Home
  By Author [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Title [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Language
all Classics books content using ISYS

Download this book: [ ASCII ]

Look for this book on Amazon


We have new books nearly every day.
If you would like a news letter once a week or once a month
fill out this form and we will give you a summary of the books for that week or month by email.

Title: Øster Marie Kirke - Beskrivelser og tegninger af Øster Marie Kirke med særlig - hensyn til den oprindelige form.
Author: Clemmensen, Andreas Lauritz
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Øster Marie Kirke - Beskrivelser og tegninger af Øster Marie Kirke med særlig - hensyn til den oprindelige form." ***


                        BESKRIVELSE OG TEGNINGER
                                   AF
                            ØSTER MARIE KIRKE

                         MED SÆRLIGT HENSYN TIL
                          DEN OPRINDELIGE FORM.

                                   AF
                             A. CLEMMENSEN.

                UDGIVET MED UNDERSTØTTELSE AF MINISTERIET
                   FOR KIRKE- OG UNDERVISNINGSVÆSENET.

                               KJØBENHAVN.
                         H. HAGERUPS BOGHANDEL.
             TRYKT HOS J. JØRGENSEN & CO. (M. A. HANNOVER).
                                  1894.


Øster Marie Kirke paa Bornholm ligger ved Veien mellem Rønne og Svanike,
omtrent en Mil fra den sidste. Den hører til en Gruppe af Kirker, ialt
15, som omtrent samtidig ere opførte der paa Øen, antagelig i Slutningen
af det 12te eller Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, og ved deres
særlige Byggemaade adskille sig fra andre gamle Kirkebygninger i Norden.

Fraset de 4 Rundkirker have de alle et ensartet Anlæg, nemlig: mod Vest
et Taarn, med flere hvælvede Afdelinger over hinanden, et Langhus,
som altid er smallere end Taarnet, og et firkantet Chor med halvrund
Afslutning mod Øst. [St. Povls Kirke danner en Undtagelse ved ikke at
have havt noget Taarn.] Der findes ved de fleste af Kirkerne, og der har
rimeligvis ved alle været, et særskilt Klokketaarn. Selve Kirketaarnet —
paa Bornholm kaldes det »Fæstet« — har ikke kunnet have Klokker, dertil
er de forskjellige Stokværks Høide for ringe; derimod er det meget
sandsynligt, at de have været beregnede paa Forsvar; herpaa tyder de
forskjellige hvælvede Afdelinger, som ikke have kunnet været brugte til
Gudstjenesten, Sporene af Tinder, Spygatter, samt den Maade, hvorpaa
Adgangen til Afdelingerne er indrettet, med Stængebomme for Dørene, osv.
Det vides ogsaa, at Kirkerne have havt Skyts, og at de til forskjellige
Tider have været brugte som Fængsler.

Senere er der ved Kirkerne opført Vaabenhuse og andre Tilbygninger, og i
det Hele ere de undergaaede mange Forandringer i Tidens Løb.

       *       *       *       *       *

Forskjellige Forfattere have givet Meddelelser om disse eiendommelige
Bygningsværker, bl. A. Thura, der 1756 udgav den ældste trykte
Beskrivelse over Øen, og Brunius, hvis »Konstanteckningar under en Resa
til Bornholm, År 1857«, udmærke sig ved Paalidelighed, men desværre ikke
ere ledsagede af Tegninger.

Paa Foranledning af Kultusministeriet bleve de bornholmske Kirker
opmaalte under Ledelse af Arkitekt Hans J. Holm, og Tegninger samt
Beskrivelse af dem udgivet paa Ministeriets Foranstaltning 1878. Det var
i rette Tid, at dette udmærkede Værk kom frem — allerede nu ere 4 af
Kirkerne nedbrudte og ombyggede, og andre ere blevne mere eller mindre
»restaurerede«.

Som naturligt var, have de omtalte Forfattere i deres Beskrivelse af de
bornholmske Kirker givet en Fremstilling af disse i den Skikkelse, som
de havde, da de bleve undersøgte; og uagtet de Oplysninger om Spor af de
enkelte Bygningsdeles oprindelige Konstruktion, og de Forklaringer heraf,
som findes i sidstnævnte Værk over Bornholmske Kirker, vilde man dog have
havt et meget ufuldkomment Begreb om deres oprindelige Udseende, om ikke
Tilfældet fornylig havde bragt Oplysninger for Dagen, som paany give
disse gamle Bygninger en ganske særdeles Interesse.

       *       *       *       *       *

Efter at det var bestemt at nedbryde Øster Marie Kirke, og at opføre
en ny Kirke, hvortil Materialerne af den gamle skulde benyttes, blev i
Aaret 1890 Nedbrydningen paabegyndt, idet dog den øverste Del af Taarnet
allerede forinden var nedtaget paa Grund af tiltagende Brøstfældighed.

