid interessert og hadde altid et
kvikt og kontant svar paa rede haand“. Motsætningen mellem forældrenes
karakter gik i forunderlig blanding i arv til sønnen, og denne
motsætning i hans personlighet kommer, utviklet ved de forhold han lever
under, stadig frem i hans liv og digtning.

                    [Illustration: J. S. Welhaven.]

Faren hadde ogsaa et landsogn nær byen, og sønnen fulgte ofte med faren
paa reisene hans, og han „hadde sine øine og øren, men ogsaa sit hjerte
og sin tunge med“. Sine indtryk fra barndommen skildrer han bl. a. i
digtet _Et barndomsminde_.

Vestlandsnaturen satte sine merker paa gutten, og det finder vi igjen i
hans digtning. Han siger det selv i digtet _Bergens stift_.

   „Mine barndomsdage
   er en billedsmykket sage;
   i hvert billed er en tone lagt.

   I min drøm paa fjeldet
   under fossevældet
   har en huldre mig sin harpe rakt.

   Kjender du de svale,
   mørke, kirkestille dale
   uten arne, uten sti og navn?

   Ved de sorte elver
   taarebirker skjælver,
   de har nævnt mig alle mine savn.“

Vi har hørt at han paa Bergens latinskole hadde til lærer _Lyder Sagen_,
som fik stor indflydelse paa den livlige og opvakte, men ikke meget
flittige gut. Lyder Sagen hadde alt tidlig store forventninger til ham;
endnu mens harmen over „Norges dæmring“ var paa det værste, uttalte han
som sit haab, „at dette lyse, herlige hode, som allerede hadde præstert
adskillig ypperlig, skjønt forrusket, tilrakket og blodig saaret av saa
mange neb og klør, som en anden føniks kjækt vilde svinge sig over de
baal hvormed man truet ham“. Han blev student samme aar som Wergeland og
studerte en tid teologi efter farens ønske, men gav saa op det og gav
sig mer og mer av med studiet av skjønliteratur. I denne tid hadde han
det — især efter farens død 1828 — ofte meget knapt, og „hvad
fattigdommen angaar“, siger _Henrik Jæger_, „var hans liv i aarene
omkring 1830 saa poetisk og kunstnerisk som vel mulig“. Han kom i
studentdagene sammen med en række mænd som siden fik et kjendt navn,
som: _Fr. Stang_, _P. A. Munch_, _Schweigaard_ o. fl. Og kameratlivet
hadde ikke litet at si for Welhavens utvikling. Da Wergeland hadde git
ut „Skabelsen, mennesket og Messias“, skrev Welhaven mot dette verk, og
striden brøt løs.

*Strids-aarene.* Det var i „Morgenbladet“ Welhaven kom med sin skarpe
dom over Wergelands verk i digtet _Hvor længe vil du rase mot
fornuften?_ Her var der uttryk som „en øgle er den Pegasus du sporer“,
og han gav Wergeland „rang blandt Parnassets daarekistelemmer“. Det var
naturlig at Welhaven med sin fine smag og vaakne sans for formens
skjønhet maatte støtes ved Wergelands vilde og uklare digter-utbrud. Han
kaldte hele Wergelands digtning for „en fortvilet kamp mot alle regler
for skjønhet og sund tænkning“. Men at Welhaven ikke var utilbøielig til
at værdsætte det gode hos Wergeland, viser det han litt senere siger i
„Morgenbladet“: „Jeg haaber at Wergeland en gang vil træde ut av den
dype vildelse hvori han nu befinder sig, og ingen ønsker det mer end
jeg; ti jeg tror at han da vilde gjøre vor literatur ære.“ Striden var
nu brutt løs, og den blev senere fortsat i Studentersamfundets avis og
fik navnet _Stumpefeiden_, fordi Wergeland førte striden i „stumper og
viser“. Wergeland brukte merket „Siful Sifadda“[44]; under samme navn
gav han ogsaa ut sine satiriske og polemiske farcer. Et eksempel paa
hans utfald mot Welhaven er følgende vers:

   „En flyvetorsk tror sig at være fugl
   naar over en sjø den skvætter;
   Welhaven skrev et vers til jul
   og tror sig Apollos fætter.“

Welhaven blev aldrig svar skyldig. „Stumpefeiden“ endte med følgende
kraftige forsikring av ham:

   „Imidlertid jeg vogte skal dit spor,
   og hvor du tænder hærverks frække lue,
   der skal jeg møte dig med sverd og bue.
   Farvel til da! Jeg bryter ei mit ord.“

Striden blev tat op paa ny med gjensidig voldsomhet og hatskhet, og i
1832 gav Welhaven ut en bok, _Henrik Wergelands digtekunst og polemik,
ved aktstykker oplyste_. Her frakjendte han helt Wergeland digterevne;
nu hadde han ikke længer tro paa at han nogensinde kunde bli til noget
som digter. Wergelands far svarte paa boken i et skrift med titelen
_Retfærdig bedømmelse af Henrik Wergelands poesi og karakter_. Striden
førte paa samme tid til at Welhaven og hans parti meldte sig ut av
Studentersamfundet og stiftet „Det norske studenterforbund“. Forbundet
gav ogsaa ut et ukeskrift „Vidar“, som skulde være organ for
„intelligenspartiet“ i striden. Da var det digteren _Bjerregaard_, som
hørte til „norskhetspartiet“, foreslog for Wergeland at danne en „liga“
mot danomanien. Wergeland var straks med og satte op en hel plan for
„enhet i kampen“. Nogen forening blev ikke stiftet. Men Wergeland alene
kjæmpet for et helt lag. „Fortræffelig at leve i kamp, naar man har
neb“, skrev han.

[Footnote 44: Et navn, laget efter „Sulin-Sifadda“ hos den skotske
digter _Ossian_; det betyder „stormende hingst“. Wergeland har vist
tænkt sig at han og Siful Sifadda likesom var parhester. Han kalder
Siful „sin halvbror“.]

I 1834 gav Welhaven ut sit første større verk, _Norges dæmring_. Det var
et indlæg i striden paa fine vers (sonetter). Welhaven spotter det
umodne og ensidige norskhetsstræv. Han saa ikke andet end skryt i alt
sammen. Ellers var alt koldt og dødt i landet. Men han hadde ikke git op
alt haap. Digtet sluttet med en spaadom om en bedre tid:

   „Din hjemstavn, bonde, er en hellig jord;
   hvad Norge var, det maa han engang vorde
   paa land, paa bølge og i folkerang.“

Man maa beundre det mod Welhaven viste med denne bok, og man kan forstaa
at kampen maatte være ham en hjertesak. „Kampen er mig ett med mit liv“,
skriver han kort efter i et brev.

„Norges dæmring“ vakte rasende harme, og forfatteren blev skjeldt ut for
fædrelandsforræder. Til Christian Winther skrev Welhaven:

   „Høistærede Christian Winther,
   Gud give jeg var hos Dem,
   man hugger mig snart i splinter
   i frihetens gamle hjem!“

I et par bygder gik harmen saa vidt at man næste 17de mai høitidelig
brændte alle de eksemplarer av „Norges dæmring“ man kunde faa tak i.
Nogen mæglende røst, som pekte paa det som var sundt og berettiget ved
siden av det ensidige og overdrevne i Welhavens kritik, kunde ikke let
bli hørt.

I denne stridstid holdt Wergeland ved med sin digtning. Han gav ut mange
digterverker. Paa samme tid arbeidet han meget for folke-oplysning. Han
fik i stand sogneselskaper, boksamlinger og gav ut folkeskrifter (_For
Almuen_, 1830-34). I 1835 overtok han redaktionen av „Statsborgeren“,
mest av barmhjertighet mot forlæggeren. Den foregaaende redaktør, lærer
Soelvold, var rømt paa grund av en dom for æreløshet. Forsigtig klokskap
var nu ikke Wergelands sak; han indrømmet selv at hans far hadde stor
ret da han paa titelbladet til en av hans farcer, _De sidste kloge_,
skrev: „Farce av den ‚allersidstkloge‘ Henrik Wergeland“. Han hævet
vistnok bladet op fra at være et smudsblad; men det hadde et saa daarlig
rygte at det ikke nyttet; han blev skjeldt ut og rakket sterkt ned paa,
især av det andet partis nye blad _Den konstitutionelle_. Flere dygtige
unge mænd, som senere blev fremragende forfattere, hadde sluttet sig til
Welhavens parti. Blandt dem var _P. A. Munch_, _A. M. Schweigaard_ og
_Fr. Stang_.

Men endnu stod stridens sidste og voldsomste utbrud igjen. Det var det
bekjendte teaterslag i 1838. Det nye teater paa „Bankpladsen“ skulde
indvies med et stykke av en norsk forfatter, og der blev sat ut en pris
for det bedste. Wergeland og den unge digter Andreas Munch leverte
blandt andre ind hvert sit. A. Munchs stykke _Kong Sverres ungdom_ vandt
prisen; men da det ikke gjorde nogen lykke, lot man ogsaa opføre
Wergelands, som hette _Campbellerne_. „Intelligenspartiet“ vilde nu
rigtig vise Wergeland sin foragt og samlet sig i parkettet med piper,
barnetrompeter og andre instrumenter. Alle høvdingene var med, undtagen
Welhaven selv og P. A. Munch. Pipingen begyndte straks og blev besvaret
med klap og bravo-rop av Wergelands tilhængere. Wergeland, som selv sat
i sin loge, reiste sig og ropte til piperne: „Mine herrer, naar I er
blit trætte, skal jeg avløse jer!“ Larmen varte hele aftenen; fra logene
kastet man kobberskillinger, stekte og ustekte epler og papirkuler,
laget av „Nella“ (økenavn paa „Den konstitutionelle“), ned i hodet paa
dem som sat i parket. Tilsidst gik det saavidt at Wergelands venner, som
mest var i parterre, pludselig styrtet ind i parket, slog med stokker og
næver, grep motstanderne i haaret o. s. v., saa de til slut ingen anden
raad visste end at rømme.

Trods al motstand bevarte Wergeland sin freidighet, om end al den motbør
som møtte ham, nok av og til kunde faa ham, likesom Welhaven i verset
til Chr. Winther, til at ønske sig bort fra det hele til fred og
stilhet. Saaledes skriver han i et av sine digt:

   „Saa tornet som et feiret navn
   ei veiens tistel er.
   O, sat jeg fri paa ti maal jord
   og hette bare Per!

   O, jordens paradis: en plet
   jeg hadde dyrket selv,
   en halmhat og en kofte graa,
   en hytte ved en elv!“

Men det var bevisstheten om hans digterkald som foruten hans freidige
natur holdt ham oppe under alt. I næste vers siger han derfor:

   „Dog leve vil og dø jeg med
   min harpe ved mit bryst.
   Den veier intet op; ti den
   for al min nød har trøst.“

Hans sjæl var „frisk under hudfletningene“. Han siger selv netop i
anledning av teaterslaget at han var som løvetanden, som vokser, jo mer
den blir traakket paa. Striden hadde nu naadd høidepunktet og stilnet
for en tid mer og mer av. Men endnu maatte han døie en sidste haan før
det var forbi. Han hadde løfte paa et prestekald (residerende kapellani
i Nannestad) av kongen, Karl Johan. Men Wergeland fik ikke sit
kapellani; paa grund av en ubetænksom handling av ham blev løftet tat
tilbake. Kongen tilbød ham isteden 200 spd. av sin egen kasse, og
Wergeland tok mot tilbudet paa det vilkaar at pengene skulde være hjælp
til at gi ut et blad for almuen. Men over det brøt en storm løs. Han,
frihetsmanden, hadde „solgt“ sig, var blit „hofpensionist“,
„landsforræder“; ja, endog flere av hans egne venner (blandt andre
_Ludvig Kristensen Daa_) vendte sig fra ham. Han følte sig ulykkelig og
fortvilet over dette; men ogsaa dette slag vandt hans freidige natur
over[45].

Striden mellem Wergeland og Welhaven og deres tilhængere hadde tildels
været en strid om _poesien_. Welhaven hadde hævdet (likesom de norske
digtere i „Oplysningstiden“ mot Ewald, og senere Baggesen og Heiberg mot
Oehlenschläger) at ogsaa den ytre form var av væsentlig betydning for
poesien. En digter skulde, som J. L. Heiberg formet det, holde sig til
„de en gang bestaaende digtarter“. Mot denne kunstlære var det Wergeland
reiste sig. Og Nicolai Wergeland protesterte mot den stive regeltvang.
Hver digter maatte faa digte efter sin natur. Digterne skulde ikke rette
sig efter systemet, men systemet efter digterne. Men striden hadde ogsaa
været en _kulturstrid_, en strid mellem dem som vilde holde ved like
forbindelsen med det danske aandsliv, og dem som vilde hævde en
eiendommelig norsk kultur, fri for dansk paavirkning. Heller ikke
Wergeland og hans venner vilde holde sig og landet utenfor det
_europæiske_ aandsliv og de tanker som var oppe ute i Europa[46].
Wergeland var selv sterkt paavirket fra England og Frankrike; men det
var _danskheten_ i aandslivet de var ræd kunde bli til skade for et
selvstændig norsk aandsliv; det var derfor danskdyrkingen de optraadte
mot og kjæmpet mot. Striden var ogsaa en _samfundsstrid_.
„Norskhetspartiet“ vilde i motsætning til „Intelligenspartiet“ lede
utviklingen ind i et mer demokratisk spor. Det var allikevel trods alle
de haarde ord fædrelandets vel begge parter vilde. Og den store
betydning hadde striden at den renset og tok bort utvekster og
overdrivelser paa begge sider. Wergeland og hans parti hadde sat
utviklingen i fart, hadde været den drivende kraft, Welhaven og hans
tilhængere hadde derimot regulert og dypet ut bevægelsen, hadde virket
til at faa bort utskeielsene og rense ut det ensidige ved den med sin
skarpe kritik.

[Footnote 45: Det var ikke underlig at de fleste misforstod Wergeland i
denne sak. Han hadde jo været en av de ivrigste mot kongen i 17de
mai-striden. Siden hadde han kaldt sit hovedverk for „republikanernes
bibel“. Men det _personlige_ forhold mellem Wergeland og Karl Johan var
næsten altid godt. Wergeland beundret Karl Johan som en av heltene fra
Napoleons-tiden. „Jeg elsket ham med et barns altid friske kjærlighet“,
sa han selv. Flere av hans vakreste digt er om Karl Johan, saaledes
_Kongens ankomst_, _Kongen lider_ og _I barnekammeret ved Karl Johans
død_.]

*Wergeland efter striden.* Wergeland lærte — trods al strid — meget av
sine motstandere. Særlig blev de nærmeste aar efter teaterslaget en rik
læretid for ham. Man har endog talt om et „helt gjennembrud“ i livet
hans. Vistnok hadde Wergeland ogsaa før drevet historiske studier. Nu
drev han dem mer systematisk. Det er _kulturhistorien_ han interesserer
sig for. Han lærer at kjende _Herders_ tanker (se s. 87). Han kommer
herved ind paa folkedigtningen; han oversatte utenlandske folkeviser, og
da han ingen norske kjendte, digtet han nogen paa norske bygdemaal. Han
hadde for resten fast tro paa at en norsk folkepoesi var til. Men
grunden til at den ikke var kjendt, var den store forskjel paa
skriftsproget og bygdemaalene, mente han. Siden lærte han Jørgen Moes
arbeide med poesien at kjende, og han fik da visshet for at der var en
rik norsk folkedigtning.

[Footnote 46: I en tale ved Krogh-støtten sa Wergeland at vi skulde
„skue frit og vidt ut i verden“ paa samme tid som vi skulde være „norske
som Kroghs støtte, norske i malm og i klang, i præg og i pryd“.]

Wergeland arbeidet nu mer og mer for _folke-oplysningen_. Han vilde at
_alle_, ogsaa de som sat i de daarligste kaar, skulde fylde sin plads i
samfundet, skulde kjende sig som borgere i en fri stat. Da han hadde
faat en fast pengesum om aaret av kongen, begyndte han at gi ut bladet
„_For arbeidsklassen_“. Her prøvde han ved smaa fortællinger og
avhandlinger at virke for fædrelandskjærlighet, nøisomhet, arbeidsomhet,
renlighet og husflid, kort sagt for alt som kunde hjælpe op
almuesmanden. Han satte selv sin stolthet i at foregaa med et eksempel
paa haardførhet og tarvelighet. Han hærdet sig ved legemsøvelser; det
fortælles endog at han midtvinters lot hugge hul i isen paa
Kristiania-fjorden og badet sig. Han spiste hestekjøt og bjørnekjøt og
klædde sig i vadmel. At han var saa folkekjær som han var, var ham ofte
til stor trøst i motgangen. Hans digt kunde ikke saa mange læse; men de
forstod at han vilde dem vel. „Jeg skulde gjerne,“ siger han, „lægge mit
ur paa Vaterlands bro, og stod der saa sandt skrevet ved siden at det
var mit, var der ingen som vilde røre det.“ Der kom stadig bønder, endog
fra langt borte liggende prestegjeld, til „han Henrik“ for at faa hjælp
og raad.

Da Wergeland hadde faat understøttelse av kongen, giftet han sig og blev
snart efter utnævnt til byraachef i riksarkivet. Før hadde han kjøpt en
hytte ute i Grønlia i Oslo. Men nu bygde han sig en gaard litt utenfor
byen (_Grotten_) og levde et vakkert husliv som den elskværdigste vert
for den kreds som vanket her. Naar han om morgenen kom ridende til byen
paa „Veslebrunen“, i grøn jakke med en blomst i knaphullet, blaa vest og
med smilende ansigt, da var det mange som snudde sig og saa efter ham.
Paa „Grotten“ levde han lykkelig med sin hustru, sin digtning, sine
blomster og sine dyr. „Jeg vil leve à mon aise (i mit es), skal jeg
leve, d. e. mellem hester, griser, kaniner, saubukker samt fjærkræ,“
skrev han en gang. Her kunde han samle sig om arbeidet sit.

   Vi gjengir her litt av det hans hustru har fortalt om ham fra deres
   samliv:

   „En av Wergelands kjæreste sysler var at stelle med haven, og da vi
   hadde faat vor egen plet av jord, hadde han det hele sommeren
   igjennem meget travelt med at plante og anlægge blomsterbed. En
   frisk blomst, en om natten utsprunget rose kunde sætte ham i et
   sandt festlig humør“.

   „I sit værelse hadde han altid karusser og firben i et glas; en tid
   hadde han hund, kat og ræv sammen i ett bur — de forliktes noksaa
   godt — duer hadde vi ogsaa, og var jeg borte, hændte det nok at
   dueburet blev flyttet ind i stuen til ham. Ormer hadde han ogsaa i
   sit værelse i tidligere dager; men da vi blev gifte, blev de opsagt.
   — — Foran ‚Grotten‘, like ved den bratte bakke (senere betydelig
   sænket) stod en tavle med et vers: ‚Kast av under bakken!‘ Der kom
   nemlig en dag en mand kjørende med et svært vedlass. Wergeland sa
   han skulde kaste av lasset, og da han ikke vilde, var Wergeland i
   ett nu nede og gjorde det selv. Senere blev da advarselen sat op.“

Det er paafaldende hvor litet nyt Wergeland digtet i de to første aarene
efter teaterslaget. Først i 1840 kom der nogen større digtning fra hans
haand. I denne nydigtning ser vi hvad han har lært. Den rike fantasi er
nu tugtet i fast form; tankene er klarere. Fra denne tid har vi _Jan van
Huysums blomsterstykke_ (1840), som viser hans eiendommelige natursyn.
Naturen er ren og skyldløs. Hver blomst lever sit liv, og der er
sammenhæng mellem alt som har liv.

   „Glem ikke stjernen, glem ikke blomsten,
   glem ikke ormen i støvet!“

siger han et andet sted; hele verden var for ham „alkjærlighetens
lovsang“. Naturen kan forædle menneskene, skape gode og kjærlige tanker
hos dem. Det kommer frem i digtet _Hardanger_ i _Den engelske lods_, som
blev færdig paa sykeleiet. Fra 1840-aarene har vi ogsaa _Jøden (Ni
blomstrende tornekviste)_ med det bekjendte _Juleaften_, skrevet da
Stortinget skulde behandle forslaget om jøders adgang til landet (1842).
Da forslaget kom frem paa næste ting, skrev han fra sykeleiet _Jødinden
(Elleve blomstrende tornekviste)_. Hans digt førte ikke seiren hjem
denne gang heller; men Wergelands arbeide var det som aapnet adgangen
til riket for jødene i 1851. Ved siden av disse større digterverker fik
vi i samme tid hans varme mindesanger over fortjente mænd, hans sanger
og eventyr for barn (f. eks. _Smaaguttenes nationalsang_, _Vesle Hans’s
eventyr_), fremdeles mange andre digt (f. eks. _Norges storting_, _Et
gammelnorsk herresæde_).

Ogsaa _skuespil_ skrev Wergeland i denne tid. De fleste av dem er mindre
farcer, som er indlæg i den literære og kulturelle strid. Mange av dem
er svar paa angrep for „hofpensionen“, saaledes farcene _Engelsk salt_
og _Vinægers fjeldeventyr_, som er rettet mot L. K. Daa. Frugten av sine
historiske studier la Wergeland ned i enkelte smaa avhandlinger og i det
store verk _Norges konstitutions historie_. Han viser her et nyt syn paa
dansketiden. Ogsaa den hadde forberedt frihetsarbeidet i 1814. Den
norske adels undergang hadde gjort Norge magtløst og krænket
selvstændigheten; men paa samme tid var fremgangsvilkaarene lagt for den
norske bondestand; og derved var grunden lagt til frihetsverket i
1814[47].

Wergelands lykkelige husliv varte ikke længe. Alt vaaren 1844 fik han
ved uforsigtighet den sygdom som brøt ned hans sterke legeme og la ham i
graven aaret efter.

[Footnote 47: Det er denne tanke _J. F. Sars_ siden har utviklet i sin
_Utsigt over den norske historie_.]

