| By Author | [ A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z | Other Symbols ] |
| By Title | [ A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z | Other Symbols ] |
| By Language |
|
Download this book: [ ASCII ] Look for this book on Amazon Tweet |
Title: De Danske paa Schelden (1809-1813)
Author: Lütken, Otto George
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.
*** Start of this LibraryBlog Digital Book "De Danske paa Schelden (1809-1813)" ***
This book is indexed by ISYS Web Indexing system to allow the reader find any word or number within the document.
(1809-1813) ***
DE DANSKE PAA SCHELDEN
(1809-1813)
AF
OTTO LÜTKEN
AFSK. KAPITAIN AF MARINEN.
UDGIVET MED UNDERSTØTTELSE
AF
MARINEMINISTERIET OG DEN GREVELIGE HJELMSTJERNE-ROSENCRONESKE
STIFTELSE.
[Illustration]
KJØBENHAVN.
ANDR. FRED. HØST & SØNS FORLAG
1888
Kjobenhavn. — I. Cohens Bogtrykkeri.
HANS EXCELLENCE
ADMIRAL, KAMMERHERRE
CHARLES EDOUARD v. DOCKUM
Storkors af Dannebrog, Dannebrogsmand p. p.
tilegnet
ærbødigst af
_Forfatteren_.
Forord.
Det Materiale, der er lagt til Grund ved Udarbeidelsen af denne Episode
af den danske og franske Søkrigshistorie i 1809-1813, er tilveiebragt ved
Benyttelsen af officielle Aktstykker fra
Marineministeriets Arkiv i Kjøbenhavn, og
Archives du ministère de la marine, i Paris.
Hvad det officielle franske Materiale angaar, da blev det, ved den
daværende Marineminister Vice-Admiral Barbey’s imødekommende Tilladelse,
overdraget til Ministeriets »bureau des archives, bibliothèques
& publications« at samle de Sager, som ønskedes til Brug ved
Udarbeidelsen af Bogen, og fra Bureauet’s Chef, Mr. Delabarre, har jeg
modtaget en betydelig Samling Afskrifter af officielle Aktstykker fra
Marineministeriets Arkiv, som have været mig til stor Nytte under mit
Arbeide.
Til Supplering af dette Hovedmateriale, har der endvidere været benyttet
følgende Kilder:
Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. Efterladte Optegnelser i
Manuskript. (Manuskriptet tilhører Hs. Excellence Admiral C. E. v. Dockum
i Helsingør).
J. v. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie fra 1807-1809.
Kjøbenhavn 1847.
Archiv for Søvæsenet 8de Bind (Vice-Admiral Joost v. Dockum’s Levnet).
Kjøbenhavn 1836.
Edward Pelham Brenton: The naval history of Great Britain from 1783-1836.
London 1837.
Kjøbenhavn, April 1888.
=Otto Lütken.=
„De Danske paa Schelden“.
(1809-1813.)
Aaret 1808 havde været et trangt Aar for de Danske paa Schelden.
Siden Foraarets første Begyndelse havde de to Linieskibe »Pultusk«
og »Dantzick« under Kommando af danske Officerer og med dansk
Besætning ombord dannet et Led af den franske Flaade-Afdeling, der
under Kontre-Admiral Grev Edouard Burgues de Missiessy udrustedes paa
Scheldefloden. Maalet for Udfoldelsen af denne maritime Kraft ved
Antwerpen og ved Vliessingen var at faa dannet en Modvægt imod de
engelske Flaader i Kanalen og i Nordsøen, og Maalet var blevet naaet,
takket være den Energi, der var et Særkjende for Keiser Napoleons
Regjering. Man havde været Vidne til hvorledes det keiserlige Dekret, der
befalede Scheldeflaadens Udrustning, ligesom med ét Slag havde sat Liv og
Fart i Alting. Dokker, Værksteder og Magasiner kom under Bygning; det ene
Linieskib efter det andet reiste sine Spanter paa Antwerpens Bedinger,
løb af Stabelen og blev ekviperet med feberagtig Hast uden Hensyn til,
hvordan Arbeidet blev gjort. Men Napoleons Villie skete Fyldest, Ordlyden
i det keiserlige Dekret, der bestemte, at Scheldeflaaden, fuldstændig
ekviperet, forsynet med 6 Maaneders Proviant og med sit Reservegods
ombord, skulde være udlagt til Ankers paa Schelden forinden førstkommende
1. Mai, var bleven opfyldt til Punkt og Prikke. Den 1. Mai 1808 laa
virkelig 8 franske Linieskibe klare paa Schelden under Flag og Vimpel.
Det er udenfor al Tvivl, at en saa anselig Søstyrke paa dette Sted
maatte medføre, at en Del af den engelske Flaade vilde blive bunden for
at hindre de franske Skibe i at løbe ud og operere i Kanalen, og havde
Scheldeflaaden havt en energisk Chef, kunde den sikkert være bleven en
farlig Nabo for den engelske Kyst. Men Initiativet til at foretage et
kraftigt Stød med den nydannede Flaade manglede, og Sommeren forløb
uden egentlige Krigsbegivenheder. Kontre-Admiral Missiessy, der førte
Kommandoen, arbeidede vel med Iver paa at organisere Styrken og gjøre
Skibene kampberedte, men videre naaede man ikke, og den engelske Blokade
lukkede ubarmhjertig for Scheldens Munding. Sommeren igjennem havde man
saa at sige ligget med Fjenden i Sigte uden dog at komme til at maale sig
med ham; thi fra Farvandet ved Vliessingen og fra Fæstningens Bastioner
saa man de engelske Blokadeskibes Seil og Mastetoppe udenfor Bankerne.
Denne Uvirksomhedstilstand havde ikke undladt at virke deprimerende paa
Skibsbesætningerne, og haardest føltes maaske dette Tryk ombord i de to
dansk bemandede Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«.
Hertil kom endvidere for disse to Skibes Vedkommende det ulykkelige
Forhold, at der imellem de franske Autoriteter og de danske Skibschefer,
Kapitainerne Rosenvinge og Holsten, i Aarets Løb udviklede sig
saa spændt et Forhold, at alt Haab om Samarbeide maatte opgives.
Disciplinaire Uregelmæssigheder blandt Mandskabet, Officerernes
Misfornøielse med at tjene under fremmed Flag, og først og sidst en
uheldig Stivhed og Umedgjørlighed hos de danske Chefer lige overfor
deres militære Foresatte i Frankrig, vare de mest iøinefaldende Grunde
til alle de Rivninger og Stridigheder, der daglig øgedes og endte med,
at Kapitainerne Rosenvinge og Holsten efter Keiserens Befaling paa Grund
af Ulydighed bleve afsatte fra deres Kommando og under Arrest sendte til
Antwerpens Citadel, hvorfra de saa senere hjemsendtes som Arrestanter til
Danmark.
Vil man imidlertid gaa til Bunds i Sagen og søge den dybere Grund til, at
det første Aar af de Danskes Ophold paa Schelden staar som et mørkt Punkt
i vor Søkrigshistorie, maa man søge til Admiralitetet i Kjøbenhavn. Det
var Admiralitetet, som sendte to af Marinens Officerer — begge erfarne og
prøvede Mænd — som Skibschefer til Frankrig og lod dem reise hjemmefra og
indtage deres Poster uden nogen klar Instruktion til Rettesnor. Hvormeget
man derfor end vil kunne lægge Kapitainerne Rosenvinge og Holsten til
Last, at de savnede det rette Blik for deres Stilling, vil dog det
Ansvar for Scheldekampagnens første uheldige Aar altid falde tilbage paa
Admiralitetet, at man lod Befalingsmændene tiltræde deres Stilling uden
at være fortrolige med deres Pligter og de naturlige Begrændsninger,
deres Rettigheder havde.
* * * * *
Samme Dag, den 28. Januar 1809, som Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick«
maatte aflevere deres Værge og forlade Skibet som Arrestanter, blev
den franske Marineministers Ordre om, at de to Linieskibe indtil
videre skulde sættes under Kommando af franske Chefer, iværksat ved
at Eskadrechefen beordrede Kapitain Soleil, Chefen for Linieskibet
»l’Anversois«, til at føre Kommandoen ombord i »Pultusk«, samtidig med at
Kapitain Moras fra Linieskibet »César« blev Chef for »Dantzick«.
Ordren blev imidlertid af Hensyn til de Danske udført paa den mest
skaansomme Maade, idet de to Næstkommanderende, Kapitainlieutenanterne
Fasting og Stephansen, i Virkeligheden vilde komme til at føre den
egentlige Kommando; kun skulde de modtage alle Ordrer igjennem de nye
Chefer, der vedbleve at kommandere deres egne Skibe.
Skjøndt det, saaledes som man vil se, i Grunden var en temmelig uafhængig
Stilling, som de to ældste danske Officerer kom til at indtage efter
Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation, tiltalte denne
midlertidige Ordning dem dog saa langt fra. Den foregaaende Sommers
Uvirksomhed og idelige Gjenvordigheder havde efterhaanden slappet Lysten
og Handlekraften; Katastrofen den 28. Januar 1809, der ligesaa pludselig
som uventet berøvede dem deres Chefer, havde kun gjort Bitterheden
større i deres Sind og forøget Skuffelsen over, at Udsigten til snarlig
Afløsning og Hjemsendelse til Danmark var svundet bort. Foruden disse
Hovedudgangspunkter for Misfornøielse og Ulyst kom der endnu flere Ting
til, der hæmmede Tjenestens forsvarlige Udførelse og trykkede Humøret
ned. Hverken Fasting eller Stephansen vare saaledes tilstrækkelig
hjemme i det franske Sprog, Fasting var tilmed sygelig, plaget af Gigt,
som han havde paadraget sig under Opholdet i det fugtige hollandske
Klima, og endelig led den Assistance, som de havde fra deres subalterne
Officerer, ved at disse gjennemgaaende vare meget unge Folk. Under de
forhaandenværende Forhold, hvor Besætningerne i de to dansk bemandede
Linieskibe kort Tid forinden havde været paa Randen af aabent Mytteri,
vil man kunne forstaa, at Manglen paa ældre og mere solide Officerer
maatte være meget følelig for Cheferne.
Denne Mangel kommer ogsaa til Orde i en Rapport fra Kapitainlieutenant
Fasting til Admiralitetet kort Tid efter at han havde overtaget
Kommandoen af »Dantzick«, og hvori han udtaler sig saaledes:[1]
»De fleste af de Officerer, vi have, ere meget unge. Jeg vil herved ikke
miskjende dem, tvertimod. Det forekommer mig som de ere unge Mennesker,
hvorom man kan gjøre sig meget Haab, men jeg maa underdanig anmærke:
at i vor Stilling, saavel i Henseende til Mandskabets Stemning som til
Tjenestens Gang, behøve Officererne Sindighed og Styrke mere end under
almindelige Omstændigheder.« —
Katastrofen i Vliessingen medførte ganske naturlig, at der maatte
udnævnes nye Chefer til Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«. Den franske
Regjering stillede dette Forlangende og imødekom derved delvis Ønskerne
fra dansk Side.
Admiralitetet i Kjøbenhavn valgte Kommandørkapitainerne Joost v. Dockum
og v. Berger til at løfte den Sten, som Rosenvinge og Holsten havde
maattet lade ligge.
De to Officerer, af hvilke v. Dockum dengang førte Kommandoen paa
Batteriet »Prøvesten«[2], medens v. Berger i Tjenesteforretninger
opholdt sig i Flensborg, modtoge en af de sidste Dage i Februar Maaned
1809 Meddelelse om, at de vare udsete til de ledig blevne Kommandoer
paa Schelden, og at de som Følge heraf »havde at reise derhen og antage
sig som Chef et af disse Skibe under den vedkommende franske Admirals
Kommando«.[3]
For knap et Aar siden havde Admiralitetet paa samme korte og fyndige
Maade udstedt Reiseordre til Kapitainerne Rosenvinge og Holsten, der
netop nu som Arrestanter gjorde Reisen hjemefter fra Vliessingen,
eskorteret af franske Gendarmer. Det gjaldt derfor i første Linie om
at hindre, at noget lignende skulde kunne hænde de Officerer, der nu
stode i Begreb med at forlade Landet for at gaa i fransk Tjeneste, og da
man havde indset den store Feil, der Aaret forinden var bleven begaaet
fra Administrationens Side ved at lade Cheferne reise fra Kjøbenhavn
uden nogen virkelig Forholdsordre, blev der nu paa Kongens Befaling
af Admiralitetet udfærdiget følgende Instrux, der forinden Afreisen
tilstilledes de to Kommandørkapitainer.[4]
»Til Efterretning og Efterlevelse paa denne Hr. Kommandørkapitainen
befalede Expedition, tilkjendegives Dem herved: At Hans Majestæt,
vor allernaadigste Konge, har paa den franske Regjerings Forlangende
samtykket i, at 2de af den franske Keisers Skibe skulle besættes og
kommanderes af danske Officerer og Søfolk, hvilke som Auxiliaire skulle
tjene i Frankrig mod vore fælles Fjender de Engelske og Svenske.
»Hr. Kommandørkapitainen, der af Hans Majestæt Kongen allernaadigst
er udset til Chef for et af disse Skibe, vil altsaa fra det Øieblik
af, at De har meldt Dem til den kommanderende Admiral i Vliessingen,
samt ved Skrivelse til Marineministeren i Paris meldt Deres Ankomst og
af dem modtaget Kommando, i et og alt adlyde Deres Ordre! — og er det
ikke nok, at Hr. Kommandørkapitainen som Chef adlyder punktlig saadanne
Ordrer, som til Dem maatte indløbe, men det er endog Hs. Majestæt Kongens
allernaadigste Villie, at enhver især af Deres Underhavende skal ogsaa
være besjælet af samme Aand. Hr. Kommandørkapitainen paalægges derfor
som en hellig Pligt ved alle Leiligheder og paa alle mulige Maader at
bibringe Deres Underhavende denne allerhøieste Befaling. —«
Naar man gjennemlæser denne Instrux, vil man lægge Mærke til, hvorledes
Admiralitetet klog af Skade søger at gjøre sin Feil god igjen og sætter
alle Seil til for at forebygge en Gjentagelse af Katastrofen den 28.
Januar.
Den indtrængende Maade, hvorpaa det indskærpes de to designerede Chefer,
at der vises ubetinget Lydighed imod enhver Ordre, ikke alene af dem selv
personlig, men ogsaa af enhver af deres Undergivne fra det Øieblik af,
at de har meldt sig til Tjeneste i Vliessingen, viser tydeligt nok, at
den danske Marinebestyrelse nu havde aabnet Øiet og set hvor det var, at
Skoen trykkede.
Derfor fjerner ogsaa Instruxen med ønskelig Klarhed alt, hvad der kunde
bringe de nye Chefer ind i det farlige Dobbeltforhold til dansk og
fransk Autoritet, der havde været saa ødelæggende for deres Forgængere;
derfor hugges Baandet resolut over imellem Admiralitetet i Kjøbenhavn
og Skibscheferne paa Schelden, og til Afsked paalægges det dem som »en
hellig Pligt« at lystre og at sørge for, at alle de andre ogsaa lystre.
Instruxen er undertegnet af Wleugel, Knuth, Bille og Grove, og det er
vel ikke urimeligt at antage, at de 3 af disse Herrer fra Admiralitetet,
der for et Aar siden havde sat deres Navn under Rosenvinges og Holstens
lakoniske Reiseordre, ere blevne grebne af den Tanke, om ikke en saadan
Instrux kunde have klaret Spørgsmaalet for de to Kapitainer, da de
raadvilde og forblændede gjorde den ene Feil større end den anden; — hvis
virkelig en saadan Tanke har listet sig frem i det Øieblik, hvor Pennen
blev sat til Papiret for at undertegne Instruxen, har man næppe kunnet
skjule for sig selv, at en saadan Veiledning som den, der her blev givet
med paa Reisen, var saa klar i sin Form og saa lidt indbydende til at
handle imod, at en lignende nok vilde have været i Stand til at skaane
Marinen for den Ydmygelse, at to af dens Officerer i fremmed Tjeneste
bleve kasserede, belagte med Arrest og som Fanger transporterede tilbage
til Landet.
Den Opgave, som de to nye Chefer i fransk Tjeneste vilde blive stillet
lige over for, kan man paa Forhaand sige var langt vanskeligere end den,
som havde bragt deres Forgængere til at strande. Det gjaldt jo om intet
mindre end atter at bygge op, hvad Aaret iforveien havde bragt til at
styrte sammen, og det var meget, der skulde bringes paa ret Kjøl igjen.
Besætningerne skulde atter vænnes til at gaa i stramme Tøiler, styret af
en fast og sikker Haand; Lysten og Energien hos de subalterne Officerer,
som en aarelang, dræbende kjedsommelig Virksomhed havde sløvet, maatte
atter vækkes, for at Tjenesten kunde komme til at gaa som den burde, og
endelig maatte man være forberedt paa, at de franske Marine-Autoriteter,
efter hvad der var foregaaet paa Schelden, rimeligvis i Begyndelsen vilde
iagttage en reserveret Holdning overfor de nye Udsendinge fra Danmark.
Om det vilde lykkes at naa Maalet, maatte i høi Grad være afhængig af den
Mands personlige Egenskaber, der, som den ældste af de danske Skibschefer
kom til at bære Ansvaret. Det var ikke nok at være en duelig Sømand og
routineret Skibschef; under de daværende vanskelige Forhold krævedes
der noget mere, for atter at give den danske Marines Navn god Klang i
Frankrig. Den Mand, for hvem dette skulde kunne lykkes, maatte først og
fremmest sætte alt ind paa i Samarbeidet med sine fremmede Overordnede
at vise en ihærdig Villie for at faa det gjensidige Tillidsforhold
istand, som saa sørgeligt var bristet Aaret iforveien. Men lykkedes det
først at beseire denne Vanskelighed, vilde dermed Veien være aabnet til
en ny og ærefuld Kampagne for de danske Søfolk paa Schelden.
Admiralitetet forventede, at Kommandørkapitain Joost v. Dockum nok vilde
vise sig istand til at løse den vanskelige Opgave.
Denne Mand nedstammede paa mødrende Side fra en af de protestantiske
Familier, der i Aaret 1685 efter Ophævelsen af det nantiske Edikt nødtes
til at forlade Frankrig og søge sig et nyt Fædreland. Faderen, der under
Danneskjolds Bestyrelse af Marinen var bleven indkaldt fra Holland,
da Dokken skulde anlægges paa Værftet, var Hydrauliker og boede ude i
Lyngby, hvor han eiede en Fabrik, der dreves af en Vandmølle.
I Lyngby blev Joost v. Dockum født den 30. April 1753, og her levede han
sine Barndomsaar, indtil han 12 Aar gammel kom ind paa Akademiet som
Kadet.
Som Lieutenant var v. Dockum meget tilsøs og gjorde sig allerede tidlig
bemærket som en lovende ung Officer; i Aarenes Løb havde han som Kapitain
forskjellige Gange været udkommanderet som Chef[5], men det var dog først
hans Togt med Fregatten »Havfruen« (1799-1801), der gav Anledning til, at
Opmærksomheden blev henledet paa ham.
»Havfruen« afseilede i Foraaret 1799 til Middelhavet for at forstærke den
der stationerede Eskadre under Kommandørkapitain Steen Bille.
Under Billes Kommando fik v. Dockum god Leilighed til at vise sin
Konduite og Aktivitet som Skibschef. Sikkerheden i dette Farvand var paa
den Tid kun meget ringe, da franske, engelske og spanske Kapere sværmede
Middelhavet over og gjorde Veien usikker og farefuld for Koffardimanden.
Og da den danske Handel i Middelhavet netop paa dette Tidspunkt stod i
sin fulde Blomst, var det nødvendigt at lade et udstrakt Konvoisystem
træde i Virksomhed som det eneste Middel til at skjærme de rige Ladninger
mod Vold og Plyndringer. Det kunde imidlertid ikke undgaas, at det
kildne Konvoispørgsmaal af og til førte til smaa Kollisioner mellem
Billes Eskadre og de krigsførende Magters Skibe, naar disse i Søen vilde
visitere en Konvoi, der seilede under det danske Orlogsflags Beskyttelse.
Og mere end én Gang, hvor v. Dockum ombord i »Havfruen« mødte en saadan
Fordring om Visitation, viste han, at han, underlegen i Antallet af
Kanoner, men overlegen i Villiestyrke, var Mand for at hævde det danske
Flags Uantastelighed med saa megen Dygtighed og Bestemthed, at Fordringer
om Visitation bleve opgivne, endog under saa ulige Styrkeforhold, at
»Havfruen« vilde være bleven skudt i Sænk i en Haandevending, hvis der
var bleven sat Haardt imod Haardt.
Havde Admiralitetet saaledes efter v. Dockums tidligere militære Løbebane
al Grund til at haabe, at man i ham havde fundet en Mand, der vilde være
istand til at løse Opgaven tilfredsstillende, slog man sig dog ikke til
Ro hermed, skjøndt man havde Bevidstheden om, at den medgivne Instrux,
der klart og tydeligt afstak den Vei, der skulde følges, vilde lette
Cheferne Arbeidet i høi Grad.
Der toges nemlig en Forholdsregel endnu. Idet Admiralitetet rigtig
skjønnede, at v. Dockum snarere vilde kunne blæse nyt Liv i Tjenesten
ombord i de to Linieskibe, naar han mødte til Arbeidet med et frisk
Sæt subalterne Officerer hjemmefra, som ikke havde været Vidne til det
foregaaende Aars Gjenvordigheder, bestemte man sig til at foretage
en temmelig gjennemgribende Afløsning af Officersbesætningen ombord
i »Pultusk« og »Dantzick«. De fornødne Ordrer hertil udgik fra
Admiralitetet samtidig med Chefernes Udkommando den 27. Februar 1809 i
enslydende Skrivelser til Officererne[6], hvori det paalagdes dem hver
især: »at melde sig til Hr. Kommandørkapitain v. Dockum for at følge med
ham til Vliessingen og at ansættes til Tjeneste paa et af derværende
franske Orlogsskibe. Forrettende sin Tjeneste saaledes som han agter at
tilsvare og være bekjendt«[7].
Den 7. Marts 1809 skulde efter Bestemmelsen v. Dockum sammen med den
til Afløsningen kommanderede Styrke af subalterne Officerer forlade
Kjøbenhavn og begive sig paa Veien til Vliessingen. Skjøndt der med
Datidens primitive og langsomme Befordringsmidler jo vilde gaa en
antagelig Tid, forinden han med sine Ledsagere kunde vente at naa Maalet
for sin Reise, afsendte Admiralitetet i Kjøbenhavn dog samme Dag en
Skrivelse til Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen i Vliessingen
for at underrette dem om de to nye Chefers forestaaende Ankomst.
Som man kunde vente, vakte denne Meddelelse kun Tilfredshed hos de
to Næstkommanderender, og deres Glæde over og Utaalmodighed efter
snart igjen at komme under en dansk Chefs Kommando kom til Orde i en
Fællesrapport[8], som de strax efter Modtagelsen af Admiralitetets Brev
afsendte til Kjøbenhavn og hvori de skrive:
»Det høie Kollegii Skrivelse af 7. hujus er os indløben. Vi smigre os
med det Haab, at de deri gunstig anmeldte Chefer ankomme inden Skibene
lægge ud, da vi saaledes blive befriet for den Ulempe at lægge ud under
fremmede Chefer, som hverken forstaa os, eller vi dem. Ligeledes haabe
vi, at de Officerer, som ankomme til Afløsning, ere det franske Sprog
nogenledes mægtige, hvilket er en væsentlig Nødvendighed for Tjenestens
Gang.«
Som tidligere omtalt, var Afreisen bestemt til den 7. Marts, og paa
denne Dag, om Formiddagen Kl. 8½, kjørte man fra Kjøbenhavn ud ad
Roeskildeveien ad Korsør til.
Reise gjennem Sjælland, Fyen og Jylland.
-------+-----+----+----------+-----------+----+----+----------+----+---
1809 |Marts| Kl.| Reiste | Passerede | Kl.| Kl.| Kom til |Mil | *
| | | fra | forbi | | | | |
-------+-----+----+----------+-----------+----+----+----------+----+---
Tirsdag| 7. | 8½ |Kjøbenhavn|Roeskilde |10¼ |12½ |Roeskilde | 4 | 1.
| | | | Kro | | | | |
| | | | | | | | |
| | 3½ |Roeskilde | | | 7½ |Ringsted | 4 | 2.
| | | | | | | | |
| | 8 |Ringsted |Krebs Kroen|10 |12 |Slagelse | 4 | 3.
| | | | | | | | |
Onsdag | 8. | 7 |Slagelse | | | 7½ |Antvorskov| ¼ | 4.
| | | | | | | | |
| |12 |Antvorskov| | | 2 |Korsør | 1¾ | 5.
| | | | | | | | |
Torsdag| 9. | 3½ |Korsør |Store Belt | | 8½ |Nyborg | 4 | 6.
| | EM | | | | | | |
| | | | | | | | |
Fredag | 10. | 9½ |Nyborg | | | 1 |Odense | 4 | 7.
| | FM | | | | | | |
| | | | | | | | |
| | 3½ |Odense | | |11½ |Middelfart| 6 | 8.
| | | | | | | | |
Lørdag | 11. | 7½ |Middelfart|Lille Belt | | 8 |Snoghøi | ¼ | 9.
| | | | | | | | |
* Mærkværdigt.
1. Spiste til Middag i Prindsen og besaa Domkirken.
2. Spiste til Aften. Voigt og jeg reiste alene derfra om Aftenen; de
andre bleve.
3. Forblev i Postgaarden Natten over; meget dyrt.
4. Besøgte Voigts Fader.
5. Kunde formedelst Storm ei komme over Beltet; forblev i Korsør til
næste Middag. Bønderne i Sjælland kjøre aldrig af Veien for nogen.
6. Kom over med Post-Jagten; forblev der Natten over.
7. Spiste til Middag og besaa Byen.
8. Blev indkvarteret hos Borgerne om Natten, da vi ei kunde faa
Natteleie for Penge.
9. Kom over med Færge-Fartøi. Voigt, jeg og Ring gik, da Vognene bleve
for længe borte, tilfods til Kolding; de andre kom først Kl. 5.
Besaa paa Veien en Vandmølle.
I en lille Dagbog, som en af Officererne har efterladt sig, træffer man
en detailleret, skematisk Fremstilling af Overreisen til Vliessingen[9].
Det første Blad heraf, som ovenfor findes aftrykt, indeholder vel intet,
som kan have Krav paa særlig Interesse, men ganske oplysende er det dog
til Sammenligning med Nutidens Reisemaade at se, hvorledes man reiste ved
Aarhundredets Begyndelse, møisommeligt sneglende sig frem fra Kro til Kro.
Man behøver egentlig kun at læse de sidste Linier af det nævnte Blad i
Tuxens Reise-Journal, for paa den mest slaaende Maade at blive mindet om
Forskjellen imellem Nutidens og Datidens Reisemaade. For den, der selv
med et Exprestog er fløiet afsted med 8-10 Mils Fart i Timen, og gjennem
Kupévinduet har set, hvorledes Byer, Skove og Bjerge under Kjørslen dukke
frem og forsvinde igjen i et skiftende Panorama, er der noget hyggeligt
gammeldags, næsten rørende ved at læse om, hvorledes disse Reisende ved
Aarhundredets Begyndelse paa Routen Kjøbenhavn-Vliessingen tilbagelægge
Veien imellem Snoghøi og Kolding tilfods, da Befordringen pr. Vogn er dem
for langsom, hvorledes de stoppe op underveis og bese en Vandmølle og
endelig optegne denne Begivenhed i deres Reise-Journal i en Rubrik med
Overskriften »Mærkværdigt«.
Dagen forinden, den 10. Marts 1809, sent ud paa Aftenen, var v. Dockum
og hans Officerer ankomne til Middelfart. Det var Chefens Hensigt at
fortsætte Reisen videre over Beltet, hvad der ikke lod sig gjøre, da alle
Færger laa ovre paa Snoghøi-Siden; en Jolle med en Officer blev dog strax
samme Nat sendt over til Snoghøi for at bestille Færge og Heste til
næste Morgen tidlig, da Reisen skulde fortsættes.
Det var Midnat, og v. Dockum stod med sine Officerer i Middelfarts Gader
uden at kunne faa Nattelogis. »Alle Auberger«, — skriver han i sin
Rapport til Admiralitetet[10] »vare opfyldte med Reisende, og for ikke at
komme til at spadsere paa Gaden hele Natten, igjennem, maatte jeg ty til
Magistraten i Byen for at komme i Hus.« —
Paa Reisen videre frem, under Kjørselen sønder paa fra Snoghøi gik
det kun langsomt paa Grund af de tarvelige Befordringsmidler, der
kunde stilles paa Benene. v. Dockum klager med Rette i sin Rapport til
Admiralitetet over »at paa hver Station, hvor der skulde skiftes Heste,
maatte der ventes 3-4 Timer, inden Forspandet kunde skaffes tilveie, og
Hestene vare saa slette og udasede, at de i Reglen brugte 6-8 Timer om at
tilbagelægge 3 Mil.« —
Paa denne møisommelige Maade arbeidede man sig fremad over Eckernførde
til Kiel. Under sit Ophold her fik v. Dockum at vide, at de to tidligere
Chefer for »Pultusk« og »Dantzick« vare ankomne til Rendsborg Fæstning
fra Antwerpen som Arrestanter. Med Tilladelse fra Kongen, som netop var i
Kiel, begav han sig til Rendsborg og havde den 15. Marts en Samtale med
Rosenvinge og Holsten, forinden Turen gik videre. For at paaskynde Reisen
havde v. Dockum givet Ordre til at der skulde kjøres Nat og Dag, indtil
man kom til Hamburg; men i den mørke Nat var Kudsken saa uheldig at vælte
Vognen og hele Reiseselskabet i Grøften. Med nogle mindre Skrammer kom
dog alle paa Benene igjen, saa at Kjørselen kunde fortsættes, og Dagen
efter, den 16. Marts 1809, ankom man uden videre Uheld til Hamburg,
hvor den anden Linieskibschef, Kommandørkapitain v. Berger, der kom fra
Flensborg, sluttede sig til de afreisende danske Officerer.
Opholdet i Hamburg medtog 4 Dage, for en Del fordi man her skulde
have de nødvendige Penge til Reisens videre Fortsættelse. v. Dockum
fik dog snart Sagen bragt i Orden, idet han »adresserede sig til
Banke-Kommissair Gebaurer for at faa Guld-Mynter«, og med 3000 Rdl.
Slesvig Holstensk Courant begav man sig paa Veien igjen den 20de Marts
1809[11]. 2 Dage efter naaedes Bremen, men herfra og videre vester paa
besværliggjordes Reisen ved Foraars-Oversvømmelserne, der gjorde Veiene
næsten ufremkommelige og særlig i Omegnen af Byen Nijmegen vare meget
betydelige. Imidlertid arbeidede Heste og Vogne sig dog med en Del Besvær
frem ad de opkjørte, overflydte Veie; den 28. Marts passeredes Bergen op
Zoom, og den 29. ud paa Eftermiddagen naaede endelig v. Dockum og hans
Officerer Reisens Endemaal, Vliessingen.
Skjøndt det allerede var sent paa Dagen, vilde de to Kommandørkapitainer
dog ikke lade noget forsømt og begave sig umiddelbart efter Ankomsten til
den kommanderende franske Admiral, for at melde sig til ham.
Det har næppe været uden en vis Spænding ved Tanken om hvilken
Modtagelse, der vilde blive dem til Del, at v. Dockum og v. Berger gik
til dette første Møde med deres tilkommende franske Chef, men de traf
i Vice-Admiralen den samme milde, venlige Mand, der saa ofte Aaret i
Forveien havde taget Stødet af for de Danske, og de fik en Modtagelse saa
imødekommende, at det overgik enhver Forventning. Da Missiessy overlod v.
Dockum som den ældste Officer at vælge, hvilket af de 2 dansk bemandede
Skibe han ønskede at blive Chef for, valgte han Linieskibet »Pultusk«,
det samme som Rosenvinge havde kommanderet, og Sammenkomsten endte med,
at Admiralen indbød de to Chefer til at spise med sig[12].
Ved de danske Officerers Ankomst havde allerede Livet begyndt at røre
sig paa Schelden. Isen var brudt op og Floden atter seilbar, Flaadens
Foraarsudrustning var begyndt, og ikke mindre end 10 franske Linieskibe
laa under Ekvipering i Vliessingens Bassiner. Allerede Dagen før v.
Dockums Ankomst halede de to første af dem seilklare ud fra Værftet og
fortøiede paa Floden, og Resten skulde følge efter Slag i Slag. Det
var derfor en Opmærksomhed imod de Danske, naar Admiral Missiessy gav
Ordre til, at de to dansk bemandede Linieskibe skulde hale sidst ud fra
Værftet, for at de nye Chefer under de fremmede Forhold derved kunde faa
bedre Tid til at blive hjemme i deres Skibe og lære Officerer og Mandskab
lidt at kjende, forinden den egentlige Eskadretjeneste begyndte.
Medens man saaledes ved Vliessingen var i fuld Gang med at gjøre
Scheldeflaaden seilklar til den forestaaende Sommerkampagne, udfoldedes
der samtidig højere oppe paa Floden ved Antwerpen en Virksomhed, der trak
store Vexler paa Tid, Arbeidskraft og Penge.
Efter at Keiser Napoleon havde indset, at Schelden var det Sted, hvorfra
en fransk Flaade med størst Virkning vilde kunne føre et Stød imod
England, var hans Bestemmelse med det samme taget om at gjøre Antwerpen
og Vliessingen til Operationsbasis for en maritim Bevægelse mod den
engelske Kyst. Det havde fra første Færd været Regjeringens Mening, at
disse to Byer hver skulde have sin særlige Del af Opgavens Løsning,
saa at Antwerpens nye Skibsværfter byggede Flaadens Skibe, medens
Vliessingens Bassiner gave Orlogsmændene Vinterkvarter, da den stærke
Isgang paa Schelden forbød en Overvintring paa Floden.