Da en Del af Skibets Mure vare nedbrudte, Tagværket fjærnet og
den i nyere Tid indsatte Bræddehvælving borttaget, opdagedes der
forskjællige Mærkværdigheder i Bygningens Konstruktion, som bevirkede,
at Nedbrydningen blev standset, og den nye Kirke blev fuldført uden
yderligere Anvendelse af det gamle Materiale. Disse Opdagelser kaster Lys
over flere, hidtil uforklarlige Forhold, og give et interessant Billede
af den oprindelige Bygning, selv om man maa beklage, at det ikke har
været muligt fulddtud at belyse alle Enkeltheder.

Den Fremstilling heraf, som i det følgende skal gives, støtter sig
til Undersøgelser og Opmaalinger af Bygningslevningen, som jeg har
havt Lejlighed til at foretage, sammenholdte med de foreliggende
Beskrivelser, Tegningerne i Værket over bornholmske Kirker, Meddelelser
af Entreprenøren for Byggearbejdet, Architekt Bidstrup samt Professor
Kornerups Indberetning af 16de Mai 1890 til Direktionen for de
antikvariske Mindesmærkers Bevaring. Af de vedføiede Afbildninger ere
de to første Blade Gjengivelser af Fotografier, tagne kort efter at
Nedbrydningen blev standset; Blad 1-6 viser Bygningen som den nu staar.
Med Hensyn til Kirkens Udseende før Nedbrydningen henvises til det
ovenomtalte Værk over bornholmske Kirker, Blad 20-22.

Bygningen er opført hovedsagelig af Granitsten; disse ere ikke kløvede ud
af selve Klippebunden, men opsamlede fra Overfladen, og for største Del
anvendte i den Form, hvori de forefandtes. Da disse, saakaldte Rullesten,
maa antages at have været tilstede i stor Mængde, har det ikke været
vanskeligt at udsøge dem med en nogenlunde jævn Flade, der kunde anvendes
til Murværkets Ydersider. De ere satte omhyggeligt i Plan, udvendig og
indvendig, og der er sørget for en god Forbindelse i Murværket ved, at
der jævnlig er anbragt Bindere. Man træffer hyppigt vandrette Skifter,
der ere dannede ved Udligning med en Slags Beton, bestaaende af smaa
Strandsten (Singels) og Kalkmørtel, uden at dog disse Lag ere synlige i
Murenes Yderflader. Fundamenterne have en Dybde af to til tre Alen og ere
udligede med lignende Betonskifter.

Mørtelen er af en ejendommelig fed og plastisk Beskaffenhed; man ser
tydeligt Aftrykket af de Brædder, hvorpaa Hvælvingerne ere opmurede,
og paa en Fuge har jeg endog fundet Aftryk af Hudens Fibre i en
Tommelfinger, som i hin fjerne Tid er kommen i Berøring med den friske
Mørtel. Ligesom ved andre bornholmske Kirker finder man jævnlig
iblandet smaa Stykker Trækul, hvis Tilstedeværelse kunde tyde paa, at
man har brændt Kalkstenen paa Stedet, ved Nedgravning i Jorden sammen
med Brændselet, hvis Rester da ere komne med ved Læskningen. Baade de
indvendige og de udvendige Murflader vare fugede, med brede, glatte
Fuger, som synes at være strøgne til med en Ske, saa langt ind paa
Stenens Kanter at der fremkom en nogenlunde jævn Flade i Murværket, uden
dog helt at udfylde Stenenes Ujævnheder. Saavel ved sin gulgraa Farve og
øvrige Beskaffenhed, som ved Behandlingsmaaden, adskiller den oprindelige
Mørtel sig tydeligt fra de forskjellige Mørtelblandinger som ere anvendte
ved senere Ombygninger, saa at det allerede derved er let at bestemme
hvad der er oprindeligt Murværk.

Foruden Rullesten er ogsaa anvendt en Kalksten som findes paa Øen, den
saakaldte Cementsten, samt en rødlig Sandsten, som forefindes i Egnen
omkring Nexø. Sandstenen findes kun som Smaastumper imellem andet
Materiale i Murværket, men har ogsaa — som det senere skal omtales
— været anvendt i Form af Fliser, saaledes som disse forefindes i
Overfladen af Lagene og endnu i vor Tid anvendes i og omkring Nexø, til
Belægning af Fortove, til Stengjærder m. m.

