Title: Et Juledigt
Author: Frederiksen, Hans Christian
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Et Juledigt" ***


                              ET JULEDIGT



                              ET JULEDIGT


                                   AF
                           H. C. FREDERIKSEN

                    MED TEGNINGER AF AUG. JERNDORFF

                  UDGIVET MED FORFATTERENS TILLADELSE


                           CEDAR FALLS, IOWA
                        DANSK BOGHANDELS FORLAG
                                  1912


            DANNEVIRKE'S TRYKKERI, CEDAR FALLS, IOWA, 1912.



   Jeg sidder en Aften og drømmer i Skjul
   i Moders Stue og tænker paa Jul
   og paa Aaret, som snart er omme,
   paa Juletræet, hvor det skal staa
   med alle Gaverne, store og smaa,
   og paa Aaret, som snart skal komme.

   Jeg synes, jeg hører Klokkers Klang,
   og nynner imens paa en Julesang;
   jeg har saa meget paa Sinde;
   da hører jeg nogen i Forstuen gaar,
   og før jeg véd af det, en Skikkelse staar
   og byder: Guds Fred herinde!

   Hvordan han saa' ud? -- hans Ansigt, hans Dragt?
   var han fattig klædt eller i kongelig Pragt? --
   derom kan jeg intet sige;
   jeg saa' i hans Øjne, jeg hørte hans Ord,
   og aldrig som lille, endsige som stor
   har jeg set eller hørt hans lige.

   Jeg glemte helt baade Sted og Tid,
   jeg glemte Dagens Bulder og Strid,
   jeg glemte min Selvforgudelse; --
   der stod han, det sælsomme Sendebud,
   han kom vel fra ingen anden end Gud;
   det var som Marias Bebudelse.

   Hans Ord blev til Billeder, store og smaa,
   fra Loft og fra Gulv og fra Vægge de saa'
   ind i mig, vinked' og kaldte;
   og alt imens Himmerigs Klokker klang,
   og Alverden sig øved i Julesang,
   han nærmed sig til mig og talte.

   Og hvad der skete ved Aftenskær,
   det lægger jeg frem i Dagen her,
   at ej det skal gaa mig af Minde.
   Det er kun lidt, af hvad han har sagt,
   jeg i disse fattige Linjer fik lagt;
   men en Gnist af hans Ild, et Gran af hans Magt
   -- den Magt, der aldrig kan svinde --
   jeg tænker dog her er at finde.



   Det mærkes, at Aaret helder
   stærkt mod sin sidste Dag;
   Klokken, som Timerne melder,
   slaar snart sit sidste Slag,
     kalder til Regnskab.

   Var Du, hvor Vaabnene synge,
   saa' Du dit eget slaa Gnister,
   fik Du lagt Sten i din Slynge
   og mødte den store Filister --
     Folkenes Skræk og Tynge?

   Sig: fik Du Vabler i Hænderne, --
   din Jord var vel haard at pløje?
   Stod Du rustet til Tænderne,
   og fik Du Hold over Lænderne
     af al din Iver og Møje?

   Red Du din Hest i Trav eller Spring
   eller i Fodsgang kan hænde,
   satte Du Maalet ved nærmeste Sving
   eller ved Verdens Ende? --
     det var dog værdt at kende.

   Hvor er dit Fodspor at finde,
   baned for nogen det Vej,
   staar det som sikkert Minde
   om Kraften, der svulmed i Dig?

   Hvor mange Sten har Du baaret;
   trodsed Du Vind og Vejr?
   Hvor mangen Gang blev Du saaret
   i Kampen for dem, Du har kær?

   Fik Du Dig skaaret en Hyrdestav,
   og hvem har Du vogtet med den;
   hvor er den Plet, hvor Du stod og gav
   Dig selv og dit kæreste hen?

   Hvor mange Saar forbandt Du; --
   bar Du de slagne hjem; --
   hvor mange Stakler fandt Du
   og ledte af Skarnet frem?

   Hvem var din ypperste Lærer, --
   gemte Du Ordet, Du hørte; --
   findes der nogen, som bærer
   Mærker af Ordet, Du førte, --
     nogen, hvis Hjærte Du rørte?