Saaledes var Forholdet ogsaa endnu i Foraaret 1809, men en Forandring
var forestaaende. De nye Arbeider ved Antwerpen vare vel endnu i deres
Barndom, men det hele Anlæg havde et saa storartet, næsten kjæmpemæssigt
Sving over sig, at det var at forudse, at den Tid ikke laa fjern, hvor
Vliessingen vilde blive reduceret til en Udhavn, en Forpost imod den
engelske Kanal. Den franske Regjerings Planer sigtede nemlig til intet
mindre end at gjøre Antwerpen til en stor Marinestation, istand til ikke
alene at bygge en Flaade paa sine Værfter, men ogsaa istand til at give
denne Ly om Vinteren i sine Dokker.
Udførelsen af denne omfattende Plan, der faa Aar senere skulde hæve
Antwerpen til en Krigshavn af første Rang, var allerede paabegyndt med
hensynsløs Energi. Der var projekteret Anlæg af Bassiner ud imod Floden,
som skulde kunne rumme ialt 80-100 Linieskibe, men paa den paatænkte
Plads, i den østlige eller nordøstlige Del af Byen, laa den Gang et
folkerigt Kvarter med over tusinde Huse. Den keiserlige Regjering lod sig
dog ikke stoppe i Farten af denne Hindring. Hele det paagjældende Kvarter
var i Foraaret 1809 bleven exproprieret paa Keiserens Befaling, Beboerne
beordrede til at flytte fra deres Leiligheder, og kort efter begyndte her
et Sløifningsarbeide, der i Storartethed søger sin Lige, hvor Gade efter
Gade maatte falde, og hvor Kirker, Klostre og andre offentlige Bygninger
jevnedes med Jorden. Efter at Nedrivningsarbeiderne vare endte, toges der
med Kraft fat paa Udgravningen af Bassinerne. I store Arbeidskolonner,
der afløste hinanden uden Standsning, gik Gravningen for sig Dag og Nat.
Det var en broget Sværm, der mødte til Arbeide; Bønder og Arbeidsmænd,
franske Soldater og Krigsfanger[13] i deres fremmede Uniformer færdedes
her imellem hverandre, og naar Mørket faldt paa, tændtes Fakler rundt paa
Arbeidspladsen og holdtes brændende Natten igjennem, for at Folkene kunde
se at grave.
Det var at forudse, at et Foretagende, der indlededes i saa stor Stil,
ogsaa nok af Napoleons Regjering vilde blive bragt til Ende paa en
tilsvarende Maade, men ingen havde vel troet det muligt, at paa samme
Sted, hvor der endnu tidlig paa Foraaret 1809 havde ligget et Kvarter af
Antwerpens By, og hvor Livet havde rørt sig i Gader og Stræder, skulde 3
Aar senere Linieskibe paa 84 Kanoner flyde ind og lægge sig i Vinterhavn
fuldt udrustede, med Kanoner, Proviant og Besætning ombord.
Den 1. April 1809 overtog de to nyankomne Chefer deres Kommandoer, efter
at de danske Officerer Dagen forinden vare blevne dem forestillede,
og Eskadrens Skibe, der efterhaanden som de bleve seilklare, halede
ud af Vliessingens Bassiner, afgik til Ankerpladsen ved Terneuzen for
midlertidig at indtage Station der.
Denne Flaadeafdeling, der i den første Halvdel af April Maaned samledes
under Admiral Missiessy’s Kommando, bestod af følgende Skibe:
_Avant-Garden._
Kanoner og Karonader.
Linieskibet l’Anversois 84
» le Dalmate 84
» le Commerce de Lyon 84
_Corps de Bataille._
Linieskibet le Duguesclin 84
» le Dantzick 84
» le Charlemagne (Flagskib) 84
» le César 84
_Arrière-Garden._
Linieskibet la Ville de Berlin 84
» l’Albanais 84
» le Pultusk 84
Fregatten Friesland 44 }
» Iris 20 } (hollandske)
» Ajax 20 }
Briggen Butler 14 (engelsk Prise)
Proviantspørgsmaalet, der under Rosenvinges Kommando havde givet den
første Anledning til Misfornøielse ombord og sat den første Kurre paa
Traaden imellem de danske Chefer og deres Foresatte, begyndte strax
efter v. Dockums Ankomst at røre sig igjen Ligesom sidst var det ikke
Kvaliteten, der klagedes over. Maden var god, og efter franske Forhold
ogsaa tilstrækkelig, men forslog blot ikke til de danske og norske
Søfolk, der fra Hjemmet vare vante til en langt rigeligere Kost end den,
den franske Intendantur leverede.
Skjøndt v. Dockum havde været for kort Tid paa Stedet til at kunne fælde
en uhildet Dom om alt, hvad der blev forelagt ham ombord til Afgjørelse,
havde Mandskabets Klager over utilstrækkelig Bespisning dog strax hans
Sympathi. Den allerførste Gang, han efter Ankomsten havde set sin
Besætning opstillet til Præsentation, var han bleven slaaet af Folkenes
Udseende. Det var ikke de samme sunde, kraftige og veirbidte Skikkelser,
han her fik at se, som ved Mønstringen ombord i en dansk Orlogsmand
hjemme; »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Besætning havde et mat, sygeligt
Udseende, og v. Dockum skrev det ganske naturligt paa Bespisningens
Regning, over hvilken der klagedes i begge Skibe.
Det bliver dog et Spørgsmaal, om han ikke har taget feil paa dette Punkt,
og om ikke det fugtige, usunde hollandske Klima, de slette sanitære
Forhold, hvorunder Mandskabet Vinteren igjennem havde levet, kasernerede
ombord i Skibe, hvor der hverken fandtes Kabys eller Kakkelovn, hvor
Lys og Lanterner ikke engang var tilladt, men kun stiltiende taalt
som en uundgaaelig Nødvendighed, om ikke alt dette i Forbindelse med
Misfornøielsen og Hjemve langt snarere har tæret paa Mandskabets friske
Udseende end Afsavnet af nogle Maaltider Grød og 1 ℔ Smør om Ugen.
v. Dockum havde imidlertid bestemt sig til at tale sine Folks Sag,
naar det lod sig gjøre, og Leiligheden tilbød sig snart. Efter at
nemlig Vice-Admiral Missiessy den 20. April 1809 om Eftermiddagen
havde heist sit Flag ombord i Linieskibet »Charlemagne«, afholdtes
der hos den Kommanderende et Møde til Afgjørelse af forskjellige
Provianterings-Spørgsmaal, hvor samtlige Eskadrens Chefer og Intendanter
vare tilstede, og her haabede v. Dockum at kunne faa Sagen bragt paa Bane.
Dette lykkedes ogsaa paa en vis Maade, idet der paa Mødet »blev meget
talt til Fordel for de danske Matrosers adresse og Kræfter imod de
Franske«[14], og denne Kompliment benyttede v. Dockum til at svare: »at
Aarsagen formodentlig var, fordi de nordiske Folk spiste stærkere Føde
end de Franske, hvilket formodentlig gav dem mere Kræfter«[14].
Denne Forklaring har aabenbart været beregnet paa, at de Styrende paa
Mødet paa en fin Maade skulde forstaa det Ønskelige i, at der foretoges
en Forandring i det for de Danske gjældende Spisereglement. Antydningen
har imidlertid været for fin og er næppe bleven forstaaet, medens paa
samme Tid v. Dockum med det foregaaende Aars Proviantstrid for Øie har
været saa klog hellere at lade Spørgsmaalet falde end at rette noget
direkte Forlangende i denne Henseende til de franske Autoriteter.
Dog opgav han derfor ingenlunde sin Plan, fordi han under disse
Omstændigheder fandt det rigtigst ikke at gaa lige løs paa Maalet. Han
slog blot diplomatisk ind paa en Sidevei, som han haabede nok vilde føre
ham, hvorhen han ønskede. Man ser dette bekræftet gjennem v. Dockum’s
Rapport til Admiralitetet om Mødet ombord i Linieskibet »Charlemagne«,
hvori det hedder:[15]
»Men for at jeg ikke skal komme i Uleilighed for at anmode om større
Rationer, saa udbeder jeg underdanigst, at denne Mangel for den franske
Minister i Kjøbenhavn maatte blive foredragen til videre at forestille
den franske Regjering derom, da Mandskabets Udseende er som de kunde være
kommet ud af et Fængsel, hvor de have lidt Nød; og anser jeg det for
nødvendig til deres Helbreds Konservation, at der bliver foranstaltet, at
de faa ugentlig nogle Maaltider Grød og Smør, hvorfor dem igjen ugentlig
kunde afkortes nogle Maaltider Bønner.«
Endnu inden dette Brev havde naaet sit Bestemmelsessted, fik imidlertid
v. Dockum en uventet Hjælp i Proviantspørgsmaalet fra Admiralen selv.
Efter at Flaget nogle Dage havde vaiet ombord i »Charlemagne«, afreiste
nemlig Missiessy til Paris for at forhandle mundtlig med Marineministeren
om forskjellige Tjenestesager og viste ved sin Afreise den Opmærksomhed
imod v. Dockum at spørge ham, om han havde noget at andrage hos
Ministeren, i hvilket Tilfælde han da skriftlig kunde tilmelde Admiralen
det.
v. Dockum var naturligvis ikke sen til at benytte dette kjærkomne Tilbud
til at slaa det ønskede Slag for de danske Besætninger og deres gode
Appetit, og sendte Vice-Admiralen forinden dennes Afreise til Paris en
Skrivelse, hvori det hedder:[16]
»At hvis han fandt Leilighed i Paris, da at udvirke hos Marineministeren,
at det danske Mandskab kunde faa nogle Gange Grød og Smør om Ugen i
Stedet for Bønner.
»Grød og Smør er den danske Matroses nationale Føde, og vil sikkert
bidrage meget til Mandskabets Sundhed og Konservation«.
Under Missiessy’s Fraværelse i Paris vedblev hans Flag at vaie fra
»Charlemagne«, medens Kommandoen midlertidig overgik til den ældste
Officer i Flaaden, Kontre-Admiral Courand (Linieskibet »Dalmate«). Under
dennes Befaling lettede Flaaden fra Terneuzen den 28. April 1809 og stod
Farvandet ned imod Vliessingen. Det havde først været Bestemmelsen,
skriver v. Dockum i sin Rapport derom til Admiralitetet, at Flaaden
skulde søge Vliessingen og atter lægge ind i Bassinerne[17]. Grunden til,
at man tænkte paa at lade Marinen indtage en saa fremskudt Stilling
mod Kanalen, var den, at der allerede nu i det tidlige Foraar begyndte
at dukke Rygter op om engelske Udrustninger, hvis Maal sagdes at være
Vliessingen og Schelden. Da disse Rygter i alle Tilfælde paa dette
Tidspunkt endnu vare noget forhastede, toges Ordren imidlertid tilbage,
og Flaaden ankrede samme Eftermiddag i Farvandet midt imellem Antwerpen
og Vliessingen paa det samme Sted, der ogsaa Aaret forinden havde været
dens Sommerstation, og man tog med Kraft fat paa Skibenes Organisation og
Mandskabernes Uddannelse.
Admiral Missiessy vendte efter 2-3 Ugers Fraværelse i Paris tilbage til
sin Flaade og tog atter Ledelsen i sin Haand. Kort efter sin Ankomst
modtog han Meddelelse om, at Kong Louis af Holland vilde inspicere
Fæstningerne og Batterierne langs med Schelden og ved samme Leilighed
komme ombord paa Flaaden.
Paa den berammede Dag, Onsdag den 17. Mai 1809, begav Admiral Missiessy,
ledsaget af sine Skibschefer og en Del af Flaadens Officerer, sig iland
for at modtage Hs. Majestæt. Om dette Møde med Kong Louis af Holland har
v. Dockum nedskrevet følgende Beretning i sine efterladte interessante
Optegnelser[18].
»Admiralen blev underrettet om, at Kongen af Holland, Louis, vilde paa en
bestemt Dag møde i Land i Nærheden af os, hvorfor Admiralen med Cheferne
og en Del Officerer gik den Dag i Land for at gaa Hs. Majestæt i Møde,
og da vi mødte Hs. Majestæt, sad han med sin Marechal i en ussel Kareth
forspændt med 2 elendige Heste.
»Kongen lod sin Kavaler stige ud, for at give Admiralen Plads i Vognen,
og at se Hs. Majestæt i Karethen var det en smuk Herre af maadelig Høide,
med et fornøieligt Ansigt, og havde han nogen Ligning med den danske
Minister Moltke i England. Der samlede sig nogle Herrer og Bønder, som en
efter anden sagde: _Leve de Koning!_ (istedetfor vort danske Hurra). Hs.
Majestæts Ankomst var for at inspektere Fæstninger og Batterierne, som
vare anlagte paa de snævreste Passer af Scheldefloden, og da vi kom til
et Batteri, som var monteret med 12 Stkr. 24 ℔ Kanoner, for at skjønne,
hvor mange Mand han dertil behøvede at sende til Besætning, steg han ud
af Vognen som en Krøbling, formodentlig af Gigt. Den højre Arm kunde han
ikke lade synke, den venstre Arm var nedbøiet og hængte bag og stiv,
Legemet var bueformigt, og de Skridt, Hs. Majestæt kunde tage, vare
langsomme og kun ¼ af et almindelig Menneskes.
»Da hans Majestæt kom paa Batteriet, hvor der over Floden til den anden
Kyst kunde være 1000 Skridt, spurgte han, om Kanonerne kunde række et
Skib, som der vilde passere, og paa Svaret, at Kuglerne magelig kunde
række, lovede Hs. Majestæt at ville sende 3-4000 Mand til Batteriets
Besætning. Man svarede, at der ikkun behøvedes nogle 100 Mand, men han
lovede at sende dertil 3000 Mand og nogle Orlogsskibe«.
Efter at Inspektionen i Land var til Ende, gik Kongen i Admiralens
Fartøi. Der flagedes fra alle Flaadens Linieskibe, og under Udroningen
saluteredes der fra begge Kommandoskibene med 30 Skud. Medens Kongen var
ombord hos Missiessy, foretog Flaaden Seilmanøvrer, der blev skudt til
Skive efter Tønder, foretaget Ud- og Indsætning af Fartøier o. s. v., og
endelig kaldtes Skibscheferne, efter at Øvelserne vare ophørte, ombord i
Admiralskibet.
Det lader til, at de to dansk bemandede Skibe med deres Besætninger af
virkelige Søfolk allerede ved denne Leilighed have været istand til at
udføre deres Sager paa en Maade, der vakte Opmærksomhed i Flaaden, og
hævdet deres Overlegenhed over de franske Skibsbesætninger. En Del af
disse havde aldrig været tilsøs udenfor Schelden, hvorimod Størsteparten
af »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Matroser havde faret Verden rundt til
Koffardis. v. Dockum indberetter ogsaa i en Rapport til Admiralitetet af
24. Mai 1809, at efter Manøvrerne »samledes alle Skibscheferne ombord hos
Admiralen, hvor denne lige overfor Kongen af Holland udtalte sig meget
rosende om de danske Skibes Præstationer«[19].
Forinden Kongen af Holland forlod Flaaden for at inspicere Fæstningerne
Lillo, s’Hertogenbosch og Antwerpen, uddelte han forskjellige Foræringer
ombord i Admiralskibet, ligesom ogsaa hvert Skibs Mandskab blev betænkt
med en Sum Penge til Fordeling[20].
For de danske Mandskabers Vedkommende faldt det ganske naturligt, at man
strax spiste Foræringen op. De to Vexler paa 500 Gylden, som Dagen efter
Kongens Afreise sendtes ombord, anvendtes til Anskaffelsen af et Par gode
Maaltider Mad, og i begge Skibe spiste man sig nu engang for Alvor mæt.
Ihvorvel Kongen af Hollands Inspektionsreise langs Schelden ikke havde
meget at betyde, da alle hans beredvillige Løfter om Assistance af
Tropper og Skibe aldrig bleve til Virkelighed, stod hans Besøg dog i
nøie Forbindelse med Rygterne om en forestaaende engelsk Landgang ved
Vliessingen. Det tjente i alle Tilfælde til at konstatere, at netop det
Sted, mod hvilket man kunde vente, at England vilde rette sit offensive
Stød, Vliessingen, Scheldens Delta, og hele Terrainet paa begge Sider
af Floden fra Søkysten og helt op til Antwerpen, — i Øieblikket var saa
forsvarsløst som vel muligt.
Grunden til, at denne Landsdel saaledes i Krigstid laa uden Forsvar, maa
søges i de store militære Foretagender, som Frankrig i Aaret 1809 var
engageret i. Krigen med Østerrig var netop udbrudt; ved Rhinen, ved Donau
og i Spanien stode de franske Hærkorpser lige overfor Fjenden, og for at
tilfredsstille de 3 opererende Armeers Krav, trak man Besætninger og
Garnisoner bort allevegne fra, hvor man troede, at de kunde undværes,
og sendte dem til Krigsskuepladsen. Paa denne Maade havde de hollandske
Fæstninger mistet deres egentlige Besætninger, og saa summarisk gik man
frem for at skaffe Soldater tilveie til Keiserens Krigsforetagender,
at endog ethvert af Scheldeflaadens Skibe maatte afgive en Del af sine
Soldater i dette Øiemed.
Et paalideligt Billede af den Modstand, som en fremtrængende Hær vilde
kunne vente at finde paa sin Operationslinie fra Vliessingen op til
Antwerpen i Forsommeren 1809, kan man danne sig ved at betragte de
Forsvarskræfter, som vare til Raadighed. Nogen Felthær, der kunde tage
Kampen op med Fjenden i aaben Mark, fandtes aldeles ikke, og paa de
forskjellige faste Pladser langs Floden var saavel Materiellet som
Personellet i en meget maadelig Forfatning. Saaledes havde den vigtige
Fæstning Vliessingen ved Scheldens Udløb kun en lille Besætning, og
dens Armering var utilstrækkelig og bestod af Kanoner af ringe Kaliber;
Liefkenshoek var endnu slettere forsynet med Skyts og Mandskab; Fortet
Bath paa Østpynten af Zuid-Beveland havde nok sine Kanoner paa Plads, men
Digerne, der omgave det mod Søsiden, vare saa høie, at der ikke kunde
skydes over dem, og der fandtes ingen tilstrækkelig Besætning til at
udføre de nødvendige Sløifningsarbeider, saa at Fortet kunde komme til at
bruge sine Kanoner; i Fæstningen Lillo, (»Nøglen til Schelden«, som den
kaldtes,) fandtes kun 12 Stkr. gamle 12 ℔ Kanoner og et Invalid-Kompagni
til Besætning, og endelig henlaa adskillige mindre Batterier og Skandser
langs med Floden i en aldeles forsømt Tilstand.
Der kunde saaledes under disse Omstændigheder ikke tænkes noget
gunstigere Øieblik for England til at rette et Slag imod Antwerpen. Den
nydannede Scheldeflaade, der voxede med rivende Fart, og kun kunde være
en Trudsel imod den engelske Kyst, havde lige fra første Færd været en
Torn i Øiet paa Kong George d. 3dies Regjering, men først nu, da de
keiserlige Hære vare i fuld Aktivitet langt borte fra dette Sted, ansaa
man Øieblikket for kommet til at skaffe sig af med dette ubehagelige
Naboskab paa den hollandske Side, og det blev besluttet at foretage
et Angreb, hvis Øiemed var, at ødelægge Scheldeflaaden og den nye
Marinestation ved Antwerpen.
Ligesom man i Frankrig nu ikke var i Uvidenhed om, at der var noget
i Gjære paa den anden Side af Kanalen, og at der paa de engelske
Værfter arbeidedes med Kraft paa at gjøre Skibsmateriel klart til at
tage et Expeditionskorps ombord, saaledes var man ogsaa i England
temmelig paa det Rene med, hvorledes det stod til med de franske
Forsvarsforanstaltninger.
Det er ganske interessant at se, hvorledes de to Regjeringer ad samme Vei
fik Underretning om hinandens Foretagender.
Hollandske og franske Smuglere, der under almindelige Omstændigheder
bleve saa ilde behandlede, naar de faldt i Hænderne paa de engelske
Autoriteter, vare paa denne Tid velsete Folk. Ikke alene blev der set
igjennem Fingre med deres ulovlige Trafik, men naar de hændelsesvis havde
et eller andet at berette, om hvad der gik for sig paa Schelden eller
der omkring, blev hvert Ord betalt dem i klingende Mønt. Og naar saa
de brave Folk kom tilbage fra deres Expedition og fra den engelske Kyst
kunde medbringe en eller anden opsnappet Efterretning, vare de sikre
paa, at Myndighederne ogsaa paa den anden Side af Farvandet lukkede
Øiet til og viste sig erkjendtlige for enhver Underretning om militære
Forberedelser paa de engelske Værfter.
Tiltrods for de Vink, som den franske Regjering saaledes modtog om et
forestaaende Angreb, traf man endnu ingen Foranstaltninger til at trække
Tropper sammen om det truede Punkt. Der overlodes saaledes Marinen det
Hverv at tage Stødet af for Antwerpen, hvis virkelig en engelsk Landgang
skulde finde Sted, forinden det blev muligt at samle et Troppekorps ved
denne By, og det maa siges om Scheldeflaadens Chef, at skjøndt han her
stod overfor en Opgave, som det vilde være en Umulighed at løse, hvis det
engelske Angreb blot blev ført nogenlunde, som det burde, tog han dog saa
kraftigt og energisk fat, at det geraader ham selv og den ham underlagte
Flaadeafdeling til Ære.
Det vilde naturligvis, hvis Fæstningen Vliessingen skulde falde, være
aldeles ørkesløst for Scheldeflaadens Chef med de faa Hjælpemidler, der
stode til hans Raadighed, at tænke paa at stoppe et Landgangskorps paa
dets Marche imod Antwerpen; det eneste, han formaaede, var at gjøre de
ham underlagte Skibe saa slagfærdige som muligt, for at de kunde tage
Kampen op, hvis en engelsk Eskadre skulde vove sig ind paa Schelden.
Og med dette beskedne Maal for Øie exercerede ogsaa Missiessy sine
Mandskaber troligt fra Morgen til Aften. Næsten daglig foretog Flaaden
Letninger eller Seil- og Reisningsmanøvrer; der exerceredes med Kanoner
og Geværer og arbeidedes med Fartøjerne; Landgangskompagnierne indøvedes,
der opkastedes mindre Batterier langs Flodbredden paa udsatte Steder,
bestemte til at monteres og besættes med Skyts og Mandskab fra Skibene,
og endelig afholdtes der to Gange ugentlig Skiveskydning ombord, saavel
med Kanoner som med Haandvaaben, efter udlagte Maal, hvorefter der
uddeltes temmelig betydelige Pengebeløb som Præmie til de bedste Skytter.
Paa denne Maade, ved Ihærdighed og Flid, naaedes et efter
Omstændighederne betydeligt Resultat i Retning af at gjøre Scheldeflaaden
kampdygtig, og det uagtet Missiessy maatte savne et meget vigtigt Element
til sine Officerers og Mandskabers Uddannelse — nemlig det salte Vand.
Han laa stænget inde paa Floden, hindret af den strenge engelske Blokade
i at kunne naa det aabne Hav. Havde han havt tilstrækkelig Styrke til
at staa Schelden ud i Spidsen for sine Linieskibe, havde han vist den
engelske Blokadeeskadre tilbage og med Udsigt til daglige Skærmysler øvet
sine Besætninger i aaben Sø udenfor de hollandske Banker, med Vliessingen
i Ryggen som sit Retrætepunkt, vilde dette ikke alene have havt den
Fordel, at den engelske Armétransport havde fundet de franske Skibe paa
Pletten rede til at spærre Veien til Landgangsstedet, men Scheldeflaaden
vilde upaatvivlelig samtidig, saa vel i virkelig Kampdygtighed som i
moralsk Henseende, være naaet et Skridt videre frem.
Blandt de danske Officerer, der for Øieblikket vare ombord i »Pultusk« og
»Dantzick«, var der vel ingen, der saa inderlig ønskede at blive afløst
og at kunne reise hjem til Danmark, som Kapitainlieutenanterne Fasting og
Stephansen. De havde begge været Næstkommanderende i de danske Skibe lige
siden den første Dag, Kommandoen var bleven heist der ombord; de havde
begge gjennemgaaet det første Aars uheldige Kampagne under Rosenvinge
og Holsten og vare nu saa aandelig trætte og tildels ogsaa saa legemlig
svækkede, at de ikke mente at kunne holde denne Tilstand længere ud.
De indgik derfor begge i Slutningen af Mai Maaned 1809 med nedenstaaende
Andragende til Admiralitetet, hvori de indtrængende bad om at maatte
blive afløste fra deres Post[21].
»I December Maaned f. A. have vi underdanig ansøgt det høie
Kollegium om at blive hjemkaldte til Tjeneste i Fædrelandet.
Vor Ansøgning var da grundet paa, at vi her gjorde en besværlig
og ufuldkommen Tjeneste, som i sig selv var os en sand Plage,
saa meget mere som vi derved ikke indsaa at virke noget for
Fædrelandet.
»Det høie Kollegium har gunstig tilsagt os, at Hans Majestæt
vilde allernaadigst efter Omstændighederne tage vor Ansøgning i
Betragtning.
»Siden den Tid ere Tilfælde indtrufne, der have saa meget
forøget det Onde, vi føle ved at være i denne Tjeneste,
at vi næppe have været i Stand til at bære det. Som
Næstkommanderender paa disse Skibe have vi upaatvivlelig havt
de fleste Vanskeligheder og Fortrædeligheder at gjennemgaa;
disse have været saa meget større, da vi ikke have været det
franske Sprog mægtige. Saavel vort Sind som vort Helbred er
derved sat i en Forfatning, hvori vi finde os det en Umulighed
længere at kunne udholde at gjøre Tjenesten her, saaledes som
danske Søofficerer bør gjøre den. Med al mulig Kjæmpen mod vor
ubehagelige Sindsforfatning se vi med forøget Græmmelse, at vi
ere en Plage saavel for os selv som for dem, vi have med at
bestille.
»Det Glimt af Haab, vi engang havde om at komme samlede hjem,
anse vi som forsvundet. Vi indfly derfor med Bøn, at det høie
Kollegium gunstigst vil forelægge Hs. Majestæt vor Sag, og
formaa ham til at række sin landsfaderlige Haand til tvende
Sønner af den Etat, han ved sin direkte Bestyrelse i en lang
Række af Aar har opflammet til hæderlige Handlinger.
»Vi bede om at blive afløste og i Fædrenelandet at tilbagevinde
den Kraft og Sindsstemning, der er nødvendig til Handlinger,
der kan gjøre os denne Naade værdige.
»Det er vist ubehageligt at søge at bringe Andre ind i en
Stilling, man selv finder saa trykkende og derfor ønsker at
komme ud af, men dels er det os en uundgaaelig Nødvendighed, og
videre give vi os den Frihed at bemærke, at vore Afløsere, især
om de ere det franske Sprog mægtige, ikke kan i Fremtiden have
de Vanskeligheder og Fortrædeligheder at gjennemgaa, som vi
have havt. Tingene ere nu i en Slags Orden. De ere heller ikke
udsatte for at møde saadanne Tilfælde som de, der fornemlig
have forspændt vore Kræfter.
»Vi anbefale os til det høie Kollegies Forsorg«.
Underdanigst
Fasting. Stephansen.
Orlogsskibet »Dantzick«, den 23. Mai 1809.
Da Ansøgningen blev forelagt Cheferne til Anbefaling forinden Afsendelsen
til Admiralitetet, forsynede v. Berger den med følgende Paategning:
»Uagtet det vilde være et Tab for mig, kan jeg dog ikke andet
end paa det kraftigste anbefale Hr. Kapitainlieutenant Fastings
underdanigste Ansøgning til det høie Kollegio, hvis Helbred Dag
for Dag aftager, og vil han næppe kunne faa den igjen, dersom
han skal forblive«.
v. Berger.
v. Dockum derimod, afslog at give Ansøgningen sin Anbefaling og skrev
kort og godt nedenunder: »forevist v. Dockum.«
Om end v. Dockum’s og v. Berger’s forskjellige Stilling overfor deres
Næstkommanderenders Ansøgning selvfølgelig ikke giver os nogen dybere
Kjendskab til de to Chefers Karakter, giver den os dog maaske et lille
Indblik i denne. v. Berger staar som den velvillige Mand, der viser
Imødekommenhed overfor sin Næstkommanderendes personlige Ønske. v. Dockum
derimod staar som den, der intet Hensyn tager til saadanne, og nægter at
anbefale et Skridt, som han ikke anser nødvendigt for Tjenestens Tarv.
Tilfældet vilde imidlertid, at denne lille Uoverensstemmelse
imellem de to Chefers Opfattelse ingen Betydning skulde faa, idet
Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen kort Tid efter atter toge
deres Ansøgning tilbage. Grunden til dette uventede Skridt og til at
de Officerer, der stode i Begreb med at reise tilbage til Danmark,
samtidig alle som én ansøgte om foreløbig at maatte forblive til Tjeneste
paa Scheldeflaaden, var den, at det engelske Angreb var umiddelbart
forestaaende. Under saadanne Omstændigheder mente de danske Officerer
ganske naturligt, at de burde blive paa deres Post. Som man kunde vente,
blev et saadant Tilbud modtaget meget gunstigt af den franske Regjering,
tilmed da der netop nu var Brug for flere Officerer.
Scheldeflaaden begyndte nemlig i de Dage at trække Forstærkning til
sig af mindre Skibe. Hidtil havde dette Led manglet i det maritime
Forsvar, idet Linieskibene havde været de eneste Krigsskibe paa Floden. I
Anledning af de forestaaende Begivenheder gjordes der nu en Forandring i
dette Forhold; fra de nærmestliggende Havnestæder dirigeredes alt, hvad
der fandtes disponibelt af mindre Krigsfartøier (Kanonbrigger, armerede
Baade, Brandere o. s. v.) ad Floder og Kanaler i Retning af Schelden.
Hvor det var nødvendigt, bleve de under Transporten halede paa Land,
satte paa Ruller og kjørte fra den ene Vandvei til den anden, indtil de
endelig naaede deres Samlingsplads. Paa denne Maade samledes her i Juni
Maaned 1809 en ikke ubetydelig let Eskadre, der underlagdes Admiral
Missiessy, og som en Anerkjendelse af de Danskes Beredvillighed fik de
Officerer Chefskommando, der frivillig havde meldt sig til at blive
i Anledning af Englændernes Angreb. Blandt de ankomne Smaaskibe, der
yderligere forøgedes med nogle til Brandere indrettede Koffardiskibe fra
Antwerpen, vare Kanonbriggerne fra Boulogne de største. De udgjorde en
Deling for sig med en fransk Officer (capitaine de vaisseau) som Chef, og
paa samme Maade dannedes der under Fastings og Stephansens Kommando en
særlig dansk Flotille af mindre Fartøier, udelukkende bemandet med danske
Officerer og Matroser[22].
Foruden disse Foranstaltninger, der alle havde til Hensigt at forstærke
Flaadens aktive Modstandskraft, forberedte Admiral Missiessy desuden en
Spærring af Farvandet med passive Forhindringer, hvis Englænderne skulde
vove sig indenfor Vliessingen. Det Sted, der blev valgt hertil, laa høit
oppe paa Schelden imellem Fæstningerne Lillo og Liefkenshoek, ½ Mils
Vei indenfor den første, paa et Punkt, hvor Floden snævrer sig ind til
et temmeligt smalt Løb. Paa dette Sted anbragtes en Barriere af svære
Rundholter og Bomme, surrede til hinanden med Kjæder og fortøiede med
Ankre tværs over Farvandet. Til yderligere Forstærkning henlagdes ved
Spærringen nogle fladbundede Kanonbaade (balcons plats), og langs Flodens
Bredder arbeidedes der med Kraft paa at opkaste Batterier.[23]
Hermed var Scheldeflaadens Foranstaltninger til at tage imod Fjenden
endte.
* * * * *
Forberedelserne til Expeditionen imod Schelden vare tilendebragte henimod
Slutningen af Juli Maaned 1809, og Sagen var grebet an med sædvanlig
engelsk Soliditet og Rundhaandethed. Den Hærstyrke, der under Jarlen
af Chatham’s Overkommando var bestemt til at løse Opgaven, beløb sig
til ikke mindre end c. 39,000 Mand af alle Vaabenarter, og til at føre
dette anselige Korps over Søen var der fra Marinens Side udfoldet stor
Virksomhed og stillet et imponerende Materiel paa Benene[24].
Man faar et godt Begreb om det skjærende Misforhold imellem de franske
Forsvars- og de engelske Angrebsdispositioner, naar man betragter
Listen over den vældige Flaade, der laa klar til at føre 39,000 Mand
engelske Soldater imod den hollandske Kyst, og man maatte tro, at det
med Opbydelsen af saa anselige Stridskræfter vilde blive en let Sag for
de to Øverstbefalende, Jarlen af Chatham og Kontre-Admiral Sir Richard
Strachan, at udføre deres Ordre i en Haandevending.
Som tidligere nævnt, var Antwerpen Maalet for Hærens og Flaadens
kombinerede Bevægelse, og Marinens særlige Opgave var i Ordren præciseret
til: »At sænke, brænde og ødelægge alle Fjendens Krigsskibe, som enten
vare udrustede paa Schelden eller under Bygning i Antwerpen, Terneuzen
eller Vliessingen, og om muligt gjøre Schelden ufremkommelig for
Orlogsskibe.«
_Den engelske Flaade._
Linieskibe:
St. Domingo 74 Kan.
Cæsar 80 »
Denmark 74 »
Theseus 74 »
Repulse 74 »
Powerful 74 »
Superb 74 »
Centaur 74 »
Venerable 74 »
Valiant 74 »
Courageux 74 »
York 74 »
Princess of Orange 74 »
Monarch 74 »
Belleisle 74 »
Victorious 74 »
Blake 74 »
Audacious 74 »
Bellona 74 »
Eagle 74 »
Impétueux 74 »
Revenge 74 »
Hero 74 »
Illustrious 74 »
Ganges 74 »
Aboukir 74 »
Marlborough 74 »
Royal Oak 74 »
Alfred 74 »
Sceptre 74 »
Orion 74 »
Resolution 74 »
Achille 74 »
Namur 74 »
Udrustede en flûte:
Leyden 64 Kan.
Agincourt 64 »
Monmouth 64 »
Iris 50 »
Adamant 50 »
Weymouth 54 »
Ulysses 44 »
Serapis 44 »
Fregatter:
Impérieuse 44 Kan.