       *       *       *       *       *

Til Hvælvingerne er hovedsagelig anvendt Cementsten, dog findes ogsaa
Granit og Sandsten derimellem. Stenene ere nogenlunde kileformede, men
synes i Almindelighed heller ikke her at have været tilhuggede. De ere
murede eller rettere »satte« i Kalkmørtel, paa Buestillinger, hvorover
en Forskalling af Brædder er løst anbragt, som det ses af Aftrykket
i Mørtelen, der har trykket sig ud under Stenene. Sokkellisten, det
øverste Led af Gesimserne og de profilerede Sten i Buernes Trykleie
ere tildannede af Cementsten af gjennemgaaende ringe Tykkelse, 5 à 6",
svarende til Tykkelsen af Aflejringerne i de Lag, der findes paa Øen. Til
Buestikkene over Triumfbuen og Vinduerne er anvendt Cementsten, grovt
tildannede, dog findes derimellem ogsaa Granitsten, særlig i Bygningens
udvendige Murflader. Ved Indgangen mod Syd er til de finere Led anvendt
Cementsten; iøvrigt, ligesom til de større Led i Gesimserne, ved Hjørner
o. Lgn., er anvendt hugget Granit.

Mellem Resterne fra Nedbrydningen af Taarnet fandtes enkelte tildannede
Sten, og derimellem to Granitsten, paa hvilke en hugget Rundstav paa en
mærkelig Maade følger Stenenes Sider (se Blad 6). Om de kunde tænkes
som Hjørner af Skibets Gesims, vilde her være et Fingerpeg med Hensyn
til Gavlspidsernes Afslutning, men herom har iøvrigt Intet yderligere
kunnet give Oplysning, og Chorets Gesims er ialfald afskaaret lige med
Gavlens Plan. At Skibet har havt Gesims, ligesom Chor og Apsis, er høist
sandsynligt, og de fundne Rester kunne hidrøre fra den mod Taarnets
Vestside i en nyere Tid opførte Stræbepille.

I Værket over bornholmske Kirker er omtalt et Brudstykke af en
Hjørnesøile, som fandtes ved Skolebygningen og antoges at kunne hidrøre
fra den nordre Indgang, som dengang var tilmuret. Det viste sig ved
Nedbrydningen, at denne Indgang kun havde en simpel firkantet Aabning
med halvrundt Felt over og to Kragsten af hugget Cementsten; den omtalte
Søilerest kan altsaa ikke have hørt hertil (se Blad 5). Ved den søndre
Indgang var i 1874 Kragstenene under Dørfeltet borthuggede; nu mangle
ogsaa Karmstenene (se Blad 4).

Af de oprindelige Vinduer findes et velbevaret i Chorrundingen mod Øst,
største Delen af to Vinduer i Skibets søndre Side, og en ringe Del af
Stikket i Overkanten af det udvidede Vindue i Chorets nordre Side.
I den nu nedbrudte nordre Side af Skibet fandtes kun et Vindue. Af
Skibets Vinduer var saa meget bevaret, at man med Bestemthed kan paavise
deres Form. I Lysningen fandtes Karmsten, omtrent 2¼ Tomme tykke, af
hugget Cementsten, den øverste halvcirkelformede Del var udhugget i et
enkelt Stykke (se Blad 6). Vinduerne vare høie og smalle, omtrent 6" i
Lysningen, Siderne meget skraa baade udefter og indefter. Underkanten
synes at have været skraat afskaaret indvendig, men lige udvendig, en hel
Sten som Afdækning af Muren synes der ikke at have været.

Endvidere fandtes to Aabninger, af hvilke i alfald den ene sikkert er
oprindelig, men om hvis Bestemmelse det er vanskeligt at have nogen
Formodning. De findes i Skibets Sidemure, den ene mod Syd, den anden
mod Nord, i en Høide af omtrent 3¼, Alen over Sokkelen. Aabningen i den
søndre Mur var i den ene Side forstyrret af en senere Udbrydning, den i
den nordre Side var udvendig 17" høi, 9" bred, men udvidede sig ind imod
Kirken til en Brede af omtrent 1½ Al. Aabningens Overkant var i samme
Høide udvendig og indvendig, medens Underkanten var omtrent 16" lavere
indvendig.

       *       *       *       *       *

Da man ved Nedbrydningen fjernede den Bræddebeklædning, som i en nyere
Tid var blevet anbragt paa Skibets østre Væg, over Triumfbuen, fandt man
midt over Buen en Døraabning (se Blad 2), og gjennem denne kom man ind
i et lille hvælvet Rum, som altsaa laa over Chorets Tøndehvælving, og
som fik et sparsomt Lys fra en smal Lysaabning i Chorets Gavl (se Blad
3)[1]. Hvælvingen over dette Rum, som er betydelig smallere end Choret
nedenunder, har en stærkt tilspidset Form, og Oversiden af den danner
sammen med Chorhvælvingens Ydersider to skraa Flader. Dette Forhold
ledede til den Formodning, at Bygningens Afdækning havde bestaaet af
Murværk, uden Anvendelse af Tagtømmer, i Lighed med hvad der kjendes
af enkelte tidlige middelalderlige Bygninger i Syd-Frankrig, hvor der
over Hvælvingerne er dannet skraa Flader, dækkede med Stenfliser; men
som rigtignok vare betydelig fladere end den formodede Tagskraaning
paa Øster-Marie Kirke[2]. Ved at undersøge den udvendige Side af
Skibets Gavl langsmed de omtalte ydre Flader af Hvælvingerne blev denne
Formodning bestyrket, idet der fandtes indmuret i skraa Retning i Gavlen
en Del Sandstensskaller, netop efter en Linie, der svarede til den, hvori
Chorets Tagflader maatte antages at skjære Gavlmuren, og ved gjentagne
Undersøgelser fandt jeg ubedragelige Spor af Tagdækningens Konstruktion,
som viser, hvor udmærket man har forstaaet at anvende de Midler, som man
raadede over, paa en til Forholdene svarende Maade, og mure en solid
Stenafdækning paa de steile Flader.