   Blev vore gamle Sange
   ny, naar Du tog dem paa Tunge, --
   digted Du nye Sange, --
   tænkte Du Tanker mange,
     rene, ægte og unge?

   Tændte Du Lys ved din Færden; --
   bor Du i Staden paa Bjærget; --
   blev Du Guds Salt her i Verden,
   og har Guds Ære Du værget?

   Har Du dit Styrkebælte
   hver Dag om Lænderne spændt,
   var Du i Følge med Helte,
   hvis Hjærter i Brand var tændt?

   -- Helte af dem -- de mindste smaa,
   hvis Navne i Verden sig dølge,
   men dog paa Forklaringens Morgen gaa
   med skinnende hvide Klæder paa
     forrest i Mesterens Følge.



   Saadan han talte. Saa holdt han op.
   Alt var saa stille. Der gik en Stund;
   da var det, som vaagned' jeg op af et Blund;
   der gik en Gysen igennem min Krop,
   jeg blev saa forknyt og bange:
   Kravene var mig for mange;
   og alle de Spørgsmaal, som for mig laa,
   hvor kunde vel dem jeg svare paa! --
   og skjule mig kunde jeg ikke
   for alle de spørgende Blikke.

   Da faldt jeg paa Knæ for min høje Gæst
   og talte til ham i min Vaande:
   Jeg er ingen Helgen, er ikke Præst,
   et Menneske er jeg, som Folk er flest,
   kan nok saadan lidt gaa til Haande,
   hvor Kravene er af de ganske smaa;
   men op mod de knejsende Tinder gaa --
   nej, der kan jeg ej drage Aande.
   Gaa rustet lige til Tænderne,
   altid med Vabler i Hænderne,
   altid med Hold over Lænderne,
   og med alt det til Latter for Vennerne,
   altid paa Færde trods Regn og Blæst,
   fra Morgen til Aften i Arbejdsbluse,
   saa strigle Samaritanens Hest
   og saa bære Sten til -- Gud véd, hvilke Huse! --
   -- Ja, da Du stod her og talte nys,
   glemte jeg alt for til Ordet at lytte,
   vilde med ingen i Verden jeg bytte;
   det var, som jeg fik et Indvielsens Kys,
   jeg var med _de tre_ paa Forklarelsens Tind,
   jeg syntes, jeg saa' i Guds Himmel ind;
   i din sælsomme Tale var samlet alt,
   hvad de bedste i hele Verden har talt,
   og de bedste Kunstnere malte;
   den ømmeste Røst, hvormed Moder har kaldt,
   de stærkeste Billeder, Fader har malt,
   stod frem for min Sjæl, mens Du talte.

   Men da Du holdt op, og jeg fik tænkt efter,
   fik maalt dine Krav imod mine Kræfter,
   da saa' jeg, jeg er kun en lille Sjæl,
   og nu er igen jeg bleven mig selv.
   Jeg beder Dig: Gaa med de store Bud,
   jeg beder Dig bønlig: slet ud, slet ud!
   tag fra mig de Billeder rige,
   tag fra mig den svimlende Stige,
   tag fra mig Stierne trange,
   tag fra mig Vejene lange;
   Du kan baade løse og binde, --
   løs mig fra det, jeg dog aldrig kan vinde,
   løs mig fra det, jeg dog aldrig kan naa,
   bind mig til Stedet, hvor alle de smaa
   kan i Magsvejr gaa,
   kan Jorden med Lempe pløje
   uden Modstand og Møje;
   jeg har kun to bløde Hænder,
   er bange for alt, der tænder;
   de store Bud --
   slet dem ud, slet ud!
   gaa fra mig, lang bort, før faar jeg ej Fred;
   tag alle de syge og saarede med,
   de gør her i Verden saa megen Fortræd,
   forstyrrer saa tit de sundes Lykke,
   forstyrrer saa tit vor Husfred og Hygge;
   tag alle de store Skikkelser bort,
   et Menneskeliv er dog altfor kort
   til at faa noget rigtig storladent skabt,
   nej, jeg giver tabt,
   det store volder saa megen Kvide,
   saa giver jeg hellere tabt i Tide,
   i Høvdingehal mig at bænke
   derpaa jeg aldrig tør tænke.