Rota 38 »
Perlen ? »
Lavinia 44 »
Clyde 38 »
Amathyst 38 »
Fisgard 38 »
Statira (?) 38 »
Hotspur 38 »
Aimable 32 »
Circe 32 »
Euryalus 38 »
Salcette (?) 38 »
St. Fiorenzo 36 »
Thalia 36 »
Aigle 36 »
Nymphen 36 »
Dryad 36 »
Heroine 32 »
Bucephalus 32 »
Pallas 32 »
Camilla 24 »
Til denne betydelige Styrke af større Orlogsmænd kom en sand Sværm af
mindre Krigsskibe. Flaaden raadede saaledes endnu over 33 Korvetter
med 14-18 Kanoner hver, 5 Bombeskibe, 23 Kanonbrigger, 14 Toldkuttere,
5 Tendere, 82 Kanonbaade og 150 fladbundede Baade. Til yderligere
Assistance, navnlig i Tilfælde af mulige Grundstødninger, havde Værfterne
afgivet Lægtere, forsynede med Ankre og Varpegods; fra de smaa Søstæder,
Deal, Folkstone, og fl. A. vare alle der hjemmehørende større Rofartøier
tagne med for at gjøre Tjeneste ved Troppernes Udskibning, ja man havde
endog lagt Beslag paa de hurtigseilende Smuglerfartøier, som man i en
Fart kunde faa fat paa, for at anvende dem i militære Øiemed.
Saa store vare Forberedelserne til Expeditionen, at alene Drægtigheden
af de Skibe og Fartøier, som den engelske Regjering havde leiet til
Assistance for Marinen, udgjorde omtrent 100,000 Tons.
Den 28. Juli 1809 om Morgenen tidlig begyndte den engelske Flaade at
sætte sig i Bevægelse. Linieskibet »Venerable« med Jarlen af Chatham og
Sir Richard Strachan ombord lettede fra Downs Rhed og satte Seil imod
den hollandske Kyst, fulgt af Sir John Hope’s og Marquis’en af Huntley’s
Divisioner.
Fra Vliessingen, hvor 3 franske Linieskibe laa paa Brandvagt, iagttog man
de engelske Skibe, efterhaanden som de dukkede frem over Horizonten, og
heiste Signal til Flaaden høiere oppe paa Floden for »Fjendtlige Seilere
i Sigte«. Skibenes Antal blev tillige angivet i Begyndelsen, men det
varede ikke længe, førend der fra Forpostskibene vaiede Signal om, at de
fjendtlige Seilere ikke mere kunde tælles paa Grund af deres Mængde. Om
Aftenen var den engelske Høistkommanderende gaaet til Ankers Vest for Øen
Walcheren, og efterhaanden som de øvrige Divisioner i Løbet af Natten
og de paafølgende Dage ankom til Bestemmelsesstedet, indtoge de deres
anviste Ankerpladser[25].
Den 1. August 1809 havde det engelske Expeditionskorps tilendebragt
sin Opmarche paa Søen. Skibene laa rangerede udfor de anviste
Udskibningssteder med Tropper, Heste og Materiel klare til at gaa
fra Borde med korteste Varsel. Alt tydede paa, at den forestaaende
Udskibning vilde kunne finde Sted uden at blive forulempet af fjendtlige
Stridskræfter. De smaa faste Pladser Veere og Middelburg havde begge
kapituleret uden Modstand strax ved Englændernes Ankomst; de 3 franske
Linieskibe, der havde ligget paa Forpost ved Vliessingen, havde forladt
deres Station og trukket sig tilbage til Lillo, hvor den øvrige Del af
Flaaden laa samlet. Scheldens Munding var saaledes blottet for Skibe,
der kunde forbyde en fjendtlig Eskadre Indseilingen paa Floden, og ved
en Rekognoscering, der den 30. Juli blev foretaget op ad Øst-Schelden af
to engelske Officerer[26], fik man Vished for, at ogsaa dette Farvand
var uden Forsvarsanstalter. Passagen var fri, ingen Spærringer, ingen
sænkede Skibe eller lignende fandtes, der vilde kunne stoppe Seiladsen;
et engelsk Linieskib kunde staa Floden op lige til Wemeldinge paa
Zuid-Beveland med 6 Favne Vand under Kjølen uden at møde en eneste
Hindring paa sin Vei.
Under saa overordentlig gunstige Betingelser for en Angriber gik den
engelske Landsætning af Tropper for sig uden Modstand og uden Uheld.
Veiret var den eneste Magt, der greb lidt forstyrrende ind og gjorde,
at Overkommandoens Dispositioner dog ikke kom til Udførelse i fuldeste
Udstrækning, idet Landsætningen af Marquis’en af Huntley’s Korps ved
Kadzand med det Maal for Øie at afskjære Forbindelsen imellem Fastlandet
og Walcheren, maatte opgives paa Grund af daarligt Veir. Derimod faldt
hele denne Ø, med Undtagelse af Fæstningen Vliessingen, for den engelske
Armés venstre Fløi under Sir Eyre Coote, uden at der saa at sige blev
løsnet et Skud, og skjøndt Jarlen af Rosslyn’s Kavalleridivision endnu
ikke kom til Anvendelse, men forblev ombord i Transportskibene, havde
den engelske Armé dog ved Aftenstid paa Udskibningsdagen ikke mindre end
25,000 Mand i Land paa den hollandske Kyst. Udskibningen og Landsætningen
af denne store Styrke foregik under Ledelse af Kontre-Admiralerne Edward
Otway og Sir Richard Keats og skete med Hurtighed og stor Præcision.
Skjøndt det franske Flag endnu vaiede fra Vliessingens Bastioner, var
denne Fæstning af saa ringe Betydning, og den engelske militære Stilling
i Øieblikket saa overlegen, at denne Hindring egentlig ikke burde have
standset Jarlen af Chatham paa hans Marche imod Antwerpen. Men den
engelske Overkommando havde allerede da gjort Forsigtighed til sit
Valgsprog, og Vliessingen skulde falde, forinden man forfulgte de vundne
Fordele videre.
Som Følge af denne Taktik blev Vliessingens Bombardement det næste
Skridt i Angrebet, og Forberedelserne hertil vare saa omfattende og
sattes i Værk med saa stor Omhyggelighed, at det var at forudse, at den
forestaaende Beskydning snart vilde have en Kapitulation til Følge. Den
13. August var alt klart til Angrebet, og da Signalet til Skydningens
Begyndelse Kl. 1 om Eftermiddagen gik tilveirs hos den Kommanderende,
aabnedes Ilden med stor Kraft fra to Kanonbaadsdivisioner. Den ene af
disse, under Kapitain Cockburn’s Kommando, (Chefen for »Belleisle«),
tog Station udfor SO Enden af Byen, medens den anden Division, ført af
Kapitain Owen, (Chefen for »Clyde«), gik til Ankers i S Vestlig Retning
for Byen, og fra begge disse Steder faldt Bomberne med stor Sikkerhed
over Vliessingens By og Fæstning.
Skydningen vedvarede, paa en kort Afbrydelse nær den første Aften,
uafbrudt indtil den 15. August om Morgenen Kl. 2, da Fæstningens
Kommandant, General Monnet, tilbød at kapitulere. Som Følge heraf ophørte
Beskydningen, saa snart det begyndte at lysne, og Underhandlingerne, der
fra engelsk Side førtes af Kapitain Cockburn og Oberst Long, afsluttedes
endnu samme Aften med Fæstningens Kapitulation[27].
Vliessingens Fald, der burde have været Signalet til en hurtig
Fremrykning af det engelske Expeditionskorps imod Antwerpen, betegner
mærkelig nok kun et Tidspunkt, hvor Overkommandoens Forsigtighed gik over
til Uvirksomhed og Stilstand. I de nærmest paafølgende Dage, efter at den
franske Garnison var marcheret ud af Fæstningen med flyvende Faner og
fuld Musik, slog man sig til Ro med det vundne Resultat og anvendte Tiden
til at ødelægge, hvad der i Vliessingen fandtes af fransk Statseiendom.
Men netop disse Dage, hvor Magasiner sprængtes i Luften, hvor Skibene,
der stode under Bygning paa Værftet, væltedes ned fra deres Bedinger
og store Værdier gik tilgrunde for den franske Regjering, kom i endnu
høiere Grad Frankrigs Fjender dyrt til at staa; thi det sidste Øieblik
for Gjennemførelsen af en energisk Aktion var dermed gaaet tabt for den
engelske Overkommando.
Til Belysning af Englændernes Uvirksomhed er det ikke uden Interesse at
høre en Udtalelse af en Autoritet, som v. Dockum, om hvorledes Resultatet
kunde være blevet, hvis Sagen var bleven grebet an, som den burde. I en
Rapport til Admiralitetet, dateret Orlogsskibet »Pultusk«, til Ankers ved
Antwerpen den 10. August 1809, udtaler han[28]:
»Vare de Engelske, strax de kom, gaaet rask frem, da alt her var blottet
for Tropper, kunde de efter min Formening opholdt sig i Antwerpen over
2 Gange 24 Timer og der gjort stor Skade;« — ... og i sine private
Optegnelser fremsætter han sin Kritik over de engelske Operationer mere
udførligt paa følgende Maade:
»De engelske Tropper gjorde Landgang paa den næsten ubefæstede Ø
Schouwen, hvor de forblev i Uvirksomhed. Og hvis de havde sat deres
Tropper i Land ved Fæstningen Lillo, hvor ikkun var 20 Invalider, saa
kunde de uden Modstand have indtaget Fæstningen, hvor alle Kanoner stode
monterede paa Volden, og hvorfra de kunde have hindret Admiral Missiessy
at spærre Sundet ved Lillo, hvor igjennem de kunde have seilet med deres
Skibe og paa Diget marcheret til Antwerpen, og paa Veien over Digerne
have kastet paa de franske Orlogsskibe saa mange Congrevske Raketter, som
behøvedes for at opbrænde alle Skibene med deres Mandskab, uden at en af
de franske Skibes Kugler kunde have ramt en Mand af de engelske Tropper,
som marcherede inden for Diget til Antwerpen, og hvor de uden Modstand
kunde have tilintetgjort det keiserlige Skibsværft med Magasiner og
Skibene paa Stabelen, med Oplag af Tømmer o. s. v.«
Grunden til denne uheldbringende Sendrægtighed, der endog gav Anledning
til Forespørgsler i det engelske Parlament, maa næst efter Overgeneralens
Mangel paa Energi tilskrives den Omstændighed, at Hær og Flaade, der her
vare kaldede til Løsningen af en fælles Opgave, aldeles ikke forstode at
arbeide sammen. Krigshistorien afgiver talrige Exempler paa, hvorledes
militære Foretagender, hvis Udførelse var lagt i Hænderne paa Land-
og Sømagten i Forening, ere strandede paa Grund af Mangel paa ærlig
og redelig Samvirken imellem de to Vaaben, og skjøndt der ved denne
Leilighed ikke er Anledning til at tro, at Jalousi fra nogen af Siderne
var medvirkende Aarsag til dette uheldige Forhold, blev Resultatet dog
dette, at Expeditionen mislykkedes. Flaaden ventede paa Instruktioner fra
Hærens Overkommando, og i Hovedkvarteret ventede man, at Flaaden vilde
gjøre noget paa egen Haand; denne Venten havde kun til Følge, at der
slet intet blev foretaget fra nogen af Siderne.
Et vittigt Epigram fra den Tid giver et slaaende Udtryk for de
Kommanderendes Venten og Nølen i følgende 4 Linier:
The Earl of Chatham, with his sabre drawn
Stood waiting for Sir Richard Strachan;
Sir Richard, longing to be at ’em,
Stood waiting for the Earl of Chatham.
Vil man imidlertid undersøge, om Hovedskylden har ligget hos Hæren eller
Flaaden, synes alt, hvad der foreligger, at tyde hen paa, at Marinen
var parat til at handle og tage kraftig fat, men at den, som et Led i
Expeditionen, ventede paa sine Ordrer fra den øverste Chef, og at denne
enten ingen bestemte Instruktioner har haft fra sin Regjering eller ogsaa
ikke har benyttet dem, han havde.
At denne Betragtning er rigtig, bekræftes af forskjellige skriftlige
Vidnedsbyrd fra engelske Søofficerer, der have deltaget i Expeditionen.
Saaledes beklager Sir Richard Keats sig den 15. August 1809, i et Brev
til den kommanderende Admiral over, at Marinen er magtesløs alene, og at
intet vil kunne udrettes uden ved en Samvirken imellem Hæren og Flaaden.
Faa Dage senere anstiller Sir Richard Strachan de samme Betragtninger i
et Brev til Mr. Wellesley Pole og slutter med følgende Ord:
»Det er saa vel min som Sir Richard Keats’ Mening, og jeg troer enhver
Søofficers Anskuelse, at hvis ikke Hæren samvirker med os, vil det ikke
lykkes Expeditionen at løse Opgaven fuldstændigt«.
Det bedste Bevis for, at Marinen baade havde Lyst og Villie til at
udrette noget, saa at der imod den ikke bør gjøres noget Ansvar gjældende
for den Mangel paa Handlekraft, der lammede Expeditionen i dens Virken,
har man i følgende ganske mærkelige Korrespondance, der umiddelbart efter
Vliessingens Fald fandt Sted imellem Generallieutenant Jarlen af Rosslyn
og Sir Richard Keats, en Korrespondance, hvori Admiralens Aktivitet
og Lyst til Foretagender staar skarpt over for Jarlen af Rosslyn’s
flegmatiske Ro og Mangel paa Initiativ[29].
Camilla, udfor Sandvleit 17. August 1809.
Mylord,
»Ved Skrivelse, som jeg igaar har modtaget fra Sir Richard
Strachan, og ved et senere Brev, som jeg netop nu har modtaget,
har jeg faaet selvstændig Kommando, og det synes, at Sir
Richard Strachan antager, at Deres Herlighed, som kommanderer
Tropperne paa Zuid-Beveland, ogsaa har Myndighed til uden
nærmere Ordre at tage Del i ethvert Foretagende, der har til
Opgave at fremme Expeditionens Hovedformaal: Ødelæggelsen af
Fjendens Orlogsskibe ved Antwerpen.
»Saafremt Deres Herligheds Instruktioner gaa i denne Retning,
skal jeg have den Ære øieblikkelig at henvende mig til Dem,
og er klar til med den Flaadeafdeling, der staar under min
Kommando, at virke sammen med Deres Herligheds Tropper ved
ethvert Foretagende, som vi kunne blive enige om«.
Jeg har den Ære at være o. s. v.
R. G. Keats.
Til
Generallieutenant Jarlen af Rosslyn.
Paa dette Brev modtog Admiralen endnu samme Dag følgende Svar[30]:
Tergoes, den 17. August 1809.
Sir,
»Jeg har i dette Øieblik modtaget Deres ærede Brev, og som Svar
kan jeg kun sige, at jeg ikke er i Besiddelse af Instruktioner,
der bemyndige mig til at foretage yderligere Operationer.
»Jeg har nogen Grund til at antage, at den Øverstkommanderende
imorgen eller overmorgen vil forlægge Hovedkvarteret hertil, og
jeg skal ikke undlade øieblikkelig at underrette Dem saavel om
Hs. Herligheds Ankomst, som om Alt, hvad jeg maatte faa at vide
om det Spørgsmaal, hvorom De ønsker Oplysning«.
Jeg har den Ære at være o. s. v.
Rosslyn.
Til
Kontre-Admiral Sir R. G. Keats.
Medens den engelske Hærs offensive Bevægelse saa at sige var tilende
med Vliessingens Fald, begyndte Franskmændene netop i de samme Dage at
røre sig og ryste Uvirksomheden af sig. Kong Louis af Holland havde i
Aix la Chapelle modtaget Efterretningen om den fjendtlige Landgang. Han
afreiste strax til Amsterdam og efterlod Ordrer om at dirigere alle
disponible Tropper til Krigsskuepladsen. Fra Lüttich, Maastricht og andre
Garnisonsbyer sendtes alt, hvad der fandtes af Rekruter og udtjente
Soldater, afsted ad Antwerpen til, og allerede den 12. August havde
Kongen af Holland 6000 Mand samlet i Byens Omegn, hvor Tilstedeværelsen
af dette lille Troppekorps ogsaa strax begyndte at øve en beroligende
Virkning paa Beboerne. I Dagene efter Vliessingens Kapitulation havde
Bestyrtelsen været stor i Antwerpen; man rømmede fra Byen af Frygt for
Englænderne, og saa hovedkulds brød Befolkningen op fra deres Boliger,
at alle Veiene i Omegnen vare opfyldte af flygtende Mennesker med Heste,
Flyttelæs og Kjøretøier af enhver Art. En Panik var ikke langt fra at
bryde løs; man ventede hver Dag at se den engelske Hærs Fortrav for
Portene af den forsvarsløse Stad, og Frygten forøgedes betydeligt ved
Efterretningen om, at man fra Antwerpens Kaier, i klart Veir, kunde se de
fjendtlige Orlogsmænds Seil og Reisninger inde paa Floden i Horizonten
mod Nordvest.
Sagen var den, at den engelske Flaade allerede inden Vliessingens Fald
havde forceret Indseilingen til Schelden.
Den 11. August 1809 stod Lord William Stewart, ombord i Fregatten
»Lavinia«, med 9 andre Fregatter i sit Kjølvand indefter imod
Flodmundingen. Fæstningen brugte vel sine Kanoner imod den engelske
Eskadre, men uden videre Virkning[31], og Lord Stewart passerede uhindret
med sine Skibe forbi de fjendtlige Batterier ind paa Schelden, hvor han
gik til Ankers udfor Fort Bath. Den engelske Søstyrke her blev endog
yderligere forøget ved et stort Antal Kanonbaade og mindre Fartøier
under Sir Home Popham’s Kommando, og Krydserne viste sig helt op til
Fæstningen Lillo, men desuagtet faldt Flaadens Offensivbevægelse, der
understøttet af et Hærkorps vilde have faaet den største Betydning, ud
til intet. Missiessy’s Barriere, der lukkede Floden og dækkedes af et
flydende Forsvar, lod sig ikke forcere med de Hjælpemidler, som stode til
Marinens Raadighed; Forsvaret kunde kun ødelægges og Veien aabnes ved en
Beskydning med Feltartilleri fra Flodens Bredder; men Hæren holdt sig
rolig, og Søveien op til Antwerpen vedblev at være spærret.
Man tillægger den bekjendte Politiker Lord Castlereagh følgende Ytring
under Forberedelserne til den engelske Expeditions Afsendelse:
»Hvis Flaaden paa Schelden ikke er i vor Besiddelse 14 Dage efter at
de første Tropper ere komne i Land, vil den aldeles ikke komme i vor
Besiddelse«.
Denne Spaadom var nu gaaet i Opfyldelse saa grundigt som noget. De 14
Dage vare godt og vel forløbne, de engelske Korpser stode ubevægelige
paa Walcheren, Schouwen og de øvrige Øer i Scheldeflodens Delta, medens
samtidig det franske Forsvar voxede i Styrke med rivende Fart fra Dag til
anden. Det var, som Bevidstheden, om at Fjenden stod indenfor Landets
Grændser, havde aabnet Franskmændenes Øine for, hvor truende nær Faren
var; thi nu strømmede Soldater af forskjellige Vaabenarter til fra alle
Egne i saa rigelig Mængde, at 20-30,000 Mand ved Maanedens Midte stode
concentrerede omkring Antwerpen[32]. Vel var maaske den samlede Styrkes
militære Kvalitet ikke særlig god, men den havde allerede i Slutningen
af August Maaned faaet en Mand i sin Spidse, hvis øvede Haand var vant
til at organisere og tumle med uordnede Masser og danne dem til Soldater,
og hvis Tilstedeværelse i Antwerpen ikke skulde give Englænderne Lyst
til nu at forsøge en Fremrykning. Denne Mand var Marechal Bernadotte,
Prinds af Pontecorvo. Hans Ankomst til Krigsskuepladsen og Overtagelse
af Forsvarets Ledelse bragte atter Modet tilveirs hos de forsagte
Indbyggere. Alt, hvad tidligere Sorgløshed og Forsømmelighed havde
undladt at gjøre, blev nu sat i Værk i største Skynding; Batterier og
Forskandsninger opkastedes og monteredes, Sluserne paa Digerne bleve
aabnede, Egnen omkring Antwerpen blev sat under Vand, og saa ivrig tog
Marechallen personlig fat for at faa et Forsvar organiseret, at han
undertiden først naaede at sætte sig til Middagsbordet henimod Midnat,
naar han kom tilbage fra sine Inspektionsture i Skandserne eller ved
Forposterne[33].
Omtrent samtidig med at Antwerpen ved Marechal Bernadottes Energi fra en
aaben By uden Kanoner og Soldater var bleven forvandlet til en befæstet
Vaabenplads med et levende Forsvar af 30-40,000 Mand, fik de Franske
en lige saa uventet som sikker Forbundsfælle, da det usunde Marskklima
begyndte at gjøre sin Indflydelse gjældende imellem de fremmede
Tropper[34].
Det første Febertilfælde viste sig den 20. August 1809, men Sygdommen
tog saa voldsomt fat og ryddede saa frygteligt op imellem de engelske
Regimenter, at Expeditionskorpset neppe 14 Dage efter Sygdommens Udbrud
af sanitære Grunde var ude af Stand til mere at foretage nogen offensiv
Bevægelse. Alle Hospitaler og Lazarether vare overfyldte, og Sygdommen
antog Dag for Dag en mere epidemisk Karakter, saa at Overkommandoen
maatte concentrere hele sin Opmærksomhed paa at bekjæmpe denne usynlige
Fjende, der ikke kunde holdes fra Livet med Kanoner, og ugentlig krævede
Hundreder af Ofre imellem de engelske Tropper[35].
Under disse fortvivlede Forhold, hvor enhver Tanke om yderligere Aktion
paa Forhaand maatte opgives, sammenkaldtes den 27. August 1809 i det
engelske Hovedkvarter et Krigsraad bestaaende af 7 Generallieutenanter
med Lord Chatham som Præsident, og her blev man snart enig om, at
der ikke skulde foretages mere. Da Kabinettet imidlertid befalede,
at Besiddelsen af Øen Walcheren med Fæstningen Vliessingen skulde
haandhæves, nødvendiggjorde dette Expeditionskorpsets og Flaadens
foreløbige Forbliven, hvorimod den Høistkommanderende, hvis Mission
nu maatte betragtes som endt, afgav Kommandoen og indskibede sig til
England, hvor han den 14. September 1809 landede i Deal og begav sig
til London for at aflægge Beretning hos Kongen om Expeditionen og dens
mislykkede Udfald.
Skjøndt de engelske Tropper saaledes vedblivende havde fast Fod i Landet,
maatte dog det fjendtlige Angreb betragtes som endt, og Faren som
overstaaet ved Udgangen af August Maaned, og det var med et let Hjerte,
at man i Antwerpen og ombord paa Scheldeflaaden modtog Efterretningen
om Lord Chatham’s Afreise, og om at Englænderne paa Walcheren snarere
belavede sig paa Forsvar end paa Angreb. Det var vel ikke de franske
Vaaben, der havde standset Expeditionskorpset og reddet Antwerpen; men
Scheldeflaadens Chef Admiral Missiessy kunde dog med Rette tillægge sig
Æren for, at Barrieren ved Lillo og de franske Skibes stærke Stilling
indenfor denne havde slaaet Bom for den engelske Flaades isolerede
Operationer op ad Floden.
For de to dansk bemandede Linieskibes Vedkommende kunde Kommandørkapitain
v. Dockum med Grund være stolt af, at han selv med sine Officerer
og Mandskaber altid havde været i Spidsen under Sommerens forcerede
Forsvarsarbeider og Øvelser. Hvad enten det gjaldt om at møde til
Skandsearbeide ved Nattetid paa Flodbredderne eller der blev arbeidet
haardt ombord i Skibene med Seil, Reisninger, Ankre eller Kanoner, vare
de Danske altid i Forhaanden, og mangfoldige Gange havde Officerer og
Mandskab havt den Tilfredsstillelse efter en kvik udført Manøvre at se
Tilfredshedssignalet gaa til Veirs paa Admiralskibet »Charlemagne« med
»Pultusk’s« og »Dantzick’s« Nummer vaiende ved Siden af Signalet. v.
Dockum havde allerede i den korte Tid forstaaet at sætte sine Folk saa
godt i Trit, at han og v. Berger kunde manøvrere deres Skibe hurtigere
og bedre end nogen anden i hele Flaaden, og denne Overlegenhed i
Sømandsdygtighed og Hurtighed i Manøvren, som de danske Skibe under
hele Scheldekampagnen forstode at holde fast paa, kom allerede klart
frem, da Flaaden i Sommeren 1809 forlod Stationen ved Vliessingen for at
seile op til Antwerpen. Da Skibene ved denne Leilighed efter Letningen
fik fri Manøvre, klemte »Pultusk« og »Dantzick« saaledes paa med
Krydsningen, at de snart vare langt forud for deres Kammerater. Veiret
var ugunstigt, Vinden imod og Farvandet smalt og grundet; men de danske
Chefer navigerede deres Skibe med saa stor Dygtighed og Behændighed, og
Folkene arbeidede saa rask og ufortrødent under hele Krydsningen, at det
er et Faktum, at da Missiessy med den øvrige Del af Flaaden naaede op
til Antwerpen, kunde v. Dockum melde Admiralen, at han med »Pultusk« og
»Dantzick« allerede havde ligget der til Ankers — i 3 Dage. Afstanden
imellem Vliessingen og Antwerpen er kun c. 20 danske Mil.
Det var ikke v. Dockum ubekjendt, at den Høistkommanderende var vel
tilfreds med de Danskes Aktivitet i Tjenesten, og at de unge Officerer,
der i Sommerens Løb havde havt selvstændig Kommando som Chefer for
Kanonbrigger, Brandere og Kanonbaade, alle som en havde gjort deres
Bedste for at udfylde deres Pladser; men han havde dog neppe nogen Anelse
om, i hvor høi Anseelse han selv og hans Landsmænd paa Schelden allerede
stode hos de franske militære Autoriteter, førend han en Efteraarsdag i
1809 ved Signal blev kaldt ombord i Admiralskibet.
Admiral Missiessy modtog Chefen for »Pultusk« i sin Kahyt og overrakte
ham en Skrivelse med Anmodning om at gjennemlæse den. Det var et Brev
fra Admiralen til den danske Konge, og med Forbauselse læste v. Dockum
følgende[36].
Deres Majestæt!
»De udmærkede Talenter, som de Officerer af Deres Majestæts
Marine, der ere ansatte paa Flaaden under min Kommando, have
udvist, den Maade, paa hvilken de saa kraftig have understøttet
mig under de sidste Begivenheder, gjør det til Pligt for mig,
da jeg ikke drister mig til at ansøge for alle, idetmindste at
udbede mig af Deres Majestæts Naade et Tilfredshedsbevis for de
3 ældste Officerer, der staa under min Kommando.
»Deres Majestæt tillade mig som Følge heraf at udbede mig for
Kommandørkapitain v. Dockum, Chef for »Pultusk«, Forfremmelse
til Kontre-Admiral, samt for D’Hrr. Fasting og Stephansen
Forfremmelse til capitaines de vaisseau, samt at Kommandoen af
Linieskibet »Dantzick« maa blive givet til den første af disse
Officerer, som ved flere Leiligheder har givet overtydende
Prøver paa Aktivitet, Kundskaber i sit Fag og den udmærkede
Aand, der besjæler ham.
»Hans Høihed Prindsen af Pontecorvo har antaget, at de
Anstrengelser, man hidtil har gjort for at afslaa Fjendens
Angreb, meget har bidraget til dennes skyndsomme Tilbagetog, og
han har troet det retfærdigt, at ansøge om Belønninger for dem,
hvis Iver mest maatte have bidraget til dette heldige Udfald.
»Hans Høihed har selv paataget sig at tilstille Hs. keiserlige
og kongelige Majestæt det Forslag, jeg har indgivet til ham for
at erholde nogle Naadesbevisninger for Flaaden.
»Jeg har antaget, at det vilde være Deres Majestæt behageligt,
som jeg til samme Tid er vis paa, at det vil vække D’Hrr.
v. Dockums, Fastings og Stephansens Tilfredshed, at jeg for
disse Officerer har begjæret Æreslegionens Dekoration. Jeg har
ansøgt om den samme Naade for D’Hrr. Rosenstand og Tuxen, som
kommanderede Brandere.
»Jeg haaber, at dette Skridt, hvis Hensigt er at behageliggjøre
disse Officerer Erindringen om den Tid, de have tjent paa
Scheldeflaaden, samt give et Vidnesbyrd om de Tjenester, de der
have udvist, vil møde Deres Majestæts Antagelse.«
Jeg forbliver o. s. v.
Ed. Burgues Missiessy.
Efter Gjennemlæsningen heraf overrakte Admiralen v. Dockum endnu en
Skrivelse, der indeholdt følgende Svar fra Kong Frederik den 6te, dateret
25. September 1809:[37]
Hr. Vice-Admiral Missiessy!
»Jeg har modtaget Deres Brev af 6te ds. Jeg har deri læst
med sand Tilfredshed det hædrende Vidnedsbyrd, De giver de
Officerers Opførsel og Anstrengelser, der ere saa heldige at
tjene under Deres Kommando. Vil end ikke Strengheden af de
Regler, der ere indførte i min Marine, tillade, at de ældste af
disse Officerer tilstaas den Forfremmelse, som De begjærer for
dem, saa beder jeg Dem desuagtet at være overbevist om, at det
vil være mig kjært ved andre Lejligheder at holde dem den Iver
tilgode, de have udvist for en Sag, jeg anser for min egen.
»Det glæder mig meget at se, at De søger at forskaffe flere af
mine Officerer et hædrende Bevis paa Keiserens Tilfredshed og
Bevaagenhed. Det er med sand Agtelse, at jeg forbliver, Hr.
Vice-Admiral Missiessy«,
Deres bevaagne
Frederik R.
Skjøndt Kong Frederik den 6tes Svar var et direkte Afslag paa Missiessy’s
Forslag om Forfremmelse, maatte dog et saadant Bevis paa Admiralens
Tilfredshed være i høi Grad smigrende for de danske Officerer og en Ære
for den Marine, som de tilhørte. v. Dockum har dog selv strax været paa
det Rene med, at der neppe vilde blive gaaet udenfor de for Marinen
gjældende Avancementsregler, ligesom det ogsaa nok tør siges, at det
vilde være v. Dockum’s ridderlige Tænkemaade imod, om hans Avancement ved
denne Leilighed var sket med Forbigaaelse af ældre Kammerater.
Dette fremgaar ogsaa af den Maade, hvorpaa han i sine private Optegnelser
omtaler denne lille Episode. Han skriver nemlig herom[38]:
»Og hvad Admiral Missiessy har ytret til Prindsen[39] om hans Tilfredshed
med de Danske, kan skjønnes af et Brev, han skrev til vor Konge, og
hvorfor jeg ved Signal blev kaldt ombord for at læse Brevet og Kongens
Svar, som han havde modtaget. Admiralens Brev overraskede mig, men jeg
kunde ikke andet end takke Admiralen for hans gode Anbefaling til vor
Konge og for hans velmente Ønsker for vort Avancement; men jeg kunde ikke
udelade at ytre, at naar jeg kunde have formodet, at han vilde udbede
sig den Naade af vor Konge, saa havde jeg raadet derfra; thi det finder
ikke Sted i den danske Marine. En Del af mine Formænd, som jeg havde
kommet til at præjudicere, har i fransk Tjeneste, hvor de har været, og
i nærværende Krig hjemme udført Tjenesten med Tapperhed, hvorfor jeg bad
Admiralen aldrig at tænke derpaa; men Admiralen anmærkede, at for ham
maatte den ansøgte Avancement finde Sted. Jeg bad Admiralen at meddele
mig en Kopi af hans Brev til min Konge og Kongens Svar.«
Man vil have bemærket, at imellem de Officerer, hvis Navne saa hædrende
nævnes i Admiral Missiessy’s Skrivelse til den danske Konge, savner man
en, Chefen for »Dantzick«, v. Berger. Han havde fra sin Ankomst trolig
staaet v. Dockum bi og kommanderet sit Linieskib med saa megen Nidkjærhed
og Dygtighed, at han vilde være selvskreven til at komme paa Listen, hvor
der var Tale om en anerkjendende Udmærkelse, men desværre oplevede han
ikke dette.
v. Berger, der siden Midten af August 1809 havde været upasselig, blev
mod Slutningen af Maaneden angreben af en hidsig Nervefeber, der i Løbet
af kort Tid, den 31. August, gjorde Ende paa hans Liv, og da det i de
Dage netop var meget varmt i Veiret, blev Begravelsen efter de franske
Loves Bydende allerede berammet til Dagen efter. Den 1. September Kl.
2 om Eftermiddagen fandt den alvorsfulde Høitidelighed Sted ombord i
»Dantzick« efter dansk Skik, da Admiral Missiessy »havde autoriseret
ved Begravelsen at iagttage de militære Honnørs, som hos os ere
brugelige«.[40]
Officerer og Mandskab vare samlede paa Dækket for at følge deres Chef for
sidste Gang til Faldrebet. Ved Foden af Trappen laa Fartøiet og ventede,
Flaget under Gaffelen vaiede »paa halv Stang«, og da Kisten blev sat
fraborde, sendte Linieskibet ham den sidste Hilsen fra sine Kanoner.
Kapitainlieutenant Fasting, der som Skibets Næstkommanderende foreløbig
vilde komme til at fungere som Interimschef, havde strax samme Dag,
som Dødsfaldet fandt Sted, skriftlig underrettet Admiralitetet i
Kjøbenhavn derom, og i en senere Rapport fra ham, dateret »Dantzick«
den 8. September 1809, træffer man følgende Enkeltheder om v. Bergers
Begravelse:[41]
»Liget blev sat fra Borde med de Ceremonier, vore Krigsartikler bestemme.
Det blev modtaget i Land af en Eskorte af 200 Soldater, som tillige med
et talrigt Følge, inviteret i den Hensigt af Admiralens chef d’état
major, ledsagede det til udenfor Porten. Soldatesquen gav tre Salver.