Udmuringen mellem Hvælvingernes Yderflader og Tagfladen er utvivlsomt
foretaget paa den Maade, at der med visse Mellemrum er lagt et vandret
Lag af den under Kirkens Murværk omtalte Beton og herover en Række
Sandstensfliser i vandret Stilling med Kanten i Tagflugten; ovenpaa
dette Lag er derefter henmuret en Række Sandstensfliser, stillede skraat
efter Tagets Retning, og mellem disse og Hvælvingen er udfyldt med
Murværk, saaledes at det næste Betonlag ligger lige med Overkanten af de
skraatstaaende Fliser. Disse dækkes altsaa af den næste Række vandrette
Fliser, paa hvilke der igjen er muret en Række Fliser i skraa Stilling,
og saa fremdeles (se Blad 6). Afstanden mellem de vandrette Lag er ikke
nøjagtig ens, men svarer iøvrigt gjennemsnitlig til den Størrelse, i
hvilken saadanne Sandstensskaller, som have været anvendte til Dækningen,
endnu den Dag i Dag almindelig forekommer.

Da det i vort Klima ikke lod sig gjøre at give Taget saa ringe Skraaning,
at man over Chorhvælvingen kunde lægge Fliser saaledes, at den ene
dækkede ud over den anden, har man altsaa for at danne en steilere
Tagflade, istedetfor at mure en kompakt Masse paa Toppen af Hvælvingen,
hvilket vilde give en altfor stor Vægt, dannet Skraaningen ved en mindre
Hvælving ovenpaa, og derefter anbragt Tagfliserne paa en Maade, der
forhindrede en Nedskridning af dem[3].

       *       *       *       *       *

Den her paaviste Konstruktion af Taget over Choret giver Forklaring paa
en anden mærkelig Opdagelse, der blev gjort, da den indvendige Side af
Skibets Gavl kom for Dagen.

I Sidemurene var fundet Spor af indmurede Bjælker, med omtrent i Alens
Mellemrum; Murværket omkring disse var dog ikke oprindeligt, men blandet
med Mursten og Munketegl. Derimod saaes i Skibets Gavl, i den Høide,
hvor det tidligere flade Bjælkeloft har været, tydelige Rester af to
afbrudte Tøndehvælvinger, hvis enkelte Sten ere indmurede i Gavlen og
springe frem for denne i forskjellig Længde, saa at Hvælvingerne sikkert
maa have været murede samtidig med det øvrige Murværk (se Blad 2). Under
Bjælkeloftet have Hvælvingerne været afbrudte plant med Gavlen, og midt
over Triumfbuen er Udbrydningen udfyldt med Murværk af Munkesten.

Professor Kornerup, som paa Foranledning af Direktionen for de
antikvariske Mindesmærkers Bevaring reiste over forat undersøge
nogle forefundne Spor af gamle Kalkmalerier, saae disse Rester af
Tøndehvælvingerne og fandt ved Udgravning to Pillefundamenter i Skibets
Længdeaxe.

Det fremgaar heraf, at Skibet oprindelig har været overhvælvet med to
parallele Tøndehvælvinger, som have hvilet dels paa Ydermurene, dels paa
en Mur i Skibets Længdeaxe, som har været gjennembrudt med tre Aabninger,
hvis Buer vare spændte mellem Østgavlen (over Midten af Triumfbuen), de
to Piller i Skibet og Taarnmuren. Da Taarnet blev nedbrudt, stod endnu
Kirkens buede Bræddeloft og Bræddeklædningen for Enderne af samme, saa at
man af den Grund ikke er blevet opmærksom paa Sporene af de oprindelige
Tøndehvælvinger, som man utvivlsomt ogsaa maatte have kunnet finde her.

I Østgavlen stod det oprindelige Murværk endnu ganske uberørt indenfor
en Linie omtrent efter Chorets Tagflade. Det var fuget ganske i
Lighed med Kirkens øvrige Murværk. Udvendig kunde man se enkelte Sten
umiddelbart over Tagfladen, som øjensynlig endnu sad paa deres Plads i
det oprindelige Murværk. Ind mod Kirken aftog Gavlen i Tykkelse efter
en buet Linie af lignende Form som Taghvælvingen over Choret. Resten af
Gavlen er senere Murværk; det findes iblandet enkelte Stykker Teglsten,
Mørtelen er af en anden Beskaffenhed, og Udførelsen af Arbejdet er mindre
omhyggelig. Dersom der, som det maa antages, over Skibet har været et
lignende Stentag som over Choret, vilde man ved at fjærne det være nødt
til at nedbryde netop saa meget af Gavlen som det der viser sig at være
senere paamuret.