   Om hvorledes han fik sin sygdom, skriver han i et brev av 30te
   november 1844: „Min sygdom fik jeg ved den uforsigtighet paa
   arkivkontoret, at jeg glemte at jeg hadde forbudt at lægge i ovnen
   — den sidste dag i april eller første i mai — kom svedig derop,
   kastet frakken av og sat saaledes i en tynd shirtingsskjorte i det
   kolde, av 3 alens murer omgivne fæstningsværelse, indtil jeg blev
   betat av en saadan gysen langs ryggen at den jog mig hjem. Jeg blev
   da behandlet for en strupebetændelse — ti det slog sig til en
   desperat hoste — indtil 17de mai. Den dags procession maatte jeg
   se, fik ogsaa lov til, vel indpakket, at kjøre ned til overlærer
   Møllers nye gaard. Jeg var nu ved kjørslen ganske utpustet, saa jeg
   ikke følte til den trangbrystethet som ellers ledsaget hver liten
   anstrengelse, og da jeg nu befinder mig nedenfor den særdeles steile
   og lange trap i huset, glemmer jeg at jeg er syk, og at jeg er
   indpakket, og gjør som jeg pleide, for at faa hurtig ende paa den
   avskyelige trap; jeg tok den i en to-tre sprang. Kommet ind til
   Møller maa jeg da op i en sofa, og klærne rives av mig, til jeg fik
   veir igjen. Jeg saa da processionen, kikhostende og slubrende i ett
   væk i noget drikke; — den fremkaldte mine taarer. Jeg følte jeg
   hadde faat et knæk, og næste dag deklarertes lungebetændelsen, hvis
   følger jeg da endnu lider av. Alene min konstitutions ressurser
   holdt mig oppe; men det gjælder hvor længe det kan vare. Kan der
   holdes liv i mig indtil forhærdelsen (i lungen) har git efter, saa
   vil jeg i Neapels klima søke ganske at gjenvinde min helse“. — Han
   var fortrolig med at dø, endda han nok ogsaa gjerne vilde leve. Et
   halvt aars tid før sin død skrev han saaledes i et brev: „Jeg vil
   ellers gjerne leve. Jeg elsker naturen for meget og vet at more mig
   paa for simple maater — ja, endog blot inden mig selv — til at jeg
   ikke skulde ville dette. Men saa naragtig og gudløs er jeg ikke at
   jeg ikke ogsaa skulde ta døden som en god gave.“

   Vinteren 1845 blev „Grotten“ solgt, da han var kommet i pengeknipe
   ved den langvarige proces med prokurator Praëm. Han maa da prøve at
   faa ny bolig. „Stedet jeg har tænkt mig“, siger han, „er tæt ved
   Pilestrædveien, godt i ly; for en svakling siger lægen jeg blir“. Om
   bygningen av det nye hus i Pilestrædet skriver han i mars 1845: „Da
   optømringen skulde begynde idag, holdt jeg kl. 7 idag folketale til
   de 6 tømmermænd. Jeg begyndte: ‚Hør nu, gutter! Tror I det er nogen
   kjæft i Norges land som ønsker livet av mig?‘ Alle mand: ‚Nei—i!‘
   ‚Naa, saa byg mig en varm hytte! Lover I mig det?‘ Alle mand:
   ‚Ja—a!‘ ‚Gaa saa ut og faa kaffe!‘ Slutningen vandt almindelig
   bifald.“ Nogen tid efter skulde han flyttes til hospitalet for at
   bli der til hans nye hus „Hjerterum“ var helt færdig. „Aldrig“,
   skriver hans hustru, „har jeg gaat en tungere gang. Da vi kom til
   huset, lot han bærerne stanse utenfor; han vilde se mit hjem —
   saaledes kaldte han det alt — og gik noksaa raskt ind ad porten.
   Jeg hadde flyttet hans seng, fuglebur, blomster o. s. v. og gjort
   alt for at han skulde faa et godt indtryk; ti jeg ante at han vilde
   derind. Men han vilde heller ikke længer. ‚Her vil jeg dø‘, sa han.
   Dog blev han her for det første kun to-tre dager, da lægen paa det
   bestemteste motsatte sig at han blev liggende i det ufærdige hus.
   Han maatte altsaa til hospitalet, og de ti dager han var der, var
   sikkert de tristeste under hele hans sygdom. Hvor glad han blev den
   dag jeg meldte ham at der nu var saa vidt færdig at han kunde flytte
   hjem! Han syntes atter i nogen dager at bli bedre og begyndte paany
   at arbeide.“ Men det skulde ikke vare længe. Den 17de mai 1845 skrev
   han til sin far: „Jeg befinder mig i nogen tid og især idag saa slet
   at jeg ganske vist tror at der ikke kan være langt tilbake. Hvad der
   sker, min kjære, ømme far, saa tænk paa hvorledes mennesker, endnu
   sterkere end jeg, har maattet avsted i den bedste alder! Mine
   begreper om Guds storhet og min litenhet opfylder mig med en sterk
   trøst.“

Da rygtet om at han var farlig syk, kom ut, var det som om alt var
glemt. Alle, fiender og venner, kappedes om at vise ham hyldest, og han
siger selv herom:

   „Nu, da jeg neppe har to pæler blod,
   nu er jeg vakker, og nu er jeg god;
   nu, da jeg blegner,
   byster man gjør, og portrætter man tegner.“

Det var merkværdig hvad han trods sygdommen kunde digte i sit sidste
leve-aar. Han fortsatte „For arbeidsklassen“, skrev „Den engelske lods“
og „Jødinden“, omarbeidet „Skabelsen, mennesket og Messias“, skrev sine
livlige livsskisser _Hasselnødder_, et skuespil og en mængde lyriske
digt. De digt han skrev like ind i døden, hører til det vakreste han
nogensinde skrev. I dem taler han ofte om sin nære død, som i _Til min
gyldenlak_, hvor det heter:

   „Gyldenlak, før du din glans har tapt,
   da er jeg det hvorav alt er skapt;
   ja, før du mister din krones guld,
   da er jeg muld.“

Paa kakkelovnsmuren hadde han faat malt et billede av Eidsvold med
morens grav og gamle Brunen i forgrunden. Det laa han nu og stirret paa
og drømte sig hjemme. „Du kan ikke tro hvor det er godt at ha det for
øinene“, skrev han til faren. Hans sidste ord var: „Nu drømte jeg saa
søtt; jeg drømte at jeg laa ved min mors arm.“ Han døde natten til den
12te juli 1845, bare 37 aar gammel.

I flere dager drog store flokker op til hans nye hus for at se ham for
sidste gang, gamle og unge, fattige og rike, og mødrene løftet barna
sine op, saa de skulde faa se. Hans kiste blev helt gjemt av blomster.
Ved hans jordfærd var der et følge saa stort som aldrig før var set i
Kristiania. Paa hans grav har taknemmelige jøder „utenfor Norges
grænser“ reist en mindestøtte. Senere er en statue av ham reist paa
Eidsvoldspladsen. Hundredaarsdagen for hans fødsel blev feiret i 1908
med almindelig tilslutning fra hele landet, og i fødebyen Kristianssand
blev der reist en statue for ham.

Wergeland sa paa dødsleiet om sig selv: „Jeg var intet andet end
digter!“ og saa rik, frisk og sprudlende digter-aare har bare faa hat.
„Saalænge poesien er en magt i livet, kan hans navn ikke dø,“ siger hans
varme beundrer _Hartvig Lassen_. „Det er mit maal at bli en god norsk
borger“, har Wergeland ogsaa sagt, og han naadde i sandhet dette maal;
han fik en betydning for sit land som faa. Han viste veien for sit folk,
ikke bare til politisk, men i det hele til aandelig selvstændighet. Han
har virket paa de bedste i folket, derved er han blit folkefører. Han
var „en vækker i vort begyndende samfundsliv“, siger H. Lassen.

Alt hans arbeide var baaret av den varmeste fædrelandskjærlighet. Paa
den skjønneste maate kommer den frem i hans _Dalvise_ („Det er min sjæl
en frydfuld trang“). Han sa ogsaa, at vistnok

   — „taggete hvittorn er lauren som Norge
   sin digter, saalænge han lever, vil borge;
   den trykker til blodet det ind om hans pande“;

men, fortsætter han:

   „dog sukker han ei efter fremmede lande“.

Wergeland fik ingen „skole“; der var nok de digtere som efterlignet ham,
f. eks. _Christian Monsen_ († 1852). Wergelands arbeide for
folke-oplysning tok senere _Ole Vig_ og _Eilert Sundt_ op. Men først
_Bjørnson_ var det som helt tok op arven efter ham. Han kaldte ogsaa
Wergeland sin aandelige far.


                  3. Nationalromantikken (1840-1870).

I _firti-aarene_ kommer den norske literatur ind i et nyt spor. I
treti-aarene hadde det været politisk og kulturel strid som hadde fyldt
sind og tanker; nu kom den romantiske retning hit til landet, og den
vendte interessen mot _folkedigtningen_ og _folkelivet_ ute i bygdene.
Man begyndte nu, som _Jørgen Moe_ et sted siger, „at dukke ned i
folkelivet og der at frigjøre og hæve op igjen med sig den rigdom av
poesi dette eier“. Alt i 1836 hadde Welhaven sagt:

   „I fjeldet bor vor kunst og poesi;
   den drømmer der endnu i landets bringe,
   der har den vist os glimtet av sin vinge
   i dalens sang, i dalens melodi.“

Ogsaa interessen for landets skjønne natur blev vakt. En literatur og
kunst med emner, som var hentet fra det hjemlige, trængte interessen for
politikken til side; derved fik dette tidsrum et ganske andet _fredelig_
og mer _æstetisk_ præg end tiden like forut. Det begyndte med at
_Asbjørnsen_ og _Moe_ samlet _folke-eventyrene_ og fortalte dem igjen i
en slik norsk form som man ikke hadde hat før i literaturen. Siden gav
_Asbjørnsen_ ut _folkesagnene_; av dem hadde alt _Andreas Faye_ git ut
en samling. Den rikeste høst av eventyr og sagn blev gjort i Kristiania
og Kristiansands stifter. Paa samme tid begyndte man at samle ind
_folkeviser_. Først kom en liten samling av _Jørgen Moe_ (1840); i denne
samling var faa av de gamle, egte viser. Nogen aar efter gav _M. B.
Landstad_ ut sine store folkevisesamlinger (mest fra Telemarken), og
noget senere _Sophus Bugge_ en mindre. _Folkemelodier_ blev samlet ind
av _Lindeman_. Alt dette hadde sin store indflydelse paa alle omraader
av _kunsten_. _Ole Bull_ og _Halfdan Kjerulf_ komponerte egte national
musik, _Gude_ hentet emner til sine malerier fra norsk _natur_,
_Tidemand_ fra norsk _folkeliv_. Men mest viste denne interesse for alt
som stod i forbindelse med bondelivet, sin indflydelse paa
_literaturen_. „Der blev digtet om hulder, nøk og underjordiske, om
sæterlivet og om bondebryllupper, om tømmerhugst og jagtturer, om de
mørke fjeldvand og om de indelukte fjorder, om husmandens hytte og om
den rødmalte kirke“, kort sagt om vor herlige natur paa fjeld og ved
fjord, i skog og i dal, og om folkelivet rundt om i bygdene. Det virket
ogsaa paa _videnskapen_. I disse aar kom _Ivar Aasens_ arbeider over det
norske folkesprog. Paa samme tid vakte _R. Keysers_ og _P. A. Munchs_
historiske granskinger og utgaver av gammelnorske skrifter begeistringen
for den gamle stortid. Det var en _national-romantisk_ tid som nu
begyndte i den norske poesi; den svarte i det væsentlige til den som
blev vakt i _Danmark_ ved _Oehlenschläger_; men i Norge kom interessen
for folkedigtningen, naturen og folkelivet mer i forgrunden, mens i
Danmark var det begeistringen for fortiden som hadde været sterkest.

Der var meget unatur med i begeistringen; mange sværmet for og skrev
ogsaa om alt dette, men kjendte selv ikke det mindste til det. For mange
blev alt en modesak. „Det nationale har været paa mode“, skriver
forfatteren _N. R. Østgaard_, „og man har blot behøvd at sætte frem en
smørbut og en melkeringe med behørige attributer (tilbehør) av lur og
horn og bjeldeklang under overskrift: En norsk sæter, og straks er
publikum blit henrykt og har ropt: ‚Hvor prægtig! Hvor nationalt!‘ om
der for resten ikke var mer norsk sæter deri end i et dansk meieri. Men
rigtignok har man ogsaa for størsteparten været undskyldt heri; man har
ikke hat bedre kjendskap til saken“. Et eksempel paa denne begeistring
var ogsaa den jubel telebonden Torgeir Audunsson, „Møllargutten“, vakte
i hovedstaden ved sit felespil. Hele bevægelsen viste at der var trang
til at hente emner for digtningen fra _hjemmet_. Denne trang hadde alt,
som før nævnt, vist sig hos de fleste av de norske digtere i
„Oplysningstiden“, om end som oftest mer i en almindelig lovprisning av
naturen og bondelivet end i skildring og beskrivelse derav; heller ikke
blev folketroen da tat til emne for digtning. Bedst var det den gang
kommet frem hos _Claus Frimann_ og _Edvard Storm_ og senere i
nationalsangene i de første aar efter 1814, i _Mauritz Hansens_ og
_Bjerregaards_ forsøk paa at skildre sider av det norske folkeliv og i
meget av _Wergelands_ digtning, særlig i hans fædrelandssanger, hans
sjømandsviser og i hans sanger om Norges natur (f. eks. _Det er min sjæl
en frydfuld trang_).

I de ord:

   „Gjengi dit folks og lands natur,
   fremblomstrende literatur!“

ser vi hvad han saa som opgave for digterne. Men hos Wergeland kom
arbeidet for bondens oplysning og politiske magt i forgrunden.

En frugt av interessen for det nationale var at _Ole Bull_ fik oprettet
et _teater_ med _norske_ skuespillere i Bergen (1850); herfra kom siden
de dygtigste (som Johs. Brun og frue, fru Wolf, Isachsen o. fl.) over
til Kristiania teater. Oprettelsen av en norsk scene gav igjen støtet
til forsøk paa nationale skuespil.

I det første ti-aaret (1840-1850) var det mer digtning fra folke_tro_ og
folke_sagn_ end fra folke_liv_, som raadde grunden. Man har derfor kaldt
den del av nationalromantikken for *huldreromantikken*.

*Welhaven* blev grepet av den nye national-romantiske retning. Han var
først sent blit klar over at han var digter. Da Wergeland i begyndelsen
av striden beskyldte ham for at han indbildte sig at være en stor poet,
svarte Welhaven: „Denne gang sigtes jeg for at ville glimre med en
aandsretning som ikke er mig git. Enhver som kjender mig, vet hvor litet
jeg har søkt at gjøre noget digtertalent gjældende, og at min pen fast
har indskrænket sig til efter evne at oplive en kreds som i saa mange
henseender var mig kjær.“ Det var striden som vakte ham, og hans første
verk var et _strids_digt. Det var først over 4 aar efter at han (i 1834)
hadde skrevet _Norges dæmring_, at han gav ut sin første digtsamling;
men det at han ikke optraadte før han var viss paa sig selv, gjorde at
han med en gang viste sig som den modne digter. Før han blev klar over
sit digterkald, fortæller han, kunde han skrive digt med en i sandhet
strømmende produktion; men en dypere indre erfaring og den modnede
selvbevissthet gav ham synet for de rette grænser for hans anlæg. Han
siger selv at det at han begyndte sin virksomhet med strid og kritik, i
alle henseender og varig fik indflydelse paa hans digtning. Ogsaa en
personlig sorg fik meget at si for Welhavens digtning. Han var blit
forlovet med _Ida Kierulf_; men hendes forældre vilde ikke vite noget av
det. Saa blev Ida syk, og da lægen sa at sygdommen var svært alvorlig,
gav forældrene efter og godkjendte forlovelsen. Men Ida blev sykere og
sykere, og hun døde kort efter i 1840. Det var som alt ramlet sammen for
Welhaven; men sorgen over Ida fik den største betydning for hans
digtning. Det viste sig særlig i hans næste digtsamling, _Nyere digte_
(1845).

I 1840 var Welhaven blit lektor, senere blev han professor i filosofi.
Welhaven har ikke skrevet svært meget, mest _lyriske_ digt. Det kommer
ofte frem i hans digt, snart vemodig, snart saart, at han kjendte sig
ensom og uforstaat og miskjendt av en stor del av sit folk.

I digt som _Sisyphos_, _Nehemias_ og _Protesilaos_ har han sin egen
stilling under kampen og utfaldet av den for sig selv for øie. De
stemninger han oftest gir uttryk for i sin poesi, er mindet og længslen
(f. eks. i _Byens kirkegaard_).

Da _national-romantikken_ fik magten i literaturen, saa Welhaven med
glæde den nyfundne rigdom paa folkesagn og eventyr. Og i digtsamlingen
av 1845 er Welhaven helt med i bevægelsen. I hans første digtsamling var
det mange _naturmalende_ digt; det var vestlandsnaturen og mindene fra
barnedagene han da sang om. Nu er det national-romantiske
naturskildringer; nøkken og huldren og alvene er med. Fra 1845 er ogsaa
mange av hans nationale _romanser_. Det er vel ingen av Welhavens digt
som i den grad er blit folke-eie som romansene (_Asgaardsreien_, _En
vise om Hellig Olav_, _Dyre Vaa_, _Eivind Bolt_). Senere gav Welhaven ut
tre digtsamlinger; den sidste kom ut i 1860. Ogsaa i disse digtsamlinger
er der baade naturdigt og romanser. Til de mer kjendte hører _Raad for
uraad_, _I Kivledal_ og _Koll med bilen_.

En bevægelse som kom paa samme tid som national-romantikken, var
_skandinavismen_. Welhaven sluttet sig med stort haap til denne
bevægelse. Han var jevnlig med paa studentfærdene og holdt mangen tale
ved festene. Han hævdet allikevel retten for hvert enkelt land til
selvstændighet indenfor samholdet.

Til trods for at Welhaven slik var med i tidsstrømningene, kom han
aldrig i hel samklang med sin samtid. Og hans digtning vidner om hans
ensomhetsfølelse. I det hele hadde han sterk trang til selvbetragtning.
Han saa i alt baade i sorgen og striden noget som kunde føre ham frem
til harmoni. _H. Lassen_ siger om Welhaven: „For ham var den rolige og
harmoniske utdannelse det første og sidste, og med dette for øie var
samtidens feberagtige higen og travelhet kun en forstyrrelse, som bare
kunde avle ‚halve tanker og en adspredt hu‘.“

Welhaven har ogsaa skrevet meget paa prosa. Til det bedste hører
_Billeder fra Bergens-kysten_. Som _literatur-historisk_ forfatter skrev
han bl. a. avhandlinger om Ewald og de norske digtere i
„Oplysningstiden“. I omgang var han livlig, vittig og skarp. I sin
skarphet blev han ofte beskyldt for at være hensynsløs, og det blev sagt
om ham, at „naar hans rike forraad av attisk salt stundom slap op, hjalp
han sig med pepper“. Men hans hensynsløshet hadde ofte sin grund i hans
kjærlighet til idealet; saa han at nogen gjorde avslag paa det, da kunde
hans sjæl bli opflammet, især dersom det var nogen som var ham kjær, og
han kunde, som han en gang sa, „fare like i synet paa dem han holdt av“.

I sine sidste aar blev Welhaven hjemsøkt av langvarig hjernesygdom. Da
han i 1868 tok avsked fra sin professorpost, kom studentene til „den
lutende sanger“ med sin hyldest, og _Bjørnson_ skrev en sang til hans
pris. Der heter det:

   „Alt hvad dit mod har bestraalet,
   alt hvad dit mismod har dugget,
   nu har det vekst.“

Welhaven takket studentene og sa bl. a., at som mindene fra hans liv
blandt studentene hørte til hans bedste og kjæreste, saa var hans egne
ord gaat i opfyldelse paa den rikeste og skjønneste maate for ham:

   „Saa kommer i høstlige dage
   vort foraar med kranser tilbage.“

Welhaven døde i 1873. Mange digtere viser paavirkning av Welhaven. De
fleste hører ind under national-romantikken. Længer borte fra den stod
_A. Munch_, som begyndte at digte alt i treti-aarene.

*Andreas Munch* var søn av digteren _J. Storm Munch_ (se s. 103). Han
blev født i Kristiania 1811, blev student, tok ingen embeds-eksamen, var
i flere aar kopist i et departement og en tid redaktør av „Den
konstitutionelle“, men levde for resten for sin digtning, blev utnævnt
til professor og fik aarlig løn av Stortinget. Den sidste del av sit liv
bodde han i Kjøbenhavn og døde der 1884.

Munch gav ut flere digtsamlinger; han var en fuldblods romantiker, men
mest paavirket av tysk og dansk romantisk literatur. Han var mindre
paavirket av den norske nationalromantik. I hans digt er der gjerne en
bløt, inderlig og vemodig klang.

Han følte sig tidlig ført hen mot det blide og skjønne syden, hvor han
fandt saa rik næring for sin kunstneriske trang, og han hentet ofte
emnene til sin digtning derfra, likeledes ofte fra middelalderen, som
han delte romantikkens begeistring for. Han har ogsaa i flere digt vist
at han elsket sit fædreland, f. eks. i digtet _Mit fødeland_ (som stod i
hans første digtsamling, 1835):

   „Hvor i verden du gaar, om i syd, om i vest,
   det er dog ei den hjemlige strand;
   ti det fjeld som du saa i din barndom, er bedst,
   og dit _liv_ er dit _fædreneland_“.

Til de mer kjendte av Munchs digt hører: _Et fjeldvand_ og
_Brudefærden_. Den sammenhængende række av romanser _Kongedatterens
brudefart_ er ogsaa kjendt. Høiest naadde han i digtsamlingen _Sorg og
trøst_ (1852), som han digtet efter tapet av sin hustru. I det hele
hadde han sin glanstid som digter omkring midten av hundredaaret.