   Et Skridt han tilbage mod Døren gik
   og gav mig et langt, bedrøvet Blik.
   Saa hvisked' han ud i Værelset: Kom! --
   straks blev der en Plads paa Væggen tom;
   han strakte sin højre Haand imod mig,
   straks ét af de store Bud forlod mig.
   Dybt i mit Hjærte jeg følte et Stik,
   men det varede kun et Øjeblik,
   saa var det ovre, -- jeg aanded' saa frit,
   nu var jeg bleven _det_ store Bud kvit;
   jeg følte godt, der blev tomt, hvor det stod,
   og der blev lidt mindre varmt i mit Blod,
   men jeg syntes dog ogsaa, det lettede,
   da ud af min Sjæl han det slettede.
   Atter et Skridt han tilbage gik
   og sendte imod mig et spørgende Blik.
   Der stod saa klart at læse deri:
   Vil Du for flere Krav være fri?

   Jeg svarede med Tavshed. Han læste deri
   jeg vilde for flere Krav være fri.
   Og atter han talte i Stuen hen,
   og fra Væggen et Billed' forsvandt igen;
   atter han strakte sin Haand imod mig,
   og atter et Krav, af de store, forlod mig.
   Jeg mærked' paany i Hjærtet et Stik,
   men det varede kun et Øjeblik,
   saa var det ovre -- jeg aanded' saa frit,
   nu var jeg nok et Bud bleven kvit.
   Jeg følte jo godt, der blev tomt, hvor det stod,
   og der blev noget mindre varmt i mit Blod;
   men jeg følte, at end mer' det lettede;
   nu var to store Bud blevet slettede.

   Og saadan han sletted' dem ét for ét;
   det faldt ham vist svært, han syntes mig træt. --
   Jeg standsed' ham ikke, jeg blev saa let,
   og Værelset tømtes lidt efter lidt
   for den store Billedskare; --
   nu var der snart slet ingen Fare;
   de nye Tanker, jeg skulde tænkt,
   de Sange, jeg skulde Livet skænkt,
   skulde nu andre tænke og synge,
   skulde nu aldrig mere mig tynge;
   han vinkede med sin stærke Finger,
   saa svæved' de bort paa hvide Vinger,
   i Verden derude Livet at møde;
   herinde i min var de døde. --
   Nu var der snart ingen at værne mer',
   nu var der snart ingen Krøblinger fler',
   alle de slagne var baaret hjem,
   alle Staklerne var ledt frem,
   vildfarne var der ej mer' at finde,
   og af Saar var ej fler' at forbinde.
   Ageren, jeg skulde dyrke med Møje,
   havde nu andre faaet at pløje.
   Styrkebæltet -- det var hængt hen,
   ej skulde det mere trykke min Lænd;
   og Stenene, jeg skulde bære --
   bære paa Ryggen trods Regn og Blæst --
   til en Ringmur om mine kære,
   af dem var der ikke flere,
   og Samaritanens den stærke Hest
   den var der heller ej mere;
   Hyrdestaven og Slyngen var væk;
   og den store Filister, Folkets Skræk,
   ja, hvem mon det var, der vog ham? --
   mig var det ikke, der slog ham.

   Han stod der endnu, den fremmede Gæst;
   nu samled han sammen den sidste Rest,
   saa var der ej mer' at miste;
   nu skulde han just til at slette ud
   af mit Hjærte det sidste Kærlighedsbud,
   og saa var alle de mange Krav
   sunkne som Lig i en aaben Grav,
   ej mer' de skulde mig friste.

   Hvor var jeg dog bleven let, aa saa let,
   men tom, aa saa tom tillige;
   jeg var som lammet, saa mat, saa træt,
   jeg var af min Tomhed saa overmæt,
   jeg øjnede ikke den mindste Plet,
   jeg mer' kunde kalde min med Ret,
   og hvor jeg kunde sætte mit Spor; --
   nu var jeg den fattigste Stakkel paa Jord.

   Da lød der et underligt, hult Godnat;
   nu gik han med hele den vragede Skat.
   God Nat! God Nat! Nu er det forbi;
   nu er Du for evig let og fri
   for Strid og for Baand og for Krav og for Bud,
   nu har jeg slettet det altsammen ud.
   Men Nydelsen har Du tilbage,
   fyld nu med den dine Dage.