Prindsen af Pontecorvo blev ved Forretninger hindret i efter sin
Bestemmelse selv at følge.«
Efterhaanden som Efteraaret skred frem, indtraadte der Ro i begge de
fjendtlige Leire. Nede ved Vliessingen, paa Sanddünerne langs Walcheren’s
Kyst, havde Englænderne bygget Barakker først til Hospitalsbrug og senere
for at kunne evakuere de lavere liggende Punkter for Tropper, og for
Scheldeflaadens Vedkommende gjaldt det om i Tide at finde et passende
Sted, hvor Skibene kunde overvintre, da Vliessingen, Flaadens tidligere
Vinterkvarter, jo var i Englændernes Besiddelse, og de nye Basiner i
Antwerpen endnu ikke vare færdige.
Det fornemste Krav til en saadan Overvintringsplads maatte være det, at
Skibene kunde ligge dækkede for den voldsomme Isgang paa Floden, og med
dette Maal for Øie foretog Admiral Missiessy sammen med sine Skibschefer
en Inspektion af Floden for at finde en passende Plads.
Det Sted, der bedst vilde kunne erstatte Flaaden Tabet af Vliessingens
sikre Basiner, blev fundet c. 2-3 Mil ovenfor Antwerpen. Her deler
Scheldefloden sig i to Arme, hvoraf den ene fører forbi Brüssel, den
anden forbi Gent, og i en lille Bugt, i den første af disse Flodarme,
Rupel, hvor Ebbe og Flod er mindre stærk end nede ved Antwerpen, haabede
man at finde en Krog, hvor Flaaden kunde overvintre tryg for Drivisen.
Efter at Vinterkvarteret var valgt, blev der den 9. September 1809
afholdt »et conseil« ombord i »Charlemagne« under Admiralens Forsæde, ved
hvilket alle Skibschefer vare tilstede for nærmere at overveie, hvilke
Foranstaltninger der skulde træffes i Anledning af Flaadens Desarmering
for Vinteren. Der blev i dette Møde bestemt, at naar Tiden kom, skulde
Skibene udtage deres Kanoner, Krudt, Varegods og Proviant i Antwerpen
og derefter afgaa til Rupel, hvor Fortøiningspladsen ved Nedramning af
Estakader var bleven yderligere sikret imod Drivisens Virkninger.
Da det imidlertid havde sin Interesse at se, om det i det hele taget var
muligt for Flaadens Skibe at overvintre paa Floden, uden at der blev
truffet særlige Foranstaltninger til deres Beskyttelse, blev ifølge
keiserlig Befaling 2 Linieskibe udsete til at foretage dette Experiment
og beordrede til, naar Flaaden gik i Vinterkvarter i Rupel, at tage
Station udfor Antwerpen, fuldt rustede og ekviperede, for at tilbringe
Vinteren der[42].
Scheldeflaadens Overvintring under disse nye Forhold var et Spørgsmaal
af saa stor Vigtighed, at den franske Marineminister i Efteraaret 1809
reiste til Antwerpen for personlig at tage de trufne Dispositioner i
Øiesyn og konferere med Admiralen om forskjellige Spørgsmaal. Hertugen af
Decrès, der i Slutningen af Oktober Maaned indtraf fra Paris, inspicerede
den 28. Flaadens Skibe. Ombord i »Dantzick,« fortæller Kapitainlieutenant
Fasting i sin Rapport herom til Admiralitetet[43], »besaa han
Batterierne. Lod paa underste Batteri exercere med 3 Kanoner, hvorved han
især lagde Mærke til Sigtningen, som han var meget vel fornøiet med.
Lod sig paa Dækket forestille Officererne, som han syntes vare meget
unge. Han erkyndigede sig, om de havde faret meget, og anbefalede dem at
forrette deres Tjeneste vel, da han vilde gjøre sig en Fornøielse af at
underrette Keiseren derom.«
Under Ministerens 4 Dages Ophold i Antwerpen var v. Dockum 2 Gange
indbudt til at spise ved hans Bord, og man kan vel tænke, at han ikke
lod denne gunstige Leilighed slippe sig af Hænde til atter at slaa
et Slag for sine Folk og deres gode Appetit. Under en Samtale med
Marineministeren efter Bordet, fandt v. Dockum Leilighed til at »tale
til ham om at det danske Mandskab ikke kunde nøies med de franske Supper
og lidt Kjød, som de bekom i Ration« —, men Ministeren vilde ikke gjøre
nogen Forandring i dette Forhold og svarede blot, »at der kunde ingen
Undtagelse vises for 2 Skibes Mandskab.« —
Medens der fra Hertugen af Decrès’ Side blev vist de Danske megen
Velvillie, var Forholdet imellem Ministeren og de franske Officerer saa
paafaldende kjøligt, at det ikke kunde undgaa Opmærksomhed.
Det er en bekjendt Sag, at Admiral Decrès, der siden 1801 havde beklædt
Posten som Frankrigs Marineminister, langtfra var populær imellem
Marinens Officerer. Efter det ulykkelige Slag i Aaret 1805, hvor Lord
Nelson knuste den forenede franske og spanske Flaades Modstand ved
Trafalgar, steg Misfornøielsen og Uvillien imod Ministeren, og da
den franske Admiral Villeneuve efter sit Fangenskab i England døde
umiddelbart ved sin Tilbagekomst til Frankrig, gav dette pludselige
Dødsfald Anledning til allehaande uhyggelige Rygter, der endog antoge
saa bestemte Former, at man temmelig aabent ymtede om, at Villeneuve var
bleven myrdet med Ministerens Vidende.
Skjøndt disse Rygter vare uden nogensomhelst Betydning,[44] er det dog
ganske karakteristisk at lægge Mærke til, at endnu i Aaret 1809 var
den Forestilling, at Hertugen af Decrès havde Lod og Del i Admiral
Villeneuves pludselige Død, udbredt og rodfæstet iblandt den franske
Marines Personel.
v. Dockum omtaler ogsaa dette i sine efterladte Optegnelser, og man
træffer her følgende Linier, der i korte Træk, men ganske slaaende,
giver os et Indblik i, hvor spændt Forholdet maa have været imellem
Marineministeren og Scheldeflaadens Officerer.
v. Dockum skriver[45]:
»Hs. Excellence var meget kort imod de franske Skibschefer, som
i Stedet for at tale høit i Hs. Excellences présence, hviskede
til hinanden, som om de vare i en Ligstue. Og da jeg spurgte
om Aarsagen, svarede de, at han var en Bøddel, som havde ladet
Admiral Villeneuve dræbe, da han efter sit Fangenskab fra
England kom paa fransk Grund, for at Admiralen ikke skulde
angive til Keiseren, at Decrès skyldte Mandskabet, da de sloges
imod de Engelske ved Trafalgar under Admiralens Kommando,
nemlig 9 Maaneders Gage, som foraarsagede Mandskabets
Mismodighed og Usselhed, og at Orlogskibene manglede det
fornødne til at kunne udføre en Bataille.«
Ved Modtagelsen af Efterretningen om v. Bergers Død bestemte
Marinebestyrelsen i Kjøbenhavn sig til at besætte den ledige Plads
med Kapitain C. Wleugel. Denne Officer var paa dette Tidspunkt
under Udkommando som Chef for en Skytpram, men Admiralitetet, der i
Wleugel mente at have den Mand, der værdig kunde træde i den afdøde
Kommandørkapitains Fodspor, beordrede ham ikke destomindre gjennem
nedenstaaende Skrivelse afløst fra sin Post, for at han kunde overtage
sin nye Kommando.[46]
Til
Hr. Kapitain Wleugel.
»Da Hr. Kapitainen er bestemt til at kommandere det franske
Orlogsskib i Holland, som afdøde Kommandørkapitain v. Berger
var Chef for, saa haver De at reise derhen og antage Dem som
Chef bemeldte Skib under den vedkommende franske Admirals
Kommando.
»Som en Følge heraf afgaar Hr. Kapitainen fra Skytprammen »Søe
Løven«, hvilken De haver tilligemed de dertil hørende Ordres og
Dokumenter at aflevere til Kapitain Kruuse, der i Deres Sted er
beordret til Chef for denne Skytpram.«
Admiralitets- og Kommissariats Kollegium den 2. Oktober 1809.
Wleugel. Bille. Grove.
Samtidig med Chefskiftet benyttede Admiralitetet Leiligheden til at
foretage nogle Forandringer i de dansk bemandede Linieskibes Personel
og derved indfri det tidligere givne Løfte til Fasting og Stephansen
om Hjemsendelse. De til Afløsningen udsete Næstkommanderender,
Kapitainlieutenanterne H. P. Holm og C. P. Flensborg, modtog sammen
med flere yngre Officerer[47] sidst i Oktober Maaned deres Reiseordre
til Holland via Hamburg[48]; v. Dockum underrettedes samme Dag om den
forestaaende Forandring i Officersbesætningen, ligesom endelig ogsaa det
Kongelige Departement for de udenlandske Sager gjennem en Skrivelse fra
Admiralitetet fik Meddelelse herom[49].
Da Kapitain Wleugel den 6. November 1809 ankom til Antwerpen, var
Desarmeringen af Scheldeflaadens Linieskibe allerede begyndt. Skjøndt
denne Forholdsregel, der jo endnu ikke paa Grund af Aarstiden var nogen
bydende Nødvendighed, maatte være et Tegn paa, at dette Aars Kampagne i
Realiteten betragtedes som endt, tænkte man dog paa fransk Side stærkt
paa at benytte Fjendens mærkelige Standsning af alle Operationer til
at foretage et Angreb paa Walcheren og sætte sig i Besiddelse af denne
Ø. Medens Hærens Generalstab foretog de fornødne Forberedelser med
Troppekoncentrationer og trak Artilleri sammen til Beskydning af de nylig
oprettede engelske Forskandsninger paa Walcheren, bleve Kanonbriggerne,
Kanonbaadene og Flaadens øvrige Smaafartøier atter ekviperede og satte
paa Krigsfod.
Udsigten til at komme i Affære bevirkede, at Kapitainlieutenant Fasting,
der var afgaaet som syg fra »Dantzick«, meldte sig til Tjeneste igjen for
at komme til at deltage i Expeditionen, og da samtidig de Officerer, der
efter at Afløsningen var indtruffet, stode i Begreb med at reise hjem
til Danmark, anmodede om at maatte blive for at være med til at drive
Englænderne bort fra Walcheren, besvarede Missiessy denne Beredvillighed
paa en Maade, der maatte være meget smigrende for de danske Officerer.
Kapitainlieutenant Fasting fik nemlig strax tildelt Kommando af en Deling
Kanonbaade, og denne Afdeling, der kun havde danske Officerer ombord,
blev tilmed i Admiralens Dispositioner udset til den ærefulde Post at
tage Têten, naar Angrebet paa Walcheren skulde finde Sted[50].
Desværre blev denne Plan ikke til Virkelighed; den 8. December 1809
fandt vel en mindre Kamp Sted imellem de nybyggede franske Batterier og
en Deling fjendtlige Kanonbaade, men videre kom det ikke. Det var den
sidste Dag i Aaret at et fjendtligt Kanonskud blev løsnet paa Schelden;
i Løbet af December Maaned antog Floden lidt efter lidt sit sædvanlige
fredelige Udseende igjen, samtidig med at Vinterkulden tog fat. Skib
efter Skib varpede efter endt Desarmering ved Antwerpen op ad Floden
til Vinterkvarteret i Rupel, og nede ved Vliessingen vare Englænderne i
fuld Aktivitet med Forberedelserne til at rømme Walcheren. Troppernes
Indskibning gik for sig rolig og uforstyrret som i Fredstid, og da hele
Expeditionskorpset med sit Materiel var bragt ombord i Transportskibene,
rystede en voldsom Explosion Vliessingens Omegn. Det var Englændernes
Afskedshilsen forinden de med uforrettet Sag satte Kursen hjemefter, det
var Minerne, der tændtes og sprængte Scheldeflaadens gamle Vinterhavn,
Vliessingens Dokker, fra hinanden[51].
Saaledes endte Expeditionen imod Schelden, der var indledet med saa stor
en Pomp. Det var med en vis bitter Skamfuldhed, at den engelske Nation
veiede de vundne Resultater imod de Ofre af Menneskeliv, som Expeditionen
havde kostet. Vliessingens Kapitulation og Værftets Ødelæggelse var
bleven betalt med over 4000 engelske Soldaters Liv; men næppe 100 Mand af
disse vare faldne paa Kamppladsen for Franskmændenes Kugler, og det var
i Følelsen af dette Misforhold, der ikke talte til Fordel for de Mænd,
i hvis Hænder det store Foretagende havde været betroet, at der Aaret
efter i Parlamentet hævede sig Stemmer, der i skarpe Udtryk kritiserede
Ledelsen af en Expedition, der forlod England 39,000 Mand stærk og som
nogle Maaneder senere vendte tilbage uden at have udrettet noget, men
med Tabs- og Sygelister, der naaede den svimlende Høide af over 15,000
Mand[52].
* * * * *
Aaret 1810 gik ind med koldt, blæsende og regnfuldt Veir. Scheldeflaaden
laa i sit Vinterkvarter ved Rupel; de to Linieskibe, der til Forsøg vare
udlagte udfor Antwerpen, red godt for deres Fortøininger paa Floden uden
endnu at være forulempede af Drivisen, og Vintertjenesten, der kun i
ringe Grad lagde Beslag paa Officerers og Mandskabs Kræfter, var traadt i
Virksomhed.
Allerede for længere Tid siden havde Prindsen af Pontecorvo, hvis
Nærværelse ikke mere krævedes i Antwerpen, overgivet Kommandoen til
General Bessières og havde forladt Byen, og nu, efter at Flaaden
havde desarmeret sine Skibe, fulgte Admiral Missiessy og flere af
Scheldeflaadens Chefer Exemplet og reiste fra Antwerpen for at tilbringe
nogen Tid i Paris.
Medens der saaledes var Ro og Stilhed i Antwerpen, arbeidedes der ved
Scheldens Munding og paa Værftet ved Vliessingen for at gjenoprette,
hvad Englænderne havde ødelagt. Kontre-Admiral L’Hermitte,[53] der
kommanderede ved Vliessingen, havde endnu en Del af de tidligere fra
Flaaden detacherede Kanonbrigger til sin Disposition, og blandt disse
fandtes flere med dansk Besætning ombord.
Det Arbeide, der her blev budt Kanonbriggernes Mandskab, var over al
Maade haardt. Det var Friluftsarbeide baade paa Floden og i Land paa
Værftet; sænkede Skibe, Vrag og Spærringer skulde optages eller fjernes
for atter at frigjøre Sejladsen, og Vliessingens Basiner, som ikke
alene vare demolerede og sprængte, men som Englænderne for at gjøre
Ødelæggelsen fuldstændig havde fyldt med nedstyrtede Tømmerbjælker og
Sten, maatte renses og tømmes.
I det kolde Vinterveir i Januar Maaned, hvor Frost og Tø vexlede, og hvor
Folkene i Sne og Slud ofte maatte arbeide i Mudder til op paa Livet,
gik det ud over Kræfter og Helbred, og da det tilmed var Arbeide, hvis
forsvarlige Udførelse krævede virkelige Matroser, maatte de danske Søfolk
i Reglen holde for.
Det var med Uvillie at Arbeidsstyrken hver Dag gik fra Borde for at tage
fat paa Dagens Gjerning; ofte maatte man om Morgenen trække i Gaarsdagens
gjennemblødte Klæder og de daarlige Sko, og da Folkene tilmed havde
henved et halvt Aars Lønning tilgode, manglede de Penge til at kjøbe
Klæder for.
Mandskabet var vel efter den Tids Skik vant til selv at betale og sørge
for sin Ekvipering ombord, men Vinterdage, ved haardt Arbeide hjemme i
Kjøbenhavn paa Holmen blev der i daarligt Veir uddelt Kavaier og lange
Støvler til dem, og der vankede en Snaps og et Krus varmt Øl, naar Kulden
var streng.
Skjøndt der under disse Omstændigheder blev trukket store Vexler paa de
danske Matrosers physiske Kræfter, Taalmodighed og Pligtfølelse, havde v.
Dockum efter Sommerens Erfaring al Grund til at tro, at han kunde stole
paa sine Folk, og ventede ogsaa, at de vilde sætte en Ære i lige til det
sidste at være forrest, hvor der for Alvor skulde tages fat.
Det var derfor en Overraskelse og stor Skuffelse for ham, da han i
Slutningen af Januar Maaned 1810 gjennem den ældste danske Officer
ved Vliessingen, Kapitainlieutenant Holm, modtog følgende Rapport,
der med klare Ord fortalte, at de der stationerede Kanonbrigger under
Maanedslieutenanterne Ring og Kaiser havde svigtet hans Tillid[54].
Vliessingen, den 25. Januar 1810.
Underdanigst Rapport.
»Den 25. Januar 1810 Kl. 8 om Morgenen gav jeg Ordre til
Baadsmandsmath Gothard Lyders at udtage den Del af Mandskabet,
som den Dag var bestemt til Arbeide i Tjeneste i Basinet efter
Kontre-Admiral L’Hermitte’s Ordre.
»Baadsmandsmathen kommer strax tilbage og svarede, at disse
Folk havde nægtet ham at gaa i Land at arbeide. Jeg lod derfor
strax alle Mand pibe op og udspurgte Mandskabet, af hvad Aarsag
de nægtede Keiserens Tjeneste. Da stod frem Matroserne Johannes
Larsen af Christianssand og Michael Unger af Bergens Distrikt
og svarede, at de havde 5 Maaneders keiserlig Gage tilgode, og
at de ikke havde Klæder til at arbeide med paa denne Aarsens
Tid. Jeg adspurgte derpaa Mand for Mand om de alle vare af
samme Mening; de svarede mig paa 5 Mand nær, at de ikke kunde
arbeide, undtagen deres Gage blev dem betalt, i det mindste en
Del af den, desuden svarede de, at naar de arbeidede i Kongelig
dansk Tjeneste udenfor Skibet, som de tilhørte, eller andre
Krigsskibe, da bleve de betalt derfor Dagløn.
»Jeg lod derfor Matroserne Johannes Larsen og Michael Unger
sætte i Bøien, jeg gik derpaa ombord til commandant Le Franc,
som kommanderede Stationen, og meldte ham, at Mandskabet af
den af mig kommanderede canonnier havde nægtet at arbeide i
Land paa de tilforne anførte Grunde. Commandanten forlangte en
skriftlig Rapport desangaaende for at kunne indgive den til
Kontre-Admiral L’Hermitte; jeg spurgte ham, førend jeg indgav
Rapporten, om han ikke kunde tillade, at jeg afsendte disse
Folk til Rupel for at kunne faa andre Folk og overlade disse
til Krigsartiklerne og vores respektive Chefs Dom, men han
svarede, dermed kunde han ikke indlade sig.
»Han forlangte strax min Rapport og forbød mig at tillade
mit Mandskab at gaa i Land, og om Tilfældet skulde være,
at han fandt nogen paa Gaden, lod han dem tage ombord og
afstraffe[55].«
Underdanig
J. Ring,
Maanedslieutenant.
Til
Hr. Kommandør v. Dockum, Chef for Orlogsskibet »Pultusk«.
Den af Kapitain le Franc forlangte Indberetning indgik endnu samme Dag —
25. Januar — til ham som en Fællesrapport fra Kanonbrigcheferne, og Sagen
kom derfra gjennem Admiral Missiessy til Marineministerens Kundskab i
Paris[56].
Det var anden Gang under den kortvarige Scheldekampagne, at Hertugen af
Decrès havde modtaget den ubehagelige Tidende, at de danske Besætninger
vare ved at gjøre Mytteri. Der var netop nu forløbet et Aar, siden
»Pultusk’s« og »Dantzick’s« Chefer og samlede Besætninger havde nægtet
at adlyde den keiserlige Ordre, der befalede, at de to Linieskibes
Mandskaber uden Ophold skulde afgaa over Land til Brest for der at gaa
ombord i to andre. Paa samme Dag, som de sidste Optøier i Vliessingen
fandt Sted — 25. Januar 1810 —, havde Marineministeren Aaret forinden i
sin Skrivelse til Admiral Missiessy, der beordrede de danske Chefers
Arrestation, sluttet med følgende truende Ord[57]:
»I det Tilfælde at de danske Besætninger skulde gjøre Mytteri, er det
Keiserens Ordre, at De skal angribe dem, og at De skal lade Oprørerne
skyde. Jeg stoler i lige Grad paa Deres Klogskab og paa Fastheden i de
Dispositioner, som De maatte tage for at bringe denne Ordre i Udførelse«.
Det var saaledes at forudse, at Hertugen af Decrès vilde gaa frem med
summarisk Strenghed imod de nylig stedfundne disciplinære Forseelser, men
dette fandt mærkeligt nok ikke Sted. Vil man spørge om Grunden til denne
Mildhed, der endog bevægede Ministeren til at undlade at referere Sagen
for Keiseren, da maa Svaret blive, at der imellem de to Mytteriforsøg laa
en Periode, hvor de danske Mandskaber under Expeditionen imod Schelden
havde forstaaet ved Aktivitet og overlegen Sømandsdygtighed at skabe sig
et saadant Navn i Flaaden, at Ministeren ikke nu kunde bekvemme sig til
at stille de samme Folk for en Krigsret.
Sagen blev derfor ikke bragt videre, og Ministeren indskrænkede sig til
ved en Skrivelse, dateret Paris den 5. Februar 1810, at give Admiral
Missiessy Ordre til at lade de gjenstridige danske Besætninger afløse.
Hvor mildt og lempeligt der end blev faret frem ved denne Leilighed, blev
den tagne Forholdsregel dog i høi Grad krænkende for de Danske, idet
Ministeren i sin Skrivelse motiverede sin Fremgangsmaade i Udtryk, der
faldt bidende og hvast som Slagene fra en Pidskesnært.
»Hvorledes maa« — hedder det i den ministerielle Ordre til Missiessy —
»Aanden være iblandt de danske Officerer, naar de ikke kan faa Mandskabet
til at lystre, og hvorledes maa Aanden være blandt Folkene, naar de kan
tro, at de ustraffet kan lade være at adlyde.
»Hvad der her er hændet, er meget beklageligt, men jeg vil se det fra det
Synspunkt, at disse fremmede Søfolk, som have været detacherede langt
borte fra deres overordnede Foresatte under Kommando af subalterne og
uerfarne Officerer, ikke have vidst, hvad det var, de gjorde.
»Jeg vil derfor af Medlidenhed med Folkene ikke indberette denne Sag til
Keiseren, og De skal ikke foretage andet end lade dem alle afgaa til
deres respektive Skibe; indtil anden Ordre indtræffer, maa de danske
Søfolk ikke mere anvendes til Tjeneste paa Flotillen, siden de ikke have
forstaaet at sætte Pris paa den Ære, der er bleven dem vist derved, at
man har sendt dem til Forposterne«.
Der er vel ingen, hvem Mandskabets Insubordination gik mere til Hjerte
end v. Dockum, ingen, der saa dybt følte det krænkende i, at Folkene
vare blevne jagede fra Kanonbriggerne ombord i deres Skibe. Ved sit
eget Exempel, ved sin Energi og Evne til at kommandere var det lykkedes
ham at bringe »Pultusk« og »Dantzick« frem i Spidsen for de franske
Skibsbesætninger og gjenoprette, hvad der Aaret forinden var forbrudt,
og nu truede alt med at styrte sammen igjen, hvad han møjsommelig havde
bygget op.
v. Dockum saa klart, at hvis dette lille Mytteriforsøg ikke blev kuet med
Haardhed, vilde en større og farligere Gjentagelse deraf kun blive et
Tidsspørgsmaal. Han haabede, at Marinen og hans eget Navn skulde blive
forskaanede for en saadan Skam og at Folkene maatte komme til Fornuft,
naar de saa, at den Haand, der styrede dem, ikke lod sig rokke. Han
var derfor bestemt paa at vise de franske Autoriteter, som ved denne
Leilighed havde ladet Naade gaa for Ret, at han var Mand for at holde
Justits paa det Dæk, hvorover hans Vimpel vaiede.
v. Dockum holdt sit Ord.
Det opsætsige Mandskab fra Kanonbriggerne kom nemlig den 20. Marts 1810
tilbage fra Vliessingen under Maanedslieutenanternes Kommando, og man
kan i Admiralens private Optegnelser læse om den Modtagelse, der ventede
dem ombord i »Pultusk«, saasnart de havde sat Foden over Linieskibets
Faldreb[58].
»Og da mit Mandskab kom ombord, som bestod af 180 Mand, fordrede jeg,
at de skulde opgive mig Formanden til deres Opstand, og da de svarede
mig: Alle Mand! lod jeg dem strax opstille og lod hele Mandskabet med
Garnison komme med deres Geværer paa Dækket, og lod af Oprørerne hver
10de Mand katte og sætte i Bøien, og da den 11te blev kattet, sprang
Kvartermesteren af Travaille-Chaluppen overbord og druknede, hvorefter
Oprørerne angav, at den Druknede havde været deres Anfører[59]«.
Skjøndt v. Dockum gik frem med Strenghed ved denne Leilighed og uden
Barmhjertighed kattede sine Folk to Dage i Rad[60], var hans Sympathi dog
meget paa Folkenes Side, og han maatte indrømme, at den egentlige Aarsag
til denne beklagelige Begivenhed ikke laa i nogen Lyst til Opsætsighed
hos Mandskabet, men at de, vaade, forfrosne og overanstrængte saa at sige
vare blevne drevne til den fortvivlede Beslutning, at nægte at arbeide.
I sin udførlige Rapport til Admiralitetet herom kommer denne Betragtning
ogsaa til Orde, og han erklærer kort og godt, at Grunden til, at Folkene
paa de ved Vliessingen stationerede Brigger havde vægret sig ved at gaa
til Arbeide, er at »de ikke kunde udholde paa den Tid af Aaret at gaa i
Vand og Mudder til midt paa Livet, at de manglede Klæder, og at de ingen
Penge havde faaet i 5 Maaneder[61]«.
Den samme Frimodighed til at nævne Tingen ved sit rette Navn, som v.
Dockum havde lagt for Dagen i sin Rapport til Admiralitetet i Kjøbenhavn,
svigtede ham heller ikke ligeoverfor de franske Autoriteter. I det
tidlige Foraar, da Sindene atter vare komne til Ro efter Katastrofen i
Vliessingen, var han afreist til Paris for personlig at give Hertugen
af Decrès Oplysning om den summariske Afstraffelse, der havde fundet
Sted ombord i »Pultusk«, og han optraadte ved denne Leilighed med saa
megen aabenhjertig Djærvhed, at det kom til et Sammenstød imellem ham og
Frankrigs Marineminister.
Det var ved Audientsen at det skarpe Ordskifte imellem dem fandt Sted, og
i sine efterladte Optegnelser fortæller v. Dockum paa følgende Maade om,
hvad der gik for sig ved dette Møde[62]:
»Da jeg meldte min Ankomst til Marineministeren, foreholdt han mig sin
Forundring, at de danske Officerer ikke kunde styre deres Mandskab. Jeg
svarede, at naar jeg ikke havde Mandskabet ombord, kunde jeg ikke svare
for deres Disciplin, og at jeg havde straffet dem for deres Forseelse.
Ministeren sagde, at han vidste det, og at Keiseren vilde blive meget
forbitret, naar han derom blev underrettet, da det nu var 2den Gang.
»Jeg forestillede Ministeren, at Hs. Excellence var den skyldige, som
i 9 (?) Maaneder ikke havde betalt Mandskabet deres Gage, hvormed de
skulde klæde og føde dem, da den franske Kost ikke var tilstrækkelig til
deres Føde, og naar Mandskabet i Kongen af Danmarks Tjeneste blev udenfor
Skibstjenesten i Vinterens Tid anstrængt med at grave i Mudder og Slud,
saa blev der sørget for, at dem blev given Støvler og Kavaier til det
Brug med mere Føde og varmt Øl og Brændevin, og at deres Gage ikke blev
indeholdt. Hvilket alt skulde blive Keiseren indberettet, naar det engang
kom til Forklaring fra min Konges Minister. Og saa vilde Aarsagen til det
danske Mandskabs Misfornøielse vist falde paa Hs. Excellences Ansvar.
»Hvortil Ministeren svarede, at for denne Gang vilde han ikke ytre noget
derom til Keiseren, fordi jeg allerede havde ladet dem straffe med Kat
for deres Forseelse, — og bad mig til næste Dag at spise til Middag en
bourgeois.«
Naar denne lille Episode, der saa fredelig endte med en Indbydelse til
Middag, har fundet Sted, kan ikke nøiagtig afgjøres, da Opgivelserne
herom ere temmelig uoverensstemmende; men rimeligt er det at antage, at
v. Dockum en af de allersidste Dage af Marts Maaned eller en af de første
Dage af April 1810 er ankommet til Paris og da strax har søgt Audients
hos Ministeren.
April Maaned nærmede sig imidlertid sin Ende. Vinteren havde været lang
og Frosten haard, men Isgangen var nu forbi, og Floden rullede atter sine
Bølger frit imod Vest i det begyndende Foraar.
Oppe ved Rupel var alting roligt; Linieskibene laa endnu i deres
Vinterkvarter uden Livstegn, skjøndt den forestaaende Sommerkampagne
var nær. Overvintringen havde været særdeles heldig, og Rupel havde
staaet sin Prøve. I den sikre Bugt, i Læ af de nedrammede Estakader,
havde Scheldeflaaden ligget skjærmet for den voldsomme Isgang, saa at
Skibene her ved Foraarets Komme ingen Skade havde lidt, hvorimod de to
Linieskibe, der til Forsøg vare udlagte ved Antwerpen, havde kjæmpet
haardt under Ispresningerne paa Floden for at holde deres Plads Vinteren
igjennem[63].
Intet fjendtligt Trompetstød kunde have skræmmet Scheldeflaaden mere brat
op af sin Vintersøvn end Efterretningen om Napoleons forestaaende Ankomst
til Antwerpen. »Keiseren kommer«! hed det en af de sidste Dage af April
Maaned, og disse Ord kunde sætte Fart i alle i Antwerpen og i Rupel.
Over Hals og Hoved fik Scheldeflaaden Ordre til at rømme Vinterkvarteret
og hurtigst muligt søge at naa Antwerpen og faa Kanonerne ombord for at
kunne salutere, naar Keiseren kom.
For at paaskynde Ordrens Udførelse blev der givet Skibene fri Manøvre,
men trods dette var der kun et eneste af dem, som havde sit Kram saaledes
i Orden, at det strax kunde adlyde Admiralens Befaling.
Det var Linieskibet »Pultusk«, der den 30. April 1810 slap sine
Fortøininger og varpede ud fra Rupel for at naa Antwerpen i rette Tid.
Skjøndt Afstanden imellem disse to Steder kun er nogle faa Mil, var det
dog en lang og møisommelig Tur. Udpaa Aftenen henimod Kl. 7 hørte man
ombord i »Pultusk« de fjerne Drøn fra Kanonsaluten, der fortalte, at nu
steg Keiseren i Land i Antwerpen, men først den 2. Mai tidlig om Morgenen
lykkedes det at komme til Ankers der paa Rheden.
Skjøndt v. Dockum saaledes kom for sent til at være tilstede ved
Keiserens Modtagelse i Antwerpen, var det dog en Tilfredsstillelse for
ham at vide, at hans Skib var det eneste af hele Flaaden, der var naaet
ned fra Rupel, og saalangt man kunde øine op ad Floden, var der endnu
ingen Mastetop af nogen Orlogsmand i Sigte.
Strax efter Ankringen den 2. Mai tog han fat med Kraft paa at faa sit
Artilleri ombord i Skibet. En stor Arbeidsstyrke havde fra Morgenstunden
været iland paa Værftet til dette Arbeide; Kanonerne vare bragte ud af
Arsenalet, og Mandskabet var netop i Gang med at »drille« dem ned imod
Landgangsstedet, da Keiseren uheldigvis paa sin Morgentur kom ridende
samme Vei, Passagen var spærret af »Pultusk’s« Artilleri, der laa tvers
over Veien uden at kunne blive skaffet hurtigt nok til Side, og Keiseren,
der ikke vilde finde sig i at blive standset, lod i Utaalmodighed sin
Ridehest sætte tvers over Kanoner, Bjælker og Tallier og fortsatte sit
Morgenridt.
Om Eftermiddagen skulde Linieskibene »Dalmate« og »Anversois«, der havde
overvintret paa Floden, inspiceres. Klokken var 2, da Majestæterne satte
af inde fra Antwerpens Kaier for at gaa der ombord. Fra »Pultusk« saa
man den keiserlige Chalup styre lige op imod Linieskibet, som om Besøget
gjaldt dette, men i nogen Afstand derfra blev der holdt paa Aarerne,
Keiseren greb selv en Raaber og praiede op til v. Dockum[64]:
»_N’êtes Vous pas le Danois?_« —
Og paa Svaret: _Oui!_ fortsatte Keiseren gjennem Raaberen[64]:
»_Quand je retournerais, je viendrais Vous voir!_« —
Chaluppen roede derpaa videre og holdt af ned imod de andre Linieskibe.
Dagen gik imidlertid uden at bringe det lovede Besøg i »Pultusk«, og
først om Aftenen, da Solen var ved at gaa ned, fik man Øie paa den
keiserlige Chalup, der roede indefter imod Byen. Da Keiseren passerede
Linieskibet, tog han atter Raaberen og praiede op[64]: »_Pultusk! Il est
trop tard pour Vous voir. Quand Vous serez armé, je viendrais Vous voir._«
Keiseren vilde altsaa ikke inspicere, førend Linieskibet var armeret.
Mange Timer skulde han imidlertid ikke komme til at vente. v. Dockum greb
denne Leilighed til at vise, hvad de danske Matroser kunde præstere,
og han ventede fuldt og fast, at de samme Folk, der fornylig nede ved
Vliessingen havde nægtet at arbeide, her under hans egen Kommando i
Løbet af Natten skulde kunne udføre et Stykke Sømandsarbeide, som man
vilde have Vanskelighed ved at gjøre dem efter ombord i Scheldeflaadens
øvrige Skibe. Skjøndt Mørket faldt paa, og skjøndt Kanonernes Transport
til Skibet, deres Opheisning og Placering i Raperterne var et Arbeide,
der endog ved Dagens Lys fordrede Forsigtighed og Agtpaagivenhed, hvis
intet Ulykkestilfælde skulde ske, blev der dog strax givet Ordre til at
tage fat paa Rustningen. Det blev en Nat, hvor alle Hænder maatte tage
fat, men kun 6 Timer efter at Ordren var udstedt til Armeringen, var
Arbeidet ogsaa tilende, og da v. Dockum den næste Morgen tidlig gik i
Land, kunde han melde Admiralen, at »Pultusk«, som ved Solnedgang havde
haft sine Kanoner liggende inde i Land, nu var fuldt armeret og klar til
at salutere det keiserlige Flag.