       *       *       *       *       *

Da Aakirke i Aaret 1874 blev istandsat, fandtes i Skibet et
Midterskillerum med Bueaabninger i Lighed med det der har været i
Øster-Marie Kirke. Det blev desværre borttaget, fordi man ikke kunde
finde nogen rimelig Forklaring paa dets Bestemmelse og ansaa det for ikke
hørende til det oprindelige Anlæg[4]. Efter hvad der nu er kommet frem
i Øster-Marie Kirke, maa Grunden til en saadan Tvedeling af Skibet uden
Tvivl søges deri, at man, forat anvende samme Konstruktion af Taget som
over Choret, har villet borttage noget af den øverste Hvælvings Tryk fra
Sidemurene, her hvor Afstanden mellem disse var større. Istedetfor den
ene Hvælving med det hule Tagrum over, har man derfor muret to Hvælvinger
ved Siden af hinanden, og midt over disse igjen en tilspidset Hvælving,
hvorved man dannede Tagskraaningen, som da har kunnet beklædes med
Sandsten paa samme Maade som over Choret (se Blad 8.)

Jeg har forgjæves søgt efter Spor af lignende Hvælvinger i de andre
bornholmske Kirker. Aakirke, som har havt Skillerummet i Midten, er nu
saa restaureret, at der ikke mere er noget at finde; i de andre Kirker
var det dog muligt at grundigere Undersøgelser kunde bringe noget frem;
men man maatte da afbanke Pudsen i Kirken, grave op i Gulvet, o. s. v.

Det maa indrømmes, at den — baade i konstruktiv og kunstnerisk Henseende
— mindre heldige Tilslutning af Skillerummet til Gavlen, lige over
Midten af Triumfbuen, ikke stemmer rigtig godt med Kirkens øvrige smukke
Formgivning, selv om man kan finde en vis Lighed mellem denne og et Snit
gjennem Rundkirkernes Skib og Chor. At Midterskillerummet i Aakirke
har en Pille umiddelbart ved Triumfbuen kunde tyde paa en lignende
Anordning ved Choret, med to Buer, som findes ved Forbindelsen mellem
Skibet og Taarnet saavel i Øster-Marie Kirke, som i de fleste andre
bornholmske Kirker, og Fundamentet til en Pille her kunde jo tænkes
at være bortryddet ved senere Begravelser i Kirken, som vides at have
fundet Sted. Der findes imidlertid i Øster-Marie Kirke over Triumfbuen,
nøjagtigt der hvor Skillerummet har været, et Stykke af en Vederlagssten,
der tydeligt angiver Buens Begyndelse, saa at man nødes til at antage, at
den østlige Bue i Midterskillerummet har hvilet paa Triumfbuen.

       *       *       *       *       *

Selve Stikket over Triumfbuen og Muren deromkring er ogsaa oprindeligt
Murværk, derimod ere Siderne, i Høide indtil Vederlaget, forstyrrede
og udflækkede med Munkemursten. Hvad Grunden er hertil har ikke
kunnet oplyses, saalidt som Betydningen af de Fremspring der findes i
Fundamentet paa hver Side af Aabningen.

       *       *       *       *       *

Naar Choret og Skibet have havt Stentag, er det rimeligt, at ogsaa
Chorrundingen har været dækket paa lignende Maade. At der har været et
Rum over Rundingens Hvælving, kan man slutte af en lille Aabning, som
findes i Chorgavlen, gjennem hvilken man har kunnet komme derind fra
selve Choret. Denne Aabning har været til at lukke med en Lem, som kunde
skydes ind i Muren.

I den omtalte Indberetning fra Professor Kornerup antages det hvælvede
Rum over Choret at have været benyttet i Ufredstider til Gjemmested for
Kirkens hellige Kar og andre værdifulde Sager. Dette kunde snarere passe
paa det lille Rum over Chorrundingen, men er ikke meget sandsynligt med
Hensyn til Tagrummet over Choret. Aabningen i Skibets Gavl, som gav
Adgang til dette Rum fra Tagrummet over Skibet, har ligesom de fleste
Døraabninger i de bornholmske Kirker en Stenkarm, og indenfor denne
findes i hver Side et firkantet Hul, af hvilke det i den ene Side gaar
langt ind i Muren. Disse Huller have tjent til Anbringelse af Bomme,
hvormed man spærrede Døren. Ved den omtalte Aabning ere Bomhullerne
anbragte saaledes, at Døren spærredes inde fra Rummet over Choret, og
for at lukke for de Sager, man vilde gjemme derinde, maatte man altsaa
selv blive indenfor. Som ovenfor paavist er det omtalte hvælvede Rum
fremkommet af konstruktive Grunde, men Bomhullerne tyde paa at det
saaledes for Haanden værende Rum tillige kan have været benyttet som
Tilflugtssted i urolige Tider.