   Da lød der et Skrig mod hans sidste Godnat:
   Nej, bliv! og giv mig tilbage min Skat
   og tag mig igen i Tjeneste!
   jeg vil ikke miste et eneste
   af Ordene, Du har mig givet,
   at leve med dem er jo Livet;
   alt, hvad Du bød mig, og alt, Du har sagt,
   deri er jo Livets evige Magt;
   Ordet, Du ind i mit Hjærte har talt,
   det er jo mig selv, min Gud, mit alt;
   jeg vil ikke vælge og vrage,
   jeg kan ikke sondre og dele;
   hvad Du bød mig, er jo et hele!
   -- saa giv mig hele min Skat tilbage,
   giv mig tilbage de store Bud,
   jeg beder saa bønlig: slet intet ud!
   giv mig tilbage de Billeder rige,
   giv mig tilbage min Himmelstige;
   mellem Jeriko og Jerusalem
   drager jævnlig en Vandrer frem,
   og endnu klæder ham Røvere af,
   slaar ham og reder hans Lykke en Grav, --
   giv mig at lede den Stakkel hjem,
   enten saa Vejen er let eller slem,
   giv mig, giv mig at finde
   Krøblinger, halte og blinde,
   vis mig trængende, store og smaa,
   vis mig den Plet, hvor mit Fodspor kan staa,
   giv mig mit Styrkebælte igen,
   jeg prøver at spænde det fast om min Lænd,
   giv mig min Hyrdestav, giv mig min Slynge,
   giv mig at være, hvor Vaabnene synge,
   giv mig at prøve, om mit kan slaa Gnister, --
   end er ej fældet den store Filister;
   og er jeg kun én, som Folk er flest,
   jeg véd for vist:
   for de største Krav er vi alle lige,
   for de mindste maa ikke den største vige;
   giv mig levende Sange,
   som jeg kan tage paa Tunge,
   giv mig Tanker mange,
   rene, ægte og unge.
   Du kan jo løse og binde,
   løs mig, saa frem jeg kan vinde,
   saa jeg til Vejens Ende kan naa,
   bind mig til dem, -- de mindste smaa,
   hvis Navne i Verden sig dølge,
   men dog paa Forklaringens Morgen gaa
   med skinnende hvide Klæder paa
   forrest i Mesterens Følge!

   Saadan jeg raabte, tryglede, bad,
   mit Ord og mit Hjærte de fulgtes ad,
   mit Ord og mit Øje de søgte den høje,
   standsed' hans Fod,
   han vendte, han stod
   ved Døren, med Ansigtet mod mig;
   da var det, som al min Angst forlod mig,
   jeg mærked', hvordan mit Ord brød sig Vej:
   Jeg holder ej op, -- jeg slipper Dig ej,
   Du skal mig høre!
   Jeg véd, Du kan gaa gennem lukte Døre,
   jeg kan Dig ej standse med Laas og Slaa,
   men et Hjærtes Bøn kan Du ej modstaa;
   nu skal Du mærke,
   min lille Sjæl er mod Dig den stærke,
   Du slipper ej ud i den mørke Nat,
   før Du har sluppet min dyre Skat,
   Du slipper ej for min Klage,
   før Du giver mig Skatten tilbage.

   Da mærked' jeg, hvad jeg har mærket saa tit:
   et Ord kan binde den stærkestes Skridt,
   et Ord kan løse de stærkeste Baand,
   et Ord er i Pagt med Miraklets Aand,
   et Ord er i Pagt med de svage:
   Han gav mig min Skat tilbage,
   han rejste mig op, jeg saa' mig om:
   der stod jeg igen i min Helligdom,
   jeg hørte Indvielsesordet paa ny,
   det brød ind, som Lynstraalen bryder fra Sky; --
   jeg var baade løst og bunden --
   løst fra Tomhed og Halvhed og Savn,
   bunden til Livets Indhold og Gavn;
   -- og saa var min Gæst forsvunden;
   hans Afsked kom som en sagte Vind,
   der hvisked' mig kærlig i Sjælen ind:

   Kommer der atter for Dig en Stund,
   da Modet i Hjærtet vil dale,
   da rust Dig og tag i din bedende Mund
   et Ord eller to
   -- Du kender dem jo --
   af din herlige Mesters Tale.
   Ordet, der vejer og gælder
   mer' end Alverdens Røster,
   Ordet, der dømmer og fælder,
   Ordet, der rejser og trøster, --
   hver Gang det Ord er vejret hen,
   er Verden Dig tom og øde;
   men hver Gang det lyder i Kraft igen,
   da staar Livsmodet op af Døde,
   da kan frem paa din Kampplads Du møde.