Keiserens Besøg kunde dog endnu ikke finde Sted, da Programmet for de
følgende Dage allerede var lagt. Et nybygget Linieskib paa 80 Kanoner,
»Friedland«, der stod paa Stabel, skulde sættes i Vandet i Overværelse
af Keiserparret, Dagen efter gav Byen et Bal paa Raadhuset i Antwerpen
til Ære for dem, og endelig skulde der være stor Audients for Hærens og
Flaadens Officerer og Byens civile Autoriteter. Som Følge heraf blev
Inspektionen af »Pultusk«, der sammen med Audientsen var berammet til den
4. Mai, udsat til Dagen efter[65].
Den 5. Mai, Dagen for »Pultusk’s« Inspektion, kom, og Veiret var saa
slet som muligt. Det var »ondt Veir med Blæst og Regn,« men Keiseren tog
intet Hensyn til denne Omstændighed; Reisen fra Antwerpen var allerede
fastsat til den følgende Dag, og det Skib, som ene af hele Flaaden havde
evnet at komme tilstede ved Keiserens Besøg, skulde ikke paa Grund af
Veiret gaa glip af den Ære at se ham paa sit Dæk.
Henimod 11-Tiden var ogsaa den keiserlige Chalup i Sigte paa Veien
til »Pultusk«. Det var en ubehagelig Tur udefter. Sprøit fra Søen og
Stænk fra Aarerne vadskede under Roningen ind over Essingen, det store
Fartøi drev af Regn og Søvand, og da Chaluppen lagde til paa Siden,
var Keiseren, Keiserinden og Følget, der ledsagede dem, nærlig alle
gjennemblødte[66].
Linieskibets Chef stod ved Foden af Faldrebstrappen.
Det var lidt vanskeligt for Damerne at komme ombord ad den smalle, steile
Faldrebstrappe[67], tilmed da Fartøiet laa uroligt i Søen.
»Jeg maatte derfor« — fortæller v. Dockum[68] — med Kaarden i Haanden
række Keiserinden begge mine Hænder, hvor udi hun lagde begge sine
Hænder, og saaledes maatte jeg baglænds gaa op af Trappen med
Keiserinden; Keiseren fulgte efter og saa mig altid stift i Øinene.
»Da Keiserinden kom paa Dækket, blev hun der staaende, indtil duchesse
Montebello kom og hjalp Hds. Majestæt den vaade Pels af imod en rød
Carmoisins Pels, foret med Zobel, og da Keiseren passerede Keiserinden
sagde han:
»_Vous avez la mine d’une sultane!_«
Veiret nødte snart Damerne til at trække sig tilbage til Chefens Kahyt,
hvorimod Keiseren strax igjen viste sig paa Dækket iført sin gjennemvaade
Frakke, som han ikke vilde skifte, og henvendte sig til v. Dockum med det
Spørgsmaal, hvorlænge man vilde være om at skifte en Forstang. En halv
Time var Svaret.
Keiseren gav derpaa Ordre til at udføre Manøvren.
Mangfoldige Gange havde »Pultusk« under den forløbne Sommerkampagnes
Reisningsøvelser taget sine Stænger tildæks og sat dem omhoug igjen. v.
Dockum havde træneret sine Folk, saa at Officerer, Underofficerer og
Mandskab i lige Grad vare fortrolige med alt, hvad der kunde forefalde
af Arbeider og Øvelser; hver Mand i Skibet vidste paa en Prik, hvad han
havde at gjøre, saasnart Kommandoen lød. Man var tilmed forberedt paa
enhver Eventualitet. I Kabelrummene laa Gier, Varp, Kabeltouge og hvad
der mulig ellers kunde blive Anvendelse for under Manøvrerne fremme
i Forhaanden, lige klar til Brug; i Mersene havde Topsgasterne deres
Stropper og Arbeidstallier liggende parat, og paa alle 3 Topper havde
den forestaaende Inspektion fremkaldt alle disse smaa Arrangementer,
Forarbeider og Smaafif udenfor Reglementet, som man træffer i ethvert
Skib, der har en rutineret og gjennemarbeidet Besætning ombord, og som
ikke ere uden Betydning under Forhold, hvor det gjælder at vinde et Minut
for at komme først[69].
Arbeidet gik derfor hurtigt fra Haanden uden Standsninger eller Uheld.
Der var Fart i Folkene og Underofficererne. De arbeidede jo under
Keiserens Øine, og Kongen af Westphalen, der selv havde været Søofficer,
var gaaet tilveirs, og staaende i Mesansvantet med Foden i en Vevling
fulgte han derfra Arbeidets Gang.
Inden den forlangte Tid var udløben, var Manøvren tilende, og da v.
Dockum efter 25m Forløb meldte, at Forstangen var skiftet, Bram- og
Bovenbramstangen omhoug og Bramraaen paa Plads, ytrede Keiseren sin
Tilfredshed til ham.
Efter at denne Del af Inspektionen var forbi, blev der slaaet »Klart
Skib.« Folkene mødte ved deres Kanoner, og ledsaget af v. Dockum gik
Keiseren Skibet rundt. Paa underste Batteri standsede han og lod exercere
først med 3 enkelte Kanoner og senere med hele Batteriet.
Keiseren var gaaet forud, — fortæller v. Dockum[70] —, for derfra at se
paa Batteri-Exercitsen, og da han ved igjen at gaa agter efter »maatte
træde over Kanontallieløberne, som laa paa Dækket, spurgte Hs. Majestæt
mig, hvad jeg syntes om Tougværket. Jeg ytrede at tro, at det nordiske
Tougværk var bedre. Hs. Majestæt troede det ogsaa og spurgte, hvad jeg
syntes om Jernet. Jeg svarede, at det var skørt. Hs. Majestæt sagde: »Det
er skørt som Glas, men man maa hjælpe sig dermed.« —
Forinden Keiseren forlod »Pultusk«, forlangte han at se Mandskabet
samlet. Der blev pebet op til Parade paa øverste Dæk, og her gik Keiseren
langs med de opstillede Rækker. Synet af Besætningen maa have været en
Del forskjellig fra, hvad han var vant til at se ombord i den franske
Flaades Skibe.
De franske Skibsbesætningers strængt uniformsmæssige Paaklædning[71]
fandtes ikke her; Folkene stod i deres Vadmels Trøier med »Glandshatte
paa Hovedet, hvorpaa var emailleret et Baand, paa hvilket var anført
»Pultusk«.« Hverken Form, Snit eller Farve var ensartet i Paaklædningen,
da Mandskabet paa de Tider selv maatte sørge for deres Tøi, men naar
man saa ned langs de opstillede Rækker, mødte Øiet kraftige, firskaarne
Skikkelser, og veirbidte Sømandsansigter stak frem under de blanke Hatte.
Det var øiensynligt, at Keiseren fandt Behag i det uvante Syn af
»Pultusk’s« lyshaarede Besætning. Han gik langsomt forefter, ledsaget
af Admiral Missiessy og v. Dockum, og med Tobaksdaasen i sin høire
Haand. Naar han af og til stod stille for at rette et Spørgsmaal til sine
Ledsagere eller for at betragte et Ansigt i Rækken[72], »oplukkede han
Tobaksdaasen med Tommelfingeren af den høire Haand, hvor Hs. Majestæt
altid bar Daasen, og med samme Finger trykkede han paa Tobakken, lukkede
Daasen og lugtede derefter paa Tommelfingeren. Og da det gik ofte paa,
tabte Hs. Majestæt ud af Daasen en Del af den sammentrykkede Tobak, som
af Mandskabet blev opsamlet som en Relikvie[73].« —
Inspektionen af »Pultusk« var hermed tilende, og de keiserlige Gjæster
belavede sig paa at gaa fraborde igjen. Hs. Majestæt havde været særdeles
tilfreds med alt og havde udtalt sig meget smigrende om Mandskabet. Da
v. Dockum nemlig under Paraden paa en undskyldende Maade gjorde Keiseren
opmærksom paa, at Folkene i deres lidt uensartede Paaklædning afvege en
Del fra, hvad der var Brug i den franske Marine, havde Keiseren svaret:
»_Vous avez des marins comme ils doivent être_«, og idet han derpaa
vendte sig til Admiral Missiessy, befalede han, at saa snart de franske
Mandskaber (équipages de haut-bord) havde opslidt deres Chakot’er, skulde
der anskaffes »chapeaux à la danoise« til dem, kun med den Forskjel, at
der paa Hattene skulde anbringes Nummeret paa den Afdeling, hvortil
Folkene hørte, i Stedet for Skibets Navn.
Keiseren havde, forinden han forlod Dækket, som Belønning tilstaaet
Besætningen en Maaneds Gage, og da Chaluppen satte af fra Faldrebet,
stemte Mandskabet paa dansk Vis i med rungende Hurraraab for ham, i
Stedet for det almindelige: »_Vive l’empéreur[74]!_«
Nogle Timer efter at de keiserlige Gjæster havde forladt »Pultusk«, og
Skibet atter havde antaget sit dagligdags Udseende, indfandt en Hof-Furér
sig ombord for at tilsige Chefen »til at møde med hvide Silkestrømper og
Sko til Keiserens Taffel Kl 5.«
Den Opmærksomhed, der ved denne Tilsigelse blev v. Dockum til Del,
var ikke ringe, idet som Regel ikke andre end Napoleons allernærmeste
Omgivelse vare hans Gjæster ved det daglige Taffel.
At v. Dockum selv har betragtet det som en exceptionel Ære, der blev vist
ham ved denne Leilighed, hvor han selv tolvte sad tilbords sammen med
syv kronede Hoveder, fremgaar deraf, at han gjorde Sagen til Gjenstand
for en Indberetning til Admiralitetet i Kjøbenhavn[75]. Rapporten, der
nævner de tilstedeværende Gjæster ved Taflet, indeholder iøvrigt intet
af Interesse; derimod har v. Dockum i sine private Optegnelser efterladt
en detailleret Beskrivelse, der vel er værd at kjende i sin Helhed. Man
vil erindre, at Napoleons Besøg i Antwerpen i Mai 1810 fandt Sted kun
nogle faa Maaneder forinden Holland blev indlemmet i det franske Rige,
og Misforstaaelsen imellem Keiseren og hans kongelige Broder Louis var
allerede paa dette Tidspunkt saa stærk og Uvillien fra Napoleons Side
saa udpræget imod Kongen af Holland, at denne ved alle Leiligheder var
Gjenstand for Tilsidesættelse og Ydmygelse. Ogsaa ved Taflet den 5.
Mai kom denne Stemning hos Keiseren til Udbrud, og det Ordskifte, der
ved denne Leilighed fandt Sted imellem de to Brødre, og som v. Dockum
med stor Nøiagtighed refererer, er af historisk Interesse som Bidrag
til Belysning af Napoleons Karakter. Men selv fraset dette, er den
efterfølgende Beretning i høi Grad læseværdig; thi man staar her overfor
en Skildring, der med al sin omstændelige Jævnhed i sjelden Grad er i
Besiddelse af en eiendommelig Kolorit og kaster Lys ind over et lille
Interiør fra en svunden Tid.
»Kl. 5 — fortæller v. Dockum[76] — mødte jeg i Keiserens
Forgemak, hvor duchesse Montebello konverserede med en
hollandsk Grevinde og General Lauriston med Admiral Missiessy.
Strax efter aabnedes Døren, hvoraf jeg var kommen ind, og blev
derfra raabt: »_Roi de Saxe!_« hvilket Ord blev gjentaget af
den Herre, som stod ved Keiserens Gemaks Dør med et lidet Ryk i
Keiserens Gemaks Dør, hvorpaa Keiseren, som var indenfor Døren,
svarede: »_Qu’il entre!_« og Kongen blev indladt til Keiseren.
»Saaledes gik det og til, da Kongen af Westphalen kom, og
derefter da Kongen af Italien kom, men, da Kongen af Holland
kom, svarede Keiseren: »_Qu’il reste!_«, og Hs. Majestæt
forblev med os i Forgemakket.
»Noget efter aabnedes Døren til Keiserens Gemak, hvor Kongen af
Holland gik ind med os Andre, og Keiseren og Kongerne gik foran
ud til Spisesalen, hvor Keiserinden og Dronningen af Westphalen
kom ind af en anden Dør.
»I Spisesalen stod et stort rundt Bord, dækket med 12 Couverts,
hvor Keiseren tog Plads. Paa hans høire Side kom Dronningen
af Westphalen, dernæst Kongen af Italien, derefter den
hollandske Dame, ved hende Kongen af Westphalen og saa Kongen
af Saxen, som sad paa venstre Side af Keiserinden, dernæst kom
Keiserinden, som sad lige overfor Keiseren, og ved hendes høire
Side kom Kongen af Holland, derefter Admiral Missiessy, saa jeg
og næst efter General Lauriston.
»Ved Bordet var Keiseren munter og talte med os alle og spurgte
mig, om de franske Orlogsskibe vare saa smukke som de danske,
om de seilede og styrede saa godt, og hvad jeg syntes om
Skibenes Takkelage og Reisning. Og jeg svarede, at de fleste
franske Skibe vare fuldkommen saa smukke som de danske, at de
franske Skibe seilede og styrede meget godt, og at Skibenes
Takling og Reisning var god; men at Orlogsskibet »Pultusk« laa
noget høit paa Vandet. Keiseren svarede, at det var observeret
af l’ingenieur de genie og var forekommet ved de Skibe, som
stod paa Stabelen. Keiseren sagde, at de Franskes Master vare
høiere end de Engelskes. Jeg svarede, at i stormende Veir
kunde det vel have sin Nytte.
»Keiseren tog et Æble af en Dessert-Tallerken, lagde det paa
Enke-duchesse Montebello’s Tallerken, som delte det med hendes
Sidemand, den ugifte Mand, Marechal og Adjutant Lauriston,
hvortil Keiseren sagde:
»_Ha! Ha! Madame, Vous partagez déjà vos pommes!_« —
»Hvorefter Keiseren henvendte sig til Kongen af Holland og
spurgte om Aarsagen, hvorfor han ikke forrige Sommer havde
sendt ham de belovede Skibe og Mandskab. Kongen svarede, fordi
Orlogsskibene manglede Master. Keiseren svarede:
»Vil Du, at jeg skal komme til Amsterdam for at vise Dig, hvor
Mastetræerne ligge?«
Kongen: »Det er ikke det eneste!«
Keiseren: »Hvad er det da?«
Kongen: »Seilduger!«
Keiseren: »Vil Du, jeg skal komme til Amsterdam for at vise Dig
Magasiner, hvor der findes Seilduger?«
Kongen: »Ja, men Finantserne?«
Keiseren: »Har Du ikke faaet saa mange Millioner fra Spanien,
saa mange Millioner i Skatter, og saa meget fra Danmark?«
»Og da Kongen betænkte sig, henvendte Keiseren sig til mig og
spurgte, om det ikke var saaledes, og paa mit Svar, at jeg
ikke kjendte Finantsvæsenet, svarede Keiseren, at den Summa
var saa ubetydelig, at han vilde slaa en Streg derover og
spurgte Kongen, om han kunde nægte at have faaet de opregnede
Millioner.
»Kongen svarede, at Pengene ikke tilhørte ham, men at han ikkun
var Inkassator deraf.
Keiseren: »Hvorledes?«
Kongen: »Det er Statens Penge.«
Keiseren: »Det er Statens Penge, som Du indkasserer for at
bruge til Statens Forsvar og Nytte, men Du gjør daarlig Brug
deraf, og Du er ikke« ... hvorpaa Keiseren henvendte sig til
den hollandske Dame....
»Vi reiste os fra Bordet, hvor vi havde siddet henved 2 Timer.
Fra Bordet gik vi igjennem en stor Sal, og kom til en mindre
Sal, hvor man præsenterede os Kaffe og Likør.
»Keiseren talte imidlertid med os og hentede sin Kop Kaffe,
som stod helt henne i Salen paa en Cheridor,(?) og som efter
Sigende Keiserinden skal have skjænket. Og kom derefter til
mig og spurgte, hvad jeg mente om den engelske Expedition. Jeg
svarede, at naar de havde gjort deres Skyldighed, havde de
brændt og tilintetgjort alle Hs. Majestæts Skibe med Mandskabet
saa vel som og hele Værftet ved Antwerpen med alle Skibene, som
stod paa Stabelen, med dets betydelig opfyldte Magasiner og
Forraad af Kanoner o. s. v., hvorpaa Keiseren gik nogle Skridt
fra mig og vendte om til mig og sagde:
»Det var ogsaa alt, hvad de Engelske kunde gjort, at
tilintetgjøre mine Skibe, og det var mig vigtigere den Gang at
vinde min Bataille là bas; thi hvis de Engelske da havde taget
en fast Position her, da skulde jeg nok komme for at jage dem
herfra.
»Til Kongen af Sachsen, som stod i Nærheden af mig, sagde
Keiseren, at det endnu var ham en Gaade at tænke, hvorledes
Prinds Carl ved Donau havde couperet ham fra sin Armé, og
kom til mig og sagde, hvad jeg syntes derom. Jeg svarede, at
jeg troede Keiseren der havde staaet i en kritisk Stilling,
hvortil Keiseren svarede, at han ikke kunde begribe, hvorfor
de Østerrigske Armeer ikke havde attakeret ham, og hvorfor de
havde ladet ham staa der saa rolig.
»I det samme nærmede Keiserinden med Dronningen af Westphalen
og duchesse Montebello med den hollandske Dame sig til Keiseren
ligesom for at ville tage Del i det, som blev talt om, hvorfor
Keiseren saa sig om ligesom for at lede efter noget og sagde:
»_Il faut de chaise pour ces dames!_«
»Og da Keiseren nærmede sig til Væggen ligesom for at tage
efter en Stol til Keiserinden, saa tog jeg de tvende Stole, som
stod lige ved mig, og satte dem for Keiserinden og Dronningen
af Westphalen. Hvortil Keiseren sagde:
»_Il faut avouer, que les Danois ont beaucoup de politesse,
parce’ que surement il n’y aurait pas eu un francais, qui
aurait montré cette politesse a ces dames!_«
»Keiseren talte derefter med Keiserinden og Kongen af Italien
og spurgte mig, om hvormange Orlogsskibe at de Engelske havde
taget fra Danmark, og paa Svaret 22 sagde Keiseren, at jeg
vel anslog Antallet noget høit, hvorpaa jeg svarede, at naar
de ældre Skibe var iberegnet, som de Engelske tog, saa vilde
Antallet endog overstige 22. Hvorpaa Keiseren igjen erindrede
mig om at komme til Paris naar Leilighed dertil gaves«.
Den 6. Mai 1810, om Morgenen tidlig Kl. 6, afreiste Keiseren og
Keiserinden fra Antwerpen til Breda, og Dagen efter lettede »Pultusk«
sit Anker og stod vester paa ned ad Floden. Skibets Seilordre lød paa
Vliessingen, som vilde blive Sommerstation for en Del af Scheldeflaadens
Skibe, og da det ved Ekviperingen havde været først paafærde af alle sine
Kammerater, naaede det ogsaa først til sit Bestemmelsessted. Flaadens
øvrige Skibe kom nu lidt efter lidt frem fra Rupel og varpede ned til
Antwerpen, hvor de bleve underkastede et Eftersyn og fik deres Kanoner
og Proviant ombord. Med disse forskjellige Arbeider forløb en Del af
Maaneden, og først den 20. Mai var der ved Scheldeflodens Munding under
Kontre-Admiral Courand samlet en detacheret Eskadre paa 4 Linieskibe[77]
til Forstærkning af Vliessingen-Stationen, hvor Kontre-Admiral L’Hermitte
allerede laa med 18-20 Kanonbrigger under sin Kommando.
Paa Søen havde Englænderne Vinteren igjennem holdt en Observationsstyrke
krydsende udfor Vliessingen, for største Delen bestaaende af mindre Skibe
(Fregatter, Brigger, Luggere og Kuttere), men saasnart Admiral Courand’s
Eskadre havde vist sig i Flodmundingen, gav Fjenden ogsaa Møde med sine
Linieskibe i Farvandet udenfor, og Schelden var som Aaret forinden ved
Udgangen af Mai stænget og lukket af en regelret engelsk Blokade.
Skjøndt det i Realiteten ingen Betydning havde, var dog Afspærringen af
Floden i Sommeren 1810 ikke saa effektiv, som det foregaaende Aar.
Den mislykkede Expedition imod Schelden havde gjort Franskmændene
dristigere og maaske ogsaa samtidig sløvet Energien lidt paa den anden
Side. De engelske Krydsere, der laa Landet nærmest, vovede sig vel af
og til saa langt ind under Landbatterierne, at de vexlede Skud med
Fæstningen Vliessingen og de nyanlagte Værker ved Breskens, men videre
kom det ikke, hvorimod der fra fransk Side udfoldedes en Del Aktivitet,
efter at Admiral Missiessy i Slutningen af Juni Maaned var ankommen
til Vliessingen ombord i »Charlemagne« og selv havde taget Kommandoen
der paa Stedet. Flaadens numeriske Styrke var da betydelig forøget, og
flere Gange hver Uge i Sommerens Løb stod en Afdeling paa 4-5 Linieskibe
Schelden ud med Ebben.
Saasnart de engelske Brandvagter, som laa saa langt inde under Kysten,
at de kunde iagttage, hvad der foregik paa Floden, saa de franske
Linieskibe lette og heise deres Mersseil, gik Signalerne tilveirs for
at kalde Hovedflaaden til. De engelske Linieskibe, som holdt gaaende
længere ude tilsøs under smaa Seil, stode indefter mod Grundene, medens
Forpostskibene trak sig tilbage for den franske Eskadre.
De to fjendtlige Flaadeafdelinger manøvrerede nu imod hinanden, uden at
det dog nogensinde kom til en regulær Træfning; thi den lange Række af
landløse Grunde og Banker, der ligger langs hele den hollandske Kyst,
strakte sig som et neutralt Belte imellem dem, saa bredt, at Kanonerne
ikke kunde række derover. Englænderne seilede udenfor, Franskmændene
manøvrerede under Land, og kun af og til, hvor Grundene snævrede ind, og
Skibene kom hinanden indenfor Rækkevidde, vexledes der Kanonskud imellem
dem.
Expeditionen var kun af kort Varighed; thi naar Strømmen kæntrede,
seilede Eskadren tilbage med den kommende Flod og stod atter ind i Ly af
Vliessingens Batterier. Disse Timer tilsøs vare dog mere end blot og bar
Øvelse; de havde noget af Krigens Spænding over sig.
Det satte Fart i Blodet paa Besætningerne, naar de under
Klartskibs-Øvelserne havde et virkeligt Maal for Øie, idet de rettede
deres Sigte mod de engelske Orlogsmænd, hørte Smældet fra deres
Kanoner og saa de fjendtlige Kugler vande paa Bankerne, der vare dem
imellem. Under Seiladsen i det grunde Farvand skjærpedes Blikket hos
de Kommanderende ved Bevidstheden om, at en slet Manøvre, blot en feil
Kommando til Roret, kunde bringe Skibet til at staa fast i Sandet, og at
dette vilde være Signalet til, at en Sværm af lavtgaaende Skibe (Brigger,
Kuttere og Luggere) — hele den fjendtlige Flaades Kavalleri — kastede sig
over det som et sikkert Bytte.
Det var paa en af disse Ture under Missiessy’s egen Ledelse, og hvor
»Pultusk« var med i Følge, at Admiralen fra »Charlemagne« praiede over
til v. Dockum og gratulerede ham til, at Keiseren havde udnævnt ham
til Ridder af Æreslegionen. Den samme Udmærkelse var ligeledes bleven
Kapitain Wleugel, Chefen for »Dantzick«, til Del, og faa Dage senere
modtog de to danske Officerer den officielle Meddelelse om Udnævnelsen
gjennem en Eskadreordre, der gjengav Indholdet af en ministeriel Depeche,
dateret Paris den 2. Juli 1810, og hvori det hedder:[78]
Min Herre,
»Keiseren har paa Grund af den Iver, som De har udvist i
hans Tjeneste, ved et Dekret af 23. Juni benaadet Dem med
Æreslegionens Ridderkors.
»Det er mig meget behageligt at kunne meddele Dem dette
smigrende Bevis paa Hs. Majestæts Naade.«[79]
At Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick«, der under Opholdet i Frankrig
saa ofte havde modtaget Beviser paa, i hvor høi Grad man paaskjønnede
deres Tjeneste, for saa vidt maatte være tilfredse med deres Stilling,
kan vel neppe drages i Tvivl, men fraset dette, bredte der sig en Strøm
af Misfornøielse i begge Skibe lige fra Næstkommanderende og ned til den
menige Matros.
Denne gjennemgaaende Misfornøielse gav sig tilkjende hos Mandskabet
ved temmelig hyppige Desertioner[80], og for Officerernes og
Underofficerernes Vedkommende betegnes Aaret 1810 ved en Række af
Ansøgninger om at blive afløste og komme hjem til Danmark.
Det var »Pultusk’s« Næstkommanderende, Kapitainlieutenant H. P. Holm,
der gjorde Begyndelsen med sin Ansøgning af 17. Juli 1810, og efter ham
fulgte i sluttet Række: Flensborg, Thunbo, Falbe, Willoch, Barfred,
Petersen og Bendz.
Længslen efter atter at vende hjem til Danmark, Ønsket om at komme i Kast
med Fjenden i Sundet og Belterne snor sig som den røde Traad igjennem
alle de 8 Officerers Ansøgninger; Udtryksmaaden og Ordene i Motiveringen
ere vel forskjellige, men Tanken, der gaar der igjennem, er den samme.
Man ser dette, naar man tager disse Aktstykker for sig og gjennemgaar dem.
Fra hver en Side paa de gamle gulnede Blade strømmer de unge Officerers
Kamplyst og Trang til Aktivitet En imøde under Gjennemlæsningen, men uden
Flugt og Begeistring; sindigt og støt kommer det frem i jævne adstadige
Ord:
»Jeg har været to Aar og nogle Maaneder her paa Schelden uden Aktivitet,
der kan sammenlignes med den, mine Kammerater i Fædrelandet har været
i, uden Sandsynlighed for at her bliver mere Aktivitet.« — (Lieutenant
Petersens Ansøgning).
»Efter at have været 2¼ Aar ombord i det franske Linieskib »Dantzick« paa
Schelden, i langt mindre Virksomhed end mine andre Kammerater hjemme og
i et Klimat, hvor jeg flere Gange og flere Maaneder har været angrebet
af de her herskende Sygdomme, som ingenlunde ret vil forlade mig.« —
(Lieutenant Willoch’s Ansøgning).
»Jeg har saaledes i tre Aar været ude af Stand til som Kammeraterne
hjemme at virke militærisk for Fædrelandet.« — (Lieutenant Thunbo’s
Ansøgning).
»Jeg vover underdanigst at anmærke, at jeg siden Krigens Udbrud har været
udkommanderet udenfor Fædrelandet og i den Tid ei haft Leilighed til at
vise min Lyst og Iver for min Metier.« — (Lieutenant Falbes Ansøgning).
Officerernes Andragender om Afløsning indsendtes til Admiralitetet i
Kjøbenhavn, alle forsynede med Chefernes Anbefaling, og det er ikke
uden Interesse at se, hvorledes v. Dockum, der saa ganske sympatiserede
med sine Officerers Reiselyst, i September Maaned 1810 endog foretog et
direkte Skridt for at paavirke Admiralitetets Afgjørelse i denne Retning
ved at forsyne en af de omtalte Ansøgninger med følgende Paategning:[81]
»Jeg tror det meget gavnligt for enhver ung Officer, at han tilbringer
er Par Aar paa Skibene her, da alle de Manøvrer og Exercitier
daglig gjennemgaas ved Eskadren baade under Seil og til Ankers, som
Omstændighederne tillade, og hvorved altid faas nogen Kundskab og
Erfarenhed; men jeg tror tillige, at den unge Mand efter dette Ophold
kan med Grund ønske sig hjem for paa sit Fædrelands Kyster at kunne søge
Leilighed til at møde Fjenden og gjøre ham al den Skade og Afbræk som
muligt, og hvortil her for nærværende Tid ingen Udsigter gives.«
Det ligger nær at antage, at det er denne Udtalelse fra v. Dockum, som
bevægede Admiralitetet til at foretage den omfattende Afløsning af
Befalingsmænd og Mandskab, som forberedtes sent paa Efteraaret 1810.
Først i November Maaned[82] underrettedes v. Dockum om de forestaaende
Forandringer i de to dansk bemandede Linieskibes Personel, og en halv
Snes Dage senere, den 17. November 1810, meddelte Admiralitetet, at
Kapitainlieutenant Kaas samme Dag vilde forlade Kjøbenhavn for at afgaa
til Vliessingen med det til Afløsning bestemte Kontingent.[83]
Admiralitetet havde strakt sig vidt ved denne Leilighed for at imødekomme
de Anmodninger om Hjemsendelse, der i Løbet af Sommeren saa indtrængende
havde lydt ovre fra Schelden; saavel Officerer som Underofficerer og
Mandskab vilde alle indenfor rimelige Grændser faa deres Ønsker opfyldte,
saa snart den store Afløsning ankom til sit Bestemmelsessted.
Eftersommeren havde ikke været rig paa afvexlende Begivenheder. Flaaden
havde holdt sin Sommerstation ved Vliessingen indtil den 19. Oktober
1810, da Ankerpladsen forlagdes høiere op paa Floden til Terneuzen.
To Dage tidligere, medens Skibene endnu vare samlede ved Vliessingen,
aflagde den franske Marineminister forinden Afslutningen af Aarets
Kampagne et kort Besøg i Admiralskibet. Efter hans Ankomst bleve
Skibscheferne ved Signal kaldte ombord i »Charlemagne,« hvor Ministeren
meget forekommende spurgte v. Dockum, »om han havde noget at erindre i
Henseende til Ekvipagen.«
Chefen for »Pultusk« havde før havt Leilighed til at vise, at han
overalt, hvor det gjaldt Mandskabets Ve og Vel, ikke var bange for at
stille sig selv i Breschen, og han svigtede heller ikke sine Folk her,
men udtalte uden Omsvøb, at Restancerne endnu ikke vare blevne godtgjorte
for dem af Mandskabet, som vare døde, afgaaede hjem, eller som havde
været paa Hospitalet i Aarene 1808-09, og det uagtet Ministeren selv
Aaret forinden havde givet Ordre til, at Pengene skulde udbetales.
En saa uforbeholden Erklæring fra en fremmed Officer om, at det franske
Marineministeriums Befalinger ikke altid bleve adlydte til Punkt og
Prikke, som de burde, har sikkert været yderst ubehagelig for Hertugen
af Decrès; men, at der netop ved denne frimodige Gaaen løs paa Sagen
opnaaedes den ønskede Virkning, fremgaar af en Rapport til Admiralitetet,
dateret Orlogsskibet »Pultusk« ved Terneuzen 21. Oktober 1810, hvori v.
Dockum indberetter om Hertugen af Decrès’ Besøg i Flaaden og, efter at
have omtalt sine egne Udtalelser til Ministeren ved dette Møde ombord i
»Charlemagne«, fortsætter ganske tørt og lakonisk[84]:
»Det syntes, som han herover blev noget fortrydelig, og lod strax skrive
en Ordre til Marinepræfekten i Antwerpen om at afgive alt, som vedkom den
danske Bemanding her ombord.«
Skjøndt Gjentagelsen af den ministerielle Ordre selvfølgelig bevirkede,
at Restancerne uden Tøven bleve udbetalte, kan det dog ikke nægtes, at
der af og til maatte et Magtsprog for at faa Louisdor’erne frem af den
franske Regjerings Pengekasser.
De kolossale Udgifter i klingende Mønt, som Krigens Førelse fordrede,
foraarsagede nemlig ganske naturligt, at Regjeringen stoppede sine
Betalinger overalt, hvor den mente, at det kunde lade sig gjøre uden at
vække for megen Opsigt. Denne Fremgangsmaade, som Marineministeriet ogsaa
fulgte i temmelig stor Udstrækning, gik navnlig ud over Flaadens Mandskab
og Flaadens Leverandører.
Det danske Mandskab havde tidt maattet føle dette under deres Ophold
paa Schelden, og onde Tunger fortalte vistnok ikke uden Grund, at
et keiserligt Besøg paa et Sted gjerne indlededes med rigelige
Pengeforsendelser fra Paris til de stedlige Autoriteter, for at alle
Fordringer paa Betaling for Leverancer og lignende til Regjeringen kunde
være opgjorte og betalte forinden Keiserens Ankomst.
Til Trods for disse Forsigtighedsregler stod Hertugen af Decrès’ Kredit
dog paa meget svage Fødder. Da der ved Vintertid skulde anskaffes varmt
Tøi til Brug for »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Mandskab under Arbeidet
i fri Luft, nægtede saaledes Kjøbmændene i Antwerpen at levere de
nødvendige Klædningsstykker til Marinens Brug, naar der ikke samtidigt
præsteredes kontant Betaling for dem[85].
Marineministerens Besøg ombord i Flaaden havde været Afslutningen paa
Aarets Sommerkampagne. Ved hans Tilbagekomst til Paris, efter endt
Inspektionsreise i Holland, udgik der Ordre til Admiral Missiessy, om at
afgaa til Antwerpen for at desarmere Skibene[86].
Den ministerielle Skrivelse herom var den 2. November 1810 kommen
Admiralen i Hænde, men stormende Veir og Modvind gjorde, at man først den
5 kom under Seil fra Terneuzen.
De franske Marineautoriteter havde haabet, at Antwerpens nyanlagte
Basiner skulde have staaet fuldtfærdige til at tage imod Scheldeflaaden,
naar Vinteren var for Døren; men trods al Energi lykkedes dette ikke, og
Rupel maatte derfor igjen klargjøres til Vinterkvarter[87]. Fra Midten af
November Maaned herskede der travl Virksomhed paa Floden fra Antwerpen
og op til Bugten ved Rupel. Allerede den 18. November laa »Pultusk« som
første Mand igjen for sine Fortøininger i Vinterhavnen, og efterhaanden
som man blev klar med Desarmeringen, kom Skib efter Skib derop for at
indtage deres Pladser. I de første Dage af December Maaned havde Mandskab
og Fartøier fra Flaaden bugseret de to nybyggede Linieskibe, »Friedland«
og »Tilsit«, op til Rupel, og faa Dage senere, den 9. December 1810,
da det sidste af Scheldeflaadens Skibe halede ind paa Bugten, var hele
Styrken samlet i sit Vinterkvarter.