Foruten digt skrev ogsaa Munch en _historisk roman_, _Pigen fra Norge_,
fremdeles en række skildringer, _Billeder fra nord og syd_, og flere
_dramaer_. Alt i sin ungdom hadde han skrevet et par dramaer (jfr. s.
119); men fra midten av 50-aarene er det han for alvor blir dramatisk
forfatter. Hans dramaer fra denne tid er _Salomon de Caus_, som skildrer
den kamp dampkraftens første opdager maatte kjæmpe mot miskjendelse,
_Lord William Russel_, og de to skuespil som har emnet fra Norges
sagatid: _En aften paa Giske_ og _Hertug Skule_. Det sidste kom
uheldigvis samtidig med Ibsens „Kongsemnerne“, som hadde samme emne. I
sine dramaer er Munch paavirket av _Oehlenschläger_.

*Theodor Kjerulf* († 1888; professor i mineralogi) var baade digter og
videnskapsmand. Han har skrevet reiseskisser og lyriske digt. Han var
paavirket av Welhaven.

*Asbjørnsen og Moe.* Som vi nævnte, var det Asbjørnsen og Moe som
likesom førte den nye tiden frem her hos os. *Peter Christen Asbjørnsen*
var søn til en glasmester i Kristiania. Han blev født 1812. Mellem folk
flest var der den gang meget tro paa nisser og troll, ogsaa i
Kristiania. Asbjørnsen fortæller saaledes om en familie som gik til
sengs et par timer før andre folk, saa nissen kunde faa ro. Asbjørnsens
mor var overtroisk, og mente hun saa baade spøkelser og underjordiske.
Asbjørnsen fik derfor tidlig lære overtro og folkesagn at kjende.

Alt da han var gut, hadde Asbjørnsen stor lyst til at færdes med
fiskestangen og bøssen i omegnen av byen. Skytteren i Kristiania trængte
den gang ikke at gaa langt for at træffe paa vildt. Man kunde skyte
ænder og myrsniper paa den myrlændte grønne vold som var der
Universitetet nu staar. Asbjørnsen gik oftest omkring i Maridalen og
Nordmarken ovenfor den. Da han læste til student-eksamen, var han en tid
paa Ringerike og kom der sammen med _Jørgen Moe_, som blev hans gode
ven. Paa denne vis blev han alt tidlig godt kjendt med naturen og
folkelivet. Dette kjendskap blev større, da han som student i flere aar
var huslærer paa Romerike og fremdeles gjorde mange turer omkring i skog
og mark. Asbjørnsen var en djerv, jovial og likefrem natur; „man behøver
blot at se ham for at bli i godt humør“, siger den danske forfatter
_Goldschmidt_.

                  [Illustration: P. Chr. Asbjørnsen.]

Det var i 1842 han sammen med Jørgen Moe gav ut en samling _Norske
folke-eventyr_. Disse eventyrene har faat en vældig betydning. Først og
fremst har de direkte betydning for næsten hvert eneste menneske i
Norge; alt før skole-aarene møter mange barn dem og faar næring for
fantasi og følelse og kjendskap til land og folk fra dem; og paa skolen
møter _alle_ dem. I vor literatur-historie og vor sprog-utvikling danner
de et vendepunkt. Sammen med visene og sangene skapte de vor
nationalromantik; de aapnet veien for en sammensmeltning av
kulturmotsætningene i Norge. Det er i eventyrene vi første gang møter en
stil som er helt norsk, siden sagatiden. Formen, det ytre, er i det
store og hele dansk; men kjernen er norsk. Naar man før hadde brukt
norske ord og former og vendinger i skriftsproget, hadde de virket
uharmonisk netop fordi sprogformen og stilen ellers var fremmed. Hos
Asbjørnsen og Moe kunde norske ord og former harmonisk faa plads; hos
dem virket de ikke stilløst. Eventyrene aapnet for det norske tilløp til
skriftsproget. Det som før hadde været smaa og ubetydelige tilsig under
jorden, blev til en bred elv i overflaten, og siden den tid har den
vokset sig større og større (se s. 143). Det var det folkelige
fortællermaal og dagligtalen som blev lagt til grund, og der var
sammenhæng mellem eventyrstilen og sagastilen, som Jørgen Moe selv sa. I
1871 gav Asbjørnsen ut en _ny samling_ alene; den er fortalt med et
noget bredere lune end eventyrene i første samling. Den berømte tyske
eventyrfortæller Jacob Grimm har sagt at „de norske folke-eventyr er de
bedste som findes“.

Asbjørnsen gav ogsaa ut to samlinger _Norske huldre-eventyr og
folkesagn_. Der er selve sagnene omgit av en række livsfriske natur- og
folkelivsbilleder fra forskjellige kanter av landet, mest fra bygdene
paa Østlandet. Asbjørnsen viser her at han hadde godt tak paa at faa
folk til at fortælle; han kan faa endog den vrangeste paa glid og lokke
sagnene ut av ham (smlgn. _Graverens fortællinger_).

Asbjørnsen er en sand mester i at _skildre naturen_. Det er især Norges
sommernatur i solskin Asbjørnsen skildrer; men han har evne til at
skildre de forskjelligste landskaper og det eiendommelige ved alle
aarstider. Han har vakt sans for og kjærlighet til naturen, og han har
lært ungdommen at gaa ut i skog og mark. Det var derfor med god ret „Den
norske turistforening“ i 1870 valgte Asbjørnsen til sit første
æresmedlem. Ogsaa som _folkelivsskildrer_ staar han meget høit ved den
naturtroskap som han kan skildre livet med, og ved det skarpe syn han
har for det eiendommelige ved de forskjellige slags mennesker, „for
tømmerhuggeren som for kulbrænderen, for jægeren som for fiskeren, for
skolemesteren som for sæterjenten, for omstreiferen som for
plankekjøreren“. Av Asbjørnsens mindre skisser kan nævnes _En
katekisation_. Ved sine skildringer av naturen og folkelivet har
Asbjørnsen hat stor betydning for vor malerkunst.

Paa Asbjørnsens fødselsdag i 1870 toget studentene med _Bjørnson_ i
spidsen op til hans hjem for at vise ham hyldest. Den gang sa Bjørnson
de betydningsfulde ord: „Det var blit litet med mig, hadde ikke du
været.“

Asbjørnsen var ogsaa _naturforsker_; han har skrevet flere
videnskabelige avhandlinger og en _Naturhistorie for ungdommen_. Han var
forstmester i Trøndelag og skrev meget om skogbruk og torvdrift. Han
døde 1885. I 1891 reiste skole-ungdommen et monument for ham paa
Sankthans-haugen i Kristiania.

*Jørgen Moe* var bondesøn fra Ringerike; han blev født 1813. Sine
barndoms-indtryk har han skildret i flere vakre digt: _En
søndagsmorgen_, _Slædefart_, _Sæterreise_ o. fl. Den vakre natur paa
hans hjemsted fik stor indflydelse paa hans dype, poetiske sind. Han har
selv ofte digtet om den, bl. a. i hilsningsdigtet til de svenske og
danske studenter da man tok en utflugt til Krokkleven ved studentmøtet i
1851. Her heter det:

   „Træd ut paa fjeldets styrtning her
   og la min hjembygds fagre dale
   en samlet hilsen dristig tale
   til dig fra landet fjern og nær!

   Det høie snefjelds hvite pande,
   den dunkle skog, de blanke vande,
   den milde slette, — her du faar
   et billed av vor Norges vaar.“

Moe skildrer selv hvorledes skogen og fjeldvandet for første gang „suste
sin vemodstanke“ ind i hans sind,

   „og siden jeg glemmer den vel aldrig.

   Ti ofte naar jeg gaar i den myldrende by,
   i de bonede, skinnende saler,
   den samme hvisken lyder saa bønlig, saa bly
   fjernt henne fra min barndoms grønne daler.
   Da griper mig en længsel til skog og til fjeld,
   jeg hører atter bjelder og lurlok ved kveld
   og sus gjennem skjeggede graner.“

Sin første undervisning fik Moe paa folkeskolen. Senere læste han til
artium med kapellanen i bygden, da hans evner alt tidlig hadde vakt
opmerksomhet og fik faren til at la ham studere. Da han var blit
student, tok han fat paa teologien, men brukte meget av sin tid til at
samle ind folke-eventyr; senere fik han stipendium av Universitetet
baade til det og til gransking av folkedigtningen; han var i flere aar
lærer ved krigsskolen; her fik han ved sin ædle og rene personlighet
stor indflydelse paa sine elever. „Han skinte sig ind i ungdommens tro
ved sin tale, sit foredømme“, siger Bjørnson.

Om folke-eventyrene har vi alt talt. Det var Moe som først fandt den
folkelige og hjemlige fremstillingsform. Men ellers arbeidet de sammen
og lærte meget av hverandre. Alt i den visesamling Moe gav ut i 1840,
varslet han om det sproglige gjennembrud som kom med eventyrene.

Vi har før nævnt at Asbjørnsen i større eller mindre grad brukte
skildringene av de sagn- og eventyrfortællere han traf paa, som rammer
omkring selve sagnene; men Moe fortalte om enkelte av eventyrfortællerne
selvstændig for sig.

                      [Illustration: Jørgen Moe.]

   Kjendt er Moes skildring av eventyrfortællersken „_Blind-Anne_“ fra
   Hardanger. Av _mandlige_ eventyrfortællere, siger han, „har jeg
   aldrig støtt paa make til en gammel mand jeg i 1842 traf i Hjartdal
   i Telemarken, og som jeg siden forgjæves har spurt efter. — — Man
   kan ikke sige at han _fortalte_ sine eventyr; ti han _spilte_ dem;
   den hele person fra isseflengen til skoens vidjehork[48] var
   fortællende, og naar han kom til det sted i eventyret hvor
   askeladden hadde faat prinsessen, og alt var jubel og bryllupsglæde,
   saa danset han dette eventyrets ‚snip, snap, snute‘ efter en gammel
   springdanstakt. Hans repertoire hadde lutter komiske nummer.“

Til anden utgave av folke-eventyrene skrev Moe en utførlig avhandling om
eventyrene.

Jørgen Moe har ogsaa skrevet _lyriske_ og _episke_ digt, nogen smaa
fortællinger og endelig de vakre smaahistorier for barn _I brønden og i
tjernet_ (fortællingene om gamle Hans Grenadér, Viggo, Allarm,
Store-Beate og Lille-Beate). Han var selv en barnlig natur. I sine digt
er det som oftest billeder av det norske folkeliv han ruller op for os,
billeder fulde av ynde, friskhet og fjeldduft. Til de mest kjendte av
hans digt hører: _Blomster-Ole_, _Truls og Inger_ og _Sæterjentens
søndag_.

[Footnote 48: Han hadde nemlig surret sine skrøpelige sko fast til foten
med en vidjehork, og fra det venstre øre til issen hadde han en flenge
som han hadde faat i et basketak med bamsen.]

I 1853 blev Moe prest og ofret sig helt for sit nye kald; arbeidet med
folkedigtningen sluttet han helt med og lot Asbjørnsen faa alle sine
samlinger; senere blev han biskop i Kristiansand. Han døde i 1882. Mens
han var prest gav han ut en del, mest _religiøse_ digt. Blandt dem er
vel mest kjendt _Ungbirken_ og _Den gamle mester_. Med hensyn til egen
vurdering av sit digtertalent viste Moe den elskværdigste beskedenhet;
følgende lille indledningsdigt til hans digtsamling er et eksempel paa
det:

   „Jeg vet ensteds mellem barskogens trær
   en grøn liten jordbærbakke,
   og jeg skal vise dig heldets bær
   ifald du vil tage tiltakke.

   Men stien gaar under skogens sus,
   den sørgesang maa du taale,
   og marken veksler med lyng og grus,
   rødbrun av trærnes naale.

   Og tro kun ikke, om frem du naar,
   at hele bakken skal rødme;
   saa her og saa der et jordbær staar,
   som har nogen duft og sødme.“

   *Bernhard Herre* († 1849) fik ikke en livsstilling som svarte til
   hans evner (han maatte nøie sig med en underordnet post paa et
   kontor); det gjorde ham trist og tungsindig. Men „naar dette
   trættende kontorarbeide var endt, grep Herre bøssen og drog med sine
   hunder snart op i Nordmarkens vilde skogtrakter, snart ut til Bærums
   skogomkransede engsletter og snart op til Krokklevens storartede
   utsigter. Paa disse jagt-utflugter glemte han sit tungsind og livets
   tryk og levde sine bedste øieblik.“ Et vaadeskud endte hans liv da
   han bare var 37 aar gammel. Sine jagtoplevelser, som var skrevet alt
   før Asbjørnsen hadde git ut sine huldre-eventyr og folkesagn, har
   han fortalt i _En jægers erindringer_; de blev efter hans død utgit
   av _Asbjørnsen_ og _Welhaven_.

   En forfatterinde som ofte nævnes, er prestekonen *Hanna Vinsnes*
   († 1872), „den gamle frue i Vang“. Foruten sin kjendte kokebok har
   hun git ut _Smaadigte_, _For tjenestepiger_ med barnepikens,
   stuepikens, kokkepikens og budeiens viser, og den lille barnebok
   _Aftenerne paa Egelund_.

Den unge forfatter *Claus Pavels Riis* („Crispinus“) skrev et litet
stykke _Til sæters_ med emnet mest fra Asbjørnsens „En søndagskveld til
sæters“. Stykket gjorde stor lykke og blev opført en mængde ganger.
Endda stykket i og for sig var ubetydelig, var der noget friskt og
hjemlig over det, som slog udmerket an, og det vrimlet av norske
melodier i det.

*Magnus Brostrup Landstad* († 1880) var i lang tid prest i Telemarken;
der samlet han og gav ut en stor mængde _Norske folkeviser_. Han har
ogsaa selv i flere av sine egne _digt_ (f. eks. digt-ringen _Neslands
kirke_) udmerket truffet folkevisetonen. Han brukte ofte ord og
vendinger fra dialektene.

Landstad fik i opdrag at arbeide ut forslag til ny _kirkesalmebok_. Den
kom ut i 1870 og er siden indført i de fleste kirker i landet. Landstad
var selv _salmedigter_, og vi har mange salmer av ham i salmeboken, f.
eks. _Her er Guds hus og himlens port_, _Naar synderen ret ser sin
vaade_ og _Jeg vet mig en søvn i Jesu navn_.

   Av andre salmedigtere fra denne tid skal vi nævne *Wilhelm Andreas
   Wexels* († 1866). Han var sterkt paavirket av Grundtvig. Av hans
   salmer skal vi nævne _O tænk naar en gang samles skal_. Han var
   prest ved „Vor Frelsers kirke“ i Kristiania og hadde stor
   indflydelse som prædikant. Han gav ogsaa ut mange opbyggelige
   skrifter.

   Paavirket av Welhaven var *Peter Andreas Jensen* († 1867;
   stiftsprovst i Kristiania). Vi har hørt at han hadde til lærer
   _Lyder Sagen_ som fik stor indflydelse paa ham. P. A. Jensen hadde
   en sjelden aandelig livlighet og smidighet, og han var en
   fremragende taler. Han har skrevet mange lyriske digt og en del
   salmer. Han gjorde stor nytte for skolen med sin _Læsebog for
   folkeskolen og folkehjemmet_. Han skrev ogsaa nogen dramaer, som
   hører til den national-romantiske retning.

*Sagaromantik og bonderomantik. Overgang til realismen (1850-1870).* Den
egentlige „huldreromantik“ er slut i førstningen av 50-aarene. Vistnok
arbeidet man endnu med folkedigtningen; saaledes kom Landstads
folkevisesamling ut i 1853, og _Sophus Bugge_ gav ut en liten samling
folkeviser 1858; men digtningen tok mer og mer emne fra _sagaen_ og
_folkelivet_. Omkring 1850 var det Ivar Aasens arbeider om folkemaalet
kom ut. Alt Asbjørnsen hadde git realistiske _folkelivs_-skildringer. I
1850-aarene begyndte flere forfattere at gi virkelighetsbilleder
fra folkelivet i bygd og by. Camilla Collett gav en mørk
virkelighetsskildring fra de høiere samfundslag. Det saa ut som vi alt i
50-aarene skulde faa en helt realistisk digtning.

Men vi fik en ny romantisk literatur, som særlig viser paavirkning av
_sagaen_ baade i stil og indhold. Men denne literatur er „underbygget
med psykologisk virkelighetssans“. Det var _Keysers_ og _Munchs_
historiske granskinger som nærmest fremkaldte denne „sagaliteratur“.
*Rudolf Keyser* var professor i historie. Han gav ut flere verker om
Norges historie. Han og hans elev *Peter Andreas Munch* fremholdt nye
synsmaater om Nordens bebyggelse, og i motsætning til de danske
historikere hævdet de at literaturen fra middelalderen helt tilhørte
Norge og Island („Den norsk-historiske skole“). P. A. Munch var baade
historiker og sproggransker. Hans hovedverk er _Det norske folks
historie_ i 8 bind, som gaar til Kalmarunionen. Han oversatte Snorre og
gav ut en mængde historiske og geografiske avhandlinger. Munch hadde en
ualmindelig arbeidskraft og en næsten utrolig hukommelse. Han skrev
saaledes paa et av sine verker paa en reise til Rom i jernbanevognen og
kunde da ordret citere av de forskjelligste skrifter og henvise til bind
og side. Han døde i Rom i 1863. Disse historikeres arbeider gav nøiere
kjendskap til sagatiden og vakte interessen for den. Det viste sig snart
i literaturen, især i _Ibsens_ og _Bjørnsons_ dramaer.

*Ivar Aasen og landsmaalet.* Ved national-romantikken blev interessen
for _folkemaalet_ ogsaa vakt. Vi har hørt hvordan enkelte digtere alt i
det 18de aarhundrede digtet paa norsk folkemaal. Med Bjerregaards
„Fjeldeventyret“ naar et norsk maalføre ind paa scenen. I treti-aarene
er det flere som gaar med tanken paa en „sprogreformation“ (Wergeland,
J. A. Hielm, P. A. Munch). Men først med _Ivar Aasen_ faar disse tanker
fast form.

Aasen var bondegut fra Søndmør; han arbeidet hjemme paa gaarden til han
blev 18 aar. Han var saa lærer i flere aar og drev paa samme tid
sprogstudier. Han satte op en grammatik over bygdemaalene i Søndmør, som
han viste frem til bispen Neumann i Bergen. — Biskop Neumann fik
videnskapsselskapet i Trondhjem til at støtte ham, og Aasen blev sendt
paa stipendiereise omkring i landet for at studere bygdemaalene.

Efter sine reiser gav han ut _Det norske folkesprogs grammatik_ (1848;
anden utgave kaldte han _Norsk grammatik_), _Ordbok over det norske
folkesprog_ (1850; anden utgave kaldte han _Norsk ordbok med dansk
forklaring_), _Prøver av landsmaalet i Norge_ (1853). Senere gav han ut
_Norsk navnebok_, _Norske ordsprog_ o. fl. Disse arbeider er rent
videnskabelige og er blit kjendt i hele den videnskabelige verden. Paa
grundlag av sine granskinger bygde Ivar Aasen „landsmaalet“, som skulde
være fælles skriftsprog for de norske bygdemaalene. Dette landsmaal
vilde for størstedelen av folket være et naturligere skriftsprog end det
norsk-danske, mente han. Aasen fik mange med sig, men mange mot sig
ogsaa. Og den maalstrid som begyndte i 50-aarene, er ikke løst endnu.

                      [Illustration: Ivar Aasen.]

Aasen var ogsaa digter, og i sine digterverk brukte han altid
landsmaalet. Han skrev saaledes „spelstykket“ _Ervingen_ (1855); det
blev ofte opført i 50-aarene. Han skrev mange lyriske digt. De fleste er
i digtsamlingen _Symra_ (vaarblomst), som f. eks. _Nordmannen_ (ɔ:
„Millom bakkar og berg“) og _Dei gamle fjelli_. Han gav ogsaa ut en
liten bok _Heimsyn_, et utsyn over „skapningen og menneskja“. Desuten
har han skrevet flere avhandlinger, især i maalstriden.

Ivar Aasen levde stille og ensomt i Kristiania, optat med sin
sproggransking. I digtet _Gamle grendi_ mindes han med vemod sit
barndomshjem:

   „Tidt eg minnest ein gamall gard
   med store tre og runnar,
   vollar, bakkar og berg og skard
   og blomster paa grøne grunnar.

   Ofte minnest eg mi gamle grend,
   naar eg framand uti verdi stend,
   heimlaus, frendelaus og lite kjend,
   og likar paa leiken ille.“

Aasen døde i 1896. Det er flere som har tat op hans videnskabelige
arbeide; mest er det _Hans Ross_, som har git flere tillæg til ordboken.

*Knud Knudsen* hørte til en anden retning i sprogsaken. Men ogsaa han
vilde „sprogreformation“. Vi har nævnt at Asbjørnsens og Moes eventyr
danner et vendepunkt i norsk-danskens historie. Med dem begynder
„fornorskingen“ maalbevisst. Men overlærer Knud Knudsen fra Nedenes blev
den egentlige fører for denne bevægelse. I et langt liv arbeidet han for
norskhet og naturlighet i skrift og tale. Han ofret baade penger og
arbeide for sin sak, som han utrættelig skrev om i bok og blad. Av hans
bøker er ordboken _Unorsk og norsk eller fremmedords avløsning_ mest
kjendt. Bjørnson tok tidlig op Knudsens meninger og fulgte dem i sine
bøker. Ved retskrivningsreformen av 1907 er meget av det Knudsen
arbeidet for, blit godkjendt. Knudsen døde i 1895.

*Folkelivsskildrere og folkeskribenter.* Fra 1850-aarene av har vi flere
forfattere som gir billeder fra folkelivet.

*Nicolai Ramm Østgaard* († 1873; foged i Østerdalen) er kjendt for sin
bok _En fjeldbygd_, som gjorde stor lykke. Den gir ogsaa vakre og
tiltalende skildringer av naturen og livet i Østerdalen.