Det er foran omtalt, at de bornholmske Kirkebygninger ikke alene have
været bestemte til kirkeligt Brug, men sandsynligvis ogsaa have været
beregnede paa Forsvar. I Sammenhæng hermed har det Interesse at iagttage,
hvorledes de forskjellige Døraabninger ere anbragte, og den Maade,
hvorpaa de stængedes.

       *       *       *       *       *

Adgangen til Taarnets forskjellige Afdelinger sker ad en snever
Stentrappe, som har sin Indgang indefra Taarnets underste Afdeling.
Ad denne naar man til Taarnets 2den Afdeling. Her fandtes en Aabning
mod Øst, som maa have ført ind til det hvælvede Rum over Skibet. Af
Opmaalingerne fra 1874 kan man ikke med Bestemthed afgjøre, om Aabningens
Form er oprindelig, men det stemmer godt med Høideforholdene, at flere
Trin i Murens Tykkelse føre opad. Paa den ene Side af denne Aabning
fandtes en Niche, som efter Beskrivelsen i »Bornholmske Kirker« syntes
at have været aaben, idet der i dens ene Side fandtes et dybt Hul til
en Stængebom. En lignende Aabning fandtes efter Opgivelse af Ingeniør
Zahrtmann paa den modsatte Side, da man nedbrød Taarnet. Disse to
Aabninger have altsaa været stængede inde fra Taarnets 2den Afdeling.
Efter den Plads, hvor de ere angivne paa Tegningerne i Værket over
bornholmske Kirker, have de ført ud i Kirkerummet, umiddelbart under de
omtalte Tøndehvælvinger, en i Midten af hver Hvælving. Dersom de have
tjent som Adgang til Taarnet, maa det altsaa være sket ved Hjælp af
Stiger. I Øster-Lars Kirkes 2det Stokværk, i Ibs Kirkes Taarn, i 3die
Afdeling, og muligt i flere andre Kirker, findes lignende Aabninger i
Ydermurene, med Huller til Stængebomme. At de have tjent som Indgange kan
naturligvis ikke bevises, men for Lys og Luft pleiede man ikke i hin Tid
at have saa store Aabninger[5].

Fra Rummet over Kirkens Skib førte som omtalt en Aabning ind til det
hvælvede Rum over Choret og blev stænget indefra dette.

Fra Taarnets 2den Afdeling førte Trappen videre op, og syntes underveis
at kunne have været stænget ved en fremspringende Karm med Bomhuller ved
Siden. Man naaede da til 3die Afdeling. Medens 1ste og 2den Afdeling
havde en enkelt Tøndehvælving fra Øst til Vest, var denne dækket med to
Tøndehvælvinger, som hvilede paa en Cementstensbue, spændt tvers over
Rummet. Trappen gik paa samme Maade videre, stadig fra Øst til Vest,
op under Taarntaget, hvis senere indlagte Bjælker kun laa 1½ à 2 Alen
over Gulvet. Her fandtes forskjellige Spor, der kunde tyde paa, at her
havde været en Vægtergang. Paa Langsiderne i denne Afdeling var der to
Aabninger, paa hver af de andre Sider en Aabning, men det kunde ikke
bestemt afgjøres, om de tidligere havde været overdækkede eller ei. I
sidstnævnte Tilfælde kan Taarnet siges at have havt Tinder. De murede
Gavle vare nye; da Brunius i 1857 besøgte Kirken, vare de af Bindingsværk.

[Med Hensyn til Stængning af Dørene er jeg blevet opmærksom paa et
mærkeligt Forhold ved Aa Kirke. Ved denne findes i »Bornholmske Kirker«
omtalt et Dørhul mellem to Rum i Taarnets 3die Afdeling, »som, naar
det stængedes, spærrede Adgangen til Trappen videre op.« Dette er ikke
rigtigt. Døren har været anbragt saaledes, at den stængedes fra det
forreste — vestre — Rum i Taarnets 3die Afdeling og altsaa fra dette
spærrede Adgangen for den, der kom fra det nærmest Kirken værende Rum,
hvorfra Trappen fører videre op. Man har altsaa fra det forreste Rum
kunnet spærre Adgangen baade nede fra og oppe fra.]

       *       *       *       *       *

Samler man nu de her fremdragne Enkeltheder, faar man et Billede
af Kirken i sin oprindelige Skikkelse; klar og simpel i Anlæget og
Konstruktionen, med store, kraftige Murflader og smalle Lysaabninger. Paa
Blad 7-10 er givet en Fremstilling af Bygningen i Overensstemmelse med,
hvad der i det foregaaende er oplyst om de oprindelige Former.