Efter at Tjenesten var bleven ordnet, forlod Admiral Missiessy Antwerpen
for at tilbringe Vinteren i Paris. De fleste af hans Skibschefer gjorde
ligesaa, og da Keiseren under sit Besøg i Antwerpen havde opfordret v.
Dockum til at lære Hovedstaden at kjende, saasnart der gaves Leilighed
dertil, bestemte han sig til at følge Exemplet. v. Dockum reiste sidst
paa Aaret til Paris og havde næppe Grund til at fortryde, at han havde
ombyttet »Pultusk’s« trange Kahyt med Livet i den glade, straalende By
ved Seinen, hvor der fra Hoffets, Ministerens og Admiral Missiessy’s Side
blev vist ham den største Opmærksomhed.
Efter at have meldt sin Ankomst til Hertugen af Decrès, var en Audients
hos Keiseren det næste Skridt. Det var en Søndag Formiddag, at v.
Dockum sammen med Missiessy kjørte til Tuilerierne og begav sig op i
Audientssalen.
Det store Rum var næsten fyldt.
Man ventede Keiserens Tilbagekomst fra Messen for at give en af sine
sædvanlige Audientser; kort efter gik Døren til det tilstødende Gemak op,
og Napoleon traadte ind i Salen, fulgt af en Adjutant.
»Hs. Majestæt gik Salen 3 Gange op og ned« — fortæller v. Dockum[88] —
»for at modtage Ansøgninger af den største Del af de tilstedeværende,
som Hs. Majestæt da spurgte almindelig, hvorlænge de havde tjent og
hvormange Børn de havde, og paa deres Svar, at have saa mange Børn og
tjent saa mange Aar, svarede Hs. Majestæt, at ville lægge Mærke til deres
Ansøgning, som han leverede til den General, som fulgte ham; men naar den
Ansøgende svarede 1 Aar og derunder tjent, svarede Keiseren ikke mere og
beholdt selv Ansøgningen.«
Da Keiseren kom til v. Dockum, underholdt han sig meget naadig med ham
og spurgte tilsidst i en spøgende Tone, om han troede, at han kunde
manøvrere med »Pultusk« i Seinefloden, og da v. Dockum resolut gik ind
paa Spøgen og svarede, at det stod til Keiseren at lade Seinen uddybe,
saa skulde han nok kunne manøvrere sit Linieskib paa Floden, smilede
Keiseren venligt og bemærkede, at han var af samme Mening.
Efter Audientsens Slutning havde Keiseren en Samtale med Missiessy, og
da de to Officerer kort efter forlod Tuilerierne i Admiralens Ekvipage,
ventede der v. Dockum en Overraskelse, idet Admiral Missiessy ved
Bortkjørselen fra Slottet gratulerede ham til om kort Tid at blive
udnævnt til Admiral. Hvor smigrende end denne Meddelelse maatte være,
kunde v. Dockum dog ikke tro paa Muligheden deraf.
Han havde fornylig modtaget sin Forfremmelse til Kommandør hjemmefra[89],
og da den Tanke slet ikke kom frem hos ham, at det muligvis var en fransk
Admiralstitel, hvorom der var Tale, slog han Sagen hen som noget, der
umuligt vilde kunne realiseres, og bad endog i Vognen Admiralen om aldrig
mere at tale til ham derom.
Hermed var Tingen foreløbig stillet i Bero, og Chefen for »Pultusk«
kunde nu nyde sin Frihed og tage Del i de Festligheder og Selskaber,
som Pariser-Sæsonen ved Vintertid kunde byde under det keiserlige Hofs
Ophold.
Gjennemgaar man Kommandørens Optegnelser, vil man ogsaa lægge Mærke til,
at der netop fra Hoffets Side blev vist ham større Opmærksomhed, end han
ifølge sin Rang og Stilling kunde have Krav paa. Audientsen i Tuilerierne
blev nemlig efterfulgt af en Række Indbydelser, og at v. Dockum ikke har
været nogen sjælden Gjæst ved Hoffets Adspredelser, kan ses, naar man i
hans Dagbøger læser[90]:
»Dagen efter Audientsen blev jeg tilsagt at møde med Silkestrømper og
Sko og forevise indesluttede røde Billet imorgen Aften paa Hoftheatret;
tredie Dagen efter blev jeg efter Keiserindens Ordre ved en trykt
Billet fra duchesse Montebello tilsagt at møde i Keiserindens Gemakker
for at være nærværende ved et Bal, og da Keiseren ankom til Ballet,
dandsede Dronningen af Holland og Prindsesse Pauline i et stort Tog
af Hofkavalerer og Damer nogle Partier for Keiseren, hvorefter Ballet
begyndte. Nogle Dage efter blev jeg efter Keiserens Ordre ved trykt
Billet fra Marechal Duroc[91] tilsagt til en circul, og saaledes nogle
Aftener efter at møde i Gemakkerne til Opera, Komedie, etc.; og Keiseren
spurgte mig almindelig, om jeg morede mig i Paris og saa mig brav om,
hvad jeg syntes om Aktøren Talma, om jeg havde set »ombre chinoise« o. s.
v.«
Saaledes gik Vinteren let og jevnt, indtil v. Dockum ud paa Foraaret
forlod Paris og satte Kursen mod Rupel for atter at tage fat paa sin
Gjerning. Kulden havde i Begyndelsen af Aaret 1811 været temmelig streng,
saa hele Bugten ved Rupel Januar Maaned igjennem var tillagt, og Isen paa
de fleste Steder saa stærk, at den kunde passeres af Fodgængere, men da
v. Dockum den 7. Marts 1811 igjen kom tilbage til sit Skib, var Frosten
tilende, Floden atter fri, og Scheldeflaaden tog nu for 4de Gang fat paa
Foraarsudrustningen. Man havde ombord i de dansk bemandede Linieskibe
ventet, at Hjemsendelsen af det udtjente Mandskab kunde være bleven
paabegyndt strax efter Nytaar, og Forberedelserne vare allerede trufne
til at dirigere Folkene hjemefter i mindre Partier, som den for den
danske Regjering mindst bekostelige Maade, men i sidste Øieblik nedlagde
den franske Marineminister Forbud herimod, og Reisen blev stoppet ved
en Ordre fra Paris, der bestemte, »at ingen af de danske Besætninger
kunde permitteres hjem førend de, som skulde remplacere samme, vare
ankomne.«[92]
Da denne Forholdsregel formentlig stod i Strid med de Aftaler om
Mandskabets Afløsning, som i sin Tid vare blevne trufne imellem den
franske og danske Regjering, indberettede begge de danske Chefer Sagen
til Kjøbenhavn, og Admiralitetet satte sig strax i Bevægelse ved under
16. Februar 1811 at sende de to Officerer en Skrivelse, hvori Kollegiet
»anbefaler de Herrer paa det kraftigste at forestille benævnte
Marineminister« for at udvirke, at Forbudet imod Afreisen blev taget
tilbage igjen.[93]
Ordren herom traf v. Dockum i Paris, og skjøndt det i Skrivelsen
endvidere paalagdes ham at følge Kommandoveien og altsaa indsende
Besværingen gjennem den kommanderende Admiral, indsaa han som praktisk
Mand, at en mundtlig Konference med Marineministeren langt sikrere vilde
føre til Maalet end den langsomme tjenstlige Korrespondance, og han tog
derfor ikke i Betænkning at fremstille Sagen personlig for Hertugen af
Decrès.
Det lykkedes virkelig ogsaa v. Dockum at faa Marineministeren til
at give efter for Admiralitetets Ønske om at Hjemsendelsen af det
udtjente Mandskab strax kunde tage sin Begyndelse, tilmed, da han kunde
understøtte sin Anmodning med Meddelelsen om, at den første Deling af
Erstatningsmandskabet, en Transport paa 107 Mand under Lieutenanterne
Warendorff og Madsen, den 2. Februar om Aftenen var indtruffet i Rupel
som Forløbere for Hovedstyrken, der endnu var paa Marchen.
For at forstaa Grunden til at Admiralitetet med saa megen Iver gjorde
gjældende, at Iværksættelsen af den engang lovede Hjempermittering ikke
burde opsættes, maa man erindre, at der i begge de dansk bemandede
Linieskibe fandtes adskillige blandt Besætningen, der havde Styrmands-
eller Volontør-Patent. Disse Folk vare ved Krigens Begyndelse sammen
med det øvrige Mandskab blevne dirigerede til Vliessingen fra de Havne,
hvor deres Skibe laa stoppede paa Grund af den engelske Blokade, og
vare blevne satte til almindelig Matrostjeneste ombord i »Pultusk«, og
»Dantzick«, uagtet deres Patent »fritog dem for at tjene som Matroser paa
Hs. Majestæts egne Skibe.«
Den Uret, som der ved denne lidt vilkaarlige Fremgangsmaade blev øvet
imod disse Folk, havde man senere bestræbt sig for at mildne ved
Løftet om, at de ved den forestaaende Hjemsendelse skulde komme først
i Betragtning, og da Tilsagnet herom officielt var bleven dem meddelt
gjennem Skibscheferne, betragtede Admiralitetet det ogsaa som en Æressag
ligeoverfor Folkene at holde det engang givne Ord.
Medens saaledes Hjemsendelsen af udtjente Folk tog sin Begyndelse,
var man i Kjøbenhavn igjen optaget af Forberedelserne til Afreisen af
Officerer og Mandskab og denne Gang i større Stil. Trangen til Søfolk
paa Schelden var voxet, efterhaanden som Flaaden var bleven forøget
med nybyggede Skibe, og den franske Regjering havde da henvendt sig
til Danmark med en Anmodning om Officerer og Matroser til Besætning
ombord i Linieskibene »Dalmate« og »Albanais« De dertil bestemte Chefer,
Kapitainerne Mossin og Fabricius, havde den 14. Januar 1811 modtaget
deres Udkommando, og samme Dag udgik der fra Admiralitetet Ordre til
Skibenes subalterne Officerer.[94]
Den første Halvdel af Februar Maaned forløb i lutter Travlhed. Ikke
mindre end 5 forskjellige Transporter af Underofficerer og Mandskab
skulde tiltræde Reisen fra Kjøbenhavn, og denne store Udrykning
nødvendiggjorde forskjellige Forholdsregler for at faa hele Apparatet
i Gang. Reiseordrer og Reisepas skulde udstedes. Reisepassene bleve
gjennem det kongelige Departement for de udenlandske Sager tilstillede
den franske Legation i Kjøbenhavn med Anmodning om at de »enten maatte
vorde forsynede med den herværende franske Ministers Paategning eller
og særskilte Passer for de bemeldte Officerer udfærdigedes af ham«.
Samtidig hermed blev der hos den kongelige General-Kvartermesters-Stab
sørget for Indkvarteringspas til de Afreisende paa Veien imellem
Kjøbenhavn og Hamburg, og endelig afsendtes en Officer i Forveien til
Hamburg, forsynet med Person- og Bagagelister, for sammen med den
derværende kongelige chargé d’affaires, Legationsraad Rist, at foretage
forskjellige Forberedelser og blandt andet sørge for Tilveiebringelsen af
tilstrækkelige Vogne ved Transportens videre Afgang fra Hamburg vester
paa.
De nye Chefer ankom tidlig paa Foraaret 1811 til Antwerpen forud
for Transporterne, der bevægede sig langsommere fremad. De fandt
Scheldeflaaden i fuld Virksomhed med Ekviperingen, overtoge deres Skibe
og kompletterede Besætningerne efterhaanden, som de danske Søfolk indtraf
hjemmefra.
Det ses af en Rapport til Admiralitetet fra Kapitain Mossin[95] at han
endnu den 17. April 1811 var fortøiet med »Dalmate« ved Antwerpen for
at faa de sidste af sit Mandskab ombord. De to nybyggede Linieskibe,
»Friedland« og »Tilsit«, som endnu ikke havde været udrustede, laa
indenfor i Antwerpens Basiner og fik Kobberhud paasat, forinden Togtet
skulde tiltrædes, men en stor Del af de øvrige Skibe vare allerede
dengang i Aktivitet vester paa paa Floden, i Farvandet ved Vliessingen,
Flaadens sædvanlige Tumleplads. Her var Linieskibet »Dantzick« indtruffet
den 7. April paa sin tidligere Ankerplads ved Oosterweel, og i Midten af
Maaneden udgjorde 8 Linieskibe Stationens Styrke.
Aarets Kampagne tegnede efter alle Mærker til at blive sin Forgænger lig.
Man tog samvittighedsfuldt fat, hvor man Aaret forinden havde sluttet.
De samme Signaler, de samme Manøvrer, Skiveskydninger, Landgangsøvelser,
Ankringer og Letninger gik Slag i Slag som den foregaaende Sommer.
Af den store Mængde Kanonbrigger, som havdes til Raadighed, dannedes
ligesom tidligere en betydelig Eskadre. Hvert af Flaadens Linieskibe
fik 3 af disse Kanonbrigger underlagte, som baade bemandedes og
provianteredes fra dette; samlede udgjorde alle disse Fartøier en let
Eskadre, med hvilken der jevnlig blev foretaget Øvelser og Manøvrer.
Hyppig bleve de for længere Tid detacherede fra Flaaden, og da de næsten
dagligdags vare under Seil, bleve disse Smaaskibe en fortræffelig Skole
for Linieskibenes Mandskaber.
Men hermed var ogsaa alt sagt. Udbyttet af Aarets Kampagne vilde kun
vise sig i Besætningernes yderligere Uddannelse og Sammenarbeiden;
Schelden var og blev lukket af den fjendtlige Blokade, og skjøndt der paa
Antwerpens Værfter i Aar og Dag var bleven arbeidet med rastløs Energi,
og Skib efter Skib løb af Stabelen, vovede Admiral Missiessy dog ikke at
prøve paa at bryde den Ring af Orlogsmænd, som Englænderne havde lagt
omkring Flodens Munding, og det uagtet han ved Midsommertid 1811 raadede
over et Materiel af 16 franske Linieskibe[96].
* * * * *
Under den lange, men paa virkelige Begivenheder saa fattige Krigsperiode,
hvor Dagen gik under Arbeide og Øvelser, men hvor man ellers oplevede
saa overmaade lidt, havde Korrespondancen med Hjemmet spillet en ikke
ubetydelig Rolle for de danske Mandskaber, og med Datidens Maalestok for
Øie maa det indrømmes, at Postforsendelserne til og fra Besætningerne
efterhaanden havde antaget en ret antagelig Størrelse.
Man havde i Brevskriveriet fundet en Slags Afleder for Hjemve og
Misfornøielse. Tidt, naar Humøret var sunket, havde gode Efterretninger
fra Hjemmet faaet det op igjen, og saa ofte Tid og Leilighed tillod det
ombord, vare Blæk og Pen fremme af Poserne i Folkenes Fritid.
For denne frodige Korrespondance blev der imidlertid i Foraaret 1811
uventet slaaet en sikker Bom, idet Admiralitetet i Kjøbenhavn under
4. Mai lod udgaa følgende Cirkulære til de 4 danske Skibschefer paa
Schelden:[97]
Cirkulære til de Herrer
Kommandør v. Dockum, Medlem af Æreslegionen og Ridder af
Dannebrog.
Kommandørkapitain C. Wleugel, Medlem af Æreslegionen.
Kapitain og Ridder Mossin, samt
Kapitain og Ridder L. Fabricius, i Antwerpen.
»Det er ofte, i Særdeleshed i den senere Tid indtruffen, at
Kollegiet har modtaget en meget stor Mængde private Breve,
afsendte fra de i Vliessingen værende danske Søofficerer og
Matroser etc., alt til deres Familier og Bekjendte.
»Da nu disse Breves Forsendelse have foraarsaget betydelige
Udlæg for Postmesteren i Hamburg, saa skulde Man herved
paadrage de Herrer at sørge for, at denne private
Korrespondance indskrænkes paa en passende Maade uden dog
ganske at forbydes«.
Admiralitets- og Kommissariats Kollegium den 4. Mai 1811.
Wleugel. Knuth. Bille.
Skjøndt Cirkulæret ikke absolut nedlagde Forbud imod Mandskabets private
Korrespondance, var dog en saadan Ordre fra Admiralitetet nok til at
lægge Baand paa Skrivelysten ombord, tilmed da nogen Tid efter en
kongelig Resolution paa General-Post-Direktionens Forestilling opstillede
meget strenge Regler for den fremtidige Forsendelse af Postsager imellem
Danmark og de danske Skibsbesætninger paa Schelden[98].
Skjøndt denne rigorøse Bestemmelse om Postgangen nok skulde vise sig
istand til at indsnevre Korrespondancen til det mindst mulige, føltes
dens Virkninger dog mindre haardt nu i den travle Sommertid, end om
Cirkulæret var kommet henimod Vinteren, hvor Skibene laa bundne af Isen,
og Dagen gik trægt og langsomt.
Hvorvidt den tagne Forholdsregel fra Admiralitetets Side har været
absolut nødvendig eller ei, kan ikke afgjøres her; men selv om der, som
rimeligt er, har fundet Misbrug Sted, maa man dog beklage, at hele den
danske Koloni — flere tusinde Mennesker — blev berøvet det Gode, som en
fri og uhindret Korrespondance under alle Forhold maa siges at være, og
hvis Værd maaske stærkest føles, naar man i Aarevis er skilt fra det Hjem
og den Kreds, hvortil man hører.
De danske Besætninger kunde nok have fortjent at beholde dette lille
Gode helt og ubeskaaret, for Schelde-Kampagnen havde alt i alt været
en trang Tid. Jo nærmere man kom Toppen, desto mindre føltes dette, og
saavel Chefer som Officerer havde ved mange Leiligheder følt Nytten af
at komme i Berøring med en stor Marine; men for Skibenes brede Lag, for
de arbeidende Hænder, kunde dette ikke være Tilfælde. En meget stor Del
af Folkene vare mod deres Villie komne ombord i Orlogsskibene, og alle
manglede de ganske naturligt enhver virkelig Interesse for Tjenesten
under det fremmede Flag, saa det kommer dem til Ære, at de i 5 lange
Aar, uden Uordener af altfor stor Betydning, udførte deres daglige
Dont forsvarligt og godt, og at de overalt, hvor Situationen fordrede
det, vare istand til at udfolde en Overlegenhed i Sømandsdygtighed,
Arbeidskraft og Raphed fremfor de franske Skibsbesætninger.
* * * * *
Det kan vel siges uden at gjøre nogen Uret, at Linieskibet »Pultusk« var
det bedst kommanderede og bedst bemandede Skib i hele Scheldeflaaden.
Mangfoldige Gange havde der været Anledning til at vise dette paa
Manøvrepladsen, men særlig ved de to tidligere omtalte Leiligheder
— Krydsningen fra Vliessingen op til Antwerpen i Foraaret 1809 og
Nedvarpningen fra Rupel ved Keiserens Besøg i 1810 — havde v. Dockum og
hans Folk udført saadanne Ting, som i en Flaade drager alles Øine paa sig.
Endnu engang skulde »Pultusk« staa sin Prøve og vise, at de danske
Matroser havde Overtaget som Søfolk, naar det i haardt Veir under
vanskelige Forhold gjaldt om at tage fat for Alvor.
Det var i September Maaned 1811. Admiral Missiessy, der midt paa Sommeren
havde tilbragt en 5-6 Ugers Tid i Paris, var vendt tilbage til sin
Flaade og havde afløst Admiral Petit, der i hans Fraværelse havde ført
Kommandoen.
Et keiserligt Besøg var anmeldt til den 24. September.
Flaaden laa da med sin Hovedstyrke tilankers paa Rheden ved Terneuzen med
en mindre Styrke detacheret i Farvandet udfor Vliessingen som Brandvagt.
Den 24. September om Eftermiddagen Kl. 2 indtraf Keiseren i Terneuzen fra
Breskens[99]. Han indspicerede endnu samme Eftermiddag de 6 Linieskibe,
der laa paa Ankerpladsen, — deriblandt »Dantzick«, — og begav sig derpaa
ombord i Admiralskibet[100].
Veiret havde hele Dagen været truende, og mod Aften tog det paa med Blæst
og Regn. Keiseren tilbragte Natten i Linieskibet og vilde sandsynligvis
den næste Morgen have fortsat sin Reise videre, men Veiret var stærkere
end den keiserlige Villie.
Morgenstunden brød frem, vaad og blæsende. En flyvende Storm af VSV
stod ind fra Havet og reiste den krappe Sø paa Floden, saa at al
Fartøisforbindelse imellem Skibene og Land var en Umulighed.
Keiseren stod veirbunden ombord i »Charlemagne« og maatte bestemme sig
til at blive i Linieskibet, indtil Veiret havde bedaget sig.
Medens de franske Linieskibe paa Rheden ved Terneuzen red godt for deres
Ankere under Stormen, havde Brandvagten ved Flodens Munding Møie med at
holde sin Station. Den hertil detacherede Styrke under Kontre-Admiral
Gourdon bestod af 4 Linieskibe foruden nogle mindre Fartøier. De store
Skibe havde taget Bramræer, Bramstænger og Fastestænger tildæks og bed
sig fast i Grunden med deres Ankere, men her i Flodmundingens aabne Gab,
hvor Nordsøen væltede sine Bølger ind over Bankerne, skamfilede Tougene
efterhaanden over under Skibenes Bevægelser i den oprørte Sø.
Fra Flaaden ved Terneuzen havde man i Løbet af Dagen været Vidne til,
hvorledes Brandvagtens Skibe et efter et dreves væk af Stormen fra deres
Station og kom Floden op med sprængte Ankertouge, uden Seil, for at søge
Læ og Ankerplads høiere oppe paa Rivieret.
Tre franske Linieskibe, og to af dem med Admiralsflag paa Toppen, havde
man saaledes set drive forbi for Takkel og Toug med strøgne Stænger og
Ræer; et Linieskib vidste man var endnu tilbage nede ved Vliessingen, men
Tougene vilde næppe kunne holde ret længe i det forrygende Veir. Endelig
fik man det i Sigte, og alle Mand kom af sig selv paa Dækket ombord i
Skibene ved Terneuzen, da det rygtedes, at den danske Kommandør stod
Schelden op ombord i »Pultusk« med sine Stænger omhoug og under et Pres
af Seil.
v. Dockum havde forberedt alt med den Eventualitet for Øie, at han vilde
blive drevet bort fra sin Ankerplads. I samme Øieblik at Tougene sprang,
gik Folkene i Arbeide med at tage Ræer og Stænger op og sætte Seil, og
kort efter stod Linieskibet Løbene ind for sine klosrebede Mersseil og
en rebet Fok. Det var en vovelig Seilads i det bugtede Farvand. Der
maatte navigeres og manøvreres med koldt Blod, medens Skibet skummede
gjennem Vandet langs Grundene med den svære Kuling agter ind; men alt gik
godt. »Pultusk« stod sin Kurs op imod Flaadens Ankerplads paa Rheden ved
Terneuzen, stævnede ned mod Admiralskibet, og idet det passerede agtenom,
rungede 3 danske Hurraer gjennem Stormen over til Keiseren, ombord i
»Charlemagne«. Tilbage stod en Ankring under vanskelige Omstændigheder,
men som blev udført med stor Præcision. Fra Flaadens øvrige Skibe var
man med Forbauselse Vidne til, hvorledes der arbeidedes tilveirs i den
stormende Kuling under Seiladsen ned til Ankerpladsen, og hvorledes
Linieskibet, da Ankeret faldt, svaiede op med Seilene beslaaede og med
strøgne Stænger og Ræer.
Spørger man om, hvad Værd v. Dockum selv tillagde, hvad han med sit
Mandskab den 25. September 1811 præsterede i Retning af Sømandsskab, skal
det fremhæves, at hans officielle Rapport til Admiralitetet[101] omtaler
Begivenheden i saa almindelige Ord, at man derigjennem ingen Forestilling
faar om, at der er foregaaet noget udover det rent dagligdags, og selv i
sine private Optegnelser finder Admiralen kun Anledning til den beskedne
Bemærkning, at Linieskibets Præstationer »skal have fundet Keiserens
Bifald«. Men vil man lige overfor denne Tilbageholdenhed danne sig en
Mening om det Indtryk, som »Pultusk’s« Flod-Seilads gjorde paa Alle
ombord i Scheldeflaaden, kan her anføres en Udtalelse af en af de franske
Søofficerer, som paa denne Dag var tilstede ved Terneuzen.
Da denne Mand, som Chef for en Fregat i de vestindiske Farvande, 10 Aar
efter traf sammen med danske Officerer, faldt Talen paa denne Begivenhed,
og Franskmanden udbrød da ved Tanken om den vovelige Fart:
»_Ce vaisseau manoeuvrant par un temps forcé, dans une rivière si
étroite, faisait dresser les cheveux sur la tête!_« —
Først den 27. September havde Veiret bedret sig saa meget, at Keiseren
kunde opgive sit nødtvungne Ophold ombord og fortsætte Reisen videre. Han
forlod Admiralskibet om Morgenen tidlig i sin Chalup og begav sig ned til
Vliessingen.
Da han to Dage senere forlod dette Sted for ad Flodveien at gaa tilbage
til Antwerpen og op ad Formiddagen passerede Terneuzen, hvor Brandvagtens
Skibe endnu laa til Ankers efter Stormen, viste han »Pultusk« den Ære, at
gaa ombord i dette Skib.
Klokken var 11 om Formiddagen, da Keiseren med Marineministeren og
Admiral Missiessy i sit Følge lagde til ved Linieskibets Faldreb. Under
Samtalen med v. Dockum kom de foregaaende Dages haarde Veir paa Tale, og
Keiseren ytrede da, at det var bleven ham meddelt, at de 4 Linieskibe,
som havde ligget paa Brandvagt ved Vliessingen, havde mistet deres Ankere
under Stormen, og han spurgte nu, om v. Dockum troede, at Værftet i
Antwerpen vilde være i Stand til at forsyne Skibene med nye Ankere.
Det maa aabenbart have været en ikke ringe Tilfredsstillelse for
»Pultusk’s« Chef at kunne besvare dette Spørgsmaal med en Erklæring om,
at han for sit Vedkommende ikke havde nogen Assistance nødig fra Værftet
i Antwerpen, da han, saasnart Veiret tillod det, havde afsendt Fartøier
og Mandskab til Ankerpladsen ved Vliessingen og fisket Linieskibets
forliste Ankere.
Keiseren ytrede Forundring — fortæller v. Dockum’s Biograf i sin
Levnetsbeskrivelse af Admiralen[102] —: »Hvor er Deres Ankere?« spurgte
han. »Paa deres Plads.« — »Jeg vil se dem«; — og v. Dockum maatte
nu føre Keiseren forud paa Bakken, hvor begge Ankere fandtes under
Kranbjælkerne.
Det var altsaa en Kjendsgjerning, at medens de 3 fransk bemandede
Linieskibe af Brandvagten endnu havde deres forliste Ankere stikkende i
Sandet paa Scheldens Bund, laa »Pultusk« igjen fuldt seilklar med sine
Ankere paa Plads, og Keiseren lod da heller ikke det danske Linieskibs
fremtrædende Aktivitet ved denne Leilighed gaa upaaagtet hen; da han fra
Bakken gik agterefter sammen med v. Dockum, ytrede han vel tilfreds[103]:
»_Il faut avouer, que le roi de Danemark a une marine, qui est bien
active!_«
Besøget ombord i »Pultusk« varede kun kort, da Keiseren havde Hast og
vilde fortsætte Reisen op ad Floden. Efter at Mandskabet havde været
opstillet til Parade, og efterat Keiseren havde tilstaaet Folkene en
Maaneds Gage extra som Belønning for deres Aktivitet, gik han atter
fraborde.
»I en aaben Chalup« — fortæller v. Dockum i sine
Erindringer[103] — »i meget ondt Veir, med kontrær Vind og
stadig Regn med kold Luft fortsatte Keiseren Reisen uden
Overkjole og ankom til Fæstningen Lillo Kl. 1 om Natten, hvor
han havde lovet den Kommanderende at ville træde i Land, naar
han passerede der forbi til Antwerpen.
»Der blev lagt Ild paa Kaminen, og uden at spise eller drikke
dreiede Keiseren sig adskillige Gange rundt om for Ilden, som
laa paa Kaminen, og Kl. 3 samme Nat gav Ordre at embarkere i
Chaluppen, og under samme Omstændigheder ankom om Morgenen Kl.
9 til Antwerpen. Admiral Missiessy fulgte med Keiseren, og paa
en ledig Jagt, som fulgte med, laa Keiserens og Kavalerernes
Frakker o. s. v.; men denne Jagt, som ingen Aarer havde,
krydsede ikke saa godt som Chaluppen kunde ro langs Landet, men
Keiseren vilde ikke oppebie Jagten eller nærme sig den for at
faa de fornødne Klæder, Spise eller Drikke.« —
Da den sene Efteraarstid indfandt sig, maatte Scheldeflaadens Hovedstyrke
endnu en Gang ty til Bugten ved Rupel for at overvintre. Antwerpens
Basiner vare trods det fleraarige Arbeide ikke i Stand til at huse
den samlede Flaade. Lækken paa Dæmningen imellem yderste og inderste
Basin, der Aaret i Forveien havde været Aarsagen til, at Antwerpen den
Gang maatte opgives som Vinterstation, var vel i Mellemtiden bleven
stoppet, men man frygtede dog for, at Reparationsarbeidet ikke vilde
vise sig fuldt paalideligt, og at Vandet atter skulde bryde sig en Vei
gjennem Dæmningen, hvis det forreste Basin blev fyldt saa høit, at
Scheldeflaadens mest dybtstikkende Linieskibe kunde ligge flot. Af denne
Grund bestemte man sig til, kun at lade nogle mindre Linieskibe hale ind
i Basinet for Vinteren, medens Resten maatte søge høiere op ad Floden til
deres vante Vinterkvarter.
Det var i Løbet af November Maaned, at Flaadens Desarmering gik for sig.
Af de dansk bemandede Skibe havde »Pultusk« den 11. November forladt
Vliessingen og halede den 20. ind paa Bugten ved Rupel, hvor den
fortøiede udfor Wintham.
»Dantzick« laa den Gang endnu under Desarmering ved Antwerpen, og
netop paa samme Dag skete der ombord det Uheld, at en halv Tønde
Krudt exploderede under Rengjøringen i Krudtmagasinet, hvorved 2 Mand
dræbtes og 3 kvæstedes haardt. »Hvorledes Ilden er kommet«, — skriver
Kommandørkapitain Wleugel i sin Rapport derom til Admiralitetet, dateret
Rupel den 23. November 1811[104], — »har jeg ikke kunnet opdage; jeg
formoder, at Lanternen i Fyldekammeret ikke har været aldeles tæt, og at
Krudtstøvet, endskjøndt Krudtet var anfugtet, har taget Ild«.
Naar man undtager dette mindre Ulykkestilfælde ombord i »Dantzick«, var
Aarets Kampagne forløbet uden Uheld, men ogsaa uden Krigsbegivenheder.
For Kommandør v. Dockum og hans Vaabenfælle Kommandørkapitain Wleugel,
der lige siden v. Bergers Død trofast havde staaet ved hinandens Side,
var det nu det tredie Aars Kampagne, som her afsluttedes.
Naar de to Officerer saa tilbage paa dette Tidsafsnit, stod vel næppe den
3aarige Tjeneste i Frankrig for dem som en Kjæde af lyse Erindringer, men
jevnsides med Tanken om Savn og Gjenvordigheder, kom Bevidstheden om, at
man havde gjort sin Pligt for at holde den danske Marines Navn i Ære.
Og paa samme Tid havde hverken Danmark eller Frankrig ladet disse
Bestræbelser gaa upaaagtede hen. Aaret 1810 havde bragt dem Æreslegionens
Kors og Avancement hjemmefra[105], og i det løbende Aar, hvor v. Dockum
havde faaet Dannebrogsordenens Ridderkors sendt fra Danmark, havde
de ogsaa været Gjenstand for Udmærkelse fra fransk Side, idet Keiser
Napoleon tildelte dem begge Æreslegionens Officerskors[106].
Efter Flaadens Oplæggelse begav v. Dockum sig til Paris ligesom Admiralen
og de fleste af Skibscheferne, medens Wleugel, der i November Maaned
1811[107] havde ansøgt Admiralitetet om at maatte blive afløst, da han
ikke længere kunde taale Klimaet, stod i Begreb med at afreise til
Danmark for at benytte Permissionen, han sent paa Aaret havde modtaget,
til at tilbringe Vinteren i Kjøbenhavn for sit Helbreds Skyld[108].
Kjøbenhavnsreisen blev imidlertid ikke realiseret. Wleugel erfarede
nemlig, at det var Hensigten at lade Scheldeflaaden træde i Virksomhed
igjen meget tidligt i det kommende Foraar, og at som Følge heraf ingen
af de franske Officerer havde opnaaet længere Permission end til midt i
Februar Maaned. Under disse Omstændigheder fandt han det rigtigst at
holde Trop med sine franske Kammerater i denne Henseende og udbad sig
derfor strax efter Nytaar Tilladelse til at maatte udsætte sin paatænkte
Reise til næste Vinter[109].
Admiral Missiessy’s venlige Sindelag imod de Danske fornægtede sig heller
ikke ved denne Leilighed; han tilbød strax Wleugel Permission for at
tilbringe en Del af Vinteren i Paris som Vederlag for den opgivne Reise,
et Tilbud, som den danske Officer ogsaa med Erkjendtlighed modtog for et
Tidsrum af 4-5 Uger.
* * * * *
Kort efter Nytaar vare saaledes de to ældste af Scheldeflaadens danske
Officerer samlede i Paris, og Keiseren havde ikke i Mellemtiden glemt
sine danske »Auxiliaire«; thi da han ved Audientsen opdagede v. Dockum’s
kjendte Ansigt i den talrige Forsamling, udbrød han fornøiet:
»_Ah! voilà mon Danois!_«
Og inden ret længe skulde der fra fransk Side vises v. Dockum en
Udmærkelse, der var af den Natur, at den maatte opfattes ikke blot som en
Anerkjendelse af den enkelte Mands Fortjenester, men som en iøinefaldende
Opmærksomhed imod hele den danske Marine.