   _Jørgen Moe_ siger om Østgaards forfatterskap: „For os staar
   Østgaards forfatterskap, skjønt ringe i omfang, som ikke litet
   betydende. Det hører med til vendepunkts-literaturen, som førte det
   eiendommelig hjemlige frem. — — — De friere, digterisk fyldigere
   hjemlige frembringelser som folket senere har kunnet glæde sig ved,
   hadde ei kunnet fremstaa, om de ei hadde hat bund og grund at hvile
   paa i Østgaards og andres forarbeider.“

*Harald Meltzer* († 1862; politifuldmægtig i Kristiania) skrev
_Smaabilleder af folkelivet_, som er fortalt med kostelig lune og vidner
om skarp iagttagelses-evne. „I skildringer som _En husmandsgut_ og
_Drukkenskap_,“ siger _Henrik Jæger_, „har Meltzer utført sin
betydeligste bedrift som forfatter. — — I dem er han ikke bare
forstædenes humoristiske skildrer; han er de fattige og forulykkede
tilværelsers varmhjertede digter.“ Ogsaa *Hans Schulze* († 1873;
sakfører i Solør) har skrevet kvikke og naturlige folkelivs-billeder
(_Fra Lofoten og Solør_). Litt senere skrev *Jens Andreas Friis*
(professor i finsk) livlige skisser fra sit jægerliv paa høifjeldet
(_Tilfjelds i ferierne_).

*Ole Vig* var husmandssøn fra Trøndelagen. Han blev utdannet paa Klæbo
seminarium, var en tid skolelærer og blev senere i Kristiania utgiver av
_Folkevennen_, folkeoplysningsselskapets tidsskrift. Han var en ædel,
opofrende mand, fyldt av fædrelandskjærlighet og iver for
folke-oplysning. Han hadde en egen evne til at skrive let og folkelig.
Foruten forskjellige _populære avhandlinger_ i „Folkevennen“ og
dagbladene gav han ut _Liv i Norge_, _Religiøs læsning for folket_ og
_Norges historie indtil Harald Haarfagre_. Han gav ogsaa ut en
digtsamling, _Norske bondeblomster_. Av hans sanger er mest kjendt
_Blandt alle lande i øst og vest_. Likesom hans digtning viser
paavirkning av _Grundtvig_ og _Wergeland_, saaledes gik han ogsaa i hele
sin virksomhet i deres spor. I femti-aarene var han meget sammen med
Bjørnson og fik ikke liten indflydelse paa ham. Han døde i 1857, ikke
mer end 33 aar gammel, som følge av sit slit og stræv for
folke-oplysningen.

Ogsaa *Eilert Sundt*, „manden med et barnehjerte, sterke tanker og det
bløte sind“, arbeidet for folke-oplysning. Som teologisk kandidat var
han lærer ved tugthuset i Kristiania; her fik han kjendskap til og
interesse for taterne eller fantene. Saa reiste han om i landet for at
lære deres liv at kjende og skrev siden _Beretning om fante- eller
landstrykerfolket i Norge_. Han fik nu aarlig løn av Stortinget for at
reise omkring og undersøke tilstanden hos folket. Hans arbeider om
_dødeligheten_, _giftermaal_, _sedelighetstilstanden_, _husflid_,
_bygdeskikker_ o. s. v. er dels skrevet i „Folkevennen“, som han gav ut
efter Ole Vigs død, dels som særskilte bøker. De er jevnt, livlig og
varmt skrevet. Sundt var ogsaa med og stiftet „Arbeidersamfundet“ i
Kristiania. I sine sidste aar var han sogneprest i Eidsvold; han døde i
1875 i Henrik Wergelands barndomshjem, den gamle Eidsvolds prestegaard.
I 1892 blev en mindestøtte reist over ham i Kristiania.

*Camilla Collett*, Henrik Wergelands søster, staar i en særstilling paa
overgang til realismen. Hun var født 1813 og døde 1895. Hun var av
naturen livlig, men blev med aarene „et taust, utilgjængelig væsen“,
siger hun selv. Alt tidlig hadde hun tunge oplevelser, som satte merker
paa hende for livet. I 1830-aarene blev hun kjendt med Welhaven og kom
til at holde av ham; striden i 30-aarene skapte mange vanskeligheter for
hende i dette forhold. Og siden kom det til brud mellem dem, og det tok
hun meget tungt. Siden blev hun gift med professor _Petter Jonas
Collett_, en kjendt kritiker, som hørte til „intelligenspartiet“. Efter
10 aars egteskap døde han; det var først da hun blev enke, hun for alvor
begyndte at tænke paa at bli forfatterinde.

                    [Illustration: Camilla Collett.]

Alt tidlig hadde Camilla Collett reist ut og hadde lært aandslivet ute
at kjende, især i Tyskland. I 1840-aarene stod hun og hendes mand
Asbjørnsen og Moe nær, og i samarbeide med sin mand skrev hun flere
skisser og artikler i bladene.

I 1854 kom hendes første større bok ut, romanen _Amtmandens døtre_, som
er hendes hovedverk. Den er vor første „samfundsroman“, og hun er den
første som satte samfundsspørsmaal under debat. Paa samme tid som den
gav „realistiske“ skildringer av livet blandt de høiere lag, er boken et
direkte slag mot den forurettede stilling kvinden hadde i samfundet.
Næsten hele hendes forfatterskap siden er indlæg i det samme spørsmaal.
Av hendes verker nævner vi _I de lange nætter_, en livlig skildring av
ungdomsindtrykkene fra hjemmet (se s. 109); rene stridsskrifter er
_Sidste blade, erindringer og bekjendelser_ og _Fra de stummes leir_.
Der er et tungsindig, saart og heftig præg over hendes verker; ofte
møter man fin ironi. Stilen er let og naturlig.

Camilla Collett fik indflydelse paa de fleste store forfattere i
realismen; og hendes meninger om kvindens stilling i samfundet er siden
ført frem til seier. I slotsparken i Kristiania er der reist en
bronsestatue av hende.

*Bjørnstjerne Bjørnson* blev født 1832 i Kvikne i Østerdalen, hvor hans
far, som var av bonde-æt og en uvanlig djerv og kraftig mand, var prest.
Paa den ensomme prestegaard levde han sin første barndom.

   I den lille fortælling _Blakken_ skildrer Bjørnson prestegaarden i
   Kvikne. Den var en fjeldgaard, som laa høit oppe for sig selv; han
   stod, siger han, „som liten gut paa bordet i dagligstuen og saa ned
   i dalen med længsel efter dem som om vinteren rendte paa skøiter
   langs elven eller om sommeren lekte paa volden“. Til kamerater hadde
   han bare et føl, en liten hund, som lærte ham at stjæle sukker, og
   en kat, som en dag uventet viste sig i kjøkkenet. „Jeg hadde aldrig
   før set en kat“, siger han; „likblek styrtet jeg ind og skrek at en
   stor mus kom op av kjelderen.“ Til de tre før nævnte kamerater kom
   siden ogsaa en liten gris. Med disse venner gik tiden noksaa godt,
   især med at sove sammen med dem. Han gav dem alt det han likte selv;
   saaledes bar han en sølvske ut til grisen, „forat den skulde spise
   penere; den forsøkte ogsaa — d. v. s. at spise sølvskeen“. Naar han
   fulgte sine forældre ned til folk i dalen, var hunden, katten og
   grisen med.

Da han var fem aar gammel, flyttet familien til Nesset (egl. Ned-set) i
Romsdalen.

   Bjørnson fortæller selv, hvorledes skjønheten her gjorde indtryk paa
   hans sind: „Her paa Nessets prestegaard, en av de skjønneste gaarder
   i landet, som den ligger der bredbarmet mellem to møtende fjorder
   med grønt fjeld over sig, fossefald og gaarder paa den motsatte
   strand, bølgende marker og liv inde i dalbunden, og utover langs
   fjorden fjeld med nes i nes skytende ut i sjøen og en stor gaard ute
   paa hvert — her paa Nessets prestegaard, hvor jeg kunde staa i
   kvelden og se paa solspillet over fjeld og fjord til jeg graat som
   om jeg hadde gjort noget vondt, — og hvor jeg paa mine ski nede i
   en eller anden dal kunde stanse som trollbundet av en skjønhet, av
   en længsel som jeg ikke magtet at klare, men som var saa stor, at
   jeg ovenpaa den høieste glæde følte den dypeste indestængelse og
   sorg — her paa Nessets prestegaard vokste mine indtryk.“

Elleve aar gammel blev han sendt ind til Moldes offentlige skole; men
der var han ikke noget lys. Han tænkte mer paa februar-revolutionen i
Frankrike end paa skolen. Hans mor tænkte derfor at sende ham tilsjøs.
Men han blev isteden sendt til Kristiania, hvor han gik ind paa
Heltbergs „student-fabrik“. Her kom han sammen med flere unge mænd, som
senere er blit vore mest kjendte digtere. Han gir os selv en meget
fornøielig skildring av livet paa skolen i digtet _Gamle Heltberg_; der
siger han bl. a.:

                 [Illustration: Bjørnstjerne Bjørnson.]

   „De hang over bænken, de laa imot væggen,
   i hvert vindu sat to, én just prøvede eggen
   paa sin nyslepne kniv i den blækkete pult.
   Gjennem tvende aapne rum var det dørgende fuldt.
   Lang og slaapen, i halvdrøm paa ytterste linje
   sat og grundet for sig selv _Aasmund Olavsson Vinje_.
   Anspændt og mager, med farve som gipsen,
   bak et kulsort, umaadelig skjeg _Henrik Ibsen_.
   Jeg, den yngste i laget, gik og ventet paa parti,
   indtil nyt kuld kom ind, over jul _Jonas Lie_.“

Bjørnson blev student i 1852. Han fik snart en kreds av kamerater som
mest kom sammen paa Bjørnsons hybel. Blandt dem var _Jonas Lie_ og
_Ernst Sars_. Bjørnson kastet sig straks, uræd og stridslysten som han
var, ind i en voldsom avisstrid om teatret. Ved Kristiania teater var
det endnu mest danske skuespillere, og Bjørnson arbeidet som Wergeland
før av al magt for at teatret skulde være norsk. Man hadde f. eks.
hittil fundet sig i at _danske_ skuespillere spilte _norske_ bønder i
_danske_ bondedragter. Han fik istand pipekoncerter (1856), og han
fortæller selv: „Vi pep, saa væggene intet lignende hadde hørt siden
Wergelands dager. Den andre kvelden, da det kom til slagsmaal (man vilde
kaste mig ut av teatret), var vi en 600 pipere.“ Det skyldes ogsaa mest
hans arbeide at ingen dansk skuespiller efter den tid blev ansat.

Alt da han var gut, tænkte Bjørnson paa at bli digter, „og naturligvis
den største av alle digtere“. Fra 1853 opgav han ethvert brødstudium, og
fra nu av maatte han sørge helt for sig selv. Han arbeidet i flere
aviser; men det blev trange aar. Bjørnson sa selv om de aarene: „Jeg har
ikke hat hvad jeg skulde spise, har stoppet mine bukser og har ikke
kunnet gaa ut, fordi jeg ingen saaler hadde i mine sko.“ Det var først
ved studentmøtet i Upsala 1856 at han kom til fuld bevissthet om sit
digterkald.

   „Da jeg sat paa dampskibet som skulde føre min avdeling til Upsala“,
   fortæller han selv, „sat med alle mine blomster i fanget og med
   benene utenbords (det var for litet at sitte indenbords), og
   aftenens sol forgyldte Ridderholmskirkens tak og spir og al staden
   bakover, og menneskeflommen foran viftet med hvite lommetørklær,
   flere tusen paa én gang, og hurraene bruste, da blev det for mine
   øine til en begeistringens levende fos. — — Alt, alt var storhet
   og sol; med blomstene i mit fang og synet og synene foran mig sat
   jeg i bøn til Gud om at jeg maatte faa bli digter. Og saa gjorde jeg
   mig selv det løfte, at naar jeg kom hjem, vilde jeg hive alle aviser
   overbord, og atter prøve om jeg ikke var digter; ti jeg hadde prøvd
   det før. Nu kom, synes mig, med nyt liv nye evner. Fuld av
   digterlængsel gik jeg fra indtryk til indtryk, til det sidste,
   avskedens. Med min vert under armen toget jeg ned i studentflommen,
   nedover mot dampskibene gjennem en hilsende, viftende,
   blomsterkastende mængde, da pludselig nede ved bryggen en ung jente
   træder frem av flokken og rækker mig en laurbærkrans. Jeg fór et par
   steg tilbake; hun tok jo frem min hemmelige tanke for at krone den;
   jeg saa en folkegenius i hende, som vilde fæste øieblikkets
   opbrusning i min sjæl til alvor og arbeide, og gjøre det nu til
   avskedens stund, saa dette for mig kunde bli summen av alle indtryk.
   Jeg stod naglet fast til stedet, hun forlegen over min forlegenhet;
   hun hadde jo ingen anelse om hvad jeg stod der og tænkte paa med
   kransen mellem mine kramsende hænder, og da jeg ut av mine hemmelige
   tanker spurte hende, næsten barsk, hvorfor hun netop gav mig
   kransen, blev den lille ræd, og to tanter maatte til med den
   oplysning, at de hadde bestemt hun maatte gi den til den norske
   student som hun syntes bedst om. Dette fortolket jeg paa min egen
   maate; der var hundreder av landsmænd som saa bedre ut end jeg; men
   en høiere magt hadde drevet hende til mig; jeg satte kransen paa min
   hue, saa sikker som hadde den været rakt mig i en drøm, og jeg var
   vaaknet med den mellem mine hænder. — — Og da jeg kom hjem, — —
   skrev jeg mine reise-indtryk; men netop fordi jeg hadde levd og saa
   skrev, fik tegningen liv og farve, saa den gjorde opsigt, og gjorde
   mig derved endnu mere viss paa at timen var kommet. Jeg pakket ind,
   drog hjem, skrev, renskrev ‚Mellem slagene‘ paa fjorten dager,
   reiste til Kjøbenhavn med det færdige stykke i kufferten; jeg vilde
   bli digter.“

Bjørnson var i Kjøbenhavn vinteren 1856-57. Her kom han ind i en kreds
av unge begavede mænd; i denne kreds vokste han i evne og i tro paa sig
selv. Han gjorde færdig det første utkast baade til bondefortællingen
„Synnøve Solbakken“ og sagadramaet „Halte Hulda“. Og det blev mest
_bondefortællinger_ og _sagadramaer_ Bjørnson kom til at gi ut i aarene
utover til 1870.

Sommeren 1857 kom _Synnøve Solbakken_ ut. Den vakte stor opsigt baade i
Danmark og Norge. Paa samme tid blev det lille skuespil _Mellem slagene_
med emne fra kong Sverres historie opført paa teatret. Baade indholdet
og formen var noget nyt og ukjendt. Vistnok var bondelivet idealisert,
og sagatiden kunde ikke være skildret historisk rigtig. Men det som
Bjørnson først og fremst vilde, var at bruke historien „til større
forklarelse av et nutidsforhold“, som han selv har skrevet. Der er stor
likhet mellem personene i bondefortællingene og i sagastykkene hos
Bjørnson. Det er det faamælte og indestængte hos nordmændene i sagatiden
og bonden i samtiden han har skildret; og han har vist utlængselen hos
ungdommen, trangen til at komme ut og prøve kræftene. Sproget er fyndig
og minder om sagastilen.

Bjørnson blev nu hjemme i 3 aar, først en tid i Bergen, hvor han var
direktør for det norske teater. Saa kom han til Kristiania og var med at
gi ut _Aftenbladet_ sammen med _O. Richter_ og _Ditmar Meidell_. Baade i
Bergen og Kristiania kom han med i den politiske strid. I denne tiden
gav han ut _Halte-Hulda_ og bondefortællingen _Arne_, som virket mørkere
og strengere end nogen av de andre fortællingene. I disse aarene skrev
han ogsaa _En glad gut_ og flere smaa fortællinger, som f. eks.
_Faderen_. Ofte er der flettet ind smaasanger i fortællingene, som
_Moderens sang_ og _Over de høie fjelde_ (i „Arne“), _Synnøves sang_,
_Øivinds sang_ og _Ingerid Sletten_. Fra denne tiden er ogsaa flere av
fædrelandssangene hans, saaledes _Ja, vi elsker dette landet_ (1859),
som fort seiret over alle andre fædrelandssanger.

I 1860 reiste Bjørnson ut med statsstipendium til Danmark, Tyskland,
Italien og Frankrike. Han hadde giftet sig nogen aar i forveien og hadde
nu kone og barn med, og de blev ute i tre aar. Det var især opholdet i
Italien som fik betydning for ham; der lærte han at kjende den antikke
kunst og renæssansen.

Paa utenlandsreisen skrev han sagastykkene _Kong Sverre_ og _Sigurd
Slembe_ (en trilogi) og mange _lyriske_ digt og romanser, som _Olav
Trygvason_, _Bergljot_ og _Magnus den blinde_. Like efterat han var
kommet hjem, skrev han det historiske skuespil _Maria Stuart av
Skotland_.

Før Bjørnson kom hjem, hadde Stortinget bevilget ham en digtergage paa
400 spd. om aaret. Nu slog han sig ned i Kristiania, og der var han
teaterdirektør et par aar. Denne tiden blev en haard kamptid for
Bjørnson. Han stod midt oppe i al politisk og kulturel strid. Han fandt
forholdene trykkende hjemme, og han længtet ut igjen. Begivenhetene i
1864, da Danmark maatte staa alene i ulykken, gjorde et sterkt indtryk
paa ham (se digtet: _Da Norge ikke vilde hjælpe_). Han reiste ogsaa til
Danmark og var der en tid sammen med de gamle vennene sine; han kom især
til at staa nær _grundtvigianerne_ der nede. I denne tiden skrev han sit
første nutidsstykke _De nygifte_ (1865). Han hadde ogsaa begyndt at gi
ut bøkene sine i Kjøbenhavn.

I slutten av seksti-aarene gav Bjørnson ut _Norsk Folkeblad_. Ogsaa her
hjemme kom han til at staa nær grundtvigianerne og folkehøiskolen med
_Christopher Bruun_ i spidsen. Han fik stor indflydelse i
studentverdenen, da han i 1869 blev valgt til formand i
„Studentersamfundet“. Studentene stod nu som i Wergelands og Welhavens
tid i to flokker skarpt mot hverandre.

Endda Bjørnson stod slik oppe i al strid, var det ikke saa litet han fik
digtet. Han gav ut fortællingen _Fisker-jenten_ med emnet hentet fra en
vestlandsby. I den staar den varme og sterke fædrelandssang _Jeg vil
verge mit land_. I 1870 gav Bjørnson ut et større _episk_ digt _Arnljot
Gelline_, en skildring fra overgangstiden mellem hedenskap og
kristendom. Litt senere gav han ut sit sidste sagastykke _Sigurd
Jorsalfar_ og sin sidste bondefortælling _Brudeslaatten_. I _Digte og
sange_ samlet han sine digt. Fra disse aarene har vi bl. a. _Norsk
sjømandssang_ og _Mit følge_. Til en mængde av Bjørnsons digt er der sat
melodier, baade av indenlandske og utenlandske tonekunstnere.

I førstningen av 70-aarene kom Bjørnson op i en av de kvasseste feider
han har været med i, _signalfeiden_. Bjørnson hadde skrevet at Danmark
burde forandre „signalene“ i sit forhold til Tyskland. Bjørnson fik
næsten alle sine gamle venner mot sig baade i Danmark og Norge. Al
striden tok tid fra hans digtning, og han længtet ut. Inde i ham gjærte
nye planer; han hadde alt prøvd sig med et nutidsstykke, „De nygifte.“
Ute i Europa var der strømvending, og Bjørnson reiste ut (1873)[49].

*Henrik Ibsen* sendte ut digterverker før Bjørnson; men han fik sit
gjennembrud senere. Han blev født i Skien (1828). Faren var kjøbmand,
men gik fallit, da Henrik Ibsen bare var 8 aar. Han levde derfor sin
barndom i trange kaar.

   Nær ved det hus Ibsen bodde i som barn, var en gapestok (en stolpe
   med en jernlænke, hvori en aapen bøile); raadstuen med de
   uhyggelige, tilgitrede vinduer og bleke, skumle ansigter indenfor
   hadde han ogsaa for øie. Et rum nede i raadstuekjelderen,
   „Daarekisten“, blev brukt til at sperre inde gale i. Alt dette
   gjorde sterkt indtryk paa ham, kastet skygge over den barnlige
   livsglæde og vakte tidlig alvoret i hans sind. Flere av Ibsens
   nærmeste blev i den tid grepet av den religiøse bevægelse som blev
   vakt av presten _Lammers_, og Ibsen selv kom saaledes nær ind paa
   denne bevægelse[50]. I barndommen var han alvorlig og stille; han
   brydde sig ikke om at leke, men trak sig tilbake til et litet
   avlukke; her stængte han døren med en krok for at faa være i fred.
   „For os andre“, skriver hans søster, „var han den gang ingen
   hyggelig gut, og vi gjorde altid vort for at forstyrre ham ved at
   kaste stener og sneballer i vægger og dør; vi vilde ha ham med i
   leken, og naar han ikke længer kunde utholde vore angrep, styrtet
   han ut, og efter os bar det; men da han ingen færdighet hadde i
   nogen slags sport, og da voldsomhet laa langt fra hans karakter, saa
   blev det ikke mer av det; han gik tilbake til sit avlukke naar han
   hadde opnaadd at faa os langt nok bort.“ Herinde holdt han nu,
   fortæller _Henrik Jæger_, paa „med nogen gamle bøker han hadde faat
   fat i, eller han syslet med blyant og farveskrin. Paa pap utførte
   han en hel del figurer i glimrende dragter. De blev skaaret ut,
   fæstet til en træ-klods, saa de kunde staa paa egne ben, og saa
   stillet i forskjellige grupper, nogen i livlig samtale, andre i
   alvorlige stillinger og med miner som gav indtryk av at noget vigtig
   blev drøftet. Det var den vordende dramatikers første
   scene-arrangements.“

[Footnote 49: Med titelen _Grotid_ er der efter Bjørnsons død kommet ut
en samling brev fra Bjørnson før 1870 (ved _Halvdan Koht_). De gir et
godt indtryk av Bjørnsons utvikling i ungdommen.]