Gulvet har vistnok været af Sten, større og mindre Stykker faststampede i
Kalkmørtel, som en Slags Beton, som det ses af enkelte i Øster-Marie og
andre Kirker fundne Rester. I Chorrundingen fandtes et muret Stenalter,
som Professor Kornerup lod nedbryde, og under hvilket han fandt en gammel
Mønt med et Kors og tre Bogstaver i Vinklerne, som blev indsendt til
Nationalmuseet.

       *       *       *       *       *

Om Kirkens Indre oprindelig har havt malede Dekorationer er tvivlsomt.
Som anført, vare de indvendige Murflader fugede, saa at de enkelte
Sten vare synlige. Paa denne Flade findes flere Steder Indvielseskors,
malede med en mørk, rød Farve, saaledes som de træffes mange Steder i
Middelalderens Kirker. Der sees et i Chorrundingen, et paa Skibets østre
Væg ved Siden af Triumfbuen, og et paa Skibets søndre Veg. Paa det raa
(fugede) Murværk har man med en Kost med Hvidtekalk strøget et Stykke af
ganske uregelmæssig Form, saa stort at Korset kunde faa Plads derpaa, og
herpaa ere Korsets Omrids svagt indridsede; dette er udført med Omhu og
Nøiagtighed, hvorimod Udfyldningen med Farve er foretaget mere skødesløst
— eller af en uøvet Haand — saa at Farven ikke altid udfylder Omridsene
og flere Steder er stænket til Siden eller flydt lidt ned ad Muren.

Maaske er denne Malning udført af Præsten ved selve Indvielsesceremonien,
medens Konturen iforvejen har været ridset op af Haandværkerne. Det kan
da have været en rent symbolsk Handling, og Korsene ikke været tillagte
nogen Betydning i dekorativ Henseende, saa at det altsaa kan tænkes,
at en mere omhyggelig Behandling af de indvendige Murflader kan være
foretaget umiddelbart eller ganske kort Tid efter. Imidlertid tyder
jo Fugningen paa, at man ikke har havt til Hensigt at anbringe noget
Pudslag, men maaske kun en Overstrygning med Kalkfarve.

Det første Pudslag paa den raa Mur har megen Lighed med den ved det
oprindelige Murværk anvendte Kalkmørtel. Paa dette fandtes Spor af
Dekorationer. I de halvrunde Felter under Hvælvingsresterne paa Østgavlen
utydelige Rester af en billedlig Fremstilling (Korsfæstelsen?). Denne
syntes at gaa helt op under Hvælvingerne og maa i saa Fald have været
udført, inden disse bleve erstattede med fladt Bjælkeloft. Paa Skibets
Sidemure fandtes Spor af et Baand, med en Indskrift i sort Farve, i
Høide med Tøndehvælvingernes Trykleje, og under dette Ornamenter med
hjertedannede Blade, fornemmelig i grønt og gult. Omkring Triumfbuen ind
mod Choret har ogsaa været en Indskrift med sorte Bogstaver. Over et
lille, senere udbrudt Vindue i den søndre Side af Chorrundingen findes en
Dekoration, som Professor Kornerup henfører til 1ste Halvdel af det 15de
Aarhundrede. Om den er samtidig med de omtalte Dekorationer i Skibet, tør
jeg ikke med Bestemthed afgjøre, men jeg tror, at disse sidste ere fra en
noget tidligere Tid. Derimod ere vistnok de røde Sving, af en temmelig
almindelig Art, hvormed Absis og Chorets Hvælvinger vare bemalede, og
som ogsaa fandtes paa Undersiden af Triumfbuen og over Indskriftbaandet
paa Skibets Langvægge, uden Tvivl senere og syntes at være malede paa en
Hvidtning over det underste Pudslag.

En endnu senere Dekoration sees midt over Triumfbuen, der hvor
Udbrydningen af Midterskillerummet er tilmuret; den viser Chr. d. 4des
Navnetræk med Krone og derunder Bogstaverne H. R. K. og ANNO 1636. Thura
beretter i sin Bornholms-Beskrivelse 1756, at Holger Rosenkranz (til
Glimminge) og Hustrus Vaabner fandtes udskaarne paa Prædikestolen. Denne
er senere kommet bort fra Kirken; men Resterne, som Maleren Zahrtmann
havde opsporet og skænkede til den nye Kirke, ere nu anvendte der i den
nye Prædikestol. Endelig fandtes Levninger af en grov Maling med Kønrøg i
Barokstil, og derover igjen et tykt Pudslag.