   Om Vinteren synger der ingen Fugl;
   men naar Aaret hælder, saa kommer Jul,
   og ud fra Hjærtets dybeste Gange
   bryder sig Vej de gladeste Sange;
   glade Jul, dejlige Jul,
   Glæden vover sig frem af Skjul,
   Glæden med Sangen flyver mod Sky,
   alle vi bliver som Børn paa ny,
   træder i Ring vor letteste Dans,
   tænder vort Træ og binder vor Krans
   om Krybben, hvor Barnet blunder,
   og ej paa hans Fødsel vi grunder,
   vandrer paa Betlehems Marker ud,
   hvor Hyrderne hører nyt fra Gud,
   vandrer herfra til Østerland
   og gæster den gamle Stjærnemand,
   byder velkommen Guds Engle smaa
   med dejlige Solskinsklæder paa,
   synger om Julens velsignede Bud,
   der glæder gamle og unge;
   hvad Englene sang i Verden ud,
   skal vi være med at sjunge,
   gæster den fattige Jomfru i Løn,
   der sidder med Himmelens Kongesøn,
   lover og priser den Herre kær,
   at han Menneske vorden er,
   ser til den dejlige Himmel blaa
   med alle de gyldne Stjærner paa,
   synger til Gud om Barnekaar,
   klynger os til vort Fadervor,
   klynger os til vor Fa'r og Mo'r,
   dejlig er Himmel, og dejlig er Jord,
   dejligt paa Tæpperne lyseblaa
   en Gang i Guds Himmel til Kirke gaa
   og saa bære Bud i al Evighed,
   om hvad vi nu kun stykkevis véd.



   Saa bærer jeg, Herre, til Dig
   Tak for alt, hvad jeg har,
   prise jeg, Herre, vil Dig
   for hvad Du til Verden bar,
   Du har mig givet et Barnenavn,
   et Navn, jeg aldrig kan miste,
   Du har mig lagt i en Faderfavn,
   som holder fast til det sidste,
   Du har hele min Verden sat
   under Guds Faderøje,
   saa jeg kan leve ved Dag og Nat
   i Lys fra de evige Høje,
   saa jeg kan finde, hvor Vejen gaar
   blandt Vejes vildsomme Vrimmel,
   finde, i Pagt med mit Fadervor,
   den lige Vej til din Himmel;
   Du har mig givet de evige Ord,
   de bedste, som Verden ejer,
   i hvert af dem kan jeg følge dit Spor,
   i hvert af dem er der Sejer,
   i hvert af dem er et Livsfrø lagt,
   et Lys, en levende Kilde,
   i hvert af dem er en Vidundermagt,
   der bryder sig Vej i det stille;
   Du har velsignet min Mund og dens Røst,
   og Du har mig salvet mit Øre,
   mange skal komme fra Vest og Øst
   og lytte til det, jeg kan høre;
   Du har aabnet mig Synernes Spor,
   den Gang Du salved' mit Øje,
   mange skal komme fra Syd og Nord
   og for de Syner sig bøje;
   Du har lagt mine Fjender i Baand,
   ham og, der vil slukke min Fakkel,
   og Du har taget saa varlig ved Haand
   mig lille, fattige Stakkel,
   revet Lammet af Ulvens Klo,
   saa selv Du blev saaret til Døde,
   dine velsignede Hænder to
   mig bar til det lifligste Møde --
   Møde med Ham, min Skaber stor,
   til hvem det var svært at bede,
   mens over den faldne, trodsige Jord
   laa tungt hans fortærende Vrede, --
   varsomt Du bar mig til Møde med Ham
   paa Naadens velsignede Strande,
   Han sænked' sin Vrede, min Synd og Skam
   i Daabens hellige Vande;
   Du aabned' mig Nadverens Under
   -- ja, hvordan gik det dog til,
   at alt, hvorefter jeg stunder,
   alt, hvad jeg kan og vil,
   alt, hvad jeg er og ejer,
   det mødte hos Dig jeg dér,
   og dér har Du lovet mig Sejer
   for alt, hvad der evigt har Værd;
   Du elsker jo Livets det mindste Frø,
   saa til skyggende Træ det kan blive,
   og alt, hvad der er for godt til at dø,
   det holder Du evigt i Live;
   saa danser af Glæde den, der er halt,
   af Glæde de gamle blev unge,
   og den, der til nu for maalløs gjaldt,
   af Glæde han rører sin Tunge,
   og derfor Sange sig flokker
   om Dig, Du højbaarne Gæst,
   og derfor kimer de Klokker,
   og derfor jeg reder til Fest.