[Footnote 50: Det er minder fra denne tid som tildels har git ham emnet
til _Brand_.]

Da Henrik Ibsen var seksten aar, kom han paa apoteket i Grimstad. Han
vakte snart opmerksomhet, men ogsaa harme ved sine satiriske vers, som
gik ut over enkelte av byens borgere. „Jeg befandt mig paa krigsfot“,
siger han selv, „med det lille samfund hvor jeg sat indeklemt
av livsvilkaar og omstændigheter.“ Han var meget optat av
februar-revolutionen og skrev flere digt som viser hans sympati med
revolutionen. Han skrev ogsaa under navnet _Brynjolf Bjarme_ et drama
_Catilina_, som tildels blev rosende omtalt av kritikken; men der blev
knapt solgt mer end 30 eksemplarer av det. Paa samme tid læste han til
artium for senere at kunne studere medicin. I 1850 kom han ind til
Kristiania og begyndte hos Heltberg. Han hadde det meget knapt i denne
tid; han bodde sammen med en ven, og de delte det de hadde at leve av;
men det var ikke saa meget at de hadde raad til at spise middagsmat;
forat det ikke skulde bli kjendt, gik de ut i den tid man spiste middag,
og kom tilbake om eftermiddagen og drak sin kaffe med brød til.

                     [Illustration: Henrik Ibsen.]

Da Ibsen var blit student, gav han snart op planen om at studere videre.
Isteden la han sig efter læsning av skjønliteratur og skrev vers. Han
blev med i den arbeiderbevægelse som var vakt av _Marcus Thrane_ og slap
saavidt fra at bli arrestert sammen med lederne for den. Hos Heltberg
hadde Ibsen truffet digteren _Vinje_. Sammen med ham og literaten _Paul
Botten-Hansen_ gav han en tid ut ukebladet _Andhrimner_. Og begge disse
to fik i denne tid stor indflydelse paa hans aandelige utvikling.

I 1851 blev Ibsen styrer av Ole Bulls nye teater i Bergen; der var han i
flere aar. Han hadde en liten stipendiereise til Danmark og Tyskland
sommeren 1852. I disse aarene skrev han nogen national-romantiske
skuespil, som blev opført i Bergen; men flere av dem er trykt først i
senere aar. Det første han gav ut av dem, var _Gildet paa Solhaug_
(1856) med emne fra folkevisene. Litt senere kom det historiske drama
_Fru Inger til Østraat_.

Sommeren 1857 kom Ibsen igjen til Kristiania; der traf han igjen sine
gamle venner, især var han meget sammen med Botten-Hansen og hans kreds.
Han var direktør ved det „norske teater“ i Kristiania til det gik
konkurs i 1862. En stund efterat Ibsen var kommet til Kristiania, sendte
han ut sagastykket _Hærmændene paa Helgeland_ med emne fra sagaene. Med
dette stykke blev sagastilen ført ind paa scenen. Ibsen har selv sagt at
han vilde „fremstille vort liv i den gamle tid“. I 1862 sendte Ibsen ut
_Kjærlighedens komedie_, som er det første av hans _nutidsdramaer_ paa
vers. Satirisk behandler han samtidens syn paa egteskap og kjærlighet.
Boken vakte megen strid og mest uvilje[51].

Det var trange kaar Ibsen levde i da han var i Kristiania. Og i 1862
stod han paa bar bakke. Han følte sig saaret og misforstaat av
kritikken, og han fandt det uretfærdig at han ikke hadde faat noget
stipendium. Mismod og tvil paa digterkaldet fyldte ham og tærte paa hans
evner. I disse aarene blev Ibsen og Bjørnson gode venner, og Bjørnson
hjalp Ibsen i denne tunge tid. Ibsen fik gi luft for sin egen strid i
det tankevegtige historiske skuespil _Kongsemnerne_ med motsætningen
mellem den tvilesyke hertug Skule og den trygge kong Haakon. Det er
„motsigelsen mellem evne og higen, mellem vilje og mulighet“ han har
skildret her som han saa ofte ellers — efter sine egne ord — har gjort
det i sin digtning.

[Footnote 51: Ibsen fortæller selv: „Digtet vakte en storm av uvilje,
voldsommere og mer utbredt end de fleste bøker skal kunne rose sig av i
et samfund hvis overveiende flerhet ellers betragter literære
anliggender som sig saa temmelig uvedkommende.“ Da Ibsen en tid efter
søkte reisestipendium, sa endog en av professorene ved Universitetet at
den person som hadde skrevet „Kjærlighedens komedie“, skulde ha
stokkepryl istedenfor stipendium.]

Danmarks ulykke i 1864 fik endnu mere at sige for Ibsen end for Bjørnson
(se s. 151), og i flere av hans verker finder vi merker av hans sorg og
hans harme over at nordmænd og svensker ikke hjalp Danmark. Den saare og
harmfulde stemning hos ham fik uttryk i digtene _En broder i nød_ og
_Troens grund_. I digtet _Mindets magt_ uttaler han sig med skjærende
skarphet om den behandling han syntes han hadde faat. Han sammenligner
sig selv med en bjørn som dyretæmmeren tvinger til at danse ved at binde
den fast i en bryggekjel og saa fyre under den:

   „Imidlertid han paa positivet
   spiller for bamsen: ‚Fryd dig ved livet!‘“[52]

Det var derfor med glæde og med en følelse av befrielse Ibsen reiste ut
til Danmark, Tyskland og Italien 1864. Nu hadde han endelig faat
reisestipendium. Desuten fik Bjørnson Gyldendalske forlag i Kjøbenhavn
til at gi ut hans bøker. Det blev ogsaa av stor betydning for ham
økonomisk; for den gangen var de norske forlagene bare smaa.

Det blev en sterk arbeidstid for Ibsen nu. I 1866 sendte han hjem
_Brand_, et stort nutidsdrama paa vers. Her er Ibsen kommet helt bort
fra national-romantikken. Stykket er vokset frem av begivenhetene i
samtiden, og med skarp satire peker han paa halvheten og feigheten hos
sit folk. Brand stiller op kravet „intet eller alt“, og Brand er manden
med den sterke vilje som aldrig gaar „paa akkord“. „Brand“ vakte vældig
opsigt og kom i 4 oplag før aaret var ute. Stortinget gav Ibsen samme
digtergage som Bjørnson, og i alle aviser og tidsskrifter blev boken
anmeldt og diskutert. Der var mange som rent misforstod boken og gav
meningsløse fortolkninger av den. En mand som professor _Monrad_ sa
endog i sin anmeldelse i „Morgenbladet“ at mange tegn tydet paa at
guldalderen i literaturen var forbi, „og at en sølvalder eller endog en
kobberalder nærmer sig“.

[Footnote 52: Ibsen slutter slik:

   „Jeg selv sat en gang i kjelen nede
   under fuld musik og forsvarlig hede.

   Og den gang brændte jeg mer end skindet,
   og det gaar aldrig mig ut av mindet.

   Og hver gang gjenklang fra _den_ tid lyder,
   det er som jeg bandtes i gloende gryder.

   Det kjendes som stik under neglerøtter; —
   da maa jeg danse paa verseføtter.“
]

Det varte ikke længe før Ibsen kom med et nyt opgjør med samtiden. I
1867 kom dramaet _Peer Gynt_ ut. Peer Gynt er egoisten, som er „sig selv
nok“. Det er det romantiske fantasteri hos sine landsmænd Ibsen gaar i
rette med her. Der er meget som peker hen paa politiske og literære
begivenheter i samtiden.

To aar efter kom Ibsen med et satirisk lystspil _De unges forbund_. Det
er paa prosa, og i alle skuespil siden har Ibsen git avkald paa
versformen. „De unges forbund“ er en satire over norsk politik. Det er
det første stykke av Ibsen som helt har miljøet fra samtiden, og det
betegner overgangen til _realismen_ hos Ibsen.

Ibsen skrev mange _lyriske_ digt i disse aarene; flere av dem staar i
hans dramaer, som _Agnes_ i „Brand“, _Solveigs sang_ i „Peer Gynt“ og
_Vuggevise_ i „Kongsemnerne“. Han har ogsaa skrevet det kraftige
_episke_ digt _Terje Viken_. I 1871 gav han ut en samling av sine
_Digte_.

I 1873 sendte Ibsen ut _Keiser og Galilæer_, „et verdens-historisk
skuespil“. Ibsen hadde gaat med planen til det i mange aar. Her
behandler han spørsmaalet om fri vilje og ansvar.

Paa smaa avbrytelser nær blev Ibsen ute (mest i Tyskland) i næsten 30
aar. Han fulgte nøie med i det som hændte hjemme. Han kom mer og mer
bort fra Bjørnson, som saa „De unges forbund“ som et angrep paa sig. Da
Bjørnson skrev om signalforandring like overfor Tyskland (se s. 151),
skrev Ibsen digtet _Nordens signaler_, og der sa han om Bjørnson:
„Veirhanen paa fløien har forandret signalene“. Det varte længe før
Ibsen og Bjørnson blev forsonet igjen.

Ibsen gav flere ganger uttryk for sin længsel efter hjemmet, da han var
ute, saaledes i digtet _Brændte skibe_. I et digt ved 1000-aarsfesten
(1872) retter han trods al saarhet en tak for „den sunde, bitre
styrkedrik“ hans folk har skjænket ham „i bitre skaaler“. Det er den som
har git ham kraft til kampen, og som har modnet hans digtning.

Paavirket av _Bjørnson_ er *Magdalene Thoresen* († 1903). Hun blev
født i Danmark, men blev i ungdommen lærerinde i huset hos presten
Thoresen i Bergen, som hun senere blev gift med. Fru Thoresen har
skrevet mange _fortællinger_ og _skildringer_; de fleste handler om
vestlandsbonden; hun har forkjærlighet for at skildre det triste og
uhyggelige; næsten altid faar hendes noveller en sørgelig avslutning.
Til de mest kjendte av hendes fortællinger og skildringer hører _Signes
historie_ og _Fra midnatssolens land_. Hun har ogsaa skrevet nogen
dramaer med emner fra bylivet.

Paa landsmaal skrev *Aasmund Olavsson Vinje*: han la landsmaalet meget
op til maalføret i hjembygden, Telemarken. Han sluttet sig tidlig helt
til landsmaalet. Han siger selv om det:

   „Vaart folk i trældom lenge gjekk
   med sorg forutan sæle;
   men som det att sin fridom fekk,
   so maa det faa sitt mæle.“

Vinje var længe skolelærer, først i hjembygden, siden i Mandal. Han kom
saa ind til Kristiania og blev student. Om hans omgang med _Ibsen_ og
_Botten-Hansen_ har vi hørt før (se s. 153). Da „Andhrimner“ var gaat
ind, blev han fast Kristiania-korrespondent til „Drammens tidende“. Hans
korrespondanser blev meget læst ogsaa i Kristiania. Han studerte jus og
tok embeds-eksamen 1856. Fra 1858 begyndte han at gi ut ukebladet
_Dølen_. Her skrev han paa en kvik og skjemtsom maate om alle mulige
spørsmaal. Senere blev han kopist i et departement. Men da han vaaget
sig til at skrive i „Dølen“ mot regjeringens unionsforslag, blev han
avsat 1868. Han tok det meget haardt, og klaget over de „aandelige
husmenn“ som avsatte ham fordi han talte frit. Vinje døde 1870 i _Gran_
paa Hadeland, og tre aar efter reiste ungdommen en mindesten for ham
der.

                      [Illustration: A. O. Vinje.]

Vinje har skrevet en mængde _lyriske_ digt, fremdeles livlige
reiseskisser, f. eks. _Ferda-minni fraa sumaren 1860_; her fortæller han
om en Trondhjems-reise ved kong Karl den 15des kroning. I 1862 reiste
Vinje med statsstipendium til England. Han hadde vist i tanker at prøve
sig som engelsk forfatter. Efter hjemkomsten gav han nemlig ut en bok
paa engelsk om England, _Bretland og Britarne_[53]. Den begeistring han
hadde næret for England, var betydelig kjølnet efter reisen til England.
Dette virket igjen til at han ikke længer var saa misnøid med forholdene
hjemme. Nogen aar senere gav han ut det længere _episke_ digt
_Storegut_, som bygger paa bygdesagn fra Telemarken og gir billeder av
livet der.

Vinje var en original, vittig og livlig natur med egte norsk lune, en
egte folkelig mand; han siger om sig selv:

   „Det no som fyrr eg strævar til,
   det er og vera sant meg sjølv;
   med andre ord det segja vil:
   Eg strævar for aa vera — ‚døl‘.“

Han var en udmerket folketaler, som førte liv og lystighet med sig ved
„fesjaa“ (dyreskuer) eller „nautemøte“, som han kaldte det, og andre
sammenkomster. Men Vinje var ogsaa en filosofisk, grublende aand, og
denne side av hans væsen har sat sterke merker paa hans virksomhet. I
sit forfatterskap og sin avis var det oftest _ironiens_ vaaben han
brukte. Vinjes „tvisyn“ var mange rædde for. Bekjendt er hans kritik
over Bjørnsons bondefortællinger, som han fandt altfor romantiske. Han
har selv, især i „Ferda-minni“, git nogen rent anderledes
„virkelighetstro“ skildringer fra bondelivet.

[Footnote 53: Den blev senere oversat til norsk og kom ut efterat Vinje
var død.]

Den saarhet som tit kom frem hos ham som bladskriver, har for en stor
del sin grund i den miskjendelse, ja, haan og forfølgelse som ofte blev
ham til del paa grund av hans djerve, men ikke sjelden uvørne maate at
skrive paa.

   Vinje har selv paa en meget morsom maate skrevet sin
   levnetsbeskrivelse. Den begyndte saa: „Jeg er født den 6te april
   1818, siger daabsboken; men skal jeg tro far min, og især den kone
   som bar mig til daaben, saa er jeg et aar yngre. — — Merker paa
   kommende storhet blev ikke videre opdaget i min ungdom, undtagen
   forsaavidt at jeg en gang slog bunden ut av en kubbestol og steg ind
   i den og hermet efter presten med utbredte hænder. En gammel kone
   mente da: ‚Det vert ein prest av denne guten.“ Men det saa just ikke
   liklegt ut til det, for jeg kunde ikke læse abc, da jeg var otte-ni
   aar gammel, for jeg kunde ikke tale tydelig før, og saa brændte jeg
   op alle abc’er naar jeg ikke efter løfte fik hanen paa sidste blad
   til at gale. „Det vert ein heidinge av denne guten“, sa mor tit
   graatende. — — Men da jeg saa kom til at læse, gik det saa fort,
   at folk sa: „Han les vitet av seg, denne guten.“ „Men det var godt,“
   sa far, „so kann du bli skulemeister og sleppa kongens teneste.‘ Jeg
   blev da det i mit 17de aar, efterat jeg hadde været paa
   hjælpeseminariet i Kviteseid i omtrent et halvt aar. Jeg var
   skolelærer i omkring 5 aar for 13 spd. om aaret, men la mig endda op
   over 100 spd. i denne tid ved sumararbeid og træskomaking og
   potetessaaing og brennevinsbrenning attaat.“

   Vinje var en av de første som med iver og lyst tok sig av
   turistsaken i vort land, da interessen for den blev mer almindelig.
   Sine bedste stunder hadde han oppe paa fjeldet. Han siger selv:

      „Eg er, som du veit, ein fjellets mann,
      og difor dreg til fjells so tidt eg kann.“

   Han bygde sig sammen med _Ernst Sars_ et hus („Eidsbugaren“) oppe i
   Jotunheimen, hvis digter han nu ogsaa blev (smlgn. digtet
   _Jotunheimen_ i „Storegut“). Han hadde likesom hjemme deroppe under
   bræene, og deroppe blandt fækarer og renskyttere var navnet hans
   kjendt, saa Vinje sa selv at der var mange digtere som var mer
   navngjetne vidt og bredt, men at ingen var naadd saa høit op som
   han. I sin sidste smertefulde sygdom (mavekræft), da han laa ensom
   paa rikshospitalet, tænkte han paa sit liv oppe mellem
   Telemarksfjeldene. „Solen skinte paa fjeldene, og lurlaaten klang
   som orgeltoner i naturens store, høitidsfulde tempel paa
   fjeldvidden; han laa der med nisteskreppen under hodet i den bløte
   mose og stirret dypt ind i den blaa himmel, indtil hans kjære,
   uforglemmelige ‚Blaamann, Blaamann, bukken min‘ kom og skrapte ham i
   ansigtet. — Og saa mindtes han fotturene i Jotunfjeldene. ‚Kann du
   minnast‘, sa han til en av sine venner, ‚utsynet fraa Skineggen den
   morgonen, du! Aajei, aajei, at eg ikkje skal koma dit i sumar! Men
   naar eg no er lagd i kista, so vil mi aand slaa upp sin heim der
   uppe millom fjelli, og so vil eg sitja paa ‚Falketind‘ og sjaa
   utyver Norig, og Norig skal stiga fram‘, og saa graat han som et
   barn. Sin kjærlighet til fjeldet har han kanske ingensteds uttrykt
   saa vakkert som i digtet _Ved Rundane_. Han mindes her barndommen,
   da han var gjætergut og sprang omkring i fjeld og ur:

      „No ser eg atter slike fjell og dalar
      som dei eg i min fyrste ungdom saag.
      Og same vind den heite panna svalar,
      og gullet ligg paa snø, som fyrr det laag.
      Det er eit barnemaal, som til meg talar
      og gjer meg tankefull, men endaa fjaag,
      med ungdomsminne er den tala blanda:
      Det strøymer paa meg, so eg knapt kann anda,“

   og i sidste vers heter det:

      „Og kvar ein stein eg som ein kjenning finner,
      for slik var den eg flaug ikring som gut.
      Som var det kjempor, spør eg, kven som vinner
      av den og denne andre høge nut.
      Alt minner meg; det minner, og det minner,
      til soli burt i snøen sloknar ut.
      Og inn i siste svevn meg ein gong huggar
      dei gamle minni og dei gamle skuggar.“

   Vinje var overordentlig glad i dyrene; med det hang hans lyst til at
   reise paa „fesjaa“ sammen. Han kjendte ogsaa dyrene fra barnsben av.
   Om sit gjæterliv fortæller han ofte. „Eg gjætte kui um vaaren“,
   siger han, „og braut lauv og fann det lengste graset til henne. —
   — Eg rødde med henne, og ho forstod meg so godt, og naar eg paa gap
   løynde meg burt, so kunde ho rauta etter meg, so det ljoma i nutane.
   Og so sleikte ho meg i hovudet, naar eg molka, so eg var, som eg
   skulde vera komen ut fraa den beste ‚frisøren‘. Eg leid vondt, og eg
   var glad med henne, og naar ho bar um vinteren, so vart det jol i
   huset, og eg var seint og tidleg i fjøset for aa sjaa til aa klappa
   den fine, reine kalven hennar.“ Hvorledes han kunde snakke med
   dyrene som med fornuftige væsener, fortæller han ogsaa ellers om, f.
   eks. i _Blaamann_. Og i et stykke om _Geiti_ siger han: „Det er
   mest, so dei kunde tala, og anten det no var eller ikkje var, so
   veit eg, at eg rødde med dei og fekk liksom dei beste svar, som til
   var.“ Ogsaa i digtet „Storegut er bukjær“ i „Storegut“ forekommer
   den samme tanke.

   Vinje var ikke ræd for at utsætte sig for fare, naar det gjaldt at
   redde et dyr. I sin bok _Bretland og britarne_ fortæller han
   saaledes, hvorledes han en gang over i England berget et lam: „Eg
   gjekk ein dag og rangla langs Cona (en liten elv) i sellskap med ein
   tysk maalar. Med eitt høyrde me ned under oss i ei berg-rive eit
   bræktande lamb, som ikkje kunde krabba seg upp atter. Me stræva med
   aa faa det upp; men det vilde ikkje lukkast. — — Til slutt fann eg
   eit skard, som eg kraup nedigjenom, og støypte meg ut i straumen.
   Maalaren og hyrdingen fylgde snart etter, og me berga lambet, som
   ikke hadde teke annan skade, enn at det blødde lite paa nosi. Eg er
   viss paa at ikkje England var halvt so vel fornøgd, daa det hadde
   frelst Tyrkeriket.“

Ogsaa *Kristofer Janson* har skrevet paa landsmaal. Hans første digtning
var sterkt paavirket av _Bjørnsons_ bonde-noveller. Han siger selv om
sin første fortælling _Torgrim_: „Ho er paa ein maate fødd av ‚Synnøve
Solbakken‘. Denne forteljing tok meg so sterkt, at ho vende meg um fraa
aa vera norskdomshatar til aa vera ‚Bjørnson-mann‘ og etterpaa
maalstrævar; ho gav meg min gamle kjærleik til soga og bondeliv
attende.“ Til de mest kjendte av Jansons _bondefortællinger_ hører _Fraa
bygdom_. Han har ogsaa skrevet en historisk roman _Fraa dansketidi_ og
flere _lyriske_ digt (f. eks. den friske _Paa fjellet_) og den _episke_
digtning _Sigmund Brestesson_. I de senere aar har han brukt riksmaal.
Paa det har han blandt andet skrevet _Vore bedsteforældre_, en skildring
av livet her oppe i slutten av det 18de og i førstningen av det 19de
aarhundrede, og desuten to skildringer fra livet i Amerika: _Præriens
saga_ og _Nordmænd i Amerika_. Janson var en tid folkehøiskolelærer; han
fik digtergage av Stortinget, men sa fra sig den da han for nogen aar
siden blev prest for et unitarisk kirkesamfund i Amerika. For tiden bor
han i Kristiania og har faat sin digtergage igjen.

Paa landsmaal har nordlændingen *Elias Blix* († 1902) skrevet salmer,
saaledes _Gud signe vaart dyre fedreland_. Hans _Nokre salmar_ blir nu
brukt som tillæg til Landstads salmebok i mange kirker i landet. Blix
var professor i semitiske sprog. Sammen med et par andre har han oversat
det nye testamente til landsmaal. Han har ogsaa skrevet flere digt, f.
eks. _Aa eg veit meg eit land_ om barndomshjemmet, Nordland.