Det var v. Dockum’s Udnævnelse til fransk Admiral.
Som tidligere omtalt, havde v. Dockum allerede en Gang før afvist enhver
Tanke om Avancement i den Tro, at Talen var om Udnævnelse til dansk
Admiral; men anden Gang kom Spørgsmaalet fra Marineministeren selv og
tilmed saa overrumplende, at han ikke kunde skyde det ubesvaret tilbage.
Det var en af de sidste Dage i Januar Maaned 1812.
»Jeg var buden til Middag« — fortæller v. Dockum i sine private
Optegnelser[110] — »hos Marineministeren, og da jeg mødte den bestemte
Tid, blev jeg indladt i Ministerens Kabinet, hvor Hs. Excellence kort
efter tog fra sit Skrivebord 2 Lænestole og satte dem midt paa Gulvet,
bad mig at tage Plads og satte sig paa den anden Stol, som Hs. Excellence
flyttede tæt ved min Lænestol, og strakte sin Arm bag om mine Skuldre,
saa mig stift under Øine og spurgte i det samme:
»_Ne voulez vous donc pas étre amiral?_«
»Og at svare dertil nei følte jeg vilde være en Taabelighed, hvorfor jeg
svarede:
»_Pourquoi pas; moi aussi bien qu’un autre!_«
»Hvortil Ministeren svarede:
»_Vous le serez avant de partir de Paris!_«
Det er sikkert nok, at v. Dockum, overrasket af Hertugen af Decrès’
direkte Spørgsmaal, ved denne Leilighed har sagt mere, end han efter sine
egne strenge Principper kunde finde rigtigt, og som for at bøde herpaa
afbrød han sit Ophold i Paris, bestilte Postheste og drog ad Antwerpen
til i den Tanke, at hans Bortreise fra Hovedstaden vilde faa Spørgsmaalet
om Avancement til at dø hen igjen.
v. Dockum tog ikke alene feil heri, men det er ret aparte at se,
hvorledes han vedblev at være ganske desorienteret med Hensyn til selve
Spørgsmaalet, hvorom Sagen dreiede sig. Det fremgaar tydeligt nok, at v.
Dockum troede, at de franske Marine-Autoriteter nu for anden Gang vilde
gjøre deres Indflydelse gjældende til Fordel for hans Avancement hjemme
i Danmark, og at den Tanke aldrig har faaet Rum hos ham, at han stod i
Begreb med at blive hædret ved at faa Plads imellem Frankrigs Admiraler.
Det var derfor ogsaa et ganske mærkeligt Træf, at v. Dockum, da han atter
betraadte Antwerpens Gader, skulde møde Kapitainlieutenant C. Wulff og
af ham faa den uventede Meddelelse, at der paa Posthuset laa et Brev fra
Kjøbenhavn med Admiralitetets Segl og adresseret til »Kontre-Admiral v.
Dockum«.
Det var netop 14 Dage siden, at den tidligere omtalte Samtale før
Diner’en havde fundet Sted i Ministerens Kabinet. v. Dockum kunde sige
sig selv, at det var en Umulighed, at der i den korte Tid, der var
forløbet siden denne Dag, kunde være bleven ført Underhandlinger imellem
Paris og Kjøbenhavn. Han havde imidlertid Admiralitetets Kommunikation
imellem sine Hænder, hvori det meddeltes ham, at Kongen under 7. Februar
1812 allernaadigst havde udnævnt ham til Kontre-Admiral, og med Hertugen
af Decrès’ bestemte Forudsigelse af hans forestaaende Forfremmelse i
frisk Erindring, kunde han ikke frigjøre sig for den Tanke, at hans
Avancement dog maatte skyldes Paavirkning fra fransk Side.
v. Dockum indberettede derfor strax Sagen til Paris og benyttede
Leiligheden til gjennem nedenstaaende Skrivelse at takke Marineministeren
for den Udnævnelse, der var bleven ham til Del[111]:
Linieskibet »Pultusk«, Antwerpen d. 26. Februar 1812.
Monseigneur,
»Jeg anser det for min Pligt at underrette Dem om, at det har
behaget Hs. Majestæt Kongen af Danmark under 7. ds. at udnævne
mig til Kontre-Admiral.
»Overbevist om den Andel, som De har i dette Avancement, og
sikker paa, at jeg kan takke Deres Excellences Anbefaling for
denne Naadesbevisning, tillader jeg mig at bevidne Dem min
levende Erkjendtlighed og beder Dem være overbevist om, at jeg
skal gjøre alt for at fortjene den Ære, som er bleven mig til
Del.
»Jeg haaber ved min Iver og Aktivitet i Tjenesten at befæste
den gode Mening, som De har om mig«.
Jeg har den Ære at være,
Monseigneur,
Deres Excellences
meget ydmyge og ærbødige Tjener
v. Dockum.
Til
Hs. Excellence Ministeren for Marinen og Kolonierne.
Dette Brev krydsede paa sin Vei en Skrivelse fra Paris, som indeholdt det
keiserlige Dekret af 1. Februar 1812 om v. Dockum’s Udnævnelse til fransk
Kontre-Admiral[112].
Tuilerierne, den 1. Februar 1812.
»Napoleon, de Franskes Keiser, Konge af Italien, Protektor for
Rhinforbundet:
»Ifølge Forestilling fra Vor Marineminister udstede Vi
efterfølgende Dekret:
Art. 1
»Kapitain v. Dockum, Chef for Vort Linieskib »Pultusk«,
udnævnes til Kontre-Admiral.
Art. 2
»Vor Marineminister bemyndiges til at foranstalte dette Dekret
bragt til Udførelse«.
Napoleon.
Grev Daru, Stats-Sekretær.
Hvor smigrende end saa sjælden en Udmærkelse maatte være, saaledes med
faa Dages Mellemrum at se sig udnævnt, til Admiral i to forskjellige
Landes Mariner, var den sidste Overraskelse dog af den Natur, at den paa
samme Tid satte v. Dockum i stor Forlegenhed.
En Skrivelse fra Marineministeren beordrede nemlig den nye Admiral
til ufortøvet at indfinde sig i Paris for i Tuilerierne at aflægge
Troskabseden til Keiser Napoleon, og Opfyldelsen af dette Forlangende
kunde maaske befrygtes at ville give Anledning til en Kollision med den
Troskabsed, som allerede var aflagt til Kongen af Danmark.
Da v. Dockum ikke ansaa sig selv for kompetent til at afgjøre dette
Spørgsmaal, bestemte han sig til at søge Raad i Kjøbenhavn for at faa
Tvivlen hævet, og han afsendte derfor den 2. Marts om Morgenen tidlig en
Stafet fra Antwerpen med en Skrivelse til Kongen af Danmark, hvori han
udbad sig Ordre om, hvorledes han skulde forholde sig.
Brevet til Kongen var vedlagt følgende Rapport til Admiralitetet[113]:
Underdanigst Rapport!
»Efter Marineministerens Ordre reiser jeg idag til Paris for at
skulle aflægge Ed til Keiseren, og det er i denne Anledning at
jeg fremsender vedlagte Brev til Hs. Majestæt, som behageligst
maatte blive tilstillet allerhøistsamme strax.
»Orlogsskibet »Pultusk« er igaar lagt ud af Basinet«.
underdanigst
v. Dockum.
Antwerpen, den 2. Marts 1812, Kl. 4½ om Morgenen med Estafet.
Til
det Kongelige Admiralitets- og Kommissariats Kollegium.
Der kunde ikke være nogen Tvivl tilstede om, at den modtagne Befaling
fordrede en øieblikkelig Afreise, men samtidig kunde man haabe, at selve
Edsaflæggelsen maaske kunde blive forhalet saalænge, at den kongelige
Resolution om, hvorledes den ny Admiral havde at forholde sig i denne
lidt vanskelige Sag, var kommen ham i Hænde.
Efter sin Ankomst til Paris søgte v. Dockum Hertugen af Decrès for at
meddele ham, at han var rede til at aflægge Troskabseden, naar Keiseren
maatte forlange det. Med Forsæt undlod han her at omtale sin egen Tvivl
og Afsendelsen af Stafetten til Kjøbenhavn, men da han senere paa Dagen
fik Leilighed til at træffe sin Chef, Admiral Missiessy, fortalte han
denne i al Fortrolighed, hvorledes Sagen stod.
Admiralen raadede til ikke at undslaa sig for at aflægge Eden, hvis noget
saadant skulde blive forlangt, men samtidig viste denne Mand, hvad han
saa ofte tidligere havde lagt for Dagen, at han var parat til at række de
Danske en hjælpsom Haand, naar det kneb, og han svigtede heller ikke ved
denne Leilighed.
Allerede den næste Dag havde v. Dockum Admiralen i Besøg som Overbringer
af en glædelig Nyhed. Han havde i Mellemtiden været hos Ministeren og
kunde nu bringe den behagelige Meddelelse, at Edsaflæggelsen vilde
blive udsat, indtil Kongen af Danmarks Svar indtraf, og at v. Dockum i
Mellemtiden skulde forblive i Paris men opholde sig der inkognito.
Henimod Slutningen af Marts Maaned indløb det kongelige Svar, der klarede
enhver Tvivl, og Hertugen af Decrès indberettede derfor strax Sagen paa
følgende Maade til Keiseren[114]:
Paris, den 24. Marts 1812
Marineministeriet.
Indberetning.
Rapport til Keiseren.
Sire,
Kontre-Admiral v. Dockum, Dansk, ombord i Deres Majestæts
Linieskib »Pultusk« og som fornylig er bleven forfremmet til
nævnte Grad, er ankommen til Paris for at aflægge Ed.
»Samtidig med at melde mig sin Ankomst har han forelagt mig en
Skrivelse, hvori det hedder:
»Kongen har tilladt Hr. v. Dockum at modtage den
Kontre-Admirals Titel, som det har behaget Deres Keiserlige
og Kongelige Majestæt at benaade ham med, og tilladt ham at
aflægge den Ed, som Deres Majestæt fordrer. Kongen forbeholder
sig kun Ret til at kunne tilbagekalde Admiral v. Dockum, naar
Hs, Majestæt maatte have Brug for hans Tjeneste, og han haaber,
at Deres Majestæt i paakommende Tilfælde vil tillade denne
Officer at vende tilbage til sit Fædreland, hvor hans Rang og
Anciennetet i den danske Marine er ham forbeholdt.
»Jeg har den Ære at modtage Deres Majestæts Ordrer«.
Decrès.
Det var med lettet Hjerte, at v. Dockum Søndag Formiddag den 29. Marts
1812 gav Møde i Tuileriernes Audientssal for at aflægge Troskabseden som
fransk Admiral.
»Da Keiseren kom fra Messen« — fortæller v. Dockum[115] — »gik
han som almindelig 3 Gange op og ned i Salen for at modtage
Ansøgninger af en Mængde Suplikanter, og da Keiseren kom til
sit Kabinetsgemak, blev Døren aabnet og Hs. Majestæt gik ind,
hvorefter Døren blev lukket. I Forveien blev jeg med 3-4 andre
tilsagt at holde os ved Døren til Kabinetsgemakket. Døren blev
aabnet, jeg blev tilsagt at gaa ind.
»Indenfor ved Døren stod en Marechal med en Fløiels
Marechals-Kjæp, som førte mig til et rundt Bord, som stod midt
i Gemakket, hvorved Keiseren sad lige overfor den Plads, som
jeg blev anvist ved Bordet, hvor der laa en firkantet hvid
Tabel med rød Kant, som Keiseren med et Vink pegede til og
sagde:
»_Prenez et lisez!_«
»Hvoraf jeg læste høit:
»_Je jure d’être fidèle à la constitution et à l’empéreur!_« —
»Hvorefter Marechallen, som stod ved Døren, kom til Bordet og
fulgte mig derfra til Døren, som blev aabnet for mig ud til
Audientssalen«.
v. Dockum blev denne Gang ikke længere i Paris end Forholdene
nødvendiggjorde det; allerede den 1. April 1812 var han tilbage igjen i
Antwerpen, hvor han traf Scheldeflaaden i fuld Gang med sin Ekvipering.
Blandt de danske Officerer, og navnlig blandt Maanedslieutenanterne,
havde i Vinterens Løb et Spørgsmaal vedrørende disse sidstes Uniformering
været Gjenstand for ivrig Debat.
Hvad Uniformsspørgsmaalet i sin Helhed angaar, da havde Officerernes
Klædedragt under de Danskes Ophold paa Schelden allerede for over 2 Aar
siden undergaaet en radikal Forandring. Den gamle Gallauniform, som
Officererne havde baaret ved høitidelige Leiligheder, og som havde vundet
et Slags Hævd, var ved en kongelig Resolution først paa Aaret 1810 bleven
bragt ud af Verden[116].
Skjøndt denne Forandring i Uniformsreglementet næppe har været
Officererne kjærkommen, var det dog ikke dette, men en Sag af virkelig
praktisk Betydning, der kaldte alle de danske Maanedslieutenanter frem
med en Protest i Slutningen af Februar Maaned 1812.
Sagen var nemlig den, at disse Officerer ikke bare Epauletter, og da
Epauletten i Frankrig netop var Officersstandens sikkre Kjendemærke,
havde Maanedslieutenanterne paa Grund af denne Mangel ved deres Uniform
ofte Vanskelighed ved at blive anerkjendte for Officerer.
Det kunde ikke være andet, end at dette uheldige Forhold maatte give
Anledning til Misforstaaelser og Ubehageligheder af forskjellig Art,
og disse Mænd, hvoraf flere under Scheldeflaadens Kampagne havde havt
selvstændig Kommando som Chefer for Kanonbaade og andre mindre Fartøier,
vare i Reglen udsatte for at maatte gaa forbi de franske Skildvagter uden
at faa den Honnør, som i Følge deres Stilling tilkom dem, medens danske,
faste Underofficerer og franske Søkadetter af 1ste Klasse (aspirants
de marine de 1re classe) af Posterne bleve betragtede som Officerer,
fordi de bare Epauletter til deres Uniform. Dette var dog kun af ringe
Betydning i Sammenligning med den Kjendsgjerning, at den franske Vagtpost
ved Porten til Værftet i Antwerpen, hvor en Del af Scheldeflaadens Skibe
overvintrede i det forreste Basin, i Vinteren 1812 gjorde Vanskeligheder
ved at lade Maanedslieutenanterne passere ind paa Værftet, »ja endog
ytrede at kunne arrestere dem efter Retræten, fordi de ikke behøvede at
erkjende nogen for Officer, som ikke bar Epauletter«[117].
Under disse Omstændigheder vil man kunne forstaa, at
Maanedslieutenanterne fandt Øieblikket kommet til at gjøre et Forsøg
paa at faa en Ende paa deres Fortrædeligheder, og de enedes derfor
om at indgaa med en Skrivelse til Admiralitetet, hvori 2 af dem —
Lieutenanterne Ring og Cortnum — paa alle Kammeraternes Vegne, ansøgte
om Tilladelse til at maatte bære Epauletter, medens de vare i fransk
Tjeneste. Som man kunde vente, maatte dette beskedne Ønske finde
Støtte hos Admiral v. Dockum, der ogsaa indsendte Andragendet til
Admiralitetet, forsynet med en motiveret Anbefaling[118].
* * * * *
Scheldeflaaden, der tidlig paa Foraaret 1812 atter indtog sin gamle
Station og aabnede Sommerkampagnen med de vante Manøvrer og Arbeider,
havde i væsentlig Grad forandret sit Fysiognomi siden Sommeren 1808, da
Grunden til den blev lagt, og en Eskadre paa 8 Linieskibe for første
Gang samledes paa Floden under Admiral Missiessy’s Kommando. I de
forløbne Aar havde den voxet sig stærk, saa at den i 1812 kunde mønstre
ialt 22 Linieskibe (3 Skibe paa 84 Kanoner og 19 Skibe paa 74 Kanoner)
foruden en Del Fregatter og mindre Fartøier. Af dette betydelige Antal
bragte Sommeren 1812 en Forøgelse af ikke mindre end 7 Linieskibe[119],
7 Fregatter og 1 Brig, og paa Antwerpens Bedinger vare stadig nye
Skibe under Bygning. Det var dog ikke alene her, at Frankrigs maritime
Udvikling gik frem med stærke Skridt; i alle franske Orlogshavne, lige
fra Amsterdam til Venedig, arbeidedes der paa Nybygninger, og det med
saadan Energi, at Frankrig, hvis Flaade efter det uheldige Slag ved
Trafalgar i Aaret 1805 var i en høist sørgelig Forfatning, nu efter
nogle Aars ihærdigt Arbeide, havde henved 100 Linieskibe til sin
Raadighed.
Man skulde synes, at Scheldeflaaden i sin nuværende Skikkelse var en
saa anselig Stridsmagt, at den ikke længere hverken kunde eller burde
finde sig i, at en engelsk Blokade Aar efter Aar lukkede Scheldens
Munding; men paa dette Punkt bragte Aaret 1812, lige saa lidt som dets
Forgængere, nogensomhelst Forandring. Flaaden tog med samme prisværdige
Iver som de foregaaende Aar fat paa sine Øvelser; de kjendte Ture tilsøs
indenfor Bankerne toge igjen deres Begyndelse, der dannedes atter en
Evolutions-Eskadre bestaaende af Kanonbrigger og Flaadens lettere Skibe
under Admiral Missiessy’s egen Kommando; men trods dette, og uagtet
der paa intet Punkt forsømtes noget, der kunde fremme Officerernes og
Mandskabernes Dygtighed, opnaaedes der dog intet virkelig positivt
Resultat af det ihærdige Arbeide. Mere end 20 Linieskibe laa kampdygtige
paa Floden, klare til at gaa tilsøs, men det store kostbare Krigsapparat
blev ikke sat i Virksomhed, skjøndt Fjendens Skibe vare i umiddelbar
Nærhed.
En af de faa Afvexlinger, som Aaret 1812 førte med sig, var den, at alle
4 dansk bemandede Linieskibe skulde under Kommando af nye Chefer.
v. Dockum kunde nemlig efter de gjældende Reglementer som fransk
Kontre-Admiral ikke længere være Chef for »Pultusk«, og for de 3
andre Skibschefers Vedkommende — Wleugel, Mossin og Fabricius, —
nødvendiggjorde Helbredshensyn en Forandring af Opholdssted.
Kommandørkapitain Wleugel, der Aaret i Forveien ikke havde kunnet
benytte sin Permission til at tilbringe Vinteren i Danmark, var den
første, der brød op for at forlade Schelden. Hans Afløser som Chef for
Linieskibet »Dantzick«, Kapitain M. Bille, der den 20. April 1812 var
ankommen til Antwerpen fra Kjøbenhavn, overtog faa Dage efter (den 25.
April) Kommandoen af Skibet, hvorefter Wleugel tiltraadte Hjemreisen[120].
Hvad Kapitainerne Mossin og Fabricius angaar, da havde de begge i
Foraaret 1812 ansøgt Admiralitetet om Afløsning, da de ikke kunde taale
Klimaet.
Mossin havde lige siden sin Ankomst paa Schelden lidt af Feberanfald,
der stadig tog til og tilsidst nødte ham til at lægge sig i Land som
syg. Skjøndt hans Sygdom i og for sig havde været tilstrækkelig til
at begrunde hans snarlige Afløsning, og uagtet han i sin Ansøgning om
Hjemsendelse[121] ligesaa indtrængende som i høi Grad frimodig udtaler,
»at han aldeles ikke kan fordrage dette Klima og er nødsaget til at reise
til Brüssel for om muligt at faa sin tabte Helbred igjen«, — maatte
saavel han, som Kapitain Fabricius, endnu en Gang i Sommerens Løb forny
deres Ansøgninger om Hjemsendelse[122].
Spørgsmaalet om Chefsposternes Besættelse i de 4 dansk bemandede Skibe
havde næsten naaet sin Løsning, da Vinteren indtraf, og Skibene skulde
til at lægge op. For »Pultusk« (Kapitainlieutenant Kaas) og »Dantzick«
(Kapitain Bille), var Sagen bragt i Orden.
»Dalmate« vilde ved Kapitain Mossins Afreise komme under Kommando af
Kapitainlieutenant Evers, og ombord i »Albanais« havde Næstkommanderende,
Kapitainlieutenant Halling, ved Chefens Afgang overtaget Skibet.
Flaaden havde da allerede indtaget sin Vinterstation, og for første Gang
under den 5-aarige Kampagne aabnede Antwerpen sine store Basiner for at
modtage alle Scheldeflaadens Skibe.
Efter at Skibene havde indtaget deres Pladser, tog Vintertjenesten sin
Begyndelse. Skjøndt Kulden var temmelig haard, blev dog den ministerielle
Ordre, der forbød Ild og Lys ombord, overholdt i hele sin Strenghed til
stor Byrde for Besætningen. Officererne leiede sig Boliger i Land, uagtet
disse vare meget kostbare, men Folkene maatte blive, hvor de vare, og
de kolde Skibe, gjennemfugtige fra Dækket og til Kjølen, vare i sanitær
Henseende kun høist mangelfulde Opholdssteder for Mandskabet.
* * * * *
Medens Vinteren 1812-13 gik rolig og stille for Flaaden paa Schelden,
foregik der paa den store europæiske Krigsskueplads Begivenheder af
saa indgribende Betydning, at Frankrigs Stilling blev mere og mere
vanskelig. Det ulykkelige Tog mod Rusland havde bragt Keiserens Stjerne
til at dale, og for hvert et Uheld, der ramte de franske Hære, voxede
Fjendernes Antal. Og samtidig med at det truende Uveir reiste sig mod
den mægtige Statsbygning, som Keiserens Geni havde skabt, begyndte de
økonomiske Vanskeligheder, som de kolossale Krigsudgifter fremkaldte, at
trykke haardere. Under disse Omstændigheder, hvor alt maatte opbydes for
at skabe nye Troppekorpser og skaffe Krigsmateriel tilveie, der kunde
spærre de fjendtlige Hære Veien mod Landets Grændser, og hvor Statens
Kasse begyndte at ebbe, bragte Patriotismen den franske Nation til at
rykke Keiseren til Undsætning med frivillige Pengebidrag til Krigens
Fortsættelse.
Et Udslag af denne Bevægelse, der gik Frankrig over, naaede ogsaa op til
Antwerpen, hvor Scheldeflaadens Officerer viste deres Offerberedvillighed
og Loyalitet ved at stille 10 Dages Lønning til Keiserens Disposition.
Tilbudet herom lød vel i hele Scheldeflaadens Navn, men underskreves kun
af de franske Officerer, og Grunden hertil var den, at man mente, at
burde vise det Hensyn lige overfor de Danske, at undlade at opfordre dem
til at yde Pengebidrag.
Den Opmærksomhed, der saaledes vistes imod de Fremmede ved denne
Leilighed, faldt dog ikke i de danske Officerers Smag, og snart kom
den Stemning til Orde, at man ikke burde slaa sig til Ro med denne
Afgjørelse, men træde op paa egen Haand for nu i Ulykkens Dage at vise
sin Sympathi for Frankrig.
Admiral v. Dockum var den Gang i Paris, men den ældste tilstedeværende
danske Officer i Antwerpen, Kapitain M. Bille, tog Sagen i sin Haand og
opfordrede gjennem nedenstaaende Skrivelse[123] sine Kammerater til at
samles i et Møde for at overveie, hvad der burde gjøres:
Indbydelse til en Samling Fredag Formiddag Kl. 10 den 12.
Februar 1813 i Lombard West Nr. 862.
»Fra Schelde-Eskadrens franske Officerer indsendes et Offer til
Keiseren.
»Admiralen sagde os Danske, at vi vare ikke medindbefattede,
som Fremmede overladte vor fri Villie.
»Imidlertid nævnes i dette Oplæste, som de Franske indsendte,
kun generaliter Schelde-Eskadren. Det er da at formode, at en
af følgende to Ting vil finde Sted.
a) »Enten, at man i Paris, anser os Danske medindbefattede og
derfor afkorter os ligesom de andre af Eskadren.
b) »Eller, at Admiralen lader medfølge en Beretning, at de
Danske ere undtagne.
»Ingen af Delene synes ønskelig. I første Fald blev vor Afgift
et tvunget, altsaa ubehageligt Offer. Vi kunde ikke modsætte os
det; vi bleve og ansete at have sagt det samme som de franske
Officerer i deres Skrivelse, skjøndt adskilligt deraf maaske
ikke passer sig for os.
»I andet Fald kan Undtagelsen give os et Udseende, som vare
vi mere lunkne, mindre oprigtige end vore Medtjenende. Vore
Forklaringer derimod kunne ikke udrydde det første Indtryk. Det
Ubehagelige ved denne tilsyneladende Adskillelse imellem os og
Medtjenende, som vi ambitionere at ikke staa tilbage for, lader
sig bedre føle end beskrive.
»Herved frembyde sig adskillige Spørgsmaal: Skulle vi intet
Skridt gjøre for at modarbeide vore Ubehageligheder? Og skulle
vi foretage os noget, da hvad? Og hvordan?
»For at overveie saadant med hinanden tror jeg en Samling
nyttig, hvortil jeg herved giver mig den Frihed at indbyde«.
Antwerpen, Torsdag den 11. Februar 1813.
M. Bille.
Til
Samtlige Herrer danske Søofficerer, Oberchirurger,
Forvaltere og Sekretærer i Antwerpen.
Efter Udstedelsen af dette Opraab samledes alle de tjenestefri danske
Officerer og Officianter Dagen efter ved Mødet, hvor Sagen blev
diskuteret, og ved et senere Møde, den 13. Februar, enedes man om at
afsende følgende Skrivelse til Keiseren:
Sire!
»De danske Officerer i Deres Majestæts Tjeneste, delende som
gode Allierede alle Franskmænds Ønsker for den ophøiede Monark,
hvis Øiemed er at sikre den almindelige Lykke og gjengive
Europa Havenes Frihed, ansøge ydmygen den Gunst at maatte
ofre 10 Dages Sold som et Bevis paa deres Hengivenhed og for
at bidrage til de Bekostninger, som Forholdsreglerne imod
Fastlandets Fjende gjøre nødvendige.
»Værdiges at modtage, Sire, Bevidnelsen af den dybeste Ærefrygt
fra Deres ydmygste og tro Tjenere«. —
Antwerpen, den 13. Februar 1813.
(Underskrifterne).
Til
Hs. Majestæt de Franskes Keiser, Konge af Italien, Protektor
for Rhinforbundet, o. s. v.
Kapitainlieutenant Evers, der afreiste til Paris som Sendebud for de
danske Officerer, medførte, foruden Adressen til Keiseren, følgende
Skrivelse til Vice-Admiral Missiessy[124].
»Til
Hr. Vice-Admiral, Greve Missiessy, Storofficer af
Æreslegionen, Chef for Scheldeflaaden, Paris.
»De danske Officerer i Antwerpen anmode Hr. Admiralen, under
hvis Kommando de have den Ære at tjene, om at nedlægge dette
ydmyge Tegn paa deres Hengivenhed for Tronens Fod. Kapitain
Evers vil med Deres Tilladelse overbringe Dem vor Anmodning
herom.
»Modtag paa samme Tid den oprigtige Ærbødighed, som skyldes
Dem, Hr. Admiral, af Deres
ærbødige
Kapitain M. Bille og alle hans Kammerater.«
Antwerpen, den 13. Februar 1813.
Endelig blev Admiral v. Dockum ligeledes skriftlig underrettet om de
danske Officerers Forehavende.
Den Skjærv, der her blev budt den franske Krigskasse, var forsvindende
som Draaben i Havet. Dens eneste reelle Betydning var den, at de Danske
herigjennem, forinden Scheldekampagnens Ophør, fik Leilighed til at
vise, at de som gode Allierede følte Sympathi for det mægtige Land, som
Ulykkens Dage nu brød ind over.
Skjøndt intet bestemt endnu forlød derom, havde man dog i det tidlige
Foraar 1813 en Fornemmelse af, at Kongen af Danmark snart vilde kalde
sine Folk hjem fra fransk Tjeneste, og at Hjemreisen var nær forestaaende.
Rygtet tog heller ikke Feil. Ikke 2 Maaneder efter at Officererne havde
indsendt deres Adresse til Keiseren, kom Ordren fra Kjøbenhavn, der
kaldte de Danske hjem fra Frankrig.
Det var den 11. April 1813, at Skrivelsen indtraf, og den glædelige Nyhed
spredte sig snart til alle 4 Linieskibe, hvor Tilfredsheden kun blev
større, da man erfarede, at Ordrens Udførelse skulde fremmes med saadan
Il, at den første Afdeling af Mandskaberne allerede 4 Dage senere, den
15. April, skulde tiltræde Hjemmarchen fra Antwerpen.
Det kongelige Budskab, der kaldte Officerer og Mandskab til Danmark,
undtog kun en enkelt Mand, nemlig Kontre-Admiral v. Dockum fra denne
almindelige Ordre, idet Valget stilledes ham frit, om han vilde reise
eller blive.
Den danske Minister i Paris, Waltersdorff, underrettede Admiralen
skriftlig om, at Kongen af Danmark tillod ham at træffe sit Valg imellem
Keiserens og Kongens Tjeneste, og at Hs. Majestæt i første Tilfælde vilde
løse ham fra den Ed, han som dansk Officer havde aflagt.
Dette Tilbud aabnede en Fremtid for den danske Officer, langt mere
glimrende end de hjemlige Forhold nogensinde vilde kunne byde ham, men v.
Dockum vaklede ikke et Øieblik i sin Beslutning.
Han ansaa det for sin Pligt at give Afkald paa de Fordele, som den
franske Marine kunde yde ham, til Gavn for sit Fædreland, og indsendte
strax til den franske Regjering en Begjæring om at maatte udtræde af den
keiserlige Marine.
Det var kun faa Dage efter dette Skridt, at v. Dockum modtog følgende
Svar paa sin Skrivelse fra Hertugen af Decrès[125]:
Paris, den 12. April 1813.
Hr. Kontre-Admiral!
»Jeg har forelagt Keiseren Deres Begjæring om at følge de
danske Mandskabers Bestemmelse, der have været ansatte paa den
keiserlige Flaade paa Schelden, og Deres Ønske om at vende
tilbage med dem til Danmark.
»Ved Deres Udnævnelse til Kontre-Admiral i den franske Marine
har Keiseren givet Dem et Bevis paa sin Tilfredshed med Deres
Tjeneste. Hs. Majestæt Keiseren har imidlertid ikke til
Hensigt nu at modsætte sig det Ønske, De ytrer, at ofre Deres
Konge Deres fremtidige Tjeneste, og han har i denne Henseende
overdraget mig Fuldmagt til at tilstaa Dem denne Deres
Begjæring.
»Som Følge heraf tilskriver jeg Admiral Missiessy og
Marinepræfekten i Antwerpen, at det paa Deres derom indgivne
Begjæring er Dem tilladt at vende tilbage til Danmark, og at De
som fransk Kontre-Admiral vil vedblive at være opført paa den
franske Marines Lister indtil den 21. April, den Dag, der er
fastsat for det sidste danske Mandskabs Afreise.
»Jeg har allerede ladet de Herrer Chefer for de 4 danske
Skibsbesætninger tilkjendegive, i hvor høi en Grad Hs. Majestæt
Keiseren har været tilfreds med deres Tjeneste saa vel som med
den Opførsel, som Officerer og Mandskab under Deres Kommando
under hvilkesomhelst Omstændigheder have udvist i den Tid, de
have gjort Tjeneste paa Flaaden.
»Det er ikke undgaaet Hs. Majestæts Opmærksomhed, hvilken
Indflydelse Deres gode Exempel har havt paa disse, og det er
med sand Fornøielse, at jeg udfører den mig givne Ordre, at
forsikre Dem om Hs. keiserlige Majestæts personlige Agtelse.
»Modtag, Hr. Kontre-Admiral, Forsikringen o. s. v.«
Decrès.
v. Dockum forberedte nu i al Skyndsomhed Hjemreisen saa godt det lod
sig gjøre i den korte Tid, der var levnet. Ordren, der var kommen saa
hovedkulds, skulde udføres uden Tøven; men Vanskeligheden var den, at
man ikke var i Besiddelse af de nødvendige Pengemidler til Hjemreisen.
Det lykkedes imidlertid v. Dockum at skaffe en Sum af 70,000 fr.
tilveie[126], og Hjemsendelsen af det danske Mandskab tog nu planmæssig
sin Begyndelse den 15. April 1813, paa hvilken Dag den første Afdeling
forlod Antwerpen tilvogns og tilfods paa Veien hjemefter[127]. Sammen
med den sidste Kolonne forlod ogsaa v. Dockum Antwerpen den 21. April
1813. Reisen hjemefter foregik uden noget Uheld, og da Admiralen den 15.
Mai 1813 ankom til Glückstadt, kunde han melde Admiralitetet, at alle 4
danske Transporter i god Behold vare indtrufne dertil[128].
Medens Hjemreisen saaledes var lykkelig og vel tilendebragt for alles
Vedkommende uden tilstødende Uheld, ventede der en af de danske
Skibschefer en Ubehagelighed ved Ankomsten til Kjøbenhavn.
Det var »Dantzick’s« tidligere Chef, Kapitain M. Bille, der ikke kunde
aflægge noget fyldestgjørende Regnskab over sine Udgifter paa Reisen hjem
fra Antwerpen med sin Besætning.
Det var hævet over enhver Tvivl, at den lige saa dygtige som afholdte
Officer var Hædersmand til Fingerspidserne; kun havde hans Distraktion og
lidt sære Originalitet spillet ham et slemt Puds paa Hjemreisen. Bille
optegnede nemlig trolig alle sine Udgifter paa den første den bedste Lap
Papir, han fik frem af Lommen, og da Regnskabet saaledes ofte den ene Dag
var affattet paa Bagsiden af løse Pengesedler, som Dagen efter gaves ud,
havde denne aparte Bogføring til Følge, at han ved Reisens Afslutning
uden videre Detailler kun kunde konstatere, at Pengene vare brugte.
Da Bille imidlertid samtidig havde gjort Reisen hjem billigere end de
4 andre Transporter, mente han, at dette maatte være tilstrækkeligt.