       *       *       *       *       *

Man ser her den gradvise Forandring, som Bygningen er undergaaet. Den
første Dekoration sluttede sig endnu til Skibets Tøndehvælvinger;
senere bleve disse borttagne tilligemed Pillerne og Stentaget, Kirken
fik fladt Bjælkeloft og en Tagkonstruktion af Træ. I Chr. d. 4des Tid
overmaledes den gamle Dekoration, der opsattes Prædikestol m. m., som kun
lidet svarede til Bygningens oprindelige Karakter, og maaske allerede
den Gang udbrød man store Vinduesaabninger i Murene. Den tidligste
Tilbygning var Vaabenhuset, som opførtes foran den søndre Indgang; i
langt senere Tid tilføiedes en Udbygning mod Nord, som nu benyttedes til
Materialskur, efterat den nordre Indgang til Kirken var tilmuret. Taarnet
var gjentagende lappet med Jernankere hist og her, og tilsidst afstivet
med en uhyre Murpille. I sin seneste Skikkelse fremtraadte Kirken med
Pulpiturer, der fyldte det meste af Skibet, et buet Bræddeloft med Puds,
hele Kirken overhvidtet, med Fugtighedspletter paa Murene, raadent
Trægulv og tarvelige, stilløse Bænke, Prædikestol og Altertavle.

       *       *       *       *       *

En lille Rest af Bygningens Murværk staar nu som Minde om svundne Tiders
djærve Bygningskunst.

[Illustration]

[Illustration]

[Illustration: _Blad 1._

_Plan af Øster-Marie Kirke som den nu er._]

[Illustration: _Blad 2._

_Snit af Skibet._

_Snit af Choret._]

[Illustration: _Blad 3._

_Snit fra Øst til Vest._]

[Illustration: _Blad 4._

_Den søndre Indgang._]

[Illustration: _Blad 5._

_Den nordre Indgang._]

[Illustration: _Blad 6._

_Chorets Tagafdækning._

_Profil af Gesims paa Choret, paa Apsis._

_Vindue i Skibet._

_Profileret Sten._]

[Illustration: _Blad 7._

_Plan af Øster-Marie Kirke som den oprindelig var._]

[Illustration: _Blad 8._

_Snit af Skibet._

_Snit af Choret._]

[Illustration: _Blad 9._

_Snit fra Øst til Vest._]

[Illustration: _Blad 10._

_Den søndre Side._]



FODNOTER


[1] I Værket over bornholmske Kirker er Døraabningen antydet i Snittet,
men paa Grund af den omtalte Bræddebeklædning har man ikke kunnet kumme
ind i Rummet over Choret, som derfor ikke er rigtig fremstillet paa
Tegningerne.

[2] Dehio und Bezold »Die kirchliche Baukunst des Abendlandes« har paa
Tavle 97 en Afbildning af Kirken Ste Marie au Lac i Le Thor (nærved
Avignon) som stammer fra det 12te Aarhundrede. Taget er her formet paa
lignende Maade, ved at der over Skibets Krydshvælvinger i Bygningens
Længderetning er muret en spidsbuet Tøndehvælving, hvis Yderflader sammen
med den underste Hvælving danne Tagfladerne, som ere dækkede med Sten.
De nævnte Forfattere anføre, efter at have omtalt, at i det 11te og
12te Aarhundrede gik man fra de tidligere anvendte flade Trælofter over
til at overhvælve Kirkerne, »Nach aller Wahrscheinlichkeit fällt der
Umschwung mit dem Eintritt des Friedens nach der Epoche der normanischen
und sarazenischen Invasion zusammen, als gleichzeitig eine grosse Anzahl
neuer Kirchen aus Trümmern und Asche sich erhob. _Charakteristisch ist,
dass gerade die älteren Generationen des Gewölbebaues alles Holzwerk
vollständig verbannen, indem sie die Dachziegel unmittelbar auf den
Gewölben befestigen._

[3] I min Indberetning til Ministeriet af 20de Mai 1890 er anført, at
Enden af Stenene skyder ud over de underliggende. Denne Fejltagelse beror
paa den første Undersøgelses mindre Grundighed. Ligeledes er den i samme
Skrivelse fremsatte Antydning af at de Sandstensfliser, der vare anvendte
til Gulv i Taarnets underste Etage, kunde hidrøre fra Tagbeklædningen,
forhastet. Disse Fliser vare tilhuggede af Sten, der maa være brudte af
dybereliggende Lag, medens Tagets Fliser uden Tvivl have været saakaldte
»Skaller«, opsamlede fra Overfladen.

[4] Af samme Mening er Brunius, medens dog Løffler, i sin Beskrivelse af
Danmarks Kirkebygninger, mener at Skillerummet i Aakirke er opført til
Støtte for to parallelt løbende Tøndehvælvinger.

[5] Architekt V. Koch har velvilligt meddelt mig, at der ogsaa i det
romanske Taarn ved Sønder-Næraa Kirke paa Fyn (som i meget minder om de
bornholmske Kirketaarne) findes en Aabning i 2det Stokværks Ydermur mod
Nord.





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Øster Marie Kirke - Beskrivelser og tegninger af Øster Marie Kirke med særlig - hensyn til den oprindelige form." ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.



Home