             4. Realisme og naturalisme (omkr. 1870-1890).

I førstningen av 1870-aarene kom der en strømvending i den norske
literatur. Vi har før set (s. 100) at det samme omslag kom til Danmark
paa samme tid med _Georg Brandes_. Han hadde studert fransk og engelsk
aandsliv, og det var det nye han hadde lært ute, han førte hjem til
Norden. I _England_ var naturvidenskapsmænd som _Darwin_ og filosofer
som _Stuart Mill_ og _Herbert Spencer_ kommet med idéer og resultater
som førte til nyt livssyn og nyt samfundssyn. I _Frankrike_ blev de nye
idéer ogsaa drøftet, og her hadde æstetikeren _Taine_ prøvd at skape et
nyt kunstsyn som stemte overens med det nye naturvidenskabelige syn om
utvikling. Digteren _Victor Hugo_ hadde ført det nye syn ind i
literaturen. Literaturen skulde skildre livet mest mulig
virkelighetstro, _realistisk_. Derved kom man ind paa mange
samfundsspørsmaal, og de blev „sat op til debat“ (_problemdigtning_).
Der var aandelig liv og strid ute i Europa, mens det var rolig og stilt
hjemme i Norden. For det nye utenfra aapnet Georg Brandes (se s. 100)
døren med sine forelæsninger i Kjøbenhavn over _Hovedstrømninger i det
19de aarhundredes literatur_, som litt senere kom ut som bok. Han satte
klart frem kravet til _realisme_ i literaturen, og han vilde man skulde
sætte problemene op til debat.

Vi har set (se s. 140) at vi hadde flere tilløp til realisme hjemme i
Norge alt i 1850-aarene. Og med „Amtmandens døtre“ hadde _Camilla
Collett_ sat et samfundsspørsmaal op til debat. Siden hadde baade
_Bjørnson_ og _Ibsen_ tat emner og problemer fra samtiden ind i sin
digtning. Ibsen var blit kjendt med Brandes i seksti-aarene; og han gav
Brandes mange impulser. Allikevel kom omslaget braat her hjemme. Ibsen
skrev at Brandes’s „Hovedstrømninger“ satte „et svælgende dyp mellem
igaar og idag“. Literaturen i de næste 20 aar er fyldt av
samfundsskildringer fra samtiden. Digterne satte det ene spørsmaal efter
det andre op til debat, og som oftest angrep de forholdene som de var. I
80-aarene naadde denne retning høidepunktet (_naturalisme_), og man
skildret helst det mørke og stygge i livet.

I 1870-aarene fik man ogsaa et mer realistisk syn paa den norrøne fortid
og vor historie i det hele. _Sophus Bugge_ viste at Edda-digtningen ikke
var saa gammel som man hadde ment, men at den var blit til i
vikingtiden, og i meget var den paavirket av kristendommen. _Ernst Sars_
viste i sin _Udsigt over den norske historie_ et nyt syn paa
sammenhængen i hele vor historie (se s. 124).

*Bjørnstjerne Bjørnson* kom hjem til Norge i 1875. Da slog han sig ned i
Gausdal, hvor han hadde kjøpt gaarden Aulestad. For fremtiden hadde han
sit hjem her; men han var ofte ute og reiste: en gang var han helt over
i Amerika og holdt foredrag.

Fra utlandet sendte Bjørnson hjem sine to første _nutidsdramaer_. Det
var _Redaktøren_ (med emne fra politikken) og _En fallit_ (med emne fra
forretningslivet). Litt senere i 70-aarene kom _Kongen_, hvor han
drøfter spørsmaalet om kongedømme eller republik, og endelig _Det nye
system_ og _Leonarda_[54]. I disse aarene kom ogsaa fortællingene
_Magnhild og Kaptein Mansana_.

[Footnote 54: „Leonarda“ vakte en heftig teaterstrid i Kjøbenhavn.]

Som før kjæmpet Bjørnson med i alle store strids-spørsmaal som var oppe.
Han var en av førerne for venstre i flagstriden og vetostriden i 70- og
80-aarene, i unionsstriden i 90-aarene. Han tok mange ganger del i
striden om religiøse spørsmaal; fra slutten av 70-aarene kom han bort
fra kristendommen og skilte mer og mer lag med sine gamle venner,
grundtvigianerne. I maalstriden sluttet han sig til _K. Knudsen_ (se s.
143) og fornorskingen, og arbeidet mot landsmaalet. Han skrev om
opdragelsesspørsmaal og sedelighetsspørsmaal og meget mer. Han siger
selv:

   „At være hvor det netop gjaldt,
   det var mig næsten mer end alt
   som ved min pen blev fæstet.“

Han var med paa folkemøter, og han holdt foredrag, han sendte ut
smaaskrifter, og han skrev en mængde blad-artikler for det han mente var
ret. Som taler virket han overvældende paa tilhørerne. Han kunde bruke
sterke ord i striden; men han sa selv:

   „Jeg kjæmper helt foruten had;
   det som jeg elsker, gjør mig glad,
   skjønt varm og vred tillike.“

Bjørnson førte ofte stridsspørsmaalene ind i sin digtning, og nogen av
hans digterverker er grodd frem av striden. I 1883 kom skuespillet _En
hanske_ med krav paa samme moral for mand som for kvinde. Der blev i de
følgende aar en sterk strid om „hanskemoralen“ i bok og blad. Samme aar
kom skuespillet _Over ævne_, første stykke. Det drøftet det religiøse
spørsmaal. — Aaret efter kom romanen _Det flager i byen og paa havnen_
med Bjørnsons idéer om opdragelsen. Nogen aar i forveien hadde han
skrevet fortællingen _Støv_ og var der kommet ind paa det samme
spørsmaal. Saa kom lystspillet _Geografi og kjærlighet_. I romanen _Paa
Guds veie_ (1889) er det igjen de religiøse spørsmaal som blir drøftet.

Efter 1890 har Bjørnson git ut nogen mindre _Nye fortællinger_ og en
stor, _Mary_. I 1895 kom skuespillet _Over ævne_, andet stykke. Her
drøfter Bjørnson det sociale spørsmaal og sætter det i sammenhæng med
det religiøse, som var behandlet i „Over ævne“ I. I skuespillet _Paul
Lange og Tora Parsberg_ skildrer Bjørnson den politiske partikamp og gir
paa samme tid en fin menneskeskildring. Bjørnsons sidste skuespil var
_Laboremus_, _Paa Storhove_, _Daglannet_ og _Naar den nye vin
blomstrer_ (1909). Av lyriske digt fra denne tid skal vi nævne
universitets-kantaten _Lyset_ og digtet _Syng mig hjem_.

Bjørnson fik en stilling i folket som mindet om Wergelands. Han var
digter og politiker, folkefører og folkelærer. Der var ogsaa mange træk
i Bjørnsons karakter som mindet om Wergeland. Han var hjælpsom mot dem
som trængte hjælp. Han sa selv: „For de smaa har jeg slaas fra min
første dag i skolen; jeg tror ikke noget i min natur er sterkere end
dette.“ Han hadde en lys tro paa menneskene, og paa at det gode vilde
seire.

Bjørnson var hjemkjær og vennekjær. „Ogsaa naar jeg opholder mig utenfor
Norge, er mine tanker paa Aulestad“, sa han en gang. I digtet „Mit
følge“ siger han:

   „Se, deri er jeg av snegle-arten,
   at huset bærer jeg med paa farten.“

Disse ordene gjælder i grunden om hele landet. Det var hans hjem i
videre forstand. En gang fortalte tyske aviser at han vilde slaa sig ned
i Tyskland fordi han var lei av striden hjemme. Da skrev han: „Jeg vil
bo i Norge; jeg vil pryle og pryles i Norge; jeg vil synge og dø i Norge
— vær viss paa det!“

Bjørnson blev kjendt og læst langt utenfor Norge. Hans bøker er oversat
paa mange sprog, og mange av hans stykker er blit spillet paa teatrene i
utlandet. I 1903 fik han Nobelprisen i literatur i Stockholm.

I et hyldningsdigt til Bjørnson siger _Knut Hamsun_:

   „Alt saa du dig tid til: at rydde, at hegne, at nære,
   og alt tok du paa dig, din bredde var skapt til at bære.“

                   *       *       *       *       *

   „Saa en kveld vil stumhet ruge
   langs vor lange kyst.
   Fjeldet staar og lytter, bier —
   ingen svarer, landet tier.
   Naar han tier, blir det tyst.“

Bjørnson døde i Paris i april 1910, men ligger begravet i Kristiania.

*Henrik Ibsen* sendte hjem drama efter drama fra utlandet. Av og til var
han hjemme paa korte besøk. Da han var hjemme i 1874, blev han hyldet av
studentene med et fanetog. Først fra 1891 bodde han fast i Kristiania.

I 1877 sendte Ibsen ut _Samfundets støtter_; med dette drama gik han
„over fra nationalpolemik til samfundspolemik.“ Stykket er en motsætning
til „De unges forbund“ og er nærmest et angrep paa det officielle
hykleri; det er et sterkt indlæg for sandhet og frihet. To aar efter kom
_Et dukkehjem_, som drøfter kvindens stilling i egteskapet og samfundet.
I 1881 kom _Gengangere_ om slegtsansvaret, med emne fra den moderne
arvelighetsgransking, en slags skjæbnetragedie og samfundstragedie paa
én gang. Det vakte stor strid og „et kritisk uveir“. Teatrene i
Kristiania og Kjøbenhavn negtet at spille det. Næste aar gav Ibsen svar
paa angrepene i dramaet _En folkefiende_, hvor han som kjæmper for
sandheten, blir kaldt „en folkefiende“ av „den kompakte majoritet“. To
aar efter kom _Vildanden_, som er det første av hans egentlig
_symbolske_ dramaer. Efter det kom — altid med to aars mellemrum:
_Rosmersholm_, _Fruen fra havet_, _Hedda Gabler_, _Bygmester Solness_,
_Lille Eyolf_, _John Gabriel Borkmann_ og _Naar vi døde vaagner_ (1899).
I alle disse stykker møter vi mer eller mindre det symbolske; der er et
mystisk præg over dem, og som en kritiker siger, møter vi det „dæmonisk
romantiske“ her som i hans første arbeider.

Ibsens nutidsdramaer har et naturlig og klart sprog. De følger altid en
skarp og sikker plan. Ibsen hadde en merkelig sans for det som gjør
virkning paa scenen. Karakterskildringene er ypperlige; især har han
forstaat at fremstille forskjellige kvindeskikkelser.

Ibsen blandet sig ikke som Bjørnson direkte op i den politiske,
religiøse eller kulturelle strid. Han hadde en indelukket og
tilbakeholden karakter. I „Ballonbrev til en svensk dame“ siger han:

   „Ser De vel, min kjære frue, —
   i beleiringsringen spændt,
   lukker jeg min lune stue
   for at leve indadvendt.“

Og senere:

   „— Jeg har en skræk for sværmen,
   vil ei stænkes til av bermen.“

Han talte bare gjennem sine digterverker[55]. Ibsen svarer aldrig
direkte paa de spørsmaal han satte op i sin digtning. Han siger selv:

   „Jeg spørger helst; mit kald er ei at svare.“

Allikevel kan man tydelig se hvor digteren staar, især i
samfundsdramaene. Han hævder altid individets ret mot samfundet, og her
er han paavirket av _Søren Kierkegaard_.

Ibsen er mer end nogen anden norsk digter blit kjendt og læst ute i
verden. Alle hans verker er oversat paa mange sprog, og de blir opført
paa teatrene over hele verden. Der er kommet ut en mængde verker om ham
paa mange sprog, men mest paa tysk. Han har faat betydning for den
literære utvikling i de fleste landene i Europa.

Henrik Ibsen døde i Kristiania 1906. Efter hans død er hans _Efterlatte
skrifter_ kommet ut i 3 bind. I dem staar der dels nogen
ungdomsarbeider, som ikke var trykt før, dels en del digt og
avhandlinger, som er spredt omkring i aviser og tidsskrifter, dels
endelig en del utkast til digt og dramaer. Her kan man tydelig følge
Ibsens arbeidsmaate og se hvilket arbeide han har lagt paa sine verker.
Ogsaa en samling _Breve_ fra Henrik Ibsen er kommet ut i to bind.

[Footnote 55: _G. Brandes_ skrev en gang: „Man kan vanskelig tænke sig
en skarpere motsætning end den mellem _Ibsen_, denne digter som sitter
ensom, til alle sider avsluttet mot omverdenen, nede i syden og uten
nogensomhelst distraktion fra sit kald utformer og tilfiler kunstneriske
verker, og saa hans store kaldsbroder i norden, _Bjørnson_, som av
fulde, altfor fulde hænder øser store og smaa artikler om politiske,
sociale og religiøse spørsmaal ut i pressen, sløser med sit navn, aldrig
tar hensyn til den klokskapsregel som byder at gjøre sig sjelden eller
la sig savne, holder taler, agiterer, reiser fra folkeforsamling til
folkeforsamling og befinder sig bedst paa talerstolen med tusen venner
og hundrede motstandere om sig, holdende den hele skare i aande ved sin
djervhet og sin kunst.“]

*Jonas Lie* var født paa Eker 1833; men han levde barndoms-aarene sine
paa Tromsø og fik derved kjendskap og kjærlighet til livet nordpaa. I
tretten-aarsalderen blev han sendt til sjøkadet-institutet i
Fredriksvern; men efter et aars tid maatte han slutte her fordi han var
nærsynt. Han kom nu ind paa Bergens katedralskole, hvor _Lyder Sagen_
den gang endnu var lærer. Sin sidste forberedelse til artium fik han paa
Heltbergs skole sammen med Bjørnson. Samlivet med Bjørnson fik meget at
sige for hans senere utvikling, da han, som han selv siger, „gik der i
Kristiania som ung student, uutviklet, dunkel og uklar som en slags
poetisk seer, en nordlandsk skumrings-natur, som i visse maater skimtet
det som rørte sig i tiden, men utydelig, i tusmørket som gjennem en
vandkikkert“.

                       [Illustration: Jonas Lie.]

Da han hadde tat juridisk embeds-eksamen, var han i flere aar sakfører
paa Kongsvinger, men skrev samtidig _lyriske_ digt, mest leilighetsdigt,
og avisartikler. Paa grund av pengevanskeligheter maatte han slutte med
sakfører-virksomheten og flyttet ind til Kristiania. Her skrev han
(1870) sin første fortælling _Den fremsynte_, en liten historie fra
Nordland, simpelt og rørende fortalt. Den vakte stor opmerksomhet, og
Lie fik navn som en betydelig digter. Han fik stipendier til reiser
baade hjemme og i utlandet. Fra nu av ofret han sig helt for sit
digterkald. „Skal man bli noget tilgagns her i verden“, skrev han selv i
en fortale til en digtsamling han gav ut før ‚Den fremsynte‘, „maa man
ofre kaldet sin hele udelte kraft“. I ham fik sjømandslivet, lodsen og
fiskeren sin digter. Snart efter „Den fremsynte“ kom _Tremasteren
Fremtiden_, _Fortællinger_ _og skildringer fra Norge_ (med bl. a.
fortællingen _Nordfjordhesten_) og _Lodsen og hans hustru_; fremdeles
kan nævnes _Rutland_ og den friske _Gaa paa_. Samtidig hentet han av og
til emnene til sine fortællinger fra de høiere samfundsklasser (_Thomas
Ross_, _Adam Schrader_). Disse romaner er paa en maate rettet mot den
_realistiske_ retning; men i sine senere romaner slog han selv avgjort
ind paa den nye problemdigtning, saaledes i _Livsslaven_ og i _Familien
paa Gilje_ (med ypperlig tidsskildring fra embeds-gaardene paa landet i
første halvdel av det 19de aarhundrede). Senere kom _En malstrøm_,
_Kommandørens døtre_, _Et samliv_, _Maisa Jons_, _Onde magter_, _Niobe_,
_Naar sol gaar ned_, _Dyre Rein_, _Faste Forland_, _Naar jernteppet
falder_, _Ulfvungerne_ og _Østenfor sol og vestenfor maane og bagom
Babylons taarn_ (1905). Her skildrer han hverdagslivet med slaaende
sandhet; med sine varme og fine skildringer „fængsler han vor tanke og
griper vor følelse.“ Oftest har hans bøker „tendens“. De er rettet mot
det han fandt var uretfærdig og hykkelsk i samfundet. Til hans senere
verker hører ogsaa hans to samlinger („tylvter“) eventyr: _Trold_. Han
har ogsaa skrevet nogen dramaer (_Grabows kat_, _Lindelin_ o. fl.).
Jonas Lie fik som Bjørnson[56] og Ibsen en aarlig digtergage av
Stortinget.

Jonas Lie levde mest i utlandet. Men derfor blev ikke landet og
menneskene her hjemme fremmede for ham. Han fører frem for os med like
stort mesterskap „sjøfolk og bønder og sakførere, matadorer i smaabyene,
sjø-officerene paa verftet, sypiken i det daglige slit, embedsfamilien
oppe i bygdene“. Han døde 1908 i Bærum kort efter sin trofaste hustru,
_Thomasine Lie_.

*Kristian Elster* († 1881) viste tidlig digterevne. Men han fik ikke
anledning til at dyrke sit kald. Han var journalist og forstmand og
levde i tunge kaar. Sygdom kom til, og hans arbeide var slitsomt, saa
han fik hverken tid eller kraft til meget literært arbeide. Han døde 40
aar gammel. — Før sin død hadde han skrevet et par fortællinger, blandt
dem _Tora Trondal_. Kort efter hans død kom _Farlige folk_ ut, en roman,
som vakte megen opsigt. Samme aar gav Alexander Kielland ut fire
fortællinger av Elster med titelen _Solskyer_. Da man læste disse bøker,
som kom ut efter forfatterens død, hadde man „en vemodig følelse av at
vor literatur paa samme tid hadde faat og mistet en betydelig digter“,
siger _Henrik Jæger_.

[Footnote 56: _Bjørnson_ frasa sig i 1887 sin, da _Kielland_ blev negtet
digtergage (se s. 170); men han fik den igjen i 1892.]

*Alexander Lange Kielland* var født i Stavanger 1849. Han sluttet sig
helt til den nye realistiske retning; hans bøker drøfter ofte tidens
„problemer“. Han var omtrent 30 aar da han begyndte som digter; han
viste sig at være færdig og moden fra første stund av.

                  [Illustration: Alexander Kielland.]

Kielland var i høi grad _satirisk_ digter. Og det er med satiriske
vaaben han i sine _noveller_ og _romaner_ strider mot hykleri og fordom.
Hans bøker er ofte _polemiske_; de vender sig direkte mot det han finder
skjævt og skakt i samfundet. Men ved siden av det satiriske og polemiske
har han ofte latt det _poetiske_ faa raade helt, saaledes især i de
mange _naturskildringer_ som er flettet ind i hans verker. Han viser sig
paavirket av _franske_ forbilleder, især _Emile Zola_.

Av hans verker skal vi nævne de to samlinger _Novelletter_ og av de
større romaner: _Garmann & Worse_, _Skipper Worse_, _Arbeidsfolk_
(rettet mot embedsmands- og departements-styret) og _Gift_ (nærmest
rettet mot den gamle _latin_-skole). Kielland har ogsaa skrevet nogen
skuespil: _Paa hjemveien_, _Tre par_, _Professoren_ o. fl. Flere av hans
bøker henter sit milieu fra Stavanger. Kielland var en fremragende
stilist, og han behandlet sproget med mesterskap.

I 1885 stod der en meget skarp strid om Kiellands digtning. Bjørnson og
Lie søkte om digtergage for Kielland. Det blev haardt ordskifte om dette
i Stortinget. Det blev den ytre grund til at regjeringspartiet kløvde
sig i moderate venstre og rene venstre. Moderate og høire stemte mot
digtergage, og de var i flertal.

Kielland var en tid redaktør i Stavanger, i 1891 blev han borgermester
der. Senere blev han amtmand i Romsdals amt. Han døde 1906. Efter hans
død er flere _brev_ fra ham offentliggjort. De gir en god forstaaelse av
hans karakter og digtning.

                     [Illustration: Arne Garborg.]

*Arne Garborg* er født i Time prestegjeld paa Jæderen 1851. Hans far var
mørkt pietistisk, og Garborg vokste op under megen tvang. Han blev
omgangsskolelærer like efter konfirmationen. Siden kom han til et
seminar og blev saa lærer og bladmand i Risør, og siden redaktør i
Tvedestrand. Saa reiste han til Kristiania og vilde bli student. Han
slet meget vondt her, men fik artium med udmerkelse i 1875. Han var nu
bladmand en tid og skrev i „Aftenbladet“. Men da han helt sluttet sig
til landsmaalet, opgav han sin stilling der og begyndte at gi ut et
ukeblad _Fedraheimen_. Her skrev han om alle spørsmaal og søkte især at
gjøre europæiske tanker kjendt her i landet. Han kastet sig samtidig ind
i maalstriden og skrev avhandlinger om _Den ny-norske sprog- og
nationalitets-bevægelse_.

Garborg stod i førstningen i strid med den nye retning i literaturen.
Men det varte ikke længe før han slog om, og helt sluttet sig til den. I
„Fedraheimen“ skrev han flere smaafortællinger og likesaa sin første
større bok _Ein fritenkjar_.