Admiralitetet fordrede dog sit Regnskab, og da Kapitainen ikke var til
at formaa til at sætte sit Navn under et fingeret Regnskab, hvad han
underhaanden opfordredes til, blev han sat paa Hovedvagten og her saa
godt som tvunget af Kammeraterne til at underskrive et af dem forfattet
Regnskab.
Den 29. Mai 1813 gjensaa v. Dockum atter Kjøbenhavn efter 4 lange
Aars Fraværelse. Han havde dog hverken ventet eller haabet, at
Scheldekampagnen skulde blive hans sidste Kommando.
Tanken om under en fortsat Krig at komme sit Fædreland til Nytte havde
tværtimod været en mægtig Bevæggrund for ham til at give Afkald paa en
glimrende Fremtid i Frankrig. Denne Tanke blev dog ikke realiseret;
Freden blev sluttet, og med Krigen var v. Dockum’s militære Karriere
tilende[129].
* * * * *
»De Danske paa Schelden« danner en særlig afsluttet Episode af Søkrigen
1807-1814, der vel ikke staar i direkte Forbindelse med Krigen i Norden,
men dog har sin Interesse og Betydning for Marinens Historie.
Kun saare sjeldent er det givet en Styrke, saa ringe i Antal som de
danske Skibsbesætninger paa Schelden, at gjøre sig gjældende under
store Forhold i et fremmed Land og at bevare sin særegne, udprægede
Individualitet. Men netop dette var Tilfældet med de Danske, og netop
dette var deres Betydning under Scheldekampagnen.
De samme fortrinlige Egenskaber, som den Dag idag gjør de danske og
norske Søfolk til nogle af Verdens første Matroser, betingede ogsaa den
Gang det høie Standpunkt i Retning af Sømandsdygtighed, som gjorde de 4
danske Linieskibe til Kjærnen i den franske Flaade paa Schelden. Men naar
det virkelig lykkedes de danske Officerer og Søfolk at drage den franske
Marines Øine paa sig ved den overlegne professionelle Dygtighed, hvormed
de optraadte, da maa Æren herfor først og fremmest tilskrives Admiral
Joost v. Dockum.
De danske Linieskibe paa Schelden havde vel et Sæt Matroser ombord,
der udgjorde et første Rangs Materiale, men Materialet var raat, det
trængte til en erfaren og kyndig Haand, der kunde forme og skole de
gode Elementer, og først den Gang, da der som Chef traadte en Mand til,
som, foruden Strenghed og Myndighed i sin Kommando, raadede over Takt
og Medgjørlighed, et klart Blik paa Situationen og Evne til at lempe
og føje sig ind under de fremmede Forhold, først da viste de danske
Skibsbesætninger, hvad de duede til. De viste dette paa en saadan
Maade, at de uheldige Begivenheder fra Kampagnens Begyndelse traadte i
Skygge, og at den 5-aarige Tjeneste under det franske Flag som Helhed
maa betragtes som en Tid, den danske Marine og Sømandsstand kan være vel
bekjendt.
FOOTNOTES
[1] Indkomne Sager 1809, Nr. 289. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[2] Da den engelske Flaade i August 1807 ankom til Sundet, blev ogsaa
Batteriet »Prøvesten« sat i Forsvarsstand, og v. Dockum udnævntes til
Chef for dette og nogle Blokskibe (Admiralitetsordre af 10. August 1807).
Han vedblev at føre Kommando over Batteriet indtil Februar 1809.
[3] Admiralitetsordrer af 27. og 28. Februar 1809. Admiralitets- og
Kommissariats Kollegiets Kopibog for 1809. Nr. 1. pag 304 og 314.
Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[4] Admiralitetsskrivelse af 28. Februar 1809. Admiralitets- og
Kommissariats Kollegiets Kopibog for 1809. Nr. 1. pag. 314-316.
Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[5] Fregatten »St. Thomas« i Aaret 1796. Fregatten »Kronborg« i Aaret
1798.
[6] Sekondlieutenanterne: Prütz, Rosenstand, Tuxen, Frederiksen, Voigt
og Horn, samt Maanedslieutenanterne Søderberg, Meck, Cortnum og Ring.
Ved Admiralitetsskrivelse af 28. Februar 1809 fik dernæst følgende
Officerer Ordre til at holde sig klar til Hjemreise fra fransk Tjeneste:
Premierlieutenanterne Holsten og Falsen, Maanedslieutenanterne Sneedorff,
Grove og Zahrtmann, samt Kadetterne Fisker, Brown, Andersen, Eriksen,
Duntzfelt og Holm.
[7] Admiralitets- og Kommissariats-Kollegiets Kopibog Nr. 1 for 1809 pag.
304-306. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[8] Indkomne Sager 1809, Nr. 594. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[9] Sekondlieutenant Tuxen: Reise-Journal fra Kjøbenhavn til Vliessingen
1809. (Manuskript).
[10] Indkomne Sager 1809, Nr. 580. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[11] Indkomne Sager 1809, Nr. 580 Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[12] Indkomne Sager 1809, Nr. 732. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[13] Især spanske Fanger, og blandt dem Levningerne af Romanas Division.
[14] Indkomne Sager 1809, Nr. 732. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[15] Indkomne Sager 1809, Nr. 732. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[16] Indkomne Sager 1809, Nr. 914. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[17] Indkomne Sager 1809, Nr. 950. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[18] Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. (Efterladte Optegnelser i
Manuskript).
[19] Indkomne Sager 1809, Nr. 1129. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[20] »I disse Dage«, — skriver v. Dockum under 24. Mai 1809 —
»bekom ethvert Skib 500 Gylden til Deling for sit Mandskab, og den
Kvartermester, som stod med Flagkapitainen for at styre den Chaluppe,
Kongen var udi, fik et Guld Repeteruhr. Admiralens Adjutant fik en
Gulddaase med Kongens Chiffer besat med Diamanter, og den ældste af de
her under vor Admirals Kommando liggende hollandske Fregatchefer, som
allerede havde det hollandske Kors-Orden, fik samme Orden tilsendt med
Diamanter besat.« (Indkomne Sager 1809, Nr. 1129. Marineministeriets
Arkiv, Kjøbenhavn).
[21] Indkomne Sager 1809, Nr. 1122. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[22] Om den tidligere nævnte Skibstype — de franske Kanonbrigger
(canonnières) — giver v. Dockum følgende Oplysninger i en Rapport til
Admiralitetet: »Disse Brigger havde fuld Brig-Takkelage og vare armerede
med 1 à 2 36 ℔ Kanoner agter og for og 2 Stykker 36 ℔ Kanoner paa hver
Side. De stak c. 7 Fod og vare kun maadelige Seilere. De vare ikke saa
praktiske som Kanonbaadene hjemme, da de paa Grund af deres temmelig
svære Reisning vanskelig kunde roes frem, naar der var lidt Vind imod«.
(Indkomne Sager 1809, Nr. 950. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn).
[23] »Dag og Nat« — skriver v. Dockum — »opkastede vi paa forskjellige
Punkter Batterier og bragte dertil fra Skibene Kanoner, Ammunition og
Besætning, hvilket Arbeide efter Aftale eller Signal Nat eller Dag, til
alle Tider blev iværksat af de Danske, medens de Franske opsatte som
oftest at executere en Ordre, som blev given, naar det var mørkt, indtil
det blev Dag og Mandskabet havde udhvilet og spist Frokost«. (Admiral J.
v. Dockum: Ophold i Antwerpen. Efterladte Optegnelser i Manuskript).
[24] Det engelske Expeditionskorps bestod af: 1738 Officerer og 37,481
Menige; ialt 39,219 Mand. I denne Styrke var indbefattet: 2000 Mand
Ryttere, 16 Kompagnier Artilleri, en Afdeling ridende Artilleri, 300
militære Haandværkere og en Vognpark. (Naval history of Great Britain by
E. Brenton. London 1837).
[25] Sir John Hope indtog Station udfor Walcheren omtrent 7 Kvartmil
længere til Søs end den Høistkommanderende; den 29. og 30. Juli
stødte Sir Eyre Coote med den venstre Fløj af Expeditionskorpset til
Hovedkvarteret, Dagen efter ankrede Marquis’en af Huntley udfor Kadzand,
og endelig gik General Grosvenor’s Division, der kom fra Harwich,
tilankers i Roompot den 1. August.
[26] Kapitain Peake af Marinen og Kapitain Squire af Ingeniørerne.
[27] Ved Bombardementet led de engelske Skibe kun ringe Havari paa Skrog
og Reisning og mistede kun faa Folk, (9 Døde og 47 Saarede). Derimod
anrettede Beskydningen stor Skade i Byen; 2 Kirker, Raadhuset og c. 200
private Huse bleve ødelagte eller ramte af engelske Kugler, og c. 300 af
Byens Indvaanere dræbtes eller saaredes.
[28] Indkomne Sager 1809, Nr. 1618. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[29] Naval history of Great Britain by E. Brenton. London 1837.
[30] Naval history of Great Britain by E. Brenton. London 1837.
[31] Den engelske Eskadre havde under Indseilingen et Tab af 2 Døde og 11
Saarede.
[32] I en Rapport til Admiralitetet, dateret Orlogskibet »Pultusk« til
Ankers ved Antwerpen den 10. August 1809, skriver v. Dockum: »Nu er her
kommen til Vogns, Fods og Hest en Del franske Tropper, over 20,000 Mand,
og daglig ankommer flere. Generallieutenant Rampon, som i Søndags kom
og har taget Kommandoen, berettede hos Admiralen, at han paa 7de Dag
ikke havde været af sin Kjole, og at Tropperne havde marcheret over 20
lieus daglig.« (Indkomne Sager 1809, Nr. 1618, Marineministeriets Arkiv,
Kjøbenhavn).
[33] v. Dockum skriver herom: »De franske Orlogsskibe seilede til
Antwerpen, hvor Prindsen af Pontecorvo som oftest indbød Admiral
Missiessy og mig til Taffels, og kom en Gang til Middagsbordet om Aftenen
Kl. 10 og en anden Gang Kl. 11¼, formedelst Prindsens Ophold ved en
Rekognoscering«. (Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen; efterladte
Optegnelser i Manuskript).
[34] Den fugtige Luft og Uddunstningerne fra Moserne og Marsken, naar
Plantedelene om Sommeren gaa i Forraadnelse, fremkalder Klimatfeber i
disse Egne. Sygdommen kaldes Polderfeber, og alle Beboerne blive til
visse Tider af Aaret paavirkede deraf, dog kun i ringe Grad, naar de ere
fødte under disse klimatiske Forhold, hvorimod Sygdommen for Fremmede kan
have meget farlige Følger.
Af samme Aarsag lagde den franske Regjering heller ikke regulære franske
Tropper i Garnison i disse Egne, men benyttede saavidt muligt Udlændinge
til denne Tjeneste.
[35] I den første Uge af September forefaldt der 2-300 Dødsfald imellem
Soldaterne; de Syges Antal var løbet op til 8194 Mand, og af disse vare
allerede 1400 sendte hjem til England, hvor en stor Del af dem døde paa
Hospitalerne.
[36] Archiv for Søvæsenet 8de Bind. Kjøbenhavn 1836. Den originale
franske Skrivelse er ikke bleven fundet i Marineministeriets Arkiv i
Paris.
[37] J. v. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie fra 1807-1809.
Kjøbenhavn 1847.
[38] Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. (Efterladte Optegnelser i
Manuskript).
[39] Prindsen af Pontecorvo.
[40] Indkomne Sager 1809, Nr. 1695; Rapport til Admiralitetet fra
Kapitainlieutenant Fasting. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[41] Indkomne Sager 1809, Nr. 1780. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[42] De to Linieskibe, der bestemtes til dette Forsøg, vare »Dalmate«
(Kontre-Admiral Courand) og »Anversois«. Det første af disse skulde
ligge ved Osterwald, tæt nedenfor Antwerpen, det andet udenfor »maison
bleue,« en Mils Vei længere nede paa Floden. Skibene skulde fortøies
paa almindelig Maade, dog med kattede Ankre og med Kjæder paa Ankrene i
Stedet for Touge af Hensyn til Drivisen.
[43] Indkomne Sager 1809, Nr. 2110. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[44] Vice-Admiral Villeneuve tog sig selv af Dage den 22. April 1806 i
et Hotel i Rennes, hvor han var taget ind efter sin Tilbagekomst fra
England. (Archives du ministère de la marine, Paris).
[45] Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. (Efterladte Optegnelser i
Manuskript).
[46] Admiralitetsordre af 2. Oktober 1809. Admiralitets- og Kommissariats
Kollegiets Kopibog for 1809, Nr. 2, pag. 1463. Marineministeriets Arkiv,
Kjøbenhavn.
[47] Sekondlieutenanterne Flor, Wilckens og Braag, samt
Maanedslieutenanterne Mou og Bluhme.
[48] Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets Kopibog 1809, Nr. 2 pag.
1558. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[49] Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets Kopibog for 1809, Nr. 2
pag 1465. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[50] Der etableredes 3 Divisioner af Kanonbrigger, Kanonbaade og andre
Smaafartøier under franske Chefer. To Kontre-Admiraler og en capitaine de
vaisseau havde Kommandoen. (Indkomne Sager 1809, Nr. 2457, Rapport fra
Kommandørkapitain v. Dockum).
Den danske Deling under Fasting udgjorde en 4de Division med
Kapitainlieutenanterne Stephansen og Flensborg som Sektionschefer.
Lieutenanterne Evers, Recke, Mecklenborg, Wilckens, Voigt og Bluhme
forrettede Tjeneste der ombord. (Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn).
[51] Ordren om at sprænge Vliessingens Dokker i Luften kom til Udførelse
den 10. December 1809 under Ledelse af Kontre-Admiral Otway. 600 Matroser
og Haandværkere under Kapitainerne Henderson, Moore og Tomlinson havde
udført de nødvendige Forarbeider, og de anvendte Miner vare konstruerede
af Oberstlieutenant af Ingeniørerne Pilkington.
[52] Den engelske Expeditions samlede Tab udgjorde:
Officerer. Menige.
Faldne 7 99
Døde af Klimatfeber i Holland 20 2041
Døde hjemme 40 1859
Deserterede » 84
Afskedigede » 25
---- ------
67 4108
Tidlig paa Aaret 1810 fandtes endnu af Syge
paa engelske Hospitaler 217 11296
----- -------
284 15404
Officerer 284
--------- -------
Ialt: 15688
(Naval history of Great Britain by E. Brenton, London 1837).
[53] Pierre Louis L’Hermitte eller L’hermitte udnævntes til
Kontre-Admiral 23. November 1809. (Archives du ministère de la marine,
Paris).
[54] Indkomne Sager 1810, Nr. 661. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[55] Maanedslieutenant Kaiser’s Rapport om denne Begivenhed er i det
væsentlige enslydende med den ovenfor gjengivne.
[56] Skrivelse fra Admiral Missiessy til Marineministeren dateret 28.
Januar 1810.
[57] Bureau des officiers militaires, minutes de lettres 1809, pag. 60.
(Archives du ministère de la marine. Paris).
[58] Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. (Efterladte Optegnelser i
Manuskript).
[59] Det ovenfor omtalte Mytteriforsøg i Vliessingen, der fandt Sted den
25. Januar 1810, er i Admiralens egne Optegnelser ved en Feiltagelse
henlagt til Aaret 1811. Den urigtige Tidsangivelse er fra denne Kilde
optaget i Arkiv for Søvæsenet 8. Bind (Vice-Admiral Joost v. Dockum’s
Levnet) og findes ligeledes hos J. v. Ræder i hans Danmarks Krigs- og
Politiske Historie fra 1807-1809.
[60] De af Kanonbriggernes Mandskab udtagne Folk »blev sat i Bøien, og
blev de 2de Dage efter hinanden straffet hver med 50 Slag af Katte«.
(Rapport til Admiralitetet fra Kommandørkapitain v. Dockum, dateret Rupel
den 26. Marts 1810).
[61] Indkomne Sager 1810, Nr. 661. Rapport til Admiralitetet fra
Kommandørkapitain v. Dockum. Rapporten indeholder som Bilag:
Indberetningerne fra Maanedslieutenanterne Ring og Kaiser, samt endvidere
Kopi af den franske Marineministers Skrivelse til Admiral Missiessy,
dateret Paris den 5. Februar 1810. (Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn).
[62] Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen: (Efterladte Optegnelser i
Manuskript).
[63] »Da Vinteren var forbi«, — skriver v. Dockum — »befandtes, at disse
Skibe var kommen paa Grund, fordi Isens Presning havde foraarsaget, at
Fortøiningerne var gaaet med, eller at Kjættinger eller Tougene vare
sprungne, og at Skibene desaarsag havde mistet en Del af deres Ror,
Forstevn og Kobberhud, og for hvilket Havari paa Skibsskroget de Skibe,
som laa ved Rupel, var bleven forskaanet«. (Admiral J. v. Dockum: Ophold
i Antwerpen. Efterladte Optegnelser i Manuskript).
[64] Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. (Efterladte Optegnelser i
Manuskript).
[65] Keiseren havde om Formiddagen foretaget en Tur til Hest i Omegnen
for at inspicere forskjellige Batteri-Anlæg. Da han noget senere end
paatænkt kom tilbage til Byen, tog han sit Uhr op af Lommen og opgav
Besøget for den Dag med de Ord:
»Il est trop tard pour voir le Danois; — il ne faut pas negliger
l’impératrice.« (Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen, Efterladte
Optegnelser i Manuskript).
[66] Det keiserlige Følge bestod ved denne Leilighed af: Kongen af
Westphalen, Hertuginden af Montebello, Keiserindens Kammerherre Mr.
Dutellier, Admiral Missiessy og flere.
[67] Faldrebet var i Datidens Krigsskibe meget primitivt. — »Ombord i
»Pultusk« vare Faldrebstrapperne paa fransk Vis sammennaiede af Hytte-
og Kuletrapperne, hvorpaa var slagen Nogle Stræbere for at vise Trappen
ud fra Skibet, og et Træ-Lændværk. Med disse Remedier var Trappen smal
og noget steil.« (Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. Efterladte
Optegnelser i Manuskript).
[68] Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen (Efterladte Optegnelser i
Manuskript).
[69] »Mandskabet var saaledes ved idelig Manøvre vant til løse Talliereb
paa Stænge- og Bramvant; Jollerne til Merse- og Bramræer samt Bramstænger
vare altid paastukne og fangede ind til Stængerne. Stænge-Vinderebene
var et Kabeltoug, som var hevet saa stift, at Slutholterne altid kunde
trækkes ud, Ræerne havde løse Rakker,«.. o. s. v. o. s. v. Admiral J. v.
Dockum: Ophold i Antwerpen. (Efterladte Optegnelser i Manuskript).
[70] Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. (Efterladte Optegnelser i
Manuskript).
[71] De franske Matrosers Uniform bestod i Aaret 1810 af: Blaa Benklæder
og blaa Trøie med Hornknapper. Paa Knapperne et Anker og to Sabler
overkors; rød Undertrøie, rund Hat og sort Halstørklæde. (Archives du
ministère de la marine, Paris).
[72] »Blandt Officererne tildrog sig især Lieutenant Obelitz Keiserens
Opmærksomhed ved det sjeldne Udtryk af Godmodighed og Blidhed, der lyste
af hans Ansigt. Keiserens Blik hvilede længe med Velbehag paa ham:
»Qui est ce beau jeune homme?« spurgte han v. Dockum«. — (Archiv for
Søvæsenet, 8. Bind, Kjøbenhavn 1836).
[73] Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. (Efterladte Optegnelser i
Manuskript).
[74] Denne usædvanlige Maade at blive hyldet paa undgik ikke Napoleons
Opmærksomhed, og han udtalte senere, at han syntes godt om Klangen i det
danske »Hurra.«
[75] Indkomne Sager 1810, Nr. 983. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[76] Admiral J. v Dockum: Ophold i Antwerpen. (Efterladte Optegnelser i
Manuskript).
[77] Linieskibene: Dalmate, Anversois, Pultusk og Dantzick.
[78] Officiers militaires: (Archives du ministère de la marine, Paris).
[79] Foruden de to danske Chefer bleve ved denne Leilighed Admiralens
Flagkapitain, en Linieskibschef, nogle enkelte andre franske Officerer
samt Chefen for en hollandsk Korvet dekorerede. Indkomne Sager 1810, Nr.
1509. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[80] Allerede i længere Tid, endog i Aaret 1809, havde der jevnlig
fundet Desertioner Sted fra begge de danske Linieskibe. Da v. Dockum fik
Underretning om, at der ombord paa Kapere i Ostende, Calais og flere
andre Steder paa Kysten fandtes danske Matroser, antog han nok, at der
imellem disse Folk maatte findes nogle af »Pultusk’s« og »Dantzick’s«
Desertører, og afsendte derfor Maanedslieutenant Kaiser til de nærmeste
franske Havne, forsynet med Lister over de manglende Folk for om muligt
at faa fat paa dem igjen.
For endvidere at bøde paa denne Afgang havde de danske Konsuler i
Søstæderne Ordre til at sende Folk til Komplettering af Besætningerne.
Det lader imidlertid til, at denne Komplettering ikke var videre bevendt;
thi v. Dockum beklager sig til Admiralitetet over, at den eneste Mand,
der ved konsular Foranstaltning blev ham sendt, kom fra Amsterdam og
viste sig at være en forulykket Kancellist fra Bergen ved Navn Johan
Christian Klerk. Indkomne Sager 1809, Nr. 1618. Marineministeriets Arkiv,
Kjøbenhavn.
[81] Indkomne Sager 1810, Nr. 2093. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[82] Admiralitetsskrivelse af 6. November 1810. Admiralitets- og
Kommissariats Kollegiets Kopibog 1810 Nr. 2, pag 1981. Marineministeriets
Arkiv, Kjøbenhavn.
[83] Afløsningsstyrken bestod af: Kapitainlieutenant Kaas,
Maaneds-Premierlieutenanterne Ravn og Block, Sekondlieutenanterne
Warendorff, Sletting og Aschehoug, samt Maanedslieutenanterne
Madsen og Dienhoff. Hertil kom endvidere: 1 Overkanoner, 1 Kanoner,
3 Underkanonerer, 2 Høibaadsmænd, 1 Skibmand, 1 Overtømmermand, 3
Tømmermænd og ca. 300 Matroser. (Admiralitets- og Kommissariats
Kollegiets Kopibog 1810, Nr. 2, pag 2064. Marineministeriets Arkiv,
Kjøbenhavn).
[84] Indkomne Sager 1810, Nr. 2532. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[85] v. Dockum fortæller, at da han henvendte sig til Hertugen af Decrès
for at skaffe sine Folk varmt Tøi til Vinterbrug, svarede Ministeren,
»at han for Øieblikket ikke havde Penge i Cassa, men at jeg paa hans
Excellences Regning maatte tage paa Kredit det fornødne til Mandskabets
Klædning, hos hvilken Kjøbmand i Vliessingen eller Antwerpen at jeg vilde.
Men Kjøbmændene svarede, at de intet vilde kreditere Marineministeren
eller den franske Regjering, men at de vilde paa mit Navn eller min
Regjerings Navn levere alt, hvad jeg ønskede.« (Admiral J. v. Dockum:
Ophold i Antwerpen. Efterladte Optegnelser i Manuskript).
[86] Ordre fra Marineministeren, dateret Paris 29. Oktober 1810.
(Archives du ministère de la marine, Paris).
[87] Det skyldtes et Uheld, at Basinerne ikke bleve færdige i rette Tid.
»Basinet i Antwerpen,« — skriver v. Dockum i en Rapport til Admiralitetet
af 6. December 1810, — »er saa vidt i Stand, at Vandet er løbet derind,
men da Dæmningen til Hælvten var udgravet, voxede Vandet om Natten saa
høit, at det bortskyllede den anden halve Del af samme og fyldte Basinet
saaledes, at Vandet stod 2 Fod over Sluserne.« (Indkomne Sager 1810, Nr.
3017. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn).
[88] Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. (Efterladte Optegnelser i
Manuskript).
[89] v. Dockum blev ved Admiralitetsskrivelse af 8. Februar 1810
underrettet om, at det »havde behaget Hs. Majestæt Kongen allernaadigst
at udnævne ham til Kommandør«. (Admiralitets- og Kommisariats Kollegiets
Kopibog 1810 Nr. 1 pag 125).
[90] Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. (Efterladte Optegnelser i
Manuskript).
[91] General Duroc var »grand maréchal du palais.« (Archives du ministère
de la marine, Paris).
[92] Indkomne Sager 1811, Nr. 161. Rapport fra Kommandør v. Dockum.
Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[93] Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets Kopibog 1811, Nr. 1 pag
515. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[94] De to Linieskibes Officersbesætning vilde komme til at bestaa af:
»_Dalmate_«: Kapitain Mossin, Chef; Kapitainlieutenant Halling,
Premierlieutenant Bruun, Maanedspremierlieutnanterne Grau og
Seidelin, Sekondlieutenanterne Wiese, Findt, Obelitz og Gandil.
»_Albanais_«: Kapitain Fabricius, Chef; Kapitainlieutenant
Uldall, Premierlieutenanterne Cederfeldt og Kinck;
Maanedspremierlieutenant Lange, Sekondlieutenanterne Fønss,
Smidten, Bertouch og Borck. (Admiralitets- og
Kommissariats-Kollegiets Kopibog 1811, Nr. 1 pag 67-68,
Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn).
[95] Indkomne Sager 1811, Nr. 1191. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[96] v. Dockum skriver i en Rapport til Admiralitetet, dateret
Vliessingen 26. August 1811:
»Nu bestaar Flaaden her af 6 Skibe paa 84 Kanoner og 10 Skibe paa 74
Kanoner. Næste Uge ventes hertil fra Antwerpen det 17de Skib, paa 84
Kanoner, som er tiltaklet, det 18de Skib paa 74 Kanoner er løben af
Stabelen, og det 19de Skib er færdigt til at løbe af«. (Indkomne Sager
1811 Nr. 2548. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn).
[97] Admiralitets- og Kommissariats-Kollegiets Kopibog 1811, Nr. 1 p.
1243. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[98] Cirkulære fra Admiralitetet til Skibscheferne af 16. Juli 1811.
Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets Kopibog 1811 Nr. 2 p. 2002.
(Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn).
[99] Keiser Napoleons Besøg paa Scheldeflaaden er i Admiralens egne
Optegnelser ved en Feiltagelse henlagt til Foraaret 1812. Den feilagtige
Tidsangivelse er fra denne Kilde optaget i Arkiv for Søvæsenet 8. Bind
(Vice-Admiral Joost v. Dockum’s Levnet) og findes ligeledes hos J. v.
Ræder i hans »Danmarks Krigs- og Politiske Historie fra 1807-1809.«
[100] Kapitain Wleugel indberetter under 28. September 1811 til
Admiralitetet følgende om Keiserens Besøg ombord i »Dantzick«.
»Keiser Napoleon har den 24. September taget Flaaden paa Schelden i
Øiesyn. Iblandt flere Skibe, som han beærede med sin Nærværelse, var
han og ombord paa »Dantzick« og ytrede megen Tilfredshed med samme
Skibs Mandskab. Han forblev i Orlogsskibet »Charlemagne« til den 27.
om Morgenen, da han gik i Land i Vliessingen. Medens hans Ophold i
Flaaden havde vi haard Kuling af VSV, saa alle Skibene laa for 3
Ankere og med strøgne Stænger og Ræer.« (Indkomne Sager 1811 Nr. 2731.
Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn).
[101] Indkomne Sager 1811, Nr. 2871. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[102] Arkiv for Søvæsenet 8de Bind. Kjøbenhavn 1836.
[103] Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. (Efterladte Optegnelser i
Manuskript).
[104] Indkomne Sager 1811, Nr. 3322. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[105] Wleugel modtog gjennem en Admiralitetsskrivelse af 29. December
1810 Underretning om sin Udnævnelse til karakteriseret Kommandørkapitain.
(Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets Kopibog 1810 Nr. 2 pag 2431).
[106] Skrivelse fra Marineministeren til Vice-Admiral Missiessy dateret
Paris den 18. Juni 1811. (Archives du ministère de la marine, Paris).
[107] Indkomne Sager 1811 Nr. 3320. Ansøgning fra Kommandørkapitain
Wleugel, dateret Antwerpen, den 19. November 1811. (Marineministeriets
Arkiv, Kjøbenhavn).
[108] Admiralitetsskrivelse af 10. December 1811. Admiralitets- og
Kommissariats Kollegiets Kopibog 1811 Nr. 2 pag 3229. (Marineministeriets
Arkiv, Kjøbenhavn).
[109] Indkomne Sager 1812 Nr. 163. (Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn).
[110] Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. (Efterladte Optegnelser i
Manuskript).
[111] Archives du ministère de la marine, Paris.
[112] Extrait des minutes de la secrétairerie d’Etat. (Archives du
ministère de la marine, Paris).
[113] Indkomne Sager 1812 Nr. 670. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[114] Archives du ministère de la marine, Paris.
[115] Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen: (Efterladte Optegnelser i
Manuskript).
[116] Admiralitetsskrivelse af 23. Januar 1810. Admiralitets- og
Kommissariats Kollegiets Kopibog 1810 Nr. 1 pag 73. (Marineministeriets
Arkiv, Kjøbenhavn).
[117] Indkomne Sager 1812 Nr. 1557, Maanedslieutenanternes Ansøgning til
Admiralitetet af 29. Februar 1812. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[118] Indkomne Sager 1812 Nr. 1557. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
Maanedslieutenanterne havde desuagtet ikke Held med sig, idet en kongelig
Resolution af 1. Juli 1812 afslog deres Andragende.
(Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets Kopibog 1812 Nr. 2 pag 1618.
Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn).
[119] De 7 sidstbyggede Linieskibe vare: la Conquerant, l’Auguste, le
Pacificateur, l’Illustre, le Gaulois og le Trajan, samt det hollandske
Linieskib le Hollandais.
[120] Indkomne Sager 1812 Nr. 1225. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[121] Skrivelse fra Kapitain Mossin til Admiralitetet, dateret Antwerpen
den 2. Marts 1812. Indkomne Sager 1812 Nr. 686. Marineministeriets Arkiv,
Kjøbenhavn.
[122] Indkomne Sager 1812 Nr. 1981 (Pro Memoria fra Kapitain Fabricius af
25. Juli 1812), og indkomne Sager 1812 Nr. 2214 (Pro Memoria fra Kapitain
Mossin af 2. September 1812), Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[123] Indkomne Sager 1813 Nr. 512. Rapport fra Kapitain Bille til
Admiralitetet af 20. Februar 1813 om denne Sag med Titel: »Kongelige
danske Søofficerers Forhandlinger i Antwerpen i Anledning af et Offer til
Keiseren«. (Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn).
[124] Indkomne Sager 1813 Nr. 512. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[125] Archives du ministère de la marine, Paris.
[126] »Vi modtog pludselig Ordre« — fortæller v. Dockum — øieblikkelig
at reise med hele Mandskabet til Kjøbenhavn, hvortil vi manglede Penge
og maatte efterlade os alt i Antwerpen; og endskjøndt at Pengevæsenet i
Danmarks Rige ikkun var maadeligt, saa kappedes Hollænderne dog i den Tid
at forstrække os paa Vexler over 70,000 fr., hvilken Sum, da Vexlerne
indløb hertil, Regjeringen ikke kunde udbetale, men kort efter indløb en
Sum til Kongen, hvoraf Finantsministeren, Geheimeraad, Statsminister,
Schimmelmann fik Ordre ved mig efter Kongens Befaling at afbetale
benævnte Vexler«. (Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen; efterladte
Optegnelser i Manuskript).
[127] Hjemsendelsen var ordnet paa følgende Maade:
Den 15. April 1813 afmarcherede den første Afdeling, bestaaende
af Besætningen af Linieskibet »Dantzick«, under Kommando af
Kapitainlieutenant M. Bille, Premierlieutenant Schultz o. s. v. Den 17.
April fulgte »Albanais’s« Besætning efter, under Kapitainlieutenant
Cederfeldt, Sekondlieutenant Tuxen o. s. v.; den 19. April afmarcherede
Besætningen fra »Dalmate«, under Kapitainlieutenant Evers, og endelig
forlod »Pultusk’s« Besætning Antwerpen den 21. April, under Kommando af
Kapitain W. Kaas, Kapitainlieutenant Krieger o. s. v.
[128] Indkomne Sager 1813, Nr. 1320. Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
[129] Efter 1813 tilbragte v. Dockum sine Dage i Ro. Efter at de
Officerer, der før hans Udnævnelse til Admiral havde været hans Formænd,
atter havde taget deres Plads foran ham i Marinen, avancerede han den 20.
Februar 1820 til virkelig Kommandør og erholdt Kommando over Søetatens
2den Division.
Han forfremmedes derefter i 1825 til virkelig Kontre-Admiral, blev
1826 Kommandør af Dannebrog og benaadedes i November 1828 med
Dannebrogsordenens Storkors. I April 1833 udnævntes han til Vice-Admiral.
Han døde 10. December 1834 i en Alder af henved 82 Aar. (Archiv for
Søvæsenet 8. Bind: Vice-Admiral Joost v. Dockum’s Levnet. Kjøbenhavn
1836).
Af samme Forfatter er tidligere udkommet:
=Lehmann & Stage’s Forlag= (Kjøbenhavn):
Om Peter Willemoës,
udgivet i Anledning af
=Hundred-Aarsdagen for Peter Willemoës’ Fødsel
d. 11. Mai 1883=
af Sølieutenant-Selskabet i Kjøbenhavn.
=Den Gyldendalske Boghandels Forlag= (Kjøbenhavn):
Nordsø-Eskadren
og
Kampen ved Helgoland,
=med 2 Portræter og Træsnit i Texten=.
Hos =Carl Gerold’s Sohn= i Wien (Pola):
Die Nordsee-Escadre
und das
Seegefecht bei Helgoland.
Autorisirte Deutsche Übersetzung.
=F. H. Eibes Forlag= (Kjøbenhavn):
De Danske paa Schelden
(1808-1809)
under Kapitainerne
=S. U. Rosenvinge= og =H. Baron Holsten=.
=Andr. Fred. Høst & Søn=, (Kjøbenhavn):
Les Danois sur L’Escaut
(1808-1809).
Kjøbenhavn. — I. Cohens Bogtrykkeri.
*** End of this LibraryBlog Digital Book "De Danske paa Schelden (1809-1813)" ***
Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.