   Og til Festen jeg kalder med ydmygt Sind
   mine dyrebareste Minder;
   først Dig, Guds Moder, jeg beder: Kom ind,
   Maria, velsignet blandt Kvinder.

   Velsign Du Kvinden i Hus og Hjem
   og Kvinden i Bøgerne alle,
   og fattes os Vin, -- vi faar den vel frem,
   naar Du vil paa Tjenerne kalde.

   Og kom saa, Josef, Du Tømmermand,
   sid hos os og del vor Lykke,
   og lær Du os, hvordan Manden kan
   et Hus for den evige bygge.

   Kom, Peter, Jakob, Johannes, I tre,
   kom alle Apostle kære,
   sid hos os, saa bedre og bedre vi se
   det Land, hvor dog helst vi vil være.

   Kom Du, der lever i Mesterens Ord:
   Hun gjorde, hvad hun kunde!
   Kom I, der skred over Dybder, hvor
   ej Mennesketanken kan bunde.

   Og I, der trofast i Bønnen stred
   med den stærkeste tidlig og silde,
   kom, mind os om Ordet, I endte ved,
   det Ord: Dig ske, som Du vilde!

   Jeg ejer en Bog, hvor der Blad for Blad
   staar skrevet de bedste, jeg kender;
   Hynde ved Hynde jeg lægger paa Rad
   for Jer, I velsignede Venner.

   Og som Julen nærmer sig mer' og mer',
   klarere bliver mit Øje,
   jeg finder omkring mig fler' og fler',
   jeg gærne til Kredsen vil føje.

   Kom da, I kære fra fjærn og nær,
   fra Livsdagens første Strime
   til dem, jeg først nu ved Aften fik kær,
   først nu i den ellefte Time.

   Saa gaar vi i Klæderne hvide
   ind i min Kirke i Løn;
   der knæler vi Side om Side
   for Ham, for Marias Søn.

   Saa stiger mod Himlen en Hymne stor
   og mødes med Harpernes Klang;
   jeg prøver at synge med i det Kor
   til Festen min Julesang.



   Jeg véd, den almægtige Kærlighed selv
   staar paa Vagt og i Kamp for min evige Sjæl,
   hvor Gudsbarnet vokser i Skjul.
   Hver Julenat favnes Himmel og Jord;
   og Menneskestemmer og Englenes Kor
   de mødes igen hver Jul.

   Og jeg kom dog med blandt de mindste smaa,
   der paa Vagt og i Kamp for den Hytte staa,
   hvor Gudsbarnet vandt sig et Hjem.
   Og fly'de jeg slagen fra Golgatas Gru,
   og har i Hans Følge jeg langt frem endnu,
   jeg vandt dog til Betlehem.



   Did mange milde Øjne
                     har lyst mig paa Vej,
   og mange klare Stjærner
                     har tindret over mig,
   og mange søde Smaabørn
                     har taget mig ved Haand
   og laant mig deres Vinger
                     og løst mine Baand.

   Og mangen gammel Vismand
                     har lyst mig paa Vej,
   og klare Digtersyner
                     har tindret foran mig,
   og vakled jeg i Livets store
                     »hvad« og »hvor« og »hvem«,
   de mange Veje samled' sig
                     tilsidst i Betlehem.

   Og skal Alverden skrives
                     i Mandtal sidste Gang,
   da synger jeg i Betlehem
                     min sidste Julesang;
   dér Davidssønnen tager
                     mig i sin Varetægt;
   min Gud han husker nok, jeg er
                     af Davids Hus og Slægt.





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Et Juledigt" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.