Han blev i 1883 statsrevisor og gav samme aar ut _Bondestudentar_ om
bondegutten som vil bli embedsmand, men som i striden for det tar skade
paa sin sjæl. Nu blev Garborg almindelig anerkjendt som digter. I
1880-aarene var der skarp literær strid. Den realistiske digtning gik
over i den _naturalistiske_, som i særlig grad skildret det stygge og
uhyggelige i livet. En bok av _Hans Jæger_ var saa vidtgaaende at
myndighetene konfiskerte den. Mange saa i det et brud paa aandsfriheten,
og der var stor strid i avisene baade om det og om de moralske spørsmaal
ellers (bohême-striden og „Hanske“-striden). Garborg sluttet sig her til
de ytterliggaaende. Hans roman _Mannfolk_ vidner om det. Denne bok vakte
ogsaa strid, og Garborg mistet sin statsrevisorpost. Han reiste da fra
Kristiania og flyttet til Kolbotnen i Østerdalen. Her skrev han sine
_Kolbotn-brev_ med skildringer fra livet oppe i fjeldene. Her skrev han
ogsaa skuespillet _Uforsonlige_, som er rettet mot politikerne. Kort
efter gav han ut romanen _Hjaa ho mor_. Baade den og flere av hans
senere bøker hører til den „psykologiske“ literatur.

Garborg fik nu reisestipendium, og han reiste til Tyskland og Italien.
Han beskjæftiget sig mer og mer med religiøse spørsmaal. _Trætte mænd_
handler om den livstrætte som finder trøst i religionen. I en
sammenhængende række bøker (romanen _Fred_, skuespillet _Læraren_,
fortællingene _Den burtkomne faderen_ og _Heimkomin son_) drøfter han
indgaaende de religiøse spørsmaal og samfundsspørsmaalene. Han gir ogsaa
flere skildringer fra Jæderen i dem. Det samme gjør han i
_Knudaheibrev_, skrevet under sommerophold paa Jæderen. Her gir han
ogsaa mange interessante oplysninger om sit liv. I det lyriske digt
_Haugtussa_ og fortsættelsen _I Helheim_ er det ogsaa religiøse
spørsmaal som er det centrale. I „Haugtussa“ er der mange
naturskildrende lyriske digt som er kjendt og blir sunget over hele
landet. Garborg har ogsaa ellers skrevet mange lyriske digt;
fædrelandssangen _Gud signe Norigs land_ er kjendt over hele landet.

Han har ogsaa skrevet mange polemiske avhandlinger, særlig i
maalstriden, men ogsaa om mange andre samfundsspørsmaal.

Garborg bor nu i Asker ved Kristiania.

*Amalie Skram* († 1905) var født i Bergen. I ungdommen gjorde hun
mange reiser til sjøs med sin første mand, som var skibskaptein. I
80-aarene stod hun paa den ytterste naturalistiske fløi. Hendes mest
kjendte verk er slegtssagaen _Hellemyrsfolket_ i 4 deler. Det er en
fattig og elendig strilefamilie hun skildrer, og hun kommer meget ind
paa spørsmaalet om arvelighet. Sproget er kraftig. Hun har skrevet mange
flere romaner og noveller. Hun blev gift med en dansk forfatter, Erik
Skram, og bodde i Kjøbenhavn de sidste 20 aar av sit liv. Hun var sterkt
nervøs, og det kommer ofte frem i hendes bøker. Hun var misnøid med
forholdene i Norge og vilde helst kaldes „dansk forfatterinde“.


                          5. Tiden efter 1890.

1880-aarene hadde været fyldt av strid om mange spørsmaal, politiske og
sociale, religiøse og moralske, literære og sproglige. 1890-aarene blev
en meget roligere tid. Det kom ikke mindst av at det ikke længere var
problemene som blev sat op til debat i literaturen. Man var lei av de
naturalistiske livsskildringer. Ogsaa i Danmark vendte man sig mot
naturalismen. Her i Norge brøt Garborg med naturalismen i „Trætte mænd“;
og han skrev mer „psykologiske“ verker eller lyriske digt. Ibsens
dramaer fra 1890-aarene er sterkt „symbolske“ (se s. 166). Der blev
mange forskjellige strømdrag i det literære liv; men endnu ligger tiden
for nær vor tid til at den kan faa _historisk_ behandling. Vi skal
derfor bare gi en kort oversigt.

*Knut Hamsun* var en av dem som vendte sig sterkest mot
problemdigtningen, som han kaldte „ukunstnerisk tendensdigtning“. Han
hævdet „kunsten bare for kunsten“[57] (_artisme_). Hamsun er født i Lom
i Gudbrandsdal 1859 av gammel bonde-æt; men han var ikke mer end 4 aar
da han flyttet til Nordland med forældrene. I ungdommen var han en tid
skomaker i Bodø, og da gav han ut et par bøker. Men snart reiste han ut,
og da fik han prøve noget av hvert. Han var baade skolelærer og
lensmandskar, stenbryter og veiarbeider. Saa reiste han til Amerika hvor
han prøvde mange ting. Siden kom han hjem og begyndte at skrive i aviser
og holde foredrag.

[Footnote 57: „l’art pour l’art.“]

I 1890 gav han ut romanen _Sult_, og den skaffet ham med en gang navn
som digter og stilkunstner. Den er en „psykologisk“ roman, og
forfatteren gransker og skildrer sjælstilstanden og de indre oplevelser
hos en forfatter som maa kjæmpe sig frem i sult og nød. Et par aar efter
kom romanen _Mysterier_, som er fuld av mystik og lyrik og en mængde
fantastiske indfald. Men ogsaa her er det sjæleskildringen forfatteren
har lagt mest vegt paa. I et par mindre bøker (_Redaktør Lynge_ og _Ny
jord_) angrep Hamsun presseforholdene og de literære forhold i samtiden.
I 1894 kom _Pan_ med fine naturskildringer fra Nordland. Siden har
Hamsun git ut mange romaner og en del skuespil. I dem alle lægger han
vegt paa sjæleskildringen; i mange av dem er der polemiske utfald mot
forhold i samtiden. Ofte er der lyriske naturskildringer; stilen er
artistisk og fantasifuld. Hamsun har ogsaa git ut en digtsamling.

Hamsun har gjort en lang reise til Rusland og Kaukasus, og git fine
skildringer fra reisen (_I eventyrland_). Hamsun er sterkt paavirket av
russiske forfattere, især av _Dostojevskij_, desuten ogsaa av den tyske
filosof _Nietzsche_. Hamsuns bøker blir læst meget i Rusland, og de er
oversat til russisk alle sammen. Han bor nu paa Hamarøy i Nordland.

*Gunnar Heiberg* er født i Kristiania 1857. Han gav ut sin første bok i
1884; det var skuespillet _Tante Ulrikke_. Heiberg er først og fremst
satiriker, og hans første skuespil er en samfundssatire og hører nærmest
sammen med problemdigtningen i 1880-aarene. Emnet er tat fra den sociale
kamp i samtiden. Først seks aar efter kom Heibergs næste bok,
skuespillet _Kong Midas_. Det var rettet mot den moraliserende digtning
og særlig mot den, slik som Heiberg fandt den repræsentert hos Bjørnson.
Den er et av de verker som vidner om omslaget omkring 1890. Siden har
Heiberg git ut mange skuespil, saaledes flere satiriske samfundsdramaer;
mot norsk politik rettet han _Folkeraadet_ og _Jeg vil verge mit land_.
I en række dramaer skildrer han den magt den erotiske kjærlighet har
over sjælelivet. Det mest kjendte av dem er _Kjærlighetens tragedie_.
Flere av Heibergs stykker er blit opført paa teatrene. Heiberg har
skrevet mange avisartikler. Baade i dem og i dramaene bruker han et
klart og kunstnerisk sprog. Som Hamsun er Heiberg først og fremst
kunstner.

*Sigbjørn Obstfelder* var født i Stavanger 1866. Han reiste meget
omkring baade i Amerika og Europa og levde meget i Danmark. Han døde i
Kjøbenhavn 1900. Obstfelder skrev ikke meget; men det han skrev, gir ham
en særstilling. I 1893 kom en digtsamling ut; siden kom der flere smaa
noveller (f. eks. _Korset_), et drama, og efterat han var død _En prests
dagbok_. Han skildrer især smerten og sorgen ved livet, og han er altid
fyldt av forundring over tilværelsen. Formen var original og ny; sproget
er rytmisk og melodisk.

*Thomas Krag* var født i Kragerø 1868; han vokste op i Kristianssand. I
1891 kom hans første bok, fortællingen _Jon Græff_; som flere andre av
hans bøker var emnet og miljøet hentet fra Sørlandet. Der er mystik og
lyrik i hans fortællinger og romaner baade over menneskeskildringene og
naturskildringene. Svært ofte er det den hjemløse og ulykkelige han
skriver om. Krag bodde i mange aar i Kjøbenhavn og døde der 1913.

*Johan Bojer* er født i Trøndelagen 1872. Han har mest skrevet romaner,
saaledes _Et folketog_ og _Den evige krig_ rettet mot politikken. Av
hans andre romaner skal vi nævne _Troens magt_ og _Vort rike_. Han har
ogsaa skrevet nogen skuespil.

*Nils Collett Vogt* er lyriker. Han er født i Kristiania 1864; han har
mest bodd i utlandet, og derfra har han sendt hjem flere digtsamlinger
(den første i 1887).

*Per Sivle* var født i Sogn 1857, men vokste op paa Voss. Han var
bladmand i Kristiania i flere aar. Han døde der 1904. Sivle har skrevet
en mængde digt; i unionstiden skrev han mange politiske kampdigt og
fædrelandssanger (f. eks. _Vi vil os et land_, _Varde_). Han er sterkt
paavirket av den norrøne digtning, mest i _Olavskvæde_ (der staar det
kjendte digt _Tord Foleson_). Sivle skrev ogsaa mange _Sogor og stubbar_
og _Fortællinger_. Han skrev baade paa landsmaal og riksmaal.

*Hans E. Kinck* er født i Finmarken 1865. Han vokste op i Sætersdalen og
siden i Hardanger. Han studerte filologi og fik endog en videnskabelig
pris ved Universitetet. Han har reist meget, mest har han været i
Italien. I 1893 kom Kincks første bok; det var fortællingen _Huldren_ om
en stakkars halvtomset bondegut. Miljøet er fra Hardanger; og siden har
Kinck stadig git folkelivsskildringer enten fra Hardanger eller fra
Sætesdal. Men midt i folkelivsskildringene gir han ogsaa dyptgaaende
skildringer av sjælelivet hos den enkelte. Han har ogsaa git mange
naturskildringer. Bjørnson skrev en gang om Kinck: „Hans bondeskikkelser
stiger lyrisk op som dalens, fjeldets, havets utløste indhold;
bygdefolket er en mangestemmet forkyndelse av naturen de lever i og
basker med“. Ogsaa fra Italien har Kinck ofte hentet emnene til
sine verker. Kincks mest kjendte verker er novellesamlingen
_Flaggermusvinger_, romanen _Emigranter_ og det vældige skuespil
_Driftekaren_. Sproget er sterkt fyldt med dialektord.

*Jens Tvedt* er født i Søndhordland 1857. Han har været lærer og
bibliotekar i Stavanger. Tvedt har mest skrevet om folket i
vestlandsfjordene. Som ingen anden har han vist os bondelivet og selve
bøndene paa Vestlandet. Han fortæller alt aapent som det er. Han skriver
paa landsmaal med en fin humoristisk stil, og han bruker mange ord fra
hjembygden. Tvedts første bok var _Inn i fjordane_ (1885). Av hans
senere bøker nævner vi fortællingene _Vanheppa_, _Godmenne_, _Briteper_,
_Madli und’ apalen_ og _Djup jord_.

*Ivar Mortensson* er født i Østerdalen 1857. Han var sterkt med i den
politiske strid i førstningen av 1880-aarene. En tid var han redaktør;
nu er han prest. Han har skrevet baade digt og skuespil paa landsmaal.
Mest kjendt er „sogespelet“ _Varg i veum_ med emne fra vikingtiden. Han
har oversat _Edda-kvadene_ til landsmaal.

*Vetle Vislie* er født i Telemarken 1858; nu er han rektor i
Kristiansand. Han har skrevet et par skuespil, saaledes _Utan hovding_
med emne fra politikken; han har skrevet flere fortællinger; i
_Solvending_ vender han sig mot naturalismen.

*Rasmus Løland* var født i Ryfylke 1861. Han blev tidlig sykelig og
kunde bare ha let arbeide. Han begyndte at sende bygdebrev til
„Fedraheimen“ (se s. 171), og nogen fortællinger paa landsmaal sendte
han ind til Garborg, som hjalp ham til at faa bøkene ut. I 1894 kom han
selv til Kristiania. Løland skrev mange bøker; men sygdommen øket, og
han døde høsten 1907. — Løland skrev mange større fortællinger; av dem
skal vi nævne _Paa sjølvstyr_ og _Aasmund Aarak_. Løland har ogsaa
skrevet flere guttebøker, saaledes _Smaagutar_. Han skrev en god og klar
stil.

*Hans Aanrud* er født 1863 i Gausdal. Han var en tid journalist i
Kristiania. Han har skrevet ypperlige folkelivsskildringer fra
hjembygden. Det første bind fortællinger kom ut i 1891, og siden er der
kommet flere samlinger. Høiest staar han naar han fortæller om gamle
eller om barn. Han har ogsaa git ut et par større fortællinger _Sidsel
Sidsærk_ og _Sølve Solfeng_ med ypperlige barneskildringer. I
fortællingene hans er der ogsaa mange fine naturskildringer. Han har en
stor humoristisk evne; det kommer sterkt frem i hans skuespil _Storken_,
_Høit til hest_ og _Hanen_. Sproget er fint og friskt.

*Jacob B. Bull* er født 1853 i Østerdalen. Han har mest skrevet
folkelivsskildringer fra Østerdalen og historiske romaner og skuespil.

Foruten dem som er nævnt, har der været flere forfattere. _Alvilde
Prydz_ og _Tryggve Andersen_ har skrevet romaner, _Vilhelm Krag_
romaner, lystspil og lyriske digt, _Kristofer Randers_ og _Theodor
Caspari_ lyriske digt, _Anders Hovden_ fortællinger og lyriske digt paa
landsmaal, _Peter Egge_ romaner og fortællinger, _Mons Lie_
fortællinger, dramaer og lyriske digt, _Bernt Lie_ fortællinger og
guttebøker, _Ragnhild Jølsen_ († 1908) fortællinger, _Jacob Hilditch_
folkelivsskildringer og fortællinger, _Sven Moren_ og _Hans Seland_
fortællinger paa landsmaal.

I de sidste aar har mange nye digtere sendt bøker ut. Men de staar endnu
vor tid for nær til at vi kan nævne dem her.



                    De forskjellige literaturarter.


Et folks _literatur_ (av det latinske ord literæ, egentlig bokstaver) er
de skrifter som er forfattet paa folkets sprog.

Literaturen deles i *poetisk literatur* (skjønliteratur) og *prosaisk
literatur*. Poesi kommer av et græsk ord som egentlig betyr
frembringelse. Prosa er latinsk ord, som betyr likefrem (neml. tale).
Den poetiske literatur er overalt vokset frem før den prosaiske.

Den prosaiske literatur kan vi dele i _videnskabelig_ literatur,
_religiøs_ literatur og _politisk_ literatur. Literaturhistorien har
egentlig bare med skjønliteraturen at gjøre; fagliteraturen, som er
særlig videnskabelig, særlig religiøs og særlig politisk, ligger utenfor
den. Men ofte vil fagliteraturen eller visse grener av den ha stor
betydning for skjønliteraturen, f. eks. den _historiske_ literatur. Og
ofte vil fagliteraturen høre ind under skjønliteraturen. Det gjælder f.
eks. salmer og religiøse sanger. Literaturhistorien maa ta hensyn til
det og tar derfor ofte med meget av fagliteraturen.


             Den poetiske literatur eller skjønliteraturen.

Literaturen viser et folks dannelsestrin. Især er det tilfældet med
skjønliteraturen; for digteren gjengir det som lever og rører sig i
folket, og det folket tænker og føler:

   „Og folket lever først paa skalders munde,
   dets tanker maa sit mæle faa.“

siger _Henrik Wergeland_.

_Digtekunsten_ hører likesom _tonekunsten_, _malerkunsten_,
_billedhuggerkunsten_ og _bygningskunsten_ til de _skjønne_ kunster. Den
videnskap som handler om kunsten og dens væsen og former, kaldes
_æstetik_.

Den poetiske literatur er dels i _bundet_, dels i _ubundet_ stil.
_Bundet_ kaldes stilen naar den er avhængig av visse bestemte regler,
naar tankene blir ordnet i regelmæssige avsnit (_vers_), og der er et
regelmæssig skifte av betonede og ubetonede stavelser (_versemaal_ eller
_metrum_). Paa øret virker dette skifte som en slags musik (_rytme_), og
_rimet_, som nu almindelig blir brukt, øker dette indtryk. Men rimet er
ikke nødvendig for den bundne stil. _Ubundet_ kaldes stilen naar den
ikke er knyttet til slike faste regler. Man maa merke at poesi ikke bare
er det som er skrevet i bundet stil, en sprogbruk som stundom forekommer
i daglig tale, men al skjønliteratur.

Den poetiske literatur deler man i _tre_ hovedgrener:

              I.  Episk digtning eller fortællende digtning.
             II.  Lyrisk digtning eller stemningsdigtning.
            III.  Dramatisk digtning eller skuespildigtning.


                           I. Episk digtning.

Episk kommer av det græske ord _epos_, egentlig ord, saa fortælling. Den
episke er den ældste og oprindeligste av digtartene. Den fortæller
oprindelig om stordaader eller om begivenheter som har vakt hele folkets
beundring og deltagelse og saaledes virket samlende og styrkende paa
folket. Den episke digtnings inddeling:


           A. Ren episk eller likefrem fortællende digtning.

I den fortæller digteren almindelig bent frem forskjellige begivenheter,
som enten er virkelige eller opdigtet uten at fremsætte de tanker og
følelser som de vækker hos ham.

1) _Det heroiske epos_ eller _heltedigtet_ er den ældste av al slags
digtning. Det fortæller om en række storartede begivenheter, med en
enkelt person (digtets _helt_) eller æt eller et enkelt folk til
midtpunkt. Eks. _Iliaden_ og _Odysseen_, Vergils _Æneide_, heltedigtene
i _den ældre Edda_, den tyske _Niebelungenlied_, den finske
_Kalevala-sangen_ og Tegnérs _Frithjofs saga_. Som eksempel paa det
_religiøse epos_ kan nævnes den italienske digter Dantes _Guddommelige
komedie_ og Wergelands _Skabelsen, mennesket og Messias_.

2) _Idyllen_ (av et græsk ord, som betyr et litet billede) viser os, i
motsætning til heltedigtet med dets storslagne begivenheter og et
urolig, skiftende liv, det stille, jevne menneskeliv i simple,
oprindelige og naturlige forhold uten større kamper og sorger. Eks.
Mauritz Hansen: _Lille Alvilde_, Goethe: _Hermann und Dorothea_,
Runeberg: _Hanna_.

3) _Fortællende digt_ skildrer menneskelivet, som det almindelig er med
stadig skifting av godt og ondt, av glæder og sorger. Eks. Jørgen Moe:
_Truls og Inger_, _Blomster-Ole_, Ibsen: _Terje Viken_, Runebergs
_Fänrik Ståls sägner_; eks. paa _komiske_ fortællende digt: Wessel:
_Smeden og bageren_.

4) _Folkesagn_ handler dels om guder (_gudesagn_), dels om historiske
personer (_historiske sagn_) og dels om overnaturlige væsener: nøk,
hulder, havfruer o. s. v. (_mytiske sagn_). Eks. Faye: _Norske
folkesagn_, Asbjørnsen: _Huldreeventyr og folkesagn_.

5) _Folke-eventyret_ er en fri lek av indbildningskraften, som fører os
ind i en trylleverden, hvor virkelig og uvirkelig, naturlig og
overnaturlig gaar i ett. Eks. Asbjørnsens og Moes _Norske
folke-eventyr_. Av utenlandske folke-eventyr er _Tusen og en nat_ og
_Grimms eventyr_ de mest kjendte.

6) _Legender_ eller sagn om helgener.

7) _Romanen_ har sit navn av at den kom op hos de _romanske_ folk. Den
skildrer livet i dets forskjellige skikkelser. Forat romanen kan danne
et sammenhængende hele, maa der være en hovedhandling som slutter sig om
hovedpersonen eller _helten_ i romanen. Man skjelner mellem _historiske
romaner_ (Walter Scotts, Ingemanns historiske romaner, A. Munch: _Pigen
fra Norge_) og _nutidsromaner_ (Camilla Collett: _Amtmandens døtre_,
Kiellands romaner, Garborg: _Bondestudentar_). Utenlandske
romanforfattere: Cervantes: _Don Quixote_ (spansk), Defoe: _Robinson
Krusoe_, Dickens, Marryat (engelske), Victor Hugo, Jules Verne, Alphonse
Daudet (franske), Topelius: _Feltskärns berättelser_.

8) _Noveller_ (et fransk ord, egentlig nyheter, nye tildragelser) og
_fortællinger_ er mindre omfattende end romanene og holder sig mest til
hverdagslivet. Eks. paa _danske_ novelleforfattere: Blicher, fru
Gyllembourg, paa norske: Mauritz Hansen, Bjørnson, Jonas Lie.
_Novelletter_ kaldes ganske smaa stemningsbilleder (Kielland).
Utenlandske novelleforfattere: Boccacio (italiensk), Auerbach, Fritz
Reuter (tyske), Fredrika Bremer, Aug. Blanche (svenske).


                      B. Episk-didaktisk digtning.

Ordet _didaktisk_ betyr belærende, og denne digtning vil indprente
almene sandheter.

1) Det _komiske epos_ (komisk _heltedigt_) er en komisk efterligning
(_parodi_) av heltedigtet. Eks. Holberg: _Peder Paars_. Det omvendte av
parodi er _travesti_ (ital.; egentlig omklædning), hvor det store og
ophøiede blir trukket ned i det lave. Eks. Wessel: _Gaffelen_.

2) Fortællende _satiriske_ digtninger. Eks. Horats’s satirer,
Paludan-Müller: _Adam Homo_. Om satire se under lyrisk-didaktisk
digtning.

3) _Fabelen_ (et latinsk ord, som egentlig betyr fortælling) gir en
eller anden lærdom gjennem et billede, hentet fra naturen, især fra
_dyreverdenen_. Dyrene optræder og handler her som mennesker. Den lærdom
som ligger i fabelen kaldes dens moral. Eks. Æsop, Fædrus, Holberg,
Wergeland.

4) _Parabelen_ (græsk; egentlig sammenligning) eller _lignelsen_ gir en
lærdom, især en religiøs, i et billede hentet fra _menneskelivet_.

5) _Allegorien_ (græsk; billede) gir ogsaa en _billedlig_ fremstilling
av en eller anden, ofte en religiøs sandhet. Til forskjel fra parabelen
har i allegorien altid hvert led i billedet et tilsvarende led i det som
skal bli avbildet. Eks. A. Stub: _Livets seilas_, Jørgen Moe:
_Ungbirken_, _Den gamle mester_.

6) _Kunsteventyret_ er næsten altid belærende. Eks. _Andersens eventyr_.


                       C. Episk-lyrisk digtning.

De digt som hører til denne slags, er nærmest _episke_; men da der i dem
altid klinger en bestemt _stemning_ eller _følelse_ igjennem, tung,
vemodig, glad, spøkefuld o. s. v., kan de kaldes _episk-lyriske_.

1) _Folkevisene._ I dem bryter den lyriske stemning mest frem i
_omkvædet_. Samlinger av norske folkeviser av Sophus Bugge og Landstad.

2) _Romanser_ og _ballader_ kaldes mindre episk-lyriske digt; de er ofte
efterligninger efter folkeviser. Romansen har likesom romanen faat navn
av at den kom op hos de _romanske_ folk. Balladen (et spansk ord,
egentlig dansevise) traadte først frem hos englændere og skotter.
Navnene blir nu ofte brukt om hverandre, saa grænsen er svævende. Eks.
Goethe: _Erlkönig_, Heine: _Lorelei_, Edv. Storm: _Sinklarsvisen_,
Welhaven: _En vise om Hellig Olav_, _Asgaardsreien_, _Dyre Vaa_,
Bjørnson: _Magnus den blinde_, _Olav Tryggvason_. Eks. paa større
episk-lyriske digt er Wergelands _Den engelske_ lods.


                          II. Lyrisk digtning.

I de lyriske digt er digterens _stemninger_ og _følelser_ det alt
overveiende. Da disse digt derfor nærmest taler til følelsen, gjælder
det samme om dem som om de episk-lyriske digtninger, at deres virkning
stiger naar de blir ledsaget av sang og musik. Alt de græske digtere i
oldtiden foredrog sine kvad til et strenge-instrument, som kaldes
_lyre_; derav navnet _lyrisk_ digtning.


                        A. Ren lyrisk digtning.


                       a) Personlig-lyriske digt.

I dem gir digteren _personlige_ følelser luft, glæde, haap, sorg,
fortvilelse o. s. v. De vigtigste arter er:

1) _Oden_ (græsk; egentlig sang), en begeistret lovprisning av det
store, skjønne og ophøiede. Eks. Wergeland, Klopstock.

2) _Hymnen_ (græsk; egentlig lovsang), den _religiøse_ ode, en
tilbedende lovprisning av det guddommelige. Eks. Brorson, Grundtvig.

3) _Elegien_ (græsk; sørgesang eller klagesang). Ewald: _Klagesang over
Fredrik den 5te_, Wergeland: _Kongen lider_.

4) _Dityrambiske_ digt priser livsglæden. Wergeland, den svenske digter
Bellman.

5) _Naturskildrende digt._ Tullin: _Maidagen_, Wolff: _Nordhavet_,
Wergeland: _Hardanger_, Welhavens naturmalende digt.

6) _Humoristiske_ eller spøkefulde lyriske digt. Schwach: _Mit portræt_.


                       b) Samfunds-lyriske digt.

I dem gjør digteren sig til tolk for de følelser og stemninger som
samler _hele_ folket eller _en del_ av det.

1) I _salmen_ uttrykker han den kristne menighets religiøse følelser.
Den synger man til den saakaldte _koral_ (græsk; salmemelodi).
Salmedigtere: Luther, Kingo, Brorson, J. N. Brun, Grundtvig, Ingemann,
Wexels, Landstad, Blix.

2) I _fædrelandssangen_ (patriotisk lyrik) tolker han hele folkets
fædrelandskjærlighet. Fædrelandssanger av Bjerregaard, Bjørnson og
Garborg.

3) _Leilighetssanger._ Hit hører _kantater_, _mindesanger_ (eks.
Wergeland, Bjørnson), _krigssanger_ (_Bjarkemaalet_, Faber: _Den tapre
landsoldat_), _bryllupssanger_, _selskapssanger_ o. s. v. Rahbek,
Zetlitz, den svenske digter Bellman.


                      B. Lyrisk-didaktisk digtning

vil gi en eller anden lærdom. _Tanken_ (reflektionen) træder her gjerne
vel saa meget frem som følelsen.

1) _Læredigtet._ Petter Dass: _Nordlands trompet_.

2) _Satiren_ (latin; egentlig blanding, dernæst spottedigt) refser
daarskaper og ufuldkommenheter i livet. Satiren kan være _alvorlig_
(bitende, skarp) eller _spøkefuld_. Wessel: _Brodne kar i alle lande_,
Welhaven: _Norges dæmring_. _Parodi_ og _travesti_, som er satiriske
digtarter, er omtalt under episk-didaktisk poesi. Naar digteren lar
satiren gaa ut over en enkelt bestemt person, fremkommer _pasquillen_
(ital.) eller smædedigtet.

3) _Epigrammet_ (græsk; egentlig indskrift) er et litet, ofte satirisk
og vittig digt. Holberg, Wessel, Fasting. Epigrammet nærmer sig ofte til
den episk-didaktiske poesi.


                        III. Dramatisk digtning.

Drama er et græsk ord, som betyr _handling_. I den dramatiske digtning
lar digteren forskjellige personer optræde talende og handlende.

Det som især blir krævd i et drama, er sammenhængende handling og
træffende karaktertegning. Handlingen dreier sig gjerne om en
hovedperson (_helt_), som altid flere bipersoner samler sig om.
Samtalene i dramaet kaldes _dialoger_. Desuten er der ogsaa _monologer_
eller enetaler; men senere dramatiske forfattere bruker dem mindre;
Ibsen bruker dem slet ikke i sine sidste dramaer.

I et drama maa forfatteren først gjennem dets _eksposition_ (latin;
redegjørelse) i de første scener vise os de forhold den følgende
handling vokser frem av; saa begynder handlingen selv; for den vil
interessen vokse alt efter den spænding forfatteren forstaar at holde os
i. Jo større evne den dramatiske forfatter har til at stramme _knuten_ i
handlingen før han paa en eller anden maate løser den, i desto høiere
grad vil han magte at vække opmerksomhet for digterverket.

Navnet skuespil har dramaet faat fordi det i regelen er bestemt til at
bli opført paa et teater eller en skueplads. Den sceniske fremstilling
av et drama er beregnet paa at gi det større liv og anskuelighet, la det
gjøre mer indtryk; den skal fremhæve _illusionen_, d. e. den
indbildning, at det er virkelige tildragelser vi ser for vore øine.


                    A. Tragedien eller sørgespillet

behandler et alvorlig og storslagent emne, ofte et historisk. Man kan
dele tragedien i 3 slags. I _skjæbnetragedien_ er det overnaturlige
eller hemmelighetsfulde magter som styrer skjæbnen. Skjæbnetragedien
blev mest dyrket i den græske literatur, især av Aischylos og Sofokles,
i senere tid især av Schiller. I _karaktertragedien_ er det heltens egen
karakter som avgjør tragedien. Shakespeares tragedier er
karaktertragedier (_Macbeth_, _Hamlet_). _Situationstragedien_ skildrer
en konflikt som skyldes forholdene; ofte er det en pligt som kommer i
konflikt med en anden pligt (Sofokles: _Antigone_); helten kan kjæmpe
for en idé som tiden ikke forstaar, eller som den har forlatt (A. Munch:
_Salomon de Caus_; Oehlenschläger: _Hakon jarl_; Ibsen: _Keiser og
Galilæer_). Ibsens nutidsdramaer har ofte motiver fra alle tre slags
tragedier paa én gang (_Gengangere_).

En _parodi_ paa et sørgespil er Wessels _Kjærlighed uden strømper_.

Tragedie er et græsk ord, betyr egentlig bukkesang og har rimeligvis sit
navn av at en buk blev ofret ved Bakkus-festene, hvor visse sanger blev
sunget.


                     B. Komedien eller lystspillet

tar emnet fra hverdagslivet og gir menneskenes feil og daarskaper til
pris for latteren, for at vise hvorledes menneskene _burde_ være. Ved
siden av at more vil den altsaa oftest ogsaa _belære_. Eks. Holberg,
Hostrup.

Til komedien kan regnes _farcen_, (fransk egentlig blanding = satire,
dernæst løier), hvori baade de komiske forviklinger og de komiske
figurer er meget overdrevet. Eks. Wergelands farcer, som mest er
_satiriske_.

Eks. fra verdensliteraturen paa komedie-digtere: Aristofanes (græsk),
Plautus og Terents (latinske), Calderon de la Barca (spansk), Molière
(fransk).

Komedie kommer av et græsk ord, som betyr drikkelag; oprindelig var
komedie navnet paa lystige sanger, som blev sunget ved Bakkus-festene.


                 C. Det egentlige drama eller skuespil

ligger midt imellem tragedien og komedien og skildrer menneskelivet med
alvorlige og komiske sider, med lys og skygge, slik som vi daglig ser
det for vore øine.

1) _Historiske dramaer_ handler om historiske personer og begivenheter.
Eks. A. Munchs, Bjørnsons og Ibsens historiske dramaer.

2) _Romantiske dramaer_ handler om det forunderlige og hemmelighetsfulde
og henter gjerne emnet fra middelalderens ridderliv, fra folkeviser og
sagn. Eks. Hertz: _Svend Dyrings hus_, Ibsen: _Gildet paa Solhaug_.

3) _Nutidsdramaet_ eller det _borgerlige drama_. Eks. Bjørnsons og
Ibsens nutidsdramaer. Det er i vor tid den almindeligste form for
skuespillet.

4) _Proverbe_ (fransk; egentlig ordsprog) er et ganske litet
konversationsstykke; oftest ligger et ordsprog til grund for det. Dette
ordsprog nævner man ofte som slutningsreplik til publikum. Proverber er
skrevet av den franske digter Alfred de Musset og Octave Feuillet og av
Alexander Kielland.


                           D. Sangskuespillet

forbinder musikken med den dramatiske fremstilling.

1) I _operaen_ (ital.; sangspil) er alt eller det meste beregnet paa at
bli sunget sammen med musik. Teksten (_librettoen_, ital., egentlig en
liten bok) er det underordnede, musikken det væsentlige. Den kan være av
_alvorlig_ indhold (_opera seria_)[58] eller av _komisk_, muntert
indhold (_opera buffa_)[58]. Sangpartiene kaldes _arier_ (ital.;
egentlig sang, vise) eller _recitativer_ (ital.; egentlig det
fremsagte), naar én synger; _duetter_, naar to synger vekselvis eller
sammen; _terset_, naar det er tre; _kvartet_, naar det er fire; _kor_,
naar det er flere som synger sammen.

2) _Operetten_ er et litet sangskuespil. Ogsaa der er musikken det
overveiende; men dialogen har større plads end i operaen.

[Footnote 58: _seria_ (lat.) = alvorlig; _buffa_ (ital.) = løier.]

3) I _syngespillet_ træder dialogen mer frem; bare enkelte sangpartier
er indflettet; disse kaldes oftest _kupletter_ (fransk; egentlig enkelte
vers av en sang). Eks. Ewalds _Fiskerne_, Bjerregaards _Fjeldeventyret_.

4) _Vaudevillen_ (fransk; egentlig folkesang, gatevise) er et litet
syngespil, som altid henter emnet fra det jevne hverdagsliv og gjerne er
humoristisk. Eks. J. L. Heibergs vaudeviller.



                             NAVNEREGISTER


Aanrud, H. 177.

Aakjær, J. 101.

Aall, J. 104.

Aasen, I. 141.

Abrahamson, W. 83.

Andersen, H. C. 96.

Andersen, T. 177.

Are Frode, 12.

Arnor Jarleskald, 9.

Arrebo, A. 32.

Asbjørnsen, P. C. 134.


Baden, J. 63.

Baggesen, J. 84.

Balle, N. E. 62.

Bang, H. 101.

Bastholm, Chr. 62.

Bartholin, T. 28.

Bergsøe, V. 99.

Bjerregaard, H. A. 104.

Bjørnson, B. 146, 163.

Blicher, S. S. 94.

Blix, E. 162.

Bojer, J. 175.

Bording, A. 33.

Brahe, T. 28.

Brandes, G. 100, 163.

Bredal, N. K. 69.

Brorson, H. A. 59.

Brosbøll, J. C. C. 99.

Brun, J. N. 62, 72.

Brun, M. C. 84.

Bruun, K. 151.

Bugge, S. 17, 21, 163.

Bull, J. B. 177.

Bull, O. 128.

Bøgh, E. 99.


Camstrup, O. 60.

Caspari, Th. 177.

Claussøn (Friis), P. 31.

Collett, C. 145.

Collett, P. J. 145.


Daa, L. K. 120.

Dass, P. 34.

Drachmann, H. 100.


Egge, P. 177.

Egil Skallagrimsson, 8.

Eilschow, 62.

Elster, K. 169.

Engelbrektsdatter, D. 38.

Etlar, C. 99.

Ewald, H. F. 99.

Ewald, J. 65.


Falsen, E. 81.

Fasting, C. 79.

Faye, A. 21, 128.

Foss, H. 112.

Friis, J. A. 144.

Frimann, C. 80.

Frimann, P. H. 80.


Garborg, A. 171.

Goldschmidt, M. A. 99.

Gram, H. 59.

Grundtvig, N. F. S. 91.

Grundtvig, S. 17.

Gunnerus, J. E. 63.

Gyllembourg-Ehrensvärd, T. 98.


Hallfred Vandrædeskald, 9.

Hamsun, K. 165, 173.

Hansen, M. C. 104.

Hansen, P. Botten. 153.

Harald Haardraade, 8.

Hauch, C. 94.

Heiberg, G. 174.

Heiberg, J. L. 96.

Heiberg, P. A. 83.

Helgesen, P. 23.

Hemmingsen, N. 28.

Herre, B. 139.

Hertz, H. 97.

Heyberg, N. P. 60.

Hilditch, J. 178.

Holberg, L. 41.

Hostrup, J. C. 98.

Hovden, A. 177.

Huitfeldt, A. 29.

Hummer, L. 32.


Ibsen, H. 152, 166.

Ingemann, B. S. 94.


Jacobsen, J. P. 101.

Janson, K. 161.

Jensen, J. V. 101.

Jensen, Kr. 58.

Jensen, P. A. 140.

Jonsson, A. 31.

Juul, P. 60.

Jæger, H. 172.

Jølsen, R. 178.

Jørgensen, J. 101.


Karl Jonsson, 14.

Kaalund, H. V. 99.

Keyser, R. 141.

Kielland, A. L. 170.

Kierkegaard, S. 100.

Kinck, H. E. 176.

Kingo, T. 33.

Kjerulf, T. 134.

Klopstock, 64.

Knudsen, J. 101.

Knudsen, K. 143.

Krag, T. 175.

Krag, V. 177.


Landstad, M. B. 17, 140.

Langebek, J. 59.

Lie, B. 178.

Lie, J. 168.

Lie, M. 177.

Løland, R. 177.


Magnusson, A. 59.

Meidell, D. 150.

Meltzer, H. 143.

Moe, J. 137.

Moe, M. 17.

Monsen, C. 128.

Moren, S. 178.

Mortensson, I. 176.

Munch, A. 133.

Munch, J. S. 103, 130.

Munch, P. A. 141.

Møller, P. M. 95.


Nilssøn, J. 32.

Nyerup, R. 83.


Obstfelder, S. 175.

Oehlenschläger, A. G. 87.

Olrik, A. 17.


Paludan Müller, F. 98.

Pedersen, Kr. 23.

Pederssøn (Beyer), A. 30.

Pederssøn, G. 29.

Ploug, C. 98.

Pontoppidan, E. 58.

Pontoppidan, H. 101.

Pram, C. 83.

Prydz, A. 177.


Rahbek, K. L. 82.

Randers, K. 177.

Rein, J. 81.

Richardt, C. 99.

Richter, O. 150.

Riis, C. P. 139.

Rosenstand-Goiske, 69.

Ross, H. 143.

Rothe, T. 62.

Rømer, O. 28.


Sagen, L. 103.

Sars, J. E. 124, 163.

Saxo Grammaticus, 14.

Schack, H. E. 99.

Schandorph, S. 101.

Schulze, H. 144.

Schwach, C. N. 104.

Schøning, G. 63.

Seland, H. 178.

Sigvat Skald, 9.

Sivle, P. 175.

Skar, J. 21.

Skram, A. 173.

Sneedorff, J. S. 62.

Snorre Sturlasson, 10, 13.

Steensen (Steno), N. 28.

Steffens, H. 87.

Stockfleth, T. de, 79.

Storm, E. 80.

Strøm, H. 63.

Stub, A. 59.

Sturla Tordsson, 10, 14.

Størssøn, M. 29.

Suhm, P. 63.

Sundt, E. 144.

Syv, P. 29.

Sæmund den frode, 6.


Tausen, H. 24.

Thoresen, M. 157.

Torfæus, T. 28.

Tormod Kolbrunarskald, 9.

Tullin, C. B. 64.

Tvedt, J. 176.


Ulfeldt, L. C. 29.


Vedel, A. S. 28.

Vig, O. 144.

Vinje, A. O. 157.

Vinsnes, H. 139.

Vislie, V. 177.

Vogt, N. C. 175.


Wadskiær, 59.

Welhaven, J. S. C. 115, 130.

Wergeland, H. A. 107.

Wergeland, N. 69, 105.

Wessel, J. H. 73.

Wexels, W. A. 140.

Wied, G. 101.

Wille, H. J. 63.

Wilster, C. 98.

Winther, C. 95.

Wolff, S. O. 104.

Worm, O. 28.


Zetlitz, J. 81.


Østgaard, N. R. 143.

Øyvind Skaldaspillir, 8.



                                INDHOLD


                                                                    Side
     I.  Den gamle norsk-islandske (norrøne) literatur                 5
    II.  Folkedigtningen                                              17
   III.  Den norsk-danske literatur under rikenes forening            21
            (fællesliteraturen)
         1. Reformationstiden (omtr. 1500-60)                         21
         2. Det lærde tidsrum (omtr. 1560-1710)                       24
         3. Ludvig Holberg og hans samtid (omtr. 1710-50)             39
         4. Oplysningstiden (omtr. 1750-1800)                         60
    IV.  Den nyere danske literatur                                   85
     V.  Den nyere norske literatur                                  102
         1. Frihetsbegeistringens tid (omtr. 1814-30)                102
         2. Norskhetstiden (omtr. 1830-40)                           106
         3. Nationalromantikken (omtr. 1840-70)                      128
         4. Realisme og naturalisme (omtr. 1870-90)                  162
         5. Tiden efter 1890                                         173
   De forskjellige literaturarter                                    179
   Navneregister                                                     189
   Indhold                                                           192



      *      *      *      *      *      *



Transcriber’s note:

Obvious errors were silently corrected. Additional changes are listed
below (before/after):

   [p. 47]:
   ... Her blev alt samme aar flere av Holbers komedier ...
   ... Her blev alt samme aar flere av Holbergs komedier ...

   [p. 51]:
   ... tanker (1744); en stor del av hans Espistler hører ogsaa ...
   ... tanker (1744); en stor del av hans Epistler hører ogsaa ...

   [p. 97]:
   ... bl. a. hans satiriske „apokolyptiske komedie“ En sjæl efter ...
   ... bl. a. hans satiriske „apokalyptiske komedie“ En sjæl efter ...

   [p. 104]:
   ... Maurits Hansen kom dit. Han har skrevet en del lyriske ...
   ... Mauritz Hansen kom dit. Han har skrevet en del lyriske ...

   [p. 117]:
   ... og haskhet, og i 1832 gav Welhaven ut en bok, Henrik ...
   ... og hatskhet, og i 1832 gav Welhaven ut en bok, Henrik ...

   [p. 145]:
   ... 1872 i Henrik Wergelands barndomshjem, den gamle Eidsvolds ...
   ... 1875 i Henrik Wergelands barndomshjem, den gamle Eidsvolds ...

   [p. 147]:
   ... Anspændt og mager, mad farve som gipsen, ...
   ... Anspændt og mager, med farve som gipsen, ...

   [p. 177]:
   ... tidlig sykelig og kunde bare ha let-arbeide. Han begyndte ...
   ... tidlig sykelig og kunde bare ha let arbeide. Han begyndte ...





*** End of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Norsk literaturhistorie - For gymnasiet, lærerskoler og høiere folkeskoler" ***

Doctrine Publishing Corporation provides digitized public domain materials.
Public domain books belong to the public and we are merely their custodians.
This effort is time consuming and expensive, so in order to keep providing
this resource, we have taken steps to prevent abuse by commercial parties,
including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Doctrine Publishing
Corporation's ISYS search for use by individuals, and we request that you
use these files for personal, non-commercial purposes.

+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort
to Doctrine Publishing's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a
large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the use of
public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Keep it legal -  Whatever your use, remember that you are responsible for
ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just because
we believe a book is in the public domain for users in the United States,
that the work is also in the public domain for users in other countries.
Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we
can't offer guidance on whether any specific use of any specific book is
allowed. Please do not assume that a book's appearance in Doctrine Publishing
ISYS search  means it can be used in any manner anywhere in the world.
Copyright infringement liability can be quite severe.

About ISYS® Search Software
Established in 1988, ISYS Search Software is a global supplier of enterprise
search solutions for business and government.  The company's award-winning
software suite offers a broad range of search, navigation and discovery
solutions for desktop search, intranet search, SharePoint search and embedded
search applications.  ISYS has been deployed by thousands of organizations
operating in a variety of industries, including government, legal, law
enforcement, financial services, healthcare and recruitment.



Home